Indlæg

Omgivet af hav, uendelige roemarker og indrammet af Lalandia, Scandlines og en fremtidig Femern-forbindelse ligger Rødby og Rødbyhavn. Stedet er hårdtprøvet, men rødbynitterne giver ikke op. De står fast og nægter, at deres by, deres område og deres del af Danmark skal gå fløjten.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Steven Achiam

Ud & Se besøger de danske byer for enden af sporet – læs også vores portræt af Frederikshavn her og Kalundborg her.

TO ENDER af en rød snor, der daler ned på en regnvåd asfaltvej, udløser en trykbølge af klappen og piften. Det er Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen og direktør for Femern A/S Claus F. Baunkjær, der sakser snoren, og omkring dem fejrer borgerne i Rødby og Rødbyhavn åbningen af Jøncksvej, en ny omfartsvej nede ved havnen. Det er en almindelig tirsdag over middag, og festteltet fra Ebbes Udlejning er så fyldt med folk, at de er klemt helt ud til teltdugen og står i klynger ude på vejen i støvregnen. 

I Lolland-Falsters Folketidende har der stået, at man ved indvielsen ville traktere med ’en varm pølse med brød’, og vejåbningen er et symbol på, at der nu rent faktisk sker noget med Femern Bælt-forbindelsen. Fra politisk side har man talt om den siden 1991, og de sidste 28 år har man diskuteret fra Danmark til Tyskland og tilbage igen. Men nu sker der noget. Noget så håndgribeligt som en vej, der skal være den direkte trafikåre til byggeriet, hvor lastbilerne skal fragte materialer og den slags. For man skal ikke decideret bygge endnu, man skal blot gøre klar.

Godsejere, direktører, vejarbejdere, pensionister, landmænd og bedemænd står foran Tyttes Pølser. Køen til to ristede med brød er fyldt med jakkesæt, praktiske regnjakker, fleecetrøjer, kanvas og joggingtøj, og imellem dem lyser anlægsarbejderne op i gråvejret i deres neongule overalls. I horisonten, mellem to små enklaver af træer, der leder ned til vandet og en hvid DLG-silo, kan Scandlines-færgen mod Puttgarden skimtes på sin færd ud i Østersøen. 

NOGLE AF DEM, der lige skal se, hvad der sker, er 57-årige Anne-Marie Jørgensen og hendes 53-årige mand, Freddy Bentson, der sammen med deres to hunde betragter festteltet lidt på afstand. 

”Vi er her for at få gratis pølser og fadøl,” siger Anne-Marie Jørgensen, mens mundvigene krøller opad i et smil, der er på bristepunktet til at bryde ud i grin. 

”Ej, det er da gas, ha, ha!” siger hun i næste åndedrag og fortæller, at hun i dagens anledning har taget fri fra bedemandsforretningen, hvor hun arbejder, for hun og Freddy skulle jo lige ned og høre, hvad de har tænkt sig med Femern-forbindelsen. I næste nu bukker Anne-Marie Jørgensen sig ned med en grillpølse i munden for at give den ene hund en bid i bedste ’Lady og Vagabonden’-stil. Imens fortæller Freddy Bentson, at han er glad for, at der kommer noget arbejde til byen, så længe byggeriet står på. 

”Men i det øjeblik det er færdigt, bliver det bare en gennemkørsel til København alligevel,” spår han. 

Den nye vej deler vandene mellem rødbynitterne. På den ene side er det godt, at lastbilerne er blevet gelejdet væk fra bymidtens brosten, det har alligevel kostet en del små stenstatuer og monumenter i byen huller i siden. På den anden side frygter flere, at der vil komme en masse trafiklarm med sådan en omfartsvej. For ikke at tale om dem, der har måttet flytte ud af deres huse, for at vejen kunne blive en realitet. 

Bag festteltet står en mand på toppen af et hotel i beton og røde mursten i den tunge, grå efterårshimmel, som trækker sig sammen som en knyttet næve. Manden skumler med solbriller ned over de festlige begivenheder. Man kan lige ane, at der står Danhotel øverst, og at det er ejeren af hotellet, Villy Jørgensen, der står deroppe på taget. I august fortalte en optimistisk Villy Jørgensen til Lolland-Falsters Folketidende, at han havde fået lavet lyse trægulve og LED-lys på værelserne, og at han forventede nye og flere gæster, men nu har Femern A/S indgået en aftale om at overtage hotellet, der skal være ’bygherrecenter’. 

Ristede løg, festtelt og fejring af en ny vej til Femern-forbindelsen.

VEJÅBNINGEN ER IKKE den eneste store begivenhed, der har fundet sted på havnen den seneste tid. Det er ikke mange uger siden, at et filmhold med den britiske instruktør Christopher Nolan i spidsen pakkede sammen efter flere dages optagelser i Rødbyhavn. Der er tale om en actionfilm, der foregår flere steder i verden, og havvindmøllerne i Rødbyhavn var det helt rette sceniske spot. Havnen var i de dage omgærdet af gitterhegn, mystik og stjernestøv. Hollywood-holdet havde lejet 200 huse i Lalandia, og så havde de lejet verdens største isbryder, der var så stor, at den ikke kunne komme ind i havnen. 

”Den lå derude i flere dage,” siger Anders Henriksen, landmand og ejer af Lidsø Gods, mens han peger ud mod Østersøen. 

Filmholdet havde spurgt godsejeren om lov til at låne en af hans lagerhaller til optagelserne, men det var lige efter høst, så halm og korn fyldte det hele derinde. I stedet fik filmholdet lov til at træne med helikoptere ude på Anders Henriksens marker. Ganske vist med sådan nogle rekvisithelikoptere, der vejede 50 kilo i modsætning til en redningshelikopters 16 ton. 

Selv i Brugsen i Rødbyhavn var der glamour i de dage. Anders Henriksen var nede at handle og kunne ikke undgå at få øje på nogle ’meget smarte damer, der gik rundt og talte amerikansk’. ”Man bemærker det her i Rødbyhavn, når der kommer nydelige damer. De lignede jo ikke os andre normale, der lige er nede og hente et rugbrød og en liter mælk,” fortæller han.

Anne-Marie Jørgensen og Freddy Bentson nåede ikke ned og se kulisserne på havnen, men de fik sig alligevel en overraskelse, da de en aften var nede på den lokale bodega Slap a’ for at få sig et slag billard. Pludselig kom filmholdet ind ad døren for at fejre, at de sidste skud fra Rødbyhavn var i kassen.

Snorlige optræden af borgmesteren og direktøren for Femern A/S.

FRA HAVNEN fortsætter den nye Jøncksvej op mod billetkontoret til Scandlines-færgerne, og knækker man let til højre i stedet for at fortsætte op gennem industrikvarteret i Rødbyhavn, rammer man Sydmotorvejen. Lader man være med at dreje ind på motorvejen og i stedet skæver let mod venstre, kommer man ind på Havnevej, en lang, landlig allé indrammet af træer i snorlige formation langs asfaltkanten, der til sidst leder ind i hjertet af Rødby. Træernes blade står i rød efterårsbrand, der på afstand får dem til at ligne kandiserede æbler på stilk fra et juleeventyr. Havnevej er flankeret af roemarker, der smelter sammen med himlen, mens vinden risler igennem rodfrugternes grønne toppe og blander sig med krageskrig og motorvejens brummen. Håndmalede skilte vidner om, at man kan købe æg, squash, kartofler og græskar på gårdene, der er strøet ud over markerne med behørig afstand i landskabet, der folder sig ud som et vendespil af grønne og brune brikker. Traktorerne arbejder sig gennem mulden, markerne skifter farve fra grøn til brun, og vindmøller tårner sig snurrende op i landskabet.

Efter små syv kilometer bliver roemarkerne afløst af store villaer, bindingsværkshuse og skov med vejnavne som Solvej, Skovvej og Strandvej. Der er fortov, frugttræer og fyrretræer. I indkørslerne holder der campingvogne og trailere, og en ung fyr i træningstøj og dunvest trækker med bøjet nakke en vogn med reklameaviser efter sig, mens en gul bus tøffer gennem hovedvejen. Her er som på alle andre villaveje i landet, og så måske alligevel ikke helt. Hos den lokale ejendomsmægler er en stor, smuk, hvid patriciervilla fra 1918 på 255 kvadratmeter med en grund på knap 1.500 kvadratmeter til salg for en million. 

TAG DET ROE-LIGT

Siden 1873 er der blevet dyrket sukkerroer på Lolland-Falster – eller ’hvidt guld’, som det kaldes. Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1929 emigrerede polske sæsonarbejdere til de lollandske roemarker, og mange blev i landet. Roeoptagningen – eller roekampagnen – bliver skudt i gang i september og slutter i december. I Nakskov og i Nykøbing Falster ligger Nordic Sugar-fabrikker, hvor roerne bliver transformeret til snehvidt sukker. Landmændene bliver betalt efter roernes vægt og sukkerindhold. I 2005 var der 4.372 sukkerroedyrkere i Danmark. I dag er der omkring 1.000 tilbage. I 2017 afskaffede EU de såkaldte sukkerkvoter og mindstepriserne på sukker, og flere store sukkerfabrikker er lukket i både Tyskland, Polen og Frankrig.

Kilder: Nordic Sugar og Landbrug & Fødevarer.

Langstrakte, flade marker og vindmøller præger store dele af Lolland.

ØSTERGADE ER hovedstrøget, der løber gennem Rødbys bymidte. Lave byhuse i gule, blå, hvide og røde mursten på hver side delt af et fortov i midten. Solen skinner fra en skyfri himmel. Der er ikke ét menneske på gaden, og dørene til butikkerne er lukkede. Der står næsten ingen skilte på gaden, og som man kommer nærmere, bliver det tydeligt, at butikkerne ikke holder siesta eller blot har en stille dag. Mange af dem er lukkede. I nogle af vinduerne hænger der ’Til salg’-skilte. I andre har støvet samlet sig så tæt, at det skærmer for udsigten til inventaret. På mange måder minder dele af gaden om en filmby, som skuespillere og instruktører har forladt. Rekvisitterne står som under indspilningen, til gengæld er de falmede, og støvet danser som snefnug i solstrålerne, der sniger sig ind ad ruderne. 

Man kan høre den raslende lyd fra blade, der blæser hen ad fortovet, skvulpen fra springvandet og de scootere, der lejlighedsvist glider forbi. En dør står på klem. En motorcykel er parkeret uden for en stor butiksfacaderude, og indenfor sidder to mænd ved et laminatbord og deler en kande kaffe og ryger smøger. Radioen spiller, en kvinde med en stramt tilbageredt blond hestehale, optegnet sort eyeliner og forklæde holder styr på køkkenet, og selvom der ikke er noget skilt på gaden, er der indenfor en disk og et tilbud om lasagne, pomfritter og nuggets. To kopper kaffe koster en flad tier, og sandwich kan man også få. Et rullebord med en køler brummer om kap med radioen. 

I hjørnet af cafeen er to rækker enarmede tyveknægte gemt væk bag en tynd grå skillevæg. Der er ikke nogen jackpots, der blinker, eller polyfoniske klokker, der bimler. Stikket er med vilje hevet ud. Cafeen skal gå nye og lysere tider i møde, der indebærer mere varm mad og færre kolde bajere. I hvert fald hvis man spørger 57-årige Jan Kristensen, der er pensioneret, men som frivilligt har kastet sig over cafeen og lige nu nyder en kop formiddagskaffe med galleristen H.C. Begge har skæg, og Jan Kristensen har en multifarvet T-shirt på, mens H.C.  har godt med tusser på kroppen.

Spillehalskirkegården skal transformeres til en hyggekrog, cafeen skal emme af dagligstue, og køkkenet skal servere lollandske egnsretter, der ”ikke må koste mere end 35 kroner”. På den måde har de mennesker, der bor i byen, rent faktisk råd til at gå ud at spise. Drømmen er, at skoleeleverne følger trop i frokostpausen og får sig et varmt måltid hernede. 

”Så er de jo sikret god mad i hvert fald én gang om dagen,” siger Jan Kristensen og tager en slurk af sin kaffe. 

Cafeen er ikke det første frivillige projekt, han har kastet sig over. Han er medlem af Sons of Heaven, en motorcykelklub for kværn-entusiaster, der elsker at køre – også for en god sag. De har både lavet ’hospice run’ og ’mobbeture’, hvor døende eller børn, der har det svært i skolen, kan komme ud og blive luftet i Rødbys natur med gashåndtaget i bund. 

Østergade set ovenfra med Fløjtepigen i centrum.

KVINDEN MED EYE-LINER og forklæde hedder Marianne Syhler og er 51. Hun kom til Rødby som 12-årig, og hun kan huske, at hun bed mærke i, at Rødby ligesom ikke var helt med på den nyeste mode. Marianne var dengang klippet som Lady Diana, det hotteste hotte hår, klippet kort med et pandehår, der med hårlak var blæst til siden. 

”Der gik ikke længe, før resten af pigerne på skolen i Rødby havde kopieret den frisure,” smiler Marianne Syhler. 

En mand i fleecetrøje og rollator gør entré som den første gæst.

”Godmorgen, søde Freddy,” hilser Marianne Syhler velkommen. Hun ved lige, hvad den Freddy skal have. Tre stykker kridhvidt franskbrød med rullepølse og kogeskinke bliver langet over disken, og en sødetablet dumper ned i den sorte filterkaffe. Drypvist kommer der flere og flere af Freddys slags, der lige skal have en bid formiddagsbrød. Gerne det sædvanlige. En ældre mand kommer ind i blå arbejdsoveralls, hestehale, kasket og træsko. Han skal have en ostemad, og Marianne Syhler spørger, om det skal være ’den gode der med sky og løg’. Han nikker samtykkende, mens grillpølserne ligger og luner sig på varmeristen, og cigaretrøgen blander sig med duften af kaffe. Men på Marianne Syhlers fingerspidser er det lugten af den gode ost, der sidder fast. ”Prøv og lugt,” siger hun og stikker dem hen under snuden på Jan Kristensen, der griner skraldende.

Jan Kristensen (i midten) og kunstneren H.C. (t.h.) i samtale med en ven.

Cafeen uden navn, som måske skal hedde Café Solstråle.

LIDT LÆNGERE NEDE ad gaden ligger Gallery Bruhn Pedersen. Det er her, H.C. – der hedder Hans Kristian Bruhn Pedersen med K, men alligevel kaldes H.C. – udstiller egne og andres værker. Visitkortene ligger til fri erhvervelse i gabet på en tandblottende plastichaj. 

Udstillingen er med et enkelt ord alsidig. Den tæller spejle, som H.C. har graveret børnetegninger ind i, plastichavemøbler, der er spraymalet i batikmønster, og håndlavet S/M-udstyr i læder, som står udstillet på en gammel kommode ledsaget af handsker monteret med et langt skaft, der er beregnet som slagtøj i soveværelset. H.C.s princip for hans kunstnergesjæft lyder, at han kun vil lave ting, som folk har glæde af eller synes er sjove. Og så laver han aldrig to identiske ting. For han er jo kunstner, som han pointerer i sin dunjakke, fuldskæg, tribals op ad halsen, signetringe på fingrene og små firkantede briller. På væggen hænger H.C.s far og kigger ned, rank ryg og glatbarberet i uniform med en aura af fortidens elegance.

Galleriet er beklædt med gråt gulvtæppe, og udstillingen minder om en samlers stue med alt fra dukker til hæklede duge og en djævlebamse med en trøje, hvor der står ’Min ejer er single’. Den griner H.C. noget af. Men et af de værker, han er gladest for, er nu alligevel det spejl, han lavede til en kammerat, der gik og var lidt blå. ”How are you today?” stod der på spejlet. ”Når man står der og føler sig lidt morgengrim, kan man jo ikke andet end at smile,” siger H.C., der først slår ud med armene og bagefter bevæger sig ud på Østergade, hvor han fremhæver springvandet, der rislende atter bryder byens tavse lydmur. 

”Vi har jo vores fine fløjtepige her,” siger han med en sær kombination af begejstring og forlegenhed i stemmen og peger med en cigaret i hånden på bronzepigen med rottehaler, der henslængt sidder og spiller blokfløjte midt i springvandet. 

”Her i Rødby hilser man. Man kommer ikke hinanden 100 procent ved, men tæt på. Man snakker da sammen,” siger han som et plaster på bylivets sår. En dame med rollator, krum ryg, termojakke og en fin halsklud tilbagelægger sammen med en ung kvinde Østergades brosten som de eneste. Den unge kvinde stopper for at hæve penge i byens ensomme hæveautomat. H.C. håber, at automaten får lov at blive, ellers skal man enten helt til Maribo eller til Rødbyhavn for at få kontanter, og det er altså ikke fair. 

Ikke så langt derfra rasler piletræerne i efterårsvinden ved rutebilstationen, en vendeplads med seks busskilte. På den anden side ligger et gult lejlighedsbyggeri, der bliver til et parcelhuskvarter med små rødstenshuse, klippede hække, flagstænger og gule bonderoser, der kysser murene. Græsplænerne er slået, bedene med stokroser står velfriserede, og der er ordnede forhold. Over tagene stikker et kirkespir op og insisterer på, at her er en by.

Legepladsen i Lystskoven er samlingspunkt for nye familier i byen.

GEMT BAG EN jordbunke med vilde mælkebøtter og valmuer ligger Lystskoven. Det nysåede græs kranser trælegepladsen ind som sporadiske dun på en babys hoved, og netop to af dem boltrer sig i sandet, mens mødrene kigger på. 25-årige Cecilie Jensen og 23-årige Emma Bjerre er veninder, og de er begge på barsel. Cecilie Jensen er født og opvokset i Rødby, kun med en lille afstikker til Nykøbing Falster for at læse til SOSU-assistent. 

”Lugten af gylle og roer – den er hjemlig,” siger Cecilie Jensen, der i sin gule sweater stråler sammen med skovens efterårsfarver.

Pludselig titter en ung mand frem fra krattet i Armani-jogging-shorts og djævlen tatoveret op ad halsen. Det er 26-årige Nicklas Elkjær. Det øverste af håret er redt skarpt til siden med gelé, resten er barberet så godt som skaldet. Hans guldur glimter i solen, og smilet er stort. Ved sandkassen gør han stop og sætter sig på hug for at kysse Olivia. Det er hans datter, og Cecilie er hans kæreste. Hans dialekt afslører, at han ikke er rødbynit, men snarere fra Københavns Vestegn. 

”Jeg er fra Ballerup,” siger han og forklarer, at det da var noget af en omvæltning at flytte til Rødby. 

”Men når man møder en sød pige, er der jo ikke noget at gøre,” fortsætter han, mens han blinker til Cecilie. Det var spørgsmålet om datterens opvækst, der fik pilen til at pege på Rødby. Her kunne den lille familie få luft og natur i stedet for ballade og beton. 

Nå ja, og så er de tæt på grænsehandlen, der ikke er at kimse ad, hvis man skal holde en fest. De tager færgen, når de skal handle, men buffeten om bord er ikke en del af udflugten. De sørger for at smøre madpakke hjemmefra, når de skal af sted. ”Vi er jo lollikker,” smiler Cecilie Jensen.

Therese Christiansen foran bagindgangen til sin café.

DER HAR VÆRET gode og dårlige tider i de 27 år, Therese Christiansen har drevet Bageren & Thereses Køkken på Østergade lige ved Rødby Skole, hvor hun selv har gået. Hun er en  glad og gesjæftig dame med solidt fodfæste i lokalsamfundet. Og byen skrumper, men der er vel ingen grund til at dreje nøglen om af den grund. 

I begyndelsen af 90’erne langede hun op mod 200 flødeskumskager over disken til byens søndagssultne kunder. I dag er det kun en 20 stykker. Ifølge 54-årige Therese Christiansen handler det om tilpasning. Da kagesalget begyndte at gå ned, udvidede hun med varmt køkken, små delikatesser, brugskunst og en overgang også blomster, da den lokale blomsterhandler lukkede. ”De skal jo kunne købe blomster i byen,” griner hun, så delfinen om hendes hals gør et hop. Og således eksisterer cafeen stadigvæk. Med alt fra bland selv-slik til gourmet-salt, keramik-sæler og smykker. 

Tidligere var Therese Christiansen supermarkedslærling, og hun har arbejdet i køkkenet på Scandlines. Alt sammen fine tjanser, men iværksætteren i hende trak. Egentlig kunne hun hverken lave sovs eller noget, da hun begyndte, og hun husker tydeligt den allerførste kunde, en gammel mand med stok, der kom ind og sagde: ”Din snottøs, du bliver ikke!” 

Klokken 10 minutter i 11 ruller en sølvfarvet bil op på siden af cafeen. En mand i joggingtøj og friseret hår kommer ind ad døren. Han giver aftalte penge i sedler, sætter sig ved sit sædvanlige bord og venter på dagens ret, som han har gjort hver eneste dag de seneste 18 år. Mens han venter på sin mad, breder en duft af gammeldags oksesteg sig i cafeen, for i dag er det den månedlige ’Spis sammen’-dag, som Therese Christiansen har opfundet. Ideen opstod, da en ældre lokal herre mistede sin kone i 1992. Hvem skulle nu lave mad til ham, tænkte Therese Christiansen. Så det gjorde hun, og hun fik det også kørt ud til ham, det var ikke til noget som helst besvær. Men der måtte jo i grunden sidde mange som ham derude, alene i deres stuer, tænkte hun og lavede sidste år en ansøgning til Trygfonden. Hun vandt puljen, og den var stor nok til at holde ’Spis sammen’ en gang om måneden i et helt år, hvor gæsterne bliver hentet i en minibus og får tre-retters menu inklusive drikkevarer og keyboard. 

’Spis sammen’-arrangementerne er en stor lokal succes.

DET ER 79-årige John Hansen, der er dagens keyboardmand i skysovs. Da hans kone døde, kom han i Thereses spisefold, men nu er han kæreste med Rita, som han mødte i blomsterparken, og der gik faktisk ikke andet end 12 timer, før de smeltede sammen. Egentlig er John Hansen fra Thyborøn, men en sømandstilværelse bragte ham vidt omkring, og slutdestinationen blev Rødby i 1970. Nu står han og er ved at få styr på Yamaha-orglet i fleecetrøje, isblå øjne, guld på tænderne og om halsen og en signetring på fingeren. Han har været keyboardmand i mange år, og ét er sikkert og vist: Sangen ’Lillemor, jeg elsker dig’ virker hver gang.

En rød løber og dannebrogsflag møder ’Spis sammen’-gæsterne, da de bliver bugseret ud af en skriggul minibus med hjælp fra chaufføren Arly. Nydelige ældre damer gør entré med permanentede krøller, perleøreringe og håndtasker. 

”Jeg blev nødt til at rykke rundt på nogle aftaler, men det her kunne jeg jo ikke sige nej til,” siger Grethe Jørgensen, en af gæsterne. Grethe har fået to veninder, Tina og Gerda, med til ’Spis sammen’. Hun holder plads til dem på hver side af sin stol. Og Arly, der frivilligt stiller op og godt kan finde på at køre en af de ældre til tandlægen eller hjælpe med et vandrør i boligen, kører frem og tilbage i den gule Ducato for at hente og bringe. Inden længe er festlokalet fyldt op. Gerda er en af de sidste, der ankommer. Arly får gelejdet hende hen til Grethe: ”Så kan I to slyngveninder da sidde sammen,” siger han. 

Der bliver tastet løs på Doro-telefonerne og skålet i abrikosvand, mens John Hansen svinger guldarmbåndsuret over det elektriske orgel. Med et krøllet og ganske tilfreds smil lader han dansktop-tonerne svøbe sig om forsamlingen. 

RØDBY OG RØDBYHAVN – TO SIDER AF SAMME SAG

Omkring år 1200 blev Rødby til. Byen lå ud til den daværende Rødby Fjord, og herfra fandt man den korteste rute over Østersøen til Femern i Tyskland. På den tid kaldte man byen Ruthby. Rødby blev købstad i 1682, men allerede op gennem Middelalderen var der godt gang i handlen med Tyskland. I 1872 oversvømmede en stormflod hele Rødby. Som en konsekvens blev Det Lollandske Dige, der nogle steder er fem meter højt, bygget for at beskytte den udsatte sydkyst. I 1912 blev Rødbyhavn – en ny fiskeri-

og trafikhavn – indviet. Efter kort tid blomstrede havnen op og blev præget af bebyggelse. Selvom Rødby og Rødbyhavn har hver sin bymidte, hænger de historisk sammen. I dag bor der 2.066 personer i Rødby. 56,5 procent af dem er over 50 år gamle. I Rødbyhavn bor der 1.624 personer, 55,7 procent af dem er over 50 år gamle. Til sammenligning er 24,4 procent af indbyggerne i København over 50 år gamle. Efter kommunesammenlægningerne i 2007 blev Rødby en del af Lolland Kommune.

Kilder: Danmarks Statistik, ­Lolland Kommune, Gyldendals Store Danske.

John Hansen på keys.

MED LYST, KRØLLET HÅR og en kampvægt på 62 kilo står 15-årige Magnus Hansen Hedegaard og løfter stålvægte i Rødby Styrkeløft. Omkring ham lugter der af rengøringsmidler og sved, og det er sådan en slags styrkeklub, man forbinder med en ’Rocky Balboa’-film. Malingen skaller af vægtene, og der er ikke nogen københavnersmarte fitnessmaskiner. Radioen spiller de nyeste hits, og ovre ved receptionen er der en solid beholdning af kreatin-shakes, Proteinella-smørepålæg og weight gainer-pulver. Et glasskab er fyldt op med de pokaler, medlemmerne har hentet til klubben, og Magnus Hansen Hedegaard drømmer om at blive en af dem. På sin 13-års fødselsdag – aldersgrænsen for medlemskab – satte han sine ben i Rødby Styrkeløft første gang. Han er en ung mand med en plan. Søn af to forældre, der begge arbejder på Scandlines-færgerne, far på kontoret, mor i køkkenet. Fedtprocenten er lav, 3,7 procent, men arbejdsmoralen er høj. For Magnus er sportstasken lige så fast et hverdagsvedhæng som skoletasken. Han gider ikke køre på scooter, og han gider ikke ryge smøger. I stedet træner han otte gange om ugen, både håndbold på divisionsniveau og styrketræning, der skal gøre ham klar til konkurrencer. På fritidsjobbet i Lalandia tager han alle de tjanser, han kan komme i nærheden af, så opsparingen kan vokse. Efter 9. klasse vil han på gymnasiet i Maribo og forhåbentlig få sig et karaktergennemsnit, der er så højt, at han kan komme ind på jura i København. Han vil gerne være advokat, måske anklager. Men én ting er sikker: Han vil ikke bo i Rødby. 

”Her sker ikke noget. Roerne gror, og det er det,” siger han og tager en dyb indånding. 

Han har dog ikke nogen ambition om at ramme de professionelle harpiks-ligaer. 

”Det er jeg ikke god nok til,” konstaterer han med et genert smil. 

I den anden ende af styrkelokalet og aldersspektret står 74-årige Steen Wissing og løfter håndvægte foran et spejl. Håret er hvidnet, tiden har sat sig i ansigtsfolderne, men brystkassen er bred, og ryggen rank. I 12 år har han boet i Rødby, og hver uge har han trænet tre-fire gange i Rødby Styrkeløft. Han og konen ville væk fra storbyens ræs, og valget faldt på Lolland, hvor der var rigeligt med luft og fornuftige huspriser. Steen insi­sterede på, at huset skulle ligge i Rødby på grund af styrkeklubben. Det er 35 år siden, han begyndte at træne, og i den tid har han nået at erhverve sig rigeligt med metal til halsen og fine titler. I 2005 blev han for eksempel verdensmester i squat i sin aldersgruppe.

”Jeg var tyndere end Magnus, da jeg var ung,” siger han og nikker mod den unge løfter, der kan lide at være lille, men stærk. 

15-årige Magnus Hansen Hedegaard løfter vægte og vil læse jura.

SOLEN HÆNGER LAVT over Pakhuset, et gammelt skævt og hvidkalket bindingsværkshus med sorte bjælker og orange tegl. I gul skindjakke og et sjal, der ligner efterårets gyldne blade, tager Liselotte Paaske Nielsen imod. Sammen med andre ildsjæle har hun stiftet bevægelsen ’Giv Rødby bylivet tilbage’, og Pakhuset, der fungerer som åbent kulturhus, er et skridt på den vej. Det gamle hus er sat i stand af frivillige, ligesom frivillighed også reddede byens svømmehal og campingplads. 

Rødbynitterne hører ikke andet, end at byen er død, og at deres projekter er dødsdømte. Men indenfor er Pakhuset pyntet op med kulørte lamper, og rundt­omkring er der rester fra høstfesten, der blev holdt sidste weekend. Der er rødternede duge på bordene, gyldne neg i hjørnerne og halmstrå i små mælkeflasker på bordene, hvor Liselotte Paaske Nielsen har samlet stakke af store, tunge ringbind, der er spækket med visioner og drømme. Fondsansøgninger, handleplaner, præsentationer til kommunen, referater fra et væld af møder. Selv har hun boet i byen i 40 år og mødte sin mand til bal på kroen. Den næste vision, som ringbindene hovedsagelig rummer, handler om at forvandle nogle af Rødbys forladte bygninger til et købstadshotel.

”Du hører aldrig en lollik sige, at de er gode til noget,” siger Liselotte Paaske Nielsen med en blød stemme, der synger lollandsk. Rødbynitterne trænger til at puste sig lidt mere op, mener hun. Fægte lidt mere med armene. 

Liselotte Paaske Nielsen har store ambitioner på Rødbys vegne – her foran Pakhuset.

EN RUSTVOGN DREJER ud ved Aldi, og henne ved Dagli’Brugsen sidder to unge drenge på et cykelstativ med hovederne begravet i hver deres mobiltelefon, mens aftenblæsten tager til. Liselotte Paaske Nielsen viser byen frem og slår ind på gågaden. Hun går med raske skridt og peger på den flotte gamle apotekerbygning og Garn Hobby, der stadig eksisterer. 

”Hun har stor succes med at sælge roe-trolde derinde,” siger hun. Møbelforretningen Boligland fungerer også godt ligesom cykel- og bilhandleren og den lokale ejendomsmægler Thomas Porse. Den statsautoriserede fodterapeut kører også, og det samme gør genbrugsbutikken og en enkelt dametøjsforretning. Solstrålehistorierne ligger dog spredt med en håndfuld huse imellem sig. Nogle hundeluftere og fire cykelturister med oppakning på bagagebæreren passerer gågaden. Fløjtepigen plasker stadig ufortrødent i sit springvand over for det gamle rådhus.

Herinde er bornholmeruret gået i stå, selvom de fuldtonede vægge, busterne, de græskinspirerede statuer og messinglamperne får salen til at se højtidelig ud. Men de gulnede eksemplarer af ’Dansk kommunalforvaltning’ og ’Miljøbeskyttelsesloven’ afslører, at rådhuset ikke har været åbnet siden kommunesammenlægningerne i 2007. Der er støv på de arkitekttegnede borde, der kun bliver brugt, hvis nogen har booket et møde. Det, der startede som et rådhus med arrest i 1853, er blevet til et museum uden besøgende. På væggen hænger billeder af de byråd, der har siddet gennem tiden. På flere af billederne står Benny Damgaard, høj, rank og mørkhåret. I dag er han medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for partiets lokalforening på Lolland. Og blot et par gader væk fra det gamle rådhus bor han stadigvæk. I sin søns gamle hus, der ligger lige ved kirkegården. 

FEM ÅR I MUSSE. Det er den længste og eneste periode, Benny Damgaard har været væk fra Rødby. Musse er et gammelt sogn, der ligger en 22 kilometers penge fra Rødby, klemt inde mellem en put and take-sø og en landevej, men nu er han tilbage, hvor han kom fra.

I de gode, gamle dage var der ’fedt’ i Rødby, forklarer Benny Damgaard, der har en 42 år lang karriere som landmand bag sig og i dag arbejder som omsorgsmedhjælper. Man tog på Søpavillonen, tæt på havet, det fedeste sted at gå i byen med tidens største livemusikere. 

”Dryssede det ud af lommerne med sand, når folk skulle fumle efter deres mønter for at betale i baren, vidste man godt, hvad de havde været ude og lave,” siger 59-årige Benny Damgaard. 

På det lakerede træbord har han og kæresten Kirsten Sydendal disket op med tapas-pølse og vin i glasset. Kirsten bor på Fejø, og da Lolland kom i mediemøllen med udsendelsen ’På røven i Nakskov’, startede hun gruppen ’Lolland-Falster Lovestorm’, der med flere end 28.000 medlemmer lige siden har fremhævet alt det gode på de her kanter. 

Der er lunt og godt indenfor i Damgaards parcelhus-residens. I stuen er der store lædersofaer, og en stor skål med slik på køkkenbordet står til fri afbenyttelse. En dosmerseddel ligger ved siden af og fortæller, at der mangler leverpostej i køleskabet. Væggene er prydet af portrætfotos. Især over spisebordet, hvor Bennys fire børn kigger kernesunde ud over rummet. Annette, Allan, Michael og Morten. Tre ud af fire er landet som professionelle håndboldspillere. Annette stoppede, da hun ramte første division, men brødrene kører fortsat karrierer i Danmark, Tyskland og Sverige. Den mellemste, Michael, har endda været fast inventar på herrelandsholdet i flere år.

”Jeg sad i traktoren ude på marken, da Ulrik Wilbek ringede,” siger Benny Damgaard, hvis brune øjne glimter, da han fortæller, hvordan den tidligere landstræner havde fået øje på ældstesønnen Allan og var interesseret i hans talent. Wilbek fremlagde et tilbud, og faren svarede, at han lige skulle tænke over det. Men da han havde lagt på, var der jubelarme og faderlig stolthed til op over traktortaget. 

Med sine store landmandshænder hælder han vin i glasset og fortæller, at de fire topatleter er opflasket på havregryn og rugbrød. Og at håndboldtræning ikke var reserveret til hallen. Dørene derhjemme agerede mål, og nogle sammenrullede sokker kunne sagtens klare den som en håndbold. Derfor var der heller aldrig en vase i huset.

DA BENNY DAMGAARD sad i byrådet, tog det ikke fem minutter at handle i Netto. Det tog minimum en time. Alle skulle lige konfrontere lokalpolitikeren hen over farsen i frysedisken. Hvorfor har I ikke slået rabatten nede ved mig? Hvad med det hul i vejen? 

Helt højt gik bølgerne, da han som byrådsmedlem var med til at lukke den lokale skole. Men Benny Damgaard stod fast. Som han gjorde, da han gik op imod Venstres absolutte top. 

Han var den første til offentligt at kritisere den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen for den nye garderobe, han blev ekviperet med på Venstres regning. Ni jakkesæt, 21 slips og syv par sko var indkøbene løbet op på i 2010 og 2011. Nogle måneder senere kom det frem, at konen Solrún og sønnen Bergur havde fået foræret en tur til Mallorca af Venstre. 

”Det ryster mig i min grundvold,” sagde Benny Damgaard til Ekstra Bladet, der døbte ham ’Rebel-Benny’.

Partitoppen i Venstre er ofte blevet rasende og har flere gange forsøgt at give ham mundkurv på, fortæller Benny Damgaard, der skæver hyppigere og hyppigere til uret. Allan skal spille i aften for Team Tvis Holstebro, og kampen bliver vist i tv. Faren går frem og tilbage for at finde TV 2 Sport, det lykkes, og han sætter sig på kanten af sofaen, da kampen bliver fløjtet i gang. Da Allan scorer kampens første mål, ryger farens arme fluks mod loftet. 

Benny Damgaard har altid boet i og omkring Rødby. Her med kæresten Kirsten Sydendal, der står bag ’Lolland-Falster Lovestorm’.

DER HVOR SPORET ender – eller begynder – i Rødbyhavn, løb flygtninge for nogle år siden over skinnerne og ud over markerne med børn og kufferter. De var på vej til Sverige og ramte de danske motorveje, hvor de gik i karavaner. Det var i september 2015, og Conny Damgaard Møller var på vej hjem fra mandagsbowling. I stedet for at køre hjem kørte hun mod Rødbyhavn Sportshal, hvor hun bestyrede cafeteriet. Flygtningene skulle jo have tag over hovedet og noget at spise. I fire dage knoklede hun med andre frivillige, mens man gik i gang med at bygge små containerbyer, der kunne huse flygtningene. Men de blev ikke i Rødby, og i dag står tomme beboelsescontainerne i hobetal et stenkast fra hallen. 

67-årige Conny Damgaard Møller har bestyret sportshallens cafeteria i 20 år, og siden hun gik på pension fra 42 års tjeneste i den lokale bank, har hun arbejdet der på fuld tid. Uden at få en krone for det. 

”Det var mest nuggets og pomfritter, de fik,” siger Conny Damgaard Møller, mens hun fylder slik op i rød- og hvidstribede papirsposer. Med sit grå pagehår udstråler hun bedstemorvarme, og hendes rolige stemmeføring er sådan en, man gerne vil have læst en godnathistorie op af. Hun forklarer, at de dage i 2015 var de vildeste i hendes cafeteria-karriere. Også selvom store kampe er blevet spillet hernede, og nevøerne har trådt deres barnehåndboldsko på det lakerede trægulv, og Scandlines-medarbejderne har holdt nogle våde julefrokoster. Conny er Benny Damgaards søster, og de to er ud af en søskendeflok på fire, der alle spillede håndbold. Sammen voksede de op på en gård, og Conny elskede at køre masser af traktor med sin far. 

Slushice-maskinen bag hende kører troligt. Før i tiden var der altid fulde huse hernede, men der er ikke så mange håndboldhold, som der plejede. Især da skolen ved siden af hallen lukkede, tyndede det ud i de unge spillere. 

”Hvis du vidste, hvor mange roer jeg har hevet op,” siger hun.

Conny Damgaard Møller arbejder frivilligt i Rødbyhavn Sportshal og bestyrer cafeteriaet.

SOM EN OVERDIMENSIONERET e-cigaret pulser skorstenen på Prinsesse Benedikte løs. Den royalt døbte Scandlines-færge har kurs mod Rødby på Lolland, vindmøllerne ligner ude fra havet små roterende tændstikker, og øen, vi nærmer os, er faktisk lige så flad som en pandekage. Skabt og nivelleret af enorme gletsjere under den sidste istid. 

Oppe på dækket forsøger nogle børn at fange mågernes opmærksomhed med chips, de viftende lokker med i vinden. Asiatiske turister poserer med store solskærme og dåse-Fanta foran selfie-kameraerne, mens tyskere i ’Game of Thrones’-fantrøjer misser med øjnene i solen. På den anden side af den elektriske dør, i ly for sejlvind og havgus, forsøger et ragnarok af rollatorer at finde en siddeplads. Kørestolene vugger let frem og tilbage i bølgegangen, og der dufter af tarteletter i restaurantens buffet, der er på rejsehjemmesiden Trip Advisors top 10-liste over ting, der er værd at opleve i Rødby. 

Ved buffeten ryster porcelæn og bestik i plasticbeholderne, mens kokken er ved at lave en spand cremefraichedressing. Imens stabler en kvinde cigaretpakker oppe ved disken. Hun har rullet ærmerne på sin Scandlines-cardigan op, så man kan se, at der står ’Mulle’ i et hjerte tatoveret på hendes arm. Restauranten kører efter ’all you can eat’-princippet, og det gælder også for drikkevarerne. Det er bare med at forsyne sig. Med Carlsbergs Sort Guld, med Faxe Kondi, eller hvad hjertet måtte begære. Store fade med frikadeller, rejer, flødekartofler og steg venter på kuldeplader eller under varmelamper. Og hvad færge-buffeten måske ikke har i Noma-gastronomi, har den i udsigt. Buffeten er omkranset af vinduer og et glitrende slør af havgus og dybblåt vand. En ansat fortæller, at der med jævne mellemrum er folk, der tager mod Puttgarden med det ene formål at ramme buffeten. De bliver siddende, når Prinsesse Benedikte rammer den tyske havn. På den måde får de 45 minutter ekstra med ad libitum.

FÆRGETRÆK

Scandlines blev grundlagt i 1998, da de største færgerederier i Danmark og Tyskland fusionerede. Scandlines Danmark ApS’ historie strækker sig imidlertid tilbage til 1872, da DSB åbnede en færgerute mellem Fyn og Sjælland, og i 1883 kom en forbindelse over Storebælt. I Tyskland begyndte Scandlines-eventyret i 1903, hvor en forbindelse mellem Gedser og Warnemünde blev etableret.

Fra Rødby sejler Scandlines-færgerne til Puttgarden i Tyskland. Her finder man Nordeuropas største grænsebutik, BorderShop, på 8.000 kvadratmeter. 1.500 mennesker arbejder for Scandlines i Danmark og Tyskland – godt halvdelen af dem er ansat i Danmark. De 1.500 medarbejdere repræsenterer 15 forskellige nationaliteter, og i oktober modtog Scandlines Lolland Kommunes integrationspris for at have gjort ’en særlig integrationsindsats i kommunen’.

I 2018 havde Scandlines over 43.000 afgange fordelt på sine otte færger på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Afgangene var besat af 7,4 millioner passagerer, 1,8 millioner personbiler, 700.000 lastbiler og andre fragtenheder og 36.000 busser.

Kilde: Scandlines.

Færgesporten over dem alle. At kaste godbidder til mågerne.

FLASKERNE MED VODKA, akvavit og Metaxa klirrer faretruende som inventaret i et jordskælvsramt vitrineskab. ’Onboard-shoppen’ er indhyllet i en tung sky af parfume, opstået efter utallige prøvesprøjt på kvindehåndled. Håndblæserne på toilettet og skibets motorer brøler om kap, mens en stemme i højttaleren på tysk og dansk fortæller, at man nu kun har 10 minutter tilbage til at erhverve sig sprut og tobak. Her er hyldemeter af Kay Bojesen-figurer, sminke, vingummi i kilo-klassen, smøger på karton, vin i store papbokse og Toblerone-pakker på størrelse med skinneben. En kvinde i vindjakke og vandresko konsulterer sin mand: Skal chokoladen være med eller uden rosin? Han er ligeglad, så længe den ikke er hvid. 

En tysk skoleklasse er på vej til København fra en lille by tæt på Frankfurt, og Rødby er blot en gennemfartsstation. Det samme gælder for fire svenske fyre i Ralph Lauren-poloer og tilbagestrøget hår, der har været på bilmesse i Frankfurt. De lader dog forstå, at det er yderst normalt for sydsvenskere at tage til BorderShoppen i Puttgarden. 

Pludselig siger en skærebrænderstemme gennem højttalerne, at det er tid til at gå mod bilerne. Gert og Pia Christiansen er på vej ned i deres Toyota Yaris, der er dekoreret med røde blomster. Først blev fælgene røde, så gik turen til sidespejlene, og senere kom der røde bier på køleren. Og apropos kør selv-ferie glæder parret sig til, at Femern-forbindelsen kommer. 

”Huspriserne kommer til at stige sådan her!” udbryder Pia begejstret og laver en stor krokodillemund med sine arme. 

Kort efter åbner Prinsesse Benedikte sit gab og lader sin underkæbe ramme færgehavnen. ’Transport og Logistik’, ’Weigand Transporte’, ’Friobaza’, ’Hansefrigo Spedition’, står der på lastbilerne, hun spytter ud. De kommer i alle farver, afskygninger og nationaliteter. Med klunkegardiner, navneskilte og chauffører, der hviler hovedet på armene. 

Ude på færgelejet fortæller elektroniske informationstavler, at ’Nächste Abfahrt’ er om få minutter. Politiet står med hjemmeværnet i sandfarvet ørkencamouflage og sorte solbriller og tjekker id. Vi bliver stoppet, ørkenmanden vil se pas. Det har vi ikke med. Det går lige an med kørekort og sygesikring. ”Næste gang boner den altså!” forsikrer han, og vi følger skiltene mod Sydmotorvejen, mens andre knækker af mod Nakskov. Eller mod Rødbys lille stykke med troper: Lalandia. 

Fra vandsiden er første danske togstop Rødby Færge Station.

FOR ENDEN AF Hagesvej ligger en stor, Toblerone-takket bygning med en snoet vandrutsjebane i toppen. Stationcars i sort og sølv med tagbokse er gået i dvale på den halvtomme parkeringsplads, mens familierne indenfor boltrer sig i det lollandske svar på slaraffenland. Tæt ved indgangen er en glasboks omkranset af sydeuropæiske hængeplanter i pink til de rygetrængende. Tre Lalandia-flag med rød sol og grønne palmer blafrer i vinden. 

Det er uden for sæsonen, men den stædige varme er det første, der rammer og giver samme fornemmelse, som når man træder ud af flyveren på en charterdestination. To piger får stukket en hundredkroneseddel i hånden af deres far. Der er spillehal, skøjtebane, indendørs skibane, kæmpe-trampoliner, bowlingbaner, Monky Tonky Land og slikbutikker med få meters mellemrum. 

Arkadelyde fra Little Vegas – en form for spillehal til børn – blander sig med Rasmus Seebach fra højttalerne. ”Hurtigere! Vildere!” råber en far til sin fireårige datter, der med en bold forsøger at ramme en ondt udseende abe på en spillemaskine. Overalt er der store fjernsynsskærme med tegnefilm, så man kan se tv, når man spiser og bowler. De indendørs gader med imiterede lygtepæle med ’flammer’ i toppen kulminerer i ferielandets hovedattraktion: Aquadomen.  

Hvis charter-fornemmelsen ramte i receptionen, er det luftfugtigheden fra tropehuset i en zoologisk have, der gør sig gældende her. Livredderne er på arbejde syv-otte timer ad gangen, ”og er du sindssyg, man bliver tørstig af det,” siger en af dem. 

Begejstrede børneskrig og brusen fra kunstige vandfald fylder en kuppel, der ligner toppen af en botanisk have med lyst og luftigt kig til himlen. Et inferno af rutsjebaner snor sig ind i hinanden, mens en kæmpe tønde langsomt fyldes med 1.200 liter vand, der til sidst vælter ud. 57-årige Jesper Sørensen kommer gående med sin datter Olivia på armen. Lalandia-turen er en gave til hende, hun er lige fyldt to. Jesper er pensioneret slagter og er tatoveret over hele kroppen. Tusserne er en drøm, han har haft, siden han var seks år og så sin onkel med en tatovering. Han tænkte, at det skulle han også have. 

”Lalandia er et fedt sted for børn,” siger han og kalder på sin kæreste på thai. Han taler sproget 75 procent efter at have været meget i landet de sidste 20 år. 

Væk fra lydtæppet af børneskrig og vandplask ligger spabade med udsigt over Østersøen. Solen er ved at dykke ned i havet, og vinden rusker i kornmarkerne udenfor. En mor signalerer med to hænder til sine børn, at de skal op af vandet, det er spisetid. En anden familie har smidt badelufferne for at dele en bakke pomfritter. Børnene drikker juice, forældrene fadøl. En ung ranglet fyr i tøfler og øresnegl stabler cafeens plasticstole. Lukketid her betyder, at der er showtime et andet sted i Lalandia. 

LALANDIA

I første parket til Østersøen ligger tropelandet Lalandia i Rødby, der første gang slog dørene op i december 1988. Feriecentret har 741 feriehuse og plads til 4.000 overnattende gæster.

Vandlandet Aquadome i Lalandia Rødby er 7.400 kvadratmeter stort. Her er vandet 28 grader varmt, og luften kan bryste sig af altid at måle 30 grader uanset årstiden. Over en halv million mennesker gæster hvert år Lalandia, der er ejet af Parken Sport & Entertainment. Lalandia er i øvrigt det latinske navn for Lolland.

Kilde: Lalandia.

Tyske Lars Kempe fra Femern med sin søn på 20 måneder.

ENGANG HAVDE VI solarier i Lalandia,” siger Hr. Plys med løftede øjenbryn i sit private omklædningsrum, der er dækket med plakater og billeder af ham selv. Men nu, forklarer han, er han nødt til at køre helt til Maribo, 20 kilometer nordøst for Rødby, for at komme under UV-strålerne, og derfor gør han det kun en gang om ugen. Han er ved at klæde om fra stramme sorte jeans, Gucci-taske og guldur til arbejdstøjet – et stribet jakkesæt og skræddersyede guldsko i størrelse klovn. Det samme kostume og det samme show har 59-årige Hr. Plys turneret med i tre årtier. Hvorfor ændre på noget, der virker? Guldskoene er håndsyede, han køber dem hos en skrædder i Amerika, deres levetid er to år, og når de ikke kan mere, skriver han dato i pløsen og gemmer dem på et loft i Lalandia. Akkurat ligesom han har arkiveret udklip fra aviser og ugeblade, hvor han er blevet omtalt eller portrætteret gennem tiden. Som på et lille rigsarkiv står de ordnet efter årstal i ringbind på Hr. Plys’ kontor et andet sted i badelandet. 

Egentlig hedder Hr. Plys Niels Lærkegaard. Han startede som bademester, da Lalandia åbnede i 1988, men snart fandt feriecenter-bosserne ud af, at han havde flair for at snakke ind i en mikrofon. Og så blev Hr. Plys født. Han har været i rampelyset som børnenes klovn, som dj og som konferencier for ’Miss Rødby’.  Men på et tidspunkt mente man i Lalandia, at de to ting var for uforenelige. Plys valgte livet som børnenes ven over damernes. Efter eget udsagn bliver han genkendt de fleste steder i landet. 

”Du er da vist kommet langt væk hjemmefra,” kan de finde på at sige. Også når han bare sidder i ’civil’ nede i saunaen. 

Hr. Plys har arbejdet som klovn i 32 år i Lalandia.

EN UNG INTETANENDE fyr kommer gående mod scenen. Det er Lasse Borggaard på 16, han går i 2. g på Maribo Gymnasium, men i dag skal han klædes ud som Lalandias populære abemaskot i plyssede fødder og et gigantisk hoved.

Nogle hader at være inde i Monky Tonkyen, andre elsker det, forklarer han, men personligt kan han nu meget godt lide det. Så kan man gå rundt og tosse anonymt og bryde ind i folks bowlingfester. Motorikken er lidt udfordret i den store dragt, og han er da også faldet over de store abe-sko, men det værste er nu at blive slået af børnene. Han er faktisk næsten blevet banket engang oppe i Monky Tonky Land: 

”Det er små drenge, der ikke forstår, at der faktisk er et menneske indeni.” 

Da Lasse Borggaard træder ud i fuldt abe-dress, vil børnene kramme ham, og forældrene trækker straks deres mobiltelefoner op af lommen. Pludselig gør Hr. Plys med et blæs i en fløjte opmærksom på, at det er tid til Mini Disco. Han trykker på en knap ved dj-pulten, og med ét blæser ’Smilende Susie’ i en tv-bingo-inspireret version ud gennem højttalerne. Børn og forældre stimler sammen for at komme helt op foran scenen. Snart efter følger ’Barbie Girl’. Børnene hopper og danser, mens fædrene tager en ekstra slurk af deres fadøls­krus i størrelse XL. 

”Hejsan Sverige og godaften, Danmark,” siger Hr. Plys ned i mikrofonen. ”Har I husket det gode humør?” spørger han, og så er Mini Disco i fuld gang. Hr. Plys og Monky Tonky-Lasse danser synkront til den gamle børnetraver ’Hoved, skulder, knæ og tå’. En boogie-woogie er under opsejling med en genfortolkning af teksten: ’Åh, Monky Tonky Tonky’. Forsamlingen bevæger sig med hånd mod hofte som én stor slange gennem torvet med Lasse i front. 

”Du er kongen af Lalandia. Vi er vilde med dig, skønne abemand,” skriger optoget i kor. 

Selv har Hr. Plys aldrig stiftet familie. Sådan er livet ligesom bare endt med at blive. Til hverdag tænker han ikke så meget over det, men når han til jul optræder og ser alle familierne samle sig, kan det godt ”gibbe lidt”, siger han og lægger en flad hånd på hjertet.

Scooteren er en uundværlig ungdommelig følgesvend.

I EN TÅGE af cigaretrøg og 80’er-rap har et udsnit af Rødbys ungdom samlet sig på café Rottehullet på Østergade. Mørket har sænket sig, sort og uigennemtrængeligt, og scooterne har ræsende gjort deres indtog udenfor. Dakke-dak-techno siver fra bilhøjttalere, der er ingen lys i gadens vinduer, kun scooternes forlygter og motorbrummen skaber liv, og der er antydninger af barnekinder under hjelmene. 

Der er ikke mange inde på Rottehullet, faktisk kun en fem stykker, hvoraf den ene er bartenderen. En af dem har fået, så hatten passer, mens de andre bare hænger og snakker. Blandt andre 19-årige Simon Nielsen, der er født og opvokset i Rødby. Han arbejder som flyttemand, mens han er ved at uddanne sig til lastbilchauffør, og til spørgsmålet om, hvad en ung mand som ham laver på en bodega en tirsdag aften, trækker han på skuldrene og siger: ”Vi sidder bare og drikker cola. Der er ikke rigtig andre steder at mødes.” 

Simons lillebror er en af drengene, der kører på scooter udenfor. Tobias, hedder han. Sammen med kammeraterne Jonas og Mathias hænger han på Østergade, ryger Prince, kører scooter og griner. De har Fendi og Givenchy på. Dyre mærker med flashfaktor. Når ikke de er her, hænger de ud i Lalandia.

”Ellers er vi bare ovre på skolen og koger,” siger Tobias Nielsen. De går i erhvervsklasse, hvor man har tre dage i skole og to dage i praktik på lageret i XL-Byg eller i supermarkedet. De joker med, at de ender som bumser på kontanthjælp, men de er alligevel fyldt med drømme. Om at blive socialpædagoger og selvstændige. Tobias Nielsen vil gerne arbejde i det vognmandsfirma, som storebror Simon drømmer om at få op at køre, siger han og hiver et lille trafiklys af imiterede diamanter op af lommen. Han sætter de såkaldte grillz på sine tænder, der glitrer i natten. Han smiler. Med en hånd på scooterstyret og den anden i luften med to strittende fingre signalerer drengene ’peace’ og er på vej væk. 

De er bare inde i scooter-perioden, forklarer storebror Simon, som var det en gængs udviklingsfase, man kan læse om i folkeskolens biologibøger. Når Rødby-drengene bliver gamle nok til at køre på scooter, har de ikke andet i hovedet end benzin, forklarer han. Men det går over igen, siger storebroren. Som andre af livets faser: 

”Det er ligesom dengang, man tog færgen for at drikke sig fuld i smagsprøver fra BorderShoppen.”

 

Går du gennem en dansk eller en europæisk bymidte i december og rammer en samling alpehytter, der dufter af dampende vin og stegte pølser, er du havnet i et julemarked af tysk tilsnit. Weihnachtsmärkte er blevet et eksporteventyr, og mistanken melder sig: Er tyskerne bedre til hygge?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Aalborg City

NÅR JULEN nærmer sig, bliver Gammeltorv i Aalborg forvandlet til en mellemting mellem en hyttelandsby og et tivoli. Her kan man indkøbe sin julesteg og sin pynt, køre en tur i en gammel hestekarrusel og varme fingrene og halsen på et glas varm vin – gerne toppet op med et pænt skvæt rom eller amaretto.

”Der bliver edderbroderemig solgt noget Glühwein,” siger Flemming Thingbak, direktør for detailhandel-organisationen Aalborg City og initiativtager til det årligt tilbagevendende julemarked i Aalborgs historiske bykerne. Sidste år kiggede knap en kvart million gæster forbi markedet, og håbefulde kræmmere står på venteliste for at få en stadeplads, fortæller Flemming Thingbak. Men den tyske gløggvariant strømmede knap så livligt dengang i 2002, da han lancerede konceptet.

”Det var bankeme en hård start. Jeg tror, danskerne havde lidt svært ved at tage det til sig. De så nogle boder, der var smækket op. Og gik videre.”

For at aflure, hvad der kunne få publikum til at stoppe op og hive pengepungen frem, drog Flemming Thingbak på studie­ture til Berlin, Lübeck, Kiel, Hamborg og andre tyske byer. Det har han været hvert år siden da, bortset fra sidste år, hvor han i stedet tog til Stockholm for at se, hvordan svenskerne holder julemarked. Men destinationen skuffede:

”Der var slet ikke det hjerteblod, man mærker blandt stadeholderne i Tyskland, hvor de er meget passionerede og stolte over deres tradition. ”

I Bautzen i delstaten Sachsen afholder man i år byens 636. julemarked for at være helt nøjagtig. Man bryster sig af at være den første by i Tyskland, der fik et, da kong Wenzel af Bøhmen i 1384 gav lokale slagtere lov at sælge deres varer på torvet hver søndag i en periode fra slutningen af september og frem til jul. Til at begynde med var det bare et kødudsalg, men med tiden førte det over i mere festlige markedsdage i advents­perioden, og i de større tyske byer bed skikken sig fast hen over middelalderen og renæssancen, og i dag er der tusindvis af julemarkeder i Tyskland. 

Det største er det i Frankfurt, der har eksisteret siden 1393, og som er så gigantisk en succes, at den har kunnet eksporteres til Birmingham, der siden år 2000 hvert år har afholdt Frankfurt Christmas Market. Markedsboderne med deres udvalg af lammeskindstøfler, trælegetøj, Christstollen og andre traditionelle julekager ankommer i containere fra messehovedstaden Frankfurt og omsætter for et tocifret millionbeløb regnet i pund sterling. Og Birmingham er langtfra det eneste sted i England – der ellers ikke er kendt for tyske tilbøjeligheder – hvor man kan blive Glühwein-omtåget i december. Også i Nottingham, Manchester og Leeds skænker de op. Ligesom man i Firenze kan spise Bratwurst på Weihnachtsmarkt Santa Croce foran byens berømte katedral. Og ligesom man i transsylvanske Sibiu kan beundre lyssætningen på byens julemarked, der i samarbejde med den østrigske ambassade i Rumænien er blevet afholdt siden 2007. 

Men hvorfor har det tyske julemarked en international gennemslagskraft, der begynder at ligne eventbranchens svar på den irske pub? Forfatter Knud Romer, der er af tysk-dansk familie, giver et bud:

”Tyskerne er virkelig crazy med jul. Der er ingen grænser for, hvor mange kager de har, og hvor tidligt på efteråret de går i gang. I det hele taget er det fra Tyskland, vi har importeret både juletræ og julelys og mange andre af vores juletraditioner. Samtidig er de mere sydlændinge end os. De opholder sig mindre i deres lejligheder og er bedre til at være i det offentlige rum.”

Og så er julemarkedet en pakkeløsning, der let kan flyttes rundt, siger han:

”Det er et lands kultur på vareform, og de ser ens ud overalt. Jeg synes, sådan et marked ligner et stort kukur. Det er forestillingen om den tyske Gemütlichkeit. Og det er lige så stereotypt, som hvis Danmark lavede en vikinge-middelalder-franchise.”

Efter at Københavns Kommune i 2015 gav flere offentlige pladser fri til julemarkeder, og de genkendelige alpehytter skød op på Højbro Plads og flere andre steder, var der nogle københavnere, der brokkede sig over det tyske præg på Indre By. 

”Man har bare hentet en standardløsning ned fra hylden og ikke overvejet, hvad der er specielt ved den by, man er i, altså København,” udtalte daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell for eksempel til Information i 2016. 

Julemarkederne er muligvis lige så autentiske som H&M, halloween og andre globale sællerter, men det har endnu ikke påvirket udbredelsen. Ifølge Flemming Thingbak kan man dog ikke reproducere den tyske tradition én til én.

”Vi har forsøgt at give det et præg af noget, der er lige så dansk og nostalgisk som en ’Far til fire’-film. Der er gode danske ænder. Der er lune danske æbleskiver. De fleste af vores stadeholdere er fra Danmark, men vi har også folk fra andre lande, for eksempel en englænder, der sælger fudge, og en hollænder, der sælger ost.”

Dog er der elementer på Gammeltorv i Aalborg, der har direkte tysk forbillede. For eksempel det 30 meter høje pariserhjul. Og lyssætningen, som man investerede en million i sidste år.

”Det er imponerende, hvad de kan med lys dernede,” siger Flemming Thingbak, der også har købt sine 35 træhytter i Tyskland.

”Det er jo ikke nok bare at stille nogle telte op, når det er koldt.”

Efterspørgslen på noget mere skærmende end teltdug blev noteret hos Hvalsø Teltudlejning for flere år siden. Man besøgte julemarkedet i Hamborg, og man tog til fagmesser for udlejere for at finde træhytter at investere i. Men firmaet endte med at udvikle sine egne.

”Hvert hus tager otte minutter at sætte op. Det vigtigste for os er, at logistikken er god. Vi skal have plads til dem på vores lager, og de skal være nemme at transportere og montere,” siger direktør Claus Petersen om hytterne, som de begyndte at udleje for fire år siden.

”Vi ville gerne være firstmovers på området, men den slags skal lige løbes i gang. Det var først sidste år, det blev en god forretning.”

Og skal man tro direktøren, vil synet af hytterne i fremtiden ikke begrænse sig til julesæsonen:

”De kommer til at kunne bruges hele året til billetsalg og merchandise.”

HILS PÅ NABOEN

Tre kulturbegivenheder, der bringer dig tættere på Tyskland og vores fælles historie.

På flugt
Efter anden verdenskrig blev Danmark af de allierede pålagt at drage omsorg for de i alt cirka 250.000 tyskere, der flygtede hertil, da Tyskland brød sammen. I ’1945 – Historien om en flugt’ fortæller Teater Nordkraft om de cirka 40.000, der blev interneret i lejre i og omkring Aalborg.

19. februar – 30. marts.

Muren og alt det andet
Her ved 30-året for Berlinmurens fald fejrer Nationalmuseet den tyske kulturhistorie. På udstillingen, der er lavet i samarbejde med British Museum, kan du blive klogere på alt fra Bauhaus’ design og Wagners ideer til østtyske Østersø-flygtninge og pølsens historie.

Frem til 1. marts 2020.

Leselust
Hvad kendetegner litteraturen i Tyskland og Danmark, hvilke forbindelser findes der historisk og i dag, og hvad kan vi lære af hinanden på tværs af grænsen? Ved 100-året for genforeningen i 1920 udveksler tre forskellige festivaler i Trekantområdet, Slesvig og Hamborg forfattere og publikum. Hoveddeltager er forfatter Jens Blendstrup.

Hold øje med programmerne for Altonale Festival, Trekantområdets Festuge og Norden Festival.

 

Ensartethed og de samme detail-butikker dominerer gadebilledet i mange danske byer. Men indimellem ser man det pludselig: et skilt, man lægger mærke til og husker. Jakob Engberg er en af de få skilte-magere, der stadig laver skilte efter gamle traditioner.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Jon Nordstrøm

I EN BAGGÅRD i et industriområde i Københavns Nordvestkvarter står Jakob Engberg og roder med en glasplade på sit værksted. På væggene omkring ham slås hylder med små malerbøtter med store, håndmalede skilte om pladsen, og i midten fylder et stort arbejdsbord i træ det meste af gulvet. Det er her, den autodidakte skiltemager som en af de eneste i Danmark holder liv i en håndværkstradition, der ellers er så godt som forsvundet.

38-årige Jakob Engberg fremstiller håndlavede skilte malet med oliemaling, sat med bladguld og trykt i silke. Det er fire år siden, han startede virksomheden Copenhagen Signs – i første omgang som en hobby ved siden af sit job som almindelig skiltetekniker, men i dag kan han leve af at lave sine egne skilte. Hans kunder er primært selvstændige erhvervsdrivende og små specialforretninger – eksempelvis frisørsaloner, tatovører og keramikere – men han udfører også opgaver for
reklamebureauer eller større virksomheder som Carlsberg.

”Et håndlavet skilt kan noget helt andet end et digitalt fremstillet skilt. Jeg tror, at det kan fange vores opmærksomhed på en anden måde, fordi det er fremstillet af menneskehænder med alle de små ujævnheder og særpræg, det medfører. Samtidig forgår et håndlavet skilt ikke på samme måde som et digitalt fremstillet, men kan holde i 100 år. På den måde har de gamle skilte også en historisk værdi,” siger Jakob Engberg, der har udgivet bogen ’Danske skilte’, hvor han sammen med fotograf Jon Nordstrøm har kørt landet rundt for at fotografere og dokumentere håndlavede skilte. Bogen er en slags manifest over den danske skiltemagertradition og de mange skilte, der stadig for eksempel hænger på gamle værtshuse, pryder biografer, egnsteatre og badeanstalter, og som kan findes på gågader og i butiksvinduer i næsten alle danske provinsbyer.

”Vi er omgivet af skilte overalt i vores hverdag. De er i gadebilledet og på butiksfacader, og selv i en tid med Google Maps er skilte en nødvendig størrelse, der viser os vej og byder os indenfor. Alligevel tror jeg, at mange tager dem for givet. Jeg har samlet skiltene i bogen for at give dem den opmærksomhed og den anerkendelse, jeg mener, at de fortjener.”

Milestenen på stationsbygningen i Birkerød er malet direkte på den gule murstensfacade. Skiltet er særligt, fordi det blander forskellige skrifttyper, og særligt tretallet og a’et skiller sig ud fra resten af bogstaverne. ”Jeg er ikke sikker på, at skiltet af lavet af en professionel skiltemager, måske snarere en almindelig maler. Det er ikke teknisk veludført, men netop dét giver skiltet charme,” siger Jakob Engberg.

Jernbanegade 26, Kolding.

Et klassisk apotekerskilt i glas, der findes i mange danske provinsbyer. Skrifttypen er håndtegnet, og afstanden mellem bogstaverne er mindre i højre side. Det er ikke et ualmindeligt syn på gamle, håndmalede skilte, hvor skiltemageren af og til pludselig måtte konstatere, at han var ved at løbe tør for plads.

Bredgade 17, Lemvig.

Over indgangen til teateret i Lemvig er malet et stort skilt i relief – en teknik, hvor man enten løfter eller sænker motivet i forhold til dets baggrund, i dette tilfælde en husmur. Ifølge Jakob Engberg er skiltet et eksempel på, at mange gamle skiltemagere var dygtige til at tænke bygningens farver og udtryk ind i deres arbejde.

Gravene 8, Viborg.

Det krakelerede grønne og røde neonskilt, der sidder over en guldsmedeforretning på gågaden i Viborg, stammer med stor sandsynlighed fra 30’erne, hvor skilte bøjet i neon for alvor blev populære. Frem til 50’erne var neon den mest populære måde at lave skilte på, og man kan stadig finde mange gamle neonskilte rundt om i landet. De senere år har neonskilte igen fået lidt af en revival.

Enghavevej 10, København V.

Den håndlavede facade på herretøjsbutikken Motorious er et af de nyere skilte i bogen med sin moderne skrifttype uden seriffer, som er de små grafiske tilføjelser til selve bogstavets krop. I Motorious’ nye lokaler i Kødbyen er det Jakob Engberg selv, der har stået for udsmykningen med et skilt i samme skrifttype som på bygningen på Enghavevej, der i dag er revet ned.

Spanien 1, Aarhus.

Badeanstalten Spanien i Aarhus lyser op i mørket, når det store vertikale neonskilt tændes. Bogstaverne er bøjet i neon og lavet med såkaldt svøb, hvilket giver skiltet dybde og gør det mere synligt i dagslys. ”Ud over at skiltet helt konkret viser, hvad man kan finde inde i bygningen, er netop badeanstalten jo også et eksempel på, at et ikonisk skilt kan gøre en bygning til et landmærke,” siger Jakob Engberg.

Gravene 1, Viborg.

Mellemdammen 18, Ribe.

Vesterbrogade, København.

I en lejlighedsopgang på Vesterbro har en skiltemager støbt et skilt i sort mosaik i et terrazzogulv, hvor hvert lille stykke er placeret sirligt ved siden af hinanden. Efterfølgende er fugerne mellem hvert stykke blevet spartlet. Skiltet har formentlig skullet gøre opmærksom på en nu lukket butik og er ifølge Jakob Engberg et eksempel på, at nogle skilte er så godt håndværk, at de kan holde længere end de steder, de henviser til.

Store Landevej 13, Nørre Aaby.

Klareboderne 14, København.

Skiltet på Bo-Bi Bar, der åbnede i 1917 og er et af hovedstadens ældste værtshuse, udmærker sig ved de detaljerede ornamenteringer i guld og den markante skrifttype, der var meget populær i starten af 1900-tallet. ”Jeg kan især godt lide galgeskiltet, hvor der er malet med to forskellige skrifttyper oven på hinanden. Det er meget kreativt,” siger Jakob Engberg.

Strandvejen 187, Hellerup.

Hvid skrift på sort baggrund er den farvekombination, der giver det mest læsbare skilt på grund af den høje kontrast. Facaden på herretøjsbutikken Britannia er fremstillet i glas på sort baggrund, og bogstaverne i håndtegnet skrifttype er bukket i metal med svøb, hvilket er med til at give skiltet dets markante udtryk, forklarer Jakob Engberg. 

Tage-Hansens Gade 2, Aarhus.

Gammel Kongevej 143, Frederiksberg.

Rådhuspladsen 57, København K.

Hvem er Mette Frederiksen? Hvad kommer hun af? Hvad vil hun? Og hvor vil hun hen? I København, i Bruxelles og i barndommens Aalborg har Ud & Se fulgt landets statsminister for at tegne et portræt af magten bag mennesket og mennesket bag magten.
Tekst:Frank StokholmFoto:Martin Bubandt

LYDEN AF EN KUGLEPEN mod papir er det eneste, der bryder stilheden på statsministerens kontor. Filmfotograf Bo Tengberg, Mette Frederiksens kæreste, ved, hvornår han skal være der, og hvornår han skal træde et skridt til side. Lige nu står han i sit jakkesæt rygvendt med hænderne foldet bag sig og studerer tavst Slotskirkens bagside gennem vinduesglasset. Nogle meter derfra sidder statsminister Frederiksen bøjet over en lille stak papirer. Håret er samlet i nakken. Det er den 1. oktober 2019, dagen for Folketingets åbning. Klokken er 11:23. Om 40 minutter skal landets nye leder holde talen, der skal sætte kursen. 

Statsministerens kontor i Christiansborgs gamle kongefløj har Mette Frederiksen kendt længe. En af de første gange, hun kom her, var som DSU’er. Dengang sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at en dag ville kontoret være hendes. 

Nu løber hun talen igennem en sidste gang. Ministeriets taleskrivere, hendes politiske rådgivere og enkelte betroede embedsmænd har for længst finpudset og faktatjekket hver en vending. Statsministeren har selv ugen før brugt en god del af flyrejsen til og fra FN’s klimatopmøde i New York på at arbejde med talen. Ordene kan hun, nu søger øjnene og kuglepennen efter de ord og sætninger, som skal have et ekstra tryk. Mette Frederiksens politiske kurs mærkes i talens ord. 29 gange står der ’Danmark’ og 14 gange ’dansk’. ’Velfærd’ nævnes 26 gange, og ordet ’klima’ bruges 12 gange. Det snigende behov for læsebriller har Mette Frederiksen ignoreret de sidste par år, men med dobbelt linjeafstand er det ikke noget problem. 

Statsministerens kontor, 40 minutter før åbningstalen.

NEDENFOR i Prins Jørgens Gård er der færre mennesker end før. De to ridende betjente, som en time tidligere under åbningsgudstjenesten i Slotskirken styrede hestene en kort, nervøs tur langs Christiansborgs mure ind gennem Prins Jørgens Gård og hastigt tilbage i sikkerhed på ridebanen, er nu væk. Det samme er den lille gruppe, som for en halv time siden ventede på, at statsministeren og kæresten hånd i hånd gik turen fra kirken tilbage til Statsministeriet, så de kunne råbe ”husk penge til bedre psykiatri”. Også tv-reporteren i musegråt jakkesæt og bagerpose er borte. Da den sorte BMW 750 klokken 8:15 drejede ind foran indgangen til Statsministeriet, stod den velklædte tv-reporter ellers klar. 

”Jeg har købt tebirkes med til Mette, hvis hun er sulten,” sagde han til Mette Frederiksens pressechef Karen Clement, da statsministeren, kæresten og hendes stabschef Martin Rossen var hastet forbi. Nu er også tv-reporteren trukket ind på Christiansborg, hvor journalisterne forbereder spørgsmål, og tv-stationens velbyggede Steadicam-fotograf gør klar til baglænsløbet gennem Christiansborgs gange, når glasdøren til Statsministeriet om lidt åbner. 

På TV 2 News kører båndsløjfen med Thornings tidligere rådgiver Noa Redington, som forklarer seerne, hvordan Statsministeriet har forberedt dagens tale. Et par af Mette Frederiksens rådgivere diskuterer indslaget ude på gangen med behørig distance. 

”Godt at vide,” siger en.

Selv sidder statsministeren tavst og trækker sine streger. Det er sjældent, at der er så stille om hende. Mette Frederiksen er til mennesker, helst hele tiden, sådan som hun kendte det i barndomshjemmet. Det er først her de sidste par år, at hun indimellem søger ensomheden, og selv nu kun for en stund. Når hun er på arbejde, ringer hun og kæresten sammen hver eneste dag. Stilhed er ikke Mette Frederiksens ting. Men lige nu er her stille. Blikket følger teksten. ”Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed,” står der. Mette Frederiksen sætter streg under ”for retfærdighed”.

METTE FREDERIKSEN POLITISK

Melder sig ind i DSU som 15-årig. Møder i byens ungdomsafdeling Morten Bødskov, nu skatteminister, og Rasmus Prehn, nu minister for udviklingsarbejde. Kommer i DSU’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg og møder Martin Rossen, nu stabschef i Statsministeriet.

Får i DSU af modstanderne, inkl. Martin Rossen, øgenavnet ’Afrikas dronning’.

Er medlem af Arbejdsudvalget i Nyt Europa i 1999, er også næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Vælges som 24-årig til Folketinget i 2001. Bliver i 2002 kulturordfører og i 2005 socialordfører og næstformand i folketingsgruppen.

Skriver i 2008 10 teser til sit parti, hvor den sidste siger, at ”danskheden skal gen­erobres fra DF.” Siger i interview, at hun har købt en flagstang.

Er i Thorning-regeringen fra 2011 beskæftigelsesminister og fra 2014 justitsminister. Bliver i 2015 formand for Socialdemokraterne, den yngste i historien.

Får ved valget i 2019 43.489 personlige stemmer, det højeste tal i landet. Danner den 27. juni 2019 den første rene socialdemokratiske regering i 37 år. Selv bliver hun med sine 41 år den yngste statsminister i Danmarkshistorien.

PÅ BØRNEVÆRELSET hang plakaterne med Michael Jackson, Wham! og Peter Sabroe. Michael Jackson havde den prominente plads over sengen, men det helt særlige var den lille sort-hvide plakat, nærmest A4-størrelse, af ’børnenes ven’ Peter Sabroe, som hang mellem døren og stigereolen. Han var den 11-åriges store politiske helt. 

Fra Mette Frederiksen kunne gå, tog moren hende og hendes fem år ældre storebror med på det lokale bibliotek. 4-6 bøger lånte de ad gangen, og når de var læst, 4-6 nye. Kom hendes far under godnatlæsningen til at springe et par sider over, var datteren hurtig til at minde ham om de sider, hun udmærket huskede. Siden tog hun selv fat på pixibøgerne, Disneys klassikersamling, ’Pelle Haleløs’, og hvad bøgerne nu hed, som den ret sentimentale statsminister har gemt og stadig opbevarer i en sivkurv. Hjørdis Varmers ’Den grå heks’ om pigehjemmet Hebron satte sig i Mette Frederiksen og sporede hende ind på den socialdemokratiske politiker Peter Sabroe, der havde politianmeldt forstanderen på Hebron for vanrøgt.
Tidligt læste Mette Frederiksen biografien om manden, som kæmpede for de fattige og tog vanrøgtede børn og dyr med hjem. 40.000 kom i 1913 til hans begravelse i Aarhus.

I 2002, året efter Mette Frederiksen som 24-årig blev Folketingets yngste medlem, tildelte foreningen Børns Vilkår hende Peter Sabroe-prisen. Statsministerens stemme bliver dybere og mere tilbageholdt end vanligt, da denne reporter nævner prisen. ”Det var meget ærefuldt,” siger hun.

’Børnenes statsminister’ har du sagt, du vil være. Det lyder som en tanke, du har taget med fra børneværelset?

”Det er Peter Sabroe, ja. Undskyldningen til Godhavnsdrengene kommer også derfra. Peter Sabroe blev min helt store politiske fascination. Hans iltre temperament genkendte jeg i mig selv. Det er retfærdighed, som er drivkraften hos Peter Sabroe.” 

Du bruger ordet ’retfærdig’ i mange udspil …

”Det er, fordi det er det, der driver mig. Som statsminister udtrykker jeg mig anderledes end dengang, jeg var nyvalgt 24-årig, eller da jeg var 12. Men min indignation er lige så stærk i dag: Jeg vil ikke acceptere uretfærdighed.”

Hvor er kernen i uretfærdigheden?

”Det er børn. Uretfærdigheden i at vores opvækstbetingelser afgør, hvilke døre der lukkes, bare fordi man er født i et bestemt postnummer, eller fordi ens mor ikke har kunnet passe på én. At det er vores forældre, som skal bestemme det liv, vi lever – det er den dybeste uretfærdighed. Det, Peter Sabroe gjorde for børnene, har sat sig i det land, vi er blevet. Selvom jeg ikke synes, vi gør nok for vores udsatte børn, er vi et af de bedste lande at være barn i. Det er i høj grad hans fortjeneste. Han påvirkede vores lovgivning og kultur. Nogle gange tager vi kollektivt et skridt op ad civilisationsstigen. Peter Sabroe fik os til at gøre det. Afskaffelsen af revselsesretten i 1997 fik os til at gøre det. Som statsminister håber jeg også at kunne gøre det.”

Statsministeren, kæresten og en foto-turist, som ikke ser det store billede.

DEN BORDEAUXRØDE rullekravetrøje har Morten Østergaard ladet ligge i skabet. Klokken er 11:52, de fleste politikere er i salen, dronningen er på vej. I sort habit, hvid skjorte og sort slips med diagonale hvide striber står den radikale leder med krydsede ben og hænderne i bukselommerne, mens han taler med Venstres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen. Fra regeringsbænkene få meter derfra kan man se den muntre samtale mellem den tidligere regeringspartner og oppositionens nye leder. Mette Frederiksen rejser sig og går hen og giver Venstre-formanden et kram. Finansminister Nicolai Wammen følger straks efter med et beredvilligt grin. Da statsministeren efter et minuts tid vender tilbage til sin plads for at samle sig, bliver Wammen stående, causerende, mens han vipper frem og tilbage på højre og venstre fod, lidt som Benny fra Olsen Banden. En meter derfra står Inger Støjberg og læser i et papir, men Venstres næstformand har Østergaard vendt ryggen til; han ser kun formanden. 

Et øjeblik vinker Mette Frederiksen mod tilhørerpladserne højt oppe til venstre for hende. Hun har fanget kærestens blik. Ved siden af Bo Tengberg ser hun på en ældre herre i blålig blazer: hendes første politiske idol, faren Flemming Frederiksen. Hun vidste, at han ville komme. Men hun vidste ikke, at den ældre herre i lysegrå habit på forreste række i tilhørerlogen overfor også ville være her. Da hun ser Mogens Lykketoft, er hun opmærksom på, at nu skal hun holde koncentrationen på talen. 

Denne morgen er Mogens Lykketoft vågnet med milde øjne. Igen. Det kan man ikke se tværs over folketingssalen fra presselogen til Lykketofts plads på balkonen overfor, men kvinden, som sidder ved hans side, hustruen Mette Holm, fortæller det bagefter: ”Efter valget skete der noget med Mogens’ øjne. De blev mildere. Tidligere, når han steg på cyklen og kørte ind til Christiansborg under Fogh, Løkke og Thorning, var udtrykket anderledes. Hårdere.” 

Kommentarerne fra manden foran hjemmets fjernsyn har også ændret sig. Endelig, endelig er det kompetencer, ikke kaffeklubber, som afgør ministerholdet, kan hustruen høre Lykketoft heppe fra sofaen. Nu sidder eks-politikeren for første gang på tilhørerrækkerne og ser ned mod regeringsbænken. Wammen, som partileder Lykketoft i 2002 gjorde til finansordfører, er nu finansminister. Lykketofts udenrigsordfører Jeppe Kofod er nu udenrigsminister. 

I 2005 ville Lykketoft have 27-årige Mette Frederiksen som sin efterfølger. Dengang blandede faren sig: ”Har du fået de børn, du vil have?” spurgte han. Men nu er faren i den blå blazer og mentoren i den grå habit enige. Og nu er 41-årige Mette Frederiksen klar til at holde talen. Den kongelige familie er på vej. Wammen finder sin plads, og det gør Ellemann & Østergaard også. De sidder ved siden af hinanden, næsten da. Imellem dem er Kristian Thulesen Dahl. Klokken 12:02 kalder Folketingets formand Mette Frederiksen frem.

Pressen har lige et par spørgsmål til åbningstalen.

”JEG HUSKER stadig følelsen af at falde i søvn med en kold hånd på panden,” siger Mette Frederiksen. ”Noget af det bedste var at være syg. Så tog min mor sådan et lyserødt lagen frem og lavede en seng i sofaen. Jeg elskede at bære dynen ned og ligge i sofaen og læse bøger og tegneserier. Jeg har stadig det lyserøde lagen. Min datter bruger det, fordi det er hyggeligt. Jeg har også tæpperne, som min oldemor strikkede til mig som nyfødt. Min mor samlede på sten med huller i og tørrede blomster og gamle billeder, alt muligt. Efter hun døde af kræft for seks år siden, fik jeg en del af tingene. Julepynten, påskepynten, de små klokker af messing, vi har stående i reolen i køkkenet. Min datter og jeg deler en ring, som min mor fik af min far. Jeg er frygtelig nostalgisk.”

I dagplejemor Anette og typograf Flemming Frederiksens murermestervilla i Aalborgs sydøstlige del var der altid mennesker. Naboer, kolleger, partifæller, venner. Til jul var der typisk en enkelt eller to ekstra med, når forældrene fik færten af en kollega eller en slægtning, som ellers skulle sidde alene. Alle var velkomne, bare de kunne acceptere, at også juleaften blev der snakket politik, særligt mellem far og datter. 

Når moren havde sin strikkeklub på besøg, trak faren og de faglige kolleger ned i kælderrummet, hvor han havde beklædt væggene med fyrretræ. Mette Frederiksen husker stadig mændene i 80’er-lange frakker bære skrivemaskiner ned ad den stejle trappe, klar til faglig kamp. Siden Socialdemokratiet blev stiftet i 1871, har partiet haft medlemmer fra Mette Frederiksens slægt. Oldefaren kom i fængsel for at agitere for højere lønninger. Farfaren, Svend Erik Frederiksen, var tillidsmand og medlem af Nordjyllands Amtsråd. Faren var tillidsmand for typograferne på Aalborg Stifts­tidende og medlem af amtsrådet. Og syvårige Mette var ikke i tvivl: Det, mændene i det tilrøgede kælderrum lavede, var mere spændende end kvindernes strikketøj i stuen.

Ser man gamle fotos eller lytter til mennesker, der kom i barndomshjemmet, vil man vide, at smilet og den ligefremme måde at møde mennesker har Mette Frederiksen fra moren. Men politikeren og især den politiske organisator fik sin første læretid hos faren. Altid var han i gang med at organisere. Der skulle socialdemokrater i ledelsen af typografernes fagforening. Og i idrætsklubberne, menighedsrådet og brugsforeningen. En del af barndommens lydspor er far Flemming, som taler i telefon med partifæller og overtaler den ene eller anden til at stille op. 

”Det gælder jo ikke om at have ret, men at få ret,” forklarer Flemming Frederiksen i dag.

”Alle, der rejser sig og siger noget i en forsamling, mener jo, at de har ret. Som tillidsmand lærer du, hvordan du får ret. Du lærer at tale, så du får folk med. Du lærer at organisere. I politik er det ikke nok at mene noget. Du er nødt til at planlægge. Du må vide, hvor du vil hen, og så må du analysere situationen og lægge en strategi, så du kommer derhen. Det lærte Mette hjemmefra.” 

”Jeg har sommerfugle i maven,” siger Mette Frederiksen, da hun samler sine ministre før åbningstalen.

”GIK DET GODT?” spørger statsministeren med tilbageholdt åndedræt. Faren er tilfreds. Datteren trak vejret helt ned i maven og startede med at få øjenkontakt. Ikke én gang sagde hun ’øh’, noterer Flemming Frederiksen, som selv har undervist partifæller på talerkurser. 

Men det er ikke faren, hun spørger, det er kæresten Bo. Han ventede sammen med faren nede ad gangen, mens statsministeren fodrede pressevæsenet med de mange hoveder og mikrofoner. Statsministeren og hendes følge er standset. Nu retter hun opmærksomheden mod Bo Tengberg. 

”Det gik fremragende,” siger han og lægger armen om hendes liv. En pustende lyd undslipper Mette Frederiksen.

Et øjeblik er der stille. Embedsmænd, livvagter og folketingsbetjenten i den lange, sorte frakke venter. 

”Har du travlt i dag?” spørger kæresten.

Embedsmændene holder omtrent masken. 54-årige Bo Tengbergs jakkesæt står skarpt med et hvidt lommetørklæde nobelt foldet i brystlommen. Men de let slidte og ikke helt matchende brune chelseastøvler med den praktiske sål antyder, at manden – som både er filmfotograf og filminstruktør – stadig er ved at tillære sig magtens sociale koder.

”Jeg har en del presse.” 

Tonen er blid, forsigtig. Hun foreslår, at de spiser frokost sammen. Så starter turen hen ad gangen, op ad trapperne og videre ad nye gange, til følget når glasdøren ind til Statsministeriet. Da gruppen går igennem, hviler Bo Tengbergs hånd stadig på kærestens talje.  

Ved glasdøren standser folketingsbetjenten i den lange, mørke frakke, ser døren lukke og drejer så rundt, grinende: ”Om statsministeren har travlt på Folketingets åbningsdag?”

”EN DEL PRESSE” er en fair beskrivelse. Først et interview med otte regionale tv-stationer. Herefter en tur i Christiansborgs kælder til interview i DR’s studie, mens livvagterne udenfor spiser romkugler og diskuterer parforhold (happy wife, happy life), hvornår bøffer er for store (1,5 kilo til tre mand er i overkanten), og hvad man skal mene om stabschef Martin Rossens motorcykel, som er parkeret ud for kældervinduet (noget gammelt lort). Senere venter et live-interview i TV 2 Nyhederne fra Marienborg, inden statsministeren runder aftenen af i DR’s sene tv-avis. 

Interviewet med TV 2’s otte regioner foregår på den måde, at den samme journalist stiller to spørgsmål per region. For hver ny region skiftes hætten på mikrofonen, så seerne på Fyn ser TV 2 Fyns logo, mens borgere i Nordjylland kan forvisse sig om, at TV2 Nord er på pletten. Og så fremdeles. Lige nu er reporteren ved at placere otte kulørte mikrofonhætter på række på et bord i Statsministeriets Glassal. Her indledte statsministeren dagen med at samle hele regeringen, men nu er ministrene gået, og den velassorterede morgenbuffet ryddet. Tv-reporterens indkøbte tebirkes blev der ikke brug for. 

”Nu er vi TV 2 Fyn,” indleder intervieweren, inden de sender, og han vil høre nærmere om den forestående udligningsreform, som borgmestrene på Langeland og i Assens begge ønsker. Efter første hætteskift er det de nordjyske borgmestre, som ”råber på udligningsrefom”, og snart høres kravet fra Bornholm. Mette Frederiksen svarer rutineret. Når intervieweren nævner Bornholm og Langeland, taler statsministeren om de særlige udfordringer i ”vores ø-kommuner”. Svaret til TV 2 Nord er ”set med nordjyske briller,” mens hun på TV 2 Lorrys spørgsmål til Motorring 3 godt ved, at vejene er belastede ”som en, der bor i hovedstadsregionen”. 

Som nyvalgt kulturordfører forklarede hun i 2002 til Politiken, at ”både som menneske og som politiker fylder det mere i mig, at der er millioner af mennesker, der ikke har andet end et dårligt liv i vente, end om vi får en ny motorvej omkring Storkøbenhavn.” 

Den slags svar kommer ikke mere. Motorvejen til Kalundborg er vigtig, også for erhvervslivet. Og som et tilbagevendende punkt beklager hun de uløste problemer efter den tidligere regering. I den forstand går det fint for en statsminister, som lægger vægt på at komme landet rundt. Men det tager tid, særligt når intervieweren med sine lidt træge bevægelser gør klar til næste hætteskift. 

”Skal jeg gøre det for dig?” spørger statsministeren med sylespids imødekommenhed, mens hun under et senere hætteskift tilbyder synspunktet: ”Man kunne jo også interviewe for alle 98 kommuner. Og det tyske mindretal.”

”JEG TROR, vi skal afskaffe beskæftigelses-lovgivningen,” siger statsministeren, da elevatoren er i fart. En af fordelene ved at være statsminister er, at man kan lege med tanken om alt det, man vil lave om. Vi er i DR-bygningen i Ørestaden, klokken er 21:14, og der er lidt vej til tv-studiet. Ud over statsministeren er her to embedsmænd, livvagterne, Ud & Ses udsendte samt en DR-medarbejder til at vise vej frem mod tv-studiet. En lidt speciel kreds at drøfte en så vidtgående idé med. 

”Det kan godt give nogle problemer.” Embedsmanden med det postkasserøde slips og fuldskægget er ikke så vild med ideen. Martin Justesen hedder han. Han er ansat som særlig rådgiver, og allerede det røde slips og skægget afviger fra gængs dansk embedsmandsstil, men det er hans fodstilling, et bredt V, der viser, at manden er politisk udpeget. Klassiske embedsmænd retter fødderne ind. 

”22.000 sider fylder lovteksterne på området. Ingen kan nå at læse det. Jeg synes, vi skal sige til embedsmændene, at nu skrotter vi det hele, og så må de komme med et nyt regelsæt, som højst må fylde en tiendedel. Jeg synes, vi skal gøre det!” siger statsministeren, som vist ikke helt har glemt, hvor voldsomme papirmængder hun måtte læse, dengang hun var beskæftigelsesminister.

Elevatordøren åbner. Vi går på gråmalede betongulve under rækker af neonrør. Korridoren skærer gennem DR-bygningen med glasporte i begge ender og tv-studier langs gangen. I løbet af dagen har Mette Frederiksen været på i mange timer, og to gange undertrykker hun en gaben. Så trækker hun en energireserve frem. På en gangbro højt over os får hun øje på en blå 1700-talskjole med meterbrede hoftepuder. ”Er det sådan en, jeg skal have på?” 

Energien er en force. Mette Frederiksen svømmer ikke længere 5-7 gange om ugen, som hun gjorde som stort barn, og er heller ikke længere hverken svømmetræner eller vandaerobic-instruktør. Hun fortsætter heller ikke længere end de andre til festerne. Men batteriet har hun, og det har en statsminister brug for. 

”De kan ikke køre mig træt,” siger Mette Frederiksen.  

METTE FREDERIKSEN PRIVAT

Født 19. november 1977. Vokset op i den sydøstlige del af Aalborg. Faren er typograf, moren dagplejemor, siden pædagog. Har en fem år ældre storebror, Per, som flere gange har været udsendt for Forsvaret. Er først i teenageårene spejderleder i FDF.

Fra hun er 15 og seks år frem, har hun fri­tidsjobs som svøm­metræner, livredder og vand­aerobic-instruk­tør. Student fra Aalborghus Gymnasium i 1996. Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet i 2007. Skriver bacheloropgave med Pernille Rosenkrantz-Theil, i dag børne- og undervisningsminister. Master­uddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.

Rejser som 18-årig årig til Kenya, underviser på en skole i Ny­an­diwa ved Victoriasøen, et sted uden el og vandforsyning. Arrangerer efterfølgende rejser hertil med sit gamle gymnasium. Læser stadig afrikansk skønlitteratur.

Ansættes i 2000 som ungdomssekretær i LO, men vælges året efter til Folketinget.

Får datteren Ida Feline i 2002 og sønnen Magne i 2006 med Erik Harr.

Har siden 2014 været kæreste med filmfotograf og -instruktør Bo Tengberg. Parret har fem sammenbragte børn, heraf fire hjemmeboende i alderen 13-17.

ET STYKKE FREMME venter en lille gruppe mennesker. 

”Heeeej. Godt at se dig!” smiler studievært Kåre Quist, som om kameraerne allerede kører. 

”Du ser glad ud,” siger statsministeren.

”Jeg er aaaltid glad, når du er her,” svarer studieværten og snor sig om landets leder. 

Til de sociale medier tager Mette Frederiksens pressesekretær et hurtigt foto af en storsmilende statsminister og studievært. 

”Husk at tagge mig,” råber Kåre Quist på vej ind i studiet. 

Som livvagt lærer du at vente. Sådan er det også nu, hvor en livvagt bliver stående uden for studiet. 

Som livvagt klæder man sig efter lejligheden. Er man alene med statsministeren i privaten, klæder man sig som ham eller hende. Er de til jakke og slips, er det jakke og slips – også i 40 graders varme. Skifter de til jeans og cowboyskjorte 10 minutter efter, de er hjemme, som Mette Frederiksen, så er dét tøjstilen. Løber de, løber man med. Foran eller bagefter. 

Og så er der typer som den nye statsminister, der ikke kan forlige sig med at have en livvagt bag sig. Hvorfor ikke på den sædvanlige 6,8 kilometer lange tur løbe ved siden af hinanden? Hvorfor ikke spørge til kone og børn og livet? 

”Jeg kan ikke lade være med at interessere mig for dem, som er omkring mig,” forklarer statsministeren senere. 

Efter udsendelsen bliver Mette Frederiksen hængende. Lidt efter strømmer publikum mod regeringslederen. Kåre Quist kommer også og trækker hovedet ind til en selfie. 

”Er alle blevet fotograferet?” råber han ud i rummet. 

Pressesekretæren fanger statsministerens blik. Hun nikker. En livvagt siger noget til sin blazer. Glasporten for enden af korridoren glider opad. Den sorte BMW 750 holder med motoren kørende. Klokken 22:38 forsvinder de røde baglygter i natten.

Vandreture i skoven er yndede. Her ved Marienborg.

SOCIALRÅDGIVER Helle Søgaard Simonsen fra Aalborg Kommune er rødhåret, ”som barn meget rødhåret”. Og det var et problem. ”Brandbil! Brandbil!” råbte de større drenge i skolegården eller imiterede lyden af et udrykningskøretøjs sirener. 

Heldigvis havde hun klassekammeraten Mette, som ihærdigt samlede klassen: ”Det her er ikke okay!” ”Nu må vi stå sammen som klasse og sige til de drenge, at det vil vi ikke finde os i!”

De huskede citater på tværs af mere end tre årtier er selvfølgelig tvivlsomme, men man må give Helle Søgaard Simonsen, at hun kan ændre stemmen, så den med sine tryk og sin indignerede tonalitet lyder meget Mette Frederiksensk – især som hun lød i starten af sin politiske karriere. 

Bedste-bedsteveninden Maiken Hedegaard Brøndum gik i samme klasse, og hun blev tidligt bagerste del af tandemen ’Mette & Maiken’, som skulle redde dyr og regnskov og standse dyreforsøg i kosmetikindustrien. Med det for øje stiftede de foreningen Sneleoparden, hvor Mette var formand, Maiken var kasserer, og medlemstallet kunne tælles på fingrene. Da veninderne – inspireret af bogserien ’De tre detektiver’ – eta­blerede et detektivbureau for at opklare mysterier i lokalområdet, lavede de visitkort med håndtegnet lup og titler. Mette var ’Første Detektiv’, Maiken ’Anden Detektiv’. 

Maikens bibliotekar-mor var feminist. Sådan nogle var der ikke i Mette Frederiksens familie. Når farmoren tog telefonen, sagde hun: ”Det er hos Svend Erik Frederiksen.”

Hjemme i murermestervillaen var det mor Anette, som stod for sovs og kartofler og rengøring. Fascineret så Mette venindens SF-far tage sig af vasketøjet, og måske var det her, hun fandt styrken til et sjældent oprør mod sin egen far, da han sidst i skoletiden mente, at datteren ville have godt af at komme på Marthaskolen, den lokale husholdningsskole. 

”Findes der også en Martinskole?” ville datteren vide. Svaret var nej, og så skulle hun ingen steder.

IKKE BARE DE rødhårede nød godt af Mette Frederiksens retfærdighedssans. Da hun gik i 7. klasse, kom seks flygtningedrenge til Byplanvejens Skole, og om det nu var sproget eller noget andet, fik de lov til at gå for sig selv i skolegården. For Mette & Maiken blev det vigtigt at hænge ud med drengene. ”For ligesom at vise, at det kunne man godt,” forklarer Maiken Hedegaard Brøndum, især fordi tre af skolens store elever var grønjakker, som på den tid var kendt for truende adfærd over for flygtninge. 

For de 13-årige piger var der måske også andet på spil, og interessen for de seks drenge delte de med en klassekammerat, Tanya.

1. marts 1991 begyndte Mette Frederiksen at komme sammen med Billal fra Libanon, fremgår det af Maiken Hedegaard Brøndums dagbog. En anden af drengene, Imad, kunne lide Tanya ”lidt” ifølge dagbogen, hvor der her er tilføjet et ”øv”. Tanya kunne også lide Imad lidt (”øv, øv”). 12 dage inde i Mette Frederiksens forhold skete der imidlertid noget. Billal, som ikke talte dansk, kom hen til Mette & Maiken sammen med en af de andre drenge, som Maiken ikke kan huske, hvad hed, men som talte en smule dansk. 

”Billal ikke mere,” sagde han. Herefter fandt pigerne ud af, at Billal kunne lide Maiken, mens to af de andre drenge kunne lide Mette. 

”Siden har vi ikke gået med dem!” slutter optegnelsen i dag-bogen.  

I biografien ’Mette F’ af journalisterne Bent Winther og Peter Burhøi beskrives et sammenstød mellem Mette Frederiksen og grønjakkerne, som kaldte hende ’perker-elsker’. Mette Frederiksen var ikke den, der bakkede. Den lille bule på næsen, som statsministeren stadig har, stammer fra et møde med en af grønjakkerne. 

”Det overrasker mig ikke, at hun tog den kamp,” siger hendes far.

Bruxelles Lufthavn, 17. oktober 2019 klokken 10:45.

TO UGER FØR Folketingets åbning er en ballon ved at blive pustet op på en plæne midt i Aalborg. Det er lørdag 14. september, Socialdemokratiets kongres starter klokken 12, og aktivister tilknyttet det nu hedengangne Radio24syv er ved at finde den femte og sidste heliumflaske frem, så mediets spinoff på Trump-babyen, Martin Rossen-babyen, kan svæve strunk uden for Aalborg Kongres & Kultur Center. Statsministeren har placeret sin ikke parlamentarisk valgte nøglerådgiver i regeringens magtfulde økonomi- og koordi­nationsudvalg. Det har skabt debat og forargelse, og den pirker den nu lukkede radiostation til med sin stabschefs-baby-ballon.

Martin Rossen er Mette Frederiksens nærmeste medarbejder. De mødtes i DSU og har arbejdet tæt sammen siden 2011. Det er de to, der har udarbejdet den strategi, der har forandret ikke bare Socialdemokratiet, men det politiske danmarkskort. Siden 1998 havde de blå partier ført i næsten alle meningsmålinger. Dansk Folkepartis opstigen og erobring af frafaldne S-vælgere flyttede magten. 

Da Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokraterne i 2015, gik hun og Rossen fra start efter at hente de gamle socialdemokrater tilbage. Politikken er indrettet efter det. Stilen er indrettet efter det. Da godt 100.000 DF-vælgere ved valget skiftede til Mette Frederiksens parti, skiftede magten. Hun vendte 20 års magtbalance, endda i en økonomisk højkonjunktur, hvor regeringer typisk bliver genvalgt. Derfor er det et sejrende parti, som mødes til kongres. 

Den tidligere partiformand og statsminister Helle Thorning-­Schmidt er med i år. Med glansfuldt hår og et lidt frossent ansigt går hun gennem foyeren i et pink jakkesæt. Siden sin afgang har hun været gemt væk af den nye partiledelse. Hvis man vil lokke gamle kunder tilbage i butikken, er der ingen grund til at minde om, hvad der fik en del af dem til at gå. Nu er valget overstået, og såret skal heles. Helle Thorning-Schmidt er indbudt som taler. Stilforskellen til hendes efterfølger og til mange andre deltagere på S-kongressen er til at få øje på. Også Mette Frederiksen er i jakkesæt, men statsministerens bordeaux er iblandet sort, og klædedragtens alvor suppleres med knold i nakken. 

I KONGRESSALEN, i hver ende, svajer alvorsfulde røde faner, og projektører kaster rødt lys mod væggen bag scenen, hvor et John Mogensen-kopiband fremfører ’Karl og Ann-Cathrin’ på en bund af bluesrock. I sort tøj, røde seler og John Mogensen-figur står forsanger og skuespiller Rasmus Bjerg med sine kanvasklædte musikere endnu en gang foran socialdemokraterne, og partiet tapper robust ind i John Mogensen-universet. Klassiske sætninger som ”bare tegnedrengen er i orden, kan du få det, som du vil” lander i socialdemokratiske politiske udspil, og John Mogensens tekster fletter i det hele taget godt ind i Frederiksens politiske projekt. Musikken er fra en tid, hvor mange af de frafaldne S-vælgere, hun henter tilbage fra DF, var unge. 

Især kongressens lidt ældre deltagere vipper tilfreds med på stolesæderne nede i salen, mens Rasmus Bjerg sjæler igennem ’Nina, kære Nina’, og så – et stykke inde i sangen – trækker han trumfen: ”Og nu laver jeg en Richard Ragnvald!” 

Kameraerne fanger Mette Frederiksens forlegent leende ansigt, som kan følges på storskærmen, da salen støtter op om sangerens ’Mette, kære Mette …’ 

Engang lavede Richard Ragnvald sin ’Kære lille mormor’ om til ’Kære lille Pia’. Og også her inspireres Socialdemokratiet af Dansk Folkeparti. Det mærkes tydeligt på den syngende kongres i Aalborg, at partiet også elsker Mette Frederiksen: ”Du fandt en stol på Borgen/der var sygnet fuldstændigt hen/du kom med regn foroven/nu spirer det igen.”

Den danske statsminister i samtale med Polens premierminister Mateusz Morawiecki, få minutter før dørene lukkes i Bruxelles.

SELVFØLGELIG ER DER både fordele og ulemper ved ’at lave en Richard Ragnvald’ i den politiske kommunikation. I beretningen, som deles ud til kongressen, kan man se, at partiets afdeling på Østerbro i København ikke længere er den største i landet. De yngre storbyvælgere siver til andre partier i rød blok. Og folkene omkring Mette Frederiksen er opmærksomme på, at ”det kan blive for meget sovs og kartofler og panerede fiskefileter”, som det udtrykkes med henvisning til statsministerens særlige evne til at omtale de retter, hun voksede op med i barndomshjemmet. 

Engang spurgte kæresten Bo Tengberg hende, om hun virkelig elskede Socialdemokratiet. ”Selvfølgelig gør jeg dét,” svarede hun, ”hvordan kan du overhovedet spørge?”

Men politisk appel handler i høj grad om at favne livsstile. Favner man den ene, frastøder man nemt den anden. Mette Frederiksens egne børn hedder Magne og Ida Feline, og det er der ikke meget ’dobbeltpanerede krebinetter’ over, for nu at tage en anden af Frederiksens omtalte retter. Som hun selv siger om skillelinjen mellem en mere traditionel og en mere moderne livsstil: ”Jeg står lidt med et ben i hver lejr.” 

Det var ikke kun Helle Thorning-Schmidts ansigt, som havde et lidt frossent udtryk, da hun gik gennem foyeren. Nogle af ansigterne, hun krydsede, havde det også. Nu skal justitsminister Nick Hækkerup som dirigent lancere hende: ”Vores tidligere partiformand,” siger han og lægger det tryk, som alle nødvendigvis må rejse sig for: ”Og Danmarks første kvindelige statsminister.” 

Da klapsalverne kommer, sker der noget med Helle Thorning-Schmidt. Ansigtet åbner, hun griner genert, fortæller om alle de ’krammere’, hun har fået. Dejligt at være tilbage. Og så vokser hun. Som hun så tit har gjort på scene og skærm. Det var det, der gjorde hende til partiformand og statsminister. Campaigneren med de sikre one-liners er tilbage: ”I gjorde det.” 

Thornings tale er skåret over, hvordan man kommer til at holde endnu mere af det danske velfærdssamfund, når man bor i udlandet og ser, hvor slemt det kan være. Det er en fin tale, Nick Hækkerup behøver ingen tricks for at kalde taktfaste bifald frem. Og så alligevel, når Helle Thorning-Schmidt taler til Socialdemokratiet, taler hun som en, der kommer udefra. Mette Frederiksen virker som en, der taler indefra. Da de omfavner hinanden, som tv-stationerne venter på, er det måske bare til tv. Men de gjorde det!

”VI KAN FÅ lidt turbulens,” siger piloten over højttaleren. Statsministeren sidder i et særligt bredt sæde forrest i flyet. Det er 17. oktober, klokken er 10:11, og vi er i Forsvarets Challenger 168 med splitflag malet på halefinnen. Vinden skurrer mod skroget, og lufthuller og pludselige vindstød forplantes som rystelser og små dyk. I mindre fly mærkes rejsen. 

Der er fire rækker sæder i flyet, som bruges til statsministerens rejser. Sæderne er bredere og blødere end på monkey class, og stewarden hænger de rejsendes frakker ind i en garderobe bagerst i flyet. På de to forreste rækker er sæderne sat over for hinanden som i et tog, så statsminister og topembedsmænd kan drøfte de forestående forhandlinger. Men ellers er der ikke noget bling, det er bare et fly. 

Fra hele Europa flyver statsledere nu mod Bruxelles. ’Brexit-topmødet’, har pressen døbt det, men der er nu en del mere på programmet. 

Ud over pilot og steward er vi 12 i flyet. De fleste er embedsmænd, og bag statsministeren sidder en bredskuldret, maskinklippet mand med en tynd spiralsnoet ledning fra højre øre til ned bag skjorteflippen i nakken. 

Mette Frederiksen har spist hjemmefra. Hendes 13-årige søn stod op klokken seks og lavede omelet, toast og varmede parmaskinke, morens erstatning for bacon. Den velassorterede fly-morgenmadsbakke lader hun omtrent stå urørt. Nogle vindruer og lidt yoghurt med mysli tager hun, så kan stewarden fjerne den faktisk politisk risikable bakke. Mette Frederiksen er opmærksom på fotografen. Billeder af spisende politikere kan brat ændre deres status i befolkningen.

Hendes pressesekretær tager et foto til de sociale medier. Så retter statsministeren opmærksomheden mod en langlemmet mand i hvid skjorte, der sidder i sædet nærmest hende på den anden side af midtergangen. Jean-Charles Ellermann-Kingombe er den danske sherpa. I Himalayabjergene kendes sherpaerne som erfarne bjergguider, der leder de rejsende op gennem farefuldt terræn uden selv at tage æren. I internationalt diplomati bruger man titlen om en højtstående embedsmand, der som regeringschefens repræsentant forbereder internationale topmøder. 

Nu briefer sherpaen statsministeren hen over midtergangen. Hendes pande rynker, indimellem nikker hun, og hele tiden ser hun opmærksomt op. Mette Frederiksen er blevet bedre til at være til stede i nuet. Hun har altid været optaget af det politiske, altid skrevet tjeklister og lagt planer, som nogle gange tog tankerne med. Hun siger, at det er kæresten Bo, der har lært hende at være nærværende. Hun siger også, at han har påpeget det på en måde, som ”ikke er irriterende”. Hvor end det kommer fra, holder hun øjenkontakten og er intenst nærværende, når hun møder folk.  

Da briefingen er overstået, fisker Mette Frederiksen et af de papirer frem, som embedsmændene på forhånd har forberedt til hende. På papiret er 30 små pasfotos med navne og titler. Mette Frederiksen møder mange mennesker, fra udenlandske statsledere til betroede medarbejdere på fjerne ambassader. Der er mange navne at lære, mange ansigter, man helst skal genkende. 

OGSÅ LÆNGERE TILBAGE i flyet læses der. Tavst studerer en embedsmand dagens udgave af Jyllands-Posten, hvor Mette Frederiksen har givet sit første store interview om sit syn på EU og dagens topmøde. Hen over forsiden står: ”Statsministeren om større EU-budget: ’Det er jo fuldstændigt gak.’” Hun tager afstand fra at åbne for optagelsesforhandlinger med Albanien, sådan som det store flertal af EU-landene faktisk ønsker. Danmark skal ikke længere stræbe efter at være tæt på kernen i EU. 

For Mette Frederiksen er den snorlige: Den frie bevægelighed af arbejdskraft udløste Brexit. Arbejderne reagerer, det var dem, der stemte Brexit hjem. Og gjorde Trump til præsident. Og har sendt socialisterne ud af regeringskontorerne i det meste af Europa. Selvfølgelig handler det om regeringsmagten, når hun så målrettet er gået efter at hente frafaldne S-vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Men det handler også om, at hendes parti blev skabt til at værne om arbejderne. Det er, hvad hendes familie har gjort tre slægtled før hende. For Mette Frederiksen er det en retfærdig kamp.

Interviewet i Jyllands-Posten er alt andet end tilfældigt. Avisen er ofte stedet, hun lancerer tanker og udspil, som i særlig grad kan appellere til svingvælgerne mellem DF og S. Sin første plan havde hun klar, da hun blev partiformand i 2015. Nu er hun i gang med sin anden plan, der handler om, hvorhen hun vil lede landet og sit eget parti i valgperioden: 

”Jeg arbejder meget struktureret. Der er ikke ret meget, der er tilfældigt. Der var en plan, der er en plan, og med mine nærmeste rådgivere er jeg begyndt at tale om, at vi også skal lægge en plan for de fire år, der kommer efter, hvis vi får lov til at fortsætte. Planerne starter mellem min stabschef Martin Rossen og mig, og så kobles flere på. Vi arbejder med en tavle for, hvad vi mener er det vigtigste, og hvor vi vil flytte Danmark hen. Og så måler vi på, hvor vi lykkes. Min opgave er på partiets og landets vegne hele tiden at tænke ind i en ny epoke. Danmark har ikke brug for en statsminister, der ikke har tænkt over tingene.”  

KYSSENDE KOMMER Hollands ministerpræsident Mark Rutte statsministeren i møde. ”Er det kun dig, der kysser tre gange, Mark?” Mette Frederiksen griner, da den begejstrede hollænder har landet bygen af kindkys. ”Andre bruger da kun to,” siger danskeren. 

Hollands leder gennem ni år svarer med noget, som snarere er lyde end ord, men det er glade lyde. Den kyssende hollænder fylder rummet med et vandfald af energi. I rummet er også den svenske statsminister Stefan Löfven og Østrigs fungerende leder, en pensioneret højesteretspræsident i et laksefarvet sæt. Hun vikarierer for Sebastian Kurz, indtil han efter sin valgsejr genindtager posten som Østrigs forbundskansler, og hendes opgave er at træde vande.

Vi er i Danmarks lokaler i Europabygningen i Bruxelles, og de fire statsledere har et formøde inden selve topmødet. EU-topmøderne holdes i bygningen, som ligner en mørk sol, når foyerens halvkugleformede konstruktion af stål og glas i hele bygningens højde ses udefra i Bruxelles-natten. Kommer man dybere ind i bygningen, forbi foyeren med kæmpekugle, rød løber og statsmandsinterviews, bliver bygningen hurtigt et labyrintisk, visse steder klaustrofobisk og jævnt hen meget bankagtigt miljø. 

Danmark, Sverige, Holland og Østrig hører til de lande, der betaler mest per indbygger til EU. De vil gerne træde på bremsen, når statscheferne senere på dagen skal diskutere EU’s budget for de kommende år. De fire lande er for få og små til at få deres vilje, men måske kan de holde lidt igen. Det er den rolle, Mette Frederiksen vil drøfte med de tre statsledere og deres nærmeste rådgivere, da de lukker døren til mødelokalet med sortmalede Wegner-stole, skillevægge af træ og generelt en stil, som ikke bør bekymre skatteborgerne. 

Det her er klubhuset for danske politikere og embedsfolk, når de forhandler med de øvrige lande. Ud over mødelokalet er her to kontorer, en stue og et tekøkken. Ret meget af det, som betyder noget i Danmark, går gennem disse rum. Embedsmændene søger ind i de to kontorer, ivrigt optaget af de medbragte laptops. Livvagter fra fire lande hænger ud i korridorerne. 

I stuen står en sofa. Her sov Mette Frederiksen to timer en sen nat under det topmøde, hvor Margrethe Vestager og de øvrige medlemmer af den nye kommission skulle udpeges. Sådan noget går altid i hårdknude. Når statsministeren sover i stuen, lægger embedsmændene sig på gulvet i kontorerne. Når der forhandles fiskerikvoter, flyder her med sovende embedsmænd. Der kan lugte ret specielt i disse lokaler.

Der er stadig latter, da dørene til mødelokalet åbner. Mark Rutte har foreslået Frederiksen, at hun taler på de fire landes vegne på topmødet. 

”Man får ikke lov til at være rookie længe i den her klub,” siger den danske statsminister.

Om den danske sherpa havde forudset hollændernes træk og briefet sin leder, vides ikke. Ellers er det nødvendigt nu. Danskerne kan lægge deres strategier, men det er der mange, der kan. Budgetspillet er speget. Det er før set, at en gruppe lande er redet sammen i felten, men undervejs sker der noget sjovt. Ét efter ét får landene lige hvisket et særlig godt tilbud fra de erfarne folk i Europa-Kommissionen, som skal have et forlig på plads. Er bannerføreren ikke lysvågen, kan hun pludselig midt på slagmarken opdage, at hun står isoleret. Kommissionen læser også Jyllands-Posten. Forsøgene på at købe de enkelte lande ventes efter årsskiftet. 

EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg briefer på turen fra lufthavnen.

KONFLIKTSKY er Frederiksen ikke. Klokken 12:16 står hun i elevatoren på vej til et møde med lederne af de øvrige europæiske socialistpartier – Löfven, Corbyn, dem alle sammen. 

”Jeg er jo uenig med dem om næsten alt,” siger statsministeren til kredsen af embedsfolk. Da det er et partiarrangement, holder embedsmændene sig væk under mødet, og EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg spørger ivrigt bagefter, hvordan det gik. Socialistlederne har diskuteret de samme emner, som EU’s statsledere har på dagsordenen: Boris Johnsons Brexit-aftale (Corbyn imod, Frederiksen for), øget EU-budget (socialistlederne for, Frederiksen imod), starte optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien (socialistlederne for, Frederiksen imod).

”I havde altså en åbenhjertig meningsudveksling?” spørger diplomaten diplomatisk. 

”Mja, sådan kan man vel godt udtrykke det,” svarer statsministeren. 

At Mette Frederiksen ikke er nogen push over, er noteret i EU’s politiske miljøer, og nem at påvirke skal man heller ikke være, hvis man vil begå sig i selskabet af statsledere. I Bruxelles tales der stadig om, hvor højt kansler Merkels øjenbryn løftede sig, da hun og Mette Frederiksen holdt deres første fælles pressemøde, og danskeren frejdigt forklarede, at grænsekontrol så de jo forskelligt på. 

Til politisk gennemslagskraft hører også en anden disciplin: Man skal forstå at skabe sig venner, hjælpe, smøre, charmere, bygge alliancer, så man har noget i den politiske bank, når man har brug for det. Hvordan danskernes statsminister klarer denne del af opgaven, kan først bedømmes på den længere bane.

TUNG MANDEPARFUME, lidt for lange håndtryk og rygklap. Mænd i blåsorte jakkesæt, der krammer eller lægger insisterende hænder over hinandens skuldre. Der er en brotheragtig stemning blandt statscheferne, næsten alle mænd, som nu trækker ind i salen, hvor topmødet skal foregå. Lidt endnu må fotograferne tage billeder i rummet med det gigantiske runde bord og kulørte tæppe. Snart lukkes dørene, og rummet jammes med elektromagnetiske bølger. Statsledere med mobiltelefoner skal ikke lave lækager og spin, der efter en tur gennem verdenspressen kan afspore forhandlingerne. 

Fra kontorer og pressesale nærstuderes tv-billederne. Hvem taler med hvem? Hvordan er kropssproget? Der tales stadig om topmødet, hvor Theresa May forfjamsket mødte snart den ene, snart den anden bortvendte ryg, så hvad sker der for Boris Johnson? Foreløbig er han her ikke. Mette Frederiksen taler ikke med mange, men heller ikke med ingen. Diplomaterne arrangerer møder med andre mindre landes statsledere, så hun kan få netværket i gang. I dag har hun også mødtes med Finlands, Estlands, Letlands og Litauens regeringschefer. 

Frederiksen er stadig ny, men den populære dreng i klassen er Macron. Franskmanden har noget. Hele tiden står 3-4 statsledere omkring ham. Bliver en plads ledig, kommer en ny hen. Da han hører, at Mette Frederiksen planlægger nogle fridage i Paris med sin kæreste umiddelbart efter mødet, vil han rulle det store sikkerhedsapparat ud. Næste dag må hendes rådgivere forhandle med franske kolleger, så hun kan blive fri. Kærestedage i Paris med en helikopter hængende over hovedet er bare ikke det samme. Præsident Macron ender med at love, at han vil sørge for godt vejr. 

Endelig kommer Boris Johnson, tæt eskorteret af Merkel. Hun husker nok også tv-billederne af Theresa May. Med sin person dæmper og heler den tyske kansler, hvad hun kan. Med de to ankommet lukkes dørene.

EMBEDSMÆNDENE HAR bestilt bøffer og fritter til hele gruppen, og det danske klubhus står tomt. De er rutinerede. De ved, hvornår de kan forsvinde. Brexit-aftalen er klappet af. Den kan ekspederes på fem minutter. Der er dog mange talere i sådan en forsamling af statsledere, og det er en betydningsfuld anledning. Det, alle er enige om, kommer til at tage to timer på topmødet. 

Men sådan så det ikke ud, da Mette Frederiksen gik om bord i Forsvarets Challenger 168 denne morgen. Brexit-aftalen faldt først på plads, mens hun var i luften.

Den koldsindige udlægning i det danske baglokale er, at Boris Johnson i store træk har fået den aftale, som EU startede med at tilbyde Theresa May. Hun vidste, at hun aldrig kunne få stemt en aftale igennem, som medførte toldkontrol mellem Nordirland og resten af riget. Så hun kæmpede sig til en anden aftale, som hun heller ikke kunne få igennem. Nu står Johnson her, fine forspring i meningsmålingerne, mangler bare en aftale at gå til valg på, og vupti, så dukker den oprindelige, forkastede model frem af gemmerne, nu som Johnsons politiske genistreg. 

”Politisk magi,” kalder Mette Frederiksen det siden. Sådan kan man så også udtrykke det.   

BØFFERNE er spist, fritterne ligeså. Embedsmændene driver rundt, kigger på ure, venter. Ministersekretær Karen Grønlund Rogne har trukket benene op i sofaen. Hun prøver at gøre, som hun altid har gjort, men da hun rækker ud efter statsministerens kuffert, standser Mette Frederiksen hende: ”Nej, Karen, du er gravid!” 

I det hele taget lægger statsministeren vægt på at bære sin egen kuffert. 

”Man mister hurtigt jordforbindelsen i det her job,” siger hun.

Under topmøder vandrer rygterne. Jo finere embedsfolkene er, desto tættere må de komme topmødesalen. De allerfineste embedsmænd har guldfarvede pas om halsen. De må stå uden for selve salen. Så er der nogle, som har røde, og nogle, som har blå pas, og længst væk dem med gule pas, men det er ikke embedsmænd, bare pressen. To af danskerne har guldpas – sherpaen og EU-ambassadøren. Har Mette Frederiksen brug for noget, kan hun konsultere dem, ligesom guldfolkene kan tale med andre guldfolk, der tjener andre statsledere. På denne måde kan rygter løbe fra guld til rød og blå og indimellem helt til de gule i pressen. Klokken 22:30 løber rygtet: Der er ballade om udvidelsesforhandlingerne. 

”Der er pause. De skriver på en erklæring,” siger en embeds­mand. Oplysningen fremkalder en sukken i det danske klubhus. 

”Så kan det trække ud.”

”Det er Merkel og Macron, der skriver. Og Mette.”

”Mette?”

Dén havde de ikke set komme. 

Forberedelserne med Albanien og Nordmakadonien har stået på længe. Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og langt de fleste lande anbefaler, at nu kan de årelange forhandlinger starte. 

Men Mette Frederiksen synes så ikke, at Albanien skal ind, som læserne af dagens Jyllands-Posten vil vide. Arbejderne derhjemme beskytter hun, og en del oplever, at der kommer rigeligt med udenlandsk arbejdskraft ind. For denne kamp stikker den danske statsminister gerne næsen frem. Også hollandske Rutte og Macron er imod. Merkel forsøger at lave kompromiset, og som en af de protesterende trækkes Mette Frederiksen ind. De 10 lande, som Anders Fogh Rasmussen som statsminister i 2002 fik forhandlet ind i EU, synes, det er mere retfærdigt at kæmpe for, at også de næste lande en dag kan blive lukket ind. 

Det lykkes aldrig at blive enige. Klokken to slutter mødet i det, som diplomater efterfølgende omtaler som ’en udfordret stemning’. Da er Boris Johnson smuttet. Klokken et, da skænderierne bare fortsatte, rejste han sig og gik med ludende skikkelse og stakke af papirer strittende under armene. De sidste ord, de europæiske statsledere hørte fra deres britiske kollega, var: ”This is insane.” 

Selv er Mette Frederiksen tilbage på hotellet klokken halv tre. Fitnesstræningen næste morgen er aflyst.

Også livvagten, som to uger tidligere stod uden for DR-studiet, kommer sent i seng. Det sidste, han ser, før han sover, er de få timer, til han skal vågne: 4:37. 

JAKKEN er skiftet til den lange koboltblå, som Mette Frederiksens 16-årige datter engang fandt til hende. Stiletterne er byttet ud med en halvstøvle med bred hæl. Håret er fortsat snurret sammen. Det er den 18. oktober, klokken er 15:05, statsministeren løfter kufferten fra bagagerummet af en sort Mercedes. Vi er ved stationen Bruxelles-Midi, det er gråvejr, men Macron har givet sit løfte for Paris. 

Mette Frederiksen trækker kufferten og følget efter sig gennem stationen, op ad rulletrappen, hen ad perronen. PET-folk i habitter finder toilettet og kommer ud i jeans og sweatere. 

Fra togets åbne dør kigger statsministeren en sidste gang ud over følget på perronen: EU-ambassadøren, sherpaen, seniorrådgiveren, ministersekretæren, pressesekretæren, en sikkerhedsmand, et par pressefolk. Noget ved synet får hende til at grine. Så trækker hun ind i toget, snakker, ler, har sit nærværende blik på mændene i sweatere og jeans, der sidder på den anden side af midtergangen. 

En time og 40 minutter fremme venter Paris. Alene med Bo. Så alene, som en statsminister nu kan være. Da toget kører, tager hun selfien til de sociale medier. Håret er slået ud.

Uden nogen filmerfaring, uden offentlig støtte og mod alle odds lavede tre dansk-iranske brødre for et par år siden succesfilmen ’Mens vi lever’. Nu vil Avaz-brødrene bevise sig selv som mere end døgnfluer, men først skal de overvinde deres interne konflikter. Ud & Se tog med på optagelse og tilbage til Nordsjælland, hvor det hele startede.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Jonas Pryner Andersen

BRØL HEDDER restauranten, der ligger ud til Helsingevej i Asserbo – en hovedvej nord for Frederiksværk med en håndfuld huse og en nærliggende Spar-købmand, hvor de lokale render rundt i træsko. Måske ikke umiddelbart det mest oplagte sted at placere et nordisk steakhouse, hvis man vil have mange gæster, men Avaz-familien er vant til at vende situationer på hovedet og gøre ting anderledes, end omgivelserne forventer. 

”Der manglede et sted som det her i Nordsjælland. Enten skal du spise på pizzeria eller på de dyreste restauranter til 2.000 kroner per kuvert. Det her er mad med ambitioner på familieniveau,” siger 34-årige Misam Avaz, den mellemste bror, mens lillebror Milad på 31 joker med, at restauranten kun er der, så han har et sted, hvor han kan brygge sine øl. 

Med sit sorte træ og sine hvide vinduer og døre falder Brøl i ét med de nordsjællandske sommerhuse, men indvendig hersker en skandinavisk minimalisme, der er mere Vesterbro end Asserbo. Intet ved indretningen afslører brødrenes iranske baggrund, men så kommer deres far halsende ind, siger et hurtigt hej til sine sønner på gebrokkent dansk og går straks ud i køkkenet, hvor han begynder at larme med potter og pander.

Restauranten er et afbræk fra Mehdis, Misams og Milads hektiske hverdag, hvor de hundser med folk på filmset og har møder med producenter og filmselskaber. Her, hvor deres forældre står i køkkenet, kan de slappe af og nyde god mad, vin og øl. Tidligere var stedet forældrenes bageri, men brødrene Avaz har overtaget det og omdannet det til en steakrestaurant – både i håb om at drive en sundere forretning, men også for at give deres forældre bedre og kortere arbejdstider på deres ældre dage.  

”Forhåbentlig kan det give dem nogle ekstra år at leve i,” siger Mehdi. 

Som de sidder der og fletter sætninger sammen og forsøger at overgå hinanden i komiske kommentarer, ligner brødrene Avaz en succeshistorie om tre drenge med indvandrerbaggrund, der uden filmerfaring tog røven på dansk film. I 2017 solgte de over 100.000 biografbilletter til den selvfinansierede debutfilm ’Mens vi lever’, der blev nomineret til fire Bodil-priser – herunder ’Årets danske film’. Med filmen blev brødrene udråbt til ’dansk films nye håb’, de fik ros for deres nye filmiske energi, og de fik 20 millioner kroner af blandt andre Nordisk Film og Det Danske Filminstitut til at lave dramaet ’Kollision’ med navne som Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.

Det er nu, de tre autodidakte brødre – der gik fra at være fotograf, salgschef og medarbejder i en investeringsfond til at lave film – for alvor skal rykke i seernes følelser og sælge billetter. Nu, de skal få ’brødrene Avaz’ til at blive et brand i sig selv –  en slags dansk udgave af Coen-brødrene. Men rollen som underdogs, der bokser mod hele verden, har slået sprækker i fundamentet mellem de tre.

PÅ MISAMS OVERARM er der en tatovering. ’DK 04.04.92’ står der i et stempel med permanent blæk, en gengivelse af det stempel, han og hans brødre fik i deres pas, første gang de landede i Danmark. 

Tre år tidligere boede familien i Teheran i et hus med swimmingpool og figentræer i haven. Detaljerne husker brødrene ikke, fordi de var små. De husker blot, at deres far Aziz, der var farmaceut, pludselig måtte flygte ud af landet efter Ayatollah Khomeinis død i 1989, fordi han havde støttet oppositionen. Faren blev smuglet ud af Iran og endte i en flygtningelejr i Nordsjælland med blot 120 kroner på lommen og søgte om asyl.

Herfra sendte han et kassettebånd hjem til sine tre sønner og sin hustru Kobra, hvor han fortalte syvårige Mehdi, at han nu måtte være manden i familien og passe godt på Misam på fire og Milad på et. 

De næste år blev deres far ved med at sende kassettebånd til drengene. Han fortalte godnathistorier, som de afspillede igen og igen. Milad husker, at han en nat vågnede op og ikke kunne finde sin mor og to brødre og troede, at de også havde forladt ham, og at han nu var alene i verden.

Efter tre år fik Aziz asyl i Danmark og fik godkendt familiesammenføring. En aprildag i 1992 satte Kobra, Mehdi, Misam og Milad foden på dansk grund, og Avaz-familien var genforenet.

Brødrene havde aldrig forestillet sig, at et land som Danmark overhovedet eksisterede. Bare det at kunne gå ned i supermarkedet og se det enorme udvalg af varer var ufatteligt. De fik røde pølser og remoulade for første gang, og kort efter vandt Danmark EM i fodbold. Alle festede og var glade. 

Det første halve år føltes som ren ferie, mens deres forældre forsøgte at skabe et nyt liv for drengene i et fremmed land. De fandt et hus i Tisvilde, men langsomt begyndte en ny hverdag at synke ind. Deres far kunne ikke få anerkendt sin uddannelse som farmaceut. Han måtte bringe pizzaer ud, gøre rent i en virksomhed og stå i køkkenet på en grillbar, mens hans kone tog sig af børnene og gik på VUC om aftenen.

Mehdi Avaz.

AVAZÅ NU?

Mehdi Avaz (født 1982), tidligere fotograf, lavede musikvideoer og reklamefilm. Nu instruktør og producer.

Misam Avaz (født 1985), ejede et salgsfirma, inden han blev producer.

Milad Avaz (født 1988), har en cand.merc. og arbejdede tidligere i en investeringsfond. Nu manuskriptforfatter og instruktør.

Tilsammen ejer brødrene produktionsselskabet Rocket Road Pictures, der står bag projekterne ’Mens vi lever’ (2017), ’Kollision’ (premiere 31. oktober) og ’Grow’ (premiere på TV 2 Zulu i 2020).

’Mens vi lever’ (2017) blev nomineret til fem Robert-priser samt fire Bodil-priser, heriblandt årets bedste danske film, og vandt en enkelt for bedste kvindelige birolle (Julie Christiansen).

DEN I DAG 37-årige storebror Mehdi begyndte som 10-årig at føle sig fortabt i det nye land. Han kunne ikke forstå de mærkelige ord, der væltede ud af danskernes munde, så han satte sig for, at ”det lort” skulle han bare lære hurtigst muligt. I mellemtiden kom Milad, der var fire år, i en børnehave, hvor ingen af de andre børn legede med ham. Derfor brugte forældrene, der var muslimer, deres penge på at sende brødrene på den kristne privatskole Helsinge Realskole, der angivelig var bedre end andre skoler. 

Og selvom drengene hurtigt følte sig lige så danske ”som rødgrød”, var det ikke altid sådan, omverdenen så dem. Der var ingen andre drenge med mørk hud, brune øjne og sort hår i Tisvilde.
Milad husker, at nogle drenge engang smed flasker efter ham. Og da deres far fik sparet nok penge sammen til at åbne sin egen grønthandel, blev ruderne flere gange smadret, og der blev malet hagekors på facaden. Alligevel understregede deres forældre, at det ikke var sådan, danskerne var – det var kun nogle få afstumpede mennesker, der kunne finde på sådan noget. De fleste var nærmere som naboerne Birthe og Johs, der havde taget imod den iranske familie med åbne arme og var blevet som en slags danske bedsteforældre for brødrene. Og deres forældre gentog pointen, næste gang grønthandlen blev vandaliseret. Og næste gang. Til sidst ville forsikringen ikke dække omkostningerne længere, så Mehdi og Misam sov i butikken med deres far for at forhindre mere ravage.

”Men i min erindring om at vokse op i Nordsjælland fylder det ikke engang fem procent i forhold til alt det lykkelige og dejlige, og hvor heldige vi har været at få lov at være her,” siger Milad.

Deres forældre slog fast, at brødrene aldrig måtte se sig selv som ofre. De skulle arbejde hårdt og klø på, uanset hvor meget omverdenen forsøgte at nedbryde dem.

”Der har aldrig været nogen anden udvej for os. Der var aldrig noget med at ’åh, det er så hårdt for os’,” siger Misam.

Flugten til Danmark påvirkede Mehdi mere end hans yngre brødre. Han husker mere og husker også, at han stak mere ud end Misam og Milad, der på mange måder hurtigt blev mere danske.

”Jeg har altid haft det sådan, at fordi jeg så anderledes ud, gjorde jeg alt for hurtigst muligt at hævde mig selv og blive accepteret. Jeg ville ikke sættes i bås. Folk skulle ikke tro, at jeg havde et pizzeria eller sådan noget. Det har jeg kæmpet med hele mit liv, og det gør jeg stadig,” siger Mehdi, der i sine unge år involverede sig i alt fra elevrådet til en teaterforening, ligesom han var med til at skaffe et øvelokale til unge musikere, selvom han ikke selv spillede musik. Det var den trang til at netværke, der banede vejen for deres første film.

Milad Avaz.

I SORT BLÆK står også en sætning på Meh­dis, Misams og Milads arme: ”I don’t want to be a product of my environment. I want my environment to be a product of me.”

Linjen er fra filmen ’The Departed’ og minder dem om, at de aldrig skal lade andre fortælle dem, hvad de kan og ikke kan. Men sådan har det ikke altid været. For nogle år siden gik Mehdi ned med stress og angstanfald efter at have arbejdet sig op som butikschef i en 3-telefilial. Han indså, at han var nødt til at lave noget, der gjorde ham glad, frem for at satse på et job med en fast indkomst. Han købte sig et kamera, satte sig for at blive fotograf, og selvom hans forældre mente, at det var et taberprojekt, kørte han på. 

Han begyndte at fotografere bryllupper og gravide og kørte en overgang rundt til skoler og tog klassebilleder. Da en af hans venner tilbød ham at komme til Los Angeles for at lave en musikvideo for nogle rige amerikanske forældre, der mente, at deres barn var den næste Justin Bieber, så Mehdi en mulighed og slog til. 

Milad og brødrenes far tog til L.A. for at overtale Mehdi til at komme hjem, men det projekt mislykkedes. I stedet droppede Milad sit job i en investeringsfond for at flytte til Los Angeles for at lave musikvideoer med sin storebror. Det var her, de første gang begyndte at lege med ideen om at lave deres egen film. Mehdi ville gerne fortælle historien om en trafikulykke, der var sket for en af hans klassekammerater på gymnasiet i Helsinge, og havde fået en manuskriptforfatter til at skrive manus. Men nerven i fortællingen manglede. 

Så kom Milad på banen. Han foreslog, at han kunne skrive det. Og selvom han aldrig havde skrevet manuskripter før, kunne Mehdi se, at hans mindste lillebror havde talent.

De tre gik metodisk til værk og lavede en produktionsplan, et budget og blev enige om, at ’Mens vi lever’ kunne laves for to millioner kroner. Men Det Danske Filminstitut afslog deres ansøgning om støtte. Det kunne slet ikke lade sig gøre at lave en dansk film for to millioner kroner, var beskeden. Den slags skal man ikke sige til Avaz-brødrene:  

”Jeg tror, at mange indvandrere har mere drive, fordi de har stået i  værre situationer. Det er det samme med os,” siger Milad.

Misam Avaz.

FOR AT SKRABE penge sammen arbejdede Mehdi i en food truck, hvor han vendte burgere, mens han tænkte i alternative måder at finansiere film på i Danmark. Historien tog udgangspunkt i en trafikulykke, og derfor kontaktede han Sikker Trafik, som han havde lavet et projekt for i ungdomsårene. De endte med at støtte filmen med en halv million kroner, ligesom Gribskov Kommune spyttede penge i projektet. Mehdi ringede derefter rundt til alle i sit netværk for at høre, om de ville investere i filmen. Ud af de 700 personer, han kontaktede, endte fem med at spytte i kassen, heriblandt fodboldspilleren Simon Kjær. Nu havde de penge til en film.

”Mehdi har en energi, der gør, at ting sker. Det bliver ikke bare til snak, det bliver til handling,” siger Milad om sin storebror.

Budgettet var skrabet ind til benet. Skuespillere og filmfolk blev betalt symbolske takster, det lejede udstyr blev forhandlet ned i pris, forældrene lavede mad til filmholdet, og der var ingen trailer, skuespillerne kunne slappe af i mellem optagelserne.

”De lagde en iver og et engagement i projektet, som smittede af og gjorde, at jeg troede på det,” siger Sebastian Jessen, der har været med i alle brødrenes projekter og spillede hovedrollen i ’Mens vi lever’.

Mehdi Avaz havde aldrig prøvet at instruere en film før. Pludselig stod der et filmhold på 50 personer og kiggede spørgende mod ham. Han havde kørt på energien, på sin trods og på trangen til at vise den danske filmbranche langemanden, men nu skulle han bevise, at han kunne få en film i kassen. 

”Jeg sov ikke i dagevis og kastede op af stress under optagelserne,” siger han i dag.

Det gjorde det ikke nemmere, at det glødede og slog gnister mellem Mehdi og Milad, der begge var drivvåde bag ørerne, når det kom til at lave film. Misam så mest til fra sidelinjen, men han prøvede at mægle, så godt han kunne. Konflikterne til trods fik brødrene ’Mens vi lever’ i hus på 21 dage – for 50.000 kroner mindre end budgetteret. De viste den til filmdistributørerne, og de kunne lide, hvad de så. Filmen blev vist i 90 biografer landet over og solgte 109.000 billetter – helt uhørt for en debutfilm skabt af folk helt uden filmerfaring. 

KARLA OG KOLLISIONEN

Avaz-brødrenes nye film ’Kollision’ handler om et dødsfald, en skilsmisse, og hvordan fædre er stillet, når der er kamp om forældremyndigheden. Filmen præsenterer navne som Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Henning Jensen, Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Rasmus Bjerg og Nicolas Bro samt ’Avaz-gengangere’ som Julie Christiansen
og Sebastian Jessen.

Misam Azads 11-årige datter Karla spiller derudover en bærende rolle.

I SPAREKASSEN I HELSINGE er der mere travlt end normalt. Folk kribler ind og ud ad glasdørene med lamper, kameraer og stativer, og der bliver talt både dansk og amerikansk. Brødrene Avaz er i gang med en scene til en kommende serie på TV 2, der indtil videre har arbejdstitlen ’Grow’. Milad står og kigger på skærmen bag kameraet, mens han justerer billedet, og Mehdi står ved hans skulder og hvisker gode råd. For første gang er rollerne byttet rundt. Milad instruerer, mens Mehdi er producer sammen med Misam, der trasker rundt i udkanten af filmholdet og skeler til uret på sin mobil for at sikre, at tidsplanen overholdes. 

”Quiet on set,” råber en høj mand ved navn Dusty. Med sin bredskyggede hat, solbriller og bandana er han gorillaen i rummet, der får alle til at makke ret, så brødrene ikke behøver at bruge energi på det.

”Rolling!”

De to skuespillere tager hul på scenen, men pludselig lyder der høje grin i baggrunden.

”Cut! Hvem fanden er det, der råber?!” 

Milad farer væk fra kameraet og kigger vredt mod et glaskontor, hvor Mehdi og en kvindelig medproducer sidder og kigger med på en skærm. De rækker uforstående armene op, indtil det går op for Milad, at larmen kommer fra et baglokale. Hans stemme dratter øjeblikkeligt ned fra sit ophidsede leje. Han giver sin bror og medproducer en undskyldning. Få sekunder senere ruller kameraet igen.

Tidligere kunne episoden nemt have fået Mehdi og Milad til at brøle ad hinanden, indtil Misam ville prøve at lægge sig imellem. En gentagelse af deres familiemønstre. Mehdi er storebroren, der naturligt tager ordet, ham, der har ideerne og de største armbevægelser. Milad er ham med den rappe tunge og det evindelige gåpåmod, mens midterbroren Misam er den praktiske kile mellem de to – ham, der overvejer sine ord lidt længere.  

”Når man arbejder sammen med andre, er man mere diplomatisk, men når det er ens brødre, er der ikke noget filter. Vi fyrer hinanden og opløser selskabet stort set hver dag, men nu har vi en regel om, at der ikke er nogen af os, der går, selvom vi kommer op at skændes,” siger Milad.

Det indbyrdes og ofte krasse forhold skaber en særlig stemning på settet, der er uvant for filmholdet.

”Man kan godt mærke, at de internt tager nogle ture, og der er en tone, som ikke ville gå på et set ellers. Bølgerne går højt, men så kan de stå og give hinanden et kram bagefter,” siger skuespilleren Sebastian Jessen, der samtidig peger på, at alle kan være mere sandfærdige over for hinanden, hvis noget ikke spiller.  

”Hvis man ikke kommer godt ud af det med en på filmholdet, kan man jo bare lade være med at arbejde sammen med ham igen. Men ens brødre kan man ikke vende ryggen til. Du bliver nødt til at finde en løsning,” siger Milad.

Den løsning er nu at aftale, at en af de tre er kaptajn på hvert enkelt projekt. Kaptajnen træffer den endelige beslutning og skærer igennem. Samtidig har de også aftalt, at uanset hvem af brødrene der er tovholder, skal der altid stå ’En film af brødrene Avaz’ i rulleteksterne. En aftale på et filmset opløser dog ikke nødvendigvis et helt livs familiedynamik. Som Milad Avaz siger: 

”Det er faktisk enormt hårdt som lillebror at skulle være en autoritet over for sine storebrødre. Det er sygt grænseoverskridende at sige: ’Nu gør I, som jeg siger’ til mine storebrødre.”

FAMILIE OG FILM smelter i det hele taget sammen. Ud over de tre brødre, der skriver, instruerer og producerer, spiller Misams ældste datter Karla en bærende rolle i deres nye film ’Kollision’, ligesom forældrene stadig laver mad på settet og kigger forbi næsten dagligt. Flere af brødrenes venner er også en del af filmholdet, og de ­bruger mange af de samme skuespillere og kamera­folk. Det er der en god grund til.

”Jeg tror, de føler, at de er kommet ud af ingenting med ’Mens vi lever’, så de vil gerne give tilbage til de folk, der troede på dem og gav dem en chance,” siger Sebastian Jessen.

Men der er også en lavpraktisk forklaring: Brødrene foretrækker at tilbringe tid med folk, de kender og stoler på.

”Vi har oplevet at blive svigtet en gang før, da vi var små. Vi har ikke rigtig noget familie i Danmark. Så vi prøver hele tiden at skabe en følelse af være trygge,” siger Mehdi, der ligesom sine brødre har kastet sig ud i en lang række projekter. 

Ud over ’Kollision’ og ’Grow’ skal Mehdi snart instruere en romantisk film i samarbejde med producer og manuskriptforfatter Ronnie Fridthjof, Milad arbejder på et manuskript til en film om anden verdenskrig, og Misam skal for første gang stå i spidsen for en dansk komediefilm. Mehdi er desuden i opstartsfasen med ”den bedste actionfilm, der er lavet på europæisk jord”, ligesom han skal være producer på en amerikansk dokumentar om De Sorte Pantere.

”Problemet er, at der er meget mere ild i røven på os end den tid, det tager at lave en film. Det tager måske to år at lave en film, men vi har noget fedt, vi gerne vil lave hver tredje måned,” siger Milad.

BASED ON A TRUE STORY

Avaz-brødrenes film tager ofte udgangspunkt i fortællinger fra deres eget liv. ’Mens vi lever’ er baseret på en ulykke, som en af Mehdi Avaz’ gymnasiekammerater var udsat for. ’Kollision’ er inspireret af en vens skilsmisse, mens tv-serien ’Grow’ tager udgangspunkt i Milads eget liv, hvor han tog springet fra et sikkert job i investeringsbranchen til filmverdenens usikre tilværelse.

ET PROJEKT har dog en særlig plads. Og derfor tøver de tre også med at kaste sig ud i det. Det er fortællingen om, hvordan deres far flygtede fra Iran og kom til Danmark. Om at gå fra at være en højtstående farmaceut i Iran til at være grønthandler i et land, hvor han af og til følte sig fremmed og uønsket og samtidig indpodede sine sønner, at de kunne opnå alt.

”Man tænker jo ikke over den slags, når man er barn, men nu hvor jeg selv er blevet far, ser jeg tilbage på de år og tænker: ’Hold kæft, hvor er det vildt, at de klarede den.’ Når folk spørger, hvem vores forbilleder er, er det vores forældre. De har været sindssygt gode til at opdrage os, men har også passet så godt på os, at jeg ikke følte, at der var forskel på mig og andre,” siger Misam.

Egentlig var det planen, at filmen skulle være en opfølger til ’Mens vi lever’, men nej, ikke endnu.

”Det kommer lidt for tæt på. Den film skal bare sidde lige i skabet,” siger Milad.

Ideen er dog ikke lagt ned. Derfor vimser deres onkel Faisal rundt i Restaurant Brøl i hælene på sin bror. Det er første gang, han er i Danmark, og første gang i 27 år, at deres far Aziz har set sin bror. Alligevel er det, som om de to iranske brødre med de samme træk er faldet ind i en rutine. Onkel Faisal går til hånde i restauranten, som havde han altid boet i Nordsjælland, bortset fra at han ikke taler et kvæk dansk. 

For de tre sønner er det en helt ny følelse at have et andet familiemedlem end deres forældre i deres hverdag. Onklens besøg rusker op i gamle følelser og har fået deres iranske rødder til at spire igen, selvom de ikke har været i Iran, siden de var små. 

For første gang i lang tid lufter Mehdi, Misam og Milad deres gebrokne farsi, mens de optager deres onkel og får ham til at fortælle om deres fars flugt fra Iran. Om den dag, da Avaz-brødrenes liv ændrede sig for altid. De kalder filmen ’Dannebrog’.

Den tidligere statsminister udpeger sine tre favoritsteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Brian Berg, Colourbox, PR

ESBJERG

”Jeg vender altid tilbage til min fødeby, når jeg skal finde ud af, hvor jeg er på vej hen. Jeg voksede op i husvildehusene og var ikke blevet til noget uden en kommune, der tog ansvar for de fattigste. I Esbjerg drager man omsorg for hinanden, og kan man bestille noget, kan man bruges. Det lærte jeg på havnen som dreng, hvor jeg hjalp fiskerne med alt muligt. I dag er der ikke så mange fiskere, der er det folk i vindmølleindustrien, jeg får en snak med. Byen finder altid nye veje, når de gamle levevilkår løber ud.”

TISVILDELEJE

”Lone og jeg har haft sommerhus her siden 1993. Her er hav, skov og en stilhed, jeg kan mærke nærmest fysisk, når jeg træder ind i huset. Her kan jeg være mig selv. Det er stærkt vanedannende.”

TEATER GROB, KØBENHAVN

”Der er højt til loftet. Der er kritik og diskussionslyst. Instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum – hun er en dynamo – brugte mig som konsulent på sit stykke ’Corydong’, og jeg var gæst ved en enkelt forestilling, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere Dong-salget med et meget samfundsinteresseret publikum. Vi skal passe godt på de få politiske teatre, vi har.”

Poul Nyrup Rasmussen er 76 år og tidligere statsminister. Initiativtager til og protektor for Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk sårbare, for eksempel gennem Headspace, et gratis rådgivningstilbud til børn og unge.

 

Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i november.
Tekst:RedaktionenFoto:José Antoine Costa

ET ROLIGT ØJEBLIK

Når vi for tiden præsenteres for billeder fra Hongkong, er de ofte fulde af knust glas, vrede ansigter og skyer af tåregas. Men her er der intet anstrøg af revolution. Den franske fotograf José Antoine Costa har ladet sig fascinere af den tætbefolkede ø-metropols arkitektoniske landskab og knipset en stille solnedgangsstund fra bunden af en højhusslugt. Billedet har dette efterår vundet kategorien ’Arkitektur og infrastruktur’ i fotofirmaet CEWE’s fotokonkurrence, hvor juryformand Yann Arthus-Bertrand (ham med luftfotoene) har modtaget materiale fra næsten en halv million håbefulde fotografer. Vinderfotografiet herover fik blandt andet jury-ros for sin pertentlige komposition og maleriske kombination af lyskilder.

Se alle vinderbillederne på cewephotoaward.com.

Foto: Ole Dinesen.

MED SIDDEPLADS TIL SIDEBANEN

Danmarks Jernbanemuseum kører for fuldt tryk gennem det vekslende landskab fra Øst- til Vestjylland med damplokomotivet K 563 fra 1899. Turen går fra Langå til Struer – byen, der engang var hjemsted for DSB’s 3. distrikt, og hvorfra en af de første statslige sidebaner udgik. I Struer fortæller museumsdirektør Steen Ousager om jernbanens udvikling og den politiske historie med udgangspunkt i det, man ser undervejs.

17. november. Find billetter.

PÅ USIKKER GRUND

Via båd over Middelhavet og bag i en lastbil, hvor han var gemt sammen med 40 andre flygtninge, kom Anas Dayoub i 2015 til Danmark. I halvandet år så han kun sin familie på Skype, men i dag bor den 40-årige elektriker sammen med sin kone og datter i Rødkærsbro i Viborg Kommune, hvor han læser på erhvervsskolen Mercantec. Det er uvist, om de kan blive i Danmark, eller om de skal tilbage til Syrien, når deres midlertidige opholdstilladelse udløber i 2020. Anas Dayoub er en ud af 250 personer, som fotograf Maja Nydal Eriksen har valgt ud fra et statistisk grundlag til at repræsentere de i alt cirka 161.000 mennesker, der er kommet til Danmark som flygtninge siden 1956. Resultatet er ’100% fremmed?’, hvor fotografen har portrætteret personerne i rammer typiske for området, hvor de bor. 

Udstillingen, der har været rundt i landet, kan ses på KulturCentret i Silkeborg frem til 15. december, og du kan også se nærmere på projektet på 100pctfremmed.dk. 

Foto: Odense Bys Museer.

NYT LIV I GAMLE KLADDER

De fleste mindes slutningen på H.C. Andersens berømte eventyr, hvor en dreng påpeger det åbenlyse, men penible: at kejseren ikke er påklædt. Egentlig havde eventyrdigteren rundet af med et kollektivt selvbedrag, hvor ingen tør pippe om det manglende tøj af angst for selv at fremstå dum. Først som en eftertanke kom ideen til det uskyldsrene barn, som ville give fablen ”et mere satirisk udseende”, og som inden trykstart blev indført. Det har H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet blotlagt som led i et nyt digitaliserings- og forskningsprojekt, der skal give befolkningen indblik i forfatterens kreative processer.

Gå på opdagelse i H.C. Andersens liv og forfatterskab på andersen.sdu.dk.

EN LANG REJSE

I januar 2013 fjernede Ærø Kommune færgeforbindelsen mellem Marstal og Rudkøbing på Langeland. Men så besluttede beboerne at købe deres egen færge. I 2016 oprettede en gruppe øboer aktieselskabet ÆrøXpressen, og med salget af folkeaktier for 12 millioner kroner fordelt på 1.645 aktionærer bestilte man i 2018 en 50 meter lang bil- og passagerfærge. Skroget blev søsat fra Riga i Letland i april i år og er siden blevet færdigudrustet hos et bådebyggeri i Hvide Sande. Midt i november ankommer færgen til Marstal, hvor den vil blive prøvesejlet, indtil færgedriften til Rudkøbing genopstår 1. december.

Kom til sømandskor, brassband, forfriskninger og sejlads med den nye færge 30. november på Marstal Havn.

KOM I UNDERGANGSALDEREN

Dette efterår fejrer det odenseanske teater Momentum verdens apokalyptiske tendenser med en forestillingstrilogi. Sidst i november er der premiere på nummer to i rækken, ’Katastrofe’, hvor jordens undergang, blandt andet i form af kæmpeblæksprutter og rotter i fårestørrelse, rammer en ærkeamerikansk high school. For at gøre det hele ekstra bizart er det samtidig teatrets juleforestilling, hvorfor der bliver serveret mad til det højspændte drama. Dog skal gæsterne ikke fråse ind i dommedag med sylte og risalamande. Maden er nemlig vegansk, økologisk og 100 procent skyldfri.

Premiere 21. november. Læs mere på www.teatermomentum.dk/event/katastrofe.

Efter en årrække i Berlin er Jon Sanders og hans familie flyttet til Sjællands Odde for at dyrke roen og servere en fair kop kaffe. Mens busruter og hæveautomater lukker ned omkring dem, håber familien, at de kan være med til at løfte lokalsamfundet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

DET BEGYNDTE med en barselsorlov. Jon Sanders havde installeret sig i sin mors sommerhus i Ebbeløkke på Sjællands Odde sammen med sin kone Pauline Hoch og deres datter. Efter et halvt år var de imidlertid blevet så glade for den friske luft og udsigten til kornmarker, Kattegat og bløde bakker, at de besluttede at gøre det til en tilbagevendende ting. 

Hvert år skulle de bo seks måneder i sommerhuset. De øvrige seks ville de bo i Berlin, hvor Pauline Hoch er født og opvokset, og hvor Jon Sanders har boet i 13 år. Herfra har de drevet konsulentvirksomhed, arrangeret events og lavet projektledelse for blandt andre modefirmaet Acne Studios, vodkaproducenten Absolut og højttalerproducenten Teufel. Planen var at fortsætte freelance i samme boldgade den ene halvdel af året. Imidlertid fik de snart lyst til at bo permanent på Sjællands Odde og afhændede deres lejlighed i Berlin.

”Vi har nydt storbyen og elsker Berlin. Men dens strøm af energi og input og muligheder og kulturliv fik os også til at løbe for meget rundt om os selv. Her på landet er der mindre støj, og vi er bedre til at give vores datter tid og opmærksomhed,” siger Jon Sanders, der sammen med sin kone har købt et helårshus i Havnebyen, den mest reelle by på det yderste af Sjællands Odde. 

”Der er en brugs og en genbrugsplads, en fiskehandler og en grillbar. Men pengeautomaten skal lukke, fordi den er gammel og udslidt, og det kan ikke svare sig for Danske Bank at vedligeholde den. Busrute 555, som forbinder Odden med Høje-Taastrup, bliver snart nedlagt. Der er ikke meget herude, men det, der er, skal man værne om,” mener Jon Sanders.

På en egn, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser, har Jon Sanders og hans kone valgt at skabe deres egen. Sammen med et lokalt ægtepar, som de er blevet venner med, har de købt et hus i Havnebyen, der havde stået tomt i 10 år og kunne fås for en slik. Det seneste halve års tid har de arbejdet på at sætte det i stand, og engang i løbet af efteråret åbner det som Havnebyens Kaffebar. 

FRISK BLOD

Det går let fremad med tilflytning til Odsherred Kommune. Således kom 1.956 nye beboere til sidste år mod 1.888 i 2015. I samme periode er fraflytningen faldet fra 1.792 til 748 personer. De mest søgte steder er byer som Nykøbing og Vig. De fleste flytter til fra Holbæk, Kalundborg og København, og den største gruppe udgøres af de 26-50-årige.

”Vi syntes, at byen savnede et socialt samlingssted med hygge og et kulinarisk udbud af en vis kvalitet,” siger Jon Sanders om stedet, hvor man kommer til at kunne drikke kaffe på bønner leveret af et lille risteri i Roskilde, som køber ind fra kaffebønder, der har ordentlige arbejdsforhold og en bæredygtig indstilling til jordbrug. Man kommer også til at kunne købe en sandwich, lidt bagværk og måske med tiden en dagens ret.

”Vi er økologiske som den eneste café herude. Det ville nok være nemmere og billigere ikke at være det, men måske vi ikke er helt ved siden af udviklingen. En del af de lokale landmænd omlægger til økologi, og vi har også en økologisk gårdbutik med tilhørende restaurant i Havnebyen. Selvfølgelig hjælper det også, at der er mange sommerhusgæster fra storbyen herude, som måske er mere indstillede på det, men vi tror på, at konceptet kommer til at fungere, også når de er taget hjem.”

Odsherred er den kommune i Danmark, der har den største koncentration af sommerhuse. 27.000 er der, og forskellen er stor, når sæsonerne skifter, og trafikanterne ikke længere udforsker sidevejene, men suser igennem på vej til eller fra Jylland via Odden Færgehavn. Tilflytterne går dog ikke bekymrede ind i deres første vinter som fastboende.

”I storbyen er sjap og kulde irriterende, men her er det hyggeligt. Når man bor på landet, oplever man vejret og lyset meget mere. Og vi har en fast aftale med nogle venner, som vi spiser med en gang om ugen i vinterhalvåret.”

For nylig har Jon Sanders meldt sig ind i bestyrelsen for den lokale skole, som hans datters børnehave sorterer under. Skolen går kun til 6. klasse, og for at skabe en bedre integration imellem den og tre andre skoler i Odsherred, hvoraf to går fra 7. til 9. klasse, har man for nylig nedsat en fælles bestyrelse for dem.

”Det er nødvendigt med mere kontakt og udveksling af ideer. Og jeg vil gerne give noget til det sted, vi er flyttet hen. Hvis man engagerer sig, kommer man ikke til at føle sig ensom.”

GASTRO-ODDEN

Noma og andre hippe københavnerrestauranter elsker varerne fra Birkemosegaard, der ligger i udkanten af Havnebyen. Gården har været biodynamisk drevet siden 1972 og byder ud over gårdbutik og en appetitlig Instagram-profil på et køkken, der fredag-søndag tilbereder og serverer grøn mad af gårdens egne råvarer. I udkanten af Overby, lidt længere inde på Odden, finder man Hvidelykkegårds sydvendte skråninger, hvor to unge landmænd under varemærket Ørnberg dyrker deres afgrøder, der spænder fra velkendte Pinot Noir og Sauvignon Blanc til nichedruer som Solaris og Ortega, der egner sig til et køligere klima. Ørnbergs rosé, dessertvin og hedvin har været kåret til Danmarks bedste. Sydligere i Odsherred finder man også vingården Vejrhøj, og kommunen brander sig i det hele taget som vinland med sine næringsrige morænebakker og mange soltimer.

Uden for Haderslev ligger Hoptrup, og lidt længere ude ligger en gammel gård i Hoptrup Kirkeby med et endnu ældre garderobeskab. Det var her, Anna Elisabeth Jessen fandt de breve, der førte til hendes romandebut, efter at hun gav sin fødeegn en chance til.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lea Meilandt

JEG FLYTTEDE til København for at gå på universitetet i 1975. Jeg skammede mig lidt over at komme fra landet og kunne ikke aflægge min dialekt hurtigt nok. Mange år senere begyndte min mand, der er københavner, at snakke om at finde et sted på landet. I 1998 fik vi tilbudt at købe familiegården i Hoptrup Kirkeby. En landinspektørvilla med to etager og vinkælder beliggende på en høj med flot udsigt, som senere er ombygget til gård. Den er fantastisk, det kunne jeg bare ikke se, da jeg var barn. Da vi flyttede ind og satte den i stand, fandt vi et stort, gammelt skab fra 1800-tallet, som stammer fra en anden gård, men blev flyttet ind her, da stuehuset blev bygget i 1867. I bunden var der nogle paneler, man altid havde troet sad fast, men som vi fandt ud af var skuffer. 

Der lå min bedstemors breve fra hendes bror og hendes mand, der begge var tvangsindkaldt til den tyske hær på Vestfronten i første verdenskrig. Broren døde af sennepsgas. Der var måske 400-500 breve, nogle pænt skrevet, andre utydelige, og nogle på tysk, fordi den tyske hærs censur pludselig har krævet det. Jeg er journalist og havde allerede lavet både radiomontage og tv-dokumentar om første verdenskrig baseret på andre sønderjyske familiers korrespondancer. Jeg troede ikke, vi havde bevaret korrespondance i vores familie. Da den dukkede op, fik jeg lyst til at gøre noget ved den.

Der gik nogle år, men da 100-årsjubilæet for krigen nærmede sig, skulle det være. Jeg havde altid haft lyst til at skrive fiktion, og på det tidspunkt havde jeg modet og erfaringen til at tænke ’Nu skriver jeg det her, og hvis det bliver et flop, så pyt’. Brevene satte den i gang, men romanen bliver ikke ved første verdenskrig. Den er skrevet som en overflyvning af et århundrede og følger slægten helt op til 2014. Med fiktive, dramatiske effekter, men stærkt inspireret af min egen families historie. 

Mange af researchdetaljerne fik jeg ved at tale med min far, der fylder 98 i år og har en rigtig god hukommelse. Han fortalte om en tid, hvor de var en stor familie med børn og gamle og karle og piger, der levede af det, de dyrkede. Husdyrholdet passede til jordens størrelse og producerede den mængde gødning, der skulle bruges. På vejen var der liv og glade dage, for der var også masser af børn på nabogårdene. I dag sidder der højest 2-3 mennesker på hver gård, og den naturlige sammenhæng er gået fløjten. 

Alligevel ville jeg nødig have levet på landet i gamle dage. Dengang måtte kvinderne knokle fra morgen til aften. Og jeg har intet behov for ikke at have et badeværelse eller at skulle over i stalden for at gå på toilettet.

Min mand arbejder på Syddansk Universitet, og vi tjener vores penge på det, vi er gode til. Vi er ikke kommet ud på landet med drømme om at dyrke jorden. Vi forpagter den ud til en økologisk landmand, der passer markerne og har køer gående for at holde græsset nede, og præstens datter har sine heste i en fold. Det er nogle kønne dyr at se på.

Da Storebæltsbroen åbnede i 1998, blev Danmark meget mindre. Nogle gange er jeg i København for at arbejde og hjemme igen samme aften, og andre gange kan jeg nøjes med at blive her og være på Skype. Jeg kender mange, der som mig sidder på landet og nyder, at der er masser af plads på arbejdsværelset, i stedet for at sidde i København og dele kontor med otte andre.

Alligevel har vi haft brug for et sted i København igennem alle de år, hvor vi har haft base i Hoptrup Kirkeby. Når jeg producerer en dokumentar, er arbejdet så intensivt, at jeg uger eller måneder i træk er nødt til at være dér. Det store spørgsmål er, om vi skal beholde vores lille lejlighed på ydre Østerbro, hvis jeg en dag bare skal sidde og skrive romaner. Men vi har ikke skullet vælge endnu, og vi kan begge to godt lide kontrasten mellem af og til at bo midt i en visitationszone, fordi der er blevet skudt, og ellers bo uden for en landsby, hvor der er fred, frihed og frisk luft.”

’Om hundrede år’ udkom tidligere på året og er Anna Elisabeth Jessens første roman. 

 

Gamle kort kalder på smilet. Men lytter man efter, gemmer de på seriøse historier. Om videnskabernes udvikling. Om søulke, slagsbrødre og strategier. Og om et Danmark, der engang var stort og svært fremkommeligt. Ny bog giver det samlede overblik. Vi giver en appetitvækker.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lindhardt og Ringhof

MULIGVIS BLEV det første danske kort ridset ind i et lille stykke skifersten for omtrent 5.000 år siden. Arkæologer argumenterer i hvert fald for, at ridsningerne, der er fundet i nærheden af Vasagård på Bornholm, viser områdets agre og markskel. 

Herfra skal man gøre et gevaldigt tidshop for at nå frem til egentlige danmarkskort. Imens udviklede kartografien sig i Mesopotamien, Grækenland og Rom, hvor marker, floder, byer og stadig flere lokaliteter på land, til vands og i verdensrummet blev nedtegnet. Kristendommen indrettede siden geografien med Jerusalem i centrum og Edens Have øverst, men renæssancen hev landkortene ned på jorden igen, og med kobberstikkunst og trykpresser blev de mere og mere udbredte. Samtidig tog handels- og opdagelsesrejsende ny viden med hjem. 

I 1400-tallet voksede Danmark og Skandinavien frem på europakortene, og i 1427 tegnede Danmarks første anerkendte kartograf, Claus Claussøn Swart, på latin Claudius Clavus, det første kendte landkort over de nordiske lande. Alligevel tog det 400 år, inden Danmarks profil var skåret til, så vi genkender den i dag. Den hjemlige kartografi bredte sig som ringe i vandet og var mest nøjagtig tættest på korttegnernes bopæl. Sjælland, Skåne og Slesvig-Holsten kom tidligt nogenlunde på plads, mens Jyllands nordlige udkant længe måtte lide under uformelighed og sære pukler. Videnskaben byggede oven på ældre kort, og ofte blev fejl reproduceret. 

Alligevel lykkedes det indimellem at afbilde kongeriget tæt på korrekt. For eksempel lavede den mordanklagede, men kun voldsdømte spion, søfarer og selvlærte kartograf Jens Sørensen omkring 1700 et kort, der ved første øjekast ligner et fra barndommens klasselokale. Men af angst for, at det skulle falde i svenske fjendehænder, hemmeligholdt flåden det, og først små 200 år senere blev det genopdaget. I mellemtiden fortsatte blandt andet Jylland med deformiteter. 

Den største landvinding skete, da dan-kortet overgik fra enkeltmandsprojekter med vekslende sponsorat fra kongemagten til en hel afdeling under Videnskabernes Selskab, der trykte kort fra 1768 og fremefter. Med geometriske metoder genopmålte og beregnede selskabet hele landet forfra, kulminerende med det officielle kort fra 1841, som historien gjorde uaktuelt allerede efter 1864 med grænserykningen til Kongeåen.

’Kortlægningen af Danmark’ er udkommet i ’spisebords’-format hos Lindhardt og Ringhof.

1. MARCUS JORDAN, 1585

Det ældste bevarede danmarkskort af dansk oprindelse blev tegnet af Marcus Jordan, der var født i Holsten og blev professor i matematik ved Københavns Universitet. Hans lokalkendskab har været størst i Holsten og på Fyn, hvor der er flere stednavne end i resten af landet. Sjælland mangler sin odde, men har til gengæld Møn presset ind. Lolland og Falster er spejlet som yin og yang. Men flere steder, for eksempel omkring Limfjorden, er kortet langt mere detaljeret end sine udenlandske forløbere.

2. FREDERIK DE WIT, OMKRING 1680

I 1600-tallet var hollandske kartografer førende, og de Wit var blandt de mest produktive. I 1659 lavede han sit første kort, en temmelig unøjagtig gengivelse af Danmark. I 1680 fulgte han op med denne version, der havde en mere præcis kystlinje og et for sin tid højt informationsniveau. Kortet rettede en indgroet misforståelse: at Vendsyssel skulle være en by i Jylland. Samtidig stadfæstede det nye fejl, for eksempel Guldborg som en ø mellem Lolland og Falster samt Thy som en udposning på Jyllands ryg.

3. VIDENSKABERNES SELSKAB, 1841

80 år efter selskabet gik i gang med at kortlægge kongeriget, forelå det endelige resultat, der i nøjagtighed først blev forbedret i 1900-tallet med hjælp fra luftfoto og digitalisering. Kortet var det første, der ikke byggede på spredte målinger og upræcise vurderinger, men fuldt ud på systematisk opmåling. Oprindelig var det kortlæggernes hensigt at inkludere hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, men ved udgivelsestidspunktet gik de nationale ambitioner kun til Ejderen, og man nøjedes med Slesvig.