Indlæg

57 år-rige Jesper Mølgård er senior miljøkonsulent i DSB og ansvarlig for at måle af og nedbringe lokomotivernes CO2-udledning.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg arbejder med DSB’s miljøpåvirkning. Jeg har blandt andet ansvaret for de beregninger, der viser, hvor meget CO2 de forskellige lokomotiver og togsæt udleder, og jeg er med til at vurdere, hvordan vi kan reducere energiforbruget.”

Hvad kunne det være for tiltag?

”Vores tog bruger hele tiden energi. Når det kører, men også når det holder stille. Der er for eksempel varme på, så togene ikke bliver for kolde, og der er lys tændt, når rengøringspersonalet skal til. Nogle steder holder dieseltogsættene derfor i tomgang. Jeg er med til at undersøge, om det er muligt at koble dem på el, så de får strøm fra et kabel i stedet for. Vi arbejder også på at få bedre styring af indeklima og luftskifte i de forskellige materieltyper. Alt sammen for at spare energi.”

Hvorfor er dit job vigtigt?

”Det er afgørende at vise kunderne, at toget er en del af løsningen på klimakrisen. De beregninger, jeg er med til at lave, gør det nemmere at vise, at toget er et mere bæredygtigt alternativ til andre transportformer som for eksempel biler, fly og færger. Når jeg laver beregninger, er det gennemsnitlige størrelser. Man kan sagtens tage toget en søndag aften, hvor der ikke er så mange passagerer med, og udledningen per passager selvfølgelig er højere, fordi der er færre at fordele den på.”

Hvad lavede du, inden du blev miljø-konsulent?

”Jeg er uddannet ingeniør og har arbejdet i DSB i 33 år. Jeg har siddet i mange forskellige jobfunktioner. Jeg har både siddet med planlægning, passagertællinger og udliciteret rengøring, men jeg kan ikke huske, hvor mange stillingsbetegnelser jeg har haft.”

Det var mange år … 

”Det var det første jobtilbud, jeg fik, da jeg var færdiguddannet, og jeg tog bare imod det. Jeg fik hurtigt en god fornemmelse, fordi jeg er i en virksomhed, hvor produktet giver mening. Toget er et bæredygtigt valg, og det er på samme tid med til at reducere trængslen på vejene, specielt i de store byer. Derudover giver det mennesker, der ikke har bil, mulighed for at rejse. Desuden kan jeg godt lide, at alle har en holdning til DSB. Det har aldrig generet mig, at jeg skal diskutere rejsekort og forsinkelser til privatarrangementer – jeg synes, det er sjovt.”

Har du nogle fritidsinteresser?

”Jeg spiller backgammon. Jeg spillede rigtig meget i 90’erne og blev faktisk danmarksmester i backgammon i 1996 – men så fik jeg børn og lagde det lidt på hylden. Jeg har kun spillet i tre år, siden jeg genoptog det, men jeg spiller i 1. division, som er den næstbedste række. Det svinger lidt, hvor mange turneringer jeg deltager i, men målet, da jeg begyndte igen, var, at jeg skulle til udlandet og spille. Så jeg var i London i februar og Venedig i april. Derudover er jeg formand i Omø Brugsforening og er med til at drive en mindre købmand på den lille vestsjællandske ø, hvor jeg har sommerhus.”

Ifølge en gennemsnitsberegning udleder et InterCity-tog 29 gram CO2 per passager per tilbagelagt kilometer, mens et indenrigsfly udleder 160 gram, og en konventionel bil 119 gram. En elbil udleder 13 gram, mens DSB’s elektriske Vectron-tog udleder 6 gram per personkilometer.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Thomas Nielsen

STINE ROSENØRN DUE
42 år, socialpædagog, Helsingør Station

Jeg er på vej til et foredrag om psykologisk manipulation. Så vidt jeg forstår, handler det både om, hvordan man manipulerer, og hvordan man selv bliver manipuleret af andre i hverdagen. Jeg interesserer mig for psykologi, også qua mit arbejde som socialpædagog.

Da jeg var otte år gammel, så jeg filmen ’Mommie Dearest’. Det eneste, jeg kan huske fra den film, er, at moren slår sit barn, og det var jeg totalt indigneret over. Siden dengang vidste jeg, at jeg ville være socialpædagog for at stoppe den slags. Det var så fjernt fra min egen opvækst med kernefamilie i Hareskoven.

Til daglig arbejder jeg med unge misbrugere. Jeg synes selv, at jeg er meget privilegeret, fordi folk vil lukke mig ind i deres liv på godt og ondt. Det er ofte nogle hårde historier, men det hårdeste er faktisk at skulle få dem til at passe ind i de kasser, som kommunen opstiller. Det handler meget om at få folk i arbejde, men i mange tilfælde skal man starte mindre steder som eksempelvis at skabe en stabil hverdag.

__________________________________

BENTE CRISTINA ØSTERGAARD
77 år, pensionist, Kokkedal Station

Jeg er på vej til min frisør gennem mere end 20 år. Han har sin egen lille klinik i et ældgammelt bindingsværkshus tæt ved Kongens Nytorv. Hver anden måned tager jeg kystbanen derind. Jeg fik stedet anbefalet og kender flere af hans andre kunder, så vi har nok at tale om. 

Over de sidste 10-15 år er mit ene ben begyndt at hænge lidt. Muskulaturen fungerer ikke så godt. Det er derfor, jeg går med vandrestænger, når jeg skal på tur. Der er ingen, der kan forklare mig, hvad det skyldes. Jeg er faldet hundredvis af gange, men jeg er heldigvis aldrig kommet slemt til skade. Jeg må have et godt skelet.

I 1968 tog jeg på højskole, mens ungdomsoprøret var i fuldt flor. Det ændrede mit liv. Jeg ville uddanne mig og blive klog, og det førte mig i armene på min mand. Vi boede på det samme kollegium, mens vi begge studerede kemi. Kemi var ikke noget for mig, men jeg fandt da min mand.

__________________________________

AUGUST MOLLERUP
21 år, pædagogmedhjælper, Humlebæk Station

Jeg er lige kommet hjem fra en skiferie i Flachau i Østrig. Jeg skulle have været af sted i lidt over to måneder for at lave et filmprojekt med fem venner, men jeg måtte tage tidligt hjem, fordi jeg styrtede i et stort flyvehop. Jeg brækkede min skulder og fik en forstrækning i anklen, som gjorde, at jeg ikke kunne blive dernede. Hvis det bare havde været skulderen, var jeg ikke taget hjem.

Jeg har stået på ski, siden jeg var fire år gammel. Mine forældre er skiinstruktører, så det har altid været en naturlig del af mit liv. I mange år levede jeg det klassiske skibums-liv med skateboard og surfing om sommeren og ski om vinteren. Men jeg dyrker det ikke på højt niveau længere. Det er ikke noget, man lever af som dansker.

Siden jeg gik ud af gymnasiet, har jeg arbejdet i en børnehave for at spare op og rejst i Californien, Schweiz, Norge og Østrig for at stå på ski. Nu kommer skibumsen lidt på pause. Jeg vil gerne studere psykologi, det er mit mål lige nu. Men det er benhårdt at komme ind. 

Når togskinnerne slår revner, glider skinnefræseren ud og får det hele til at køre som smurt igen. Hop om bord på den store, gule maskine, og se, hvor præcist den opererer.
Tekst:Laura Offerlin LarsenIllustration:Jakob Wedendahl

KNÆK OG BRÆK

Skinnefræseren er et tog, der ved at fræse og slibe skinnerne fjerner revner, hvilket forlænger skinnernes levetid, reducerer risikoen for skinnebrud og sikrer, at togene kan køre gnidningsfrit. Skinnefræseren er udstyret med to fræsehjul og et slibehjul i hver side.

SOM EN ÅL

Skinnefræseren lokaliserer indre og ydre revner i skinnerne ved hjælp af hvirvelstrøm og ultralyd. Når en revne er blevet lokaliseret, kan fræsehjulene fjerne den. Når skinnerne er blevet fræset, er de forholdsvis ru, da fræsehjulene skraber jern af skinnerne i spåner. Derfor kører slibehjulet over samme sted for at efterlade skinnen glat og klar til brug.

SNEGLEFART

Skinnefræseren er cirka 44 meter lang og vejer 155 ton med jernspånerne. Skinne-fræseren må maksimalt køre 70 km/t på danske skinner, men når toget fræser, kører det endnu langsommere – maksimalt 0,6 km/t.

350 KM/ÅR

Skinnefræseren kører 70 dage i træk to gange om året. Alt i alt er toget derfor i aktion 140 dage om året. I løbet af det år kører skinnefræseren mellem 150 og 350 kilometer, når den fræser. Skinnefræseren kører mest på S-banerne, da der kører mange tog på disse strækninger, og skinnerne derfor hurtigere bliver slidt.

I SPÅNER

Når skinnefræseren skal i aktion, sker det i nattens mørke for at genere togdriften mindst muligt. På en nat kan skinnefræseren fræse op til tre ton jernspåner af skinnerne. Bag fræsehjulene sidder der rør, der suger spånerne op og fører dem hen til en beholder i skinnefræserens bagerste vogn. På den måde bliver spånerne indsamlet, så de kan blive sorteret og genanvendt.

MILLIMETERMÅL

Togskinnerne skal minimum have en højde på 126 millimeter. Når skinnefræseren når ned til denne højde, kan skinnerne ikke længere fræses, men skal skiftes helt ud.

DYR I DRIFT

Skinnefræseren udlejes af en tysk virksomhed, der er specialiseret i skinneteknologi. Det koster cirka 130.000 kroner at leje skinnefræseren pr. tur, den kører, og skinnefræseren betjenes af virksomhedens specialuddannede personale. Derudover er der en lods fra Banedanmark med på toget. Lodsen er sikkerhedsuddannet og har kendskab til den jernbanestrækning, der skal fræses.

Kilde: Banedanmark

 

Når det er tid til service, eller DSB’s lokomotiver har fået en skavank og skal repareres, dirigeres de på rette spor ad en såkaldt skydebro. Tag med på værksted, og find ud af, hvordan den fungerer.
Tekst:Laura Offerlin LarsenIllustration:Jakon Wedendahl

PARALLEL-UNIVERS

En skydebro er en stor metalplatform, der ligesom togene kører på skinner. Modsat togene føres skydebroen sidelæns i stedet for frem, så den kan fragte lokomotiverne fra et tilkørselsspor til et værkstedsspor. Lokomotivet køres ind på skydebroen fra tilkørselssporet og parallelforskydes hen til det rette værkstedsspor. Skydebroens høje sider sikrer personalet mod faldulykker.

SPORLÅST

Skydebroen bliver fastgjort til tilkørsels- og værkstedssporene, når et lokomotiv kører på og af broen, for at sikre, at broen og sporene ikke forskyder sig. Før broen kan køre, skal den frigøres, hvis den er låst fast til et spor.

KULØRTE LAMPER

De fire øverste lamper på kontrolpanelet indikerer, om broen er fastlåst. Er broen låst til sporet i venstre side, vil den orange lampe øverst til venstre lyse, er broen låst i højre side, vil lampen til højre lyse. Er broen låst i venstre side, frigør man den med håndtaget længst mod venstre. Er broen låst i højre side, trækker man i håndtaget til højre. Når begge de blå lamper lyser, betyder det, at broen er fri i begge sider.

SE TIL HØJRE, SE TIL VENSTRE

På hver side af skydebroen er der et kontrolpanel, hvorfra broen kan styres. Skal broen rykkes mod højre, bruges panelet i højre side. Skal broen rykkes mod venstre, bruges panelet i venstre side. På den måde har man overblik over eventuelle hindringer i broens kørselsretning.

VÆGTLØFTERE

DSB har tre aktive skydebroer, der alle befinder sig på DSB’s værksted på Otto Busses Vej i København. DSB’s skydebroer er lavet til at kunne fragte DSB’s tungeste lokomotiv gennem historien, Litra MZ (IV), der var 21 meter langt og vejede 123 ton.

BÅT!

Når broen er frigjort fra sporene, er den klar til at fragte lokomotivet. Broen køres frem og tilbage ved hjælp af et håndtag helt ude til højre på kontrolpanelet. Inden man kører, trykker man på hornet for at advare alle i nærheden om, at broen sættes i gang.

Jacob Cramer Kjær har været ansat i DSB siden 2008. I løbet af sine 14 år i virksomheden har han været lokomotivfører og driftsleder, inden han blev beredskabs-specialist.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”Jeg er en del af en afdeling på tre personer. Vi sidder og planlægger togbusser ved sporarbejde i hele Danmark. Jeg tager mig af togbusser på alt sporarbejde på S-banerne.”

Hvad er den største succes, du har haft i dit job?

”Jeg var tilfreds med resultatet af en spærring, vi havde mellem Frederikssund Station og Valby Station i 2018. Den varede tre måneder og var den største, vi nogensinde havde lavet, og antallet af busser, der skulle bruges, overskred alt, hvad vi tidligere havde haft brug for. Risikoen var, at vi ikke kunne få den mængde busser, det krævede, men stort set alt kørte efter vores køreplaner.”

Hvad er det vigtigste, når du skal lave køreplaner?

”At kunderne er så lidt generet af sporarbejdet som muligt. Da busserne ikke kører på skinner, kan der være alle mulige uforudsete udfordringer som kødannelse, vejarbejde, lysreguleringer og ulykker, der påvirker køreplanen. Så jeg forsøger altid at gøre planerne så robuste som muligt ved at indbygge lidt luft i køreplanen.”

Hvordan håndterer du det, hvis kunderne er utilfredse?

”Jeg forstår godt, hvis de ikke er tilfredse, for det tager længere tid og er mere besværligt, når man skal med togbus, men det har aldrig generet mig. For jeg ved, at jeg altid har gjort det så godt, jeg kunne, for at få det til at hænge sammen.”

Du har tidligere været lokomotivfører. Hvordan blev du det?

”Jeg arbejdede som laborant hos Toms i syv år, indtil jeg fik lyst til at søge nye græsgange. På det tidspunkt havde DSB en masse kampagner, hvor de søgte lokomotivførere, og en dag, hvor jeg sad i toget på vej til arbejde, besluttede jeg mig for at ansøge om jobbet. Det var et skønt arbejde. Jeg havde en fantastisk udsigt og kunne se årstiderne skifte. Jeg kørte en fast tur og så tit de samme mennesker. Der var blandt andet et par passagerer, som fast stod på det første morgentog fra Ballerup og skulle af i Hellerup. Flere gange var jeg ude at vække dem i stillezonen, når jeg ikke kunne se dem stå af. Sådan nogle oplevelser gjorde hverdagen lidt sjovere.”

Hvorfor blev du beredskabsspecialist?

”Hvis man har evner inden for andet end det, man lige beskæftiger sig med, har man mulighed for at afprøve dem i andre afdelinger hos DSB. Så da S-tog i tidernes morgen startede nogle projekter, der skulle stramme op på køreplanerne, lavede de en arbejdsgruppe, hvor vi var otte lokomotivførere, der blev udvalgt til at deltage. De fandt ud af, at jeg havde evner inden for planlægning, pillede mig ud som lokomotivfører og satte mig på prøve i planlægningen. Jeg blev glad for det og blev hængende.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Thomas Nielsen

ERIK SKYTTHE
54 år, datanom, Hillerød Station

Jeg er på vej i sommerhus 45 kilometer øst for Helsingborg i Sverige. Jeg bor i Farum, så der er omkring 80 kilometer på cykel. Det tager 3-4 timer, når færgen er medregnet. Ruten i Sverige er en del af Skåneleden, som er en række fantastiske vandre- og cykelruter i den sydsvenske natur.

Til daglig er jeg ansat i IT i et firma, der står for bibliotekernes databaser. En slags digitaliseret udgave af de gamle kartotekskort, som er enormt stort og kompliceret. Jeg cykler på arbejde i Ballerup næsten hver dag.

Min cykel er det, man kalder en gravel bike. Det er sådan en splejsning af en racercykel og en mountainbike, så den er perfekt til den danske og svenske natur. Man kan kaste tusindvis af kroner efter udstyr, letvægtsfælge og så videre, men jeg forsøger at beherske mig. Jeg har for nylig lokket min kone til at købe en, så nu er hun også blevet bidt af det.

__________________________________

LILLIAN THORSEN
86 år, pensioneret kontorarbejder

Jeg er på vej til Solrød for at besøge nogle gamle venner. Vi mødes hver anden måned på en café i Solrød Center og har efterhånden kendt hinanden i 30 år. Men jeg ser dem ikke så ofte, fordi jeg flyttede i lejlighed i Melby, da min mand blev syg.

Jeg er født på Vesterbro og opvokset under krigen. Sommetider gik det hedt til under parolen ’Istedgade overgiver sig aldrig’. En dag så min søster og jeg en mand på cykel blive skudt på åben gade, og så hev en anden mand os ind i en trappeopgang for at skåne os for synet.

Min mand døde for to år siden, så de sidste år har været lidt tunge. Jeg savner ham ganske forfærdeligt. Vi var sammen i 42 år og gift i 25 år, så vi nåede lige at have sølvbryllup. Vi mødte hinanden i en sen alder, men han var virkelig mit livs kærlighed. Jeg havde dog den store lykke at være hos ham til sidst. Jeg havde fået en seng ind på samme hospitalsstue. Den skubbede jeg helt hen til hans, så vi kunne holde i hånd om natten. Morgenen efter døde han.

__________________________________

SOLVEIG MØLGAARD
76 år, pensioneret translatør i fransk

Jeg skal hente min nevøs to små i børnehave, fordi institutionen er lagt ned med corona. Det gør jeg med stor glæde, og jeg er heldigvis blevet brugt ganske ofte de sidste to år. Børnene elsker det også, for når de kommer hjem til mig, må de gerne se YouTube.

Jeg blev uddannet translatør i fransk i 1973. På det tidspunkt havde jeg allerede fået mand og barn, fordi jeg var sommeransat på en tegnestue, hvor jeg forelskede mig i min chef, som også blev forelsket i mig. Få måneder senere blev vi gift.

Første gang, jeg besøgte Paris, var i 1965. Jeg boede i Cité Universitaire de Paris, universitetsbyen, hvor hver nationalitet havde afdelinger. Jeg kunne ikke få plads i den danske afdeling, så jeg fik tiltusket mig en madras i et atelier i den marokkanske afdeling. Det var en hed sommer, og jeg var ved at blive stegt. Penge havde jeg ikke mange af, men dengang kunne man leve for 10 franc om ugen, hvis man var sparsommelig. Det var jeg. Jeg levede primært af paté, ost, brød og rødvin.

Siden 1934 har S-toget været afgørende for transporten i hovedstadsområdet. Hvert år kører togene mange millioner kilometer for dagligt at bringe 370.000 passagerer ud og hjem. Men selv om S-toget har en del år på bagvognen, har det fra begyndelsen kigget ind i fremtiden. Det er nemlig elektrisk.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenIllustration:Jakob WedendahlFoto:Danmarks Jernbanemuseum

STRØMFØRENDE 

I 2030 skal DSB være CO2-neutralt, hvilket indebærer, at alle tog og lokomotiver skal køre på grøn strøm. Men faktisk har S-toget – som det første i Danmark – været fuldt elektrificeret siden dets debut på skinnerne i 1934.

S-togsstyrevogn fra 1950.

S FOR SIKKERHED

De mange kilometer på skinnerne kræver en del vedligehold. De næste fire år skal alle S-tog derfor gennemgå en såkaldt vognkasserenovering, hvor de får nyt ydre design og forstærkes, så de kan holde de næste mange år. Derudover gennemgår alle S-tog hver tredje måned et såkaldt ’lille eftersyn’, hvor blandt andet togets sikkerhedsudstyr og undervogn tjekkes igennem.

JORDEN RUNDT

På alle hverdage stiger 370.000 passagerer om bord på et S-tog. Om året bliver det til over 112 millioner passagerer, der samlet set rejser mere end 1,3 milliarder kilometer. Hvis én person rejste alle passagerkilometerne alene, ville det svare til, at vedkommende skulle rejse jorden rundt 89 gange om dagen i et år.

DET TYSKE S

Den første elektriske togbane kom i 1907 til Hamborg, og i 1928 åbnede en lignende i Berlin. Togene blev kaldt Stadtschnellbahn eller Stadtbahn og blev skiltet med S. Da Danmark 3. april 1934 åbnede den første strækning, der løb fra Klampenborg til Frederiksberg, overtog man forkortelsen. Tyskerne bruger også et stort S som symbol for deres S-tog, men hvor det danske S-symbol er rødt og hvidt, er deres grønt.

HELT STABIL

Som hovedregel holder tog længere end biler, og de nuværende S-tog er blot den fjerde generation af S-tog gennem tiden. Ifølge planen udfases de nuværende S-tog over en periode på cirka 10 år, og det sidste togsæt forventes at blive taget ud af drift i 2040. Fra omkring 2030 vil de første nye S-tog begynde at køre.

BRÆNDSTOF

Cirka 45 procent af den energi, der bruges på at accelerere og køre toget, bliver genanvendt. Det sker, når toget bremser ned til en station, hvor toget i stedet for at brænde energien af som varme i bremserne sender den tilbage i køreledningen, hvor den kan bruges af andre tog.

Nørreport Station, 1943.

SYVKABALE 

S-toget består af syv linjer. 24.850 gange på en gennemsnitlig hverdag ankommer et S-tog på en af S-banens 87 stationer. Alene på Nørreport stiger mere end 13 millioner passagerer hvert år på, hvilket gør stationen til den mest benyttede S-togsstation.

CYKELSLANGE

Siden 2010 har det været gratis at medbringe cyklen i S-toget. Og hvert år bliver cirka 10 millioner cykler på den måde fragtet fra A til B på andre hjul end deres egne.

Kilde: DSB

Her får du månedens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

FARVEL TIL CYKELTYVEN

I marts er DSB færdig med at rulle nye cykelparkeringspladser ud på 72 stationer rundt­om i Danmark, så det er muligt at låse sin cykel inde inden togturen. Vil du benytte dig af cykelparkeringen, skal du være medlem af DSB Plus, hvor du kan vælge, om ’nøglen’ skal være et rejsekort eller din mobiltelefon. 30 ud af de 72 stationer med aflåst cykelparkering er på S-togsnettet.

Foto: Mariager Handest Veteranjernbane

KVINDE MED KUL PÅ

Mænd og jernbaner har længe haft noget kørende, men i Mariager har piben fået en anden lyd. Som den første kvinde i landet er Katrine Blåberg Andersen blevet driftsbestyrer for en veteranjernbane, nemlig Danmarks længste, der kører mellem Mariager og Handest. 35-årige Katrine Blåberg Andersen har en bachelor i spansk og international virksomhedskommunikation, men sprang fra den akademiske verden, blev udlært klejnsmed og er nu ved at uddanne sig til lokomotivfyrbøder.

Foto: DSB

78,8 %

… af DSB’s kunder ankom til tiden i 2021. Det er en tilbagegang på 7,8 procentpoint i forhold til 2020, hvor 86,6 % af kunderne ankom til tiden. I 2021 skyldtes halvdelen af forsinkelserne dog Banedanmarks arbejde med signaler, spor og større anlægsprojekter, mens en fjerdedel af forsinkelserne kunne tilskrives DSB. Den sidste fjerdedel skyldtes snestorm, per­sonpåkørsler og lignende. DSB opfyldte til gengæld den såkaldte operatørpunktlighed, som DSB alene har indflydelse på. Den endte på 95,2 %. Målet var i 2021 94,1 %.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

VIDSTE DU, AT …

… der i årene efter anlæggelsen af jernbanerne i Jylland og på Fyn ikke fandtes jernbanefærger i Danmark? Når de rejsende skulle krydse et af bælterne, stod de af toget ved havnen og gik om bord på et skib. På den anden side af bæltet steg passagererne på et nyt tog. I 1872 fik Danmark sin første jernbanefærge, ’Lillebælt’, der kunne medbringe togvogne, og som sejlede på ruten mellem Strib og Fredericia. På billedet ses ’Lillebælt’ i Fredericia Havn i 1921. 

TIKTOK-TOGSPOTTER

Francis Bourgeois er en 20-årig ingeniørstuderende og togspotter fra Nottingham, der på rekordtid har fået millioner af mennesker på Instagram og TikTok til at se sine videoer, hvor han begejstret vinker til forbikørende tog. ”Jeg elsker lyden af togets motor, horn og hjulene på skinnerne. Det er terapeutiske lyde,” har Francis Bourgeois sagt om sin togbegejstring, der har fået så mange følgere, at han har sat sine ingeniørstudier på pause for at hellige sig sit nye arbejde som fuldtids-togspotter.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Thomas Nielsen

ASTRID RIORDAN
17 år, gymnasieelev, Lyngby Station

Jeg skal mødes med nogle veninder på en café for at lave en opgave i billedkunst. Vi skal lave en socialanalyse af et værk, som vi selv vælger, men jeg har ikke valgt noget endnu. Jeg er rigtig glad for mit gymnasie, fordi det ikke er så stressende, som jeg frygtede. Og så har vi været så heldige, at vi kun har haft tre dages hjemmeundervisning under nedlukningerne.

Jeg drømmer om at blive psykolog, fordi jeg selv har haft en spiseforstyrrelse og selvskadende adfærd. Min psykolog var der for mig. Jeg kunne altid ringe til ham på alle tider af døgnet. Han reddede faktisk mit liv flere gange. Den hjælp vil jeg gerne give videre til andre.

Ved siden af gymnasiet går jeg til atletik. Det er alle de klassiske discipliner, men jeg kan bedst lide diskoskast og sprint. Når man kaster en diskos, kan man få alle sine aggressioner ud og udnytte det. Man kalder kasteteknikken for en halvmåne, fordi man drejer en halv gang rundt om sig selv, før man slynger den af sted.

__________________________________

ANGELIKA NISSEN
79 år, pensioneret speciallærer, Birkerød Station

Jeg skal til keramik i Birkerød. Det er et fast hold, jeg har gået på i 14 år. Man får ikke lov til at holde op, medmindre man dør eller flytter til Amerika. Begge dele er sket, men hende, der tog til Amerika, er flyttet hjem igen, og nu er hun tilbage på holdet.

Jeg har et lille træhus i skoven ved Tokkekøb Hegn, hvor jeg kan se Sjællands største dysse fra mit vindue. Det er et 4.000 år gammelt gravsted, som Frederik VII gravede ud. Der kommer sådan nogle ase-dyrkere i ny og næ for at blive gift, hælde mjød på dyssen, eller hvad de nu gør.

Jeg er født i Tyskland af en tysk mor og en dansk-tysk far. Men da vores hus blev bombet i 1945, flyttede vi til Sønderjylland. Jeg kunne ikke tale dansk, og det var til stor moro at løbe efter tyskerbørnene for at gøre os bange. Siden flyttede vi til København. I 70’erne boede jeg på Fabrikken på Christiania. Det var smadderskægt at være til, dengang der var oprør.

__________________________________

LASSE BERTELSEN
34 år, tidligere kloakmester og pædagogstuderende, Hundige Station

Jeg har arbejdet som rørlægger og kloakmester i mange år, så jeg har masser af klamme historier. For en måned siden kravlede jeg 64 meter i kloakken under Østerbrogade for at åbne et andet rør. Selvom rørene bliver skyllet, er der stadig fyldt med rotter, grus og afføring.

Jeg er lige begyndt på pædagogstudiet, fordi jeg brænder for at hjælpe unge mennesker. Jeg har selv været på skidt kurs med kriminel løbebane, bandemiljø og alt det der, så min drøm er at arbejde på en døgninstitution eller et bosted for unge mennesker. Det er dem, man kan hjælpe og få på ret køl. Jeg har selv boet på institution, så jeg bilder mig ind, at jeg forstår de unge bedre end en uden personlig erfaring.

Jeg er oprindelig en Hundige-dreng, og nu flytter jeg så tilbage. Det er ligesom at være 18 år igen, fordi jeg vender hjem og er tilbage på SU. Meget kan man sige om kloakbranchen, men der er penge i lortet, så det skal jeg lige vænne mig til.

Siden han var blot 16 år, har 67-årige Jan Mynderup været ansat i DSB. Men nu er det slut efter mere end 50 års tjeneste, der startede med damplokomotiver og slutter samtidig med udfasningen af de sidste diesellokomotiver. I stedet bliver der tid til haven, rejser og måske lidt hobbytog.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Bjarke Ørsted

Hvorfor har du været ansat i DSB i så mange år?

”Jeg blev ansat direkte efter 9. klasse, hvor jeg kom i lære som maskinarbejder. Siden har ansættelsen kun været afbrudt af seks uger i Civilforsvaret tilbage i midten af 70’erne. Gennem årene har jeg som håndværker med forskellige titler arbejdet på diverse typer tog på flere af DSB’s værksteder, og jeg har grundlæggende været glad for at arbejde her. Den primære årsag er nok, at DSB er en meget alsidig arbejdsplads, hvor jeg alle årene har kunnet udvikle mig og lære nyt.”

Hvad gik dit arbejde ud på?

”Min sidste titel var teknisk materielopfølger, der er en slags håndværkerstilling, hvor jeg skulle sørge for, at togene kørte i den bedst mulige tekniske tilstand. Konkret betyder det, at jeg løbende skulle holde øje med, hvornår bestemte dele på toget skulle udskiftes, og det har jeg sat en ære i. Når et tog skulle repareres, har jeg altid tænkt på passagererne, der skulle køre med det bagefter, og sagt til mig selv: Det skal være helt i orden, inden vi kører.”

Der kørte stadig damp­lokomotiver på skinnerne, da du blev ansat i 1971. Hvordan har du oplevet udviklingen i DSB?

”Jeg stopper nogenlunde samtidig med, at de sidste diesellokomotiver – ME’erne – også er blevet udfaset. Og dét siger det måske meget godt. Selvom tog har en lang levetid, er der sket en stor udvikling fra motorer drevet af kul og diesel til elektriske motorer og elektronisk styring i dag. Så mit arbejde har meget handlet om at følge med udviklingen og den grønne omstilling inden for tog.”

Hvad kommer du til at savne mest?

”Mine kolleger. Vi har haft det godt sammen, og jeg vil savne den faglige sparring og vores sammenhold. Der er ikke andre arbejdspladser, jeg hellere ville have været på, og i løbet af de 50 år hos DSB har jeg kun søgt ét andet job. Og det fik jeg – set i dag – heldigvis ikke.”

Og hvad vil du ikke savne?

”At stå tidligt op. Jeg møder klokken 06 hver dag, og jeg ser frem til at sove lidt længere. Og så kan jeg godt mærke, at kroppen er træt. Mine knæ især. Jeg har gået på mange trapper, og jeg har arbejdet meget på knæene. Så de skal have mere ro nu.” 

Hvad skal du bruge tiden på fremover?

”På min have. Her kan man godt se, at jeg ikke har været så flittig. Og så vil jeg gerne rejse mere. Særligt historiske rejser med fruen til Normandiet og andre steder glæder jeg mig til. Og så er der jo Jernbaneklubben, der har nogle gamle tog, som jeg nok får lyst til at makke lidt på. Tog har trods alt fyldt meget af mit liv, og jeg glæder mig til at kunne fortsætte lidt på hobbyplan.”