Indlæg

Digteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

FANEFJORD, MØN

”En stor del af mit liv ledte jeg forgæves efter en særlig plet langs fjorden, hvor jeg var som treårig med mine forældre. Vi var ude at sejle, vandet var fuldt af ål og rødspætter, og jeg huskede det som vidunderligt. En dag i 2001, hvor jeg kom kørende i bil, kunne jeg pludselig mærke, at tampen brændte. Jeg kørte ned ad Marie Grubbes vej, og dér lå stedet. Husene var moderniseret, ellers havde det ikke ændret sig.”

Foto: Visit Lolland-Falster

HALSKOV VÆNGE, FALSTER

”Et magisk stykke skov, fuldt af stendysser. Det er særlig smukt i maj. De fleste af min barndoms somre blev tilbragt på Falster. Det er nok det sted i landet, jeg føler mest tilknytning til.”

Foto: Visit Lolland-Falster

NYSTED, LOLLAND

”Jeg elsker hele Lolland, men skal jeg vælge et sted, er det denne charmerende lille by, Danmarks sydligste købstad. Desværre kommer jeg der ikke så meget længere. Mit syn er blevet for dårligt til at køre bil, og den offentlige transport … det er meget fint, at regeringen snakker om elbiler – man burde gøre noget for togdriften.”

Digteren Henrik Nordbrandt, 76, har i lange perioder boet i Grækenland, Spanien og Tyrkiet, men bor nu i København. Aktuel med digtsamlingen ’Så en morgen’. 

 

Mens mulighederne for at flygte til tropiske stranddestinationer er svundet ind, har mange udvidet badesæsonen til hele kalenderåret. Men hvor sundt er det egentlig, og hvorfor er vi nærmest blevet afhængige af det kolde gys?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

HAR DU IKKE selv skubbet isflagerne til side for at nedsænke dit legeme i koldt, mørkt vintervand, ja, så kender du sikkert nogle, der har. Og har du ingen iskolde vandhunde i nærmeste omgangskreds, har du måske hørt dem bjæffe på de sociale medier, hvor kendte danskere boltrede sig i selvpåført kuldechok, mens fjord og sund frøs til, da vinteren pludselig blev seriøs og fotogen.
   For eksempel Mascha Vang, blogger og influencer, der 15. februar kom med på bølgen, da hun lagde en video ud til sine 228.000 følgere på Instagram, hvor hun iført badedragt og uldpandebånd klarede ni sekunder i et næsten isdækket havnebassin, inden hun skyndte sig op igen. 

I samme Instagram-opslag sendte hun hilsner til Helle Thorning-Schmidt, der med sine  55.000 følgere halter noget efter i SoMe-popularitet, men til gengæld havde været tidligere ude med vinterbadningsdokumentation. Den tidligere statsminister havde dagene forinden lagt flere billeder ud af sig selv, smilende til fotografen fra en våge i grødisen, både med og uden tophue. Et par dage senere et andet sted i kendisvandland lagde tv-vært Sofie Linde et Instagram-billede ud af ægtemand og hund set fra ryggen i skeptisk bar figur, skuende ud over et åbent hav. Følgeteksten lød: ”Altsåååå … han kom ikke i vandet.” Manden, må man formode. 

FRYSELYST

Kommer du i koldt vand, udskilles der en cocktail af dopamin, endorfiner og serotonin i hjernen – signalstoffer, der også udskilles, når du gambler eller tager stoffer, og der kan opstå en form for afhængighed. ”Vinterbadere beskriver, at de får energi og samtidig ro i kroppen. Det er, fordi kuldechokket aktiverer det sympatiske nervesystem, der forbereder kroppen på fare og får hjertet til at pumpe hurtigere, mens vores medfødte dykkerrefleks aktiverer det parasympatiske nervesystem, der får hjertet til at pumpe langsommere og får pulsen ned,” siger sundhedsforsker Susanna Søberg.

MANGE ANDRE HAR taget udfordringen op, overvundet sig selv og kastet sig ud i det kølige under corona og på den måde sikret sig en oplevelse i erstatning for aflyste udlandsrejser, ballettræning og ravefester – samt håneretten over frygtsomme frossenpinde. Vinterbadningstendensen er dog ældre end COVID-19. Organisationen ’Vinterbadeforeninger i Danmark’ havde i 2009 knap 11.000 registrerede medlemmer fordelt på 17 klubber, mens tallet i år er på godt 61.000 medlemmer og 164 klubber.

”Mange kommer for det sociale – og ikke kun det kolde vand. Det er en uforpligtende måde at mødes tre veninder, inden man skal hjem til børn og aftensmad. Det er en hyggetime,” siger Kirsten Hein, formand for vinterbadeklubben Lillebjørn, der ligger i Aalborg ved byens havnebad, hvor der også om sommeren er trængsel. 

Kirsten Hein blev vinterbader for 25 år siden, hvor hun et efterår ikke kunne få sig selv til at stoppe med at svømme i fjorden, da de fleste andre gjorde det.

”Så opdagede jeg, at man bare kunne blive ved,” siger klubformanden, der også er medlem af en anden vinterbadeklub, Isbjørnen. Begge steder mærker de støt fremgang. 

”Og der er ikke noget, der tyder på, at det er toppet. Særligt de unge er der kommet rigtig mange af de sidste fem år. Det oplevede vi ikke så meget tidligere,” siger Kirsten Hein. Hun tror, at vinterbadeklubben med dens sauna og faciliteter tilbyder et neutralt sted for de unge fra byens uddannelsesinstitutioner at mødes i grupper, så den enkelte ikke behøver at diske op derhjemme. I det hele taget mener Kirsten Hein, at alt det, der foregår over vandet, har været med til at gøre vinterbadningen hot.

”Mange kommer for wellnessen. Og klubberne gør meget for at efterkomme det ønske. Saunagus er for eksempel blevet en trend. I vores klub kan du få det to gange ugentligt for et kontingent på 400 kroner. Det bliver hurtigt billigere end at gå i svømmehallen.”

IDÉEN OM, at vinterbadning styrker både ånden og legemet, har eksisteret i hvert fald lige så længe, som sadistiske gymnastiklærere har dikteret kolde afvaskninger. Dette forår håber forsker Susanna Søberg på at komme den sundhedsmæssige værdi af koldt vand lidt nærmere. De seneste fem år har hun beskæftiget sig med sammenhængen mellem kuldepåvirkning og forekomsten af såkaldt brunt fedt i kroppen. 

Det brune fedt er sat i kroppen for at hjælpe babyer, der endnu ikke har udviklet evnen i musklerne til at ryste og derved holde varmen. At også voksne har det brune fedt, er man begyndt at interessere sig videnskabeligt for inden for de seneste 10-15 år. Brunt fedt er ikke af den slags, der sætter sig på mave og baller. De største depoter findes under vores kraveben og omkring rygsøjlen og centralnervesystemet, og meget tyder på, at det er noget, vi bør værne om og – om muligt – forøge. De brune fedtceller bruger sukker og fedt som brændsel og øger på den måde kroppens energiforbrænding, og ud over at hjælpe os med at holde varmen kan fedtet vise sig at være et lille sundhedsvidunder med vigtige bivirkninger.

”Eksisterende studier viser, at jo mere aktivt brunt fedt man har i kroppen, jo mindre risiko for type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme har man. Det, jeg gerne har villet finde ud af, er, om man med for eksempel vinterbadning kan få mere aktivitet i sit brune fedt, og hvilken indflydelse det kan have på for eksempel blodsukker, insulinproduktion og immunforsvar,” siger Susanna Søberg, der er ph.d. ved Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet, Novo Nordisk Fonden og Københavns Universitet. 

NOGET FOR DIG?

Man kan ikke over en bred kam sige, at alle kan vinterbade. Har du en hjerte-kar-sygdom, anbefales du at konsultere din læge, inden du kaster dig ud i det, da konflikten mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem – skal hjertet slå hurtigere eller langsommere? – er stressende og udfordrende. ”Desuden anbefales det, at man ikke får hovedet under vand, da det øger kuldechokket. Blodkarrene i hjernen kan ikke trække sig sammen, og man risikerer at besvime. Bad aldrig alene,” siger Susanna Søberg.

FOR AT NÆRSTUDERE, hvordan det brune fedt opfører sig ved kuldebehandlinger, har Susanna Søberg haft forsøgspersoner liggende i hospitalssenge i Rigshospitalets kælder under kølemåtter med en temperatur på 12-14 grader. Forsøgspersonerne fik et radioaktivt sporstof injiceret i blodårerne og blev efterfølgende kørt ind i en PET-scanner, som kunne vise aktivitet i det brune fedt.

”Det lignede nærmest et Storm P.-projekt med ledninger alle vegne,” siger forskeren, der blandt andet har undersøgt en gruppe af vinterbadere – og også undervejs selv har taget vinterbadningen til sig.

”Jeg er meget kuldskær og havde aldrig troet, at jeg selv kunne finde på det. Men nogle af de vinterbadere, jeg havde kontakt med, fik mig overtalt til at komme ud i klubben en dag sammen med min mand, og de havde morgenbrød med og tog os med i saunaen bagefter. Efter 3-4 gange begyndte jeg at forstå, hvorfor folk gør det. De første par gange er kroppen så optaget af, at det føles farligt, at det kan være svært at mærke velvære,” siger Susanna Søberg, der forsvarede sin ph.d.-afhandling dette forår og fremlægger sine forskningsresultater til efteråret, men allerede i 2019 udgav bogen ’Hop i havet’, der bygger på egne forsøg med sundhed og vinterbadning samt den eksisterende viden på feltet. I dag er den oversat til otte sprog.

”Danmark er måske det nemmeste sted at vinterbade. Ingen er langt fra kysten, og det er kun en lille del af året, vandtemperaturen når over 15 grader, der per definition er grænsen for koldt vand. Men vinterbadning er faktisk muligt i en forbavsende stor del af verden. Der er for eksempel masser af vinterbadeklubber i Sydafrika. Det anede jeg ikke indtil for nylig,” siger Susanna Søberg.

HELÅRSBADNING er kommet på mode. Men dropper folk det igen, når en ny mode opstår? Kirsten Hein fra vinterbadeklubben Lillebjørn har i løbet af de forrige sæsoner registreret, at nogle af de nye medlemmer falder fra igen. Før i tiden var medlemmerne færre, men mere trofaste. Spørgsmålet er, om coronabølgen også vil aftage, efterhånden som danskerne får genoptaget deres vante fritids- og motionstilbud igen.

”Mange har prøvet vinterbadning, fordi man skulle finde på noget for at få tiden til at gå, og her var noget grænseoverskridende, som man kunne have det sjovt med sammen med et par kammerater,” siger Kirsten Hein:

”Men om det bliver til en fast del af hverdagen, det er spørgsmålet.” 

Anonyme grupper på internettet forbindes ofte med noget mørkt og ondt, men sådan er det langtfra altid. I en af internettets kroge mødes hundredvis af mennesker med spiseforstyrrelser i Addictive Eaters Anonymous for at støtte og hjælpe hinanden.
Tekst:Sebastian Dall MayoniIllustration:Bernardo França

DER SIDDER EN kvinde i en lejlighed på Amager. Hun er 52 år gammel, universitetsuddannet og har et godt job, mand og barn og en dejlig lejlighed på en rolig sidegade til Amagerbrogade. På overfladen et normalt og hyggeligt liv. Bortset fra at hun størstedelen af sit liv har lidt af madafhængighed og en voldsom spiseforstyrrelse. 

I dag har hun accepteret, at der er mange ting, hun ikke har kontrol over, fortæller hun. Og det var ikke selvhjælp eller hjælp til selvhjælp, der fik hende på rette spor. Det var heller ikke diætister, psykologer eller læger. Det var noget så simpelt som en samtalegruppe for mennesker, der havde indset, at de havde et problem med afhængighed af mad

Kvinden er en del af en anonym støttegruppe på internettet med navnet AEA – Addictive Eaters Anonymous. Det kan oversættes til Anonyme Afhængige Spisere eller måske Anonyme Spiseforstyrrede. Gruppen mødes til ugentlige Zoom-møder, og dens medlemmer holder stærkt fast i deres anonymitet. Derfor hedder kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt, i denne artikel Christina.

Lige så længe Christina kan huske tilbage, har hun haft et besynderligt forhold til mad, fortæller hun. Hendes far ejede en købmandsbutik i en provinsby, hvor hun havde fri adgang til slik og sodavand, så længe hun ikke blev opdaget. Hendes far fortalte stolt sine medarbejdere, at hans datter aldrig bad om noget. Men når han ikke kiggede, fyldte hun lommerne. 

”Jeg har altid gemt mig med mad på mit værelse. Jeg spiste så meget, at min mor aldrig vidste, hvad vi havde i køkkenet. Og når vi lavede pandekager, begyndte jeg at spise dejen. Det kan være hyggeligt at smage på dejen, men det er jo ikke almindeligt at sidde og drikke den,” fortæller hun i sin lejlighed før et af de ugentlige Zoom-møder i AEA. 

I gymnasiet og senere på universitetet udviklede hendes forhold til mad sig til et decideret misbrug. Hun var besat af, hvad andre tænkte om hende, og hvad de tænkte om hendes vægt, selvom hun aldrig var overvægtig.

”Jeg begyndte at fylde mig med mazarinkage og is for at kaste det hele op bagefter. Det skulle kun være ting, der var nemme at få op igen. Om det så var på gymnasiet, universitetet eller mit arbejde, så har jeg fungeret udadtil. Men det fyldte og styrede alt i mit liv, og jeg havde altid en forklaring parat,” fortæller hun.

Christina beskriver det som et udspekuleret dobbeltliv, hvor hun vidste præcis, hvordan hun skulle holde facaden. Udadtil var hun en sød, ordentlig, ung kvinde, der klarede sig godt og opførte sig eksemplarisk. Men indadtil spiste hun sin mors slankepiller med adrenalin, overspiste for efterfølgende at kaste op og gå ture i timevis for at tabe sig.

DE UGENTLIGE virtuelle møder i AEA har en fast struktur, og deltagerne kommer fra hele verden. Der er også fysiske møder, men de fleste er aflyst på grund af COVID-19. I AEA er det ligegyldigt, om du lider af bulimi, anoreksi, tvangsoverspisning, noget fjerde eller femte. Selv siger organisationen, at den er ”et fællesskab bestående af mænd og kvinder, som deler deres oplevelser, styrker og håb med hinanden, så de kan løse deres fælles problem og hjælpe andre ud af deres afhængighedsproblem med mad.”

Ifølge AEA er spiseforstyrrelser en afhængighed på linje med alkoholisme. Derfor bruger de også Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, og hvert medlem bliver tildelt en ’sponsor’, som er deres primære kontakt. Sponsoren er en personlig vejleder, som også selv har kæmpet med en afhængighed af mad, fortæller Christina fra spisebordet i sin lejlighed.

Hendes mand og datter er lige kommet hjem fra arbejde og ballet­undervisning, og nu står manden og hakker grøntsager ude i køkkenet, mens datteren leder efter sin iPad for at forsvinde ind på sit værelse. De ved, at hun snart har et møde, og at møderne er vigtige for hende. Christina holder en kort pause, da alt bliver stille igen.

”Nu begynder det,” siger hun så.

En forholdsvis tynd kvinde med en mørk, næsten terapeutisk stemme byder velkommen på skærmen. Hun er fra England, er mødets sekretær og en slags ordstyrer for aftenen. Hun beder alle holde et minuts stilhed, før de begynder. 29 mænd og kvinder fra Irland, Australien, Skotland, Danmark, USA, Sydafrika og England deltager. Sekretæren læser dagens tekst. Denne aften er det et kapitel fra Anonyme Alkoholikeres bog ’Som Bill ser på det’, der handler om ydmyghed.

Sekretæren har været en del af AEA siden 1993, men det var først i 2008, hun oplevede en reel frihed fra sin egen madafhængighed, fortæller hun. I dag er hun udelukkende en del af fællesskabet for at hjælpe andre, ligesom hun selv blev hjulpet.

”Det er en sygdom med mange forskellige facetter. Jeg kunne gå fra at trøstespise og være meget overvægtig til at træne ekstremt meget og være sygeligt tynd. Det var en besættelse for mig, og jeg var ubehageligt overvægtig i rigtig mange år. Jeg var hos læger og diætister, jeg trænede, og jeg spiste slankepiller og antidepressiver. Jeg kiggede på folk, når de nød deres frokost, og jeg forstod ikke, hvordan de kunne stoppe, når de var mætte,” fortæller sekretæren, der, siden hun blev rask, har tabt sig 90 kilo og holdt sig inden for normalvægten. Hun havde brug for et fællesskab, hvor hun kunne lære, hvordan hun skulle spise, fordi hun selv havde mistet kontrollen. Hendes hjælp blev en daglig madplan, som hun ikke måtte vige fra, samt daglige samtaler med sin sponsor:

”For mig handler det ikke så meget om min vægt, som hvad der foregår i mit hoved. Når jeg handler ind, er på restaurant eller er til et bryllup, har jeg ingen problemer i dag. Jeg har accepteret, at jeg ikke havde brug for en ny diæt, men en ny måde at tænke på. Jeg føler, at jeg har levet to liv. Når jeg ser billeder af mit overvægtige jeg, er det en anden person.”

EN MAND I FYRRERNE fra Manchester er den første taler. Han har stålbriller og er iført vest, og når han fortæller om det liv, han engang levede, får han røde øjne. Han kommer fra en intellektuel familie, hvor succes blev målt på ens argumentationsevner.

”Jeg lærte, at livet handlede om at tænke og bruge hjernen. For mig var det en forfærdelig kombination. Jeg var ude af stand til at styre min mad, og hver gang jeg vidste, hvad den rigtige beslutning var, gjorde jeg det modsatte, fordi jeg stolede på min egen dømme­kraft. Alle problemer i mit liv har jeg løst ved at spise – og senere ved at tage bevidsthedsændrende stoffer. Jeg kunne ikke styre mit liv eller mine beslutninger, men jeg havde altid fået fortalt, at jeg havde kontrol over mit eget liv,” fortæller han.

Christina nikker genkendende til skærmen. Og fortæller, at man i AEA siger, at man bytter én afhængighed ud med en anden. 

”På universitetet begyndte jeg at drikke alene, spise sovepiller og kæderyge smøger. Men jeg havde altid en forklaring på, hvorfor jeg var pissefuld klokken tre om eftermiddagen. Engang var min mor nødt til at banke døren ind. Jeg havde drukket og taget piller, til jeg gik helt kold. Og jeg var faldet i søvn med en smøg i hånden, så der gik ild i min dyne. Dagen efter undskyldte jeg, men jeg fortsatte alligevel,” siger hun.

Hos en anden ung kvinde i gruppen blev spiseafhængigheden til et regulært stofmisbrug, mens andre er blevet afhængige af piller, hasardspil og porno. Alle har det til fælles, at deres oprindelige misbrug har ført til et andet.

I mange år ville Christina slet ikke indse, at hun havde et problem. Når hendes veninder viste billeder af, hvor tynd hun var blevet, havde det den modsatte effekt. Det gav hende tværtimod en rus, fordi hun kunne se, at spiseforstyrrelsen, motionen og pillerne virkede.  

”Jeg har altid fået at vide, at jeg måtte tage mig sammen og gå til psykolog. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ville stoppe. Jeg kunne jo ikke være ærlig og sige, at det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem for at æde og drikke og slå det hele fra,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været med i AA i mange år, selvom jeg hele tiden har haft mit problem med mad. Jeg har ikke drukket i over 20 år, men i dag styrer jeg stadig ikke, hvad jeg spiser. Jeg har en sponsor fra Skotland, som har givet mig en plan for, hvornår jeg står op, hvad jeg spiser, og hvornår jeg går i seng. Helt basale ting. Det er ude af mine hænder, men det er virkelig en lettelse.”

På skærmen fortsætter manden fra Manchester med at fortælle, hvordan han fik hjælp:

”Her i gruppen lærte jeg ikke at stole på min hjerne. Jeg har brug for andres øjne på mit liv. Hvis jeg ikke levede sådan, ville jeg meget hurtigt køre mod afgrunden, såre en gruppe mennesker på vejen og gøre min familie ked af det. Jeg tager ingen beslutninger i forhold til mad længere. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke styre det.”

SPISE-FORSTYRRELSER I DANMARK

Det vurderes, at 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse går ud over ens fysiske og psykiske helbred og ens sociale liv. Personer med spiseforstyrrelser undgår ofte at spise sammen med andre, fordi de er flove eller mister kontrollen. De oplever ofte en stor utilfredshed med egen krop. En spiseforstyrrelse er ikke altid synlig, men nogle symptomer kan være manglende energi, træthed, mavepine, hovedpine og svimmelhed. Spiseforstyrrelser rammer oftest piger og kvinder i alderen 14-24.

Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. Personer, der lider af anoreksi, undgår ofte at spise i sociale sammenhænge, springer måltider over og er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.

Bulimi er kendetegnet ved overspisning efterfulgt af opkastning eller misbrug af afføringsmidler. Personer, der lider af bulimi, bruger opkastning, slankepiller eller overdreven motion som kompensation til overspisningen for at undgå at øge deres vægt.

Tvangsoverspisning (BED) er kendetegnet ved tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af stor skam- og skyldfølelse, væmmelse og lavt selvværd. En overspisningsepisode karakteriseres ved et kontroltab, hvor personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum efterfulgt af negative følelser.

AEA ER IKKE et religiøst fællesskab, selvom deres 12-trinsprogram nævner Gud flere gange. Ved hvert møde bliver det udtrykkeligt understreget, at gruppen ikke har forbindelse til nogen sekt, organisation, institution eller politisk overbevisning. Ligesom i Anonyme Alkoholikere handler det om at acceptere, at man er magtesløs over for sin afhængighed. Alligevel er der mange, der stejler over, at Gud nævnes så ofte, fortæller Christina.

”Det gjorde jeg også selv. Hvis du kommer ind i et mødelokale, hænger vores 12 trin på væggen, og der står Gud mange gange. Men det handler altså om, at man skal finde noget, der er større end én selv.”

En ung kvinde, der har haft et stofmisbrug ved siden af sin spiseforstyrrelse, fortæller fra sit soveværelse, at hun beder hver aften, selvom hun ikke selv forstår det. Sekretæren fortæller, at for hende handler det om spiritualitet og meditation. For andre i støttegruppen spiller den højere magt ingen rolle.

Alle har de én ting til fælles, fortæller Christina. De har givet slip på kontrollen og overladt den til et andet menneske i et andet land med mange af de samme udfordringer.

”For første gang i mit liv handlede det ikke om at sidde og tænke over tingene. Man skulle handle og tage én rigtig beslutning ad gangen. Jeg tænkte altid på mad, på hvad min vægt var, og hvad andre tænkte om min vægt. Jeg tænkte på det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Det gør jeg ikke længere,” siger Christina til mødet, da det bliver hendes tur til at dele.

Temaer som social angst, store egoer, lavt selvværd og manglende kontrol går igen. En kvinde fra Dublin fortæller, at det er 11 år siden, hun første gang deltog i et møde for at bede om hjælp. På skærmen kan man se, at hendes venstre hånd er viklet ind i bandage, og hun forklarer, at hun har været ude for et uheld nogle dage før mødet.

”Det var først, da en kollega spurgte, om jeg ville have en smertestillende pille, at jeg indså, hvor rart det ville være. Jeg kan ikke tage piller, fordi jeg er afhængig. Én ville aldrig være nok, og jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Pointen er, at jeg ikke tog noget smertestillende, og at jeg ikke engang havde tænkt over det,” fortæller hun.

SEKRETÆREN TAGER ORDET. Hun takker alle, der har delt deres historie og tanker om afhængighed. Mødet slutter med den velkendte, såkaldte sindsrobøn: 

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Amen. Tak alle sammen. God aften.”

Christina smiler ved ordene. Mødet er slut, men sekretæren bliver på skærmen for at besvare spørgsmål fra nye medlemmer og fortælle, hvad møderne går ud på:

”Det handler om at dele vores historier med folk, som stadig lider. De fleste af dem, der ikke talte i dag, lider stadig. Vi deler vores oplevelser med angst, frygt, had, generthed og lavt selvværd, som er årsagerne til vores afhængigheder, så andre kan se, at de ikke behøver leve på den måde.” 

Christina lukker computeren og ånder ud. Der er stille i et kort sekund. Hun smiler igen. Det er blevet sent, og alle i lejligheden er gået i seng. 

Med alle de problemer, hun har haft med mad, havde hun ikke forudset, at det skulle være en internetforbindelse, der skulle løse dem for hende. Men hun forstår, hvorfor det hjalp netop hende.

”Jeg havde følelsen af at være ensom. I mit hoved var der ingen andre, der havde det ligesom mig. Ingen gjorde ligesom jeg. Det er svært at sige, om jeg har opnået en ægte frihed, men jeg kan sige, at jeg har det bedre. Mad styrer ikke mit liv i dag. Jeg havde alle mulige kontrolsystemer omkring min mad før i tiden, men jeg havde ingen frihed. Det har jeg nu.”

Mange af os følger i voksen tilstand vores ungdom og barndom på sociale medier. Men kommer vi som land og som danskere tættere på hinanden af det? Forfatter og journalist Michael Enggaard hører til lidt over det hele og prøver her at fornemme nogle af landets forskelle, barnlige eller ej.
Foto:Martin Dam Kristensen

JEG SAD i et siddebadekar i det, der vistnok var Hvidovres ældste hus, da jeg fik beskeden. Bagdelen i det dybe, fødderne på sædet. Min mor var kommet sent hjem, det havde allerede gjort mig mistænksom. Min mor kom aldrig sent hjem.

”Din far og jeg skal skilles,” meddelte hun. ”Kom op, så taler vi om det.”

Processen var langt fremme og nøje planlagt. I fællesskab, viste det sig. Det var åbenbart for længst besluttet, at jeg skulle med min mor til Frederikshavn. Op til en mand, der havde en søn, som var to år yngre end mig. Det kunne ikke gå galt. 

Jeg var 12 år og så umiddelbart intet problem i det. ’De gamle’ var alligevel aldrig glade, og jeg kunne jo bare besøge min far, tænkte jeg. Jeg må have troet, at Frederikshavn var Frederiksværk. Eller Frederikssund. Eller måske endda Frederiksberg, hvor jeg kom tit, fordi min farfar var dyrepasser og boede i en embedsbolig inde i zoologisk have. Engang tog han linje 10 ud til os i Hvidovre med en chimpanse.

Snart blev jeg bekendt med realiteterne. Turen fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn varede i 1983 næsten ni timer. Der var ingen Storebæltsbro dengang, og efter et par timer bumlede man ind i en færges mave. Vogndækkets uforudsigelige larm af tungt jern glemmer jeg aldrig. 

Den sidste time efter Aalborg var pinefuld. Opløbsstrækningens skinner slog ud i en unødig bue, der ledte de raslende og opbrugte vogne gennem Brønderslev, Hjørring, Sindal. Beretningerne i bladet Alt om Sport om spillerne på fodboldlandsholdet, der sensationelt besejrede England på Wembley det år, blev læst igen – og igen. Foregik det i en rygekupé, var man godt groggy ved ankomsten.

Men det er ikke nogen ulykkelig historie, skilsmissen var vellykket. Min mor og den uimodståelige sælger fra ’distrikt Nordjylland’ har for længst fejret sølvbryllup. Desværre så jeg ikke så meget til min bror – efter nogle år tog han på efterskole i Hørby – vest for Sæby – og kom aldrig rigtig tilbage. Min far giftede sig få år senere med sin brors tidligere kone. Vi fejrede højtiderne i hinandens selskab, alt var trygt og godt. Og det er på en måde problemet. Hvis folk spørger, hvor jeg kommer fra, kan jeg ikke give et svar.

JEG HAR BOET i den samme lejlighed på Vesterbro i København i 25 år. Den var byfornyet, som det hed, da jeg overtog den. Gårdtoiletternes epoke var forbi, men man kunne stadig finde kanyler i legehuset og i sandkassen. Nu har narkomanerne fået fixerum, og man ser dem sjældent. Romantikere beklager sig over, at de forhutlede er erstattet af unge jyder, hvis snedige forældre har opkøbt lejlighederne og udraderet ’det oprindelige folk’. Eftersom jeg er i tvivl om, hvad jeg identificerer mig med, holder jeg mig ude af den debat. Men jeg har lidt ondt af dem, der skal høre på, at alt var bedre, før de kom.

Mine børn, tvillinger er de, går på Tove Ditlevsens Skole. Digteren, som var gal og genial på samme tid, skriver i ’Barndommens gade’ smukt og råt om, hvordan nærmiljøet danner og siver ind i det unge menneskes væsen. Men ungdommen er kort, ifølge Shakespeare blot en dugvåd morgenstund, og hvis man bliver flyttet midt i den, mister man sin forankring. Jeg hører til flere steder, og dermed savner jeg en rodfæstning, en hjemstavn.

DE VAR SØDE i Frederikshavn, de sagde ”du måger”, når jeg møvede i fodbold, altså skubbede. Jeg har aldrig forstået den eventuelle ornitologiske reference, måske var det bare dialekt, som passede med det, vi lavede. Måger flokkes om føden, ligesom vi gjorde om bolden.

Mit sprog forbistrede dem. Min klasselærer, som i dag følger mig med oprigtig interesse, opfordrede mig til at fralægge mig mine ’københavnermanerer’. Det var ikke så meget det, jeg sagde, der irriterede hende. Det var måden, det kom ud på. Tonefaldet, dialekten, diktionen. Det lød … træls.

Jeg fik hurtigt venner. Hvidovre, som på trøjerne reklamerede for Yankie Bar, var gode til fodbold dengang, så det var jeg nok også? Og hvis man mobbede mig, kunne jeg så finde på at hive en kniv frem? I Nordjylland havde man – også – hørt om Vestegnens grønjakker. 

Jeg fik en omgangskreds, men var altid bevidst om, at jeg aldrig kunne blive nogens bedste ven. Der var altid én, de havde kendt i længere tid og var mere fortrolig med. Og min papbror, som aldrig kom hjem efter efterskolen, han havnede i Hjørring hos sin mor.

Med årene fik vi kørekort og drev omkring i biler på umulige tidspunkter, sådan som man sikkert gør alle steder, men særligt i provinsen, tror jeg. Et par gange kørte vi hen til en mand, som alle i byen vidste havde tippet 13 rigtige hele to gange. Det havde han fortalt i lokalavisen. 

Han boede i bunden af en blind villavej, og vi bakkede ind for om nødvendigt at kunne komme hurtigt væk, og dér sad vi under indkørslens halvtag midt om natten og skrabede vores lodder fra Shell-tanken – i håb om, at hans held smittede.

Vi skruede bilerne gennem skovens dybe hjulspor op til Pikkerbakken et stejlt udsigtspunkt – for at glo ud over havnen under os. Færgerne til Norge og Sverige, værfterne, flådestationen. Det mangefarvede lys i mørket var en drømmegenerator. Man kunne få tableauet til at være hvad som helst. New York? Atlantis?

Når vi havde dvælet tilpas længe ved vores mulige fremtid – uden nødvendigvis at åbne munden – trillede vi ned igen. 

En bekendt kørte taxa, og vi kunne finde på at køre efter ham en hel nat. Vi fandt ham som regel ved holdepladsen ved banegården, og så parkerede vi bagved. Når han fik en kunde eller blev kaldt til et sted, fulgte vi efter. 

DA JEG FLYTTEDE hjemmefra, tog jeg på højskole i Herning. Eleverne ankom – via det mærkværdige banegårdscenter, som også var rutebilstation og postterminal og rejsebureau – fra alle dele af landet. Jeg kan stadig forbinde folk med de provinsbyer, de stammede fra. Mads fra Stege på Møn. Camille fra Svaneke på Bornholm. Morten fra Aars i Himmerland, Karen Grethe fra Vejen i Sønderjylland, Frank fra Kolding (hans bror var medlem af heavy-bandet Skagarack). Og så var der HC, han havde flyttet rundt altid og var senest fra Esbjerg, men han havde også boet i Horsens, Randers og Brønderslev.

Vi lærte af hinandens forskelligheder, og forskellige var vi, virkelig. I alder og social baggrund. Og det var ikke alle i det 45 meter høje hus på heden, der selv havde fundet på, at de skulle bo der og synge morgensang og modtage undervisning i støvledans og dramatik. En af dem blev smidt ud. Han var i trediverne og fra Herlev. En yngre og køn kvinde fra Nordsjælland triggede staklens dæmoner. Under en hjemrejseweekend blev han på skolen, han havde nok ikke et sted at tage hen, og valgte at bryde ind på hendes værelse. Han stjal ingenting, til gengæld urinerede han over alle hendes ejendele. Hun kom fra Vedbæk, og havde intet gjort ham.

MANGE AF OS flyttede senere til Aarhus, og jeg begyndte på Journalisthøjskolen i 1994. På det tidspunkt var skolen den eneste af sin art, og de studerende kom fra alle landets ravnekroge. Måske var det her, jeg første gang fornemmede, at jeg havde udviklet en slags menneskepræference. Dengang i Aarhus var det, som om de indfødte tilhørte en slags sofistikeret inderkreds. De færdedes hjemmevant i Latinerkvarteret med alle de franskinspirerede cafeer, og de vidste alting bedre, særligt når det gjaldt musik, film og litteratur. 

Københavnerne gad derimod slet ikke opholde sig i Østjylland. De gjorde alt for at slippe væk, så de kunne komme ’hjem’ torsdag og udskyde genankomsten til tirsdag. Vi måtte forstå, at der skete meget i den pulserende hovedstad, at det egentlig var en smule foragteligt at opholde sig andre steder, hvis man ville kalde sig journalist. 

På en måde passede det mig glimrende. For mig var Aarhus enormt stor, og jeg kunne gå på opdagelse i byen og tilværelsen som sådan med ligesindede. Folk fra eksempelvis Thisted og Fredericia, der også havde siddet i isolation på værelset og tilsluttet sig Bruce Springsteens håb og løfter om, at noget en dag ville ske, så man kunne og turde træde ind i livet.

Det gælder stadig. Mine bedste venner – med få undtagelser – bærer endnu de følelser i sig, uanset hvor stor deres faglige succes har været. Det er noget med en tvivl, et fravær af skråsikkerhed. En klang, man genkender i hinanden. Det har også spillet ind i mine parforhold. Min første samlever var fra Nykøbing Falster, og min kone er fra Haderslev, en by, som på mirakuløs vis er uden togstation, hvorfor man må satse på at blive hentet i Vojens, hvis rejsetiden skal holdes inden for det anstændige.

Jeg vil gerne tro, at dét, at jeg blev flået op af siddebadekarret som dreng, har gjort mig til en god iagttager af mennesker og deres liv. 

JEG FYLDER 50 år snart. Og jeg ser tilbage, det er vel uundgåeligt. Jeg ville gerne have en grundfølelse af at høre til et bestemt sted, og jeg ville nødigt have været Frederikshavn foruden. Jeg er blevet klogere af årene der. Måske hører jeg bare til i Danmark? 

For nylig oprettede jeg en profil på Instagram. Jeg uploadede et billede af min baggårds gyngestativ med sne på. Og et af min dreng i en mørkeblå flyverdragt. Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke, men det satte tanker i gang: Da min mor og jeg rejste fra Hvidovre, fandtes der intet internet, ikke engang mobiltelefoner, og jeg forstår nu, hvor radikalt det må have været at forlade en egn eller et samfund. For min mor og ikke mindst for tidligere generationer. 

Med ét klik kan jeg på få sekunder slå mine gamle skolekammerater op. Jeg kan stadig huske de fleste navne fra Hvidovre-tiden, og jeg kan konstatere, at hende, jeg var mest forelsket i, er blevet en moden kvinde og for nylig har ladet sig fotografere sammen med den høje fra Sko/Torp. Det er ikke uden stolthed, at hun poserer på det billede. 

Jeg kan også se, at nogle af mine skolekammerater fra Frederikshavn bader sammen hver søndag året rundt. Jeg kan se, hvor mange børn de har fået. Hvor de arbejder, og på deres biler og boliger har jeg også et indtryk af, hvad de får for det. Det er ikke noget, jeg går og tænker mig til. Meget af det ved jeg. Jeg skriver med nogle af dem på Messenger med jævne mellemrum.

Jeg har fortiden med mig alle vegne. Den ligger i lommen. Hvilken konsekvens det har, kan jeg ikke gennemskue. Det vedligeholder savn, fastholder konkrete personer i min bevidsthed, som jeg ellers ville have glemt eller opgivet med tiden. Og ja, jeg vil egentlig gerne med ud at bade, men det kommer jeg jo ikke. 

DET MODSATTE FOREKOMMER mig uhyggeligt. Tænk aldrig at få svar på, hvad der hændte dem, man voksede op med.

”Far, jeg vil gerne opleve at have en have,” siger min datter. Vi taler indimellem om at forlade Vesterbro, få noget mere plads, noget græs og nogle bede og et udhus med skuffejern og river og spader, som hænger ved siden af hinanden på en bræddevæg. 

Jeg var 12 år, da jeg flyttede til Nordjylland. Hun og hendes tvillingebror er 13. De er to, og de vil sagtens kunne klare omvæltningen sammen, tænker jeg. Og er der egentlig noget her, som er uundværligt? Hvorfor skal vi sammenstuves fem individer på et Vesterbro, der er ved at blive oversvømmet af unge jyder? Skulle man udnytte noget af den ledige plads, de efterlader derovre?

JEG GÅR UD på min altan – sådan en har alle i dag – og glor ned i gården. Dér sidder en fyr på en bænk og lytter til musik i høretelefoner, eller måske er det en lydbog. Da jeg kom hertil, var pladebutikkerne, boghandlerne og biograferne de store gevinster med deres vinduer ud mod verden. Jeg kommer stadig i butikkerne, men man lever ikke afsondret i provinsen i dag. Jeg køber som alle bøger på nettet, streamer musik og film. Jeg kommer til at savne kvarterets sære eksistenser, hvis vi ender med at skifte kulisse. ’Mandedamen’, der handler i Føtex mindst otte gange om dagen, og som man sikkert ikke må kalde en mandedame mere. Den 70-årige kvindelige punker i leopardbukserne, som hvæser ad de fleste. Og Lone i pølsevognen, som altid giver mig slikpinde med hjem til børnene. Også selv om hun burde vide, at jeg kommer hos hende i smug.

Michael Enggaard har netop udgivet romanen ’Efterhånden mulighed for sol’, der ifølge forfatteren selv er en ’danmarksroman’, og hvis handling – både i tid og sted – skifter mellem blandt andet København, Solrød, Aarhus og Nordjylland.

Vi elsker vores køkkener. Det er dér, vi viser os frem, dér, vi hygger igennem, og dér, festen bobler bedst. Men hvorfor går vi danskere så højt op i det? Og hvorfor køber vi lige nu køkkener og køkkenudstyr som aldrig før, når vi laver stadig mindre mad? Ud & Se spænder forklædet og tager skærebrættet frem.
Tekst:Christian MartinezFoto:Johnny Bonne/Ritzau Scanpix, DR/Conny Kaalund O’Carroll, HTH Illustration Shutterstock

HVIS MAN i efterkrigstiden viste en dansk husmor et samtalekøkken og en mand, der lavede mad, ville hun sikkert falde død om af befippelse – eller ønske, at hun havde en tidsmaskine. Hvor langt vi er kommet i vores indretning – og menneskesyn – siden dengang, kan man opleve i dokumentarfilmen ’Køkkenet, Danmarks største arbejdsplads’ fra 1950. I den gives eksempler på uhensigtsmæssig indretning af det gamle danske landbokøkken, som gør hverdagen svær for en husmor. Eller, som der står i en forklarende mellemtekst undervejs i den lydløse film: ”En enkel ret som vandgrød koster fru Hansen adskillige skridt.” Underforstået: Indretningen er så usmart, at husmoren må gå flere kilometer om dagen, når der skal laves mad, fordi fødevarer, vand og brænde til komfuret er i tilstødende rum. 

Filmen var tænkt som inspiration til en modernisering af køkkenet med smarte tips og tricks, og den har vidunderligt fornærmende formuleringer. Som i scenen, hvor husmoren sidder i en lænestol og ryger en cigaret ved siden af et nymodens elektrisk komfur, og den ledsagende tekst lyder: ”Vågn op, fru Hansen. Sådan et køkken får De slet ikke!” 

I stedet skulle datidens husmor stille sig tilfreds med mindre og billigere forbedringer, deriblandt en køkkenvask, der ikke længere lå ude i bryggerset, og – hold fast! – indbyggede overskabe. 

Spol frem til i dag, og der er ingen tvivl om, at både fru Hansen og filmens instruktør, Carl Otto Petersen, ville få erstatningskaffen galt i halsen. Der er langt fra efterkrigstidens kulinariske nøjsomhed og spartanske indretning til ’Alle har ret til et fedt køkken’, som et af 00’ernes mest kendte reklameslogans lød. Og det er ikke tilfældigt – er der ét rum i boligen, der siger noget om tidsånden, vores økonomiske formåen og vores selvforståelse, så er det køkkenet.  

60’erne: En køkkenmodel i Natur Eg er starten på HTH.

VI KØBER KØKKENER og køkkenudstyr som aldrig før. Ifølge undersøgelsen ’Danskerne i det byggede miljø’, foretaget af Kantar Gallup, fik 6,1 procent af danskerne i 2019 et nyt køkken, mens 14,8 procent af os overvejede at få det. Det at skabe rammen om ’det gode liv’ er ifølge undersøgelsen den største motivationsfaktor for at foretage større til- og ombygninger – vigtigere end at få mere plads. 

Danmarks største ejendomsmæglerkæde, EDC-gruppen, melder på samme måde om stor interesse for køkkenet i de 20.000 boliger, som kæden solgte sidste år, og køkkenets stand er derfor også helt bevidst noget af det første, der omtales i en boligannonce. Ifølge EDC-gruppen brugte danskerne sidste år i snit 230.000 kroner på istandsættelse af deres nyindkøbte bolig, hvilket typisk dækker over investeringer i energiforbedring, for eksempel isolering af vinduer, badeværelset – og køkkenet. 

Når vi har købt nyt køkken eller givet det gamle en ordentlig tur, investerer vi som aldrig før i lækkert køkkenudstyr. Det er ikke kun corona, der har fået os til at bruge penge på dyre saftpressere og kaffemaskiner, som vi ellers ville have brændt af på restaurantbesøg og udlandsrejser. Pandemien har blot forstærket en trend, der var i fuld gang, lyder det fra Henrik Egede, der er direktør i APPLiA, brancheforeningen for producenter og importører af hvidevarer og elektriske husholdningsapparater. 

I 2020 har APPLiA registreret tocifrede vækstrater, blandt andet i vinkøleskabe, hvis salg sidste år blev fordoblet, og i såkaldte hood in hob – kogeplader med indbygget emhætte.  

”Det er stukket pænt af,” siger Henrik Egede.

”Mens danskerne i mange år har flirtet med en opgradering af køkkenet, kan man nu vist roligt tale om en forelskelse.” 

EN AF DEM, som ser muligheder i køkkenbranchen, er Per Mikael Jensen, der er tidligere TV 2-direktør, MetroXpress-chef og nu investor i Form Plus, en køkkenproducent, der netop har åbnet ny butik i Bagerstræde i København.

Hvorfor går du ind i køkkenbranchen nu?

”Jeg har elsket at bygge, siden jeg var barn. I en alder af 14 var jeg storkunde i Silvan. Jeg byggede alt til børneværelset, mit skrivebord, højttalere, reoler, sengen … hvad jeg ikke har bygget af ting i spånplader. Jeg tror, min første kæreste var af spånplader,” siger Per Mikael Jensen. 

70’erne: Skabe med rulleudtræk og skæreplade, specialskabe med indbygget strygebræt, vitrinelåger i røgfarvet glas og udtræksbord til 3-4 personer.

Han nåede som ung at arbejde fire år i en lille møbelvirksomhed og var med egne ord godt på vej til at blive møbelsnedker, hvis ikke lærepladsen var gået i vasken. 

I stedet blev han journalist – og senere blandt andet international chef for MetroXpress og direktør for TV 2 – men interessen for møbler og byggeri holdt ved. Til en iværksætterkonference for fire år siden mødte han stifteren af køkkenvirksomheden Form Plus, Jesper Lykkeskov. Per Mikael Jensen besluttede at investere i virksomheden, som laver såkaldte IKEA-hacks, hvor kunderne køber IKEA-kabinetter og -udstyr og opgraderer det med snedkerlavede fronter, så det bliver mere funktionelt, flottere og mere personligt. På den måde kan man ’snyde’ sig til et toplækkert køkken, selvom man ikke har penge til at snedkerbygge det fra bunden eller til et funklende statussymbol fra de mest prestigiøse flagskibsbutikker. 

Form Plus får fremstillet deres fronter og låger i massivt træ på Mors og beklæder indersiden af kabinetterne med finér, ligesom hængsler og glideskinner opgraderes, så de angivelig holder længere end IKEAs. 

Andre danske brands, der laver IKEA-hacks, er blandt andet Reform, som er blevet kendt for deres samarbejde med arkitekter som Bjarke Ingels Group og &SHUFL, der fremstiller snedkerlavede fronter i et stilrent, stramt design.

Det er dét voksende marked, Per Mikael Jensen er interesseret i.

”Det er ikke mere usundt at få en lille plads i et stort marked end at få en stor plads på et meget snævert marked,” siger investoren, der ser to nye køkkentrends for sig i en nær fremtid.

Det ene er viktualierummet, hvor man i gamle dage opbevarede fødevarer mørkt, tørt og køligt, og som Plus Form lancerer i et nyt format på 2×2 meter med plads til frugt og grønt, brød og vin.

”Og så er der særligt én ting, som jeg savner ved det moderne køkken: udtrækspladen. Inden jeg dør, så vil jeg lave sådan et køkken,” siger han.

Samtalekøkken fra Kvik, ca. 2005.

DER ER LØBET en del vand i stålvasken, siden fru Hansen stod i landbokøkkenet. For eksempel er det over 20 år siden, at ordet ’samtalekøkken’ blev optaget i den danske retskrivningsordbog og introducerede danskerne for et køkken, der gik fra værksted til værerum. Et socialt rum, hvor den fragmenterede danske familie kunne få et glimt af hinanden i en travl hverdag. Men også en scene, hvor man kunne dupere sine gæster med årstidens hypede cuisine hen over køkkenøen, mens man langtidssimrede allehånde kødudskæringer i den nye sous vide-maskine. 

”Hvis jeg kun måtte se ét rum i ’Kender du typen’, vil jeg altid vælge køkkenet. Det er det, der siger mest om os,” siger livsstilsekspert og foredragsholder Christian Grau, der som reklamemand i 00’erne stod bag sloganet ’Alle har ret til et fedt køkken’, og som i en årrække var vært på DR’s populære tv-program. 

”Har man et ’tarmkøkken’, hvor to mennesker ikke kan passere hinanden, eller har man et stort trofækøkken, som ser lige så rent ud, som var det stadig i showroomet? Den slags siger utrolig meget om folks livsstil,” forklarer Christian Grau, som ikke får lige så mange ledetråde i folks stuer, der ofte er indrettet med bløde møbler til at binge tv-serier, men med knap så mange såkaldte idiosynkrasier. 

”Du kan måske lægge noget identitet i, hvorvidt fladskærmen i stuen er 30 eller 60 tommer. Men køkkenet siger så meget mere,” siger han. 

”Det fortæller for eksempel, om du selv laver mad, om det er ’fra jord til bord’ eller konserves. Det sender signaler, om du er med på noderne og har droppet overskabene, har et køkken-alrum, hvor alle kan være med, eller om det er et snævert værksted, som du ikke bruger tid i.”

’Alle har ret til et fedt køkken’, som i start-00’erne blev lavet til køkkenproducenten Kvik, ramte tidsånden godt, forklarer han. Der var et opsving på vej, danskerne havde fået flexlån og afdragsfrie lån, og folk pumpede penge ind i deres bolig. Og der var en tendens til, at man skiftede køkkenet ud i sin nye bolig, også selvom det var fuldt funktionsdygtigt.

Passer det slogan stadig på os? 

”Ja, køkkenet er et sindssygt vigtigt rum, i alt fald i Danmark. Vi har altid spist meget hjemme, og derfor har ideen om at være sammen, mens man laver mad, rodfæstet sig. Vi har jo været længe om at gå ud og spise til hverdag,” siger Christian Grau, der også mener, at ligestillingen har haft en stor rolle i køkkenets forvandling i det 20. århundrede. 

I Danmark var kvinderne hurtigt på arbejdsmarkedet efter krigen, og mændene kom mere ind i køkkenet, hvilket stillede nye krav til indretning. Dengang køkkenet var et arbejdsrum, hvor husmoren huserede, var man sjovt nok ligeglad med, om det var et lille hummer uden komfort. Men i det øjeblik, manden begyndte at lave mad, skulle der pludselig gøres plads.  

”Det næste var selvfølgelig, at så måtte det sgu også gerne være lidt lækkert,” siger Christian Grau.

Samtidig er der også et element af ’spis og skrid’ over køkkenet, der ifølge livsstilseksperten bidrager til dets popularitet: Et køkken er uformelt, der er ikke lagt op til, at man sidder der hele aftenen. Det kræver ikke en invitation og perfekt borddækning, ligesom det ikke behøver at ende med cognac til kaffen. Alt sammen noget, der passer godt til danskernes uhøjtidelige temperament, mener han. 

10’erne: Det grebsløse køkken. Slanke, vertikale og enkle horisontale linjer.

HVORDAN SER FREMTIDENS køkken så ud? Måske skal vi vænne os til, at det vil se mindre køkkenagtigt ud. Det har i nogen tid været fashionabelt at droppe overskabe i køkkenet, ligesom man har forsøgt at camouflere eller afskaffe emhætten. Fordi overskabe og emhætte skygger for lyset og åbenbart er, av, lidt for fælles genkendelige i deres formsprog. 

Dét kan dog blive et problem, især hvis man ønsker et multifunktionsrum, hvor madlavning kun er én blandt mange ting, som et køkken kan byde på. 

’Det køkkenløse hjem’ er en anden tendens på sigt – trenden er opstået i takt med, at flere spiser ude eller bestiller takeaway-mad. I New York er 30 procent af de nyopførte boliger på det seneste således bygget helt uden køkken.

”Hvis man spørger Coop, hvem deres største konkurrent er, skulle man tro, at det var Dansk Supermarked. Men de vil sikkert sige, at det er restaurationsbranchen og takeaway. Begge brancher har taget store andele fra supermarkederne, fordi vi spiser mere ude og køber mere færdiglavet mad med hjem,” siger Christian Grau.

Meget tyder også på, at fremtidens køkken – corona eller ej – bliver med udendørs servering. Kigger man på gamle herskabslejligheder og ældre parcelhuse i Danmark, ligger balkon og/eller terrasse altid i forlængelse af stuen. Men det ændrer sig nu, hvor flere foretrækker altan eller terrasse knyttet til køkkenet. Dels fordi det er nemt, hvis man vil spise ude, dels fordi køkkenet simpelthen har erobret ’husets hjerte’. 

Som Christian Grau siger:

”Køkkenet er dér, vi lever. Det kan ligesom alt. Man kan lave mad, lektier, og man kan have gæster, som aldrig når hen i de bløde møbler inde i stuen. Der er så hyggeligt i køkkenet. Det kan godt være, at stuen hedder ’living room’ i engelsksprogede lande, men i Danmark er det køkkenet, der er vores ’living room’.”

OLDIES BUT GOLDIES

Hvis man søger på ’køkkenelementer’ på for eksempel dba.dk, får man næsten 1.800 hits. Heraf er en fjerdedel komplette køkkener. Der er altså nok at vælge imellem, hvis man vil have et billigt køkken. Man skal bare selv kunne sætte det op – eller kende nogen, som kan.

Det gjorde Erik Lautrup, kok og mad­iværksætter, som på dba.dk købte et brugt Unoform-køkken til 15.000 kroner – inklusive opvaskemaskine, køleskab og komfur. Han hentede elementerne i en lejlighed ved Kongens Nytorv, hvor køkkenet i sin tid var sat op, og fik det derefter sat op i sin lejlighed på Frederiksberg.

”Folk skifter køkken, som de skifter underbukser. Jeg syntes, at det var idiotisk at købe nyt, når der står så mange ubrugte køkkener rundtomkring. Mange har en specifik idé om, hvordan deres køkken skal være. Men er man en lille smule åben for, hvordan det også kan se ud, kan man gøre det til en brøkdel af den pris, det ville koste at få lavet fra nyt,” siger Erik Lautrup, der glæder sig over, at han kan købe rigtig mange lækre råvarer for de penge, han sparede på køkkenet. Havde han købt et tilsvarende, helt nyt køkken, havde det kostet ham i omegnen af 250.000 kroner med opsætning og hårde hvidevarer.

Og så må han håbe, at det gamle køkken og dets elementer kan holde. Hvis ikke, koster én skuffe i dag – eller et andet Unoform-element fra nyt – mere end hele køkkenet.

Hun blev tiltrukket af køkkenets strenge disciplin og arbejder gerne 60 timer om ugen, men forstår godt, hvis hendes kokke ikke har det ligesådan. ”En køkkenchef skal være som en mor for sine ansatte,” siger 27-årige Anika Madsen, ganen bag den anmelderroste restaurant Fasangården.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Marie Louise Munkegaard, Walther Boelge

Allerede som barn skrev dine veninder i jeres venindebøger, at du skulle være kok, når du blev stor. Hvorfor ville du det?

”Jeg elskede stemningen i køkkenet derhjemme. Det var hyggeligere at kigge på min mor, der lavede mad, end at sidde foran tv. Som 11-12-årig begyndte jeg i skoleferier at arbejde for min onkel, der drev en frokost- og cateringvirksomhed i Lund. Jeg skrællede kartofler, gravede laksesider og lavede andet grovere arbejde. Der var altid travlt, og vi stod op klokken halv fem om morgenen for at blive klar. Senere hen sparede jeg op til et udvekslingsophold i USA gennem et job på Dragør Badehotel, hvor jeg både hjalp til i restauranten og i køkkenet. Jeg vaskede gulv, dækkede op og gav en hånd med ved anretning af konfirmationsfrokoster. Det føltes sejt at være del af et hold. Alle var vigtige i forhold til at nå det fælles mål. Og så kunne jeg godt lide tonen. At man siger ’ja, tak!’, når man har fået en kommando. Jeg har noget med disciplin og har altid tænkt, at hvis ikke det skulle være kok, så skulle det være militæret.”

Men du holdt fast i kokkedrømmen …

”Jeg begyndte i lære som 17-årig på brasseriet og ølbaren Den Tatoverede Enke, der lå i Boltens Gård, hvor jeg blev kastet ud i at stege masser af fisk og ribeye-steaks. Jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg blev ved med at løbe tør for sauce hollandaise og måtte piske og piske og piske. Til sidst havde jeg pisket så meget, at min hånd satte sig fast i en skæv stilling i en slags krampetilstand. Jeg turde ikke sige til køkkenchefen, at jeg ikke kunne piske mere, det ville være for pinligt. Det var min egen skyld, at jeg ikke havde beregnet en stor nok portion fra starten, og jeg ville ikke virke pivet. Det lykkedes mig at få vrikket hånden på plads, uden at nogen opdagede det, og der skete ikke noget videre, ud over at det ikke var særlig behageligt. Efter sådan en aften kan man heldigvis drikke en øl, se hinanden i øjnene og grine af, hvor meget det har sejlet. Jeg synes, det er fedt at arbejde i det kaos.” 

Er det stadig kaotisk i dag, hvor du er køkkenchef?

”Vi har dage, hvor der er lynende travlt, og det ender kaotisk, selv om vi følte, at vi var godt forberedt. Det er ikke noget, gæsterne lægger mærke til, ud over at ventetiden bliver en lille smule længere. Men ude i køkkenet mærker man det ekstra stress. Der er ikke andet at gøre bagefter end at snakke om, hvad vi kan gøre næste gang for at undgå den samme situation. Hvornår skal vi møde i morgen for ikke at stå igen og ligne nogle idioter?”

Det lyder konstruktivt i en branche, der har ry for at gøre sig i skideballer?

”Jeg har fornemmelsen af, at man er ved at gå lidt væk fra råbe-køkkenet, når jeg snakker med folk i mit netværk, uanset om de arbejder på Michelin-niveau eller i kantiner. Her hos os forsøger vi at lave bæredygtig mad, vi skal til at slynge vores egen honning, og vi skal have æg fra egne høns. Men det skal også være en bæredygtig arbejdsplads. Og det er det ikke, hvis ikke man kan kigge hinanden i øjnene, når man går hjem.”

Du har tidligere sagt, at du mener, kvinder gør noget godt for tonen i et køkken. Kan du uddybe?

”På Fasangården er tre ud af otte i køkkenet kvinder, og det giver en vis kønsbalance. Jeg har oplevet, at hvis der kun er mænd i køkkenet, går der nemt værkstedshumor og mandehørm i den – på samme måde som det sikkert hurtigt bliver en hønsegård, hvis der kun er kvinder. Men det er jo ikke sjovt at snakke mande-værkstedssnak med en kvinde, så dør den hurtigt. Det betyder ikke, at man ikke kan drille hinanden kærligt i et køkken – det skal man, det er en måde at give hinanden opmærksomhed – men det er min rolle som køkkenchef at sige: ’Så, nu er det ikke sjovt længere’, lige så snart jeg fornemmer, at nogen ikke morer sig. Som køkkenchef skal man være som en mor eller far for sine ansatte.”

Inden Fasangården var du med til at åbne restauranten Roxie, hvor du blev køkkenchef som 25-årig. Følte du dig parat til ansvaret?

”Roxie blev åbnet af folkene bag Michelin-restauranten Kadeau, og med deres renommé føltes det bestemt nervepirrende. Også selvom jeg syntes, det var passende i forhold til min kreativitet, og hvor meget blod på tanden jeg havde. Når man åbner en ny restaurant, følger der ting med såsom at ansætte en restaurantchef og sætte dig ind i at skrive kontrakter og udbetale løn, som din uddannelse ikke har forberedt dig på. Heldigvis oplevede jeg, at de havde tillid til mig og lovede at hjælpe mig, både med det administrative og med at smage på maden, hvis jeg havde behov. Det gav mig mod til at springe ud i det. Og jeg knoklede virkelig for at gøre det til et sted, hvor vi kunne bespise en masse mennesker og samtidig vise identitet på tallerkenen.”

Anika Madsen (bagerst, anden fra højre) og Fasangården-personale.

Hvilken ret opfatter du som din egen?

”Vi lavede en ret på Roxie, som jeg har taget med mig på Fasangården. Den består af selleri bagt med hø og timian serveret med tynde strimler af dansk blæksprutte samt dashi-smør. Dashi er en japansk fond lavet på tang og tørret tun, som giver dybde og modspil til den intense karamelliserede sellerismag og det fede smør, mens blæksprutten giver en næsten pasta-agtig struktur til retten. Den har taget kegler i anmeldelserne, jeg bliver aldrig selv træt af at lave den, og gæsterne er så glade for den, at de glemmer at lægge ordentligt mærke til hovedretten, der følger efter. Det er et luksusproblem.”

Restaurantvejviseren White Guide kårede dig i 2018 til årets talent i Danmark. Du har fået flotte anmeldelser på Roxie og nu på Fasangården. Berlingske kaldte dig ’Umami-dronningen’. Hvad betyder udmærkelserne?

”Jeg håber, det kan give folk et skub, at en ung kvinde som mig får den omtale. At det kan motivere unge mennesker, der er i tvivl om deres uddannelsesvej, til at gøre det, de vil. Det behøver ikke nødvendigvis være kok. Det kan være, de har en anden ting, de brænder for, men måske har deres forældre sagt, de skal gå en mere akademisk vej.”

Restaurationsbranchen har problemer med at tiltrække og holde på de unge. Hvorfor?

”Arbejdstiderne er utaknemmelige, og vi skal blive bedre til at have vores medarbejderes ryg. Jeg kan ikke forvente, at bare fordi jeg ikke har nogen stopknap og har lyst til at arbejde 60 timer om ugen, så har de andre kokke det også. Vi kan blive bedre til at indrette arbejdet. Måske lave nogle flere linjer inden for uddannelsen, så de kokke, der faktisk godt kan lide det administrative og skrivebordsarbejdet, kan dyrke den side. Vi skal have brainstormet en hel masse i den her branche.”

Anika Madsen er 27 år og opvokset i Dragør. Var souschef på restauranten Nabo og køkkenchef på Roxie. Nu køkkenchef på Fasangården, der drives af Meyers og ligger i Frederiksberg Have.

 

Som rygsækrejsende forelskede han sig i en fin kasket og bankede håbefuldt på hos mesteren bag værket. Siden fik Silas Skram selv håndværket ind i fingrene, og i dag er Danmarks eneste kasketmager på en mission for at gøre den populære hovedbeklædning håndlavet igen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto: Martin Sørensen, Nicolai Egense, Silas Skram

“DA JEG VAR 22 år, havde jeg svært ved at finde et sted at bo i København og svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle tage mig til. Jeg tomlede ned gennem Tyskland med mit skateboard under armen. I byen Jena var jeg inde i en hatteforretning, hvor jeg faldt over en ternet baseballkasket med vatteret fór i en kvalitet, jeg aldrig havde set før. Virkelig lækker. Bullani hed mærket. Jeg spurgte, hvor den var lavet, og fik at vide, at den var fremstillet 100 kilometer derfra i byen Bamberg hos en lille familievirksomhed. 

Måske kunne jeg også lære at sy sådan en, tænkte jeg. Så havde jeg da fået noget håndgribeligt ud af turen. Næste dag fandt jeg frem til baggården, hvor værkstedet ligger. Man kunne høre nålene, der gik i symaskinerne, båndkniven, der skar stof til, og træstokkene, der bankede kasketpulde til mod træblokke.

”Hvem er du?” sagde Herr Bullmann, mesteren i virksomheden. Jeg stod der med min store rygsæk og mit skateboard og fortalte, at jeg gerne ville lære at sy kasketter. ”Det kommer du aldrig til at lære,” sagde han. ”Hvad havde du forestillet dig?” Jeg prøvede at tale ham lun på ideen. Fortalte ham, at jeg godt kunne sy lidt, at jeg kunne gå til hånde, eventuelt stryge kasketterne for ham. Vi diskuterede det ret længe. ”Jeg er jo rejst hele vejen ned gennem Tyskland for at komme til dit værksted, så jeg har dedikationen,” prøvede jeg. Det endte med, at han forærede mig en kasket, bad mig tænke mig om en ekstra gang, og hvis jeg stadig ville det, kunne jeg komme tilbage nogle dage senere og begynde at arbejde. 

Knappen på toppen og det sølvgrå mærke foran er lavet af lakseskind fra Island, en lille signatur, Wilgart bruger til detaljer. 

JEG FIK LOV at bo hos ham og hans kone lidt uden for byen og gik med på arbejde seks dage om ugen. Jeg fik lov at stå med dampstrygejernet og svede, mens det var højsommer, og fuglene kvidrede udenfor. Og jeg fik efterhånden lov at sy nogle kasketter til mig selv. Herr Bullmann blev ved med at sprætte mine kasketter op og bede mig sy dem ordentligt sammen igen. Og bad mig om ikke at vise dem til nogen eller fortælle, hvem der havde lært mig at sy. Efter 19-20 kasketter og en måneds arbejde lokkede nogle venner med en tur til en badesø længere sydpå, og så sagde jeg farvel til Herr Bullmann og rejste videre.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg på en uddannelse som accessories designer på KEA, Københavns Erhvervsakademi. Det handlede mest om, hvordan tilværelsen er for en designer, der får sine ting syet et sted langt ude i Asien, og passede egentlig ikke særlig godt til det, jeg ville. Men i ferier, og hver gang vi skulle lave et individuelt projekt eller havde en praktikperiode, tog jeg ned at arbejde hos Bullani.  I dag ser jeg Herr Bullmann som min mester, selv om jeg ikke var i officiel mesterlære hos ham. Efter to år på uddannelsen oprettede jeg et firma, der tilbød håndlavede kasketter, fandt et kælderlokale uden vinduer i Nordvestkvarteret og købte min første industrisymaskine. Og hver gang jeg havde en teoretisk skoleopgave, brugte jeg firmaet som case. På den måde fik jeg noget ud af branding- og marketingdelen af uddannelsen. 

Produktion i baglokalet på Jægersborggade. Silas Skram har også et værksted med mere plads og større maskiner på Bornholm.

”Bare 10 procent af ørene dækket forhindrer dig i at fryse om dem,” siger Silas Skram.

EN DAG KOM TV 2 Lorry ud i kælderlokalet og lavede et indslag om mig, og det satte gang i efterspørgslen. Men det var stadig ikke mere end 30-40 kunder per halvår. Lige nok til at betale huslejen. Så jeg fortsatte med at uddanne mig for at få nogle redskaber til at drive forretning. Jeg tog en overbygning i bæredygtigt indkøb i tekstilbranchen og læste noget erhvervsøkonomi. Derefter tog jeg en kandidatgrad i digitalt design og kommunikation på IT-Universitetet. 

Det var på tide at gøre noget seriøst ved virksomheden, og jeg søgte om at få et lokale i Jægersborggade, hvor alle erhvervslejemålene ejes af den samme andelsforening, der favoriserer små virksomheder og ikke lejer ud til eksempelvis butikskæder. Jeg åbnede butikken i 2018 og sad selv i baglokalet og syede, men stod også for betjening. Senere blev Tomas, som var i praktik hos mig i forbindelse med sin uddannelse som designteknolog, partner i firmaet. Han er en mester i præcision, teknisk anlagt og god til IT. Som bachelorprojekt udviklede han en app, som fortæller små historier om vores håndværk og produkter, og som blev præsenteret gennem en udendørs udstilling i Jægersborggade i november 2020.

Sixpence og baseballkasketter er Wilgarts bedst sælgende modeller.

DET ER HELE TIDEN vigtigt at formidle det, vi laver, hvis vi skal overleve som specialforretning. Så skal folk vide, hvad der ligger bag vores priser, som er højere, end hvis du køber en masseproduceret kasket. En baseballkasket i uld koster fra 600 kroner hos os. Og ud over at du får en personlig oplevelse ved at købe den, fordi du ved, hvem der har lavet den, får du en kasket, der passer til din hovedstørrelse, og hvor der er tænkt over alle materialer – jeg har overtaget Herr Bullmanns leverandørkartotek, og det er guld værd, når man starter op i et så specialiseret håndværk.

Pulden er syet af uld fra Skotland, indlægget til skyggen er stanset ud i Tyskland og overtrukket med skind fra Italien, kantebåndene kommer også fra Tyskland, og vi overtager brugte lagner fra De Forenede Dampvaskerier, som vi indfarver og bruger til fór. Vi forsøger at være så bæredygtige som muligt og kun anvende materialer fra Europa. Man kan købe de kasketter, vi har på lager, men man kan også selv vælge materialerne og få lavet sin helt egen kasket på mål. 

De fleste, der kommer herned, er ret forundrede: ”Laver du dem selv?” Engang var der ikke andet end håndlavede kasketter og småbitte leverandører i København.  Engang var kasketmagerfaget ret nemt at komme ind i, fordi man kunne starte op derhjemm, hvis bare man havde en symaskine. I dag er vi vistnok de eneste i Norden. Og i hvert fald de eneste i Danmark.”

Silas Skram er 33 år og opvokset på Bornholm. Halvt tysk. Indehaver af hattebutikken Wilgart i Jægersborggade i København.

Julie Zaken fik lyst til at bruge sine hænder, da hun gik om bord på Georg Stage og blev kastet ud i svejsning, splejsning, lakering og stiv kuling. ”Det var megaspændende,” siger den forhenværende skoleskibselev, der sidste år stævnede ud som selvstændig møbelpolstrer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Wozniak Kristensen

”DET HAVDE ALDRIG været den store succes for mig at sidde på skolebænken,” siger Julie Zaken, der droppede ud af 2. g, fulgte nogle enkelte fag på HF uden dog at færdiggøre uddannelsen, tog på højskole og rejste en masse, inden hun besluttede sig for at prøve en tur med skoleskibet Georg Stage.

”Nogle af mine venner havde prøvet det, og jeg syntes, det lød spændende: eventyret i at komme ud at sejle. Og så sammen med 62 andre elever, jeg ikke kendte. Det virkede vildt, og jeg tænkte: ’Det skal jeg da prøve.’”

Togtet, der førte hende rundt i Nordsøen og Østersøen, begyndte i maj 2009. Forinden havde hun meldt sig som en af de frivillige, der hjalp med oprigningen af skibet, altså klargøringen af master, sejl og tovværk. Et gammelt skib kræver en del vedligeholdelse, så der skulle bankes rust, males, slibes og lakeres, før skibet kunne forlade sin plads på Holmen i København, hvor Georg Stage ligger til kaj. I land blev eleverne introduceret for svejsning, drejning og andre fag, de ville få brug for undervejs på togtet. 

Om bord på skibet lærte de grundlæggende søfartsfærdigheder såsom knob og stik og at splejse tovværk, en teknik, man bruger til at flette et reb ind i sig selv for at danne en permanent løkke eller til at flette to reb ind i hinanden, så de bliver til ét.

”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at bruge mine hænder, og jeg kunne godt lide det,” siger Julie Zaken, der var 21 år, da hun sejlede ud med Georg Stage.

En fuldrigger er et skib med fuldt riggede master, det vil sige masser af sejl.

SOM ELEV OM BORD på skoleskibet ligger man tæt i hver sin hængekøje, og skal man på vagt om natten, må man være letfodet og stille, så man ikke vækker for mange kammerater. I det hele taget er 20 ugers sejlads i nærkontakt med nye ansigter en øvelse i at indordne sig under kollektivet. 

”Nogle havde det svært med det, og andre var bare 17 år gamle og kom lige hjemme fra forældrene og syntes, det var lidt overvældende med alle de mennesker og alle de hensyn, man er nødt til at tage. Selvom jeg havde rejst, og jeg havde boet ude noget tid, var det stadigvæk en prøvelse for mig at rumme så mange forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund. Vi skulle arbejde tæt sammen om alt, både dag og nat – det burde alle mennesker prøve.” fortæller Julie Zaken.

Hvad der måske føltes endnu mere grænseoverskridende, var de første par gange, hun fik besked på at klatre op i riggen, skibets system af tovværk og master.

”Jeg kan huske, at mine arme og ben rystede. Men efterhånden lærer man at bruge sin krop på den rigtige måde og stole på, at den sagtens kan finde ud af det. Til sidst var det helt afslappet og en ren nydelse at klatre derop. Så kunne man få lidt tid til sig selv deroppe, eller man kunne klatre derop, hvis man havde brug for at føre en privat samtale.” 

På et skib er man i vejrets hænder, og Julie Zaken husker særligt en vild kuling i Nordsøen som en oplevelse, der gav respekt for vinden og havets kræfter. 

”Jeg syntes, det var megaspændende. Så skete der noget! I den slags situationer ville jeg gerne være oppe på dækket. Det føltes meget mere trygt end at sidde nedenunder og mærke, at skibet blev kastet rundt, men uden at vide, hvad der foregik.”

DEN RETTE KURS

Ifølge en ny undersøgelse havde otte ud af 10 tidligere elever 15 år efter et togt med Georg Stage en uddannelse ud over grundskoleniveau. Og fire ud af 10 havde fået en videregående uddannelse. Er du minimum 17,5 år gammel, og har du bestået 9. klasse, kan du ansøge om at stævne ud fra Holmen i København og komme på 20 ugers togt med den tremastede fuldrigger, der har fungeret som skoleskib siden 1882.

Der vil være praktisk og teoretisk undervisning i for eksempel navigation, vedligeholdelse af skibet og motorlære. Undervisningen på Georg Stage er godkendt som en søfartsuddannelse på grundniveau og giver adgang til at læse videre til for eksempel befaren skibsassistent, styrmand, kaptajn eller maskinmester, men kan også være en vej ind i for eksempel shipping eller militæret

Men der findes også andre muligheder for at påbegynde en søfartsuddannelse, for eksempel Marstal Navigationsskole, søfartsskolerne i Svendborg og Nyborg og MARTEC i Frederikshavn. der også har skoleskib og uddanner blandt andet maritime studenter, skibsmaskinister og fiskeskippere.

DA GEORG STAGE vendte tilbage til Holmen efter at have lagt til i lande som Skotland, Tyskland, Polen, Estland og Rusland, blev Julie Zaken ansat til at rigge skibet ned for en beskeden løn. Arbejdet varede et par uger, og de kontakter, hun havde knyttet på Georg Stage, gav hende mulighed for i en periode at arbejde for private, der savnede hænder til at istandsætte deres sejlskibe.

Med en grunduddannelse fra Georg Stage på cv’et kan man videreuddanne sig inden for det maritime, for eksempel til befaren skibsassistent, en slags matros-titel, men Julie Zaken, der altid havde været glad for at sy, valgte at gå i land og gå i gang med en bacheloruddannelse som tekstilformidler på Professionshøjskolen UCC i København. Samtidig passede hun et studiejob i et sejlmagerværksted. Hun kunne godt lide arbejdet, og indimellem kom der også møbler ud på værkstedet, som skulle repareres, og som hun og hendes kolleger måtte sætte sig ind i.

”Det gik op for mig, at det var møbler, jeg ville lave. Jeg savnede nogle større armbevægelser, end man gør brug af i arbejdet med beklædning. Jeg savnede at bruge min krop og være fysisk udmattet.”

Julie Zaken, 33, har møbelpolstrer-værksted på Ravnsborggade på Nørrebro i København.

HUN BEGYNDTE i lære som møbelpolstrer og fandt ud af, at faget tilgodeser trangen til såvel tungt fysisk arbejde som til fingerfærdighed.

”Det passede godt til mig. Man skal hamre, banke og løfte, men man skal også bruge sømandsfærdigheder såsom knob og stik, når man snører fjedre i en lænestol for eksempel,” siger Julie Zaken, der i maj sidste år åbnede sit eget møbelpolstrerværksted, Københavns Møbelpolstring, efter at hun i december 2019 havde været til svendeprøve. 

Den bundne opgave var at producere en højrygget overpolstret lænestol – det vil sige en, der er polstret på alle sider bortset fra i bunden – og demonstrere, at man både mestrer traditionelle teknikker med fjedre og plantefibre og mere moderne ­teknikker med skum. Det faglige bedømmelsesudvalg belønnede hende med en sølvmedalje i tillæg til svendebrevet, der blev overrakt ved en ceremoni i Håndværkerforeningen i Moltkes Palæ i København.

”Selvfølgelig er jeg stolt af at kunne et håndværk. Det er på mange måder tilfredsstillende at kunne levere et godt resultat, som holder i mange år,” siger Julie Zaken:

”Det er noget, som burde værdsættes højere i uddannelsessystemet.”

 

Mere end otte ud af 10 danskere bruger en streamingtjeneste, og en tredjedel af os har helt klippet kablet til det traditionelle tv-signal. Hvordan blev streaming så populært så hurtigt? Og hvordan ser medielandskabet ud om 10 år? Som tv-seer er der grund til at være glad, men skærmen har måske også en bagside. Spoiler alert: Vær bange. Vær meget bange.
Tekst:Christian MartinezIllustration:Bernardo Franca

ALLE MENNESKER HAR et bristepunkt. For Gerard Lemoine var det nyheden om, at Disney ikke ville lade deres nye ’Mulan’-film få premiere i biografen, men i stedet sende den 200 millioner dollar dyre blockbuster direkte ud på deres nye streamingtjeneste Disney+. Gerard Lemoine, en midaldrende biografejer i en forstad til Paris, havde reklameret for filmen i månedsvis og gad ikke mere pis. Han greb et baseballbat og smadrede en stor papfigur af ’Mulan’ i sin biograf i et videofilmet ’fuck you’ til Disney, der gik viralt. Videoen af den rasende franskmand er indtil videre blevet set af 2,3 millioner på Twitter.

Gerard Lemoines reaktion er sigende for en branche, der ligesom de traditionelle tv-stationer og kabel-tv-distributører skal vænne sig til en ny og magtfuld aktør i deres egen baghave: streamingtjenesterne. De er ikke kun kommet for at blive, de er kommet for at vende op og ned på det traditionelle medielandskab. Selvom Disneys CEO Bob Chapek hurtigt var ude at sige, at beslutningen om at forbigå biograferne var et enkeltstående tilfælde og alene skyldtes, at biograferne var lukket ned på grund af corona, varsler episoden nye tider for både seerne og underholdningsindustrien

Men måske har vi allerede set signalskriften på skærmen, for danskerne streamer mere end nogensinde før. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke. 86 procent af os har adgang til og bruger en streamingtjeneste, men vi gør det på forskellige måder. Halvdelen af os har en tv-pakke og streamer ved siden af, en tredjedel har droppet det traditionelle kabel-tv (de kaldes også cable cutters), og endelig bruger en femtedel udelukkende en traditionel tv-pakke. Den sidste gruppe bliver stadig mindre. Mere overraskende viser undersøgelsen også, at det langtfra kun er de unge, som streamer: I 2019 var det tre procent af de 70+-årige, der var cable cutters, mens det tal i 2020 er 14 procent.

”I mange år har man talt lidt karikeret om cable cutters som unge, hippe og tech-kyndige typer, men flere og flere ældre springer også ud i et liv kun med streaming,” siger kommerciel direktør i Wilke Mette Stensbek Christensen og fortsætter:

”Det er interessant, for det betyder, at tjenesterne bliver nødt til at tænke i indhold, som også appellerer til de ældre.”

VORES GRADVISE FARVEL til de traditionelle tv-kanaler og kabel-tv-pakker tog især fart, efter at streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic blev tilgængelige i Danmark i 2012. Bare spørg YouSee, Danmarks største tv-selskab, der siden da har mistet over 300.000 kunder. Men hvorfor er streaming blevet så populært? Fordi man kan se det indhold, man vil, når man vil. Fordi man ofte slipper for reklameafbrydelser, og fordi streaming har givet forbrugerne frihed til at vælge selv. 

Ifølge Mette Stensbek Christensen er det nærmest, som om folk har været i et tv-pakke-fængsel, som de nu er brudt ud af. Mere overraskende er det måske, at tingene er gået så stærkt.  

”Spillereglerne er lavet om på utrolig kort tid. Det er et rent paradigmeskifte. Et mareridt for nogle, men en fest for andre,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, et forum, der forudsiger udviklingen for tv-mediet.

Vinderne er de danske tv-seere, der ifølge Claus Bülow Christensen aldrig har haft så meget at vælge imellem med en så fantastisk bredde og kvalitet. Der er noget for alle – og det er billigere end før. Taberne er – ud over biografejer monsieur Gerard Lemoine – de traditionelle udbydere af kabel-tv-pakker som YouSee og Stofa, som skal tænke i nye baner, hvis de i fremtiden skal lave andet end at lægge kabler for streamingtjenesterne. 

Betyder denne fagre nye verden så enden på flow-tv? Hvis man mener det traditionelt distribuerede broadcast-fjernsyn med kanaler i kabel-tv-pakker, så ja, så er det begyndelsen på enden. Sådan lyder det fra chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der spår, at vi i stedet vil have et 100 procent internetdistribueret fjernsyn. Men det betyder ikke døden for live-tv:

”Der er ingen tvivl om, at meget tv-forbrug flytter sig fra traditionelt live-flow-tv til on demand-streaming. Dog skal man huske på, at der fortsat er meget indhold, som ses live eller tæt på live. Det er for eksempel sport, nyheder og aktualitetsformater,” siger han.  

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i danskernes forbrug af elektroniske medier. DR’s nyeste undersøgelse viser, at selvom 15 procent af vores medieforbrug er streaming, så er 30 procent stadig helt almindeligt flow-tv (resten går med radio, onlinesurfing, sociale medier og onlinespil). Rapporten viser også, at det danske streamingmarked er domineret af seks tjenester –Netflix, DRTV, YouTube, TV 2 Play, Viaplay og HBO Nordic.

STIL IND PÅ DE DANSKE KANALER

Du behøver ikke at købe dig fattig i streamingtjenester. Det Danske Filminstitut tilbyder kilometervis af gratis underholdning og public service fra arkiverne. På instituttets streamingtjeneste filmcentralen.dk kan man gå på opdagelse i over 3.000 kortfilm og dokumentarfilm samt streame animationsfilm til børn. Og på stumfilm.dk ligger over 400 stumfilm fra dansk films guldalder. Endelig er instituttets nyeste streamingtjeneste, ’Erindringsbio’, målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Alt sammen gratis.

STREAMING PASSER GODT til vores stadigt mere fragmenterede arbejdsliv, hvor fritid og arbejde blandes sammen, mener livsstilseksperten Christine Feldthaus. Døgnet flyder på en anden måde end før, og jo flere der står uden for en fast arbejdstid, som freelancere og selvstændige, jo mindre ønsker man at være afhængig af flow-tv’ets fastlagte program:

”Det handler om frihed og convenience. Og det giver Netflix os,” siger hun.

Selvom Feldthaus er erklæret serie-buff og streamer mere end gennemsnittet, mener hun ikke, at vi skal dømme husalteret ude. Der er en grund til, at vi danser, synger og bager kager i tv-formater som ’Den store bagedyst’, ’Vild med dans’ og ’Fællessang’. 

”Gammeldags fjernsyn giver på nogle punkter stadig Netflix baghjul. Hvordan skal jeg få tablets og telefoner ud af hænderne på mine børn? Det kan jeg ved at tilbyde dem en pose Matador Mix og en fælles runde om stueorglet med surround sound, og så kan vi se det sammen og føle, at vi har et samvær i familien. Det kan flow-tv. Det traditionelle tv er stadig meget stort,” siger Christine Feldthaus, der sammenligner med dengang, vi danskere så ’Huset på Christianshavn’, og alle sad lørdag aften foran skærmen med en æbleskive og en kop kaffe. 

”Vi gør jo lidt det samme i dag med streaming. Skal vi ikke binge ’Fargo’ i aften? Og så ser man den sammen med sine venner. Jeg kan godt forestille mig, at nogle medieforskere synes, at streaming gør os dumme, ugidelige og individualistiske, men den tror jeg ikke på. Streaming er meget socialt,” siger hun.

En ting er sikker: ”Hvad ser du for tiden?” er et spørgsmål, som mange af os stiller hinanden, når vi mødes til parmiddag eller får en sludder over kaffemaskinen på kontoret. Hvor vi engang talte om bøger i dannet selskab, er samtalen i dag drejet ind på serier – ’The Sopranos’ er ligefrem blevet sammenlignet med 1800-tallets store dannelsesromaner.

”Når sådan en serie slutter, er man grædefærdig, for nu har man været venner med dem i syv sæsoner, og pludselig er de der ikke mere. Det er som at afslutte et romanværk i tre bind,” siger Christine Feldthaus og tilføjer: ”Hvis du først er blevet suget ind i en serie, som du synes er mageløs, vil du gerne give den oplevelse videre til dine venner. I min vennekreds spørger vi næsten til serierne, før vi spørger til børnene.”

FRIHED TIL AT vælge underholdning på alle hylder lyder jo skønt. Der er bare et problem.

”Mens folk råbte på frihed de første år, og alle syntes, det var fedt, at man kunne vælge, hvad man ville, er der efterhånden så meget indhold tilgængeligt, at det virker uoverskueligt,” siger Mette Stensbek Christensen. ”Det skaber en masse spildtid.”

Den amerikanske psykolog og forfatter Barry Schwartz skrev i 2004 en bog om fænomenet, ’The Paradox of Choice: Why More Is Less’. Bogen beskriver, hvordan for mange valg kan gøre os ængstelige og handlingslammede, og en af forfatterens pointer er, at det kan gøre os mindre tilfredse med de valg, vi tager. Med utallige valgmuligheder må den perfekte film eller serie jo være der. Vi kan bare ikke finde den, så vi nøjes med at se en ’mindre god’ film.

”Jeg griner selv over, hvor ofte jeg har siddet og zappet rundt, og så sender TV 2 ’Notting Hill’ for 117. gang, og man ender med at se den alligevel, selvom der er tusind film på HBO, man ikke har set,” siger chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der som mange andre ofte ikke orker at bruge energi på at sætte sig ind i de mange valg: ”Oveni skal man så skændes med konen, om det nu også er det, hun vil se. Hun vil se et spansk socialrealistisk drama, mens man selv vil se Marvel. Så ender man med at se det, som TV 2 sender, fordi så er det TV 2’s skyld, at man spilder sin aften,” siger Dennis Christensen.

At frit valg på alle hylder er en svær størrelse at håndtere, ved de også hos Spotify, hvor man melder om, at den første søgestreng, som de fleste danskere taster ind, når de opretter en ny konto hos musiktjenesten, er Kim Larsen.

”Vi har mulighed for at høre newzealandsk jazz eller Balkan-punk, men vores fantasi rækker ikke længere end til Kim Larsen,” siger Dennis Christensen.

Spotify imødekommer problemet ved at udvælge tracks til den enkelte bruger, og det samme sker inden for film og serier på streamingtjenesterne. Kodeordet for fremtidens streaming er kuratering, altså indhold tilpasset den enkeltes smag og brugerprofil. Det foregår i dag via algoritmer, der kommer med anbefalinger (”hvis du kunne lide dette, kan du sikkert også lide dette”), men i fremtiden kan vi forvente, at kurateringen bliver mere forfinet. Blandt andet ved hjælp af apps, som samler alle streamingtjenester, og som kan søge på tværs af andre apps, måske også ved at lade os få anbefalinger af venner på sociale medier.

 

CLIFFHANGER OG HISTORISK HÆFTEFEBER

Vores hang til tv-serier er langtfra noget nyt fænomen. Ifølge lektor og filmhistoriker Peter Schepelern har det rødder i 1800-tallets store romaner, som oprindelig udkom i føljetoner i dagbladene. Da Charles Dickens i 1836-37 udgav ’Pickwick-klubben’ som føljeton i 20 dele, udløste han det, som man i litteraturhistorien har kaldt hæftefeber. Folk stod i lange køer for at få næste kapitel i den letbenede satireføljeton om en overklasseklub af ungkarle, der rejser på eventyr rundt i England.

Også mange andre af litteraturens store forfattere har skrevet deres værker i små bidder. ’Idioten’, der anses for et af Dostojevskijs hovedværker, udkom som føljeton i tidsskriftet Russkij Vestnik fra 1868 til 1869. 

Ifølge Peter Schepelern er streaming og tv-seriernes nuværende succes beslægtet med føljetonromanerne, der i 1900-tallet fik konkurrence fra stumfilmene. Stumfilm hittede langt ind i lydfilmens æra med såkaldte serials, små historier med en velkendt karakter, som publikum fulgte med spænding. Et eksempel var stumfilmsstjernen Pearl White i 1920’ernes USA, der blev kendt som ’Queen of the Serials’ og blandt andet lavede sine egne stunts.

Begrebet cliffhanger stammer fra disse tidlige serials, fordi helten eller heltinden ofte i bogstavelig forstand hang og dinglede ud over en klippekant, når afsnittet sluttede, og så kunne publikum bide negle, indtil næste kapitel ramte biograferne. 

Serials bliver i filmhistorisk sammenhæng ofte betragtet som filmmediets småpinlige onkel, en vulgær genre, som ikke kastede stor filmkunst af sig. Men selvom det er nemt at grine af dem i dag, foregreb serials et smart narrativt greb, som går igen i mange moderne tv-serier.

”Man sluttede der, hvor publikum tænkte: ’Åh nej, hvad nu?’ Man udnyttede afbrydelsen af historien til at skærpe interessen,” siger Peter Schepelern.

Det greb går igen i nutidens tv-serier. Man skaber et fiktivt univers med karakterer, som seerne interesserer sig for, og så giver man den ellers ekstra lang line til at udfolde persongalleri og univers. Tid er der nok af, for man skal ikke komprimere historien som i en spillefilm. ’Breaking Bad’ er ifølge filmdatabasen IMDb på 3.030 minutter, hvilket groft sagt svarer til 25 spillefilm. Det tager en krig at komme igennem, men det er sådan set pointen. Ifølge Schepelern er den dvælende fortællestil et ekko af Dickens’ store romaner, som man heller ikke bare suser igennem.

”Man får en fornemmelse af, at nu sætter vi os bekvemt til rette, og så er der en lang historie i vente. Det er blevet genoplivet med serierne, og øjensynligt opfylder det et behov, for vi må konstatere, at der bliver banket serier ud. Der er noget hypnotiserende over det. Vi lever os så stærkt ind i de her menneskers liv, at vi nødig vil give slip på dem,” siger han.

MENS NETFLIX ER stormet frem og i dag dominerer streamingmarkedet, har flere amerikanske giganter med dybe lommer kigget med fra sidelinjen og ventet på det rette tidspunkt at slå til på. I mediebranchen tales ligefrem om en streamingkrig. Giganterne tæller ud over Netflix, Apple TV+ og Disney+ også Amazon Prime, Googles moderselskab Alphabet og mediekoncernen Warner, der ejer HBO og snart lancerer HBO Max. Præcis hvor store dønninger det giver, når en ny gigant stempler ind, blev tydeligt, da Disney lancerede sin streamingtjeneste i Danmark i september. Ifølge helt nye tal fra analyseinstituttet Wilke tegnede 20 procent af danskerne abonnement på Disney+ på blot seks uger.

Forbrugerne kan godt forberede sig på, at giganterne de kommende år vil gå langt i kampen om vores gunst, vurderer Claus Bülow Christensen, der også hæfter sig ved, at hele branchen er ved at blive disrupted: Da Disney streamede ’Mulan’ i stedet for at lade den gå i biografen, væltede de den gamle forretningsmodel. Det revolutionerende er ikke kun, at forbrugerne har fået frihed til at se underholdning, når de vil. Det er, at producenterne i dag også er distributører. Disney kan ved at skrue på et par knapper i deres hovedkvarter i Californien distribuere et enormt bibliotek ud til hele verden på deres egen tjeneste. Den fidus kigger de amerikanske giganter, der snart kommer til Danmark, også på.

Den store streamingkrig handler om det kollaps i værdikæden, hvor de store producenter af indhold – hvad enten det er Netflix, Disney eller Amazon – fjerner mellemmændene og via egne servere og internettet selv kommer ud til forbrugerne. De næste 5-10 år vil vi opleve, at de amerikanske tech-giganter kan sætte sig på vores tv- og streamingtjenester og presse alle andre ud, mener Claus Bülow Christensen.

Det kan sammenlignes med, hvad der skete, da internettet stadig trådte sine barnesko. Dengang fandtes mange forskellige søgemaskiner, men i dag er at søge på nettet ensbetydende med brug af Google. Og det er ingen hemmelighed, at Googles monopollignende position har givet virksomheden flere sager på halsen om overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. 

”Det kommer også til at ske på tv-markedet. Det er et uvæsen, som vi ikke slipper af med. Tv er nemlig det næste, som tech-giganterne kaster sig over. Det er også derfor, de er så aggressive,” siger han.

Hvem vinder den krig?

”Det er svært at sige. Det eneste sikre er, at Amazon, Apple og Google stadig står der om 10 år, og at de vil have knust mange andre streamingtjenester på vejen,” siger Claus Bülow Christensen og tilføjer: ”Lige nu er det billigt, men det kan det ikke blive ved med at være. Så vi skal nyde det, inden de begynder at skrue priserne op, som Netflix lige har gjort det i USA.”

WORST CASE SCENARIO er, at vi ender med at have amerikanskejede tv-tjenester med monopolstatus, der reelt bestemmer, hvad vi ser, og hvad vi skal betale for det. Det mener Rasmus Helles, der er medieforsker ved Københavns Universitet. Han tør dog ikke spå om, hvorvidt det er sådan, det går: 

”Lige nu venter aktørerne på, hvem der blinker først. De kæmper om at få flest mulige kunder ind og se, hvad folk er villige til at betale for. Men de ved ikke, hvor hurtigt afvandringen fra kabel-tv til streaming kommer til at gå, så der er mange variabler. Og ingen ved, hvordan det lander,” siger Helles.

Indtil videre kan du dog godt sætte dig til rette med popcornene. Lige nu er streaming en fest for forbrugerne, der kan shoppe rundt mellem tjenesterne, der har enorme bagkataloger af film og serier samt milliardbudgetter til at producere nye. 

Samtidig kan vi nyde godt af fleksible abonnementsvilkår. Streamingtjenesterne opererer ikke (endnu) som traditionelle tv-stationer med en reklamefinansieret forretningsmodel, der skal få seerne til at se så meget indhold som muligt så meget af tiden som muligt. Netflix & co. skal sådan set bare have dig ind som medlem, så er de ligeglade med, om du ser samtlige sæsoner af samtlige serier eller sætter dit medlemskab i bero. Dit kreditkort er jo klar til at blive genaktiveret, næste gang du falder for fristelsen til at se den nye sæson af ’Succession’ eller gense ’The Godfather’, hvis du sidder handlingslammet i din tv-sofa. 

Michael Corleone kunne ikke have sagt det bedre: ’Just when I thought I was out, they pull me back in!”

På trods af flystøj holder Skrydstrup sig tæt til jorden. Byen er lige dele militær flyvestation, villavejsmagelighed og forstadsfornuft, og den emmer af jetbrændstof fra oven og af dvælende hæ-hæ-historier fra neden. Ud & Se besøgte stedet, der måske larmer mere i medierne end i virkeligheden.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Frederik Danielsen

DET ER NÆSTEN umuligt at sige, hvor Skrydstrup ender og begynder, og hvor Vojens tager over. Et byskilt adskiller de to, og så alligevel ikke. Flyvestationen Fighter Wing ligger i Skrydstrup, men lufthavnen, der ligger i direkte forlængelse, hedder Vojens Lufthavn, selvom den klokkeklart ligger på Skrydstrup-siden af byskiltet. Det samme gør Vojens Speedway Center, bordellet Vojens Dream, det hinduistiske Vojens Nagapoosani Amman Temple og Vojens Fjernvarme, som er et af verdens største solvarmeanlæg. 

Angivelig skyldes forvirringen, at kloaksystemerne er koblet op forskellige steder, og at det i sin tid var nemmest at opdele det sådan. Men værst er det måske, at bronzealderfundet Skrydstrup-pigen har en statue i Vojens, mens hendes jordiske rester findes på Nationalmuseet i København. Det er ikke alle, der går op i den slags, men nogle gør, og de mener, at Skrydstrups historie bliver fortalt de forkerte steder.

Skrydstrup er en slags forstad til speedway- og ishockeybyen Vojens, som igen er en slags forstad til Haderslev, og engang var her børn, der røg cigaretter, butikker, lokalbane og tørstige værnepligtige. Der var selvforsynende landmænd, der blev jaget væk, da ’tysken’ kom og anlagde en lufthavn, og som langsomt vendte tilbage efter besættelsen. Og så var det her, den lokale taxachauffør i 70’erne arbejdede på klods efter våde aftener til bal i Mølby – en fem kilometers penge nord for Vojens – når ungdommen havde drukket pengene op.

Engang slog man sig ned her for at drive små landbrug eller åbne butik. Man kunne selvfølgelig også arbejde på flyvestationen, på slagteriet eller på køleskabsfabrikken – under alle omstændigheder kunne man i Skrydstrup købe sig en billig matrikel. Sådan var det engang. 

Nu er der en busrute, der går gennem Skrydstrup som en kagedeler, så man kan komme i skole, dyrke sport eller gøre sine indkøb i de omkringliggende byer, hvis man ikke har egen bil. Nu er landbrugene færre, skolen er lukket, og det samme er købmanden og alle butikker på nær én. Køleskabsfabrikken blev slået af udenlandske konkurrenter, og slagteriet kunne ikke følge med udviklingen. Men flyvestationen, den står der stadig. Og det – vil alle i Skrydstrup mene – skal den fandeme blive ved med.

Efter lang tids armlægning med Chri­stiansborg om støjkompensation forærede Susanne Holm Jensen sin mand en miniatureudgave af det kommende F-35-kampfly som ’hadegave’.

SKRYDSTRUP ER EN genstridig by. Det finder man ud af, når de ældre skrydstruppere fortæller om besættelsen, hvor de lokale blev jaget fra hus og hjem, da der skulle opføres en tysk flyveplads; når de nævner samfundsudviklingen, hvor alt centraliseres og sælges fra, så de små byer bliver mindre; og når de nævner den medieomtale, der har omgivet byen og dens flyvestation de seneste år. 

Skrydstrup huser den danske styrke af F-16-jagerfly, som inden længe skal udskiftes med mere støjende F-35’ere. Har man fulgt med, ved man, at en gruppe under navnet Foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer har været meget aktive. De har fået regeringen til at vedtage en kompensationsordning til 250 millioner kroner, som betyder, at nogle beboere på egnen kan blive eksproprieret, mens andre kan få lydisoleret deres huse. 

Man kan også vælge at få 70.000 eller 140.000 kroner udbetalt – alt efter hvor man bor. Måske kan det se ud, som om beboerne i Skrydstrup er trætte af flyvestationen, men nej, ikke det mindste. Tværtimod kommer de fleste op at ringe, hvis man kritiserer flyvestationen, for så kritiserer man indirekte Skrydstrup – noget, skrydstrupperne føler, de har kæmpet mod i mange år. Når medierne skriver om Flyvestation Skrydstrup, så falder det tilbage på Skrydstrup og ikke på de omkringliggende byer som Over Jerstal, Kolsnap, Bevtoft, Høgelund, og hvad de ellers hedder, og det ærgrer mange skrydstruppere, der ikke kan se sig selv i fortællingen om ’den vrede by’.

Man skal ikke opholde sig længe i flyvestationsbyen, før de lokale nævner ’dem fra Bjergvang’ – og ’dem’, det er næsten altid den tidligere tillidsmand på flyvestationen Thomas Holm Jensen og hans kone Susanne, der er en del af protesterne over larmen og ønsket om kompensation.

Selv gider de to ærligt talt ikke være mere i medierne. Deres ord bliver fordrejet, og det går ud over venskabet i byen, siger de. Men alligevel vil de gerne fortælle deres side af historien.  

”Desværre er der mange, der er løbet med en halv vind. Vi har hele tiden pointeret, at flyvestationen skal være her, og at vi andre skal være her. Det holder vi stadig på, for flyvestationen kan vi ikke undvære. At der så måske er 100 eller 200 huse i området, der skal fraflyttes, hvad så? Vi har kun sloges med politikere, som ikke har villet betale prisen for den øgede larm,” siger Thomas Holm Jensen i sit hus på Bjergvang, der er Skrydstrups første eller sidste vej, alt efter hvor man kommer fra. Det er en stikvej, der leder ned til et markområde, som leder direkte ned til flyvestationens landingsbane. Derfor er støjen også højere end i Skrydstrup Nord, og af den grund deler støjrapporter byen op i Skrydstrup Syd og Skrydstrup Nord. 

”Det er der mange i byen, der ikke ved,” siger Susanne Holm Jensen. 

De to er overbeviste om, at den lokale forargelse er rettet mod dem, fordi Thomas Holm Jensen har været tillidsmand på flyvestationen i små 30 år. Det ligner lidt skruebrækkeri, og det kan de til dels godt forstå, men det er bare ikke rigtigt, fortæller de. De er lige så stolte, når de hører et jagerfly, som enhver anden skrydstrupper. Som Susanne Holm Jensen siger: 

”Vi er stolte af den flyvestation. Du har aldrig hørt en fra Skrydstrup sige, at flyvestationen bør flyttes. Og du kommer aldrig til det.” 

TIL KAFFE i Sognehuset ikke så langt derfra er der flere, der ikke kalder flyenes tilstedeværelse for larm. I stedet bruger de udtrykket ’ufred’, når de fortæller, at der altid har været fly i Skrydstrup, og når de pointerer, at man jo godt vidste, der var fly, da man flyttede til byen, og at det altså er et livsvilkår, hvis man har valgt at bosætte sig her.

”Der er kommet meget negativt frem, og det synes jeg egentlig ikke, at Skrydstrup fortjener. Der blev lagt en flyvestation i sin tid, og det har nogle følger. Hvis de valgte at flytte den, ved jeg godt, hvem der ville have håret i postkassen,” som 70-årige Dora Andersen, menighedsrådsformand i Skrydstrup Sogn, udtrykker det.

Dora Andersens familie kom til byen efter krigen, og hendes far drev et af de større husmandssteder med hjælp fra en mentalt udfordret karl. Asmus hed hendes far, og han drak engang præsten så fuld, at han faldt om, da han krydsede dørtærsklen til præsteboligen. Det var dengang, skærsliberen og daglejerne fik lov at sove i stalden, hvis de afleverede deres tændstikker forinden, og dengang Dora fangede flagermus ved at pakke småsten ind i sit lommetørklæde og kaste det op i luften. Så greb flagermusene fat i det, de dumpede til jorden med stenenes vægt, og det syntes hun og de andre var hyleskægt.

Dora Andersen er vokset op med jagerfly i baggrunden og i baghaven, og efter alle de år med flyvestationen som nabo er hun blevet immun over for flystøj, siger hun. Engang klirrede porcelænet i familiens vitrineskabe, når de gamle F-100-fly passerede, men det oplever hun ikke længere.  

”Hvis flyvestationen ikke var her, så ville husene da slet ikke være noget værd, og kommunen ville ikke have nogen indtjening. Engang havde vi køleskabsfabrikken og slagteriet, hvor folk kunne arbejde. Nu er det hele væk. Jeg ved godt, at det ikke kun er i vores by, at sådan noget sker, men vi er også nødt til at acceptere, at verden er blevet sådan. At der skal andre ting til.” 

Dora Andersen flyttede fra Skrydstrup for at læse på seminariet, men blev rejseleder for Tjæreborg i stedet. På en bustur til det tidligere Jugoslavien mødte hun sin mand, som også var rejseleder. Kort efter flyttede de tilbage til Skrydstrup.

I SKRYDSTRUP PEGER de historiske pile mod flyvestationen. Børnehaven holder for eksempel til i det tidligere soldaterhjem, hvor rekrutterne røg og åd, dengang Skrydstrup havde værnepligtige, og den tidligere sognepræst Kaj Ross-Hansen var jagerpilot og helikopterfører, før han i 1977 fandt sig til rette på prædikestolen. 

På villavejene finder man flyvestationens flymaler, som drejer træ i sin garage, når han ikke sprøjter. Der er også en pensioneret våbenmekaniker, som har bistader i haven og reparerer gamle jagerfly på flyvestationen i sin fritid med andre pensionerede flymekanikere fra egnen. 

Og der er 71-årige Lajla Bea Lynge Petersen, en grønlandsk kvinde, som endte i Skrydstrup på grund af lige dele forelskelse og flyvestation. Lajlas mand, Kaj Ingolf, kom til byen for at arbejde som 18-årig i slutningen af 60’erne, og han fik fly­certifikat, før han fik kørekort.

”Han fløj jagerfly den første tid, men så blev han for lang fra røv til hoved, så han ikke kunne bruge katapultsædet,” ler Lajla Bea Lynge Petersen i huset på Ærtevej, hvor hun har boet siden 1986. 

I stedet blev hendes kommende mand tilbudt at flyve redningshelikopter i Grønland, og det gjorde han så i 33 år. Der var der, han mødte Lajla, der arbejdede som flyassistent i samme firma. Kaj Ingolf havde kone og børn med til Grønland, så det var først flere år senere og efter en skilsmisse, at de to fandt sammen. Det gjorde de i midten af 70’erne, og i 1986 flyttede de to til Skrydstrup, hvor de fik en datter, og hvor Lajla en overgang arbejdede på postkontoret og lærte alle i byen at kende.

”Alle skulle jo lige ned og se giraffen. Hende grønlænderen der,” fortæller hun og griner. I huset på Ærtevej er der tupilakker og hvaltænder på kommoden, der hænger en traditionel grønlandsk klædedragt i hendes skab, og på væggene er der malerier af grønlandske børn, der kælker baglæns ned ad en bakke.

”Sådan kælkede jeg, da jeg var barn. Sælskindsbuksernes hår løber nedad, så man kan kun glide baglæns. Men da jeg kom til Skrydstrup, var det noget helt andet. Her gik der får uden for huset. Men byen har ændret sig meget siden dengang. Jeg kan godt savne Brugsen.”

Thomas og Susanne Holm Jensen er trætte af uvenskab, nærige politikere og konfliktsøgende journalister. Derfor har de heller ikke lyst til at stille op til fotografering, og de siger, at dette bliver deres sidste interview. Her er Thomas mod flyvestationens landingsbane, der gemmer sig bag træerne.

Flyvestationen er Skrydstrups største arbejdsplads og har formet byen. Her hovedindgangen til Fighter Wing Skrydstrup, der huser den danske styrke af F-16-kampfly.

FLYVESTATIONEN FYLDER. Man kan se den, man kan høre den, og med en sydlig vind kan man nogle gange lugte det sært sødlige brændstof på Bjergvang. 

Kører man til Skrydstrup gennem industrikvarteret, kommer man forbi genbrugsplads, tømmerhandel, automekanikere og et asfalt­laboratorium. Man kommer også forbi Vojens Speedway Center og en stor virksomhed, der laver kosttilskud. Industrikvarteret hedder Tingvejen, og følger man den, ender man på en 30 meter bred landingsbane, som fører lige ned til Fighter Wing Skrydstrups indgangsområde. Lige før adgangskontrollen er der en lille afkørsel, der ender tilbage i Skrydstrup. 

Fighter Wing Skrydstrup er en slags by i byen. Den har endda sit eget byskilt, ’Lejren’ står der på det, og det er svært ikke at mindes Buster Larsens gamle druksang ’Her i lejren, hvor vi bor’, når man passerer det. 

Området fylder 856 hektar med barakker til administration og hangarer til fly og vedligeholdelse. Det svarer til omkring 1.700 fodboldbaner, og går man hele vejen rundt om flyvestationen, kaldet ’perimetervejen’, så går man 13 kilometer. Der er 700 ansatte, tre landingsbaner, der alle er 3,5 kilometer lange, og på den bredeste af dem kan to jagerfly lette samtidig.

Alligevel ser man ikke jagerflyene i Skrydstrup, ikke før de er i luften, man kan kun skimte landingsbanerne nogle enkelte steder i byen. Til gengæld kan man høre, når F-16-flyene letter og lander to gange dagligt, og man kan se dem, når de skyder lige gennem luften over byen. Lyden begynder som en hård vind, der hvislende slår mod trækronerne. Så går det over i tordenvejr i nogle få sekunder, hvorefter det stille og roligt ebber ud igen. Man bliver overrasket, hvis man ikke har hørt det før, men bor man i Skrydstrup, tænker man ikke over det. Man hæver bare stemmen i den tid, det tager, uden at tænke over det, fortæller de lokale.  

Skrydstrup er fuldkommen afhængig af flyvestationen, og der er en stolthed i at vide, at den lille by er hovedsædet for den danske styrke af jagerfly. Det er her, det såkaldte afvisningsberedskab står klar alle døgnets timer alle årets dage. Det var fra Fighter Wing Skrydstrup, at Danmark i 2011 sendte seks F-16-kampfly til operationer Libyen. Og det er herfra, man patruljerer det danske luftrum for at sikre vores himmelhøje landegrænser.

Før Kaj Ross-Hansen blev flyver- og sognepræst, var han jager-pilot. Engang fløj han rundt over sin fætters gård, mens fætteren
lå og reparerede traktoren. Så slukkede han motorerne, svævede ned og tændte efterbrænderne med et brag. Fætteren blev så
forskrækket, at han knaldede hovedet op i bunden af traktoren. Fætteren har stadig et ar.

Lajla Bea Lynge Petersen er oprindelig fra Ivigtut i Vestgrønland. Da hun flyttede til Skrydstrup i 1986, mødte hun sin gamle barnepige, som også havde fundet en dansk mand, som arbejdede der. De ses stadig jævnligt.

HVIS MAN VIL forstå Skrydstrup, må man forstå byens indre hierarki. I Skrydstrup kan man være ægte skrydstrupper, gammel skrydstrupper eller tilflytter. En ægte skrydstrupper boede i byen, da tyskerne under besættelsen tvangsfjernede 122 af sognets 180 familier i tiden mellem 1943 og 1944. En krigsflyveplads skulle grundlægges på det, der oprindelig var et ældgammelt engområde. Derfor er der ofte en tyk morgentåge, når man befinder sig på egnen, en tåge, der får både besøgende og bosiddende til at undre sig over, hvorfor man egentlig anlagde en flyvestation her. Nægtede familierne at forlade deres slægtsgårde, og det var der flere, der gjorde, truede tyskerne med fængsel, tæsk eller med at smadre kaminen, så kulden til sidst tvang beboerne ud. Men en dag stod den der, flyvepladsen, der efter befrielsen blev brugt som flygtningelejr for 2.000 tyskere. 

De gamle skrydstruppere er dem, der flyttede til byen efter lukningen af flygtningelejren i 1948, og som i 1953 kunne se, at det, der engang var en tysk flyveplads, nu blev til en dansk, militær flyvestation. Tiden efter var Skrydstrups storhedstid. Indbyggertallet steg drastisk, militærboliger blev opført, og butikker havde pludselig liv, omsætning og eksistensgrundlag. 

SKRYDSTRUP 1 

Der er 1.558 indbyggere i Skrydstrup Sogn, som også dækker Uldal, Smedager, Lilholt og flere andre småbyer. De lokale gætter på, at selve Skrydstrup by huser omkring 500 indbyggere.

Forfatteren Peter Seeberg er født og opvokset i Skrydstrup. Han skulle angivelig have ridset sit navn ind i lærerboligens chatol, da hans far var skoleleder på Skrydstrup Skole.

Skrydstrup Flyvestation er hjemsted for den danske styrke af F-16-jagere. Flyvestationens område udgør 856 hektar, hvilket svarer til 1.700 fodboldbaner.

Vojens Lufthavn er ofte blevet benyttet af kongefamilien, når de skulle på besøg i det sønderjyske. Den går ofte under navnet ’københavnerterminalen’.

Flyvestation Skrydstrup modtager 27 F-35-­kampfly produceret af amerikanske Lockheed Martin. Der er indtil videre sat 20 milliarder kroner af til indkøb og drift frem til 2026, hvor de sidste fly ankommer.

I juni påbegyndte byggeriet af et F-35-kompleks på Flyvestation Skrydstrup, som skal stå færdigt i 2023, hvor flyvestationen modtager de første fly.

Billig Tom er Skrydstrups eneste butik. Tom Roth bøvlede med et navn til sin kommende butik, og en dag foreslog hans datter navnet Billig Tom, fordi han hedder Tom og sælger billige ting.

I DAG ER Skrydstrups storhedstid ovre, byen er blevet en soveby, hvor himlen indimellem snorker voldsomt. Sådan en, der har brug for de omkringliggende byer for at overleve. En by, der har svømmeklub uden svømmehal og håndboldhold uden håndboldbane. Den har industri og håndværkere, men ingen indkøbsmuligheder, bager eller kiosk.

Der er Skrydstrup Syd med kirke, sognehus, bilforhandler, den nu lukkede skole, fodboldbaner og et hinduistisk tempel i den gamle gymnastiksal. Og så er der Skrydstrup Nord med Forsamlingsgården og villakvarterer med stikveje til andre villakvarterer. 

Men for nylig er der kommet en butik, Skrydstrups eneste. Den hedder Billig Tom, ejeren hedder Tom Roth, og han sælger billige ting og sager. Is, haveslanger, øreringe, fiskegrej, og hvad 45-årige Tom Roth ellers får fingrene i. Tom er en kræmmer fra Billund-egnen, som ville prøve noget nyt til en lav husleje, og nu står han i Skrydstrup fredag, lørdag og søndag. 

”Det går okay, men … der kommer ikke mange lokale,” fortæller han.

Naboejendommen er Skrydstrup Forsamlingsgård. Her tiltales gæster med De og Deres, hvis man ikke kender Robert Gejpel, der forpagter stedet og har gjort det i 26 år. Hvis man gør, er det en anden snak. Så er det ikke så meget anderledes, end når han hundser rundt med køkkenassistenten Kurt Andersen, som nogle gange går under navnet ’Tykke’. I køkkenet diskuterer de dagligt lodtrækningen til Varelotte­riet, som de begge håber vil gøre dem rige en dag. De har en kalender med små krydser ud for de datoer, lodtrækningerne finder sted, men indtil nu har præmierne ikke været mere end 500 kroner.

Robert Gejpel bryster sig af at have fuld kalender et år frem i tiden, og det går fint for Forsamlingsgården. Han var endda nødt til at flytte ud af bygningens tilstødende værelser, hvor han en overgang boede, fordi de lokale bankede på hans dør i tide og utide, når de ville have en bid mad. 

Kurt og Robert ved, hvad der rører sig i byen, og de mener, at medierne har blæst situationen i Skrydstrup op. Der er faktisk meget få i Skrydstrup, som er vrede over støjen, siger de begge, og dem, der er, er vrede på politikerne – ikke på flyvestationen.

”Det er de få, der råber, som bliver hørt,” fortæller Kurt. ”Og så er der måske nogle, der lugter penge.”

Robert Gejpel forpagter Skrydstrup Forsamlingsgård. Første gang han afholdt en julefrokost, kom et ægtepar op at slås, og politiet måtte tilkaldes. Kvinden lå i læskuret ved busstoppestedet med en betjent oven på sig. Så kom der yderligere tre politibiler. ”Det var ligesom i en film med Bud Spencer,” fortæller Robert Gejpel. Han har ikke holdt julefrokoster siden.

GÅR MAN NED gennem Skrydstrup, som byen stadig ser ud i de ældre skrydstrupperes erindringer, passerer man købmand Lorenzen, hvor det bedre borgerskab handlede i 60’erne og 70’erne. Uden for butikken havde han automater med flødeboller, cigaretter, chokolade og lakrids. Alt i byen lukkede klokken seks, så det blev et samlingssted for byens unge, der nogle gange prøvede at bryde ind i automaterne. Men Lorenzen boede oven på butikken, og kunne han høre, at de unge var i gang med et lille knæk, så blev de sgu ikke meldt til politiet, nej, så fik de en røvfuld, så de ikke gjorde det igen.

De jævne borgere handlede hos købmand Viggo Madsen og i Brugsen, der havde alt. Det hører man igen og igen: ”De havde alt.” Og cykelsmeden, han var døv, eller næsten døv, så man altid skulle råbe, hvad der skulle laves, lappes eller repareres. Han var bror til sognerådsformand og borgmester Terkel Jensen. Og cykelsmeden havde nok at tage sig til, for dengang var der masser af værnepligtige på flyvestationen. 

”Hvis de værnepligtige skulle hjem med toget i en fart, kunne de godt finde på at stjæle en cykel,” husker menighedsrådsformand Dora Andersen.

Om vinteren skøjtede børnene på den frosne dam, og det gamle tyske bunkeranlæg blev byens kælkebakke. Når bunkeren var sneet godt til, kunne man ikke se lavningen, der førte ned i bunkeren, og kom der børn til området, som ikke indordnede sig, fortalte man dem ikke, at de kunne forsvinde ned i sneen. Nogle gange forsvandt uvidende børn derfor flere meter ned i sneen og skulle graves fri.

Det var et hårdt sted at vokse op, husker 65-årige Ib Venzel Nielsen, men også et godt sted. Somrene var lange, vintrene kolde, der var mellemstore gårdejere, små husmandssteder, butiksdrivende og daglejere, og børnene skulle enten hjælpe til eller være hjemme ved aftenrøde.

”Mange af os børn skulle arbejde efter skole. Jeg har haft en god barndom med mange muligheder, men jeg har også haft nogle faste opgaver. Og Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke var klar til at løse dem,” fortæller Ib Venzel Nielsen i sit sommerhus omkring Barsmark i Sønderjylland. Sidste år solgte han sit stråtækte barndomshjem og er nu ikke længere officiel indbygger i Skrydstrup, men fra sommerhuset fortæller han, at han var midterbarn i en søskendeflok på otte, og at han var et ’stik-af-barn’, som han selv kalder det. Når hans søskende skulle passe ham, var de ofte nødt til at binde ham til en elmast, så han ikke stak af over marken. Det førte ham nogle gange i problemer. Som dengang han skulle i Brugsen, stormede ud på Ribevej og blev kørt ned for anden gang i sit liv. Næsen var brækket, klinet op ad kinden, men i dag kan man ikke se det på ham. 

SKRYDSTRUP 2

Skrydstrup og omegn er blevet inddelt i en rød og en gul zone. Staten tilbyder at opkøbe 117 ejendomme i den røde zone eller give et skattefrit beløb på 140.000 kroner som kompensation. De omkring 1.500 ejendomme i gul zone får tilbudt lydisolering eller et skattefrit beløb på 70.000 kroner.

I kompensationsaftalen står der, at grænserne vil blive revurderet, hvis kampflyene larmer mere end beregnet. I den gule zone må maksimalstøjen ikke overstige 80 decibel, mens den i den røde zone ikke må overstige 100 decibel. 80 decibel svarer til en trafikeret gade, 100 decibel svarer til en boremaskine.

Ib Venzel Nielsens far, Iver Nielsen, har udgivet en bog om Skrydstrups lokalhistorie med titlen ’Skrydstrup vort sogn, hendes hjemstavn’. Der kan man læse om de sidste ulve i Skrydstrup, et bryllupsmord fra 1686 og en masse anekdoter om kloaksystemer, kirkesogn, præster og andet godtfolk.

Som unge drenge lavede Ib Venzel Nielsen og Peter Caspersen engang en stor drage af gamle lister, avispapir og bundgarn og sendte den til vejrs. De gætter på, at den steg til 115 meter, da personalet inde på flyvestationen opdagede et uidentificerbart objekt på deres radar. Flyvestationen sendte en helikopter ud for at undersøge sagen. Da drengene så helikopteren, spænede de væk.

Ib Venzel Nielsen har arbejdet på flyvestationen som sergent, han er militærmester i kårdefægtning, og i 2013 modtog han Forsvarets Idrætspris. Han er vokset op på en gård i Skrydstrup, og da han selv overtog stedet, renoverede han det – og opdagede, at tyskerne havde ridset hagekors ind i dørene.

IB VENZEL NIELSEN skulle fodre kreaturerne, trække køerne hjem fra engen og skokke neg, når der blev høstet. Det var før, der var noget, der hed en gylletank. I stedet havde man mødding bag huset med tis og bæ, også familiens eget, det var før træk og slip. Ib er blevet trukket gennem møddingen efter en ko, fordi han kom til at binde rebet omkring sit håndled, hans lillesøster er blevet sparket i hovedet af en hest, mens hun sad og tissede, og han har satangaleme fået mange klap i røven. Specielt husker han dengang, han sammen med en ven fiskede efter smågrise. De bandt små stykker roe fast til en snor, og når en pattegris fik fat i roen, kunne de trække den op i favnen.

”Hold kæft, en omgang, vi fik, da vi blev opdaget. Jeg fik husarrest i måneder, og min ven fik sådan et los i røven, at han landede i møddingen,” husker Ib Venzel Nielsen, der står stejlt på, at han ikke har haft en dårlig barndom. Det var bare noget andet, end det er i dag. Der var mange flere børn i byen, og kom man i knibe, løb man ned til slagteren og gemte sig, for ingen turde forstyrre de store svende.

Slagteren hed først Mortensen, og han var en stor, brovtende type, som lavede en forbandet god løgpølse. Mortensen gik i kølekulden hver dag og pådrog sig en masse skavanker, og da det blev for meget, kom slagter Krog, som var en smule fordrukken. Men han fungerede jo, selvom han var for fuld til at køre bil, men alligevel gjorde det, sådan var det jo. Hver dag klokken 9.50 fik han en bajer med Kresten Post, søn i den familie, der havde den lokale Tatol, en nu nedlagt butikskæde, der solgte lakridsrod, brillantine med birkesaft, brylcreme, sæbe og friskmalet kaffe.

Og der var skomager Schneider, som man aldrig så, vistnok fordi han havde klumpfod. Konen langede ugeblade og tipskuponer over disken i butikken, mens skomageren sad i baglokalet og arbejdede. Og skavanker var der nok af. I ny og næ kom krigsveteraner forbi, som manglede en arm eller havde en klo, hvor hånden engang havde været. Det var nogle af de tusindvis af unge mænd, der blev invalideret efter første verdenskrig, hvor de kæmpede for tyskerne. Men det tænkte man ikke på, sådan var det bare.

ER MAN VOKSET op i Skrydstrup, kan det være svært ikke at romantisere fortiden, at acceptere nutiden og ikke være en smule pessimistisk omkring fremtiden. Men der er også folk i byen, som forsøger at skabe et modsvar til den afvikling, som ses overalt i landet, hvor mindre byer bliver endnu mindre, skoler lukker, og kendskabet til genboen skranter. For fire år siden valgte bilforhandleren René Andersen eksempelvis at genskabe byfesten.

”Det var for fællesskabet. Så man kunne komme hinanden lidt ved. Byfesten havde ligget brak siden 90’erne, men så blev jeg spurgt, der blev presset lidt på, og så sagde jeg ja,” fortæller han i sin bilhandel, hvor en stor, fed, rød Ford Mustang skinnende står og minder om en tid, der var engang.

René Andersen fik hjælp fra lokale firmaer, idrætsforeningen og sin kone Grith, og det første år, i 2017, optrådte Sussi og Leo, og deres optræden samlede omkring 300 mennesker. I år blev festen i juni aflyst på grund af COVID-19, men normalt afholdes der krolfturnering, ølsmagning og byvandring. Der serveres lune pølser til orkestermusik, og overskuddet går til næste års byfest og den multihal, som man håber vil bringe lidt af det fællesskab tilbage, som byen har mistet.

Efter lokalt pres åbnede Forsamlingsgården også den gamle krostue på forsøgsbasis. Men da Robert Gejpel begyndte at få spisende selskaber ind, kunne han ikke samtidig have folk, der råbte og skreg i krostuen ved siden af. Alligevel fik Kurt Andersen overtalt Robert Gejpel til at give det en chance, fortæller de i Forsamlingsgårdens køkken, mens de steger 40 wienerschnitzler til vandværkets generalforsamling samme aften.

”Jeg kender jo fandeme gud og hvermand her i Skrydstrup, og de pressede mig. Men som Robert siger, så var det jo fulde folk og råben og skrigen, så det droppede vi igen,” siger Kurt Andersen.

Til gengæld afholdes den årlige revy, som har eksisteret, siden man kaldte det dilettant, i Forsamlingsgårdens store sal. Her bliver byfnidder og flyvestationssnak revset til stor morskab. Og i Sognehuset mødes de ældre for at strikke, male og sludre. Og idrætsforeningen har stadig sportsaktiviteter, selvom faciliteterne er få.

Peter Caspersen tumler med ideer til, hvordan han kan engagere de unge. Han ved, at han ikke bare skal gentage sin egen ungdom, for det er sådan, man mister ungdommens interesse. I stedet overvejer han at starte noget e-sport op i byen.

EN AF DEM, der drømmer om en ny multihal, er den tidligere flyvestationsmand Peter Caspersen. Han er formand for Skrydstrup Ungdoms- og Idrætsforening, og som sidegesjæft har han mobildiskoteket Silver Horse. 

”Jeg spiller mest sådan noget suppe, steg og is,” fortæller den 66-årige og mindes dengang, der var gang i den i Skrydstrup, og især dengang han sammen med en kammerat, der også hed Peter, købte en liter Martini til 41 kroner og en pakke cigaretter og sneg sig ind til et ungdomsbal i byen, hvor en tredje Peter med efternavnet Belli spillede med sine Ulve. De to drak hele flasken, røg alle cigaretterne og sad så og spyttede i øllen til ballet, indtil de blev syge og kastede op ud over det hele. Det var fantastisk, griner han og fortæller, at Peter og Peter gjorde alting sammen, lige indtil Peter en dag blev begravet. 

Ifølge Peter Caspersen – og de fleste andre i byen – er Skrydstrups største udfordring i nyere tid ikke flystøj og medielarm, men skolelukningen i 2011. Han kan acceptere, at folk pendler til flyvestationen for at arbejde i stedet for at bo i byen, at arbejdspladserne er blevet færre, og at butikkerne langsomt lukkede en efter en. Men skolelukningen, det var en kniv i hjertet på Skrydstrup.

”Sammen med skolen solgte man klubhus, gymnastiksal og omklædningsfaciliteter. Med et slag lukkede idrætsforeningen. Det eneste, der var tilbage, var navnet. Der var sådan et leben hernede før i tiden, og det døde fuldstændigt. Byen har brug for en multihal,” siger han.

En del af den gamle skole blev solgt til en gruppe tamiler, som ønskede at lave den gamle gymnastiksal om til et hinduistisk tempel. Hidtil havde det nærmeste tempel været i Herning-området, og de sønderjyske hinduer ville gerne finde noget tættere på. Så da trossamfundet blev godkendt, købte det en del af den gamle skole, og siden har der været ceremonier mere eller mindre hver fredag i Vojens Nagapoosani Amman Temple i Skrydstrup.

Uden skolen kom børnene i stedet på skoler i Vojens og Nustrup, de fik venner uden for Skrydstrup, begyndte at dyrke sport med klassekammeraterne i de omkringliggende byer, og naboer og genboer var ikke længere tvunget sammen til diverse arrangementer.

”Der forsvandt mit Skrydstrup,” fortæller Peter Caspersen.

”Børnene kendte pludselig ikke hinanden, og forældrene kendte slet ikke hinanden. Skrydstrup var ved at blive en spøgelsesby. Vi kom hjem fra arbejde, opholdt os i hvert vores hus, og dagen efter drønede vi af sted igen. Stik modsat alt, der tidligere har været her. Men så var vi nogle stykker, der sagde, det skal fandeme være løgn, skal det. Så går der sønderjyde i den. Så bliver man stejl og stædig og pissesur.”

FRA PRAL TIL SKRYD TIL STRUP

En gammel historie lyder, at der omkring år 1350 kom en omrejsende munk ved navn Per til egnen. Munken hjalp en herremand på Tørning Slot ved navn Klaus Lembeck, og han stod efterfølgende i gæld til munken. Indfrielsen af tjenesten trak ud, hvilket egnens beboere ofte fik at høre, for Per pralede vidt og bredt om, at den store herremand stod i gæld til den lille munk, der fik navnet Skryde­per. Herremanden blev så rasende på sin plageånd, at han kværkede Per på en øde landevej. Og det var, ifølge den tvivlsomme legende, enden på Skrydeper og begyndelsen på Skrydstrup.

Flere ældre skrydstruppere kalder byen for et sølvbryllupskvarter. De håber, at der igen kommer gang i byen, ligesom da de var unge.

NOGLE SKRYDSTRUPPERE frygter, at byen dør ud med de ældre. At samfundsudviklingen med centralisering, internethandel, storcentre, skolelukninger og robotter på arbejdsmarkedet kommer til at suge den sidste gnist. Dertil kommer det kedelige ry som en vred og støjende by. Men det er kun den halve sandhed. For selvom mange af Skrydstrups lokale vandrehistorier måske forsvinder med de ældre, kommer der stadig tilflyttere, som drømmer om villavejsidyl og trodser både flystøj og tidstendenser. 

Som nu for eksempel til sidste års byfest, hvor der blev arrangeret en venskabskamp mod et fodboldhold fra Fjelstrup. Det var første gang i 10 år, der var fodboldkamp på Skrydstrup Stadion. Der var mødt et hav af mennesker op, og flere fik en klump i halsen, da de så de røde og hvide striber løbe på banen – en af dem var Peter Caspersen. 

Og drengene klarede det da meget godt. De første fem minutter i hvert fald, så fik centerforsvareren en fibersprængning, og Skrydstrup fik læsterlige klø. Men til trods for nederlaget samlede nogle lokale kort tid efter et fodboldhold og indhentede sponsorater. I fremtiden kommer der kamp på Skrydstrup Stadion.