De fleste togrejsende har nok enten bemærket eller købt billetter ved de over 400 store røde billetautomater, der findes over hele landet. Billetautomaten er dog mere end blot en printemaskine.
Tekst:Paarnaq HansenIllustration:Jakob Wedendahl

KONTANTSYSTEM

Billetautomaten har et kontantsystem til både mønter og sedler. Der er seks tromler til hver mønt for at sikre, at kunden får de eksakte mønter tilbage, hvis kunden skulle afbryde købet eller mangler mønter retur.

NØGLEFUNKTION

Billetautomaten er sikret mod tyveri, hærværk og andre uregelmæssigheder. Der skal derfor tre forskellige nøgler i tre forskellige størrelser til at åbne den. Derudover har den et alarmsystem, der går i gang, hvis der sker rystelser eller anden unormal aktivitet.

TEMPERATURMÅLER OG BLÆSER

Ligesom det kan være ekstremt varmt om sommeren og hundekoldt om vinteren, kan automaten tilpasse sig vejrforholdene. Den har indbygget temperaturmåler og blæser, som holder klimaet inde i automaten stabilt for at beskytte udstyret.

SYSTEMET

Den indbyggede computer er programmeret med specielt udviklet software og hardware, der er tilpasset billetautomatens funktioner. Hele systemet er forbundet til centraladministrationen, og fra administrationen kan man ændre billettype alt efter sæson og via skærmen løbende oplyse passagererne om relevante informationer.

STØBT IND

Når der skal opsættes en billetautomat på en station, bliver automaten støbt ind i beton, og er derfor ikke lige til at flytte igen. Billetautomaten bliver støbt ind for at beskytte den mod fugt og vandskader, men også for at sikre, at netværksledningerne ikke bliver skadet.

SKÆRMEN

Skærmen er en touchscreen og er specielt bygget i stærkt glas, så det er svært at ridse den. Skærmen er også tilpasset til forskellige højder, så man kan se den, uanset om man er høj, lav eller sidder i kørestol.

Kilde: Kim Byø, advanced IT-system manager.

 

Tags: ,
SE MERE