Indlæg

Kan poesi og digterliv lokke danskerne ud at gå? Det håber Johannes Nørregaard Frandsen, leder af projektet ’Danske digterruter’, der åbner i løbet af næste år. Her fortæller han om tre af de planlagte ruter.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Jenles fotoarkiv

BONDEKNOLD

”Jeppe Aakjær boede på gården Jenle, og fra sit arbejdsværelse så han ud over Astrup Vig til Limfjorden. Når han digtede om rugen og havren, er det det landskab, han fortæller om. Ruten går forbi Astrup Vig, hvor han holdt folkefester for tusindvis af mennesker til det årlige Jenle-møde med politiske og litterære taler. Da Bertel Haarder genopfandt Folkemødet på Bornholm, var det med reference til de store danske folkefester, som Steen Steensen Blicher startede ved Mariager Fjord, og som Aakjær genoptog ved Jenle. Det første folkemøde ved Jenle var i 1908 med Jeppe Aakjærs kone, Nanna Krog, som hovedarrangør. Det handlede om at give kvinder valgret. Aakjær var en meget politisk digter. Når han digtede om landskabet, var det en kamp for naturbevaring, men han kæmpede også for den lille mands ret, for tyendet og markarbejderne ude på landet. De rige selvejerbønder hadede ham. Efter hans død i 1930 sørgede hans kone for, at huset blev stående i hans  ånd. Pennen ligger stadig, hvor han sidst lagde den, og kalenderbladet er slået op på den dag, han døde.”

Ruten laves i samarbejde med Aakjærselskabet.

GÅ IND I POESIEN

I forsommeren 2021 åbner de danske digterruter i samarbejde med en række museer og digterselskaber. På ruterne vil der være stationer med lydklip på 3-4 minutter, hvor man for eksempel kan lytte til et tekststykke af Karen Blixen eller et stykke af en Jeppe Aakjær-sang. Tidligere leder af H.C Andersen Centret ved Syddansk Universitet Johannes Nørregaard Frandsen og litteraturprofessor Mads Sohl Jessen står bag projektet.

VERDENSDAME

”Karen Blixen havde sine 17 berømte år på sin afrikanske farm og flyttede efterfølgende forgældet ind på Rungstedlund, som var i slægtens eje, og som snart blev dansk digtnings centrum. Hun lagde hus til Det Danske Akademi og holdt hof og samtalesaloner med unge danske digtere, som hun førte dybsindige samtaler med. Naturen spiller en stor rolle i hendes litteratur, og med det samme, da hun flyttede ind på Rungstedlund, begyndte hun at tilrettelægge en have, hvor hun kunne gå ud for at plukke blomster. Skoven skulle være naturskov, og fuglene og planterne have førsteret. Der blev opsat massevis af fuglekasser. Med de tanker var hun langt forud for sin tid. Dengang var ordet biodiversitet ikke opfundet, men det var i virkeligheden det, hun skabte. I dag ligger hun begravet i sin egen park, fordi hun ville opløses i sin egen natur. Ruten snørkler sig rundt i hendes park og i området omkring Rungstedlund, et kæmpestort og fabelagtigt stykke nordsjællandsk natur.” 

Ruten laves i samarbejde med Karen Blixen Museet.

DE 19 DIGTERE PÅ LANDKORTET

B.S. Ingemann, Carit Etlar, Emil Aarestrup, H.C. Andersen, H.A. Brorson, Ambrosius Stub, Henrik Pontoppidan, Holger Drachmann, Jeppe Aakjær, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen, Thit Jensen, Kaj Munk, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Steen Steensen Blicher, Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Michael Strunge.

STORBYROTTER

”Vi har valgt at beskrive tre forskellige digtere som Vesterbro-digtere: Tove Ditlevsen, Michael Strunge og Dan Turèll. De var alle tre mørke mennesker, der levede på kanten. For dem var Vesterbro en scene for det komplicerede liv. De havde alle deres dæmoner og døde alt for tidligt af druk og røg og psykiske kompleksiteter. Ditlevsen voksede op på Hedebygade og så et lavsocialt Istedgade og et hårdkogt arbejderkvarter, som forfulgte hende resten af livet. Hun havde en kærlighed til området, men også en foragt. Dan Turèll kom fra det, han kalder ’proletardelen af Gentofte’, Vangede nord for København, men det var hovedsagelig Vesterbro, han digtede om, og det er her, hans kriminalromaner foregår. Han flyttede først ind på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg på kanten af et Vesterbro i total forandring og omstrukturering på grund af gentrificeringen. Hos Strunge er det ungdomskulturens, musikkens og det vilde livs Vesterbro. Natmaskinen, som han kalder det. Den forvandlingshistorie skal udtrykkes gennem vandreruten, og hvis man hører deres digte undervejs, får man et stærkt stemningsportræt.”

Ruten laves i samarbejde med Københavns Museum.

Med sin trygge havn har Svendborg i århundreder tiltrukket sejlere, købmænd og folk med tykke bankbøger. Så kom de røde. Siden blev den de kreatives tilflugtssted, og den seneste prominente tilflytter er en delfin. Ud & Se steg af i søfartsbyen for at jagte dens magnetisme – og dens nye maskot.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MED SMÅ, SPIDSE bølgetoppe ligger det grønne sund og glitrer i morgensolen som et tæppe af glasskår efter en løssluppen fest. Luften er frisk og sprød, hedebølgen er forbi. En lugt af diesel breder sig. Poul Sækmose har tændt motoren, og Duddi, en stumpnæset, rød-hvid slæbebåd, brummer og sitrer, klar til at lægge kræfterne i. Poul Sækmose løsner fortøjningerne, styrer Duddi fra kajen, tøffer forbi en grå flydedok og sejler ud i havnen på udkig efter det seneste års helt store samtaleemne i Svendborg, delfinen Delle, der kan titte op af den grønne vandskorpe, hvert øjeblik det skal være.

Egentlig er Delle, ligesom Technicolor-stjernen Flipper, et øresvin, som svendborgenserne straks tog til sig og døbte Delle, efter at havnens nye beboer viste rygfinnen første gang i oktober sidste år. Siden har Delle hyppigt stukket næbbet frem og smilet til søfolk, stand up paddleboardere og spadserende på havnekajen. Den har fået op mod 8.000 følgere på Facebook i grupperne ’Delles venner’ og ’Vores delfin i Svendborgsund’. Den har trukket overskrifter i medierne – blandt andet efter at den, tilsyneladende i leg, dræbte et marsvin foran måbende turister og lokale på havnen. Og den har fået opført sin egen teaterforestilling, ’En hyldest til delfinen’, med manuskript af blandt andre bysbarnet og De Gyldne Laurbær-forfatter Jesper Wung-Sung. 

Poul Sækmose hiver i et håndtag og aktiverer bovpropellen nede i vandet. Manøvren får båden til at rykke fra side til side og plejer at tiltrække det legesyge havpattedyr. 

”Det er altid den her båd, den holder sig til,” siger den hvidhårede skipper med de lysebrune øjne og den blå arbejdsjakke. Han er ærøbo og uddannet bygningssnedker, men har arbejdet for vekslende skibsværfter i små 40 år, og i dag er han salgsmanager for Petersen & Sørensen Motorværksted A/S, havnens største tilbageværende arbejdsplads, der for tiden har 100 meter lange tyske Miramar under behandling i sin store blå dok.

Dokken blev i 2015 forskønnet med et 125 meter langt streeatart-agtigt maleri af skibe, svejseflammer, en gigantisk skibsskrue, en gruppe seje historiske værftsarbejdere i blåt lærredstøj, halsbind og bløde kasketter og – naturligvis – Svendborgs byvåben. Og nu ligger den der som et vartegn og et mindesmærke om byens glorværdige maritime fortid.

”Værfter har det med at krakke. Det har de altid gjort,” siger salgsmanager Poul Sækmose, der står på slæbebåden Duddi og spejder efter delfinen Delle.

DET ER 40 ÅR siden, Helmer Hansen begyndte hos Petersen & Sørensen som arbejdsdreng. Efter at have iagttaget hans håndelag sagde direktøren: ”Du skal være skibsmontør.” Og lige siden har Helmer Hansen arbejdet med store skibsmotorer. Skibsmontøren, der stadig har glatte kinder og tykt, strågult hår, funderer over, hvornår han mon kan trække sig tilbage, mens han husker tilbage på sin tidlige karriere. 

”Der var gang i den, dengang,” fortæller Helmer Hansen om miljøet på Frederiksø, der med sine kajarealer ligger som et stort, kantet hjerte midt i havnen, forbundet til fastlandet med en dæmning. Det er stadig her, Svendborgs puls som havneby fornemmes, selv om den banker langsommere end i 80’erne.

”Der var vel 800-1.000 ansatte, når der var mest travlt. I dag er det nærmere 100,” siger Helmer Hansen, mens han pakker sin madkasse sammen i frokoststuen, hvor han har spist sammen med en håndfuld kolleger. Dengang var den største arbejdsgiver på havnen Svendborg Værft.

Værftet søsatte Frederiksøs første stålskib i 1907 og klarede sig i løbet af årtierne igennem mangen en overhængende konkurs – i tiden efter anden verdenskrig blandt andet med investeringer fra Arnold Peter Møller. Hans far, kaptajn og skibsreder Peter Mærsk Møller, flyttede i 1884 fra Dragør til Svendborg med hustru og 10 børn, og i 1904 grundlagde han Dampskibsselskabet Svendborg A/S sammen med sin søn. Det, der senere blev grundstammen i den verdensomspændende virksomhed, vi i dag kender som A.P. Møller – Mærsk.

Svendborg Værft overlevede, først og fremmest takket være virksomheden A/S Carl Nielsen, der havde grundlagt sin formue på skibe, der pumper sand op fra havbunden, og som i 1972 købte en stor del af aktierne i værftet og gav det en modernisering.              

I 1988 boomede produktionen, da man modtog en bestilling på fire inspektionsskibe fra Søværnet til over en milliard kroner i alt. Men ordrenedgangen i 90’erne blev brat, og i 2001 blev lyset slukket for sidste gang i de gamle værftshaller.

SVINELÆKKER

Svendborg er antagelig opstået som et lille fiskerleje. Med sin naturlige havn, der skærer som en kile ind i bugen på Sydfyn, og som ligger godt beskyttet bag øerne Tåsinge og Thurø, blomstrede den i 1200-tallet op som et livligt bysamfund. De lokale fiskere tog til Øresund for at fylde lasten med sild, jægere nød godt af de omkringliggende skove, og Svendborg blev Sydfyns handelscentrum og Fyns andenstørste by – med to kirker. Byen, der i de ældste kilder benævnes som Swineburgh, enten navngivet efter vildsvinene i skovene eller marsvinene i sundet, oplevede igen i 1800-tallet en kraftig vækst, da havnen blev udvidet, færgedriften i øhavet blev intensiveret, og man fik jernbaneforbindelse til Odense. Investorer og pengeinstitutter fandt vej til byen, der fortsat voksede ind i 1900-tallet, men midt i århundredet stilnede det af. Fra 1950 til i dag er folketallet vokset fra godt 23.000 til 27.000.

I DAG TÆNDES det igen hver weekend – i sommersæsonen hver eneste aften – når spillestedet og baren Kammerateriet forsøger at få gang i en fest i de historiske lokaler. I år har corona sat grænser for løjerne, og både tarteletfestival og oktoberfest har måttet aflyses. Men der er ingen tvivl om, at morskab og oplevelser er på menuen for fremtidens Frederiksø.                Svendborgs byråd fik i 2015 foretaget en undersøgelse, der konkluderede, at Svendborg Havn er et unikt sted i verden med sin blanding af autentisk fortid og levende nutid, men at det kniber med at tjene penge på herligheden. Det kunne man måske løse med et nyt storcenter, men man er godt klar over, at man dermed vil spolere havnens identitet. I stedet regner byrådet for tiden på, hvor rentabel havneøen kan blive med kultur, teater, vandsport, havnerundfarter, lystsejlerhavn, butikker, museumsbygninger og andre tilbud.

Helmer Hansen og hans frokostkammerater hos Petersen & Sørensen håber, at de har en fremtid på Frederiksø, men frygter lidt, at ambitionerne om at gøre Frederiksø kulturlækker stille og roligt vil presse industrierhvervene ud, og at kommunen derfor i sidste ende alligevel kan blive nødt til at blokere udsigten fra havnefronten med dyre ejerlejligheder, når de alligevel ikke tjener godt nok på øens cirka 58.000 kvadratmeter. I det hele taget frygter de, at håndværkere som dem selv snart ender på museum. Som Helmer Hansen siger:

”Vi plejede at sige, at kan du lide at få sorte fingre, og kan du finde ud af at slå et søm i, skal du nok finde noget at lave i Svendborg. Men i dag vil alle have deres børn til at gå i gymnasiet.”

Skansen på Tåsinge. 22-årige Rasmus Brohave er blevet opdaget af unge fans.

YOUTUBEREN Rasmus Brohave var lidt nervøs, da han efter halvanden måned meddelte sine forældre, at han ville gå ud af 1. g på Svendborg Handelsgymnasium, men han mødte fuld opbakning fra sin økonoma-mor og ingeniør-far. Et par år forinden offentliggjorde han sin første video, hvor han filmede sig selv på sit værelse i Ollerup syv kilometer vest for Svendborg iført kækt højtsiddende kasket og lyserød T-shirt og fortalte lidt om sin seneste uge, hvor han blandt andet havde været i Fælledparken i København og stå på skateboard med en ven. Havde seerne nogle spørgsmål til ham, ville han besvare dem i sin næste video. 

Da han gik ud af gymnasiet, havde han 75.000 abonnenter, et par måneder senere 100.000, året efter blev han kåret som årets youtuber ved et gallaarrangement på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København, og i dag har han 281.000 abonnenter.

”Dem, der ser det, føler, de kender mig. Jeg tror, de ser mig som en virtuel ven eller en virtuel storebror,” siger Rasmus Brohave, der ikke kun optræder på YouTube, men også indimellem medvirker på de mere voksne, landsdækkende tv-kanaler. Sidste år var han vært på TV 2-talentprogrammet ’Danmark har talent’, og engang i fremtiden kunne han godt tænke sig at drive sit eget produktionsselskab ligesom forbilledet Anders Breinholt fra ’Natholdet’. 

I mange år fulgte det som en selvfølge med medie­drømmene, at Rasmus Brohaves voksenliv skulle udfolde sig i København, hvor alting sker. I 2018 flyttede han da også til hovedstaden, men efter lidt for mange gange at have mærket, hvordan skuldrene blev glade og afslappede, hver gang han så skiltet mod Svendborg på motorvejsafkørslen, begyndte han at lede efter et hus i området. 

Efter 14 måneder i København flyttede han sidste år tilbage til Svendborg-egnen sammen med sin kæreste, og nu står han på Skansen, et naturskønt område på nordspidsen af Tåsinge, med næsen vendt mod Svendborgsund. På den anden side ligger Svendborg bredt ud over de sydfynske skrænter som et hyggeligt patchworktæppe af gule og vinrøde facader og orange tegltage.

Omkring ham står en 4. klasse og smiler til deres lærer, der er ved at tage et billede af dem med sin telefon. Anført at to lyshårede piger har gruppen igennem det sidste kvarter taget fire tilløb til at henvende sig til youtuberen, men de har vendt øjnene bort og er drejet om på hælen, hver gang han kiggede i deres retning. 

Normalt har Rasmus Brohave et princip om ikke at henvende sig til folk, der genkender ham. Det kan let blive akavet, hvis de alligevel ikke har lyst til at snakke, men her gør han en undtagelse og hiver plasteret af situationen med et ”hej!”.

”Nu har vi både set Delle og Rasmus Brohave,” siger læreren, efter at hun har dokumenteret mødet med Brohave, der tilfældigvis er hendes egen gamle elev fra Vestermarkskolen i Svendborg-forstaden Vester Skerning. 

”Det har været en af mine største drømme at møde ham i virkeligheden,” fortæller en dreng med lange, brune krøller og blå Nike-T-shirt.

”Jeg var ved at bygge en hule nede på skrænten, da en af mine venner sagde, at han var lige ovenover. Jeg troede ikke på ham, men så var han lige der.”

INDE I Rasmus Brohaves SUV er lyden fra trafikken dæmpet. På den anden side af ruderne glider velplejede stråtage, statelige stokroser og nobelt bindingsværk i flaskegrøn og kirsebærrød forbi. Han drejer den sorte Mazda op til et lille, cremefarvet rækkehus, går hen over havegangen, hvor valnøddestore småsten knaser behageligt under fødderne, og tager i dørhåndtaget. 

”For nogle år siden var jeg ude i det her område sammen med en kammerat. Jeg sagde til ham: ’Her vil jeg bo, når jeg bliver gammel.’ Og så endte jeg med at købe hus her som 21-årig,” siger han om landsbyen, hvor han har slået sig ned sammen med kæresten Maya.

”Jeg skulle bare have noget ro. Jeg er 80 år indeni,” griner Rasmus Brohave, der serverer boblende vand fra sin Sodastream og sætter ord på noget af det, han havde savnet, mens han boede i København. 

”Her kan man godt finde på at hilse uopfordret på hinanden på gaden. Hvis du gør det på Vesterbro, kigger folk underligt på dig.”

Folk i tv-branchen undrede sig over, hvad han havde gang i, da han fortalte dem, at han flyttede tilbage til Fyn. Men de havde også respekt for, at han havde modet til at forlade hovedstaden.

”Ikke at de kunne finde på det selv, men de forstod godt, at jeg har brug for freden,” siger Rasmus Brohave, der efter han flyttede, er blevet hobbyfisker og nyder at tilbringe sin fritid i Svendborgsund i et par waders. 

For nylig var han i Skjern, hvor han fangede sin første laks, hvilket naturligvis blev dokumenteret og lagt på YouTube. Med friluftslivet tager han nu revanche for en barndom med mange allergier, der især blussede op, når han var udenfor. I stedet udviklede han smag for at sidde inde foran computeren i sit eget selskab, og det er stadig sådan, han tilbringer meget af sin tid på hjemmekontoret på 1. sal.

Hele hjemmet er stemmestyret af en såkaldt Google-assistent, som man blandt andet kan bede om at slukke lyset nede i køkkenet, hvis man har lagt sig i sengen på førstesalen og har glemt det.

”Jeg er gadget-fan,” siger Rasmus Brohave og giver en demonstration.

”Hey, Google: Tænd rødt lys i køkken,” siger han med tydelig artikulation, hvorved det lyse køkken bliver svøbt i et rubinrødt lys fra de to sorte Flowerpot-pendler, der hænger over køkkenbordet. Han smiler tilfreds og beder Google om at gøre lyset normalt i køkkenet igen.

”Beklager, det forstod jeg ikke,” undskylder robotstemmen.

Rasmus Brohave skifter til normal, gullig stemning. Helt manuelt. Kort efter kører han journalist og fotograf tilbage til Skansen. Da han har sat os af, bliver vi konfronteret af en inkvisitorisk børneflok, der har hørt, at youtuberen var i farvandet, men ikke nåede at se ham:

”Er han kørt?”

”Hvor skulle han hen?”

”Hvor bor han?”

”Jeg vil gerne have et billede med ham, kan du ikke ringe efter ham?” 

Villa Tårnborg.

DER LIGGER ET skydække over Svendborg, men det er tyndt nok til, at et mælkehvidt lys kan sive igennem. Ned over bilerne, der jager af sted over Svendborgsundbroen, og ned på de forladte småveje i den vestlige del af byen, hvor rummelige villaer venter på, at deres ejere skal komme hjem fra arbejde. Ned over de statelige gule pakhuse med deres spidse tage og røde skodder på Havnepladsen og ned på det rustne bolværk på Frederiksø, hvor luften genlyder af bjæffende måger, hammerslag og en højtryksspulet stråle, der rammer et skibsskrog. Det bløde lys finder også vej ud til den grønne bydel Christiansminde i Svendborgs sydøstlige udkant og ind gennem de høje sprossede vinduer i Galleri DGV, hvor et midaldrende ægtepar diskuterer dryp­stregerne på et maleris kanter.

”Tror du ikke, det er tilfældigt? Det er bare løbet,” siger manden i de vinrøde bukser.

”Nej, det tror jeg ikke, det skal se sådan ud,” siger kvinden med det brune pagehår.

De studerer kunstneren Lars Nørgårds energisk kolorerede billeder, der for tiden er udstillet i den hvide, træbeklædte bygning, der ligger majestætisk på en skråning med udsigt over sundet. 

Villa Tårnborg, som huset hedder, er en af tre pragtvillaer, som Weber-familien engang lod opføre. Familieoverhovedet Theobald Christian Weber havde grundlagt sin formue på minedrift i Grønland. I 1866 flyttede han fra København til Svendborg med sin kone og otte børn og købte park- og skovområdet Gl. Hestehave i byens vestlige udkant, hvor han slog sig på frugtavl. De tre villaer Tårnborg, Svea og Bella Vista blev bygget til den voksende familie. 

Efter Theobalds død i 1886 overtog børnene og børnebørnene ledelsen af frugtfirmaet og udvidede i 1924 med et mosteri, angivelig Danmarks første, der leverede til blandt andre Christian X. 

Men i løbet af 40’erne begyndte indtægterne at falde, aktiviteterne blev solgt fra, og kommunen købte ad to omgange det meste af området. Villaerne kom til at stå tomme og forfaldt, men i 2008 blev Villa Tårnborg købt af Halberg-familien, en af Danmarks 100 rigeste, der er mest kendt for pibe- og rulletobakmærket Mac Baren. De rev de dele ned, der var i dårligst stand, men genopbyggede huset i den oprindelige stil og har blandt andet nænsomt bevaret dets spidse tårn.

”Det er ikke ualmindeligt, at folk snapper lidt efter vejret, når de træder ind hos os. Det er en drivkraft for mig at arrangere udstillinger i den ramme,” siger Lise Lotte Honoré, der er i sort tunika, sorte bukser og sorte løbesko.

Hun har drevet Galleri DGV i Villa Tårnborg, siden Henrik Halberg i 2012 spurgte hende, om hun ikke havde lyst til at bruge lokalerne til en udstilling. Hun havde allerede drevet sit galleri i et centralt beliggende byhus i Svendborg i små 15 år, men Henrik Halberg, der indimellem købte malerier hos hende, mente, at hun måske havde lyst til at prøve nogle lokaler med lidt mere schwung. Som hun siger:
”Det var en once in a lifetime-mulighed.” 

En solbrændt mand med granitgråt, italiensk-afslappet hår og Armani-træningsjakke kommer ind på Lise Lotte Honorés kontor.

”Må jeg godt låne dig nede i kælderen?” spørger han hendes assistent, en yngre kvinde med mørkebrunt hår og olivengrøn kåbe. Hun rejser sig fra sin MacBook og følger den potentielle kunde ned i magasinet, hvor der er mange flere værker at bese end dem, der hænger i udstillingen.

”Huset her har givet mig en mulighed for at tiltrække nogle andre kunstnere og et andet publikum. Det er ikke ualmindeligt, at vi har 100 gæster til vores ferniseringer. Det er ret godt, når man ligger i udkanten af Danmark,” siger Lise Lotte Honoré, der er uddannet speditør, men i 1998 kastede sig ud i at drive galleri. De første år tænkte hun ofte, at det ville være nemmere at følge sit kald i København. Men de dage er forbi, siger hun:

”Når jeg arrangerer udstillinger, tænker jeg mest på, hvad jeg selv brænder for, og det er den måde, jeg har opbygget vores profil. Vi er ikke så hippe og vilde. Men det skal man heller ikke være i provinsen.”

Villa Tårnborg har givet Lise Lotte Honoré højere husleje, men også helt andre udstillings-dimensioner: ”Jeg føler, vi er et godt sted.”

I BEGYNDELSEN AF 70’erne ville mange væk fra rotteræset, de dårlige boliger og forureningen i Danmarks største byer. En af dem var Peter Michaelsen, der ikke kom ind på Blaa­gaard Seminarium i København og skulle finde sin plan B. En ven var flyttet i kollektiv i Vejstrup Ådal og lokkede med grønnere græs og Skårup Seminarium, der lå mellem Svendborg og Vejstrup på Sydøstfyn. Og i 1971 slog han til.

”I efterdønningerne af 60’ernes hippietid ville mange ud at dyrke deres egne gulerødder og finde fri natur, fri kærlighed og fri hash. Et motto dengang lød: ’Ud af by’n – tag til Fyn’. I Svendborg havde man både skov, marker og sundet lige rundt om hjørnet,” siger Peter Michaelsen, der i dag arbejder som skuespiller og instruktør og er formand for foreningen, der hvert andet år afholder festivalen ’Svendborg Dage med Brecht’, en fejring af den berømte tyske dramatiker, der på flugt fra Nazityskland boede i et stråtækt Svendborg-hus i årene 1933-39.

Peter Michaelsen blev færdiguddannet fra seminariet, men kom aldrig i gang med at arbejde som lærer. I stedet blev han engageret i det politiske BaggårdTeatret. Teatergruppen var startet på amatørplan i 1962, og i løbet af 70’erne blev den professionaliseret og turnerede flittigt i Danmark og nåede også til både Cuba og Japan. Men i Svendborgs højere kredse kneb det med aner­kendelsen. For eksempel når teatret søgte penge hos kommunen – efter fra scenen at have antydet, at den socialdemokratiske borgmester Viggo Schultz havde korruptionsproblemer.

”Så blev han meget fortørnet. Han sagde, at man ikke kunne komme og bede med den ene hånd, mens man skældte ud med den anden. Desuden var vi nogle amatører fra København. Og han ville have kvalitet,” fortæller Peter Michaelsen over en fadøl serveret i en gulkalket, brostensbelagt gård i den vestlige ende af gågaden Gerritsgade. På butiks- og forlystelsesstrøget kæmper tøjstativer om flisepladsen med restaurationslivets rustfrie stålmøblementer, varmelamper og brogede markiser med Albani-logoer og med grupper af grånende sensommerturister, der drikker skummende øl i eftermiddagssolen.

I huset med den gulkalkede gård ligger i dag burgercafeen Mauritz, der har filialer flere steder på Fyn, men i 70’erne husede bygningerne Den Røde Højskole, der var berømt eller berygtet, alt efter politisk observans. På skolen, der blev startet i 1972 af en håndfuld VS-aktivister med rod i Hellerup-kollektivet Maos Lyst, kunne man op gennem 70’erne og 80’erne for eksempel tage Sovjet-kurser eller følge et BZ-kursus, hvor man skulle ”diskutere oprøret” og blev forberedt på, hvordan man skulle optræde over for politiet under aktioner. 

PET aflyttede i perioder højskolen, og i 1979 forsøgte man også at infiltrere den for at undersøge, om der var forbindelse til østblokdiplomater og terrororganisationer. Men PET’s kilde forlod højskolen allerede på sin første dag. Han havde genkendt en gammel skolekammerat blandt eleverne og var bange for at blive afsløret.

FYN PÅ DEN

Antallet af københavnere, der flytter til Svendborg, stiger støt år for år. Der er ikke tale om astronomiske tal, men i 2018 havde byen en solid gevinst, da 388 københavnere valgte at udskifte dyre lejligheder og tæt trafik med Svendborgs sydlandsk kuperede, krogede bymidte og grønne udkant, mens 293 var flyttet den anden vej. Af et bosætningsstrategi-papir fra Svendborg Kommune fremgår det, at Vester Skerninge Friskole vest for byen har børn med postnummer i København skrevet på ventelisten.

I det hele taget oplever byen en uforholdsmæssigt stor repræsentation af den kreative klasse, som nogle sociologer bruger til at betegne folk, der arbejder med for eksempel kultur, IT, arkitektur og ledelse, og som generelt søger mod de største byer.

I en undersøgelse fra Copenhagen Business School fandt forskere i 2006, at regionen omkring Svendborg efter København og Aarhus var den i landet med den tredjestørste andel af ’kreative’ i arbejdsstyrken, nemlig 38 procent.

PETER MICHAELSEN har flere gange fejret 1. maj på Den Røde Højskole, men var ellers ikke en del af den. Han havde gang i sit eget oprør. Efter at Danmark 2. oktober 1972 stemte sig ind i EF, stiftede han og nogle ligesindede i 1973 protestbevægelsen Befri Fyn, der skulle udgøre et alternativ til den fælleseuropæiske kapitalisme. Navnet var valgt lidt for sjov og skulle ikke opfattes militant. Men de unge mennesker var dybt alvorlige omkring projektet, der blev realiseret igennem kollektivsammenslutningen 2. Oktober, hvor man skulle dele tøj og økonomi og kunne rotere mellem de forskellige arbejdspladser, man ville skabe. 

”Vi ville bosætte os, dyrke landbrug, lave teater, åbne spillesteder og publicere avis, og når vi havde vist, hvordan det hele fungerede, skulle det brede sig som ringe i vandet,” siger Peter Michaelsen.

For at det kunne fungere, måtte der rejses en halv million kroner. Nogle af medlemmerne havde kontakt til et udslusningssted i Skanderborg, hvor de skaffede mange af kollektivisterne arbejde, der blandt andet gik ud på at hjælpe narkomaner på afvænning. For pengene købte gruppen syv ejendomme på Fyn og Langeland, hvor de kunne bo og arbejde. De iværksatte en avis, et gartneri, et kooperativ for socialarbejdere, en bogcafé og et vaskeri, der blev til byens mest omtalte spillested og snart måtte finde større lokaler. I 1979 åbnede stedet som Kloster Moster. 

”Det skulle være verdens venligste værtshus. Og musikerne elskede at komme der,” siger Peter Michaelsen, der på det tidspunkt ikke længere selv arbejdede for 2. Oktober, fordi han ønskede at bruge al sin tid i Baggård­Teatret, der ikke var en del af kollektivbevægelsen. Men han husker, at svenske Björn Afzelius indspillede en plade på Kloster Moster, og at aarhusianske TV-2 selv anmodede om at lancere deres debut-lp ’Fantastiske Toyota’ på Kloster Moster i 1981.

”De havde nogle persienner hængende ned foran scenen, udtrykket var lidt distanceret. Jeg syntes, det var lidt krukket.”

”Den kultur, vi arbejdede for på trods, er blevet integreret og får nu støtte. Man siger, at der er 750 koncerter om året i Svendborg, og kommunen vil give startkapital til et nyt teaterhus,” siger Peter Michaelsen.

DA MEDLEMMERNE efterhånden blev trætte af at deles om alting og faldt fra, da de fik lyst til at stifte familie, gik 2. Oktober i opløsning, husene blev solgt, og i dag findes kollektivet kun som en fond, der donerer til folkeligt mobiliserende socialistiske projekter.

Der ligger nu en Heidi’s Bier Bar i lokalerne, hvor Kloster Moster med enkelte tidligere kollektivmedlemmers kraft fortsatte indtil 1990. Men BaggårdTeatret eksisterer endnu, fra 2006 endda som lokalstøttet egnsteater. Og da Ole Hjort i 1987 forlod sit job som forstander på Den Røde Højskole, stiftede han ’Skolerne i Oure’ lidt vest for byen, en institution, mange svendborgensere stadig bryster sig af. 

Så hvor er oprøret i Svendborg i dag?

”Jeg ved sgu ikke, om der er så meget oprør,”  griner Peter Michaelsen.

SKULDER VED SKULDER med Frederiksøs store blå dok ligger der en lidt mindre, grå og slidt flydedok, der blev fremstillet i Lübeck i 1937. Under krigens afslutning endte den i Danmark, hvor den forblev som en slags krigsskadeserstatning og holdt til i København og Gråsten, inden den kom til værftet i Marstal, hvorfra den i 2018 blev købt af Petersen & Sørensen Motorværksted A/S – og blandt andet blev puffet til rette på sin nye plads i Svendborg Havn af slæbebåden Duddi, som de seneste 10 minutter har ligget lydløst ved siden af de to dokke på det grønne Svendborgsund.

En hvid Bay­liner med navnet Juliet glider forbi på højre hånd. Men ingen delfin.

”Det er mærkeligt, den ikke dukker op,” siger Poul Sækmose.

Så tænder han motoren og vender båden. 

”Jeg går tilbage igen. Så må vi håbe, det kan passe den.”

Han fører Duddi hen mod Svendborgsundbroens betonpiller. Mere end 30 meter højere oppe drøner bilerne mellem Svendborgs vestlige udkant og Tåsinge. Broen markerer grænsen for, hvor langt Delle gider bevæge sig fra sit tilholdssted længere inde i havnen. 

Poul Sækmose stopper Duddi tæt på broen. En brun skygge kommer flydende til højre for skibet. Det er bare et bundt blæretang. Duddi ligger og vugger lidt. Så vender Poul Sækmose båden og trækker et halvmåneformet kølvandsspor hen over midten af sundet. 

På venstre side af båden dukker noget lysegråt op på en bølgetop. En mågefjer, viser det sig. 

”Det er ikke hvalsafari med garanti,” griner Poul Sækmose.

NOGLE MENER, at det var med hippierne, problemerne rykkede ind i Svendborg. En anden historie, man hører, handler om en gruppe pakistanere engang i 80’erne, der havde gode forbindelser og en god pris på deres varer. Hvad udspringet end var, behøver man ikke at opholde sig længe på Svendborg Station for at iagttage udbrændte blikke, lidt for hastige skridt, håndflader, der mødes for at udveksle små poser, og folk, der udelukkende kommer for at bruge toilettet og kommer ud igen som forvandlede.

Svendborg har et stofmiljø, men det er betydelig mindre hårdt end i Odense, hvor det er præget af indvandrerbander og ­rockere. Alle kender alle i Svendborg, og folk tager vare på hinanden. Selv de, der har det aller­dårligst, mener personalet på værestedet Stenbruddet, som ligger i et lavt baghus på trafikerede Vestergade, og som man når frem til ved at passere forbi værtshuset De Tre Musketerer, der reklamerer med en slags abonnementsordning, hvor man kan få én øl hver eneste af månedens dage for 100 kroner.

Inde bag Stenbruddets sobre, hvide gasbetonfacade lugter der af kaffe fra køkkenet og vaskepulver fra vaskerummet. Billardbordet i opholdsrummet står ubenyttet. På bordene udenfor i den flisebelagte gårdhave svømmer cigaretskodder rundt i magnum-askebægrene efter en regnbyge tidligere på dagen. Det er en død dag på værestedet, men kortvarigt bliver den afbrudt af en hurtigsnakkende eks-misbruger, der er flyttet til Svendborg fra Jylland for at lægge afstand til fristelser og dårlige minder, og som skal nå til et møde om noget retshjælp. 

”Jeg har det med at tage tingene meget tungt,” siger Karoline Færing, der blandt andet forsøger at få et bedre liv med borderline gennem adfærdsterapi.

MANGE FLYTTER TIL Svendborg, fordi de har hørt, at det er en god by at bo i, hvis man er i krise. En af dem er Karoline Færing, der har kraftigt farvet rødt hår og markerede skuldre. Hun har boet i København, hvor hun ville uddanne sig til kosmetolog, men havde dårlig selvtillid og blev overvældet over ansvaret, man står med, når man skal hjælpe en kunde med hendes negle, hud eller hår, så hun gennemførte ikke uddannelsen og fik bagefter sværere og sværere ved at passe sit arbejde i en tøjbutik.

I dag er hun diagnosticeret med borderline og er i gang med et såkaldt ressourceforløb, hvor det skal vurderes, om hun kan passe et fleksjob, eller om hun kan få en førtidspension.

”Jeg vidste godt, at jeg havde problemer. Men de var ikke så gode til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad der var galt, i København,” siger Karoline Færing.

Mens hun venter på afgørelsen, er hun glad for at have Stenbruddet at smutte forbi, når hun savner nogen at snakke med, eller når hun får lyst til at bruge hænderne og går en tur i keramikværkstedet. Men hun drømmer stadig om at flytte tilbage til København:

”Der er så mange muligheder. Så mange ting at lave.”

Steen Hansen kommer ind med et mundbind hængende om øret og den gråstubbede kæbe blottet – bindet er for varmt, synes han – og hilser på personalet, mens han slår sig ned i en stol i gårdhaven. Han er ikke imponeret af byen, hvor han er født.

”Jeg kan godt forstå, folk synes, den er sjov og hyggelig, men jeg kalder den lille skod-Svendborg! Her keder jeg mig, men i København, hold da kæft, der skete hele tiden noget. Du skulle bare gå ned på gaden,” siger Steen Hansen, der blandt andet arbejdede som flyttemand og dørmand, mens han boede i København.

En eftermiddag, hvor han var på vej til en FCK-kamp, ringede han til sin kæreste, der syntes, han lød brølende beruset. Han havde ikke drukket noget endnu, men syntes godt nok, han havde det lidt underligt. Han valgte at tage på stadion alligevel, og først næste dag søgte han lægehjælp. Det viste sig, at han havde haft en hjerneblødning. Dem har han siden fået tre flere af, og i dag lider han af virus på balancenerven. For et par år siden fik han tildelt et værelse på forsorgscenteret i Svendborg, der ligger på den anden side af gården fra Stenbruddet. I dag er han flyttet i sin egen lejlighed.

”Vi svømmer over af druksteder i Svendborg, så det første stykke tid efter jeg flyttede ind på forsorgscenteret, gik jeg på værtshus hver dag. Men nu er det halvandet år siden, jeg sidst drak.”

”Før jeg flyttede til København, var jeg en slagsbror og omgikkes rockere,” siger Steen Hansen, der nu er tilbage i Svendborg.

SMUGLERSMØGER, SPRUT OG SLIK

Havner du til selskab i Svendborg, er der chance for røverhistorier om smuglergods bragt hjem fra Tyskland i egen båd eller med færge.

Det opdagede Nils Valdersdorf, der selv er fra Odense, da han i 2011 fik arbejde på Svendborg Museum: ”Jeg har endnu ikke mødt nogen ­hernede, der ikke har en personlig relation til det. Mange af dem, jeg interviewer, har ikke behov for at være anonyme. De har alligevel fortalt historierne så mange gange nede i sejlklubben. Smugleri til almindeligt forbrug, for sportens skyld, og hvor du måske snyder toldvæsenet på en sjov måde, er ikke bare i orden, men noget, man praler af. Den fortælling, vi har, om at danskerne har tillid til staten og er lovlydige, har behov for en nuance,” siger Nils Valdersdorf, der er i gang med en ph.d.-afhandling om smugleriet i Det Sydfynske Øhav fra 1850 til 2000.

Det var mest udbredt i 1960’erne og 1970’erne, og med EU’s harmoniserede prisniveau er det næsten forsvundet. Alligevel kunne politiet i 2007 oprulle et smuglernetværk på Langeland og fylde to lastbiler med cigaretter, spiritus, slik, øl og vin. Bagmanden, Steen Tobak, hedder i virkeligheden Steen Hougaard Frederiksen og var dengang næstformand for Dansk Folkeparti på Langeland.

LIDT LÆNGERE OPPE ad gaden fra Stenbruddet, i den mere anonyme nordvestlige ende af Svendborg, ligger Radio Diablo i praktisk forlængelse af Svendborg Storcenter og dets mange parkeringspladser.

I et studie står Søren Nørgaard i koboltblå poloskjorte foran mikrofonen. Med den ene hånd skruer den 29-årige journalist på mixeren, med den anden, gestikulerende hånd hakker han huller i luften. Stemmen giver han lidt ekstra luft og varme, mens han fortæller lytterne, at det var Jada, der lige sang nummeret ’Nudes’.

”Senere skal vi tale om normaliserede åbningstider på Langeland Bibliotek. Her får vi lige Black Eyed Peas med nummeret ’I Gotta Feeling’,” siger han, inden han skruer ned for sin egen stemme og giver sig til at synge med på monsterhittet.

Det er fredag eftermiddag på Radio Diablo, der dækker hele Sydfyn med øer, og studieværten holder humøret højt, mens han serverer en blanding af musik og lokale nyheder.

Kanalens ejere sikrede sig sidste efterår den meget omtalte plads på DAB-båndet, som Radio24syv også havde udset sig. Den plads, hvor Radio Loud i dag prøver at tiltrække unge lyttere, men hidtil kun med ringe held. 10.000 ugentlige lyttere har der været, da bølgerne gik højest i august måned, men de fleste uger er der så få af dem, at Kantar Gallup runder ned og tildeler Loud 0 procent af den samlede radiolytning i Danmark. Selv om mange kritiserer Loud, peger andre på, at det er en svær opgave at få unge til at lytte, når de ikke ejer DAB-radioer.

”Det lyder jo åndssvagt med et ungdomsformat på DAB. Men alternativet er, at vi ingenting laver for de unge, og så mister vi dem med sikkerhed,” siger Danny Fobian, der er programchef hos Radio Diablo, og som er den slags menneske, der har svært ved at undertrykke et bredt smil. 

I tropisk blomstret t-shirt tager han imod i et mødelokale på Diablo-redaktionen og fortæller , at han ikke selv arbejder for Loud, men føler en andel i at have fået udbuddet til Vestergade i Svendborg. Og han forstår ikke, at det kom så meget bag på størstedelen af mediebranchen, at den mere ukendte udfordrer løb med udbuddet for næsen af Radio24syv. Men så meget desto mere tilfredsstillende er følelsen:

”De grinte af os, de troede, vi var fra provinsen og idioter. Men vi fik dem,” siger Danny Fobian, mens smilet vokser sig endnu bredere.

”Vi har lavet 16 arbejdspladser. I en lille by som Svendborg er det sgu meget,” siger Danny Fobian, programchef på Radio Diablo, Svendborg-kanalen, der vandt udbuddet på Radio Loud. Til højre journalist Søren Nørgaard.

DANNY FOBIAN er selv flyttet til byen sammen med sin kone Pruksa, som han mødte under et ni år langt ophold i Thailand. Her sendte han som programchef på den Pattaya-baserede kanal Kiss FM, en musikbaseret radio tiltænkt expats – med speak på både engelsk, russisk og thai. Men da militærkuppet var på vej i 2014, besluttede parret at forlade Thailand i en fart.

Så stod Danny Fobian i Danmark uden job og uden penge på lommen, men en kontakt vidste, at de søgte sådan en som ham hos Diablo. Mange venner i københavnsområdet ynkede ham, da han fortalte, at han flyttede til Svendborg. Men efter seks år i byen, som godt nok ikke er helt så livlig som Pattaya, er han kommet til at føle sig hjemme. I højere grad end han nogensinde følte ejerskab over Frederiksberg, hvor han er opvokset:

”Jeg elskede Frederiksberg, men var ligeglad, hvis folk talte grimt om kommunen. Hvis folk siger noget om Svendborg, så får jeg lyst til lige at rejse mig op. Jeg føler bystoltheden.”

Da Radio Loud skulle til at gå i luften, oplevede Radio Diablo en internethetz, der endte med, at kanalen en overgang lukkede ned for kommentarspor på sine sociale medier. For eksempel fik kanalen mange angreb, efter at en Svendborg-kok havde været i studiet for at tale om højtidsmenuer på sin restaurant. 

”Så begyndte 24syv-troldene. Det var virkelig ulækre ting, de skrev: ’Der skulle de fandeme ikke spise’ og ’Kan han få kanylen ud af armen’,” fortæller Danny Fobian. På et tidspunkt fik han nok af henvendelserne og begyndte at slå folk op, ringe til dem og bede dem om at lade Radio Diablo være. Som regel var de digitale kritikere undskyldende eller mundlamme, når de blev konfronteret telefonisk.

”Jeg kan ikke være med til, at mine gæster og værter bliver generet. Det er helt ude af proportioner,” siger Danny Fobian. Næsten uden at smile.

Bandet Shred. Fra venstre bassist Benjamin Gedde, leadguitarist Rasmus Hjortebjerg og rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller.

LEADGUITARIST Rasmus Hjortebjerg og rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller holder hinanden med selskab igennem et distortion-vrængende akkordforløb. Så stikker leadguitaristen af og hiver en klagende solo ud af sine strenge. Trommeslager Sebastian Bergmann griber og tvinger ham ned i knæ og op i tempo med en maskingeværsalve fra stortrommen. Leadguitaristen får lov at hvile fingrene et par takter, mens bassist Benjamin Gedde holder groovet med fortænderne plantet i underlæben. Så driver koklokker nummeret fremad igen.

Det er tidlig fredag aften i den gamle sortgule bindingsværksgård Ribers Gård, der ligger i gågaden skråt over for byens rådhus og rummer spillestedet Harders. Bandet Shred er i gang i et af de tilhørende øvelokaler. Shred, der denne aften ikke har sin forsanger med, fordi han er syg, spiller med egne ord ’stram hard rock’. Nogle gange lyder det lidt som Guns N’ Roses og AC/DC og indimellem som Dizzy Mizz Lizzy.

”Vi opfinder ikke den dybe tallerken. Men vi viser den frem. Og det er en flot tallerken,” spøger Benjamin Gedde, der har  intense blå øjne og maori-agtige træpiercinger i ørerne.

Væggene er sortmalede. Nogen har tegnet et hoved på en stage. Men det er ikke Shreds valg, at lokalet skal være så dystert, det er et af de andre bands, der bruger det, der har stået for udsmykningen.

”Vi ville gerne have det malet hvidt, det er så mørkt og trist,” siger trommeslager Sebastian Bergmann med den glinsende mørke pandelok, bandets udadvendte omdrejningspunkt, der elsker Rammstein, er uddannet sælger og har arbejdet nogle år i Elgiganten i Hillerød, men rejste tilbage til Svendborg lige inden forårets corona-lockdown. Nu er han arbejdsløs.

Sebastian Bergmann tæsker trommer.

SHREDS HISTORIE på Svendborg Ungdomsskole, hvor et par af de nuværende medlemmer mødte hinanden, da de var 15-16 år gamle, og det stadig kun var forbilledernes covernumre, de spillede. I 2013 begyndte bandet at lave sine egne numre, men rytmen har været ujævn på grund af en hel del udskiftning siden. En af dem, der er kommet senere til, er den nyklippede rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller, der ved siden af sit job i den lokale McDonald’s spiller i et andet band ud over Shred:

”Det er ren pop, så det er en sjov kontrast til det her.”

”Jeg talte til hans samvittighed, jeg fortalte ham, at han burde spille noget rock,” griner Sebastian Bergmann, mens musikerne – med undtagelse af rytmeguitaristen – får sig en smøgpause i Harders’ brostensbelagte gård.

De mindes deres hidtidige højdepunkt tilbage i 2017, hvor Shred varmede op for D-A-D i Odense Idrætshal. 

”Det var vildt,” siger bassist Benjamin, der er søn af en klassisk guitarist og selv har spillet både violin og klaver som barn, inden han kom på ungdomsskole og faldt for bassen.

”Der var rimelig god fart på dengang,” siger trommeslager Sebastian.

I løbet af nogle år varmede bandet op for Carpark North og The Blue Van og klarede sig godt i flere konkurrencer, blandt andet Emergenza for usignede og upcoming bands, hvor de kom til finalen på Vega i København. Alligevel har Shred endnu intet debutalbum. Lige nu har de indspillet otte numre, der for så vidt snart er klar. Men i skyggen af corona er det lidt svært at regne ud, hvornår det er opportunt at udgive den.

”Vi har faktisk ikke snakket det igennem, men jeg og vores producer tænker, at det er bedre at vente til engang næste år, så vi kan komme igennem alt det her,” siger Sebastian Bergmann.

”Så længe vi ikke ligefrem taber penge på det, tager vi imod de fleste invitationer,” siger Rasmus Hjortebjerg, der tjener sine penge som murer:

”Vi vil så gerne være med til at sætte Svendborg på kortet. Vise, at vi er mere end den der lille sydfynske by. Vi har sindssygt meget kultur. Sindssygt meget musik,” siger han.  

Højest på live-ønskelisten ligger den københavnske festival Copenhell.

”Det kunne være fedt at spille dér,” siger Benjamin Gedde.

”Ja, mand!” tilslutter Rasmus Hjortebjerg sig.

Sebastian Bergmann topper:

”Det kunne være det vildeste.”

DUDDI HAR LIGGET på sundet i tre Delle-løse kvarter.

”Man ve’ aldrig, hvornår den kommer op af dybet. I går var den med hele vejen på vores sejltur. Men den gi’er åbenbart ikke i dag,” siger Poul Sækmose og styrer Duddi mod kajpladsen. 

Pludselig kløver en blågrå rygfinne vandoverfladen 30 meter foran båden. Så forsvinder den igen, men man kan se en skygge under vandet, der bevæger sig mod os, dykker under båden og forsvinder. 

Poul Sækmose vender slæbebåden igen og sejler ud i sundet for at lokke den til at svømme med. Den dukker op og svømmer under vandet langs bådens venstre side som en sølvtorpedo, indtil den forsvinder igen. 

Poul Sækmose hujer:

”Nu følger den os!”

Vi spejder forgæves nogle minutter. Da den næste gang skyder op af vandet, er den så nær ved, at man kan mærke skumsprøjtet fra blåsthullet, dens næseåbning i panden, og se dens smilende underbid. Maven er hvidlig og fuld af ridser som et godt brugt skibsskrog. 

Øresvinet giver sig nu til at zigzagge rundt om båden og dykke under den fra alle kanter. Så kommer den springende op lige bag os, letter fra vandoverfladen og svæver i luften i en sky af vanddråber. Hovedattraktionen i sit eget delfinarium. Inden den rammer vandet igen, hænger den selvtilfreds dér et øjeblik. Lille nok til at være nuttet. Stor nok til at lave et plask.

Det er efterårsferie, og tusindvis af danske skilsmissebørn skal ud og rejse på kryds og tværs af landet og mellem gamle og nye familier. Laura Benedicte Petersen ser tilbage på sin barndoms splittede jernbaneliv og krydser sine spor.
Tekst:Laura Benedicte PetersenFoto:Colourbox, Privat

VISSE TING ændrer sig aldrig. En lun og mild eftermiddag på vej til Aarhus Hovedbanegård har jeg det alt for varmt i min lange dunjakke. Trods mange års øvelse som rejsende skilsmissebarn har jeg aldrig lært kunsten at pakke let, så tyngden fra weekendtasken bidrager til et lokalt regnvejr ned ad ryggen. Lettere irriteret over min høje kropstemperatur og med syv minutter til afgang løber jeg over fodgængerfeltet, hvorefter jeg krydser den lille anlagte stenhøj, som er placeret foran indgangen ved Banegården, som den blot kaldes i Aarhus. Jeg smiler af mig selv, da jeg opdager, at jeg løber hen over stenhøjen. Det er, som om min krop er kodet til at gøre det. Som barn troede jeg, at det betød held at krydse den. Min mor accepterede kærligt min overtro, og selvom vi kom fra en anden retning eller var sent på den, som jeg er nu, plejede hun smilende at vente ved hovedindgangen, mens jeg løb ud og ud­øvede mit ritual. Hendes ene hånd var rakt mod mig, og hendes lange fingre viftede i retning mod afgangshallen, når jeg kom drønende tilbage fra stenhøjen.

JEG SÆTTER tempoet lidt ned, da jeg kommer ind i ankomsthallen, og bevæger mig målrettet mod sporene. Uden at sagtne farten kaster jeg et kort blik på informationsskærmene. Jeg er på rette vej mod spor 2 – som sagt, visse ting ændrer sig aldrig. Jeg vipper mobilen op af lommen – der er tre minutter til afgang. Jeg får pulsen lidt ned, da jeg træder ud på rulletrapperne. Toget holder allerede på sporet og brummer. Perronen er tom bortset fra en høj mand i uniform. Han får øje på mig og holder blikket stift rettet mod mig. Han blinker ikke, men en fløjte vibrerer mellem hans læber. Jeg tager nogle store skridt ned ad rulletrappen, og med et forsigtigt smil forsøger jeg at bløde hans blik lidt op. Øjenkontakten gør, at jeg er tæt på at træde forkert. Jeg slår hurtigt blikket ned mod mine fødder og hopper ind i den forreste vogn, idet han løfter armen og puster så voldsomt i fløjten, at det ser ud til, at selv hans øjenbryn får et chok. 

JEG ÅBNER jakken og går mod skydedøren til venstre. Jeg har ikke købt pladsbillet, men før jeg når at vifte med hånden foran døren, kan jeg skimte en ledig vinduesplads. Jeg kaster tasken op på hylden og glider hen forbi første sæde. Jeg sætter mig, tager armene ud af jakken og slår armlænet ned. Den velkendte duft af varme togsæder og togets tomgang hænger stadig i luften i den fyldte vogn. Lige siden jeg selv har skullet betale mine togbilletter, har jeg rejst uden pladsbillet. Selvom det kun drejer sig om 30 kroner, føles det som en luksus, der er forbeholdt fortiden. En luksus, hvor pladsbilletten i de første par år havde et nummer i kupeen på 1. klasse. 

Dengang fik jeg et Wendy-blad og tre stykker tyggegummi i hånden –formet som små vandmeloner – inden jeg steg ind i toget på vej til Skagen, hvor min far boede. Min mor kyssede mig hurtigt på kinden og i panden. På den anden side af ruden stod hun og vinkede med en snert af dårlig samvittighed i øjnene. Jeg glemmer nok aldrig det blik. 

Da jeg blev fem år, blev det besluttet af Aarhus Statsamt, at min far ikke længere behøvede at hente mig hos min mor i Aarhus, når jeg skulle tilbringe weekenden hos ham i Skagen. Min mor forlangte, at jeg, i det mindste indtil jeg var blevet lidt ældre, skulle rejse på 1. klasse. Da togene med børneguider kørte så sent fra Aarhus, at jeg først ville være fremme i Skagen omkring midnat, godtog Statsamtet hendes argumentation. I dag synes jeg, at det virker ret komisk at sende en femårig alene på 1. klasse, og jeg ved ikke, om min mor fik dyre vaner på bekostning af min far, eller om hun håbede, at det var mere sikkert og trygt for mig. Det var nok en blanding. 

DER SAD JEG så, hver anden fredag eftermiddag, blandt mænd og kvinder i jakkesæt, der ihærdigt forsøgte at nå det allersidste af ugens arbejde. Jeg tyggede på mit tyggegummi og drak gratis appelsinjuice, mens jeg stirrede på de hurtigt tastende voksne med spidse munde. Jeg så på dem, som var de eksotiske dyr fra Zoologisk Have. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik øjenkontakt med dem, jeg var overbevist om, at de nok bedst kunne lide ikke at skulle forholde sig til min tilstedeværelse. Timerne på 1. klasse sneglede sig af sted. Højdepunktet på turene var, når det regnede. Regn betød vanddråber på togruden, og på grund af togets hastighed fór dråberne hen over ruden. Jeg lavede væddemål med mig selv om, hvilken dråbe der ville komme først over på den anden side af ruden. Det lyder måske ikke som noget, der kan slå videoer af katte, der falder baglæns ned fra et træ, eller tåkrummende ’X-Factor’-auditions på YouTube, men vanddråben kunne tage nogle vældig overraskende sving, enten op eller ned eller en helt tredje vej. Selvom jeg troede, at jeg havde udset mig en sikker vinder, var spændingen aldrig ovre, før vanddråben var kommet helt i mål, blev blæst videre langs toget, og et nyt kapløb kunne gå i gang. Sommetider blev der delt chokolade- og vaniljemuffins rundt af kontrolløren, og jeg måtte, som den eneste, tage en til hver hånd. Regndråber på ruden og muffins i maven! Disse togture blev startskuddet på min karriere som DSB-barn.

KVINDESTEMMEN gennem højttaleren holdt mig med selskab. Jeg lærte alle stationerne at kende, og jeg gjorde klar til at mumle med, når jeg hørte den velkendte jingle, der indikerede, at hun snart ville introducere næste station eller byde velkommen til nye passagerer. Hendes stemmeføring var staccato, og selvom jeg aldrig var i tvivl om, at hun var en kvinde, var der noget androgynt over hende – det var svært at visualisere hende. Hun kunne både være kort- eller langhåret, kraftig eller spinkel. Men jeg var sikker på, at hun aldrig mistede sine nøgler eller blev usikker på, om hun huskede at låse døren. Hun virkede ikke uden humor eller varme, det faldt hende bare naturligt at have styr på tingene. I dag minder hun mig om en af mine studiekammerater, der har fuldstændig styr på alle formaliteter, og som helt roligt og overskudsagtigt minder os andre om de deadlines, vi har glemt. Altid lige to skridt foran. Som barn gjorde stemmen mig tryg. Jeg vidste, at kvinden bag stemmen havde styr på det, og i dag kan jeg blive en lille smule misundelig, for jeg har indset, at sådan som hun lyder, bliver jeg aldrig. 

EFTER ET PAR ÅR fik min tid på 1. klasse en ende. Både min fars pengepung og jeg var glad for at kunne slippe væk fra den larmende stilhed og lydene fra tastaturernes klik. Selvom klasseskellet vel er relativt lille i Danmark, var det stort hos DSB. Alt var som forandret, da min pladsbillet tog mig ind i 2.-klasses-­kupeerne. I de første år måtte jeg sommetider krydse kupeen, hvor lightere gik på tur, og der blev pustet røgringe. Det var ikke kun røg, der var i luften – stemningen bar præg af, at folk hyggede sig. De grinede og sugede på skift. Havde det ikke været, fordi mine øjne løb i vand, så snart jeg trådte ind i kupeen, havde jeg holdt af at befinde mig her. 

Efter turen gennem rygerkupeen nåede jeg frem til min plads. Her duftede ikke længere kun af kaffe med mælk og sprødt bagværk som på 1. klasse, men af leverpostejsmadder og sandwich med æg og rejer. Der var krummer på bordene og saft i gamle colaflasker, men vigtigst af alt en behagelig summen af stemmer, der talte med hinanden, og øjne, der gengældte mit blik. Som et helt nyt element på min togtur begyndte de også at tale til mig. Det var lidt overvældende i starten. Jeg husker især en gråhåret dame, der med sine grove hænder sad med noget garn viklet om den ene pegefinger. Hun gjorde store øjne, da jeg fandt min plads ved vinduet over for hende. Uden at se ned på den halvfærdige lyseblå børnecardigan, der var forbundet med garnet om fingeren, begyndte hun: 

”Nå, skal du sidde her? Hvor er det flot, at du sådan skal rejse alene, er det første gang? Er det din mor, der står derude og vinker til dig? Kommer du ikke til at savne hende? Glæder du dig så ikke til at se din far? Har du søskende? Ej, tag du lige nogle af de kiks her, jeg har egentlig ikke godt af det, men man kan jo godt blive lidt lækkersulten på sådan en lang tur, synes du ikke?”

Sådan forsatte hun. Selvom hun svarede på mange af sine spørgsmål selv, satte hun ord på den kompleksitet, som jeg følte over at være nødt til at vinke til min mor for at kunne få et kram af min far. Jeg vidste, at der altid ville være stor afstand mellem dem. Både i psykisk og fysisk forstand. Det var fint for dem, de var ikke gode sammen. Men problemet med afstanden mellem dem var mig. Som alle andre skilsmissebørn før begrebet om ’den lykkelige skilsmisse’ var min sorg over deres separation blevet min evige, ensomme følgesvend. Jeg ønskede dem aldrig sammen igen, men jeg ønskede dem sammen med mig. Når jeg satte mig ind i toget, var det et limbo mellem her og der, mellem mor og far – mellem savn og savn. Jeg var afhængig af toget for at være sammen med dem, jeg var allermest afhængig af. Timerne i toget og fraværet af dem begge var på mange måder det tætteste, jeg kom på at være sammen med dem begge to. De imaginære hænder, jeg konstant følte, hev mig i hver sin retning, men de løsnede grebet, når jeg sad i toget.

UD OVER AT VÆRE et helle var togturen nærmest et ritual for mig. Den gjorde mig klar til den nye konstellation, der ventede på den anden side af togruden. Aalborg symboliserede, at jeg nu var halvvejs hjemme, uanset hvilken retning toget kørte. Dér ventede andre regler, søskende og andre dialekter, alt efter om jeg kørte syd- eller nordpå fra Aalborg. Jeg havde ikke svært ved at navigere i det, og jeg tror, at de fleste børn er verdensmestre i at tilpasse sig. Mit tilpasningsgen blev trænet, som var jeg en elitesportsudøver, og i mit ungdoms- og voksenliv har jeg altid følt, at hvis jeg skal tilpasse mig, så kan jeg. At være tro mod sig selv, ligegyldigt hvor man befinder sig, er en svær kunst for de fleste. Men jeg husker følelsen af at stige ind i toget efter en weekend hos min far og gennemgå alle de gange, hvor jeg ikke formåede at sætte ord på mine egne ønsker, fordi jeg troede, at han forventede, at jeg ønskede noget andet. Jeg ville hellere gå på kompromis med mig selv end risikere, at min far skulle få følelsen af, at han ikke gjorde det godt nok. Han så mig jo kun hver anden weekend. Det er den onde cirkel, som forfølger mig. 

Skagen.

AT VÆRE VOKSET op i to forskellige hjem med forskellige forventninger kan også have sine fordele. Begge mine forældre gik ind for mottoet ’Frihed under ansvar’. Da jeg blev teenager og begyndte at feste, fandt jeg dog ud af, at de fortolkede mottoet lidt forskelligt. Hos min far betød det, at jeg skulle være hjemme klokken fire om morgenen, mens det hos min mor betød klokken halv to. Jeg overholdt aftalerne, men tilbragte flere weekender, end jeg plejede, hos min far i den periode. Dengang nævnte jeg ingenting om de andre regler, der herskede, når jeg var hos den anden forælder. Senere fortalte jeg min far om forskellen, og drillende indikerede jeg, at jeg måske havde fået lige lovlig lang snor i forhold til min alder. Først blev han lidt bleg, men kuløren kom tilbage, da han med alvorlig mine fremlagde alle de forskelle, der er på at gå i byen i Skagen frem for i Aarhus. Der er mange, skulle jeg hilse at sige, og jeg fortrød hurtigt, at jeg nogensinde havde bragt det på bane. 

NÅR JEG REJSER i dag, finder jeg stor glæde i at sidde på en fortovscafé og betragte mennesker. Jeg forestiller mig altid, hvad de forbipasserende arbejder med, hvor de er på vej hen, og hvad der optager dem. Jeg genkender glæden fra mine tusindvis af timer i tog. Fordelen ved toget er, at man sidder så tæt på sine medpassagerer, at man får det hele serveret på et sølvfad. De går ikke blot forbi dig. De sidder over for dig. Hvis du er heldig, sidder de der i flere timer, hvilket betyder, at der er gode muligheder for, at hele berettermodellen udspiller sig for øjnene af dig. I starten skal man koncentrere sig. Man bliver smidt lige ind i historien, og de mange informationer og halve indforståede sætninger, som dine hovedroller deler med hinanden, skal du stykke sammen, så du kan få et overblik over fortællingen. Hvem er de i forhold til hinanden?  Hvem og hvad taler de om, og hvorfor reagerer de, som de gør? Jeg har overhørt de mest intime samtaler i et tog. Det er, som om toget bliver forvandlet til en forlængelse af dagligstuen, når man sidder der.

JEG HAR FÅET utallige oplevelser og fået indblik og indsigt i hundredvis af forskellige liv. Nogle af dem var mennesker, der ellers aldrig ville have krydset mine veje, andre kunne have været mine venner, deres forældre eller bedsteforældre. Jeg har hørt en stofmisbruger på vej hjem fra afvænning ydmygt spørge sin ekskæreste, om han kunne få lov til at se sine børn i weekenden. Denne gang var det anderledes, lovede han. Jeg har overhørt kvinder tale om heftige forelskelser og umodne mænd. Kolleger tale om dårlige chefer og intriger på arbejdet. Bedsteforældre om dødsfald og forsinkede tog. Alle fortællingerne har beriget mit liv. De har trænet min sympati og givet mig et større perspektiv på, hvordan livet – også – kan leves. Det er jeg taknemmelig for. Jeg ønsker ikke at kaste et lyserødt skær over min tid som pendlerbarn, og jeg aner ikke, hvordan min barndom havde været uden separerede forældre og togture. Men timerne i toget var uundgåelige for at få den familie, jeg har i dag. De har givet mig en lillebror, en bonusmor og -storesøster. Den gave hverken kan eller vil jeg returnere. 

Laura Benedicte Petersen er 25 år gammel, bor i København og læser Performance Design. Hendes seneste togtur var til hjembyen Aarhus. Hun har altid bøger, avissektioner eller studierelateret læsning med i toget – som aldrig bliver hevet op af tasken.

Ud & Se guider dig til oktobers bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Niels Ole Sørensen

SUSET FRA DE SYV HAVE

Han er her ikke mere, men nu kan du tage til Helsingør og genopleve globetrotteren, der måske inspirerede dig til at tage ud at rejse. I Helsingør besluttede Troels Kløvedal sig for at sejle, her lærte han håndværket, og herfra stævnede han ud. Tag med ham, når M/S Museet for Søfart i Helsingør fra 9. oktober viser udstillingen ’Frihedens Værksted’.

Se mere på mfs.dk

PEST ELLER KOLERA?

Der er masser af syge oplevelser, når Statens Museum for Kunst sætter fokus på, hvordan epidemier gennem tiderne har påvirket verden og kunsten. Under titlen ’Intet som før’ kan du følge historiens mange host fra pest, kolera, tuberkulose, aids og corona i SMK’s store samling i Sølvgade i København. SMK afholder også hver onsdag aften indtil 22. november arrangementer, der dykker dybere ned i den smittende kunst. 

Se mere på smk.dk 

MORGENEN PÅ SKINNER

Har du morgenfriske børn? Eller vil du nå flere museer i Odense på én dag? Den første torsdag i måneden åbner Danmarks Jernbanemuseum allerede klokken 9. Der er kaffe i automaten, og det populære minitog kører første tur klokken 10. Tag et kig på de store lokomotiver og flotte vogne, se sneploven fra dengang, der var vinter til, og kig ind i de fire kongelige salonvogne, der alle er udført med udpræget sans for håndværk, detaljer og design. Børnene kan slippe fantasien løs på Børnebanegården – en banegård i børnestørrelse – eller de kan kravle ind i det store trælokomotiv på den store udendørs legeplads. 

Se mere på jernbanemuseet.dk

MØGBESKIDTE MOVES

Corona-tiden har langtfra været en dans på roser, men nu kan du igen trække i dit bedste nat-tøj, sætte håret, øve replikken ”Nobody Puts Baby in a Corner” og svime hen til den kropssvingende romantiske historie om danseinstruktøren Johnny og den unge ’Baby’. Ja, rigtigt gættet, det er ’Dirty Dancing – The Musical’, der efter aflysninger nu ruller sig ud i en luksusudgave med blandt andet Silas Holst, Mathilde Norholt og Karina Frimodt på gulvet. 

Aarhus fra 23. oktober i Musikhuset Aarhus. København fra 4. marts 2021 i Scandic Falkoner.

MED DRØMME OG SAKS

Når nu du har spadseret rundt i Frederiksberg Have og Søndermarken længe nok, og din verden pludselig føles kold og forladt, så drop ind på Bakkehuset, som i begyndelsen af 1800-tallet havde forfatterstjerner som H. C. Andersen, Grundtvig og Ingemann på besøg ved litterære saloner, og hvor du for tiden kan se udstillingen ’Gaver til Kamma’. Designer Amanda Betz har klippet og foldet de 10 værker og ladet sig inspirere af den foretagsomme salonværtinde Kamma Rahbeks egne æsker, breve og blomster.

Indtil 15. januar 2021. Læs mere på bakkehusmuseet.dk/udstillinger

MOJN FRA MARSKEN

Det bør ikke være gået manges næse forbi, at Genforeningen i år fylder 100. Men hvor mange mon forstår ægte ’synnejysk’ – eller for den sags skyld nedertysk og frisisk? Bogen ’Sprog på grænsen’ giver dig alle forudsætninger for at dykke ned i grænselandets sproglige kulturer. Blandt andet kan du lære at synge med, når sanger Rikke Thomsen (fra byen Blans) i nummeret ’Omve’n Hjemve’ synger: ”Når æ it ka ke’n det staj æ engang kål hjem? Omve’n hjemve, det æ hva æ hæ for æ mangle den do var, den do var å it dæ.”

’Sprog på grænsen – Sproch o æ græns’ er udkommet på Modersmål-Selskabet. 

MAGTENS SANDE ANSIGTER

De to mest betydningsfulde kvinder i Danmark, statsministeren og H.M. Dronningen, er ikke nemme at komme tæt på. Og så alligevel. På Frederiksborg Slot i Hillerød åbner Det Nationalhistoriske Museum efterårsferiedørene til en udstilling af fotograf Mads Nissen, der har haft adgang til magtens centrum og portrætterer Mette Frederiksen i de kritiske uger, da landet lukkede ned i marts. Har du smag for royale træk, kan du også – i anledning af H.M. Dronningens 80-årsfødselsdag i år – se en udstilling, der kommer rundt om hendes liv, virke og interesser gennem portrætter, genstande, videoer og scenografier.

Se mere på dnm.dk

Kritikerne kalder epoken ensformig og sjælforladt, men det lønner sig at værdige den et blik, siger Vibeke Andersson, forfatter til et nyt storværk om 1960’ernes arkitektur. Her anbefaler hun tre bygninger, du bør tage ud at kigge på med datidens optimistiske briller.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Roberto Fortuna, Nationalmuseet

DE ER IKKE til at komme uden om. Vi spadserer blandt dem, bor i dem, arbejder i dem og køber ind i dem. De blev udtænkt i en nedslidt efterkrigstid, hvor landet manglede boliger, byggematerialer og faglærte murere. Så staten satsede på industrielt byggeri, og entreprenører og producenter af betonelementer fik travlt med at holde trit med ordrebogen. I dag står de almene boligbyggerier, storcentrene, sportshallerne, museerne og bibliotekerne over hele landet og minder os om den forhåbning, der skabte dem, og om det løft, de gav dengang i 60’erne. Som et levende monument over velfærdssamfundet. Men ifølge Vibeke Andersson, kunsthistoriker på Nationalmuseet og forfatter til bogen ’Dansk arkitektur i 1960’erne’, glemmer vi ofte at se dem som sådan og lægger ikke mærke til dem som andet end grå beton .

”60’erne er på mange måder et udskældt årti. Folk kalder dets byggeri monotont og anonymt,” siger hun.

”Det er rigtigt, at store, formstøbte betonelementer kan virke mere ensformige end mursten og fuger, som kendetegner tidligere husfacader. Men det er også et lidt unuanceret blik. Når vi taler om kulturarv, er vi vant til at tænke længere tilbage, men 60’ernes bygninger er også kulturarv. Vi behøver ikke at kunne lide dem, men det er vigtigt at se på dem og på den kolossale sociale ambition, de rummer, og lytte til de historier, de fortæller.”

Udsigt fra 15. sal i Høje Gladsaxe. På opførelsestidspunktet blev højhusene kritiseret for at isolere beboerne fra omverdenen. Andre fremhævede herlighedsværdien.

HØJE GLADSAXE

Søborg, opført 1963-68 af arkitekterne Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Jørgen Juul Møller og Kai Agertoft samt Alex Poulsen

”Et vigtigt stykke danmarkshistorie og et superbt eksempel på velfærdssamfundet i udvikling. Bag gentagelserne i arkitekturen gemmer sig fortællingen om næsten 2.000 kvalitetsboliger til estimeret 7.000 beboere og et lokalsamfund med egen skole, kirke, indkøbscenter, bibliotek og pensionistboliger. De fem højhuse samt flere lavere ligger på et bakkedrag med udsigt over Utterslev Mose. Gå en tur i området, og se på, hvordan de møder landskabet. Set på afstand om aftenen glimter lysene fra lejlighederne som lanterner.” 

BØRGLUM KOLLEGIET

Risskov, opført 1963-67 af arkitekterne Harald Salling-Mortensen og Paul Niepoort

”Man inddrog sociologien i arkitekturen og tænkte i bedst mulige forhold mellem bygning og menneske. Oprindelig skulle kollegiet have ligget i et højhus, men bestyrelsen blev inspireret af nye analyser, der tydede på bedre beboersammenhold i lavere bygninger, og derfor blev resultatet syv sammenhængende blokke, der forgrener sig ud fra en fællesbygning med hver sin korridor. Bygningerne ligger skulpturelt i det grønne græs. Det kan man se, hvis man går en tur rundt om dem. De takkede facader veksler mellem helt lukkede mure og de åbne, hvor vinduerne sidder. Vinduerne er vendt mod solen for at give bedst lysindfald i alle værelser, og det har givet bygningerne deres helt specielle, asymmetriske form.” 

Rundforbihallen, som den bare kaldes i Nærum og omegn, set udefra.

RUNDFORBI STADIONS IDRÆTSHAL

Nærum, opført 1970 af arkitekterne Claus Bremer og Ole Helweg

”Borgerne skulle have et indholdsrigt liv med kultur og sport, og her har man arbejdet kreativt med elementbyggeri i beton. Arkitekterne sammenlignede selv hallens iøjnefaldende foldede skalkonstruktion med en Le Klint-lampeskærm. Det trekantede udtryk fra facaden går igen indenfor, hvor man også har valgt at gøre et motiv ud af de store orange ventilations-tude. Ved opførelsen havde arkitekterne valgt at give belysningen et orange skær, så ingen så blege ud, men alle så ud, som om de næsten lige var hjemvendt fra Mallorca. Det har man siden ændret, og der er kommet mere lys til. Men det er stadig et behageligt rum.”

 

Siden hun kom dertil i 1949, har øen og dens lumske tidevand bragt hende både glæder og tragedier. Og mens mange sivede derfra, blev Marie Laverentz boende. I dag er Mandøs ældste beboer i fuld vigør – og danske småøer oplever en stille opblomstring.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jesper Vorre, Mandø Lokalhistoriske Arkiv

’MIE BOR HER’, står der på et lille skilt ved siden af hoveddøren, der er lidt skæv, fordi den skyllede i land på Mandøs kyst engang for mange år siden – for at blive genbrugt i Mies dørkarm. Hendes rigtige navn er Marie Laverentz, men på Mandø har man aldrig kaldt hende andet end Mie, siden hun flyttede hertil i 1949 sammen med manden Johannes og sønnen Jens Peter.

Familien boede på det sydjyske fastland, men under et besøg på øen til en grundlovsdagsfest forelskede særligt Johannes sig i øen, der dengang havde cirka 170 beboere. De købte et lille husmandssted, hvor der var jord nok til at holde heste, køer og grise og dyrke egen køkkenhave. Og når det ikke slog til, supplerede han indtægten som kusk for turister, der gerne ville køres ud i Vadehavet til den store sandbanke Koresand for at se på sæler og trækfugle.

Kirken på Mandø, hvor Marie Laverentz i flere perioder har arbejdet som kirketjener.

ÅRET I VANDKANTEN

Mandø ligger i Nationalpark Vadehavet mellem Fanø og Rømø og har status af naturreservat. I træk- og yngletiden er den en yndet destination blandt fugleelskere. Om sommeren kan man se sæler og tage på badetur. Efteråret byder på fænomenet sort sol samt blomstrende violet lyng.

ØLAND

Danmark har godt 400 øer. Omkring 70 af dem er beboede, og på godt 60 af dem bor der under 10.000 mennesker. 27 af de mindste har dannet interesseorganisationen Sammenslutningen af Danske Småøer, der tæller små helårssamfund med maksimalt 1.200 fastboende. I årene 2017-19 oplevede sammenslutningen for første gang siden slutningen af 90’erne, at befolkningstallet for gruppen som helhed steg flere år i træk. Det gjaldt dog ikke for alle øerne. Tilflytningen sker, hvor der er kortest færgetransport, og hvor der er skoler og lignende tilbud.

Som teenager rejste Jens Peter til Ribe for at arbejde på et landbrug, og da han en regnfuld februar-aften ville overraske sine forældre med et visit og på cykel begav sig ad ebbevejen hen over havbunden, blev han overrasket af vandet og druknede. Hans intetanende forældre fik beskeden om deres eneste barns død, efter at Jens Peter næste dag var blevet fundet af en lokal sømand.

”Jo, det var en hård besked at få,” fortæller Mie i bogen ’De sidste øboere’. 

”Men vi havde jo mere arbejde dengang. Det tror jeg var godt nok. At have noget at se til,” siger Mie.

Siden 1987 har hun været enke, og det er aldrig faldet hende ind at flytte. Eller at indstille sin daglige gåtur.

Mandø set fra luften.

FLOD, EBBE OG INTERNET

’ Øen blev delt i Gammel Mandø og Ny Mandø af en voldsom og dødbringende stormflod engang i 1500-tallet. Der er ikke enighed om, hvilket år orkanen ramte, men ifølge overleveringen destruerede den både huse og kirke i et øsamfund i trivsel. Igennem århundrederne kom de to øer stadig tættere på hinanden, og med det store havdige fra 1938 voksede de helt sammen igen. Indbyggertallet toppede med omkring 300 mennesker i slutningen af 1800-tallet. Snart efter begyndte folk at søge væk, blandt andet på grund af mangel på arbejde og mangel på jord til at brødføde befolkningen. Desuden fik overgangen fra sejl- til dampskibe mange af øens søfolk til at gå i land og finde beskæftigelse i landbruget. I dag bor der 38 mennesker, og sidste år var der en befolkningstilvækst på fem mennesker. Mandø er forbundet til fastlandet ad de to veje Låningsvejen og Mandø Ebbevej, men kun ved lavvande. Esbjerg Kommune arbejder på at gøre Mandø til en såkaldt Smart Island, et EU-støttet udviklingsprogram, der skal resultere i en digital formidlingsplatform med overblik over alle øens aktiviteter og muligheder for turisme og erhverv. Det har foreløbig givet mandøboerne et opgraderet internet og dermed forbedret muligheden for at have job på fastlandet og arbejde hjemmefra.

Du kan læse mere om Mie og andre beboere på 10 danske småøer i ’De sidste øboere’ af Christina Vorre, udgivet af L&R.

På stranden, i skoven og i storbyen. Landet er fuldt af familievenlige eventyr, hvis du kigger efter. Naturvejleder Tina Noregren viser vej til tre udendørs oplevelser, du skal give dine børn, og inspirerer til, hvordan du åbner deres øjne for naturen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

1. SKAB MINDERNE

”Allerede fra mine to døtre var i vuggestue og børnehave, tog jeg dem med ud i naturen og forsøgte at finde hemmelige steder, hvor fantasien kunne få plads. På Møn, hvor vi boede, havde vi lige i nærheden en lillebitte lysning i en skov, hvor der stod en stor sten tæt omkranset af træer og buske. Stenen kunne godt ligne en sovende bjørn, så vi kaldte stedet bjørnens hule. Her blev vi ved at komme tilbage. Det er godt at lave nogle traditioner. Og nogle gange skal man turde insistere, selv om ens børn ikke lige gider. Begge mine døtre har været spejdere, men da min ældste blev teenager, mente hun, at nu var hun færdig med naturen. Jeg tog hende med på en fuldmånekajaktur ud for Møns Klint, bare hende og mig. Det er en meget smuk oplevelse at ligge der i måneskinnet. Indimellem blev hun træt i armene, men jeg havde et reb med, så jeg kunne bugsere hende, og jeg havde varm kakao med, som vi kunne nyde på stranden, mens vi holdt en pause. Alligevel måtte jeg næsten tvinge hende med, da jeg ville gentage det de næste par år. For et par år siden skete det magiske, da hun selv spurgte mig: ’Hvornår skal vi egentlig på kajaktur?’ Det viste sig, at jeg havde tilbudt hende et hyggeligt ritual, og i dag taler hun om det som nogle af sine bedste livsoplevelser.”

2. STJERNERNE PÅ HIMLEN

”Alle børn skal have sovet under åben himmel. Det burde stå et eller andet sted. Vi har gjort det hjemme i haven på madrasser, eller vi har gjort det ude i naturen med liggeunderlag og sovepose. I foråret overnattede vi på Lakolk Strand på Rømø, og det er i det hele taget en god mulighed for at overnatte på strande, hvor reglen siger, at det er forbudt at slå telt op.   

Nu glæder jeg mig til efteråret, hvor der i perioder er meteorregn. Men jeg forsøger altid ikke at piske en stemning op omkring det, for det er ikke sikkert, man ser nogen, og så bliver man bare skuffet. Det vigtigste er bare at ligge der og tale sammen, og så ser man måske pludselig et stjerneskud. Generelt er det en oplevelse at være udenfor, når det bliver mørkt. Her i sommer gik jeg og min yngste datter tur på Ulvshale på Møn for at kigge på vilde heste. Da tusmørket sænkede sig, kom ræven ud for at jage, og et rålam fulgte nysgerrigt efter os, selvom dets mor prøvede at få det til at holde sig fra os.”

3. STORBYENS LANDSKABER

”Du behøver ikke at tage til den anden ende af landet for at få en oplevelse. Efter vi flyttede til Fyn, har vi været på de fleste sydfynske øer og pisket rundt i Svanninge Bakker, også kaldet ’De Fynske Alper’. Men for nylig havde vi en fantastisk tur i kano op ad Odense Å. Vi startede ude i Broby og padlede med strømmen. Undervejs kom vi igennem både et tilgroet mangrovelignende landskab, industriområder med fabrikker, lige gennem Odense Zoo og endte i Centrum af Odense. Man kan sagtens finde urbane eventyr.”

Tina Noregren, 42 år. Mor til to. Er uddannet lærer, naturvejleder og kano- og kajak­instruktør. Underviser pædagogstuderende i natur og udeliv på University College Lillebælt.

Familien med to børn kunne have klaret turen til London på to gange tre timer. I stedet fik de 33 timers rejsetid. Sådan er det at tage klimaudfordringen alvorligt, tænkte Rasmus Thirup Beck. ”Jeg er enig, men jeg orker det ikke,” sagde hans hustru. Og så tog de af sted.
Tekst:Rasmus Thirup BeckFoto:Helle Harnisch

DAGEN FØR aftaler vi, at i morgen, der skal vi snakke.

Jeg har udskudt samtalen. Ventet på en dag, hvor hun havde lidt overskud. Det er der bare ikke så meget af, når man har to børn, og det ene er en baby, der sover dårligt om natten. Ja, og om dagen for den sags skyld. Men nu er der kun en måned til den dag, vi har snakket om at tage af sted, og hvis vi skal have pladsbilletter, hoteller og så videre på plads, så skal der tages nogle beslutninger. Da begge børn sover, og køkkenet er ryddet, sætter vi os i den store gule sofa. Jeg har researchet lidt. Rejsetiden er på 15 timer og fem minutter fra Roskilde Station til London St. Pancras plus rejsetid til og fra stationerne. Prisen er cirka 5.700 kroner for to voksne og to børn inklusive et groft overslag på pladsreservationer. Det er mange penge, især når en hurtig søgning viser, at vi kan flyve tur/retur alle fire for cirka 2.500 kroner. 

”Det orker jeg simpelthen ikke. Og hvorfor skal det være så dyrt?” siger Helle og ser helt forpint ud.

”Okay,” svarer jeg og synker sammen indeni.

”Hvorfor kan vi ikke bare flyve – jeg ved godt, du er imod det, men jeg er træt!” siger hun så.

Og det er egentlig et meget godt spørgsmål. Hvorfor vil jeg ikke flyve?

SVARET ER ENKELT. At boarde en flyver er den enkeltstående handling, du kan foretage dig, der har det største CO2-aftryk. Der er også et længere svar: 

Jeg er journalist og har dækket klima i 11 år, og på et tidspunkt kunne jeg ikke fortsætte med at leve mit liv, som om alt var fint, med den viden, jeg efterhånden havde bygget op. Det siger meget om den menneskelige psyke, at jeg ikke tog den konsekvens allerede i 2009, hvor jeg fløj verden rundt for at dække netop de menneskelige konsekvenser af klimaforandringen. Det gjorde jeg ikke, fordi vi mennesker er gode til at skubbe ubehagelige sandheder til side til fordel for mere magelige liv, og jeg fortsatte for min del ufortrødent mit projekt med at se, om jeg kunne fylde mit pas, før det løb ud i maj 2018. Men i 2017 gik det nærmest fra den ene dag til den anden pludselig op for mig, at min opførsel i ordets mest bogstavelige forstand ikke var bære­dygtig. Jeg besluttede mig for at droppe oksekød fuldstændigt, kun spise kød to gange om ugen og minimere mit materielle forbrug markant. 

Da jeg havde taget de beslutninger, gav det ikke så meget mening at hoppe på en flyver – det ville jo gøre det hele ligegyldigt. Beslutningen blev, at jeg helt ville droppe indenrigsflyvning samt flyvning i Europa – og så begrænse ferieflyvninger til destinationer længere væk til højst en gang hvert tredje år. En joker var flyvninger med arbejdet. Jeg er også højskolelærer, og der er det en del af jobbet at flyve på studietur to gange om året. Og præcis denne aften, hvor vi snakker tur til London, følger efter en periode, hvor jeg har været meget væk, fordi jeg paradoksalt nok har rejst i forbindelse med en bog om, hvordan vi bremser klimaforandringen. Det er også en del af grunden til, at min hustru er mør. Og meget lidt opsat på at bruge så mange penge på at rejse så mange timer med to børn.

Men hun vil gerne rejse med os, hun vil gerne med og besøge min bror, der bor i London, og endelig har hun ikke lyst til at være den, der stopper projektet. Så efter et par dages simren siger hun ja.

”Lad os gøre det. Jeg kan ikke love, at jeg er i godt humør hele vejen, men jeg er klar.”

KLOKKEN 6.45 starter jeg bilen, og vi triller gennem mørket mod Roskilde, hvor vi har fået en ven til at køre os til stationen, så bilen kan stå hos ham. Vi skal til Bruxelles og har en smule mere end 13 timers rejse foran os. I bilen har alle god energi. Også Helle.

”Jeg er lidt træt, men jeg glæder mig til at tage den med ro i bumletoget,” konstaterer hun med et smil.

Min søn Anker på syv erklærer, at han glæder sig ”sygt meget”. Vel om bord på IC-toget spørger Anker en fremmed mand, hvor han skal hen. Han skal til Esbjerg.

”Vi skal til Bruxelles og så til London,” siger Anker med slet skjult stolthed.

”Det er noget af en togrejse, du!” svarer manden med løftede øjenbryn. 

Jeg takker i mit stille sind både Helle og Anker for optimismen.

Også fordi jeg bærer på en hemmelighed, der nok kunne ødelægge energien. Da hele regnskabet for togrejsen var gjort op, endte prisen på 7.000 kroner, især fordi Eurostar-pladsbilletterne var noget dyrere end forventet. Jeg har betalt differencen til de 5.700 af egen lomme. Det er problematisk. Både parforholdsmæssigt – at jeg holder noget skjult for min hustru – men langt mere på et strukturelt plan: Det er simpelthen for dyrt i forhold til flyet.

JEG VÆLGER at ignorere det økonomiske og i stedet fokusere på det, der har været min tanke alle de gange, jeg har rejst langt med toget: eventyrdimensionen. Holder rejseplanen? Hvad kommer vi til at se og opleve? Og ikke mindst, hvem kommer vi til at møde? Da vi skifter tog i Fredericia klokken 10.30, stiger et menneske på toget, jeg ellers havde tænkt mig at ringe til for at få noget ekstra perspektiv til denne artikel: Rasmus Willig, der er filosof på RUC. Hvad er oddsene lige for det?

Jeg skal først have vores baby, Eik, til at sove, og så fanger jeg Willig til et kort interview.  Han skal af i Rødekro, hvorfra han skal videre til foredrag i Aabenraa. Jeg ved, at han helt har droppet flyrejser og af samme grund rejser meget i tog, og jeg vil gerne høre, om han kender til problematikken med at mase ens egen idealisme ned over sin familie. Det gør han. Ikke så meget med sin hustru, der er mindst lige så meget klimaidealist som ham selv, men i forhold til deres to døtre:

”De kan godt synes, det tager meget lang tid. Men så har vi en stiltiende aftale om – og det må du endelig ikke sige – at vi lader dem vinde i kortspillet røvhul hele vejen.”

Døtrene har dog også fået øjnene op for det, togrejserne er særlig gode til:

”Tiden står stille på en meget behagelig måde, man møder hinanden, og man er ordentligt sammen. Vi får mere kvalitetstid ud af de gamle transportmidler,” siger Rasmus Willig og bliver afbrudt i sin strøm af plusord af Helle, der kommer og siger, at der kun er én ble tilbage i skiftetasken, og spørger, hvor posen med bleer er. Jeg troede, hun pakkede dem. Hun husker det, som om jeg skulle stå for det.

EIK FÅR DEN sidste ble på med halvanden time til Hamborg, hvor vi kun har 24 minutter til næste tog. Der er lidt anspændt stemning, indtil vi når den store hovedbanegård. Heldigvis når vi Hamborg uden forsinkelser, og jeg får lynhurtigt købt både bleer og snacks til den videre rejse. Roen er genoprettet, da vi 14.28 stiger om bord på ICE-toget til Hannover. Det tager kun en time, og selv om vi ankommer let forsinket, kommer vi også fint om bord i toget til Køln, hvor vi sidder i tre begivenhedsløse og harmoniske timer. Jeg får Eik til at sove lidt. Helle blunder under sit tørklæde. Anker får lov at spille Minecraft. 

Da vi ankommer til Køln, er vi stressede, fordi vi er lidt forsinkede og ifølge rejseplanen kun har 13 minutter til at skifte. Og da vi så kommer ud på perronen og bevæger os igennem stationen, vælter det pludselig forbi med stive, udklædte mennesker. Der går tre midaldrende mænd i klovnekostu­mer forbi, en flok unge hollandske fyre tumler rundt med skøre parykker, og så er der et messing-orkester  bestående af mænd og kvinder i panggult, rødt og grønt tøj. Det viser sig, at i dag har været startskuddet på det årlige karneval i Køln, og da vi får styr på, at toget til Bruxelles også er forsinket, kan vi grine ad det. 

Inde i toget fortsætter festen, især nede i restaurantvognen, og vi bliver revet med. Jeg vover mig til at drikke en fadøl og så bestiller jeg pomfritter til os alle – begge dele kan man få på tyske tog. Anker er lykkelig. Helle smiler. Idyllen brydes dog lidt, da forsinkelsen vokser. Vi ankommer først til Bruxelles lidt over 22, og det blæser og regner, og den bagudgang på banegården, vi har forvildet os ud af, lugter kraftigt af urin. Vi maser os selv, bagage og klapvogn ind i en taxa, finder efter lidt besvær vores ret fine Airbnb-lejlighed, bakser lidt for længe med at komme ind og kommer først i seng lidt over 23. 

”Shit, en dag,” hvisker Helle, da vi lægger os. 

EFTER EN VIRKELIG dejlig dag i Bruxelles med chokolade, Grand Place, moules frites med mere og to overnatninger, hvor Eik har sovet ret godt, står vi tidligt op onsdag for at nå Eurostar-toget til London. Det er lidt af en udfordring at bevæge sig igennem myldretid og især pas- og bagagekontrol, og vi er noget trætte, da toget endelig sætter i gang. Jeg forsøger at holde humøret oppe, men det bliver svært, da Eik begynder at græde og stort set ikke stopper, før vi har engelsk jord under skinnerne. Jeg sidder med ham på gulvet i en midtergang for at spare de andre passagerer og min hustru for gråden. Min krop værker, da vi endelig når St. Pancras International, men her er smukt, solen skinner, og der kommer brormand.

3 TOGTURE UD I EUROPA

Zagreb: 18 timer og 47 minutter inklusive nattog fra München til Zagreb.

Lissabon – med overnatning i Paris: 14 timer + 21 timer og 47 minutter inklusive nattog fra Irun til Lissabon.

Vilnius – via overnatning i Warszawa: 14 timer og 30 minutter + 8 timer og 42 minutter.

VI HAR VÆRET tidligt oppe for at nå 8.55-afgangen, da vi efter fem dage i London med både sightseeing og familiehygge igen står på St. Pancras. I venteområdet er vi primært omgivet af forretningsfolk. En træt Eik græder, og Helle udbryder frustreret:

”Hvornår er vi i Hamborg? Det har jeg brug for at vide!”

Det er vi 19.09, oplyser jeg. 

De første to timer i det tjekkede Eurostar-tog går okay. Vi er oppe og kysse 280 km/t, og det er ret sejt, synes Anker. Skiftet i Bruxelles er også udramatisk. Jeg har tid til at lægge mærke til et skilt på siden af det tyske ICE-tog, vi skal med til Køln:

”Unterwegs mit 100 % Ökostrom.”

Det minder os alle sammen om, hvorfor vi gør det her. Fordi det er den mest klimavenlige måde at rejse på. Selv når toget kører på diesel.

Fra Køln til Hamborg skal vi med noget, der hedder Flixtrain. Det er en del af Flixbus-netværket og viser sig at være billigt, fordi de har købt nogle virkelig gamle tog. Vi kommer til at gå ind i den forkerte ende af den vogn, vi skal sidde i, og skal forbi en masse mennesker ad snævre passager for at komme til vores lille kupé. Det er ikke nemt med masser af bagage og en klapvogn, hvor Eik endelig er faldet i søvn. Da vi når den sidste gang, viser det sig, at klapvognen er ganske få centimeter for bred, og Helle kæmper med at få den fremad, mens køen af utålmodige passagerer vokser bag os. Da hun endelig får moslet vognen frem, vågner Eik. Pis, pis, pis. Ind i den trange kupé. På plads med al bagagen – noget af det må blive på gulvet. Klapvognen ind i en niche nær udgangen. Ned i sæderne. Sved.

”Hvor lang tid er der, til vi er der?” vil først Helle og dernæst Anker vide. 

Fire timer og otte minutter skal turen gerne tage.

MEN VI BLIVER hurtigt forsinket, mens toget bumler nordpå igennem Tyskland, og konduktøren regelmæssigt siger ”Flixtrain – we wish you an extraordinary journey” i højttalerne. Vi kan ikke få Eik til at sove, fordi en ung kvinde i kupeen facetimer højt og længe med en veninde, og til at begynde med er vi lidt irriterede på den ældre tyrkiske kvinde, der meget gerne vil snakke med især Eik og Anker. 

Men Eik er helt vild med den tyrkiske bedstemor, og da han alligevel ikke kommer til at sove, lader vi ham komme over til hende, der helt naturligt underholder ham i næsten en time. Hun taler meget gebrokkent tysk og intet engelsk, så vi kan kun tale meget lidt med hende, men vi hører om hendes familie, hun viser Helle billeder af sine tre børn på sin telefon, fortæller stolt om deres uddannelser og erhverv og spørger nysgerrigt til Anker.

Senere går jeg lidt rundt i toget med Eik og sætter mig ved siden af en, skal det vise sig, eritreisk familie. De har også en baby, og de to minimennesker flipper helt ud i begejstring over hinanden. Vi griner, og det samme gør de andre passagerer.

Da vi endelig, med trods alt kun en halv times forsinkelse, ankommer til Hamborg, kniber den tyrkiske kvinde, hvis navn vi aldrig får fat i, Anker i kinden og siger, at han skal passe på sig selv og tage sin skole alvorligt. 

PÅ TOGET fra Hamborg falder vi atter i snak med medpassagerer, må atter acceptere en mindre forsinkelse og er møre, da togkvinden endelig siger ”Næste station – Roskilde” i højttalerne.

Vores ven venter med bilen, og vi kan køre hjem til aftensmadstid. I bilen gør vi status.

”Jeg synes, det har været en god oplevelse. Det har været hårdt, men godt,” siger Helle.

”Jeg giver turen 10 ud af 10,” siger Anker.

”Det er jeg virkelig glad for,” siger jeg.

Vi er dog også enige om, at der er nødt til at ske noget med den europæiske togtrafik. Det er for besværligt og alt for dyrt. 

Der er heldigvis lys i horisonten. I år åbner der for eksempel en nattogsrute mellem Hamborg og Bruxelles, hvilken virkelig vil gøre den næste tur over til familien nemmere, og Deutsche Bahn er et af flere tog­selskaber, der har annonceret, at de sænker billetpriserne. Måske får Europa-Kommissionen også held med ambitionen om at lægge afgifter på flybrændstof, samtidig med at man sænker dem for togbranchen.

Man har jo lov at håbe. Jeg har nemlig for længe siden annonceret, at når situationen i Europa  igen tillader det, skal vi på en togrejse hele vejen til Marokko.

Helle er ikke helt afvisende.

En rigtig lystfisker ser muligheder for sig under hver en vandoverflade. Og det er ingen hindring, at omgivelserne hedder neon og beton i stedet for mark og skov. De seneste år har såkaldt streetfishing vundet frem i Europa. Måske bliver du også hooked på tendensen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Columbus Leth

Folk har fisket i byer, så længe de har haft fiskestænger. Men i takt med at gaderne blev bilernes domæne, og byernes vandveje blev indtaget af stadig flere motoriserede fartøjer, aftog lysten til at kaste snøren i. Lige indtil nogle unge mennesker engang i 00’erne begyndte at få bid i Seinen i Paris og i Rotterdams havn. Streetfishing kaldte nogle det, og hvad der startede som en modkultur til midaldrende mænd med pibe og uldsweater, er siden blevet taget op af stadig flere og er i dag en genre på linje med mange andre inden for lystfiskermiljøet. Også herhjemme, fortæller lystfisker og formidler Gordon P. Henriksen.

”Nogle mener, at det har man altid gjort, og ser ikke noget nyt i streetfishing. Andre, især de unge, har taget det til sig som en identitet og en anden måde at se lystfiskeri på. Nogle mener endda, der følger en baglæns kasket eller et særligt look med livsstilen. Men det er nok i højere grad tilfældet i Frankrig og Holland,” siger Gordon P. Henriksen, der først blev opmærksom på tendensen i 2010, da han havde besøg af en fransk lystfisker, der fortalte ham om Paris’ nye fiskermiljø med rødder i skater- og hiphopkulturen.

KAN MAN NU DET?

Du skal have fisketegn for at fiske – også i byen. Reglerne varierer fra kommune til kommune. I Aalborg er det for eksempel tilladt at fiske fra al grund, der tilhører kommunen, mens det i København kun er tilladt fra særlige kajkanter (37 kilometer i alt – se byoghavn.dk/havnen/fiskeri/). Vandet i København er rent nok til, at man kan spise hornfisk, makrel, torsk og andre fisk, der svømmer igennem. Men det anbefales, at man holder sig fra fladfisk på grund af høj kviksølvkoncentration på bunden, hvor de lever.This is a notification of some sort.

Hvad enten man er til waders eller sneakers, er tendensen nem at gå til for byboere. Alt, der er brug for, er en fiskestang og lidt at putte for enden af snøren. Transporten kan klares ved at hoppe på cykel eller metro. Og fisk er der masser af, selv der, hvor trafikken summer livligst over vandet – også eftertragtede krabater som torsk og havørred, der lever godt af muslinger, rejer, hundestejler og andre undersøiske byttedyr. 

Gordon P. Henriksen er selv flyttet på landet i Lejre, men fortæller, at han stadig holder af at tage på fisketur til København: 

”Nogle gange er det for at mødes med venner. Andre gange er det bare, fordi jeg godt kan lide kontrasten. Lige så vel som jeg elsker at fiske et naturskønt sted, kan jeg rigtig godt lide at stå midt i storbyen. Det giver en særlig dynamik. Og fiskeriet er tit rigtig godt!”

GORDON PÅ GADEN – 3 FAVORITTER

Havnen, Silkeborg
”Selvom fuld beton og graffiti har sin charme, kan halvgrønne omgivelser også være dejlige. Silkeborg er en perfekt blanding af å og by. Ved Remstrup Å, lige omkring hvor hjuldamperen Hjejlen ligger, kan man fange aborre og gedde.”

Oceankaj, København
”Ved den nye krydstogtterminal, der er ved at blive bygget, er der visse dele af kajen, man gerne må fiske på. Du har Københavns skyline at kigge på, og fordi kajen går så langt ud i Øresund, har du samtidig fornemmelsen af at stå på en kutter på åbent hav. Her fanger jeg for eksempel makrel, knurhane og torsk.”

Damhussøen, København
”Ålekistevejs trafik maler i baggrunden, men under overfladen lurer store gedder. Det var her, jeg som 12-13-årig fangede min første rigtig store fisk, den vejede vel otte kilo.”

Læs mere i Gordon P. Henriksens bog ’Et liv i fisk’ udgivet på Gads Forlag.

SCARLET PLEASURE har blikket stift rettet mod det store internationale gennembrud. Indtil nu har vejen været lang og hård, og meget tyder på, at det ikke bliver nemmere. Ud & Se møder et af tidens mest populære danske pop-bands og undersøger, hvorfor det er så svært at lyde så dansende enkelt.
Tekst:Morten ReimarFoto:Rasmus Weng Karlsen

TÅLMODIGHED er det første, du skal lære, hvis du vil være popstjerne. Emil Goll, den 28-årige forsanger i trioen Scarlet Pleasure, har efterhånden lært det. I samme øjeblik bandet pauser lydprøven og kalder en lydmand op på scenen, sætter han sig ned og finder sin telefon frem. Trommeslageren Joachim Dencker har problemer med sampling pad’en, den elektroniske tromme, der spiller indkodede lyde, når han slår på den, og det kan sagtens tage tid, ved Emil Goll, der bruger ventetiden på at svare på beskeder på Instagram fra en ende af. Popbandet har netop udgivet første halvdel af deres nye album ’Garden’, og siden er det væltet ind med roser fra fans. Han svarer som regel ’Tusind tak’ med en smiley og forsøger så vidt muligt at skrive noget personligt tilbage.

Imens stemmer trioens tredje ben, Alexander Malone, sin bas for gud ved hvilken gang, mens han spørger sig selv, hvor mange sprog han efterhånden kunne have lært på Duolingo. 

De er i Tap1, et stort spillested på Amager, og de har været her i timevis. I aften skal de spille en 35 minutters online-koncert for streamingtjenesten Spotifys abonnenter, som grundet corona-pandemien ser med hjemmefra. Scarlet Pleasure og de to hyrede guitarister kom klokken tre, men nu, kun halvanden sang inde i lydprøverne, er der knas med tromme-pad’en.

28-årige Joachim Dencker, en høj, veltrænet fyr med mohikanerhår som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, står ved siden af trommesættet, mens en lydmand slår på pad’en og råber til endnu en lydmand et par meter væk fra scenen. Så virker det igen, og bandet kan fortsætte. De spiller ’Deja Vu’, deres største hit. Nummeret er ikke fra den nye plade, men fra 2017, hvor det blev Årets Hit ved Danish Music Awards, Årets Lytterhit på P3, Årets Hit til Zulu Awards og modtog The Voice Prisen. Hittet er også det, man kalder en banger. Nummeret starter lige på Emils gadesmarte flødestemme oven på et præ-optaget keyboard og en taktfast klaplyd fra pad’en. To rundgange på den måde, så bas og stortromme, der intensiverer op mod et overraskende antiklimaks, hvor det hele starter forfra. Og trommer, bas, guitarer i omkvædet. Lige så simpelt det er i begyndelsen, lige så meget sker der i slutningen. Emil Goll danser sine popstar-trin og flirter med det prøvefilmende kamera. Han lukker øjnene og synger ’de-eeshja vuuhh’. 

SCARLET PLEASURE er et af tidens største hjemlige popbands. Trioen er en del af den bølge, der kom i kølvandet på den danske indie-scene, hvoraf flere fik udenlandsk succes, og de er ikke blege for at sige, at de gerne vil være populære. De tør sige, at de drømmer om at slå igennem internationalt, og de kalder sig et popband uden at være flove over det. De udgav deres første album i 2014, hvorfra singlen ’Windy’ blev P3’s Uundgåelige og satte gang i den optur af en karriere, de stadig rider på. I 2016 udkom endnu et album, ’Youth Is Wasted on the Young’, samme år som de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og blev hovedpersoner i en DR3-dokumentarserie. Det var for øvrigt samme sommer, alle raske drenge gik til frisøren for at få hår ligesom Emil fra Scarlet Pleasure, det vil sige en bleget midterskilning med reference til 90’er-ikoner som Peter André og Nick Carter fra Backstreet Boys.

De skulle egentlig have været i USA og spille i foråret. Arbejdsvisummet var sikret, men så blev verden lukket ned – og herhjemme er indtil videre omkring 30 koncerter aflyst, så hverken band eller fans har kunnet mødes. Men det kan de i aften, hvor Spotify Danmark har inviteret deres lyttere til koncert. På den måde kan bandet give noget tilbage til deres fans, de kan mærke live-fornemmelsen ved at optræde, og måske gør tjenesten også gengæld ved at putte nogle af deres sange på en international playliste, altså en af de kuraterede lister med musik, Spotify selv laver, og som kan betyde alt for de musikere, der kommer på dem. 

28-årige Alexander Malone kommer hen til cateringbordet. Ikke for at snacke, men for at snakke med de tre kvinder fra pladeselskabet om anmeldelserne af ’Garden’, som han ikke har kunnet få ud af hovedet. Gaffa har givet tre stjerner, og Politiken to hjerter. Pladeselskabet siger, at han skal huske på, at det bare er de to anmelderes mening, og at der jo er masser af fans, der er vilde med de nye numre. Det har han også sagt til sig selv, men det, der især går ham på, er, at Politikens anmelder ikke mener, Scarlet Pleasure er kommet med noget nyt. De synes selv, de har rykket sig med kvantespring siden seneste album og virkelig taget chancer. De har nørdet det helt rigtige lydmiks, genopfundet sig selv og skrevet næsten 50 sange, mange af dem om og om, for at finde netop dem, der føltes mest rigtige.  

”Jeg ville næsten hellere have én stjerne og så vide, vi da i det mindste havde forsøgt,” siger han. ”To-tre stjerner er bare så middle of the road.”

Emil Goll bemærker, at den endelige dom ikke er faldet endnu. Han sammenligner med Lukas Graham, der fik et kæmpehit i USA med ’7 Years’. Netop det nummer havde ingen rigtig lagt mærke til, og det blev først udgivet som albummets tredje single. Men da ’7 Years’ kom ind på en international hitliste for sange med stigende popularitet, den såkaldte Viral Chart, begyndte pladeselskabet at pushe den i USA.

”Vi er pissestolte af vores musik uanset hvad. Og man ved aldrig. Det kan være den næste sang, vi skriver, der kommer til at ændre alting,” siger Emil Goll. 

SCARLET PLEASURE

Dannet 2006.

Består af: Emil Goll (f. 1992), sanger, Alexander Malone (f. 1991), bassist, Joachim Dencker (f. 1991), trommeslager.

Debuterede med ep’en ’Mirage’ i 2014. Udgav albummet ’Youth Is Wasted on the Young’ i 2016. ’Garden’ er Scarlet Pleasures tredje album. Det er todelt og bliver udgivet dels i juni, dels i oktober i år.

”KAN JEG FÅ highhatten fem ned?”

”Ja, og elguitaren tre op.”

”Er den dér tung? Er den tung? Eller er det rummet herinde, den ikke virker i?”

”Kan den blive lidt mere crisp?”

Det tager over en time at gennemgå de 35 minutter, men så er lyden også så god, som den kan være. Og dog. De beslutter sig for at spille to af numrene igen. 

Klokken otte, efter de har spist burgere, Emil Goll har skiftet til matchende denimjakke og -bukser, Joachim Dencker har barberet sig ude på toilettet, og Alexander Malone med det syregule hår har rystet anmeldelserne af sig, skal Spotify sende live. Emil Goll går for sig selv, puster al luft ud af kroppen, spænder i maven, suger luft ind og puster ud, mens han siger som en bi. Hopper et par gange på stedet. Så er han klar.

En fra pladeselskabet støvsuger scenen, lige inden de går i gang, mens Emil synger ’Wicked Game’ med den ene guitarist. Så får de at vide, der er to minutter igen. Emil spytter sin snuspose ud og går ind i en cirkel med de andre musikere, hvor de råber for at gejle sig selv op. De stiller sig i position, hele hallen holder vejret.

Og så sker der ingenting. Bandet står stille som mannequiner og venter. Der sker stadig ingenting. Seks minutter over otte laver Emil sine øvelser igen. 10 minutter over begynder Joachim at tromme for at slå tiden ihjel, mens folkene fra management og pladeselskab efterhånden også begynder at blive urolige og kigge på hinanden. Den ene af kamerafolkene, der har Spotify i øret, siger, at hun ikke får noget at vide. Emil sætter sig ned.

”30 sekunder!” råber kameradamen endelig, bandet springer tilbage i position.

Der bliver talt ned: ”8, 7, 6, 5 …” Og så begynder de at spille. Som om hele Tap1 var fyldt til bristepunktet. Alexander danser hen over scenen med sin bas, Emil hopper op i luften i omkvædene, og folk fra pladeselskabet kan ikke lade være med at danse omme bag kameraerne.

NÅR ET FLY fløj over Vidar Skolen i Gentofte, plejede en gruppe drenge at pege op.

”Det er os på vej til L.A. lige om lidt,” sagde de. 

Skolen ligger midt på Brogårdsvej, der kører fra Gentofte Station, under motorvejen og til IKEA. Den baserer sig på Rudolf Steiners principper, er karakterfri, og alle elever spiller et klassisk instrument og har fag som skosyning og kunstbetragtning. Skolen betragter alle elever som individer, der er gode nok, som de er. For eksempel lærte Joachim først at læse i 4. klasse og opdagede først mange år senere, at det var unormalt. På Vidar Skolen skulle alle kunne være med. 

Dengang var de fire, Emil, Alexander, Joachim og Johannes, ligesom idolerne i Red Hot Chili Peppers. Joachim var kommet ind i klassen i 7. med hanekam og nittebælte og fik hurtigt overtalt de andre til at danne et band. De kaldte sig Scarlet Pleasure – to ord, de fandt i en engelsk ordbog, og de øvede i en kommunal container ved vandtårnet i Jægersborg. De kunne ikke finde ud af PA-anlægget, og akustikken ville ikke enes med funk-rock-trommerne. Derfor kom de vådt toiletpapir i ørene, når de spillede, som regel i bar mave og slips ligesom idolerne fra Los Angeles. Da Red Hot Chili Peppers udgav ’Stadium Arcadium’, tog de alle fire i Fona 2000 på Strøget for at købe et eksemplar hver, og så hjem til Joachim i Humlebæk for at høre det om og om igen.

Det var lyden af L.A., som de forestillede sig, det ville være: palmer, smukke piger, åbne biler og funky musik. Lyden af frihed, af ikke at spille med på reglerne, af at være anti-konform, af at udleve drømmen. Noget helt andet end Gentoftes parcel-labyrinter og bøgehække.

En dag blev de enige om, at nogen var nødt til at synge. Alexander spillede bas, Joachim trommer, og både Emil og Johannes spillede guitar. Ingen af dem havde synderligt lyst til at synge, for det var meget sejere at spille et instrument. Men nogen skulle gøre det. De sang Red Hot Chili Peppers-hittet ’Under the Bridge’ efter tur, og aftalen var, at den, der lød mindst ringe, skulle tage en for holdet. Og sådan blev Emil Goll forsanger. 

En rest af boyband-rollerne fra teenageårene sidder der måske stadig: Emil Goll er den udadvendte og har en bemærkelsesværdig evne til at få alle, han møder, til at føle et specielt bånd. Alexander Malone er også udadvendt, men sjældent festens midtpunkt som Emil. Ofte ender Alexander med at stå ude i køkkenet i en lang samtale med en, han ikke kendte ved aftenens begyndelse, og han er nok ’den sjove’ i gruppen. Samtidig har de to enorm respekt for Joachim Denckers evner som trommeslager, og han er nok den, der har mest musisk flair. Men alderen har opblødt rollerne. 

TIL AT BEGYNDE MED lavede de en ep med titlen ’Mother Funker’ og brændte den på 250 cd’er, som de havde med, når de var ude at optræde – for eksempel da de vandt Gentofte Mesterskaberne i Rock i 2009. Selvtillid havde de masser af, og de skrev også til større danske bands på Myspace. Ikke for at sige, at de var fans, men for at være provokerende. De spurgte blandt andet Kashmir, om de ikke ville varme op for dem på Lades Kælder. Kashmir svarede ikke. Det gjorde til gengæld indie-bandet moi Caprice, der skrev tilbage, at de nordsjællandske drenge nok var i dårligt humør, fordi de ikke havde fået deres lommepenge, men at de nok kom til at le sidst i deres luksusvillaer i Hollywood Hills.

”Fuck ja, vi gør,” grinte drengene.

Til festerne gjorde de nar ad de andres musiksmag. Pigerne i klassen ville gerne høre Nik & Jay og Lady Gaga og danse, mens drengene skiftede til Tom Waits og Bob Dylan, hver gang de fik mulighed for det. Pop var ikke rigtig musik, syntes de.

Vidar Skolen varede til 12. klasse, og så skulle planerne føres ud i livet. I mellemtiden var de gået over til den mere hipster-prægede indie-rock, der udsprang fra New York, så derfor pegede pilen nu i den retning. For at komme derover skulle de bruge et forlænget turist­visum, og det krævede, at bandmedlemmerne var i stand til at fremvise hver 50.000 kroner inde på ambassaden. Så de tog job som postbude i Holte og som facere på Strøget.

De smed også fjerdemanden ud af bandet. Det var en tirsdag aften i efteråret 2010 på en bodega i Indre København. Johannes var mere til at jamme og hygge sig, og de tre andre følte ikke, de havde tid til at vente på nogen. Det var den første hårde og rigtig svære beslutning for bandet, men nu var det alvor. Nu var det ikke rundkreds længere.

De skulle også bruge en god demo-cd, de kunne give til pladeselskabsfolk på Manhattan. Alexander ­Malones onkel, Bossy Bo (Rasmussen) fra Østkyst Hustlers, lod dem indspille i sit studie, selvom han nok, set i bakspejlet, ikke var så imponeret over deres musik. I hvert fald gav han dem et grundkursus i at skrive lytbare melodier. Start med et vers, så et omkvæd, så et vers igen og et omkvæd mere, så et C-stykke, og slut af med et omkvæd til sidst.

Det sidste Scarlet Pleasure gjorde, inden de tog af sted, var at aflevere den nye demo-cd til Sony Music. Alexander havde puttet den i en stor papkasse, så den så vigtig ud, og afleverede den i receptionen iført sin postjakke fra arbejdet. Værsgo, nu kunne de bare ringe.

En augustdag i 2011, iført sorte hatte med fjer på og stramme, sorte jeans med huller på knæene, landede de i New York. Efter et par uger med jetlag og en masse nye indtryk fik de lejet sig ind i et øvelokale, men kun mellem klokken otte og ti om morgenen. Ejeren, der spillede i et professionelt Beatles-coverband, kunne ikke give dem mere øvetid. De fandt også en lejlighed i New Jersey, hvor skabslågen under vasken skulle holdes lukket med et kosteskaft, fordi der var rotter. Men de var i byen, de havde deres image, deres demo og deres instrumenter. Nu manglede de bare at spille og blive opdaget. For sjov hængte de en seddel op i deres lejlighed med ordene ’Get a million dollar contract’. Ordene var fra selvhjælpsbogen ’Think and Grow Rich’ og var ment som en reminder.

Deres første koncert var på Fat Baby. Et lille spillested, men samme sted, som deres nye forbillede, The Strokes, havde startet deres karriere. Der var en del mennesker i baren, så det tegnede rigtig godt. Men det viste sig, at koncerten skulle spilles i kælderen, hvor det kostede syv dollars at komme ned.

Da de gik på, var der én publikummer. En lokal Rudolf Steiner-lærer, der var venner med en fra Vidar Skolen derhjemme.

Men drengene kom med til nogle vilde fester, hvor popmusik som gnister fra en pejs bragede ud af højttalerne og satte ild til de dansende kroppe. Det betød især to ting. Dels var der ud på de sene timer gratis pizza, hvilket i sig selv var livsnødvendigt, da opsparingen efterhånden slap op. Dels lærte de at sætte pris på pop. De lærte, at pop er sjovt, at genren har værdi og ikke er flad og fordummende. Sange som ’Moves Like Jagger’, ’Pumped Up Kicks’ og ’Niggas in Paris’ var gode numre med mange lag og finurligheder, man kunne dykke ned i. De lod deres musikalske parader falde og kastede hænderne i vejret til god, velproduceret pop. Hvor fedt var det egentlig at sidde i et klamt øvelokale og skrive indie-musik til sig selv og være sur?

Syv koncerter blev det til i løbet af et halvt år. Da de kom hjem til Danmark, var de komplet blanket af og måtte få deres job som facere på Strøget tilbage. En forårsdag stod Alexander Malone på Købmagergade ved Rundetårn, da han fik stoppet en, der godt kunne huske dem og deres USA-planer.

”Hvad havde I egentlig regnet med?” spurgte han.

POP – ET MATEMATISK HIT?

I 2010 undersøgte en gruppe ingeniører fra University of Bristol, om det var muligt at lave en matematisk formel for pophits. De tog udgangspunkt i samtlige top-40-hits fra den engelske hitliste de seneste 50 år og kom frem til formlen (w1 x f1) + (w2 x f2) + (w3 x f3) + (w4 x f4) … (w23 x f23).

W’erne i ligningen er weights eller musiske delelementer, for eksempel tempo, rytmens variation eller sangens længde. Der findes overordnet 23 weights opstillet i rækkefølge efter, hvor vigtige de hver især er i den periode af pophits, formlen undersøger. F’erne i ligningen er udtryk for del­elementer i nye sange, der holdes op imod et gennemsnit af pophits fra perioden. På denne måde var ingeniørerne i stand til at gætte med 60 % sandsynlighed, om en given ny sang ville komme i top-5, eller om den aldrig ville komme over top-30. Og så alligevel ikke.

Det tyske Max Planck Institut undersøgte akkordsammensætninger i 745 amerikanske pophits. De spillede dem for testpersoner, samtidig med at belønningscenteret i forsøgspersonernes hjerner blev MRI-scannet. Hvis forsøgspersonerne var sikre på, hvad der skulle til at ske i melodien (lav usikkerhed), men sangen uventet afveg (høj overraskelse), fandt de det behageligt. Men hvis akkordprogressionen var sværere at forudsige (høj usikkerhed), og den akkord, der kom, ikke overraskede dem, men føltes tryg (lav overraskelse), fandt de også det behageligt. Med andre ord: Vi kan li’ at gætte mønstre, men vi kan også li’ at blive overrasket. Og li’ den hårfine balancegang mellem det velkendte og det nye.

DET ER TIDLIG EFTERMIDDAG, og bandet er i gang med at skrive. De har taget et par håndfulde Naturfrisk-juiceflasker fra Copenhagen Records’ køleskab med sig op i det fjerdesalslokale, de har til rådighed, der med sine hvide vægge og forstærkere indeholder det, de skal bruge, og ikke mere. Joachim Dencker har sat sig i en lænestol og kigger på sin telefon, mens Alexander Malone sidder i vindueskarmen med sin bas, og Emil Goll svarer på et par Messenger-beskeder på sin laptop. Lokalet har udsigt over byen. Man kan se Rådhuset og Tivoli og Frelserkirken herfra, men her er stort set ingen larm, ikke ud over en bil, der kører forbi nede på gaden, og Alexander, der slår en figur an på bassens strenge.

De havde sat sig op til at spille et hav af koncerter, men nu har corona-krisen aflyst det hele. Fordi de var gearet til det, er det ikke nemt at komme i gang med at skrive, men nu skal de til det.

De mangler nogle uptempo-numre til ’Garden’. Noget, man kan danse til. Anden halvdel er klar til udgivelse, men de har mulighed for at tilføje nye numre indtil oktober, hvor de har besluttet, at albummet skal være færdigt. I mellemtiden kan de gå og lytte det ordentligt an og vurdere, hvad der mangler. Hittet lige nu er sangen ’SOS’, som holder en laid back, reggae-inspireret rytme, de fandt på under en rejse til Bali. En hurtigere, endnu mere dansevenlig sang ville fuldende albummet.

Emil Goll åbner produktionsprogrammet Logic og spiller noget, han har taget med hjemmefra. Det er bare nogle akkorder på et keyboard med ham selv, der synger henover. Teksten er indtil nu volapyk med enkelte engelske vendinger, der er gode at synge på.

”… When you party like that …” og ”… it’s frozen …” og ”… why you fallin’ …”

Emil Goll føler nogle gange et pres, der gør det svært for ham at skrive. Hver sang skal være bedre end den forrige. Det er ikke godt nok, hvis den er lige så god som de andre. Den nye sang må heller ikke minde om de andre, den skal være ny. Og bedre. Og det gør det svært for ham at komme på noget, især på kommando.

Alexander Malone rejser sig ved tredje gennemspilning og tramper et beat i gulvet, der giver nummeret en insisterende fremdrift.

”Ah, ja klart,” siger Emil.

Han sætter metronomen i samme tempo som Alexanders fodtramp, overtager bassen og begynder at indspille bas direkte på computeren. Joachim Dencker har puttet telefonen i lommen. Nu sidder han med lukkede øjne og nikker i takt.

Efter et par timer putter de indspilningen i banken. Senere vil de lytte alle de opsparede sange igennem og høre, om der er nogle af dem, der er værd at arbejde videre på. Men dagens fangst bliver ikke taget op igen.

Sangene bliver sjældent skrevet det samme sted. Som Emil forklarer det, er de mere nomader, og der skal helst ikke gå kontor i den. De har tit prøvet at skrive med professionelle sangskrivere i udlandet og oplevet en markant anderledes måde at arbejde på. I Sverige er det normen at mødes samme sted hver dag klokken 11 for at skrive uafbrudt indtil fyraften, og Joachim joker med, at det er derfor, svenskerne tager snus: De har slet ikke tid til rygepauser.

I Danmark mødes man oftest ved 13-14-tiden og holder pauser. I USA er det hen ad aftenen, de starter. Så ryger de hash og tager på YouTube-safari i et par timer, indtil de finder et eller andet, de kan bruge, og så skriver de hele natten. Det er ikke til at sige, hvad der virker bedst, men bandet er fascinerede over svenskernes arbejdsmoral og faste timer. Og deres måde at betragte sangskrivning som et håndværk, hvor man går i gang og bliver ved, uanset om man føler sig inspireret eller ej. Men kontor-pop kommer de aldrig til at lave. 

TINGENE BEGYNDTE at vende, da Scarlet Pleasure kom hjem fra USA med en ny lyd. Emil Goll og Alexander Malone havde fået job som pædagogmedhjælpere på en Steiner-skole for at spare op til endnu en tur, endnu et forsøg, men de kom aldrig af sted. For et af børnene i SFO’en havde en far, der var noget ved musikken. Han hed Ralle, men er i branchen bedst kendt som Malone og for sine samarbejder med musikerne Johnson, Joey Moe og Niarn. Malone, der ikke er i familie med bassisten Alexander trods navnesammenfaldet, ville gerne høre, hvad det var, de gik og rodede med. Så de sendte ham, hvad de havde. Og han bad om mere.

Trioen havde taget pop til sig, især den nye bølge, hvor genren fik en mere underspillet og soulet dimension, som for eksempel Drake, The Weeknd og Frank Ocean stod for. Og dér tappede de ind i en guldåre. Ralle og hans kone, der sammen kørte et managementbureau, signede dem og var de første, bortset fra venner og familie, som troede på dem.

Derudover lærte Ralle dem at tage i sommerhus og skrive sange koncentreret. Den allerførste sang, de skrev og indspillede under deres nye management, var ’Windy’. En sang med klare referencer til 90’er-fløde-RnB, hvor de gik så langt væk fra rockinstrumenter, det næsten er muligt, og lod computerlyde og vokal komme i front.

Mens Ralle var i gang med at skaffe en pladekontrakt, lavede de en akustisk version, som fik en overvældende positiv modtagelse og blev delt flittigt af etablerede musikere på sociale medier. Det gjorde bare bandet mere utålmodige. De ringede dagligt til Ralle. Skete der ikke snart noget?

I mellemtiden havde nogle af deres gamle skolekammerater, bandet Julias Moon, overhalet dem. Et af deres numre blev Ugens Uundgåelige på P3, og selvom Scarlet Pleasure var glade på deres vegne, kunne de ikke lade være med at være misundelige. 

Endelig rykkede det. På grund af hypen omkring ’Windy’ brød en budkrig ud imellem selskaberne. En dag, mens Nik fra Nik & Jay var på besøg i øvelokalet og stod og spillede Rhodes-keyboard, skrev de under på en kontrakt fra Copenhagen Records. Et par måneder senere ringede Ralle.

”Hvad så, Emil? Kan du stave til Ugens Fucking Uundgåelige?”

Og så skete det, de havde drømt om – de blev professionelle musikere, var på turné, spillede store koncerter, indtog Danmark og rettede blikket mod udlandet. 

EN UGES TID EFTER Spotify-koncerten, en varm og solrig dag, er de alle tre trukket i sorte badeshorts foran en gennemrenoveret, hvidkalket gård i Tisvildeleje. Sommerhuset er indrettet med tre lydstudier, alligevel har bandet slæbt deres computer, bas og teknik ud på spisebordsstolene.

Køkkenet er på én dag blevet ramt af en opvaskelavine, på gulvet står en papirspose med svedende sushirester i solen, og hvad angår sangskriveriet, har de ikke været så effektive. Til gengæld har de haft besøg af venner, kærester og deres to managere. Men i dag skal det være, og de har været i gang i tre timer.

Emil Goll ligger på et vattæppe på græsset og kigger på to heste, der går i en indhegning ved siden af huset. Alexander Malone sidder ved computeren og prøver at komme på et eller andet at putte oven på et punket beat med hårde slag på ottendedelene. Men der er ikke noget, der virker. 

Det skal være et uptempo-nummer, det skal ikke være en ballade, og det skal ikke lyde ’typisk Scarlet Pleasure’. Derfor starter de med beatet.

”Det er ret Strokes-agtigt,” siger Joachim, som sidder på en bænk ved siden af Alexander.

Omkvæd i sange med højt tempo er tit utrolig corny, synes de. En måde at undgå det er at skrive en langsommere ballade og så speede den op. Det var sådan, de gjorde med ’SOS’, der kører noget hurtigere end deres andre hits. 

Alexander ryster på hovedet og spiller Travis Scott-nummeret ’The Scotts’, som i et splitsekund indeholder den lyd, de gerne vil fange, 

”Ej, lad os prøve at gå ovenpå,” siger Emil. 

De tager bas og computer og går op på loftet, der er indrettet som et større studie med hvide akustikplader på skråvæggene. Her er flygel, trommesæt, kontrabas, fem forskellige keyboards, cd- og pladereol, to store computerskærme ved endevæggen og ét stort vindue ud til haven. Joachim sætter sig ved trommerne, Alexander ved et keyboard, og Emil sætter en mikrofon til computeren, mens beatet spiller.

”Måske er det nemmere, hvis der er noget guitar på,” foreslår Joachim. Emil tager en akustisk guitar, der står ved siden af kontorstolen, og begynder at spille uden at fjerne blikket fra beatet på Logic.

Nu er der nogle akkorder at støtte sig op ad. Emil stiller guitaren tilbage, griber om mikrofonen og begynder at synge. Først prøvende, usammenhængende, lange toner, mens beat og guitar kører i loop.

”Uuuuhh wuuuuh.”

Og så vrøvleord med forsøg på melodier og engelske gloser.

”Ahhh … no sleep, uuuhhh right now …” 

Han lader sin stemme gå på opdagelse i forskellige tempi, toner og pauser.

”Uhhh … I know adji adji why would you aaaaadji …”

”Den er god,” siger Alexander på et tidspunkt, og Emil gentager det fundne.

”I know adji adji why would you aaaaadji …”

Nu nikker de alle tre i takt. Emil lægger mikrofonen på bordet og afspiller. Siger halve og kvarte sætninger.

Han synger igen.

”Ooonly you …”

Efterhånden begynder der at danne sig et hook, de to andre kan synge med på.

”Ooonly you …”

De afspiller det i rundgang, men nikkene damper af efter et par gange. Så går de i stå.

”Skal vi bare høre lidt musik?” siger Alexander.

De hører Gwen Stefanis ’Cool’, Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, Travis Scotts ’Skeletons’ og Green Day-numrene ’Boulevard of Broken Dreams’ og ’Wake Me Up When September Ends’. Emil lærer sig at spille sidstnævnte på guitar. Det er sådan noget, de mangler, siger han: ”Det er for sygt. Fra mol til maj. Det er bare så spacy.”

De begynder at jamme på hvert sit instrument. Så sætter Emil Goll beatet ned i tempo, og de går i stå igen. 

MAX MARTIN

Er det svenske sangskrivergeni, der kun er overgået af Lennon og McCartney, når det kommer til nummer 1-hits på den amerikanske hitliste. 23 er det indtil videre blevet til. Han har skrevet sange til alle fra Britney Spears til Maroon 5 og The Weeknd, og selvom han i sjældne interviews har fastslået, at der ikke findes en fast skabelon til at skrive hits, er der flere ting, der går igen.

Max Martin har fortalt, at da han lyttede til musik som barn, vidste han ikke, hvad der blev sunget. Han lyttede i stedet til, hvordan det blev sunget, og derfor vælger han i dag de ord, der er bedst at synge på, frem for hvad der er grammatisk korrekt. På samme måde modtager Scarlet Pleasure ofte henvendelser fra fans, der gør dem opmærksom på, at de udtaler deja-vu forkert. Emil Goll synger ’vu’ i stedet for ’vy’ – fordi det lyder bedre.

Et andet fællestræk ved Max Martins sange er, at omkvædet altid kommer inden for det første minut. Især efter YouTube og Spotify er blevet verdens foretrukne måder at høre musik på, er det nemt for lytterne at skifte nummer. Derfor kommer moderne popmusik, heriblandt Max Martins numre, hurtigere til sagen. Undersøgelser viser, at omkvædet i et hit i dag i gennemsnit kommer 18 procent hurtigere end i 80’erne.

DERES STØRSTE HIT ’Deja Vu’ skrev de i Emil Golls farmors sommerhus i Sverige. På en rigtig lortedag, husker de, hvor de havde siddet og bakset med tre andre sange, der aldrig blev til noget. Omkring halv et om natten var de ved at give op efter 10 timer. Så gik Emil på toilettet. Mens han stod der, fik han en melodi på hjernen. Hvor den kom fra, aner han ikke, men den var lige så spændende, som den var enkel: fire toner, en kort pause og et svar i form af syv toner mere. Han sang det for sig selv, pissede færdig og gik ind til de to andre igen og sang det for dem.

Alexander Malone foreslog at lægge et klassisk basstykke på – det, der i branchen hedder ’bøf med løg’, en ret corny, men kraftfuld figur. På Logic lagde Emil lyden af et elektrisk Wurlitzer-piano på, der sammen med bassen mindede dem om den karaokebar på Mallorca, de tidligere på året havde besøgt. Oven på det brugte de en trommelyd, de kalder ’pizzaklappet’, der lyder som en italiener, der slår på sin pizzadej. 

Dér var pludselig omkvædet. Det lød godt, men det var også meget retro. Der var brug for, at verset var mere frisk. Det klarede de med nogle flydetoner fra Wurlitzeren plus en mere funky basgang tilsat enhver popsnedkers bedste ven, ’fire i gulvet’-trommen, der rammer alle taktslag. Det hele skete på en halv time.

Så begyndte de på en tekst. Deres første tanke var at lave noget i stil med Outkast-nummeret ’Ms. Jackson’, og de skrev teksten i omkvædet som ”Oh Mrs. Jones. I was drunk and I was just a kid …”

Bagefter gik de i seng. Da de vågnede, blev de enige om, at nummeret fortjente en bedre tekst. De tog igen udgangspunkt i karaokebaren og grisefest-temaet og skrev om dage på Mallorca, der bliver en forvirret, endeløs række af nætter på barer, farverige drinks og Vespa-ture. Teksten handler om en mand, der sumper hen i hedonisme, karaokepiger og margaritas, som han retfærdiggør med, at det er nødvendigt for at komme sig over et forlist forhold.

De var klar over, at det her var noget nyt, noget andet, det mindede ikke om deres andre sange, det var solid pop med et sveddryppende, sydlandsk snit. 

’Deja Vu’ debuterede uden for top-50, hvilket ikke var nogen skuffelse – på det tidspunkt havde Scarlet Pleasure kun været der én gang tidligere. Men så begyndte sangen lige så stille at kravle op, indtil den blev streamet 80.000 gange dagligt. Danmark var vilde med det nye Scarlet Pleasure, og numre som ’Deja Vu’, ’Limbo’ og ’Good Together’ blev store hits. Men måske også en safe-zone og en sovepude. ’Garden’ er ment som et opgør med den lyd. Scarlet Pleasure er videre til noget nyt.

MØNSTERET ER DET SAMME: Et crew rykker ind tidligt på dagen og begynder at sætte op, så bandet kan komme et par timer senere og lave lydprøve og vente, vente, vente, indtil det bliver tid til at spille. I dag centrerer ventetiden sig om et format, P3 kører over sommeren. DR har lejet et sommerhus i Fredensborg og får besøg af en række musikere, der spiller et par numre og bliver interviewet af værten til radio og online-tv. Phlake og Alphabeat har været her, i dag er det Scarlet Pleasures tur.

De ankommer lige over middag, flankeret af produktionsledere og PR-folk foruden deres ene manager, en høj, tynd fyr med piercing i øjenbrynet og en lang, sort regnfrakke. Branchestandarden kræver, at de deler krammere ud til alle på trods af corona og den lille flaske håndsprit, der er sat ud på toilettet. 

Radioholdet har stillet deres teknik op i en sauna og parkeret en sendevogn ude foran. Inde i sommerhuset er køkkenet omdannet til kantine, og et tv-hold har fjernet en seng fra et af værelserne og erstattet den med skærme og mikserudstyr. Der er trukket sorte, tykke kabler hen over blomsterbed og plæne.

Fordi koncerten både skal sendes i radio og som video, kommer ventetiden til at vare længere end normalt. Først skal radioens lydmand være tilfreds, så tv’ets, så bandets lydmand, til sidst bandet selv. Der er næsten fire timer, til de skal spille deres fire numre.

Forinden skal de tage fotos til DR’s hjemmeside og en 3-4 forskellige Instagram-konti. De har alle tre armene ned langs siden og kigger cool ind i kameraet med de mindst mulige smil. 

Værten, en ung lyshåret kvinde i en syreblå læderjakke med pompon-krave, lister nogle spørgsmål op: ”Hvad kan I godt lide at lave på en sommerhustur, når det regner?” ”Hvad er jeres mest crazy festivalminder?” 

Når de er færdige, har de fri. Og så alligevel ikke. Både fordi sommerhuset i Tisvildeleje er lejet til dem i to en halv uge, og fordi Scarlet Pleasure er på sommer-forsiden af musikmagasinet Gaffa, hvor Alexander Malone siger, at de vil fokusere på kærligheden til musikken i stedet for at kigge på hitlisterne. At de vil lave musik for deres egen skyld, at de ikke vil tænke på resultatet, men processen. Det fortryder han sådan set nu. Det er bare fedest at ligge nummer ét og spille de største steder. Det er det, de vil.