TOGET SKRUMPLER AF STED på den flade, tresporede jernbane mellem Teheran og Mashhad. Men det er ikke den store provinsby tæt på grænsen til Afghanistan, der er målet for rejsen, og efter en times kørsel forlader toget hovedstrækningen og drejer op mod nord med de stejle Elburz-bjerge i det fjerne. Sporet passerer gennem øde egne med enkelte småhuse med granatæble- og appelsintræer i haverne, inden skinnerne for alvor går til angreb på bjergmassivet, som skal overvindes, før toget kan nå frem til målet Gorgan oppe ved Det Kaspiske Hav. Men først skal det igennem og hen over hundredvis af kringlede tunneler og svimlende broer, der blev bygget for over 80 år siden, da danske ingeniører drog til et land 5.000 kilometer væk for at stå i spidsen for anlæggelsen af iranernes første jernbane. Et byggeprojekt så usædvanligt, at jernbanen tidligere i år blev fundet værdig til betegnelsen verdensarv og nu kan findes på UNESCOs prestigefulde liste med unikke menneske- og naturskabte seværdigheder.
Jørgen Saxild (t.h.) til inspektion af banen med shahen af Iran.
AT DET BLEV DANSKERE, der kom til at stå i spidsen for opførelsen af Den Transiranske Jernbane, bygger til dels på tilfældigheder. I 1920’erne havde Iran været igennem lidt af en revolte, og militærmanden Reza Pahlavi var kommet til magten på løfter om at ville reformere landet og få bragt fattigdommen ned. Han erobrede titlen som shah, som kan sammenlignes med kongetitlen i Danmark, og gik straks i gang med sit vigtigste – og dyreste – projekt: at få bygget en jernbane tværs gennem landet, der kunne sikre ham kontrol med oprørske egne i det olierige syd og samtidig gøre det nemmere at fragte iranske produkter ud til eksportmarkederne. Men indledningsvis skulle der skaffes penge. I første omgang fra særlige afgifter på sukker og te, som blev lagt til side til byggeriet.
Dengang var Persien på det jernbanemæssige område håbløst bagefter. Ofte var det kameler, der klarede transporterne af gods og personer i lange karavaner og på dårlige veje – nogle gange flere hundrede kameler ad gangen. Om natten kunne man høre deres klokker ringe, når en karavane passerede i det fjerne.
T.v.: Aarhus Stiftstidende 8/4-1934. T.h.: Jyllands-Posten og Fyns Tidende 22/4-1933.
OPRINDELIGT GIK OPGAVEN med at skabe en konkurrent til de maleriske, men ineffektive kameler til en håndfuld tyske og amerikanske ingeniørfirmaer. Men tyskerne og amerikanerne ragede uklar med shahen og nåede derfor kun at bygge nogle af de letteste delstrækninger af jernbanen, før de blev smidt ud af landet. I Irans naboland Tyrkiet var miniputlandet Danmark allerede involveret i jernbanebyggeri, om end også her ad omveje.
Tyrkiet havde også fået nyt styre i 1920’erne, og også her satsede den ny leder, Kemal Atatürk, på, at nye jernbaner kunne skabe fremgang.
Sverige øjnede forretningsmuligheder og sendte folk derned, og flirten med Tyrkiet endte med, at et svensk lokomotivfirma skulle levere jernbanemateriel på betingelse af, at de også ville stå for byggeriet af nye baner. Den slags havde lokomotivfolkene imidlertid ingen erfaring med, så de entrerede med det danske ingeniørfirma Kampsax samt et andet mindre dansk firma, og de to påbegyndte arbejdet med at lægge skinner over den anatolske højslette.
Mens det skred fremad, blev man hos Kampsax klar over, at det stod skidt til med jernbaneprojektet på den anden side af grænsen.
Det kunne måske åbne for nogle muligheder for det dansk-svenske konsortium. En tyrkisk tolk blev derfor i efteråret 1932 sendt af sted til Teheran. Foråret efter tog Jørgen Saxild, en af tidens fremgangsrige ingeniører, som nogle år forinden havde stiftet firmaet sammen med et par jævnaldrende ingeniører, selv til Teheran. Og i april 1933 var kontrakten i hus.
Ingeniøren Svend Buhelt i Iran på banens sydstrækning i 1936 sammen med et par lokale tjenestefolk. Han døde i 2010 som den sidste af de mange ingeniører og arkitekter.
”NY SEJR FOR DANSK ingeniørkunst” og ”Mægtige skandinaviske ingeniørarbejder i Persien.” Sådan lød nogle af overskrifterne i de danske aviser i 1933. Og det var en gigantisk kontrakt, som Jørgen Saxild havde indgået med det persiske styre. Opgaven omfattede 1.400 kilometer jernbane fra Det Kaspiske Hav i nord til Den Persiske Golf i syd. Der skulle bygges et utal af broer og tunneler – Kampsax’ brokontor i Teheran endte med at tegne 360 større og mindre broer, og antallet af tunneler nåede op over 200. Både nord og syd for Teheran var der bjergkæder, som jernbanen skulle trænge igennem. Og hvor der ikke var bjerge, var der golde ørkener med store temperaturmæssige udfordringer.
”Der var vældige negative kræfter, jeg blev stillet over for. Konkurrenter fra hele verden forsøgte med alle midler at hindre kontraktens underskrift, blandt andet ved at søge at underbyde os, men vi var dem for stærke,” fortalte Jørgen Saxild senere.
Af en gulnet kopi af kontrakten, som dukkede op hos en af ingeniørernes efterkommere for nogle år siden, kan man udlede, at Kampsax skulle have over en milliard kroner for sin bistand. Til gengæld skrev den dengang 42-årige Jørgen Saxild under på et løfte til shahen om, at banen skulle færdiggøres på seks år. Ellers vankede der bøder. Kontrakten viser også, at danskerne kunne blive afregnet med 7,5 gram guld pr. meter jernbane, hvis Kampsax af den ene eller anden grund ikke brød sig om at få betaling i dollar eller engelske pund. I 1930’ernes krisetid kunne gængse penge pludselig miste deres værdi på kort tid.
Bjerglandskabet, som Vereskbroen skulle igennem.
DET HASTEDE ALTSÅ med at komme i gang med arbejdet. Men først skulle der skaffes folk, og den lokale arbejdsstyrke var utilfredsstillende.
”Der var hverken erfarne arbejdere eller håndværkere, der var kun få erfarne ingeniører og hverken maskiner eller andet materiel,” har Jørgen Saxild fortalt. Så de fleste ingeniører blev fundet i Danmark, men også i Norge, Schweiz og andre lande med specialister i bjergbyggeri. De nyansatte rejste til Persien – eller Iran, som det officielt hed fra 1935 – med tog. Typisk via Berlin og Warszawa og videre ned gennem Sovjetunionen og over Kaukasus frem til vestsiden af Det Kaspiske Hav. Her var der mulighed for at komme over med en damper til en nordiransk havneby, hvorfra man ad landevej kunne komme det sidste stykke mod Teheran. Alt i alt en ugelang rejse frem mod eventyret og det fremmedartede.
”Teheran vrimler med tiggere. Et sted vasker en mand sig i rendestenen. Et andet sted lader en mand sit vand i den, og lidt længere nede fylder en sin tepotte. Intet under, at der forekommer så mange tilfælde af tyfus her,” skriver Svend Buhelt, en af de danske ingeniører, i sin dagbog om ankomsten til hovedstaden i 1934.
Rent vand var en sjældenhed, som også en af ingeniørernes hustruer, Ellen Wright, i 1934 fortalte til Aalborg Stiftstidende:
”Det vand, vi bruger, får vi fra den engelske legation, der har eget vandværk. Men også det bliver kogt, inden det anvendes.”
Kampsax oprettede sit hovedsæde midt i Teheran, og Jørgen Saxild slog sig selv ned i en herskabelig bolig i byen med sin familie. Mange år senere i København hang den persiske indretning stadig ved:
”Vi kom hos min farfar til familiemiddage næsten hver søndag, da jeg var barn. De havde en kæmpe stue, hvor persiske tæpper lå i tykke bundter. Så mange var der. Der hang også tæpper på væggene. Og der stod figurer af bronze, som de havde taget med hjem,” husker barnebarnet Jacob Saxild.
JØRGEN SAXILD VAR lige kommet tilbage til Danmark efter fem år i Tyrkiet med familien. Nu gik turen videre til Teheran. Børnene blev denne gang hjemme, mens hustruen Gudrun en gang om året kom på et længere besøg for at være sammen med sin mand, der også af og til åbnede sit hjem for de ansatte. Men det slog ikke til, når der skulle socialiseres i det daglige. I Persien var man ikke vant til at have danskere rendende, i hvert fald ikke i større tal. Pludselig var der flere hundrede, og ingeniørerne ude på linjen kunne godt bruge et samlingssted, når de indimellem var i Teheran for at aflægge rapport på hovedsædet. En af Jørgen Saxilds allerførste initiativer var derfor at oprette en skandinavisk klub i hovedstaden. Jernbanen havde også tiltrukket ingeniører fra Norge og Sverige. Nu blev der anskaffet en fornem persisk bygning med klassisk springvand til Club Irano Scandinave, som fik egen restaurant med dansk madmutter og hjemlige retter. Her kunne de udsendte læse danske – om end stærkt forsinkede – aviser, benytte tennisbanen og modtage og afsende post til og fra familien hjemme. Det helt store hit var kortspillet bridge. Så blev der sendt blyanter og regnskabsblokke ned fra Danmark – den slags var åbenbart svært at skaffe lokalt. Ingeniørerne fik smokinger ned via Kampsax, så de kunne møde standsmæssigt, når der var fester i klubben.
”Når jeg selv en gang imellem slog mig løs og trakterede alle gæster og medlemmer på champagne i klubbens berømte hvælvede kælderbar, gik bølgerne højt,” skrev Jørgen Saxild senere i en erindringsbog.
Det var også i klubben, at Ejner Park, en af de danske ingeniører, fejrede dåben af sin datter, som fik fornavnet Iran.
”Iran er et meget gammeldags pigenavn dernede, fortæller de iranere, jeg møder i Danmark,” siger den i dag 85-årige Iran Bjørnholm. Hendes forældre var draget til Mellemøsten for at være med i jernbaneeventyret midt i en tid med krise i Europa:
”Det var svært at finde arbejde på den tid, så mine forældre var lykkelige for den tid, de havde i Iran. Selv kan jeg huske, at jeg tog mine første skridt på persiske tæpper.”
Andre af ingeniørerne havde børn, som de måtte efterlade i Danmark. Bent – et af de tilbageblevne børn – skrev i november 1933 ned til sin far, John Petersen, i Persien:
”Kære far, jeg er glad for at gå i skole. Kommer far snart hjem? Vi savner far meget, jeg sover hos mor.”
Faren kom hjem, men først efter fem et halvt år. Så det endte med, at børnene i stedet kom ned til ham. Også ude på linjen, hvor de fleste danskere arbejdede med ansvar for hver deres del af byggeriet, kunne savnet til hjemstavnen mærkes. Svend Buhelt, der kom fra et job i Maribo på det flade Lolland, beskriver i sin dagbog ankomsten til det øde bjergområde, hvor ’hans’ stykke jernbane lå.
”Jeg blev sat af bilen med min lille kuffert. Så stod jer der og kunne selv om at kravle opad til huset i halvmørke og med rimglatte klipper. Jeg følte mig en smule forladt.”
Teherans hovedbanegård.
DA DANSKERNE OVERTOG, havde de tyske og amerikanske ingeniører bygget nogle hundrede kilometer på jernbanen, men på sydstrækningen ned mod Den Persiske Golf manglede hele arbejdet med at få banen udstukket og målt op.
Her sendte Kampsax i 1933 en fortrop af sted med ingeniører, der sammen med lokale stedkendte rejste strækningen igennem. Overnatningen foregik i telte i det fri. Når troppen skulle passere floder, svømmede lokale bærere over vandet med et tov, som bagefter blev spændt op over floden, så danskerne kunne fire sig over. Nogle gange brugte iranerne et gedeskind, der var syet sammen til en slags ballon, til at holde sig oppe.
En af de strækninger, der gav stort hovedbrud, var den del, der skulle føre nordbanen ud af Elburz-bjergene og videre mod appelsinlundene oppe ved Det Kaspiske Hav.
Det var svært at finde en rute, som ikke var for stejl i forhold til de sikkerhedskrav, der gælder for jernbaner. De tysk-amerikanske forgængere havde også bakset med denne udfordring. Ingeniørerne løste den ved at hugge ud, så banestrækningen kom til at ligge i tre lag op ad bjerget. Krumme tunneler i enderne sørgede for, at skinnerne blev forbundet med skinnerne på næste plateau og dannede en slags spiral. I nordenden af spiralen førte man banen gennem endnu en tunnel og derfra videre på en bro over en flere hundrede meter dyb kløft. Vereskbroen, som den hedder, og som er opkaldt efter en landsby nærved, blev måske det vigtigste punkt på jernbanen, og i dag har den ikonisk status i Iran og optræder blandt andet på frimærker og pengesedler. Da den jernbaneglade kong Frederik IX i 1963 besøgte Iran sammen med dronning Ingrid og deres datter prinsesse Benedikte, måtte han naturligvis ud på netop denne del af Den Transiranske Jernbane for at studere ingeniørernes bedrifter.
Hvor mange dødsfald byggeriet af banen kostede, er aldrig blevet gjort op. Men en del liv gik tabt på det udfordrende stykke omkring Vereskbroen. Kampsax’ medarbejdere, der stod for projektering og det overordnede tilsyn, arbejdede for det meste ikke, hvor farerne var størst, men dødsfaldene ramte blandt de mange arbejdere hos underleverandørerne, der tog del i byggeriet – i perioder arbejdede op mod 50.000 personer på projektet, mange steder på primitive stilladser i faretruende højder, og i visse tilfælde måtte arbejderne hænge i liner ude på bjergsiderne. Et af uheldene fandt sted i marts 1935. Et jordskælv nordpå betød, at klippeblokke pludselig styrtede ned over arbejderne med 20 døde og 40 sårede iranere, italienere og tyrkere til følge.
På Nordlinjen mellem Abbasabad og Gaduktunnelen ligger banen i tre etager på bjergsiden for at kunne klare de store højdeforskelle. Strækningen er så bemærkelsesværdig, at den var med i ansøgningen om at blive UNESCO-verdensarv.
I AUGUST 1938 kom den store dag. Banen var klar til indvielse. Der manglede stadig småting, men shahen var utålmodig efter at få den åbnet, så han kunne vise sit folk, hvad store dele af statsbudgettet i de forgangne år var blevet brugt til. Indvielsen skete på en lille landstation mellem Teheran og Det Kaspiske Hav, hvor skinnerne fra nord og syd mødtes. Jørgen Saxild var naturligvis på plads på perronen, der var belagt med tæpper i dagens anledning. Med sig havde han sin højre hånd, Erik Kayser, som også havde fulgt ham i Tyrkiet, og flere andre ledende medarbejdere fra Danmark. Alle var i jaket og udstyret med høje hatte, mens man tilså, at den militærklædte shah skruede den sidste bolt korrekt fast til skinnerne. Snart kom indvielsestoget tøffende. Danmark fik disse ord med i shahens tale:
”Kampsax er det eneste udenlandske selskab, der ærligt, loyalt og dygtigt har kunnet løse den stillede opgave og løst den til min fulde tilfredshed.”
Hjemme i Danmark var der stor bevågenhed omkring byggeriet, og ikke kun i pressen. To unge skuespillere fra Det Kongelige Teater, Palle Huld og Elith Foss, bidrog til omtale, da de kørte på Nimbus-motorcykel gennem Europa hele vejen til Iran for at se afslutningen på byggeriet. Kong Christian X sendte et telegram til shahen med gratulationer, og også Tysklands Adolf Hitler ønskede tillykke med ”det yderst betydningsfulde ingeniørværk”.
Imidlertid blev Den Transiranske Jernbane en vigtig brik i bestræbelserne på at få stækket Hitler, som kort efter indvielsen af jernbanen fremprovokerede udbruddet af anden verdenskrig. I krigens første år havde Nazityskland og sovjetterne en ikke-angrebspagt med hinanden, men kun indtil Hitler i 1941 besluttede at vende på en tallerken og angribe Sovjetunionen. Blandt Hitlers modstandere i Vesten var der enighed om, at det var nu eller aldrig, hvis der skulle sættes en stopper for hans fremfærd. Så i 1942 gik USA og England sammen med Sovjetunionen om at få bremset nazismens indtog østpå, og Sovjets sydlige nabo, Iran, fik en central placering i aktionen. Amerikanerne begyndte gennem Den Persiske Golf at sejle tanks og andre våben til Bandar Shapour, der var Den Transiranske Jernbanes endepunkt i syd, hvorfra de blev de kørt med jernbanen hele vejen op mod Sovjet. I alt omkring tre millioner tons våben blev fragtet fra syd til nord på danskernes jernbane. Hitler endte med store nederlag på østfronten og tabte siden krigen.
Shahen skruer den gyldne bolt i, banen er færdig.
ALLEREDE INDEN krigens udbrud havde Jørgen Saxild lyttet til sin hjemve og var rejst hjem:
”Efter at jeg nu i syv år havde levet adskilt fra mine børn, som jeg kun havde besøgt nogle få måneder hvert år, længtes jeg efter et normalt familieli,” skrev han senere.
Med krigens afslutning rejste de fleste tilbageværende ingeniører også tilbage til Danmark, hvor mange af de venskaber, der var opstået i Iran, kom til at række resten af livet. Det blev en tradition at mødes med de gamle kolleger til perserbridge, som ingeniørerne kaldte det.
Ingeniørdatteren Iran blev siden gift med en mand, der var ingeniør ligesom hendes far. Gommens valg af uddannelse havde referencer til Den Transiranske Jernbane:
”Han blev civilingeniør, fordi han havde læst om de danske ingeniører i Iran. De var jo verdensberømte dengang,” fortæller Iran Bjørnholm.
Saxild-familien ved Veresk i 2018.
Som årene gik, gled Den Transiranske Jernbane lidt i glemmebogen. Ingeniørerne og arkitekterne døde én efter én og var til sidst alle væk. Tilbage var dog et vældigt arkiv fra 1930’erne. Togpassagerer på Lyngby Station i Nordsjælland skal blot gå over på perron 2 og kigge efter en rød bygning langs sporene for at lokalisere den. Nede i kælderen ligger banens historie i form af tusindvis af dokumenter og fotografier med danskernes bedrifter ved byggeriet. I dag er det ingeniørfirmaet Cowi, der tager vare på arkivet, der fulgte med, da firmaet for en snes år siden overtog resterne af Kampsax, og ingen nænnede at smide det ud.
Godt det samme, for i 2015 blev udenrigsministeriet i Iran opmærksom på, at de i Lyngby kunne finde vigtig information om Den Transiranske Jernbanes fortid. I månedsvis sad en iransk kvinde i kælderen og scannede løs. Billede efter billede, dokument efter dokument. Kort efter begyndte der at komme meldinger om, at kræfter i Iran arbejdede på at få banen sat på UNESCOs verdensarvsliste. Listen talte allerede 22 punkter i Iran, men hvorfor ikke gå efter 23 – turisme er en vigtig indtægtskilde i landet. I første omgang, ved banens 80-årsjubilæum i 2018, blev ansøgningen forkastet, den var angivelig for mangelfuld. Men i sommeren 2021 vendte UNESCO tilbage med en ny vurdering af de knap 1.400 jernbanekilometer. Efter at have nærstuderet Den Transiranske Jernbane i to år lød konklusionen, at danskernes jernbane var unik nok til at komme med. Så mens iranerne nu har fået et ekstra trækplaster, har de gamle ingeniørers og arkitekters efterkommere med UNESCO-hæderen ikke bare fået anerkendelse for deres indsats, men også sikkerhed for, at banen vil blive bevaret for eftertiden, for man kommer ikke på listen, hvis der ikke ligger en plan for, hvordan man kan sikre den pågældende verdensarv for eftertiden. Som Jacob Saxild, Jørgen Saxilds barnebarn siger:
”Min farfar ville være stolt over det ridderslag, som han nu har fået for sin jernbane.”
Fotos er stillet til rådighed af Morten Hansted, der også har skrevet bogen ’Danske eventyr i Iran’.
