Indlæg

Februar på skinner

Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

UDVIDET TRYGHED

Siden 2022 har DSB haft tryghedsvagter på S-togsstationer. Nu er ordningen udvidet, så der også er tryghedsvagter på Roskilde og Middelfart Station samt på de nærliggende stationer omkring de to byer efter behov. DSB’s tryghedstelefon er også gjort landsdækkende, så man altid kan ringe 70 13 13 11, hvis man føler sig utryg i et af DSB’s tog eller på stationerne.

Foto: DSB

SÅ’ DER FLERE AFGANGE

Traditionen tro introducerede DSB en ny køreplan i midten af december sidste år. Blandt andet kommer der i 2026 flere tog til og fra Kalundborg, der kommer flere afgange mellem Roskilde og Københavns Lufthavn og flere tog på Kystbanen i myldretiden. Du kan læse mere om den nye køreplan på dsb.dk 

Foto: Wakayama Electric Railway Co. Ltd

HELT TOGLIGT

På den stille Kishi Station i Wakayama-præfekturet blev hunkatten Yontama ved en ceremoni i januar den tredje i en række af stationsforstandere med knurhår. Den første, Tama, blev udpeget i 2007. Siden har flere hensygnende japanske stationer ’ansat’ maskotdyr og oplevet moderate opsving.

Også på Shippea Hill Station har de oplevet en udvikling. Stationen, der ligger mellem Cambridge og Norwich, blev kendt som Storbritanniens sløveste med bundrekorden 12 passagerer i 2015/16, hvilket gav viral berømmelse og 432 afstigninger i 2018/19. Siden har tallet ligget støt over 100.

Hjemme i Sorø står Danmarks næstældste stationsbygning (1856), som heller ikke er blandt de travleste, men har udviklet sig til et hyggeligt hangout, uanset om man skal med toget eller ej. Prøv cafeen, stræk ud i yogastudiet, få plads i kontorfællesskabet – eller hvad med en facereading?

EN LIND STRØM

I slutningen af 2025 var DSB med til at åbne Lidsø Solpark på Lolland, der skal producere grøn strøm til DSB’s elektriske togflåde. Solparken vil producere 262 GWh om året, svarende til strømforbruget i 65.000 husstande. Af dem vil DSB aftage 80 GWh, hvilket er cirka 50 procent af forbruget i S-togene. Lidsø Solpark bliver med et areal på 253 hektar en af de største solcelleparker i Danmark.

/

I glas og ramme

DSB’s dobbeltdækkervogne skiller sig ud fra resten af togflåden, men ikke kun på grund af de to etager. I dobbeltdækkervognene er der nemlig frit udsyn til teknikskabet. Læs med, og bliv klogere på funktionerne.
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Jakob Wedendahl

DET LILLE FÆLLESSKAB 

Et teknikskab i en dobbeltdækkervogn er ligesom dit el-skab derhjemme. Her kan togføreren gennem glasruden se, hvordan toget har det, hvilke funktioner der er tændt, hvilke der er slukket, og hvor meget ’strøm’ der er på batteriet. Et så stort tog har mange funktioner, og der er mange knapper, der kan lyse. Her kommer fire vigtige.

DIAGNOSE- OG FEJLDISPLAY

Diagnose- og fejldisplayet viser, som navnet antyder, hvordan toget har det. En af de vigtigste ting, displayet kan vise, er strømforbruget. Hvis det er unormalt, kan det betyde motorfejl, eller at vigtige komponenter som nødbremser eller døre ikke virker.

RECIRKULATION

Når den lyser, viser den, at togets ventilations- og klimaanlæg er i gang. Man trækker ikke luft ind i toget udefra, men ’genbruger’ den luft, der allerede er inde i toget. Hvis toget for eksempel kører igennem en tunnel, kan det være smart at tænde for den. Hvis knappen hverken lyser eller er slukket, men derimod blinker, betyder det, at der er en fejl på anlægget. Det kunne være en blokeret luftkanal. Ved blink kan togføreren se, hvad der er galt, ved at kigge på diagnosedisplayet.

MELDELAMPEN

Meldelampen fortæller, at der er en fejl i vognen. Den kan vise to fejlmeldinger: A og B. En A-fejl kræver handling med det samme, derfor lyser knappen rødt. Det kan være en fejl i nødbremsen eller pro-blemer med dørene. En B-fejl er en mindre kritisk fejl, som man ikke nødvendigvis skal handle på med det samme. Det kan for eksempel være en fejl på klimaanlægget. Er der tale om en B-fejl, lyser knappen gult.

VOLTMETER BATTERISPÆNDING

Et voltmeter viser vognens batterispæn-ding – altså hvor mange volt der er på vognens batteri. Skulle strømmen svigte, kan man bruge af batteriet for at holde toget i gang. Det er altså en form for nød-generator. Voltmeteret viser, hvor meget spænding og kapacitet der er i batteriet.

BONUSWISSEN

Dobbeltdækkerne er lavet i Tyskland, og derfor er teksten på displayet på tysk. Det betyder, at togførerne skal have deres tyskkundskaber i orden.

Kilde: Bent Kristoffersen, DSB

/

Tal-frisøren

38-årige Heidi Kjærsgaard Granno er projekt controller i DSB. Hun vandt i november 2025 ’Årets Fagprøve’ og et legat på 30.000 kroner.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvad lavede du, inden du kom til DSB?

”Jeg er uddannet frisør og har arbejdet som frisør i 15 år. Jeg var egentlig glad for det, men det er hårdt for kroppen. Jeg fik at vide, at hvis jeg skulle blive ved med at have det godt i min krop, skulle jeg begynde at kigge efter noget andet. Jeg faldt over kontoruddannelsen og tænkte, at det måske kunne være noget for mig. Da DSB havde en plads i deres økonomiafdeling, kunne jeg mærke, at det var lige noget for mig.”

Hvad laver du nu?

”Lige nu arbejder jeg som project controller i Økonomi. Jeg står blandt andet for at lave månedsrapporter. Jeg trækker tal ud og analyserer, hvorfor tallene er, som de er. Det kan lyde lidt tørt, men jeg har altid været glad for tal og matematik, så det er perfekt for mig. Inden jeg fik stillingen, var jeg kontorelev i Regnskab og Økonomi. Her vandt jeg prisen ’Årets Fagprøve’ for den opgave, jeg lavede som mit afsluttende projekt på uddannelsen.”

Hvordan vinder man en fagprøvepris?

”Min fagprøve handlede om optimering af månedsrapporteringen inden for det område, jeg sad med. I en månedsrapport kan vi se, hvordan det går med de mange projekter, vi har i virksomheden. Jeg fandt ud af, at man ved hjælp af AI og et dataanalyseprogram kunne gøre det hele meget mere automatisk. I vores fagprøve skal vi finde et problem og komme med en mulig løsning, så det passede perfekt at skrive om månedsrapportering.”

Hvordan fik du at vide, at du havde vundet prisen?

”Efter jeg havde afleveret min fagprøve, ringede min elevansvarlige og sagde, at hun havde indstillet den til ’Årets Fagprøve’-pris inden for økonomi, og at den havde vundet. Jeg blev ret overrasket. Jeg følte bare, at jeg havde skrevet min opgave og lavet mit arbejde. Men at nogen på den måde syntes, at den var så god, kom lidt bag på mig. Faktisk tror jeg heller ikke, at jeg forstod det lige der. Det var først, da der  blev holdt reception hos DSB i Telegade i Taastrup, at jeg rigtig forstod, at jeg havde vundet. Der var flere, der holdt tale og fortalte om, hvorfor det lige netop var mig, der havde vundet. Da vi var færdige, havde jeg ondt i kinderne af at smile, så det var en rigtig god dag.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

NICOLAJ FREDERIK WAMBERG
40 år, musiker, Høje Taastrup Station

Jeg er på vej til Holbæk for at arbejde på sygehuset. Jeg har været hospitalsklovn siden september og er meget glad for det. Man skal ikke undervurdere værdien af fast arbejde. Jeg har arbejdet freelance i mange år.

For mange år siden studerede jeg folkemusik på konservatoriet i Odense. Siden hen tog jeg en master i performance i Fredrikstad i Norge, en hyggelig havneby med stolte bådebyggertraditioner og en fæstning. Det var stemningsfuldt at stå på skøjter på kanalerne, når det frøs.

Som hospitalsklovn kan jeg blande musik og teater. Det hele handler om at improvisere, læse rummet og bare være til stede. Vi griner og har det sjovt. Og indimellem er der ægte tårer, der skal ud. Mest hos børnene.

Jeg håber, 2026 bliver et år med mindre grådighed og mere fred i verden. Flere beslutninger, som er gode for flertallet og naturen. Og så håber jeg, der falder sne, så jeg kan komme op at stå langrend i Norge.

__________________________________

SIMONE HENRICHSEN
36 år, kosmetolog, Holbæk Station

Jeg har boet i Holbæk i ni år, så i dag har jeg været her for at gå på hospitalet, selvom min mand og jeg bor i København nu. Det er her, de har fulgt mig igennem årene. Jeg skulle have foretaget en underlivsundersøgelse, det skal man hvert fjerde år som kvinde. 

Jeg er uddannet markedsføringsøkonom fra CBS, men det var for kedeligt. Tal er fint nok, men jeg savnede kundekontakt og noget, jeg kunne interessere mig for. Nu er jeg selvstændig kosmetolog. Vipper og såkaldte eyelash extensions er min store passion. Man siger jo, at øjnene er sjælens spejl, og jeg elsker, at hvert øje har et forskelligt udtryk, man kan fremhæve med farver, glimmer og så videre. Det vigtigste er, at man er tålmodig og har en rolig hånd.

I år håber jeg, at jeg får mulighed for at rejse. Til Paris. Eller Napoli. Det er en smuk by, og nørden i mig synes, det er utrolig spændende at følge med i udgravningerne i Pompeji år for år. Forhåbentlig skal vi også have et barn. Nu må vi se, om det bliver det, året bringer.

__________________________________

EMMA HORNBEK BÆRENTZEN
22 år, arbejder i Føtex, Valby Station

På vej hjem fra arbejde skulle jeg lige hente nogle blomster, så vi har noget at pynte op med derhjemme. Jeg er lige flyttet til Rødovre fra Vordingborg sammen med en veninde. Vi arbejdede sammen i Føtex i Nykøbing Falster, nu arbejder vi i Føtex på Nørrebro i København, mens vi holder sabbatår. Hun arbejder i vinafdelingen, jeg er i kolonial. Vi er lidt af en pakke-deal, vi to. 

I fritiden spiller jeg fodbold. Jeg har ikke fundet noget hold herinde endnu, så det er pendlerfodbold med mit gamle hold, Vordingborg IF. For tiden spiller jeg mest angriber, men jeg har været næsten overalt på banen. Sidste år brækkede jeg fingeren som målmand. 

Jeg regner med at skulle læse efter sommerferien. Jeg vil gerne studere mole-kylær biomedicin. Man skal have et snit på 11,2, tror jeg, så jeg forsøger med kvote 2. Ellers vælger jeg måske biologi. Alle veje fører til Rom, og jeg vil gerne forske. Måske i kvindesygdomme eller kræft. Alle mine bedsteforældre er døde af kræft, og jeg vil gerne lave noget, som kan være til hjælp for andre mennesker.

/

Januar på skinner

Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenIllustration:Jakob Wedendahl

NEXT STOP AARHUS

Siden foråret 2025 har Banedanmark ombygget, fornyet og forlænget fire af Aarhus Hovedbanegårds perronspor. Nu rykker arbejdet videre på sporene ind mod Aarhus. Fra fredag aften 16. januar til og med tirsdag 27. januar 2026 er Aarhus Hovedbanegård derfor spærret for al togtrafik, og DSB indsætter togbusser. Fra 28. januar til 19. april er banen spærret for togtrafik i retning mod Langå/Randers. Tjek derfor rejseplanen.dk, når du planlægger din rejse. 

Find mere information på dsb.dk

Foto: DSB

LANGT LÆNGERE

DSB oplever stigende interesse for rejser til Tyskland, og i november måned sidste år kunne man for første gang sætte sig til rette i det helt nye EuroCity-tog, der nu kører mellem Hamborg og København. EuroCity-toget, der er DSB’s længste, er 209 meter langt og har plads til 492 passagerer. DSB har bestilt i alt 16 stk., som forventes at blive leveret i løbet af 2026-27.

HELT TOGLIGT

Skal du ud at carve smukke sving i den schweiziske sne i Grindelwald-området? Stil skiene et øjeblik, og kør til Europas højest beliggende togstation Jungfraujoch – Top of Europe. Den over 100 år gamle Jungfrau-jernbane går mestendels gennem bjerget Eiger, men efter tunnelsyn venter vidderne set fra 3.454 meters højde.

Hvis du ærgrer dig over, at østrigske ÖBB har indstillet nattogskørslen mellem Paris og Berlin, så glæd dig over, at European Sleeper allerede fra marts tager stafetten op og gør det muligt at istemme den gamle Infernal-slager i vogne, der daterer sig helt tilbage til 90’erne. Stopper også i Bruxelles.

Grøn minedrift? Måske et umage ordpar, men de prøver i hvert fald hos australske BHP, der har fået produceret landets første batteridrevne lokomotiver til at køre fra selskabets jernmine i Pilbara til havnebyen Port Hedland i delstaten Western Australia.

Foto: DSB

ORANGE OVERSKUD

Engang blev Orange-billetter udelukkende solgt på DSB’s hjemmeside, men af DSB’s regnskab for 3. kvartal fremgår det, at næsten tre ud af fire kunder nu køber deres Orange-billetter via DSB’s app. I samme regnskab kan man læse, at DSB har opjusteret forventningerne til årets resultat før skat til 600-700 millioner kroner. Tidligere forventede man et overskud på 300-400 millioner kroner før skat.

Foto: DSB

BØRNEVENLIGE AFGANGE

Siden 1986 har DSB’s børneguider gjort det muligt for børn at rejse alene mellem landsdelene med faste afgange hver fredag og søndag eftermiddag. Med en børneguidebillet kan børn fra fire til 15 år få hjælp og tryghed på rejsen, når de rejser på længere strækninger som København-Esbjerg eller København-Aalborg. 

Læs mere om DSB’s børneguidebilletter på dsb.dk

/

Tungen lige i munden

Et sporskifte består af to bevægelige skinner, som kaldes for tunger. De kan skubbes fra side til side og på den måde lede toget den ene eller den anden vej. I kolde tider er det vigtigt, at tunger og sporskifter holdes varme, hvis toget skal videre i den rigtige retning.
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Rasmus Buhl

HELT ELEKTRISK

Sne og kulde kan fryse sporskifterne fast. For at undgå det har man lagt varme på mange af de sporskifter, der findes ude på banen. Sporskiftevarme kan enten være elektrisk eller gasbaseret, men i Danmark bruger vi elektrisk sporskiftevarme. Det er bedst for miljøet, og så kan den tænde og slukke automatisk efter behov. Sporskiftevarme er et varmelegeme – et langt rør – på indersiden af skinnerne, der varmer tungerne op. Varmelegemerne sættes i gang af de kasser, der sidder langs jernbanen.

KOLDE VEJRDAGE

Når der kommer et forvarsel fra DMI om sne, varmes sporskifterne op til to grader. Hvis sneen begynder at falde, går de op på fuld varme, og når snevejret er slut, slår de fra eller forbliver varme, hvis der er varslet mere sne senere.

TÆND OG SLUK

De lange varmelegemer sættes fast med specielle beslag, der kan tåle de vibrationer, togtrafik giver. For at varmen bliver overført så effektivt som muligt, placeres de helt tæt på skinnerne. Når legemerne er sat fast, sætter man dæksler over, som skal holde varmen på skinnerne. Derefter kan man lave den elektriske tilslutning, så de kan tænde og slukke efter behov.

SKIFTE-RETTEN 

På det danske jernbanenet er det Banedanmark, der står for vedligehol-delse af sporskiftevarmen. På nuværende tidspunkt er der i alt 3.133 sporskifter i Danmark, og 2.286 af dem er udstyret med sporskiftevarme. Hvorvidt et sporskifte skal have varme, vurderes blandt andet på baggrund af, hvor kritisk sporskiftet er. For eksempel er det vigtigt, at sporskifterne uden for Københavns Hovedbanegård virker. Man kigger også på, hvilke lokale forhold der spiller ind. Hvis der for eksempel er tale om et sted, hvor der er større sandsynlighed for snefygning eller frost, prioriterer man også sporskiftevarme.

UD MED FEJEKOSTEN

Inden man havde sporskiftevarme, måtte togpersonalet ud med koste for at fjerne sne og frost, så togene bagefter kunne komme af sted på rette spor.

Kilder: Søren-Peter Fiirgaard, Banedanmark, ’Sne og frost i sporet’, Banedanmark

/

Af det rette stof

33-årige Camilla Ørsted Nielsen er værkstedskoordinator på DSB’s S-togsværksted i Taastrup.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvordan kom du til DSB?

”Inden jeg begyndte i DSB, arbejdede jeg som frisør i 10 år, og jeg kunne mærke, at jeg gerne ville prøve noget nyt. Jeg faldt over kontoruddannelsen og fandt ud af, at det var det, jeg skulle. Man kan være kontorelev i driften, og jeg tænkte: ’Det skal jeg da være.’ Jeg tog til samtale, og det var helt vildt at gå rundt mellem de store S-tog. Da jeg var færdig, sagde jeg: ’Jeg glæder mig til, at I ringer og siger, at jeg har fået jobbet.’ Jeg tror lidt, at det var den ligefremhed, der gjorde, at jeg fik stillingen.”

Hvad laver en kontoruddannet på et værksted?

”Jeg laver mange ting, jeg er lidt en blæksprutte. Men jeg har jo blandt andet det, som jeg kalder mit eget ’Zalando’. I virkeligheden er det et lager med alt det arbejdstøj, som venter på nye ejere.”

Hvad går det ud på?

”Før i tiden havde vi en masse tøj, som ikke længere blev brugt, for eksempel hvis en kollega var stoppet. Der var ikke noget i vejen med tøjet, så man kunne ikke bare smide det ud, men det blev heller ikke brugt. Vi besluttede os for at få det her til S-togsværkstedet, så vi kunne genbruge det. Så nu har jeg mit helt eget tøjlager. Hver gang der starter en ny, laver jeg en startpakke med forskelligt tøj, som de skal bruge, og hvis der er nogen, der mangler en trøje eller noget andet, skriver de til mig, og så sørger jeg for, at de får det. Det er virkelig smart og sparer både penge og CO2.”

Hvordan har det været at gå fra et kvindedomineret fag til et mere mandsdomineret fag?

”Der er en anden jargon herude, man siger tingene ligeud, og det er fedt. Vi kender hinanden og hinandens grænser, så det er altid okay. En anden forskel er, at hver gang jeg kommer gående med noget tungt, er der altid en, der spørger: ’Skal jeg ikke lige hjælpe dig med det der?’ Vi hjælper altid hinanden, og det er dejligt.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg bruger meget tid med min familie. Min søster og jeg elsker at shoppe tøj. Det spiller jo meget godt ind med mit lille tøjlager her på værkstedet.”

/

Trængsel og alarm

For en trofast togrejsende går ruten ikke bare mellem A og B, men lige så meget via komiske optrin og genkendelige arketyper med ophold undervejs ved tankevækkende overraskelser. Pendler Pernille Maj Oldin deler ud af sin daglige stræknings myldretidsmas, genstridige bussemænd, sprængfarlige forpartier og velklædte stivstikkere.
Tekst:Pernille Maj OldinIllustration:Sergio Membrillas

MORGENMINUTTER

Et morgenminut er langt. Meget længere end for eksempel et eftermiddagsminut og vildt meget længere end et aftenminut. Tænk bare på, hvor mange opvaske-, madpakke-, børste hår-, snøre sko-aktiviteter man klemmer ind i morgenminutterne. Et morgenminut laver man ikke sjov med. 

Denne morgen skal toget køre fra Tølløse Station 08:02, og præcis 08:00 leder jeg desperat efter mine høretelefoner i bunden af bilen. Jeg opgiver og opdager, at toget allerede er på stationen, og at folk rundtomkring løber. Jeg smækker døren og løber med. Kontrolløren fløjter. 10 lange skridt senere springer jeg forpustet ind igennem de halvt lukkede døre. Hvad sker der? Der skulle være et helt morgen-guld-langt minut endnu.

”Hvorfor kører I ét minut for tidligt?” 

(Hva’? Hva’? Hvad har du tænkt dig at svare til det? Jeg har retten og tiden på min side, og jeg føler mig uretfærdigt behandlet).

”Det gør vi heller ikke. Vi kører 29 minutter for sent – det er et helt andet tog, du snakker om.”

BAGLÆNS FRA 10

Faglitteratur ligger i skødet på kvinden overfor: ’Hypnose og kommunikation i tandplejen’. 

Men hun læser ikke, ser i stedet noget på sin telefon. 

Ved siden af mig sidder en anden kvinde, som endelig er kommet i gang med sit limegrønne strikketøj, efter utallige hjerte-emojis er sendt af sted. 

Dette sardindåse-tog gør det umuligt for mange at få en plads, men en ihærdig kvinde sætter sig på midtergangens gulv i skrædderstilling med sin laptop og begynder at svare på mails – noget kommunalt, tror jeg. Den lille laptop må klappes op og i, hver gang en ny passager i praktisk regntøj skal forbi. 

En mand klædt i beige skærer ansigt og sukker. Den er svær at formulere, den sms. 

Han skriver

sukker

betragter

ikke godt nok

Hvad svarer man i den situation?

Midt i det hele sidder den bedste boganmeldelse i fysisk form, man kan forestille sig. Hun sluger den ene side efter den anden i en gulnet bog fra 90’erne: ’Hvad enhver kvinde bør vide om utroskab’. Hun nærmer sig de allersidste sider – men har lige akkurat nok tilbage til, at der kan nå at ske afgørende ting for hovedpersonerne.

Pliiiing.

668 kroner ryger af sted på MobilePay, inden strikkefingrene fortsætter med afslutningerne på limestrikkens ribkant. 

Manden i beige med sms-betænkeligheder har trykket send og skal af næste gang. 

Kvinden i skrædderstilling har fået anmeldt en gæsts ankomst korrekt i det kommunale IT-system.

Hypnosebogen overfor er stadig lukket. Jeg er skuffet. Havde forventet mig en hel del af et fagområde, jeg ikke anede eksisterede. Håbet på noget let afkodelig dramatik i hendes ansigtsudtryk, når hun gav sig til at læse. -Forventet mig noget af pupillernes størrelse og måske også håbet en lille smule på, at hun på et tidspunkt ville kigge intenst op, tælle baglæns ned fra 10 og sende hele kupeen til en græseng, hvor rodbehandlinger føles som fløjl – og lade knipset vente på sig som en nervepirrende cliffhanger denne torsdag morgen på Kalundborg-strækningen.

EKSPLOSIONSFARE

På sædet foran mig svulmer et sæt gigantiske bryster. De er så faretruende tæt på at springe ud af bh’en. Og den tynde undertrøje har for længst opgivet sin opgave. Halvdelen af brystvorterne er allerede sluppet fri, og man kan næsten høre stropperne knirke. Komplet afvæbnet stirrer jeg, mens jeg går forbi, og overvejer, om kvinden overhovedet ved, hvilket minefelt hun sidder midt i. 

Et cool blik siger mig, at hun er 100 procent bevidst og med fuldt overlæg selv har ladet kanonen med det imponerende skyts. 

Fra mellemgangen ser jeg en mor med sine teenagebørn, der skal samme vej. Om få sekunder vil de passere sædet og opdage den dramatiske situation, og jeg følger nysgerrigt deres ansigter, mens de nærmer sig. Først spærres morens øjne helt op, hendes overkrop drejer sig instinktivt om, som for at advare sine børn, men øjnene kan ikke slippe. Børnenes øjne spiles lige så voldsomt op, og deres hager falder ned og efterlader dem med vidtåbne munde. Deres hoveder er snurret rundt, og de går ind i hinanden, mens de famlende, som en samlet klump, vælter sig videre i en slags choktilstand. 

Jeg kan ikke holde masken, og deres måbende ansigter løsnes i latter over at være blevet afsløret i en så uhæmmet stirren. Vi står af, og de svimlende udbryderbryster bølger videre ud i verden og forlader os tilbage på perronen i et overvældet fællesskab af fascination.

FAROUK

Perronen er fuld af folk på vej, og toget høres i det fjerne, da DSB-kioskejer Farouk kommer løbende ud af stationsbygningen. Flemming har glemt sit rejsekort, da han var inde at købe kaffe, men Flemming er væk. Man kan se Farouks krøller i glimt, mens han baner sig vej igennem mængden, løber af sted og når at hilse på en stor mand i reflekstøj, som snart kigger ind forbi, det lover han, det er længe siden sidst … Folk på perronen gør plads og leder med – alle ved, hvad det vil sige at sidde i toget uden rejsekort. Toget ankommer i samme øjeblik, som Farouk finder Flemming, og hele Tølløse Station falder til ro, alle finder synkront deres næsten faste pladser. Så er vi klar til, at tirsdag kan gå i gang.

ALLIANCER

En ung kvinde og en cirka 20 år ældre mandlig kollega sidder overfor og snakker job.

”’Udbetalt ved kritisk sygdom’? Skal den så stoppe ved 70 eller 75 år? Altså, hvor mange mænd på 75 har børn under 24? Jo, jo, der er jo nogen selvfølgelig. Men det er jo en problemstilling, som nogen skal følge til dørs. Men gider jeg være den, der løber med den? Altså, jeg er i et dilemma her,” siger kvinden.

Hun snakker videre om at føle at lave noget, der betyder noget, at løse et problem, at flytte noget fra A til B.

Han fortæller anekdoter med pointer fra et arbejdsliv, der har varet længere end hendes.

Deres sprog er fuldt af forkortelser. Forsikringsafdelingsforkortelser. Et fagligt kodesprog. De har armbånd på og har været til en konference af en slags under titlen ’You just so …’ – og så kan jeg ikke læse resten. De har arbejdet i samme firma nogle år, men har aldrig siddet sådan og snakket før.

Nu breaker hun det over for den ældre kollega:

”Vores opgaver snitter faktisk hinanden, du ved det bare ikke. Jeg sidder faktisk også med VSA@&* analytic.” 

Hun venter lidt i spænding. Var det en bombe?

Han tager det pænt:

”Den skal vi nok få vinklet.”

Så snakker de lidt om en kollega – skal de til at bagtale ham?

De træder varsomt. Han laver for meget, han vil det hele, være med ind over alt: ”Ja, han er all over,” slutter hun lidt for højt. 

For nej, det går ikke, han er altid så positiv, måske sidder han også for centralt til at vove at sige noget dårligt om ham.

Så de snakker om hendes arbejdsopgaver.

”Jeg er ikke helt tilfreds endnu,” siger hun.

”Du gør mig da usikker.”

”Hvorfor?”

”For hvis du ikke finder din rette stol, så er du ikke hos os om tre år.”

”Nej, det har du nok ret i,” siger hun.

Det havde hun ikke selv tænkt på, men hun kan godt lide, at den tanke ligger og ulmer, det er stærkt. Hun skal spille kortene rigtigt nu, måske han kan hjælpe hende med at rydde vejen.

”Hvad vil du? Hvor vil du gerne hen?” spørger han.

Med hviskestemme fortæller hun en lang historie. Det er noget om millioner ud af systemet. En historie om engang, de alle (og nok især hende) måtte sætte alt ind og redde firmaet ud af en krise. Det er det, hun elsker, at det hele er lidt intenst. Ikke de der fluffy opgaver, det skal være real.

”Jeg har brug for at mærke, at jeg bruger mine evner optimalt.”

Så er der bid. 

Den ene kollega var for risikabel at snakke om, men ham fra ’Skade’ …

”Er han ikke sådan super anti-people?” spørger hun, denne gang med større sikkerhed i stemmen.

”Jo. Han hilser ikke – det ville være så nemt for ham,” svarer han og forsøger at tilbageholde en lille smiletrækning ved mundvigen.

”Ej, men han opdager dig sikkert slet ikke.”

”Nej. Det er jo også fair nok at have det sådan.”

Der er enighed om hans no people skills. En lidt hemmelig, lidt forbudt enighed, men en basis-brik i tillidserklæringen. En stærk valuta at veksle i.

”Ej, vi skal af nu, det var totalt hyggeligt.”

”Det var rigtig hyggeligt.”

”Hvad hedder din kone?”

Han svarer og tilføjer: “Og hvad hedder din mand?”

Hun svarer.

”Hvorfor er det egentlig, at vi skal vide det?” spørger han.

”Fordi det er hyggeligt at vide noget om hinanden.”

OVERRASKELSER

”Min far blev sgu sur, da han opdagede, jeg tog coke. Og så måtte jeg også fortælle, at jeg tager snus.” 

”Nå, så kom det hele bare?”

”Ja, så hvis jeg snuser, får jeg ikke lommepenge. Det er 3-400 kroner for snus og så 600 kroner i tabte lommepenge. Det er sgu ikke det værd.” 

”Nå, det ved jeg ikke …”

”Men eksamenerne er fede nok, man får gratis slik.”

Samtalen distraherer mit forsøg på at læse en artikel i Ud & Se om Helle Thorning, men den distraherer åbenbart også min følesans, for kun langsomt registrerer jeg en mærkelig kold fornemmelse i den hånd, der har fat i siderne om Danmarks første kvindelige statsminister.

Bag på magasinet har nogen afsat et brugt tyggegummi. Et andet menneskes gennemgnaskede tyggegummi, lige dér på min hånd, får med ét hele kupeen til at bombardere mine sanser.

Den beigefarvede forvaskede polo ved siden af mig udsender en insisterende kvalm røglugt, der flyder gule mælkeklumper i toppen af kaffen overfor, dråber fra et højt, vådt nys sendes frit ud, så langt de kan nå. Det er, som om den kolde fornemmelse af nogens -tyggegummi-spyt har  tatoveret et lille mærke på min hånd. 

Please, drenge, fortsæt endelig jeres barnevoksne samtale i landet, hvor coke, konfiskerede lommepenge og gratis slik vægter lige højt – og pøj-pøj med eksamen, håber, I møder nogle gode voksne på jeres vej, og husk, at der er affaldsspande ved togets yderdøre.

TASTATURKRIGER

Med hurtige bevægelser placerer manden overfor sin ThinkPad på det lille klapbord og gør klar til kamp i indbakken.

Be-diiiing, lyder det disharmonisk fra den sølvgrå laptop. 

Be-diiiing, lyder det få sekunder efter, og så igen, mens to panderynker træder tydeligere frem, han gnider sig i øjnene og kigger koncentreret.

Be-diiiing, lyder det igen, mens blikket forsvinder ud over det disede morgenlandskab. Han vender tilbage til virkeligheden og kigger opgivende ned.

Be-diiiing. 

”Undskyld,” siger han og kigger over på mig. 

”Nu slår jeg lyden fra, har bare problemer med netværket.”

Han ved vist slet ikke, at vi lige nu passerer Lejre, det sted, hvor morgendis og mosebryg fra Sagnlandet og rester fra vikingetiden og jernalderen opsluger alle radiobølger og satellitforbindelser i en pænt stor radius. 

Toget vrister sig ud af Midtsjællands Bermuda-trekant, og indbakken kan endelig forkæles af et lystigt klaprende tastatur.

OSTEMOR

Håret og skægget, måske har det engang været mørkt, men nu er det helt hvidt. Tøjet er ternet og af god uldkvalitet, og til trods for en lang dag og en tur til stationen i fyraftensmørke og blæsevejr holder slipseknuden – den er bundet rigtigt.

Overfor en familie. Far i sweater med lilla vikleslynge udenpå og tophue. Mor ammer, og storebror har smidt trøjen og sidder i bar overkrop under bordet og slår sit pølsebrød mod sædets kant. 

Ved hvert ’donk’ kigger manden i uld og tern op fra sin telefon. Øjnene hviler på familien, og en hovedrysten efterlader ingen tvivl om hans vurdering af opdragelsen. Han kigger ned igen.

DONK.

DONK.

DONK.

Nu rettes blikket direkte mod den bløde far i vikle.

”Asger, den lyd, den er lidt for høj.” 

Men Asger hører ikke mors information som en opfordring til et lavere lydniveau, faktisk tværtimod. Asger hører måske mere mors info som en invitation. 

”MOR ER EN OSTEMOR!” 

”Er jeg en ostemor?” 

Mor og far griner, mandens øjne er himmelvendte. 

Familien står til ingens overraskelse af i Hvalsø (Asger har tidligere råbt ”VI BOR I HVALSØ”). Kupeen er forudsigeligt stille nu, og her lugter ikke længere af pølse og ketchup. Manden i uld og tern er lyst op, han tager sin hat på og sender mig et nik og et høfligt smil.

VÅDE SNEAKS

Sommeren var her lige, men nu er det mandag i blæst og silende regn.

På perronen er det, som om alle spænder kæbemusklerne og trækker skuldrene op under ørerne, som om man på den måde kunne skærme sig selv fra vandet.

En fyr med gennemblødte jeans, der klæber til benene, og våde sneaks, der lever livet på overtid. Lige nu er regnen målrettet på vej ind igennem de gamle skosnuder, men så kommer en kvinde i regnfrakke løbende hen ad perronen, giver ham en lille papirspose og et kys på kinden, inden hun løber tilbage til sin bil. 

”Ej, hvad,” udbryder han ud i luften. 

For hun er allerede væk igen, men der står han med en lille lykke, der må deles med nogen.

”Fik du lige leveret frisk morgenbrød på stationen?” spørger jeg. 

”Ja,” griner han, og da toget ankommer, næsten danser han ombord og forsvinder ind i stillekupeen.

BUSSEMAND

En ellers så fuldstændig velorkestreret fredag morgen, at en novemberdag i regnvejr bliver noget af det smukkeste med glidende planlægning af brusebadsskemaet, børnenes smertefri egenproduktion af madpakker, buskort, der er lige der, hvor de skal være, karklud og opvasker-fyldning i én lang, blød bevægelse, afgang mod stationen på et så præcist minuttal, at hastighedsbegrænsningen på 40 km/t er okay, nøjagtig én parkeringsplads ledig, rettidig afgang fra perron 1, arbejdsklar i togets åbne kontorlandskab med manuskripter og kaffe på termokanden, overfor bliver der opdateret ordrebog, alt er effektivt og godt. 

Men så stopper dette moderne vidunder, tempoet bremses, og en mislyd gnaver sig langsomt, men vedholdende ind. Fyren ved siden af har en busser, der er så genstridig, at der hele vejen fra Hvalsø til Roskilde udspiller sig en så fysisk udmattende kamp for at få gravet den ud i flere dele, at det er umuligt at ignorere sidemandens kropslige udfordringer.

Det viser sig, at den har både skorpe og hale. Det meste af den bliver tørret af i buksebenet nærmest mit lår. Jeg forstår, at han er i en slags krig, men hvad med venstre bukseben?

Weekend, du er velkommen.

DRØMMELAND

Man kender det jo godt.

Den snorken, der rasper helt nede fra tæerne. 

Den søvn, der, uanset hvor mange bratte opvågninger man gennemgår, er så stærk, at man konstant falder tilbage i den. Kroppen er i al sin afslappethed på stadiet mellem fast og flydende form. Manden er smeltet ud over ikke bare sit eget sæde, men også lidt af nabosædet. Han har godt nok været forberedt på situationen, for han har sat sin alarm.

Vistnok den lyd, der hedder ’klokkespil’, men planen kikser, for ikke engang de skarpe diskantlyde formår at hive ham op til overfladen. Og her, mens alarmen bimler, og ingen i den overfyldte kupé rigtig reagerer, mødes helt forskellige niveauer af privathed.

Omkring 20 passagerer, der insisterende holder fast i, at de tilsyneladende slet ikke bliver forstyrret af den disharmoniske komposition af klokkespil og gane-rallen, og den ene mand, der gavmildt deler sine allermest afvæbnede og umiddelbare lyde.

Af frygt for en voldsom fysisk reaktion prikker jeg ham kun blidt på armen. Og får et tåget blik fra et drømmeland langt, langt væk fra Holbæk-linjen, inden øjnene lukkes igen.

DAMERNE FØRST

En fyraftens-afgang triller ud af byen mod vest. 

Over for mig en gammel kending, manden i uld og tern. Manden i uld og tern er typen, der gør sig den ulejlighed at benytte hattehylden til det, hattehylden engang var tænkt til. Manden i uld og tern har sat sin alarm, så den ringer lidt før forventet ankomst på hjembyens station. Således kan han trygt læne sig tilbage og lade sig glide ind i en velfortjent lur. 

Hvis det da ikke liiige var for damen længere nede i kupeen, der snakker højlydt i telefon. En samtale om SFO’ens nyindkøbte og helt geniale skuffesystem, som tilmed kan låses af.

”Og jeg kan da ellers nok love dig for, at børnene også er begejstrede.”

Manden i uld og tern fnyser for sig selv og vender øjne, men det tydelige kropssprog har ingen effekt, for samtalen fortsætter – nu i et mere forarget toneleje – om en flabet kollega.

”Der skal simpelthen snart siges fra!” 

Søvnen indtræffer næsten, men så skal der vises billet. Alle er hurtigt klar, men billetkontrollen får ikke lov at forløbe i tavshed.

”I dag … den i morgen … jeg har billet,” lyder det fra en lille mand med store øjne, der klikker løs på telefonskærmen på sædet bagved.

”Jamen, du har jo ikke nogen billet nu,” indvender togføreren.

”Jo jo, i dag den morgen … jeg har billet.”

”Okay, jeg kommer lige tilbage til dig.”

Hedehusene Station. Toget standser, og togføreren må ud at passe dørene.

Manden i uld og tern prøver en ny stilling, nu kommer der nye passagerer ind i kupeen, men om lidt kan han lukke øjnene igen.

Toget sætter i gang, og inden manden når søvnen, kommer togføreren tilbage.

”Hør her, jeg kan sælge dig en billet, men næste gang får du en kontrolafgift på 750 kroner.”

”Jamen, jeg …” 

”Du bliver nødt til at købe en billet … hvad, kan du ikke huske din pinkode? Okay, jeg kommer lige tilbage til dig.”

Roskilde Station. Mens togføreren er væk, kaster to andre pendlere med praktiske skaljakker og huehår sig ind i kampen. De kender det, ved, hvordan det er at sidde der og mangle sin billet.

”Det er, fordi du ikke er logget ind på din app,” siger den ene, åbner jakken og krænger sweateren af.

”Jamen i dag, den morgen, jeg har billet.” 

Lige nu er der ikke andre sætninger inde i manden med de store øjne.

Fra Roskilde til Hvalsø ydes der maksimal pendlerkort-support. 

”Din mail, hvad er din mail? Kan du ikke huske kodeordet?”

De kæmper sig igennem opdateringer af apps og glemte kodeord.

”NÆSTE STOP: HVALSØ.”

Togføreren vender tilbage. Trioen rejser sig op og får forklaret hele situationen. De nåede det, og togføreren klapper den forvirrede mand på skulderen. Alle er glade og vælter ud i minusgraderne uden bøder og med styr på det hele.

Endelig, nu er det manden i uld og terns chance, men så ringer alarmen – i passende tid til at iføre sig frakke, halstørklæde, handsker og, ikke at forglemme, hatten. 

Han og jeg venter sammen i mellemgangen på, at toget stopper.

Han trykker for døråbning og giver plads.

Damerne først – naturligvis.

I 15 år har Pernille Maj Oldin pendlet fra den samme lille stationsby på Midtsjælland til sit job som tv-klipper og speaker i København. På hendes Instagram-profil @pendlerven kan du læse flere af hendes observationer fra kupeens mikrokosmos.

/

På sporet af den tabte tid

I hans unge år forvandlede et modeltog julelys i øjnene til bitter familiestrid. Men Theis Berantzino holdt fast i hobbyen, og modeljernbaner blev hans liv og levevej. I dag samles modelfolk af mange slags omkring ham og hans butik. Tag med til Togcenter Gentofte.
Tekst:Emilie EngbirkFoto:Ulf Svane/Copenhagen Archive

UDEFRA KUNNE MAN tro, at Togcenter Gentofte havde drejet nøglen om. Butikken har mange vinduer, men flere står tomme. De gamle Märklin-skilte er falmede, og i vinduet hænger papirer med teksten ”Alt skal væk” – dog også med småt: ”Vi lukker ikke – bare rolig.” Men indenfor er der hele denne mandag eftermiddag kunder i butikken, og med gråligt hår, ternet skjorte og glimt i øjet står indehaveren bag disken klar til at betjene dem. 

I små 30 år har han været medejer af butikken, som er en af blot to tilbageværende i hovedstaden, der sælger modeltog, og fra sin plads bag disken har han stiftet indgående bekendtskab med branchen og dens eksistenser – og opnået en vis kultstatus.

”Det er jeg ligeglad med,” siger Theis Berantzino på spørgsmålet om, hvordan det føles at blive kaldt Danmarks modeltogsekspert nummer ét.

Han tøver, smiler skævt: ”Jeg plejer bare at sige, jeg er sidste generation.”

Det er ikke helt til at sige, om han joker eller er alvorlig, men er han ikke modtagelig for ros, så er han i hvert fald taknemmelig for, at kunderne opsøger ham og spørger ham til råds.

”Det er det, der er vores eksistensgrundlag,” siger han.

STRØMFØRENDE

Theis Berant-zino, 60 år.

Født i Dragør. Uddannet elektro-ingeniør.

Har interesseret sig for modeltog, siden han var to år gammel.

Medejer af Togcenter Gentofte siden 1998.

STAMBORDET I MIDTEN af butikken er kantet ind mellem reoler og kasser i alle størrelser. Bordets ene ende er dækket af åbne kasser med alt fra togskinner til modelbiler og små byggesæt. Rundtom står der stole, hvor stamgæsterne kan samle sig over en kop fra kanden på den lille station overfor, hvor man kan tage kaffe og en kiks, hvis man putter et par mønter i en kop. En mørkhåret, slank mand i lycra-cykeltøj har lige købt et modelskib ved navn Helena og sætter sig ned.

”Jeg er ved at lave en havn,” siger han og præsenterer sig som Carsten. 

To andre mænd omkring bordet nikker, de kender tydeligvis hinanden og hinandens projekter. 

Engang fandtes mange butikker som denne. Nu er de få, men Togcenter Gentofte samler stadig folk, der deler den samme fascination. For modeltog er ikke bare legetøj, men en hobby fuld af perspektiver, mener Carsten. 

”Der er tre slags hobby-togfolk,” siger han. ”Dem, der samler og aldrig tager togene ud af æsken. Dem, der bare vil køre. Og så os, der bygger landskaber. Når jeg er færdig, river jeg det ned og bygger nyt. Ellers bliver det kedeligt,” siger han og fortsætter med at fortælle om sit igangværende projekt.

Derhjemme har han et helt værelse til sit anlæg: ”Med lys i husene og mennesker. Jeg har lavet en kiosk med unge knallerister – og en badescene. Det handler ikke kun om togene. Jeg har bygget vand i havnen, med kraner og det hele. For mig er det helheden, der er det sjove.”

Carsten og de andre omkring bordet mødes flere gange om ugen for at snakke om tog – og alt muligt andet. De bor spredt i hovedstadsområdet og rejser et stykke for at være her.

”Det er man nødt til, for der er kun to forretninger. Den her og en i Vanløse. Punktum. Der er ikke noget lige om hjørnet,” siger en af mændene.

Før i tiden var der mange forhandlere – 10 eller flere, anslår han.

”Det er gået ned ad bakke. De er gamle og dør,” konstaterer han tørt. ”Der kommer ikke mange nye til.”

”Jeg er 54 – og en af de unge,” supplerer en tredje mand, der også hedder Carsten.

Samtalen glider over i en diskussion om modelstørrelser. Der er flere at vælge imellem, hver mand sin favorit, størrelsen er næsten en del af identiteten – og udgangspunkt for drillerier.

”Theis elsker spor 1,” siger en af stamgæsterne med adresse til butikkens ejer.

”Jeg er ikke udpræget til nogen størrelse,” svarer Theis Berantzino med sit skæve smil. 

”Det, jeg ikke kan døje, er producenter, der laver lorteprodukter. Men kunderne vil have dem, så selvfølgelig sælger jeg dem,” siger han uden at uddybe, hvem de underlødige producenter er, mens stamgæsterne griner indforstået.

Københavns Nordvestkvarter set gennem et togvindue.

THEIS BERANTZINO VIRKER selv lidt forundret over, hvordan han endte her. Men hans skæbne blev muligvis beseglet tidligt.

”Jeg var så uheldig, at jeg fik et startsæt af min mor, da jeg var to et halvt år,” siger butiks-indehaveren med et ironisk smil. 

Fingerfærdigheden fik han fra morfaren, som var maskinmester: ”Jeg var helt klart hans yndlingsbarnebarn. Hvad min morfar ikke har lært mig i sin kælder og sit værksted!” 

Faren var anderledes. 

”Han kunne bygge Herlev Sygehus som ingeniør, men ikke slå et søm i uden at ramme sig selv.” 

Ved siden af ingeniørjobbet var faren skakspiller på højt niveau, men som 10-årig fik Theis at vide, at han var for dum til at lære spillet. 

”Så var den ligesom kørt,” siger han tørt.

Sønnens hobby havde faren ikke meget tilovers for:

”Han mente, jeg skulle smide det hele ud. Han så det som legetøj. Han var lynende intelligent og meget lidt pædagogisk. Jeg var født som fars lille ingeniør – og en skuffelse.”

Som teenager ramte Theis det punkt, hvor de fleste unge mænd som ham solgte togene for en knallert – men for ham blev det starten på en konflikt med hans far.

Den kulminerede juleaften, da bedsteforældrene kom med en gave. 

”Min far begyndte at skændes med dem i entreen, fordi de havde købt et tog til mig,” fortæller han. ”De var på vej ud ad døren, før min mor fik ham til at holde op.”

Den aften blev et vendepunkt. Fra han var 15 til 23, talte han ikke med sin far – selvom de boede i samme hus. Først da faren blev syg, nærmede de sig hinanden igen. ”Han fik en dødsdom og åbnede op – men interessen for mine tog kom aldrig.”

Som 20-årig begyndte han at læse til maskiningeniør og senere elektroingeniør, og ved siden af udlevede han interessen for mekanik og elektronik i en modeltogsbutik i Hellerup, hvor man solgte brugte tog i kælderen. 

”I midten af 80’erne skete der en stor ændring i måden, man kørte modeltog på – man gik fra de gamle transformatorer til computerstyrede systemer. Det var helt nyt, og jeg satte mig ind i det.” 

Theis Berantzino blev fast hangaround i butikken og hang på, da butikken lukkede i 1996, og en ven fra miljøet, Rolf Sylvester-Hvid, startede en ny forretning – Togcenter Gentofte – i små lokaler på Gentoftegade 95. I 1998 blev Theis Berantzino medejer, hvilket han stadig er den dag i dag. Ud over Rolf Sylvester-Hvid, der har skrevet bøger om modeltog, men ikke længere er aktiv i butikken, er der en tredje medejer, Knud Jørgensen, der mest er med for at hjælpe økonomisk. Og selvom butikken er flyttet mange gange siden, har de aldrig ændret navnet. I dag ligger butikken i Nordvest, men for stamkunderne er der ikke noget at tage fejl af.

EN GANG GENTOFTE …

Togcenter Gentofte blev grundlagt i 1996 af Rolf Sylvester-Hvid. Butikken har flyttet rundt gennem årene fra Gentoftegade over Kildegårds Plads til Søborg Hovedgade og ligger nu på Blåmunkevej i Nordvest. Her sælges både nye og brugte modeltog i alle størrelser – og alt tilbehør, der hører til.

I EN MONTRE ved indgangen står et imponerende tog på næstnederste hylde. En tro kopi af et gammeldags damplokomotiv, sort med røde hjul og koblingsstænger i skinnende metal, som trækker en smuk gammel passagervogn, som de så ud for 100 år siden. Så virkelighedstro og detaljerigt, at man ville få lyst til at sætte sig ind i det, hvis bare det ikke var modelstørrelse spor 1 med en sporvidde på 45 mm. Oven på en anden montre, er en grå model med buet tag: Nørrebro Station.

”Det er en af vores egne produktioner. Folk spørger tit, om de må købe den – men nej, den er ikke til salg. Jeg har ikke engang selv et eksemplar,” siger Theis Berantzino. ”Der er en enorm arkitekturglæde i det her. Nogle går op i, at alt skal være korrekt. Andre elsker, at det bevæger sig og lyser. Og så er der dem – som mig – der bygger det, de drømte om som børn.” 

MÄRKLIN, som de fleste kender, begyndte som fabrikant af bliklegetøj i 1859. Først senere begyndte de at lave modeller, som blev efterspurgte samleobjekter, fordi delene, der blev solgt enkeltvis, passede sammen. Du kunne købe en æske det ene år – og året efter bygge videre. Det var dér, hobbyen for alvor begyndte, og i 1870 kom de første egentlige modeltog, fortæller Theis Berantzino: ”Noget af det første, man kender, er zaren, der fik en model af Den Transsibiriske Jernbane. Der findes en tegning af banen, der kunne rulles ud i hele Vinterpaladset.”

Efter en dag i butikken bruger Theis timer i sit hobbyrum derhjemme – han lever ikke bare af hobbyen, men også for den. Måske derfor taler han med samme varme om kunderne som om togene. Og ligesom med togene er der mange typer.

”Jeg vil sige, det er mangfoldigheden i mennesker, som er sjov ved sådan et arbejde,” siger han og fortæller om undersøgelser fra 80’erne i USA, hvor man kortlagde forskellige hobbyer. Der var klart flest frimærkesamlere. Så kom modeltogsfolket.

”Og det undrede mig egentlig. Men det viste sig også, at de havde den højeste IQ. For modeltog er faktisk en meget udviklende hobby. Du kan samle alt – arkitektoniske stilarter, elektronik, computer, barndom, nutid. Det hele mødes her,” siger han med begejstring, inden han med et grin tilføjer: ”Men det viste sig også, at der er flest lystmordere blandt os.”

Så vidt vides har Morten Rühmann ikke nogen mord på samvittigheden. Til gengæld er den ivrige stamkunde endt med at hjælpe til bag disken i Togcenter Gentofte. Han følte sig ikke klar til pensionen og spurgte så Theis Berantzino, om han kunne få et job, og selv efter at han er blevet norsk gift og flyttet til Norge, kommer han til Nordvest hver anden uge. ”Morten er en af de dedikerede. Og dem er der mange af.”  

Kommer der egentlig kvinder i butikken?

”Meget, meget få. Og halvdelen af dem har været mænd.”

Theis Berantzino griner. De få kvinder, der dukker op, køber sjældent tog. Nogle bruger i stedet de små figurer til at lave smykker af. 

Morten Rühmann bor i Norge, men kommer gerne forbi Togcenter Gentofte for at give en hånd med.

”MÅ JEG VISE dig noget?”

På telefonen viser den yngre Carsten med efternavnet Sonne små TikTok-videoer med modeltog og landskaber, han selv har bygget.

”Mit første forsøg – et klip af et højhastighedstog – fik over 2.700 visninger,” fortæller han. 

”Det her med det japanske tog lagde jeg op for en uge siden. Der er allerede over 800, der har set det.”

Er det nyt i modeltogsmiljøet at bruge TikTok?

”Ja, det er begyndt at fylde mere,” nikker han.

Til trods for trofaste entusiaster og nye tiltag lægger stamkunderne og ejeren ikke skjul på, at modeltogene går en hård fremtid i møde. 

”Vi er vel på en tredjedel af, hvad vi var for 15 år siden,” siger Theis Berantzino.

Under corona blev der skrevet i medierne, at salget af modeltog steg markant, For Theis Berantzino så det anderledes ud:

”Det er vrøvl. Märklin havde kun fremgang i deres egen webshop. Kigger man på hele firmaet, var der ingen stigning. I virkeligheden konkurrerer flere producenter i dag med deres egne forhandlere.”

I TOGCENTER GENTOFTE kører togene stadig i et lukket kredsløb af nostalgi, der holder fortidens landskaber og nutidens drømme i live. Det sidste tog er endnu ikke kørt, selvom butikken sidste år blev præsenteret som et fænomen, der er ved at forsvinde, i bogen ’Hovedstaden bag facaden’, som fulgte med udstillingen af samme navn på Københavns Museum.

”Det har jeg det egentlig meget godt med,” siger Theis Berantzino.

”Vi blev jo fremhævet som noget særligt. Måske tager det så lidt længere tid, før vi forsvinder. Eller måske gør det slet ikke,” siger han og smiler skævt. 

”Jeg skal jo leve af det her i syv år endnu, til jeg er 67. Måske længere – jeg har ikke en stor pensionsopsparing,” tilføjer han med glimt i øjet. 

Så kigger han ud over butikken: 

”Men det er jo trist, at branchen er uddøende.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

JUTTA FITZNER
66 år, pensionist, Næstved Station

I dag har jeg cyklet et maraton sammen med min søn, som bor i Ringsted. Han skulle have løbet Odense Maraton på søndag, men er blevet forhindret, fordi han lige er blevet far – mit barnebarn nummer seks. I stedet løb han i dag, mens jeg fulgte ham på cykel, desværre på en lidt forkert cykel, så det var hårdt at komme gennem skovstierne. Jeg har også en mountainbike derhjemme, men han havde ikke fortalt mig om ruten.

Jeg har altid været aktiv. Før dyrkede jeg triatlon, men mine knæ kan ikke klare løb længere, så nu cykler og svømmer jeg. I mange år arbejdede jeg som idrætslærer på Nykøbing Katedralskole, hvor jeg var fra 1992, til jeg gik på pension sidste år. Det var svært i starten at undvære de unge mennesker, men jeg er faldet godt til i pensionistlivet.

Flere gange om ugen cykler jeg med en gruppe i Næstved. De fleste har elcykler, jeg har ikke, men de venter på mig, og fællesskabet betyder meget. Derudover syr og strikker jeg, er sammen med mine børnebørn og tager på svampejagt – helst på Bornholm, hvor jeg er vokset op i Svaneke. Det er stadig verdens bedste sted.

__________________________________

THOMAS FORUP
34 år, lærer, Nykøbing F. Station

Metal-musik er en stor del af mit liv. Jeg har hørt det, siden jeg var barn. Jeg har min vest på hver dag med patches fra de bands, jeg har set. Iron Maiden er de største for mig. Jeg elsker metal, fordi det ikke handler om materialisme eller pral, men følelser: smerte, glæde, håb, protest. Og så er det et fællesskab, hvor man passer på hinanden – selv i en moshpit stopper man op og hjælper den, der falder. Folk synes måske, vi ser farlige ud, men vi er nogle af de mest hjælpsomme, man kan møde.

Jeg troede, at jeg skulle være grafisk tekniker, men efter en fyring tog jeg HF. Her brugte jeg meget tid på at hjælpe mine medstuderende – og opdagede, at jeg selv blev glad. Da jeg senere stod i en klasse, hvor ingen havde brug for hjælp, føltes det tomt. Dér gik det op for mig: Det er underviser, jeg skal være.

Min ring betyder alt. Den har jeg arvet fra min morfar Jens, som døde i år, 92 år gammel. Han var altid glad, nysgerrig – og stolt af, at jeg turde være mig selv som metalhoved. Jeg har den på hver dag. Så er han med mig.

__________________________________

EMMA STØVRING
23 år, studerende, Næstved Station

Jeg læser audiologopædi i Odense. Mange siger talepædagog, men mine medstuderende siger: ”Vi går ikke fem år på universitetet for at blive kaldt pædagoger.” Vi arbejder både med anatomi, stemmelære og sprog. Man kan hjælpe børn med talevanskeligheder eller voksne, der skal lære at tale igen efter en hjerneskade. For mig er det den perfekte blanding: Jeg har altid interesseret mig for sprog, og samtidig kan jeg arbejde med mennesker.

Egentlig startede jeg på medicin, men jeg savnede noget mere menneskeligt og sprogligt. Jeg har også kort været på sygeplejerskeuddannelsen, men nu føler jeg, at jeg har fundet det rigtige sted. Tredje gang er lykkens gang.

Jeg er hjemme i Næstved, fordi min far har fødselsdag. Jeg er født og opvokset her, men kan ikke forestille mig at flytte tilbage. Det er de samme gader og de samme mennesker. Odense giver mig det byliv, jeg har savnet.

Når jeg ikke studerer, gamer jeg lidt, ses med veninder – og så har jeg lært japansk i mange år på efterskole, højskole og ungdomsskole. Det startede med manga og anime. Jeg har endnu ikke været i Japan, men det står øverst på listen.

/