NEPTUN VAR ET meget kort tog. Der var ikke ret mange rejsende med. Mit bud er, at over 90 procent af passagererne skulle til Vestberlin. Resten har været folk i embeds medfør, forretningsfolk og ganske få turister. Der var nogle, der tog toget gennem DDR for at komme til Tjekkoslovakiet og Ungarn i sommersæsonen. Men som regel var jeg den eneste, der skulle på privatbesøg i Østtyskland.
NÅR FÆRGEN KOM i land i Warnemünde, og man sad nede i sin togvogn igen, kom pas- og toldkontrollen for alvor. Så skulle man virkelig tjekkes efter i sømmene. De kiggede selvfølgelig i passet for at se, om jeg havde mit stempel fra færgen, og udspurgte mig om min rejse. Bagefter skulle man lukke sin bagage op. De var især ude efter trykt materiale. Hvis folk bare havde Ekstra Bladet med, fik de ikke lov til at tage det med videre. Under kontrollen skulle man oftest ud af kupeen. Vagterne havde store spejle med for at se, om der lå nogen under eller oppe over sæderne eller inde på toilettet. Der var maskinpistoler og hunde langs med toget, men grænsekontrollen var endnu strengere ved udrejsen fra Østberlin. Der kunne jo være borgere, der flygtede ud af DDR.
I VISUMANSØGNINGEN til DDR skulle jeg nøje angive, hvor mange vesttyske D-mark jeg havde med ind i landet, og ved udrejsen skulle jeg kunne dokumentere, hvad de var blevet brugt på. Det blev også tjekket ved grænsekontrollen. Vesttyske D-mark var meget eftertragtede, og jeg smuglede dem ind til mine slægtninge. Jeg tog et frisk stykke sæbe, savede det over på den brede flade, udhulede det lidt, og så kunne jeg tage et par 100-marksedler, folde dem sammen og vikle dem ind i husholdningsfilm, så de blev vandtætte. Bagefter lagde jeg sæbestykkernes brudflader mod noget vand, lagde pengene ind i udhulingen og pressede sæbestykkerne sammen igen. Når sæben var størknet, gik jeg i bad med den en enkelt gang. På den måde blev sporene ved brudfladen slettet, og jeg kunne tage håndsæben med i toget. Jeg var altid nervøs ved grænsekontrollen. Hvad kunne vagterne ikke finde på? De var meget uvenlige og meget grundige.
Visum til indrejse til DDR inklusive kvitteringsmærker for gebyr på 15 D-mark. (De spejlvendte stempler er blødt igennem fra den efterfølgende side). Venstre side viser øverst opholdstilladelsen, som blev udstedt på opholdsstedets lokale Volkspolizeikreisamt, hvor man skulle henvende sig senest 24 timer efter indrejsen. Nederst på venstre side ses udrejsetilladelsen. Dertil grænsekontrollens stempel ved udrejsen, som i dette tilfælde foregik over Görlitz (grænsestation til Polen). Hver rejse til DDR fyldte to sider i passet.
ENGANG STOD JEG en sommerdag på Warnemünde-færgens dæk og nød det gode vejr. Pludselig kom en militærhelikopter helt tæt på. Den hang 10 meter over færgen, og vi var nødt til at gå ind, fordi der var så meget vind, og det larmede ad helvede til. Men helikopteren skulle altså lige drille kaptajnen og passagererne og markere, at ”Her bor vi!”, selvom færgen var der i fuldstændig lovligt ærinde. Det der med at chikanere sine vestlige naboer gjorde Stasi gerne. Hele DDR’s kyst blev overvåget med militærhelikoptere og skibe, så der ikke var nogen, der sejlede ud i gummibåde, redningskranse, eller hvad de nu kunne få fat i.
EFTERSOM JEG SELV var jernbanemand, fik jeg et nemt og kollegialt forhold til de østtyske jernbanefolk. Neptun skulle man formelt set have pladsbillet til, og det havde jeg aldrig, men de sagde bare: ”Jamen, vi tager jo ikke penge fra kolleger.” Engang var jeg i Østtyskland for at holde jul, og jeg skulle hjem nytårsaftensdag. Det var allerede ved at blive mørkt. Det første fyrværkeri blev skudt af på havnen i Warnemünde, og der kom et ordentligt kanonslag. Jeg stod ved siden af en ung, bister fløs med en maskinpistol over skulderen ved grænsekontrollen, og så sagde jeg til ham: ”Du skal ikke være bange, det er bare fyrværkeri.” Det kunne han godt grine af. ”
Halfdan Höner er 66 år og i dag frivillig ved Danmarks Jernbanemuseum.
