Indlæg

Hun har altid været fascineret af Afrika, og en dag tog hun konsekvensen, droppede sit job og rejste til Nigeria med en mission. Anja Ringgren Lovén fortæller om fattigdom og korruption, om at blive taget for en naiv hvid kvinde og om at redde hekseanklagede børn fra døden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

“TÆNK PÅ, at der er børn, der sulter i Afrika,” sagde min mor altid til mig som barn, hvis jeg ikke spiste op. Jeg tror, det satte sig i mig. Hun var blevet skilt fra min alkoholiske far, da jeg var tre år gammel, så hun opdragede min tvillingesøster og mig alene. På bogreolen i mit barndomshjem i Frederikshavn stod et stort, tungt leksikon. Jeg læste alt, jeg kunne om det afrikanske kontinent og så billeder af afrikanske børn.

Jeg ville være den næste Karen Blixen, have en stor ranch og hjælpe fattige børn. Det var meningen, at jeg skulle udleve min drøm om at rejse til Afrika, når jeg blev student. Men så fik min mor kræft, og jeg måtte sætte mine planer på pause. Jeg var 23, da hun døde, og i flere år efter var sorgen ved at æde mig op. Jeg led af angst, og en overgang var jeg også indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg med en spiseforstyrrelse. I stedet for at rejse til Afrika flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg fik job i en tøjbutik.

Flere år senere sad jeg en aften og så tv og faldt over en DR-dokumentar om børn i Nigeria, der blev anklaget for at være hekse. Nogle blev ’helbredt’ af heksedoktorer til gengæld for store summer, andre blev tortureret af deres egne forældre, og mange blev slået ihjel. Jeg græd, da der blev fortalt om en pige, som fik hamret et søm på syv centimeter ind i kraniet for at få hende til at tilstå, at hun var en heks. Overtroen forfærdede mig, men dokumentaren blev også en motivation. Da den var slut, ringede jeg til min søster: 

”Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil til Nigeria og redde hekse-anklagede børn.”

Derefter tænkte jeg ikke på andet. Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne komme af sted, men fandt hurtigt ud af, at ingen nødhjælpsorganisationer ville sende uprøvede frivillige til et land så farligt og korrupt som Nigeria. Jeg måtte samle erfaring et andet sted, og i 2011 rejste jeg på en tre måneders ekspedition til Malawi, hvor jeg boede i en lille landsby og arbejdede med fattige familier som nødhjælpsarbejder for Folkekirkens Nødhjælp.

ANJA RINGGREN LOVÉN

41, er stifter af nødhjælpsorganisationen DINNødhjælp, der arbejder med at bekæmpe overtro og redde hekseanklagede børn i Nigeria. Hun driver også Land of Hope Children Center i det sydlige Nigeria sammen med sin mand David Emmanuel Umem. Hendes biografi ’Heksebørnenes mor – Min rejse til håbets land’ er udkommet på Politikens Forlag.

DA JEG KOM hjem, vidste jeg, at jeg ville starte min egen nødhjælpsorganisation. Siden tog jeg til Tanzania for at renovere en landsbyskole for penge, jeg selv havde været med til at indsamle. Men det hele var i sidste ende forberedelse til den rigtige rejse: Nigeria.

Jeg oprettede min egen nødhjælpsorganisation, sagde mit job i tøjbutikken op og tog afsted i marts 2013. Jeg mellemlandede i Amsterdam, og da jeg gik om bord på flyet til Lagos, fik jeg mit første kulturchok. Bagerst i flyet, hvor jeg havde plads, sad et par politibetjente med en fange i tunge lænker. Senere har jeg oplevet, at der næsten altid er en fange, som er blevet deporteret fra Europa, med på fly til Nigeria.

I Murtala Muhammed-lufthavnen i Lagos stod jeg i kø til immigrationen i flere timer, og da jeg kom op til skranken, lød første spørgsmål: ”Do you have something for me?” Det var første gang, jeg mødte den korruption, der gennemsyrer Nigeria. Jeg var forberedt hjemmefra og  havde nogle amerikanske dollars eller nigerianske naira på mig. Det har jeg altid. Nigerianerne så mig som en naiv, hvid kvinde, der var kommet for at udnytte afrikanerne, og som derfor skulle snydes. Alle forlangte en belønning for at hjælpe.

Jeg var kommet i kontakt med Sam Itauma, grundlæggeren af den NGO. man fulgte i dokumentarfilmen om heksebørn, jeg havde set i Danmark. Men da jeg ankom til delstaten Akwa Ibom i det sydlige Nigeria, hvor organisationens børnehjem lå, fik jeg at vide, at Sam slet ikke var i landet – og at han ikke ville komme tilbage. Han var flygtet i eksil til USA efter dokumentarens premiere, fordi guvernøren var efter ham. 

Mine forestillinger om Nigeria som et hårdt og farligt sted blev hurtigt bekræftet. Der lå børn i laset tøj og sov på gaderne i landsbyerne, og politiets specialenhed, Special Anti-Robbery Squad, SARS, drønede rundt i gaderne med AK-47-maskingeværer i militærkøretøjer. 

Da jeg nåede frem til børnehjemmet, var der helt stille. Bygningerne var faldefærdige, og den gule maling på væggene var afskallet. En lille pige kom løbende imod mig – hun var ét af blot fire børn, der boede på børnehjemmet, viste det sig. Jeg havde forventet 150 børn og begyndte at stille spørgsmål: Hvor var de alle sammen henne? Og hvor blev pengene, som børnehjemmet modtog i donationer, af? Jeg opdagede, at en af de ansatte brugte børnene til at gøre rent i sit private hjem. De fik kun ét måltid om dagen, og de manglede både tøj og medicin. Jeg skrev til Sam i USA, men fik kun undvigende svar tilbage. 

Jeg tilbragte en måned i Akwa Ibom og var med til at redde tre børn, så antallet af beboere på børnehjemmet nåede op på syv. Det var også på den tur, jeg mødte min mand David. To år senere, i 2015, købte vi en stor grund i Akwa Ibom og gik i gang med at bygge vores eget børnecenter, hvor vi arbejder for at give hekseanklagede børn et bedre liv. Vi har valgt at kalde det Land of Hope efter en lille dreng ved navn Hope, som vi reddede i 2016. 

Anja Ringgren Lovén var med til at redde nigerianske Hope i 2016.

JEG FORDELER min tid 60/40 mellem Danmark og Nigeria. Når jeg er i Danmark, arbejder jeg for min nødhjælpsorganisation. Når jeg er i Nigeria, hjælper jeg min mand på børnecenteret. Da jeg var af sted i december 2019, ringede min mands telefon en dag. Opkaldet var fra en mand, som havde tippet os, dengang vi reddede Hope, men som vi ikke havde hørt fra i et par år. Da David lagde på, kiggede han på mig og sagde: ”Vi skal ud og redde et liv.” Han fortalte, at der lå en lille, udsultet dreng op ad nogle jernrør i et stærkt trafikeret vejkryds i et industriområde ikke langt fra børnecenteret.

Normalt er en redningsmission nøje planlagt, men manden havde sagt, at drengen var mere død end levende, så vi måtte af sted med det samme.

Vi ankom til stedet og så ham ligge i vejkanten. Ingen af de lokale ville røre ham, fordi de troede, at han var besat. Vi holdt ind til siden lidt derfra for ikke at tiltrække os opmærksomhed. En hvid kvinde i selskab med bevæbnede vagter, som jeg altid har med mig i Nigeria, kan let vække opsigt.

Da vi kom hen til drengen, var han så svag, at han knap kunne gå. Han var så tynd, at han måtte holde sine bukser, der var blevet for store om livet, oppe med hænderne. Vi forsøgte at tale ham til ro, men han var meget bange. Han fortalte os, at han hed Saviour. Jeg var alvorligt bekymret for, om han ville overleve. 

Mens vi stod der, fik nogle af de unge lokale håndværkere øje på os, og der opstod tumult. Flere ville have penge for at lade os tage ham med. Men det lykkedes os til sidst at komme derfra. I bilen satte David sin gospelmusik på anlægget, og mens jeg sad på bagsædet med Saviour, begyndte jeg at græde.

Jeg har efterhånden været på så mange redningsmissioner, at jeg ikke længere bliver påvirket. Men denne gang blev jeg rørt. Det viste sig, at Saviour var blevet voldtaget og smittet med hiv, og han testede positiv for kolera, tyfus og malaria. Hans lever var forstørret, og desuden var han angrebet af orme over hele kroppen. I dag bor Saviour på Land of Hope, og han er i bedring, men skal medicineres resten af livet.

Man anslår, at mere end 15.000 børn som ham hvert år bliver anklaget for at være hekse i Nigeria – men antallet kan være endnu højere, hvis man tager højde for alle de sager, som aldrig bliver opdaget. Vi arbejder først og fremmest med at bekæmpe overtroen og oplyse lokalbefolkningen, for redningsmissionerne gør det ikke alene. Vi ville alligevel aldrig kunne nå at redde dem alle.

Da jeg var i Nigeria første gang, hadede jeg de mennesker, som anklagede børn for at være hekse. Hvordan kunne de gøre sådan noget mod små børn? Men i dag forstår jeg, at de lever i et land, som er ekstremt fattigt, ekstremt korrupt, og hvor mange aldrig får en uddannelse. Måske er det ikke så mærkeligt, at overtroen trives.

Sangeren udpeger sine tre favoritsteder på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

TRANEKÆR, LANGELAND

”Mine forældre havde sommerhus her, og jeg elskede turen fra Odense, hvor jeg voksede op, ned over Sydfyn og ad broerne først til Tåsinge og derefter Langeland. Jeg kommer stadig på øen og elsker dens kilometerlange stræk uden et hus, og at der altid er kort til kysten, selv når du står helt inde på midten. Dét er dansk sommer.”

THY

”Thy er et vidt begreb, men for mig er fornemmelsen af Thy selve bevægelsen gennem landskabet. Jeg har været i Thisted for at spille en del gange, men har åbenbart altid halvsovet i en bandbus eller bil uden at opleve, hvor vildt det er. Nu kommer jeg der med min kæreste, der har familie der. Ude på de store vidder får jeg en udansk fornemmelse af, at hvis jeg blev væk, ville ingen finde mig.”

HAVESELSKABETS HAVE, FREDERIKSBERG

”Den store plæne med påfuglene er som en entré. Herfra bevæger man sig ad velholdte stier gennem vekslende haveanlæg, som gennem salene på et stort slot. Længst inde i haven er der bænke ved bassinet med statuen. Her sidder jeg og lytter til tennisboldene fra klubben på den anden side af hegnet og en svag summen af biler. Det er balsamisk. Mens jeg skrev min seneste plade, sad jeg her næsten dagligt og læste mine noter.”

Claus Hempler, 49, med en fortid i gruppen Fielfraz, udgav sidste år sit første dansksprogede album, ’Kuffert fuld af mursten’.

 

Han blev kendt for tegneseriestriber, børnebøger og film, men har nu kastet sig ind i klimakampen med et bæredygtigt rejsebureau og en grøn skole. Anders Morgenthaler er blevet frelst. Og han står ved det.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Andreas Omvik

Hvornår blev du klimabevidst?

”Det er en bevægelse, der er sket over de sidste 10-15 år. Det startede nok, da min kone og jeg fik vores første barn. Dels begyndte vi helt lavpraktisk at kigge på babytøj og -mad uden kemiske tilsætningsstoffer, men jeg tror også, man kigger på fremtiden med andre briller, når man bliver forælder. For 5-6 år siden var jeg i Los Angeles om sommeren, og selvom man ikke nødvendigvis kan sætte lighedstegn mellem klima og vejret, husker jeg, hvordan rekordtemperaturer og ekstrem tørke derovre fik mig til at tænke: ’Der er noget galt’ – på samme måde, som folk herhjemme for alvor begyndte at reagere efter den rekordvarme sommer i 2018. Senere begyndte jeg at sætte mig ind i forskningen på området, og det var der, jeg opdagede, at klimaforandringerne ikke er noget, vi først kommer til at se konsekvenserne af om 50 eller 100 år. Det foregår lige her og nu, og der er brug for at gøre noget hurtigst muligt.”

Hvilke initiativer har du selv taget for at leve mere klimavenligt?

”Det er cirka 10 år siden, at min kone besluttede sig for at blive vegetar. Det var mig, der stod for madlavningen derhjemme, og jeg havde ikke noget synderligt imod at lave vegetarisk mad. Jeg kunne jo bare spise kød til frokost på arbejdet, hvis jeg ville, tænkte jeg. I starten lavede jeg vegetarmad og tilsatte måske bacon i min egen portion, men de senere år er jeg selv begyndt at spise vegetarisk og bevæger mig længere og længere mod kun at spise plantebaseret. Efter en anden tur til Los Angeles stoppede jeg med at flyve som privatperson, og inden for det sidste halvandet år er jeg også stoppet med at flyve i arbejdsregi, ligesom jeg prøver at implementere det i mit og Mikael Wulffs produktionsselskab. Og så har jeg købt en elbil.”

Anders Morgenthaler (f. 1972) er tegner, forfatter, filminstruktør med mere. Kendt for blandt andet tegneseriestriben ’Wulffmorgenthaler’.

Men betyder det overhovedet noget, hvad du gør som individ?

”Isoleret set, nej. At man gør noget klimavenligt som individ, kan faktisk gå hen og skygge for, at man engagerer sig i klimafællesskaber – og det er dem, der virkelig rykker noget. Se på Greta Thunberg og Fridays For Future eller Den Grønne Studenterbevægelse herhjemme, som virkelig formår at sætte en dagsorden, fordi de er mange, som løfter i flok. Derfor giver det mening at leve meget klimavenligt, fordi man i fælleskabet opnår en større troværdighed og man har et ideal at samles om. Selv har jeg lavet podcasts om klimaet for at sprede mit budskab, og derudover har jeg været med til at starte en klimavenlig friskole og Den Grønne Rejse.”

Den Grønne Rejse er et klimavenligt rejsebureau. Hvordan opstod ideen til det?

”For et par år siden var jeg inviteret til en middag efter en gæsteforelæsning om bæredygtig økonomi på Københavns Universitet med den britiske økonom Kate Raworth. Jeg havde nogle interessante samtaler, som fik mig til at tænke på den danske andelsbevægelse, der har betydet enormt meget for, hvordan vores samfund har udviklet sig. Jeg ville gerne stoppe med at flyve og i stedet rejse med tog, men frem for blot at lave den ændring i mit eget liv kunne jeg gøre en større forskel ved at starte et rejsebureau, der udbyder klimavenlige charterrejser. Det er inspireret af andelsbevægelsen, fordi målet ikke kun er at investere i os selv, men også i udvikling af CO2-neutralt syntetisk brændstof, samtidig med at det er et politisk-aktivistisk fællesskab, som lobbyer for beskatning af fossile brændstoffer. Jeg har startet selskabet sammen med to andre. Vi ejer en mindre del hver, og resten skal være medlemsejet af folk, der gerne vil rejse mere bæredygtigt.”

Men er det ikke mere klimavenlige at lade være med at rejse?

”Det mest klimavenlige er ikke at røre sig ud af flækken og stoppe med at trække vejret. Men det er jo ikke en realistisk mulighed. I stedet handler det om at ændre vores vaner, så vi fortsat kan leve på en måde, som er god og genkendelig i forhold til det, vi har været vant til, men uden at belaste klimaet lige så meget. Derfor tilbyder vi rejser med tog – foreløbig til Sverige, Norge, Tyskland og Østrig – for både firmaer og privatpersoner, hvor alt på forhånd er tilrettelagt, så det bliver så klimavenligt som muligt.”

GRØNNE FINGERREGLER

Anders Morgenthalers tre råd til at rejse.

1. Drop flyet. Det er den største klimasynder, når du rejser. Tag i stedet toget, og skam dig ikke over at leje en bil til at komme videre, når du er fremme – det belaster ikke klimaet i nær samme grad.

2. Vælg dit hotel ud fra klimaet. Nogle hoteller får deres strøm fra vedvarende energikilder, går ind for genbrug og tager socialt ansvar.

3. Tænk over, hvad du spiser. Både på hotellet og når du er ude, er det – som til hverdag – bedre at spise en plantebaseret kost med fortrinsvis lokale råvarer.

Du er også involveret i Den Grønne Friskole på Amager. Hvad går den ud på?

”Skolen er oprindelig min kones idé. Tanken er, at den skal uddanne børn til at tage del i den grønne omstilling og til at være modstandsdygtige over for de ændringer, som klimaforandringerne medfører, men uden at skræmme dem. Det handler ikke om at vise billeder af isbjørne på smeltende isflager eller fortælle dem, at verden går under, men snarere om at give dem nogle kompetencer til at tage aktivt del i samfundet og være handlekraftige i en omskiftelig tid.”

Hvad lærer børnene der, som de ikke lærer på andre skoler?

”Jeg ved ikke, om de specifikt lærer noget, som man ikke kan lære andre steder. Men blandt andet har vi fokus på, at børnene skal arbejde lige så meget med deres hænder som deres hjerne. Når de eksempelvis bliver undervist i matematik, skal de ud over at regne også bruge matematikken til at lave et fysisk projekt – måske bygge noget – som har en funktion og kan bruges af enten dem selv eller andre efterfølgende.”

Udendørs undervisning på Den Grønne Friskole på Amager.

Møder du folk, som synes, at du er frelst, når du taler om klimaet?

”Hele tiden. Jeg tager rundt og holder foredrag om, hvordan jeg er gået fra at omlægge mine egne vaner til også at investere i grønne fællesskaber, og det hedder faktisk ’frelst’. Alt det, jeg siger, kan virke frelst, men det har jeg ikke noget problem med. Der er masser af forskning, som viser, at det er vores sociale sfære, som afholder os fra at handle. Vi vil helst ikke stikke ud. Hvis der er tradition for at rejse på ferie med fly fire gange om året i din familie, så vil de kigge underligt på dig, når du kommer og siger, at det vil du ikke længere – og derfor lader du måske være med at sige noget. Hvis det skal ændre sig, er der nogen, som er nødt til at gå forrest. Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg ikke vil ligge under for, om folk synes, jeg er frelst.”

DONUT-ØKONOMI

Anders Morgenthaler er inspireret af den britiske Oxford- og Cambridge-økonom Kate Raworth, der har udviklet den såkaldte donut-model som et modsvar til den klassiske vækstøkonomi, der ifølge hende ikke tager tilstrækkelig højde for klimaet.

Modellen består af to cirkler: Den inderste udgør samfundets sociale fundament, som økonomien skal bidrage til i form af blandt andet sundhed, bolig, lighed, fred og politisk indflydelse. Den ydre cirkel bestemmer de planetære grænser såsom klimaforandringer, luftforurening og tab af biodiversitet. Mellemrummet mellem de to cirkler er lejet for den optimale økonomi, der hverken driver rovdrift på naturen i jagten på profit eller står så meget i stampe, at bunden falder ud af samfundet.

Kan en klimaaktivist som dig stadig få klimaskam?

”Det har jeg konstant. Når jeg eksempelvis køber en elbil, får jeg straks at vide, at produktionen af litium til batteriet, som den kører på, er skadelig for miljøet. Men samlet set er det stadig bedre for miljøet end en almindelig bil. Vores samfund er i dag indrettet på en måde, som gør det umuligt ikke at belaste klimaet på den ene eller anden måde. Ingen kan leve et normalt liv og samtidig være fuldstændig konsekvente i deres valg. Det handler ikke om at være perfekt, men om at gøre, hvad man kan.”

Er du klimaoptimist eller -pessimist?

”Lad mig sige det på den her måde: Vi løser ikke klimakrisen ved at være pessimistiske, men optimismen og håbet må heller ikke få os til at læne os tilbage, for så ender det galt.”

Klumpfisk, tun og giftige larver. Klimaforandringerne fører nye dyrearter med sig sydfra. Det er spektakulært, men måske også skrækindjagende. Hvor svært får vores eksisterende dyr ved at klare sig i konkurrencen med de nytilkomne?
Tekst:Benjamin DaneFoto:Colourbox, privat

EN MORGEN i september 2014 trak en fisker fra Rødvig på Stevns en ni kilo tung og 50 centimeter lang klumpfisk ud af sit garn. Fundet var opsigtsvækkende, fordi den særpræget udseende fisk – som kan blive op til 3,5 meter lang – normalt befinder sig bedst på breddegrader med varmere vand end i de danske farvande. Og fiskeren i Rødvig var ikke alene: I resten af 2014 blev der registreret ikke mindre end 80 fund af klumpfisk i Danmark. Et usædvanlig højt tal i betragtning af, at der ifølge Verdensnaturfonden kun var registreret 350 af slagsen herhjemme siden 1800-tallet.

I december sidste år dukkede klumpfisken op på ny, da en hundelufter ved Ronæs på Fyn fandt et dødt eksemplar skyllet op af det kolde vand, hvilket er den tilstand, de fleste klumpfisk opdages i. Det varme efterårsvand får dem til at søge ind fra oceanet, men når vinteren kommer, mister de energi, og de, der ikke når ud til det varmere vand, bliver drevet med strømmen ind til kysterne, hvor de til sidst dør. Den uheldige klumpfisk ligger nu i en fryser hos forsknings- og formidlingsinstitutionen Fjord & Bælt i Kerteminde, hvor biologer studerer den for at lære mere om dens vandring, vækst og yngleforhold, og hvor publikum har kunnet opleve den blive dissekeret. 

Klumpfisken er den tungeste benfisk i verden og kan veje op til 2,3 ton.

Der er stadig meget, man ikke ved om klumpfisken, men blandt eksperter er der grundlæggende enighed om, hvorfor den er kommet til Danmark: Klimaforandringerne og varmere temperaturer både på lands og til vands tiltrækker fisken på samme måde som den sjældne blåfinnede tun, der i 2019 blev set i Danmark efter at have været betragtet som forsvundet i godt 50 år. En nyhed, der formentlig får fiskere til at slikke sig om munden ved tanken om, at det en dag kan blive lovligt at fiske tun i danske farvande.

Begge fisk er eksempler på, at klimaforandringerne kan komme til at ændre det danske dyreliv, forklarer Peter Lyhne Højberg, naturforvalter i Miljøstyrelsen.

”Når klimaet ændrer sig, kan der komme nye arter til, lige så vel som eksisterende arter risikerer at få det sværere eller helt forsvinde. Dyr, som i dag har Danmark som deres nordlige grænse for, hvor de kan trives, vil søge herop i større grad – og omvendt,” siger han.

Blodcikaden trives i Midt- og Sønderjylland.

TRE NYE DYR

Ud af terrariet
Den gul- og rødørede terrapin – bedre kendt som sumpskildpadden – har hidtil primært levet som kæledyr i terrarier i danske hjem. Nogle sætter dem fri, når de bliver gamle, men selv om sumpskildpadden godt kan overleve i den danske natur, er her ikke varmt nok til, at den er i stand til at yngle. Det kan ændre sig i takt med, at temperaturen stiger.

Behåret fare
Egeprocessionsspinderlarven, en lille larve, der lever på egetræer, er på vej op gennem Tyskland og forventes inden længe at nå Danmark. Forskere og myndigheder holder særligt øje med larven, der har 62.000 hvide hår, da den udskiller et protein, som er giftigt og kan medføre kraftige hudirritationer, udslæt og i nogle tilfælde åndedrætsbesvær. Den er i familie med fyrreprocessionsspinderen, der ligeledes er giftig, og som i Danmark udelukkende findes ved Dueodde på Bornholm.

Smukke vinger
Blodcikaden dukkede op for første gang i Danmark lige nord for den tyske grænse i 2006. Med det varmere vejr har den spredt sig op gennem Jylland, hvor den i 2019 blev spottet omkring Viborg. Den er kendetegnet ved sine flotte røde og sorte vinger og betragtes i dag som et almindeligt udbredt insekt i Danmark.

Ifølge Peter Lyhne Højberg, der arbejder med beskyttede arter  og invasive arter – dyr og planter, der spreder sig til områder, hvor de ikke hører hjemme, og som har en negativ effekt på biodiversiteten – er der endnu ikke kendte eksempler på, at vi har mistet dyr i Danmark alene på grund af klimaforandringer. 

Men ifølge en rapport fra Verdensnaturfonden kan temperaturstigninger få store konsekvenser for dyrelivet i hele verden, og i særligt udsatte områder som eksempelvis Amazonas risikerer halvdelen af dyre- og plantearterne at været forsvundet ved udgangen af dette århundrede.

”Endelig vil klimaforandringer også få betydning for fødekæden og dominansforhold mellem dyr,” siger Peter Lyhne Højberg og nævner som eksempel stillehavs­østersen, der blev indført bevidst i blandt andet Limfjorden, fordi man troede, at den ikke kunne yngle i det kolde vand:

”Men stigende temperaturer har fået den til at sprede sig, og det er et problem for danske østers og blåmuslinger, som den udkonkurrerer.”

Dyrelivet har altid ændret sig i takt med klimaet, men ifølge Peter
Lyhne Højberg er forskellen nu, at de menneskeskabte klimaforandringer sker langt hurtigere og mere voldsomt end de naturlige, hvor små temperaturstigninger eller -fald har taget flere tusind år. Af samme grund er det svært at forudsige præcis, hvad der kommer til at ske med det danske dyreliv, når vejret bliver varmere, da det kan have meget forskellig betydning fra art til art: 

De mest udsatte er dem, der relativt set har sværest ved at finde sig et nyt hjem, hvis nye dyr møver sig ind på dem, for eksempel mindre pattedyr og padder, for hvem det kan være fatalt bare at forcere en mark på vejen mellem to habitater.

”For disse arter kan klimaforandringerne have store negative konsekvenser, fordi de ikke har mulighed for at tilpasse sig ved at flytte sig væk – modsat fugle og insekter. Man kan forestille sig, at for arter, som i forvejen er pressede på grund af manglende levesteder, vil klimaforandringerne have store negative konsekvenser, der kan medføre, at arterne i hvert fald lokalt forsvinder,” siger Peter Lyhne Højberg.

Duehøgen er blandt de dyr, der er på rødlisten fra 2020.

PÅ VEJ ELLER HELT VÆK

Den danske rødliste, der udkom første gang i 1990, er en vurdering af dyre- og plantearters risiko for at uddø på baggrund af internationale regler og kriterier fastsat af International Union for Conservation of Nature (IUCN). Siden 2014 har 25 artseksperter vurderet status på 13.300 dyr og planter i Danmark, svarende til cirka en tredjedel af det samlede antal arter i landet. Heraf vurderes 4.500 dyre- og plantearter at være truede, og 386 arter er helt forsvundet ifølge den seneste danske rødliste, der er udgivet i januar 2020.

Fra 2000 til 2015 blev der ifølge Naturhistorisk Museum i Aarhus registreret 542 nye dyrearter i Danmark. Størstedelen af dem er fluer, møl og andre insekter, som de færreste lægger mærke til, mens andre – som ulven – har fået massiv opmærksomhed. I løbet af det seneste århundrede er der også forsvundet mange arter fra den danske natur.

Men man kan ikke alene gøre klimaforandringerne til syndebuk. Først og fremmest er det nemlig landbrug og bebyggelse, opdæmning og udretning af vandløb og andre tilpasninger af naturen, der får biodiversiteten til at falde, forklarer Jesper Erenskjold Moeslund, forsker ved Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet:

”Gennem mange år har vi opdyrket og tilpasset naturen til vores egen fordel. Det betyder, at der bliver mindre plads til planter og dyr, som mister deres naturlige levesteder. Den faldende biodiversitet er ikke en trussel for os mennesker som sådan,” siger han.

”Men hvis man gerne vil have en mangfoldig natur, er det et stort problem. Den eneste måde at vende udviklingen på er at give naturen mere plads.”

 

CO2-støvsugere, plasticspisende bakterier og mini-droner som afløsere for bierne. Forskere verden over lægger hjernerne i blød for at udvikle nye klima-teknologier.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:The Noun Project

CO2-FANGST

Forestil dig, hvis vi kunne støvsuge CO2 ud af atmosfæren og dermed bekæmpe klimakrisen. Det lyder muligvis utopisk, men ikke desto mindre er såkaldt carbon capture-teknologi et af videnskabens mere seriøse bud på, hvordan vi kan sætte fart i den grønne omstilling. Forskere verden over er i gang med at afprøve forskellige teknologier til at indfange CO2 og eksempelvis transportere den ned i undergrunden via boreplatforme fra olie- og gasproduktion, som har efterladt plads til flere hundrede års CO2-udledninger.

Teknologien kan ikke bare vise sig nyttig, men decideret nødvendig: Ifølge FN’s klimapanel IPCC er det nemlig ikke længere nok at reducere den globale CO2-udledning med 100 procent. Der skal også gøres noget ved den ophobning af CO2, som allerede er sluppet løs i atmosfæren, hvis vi skal nå i mål.

DEN RETTE DOSIS

Data fra satellitter, algoritmer og kunstig intelligens er de tre ingredienser i den danske virksomhed DHI GRAS’ opskrift på, hvordan vi løser et betydeligt klimaproblem: det voldsomme overforbrug af vand i landbruget. Den teknologiske løsning, der har tiltrukket sig international opmærksomhed, kortlægger marker, så landmænd kan se, hvor meget vand afgrøder som eksempelvis korn, vin og avocadoer afgiver i fordampning, og dermed også præcis, hvor meget vand de har brug for at få tilført. DHI GRAS har fået støtte til videreudvikling fra Microsofts program for bæredygtige projekter, og teknologien blev sidste år søsat i et étårigt pilotprojekt på 2.000 hektar landbrugsjord i Uganda.

FLYV GRØNT

På Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby er danske forskere sammen med en gruppe kolleger fra Stanford i USA i gang med et stort og muligvis banebrydende projekt, som de kalder Energy X. Bag titlen, der er en halvdårlig science fiction-film værdig, gemmer sig et forsøg på at omdanne CO2 i atmosfæren til klimavenligt brændstof. Ved hjælp af en katalysator og elektricitet lykkedes det sidste år forskerne at omdanne CO2 til kulilte, der – hvis man tilsætter brint – kan laves til syntetisk diesel.

Teknologien er endnu et stykke fra at kunne sendes på markedet, men vil ifølge forskerne fra DTU og Stanford på sigt kunne gøre både fly-, skibs- og biltrafik samt store dele af industrien bæredygtig og udkonkurrere andre metoder, da den ikke kræver ny infrastruktur, som det er tilfældet med elektrificering af transport.

PLAST PÅ MENUEN

På en losseplads i havnebyen Sakai i Japan gjorde en gruppe forskere fra University of Portsmouth i 2016 ved et uheld en overraskende opdagelse: Mens de var i gang med at kortlægge et naturligt enzyms egenskaber, kom de til at forårsage en mutation. Resultatet var en bakterie, som ’spiser’ hård plastic langt hurtigere, end naturen er i stand til at slippe af med den. Dermed kan en nedbrydningsproces, der normalt tager flere hundrede år, klares på en brøkdel af den tid. 

Samtidig håber forskerne at kunne bruge bakterien til at producere ny plastic uden brug af olie. Andre forskere peger dog på, at den plasticspisende bakterie ikke er et quickfix af verdens voksende plasticproblem, hvor cirka otte millioner tons plastic hvert år dumpes i havene, og at det først og fremmest stadig er vigtigst at reducere det globale forbrug af plastic.

DRONERNE OG BLOMSTERNE

75 procent af alle jordens afgrøder – fra korn over gulerødder, chokolade til kaffe – er afhængige af bestøvning. Derfor er det et stort problem, at vi med menneskeskabte klimaforandringer er godt i gang med at udrydde store dele af verdens bestand af bier og andre bestøvende arter som eksempelvis sommerfugle. Nødløsningen kan i stedet blive bittesmå droner, der kan overtage insekternes job. 

I Japan har forskere gennemført forsøg med en lille drone udstyret med hår fra en malerpensel og en særlig gel, som gør den i stand til at opfange pollen fra en blomst og transportere den til en anden. Den dårlige nyhed er, at teknologien stadig er langtfra så effektiv som den ægte vare, og derfor arbejder forskerne på at anvende kunstig intelligens at kunne efterligne de rigtige insekters bevægelser og opførsel.

 

Frådende forårsruller, bøfsandwich badet i sovs, røde pølser og autentisk chopsuey. Kinagrillen forener fastfood fra to verdener. Men i takt med at indehavernes børn bliver bedre uddannet, og kunderne har fået mere at vælge imellem, tilhører gastrohybriden nok snart en svunden tid.
Tekst og foto:Louise Elly Meyer

DE ER HER endnu, de små fastfood-barakker, der er opkaldt efter kinesiske byer. Menukortene er blegede efter at have været badet i sollys i årevis i butiksruderne. Billederne af pomfritter, flæskestegssandwich og kylling i karry har fået et blåligt skær, og indenfor står tiden så godt som stille. Men tag ikke fejl af det søvnige udtryk. Mange kinagrill-stamgæster fremhæver det høje serviceniveau og ditto effektivitet på deres udkårne fritøse-restauranter. Spørgsmålet er dog, hvor længe det varer. For der bliver færre og færre af dem.  

Den allerførste kinesiske restaurant åbnede efter sigende i Danmark i 1949. Men det var først i 70’erne, at kinagrillbarerne buldrede ind på gadehjørner over hele landet. De fandtes i hundredvis, og som regel var det kinesiske immigranter eller vietnamesiske bådflygtninge, der var at finde bag disken. De vandt danskernes hjerter med den helt rette menukortkombination af lige dele kinesisk fastfood og dansk foderbrætkost.

”Kinagrillen gik ind og udfyldte en rolle. Den tog en bid af pølsevognen i 70’erne. Dengang havde man vittigheden: ”Ved du, hvorfor kineserne ikke spiller fodbold? Fordi hver gang de får et hjørne, så åbner de en grillbar,” siger Lars Aarup, der er analysechef i Coop og har mange års erfaring i at holde øje med danskernes madvaner.

”Det var en joke dengang, men det var faktisk rigtigt. Grillbarerne tog markedet fra pølsevognen. De solgte jo det samme, men nu kunne man også få pomfritter på grillbaren, og det kunne man ikke få i pølsevognen.”  

I dag er det samme ved at ske igen, forklarer Lars Aarup. Men nu er det kinagrillen, der mister andele til fastfoodsteder, der laver friskere og sundere mad. Dørklokken kimer mindre på landets kinagrillbarer end for 20 år siden, selvom vi aldrig har spist mere fastfood i Danmark, end vi gør i dag. Men danskerne er samtidig begyndt at gå mere op i madlavning og sundhed. 

I 20 år har billeder af bøfsandwich og burgere været lokkeduer i grill-ruden på Nørrebro.

’YANG CHENG GRILL’ står der med røde bogstaver på den beskedne, men nypudsede butiksfacade. Indenfor dufter der af stegte grøntsager, sursød sovs og forårsruller. Seks siddepladser står blankpolerede og venter på, at der skal komme nogen og sætte sig, mens væggene er dekoreret med billeder af røde pølser, kinesiske retter og buddhafigurer. 62-årige Lie Ma og 62-årige Lam My Dung har haft grillbaren på Nørrebro i København i 20 år. Og de kan godt mærke, at konkurrencen på fastfoodmarkedet er blevet hård. Pizzeriaer, shawarma-bikse og indiske delikatesser er skudt op på de omkringliggende gadehjørner. 

Grillbaren er stadigvæk familiens levebrød, men der er kommet væsentlig færre kunder i biksen i løbet af de forgangne to årtier. Lie Ma er uddannet kok fra Kina, og i Danmark mødte han sin kone, vietnamesiske Lam. De havde begge sat kurs mod Europa for at skabe et familieliv med bedre muligheder og forudsætninger end dem, de kom fra. Lie arbejdede på flere andre grillbarer, indtil han åbnede sit eget sted sammen med sin kone. 

”De gør det for vores skyld,” siger 23-årige Lonny, der er datter af Lie og Lam. Hun står bag disken, og sammen med sine to andre søskende giver hun hver dag en hånd med i forældrenes forretning. 

”Vi kommer efter skole og hjælper til, og så tager vi hjem et par timer, før de lukker, så vi kan nå hjem i bad og ordne lektierne, inden dagen starter igen,” forklarer hun, da døren går op med et klokkespil til følge. 

”Hvad er det nu, jeg skal have?” kommer en dame ind og spørger sammen med sin kæreste. Lonny tænker sig ikke om et eneste sekund, før hun smiler og svarer: 

”Nummer 48.” 

”Nå, ja!” siger kvinden så, skraldgriner og sætter sig forventningsfuldt ved et af grillbarens borde sammen med sin kæreste. De kommer her fast hver 14. dag, når de skal have noget luft fra bodegaen og noget godt at spise. 

”Det er den bedste grillbar i København!” siger 56-årige Anita Jochumsen og 73-årige Tommy Hansen så godt som i munden på hinanden.  

Men når Lie Ma og Lam My Dung rammer pensionsalderen, er det slut med nummer 48 på Ægirsgade. Der er ingen hemmelige planer om, at de tre børn skal gå i forældrenes friture-fodspor. 

”Vi har alle sammen vores uddannelser og vil gerne sprede vores vinger. Og det er også hårdt, når vi ser vores far og mor arbejde til meget sent. Så det kommer desværre til at blive lukket ned. Du har ikke særlig meget fritid, når du har en grillbar. Der er ikke nok tid til at have en familie,” siger Lonny, der er ved at uddanne sig til dyrepasser.

Der er heller ingen moderne selvrealiseringsforblindelse at spore hos mor Lam. Om hun nogensinde har drømt om at lave noget andet? Hun trækker på skuldrene. Det er slet ikke det, det handler om. ”Bare vi har arbejde, og børnene har det godt,” siger hun. 

FAST FACTS

Knap 26 procent af voksne danske mænd spiser fastfood en eller flere gange om ugen, mens det samme gælder 13,7 procent af kvinderne.

Tal fra DTU (2013) viser, at pizza er danskernes foretrukne fastfood, mens burger og kebab indtager anden- og tredjepladsen.

25 procent af befolkningen i region Hovedstaden og Bornholm spiser fastfood en gang om ugen. For nordjyderne gælder det 21 procent, mens det i region Sjælland er 15 procent.

I København spiser man syv gange så mange falafler som i Vestjylland og fire gange så meget sushi som nordjyderne. Til gengæld spiser nordjyderne næsten ni gange så mange stjerneskud, som man gør i København.

Kilder: Statens Institut for Folkesundhed, DTU, analysechef i Coop Lars Aarup, MadOmeter.

TILBAGE I 2012 lavede journalist og fotograf Eddie Michel Azoulay en bog, der dokumenterede kinagrillbarerne som en uddøende race. Ifølge ham var der dengang omkring 70 kinagrillbarer tilbage i Danmark. Han besøgte dem alle sammen og talte med både indehavere og ansatte, og på den baggrund anslog han, at kinagrillbarerne formentlig ville være helt ude af gadebilledet inden for 10-15 år. Både fordi konkurrencen er blevet hård, og fordi de fleste grillbarejere er ved at nå pensionsalderen, mens deres børn søger andre veje. Ud fra Azoulays spådom har grillbarerne i dag to til syv år tilbage at leve i. 

Analysechef i Coop Lars Aarup ser dog ikke helt så sort på grillbarernes fremtid og levetid i øvrigt. At de decideret vil dø, tror han ikke. 

”Der vil altid være grillbarer og pølsevogne i Danmark, fordi det er en dejlig ’guilty pleasure’ for de fleste af os en gang imellem at få en ristet med det hele eller en burger, der er sovset ind. Men det fylder bare mindre i den samlede kostplan. Der kommer sådan noget som bagels ind og tager en hel masse på frokostsiden, sandwich, salater, og alt, hvad du kan forestille dig af frisk mad,” siger han.  

Spicy oksekød og andesteg a la Yang Cheng Grill.

GÆSTERNES GRILL-FAVORITTER

Både hos Jin Shing i Nordjylland og på Yang Cheng på Nørrebro er gæsternes ultimative favorit kylling i karry. Ligeledes er de glade for forårsruller, stegte ris og nudler. På Jin Shing er burgeren med den hjemmelavede dressing også en eftertragtet spise. De sælger tusind af dem på ugens fem åbningsdage. ”Hvis jeg tager den af menukortet, så vælter Nørresundby,” siger Hung Han Tang.

312 KILOMETER nordvest for den københavnske grillbar ligger en artsfælle i Nørre Uttrup tæt på Aalborg. Jin Shing Grill har ligget lige der på Hjørringvej mellem Limfjordsbroen og den nordjyske lufthavn i mere end 30 år. Det er en familierestaurant, der er gået i arv fra generation til generation. Aalborgenserne tager gladelig turen over broen til Nørresundby-siden, der ellers bliver kaldt ’den forkerte side af fjorden’, for at hente stegte ris, grillkyllinger og burgere, der svømmer i den helt rette mængde dressing. År efter år mønstrer Jin Shing Grill et millionoverskud, og i 2014 blev restauranten udnævnt til ’gazellevirksomhed’ af Børsen, der hvert år hylder højdespringere i erhvervslivet.   

Jin Shing svømmer imod den gængse grillbarudvikling på både bundlinje og besatte sæder. De er gået fra at have 16 til 70 siddepladser i deres levetid, fortæller den 44-årige indehaver Hung Han Tang, der har overtaget stedet fra sine forældre, som var bådflygtninge og kom til Danmark i 1979 i kølvandet på vietnamkrigen. 

”Min far var faktisk udlært smed. Så han arbejdede som smed om dagen og for en grillbar, der hed Shanghai, inde i Aalborg om aftenen. Det var en af de første grillbarer i Aalborg. Han knoklede for at spare penge sammen. Og i 1985 åbnede han så sit eget sted i Nørre Uttrup. Han gad ikke gøre det inde i Aalborg, for der var så mange grillbarer i forvejen,” siger Hung Han Tang, der selv er udlært kok fra en fransk restaurant i Aalborg. 

Han beholdt menukortet, da han overtog stedet, men forfinede og føjede lidt nyt til hist og pist. For eksempel sushi, der er blevet en så stor succes, at grillbaren også leverer den japanske storsællert til flere supermarkeder i oplandet. Det samme gælder burgerdressingen, som er en forretningshemmelighed, som Hung Han Tangs far står bag. Den 44-årige grillbarindehaver tror, at der er mange grunde til, at den kinesiske fastfood har det svært i Danmark i dag.  

”Jeg tror, at mange af de kinesiske grillbarer, der åbnede dengang og havde rigtig travlt, ikke har formået at renovere og lave lokalerne pænere, og så står det bare og falder hen,” siger Hung og forklarer, at man bliver nødt til at følge med tiden, hvis ikke de unge skal smutte over på ’de fancy cafeer’. 

”Jeg tror også, det er vigtigt at lave noget på Facebook. Vi har lidt over 7.000 følgere. Det bruger vi utrolig meget. Vi skriver nyheder som for eksempel nu her efter vores vinterferie: ’Vi åbner i morgen, og vi glæder os til at servicere vores gæster igen.’ Vi lægger også billeder op af maden og gør reklame for os selv.”

Under billederne på Jin Shings Facebook-side er kommentaraktiviteten stor. Folk inviterer hinanden på aftensmad, går generelt i kollektiv nordjysk mundvands-ekstase over billederne fra menukortet, ønsker hjerteligt Jin Shing-familien ’god ferie’, når de melder ferielukket, eller mindes, at de altid fik en vaniljeis af mor Jin, hvis de spiste op dengang i 80’erne.

Stamgæster har de nok af hos Jin Shing. 

”Valle får tre stegte pølser og et brød hver eneste dag. Det har han gjort i 30 år. Når han kommer ind, sætter vi tingene over. Så han sætter sig bare automatisk ned. Når han er færdig med at spise, går han over på bodegaen og drikker bajere, men han drikker aldrig her. Vi har også en familie fra Ellidshøj, der er kommet her hver onsdag de sidste 20 år. Svømmeholdet har også været her de sidste 20 år. Når de har svømmet onsdag aften, kommer de herned og spiser,” siger Hung, der drømmer om, at dressing- og sushiproduktionen skal vokse sig så stor, at han kan drive en lille fabrik: 

”Jeg kan ikke blive ved med at holde til at arbejde her 70 timer om ugen.”

Ud & Se guider til dig fem ting, du kan opleve i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:Lamberths Forlag, Come Together Experience, Teddy Newton, PR

DYRENES KONGE

En sadistisk lektor og en eskapistisk bureaukrat er blandt de mest berømte skikkelser i hans forfatterskab, men det var ikke kun fra den menneskelige fauna, Hans Scherfig frembragte uforglemmelige skabninger. Som dyremaler skabte han motiver så plakatagtigt klare, at man nærmest kan genkalde sig deres form og farve bare ved at lukke øjnene. Er det ikke nok, kan du for tiden tage på jungletur til hans eksotiske billedverden med Nivaagaards udstilling ’Hans Scherfig – Myter og drømme’.

Frem til 7. juni.

HAMBURGER-RYK

”Jeg blev født i Liverpool, men blev voksen i Hamborg,” skal John Lennon engang have sagt. Lennon var 19 år, da han og resten af The Beatles drog til den tyske havneby i sensommeren 1960 for at spille på klubben Indra. Koncerten blev den første af over 280 koncerter, som gruppen gav i det syndige Sankt Pauli-kvarter i løbet af de næste par år, mens de øvede sig på at blive rockstjerner. Det var også i Hamborg, at gruppen indspillede sin første single, ’My Bonnie’, som backingband for kollegaen Tony Sheridan (dog under pseudonymet Beat Brothers), Gruppen har siden fået en plads i krydset mellem Reeperbahn og Grosse Freiheit opkaldt efter sig som tak for sit kulturelle bidrag til området. Det er på de samme kanter, beatlemaniacs kan indfinde sig for at fejre 60-årsjubilæet for dannelsesrejsen på en todages festival med koncerter, byvandringer, udstillinger, syng med-aftener og meget mere.  

’Come Together – The Hamburg Beatles ­Experience’, 27.-29. marts.

HVAD FOR EN FISK?

Robert Fisk har et omdømme som en af tidens vigtigste mellemøst­reportere. Han har blandt andet skrevet om den iranske revolution, Golfkrigen, invasionen af Irak, det arabiske forår og borgerkrigen i Syrien – og interviewet Osama Bin Laden, før mange af os anede, hvem sheiken var. I dag er han 73 og stadig på gaden med notesblok i hånd, langs muren på Vestbredden og i krigshærgede syriske nabolag. ’This Is Not a Movie’ om den britiske journalist vises på årets udgave af festivalen CPH:DOX, og efter filmen kan man høre reporterne Ulla Terkelsen, Simi Jan og Rasmus Tantholdt samt fotograf Jan Grarup diskutere udenrigskorrespondentens rolle i dag.

Aveny-T, 20. marts klokken 16:45-19:00. CPH:DOX løber 18.-29. marts.

TAXA!

Københavns taxaydelser er værst blandt 18 europæiske hovedstæder. Sitet Taxi2Airport.com har undersøgt servicen via bedømmelser på TripAdvisor, og København får en gennemsnitsscore på 2,72 ud af maksimalt 5, mens Athen og Zagreb topper med 4,88 og 4,50 point. Inden man bliver alt for deprimeret over, hvor svært og dyrt det er at praje en hyrevogn i hovedstaden, kan man dog glæde sig over en velfungerende metroforbindelse til lufthavnen og al den motion, man kunne ønske sig, lige ude på cykelstien.

SUCCES PÅ TEGNEBRÆTTET

Firmaet Pixar blev dannet i 1986 – og hurtigt købt af Steve Jobs – men savnede maskinkraft og penge til at realisere drømmen om den helt store, 3D-animerede spillefilm. Efter lange rettigheds-tovtrækkerier med Disney, der endte med at finansiere filmen, men ikke fik fingrene i animationsteknologien (før i 2006, hvor Disney opkøbte Pixar), kom ’Toy Story’ endelig i 1995 og ændrede standarden for fotorealistisk tegnefilm. Siden fulgte hits som ’Find Nemo’ og ’De Utrolige’, og i marts 2020 kommer alfefilmen ’Fremad’. Har du brug for at varme op til eller falde ned fra den, kan du studere over 200 oprindelige skitser og kunstværker, som har ført til Pixars endelige design.

Kunstmuseum Brandts frem til 23. august.

 

Forfatteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.

CAFÉ NICK, KØBENHAVN

”Jeg elsker at færdes ved Nikolaj Plads, hvor jeg er vokset op. Jeg møder altid nogen, jeg har gået i skole med – eller deres forældre. Café Nick er et værtshus fra dengang, området blev kaldt minefeltet og var berygtet for sit prostitutionsliv. Området er blevet pænere, og det er Café Nick også. Men man kan altid møde en kunstner, der er interessant at snakke med.”

HESNÆS, FALSTER

”Min søn går i gymnasiet, men jeg ses stadig med nogle mænd i en fædreklub fra hans folkeskoletid. For nylig var vi på udflugt til en spejderhytte på Hesnæs. Skoven gik helt ned til en smal strand. Bøgegrenene strakte sig ud over vandet, og man kunne se til Møns Klint. Det var som at stå i et guld­aldermaleri.”

GNIBEN, SJÆLLANDS ODDE

”Det er, som om himlen åbner sig over én på Sjællands Odde. Længst ude ligger Gniben, hvor man kan se vand på begge sider, og vejret er lige så omskifteligt, som var man til havs. Jeg besøger tit en ven i hans sommerhus. Hvis jeg tjente nogle flere penge, ville jeg købe mit eget.”

Kaspar Colling Nielsen, 46, er forfatter til blandt andet ’Mount København’ og ’Den danske borgerkrig 2018-24’ og taleskriver for miljøministeren. Han er aktuel med pod­casten ’Skabelsen af Paradis’.

For et århundrede siden var Danmark datidens Hollywood. Danske stumfilm chokerede, pirrede og begejstrede hele verden og gjorde Asta Nielsen, Valdemar Psilander og Fy og Bi til feterede stjerner. Men i mange år har stumfilmene levet en skyggetilværelse og været næsten umulige at se. Det skal der laves om på.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:DR

I EN LYSNING lidt uden for Hillerød rejser et pigtrådshegn sig mellem træerne. Bag hegnet ligger en underjordisk betonklods, der oprindelig var en atombunker, hvor folk kunne søge tilflugt i tilfælde af en atomkrig. I dag er der en konstant temperatur på under fem minusgrader inde i bunkeren, der er opdelt i 50 aflukkede betonceller. Her ligger dansk films skabelsesberetning opbevaret på hylde efter hylde med filmruller som en slags pagtens ark. Filmene er lavet af nitrat, et ekstremt brandfarligt materiale, der kan selvantænde ved stuetemperatur og brænder som benzin, men nitrat giver også klare, skarpe billeder, som for 100 år siden kunne få folk op af stolene. 

I dag får de primært Lars-Martin Sørensen op af stolen. Han lyner sin jakke og trækker den godt op om halsen, inden han går ind gennem de smalle, lavloftede gange, hvor kun et tal adskiller den ene dør fra den anden. Det er her i det atomare køleskab, at Lars-Martin Sørensen gør klar til at bringe stumfilmene ud i dagslyset.

”Der er lidt Indiana Jones over det – det er ren filmarkæologi,” siger forskningslederen på Det Danske Filminstitut og en af hovedkræfterne bag en stor satsning med at digitalisere de over 400 stumfilm og gøre hele arkivet frit tilgængeligt inden 2023.

”Jeg er så privilegeret at være den første i 100 år til at se nogle af de her film. Måske finder vi nye mesterværker. Det kan være, at vi bliver nødt til at skrive vores filmhistorie om,” siger han.

’Nattens datter’, 1915. Pioneren Emilie Sannom var indbegrebet af den frygtløse, moderne kvinde, og hun spillede alt fra forførende elskerinder til detektiver og superskurke.

’Himmelskibet’, 1918. Selvom det længe var penge, der drev værket, udviklede stumfilmene sig i en mere eksperimenterende retning. Filmen anses for at være en af de første science fiction-film nogensinde.

I FILMMEDIETS BARNDOM – mange årtier før Bille August, Lars von Trier, Mads Mikkelsen og Susanne Bier igen satte dansk film på verdenskortet – var dansk film en eftertragtet vare. Filmkameraet blev opfundet i slutningen af 1800-tallet, og i 1896 blev der første gang vist film i Danmark. Året efter skød fotografen Peter Elfelt de første danske optagelser, og titlen på hans film spoilede handlingen fuldstændigt: ’Brandvæsenet rykker ud’ og ’Svanerne i Sortedamssøen’ viste hverdagen i bevægelse, og de levende fotografier var en banebrydende oplevelse for folk, selvom der ikke var nogen lyd. 

Lyd eller ej, så ville folk se mere, og på Vimmelskaftet i København havde biografejer Ole Olsen svært ved at skaffe nok film til at slukke publikums tørst efter levende billeder. I hans Biograf-Theatret var der ingen faste forestillinger, for de korte film kørte næsten uafbrudt, og folk kunne sjoske ind og ud, som de lystede. Ole Olsen var en foretagsom mand, der tidligere havde været sømand, i fængsel for bondefangeri, turneret med at udstille sorte mennesker på markeder og været direktør for et tivoli, så han besluttede sig for, at han lige så godt kunne lave sine egne film. I 1906 etablerede han med perfekt timing Nordisk Films Kompagni (der senere blev til Nordisk Film) i Valby.

Med industrialiseringen voksede mange europæiske byer eksplosivt i takt med, at folk rykkede fra landet til byerne og fik arbejde på fabrikker. Byboerne ville underholdes, biograferne blev en hurtig og nem adspredelse, og Ole Olsen viste sig ikke bare at være god til at kværne den slags ud – hans film blev tilmed anset for at være af teknisk og fotografisk høj kvalitet.

”Nordisk Film var i den europæiske superliga. I perioden op til første verdenskrig skelede man til dansk stumfilm, når man skulle se, hvordan man gør det,” siger filmhistoriker Casper Tybjerg fra Københavns Universitet, som er ekspert i dansk stumfilm.

Det var dengang, det fine borgerskab rynkede på næsen ad det underlødige medie, der ikke kunne måle sig med litteraturen eller teatret. Kritikere mente, at film blot var teater på dåse og i øvrigt undergravende for moralen med deres fordummende, sensationsprægede fortællinger. Arbejderklassen derimod hujede, heppede og kastede ting og sager efter filmene, når lærreder og fremvisningsapparater blev slået op rundt om på markedspladser, fordi biografen endnu ikke var udbredt. En film varede typisk 5-10 minutter, for man mente ikke, at folk ville kunne koncentrere sig om de levende billeder meget længere end det, og filmene var primært farcer og falde på halen-komik, fortæller Lars-Martin Sørensen: 

”Filmproducenterne var dygtige købmænd og bevidste om, at film var et dyrt medie at producere. Så de skulle være sikre på, at det var en film, folk ville interessere sig for. Og hvad interesserer de sig for? Sex, sensationer og stoffer.”

STUMFILM TIL FOLKET

Det Danske Filminstitut er i færd med at restaurere og digitalisere samtlige 415 titler fra stumfilmsarkivet. Filmene er fra 1897 til 1928 og bliver løbende lagt op på hjemmesiden stumfilm.dk i takt med, at de bliver digitaliseret, hvorfra man kan streame dem ganske gratis.

Det største filmhistoriske formidlingsprojekt i Danmark løber indtil 2023, og finansieringen på 30 millioner kroner kommer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og A.P. Møller Fonden. En del af formidlingen er ligeledes et dansk-tysk forskningsprojekt, der undersøger vekselvirkningen mellem dansk og tysk stumfilmskultur fra 1910 til 1930.

”JEG GLÆDER MIG til at se den her,” siger Lars-Martin Sørensen og hiver en rusten spole frem. ”De her nitratfilm vil kunne holde sig i 250 år, hvis de bliver opbevaret koldt og tørt.” 

Den, han står med, har en håndskrevet titel på: ’Ole Opfinders offer’ står der med sirlig skråskrift. Filmen havde premiere i 1924 og er en af de hundredvis af titler på hylderne i bunkeren, som Lars-Martin Sørensen og hans kolleger ser igennem fra ende til anden. Den er fra produktionsselskabet Palladium, der sammen med blandt andet Fotorama og Kosmorama fulgte i hælene på Nordisk Films succes. Dog var det Nordisk Films isbjørn på toppen af kloden, der stod trykt på to tredjedele af alle danske stumfilm. Filmene blev spyttet ud på samlebånd og kostede typisk en krone per meter film.

”Markedet var nyt, det var uopdyrket, og det var umætteligt, så film blev solgt i metermål og ikke efter kunstnerisk værdi,” siger Lars-Martin Sørensen. 

Der var ikke langt fra idé til færdigt produkt, og på sit højeste lavede Nordisk Film to korte farcer og en spillefilm – om ugen! Ole Olsen så fra begyndelsen ud over Danmarks næsetip og solgte sine film i hele verden. For uden lyd var der ingen, der kunne se (eller høre) forskel på en film fra Danmark, Frankrig eller Ungarn. I løbet af 10 år havde Nordisk Film filialer i New York og Tokyo og en biografkæde i Tyskland, og danske stumfilm blev solgt til det meste af Europa samt USA, Rusland, Japan, Australien og Brasilien, hvor man blot oversatte tekstskiltene (kaldet mellemtekster) til et nyt sprog. Derfor var filmene bevidst kosmopolitiske i deres udtryk.

”Nordisk Film producerede målrettet mod et internationalt marked. De havde manualer, hvor de formanede manuskriptforfatterne om, at der ikke måtte være nationalt specifikke detaljer i historien,” siger Lars-Martin Sørensen.

Filmbranchen var skamløst kommerciel, og for de fleste filmselskaber handlede det om at tjene så mange penge som muligt frem for at skabe stor kunst. Instruktørerne havde ikke den store kunstneriske vetoret, for deres film blev ofte tilpasset til forskellige markeder – i Tjekkoslovakiet måtte Asta Nielsen måske ikke vrikke så meget med rumpen, og i Rusland fik de en tragisk slutning frem for en lykkelig.

’Pro Patria’, 1916. Når man lavede krigsfilm, skulle uniformerne være så neutrale som muligt for ikke at fornærme publikum i andre lande.

’En sølvbryllupsdag’, 1920. Oscar Stribolt var en af mange skuespillere med en karakteristisk fysik, der egnede sig særlig godt til det taleløse medie.

FILMKUNSTEN udviklede sig i ryk som en teenager med vokseværk. På få år gik man fra at skildre svaner på søen til eksperimenterende science fiction-film, storslåede melodramaer og psykologiske thrillere. I 1910 lancerede aarhusianske Fotorama filmen ’Afgrunden’ med en vis Asta Nielsen i hovedrollen. Med sine 45 minutter var det efter datidens standarder en helaftensfilm og noget helt andet end de korte farcer, der dominerede markedet. Derefter begyndte især Nordisk Film at satse på længere spillefilm. Stumfilmene begyndte for alvor at adskille sig fra teatret. Mens de tidligere bestod af lange scener i én optagelse, som var det et teaterstykke, begyndte filmmagerne i højere grad at fortælle historien gennem klip og nærbilleder, der gav mulighed for at komme helt tæt på skuespillernes ansigtsudtryk. Og her havde Asta Nielsen to store fortrin – hendes enorme øjne. Da stumfilmene ikke havde lyd eller replikker, måtte skuespillerne i stedet fortælle historien gennem kropssprog og mimik, og for mange skuespillere blev deres fysik et varemærke. Asta Nielsen havde sine udtryksfulde øjne, Oscar Stribolt var kendt som den lille tykke prop uden hals, Karl Dane (der primært lavede film i USA) var to meter høj og havde et ansigt, der mindede om Frankensteins monster, mens Fy og Bis kropslige kontrast mellem den store og den lille var som skabt til stumfilm.

”Skuespillere blev virkelig typecastet dengang,” siger Lars-Martin Sørensen.

Flere af dem havde uden held forsøgt at slå igennem på teatret, som var det ypperste, man kunne opnå som skuespiller, og stumfilmen var i første omgang blot en redningskrans, der holdt dem fra at ende i fattigdom eller ufaglært arbejde. Stumfilmen viste sig dog hurtigt at være mere end en plan B – i film kom publikum helt tæt på skuespillernes ansigter og satte dem i centrum på en måde, som teatret ikke kunne. Derfor blev Asta Nielsen og andre danske skuespillere som Olaf Fønss, Clara Wieth Pontoppidan, Valdemar Psilander og senere Carl Schenstrøm og Harald Madsen (bedre kendt som Fy og Bi) stjerner, der modtog fanbreve fra hele verden, hvor fans tiggede om billeder eller autografer, tilbød ægteskab, og i Olaf Fønss’ tilfælde anmodede en kvindelig fan om hans ’ydelser’. Hun ville undfange et barn med helten fra ’Atlantis’ og lovede at kalde det ’Atlanta’, hvis det blev en pige. 

Mens filmplakater først blot havde filmens titel og produktionsselskabets navn, kunne ’den græske Adonis’ Valdemar Psilander og andre skuespillere pludselig sælge billetter på deres navn alene. Stumfilmsbranchen var et Klondike, hvor alt nærmest blev til guld, og i 1916 tjente Valdemar Psilander 100.000 kroner, svarende til over fem millioner kroner i dag (på fem år medvirkede han til gengæld også i 80 film). Han var kendt som en kvindeglad festabe, der brugte pengene hurtigere, end de rullede ind, og de mange historier skabte en vis mytedannelse omkring ham. Da Psilander i 1917 blev fundet død på sit hotelværelse i en alder af 32 år, var det et samtaleemne, der trak overskrifter i hele landet, biograferne flagede på halv, og der florerede rygter om, at han var død af syfilis som følge af sine natlige eskapader, at han var blevet skudt af en jaloux russisk tilbeder, og at han havde begået selvmord.

”Det var allerede dengang en branche, der åd sine største stjerner,” siger Lars-Martin Sørensen.

’Dydsdragonen’, 1927. Dansk stumfilm hyldede på mange måder frisindet og satte tonen for de brølende 1920’ere allerede i det foregående årti.

På DFI’s arkiv i Glostrup kan man i dag finde stort set alle film, der har været vist i Danmark, og det er her, stumfilmene bliver restaureret og digitaliseret.

DANSKE FILMMAGERE var ikke kun hurtigt ude, de turde også gå længere end i mange andre lande, og ofte tog de fat på emner, som datidens normer forbød, at man talte om offentligt. Der var film om hvid slavehandel, narkomisbrug og erotik, som da Asta Nielsen i ’Afgrunden’ vugger med hofterne i en sanselig dans iført kropsnært antræk og ender med at dolke sin elsker, da han vil have hende til at prostituere sig. 

”Vi var frækkere end de andre lande, især med hede filmkys. Det vovede og det erotiske var en slagvare,” siger Lars-Martin Sørensen og fortæller, at der var filmtidsskrifter i Brasilien, hvor anmelderne funderede over, om det mon var klimaet i det kolde nord, der gjorde, at man kyssede så inderligt i danske film.

Lige så meget som vrikkende hofter elskede publikum tjubang og action. De såkaldte sensationsfilm, som især Kinografen, Dansk Filmfabrik og til en vis grad Nordisk Film spyttede ud, blev hurtigt populære som datidens actionfilm. Sensationsfilmene var fyldt med vilde stunts, og titler som ’Dødsspring til hest fra cirkuskuplen’ opsummerer, hvordan filmene konstant forsøgte at overgå hinanden med spektakulære effekter. Den slags specialiserede Emilie Sannom sig i, og hun blev Danmarks første stuntkvinde. Der var stort set ingen sikkerhedsforanstaltninger og ikke noget, der hed filmtrick. Når hun hang fra brændende møllevinger, hoppede i en iskold voldgrav midt om vinteren eller stod på vingen af et biplansfly i højhælede sko, mens hun tog sin faldskærm på og kastede sig ud, var det den ægte vare ( og Emilie Sannom døde en dramatisk død, da hendes faldskærm ikke foldede sig ud under en opvisning i Grenaa i 1931).

”Det sjove er, at det ikke har ændret sig meget siden da. Det er stadig bryster, baller og biljagter, der sælger,” siger Lars-Martin Sørensen.

FILM I FARVER

Farvefilm slog først for alvor igennem i 30’erne, hvor talefilmen havde taget over, men det var ikke alle stumfilm, der var i sort-hvid. Man tintede nemlig ofte hele filmstrimler i en farve, så billedet eksempelvis blev blåt, når handlingen foregik om natten, eller rødt, hvis der var ildebrand. I nogle få tilfælde håndmalede man stumfilm, men det krævede, at hver enkelt frame skulle farves, og der var op mod 1.000 frames på et minut, så det egnede sig ikke til masseproduktion.

DANSK STUMFILMS storhedstid var en hed affære – intens og ovre, næsten før den var begyndt. Da første verdenskrig brød ud i 1914, signalerede det trange tider for de danske filmselskaber, der fik sværere ved at eksportere til udlandet. Efter krigen satsede Tyskland, der var dansk stumfilms største eksportmarked, på at lave deres egne, mere nationalistiske film, og mens filmproduktionen gik ned i gear i det meste af Europa, trykkede USA på speederen. Filmmagerne i Hollywood nød godt af, at de havde et enormt hjemmemarked, der indbragte så mange penge, at de kunne lave større og flottere film end Danmark og de fleste andre europæiske lande. Nordisk Film forsøgte at satse på dyrere produktioner og på at slå igennem på det britiske marked, men begge dele slog fejl. Nordisk Film gik konkurs i 1927, og i 1930 var 80 procent af alle film, der blev vist i danske biografer, fra USA.

Dødsstødet til den skrantende danske stumfilmsbranche kom indefra. I slutningen af 20’erne begyndte man at kunne lave stabile talefilm, og det spring var brutalt for de fleste stumfilmsstjerner.

”Med stumfilmene kunne filmskuespillere krydse grænser, men det kunne de pludselig ikke længere,” siger filmhistorikeren Casper Tybjerg.

Asta Nielsen lavede en enkelt talefilm, inden hendes karriere floppede, og for store instruktører som Benjamin Christensen og Carl Th. Dreyer var det ligeledes en kæmpe omvæltning at tilpasse sig til talefilm. De var begge arbejdsløse i næsten 10 år.

”Med stumfilm var man ikke bundet af et fast manuskript. Der var plads til improvisation, og du kunne som instruktør vejlede skuespillerne, mens kameraet rullede, og det kunne man pludselig ikke mere,” siger Casper Tybjerg.

Dreyer og Christensen søgte begge til udlandet. Dreyer lavede i 1928 sit mesterværk ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ i Frankrig, og på sin vis blev det en værdig død for dansk stumfilm. 

”Livet er jo ikke værd at leve uden spænding, og kommer døden, ja, så kommer den,” sagde Emilie Sannom, der blev kendt for selv at udføre sine halsbrækkende stunts såsom luftakrobatik uden sikkerhedsline. Hun døde i en faldskærmsulykke og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

STUMFILMENE gik hurtigt i glemslen. Mange filmproducenter satte ganske enkelt ild til deres arkiv af stumfilm, både fordi nitratfilmene var afsindig brandfarlige at opbevare, og fordi talefilm overtog alt. Den dag i dag er de stadig forvist til en kold bunker, og med undtagelse af filmnørder er det de færreste, der overhovedet har set noget fra dansk stumfilms storhedstid. Det er svært at finde nulevende skuespillere eller instruktører, der har fundet inspiration i stumfilmene, måske fordi de var så internationale i deres udsyn, at de ikke udviklede et særligt dansk filmsprog. 

”Der er ikke mange, der kigger tilbage på stumfilmene og lærer af de greb. Det er blevet opfattet som det, der var engang, mens man med talefilmene fandt en helt ny måde at gøre tingene på,” siger Casper Tybjerg.

En markant undtagelse er Lars von Trier, som tydeligvis har kigget Carl Th. Dreyer i kortene. Dreyer dyrkede et mørkt, lidenskabeligt univers i sine film, og von Trier var så stor fan af instruktøren, at han bar Dreyers gamle smoking i indlednings- og afslutningsscenerne i tv-serien ’Riget’.

”Den manglende tilgængelighed er en del af forklaringen,” mener Lars-Martin Sørensen, der håber, at han ved at hive stumfilmene op fra deres kolde grav og gøre dem frit tilgængelige digitalt kan give dem nyt liv. Når stumfilmene bliver befriet fra bunkerens mørke, ender de i første omgang på frys i Det Danske Filminstituts kontor i Glostrup. Her begynder Lars-Martin Sørensen og hans kolleger at granske hver enkelt film i detaljer. Nogle af filmene er der kun negativer af, andre findes i flere forskellige udgaver, og nogle er der kun nogle få klip af. Lars-Martin Sørensens opgave er at hitte rede i, hvad der skal digitaliseres, og herefter ender filmspolerne i en stor maskine, der scanner hver enkelt frame fra filmen i 4K-opløsning, så de kan ses digitalt.

”Når vi gør så visuelt prægnante film som Benjamin Christensens ’Heksen’ og ’Det hemmelighedsfulde X’ tilgængelige, kan man se, hvad det var for nogle vanvittig visuelle universer, de byggede op, fordi filmen netop var nødt til at være visuel, når man ikke kunne snakke sig fra det. Jeg er overbevist om, at det kommer til at inspirere,” siger Lars Martin-Sørensen.

”Og det åbner op for en ny fortælling om, hvem vi var, og hvilke historier vi fortalte.”

FEM DANSKE STUMFILM, DU SKAL SE

1. ’Himmelskibet’ (1918)
En af de første science fiction-film og samtidig en freds-allegori (den udkom kort efter første verdenskrig). Hovedrollen Avanti Planetaros rejser til Mars, hvor han møder marsboere, som er et fredselskende, frugtspisende folk.

2. ’Heksen’ (1922)
Visuelt slående dansk-svensk gyserfilm om heksejagt, der også er kendt under sin svenske titel ’Häxan’. Benjamin Christensens hovedværk er med sine to millioner kroner den dyreste skandinaviske stumfilm nogensinde, og filmen beskriver, hvordan en psykisk syg person kan blive anklaget for at være en heks. Med sine grafiske billeder af tortur og seksuelle perversiteter blev filmen forbudt i USA og stærkt censureret i mange andre lande.

3. ’Du skal ære din hustru’ (1925)
Carl Th. Dreyers mesterværk er i dag den eneste stumfilm i den danske kulturkanon, og den var på mange måder forud for sin tid. Filmen er moderne hverdagsrealisme med præcise iagttagelser af livet i storbyens kernefamilie, hvor familiens patriark udvikler sig til en utålelig tyran, der trænger til en lærestreg.

4. ’Klovnen’ (1917)
Anses for at være en af Nordisk Films bedste film og udkom efter Valdemar Psilanders død. Psilander spiller hovedrollen som en cirkusklovn, der falder for cirkusdirektørens datter, der dog senere er ham utro, hvilket hun fortryder inderligt. Filmens instruktør, A.W. Sandberg, lavede en ny version af filmen i 1926 med svenske Gösta Ekman i hovedrollen.

5. ’Afgrunden’ (1910)
Erotisk melodrama og Asta Nielsens gennembrud. Særligt den berygtede gaucho-dans, hun danser med Poul Reumert, er i dag legendarisk og var ekstremt vovet for sin tid, og i flere lande klippede censuren scenen ud. Filmen blev instrueret af Urban Gad – Astas mand, som hun senere rejste til Berlin med – hos det lille produktionsselskab Kosmorama.

 

Et tryk på din telefon, og din mad er på vej til døren. På få år er udbringningsfirmaerne boblet op i landskabet som smelteost på en pizza. Striden om de sultne maver rumler, men er den fair?
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:PR

SOM EN SLAGS storbyens dromedarer kører blå bude byerne tynde med termo-puklerne fulde af burgere, bagels og butter chicken. På bycykler, el-løbehjul og scootere lægger de zigzaggende lyskryds og landevej bag sig, alt imens du selv lader dig opsluge af sofaens bløde dyb og omfavner dine tømmermænd eller din ulyst til at lave mad i al almindelighed. Du ligger blot og venter på, at dørklokken meddeler, at redningen er ganske nær. Duften af din aftensmad fylder dine næsebor, og det hele har ikke taget meget mere end et afsnit af din yndlingsserie på Netflix. Posen med lune godter skifter hænder fra budbringeren til dig selv. Et voila: Så er der serveret. 

Just Eat, Hungry.dk og Wolt er tre af de mest populære udbringningstjenester i Danmark, men listen er lang. Fælles for tjenesterne er, at man kan nå dem via telefonen eller computeren, og at deres katalog af mad har noget for (næsten) enhver smag. Og var du ikke sulten, inden du åbnede appen eller hjemmesiden, får du med rimelig stor sandsynlighed lyst til at hyggespise bare en smule, når du ser udvalget, der spænder fra asiatisk til italiensk og fede favoritter fra ønskebrønden.  

Hos Just Eat bliver chaufførerne oplært og klædt på, inden de slippes løs i trafikken.

ANTALLET AF DANSKERE, der selv står med hovedet bøjet over gryderne på en gennemsnitlig aften, er over en treårig periode faldet fra 55 til 48 procent. Samtidig er andelen af både færdigretter og takeaway i danskernes aftensmad stigende. Faktisk stiger antallet af takeaway-indkøb med 10 procent om året. 

Inden finske Wolt kom på banen, havde Hungry.dk allerede erklæret krig mod Just Eat, der dog indtil nu har bevaret sin position på takeaway-tronen. Ifølge mediet finans.dk har Just Eat en markedsandel i Danmark på omkring 70 procent, mens Hungry.dk sidder på 12-20 procent, og Wolt i løbet af et enkelt år har spist sig ind på omkring seks procent af markedet. 

På gadeplan kan man genkende budbringerne på farven på deres takeaway-pukkel. Wolt lyser blåt, Hungry.dk grønt, mens Just Eat lyser orangerødt. Og så er det ellers alle mod alle i kampen om de sultne maver – en kamp, som ikke alle tilskuere mener foregår efter sportslige metoder. Særligt Wolt, der indtog Danmark i 2017, får på puklen i medierne af politikere og fagforeningsfolk, fordi de ikke har overenskomster for deres dromedar-bude eller forsikringer i det hele taget. Budene bliver betragtet som selvstændige. De får løn for hvert måltid mad, de leverer, og de melder selv ind, hvornår de vil arbejde. Til gengæld skal de for egen regning anskaffe sig et køretøj, forsikring, løn under sygdom og barsel og pension. Og det får fagforeningerne til at udnævne Wolt som fjender af den danske arbejdsmarkedsmodel.  

WOLTSOM VÆKST

Finsk startup stiftet i 2014 med hovedsæde i Helsinki. Til stede i Estland, Letland, Norge, Sverige, Grækenland, Israel, Ungarn, Tjekkiet, Polen, Slovenien, Slovakiet, Litauen, Kroatien, Georgien, Kasakhstan, Serbien og Aserbajdsjan.

Fra 2017 i København. Bringer i dag også ud i Odense, Aarhus, Aalborg og Lyngby-Gentofte.

Leveringspris bestemmes af udbringningsturens længde. Mindsteprisen for levering er 39 kroner.

Wolt kalder sine bude kurérpartnere, og disse er sikret en minimumsløn, der bliver højere, alt efter hvor langt de cykler eller på anden vis transporterer sig.

DER ER OMKRING 1.000 Wolt-bude på danske gader og stræder ifølge Berlingske. Vil man være et af dem, skal man blot udfylde en formular på deres hjemmeside med basisinfo og et foto af sig selv. Vil du være chauffør for Just Eat, skal du i modsætning hertil sende en ansøgning og igennem et oplæringsforløb, før du får lov at ramme gader og stræder med fastfood i bagagerummet. Det fremgår af et jobopslag på jobportalen Ofir, hvor virksomheden søger nye chauffører til at bringe mad ud. Just Eat stiller både køretøj, gps og en ’vejrtilpasset uniform’ til rådighed, skriver de. 

Inden man gribes af lysten til at sammenligne udbringnings-dromedarerne med revolvermænd i det vilde-vesten, skal man dog holde sine jernheste en stund. 

”Som det ser ud nu,  er det ikke ulovlig virksomhed at formidle udbringning af mad,” siger arbejdsmarkedsforsker Anna Ilsøe, der har forsket i platformsarbejde og digitaliseringens påvirkning af arbejdsmarkedet. 

”Det, der kan skabe udfordringer, er, at budene ikke er ansatte, men freelancere.” 

Den form for selvstændigt freelance­arbejde er ellers noget, vi bedst kender fra konsulentverdenen og andre videnstunge job, hvor lønnen generelt er højere, de ansatte selv står for prissætningen og  derfor alt i alt er bedre polstret i forhold til ekstraudgifterne.   

”Budene arbejder ofte færre timer end en klassisk konsulent, men er selv ansvarlige for risici. Så kan det være sværere at have økonomisk råderum til at forsikre sig i forhold til arbejdsmiljø, arbejdsulykke, ansvarsforsikring og pension,” siger Anna Ilsøe.

LUNT I SVINGET

Både markedslederen Just Eat og udfordreren Hungry.dk havde tocifrede vækstrater i 2018. Just Eat tilbyder 80 procent af de danske fastfoodsteder på deres platform.

UDBRINGNING af mad er langtfra et nyt fænomen. Tænk bare på mælkemændene, der med et lad fuld af klirrende, hvidskummende flasker sørgede for frisk mælk på landets dørtrin, efter at opdagelsen af pasteurisering i 1880’erne havde gjort det muligt at tappe mælken fra gårdene på flasker med en vis holdbarhed. Den sidste mælkeflaske blev leveret i Danmark i 1971, og indtil deromkring bragte både slagteren, bageren, fiskemanden og ostemanden også ud. Men den forretning løb ud i sandet, efterhånden som kvinderne begyndte at arbejde, bilen blev folkeeje, og de store supermarkedskæder kom til.  

”I starten var fruerne hjemme for at tage imod, men i takt med at de kom ud på arbejdsmarkedet, lå pengene inde på køkkenbordet, og så lagde slagteren eller bageren egentlig bare varerne. Med tiden blev det de ældste generationer ude på landet, der ikke havde mulighed for at handle ind selv, der fik bragt varer ud. Resten af os købte primært tingene i et supermarked,” siger Betinna Buhl, museumsinspektør og madhistoriker ved Det Grønne Museum. Hun forklarer også, at vi i 60’erne lige så stille begyndte at segmentere os via vores spisevaner, der fik en ny signalværdi:

”Lige pludselig bliver vi interesserede i ris og krydderier. Vi rejser ud i verden og bliver inspirerede. Hakkekødet er ikke længere til millionbøf, vi putter flåede tomater i og laver det hurtigt sammen med pasta i stedet for kartofler.” 

Med opbruddet i madkulturen mistede vi den traditionsbundne planlægning af, hvilke råvarer der skulle igennem husholdningen i løbet af ugen.

”Så tog man lidt mere, hvad supermarkedet sådan lige bød på,” siger Betinna Buhl. 

OMKRING 1970’ERNE blæste en italiensk brise hen over Danmark og tryllebandt både land- og bybo. Indtil da havde alternativerne til selv at lave maden bestået i en tur på restaurant eller at sjoske ned til pølsevognen. Men det var ikke kun de runde herligheder med smeltet ost, pizzeriaerne introducerede os til. Det var efterhånden også de ikoniske papbakker med den bukseløse pizzamand på fronten, der gjorde maden nem at transportere. Med scooter, hjelm og stor bagageboks kørte pizzabudene land og rige rundt. Efterhånden fik de selskab på cykelstierne af burgere, forårsruller og falafler, og da Just Eat kom til i 2001, satte det for alvor fut under udbringningskedlerne. 

Ifølge madhistorikeren er der flere grunde til, at vi køber så meget takeaway.

”Vi får mere travlt, synes vi selv. I fjernsynet kører madprogrammer massivt, og vi har måske lidt svært ved at følge med. Men signalværdien af maden, vi laver og køber ind, bliver lige pludselig kæmpestor. Det er det bare nemmere at købe sig til,” siger Betinna Buhl.

KOM I PLATFORM

Udbringningsvirksomheder som Wolt falder under kategorien platformsarbejde. En platform kan være en app eller en hjemmeside, der formidler eksempelvis levering af mad eller rengøringshjælp til private.

Platformsarbejde kom til Danmark i slutningen af 10’erne. I begyndelsen var det de store udenlandske foretagender som Uber, der fik base i Danmark, men pludselig kom der masser af danske startups inden for især rengøring og transport til, fortæller arbejdsmarkedsforsker Anna Ilsøe, der har undersøgt omfanget:

“Jeg lavede en survey via Danmarks Statistik i 2017 blandt 18.000 danskere: Én procent havde tjent penge via en platform det seneste år. Halvdelen af dem havde tjent under 25.000 kroner om året på det før skat. Så i kolde kontanter er det stadig et begrænset marked.”

”MAKE MONEY when you want,” blinker det med lokkende versaler, når man aflægger Wolts hjemmeside et besøg. Wolt har kastet sig ind i kampen om danskernes bekvemmelighed – men også givet deres ansatte en bekvemmelighedsdimension. Budene bestemmer nemlig selv, hvor og hvornår de vil arbejde. Knap 50 procent af deres bude i Danmark er udlændinge, og 70 procent af dem er tilknyttet firmaet i 4-6 måneder, oplyser Wolt. Og ifølge arbejdsmarkedsforskeren taler løfterne om frihed og fleksibilitet til firmaets fordel.

”Den positive historie er, at det er en hurtig og nem måde for dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, at finde noget at lave. Det handler om udlændinge og især de udlændinge, der ikke kan dansk endnu, som har rigtig svært ved at finde job, selv i en situation med lav arbejdsløshed, som vi har lige nu,” siger Anna Ilsøe og forklarer, at Wolts arbejdsmodel generelt kan være attraktiv for grupper på kanten af arbejdsmarkedet, fordi folk kan komme hurtigt i gang og på deres egne præmisser. 

Arbejdsmodellen tiltrækker således både studerende, der skal tjene til husleje og øl, men også danskere, der har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid på grund af sygdom eller arbejdsulykker.

”De kan starte meget stille og roligt med ganske få timer, og de kan vente til om morgenen med at melde sig aktive eller lade være. Det er en kvalitet, platformene har. Det giver en højere fleksibilitet, end man for eksempel finder i fleksjob,” siger hun. 

General Manager for Wolt Danmark Søren Meier Svendsen fortæller til Ud & Se, at koncernen har en aftale om betalt ulykkes- og ansvarsforsikring til budene under opsejling på verdensplan. Aftalen vil blive lanceret i Danmark som det første land, efter planen i marts i år.

Hverken Wolt, Just Eat eller Hungry.dk har i skrivende stund tegnet overenskomst for deres bude med 3F.