Indlæg

Familien med to børn kunne have klaret turen til London på to gange tre timer. I stedet fik de 33 timers rejsetid. Sådan er det at tage klimaudfordringen alvorligt, tænkte Rasmus Thirup Beck. ”Jeg er enig, men jeg orker det ikke,” sagde hans hustru. Og så tog de af sted.
Tekst:Rasmus Thirup BeckFoto:Helle Harnisch

DAGEN FØR aftaler vi, at i morgen, der skal vi snakke.

Jeg har udskudt samtalen. Ventet på en dag, hvor hun havde lidt overskud. Det er der bare ikke så meget af, når man har to børn, og det ene er en baby, der sover dårligt om natten. Ja, og om dagen for den sags skyld. Men nu er der kun en måned til den dag, vi har snakket om at tage af sted, og hvis vi skal have pladsbilletter, hoteller og så videre på plads, så skal der tages nogle beslutninger. Da begge børn sover, og køkkenet er ryddet, sætter vi os i den store gule sofa. Jeg har researchet lidt. Rejsetiden er på 15 timer og fem minutter fra Roskilde Station til London St. Pancras plus rejsetid til og fra stationerne. Prisen er cirka 5.700 kroner for to voksne og to børn inklusive et groft overslag på pladsreservationer. Det er mange penge, især når en hurtig søgning viser, at vi kan flyve tur/retur alle fire for cirka 2.500 kroner. 

”Det orker jeg simpelthen ikke. Og hvorfor skal det være så dyrt?” siger Helle og ser helt forpint ud.

”Okay,” svarer jeg og synker sammen indeni.

”Hvorfor kan vi ikke bare flyve – jeg ved godt, du er imod det, men jeg er træt!” siger hun så.

Og det er egentlig et meget godt spørgsmål. Hvorfor vil jeg ikke flyve?

SVARET ER ENKELT. At boarde en flyver er den enkeltstående handling, du kan foretage dig, der har det største CO2-aftryk. Der er også et længere svar: 

Jeg er journalist og har dækket klima i 11 år, og på et tidspunkt kunne jeg ikke fortsætte med at leve mit liv, som om alt var fint, med den viden, jeg efterhånden havde bygget op. Det siger meget om den menneskelige psyke, at jeg ikke tog den konsekvens allerede i 2009, hvor jeg fløj verden rundt for at dække netop de menneskelige konsekvenser af klimaforandringen. Det gjorde jeg ikke, fordi vi mennesker er gode til at skubbe ubehagelige sandheder til side til fordel for mere magelige liv, og jeg fortsatte for min del ufortrødent mit projekt med at se, om jeg kunne fylde mit pas, før det løb ud i maj 2018. Men i 2017 gik det nærmest fra den ene dag til den anden pludselig op for mig, at min opførsel i ordets mest bogstavelige forstand ikke var bære­dygtig. Jeg besluttede mig for at droppe oksekød fuldstændigt, kun spise kød to gange om ugen og minimere mit materielle forbrug markant. 

Da jeg havde taget de beslutninger, gav det ikke så meget mening at hoppe på en flyver – det ville jo gøre det hele ligegyldigt. Beslutningen blev, at jeg helt ville droppe indenrigsflyvning samt flyvning i Europa – og så begrænse ferieflyvninger til destinationer længere væk til højst en gang hvert tredje år. En joker var flyvninger med arbejdet. Jeg er også højskolelærer, og der er det en del af jobbet at flyve på studietur to gange om året. Og præcis denne aften, hvor vi snakker tur til London, følger efter en periode, hvor jeg har været meget væk, fordi jeg paradoksalt nok har rejst i forbindelse med en bog om, hvordan vi bremser klimaforandringen. Det er også en del af grunden til, at min hustru er mør. Og meget lidt opsat på at bruge så mange penge på at rejse så mange timer med to børn.

Men hun vil gerne rejse med os, hun vil gerne med og besøge min bror, der bor i London, og endelig har hun ikke lyst til at være den, der stopper projektet. Så efter et par dages simren siger hun ja.

”Lad os gøre det. Jeg kan ikke love, at jeg er i godt humør hele vejen, men jeg er klar.”

KLOKKEN 6.45 starter jeg bilen, og vi triller gennem mørket mod Roskilde, hvor vi har fået en ven til at køre os til stationen, så bilen kan stå hos ham. Vi skal til Bruxelles og har en smule mere end 13 timers rejse foran os. I bilen har alle god energi. Også Helle.

”Jeg er lidt træt, men jeg glæder mig til at tage den med ro i bumletoget,” konstaterer hun med et smil.

Min søn Anker på syv erklærer, at han glæder sig ”sygt meget”. Vel om bord på IC-toget spørger Anker en fremmed mand, hvor han skal hen. Han skal til Esbjerg.

”Vi skal til Bruxelles og så til London,” siger Anker med slet skjult stolthed.

”Det er noget af en togrejse, du!” svarer manden med løftede øjenbryn. 

Jeg takker i mit stille sind både Helle og Anker for optimismen.

Også fordi jeg bærer på en hemmelighed, der nok kunne ødelægge energien. Da hele regnskabet for togrejsen var gjort op, endte prisen på 7.000 kroner, især fordi Eurostar-pladsbilletterne var noget dyrere end forventet. Jeg har betalt differencen til de 5.700 af egen lomme. Det er problematisk. Både parforholdsmæssigt – at jeg holder noget skjult for min hustru – men langt mere på et strukturelt plan: Det er simpelthen for dyrt i forhold til flyet.

JEG VÆLGER at ignorere det økonomiske og i stedet fokusere på det, der har været min tanke alle de gange, jeg har rejst langt med toget: eventyrdimensionen. Holder rejseplanen? Hvad kommer vi til at se og opleve? Og ikke mindst, hvem kommer vi til at møde? Da vi skifter tog i Fredericia klokken 10.30, stiger et menneske på toget, jeg ellers havde tænkt mig at ringe til for at få noget ekstra perspektiv til denne artikel: Rasmus Willig, der er filosof på RUC. Hvad er oddsene lige for det?

Jeg skal først have vores baby, Eik, til at sove, og så fanger jeg Willig til et kort interview.  Han skal af i Rødekro, hvorfra han skal videre til foredrag i Aabenraa. Jeg ved, at han helt har droppet flyrejser og af samme grund rejser meget i tog, og jeg vil gerne høre, om han kender til problematikken med at mase ens egen idealisme ned over sin familie. Det gør han. Ikke så meget med sin hustru, der er mindst lige så meget klimaidealist som ham selv, men i forhold til deres to døtre:

”De kan godt synes, det tager meget lang tid. Men så har vi en stiltiende aftale om – og det må du endelig ikke sige – at vi lader dem vinde i kortspillet røvhul hele vejen.”

Døtrene har dog også fået øjnene op for det, togrejserne er særlig gode til:

”Tiden står stille på en meget behagelig måde, man møder hinanden, og man er ordentligt sammen. Vi får mere kvalitetstid ud af de gamle transportmidler,” siger Rasmus Willig og bliver afbrudt i sin strøm af plusord af Helle, der kommer og siger, at der kun er én ble tilbage i skiftetasken, og spørger, hvor posen med bleer er. Jeg troede, hun pakkede dem. Hun husker det, som om jeg skulle stå for det.

EIK FÅR DEN sidste ble på med halvanden time til Hamborg, hvor vi kun har 24 minutter til næste tog. Der er lidt anspændt stemning, indtil vi når den store hovedbanegård. Heldigvis når vi Hamborg uden forsinkelser, og jeg får lynhurtigt købt både bleer og snacks til den videre rejse. Roen er genoprettet, da vi 14.28 stiger om bord på ICE-toget til Hannover. Det tager kun en time, og selv om vi ankommer let forsinket, kommer vi også fint om bord i toget til Køln, hvor vi sidder i tre begivenhedsløse og harmoniske timer. Jeg får Eik til at sove lidt. Helle blunder under sit tørklæde. Anker får lov at spille Minecraft. 

Da vi ankommer til Køln, er vi stressede, fordi vi er lidt forsinkede og ifølge rejseplanen kun har 13 minutter til at skifte. Og da vi så kommer ud på perronen og bevæger os igennem stationen, vælter det pludselig forbi med stive, udklædte mennesker. Der går tre midaldrende mænd i klovnekostu­mer forbi, en flok unge hollandske fyre tumler rundt med skøre parykker, og så er der et messing-orkester  bestående af mænd og kvinder i panggult, rødt og grønt tøj. Det viser sig, at i dag har været startskuddet på det årlige karneval i Køln, og da vi får styr på, at toget til Bruxelles også er forsinket, kan vi grine ad det. 

Inde i toget fortsætter festen, især nede i restaurantvognen, og vi bliver revet med. Jeg vover mig til at drikke en fadøl og så bestiller jeg pomfritter til os alle – begge dele kan man få på tyske tog. Anker er lykkelig. Helle smiler. Idyllen brydes dog lidt, da forsinkelsen vokser. Vi ankommer først til Bruxelles lidt over 22, og det blæser og regner, og den bagudgang på banegården, vi har forvildet os ud af, lugter kraftigt af urin. Vi maser os selv, bagage og klapvogn ind i en taxa, finder efter lidt besvær vores ret fine Airbnb-lejlighed, bakser lidt for længe med at komme ind og kommer først i seng lidt over 23. 

”Shit, en dag,” hvisker Helle, da vi lægger os. 

EFTER EN VIRKELIG dejlig dag i Bruxelles med chokolade, Grand Place, moules frites med mere og to overnatninger, hvor Eik har sovet ret godt, står vi tidligt op onsdag for at nå Eurostar-toget til London. Det er lidt af en udfordring at bevæge sig igennem myldretid og især pas- og bagagekontrol, og vi er noget trætte, da toget endelig sætter i gang. Jeg forsøger at holde humøret oppe, men det bliver svært, da Eik begynder at græde og stort set ikke stopper, før vi har engelsk jord under skinnerne. Jeg sidder med ham på gulvet i en midtergang for at spare de andre passagerer og min hustru for gråden. Min krop værker, da vi endelig når St. Pancras International, men her er smukt, solen skinner, og der kommer brormand.

3 TOGTURE UD I EUROPA

Zagreb: 18 timer og 47 minutter inklusive nattog fra München til Zagreb.

Lissabon – med overnatning i Paris: 14 timer + 21 timer og 47 minutter inklusive nattog fra Irun til Lissabon.

Vilnius – via overnatning i Warszawa: 14 timer og 30 minutter + 8 timer og 42 minutter.

VI HAR VÆRET tidligt oppe for at nå 8.55-afgangen, da vi efter fem dage i London med både sightseeing og familiehygge igen står på St. Pancras. I venteområdet er vi primært omgivet af forretningsfolk. En træt Eik græder, og Helle udbryder frustreret:

”Hvornår er vi i Hamborg? Det har jeg brug for at vide!”

Det er vi 19.09, oplyser jeg. 

De første to timer i det tjekkede Eurostar-tog går okay. Vi er oppe og kysse 280 km/t, og det er ret sejt, synes Anker. Skiftet i Bruxelles er også udramatisk. Jeg har tid til at lægge mærke til et skilt på siden af det tyske ICE-tog, vi skal med til Køln:

”Unterwegs mit 100 % Ökostrom.”

Det minder os alle sammen om, hvorfor vi gør det her. Fordi det er den mest klimavenlige måde at rejse på. Selv når toget kører på diesel.

Fra Køln til Hamborg skal vi med noget, der hedder Flixtrain. Det er en del af Flixbus-netværket og viser sig at være billigt, fordi de har købt nogle virkelig gamle tog. Vi kommer til at gå ind i den forkerte ende af den vogn, vi skal sidde i, og skal forbi en masse mennesker ad snævre passager for at komme til vores lille kupé. Det er ikke nemt med masser af bagage og en klapvogn, hvor Eik endelig er faldet i søvn. Da vi når den sidste gang, viser det sig, at klapvognen er ganske få centimeter for bred, og Helle kæmper med at få den fremad, mens køen af utålmodige passagerer vokser bag os. Da hun endelig får moslet vognen frem, vågner Eik. Pis, pis, pis. Ind i den trange kupé. På plads med al bagagen – noget af det må blive på gulvet. Klapvognen ind i en niche nær udgangen. Ned i sæderne. Sved.

”Hvor lang tid er der, til vi er der?” vil først Helle og dernæst Anker vide. 

Fire timer og otte minutter skal turen gerne tage.

MEN VI BLIVER hurtigt forsinket, mens toget bumler nordpå igennem Tyskland, og konduktøren regelmæssigt siger ”Flixtrain – we wish you an extraordinary journey” i højttalerne. Vi kan ikke få Eik til at sove, fordi en ung kvinde i kupeen facetimer højt og længe med en veninde, og til at begynde med er vi lidt irriterede på den ældre tyrkiske kvinde, der meget gerne vil snakke med især Eik og Anker. 

Men Eik er helt vild med den tyrkiske bedstemor, og da han alligevel ikke kommer til at sove, lader vi ham komme over til hende, der helt naturligt underholder ham i næsten en time. Hun taler meget gebrokkent tysk og intet engelsk, så vi kan kun tale meget lidt med hende, men vi hører om hendes familie, hun viser Helle billeder af sine tre børn på sin telefon, fortæller stolt om deres uddannelser og erhverv og spørger nysgerrigt til Anker.

Senere går jeg lidt rundt i toget med Eik og sætter mig ved siden af en, skal det vise sig, eritreisk familie. De har også en baby, og de to minimennesker flipper helt ud i begejstring over hinanden. Vi griner, og det samme gør de andre passagerer.

Da vi endelig, med trods alt kun en halv times forsinkelse, ankommer til Hamborg, kniber den tyrkiske kvinde, hvis navn vi aldrig får fat i, Anker i kinden og siger, at han skal passe på sig selv og tage sin skole alvorligt. 

PÅ TOGET fra Hamborg falder vi atter i snak med medpassagerer, må atter acceptere en mindre forsinkelse og er møre, da togkvinden endelig siger ”Næste station – Roskilde” i højttalerne.

Vores ven venter med bilen, og vi kan køre hjem til aftensmadstid. I bilen gør vi status.

”Jeg synes, det har været en god oplevelse. Det har været hårdt, men godt,” siger Helle.

”Jeg giver turen 10 ud af 10,” siger Anker.

”Det er jeg virkelig glad for,” siger jeg.

Vi er dog også enige om, at der er nødt til at ske noget med den europæiske togtrafik. Det er for besværligt og alt for dyrt. 

Der er heldigvis lys i horisonten. I år åbner der for eksempel en nattogsrute mellem Hamborg og Bruxelles, hvilken virkelig vil gøre den næste tur over til familien nemmere, og Deutsche Bahn er et af flere tog­selskaber, der har annonceret, at de sænker billetpriserne. Måske får Europa-Kommissionen også held med ambitionen om at lægge afgifter på flybrændstof, samtidig med at man sænker dem for togbranchen.

Man har jo lov at håbe. Jeg har nemlig for længe siden annonceret, at når situationen i Europa  igen tillader det, skal vi på en togrejse hele vejen til Marokko.

Helle er ikke helt afvisende.

En rigtig lystfisker ser muligheder for sig under hver en vandoverflade. Og det er ingen hindring, at omgivelserne hedder neon og beton i stedet for mark og skov. De seneste år har såkaldt streetfishing vundet frem i Europa. Måske bliver du også hooked på tendensen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Columbus Leth

Folk har fisket i byer, så længe de har haft fiskestænger. Men i takt med at gaderne blev bilernes domæne, og byernes vandveje blev indtaget af stadig flere motoriserede fartøjer, aftog lysten til at kaste snøren i. Lige indtil nogle unge mennesker engang i 00’erne begyndte at få bid i Seinen i Paris og i Rotterdams havn. Streetfishing kaldte nogle det, og hvad der startede som en modkultur til midaldrende mænd med pibe og uldsweater, er siden blevet taget op af stadig flere og er i dag en genre på linje med mange andre inden for lystfiskermiljøet. Også herhjemme, fortæller lystfisker og formidler Gordon P. Henriksen.

”Nogle mener, at det har man altid gjort, og ser ikke noget nyt i streetfishing. Andre, især de unge, har taget det til sig som en identitet og en anden måde at se lystfiskeri på. Nogle mener endda, der følger en baglæns kasket eller et særligt look med livsstilen. Men det er nok i højere grad tilfældet i Frankrig og Holland,” siger Gordon P. Henriksen, der først blev opmærksom på tendensen i 2010, da han havde besøg af en fransk lystfisker, der fortalte ham om Paris’ nye fiskermiljø med rødder i skater- og hiphopkulturen.

KAN MAN NU DET?

Du skal have fisketegn for at fiske – også i byen. Reglerne varierer fra kommune til kommune. I Aalborg er det for eksempel tilladt at fiske fra al grund, der tilhører kommunen, mens det i København kun er tilladt fra særlige kajkanter (37 kilometer i alt – se byoghavn.dk/havnen/fiskeri/). Vandet i København er rent nok til, at man kan spise hornfisk, makrel, torsk og andre fisk, der svømmer igennem. Men det anbefales, at man holder sig fra fladfisk på grund af høj kviksølvkoncentration på bunden, hvor de lever.This is a notification of some sort.

Hvad enten man er til waders eller sneakers, er tendensen nem at gå til for byboere. Alt, der er brug for, er en fiskestang og lidt at putte for enden af snøren. Transporten kan klares ved at hoppe på cykel eller metro. Og fisk er der masser af, selv der, hvor trafikken summer livligst over vandet – også eftertragtede krabater som torsk og havørred, der lever godt af muslinger, rejer, hundestejler og andre undersøiske byttedyr. 

Gordon P. Henriksen er selv flyttet på landet i Lejre, men fortæller, at han stadig holder af at tage på fisketur til København: 

”Nogle gange er det for at mødes med venner. Andre gange er det bare, fordi jeg godt kan lide kontrasten. Lige så vel som jeg elsker at fiske et naturskønt sted, kan jeg rigtig godt lide at stå midt i storbyen. Det giver en særlig dynamik. Og fiskeriet er tit rigtig godt!”

GORDON PÅ GADEN – 3 FAVORITTER

Havnen, Silkeborg
”Selvom fuld beton og graffiti har sin charme, kan halvgrønne omgivelser også være dejlige. Silkeborg er en perfekt blanding af å og by. Ved Remstrup Å, lige omkring hvor hjuldamperen Hjejlen ligger, kan man fange aborre og gedde.”

Oceankaj, København
”Ved den nye krydstogtterminal, der er ved at blive bygget, er der visse dele af kajen, man gerne må fiske på. Du har Københavns skyline at kigge på, og fordi kajen går så langt ud i Øresund, har du samtidig fornemmelsen af at stå på en kutter på åbent hav. Her fanger jeg for eksempel makrel, knurhane og torsk.”

Damhussøen, København
”Ålekistevejs trafik maler i baggrunden, men under overfladen lurer store gedder. Det var her, jeg som 12-13-årig fangede min første rigtig store fisk, den vejede vel otte kilo.”

Læs mere i Gordon P. Henriksens bog ’Et liv i fisk’ udgivet på Gads Forlag.

SCARLET PLEASURE har blikket stift rettet mod det store internationale gennembrud. Indtil nu har vejen været lang og hård, og meget tyder på, at det ikke bliver nemmere. Ud & Se møder et af tidens mest populære danske pop-bands og undersøger, hvorfor det er så svært at lyde så dansende enkelt.
Tekst:Morten ReimarFoto:Rasmus Weng Karlsen

TÅLMODIGHED er det første, du skal lære, hvis du vil være popstjerne. Emil Goll, den 28-årige forsanger i trioen Scarlet Pleasure, har efterhånden lært det. I samme øjeblik bandet pauser lydprøven og kalder en lydmand op på scenen, sætter han sig ned og finder sin telefon frem. Trommeslageren Joachim Dencker har problemer med sampling pad’en, den elektroniske tromme, der spiller indkodede lyde, når han slår på den, og det kan sagtens tage tid, ved Emil Goll, der bruger ventetiden på at svare på beskeder på Instagram fra en ende af. Popbandet har netop udgivet første halvdel af deres nye album ’Garden’, og siden er det væltet ind med roser fra fans. Han svarer som regel ’Tusind tak’ med en smiley og forsøger så vidt muligt at skrive noget personligt tilbage.

Imens stemmer trioens tredje ben, Alexander Malone, sin bas for gud ved hvilken gang, mens han spørger sig selv, hvor mange sprog han efterhånden kunne have lært på Duolingo. 

De er i Tap1, et stort spillested på Amager, og de har været her i timevis. I aften skal de spille en 35 minutters online-koncert for streamingtjenesten Spotifys abonnenter, som grundet corona-pandemien ser med hjemmefra. Scarlet Pleasure og de to hyrede guitarister kom klokken tre, men nu, kun halvanden sang inde i lydprøverne, er der knas med tromme-pad’en.

28-årige Joachim Dencker, en høj, veltrænet fyr med mohikanerhår som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, står ved siden af trommesættet, mens en lydmand slår på pad’en og råber til endnu en lydmand et par meter væk fra scenen. Så virker det igen, og bandet kan fortsætte. De spiller ’Deja Vu’, deres største hit. Nummeret er ikke fra den nye plade, men fra 2017, hvor det blev Årets Hit ved Danish Music Awards, Årets Lytterhit på P3, Årets Hit til Zulu Awards og modtog The Voice Prisen. Hittet er også det, man kalder en banger. Nummeret starter lige på Emils gadesmarte flødestemme oven på et præ-optaget keyboard og en taktfast klaplyd fra pad’en. To rundgange på den måde, så bas og stortromme, der intensiverer op mod et overraskende antiklimaks, hvor det hele starter forfra. Og trommer, bas, guitarer i omkvædet. Lige så simpelt det er i begyndelsen, lige så meget sker der i slutningen. Emil Goll danser sine popstar-trin og flirter med det prøvefilmende kamera. Han lukker øjnene og synger ’de-eeshja vuuhh’. 

SCARLET PLEASURE er et af tidens største hjemlige popbands. Trioen er en del af den bølge, der kom i kølvandet på den danske indie-scene, hvoraf flere fik udenlandsk succes, og de er ikke blege for at sige, at de gerne vil være populære. De tør sige, at de drømmer om at slå igennem internationalt, og de kalder sig et popband uden at være flove over det. De udgav deres første album i 2014, hvorfra singlen ’Windy’ blev P3’s Uundgåelige og satte gang i den optur af en karriere, de stadig rider på. I 2016 udkom endnu et album, ’Youth Is Wasted on the Young’, samme år som de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og blev hovedpersoner i en DR3-dokumentarserie. Det var for øvrigt samme sommer, alle raske drenge gik til frisøren for at få hår ligesom Emil fra Scarlet Pleasure, det vil sige en bleget midterskilning med reference til 90’er-ikoner som Peter André og Nick Carter fra Backstreet Boys.

De skulle egentlig have været i USA og spille i foråret. Arbejdsvisummet var sikret, men så blev verden lukket ned – og herhjemme er indtil videre omkring 30 koncerter aflyst, så hverken band eller fans har kunnet mødes. Men det kan de i aften, hvor Spotify Danmark har inviteret deres lyttere til koncert. På den måde kan bandet give noget tilbage til deres fans, de kan mærke live-fornemmelsen ved at optræde, og måske gør tjenesten også gengæld ved at putte nogle af deres sange på en international playliste, altså en af de kuraterede lister med musik, Spotify selv laver, og som kan betyde alt for de musikere, der kommer på dem. 

28-årige Alexander Malone kommer hen til cateringbordet. Ikke for at snacke, men for at snakke med de tre kvinder fra pladeselskabet om anmeldelserne af ’Garden’, som han ikke har kunnet få ud af hovedet. Gaffa har givet tre stjerner, og Politiken to hjerter. Pladeselskabet siger, at han skal huske på, at det bare er de to anmelderes mening, og at der jo er masser af fans, der er vilde med de nye numre. Det har han også sagt til sig selv, men det, der især går ham på, er, at Politikens anmelder ikke mener, Scarlet Pleasure er kommet med noget nyt. De synes selv, de har rykket sig med kvantespring siden seneste album og virkelig taget chancer. De har nørdet det helt rigtige lydmiks, genopfundet sig selv og skrevet næsten 50 sange, mange af dem om og om, for at finde netop dem, der føltes mest rigtige.  

”Jeg ville næsten hellere have én stjerne og så vide, vi da i det mindste havde forsøgt,” siger han. ”To-tre stjerner er bare så middle of the road.”

Emil Goll bemærker, at den endelige dom ikke er faldet endnu. Han sammenligner med Lukas Graham, der fik et kæmpehit i USA med ’7 Years’. Netop det nummer havde ingen rigtig lagt mærke til, og det blev først udgivet som albummets tredje single. Men da ’7 Years’ kom ind på en international hitliste for sange med stigende popularitet, den såkaldte Viral Chart, begyndte pladeselskabet at pushe den i USA.

”Vi er pissestolte af vores musik uanset hvad. Og man ved aldrig. Det kan være den næste sang, vi skriver, der kommer til at ændre alting,” siger Emil Goll. 

SCARLET PLEASURE

Dannet 2006.

Består af: Emil Goll (f. 1992), sanger, Alexander Malone (f. 1991), bassist, Joachim Dencker (f. 1991), trommeslager.

Debuterede med ep’en ’Mirage’ i 2014. Udgav albummet ’Youth Is Wasted on the Young’ i 2016. ’Garden’ er Scarlet Pleasures tredje album. Det er todelt og bliver udgivet dels i juni, dels i oktober i år.

”KAN JEG FÅ highhatten fem ned?”

”Ja, og elguitaren tre op.”

”Er den dér tung? Er den tung? Eller er det rummet herinde, den ikke virker i?”

”Kan den blive lidt mere crisp?”

Det tager over en time at gennemgå de 35 minutter, men så er lyden også så god, som den kan være. Og dog. De beslutter sig for at spille to af numrene igen. 

Klokken otte, efter de har spist burgere, Emil Goll har skiftet til matchende denimjakke og -bukser, Joachim Dencker har barberet sig ude på toilettet, og Alexander Malone med det syregule hår har rystet anmeldelserne af sig, skal Spotify sende live. Emil Goll går for sig selv, puster al luft ud af kroppen, spænder i maven, suger luft ind og puster ud, mens han siger som en bi. Hopper et par gange på stedet. Så er han klar.

En fra pladeselskabet støvsuger scenen, lige inden de går i gang, mens Emil synger ’Wicked Game’ med den ene guitarist. Så får de at vide, der er to minutter igen. Emil spytter sin snuspose ud og går ind i en cirkel med de andre musikere, hvor de råber for at gejle sig selv op. De stiller sig i position, hele hallen holder vejret.

Og så sker der ingenting. Bandet står stille som mannequiner og venter. Der sker stadig ingenting. Seks minutter over otte laver Emil sine øvelser igen. 10 minutter over begynder Joachim at tromme for at slå tiden ihjel, mens folkene fra management og pladeselskab efterhånden også begynder at blive urolige og kigge på hinanden. Den ene af kamerafolkene, der har Spotify i øret, siger, at hun ikke får noget at vide. Emil sætter sig ned.

”30 sekunder!” råber kameradamen endelig, bandet springer tilbage i position.

Der bliver talt ned: ”8, 7, 6, 5 …” Og så begynder de at spille. Som om hele Tap1 var fyldt til bristepunktet. Alexander danser hen over scenen med sin bas, Emil hopper op i luften i omkvædene, og folk fra pladeselskabet kan ikke lade være med at danse omme bag kameraerne.

NÅR ET FLY fløj over Vidar Skolen i Gentofte, plejede en gruppe drenge at pege op.

”Det er os på vej til L.A. lige om lidt,” sagde de. 

Skolen ligger midt på Brogårdsvej, der kører fra Gentofte Station, under motorvejen og til IKEA. Den baserer sig på Rudolf Steiners principper, er karakterfri, og alle elever spiller et klassisk instrument og har fag som skosyning og kunstbetragtning. Skolen betragter alle elever som individer, der er gode nok, som de er. For eksempel lærte Joachim først at læse i 4. klasse og opdagede først mange år senere, at det var unormalt. På Vidar Skolen skulle alle kunne være med. 

Dengang var de fire, Emil, Alexander, Joachim og Johannes, ligesom idolerne i Red Hot Chili Peppers. Joachim var kommet ind i klassen i 7. med hanekam og nittebælte og fik hurtigt overtalt de andre til at danne et band. De kaldte sig Scarlet Pleasure – to ord, de fandt i en engelsk ordbog, og de øvede i en kommunal container ved vandtårnet i Jægersborg. De kunne ikke finde ud af PA-anlægget, og akustikken ville ikke enes med funk-rock-trommerne. Derfor kom de vådt toiletpapir i ørene, når de spillede, som regel i bar mave og slips ligesom idolerne fra Los Angeles. Da Red Hot Chili Peppers udgav ’Stadium Arcadium’, tog de alle fire i Fona 2000 på Strøget for at købe et eksemplar hver, og så hjem til Joachim i Humlebæk for at høre det om og om igen.

Det var lyden af L.A., som de forestillede sig, det ville være: palmer, smukke piger, åbne biler og funky musik. Lyden af frihed, af ikke at spille med på reglerne, af at være anti-konform, af at udleve drømmen. Noget helt andet end Gentoftes parcel-labyrinter og bøgehække.

En dag blev de enige om, at nogen var nødt til at synge. Alexander spillede bas, Joachim trommer, og både Emil og Johannes spillede guitar. Ingen af dem havde synderligt lyst til at synge, for det var meget sejere at spille et instrument. Men nogen skulle gøre det. De sang Red Hot Chili Peppers-hittet ’Under the Bridge’ efter tur, og aftalen var, at den, der lød mindst ringe, skulle tage en for holdet. Og sådan blev Emil Goll forsanger. 

En rest af boyband-rollerne fra teenageårene sidder der måske stadig: Emil Goll er den udadvendte og har en bemærkelsesværdig evne til at få alle, han møder, til at føle et specielt bånd. Alexander Malone er også udadvendt, men sjældent festens midtpunkt som Emil. Ofte ender Alexander med at stå ude i køkkenet i en lang samtale med en, han ikke kendte ved aftenens begyndelse, og han er nok ’den sjove’ i gruppen. Samtidig har de to enorm respekt for Joachim Denckers evner som trommeslager, og han er nok den, der har mest musisk flair. Men alderen har opblødt rollerne. 

TIL AT BEGYNDE MED lavede de en ep med titlen ’Mother Funker’ og brændte den på 250 cd’er, som de havde med, når de var ude at optræde – for eksempel da de vandt Gentofte Mesterskaberne i Rock i 2009. Selvtillid havde de masser af, og de skrev også til større danske bands på Myspace. Ikke for at sige, at de var fans, men for at være provokerende. De spurgte blandt andet Kashmir, om de ikke ville varme op for dem på Lades Kælder. Kashmir svarede ikke. Det gjorde til gengæld indie-bandet moi Caprice, der skrev tilbage, at de nordsjællandske drenge nok var i dårligt humør, fordi de ikke havde fået deres lommepenge, men at de nok kom til at le sidst i deres luksusvillaer i Hollywood Hills.

”Fuck ja, vi gør,” grinte drengene.

Til festerne gjorde de nar ad de andres musiksmag. Pigerne i klassen ville gerne høre Nik & Jay og Lady Gaga og danse, mens drengene skiftede til Tom Waits og Bob Dylan, hver gang de fik mulighed for det. Pop var ikke rigtig musik, syntes de.

Vidar Skolen varede til 12. klasse, og så skulle planerne føres ud i livet. I mellemtiden var de gået over til den mere hipster-prægede indie-rock, der udsprang fra New York, så derfor pegede pilen nu i den retning. For at komme derover skulle de bruge et forlænget turist­visum, og det krævede, at bandmedlemmerne var i stand til at fremvise hver 50.000 kroner inde på ambassaden. Så de tog job som postbude i Holte og som facere på Strøget.

De smed også fjerdemanden ud af bandet. Det var en tirsdag aften i efteråret 2010 på en bodega i Indre København. Johannes var mere til at jamme og hygge sig, og de tre andre følte ikke, de havde tid til at vente på nogen. Det var den første hårde og rigtig svære beslutning for bandet, men nu var det alvor. Nu var det ikke rundkreds længere.

De skulle også bruge en god demo-cd, de kunne give til pladeselskabsfolk på Manhattan. Alexander ­Malones onkel, Bossy Bo (Rasmussen) fra Østkyst Hustlers, lod dem indspille i sit studie, selvom han nok, set i bakspejlet, ikke var så imponeret over deres musik. I hvert fald gav han dem et grundkursus i at skrive lytbare melodier. Start med et vers, så et omkvæd, så et vers igen og et omkvæd mere, så et C-stykke, og slut af med et omkvæd til sidst.

Det sidste Scarlet Pleasure gjorde, inden de tog af sted, var at aflevere den nye demo-cd til Sony Music. Alexander havde puttet den i en stor papkasse, så den så vigtig ud, og afleverede den i receptionen iført sin postjakke fra arbejdet. Værsgo, nu kunne de bare ringe.

En augustdag i 2011, iført sorte hatte med fjer på og stramme, sorte jeans med huller på knæene, landede de i New York. Efter et par uger med jetlag og en masse nye indtryk fik de lejet sig ind i et øvelokale, men kun mellem klokken otte og ti om morgenen. Ejeren, der spillede i et professionelt Beatles-coverband, kunne ikke give dem mere øvetid. De fandt også en lejlighed i New Jersey, hvor skabslågen under vasken skulle holdes lukket med et kosteskaft, fordi der var rotter. Men de var i byen, de havde deres image, deres demo og deres instrumenter. Nu manglede de bare at spille og blive opdaget. For sjov hængte de en seddel op i deres lejlighed med ordene ’Get a million dollar contract’. Ordene var fra selvhjælpsbogen ’Think and Grow Rich’ og var ment som en reminder.

Deres første koncert var på Fat Baby. Et lille spillested, men samme sted, som deres nye forbillede, The Strokes, havde startet deres karriere. Der var en del mennesker i baren, så det tegnede rigtig godt. Men det viste sig, at koncerten skulle spilles i kælderen, hvor det kostede syv dollars at komme ned.

Da de gik på, var der én publikummer. En lokal Rudolf Steiner-lærer, der var venner med en fra Vidar Skolen derhjemme.

Men drengene kom med til nogle vilde fester, hvor popmusik som gnister fra en pejs bragede ud af højttalerne og satte ild til de dansende kroppe. Det betød især to ting. Dels var der ud på de sene timer gratis pizza, hvilket i sig selv var livsnødvendigt, da opsparingen efterhånden slap op. Dels lærte de at sætte pris på pop. De lærte, at pop er sjovt, at genren har værdi og ikke er flad og fordummende. Sange som ’Moves Like Jagger’, ’Pumped Up Kicks’ og ’Niggas in Paris’ var gode numre med mange lag og finurligheder, man kunne dykke ned i. De lod deres musikalske parader falde og kastede hænderne i vejret til god, velproduceret pop. Hvor fedt var det egentlig at sidde i et klamt øvelokale og skrive indie-musik til sig selv og være sur?

Syv koncerter blev det til i løbet af et halvt år. Da de kom hjem til Danmark, var de komplet blanket af og måtte få deres job som facere på Strøget tilbage. En forårsdag stod Alexander Malone på Købmagergade ved Rundetårn, da han fik stoppet en, der godt kunne huske dem og deres USA-planer.

”Hvad havde I egentlig regnet med?” spurgte han.

POP – ET MATEMATISK HIT?

I 2010 undersøgte en gruppe ingeniører fra University of Bristol, om det var muligt at lave en matematisk formel for pophits. De tog udgangspunkt i samtlige top-40-hits fra den engelske hitliste de seneste 50 år og kom frem til formlen (w1 x f1) + (w2 x f2) + (w3 x f3) + (w4 x f4) … (w23 x f23).

W’erne i ligningen er weights eller musiske delelementer, for eksempel tempo, rytmens variation eller sangens længde. Der findes overordnet 23 weights opstillet i rækkefølge efter, hvor vigtige de hver især er i den periode af pophits, formlen undersøger. F’erne i ligningen er udtryk for del­elementer i nye sange, der holdes op imod et gennemsnit af pophits fra perioden. På denne måde var ingeniørerne i stand til at gætte med 60 % sandsynlighed, om en given ny sang ville komme i top-5, eller om den aldrig ville komme over top-30. Og så alligevel ikke.

Det tyske Max Planck Institut undersøgte akkordsammensætninger i 745 amerikanske pophits. De spillede dem for testpersoner, samtidig med at belønningscenteret i forsøgspersonernes hjerner blev MRI-scannet. Hvis forsøgspersonerne var sikre på, hvad der skulle til at ske i melodien (lav usikkerhed), men sangen uventet afveg (høj overraskelse), fandt de det behageligt. Men hvis akkordprogressionen var sværere at forudsige (høj usikkerhed), og den akkord, der kom, ikke overraskede dem, men føltes tryg (lav overraskelse), fandt de også det behageligt. Med andre ord: Vi kan li’ at gætte mønstre, men vi kan også li’ at blive overrasket. Og li’ den hårfine balancegang mellem det velkendte og det nye.

DET ER TIDLIG EFTERMIDDAG, og bandet er i gang med at skrive. De har taget et par håndfulde Naturfrisk-juiceflasker fra Copenhagen Records’ køleskab med sig op i det fjerdesalslokale, de har til rådighed, der med sine hvide vægge og forstærkere indeholder det, de skal bruge, og ikke mere. Joachim Dencker har sat sig i en lænestol og kigger på sin telefon, mens Alexander Malone sidder i vindueskarmen med sin bas, og Emil Goll svarer på et par Messenger-beskeder på sin laptop. Lokalet har udsigt over byen. Man kan se Rådhuset og Tivoli og Frelserkirken herfra, men her er stort set ingen larm, ikke ud over en bil, der kører forbi nede på gaden, og Alexander, der slår en figur an på bassens strenge.

De havde sat sig op til at spille et hav af koncerter, men nu har corona-krisen aflyst det hele. Fordi de var gearet til det, er det ikke nemt at komme i gang med at skrive, men nu skal de til det.

De mangler nogle uptempo-numre til ’Garden’. Noget, man kan danse til. Anden halvdel er klar til udgivelse, men de har mulighed for at tilføje nye numre indtil oktober, hvor de har besluttet, at albummet skal være færdigt. I mellemtiden kan de gå og lytte det ordentligt an og vurdere, hvad der mangler. Hittet lige nu er sangen ’SOS’, som holder en laid back, reggae-inspireret rytme, de fandt på under en rejse til Bali. En hurtigere, endnu mere dansevenlig sang ville fuldende albummet.

Emil Goll åbner produktionsprogrammet Logic og spiller noget, han har taget med hjemmefra. Det er bare nogle akkorder på et keyboard med ham selv, der synger henover. Teksten er indtil nu volapyk med enkelte engelske vendinger, der er gode at synge på.

”… When you party like that …” og ”… it’s frozen …” og ”… why you fallin’ …”

Emil Goll føler nogle gange et pres, der gør det svært for ham at skrive. Hver sang skal være bedre end den forrige. Det er ikke godt nok, hvis den er lige så god som de andre. Den nye sang må heller ikke minde om de andre, den skal være ny. Og bedre. Og det gør det svært for ham at komme på noget, især på kommando.

Alexander Malone rejser sig ved tredje gennemspilning og tramper et beat i gulvet, der giver nummeret en insisterende fremdrift.

”Ah, ja klart,” siger Emil.

Han sætter metronomen i samme tempo som Alexanders fodtramp, overtager bassen og begynder at indspille bas direkte på computeren. Joachim Dencker har puttet telefonen i lommen. Nu sidder han med lukkede øjne og nikker i takt.

Efter et par timer putter de indspilningen i banken. Senere vil de lytte alle de opsparede sange igennem og høre, om der er nogle af dem, der er værd at arbejde videre på. Men dagens fangst bliver ikke taget op igen.

Sangene bliver sjældent skrevet det samme sted. Som Emil forklarer det, er de mere nomader, og der skal helst ikke gå kontor i den. De har tit prøvet at skrive med professionelle sangskrivere i udlandet og oplevet en markant anderledes måde at arbejde på. I Sverige er det normen at mødes samme sted hver dag klokken 11 for at skrive uafbrudt indtil fyraften, og Joachim joker med, at det er derfor, svenskerne tager snus: De har slet ikke tid til rygepauser.

I Danmark mødes man oftest ved 13-14-tiden og holder pauser. I USA er det hen ad aftenen, de starter. Så ryger de hash og tager på YouTube-safari i et par timer, indtil de finder et eller andet, de kan bruge, og så skriver de hele natten. Det er ikke til at sige, hvad der virker bedst, men bandet er fascinerede over svenskernes arbejdsmoral og faste timer. Og deres måde at betragte sangskrivning som et håndværk, hvor man går i gang og bliver ved, uanset om man føler sig inspireret eller ej. Men kontor-pop kommer de aldrig til at lave. 

TINGENE BEGYNDTE at vende, da Scarlet Pleasure kom hjem fra USA med en ny lyd. Emil Goll og Alexander Malone havde fået job som pædagogmedhjælpere på en Steiner-skole for at spare op til endnu en tur, endnu et forsøg, men de kom aldrig af sted. For et af børnene i SFO’en havde en far, der var noget ved musikken. Han hed Ralle, men er i branchen bedst kendt som Malone og for sine samarbejder med musikerne Johnson, Joey Moe og Niarn. Malone, der ikke er i familie med bassisten Alexander trods navnesammenfaldet, ville gerne høre, hvad det var, de gik og rodede med. Så de sendte ham, hvad de havde. Og han bad om mere.

Trioen havde taget pop til sig, især den nye bølge, hvor genren fik en mere underspillet og soulet dimension, som for eksempel Drake, The Weeknd og Frank Ocean stod for. Og dér tappede de ind i en guldåre. Ralle og hans kone, der sammen kørte et managementbureau, signede dem og var de første, bortset fra venner og familie, som troede på dem.

Derudover lærte Ralle dem at tage i sommerhus og skrive sange koncentreret. Den allerførste sang, de skrev og indspillede under deres nye management, var ’Windy’. En sang med klare referencer til 90’er-fløde-RnB, hvor de gik så langt væk fra rockinstrumenter, det næsten er muligt, og lod computerlyde og vokal komme i front.

Mens Ralle var i gang med at skaffe en pladekontrakt, lavede de en akustisk version, som fik en overvældende positiv modtagelse og blev delt flittigt af etablerede musikere på sociale medier. Det gjorde bare bandet mere utålmodige. De ringede dagligt til Ralle. Skete der ikke snart noget?

I mellemtiden havde nogle af deres gamle skolekammerater, bandet Julias Moon, overhalet dem. Et af deres numre blev Ugens Uundgåelige på P3, og selvom Scarlet Pleasure var glade på deres vegne, kunne de ikke lade være med at være misundelige. 

Endelig rykkede det. På grund af hypen omkring ’Windy’ brød en budkrig ud imellem selskaberne. En dag, mens Nik fra Nik & Jay var på besøg i øvelokalet og stod og spillede Rhodes-keyboard, skrev de under på en kontrakt fra Copenhagen Records. Et par måneder senere ringede Ralle.

”Hvad så, Emil? Kan du stave til Ugens Fucking Uundgåelige?”

Og så skete det, de havde drømt om – de blev professionelle musikere, var på turné, spillede store koncerter, indtog Danmark og rettede blikket mod udlandet. 

EN UGES TID EFTER Spotify-koncerten, en varm og solrig dag, er de alle tre trukket i sorte badeshorts foran en gennemrenoveret, hvidkalket gård i Tisvildeleje. Sommerhuset er indrettet med tre lydstudier, alligevel har bandet slæbt deres computer, bas og teknik ud på spisebordsstolene.

Køkkenet er på én dag blevet ramt af en opvaskelavine, på gulvet står en papirspose med svedende sushirester i solen, og hvad angår sangskriveriet, har de ikke været så effektive. Til gengæld har de haft besøg af venner, kærester og deres to managere. Men i dag skal det være, og de har været i gang i tre timer.

Emil Goll ligger på et vattæppe på græsset og kigger på to heste, der går i en indhegning ved siden af huset. Alexander Malone sidder ved computeren og prøver at komme på et eller andet at putte oven på et punket beat med hårde slag på ottendedelene. Men der er ikke noget, der virker. 

Det skal være et uptempo-nummer, det skal ikke være en ballade, og det skal ikke lyde ’typisk Scarlet Pleasure’. Derfor starter de med beatet.

”Det er ret Strokes-agtigt,” siger Joachim, som sidder på en bænk ved siden af Alexander.

Omkvæd i sange med højt tempo er tit utrolig corny, synes de. En måde at undgå det er at skrive en langsommere ballade og så speede den op. Det var sådan, de gjorde med ’SOS’, der kører noget hurtigere end deres andre hits. 

Alexander ryster på hovedet og spiller Travis Scott-nummeret ’The Scotts’, som i et splitsekund indeholder den lyd, de gerne vil fange, 

”Ej, lad os prøve at gå ovenpå,” siger Emil. 

De tager bas og computer og går op på loftet, der er indrettet som et større studie med hvide akustikplader på skråvæggene. Her er flygel, trommesæt, kontrabas, fem forskellige keyboards, cd- og pladereol, to store computerskærme ved endevæggen og ét stort vindue ud til haven. Joachim sætter sig ved trommerne, Alexander ved et keyboard, og Emil sætter en mikrofon til computeren, mens beatet spiller.

”Måske er det nemmere, hvis der er noget guitar på,” foreslår Joachim. Emil tager en akustisk guitar, der står ved siden af kontorstolen, og begynder at spille uden at fjerne blikket fra beatet på Logic.

Nu er der nogle akkorder at støtte sig op ad. Emil stiller guitaren tilbage, griber om mikrofonen og begynder at synge. Først prøvende, usammenhængende, lange toner, mens beat og guitar kører i loop.

”Uuuuhh wuuuuh.”

Og så vrøvleord med forsøg på melodier og engelske gloser.

”Ahhh … no sleep, uuuhhh right now …” 

Han lader sin stemme gå på opdagelse i forskellige tempi, toner og pauser.

”Uhhh … I know adji adji why would you aaaaadji …”

”Den er god,” siger Alexander på et tidspunkt, og Emil gentager det fundne.

”I know adji adji why would you aaaaadji …”

Nu nikker de alle tre i takt. Emil lægger mikrofonen på bordet og afspiller. Siger halve og kvarte sætninger.

Han synger igen.

”Ooonly you …”

Efterhånden begynder der at danne sig et hook, de to andre kan synge med på.

”Ooonly you …”

De afspiller det i rundgang, men nikkene damper af efter et par gange. Så går de i stå.

”Skal vi bare høre lidt musik?” siger Alexander.

De hører Gwen Stefanis ’Cool’, Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, Travis Scotts ’Skeletons’ og Green Day-numrene ’Boulevard of Broken Dreams’ og ’Wake Me Up When September Ends’. Emil lærer sig at spille sidstnævnte på guitar. Det er sådan noget, de mangler, siger han: ”Det er for sygt. Fra mol til maj. Det er bare så spacy.”

De begynder at jamme på hvert sit instrument. Så sætter Emil Goll beatet ned i tempo, og de går i stå igen. 

MAX MARTIN

Er det svenske sangskrivergeni, der kun er overgået af Lennon og McCartney, når det kommer til nummer 1-hits på den amerikanske hitliste. 23 er det indtil videre blevet til. Han har skrevet sange til alle fra Britney Spears til Maroon 5 og The Weeknd, og selvom han i sjældne interviews har fastslået, at der ikke findes en fast skabelon til at skrive hits, er der flere ting, der går igen.

Max Martin har fortalt, at da han lyttede til musik som barn, vidste han ikke, hvad der blev sunget. Han lyttede i stedet til, hvordan det blev sunget, og derfor vælger han i dag de ord, der er bedst at synge på, frem for hvad der er grammatisk korrekt. På samme måde modtager Scarlet Pleasure ofte henvendelser fra fans, der gør dem opmærksom på, at de udtaler deja-vu forkert. Emil Goll synger ’vu’ i stedet for ’vy’ – fordi det lyder bedre.

Et andet fællestræk ved Max Martins sange er, at omkvædet altid kommer inden for det første minut. Især efter YouTube og Spotify er blevet verdens foretrukne måder at høre musik på, er det nemt for lytterne at skifte nummer. Derfor kommer moderne popmusik, heriblandt Max Martins numre, hurtigere til sagen. Undersøgelser viser, at omkvædet i et hit i dag i gennemsnit kommer 18 procent hurtigere end i 80’erne.

DERES STØRSTE HIT ’Deja Vu’ skrev de i Emil Golls farmors sommerhus i Sverige. På en rigtig lortedag, husker de, hvor de havde siddet og bakset med tre andre sange, der aldrig blev til noget. Omkring halv et om natten var de ved at give op efter 10 timer. Så gik Emil på toilettet. Mens han stod der, fik han en melodi på hjernen. Hvor den kom fra, aner han ikke, men den var lige så spændende, som den var enkel: fire toner, en kort pause og et svar i form af syv toner mere. Han sang det for sig selv, pissede færdig og gik ind til de to andre igen og sang det for dem.

Alexander Malone foreslog at lægge et klassisk basstykke på – det, der i branchen hedder ’bøf med løg’, en ret corny, men kraftfuld figur. På Logic lagde Emil lyden af et elektrisk Wurlitzer-piano på, der sammen med bassen mindede dem om den karaokebar på Mallorca, de tidligere på året havde besøgt. Oven på det brugte de en trommelyd, de kalder ’pizzaklappet’, der lyder som en italiener, der slår på sin pizzadej. 

Dér var pludselig omkvædet. Det lød godt, men det var også meget retro. Der var brug for, at verset var mere frisk. Det klarede de med nogle flydetoner fra Wurlitzeren plus en mere funky basgang tilsat enhver popsnedkers bedste ven, ’fire i gulvet’-trommen, der rammer alle taktslag. Det hele skete på en halv time.

Så begyndte de på en tekst. Deres første tanke var at lave noget i stil med Outkast-nummeret ’Ms. Jackson’, og de skrev teksten i omkvædet som ”Oh Mrs. Jones. I was drunk and I was just a kid …”

Bagefter gik de i seng. Da de vågnede, blev de enige om, at nummeret fortjente en bedre tekst. De tog igen udgangspunkt i karaokebaren og grisefest-temaet og skrev om dage på Mallorca, der bliver en forvirret, endeløs række af nætter på barer, farverige drinks og Vespa-ture. Teksten handler om en mand, der sumper hen i hedonisme, karaokepiger og margaritas, som han retfærdiggør med, at det er nødvendigt for at komme sig over et forlist forhold.

De var klar over, at det her var noget nyt, noget andet, det mindede ikke om deres andre sange, det var solid pop med et sveddryppende, sydlandsk snit. 

’Deja Vu’ debuterede uden for top-50, hvilket ikke var nogen skuffelse – på det tidspunkt havde Scarlet Pleasure kun været der én gang tidligere. Men så begyndte sangen lige så stille at kravle op, indtil den blev streamet 80.000 gange dagligt. Danmark var vilde med det nye Scarlet Pleasure, og numre som ’Deja Vu’, ’Limbo’ og ’Good Together’ blev store hits. Men måske også en safe-zone og en sovepude. ’Garden’ er ment som et opgør med den lyd. Scarlet Pleasure er videre til noget nyt.

MØNSTERET ER DET SAMME: Et crew rykker ind tidligt på dagen og begynder at sætte op, så bandet kan komme et par timer senere og lave lydprøve og vente, vente, vente, indtil det bliver tid til at spille. I dag centrerer ventetiden sig om et format, P3 kører over sommeren. DR har lejet et sommerhus i Fredensborg og får besøg af en række musikere, der spiller et par numre og bliver interviewet af værten til radio og online-tv. Phlake og Alphabeat har været her, i dag er det Scarlet Pleasures tur.

De ankommer lige over middag, flankeret af produktionsledere og PR-folk foruden deres ene manager, en høj, tynd fyr med piercing i øjenbrynet og en lang, sort regnfrakke. Branchestandarden kræver, at de deler krammere ud til alle på trods af corona og den lille flaske håndsprit, der er sat ud på toilettet. 

Radioholdet har stillet deres teknik op i en sauna og parkeret en sendevogn ude foran. Inde i sommerhuset er køkkenet omdannet til kantine, og et tv-hold har fjernet en seng fra et af værelserne og erstattet den med skærme og mikserudstyr. Der er trukket sorte, tykke kabler hen over blomsterbed og plæne.

Fordi koncerten både skal sendes i radio og som video, kommer ventetiden til at vare længere end normalt. Først skal radioens lydmand være tilfreds, så tv’ets, så bandets lydmand, til sidst bandet selv. Der er næsten fire timer, til de skal spille deres fire numre.

Forinden skal de tage fotos til DR’s hjemmeside og en 3-4 forskellige Instagram-konti. De har alle tre armene ned langs siden og kigger cool ind i kameraet med de mindst mulige smil. 

Værten, en ung lyshåret kvinde i en syreblå læderjakke med pompon-krave, lister nogle spørgsmål op: ”Hvad kan I godt lide at lave på en sommerhustur, når det regner?” ”Hvad er jeres mest crazy festivalminder?” 

Når de er færdige, har de fri. Og så alligevel ikke. Både fordi sommerhuset i Tisvildeleje er lejet til dem i to en halv uge, og fordi Scarlet Pleasure er på sommer-forsiden af musikmagasinet Gaffa, hvor Alexander Malone siger, at de vil fokusere på kærligheden til musikken i stedet for at kigge på hitlisterne. At de vil lave musik for deres egen skyld, at de ikke vil tænke på resultatet, men processen. Det fortryder han sådan set nu. Det er bare fedest at ligge nummer ét og spille de største steder. Det er det, de vil.

Ved Ringkøbing vil oplevelsescenteret Naturkraft vælte danskerne bagover med kuling og samtidig lære dem en ting eller to om klima. Rådgiver Jesper Theilgaard håber på en vind-vind-situation.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bjørn Ellermand og Torben Petersen

Du har titel af særlig rådgiver for Ringkøbings nye oplevelsespark Naturkraft. Hvorfor sagde du ja til den?

”Jeg blev kontaktet for et par år siden og syntes, projektet så vanvittig spændende ud. Der var ikke bare tale om underholdning, men om et center, hvor man som besøgende kan få noget viden. Når man har været igennem, skulle man gerne komme ud med en koncentreret oplevelse af den vestjyske natur – der er både klitområder, hede og skov – men også med en ny forståelse for menneskets indflydelse på naturen. Vi er forundt en klode, der kan skabe liv, fordi vi ved en tilfældighed under universets skabelse er kommet til at leve i den rette afstand fra solen. Den skal vi passe på. Hvis vi kan få det ind i folk, har vi vundet en del.” 

Hvad har du rådgivet omkring? 

”Naturkraft byder på flere forskellige udstillinger, der blandt andet viser Nordsøens påvirkning af landskabet og forklarer, hvorfor det altid blæser fra vest. De besøgende kan også deltage i et interaktivt klimaspil, hvor man skal få nogle fiktive kontinenter til at fungere bedst muligt i et pænt samspil mellem mennesker, natur og fødevarer. Hvis det går galt, smelter kontinentet i midten, der er af is. Jeg har været med til at sparre og diskutere, hvordan man bedst formidler sådanne temaer.”

Parken har en vindturbine, hvor man kan blive blæst igennem af vind, der bevæger sig med 18-20 meter i sekundet. Hvad kan man lære af det?

”Den giver dig en fornemmelse af, hvor voldsom vinden er. At kræfterne i naturen er gigantiske. Så kan man måske bedre forstå, hvad vinden kan flytte af vand og sand, og hvordan den kan påvirke landskabet. Det er fascinerende i sig selv, men giver en større forståelse i sammenhæng med udstillingerne, der for eksempel viser udviklingen fra istiden frem til i dag. De første mange tusind år styrede naturen, mens mennesket indordnede sig. Men gradvist blev det mennesket, der tog over og påvirkede vejret og klimaet, og i løbet af 1700-1800-tallet skete der et skifte.”

Så det er ikke, fordi man skal stå ved vindturbinen og tænke: ”Sikke det blæser, lad os straks omlægge alt til vindkraft”?

”Det er ikke meningen, at man skal føle nogen løftet pegefinger. Men hvis man indefra forstår sammenhænge og konsekvenser, har man måske en større lyst til at forandre sine vaner. Forhåbentlig giver det en eftertænksomhed.”

VEJRKORT 

Find vej til meteorologens yndlingssteder:

Skagen
”Man taler om Skagens lys, fordi lyset spejles af vandet – selv om Skagen ikke har patent på det, for man finder det også på for eksempel Anholt og Læsø. Men jeg kan lide at stå på Grenen og se Skagerrak og Kattegat brydes, se, hvordan Grenen ændrer form afhængigt af vindforholdene. Eller se, hvordan vinden æder af kysten efter en storm. Det er interessant, selv om det er destruktivt.”

Samsø
”Hvis du rigtig vil opleve vejret, skal du ud, hvor du kan se noget. Øvejr er specielt, det har mere solskin, fordi bygerne som regel falder over de større landområder. Derfor er øer et godt sted at observere skyer, der hele tiden udvikles og forandres, og byger, der står dér, men ikke her. Jeg har selv sommerhus på Samsø og kan godt lide at stå på Ballebjerg og kigge langt.”

Bornholm
”Bornholm har typisk et meget langt og lunt efterår, fordi det ligger tæt på kontinentets landmasse, der holder på varmen. Det betyder, at man finder morbærtræer og andre arter, der er sjældne andetsteds, og det giver en fortælling om, at klimaet er lidt anderledes. Det er dybt interessant, at Danmark, selv om det er et lille land, er meget forskelligt fra vest til øst.”

Ud & Se guider dig til septembers bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Colourbox

EN KOLD HAWAII, TAK

Er du til vind, blæst, vilde bølger og Europas sejeste surfere? Så er det måske en idé at tage til Klitmøller 13.-20. september, hvor byen og området afholder de årlige Cold Hawaii Games. Ud over de skumskæggede vandhopperes kappestrid kan du opleve eller selv være med til blandt andet cykelløb, skaterkonkurrencer, wakeboarding, bodyboarding og et stort ’Kite Big Air’-stævne, hvor nogle af verdens bedste kitesurfere deltager. 

Se mere på coldhawaiigames.com

KNALLERT-PERLER

Savner du tiden med hårbørsten strittende fra cowboyjakken, med popstøvlens hæl hvilende overlegent på fodstøtten og med det lange svenskergarn fejende flot efter dig i farten fra din nye knallert? Så var det måske en idé at tage til Kulturen i Lund i Sverige, hvor udstillingen ’Mopeden – en svensk designhistoria’ giver dig masser af modeller, historisk knallertbenzin i blodet (olieblandet, naturligvis) og svarer dig på, hvordan man kan se Margretheskålen, Hasselblad-kameraet og en Saab 99 i knallertdesign fra 1950 til 1970.

Tekstilhallen, Kulturen i Lund, 26. september – 28. februar. kulturen.com/utstallningar/mopeden-en-svensk-designhistoria/

ENERGIBUNDTET ØRSTED 1

Ja, navnet står – blandt andet – bag en park i København, bag den oprindelige skabelse af DTU, bag Danmarks største energiselskab og ikke mindst bag opdagelsen af elektromagnetismen i 1820. Men H.C. Ørsted (1777-1851) var mere end elektrisk. Han var også en engageret formidler, der for at få os til at forstå os selv og videnskaben bedre opfandt op mod 2.000 danske ord, vi stadig bruger i dag. Ord som ’ilt’ og brint’ er fra hans mund ligesom for eksempel ’selvlysende’, ’ungdomsliv’ og ’afhængighedsfølelse’. Bliv eventuelt selv afhængig af den danske videnskabsmand, og tag på ’H.C. Ørsted på ny’-udstilling i Rundetårn i København i september. Udstillingen kommer til Odense fra oktober til december og i foråret 2021 til Steno Museet i Aarhus.

Læs mere på rundetaarn.dk/event/oersted-paa-ny-skoenheden-i-naturen/

LIGE PÅ GRÆNSEN

I år er det 100 år siden, at Nordslesvig blev overdraget til Danmark. På jernbanekilder.dk er der samlet en række fotos, der vedrører Genforeningen og jernbanedriften i 1920. Administrationen overgik fra Deutsche Reichseisenbahnen til De Danske Statsbaner. Det skete ved midnat natten mellem den 16. og 17. juni 1920. På samme hjemmeside findes også en lang række personalefotos fra overleveringen og billeder af de boliger, som blev opført til de danske jernbanefolk, ligesom der er fotos af de første danske tog og det sidste tyske tog. Billedet her er fra Vedsted/Hvidding Station i 1920. Til venstre ses Bahnhofsvorsteher Johan Friedrich Wilhelm Ehlers og til højre stationsforstander Jens Jensen Høgdal i en cigarpassiar på tværs af perronens grænsestakit. Rigsgrænsen gik lige midt gennem den 200 meter lange station, der frem til Genforeningen indeholdt både en dansk og en preussisk station.

ENERGIBUNDTET ØRSTED 2

200-årsjubilæet for opdagelsen af elektromagnetismen fejres på mange måder. Orker du ikke at tage ud, kan du sætte dig derhjemme med tegneserien ’Ørsted – Han satte strøm til verden’, en 80 siders graphic novel, der er lavet af de erfarne tegneserieskabere Ingo Milton og Sussi Bech i samarbejde med Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved DTU Space Institut for Rumforskning. Sæt fødderne op, og tag med Ørsted til Napoleons Paris, oplev Københavns bombardement, og mød blandt andet Adam Oehlenschläger, en ung H.C. Andersen – der så H.C. Ørsted som sit store idol – og en temperamentsfuld Grundtvig, der ser rødt.

Køb den hos Polyteknisk Boghandel & Forlag.

ÅH, DIN LAKRØDE MØGBILLE

Artige børn vil alle gerne have, men hvor mange børn er mon så artige, at de kender de mange arter, de dagligt omgiver sig med? På udstillingen ’99 arter’ på Naturhistorisk Museum Aarhus kan børn – og deres voksne – få øjne og ører op for det overraskende liv, der findes i skolegården, i haven, på stranden eller i skraldet – som for eksempel den lakrøde bille, der lever af møg. Udstillingen, der er en del af projektet ’99 arter at se før du bliver voksen’, går tæt på naturen, blandt andet med en ’artbook’, en særlig app, der fortæller, hvad man ser, og med 99 videoer med naturformidlere som Sebastian Klein, Morten D.D. Hansen og Vicky Knudsen fra ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’.

Naturhistorisk Museum Aarhus, permanent udstilling.

UNG MED DE UNGE

Alle har været det, men nogle gange kniber det alligevel med at huske det. Altså hvordan det var at være ung – med alle de forelskelser, fortryllelser, forbandelser, førstegangsoplevelser og forfærdeligheder, der følger med. Men nu har du chancen. I september forsøger Golden Days med festivalen ’Forever Young’ at indkredse ungdommens magi, mystik og weltschmerz. Tag for eksempel op i Nikolaj Kunsthals kirketårn til liveindspilning af podcasten ’Jeg plejede at tro på for evigt’, tag til fest under kulørte lamper, eller gør op med kropsskam og fysiske idealer i Birkerød Svømmehal.

4.-20. september. Over 170 arrangementer. Se mere på goldendays.dk

 

I århundreder forsørgede man sig med hundeslæde og kajak. Men moderniteten har forlængst ædt sig ind på fangerkulturen i vestgrønlandske Uummannaq, og med klimaforandringerne smelter den måske helt væk. Tag med til en udsat by.
Tekst og foto:Lukas Kreibig

En fisker fanger hellefisk på havisen ved minus 30 grader, mens mågerne holder sig til. Inuitter har i hundredvis af år praktiseret langline-fiskeri med liner på op til 500 meter med mange kroge med madding på. Varmere havstrømme har bragt flere fisk til fjorden, men også større fiskefartøjer, overfiskeri og kvoter.

Der er hverken biograf eller indkøbscenter i Uummannaq. Vejen slutter, hvor byen hører op.

 Qisunnguaq i sin sælskinds-anorak. Den traditionelle klædedragt er et særsyn i dag.

Simion laver en sele til sine hunde, mens datteren Eva spiller på sin telefon. Simion er ud af en fangerfamilie, hvor faren plejede at fange 600 sæler om året. Mange lande har i dag forbudt handlen med sælprodukter, og derfor har mange i Uummannaq slået sig på at fiske hellefisk eller fundet arbejde på byens to fiskefabrikker.

I perioden 1971-2017 steg gennemsnitstemperaturen i Arktis med 2,7 grader ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Dobbelt så hurtigt som på den samlede nordlige halvkugle i gennemsnit.

Martin bor på et af verdens nordligste børnehjem sammen med andre børn og unge, der søger tilflugt for alkoholiske forældre og vold i hjemmet. Grønland har verdens højeste selvmordsrate med omtrent 75 per 100.000 mennesker. Per 1. april 2020 boede der 56.255 personer i Grønland.

Parabolen, byens eneste bar.

Børn i snestorm. Pludselige omslag i vejret er stadig mere almindelige ifølge byens fiskere, der mener, årsagen er klimaforandringer.

Børnehjemmet i Uummannaq anvender de forladte bosættelser uden for byen som udflugtsmål. Her kan de unge i et par uger få et afbræk fra dagligdagen.

Der er hunde næsten overalt I Uummannaq. De snuser rundt og udforsker byen, indtil de, når de er seks måneder, bliver lænket og brugt som arbejdsdyr.

Uummannaq er forbundet med fastlandet via båd eller helikopter. Om vinteren, når havet fryser til is, er det også muligt at krydse på snescooter eller med hundeslæde. Men vinduet bliver mindre og mindre. I 2018 var det for eksempel først frosset til midt i februar, og allerede i marts begyndte det at smelte igen, så politiet måtte forsøge at forhindre folk i at færdes på isen.

Præsten i Uummannaqs kirke på vej til gudstjeneste, første søndag i advent.

Slædehunde sover udendørs gennem selv de barskeste forhold. Året igennem venter de på slædesæsonen. Men vintrene bliver kortere, og flere af Uummannaqs 1.200-1.300 indbyggere anskaffer sig snescootere – og bruger hundene stadig mindre.

10 kendte danskere viser vej til deres yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:RedaktionenFoto:Colourbox, PR

1. CHRISTIANSØ

”Som yngre havde jeg endnu mere ild i røven end i dag og hadede øer. I dag sætter jeg pris på isolationen og får det bedste ud af det, når færgen er gået, og man ikke kan komme nogen vegne. Om foråret lytter jeg til edderfuglene, der ligger på vandet og siger uh-uh. Eller frøerne, der ikke har nogen fjender på øen og larmer fra vandhullerne, så turisterne stopper op i vantro. Christiansø er unik i Danmark med sit klippelandskab – og mit absolutte yndlingssted.”

Sebastian Klein, 47, er skuespiller, tv-vært og forfatter. Har været med til at udvælge de 15 danske landskaber i Danmarks Naturkanon.

2. NYORD, STEGE

”Øen Nyord er så lille, at man ikke må køre sin bil gennem byen. Det er et charmerende sted at spadsere rundt blandt de gamle huse. Mine forældre har sommerhus på Møn, og vi kører tit herover og får et stykke gammeldags æblekage a la farmor eller køber ind i Noorbohandelen, hvor de har et kæmpe udvalg af hjemmelavet og selvimporteret spiritus.”

Amalie Dollerup, 34, er skuespiller, kendt fra blandt andet ’Badehotellet’.

3. MOLS BJERGE

”Her er saligt og idyllisk. Min danske hippiefamilie har et gammelt kampestenshus ud til vandet, og jeg elsker at løbe ture langs stranden og synge mine sange i ro og fred, væk fra the hustle and bustle.

Iris Gold, 29, er sanger med rødder i Storbritannien, Indien og Jamaica. Har udgivet albummet ’Planet Cool’.

4. SORTE NÆSE, SYDTHY

”Hvis man følger stien fra Lodbjerg Fyr ud mod havet, kommer man til dette sted, hvor havet æder af kysten. Det er rå natur med høje klitter, og man føler sig hensat til England, selv om det ikke er klippegrund. Klinten er sort og består af ler og sand, og man kan også se lag af tørv fra oldtidens moser.”

Jeanette Varberg, 41, er arkæolog og forfatter. Hun arbejder på Nationalmuseet og vandt i år Weekendavisens Litteraturpris for bogen ’Viking – Ran, ild og sværd’.

5. ESBJERG HAVN

”Jeg vender altid tilbage til min fødeby, når jeg skal finde ud af, hvor jeg er på vej hen. Jeg voksede op i husvildehusene og var ikke blevet til noget uden en kommune, der tog ansvar for de fattigste. I Esbjerg drager man omsorg for hinanden, og kan man bestille noget, kan man bruges. Det lærte jeg på havnen som dreng, hvor jeg hjalp fiskerne med alt muligt. I dag er der ikke så mange fiskere. Der er det folk i vindmølleindustrien, jeg får en snak med. Byen finder nye veje, når de gamle levevilkår løber ud.”

Poul Nyrup Rasmussen, 77, er tidligere statsminister og initiativtager til og protektor for Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk sårbare.

6. VENSTRESVING PÅ GRENSTENVEJ, GRENSTEN

”Når man kører gennem Grensten til Stevnstrup, hvor jeg kommer fra, er der et venstresving, hvor man kan se ud over hele Gudenådalen og Randers. Som barn sejlede jeg på Gudenåen sammen med min far, og Randers var mit livs første storby. Det er en helt fantastisk udsigt.”

Tine Götzsche, 53, er journalist, foredragsholder og igennem mange år vært på TV Avisen.

7. SVENDBORG HAVN

”Vi har en lille båd i familien, der hedder Andrea, og jeg har sejlet i Det Sydfynske Øhav hele mit liv. Så lægger vi til kaj, køber ind og steger pølser om bord. Vi bliver på båden så vidt muligt. Der findes ikke noget bedre end at sidde i en båd og mærke tiden stå stille.”

Andrea Heick Gadeberg, 21, er musiker, sanger og skuespiller, blandt andet kendt fra filmen ’Ser du månen, Daniel’.

8. GNIBEN, SJÆLLANDS ODDE

”Det er, som om himlen åbner sig over én på Sjællands Odde. Længst ude ligger Gniben, hvor man kan se vand på begge sider, og vejret er lige så omskifteligt, som var man til havs. Jeg besøger tit en ven i hans sommerhus. Hvis jeg selv tjente nogle flere penge, ville jeg købe mit eget.”

Kaspar Colling Nielsen, 46, er forfatter til blandt andet ’Mount København’ og ’Den danske borgerkrig 2018-24’. Aktuel med podcasten ’Skabelsen af Paradis’.

9. KRONBORG SLOT, HELSINGØR

”Søfarere plejede at sige, at når Kronborg er til styrbord, så er man endelig på vej hjem efter måske mange år til søs. Ud over at det er et fantastisk slot, holder jeg som gammel lystsejler – specielt på Øresund – meget af Kronborg som symbol.”

Anders Bircow, 68, er skuespiller og komiker, mest kendt fra trioen Linie 3.

10. HAVESELSKABETS HAVE, FREDERIKSBERG

”Den store plæne med påfuglene er som en entré. Herfra bevæger man sig ad velholdte stier gennem vekslende haveanlæg, som gennem salene på et stort slot. Længst inde i haven er der bænkene ved bassinet med statuen. Her sidder jeg og lytter til tennisboldene fra klubben på den anden side af hegnet og en svag summen af biler. Det er balsamisk. Mens jeg skrev min seneste plade, sad jeg her næsten dagligt og læste mine noter.”

Claus Hempler, 49, er sanger og musiker med en fortid i gruppen Fielfraz. Seneste udgivelse er det dansksprogede soloalbum ’En kuffert fuld af mursten’.

Frilandsmuseerne opstod i protest mod elitens samlinger, og frilandserne ser stadig lidt sig selv som museumsverdenens gøglere. Få en forklaring og en spadseretur igennem fortidens landsby – nu med wi-fi.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Frilandsmuseet

DEN HVIDKALKEDE GÅRD ligner en ko, der snart skal kælve. Så rundskæve står ydermurene. 

Lige så bristefærdige stod de, da gården blev pillet ned i landsbyen Pebringe i nærheden af Karise i 1939. Og præcis lige så sammensunket stod Pebringe­gården, da den senere samme år var blevet samlet og genopført på Frilandsmuseets grund nord for København. I dag er bygningen det skæveste hus i museets samling af i alt cirka 60 bygninger – og et monument over datidens bevaringskultur.

I slutningen af 30’erne hed museets chefarkitekt Arne Ludvigsen, og han arbejdede ud fra princippet om, at husene ikke skulle rettes op til dagens håndværksmæssige standarder, men fremstå så faldefærdige, som de var. For ham var Pebringegården ideal­eksemplet på det traditionelle Landbodanmark, der var ved at forsvinde i takt med, at flere bønder fik penge mellem hænderne til at renovere. Håndværkerne på Frilandsmuseet fik derfor besked på at gøre sig umage med et ’dårligt’ stykke arbejde og  genskabe den knæsunkne sjællandske gård helt usminket. 

Pebringegården stod i Karise Sogn. Typisk for egnens huse er den kalket både på tavl og bindingsværk – over stok og sten, som det også kaldes.

Men da resultatet blev præsenteret for offentligheden, mødte det kritik. I aviserne brokkede repræsentanter for landboforeningerne sig over gården, der gav et forarmet og hensygnende billede af bondelandet, som var lige så fortegnet, som hvis arkitekt Ludvigsen havde udstyret gården med termoruder og blandingsbatteri. For ingen ordentlig bondemand ville lade sit hus forfalde på så ekstrem en måde, mente kritikerne.

”Tidligere havde man måske ikke været omhyggelig nok i forhold til at bevare nogle af de skævheder og den slitage, som husene havde, da man genopførte dem. Men Ludvigsen gik nok lidt for vidt,” fortæller museets  nuværende chef Peter Henningsen.

Pebringegården indefra.

Frilandsmuseet var oprindelig et udendørs appendiks til Dansk Folkemuseum, som startede sin tilværelse på Vesterbros Passage, senere Vesterbrogade, i København, da Bernhard Olsen i 1885 åbnede op for en samling af autentiske bondestuer med indbo. Bernhard Olsen, der var uddannet teatermaler, var også kunstnerisk direktør for Tivoli og i det hele taget entreprenant tusindkunstner – ”en slags datidens Lars Larsen-type”, kalder Peter Henningsen ham – og han ønskede at bevare dansk folkekultur og formidle den til netop folket, hvorfor udstillingen af bøndernes boliger kom til at hedde Dansk Folkemuseum.

”Dansk Folkemuseum opstod som en protest mod de eksisterende museer. Museerne udstillede dengang kongernes og adelens ting – store pragtfulde genstande – og henvendte sig til kenderne, der allerede vidste, hvad de kiggede på, med lange, kronologiske rækker af genstande i montrer. Men for de ikke indviede var de svære at forstå. Og dødkedelige. På Dansk Folkemuseum kunne helt almindelige mennesker der­imod betragte en tilværelse, som de havde et forhold til. Og for dem, der var flyttet fra land til by, vakte det nostalgiske minder. Publikum strømmede til. Folk interesserer sig nemlig først og fremmest for sig selv.”

FIRE I DET FRI

1. Den Gamle By i Aarhus har siden grundlæggelsen i 1914 været museum for byhistorie.

2. I udkanten af Odense viser Den Fynske Landsby, hvordan Fyns land så ud i 1800-tallet.

3. Pionermuseet Skansen fra 1891 viser midt i Stockholm nordisk landbokultur og nordiske dyr.

4. Kulturen i Lund byder på over 30 bygninger fra 1600-tallets Sverige.

Bernhard Olsen var inspireret af den svenske museumsmand Artur Hazelius, der i 1891 åbnede frilandsmuseet Skansen i Stockholm. Sammen med Norsk Folkemuseum i Oslo og Kulturen i Lund ledte de udviklingen af museumstypen, og med tiden blev det til en slags kapløb om, hvem der kunne indsamle flest gamle huse og præsentere dem mest spektakulært under åben himmel og i 3D. For at give de store armbevægelser plads fik Bernhard Olsen i første omgang lov at låne et hjørne i Kongens Have, og da han fandt ud af, at det stadig var for trangt, købte han i 1901 12 tønder land i Brede nord for København. De næste år var han konstant på udkig efter nyt til samlingen, når han rejste rundt i Danmark. Da han i 1920 var blevet en ældre mand og begyndte at bekymre sig om bevaringen af sit livsværk, lykkedes det ham at få Nationalmuseet til at tage imod samlingen – og ansvaret.

”Det var sikret til evig tid. Så var han glad – og døde to år senere. Han kunne godt se, at det ellers bare ville falde sammen. Det er jo dyrt at vedligeholde,” siger Peter Henningsen. Og så er vi tilbage ved det fundamentale spørgsmål om, hvordan man bevarer autentisk. Har en museumsgenstand stadig museal værdi, hvis flere væsentlige dele af den er blevet udskiftet med nye, selv om genstanden i sin helhed ellers ikke ville have været bevaret? 

Bondehus fra Lundager på Vestfyn.

Inden for filosofien betegner man paradokset med begrebet ’Theseus’ skib’, der har rod i den græske mytologi. Her fortælles det, at man besluttede at bevare sagnkongen Theseus’ skib i Piræus’ havn til evig tid som et monument over færden, hvor han dræbte minotauren på Kreta. Problemet var, at skibet lå og rådnede, hvorfor man var nødt til at udskifte plankerne, indtil der ikke længere var en splint eller en knast tilbage, der havde været med på rejsen. Men var det så stadig Theseus’ skib?

”Det er det dilemma, vi arbejder i. Hvis vi ikke restaurerede husene, ville vi ende som et ruinmuseum. Og det har aldrig været meningen. Men derfor synes en del andre museumsfolk, at vi er lidt pop og plastik, gøgl og teater. Fordi vi piller, udskifter og iscenesætter i stedet for helt strengt blot at konservere,” siger Peter Henningsen.

”Men vi, der arbejder på frilandsmuseer i hele Europa, ser også os selv lidt i opposition. Når vi mødes, peger vi fingre ad de ’rigtige’ museumsfolk. Vi synes, deres museer er kedelige og docerende,” griner museumschefen, der forsøger at balancere bevaring og tidssvarende præsentation. 

Læsøhus med tangparyk.

Et nogenlunde frisk eksempel er et hvidkalket hus med vinrødt bindingsværk og flaskegrønne vinduesrammer, der oprindelig blev opført i Stenstrup på Sydfyn i 1684, og som i cirka 200 år husede egnens præsteenker. I 1928 fik Frilandsmuseets personale lov til nænsomt at pille skønheden ned, men den måtte ligge ubemærket på magasinet indtil 2015, hvor den fik lov at genopstå, og nu med noget rankere ryg end i sine sidste dage på Fyn. 

De ikke brugbare dele blev erstattet af nye, dog bearbejdet med fortidens eksotisk klingende redskaber såsom bredbil og skarøkse. Men genopførelsen er ikke udelukkende respektfuld over for fortiden. Fundamentets syldsten er blevet fremtidssikret med et underlag af beton, og huset har fået sin egen internetforbindelse, fordi museets undervisere skal kunne gøre brug af digitale virkemidler, når de lærer børn om livet, der var engang, ude på landet. 

Peter Henningsen er, alt i alt, stolt af resultatet og af museets nu tidligere arkitekt Niels Erik Jensen, der har ansvaret for det:

”Der er mange problematikker omkring at vise livet, som det var engang. Og hvordan du end vælger at gøre det, kan du aldrig gøre det helt rigtigt. Men jeg synes, det er blevet et rigtig fint hus.”

Han begyndte som dreng med ræve i baghaven. I dag overnatter han gerne i skoven og bruger årevis på at fange det helt rigtige motiv. Naturfotograf David Buchmann fortæller om skovmåren, grævlingerne og sælerne – og giver gode råd til dit næste knips.
Tekst:Maja Strøm JensenFoto:David Buchmann

SOM BARN drømte han sig ind i en verden af tigre og løver, hjulpet på vej af den amerikanske børne­bogsklassiker ’Where the Wild Things Are’. Som 12-årig vandt han et kamera og begyndte at tage billeder af ræve­ungerne i baghaven. Da han blev konfirmeret, brugte han sine konfirmations­penge på et nyt kamera. Igennem de føl­­­gende år blev isenkrammet jævnligt opgraderet, og sideløbende blev han afhængig af at indfange den vilde natur. Billede for billede.

”Når man sidder i skoven, er der myg, flåter og tordenfluer, og det er ofte en kamp at blive siddende. Men den følelse, jeg har, når jeg har dyret på kornet, og jeg ved, at billedet er i hus, er fed. Jeg forestiller mig, at det må føles sådan at finde guld. Når du går hjem med kameratasken i hånden, hol­der du ekstra godt fast,” siger David Buchmann, der arbejder som skolelærer i Ramløse i Nordsjælland og har tre børn. Ved siden af dyrker han fotografiet i nærved liggende Gribskov og Tisvilde Hegn, hver gang han kan slippe af sted hjemmefra.

PARRINGSLEG

”Jeg ville gerne fotografere gråsælen, den største af de danske sæler, i parringssæsonen, der begynder i februar. Min ven og jeg pakkede vores ting og satte kurs mod Vadehavet, hvor vi opholdt os i flere dage for at fotografere sælerne i så mange forskellige scenarier som muligt. Dér lå de og plaskede rundt, og jeg så parringer og oplevede både voksnes og ungers adfærd på første parket. En morgen med en flot solopgang sad jeg lidt oppe ad stranden med mit kamera, teleobjektiv og stativ og fik øje på de her to sæler, der væltede rundt i vandkanten og så meget romantiske ud. For fotografer er der kulturforskelle, og nogle vil foretrække, at billederne bliver taget i medlys, så motiverne bliver tydelige, og man kan se alle detaljerne. Men jeg tog det her i modlys og synes, at det er blevet æstetisk og dramatisk med bølgerne og vandet, der skvulper omkring sælerne, og jeg synes, det fremhæver dyrets vilde side. Jeg ved ikke lige så meget om havdyr, som jeg ved om dyrene i skoven, så jeg tog kontakt til en kvinde, der ved meget om sæler. Hun fortalte, at det er to unge hansæler, der øver sig i at parre, udforsker deres seksualitet og får nogle erfaringer. Det er en typisk legeadfærd hos sælerne.”

”Jeg prøver så vidt muligt at kombinere børneopdragelse og undervisningstimer med naturlivet, men min kæreste er også god til at give mig mulighed for at tage ud i skoven et par gange om ugen,” siger David Buchmann, der også indimellem tjener penge på sin lidenskab, som for eksempel da han igennem to år var tilknyttet DR’s serie ’Vilde vidunderlige Danmark’, hvortil han blandt andet filmede pindsvin, sortspætter, rådyr, krager og natugler. Men først og fremmest gør David Buchmann det for at mætte sin egen appetit på den fri luft:

”Fra april til juni er aktivitetsniveauet i skoven højest, og i den periode bruger jeg mange tidlige morgentimer og sene aftentimer på at vente. Nogle gange sover jeg i skoven under åben himmel eller i et telt. Hvis jeg filmer ugler om natten mod månen, er jeg først færdig klokken 23, og hvis jeg skal op klokken 4 for at filme en solopgang, kan jeg dårlig nok nå hjem at sove, før jeg skal af sted igen.” 

Du kan følge David Buchmanns arbejde på Facebook-siden ’Vildt Kamera’.

GRAVERFOTOGRAFI 

”Jeg havde et ønske om at fotografere grævlinger og kontaktede en biolog, som kunne hjælpe mig med at komme tæt på en grævlingegrav. Den første dag, vi var ude at se på graven, dukkede der et par op i nærheden. Vi sad helt stille og nød at se dem lege, indtil de forsvandt ned i hullet igen. Efterfølgende opsøgte jeg selv grævlingegrave i Grib­skov rigtig mange gange. Jeg ledte efter deres spor. Jeg tog ud i skoven uden kamera for at finde ud af, hvornår de kommer frem. Grævlinger er egentlig ikke sjældne dyr, men det er sjældent, at folk ser dem, fordi de holder til et godt stykke inde i skoven og først kommer frem, når solen går ned. Når man skal fotografere grævlinger, skal man være opmærksom på, hvor vinden kommer fra. Hvis man har vinden i ryggen, skal man placere sig foran et træ, så man sidder i læ for vinden, fordi grævlingernes lugtesans er ekstremt god. Samtidig vil træet skjule ens silhuet i landskabet, for de nataktive grævlinger ser ikke så godt. Nogle gange kræver det timers venten, før man får billederne i kassen. Men den forårsaften lige ved solnedgang, hvor det her billede er taget, var lyset, motivet og vindretningen god. Jeg havde ikke forventet mig så meget lige den aften og havde ikke mit store teleobjektiv med, kun et mindre zoomobjektiv, men det ærgrer jeg mig ikke over. Jeg kan godt lide, når dyret indgår som en del af landskabet, fordi det ikke bare viser en grævling, men også fortæller noget om, hvor den lever.”

For tiden er det David Buchmanns største drøm at tage et tilfredsstillende billede af en skovmår. Skovmåren er i familie med grævlingen og truet, fordi den lever i gammel skov, hvor træerne får lov til at stå i fred – som man ikke finder meget af i Danmark. 

”Jeg har langt om længe fundet en skovmår, men der går nok syv år, før jeg får de billeder, jeg vil have. Det er meget normalt, at det tager mange år. Jeg kommer typisk tilbage til det samme sted år efter år for at få de bedste skud, fordi situationen afhænger af dyrene, deres aktivitet, sæsonen, lyset, omstændighederne og held. Vi er mange, der bruger naturen, og det er skønt, men det kan være udfordrende, når dyrene oftest kun kommer frem, når der er stille,” siger David Buchmann, der ikke kun spejder efter sjældne dyr langt ude i naturen, men også hvis de viser sig på Nørrebro.

”Min kæreste og jeg var på Assistens Kirkegård med baby og barnevogn, da der pludselig satte sig en vendehals i træet over mig. Det er en lille myreglad spætte, som man ikke ser så tit. Jeg efterlod min kæreste med min søn og halsede hjem efter kameraet, men jeg fandt desværre aldrig fuglen igen. Det var faktisk ret svært at komme sig over efterfølgende.”

SKYD LØS!

Fotografens tre tips

1. Kom ud i naturen, brug kameraet alle steder, træn dit øje til at se lys og komposition, og tag mange billeder af det samme motiv, så du bagefter kan overveje, hvad der virker godt og mindre godt. Øvelse gør mester.

2. Søg inspiration i kunst, fotokurser og YouTube-videoer. Men undlad at lade dig diktere, hvad der er rigtigt eller forkert, og bliv ikke for påvirket af, hvad der giver likes og vinder konkurrencer. Fotografi er en subjektiv udtryksform, og det handler om at finde sin egen vinkel.

3. Det er let at blive fristet til at købe dyrt udstyr, men spar på pengene, og find det, der passer til dit niveau. I mange situationer er en smartphone rigtig god.

Forfatteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Astrid Dalum, Colourbox

RIVER SALOON, HOLSTEBRO

”Jeg er gravid og tænker på øl hele tiden, fordi jeg ikke må. Jeg bor i landsbyen Velling, men når min kæreste og jeg kan få passet barn og tager på date, er vi tit i Holstebro at spise og bagefter en tur på River. Der er udsigt til åen, god stemning og altid sjove mennesker.”

SKJERN ENGE

”Jeg kan lide flade horisonter, og her er der rigtig godt udsyn. Landet lægger sig til rette for ens blik, og man kan selv hale sig over floddeltaet med trækfærger, der vist engang brugtes til at fragte køer på. Der er også sjældne fugle. Jeg har selv set en fiskeørn. Hvis dagen skal fortsætte, smager jeg mig gerne gennem Hotel Skjerns vinkælder.”

GUDHJEM, BORNHOLM

”Jeg tilbragte en sommer i en legatbolig, fik nogle gode venner i byen og er siden vendt tilbage flere gange for at skrive. Det er udansk med klipperne, og der er noget beroligende i at være omgivet af vand. Man kan lægge ansvaret fra sig – nu kommer havet alligevel og tager os om lidt.”