ERIK SKYTTHE
54 år, datanom, Hillerød Station
Jeg er på vej i sommerhus 45 kilometer øst for Helsingborg i Sverige. Jeg bor i Farum, så der er omkring 80 kilometer på cykel. Det tager 3-4 timer, når færgen er medregnet. Ruten i Sverige er en del af Skåneleden, som er en række fantastiske vandre- og cykelruter i den sydsvenske natur.
Til daglig er jeg ansat i IT i et firma, der står for bibliotekernes databaser. En slags digitaliseret udgave af de gamle kartotekskort, som er enormt stort og kompliceret. Jeg cykler på arbejde i Ballerup næsten hver dag.
Min cykel er det, man kalder en gravel bike. Det er sådan en splejsning af en racercykel og en mountainbike, så den er perfekt til den danske og svenske natur. Man kan kaste tusindvis af kroner efter udstyr, letvægtsfælge og så videre, men jeg forsøger at beherske mig. Jeg har for nylig lokket min kone til at købe en, så nu er hun også blevet bidt af det.
__________________________________
LILLIAN THORSEN
86 år, pensioneret kontorarbejder
Jeg er på vej til Solrød for at besøge nogle gamle venner. Vi mødes hver anden måned på en café i Solrød Center og har efterhånden kendt hinanden i 30 år. Men jeg ser dem ikke så ofte, fordi jeg flyttede i lejlighed i Melby, da min mand blev syg.
Jeg er født på Vesterbro og opvokset under krigen. Sommetider gik det hedt til under parolen ’Istedgade overgiver sig aldrig’. En dag så min søster og jeg en mand på cykel blive skudt på åben gade, og så hev en anden mand os ind i en trappeopgang for at skåne os for synet.
Min mand døde for to år siden, så de sidste år har været lidt tunge. Jeg savner ham ganske forfærdeligt. Vi var sammen i 42 år og gift i 25 år, så vi nåede lige at have sølvbryllup. Vi mødte hinanden i en sen alder, men han var virkelig mit livs kærlighed. Jeg havde dog den store lykke at være hos ham til sidst. Jeg havde fået en seng ind på samme hospitalsstue. Den skubbede jeg helt hen til hans, så vi kunne holde i hånd om natten. Morgenen efter døde han.
__________________________________
SOLVEIG MØLGAARD
76 år, pensioneret translatør i fransk
Jeg skal hente min nevøs to små i børnehave, fordi institutionen er lagt ned med corona. Det gør jeg med stor glæde, og jeg er heldigvis blevet brugt ganske ofte de sidste to år. Børnene elsker det også, for når de kommer hjem til mig, må de gerne se YouTube.
Jeg blev uddannet translatør i fransk i 1973. På det tidspunkt havde jeg allerede fået mand og barn, fordi jeg var sommeransat på en tegnestue, hvor jeg forelskede mig i min chef, som også blev forelsket i mig. Få måneder senere blev vi gift.
Første gang, jeg besøgte Paris, var i 1965. Jeg boede i Cité Universitaire de Paris, universitetsbyen, hvor hver nationalitet havde afdelinger. Jeg kunne ikke få plads i den danske afdeling, så jeg fik tiltusket mig en madras i et atelier i den marokkanske afdeling. Det var en hed sommer, og jeg var ved at blive stegt. Penge havde jeg ikke mange af, men dengang kunne man leve for 10 franc om ugen, hvis man var sparsommelig. Det var jeg. Jeg levede primært af paté, ost, brød og rødvin.
