21-årige Martin Nihøj er elektronik-fagtekniker i DSB.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:Søren Rønholt

Hvornår begyndte din interesse for tog?

”Jeg havde Lego-togbaner med indbygget elektronik som lille og har fået at vide, at jeg gik rundt og sagde, at jeg ville arbejde i DSB, når jeg blev stor. Jeg søgte ind i DSB, da jeg skulle i lære, men hørte ikke fra dem. Til mit held fandt jeg i mit netværk en kontakt til produktions­lederen, så jeg kom ind på værkstedet til en rundtur og en snak, og da han ringede og tilbød mig jobbet, var jeg ikke et sekund i tvivl.”

Hvad går arbejdet ud på?

”Den primære opgave er at reparere defekte dele. Det kan for eksempel være de gamle computerkort, der sidder i togene, og som blandt andet gør, at dørene kan åbne og lukke, og at skiltene, der viser, om sædet er reserveret, virker. Jeg arbejder i power-afdelingen og beskæftiger mig mest med de dele, hvor der er spænding, også kaldet stærkstrøm. For eksempel dem, der omdanner vekselstrøm fra køreledningerne til jævnstrøm, som nogle af DSB’s tog kører på.”

Hvad er vigtigt at kunne?

”Man behøver ikke at have flair for teknik, men man skal have en forståelse for det. I nogle tilfælde er det svært at lokalisere fejlen, og så skal man både være nysgerrig og tålmodig for at finde frem til den. Selvom fejlfindingen kan være en længere proces, er det noget af det bedste ved mit arbejde. Vi bruger blandt andet et multi­meter, der kan måle gennem komponenterne og finde fejlen, hvis man forbinder til en strømforsyning og sætter noget spænding på. Det er lidt af en skattejagt.”

Hvilke udfordringer møder du?

”Vores tog har nogle år på bagen, og det samme har komponenterne, der sidder i toget. Der er nogle, som vi ikke har mulighed for at få længere, fordi de ikke bliver produceret. Hvis vi ikke kan købe nye eller reparere de gamle, kan processen blive lang. Først skal der findes en komponent, der kan bruges i stedet, og efterfølgende skal den godkendes i DSB Sikkerhed.”

Hvad laver du i din fritid?

”Sammen med nogle kolleger spiller jeg first-person shooter-computerspil. Det kræver både taktik og præcision og vækker et konkurrencegen i mig. Derudover cykler jeg på min landevejscykel et par gange om ugen, og så lytter jeg til podcasts om forbrugerelektronik. 

Hvad er din livret?

”Biksemad, men den skal være ordentlig. Det kræver 7-8 forskellige slags kød. Jeg fryser altid rester ned, når jeg har, og så bliver der lavet en god omgang, når der er nok. Jeg får det kun et par gange om året.”

DET GÅR JOBBET UD PÅ

Martin Nihøj blev ansat i januar 2020 efter at have været i lære i tre år i DSB. Han arbejder i afdelingen El-teknik på Otto Busses Vej i København. Hans svendeopgave – opdateret testudstyr til rulleskiltene på S-togene – har lettet arbejdet for kollegerne.

Tags: , ,
SE MERE