Indlæg

De kan være til gene, men er især til glæde og gavn, og vi og verden kan ikke undvære dem. Mens flere bi-arter er truet, er interessen for at avle bier vokset markant de senere år. Ud & Se har sendt en journalist og biavler ud for at se nærmere på det lille usædvanlige og uundværlige insekt.
Tekst:Camilla HolckFoto:Thomas Nielsen

FRA GRUSVEJEN STÅR støvet op fra de biler, som styrer mod biavlerforeningens godt gemte parkeringsplads ved siden af motorvejsafkørsel 13 i Roskilde. Klokken nærmer sig 18, og for enden af den smalle vej holder bilerne på skrå under træerne, mens folk står og småsnakker uden for det rødmalede klubhus. 

Regnen truer i horisonten, tøjet klistrer lidt til kroppen, og i aften er der begynderkursus i GRAB – Gl. Roskilde Amts Biavlerforening – den næstældste i Danmark. Hver uge året rundt mødes byens og oplandets biavlere, mest de nye, til oplæring og repetition af biavlens ABC.

Hver sæson starter omkring 40-45 nye biavlere på kursus i Roskilde. Det tal har været nogenlunde konstant over de seneste 15 år. Før var det mest midaldrende mænd, der kom her og blev bi-kyndige, men de seneste år er flere kvinder, ægtepar og familier med børn tjekket ind en gang om ugen. Det er ikke et krav, at man har bestået noget kursus for at holde bier, men alligevel vil de fleste gerne sættes ind i metoderne og lære, hvordan de håndterer de bevingede producenter af den hvinende søde sukkermasse.

Det handler mest om, at det er spændende med bier, at man måske har en stor have med frugttræer, hvor bierne vil kunne hjælpe til med bestøvningen, og at mange synes, det er et spændende familieprojekt. 

Eller at man elsker honning og gerne vil producere sin egen. Følge årets gang sammen med bierne, arbejde med dem, lære at begå sig som biavler. Det med biodiversiteten er en bonus. 

STADE-SPROG

Det mest brugte bistade er stabelstaden 12×10, der er nemmest at arbejde med og nemmest at få fat i. Man sætter 10 trærammer med voksplader ned i en kasse og stabler kasserne oven på hinanden. Man starter med én kasse per bi-familie først på sæsonen og så én mere og én mere, mens bi-familien i kassen mangedobler sit antal og fylder kasserne med honning. Når man høster sin honning, kan en honningfyldt kasse veje 20-30 kilo. Derfor vælger nogle de bistader, som hedder lav-normal. De er lettere og bliver kaldt ’pigestadet’, fordi de ikke vejer så meget, når de er fyldt.

ET AF NATURENS problemer er manglen på insekter. Bestøvere i særdeleshed. Der er en faldende insektmasse på globalt plan, og bier har fået særlig opmærksomhed i den forbindelse. En af grundene er brugen af neonikotinoid, et middel til at beskytte afgrøder mod insektangreb. Undersøgelser viser, at det hæmmer blandt andet humlebiernes flyveevne og vender op og ned på insekternes døgnrytme. Der er registreret 292 arter af bier i Danmark, men 182 af dem er enten rødlistede, truede eller uddøde. En rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderede sidste år, at sommerfugle, bier og biller er blandt de arter, der oplever den største tilbagegang.

Men én type af bier i Danmark er ikke truet: honningbien. Det vurderes, at der i Danmark er et sted mellem 100.000 og 192.000 bi-familier, som man kalder det. En familie består af én dronning i ét bistade sammen med 40.000-80.000 forskellige arbejderhonningbier. På et givet tidspunkt i løbet af en dansk sommer er der derfor mindst fire milliarder honningbier i naturen, på markerne eller i vores haver, og sandsynligvis er tallet dobbelt så højt.

Men honningbier passer ikke sig selv. De bliver passet af biavlere, hvoraf langt de fleste er fritidsbiavlere (93 procent), og de fleste har 1-3 bistader. 

I Danmarks Biavlerforening, hovedorganisationen for danske biavlere, har man oplevet en stigning i medlemsantallet siden 2008, hvor der var omkring 3.500 medlemmer. Nu ligger tallet på 6.500 og nærmer sig altså en fordobling over de sidste 13 år. Stigningen dækker også over, at det ikke længere kun er mænd, der bliver biavlere. På ti år er kvinder gået fra at udgøre 15 procent af medlemmerne til i dag at udgøre en tredjedel.

”Jeg tror, stigningen helt generelt handler om en større interesse for naturen blandt danskerne,” siger Rolf Tulstrup Theuerkauf, konsulent i Danmarks Biavlerforening. 

”Rigtig mange har også hørt, at insekterne har det dårligt. Men mere konkret oplever vi, at det handler om, at mange gerne vil være lidt mere selvforsynende. Og her er bier jo et oplagt sted at starte. Man får sin egen honning, samtidig med at det også kan blive et familieprojekt at passe dem.”

SUMMENDE GRØFTER  

Danmarks Biavlerforening har udgivet magasinet Bivenlig siden 2018, hvor foreningen opfordrer alle til at gøre lidt ekstra for at hjælpe bierne. På hjemmesiden biavl.dk kan du se deres ’bivenlige danmarkskort’, der tæller både golfbaner, boligforeninger og kirkegårde, som har plantet bivenlige planter og holdt igen med klipningen til glæde for bier og insekter.

I ROSKILDE FOREGÅR undervisningen om sommeren mest udenfor i foreningens skolebigård, som tæller de mest brugte bistadetyper: 12×10, lav-normal, langstroth og trugstader. Navnene repræsenterer forskellige mål på de vokstavler, som sættes i bistaderne, hvor honningbierne bor og laver honning. 

I skolebigården skal kursisterne prøve de forskellige typer af og finde frem til den, som passer bedst til én.

”Vi har en intention om at få de nye biavlere ud og prøve de forskellige typer bistader af,” siger Ejlif Larsen, næstformand i GRAB. Han har, sammen med ’Poul Bi’, som han bliver kaldt herude, udviklet den begynderundervisning, som danner grundlag for biavlerforeningen i Roskilde, og som nok er et af de mest hyppige og grundige kurser på Sjælland.

Undervisningen står næstformand Ejlif Larsen og Poul Bi selv mest for. De to er, sammen med formand Hans Janstrup, herude hele året rundt. De er tre hvidhårede mænd, der brænder for at få nye biavlere i gang. Alle tre har mange meninger om biavl, det er ligesom reglen.

”Er der to biavlere, så er der tre meninger,” siger Ejlif Larsen.

Enhver biavler med lidt erfaring vil først grine af og derefter nikke anerkendende til det udsagn, for biavl er en branche og en livsstil, hvor der er utrolig mange måder at gøre tingene på. Der er ikke ét klart svar på næsten noget som helst.

”Vi gør det alle sammen på vores egen måde. Jeg plejer at sige til nybegynderne: ’De første par år skal du lytte til os, og så skal du selv tage den derfra,’” siger Ejlif Larsen og fortæller, at Erling Bech for eksempel har en anden mening end ham selv om tidspunkter for både fodring af bierne og høst af honning.  

Erling Bech er en lokal biavler fra Hvalsø, som startede med bier først i 70’erne. Han er nu, som 80-årig, stoppet, fordi hans krop er ødelagt af for mange løft af de tunge honningkasser. Han er lidt en legende herude, og så underviser han i foreningen i biernes trækkilder – altså planter og blomster og den slags.

Når der undervises indendørs, står Ejlif med PowerPoint-præsentation og fortæller om bi-paragraffer, bi-anatomi eller bi-sygdomme. Formand Hans sidder ved et bord tæt på overheaden og supplerer, mens Poul står bagerst i lokalet og kommer med tilføjelser og tilråb. 

”Nu er det næsten nok om det, det handler bare om, at vi gør sådan her!” kan han sige, og så viser han det på sin måde. 

KEDELIG BI-SMAG?

Når man tager biernes honning, må man give dem noget til gengæld, ellers dør de af sult. Honning er biernes vinterforråd, og som erstatning kan man give dem sukkervand eller en tyk sukkerpasta. Det er lige så tarveligt, som det lyder, men bierne virker til at være ligeglade, bare de er mætte.

HONNINGBIER ER AVLET til at være rolige af sind, medgørlige. Avlen står blandt mange andre Mogens Mundt for. Lisbeth Mundt, Mogens’ kone, er netop ankommet, og i de tilstødende lokaler står hun klar med sæsonens nye dronninger. Hun har en lille skuffelignende trækasse med, hvori der er omkring 20 mindre bokse i gul plastik på størrelse med en dåse makrel i tomat. I en af dem er der en dronning med en håndfuld følgebier, som opvarter hende, indtil hun bliver sat ned i et stade.

I den ene ende af boksen er der lidt transportfoder til at holde bierne i live, indtil de når deres destination. Nogle bliver faktisk sendt med posten, og Lisbeth har engang prøvet at sende en boks med bier til USA for at få dem tilbage med return to sender påklistret brevet – og bierne var stadig i live.

Dronningerne, Lisbeth Mundt har med, er den billige version – 337,50 kroner inklusive moms, men ikke dårlige af den grund – de er nemlig friparrede, som det hedder. Den dyre version, limousinen inden for honningbidronninger, koster omtrent fem gange så meget. Og de er ø-parrede. Det foregår på Orø, hvor man har fuld kontrol over de droner, som skal parre dronningen, da bier ikke flyver over vand. Droner er hanbier, hvis eneste funktion er at parre dronninger. De er lidt større end de almindelige arbejderbier, og de kan ikke stikke. En honningbidronning bliver parret én gang i sit liv af flere droner. Og så har hun befrugtede æg nok til flere år.

Jakob, der er slank cfog har runde briller, er kommet for at hente en dronning sammen med sine børn på tre og fem år. De har et lille landsted uden for Roskilde med fem bistader. Især den store, David, er meget interesseret.

”Har hun nogle arbejdere med?” spørger han sin far. Far Jakob nikker og peger på omkring 5-7 bier ud over dronningen i den gule boks.

”Hun har en hvid prik på,” siger David, og han har ret. Dronningerne får en lille farveklat i nakken, som skifter farve fra år til år, så det er til at holde styr på, hvor gammel dronningen er. 

Jakob har haft bier i fem år og inddrager gerne børnene i arbejdet med pleje og pasning:

”De synes, det er vildt spændende, og spørger meget til det. Vi fik ikke bier direkte for biodiversitetens skyld, men nu sørger vi for at plante bi-venlige planter i stedet for græs.”

PRES PÅ 

Man kan presse sin honning i stedet for at slynge den. Her skærer man voks og honning af tavlen og bruger noget, der ligner en æblepresser, til at få fat i de gyldne dråber. Honning herfra vil være en smule mere tyktflydende, fordi den ikke har været udsat for centrifugering, og nogle mener også, at der er flere mikronæringsstoffer i presset honning. Flere og flere presser deres honning, men de fleste bruger fortsat slyngen. Det er nemmere og sviner mindre.

HVORNÅR VI DANSKERE begyndte at indsamle honning, er usikkert, men der er brugt honning i mjød og nordisk grog for 3.500 år siden. I 1800-tallet begyndte man at kultivere honningproduktionen med noget, der minder om de bistader, vi har i dag, og samtidig opdagede man, at den danske honningbi – den, vi kalder den brune honningbi – ikke var så god til at blive domesticeret. Den var lidt vild og ville gerne sværme. Derfor begyndte man i 1860’erne at importere gule honningbier især fra Italien. De var større og roligere og gav mere honning. 

Især efter anden verdenskrig eksploderede salget af gule honningbier, og i dag er den oprindelige brune honningbi stort set ikke-eksisterende i Danmark. Undtagen på Læsø. 

Her trivedes den brune bi op til 1970’erne, hvor den havde tilpasset sig de læsøske klitplantager med den karakteristiske lyng, som giver noget af den mest eftertragtede honning. Men da nogle beboere på Læsø i slutningen af årtiet begyndte at importere gule honningbier, forsvandt genmaterialet fra den oprindelige Læsø-bi langsomt. For når en brun bi parrer sig med en gul, bliver resultatet gult. 

Alfred Petersen, dengang overlærer på Læsø, fik i starten af 80’erne øjnene op for den oprindelige brune bi, som kort forinden var den eneste art på øen. Han mente, den burde bevares for at sikre genmaterialet og for at bevare biodiversiteten. 

Petersen ansøgte i 1983 Statens Bisygdomsnævn om, at Læsø kunne blive ’ren­avlsområde’ for den brune bi. Mindre øer er optimale steder at avle og bevare bier, fordi bier ikke flyver over vand, og derfor kan man kontrollere, at de ikke parrer sig med ’fremmede’ arter. 

Nævnet imødekom hans ansøgning, men de gule biavlere på øen ville ikke af med deres bier. De kunne ikke se fidusen i at bevare en brun race, som efter deres mening var den gule underlegen. 

RET OG RØR

Når man rører honning, kommer de små sukkerkrystaller ud af honningen, som naturligt danner sig kort efter tapning. Hvis man ikke gør noget ved krystallerne, bliver honningen hård og fast og knaser, når du spiser den.

Den tidlige honning – ofte også kaldet rapshonning, fordi de fleste bier vil trække på den populære danske afgrøde – begynder hurtigt at krystallisere og skal derfor kun røres i få dage, mens senere honning skal røres i måske uger. I ’Lærebog for biavl’ af Eigil Holm – biavlerens bibel – står der følgende om ’rørningen’: ”Biavlerens kunst består i at holde op med at røre i tide. Holder man for tidligt, bliver den så fast, at den er svær at få ud af glasset – og kunderne ynder ikke at smøre mad med et brækjern.”

I 1993 VEDTOG Folketinget en lov, som forbød hold af gule bier på Læsø. Alle eksisterende gule bier skulle flyttes, destrueres eller have udskiftet dronningen med en brun. Destruktionen gik i gang, og stader blev overhældt med benzin. 

Men enkelte læsøboere ville ikke finde sig i det. Heriblandt Ditlev Bluhme, hvis far og farbror tog de første gule bier med til Læsø i 70’erne.

Ditlev Bluhme fortsatte med at have gule bier i sit sommerhus på Læsø, og han og Erik Sørensen, lokal fiskeskipper og gul biavler, stiftede Den Frie Biavlerforening på Læsø.

”Erik og jeg snakkede længe om det, og vi bad om en garanti for, at det var rene brune bier, før vi skulle lade vores slå ihjel. Men man kunne ikke garantere renhed fra statens side, så vi ville overhovedet ikke lade vores stader destruere og have vores bier slået ihjel på den baggrund,” siger Bluhme fra en telefonforbindelse i Grenaa, hvor han bor.

Der kom derfor en retssag mod Bluhme og Sørensen fra statens side i 1994, fordi de ikke ville følge reglerne. Og pludselig en dag var alle deres tilsammen næsten 100 bistader forsvundet og spredt ud over hele øen. Den dag i dag ved Bluhme ikke, hvem der gjorde det.

”Du tror, det er løgn, men jeg fik en telefonopringning, hvor en person sagde: ’Dette er Operation Ørkenstorm. Bierne er flyttet.’ På Læsø er der jo træer alle vegne, skov og krat. Jeg har aldrig fundet dem igen, og jeg har aldrig fået dem tilbage,” fortæller Ditlev Bluhme, der ankede dommen, han fik for at nægte at lade sine bier destruere. Hans forsvar bestod i, at forbuddet mod de gule bier på Læsø stred imod EU-traktatens bestemmelser om varernes frie bevægelighed samt om handel med racerene dyr.

Sagen endte for EU-Domstolen. Resultatet blev en anerkendelse af handelshindringen, men samtidig vurderede man, at hensynet til bevaring af den brune bi var vigtigere. Bluhmes advokat krævede dog, at sagen skulle behandles på ny, fordi loven i første omgang skulle have været gennem EU. Først 10 år senere blev der indgået et kompromis: Læsø blev delt op i to. 

De brune biavlere fik tildelt et område yderst på den østligste spids, hvor der kun må være brune bier. Her kan de så bedrive bevaringsarbejde og biavl. På resten af øen – fratrukket en bufferzone – må der være gule bier.

”Det er en blussende krig, men vi træder vande, indtil dem, der var med i krigen, ikke er her mere,” siger Klaus Richter, formand for Læsø Biavlerforening.

Den tidligere formand, Carl Johan Junge, er enig, men har en anden teori:

”Der var mange interesser i det. Pressen syntes, det var spændende selvfølgelig. Og Bluhme var den mest profilerede biavler i Danske Biavleres Landsforening. De er jo en konkurrerende forening til Danmarks Biavlerforening, som er Danmarks største. Den Læsø-sag blev brugt til at holde gang i deres egen sag,” siger Carl Johan Junge i dag – et år efter han har forladt formandsposten, som han har haft on-off siden 1987.

”Vi var en del af et spil, os her på Læsø.”

 

KRAV TIL DRONNINGEN

En dronning har æg nok til 2-3 år, så skal man overveje at skifte hende, hvis både bi- og honningproduktion skal holdes i gang. En bidronning sætter stemningen for hele bi-familien, og der er mange krav til hende og familien: Dronningen skal være yderig (lægge mange æg), bierne skal være tavlefaste (når du tager pladen af for at kigge til dem, skal de blive i kassen), de skal være sværmtræge (helst ikke sværme), og så skal de være rolige (ikke stikke og lade være med at flyve op, når man går forbi stadet).

PÅ SPØRGSMÅLET OM, hvorfor det betød så meget for Ditlev Bluhme med de gule bier, og hvorfor han ikke bare kapitulerede, svarer han, at det måske handler om ham selv som person. Og hans ven Sørensen.

”Vi var nogle lidt koleriske, stædige asner. Det er nok mest af alt retfærdighedssans. Skåret ud i pap, så mener vi ikke, at de brune bier er brune, og derfor kan det ikke nytte noget, at de vil pådutte os andre det avlsmateriale, som vi ikke vil have.”

For Bluhme har bikrigen fyldt meget i hans liv. På et tidspunkt havde han 2,5 meter sagsmapper stående derhjemme. De er siden røget på lossepladsen. Det var en del af en proces med at lægge sagen til side. Lægge den væk. 

”Så var jeg fri for at spekulere på det. Men det er jeg jo ikke alligevel. Der går stadig lidt røg op en gang imellem. De gule biavlere spørger mig til råds, derfor kommer det stadig op. ”

Og så har det også noget med ø-mentalitet at gøre, mener han.

”Det er Læsø i en nøddeskal. Vi vil selv bestemme. Der er ikke nogen, der skal komme her. I et lille ø-samfund er der ikke så mange forskellige muligheder. Enten er man for, eller også er man imod, om det så handler om færgen eller bierne.”

Ifølge Klaus Richter er Ditlev Bluhme – der hvert år får tilsendt foreningens årsrapport – stadig ”absolut på dupperne”. Og så mener den nye formand for de brune bier på Læsø, at det kan være et stort pres på en lille ø med en konflikt af den størrelse:

”Sagen er ikke lagt i graven. Den er heller ikke helt væk i dagligdagen. Vi er et lille samfund, som stadig forsøger at få det til at virke med den brune bi.”

LIGE LOVLIG SVÆRMENDE

Bierne har deres egen lov, ’Lov om biavl’ fra 2009, men love om hold af bier går helt tilbage til Jyske Lov fra 1241. I den omhandler fire paragraffer hold af bier. En af dem gælder stadig: Har biernes oprindelige ejermand tabt sværmen af syne, har han også tabt ejendomsretten til den. Honningbier sværmer, hvis de ikke bliver passet ordentligt, eller hvis der bliver for mange bier i et bistade. Så producerer arbejderbierne en ny dronning, og når hun udklækkes efter blot 16 dage i puppen, smutter de og efterlader resten.

BEKYMRINGERNE ER anderledes få på biavlerkurset i Roskilde, hvor kursusdeltagerne skal have ’fingrene i bierne’. Formand Hans går hen til 10x12’eren, Ejlif starter ved trugstaderne, som nok er de mest kendte, gammeldags bistader – en trækonstruktion formet næsten som et lille hundehus uden indgangshul. Deltagerne skal lære, hvordan man tager en tavle lodret op af stadet. Tager man en tavle op på skrå, risikerer man at ’rulle’ bierne, og så bliver de sure. Når en biavler siger rulle, betyder det mase, kvase, slå dem ihjel. 

”Hvis du tager en tavle forkert op, kan dronningen også blive skadet på en vinge, og så gider de andre bier hende ikke. Men mest af alt skal folk lære at tage den med ro,” siger Ejlif.

”Det er afstressende at passe bier, men man må ikke være stresset, når man kommer ud til dem. Folk synes, det er underligt, at jeg kan stå uden handsker og hat. Men det er, fordi jeg kender mine bier. Jeg vil lære dem at kende. Når jeg går ud til mine egne bier, kommer der et par bier og flyver rundt om mig, og ’nå, det er ham’. Det er sådan, jeg oplever det. Vi har jo vores dufte.Bierne bliver styret af dronningens feromoner, de er styret af hinandens dufte. Hvis du udsender stresshormon, reagerer bierne anderledes, end hvis du dufter, som du plejer,” siger Ejlif Larsen.

På kurset bærer lærerne dog det meste af udstyret, blandt andet anorakken med den astronautlignende, ventilerede heldækkende net-hætte, det sikrer et godt udsyn, men som stopper de mest nærgående bier. 

”Hvorfor har I ingen handsker på?” er der en, der spørger.

”Det har nybegynderne også,” svarer Hans fra inde bag nettet: 

”I starten hævede jeg op, når jeg blev stukket, men nu mærker jeg det næsten ikke.” 

SLYNGVENNER

En honningslynge er en cylinderformet centrifuge på størrelse med en lille vaskemaskine. Den er udført i metal og virker ved, at man sætter sine honningfyldte tavler ned i centrifugen, som slynger dem rundt i sådan en fart, at honningen løber af tavlerne og samler sig nede i bunden. Herefter tapper man honningen ned i nogle beholdere (for eksempel plastikspande).

EFTER ET LILLE regnskyl skinner solen igen, og Ejlif Larsen bliver prikket på skulderen.

”Kan vi ikke bare sælge honningen flydende? Jeg har rørt den i en uge nu, og der sker ikke noget,” spørger en kvindelig biavler med mørkt, bølget hår og bidragt på. Det er første år, hun har bier.

I Danmark rører man stort set al honning i modsætning til lande i Sydeuropa. De blomsterkilder, som de danske honningbier trækker på, gør, at honningen krystalliserer hurtigt og derfor ikke holder sig flydende særlig længe. Det hjælper derfor at røre den lige efter tapning. Så ændrer konsistensen sig, og den holder sig smørbar i flere år. Men mange nye biavlere synes, det er fristende at sælge den helt nye flydende honning. Den har en smuk farve, smager godt og kan bruges flydende på mysli eller i salatdressing. Alle de steder, hvor man for eksempel bruger en udenlandsk akacie- eller ’blomster’-honning. Men herhjemme rører vi den altså. Og sådan er det.

”Honningen skal trække streger, når du rører den, som man siger. Der skal komme nogle mørke streger i honningen. Den skal røres dagligt,” siger Ejlif.

Den nye biavler kapitulerer.

”Okay, jeg rører den. Men kan jeg skippe i morgen? Der har jeg nemlig ikke tid.”

Ejlif trækker på skulderen.

”Ja, det kan du jo godt, men resultatet bliver derefter.” 

DE VILDE VS. DE TAMME

Honningbier er generalister og henter nektar og pollen fra mange forskellige planter, og derfor er flere bange for, at de hugger føde fra de vilde bier, som kun føder på én eller meget få planter. Den nyeste forskning fra førende europæiske forskere, heriblandt fra Aarhus Universitet, har ikke fundet direkte bevis for, at honningbier bidrager til udryddelsen af vilde bier, men flere af de kritisk truede arter har et føde-vareoverlap på mere end 70 procent med honningbien.

”Indtil vi fuldt forstår de komplekse naturlige samspil mellem honningbier og truede biarter, synes det anbefalelsesværdigt at undgå at placere bistader i områder tæt på de truede bier i deres aktive flyveperiode,” siger Claus Rasmussen, akademisk medarbejder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.

50-ÅRIGE BJARNE med fuldskæg og en guldring i venstre øre har også lige fået honningbier. Han bor på en gård i Svogerslev uden for Roskilde. Han har både brombær og hindbær, som er gode trækkilder for bierne og kan give en karakteristisk rød-orange honning, så han har længe tænkt på at komme i gang med biavlen. Men det er først her 17 år efter, han flyttede fra København, at han har taget skridtet. Han ankommer til mødet i sin pickup med en honningslynge, som han har lånt af foreningen. 

”Det var faktisk ret nemt, jo,” svarer han på spørgsmålet om, hvordan den første honninghøst er gået.

”Kan jeg presse skrællevoksen?” spørger Bjarne. Skræller man ikke voksen af, vil honningen ikke løbe fra i centrifugeringen.

Ligesom mange andre vil Bjarne gerne have klare svar, men ak, så nemt er det ikke. Ejlif Larsen trækker atter på skuldrene og svarer:

”Der er jo ikke noget, som er rigtigt eller forkert.”

Asser Amdisen blev landskendt, da han i radioen destillerede danmarkshistorien ned til godt og vel ét minut. Den 49-årige historiker fortæller i sprudlende tempo om, hvordan han fik kongerækken ind med modermælken, hvordan en musikskole reddede hans liv, og hvordan han scorede en fagottist fra Fyn.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Kim Tams, Wikipedia

JEG ER UDDANNET historiker, men jeg har ikke lært noget om at formidle på studiet. Ikke det mindste. Til gengæld fik jeg et deltidsarbejde som 7. klasses-rundviser på Frederiksborg Slot, mens jeg studerede. Jeg blev dybest set kylet ind på slottet med alle kongerækkeportrætterne, og så skulle jeg fortælle om øresunds-tolden i halvanden time. Eller om kongerækken eller alle dronningerne. 

Jeg indså hurtigt, at hvis jeg kunne holde dem fanget, så kunne jeg klare hvad som helst. Det var et af stederne, hvor jeg lærte at formidle og fortælle historie på en spændende måde. Det havde ikke en skid med universitet at gøre. Virkelig ingenting.

Jeg blev simpelthen så skuffet, da jeg kom på universitetet. Jeg kunne ikke forestille mig noget sjovere end syv år på historiestudiet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var der godt nok mange ting, der var. Nogle ting skal være kedelige på et studie, men jeg synes, at der er alt for meget historie, der bliver fortalt for dårligt og gjort kedeligt.

Jeg kalder det ’den videnskabelige syge’. Det er, når humaniora vil være videnskabelig med hvid kittel og den slags. Så kalder vi biblioteket for ’historisk laboratorium’, mens vi skriver artikler, ingen kan læse, så vi selv virker klogere. Det er enormt ærgerligt, for det betyder, at ingen gider gå op i historie. Hvis du spørger en teenager i dag, hvad det mest kedelige i verden er, så er et godt bud historie, og det er synd og vores egen skyld.

MASSER AF ASSER

Asser Amdisen er uddannet historiker fra Københavns Universitet med speciale i Struensees liv og levned. Siden har han været alt fra pedelmedhjælper til museumsleder. I to år var han forstander på Ryslinge Højskole. Han har udgivet flere bøger og er aktuel med ’Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien’.

DA JEG VAR syv eller otte år gammel, var jeg på sommerferie med min mormor og morfar i Norge. Vi var ude at gå i bjergene, det har vi altid gjort i vores familie. Vi vader i timevis op og i timevis ned igen. En af dagene møg-regnede det, og vi gik rundt oppe i skyerne, og jeg var våd, kold og klam. Pludselig begyndte min morfar at gennemgå hele kongerækken. Han startede med Harald Blåtand og Gorm den Gamle, og så kørte han ellers opad. Jeg husker turen som helt fantastisk. Dagen efter skulle jeg bare op på bjerget igen og høre mere.

Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle være historiker. Der har været perioder i mit liv, hvor jeg også mente, at jeg skulle redde verden og løse sultproblemer, men der er jeg kommet til den erkendelse, at det nok kommer til at knibe med den tid, jeg har til rådighed. 

Historiefortælling var en stor del af min barndom. Min morfar fortalte altid historier. Han var en rigtig overlærer-type med knickers og sixpence, der holdt foredrag om Skanderborgs historie i sin fritid. Det samme er min far. Han kunne bruge uendelige mængder tid på at køre fra Kolding til Esbjerg, fordi han skulle stoppe ved samtlige voldsteder, kirker og mindesten. Jeg har altid syntes, det var sjovt, fordi det blev fortalt af de her højkvalitets-skolelærere, som jeg er opdraget af. 

Ikke så forfærdelig langt fra, hvor jeg er vokset op på Tåsinge, ligger Kærsgaard – et lille voldsted bag Valdemars Slot, hvor der er en masse gode historier. For eksempel den om Christian IV, som efter to år vendte hjem fra krig i Tyskland. Da han kom hjem, fik hans kone, Kirsten Munk, et barn, som han ikke var sikker på var hans. Af frygt for, hvad Christian kunne finde på, sørgede Kirsten Munks mor, Ellen Marsvin, for at sætte en stuepige ind i dobbeltsengen til Christian, så han blev ordentligt kompenseret. Og det skete inde på den gamle middelalderborg, Kærsgaard. Ingen går op i munkesten, men alle elsker en slagkraftig historie om en konge og hans halv-skidne seksualmoral. 

De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286, malet af Otto Bache 1882.

3 HISTORISKE BEGIVENHEDERPÅ 30 SEKUNDER

ifølge Asser Amdisen

1. MORDET I FINDERUP LADE

”Tilbage i 1200-tallet var der en konge, som havde det problem, at han hele tiden kom op at slås med kirken og adelen. Han hed Erik Klipping. Til sidst endte det med, at han slog sig sammen med adelen, og så fik han lov til at bestemme det hele. På et tidspunkt sker der så det, at han bliver slagtet i en lade i 1286, og alle mennesker giver sig til at kigge efter, hvem der har slået ham ihjel. Så siger man straks, at det må være adelen, fordi det var dem med mest magt. Men det var jo dem, han havde slået sig sammen med, så det gav ikke nogen mening. Hvem der slog ham ihjel, ved vi ikke, men død er han i hvert fald. 56 dolkestik, så er man færdig.”

MINE FORÆLDRE VAR bredt alment dannede skolelærere, så uanset om det var tektoniske plader, voldsteder eller talsystemernes oprindelse, blev det vendt over middagsbordet. 

Jeg voksede op i et overklassekvarter uden for Svendborg, hvor der blev diskuteret, hvilke golfkøller man skulle bruge, og hvilken Lacoste-trøje man skulle have på. Det sagde mig ikke en skid, og selv hvis det gjorde, havde jeg ikke fået lov at være med. Det var tydeligt, at skolelærerens unger skulle ned med nakken, og det kom vi så.
Det betød, at det eneste, jeg havde at lave, var at læse bøger. Jeg læste sygt mange bøger, og jeg læste hurtigt. Jeg startede fra A på skolebiblioteket og tyggede mig igennem. Jeg sad i 1. klasse og læste Dostojevskij og fattede ikke en hat af det. 

Musikskolen var det eneste sted, jeg havde en plads ud over på biblioteket. Jeg spillede valdhorn, og der var faktisk en periode, hvor jeg troede, at jeg skulle på konservatoriet. Jeg kunne være blevet en forholdsvis dårlig valdhornist, så jeg tror, det var en god beslutning at lade være. 

I et orkester er det lige meget, om du er lidt lille og lidt nørdet og lidt sær. Hvis du spiller det, du skal spille, bidrager du til fællesskabet. Jeg tror på mange måder, at det reddede mit liv at spille på Svendborg Musikskole. I 1991 tog vi til Ungarn for at spille koncert. Med på turen havde vi Fyns eneste fagottist på det tidspunkt. Hende er jeg gift med i dag. Vi mødtes konstant, fordi vi spillede de mest sjældne instrumenter på Fyn.

Da jeg mødte min kone, var jeg langhåret, røg 80 King’s om dagen og var ekstremt venstreorienteret i hullede cowboybukser og bondeskjorte. Hvordan jeg fik hende til at hoppe på, har jeg faktisk aldrig helt forstået, men hun er her endnu 30 år senere. 

Måske var det, fordi jeg mødte en kvinde, der var lige så nørdet som jeg selv. Vi har stadig hver vores udgave af ’Narnia’ på boghylden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken der skal på loftet.

Dybbøl Skanse, malet af Jørgen Valentin Sonne.

2. KRIGEN I 1864

”Nede ved grænsen mellem Danmark og Tyskland har vi altid været uenige om, hvor den skulle ligge. I midten af 1800-tallet finder vi danskere ud af, at vi er de fedeste mennesker i hele verden. Det at være dansk er det bedste, og vi er også de stærkeste i hele verden. Det fortæller vi til tyskerne, som bliver rasende sure, og prøjserne ender med at gå i krig med os i 1864. Der viser det sig, at vi i virkeligheden ikke er de stærkeste. Vi får den største røvfuld i verdens­historien, og derefter har vi danskere lært, at godt nok har vi engang været vikinger, men vi er det fandeme ikke mere.”

JEG FIK ET studenterjob på Københavns Universitet og var med til at lave deres første hjemmeside. Ved et uheld gjorde jeg universitetets regelsamling til en af de mest sete hjemmesider i verden. World Wide Web var dengang lige startet, og når man skulle lave et specielt design, kopierede vi det fra andre hjemmesider. Så vi gik ind på en eller anden obskur porno-side, kopierede designet og slettede alt andet. Men vi havde ikke opdaget, at der var nogle søgeord i kodningen, som kom med. Så hvis man for eksempel søgte ’blowjob’, kom man ind på doktor­bekendtgørelsen på Københavns Universitet. Der må virkelig være nogle, der er blevet skuffet. 

På Ryslinge Højskole, hvor jeg var forstander, stod jeg for morgensamlingen og fortalte røverhistorier. Den ene dag var det pornoens historie, og den næste var det nazisten Werner Bests betydning for anden verdenskrig. Man kan jo fortælle en god historie om det meste, bare man er godt forberedt. I dag skal man lave en helvedes masse gruppearbejde og Kahoots. Men i virkeligheden er det noget, man bruger, fordi man ikke er god nok til at fortælle sine historier. Historieformidling handler om en fortælling, der er god nok.

På Rønde Højskole opdagede jeg i 2004, at jeg har et talent for mundtlig formidling. Den sommer havde de en række familiekurser, hvor alt fra spædbørn til oldeforældre skulle underholdes af et oplæg. Egentlig var det Sigurd Barrett, der stod for det, men han kunne ikke, så jeg blev spurgt i stedet. Jeg var rasende nervøs, men opdagede til min egen overraskelse, at alle var musestille. Jeg fortalte den ene danske myte efter den anden – om Kong Skjold og Stygge Krumpen og Tordenskjold. Alle var helt opslugt. 

3. SYGEPLEJESTREJKEN

”Sygeplejerskerne strejkede, fordi de ville have mere i løn, og det var folk ret trætte af, fordi de fik lange ventetider til operationerne. I virkeligheden er det med at strejke noget, vi fandt på i 1899, fordi der på det tidspunkt var kæmpe konflikter mellem arbejderne, der levede i fattigdom, og de rige, som havde alt for mange penge. De var oppe at slås hele tiden, og så besluttede man sig for at lave nogle strejker, som var organiseret på den måde, at man passede lidt på, så alle mennesker ikke døde på hospitalerne under en strejke, men alligevel kunne strejke igennem, så man havde muligheden for at få mere i løn. Det system kalder man den danske model, og det er årsagen til, at vi lever så rigt, som vi gør, og at der aldrig kom revolution i Danmark.”

JEG ER MEGET inspireret af den mundtlige fortælling. Det levende ord. Du kan se, hvad der virker, hvornår øjnene lyser op, og hvornår publikum falder sammen. En god historie behøver ikke en masse bling, og i den henseende er jeg nok fundamentalist, når det gælder mundtlig formidling.

Jeg synes, det er lidt latterligt, når folk på museer klæder sig ud. Mit yndlingseksempel er Den Gamle By i Aarhus. Den første, man møder, er gåsepigen, som vil fortælle én om, hvordan det var at leve i gamle dage. Men i gamle dage var gåsepigen noget at det mest udsatte, man kunne støve op. Så hun ville være blevet misbrugt seksuelt, hun ville ikke have været i bad i flere måneder, og hun ville ikke have en tand i kæften. Men den gåsepige, man møder, er imødekommende, velplejet og har helt pæne tænder. Så allerede der er det misinformation.

Det kan godt være, at akademikere synes, at jeg er lidt smart i en fart. Men mit mål er altid, at publikum bare skal være lidt klogere, end da jeg begyndte. Så kan det godt være, at det er lidt poppet eller lidt sjovt. Da jeg lavede ’Danmarkshistorien på et minut’ på P3, mente nogle jo, at jeg havde sprunget noget over. Det er jeg faktisk godt klar over.”

Som voksen vendte Dorthe Nors ’hjem’ til den jyske vestkyst. Nu har hun – udrustet med kaffe på kanden og et laset trafikkort – rejst kysten tynd under arbejdet med bogen ’En linje i verden’. Her peger forfatteren på tre stærke landskabsoplevelser på kanten til Vesterhavet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Henrik Saxgren

Hvorfra kom ideen til ’En linje i verden’?

”Fotografen Henrik Saxgren ville gerne have mig med på en bog om Danmarks vestligste kyst. Jeg var lige ved at starte på en roman og sagde nej, men han blev ved med at lokke. Ideen om at trække ud i landskabet – og skrive på det – voksede på mig. På grund af klimaforandringerne og en større bevidsthed om naturens betydning er landskabs-­essayistikken stor i udlandet i disse år, og jeg havde skrevet et essay for The Guardian, på engelsk. Nu fik jeg lyst til at udfordre mig selv og udfolde mig på mit eget sprog i mit eget landskab.”

Og så udforskede du kysten i din lille Toyota udstyret med et gammelt, laset trafikkort, som dine forældre gav dig?

”Ja, og tit også med kaffekande. Jeg brugte alt i alt halvandet år på projektet. Hver gang jeg havde været ude på en tur, tog jeg hjem og skrev. Så tog jeg af sted på en ny tur. Indimellem bragte jeg gæster med i bilen. Men for det meste gjorde jeg det alene. Det sagde jeg også til Saxgren: ’Vi er begge to kunstnere, der ved, hvad vi vil og kan. Vi må ud på egen hånd. Vi kan ikke blande os i, hvordan den anden oplever tingene.’ Samarbejdet bestod i, at vi løbende sendte billeder og tekster til hinanden, så vi kunne se, hvor den anden var. Og så satte vi os sammen med vores redaktør i den sidste fase og udvalgte, hvad der skulle med.”

DORTHE NORS

51 år. Debuterede i 2001 med romanen ’Soul’. Novellesamlingen ’Kantslag’ (2008) sikrede hende et internationalt gennembrud.

Var i 2017 nomineret til en Man Booker International-pris for romanen ’Spejl, skulder, blink’.

Hvad var det, der fik dig til at købe hus ved Vestkysten?

”Jeg havde boet i Aarhus, på Fanø, i København, og jeg havde opholdt mig i udlandet. Jeg havde været rundt og set verden. I 2014 tænkte jeg: Nu køber jeg mit eget og tager – i citationstegn – hjem.”

I citationstegn, ja. For selv om dine forældre havde sommerhus ude vestpå, voksede du op i Herning. Hvorfor var det ikke dén egn, du ville tilbage til?

”Jeg kan faktisk godt lide Herning-egnen, men jeg tror ikke, det er godt at flytte tilbage, præcis hvor man kommer fra. Det er i hvert fald en udfordring. For du er blevet en anden. Og netværket og kammeraterne, du havde, findes ikke længere, i hvert fald ikke som de var. Så er det bedre at flytte sig selv et sted hen, hvor man kan starte fra bunden, og hvor man ikke slæber rundt på en rolle.”

HANSTHOLM VILDTRESERVAT

”Det knyger med gæs og alverdens vadefugle. Strandskader, bekkasiner, regnspover. Her er indlandsklitter, fyrrebeplantning og indsøer. Lyset er højt. Det er næsten uberørt natur, som man ikke finder mange steder i Danmark. Her kan man stå og tænke, at det lige så godt kunne have været 1400-tallet. Man mærker en grundkraft. Her har vi mennesker ikke pillet for meget. Landskabet folder sig ud, næsten som var man i Norge. Reservatet er en del af Nationalpark Thy, der i det hele taget er noget af det vildeste og smukkeste Danmark. Man bør unde sig selv en fantastisk køretur fra sydspidsen af Agger Tange, forbi Klitmøller og op til reservatet. Klitmøller og resten af Cold Hawaii (31 registrerede surfspots, red.) er et underholdende, urbaniseret klondike med masser af ungdom og københavnere. Jeg skal ikke selv nyde noget af at dyrke vandsport – dybest set er jeg bange for vand – men jeg vil gerne se på andre, der gør det.”

Den centrale del af reservatet er lukket for færdsel året rundt, mens en betydelig del er lukket for færdsel i fuglenes yngleperiode (1. april – 15. juli).

Og hvordan bruger du dig selv og dine omgivelser ved Vesterhavet?

”Jeg hiker. Går ture i arbejdspauser og ryster hovedet fri. Nogle gange finder jeg rav. Om sommeren går jeg ud i havet et sted, hvor der ikke er et hestehul. Så står jeg der og køler af. Men jeg kunne aldrig finde på at svømme i det. Det er trods alt Vestkysten. Folk dør af at bade hvert år.”

Havet er truende og voldsomt. Men der er åbenbart også noget beroligende ved at bo i nærheden af det for dig. Hvordan hænger det sammen?

”Jeg er blevet horisontafhængig. Jeg føler tryghed og hvile ved at gå ud til det. Havet er en kat, den ene dag sødmefyldt vippende med halen, den næste sætter det kløerne i dig. Der er meget eventyr i det. Jeg kan godt lide tanken om, at det river mig med ud i verden. Ligesom trækfuglene. Da jeg købte huset, var jeg i tvivl, om det var det glade vanvid. Min internationale karriere var i gang. Hvordan passede larm og lufthavne med en stille base langt fra storbyen? Da jeg var ude at se huset, kom der et kæmpe træk af bramgæs indover. Dér var forbindelsen til omverdenen.” 

BOVBJERG FYR

”Bovbjerg Klint er en barsk, kraftig lerskrænt vest for Lemvig, hvor der ligger et lille fyrtårn, der for nogle år siden åbnede op som restaurant og kulturcenter med foredrag og andre events. Jeg har haft københavnske gæster med, der var helt rystede over, hvor smukt her er. Man kan virkelig se geologien i aktion. Under istiden stoppede istungen lige syd for klinten, og det er tydeligt at se, at der hvor isen var, er der fed, frugtbar jord, men der hvor den stoppede, stopper frodigheden også, og jorden bliver sandet. Gå en tur oppe på skrænten, kig på paragliderne og Trans Kirke, der ligger på kanten, og gå tilbage langs stranden under klinterne. Dog måske ikke lige, når der er tøbrud, hvor de nogle gange braser sammen.”

Dorthe Nors holder foredrag i Bovbjerg Fyr 29. september.

Men du bliver der ikke året rundt … 

”Når det bliver mørkt, trækker jeg ind i det urbane, der hvor teatrene, museerne og restauranterne er. Så lejer jeg måske et sted i København på Airbnb – jeg har ikke råd til at have en lejlighed der – eller måske tager jeg til Amsterdam et helt efterår.”

Kunne du finde på at skrive en bog om den jyske østkyst? 

”Det er jeg ikke hjemmefødning nok til. Men man skal passe på med at afvise noget. Det ville i hvert fald blive en meget anderledes bog, fordi kysten dér er så anderledes. Smuk, mild, forsonlig.”

VADEHAVSCENTERET

”Arkitekt Dorte Mandrup har tegnet et af de smukkeste museer i verden. Her kan man lære noget om, hvad Vadehavet er for en underlig størrelse. Det er styret af undervandsfloder og virker tilforladeligt det ene øjeblik, men pludselig kommer tidevandet – hurtigt. Vandrer man bare af sted på må og få ud over sandet, kan man pludselig risikere at blive fanget. Museet er også et pragtfuldt sted at blive klogere på vadefuglenes liv. Og når man er færdig med museet, kan man tage en traktortur ud til Mandø eller tage ind til Ribe, Danmarks svar på Oxford – gid de ville placere et universitet der!”

Dorthe Nors og Henrik Saxgren: ’En linje i verden’ er udkommet på Gads Forlag.

Orø har længe ligget relativt ubemærket hen. Men med gratis færgebilletter og generelt voksende interesse for kortets afkroge har flere fået øjnene op for den fredsommelige plet – og dens børnevenlige badevand, velassorterede vinudsalg og stærke skulpturer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Arne Magnussen/Ritzau Scanpix, Kristian Krøger, PR

Sig navnet Orø – og mange vil kigge en anelse usikkert på dig. For nej, du mente ikke Ærø. Men hvor er det så lige, den ligger? Du kan starte med at forklare dem, at den stikker op af vandet sådan cirka midt i Isefjord, at den formelt hører til Holbæk Kommune, og at der bor knap 900 mennesker på øen, som også har cirka 1.200 sommerhuse. Derefter kan du præsentere dem for disse fem grunde til at give øen et besøg: 

1. VANDLIGHEDEN SELV

Det kan kræve al ens opmærksomhed at gå på stranden med de små. På Orøs lille sandstrand ved Nørrestænge er det imidlertid ingen sag for børnene at overholde påbuddet om ikke at gå længere ud end til navlen. En voksen skal vel vade en halv kilometer ud, før badebuksekanten rammer vandskorpen – og synes du, at dét lyder kedeligt, så medbring din kajak eller dit stand up paddleboard, og udnyt den smukke beliggenhed midt mellem Odsherred og Hornsherred til en fjordekspedition. Når du er færdig på stranden, kan du spille minigolf og spise god is fra Hornsherred-firmaet Isøre på den hyggelige Orø Strandcamping. Og glem ikke den nuttede dyrepark lige bagved, der drives med assistance fra eleverne på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand.

Bonusinfo: Vil du have dybere badevand? Find badebroen bag den lille trædør på Orø Havn.

2. DYRE DRÅBER

De mere sofistikerede gastronomiske tilbud har ikke væltet over hinanden på Orø. Men sidste år udfyldte Orø-tilflytterne Signe og Ulrik Bing, der i forvejen driver den flydende Kontikibar i København og Grønbech Hotel i bornholmske Allinge, det berømte hul i markedet. I den gamle købmandsgård midt på hovedgaden i Orøs hovedby Bybjerg har de åbnet Bings, hvor man nu kan få storbykaffe, surdejsbrød, håndværkschokolade og biodynamisk vin. Så leder du efter stedet at shoppe dig glad og fattig, så sving forbi, og lad ganen møde en af de lækre frugtigheder fra Abruzzo-regionen, der gemmer sig i det italienske Orsogna-vinhus’ flasker. Vinen kan nydes på stedet, eller den kan tages med, ligesom du både kan spise et måltid i gården og få det som takeaway.

Bonusinfo: De driftige Binger er også ved at åbne et hotel på Orø.  

3. HØJ PÅ MIDDELALDEREN

I Bybjerg er det oplagt at opsøge øens højeste punkt (28 meter over havet) og danne dig et overblik over øen og det smukke isefjordslandskab i det hele taget. Stensbjerg, som højen hedder, menes at have indgået i netværket af bavnehøje, som i vikingetiden advarede byerne Roskilde og Lejre med bålsignaler, hvis fjendtlige skibe nærmede sig. På højdedraget har man også udgravet fundamentet til en bygning, der ikke eksisterer mere, men som ifølge fortællingen var en borg tilhørende Margrete I. Ifølge samme, ikke-verificerede overlevering opholdt den kvindelige regent sig på øen i perioder med sin søn Oluf. Når du kommer ned fra højen, kan du blive i middelalderen med et besøg i Orø Kirke, der stammer tilbage fra 1100-tallet, og hvor man blandt andet kan skimte lidt af en kalkmalet Sankt Jørgen med lanse, men desværre uden drage.

Bonusinfo: Stadig videbegærlig, så besøg museum og lokalarkiv Orø Minder i øens gamle fattighus.

4. JERN I ILDEN

Næst efter Nikolaj Coster-Waldau, der har hus på øen, men som er sværere at spotte end en sneleopard i Himalaya, er øens kendteste kreative kraft skulptør Steen B. Langvad, også kendt som ’Smeden’. Den uddannede grov- og klejnsmed lader sig inspirere af naturen og historien og producerer utrætteligt sine markante stålskulpturer af ulve og vadefugle, dronninger, kongemordere og halshuggede sørøvere. Se, hvor mange af de rustende kunstværker du kan få øje på i landskabet, eller find hans atelier i Næsby, og spørg om en rundvisning.

Bonusinfo: ’Smeden’ har også malet en frise af Orøs sagn og myter, se den i KulturBeholderen lige bag Orø Kro.

5. SLOW FOOD

Et skilt i døren advarer om, at tingene tager tid, da alt laves fra bunden. Og det stemmer – man skal være tålmodig, hvis man besøger gårdcafeen Marliese’s, der drives af Marliese Wessels og hendes mand Claus, men ventetiden belønnes med et hjemmelavet stykke hygge. Marliese, der kommer fra Tyskland, står selv for stedets primære trækplaster, nemlig det righoldige repertoire af kager, der blandt andet omfatter käsekuche, schwarz­wälder kirschtorte og Mozart torte, mens Claus serverer og altid har tid til en sludder, ligegyldigt hvor mange gæster der står i kø for at bestille. Nyd skyggen i haven på en varm dag, eller kom indenfor, og søg ly på en regnvejrsdag.

Bonusinfo: Det økologiske guldmærke indikerer, at Marliese’s bruger 90-100 procent øko-råvarer.

Du kan ankomme til Orø med færge fra Holbæk eller trækfærge fra Hammer Bakke.

Når nethindens memory card er fyldt efter en dag i Danmarks smukkeste landskaber, er det en særlig fornøjelse at lægge hovedet på puden. Vi peger dig i retning af fem sjældne naturperler – med hver deres hyggelige bed and breakfast. Så ka’ du godt hvile ud.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

TRÆT PÅ TÅSINGE

Tåsinge ligger lunt i sundet med udsigt til Svendborg og, hvis du er heldig, Svendborgsunds strømlinede maskot, delfinen Delle, der har holdt til på egnen siden 2019. 

Den lille Tåsinge, der er forbundet til den fynske hovedø med en imponerende betonbro, er i sig selv et koncentrat af gammeldansk idyl, som du kan bruge en dag eller to på at udforske til fods og på cykel. Fra skipperbyen Troense med dens velbevarede, stokrosekransede huse med flaskegrønt og vinrødt bindingsværk fører en allé direkte til Valdemars Slot, der blev bygget af Christian IV til sønnen Valdemar Christian. Slottet blev senere erhvervet af søhelten Niels Juel og stadig i dag er det i Juel-slægtens eje, aktuelt tilhører det blandt andet kendisbaronesse Caroline Fleming. Fra kirketårnet i Bregninge kan du se ud over hele øen, og trænger du til endnu mere højde, kan du bestille en rundflyvning over Det Sydfynske Øhav med selskabet Starling Air fra Tåsinge Flyveplads. Er du ør i hovedet oven på indtrykkene, så find din seng for natten hos Teglgaarden, og vågn op til et glas lokal most og en skive hjemmebagt brød.

RISTET PÅ RØSNÆS

I vores kvadratkilometerfattige landbrugsnation er vild natur en sjældenhed. Men nogle steder giver det sig selv: Naturen betaler sig ikke at kultivere. Et sådant sted er halvøen Røsnæs. Med dens stejle skrænter og ringe jordkvalitet har den fået lov at stå til. Røsnæs’ vold af ler, sand og grus, der blev presset sammen under sidste istid, blev i 1924 et af de første stykker fredet jord i kongeriget, og i dag tilbyder den kongelige naturoplevelser. Mest bjergtagende er måske den dragehaleformede halvø i sin helhed – det bedste overblik over området findes ved Hybeshøj. Men der er mange flere udsigtspunkter, for eksempel ved Røsnæs Fyr, hvor man både har kig sydpå til Nordfyn, vestpå mod Samsø og nordpå mod Sejerøbugten. Er du mere til at kigge ned i jorden, så byder de solrige bakketoppe på steppevegetation med poetiske navne som soløje, gul evighedsblomst og glat rottehale. Og vil du virkelig havde terroir’et i blodet, så køb nogle flasker af solaris-druen fra den kyndige Røsnæs-vinbonde Barfod. Så bliver branderten ikke mere lokal. Lad bilen stå, sov den ud på Kongsgård Bed & Breakfast, og vågn op med havudsigt.

MAST PÅ MOLS

Nationalparken Mols Bjerge giver mulighed for vind i håret og sved på panden. Stig til vejrs i Trehøjes lyngbeklædte, havomkransede landskab, og lad blikket følge kystlinjen ind til Ebeltoft og ud over havet – i klart vejr kan du se til Sjællands Odde. Toppene på de tre høje er gravpladser fra bronzealderen, og sådan en finder du også på Agri Bavnehøj, områdets højeste punkt med 137 meter. Endnu et markant fortidsminde er Poskær Stenhus, Danmarks største bevarede runddysse. Dens store granitblokke var ellers ved at gå til, da en lokal stenhugger i 1859 ville bruge dem til skærver, men en historisk interesseret præst fik dyssen fredet. Mols Bjerge er et såkaldt overdrev, som primært har været brugt til græsning. Også i dag kan man møde hårdføre frilufts-køer, der er sat ud for at holde vegetationen nede. Vil du have naturen med hjem og spise, så hold øje med havtorn og kantarel, sidstnævnte skulle kunne findes i løvskoven syd for Skovbjerg. Og når fodsålerne strejker, så søg slummeren på velholdte Fuglsø Kro Bed & Breakfast, og stå op med hønsene og deres hjemmelagte æg.

VÅDE ØJNE I VADEHAVET

Der er lidt Atlantis-stemning over det sønderjyske vadehavslandskab, der ligger så lavt, at man har fornemmelsen af at bevæge sig rundt under havets overflade i et sunket stykke bondeland. Udforsk det i Tøndermarsken, hvor ornitologer af alle seriøsitetsgrader stimler sammen til sort sol for at se stæreflokkene sværme, men hvor det også vrimler med gæs, ryler og strandskader. Eller oplev det på en ridetur i Rømøs smukke hedelandskab – eller på øens sandstrand, der er unik i Danmark på grund af sin op til tre kilometers bredde. Opsøg gastronomien på torvet i Højer, hvor familievirksomheden Højer Pølser kan friste de fleste kødædere. Husk at prøve krydderfedtet med fedtegrever under dit pålæg, og brænd kaloriechokket af på en vindblæst spadseretur langs Højer Sluse ad vandreruten Marskstien. Og når du ikke orker mere, så luk dine vejrbidte øjne hos Bed and Breakfast Klægager, der blandt andet udlejer værelser i hestestalden, karlekammeret og pigeværelset på en firelænget gård, der engang tilhørte en såkaldt digegreve, som var en formand for digelaget.

LUR PÅ LOLLAND

Blandt Lollands ellers meget flade, åbne marklandskaber udgør den fredede Naturpark Maribosøerne en undtagelse af varieret og relativt kuperet terræn. Rundt om de fire søer Røgbølle Sø, Hejrede Sø, Søndersø og Nørresø bor flere godsejere, der både ernærer sig ved landbrug og skovdrift, og derfor veksler naturen mellem skove og marker. Men Maribosøernes kendteste beboere og gæster er dog af den bevingede slags. Havørne har ynglet her i over 20 år og kan iagttages året rundt – vil man se dem, er chancerne ifølge Dansk Ornitologisk Forening størst ved engene ved Søholtvej eller ved fugleskjulet mellem Søndersø og Hejrede Sø. I træktiden om foråret og efteråret kan man også være heldig at se fiskeørne, der jager over søen. Udforsk området på cykel, til fods eller, måske allersmukkest, i kano eller kajak  (og mød eventuelt den lokale OL-kajakstjerne Emma Aastrand Jørgensen på vandet). Husk kikkert, og skulle du ikke få nogen ørne i linsen, ser du helt sikkert horder af de andefugle, blishøns og skarver, som ørnene lever af. Er du helt ødelagt over fiaskoen, så søg trøst foran kaminen i Fjelde Guesthouse, som et islandsk par med erfaring fra snedkeri og tekstildesign har indrettet med loppefundshygge i den gamle Fjelde Skoles bygninger.

Designeren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Casper Sejersen, Colourbox

SEJERØ

”Mine forældre byggede deres sommerhus her, da jeg var teenager. I dag har jeg og mine søskende overtaget det. Lige så snart jeg er på færgen, giver jeg slip på bekymringerne. Nu er jeg bare her. Så ser man øens blide bakker og dens sparsomme træer nærme sig. Det er som at sejle ind i et Lundbye-maleri.”

NEKSELØBUGTEN

”Jeg kommer fra lillebitte Starreklinte ved Nekseløbugten. Området byder på havudsigt og supersmukke landskaber som de fredede bløde højdedrag Bjergene og på industrielt landbrug med plastik over markerne og jordbær i plastiktunneller. Det er både attråværdigt og almindeligt.” 

NYBODER-KVARTERET, KØBENHAVN

”Jeg har min tegnestue i kvarteret, hvor knaldgule lave Nyboder-huse skabt af Christian IV til flådens folk mødes med modernistisk arkitektur som Dronningegården. Her er city stadig næsten uberørt af smarte butikker, tempoet er lavt, og roen får det hele til at hænge sammen.”

Cecilie Manz, 49, er designer og står blandt andet bag B&O-højttalere og Fritz Hansen-møbler. Fra 16. september kan hendes formgivning opleves på en stor udstilling på Dansk Arkitektur Center.

Da UMUT SAKARYA kom til Danmark fra Tyrkiet som 12-årig, anede den lille buttede og angste dreng ikke, hvad han havde i vente. Men efter at have set ’Terkel i knibe’ gik han i kødet på dansk humor og senere flæskesteg. Ud & Se tegner et portræt af en usædvanlig kendiskok, der knuselsker det danske køkken.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

MED DUFTEN AF STEGT FLÆSK omkring sig planter Umut Sakarya et stort dannebrogsflag på fortovet foran Guldgrillen i Indre København. En større folkemængde har forventningsfuldt stillet sig i kø. De fleste har allerede stået her længe, det er fredag i april, dørene er endelig genåbnede, og små solstrejf skyder gennem de grå skyer som insisterende forårsbebudere. Udenfor forspilder et par unge fyre i hvide sneakers ikke chancen til at bede om dagens første selfies, og indenfor er rød-hvid-ternede duge rullet ud på brune træborde, mens det ene dansktophit efter det andet brager ud af højttalerne: Bamses Venner, John Mogensen, Lecia & Lucienne, Eva Madsen. 

Der er kongeligt porcelæn på væggene, blomsterbuketter på bordene og Fernet Branca-flasker stillet frem i baren. Et billede viser Umut Sakarya smilende side om side med Birthe Kjær, og en indrammet tegning på den ene væg fremstiller kendiskokken gabende over en flæskestegssandwich med masser af brun sovs, mens syltede agurker svæver rundt på en bearnaisegul baggrund.

Snart efter går folk hen for at afgive bestillinger, mens de stolt bekendtgør, hvor langvejsfra de er kommet for at fortære landets måske mest kendte flæskestegssandwich.

”Vi kommer helt fra Rørvig,” fortæller et midaldrende ægtepar, men afstanden blegner kort efter, da en familie har taget turen fra Frederikshavn, mens de næste gæster er på visit fra Roskilde. Hele Danmark vil åbenbart have en bid af Umut Sakarya og hans usædvanlige danskhedsrevolution.

Tidligere på dagen stod den 30-årige kok indenfor i det lille kringlede køkken med en bradepande spækket med udskårne svin foran sig, mens bøtter med syltede agurker omringede ham. Endnu en dag i flæskestegssandwichens tegn tog sin begyndelse, og få ved som han, hvordan den skal skæres. Det skal være ribbenssteg, ikke kamsteg, så flæskesværene bliver ordentligt sprøde, og så skal der så meget mayo og sovs i, at det næsten er for meget. 

For nylig har han opfundet ’håndflæsk’ – en slags gammeldags flæskestegssandwich, men i en mere håndvenlig bolle og med sovs inde i selve flæsket, så man lettere kan slæbe den med sig. 

”Folk vil gerne have sovs. Det er derfor, vi har succes. Det er sjovt, for de færreste vil være ved det, de vil gerne fremstå sunde,” siger han, mens hans karakteristiske sorte moustache løfter sig over et smil. 

Det er ikke kun flæsket, der går som varmt brød. Det samme gør hans nyligt lancerede Guldsjus, der er klar til at blive tappet fra fad i baren med hans andre opfindelser Tyrkersvin og Guldfernet. Da solen bagte over København dagen før, blev der langet 300 sjusser over bardisken. Umut Sakarya kom tilfældigt forbi med sin kæreste, men kunne se, der var brug for en ekstra hånd, så hun tog hjem, og han tog forklædet på.

I køkkenet skærer han ud i passende skiver. De opsmøgede ærmer afslører hans efterhånden mange tatoveringer. Den første forestiller en japansk kokkekniv af mærket Tojiro, som han fik, da han i sin tid begyndte i lære, men som han – en ung mand af tyrkisk oprindelse – også måtte konstatere ikke ligefrem gjorde det nemmere at blive lukket ind på diskotekerne. Siden har han fået lavet et Lady Gaga-inspireret monster, forskellige grøntsager, fisk, porre, chili og gulerod samt en gris, der bærer jordkloden, mens en ørn svæver henover med en flaske Fernet Branca i næbbet. 

Der er også ’MasterChef’-logoet, som han og René Dif fik lavet, efter de sammen vandt madlavningsprogrammet i 2015. For første gang skulle en kendis parres med en professionel kok, og sådan gjorde Umut Sakarya sit indtog i offentligheden, da han sammen med Aqua-sangeren gik hele vejen. Efterfølgende sagde hans lokale pizzamand: ”Husk at nyde det, for om tre måneder er du glemt.” Det skulle vise sig at være ramt en anelse forbi. 

Da han senere samme år slog dørene op til sin første restaurant, Grisen, strømmede folk til. Siden etablerede han sit eget ’Guld’-imperium, først med Guldkroen i 2017, siden Guldgrillen og i begyndelsen af 2020 med to gange Guldkebab. 

Sideløbende er han blevet en slags national kultfigur, og han har været her, der og alle vegne, deltaget i programmer som ’Vild med dans’, ’Fangerne på fortet’, ’På tværs af Danmark’ og sågar lagt både ansigt og stemme til den aparte børnekarakter ’John Dillermand’. 

I begyndelsen af året medvirkede han i tv-programmet ’Over Atlanten’, hvor han i selskab med blandt andre tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen på tre uger tilbagelagde bølgerne mellem Danmark og USA.

”Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke: ’Jeg er født i Anatolien, men render rundt som kendiskok i København og sejler over Atlanten med Lars Løkke.’ Det er fuldstændig fucked,” siger han og slår en kort, spruttende latter op.

SVINETS RØDDER kan spores tilbage til Anatolien i det centrale Tyrkiet. For 10.000 år siden lykkedes det på disse kanter at tæmme vildsvinet, og i stedet fik man det altædende og yderst gavnlige lyserøde hovdyr. Det var også her, Umut Sakarya kom til verden for 30 år siden, nærmere bestemt i den gamle byzantinske by Eskişehir 350 kilometer sydøst for Istanbul ved bredden af Porsuk-floden – en afgrening til Tyrkiets tredjelængste flod, der også bærer hans eget familienavn: Sakarya. 

I byen med knap 900.000 indbyggere boede Umut Sakarya med sine forældre og sin et år ældre storebror i en lejlighed på flere etager med køkkenhave ude foran. Når han ikke legede med gadens hunde eller i al hemmelighed sneg sig rundt i genboens enorme rosenbed, elskede han at tøffe rundt blandt de mange bælgfrugter og grøntsager. Det var hovedsagelig dem, der skulle i de måltider, som hans mor forberedte i køkkenet dagen lang – af og til med köfte eller braiseret kød. Hun var hjemmegående, men gik op i sin madlavning med ild og sjæl og lod ofte sønnen være assisterende kok. Som otteårig fik han tilmed den ærefulde tjans at købe tomater i grønthandlen på vej hjem fra skole.

Langt hovedparten af familien boede på disse kanter, men der var også en håndfuld, der var emigreret mod nord, heriblandt Umut Sakaryas morfar, der var rejst til Danmark for at blive gæstearbejder på et kyllingeslagteri i udkanten af Odense. Fra tid til anden kom han på feriebesøg, og så havde han Fætter BR-legetøj, Stjernemix og rugbrød med sig, selvom sidstnævnte ikke ligefrem vakte begejstring hos barnebarnet. 

Da Umut Sakarya var 10 år, meddelte hans forældre, at de skulle skilles. Det kom ikke som det store chok. De havde hakket på hinanden, så længe han kunne huske, men omvæltningen var alligevel større end som så. Hans mor stod ikke med de bedste kort som enlig kvinde uden uddannelse i hjemlandet. Hun ville gerne skabe en ordentlig tilværelse for sine to børn, og eftersom hendes far var taget til Danmark, traf hun beslutningen om at rejse bort i håbet om at finde et job, få opholdstilladelse og senere familiesammenføring. Umut Sakarya vinkede snart efter farvel til sin mor uden vished om, hvornår han ville se hende igen.

SHITSTORM 1

I 2019 deltog Umut Sakarya i ’Vild med dans’. Efter syv fredage i træk at have scoret bundkarakter af dommerne, men alligevel være gået videre i programmet valgte han at trække sig. Han forklarede det med, at deltagelsen havde ført til for meget hate på de sociale medier. Ikke blot han selv, men også hans daværende kæreste, hans mor og sågar hans far i Tyrkiet modtog grimme beskeder.

”Jeg var publikumsfavorit, men dommerne jordede mig. Og når det sker, sidder der en masse rundtomkring, der ikke mener, jeg har fortjent det. Jeg er ikke den store danser, men når det ender ud i sådan noget, hvor man bliver brugt som madding for at generere overskrifter, er det bare ikke sjovt mere.”

UDEN DEN VANTE TJANS som køkkenassistent for sin mor havde Umut Sakarya ikke meget at give sig til. Sammen med sin storebror flyttede han ind i farens nye lejlighed, men det stod hurtigt klart, at patriarken ikke havde tænkt sig at engagere sig særligt i sønnernes liv. Han havde travlt med at arbejde, hygge sig med sine venner og gå på jagt efter nye kvinder. Derfor var de som regel overladt til sig selv. 

Det var ensomt, og det hjalp ikke, at Umut Sakarya blev betragtet som mærkelig af de andre børn. Han var et stille barn, der holdt af stille lege, og så var han lidt for godt i stand, hvilket betød, at han altid blev valgt sidst til alting. Hans storebror ville ikke lade ham lege med sine venner. De to havde et anstrengt forhold og sloges som hunde. Det var knytnæver i ansigtet, så blodet sprang fra næsen. Som regel var det Umut Sakarya, der fik bank, for selvom der kun var et år imellem dem, var han fysisk underlegen. 

Når han tidligere havde beklaget sig til sine forældre, havde han altid fået at vide, at han skulle lade være med at svare igen, for storebroren var ældst. 

”Det er en supergammeldags ting, der desværre lever i visse kulturer. De ældste får at vide, at de er prinser, og lever som sultaner derhjemme, og det går de ud i verden og tror på,” siger han.

Efter moren var rejst, og hans far var begyndt at ture rundt, blev det værre. Hvis hans storebror var i dét lune, styrede han lejligheden, og så måtte lillebror løbe ind på sit værelse hvor han fordybede sig i lektier. I det mindste var han god i skolen, og den eneste måde, han kunne aflaste ubehaget på ved ikke at føle sig set, var ved at prøve at være en dengse.

”Flere gange græd jeg bare i skolen, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg vidste ikke, om vi kunne komme til Danmark og hjem til mor. Som barn føles én dag som et år, så det var lang tid at gå med de tanker. Det var meget sørgeligt, det hele,” siger han og fortæller, at som månederne skred frem, begyndte han at tabe håret. Han blev skaldet på den ene side af hovedet, fik smerter flere steder i kroppen og begyndte at sluge panodiler, som var det slik. Han var 11 år gammel og endte i en regulær depression.

”Jeg gik psykisk ned som barn. Min mor rejste væk, min far var der ikke, og jeg anede ikke, hvor jeg hørte hjemme. Det var sindssygt ensomt, og resten af familien var ikke særlig gode til at tage hånd om os. I dag, når vi kommer på besøg, er de enormt hjertelige, men jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet, for ingen af dem kunne finde ud af at tage sig af mig dengang. Jeg følte mig uønsket og anede ikke, hvor jeg skulle placere mig i mit eget liv.”

De lange, sneglende dage begyndte at følge samme trivielle form. Han gik i skole, tog hjem og læste lektier, så fjernsyn og savnede sin mor. En dag slæbte han bord-fritøsen med ind i stuen, så der kunne laves pomfritter på samlebånd, uden han behøvede rejse sig fra sofaen. Tre gange om dagen gik han ud til postkassen for at tjekke, om der var nyt fra Danmark.

UMUT PÅ TRYK

Kogebogen ’Guldskeen’, der er en kærlighedserklæring til dansk mad, udkommer 7. oktober. Umut Sakarya har også skrevet kontrakt på en opfølgende kogebog, der skal bruges til hjemkundskab i folkeskolen med traditionel dansk mad.

”Kogebogen skal give børn en forståelse for, hvad dansk madkultur er, og hvorfor vi spiser, hvad vi gør, til påske, til jul, til fødselsdag. Jeg vil gerne lære børn ikke at have nogen problemer med dansk mad, med smørrebrød og fisk. Hvis de starter med at lære det i en tidlig alder, er det lettere om 20 år at sælge helstegt fisk, i stedet for at de siger: ’Kan du fjerne benene for mig?’ Den revolution vil jeg gerne starte.”

CIRKE EN MÅNED før genåbningen fisker han en cigaret frem fra den ene inderlomme og en lille flaske med pebermynteolie fra den anden, som han drysser udover for at tilføje den mentolsmag, man ikke længere kan købe sig til i kioskerne. Det er en smuk og kold martsdag, og mens den københavnske formiddagstrafik ruller forbi Guldkroen, sidder han foran sin restaurant og scroller på sin telefon. For nylig uploadede han et billede af seks forskellige slags grønlangkål fra hvert sit område af landet med teksten: ”Hvilken er den rigtige?” 

”Det var lige før, at folk truede hinanden i kommentarfelterne. Religion, politik, dyr og klassisk mad kan få folk op i det røde felt. Hvis jeg uploader et billede af noget så uskyldigt som en garniture-­chili-ret, er det som at lægge en bombe og vente på, at den eksploderer. Folk kan ikke styre sig.”

I et forsøg på at afværge tab under pandemien sælger han her i marts tarteletter og rødgrød med fløde som takeaway, men det er ikke særlig indbringende og slet ikke det samme. Guldkroen er skabt til liv og glade dage. Som en tidslomme, hvor man kan glemme alt om kostråd og sundhedstips og i stedet spise og drikke, til man revner. 

Ideen om at dyrke danskheden som koncept fik han i 2015, da han var i gang med åbningen af Grisen, som skulle servere klassisk dansk mad. På forhånd havde han terpet bøger om succesfulde koncepter og besluttet sig for at gå all in på indretningen, så man fik fornemmelsen af at sidde på en kro i en svunden tid.

”Det er det fedeste at bygge restaurant. Det er som at spille ’The Sims’, hvor man kan vælge alt og gå helt ned i detaljen med de forskellige løsninger.” 

Umut Sakarya fandt blandt andet inspiration på Designmuseet i København, og han elsker stadig at traske rundt på museet og blive suget ind i design fra forskellige hedengangne årtier. Dernæst gik han i gang med at samle på ikoniske danske items, fik købt en tallerkenrække og en masse forskelligt kongeligt porcelæn. Og sådan fortsatte han rundt i landet, hvor han støvsugede diverse genbrugsbutikker i jagten på danskhed. 

Efter et par år med Grisen brød han med sin partner – og daværende kæreste – og åbnede i stedet Guldkroen lige rundt om hjørnet. Navnet var ikke svært at finde på. Konceptet skulle være gylden mad, der var paneret og friteret, med Gyldne Damer på flaske. Og så, som han siger med et smil, er han jo tyrker af ophav og sind og elsker derfor guld. 

I 2017 åbnede han kroen med ternede duge, dannebrogsflag og blomster i vinduerne, gammeldags malerier, broderier, porcelæn og vildttrofæer på de blomstrede vægge og utallige genstande fra diverse genbrugsbutikker, der alle har det til fælles, at de taler ind i en historie om en danskhed fra gamle dage.

”Jeg synes, det er smukt at servere flæskesteg på kongeligt porcelæn,” som han siger. 

DET KAN VIRKE PARADOKSALT, at en tyrkisk tilflytter vifter så fanatisk med fanen for det traditionelle danske køkken. Men selv synes Umut Sakarya, det giver god mening, for han er netop kommet udefra og kan derfor betragte det hele uden at være forudindtaget. 

”Kvaliteten af dansk mad kommer jo helt an på, hvordan man laver det. Man behøver ikke skamkoge sine grøntsager. Alene det gør meget dansk mad langt mere lækker. Samtidig har man hen over de seneste årtier shamet dansk mad. Der er blevet lavet et stærkt symbolsk bånd mellem svinekød og dansk madkultur, hvilket har gjort, at folk, der spiser dansk mad, bliver set som proletarer og tabere.”

Efter han er blevet en slags galionsfigur for dansk mad, har flere politiske partier kontaktet ham for at få ham til at medvirke i kampagner. Det har han sagt nej til. For i virkeligheden er hans mission at tage dansk madkultur ud af den politiske kontekst. I en kogebog, som han har på vej, er kun cirka 10 af de 50 retter med svin, og dem har han mærket, så man kan springe dem over, hvis man for eksempel er muslim eller jøde. 

”Der er masser af danske retter, der ikke indeholder svin, som alle kan spise. Der er ingen grund til at reducere vores madkultur til én ting. Man forbinder jo heller ikke pizza med en eller anden bestemt holdning i Italien. Men det gør vi i Danmark. Lige så snart man siger ’flæskesteg’ eller snakker om ’leverpostejssegmentet’, tænker mange Dansk Folkeparti. Det er sindssygt underligt, og det er synd, for vores madscene tilhører os alle,” siger Umut Sakarya, der mener, at den del af integrationsdebatten, hvor svinet er blevet en slags kulturelt krigssymbol, er det rene ”pis og papir”. I hans øjne burde man i langt højere grad snakke om fusionering: at man kan bo sammen, uden at man behøver blive ligesom hinanden. 

”Jeg tror, integrationen fejler, fordi vi har en idé om, hvad der er typisk dansk. Man må anerkende, at folk har forskellige baggrunde og kulturer. Hvis man er vokset op med, at svin er et dyr, man ikke spiser, er det svært at ændre det. Det ville svare til, at jeg sagde: ’Tag lige en bid af den her hund.’ Jeg har danske venner, der siger til mig, at jeg er anderledes end de andre indvandrere. Men hold nu op. Hvor mange tyrkere kender du? Hvis det kun er mig, er det et ret skrøbeligt grundlag at udtale sig på. Og jeg er megameget tyrker, jeg går i wifebeater, spiser solsikkefrø og drikker te til klokken lort om natten. Jeg elsker at være her, jeg elsker strand og bajere og bare bryster, men det vil aldrig nogensinde gøre mig til dansker.”

EFTER MERE END to års venten var der endelig gevinst i postkassen. Her lå et brev fra Danmark med visum til Umut Sakarya og hans storebror. Forinden havde de boet hos morens onkel, der smed de læssede tasker om bag i bilen, og så gik turen ad bumlede veje til Istanbul og siden videre med fly til København. Det sidste stykke til Odense skulle tilbagelægges med tog. Det blev den mest kaotiske del af rejsen. Omkring Nyborg skulle storebroren tisse, så han og morens onkel drog af sted for at finde et toilet i en af de andre kupeer. Da toget lidt senere trillede ind på Odense Banegård, var de stadig ikke kommet tilbage. Uret på tavlen viste 19.07. Det var ankomsttidspunktet, så meget vidste han, det havde indprentet sig på nethinden, men der var kun blege, ukendte ansigter omkring ham. Udenfor begyndte konduktøren at pifte i fløjten. Han vidste ingenting om landet, og i panik græd han så højt og hysterisk, at toget blev stoppet. Få øjeblikke senere kunne Umut Sakarya give sin mor et længe ventet kram på perronen. 

Og han var lykkelig for at være i Danmark. Endelig var han atter sammen med sin mor, der havde anskaffet sig et lille rækkehus i bydelen Sanderum ved udkanten af en lille skov og over for en rideskole. Der var rent og pænt og roligt og helt anderledes end i den larmende og støvede by i Tyrkiet, han kom fra. Naboerne, der primært var pensionister, kom rendende i tide og utide med flødekartofler, tarteletter, drømmekage og anden dansk mad for at byde den lille familie ordentligt velkommen. 

Rækkehuset havde moren indrettet som et ”ægte tyrkerhjem”, som Umut Sakarya siger, med tunge gardiner og tunge tæpper, man ikke måtte træde på, hvide lædersofaer og et stort tv-møbel i højglans med et fjernsyn, der nonstop viste tyrkiske kanaler. Men det var nu ikke, fordi hun havde tænkt sig, de skulle leve uafhængigt af den nye kultur. Tværtimod. Hun havde selv skaffet sig et job som rengøringsdame for at kunne forsørge familien, og hun insisterede på, at de tog skolen seriøst og lagde sig i selen for at lære sproget. 

Som Umut Sakarya husker: ”Hun sagde altid: ’Vi er kommet for at leve her og ikke for at tage hjem igen. Så vær her også mentalt.’”

SUPPE, STEG OG IS

Umut Sakarya har planer om at lave en ’stegt flæsk’-dag, der skal blive lige så stor som mortensaften. Han brygger også på en flæske­festi­val – en slags kulturfest for svin, hvor landmænd fremviser forskellige grisearter, hvor slagtere viser, hvordan man parterer, og hvor veganere, vegetarer og dyrevelfærds­aktivister – er velkomne. Han pønser også på at åbne et forsamlingshus midt i København, der skal tilbyde suppe, steg og is i ordentlige rammer.

”Prøv lige at forestille dig at blive gift, mens en tyk mand spiller musik, og man drikker flaskeøl og spiser suppe, steg og is lavet på gode råvarer. Det er nostalgisk og langt federe end et klassisk bryllup med tre røvkedelige retter, ingen husker bagefter.”

DESVÆRRE FLYTTEDE det usunde broderskab med ind i de nye rammer, og ofte endte de to brødre i karambolage. Hvis Umut sad og så fjernsyn, kunne hans bror finde på at tage fjernbetjeningen fra ham og skifte kanal. ”Lad nu fucking være,” protesterede den yngste, og øjeblikket efter var de oppe at slås. Andre gange vadede storebroren ind på hans værelse og tog hans ting, og hvis han protesterede, endte også det med et slagsmål. Og når broren lånte noget, gjorde han et nummer ud af at aflevere genstanden beskadiget tilbage. Hvis det var en tallerken, skulle der laves skår i den, hvis det var en computer, slog han på tastaturet, så knapperne nærmest sprang ud. 

Samtidig var Umut Sakarya stadig den tykke dreng i klassen, og sprogbarrieren gav ham til at begynde med ikke bedre kort på hånden. Der var ikke mange børn, han kunne lege med, for de andre tyrkere i kvarteret betragtede ham som lige så underlig, som dem i barndomskvarteret i Tyrkiet havde gjort. Hans interesser stak ud, han kunne lide at tegne og male – objekter, mennesker, dyr – og det var svært at finde ligesindede. Det hele var anderledes og alligevel fuldstændig det samme.

”Det var svært at få andre 14-årige tyrkere til at sidde og male med én, når de hellere ville spille Counter-Strike. Jeg endte med at lukke mig endnu mere inde i mig selv.”

DA HAN BEGYNDTE på sprogskole, skulle holdet se ’Terkel i knibe’. Fra hjemlandet var han vant til platte vittigheder, men det her var noget helt, helt andet. Gennem hele Anders Matthesens film sad han fuldkommen måbende. Der var en storrygende mor, der var en alkoholiker-onkel, der var vold i stride strømme. Det var jo slet ikke sjovt. Hvad havde folk gang i på disse kanter, siden man kunne grine af den slags?

”Hvis man ikke forstår sproget og humoren i et land, føler man sig uden for fællesskabet. Jeg tror især, det er vigtigt i Danmark, for dansk humor er fucked up. I Tyrkiet skal man være langt mere påpasselig med ikke at træde nogen over tæerne.” 

I stedet for at lukke ned for den grovkornede danske humor besluttede han sig for at hægte sig på. Han måtte simpelthen forstå, hvad det gik ud på. I takt med at han lærte sproget, begyndte han også så småt at få humoren ind under huden, og det fik afgørende betydning for hans sociale omgang. Pludselig følte han sig mere hjemme blandt sine nye landsmænd. Han lærte at forstå de sociale koder og kunne pludselig selv byde ind med grove bemærkninger, der fik de andre til at skrige af grin over den sjove buttede tyrker. 

”Man kan jo ikke pludselig få lyst hår og blå øjne, men en god måde at blive en del af et land på er at lære humoren. Det danske samfund er mere frit end de fleste, og jeg tror, man forsøger at bevare den frihed gennem humoren, for lige så snart man laver regler for, hvad man må lave sjov med, begynder man at lave regler for det hele. Det er jo ikke sjovt at mobbe nogen, men det er en del af at føle sig fri at have en grænseløs humor. Selvfølgelig skal man være opmærksom på, hvordan andre vælger at opfatte det, men heller ikke for meget, for som Anders Matthesen siger: ’Er man født med en kort arm, må man vente, til de andre er færdige med at spise kage.’”

SHITSTORM 2

Under overskrifter som ’Kendiskok styrer kvindehadsk Facebook-gruppe’ og ’Kaldte kvinder for ludere og opvaskemaskiner’ endte Umut Sakarya i foråret i en shitstorm, der angreb de kommentarer, der kom frem i Facebook-gruppen ’Official Team Grease’ for mænd, der kunne lide greasy mad. Han havde i flere år stået bag gruppen med 17.000 medlemmer, hvor en del af jargonen var en grov tone.

Før shitstormen begyndte, kunne han godt se, at han havde været med til at ”avle mere lort på nettet”. Han lavede derfor et opslag om, at det var på tide at stoppe med den grimme tone i gruppen, og at han fremadrettet ikke ville tolerere racistiske, sexistiske og homofobiske jokes. Fire dage senere blev screenshots af flere af Umut Sakaryas ­tidligere grovkornede kommentarer fra gruppen delt på Twitter.

”Det var en gruppe, hvor nogen for eksempel kommenterede, at sovsen var tynd, og så skrev en anden: ’Den skal jo ikke være tyk som din mor.’ Der var intet personligt i det. Det var bare jokes. Og det var jo mig selv, der havde meldt ud, at jeg syntes, det skulle stoppe. I dag klæder det mig ikke med en grim mund. Jeg er 30 år og forretningsmand. Det var sjovt for fem år siden, men nu vil jeg gerne være mere ansvarsfuld.”

DA UMUT SAKARYA gik i 10. klasse, fik han job på et pizzeria i Odense. Det var ikke ligefrem byens mest delikate slices, der blev langet over disken for en tyver. Han havde blandt andet til opgave at skære tomater, men steg i graderne og endte med at stå for pastaretterne. På det tidspunkt regnede han ikke selv med, at hans fremtid var på madscenen. Han holdt af at kokkerere derhjemme, men han var mindst lige så glad for at lave regnskaber i skolen og drømte om at blive revisor eller bankmand. Det var først, da en studievejleder foreslog skolepraktik i et køkken, at den verden åbenbarede sig. Han endte på SAS-hotellet i Odense og landede efterfølgende et job som opvasker. Her fik han af og til lov til at anrette nogle af retterne. Senere fik han job som køkkenmedhjælper under en fransk køkkenchef, og det sugede ham for alvor ind i faget. 

En del af oplæringen i køkkenet bestod af at smage alverdens forskellige ting, han aldrig tidligere havde sat tænderne i. Estragon og snegle blandt andet, og en dag stod der stegt flæsk med persillesovs på menuen. 

Umut Sakarya havde ikke betragtet sig selv som muslim, siden han som 15-årig havde læst op på de forskellige religioner og var nået frem til, at ingen af dem gav mening for ham. I den forstand var det ikke en udfordring. Det var det til gengæld pludselig at føle konsistensen og smagen i munden for første gang. Han havde altid syntes, det stank, når Danish Crowns lastbiler kørte gennem Odense, og han havde derfor aldrig tænkt: ”Det må jeg bare prøve.”

I første omgang var Umut Sakarya ikke blæst bagover af sit nye gastronomiske bekendtskab, men da det kom til flæskestegssandwich nogen tid efter, var hans hjerte tabt. 

”Det smager simpelthen så godt. Kogt svin er jo ikke noget særligt, det er ikke som med oksekød, der er mere kraftigt i smagen. Svin skal steges ordentligt, men hvis man gør det, får man en oplevelse, man ellers ikke kan få i verden.” 

Umut Sakarya elskede at udforske de forskellige kokketeknikker, og det blev mere reglen end undtagelsen, at han selv legede testkøkken derhjemme i sin fritid. Det var i 2008, og branchen var ved at forandre sig. Det fik Umut Sakarya at mærke, da køkkenchefen en dag spurgte den anden køkkenmedhjælper: ”Hvorfor vil du egentlig være kok?” Da han svarede: ”Jeg kan ikke blive til andet”, blev han fyret på stedet. 

”I gamle dage var det jo meget sådan, at hvis man ikke kunne finde ud af noget, kunne man altid blive kok. Det skiftede dengang. Man søgte nogen, der var nysgerrige og ville noget. Og det ville jeg.”

UMUT SAKARYA MÅTTE på kokkeskolen. Derfor flyttede han som 18-årig til København uden at kende et øje. Eller måske snarere derfor. For han så det også som en mulighed for en frisk start. Han havde fundet noget, der virkelig interesserede ham, så ud over at gå i skole og arbejde brugte han al sin tid på at læse om mad.

”Jeg siger altid til folk, at hvis de vil opnå noget, så flyt væk. For mig betød det, at der blev skabt den nødvendige ro til at fokusere. Det er en proces, man skal igennem, og den kan være hård, for den er også ensom, men hvis man fokuserer på at dygtiggøre sig, kan man komme til at stå langt stærkere.” 

Mens Umut Sakarya gik på kokkeskolen, begyndte han at deltage i konkurrencer i udlandet. Som færdigudlært 21-årig fik han job som souschef på en restaurant, og senere kom han til at arbejde på restauranter som Geranium. Han fik ros, men der var alligevel noget, der trak i en anden retning. Den københavnske restaurant­scene boomede, og han kunne godt se, at der var mange penge i omløb. Samtidig stod det klart for ham, at selve fine dining-scenen, der dominerede, ikke var noget for ham. Han gad ikke drysse lakridspulver på kærnemælkssuppe eller slikke røv på byens vigtigste madanmeldere. Han ville tilbage til det, han var faldet for ved faget – fællesskabet.

Derfor startede han sin egen lille cateringbiks, hvor han skræddersyede selskaber til folk. Hvis man skulle holde fødselsdag, fik man ikke blot tre menuer at vælge mellem, nej, man kunne bestille sin livret, og han kom selv ud og dækkede bordene op og medbragte om nødvendigt tjenere og opvaskere.

Sideløbende lavede han mad til plejehjem for at sikre sig, at der rullede faste penge ind på kontoen. De første otte måneder holdt han ikke én fridag og måtte spise resterne af den mad, de ældre ikke selv spiste, men langt om længe var der skrabet nok sammen til, at han kunne købe sit eget sted. Det indrettede han som et museum for danskhed og døbte det som nævnt Grisen. Han ville lave en revolution inden for grillmad. Modsat de andre grillbarer, der tilbød kinesisk, pizza, durum, burger og alt muligt andet, ville han fokusere på kvalitets-flæskestegssandwich. Hver dag lavede han 200 hjemmebagte boller, der var klar, lige før han åbnede dørene, så duften hang i butikken. Når de 200 var solgt, lukkede han igen. På ingen tid blev han væltet af kundeefterspørgsel. 

EFTERHÅNDEN SKETE DER noget mærkeligt inde i Umut Sakarya. For første gang havde han oplevet at indgå i et fællesskab, hvor han blev værdsat, og dermed mærket fornemmelsen af rent faktisk at have sin berettigelse i verden. Det var en uvant følelse. Var det selvtillid, der rumsterede derinde? I stedet for at skutte sig skød han gradvist brystkassen frem med større overbevisning. 

På mange måder blev hans identitet rodfæstet i de år, men noget andet begyndte at ulme i ham. Spørgsmål om fortiden hobede sig op: Hvordan kunne hans mor bare rejse fra ham? Hvorfor slog hans storebror ham? Hvordan kunne hans far have været så ligeglad? 

Efter at de i sin tid var flyttet til Danmark, gik der tre måneder, inden hans far ringede til deres mor for at høre, om hun mon vidste, hvor børnene egentlig var henne. Han troede stadig, de befandt sig i Tyrkiet. Undervejs havde det ikke fyldt det store hos Umut Sakarya, og han var flere gange tilbage på besøg hos sin far, men nu begyndte han at kigge på sin barndom udefra.

”Jeg var ikke vred undervejs. Det blev jeg først senere, da jeg begyndte at få de tanker: ’Hvad skete der egentlig?’ Jeg kan forestille mig, at det har ligget så dybt i mig, at jeg måske ikke har turdet tænke det før.” 

Mens spørgsmålene steg i antal i Umut Sakaryas baghoved, stod det mere og mere klart for ham, at hvis han skulle være herre i eget liv, krævede det en konfrontation med fortiden. 

”Bare fordi man har et blodbånd til nogen, betyder det ikke, at de har krav på eller ret til, at man har det skidt. I teorien er man en stor familie, men i praksis kan man være en lortefar eller en lortebror. Jeg har sikkert også været en lort over for andre, men så må man bruge dialogen til at få snakket ud. Vi oplever jo alle sammen at have nogen eller noget i vores liv, der gør, at vi på en måde bliver tilbageholdt. Det gik op for mig, at jeg i alt for mange år havde følt mig holdt lukket i en boks.”

TIL SIDST VAR DER ingen vej udenom. Næste gang han var sammen med sin storebror, ville han sige det, som det var: Hvis broren var voldelig over for ham igen, ville han anmelde ham til politiet, og så skulle de ikke længere tale sammen.

Han havde flere gange tidligere forsøgt at italesætte problemet: ”Hey, jeg er 21 år, og du er 22 år. Vi er nødt til at stoppe med at slås. Vi er ikke 13 år mere. Vi kan slå hinanden ihjel.” De så hinanden ofte, og det kunne også være hyggeligt nok, men der var aldrig langt over i den modsatte grøft.

”Det var ren ’Fight Club’. Vi har været fuldstændig forslåede. Engang hamrede jeg en gaffel ind i hans arm, og jeg har været på akutmodtagelsen med blodnæse flere gange.” 

Nu var det på tide at slutte det, og det sagde han til sin storebror. Men i stedet for den forståelse, han havde håbet på, fik han en parfume tyret i hovedet. Uden at tøve ringede Umut Sakarya til politiet – eller han lod som om, for han kunne ikke finde på at melde sin bror. Kort efter gik han ud ad døren. ”Det slutter her,” sagde han.

For fem år siden i forbindelse med deres morbrors bryllup mødtes de to – uden at udveksle et ord. 

”En enkelt gang har jeg skrevet til min storebror: ’Skal vi prøve at blive venner igen?’ Det er to år siden, og jeg har ikke fået noget svar,” siger Umut Sakarya, der også konfronterede andre familiemedlemmer, uden at det på længere sigt kom til brud. I farens tilfælde handlede det især om, hvordan han kunne tillade, at hans børn bare flyttede, uden at vise følelser.

Også morfaren tog han et opgør med. I hans optik havde bedstefaren ofte behandlet hans mor, som om hun ikke kunne noget selv. Det irriterede ham grænseløst, for i hans øjne var hans mor en stærk kvinde. Men der var nogle underliggende dynamikker til stede i familien, som ingen havde gjort op med, fordi de havde forplantet sig så stærkt. En form for kontrol, der ikke passede ind i et frit samfund som det danske. Han havde selv oplevet det, da han på et tidspunkt skrev et Facebook-opslag om islam, hvorefter morfaren havde ringet til moren og formynderisk sagt, at Umut Sakarya skulle passe på med at dele den slags. 

”Jeg er et frit menneske. Skal jeg spørge ham om lov, når jeg skriver noget på Facebook eller alle andre steder? Det irriterede mig helt vildt. Og det var værre med min mor. Da hun på et tidspunkt købte en bil, blev han rasende, fordi hun ikke havde spurgt ham til råds. For det første er det hendes penge, som hun har tjent, og for det andet: ’Hvad rager det dig?’ Min mor har aldrig sagt ham imod, fordi hun ikke ville være respektløs. Men hvis noget er respektløst, er det at få et menneske til at føle, at man ikke kan finde ud af noget selv. Jeg sagde til ham, at han burde skamme sig over sine handlinger og begynde at kigge på sin datter som et menneske frem for en eller anden imbecil.”

Som den sidste tog han fat i sin mor. Det blev den bedste samtale, for de kunne rent faktisk snakke sammen. 

”Man kan sagtens løse ting i familien, men det kræver, at den anden part forstår, hvad man siger. Det er jo altid svært at starte samtaler om et problem, men når man finder ud af, hvor lettende og dejligt det er bagefter, tænker man, at man skulle have gjort det for lang tid siden.”

UMUT SAKARYA SKÆNKER sig en Guldsjus i baren på Guldkroen. Det er en varm junidag. Langt om længe minder landet om de gode, gamle dage, og selv holder han tidligt fri. 

”Jeg har ikke spist morgenmad endnu, så jeg bliver nok fuld af den her. Skål,” siger han og tager en solid tår af den grønne væske – grøn sodavand og Cuba Caramel.

Det er først på eftermiddagen, og det er ikke, fordi han har sovet længe, at han har skulket fra dagens første to måltider. Han har tværtimod sat sig for at tabe sig, efter han var kommet lidt for godt i stand igen. Det gør han med slankemedicin, som han tager om morgenen, og så har han ikke rigtig nogen appetit resten af dagen. De seneste tre dage har han spist en pølse og et halvt kyllingebryst, det er det. 

”Sidste gang tabte jeg mig over 30 kilo på den måde. Det er effektivt. Det er ikke sådan noget amerikansk tv-shop ’Fat burner 2000’. Det er ægte medicin, som man kan få på recept. Det virker, og det er den eneste måde, jeg kan tabe mig på,” siger han. 

De forgangne uger er Umut Sakarya også blevet mere aktiv. Han er begyndt at gå lange ture, og så er han startet til IMS-træning, en slags akupunkturform, hvor man får stød, mens man laver øvelser. 

Det har været nødvendigt med en mindre omvæltning i Umut Sakaryas liv for at få energien tilbage. De mange måneders nedlukning endte med at slide hårdere på ham, end han havde troet. Til sidst var overskuddet pist væk.

”For et par måneder siden kunne jeg ikke skrive en eneste mail, fordi min hjerne var helt smadret. Det var en hård omgang. Det er blevet bedre. Ikke ved ikke at lave noget, men ved at lave de rigtige ting og så holde fri. For arbejde og privatliv må ikke blive blandet så meget sammen, at man brænder ud.”

En morgen i maj vågnede Umut Sakarya med ondt i hjertet. Han tænkte, at det nok ville gå over igen. I øvrigt havde han for travlt, så han forsøgte at ignorere det. Men smerten blev ved, og da hans ene fod samtidig hævede op, tog han modvilligt forbi lægen. 

Her blev han mødt med løftet pegefinger og en alvorlig mine. Der blev foretaget målinger fra top til tå, og til hans held var tilbagemeldingen, at han var sund og rask som en væddeløbshest. Til gengæld måtte han meget snart finde en måde at få hjernen til at slappe af på, for den havde simpelthen kørt på fuld skrue for længe. 

Det var et wakeupcall.

”Jeg er frisk og rask fysisk, men når noget gør ondt inde i din krop, er det bare et spørgsmål om tid, hvornår der så sker noget værre.” 

Umut Sakarya besluttede sig for at opsøge en psykolog. Han begyndte også at omlægge dagligdagen, gå lange ture, lave picnic eller drikke kaffe i naturen, tage andre veje hjem, ringe til gamle venner. Og så besluttede han, at alt det, der ikke er færdigt klokken 18, må vente til dagen efter. 

”Jeg har sagt til mig selv, at nu tager jeg den med ro og slapper lidt af, for man bliver tyk og gammel af det. Det fylder meget mere, end man måske går og tror. For det er jo klart, hvis der ikke er flere penge i kassen, så er der bare ikke flere penge i kassen, og så har man smadret sit livsværk.”

Det er ikke første gang, Umut Sakarya har danset tæt på sammenbruddets rand. På et tidspunkt spurgte hans fars kone ham: ”Hvorfor arbejder du egentlig så meget?” ”Det er nødvendigt,” svarede han. Så kiggede hun mistroisk på ham: ”Men det er det jo ikke,” sagde hun.

”Og det har hun jo ret i. Men det kommer af et behov for at bevise sig selv. For mig er mine restauranter en måde at sige: ’Hey, jeg er ikke tabt bag en vogn.’ Selvfølgelig har det haft betydning, at jeg i så mange år var ensom og en outsider. Der er en enorm tilfredsstillelse forbundet med, at jeg har formået at skabe det her. Det kan nogle gange være irriterende, hvis nogen spørger: ’Må jeg tage et billede?’ Men der er meget stor afstand fra at være den, der altid blev valgt sidst, til at være den, som folk gerne vil have taget et billede med. Det er en ret vild kontrast. Især fordi jeg stadig føler, at jeg er fuldstændig mig selv. Jeg er lige så mærkelig, som jeg altid har været.”

I SLUTNINGEN AF juli trækker grå skyer ind over København på en ellers blå himmel. De seneste uger har byen svedt som en stegepande, og indenfor på Guldkroen er flere medarbejdere så småt begyndt at rigge an til endnu en travl dag. Normaliteten er tilbage. Også Umut Sakaryas kæreste, 24-årige Johanne Havshøj, er til stede. Bedst som han gik rundt et års tid tidligere og havde på fornemmelsen, at det vist var slut med at blive forelsket igen, blev han præsenteret for den aarhusianske kvinde gennem en fælles bekendt. Det første møde indeholdt pølsemix og bøfsandwich med sovs, på den første egentlige date fik de franske hotdogs, remoulade og rød sodavand. Nu bor de sammen i en lejlighed på Nørrebro, der ligner Guldkroen i sin indretning. 

På en stol udenfor sidder Umut Sakaryas mor i en grøn kjole og tager selfies. Sommerferien i København skal dokumenteres. Hun skulle egentlig have været i Tyrkiet, men COVID-19-situationen var for kaotisk, så sønnen fik lokket hende til at tage til hovedstaden.

Umut Sakarya sidder også udenfor, da de første dråber begynder at klemme sig ud af de grå skyer. En, to, tre. Straks efter vælter det ned med hårde dråber i et rasende tempo. 

”For helvede, hvor er det godt,” siger han og springer op fra bordet, næsten som et lille barn, og løber ind til de andre i kroen: ”Det regner nu!”

Hans mor er uden sammenligning hans tætteste familie. Hun har lovet, at når han en dag får børn, vinker hun Odense farvel for at kunne være tættere på ham på permanent basis. Hun ville ønske, hun havde grebet det anderledes an, dengang han var barn, men han har også selv fået større forståelse for, hvad hun måtte igennem. 

”Min mor er en rigtig arbejderdame. Ingen skal bestemme over hende. Det har ikke været nogen nem beslutning at flytte alene til et andet land uden uddannelse. Hun kunne have fundet en eller anden stodder, der kunne forsørge hende, men det gjorde hun heldigvis ikke. Hun insisterede på at klare sig selv, også når det var hårdt, fordi hun ville give os et bedre liv. Det har jeg stor respekt for.”

 

Kunstneren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, Colourbox

HELLERUP STRAND, KØBENHAVN

”Jeg bor på Frederiksberg, på grænsen til Nørrebro. Vil jeg se vandet eller bade i byen, tager jeg ud til dette lille stykke strand. Om morgenen er det ikke så befolket. Jeg har været der en del for at lave research til mit værk ’Klit’, en strandbiotop, der bliver opført ved HF & VUC FYN Odense næste år.”

ELSEHOVED, VEJSTRUP, FYN

”Elsehoved er min barndoms og ungdoms strand. Jeg kommer her stadig, nu med min søn, når vi besøger mine forældre. Den er omgivet af nåleskov og hybenkrat og har den karakteristiske duft af skov og hav. Går man ud til det lille fyrtårn, ser man Storebæltsbroen til venstre og Langelandsbroen på højre hånd. Der er noget uendeligt over det sted.”

LUMSÅS SØNDERSTRAND, ODSHERRED, SJÆLLAND

”Her besøgte jeg som barn min farmor og hendes mand i deres sommerhus. Der er et voldsomt flot klitlandskab og en vild sandbund. Jeg har minder herfra om kolbøtter i vand, lyng og duften af fyrretræer.”

Fiskeriet i Danmark har længe været under forandring. Fiskerne bliver ældre og færre, og mens storpolitiske forhandlinger breder sig som ringe i vandet, affolkes fiskerbyerne, skibene bliver større, og kvoterne koncentreres på få hænder. Ud & Se tegner et portræt af vestjyske Thyborøn, hvor ændringerne skyller ind.
Tekst og foto:Jonas Sejr Thomson, Max Læbo Wulff, Oscar Wils Raagevang og Emma Fogelstrøm Lindquist

PÅ HAVNEN I Thyborøn er solen endnu ikke stået op. Et lyserødt lys sniger sig op over horisonten, mens kranen på en stor fiskerbåd læsser lysegrønne plastikkasser over på kajen. Her tager en blå gaffeltruck med et mekanisk hvin mod kasserne, der er fyldt med friskfanget fisk, og rundt om skibet flyver en gruppe sultentskrigende måger i store cirkler. Klokken er halv syv om morgenen, og bortset fra mågernes klagen er resten af Thyborøn bomstille. Lidt efter fører gaffeltrucken fiskene gennem en automatisk port og ind i en stor, grå auktionsbygning. Her bliver fiskene sorteret efter art, vægt og klasse. Torsk, rødspætter, havtasker og krabbekløer ligger omringet af is og skal om lidt afsættes på auktionen højere oppe i bygningen.

Mellem kasserne går to ældre mænd haltende og sætter klistermærker på fiskene. Deres samtale er ordknap, og kommunikationen foregår mest ved hjælp af peg og nik. ”Vi vurderer fiskene,” forklarer den ene med stærk vestjysk dialekt. De bærer begge sorte vindjakker med ’Danske Fiskeauktioner’ på ryggen, og i hånden har den ene en blok, han noterer i. Over dem får kondensen i den kæmpe hal dråber til at falde fra loftet, og mens de to mænd bevæger sig langs de lange, grønne rækker af fisk, ræser gaffeltrucks ind og ud og stabler sirligt de nyankomne fisk i et zigzaggende mønster, der gentager sig dag for dag.

I stueetagen på fiskeauktionen i Thyborøn står stabler af grønne kasser med fisk i alle størrelser og arter fanget i blandt andet dansk, britisk og norsk farvand.

I GAMLE DAGE stillede en auktionarius sig op på en kasse og udbød råbende fisk, som blev solgt til højestbydende. Den seance finder stadig sted, men kun om sommeren til ære for turisterne. I dag foregår auktionen tre etager højere oppe i huset. Bag en glasvæg sidder seks ældre mænd i overalls, strømpefødder eller Crocs-sko, og ser man bort fra påklædningen, ligner det til forveksling en mindre aktiebørs. Mændene sidder bag computerskærme, og for enden af lokalet sidder en ordknap auktionarius foran en stor fladskærm og lukker med jævne mellemrum uforståelige sætninger og ord ud. På skærmen bliver der løbende udbudt fisk, ved at en pil drejer rundt om en sort skive. Ved siden af er der noteret en pris, der langsomt falder, indtil en køber byder og køber et parti fisk. En såkaldt hollandsk auktion. Bagerst i lokalet står en kaffemaskine og brygger kulsort kaffe, som køberne ivrigt tømmer. Flere af mændene, der kommer fra fiskefabrikker i området, sidder med to computere foran sig og byder samtidig med på auktionen i Hanstholm. De skoløse købere er blot seks ud af over 270 købere fra lande som Frankrig, Belgien og Spanien, der byder på de 72 tons, der denne dag i marts bliver solgt på auktionen. 

Hans Jørgen Jensen, delejer af ’Nanna Cecilie’, har mistet næsten halvdelen af sin kulmulekvote på grund af Brexit.

”DET ER EN lorte aftale,” siger skipper Martin Kynde om Brexit over en knitrende telefonforbindelse. Han og resten af besætningen på tre mand befinder sig 250 sømil nordvest for Thyborøn på vej mod Forty Mile Ground, en fiskezone ud for Shetlandsøerne. Her håber han at fange de fisk, som har været svære at finde i dansk farvand på det seneste. Men fangsten er ikke sikker, for området er hyppigt besøgt af andre skibe fra hele Europa.

Ifølge Danmarks Fiskeriforening fanger danske fiskere op mod 40 procent af deres fisk i britisk farvand, og Storbritanniens udtrædelse af EU mærkes ikke bare i Thyborøn, men også ude på havene, hvor fastkørte forhandlinger mellem Norge, Storbritannien og EU medførte, at Norge lukkede for næsten al adgang til deres farvande de første to en halv måned af 2021. Her plejer fiskerne fra Thyborøn at fange en tredjedel af deres fisk. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år vokser det tal til 25 procent, så skal aftalen forhandles igen, og 25-årige Martin Kynde er ikke begejstret. 

Efter at have fisket i flere år på en blå træbådskutter købte han i 2018 sammen med sin tidligere læremester, 54-årige hollandske Tamme Bolt, et moderne skib. Det nye skib blev hentet hjem til Thyborøn og blev efter gennemgående ombygninger døbt med morens navn – ’Tove Kynde’. Det krævede store lån til både fiskekvoter og udstyr. Dengang var der ”lyserøde skyer i horisonten”, fortæller Martin Kynde, men med Brexit ser fremtiden anderledes ud:

”Yderste konsekvens er jo, at vi må lukke og slukke.”

BREXIT-BØVL

Storbritanniens udtrædelse af EU har kunnet mærkes i Thyborøn, der er Danmarks tredjestørste fiskerihavn og årligt omsætter for mellem 800 millioner og en milliard kroner. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år stiger det til 25 procent, herefter skal aftalen genforhandles. Ifølge en rapport fra Aalborg Universitet, der kortlægger konsekvenserne af Brexit for de vestjyske fiskerbyer, skaber ét job til havs i gennemsnit tre job på land.

DER ER LAVT til loftet under dækket på ’Nanna Cecilie’, der ligger i Thyborøn Havn. Bag skibet er byen henlagt i stilhed. Når turisterne kommer til byen i sommermånederne, er der gang i restauranterne og den lille iskiosk på havnen, men i marts måned vækkes byen kun langsomt af dagens første solstråler, der fordriver disen fra den lille havneby. Ud mod havneløbet spejder det lille Hotel Seaside, der i gamle dage var sømandsstue med kaffe og snaps. Bag hotellet strækker den korte gågade sig med små butikker, cafeer og barer, og længere ude, langs store sandklitter, som byder byen en smule læ for den skarpe vestenvind, gemmer villahuse og kvarterer sig med veje, der de fleste steder ender blindt.

På ’Nanna Cecilie’ ligger opholdsrummet hen i halvmørke. Det er indrettet med behagelig sofa, god spiseplads og et småt, funktionelt køkken. Gryder og pander kan fastspændes på selve komfuret. På den måde kan man lave mad, selvom skibet ligger uroligt på vandet. Et skib som dette er normalt på havet 250 dage om året. Besætningen bor i kahytter med køjeseng og et lille fold ud-bord, og der er plads til en besætning på syv mand.

Det er vigtigt med gode forhold, når man tilbringer halvdelen af sin tid til havs, fortæller 42-årige Hans Jørgen Jensen, som er medejer af det knap 30 meter lange skib, der trawler havbunden for torsk, kuller og rødspætte. Lige nu ligger skibet på bedding, mens fiskerne venter på, at det igen kan betale sig at tage til britisk farvand.

Hans Jørgen Jensen er iført smækbukser, gummistøvler og en sort langærmet trøje, der er smøget op over arbejdsvante arme. Han har over en tredjedel af sine kvoter i kulmule – en eftertragtet torskelignende spisefisk, som fanges på åbent hav. Fiskere køber kvoter i specifikke områder og fiskearter, som er knyttet til fiskerens skib. De har lov til at sælge, købe og udleje kvoter, som i Danmark fordeles årligt. 

På grund af Brexit mister Hans Jørgen Jensen 43 procent af sin kulmule-kvote i Nordsøen. Når der samtidig er færre kvoter i omløb på grund af Brexit, tør Hans Jørgen Jensen – selvom han ikke bruger store armbevægelser – godt kalde den seneste udvikling ”en lille krise”. 

”Vi er lidt i knæ. Der bliver ikke plads til det antal fiskere, som der er nu,” fortæller han.

For at mindske følgevirkningerne af Brexit har EU indtil videre afsat 1,8 milliarder til at kompensere den danske fiskeindustri, og selvom Hans Jørgen Jensen ser positivt på den foreløbige kompensation, har Brexit gjort hans fremtidsinvesteringer mere usikre, slår han fast.

”Det er noget af en mavepuster,” sukker fiskeskipperen.

Thyborøn er svejset sammen med fiskeriet. Skibsmontør Jesper Kynde er ærgerlig over, at flere og flere flytter fra byen.

GNISTERNE STÅR op fra en ræling, hvor en mand står og svejser. Under svejsehjelmen gemmer 34-årige Jesper Kynde sig, han er uddannet skibsmontør, i blå overalls og en sort hættetrøje. Denne eftermiddag arbejder han på rælingen ved et skibs agterende, og bag ham troner to kæmpestore tromler med fiskenet, der er dobbelt så høje som en voksen mand. Jesper Kynde er i færd med at gøre et skib klar til at skulle på havet, men turen lader vente på sig, da det stadig ikke kan betale sig at smide fortøjningerne.

Efternavnet Kynde optræder mange steder i byen. Jespers egen far, Henry Kynde, arbejder som trawlbinder i byen, og hans mor ejer tøjbutikken Kynde og Knak. Men selvom Thyborøn er en lille by, er der flere familier, der hedder Kynde. Jesper Kynde forklarer, at han hverken har noget at gøre med fiskeren Martin Kynde eller den fiskeriudstyrsvirksomhed ved navn ’Kynde & Toft’, der ligger på havnen. Efter en kort pause smiler han skævt og tilføjer:

”Arh, der er måske blevet byttet lidt rundt”, men den egentlige forklaring på de sammenfaldende efternavne forbliver uklar. På kajen ankommer en gaffeltruck. 

”Kan I genkende ham?” smiler Jesper Kynde og nikker i retning af kollegaen Peder Damborg, som stiger ud af det lille køretøj. 37-årige Peder Damborg griner lidt genert under en sort hue og med en ’Bevar Christiania’-sweatshirt på. Han har netop været på skærmen i TV 2-programmet ’Kærlighed hvor kragerne vender’, hvor fire singlefyre skal prøve at finde en kæreste, som har lyst til at flytte til egnen. Programmets titel er sigende for udviklingen i en by som Thyborøn. De sidste 30 år er befolkningstallet faldet med 30 procent, og i dag bor knap 2.000 indbyggere i Thyborøn. I 2030 forventer Lemvig Kommune, at der vil være lidt under 1.700 beboere i byen. 

For som de siger i programmet, er der ”ikke så meget at komme efter” på egnen. Kvinderne tager til Aalborg, Aarhus eller Herning for at studere og arbejde, mens mændene bliver tilbage og tager arbejde i fiskeindustrien. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der næsten dobbelt så mange mænd som kvinder i Thyborøn i alderen 25 til 30. Det gælder især i det mandsdominerede fiskeri og dets følgeerhverv, som man også vil opdage i denne artikel, hvor det skorter på kvinder.

Jesper Kynde har tidligere arbejdet som fisker. Fiskeriet har givet ham arbejde i Thyborøn, men har også sendt ham til Rungsted, hvor han solgte fisk sammen med sin far. I en periode var han også i Østrig som skibums, som han selv kalder det, men nu er han vendt tilbage til fødebyen. Og her er han fast besluttet på at blive.

Jesper Kynde, der har en dreng på to et halvt år, fortæller, at der i Thyborøn kun blev født tre børn på sønnens årgang. 

”Dengang jeg selv gik i folkeskole, var vi nok til et fodboldhold. Sidste år blev der født to børn og forrige år tre, tror jeg. Det kan der ikke blive meget fodboldhold ud af,” siger han.

Og det hjælper ikke, at det har været knapt med arbejde på det seneste. Før i tiden var der nok at lave, der var ligefrem mangel på arbejdskraft. Men for nylig har der været fyringer hos Thyborøn Skibs & Motor A/S, hvor Jesper Kynde og Peder Damborg begge arbejder.

”Der er ikke nogen, der tør lave bestillinger på nye fartøjer. Det hele er så usikkert,” siger Jesper Kynde.

”KOM IND, KOM IND,” råber Jögvan Arnfinn i Dali og åbner døren til Thyborøn Bådebyggeris værksted, der ligger på Havnegade. Man kan ikke høre det, men navnet i Dali afslører, at han oprindelig kommer fra Færøerne. Det fulde navn bruger han dog ikke – han er bare Arnfinn. Alle flader i værkstedet er dækket af et fint lag støv. Et utal af maskiner er skubbet ind, hvor der er plads. Døre, skabslåger og lister ligger og venter på den sidste rettelse eller det sidste lag lak, før de kan komme ud på skibene. 55-årige Arnfinn er tømrermester, ejer af værkstedet og har syv svende under sig. Men egentlig var det lidt af et tilfælde, at Arnfinn endte i Thyborøn.

”Min far var en værre rod,” siger Arnfinn med et smil på læben. Da han var fem år gammel, fik hans far at vide, at han ikke længere var velkommen på Færøerne. Mere røber han ikke. Familien måtte finde et nyt sted at bo, og valget faldt på Thyborøn. Arnfinns mor havde en søster, der var flyttet dertil, og Færøernes stejle klipper blev skiftet ud med Thyborøns flade sandstrande og grå fiskefabrikker. 

Fornavnet Jögvan blev hurtigt skiftet ud med det mere mundrette mellemnavn, og efter snart 50 år i den lille fiskerby føler Arnfinn, at han hører til. Hans kone Berit i Dali er medejer af Hotel Seaside, og selvom de har slået sig ned i Harboøre ,10 kilometer fra Thyborøn, er Arnfinn et kendt navn blandt fiskerne på havnen.

Det seneste år har værkstedet været nødt til at fyre tre tømrere som følge af coronakrisen, men måske ser fremtiden anderledes dyster ud.

”Hvis ikke bådene sejler, går ingenting i stykker,” som Arnfinn siger. 

Jögvan Arnfinn i Dali ejer Thyborøn Bådebyggeri. Det lange færøske navn er dog for svært, så alle i byen kalder ham blot Arnfinn.

LANGS GULVET I Thyborøn Trawlbinderi strækker enorme farverige net sig igennem den 50 meter lange hal. Mellem nettene sidder en mand med sin bødenål, der ubesværet stryger ind og ud imellem de neonfarvede masker. Det er en velkendt bevægelse for 52-årige Søren Peter Jensen, der har arbejdet med trawlbinderi, siden han var 14 år gammel.

Materialet til de store net kommer fra Portugal, og i den store værkstedshal skærer de 10-12 mand, der arbejder her, nettene til og syr maskerne sammen.

”Når vi arbejder ude på kajen om sommeren, tror turisterne, at vi laver trawl til at fange hvaler – de forstår slet ikke, at det er til små fisk,” fortæller Søren Peter Jensen og peger på et kæmpe net med masker, der er 25 meter lange. De store masker sørger for, at fiskene ikke opdager, at de er fanget, før de kommer længere ind i nettet, hvor maskerne er så små, at de ikke længere kan komme ud. 

Et lyserødt, 3D-simuleret trawl lyser op på en skærm. I dag bliver de trawl, mændene arbejder på, designet på computer, og nettet er en af værkstedets største modeller. Med et gab på 65 meter er nettet designet til at fange kulmuler og makrel i Atlanterhavet, og det bliver solgt for lidt over en million kroner.

På trawlbinderiet kan de mærke, at fiskeriet er presset. Der er ikke mange, der tør bestille nye net. Normalt er ordrebøgerne fyldt til langt ud i fremtiden. Det er de ikke nu, men Søren Peter Jensen tror ikke, at Brexit vil føre til fyringer på binderiet. 

”Sidste gang fiskeriet gik dårligt, fordelte vi arbejdet imellem os,” siger han og tænker tilbage til perioden efter finanskrisen.

I Thyborøn Trawlbinderi bindes trawl af gule, røde, orange og grønne reb, der er importeret fra Portugal. På byens kajer slanger de farverige trawl sig langs fiskekutterne.

Et andet sted, bag et stort mørkegrønt trawl, sidder et par ældre mænd koncentreret og binder net. Den ene, 67-årige Henry Kynde, er far til skibsmontøren Jesper Kynde. Han har boet i Thyborøn hele sit liv bortset fra en enkelt afstikker til Sjælland, hvor han kørte fisk fanget på Vestkysten til Rungsted og solgte dem. Det var dengang, han drak rosé og strittede med lillefingeren, plejer de andre trawlbindere at drille ham med. Køreturene fra Thyborøn til Rungsted blev dog for lange med tiden, og derfor vendte han tilbage til bødenålen og trawlbinderiet. 

Nettet, han arbejder på, er en relativt ny opfindelse. Faktisk har de kun lavet dem i 10 år, og nettet er designet for at få mindst mulig bifangst og uønskede fisk i nettet.

I dag har Henry Kynde sølvgråt hår og briller, der hjælper øjnene, som ikke er, hvad de har været, men han kan stadig huske den dag, han begyndte, 18. marts 1969. Det var en mandag, mindes Henry Kynde, og i trawlbinderverdenen er det en uheldig dag at starte på. Det var i hvert fald, hvad de andre sagde dengang. Men efter 52 år i branchen føler Henry Kynde sig ikke uheldig.

”Jeg er ikke blevet træt af det endnu,” siger han uden at kigge op fra nettet. 

De fleste af mændene i hallen har gråt hår. Den yngste er 36-årige Lars Gregersen. Til marts ’holder han’ og begynder at fiske krabber i stedet – en velkendt historie på værkstedet. De unge står ikke i kø for at blive trawlbindere.

Siden Henry Kynde første gang svang en bødenål, er der kommet computere til, erhvervet er blevet moderniseret, men også mindre eftertragtet at arbejde i. En meget anderledes verden end den, Henry Kynde oplevede, da han først trådte ind i en trawlbinderhal som 15-årig.

”Da jeg blev udlært, var der 30 trawlbinderværksteder i Thyborøn. I dag er der to tilbage.”

Henry Kynde er far til skibsmontør Jesper Kynde og har været trawlbinder næsten lige siden, han gik ud af folkeskolen.

”Det tager mange år at blive god til at binde trawl,” siger Søren Peter Jensen. ”Det kan ikke betale sig at fyre trawlbindere.”

DET LYDER SOM et vandfald, da en strøm af fisk fosser ud af en lastvogn. Fiskene skyller gennem en metalrist og lander mellem to store roterende skruer, der langsomt trækker dem ind i fabrikken, mens mågerne klager ovenover. På Triple­Nine Fish Protein A/S rager store siloer fyldt med fiskeolie op til mågerne på den blå himmel, og lange lagerhaller strækker sig langs kajen og gemmer på nogle af de 300.000 tons fiskemel, fabrikken årligt producerer. Normalt bliver fiskene leveret af kæmpemæssige industriskibe, der er ladet med tusindvis af tons fisk. Lastbiler med fisk trisser også ind fra andre byer med ladninger. Om sommeren holder de i lange køer på havnen.

Der er øde på den sorte asfalt mellem fabrikkens bygninger, og de omkring 100 ansatte på fabrikken er ingen steder at se. Arbejdet foregår indenfor, nærmest i døgndrift, blandt fabrikkens dampende røg og sydende kedler. En af dem er teamleder Anders Hansen, der står uden for sit kontor og skæver op til de mange fugle, der hænger over fiskemelsfabrikkens siloer som små prikker.

”Mågerne? Ja, gu’ fanden har vi problemer med mågerne,” siger Anders Hansen, der fortæller, at der går rygter om, at mågerne havde en koloni her, længe inden fabrikken blev bygget. Og måger, de flytter sig ikke for noget.

Inde på fabriksgulvet viser 43-årige Anders Hansen hjemmevant vej imellem rustne rør og dampende kedler. Hans krøllede hår ser rødt ud ved siden af fabrikkens mørkeblå uniform, og selvom små kragetæer er begyndt at sprede sig fra hans øjenkroge, er der noget ungdommeligt over hans ansigt. Udenfor ses han sjældent uden cigaret i hånden. På de få sekunder, det tager at komme fra en fabriksbygning til en anden, når han at ryge halvdelen af sin cigaret. 

Anders Hansen har arbejdet på fabrikken i over 11 år og er egentlig udlært tømrer. Før arbejdede han for et tømrerfirma med 63 ansatte, men efter finanskrisen i 2008 rystede Danmark, var de kun to tilbage. En dag dukkede et jobopslag som produktionsarbejder på fiskemelsfabrikken op, og Anders besluttede sig for at søge det. Opslaget var gammelt, fabrikken havde glemt at tage det ned, men Anders Hansen fik alligevel jobbet. I dag er han teamleder for et hold på fabrikken, og det er noget med ”at være god til at have et overblik” og ”ikke gå ned med stress”, forklarer han imellem telefonsamtalerne med leverandører, der kimer ind med jævne mellemrum.

Luften på fabrikken er fugtig, tyk og fyldt med en tung lugt af akvariefoder.

”Folk siger, at man lugter af fisk, så snart man begynder herude på fabrikken, men det passer ikke,” råber Anders Hansen for at overdøve larmen fra maskinerne, som konverterer fisk til bjerge af fiskemel – klar til at blive sendt ud i verden for at fodre laks, mink og andre dyr.

”Selve processen med at lave fiskemel har ikke ændret sig i de sidste 50 år,” siger Anders Hansen og peger på de kedler, der koger fiskene, hvorefter de presses, så vand og olie kan skilles fra selve kødet. Fisk, som bliver brugt til at lave fiskemel, er ikke spisefisk, det er små fisk som tobis, brisling eller sperling, der fanges af store industri­skibe i Doggerbanke eller Fladengrund – steder, der hører til britisk farvand.

”Vi er voldsomt påvirkede af Brexit. Op mod 40-50 procent af vores fisk bliver fanget i britisk farvand,” siger Anders Hansen. Oveni har minkaflivningen også sat sit præg på efterspørgslen, og derudover overvejer Storbritannien at frede Doggerbanke og Fladengrund for fiskeri af miljømæssige hensyn. Hvis det sker, og fiskeriet fortsat bliver presset, kan det betyde, at arbejderne på fabrikken må gå på fordelingsarbejde og i sidste ende fyres.

I løbet af en vanlig arbejdsdag korresponderer Anders Hansen med skibe, der kommer med 2.000 tons fisk, tit med kort varsel, men nu er der længere mellem leveringerne. 

”Lige nu producerer vi ikke så meget. Normalt plejer hallerne at være fyldt til bristepunktet.” 

Anders Hansen er teamleder på fiskemelsfabrikken. Mange synes, at fabrikken lugter. Men medarbejderne er stolte af deres arbejde. Indimellem sætter de sangen ’I’m sexy and I know it’ på i pauserne.

DEN STORE FISK

Storfisker Henning Kjeldsen, der ejer 10 procent af de danske fiskekvoter og har en formue i omegnen af 1,6 milliarder kroner, er i en omfattende sag tiltalt for gennem stråmænd at have tilegnet sig flere fiskekvoter, end det er tilladt. Syv andre fiskere er tiltalt for at have ageret såkaldte stråmænd – de har stået som ledende medlemmer i selskaber, men anklagen lyder, at Henning Kjeldsen har været den reelle ejer. Også Henning Kjeldsens kone og bonussøn er anklaget for at have ageret stråmænd, ligesom en revisor og en advokat er sigtet for at have hjulpet til. Der forventes at falde dom i efteråret.

”DET ER EN sørgelig historie,” siger Kurt Svennevig Christensen om fiskeriets udvikling. Han er 69 år, har selv fisket mange år i Thyborøn, er uddannet kok og har en bachelor i filosofi. Kurt Svennevig er formand for Levende Hav – en forening stiftet af fiskere og biologer i 1995 for at skabe en politisk diskussion om den måde, der fiskes på i Danmark. 

Kurt Svennevig Christensen spejder tænksomt ud ad det lille runde vindue i kutterens styrehus et kort øjeblik. Kutteren ’Anton’, som er Levende Havs mobile mødested og varemærke, er en ældre sag. I den lille salon, som hænger sammen med styrehuset, kan man lige kante sig ind på en smal hjørnebænk, der omgiver et bord, hvor souvenirs fra alle dele af verden er skubbet ud til siden. På bordet står en kande kaffe lavet i skibets lille kabys, der plejede at udgøre last til de fisk, skibet havde fanget. Kopperne til kaffen er taget fra kroge i loftet og ligner dele af et klassisk campingsæt fra 70’erne. Kutteren har plads i Lemvig Havn, en køretur på en halv times tid fra Thyborøn. Under vinduet, som lader solen fylde rummet med lys, hænger et klistermærke med teksten ”Question everything”. 

”Vi bruger meget tid på at se på, hvad det er, der ødelægger havet,” fortæller foreningsformanden, der fokuserer på fiskeindustriens udvikling, på de metoder, moderne fiskere benytter, og på arbejdet for en forbedret biodiversitet og ­havkvalitet. 

Fiskeriet er ikke bæredygtigt, hverken for fiskene i havet eller for de lokalsamfund, der skal leve af det, fortæller han. I dag er skibene færre, men større, de ejes af få mennesker, og fangstmetoderne bliver i hans øjne stadig mere grådige.

For 50 år siden lå der op mod 300 fiskekuttere i Thyborøn Havn. I dag står knap 30 store skibe for langt det meste fiskeri i Thyborøn.

”Vi skal beslutte, hvad det er for et samfund, vi vil have, og hvad det er for et hav, vi vil have. Vi kan ikke fiske og trawle på den måde, vi gør, og så stadigvæk tro, at vi kan have kystfiskeri,” siger han og peger på, at store trawlnet ødelægger havbunden. Derudover har fangstmetoden en stor, unyttig bifangst, som ulovligt bliver smidt tilbage i havet igen, lyder hans kritik. 

For Kurt Svennevig Christensen er kystfiskeren – der bruger mindre fartøjer og fisker inden for 20 sømil fra kysten – et billede på en tættere forbindelse mellem havet og forbrugeren. En idé om et mere naturligt og bæredygtigt system. Men kystfiskeren kan ikke leve op til de krav, den moderne forbruger stiller. 

”Vi kan godt lide den laks, som kan komme, når vi beder om den, men det kan en kystfisker ikke levere,” siger Kurt Sven­nevig Christensen og slår ud med armene: 

”Hvis der skal gøres op med det moderne fiskeri, er man nødt til at oplyse forbrugeren. Vi er nødt til at vide, hvordan fiskeriet egentlig foregår. Vi skal have fiskeri, hvor vi kan komme i kontakt med det hav, vi har. Det er ikke romantik – det er hardcore politik.”

”DET GÅR AD helvede til,” konstaterer Heinrich Grøndal, mens han klør sig i sit gråsprængte skæg og kigger ud over det stilleliggende industriskib ’Susanita’. Skibet fanger industrifisk på lange togter i britisk farvand, og 51-årige Heinrich Grøndal er skipper og tilbringer normalt lange arbejdsdage i skibets styrerum. Ved siden af sidder 42-årige Torben Olesen. Skibets salon er omgivet af mørk træfiner, Faxe Kondi-dåser og dvd’er til de lange aftener på havet uden internetforbindelse. Torben Olesen er skibets hovmester. Det er ham, der ”holder styr på det hele”, siger han og griner lidt.

Oppe i styrerummet viser Heinrich Grøndal rundt. Instrumentbrættet er fyldt med et virvar af farverige knapper og skærme, der styrer skibets funktioner. En knap kan både styre skibets bovpropeller, når den er slået til højre, og skibets tromler, når den er slået til venstre. Og selvom Heinrich er en erfaren skipper, har han ikke lært alle knapperne endnu, da han netop er ansat. 

Imens de to fiskere viser rundt på skibet, stikker tømrermesteren Arnfinn smilende hovedet ind gennem døren. Han er i gang med at installere et køleskab på skibet.
”Hvor meget rabat kan vi få?” spørger Heinrich Grøndal. 

”I kan få al den rabat, I vil have, jeg skal bare vide det, inden jeg laver regningen,” svarer Arnfinn og udløser latter i styrerummet.

TYPISK THYBORØN

I Thyborøn kan du besøge ’Sneglehuset’, som er tæt beklædt med muslinger og sten. Huset byggede Alfred Pedersen til sin kone, som ikke havde lyst til at flytte til Thyborøn. For at få hende med på ideen lovede Alfred Pedersen, at han ville bygge hende et hus som ingen andres.

Bliver du lækkersulten en sommerdag i Thyborøn, kan du købe en vaffelis i havnens iskiosk. ’Fjams & kugler’, hedder den.

I Thyborøn ligger Sea War Museum Jutland. Her kan du blive klogere på verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, som med 250 krigsskibe fandt sted ud for den jyske vestkyst i 1916.

Sangen ’VLTJ’ med bandet Tørfisk er en af Thyborøns stoltheder. Den populære sang handler om jernbanen Vemb-Lemvig-Thyborøn. Den kører stadig og stopper på Thyborøn Havn.

Et kig på byens vejnavne afslører tilknytningen til fiskeriet: Trawlvej, Kullervej, Havnegade, Rødspættevej, Tobisvej, Beddingsvej, Tankskibsvej.

Tidligere tog fiskerne det lille VLTJ-tog, når de skulle ud at fiske. Thyborøn Havn er fra 1918, og i 1992 toppede indbyggertallet med 2.992. Siden er tallet gået støt ned. Her ses Kurt Svennevig Christensen, formand for organisationen Levende Hav.

TILBAGE I SALONEN bliver stemningen mere seriøs.

”Det bedste, der kan ske for os, er en storm i Peru,” brummer Heinrich Grøndal og stiller med sin store hånd en tom dåse Faxe Kondi på bordet. 

En storm i Peru ville for de peruvianske industrifiskere – der har store kvoter og lettere adgang til industrifisk som tobis – betyde, at de ikke kan komme ud at fiske. Og så stiger prisen på industrifisk – noget, der er godt for mandskabet på ’Susanita’.

I skibets kabys hænger en plakat med en topløs kvinde på væggen og stirrer ned på spisebordet, hvor mandskabet spiser sammen de 14 dage ad gangen, de er af sted. Fire mænd om bord på det 44 meter lange stålskib. Nogle gange bliver de ude længere, hvis der er nok fisk. De skulle allerede have været af sted i går, men skibet ligger stadig i havn, fordi en fisker i farvandet ved Shetlandsøerne fortalte dem, at der ikke var så meget at fange. I stedet bruger de ventetiden på at reparere og gøre skibet klar.

Selvom pladserne på Fiskeriskolen i Thyborøn er fyldt op, stiger gennemsnitsalderen på danske fiskere støt. Det er Torben Olesen og Heinrich Grøndal et billede på. De to har været fiskere hele deres liv.

”Vi ejer ikke skibet, det har vi ikke råd til,” siger Heinrich Grøndal og forklarer, at de færreste fiskere har råd til skibene, de fisker på. Endnu færre har råd til fiskekvoter.

Skipper Heinrich Grøndal (t.h.) plejede at fiske fra Esbjerg, men tog til Thyborøn, da de store skibe forsvandt. I dag er der ingen fiskeindustriskibe tilbage i Esbjerg.

Nogle få ’kvotekonger’ er de seneste år blevet mangemillionærer på at købe, udleje og sælge kvoter. I stedet for at en fisker går til banken for at tage et lån til at købe en kvote og et skib, går flere til de øverste i hierarkiet for at tage lån til at købe skibe, kvoter eller leje kvoter af kvotekongerne.

Siden kvotesystemet blev indført i 2001, har der været en større og større koncentration af kvoter på færre og færre hænder. I Holstebro, syd for Thyborøn, føres i øjeblikket en historisk retssag mod en af Danmarks rigeste storfiskere, Henning Kjeldsen. Han og ni andre beskyldes for at have ført ulovlig stråmandsvirksomhed og på den måde skaffet sig kontrol over fiskekvoter for millioner af kroner.

Torben Olesen og Heinrich Grøndal har ikke noget med Henning Kjeldsen at gøre. De er ansat på kommissionsløn af et andet stort rederi, Esmadan ApS – der også ejer mange kvoter – og de to garvede fiskere tror, at kvoterne og skibene vil samle sig på stadig færre hænder i fremtiden.

”I Thyborøn er der kun 5-7 industriskibe tilbage,” siger Torben Olesen og kommer med en spådom: 

”Om fem år tror jeg ikke, at de er her længere. Så er der bare ét skib.”

 

Der bliver bygget som aldrig før i Danmark, og man behøver ikke at være arkitekt for at se, at det ikke er lige vellykket alt sammen. Det skal være slut, mener folkebevægelsen Arkitekturoprøret, der vil gøre op med ’menneskefjendsk byggeri’. Men hvem har skylden? Arkitekter, bygherrer, politikere? Eller har vi alle et medansvar for byggeriets amokløb? Ud & Se er gået i byen efter svar.
Tekst:Christian MartinezFoto:Martin Håkan/Coverganda.dk

BYGGEKRANERNE BRUMMER i vores gamle havne og bykerner, nye boliger sendes på markedet i rekordfart, og Danmarks ansigt, især i vores byer ud mod vandet, er næsten overalt under forandring. I Køge på Sjællands østkyst er omvæltningen synlig, byen er en slags prisme for den byudvikling og det byggeboom, resten af landet oplever, og Jep Loft, formand for den danske afdeling af bevægelsen Arkitekturoprøret, er ikke imponeret. Slet ikke. Hverken over nutidens ofte ret famlende byggestil eller over de mange nedrivninger og nybygninger, der er kommet til landet de seneste mange årtier.  

Især da han står i baggården til Køge Rådhus og kigger på en moderne tilbygning i glas og beton fra 70’erne, ryster han på hovedet. Køge Kommune blev i forbindelse med kommunalreformen i 1970 større, og derfor skulle det 400 år gamle rådhus udvides. En arkitektkonkurrence blev udskrevet til en tilbygning, og som en begejstret anmelder skrev, gik arkitektgruppen ”uimponeret til værks” og placerede de nye bygninger i ”en brutalistisk betonstil” langs et af de gamle stræder mellem byens hovedgade ved Torvet og Køge Havn. Jep Loft mener selv, at han har en veludviklet sans for humor, men dét byggeri kan han ikke se det sjove i.

”Den arkitekt, der har lavet det, har haft hovedet i køleskabet,” siger han, rynker panden og fortsætter: ”Og alle har klappet i hænderne. Undtagen de mange fortvivlede Køge-borgere, som er blevet afvist med et ’Slap af, det her er fremtiden’. Men det er jo dødtrist i virkeligheden. Man kunne have skabt et fantastisk byrum her, men nej, for hvad forstår bønder sig på agurkesalat?”

Den nye Stationspladsen er det første, der møder rejsende, der står af toget i Køge. Pladsen er udstyret med Køges egen version af Den Spanske Trappe i Rom og er tænkt som et ’mødested, hvor den nye og gamle bydel mødes’. På en almindelig hverdag er der dog ikke meget dolce vita over pladsen. Foto: Christian Martinez

ARKITEKTUROPRØRET BEGYNDTE i Sverige, et land, hvis moderne byplanlægning i høj grad er præget af mangel på stemning. Siden har budskabet om at skabe mere attraktive bymiljøer spredt sig til Norge og til Danmark, hvor bevægelsen er vokset støt og nu har knap 8.000 medlemmer. 

Som i vores nabolande vil foreningen i Danmark optrappe kampen for at bevare de gamle bykerner og få arkitekter til at tegne bygninger, som passer ind i omgivelserne. Øverst på dagsordenen er også at få politikere – og dermed bygherrer og entreprenører – til at tænke længere end det næste prestigebyggeri. 

”Arkitektur er fint og akademisk, men det interesserer måske i virkeligheden ikke almindelige mennesker. Det, der interesserer dem, er snarere gode byrum og miljøer. Det er tryghed og menneskelige dimensioner, at man føler sig godt tilpas og har lyst til at bo eller færdes der,” siger Jep Loft, der for at understrege sin pointe sammenligner det gamle Gråbrødre Torv midt i København med Brøndby.

”Der er ikke noget i vejen med Brøndby, men det er jo ikke der, man tager hen. Hvorfor mon?” spørger formanden, der ikke kan forstå, at der bygges så meget, men samtidig så lidt af blivende værdi. Efter i årtier at have talt for døve øren vejrer formanden nu morgenluft. Han ser Arkitekturoprørets stigende medlemstal som udtryk for et holdningsskift, ikke bare i den brede befolkning, men også hos fagfolk.

”Selv arkitekter giver os ret,” siger han. ”De fortæller mig, at de kun blev undervist i modernisme på Arkitektskolen. Folk blev hånet, hvis de ville bygge i mere klassisk stil. De har været bange for hinanden, der har været en angst for at blive kaldt bagstræberisk. Arkitekterne har længe befundet sig i et ekkokammer uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening.”  

Der har været torvehandel på Køge Torv igennem 700 år. I 1997 blev torvet totalt renoveret med omlægning af alle brosten, og Køge modtog Byplanprisen for sin konsekvente bypolitik. Bygningen t.h., der nu huser Sydbank, har borgmesteren kaldt ’Torvets øjebæ’. Foto: Christian Martinez

MENS CORONAKRISEN det sidste års tid har lagt store dele af samfundet ned, er det kun gået op for boligmarkedet – og boligsalget har sat rekord. Boligbyggeri har været motoren i byggebranchen siden 2013, viser en analyse fra Dansk Byggeri, der spår, at investeringer i boligbyggeri alene i år vil stige med over fem procent. 

Man skal faktisk helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, til dengang større byer som København og Aarhus og Aalborg fik vokseværk, for at finde en tilsvarende byggeiver i Danmark. Dengang var der en del spekulationsbyggeri med ejendomme, der blev bygget i billige materialer, og dengang var der, ligesom nu, ikke altid en arkitekt involveret i byggeriet, eftersom en del blev lavet af bygmesteren selv.

Ifølge direktør i Arkitektforeningen Lars Autrup er den store forskel dog, at byggerier i gamle dage blev opført af bygmestre, der selv ønskede at bruge ejendommen eller så en forretning i at gøre byggeriet attraktivt, så de kunne leje det ud. Modsat i dag, hvor meget bygges af investorer, som bare skal have skudt et byggeprojekt af hurtigst muligt.  

”Det langsigtede er gået ud af boligbyggeriet,” siger Lars Autrup, der peger på en anden god grund til det fantasiforladte byggeri, eller ’fladtagede bokse’, som han kalder det, der skyder op overalt i landet.

”Arkitekten får mindre for at tegne boligen, end ejendomsmægleren får for at sælge den. Der er meget lidt arkitektinvolvering i boligbyggeri i dag, medmindre der er en bygherre, der efterlyser kvalitet. Jeg begræder virkelig, at vi i faget er endt med at blive sådan nogle, der kun laver skitser, der skal overbevise kommunen. Når det kommer til det, som i arkitektsprog hedder ’kniv og gaffel’, så sender man arkitekten hjem,” siger han. 

Den model sparer bygherren for en masse penge, og den læner sig op ad en forretningsmodel, der har fået taget i Danmark: projektbyggeri, altså boliger, som endnu ikke er bygget, men projekteret og udbudt til salg med visualiseringer, der lover guld og grønne skove. Ifølge Lars Autrup er det bekymrende ved projektsalg, at folk ikke altid ved, hvad de køber. 

”Man ser måske en prøvelejlighed, som vender mod syd med en stor altan, men det, man får, er en stuelejlighed, der vender mod nord ud mod en trafikeret vej. Jeg drømmer om en kvalitetsbevidst forbruger, som har redskaberne til at dechifrere det, de køber. Jeg synes, det er bondefangeri, når jeg ser annoncer for projektsalg. Folk bliver snydt,” siger han. 

Det handler ikke kun om boligen, men om de mellemrum, der findes mellem husene. De gårdrum, som ikke findes længere i det færdige byggeri; den måde, man kommer ned på gaden på; overgangen fra det private til det offentlige rum, mener Lars Autrup:  

”Der er ingen kærlighed i det, og det er trist. De overgangszoner er helt afgørende for vores livskvalitet.” 

Til venstre den gamle købmandsgård i Køge fra 1600-tallet og til højre tilbygningen til rådhuset i glas og beton fra 70’erne. Foto: Christian Martinez

”DET SI’R BOOM-BOOM”

Der blev bygget rekordmange boliger i 2020, og den store aktivitet på boligmarkedet ventes at fortsætte. Byggeriet er Danmarks fjerdestørste branche med en årlig omsætning på over 200 milliarder kroner. Branchen beskæftiger en kvart million mennesker, og bygninger udgør cirka 70 procent af vores nationalformue. Normalt er byggeri konjunkturfølsomt, hvor aktiviteten går hånd i hånd med den økonomiske udvikling, men ifølge en ny rapport fra Dansk Industri er investeringer i byggeriet blot steget under coronakrisen. Tallene har desuden været opadgående de sidste 15 år. Mens årsniveauet i 2005 var lidt over 150 milliarder kroner, forventes det i år at lande et godt stykke over 250 milliarder kroner. I 2020 steg bygge- og anlægsinvesteringer med 7,6 procent i forhold til året før. Ifølge rapporten vil 2021 især blive præget af høj aktivitet på renoveringsområdet.

I KØGE går Jep Loft ned ad Nørregade, hvor man ud over cafeer og detailforretninger finder Køge Museum i en fredet købmandsgård fra 1600-tallet, der med sin røde facade og bindingsværk er som snydt ud af en tv-julekalender. 

”Sådan en gade er da hyggelig, ikke?” siger han om gaden, der fører ned til Torvet. 

”Det er det, jeg forsøger at overbevise lokalpolitikere om, for de forstår det ikke altid. De vil have skoler, plejehjem og børnehaver. Dét kan de forstå, og det er der stemmer i. Men bymiljø? Det er der sjældent nogen, der taler om.” 

Og det er underligt, mener Jep Loft, der spår, at fremtidens kamp mellem kommunerne vil handle om, hvem der bedst appellerer til de ressourcestærke familier. Det er for dyrt at bo i København, og så er byer som Køge et fint alternativ, fordi der er et rart bymiljø. 

Så der er penge i hygge?

”Dét er der i den grad. Og i bymiljø og tryghed.” 

Et stenkast fra rådhuset er en anden arkitekt gået ”uimponeret til værks” og har efterladt sig et modernistisk byggeri, der skiller sig ud fra de andre huse på det største middelaldertorv i Danmark. Folk indtager kolde fadøl på den lokale beverding med udsigt til blomsterhandlere, en statue af Frederik VII og bygningen, hvor Sydbank i dag har filial. I Køge er den kendt som ’Torvets grimmeste bygning’ eller ’Torvets øjebæ’, som Køges borgmester kaldte den i en tale, da bygningen blev genåbnet efter en renovering.

”Det er jo ikke pænt, men bygningen hører til i Køges bybillede. Kom der nogen og søgte om tilladelse til at rive den ned, tror jeg faktisk, jeg ville sige nej. Den er udtryk for en tid, hvor man rigtig mange steder rev ned for at bygge nyt i stor stil. Det gjorde man ikke i Køge, og det er byens succes i dag. Bygningen er for mig et symbol på, at vi skal passe på Køge,” sagde borgmester Marie Stærke ifølge Dagbladet Køge i marts i år.  

Udsagnet er tankevækkende al den stund, at man med byudviklingsprojektet Køge Kyst et stenkast fra Torvet er ved at gøre netop det: rive ned for at bygge nyt i ”en bæredygtig og levende bydel mellem Køges gamle bydel og vandet”. 

Jep Loft væmmes, måske ikke overraskende, over Sydbank-bygningen på Torvet i Køge, og ja, han er med på, at bygningen er et eksempel på vor tids arkitektur, men det er ikke det samme, som at den skal ligge midt i et eksisterende byrum – og ødelægge det for mange, mener han. 

”Jeg siger bare: Byg det et andet sted. Sådan noget ødelægger et torv. Kan du forestille dig, hvis man havde lavet sådan noget på Piazza Navona i Rom,” spørger Jep Loft, der havde foretrukket, at man byggede i en stil, så bygningen passede bedre ind med de andre huse på Torvet. 

Kommer vi så ikke til at bo i en mindelund?

”Nej. Står du på ski? Så kender du de små alpebyer i Schweiz eller Østrig, hvor mange huse er bygget inden for de sidste 20 år. De er alle i alpestil med skrå tage og balkon. Hvis man byggede et moderne hus der, ville folk ikke gide bo i det. Folk tager ikke på skiferie for at bo i en betonkasse. Det er stedets ånd, man burde bygge i,” siger han.

Men er det ikke fake?

”Nej, ikke hvis det fungerer.”

I en afstemning i 2020 valgte et flertal af Arkitekturoprørets medlemmer at pege på Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens som det værste byggeri i landet. Foto: Morten Pape/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

ET AF DE steder, hvor det åbenbart ikke fungerer, er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens. Sidste år blev den nye bydel kåret til ’landets værste nybyggeri’ af Arkitekturoprørets medlemmer. Det skulle have været et moderne byggeri, der spillede sammen med resten af byen, og som i visualiseringerne tog sig attraktivt ud, men ifølge skeptikerne endte som en asfaltjungle, der lukker sig om sig selv. En kritiker skrev i et læserbrev til lokalavisen: ”Der er masser af grønt på Lilli Gyldenkildes Torv, bliver man fortalt – bare gå op på taget. Det er da dejligt, men for alle os, som ikke bor på taget af Lilli Gyldenkildes Torv, vi kan så gå igennem en ’flot’ parkeringsplads med flotte KFC-, Netto- og Aldi-skilte sat på store, høje kasser med snævre veje igennem.”

Lilli Gyldenkildes Torv er et af eksemplerne på mislykket nybyggeri, der er med i et tv-program, som bliver vist på DR2 til efteråret. I ’Er der en arkitekt til stede?’ undersøger arkitekt og tv-vært Ane Cortzen en række byggerier i Danmark, der ud over byggeriet i Horsens tæller det nye Cabinn-hotel i København, den stjerneformede Navitas-bygning i Aarhus og kæmpesommerhuse i Asserbo, der på hver sin måde er landet et godt stykke fra de visualiseringer, som i sin tid blev godkendt i lokalplaner.

Selvom Ane Cortzen ikke er enig i Arkitekturoprørets syn på samfundets grundlæggende ’byggefejl’, er hun glad for, at nogen råber op og starter en debat.

”Det har længe irriteret mig, at folk kan hidse sig op over alt muligt, men at der ikke er nogen, som hidser sig op over, at vores byer og havne bliver plastret til med lortebyggerier. Det kan jeg ikke forstå. Derfor ser jeg på fejlslagne byggerier i programmet og på, hvorfor ingen siger noget undervejs,” siger Ane Cortzen.

Hun troede, at hun kunne finde et svar på, hvordan det kunne gå så galt, men det viste sig at være mere komplekst. Hvis hun alligevel skal pege på én fællesnævner, er det ikke overraskende penge.

Det er bygherren, der har hånden på kogepladen, og ifølge Ane Cortzen betyder det, at de arkitekttegnede detaljer ofte skrottes, når der skal spares. Det, som skulle have løftet byggeriet, forsvinder, og til sidst har man en funktionel bygning, som måske nok opfylder brandkravene, men ikke har de mere luftige egenskaber som transparens eller en fornemmelse for skala, så man synes, det er rart at opholde sig uden for selve boligen. 

Det hjælper heller ikke, at lokalpolitikere skal tage stilling til nye byggerier på basis af visualiseringer, som blot er en vision og meget langt fra det endelige resultat. 

”Jeg har efterlyst det i arkitekternes fagblad. Hvorfor siger de ikke fra? Problemet er, at det ikke er gratis for arkitekter at beklage sig. Jeg har talt med arkitekter, som siger, at de kan se det i deres regnskab, når de blander sig i debatten. Hvis bygherren synes, at man er for besværlig, så ryger man ud,” siger Ane Cortzen. 

Den Snoede Skorsten i Carlsberg Byen blev til, fordi Carl Jacobsen ville vise, at fabriksbyggeri kan være smukt. Den blev udstyret med gargoiler inspireret af Notre Dame-kirken i Paris. Det var i år 1900. I dag skyder nye byggerier op i bydelen, for eksempel Bohrs Tårn, som i 2019 blev nomineret til Københavns grimmeste byggeri af Berlingskes læsere. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

VEJEN TIL HELVEDE er brolagt med fejlslagne lokalplaner. Det nye Cabinn Copenhagen på Kalvebod Brygge i København åbnede i 2019 og er med sine over 1.200 værelser ikke kun Nordens største hotel, det er måske også det grimmeste. Berlingskes arkitekturanmelder undrede sig over, om det mon var en afdeling af Vestre Fængsel, der var under opførelse midt i hovedstaden. 

”At det kan lade sig gøre, er helt vanvittigt. Det er et enormt dominerende byggeri midt inde i byen, og når man cykler forbi det, tænker man: ’Hvordan kan det her overhovedet ske?’” siger Ane Cortzen.

Det spørgsmål stiller de måske stadig sig selv i Københavns Borgerrepræsentation, selvom samtlige partier med undtagelse af De Konservative i 2017 vedtog lokalplanen for ’Kalvebod Brygge Vest II’. Den oprindelige masterplan var tegnet af Dorte Mandrup, der ifølge Dansk Arkitektur Center er kendt for en arkitektur, der respekterer stedernes og landskabets karakter og historiske betydning. Mandrups tidligere projekter tæller for eksempel Isfjordscentret i Grønland og Vadehavscentret i Ribe, hvor Mandrup ”lader omgivelserne inspirere og forme projekterne”. 

Men Mandrup trak sig fra projektet, og Nordens største hotel, lige ved indgangen til hovedstaden, blev opført uden arkitekt. 

”Cabinn er for mig et ulykkeligt eksempel på et fejlslagent byggeri, hvor der oprindelig var nogle fine tanker bag,” siger Ane Cortzen.

Hvad er løsningen? 

”Der skal ske noget fra Christiansborg. Man kan ikke bare lade det regulere på kommunalt niveau. Og så skal vi holde op med at trække på skuldrene, når en lokalplan ikke bliver overholdt. Det er til at blive vanvittig af. Intentionen er der ofte, men den bliver ikke fulgt til dørs.” 

Hvorfor? 

”Problemet med lokalplaner er, at de kun er juridisk bindende på ting, som man kan måle på – antallet af lejligheder og p-pladser og den slags. Mere uhåndgribelige begreber kan du ikke gøre juridisk bindende. Hvordan kan du måle, om noget er ’luftigt’ eller ’rart’? Der skal laves et redskab, som kan følge byggerierne til dørs, og det kræver politisk vilje. Den generelle holdning har jo været, at hvis nogen vil bygge, så var det fint, for byerne vil gerne vokse, og jo flere investorer, jo bedre. Der skal ske et fokusskifte.” 

Har vi som borgere overhovedet nogen indflydelse på, hvad der bygges?

”Ja, men det er forbløffende, så lidt folk bekymrer sig om det. Og det er underligt, for det angår os alle. Det er fint, at folk hidser sig op over, om der er lærker eller frøer på Amager Fælled, men der er også særlige kultur- og havnemiljøer, som er unikke for vores land, og som forsvinder. Dem passer vi ikke nok på.” 

Hvad vil man sige om nutidens byggeri om 50 år?

”Jeg frygter, at man vil se tilbage på det som en tid, hvor man byggede uden sans og samling. Uden bevidsthed om, hvad det er, man efterlader sig. Og at man vil ryste på hovedet over, at vi ikke var bedre til at passe på vores byer og de særlige kulturmiljøer, der nu bliver ryddet uden forståelse for, hvor svært det er at skabe.” 

Søndre Havn skal i fremtiden også danne rammen om kulturliv i Køge, blandt andet med kulturhuset Tapperiet, en dansescene, et udekøkken ’og en maritim legeplads’. Foto: Christian Martinez

”MAN KAN IKKE ødelægge vand,” siger Jep Loft og kigger ud på havnefronten ved Søndre Havn, en ny bydel, der skyder op mellem Køges gamle bymidte og vandet. Stedet ligger en kort spadseretur fra Torvet, langs åen og hen over togskinnerne, men føles alligevel som en helt anden by. 

Søndre Havn er en del af projektet Køge Kyst og udvikles i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg. Ambitionen er at ”transformere et tidligere, delvist miljøbelastet havne- og byområde til en moderne, bæredygtig bydel”.

De første ni boligbyggerier var sidste år færdigbygget og beboet, to boligkarreer er under opførelse, og man har indgået aftaler med investorer om yderligere seks såkaldte byggefelter. 

Ifølge selskabet Køge Kyst P/S er Søndre Havn ved at udvikle sig til ”en sammenhængende bydel, hvor den arkitektoniske variation springer i øjnene”. 

Begrebet ’sammenhængende bydel’ er dog måske nok at tage munden lidt for fuld. Endnu, i alt fald. Der er steder at bo, og der er arkitektonisk variation, men der er også så western-agtigt prærie-tomt mellem husene, at man forventer at se en vindheks komme trillende. Og den eneste lyd, ud over pålandsvinden og mågerne, er snurrende byggekraner. 

Det er selvfølgelig unfair at konkludere noget ud fra et ufærdigt byggeri, men Køge Kyst minder – som så mange andre nybyggerier i Danmark – om det, som den franske antropolog Marc Augé kaldte ikke-steder.

I bogen ’Non-Places: Introduction to an Anthropology of Supermodernity’ beskriver han ikke-steder som lufthavne og indkøbscentre, der mest er indrettet som transitzoner. Det er ikke der, man flanerer. Ikke-steder er så historieløse, at det kan være svært at se, om man er i Aarhus eller Abu Dhabi. Det er også ensomme steder i mere end én forstand: Selvom mange mennesker bevæger sig igennem dem, så gør de det uden ejerskab eller tilhørsforhold til stedet. 

Sådan ser Arkitektforeningens direktør Lars Autrup ikke på det. Han mener, at Køge har godt greb om det og er lykkedes forbilledligt med at koble den gamle og nye by sammen. Sidste år overrakte Arkitektforeningen sin nystiftede ’Borgmesterpris’ til Køges borgmester Marie Stærke, da hun ifølge Arkitektforeningen har brugt arkitekturen som et centralt redskab i udviklingen af kommunen. Til indvendingen om, at der virker temmelig dødt derude, svarer han: 

”Jeg ved ikke, om du har prøvet at plante et træ, men det kræver tålmodighed. Det er ikke enormt effektfuldt til at starte med, og ens drøm ligger meget længere fremme. Byudvikling er en enormt langsom disciplin. Når vi holder af middelalderbyen, så er det jo, fordi den har haft tusind år til at blive det, den er.”

Velkommen til København. Danmarks største hotel, Cabinn, er noget af det første, man ser, når man ankommer til hovedstaden. Det enorme byggeri er opført uden brug af arkitekt. Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix

PÅ SØNDRE HAVN er der dog langt til middelalderlige fornemmelser eller blot til fornemmelsen af by. Jep Loft tager et vue hen over den klynge af arkitekttegnede ejendomme, der rejser sig over strandengen. 

”’Ih, hvor er det godt,’ siger alle. Nej, det er ej. Men det kunne have været fan-ta-stisk,” siger Jep Loft med tryk på hver stavelse. ”Det kunne have været et område, som alle tog ud for at opleve. Det er det ikke. Det er gode boliger og ikke andet. Folk gider jo ikke sidde herude. De vil hellere ind på den gågade, vi lige kom fra,” siger han. 

Han ærgrer sig mest af alt over, at man bare har pløjet den gamle å-havn ned, der nok bestod af skure og industribygninger, men som trods alt var enestående i Danmark. ”Hvorfor?” spørger han og svarer selv: ”Fordi de ikke leverede boliger.”

Et af de få gamle huse, som har fået lov at blive stående i det gamle havneområde, er en lav industribygning, der i dag fungerer som spillested og kulturhus. Tapperiet, som det hedder, har fået en overhaling, så det ikke er til at kende igen. Bygningens tag har fået en grøn belægning af græs, der virker lydisolerende, når der spilles musik, og giver pladsen en nærmest nordatlantisk stemning af færøsk tørvehytte. Det preller alt sammen af på Jep Loft. 

”Det er helt tydeligt, at man har fået nogle pluspoint på klimasiden. Det er min frygt, at nu bliver alting klistret til med planter, og så klapper folk i hænderne. Det er altså ikke løsningen på at skabe en by,” siger han.  

MEN HVAD GØR man så? Digteren Søren Ulrik Thomsen har et bud i sin digtsamling ’Om storby’ fra 2018, hvori han skriver: ”Hvad der får mig til at føle et håb, både for denne verden og for den kommende, er at spadsere ned ad en festligt støjende storbygade.”

Søren Ulrik Thomsen debuterede med digtsamlingen ’City slang’ for 40 år siden, og byen og storbyen som begreb har lige siden været en rød tråd i forfatterskabet.  

Hvad undrer dig mest, når du ser det nybyggeri, som skyder op overalt i Danmark? 

”Jeg har ikke kørekort til bil, og derfor rejser jeg rigtig meget med tog, når jeg skal rundt i landet. Og her undrer det mig, at man for eksempel i Køge har gentaget det triste fænomen, som man også ser, når man ankommer med tog til Herning, nemlig at byggeriet rejser sig som en ubrudt mur mellem jernbanen og byen, så man slet ikke kan se eller bliver inviteret indenfor fra jernbanesiden. Skal man videre fra Køge og sydpå mod Stevns, får man ikke så meget som et glimt af den smukke gamle middelalderby Køge, og i Herning må man ligefrem gå over en lang fodgængerbro for at nærme sig byen.”  

I efterkrigstidens Danmark var meget arkitektur nærmest ideologisk funderet, og velfærdsstatens institutioner blev tegnet af stjerner som Arne Jacobsen. Hvad driver vores arkitektur i dag? 

”Selvom mit hjerte banker stærkest for de centrale bydele, holder jeg også meget af forstæderne og kan blive næsten bevæget, når jeg står for eksempel i Hvidovre og ser, hvor smukt tænkt og udført det hele er: gode boliger med bad og altan, bibliotek, svømmehal, skoler og lægehus – hele velfærdstankegangen, der så at sige materialiserer sig i røde mursten for øjnene af én. Havde du spurgt mig for 25 år siden, havde jeg nok opfattet forstæderne som trivielle, men hen over den tidsafstand, som er til undfangelsen af velfærdssamfundet, bliver dets værdifuldhed meget tydelig. Både i hele tankegangen og i den håndværksmæssige kvalitet i byggerierne. Til gengæld er jeg flov og chokeret over, hvor tarvelige byggerier den tilrejsende mødes med ved indkørslen til København. Utroligt, at så rigt et samfund ikke har råd og lyst til at give et kvalificeret arkitektonisk bud på sin egen tid, for næsten ligegyldigt hvad man sammenligner nutiden med, er fortidens byggerier altså bedre. Og det uanset om vi taler 1880’ernes stukudsmykkede brokvarterer eller den smukke funkis fra 1930’erne.”

Har du eksempler på vellykket nybyggeri?

”Det bedste, som er sket i København i lange tider, er Axel Towers på Axeltorv, som fra alle vinkler og afstande er umådeligt smukke og spændende at se på. Og så har Axel Towers gjort noget godt for hele nærområdet: Jernbanegade er blevet en rigtig gade, og på grund af forskellene fremstår SAS-hotellet endnu mere luftigt svævende, mens Cirkusbygningen og portalen til Tivoli virker som herligt legetøj, hvad de jo også er. Selv Poul Gernes’ udsmykning af Palads er jeg blevet glad for, for i hele den sammenhæng, som nu er opstået, er den et sjovt stykke lakridskonfekt, der er lige så uundværligt som Mogens Møllers fornemme Zodiac-amforaer på torvet. Og så kan jeg godt lide, at man i Nordhavn har bygget med smalle gaderum, som efter min mening giver kvarteret den kompakthed, der hører hjemme i en storby. Alt for mange steder har man importeret forstadsskalaen med lys og luft og grønt mellem husene, hvad der kan være meget smukt og rigtigt i forstæderne, men udtynder de centrale bydele på en helt forkert måde. Hvad jeg derimod ikke kan lide, hverken i Nordhavn eller i nogle af de andre nye kvarterer, er, at man skal være så uforskammet velhavende for at kunne bo der. Det er absolut også med til at nedsætte fornemmelsen af København som en rigtig storby – der jo ikke mindst er karakteriseret som et sted, hvor alle socialgrupper mødes – at den er blevet et gated community for den højere middelklasse.” 

Københavns Nordhavn er ifølge storbydigter Søren Ulrik Thomsen et eksempel på vellykket nybyggeri, selvom han beklager prisniveauet. Han hæfter sig især ved de kompakte gaderum. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

SPØRGSMÅLET OM, HVORDAN man bedst skaber – og bevarer – en by, er langtfra nyt. Allerede i 1961 stillede den amerikanske arkitekturkritiker Jane Jacobs det i bogen ’The Death and Life of Great American Cities’, hvor hun leverede en bredside til politikere, byplanlæggere og arkitekter, der i Jacobs’ øjne var i gang med at tage livet af de amerikanske byer med deres byfornyelsesprojekter. 

Bogen, der af New York Times er blevet kaldt ”det mest indflydelsesrige værk om byplanlægning i det 20.  århundrede”, beskriver ikke mindst farerne ved for lidt mangfoldighed, og hvordan ’byudvikling’ i de forkerte hænder kan ødelægge en bys vitalitet og indbyggernes lyst til at bruge den. 

Ifølge Jacobs tog man slet ikke højde for de små ting, som er vigtige sociale brikker i enhver velfungerende bydel: daglige omdrejningspunkter som den lokale købmandsbutik, brede fortove, der indbyder til gåture; trappesten, hvor naboerne kunne hænge ud; møntvaskeriet henne om hjørnet. Alt det, som blev muget ud, når byplanlæggerne rykkede ind, og erstattet af tomme rum, som ingen rigtig brugte. 

”Det mindste, vi kan gøre,” skrev hun, ”er at respektere, i den dybeste forstand, de enklaver af kaos, som har deres helt egen forunderlige visdom.”    

Den forunderlige visdom er også blevet kaldt the wisdom of crowds, og den dækker over de vaner og skikke, som indbyggerne i enhver by udvikler, når bare de får lov at passe sig selv. 

Byplanlæggere og arkitekter havde ifølge Jacobs ladet sig guide af æstetiske hensyn og favoriseret rene linjer, geometriske former og store boulevarder, som tog sig smukkest ud fra oven. 

Men livet leves og skabes forneden. I USA, i Køge og i resten af verden.