Indlæg

Julemesserne er forbi, nu kommer skilsmisserne. Januar er højsæson for par, der går fra hinanden, men når et ægteskab går i hundene, bliver kæledyret ofte klemt mellem parterne. Ud & Se har opsnuset problemet.
Tekst:Kim KristensenIllustration:Bernardo França

SKILSMISSER KAN være svære. Uanset om forholdet har været kort eller langvarigt, er der følelser på spil. Mange. Der bliver peget fingre, og anklagerne flyver gennem luften: Du sagde, du gjorde. Og så er der delingen af vragresterne fra det forliste forhold. Hvem får lejligheden? Bilen? Sofaen? Spisebordet? Fjernsynet? Bøgerne? Krystalkronen? Hunden?

Hvis det levende på listen springer i øjnene, skyldes det måske, at du – som rigtig mange andre danskere – snarere anser hunden som et medlem af familien end som en genstand. Sådan var det også for Lene Boutrup og Jørgen Koldt, da de blev skilt i 2006. Ingen af dem var i tvivl om, hvad der skulle ske med deres treårige West highland white terrier, Rosa.

”Det var som med børnene,” fortæller Lene Boutrup: ”Selvfølgelig skal de se både deres mor og far. Der var ikke nogen pris på hende, ligesom der heller ikke var det på børnene. Så vi behandlede hende på samme måde, og man betragter jo sin hund som et barn. Det gør jeg i hvert fald.”

Men det gør loven ikke. 

Nok taler dyrevelfærdsloven fra 2020 om, at dyr ikke bare er at betragte som genstande. De er ”levende og sansende væsner”. Men i familierettens øjne er husdyr, og altså hunden, stadig ejendom og anses som såkaldt løsøre. Hvis parterne ikke kan enes, tilfalder Buller eller Guffe den ægtefælle, som i sin tid købte og betalte for ham eller hende, og i hvis navn dyret er registreret i Dansk Hunderegister.

Det var Jørgen Koldts navn, der stod på kvitteringen for Rosa, og i hans navn, hun var registreret, selvom de sammen hentede hende på kennelen, hvor hvalpen var så lille, at den kunne sidde i Lene Boutrups hånd.

Men akkurat som med det yngste af parrets tre børn, som på det tidspunkt stadig boede hjemme, aftalte Jørgen Koldt og Lene Boutrup at skiftes til at have Rosa hver anden uge. Og da Rosa fik allergi, hvilket westies ofte får, slog de halv skade om dyrelægeregningerne og behandlingerne. Gennem årene løb det op i næsten et halvt hundrede tusind kroner.

”Vi havde også en delebil, men det gik ikke så godt som med Rosa. Der havde vi sværere ved at blive enige om, hvornår den skulle til reparation – og hvem der skulle betale regningen. Men med Rosa var vi enige,” siger Lene Boutrup.

”JEG DELER HUS med et par hunde,” svarer professor Peter Sandøe leende på spørgsmålet, om han selv har hund. 

”Min kone har hund,” understreger den 67-årige professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på sit kontor på Frederiksberg.

Hvis ægteparret en dag går fra hinanden, forsikrer Peter Sandøe, at han hverken vil gøre krav på Georg, den seksårige bouvier des Flandres, eller Edda, den otte måneder gamle lagotto romagnolo. Men det handler ikke om love og paragraffer: ”Jeg kan godt lide dem og står på venskabelig fod med dem, men jeg rejser for meget til, at jeg gider have hund.”

Alligevel efterlyser den tidligere mangeårige formand for Det Dyreetiske Råd en løsning for de hundeejere, der i en skilsmisse ikke kan blive enige om ’forældreretten’ over hunden. 

At ingen tidligere rigtig har interesseret sig for problemstillingen, overraskede Peter Sandøe, da han sidste år skrev den videnskabelige artikel ’Skillemissehunde – og familiedyrenes placering i familieretten’ sammen med adjunkt på Københavns Universitet Søren Stig Andersen. 

Det seneste årti har der herhjemme i gennemsnit været 16.000 skilsmisser om året, og da 20 procent af de danske familier holder hund, er der årligt 3.200 såkaldte skilsmissehunde. Heri er ikke medregnet par, som ikke er gift, og netop det at få en hund kan for unge være en prøve på ægteskabet og familielivet (uden at de måske tænker på, at en hund i snit lever i 14 år og dermed længere end mange ægteskaber).

Ude i verden er der i disse år et stigende fokus på problemet med skilsmissehunde. Det bugner derude med love, domme og artikler om emnet. Men ikke i Danmark.

”Det vakte min intellektuelle nysgerrighed,” fortæller Peter ­Sandøe.

”Det er jo fascinerende, hvordan hunde er trængt ind i vores liv og har fået fat i vores hjerter og tegnebøger,” siger professoren og henviser til en undersøgelse fra forskningscentret, der sidste år viste, at 83 procent af danskerne kan lide hunde. Ikke overraskende er andelen størst blandt dem, som har en. Her er tallet 99 procent.

EN MÆRKESAG

Dansk Hunderegister (DH) fører på vegne af Fødevarestyrelsen et landsdækkende register over hunde i Danmark. Hunderegisteret har eksisteret siden 1993, da det ved lov blev påbudt, at alle hunde i Danmark skal være mærket og registreret i DH. Registeret skal gøre det muligt at finde ejerne til mishandlede eller vanrøgtede hunde og drage dem til ansvar, sikre, at bortløbne eller stjålne hunde kan blive forenet med deres ejere, samt lette kampen mod smitsomme sygdomme og ulovlig handel over grænserne.

”HVORFOR BRUGER VI så meget energi på et dyr af en anden art? Følger man en striks darwinistisk tankegang, skulle vi bruge denne energi på os selv og vort eget afkom,” siger Peter Sandøe. Men det gør vi ikke, og af samme grund mener dyrevelfærdsforskeren, at løsningen på problemet med skilsmissehunde må være en ændring af familieretten eller indførelse af såkaldte pet nups eller ægtepagter for hunden. Med andre ord en slags kæledyrskontrakt om fordelingen af ejerskabet af – og samværet med – hunden samt de pligter, som medfølger. For hunden er ikke et stykke løsøre, mener professoren. 

For det første er der hensynet til hunden selv, dens tarv eller velfærd. Hvem af ægtefællerne har hunden bedst af at være hos? At tage hensyn til det vil bryde med vores forståelse af dyr som ejendom, og spørgsmålet er, hvad der menes med hundens tarv, samt hvordan domstolene skal kunne vurdere, hvad der er godt og dårligt for den. Hunde kan som bekendt, i modsætning til mennesker, ikke selv fortælle, hvem de ønsker at være hos.

For det andet er der hensynet til ægtefællernes følelser for hunden. Der er ganske vist en særlig bestemmelse i ægtefælleloven om såkaldt krydsende udtagelsesret, hvor domstolene for eksempel kan tildele den ene part boligen, selv om huset eller lejligheden står i den andens navn. Bestemmelsen kan komme på tale i skilsmissesager, hvor børnene stadig bor hjemme, så den ægtefælle, der hovedsagelig skal have børnene boende, kan opretholde hjemmet i vante omgivelser. Men ingen ved, hvordan en dommer vil se på spørgsmålet, hvis det er en hund, han eller hun skal tage stilling til. 

I USA, HVOR 40 procent af familiebefolkningen anslås at have hund i modsætning til de danske 20 procent, er der i disse år stadig flere eksempler på, at par, som skal skilles, er villige til at slås for retten til at beholde hunden.

Siden årtusindskiftet har flere amerikanske delstater haft principielle domme eller vedtaget love, der enten gør det obligatorisk eller muligt at inddrage hensynet til hundens tarv, når det skal besluttes, hvilken af ægtefællerne der får hunden i forbindelse med en skilsmisse. 

Senest underskrev delstaten New Yorks guvernør, Kathy Hochul, i 2021 en lov, så det fremover bliver op til ægtefællerne og deres ­advokater at dokumentere, at netop de bedst kan tage vare på hunden. I modsætning til børn kan hunde dog ikke få udpeget en advokat til at repræsentere dem og tale på deres vegne. Ikke endnu i hvert fald. 

Udviklingen får flere til at tale om, at kampen for ikke bare hundes, men dyrs rettigheder generelt er den seneste frontlinje i en kamp, der trækker historiske tråde til for eksempel slaveriets ophævelse, kvinders stemmeret og homoseksuelles ret til at gifte sig. 

Den australske filosof og nytteetiker Peter Singer har sidestillet vores forskelsbehandling af dyr med racisme og mener, at vi om 100 år vil se tilbage på den måde, vi behandler dyrene på, som vi i dag ser tilbage på slavehandlen. Dyr bør være en del af vores moralske fællesskab, ligesom andre grupper og minoriteter er blevet det gennem historien efter først at være blevet holdt ude, mener filosoffen, der kalder det arts-chauvinisme, hvis vi undlader at tage hensyn til dyrene.

”Alle dyr er lige,” skriver Peter Singer i bogen ’Dyrenes frigørelse’, der har givet navn til den moderne bevægelse for dyrerettigheder. ”Det grundlæggende lighedsprincip kræver ikke en lige eller identisk behandling; det kræver lige hensyn,” siger Peter Singer, der mener, at det er lige så uacceptabelt at behandle mennesker umenneskeligt som at behandle dyr som en genstand, og at deres evne til at føle glæde og smerte er grund nok til at fastslå, at de har egne interesser.

DYRENES BESKYTTELSE har hovedkvarter i en toetagers bygning på Buddingevej i Søborg, der tidligere tilhørte Politiets Efterretningstjeneste. På parkeringspladsen venter to hvide varevogne. ”Dyreredning” og ”Dyr i nød? Ring 1812” står der med rødt på siden af bilerne, der holder foran bygningens rød-hvide motto: ”Dyrenes røgt viser menneskets røgt”.

Foreningen, der blev stiftet i 1875, tilbyder sine medlemmer at tegne et dyretestamente på familiedyr, herunder hunde, så der efterfølgende bliver taget hånd om dyret efter ejerens ønske. Næste skridt kan blive de tidligere nævnte pet nups – juridiske aftaler om et kæledyrs ejerskab og velfærd – fortæller familiedyrschef Jens Jokumsen.

”Skilsmisser er jo nogle gange grimme, og der kan dyrene også blive brugt,” siger Jens Jokumsen. Dyrenes Beskyttelse oplever i forbindelse med skilsmisser at få indleveret hunde af deres juridiske ejere, som på den måde ønsker at straffe ekspartneren ved at sikre, at vedkommende ikke kommer til at se hunden mere.

Foreningen har en aftale med Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) om at passe voldsramte kvinders kæledyr på et internat, herunder hunde, mens kvinderne selv opholder sig på et center. Kvinderne kan dermed bedre forlade en voldelig mand uden at skulle bekymre sig om hunden – og derefter få tid til at finde en længerevarende løsning. 

VUF, VÆRN OG VELFÆRD

Folketinget vedtog i 2020 en såkaldt dyrevelfærdslov, som erstatter den mere end 100 gamle dyreværns­lov. Som det første land i verden er det skrevet ind i loven, at dyr er både ”levende og sansende væsner” og altså i stand til at føle og opfatte eller sanse både glæde og smerte. Det er en såkaldt rammelov, hvor Folketinget giver den til enhver tid siddende fødevareminister bemyndigelse til at fastsætte konkrete regler for dyrevelfærden for alt fra mindre kæledyr og hunde til de mange millioner dyr i dansk landbrug.

I USA VISER en undersøgelse, at mellem 25 og 40 procent af de ægtefæller, der bliver i et voldeligt forhold, gør det af frygt for, hvad der skal ske med kæledyret. Og i en anden amerikansk undersøgelse svarede 40 procent af de adspurgte kvindelige gifte hundeejere, at de fik større emotionel støtte fra deres hund, end de fik fra deres ægtefælle.

Pet nups og almindelige ægtepagter – nu med hund – kendes fra USA og flere europæiske lande, hvor stadig flere benytter sig af, at familieretsadvokater og dyreværnsorganisationer tilbyder disse. Hvilket ikke mindst skyldes en række kendissers brug af sådanne aftaler. 

”Vi vil altid være taknemmelige for den kærlighed, vi har delt, og vil altid arbejde sammen om at opdrage vores to smukke hunde,” skrev skuespillerne Christina Hendricks og Geoffrey Arend i en fælles erklæring, da de gik fra hinanden i 2019 efter 10 års ægteskab. 

Retten til yorkshireterrierne Boo og Pistol var også en del af skuespillerne Johnny Depp og Amber Heards omstridte og verdensudbredte skilsmisse (hun fik hundene samt hesten Arrow).

”Selvom man har lavet en sådan aftale i ’fredstid’, vil der dog stadig kunne være en række spørgsmål, når man bliver skilt, i forhold til dyrelægebehandling, foder og i sidste ende, hvornår man så skal afslutte livet,” siger Jens Jokumsen, der selv har to Jack Russell-terriere, Kalle på 11 år og Karla på halvandet.

”Der oplever jeg tit, at det er den part, som ikke længere har Fido i hverdagen, som mener, at nu skal han have fred. Men det synes den anden part ikke. Det kan man også blive uvenner over, så en aftale om at dele ejerskabet og samværet løser ikke alt,” siger Jens Jokumsen.

DET ANSLÅS, at der i Danmark er godt 800.000 hunde. Dog kendes det præcise antal ikke, eftersom mange hundeejere ikke afmelder deres døde hunde i Dansk Hunderegister.

Men hvor mange danskere ville herhjemme benytte muligheden for at tegne en pet nup, hvis – eller når – en sådan aftale bliver en realitet? Nok ikke så mange, lyder det fra formanden for Danske Familieadvokater, Anne Broksø.

”Det er ikke noget, folk kommer til at stå i kø for at bruge. De fleste mennesker lever ikke i den juridiske verden, hvor man husker på den slags. Nu siger jeg noget, som nok bærer præg af, at jeg ikke er hundeejer, men spørgsmålet er, hvor mange penge du vil bruge på at få hunden, hvis du kommer op og slås med ekshustruen eller eksmanden. Hvor mange vil bruge ressourcer på en advokat med en dyr timeløn for at få hunden? Dér tror jeg, at mange alligevel trækker sig.”

Alternativet er måske en egentlig bestemmelse i familieretten som i flere amerikanske delstater eller i en række europæiske lande som Schweiz, hvor retten til en hund tilfalder den part, der kan tage sig bedst af den ”ud fra et dyrevelfærdssynspunkt”.

Sidstnævnte tror Anne Broksø dog ikke på kommer til at ske. Ikke foreløbig. Det folkelige pres er der ikke, mener hun, og i forvejen er lovgivningen inden for familieretten præget af lang holdbarhed. Senest blev ægtefælleloven ændret i 2018 efter at have eksisteret næsten uændret siden 1922.

HVOR ER HUNDEN BEGRAVET?

Hunden er den nærmeste slægtning til ulven. Det antages, at ulve for 12.000-15.000 år siden knyttede sig til mennesker. Det ældste arkæologiske fund af en hund begravet sammen med et menneske er 10.000 år gammelt og stammer fra Israel.  Herhjemme blev hunden almindelig som kæledyr i begyndelsen af 1800-tallet, hvor der blev indført en hundeskat. Når ejerne havde betalt afgiften, modtog de som kvittering et hundetegn, som hunden bar i sit halsbånd. Hundeskatten blev afskaffet 1. januar 1970.

UNDER CORONAKRISEN blev hunde en slags levende lykkepille i pels. Sidste år blev der registreret 79.122 nye hunde i Dansk Hunderegister, hvilket var en stigning på 25 procent fra 2019 – før coronakrisens start. 

”Når verden er urolig og skummel, tyr vi til det nære og trygge – og det er det, som hunden repræsenterer. Hvilket også gør sig gældende i en skilsmissesituation, og derfor har så mange så svært ved at give slip,” siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub. 

Fra foreningen, der har 30.000 medlemmer, lyder også en advarsel mod at tro, at en pet nup eller en ændring af loven løser alle problemer med skilsmissehunde. 

”Det er en balancegang,” siger Lise Lotte Christensen.

”Det er godt at kende sin ret. Men når det gælder ansvaret som hundeejer, skal man i lige så høj grad kende sin pligt: Nemlig at man bør sætte hundens tarv først. Hvis noget står i en lov, risikerer man lidt at blive fritaget for selv at tænke på sin pligt i en skilsmissesituation – altså at hundens trivsel i hverdagen vægter rigtig højt. Når det er sagt, laves de bedste aftaler i fredstid, og det gælder også aftaler om, hvad der skal ske med hunden i tilfælde af skilsmisse eller dødsfald.”

Adfærdskonsulenten anbefaler altid, at den ene af parterne får hunden på fuld tid, og at den anden bliver hundepasser, når der er brug for det. Hunde har brug for ro, stabilitet og forudsigelighed. Selv har Lise Lotte Christensen to golden retrievere, Fiona på 10 år og Darleen på seks.

”Der er ofte stor berøringsangst ved at tale om det her. Men jeg plejer at anbefale, at man tænker over det, taler om det og meget gerne skriver det ned. Man kan jo ændre det hen ad vejen, hvis man finder på ny aftale.”

HUNDE SOVER I DAG mange steder med i sengen, de får jule- og fødselsdagsgaver, de sidder med ved bordet, og når hunde dør, bliver de stadig oftere begravet på dyregravpladser. Vores forhold til dyr kan i det hele taget vække mange stærke følelser, men sådan var det ikke for 30 år siden, da Peter Sandøe blev formand for Det Dyreetiske Råd i 1992.

”Dengang emmede dyrevelfærd af hønsestrik og hattedame,” siger Peter Sandøe, der peger på, at næsten alle partier i dag har en dyrevelfærdsordfører, og at emnet er dagsordensættende, men én ting har ikke ændret sig: Modsat lande som USA går vi mere op i dyrevelfærd end dyrerettigheder. Dyrenes Beskyttelse er for eksempel en dyrevelfærdsorganisation.

”Vi er tættere på bondesamfundet. Dyr er dyr, og mennesker er mennesker,” siger Peter Sandøe, der dog mener, at den danske stat i 2019 gik ”full monty på den amerikanske model” med købet af cirkuselefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt kamelen Ali. 

Elefanterne, som tilhørte Cirkus Arena og Cirkus Trapez, blev pludselig arbejdsløse, da Folketinget i 2018 forbød eksotiske dyr i cirkus. Efter lange tovtrækninger og en pludselig fnisegrinende statsminister i Folketinget lever dyrene i dag i Knuthenborg Safaripark. Det var aldrig på tale at aflive elefanterne, som det skete med giraffen Marius, da han i 2014 kom i ’overskud’ i København Zoo.

”Det er der, hvor vi er på vej hen. Det er der slet ingen tvivl om,” siger Peter Sandøe. 

Får han ret, vil særligt hunde stå forrest i rettighedskøen.
Men hvad med skilsmisseparret Lene Boutrup og Jørgen Koldt og deres West highland white terrier Rosa? De to endte med at finde hinanden efter seks års adskillelse og bor nu atter sammen. Rosa døde i 2019.

”Jeg savner hende stadig,” siger Lene Boutrup.

”Atomkraft? Nej tak,” sagde danskerne for 40 år siden, men i skyggen af en voksende klima- og energikrise er debatten vendt stærkt tilbage med gamle skræmmebilleder og ny teknologi. Er atomkraft en nødvendig energikilde til at sikre en bæredygtig fremtid? Eller er den for dyr, for besværlig og ikke mindst for farlig? Ud & Se forsøger at finde ind til kernen.
Tekst:Benjamin Dane

SOM SELVE SYMBOLET på den danske modstand mod atomkraft knejser Barsebäcks to grå reaktortårne over den svenske side af Øresund. I klart vejr kan man se hele vejen til København og vice versa, men i dag har efterårssolen ikke kræfter til at brænde disen væk over vandet, og man må nøjes med at forestille sig Danmarks hovedstad 26 kilometer væk, mens man passerer den svært bevogtede indgang til det lukkede svenske atomkraftværk. Siden 2020 har værket været under nedrivning, og selvom alt det rigtig farlige affald for længst er flyttet til et underjordisk depot i det østlige Sverige, er sikkerheden på Barsebäck, som kørte de to reaktorer stadig på fuldt blus. Vagter og pigtrådshegn holder uvedkommende ude, gæster skal underskrive en hemmeligholdelsesaftale, og de 65 ansatte og cirka 100 entreprenører, som skærer værket i små bidder, bærer dosimeter og lader sig scanne flere gange på vej ind og ud af deres arbejdsplads. Dels for at sikre, at de ikke selv udsættes for skadelig stråling, dels så de ikke slæber bittesmå rester af radioaktivt affald med sig ud i samfundet.

”Vi er de første i Sverige, som river et kommercelt atomkraftværk ned, så det er vores ansvar at vise, at det kan gøres på en god og ansvarlig måde,” forklarer Jens Rönnow, der er anlægschef på kraftværket, iført kedeldragt og sikkerhedshjelm. Han har arbejdet på Barsebäck siden 1981, da tusinder af danske demonstranter marcherede mod værket med slagordene ”Hva’ ska’ væk? Barsebäck!”, og han var med, da den sidste af værkets to reaktorer endeligt lukkede og slukkede for atomkraften i Sydsverige. Dengang stod der tre danskere uden for hegnet og demonstrerede for atomkraft, husker han, mens vi passerer gennem resterne af Barsebäck 1.

Men står det til Uniper Energy – det tyske selskab, der ejer Barsebäckværket – skal Jens Rönnow og hans kolleger ikke længere kun afvikle de gamle reaktorer fra 70’erne. Få dage forinden har et kamerahold fra SVT været på besøg for som de første at kunne breake nyheden om, at en ny såkaldt Clean Energy Park skal opføres på Barsebäck, og at en mindre og mere moderne atomreaktor kan blive en af flere fossilfri energikilder. Foreløbig er planerne blot en vision og langt fra at kunne realiseres, men i landsdækkende medier på den danske side af sundet blev historien hurtigt til: ”Barsebäcks ejere vil bygge nyt atomkraftværk.”

Anlægschef Jens Rönnow var med til at lukke Barsebäck i 2005. Afviklingen er stadig i gang, og sikkerhed har høj prioritet.

I MERE END TRE årtier har atomkraft været en decideret død sild i Danmark. Emnet blev helt fjernet fra den danske energiplanlægning i 1985, og hvis den ikke allerede var aflivet, blev den det endegyldigt med Tjernobyl-ulykken året efter. I årene, der er gået siden, har det danske vindmølleeventyr i stedet givet os grønne vinger, og atomkraft har været noget, som ingen seriøs dansk politiker turde sige højt. Men i skyggen af en voksende klimakrise og en energikrise, der har givet det meste af Europa travlt med at gøre sig uafhængigt af Vladimir Putins russiske gas, synes døren at være blevet åbnet på vid gab for en fornyet debat.  

Analyseinstituttet Megafon har flere gange spurgt danskerne om deres holdning til atomkraft. I en rundspørge fra 2016 var blot 17 procent tilhængere af atomkraft i Danmark, men i januar 2022 var det tal fordoblet, og da Megafon for tredje gang spurgte, i september, svarede 46 procent, at de ser positivt på atomkraft – mens 39 procent er imod. Rundspørgen viste også, at mænd er markant mere positive over for atomkraft end kvinder, og at der blandt unge er større opbakning end hos danskere over 50 år. Folkestemningen er på mange måder vendt, og det har fået fysikere, lobbyister, private atomkraftentusiaster og en række politikere til at spørge: Er det ikke på tide, at vi tager en seriøs diskussion om atomkraft i Danmark?

Protestmøde mod Barsebäck på Christiansborg Slotsplads, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

”BRUG HJERNEN, SPLIT KERNEN,” står der på lyseblå papskilte ved foden af Rytterstatuen foran Christiansborg. Det er søndag eftermiddag sidst i oktober, og der er så småt ved at være fyldt på slotspladsen til Folkets Klimamarch, hvor 50.000 danskere demonstrerer for klimaet. Blandt dem er foreningen Atomkraft Ja Tak, der iført T-shirts med en pastiche over det gamle solmærke forsøger at udbrede budskabet om, at atomkraft er sikker og ikke mindst CO2-neutral. I midten af gruppen på 20-25 næsten udelukkende unge mænd står 25-årige Johan Christian Sollid, der er en af foreningens stiftere.

”Sidste år blev vi bedt om at forlade demonstrationen,” fortæller han. ”Men jeg kender mange af de andre aktivister, fra jeg selv var mere almindelig klimaaktivist i gymnasiet, og i år har vi meldt vores ankomst på forhånd, så der ikke opstår noget.”

Johan Christian Sollid og hans ligesindede er modsat deres forældres generation ikke opvokset med frygten for ”kold krig, Tjernobyl eller sjove børn”. De ser i stedet en energikilde, siger han, som kan sætte skub i den grønne omstilling, og en masse politikere, som af historiske årsager hænger fast i modstanden mod atomkraft.  

”Vi tænker ikke på død og ødelæggelse, når vi hører ordet atomkraft, fordi vi ikke blander det sammen med atomvåben. Vi bliver nysgerrige, også fordi det er et ord, som får vores forældre til at gøre korsets tegn. Spørgsmålet om atomkraft er ikke bare et spørgsmål om klima, det er også en generationskamp. Det er ungdommens måde at frigøre sig fra den forrige generation og dens oldgamle forestillinger.”

Lidt mere kompliceret bliver det at forklare, hvorfor der er så mange flere mænd end kvinder, der er tilhængere af atomkraft – ikke bare i dag, men også dengang i 70’erne. Johan Christian Sollids bedste bud er, at der i de tidlige anti-atomkraftkampagner var stort fokus på frygten for dna-skader hos børn, samt at der generelt er flere kvinder i de partier, der historisk har været imod atomkraft. Men det bliver hurtigt en lidt langhåret politologisk analyse, lader den statskundskabsuddannede Atomkraft Ja Tak-formand forstå. Imens han samler tropperne til march, passerer en ung mor forbi med sin lille datter:

”Se skat, de kan godt lide atomkraft,” siger hun og peger. ”Men det kan altså godt være lidt farligt.”

Nutidens ja-sigere har vendt det historiske modstands-logo på hovedet.

VED SIDEN AF står to Atomkraft Ja Tak-medlemmer og taler om foreningens nye flyer. Den er trykt i bløde pastelfarver i et forsøg på at gøre den mere appellerende til kvinder, forklarer den ene den anden. Men der skal mere end tiltalende design til for at lokke en lyshåret kvindelig klimaaktivist, som får flyeren tilbudt, mens hun forsøger at klemme sig gennem folkemængden.

”Hvad vil I gøre med affaldet?” spørger hun og skynder sig videre i retning af en klynge SF’ere med grønne skilte og en oppustelig jordklode, der blokerer atom-aktivisternes udsyn til scenen. 

”Tror du, det er tilfældigt, at de har placeret sig lige dér?” siger 28-årige Morten Nygaard og smiler med et tre meter højt ’Atomkraft? Ja tak’-flag i hånden. Han er tidligere musiker og har været med til at lave foreningens nye protestsang, som netop er udkommet på YouTube og TikTok. Da han havde søgt ind på musikkonservatoriet for femte gang uden held, skiftede han spor og besluttede sig for at gøre noget for klimaet i stedet, fortæller han. Morten Nygaard kom ind på DTU og troede, at han skulle lave vindmøller, men opdagede atomkraft, selvom han er barn af hippieforældre og kan alle de gamle anti-atomkraft-sange til døde. Nu læser han en kandidat i geofysik og rumteknologi og har været medlem af Atomkraft Ja Tak i et år – men dog kun deltaget aktivt de sidste seks måneder.

”Jeg har altid stemt Enhedslisten, så jeg skulle lige se, om de bare var nogle liberalister alle sammen. Men det viste sig, at der var folk fra næsten hele det politiske spektrum,” siger Morten Nygaard.

Godt nok marcherer de sammen i dag, men spørger man andre steder i Klimabevægelsen, er der ikke meget opbakning at hente til atomkraft. ”Det ville være den mest åndssvage klimaløsning,” lyder det fra bevægelsens sekretariat i en mail, og selvom politisk rådgiver Caroline Bessermann udtrykker sig mere diplomatisk, er budskabet ikke til at misforstå: ”Der er tre år til, at de globale udledninger af CO2 skal stoppe, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, og vi har i Danmark slet ikke infrastrukturen til bare lige at bygge atomkraftværker. Til gengæld har vi gode forudsætninger for at lave anden form for vedvarende energi, og derfor mener vi i Klimabevægelsen, at vi i stedet skal satse på mere vind og sol, på energieffektivitet og på at udvikle teknologier til lagring af energi.”

Solmærket blev logoet for OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Det blev skabt i april 1975 i Aarhus. Aktivisten Anne Lund havde ideen til den smilende sol med det venlige ’Nej tak’ og de markante farver.

MODSTANDEN MOD ATOMKRAFT vil Hans Jørgen Nielsen, direktør i den politiske konsulentvirksomhed Slotsholm og tidligere spindoktor, meget gerne diskutere. I oktober udgav han bogen ’Alt det, ingen har fortalt os om atomkraft’, som ifølge forfatteren tager alle argumenter imod atomkraft og piller dem fra hinanden, ét efter ét. Det meste er baseret på gamle myter og fordomme, siger han, da vi mødes på et kontorhotel i Kødbyen i København, få dage før bogen sendes til tryk. Ifølge ham er der særligt to misforståelser: Atomkraft er altødelæggende, hvis det går rigtig galt, og problemet med det radioaktive affald er ikke løst. 

Nej, siger Hans Jørgen Nielsen til det første og peger på, at dødstallet efter Tjernobyl-ulykken ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur på lang sigt blot vil være en 20.-del af de 93.000, som Greenpeace i en rapport fra 2006 anslog ville risikere at dø af ulykkens strålingsrelaterede sygdomme. Samtidig er der kun registreret ét strålingsrelateret dødsfald efter Fukushima-ulykken i 2011, og der er aldrig blevet påvist arvelige skader hos børn af mennesker, som har været udsat for stråling.

Hvad angår det radioaktive affald, pointerer Hans Jørgen Nielsen, at internationale konventioner i regi af FN, OECD og EU foreskriver, hvordan affaldet skal håndteres, at man på Risø hvert år håndterer 8-10 kubikmeter radioaktivt affald fra hospitaler og industri uden sikkerhedsproblemer, og at man i Finland har bygget ’Onkalo’ 450 meter under jorden, verdens første slutdepot for brugt atombrændsel, der ventes at blive operationelt i 2023.

”Jeg siger ikke, at vi skal indføre atomkraft i Danmark i morgen,” understreger Hans Jørgen Nielsen. ”Men jeg synes, det er mærkeligt, at vi kollektivt har besluttet, at vi slet ikke kan tale om atomkraft som en del af den danske energiforsyning, selv i en tid med klimakrise og mangel på energi. Det er jo en anerkendt CO2-neutral energikilde, som mange af vores nabolande anvender, men alligevel har vi i årevis behandlet den, som om den er noget eksotisk og farligt.”

Som yngre var han selv modstander af atomkraft og gik med i atommarcherne med sit gule og røde ’Atomkraft? Nej tak’-emblem på jakken. Men han skiftede senere holdning, da han skrev bogen ’Farligt’ (2018) sammen med professor i økonomi og psykologi fra Copenhagen Business School Steffen Andersen. Den handler om, at alle de ting, vi går og frygter – fra terrorisme til sygdom og stråling fra mobiltelefoner – ofte er stærkt overdrevne eller fordrejede, hvis man kigger på fakta. Et af emnerne skulle have været atomkraft, men det viste sig at være så kompleks en sag, at det ikke kunne begrænses til et enkelt kapitel.

GRØN ELLER SORT? 

Atomkraft er ifølge Oxford Universitys statistikbank, Our World in Data, en af de mest CO2-neutrale energikilder målt i udledning per gigawatt-time. Samtidig viser tal fra Oxford University, at atomkraft er en af de energiformer, der har kostet færrest liv i forhold til den mængde energi, den har produceret. Universitetet har regnet på, hvor mange der hvert år ville dø for tidligt i en europæisk by med 150.000 mennesker:

Kul: 25 mennesker
Olie: 18 mennesker
Gas: 3 mennesker
Biomasse: 5 mennesker
Vindkraft: 1 menneske per 25 år
Atomkraft: 1 menneske per 33 år
Solkraft: 1 menneske per 50 år

Kilde: Oxford University

PÅ HALVØEN RISØ nord for Roskilde sidder professor Bent Lauritzen, en af Danmarks førende atomfysikere. Han er afdelingschef ved DTU Fysik på Danmarks Tekniske Universitet og har kontor på det tidligere atomare forsøgsanlæg og nuværende forskningscenter, hvor den sidste af i alt tre lukkede forsøgsreaktorer er under nedrivning. Bag sit skrivebord forklarer han, at han ikke kan se, hvordan det skal lykkes at nå i mål med den grønne omstilling uden atomkraft. Dermed læner han sig op ad FN’s klimapanel IPCC, som anser det for urealistisk at begrænse den globale opvarmning til to grader uden at anvende atomkraftværker.

”Vi er så langt væk fra en rigtig grøn omstilling, at vi har brug for alle eksisterende CO2-neutrale teknologier,” siger han.

Halvdelen af Danmarks elforbrug – alt det, der kommer ud af stikkontakten – dækkes i dag af strøm fra vindkraft, men elforbruget udgør, forklarer Bent Lauritzen, blot 20 procent af Danmarks energiforbrug – varme, transport, produktion osv. Det er altså simpel matematik, siger han videre, at vindkraften ikke formår at dække mere end 10 procent af landets samlede energibehov. Resten kommer fra afbrænding af især biomasse og naturgas, hvoraf en del importeres fra udlandet, og ifølge Bent Lauritzen er der ikke udsigt til, at det ændrer sig væsentligt i de kommende år.

”Problemet med energikilder som vind og sol er, at de kun fungerer, når vinden blæser, og solen skinner. Der forskes, blandt andet her på DTU, i opbevaring af den energi, som er i overskud, men det er ikke lykkedes rigtigt endnu, og derfor vil der fortsat være behov for en stabil energikilde til at understøtte vindkraften. Her er atomkraft p.t. den eneste teknologi, vi har, der både er CO2-neutral, kan levere strøm døgnet rundt og let kan udbygges.”  

March mod atomkraft Stevns-København, 25-27. august 1978. Foto: OOA-Arkiver

16 FORSKERE FRA fem danske universiteter tegner dog et noget andet billede af en fremtid med atomkraft end Bent Lauritzen. I oktober udgav de notatet ’Input til en faktabaseret diskussion af fordele og ulemper ved atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark’, hvori forskergruppen regner sig frem til – med udgangspunkt i tre europæiske atomkraftværker og fire danske vind- og solcelleanlæg – at atomkraftværker både vil tage for lang tid at opføre og gøre den grønne omstilling væsentligt dyrere end en satsning på vindenergi.

I forskergruppen, der ikke tæller fysikere, men blandt andet energiplanlæggere, ingeniører og økonomer, sidder Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi på DTU og medlem af Klimarådet. Han lægger ud med at understrege, at han i denne sammenhæng ikke udtaler sig som rådsmedlem, fordi Klimarådet endnu ikke har en officiel holdning til atomkraft. Han fremhæver notatets konklusioner, som viser, at omkostningerne til nyere atomkraftværker er markant højere end omkostningerne til vind og sol og at byggetiden på vesteuropæiske atomkraftværker i gennemsnit er 15 år, mens vind- og solanlæg kan opføres på betydelig kortere tid. 

”Jeg ser ikke, at atomkraft kan blive relevant i Danmark. Det er muligt, at det havde været en anden sag, hvis vi var startet for mange år siden, men nu har vi et system bygget op omkring vindkraft, og det er både hurtigere og billigere for os at fortsætte ad den vej,” siger han og påpeger, at forskernes notat skal ses som et oplæg til debat, og at han ikke er principiel modstander af atomkraft:

”I andre lande, hvor man allerede har atomkraft, kan jeg sagtens se, at den kan komme til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, for eksempel ved at man forlænger levetiden på nogle af de eksisterende kraftværker. Men det koster også penge, og i Frankrig har de for eksempel lige nu store problemer med vedligeholdelse af atomkraftværker og har måttet tage halvdelen af deres reaktorer ud af drift, hvilket også bidrager til energikrisen i Europa.”

Svaret er kraftværker – herunder gasturbiner – som kører på biogas, der allerede i dag udgør en betydelig andel af den vedvarende energi i Danmark, forklarer Poul Erik Morthorst.

”Biogas fra for eksempel gylle og halm udleder også CO2, når det brændes af, men reducerer samtidig udledningen andre steder i systemet, eksempelvis emissionen af metan fra landbruget. Og vores analyser viser, at kraftværker med biogas er bedre til at understøtte vindenergi, fordi der lettere og mere økonomisk kan skrues op og ned efter behov, hvorimod et atomkraftværk skal køre mange timer om året, før prisen bliver tilstrækkelig lav.”

Få dage efter notatets udgivelse anklagede Bent Lauritzen i fagbladet Ingeniøren forskerne for at bringe løse påstande og faktuelle fejl. Kritikken blev besvaret i samme medie af Jakob Zinck Thellufsen, lektor i energiplanlægning på Aalborg Universitet og en af notatets hovedforfattere: ”Vi er glade for, at der kommer den her diskussion, og selvom vi er eksperter i energisystemanalyser og dagligt arbejder med fremtidens energisystemer, er vi også glade for Bent Lauritzens kommentarer.”

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

KRAFT OG KATASTROFER

Mest berømt og berygtet er atomulykken i Tjernobyl. Natten til 26. april 1986 nedsmeltede reaktor 4 og slap store mængder radioaktivitet løs i atmosfæren. Sovjetiske myndigheder skjulte ulykken, der kostede 56 personer livet og førte til mindst 1.800 bekræftede tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos børn. Et område i en radius på 30 kilometer fra atomkraftværket blev evakueret og er fortsat erklæret ubeboeligt, selvom et mindre antal ukrainere fortsat lever i den lukkede zone. Ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur IAEA er det samlede dødstal 4.000-9.000. En Greenpeace-rapport fra 2006 estimerer imidlertid, at 93.000 risikerer at dø af strålingsrelaterede sygdomme.

Syv år tidligere, i 1979, svigtede en kølevandstilførsel på atomkraftværket Harrisburg på Three Mile Island i USA, og efterfølgende blev der begået menneskelige fejl, som førte til en delvis nedsmeltning af reaktoren. Det var udslip af radioaktivitet, men kun meget begrænset udslip i miljøet uden for anlægget. Oprydningen efter ulykken sluttede i 1993 og anslås at have kostet en milliard dollar.

I 2011 blev Japan ramt af et jordskælv i havet nordøst for Fukushima, der målte 9.0 på Richterskalaen. Jordskælvet skabte en tsunami, der oversvømmede det nærliggende atomkraftværk og medførte en delvis nedsmeltning samt en brinteksplosion i to af reaktorbygningerne. Radioaktivt materiale blev sluppet løs i atmosfæren, og tusinder af mennesker blev evakueret fra nærområdet. Oprydningen efter ulykken pågår fortsat og ventes at tage yderligere 30-40 år – og koste op mod 1.000 milliarder kroner. 2.202 døde, mens én person siden er død af kræft fra stråling.

Kilder: IAEA, Oxford University, United States Nuclear Regulatory Commission, Der Spiegel, The New York Times, Stanford University

DANSK DEKOMMISSIONERING ER landets eneste modtagestation for radioaktivt affald og brugte radioaktive kilder fra hospitaler, laboratorier og industri. Det er også den organisation, der står for nedrivningen – eller dekommissioneringen – af forsøgsreaktorerne på Risø. På stedet opbevares ikke længere såkaldt højaktivt affald, men på lagrene findes materiale, som ville give strålesyge, hvis man opholdt sig for tæt på det i en times tid, og affald, hvor mængden af radioaktivitet er meget lille og relativt uskadelig – for eksempel brugte brandalarmer. 

”Der er radioaktivitet i alt, også dig og mig,” fortæller Mikkel Øberg, chef for strålingsbeskyttelse i Dansk Dekommissionering, og fortsætter: ”Men lige så snart mængden af radioaktivitet er bare en smule højere end i alt muligt andet i naturen, kalder man det radioaktivt affald. Du skal dog gange mængden af stråling med millioner eller milliarder, før vi når op til det højaktive affald, som er i det brugte brændsel fra atomkraftværkerne. Den udgør kun en lille del af selve affaldsmængden i verden, men til gengæld langt det meste af radioaktiviteten.”

I 2018 vedtog Folketinget, at der skal etableres et slutdepot for radioaktivt affald i den danske undergrund, som kan tages i brug senest i 2073. Det skal placeres cirka 500 meter under jorden, og det skal kunne modstå alle tænkelige scenarier: en ny istid, krig, klimakatastrofer og så videre.

”Et slutdepot skal indrettes, så ingen i fremtiden behøver at beskæftige sig med, at det er der. Og det kan godt lade sig gøre at bygge,” siger Mikkel Øberg. 

Til gengæld er der et andet problem. Ingen vil rigtigt have det liggende. I 2011 blev seks steder i Danmark udpeget som mulige slutdepoter: Paradisbakkerne på Bornholm, Rødby Havn, Kertinge Mark i Kerteminde, Thyholm i Struer samt Salling og Skive Vest, begge i Skive Kommune. Men udvælgelsen måtte droppes, fordi borgergrupper, borgmestre og lokalt valgte folketingsmedlemmer protesterede mod, at lige netop deres kommune skulle være endestation for radioaktivt affald. Det er en udfordring, som atomkraften deler med landvindmøller.

GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – har undersøgt den danske undergrund for potentielle lokationer til et slutdepot, og spørger man chefkonsulent Helle Midtgaard, er der ikke stor grund til bekymring. Hun forklarer, at der er mange områder i Danmark, hvor et slutdepot ville kunne placeres uden at påvirke hverken miljø, grundvand eller dyreliv, og at næste skridt er at udpege to konkrete placeringer, som skal undersøges nærmere.

”Der er steder i Danmark, hvor jordlagene har ligget stabilt i mange millioner år, og som næppe kommer til at flytte sig den næste halve eller hele million år. Lidt populært sagt ville jeg ikke have noget imod, at der lå et slutdepot under min egen baghave, hvis de geologiske undersøgelser viser, at det er forsvarligt,” siger hun.

Protestmøde mod Barsebäck foran Christiansborg, 6. april 1979. Foto: Per Folkver

FOR DEN DEL af befolkningen, der er gamle nok til at huske 1973, må den nuværende situation være forbundet med en vis grad af deja-vu. Dengang førte en verdensomspændende oliekrise til energisparekampagner, bilfrie søndage og politiske overvejelser om at indrette landets energiforsyning, så man ikke længere skulle være afhængig af olie fra Mellemøsten. Imens kæmpede en lille gruppe aktivister fra miljøbevægelsen og fredsbevægelsen en kamp mod tiden, for de havde opsnappet, at regeringen arbejdede på at indføre atomkraft i Danmark. Inden planerne blev offentliggjort, måtte de være klar og organiseret til at bekæmpe den nye, og ifølge dem, farlige energikilde.

Sådan begynder historien om OOA – Oplysning Om Atomkraft – fortæller Siegfried Christiansen, en af organisationens medstiftere, mens han skænker kaffe i sin andelslejlighed på Frederiksberg. I starten foregik OOA’s arbejde i smug. Blandt andet brugte Siegfried Christiansen sin daværende stilling som varmemester i den ejendom, hvor han bor i dag, til at kontakte elselskabet Elsam for at høre om deres planer for atomkraft. Svaret, han fik, var, at de i Jylland agtede at opføre 20-25 atomkraftværker af samme størrelse som svenske Barsebäck inden 2000.

”I januar 1974 fremsatte den nye Venstre-regering et lovforslag, som ville betyde, at man kunne indføre atomkraft i Danmark med en administrativ beslutning, altså uden at skulle spørge Folketinget først. Kort tid efter præsenterede Miljøministeriet ni potentielle lokationer for atomkraftværker vest for Storebælt. Da det skete, kunne vi ikke vente længere og indkaldte til pressemøde 31. januar 1974. Vi krævede, at beslutningen om atomkraft i Danmark skulle udskydes i tre år, så der var tid til at få en bred og folkelig debat,” fortæller Siegfried Christiansen.

De 15-20 unge initiativtagere var oppe imod et stort flertal i Folketinget, som var for atomkraft, men i løbet af organisationens første par år voksede OOA hurtigt med 250 lokalgrupper over hele landet, hvor folk direkte fra gaden kunne blive aktivister. En af dem var Bente Meillier, som sidder ved bordet over for Siegfried Christiansen. I 1976 mødte hun en gruppe OOA’ere på et natværtshus i København, og en af dem foreslog, at hun skulle komme forbi deres kontor.

”Det lå inde i Skindergade, og da jeg gik derfra igen, var jeg solgt til stanglakrids,” husker Bente Meillier, der var med til at arrangere den første demonstration imod Barsebäckværket, hvor 3.000 mennesker gik i fakkeloptog mod den svenske ambassade i København. Året efter marcherede 20.000 demonstranter til Barsebäck og krævede det lukket, og i slutningen af 70’erne mobiliserede OOA op mod 60.000 mennesker til landsdækkende marcher fra Gyllingnæs til Aarhus og fra Stevns til Christiansborg Slotsplads.

Optog mod atomkraft, 18. april 1979. Foto: OOA-Arkiver

SIEGFRIED CHRISTIANSEN HENTER en mappe med gamle OOA-pjecer og avisudklip, som alle er udstyret med solmærket, den lille, røde sol på gul baggrund, der takker nej til atomkraft og blev organisationens ikoniske symbol. En folder fra 1979 blev husstandsomdelt i 2,1 millioner eksemplarer og illustrerer den gennemslagskraft, OOA havde nået, da 70’erne blev til 80’erne.

”Jeg og nogle andre OOA-medlemmer sad stuvet sammen i et folkevognsrugbrød på vej hjem fra en demonstration i Tyskland, da vi fik at vide, at der var sket en ulykke på et atomkraftværk på Three Mile Island. Det var i foråret 1979, og da vi kom hjem, havde vi allerede planlagt to kæmpe demonstrationer,” siger Bente Meillier.

Ulykken på Tremileøen var med til at vende folkestemningen yderligere, og få uger senere kunne OOA overrække 312.000 underskrifter mod atomkraft og Barsebäck til statsministeren. Også i de politiske partier ændrede holdningen til atomkraft sig, først og fremmest til venstre for midten. 29. marts 1985 – 11 år efter OOA blev stiftet – fik et flertal uden om den borgerlige regering fjernet atomkraft fra den danske energiplanlægning. På tilhørerrækkerne jublede Siegfried Christiansen, Bente Meillier og andre OOA’ere, da lovforslaget blev vedtaget.

”Det var en kæmpe sejr for os, men vi fejrede ikke længe, for vi skulle jo stadig have lukket Barsebäck,” siger Siegfried Christiansen.

Den kamp skulle dog vise sig at blive noget længere. Med årene blev det sværere at mobilisere folk til demonstrationer og protester, og da Barsebäcks reaktor 1 endelig blev lukket i 1999, var der kun ganske få aktivister tilbage.

”Vi lavede den sidste demonstration mod Barsebäck i 1998, og det var ikke nemt, skal jeg hilse at sige. Så da vi i 2000 kunne se, at vi havde nået vores mål, og at der ikke var kræfter til at køre foreningen videre, besluttede vi at nedlægge os selv,” siger Bente Meillier.

At OOA fik så stor gennemslagskraft i 70’erne og 80’erne, skyldes blandt andet, at atomkraft kom senere på dagsordenen i Danmark end i vores nabolande, forklarer Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i nyere tids historie:

”Det havde været nemmere at indføre atomkraft i Danmark i begyndelsen af 60’erne, men på det tidspunkt var der ingen interesse fra elselskaberne. Da debatten tog fart herhjemme i 70’erne, var der kommet langt større bevidsthed omkring miljøet, og elværkerne og politikerne kom i karambolage med nogle enormt velorganiserede og dygtige græsrodsbevægelser som OOA, der var dygtige til at nå ud til befolkningen.” 

I forbindelse med nyheden om, at der måske igen skal bygges atomkraftværk på Barsebäck, blev Siegfried Christiansen og Bente Meillier for nylig interviewet til svensk tv, hvor de kaldte det ”en helt uhørt provokation”. Men de mener begge, at de efterhånden har taget deres tørn, og at debatten om atomkraft må overlades til nutidens unge.

”Det er godt, at vi tager diskussionen en gang til, der er behov for bedre oplysning om atomkraft,” siger Bente Meillier. ”Men det skal ikke være med os gamle cirkusheste.”

JA ELLER NEJ

For:

• Atomkraftværker er så godt som CO2-neutrale
• Kan levere stabil elektricitet og varme
• Har lang levetid og er billige i drift
• Producerer store mængder energi
• Forurener mindre end kul, olie og gas
• Radioaktivt affald kan genbruges som brændsel i visse reaktorer

Imod:

• Atomkraftværker er meget dyre og ikke specielt klimavenlige at bygge
• Radioaktivt affald skal opbevares i mange tusind år
• Risikoen for ulykker er lille, men konsekvenserne kan være store
• Uran er besværligt, beskidt og ressourcekrævende at udvinde
• Uranberigelse er en vanskelig proces, der kræver særligt udstyr, som kun få lande i verden råder over

Kilder: IAEA, Niels Bohr Institutet, Stanford University

Over 300.000 underskrifter med krav om lukning af Barsebäck afleveres til statsminister Anker Jørgensen, 22. maj 1979. Foto: OOA-Arkiver

UANSET OM MAN SPØRGER tilhængerne eller modstanderne, svarer de, at debatten om den kontroversielle energikilde er noget, der får folk op i det røde felt. Det er dog oftest de andre, som lader følelserne løbe af med sig, mens man selv hævder at besidde fakta. Flere medvirkende i denne artikel advarer også om, at man som journalist, der vil skrive om atomkraft, let kan blive spændt for en vogn – altså de andres vogn. 

At atomkraft er et betændt emne, mærker Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør på Ingeniøren. Hver gang fagbladet skriver om atomkraft, svømmer kommentarfeltet under artiklerne over, og selv når historierne handler om andre energiformer, ender atomkraft alligevel ofte med at hijacke debatten.

”Atomkraft er uden tvivl det emne, som skaber mest debat hos os. Det bliver hurtigt en meget ophedet diskussion, og af og til må vi gå ind og moderere debatterne, fordi de bliver afsporet eller ender i personangreb,” siger Trine Reitz Bjerregaard, der mener, at de to stridende lejre kan deles op i atomkraft-idealister og atomkraft-realister.

”Vores læsere er ingeniører og folk, der arbejder med teknologi, og det er mennesker, som er meget løsningsorienterede. Så der er en stor fraktion, som ser en teknologisk løsning, man ved virker, og ikke kan forstå, at den er blevet dømt ude af politiske grunde. På den anden side står dem, der kigger lidt mere på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre ikke bare i forhold til økonomi og tid, men også i forhold til den politiske stemning.”

Trine Reitz Bjerregaard har arbejdet på Ingeniøren i 18 år, og så længe hun kan huske, har atomkraft givet anledning til diskussion på mediet. Ifølge hende er debatten en særlig vanskelig størrelse, især for mennesker uden teknologisk interesse, fordi den er teknisk kompliceret, og fordi de to lejre angriber hinanden på regnemetoder og andre svært gennemskuelige detaljer i analyserne af atomkraft.

”Der er det jo vores rolle som medie at belyse alle de forskellige nuancer og forbehold, der måtte være,” siger hun. ”Vi skal ikke forklare politikerne, hvad de skal synes, men sørge for at klæde dem på til en saglig diskussion om atomkraft.”

HVAD MED  TYSKERNE?

I kølvandet på ulykken i Fukushima besluttede den tyske regering med kansler Angela Merkel i spidsen at udfase atomkraft i Tyskland. I dag er der kun tre aktive atomkraftværker tilbage i landet. De skulle have været lukket 31. december i år, men på grund af energikrisen har den tyske forbundsregering valgt at holde liv i to af kraftværkerne til foreløbig april 2023. På trods af en grundlæggende atomskepsis i nabolandet mod syd støttede 60 procent af tyskerne ved redaktionens slutning en forlængelse af de eksisterende atomkraftværker. Ifølge Holger Sandte, der er født i Tyskland, men arbejder i Danmark som chefanalytiker for EKF Danmarks Eksportkreditfond, kommer en større revival af atomkraft nok ikke til at ske i Tyskland: ”Men det har vist sig at være en fejlslagen strategi at satse på især russisk gas. Nu står Tyskland med en stor udfordring.”

ENGANG VAR KØBENHAVN et epicenter for atomfysik. I 1920’erne, 30’erne og 40’erne tog Einstein, Oppenheimer, Schrödinger og Heisenberg sporvognen fra Hovedbanegården til Tagensvej for at besøge og arbejde med Niels Bohr, der modtog Nobelprisen i fysik for sine banebrydende bidrag til forståelsen af atomar struktur og kvanteteori. I dag har Folketingets 37 år gamle beslutning om at droppe atomkraft betydet, at det er umuligt at få offentlig støtte til forskning og udvikling af atomkraft, men i et industrikvarter på Nørrebro – ikke langt fra Niels Bohr Institutet – er en dansk virksomhed alligevel i gang med at udvikle en teknologi, der måske kan revolutionere området. Seaborg Technologies har mere end 100 ansatte, som arbejder på at lave små atomkraftværker baseret på smeltet salt, der kan være i en 40-fodscontainer og placeres på en pram ude i havet. En sådan reaktor vil både være billigere, mere effektiv og producere langt mindre affald end et konventionelt atomkraftværk, og skulle ulykken ske, binder saltet det radioaktive materiale og forhindrer det i at sprede sig som i Tjernobyl.

”Atomkraft er en teknologi, som groft sagt har stået stille siden 50’erne. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at innovere på alle de – få – energikilder, vi har til rådighed, og vi forsøger med vores reaktorer at løse nogle af de udfordringer, som konventionel atomkraft har med blandt andet affald og manglende fleksibilitet,” siger Navid Samandari, bestyrelsesformand i Seaborg.

Ifølge statistik fra Oxford University kommer cirka 10 procent af verdens samlede elektricitet fra atomkraft. Men de seneste 20 år har andelen været faldende, særligt på grund af lukninger af reaktorer i Vesten, hvor atomkraft har svært ved at konkurrere på prisen for vind og sol, men også fossile brændstoffer.

”Den canadiske økonom Vaclav Smil har kaldt atomkraft for a successful failure. Succesfuld, fordi den har opnået en relativt stor global markedsandel til trods for, at den næsten ikke har udviklet sig – forestil dig, hvis biler i dag stadig kørte på samme motorer, som de gjorde for 100 år siden. Men den er også en fiasko, fordi løftet om atomkraft var, at den ville kunne producere energi så billigt, at man regnede med, at den ville dække hele verdens energiforbrug i år 2000, og det har den jo åbenlyst ikke levet op til,” siger Navid Samandari.

Han kunne godt tænke sig, at der var et lidt bredere udsyn herhjemme, men i Seaborg, fortæller han, har man for længst erkendt, at der ikke kommer til at være efterspørgsel i Danmark på virksomhedens reaktorer. I stedet satser man stort på Sydøstasien, hvor 750 millioner mennesker har behov for vedvarende energi, men hvor vind- og solkraft ikke er lige så oplagt på grund af et ofte vindstille og jungle-overskyet klima.

Der er bare ét problem: Seaborgs teknologi eksisterer ikke endnu. Men holder virksomhedens seneste tidsplan, kan det første danskudviklede nye atomkraftværk leveres i 2028 – formentlig langt fra Danmark.

Barsebäck, oktober 2022.

TILBAGE PÅ BARSEBÄCK vil svenske Jens Rönnow, der er født i Sverige af danske forældre, helst ikke belære danskerne om, hvordan de skal indrette sig. I Sverige viser de seneste meningsmålinger, at mere end halvdelen af svenskerne støtter en fortsat satsning på kärnkraft og siger ja til opførelse af nye atomkraftværker, ligesom den nye regering i landet vil sætte turbo på udvikling af nye atomkraftprojekter. Men, skal man huske, Danmark har jo slet ikke samme tungindustri som Sverige, siger Jens Rönnow, så blot fordi atomkraft er en god idé hinsidan, kan han ikke svare entydigt på, om det også forholder sig sådan i broderlandet.

En dag som denne i slutningen af oktober, hvor vinden ikke blæser nævneværdigt, peger han blot stilfærdigt på sin smartphone, hvor en live-oversigt fra det statsejede Svenska Kraftnät viser, at Sverige eksporterer store mængder strøm til de omkringliggende lande, mens Danmark importerer mere end halvdelen af landets elforbrug fra udlandet. Han løfter blikket og spørger: ”Hvordan har I tænkt jer at løse dét?”

Med 200 km/t og åbent vindue i alt slags vejr er Nicolas Cosedis fløjet hen over hele Danmark med en pilot og sit kamera. Året rundt har han fotograferet vores land, som ellers kun fuglene ser det, og de kærlige knips af kirkegårde, boligkvarterer, kuttere og kyststrækninger er samlet i udgivelsen ’Danmark fra skyen’ med tekster af Pernille Stensgaard. Velkommen om bord.
::

THORUP STRAND

Thorup Strand i Jammerbugten, hvor fiskerne stadig trækker deres kuttere op på land. De smukke buttede havbåde på stranden er et usædvanligt syn, et sus fra gamle dage. Fiskerlejets karisma er forstærket af tv-serien ’Gutterne på kutterne’ (2015-) om fem unge fiskere fra Thorup Strand. De er mediedarlings med skæg og kasketter, vores egen tids beundrede skagensfiskere med egen facebookside. Thorupfiskerne bruger skånsomme fangstmetoder og fører en daglig kamp mod de ødelæggende hollandske bomtrawlere. Bådene trækkes ud i Skagerrak af et spil på land forbundet med en wire forankret ude i vandet. En bulldozer slæber dem på land igen. I gamle dage foregik alt med håndkraft.

Mols Bjerge.

Rold Skov.

Faxe Kalkbrud.

Sankt Jørgens Sø, København.

HÅRNÅLESVINGET I GUDHJEM

Gudhjem går for at være landets eneste bjergby og har en fantastisk bjergvej med to hårnålesving, sprængt ind i Bokul-klippen i 1967. Vejen kaldes Serpentinervejen, formelt Nørresand, og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,5, det tætteste, vi kommer på en bjergvej i Danmark og cirka på Alpe d’Huez-niveau. Om sommeren er den ensrettet (nedefra), og det er ulovligt at cykle ned ad den. Klippeøen Bornholm har danmarksrekord i hårnålesving: Hele syv er der ifølge danskebjerge.dk, mens Sjælland for eksempel kun har to.

Gudhjem kliner sig op ad fjeldet, og nogle af byens smukkeste haver er sprængt ind i klipperne. Hovedgaden er også usædvanlig stejl med sin stigning på 10 procent; på glatte vinterdage kan den være umulig at komme op ad. Størstedelen af Danmarks landskab kan forklares med istidens gletsjerbevægelser. Fjeldet kom før isen og kunne modstå presset fra den. Derfor kan man på Nordbornholm og især på Hammerknuden se landets ældste landskab. Ren granit dækket af et tyndt lag jord.

Klippeløkken Stenbrud, Rønne.

CRH Concrete A/S, Viby Sjælland.

De Runde Haver i Nærum.

Urtehaven, Fredensborg Slot.

Urtehaven, Fredensborg Slot; Bispebjerg Kirkegård, København.

Haderslev Fjord.

Klaus Nars Holm, Farum Sø.

Furreby Kystbatteri, Løkken.

Tisvildeleje.

Skovshoved Havn.

’Danmark fra skyen’ af Nicolas Cosedis med tekst af Pernille Stensgaard er udgivet af Strandberg Publishing. Fotos og tekst på disse sider er fra bogen.

Engang var det roger over og 10-4 at være langturschauffør. Jobbet som cowboy bag rattet var indbegrebet af udlængsel, sejlivet asfalt-romantik og idylliseret ensomhed. Men social dumping og billig arbejdskraft har overhalet trucker-kulturen, og yngre danske generationer længes ikke længere efter et liv på landevejene.
Tekst og foto:Lucas Stevns Wiingaard og Morten Høeberg Mortensen

Simon Bøhnke Larsen hænger ud over vinduet fra det store køretøj, som holder på gruspladsen i sønderjyske Christiansfeld. Den ser ny ud og er det også. Han er på vej ud på sin blot anden tur i den, til Rotterdam med møbler fra Jysk. Han kører om natten, sover om dagen. 

Den 29-årige fynbo har kørt lastbil i 11 år, og langt størstedelen af årene har været eksport fra Europas nordligste landeveje til Middelhavets kyststrækninger.

Den nye lastbil er af mærket DAF. Han er ellers Scania-mand. Det fortæller han selv, men havde han ikke nævnt det, havde man nok regnet det ud alligevel.

Han har gribben fra Scania-logoet tatoveret på benet, og ’Super’ står der skrevet på hans højre arm – en hyldest til den svenske lastbilsproducents legendariske motorlinje fra 70’erne. Ordet ’Vabis’ finder man på knoerne. Også en Scania-reference. Han har en V8-motor på hånden og et Wunderbaum-træ på armen. Lidt anonymt, men på hans venstre ben står der med små kurvede bogstaver: ”Freedom is a full tank.”

”Man bliver en sær snegl,” siger Simon Bøhnke Larsen om sit job og sit liv, som hænger uløseligt sammen. 

Han viser rundt i sit hjem. Køleskab der. Seng der. Mikroovn der. Det hele kan nås fra sædet, hvor han sidder. Kabinen ligner indersiden af en Gentlemen’s Club. Brunt læder i loftet med fordybninger og knapper i Chesterfield-stil. Frynser i forruden. Sengen bag sæderne er i velour af den slags, som trækker streger efter sig, når man rører det. Hele kabinen er oplyst i en dunkel rød farve. 

”Gejlet, gøglet og plysset,” som chaufføren selv stolt fastslår.

Og der skal komme endnu mere til med tiden, fortæller han. Han fjerner et lille stykke rødt fnuller fra instrumentbrættet og gør det klart, at man tager skoene af, inden man går ind.

”Det her er mit hjem. Mit hus er bare mit hus,” siger chaufføren, der bruger længere tid i førerhuset end i sit rigtige hus i Vejen, hvor hans kone og deres to sønner på halvandet og fire må vente indtil weekenden på at se deres mand og far igen. Ligesom de måtte sidste uge og ugen før den.

Han elsker det liv. Han elsker eventyret og det uforudsigelige, siger han stolt og ofte. Lige nu er han dog mest frustreret. Traileren, han skal have med, er forsinket. Og som lastbilchauffør tæller hvert minut.

Simon Bøhnke Larsen har brugt adskillige af sine egne penge på at ’gejle’ lastbilen. Blandt andet med rødt lys i kabinen.

TRANSPORTBRANCHEN ER UNDER pres. Forskellige estimater lyder på, at der i Danmark mangler mellem 2.500 og 10.000 lastbilchauffører. 

Mange af Danmarks cirka 27.000 chauffører er aldrende og nærmer sig pensionen, mens det er svært at lokke yngre armkræfter ind i førerhusene. Mange af problemerne har rod i det, nogle vil kalde ’arbejdsmarkedets frie bevægelighed’, mens andre vil bruge udtrykket ’social dumping’.

Historisk har man hyret udenlandsk arbejdskraft bag rattene, hvis man ikke har kunnet finde den inden for egne landegrænser, men chaufførmangel er et globalt problem, og alene i Europa manglede der i 2021 op mod 425.000 chauffører. Nogle frygter, at det tal vil have vokset sig større inden udgangen af 2022. Selv de lande, som den danske transportbranche oftest har hentet chauffører fra, for eksempel Polen og Rumænien, står nu selv og mangler i tusindvis.

I Storbritannien, hvor chaufførmanglen er eksploderet siden ­Brexit, har de første konsekvenser vist sig. Blandt andet måtte hæren indsættes i efteråret 2021 for at sikre levering af benzin til tankstationer.

I resten af Europa fylder de udenlandske chauffører mere og mere på vejene. En opgørelse fra Vejdirektoratet i 2018 viste, at 84 procent af de cirka 6.000 lastbiler, som dagligt krydsede den danske grænse, var udenlandske – den højeste andel nogensinde målt. 

Særligt andelen af østeuropæiske chauffører er steget. En udvikling, der tog fart, efter EU åbnede for det indre marked i 1993, og som accelererede yderligere efter unionens østudvidelse i 2004. Med ét kunne chauffører fra blandt andet Polen, Litauen og Ungarn frit bevæge sig rundt i Europa for at tage arbejde, og de var villige til at udføre arbejdet for færre penge end dem, der havde jobbene før dem.

”Konkurrencen blev forøget meget kraftigt, da man fik arbejdskraft fra de østeuropæiske lande, som var villig til at køre under nogle helt andre vilkår. For dem var 100 kroner i timen superattraktivt, for de var vant til 25. De var også villige til at køre længere tid og til at se stort på nogle af reglerne,” siger Jens Arnholtz, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet. 

Særligt under finanskrisen gik det stærkt, og mange tusind danske chaufførjob forsvandt til fordel for udenlandske chauffører.

”Det er klart, at når tilgangen af unge til den danske del af branchen ikke er så stor, som den burde være, flytter efterspørgslen hen, hvor udbuddet er,” siger Allan Larsen, professor i godstransport ved DTU.

En krop fyldt med trucker-tatoveringer.

DA SIMON BØHNKE LARSEN kører fra pladsen i Christiansfeld en time forsinket, kører en kollega den anden vej. Han får et horn, et par blink med lyset og et lille vink med på vejen. Imens mørket er ved at indhylle E45 sydgående, knager et regnestykke under chaufførens lyse hår.

Over ham sidder takografen, og han skæver til det lille lysende display, som dikterer, hvad han kan og ikke kan nå på turen. Maskinen holder styr på hans køre-hvile-tider. Han lister alle reglerne op i flæng i næsten højere hastighed, end han kører på vejen, og mere snørklet end de afkørsler, som springer ud af motorvejens asfalt.

I grove træk må han køre i 4,5 time, holde pause i 45 minutter og køre 4,5 time igen. Efter det skal han hvile i ni timer.

Køre-hvile-tids-reglerne er et nødvendigt onde for chauffører. Det ved Simon Bøhnke Larsen, og han ved, at reglerne kun er til for at beskytte ham og andre trafikanter. Og at branchen tidligere så stort på dem. Alligevel nager forsinkelsen ham. Han er bange for, at han ikke kan nå at aflevere varerne hos kunden i Holland, inden han skal hvile. Han vil gerne levere det bedste, siger han og samler et lille trådløst headset up fra en hylde ved instrumentbrættet, klemmer det rundt om øret og ringer til speditøren: ”Jeg er øh… først kommet af sted lidt i 21 og er meget forsinket, så jeg ved ikke, om jeg skal stille traileren et sted eller hvad?” 

Der bliver stille i begge ender af røret. Efter et par sekunder kan speditørens messen høres fra det lille headset, inden Simon lægger på og må afvente endnu et opkald med en ny plan.

”Der fuckede jeg lige hans aften op. Fordi vi er forsinkede, kan vi ikke nå at læsse af hos kunden, inden vi skal hvile.”

Det er bagsiden af den uforudsigelighed, han holder så meget af. 

”Det bliver tit noget rod, for nu skal han samle puslespillet igen, og så vil han til enhver tid presse lidt på. Om jeg ikke lige kan gøre dit eller lige dat. Og det kan jeg bare ikke, fordi så er der bøder, og det er mit kørekort, det går ud over,” siger han.

Både chauffør og vognmand straffes med bøder, hvis chaufføren ikke overholder køre-hvile-tids-reglerne, ligesom det kan koste chaufførens kørekort. Det samme gælder selvfølgelig fartbøder. Derudover kan chaufføren få bøder for mange andre ting som eksempelvis at holde forkert på rastepladser – bøder, der koster op mod 2.000 kroner og betales af egen lomme. Som Simon Bøhnke Larsen siger, er chaufførjobbet et af de eneste, hvor man skal tage sine egne penge med på arbejde. 

Kort efter passerer han grænsen til Tyskland, og et gult blink glitrer i mørket forude.

”Arh, det magter jeg ikke: en særtransport med politieskorte, dem kan vi bare ikke komme forbi. Det er ligesom ikke, fordi vi har pissegod tid i forvejen. Sådan noget forbandet fucking knep.”

På en tur til Holland stopper Simon Bøhnke Larsen i morgentimerne for at læsse fragten af på et gartneri i det vestlige Tyskland.

DE UDENLANDSKE CHAUFFØRER med deres lavere lønkrav og villighed til at arbejde mange (flere) timer og gerne uger og måneder i træk har ændret branchen. Nogle vognmænd og speditører så muligheden for at tjene ekstra ved at hyre chauffører til lavere lønninger, men da transportkøberne også lagde mærke til tendensen, ville de pludselig ikke betale det samme for transporten. 

I 2020 blev EU’s vejpakke vedtaget, og den er et forsøg fra unionens politikere på at tage livtag med den udvikling. Tanken bag var at udrydde den sociale dumping, så for eksempel danske chaufførers lønninger ikke ville blive presset af den udenlandske konkurrence, og faget igen ville blive mere attraktivt. 

Pakken er dog blevet kritiseret for ikke at tilgodese EU’s frie arbejdsmarkedsbevægelighed – en af grundsøjlerne i EU-samarbejdet. 

Vejpakken indeholder blandt andet regler om, at chauffører skal aflønnes efter det lønniveau, der er i det land, de kører i. Altså skal en rumænsk chauffør have dansk løn, når han kører i Danmark. Chaufførers ugentlige hvil på 45 timer må heller ikke holdes i lastbilen, men skal holdes et sted med ordentlige soveforhold og toiletter, og lastbiler skal hver ottende uge vende tilbage til det land, de er registreret i. 

”Ændringerne fjerner nogle af de konkurrencefordele, som øst­udvidelsen gav de udenlandske vognmænd og chauffører, og det kan komme danske chauffører til gode,” forklarer arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz. 

ASFALT-OVERARBEJDE

Lastbilchauffører arbejder flest timer om ugen i Danmark, viser en opgørelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2018: 45,2 timer i gennemsnit. Det er ikke unormalt for chauffører at arbejde 60 timer eller derover. Til sammenligning arbejder den gennemsnitlige dansker i beskæftigelse 34 timer om ugen. Hver anden danske chauffør er desuden over 50 år gammel, hver femte over 60. Kun 13 procent af chaufførerne er under 30. Branche­organisationen ATL vurderede i 2021, at 4.000 af landets cirka 27.000 chauffører vil gå på pension inden for få år. Ifølge en medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv fra 2022 angiver hver tredje virksomhed i branchen, at arbejdspresset er steget på de øvrige medarbejdere som følge af den manglende rekruttering.

ET LILLE PLING lyder i den store kabine, og en besked dukker op på Simon Bøhnke Larsens skærm til højre for rattet. Den er fra speditøren.

Nu skal han ikke til Holland alligevel, men i stedet bytte trailer med en kollega på en rasteplads syd for Hamborg. Simon skal i stedet trække kollegaens trailer tilbage til Christiansfeld.

Han ruller vinduet ned, så den kolde luft trænger ind i kabinen og blæser i hans lyse skæg, tænder en cigaret fra en lille tinæske og puster røgen ud i natten.

”Jeg hader, når de laver det om på den måde. Jeg ville gerne til Holland. Jeg gider sgu ikke bare køre ned og bytte et sted i Tyskland og så køre tilbage.”

Han har dog ikke tænkt sig at køre hjem til sin familie, selvom han pludselig har udsigt til at sove på dansk grund igen, og selvom der kun er 40 kilometer fra Christiansfeld til hjemmet i Vejen.

”For det første har jeg ikke en personbil i Christiansfeld. Jeg kunne måske skaffe et lift. Men for det andet …” Han holder en lille pause. Som om han godt ved, at det næste, der kommer ud af hans mund, er uforståeligt for de fleste.

”Jeg elsker min kone, jeg elsker mine børn, men mit hoved skal også fungere. Når jeg kører ud søndag, kommer jeg ikke hjem før fredag, og hvis jeg kommer hjem midt på ugen, kokser det i mit hoved. Jeg bliver i bilen hele ugen. Det er, fordi jeg godt kan lide det. Jeg elsker det her.”

Hvad siger din kone til det?

”Vi har været sammen i 10 år. Og hun er der da endnu.”

Simon ændrer toneleje, hans skuldre sænker sig, han taler langsommere, og han vælger sine ord som en mand, der ved, at han har hele natten til at forklare sig. Han ved også, at livet på landevejen nogle gange er en punktering snarere end den fulde tank, han hylder med blæk på sit ene ben. Ved siden af små kurvede bogstaver på hans venstre ben har han tatoveret et fladt dæk. ”Bad luck” står der over det.

Der går ikke mere end 10 minutter, før planerne ændrer sig. Endnu en gang. Vognmanden ringer og fortæller, at de kan mødes uden for Bremen, bytte trailer, og at Simon kan køre mod Holland med en last, som skal læsses af ved et par gartnerier i løbet af natten. Om morgenen kan han så læsse gasbeton på i Holland, som han skal have med tilbage til Danmark.

”Det er en sindssyg branche. Men jeg elsker friheden … Hvis jeg stopper med at køre lastbil, ved jeg ikke, hvad jeg skal.”

Trods store drømme fik Mads Sommer Schmidt nok af livet som lastbilchauffør.

MADS SOMMER SCHMIDT har altid elsket store maskiner, brølet under motorhjelmen, tanken om bare at være sin egen på vejene og alt det, der var ’drengerøv’ ved lastbiler. Selvom han hverken har far, onkel eller anden familie, der kører lastbil, som de fleste unge, der søger ind i branchen, var han solgt ved tanken om at bruge dagene på landevejene med hestekræfter under højrefoden. Han tog chaufføruddannelsen, da han blev 17, og hans start på både uddannelsen og senere læreplads var alt, han havde drømt om.

”Jeg elskede det i starten. Det var lortearbejdstider, men jeg hyggede mig. Jeg nød at køre på vejen, høre musik og snakke med venner hele dagen. Det var fedt,” siger han.

25-årige Mads Sommer Schmidt fra Rødkærsbro måtte dog foretage en karrieremæssig U-vending, inden han rigtig kom i gang med truckerlivet. På sin første læreplads var han dårlig til at sige fra over for opgaver, som var presset på tid. Han søgte væk fra firmaet, men det blev aldrig rigtig godt. Et andet sted kørte han med slagteriaffald, der er fritaget for køre-hvile-tiderne, men de skal stadig overholde arbejdstidsreglerne, og Mads Sommer Schmidt oplevede, at der blev set stort på dem. Nogle uger arbejdede han efter eget udsagn 90 timer om ugen.

”Det er en blanding af pres fra speditører, vognmænd og chaufføren selv. Jeg var den eneste, der spurgte, om vi ikke skulle slappe lidt af. ’Hvad fanden er du så chauffør for?’ sagde mine kolleger. Sådan er den generelle holdning i branchen. At man skal ikke blive chauffør, hvis man ikke er klar til at tage 100 timer om ugen. Der var helt klart et sammenstød mellem generationerne, en kløft mellem den nye og den gamle skole,” siger han.

Erik Emil Hansen er formand for Godschaufførernes Landsklub under 3F, og han genkender generationskløften. Mens mange af de ældre er godt tilfredse med at arbejde 60+ timer om ugen, vil de unge have tid til fritid og familie:

“Noget af det mest ødelæggende er, når chauffører taler ned til yngre kolleger, som siger fra over for de lange arbejdstider. Der er mange, som forsøger at hjælpe de unge, men der er også mange derude, som har en negativ holdning til dem. Mange ældre chauffører mener, at så længe helbredet er i orden, skal man arbejde solen sort.”  

Mange af de ensomme timer på landevejen bliver slået ihjel med telefonsamtaler med venner, kolleger og familie.

KLØFTEN SES OGSÅ på Facebook-siden ’Lastbilchauffør’. Gruppen har over 53.000 medlemmer og bruges til mange forskelligartede opslag, men dagligt debatteres netop arbejdstiderne.

Én fløj mener, at de mange arbejdstimer følger med livet som chauffør. Sådan har man kørt i mange år, og kan man ikke kan affinde sig med det, må man finde en anden branche. Den anden fløj slår et slag for, at branchen ikke behøver at være sådan, men kun bliver ved med at være det, fordi så mange chauffører accepterer det. 

Beskyldningerne er sjældent pæne. Mens den ene side mener, at chauffører, der gladelig arbejder mange timer, ikke har et liv og sikkert hverken kender deres børn eller kone, skriver den anden, at chauffører, som vil have mere fritid, er nogle curlingbørn, der ikke kan klare mosten. 

Den splittelse ser godsformand Erik Emil Hansen i den grad også ude på arbejdspladserne: ”Jeg bliver flov over, at unge mennesker møder den side af branchen. Det kan ikke være rigtigt, at man skal svine de unge mennesker til, fordi de gør det, som vi ældre skulle have gjort.”

Mads Sommer Schmidt måtte selv sige stop, da han kunne mærke stressen krybe ind over kroppen. Han kunne ikke få sit privatliv til at hænge sammen med de lange arbejdstider, og han følte sig presset, når han var på arbejde.

”Man skulle skynde sig, og man skulle stresse rundt. Man kunne ikke nå det hele. Så ringer kunderne, så ringer speditøren. Til sidst siger man bare: ’Fuck jer.’ Så kører man sit eget show. Og så kommer der selvfølgelig problemer. På min sidste tur slukkede jeg telefonen og kørte færdigt. Da jeg kom ned på lageret, måtte jeg ikke køre for dem længere. Der sluttede det for mig,” siger Mads Sommer Schmidt, der opgav drømmen om de store maskiner, da svigerfaren tilbød ham et arbejde som tagdækker. Han er stadig meget væk hjemmefra, men har nu en 37-timers arbejdsuge fordelt på 3,5 dage om ugen og en ekstra fridag. Og langt færre timer.

Simon Bøhnke Larsen gør en dyd ud af, at hans lastbil altid er ren og dufter godt. Han har derfor det ikoniske Wunderbaum-træ tatoveret på armen.

EFTER MANGE ÅRS prisræs og intens konkurrence i transportbranchen er forbrugere såvel som industrien forvænt med lave priser på transport. Og med lave priser planlægger speditørerne så mange transporter som muligt, hurtigst muligt, så der kan tjenes mest muligt. Nederst i fødekæden er chaufføren. Og ligesom Mads Sommer Schmidt oplever chaufførerne ofte, at de høje forventninger ikke hænger sammen med virkeligheden på vejene, forklarer Allan Larsen, professor i godstransport og logistik ved DTU.

”Speditører sidder jo ofte og presser deres underleverandører, som vognmænd og chauffører jo er, til at nå det hele. Det er en cowboy- og indianerbranche. Et vildt Vesten, hvor alle kneb gælder for at tjene penge. Der er meget lidt plads til fejltagelser og forsinkelser. Menneskene i førerhusene føler sig med rette ekstra pressede i sådan en situation,” siger Allan Larsen, som bemærker, at branchen ikke har den samme tiltrækningskraft, som den havde før i tiden: ”Man har vidst igennem nogle år, at det var et udfordret erhverv på mange måder. Og det er det jo, fordi der ikke er sindssygt mange unge, der synes, det er spændende at gå ind i den her branche. Og det er ikke kun i Danmark, det er også i resten af verden,” siger han.

I takt med teknologiens indtog i førerhuset er chaufførerne også kommet under øget kontrol fra speditører og vognmand, som kan følge med i chaufførens rute. Det påpeger arbejdspsykolog ved Aalborg Universitet Einar Baldursson, der har forsket specifikt i lastbilchaufførers arbejdsvilkår.

”Lastbilchauffører er et af de mest kontrollerede folkefærd. Mange arbejdsgivere bruger det overvågningsudstyr, som sidder i moderne lastbiler, til at kontrollere chaufførens liv og færden i små detaljer. Det betyder, at man kan lægge strammere og strammere rammer ned over ruterne og stille større krav til chaufførens effektivitet. De økonomiske besparelser er små, og det forringede arbejdsmiljø kan på sigt blive dyrt, når folk fravælger branchen,” siger han.

For Mads Sommer Schmidt var det en dag nær gået galt. I en tåge af stress og træthed sad han og nikkede med hovedet i førerhuset.

”Jeg overså fuldstændigt en personbil. Min bil bremsede selv, og jeg tænkte først, at jeg var langt fra at ramme noget. Men da jeg kom tilbage på ruten dagen efter, indså jeg, at hvis min bil ikke var bremset af sig selv, havde jeg slået bilisten ihjel.” 

TONSENDE TRANSPORTBEHOV

Den samlede transportmængde har i mange år været stigende. I første kvartal af 2022 var den samlede lastbiltrafik på de danske motorveje steget med 29 procent sammenlignet med samme periode i 2010. I 2010 kørte 1,1 million lastbiler over Storebæltsbroen – det tal var i 2020 steget til 1,7 millioner. Selvom coronapandemien har mudret billedet lidt, er tendensen klar: Økonomisk vækst og den internethandel, de fleste af os benytter oftere og oftere, har øget behovet for lastbiltransport.

SIMON BØHNKE LARSEN tager en cigaret ud af sin tin-æske et minut eller to, før han ryger den. Han sætter den i munden med filteret bag fortænderne og papiret klistret til underlæben, og mens han kører gennem Hamborg, taler han og lader cigaretten danse op og ned under næsen.

Selvom han kun ser familie og venner i weekenden, føler han sig sjældent ensom. Hvis han keder sig, ser han Disney-film. Han kan godt lide ’Luftens helte’ eller den, der hedder ’Coco’. Han er god i sit eget selskab, siger han, og han kan bedst lide det sådan. Det samme gælder for hans kone, forklarer han. Hun er en selvstændig person og kan lide rutinerne derhjemme uden hans indblanding. Faktisk så meget, at når søndag kommer, glæder hun sig nogle gange til, at han kører ud igen. Det samme gør han. Han kunne nogle gange lige så godt ikke være til stede om søndagen, som han selv siger det. Det kribler for meget i fingrene og fødderne. 

Men børnene?

”De er jo ikke vant til andet,” siger 29-årige Simon, der selv er vokset op i et hjem med en far bag rattet og derfor har nedarvet diesel i blodet. Faren var vognmand, det samme var resten af omgangskredsen, og sådan er det også for Simon selv. Når han har weekend, er han ofte sammen med andre chauffører. De ’sparker dæk’ eller drikker øl. Begge dele helst samtidig.

Hans kone, siger han, var, helt fra starten for 10 år siden, med på, at han var eksportchauffør og derfor var ude i flere uger ad gangen. Og at det ikke ville ændre sig. 

”Jeg skal ikke være hjemme hver dag. Der kan måske være snak om, at jeg ikke skal være ude 2-3-4 uger ad gangen, men jeg skal i hvert fald kunne være af sted en uge,” siger han. 

Og det er han så. Kører søndag og er hjemme igen fredag eller lørdag. 

”Jeg ved godt, jeg lyder meget egoistisk, men det gør mig ikke ked af det, at jeg ikke ser mine børn mere, end jeg gør. I den forstand, at jeg ikke tænker på det. Hvis først jeg tænker på det, kan jeg ikke udføre mit arbejde. Og jeg tænker jo på dem. Men jeg tænker ikke på, at jeg går glip af ting og sager. Det undlader jeg, siger han og sukker i det røde skær fra kabinens lamper. 

”Det kan godt være, jeg favoriserer mit arbejde over familien. Men det her er mit liv og mit levebrød. Det gør, at jeg kan forsørge mine drenge. Jeg kunne godt finde mig et andet arbejde, men … laver jeg så det, jeg godt kan lide?”

Rasmus Valdemar Grøhn i sin lejlighed i Aarhus. Han har besøgt en del af landene på kortet på sine ture, hvor han ofte er af sted flere uger ad gangen.

VED GRUNDBERGSEE RASTSTÄTTE lidt uden for Bremen mødes Simon med sin vognmand, Kristian. Klokken er lidt i 1, og de står begge i shorts, upåvirkede af nattemperaturen, da de kobler trailerne fra bilerne og bytter om på dem. De har kendt hinanden i et par år. Kristian er lidt lavere og lidt rundere end Simon, og så glæder han sig til at komme hjem. Han har også familie, en kone og en datter. 

”Du er ude med en rigtig trucker. Simon er en rigtig trucker,” siger Kristian, der sætter sig op i den anden lastbil og giver hornet en tur, inden han kører retur mod Danmark.

Simon svarer med en lignende fanfare fra førerhuset og kører i retning mod nattens første kunde: et gartneri, som skal have leveret hylder til blomster.

En time senere stopper han for at holde sin 45-minutters pause. Bag disken på tankstationen står en tysk midaldrende herre, som serverer Simons første måltid på turen. En stor bleg bockwurst og et endnu blegere flute. Han får en lille pose med ketchup med, og mens han sidder i førerhuset og spiser, forstår han godt, at unge mennesker ikke søger ind i branchen, og at hans livsstil nok hører fortiden til.

”Jeg kan godt selv se, at det er fuldstændig blæst, det, jeg har gang i. Vi er en hadet branche. Lønnen er ikke særlig høj, og man er aldrig hjemme. Alligevel elsker jeg det kraftedeme. Jeg kan ikke forestille mig at lave andet,” siger han.

Cecilie Slettemose er lige nu lærling hos en vestfynsk vognmand, hvor hun kører med sand og grus.

RASMUS VALDEMAR GRØHN er lige kommet hjem fra en lastbiltur til Rumænien og slapper nu af i sin lejlighed i Aarhus. Han er 24 år, elsker sit arbejde som eksportchauffør og er på mange måder et oplagt bud på, hvordan branchens fremtid kan se ud. Men ikke alligevel. For allerede nu ved han, at han en dag vil falde fra. 

Rasmus’ far var lastbilchauffør, og sønnen var aldrig i tvivl om, at livet på landevejen var vejen frem for ham. Alligevel tog han det lidt atypiske valg at få sig en studentereksamen i stedet for en læreplads.

“Mine jævnaldrende syntes ikke, det var det sejeste, når jeg sagde, at jeg ville være chauffør. Det var primært derfor, jeg tog gymnasiet. Man fik at vide fra omgangskredsen og lærerne, at man skulle noget mere,” siger Rasmus Valdemar Grøhn.  

Men allerede i 2. g sad han og gloede ud ad vinduet og dagdrømte om at køre verden tynd, og det kriblede i ham. 

”Efter gymnasiet var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bare have det kørekort og komme af sted, siger den 24-årige sønderjyde, der i dag bor i Arhus. Han har kørt lastbil lige siden. Først ruter i Danmark og i de senere år eksportkørsel til blandt andet Spanien, Italien, Rumænien og Bulgarien.

”Jeg elsker det. Det er de store maskiner, det er selvstændigheden, og det er eventyret. Jeg er lige kommet hjem fra Rumænien, og det er jo skidespændende. Jeg kommer ud og ser de små byer og møder nogle helt andre mennesker, end man typisk ville gøre, hvis man bare var på ferie.”

Men der er også omkostninger. Det er et hårdt job, og han bruger meget tid væk fra venner og familie. Og så møder han ofte fordomme og et generelt negativt syn på faget.

”På Tinder skriver jeg ikke, at jeg er lastbilchauffør. Det lyder ikke så sexet,” som han siger. 

Indtil videre opvejer eventyret og de mange oplevelser det dårlige. I hvert fald for nu. For selvom Rasmus Valdemar Grøhn ligner en oplagt kandidat til branchens fremtid, har han altid vidst, at han ikke skulle være chauffør for altid. Når han en dag stifter familie, falder han fra.

”Jeg har virkelig intet dårligt at sige om min egen opvækst og om min far. Personligt vil jeg bare ikke være så meget væk fra mine børn, som han har været.”

NYE LOVE PÅ LANDEVEJEN

I 2002 vedtog EU et arbejdstidsdirektiv, der i teorien betød, at lastbilchauffører over en periode på seks måneder højst måtte arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit. En arbejdsuge måtte ikke overstige 60 timer, og hvis arbejdsdagen begyndte i tidsrummet klokken 00-04, måtte den højst vare 10 timer. Lovgivningen blev dog aldrig håndhævet, og mange danske chauffører har derfor arbejdet meget mere, end loven tillader. Som følge af EU’s vejpakke, der blev vedtaget i 2020, er man fra maj 2022 begyndt at håndhæve lovgivningen i Danmark. Det kan tvinge branchen til at gentænke sig selv og forsynings-kæden.

ISÆR ÉN GRUPPE har faget særlig svært ved både at tiltrække og fastholde: kvinder. I Danmark er 1 ud af 50 lastbilchauffører en kvinde. I Sverige er det 1 ud af 12.

Når en branche mangler arbejdskraft, er det i sagens natur en ulempe, at halvdelen af befolkningen ikke er interesseret i at gå ind i den.

Interesseorganisationen Transporterhvervets Uddannelser (TUR) udgav i 2021 en rapport, som undersøgte frafaldet på tværs af forskellige transportuddannelser – heriblandt Vejgodstransportuddannelsen, der uddanner lastbilchauffører. 

Rapporten viser blandt andet, at meget få kvinder går ind i faget, hvis de ikke allerede har kendskab til branchen, for eksempel gennem et familiemedlem. Og at det er sværere for kvindelige elever at få lærepladser. 

Rapporten viser samtidig, at der i jobbene og på uddannelserne er en mandsdomineret kultur med en ofte hård tone over for kvinder. Endelig konkluderer rapporten også – nok ikke overraskende – at de lange arbejdsdage og skæve arbejdstider kan være svære at forene med familielivet. Men der er undtagelser.

Cecilie Slettemose er 21 år og går på Vejgodstransportuddannelsen på EUC Lillebælt for at blive chauffør. Hendes drøm er at køre kranvogn ligesom sin far, og da hendes farbror er lastbilchauffør, har de store biler og friheden i førerhuset altid draget.

”Når jeg kører, føler jeg, at jeg er i min egen verden,” siger Cecilie Slettemose, der sagtens kan genkende, at hun er i en mandebranche, hvor der kan være en hård tone. Personligt trives hun dog godt i den slags og nyder at kunne svare igen.

”Men det er klart, at man skal kunne holde til noget,” siger hun.

Hun har svært ved at forestille sig, at hun selv skulle blive en af dem, der forlader branchen, men hun drømmer samtidig om at finde et job, hvor hun har tid til familien.

”Jeg går meget op i familie, så det skal der være plads til. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at køre langt, men det skal ikke være hver dag. Jeg skal komme hjem hver dag, så der også er tid til andre ting.” 

Willy ’Georgia Boy’ Davidsen har været chauffør i en tid, hvor branchen var præget af sprut, sammenhold og slangudtryk. Trucker-navnet ’Georgia Boy’ har han efter et regiment under den amerikanske borgerkrig, som var kendt for altid at komme tilbage, uanset hvor mange tæsk de fik.

HELE NATTEN HAR Simon Bøhnke Larsen kørt, og han krydser grænsen til Holland med solopgang i sidespejlene. Der er ingen bakker og en overflod af konsonanter på vejskiltene. Den sidste kunde på turen er i byen Meppel nordøst for Amsterdam. Her læsser han gasbeton, der skal med hjem til Danmark.

Takografen fortæller, at han har 1 time og 37 minutter tilbage, inden han skal holde sit ni-timers hvil. Ved en tankstation lidt uden for Meppel snakker han begejstret om en slags hollandsk frikadelle, men kommer kort tid efter tilbage til lastbilen med tre butterdejsindbagte retter i stedet. En med ost, en med pølse og en med fars. Men pyt, det er det, der driver ham. Oplevelserne, smagene, udsigterne, og hvordan lyset kan opleves forskelligt rundtomkring i landene: ”Lyset i Italien er som en gammel glødepære. Det danske lys er mere som koldt LED-lys,” siger han og fortæller om Sverige, hvor naturens lyde kan føles øredøvende, om ture til Nordnorge, hvor han ikke kunne kende forskel på nat og dag på grund af midnatssolen, og om at spise på landevejsbistroer i Italien og drikke med fremmede chauffører på rastepladser i Holland.

I barndommen tog hans mor ham med til kulturelle oplevelser, og han hadede det. I dag elsker han hende for det. Nu elsker han det, der er nyt og anderledes. Det er derfor, han ikke kan udholde tanken om kun at køre i Danmark. 

”Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg kiggede på en vej, drømte jeg om at køre i den retning. Bare køre og ikke vide, hvor man skulle hen, eller hvor man skulle stoppe. Jeg vil gerne smage mere, se mere, opleve mere. Og. Prøve. Det. Andre. Ikke. Prøver,” siger han, mens han banker ordene i takt på rattet. 

Lidt efter når vi grænsen til Tyskland. 

”Velkommen til at hade dit liv!” udbryder han, da han krydser grænsen tilbage til Danmarks sydlige nabo. Hans køretid udløber snart, og han trækker ind på en lille holdeplads i et solbeskinnet skovområde ud til landevejen. Der holder et par lastbiler i forvejen og en slidt campingvogn parkeret med et rødt paphjerte klistret på indersiden af ruden. En tysk chauffør kommer kørende ind på pladsen, og høj tysk heavy metal fylder trætoppene, da chaufføren åbner døren, smider røven ud over kanten på lastbilen og går baglæns ned. Han skæver mod Simon, der går en tur om DAF-lastbilen, som han stadig er ved at lære at kende og måske elske. Han spænder lige hjulene, og så er det fyraften. Han har ikke sovet siden i går eftermiddag. Han får en øl i solen, en til, og så går han i seng klokken 12:11.

PÅ E45 GÅR der sjældent mange minutter imellem, at en chauffør i modsatte vognbane sender en dyttende hilsen mod Willy Davidsen. Mange af dem kender han ikke. 

”Det er dem, der kender mig,” siger han.

Willy Davidsen med truckernavnet ’Mr. Georgia Boy’ er en af de gamle drenge og næppe branchens fremtid. Til gengæld er han på mange måder billedet på, hvordan livet som lastbilchauffør var engang. På godt og ondt.

Den erfarne chauffør er en lille robust herre med store hænder, der er sorte af dagens af- og pålæsning. Hans øjne er blå og nærmest lyser under skyggen på den kasket, han har trukket godt ned over hovedet. På overlæben sidder hans særlige signatur: et meget kraftigt overskæg. 

”Jeg ville simpelthen ikke bytte det for noget andet i verden,” siger han og taler ikke om overskægget, men om udsigten gennem den store forrude, da E45 slår smut over Skanderborg Sø på vej mod et distributionscenter i Uldum nær Horsens.

Mr. Georgia Boy er 73 år og var en del af truckernes storhedstid i 70’erne og 80’erne – en periode med filmen ’Convoy’ fra 1978, hvor Kris Kristofferson spillede ’Rubber Duck’ i hovedrollen som asfalt-rebelsk alfahan med bar brystkasse og solbriller. En rolle og en film, der påvirkede alle, og som stadig knirker i dækkene i dag.  

Sammen med danske ’Mr. President’ – en kultskikkelse i miljøet – er Mr. Georgia Boy æresmedlem i chaufførklubben ’Convoy Buddy’, og hvis man spørger ham, var næsten alt bedre i gamle dage:

”En typisk tur dengang kunne starte med, at man kørte ud klokken 16 og talte i walkie-talkie ned til den dansk-tyske grænse, hvor man holdt ind og fik et par øl. Dernæst gik turen til ’Frau Lehmann’ syd for Flensborg, hvor der blev fyldt på af tørre og våde varer. Så kunne turen gå videre mod Alex og hans beværtning ved Rendsborg. Når klokken så var ved at nærme sig 23, og man stadig kun havde tilbagelagt omkring 70 kilometer, kunne man gøre op for det ved at suse af sted – godt bedugget – mod Bilsen nord for Hamborg, hvor næste stop var en stripklub med fadølsanlæg. Sådan kunne man – alt afhængigt af rute – fortsætte rundt til de forskellige faste pladser, spisesteder og beværtninger rundtomkring i Europa. I sit eget tempo.”

Og undervejs stjal mange chauffører også af lasten. Når Willy Davidsen fra tid til anden fragtede ophængt kød, snuppede han indimellem lidt fra ladet. En af de første gange var Willy med til at grille oksemørbrad i en indkøbsvogn. Kødtyveriet blev efterhånden til en så fast tradition, at nogle chauffører begyndte at medbringe kødhakkere og kartofler og remedier til sovs.

”Hvis man havde nappet så meget kød, at det gjorde en mærkbar forskel på bilens vægt, fiksede man det ved at fylde godt med ragelse på ladet og hive den tungeste chauffør med som passager under næste kontrolvejning,” husker Mr. Georgia Boy, der som mange andre chauffører ikke kunne få hjem og førerhus til at passe sammen. Da han var 30, kostede livet på landevejene ham det første ægteskab.

”Jeg var ude at køre i syv uger til Mellemøsten. Jeg kom hjem i to dage og fik vasket tøj, så kørte jeg igen. Da jeg kom hjem, var hun flyttet,” siger Willy Davidsen.

Den fortælling er han ikke ene om. Mange af datidens chauffører er skilt minimum én gang, og en stående joke i branchen går på, at hvis en chauffør skulle være så heldig at fejre sølvbryllup, tæller det kun for et kobberbryllup. Han har jo kun været hjemme halvdelen af tiden. Og festen ville desuden være en god anledning til at møde de børn, man eventuelt skulle have fået undervejs.

Willy Davidsen er dog blevet gift igen og har i dag været sammen med sin kone i over 40 år – en kone, der tidligere selv har kørt lastbil. 

Simon Bøhnke Larsen er ikke selv troende, men fik engang en bibel foræret af en udenlandsk kollega fra en kristen trucker-menighed.

WILLY DAVIDSEN HOLDER ind hos distributionscentret i Uldum. ’Bongo Bjørn’, en af Willys kolleger, slentrer langsomt forbi Willys førerhus, griber fat i vinduesviskerne og hiver i dem, så de stritter lige ud i luften. En klassisk chauffør-narrestreg.

Willy kravler ned ad stigen og retter først på vinduesviskerne, hvorefter han stikker hovedet ind i centret og melder sin ankomst. Tilbage i bilen bakker han kontrolleret sin trailer ind i en gate og hopper atter ud af vognen for at spænde traileren af. Så finder han den nye trailer, han skal have med videre. 

”Der er løbet meget diesel gennem tanken,” siger Willy, der i dag er oldefar. De mange års hårdt arbejde kan mærkes. Alligevel regner han ikke med at gå frivilligt på pension.

”Jeg regner med at dø med træskoene på. Hvis det sker i bilen, håber jeg bare, at jeg holder stille imens,” siger Willy Davidsen, der godt ved, at ’den danske asfaltcowboy’ er en uddøende race. Men også, at han ikke kan gøre noget ved det: 

”Der er 168 timer på en uge. Hvorfor skal man så kun arbejde 37? Det er, som om folk ikke gider lave noget. Personligt har jeg det sådan, at man skal arbejde med det, man brænder for. Og ja, man skal være lidt idiot for at gide det her. Det kræver, at man ikke kan lade være.” 

”BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅT.”

Simon Bøhnke Larsen vågner til lyden af et insisterende lastbilhorn. Men det er det ikke, det er lyden af alarmen på hans telefon, og han rækker ud for at slukke den. Han må først køre klokken 19:23 igen, men kan godt lide at stå op i god tid, så han havde sat vækkeuret til klokken 18:30. Hans knurrende snorken fylder hurtigt kabinen igen. Lige fem minutter mere.  

Han ved godt, at hans døgnrytme er ’fucked’, siger han og står ud af førerhusets køjeseng. Selvom han er en høj mand, kan han sagtens stå oprejst i førerhuset, mens han tager denimshorts og en gul skovmandsskjorte frem. Han trasker ud af lastbilen, træder ned i sine træsko og slår et smut rundt om hjørnet af kabinen. Der lyder et lille pop, da han åbner et af lastbilens udvendige opbevaringsrum, og der går kun et kort øjeblik, før han åbner døren igen og placerer en gammel filterkaffemaskine på lastbilens gulv. Førerhuset, som før duftede rent af luftrenser, fyldes med kaffearoma, og Simon tager morgenens – som egentlig er aftenens – første slurk.

Han tager et håndklæde fra sin taske, svinger det rundt om nakken og går ud på asfalten på holdepladsen. Han tager en stor vanddunk fra opbevaringsrummet på siden af lastbilen og plasker vand under de søvnige øjne for at få dem til at klatre på plads. Så vasker han sit hår under vanddunkens tip. Han børster tænder, spytter skummet ud på asfalten under sig og starter motoren på det brølende bæst.

Så kommer han i tanke om, at han nok bør ringe til sin kone. 

KORT EFTER DEN dansk-tyske grænse holder Simon sin 45-minutters pause på holdepladsen Vognmandstanken nær Padborg. Der holder mange lastbiler med slukket kabinelys på gruspladsen.

”Et godt sted,” kalder han det. Der er rene toiletter og bade. Engang spiste han øllebrød her, men det lille cafeteria, Tulle’s Truckstop, serverer det ikke længere. Ingen andre ville åbenbart have øllebrød.

Simon skal stadig lidt længere nordpå. Turens sidste stop er Uldum, hvor han skal sætte traileren med gasbeton og bytte til Jysk-møbler, som så igen skal til Holland. Transportbranchens evindelige cirkel. 

”Som chauffør har man ikke noget liv, ikke i realiteten. Det er sådan, det hænger sammen. Hvis man ser det udefra, har jeg ikke noget liv. Jeg har en kone og to børn derhjemme, men dem ser jeg altså kun i weekenden,” siger han og svinger op ad vejen ved Jysks distributionscenter i Uldum og fortsætter til en lille grusvej.

’No lights’, står der på et skilt for foden af vejen. For enden holder lastbiler på stribe. Hvilende, ventende på næste last. Med chauffører indeni, der helst ikke vil vækkes af skarpe lyskegler. Simon kører op ad bakken. Beholder lyset på. Han skal finde traileren, som skal med retur, og han vil helst gøre det hurtigt. Klokken nærmer sig 02.00, og der bliver kortere mellem gabene for ham.

Han frygter sommetider, at branchen og tiden løber fra ham, som den har gjort med mange andre.

”Jeg er ræd for, at jeg ikke kan lave det her resten af mit liv. Jeg tænker ikke over det hver dag, men jeg er da ræd for, at det her forsvinder. At det ikke kan svare sig at lave det her, eller at vi ikke kan få lov til at køre på den her måde. Førhen var den danske eksportchauffør noget, man så hele tiden. Det gør man ikke i dag,” siger han.

Så finder han traileren, stiger ud i mørket og spænder den på.

Senere stopper han på Koldingvej i Vejle. Han lader motoren køre, og mens det røde, dunkle lys oplyser siden af hans ansigt, vender han sig mod passagersiden. Han ligner ikke en mand, der har kørt 1.200 kilometer på 30 timer, hvilet i ni, sovet i seks og læsset adskillige ton af og på lastbilen. Hans øjne er fyldt med liv.

”Jeg håber, du nød turen!” siger han og kører væk, op ad bakken, ud i natten. 

Med et langt tryk i hornet lader han Vejle vide, at han lige var forbi.

Rødbyhavn er rekordernes by. På Europas største byggeplads graver, støber, svejser og knokler over 1.000 arbejdere for at bygge Femern-forbindelsen, der med sine 18 kilometer mellem Danmark og Tyskland bliver verdens længste sænketunnel.
Tekst og foto:Martin Dam Kristensen

DEN DIREKTE VEJ

Femern Bælt-forbindelsen, der skal stå færdig i 2029, er en del af fremtidens europæiske transportnetværk. Tunnelen bidrager til en grønnere omstilling af transportbranchen, eftersom trafikken føres ad den korteste rute. Dermed frigøres kapacitet på veje og jernbaner, og det bliver mere attraktivt at flytte godstransport fra lastbiler til miljøvenlige el-tog.

Den direkte rute mellem Skandinavien og Centraleuropa betyder også, at europæiske godstog, der i dag optager skinner på Fyn og Jylland, kan erstattes af flere passagertog mellem de danske landsdele. Rejsetiden for togpassagerer mellem København og Hamborg vil blive reduceret fra 4,5 time til 2,5 time. 

Mariusz Zyla arbejder med at jævne cementen – og fjerne luftbobler.

TUNGE TAL

Der skal bruges omkring tre millioner kubikmeter beton til projektet. Det er nok til et fortov hele vejen rundt om jorden ved ækvator. Der skal også bruges omkring 360.000 tons stål til byggeriet, hvilket  svarer til cirka 50 Eiffeltårne. Den midlertidige arbejdshavn vil modtage op mod 70.000 ton sten, sand og cement hver uge. Et nyt fragtskib ankommer cirka hver tredje dag. Til etablering af nye moler og diger er anvendt 2,2 millioner ton norsk granit.

Omkring dette skelet skal der støbes beton. Elementet udgør en test af røret til togkørsel.

Byggeriet kommer i løbet af sin levetid til at skabe tusinder af arbejdspladser – både ved selve byggeriet og hos underleverandørerne. Entreprenørerne opretter desuden mindst 500 lærlingeårsværk.

’Magnor’ (herover og til venstre) er verdens største flydende gravemaskine. I sin skovl kan den rumme en 20-fodscontainer,
og i hver skovlfuld snupper den cirka 67.000 kilo.

Skibet Vox Amalia skraber lag af havbunden og flytter jorden gennem et rør ind på land.

AF DEN RETTE STØBNING

Femern Bælt-forbindelsen er en sænketunnel ligesom Øresundstunnelen. Tunnelen opføres på land i 217 meter lange elementer, der sættes sammen på havbunden, indtil de danner en tunnel. De lange elementer (der laves trinvis i segmenter på 24 meter, der sammensættes) skal støbes i en fabrik ved Rødbyhavn på Lolland, der er en million kvadratmeter stor.

Hvert element vejer 73.500 tons (det samme som cirka 14.000 elefanter). I alt skal der produceres 79 standardelementer og 10 specialelementer, der får en slags ’kælderetage’ til drift og teknik, hvilket gør både byggeproces og vedligeholdelse nemmere. Støbningen foregår indendørs i klimakontrollerede haller, da man på den måde bedre kan sikre høj ensartethed og kvalitet i materialerne.  Femern Bælt-tunnelen er designet til at holde i mindst 120 år.

Pawel Piasecki arbejder i beton-test-området.

Tunnelfabrik B.

Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen taler og tager en selfie 8. juni til rejsegilde, da konstruktionen af den første af i alt tre betonproduktionshaller stod færdig.

Over 350 virksomheder bidrager til byggeriet. Cirka 60 procent er danske. I øjeblikket er 1.100 personer beskæftiget på projektet. Det tal vil stige betragteligt i de kommende år.

TUNNELSYN

I 2011 blev det besluttet, at Femern Bælt-forbindelsen skulle laves som en sænketunnel, da man i forvejen kendte til den type fra Øresundsforbindelsen, og fordi en sænketunnel har en række fordele frem for en bro. En tunnel er ikke påvirket af vind og vejr, og når den er færdig, påvirker den ikke længere det omkringliggende miljø. Budgettet for byggeriet er 55,1 milliarder kroner, og når anlægget – efter planen – åbner i 2029, vil der på den 18 kilometer lange strækning være en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor. I Danmark gøres jernbaneforbindelserne til og fra tunnelen klar til elektriske tog, der kan køre op til 200 km/t – hvilket også er fartgrænsen gennem tunnelen (mens den er 110 km/t for biler).

Arbejdshavnen og tunnelfabrikken er 1,5 kvadratkilometer. Byggepladsens samlede areal er over 3 kvadratkilometer.

Ved siden af tunnelbyggepladsen er der etableret en tunnelby til arbejdere – FLC Village – med plads til over 1.300 beboere. Byen har blandt andet biograf, kantine, fitnesscenter og egen sundhedsklinik.

”Livet er for kort til kvindefodbold.” Med disse ord er kvindefodbold – blandt mænd – i årtier blevet affejet, men takket være ligestilling, bedre økonomi og en ny generation af stjerner er sporten på få år blevet en eksplosiv succeshistorie. Ud & Se har været bag målet og på sidelinjen i en frembrusende sportsgren, hvor spillerne ikke filmer sig til straffespark, ikke sviner dommeren til, og hvor hooliganisme er et fremmedord.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

FÆLLEDPARKEN SIDST I JUNI er rød og hvid. Det har den været på kampdage, siden EM-eventyret i 2021 fik danskerne til at omfavne landsholdsfodbold, som var det sommeren ’92 om igen. Denne fredag er ingen undtagelse. Over Østerbro skinner solen på de tusinder af fans, der siver ind og ud mellem boder med rød-hvide halstørklæder, franske hotdogs og kolde fadøl foran Danmarks nationalstadion et par timer før kickoff.

Men ikke alt er, som det plejer. Eriksen, Delaney og Højbjerg står der på ryggen af nogle af de mange tilskuere, men det er ikke de højt betalte stjerner fra Premier League og La Liga, der skal spille landskamp i aften. Det skal derimod de navne, der også blander sig i fodboldtrøje-mængden i Fælledparken: Harder, Troelsgaard og Nadim. Om lidt skriver de sammen med deres holdkammerater historie, når de går på banen til kvindelandsholdets første officielle kamp i Parken nogensinde – en venskabskamp mod Brasilien forud for sommerens EM i England.

På den modsatte side af nationalstadionet, bag en parkeringsplads og den mere ydmyge nabo Østerbro Stadion, triller to stopfyldte turistbusser fra Amager Bus Service ind på Gunnar Nu Hansens Plads. I dem sidder cirka 200 fodboldpiger i alderen 10 til 16 og deres forældre med dannebrog malet på kinderne. De kommer fra Roskilde Pigefodbold, en udbryderklub fra Himmelev-Veddelev Boldklub, hvor man blev godt trætte af, at pigeholdene konsekvent blev tildelt de værste baner og de dårligste træningstider. Otte år senere er klubben vokset til 300 medlemmer, alle piger og kvinder, hvoraf flertallet er med på dagens fodboldudflugt. Nogle har tidligere set kvindelandsholdet spille i Viborg, men for manges vedkommende er det første gang, de skal opleve en landskamp i Parken. Blandt andet Nikoline Schwartz fra U12, der har set på TikTok, at også fodboldpigerne fra Allerød, fra Greve og fra Frederiksberg-holdet FA2000 har sat kurs mod Parken.

Kvindelandsholdet fejrer kantspiller Mille Gejls overtidsscoring til slut-resultatet 2-1 mod Brasilien i den første officielle kvindelandskamp i Parken. Foto: Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix

21.542 TILSKUERE HAR fundet vej til tribunerne – et rekordtal, der er mere end fire gange så højt, som når kvindelandsholdet spiller på sin faste hjemmebane i Viborg. Bag det ene mål, den såkaldte røde mur, sørger den nystartede fanklub for kvindelandsholdet for stemningen med tifo, stortromme og megafon. Herfra kan de se et dansk landshold, der bringer sig hurtigt foran på et langskudsmål af 22-årige Janni Thomsen fra Kjellerup, der til daglig spiller i norske Vålerenga. Jublen, da hun skruer bolden ind over en chanceløs brasiliansk keeper, er nok et toneleje højere, end da holdets mandlige kolleger 11 dage tidligere slog Østrig på samme bane, men rundtom på tribunerne finder man tilskuere af alle køn og i alle aldre.

Med tre minutter tilbage af kampen lykkes det Brasilien at udligne og midlertidigt punktere kvindelandsholdets festdag i Parken til stor glæde for de spredte grupper af brasilianske fans, der står side om side med de danske tilhængere. Men i overtiden modtager indskiftede Nadia Nadim bolden i højre side af banen og sender en aflevering ind bagerst i feltet, hvor Mille Gejl let sparker den ind. Kampen ender 2-1, og efter slutfløjt bliver både det danske og det brasilianske landshold klappet hele vejen rundt i arenaen.

En halv times tid senere i mixed zone efter kampen stryger Nadia Nadim – der har fået hård kritik for sin rolle som ambassadør for mændenes udskældte VM i Qatar i november – direkte forbi den ventende sportspresse uden at svare på spørgsmål. Til gengæld vil hendes gåsehudsramte holdkammerater gerne fortælle om, hvordan de oplevede den historiske landskamp i Parken. En af dem er holdets største stjerne, Pernille Harder.

”Der var mange af os, der havde tårer i øjnene, da vi gik ind på banen,” siger hun.

KVINDEKAMP I TAL 

70.000 piger og kvinder var tilmeldt en fodboldklub i Danmark i 2021 – 17 procent flere end året før.

DBU’s mål er, at der skal være 130.000 danske piger og kvinder, der spiller fodbold i 2025.

På verdensplan er der 29 millioner aktive kvindelige fodboldspillere. Det tal ønsker det internationale fodboldforbund FIFA at fordoble inden 2026.

Fra 2013 til 2017 steg antallet af professionelle og semiprofessionelle kvindefodboldspillere fra 1.680 til 3.572.

I alt 574.875 tilskuere overværede sommerens EM-slutrunde i England, svarende til 18.544 per kamp. Det er mere end en fordobling af tilskuergennemsnittet ved det forrige EM i Holland i 2017.

I Women’s Super League, den bedste engelske række, blev der i sæsonen 2021/2022 set 34.408 timers kvindefodbold på tv i Storbritannien, 140 % mere end sæsonen før.

Kilder: DBU, DIF, FIFA, UEFA, Women’s Sport Trust.

I DE SENERE ÅR har kvindefodbold været på én lang fremmarch. Fansene er blevet flere, pengene er blevet større, og det samme er opmærksomheden fra medier og sponsorer, der tidligere kun ænsede de mandlige kolleger. I 2021 blev tv-rettighederne til den engelske Women’s Super League solgt for et trecifret millionbeløb til BBC og Sky Sports, og herhjemme købte Viaplay Group omtrent samtidig rettighederne til danske Gjensidige Kvindeliga. Før 2020 blev dansk kvindefodbold slet ikke vist på tv, men nu sendes der fremover en kamp om ugen på TV3’s kanaler. Og det er ikke kun på og foran skærmen, at der er fremgang: Tidligere på året blev der sat verdensrekord med 91.648 tilskuere til Champions League-semifinalen mellem F.C. Barcelona og tyske Wolfsburg, og på tilskuerrekordlisten kan den ellers langt mere eksponerede og økonomisk stærke herrefodbold ikke følge med – de tre mest sete fodboldkampe på stadion i 2022 har alle været med kvindelige spillere på banen.

I Danmark er der på mange måder et før og et efter EM i Holland i 2017. Her vandt kvindelandsholdet sølvmedaljer. Det var første gang, en fodboldslutrunde for kvinder blev vist på landsdækkende fjernsyn, og finalen mod værtsnationen endte med at blive årets mest sete fodboldkamp på dansk tv. Efterfølgende lagde en overenskomstkonflikt mellem landsholdsspillerne og DBU, der endte med at koste kvinderne en udelukkelse fra VM i 2019, dog en dæmper på begejstringen.

 Alligevel er det overordnet set kun gået fremad for kvindefodbolden de sidste fem år, fortæller Amalie Bremer, der er medstifter af kvindelandsholdets fanklub og vært på Kvindefodboldpodcasten, en ugentlig podcast om dansk kvindefodbold.

”Jeg var til EM i England i sommer, og for mig var den turnering en punktering af den ene fordom efter den anden. Selvfølgelig er der nogle biologiske forskelle på mænd og kvinder, men det, jeg så ved slutrunden, var, at fysikken er blevet bedre, teknikken er blevet bedre, spillet er blevet hurtigere, og der var enormt mange mennesker på lægterne. Til landsholdets gruppekampe var vi mellem 1.000 og 1.400 danske fans. Jeg gik rundt med et smil på læben hele juni.”

33-årige Amalie Bremer har selv spillet fodbold som barn og ung, men dengang var der ingen kvindelige stjerner for hende at spejle sig i. I dag kan de mange piger, der begynder til fodbold, se op til spillere som for eksempel Pernille Harder, der ad flere omgange har stået på listen som en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere.

”Jeg brugte de første 15 år af mit liv på at spille og tænke på fodbold døgnet rundt, men jeg tror ikke, at jeg kunne nævne én eneste spiller på kvindelandsholdet. Alt handlede om herrefodbold,” siger Amalie Bremer.

Hvorfor tror du, at det netop er i disse år, at udviklingen i kvindefodbold tager fart?

”Det er lidt et kludetæppe af forskellige faktorer. Det kedelige svar er jo, at det handler om penge. Der er nogle, som har opdaget et uudnyttet økonomisk potentiale i kvindefodbold, og de investeringer har ramt en tendens i tiden med større fokus på kvinders rettigheder og på ligestilling. For eksempel har man i England besluttet, at det skal være et krav for alle klubber, at de også skal have et kvindehold, hvis de ønsker at spille med i mændenes Premier League.” 

HB Køges førstehold for både kvinder og mænd træner hver dag på kunstgræsset på Capelli Sport Stadion. Foto: Martin Bubandt

Den 25-årige an­griber Maddie Pokorny er en af fem amerikanere i HB Køges førsteholdstrup. Klubben samarbejder med to amerikanske klubber gennem sin ejer ­Capelli Sport. Foto: Martin Bubandt

’HB KØGE-HOBRO, 0-0, 93:32’ står der stadig på måltavlen på Capelli Sport Stadion i Køge, mens tre ældre mænd går rundt på hovedtribunen med sorte affaldssække til skrald efter gårsdagens målløse kamp i mændenes 1. division. Her mandag morgen, godt en måned efter landskampen i Parken, er det klubbens kvindelige mesterhold, der indtager kunstgræsbanen. Liggende på yogamåtter er de i færd med en let omgang restitutionstræning, efter de i går spillede træningskamp i svenske Kristianstad. 

Klubbens to førstehold deler træningsbane, motionsrum, kantine, spillerbus (det hold, der skal rejse længst, får bussen) og alle de andre faciliteter i HB Køge, hvor man efterhånden har vænnet sig til, at det er kvinderne, der løber med opmærksomheden, selvom mændene stadig tjener flest penge.

”Det er efterhånden den eneste forskel på mændene og kvinderne her i klubben,” siger forsvarsspiller Maria Uhre Nielsen med henvisning til økonomien. 

”Det er et faktum, at der er flere penge i herrefodbold, og det må vi acceptere, men her i klubben tror de virkelig på kvindefodbold og har givet os de samme gode betingelser for at træne og præstere, som mændene får.”

Den 22-årige fodboldspiller er netop færdig med dagens lette træningspas efterfulgt af en fotoskydning til årets holdbillede – i HB Køge er det et fællesfoto med både herre- og kvindeholdet. Maria Uhre Nielsen kigger ud over sin hjemmebane, bygget i fællesskab af Køge Kommune og det amerikanske sportsudstyrsfirma Capelli Sport, klubbens hovedaktionær siden 2019, mens hun fortæller, at hun er født og opvokset i Køge og var en tur i Brøndby IF, inden hun for fire år siden blev spurgt, om hun ville være en del af et nyt kvindefodboldprojekt i Køge.

Projektet begyndte som et samarbejde mellem otte lokale fodboldklubber i 2016, og en ubrudt stime på fem oprykninger i streg betød, at holdet på rekordtid gik fra Serie 2 til i 2020 at kvalificere sig til landets bedste række. Den sommer underskrev Maria Uhre Nielsen den første professionelle kontrakt i klubben, der også forstærkede sig med spillere fra USA, hvor kvindefodbolden længe har haft gode vilkår. Mod alle odds lykkedes det for HB Køge i oprykningssæsonen at vinde det danske mesterskab efter to årtier, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring havde delt alle titler mellem sig. Det stoppede dog ikke der. Året efter vandt klubben igen mesterskabet, og sidste efterår var klubber som F.C. Barcelona og Arsenal gæster i Køge, da klubben kvalificerede sig til UEFA Women’s Champions League.

”Hver gang vi er rykket op, har jeg tænkt: ’Kan jeg nu stadig følge med?’ Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle løfte et DM-trofæ, eller at jeg skulle opleve at spille Champions League mod Barcelona,” siger Maria Uhre Nielsen. 

Med 69 mål i 137 kampe er Pernille Harder den mest scorende spiller på kvindelandsholdet nogensinde. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

GODT TRE TIMER i bil vestpå fra Køge ligger Tulstrup, en lille forstad til Ikast. Her var der ofte fodbold i fjernsynet i familien Harders stue, men hver gang Pernille Harder tændte for tv’et, så hun kun mænd på skærmen. Nå, men så var der ikke andet for end selv at blive en dreng, tænkte den unge pigefodboldspiller og beordrede sin mor til at klippe hende korthåret. Senere fik håret lov at vokse ud igen, da det gik op for Pernille Harder, at der også fandtes et landshold for kvinder, men flere gange har den i dag 29-årige verdensstjerne, landsholdsanfører og Chelsea-spiller måttet bevæge sig ind på mændenes territorium for at nå dertil, hvor hun er i dag.

Som femårig begyndte hun på drengeholdet i Tulstrup-Faurholt IK, fordi der slet ikke var noget hold for piger, og som ungdomsspiller fik det usædvanligt store talent lov til at træne med FC Midtjyllands bedste U17-drengehold for at blive matchet på højeste niveau. Dengang måtte hun gå på netdoktor.dk for at finde årsagen, hvis hun blev skadet, og genoptræningen i fitnesscenteret måtte hun også selv stå for. 

I dag er Pernille Harder verdens dyreste kvindelige fodboldspiller – solgt i sommeren 2020 fra Wolfsburg for cirka 2,5 millioner kroner – og til daglig har hun en stor stab af trænere og specialister til rådighed på Chelseas milliondyre træningsanlæg lige uden for London.

Hendes opstigning gennem de sidste ti år har været næsten parallel med kvindefodboldens. Hun har set kvindefodbold gå fra at blive betragtet som en ’andenrangs-sport’ til at få den respekt og anerkendelse, hun selv var frustreret over ikke at få, da hun løb rundt i skyggen af sine mandlige kolleger, inden hun tog til udlandet. Og hun har set to forskellige generationer af kvindelige fodboldspillere: én, hvor det næsten var en utopi at blive fuldtidsprofessionel, og én, hvor man tør drømme helt anderledes stort.

”Mange af de ældre spillere har været nødt til at prioritere andre ting som eksempelvis uddannelse. Men de unge spillere, der kommer på landsholdet i dag, har kun én prioritet, og det er at blive professionelle og få en kontrakt i udlandet,” siger Pernille Harder, der bor i London sammen med kæresten og klubkammeraten, svenske Magdalena Eriksson. 

Fodboldparret blev offentligt kendt under VM i Frankrig i 2019, da de delte et kys efter Sveriges ottendedelsfinale mod Canada, som Pernille Harder overværede fra tilskuerpladserne. Øjeblikket blev fanget på kamera, og billedet gik viralt. Få timer senere havde Harder flere tusind nye følgere på Instagram.

”Det kom meget bag på mig, at billedet gik verden rundt, men jeg indså, at Magda og jeg har en platform, hvor vi kan gøre en forskel. Folk skriver til os, at vi er forbilleder for dem ved at være så åbne omkring vores forhold, og at det har hjulpet dem til selv at være mere åbne om deres seksualitet,” fortæller Pernille Harder, der mener, at kvindefodbolden på mange måder er mere rummelig end herrefodbolden.

”I kvindefodbold kan man være sig selv uden at bekymre sig om at blive hængt ud. Det er der desværre mange eksempler på, at man ikke kan i herrefodbold, hvor det stadig er tabubelagt at være homoseksuel. Jeg tror, at mangfoldigheden er noget af det, kvindefodbold kan tilbyde, som herrefodbold ikke har.”

I juli måtte Pernille Harder og resten af kvindelandsholdet forlade EM efter gruppespillet, ude af stand til at gentage sølvsuccesen fra 2017. Men dansk kvindefodbolds største stjerne er fortrøstningsfuld både på landsholdets og på sportens vegne. Og hun er bevidst om den rolle, hun selv har for at skabe endnu bedre forhold og muligheder for de unge spillere, der følger i kølvandet på hende:

”Jeg har en position og en platform, som jeg kan bruge til at skubbe kvindefodbolden endnu længere fremad, og det er en drivkraft for mig. Da jeg var barn, kunne jeg kun købe trøjer med mandlige fodboldspilleres navne på ryggen, men i dag er der piger, som render rundt med mit navn og holder med Chelsea, fordi jeg spiller i klubben.”

7. august vandt HB Køge 2-1 over Brøndby IF i sæsonens første kamp i Gjensidige Kvindeliga. Maddie Pokorny scorede det afgørende mål. Foto: Martin Bubandt

I EFTERÅRET 2019 rejste HB Køge-direktør Per Rud til New York for at mødes med stifteren af Capelli Sport, forretningsmanden George Altirs, som få måneder forinden havde overtaget kontrollen med den sydøstsjællandske fodboldklub. Med sig havde han et oplæg, der skulle overbevise klubbens nye ejer om at investere i kvindefodbold, en idé, der oprindeligt kom fra tidligere Herfølge-formand Søren Østergaard og daværende sportschef Jonas Nielsen, som var initiativtagere til kvindefodboldsamarbejdet i Køge. Foran sin nye chef fremlagde Per Rud en plan om, at et nyt kvindehold i klubben med de rette investeringer skulle kunne spille med i toppen af den bedste danske række inden for tre år.

”Kan vi ikke lave noget, der er mere ambitiøst?” lød svaret.

I stedet blev missionen, at HB Køge skulle spille Champions League inden for fem år, dels med penge fra klubbens eget budget, dels med en årlig investering på 1,5 millioner kroner og en underskudsgaranti fra ejeren. 1. juli 2020 meldte HB Køge ud, at klubbens herre- og kvindehold fremover ville være sidestillet, og offentliggjorde de vidtløftige planer om at kvalificere sig til verdens bedste klubturnering senest i 2025.

”Vi begyndte sæsonen 2020/2021 med at tabe knebent til Brøndby, og derfra led vi kun ét nederlag mere i resten af sæsonen og endte med at blive mestre. Bare få måneder senere stod vi i Champions League, fire år tidligere end vi havde meldt ud. Det har været ret vanvittigt, og vi er også selv lidt overraskede over, hvor stærkt det er gået,” siger Per Rud.

I maj satte HB Køge dansk tilskuerrekord i Kvindeligaen, da klubbens andet mesterskab i træk blev sikret med en 1-0-sejr hjemme over Fortuna Hjørring. Nye fans er kommet til, fortæller Per Rud, men også dem, der normalt kommer for at se mændene spille i 1. division, har taget guldkvinderne til sig.

”Det er, som om de her sympatiske, smilende, fair, ikke-filmende og ikke mindst vindende kvinder taler til folk på en anden måde, end mændene gør. Det er stadig en lidt mere ren sport. Og det vil folk altså gerne se, selvom vi tager samme pris (90 kroner, red.) for dem som for mændene.”

Foruden at være mangeårig direktør i HB Køge sidder 55-årige Per Rud også i bestyrelsen i Divisionsforeningen og i DBU’s komité for professionel fodbold. Her oplever han, at kvindefodbold endelig er kommet på agendaen efter mange år, hvor sporten slet ikke har været et tema i mange af de største danske fodboldklubber.

”Kvindefodbold er stadig langt bagefter, men sporten vokser hele tiden, og jeg ved fra mine kolleger i Divisionsforeningen, at flere klubber i Superligaen er begyndt at få spørgsmål fra deres sponsorer: ’Hvorfor har I ikke kvindefodbold?’”

Hænger for mange danske klubber i bremsen?

”Alle klubber i Danmark skal erkende, at vi lever i 2022. Der skal være lige forhold for alle, om det er piger eller drenge. De skal have gode baner og ordentlige trænere, og sådan er det ikke altid i dag. De store klubber er nødt til at tage en strategisk beslutning. Man kan ikke forvente, at kvindefodbold giver plus på bundlinjen fra dag ét, men der er så mange synergieffekter. For eksempel sponsorindtægterne. Vi vokser cirka to millioner om året, og halvdelen af de indtægter kommer fra kvindesiden,” fortæller Per Rud, der gør alt, hvad han kan for at få flere større danske klubber ind i kvindekampen.

”Det er 100 procent økonomi og ressourcer, det handler om. Men hvis man tror på, at der skal være lige forhold for mænd og kvinder, piger og drenge, så er man nødt til at tage et valg, og det tror jeg, at fodboldklubberne kommer til at gøre på sigt, fordi presset fra omgivelserne bliver så stort, at de ikke har andet valg.”

I juli kritiserede kvindelandstræner Lars Søndergaard, at en klub som F.C. København ikke har et fodboldhold for kvinder, ligesom Pernille Harder tidligere har efterlyst, at de største danske klubber skal investere i kvindefodbolden. Ud & Se har været i kontakt med FCK, men klubben har ikke ønsket at kommentere kritikken. Og i DBU ønsker fodbolddirektør Peter Møller ikke at stille krav til klubberne, som eksempelvis det engelske fodboldforbund har gjort.

”Jeg er ikke meget for at skulle vride armen rundt på klubberne. Men jeg håber og tror, at nogle af de store klubber vil gå ind i kvindefodbold, fordi de kan se, at det er bæredygtigt,” siger han.

Cheftræner Søren Randa-Boldt bliver interviewet til Dagbladet Køge, som dækker både HB Køges herre- og kvindehold tæt. Foto: Martin Bubandt

MIDT I GELLERUPPARKEN i Aarhus, omkranset af etagebyggeri i gasbeton, ligger en fodboldbane. Her spiller mange børn og unge, men da dansk-afghanske Nagin Ravand flyttede til i 2013, var det kun drenge, der løb rundt på kunstgræsset under hendes altan. I Nørresundby, hvor hun voksede op med sin familie, der kom til Danmark som flygtninge, da hun var tre år gammel, havde hun brugt al sin fritid på at spille fodbold. Men i Gellerup fik de blot at vide, at det da ikke var noget for piger, når Nagin Ravand og hendes mor forhørte sig om, hvor hun kunne begynde til fodbold, 

”Så gik der et år, hvor jeg slet ikke gik til fodbold. Senere fandt min mor en klub til mig ude i villakvartererne i Brabrand, og hjemme foran blokken tog jeg udfordringen op, når drengene kom og kiggede lidt skævt på den her pige, der som den eneste løb rundt med en bold,” fortæller hun.

Nagin Ravand kunne ikke få det til at passe, at der ikke fandtes andre piger i området, som var interesserede i at spille fodbold. Så i 2015 kontaktede hun den lokale Gellerup-klub ACFC og spurgte, om det ikke var på tide, at de fik sig et fodboldhold for piger. Klubben sagde ja, men til den første træning var det kun Nagin Ravand selv, der mødte op. Derfor hvervede hun en lille gruppe veninder, der også havde anden etnisk baggrund og spillede fodbold i klubber uden for Gellerup. Sammen gik de i gang med at træne en gang om ugen og håbede, at det ville lokke andre til.

”Vi lod bare, som om der var et rigtigt hold, selvom det ikke var tilfældet. Der gik ikke længe, så kom den første og stak snuden frem for at høre, hvad vi havde gang i, og sådan fortsatte det. Året efter, da vi skulle starte op igen, stod der pludselig 40 piger mellem otte og 16 år, og så måtte jeg i gang med at rekruttere trænere, så de alle kunne komme til at spille,” siger den i dag 23-årige Nagin Ravand.

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut har vist, at kun 43 procent af etniske minoritetspiger i Danmark dyrker sport i deres fritid, mens tallet er 84 procent for piger, hvor begge forældre er født i Danmark. Ifølge Nagin Ravand – der efter sin tid i ACFC startede et seniorhold for kvinder i Gellerup i klubben Vatanspor – er der nogle kulturelle barrierer, som skal brydes ned, hvis det skal lykkes at få flere minoritetspiger og -kvinder til at spille fodbold.

”Foreningslivet er jo fuldkommen indgroet i det danske samfund, men i Afghanistan er der intet foreningsliv. Det eneste, mine forældre tænkte på, var, at jeg skulle have mig en uddannelse – ikke hvad jeg lavede i min fritid,” siger hun.

”Jeg havde ikke været der, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for Lindholm IF i Nørresundby, hvor jeg startede med at spille fodbold. Derfor arbejder jeg for at få flere piger og kvinder som mig ind i foreningslivet, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når det kommer til inklusion og integration.”

I dag læser Nagin Ravand uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og er ambassadør for Unisport. Her arbejder hun i både ind- og udland med at styrke lokalsamfund gennem fodbold, hun holder foredrag og deltager i internationale konferencer, og hun har fået plads i flere udvalg i DBU-regi. Hendes mål er at ændre billedet af, hvordan en typisk fodboldspiller ser ud.

”Da jeg begyndte at gå med tørklæde, kom der endnu flere piger til træning i Gellerup, fordi de pludselig kunne se mig som et forbillede. Fodbolden er stadig meget mandsdomineret, også når man ser, hvem der sidder og bestemmer inde i DBU. Kigger man på minoritetskvinder, står det endnu værre til. Vi kan ikke blive ved med at læne os op ad Nadia Nadim.”

Maddie Pokorny og Isabella Obaze. Foto: Martin Bubandt

TILBAGE I KØGE mimer Isabella Obaze en jubelscene for fotografen, der har taget opstilling i stadionloungen for at skyde spillerfotos til HB Køges hjemmeside. Den 19-årige venstre back kom til klubben i januar 2021 fra KoldingQ og sagde farvel til familien og gymnasiet i den sydøstjyske by for at blive en del af det storsatsende kvindehold på Sjælland. 

11 måneder senere blev hun kåret til årets talent i HB Køge, og den gode start i klubben blev bemærket af landstræneren. I februar i år blev hun efterudtaget til A-landsholdet, og da kvinderne mødte Italien i en venskabsturnering i Portugal 16. februar, var det med Isabella Obaze i startopstillingen.

”Det har været surrealistisk for mig pludselig at stå på den helt store scene med landsholdet og i Champions League og opleve den opmærksomhed, der er omkring klubben her. Det er lidt noget andet end i Kolding, med al respekt,” siger hun og smiler.

Isabella Obaze er tilknyttet HB Køge på en deltidskontrakt, men hun helliger al sin tid til fodbolden. Hjemme i Kolding har hun en dansk mor, en nigeriansk far, der engang var på ungdomsholdet i engelske Arsenal, og en storebror, som også er bidt af spillet. Derfor var det naturligt, at hun trak i et par fodboldstøvler, da hun var syv år gammel. I dag er hun en del af en ny generation af fodboldspillere, der satser alt på fodboldkarrieren og på at følge i fodsporene på stjerner som Pernille Harder. Før talentet kommer så langt, skal hun dog komme sig efter en skade, der har holdt hende ude det meste af foråret. 

”Der sker hele tiden fremskridt inden for sporten, og det gør det også mere attraktivt for mig at blive ved at kæmpe for at komme til at leve af at spille fodbold. Min drøm er at blive stamspiller på landsholdet og måske komme til et land som England eller Italien og spille.” 

Isabella Obaze har allerede fået debut på A-landsholdet i en alder af 19 år. Foto: Martin Bubandt

Truppen, der spillede kamp mod Brøndby IF, laver yoga dagen efter. Det er indført på initiativ af amerikanske Maddie Pokorny. Foto: Martin Bubandt

LUFTEN VAR BRÆNDENDE varm over Estadio Azteca i Mexico City 5. september 1971. 112.000 tilskuere – det største antal mennesker, et dansk landshold nogensinde har spillet for – så med, da Susanne Augustesen med venstrebenet hamrede bolden ind over den fremadstormende mexicanske målmand til stillingen 3-0, alle tre mål scoret af den bare 15-årige angriber fra Holbæk, der sammen med et udvalgt hold af kvindelige fodboldspillere hjemtog det uofficielle VM-trofæ i en turnering arrangeret af Martini-koncernen.

Kun korte glimt af kampen nåede hjem til Danmark, hvor mediedækningen af den sensationelle præstation havde været meget nølende. Alligevel blev kvinderne modtaget med jubel og rådhuspandekager i København, og hjemme i Holbæk blev Susanne Augustesen båret rundt i kongestol i byen, hvor hun voksede op på Jørgen Ruds Vej som den yngste af en søskendeflok på seks.

”Jeg har en søster, der er tre år ældre end mig. Hende ville jeg gerne lege med, men det gad hun ikke, så hun sendte mig over til drengene, som rendte og spillede fodbold. Jeg sparkede en enkelt gang til bolden med tåen. ’Nej nej, det er helt forkert,’ sagde de og viste mig, hvordan jeg skulle sparke med vristen og indersiden,” fortæller hun.

I kvarteret spillede de kampe, vej mod vej, men i den lokale fodboldklub Holbæk B&I ville de ikke have noget med Susanne Augustesen at gøre, fordi hun var en pige. I stedet spillede hun skolefodbold på Søndre Skole og viste sig hurtigt at være mere end almindeligt talentfuld.

”De sagde, at der vistnok var en pige ovre på den anden side af fjorden på Tuse Næs, som også spillede fodbold. Men ellers var der ingen andre end mig.”

I 1970 havde Boldklubben Femina, navngivet efter Aller-koncernens ugeblad, som sponsorerede tøj og støvler, vundet det uofficielle verdensmesterskab for kvinder i Italien. Turneringen var en stor publikumssucces, hvilket mexicanske forretningsmænd hurtigt øjnede og fik stablet endnu et verdensmesterskab på benene i deres hjemland året efter. Seks europæiske lande havde været med, men helt fraværende var det ellers fodboldgale England, hvor det var forbudt for kvinder at spille fodbold, fordi man mente, at det var usundt for kvindekroppen. 

I DBU ville man heller ikke vide noget af Femina-verdensmestrene, men uden for fodboldforbundets regi gik antallet af danske kvindefodboldspillere fra 1.500 til 15.000 på rekordtid. En af dem, der snørede støvlerne, var Susanne Augustesen, der i fodboldskoleturneringen i foråret 1971 gjorde sig så bemærket, at hun modvilligt måtte lade sig fotografere til B.T. Da det nystiftede landsforbund Dansk Kvinde Fodbold Union besluttede at sende et hold til Mexico, blev hun udtaget til truppen.

Susanne Augustesen scorer sit første af tre mål mod Mexico i 1971. Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix

PÅ GRUND AF VM-sejren missede Susanne Augustesen den første uges undervisning i 1. real hjemme i Holbæk. Hendes finale-hattrick havde tiltrukket sig stor opmærksomhed, særligt fra Italien, og i efteråret 1971 udbrød der en regulær budkrig mellem italienske AC Roma Femminile og Cagliari om det danske talents underskrift. Cagliari tilbød hende en fuldtidskontrakt til 700 kroner om måneden, men Susanne Augustesens forældre insisterede på, at hun først skulle færdiggøre sin skolegang. Imens fortsatte hun med at spille fodbold – og håndbold – herhjemme. I 1974 tog hun endelig springet og skiftede til ASD Bologna. Det betød dog, at hun måtte melde afbud til håndboldlandsholdets VM i Rusland, hvor hun var en del af bruttotruppen.

Susanne Augustesen tilbragte 21 år som professionel fodboldspiller i Italien – og scorede 600 mål i 800 kampe. Hjemme i Danmark blev hun dog hurtigt glemt, og mens flere af hendes holdkammerater fra triumfen i Mexico fik landsholdskarrierer, blev det kun til en enkelt landsholdsudtagelse for Susanne Augustesen, efter at kvinderne i 1974 begyndte at spille landskampe i DBU-regi.

”Jeg blev udtaget til en træningslejr i Vejle i 1983. Men jeg blev skadet til træning, og siden hørte jeg ikke noget fra DBU. Jeg måtte selv finde ud af, hvordan jeg var dækket af forsikringen, og jeg endte med at få 1.745 kroner i erstatning.”

I 1996 vendte Susanne Augustesen hjem til Danmark efter et forsøg på at sælge brugskunst i Italien. I dag bor hun på Østerbro og har i en årrække arbejdet med idrætsinitiativer i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Den 66-årige tidligere fodboldstjerne ser stadig så meget kvindefodbold i tv, som hun kan komme i nærheden af, og når hun skal kigge tilbage på sin egen karriere, siger hun, at hun ikke fortryder noget – og så måske alligevel.

”Der var en stinkende rig klubpræsident i Conegliano, der kontaktede mig og sagde, at jeg bare skulle sige et beløb. Men jeg endte med at skifte til Modena, og i stedet hentede han en italiensk angriber, som tjente kassen og blev topscorer i Serie A 11 sæsoner i træk. Der skulle jeg nok have slået til.”

Susanne Augustesen til rådhuspandekager med sine forældre og VM-trofæet, der senere forsvandt sporløst under en udstilling om kvindefodbold i Rødovre Centrum. Foto: Knud Henrichsen/Ritzau Scanpix

SER MAN PÅ økonomien, er der stadig galakser til forskel mellem kvinde- og herrefodbold. I 2017 blev brasilianske Neymar købt af Paris Saint-Germain fra F.C. Barcelona for 1,65 milliarder kroner – 660 gange så mange penge, som da Pernille Harder skiftede til Chelsea. Og selvom UEFA havde fordoblet præmiepengene fra EM i 2017 til årets slutrunde – de 16 slutrundehold fordelte cirka 120 millioner kroner imellem sig – er der stadig lang vej op til de knap 2,5 milliarder, der var på højkant under sidste sommers EM for herrelandshold.

Fodboldekspert Amalie Bremer er ikke i tvivl om, at der skal endnu flere penge til, hvis kvindefodbolden skal løfte sig yderligere, og hun begræder, at Danmark ikke kan følge med nationer som England, Italien og Tyskland, når det gælder økonomi og vilkår for kvinderne. En dansk kvindelandsholdsspiller modtager stadig langt færre penge for at repræsentere sit land end sin mandlige kollega, alt imens det engelske fodboldforbund FA siden 2020 har haft ligeløn på A-landsholdene.

”I en årrække er kvindefodbolden også blevet syltet i andre europæiske lande, og det kombineret med nogle unikke talenter har gjort, at vi har kunnet bokse over vores vægtklasse. Selvfølgelig er vi et lille land, men også Sverige er foran os, og eksempelvis betaler de deres kvindelige landsholdsspillere langt bedre,” siger Amalie Bremer, der erkender, at kvindefodbold på mange måder stadig er på kravlestadiet, men at det ikke behøver at være en ulempe. Efterhånden som pengene er blevet astronomisk store i herrefodbold, er sporten blevet stærkt kommercialiseret, flere af verdens største fodboldklubber har ejere med enorme formuer og forbindelser til lyssky regimer, og afstanden mellem fans og spillere er blevet større. På stadioner både herhjemme og i udlandet er det ikke unormalt at støde på bannere med budskaber som ’Imod moderne fodbold’.

”Se bare skandalen omkring VM i Qatar eller på farcen med European Super League (hvor nogle af verdens største klubber sidste år forgæves forsøgte at bryde ud af UEFA og danne deres egen private liga, red.). Jeg tror, at der er mange, der ligesom jeg kan blive lidt desillusioneret af den retning, som udviklingen i herrefodbold går i.”

Hvis man er fodboldromantiker, skal man så hellere gå til kvindefodbold?

”Kvindefodbold kan tilbyde noget andet end herrefodbold lige nu. Det paradoksale er jo, at selvom jeg ønsker bedre løn og bedre forhold for kvindelige fodboldspillere, ved jeg også, at der med flere penge følger mere kommercialisering. Men anno 2022 er der ingen tvivl om, at kvindefodbold er et fedt sted, hvor spillerne er tilgængelige, og hvor der kommer tusindvis af mennesker til de største kampe, uden at der er ballade. Da jeg var på Camp Nou i foråret, var der 90.000 mennesker, og alle kunne gå til og fra kampen, uden at der var slagsmål mellem fangrupperinger eller sammenstød med politiet.”

TILSKUERMAGNET

De tre højeste tilskuertal til fodboldkampe i 2022 har alle været kvindefodboldkampe.

91.648 – F.C. Barcelona-VfL Wolfsburg på Camp Nou, semifinale i UEFA Women’s Champions League.

91.553 – F.C. Barcelona-Real Madrid på Camp Nou, kvartfinale i UEFA Women’s Champions League.

87.192 – England-Tyskland på Wembley, finale ved EM 2022 i England.

PÅ TILSKUERPLADSERNE til den første officielle kvindelandskamp i Parken sidder også Susanne Augustesen. Med tryk på officielle, siger hun, for Susanne Augustesen har selv løbet rundt nede på banen foran 4.000 tilskuere i oktober 1971, dengang det hed Idrætsparken, og verdensmestrene spillede venskabskamp mod Italien.

Den tidligere professionelle spiller er godt tilfreds med det niveau, hun ser fra landsholdskvinderne på banen, i hvert fald i første halvleg – efter pausen er spillet lidt for rodet. Og hun har heller ikke noget imod landstræner Lars Sønder­gaard, han gør det fint, bevares, men var det dog ikke snart på tide, at det danske landshold for kvinder fik sig en kvindelig træner?

Hun er inviteret til kampen af DBU, som hun blev forsonet med, da fodboldforbundet i 2017 gav hende en længe ventet anerkendelse. Ved Dansk Fodbold Award i Horsens blev hun sammen med Lone Smidt Nielsen indlemmet i Fodboldens Hall of Fame – som de første to kvinder ved siden af koryfæer som Allan Simonsen, Michael Laudrup og Harald Nielsen. 

”Vi er endelig nået til et sted, hvor der er en anerkendelse af, at kvinder godt kan spille fodbold. Jeg er sikker på, at kvindefodbold går en stor fremtid i møde.”

 

Forfatteren og musikeren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nilas RD, Colourbox

ASSISTENS KIRKEGÅRD, KØBENHAVN

”Jeg bor tæt på og kommer flere gange om ugen på kirkegården, der har været fast kulisse i mit liv. Jeg har været på dates og gået fra kærester her, mine skilsmisseforældre overdrog mig ofte her som barn, og det var her, min far, da jeg var otte år, spurgte mig, om jeg ville med til Iran på sommerferie. Det lød som et eventyr, men endte med at blive til en slags bortførelse.”

LILLEBÆLTSBROEN

”Jeg holder foredrag og underviser i rap og kommer meget rundt i Danmark. Toget er blevet en slags kontor, men jeg kigger altid op, når jeg passerer Den Gamle Lillebæltsbro, hvor man får sådan et fint overblik over et af de smukkeste landskaber i landet.”

HELLIGPEDER, BORNHOLM

”Sidst jeg var på Bornholm, opdagede jeg ved et tilfælde dette lillebitte fiskerleje, en hemmelig lille plet på turist­øen, hvor det er, som om tiden er gået i stå, og bådene vipper filmisk op og ned.”

Shahin Aakjær, 32, er forfatter, musiker, rejseleder og medstifter af sitet altom­iran.dk. Han er aktuel med den selvbiografiske bog ’Verdensbarn – Kan man bortføre sin egen søn?’

Roskilde er en danmarkshistorisk bouillonterning. Ingredienserne består blandt andet af vikinger, domkirke, dyrskue, leverpostej, festival, ungdomsoprør … og ’Matador’. Ud & Se er gået på opdagelse i byen, der – måske – rummer det hele og på mange måder os alle.
Tekst:Camilla HolckFoto:Jonas Pryner Andersen

Alt på ét bræt 

PÅ HESTETORVET, lige uden for Roskilde Station, venter historiker Lykke Førslev i opsigtsvækkende gul uldjakke.  

”Lige dér på hjørnet boede Lise Nørgaard de første fire år af sit liv. Året inden hun blev født, havde hendes far åbnet en kolonialforretning i stueetagen, og familien boede på førstesalen. Når Agnes i tv-serien tager Regitze og Ulrik med på Jernbane Restauranten, er det faktisk noget, Lise Nørgaard kan huske, stuepigen gjorde, da hun selv var et lille barn. Her blev hun med sin lillebror hevet med på bodegaen lige rundt om hjørnet, fordi stuepigen skulle kysse lidt med tjeneren,” siger Lykke Førslev og peger ind i porten tæt på den 105-årige forfatters barndomshjem.

Roskildekrukkerne ved Hestetorvet er mødested, når Lykke Førslev er på byvandring, hvor hun gennemgår Lise Nørgaards barndom og tidlige voksenliv i byen, der danner bagtæppe for ’Matador’-seriens fiktive by, Korsbæk. Ikke bare på grund af nærheden til Lise Nørgaards barndomshjem, men også fordi de tre krukker er blevet et af byens vartegn. De blev skænket til byen af Elsebeth Stryhn i 1999 i anledning af byens 1.000-års jubilæum. Ja, Stryhn som i leverpostejen, der hører hjemme i Roskilde og har gjort det siden 1941.

Lykke Førslev kigger mod Roskilde Station og holder et sort-hvid-billede fra begyndelsen af 1900-tallet op for at demonstrere, hvor lidt tiden har gnavet i jernbanestationen, der er landets ældste eksisterende og med sine sandfarver, mosaikbuede vinduer, rundede indgange og to fladtagede tårne minder om et forsvundet, eksotisk luksuspalads. I år har strækningen København-Roskilde, landets første jernbanelinje, 175-års jubilæum.

Langs stationen og med byens centrale Gråbrødre Kirkegård på den modsatte side går guiden mod Hersegade 22, hvor Roskilde Dagblad lå, da 18-årige Lise Nørgaard kom i lære dér som journalist i 1935. Også her fortsætter historien. Der udgives stadig avis på adressen, nu bare under Sjællandske Medier og med omvendt rækkefølge i navnet: Dagbladet Roskilde.

Rundt om hjørnet, på handelsgaden Algade, står en granitbænk med en bronzeskulptur af Lise Nørgaard. Ved første øjekast virker det som en formindsket udgave, men nej, den er i størrelsesforholdet 1:1. 

Lykke Førslev fortæller, at hun ofte ser horder af ældre damer stå omkring bænken. De sidder på skift ved siden af statuen af den danmarkspopulære forfatter, mens der knipses med mobilerne.

I byen, der læner sig dybt mod havet, går Lykke Førslev mod Frederiksborgvej og mod det, som kaldes det katolske kvarter. Hertil flyttede familien Nørgaard, til Klostervang, hvor de kunne se ud over den nyanlagte Bypark i nærheden. Lykke Førslev fortæller, at flere af de fine damer, der boede i området omkring Klostervang, blev kaldt ’liggedamer’, fordi de – ligesom Maude i tv-serien – ofte måtte gå op og lægge sig, når noget gik dem imod. I et hus et par numre fra Klostervang 10, hvor Lise Nørgaard boede med familien, huserede en liggedame, som angiveligt var meget bakterieforskrækket. Rygterne sagde, at hun satte stuepigerne til at rengøre nøglehuller i dørene med vatpinde. 

ROSKILDE OG KONG ROAR

I ’Lejrekrøniken’ fra 1100-tallet nævnes sagnet om en kong Roar, der anlagde en by ved fjordkysten, hvor der var en dejlig kilde. Kong Roar er en mytisk skikkelse, men kilderne ved Roskilde er ægte nok. Der har været 12 i alt, og i dag er der otte tilbage. Den nok mest berømte er Hellig Kors Kilde, som skulle have helbredt kong Frederik IV, da han i 1729 blev ramt af en sygdom, som lægerne ikke kunne kurere. Kilden blev herefter udnævnt til ’Kongelig Hofleverandør’ og var det frem til 1886, hvor kilden løb tør, da man forsøgte at etablere en sodavandsfabrik på området.

Vikingefjord og færgefart 

VANDET I FJORDEN ved lystbådehavnen i Roskilde flimrer som sne på en gammeldags fjernsynsskærm, mens joller, sejl- og speedbåde vugger let, og solen varmer i nakken. Windbreakere og lette dunjakker står i kø før afgang med færgen M/S Sagafjord, og roskildensere i køen taler om, hvordan de skal undgå den massive trafik i byen i starten af juli, når der både er Roskilde Festival og Tour de France med afgang fra domkirken. 

Så bliver kæden taget af, gæsterne stiger om bord, og ind ad vinduet til køkkenet kan de se hvide tallerkner med remoulade, sild og ost og dufte de fiskedeller, som snart også ligger på platten, der er en del af den to timer lange sejlads på fjorden.

Lige ved siden af M/S Sagafjord sejler en replika af et gammelt vikingetræskib ud fra Vikingeskibsmuseets museumshavn, og et dusin turister ror af alle kræfter.

Med domkirken i ryggen, Roskildes gamle bydel Skt. Jørgensbjerg på venstre hånd og den rige bydel Himmelev på højre stævner M/S Sagafjord ud. Den tidligere norske passagerfærge fra 1957 blev gennemrestaureret i 2016 med nye spisesaloner og elmotorer efter en økonomisk indsprøjtning fra Pandora-stifter Winnie Liljeborg, som selv bor ved Roskilde Fjord. 

Der er plads til 156 passagerer på færgen, og foran den ligger vikingeskibet og skvulper i sejlbanen. Skibet får tre små trut i hornet, inden det sætter sejl og siver ud til siden.

”Nå, de nåede væk,” griner styrmand Kristian og læner sig ud over rælingen.

Pludselig lyder Stig Rossens bløde stemme i højttalerne på dækket. Han fortæller om Vikingeskibsmuseet fra en optaget lydfil, mens husene langs fjorden fremstår som små røde og hvide klodser op ad skrænterne til den ene side, og Boserup Skov på den anden toner frem som tætpakkede, pjuskede bolde i nuancer af grøn.  

Roskilde Domkirke træder tydeligere frem, jo længere væk vi kommer, mens Vikingeskibsmuseet står gråt og betonagtigt tilbage med vinduespartiet mod fjorden og små sodlignende løbebaner langs siderne. 

Færgen passerer Veddelev Strand. Kaptajn Runi trutter atter i hornet, da vi glider forbi et trelænget gult hus. Det er her, Winnie Liljeborg bor, og han hilser altid, når han glider forbi. I nærheden af det gule hus ligger en campingplads på et skrånende græsområde. Tusind år før campingvognene med fortelte på græsset var området en såkaldt anløbsplads, hvor der i vikingetiden foregik handel. Og der er flere af dem op gennem den snirklede Roskilde Fjord, der var et vigtigt område for sen-vikinge­tidens konger, og som gjorde Roskilde i bunden af fjorden til et ideelt magtcenter. 

Al den krængen rundt om tanger og vige gjorde det nemmere for vikingerne at sikre sig, fordi man tidligt og højt oppe i fjorden kunne varsle fjendtlig sejlads ved hjælp af signalbål. Udgravninger i fjorden har også fundet fem udtjente vikingeskibe, der dengang blev fyldt med sten og brugt til at gøre indsejling for fjender noget nær umulig. 

Vi drejer bagbord og ind i Kattinge Vig. Stig Rossens stemme flyder igen fra højttalerne, og han fortæller om den lille Ringø, som engang var hovedgevinst i et lotteri og blev vundet af en københavnsk sporvejskonduktør. Da han opdagede, at der ikke engang var plads til at bygge et sommerhus på øen, solgte han den igen, og i dag er der fuglereservat på øen, hvor vildgæs og Danmarks nationalfugl, knopsvanen, yngler.

Færgen kanter sig langsomt mellem tangerne ved Kattinge Vig, Hesteholme, Boserup Skov og Veddelev, inden vi kommer ud til det mest åbne område af Roskilde Fjord, hvorfra man kan se til Forskningscenter Risø, der blev oprettet i 1956 for at forske i fredelig udnyttelse af atomenergi. 

Risøs tre forskningsreaktorer er de eneste kernereaktorer, der har været i drift i Danmark, men i 2000 stoppede driften af Risøs sidste forsøgsreaktor, DR3. 

En kitesurfer med gult vindsejl blæser forbi Danmarks største forskningsinstitution, hvor der udføres forskning inden for energiteknologi, bioproduktion, nanoteknologi samt nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse. 

I højttalerne fortæller Stig Rossen historien om øen Elleore. Den er blot cirka 370 x 180 meter, men har alligevel siden 1944 været verdens mindste ’kongerige’ med regenter, egen møntfod og frimærker. Øen blev købt af en gruppe københavnske skolelærere i 1944, fordi de ønskede et sted, hvor de kunne bestemme alting. Selvom det hele er en leg på en lille ø, hvor der mest residerer edderfugle, er der alligevel et toilet på øen, som kun er beboet omkring en uges tid om året.

På vej tilbage er der ud for Vikingeskibsmuseet kommet flere rekonstruerede skibe i vandet. Replikaerne er lavet ud fra fund i Roskilde Fjord – blandt andet fandt man ved udgravninger i 1997-98 verdens længste vikingeskib. 

Indenfor på museet kan man se resterne af de rigtige, gamle skibe, og hver onsdag mødes skibslaug uden for museet. De sejler i de rekonstruerede både på korte ture, men der har også været ekspeditioner til Grønland, langs kysten i Danmark og en tur fra Roskilde over Nordsøen og til England. På turene rapporterer de engagerede frivillige tilbage til forskerne på museet, så der kan laves forbedringer og ændringer på konstruktioner og andre detaljer.

”Tak, fordi I sejlede med Sagafjord,” siger færøske kaptajn Runi og rejser sig op, mens byens energitårn forsvinder bag røde tagrygge, og domkirken bag trætoppe, så kun de to spir kan ses.

”Roskildøøøh, er I der?”

BYPARKEN, DER SKRÅNER med udsigt til havnen og Roskilde Fjord, ser måske ud som endnu en grøn byplanlægningsplet, hvor der spadseres, slappes af, spises is og spilles gratis koncerter. Men det er ikke hele historien. 

I kanten af parken lå indtil sidst i 70’erne folkehuset Fjordvilla, et mødested for fagbevægelsen, som blev et populært musik- og mødested for byens ungdom. Allerede i 1968 var stedet adresse for et symposium, som skulle afgøre, om USA havde begået krigsforbrydelser i Vietnam. Her deltog forfatter, filosof og feminist Simone de Beauvoir og hendes livspartner, forfatter og filosof Jean-Paul Sartre, og symposiet var finansieret af blandt andet Picasso. 

Året efter, i 1969, spillede Led Zeppelin på Fjordvilla, og dét plantede frøet til noget stort.

Et stenkast fra Byparken bor den 68-årige roskildenser Mogens Sandfær med sin kone. Da Led Zeppelin spillede på Fjordvilla, var han netop kommet hjem fra San Francisco, hvor han havde boet med sine forældre. Som teenager i San Francisco havde han oplevet Summer of Love, og det gjorde et kæmpe indtryk. Hjemme igen fra USA var den unge, idealistiske Mogens klar til at gøre op med tidens normer, da han blev indskrevet på ’Katedralen’, Roskilde Katedralskole, som dengang lå lige op og ned ad domkirken og havde gjort det i næsten tusind år.

I 1969 flyttede skolen til nye lokaler i bydelen Hyrdehøj i det vestlige Roskilde, og nu skulle omvæltningen ske.

”Det var ufattelig gammeldags på ’Katedralen’. Mange af os elever kiggede på hinanden og tænkte: ’Hvorfor taler vi sådan her?’ Vi syntes, det var absurd. Tiden var inde til at lave om på den måde, vi var lærere og elever på,” siger Mogens Sandfær, som havde fuld fart på. Han blev formand for elevrådet sammen med kammeraten Jesper Switzer, som blev næstformand. Og de to havde opbakning til deres ideer:

”Vi arrangerede et weekendmøde, og folk i massevis mødte op med soveposer og det hele. Vi havde nye planer med den ældgamle skole, og de skulle sættes i værk lige nu!” 

Rygterne gik i byen, der var en mobilisering af en slags i gang, og pludselig ringede en impresario (en musikagent) til Mogens og Jesper:

”Han spurgte os: ’Hvorfor starter I ikke en festival?’ Dét var vi klar på lige med det samme. Vi ville skabe Danmarks Woodstock,” siger Mogens Sandkær.

Sound Festival, kom de to gymnasiekammeraters musikfestival i Roskilde til at hedde. De første, lidt usikre toner løb ud af højttalerne i 1971, og det blev startskuddet til den årligt tilbagevendende musikfestival på Dyrskuepladsen, der blev Danmarks største og mest kendte.  

Ny energi

PÅ HOLBÆKMOTORVEJEN mellem afkørsel 10 og 11 strækker et rustbrunt kraft-varme-værk sig mod skyerne med kridhvid damp pulsende op fra et hullet tårn. Den kantede bygning, der går under navnet Energitårnet, ligner i dagslys en slags brændt svane, men om aftenen lever den et liv som affalds-lavalampe. 

Indenfor i det store rusttårn, der med sine 98 højdemeter kan ses fra motorvejen, fra byen og fra fjorden og er tænkt som en moderne pendant til Roskilde Domkirke, er temperaturen i ovnen mellem 800 og 1.000 grader. 

Den iøjnefaldende bygning, der er tegnet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat, rummer en 30 meter dyb affalds-slugt og en kran med en gigantisk grab, som kan flytte rundt på fem tons affald ad gangen. 

De andre enorme rum i Energitårnet er lyse og rene. Der er rør og cylindre på størrelse med rutsjebanerne i Lalandia og massive, enorme jernbeholdere overalt. Trapper med gule gelændere snor sig mellem installationerne. Det piber, knirker og rasler, store knald lyder indimellem fra rørene, og man kan mærke vibrationerne summe fra ovnen.

Vinden står ind fra nordvest og suser gennem de 4.500 huller – alle i forskellig størrelse – i de 6.500 ioniserede aluminiumsplader, som tårnet består af. 

Hvis man ikke er opmærksom, kan man måske snuble i de mange ankelhøje spotlys, der bruges til at belyse den fortlignende bygning. Nogle gange med de oprindelige farver, inspireret af flammen fra ovnen, andre gange med lyserødt (for brysterne) eller orange (når der er festival), og denne sommer med et særligt udviklet lysdesign til Grand Départ-etapen under Tour de France i Roskilde 2. juli (ét i gul og ét i prikket). Af sikkerhedshensyn har Energitårnet hidtil fravalgt at lysskilte den høje bygning i de ukrainske gule og blå farver.

”Selv om det ser sådan ud, er Energitårnet altså ikke højere end domkirken, vi ligger bare på en bakke,” siger Rie Døllner, der er kommunikationsansvarlig og måske forsvarer bygningen mod dem, der var utilfredse med Energitårnet, da det officielt blev indviet i 2014.

Mange roskildensere mente dengang, at Energitårnet ikke burde konkurrere med domkirken om at være byens højeste bygning. Og så syntes de, at Energitårnet var grimt. Eller i hvert fald ikke kønt nok til at være byens næstvigtigste kendemærke.

Det højeste punkt på Roskilde Domkirke er Søndre Tårn – det ene af de to høje spir – som måler 113,78 meter. Energitårnet er 98 meter og derfor ingen konkurrent. Men når man står på taget af Energitårnet og kigger mod domkirken, der ligger 2,5 kilometer derfra i luftlinje, kan man godt blive i tvivl. 

ROSKILDESYGE

I 1929 blev smitte med norovirus første gang opdaget i udlandet og blev kaldt ’winter vomiting disease’. I december 1935 opdagede man ’en ejendommelig epidemi i Roskilde’, hvor en tredjedel af byens borgere havde opkast og diarré. Året efter blev forløbet beskrevet i Tidsskrift for læger: ”Selvom det negative Bacilfund ved dette forholdsvis ringe Antal Undersøgelser ingenlunde udelukker Muligheden af, at en Mikrob er Sygdommens Aarsag, henleder det i Forbindelse med den store Smitsomhed uvilkaar­ligt Tanken paa et Virus som Aarsag.”

Herefter blev udtrykket ’roskildesyge’ brugt om smitten, som fortsat rammer mange hver vinter. Virussen er smitsom og kan ikke behandles, men den forsvinder af sig selv efter to døgn, og langt de fleste klarer den igennem uden lægehjælp.

En by i fart

RØG STÅR OP fra en container uden tag. Speederen på en gokart trykkes i bund og slippes i en rytmisk bevægelse. Wruum, wruum, wruum. På et skilt står der ’Opstart/prøvestart max 15 sekunder’.

”Så fik du vist også dine 15 sekunder,” siger en mand i orange vest.

”Jeg tæller meget langsomt, og jeg skulle lige tjekke, at den ikke sprang i luften,” griner en gråhåret mand tilbage.

Bagefter går en 10-årig knægt i fuldt racingudstyr ind i containeren med sin far. Speederen trykkes i bund. Få sekunder efter er de ude igen. Omkring dem former sig en kø. Fædre og sønner, lyden af totaktsmotorer. Snart begynder første heat i Sjællandsmesterskaberne i gokart. 

De små gokarts triller ind på banen på Roskilde Racing Center, der har fostret navne som Formel 1-kører Kevin Magnussen og Le Mans-køreren Christina Nielsen.

I starten langsomt og lydløst, så hurtigere, mere larmende. Dækkene hyler i svingene, og flere forældre følger online-tidtagningen tæt på deres mobiler. 

”Det var langsomt, hva’?” siger en af tilskuerne.

Det sort og hvid-ternede flag bliver viftet i vinden fra kontroltårnet. Gokarterne forlader banen lige så lydløst, som de kom ind. Banen bliver helt stille for en kort stund. Forældre og tilskuere forlader hegnet.

Næste hold kører på banen. Reglerne bliver forklaret til en ung fyr af en gråhåret mand med kasket og en smøg mellem de oliesorte fingre. De står begge og hænger ind over indhegningen, mens de lave vogne kører rundt og rundt på gokartbanen.

Fædre coacher deres børn, mens de går rundt med dåsecolaer og juicebrikker.

”Sørg for at holde dig yderst i svinget, så har du også den position i næste sving,” siger en far til sin søn.

Solen bager ned over de asfalterede omgivelser sydøst for Roskilde, tæt på lufthavnen.

Røgen stiger igen op fra den sorte container, lyden af motorer giver rytmiske, runde lyde, og lugten af benzin fylder det ene øjeblik det hele, det næste er den væk igen. Varmen brænder i ansigtet, himlen er blå bortset fra nogle enkelte stribede skyer.

Lukas på otte kører gokart som tredje generation i familien. Både hans onkel og farfar har kørt i mange år, og hele familien er med i dag.

”Er vi klar?” spørger farmor, da Lukas kommer gående forbi i hvid og blå køredragt.  

”Yes,” svarer han og går med sin far mod sin gokart. To piger på løbehjul suser forbi bag ham. Den ene med brune krøller og køredragt på.

En 10-årig dreng kører af banen efter sit første heat.

”Jeg vil hjem! Jeg kan ikke mere,” skriger han. Han hiver hjelmen af, så man kan se hans lyse, karseklippede hår. Hans far må holde ham fast og trøste sin søn, der banker hænderne i hegnet bag sig. Faren prøver igen at berolige ham. Til sidst går drengen sin vej og gemmer sig bag en traktor, som er efterladt ved siden af banen. 

Fra tilskuerpladserne bliver der klappet. En ung kører knytter næven, inden han kører sidste runde. 

”Det var helt, som det skulle være, skat, godt kørt,” klapper en forælder fra hegnet.

Da Lukas på otte kører ind på banen, står far og farfar klar ved indhegningen. De har begge mobilen åben med tidtagningen. Benzinlugten fra banen hænger nu tykt i luften. Man begynder at vænne sig til det, måske endda sætte pris på det. Løbene kommer lige i halen på hinanden, og pokalerne er stillet klar ved siden af podiet. En til første-, anden- og tredjepladsen i hver klasse. Men fordi det er de yngste, der kører i dag, har de medaljer til alle, siger formanden og hiver en papkasse frem med guldmedaljer. Himlen er nu mere sky end blå, men de unge kørere er kun halvvejs med dagens Sjællandsmesterskab. Lukas løber med farfar hen for at se de ældste af dagens kørere. Det summer for ørerne, mens næste hold kørere gør sig klar til endnu et heat.

RING TIL ROSKILDE

Den oprindelige Roskilde Ring lå inde i Roskilde by fra 1955. Der blev kørt store internationale løb på ringen, og i 1961 og 1962 blev der i to tilfælde kørt løb i den prestigefyldte Formel 1-klasse med stjerner som Stirling Moss og Jack Brabham. Den lukkede i 1968, fordi Roskilde voksede, og banen blev omringet af beboelsesejendomme. Derfor blev støjniveau­et for højt. I dag er der etableret Roskilde Ring Park på området, hvor der er en sø, en legeplads og en discgolfbane med 12 huller. Øst for Roskilde ligger i dag to ’ringe’: FDM’s Sjællandsringen, som er et af Danmarks største køretekniske anlæg, og Roskilde Racing Center (RRC), som er en 1.250 meter lang gokartbane. Jan og Kevin Magnusson og den første danske kvinde, som kører Le Mans, Christina Nielsen, er medlemmer af den lokale gokartklub ASK Hedeland, som har hjemmebane på RRC.

Gispende bispevalg 

FOR FØRSTE GANG siden 2008 skal der vælges en ny biskop i Roskilde, hvis stift i år fejrer 1.000-års fødselsdag. Fire kandidater stillede op, da Kirkeministeriet i januar udskrev valg i Roskilde Stift, der dækker 312 sogne hen over hele Sjælland. En af dem var Anna Kluge, der er provst i Næstved Provsti. Hun forklarer, at rollen som biskop er en noget nær umulig opgave. Men også, at det er dét, som gør positionen spændende.

”En biskop skal være en markant person, man kan se, mærke og forholde sig til. Men samtidig skal det være en uden for mange kanter, for man skal kunne rumme alle de forskellige kirkelige retninger. En biskop skal kunne tale, inspirere og give et fundament for præster og ansatte i folkekirken at arbejde ud fra. En biskop er på mange måder folkekirkens ansigt udadtil,” fortæller Anna Kluge, hvis forbillede er den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt.

”Han var en dygtig biskop. Man kaldte ham talentspejderen, fordi han var god til at finde mennesker, som kunne noget særligt. Han var et begavet menneske, og han kunne smide en oneliner på bordet, så man tænkte: ’Hvad mener du?’, men han kunne altid underbygge sin påstand.”

Faktisk var det også Jan Lindhardt, som i sin tid ansatte Anna Kluge, da hun fik sit første job som præst – i Roskilde. Og det var i domkirken, hun oprindeligt blev indviet som præst.

”Jamen altså, tænk lige over det. Kirken i Roskilde er tusind år gammel. Det er jo ærefrygtindgydende. Domkirken har været med til at tegne ikke bare Roskilde, men hele Danmark. Den er en del af vores alles identitet,” siger Anna Kluge op til den indledende afstemning blandt de fire kandidater. 

BISPEDØMMEKRAFT 

En biskop er den øverste kirkelige myndighed i et stift, der er et geografisk område inden for folkekirken, som er opdelt i provstier og igen i sogne. Hvert sogn har mindst én folkekirke tilknyttet, ligesom hvert stift har én domkirke. Ordet ’dom’ stammer fra latin og er en afkortning af domus Dei, Guds hus. En domkirke er hovedkirken i et stift, ligesom den også huser det kirkelige overhoved i samme stift, nemlig biskoppen. 77,5 procent af borgerne i Roskilde Stift var i 2021 medlem af folkekirken.

Roskilde Domkirke var færdigopført i 1175, den er én ud af 10 domkirker i Danmark og dér, hvor den danske kongefamilie ligger begravet.

Desværre for Anna Kluge og de menighedsrådsmedlemmer, præster og valgmenighedsrepræsentanter, der stemte på hende, bliver hun dog ikke den nye biskop i Roskilde, ikke i denne omgang. I maj, i valgkampens første runde, var hun blot fem stemmer fra at blive nummer to og dermed komme med i den afgørende sidste runde. 

Det endelige valg stod mellem sognepræst Rasmus Nøjgaard fra Sankt Jakobs Kirke i København og provst Ulla Thorbjørn Hansen fra Slagelse. Efter mere end fire måneders valgkamp pegede et flertal midt i juni på Ulla Thorbjørn Hansen, og dermed får Roskilde Stift sin første kvindelige biskop, som træder frem ved bis-pevielsen 4. september.  

En bispevielse er en højtidelig ceremoni, og en begivenhed, hvor biskopper fra ind- og udland deltager sammen med dronningen og kirkeministeren. Det er også en begivenhed, der bliver vist på landsdækkende tv. 

Bispevielsen begynder med en procession: Mens organisten spiller, eller kirkekoret synger, går stiftets provster, danske og udenlandske biskopper, den kommende biskop og den biskop, der skal vie ham eller hende, i samlet trop ind i kirken. Herefter følger en udvidet og ekstra højtidelig ceremoni med en bøn om, at Helligånden må fylde menighedens hjerter, og som slutter med en masse hænder på hovedet af den knælende næsten-biskop. 

I det hele taget fylder Helligånden meget til en bispevielse, for det er gennem denne ånd, at den nye biskop skal vejlede kirken og dens medlemmer og andre ledere i stiftet. Måske er det derfor, der ikke er noget overhoved eller nogen chef for Den Danske Folkekirke, kun en overånd: I sidste ende er Folketinget kirkens øverste myndighed.

KIRKE, KONGE OG KRYPT

Roskilde var Danmarks kongeby frem til 1400-tallet, hvor kongemagten flyttede til København. Harald Blåtand, ham, der ’gjorde danerne kristne’, blev efter sin død i omkring 986 begravet i en trækirke i Roskilde, som han selv havde fået opført. Domkirken, der er opført samme sted som Harald Blåtands trækirke, har i århundreder været kongefamiliens gravkirke og rummer omkring 40 kongelige gravsteder. Margrete I blev oprindeligt begravet i Sorø Klosterkirke, men liget blev senere bortført af bispen i Roskilde til domkirken, hvor man stadig i dag kan se hendes gravmæle fra 1423. Den nutidige Margrethe, Margrethe II, afslørede i 2018 sit kommende gravmæle, der har kostet omkring 29 millioner kroner og er udført af Bjørn Nørgaard og blandt andet skabt af materialer fra Frankrig, Færøerne og Grønland. Dronningen skal ikke ligge i den glaskuppel, som hviler oven på de tre søjler, men i en krypt under gravmælet.

Psykiatrisk set  

DER ER SANKTHANS, og så er der Sct. Hans. Historien om Roskildes berømte og berygtede psykiatriske hospital går tilbage til det 13. århundrede, da det lå i København. Først i 1816 flyttede Københavns Kommune det psykiatriske hospital ud til Roskilde Fjord med det fredfyldte miljø, som det dengang var på mode at placere ’anstalter’ i. 

Psykiatrisk Center Sct. Hans, som Sct. Hans Hospital kom til at hedde efter struktur- og kommunalreformen i 2007, er Danmarks ældste psykiatriske institution. Det er også det største hospital i dansk psykiatri og var i mange år Roskildes største arbejdsplads. En stor del af bygningerne er tegnet efter forlæg af den danske arkitekt Gottlieb Bindesbøll, som også har tegnet Thorvaldsens Museum. 

Hospitalet startede som ’Lemmestiftelsen’, hvor man gav forplejning, men ikke behandling, til fattiglemmer fra København, selv om hver tredje af de indlagte var diagnosticeret som ’sindssyg’. En undersøgelse af forholdene i 1830 viste, at patienterne blev udsat for lidt af hvert – og udelukkende af det dårlige: for eksempel piskning med ris, ørefigner og ordinering af spanske fluer. Fluerne blev knust og smurt på huden, hvorefter de fremkaldte væskefyldte blærer. Sagen blotlagde den konflikt, der dengang herskede mellem læger, der enten abonnerede på forestillingen om psykisk sygdom som et resultat af synd og amoralsk opførsel (psykikere) eller som en fysisk sygdom i hjernen (somatikere). Med tiden sejrede de sidste (heldigvis). 

I 2021 stod et nyt byggeri, Udsigten, færdigt ved siden af det originale Sct. Hans. Bygningerne huser ud over sengeenheder et kulturtorv, et multi- og musikrum, en aktivitetshave og et terapibassin. De nye bygninger er forsøgt integreret i det oprindelige område ved at bygge i mursten, som minder om det oprindelige hospitals, og de nye, lave bygninger bliver nærmest skruet sammen med landskabet på grunden, der mellem områdets sydøstlige og nordvestlige hjørne falder 14 meter. Her, i omgivelserne ved skov og fjord, skal nogle af de farligste retspsykiatriske patienter bo. Udsigten er en lukket behandlingsinstitution for psykisk syge borgere, der har begået kriminalitet og er idømt en behandlingsdom i stedet for en almindelig afsoningsdom. Og så er der nabonyt: Roskilde Kommune købte i april en del af det tidligere Sct. Hans Hospital af Region Hovedstaden, hvor der skal udvikles et helt nyt boligkvarter over de næste 20 år. Roskilde Kommune forventer, at der samlet bliver plads til 400 boliger.

STÅ AF I ROSKILDE

Det er igen blevet moderne ’at stå af i Roskilde’. I hvert fald hvis man skal tro en helbredsundersøgelse af danske gymnasieelever fra 2019, hvor antallet af seksuelt aktive elever, der benytter metoden, næsten var fordoblet siden 2014. Og metoden er: at bruge afbrudt samleje som prævention.

Eksperter mener, at stigningen i brugen af metoden kan skyldes, at de unge ikke længere er så bange for at blive smittet med sygdomme.

Det er ikke klarlagt, hvor udtrykket præcis stammer fra, men det har været brugt i mere end syv årtier, og ja, udtrykket hentyder til, at man står af toget, inden man når til den egentlige destination (i dette tilfælde København).

RUC and roll 

’I STILHEDEN DØDEN, i strømmen næres livet’. Sådan lød mottoet, der i RUC’s oprindelige segl omkranser en sort koral, for koraller i rev holdes kun i live, hvis de er i bevægelse. 

Roskilde Universitets Center, som det hed indtil 2008, hvor man droppede ’center’, og det blot blev et ’universitet’, holder i år 50-års jubilæum. Ved sin start i 1972 blev RUC kaldt både ”verdens mest dristige universitet” og en ”marxistisk missionsskole”, og allerede året efter var det nye universitet med ’basisdel’ truet af lukning: De studerende gjorde (som mange andre unge i verden dengang) oprør, de var utilfredse og væltede den siddende rektor, folketingsmedlem Erling Olsen. Det fik de borgerlige partier til at ønske den ”marxistisk-maoistiske indoktrineringsanstalt” lukket med det samme. Det lykkedes dog ikke, men flere gange i løbet af de følgende år gjorde borgerlige politikere krav på lukning af RUC. Tættest på kom de i 1976, men universitetscentret blev reddet af den konservative løsgænger Hans Jørgen Lembourn, der stemte imod sit eget parti.

Ifølge ‘En koral i tidens strøm’ af Else Hansen rettede RUC i årtiet efter ind og blev udnævnt til ”erhvervslivets yndling”. Mange af de ideer, man kritiserede RUC for i begyndelsen, er langsomt blevet en del af kulturen på andre danske universiteter. 

De seneste år har RUC dog fået en del kritik, eftersom de er sevet ned ad internationale ranglister, har lave adgangskrav og en forholdsvis høj dimittendledighed blandt andre danske universiteter.

Sgu også dyr

ROSKILDE DYRSKUE har aldrig opnået rockstjernestatus – hverken blandt roskildensere eller den øvrige befolkning, selv om stedet er det samme, og antallet af gæster med årene har nærmet sig festivalens. Før corona, i 2019, var der publikumsrekord på Roskilde Dyrskue til 50-årsjubilæet, hvor der blev opstillet syv guldtraktorer rundt­omkring i Roskilde by. De spraymalede traktorer skabte stor debat i byens Facebook-fora, men rygtet spredtes hurtigt: Det er Roskilde Dyrskues 50 år på pladsen.

113.017 gæster væltede det år ind på Dyrskuepladsen over tre dage for at opleve oplandets landbrugsdyr – og mennesker. Og oplandet er ikke så lidt – det er hele Sjælland samt Lolland, Falster og Bornholm plus det løse. Mange af udstillerne på Roskilde Dyrskue beskriver det at være på dyrskue som vigtigere end juleaften, og i år, i slutningen af maj, blev gæster og dyr atter sluppet løs på Dyrskuepladsen, hvor ’Årets yver’, ’Staldens dronning’ og ’Bedste æg’ er blevet kåret i mere end fem årtier.

Faktisk går historien om dyrskuet i Roskilde tilbage til 1882, da det hed ’Fællesdyrskue for Sjælland’ og efterfølgende blev afholdt mange forskellige steder. I 1938 var der for eksempel Fællesdyrskue ved Bellahøj i København, hvor man fejrede 150-året for stavnsbåndets ophævelse, og der var næsten en million gæster. I hvert fald blev gæsteantallet opgjort til præcis 965.876. 

Først efter skiftende lokationer fik dyrskuet endelig fod-, hov- og klovfæste i Roskilde i 1969.

Alt på ét bræt 2

LYKKE FØRSLEV DREJER om og går tilbage mod byen. Solen bryder endelig gennem tågen, da vi nærmer os Byvolden. Det er et fredet område, hvor ruiner af den gamle kirke ligger. Hun går gennem den gamle Regenssti:

”Selv garvede roskildensere kan blive overraskede over, at denne sti eksisterer. De kan have boet her i årtier uden at opdage den,” siger Lykke Førslev for enden af den smalle, asfalterede sti, hvor synet af domkirken rammer som et slag i hovedet. Den enorme bygning, som er mere end 800 år gammel, knejser storladent på bakketoppen. Man må bukke nakken helt bagover for at se til toppen.

AF DEN GAMLE SKOLE

Roskilde Katedralskole blev oprettet i starten af 1000-tallet som en drengeskole, hvor man lærte latin, sang og teologi. Ideen om at uddanne kommende (mandlige) præster hang ved i århundreder, og af tidligere elever kan nævnes Saxo, som skrev ’Danmarks krønike’, og Absalon, biskop af Roskilde og senere grundlægger af København. Det er altså ikke hvem som helst, der har gået på ’Katedralen’. I 1800-tallet blev ’Katedralen’ et regulært gymnasium, og efter flytningen af skolen i 1969 til Hyrdehøj blev det nye Amtsgymnasium åbnet i Katedralskolens gamle lokaler. Amtsgymnasiet, også kaldet ’Amtet’, har i dag ry for at være et mere flippet gymnasium sammenlignet med ’Katedralen’.

Turen slutter på Stændertorvet på den anden side af domkirken. Her peger Lykke Førslev to butikker ud: en stor Matas-filial, som før i tiden var en tøjbutik under navnet Kontaktforretningen, og så Aage Müller, hvis familie siden 1834 har drevet manufakturhandel i Roskilde. De to butikker skulle svare til hhv. Damernes Magasin og Skjerns Magasin i Matador. Det fandt Lykke Førslevs mor ud af, da hun i starten af 80’erne flyttede fra København til Roskilde, hvor Lykke Førslev selv er vokset op:

”Min mor havde været i Kontaktforretningen for at købe en bluse. Det fortalte hun så min farmor, som har boet her hele sit liv, hvortil min farmor meget indigneret svarede: ’Dér handler vi ikke!’”

BYBONUS

Roskilde er Sjællands mest populære tilflytterkommune og nærmer sig 90.000 indbyggere.

I 2015 skiftede den ikoniske Dyrskueplads i Roskilde navn til Åben Arena, men efter protest fra byens borgere besluttede kommunen at annullere navneændringen.

”Vi har måttet gøre lidt selvransagelse og erkende, at det ikke er den klogeste beslutning, vi har truffet. Det var et dårligt navn, vi havde valgt,” sagde formand for plan- og teknikudvalget Torben Jørgensen (S) dengang til sn.dk.

Roskilde Domkirke er på UNESCO’s Verdensarvsliste, blandt andet fordi den er et af de tidligste eksempler på en kirkebygning i teglsten (mursten). Domkirken har haft direkte betydning for den store udbredelse af byggerier i mursten i Skandinavien.

Under Roskilde Festival bliver der kørt seks ekstra mobilmaster til området omkring Dyrskuepladsen. Det største pres på masterne ligger lørdag, når pladsen åbner, og onsdag, når første artist indtager Orange Scene.

 

Christoffer og Philip Mundt har dyrket deres lidenskab for luftballoner i årtier. En overgang som rivaler, der pressede hinanden stadig højere op. Siden skruede de ned for konkurrence-blusset, og i dag arbejder begge brødre for at give andre muligheden for en svimlende speciel flyvetur.
Tekst:Joel GoodsteinFoto:Thomas Nielsen

FYLD ET STOFHYLSTER med varm luft, kravl om bord i en kurv, stig langsomt op over landskabet, og overgiv dig til vindens luner. Sådan narrede mennesket tyngdekraften allerførste gang for 240 år siden, og i dag holder to danske brødre ihærdigt flyveteknikken, der ikke har ændret sig stort siden, i live. I tre årtier har Philip og Christoffer Mundt, to af landets mest erfarne ballonskippere, levet for svævet, der for længst er blevet overhalet som transportform, men stadig kan bringe én et helt andet sted hen og også lidt ned i gear.

”At flyve ballon er først og fremmest en kæmpe naturoplevelse. Det er lidt som at spadsere ad svævende stier. Du er i direkte kontakt med omgivelserne og har overblik over jorden og himlen, 360 grader rundt. Luftballon er slow flying,” siger Christoffer Mundt, 58 år og den ældste af de to brødre.

”Vi kan flyve så lavt hen over kornet på markerne og træerne i skoven, at vi kan høre landskabet stryge mod bunden af kurven. Kort efter kan vi stige op i flere hundrede meters højde og få det helt store vue,” supplerer lillebror Philip Mundt, der er 49.

Christoffer Mundt med svigerinden Anna og nevøen Emil.

EGENTLIG ER DANMARK ikke et særlig velegnet land til flyvning med luftballon. På grund af kystklimaet er vejret ofte for omskifteligt og blæsende.

”Midtjylland – ikke mindst Silkeborg-området – er det mest velegnede til ballonflyvning i Danmark, fordi der relativt set er længst til havet, så dér bliver der fløjet meget med luftballon. Men sammenlignet med andre europæiske lande som Tyskland, Polen og Italien er der ikke nær så mange flyvedage i Danmark. Temperaturforskellene på land og vand giver mange dage med for meget vind til, at vi kan gå op,” siger Philip Mundt, der kender det uforudsigelige danske flyvevejr indefra og for eksempel oplevede det, da han for nylig forsøgte at flyve på tværs af Danmark, fra Jylland til Sjælland.

”Vi fløj fra Fjerritslev ved Jammerbugten og ville prøve at krydse hele vejen østover til Sjælland. I stedet blev vi ført sydpå og landede ved Tønder. Vi kunne godt have fløjet længere sydpå til Tyskland, men på grund af corona-restriktioner måtte vi ikke krydse grænsen,” siger Philip Mundt, der ikke helt har opgivet at krydse landet i sin ballon. Det vil dog kræve helt særlige forhold, har han regnet sig frem til.

”Vi skal have roligt vejr ved jorden, men cirka 30-35 knob fra nordvest i en højde af 10.000 fod. Vi skal af sted fra morgenstunden, så vi har alle de lyse timer foran os. Vi må nemlig kun flyve ballon, når det er lyst. Der er mange ting, der skal falde på plads.” 

At selv erfarne ballonpiloter kan opleve situationer, hvor en flyvning udvikler sig overraskende, og man skal tage nogle vigtige beslutninger ret hurtigt, ved bror Christoffer, der på en flyvning gik til vejrs fra Fredensborg med et par som passagerer. Manden skulle fri til sin kæreste, og den del af turen gik godt – hun blev behørigt overrasket og sagde ja.

”Men så begynder ballonen at gå baglæns og ud til siden. Vinden driller virkelig, og vi begynder at svæve en anden vej end forventet. Vi nærmer os et stort skovområde, hvor vi ikke kan lande. På en eller anden måde skulle vi ud af den situation, hvor vi var ved at blæse væk uden kontrol. Jeg valgte at stige rigtig højt op. Højere end vi normalt gør med passagerer. Jeg måtte ringe til lufttrafikkontrollen og få tilladelse til at gå op i 1,5 kilometer, hvor man godt kan møde andre flyvende objekter. Vi skulle jo nødig blive forvandlet til gavepapir. Herfra fik jeg igen kontrol over vores retning. Det endte med, at vi landede 100 meter fra vores startpunkt. Det er meget usædvanligt, at man lander, hvor man er lettet fra,” siger Christoffer Mundt, der forklarer, at det er en god idé at færdes med ydmyghed og en flaske gavechampagne, hvis man for eksempel er landet uden invitation i nogens mark, og bonden skal formildes, fordi kornet er blevet slået ned.

BLÆS I BALLONEN

Der er grundlæggende to slags luftballoner: En varmluftballon svæver, når varm luft fra en brænder pumpes ind i hylsteret, som udnytter opdriften fra de mere spredte og dermed lettere molekyler i varm luft. En varmluftballon kræver løbende, at der pumpes mere varm luft op i hylsteret for at forblive svævende. En gasballon har et helt lukket hylster, som fyldes med gas inden flyvningen. Der tilføres ikke mere gas under flyvningen. Tidligere blev der mest anvendt helium, men i dag anvendes primært brint i gasballoner. Gasballoner egner sig bedst til længere flyvninger og kan holde sig i luften i dage- eller ugevis.

Fotoskydningens flyvetur startede ved Bagsværd Sø og sluttede ved Kildedal Station ved Måløv cirka 25 minutter senere.

MED EN ALDERSFORSKEL på næsten 10 år var det ikke meget, Christoffer og Philip Mundt legede sammen som børn i barndomskvarteret Vanløse i København. Samværet opstod snarere, når storebror Christoffer modvilligt skiftede ble og passede sine mindre søskende, hvis deres forældre havde brug for en hjælpende hånd. Men årene gik, og en dag kom 24-årige Christoffer hjem på familiebesøg og spurgte 15-årige Philip, om han ville med ud at springe faldskærm. Ja tak, lad os komme af sted, svarede Philip, og så drønede storebror og lillebror ud ad døren med kurs mod flyvepladsen. Det blev startskuddet til et broderligt zigzag-parløb af fælles interesser med relativt højt niveau af adrenalin og eventyrlyst samt en god del konkurrence og indbyrdes rivalisering: dykning, faldskærm og motorcykler. Men først og fremmest luftballoner, som kom ind i familien Mundts liv, da Christoffer Mundt engang i 80’erne arbejdede som lærer på en Tvind-skole på Rømø, hvor 30 unge og 10 lærere var indkvarteret på et tidligere hotel og begyndte at flyve luftballon som en del af aktiviteterne. 

”Det at få ansvar for en luftballon var utrolig gavnligt for de unge mennesker, både personligt og fagligt,” siger Christoffer Mundt:

”På Tvind arbejdede vi med nogle ret udfordrede unge mennesker fra den københavnske stenbro. Næste stop var ungdomsfængsel for nogle af dem, hvis ikke de kunne fungere hos os. Når de blev en del af et ballon-crew med masser af praktiske krav og ansvarsområder, fik de både succesoplevelser og nogle konkrete kompetencer, herunder læring i fysik, engelsk, matematik, som kunne relateres praktisk til ballonflyvningen. Det var faktisk ret godt set af Amdi og Tvind dengang.”

Efter sin tid hos Tvind fortsatte Christoffer Mundt med at bruge ballonflyvning og give unge mennesker erfaring med kortlæsning og radiokommunikation som en del af sin undervisning som ungdomsskolelærer. Den  dag i dag flyver han med sine elever på Albertslund Ungecenter. I 1991 tog han selv et pilotcertifikat, og cirka 10 år efter fulgte lillebror Philip eksemplet og blev ballonpilot.

”Jeg har altid set op til Christoffer, og måske blev han en slags far nummer to, som tog mig med ud og introducerede mig for en masse spændende ting,” siger Philip Mundt: 

”Men vi har også i perioder rivaliseret som brødre, der prøver at indhente en fælles barndom, og jeg fravalgte Christoffer som instruktør, da jeg skulle blive pilot. I stedet måtte jeg køre landet rundt for at få tilstrækkeligt med flyvetimer. Vi har nok haft nogle år, hvor vi ikke skulle befinde os i samme ballonkurv.”

I BALLONMESTERSKABER kan man dyste i op mod 14 forskellige discipliner. Man kan blandt andet flyve på tid (først-til-mål), på præcision ved landing, drop af sandsække mod mål og hare-and-hound-forfølgelsesflyvning. Fra 2003 til 2012 delte brødrene Mundt DM-titlerne mellem sig – på nær et enkelt år. I alt har Christoffer Mundt taget ni DM-titler og to nordiske mesterskaber foruden to top-10-placeringer ved EM, mens Philip Mundt har tre DM-titler og desuden har vundet de åbne hollandske ballonmesterskaber og også været med til EM og VM.

”Det var lidt irriterende, da lillebror pludselig begyndte at blande sig i mesterskabsflyvningerne. Jeg syntes, han kopierede mig, men på den anden side havde jeg selv i sin tid inviteret ham ud at flyve ballon, så jeg var måske lidt selv skyld i det,” siger Christoffer Mundt, der ikke længere konkurrerer, men i dag tjener sine penge som instruktør, der oplærer nye ballonpiloter, når han ikke underviser teenagere på ungdomsskolen. Senest er han også blevet uddannet og certificeret til at udføre de krævede årlige eftersyn og reparationer af andres luftballoner.

Philip Mundt, som er den ballonpilot herhjemme, der har været længst tid i luften, nemlig syv timer og 25 minutter, flyver heller ikke om danmarksmesterskaber længere. Men ved siden af sit arbejde som flyvechef for selskabet DreamBalloon, der udbyder ballonflyveture for private, går han stadig indimellem i luften for at sætte en ny rekord. 21. april 2020 steg Philip Mundt sammen med medpilot Thomas Jøhnk op i en højde af 27.079 fod eller 8,253 kilometer – som nu er den uofficielle rekord for højeste flyvning med luftballon i Danmark og en højde, der kun var mulig at nå på grund af den stærkt reducerede flytrafik under corona-pandemien. Undervejs nåede lufttemperaturen ned på minus 38 grader.

”Stort set hele landet lå under os, da vi var højest oppe. Det var som at se på et danmarkskort i naturlig størrelse,” siger Philip Mundt, der sammen med sin medpilot inhalerede ilt fra iltapparater og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning bar faldskærm under hele turen. 

At han og broren i sin tid blev konkurrenter, skyldes nok, at han var lidt misundelig på storebroren over hans succes ved danmarksmesterskaberne.

”Jeg tænkte: ’Det kan jeg gøre bedre.’ Og det kunne jeg også en overgang. Jeg mener, at vores indbyrdes konkurrence har højnet niveauet for, hvad der skulle til for at vinde mesterskaberne,” siger Philip Mundt.

VINDENS PIONERER

Efter at man havde foretaget forsøg med dyr, som havde overlevet en flyvning, gav den franske konge tilladelse til den første ballonflyvning med mennesker, og 21. november 1783 steg franskmændene Jean-François Pilâtre de Rozier og François Laurent d’Arlandes til vejrs til cirka 900 meters højde og lod sig føre cirka ni kilometer af vinden. Ufarligt var det ikke. Den varme luft kom fra en stråfyret ’ovn’ i ballonkurven, og mod luftfærdens slutning begyndte varmen fra ovn og gløder at æde sig ind på ballonen, der var lavet af blandt andet papir og silke. Der måtte foretages en noget brat landing mellem to vindmøller.

Den første bemandede ballonopstigning i Danmark blev foretaget af belgieren Etienne Gaspard Robertson, som optrådte rundtom i Europa. 1. oktober 1806 steg han til vejrs fra Rosenborg Eksercerplads. Første dansker, som foretog en ballonflyvning i Danmark, var Johan Peter Colding, som 23. april 1811 steg til vejrs ved Blegdammen.

I 1960 fløj amerikaneren Ed Yost som den første med en nylonballon og propanbrændere, der i dag er standard for varmluftballoner. Den første krydsning af Atlanterhavet i luftballon skete i 1978 – med en heliumballon. Den første krydsning af Atlanterhavet i varmluftballon skete i 1987, mens schweizeren Bertrand Piccard og britiske Brian Jones i 1999 fløj hele vejen rundt om jorden i en såkaldt Rozier-ballon, en dobbelt ballon med gas inderst og varm luft udenom, på 15 dage.

I 2012 steg østrigeren Felix Baumgartner til vejrs og sprang ud fra en heliumballon i 39 kilometers højde og landede helskindet på jorden. Som det første menneske brød han under springet lydmuren uden et mekanisk fartøj. Tophastigheden under springet var 1.342 km/t.

Christoffer Mundt (t.v.) og Philip Mundt tænder op.

AF OG TIL er blodets bånd vigtigere end hæder, og i 2004 var begge brødre en del af Jyllands-Postens JP Explorer-ekspeditionen til Kenya. Her fløj de i et par uger rundt i nationalparken Masai Mara i det vestlige Kenya – tæt på grænsen til Tanzania. Der var ingen trofæer på spil. Til gengæld var det en af de mest udfordrende flyveture, brødrene har oplevet, fordi de ikke var fortrolige med de lokale forhold, hverken i luften eller på jorden, og ofte måtte vente i timevis på deres følgebiler, når de var landet et svært tilgængeligt sted. Men der skulle flyves hver dag for at nå alle etaperne i den planlagte ekspedition, og samtidig var der daglige deadlines til avisen, som skulle fodres med billeder og artikler.

”Jeg var hyret af Jyllands-Posten som chefpilot, men havde inviteret Philip med som reservepilot, fordi jeg syntes, vi skulle have den oplevelse sammen, og fordi han er en dygtig pilot. Men også fordi jeg vidste, at jeg kunne bestemme over Philip, hvis vi blev uenige om noget. Han ville respektere mig som førstepilot,” siger Christoffer Mundt og griner: 

”Selvfølgelig skulle han så lige overgå mig ved at flyve over vulkanen Mount Longonot, som jeg selv havde måttet opgive at flyve over dagen før.”

Ballonflyvningen har bragt brødrene vidt omkring, fra Japan til USA, og om vinteren tager de ofte til Alperne og flyver luftballon hen over nogle af Europas højeste bjerge. Det foregår i høj fart, i op til 5-6 kilometers højde og med 100-120 km/t, med fuldt iltudstyr og i minus 40 grader. I forbindelse med en alpeflyvning fløj Philip Mundt sin hidtil længste tur – på fire timer og 317 kilometer – fra en italiensk alpedal til det østlige Østrig tæt på grænsen til Ungarn. Kulden på sådanne ture kræver stor udholdenhed, og meget radiokommunikation med de lokale luftmyndigheder er påkrævet. I tilfælde af en nødlanding skal der også være alpint overlevelsesgrej med i gondolen.

”Det er hårdt arbejde, men også utroligt, når man fanger nogle hurtige luftstrømme og bliver sendt ud på meget lange ture. Det er verdens smukkeste udsigt at kunne se Mont Blanc til den ene side og Venedig til den anden. Og der er fuldstændig roligt i kurven, selv om vi flyver med 120 km/t,” siger Philip Mundt.

LET TIL MODE

Alvorlige ulykker med luftballon er meget sjældne. Danmark har indtil nu været forskånet for dødsulykker. Seneste alvorlige danske ballonulykke var under en konkurrence i 1986 ved et ballonsammenstød med en højspændingsledning. En luftballon kan faktisk godt lande sig selv, hvis piloten af en eller anden grund skulle blive sat ud af spillet under flyvningen. Ballonen vil langsomt tabe varm luft og dermed lige så stille miste højde. Alt efter hvad den møder på vej ned, kan der selvfølgelig være en risiko, men lander man for eksempel på vand, vil kurven holde sig flydende. Desuden er ballonhylstrene efterhånden så godt lavet, at sandsynligheden for lækager er meget lille. Selv hvis uheldet skulle være ude, og der opstår huller i et hylster, vil de stadig stærkere gasbrændere i langt de fleste tilfælde kunne kompensere for den varme luft, der siver ud, og piloten bør kunne få ballonen sikkert ned.

Brødrenes balloner fyldes op.

FLYVNING I LUFTBALLON svæver ofte videre fra generation til generation, men i familien Mundt er der foreløbig ikke noget, som tyder på, at de to brødres egne børn fortsætter i fædrenes vindretning.

”Mine børns kammerater virker mere optaget af, at jeg flyver luftballon, end mine egne børn gør, men mine børn er heller ikke gamle nok til at flyve ballon endnu, så hvem ved,” Siger Philip Mundt. Bror Christoffers afvisning er mere absolut:

”Jeg har to voksne børn, som overhovedet ikke skal i nærheden af en luftballon. Jeg tror, de synes, ballonflyvning har fyldt alt rigeligt i deres opvækst. Det er også til min kones udelte irritation, at jeg igennem mere end et halvt liv har ladet mig styre af muligheden for at flyve ballon.”

Christoffer Mundt overvejer, om hans aske skal spredes fra en ballon, når han dør, men som lillebror Philip bemærker, er man også her underlagt vejrets luner:

”Man skal lige passe på, når man spreder asken, at man ikke får den direkte tilbage i hovedet.”

GÅ I LUFTEN

Sådan bliver du ballonpilot:

Kontakt Dansk Ballon-union for at høre om de mere præcise og aktuelle vilkår.

Læs og bestå det teoretiske pensum. Tag 16 flyvelektioner under vejledning af en godkendt instruktør, pris cirka 40.000 kroner.

Påregn cirka to år til opgaven, hvis du vil lære at flyve ballon i Danmark. Alternativt kan du tage lektioner i udlandet (hvor der er bedre flyvevejr og flere instruktører) og måske gøre det på kortere tid.

Efter bestået pilotforløb vil du være godkendt til at flyve luftballoner med plads til 2-3 passagerer.

Sangerinden udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DET SYDFYNSKE ØHAV 

”Jeg kommer selv fra Fyn og elsker naturen, stemningen og fællesskabet på Ærø, Skarø og de andre små sydfynske øer, som har plads til langsommelighed om vinteren og blomstrer af aktivitet og kultur om sommeren. Til sommer skal jeg selv være gæst til festivalen Avernax på Avernakø.”

PUMPEHUSETS BYHAVE, KØBENHAVN

”Jeg bor i København og har brugt mange sommeraftner her med øl, kulørte lamper i træerne og glade mennesker. På den udendørs scene kan man opleve ny, inspirerende musik helt gratis, så jeg tager ofte derhen helt spontant.”

SYDHAVNSTIPPEN, KØBENHAVN

”Jeg har øvelokale lige i nærheden, og når jeg skriver sange, kan jeg godt lide at gå en tur og få inspiration. Midt i byen er her rå, selvgroet natur, små kunstinstallationer, åben himmel, luft, havudsigt og alpakaer.”

Terese Skovhus, 33, laver dansksproget musik under kunstnernavnet Terese. I marts udgav hun ep’en ’Sjælens lommer’.