For at reparere et IC3-tog er der brug for både fupomat, oliefiltertang og momentnøgle. Det lyder som værkstedsvitser, men de findes i virkeligheden – side om side med en række andre uundværlige redskaber. Kom indenfor, og se væggen, hvor alting hænger.
Tekst:Ruth Winther PoulsenIllustration:Rasmus Buhl

1. FUPOMAT 
Bremserne skal slå til automatisk, hver gang toget holder stille på en station. Ved at anbringe fupomaten på et kabel på togets undervogn kan man simulere, at hjulene kører. Hvis bremserne aktiveres, når man slår fupomaten fra, fungerer de, som de skal. Hastighedssimulatoren er bygget på værkstedet, hvor man også har fundet på at kalde den en fupomat. Den har ikke et officielt navn.

2. MOTORTESTER
Når man har repareret en motor og vil se, om den er tæt, kan man bruge motortesteren til at starte den op. Det giver en sikrere prøve end at tænde motorerne inde fra førerhuset, fordi man ved brug af motortesteren står lige ved siden af motoren og holder øje med den.

3. MOMENTNØGLER
Fastspænder alt, der skal monteres på toget. Nogle momentnøgler kan klare 30 kilo, andre flere hundrede kilo. Jo længere nøgle, desto hårdere kan den spænde. Desuden kan nøglehovedet udskiftes efter boltens størrelse. Der er forskrifter for, hvordan forskellige dele skal spændes. For eksempel kan et skørt (en plade, der dækker motoren) falde af, hvis det er spændt for løst. Og er det spændt for hårdt, er der risiko for at ødelægge boltene, som holder det. Alle på værkstedet har været på kursus i brug af momentnøglerne.

4. OLIEFILTERTANG 
Togets oliefiltre er tit glatte, fordi der er gammel olie og fedt på, så man bruger en tang med en kæde, man kan spænde rundt om det for at få ordentligt fat. Derved undgår man også at bøje filteret med for eksempel en papegøjetang, der klemmer på to sider.

5. VINKELSKRUE-MASKINE
Kan komme til de steder, som man ikke kan med en almindelig skruemaskine. For eksempel på motoren, hvor alt sidder meget tæt.  

6. SIKRINGSHANDSKE
For at man ikke starter en motor på et tog på værkstedet utilsigtet, tager man startsikringen ud, når toget kommer ind. Med den plastiklaminerede handske er man beskyttet, hvis startsikringen laver en gnist eller kortslutning, idet man tager den ud.

7. SIKKERHEDSHJELM
Bruges, når man skærer med vinkelsliber, typisk hvis en bolt har sat sig fast. 

8. HØREVÆRN
Bruges for eksempel, når man laver larmende arbejde såsom opstart af en motor eller udskiftning af en boogie (undervognen på toget). 

Inde i IC3-værkstedet i Aarhus findes et skur, som benyttes af det såkaldte rep-team, der står for akutte reparationer på togene. Her hænger alle de værktøjer, som håndværkerne ikke kan bære rundt på sig, men som bliver brugt i det daglige arbejde. Vi kigger nærmere på otte af de vigtigste.

 

Tags: , ,
SE MERE