Indlæg

Christoffer og Philip Mundt har dyrket deres lidenskab for luftballoner i årtier. En overgang som rivaler, der pressede hinanden stadig højere op. Siden skruede de ned for konkurrence-blusset, og i dag arbejder begge brødre for at give andre muligheden for en svimlende speciel flyvetur.
Tekst:Joel GoodsteinFoto:Thomas Nielsen

FYLD ET STOFHYLSTER med varm luft, kravl om bord i en kurv, stig langsomt op over landskabet, og overgiv dig til vindens luner. Sådan narrede mennesket tyngdekraften allerførste gang for 240 år siden, og i dag holder to danske brødre ihærdigt flyveteknikken, der ikke har ændret sig stort siden, i live. I tre årtier har Philip og Christoffer Mundt, to af landets mest erfarne ballonskippere, levet for svævet, der for længst er blevet overhalet som transportform, men stadig kan bringe én et helt andet sted hen og også lidt ned i gear.

”At flyve ballon er først og fremmest en kæmpe naturoplevelse. Det er lidt som at spadsere ad svævende stier. Du er i direkte kontakt med omgivelserne og har overblik over jorden og himlen, 360 grader rundt. Luftballon er slow flying,” siger Christoffer Mundt, 58 år og den ældste af de to brødre.

”Vi kan flyve så lavt hen over kornet på markerne og træerne i skoven, at vi kan høre landskabet stryge mod bunden af kurven. Kort efter kan vi stige op i flere hundrede meters højde og få det helt store vue,” supplerer lillebror Philip Mundt, der er 49.

Christoffer Mundt med svigerinden Anna og nevøen Emil.

EGENTLIG ER DANMARK ikke et særlig velegnet land til flyvning med luftballon. På grund af kystklimaet er vejret ofte for omskifteligt og blæsende.

”Midtjylland – ikke mindst Silkeborg-området – er det mest velegnede til ballonflyvning i Danmark, fordi der relativt set er længst til havet, så dér bliver der fløjet meget med luftballon. Men sammenlignet med andre europæiske lande som Tyskland, Polen og Italien er der ikke nær så mange flyvedage i Danmark. Temperaturforskellene på land og vand giver mange dage med for meget vind til, at vi kan gå op,” siger Philip Mundt, der kender det uforudsigelige danske flyvevejr indefra og for eksempel oplevede det, da han for nylig forsøgte at flyve på tværs af Danmark, fra Jylland til Sjælland.

”Vi fløj fra Fjerritslev ved Jammerbugten og ville prøve at krydse hele vejen østover til Sjælland. I stedet blev vi ført sydpå og landede ved Tønder. Vi kunne godt have fløjet længere sydpå til Tyskland, men på grund af corona-restriktioner måtte vi ikke krydse grænsen,” siger Philip Mundt, der ikke helt har opgivet at krydse landet i sin ballon. Det vil dog kræve helt særlige forhold, har han regnet sig frem til.

”Vi skal have roligt vejr ved jorden, men cirka 30-35 knob fra nordvest i en højde af 10.000 fod. Vi skal af sted fra morgenstunden, så vi har alle de lyse timer foran os. Vi må nemlig kun flyve ballon, når det er lyst. Der er mange ting, der skal falde på plads.” 

At selv erfarne ballonpiloter kan opleve situationer, hvor en flyvning udvikler sig overraskende, og man skal tage nogle vigtige beslutninger ret hurtigt, ved bror Christoffer, der på en flyvning gik til vejrs fra Fredensborg med et par som passagerer. Manden skulle fri til sin kæreste, og den del af turen gik godt – hun blev behørigt overrasket og sagde ja.

”Men så begynder ballonen at gå baglæns og ud til siden. Vinden driller virkelig, og vi begynder at svæve en anden vej end forventet. Vi nærmer os et stort skovområde, hvor vi ikke kan lande. På en eller anden måde skulle vi ud af den situation, hvor vi var ved at blæse væk uden kontrol. Jeg valgte at stige rigtig højt op. Højere end vi normalt gør med passagerer. Jeg måtte ringe til lufttrafikkontrollen og få tilladelse til at gå op i 1,5 kilometer, hvor man godt kan møde andre flyvende objekter. Vi skulle jo nødig blive forvandlet til gavepapir. Herfra fik jeg igen kontrol over vores retning. Det endte med, at vi landede 100 meter fra vores startpunkt. Det er meget usædvanligt, at man lander, hvor man er lettet fra,” siger Christoffer Mundt, der forklarer, at det er en god idé at færdes med ydmyghed og en flaske gavechampagne, hvis man for eksempel er landet uden invitation i nogens mark, og bonden skal formildes, fordi kornet er blevet slået ned.

BLÆS I BALLONEN

Der er grundlæggende to slags luftballoner: En varmluftballon svæver, når varm luft fra en brænder pumpes ind i hylsteret, som udnytter opdriften fra de mere spredte og dermed lettere molekyler i varm luft. En varmluftballon kræver løbende, at der pumpes mere varm luft op i hylsteret for at forblive svævende. En gasballon har et helt lukket hylster, som fyldes med gas inden flyvningen. Der tilføres ikke mere gas under flyvningen. Tidligere blev der mest anvendt helium, men i dag anvendes primært brint i gasballoner. Gasballoner egner sig bedst til længere flyvninger og kan holde sig i luften i dage- eller ugevis.

Fotoskydningens flyvetur startede ved Bagsværd Sø og sluttede ved Kildedal Station ved Måløv cirka 25 minutter senere.

MED EN ALDERSFORSKEL på næsten 10 år var det ikke meget, Christoffer og Philip Mundt legede sammen som børn i barndomskvarteret Vanløse i København. Samværet opstod snarere, når storebror Christoffer modvilligt skiftede ble og passede sine mindre søskende, hvis deres forældre havde brug for en hjælpende hånd. Men årene gik, og en dag kom 24-årige Christoffer hjem på familiebesøg og spurgte 15-årige Philip, om han ville med ud at springe faldskærm. Ja tak, lad os komme af sted, svarede Philip, og så drønede storebror og lillebror ud ad døren med kurs mod flyvepladsen. Det blev startskuddet til et broderligt zigzag-parløb af fælles interesser med relativt højt niveau af adrenalin og eventyrlyst samt en god del konkurrence og indbyrdes rivalisering: dykning, faldskærm og motorcykler. Men først og fremmest luftballoner, som kom ind i familien Mundts liv, da Christoffer Mundt engang i 80’erne arbejdede som lærer på en Tvind-skole på Rømø, hvor 30 unge og 10 lærere var indkvarteret på et tidligere hotel og begyndte at flyve luftballon som en del af aktiviteterne. 

”Det at få ansvar for en luftballon var utrolig gavnligt for de unge mennesker, både personligt og fagligt,” siger Christoffer Mundt:

”På Tvind arbejdede vi med nogle ret udfordrede unge mennesker fra den københavnske stenbro. Næste stop var ungdomsfængsel for nogle af dem, hvis ikke de kunne fungere hos os. Når de blev en del af et ballon-crew med masser af praktiske krav og ansvarsområder, fik de både succesoplevelser og nogle konkrete kompetencer, herunder læring i fysik, engelsk, matematik, som kunne relateres praktisk til ballonflyvningen. Det var faktisk ret godt set af Amdi og Tvind dengang.”

Efter sin tid hos Tvind fortsatte Christoffer Mundt med at bruge ballonflyvning og give unge mennesker erfaring med kortlæsning og radiokommunikation som en del af sin undervisning som ungdomsskolelærer. Den  dag i dag flyver han med sine elever på Albertslund Ungecenter. I 1991 tog han selv et pilotcertifikat, og cirka 10 år efter fulgte lillebror Philip eksemplet og blev ballonpilot.

”Jeg har altid set op til Christoffer, og måske blev han en slags far nummer to, som tog mig med ud og introducerede mig for en masse spændende ting,” siger Philip Mundt: 

”Men vi har også i perioder rivaliseret som brødre, der prøver at indhente en fælles barndom, og jeg fravalgte Christoffer som instruktør, da jeg skulle blive pilot. I stedet måtte jeg køre landet rundt for at få tilstrækkeligt med flyvetimer. Vi har nok haft nogle år, hvor vi ikke skulle befinde os i samme ballonkurv.”

I BALLONMESTERSKABER kan man dyste i op mod 14 forskellige discipliner. Man kan blandt andet flyve på tid (først-til-mål), på præcision ved landing, drop af sandsække mod mål og hare-and-hound-forfølgelsesflyvning. Fra 2003 til 2012 delte brødrene Mundt DM-titlerne mellem sig – på nær et enkelt år. I alt har Christoffer Mundt taget ni DM-titler og to nordiske mesterskaber foruden to top-10-placeringer ved EM, mens Philip Mundt har tre DM-titler og desuden har vundet de åbne hollandske ballonmesterskaber og også været med til EM og VM.

”Det var lidt irriterende, da lillebror pludselig begyndte at blande sig i mesterskabsflyvningerne. Jeg syntes, han kopierede mig, men på den anden side havde jeg selv i sin tid inviteret ham ud at flyve ballon, så jeg var måske lidt selv skyld i det,” siger Christoffer Mundt, der ikke længere konkurrerer, men i dag tjener sine penge som instruktør, der oplærer nye ballonpiloter, når han ikke underviser teenagere på ungdomsskolen. Senest er han også blevet uddannet og certificeret til at udføre de krævede årlige eftersyn og reparationer af andres luftballoner.

Philip Mundt, som er den ballonpilot herhjemme, der har været længst tid i luften, nemlig syv timer og 25 minutter, flyver heller ikke om danmarksmesterskaber længere. Men ved siden af sit arbejde som flyvechef for selskabet DreamBalloon, der udbyder ballonflyveture for private, går han stadig indimellem i luften for at sætte en ny rekord. 21. april 2020 steg Philip Mundt sammen med medpilot Thomas Jøhnk op i en højde af 27.079 fod eller 8,253 kilometer – som nu er den uofficielle rekord for højeste flyvning med luftballon i Danmark og en højde, der kun var mulig at nå på grund af den stærkt reducerede flytrafik under corona-pandemien. Undervejs nåede lufttemperaturen ned på minus 38 grader.

”Stort set hele landet lå under os, da vi var højest oppe. Det var som at se på et danmarkskort i naturlig størrelse,” siger Philip Mundt, der sammen med sin medpilot inhalerede ilt fra iltapparater og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning bar faldskærm under hele turen. 

At han og broren i sin tid blev konkurrenter, skyldes nok, at han var lidt misundelig på storebroren over hans succes ved danmarksmesterskaberne.

”Jeg tænkte: ’Det kan jeg gøre bedre.’ Og det kunne jeg også en overgang. Jeg mener, at vores indbyrdes konkurrence har højnet niveauet for, hvad der skulle til for at vinde mesterskaberne,” siger Philip Mundt.

VINDENS PIONERER

Efter at man havde foretaget forsøg med dyr, som havde overlevet en flyvning, gav den franske konge tilladelse til den første ballonflyvning med mennesker, og 21. november 1783 steg franskmændene Jean-François Pilâtre de Rozier og François Laurent d’Arlandes til vejrs til cirka 900 meters højde og lod sig føre cirka ni kilometer af vinden. Ufarligt var det ikke. Den varme luft kom fra en stråfyret ’ovn’ i ballonkurven, og mod luftfærdens slutning begyndte varmen fra ovn og gløder at æde sig ind på ballonen, der var lavet af blandt andet papir og silke. Der måtte foretages en noget brat landing mellem to vindmøller.

Den første bemandede ballonopstigning i Danmark blev foretaget af belgieren Etienne Gaspard Robertson, som optrådte rundtom i Europa. 1. oktober 1806 steg han til vejrs fra Rosenborg Eksercerplads. Første dansker, som foretog en ballonflyvning i Danmark, var Johan Peter Colding, som 23. april 1811 steg til vejrs ved Blegdammen.

I 1960 fløj amerikaneren Ed Yost som den første med en nylonballon og propanbrændere, der i dag er standard for varmluftballoner. Den første krydsning af Atlanterhavet i luftballon skete i 1978 – med en heliumballon. Den første krydsning af Atlanterhavet i varmluftballon skete i 1987, mens schweizeren Bertrand Piccard og britiske Brian Jones i 1999 fløj hele vejen rundt om jorden i en såkaldt Rozier-ballon, en dobbelt ballon med gas inderst og varm luft udenom, på 15 dage.

I 2012 steg østrigeren Felix Baumgartner til vejrs og sprang ud fra en heliumballon i 39 kilometers højde og landede helskindet på jorden. Som det første menneske brød han under springet lydmuren uden et mekanisk fartøj. Tophastigheden under springet var 1.342 km/t.

Christoffer Mundt (t.v.) og Philip Mundt tænder op.

AF OG TIL er blodets bånd vigtigere end hæder, og i 2004 var begge brødre en del af Jyllands-Postens JP Explorer-ekspeditionen til Kenya. Her fløj de i et par uger rundt i nationalparken Masai Mara i det vestlige Kenya – tæt på grænsen til Tanzania. Der var ingen trofæer på spil. Til gengæld var det en af de mest udfordrende flyveture, brødrene har oplevet, fordi de ikke var fortrolige med de lokale forhold, hverken i luften eller på jorden, og ofte måtte vente i timevis på deres følgebiler, når de var landet et svært tilgængeligt sted. Men der skulle flyves hver dag for at nå alle etaperne i den planlagte ekspedition, og samtidig var der daglige deadlines til avisen, som skulle fodres med billeder og artikler.

”Jeg var hyret af Jyllands-Posten som chefpilot, men havde inviteret Philip med som reservepilot, fordi jeg syntes, vi skulle have den oplevelse sammen, og fordi han er en dygtig pilot. Men også fordi jeg vidste, at jeg kunne bestemme over Philip, hvis vi blev uenige om noget. Han ville respektere mig som førstepilot,” siger Christoffer Mundt og griner: 

”Selvfølgelig skulle han så lige overgå mig ved at flyve over vulkanen Mount Longonot, som jeg selv havde måttet opgive at flyve over dagen før.”

Ballonflyvningen har bragt brødrene vidt omkring, fra Japan til USA, og om vinteren tager de ofte til Alperne og flyver luftballon hen over nogle af Europas højeste bjerge. Det foregår i høj fart, i op til 5-6 kilometers højde og med 100-120 km/t, med fuldt iltudstyr og i minus 40 grader. I forbindelse med en alpeflyvning fløj Philip Mundt sin hidtil længste tur – på fire timer og 317 kilometer – fra en italiensk alpedal til det østlige Østrig tæt på grænsen til Ungarn. Kulden på sådanne ture kræver stor udholdenhed, og meget radiokommunikation med de lokale luftmyndigheder er påkrævet. I tilfælde af en nødlanding skal der også være alpint overlevelsesgrej med i gondolen.

”Det er hårdt arbejde, men også utroligt, når man fanger nogle hurtige luftstrømme og bliver sendt ud på meget lange ture. Det er verdens smukkeste udsigt at kunne se Mont Blanc til den ene side og Venedig til den anden. Og der er fuldstændig roligt i kurven, selv om vi flyver med 120 km/t,” siger Philip Mundt.

LET TIL MODE

Alvorlige ulykker med luftballon er meget sjældne. Danmark har indtil nu været forskånet for dødsulykker. Seneste alvorlige danske ballonulykke var under en konkurrence i 1986 ved et ballonsammenstød med en højspændingsledning. En luftballon kan faktisk godt lande sig selv, hvis piloten af en eller anden grund skulle blive sat ud af spillet under flyvningen. Ballonen vil langsomt tabe varm luft og dermed lige så stille miste højde. Alt efter hvad den møder på vej ned, kan der selvfølgelig være en risiko, men lander man for eksempel på vand, vil kurven holde sig flydende. Desuden er ballonhylstrene efterhånden så godt lavet, at sandsynligheden for lækager er meget lille. Selv hvis uheldet skulle være ude, og der opstår huller i et hylster, vil de stadig stærkere gasbrændere i langt de fleste tilfælde kunne kompensere for den varme luft, der siver ud, og piloten bør kunne få ballonen sikkert ned.

Brødrenes balloner fyldes op.

FLYVNING I LUFTBALLON svæver ofte videre fra generation til generation, men i familien Mundt er der foreløbig ikke noget, som tyder på, at de to brødres egne børn fortsætter i fædrenes vindretning.

”Mine børns kammerater virker mere optaget af, at jeg flyver luftballon, end mine egne børn gør, men mine børn er heller ikke gamle nok til at flyve ballon endnu, så hvem ved,” Siger Philip Mundt. Bror Christoffers afvisning er mere absolut:

”Jeg har to voksne børn, som overhovedet ikke skal i nærheden af en luftballon. Jeg tror, de synes, ballonflyvning har fyldt alt rigeligt i deres opvækst. Det er også til min kones udelte irritation, at jeg igennem mere end et halvt liv har ladet mig styre af muligheden for at flyve ballon.”

Christoffer Mundt overvejer, om hans aske skal spredes fra en ballon, når han dør, men som lillebror Philip bemærker, er man også her underlagt vejrets luner:

”Man skal lige passe på, når man spreder asken, at man ikke får den direkte tilbage i hovedet.”

GÅ I LUFTEN

Sådan bliver du ballonpilot:

Kontakt Dansk Ballon-union for at høre om de mere præcise og aktuelle vilkår.

Læs og bestå det teoretiske pensum. Tag 16 flyvelektioner under vejledning af en godkendt instruktør, pris cirka 40.000 kroner.

Påregn cirka to år til opgaven, hvis du vil lære at flyve ballon i Danmark. Alternativt kan du tage lektioner i udlandet (hvor der er bedre flyvevejr og flere instruktører) og måske gøre det på kortere tid.

Efter bestået pilotforløb vil du være godkendt til at flyve luftballoner med plads til 2-3 passagerer.

Sangerinden udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DET SYDFYNSKE ØHAV 

”Jeg kommer selv fra Fyn og elsker naturen, stemningen og fællesskabet på Ærø, Skarø og de andre små sydfynske øer, som har plads til langsommelighed om vinteren og blomstrer af aktivitet og kultur om sommeren. Til sommer skal jeg selv være gæst til festivalen Avernax på Avernakø.”

PUMPEHUSETS BYHAVE, KØBENHAVN

”Jeg bor i København og har brugt mange sommeraftner her med øl, kulørte lamper i træerne og glade mennesker. På den udendørs scene kan man opleve ny, inspirerende musik helt gratis, så jeg tager ofte derhen helt spontant.”

SYDHAVNSTIPPEN, KØBENHAVN

”Jeg har øvelokale lige i nærheden, og når jeg skriver sange, kan jeg godt lide at gå en tur og få inspiration. Midt i byen er her rå, selvgroet natur, små kunstinstallationer, åben himmel, luft, havudsigt og alpakaer.”

Terese Skovhus, 33, laver dansksproget musik under kunstnernavnet Terese. I marts udgav hun ep’en ’Sjælens lommer’.

Sibirien ligger på Stevns, ved Faxe Ladeplads, i en forstad til Kerteminde, på Christiansborg og 15 andre steder i Danmark. Ud & Se har besøgt nogle af de danskere, der lever og arbejder i de områder, der har navn efter den russiske ødemark. Mød en politiker, en bedemand på ethjulet cykel, en skytte med bue og pil og en kloakmester, der kan åbne en flaske Gammel Dansk med sin grab.
Tekst:Lisbeth RaschFoto:Mads Joakim Rimer og Ulrik Jantzen

TROELS OLSEN
68 År, kloakmester 

Placering: 1,5 kilometer fra Klippinge, Stevns. Tag S-toget til Køge, og skift til lokalbanen mod Hårlev. Herfra er Sibirien blot et par kilometers cykeltur gennem det kuperede marklandskab uden for Klippinge. Et slidt vejskilt viser, at drejer man til højre her, ned ad grusvejen omkranset af høje træer og buske, befinder man sig i Sibirien. 

JEG STARTEDE SOM landmand og begyndte så at køre gravemaskine. Det viste sig at være min hylde, må man sige. Jeg har optrådt med det rundtomkring i Europa. Så lægger man rendegraveren ned på siden for eksempel eller trækker proppen af en flaske Gammel Dansk med grabben. Jeg har også serveret for landbrugsministeren nede i Aabenraa på dyrskue, dér gav jeg ham en pakke med sløjfe om. Man skal bare have lidt følelse. Jeg har set en, der laver hotdog med det. Så tager han brødet og så pølsen og så lidt ketchup … og også ristede løg! 

Jeg var tre timer gammel, da jeg kom til mine adoptivforældre. Der var en kvinde, der lå på Faxe Sygehus, og hun havde mange børn i forvejen, og mine adoptivforældre havde ikke ret mange penge. Det vidste en sygeplejerske, som var gode venner med dem. Hun arrangerede, at moren bortadopterede til far og mor, der havde snakket om at adoptere. Det gik igennem uden om Mødrehjælpen. Sikke en ballade, der blev, da de opdagede det. Der havde de nær taget mig og sendt mig på børnehjem. Og så ved jeg, at med det temperament, jeg har, var det gået helt galt. Så det var rigtig godt, de ikke fik gjort det. Jeg kunne ikke have haft det bedre, end jeg havde det hos dem. 

Da min ekskone og jeg kom hertil, var vi de yngste i Sibirien, og en del af de andre var i familie, de høstede sammen, spiste og holdt fester sammen, det var sådan en klike. Stille og roligt er de blevet skiftet ud og døde, og så er det blevet individualister, der bor her. Man kører jo på arbejde og kommer hjem igen, og så har man nok i at slå sit græs og passe sine børn, og hvad man gør, så der er slet ikke det sammenhold, som der var i rigtig gamle dage. 

For os, der starter klokken 5 om morgenen, passer det fint at bo sådan lidt afsides på landet og ikke rigtig genere nogen af naboerne.

Jeg har lavet et fælles kloaklaug, så vi skider i en fælles tønde. For ellers skulle vi betale, hvis det stod til kommunen, ad helvede til. Man kan ikke helt stole på kommunen. Du skal have det på skrift, og det er de godt klar over, så når jeg kommer derop, så ved de godt, at det er ham Troels Olsen der. Det står sikkert med store, røde bogstaver på computeren. 

Sibirien er den officielle adresse her. Hvis jeg anmelder en kloak, så sidder sekretæren inde i København: ”Øhh, du er nok langt hjemmefra, det må være koldt der” eller noget andet. Eller også tror de ikke rigtig på det. Men det hedder Sibirien.

MICHAEL CHRISTENSEN 
56 år, bedemand

Placering: 2,3 kilometer fra Faxe Ladeplads. Fortsætter man med lokalbane 110R til endestationen, når man til Faxe Ladeplads. Den maleriske strandskov i udkanten af byen bærer muligvis navnet grundet den kolde vind, der til tider blæser fra Østersøen. Eller muligvis fordi Sibirien set fra Faxe Ladeplads var et udsted, det yderste punkt før Vemmetofte Kloster.

JEG FLYTTEDE HERNED, fordi jeg helst skal se vandet hver dag. At køre ned og kigge på Susåen eller Haraldsted Sø er ikke det samme.

Jeg kan ikke være med i noget uden at blande mig. Skal der arrangeres et eller andet, vil jeg altid gerne give en hånd med. Jeg synes, man som indbygger i et lokalsamfund har pligt til at være med i en forening. Det skal man altså, for ellers så dør samfundet sgu. 

Vi havde en ethjulscykelklub hernede. Jeg prøvede at cykle ethjulet cykel, men det er svært. Men børnene gjorde det, og jeg kunne ikke bare stå og kigge, mens ungerne cyklede rundt. Lige pludselig så var man med, ikke? Til at cykle, men også med i bestyrelsen og med til at holde hånd, når de skal lære det. 

På et tidspunkt var vi landets største klub med 130 medlemmer. I 3-4 år var vi den største klub, og lige pludselig havde vi trænere fra Canada, som kom, og det var jo verdensmestre. Og det trak altså folk til: at der var mulighed for at udvikle sig her lige pludselig. 

Hvis det er en, der er død på sygehus, siger jeg: ”Skal vi snakke sammen i morgen?” For så ligger de i kapellet på sygehuset, og så er det jo, som det skal være. Men er det en, der er død derhjemme, er det jo ikke sikkert, at ægtefællen har lyst til at sove i dobbeltsengen ved siden af den døde i nat, vel? 

Vi bruger kølerummet, der er på krematoriet. Jeg ville rigtig gerne selv have et kølerum, men det er ikke rigtig muligt nu. Hende, vi bor til leje hos, en gammel dame på 93, vil absolut ikke have det. Vi har ellers rummet til det, men nej, det kan hun ikke se for sig.

Når folk kommer ind i vores forretning, eller når vi er hjemme hos folk privat – hvad vi oftest er – så aner de ikke deres levende råd. De er kede af at have mistet, og de kan ikke se sig ud af, hvad der skal ske, og hvordan gør vi? Men når jeg går derfra, kan jeg mærke, at der er ro på og styr på det. Man kan virkelig mærke, at man hjælper folk. Man bruger også sig selv meget. Der er stor forskel på familier, og man kan ikke bare sige: ”Vi gør, ligesom vi gjorde i går.” Folk skal føle, at de er de eneste, og at de har din opmærksomhed 100 procent. 

Der ligger seks minedepoter fra den kolde krig lige ovre på den anden side af vejen. Det var planen, at der skulle lægges undervandsminer ud hernede. Faxe Ladeplads, har man senere fundet ud af i de polske arkiver, var stedet, som først skulle have en atombombe og bagefter bruges som landsætningssted til tropper, hvis Warszawapagt-landene skulle angribe. Der er jo dybt hele vejen ind til kysten og ingen videre klint, så man kan bare komme i land.

THERKEL RASMUSSEN 
49 år, ejer af Sibiriens Specialfoder

Placering: 3,1 kilometer fra Revninge ved Kerteminde. Lidt syd for Kerteminde, i skovbrynet og med udsigt over markerne, gemmer sig en lille samling huse, der bærer navnet Sibirien. Her bor 25 sjæle, som deles om det fine badevand ved Kauslunde Strand, årstidernes farveskift i de gamle egetræer, den årlige kagefest og sankthansbålet på sportspladsen i Revninge. 

DET BEDSTE VED at bo i Sibirien er naturen. Fuglene, der synger, og dådyrene og rådyrene, der render rundt omkring os. Jeg er naturmand og vil gerne gå på jagt, også med bue og pil. Det kræver lidt mere, man skal tættere på dyrene.

Jeg begyndte at gå på riffeljagt i 1990, og i kraft af at jeg har skudt meget og måske synes, det bliver for nemt, så vil man have lidt flere udfordringer. Jeg har skudt råbukke, otte, tror jeg, med bue og pil. Jeg skød en i lørdags. Det er fedt, når det lykkes. Man skal højest  være 20 meter væk fra dyret. Det er lidt sværere end med riffel. Man skal være mere opmærksom og være 100 procent sikker på vinden, så de ikke får færten af én. Og man skal være camoufleret, så de ikke ser én.

Ham, jeg skød, har jeg gået efter siden 16. maj, hvor bukkejagten begynder, og jeg har vel gået efter ham 10-15 gange eller sådan noget. Det er lige så meget oplevelsen. Jeg går ikke bare ud og skyder fra en side af. Jeg havde været tæt på ham flere gange, det var bare ikke lige lykkedes. Så vandt jeg til sidst. Der var en for nogle år siden, som jeg havde gået efter rigtig længe, ham fik jeg ikke med buen, så jeg gik ud med riflen til sidst. 

Oprindelig er jeg uddannet landbrugsmaskine-mekaniker i Kerteminde. Det arbejdede jeg med i 10 år, så kom jeg på Lindøværftet, hvor jeg var stilladsbygger et halvt års tid. Det var noget andet. Så begyndte de at drosle ned, jeg blev flyttet og blev maler. Sprøjtemaler på fast nat-tur, det blev jeg hurtigt træt af. 

Man skal ikke have klaustrofobi, hvis man skal være maler på Lindø. Alle skibe er jo i sektioner, og man skal kravle igennem bittesmå rum, og man skal slæbe masker og slanger og alt muligt. Man er pakket totalt ind. Det var ikke drømmejobbet.

Min far startede butikken her op i midten af 90’erne, dengang de lukkede alle foderstofferne rundt på havnene. De havde jo kontantsalg til alle de private, men det lukkede de ned, da det hele blev slået sammen i store enheder. Efterhånden skulle man køre rundt til centrale enheder for at hente en sæk hønsefoder til 150 kroner, det gider folk ikke køre 50 kilometer for. Der manglede ligesom nogen til at sælge foder til private folk. Derfor startede min far butikken for fritidsfolk. Og vi fandt ud af, at jeg hellere måtte komme ned og hjælpe ham i stedet for at være maler. 

Butikken er en alt-muligt-butik, en blandet landhandel. Vi har alt lige fra aloe vera og rom til haveredskaber og musefælder. Jeg ved, hvad de fleste skal have, når de kommer ind ad døren. Det kan så være lidt en udfordring, hvis jeg skal have nogen til at passe butikken en dag, hvor jeg ikke lige er her, og der kommer nogen og siger: ”Jeg skal bare have det sædvanlige.” Og så kan de ikke engang selv huske, hvad det er.

BIRGITTE BERGMAN
55 år, folketingsmedlem 

Placering: Christiansborg Slot, København. Fem minutters gang fra Folketingssalen tager man trapperne fra det enorme indgangsparti op til 3. sal. Helt nede i enden af den ene fløj når man til en gang, der bærer navnet Sibirien, og som blandt andet huser en række politikere fra Det Konservative Folkeparti. 

GANGEN HER HEDDER jo Sibirien, fordi vi ligger langt væk. Vi er helt nede i den ene ende af Christiansborgs hestesko. Lige nedenunder os ligger jo faktisk Statsministeriet.

Her er pivkoldt om vinteren, det kan jeg love dig for. Nede på 2. sal er gruppelokalerne, og der sidder partiformændene også. Vi andre må kæmpe os gennem kulden for at overleve.

Vi prøver at gøre Sibirien til et interessant yderområde. For det første har vi jo vores partisekretariat herinde, og vi har en vanvittig god kaffemaskine, og det er der nogle i de andre partier, der har fået øje for, så de har det med lige at luske ind og få en kop kaffe en gang imellem. 

Jeg synes, her er en god stemning, for mange af de unge mennesker sidder hernede i vores partisekretariat. Der er masser af liv i Sibirien.

Pressen plejede at sidde herude, sikkert for at de ikke kunne lave alt for meget ballade. De lusker jo rundt på gangene … ej altså, sagt med et smil, ikke?

Jeg blev valgt ind i juni 2019, og der var man jo også inde og kigge på, hvor man kunne få kontor henne. Kontorerne på Christiansborg går efter anciennitet. Dem, der har højere anciennitet, sidder nedenunder på 2. sal, men jeg synes altså, det er federe at sidde heroppe.

Jeg har mødt den der med ”Nå, du sidder oppe i Sibirien?” Forstået på den måde, at så er man langt væk. Men hvis man nu skulle vende den om, så er det måske meget godt på den måde, at man hele tiden forholder sig til den virkelige verden. Det der med, at man er langt væk, det tolker jeg, som at man er ude i det virkelige liv stadigvæk, ikke?

På en eller anden måde ser man mere til sine kolleger fra de andre partier, dem, man er ordfører med, end man ser sine egne gruppemedlemmer. Og der er jo nogle, man ser mere end andre, nogle, man har en bedre kemi med. Det har jeg jo også med folk fra andre partier. Vi er meget blandet og ses meget på tværs af partiskel og på tværs af Folketingssalen.

Selvfølgelig kan der være en hård tone herinde, men selvom der er det, kan jeg jo sagtens gå hen og snakke med en socialdemokrat for eksempel. I det daglige er det mennesket først, og der står et menneske foran én, som jo også har en familie, de skal hjem til. Jeg synes, det er vigtigt, at der er en ordentlighed, og at man kan se sig selv i spejlet. For ellers bliver man meget isoleret, og så kan alle jo komme til at sidde i Sibirien.

HVAD I HIMLENS NAVN …

For de fleste er Sibirien et gigantisk område i Rusland med lav befolkningstæthed, verdens koldeste byer og en barsk historie som hjemsted for blandt andet Gulag-lejre. Men i Danmark står Sibirien for noget mere hyggeligt – bag de 19 danske steder, der bærer navnet Sibirien, gemmer sig blandt andet små landsbyområder, en strandskov og en park.

”Sibirien som både vejnavn og navn på områder har i høj grad med det russiske Sibirien at gøre. I Danmark bruges navnet som betegnelse for noget, der efter den lokale befolknings mening ligger virkelig langt borte og måske oveni er kedeligt, halvkoldt, halvfugtigt og ufrugtbart,” fortæller Bent Jørgensen, professor emeritus ved Københavns Universitet med speciale i Danmarks bebyggelsesnavne. Nærmest kun et stenkast fra hans lejlighed på Frederiksberg gemmer endnu et dansk Sibirien sig – et vådområde i Søndermarken i Frederiksberg Have.

”Som navn i Danmark stammer det typisk fra anden halvdel af 1700-tallet og ind i 1800-tallet, hvor skolegang bliver mere udbredt. Man skulle jo vide, hvad det russiske Sibirien var, og hvad det mindede om, for at man kunne få den idé at opkalde et sted i nærområdet efter Sibirien.”

Ifølge Bent Jørgensen opstod de danske Sibirien’er typisk i forlængelse af landboreformerne fra anden halvdel af 1700-tallet, der medførte omfattende udstykninger og en omstrukturering af de gamle landsbykerner.

”Bønderne ville meget nødig flytte ud af landsbyen, så man lavede alle mulige kreative løsninger i forhold til udstykningerne. Ikke bare fordi det var hårdt og besværligt at skulle gå langt hver dag, men også på grund af afstanden til det sociale liv i landsbyen.”

I dag kan afstandene fra de gamle landsbykerner ud til de udstykninger, der fik tilnavnet Sibirien, forekomme ubetydelige, men som Bent Jørgensen påpeger, er alt relativt: ”Hvis man kun har sine flade konvolutter at gå på, er selv et par kilometer jo langt.”

Da en blind rovfugl landede på hendes hånd, vidste Louise Vedel, at hun havde fat i noget. Hun sagde farvel til København og karriereræs og startede Falkecenter Samsø, som i dag huser ørne, falke, ugler og ravne.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Erik Schou, Knud Erik, Michael Lauritzen

JEG ER VOKSET op på en kalkunfarm på Lolland i den lille by Keldernæs ud for Askø og Fejø og syv kilometer fra Knuthenborg Safaripark. Mine forældre havde kontor i vores stuehus, hvor alle medarbejdere kom og fik deres morgenkaffe og ostemadder hver morgen og til frokost. Vi var tre søskende og havde fire hunde, heste og fugle over det hele.

Min SFO var en trampolin i baghaven, en tv-stue fyldt med tegneserier, et krea-rum, og om vinteren var der så meget sne, at vi stod på ski ned ad kalkunhusenes tage. Jeg fik altid at vide, at hvis jeg ville underholdes, så måtte jeg selv finde på noget. Kun uintelligente børn keder sig, sagde min far. Det var mantraet, og så måtte man rode på værkstedet.

Jeg havde både parakitter og undulater, som jeg passede og plejede, men min virkelige fascination var rovfugle. Siden har jeg fundet digte om ørne, som jeg skrev, da jeg var ni år gammel. Men dengang måtte jeg slå mig til tåls med Keldernæs’ malermesters fugle. Karlo, som han hed, havde en kæmpe hal fyldt med eksotiske fugle og store papegøjer. Jeg cyklede ofte hen til ham for at sludre og fodre fuglene. En gang imellem stak de af, og så sad der en rød ara i træet ud for vores gård.

Som ung ville jeg bare væk fra det lollandske landmiljø, og da jeg som 17-årig kom hjem fra et efterskoleophold, flyttede jeg væk fra mudderet og gummistøvlerne med målet om aldrig at komme tilbage. Mens mine forældre var ved at gå konkurs med kalkunfarmen, flyttede jeg ind hos min søster, som læste til afspændingspædagog i København.

Hornuglen Tykke Bertha.

Teaterverdenen var tilpas langt fra landmiljøet, tænkte jeg og begyndte på Skandinavisk Teaterskole, en flerårig privat skuespilleruddannelse. I de år handlede alt om skuespil. Da jeg blev færdig, var jeg til en del auditions og fik nogle små roller på Folketeatret. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om skuespilmiljøet, som var præget af rundsavsmentalitet.

I stedet begyndte jeg på noget, der hed Bagscenen, et kreativt tilbud hos Teknisk Skole i København, som skulle minde lidt om Kaospiloterne i Aarhus. Derigennem blev jeg frivillig i Øksnehallen, hvor jeg senere blev fastansat som projektkoordinator. I små 10 år arbejdede jeg med at søge penge til kulturarrangementer, stå for events og den slags. Sideløbende betalte de for en efteruddannelse i strategiarbejde.

Da jeg blev færdig med den, var jeg helt udkørt. Jeg havde haft snuden i et karrierespor i mange år og trængte virkelig til at komme ud af stærekassen. Da jeg beklagede mig til mine forældre, spurgte min mor: ”Hvad blev det til med de fugle der?”

Mine forældre var flyttet til Tenerife, hvor der var en stor park med over 200 rovfugle, og på et tidspunkt, hvor jeg havde ni ugers ferie og afspadsering, forsøgte jeg at få en praktikplads i parken. For at forbedre mine chancer fik vi en dyrlæge, vi kender på Lolland, til at forfalske et dokument om, at jeg havde brug for at lære noget om rovfugle i forbindelse med min uddannelse. Det var fup og fidus, men det gav mig praktikpladsen.

Andesvågen Inge.

FALKECENTER SAMSØ

På rovfuglecentret har 48-årige Louise Vedel 23 fugle. Blandt andet amerikansk havørn, russisk steppeørn, lannerfalk, sakerfalk, afrikansk hornugle, dværghornugle, tårnfalk og nordisk ravn. Hun tilbyder falkonerskole, teambuildingkurser, privatarrangementer og undervisning gennem skoletjenesten. Hun har en fultidsansat dyrepasser og to deltidsansatte til hjælp i det daglige. I sommermånederne med flest shows er de fire falkonerer.

DA JEG HAVDE været der i 14 dage, klaskede min kollega en dag et stort kyllingelår i hånden på mig og gav mig besked på at spæne af sted. Der sad 200 mennesker og kiggede på, mens en ørn, der var blind på det ene øje, kom direkte mod mig, mens den skiftevis fløj på ryggen og på maven for at få fuldt udsyn. Det var den vildeste lykkefølelse, da den landede på min hånd. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Fra det sekund vidste jeg, at jeg skulle være falkoner.

To år senere lejede jeg sammen med min daværende kæreste en lille ejendom af Brattingsborg Gods på Samsø, hvor vi testede mulighederne for et falkecenter. På det tidspunkt havde vi en canadisk hornugle, en musvåge, en russisk steppeørn og nogle lannerfalke, som vi alle sammen havde hentet på Tenerife. 

Vi delte 3.600 løbesedler ud den sommer og tjente, så vi akkurat kunne leve af det. Derefter investerede jeg i et nedlagt griselandbrug med stor stald og en trelænget gård. Det var nedslidt, men placeringen og udendørsarealet, hvor fuglene skulle flyve, var bare superfedt. 

Vi rendte rundt i arbejdstøj hele vinteren, for at det kunne stå klar til foråret. Jeg fik skaffet fondsmidler til at etablere en parkeringsplads, og den overskydende jord brugte vi til at bygge en udendørsarena. 

En dag ringede kongehuset og spurgte, om Prins Henrik måtte komme forbi, når kongeskibet slog forbi Samsø på sit sommertogt. Alt var én stor mudderpøl, så vi købte 22 ton rullegræs, og pludselig så det faktisk godt ud. Prinsgemalen sendte en ørn af sted, og den landede på ham igen, hvorefter vi blev inviteret til taffel. Først spiste vi med prinsen, og så sad vi og talte om fugle med dronningen på en lille skibsbænk. Vi kom direkte på forsiden af Billed-Bladet, Familie Journal og alt det der.

DE FØRSTE TRE ÅR kunne vi ikke leve af falkecentret, så jeg var tjener ved siden af, og min kæreste kørte gravemaskine. Jeg fik også et marketingjob i en lokal virksomhed, men sidste år opsagde jeg stillingen, da jeg endelig kunne leve af livet som falkoner. I mellemtiden var min kæreste og jeg gået fra hinanden.

Man knytter et tæt bånd til fuglene. Jeg havde en slagfalk, der hed Erna, fordi hun altid satte sig på min nabo Ernas tag. Hun var ekstremt egenrådig, så jeg havde hende med i huset og på toilettet for at skabe tillid. Jeg havde hende konstant på hånden i tre måneder, og til sidst var hun fuldstændig fantastisk. Men en dag satte jeg hende sammen med en avlshan, og næste morgen fandt jeg hende uden hoved. Der tudede jeg virkelig.

Rovfugle er ekstremt hierarkiske egoister og tøver ikke med at æde hinanden, hvis de er sultne. Sult er også vigtigt, når man skal skabe tillid mellem falk og falkoner. Langsomt tilvænner man fuglen til at spise af hånden, og når den er tryg, sætter man en GPS på den og går over til udendørs træning. En falk kan nappe 1.000 kilometer på en dag, så der er det rart af have styr på den.

Fugle er fløjet væk for mig, men jeg har kun overnattet ude én gang, da en falk fløj væk fra øen, og jeg måtte tage til Djursland og pejle mig ind på den. Jeg kunne ikke nå at lokke den ned inden solnedgang og var nødt til at overnatte i min bil. Morgenen efter kom den straks ned på handsken.

For to år siden lavede jeg det gamle maskinhus om til indendørs flyvearena beklædt med træ og med tribuner hele vejen rundt og plads til 120 mennesker. Den bruger vi til privatvisninger, eller hvis det er virkelig dårligt vejr.
Hvert show starter med lidt uformel træning, hvor publikum kan komme helt tæt på og spørge ind til fuglene. Derefter går vi ned på arenaen, hvor fuglene flyver hen over hovederne på publikum, mens vi render rundt bag dem og fortæller om vingefang og vægt. Der kommer det, jeg lærte på skuespilskolen, mig virkelig til gode.

Louise Vedel træner rovfuglene dagligt. Går der for længe imellem træninger, mister fuglene tilliden.

EN AF ATTRAKTIONERNE er vores nordiske ravn Liselotte. Hun sidder herude og pifter efter hunden, og når postmanden kommer, hilser hun og siger hej. Det er en fantastisk fugl, men jeg kan ikke bruge hende frit længere, fordi hun begyndte at stjæle fra publikum. Hun har stjålet sutter og solbriller, og hendes bror stjal cykelhjelme. I en tid fløj broren frit ved godset, men vi endte med at få ham tilbage, fordi han hærgede hele øen og pillede kit ud af sommerhusvinduerne.

I seks år har Mikkel Rolighed Nør arbejdet i Jesperhus Feriepark på Mors, hvor han har spillet abe, pirat og kokken Dellekaj. Vi spurgte ham, hvordan livet ser ud inde fra kostumet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Mikkel Rolighed Nør

Du har spillet både abe, pirat og kokken Dellekaj fra Jungledyret Hugo-universet. Hvordan kom du til det?

”Ved at spørge rigtig pænt. Jeg er selv vokset op på Mors med Jesperhus lige ved siden af. Det var et sted, min familie tog hen på en fridag. Som 15-årig fik jeg sommerferiejob som opsyn ved trampolinerne, så jeg kunne tjene penge til at gå i byen, købe computerspil, eller hvad det nu var. Da jeg kom i gymnasiet, havde jeg flere venner, som arbejdede herude, og en dag besluttede jeg at spørge i underholdningsafdelingen, om jeg ikke måtte give figurerne et skud. Weekenden efter var jeg med til en komsammen, hvor vi spiste sammen og kørte gokart. Kort tid efter fik jeg min første rolle som abe.” 

Skulle du så arbejde dig op fra aberne til de store roller?

”Det var et spørgsmål om at få noget erfaring. Alle startede som abe. Aberne havde ingen replikker, så der kunne man lære at gebærde sig og spille skuespil i de store maskotdragter. Det er ikke det samme som filmskuespil eller teater, fordi du ikke har nogen mimik, og aberne ikke har en stemme. Derfor er du nødt til at lære at bruge din krop mere udtryksfuldt og begå dig på en scene. Den første talende karakter, jeg spillede, var Jungledyret Hugo. I slutningen af mit første år blev Dellekaj en del af showet. Den karakter var jeg helt hooked på.” 

MORS’ DRENG

Mikkel Rolighed Nør, 23, har arbejdet i forlystelsesparken Jesperhus Feriepark på Mors, siden han var 15 år gammel. To år senere fik han sin første rolle som abe, og siden har han spillet næsten alle roller i parkens mange Hugo-shows. Han studerer film- og tv-produktion på Medieskolerne i Viborg.

Hvad tiltalte dig ved Dellekaj?

”Hvor Rita, aberne og Hugo er mere barnlige, kan man med Dellekajs humor både ramme de voksne og børnene, hvis man er god. Det vigtigste er selvfølgelig børnene, men hvis vi også kan få de voksne til at grine, er det helt perfekt. Jeg hopper stadig i et abekostume, hvis lokummet brænder, men Dellekaj er den fedeste karakter og den mest behagelige dragt, fordi det kun er et hoved, lange strømper, en tyk mave og et forklæde, mens de andre kostumer er heldragter.” 

Er det hårdt at spille i en maskotdragt?

”I det tidlige forår er den faktisk ret lækker at få på, fordi det er som at træde ind i en flyverdragt, men til sommer kampsveder vi. Vi drikker meget vand, og når det er helt slemt, har vi også nogle baljer med isvand omme bagved, så vi kan blive kølet ned. Dragten suger til sig og kan godt blive tung, når man sveder i den – jeg har også lavet videoer i vores badeland, hvor dragterne blev helt vildt tunge. Men vi har kun hovederne på i 25 minutter ad gangen, så det er lige til at overskue.”

Hvor mange gange har du optrådt?

”Vi har mellem 50 og 60 shows på en uge i højsæsonen, så et slag på tasken er, at jeg nok har spillet 150 piratshows og omkring 900 Hugo-shows. I højsæsonen er der morgengymnastik med aberne Zik og Zak, fire Hugo-shows i parken i løbet af dagen, om aftenen er der piratshow i Piratkroen, og nede på campingscenen spiller maskotterne godnatshow.”

De mange Hugo-shows er både populære i Jesperhus og på YouTube, hvor ferieparken distribuerer børnevenlig underholdning.

Bliver du aldrig træt af at trække i kostumet?

”Ikke rigtig. Der bliver hele tiden skrevet nye historier. Jeg vil skyde på, at der er nye manuskripter 3-4 gange om året. Lige nu er der for eksempel et påskeshow, og vi har lige haft et fastelavnsshow. Så jeg står ikke op og tænker, at jeg ikke orker at være Dellekaj igen. Det er et arbejde, men det er et sjovt arbejde.”

Hvordan foregår en sommersæson?

”Vi kan alle sammen bo i nogle af parkens udlejningshytter, når vi skal spille. Sidste år boede jeg i parken to en halv måned i træk, fordi jeg skulle optræde så meget. Der var EM i fodbold om aftenen, så når vi havde fri, satte vi os og så Danmark spille, mens vi drak en fyraftensøl. Men det bliver ikke til mange sene aftenener og abefest, for vi er virkelig trætte efter sådan en dag. Det er fysisk hårdt, det er varmt, og det er mange timer.”

Du spiller også i et piratshow. Hvad er det for noget?

”Det er et dinner-show, hvor gæsterne sidder og spiser, mens vi opfører et stort show i Piratkroen med karaktererne Rødspætte, Romkugle og Admiral Fjæsing. Rødspætte er stærk og modig. Romkugle er klog og flink. Og Fjæsing er magtliderlig og vild med konkurrencer. Igennem showet kommer både Rita, Hugo og Dellekaj på scenen, og det elsker børnene.” 

Hvad har været din største oplevelse?

”Da jeg første gang skulle spille guitar til et piratshow. På det tidspunkt var pirat noget af det største, du kunne blive, fordi det krævede mest skuespilerfaring. Efterfølgende blev jeg instrueret i, hvordan jeg skulle spille, synge og optræde foran et publikum på campingscenen til voksenkoncerterne. Der spiller vi Kim Larsen, Gnags og Shu-bi-dua for de voksne, når børnene er gået i seng.”

Zaco Sonne har altid elsket dyr, og halvdelen af sit liv har han taget sig af tigre. Her fortæller den 45-årige rovdyrpasser om at holde raceduer som dreng, om at sige farvel til en dræbt huntiger og om at corona-teste en af de store katte.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sebastian Dall Mayoni, Privat

LIGE SÅ LÆNGE Zaco Sonne kan huske, har han været vild med dyr. Det begyndte med fugle. Han fik nemlig sin første høne, da han var fire år gammel og boede i parcelhus i Karise på Sydsjælland. Og da han var 10 år gammel, fik han sin første racedue af sin cerut-rygende nabo, hvis have var fyldt med volierer. Så måtte hans far bygge et dueslag.

”Jeg var flere gange til udstilling i kæmpe messehaller i Leipzig og Hann­over, hvor der var tusindvis af bure med racefugle. Så kom jeg altid hjem og bad min far om ikke at blive sur, fordi jeg havde taget nye fugle med fra Tyskland,” fortæller Zaco Sonne, der i dag er rovdyrpasser i Zoologisk Have København, hvor han står for træningen af havens tiger Sasha, som ligger på en afsats og følger med, mens Zaco Sonne fortæller, hvordan han kom fra duer til store rovdyr. Så peger han på gulvet lige inden for tremmerne:

”Selvfølgelig skulle du lægge en lort dér, når vi får gæster,” siger han henvendt til tigeren, mens han nærstuderer ekskrementerne.

”Nogle gange spiser hun græs, men det der ligner bambusblade.”

Fascinationen af fugle overbeviste ham om, at han skulle arbejde med dyr, og efter folkeskolen begyndte han på dyrepasseruddannelsen i Roskilde, som gav ham både en dyrepasserkæreste og en elevplads i Zoo.

MASSER AF DYREVENNER

Zaco Sonne, 45, er gift med pingvinpasseren, som han bor med på en gård i Slagelse. Han opdrætter peruvianske hårløse hunde, som han tager på udstilling med rundt i Europa. I rovdyrsafdelingen i Zoo er han en blandt tre dyrepassere. Ud over tigre passer de også oddere, vombatter, leoparder, røde pandaer, brunbjørne, myreslugere, tasmanske pungdjævle og mange flere dyr. De tasmanske pungdjævle var en fødselsgave fra Tasmanien, da Prins Christian blev født i 2005.

SIDSTE ÅR KUNNE Zaco Sonne holde 25-årsjubilæum i Zoo, når man tæller elevtiden med, som begyndte i juni 1996. Dengang var han både i centralkøkkenet, hos elefanterne, i tropeområdet, hos søløverne og i det hele taget de fleste steder i haven, men da han efter elevtiden fik et vikariat og senere en fast stilling, arbejdede han udelukkende hos rovdyrene. 

”Det var helt tilfældigt, at jeg endte hos tigrene. Men det er et fedt dyr at arbejde med, fordi de er så interesserede i, hvad man går og laver. Du kan se, at hun hele tiden følger med,” siger han og viser, hvordan han træner huntigeren.

Med en beholder fyldt med kødlunser om livet markerer rovdyrpasseren med en pegepind forskellige steder i buret. Hver gang tigeren følger med hen til punktet, bruger han en klikker, ligesom man ville gøre det til hundetræning.

”Jeg træner dem jo ikke til at stå på hovedet eller hoppe gennem ildringe,” fortæller han.

”Det er øvelser som at stikke poten ud, så vi kan give injektioner, bedøvelse og tjekke neglene. Eller at lægge sig sådan, at vi kan tage blodprøver fra halen. Jeg har trænet hende til at lægge sig op ad hegnet, så halen kan komme ud lige dér,” siger han og peger på et lille rum i tremmerne, hvor halen bliver placeret.

Da en forsker for år tilbage ville lave undersøgelser af tiger-urin, trænede Zaco Sonne en tigerhan til at tisse i en skål på kommando. Og i begyndelsen af corona-pandemien lærte han tigeren Sasha at placere sit hoved i en gummiring, så han kunne udføre corona-test i tigersnuden. I zoologiske haver i både Sverige, USA og Holland blev tigre og løver smittet, og i flere tilfælde døde de. Det ville man ikke risikere i København.

”Så jeg trænede Sasha til, at jeg kunne stikke en vatpind op i næsen på hende. Og det var altså de gamle test, der skulle helt op i hjernekassen. Det kunne hun ikke lide, men hun gjorde det, selvom hun bare kunne gå sin vej, hvis hun ville.”

Zaco Sonne overtog jobbet, da den forhenværende tigerpasser gik på pension i år 2000. Det var samme år, som han flyttede til en gård i Slagelse sammen med sin mand, som samtidig blev ansat i Zoo som pingvinpasser. På gården fik de geder, får, duer, perlehøns, kalkuner og påfugle, som rendte rundt på taget. Men som fuldtidsdyrepasser blev det til sidst for meget. 

”Jeg havde ikke de fire timer om dagen, det krævede at passe alle dyrene,” siger Zaco Sonne, der dog ikke har skubbet alle dyr ud af sit liv. I dag har han 10 peruvianske hårløse hunde, som han træner på stort set samme måde som huntigeren i zoo, fortæller han.

KATTEKONGE

Amurtigeren, også kaldet den sibiriske tiger, er verdens tungeste katteart. Den vejer 100-300 kilo og måler 140-280 centimeter. Den almindelige levetid er 15-20 år, og den lever i det østlige Rusland samt det nordøstlige Kina. Den lever af stenbukke, antiloper, hjorte, okser, vildsvin og fugle. I Zoologisk Have København får tigeren omkring 12 kilo kød om ugen fordelt over nogle dage. I naturen, hvor tigeren vil være mere aktiv, kan den spise 50 kilo kød på en gang, hvorefter den vil slå mave i flere dage. Amurtigeren er stærkt truet af krybskytteri, blandt andet på grund af en overtro om, at indtagelse af dens kød og knogler har en helbredende effekt. Der findes under 400 amurtigre på verdensplan.

I SINE MANGE år som tigerpasser har han både opfostret tigre født i Zoologisk Have København og arbejdet med at tilpasse indhentede tigre fra andre zoologiske haver. Han har sågar opflasket tigerunger, som han kunne følge rundt inden for indhegningen. Da de blev ældre, blev han dog opfordret til at holde sig på den anden side af hegnet.

Sasha blev født i Zoologisk Have København 18. april 2013. Hun er en amurtiger, også kaldet en sibirisk tiger. Det er den tungeste katteart i verden, og en velvoksen han vejer mere end selv de største hanløver. Præcis hvor stor tigeren er, viser sig, da den nærmer sig tremmerne, og Zaco Sonne tager sin hue af og stikker hovedet helt hen til den. Tigeren begynder med tungt åndedræt at snuse til hans hår og gaber. Dyrepasserens hoved ville snildt kunne være i tigerens mund, hvis ikke der var tremmer imellem.

”Nu kommer der snart en ny han til hende,” fortæller Zaco Sonne.

I 2018 forsøgte man sig med at lukke en anden han ind til Sasha og hendes søster Olga i håb om, at de ville parre sig. Men i stedet endte Olga og den nye han i kamp med hinanden, en kamp, der endte med Olgas død.

”Jeg var ikke på arbejde den dag,” siger Zaco Sonne.

”Det var en kollega, der ringede og fortalte det. Jeg græd ikke, men jeg var ked af det og simpelthen så sur på hannen. Olga var ekstremt intelligent og tillidsfuld, hvor søsteren her er lidt mere skeptisk,” siger han og peger på Sasha, der har lagt sig tilbage på en afsats.

Da hantigeren noget tid senere gik til angreb på Sasha, indså personalet, at de var nødt til at sende ham væk. Og nu har de så ventet et par år på et fredeligere handyr.

”Omkring påske kommer der en ny fra Frankrig. Han har gået sammen med andre hunner og fået unger med dem, så der er gode chancer for, at han også vil være god ved hende. Men jeg har stadig mine bekymringer, for nu er hun jo ved at blive en gammel dame, der måske er lidt sær i kanten. Det bliver spændende, om de vil acceptere hinanden.”

Instruktøren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Erika Svensson, Colourbox

FREDERIKSBERG HAVE OG SØNDERMARKEN, KØBENHAVN

”Mine løbeture starter på Frederiksberg Haves snoede stier, går op forbi slottet med den smukke udsigt og fortsætter i Søndermarkens rå, kuperede terræn. I Frederiksberg Have har man kig til elefanterne i zoo. En dag passerede jeg en baby­elefant, der legede i vandet. Et magisk øjeblik, inden jeg var videre.”

FANEFJORD SKOV, MØN

”Jeg og min familie har sommerhus tæt på den gamle skov, der ligger hævet over vandet med en vild skrænt, og hvor man kan gå rundt og føle, man har den helt for sig selv, og fortsætte ned til stranden, der ændrer sig uforudsigeligt med vejret. Nogle dage er den fuld af kæmpe sten, andre dage er der rent sand og fantastisk badevand.”

TAARBÆK, NORDSJÆLLAND

”Jeg voksede op i den lille by med de mange kontraster: små fiskerhuse, kæmpevillaer og alment boligbyggeri. Jeg gik til fodbold med millionærsønner og arbejderdrenge. Demografien har ændret sig til det mere velhavende, men byen har stadig charme og fine, gamle huse.”

Dokumentarfilminstruktør Andreas Koefoed, 42, er biografaktuel med filmen ’The Lost Leonardo’, der handler om mystikken omkring ’Salvator Mundi’, verdens dyreste maleri.

Dna-detektiven Anette Hallev blev først et helt menneske, da hun i 2000 fandt sin forsvundne far. Siden har hun og andre frivillige hjulpet mere end 15.000 personer med at finde deres savnede. Et arbejde, der kræver knofedt, kirkebogskendskab og kreativ tænkning.
Tekst:Line RasmussenIllustration:Gitte Skov

I DEN SYDLIGE ende af S-togslinje E bor en kvinde med en meningsgivende hobby. I 20 år har hun hjulpet andre med at finde frem til deres længe søgte og savnede fædre, mødre, grandfætre, grand-grandkusiner og venner. Spisebordet i rækkehuset i Køge er dækket med tilkradsede post-it-noter, og det er blandt andet her – eller i bussen, i frokostpausen og alle mulige andre steder, hvor telefonen, detektivens foretrukne arbejdsredskab, kan hives frem – at hun gør det, hun er god til: at finde mennesker. 

56-årige Anette Hallev har netop fået hul igennem i endnu en sag, men den er så ny, at den er for sårbar at tale om, siger privatopdageren, der begyndte sin metier, da hun efter års intenst detektivarbejde selv fandt den mand, hun havde ledt efter, siden hun var 12 år. 

Hun havde altid haft fornemmelsen af, at den far, hun voksede op med, på en eller anden måde ikke var gjort af det samme stof som hende selv. Da hun som tidlig teenager fik at vide, at han faktisk ikke var hendes biologiske far, gav det mening – og genererede stor lettelse. Men hvem var hendes rigtige far så? Moren kunne ikke give så mange detaljer, ikke andet end at han hed John Meisler. Med de 11 bogstaver i bagagen begav hun sig ud på en årelang eftersøgning. Først skævede hun til manden i huset ved siden af: Var han hendes far? Så gennempløjede hun hver en skuffe i hjemmet og hver eneste telefonbog, hun kunne få fingre i, både hjemme i Danmark, og når hun var på ferie i udlandet. Hun skrev noter en masse for at kortlægge sit detektivarbejde, og sådan foregik det famlende i flere år indtil det første gennembrud.

”Som 17-årig flyttede jeg hjemmefra og ind i min egen lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. En dag, da min mor var på besøg for at hjælpe med noget, sagde hun henkastet: ’Din farmor bor i opgangen ved siden af.’ Det tog mig et halvt år at tage mig mod til at gå op og ringe på hos hende. Jeg var nok bange for at blive afvist. Da jeg endelig gjorde det, og hun åbnede døren halvt på klem, sagde hun bare: ’Jeg har ventet dig.’ Og gav mig nogle få, men afgørende detaljer om min far.”

Anette Hallevs farmor havde ikke haft kontakt med sin søn i mange år, men kunne fortælle, at han var udvandret og rejste rundt i verden som maskiningeniør på boreplatforme. En detalje, som fik hende på sporet, men som ikke kastede mere af sig på det tidspunkt. Alligevel blev hun stædigt ved med at lede efter ham, hvor end hun var.  

EFTER ÅR MED læsning af kirkebøger, kontakt med ambassader, kommunale instanser, sømandskirker, advokater og detektiver valgte Anette Hallev at lade ’projekt far’ ligge. Men det blev genoptaget, da hun fik en livskrise midt i trediverne. Hun ville gerne have, at hendes to små børn kunne møde deres morfar. I mellemtiden var internettet kommet til som hjælper, og det blev afgørende for sagen, da hun via den danske ambassade i London fik viden om, at John Meisler, hendes far af kød og blod, måske boede i Leeds. Anette Hallev satte en annonce i Yorkshire Post, og det gav pote. 

”Jeg fik en opringning fra en kirketjener i en sømandskirke i Hull. Han sagde, at det højst sandsynligt var min far, der troligt dukkede op i kirken hver søndag i sit stiveste puds.” 

Anette Hallev fik kort efter et opkald fra faren. 

”Det var i år 2000, 12. august klokken 16, jeg kan tydeligt huske det. Det første, han sagde, var: ’Jeg elsker dig, skat.’ Og vi hylede i kor.” 

Faren, der i mellemtiden havde taget navneforandring til James og i øvrigt næsten havde glemt sit modersmål, kom hurtigt til Danmark for at besøge Anette og hendes to piger. Det var en kæmpestor, men ikke kun rosenrød oplevelse. 

”Allerførste møde var ret svært for mig, også fordi det var svært for ham. Han så mig stadig som en lillebitte pige. Han kunne slet ikke forholde sig til, at jeg var 35 år. Han tog mig i hånden og sagde: ’Kom nu, lille skat,’” fortæller Anette Hallev, der havde stor forståelse for sin fars reaktion. Han havde haft et svært liv, og det var han ærlig omkring. Hendes forældre blev skilt, da hun var spæd. Hvorfor hendes far siden forsvandt, er hun aldrig helt blevet klog på.

”I stedet sendte jeg børnene over til ham. Faktisk fik mine børn den tætteste relation til ham, og det betød utrolig meget for mig.”

Far og datter nåede at have ti gode langdistance-år sammen, inden han døde som 65-årig. 

At møde det menneske, hun havde ledt efter i mere end 20 år, gav Anette Hallev en fornemmelse af at blive hel. Dén følelse blev hun optaget af at give videre til andre, og derfor stiftede hun i 2000, året, hvor faren blev fundet, sin egen nonprofit-eftersøgningstjeneste og kaldte den Genforening. Et navn og en idé, hun fandt på 24 timer inden, hun skulle i tv for at fortælle sin historie. Det var længe før, programmer som ’Sporløs’ fandtes. 

”Den første henvendelse fik jeg allerede dagen efter fra en mand, der ledte efter noget familie i Indien. Og den første sag, der blev opklaret, husker jeg tydeligt. Jeg fandt en kvindes far, der viste sig at bo ude i en skov.” 

SLÆGTSBINGO

Genforening er en eftersøgningstjeneste drevet af ’dna-detektiven’ Anette Hallev. Siden 2000 har hun brugt sin fritid på at hjælpe mennesker, der søger forsvundne familiemedlemmer eller gamle venner. På Facebook-siden Genforening/Peoplesearch kan man følge med i historierne, der oftest har en god slutning. Når der er bid, fejres det med et ’Bingo’ og glade likes.

I bogen ’Når døre åbnes’ (2019) kan man læse om mange af de rørende og nervepirrende genforeninger, som Anette Hallev har været ansvarlig for, og om hendes eget årelange detektivarbejde for at finde sin far.

Engang blev Anette Hallev kontaktet af en slægtning til Dagmar Overby, Danmarks største massemorder, også kaldet

Englemagersken.
I 1920’erne skaffede hun uønskede børn af vejen og brændte deres lig i en brændeovn på Vesterbro i København. Det lykkedes Anette Hallev at finde barnebarnet, som levede i bedste velgående. I stedet for at blive skræmt over den makabre viden om sit ophav, var han mest af alt taknemmelig – hvis ikke han var blevet bortadopteret fra sin mor, var han nok selv endt i brændeovnen.

Op til jul og andre højtider får Anette Hallev flere henvendelser. Normalt modtager hun 3-4 mails om dagen, men allerede i november begynder antallet af stige. Højtider maner åbenbart til eftertanke.

UNDER DEN USYNLIGE detektivhat er der en knagende hjerne, der kan holde ejeren vågen om natten, når den forsøger at finde nye veje i en sag. En sag, der indtil for nylig invaderede nattesøvnen, handler om Tom og hans far. Anette Hallev får kuldegysninger af at tænke på den, siger hun, tager sin telefon og ringer til Tom. De har ikke mødt hinanden i virkeligheden, men har talt sammen et hav af gange. Hun vil lige høre, om det er i orden, at hun deler hans historie. ”Jo flere der kan få håb og blive inspireret af min historie, jo bedre,” siger han, så det kan høres ovre i den anden sofa. 

Toms mor arbejdede på Tenerife som ung, fik en kæreste og ret hurtigt efter et barn. Mor og søn flyttede på et tidspunkt til Danmark, og siden så Tom ikke sin far. Han havde ledt efter ham længe, indtil han for et par år siden bad Anette om hjælp.

”Jeg fik nogle ledetråde fra moren i form af et hotel og nogle navne, og vi vidste, at faren højst sandsynligt var og er spanier. Det burde være enkelt, og jeg kontaktede både radio og tv, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget. Hvor svært kan det være? tænkte jeg, men det var virkelig svært,” siger Anette Hallev om sagen, der blev ved med at poppe op i hendes hoved,

”En nat begyndte jeg at lede på Facebook, som jeg har gjort mange gange før – og så skete der noget. Vi havde allerede et sort-hvid-foto af faren, hvor der var et logo på hans skjortebryst. Pludselig så jeg et lignende billede på skærmen og tænkte: ’Det er sgu ham.’”

Men Facebook-profilen var ikke aktiv, så i stedet fandt Anette en person på vennelisten med samme efternavn og skrev til ham. Det viste sig at være Toms fætter, der svarede med det samme, selvom det var midt om natten. Den var god nok. Manden med logoet var ham, de ledte efter. 

”Det har været en så forløsende sag,” siger Anette Hallev. Faren viste sig heldigvis at være i live og meget glad for at finde sin søn. 

”Om morgenen, da jeg ringede til Tom for at fortælle, at jeg havde fundet hans far, sad han sammen med sin familie og fejrede moren, der var død 10 dage forinden og skulle have haft fødselsdag. Han blev så rørt og skypede med sin far samme dag. De har allerede set hinanden tre gange på Tenerife, siden de fik kontakt.” 

GENNEM ÅRENE HAR mere end 15.000 mennesker henvendt sig for at få hjælp. Cirka 80 procent af sagerne lykkes, og de søgende kommer med blandet historik og alder. For eksempel har slægtsdetektiven hjulpet en 80-årig kvinde, der søgte efter sin far. Han blev naturligvis ikke fundet i live, men det gjorde andre medlemmer af familien. Anette Hallev og Lis – hendes partner in crime på femte år – har flest adoptivsager, især børn, som søger fædre. Og søskende, som søger søskende. Hvis der en sjælden gang er en forælder, der søger et barn, bliver han eller hun henvist til en offentlig instans. Det samme er tilfældet, hvis en sag moralsk er på kanten, men det er sjældent.  

”Ni ud af 10 gange vækker forbindelsen gensidig glæde, men ikke altid. En adoptivsøn bad om hjælp til at finde sin biologiske mor. Jeg fandt hende, men hun ønskede ikke at se ham. Han blev meget ked af det, men heldigvis ønskede hun ham et godt liv, og det blev dén replik, der gjorde, at han kom videre. Jeg tænker meget over, at det helst skal ende godt. Jeg siger gerne: ’Der er en mening med, at tingene sker, og måske er det ikke meningen, at du skal møde ham eller hende’, og så bliver de ofte afklarede,” siger Anette Hallev, der er bevidst om den terapeutiske rolle, hun også har. Hun kan ikke lade være med at involvere sig og tager tit telefonen for lige at høre, om de eller den er okay. Hun har selv været noget lignende igennem og ved, hvordan de kan have det. 

Men før Anette Hallev indgår i et samarbejde, gør hun meget
ud af at tale mulige scenarier igennem. 

”Det er vigtigt for mig, at de mennesker, jeg skal hjælpe, gør sig tanker om, hvorfor de ønsker at finde for eksempel deres far – og hvordan de vil forholde sig til, hvis han ikke længere er i live eller af en eller anden årsag ikke ønsker kontakt. Så er de rustede til at tackle de fleste udfald.”  

GENFORENING HAR TO grupper på Facebook. En åben, hvor andre kan følge med, når der er bid i en sag, hvilket kommer til udtryk med et stort ’Bingo’ og en varm, overraskende eller vild historie. Og så er der en lukket støttegruppe, hvor arbejdet foregår. Det er her, Anette Hallev, de søgende selv og en masse frivillige hjælpere udveksler informationer og hjælper hinanden. 

Mens Lis (der ikke ønsker sit efternavn frem) har sort bælte i kirkebøger, er Anette detaljerytter og tager sig i dag især af de mere komplekse sager, blandt andet dem, der involverer dna. De læser både i gamle telefonbøger og går på opdagelse i internettets dybe kældre, men som Anette Hallev siger, handler det især om at lave en profil af det menneske, de søger – og af den person, der søger. Hvis det er et familiemedlem, er der påfaldende tit lighed i interessesfærer. 

”Når jeg holder foredrag, beder jeg publikum komme op og skrive nogle detaljer om det menneske, de søger. Engang fandt jeg en eftersøgt far allerede i pausen ved at slå op i nogle kirkebøger på internettet. Det viste sig, at han havde været ansat i De Danske Statsbaner. Efter pausen fortalte jeg sønnen, at jeg havde en besked til ham, og spurgte, om jeg måtte fortælle det i åbent forum. ’Kom bare med det,’ sagde han, og jeg fortalte, at jeg havde fundet hans afdøde far, og at det højst sandsynligt ville vise sig, at han selv havde en hobby, der lå tæt på det arbejde, faren havde haft. Og da jeg så fortalte, at hans far havde arbejdet for DSB, udbrød sønnen: ’Det er fandeme løgn, jeg elsker modeltog,’” fortæller Anette Hallev, der ikke glemmer den dag.

”Og det gør han heller ikke. Jeg blev også lidt forskrækket, for da gik det virkelig op for mig, hvor meget gener har at sige.”

AF SAMME ÅRSAG spørger Anette Hallev tit ind til, hvad de, der søger, har af hobbies. Da hun fandt sin egen far, oplevede hun, hvor meget de lignede hinanden. Endelig var der en, hun kunne spejle sin rejselyst og sine kreative sider i.

”Der faldt en masse ting på plads. Jeg har tit tænkt: ’Hvor har jeg det fra? Hvorfor kan jeg tegne?’ Min far var knalddygtig til at tegne, og min faster er kunstner i dag,” siger Anette Hallev, der ikke blot fandt sin far i 2000, men også en faster i Jylland og en farmor, der endte med at åbne døren mere end bare på klem. 

Anette Hallev rejser sig fra sofaen og går ind i værelset ved siden af. Hun kommer tilbage med tre afrikanske træskulpturer i favnen, der forestiller en mor, en far og et barn.

”Jeg fik dem af min faster Winnie, som jeg stadig har kontakt med i dag. Min far sendte dem hjem til min farmor i Danmark, da han boede i Sydafrika. De forestiller ham selv, min mor og mig, lille Anette. Han håbede hele tiden, at han og min mor fandt sammen igen. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på,” siger Anette Hallev. 

Mens hendes far endnu levede, spurgte hun ham direkte om muligheden for, at han kunne have sat andre børn i verden. Svaret lød: Jeg har ikke på den måde været around, men du har muligvis en søster i Sydafrika. Anette Hallev har fået lavet dna-tests og gjort andre forsøg på at finde sit eventuelle nye familiemedlem, men uden held indtil videre. 

”Det kommer, hvis det skal.”

I 1930’erne stod en gruppe driftige danskere i spidsen for en ingeniøropgave, der ikke bare blev et trafikalt tigerspring for den iranske befolkning, men også var med til at afspore nazisternes håb om verdensherredømme. Nu, mere end 80 år efter, har FN ophøjet Den Transiranske Jernbane til verdensarv og dermed sikret det persiske tog-eventyr for eftertiden og for nye rejsende.
Tekst:Morten Hansted

TOGET SKRUMPLER AF STED på den flade, tresporede jernbane mellem Teheran og Mashhad. Men det er ikke den store provinsby tæt på grænsen til Afghanistan, der er målet for rejsen, og efter en times kørsel forlader toget hovedstrækningen og drejer op mod nord med de stejle Elburz-bjerge i det fjerne. Sporet passerer gennem øde egne med enkelte småhuse med granatæble- og appel­sintræer i haverne, inden skinnerne for alvor går til angreb på bjergmassivet, som skal overvindes, før toget kan nå frem til målet Gorgan oppe ved Det Kaspiske Hav. Men først skal det igennem og hen over hundredvis af kringlede tunneler og svimlende broer, der blev bygget for over 80 år siden, da danske ingeniører drog til et land 5.000 kilometer væk for at stå i spidsen for anlæggelsen af iranernes første jernbane. Et byggeprojekt så usædvanligt, at jernbanen tidligere i år blev fundet værdig til betegnelsen verdensarv og nu kan findes på UNESCOs prestigefulde liste med unikke menneske- og naturskabte seværdigheder. 

Jørgen Saxild (t.h.) til inspektion af banen med shahen af Iran.

AT DET BLEV DANSKERE, der kom til at stå i spidsen for opførelsen af Den Transiranske Jernbane, bygger til dels på tilfældigheder. I 1920’erne havde Iran været igennem lidt af en revolte, og militærmanden Reza Pahlavi var kommet til magten på løfter om at ville reformere landet og få bragt fattigdommen ned. Han erobrede titlen som shah, som kan sammenlignes med kongetitlen i Danmark, og gik straks i gang med sit vigtigste – og dyreste – projekt: at få bygget en jernbane tværs gennem landet, der kunne sikre ham kontrol med oprørske egne i det olierige syd og samtidig gøre det nemmere at fragte iranske produkter ud til eksportmarkederne. Men indledningsvis skulle der skaffes penge. I første omgang fra særlige afgifter på sukker og te, som blev lagt til side til byggeriet.

Dengang var Persien på det jernbanemæssige område håbløst bagefter. Ofte var det kameler, der klarede transporterne af gods og personer i lange karavaner og på dårlige veje – nogle gange flere hundrede kameler ad gangen. Om natten kunne man høre deres klokker ringe, når en karavane passerede i det fjerne. 

T.v.: Aarhus Stiftstidende 8/4-1934. T.h.: Jyllands-Posten og Fyns Tidende 22/4-1933.

JØRGEN SAXILD

1891-1975. Født i København. Ingeniør med speciale i armeret beton.

Stiftede i 1917 sammen med to jævnaldrende et ingeniørfirma, der senere kom til at hedde Kampsax, som fik opgaver i Mellemøsten og mange europæiske lande.

Storkorsridder af Dannebrog. Da shahen af Iran i 1959 var i Danmark på officielt besøg, gik turen også forbi Saxilds hjem.

OPRINDELIGT GIK OPGAVEN med at skabe en konkurrent til de maleriske, men ineffektive kameler til en håndfuld tyske og amerikanske ingeniørfirmaer. Men tyskerne og amerikanerne ragede uklar med shahen og nåede derfor kun at bygge nogle af de letteste delstrækninger af jernbanen, før de blev smidt ud af landet. I Irans naboland Tyrkiet var miniputlandet Danmark allerede involveret i jernbanebyggeri, om end også her ad omveje. 

Tyrkiet havde også fået nyt styre i 1920’erne, og også her satsede den ny leder, Kemal Atatürk, på, at nye jernbaner kunne skabe fremgang. 

Sverige øjnede forretningsmuligheder og sendte folk derned, og flirten med Tyrkiet endte med, at et svensk lokomotivfirma skulle levere jernbanemateriel på betingelse af, at de også ville stå for byggeriet af nye baner. Den slags havde lokomotivfolkene imidlertid ingen erfaring med, så de entrerede med det danske ingeniørfirma Kampsax samt et andet mindre dansk firma, og de to påbegyndte arbejdet med at lægge skinner over den anatolske højslette.

Mens det skred fremad, blev man hos Kampsax klar over, at det stod skidt til med jernbaneprojektet på den anden side af grænsen.

Det kunne måske åbne for nogle muligheder for det dansk-svenske konsortium. En tyrkisk tolk blev derfor i efteråret 1932 sendt af sted til Teheran. Foråret efter tog Jørgen Saxild, en af tidens fremgangsrige ingeniører, som nogle år forinden havde stiftet firmaet sammen med et par jævnaldrende ingeniører, selv til Teheran. Og i april 1933 var kontrakten i hus. 

Ingeniøren Svend Buhelt i Iran på banens sydstrækning i 1936 sammen med et par lokale tjenestefolk. Han døde i 2010 som den sidste af de mange ingeniører og arkitekter.

”NY SEJR FOR DANSK ingeniørkunst” og ”Mægtige skandinaviske ingeniør­arbejder i Persien.” Sådan lød nogle af overskrifterne i de danske aviser i 1933. Og det var en gigantisk kontrakt, som Jørgen Saxild havde indgået med det persiske styre. Opgaven omfattede 1.400 kilometer jernbane fra Det Kaspiske Hav i nord til Den Persiske Golf i syd. Der skulle bygges et utal af broer og tunneler – Kampsax’ brokontor i Teheran endte med at tegne 360 større og mindre broer, og antallet af tunneler nåede op over 200. Både nord og syd for Teheran var der bjergkæder, som jernbanen skulle trænge igennem. Og hvor der ikke var bjerge, var der golde ørkener med store temperaturmæssige udfordringer. 

”Der var vældige negative kræfter, jeg blev stillet over for. Konkurrenter fra hele verden forsøgte med alle midler at hindre kontraktens underskrift, blandt andet ved at søge at underbyde os, men vi var dem for stærke,” fortalte Jørgen Saxild senere. 

Af en gulnet kopi af kontrakten, som dukkede op hos en af ingeniørernes efterkommere for nogle år siden, kan man udlede, at Kampsax skulle have over en milliard kroner for sin bistand. Til gengæld skrev den dengang 42-årige Jørgen Saxild under på et løfte til shahen om, at banen skulle færdiggøres på seks år. Ellers vankede der bøder. Kontrakten viser også, at danskerne kunne blive afregnet med 7,5 gram guld pr. meter jernbane, hvis Kampsax af den ene eller anden grund ikke brød sig om at få betaling i dollar eller engelske pund. I 1930’ernes krisetid kunne gængse penge pludselig miste deres værdi på kort tid.

Bjerglandskabet, som Vereskbroen skulle igennem.

DET HASTEDE ALTSÅ med at komme i gang med arbejdet. Men først skulle der skaffes folk, og den lokale arbejdsstyrke var utilfredsstillende.

”Der var hverken erfarne arbejdere eller håndværkere, der var kun få erfarne ingeniører og hverken maskiner eller andet materiel,” har Jørgen Saxild fortalt. Så de fleste ingeniører blev fundet i Danmark, men også i Norge, Schweiz og andre lande med specialister i bjergbyggeri. De nyansatte rejste til Persien – eller Iran, som det officielt hed fra 1935 – med tog. Typisk via Berlin og Warszawa og videre ned gennem Sovjetunionen og over Kaukasus frem til vestsiden af Det Kaspiske Hav. Her var der mulighed for at komme over med en damper til en nordiransk havneby, hvorfra man ad landevej kunne komme det sidste stykke mod Teheran. Alt i alt en ugelang rejse frem mod eventyret og det fremmedartede.

”Teheran vrimler med tiggere. Et sted vasker en mand sig i rendestenen. Et andet sted lader en mand sit vand i den, og lidt længere nede fylder en sin tepotte. Intet under, at der forekommer så mange tilfælde af tyfus her,” skriver Svend Buhelt, en af de danske ingeniører, i sin dagbog om ankomsten til hovedstaden i 1934. 

Rent vand var en sjældenhed, som også en af ingeniørernes hustruer, Ellen Wright, i 1934 fortalte til Aalborg Stiftstidende: 

”Det vand, vi bruger, får vi fra den engelske legation, der har eget vandværk. Men også det bliver kogt, inden det anvendes.”

Kampsax oprettede sit hovedsæde midt i Teheran, og Jørgen Sax­ild slog sig selv ned i en herskabelig bolig i byen med sin familie. Mange år senere i København hang den persiske indretning stadig ved:

”Vi kom hos min farfar til familiemiddage næsten hver søndag, da jeg var barn. De havde en kæmpe stue, hvor persiske tæpper lå i tykke bundter. Så mange var der. Der hang også tæpper på væggene. Og der stod figurer af bronze, som de havde taget med hjem,” husker barnebarnet Jacob Saxild.

JØRGEN SAXILD VAR lige kommet tilbage til Danmark efter fem år i Tyrkiet med familien. Nu gik turen videre til Teheran. Børnene blev denne gang hjemme, mens hustruen Gudrun en gang om året kom på et længere besøg for at være sammen med sin mand, der også af og til åbnede sit hjem for de ansatte. Men det slog ikke til, når der skulle socialiseres i det daglige. I Persien var man ikke vant til at have danskere rendende, i hvert fald ikke i større tal. Pludselig var der flere hundrede, og ingeniørerne ude på linjen kunne godt bruge et samlingssted, når de indimellem var i Teheran for at aflægge rapport på hovedsædet. En af Jørgen Saxilds allerførste initiativer var derfor at oprette en skandinavisk klub i hovedstaden. Jernbanen havde også tiltrukket ingeniører fra Norge og Sverige. Nu blev der anskaffet en fornem persisk bygning med klassisk springvand til Club Irano Scandinave, som fik egen restaurant med dansk madmutter og hjemlige retter. Her kunne de udsendte læse danske – om end stærkt forsinkede – aviser, benytte tennisbanen og modtage og afsende post til og fra familien hjemme. Det helt store hit var kortspillet bridge. Så blev der sendt blyanter og regnskabsblokke ned fra Danmark – den slags var åbenbart svært at skaffe lokalt. Ingeniørerne fik smokinger ned via Kampsax, så de kunne møde standsmæssigt, når der var fester i klubben. 

”Når jeg selv en gang imellem slog mig løs og trakterede alle gæster og medlemmer på champagne i klubbens berømte hvælvede kælderbar, gik bølgerne højt,” skrev Jørgen Saxild senere i en erindringsbog.

Det var også i klubben, at Ejner Park, en af de danske ingeniører, fejrede dåben af sin datter, som fik fornavnet Iran.

”Iran er et meget gammeldags pigenavn dernede, fortæller de iranere, jeg møder i Danmark,” siger den i dag 85-årige Iran Bjørnholm. Hendes forældre var draget til Mellemøsten for at være med i jernbaneeventyret midt i en tid med krise i Europa:

”Det var svært at finde arbejde på den tid, så mine forældre var lykkelige for den tid, de havde i Iran. Selv kan jeg huske, at jeg tog mine første skridt på persiske tæpper.”

Andre af ingeniørerne havde børn, som de måtte efterlade i Danmark. Bent – et af de tilbageblevne børn – skrev i november 1933 ned til sin far, John Petersen, i Persien:

”Kære far, jeg er glad for at gå i skole. Kommer far snart hjem? Vi savner far meget, jeg sover hos mor.”

Faren kom hjem, men først efter fem et halvt år. Så det endte med, at børnene i stedet kom ned til ham. Også ude på linjen, hvor de fleste danskere arbejdede med ansvar for hver deres del af byggeriet, kunne savnet til hjemstavnen mærkes. Svend Buhelt, der kom fra et job i Maribo på det flade Lolland, beskriver i sin dagbog ankomsten til det øde bjergområde, hvor ’hans’ stykke jernbane lå.

”Jeg blev sat af bilen med min lille kuffert. Så stod jer der og kunne selv om at kravle opad til huset i halvmørke og med rimglatte klipper. Jeg følte mig en smule forladt.”

Teherans hovedbanegård.

TIDENS TEGN

I 1934 blev det besluttet, at Kampsax også skulle stå for byggeriet af Teherans hovedbanegård, og DSB’s chefarkitekt K.T. Seest tog den lange rejse til Iran. Han var kendt i Danmark for at have tegnet Aarhus Hoved­banegård og Horsens Banegård – senere også de funkisprægede stationer Vesterport og Nørrebro i København. I dag troner Irans to seneste herskere på indgangspartiets sider: den siddende ayatollah Khamenei og ayatollah Khomeini, der i 1979 væltede shah­dynastiet og omdannede Iran til et præstestyre.

DA DANSKERNE OVERTOG, havde de tyske og amerikanske ingeniører bygget nogle hundrede kilometer på jernbanen, men på sydstrækningen ned mod Den Persiske Golf manglede hele arbejdet med at få banen udstukket og målt op. 

Her sendte Kampsax i 1933 en fortrop af sted med ingeniører, der sammen med lokale stedkendte rejste strækningen igennem. Overnatningen foregik i telte i det fri. Når troppen skulle passere floder, svømmede lokale bærere over vandet med et tov, som bagefter blev spændt op over floden, så danskerne kunne fire sig over. Nogle gange brugte iranerne et gedeskind, der var syet sammen til en slags ballon, til at holde sig oppe.

En af de strækninger, der gav stort hovedbrud, var den del, der skulle føre nordbanen ud af Elburz-bjergene og videre mod appelsinlundene oppe ved Det Kaspiske Hav.

Det var svært at finde en rute, som ikke var for stejl i forhold til de sikkerhedskrav, der gælder for jernbaner. De tysk-amerikanske forgængere havde også bakset med denne udfordring. Ingeniørerne løste den ved at hugge ud, så banestrækningen kom til at ligge i tre lag op ad bjerget. Krumme tunneler i enderne sørgede for, at skinnerne blev forbundet med skinnerne på næste plateau og dannede en slags spiral. I nordenden af spiralen førte man banen gennem endnu en tunnel og derfra videre på en bro over en flere hundrede meter dyb kløft. Vereskbroen, som den hedder, og som er opkaldt efter en landsby nærved, blev måske det vigtigste punkt på jernbanen, og i dag har den ikonisk status i Iran og optræder blandt andet på frimærker og pengesedler. Da den jernbaneglade kong Frederik IX i 1963 besøgte Iran sammen med dronning Ingrid og deres datter prinsesse Benedikte, måtte han naturligvis ud på netop denne del af Den Transiranske Jernbane for at studere ingeniørernes bedrifter.

Hvor mange dødsfald byggeriet af banen kostede, er aldrig blevet gjort op. Men en del liv gik tabt på det udfordrende stykke omkring Vereskbroen. Kampsax’ medarbejdere, der stod for projektering og det overordnede tilsyn, arbejdede for det meste ikke, hvor farerne var størst, men dødsfaldene ramte blandt de mange arbejdere hos underleverandørerne, der tog del i byggeriet – i perioder arbejdede op mod 50.000 personer på projektet, mange steder på primitive stilladser i faretruende højder, og i visse tilfælde måtte arbejderne hænge i liner ude på bjergsiderne. Et af uheldene fandt sted i marts 1935. Et jordskælv nordpå betød, at klippeblokke pludselig styrtede ned over arbejderne med 20 døde og 40 sårede iranere, italienere og tyrkere til følge.

På Nordlinjen mellem Abbasabad og Gaduktunnelen ligger banen i tre etager på bjergsiden for at kunne klare de store højdeforskelle. Strækningen er så bemærkelsesværdig, at den var med i ansøgningen om at blive UNESCO-verdensarv.

BILLET TIL BEDRIFTEN

Den Transiranske Jernbane kører stadig fra Gorgan i nord til Bandar Khomeini i syd, men der går kun få daglige tog, og det er nødvendigt med skift i Teheran. Mange afgange er nattog, men der findes også afgange i dagslys på delstrækninger. De senere år har det været et tidligt morgentog med afgang klokken 6 mellem Teheran og Sari, som giver mulighed for at opleve den flotte rejse gennem bjergene i dagslys.Frem til corona fandtes et særligt turisttog med længere stop undervejs på strækningen mellem Teheran og Vereskbroen. Det er uvist, hvornår det genindføres.

I AUGUST 1938 kom den store dag. Banen var klar til indvielse. Der manglede stadig småting, men shahen var utålmodig efter at få den åbnet, så han kunne vise sit folk, hvad store dele af statsbudgettet i de forgangne år var blevet brugt til. Indvielsen skete på en lille landstation mellem Teheran og Det Kaspiske Hav, hvor skinnerne fra nord og syd mødtes. Jørgen Saxild var naturligvis på plads på perronen, der var belagt med tæpper i dagens anledning. Med sig havde han sin højre hånd, Erik Kayser, som også havde fulgt ham i Tyrkiet, og flere andre ledende medarbejdere fra Danmark. Alle var i jaket og udstyret med høje hatte, mens man tilså, at den militærklædte shah skruede den sidste bolt korrekt fast til skinnerne. Snart kom indvielsestoget tøffende. Danmark fik disse ord med i shahens tale:

”Kampsax er det eneste udenlandske selskab, der ærligt, loyalt og dygtigt har kunnet løse den stillede opgave og løst den til min fulde tilfredshed.”

Hjemme i Danmark var der stor bevågenhed omkring byggeriet, og ikke kun i pressen. To unge skuespillere fra Det Kongelige Teater, Palle Huld og Elith Foss, bidrog til omtale, da de kørte på Nimbus-motorcykel gennem Europa hele vejen til Iran for at se afslutningen på byggeriet. Kong Christian X sendte et telegram til shahen med gratulationer, og også Tysklands Adolf Hitler ønskede tillykke med ”det yderst betydningsfulde ingeniørværk”.

Imidlertid blev Den Trans­iranske Jernbane en vigtig brik i bestræbelserne på at få stækket Hitler, som kort efter indvielsen af jernbanen fremprovokerede udbruddet af anden verdenskrig. I krigens første år havde Nazityskland og sovjetterne en ikke-angrebspagt med hinanden, men kun indtil Hitler i 1941 besluttede at vende på en tallerken og angribe Sovjetunionen. Blandt Hitlers modstandere i Vesten var der enighed om, at det var nu eller aldrig, hvis der skulle sættes en stopper for hans fremfærd. Så i 1942 gik USA og England sammen med Sovjetunionen om at få bremset nazismens indtog østpå, og Sovjets sydlige nabo, Iran, fik en central placering i aktionen. Amerikanerne begyndte gennem Den Persiske Golf at sejle tanks og andre våben til Bandar Shapour, der var Den Transiranske Jernbanes endepunkt i syd, hvorfra de blev de kørt med jernbanen hele vejen op mod Sovjet. I alt omkring tre millioner tons våben blev fragtet fra syd til nord på danskernes jernbane. Hitler endte med store nederlag på østfronten og tabte siden krigen.

Shahen skruer den gyldne bolt i, banen er færdig.

REJSEKLAR

Visum til Iran kan søges på den iranske ambassades konsulat i København eller – nemmere – hos et af de rejsebureauer, der hjælper med visumansøgninger, eksempelvis Alt Rejser i København. Indrejse i Iran gør det mere besværligt, men ikke umuligt siden hen at opnå visum til USA. Vestlige kreditkort virker ikke i Iran. Medbring kontanter til alle omkostninger, der ikke er dækket hjemmefra. Danske kroner modtages i vekselboder i de større byer på linje med dollar og euro.

ALLEREDE INDEN krigens udbrud havde Jørgen Saxild lyttet til sin hjemve og var rejst hjem:

”Efter at jeg nu i syv år havde levet adskilt fra mine børn, som jeg kun havde besøgt nogle få måneder hvert år, længtes jeg efter et normalt familieli,” skrev han senere.

Med krigens afslutning rejste de fleste tilbageværende ingeniører også tilbage til Danmark, hvor mange af de venskaber, der var opstået i Iran, kom til at række resten af livet. Det blev en tradition at mødes med de gamle kolleger til perserbridge, som ingeniørerne kaldte det.

Ingeniørdatteren Iran blev siden gift med en mand, der var ingeniør ligesom hendes far. Gommens valg af uddannelse havde referencer til Den Transiranske Jernbane:

”Han blev civilingeniør, fordi han havde læst om de danske ingeniører i Iran. De var jo verdensberømte dengang,” fortæller Iran Bjørnholm.

Saxild-familien ved Veresk i 2018.

Som årene gik, gled Den Transiranske Jernbane lidt i glemmebogen. Ingeniørerne og arkitekterne døde én efter én og var til sidst alle væk. Tilbage var dog et vældigt arkiv fra 1930’erne. Togpassagerer på Lyngby Station i Nordsjælland skal blot gå over på perron 2 og kigge efter en rød bygning langs sporene for at lokalisere den. Nede i kælderen ligger banens historie i form af tusindvis af dokumenter og fotografier med danskernes bedrifter ved byggeriet. I dag er det ingeniørfirmaet Cowi, der tager vare på arkivet, der fulgte med, da firmaet for en snes år siden overtog resterne af Kampsax, og ingen nænnede at smide det ud. 

Godt det samme, for i 2015 blev udenrigsministeriet i Iran opmærksom på, at de i Lyngby kunne finde vigtig information om Den Transiranske Jernbanes fortid. I månedsvis sad en iransk kvinde i kælderen og scannede løs. Billede efter billede, dokument efter dokument. Kort efter begyndte der at komme meldinger om, at kræfter i Iran arbejdede på at få banen sat på UNESCOs verdensarvsliste. Listen talte allerede 22 punkter i Iran, men hvorfor ikke gå efter 23 – turisme er en vigtig indtægtskilde i landet. I første omgang, ved banens 80-årsjubilæum i 2018, blev ansøgningen forkastet, den var angivelig for mangelfuld. Men i sommeren 2021 vendte UNESCO tilbage med en ny vurdering af de knap 1.400 jernbanekilometer. Efter at have nærstuderet Den Transiranske Jernbane i to år lød konklusionen, at danskernes jernbane var unik nok til at komme med.  Så mens iranerne nu har fået et ekstra trækplaster, har de gamle ingeniørers og arkitekters efterkommere med UNESCO-hæderen ikke bare fået anerkendelse for deres indsats, men også sikkerhed for, at banen vil blive bevaret for eftertiden, for man kommer ikke på listen, hvis der ikke ligger en plan for, hvordan man kan sikre den pågældende verdensarv for eftertiden. Som Jacob Saxild, Jørgen Saxilds barnebarn siger:

”Min farfar ville være stolt over det ridderslag, som han nu har fået for sin jernbane.”

Fotos er stillet til rådighed af Morten Hansted, der også har skrevet bogen ’Danske eventyr i Iran’.

Der er rullet hoveder, blevet tømt latriner og tatoveret røvgevirer. Lorteøens renommé stank i mange år. Men med metro, strandpark, byggeboom og uovertruffen placering er det gamle københavnske arbejderkvarter transformeret til et sted, alle vil have en bid af. Er underhundens selvforståelse trængt af kreativ klasse og velbeslåede tilflyttere? Ud & Se gik på jagt efter "Ama'r".
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SET FRA LUFTEN ligner Christmas Møllers Plads en let amputeret blæksprutte. Syv veje bugter sig ud fra den svært trafikerede runddel. Én fører morgentimernes hærskarer af amagerkanske cyklister og søvnige buspassagerer over Christianshavn mod Slotsholmen og Indre Københavns kontorer. En anden fører hidsige bilister mod Rådhuspladsen. En tredje leder de forlystelsessyge til stranden og lastbilchaufførerne til forbrændingen. Ad en fjerde kan man komme til universitetet og DR-byen. To er bare søvnige beboelsesgader med røde mursten fastfrosset engang i tiden inden Murens fald. 

Men forandringens og gentrificeringens vinde blæser også heromkring, og kiosken over for de smog-overtrukne markiser på Ristorante Rimini sælger ikke længere cola, smøger og løssalgsaviser, for seneste generation i kioskejerfamilien har mærket vindretningen og lavet lokalet om til kaffebaren, naturvinsudsalget og delikatessen Alice, der laver så god is, at turister og foodies står i kø for at smage havtorn, pistacie og kardemomme – tålmodigt og velopdragent, som gjaldt det om at blive lukket ind på natklubben. Et beskedent stykke derfra, lige oppe ad Amagerbrogade – øens eneherskende hoved- og handelsgade og blækspruttens midterste og længste arm – mødes det gamle og det nye Amager på Haabet Bodega. Baren, der er opkaldt efter et landsted, der lå heromkring for mere end 100 år siden, åbnede i 2014, og en regnvåd torsdag aften danner de okseblodsmalede vægge rammen om en pub-quiz med fem deltagende hold, der gætter på navne på væksthuse til overvintring af frugttræer (orangerier), golfbetegnelser for tre slag under par (albatros) og antallet af Kentucky Fried Chicken-filialer på Amager (to, én på Amagerbrogade, én i centeret Field’s).

Bølgerne går højt på Haabet Bodega.

EN GRÅNENDE HERRE med texasslips, midnatsblå skjorte, hørhabitjakke og læsebriller i panden henvender sig til et bord med tre yngre kvinder og en mand, der er fordybet i quizovervejelser.

”Hvis nogen giver en smøg, så fortæller jeg en vittighed.”

”Gå væk, Claus, vi har travlt,” svarer de, og Claus fortsætter til næste bord, hvor der sidder to unge kvinder, den ene i lang, blomstret kjole, den anden i hvid kniplingsbluse og gyldne sokker i flade lædersko. De ryger og drikker fadøl. 

”Hvis I giver en cigaret, så fortæller jeg en vittighed,” gentager Claus, inden den velartikulerede quizmaster Jean Claude med gennemtrængende lektordiktion kalder den rygetrængende stamgæst til orden:

”Claus! Claus, på plads!”

Claus danser med bløde håndled og fjedrende knæ ironisk-underdanigt tilbage til sit eget bord og sine holdkammerater, en kornblond kvinde med solbriller i panden og sirlige øjenbryn og en piberygende mand i hvid T-shirt, begge journalister. Claus har ikke mødt dem før denne aften, hvor de improviseret slog paratviden-pjalterne sammen.

”Det er forskelligheden, der sejrer i quiz. Det kan jo ikke nytte noget, jeg kommer og laver et hold sammen med min kammerat, som jeg har hørt Bob Dylan og set fodbold med, så supplerer vi ikke hinanden,” mener Claus, der engang var pædagog, men ikke arbejder længere og ikke er sikker på, han kommer til det igen. Han flyttede til Amager for 33 år siden, da han blev sagt op i sin lejlighed på Nørrebro, selvom hans søskende advarede ham mod at flytte til ’Lorteøen’, som de anså for et værre udsted.

”Men man får Amager under huden,” siger Claus, der dog ikke groede mere fast til nabolaget, end at han af og til forlod det for at rejse, for eksempel til Spanien, Cuba og Key West i fodsporene på forfatteridolet Ernest Hemingway, som han også har bogreolerne i lejligheden lige om hjørnet fulde af.

”Hvorfor jagter jeg Hemingway? Tja. Det er det, jeg prøver at finde ud af. Ligesom jeg prøver at finde ud af, hvad meningen med livet er.”

Bruno H. Pedersen, jernbaneleksikon og medlem af foreningen Amagerbanens Venner.

EN SØNDAG SENERE stikker den gyldne sol fra oven, men i den korridor af træer, der løber langs Uplandsgade, ikke så langt fra Haabet, er luften frisk og fløjlsblød. Herinde overdøves suset fra bilerne af et luntende, messingklingrende Olsen-Banden-tema, som musikere fra Københavns Jernbaneorkester er ved at fremføre i deres marineblå, aflagte DSB-uniformer. En lille dreng i skriggrøn T-shirt skråle-nynner med. Den ældre del af publikum, der har spredt sig hen over de frønnede sveller på det gamle jernbanespor, nøjes med at vippe med tæerne og nippe til deres perlende plastikkrus med fadøl. En mand i sort T-shirt sveder over pølserne på en ramponeret kuglegrill. Næste hold kul står og ryger i en grillstarter, og hans kone, ligeledes i sort T-shirt, luner pølsebrødene på en anden grill bag ham. De må arbejde hurtigt, for der har dannet sig en lille kø af sultne på det tilgroede banelegeme. 

Bruno H. Pedersen er selvbestaltet jernbanehistoriker, og hen over to ristede med sennep og ketchup fortæller den 75-årige pensionerede maler, at jernbanebegejstringen begyndte, da han var helt lille. Da han var 10 år gammel, spurgte hans far bane­mesteren, om ikke han ville forbarme sig over hans tog-gale søn.

”To dage senere fik jeg lov at køre med alle 12 kilometer fra remisen på Amagerbro og helt ud til Dragør på Amagers sydøstlige spids,” siger den langhårede sporvejsentusiast og smiler under sin mørke Ray-Ban-brille.

Grøn energi på Amagerbanen.

AMAGERBANEN KØRTE sin første tur i 1907, de første mange år med passagerer, men da Bruno H. Pedersen var med som dreng, kørte man kun med gods. I 1975 overtog DSB banen for at køre med tankvogne til Københavns oliehavn Prøvestenen, og i 1995 blev banen nedlagt. Dog overlevede et 1,2 kilometer langt stykke spor klemt inde mellem Uplandsgade og boldbanerne på Kløvermarken, og for syv år siden besluttede foreningen Amagerbanens Venner, som Bruno H. Pedersen er med i, at bevare arealet og gøre det en udflugt værd med skinnecykling og dræsinekørsel. 

Denne søndag er der fuld gang i cykler og dræsiner, der er nemlig støttefest. I dagens anledning er journalist og historiker Majken Astrup klædt i grøn T-shirt med ’Bevar Amagerbanen’-logo af tegneren HuskMitNavn. 

”Mange opfatter Amagerbanens bevarelse som en sidste bastion mod den buld­rende byudvikling,” siger Majken Astrup, der sammen med sin familie i 2003 flyttede de få kilometer fra Frederiksberg til Amager. Efter at mange i hendes netværk reagerede med et lidt for forundret ’aahr …’ på flytningen, begyndte hun at arbejde på podcasten ’Stemmer fra Amar’. Dels for at udfordre vennernes skepsis, dels for selv at blive klogere, begyndte hun at sætte sig ind i øen, der i dag er stadig tættere bebygget og beboet, men som engang hovedsagelig bestod af fladt bondeland gødet med indholdet fra Københavns latriner. Tilnavnet Lorteøen opstod sandsynligvis, da Kløvermarkens vidder fra omkring år 1800 blev brugt til at tørre indholdet, så det var nemmere at håndtere og bringe ud til amagerbønderne. Det foregik først med hestevogn og siden med Amagerbanen. Togene, der ekspederede gødningen, blev i folkemunde kendt som chokolade­ekspresser. I mere moderne tider har renseanlægget Lynetten på nordspidsen af Amager ikke gjort det nemmere for øen at slippe af med tilnavnet.

3.000 UNDERSKRIFTER blev sidste år indsamlet til bevaring af Amagerbanen. Efterfølgende besluttede et flertal på Rådhuset at rejse en fredningssag for området. En af dem, der var imod ideen om at bygge på grunden, som i 1975 dannede location for ’Olsen-Banden på sporet’, er Sebastian Klein, som er til stede på støttedagen i sorte Adidas-sneakers og hvide skjorteærmer med oprul. Hans far, Jesper Klein, var tog-aficionado og meget interesseret i Amagerbanen. Sebastian Klein har ikke selv noget nært forhold til banen, selvom han bor i kvarteret nærved. Men han er tilhænger af princip:

”Jeg kan godt lide, at der er sådan nogle steder her … overalt, faktisk!”

Hav, hud og højhuse ved Amager Strand.

FORTSÆTTER MAN ud ad Uplandsgade, når man hurtigt til Amager Strandvej. I 2005 gav Københavns Kommune den hensygnende, dyndede og lavbundede strandpark, der lå her, en dristig ansigtsløftning med en kunstig ø med fint sand, nyplantet marehalm, cykel- og løbevenlige asfaltstier og en indre lagune. Københavnerne indtog snart byens største strand, ikke mindst fordi den nye metro gik lige til døren, og i løbet af 2010’erne ændrede det tidligere industriområde omkring Amager Strandvej sig til ukendelighed. De gamle fabrikker og lagerbygninger – og smarte gallerier, der en overgang havde lænet sig op ad den rå randkvarters-charme – forsvandt i en kontinuerlig støvsky, og da den lagde sig, skød projektbyggerierne op som en skov af svampe efter regn. 

Den hidtil højeste af bygningerne hedder Øresundstårnet og ligger på Øresundsvej op ad metrostationen Øresund. Med sine 21 etager er den en af landets højeste beboelsesbygninger. Her kan man leje en lejlighed på 100 kvadratmeter for omtrent 15.000 om måneden. Og det er ikke den højeste pris i området, som ejendomsgrupperne gerne selv betegner som Manhattan- eller Berlin-agtigt, og hvor baristakaffe, restaurationsliv og mærkevarebrød er rykket ind i stueetagerne. Ifølge debatbogen ’Rige børn leger bedst – Et portræt af det danske klassesamfund’, der udkom tidligere i år, ligger topprisen heromkring på 26.000 i leje for en fireværelses, mens villaerne i Italiensvej-kvarteret, der også grænser op til Amager Strand, handles til 5-10 millioner. 

Bogens forfattere ser Italiensvej-kvarteret, og Amager mere generelt, som en prisme for en landsdækkende udvikling, hvor formuerne koncentreres i storbyerne, mens boligpriserne presser arbejderklassen og de arbejdsløse ud af de kvarterer, de plejede at bo i. 

Med byggeboomet, som ikke bare har fundet sted ved Amager Strand, men også har manifesteret sig i tusindvis af nye boliger på Islands Brygge og i den relativt nye bydel Ørestad på Vestamager, er 2300 S det københavnske postnummer, der har fået flest nye adressater siden årtusindskiftet. Ifølge Boligsiden.dk fandt man i 2019 landets højeste ejendomsmægleraktivitet her med fem solgte boliger om dagen. Flest nye beboere er ifølge Københavns Kommune kommet til på det vestlige Amager, hvor befolkningen voksede med godt 33.000 mellem 2004 og 2020, en forøgelse på 72 procent. 

Med indrykket er Amagers arbejder­identitet truet, skriver forfatterne til ’Rige børn leger bedst’ og eksemplificerer med Italiensvej-kvarteret, hvor 60 procent af de erhvervsaktive beboere i 1987 tilhørte arbejderklassen, mens knap halvdelen i dag udgøres af overklasse eller højere middelklasse. Er man mellem 18 og 59 og bor i kvarteret, har man i gennemsnit en nettoformue på næsten én million.

NÆRHEDEN TIL LUFTHAVNEN er et selling point i mange mægleromtaler af lejligheder og huse på Amager. Men blandt dem, der bor lige op ad den, er ikke alle helt så begejstrede. En trykkende tirsdag eftermiddag bliver lufthavnens fremtid diskuteret på Flyvergrillen i Kastrup. Panelet består af repræsentanter for Københavns Lufthavn og fagforbundet 3F’s Kastrup-afdeling samt to græsrodsgrupper, der kæmper mod en udvidelse af lufthavnen. En snes publikummer er mødt frem ved bænkene uden for Flyvergrillen for at lytte. I udkanten af gruppen står en dreng i målmandstøj og hans far og stirrer den anden vej – de er vist primært kommet for udsigten, der i årevis har fået strømme af gæster til at bære over med grillbaren på Amager Landevejs middelmådige pomfritter. Lige nu er de sorte landingsbaner, der som størknede lavastrømme gennemskærer øer af brunt græs, tomme. Flytrafikken er endnu ikke oppe i omdrejningerne fra før corona. Pandemien gav lufthavnen et underskud på over en halv milliard, og 8.000 medarbejdere blev fyret. Men for nogle af naboerne var krisen også en lise.

”Vi ønsker ikke lufthavnen lukket, men vi ønsker uvildig kontrol af konsekvenserne,” siger Helene Bach, der er i karrygul kjole, bor i Kastrup og repræsenterer borgergruppen ’CPH uden udvidelse’, som er bekymrede for udsigten til, at Københavns Lufthavn kommer til at fylde mere, end den allerede gør. I lufthavnen estimerer man selv, at efterspørgslen vil vokse fra de cirka 30 millioner passagerer, der var igennem i 2019, til omkring 55 millioner rejsende i 2045, og et socialdemokratisk regeringsudspil fra 2021 giver grønt lys til en udvidelse.

”Vi er meget bekymrede for støj og forurening. Vi vil have målinger og fakta,” siger Helene Bach, inden hun bliver overdøvet af et lettende SAS-fly – ”er det mon Aalborg-raceren?” spørger fodbolddrengens far på sidelinjen af debatten.

Lufthavnens chef for samfunds- og klimaansvar Marie Louise Hansen i mørkeblå bukser og rosa bluse har panden i fokuserede folder, mens hun lytter til bekymringerne. Hun forstår dem, men er fortrøstningsfuld. Hun nævner lufthavnens ambitioner om at udfase fossilt brændstof i alle aktiviteter på landjorden, inklusive passagertrafikken til og fra lufthavnen, i 2030. Og alle aktiviteter, også flyfarten, skal være fuldstændig emissionsfri i 2050. Begejstret nævner hun udsigten til bæredygtige brændsler fremstillet gennem elektrolyse af for eksempel havvand – en CO2-neutral energilagringsproces kendt som Power-to-X, som mange store brændstofforbrugere på verdensplan sætter deres lid til, men som ikke er rentabel endnu.

”Det kan vi hælde direkte på flyene,” siger Marie Louise Hansen med et smil. 

Også 3F Kastrups repræsentant er pragmatisk optimist:

”Luftfart forurener, punktum. Støj forurener, punktum. Men vi vil gerne være med til at gøre noget ved det. Det vil koste os vores jobs, hvis ikke vi gør noget,” siger Henrik Bay-Clausen, der er i shorts, sandaler og en rød T-shirt med påskriften Clean Air. Med lys i øjnene og smil under moustachen giver han sig til at fantasere om alt det, man kunne bruge lufthavnsområdet til, hvis ikke man skulle flyve: ”Hvad med urban farming, drivhuse, solceller og geotermiske anlæg?”

Tankeeksperimenterne drukner i lyden fra et lettende fly fra Aegean Airlines.

EN MAND I BORDEAUX T-shirt blandt publikum rækker hånden op med en kommentar. Han har boet 15 år lige bag ved Flyvergrillen, forklarer han. Og han synes overhovedet ikke, lufthavnen er ambitiøs.

”Du taler om elektrolyse, men det er fugle på taget. Det er en plade, I spiller. Vi har den samme støj i dag som på Svend Aukens tid,” siger han henvendt til Marie Louise Hansen, der ikke lader sig hyle ud af den, men forsvarer lufthavnens indsats for at reducere støjforureningen. 

”Der er sket en reduktion i antallet af boliger, som ligger inden for den grænse, hvor man oplever støj over 55 decibel. Før var det 18.000 boliger, i dag er det kun 2.000 boliger,” siger hun, inden den ophidsede nabo bider hende af:

”Jeg bliver stadig vækket klokken halv ét om natten!”

Mosekonen brygger på Amager Fælled, mens et par unge mænd pumper jern ved Amager Strand.

PÅ ENGLANDSVEJ går det så som så med byudviklingen. Den 13 kilometer lange vej forbinder bydelene Sundby, Tårnby og Dragør og favner stilistiske elementer af metropol, forstad og landevej. Fra udspringet ved Amagerbrogade hakker udtrykket sig ubeslutsomt i gang. 

Hér ligger en nydelig hvid patriciervilla med havestue med rundbuevinduer over for en karré af tilsyneladende tilfældigt opførte ejendomme i røde mursten i vekslende nuancer med halalslagter, vasketeria og pizzeria i stueetagen. 

Dér står en etageejendom fra 1900-tallets begyndelse uflankeret og blafrer over for Shell-tanken og Fitness Worlds epoxygrå industribygning på den anden side af vejen. Fortsætter man ud ad Englandsvej, kommer man til en ombejlet amagerkansk byggegrund, det store grønne område, der ligger rundt om Sundby Idrætspark, hvor de lokale fodboldhelte fra Fremad Amager har slynget armene i vejret i enkeltstående triumfer – som da de sidste år slog Brøndby ud af pokalturneringen i 4. runde – men mestendels bidt tænderne sammen og kæmpet i modgang.

I 2018 blev klubben, der har penduleret op og ned i de danske fodboldrækker og været igennem tre konkurser siden stiftelsen i 1910, købt af den unge ejendomsmægler Jerome Solamito fra Monaco. Han så angivelig et brandingmæssigt potentiale i den traditionsrige arbejderklub, ikke ulig det, der har gjort Hamborg-klubben FC St. Pauli til et internationalt lukrativt brand med appel til venstrefløjen. 

Monegaskeren erklærede, at han ville investere et tocifret millionbeløb i Fremad Amager, og at ambitionen var at få klubben op i den bedste danske række, hvor klubben sidst opholdt sig i 1994 på en kort visit. Siden har nogle ærgret sig over, at Solamito sammen med konsortiet SCP Waterfront også ejer klubben Botev Plovdiv, der i skrivende stund topper den bedste bulgarske fodboldrække, og at der foregår en trafik af spillere og trænere frem og tilbage mellem Amager og Plovdiv, som Fremads fans sjældent er enige i. Men derfor kan man jo godt tilslutte sig drømmen om oprykning fra 1. division, hvor klubben har befundet sig siden 2016. 

Skal de blåklædte amagerkanere begå sig i Superligaen, er der dog brug for et større stadion end det nuværende, der maksimalt har plads til 7.200 tilskuere, og derfor præsenterede Fremad Amager denne sommer, i samarbejde med et dansk ejendomsudviklingsselskab, en helhedsplan for Sundby Idrætspark-området, der ud over et nyt og større stadion involverer 50.000 kvadratmeter boliger og 24.000 kvadratmeter ungdomsboliger og hotel.

Englene, som Fremad Amagers fans kalder sig, holder humøret højt, selvom resultaterne endnu ikke har indfriet klubejerens ambitioner.

”LÅLÅLÅ” RUNGER DET optimistisk under taget på den sydlige betontribune (den eneste på stadion), hvor store blå-hvide flag motioneres med stor corona-genåbningsiver. Omtrent 830 mennesker er troppet op til sæsonens første hjemmekamp for at tage pejling på, hvor langt væk Superligaen egentlig ligger. Blandt dem er Wili Jønsson, der har fulgt klubben, siden han var dreng og gik på Gerbrandskolen i Sundbyøster. Den 79-årige musikers engagement på lægterne er gået op og ned. Ikke med resultaterne, men med intensiteten i hans egen turné-aktivitet, og i Gasolin-årene blev der ikke tid til megen bold. Men de seneste årtier har han haft sæsonkort og er kommet på stadion, hvor han og en håndfuld sammensvorne har deres faste pladser. I dag er der gået kuk i det, og det brokker Wili Jønsson, der er i røde mokkasiner, grå slacks og blå vindjakke, sig på skrømt over sammen med vennerne Bjarne, i blå holdtrøje og grønne militærshorts, og Steen, der er i sort holdtrøje og grå militærshorts. Bjarne fortæller, at han spillede i klubben som ung og var samme årgang som legenderne Frank Arnesen og Søren Lerby, uden at han dog selv nåede førsteholdet. Dengang var der en vis landsdækkende respekt for Fremad Amagers hjemmebane, mener han:

”Vi rykkede op og ned, men modstanderne frygtede at komme her. Fodbolden var altid lidt primitiv. Og fansene var barske.”

Ingen i trioen tør give et bud på, hvordan dagens premierekamp mod de hvepsefarvede 1. divisions-rivaler fra Horsens kommer til at ende.

”10-12 spillere er skiftet ud fra sidste sæson, træneren er helt ny. Vi ved ikke noget om holdet,” siger Bjarne.

”Men vi kommer alligevel. Om de vinder eller taber. Vi var her også, da de spillede i Danmarksserien tilbage i 2010,” bedyrer Wili Jønsson og vifter sine tætte sølvhvide lokker væk fra øjnene.

INDEN KAMPEN fløjtes i gang, rejser alle på tribunerne sig op og synger med under afspilningen på stadionanlægget af klubbens selvvalgte hymne, Kim Larsen og Bellamis ’Vi er dem, de andre ikke må lege med’, mens de, næsten, klapper i takt. På banen har Fremad Amagers mange nye spillere også svært ved at finde rytmen. Allerede efter syv minutter kommer de bagud, da Casper Tengstedt scorer hårdt og fladt fra en udækket position midt for Fremads målfelt.

”Lort,” snerrer Wili Jønsson, så Andy Warhol-frisuren hopper. 

”Jeg må have en smøg,” siger han og fisker en filterløs King’s op fra en hvid pakke.

Fem minutter senere scorer gæsten Casper Tengstedt igen, denne gang på hovedstød efter hjørnespark. De blå dukker nakkerne, mens Horsens-spillerne virker et halvt hoved højere og 50 procent bredere over brystet end hjemmebanespillerne.

”Det ligner ren legestue,” konstaterer Wili Jønsson resigneret, inden en regnbyge giver sig til at pisse på de få uoverdækkede tilskuere, der har valgt ståpladserne på den modsatte langside.

Mod slutningen af første halvleg får Fremad Amager-spillerne tålmodigt gang i en serie sammenhængende angreb, men Horsens’ Thor Lange punkterer forhåbningerne, da han scorer til venstre for målmanden efter et rapt bandespil rundt omkring de forstenede Fremad-forsvarere. På tilskuerpladserne banker Steen sin flade hånd ned i det tomme nabosæde og råber frustrationen ud:

”Fuck! Mand! Fuck, hvor var det dårligt.”

Wili Jønsson giver ham ret med lidt mere fatning:

”Ja. Det var dårligt. Det bliver en lang kamp.”

”Og en længere sæson,” siger Bjarne.

I ANDEN HALVLEGS syvende minut får Fremad Amagers Jakob Johansson skubbet bolden det sidste stykke ind over Horsens’ målstreg efter et lidt tilfældigt indlæg fra venstre side. Og publikum klapper igen i takt til Kim Larsens hyldest til det dårlige selskab. Æren og den gode stemning er inden for rækkevidde. Men kun i seks minutter, indtil Casper Tengstedt fuldender sit hattrick med et kontrolleret hovedstød, der går ind via stolpen.

Lidt senere lader Horsens-målscorer Thor Lange sig udskifte. ”Du træner for lidt,” er der en, der råber fra tilskuerrækkerne. En snert af øl og ærgrelse skurrer i stemmen. Thor Lange, der spillede i Fremad Amager fra 2018 til 2020, spejder op mod tribunen og overvejer et øjeblik strategien. Skal han bare ignorere kommentaren og skynde sig i bad? I stedet giver den høje, blonde forsvarsspiller sit tidligere hjemmepublikum et stålsat blik og løfter hænderne over hovedet og klapper op mod tribunen – der snart efter returnerer hans gestus.

”Vi kan stadig godt li’ ham,” siger Wili Jønsson.

”Gu’ ka’ vi så,” siger Bjarne.
Kampen slutter 4-1 til Horsens, og publikum bliver sendt af sted med Gasolins sørgmodige ’Langebro’ over anlægget. 

”Det er sgu 50 år siden, at vi lavede den sang,” siger Wili Jønsson, mens han kigger drømmende frem for sig. Så vender han tilbage til 2021:

”Nu vil jeg gå hjem til min kone og græde. Aj, måske ikke … men jeg tror aldrig, jeg har set så dårlig fodbold herude … nogensinde.”

Spot til skade. Fremad Amager-ledelsen drømmer om et nyt, tiptop stadion, men spillet på banen er ikke på superliganiveau.

EN SAMLING SPÆDE TRÆER står lidt forpjuskede i et hjørne af Sundby Kirkegård. 

”Kan det være hér?” spørger forfatter Morten Pape og kigger lidt tøvende på væksterne. 

Det er en grå mandag formiddag, og kvarteret er stadig ikke helt vågnet. Der er godt nok åbent i Aldi’en, kirken og spillehallen, rundt om kirkegården, men ingen går ind eller ud.   

”Nej, det ser ikke helt rigtigt ud,” afgør Morten Pape, der er iført orange shorts, sort langærmet T-shirt og sort kasket. 

Han søger efter stedet, hvor ’Dansevise’-sangerinden Grethe Ingmann ligger begravet, og det eneste, han har at pejle efter, er et kornet Google-billede af noget, der ligger midt mellem en busk og et træ. Den 35-årige forfatter har haft lyst til at finde hendes hvilested, lige siden han og kollegaen Søren Ulrik Thomsen for et par år siden til et arrangement i Det Danske Akademi på Rungstedlund kom til at diskutere grandprix-vinderen, der voksede op på Amager med tre søskende og en enlig mor i en toværelses lejlighed i en kommunal boligblok:

”Der blev holdt mange kloge taler den dag. Jeg var vildt nervøs og skulle i hvert fald ikke sige noget. Men jeg faldt i snak med Søren Ulrik Thomsen, fordi han var den eneste ud over mig, der foretrak en øl frem for vin til maden. Han sagde, at jeg absolut måtte høre Grethe Ingmanns coverversion af Gasolins ’Masser af succes’. Og han havde ret. Den er fantastisk!”

Urbanplanen blev lanceret som en drøm. For Morten Pape var livet dér ofte et mareridt, men med sin debutroman bragte han boligområdet ud til læsere i hele landet.

MORTEN PAPE GATECRASHEDE i 2015 parnasset med den autofiktive roman ’Planen’ om sin opvækst i det sociale boligbyggeri Urbanplanen på det centrale Amager, hvor hans familie går op i sømmene, den lokale skole er et dysfunktionelt sted, og hverdagen er fuld af mobning, vold og etniske konflikter. Fremtidsforhåbningerne for et ungt menneske i boligområdet, der påbegyndtes i slut-60’erne og er navngivet efter Københavns daværende overborgmester Urban Hansen, kan i fortællingen nogenlunde opsummeres til to muligheder: at komme væk eller komme ind i en bande. Bogens 550 sider, der flittigt passerede over boghandlernes diske, blev belønnet med BogForums Debutantpris, og Morten Pape gik straks i gang med den næste mursten, ’Guds bedste børn’, der udkom i 2018. Toeren indbragte ham DR Romanprisen og handler om et mord på et avisbud med indvandrerbaggrund, der i 2008 bliver slået ned med et baseballbat i Holmbladsgadekvarteret af en etnisk dansk dreng fra Urbanplanen, som Morten Pape kendte som barn. Han brugte bogen til at undersøge psykologiske og sociale mekanismer bag den tilsyneladende meningsløse begivenhed, og også i sin seneste bog, der udkom dette efterår, er råstoffet Amager. Romanen ’I ruiner’ fortæller over 600 sider en historie om endnu en familie, der slår sprækker, et sammenbrud, der bliver skubbet på vej af Amagerbankens krak i 2011.

”Jeg føler, her er et skatkammer af fortællinger på Amager. Det var ikke fra starten noget bevidst valg. Jeg startede bare med at skrive om min opvækst, og så er jeg blevet her,” smiler Morten Pape og skrår over Kastrupvej til Sundby Kirkegårds anden afdeling for at lede efter Grethe Ingmann, hvis livshistorie har fået en parentes med i tredje bind af hans Amager-trilogi.

En graver i sort hættebluse, refleksgule bukser og cykelbriller tager hovedtelefonerne, der er forbundet med en smaragd­grøn iPod Shuffle, ud af ørerne og giver sit bud på, hvor Ingmann, der blev født Clemmensen, og som er nedlagt i en fællesgrav, kan være: 

”Helt ned i bunden til højre. Der, hvor der engang lå et springvand.”

Busktræet på græsplænen på det anviste sted ligner ganske rigtigt det på Morten Papes telefonskærm. 

”Bingo!”

SOM 20-ÅRIG flyttede Morten Pape ud af Urbanplanen og sammen med en kæreste på Østerbro i København. 

”Jeg blev en del af en anden verden, hvor man tænkte livet i muligheder i stedet for begrænsninger,” siger Morten Pape, der dog forblev et ’eksotisk dyr’, som han selv formulerer det, da han begyndte på film- og medievidenskab på KUA, Københavns Universitets Amager-afdeling, der ikke ligger langt fra Urbanplanen, men hvor de kulturelle afstande hurtigt viste sig.

”Jeg var den eneste på min årgang på studiet, der kom fra sådan et miljø, og der blev kigget underligt på mig, hvis jeg foreslog, at vi skulle have raclette til nytårsmiddagen, når de andre ville have torsk – eller sushi.”

Efter sin bachelor i film- og medievidenskab tog Morten Pape en uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16. Med fuld fart forsøgte han at lægge afstand til stedet, han kom fra, men identitet er ikke sådan at løbe fra, og han føler først, at han fik styr på sin fortid, da han begyndte at dykke tilbage i den. Det begyndte med en kronik i Politiken om at vokse op i et ghettolignende område som Urbanplanen. Siden hen flyttede han ind i en tom lejlighed i Urbanplanen for at skrive sin debutroman.

”Det var meget kliché. Method Writing. Men det var skrækkeligt. Jeg havde en kæmpe tom lejlighed med en oppustelig seng. Ingen gardiner. Det ekkoede i hele lejligheden, når jeg tastede på min computer,” siger Morten Pape og tænder en smøg på en bænk på Sundby Kirkegård. 

Efter fire måneders arbejdsraseri havde han skrevet bogen færdig, og undervejs var han også kommet af med vreden over kortene, skæbnen havde tildelt ham, og endt med at genfinde en kærlighed til sit ophav.

Til gengæld var der elementer i Urbanplanen, der havde svært ved at tilgive Morten Pape for at have sværtet området offentligt til med sine beskrivelser.

”Jeg kunne se på de sociale medier og høre i krogene, at nogle tog afstand til mig. Primært de ældre, Urban Hansen-fansene, der har boet der siden 70’erne, og hvis identitet er rodfæstet i at bo i det her socialdemokratiske prestigebyggeri. De følte, jeg trådte på deres lokale stolthed. Men vi er ikke samme generation, og de har ikke set, hvad jeg har set.”

Morten Pape har dog også hørt fra pålidelig kilde, at hans bog var en faktor, der var medvirkende til, at Københavns Kommune kastede et tocifret millionbeløb efter et kvarterløft, der indebar ny belysning og andre tryghedsskabende initiativer samt 280 nye træer, en ny skaterpark, træningsfaciliteter, rutsjebaner og nyttehaver.

DA HANS DEBUTROMAN lå klar fra tryk, foreslog forlaget, at han signerede nogle eksemplarer til boghandlerne. Så en dag gik han ind i Bog & Idé i Amager Centret, hvor han selv hang ud som barn. Ek­spe­­dienten kiggede næsten misbilligende på ham, da han fortalte, at han havde skrevet den her bog om Urbanplanen, og at han gerne ville forære hende nogle eksemplarer.

”’Det behøver du ikke. Der skal mere til for at imponere os,’ sagde hun. Jeg måtte gå igen uden at have skrevet i en eneste bog,” griner Morten Pape, mens en krage skræpper i fyrretræet ovenover. 

Han mener, det uhøjtidelige er kendetegnende for Amager. Der hersker blandt de indfødte øboere en bagvendt lokalpatriotisme, en stolthed over ikke at være noget særligt. 

”Det at komme fra Amager bliver brugt som en forklaring på eller en undskyldning for alt. Hvis du kan fikse en bilmotor, er det, fordi din far er mekaniker, og du er fra Amager. Hvis du ikke kan Pythagoras’ læresætning, så er det, fordi du er fra Amager,” siger forfatteren, der finder selvironien charmerende, men også problematisk, hvis den afholder folk fra at ændre deres virkelighed, når den trænger.

”Måske er det en kompenseringsstrategi. Det kan være en måde at holde fast i noget autentisk i et område, der er under forandring. Men det kan også godt ende med at blive et selvopholdt stigma.”

MORTEN PAPE HAR SOLGT filmrettighederne til ’Planen’, og for tiden arbejder han på manuskriptet. En dag drømmer han om også at skrive en romantrilogi om Amagers fjernere historie. I hvert fald ét af bindene skal handle om hollænderbønderne, der kom til Danmark i 1521 på foranledning af Christian II og moderen til hans hollandske elskerinde for at blive hofleverandører af frugt og grønt.

”Men jeg føler mig stadig lidt for ung og kasketklædt til at skrive historiske romaner,” griner han og begiver sig mod villalejligheden, som han lejer på en stille sidevej til Kastrupvej. Han har fundet hjem.

”Amager er det bedste sted i byen at bo. Vi har plads. Og ro. Alle mine venner fra film- og litteraturmiljøerne bor på Nørrebro og Vesterbro, så dem render jeg ikke ind i her. Vi har sammensatte boligområder. Vi har en strand. Vi har en lufthavn. I princippet kunne vi godt kappe broerne til resten af København og klare os selv herude.”

Vaskeægte Amager-stemning på Prinsesse Christines vej.

PÅ HAABET BODEGA er quizzen forbi, de rigtige svar er blevet råbt op, klassementet er blevet bekendtgjort, og rundtom i det vinrøde lokale giver alle sig selv en inkluderende hånd. Lige bortset fra ved vinderbordet, hvor fire midaldrende mænd begejstringsløst tager imod resultatet og venter på, at aftenens vinpræmie skal materialisere sig, så de kan komme hjem. Alle vidste, at det ville blive dem – det hedder sig, at gruppen består af tidligere ’Jeopardy’-hajer, der krydser rundt i det københavnske quizfarvand og sluger deres modstandere som småfisk. Men som Claus siger:

”Ingen af dem bor på Amager.”

Det gør til gengæld Vibeke, kvinden med kniplingsblusen og guldsokkerne. Hun flyttede fra Mors til Amager, da hun begyndte at læse historie, fordi det var dér, universitetet lå, og hun bor her stadig i dag, syv år senere, hvor hun er færdiguddannet og har fået arbejde i ledelsessekretariatet samme sted.

”Det var lidt tilfældigt, at jeg kom til at bo på Amager, det var det, jeg havde råd til. I dag er der ikke noget andet sted, jeg vil bo. Jeg var skrevet op til en andel i en trendy del af Nørrebro, men afslog, da jeg fik muligheden for at købe. Når jeg færdes på Nørrebro og i de andre brokvarterer, kan jeg mærke, jeg hurtigt bliver selvbevidst. Her på Amager føler jeg ikke, jeg er nødt til at have det smarteste tøj på. Men jeg kan godt tage et par guldstrømper på, hvis jeg har lyst til det. Det bliver jeg ikke udskammet for. Her kan jeg bare være,” siger den unge historiker.

I dag bor hun i en lejlighed på Holmbladsgade, hvor imposante etageejendomme med irrede spir fra 1900-tallets begyndelse brydes med betonbyggerier, og hvor du både kan drikke mikrobryg og få på munden, finde pastaretter og pushere. Området har været igennem et omsiggribende kvarterløft, og selvom gaden gør sig uheldigt bemærket i de seneste 25 års voldsstatistik, føler Vibeke sig ikke utryg.

”Man ved godt, hvem hinanden er. Vi smiler, når vi passerer hinanden på gaden. Det er fordelen ved landsbystemningen heromkring.”  

DE FLESTE QUIZDELTAGERE er dampet ud i den kølige aften. En tilbageværende kerne har samlet sig omkring Vibekes bord. Claus ankommer med en runde citrusfrugtige Gin Gimlets, og Vibeke deler ud af cigaretterne. Set gennem rusens klare, gyldne lys bliver man enige om, at der er plads til alle på Haabet. Skål!

Snakken går om fremtidsdrømme, og Vibeke kommer ind på udsigten til familie.

”Ja, så ser vi dig ikke hernede igen. Du finder da ikke en fyr, der gider passe på ungen, mens du er væk hjemmefra,” snerrer Claus pludselig. Sætningen bliver hængende og markerer overgangen fra overrislet overmod til fulde frustrationer. Vibekes veninde i den blomstrede kjole renser luften:

”Du skal holde mund, Claus, hvis du ikke har noget sødt at sige.”

Claus mumler noget uforståeligt og dukker sig lidt, men bliver hængende og stirrer frem for sig som en hund, der har fået et rap over snuden, mens resten af bordet pligtskyldigt forsøger at holde liv i samtalen, indtil bartenderen slukker lysene og beder de sidste om at gå hjem.

Ude på Amagerbrogade skinner gadelygterne mat i den regnvåde vejbane. Stemningen er opgivende, som en forsmag på tømmermændene. Øjnene er trætte, men Vibeke finder et skævt smil frem:

”Det var da også en slags aften.”

AMAGERBANENS FREMTID kender man ikke endnu. Med Borgerrepræsentationens fredningsønske fra sidste år står en eller anden form for bevaring nok på menuen. Amagerbanens Venner og Amager Øst Lokaludvalg drømmer om et besøgscenter og en remise. Måske en bemandet trafiklegeplads med åbent for dræsine- og skinnecykling hver dag, året rundt. DSB Ejendomme kunne godt tænke sig, at i hvert fald noget af arealet bliver bebygget med boliger. Haveforeningen ved Amagerbanen vil gerne blive liggende. Virksomheden Grand Circus Hotel har budt ind med en idé om en overnatningsmulighed i cirkusvogne af genbrugsmaterialer.

På den solrige støttefest-eftermiddag har Sebastian Klein taget opstilling med en mikrofon foran et plankeværk med sin fars venlige ansigt, en naturtro hommage til kulturpersonagen i sølvgrå spraymaling. Det er præcis 10-årsdagen for farens død, og Sebastian Klein benytter lejligheden til at fortælle en anekdote fra sine barndomsår i murermestervillaen i Sundby, som illustrerer, hvorfor steder som Amagerbanens tilgroede terræn er værd at gemme på, selvom de måske ikke ser ud af meget:

Når Jesper Klein ikke hamrede i skrivemaskinen, tog han af og til en pause på kontoret og satte en obskur vhs på. Sebastian Klein husker engang, han kom op og spurgte ham, hvad han så.

”Nåh, bare noget gammelt lort.”

”Hvorfor ser du det så?”

”Fordi det er noget dejligt, gammelt lort.”