Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ANNE LOUISE BIRK VEDEL
44 år, tegnsprogstolk, Dybbølsbro Station

Jeg har altid været meget sproginteresseret, og for 10 år siden valgte jeg at uddanne mig til tegn­sprogstolk. Tegnsprog forekom mig at være en slags hemmeligt sprog. I dag er jeg selvstændig, og mine kunder er døve personer, der har brug for min hjælp til at oversætte fra tegnsprog til talt dansk. 

Jeg rykker ud til bryllupper, begravelser, hyggesnak, tandlægebesøg, undervisning og meget andet. Det er fedest at være bare lidt forberedt på, om jeg skal oversætte tandudtrækning eller digtanalyse, men det er ikke altid, mine kunder lige får skrevet, hvad det drejer sig om. I dag har jeg fire kunder over hele Storkøbenhavn. Så er det smart at have cyklen med toget.

Ved siden af mit arbejde har jeg taget en kandidat i generel pædagogik, været inklusionspædagog og arbejdet som pædagog på en specialskole. Jeg har lidt svært ved at sige nej. Men nu er det kun min egen forretning, jeg passer. Eller det vil sige, jeg er også frivillig i Valby Kino.

__________________________________

LIV HOVEDSKOV
33 år, frisør, Ny Ellebjerg Station

Jeg er på vej fra Nørrebro, hvor jeg har siddet hårmodel for en af min tidligere mesters elever som del af hendes frisøreksamen. I morgen skal hun klippe mig, i dag fik jeg afbleget håret. En fuld afblegning tager cirka fire timer, men jeg skulle kun have afbleget bunden, så det kunne vi klare på to timer. Sidste år var jeg rødhåret. Jeg tror, jeg har haft alle hårfarver igennem årene, men min favorit er afbleget. 

Jeg er selvstændig og kører rundt og klipper folk i deres hjem. Det passer mig godt, at jeg bare er mig selv og ikke skal forholde mig til personale og husleje. Nogle frisører gør meget ud af at chit-chatte. Det er ikke mig, men hvis kunden har noget at fortælle, lytter jeg gerne. Det er vigtigt at være venlig. Verden har brug for mere venlighed.

Nu skal jeg hjem til Avedøre, hvor jeg bor. Min søster passer min franske bulldog, Manfred. Han har separationsangst. Manfred er avlet i Polen på det, man vel kan kalde en form for hvalpefabrik, og er blevet taget for tidligt fra sin mor, den stakkel.

__________________________________

BASHAR ABDUL HALIM
19 år, gymnasieelev, Køge Station

Jeg bor i Ringsted – det har jeg altid gjort. Der sker ikke så meget, men det vænner man sig til. Mange kommer til byen på grundnaf vores outlet ved motorvejen, og jeg køber selv en del Nike-tøj dér.

Jeg går på EUX Business i Køge, det er en erhvervsfaglig gymnasieuddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at åbne en tøjbutik en dag. Til at starte med var jeg ikke så glad for skolen. Jeg er ikke så god socialt, men klassekammeraterne tog godt imod mig, og nu føler jeg mig hjemme.

I eftermiddag skal jeg på arbejde på La Rustica i Ringsted, hvor jeg er tjener. Vores populæreste retter er burger og pasta. Jeg kan godt lide at snakke med kunderne, og jeg er også blevet tæt med nogle af kollegerne. Vi går ud og spiser sammen, når vi har fri. Nogle går også på druk sammen, men jeg er ikke festtypen.

Tags: ,
SE MERE