EVELINA HLAVESOVA
17 år, gymnasieelev, Holbæk Station  

Jeg er lige kommet fra København, hvor jeg har været på tur med min billedkunstklasse. Vi skulle blandt andet ind at se Det Kongelige Akademi. 

For en måned siden flyttede jeg fra Tjekkiet til Danmark for at gå på IB (international gymnasial uddannelse, red.) på Stenhus Gymnasium. Jeg ville gerne prøve kræfter med uddannelse i et andet land, fordi jeg ikke rigtig var glad for skolen i Tjekkiet. 

Jeg bor på den kostskole, der er tilknyttet gymnasiet. Det er dejligt, at det er så tæt på skolen, men på den anden side føles det også lidt, som om jeg aldrig har fri.  

Den anden dag Facetimede jeg med min mor. Hun sad inde i vores stue, og det gjorde mig virkelig emotionel. Det kom bag på mig. Jeg var ikke klar over, hvor meget jeg savnede hende og vores hjem. 

Planen er, at jeg skal bo i Danmark i to år. Det føles ikke som ’hjem’ endnu, men jeg håber og tror, at det kommer. Når jeg bliver overvældet, prøver jeg at berolige mig selv ved at skrive dagbog og tænke på, at mine følelser er helt almindelige.  

__________________________________

NIELS JØRGEN NIELSEN
90 år, pensionist, Kalundborg Station

Jeg er på vej til mit 70-års jubilæum som maskinarbejder. Det skal holdes på Vilcon konferencecenter i Slagelse, hvor vi skal have noget god mad. 

I min fritid spiller jeg kegler, et godt, gammelt spil. Det minder lidt om bowling, men alligevel slet ikke. Og så danser jeg seniordans oppe i Årby Forsamlingshus. Det er rigtig dejligt. God motion og glade mennesker. 

Jeg flyttede til Kalundborg i 1960 på grund af arbejde. Jeg startede på en motorfabrik, og så kom jeg på Carmen Curlers. Der var jeg i 22 år. Det var et fantastisk sted at arbejde. Når vi fik servicebesøg fra andre firmaer, sagde de altid: ”I er helt anderledes og frie.” Sådan var ånden også på fabrikken. 

I begyndelsen blev vores produkter sendt til Amerika, og det gav bonusser hos flyselskaberne. De blev brugt på medarbejderne. Hver måned blev der trukket lod, og vinderne fik en uges betalt ferie med familien. De blev kørt til Københavns Lufthavn i Rolls-Royce. Det tætteste, jeg var på at vinde, var, at min sidemand fik gevinsten. 

Det vigtigste, jeg har lært i mit liv, er at have sit gode humør med sig. Den dag, man mister det, går det ned ad bakke. 

__________________________________

CAROLINE KONGSTE
30 år, sociolog og fuldmægtig

I dag har jeg været ude at lave interviews i Holbæk Kommune med udsatte unge. Det er virkelig noget, der får mit arbejde til at give mening. De unge fortæller mig, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer ved de indsatser, de er en del af. 

I min fritid kan jeg rigtig godt lide at lave god mad. Og at gå ud at spise. I mandags havde jeg to veninder til middag. Den stod på hel kylling med saltede citroner. De er det helt nye i mit køkken lige i øjeblikket. Jeg stødte på dem i en kogebog, og har fundet ud af, at de faktisk sælger dem hos flere af grønthandlerne på Nørrebro. 

Jeg elsker at være kreativ og går meget op i indretning og tøj. Jeg strikker også en del, men kun til mig selv. Når jeg bruger så lang tid på det, kan jeg ikke lide at give det væk, haha. Min kæreste brokker sig lidt over, at jeg ikke har lavet noget til ham endnu. Men måske til jul. 

ELIAS JOHNSEN
29 år, studerende, Aarhus Hovedbanegård

I dag skal jeg besøge min storebror i Aalborg, hvor han bor med sin søde, lille hund, Louis. Det er på halvvejen for mig og min mor. Hun bor i Frederikshavn, og jeg bor her i Aarhus. Man kan ikke høre, at jeg er fra Frederikshavn. Jeg flyttede på efterskole i en tidlig alder, og der sugede jeg forskellige dialekter til mig, som jeg syntes lød sjove. 

I min fritid kan jeg godt lide at brodere. Jeg har altid et broderi med i tasken, som jeg kan tage op i toget. Jeg har for eksempel lige broderet sådan et stort Gucci-skilt hen over nogle pletter, jeg havde på en hvid trøje. Det er overraskende nemt at brodere. Hvis man kan huske the basics fra folkeskolen, kan man stadigvæk i dag. 

Min gode ven og jeg prøver at tage initiativ til forskellige ting. Det var eksempelvis sådan, vi begge to begyndte at brodere. Vi ville også gerne gøre svømmehallen cool igen. Så vi mødes sommetider i svømmeren og spiser nogle pomfritter bagefter.

__________________________________

PETER MADSEN
71 år, pensionist, Vejle Station

Jeg har boet i Vejle i 13 år. Det var et job som buschauffør, der bragte mig hertil. Jeg kørte fast mellem Vejle og Aarhus. Det var en tilpas lang tur, til at den ikke blev kedelig.  

Egentlig er jeg gammel maskinmester. Jeg startede i Søværnet som helt ung, og så blev jeg hængende der og sejlede kloden rundt i 12 år. Vi lå altid i havn i New York i et par døgn, så vi kunne overhale maskineriet. Og så tog vi turen derfra ned gennem Panama, op langs vestkysten, tværs over Stillehavet, ventede i Singapore, hvor vi overhalede maskineriet igen, og så tilbage igen. Sådan en tur tog ni uger. 

Det var en god tid som ungkarl og sprællemand. Mine tatoveringer er også fra den tid. Mange af dem fik jeg lavet i Los Angeles i begyndelsen af 70’erne. Jeg tænkte, at når jeg blev gammel, kunne jeg sgu altid vende hjem og finde en kone og få nogle børn. Det lykkedes også. 

Jeg er lidt af en modeltogbane-idiot. Da jeg var færdig med at sejle, begyndte jeg at arbejde i et firma, der lavede modeltogbaner. Det passede lige til mig. Arbejde og hobby i ét. I dag går jeg i en modeltogbane-klub hver tirsdag.

__________________________________

CAMILLA CHRISTENSEN
28 år, model, Aarhus Hovedbanegård

Jeg tog toget klokken 06:31 fra København i morges, fordi jeg skulle hente nogle glas hos en veninde. Det er nogle vintage-konkylieglas, som jeg havde købt af en i Aarhus, og nu er jeg på vej hjem igen.

Til daglig er jeg model. Jeg blev scoutet, da jeg var 13, og begyndte at arbejde som model, da jeg var 15. Jeg er balletbarn, så jeg har altid været rimelig vant til at blive set på. Da jeg var 17, flyttede jeg til New York og boede der i næsten seks år. 

Nogle gange kan jeg godt savne New York. At man kan spise mad ude klokken tre om natten, og at der er så stor diversitet. Alt er åbent, og der er en anden puls, som København slet ikke har. Men jeg kom også hjem igen, fordi jeg havde brug for en pause. Jeg var ung og havde levet vildt med en masse arbejde og fest.

På et tidspunkt fortrød jeg, at jeg ikke var blevet ved balletten. Jeg tænkte, at det var helt forkert: ”Jeg skal danse!” Men det gik ret hurtigt op for mig, at det skulle jeg ikke. Og det er jeg glad for i dag. Det er en smuk kunst, men det er også en hård livsstil.

Nu er jeg mor, og jeg elsker at hænge ud med min søn, Ace. Han er næsten tre år, og han er bare den sejeste.