Indlæg

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

THOMAS OLESEN
45 år, lærer, Vejle Station

Jeg bor i Vejle. Af en eller anden grund vender jeg altid tilbage hertil. Som ung blev jeg soldat og senere befalingsmand og rejste rundt til forskellige kasernebyer. I 1999-2000 var jeg med til at uddanne soldater, der blev udsendt til Kosovo.

Under en øvelse fik jeg en dag en 60 kilo tung armeret plade i nakken. Jeg var tæt på at brække halsen, og det krævede megen genoptræning, men i dag har jeg kun cirka fem procent mén. Det er mest i koldt og fugtigt vejr, jeg mærker noget nakkestivhed. 

Efter arbejdsskaden blev jeg en slags evighedsstuderende, endte med en bachelor i filosofi og en overbygning i statskundskab. Så blev jeg elektriker – der bliver uddannet alt for mange akademikere. Jeg kontaktede Elforbundet, der fortalte, at der var under én procent arbejdsløshed i Trekantområdet, så jeg bosatte mig i Vejle igen. Nogle år senere blev jeg elektrikerlærer på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. Jeg har været der to et halvt år og er glad. Men livet kan skyde mange sten og muligheder efter én. Jeg holder alle døre åbne.

__________________________________

TAMILSELVAN NAGAMANY
20 år, studerende, Herning Station

Jeg er vist opkaldt efter en soldat, en krigshelt fra borgerkrigen på Sri Lanka, som mine forældre flygtede fra, men jeg synes, navnet er for besværligt at sige, så jeg kalder mig bare Selvan. 

Jeg er født i Fredericia. Min far ejer en kiosk, min mor er hjemmegående, og min storesøster og storebror er flyttet til Aarhus for at studere. 

Efter gymnasiet ville jeg prøve noget større. Nu er jeg begyndt at læse til diplomingeniør i forretningsudvikling i Herning og pendler fra Fredericia. Men jeg har skrevet mig op til nogle lejligheder i Herning. Efter universitetet vil jeg gerne til en større by, måske endda til udlandet. Jeg drømmer om at starte min egen virksomhed, jeg skal bare lige have fundet ud hvad for en slags. Engang stod jeg på skateboard, men jeg faldt ud af det og begyndte at prioritere studierne. Lige nu har jeg for travlt til fritidsinteresser. Jeg er kommet ind på det studie, jeg gerne ville, og jeg er nødt til at være streng ved mig selv. Hvis du falder bagud, kan det være umuligt at indhente det forsømte. Specielt når det drejer sig om matematik.

__________________________________

SILJE FACIUS
32 år, illustrator, Herning Station

Jeg er ved at åbne en webshop med mine tegninger og kunsthåndværk, men arbejder deltid som museumsvagt på Klosterlund Museum. Vi har arkæologiske fund og udstillinger om tørvehistorie. Jeg arbejder også på Tekstilmuseet i Herning, begge dele under Museum Midtjylland. Det er helt nyt, jeg er stadig i oplæring. 

I marts flyttede jeg fra min hjemby Stavanger i Norge til Danmark sammen med min mand, min bror og mine forældre. Min mor er fra Herning, men jeg har aldrig boet her. 

Jeg kan godt lide den danske hygge. Også boligpriserne er meget hyggeligere. Mine forældre bor i Kibæk, og min mand og jeg har fundet en gammel ejendom i landsbyen Skarrild. 

Det er lidt svært at forstå, hvad min mand laver, men det er noget med IT-simulering af vindmøller for et offshore­firma i Esbjerg. Vi har ikke børn endnu, men vi har vores kat, Whisky, en rødhåret fidus. Det er mest min mand, der nyder whisky. Selv er jeg mere til portvin.

I 60’erne var det en drengedrøm at have kælderen fyldt med modeltog. Siden fik hobbyen konkurrence fra fjernstyrede biler, computerspil, sociale medier, droner og andre tidsrøvere. Men nu sælger modellerne igen, denne gang blandt de voksne.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Privat

DER BLEV SENDT lange blikke, når de knæbukseklædte klassekammerater trådte ud fra legetøjsbutikkens skatkammer med en ny skinnende pakke stikkende ud under det islandske sweater-ærme. På nogle stod der Fleischmann, på andre Märklin, alt efter hvad man nu samlede på. Men når det kom til stykket, var der ingen tvivl: Märklin var det foretrukne mærke.

60’erne var modeljernbanernes storhedstid, og Märklin var Europas største modeljernbaneproducent. I årtierne efter fik legesyge piger og drenge stadig flere tilbud fra stadig flere kanter, og med Magic-kort, Game Boys, Pokémon og andre diller blev mange miniaturelokomotiv­æsker efterladt uåbnede på butikkernes hylder.

For 10 år siden blev Märklin erklæret insolvent – for at blive reddet på målstregen af Sieber-familien, der ejer Tysklands største legetøjsvirksomhed, Simba Dickie Group. De seneste to år er salget steget med henholdsvis 30 og 37 millioner kroner, og i det seneste regnskabsår kunne Florian Sieber, direktør for Märklin, glæde sig over en samlet omsætning på 870 millioner kroner.

”Hele markedet mærker en opgang,” fortalte han til Süddeutsche Zeitung. 

Også hos butikken Hobbykæden, der ligger i hjemlige Nørresundby, har man bemærket efterspørgslen.

”Vi har faktisk oplevet en fremgang hvert år, siden vi startede vores forretning for 15 år siden,” siger indehaver Ken Rosa, der dog mærkede et dyk under finanskrisen og også kunne mærke et omsætningsdyk omkring Märklins insolvens.

”Men efterfølgende har vi igen oplevet en fremgang, også i vores salg af Märklin-tog.”

Hos Hobbykæden forhandler man både modeltog i en fysisk butik og gennem en webshop. Og digitaliseringen har i det hele taget været et aktiv for hobbyen, mener Ken Rosa:

”Den stigende interesse har nok noget med den kolossale udvikling af modeltog at gøre, hvor alle nye lokomotiver er blevet digitaliseret, så man kan styre dem med en styreenhed, som er tilkoblet modeljernbanen.”

Men også coronakrisen har sat ekstra skub i salget af modeltog, siger han:

”I dag sælger vi 25 procent mere på vores webshop end før, pandemien brød løs – samtidig med at salget i den fysiske butik nogenlunde opretholder samme omsætning som før.”

Ud over modeltogenes udvikling har forbrugerne også fået flere penge på lommen og flere år på bagen. I dag koster et lokomotiv typisk omkring 2.000 kroner, men der findes også nogle, som man skal give et femcifret beløb for at få fat i. Kernekunden er manden på 40 år og opefter. Typisk er børnene flyttet hjemmefra, og måske samlede han selv som barn. Men der findes også kvinder blandt samlerne, og af og til ser Ken Rosa, at det er en fælleshobby for par.

DANMARKS ÆLDSTE hobbybutik, BETO, ligger i Odense. Her bliver der både solgt nye og antikke modeltog. Ved disken står 66-årige Peter Hede, som har haft butikken siden 1998, hvor han ellers var på jagt efter en ny fiskekutter, men kastede sin kærlighed efter hobbyforretningen på Sdr. Boulevard. 

Som barn brugte Peter Hede mange timer på banegården i Esbjerg, hvor han iagttog godstog og drømte om et værelse fyldt med Märklin:

”Da jeg blev 11 år, fik jeg mit første modeltog i fødselsdagsgave. Det var et brugt optrækstog, og selvom det ikke var elektrisk, var jeg glad for det. I løbet af 60’erne flyttede vi til Bogense, og her kunne jeg og mine søskende tjene lommepenge i sommerferien, hvis vi hjalp til på jordbærmarken. Det gav mig penge til mit første elektriske tog.” 

Lokomotiver, vogne, jernbaneskinner og landskaber. Samlingen blev større med årene, ikke lige så stor som nogle af kammeraternes, hvis forældre havde flere penge at rutte med, men på sin tre kvadratmeter store spånplade fik han sig med årene en pæn bane. Som 19-årig kom han som soldat til at bo på en kaserne i Odense, og i et anfald af lommesmerter solgte han sin modeltogssamling, så han og kammeraterne kunne invitere nogle piger i byen. 500 kroner fik de at solde for.

”Jeg har aldrig fortrudt noget så meget. Men jeg har heldigvis fortrængt, hvor stor min samling var,” siger Peter Hede, som lagde modeltogene på hylden, indtil han en dag blev far og indrettede et værelse i huset, hvor han og sønnen kunne leve sig ind i deres egen verden af miniaturebaner og -togstammer. En kærkommen virkelighedsflugt for Peter Hede, der dengang arbejdede som fisker, når han kom hjem efter en lang arbejdsdag på havet.

I dag er sønnen for længst flyttet hjemmefra, og for Peter Hede er hobbyen blevet hans profession, men han samler da stadig lidt, selv om samlingen i dag er så stor, at han har svært ved at komme på et nyt modeltog, han drømmer om at eje.

MY-LOKOMOTIVET var det første danske dieselelektriske lokomotiv. DSB fik bygget 59 af dem i årene 1954-65, da man gik væk fra damplokomotiver. I det mindre Märklin-format er det også lokomotivet, som flest danske samlere drømmer om at eje på trods af, at der findes både større og dyrere samleobjekter. Jørgen Andersen, har samlet på Märklin, siden han var 12 år og husker, hvordan han som dreng stod på Odense Banegård og betragtede MY’erne. 

”I dag er de efterhånden en saga blot inden for DSB, men en sjælden gang imellem kan man spotte dem på skinnerne, og jeg får næsten tårer i øjnene, når jeg hører lokomotivet,” siger 71-årige Jørgen Andersen.

I dag rummer hans 20 kvadratmeter store hobbyrum syd for Odense en selvbygget togbane i tre planer og en samling af modeltog, der efter hans temperament er tæt på komplet. Alligevel sker det af og til, at han bliver fristet til at føje nyt til. Senest har han investeret i en biltogsvogn med lokomotiv og personvogne som et minde om en god ven, som han indimellem kørte til Nibøl i det nordlige Tyskland med for at iagttage biler, der blev lastet på togene. 

Vennen døde i februar, og Jørgen Andersen har allerede besluttet, hvem der skal arve hans samling, når han selv en dag ikke er her længere. Den skal nemlig gå til nogle yngre venner, der er som en slags børnebørn for ham, fortæller han:

”Det giver en ro i maven at vide, at samlingen ender et sted, hvor den er værdsat.”

MODELLER I LANGE BANER

Modelbane Europa
I Hadsten kan man gå på opdagelse i 100 års jernbane­historie og opleve flere end 80 modeltog, der baner sig vej gennem flotte landskaber og realistiske gadebilleder og kører ind på Københavns Hovedbanegård med dens 11 spor.

Miniatur Wunderland
I Hamborg findes verdens største modeltogsanlæg, hvor det er muligt at opleve alt fra Egeskov Slot til farverige Las Vegas og Markuspladsen i Venedig.

Märklineum
I efteråret 2020 åbner et museum for fans i byen Göppingen, hvor man kan gå på opdagelse i 160 års fabrikshistorie.

Det er efterårsferie, og tusindvis af danske skilsmissebørn skal ud og rejse på kryds og tværs af landet og mellem gamle og nye familier. Laura Benedicte Petersen ser tilbage på sin barndoms splittede jernbaneliv og krydser sine spor.
Tekst:Laura Benedicte PetersenFoto:Colourbox, Privat

VISSE TING ændrer sig aldrig. En lun og mild eftermiddag på vej til Aarhus Hovedbanegård har jeg det alt for varmt i min lange dunjakke. Trods mange års øvelse som rejsende skilsmissebarn har jeg aldrig lært kunsten at pakke let, så tyngden fra weekendtasken bidrager til et lokalt regnvejr ned ad ryggen. Lettere irriteret over min høje kropstemperatur og med syv minutter til afgang løber jeg over fodgængerfeltet, hvorefter jeg krydser den lille anlagte stenhøj, som er placeret foran indgangen ved Banegården, som den blot kaldes i Aarhus. Jeg smiler af mig selv, da jeg opdager, at jeg løber hen over stenhøjen. Det er, som om min krop er kodet til at gøre det. Som barn troede jeg, at det betød held at krydse den. Min mor accepterede kærligt min overtro, og selvom vi kom fra en anden retning eller var sent på den, som jeg er nu, plejede hun smilende at vente ved hovedindgangen, mens jeg løb ud og ud­øvede mit ritual. Hendes ene hånd var rakt mod mig, og hendes lange fingre viftede i retning mod afgangshallen, når jeg kom drønende tilbage fra stenhøjen.

JEG SÆTTER tempoet lidt ned, da jeg kommer ind i ankomsthallen, og bevæger mig målrettet mod sporene. Uden at sagtne farten kaster jeg et kort blik på informationsskærmene. Jeg er på rette vej mod spor 2 – som sagt, visse ting ændrer sig aldrig. Jeg vipper mobilen op af lommen – der er tre minutter til afgang. Jeg får pulsen lidt ned, da jeg træder ud på rulletrapperne. Toget holder allerede på sporet og brummer. Perronen er tom bortset fra en høj mand i uniform. Han får øje på mig og holder blikket stift rettet mod mig. Han blinker ikke, men en fløjte vibrerer mellem hans læber. Jeg tager nogle store skridt ned ad rulletrappen, og med et forsigtigt smil forsøger jeg at bløde hans blik lidt op. Øjenkontakten gør, at jeg er tæt på at træde forkert. Jeg slår hurtigt blikket ned mod mine fødder og hopper ind i den forreste vogn, idet han løfter armen og puster så voldsomt i fløjten, at det ser ud til, at selv hans øjenbryn får et chok. 

JEG ÅBNER jakken og går mod skydedøren til venstre. Jeg har ikke købt pladsbillet, men før jeg når at vifte med hånden foran døren, kan jeg skimte en ledig vinduesplads. Jeg kaster tasken op på hylden og glider hen forbi første sæde. Jeg sætter mig, tager armene ud af jakken og slår armlænet ned. Den velkendte duft af varme togsæder og togets tomgang hænger stadig i luften i den fyldte vogn. Lige siden jeg selv har skullet betale mine togbilletter, har jeg rejst uden pladsbillet. Selvom det kun drejer sig om 30 kroner, føles det som en luksus, der er forbeholdt fortiden. En luksus, hvor pladsbilletten i de første par år havde et nummer i kupeen på 1. klasse. 

Dengang fik jeg et Wendy-blad og tre stykker tyggegummi i hånden –formet som små vandmeloner – inden jeg steg ind i toget på vej til Skagen, hvor min far boede. Min mor kyssede mig hurtigt på kinden og i panden. På den anden side af ruden stod hun og vinkede med en snert af dårlig samvittighed i øjnene. Jeg glemmer nok aldrig det blik. 

Da jeg blev fem år, blev det besluttet af Aarhus Statsamt, at min far ikke længere behøvede at hente mig hos min mor i Aarhus, når jeg skulle tilbringe weekenden hos ham i Skagen. Min mor forlangte, at jeg, i det mindste indtil jeg var blevet lidt ældre, skulle rejse på 1. klasse. Da togene med børneguider kørte så sent fra Aarhus, at jeg først ville være fremme i Skagen omkring midnat, godtog Statsamtet hendes argumentation. I dag synes jeg, at det virker ret komisk at sende en femårig alene på 1. klasse, og jeg ved ikke, om min mor fik dyre vaner på bekostning af min far, eller om hun håbede, at det var mere sikkert og trygt for mig. Det var nok en blanding. 

DER SAD JEG så, hver anden fredag eftermiddag, blandt mænd og kvinder i jakkesæt, der ihærdigt forsøgte at nå det allersidste af ugens arbejde. Jeg tyggede på mit tyggegummi og drak gratis appelsinjuice, mens jeg stirrede på de hurtigt tastende voksne med spidse munde. Jeg så på dem, som var de eksotiske dyr fra Zoologisk Have. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik øjenkontakt med dem, jeg var overbevist om, at de nok bedst kunne lide ikke at skulle forholde sig til min tilstedeværelse. Timerne på 1. klasse sneglede sig af sted. Højdepunktet på turene var, når det regnede. Regn betød vanddråber på togruden, og på grund af togets hastighed fór dråberne hen over ruden. Jeg lavede væddemål med mig selv om, hvilken dråbe der ville komme først over på den anden side af ruden. Det lyder måske ikke som noget, der kan slå videoer af katte, der falder baglæns ned fra et træ, eller tåkrummende ’X-Factor’-auditions på YouTube, men vanddråben kunne tage nogle vældig overraskende sving, enten op eller ned eller en helt tredje vej. Selvom jeg troede, at jeg havde udset mig en sikker vinder, var spændingen aldrig ovre, før vanddråben var kommet helt i mål, blev blæst videre langs toget, og et nyt kapløb kunne gå i gang. Sommetider blev der delt chokolade- og vaniljemuffins rundt af kontrolløren, og jeg måtte, som den eneste, tage en til hver hånd. Regndråber på ruden og muffins i maven! Disse togture blev startskuddet på min karriere som DSB-barn.

KVINDESTEMMEN gennem højttaleren holdt mig med selskab. Jeg lærte alle stationerne at kende, og jeg gjorde klar til at mumle med, når jeg hørte den velkendte jingle, der indikerede, at hun snart ville introducere næste station eller byde velkommen til nye passagerer. Hendes stemmeføring var staccato, og selvom jeg aldrig var i tvivl om, at hun var en kvinde, var der noget androgynt over hende – det var svært at visualisere hende. Hun kunne både være kort- eller langhåret, kraftig eller spinkel. Men jeg var sikker på, at hun aldrig mistede sine nøgler eller blev usikker på, om hun huskede at låse døren. Hun virkede ikke uden humor eller varme, det faldt hende bare naturligt at have styr på tingene. I dag minder hun mig om en af mine studiekammerater, der har fuldstændig styr på alle formaliteter, og som helt roligt og overskudsagtigt minder os andre om de deadlines, vi har glemt. Altid lige to skridt foran. Som barn gjorde stemmen mig tryg. Jeg vidste, at kvinden bag stemmen havde styr på det, og i dag kan jeg blive en lille smule misundelig, for jeg har indset, at sådan som hun lyder, bliver jeg aldrig. 

EFTER ET PAR ÅR fik min tid på 1. klasse en ende. Både min fars pengepung og jeg var glad for at kunne slippe væk fra den larmende stilhed og lydene fra tastaturernes klik. Selvom klasseskellet vel er relativt lille i Danmark, var det stort hos DSB. Alt var som forandret, da min pladsbillet tog mig ind i 2.-klasses-­kupeerne. I de første år måtte jeg sommetider krydse kupeen, hvor lightere gik på tur, og der blev pustet røgringe. Det var ikke kun røg, der var i luften – stemningen bar præg af, at folk hyggede sig. De grinede og sugede på skift. Havde det ikke været, fordi mine øjne løb i vand, så snart jeg trådte ind i kupeen, havde jeg holdt af at befinde mig her. 

Efter turen gennem rygerkupeen nåede jeg frem til min plads. Her duftede ikke længere kun af kaffe med mælk og sprødt bagværk som på 1. klasse, men af leverpostejsmadder og sandwich med æg og rejer. Der var krummer på bordene og saft i gamle colaflasker, men vigtigst af alt en behagelig summen af stemmer, der talte med hinanden, og øjne, der gengældte mit blik. Som et helt nyt element på min togtur begyndte de også at tale til mig. Det var lidt overvældende i starten. Jeg husker især en gråhåret dame, der med sine grove hænder sad med noget garn viklet om den ene pegefinger. Hun gjorde store øjne, da jeg fandt min plads ved vinduet over for hende. Uden at se ned på den halvfærdige lyseblå børnecardigan, der var forbundet med garnet om fingeren, begyndte hun: 

”Nå, skal du sidde her? Hvor er det flot, at du sådan skal rejse alene, er det første gang? Er det din mor, der står derude og vinker til dig? Kommer du ikke til at savne hende? Glæder du dig så ikke til at se din far? Har du søskende? Ej, tag du lige nogle af de kiks her, jeg har egentlig ikke godt af det, men man kan jo godt blive lidt lækkersulten på sådan en lang tur, synes du ikke?”

Sådan forsatte hun. Selvom hun svarede på mange af sine spørgsmål selv, satte hun ord på den kompleksitet, som jeg følte over at være nødt til at vinke til min mor for at kunne få et kram af min far. Jeg vidste, at der altid ville være stor afstand mellem dem. Både i psykisk og fysisk forstand. Det var fint for dem, de var ikke gode sammen. Men problemet med afstanden mellem dem var mig. Som alle andre skilsmissebørn før begrebet om ’den lykkelige skilsmisse’ var min sorg over deres separation blevet min evige, ensomme følgesvend. Jeg ønskede dem aldrig sammen igen, men jeg ønskede dem sammen med mig. Når jeg satte mig ind i toget, var det et limbo mellem her og der, mellem mor og far – mellem savn og savn. Jeg var afhængig af toget for at være sammen med dem, jeg var allermest afhængig af. Timerne i toget og fraværet af dem begge var på mange måder det tætteste, jeg kom på at være sammen med dem begge to. De imaginære hænder, jeg konstant følte, hev mig i hver sin retning, men de løsnede grebet, når jeg sad i toget.

UD OVER AT VÆRE et helle var togturen nærmest et ritual for mig. Den gjorde mig klar til den nye konstellation, der ventede på den anden side af togruden. Aalborg symboliserede, at jeg nu var halvvejs hjemme, uanset hvilken retning toget kørte. Dér ventede andre regler, søskende og andre dialekter, alt efter om jeg kørte syd- eller nordpå fra Aalborg. Jeg havde ikke svært ved at navigere i det, og jeg tror, at de fleste børn er verdensmestre i at tilpasse sig. Mit tilpasningsgen blev trænet, som var jeg en elitesportsudøver, og i mit ungdoms- og voksenliv har jeg altid følt, at hvis jeg skal tilpasse mig, så kan jeg. At være tro mod sig selv, ligegyldigt hvor man befinder sig, er en svær kunst for de fleste. Men jeg husker følelsen af at stige ind i toget efter en weekend hos min far og gennemgå alle de gange, hvor jeg ikke formåede at sætte ord på mine egne ønsker, fordi jeg troede, at han forventede, at jeg ønskede noget andet. Jeg ville hellere gå på kompromis med mig selv end risikere, at min far skulle få følelsen af, at han ikke gjorde det godt nok. Han så mig jo kun hver anden weekend. Det er den onde cirkel, som forfølger mig. 

Skagen.

AT VÆRE VOKSET op i to forskellige hjem med forskellige forventninger kan også have sine fordele. Begge mine forældre gik ind for mottoet ’Frihed under ansvar’. Da jeg blev teenager og begyndte at feste, fandt jeg dog ud af, at de fortolkede mottoet lidt forskelligt. Hos min far betød det, at jeg skulle være hjemme klokken fire om morgenen, mens det hos min mor betød klokken halv to. Jeg overholdt aftalerne, men tilbragte flere weekender, end jeg plejede, hos min far i den periode. Dengang nævnte jeg ingenting om de andre regler, der herskede, når jeg var hos den anden forælder. Senere fortalte jeg min far om forskellen, og drillende indikerede jeg, at jeg måske havde fået lige lovlig lang snor i forhold til min alder. Først blev han lidt bleg, men kuløren kom tilbage, da han med alvorlig mine fremlagde alle de forskelle, der er på at gå i byen i Skagen frem for i Aarhus. Der er mange, skulle jeg hilse at sige, og jeg fortrød hurtigt, at jeg nogensinde havde bragt det på bane. 

NÅR JEG REJSER i dag, finder jeg stor glæde i at sidde på en fortovscafé og betragte mennesker. Jeg forestiller mig altid, hvad de forbipasserende arbejder med, hvor de er på vej hen, og hvad der optager dem. Jeg genkender glæden fra mine tusindvis af timer i tog. Fordelen ved toget er, at man sidder så tæt på sine medpassagerer, at man får det hele serveret på et sølvfad. De går ikke blot forbi dig. De sidder over for dig. Hvis du er heldig, sidder de der i flere timer, hvilket betyder, at der er gode muligheder for, at hele berettermodellen udspiller sig for øjnene af dig. I starten skal man koncentrere sig. Man bliver smidt lige ind i historien, og de mange informationer og halve indforståede sætninger, som dine hovedroller deler med hinanden, skal du stykke sammen, så du kan få et overblik over fortællingen. Hvem er de i forhold til hinanden?  Hvem og hvad taler de om, og hvorfor reagerer de, som de gør? Jeg har overhørt de mest intime samtaler i et tog. Det er, som om toget bliver forvandlet til en forlængelse af dagligstuen, når man sidder der.

JEG HAR FÅET utallige oplevelser og fået indblik og indsigt i hundredvis af forskellige liv. Nogle af dem var mennesker, der ellers aldrig ville have krydset mine veje, andre kunne have været mine venner, deres forældre eller bedsteforældre. Jeg har hørt en stofmisbruger på vej hjem fra afvænning ydmygt spørge sin ekskæreste, om han kunne få lov til at se sine børn i weekenden. Denne gang var det anderledes, lovede han. Jeg har overhørt kvinder tale om heftige forelskelser og umodne mænd. Kolleger tale om dårlige chefer og intriger på arbejdet. Bedsteforældre om dødsfald og forsinkede tog. Alle fortællingerne har beriget mit liv. De har trænet min sympati og givet mig et større perspektiv på, hvordan livet – også – kan leves. Det er jeg taknemmelig for. Jeg ønsker ikke at kaste et lyserødt skær over min tid som pendlerbarn, og jeg aner ikke, hvordan min barndom havde været uden separerede forældre og togture. Men timerne i toget var uundgåelige for at få den familie, jeg har i dag. De har givet mig en lillebror, en bonusmor og -storesøster. Den gave hverken kan eller vil jeg returnere. 

Laura Benedicte Petersen er 25 år gammel, bor i København og læser Performance Design. Hendes seneste togtur var til hjembyen Aarhus. Hun har altid bøger, avissektioner eller studierelateret læsning med i toget – som aldrig bliver hevet op af tasken.

Alle medarbejdere i DSB’s togdrift har et nummer, der er koblet til deres identitet, som de kan opgive i tilfælde af, at kunderne vil klage. På den måde kan de beholde deres anonymitet, så de undgår at få kunderne i røret i deres fritid. ’R68’ har været S-togsrevisor siden februar 2017.  I oktober 2019 var hun på kursus i menneskelig adfærd, som gav hende lov til at arbejde som civil S-togsrevisor.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”At kontrollere billetter og hjælpe kunderne i toget, hvis de har spørgsmål. Det kan både ske i civil og uniform. Hvis vi ikke er i togene, kan man finde os i Københavns Lufthavn på DSB’s områder, hvor vi blandt andet hjælper politiet med grænsekontrollen. Andre gange hjælper vi på Københavns Hovedbanegård, hvis de mangler infoguider i ankomsthallen i orange vest. Nogle gange hjælper vi lokomotivførerne med at give signal til afgang.”

Hvad er vigtigt at kunne?

”Tale med mennesker, være rummelig og tålmodig. Vi hører rigtig mange undskyldninger hver dag om manglende billetter, men det er vores opgave at nedtrappe konflikterne i stedet for at skabe dem. Jeg forsøger at tale på lige fod med den, der ikke har en billet. Det er en af fordelene ved at være i civil, fordi uniformen virker mere autoritær.”

Hvad er det bedste ved jobbet?

”Friheden. Der er ikke nogen chef, der kigger mig over skulderen, når jeg arbejder. Vi får at vide, hvilken linje vi skal billettere på, men det er op til os, hvornår vi stiger af og på, hvilket også afhænger af kunderne. Nogle gange kan vi være nødt til at stå af toget for at udstede en kontrolafgift, og så hopper vi på det næste tog.”

Hvordan klæder du dig, når du er i civil?

”Vi har ikke nogen bestemt dresscode, vi skal følge, men vi skal se anstændige og ordentlige ud, og det skal være noget, vi kan røre os i. Der er flere, der tror, at vi er fra politiet, men når vi træder ind i toget, fortæller vi, at vi kommer fra DSB, og at vi er civile billetkontrollører. Det er langt de fleste, der har en billet, så det betyder ikke så meget for dem. Indimellem kan vi få en negativ kommentar med på vejen, som ofte handler om, at DSB kan tjene flere penge på civilkontrol. Men det er ofte dem, som bevidst kører uden billet, der udtrykker deres ærgrelse.”

Hvilke teknikker bruger du til at spotte gratisterne?

”Det er sjældent, at vi ikke kan spotte dem. Der er nogle typiske mønstre, de bruger gang på gang. Nogle begynder at gå ned i den anden ende af toget, når de får øje på os, mens andre stiger ud, går længere ned ad perronen og stiger ind i toget igen. Jeg tror ikke, de ved, at vi ser dem, men når de nærmest flyver ud ad døren, når vi træder ind med vores uniform på, bliver det meget tydeligt. Når vi billetterer i civil, er det dem, der går i fælden, fordi de ikke kan se os, før det er for sent.”

Føler du dig nogensinde utryg?

”Det er sjældent, jeg ender i ubehagelige situationer med kunder, der vil diskutere eller ikke fjerner deres sko fra sæderne, når jeg beder dem om det. Jeg har altid en radio på mig, hvor jeg kan få kontakt til mine kolleger, lave nødopkald til en indsatsleder eller få politiet med på linjen, så nej, jeg føler mig aldrig utryg på arbejde.”

 

Når bladene blæser af træerne, kan de ende som en fedtet substans på skinnerne. Se her, hvad DSB gør for at fjerne hindringen og bringe dig sikkert gennem efteråret.
Tekst:Maja Strøm JensenIllustration:Jakob Wedendahl

SAND HISTORIE

På lokomotiver, dobbeltdækkervogne og S-tog er der monteret en lille sandkasse på undervognen. Når løvfaldssæsonen nærmer sig, bliver der påfyldt sand, som kan blive drysset ud på skinnerne foran toget, mens det kører. Lokomotivførerne skal manuelt aktivere sandet ved at trykke på en knap i kontrolpanelet. Sandet giver et bedre ’vejgreb’, som gør det nemmere for togene at sætte i gang og bremse, når skinnerne er glatte.

KULDEDRØMME

Løvfaldsperioden begynder normalt i oktober og varer cirka 6-7 uger. Hård blæst og frostgrader vil gøre løvfaldssæsonen kortere, hvorimod et vindstille og lunt efterår vil forlænge sæsonen. DSB og Banedanmark foretrækker derfor på kundernes vegne blæsevejr og frostgrader.

BLADSMØRERE

Problemet med løvfald er ikke, at der kan falde mange blade på én gang, men at bladene indeholder en væske, som bliver trykket ned på skinnerne, når toget kører henover. Hvis det regner, vil det forstærke effekten og give togene svært ved at få den rette kontakt med skinnerne. Det kan give fornemmelsen af, at der er smurt brun sæbe på skinnerne, og det tager længere tid for toget at komme op i fart og bremse igen.

SKARPRETTER

I løvfaldsperioden vil hjulene på toget være ekstra udsat for slitage på grund af hårde opbremsninger, hvor hjulene bliver slidt. Derfor skal togene oftere forbi værkstedet. Justeringen af hjulene kalder man også for hjulafdrejning, som foretages på hjuldrejebænken i København, Taastrup eller Aarhus. Togsættene bliver kørt ind i noget, der minder om en vaskehal, og bliver så løftet og spændt fast, hvorefter hjulene bliver slebet med drejestål. Så er de klar til at komme tilbage på skinnerne.

MÅNESKINSARBEJDE

Tidligere brugte man en såkaldt løvfaldstrolje, en vogn med en højtryksspuler, der spulede de fedtede skinner med vand med et tryk på 100 bar. Troljen kørte om natten på de mest udsatte strækninger. Det har dog vist sig, at effekten ikke kunne dokumenteres, og derfor spules der ikke længere.

Fire strækninger er særligt ramt af løvfald, da de ligger i skovområder eller kuperet terræn: Helsingør – København H, Fredericia – Aarhus H, Vejle – Jelling, Odense – Svendborg. Kilder: Banedanmark og Tony Bispeskov, informationschef i DSB. 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

DAVID NEDERBY JESSEN
48 år, radiovært, Frederikssund Station

Jeg er opvokset i Frederiksværk. Jeg blev adopteret fra Thailand, da jeg var to år gammel. Indtil 1989 kunne jeg se lidt lys og farver, men så fik jeg grøn stær og mistede synet helt. Min far var formand for en kristen radio, og ad den vej kom jeg ind i at lave radio. Jeg kørte teknikken for ham. Han døde for et par år siden af kræft – skodsygdom! Men min mor bor stadig i Frederiksværk, hun er pensioneret.

Radioværter er ikke så gode, som de var engang. Jeg lyttede meget til Christian Flagstad fra P3, men han døde i 1987. Michael Juul Sørensen, der var på P3 indtil slutningen af 90’erne, har jeg også fået inspiration fra.

I dag arbejder jeg på en lokalradio i Slangerup, Mix FM. Jeg er på vej hen for at oplære en ny vært, der også er blind. Hvordan afvikler man radio, når man er blind? Det skal næsten ses, for at man kan forstå det. Men vi har en mixerpult og en computer og et program med en masse genvejstaster. Vi spiller hitradio. Ed Sheeran, Justin Bieber og den slags. Det føler jeg mig lidt for gammel til. Stod det til mig, ville jeg spille noget mere soul og R&B: James Brown, The Whispers, The Jacksons.

__________________________________

RIKKE ØREBRO
34 år, pædagog, Ølstykke Station

Felix kravler og piller ved alting. Han blev opereret i hjertet i fredags, men er slet ikke påvirket af det. Han er 10 måneder gammel, men allerede da han var fem uger, hørte lægerne en mislyd på hans hjerte. Det viste sig, at der var et hul, og at hans hjerte var på overarbejde. Han bliver nemt forpustet og sveder hurtigere. Vi har kæmpet for at fede ham op inden operationen, og vi har været i isolation fra september sidste år og indtil januar. Så kom corona, og vi var i isolation igen. 

Operationen foregik gennem lysken. Heldigvis var de ikke nødt til at åbne hans brystkasse. De har sat et såkaldt device på hullet, som huden skal vokse hen over. Det bliver i kroppen og vokser med. Nu glæder vi os til kontrollen om tre uger, hvor vi får at vide, om det vokser sammen, som det skal.

Jeg er født på Als og flyttede til Thy, da jeg var 13 år. Min mand er fra Københavnsområdet. Vi mødte hinanden i Thy gennem en familieorganisation, hvor vi har arbejdet frivilligt med aktiviteter, sommerlejre og træf. Vi flyttede til Ølstykke, fordi der var flere jobmuligheder i området, og jeg har fået arbejde i en vuggestue i Smørum. Det er et fint sted at bo. Her er grønne omgivelser, og efter 21 er her helt stille. Ikke engang toget kan vi høre.

__________________________________

JANNICK CLAES ANDERSEN
43 år, organisationsmedarbejder, Ølstykke Station

Jeg er på vej til arbejde i Slangerup hos Care2People Association. Vi er en ngo og er i gang med et projekt i Tanzania, hvor vi hjælper med at plante jatropha-træer. Du kan presse olien fra træets nødder og hælde den direkte i dieselbiler. Træerne er med til at tilbagerulle ørkenen, og de er billige at give til de fattige bønder.

Jeg er en glad Amager-dreng, og nu bor jeg på Amager igen. Jeg har også boet i Nepal og Indien. Jeg har læst international udvikling og kinesisk og arbejdede en overgang for Novo Nordisk i Kina. Der blev jeg interesseret i virksomheders ansvar. Jeg vil gerne lancere min egen ngo, Fredfyldte Grønne Vikinger, en dag. Jeg har haft et grønt hjerte længe. Jeg ved ikke, hvornår det begyndte. Måske med Michael Jacksons ’Heal the World’.

Jeg er del af den internationale regnbuefamilie, der afholder såkaldte Rainbow Gatherings langt ude i naturen uden elektricitet. Folk donerer, hvad de kan, så alle kan få mad. Det vrimler med kunstnere, rebeller og miljøaktivister, der bliver spillet på didgeridoo og djembe, og du kan lære alt fra jurte-bygning over guitarspil til yoni-massage. I år er vi lidt udfordret af corona, men forhåbentlig bliver årets gathering i Estland bare udskudt lidt.

Familien med to børn kunne have klaret turen til London på to gange tre timer. I stedet fik de 33 timers rejsetid. Sådan er det at tage klimaudfordringen alvorligt, tænkte Rasmus Thirup Beck. ”Jeg er enig, men jeg orker det ikke,” sagde hans hustru. Og så tog de af sted.
Tekst:Rasmus Thirup BeckFoto:Helle Harnisch

DAGEN FØR aftaler vi, at i morgen, der skal vi snakke.

Jeg har udskudt samtalen. Ventet på en dag, hvor hun havde lidt overskud. Det er der bare ikke så meget af, når man har to børn, og det ene er en baby, der sover dårligt om natten. Ja, og om dagen for den sags skyld. Men nu er der kun en måned til den dag, vi har snakket om at tage af sted, og hvis vi skal have pladsbilletter, hoteller og så videre på plads, så skal der tages nogle beslutninger. Da begge børn sover, og køkkenet er ryddet, sætter vi os i den store gule sofa. Jeg har researchet lidt. Rejsetiden er på 15 timer og fem minutter fra Roskilde Station til London St. Pancras plus rejsetid til og fra stationerne. Prisen er cirka 5.700 kroner for to voksne og to børn inklusive et groft overslag på pladsreservationer. Det er mange penge, især når en hurtig søgning viser, at vi kan flyve tur/retur alle fire for cirka 2.500 kroner. 

”Det orker jeg simpelthen ikke. Og hvorfor skal det være så dyrt?” siger Helle og ser helt forpint ud.

”Okay,” svarer jeg og synker sammen indeni.

”Hvorfor kan vi ikke bare flyve – jeg ved godt, du er imod det, men jeg er træt!” siger hun så.

Og det er egentlig et meget godt spørgsmål. Hvorfor vil jeg ikke flyve?

SVARET ER ENKELT. At boarde en flyver er den enkeltstående handling, du kan foretage dig, der har det største CO2-aftryk. Der er også et længere svar: 

Jeg er journalist og har dækket klima i 11 år, og på et tidspunkt kunne jeg ikke fortsætte med at leve mit liv, som om alt var fint, med den viden, jeg efterhånden havde bygget op. Det siger meget om den menneskelige psyke, at jeg ikke tog den konsekvens allerede i 2009, hvor jeg fløj verden rundt for at dække netop de menneskelige konsekvenser af klimaforandringen. Det gjorde jeg ikke, fordi vi mennesker er gode til at skubbe ubehagelige sandheder til side til fordel for mere magelige liv, og jeg fortsatte for min del ufortrødent mit projekt med at se, om jeg kunne fylde mit pas, før det løb ud i maj 2018. Men i 2017 gik det nærmest fra den ene dag til den anden pludselig op for mig, at min opførsel i ordets mest bogstavelige forstand ikke var bære­dygtig. Jeg besluttede mig for at droppe oksekød fuldstændigt, kun spise kød to gange om ugen og minimere mit materielle forbrug markant. 

Da jeg havde taget de beslutninger, gav det ikke så meget mening at hoppe på en flyver – det ville jo gøre det hele ligegyldigt. Beslutningen blev, at jeg helt ville droppe indenrigsflyvning samt flyvning i Europa – og så begrænse ferieflyvninger til destinationer længere væk til højst en gang hvert tredje år. En joker var flyvninger med arbejdet. Jeg er også højskolelærer, og der er det en del af jobbet at flyve på studietur to gange om året. Og præcis denne aften, hvor vi snakker tur til London, følger efter en periode, hvor jeg har været meget væk, fordi jeg paradoksalt nok har rejst i forbindelse med en bog om, hvordan vi bremser klimaforandringen. Det er også en del af grunden til, at min hustru er mør. Og meget lidt opsat på at bruge så mange penge på at rejse så mange timer med to børn.

Men hun vil gerne rejse med os, hun vil gerne med og besøge min bror, der bor i London, og endelig har hun ikke lyst til at være den, der stopper projektet. Så efter et par dages simren siger hun ja.

”Lad os gøre det. Jeg kan ikke love, at jeg er i godt humør hele vejen, men jeg er klar.”

KLOKKEN 6.45 starter jeg bilen, og vi triller gennem mørket mod Roskilde, hvor vi har fået en ven til at køre os til stationen, så bilen kan stå hos ham. Vi skal til Bruxelles og har en smule mere end 13 timers rejse foran os. I bilen har alle god energi. Også Helle.

”Jeg er lidt træt, men jeg glæder mig til at tage den med ro i bumletoget,” konstaterer hun med et smil.

Min søn Anker på syv erklærer, at han glæder sig ”sygt meget”. Vel om bord på IC-toget spørger Anker en fremmed mand, hvor han skal hen. Han skal til Esbjerg.

”Vi skal til Bruxelles og så til London,” siger Anker med slet skjult stolthed.

”Det er noget af en togrejse, du!” svarer manden med løftede øjenbryn. 

Jeg takker i mit stille sind både Helle og Anker for optimismen.

Også fordi jeg bærer på en hemmelighed, der nok kunne ødelægge energien. Da hele regnskabet for togrejsen var gjort op, endte prisen på 7.000 kroner, især fordi Eurostar-pladsbilletterne var noget dyrere end forventet. Jeg har betalt differencen til de 5.700 af egen lomme. Det er problematisk. Både parforholdsmæssigt – at jeg holder noget skjult for min hustru – men langt mere på et strukturelt plan: Det er simpelthen for dyrt i forhold til flyet.

JEG VÆLGER at ignorere det økonomiske og i stedet fokusere på det, der har været min tanke alle de gange, jeg har rejst langt med toget: eventyrdimensionen. Holder rejseplanen? Hvad kommer vi til at se og opleve? Og ikke mindst, hvem kommer vi til at møde? Da vi skifter tog i Fredericia klokken 10.30, stiger et menneske på toget, jeg ellers havde tænkt mig at ringe til for at få noget ekstra perspektiv til denne artikel: Rasmus Willig, der er filosof på RUC. Hvad er oddsene lige for det?

Jeg skal først have vores baby, Eik, til at sove, og så fanger jeg Willig til et kort interview.  Han skal af i Rødekro, hvorfra han skal videre til foredrag i Aabenraa. Jeg ved, at han helt har droppet flyrejser og af samme grund rejser meget i tog, og jeg vil gerne høre, om han kender til problematikken med at mase ens egen idealisme ned over sin familie. Det gør han. Ikke så meget med sin hustru, der er mindst lige så meget klimaidealist som ham selv, men i forhold til deres to døtre:

”De kan godt synes, det tager meget lang tid. Men så har vi en stiltiende aftale om – og det må du endelig ikke sige – at vi lader dem vinde i kortspillet røvhul hele vejen.”

Døtrene har dog også fået øjnene op for det, togrejserne er særlig gode til:

”Tiden står stille på en meget behagelig måde, man møder hinanden, og man er ordentligt sammen. Vi får mere kvalitetstid ud af de gamle transportmidler,” siger Rasmus Willig og bliver afbrudt i sin strøm af plusord af Helle, der kommer og siger, at der kun er én ble tilbage i skiftetasken, og spørger, hvor posen med bleer er. Jeg troede, hun pakkede dem. Hun husker det, som om jeg skulle stå for det.

EIK FÅR DEN sidste ble på med halvanden time til Hamborg, hvor vi kun har 24 minutter til næste tog. Der er lidt anspændt stemning, indtil vi når den store hovedbanegård. Heldigvis når vi Hamborg uden forsinkelser, og jeg får lynhurtigt købt både bleer og snacks til den videre rejse. Roen er genoprettet, da vi 14.28 stiger om bord på ICE-toget til Hannover. Det tager kun en time, og selv om vi ankommer let forsinket, kommer vi også fint om bord i toget til Køln, hvor vi sidder i tre begivenhedsløse og harmoniske timer. Jeg får Eik til at sove lidt. Helle blunder under sit tørklæde. Anker får lov at spille Minecraft. 

Da vi ankommer til Køln, er vi stressede, fordi vi er lidt forsinkede og ifølge rejseplanen kun har 13 minutter til at skifte. Og da vi så kommer ud på perronen og bevæger os igennem stationen, vælter det pludselig forbi med stive, udklædte mennesker. Der går tre midaldrende mænd i klovnekostu­mer forbi, en flok unge hollandske fyre tumler rundt med skøre parykker, og så er der et messing-orkester  bestående af mænd og kvinder i panggult, rødt og grønt tøj. Det viser sig, at i dag har været startskuddet på det årlige karneval i Køln, og da vi får styr på, at toget til Bruxelles også er forsinket, kan vi grine ad det. 

Inde i toget fortsætter festen, især nede i restaurantvognen, og vi bliver revet med. Jeg vover mig til at drikke en fadøl og så bestiller jeg pomfritter til os alle – begge dele kan man få på tyske tog. Anker er lykkelig. Helle smiler. Idyllen brydes dog lidt, da forsinkelsen vokser. Vi ankommer først til Bruxelles lidt over 22, og det blæser og regner, og den bagudgang på banegården, vi har forvildet os ud af, lugter kraftigt af urin. Vi maser os selv, bagage og klapvogn ind i en taxa, finder efter lidt besvær vores ret fine Airbnb-lejlighed, bakser lidt for længe med at komme ind og kommer først i seng lidt over 23. 

”Shit, en dag,” hvisker Helle, da vi lægger os. 

EFTER EN VIRKELIG dejlig dag i Bruxelles med chokolade, Grand Place, moules frites med mere og to overnatninger, hvor Eik har sovet ret godt, står vi tidligt op onsdag for at nå Eurostar-toget til London. Det er lidt af en udfordring at bevæge sig igennem myldretid og især pas- og bagagekontrol, og vi er noget trætte, da toget endelig sætter i gang. Jeg forsøger at holde humøret oppe, men det bliver svært, da Eik begynder at græde og stort set ikke stopper, før vi har engelsk jord under skinnerne. Jeg sidder med ham på gulvet i en midtergang for at spare de andre passagerer og min hustru for gråden. Min krop værker, da vi endelig når St. Pancras International, men her er smukt, solen skinner, og der kommer brormand.

3 TOGTURE UD I EUROPA

Zagreb: 18 timer og 47 minutter inklusive nattog fra München til Zagreb.

Lissabon – med overnatning i Paris: 14 timer + 21 timer og 47 minutter inklusive nattog fra Irun til Lissabon.

Vilnius – via overnatning i Warszawa: 14 timer og 30 minutter + 8 timer og 42 minutter.

VI HAR VÆRET tidligt oppe for at nå 8.55-afgangen, da vi efter fem dage i London med både sightseeing og familiehygge igen står på St. Pancras. I venteområdet er vi primært omgivet af forretningsfolk. En træt Eik græder, og Helle udbryder frustreret:

”Hvornår er vi i Hamborg? Det har jeg brug for at vide!”

Det er vi 19.09, oplyser jeg. 

De første to timer i det tjekkede Eurostar-tog går okay. Vi er oppe og kysse 280 km/t, og det er ret sejt, synes Anker. Skiftet i Bruxelles er også udramatisk. Jeg har tid til at lægge mærke til et skilt på siden af det tyske ICE-tog, vi skal med til Køln:

”Unterwegs mit 100 % Ökostrom.”

Det minder os alle sammen om, hvorfor vi gør det her. Fordi det er den mest klimavenlige måde at rejse på. Selv når toget kører på diesel.

Fra Køln til Hamborg skal vi med noget, der hedder Flixtrain. Det er en del af Flixbus-netværket og viser sig at være billigt, fordi de har købt nogle virkelig gamle tog. Vi kommer til at gå ind i den forkerte ende af den vogn, vi skal sidde i, og skal forbi en masse mennesker ad snævre passager for at komme til vores lille kupé. Det er ikke nemt med masser af bagage og en klapvogn, hvor Eik endelig er faldet i søvn. Da vi når den sidste gang, viser det sig, at klapvognen er ganske få centimeter for bred, og Helle kæmper med at få den fremad, mens køen af utålmodige passagerer vokser bag os. Da hun endelig får moslet vognen frem, vågner Eik. Pis, pis, pis. Ind i den trange kupé. På plads med al bagagen – noget af det må blive på gulvet. Klapvognen ind i en niche nær udgangen. Ned i sæderne. Sved.

”Hvor lang tid er der, til vi er der?” vil først Helle og dernæst Anker vide. 

Fire timer og otte minutter skal turen gerne tage.

MEN VI BLIVER hurtigt forsinket, mens toget bumler nordpå igennem Tyskland, og konduktøren regelmæssigt siger ”Flixtrain – we wish you an extraordinary journey” i højttalerne. Vi kan ikke få Eik til at sove, fordi en ung kvinde i kupeen facetimer højt og længe med en veninde, og til at begynde med er vi lidt irriterede på den ældre tyrkiske kvinde, der meget gerne vil snakke med især Eik og Anker. 

Men Eik er helt vild med den tyrkiske bedstemor, og da han alligevel ikke kommer til at sove, lader vi ham komme over til hende, der helt naturligt underholder ham i næsten en time. Hun taler meget gebrokkent tysk og intet engelsk, så vi kan kun tale meget lidt med hende, men vi hører om hendes familie, hun viser Helle billeder af sine tre børn på sin telefon, fortæller stolt om deres uddannelser og erhverv og spørger nysgerrigt til Anker.

Senere går jeg lidt rundt i toget med Eik og sætter mig ved siden af en, skal det vise sig, eritreisk familie. De har også en baby, og de to minimennesker flipper helt ud i begejstring over hinanden. Vi griner, og det samme gør de andre passagerer.

Da vi endelig, med trods alt kun en halv times forsinkelse, ankommer til Hamborg, kniber den tyrkiske kvinde, hvis navn vi aldrig får fat i, Anker i kinden og siger, at han skal passe på sig selv og tage sin skole alvorligt. 

PÅ TOGET fra Hamborg falder vi atter i snak med medpassagerer, må atter acceptere en mindre forsinkelse og er møre, da togkvinden endelig siger ”Næste station – Roskilde” i højttalerne.

Vores ven venter med bilen, og vi kan køre hjem til aftensmadstid. I bilen gør vi status.

”Jeg synes, det har været en god oplevelse. Det har været hårdt, men godt,” siger Helle.

”Jeg giver turen 10 ud af 10,” siger Anker.

”Det er jeg virkelig glad for,” siger jeg.

Vi er dog også enige om, at der er nødt til at ske noget med den europæiske togtrafik. Det er for besværligt og alt for dyrt. 

Der er heldigvis lys i horisonten. I år åbner der for eksempel en nattogsrute mellem Hamborg og Bruxelles, hvilken virkelig vil gøre den næste tur over til familien nemmere, og Deutsche Bahn er et af flere tog­selskaber, der har annonceret, at de sænker billetpriserne. Måske får Europa-Kommissionen også held med ambitionen om at lægge afgifter på flybrændstof, samtidig med at man sænker dem for togbranchen.

Man har jo lov at håbe. Jeg har nemlig for længe siden annonceret, at når situationen i Europa  igen tillader det, skal vi på en togrejse hele vejen til Marokko.

Helle er ikke helt afvisende.

60-årige Vibeke Garde Hansen er vagthavende leder af DSB 1’ Loungen på Københavns Hovedbanegård.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Hvad går dit arbejde ud på?

”At servicere gæsterne og skabe god stemning. Der er mange af stamgæsterne, der bestiller billetter hos mig i stedet for at bruge billetautomaterne. Derudover sørger jeg for, at her er pænt og rent. Som DSB 1’-kunde har man mulighed for at booke vores mødelokale, og så er det min opgave at dække op og rydde af.”

Hvad er vigtigt at kunne?

”Være serviceminded. Jeg tror, at det enten ligger naturligt eller fjernt for én. På samme måde som frisører skal jeg kunne tale med gæsterne om stort og småt. Jeg har tidligere været i billetsalget, og da jeg for 10 år siden blev spurgt, om jeg ville være med til at starte loungen op, var jeg skeptisk. Skulle jeg nu til at servicere forretningsmænd i jakkesæt?”

Hvem er det, der kommer i loungen?

”Jeg har rigtig mange stamgæster. En stor del af dem er forretningsfolk, og min skepsis blev gjort til skamme, for de er rigtig søde. Mange af dem rejser fra Jylland og Fyn og er taknemmelige for, at de kan få en kop kaffe, lidt frugt og læse avisen, inden de skal videre. Ellers er der også ældre og turister, der gerne vil have den ekstra luksus. Derudover er der mange politikere, skuespillere, sangere og andre kendte, der bruger loungen. Det er altid tydeligt, når der er regeringsskifte. De politikere, der har brugt loungen, kommer pludselig ikke længere, fordi de får ministerbiler, mens den tidligere regering vender tilbage. Man kan sige, at jeg får nye gæster hvert fjerde år.”

Har der været nogle sjove episoder med dine stamgæster?

”Jeg har en gæst fra Schweiz, som rejser til Oslo et par gange om året. Når han kommer til København, kommer han forbi mig med en chokoladebar fra Schweiz. Den kan jeg selvfølgelig ikke beholde, fordi vi ikke må tage imod gaver i DSB. En anden episode var, da Lotte Heise, som har været stamgæst i loungen, kom forbi til min jubilæumsreception og med sit gode og frimodige humør holdt en improviseret tale og takkede for vores mange snakke. Det var en god dag.”

Er der en dag, du husker særlig godt?

”En dag havde jeg et kor på besøg. De var her næsten hele dagen, men indimellem tog de af sted og kom tilbage. Jeg kunne se, at de hviskede nede i den anden ende, og inden de gik, stoppede de mig for at spørge, om de måtte synge en sang for mig som tak, fordi jeg servicerede dem. Det var en stor og smuk oplevelse.”

Hvem vil du gerne have besøg af i loun­gen?

”Kronprins Frederik skal være meget velkommen til at komme forbi. Det er ikke, fordi jeg er royalist, men jeg er helt vild med Kronprins Frederik. Jeg synes, han virker som et fantastisk menneske, og jeg kan godt lide, at han er så nede på jorden.” 

SERVICE-MENNESKE

Vibeke Garde Hansen kunne i år fejre sit 40-årsjubilæum i DSB. Hun arbejder som vagt-havende leder af DSB 1’ Loungen, som ligger på første sal over Salg & Service på Københavns Hovedbanegård. Hun var selv med  til at starte loungen, hvor alle kunder med DSB 1’-billet er velkomne.

Her får du septembers nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

MUSEUMSGENSTAND

’Ole Rømer’ er et af landets første el-lokomotiver. Det blev leveret til DSB i 1985 og har siden trukket både kunder og gods rundt på de danske jernbaner. Nu er det slut, for lige før sommerferien blev lokomotivet solgt til Danmarks Jernbanemuseum, hvor det skal stå fremover. ’Ole Rømer’ er et af i alt fem såkaldte EA -lokomotiver, der ligesom resten af DSB’s nuværende togflåde bliver udfaset frem mod 2030. Til den tid vil DSB også have sagt farvel til både IC3 og IC4, da samtlige tog på DSB’s fjern- og regionalstrækninger skal udskiftes inden for de næste 10 år. 

KOM INDENFOR

I juni måned åbnede landets første stationsstue på Haslev Station, og nu følger Rungsted Station efter. Fra slutningen af august har det været muligt at få en kop kaffe eller croissant i de nyindrettede lokaler i kystbanebyens stationsbygning. Den nye stationsstue har 20 siddepladser, hvor man ud over at nyde vådt og tørt også kan spille spil, bytte en bog, købe billetter og tanke sit rejsekort op. Det er planen, at DSB skal åbne yderligere otte stationsstuer landet over i de kommende år.  

3 DAGE …

… tog det DSB at sælge de 50.000 rejsepas, der blev udbudt til salg i slutningen af juni måned. Rejsepasset gav fri adgang til al kollektiv transport i hele Danmark i otte dage fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august.

PRØV LYKKEN

DSB’s 7-Eleven-butikker har kastet sig ind i kampen for at mindske madspild og indledt et samarbejde med virksomheden Too Good To Go. Det betyder, at samtlige DSB’s 7-Eleven-butikker rundt om i landet nu tilbyder såkaldte lykkeposer med varer, der ellers skulle være smidt ud. Samarbejdet mellem DSB’s 7-Eleven og Too Good To Go har kørt som en prøve i 10 udvalgte butikker fra marts til juni måned i år, men er nu blevet udvidet til at gælde samtlige 62 butikker landet over. Ved at bekæmpe madspild er lykkeposerne med til at mindske udledningen af CO2 i samfundet. I maj måned har poserne eksempelvis sparet miljøet for udledning af 6.500 kilo CO2.

Har du også tanket op hos DSB’s nye rygsækrejsende? Bliv klogere på tasken, bønnerne og ergonomien bag Kaffe Expressen.
Tekst:Maja Strøm JensenIllustration:Rasmus Buhl

Måske har du allerede benyttet dig af DSB’s nye salgstilbud i udvalgte tog mellem Fredericia og København. Måske har du det stadig til gode. Kaffe Expressen betjenes af DSB’s 7-Eleven-medarbejdere iført en rygsæk og en salgsbakke. På bakken er der rundstykker, snacks og slik, mens vand til varme drikke som kaffe, te eller kakao kan tappes fra rygsækken.

1. Skallen er lavet af materialet EPP (ekspanderet polypropylen), som man også bruger i termokasser, og som er let og isolerende.

2. Vandbeholderen er i plastik og indeholder 5,5 liter kogende vand, svarende til 20-25 kopper kaffe, te eller kakao. Tanken fyldes inden afgang. Når den er tom, kan der koges vand til den i togets pantry, et lille tekøkken.

3. Vandbeholderen sidder op ad en metal- og en plastplade, og rygsækken er indrettet med ventilerende riller og en pude mellem beholderen og medarbejderens ryg, der gør, at varmen ikke trænger igennem.

4. Bæltet skal sidde på hofterne for at aflaste ryggen, og salgsbakken foran giver ligevægt. Når Kaffe Expressen er fyldt op med vand og varer, vejer den cirka 7,5 kilo foran og 10 kilo på ryggen.

5. Fra vandtanken leder en slange vandet ud gennem en tap på siden af rygsækken. 

6. I højre side af rygsækken er der en kopholder, hvor man trækker kopperne.

7. Kaffen er økologisk og fairtrade mellemristet instantkaffe af arabica-bønner fra Syd- og Mellemamerika.

DENGANG OG NU

I 70’erne og 80’erne var der indrettet en kiosk og en bar i togvognene, hvor der blev solgt sandwich, pølser, øl, vand, cognac, kaffe og snacks.

I slutningen af 80’erne kom IC3-togene, hvor man kunne købe mad, drikke og snacks fra salgsvognen, der rullede gennem toget på mellemgangen. Den blev nedlagt i 2012.

I de efterfølgende år blev der eta­bleret kolddriksautomater, og personalet fik mulighed for at sælge kaffe, te og enkelte snacks på begrænsede strækninger.

I februar 2020 blev Kaffe Expressen lanceret.

Kaffe Expressen kører mandag til fredag mellem 05.23 og 21.38. Fredag er den travleste salgsdag. Kilde: Suzanne Michelle Christiansen