Det er havn – som i rigtig havn – og det er helt oppe på toppen af Danmark. Samtidig er det smukt, sindrigt og fyldt med skepsis. Men også med selvironi og sand mellem tæerne. Pak dine sydfrugter, og tag med en tur nordpå til Frederikshavn.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen

EN HALE AF PALMER snor sig gennem Frederikshavn. Stuvet sammen på en håndfuld ladvogne har de kurs mod Nordstrand. Traktorerne med tropestemning kører i stafet ned til sandkanten, og palme-chaufførerne løfter to fingre til hilsen, hver gang de passerer hinanden. Med 60 kilometer i timen tøffer de forbi kraner, parcelhuse, fabrikker og bøgeskov på den ene side, mens havnen folder sig ud som en kæmpe knibtang på den anden. Færgehavnen er tangens undermund, industrihavnen overmunden. 

53-årige Ib Bach Andersen sidder i en af traktorernes førerhuse. Han har en guldring i øret og en neon-orange fedora-hat, der matcher hans overalls. Når han har den på, kalder folk ham ’Poul Reichhardt’ og spørger, om ”han er dus med himlens fugle”. Det er første gang, han fragter palmer. Sidst han kørte traktor, røg al jorden af læsset. Det drillede de andre ham noget med her til morgen. Tænk, hvis det samme skete med palmerne. 

”Det var sårn lidt funny,” siger Ib og smiler, mens hans overskæg folder sig muntert opad. 

De 300 hør-, daddel- og butia-palmer har overvintret i det kommunale drivhus, og nu skal de fordeles med rund hånd ud over lokalmiljøet, og både Brugsen, Stena Line og Sæby Svømmehal har bestilt. ’Palmestranden’ skød op i 2006, og de tyvstjålne troper er siden blevet et symbol på byens opblomstring, efter at de store værfter Ørskov og Danyard lukkede, og en vissen stemning lagde sig over byen. 

Men i dag er det en tydelig stolt Ib Bach Andersen, der leverer byens kendetegn. Omkring ham er ’freshaunerne’ på vej i skole og på arbejde. Søvndrukne slæber de sig af sted med rygsække, der tynger nedad mod bagagebærere og baghjul på cykler og scootere. Den tropiske karavane krydser det ene kvarter efter det andet, hvor parcelhusene ligger som såede ærter. Havlund, Sølund og Klitlund. De røde murstenshuse og frimærkehaverne bliver afløst af lokale iværksættere. ’Adventure Minigolf’, tøjbutikken ’Hos Hanne’, og et sted har et bilværksted en hvid Fiat 500 til salg. Den hedder ’Tøzen’ og har den æggende tegneseriefigur Betty Boop klistret på siden. Folk misser med øjnene og kigger alle lige en ekstra gang, da Ib kommer kørende med optoget som Jesus en omvendt palmesøndag.

’Palme-Michael’ styrer slagets gang, når palmerne hvert forår kommer i sandet på Nordstrand.

IB BACH ANDERSEN har udsigt til færger under hele sin palme-tur. De glider forbi med jævne mellemrum ude i horisonten med kurs mod både Læsø og de nordiske naboer. Langs den snoede vej ned til stranden står får og lam og mæsker sig i det lange græs. Det er kommunale plejedyr, forklarer han, de er lånt ud fra en lokal gård, så de kan slå det kommunale græs med tænderne. 

På stranden byder Michael Nielsen velkommen iført hvid sikkerhedshjelm. Han er ansat ved Frederikshavns Kommune som beach-keeper, egentlig er han bedre kendt som ’Palme-Michael’, og han har været på stranden ved siden af Nordstrand Camping siden klokken fem i morges for at sætte pløkker i sandet til palmerne. Han kan alligevel aldrig sove natten op til, at palmerne sættes fri. Det er fuldstændig ligesom juleaften, forklarer han. Han svajer frem og tilbage og vifter med armene, når han taler om palmerne. ”Folk plejer at sige, at det kan godt være, jeg er gift med Inger, men jeg er også gift med palmerne. Og det har de sådan set ret i,” siger han, mens gule New Holland-maskiner graver huller, og traktorerne med palmer på ladet cirkulerer rundt for at finde den rette placering til træerne. Klokken ni er der pause, og motorerne forstummer. En trådløs højttaler bliver tændt, så rundstykker og trestjernet salami kan nydes til en stille brise fra Kattegat og Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’. Palme-Michael går hen til resten af holdet, der alle står i sikkerhedssko og luner sig på kaffen. ”Herovre har vi ’Ib T-shirt’. Her er det ’Børge Gummiged’. Og Kenn derovre kan jo ikke selv gøre for, at han ikke er højere,” siger Palme-Michael og giver ’Bette Kenn’ et klap på skulderen.

Ud & Se besøger i tre kapitler de danske byer for enden af sporet. Her i Frederikshavn.

NOGLE TIMER tidligere kløver toget sig gennem lilla blomster og gule rapsmarker. Kattegat og Skagerrak fuldender det flydende landskabsmaleri, men så, ved byskiltet til Frederikshavn, skifter udsigten fra Morten Korch til knejsende kraner mod en blå forårshimmel. Skilte peger mod Norge og Sverige, og mænd i orange arbejdstøj står foran virksomheder, der arbejder med sandblæsning, industrilakering og maskinteknik. Monotone høje dunk blander sig med værfts-støj, motorlarm fra forbipasserende lastbiler og kraner, der løfter containere. 

Midt i det hele står en halmballe fuld af dannebrogsflag på plastic-stilke. ’Fisk og Grill’ står der på den nærliggende skurvogn, der er klemt inde mellem containere, bjerge af paller og høje lagerbygninger. L’erne på skiltet er malet som to pølser, og halmballen agerer reklamesøjle for den netop nyåbnede havnegrill, der er omkranset af borde- og bænkesæt med Premier Is-parasoller og et tilbud på 30 kroner for en burger med de tusind øers dressing, icebergsalat og en kleppert af en hakkedreng. Lige præcis sådan, som ’freshauner’n’ vil ha’ den. 

Men grillens egentlige trækplaster er 41-årige Lisser. Lisser hedder egentlig Elisabeth, men det er kun hendes mor, der kalder hende det. Her til formiddag åbnede hun første gang skydedørene til sin nye grillbar på Fiskerihavnsgade. ”Lisser is back,” står der på løbesedlerne, der har gjort reklame for åbningen, for det er ikke første gang, Lisser sætter fritter i fritøsen. Som 13-årig begyndte hun på Frederikshavnergrillen på Gamle Skagensvej oppe i byen, og i 12 år har hun haft sin egen grillbar inde på Nytorv. Siden har hun været ansat andre steder, men nu syntes hun, tiden var inde til ”at sætte lidt fut i det hele nede på havnen”. Rygtet siger, at Lisser kender alle i Frederikshavn, og at alle i Frederikshavn kender ’Grill-dronningen’.

Lisser har da også opfundet sin helt egen grill-specialitet – en ’Western Mix’, der udtales med almindeligt v, og som består af pomfritter, kyllingestrimler, lidt forskellige grøntsager og cremefraiche-dressing. Kyllingestrimlerne er krydret med en forretningshemmelighed, og cremefraiche-dressingen skal være af den helt rigtige slags. En forkert variant kan ødelægge alt. Lisser har hørt, at der er nogen, der er begyndt at efterligne ’Western Mix’ nedad i landet, men der kalder de den for en ’Cowboy Mix’, og det er altså ikke det samme.

BLUE CITY

Frederikshavn bliver kaldt en ’blå by’ på grund af de mange mandsdominerede maritime erhverv, der findes på byens havn – værft og værksteder og hård industri. På uddannelserne gælder det også. I Frederikshavn kan man læse til maskinmester, men man skal til Hjørring for at læse til lærer eller sygeplejerske og til Aalborg for at gå på universitetet. Det er en ’herrehavn’ med masser af kæmpekraner. Havnen er – stadigvæk – hovedpulsåren i Frederikshavn, og der er flere arbejdspladser i dag end i værfternes storhedstid. De gamle værfter laver nu grønne reservedele til store skibe, og byen har blandt andet en boreplatform til ophug fra Nordsøen.

TO BIKERE skal have varmen, andre skal hente frokost til sig selv og kollegerne på fabrikken. En lav kvinde i fleecetrøje går ind i grillbaren med raske, målrettede skridt. Hun fortsætter ind bag disken, som var hun hjemme, og giver sig til at folde papæsker. Det er Lissers veninde, Jane, der er kommet for at give en hånd med, inden hun skal på arbejde i produktionen ovre på Roblon, der laver kabler og kabelfibre. 

”Jow, jow,” siger Jane og signalerer, at nu er samtalen slut. Hun skal videre på arbejde. 

Lisser langer en bakke med de berømte kyllingestrimler hen over disken som smagsprøve til gæsterne. 

”Det er ikke så dårligt,” lyder svaret. På nordjysk betyder det noget i retning af ’uovertruffet’. 

”Tillykke mæ’ æ’ biks,” kommer en kunde ind og gratulerer. Lisser laver en fransk hotdog til ham, smiler og afslører et gyldent tandsmykke, der glitrer på hendes hvide tænder. 

”Hva’ satan er då krawle’ her ne’ for?” kommer en taxachauffør med guldkæde og tusser hen over brystet ind og siger. Han skal have ”en halv høn’”, og Lisser spørger, om han skal have rødkålssalat til, men det skal han ”sat’me ikke have noget af”. Det udvikler sig til en længere diskussion om egnsretter mellem taxachaufføren og en anden gæst, hvis navn ”kan være lige meget”. Sovs skal der selvfølgelig oven på en bøfsandwich, men er der ikke noget med, at de putter hindbærmarmelade på deres hotdogs på Fyn, og at københavnerne kalder en fransk hotdog for en ’haps-dog’? 

Pludselig bipper den anden gæsts telefon. Han har fået en sms om, at han skal på arbejde i Arena Nord her til aften. Der skal åbenbart være pressemøde. 

”Jeg tror sgu, de har fundet medaljerne,” siger han. 

Morten (tv.) og Jens fra Crazy Heads, en klub for motorcykel-entusiaster på 40+, holder lige en pause inde hos Lisser.

ET PAR MINUTTER fra Lissers grill ligger en koloni af lagerhaller. Bag en vejrbidt og rustbelagt gitterport ved Nordre Kaj står 76-årige Henning Pedersen iført guldkæde, træsko og kridhvidt skæg. Hans trøje er famlet blå med hvide afskallede bogstaver. ’Metal Frederikshavn’, står der. Omkring ham indrammes måskibenes anlægsbroer af vindmøller, jern og beton. Stena Line-færgerne ligger som rød-hvide pletter længere mod syd. I horisonten boreplatformen fra Nordsøen, der er til ophug, og den restaurerede lodsbåd ’Gnisten’ ligger i vandet. Fra gitterporten og ned til vandet er der åbent ind til de værksteder og lagerrum, som stålhallerne huser.

Inde i værkstederne dufter der af sløjdlokale. Her er skattede klenodier fra værfterne og ting, der skal repareres. Svedekasser, der varmer træ op, så det kan bøjes i bådfacon, en ’bette fin drejebænk’ og motorer, der er bygget af små dele fra det gamle værft. Der er ikke kælet for bygningernes ydre. Det er funktion over æstetik, men indenfor ligger værktøj, møtrikker og reb i den sirligste orden. Det er Henning Pedersen, der har sørget for det. 

I 1958 kom han i lære som maskinarbejder, og senere sad han som faglig sekretær i Metal i Frederikshavn i 12 år. Det var dengang, man kunne trække øl i en automat på arbejdet, og hvor første tår skulle nå ned under ølmærkaten, hvis ikke man skulle give en omgang. Arbejdet bragte Henning Pedersen og hans kone Toni til Frederikshavn – fra Hellum nede omkring Brønderslev. Mens Henning var på værftet, drev Toni delikatesseforretning, dengang der var masser af svenskere, som købte rigwligt med ost. Nu er Toni død, og Henning savner hende. Det er derfor, han kommer på Værftshistorisk Selskab hver dag for at ’få sin sludder’ blandt de pensionerede elektrikere, værftsarbejdere, fiskere og andre, der mødes her for at sætte både i stand. De bygger også hylder hernede af gammelt halgulv og skibsplanker, og mens Henning gelejder os fra værkstedet og hen imod klubhuset, fortæller han, at Peter Bellis søns kone faktisk er fra Frederikshavn, og at hun angivelig har en af hylderne hængende. 

Ved trappen op til klubhuset er der påmonteret en handicaplift. Der er egentlig ikke nogen handicappede i Værftshistorisk Selskab, men liften er god, når der skal ølkasser op til førstesalen.

76-årige Henning Pedersen (forrest) med to andre medlemmer af Værftshistorisk Selskab.

INDE I KLUBHUSET kan man skære skiver af røgen i luften, og loftet er polstret med signalflag fra de gamle skibe. Henning har reserveret en øl til sig selv, den venter på ham. Rundt om bordet sidder en flok pensionister og nyder en Royal på flaske efter morgenens arbejde, og Henning fortæller, at den journalist, han er i selskab med, kommer fra Aalborg af. 

’’Nå, sydenfjords,” bliver der mumlet i en tør konstatering og et løft med øjenbrynene fra en i forsamlingen. 

”Derfor kan hun jo være god nok,” siger en anden. 

Det er allerede rygtedes i byen, at der skulle komme en journalist på besøg, så pressechefen i kommunen ringede af sig selv for lige at høre, om der var brug for noget hjælp. I øvrigt ville han også lige sige, at det nok var meget godt, at jeg kom fra Nordjylland, for så ville det nok være lidt nemmere ”at komme i kontakt med de lokale”. 

Selv er Henning Pedersen heller ikke rigtig frederikshavner. Eller det vil sige, han er jo ikke født i byen, og det fik han at mærke, da han havde boet her i 20 år og bad om ordet til et fagforeningsmøde i Metal. Han ville råbe et frederikshavner-hurra for Bent, der havde vist mange års tro tjeneste. Frederikshavner-hurraet består af tre korte hurraer lige efter hinanden og et kort hu til sidst, som man suger indad. Henning fik at vide af en indfødt frederikshavner, at det skulle han aldrig vove på at gøre igen, før han havde boet i byen i 30 år. 

Anekdoten bliver afbrudt af et horn, der tuder, så det kan høres over hele byen. Tre mænd drejer simultant på håndleddet og kigger på deres armbåndsur. Klokken er halv 12. 

’’Nå, så er der frokost på værftet.”

Det 60 meter høje Cloos-tårn vest for Bangsbo er Nordjyllands højeste udsigtspunkt.

ET STYKKE længere nede ad kajen sidder en gruppe svenske pensionister og blinker med øjnene i eftermiddagssolen, der bliver endnu skarpere af genspejlingen fra Gøteborg-færgens glinsende skrog. Den ligger som en gigantisk jern-svane ved landgangsbroen, der svævende over landjorden forbinder skibet og byen for de gående gæster. Inde i broens tarm fortæller to skilte om shuttle-bus til Palmestranden og tilbud på kartonvin, og for foden af landgangsbroen bliver færgefolket mødt af golde parkeringspladser. Industrihavnen, der ligger nord for Stena Lines røde murstens-legoklods af en hovedbygning, er blot en svag summen. 

I letvægts-dunjakker, sejlersko og højt hårlak-hår er svenskerne netop kommet i havn fra Gøteborg og har nu en halv times tid i Frederikshavn, inden de skal retur til det svenske igen. De nyder det nordjyske besøg med Bacardi Breezer i selvlysende farver. Grøn, gul og rød som et flydende spiritus-trafiklys. 66-årige Andersson Kjær fra Uddevalla fortæller, at de er en flok, der alle tidligere har arbejdet sammen. De har taget færgeturen på 3,5 time for at spise brunch sammen, og nu skal de tilbage igen. 

Et andet sted på Stena Lines territorium er håret også højt. Toppen af Elvis’ hoved er glinsende sort og med det rette schwung, men Elvis er ikke udstyret med bakkenbarter og glitrende sceneoutfit, men med refleksvest og walkie-talkie. Elvis arbejder for et vagtfirma, der patruljerer nede ved færgerne, og nu skal Gøteborg-færgen retur. Passagererne kommer med store tax free-net og viser deres pas klar til at handle. Uden at gøre et større væsen af sig hjælper Elvis venligt de indkøbsivrige passagerer gennem boardingkontrollen.

”Nu skal vi åke og drikke sprit,” siger et af den svenske gruppes mandlige medlemmer med et smil, der har kurs mod begge ører og afslører intet andet end rendyrket forventning.

Havnen i ’Freshaun’.

I ET PARCELHUS i Bangsbo i det gamle Frederikshavn bor Elvis sammen med sin kone Tina og parrets tre børn. Huset ligger ud til ’hawe’ og bøgeskoven i den ende af Frederikshavn, de lokale kalder Sydbyen. Der er badebroer og en lille lystbådehavn, ingen kajer i beton, og parcelhuse og villaer ligger lunt mellem stranden og en skov, der lyser klorofyl-grønt. De har dyrehaver, vandreruter og museer, og herfra betragtes industrien, kranerne og færgehavnen på afstand. Det er rødstenshuse med flagstang, blomstertræer, sirlige bede i haven og perlegrus i indkørslen. Her, på den rigtige side af Thodesvej, er husene dyrere end på den anden side. Og så har de historien. Det siges, at ’bangsbostranderne’ synes, at de bor i det rigtige Frederikshavn. 

Foran Elvis’ hus holder en sort Renault Scenic. ’The Spirit of Elvis’ står der på den med små tynde bogstaver. Indenfor har 44-årige Johnny Christensen – som Elvis borgerligt er døbt – rettet an med fyldte chokolader, kringle og Nescafé. Han hilser velkommen i kortærmet skjorte, sort hår og grønne øjne. Armen er fyldt med blækhyldester til kongen, men ellers er der ingen Elvis at spore i hjemmet. Der er nu grænser for, hvor meget Tina orker at se på til daglig, så Elvis-klenodierne har fået et rum i kælderen. Her er både malerier, en talende papfigur, glasbuster, platter, plakater, spillekort, utallige plader og et ordentligt dyr af en højttaler, hvor Johnny Christensen kan høre sit idol for fulde gardiner.

Håret er Johnnys eget, farvet med sort farve fra supermarkedet, men de falske bakkenbarter er ’ovre fra Amerika’, og de er nænsomt pakket ind – først i køkkenrulle og så i en frysepose, og nede i kælderen hænger flere heldragter. Dem hopper han gerne i, når han turnerer med sit show til konfirmationer, bryllupper og det løse rundtomkring på værtshuse og den slags i hele landet. 

Johnny fortæller, at han har været i Memphis to gange som ung for at gå i Elvis’ fodspor.

”Det var fuldstændig vildt,” siger han uden at fortrække en mine eller gøre antræk til armbevægelser. Der er alletiders i Amerika, han vil bare altid hellere hjem til ’Freshaun’, for det går lige i hjertekulen, når han går med hunden ”ne’ til hawe” og ser færgerne komme stille forbi i horisonten. Johnny og Tina mødte hinanden på Bangsbostrand Skole, hvor de begge har gået.

”Vi kunne aldrig drømme om at bo andre steder,” siger Tina.

Johnny foreslår selv, at billederne af ham bliver taget ovre på Pikkerbakken, oppe i skoven. Det er byens nye udkigspost – en gave i millionklassen fra det frederikshavnske erhvervsliv, som blev doneret, da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år. Fundamentet på udkigsposten er Nordjylland støbt i cement, kronprinsen har sat sin autograf på en stor sten deroppe, og et massivt hegn i glas gør det muligt at gå helt ud til kanten af platformen, hvorfra der er frit fald på 71 meter ned til byen. Men ak, to af ruderne i hegnet er netop blevet smadret.

Johnny Christensen arbejder til hverdag som vagt på færgehavnen. I weekenden som Elvis.

EN ENLIG HØJTTALER står med bankende bas foran Telia-butikken og blæser Vengaboys ud over gågaden. Frederikshavn Kirke med sit grønne spir og ’Mogens’ Pølser’ lige ved Spar Nord Bank markerer gågadens begyndelse fra havnen. Ikke så meget som et stykke slikpapir ligger på jorden, og krukker med forårsblomster står fra den ene ende af gågaden til den anden som i en pæn indkørsel til en villa. Det er tirsdag eftermiddag, og pensionisterne sætter tænderne i deres isvafler, mens kornfede måger skriger. Butiksdørene med palmeklistermærker står åbne til Zugar, Imerco, Frisør Strøg og Klip, Bone’s og Tøjeksperten, der lokker med en udstilling af armybukser. Pludselig kommer Liva Damsgaard, Caroline Nygaard og Assal Pouradabi gående i kridhvide sneakers, med struttende kinder og vuggende rygsække. De har lige fået fri fra Frederikshavn Gymnasium og været inde i byen for at spise. De skal nå en bus lige om lidt, men inden vil de da gerne fortælle om, hvad de laver, når skoleklokken ringer ud. 

”Altså, jeg skal hjem til min kærst’ nu her,” siger den ene og trækker på æ’et, mens de andre fortæller, at man jo går i biografen og ellers bare er derhjemme. I weekenderne er der selvfølgelig 16+ festerne inde på Buddy Holly, gymnasiefesterne og ikke mindst privatfesterne. Dem er der rigeligt af, siger de og trækker næsten undskyldende på skuldrene. Fregatten, byens ældste værtshus, kender de godt. Men er det ikke sådan lidt mere kro-agtigt og for gamle mennesker?

Johnny Christensen i fuldt antræk på scenen i Plantagen ved restaurant Møllehuset.

OPPE I NORDBYEN står en dreng med tændstikben og sammenbidte tænder og tager imod slag fra en fyr, der er godt bred over ryggen og siger: ”Kom nu!” med en basstemme, der for længst er gået i overgang. Sveden driver af dem begge, men trods den åbenlyse forskel i fysikken sladrer tændstikbenene ikke til Preben Arvidsson, der styrer træningen i bokseklubben BK Pugilist her til aften. Bokseklubben ligger omkranset af autoværksteder, en byggeleverandør, supermarkeder, en OK-benzinstation, Dansk Metals lokalafdeling og et parcelhuskvarter med jyske bynavne.  På den anden side af Skagensvej ligger lejeboliger med identiske postkasser, fælles parkeringsplads og røde typedøre i kommunalplansstil. 

Klubben er kimen til det frederikshavnske idrætsliv. Her kommer ishockeyholdene, håndboldholdene og fodboldholdene for at blive tæsket igennem af Preben Arvidsson – i aften er det unge drenge i alderen 13-19 år fra FIK Elite Hockey Academy. Nogle af dem træner 10 gange om ugen, og styrketræningen foregår nede i bokseklubbens lokaler, der ligger i et gammelt fiskelager, hvor malingen skaller af på væggene. De har fået for meget salt i tidens løb. Men det er ikke længere salt fra fisk og havvand, der rammer bokseklubbens vægge, men derimod sved fra 20 unge ishockeytalenter in spe. Og det er alle mod alle. Hernede skal de lære at æde sig selv og blive ved, selvom det gør ondt. 

”Men den rigtige gevinst sidder heroppe,” siger Preben Arvidsson og prikker sig selv på panden. Han har været i klubben siden 1972. Egentlig sejlede han kajak, men så var der en, der spurgte, om han ikke hellere ville bokse. Og det ville han da gerne. I dag arbejder han både på MAN Energy Solutions, der laver motorer og anlæg, og som brandmand og bruger snildt også 10 timer om ugen nede i bokseklubben. 

Spørger man Preben Arvidsson, om han var god, dengang han boksede, trækker han på skuldrene. Det ved han nu ikke lige. Men det lykkes at lirke ud af ham, at han både har bokset i Thailand og Sovjet, og at han for resten også engang blev danmarksmester for juniorer i amatørboksning. 

Brandmand og tidligere bokser Preben Arvidsson tester styrken hos ishockeydrengene fra FIK Elite Hockey Academy.

TRE AF DRENGENE, alle Academy-deltagere, ’hjuller’ på motionscykler, mens de andre løbende varmer op med Preben Arvidsson i front, der mekanisk slår hurtige knytnæveslag ud i luften. To gange Sebastian og en enkelt Magnus er skadet, så de kan ikke løbe. De har spillet ishockey, siden de kunne gå, og de træner både før og efter skole. Når de har fri, spiller de fodbold eller rullehockey. Det er ikke alle de jævnaldrende, der på samme måde har helliget deres tid til idræt og foreningsliv. Den ene Sebastian trækker på skuldrene.

”Nogle dyrker sport, nogle er i klub, andre kører rundt på knallert. Sådan er det vel overalt.”

Frederikshavn White Hawks fik tilkæmpet sig en bronzemedalje i dette forårs slutspil. U15-drengene hernede gik hele vejen og nappede titlen som danmarksmestre i deres række. Det kastede en afslutningsfest af sig, og det er den eneste gang, de har drukket alkohol. Men det med guldmedaljerne falder som en henkastet bemærkning. Der er lang vej endnu. NHL er drømmen, men egentlig vil de bare gerne knokle så hårdt, at de kan leve af at være på isen. Om så det bliver i Sverige eller Amerika.

Da træningen er slut, drysser drengene ud ad døren fra det dampende omklædningsrum. En af dem svinger sit håndklæde over skulderen. 

”Dusøren på medaljerne er vist sat op til 25.000,” siger han. 

Fitness4women på Søndergade lokker til træning med en ko på hovedet.

”DAV,” SIGER byens borgmester på Det Gule Pakhus, en af hendes favoritrestauranter, med fremstrakt pote og et solidt håndtryk. Birgit Stenbak Hansen hedder hun. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 gik 42 procent af de personlige stemmer i Frederikshavn Kommune til hende, og en ny danmarksrekord var sat. 

Tjenerne står høfligt med foldede hænder over forklæderne og venter. Der er sporadisk med gæster, og i baggrunden flyder Elton Johns hits fra ’Løvernes konge’ i en instrumental panfløjteversion. 

Tjeneren spørger, hvad det skulle være, og ligesom på kommunalvalgnatten bestiller Birgit S. Hansen en stor ribeye-steak med sovs og pomfritter til. Og det er ikke sauce, men sovs, der ikke flyder nogen steder hen. 

Egentlig kommer Birgit S. Hansen fra Volstrup, der er opland til kystbyen Sæby, der igen er opland til Frederikshavn. Da hun var ung, tog hun på Lanternen i Sæby for ”at svinge træbenet”, og da hun var barn, var Frederikshavn – cirka 15 kilometer nord for Sæby – den store by, hvor man tog på indkøb, når der skulle nyt tøj til garderoben. 

”Byen var nåe’ større end Sæby,” siger Birgit S. Hansen, der dengang var på dametur med mormor, mor og søster for at gå i varehuset Schou-Epa, hvor de både havde tøj og et cafeteria, der bød på pølser og pomfritter. Hvis man skulle til en rigtig storby, skulle man til Aalborg. 

”Der kom vi til, når jeg skulle til bøjletandlæge.” 

Hun læste til sygeplejerske i Aarhus, men savnede det nordjyske fællesskab, hvor man griller i haven og drikker øl i omklædningsrummet efter træning. Så i dag bor hun på et nedlagt landbrug i Dybvad – mellem Flauenskjold og Syvsten og tæt på hendes barndomshjem – hvor der dyrkes juletræer. 

Derhjemme går hun i sokker og rød ’Strandby-habit’, når hun skal slappe af. Det kaldes en kedeldragt på disse kanter, fordi fiskerne næsten altid har kedeldragt på, og fordi de fleste af dem bor i Strandby – en otte kilometers penge nord for Frederikshavn. Gennem sin opvækst og ungdom så hun Frederikshavn på afstand som den eksotiske og noget større by. I dag betragter hun byen og dens mennesker tæt på i sit daglige arbejde som borgmester.

”Frederikshavnerne er et folk, der dukker nakken,” siger hun og skærer sin ribeye for.

Birgit S. Hansen, klar til at sætte tænderne i sin ribeye.

BORGMESTEREN FORKLARER, at skagboernes selvbillede ikke fejler noget. De har sådan en ’vi er toppen af Danmark’-mentalitet, sæbynitterne derimod er landmænd, der har købt et parcelhus, mens frederikshavnerne er produkter af en arbejderby med fiskerbaggrund. Det er en by, der har fået tæsk med værftslukninger og flere pludselige lukninger af andre store industrielle arbejdspladser. 

Men hun elsker ’Freshaun’, og de retter jo ryggen, hvis de vinder i ishockey. Eller når kronprinsen, der er uddannet fra flådestationen i byen, slår vejen forbi. Og da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år, rykkede folk sammen for at holde en kæmpe folkefest. I kommunen havde de sparet flere millioner kroner sammen til formålet, og der er skrevet en bog om købstadsjubilæet. Ikke at det på den måde er noget særligt, for der findes mange bøger om Frederikshavn – for eksempel en om byens pølsevogne. Da den udkom i 2017, fik køberne to gratis hotdogs og en Cocio, og musikken blev leveret af Richard Ragnvald. 

Hver uge holder borgmesteren træffetid på rådhuset, hvor frederikshavnerne kan booke en tid til en snak om stort og småt. Det gjorde en frederikshavnsk erhvervskanon på et tidspunkt, og det handlede nok om rammerne i erhvervspolitikken, tænkte borgmesteren. Hun spurgte, hvad han havde på hjerte, men han havde lidt svært ved at få det sagt. 

Endelig kom det ud. Manden mente, at hun lignede ”ham der Johnny Madsen”:

”Det, hele ’Freshaun’ snakker om, er, at du har sådan et grimt hår.”

Parcelhusliv i Frederikshavn.

PRESSEMØDET i Arena Nord ender på mange måder i skuffelse. Nu troede folk ellers lige, at dem eller den, der i april stjal Guld-Haralds udstillede medaljer fra en glasmontre i arenaens foyer, var fundet. Frederikshavn var den landsdækkende fodboldlegende Harald Nielsens første fodboldklub, og navnet Guld-Harald fik han, da han i 1960 blev topscorer ved De Olympiske Lege i Rom. Både før og under turneringen udtalte han sig stålsat om, at det danske landshold ville nappe det olympiske guld. Det blev til en sølvmedalje, men Guld-Haralds karriere er en stolt fortælling om lokal idrætssucces. 

Derfor var forargelsen stor, da en mand – der skulle læsse varer ind til det årlige håndboldstævne Rødspætte Cup i april – opdagede, at de 50 udstillede medaljer pludselig var væk. Han slog alarm, og 5.000 kroner i findeløn blev sat på højkant af arenaens ledelse. 

”Desværre er Guld-Haralds medaljer ikke blevet fundet. Men vi har fået præsenteret en anden guldklump her til aften,” fortæller  Arena Nord-medarbejderen John Akselsen flankeret af cirka 20 mennesker, en enkelt fotograf og et rullebord med hvidvin, sodavand og gennemsigtige plastickrus med saltstænger. 

Hans mundvige krøller opad. Om det er i begejstring over badmintonstjernen Jan Ø. Jørgensen, der har indgået et samarbejde med Vendsyssel Elite Badminton, eller som en undskyldning for det med medaljerne, er ikke til at sige. Men ved siden af sidder en veltrænet ung badmintonspiller og skriver autografer på en stak med billeder af sig selv.

Jan Ø. Jørgensen er godt nok fra Aalborg af og bor til daglig i København, men han skal da spille nogle kampe oppe i arenaen fra nu af. 

Udenfor er der lav sol over Harald Nielsens Plads og den bronzestatue, der er rejst af ham foran arenaen. En flok drenge står på skateboard ved cykelstativerne på Nordstjerneskolen lige bagved. Ud over deres tilstedeværelse og fuglenes aftenfløjt bliver stilheden kun brudt af to fjernstyrede biler, der ræser over parkeringspladsen med 70 kilometer i timen. 

Guld-Harald som statue foran Arena Nord. Indenfor er Guld-Harald-klenodierne mange. Men en montre med 50 af hans medaljer blev stjålet i foråret under den årlige Rødspætte Cup.

KIRKEKLOKKERNE kalder til aften, mens to summende scootere har kurs mod Circle K-tanken nede ved Skippergade. Et kærestepar i ensfarvede jeans tilbagelægger fjantende fortovet, og til højre for pølsevognen på Kirkepladsen ligger Fregatten, byens ældste bar. Et skilt ude på gaden fortæller, at her er åbent, og indenfor blinker en enarmet tyveknægt, mens en enkelt gæst her klokken lidt over otte har indfundet sig i den dunkle bar med mosaikvinduer, træbåse i mahognilook og gyldne lamper. 

Fregatten er familieejet, og Henrik er den tredje Nielsen, der står ved fadøls-roret. Det begyndte med farmor Hjørdis, der købte værtshuset i 1966. Hun døde i 1978 af rygerlunger efter 12 år som værtshusejer. Derefter overtog far Per, men han døde for fem år siden – også af smøger.

Selv har Henrik været her, siden vi vandt EM i fodbold, og han var en ung fløs på 24 år, der bare lige skulle tjene nogle penge i sit sabbatår. Han ryger ikke og har investeret i et ekstra kraftigt udsugningsanlæg. Han har fået sin portion af passiv rygning, som han siger.

Der går ikke længe, før Lars Høj Pedersen kommer ind ad døren med glimt både i øjet og fra sin guldring i øret. ”Nu sidder han der og er PD igen,” siger han, da han ser ’Henrik den tredje’. PD står for ’permanent doven’, og Henrik trækker på smilebåndet og siger, at når vi sviner hinanden, så hygger vi. 

Lars er både Henriks gode ven og tidligere dørmand på Fregatten, og så har han været vicevært og fodboldtræner i byen i 34 år. Han kender så godt som alle. Ligesom Lisser nede fra Fisk og Grill, der i øvrigt også har været bartender på Fregatten. 

7-9-13 har Henrik Nielsen aldrig fået en på skallen, selvom det har været tæt ved. Det er mere end 20 år siden, at Fregatten havde en håndfuld stamgæster, der var glade for rohypnoler, våben og slagsmål. I dag er Henrik og Lars enige om, at byen er ”utrolig rolig”.

HAVNERUNDFART

1. Frederikshavn hed oprindelig Fladstrand, men blev opkaldt efter Frederik VI, da byen fik købstadsprivilegier i 1818.

2. Pikkerbakken er en 71 meter høj havskrænt fra stenalderen. I dag huser den en udkigspost til 2,4 millioner kroner, som det frederikshavnske erhvervsliv donerede i 2018 ved byens 200-års købstadsjubilæum.

3. På Pikkerbakken står en stor sten, som de roy-ale Frederik’er gennem tiden har signeret. Inklusive kronprins Frederik, der er uddannet fra Flådestation Frederikshavn.

4. Den dansk-norske søhelt Tordenskjold planlagde og udførte angreb på den svenske flåde fra Frederikshavn under den store nordiske krig og gik derfor under øgenavnet ’Kattegats Skræk’.

5. Frederikshavn Havn blev grundlagt i 1805. Indtil midten af 1800-tallet dominerede fiskeri og kysthandel havnen. Senere skød industrien op, og med den blev der bygget rækkehuse og blokke i byen. Mod syd blev der bygget parcelhuse og store skoler.

6. Frederikshavn Værft, der senere kom til at hedde Danyard, og Ørskov Værft lukkede produktionen hhv. i 1999 og 2002. Lukningerne kostede flere tusind frederikshavnere arbejdet.

7. I årene op til værfts­lukningerne gjorde hård konkurrence det af med fiskeindustrien i byen, og med afskaffelsen af det toldfrie salg i 1998 blev der færre af de svenske og norske turister, der kom til byen for at handle og feste.

8. Den amerikanske ophugningsgigant Modern American Recycling Services (M.A.R.S.) er fast inventar på havnen. De vil genindvinde 200.000 ton stål om året og er i øjeblikket i gang med en udtjent boreplatform.

9. Ørskov Værft hedder i dag Orskov Yard. I stedet for at bygge nye skibe reparerer de alle former for fartøjer.

I DE KRONEDE dage var der live-musik hver dag på Fregatten. Det var keyboard med piano, trommer og fløjte på én gang. ”Der var lidt suppe, steg og is over det,” siger Henrik Nielsen. I farmor Hjørdis’ tid spillede Pedal-Ove af og til hernede. I dag er det DJ Jan, DJ Peter og DJ Zabi der spiller, og i hverdagene er det ofte færgefolket, og folk fra flådestationen, der holder gang i festen. Ellers er der dem, der er på kursus, og i weekenderne kommer unge som ældre, forklarer Henrik Nielsen. Folk lige fra ’Maler-Kurt’, der engang kom ind på baren i neglelak og bikini, til direktøren fra Volvo. 

”Man tror, det er løgn, så meget fest der var her engang,” siger Henrik Nielsen om tiden i 90’erne. Når han mødte ind klokken 10 om formiddagen, stod nordmændene i kø, og over middag kom svenskerne, når de havde handlet billigt på Stena-færgen. Men da det toldfrie salg mellem Danmark og Sverige blev stoppet i 1998, dykkede omsætningen. Det var faktisk værre end finanskrisen. Heldigvis er der nogle eventteknikere, der har dimission i dag, så der kan blive godt gang i den senere.

Henrik bliver afbrudt, da to kvinder kommer ind. De var bare lige ude og gå tur og så intet til hinder for lige at gå ind og få en ’bette drinks’ og sige hej. De vil gerne have noget frækt og noget sødt, siger de, mens Henrik og Lars får en krammer. 

De to giver hånd og præsenterer sig som Charlotte og Charlotte. Næsten som i Ole Bornedals tv-serie med Ellen Hillingsø og Helle Dolleris. De har kendt hinanden siden anden klasse på Abildgården, og ”prøv å hør her,” siger de: ”Man har altså ikke været rigtigt i byen, hvis ikke man har været på Fregatten.” 

De har alle sammen hørt, at Guld-Haralds medaljer er ’bleven stjåle’. Det er sgu ligesom ruderne på udsigtsposten oppe på Pikkerbakken, der er smadret, og dækkene, der blev skåret op på tre biler og en ’træjler’ i weekenden, og Lars Høj Pedersen vrisser:

”Det er kraftedeme så hjernedødt.”

Henrik Nielsen ejer Fregatten, Frederikshavns ældste værtshus. Her hænger han ud i baren med Charlotte og Charlotte.

UANSET OM der er tale om værftslukninger, fyringer, forsvundne medaljer, færre festglade gæster på Fregatten eller pludselige slag fra en ishockeyspiller, virker det, som om frederikshavnerne bliver stående. De arbejder videre. Det kan godt være, at de gør det med dukket nakke, som borgmesteren siger, men de overlever, og de står sammen, når det gælder. Frederikshavn, set udefra, står som et fyrtårn, vejrbidt og mærket. Men aldrig ude af drift. 

”Byen er en dreng, der har fået nogle hårde slag, men som altid tror på, at det nok skal gå,” forklarer Mif, Michael Frederiksen, der både er redaktør og eneste journalist på den lokale nyhedsside Kanal Frederikshavn.

Han er egentlig fra Holbæk, men har boet i Frederikshavn i 30 år, og i 10 år har han holdt læserne opdateret, når Skur og Jollelauget holder veterantræf og loppemarked på marinaen, når en lokal ishockeyhelt stopper eller vender skøjterne mod Aalborg, når der er fællessang med borgmesteren, når ME Production nede på havnen til udlandet har solgt 10 ’scrubbere’ – rensningsanlæg til skorstene og motorer på skibe – og når byen kollektivt raser over de smadrede ruder på Pikkerbakkens nye udkigspost eller over tyveriet af Guld-Haralds medaljer. 

Det var ham, der var ovre og dække pressemødet i Arena Nord, da byens nye sportsstjerne blev præsenteret.

”Frederikshavn er en dreng, man ikke kan vælte,” siger han.

FREDERIKSHAVN I TAL

105 kilometer kyst er der i Frederikshavn Kommune.

23.296 indbyggere er der per 1. januar 2019 i Frederikshavn by.

1 enkelt højhus finder man i byen. Seatower hedder det. Det er arkitektonisk rundt og har nye lejligheder.

7 større byer består Frederikshavns Kommune af. Som resultat af kommunesammenlægningerne i 2007 fik kommunen bl.a. Skagen i nord og Sæby i syd under sine nordjyske vinger.

90.000 skibe passerer hvert år Frederikshavn Havn, der ligger ud til verdens tredjemest befærdede stræde. Færgeforbindelserne tæller blandt andet Norge, Sverige og Læsø.

5.500 arbejdspladser er der på havnen i dag. Det er flere end i værfternes storhedstid.

17 procent af alle arbejdspladser i Frederikshavn er inden for industrien.

750 millioner kroner er der blevet brugt siden 2015 på at udvide Frederikshavn Havn.

30 procent af kommunens skatteindtægter kommer fra industrien på havnen.

4.000 mennesker er der plads til i Nordjyske Bank Arena på Skøjte­alléen, hvor Frederikshavn White Hawks har hjemmebane.

DAGEN FØR, ude på Nordstranden, ved ’Ib T-shirt’ ikke rigtig selv, hvor det med T-shirten kommer fra. Men så gnubber ’Palme-Michael’ ham på maven med flad hånd og forklarer, at Ib har ”Danmarks reneste T-shirt”. 

Han har i hvert fald haft en beundringsværdig ren en på inden under sine orange overalls hver eneste dag i årevis, uddyber ’Palme-Michael’. Og Ibs T-shirt er ganske rigtigt meget hvid. 

Et sølvhjerte hænger og blinker ved halsåbningen. Hjertet ved han heller ikke rigtig, hvorfor han har fået, men han har haft det ”siden tidernes morgen”. Det er en gave fra hans kone, og han tænker, at hun vel må have været nyforelsket i ham, da hun købte det. 

Dagplejere med barnevogne i containerstørrelse kommer ud for at indvie stranden og sommerens komme. Rollinger render rundt med 11-taller ud af næsen og spiser lige dele håndfulde sand og krydderboller med tandsmør. 

”Det er jo bare, fordi det er så spændende, at palmerne kommer u’ i dag,” siger Ingelise, der er dagplejemor og har passet frederikshavnske unger i mere end 30 år. 

Det lokale aktiveringshold fra kommunen er også kommet forbi. De ryger smøger og drikker energiboostere, mens de betragter havet, der lyser lyserødt i morgengryet over de slæbespor, traktorerne har lavet i sandet. De har været med til at ordne noget af det kommunale blomsterværk, der skal pynte i resten af byen. Og ikke for det. Men de skulle bare lige ned og lure.

 

Tags: , ,
SE MERE