For enden af Vestsjælland ligger en by, der både er i vækst og i forfald. Den er i udvikling, og den er i afvikling. Den har storindustri og stor natur. Den har en stærk fortid, en vaklende nutid og store forestillinger om en fremtid. Tag med til Kalundborg.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Dam Kristensen

Ud & Se besøger de danske byer for enden af sporet – læs også vores portræt af Frederikshavn her.

DET ER FREDAG FORMIDDAG, og Kalundborg Station ligger stille hen i solen. For et par timer siden kørte pendlerne østpå, den eneste vej ud af byen, og gennem Banekioskens åbne døre blander et par utydelige stemmer sig med den ensformige rumlen fra et tog i tomgang. I kiosken, som blev overtaget af et lokalt par, da 7-Eleven gav op, reklamerer et skilt med filterkaffe til en tier. På caféstolene af aluminium og imiteret læder hænger et par mænd. Den ene – i gul T-shirt og denimshorts – er en slags stamgæst. Han har købt Føtex-bagerens giganttilbud med 10 stykker morgenbrød, et rugbrød og fem morgenkager for en halvtredser og forsøger at sælge to spandauere og rugbrødet til de to kvinder bag disken. 

Bag mændene, på den anden side af ruden, er en karavane af stationcars med tagbokse på vej om bord på Samsøfærgen, som sejler mellem Kalundborg og Ballen. Én efter én triller de op ad rampen, mens manden i den gule T-shirt halvvejs lykkes med sit projekt og får byttet rugbrødet til en halv kop kaffe.

Lidt længere ude ligger en enlig hvid sejlbåd og vugger i solen, et tankskib anes på vej ind fra Kattegat, og over bil-karavanen er himlen skyfri med en stribe af hvid røg fra Asnæsværket. Kulværkets to skorstene, der knejser over den store industrihavn, er det tætteste, byen kommer på de slanke palmer, Shu-bi-dua synger om i den berømte sang, som Michael Bundesen skrev på sin sejlbåd i byens havn – ikke i lystbådehavnen, men i færgehavnen, hvor afstanden til værtshusene i Skibbrogade er kortere. 

I kiosken, et par stole længere henne, tager en anden mand sin telefon: ”Nå, så får du snart fodlænken af, hva’?”

DEN STORE grå kornsilo, der i årtier lå midt på havnen, er revet ned for at gøre plads til havnebad, beachvolley, storskærm og rullende kaffebar. Engang kunne man fra kajen se Aarhus-færgerne Ask og Urd, men siden 2013 er det kun Samsøfærgen, der er sejlet ud af Kalundborg Fjord. Industrien er også trukket væk fra byen og over på sydsiden af den fjord, der driver en kile mellem det tunge erhvervs-Kalundborg og middelalder-Kalundborg med dens femtårnede kirke, slotsruin og strand, der længere ude bliver til halvøen Røsnæs. En fysisk manifestering af de modsætninger og dilemmaer, der definerer byen og måske er en slags prisme for den danske provins: Hvordan skal livlig fortid forene sig med halvdød nutid og vidtløftige fremtids-ideer?  

Én ting er kalundborgenserne dog tilsyneladende enige om. Den nye havnepark har givet fornyet liv til havnen, men der er et ’men’. Hele foråret og sommeren har den været plaget af hærværk og larmende unge på scootere, der ifølge TV-Kalundborg efterlader knuste flasker, skrald, tamponer, bind og kondomer på jorden. Særligt galt gik det en weekend i juni, hvor den ene af havneparkens to toiletvogne fik smadret en håndvask og blev efterladt indsmurt i afføring.

DENNE FORMIDDAG er toiletterne pæne og rene, og der er ikke en scooter i sigte på kajen ved Asgers Fisk for enden af havneparken ved lystbådehavnen. En håndfuld gæster har indfundet sig på bænkene foran den lille fiskecafé og -butik, hvor der så småt er gang i serveringen af stjerneskud og fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade.

Ud ad butiksdøren træder ejer Asger Øgelund, en 24-årig lyshåret fynbo, der flyttede til Kalundborg for halvandet år siden efter at have tilbragt et par sæsoner som kok og surfer i Australien. Da han fik mulighed for at overtage fiskebutikken fra den tidligere ejer, som han havde arbejdet for en sommer på en restaurant oppe ved Odden, rykkede han sgu til Vestsjælland. Sidste sommer udvidede han med en fiskecafé, og i eftermiddag, i bygningen overfor, er der åbningsreception for Asgers Bar. 

Selvom han er tilflytter, virker det, som om hele byen er på fornavn med den unge iværksætter, der er inspireret af havnemiljøet i Svendborg, hvor han selv er opvokset. Han har store ambitioner for havneparken i Kalundborg, og kommunen har taget imod hans initiativer med åbne arme, givet ham en lav husleje og dispensation for manglende handicapadgang.

Asger Øgelund peger op på førstesalen af den hvide og blå havnebygning, hvor en shippingvirksomhed stadig har kontorer, men snart flytter ud. Når de er væk, har han planer om at rykke ind og lave en rigtig fiskerestaurant med tagterrasse, god vin og skaldyrsbuffet i weekenden. For, ja, folk går godt nok ikke så meget ud og spiser i Kalundborg, men det er jo, fordi der mangler alternativer til pizzeriaerne og kebabstederne, siger han, mens et midaldrende par spadserer forbi terrassen, hvor der står ’Asgers Bar’ med store hvide bogstaver på rækværket. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Asger Øgelund på sin bar.

BAG HAVNEPARKEN ligger Grand Hotel Royal, en okkergul bygning med hvide ornamenter. Engang var det byens fornemste hotel, men i dag huser stedet en lægepraksis og et ingeniørfirma. Bygningen ligger på hjørnet af Skibbrogade, også kaldet ’Minefeltet’ – det er her, næsten alle byens værtshuse er samlet. Tidligere var der otte af slagsen i den smalle, tætbebyggede gade fra havnen og op til byens gågade, men der kommer ikke mange sømænd til byen længere, og i dag er der tre beværtninger tilbage. 

”Der skal helst ikke lukke flere. Der er nødt til at være mere end ét sted at gå hen,” siger Christina på 42, der er bartender på Havkatten, en lille, brun bodega, hvor der kommer lige så mange kunder ind ad bagindgangen som ude fra gaden.

Den rødhårede bartender er ligesom de fem gæster rundt om baren ikke meget for at fortælle sit efternavn. Hun er klædt i jeans og i en sort tanktop med teksten ”I hate morning people. And mornings. And People”, og hendes skuldre og arme er solbrændte på grænsen til skoldede, da hun rækker ned under disken og fisker en dugvåd Grøn Tuborg frem.

”Byens koldeste,” siger hun stolt og stiller den foran Tom, der stemmer i med en nikkende bevægelse. Han ejer stedet, siger han, men står ikke selv bag baren, ikke længere. Hver lørdag ved middagstid mødes han på Havkatten med Keld, Anne, ’Palle Bajer’ og Benny, som lige er hjemme for at få sig en rundtenom rugbrød til frokost. Men i denne uge er deres aftale rykket en dag frem, for der er byfest, og om lidt skal de over og høre Tony Mammen spille.

”Alle i byen kender Tony, ham skal du snakke med, men gør det, inden han bliver for fuld. Og husk at spørg om dengang, han var på Tonga,” griner Tom, mens resten af selskabet indforstået klukker med. En øls tid senere rejser de sig og går op ad Skibbrogade, forbi naboværtshuset Lillebælt og to pizzeriaer, inden de når hen til Høvlen. 

I værtshusets baggård er der stillet et rød- og hvidstribet festtelt op med borde og bænke. Under teltdugen står en kraftig mand i ternet skjorte og knæbukser med en guitar og synger Dean Martin med en dyb, kraftfuld stemme – ikke ulig Michael Bundesens. Mellem sangene holder Tony Mammen gerne en pause for at få sig en rød Prince og en bajer og for at tørre sveden væk fra øjnene, der pibler frem i små perler på hans runde ansigt.

Den kalundborgensiske spillemand bor i Spanien med sin kone, men han er født og opvokset i byen, og hver sommer vender han hjem for at spille til ’Byugen’, som de lokale kalder Esbern Snares Byfest. I dag skal han optræde i ni timer. Først på Høvlen, og bagefter, når han stakåndet har startet sin scooter og er kørt hjem til sin søn for at skifte skjorte, på Lillebælt. I morgen er han hyret til at spille på King’s Pub oppe i gågaden, og sådan går festugen for Tony Mammen. Egentlig ville han været taget hjem til Spanien i næste uge, men han er allerede blevet tilbudt et job til et bryllup og en fødselsdag senere på måneden. Nå ja, og så var der jo også den der Tonga-historie:

”Jeg var på ferie med min far på Tongaøerne i Stillehavet og blev kørt ned bagfra af en spritbilist. Jeg brækkede benet, fik revet nerver og sener over flere steder i kroppen og mistede så mange tænder, at jeg som 25-årig fik gebis. I flere måneder lå jeg på hospitalet på Tonga, og her mødte min far og jeg to unge kvinder, som vi giftede os med og tog med hjem til Danmark. Siden flyttede min far til Spanien, og et par år senere fulgte jeg selv med. For nogle år siden gik min far så bort, hans kone skred, og jeg stod tilbage med min fars fire børn, der er jævnaldrende med mine egne fire børn. Ja, der er sgu nok at se til.”

Tony Mammen med bassist.

PÅ FORRESTE RÆKKE i teltet sidder 63-årige Lisbeth Rasmussen i blomstret top og firkantede briller. Det var hendes farfar, der grundlagde Kalundborg Folkeblad, i dag Nordvestnyt, og hvis nogen kan kalde sig ægte kalundborgenser, er det hende. Hun taler kalundborgjysk, den lokale dialekt, hvor ordene starter højt og slutter lavt, for eksempel når man siger ’sommer’ eller ’møller’.

Lisbeth Rasmussen bor i det sociale boligbyggeri på Klosterparkvej, men frekventerer Skibbrogade jævnligt, for hernede er man stolte af at være fra Kalundborg, fortæller hun. Altså, når hun ikke bliver afbrudt af en mand, som påstår at have vundet en halv million på at oddse på fodbold. 

Og nej, byen er ikke, hvad den har været. Den er sgu blevet kedelig. Færgerne er væk, butikkerne lukker, turister er der ikke mange af, sygehuset er lukket og ældreplejen bliver dårligere. De unge forlader byen, når de er færdige med gymnasiet, og vender ikke tilbage, og oppe på Klosterparkvej laver indvandrerne ballade, mener hun. Det hele er en skam, er der enighed om ved bordene. Hvad fanden skal der blive af Kalundborg? 

Lisbeth Rasmussen vender sig mod Tony Mammen.

”Spiller du ikke lige Kalundborg-sangen?”

Tony Mammen skodder sin røde Prince, rømmer sig let i mikrofonen og slår guitaren an til den lokalpatriotiske vise, der er skrevet af Kalundborg-bandet Hej Venner! til en konkurrence om en kendingsmelodi til Byugen i 1979. Den vandt ikke, men på Høvlen hænger sangen ved: 

”Esbern Snares by Kalundborg, du bli’r skønnere år efter år, med din skov og din strand, ved fjordens blanke vand er du skønnest af alt her på jord, ja, det er dig, vi elsker, Kalundborg.”

Da Tony Mammen når til sidste omkvæd, runger teltdugen af bedugget fællessang.

Bodegamutter Vivi Ipsen (i midten) får sig en smøg og en kop kaffe på Høvlen, inden hun selv skal om og stå bag baren.

KALUNDBORG

blev grundlagt i 1170 af korsfareren Esbern Snare, der var bror til ærkebiskop Absalon.

Byens vartegn er den femtårnede kirke, der blev opført i begyndelsen af 1200-tallet af Esbern Snares datter Ingeborg. Kirken har blandt andet været scene for en gidseltagning i et afsnit af tv-serien ’Rejseholdet’.

Kalundborg har i årtier været hjemsted for store virksomheder. Før Novo Nordisk var det Carmen Curlers, der lavede hårcurlere, som erstattede gammeldags papillotter. De blev en kæmpe eksportsucces i blandt andet USA. Da virksomheden var på sit højeste, beskæftigede fabrikken på Hovvej i udkanten af byen 3.500 mennesker, primært kvinder, som blev fragtet ind i busser fra hele Sjælland. I 1969 solgte Arne Bybjerg, kendt i hele byen for at køre rundt i en Rolls-Royce med privatchauffør, virksomheden til amerikanske Clairol. Han bor i dag i Australien.

Byen er kendt for sin industrielle symbiose, et partnerskab mellem ni private og offentlige virksomheder i Kalundborg, der deler restprodukter – som kan blive til en ressource for en anden virksomhed – i et lukket cirkulært system, hvor intet går til spilde. I Kalundborgs østlige industrikvarter ser man de grønne rør, der løber over jorden og forbinder virksomhederne med hinanden.

I 2011 fik Kalundborg Kommune den tvivlsomme titel som Danmarks fedeste kommune, da mere end hver femte kalundborgenser var svært overvægtig. Siden har man tabt førertrøjen til Nordfyns Kommune.

I april 2019 åbnede Ny Vesthavn, vest for Asnæsværket med 500 meter kaj og en vanddybde på 15 meter, som gør den til en af Sjællands dybeste havne.

Ambitionen er at trække mere industri, men også turister med krydstogtskibe til byen med den nye havn. På grund af tekniske problemer med kajanlægget er havnen dog midlertidigt lukket. En lokal borgergruppe har desuden stillet spørgsmålstegn ved, om finansieringen af den cirka 230 millioner kroner dyre havn holder.

Det første hold biotek-ingeniørstuderende blev optaget på Professionshøjskolen Absalon i Kalundborg i 2017. Uddannelsen skal tiltrække og fastholde flere unge i kommunen. Fra 2020 vil man også kunne læse en ingeniøruddannelse i maskinteknik i byen.

MENS SPILLEMANDEN skynder sig at klæde om til næste spillejob, er Asgers Bar åbnet. Gæsterne stimler sammen på tagterrassen, hvor en trio af jazzmusikanter i hawaiiskjorter har taget opstilling, mens Asger Øgelund selv daffer rundt og soler sig. I den ene hånd har han en øl, en alkoholfri, for han skal arbejde til klokken to i nat. Ved bardisken er der kø, og forrest venter to kvinder i fyrrerne på at få serveret deres mojitos.

På terrassen står 59-årige Lonny Kalnæs, en gråhåret kvinde med page og sommerkjole, der driver Frisør Lonny ude på Gl. Røsnæsvej, ikke langt fra Kystvejen, hvor den mere velhavende del af byen bor i villaer med havudsigt. Hun har sin mand med, Uffe på 66, han er elektriker og arbejder for Kemp & Lauritzen på Novo Nordisk, og de er enige om, at Kalundborg længe har manglet en rigtig cocktailbar. Altså for dem, der ikke gider gå på værtshus og er blevet for gamle til diskoteket.

Ved et bord indenfor i barens lounge med sofaer og læderstole sidder 19-årige Sofie Kubel og 20-årige Sofia Stanelt. De blev begge studenter fra Kalundborg Gymnasium sidste sommer, holder sabbatår og hænger jævnligt ud med ’fiskedrengene’. En kort overgang datede Sofie Asger, men nej-nej, det var ikke noget seriøst.

Sofie kommer nu ellers mest på Kontoret, en slags forvokset værtshus med dansegulv og dj’s i den ende af Skibbrogade, der flyder sammen med gågaden. Og Sofia kan bedre lide Shooters, byens lokale diskotek, hvor hun ind­imellem hjælper til i garderoben. Som regel varmer de to op på Høvlen, skilles og mødes så igen ud på de små timer, når det er ved at være tid til natmad. 

Indimellem er der også private fester, men der er blevet færre af dem, efter de gik ud af gymnasiet, siger de. Og så fortæller de om dengang, der blev smadret en glasdør og stjålet 2.000 kroner i kontanter til en fest i Sofias forældres hus. Med det resultat, at de to i en længere periode ikke måtte se hinanden, fordi den enes mor mente, at den anden datter var dårlig indflydelse. Og vice versa.

Det meste af foråret har Sofia været rejseguide i Grækenland. Hun drømmer sig væk til udenlandske storbyer, men i første omgang vil hun tættere på København og har planer om at flytte til Herlev, hvor hun måske har fået et værelse.

Sofie har det sidste års tid arbejdet i en vuggestue for at spare op til en tre måneder lang backpacker-tur til Asien, som hun begynder på om 10 dage. De to er enige om, at Kalundborg er en by, man flytter fra. Men Sofie kan nu godt se sig selv vende hjem, når hun får børn. Som barn er det jo meget rart at bo et sted, hvor alle kender alle, i hvert fald indirekte – lige så rart, som det er anstrengende, når man når til slutningen af sine teenageår.

Sofia, der ikke vil have børn, nikker: 

”Man kan jo ikke slå en bøvs i Kalundborg, uden at alle ved, hvordan den lugter.”

Sofia Stanelt (t.v.) og Sofie Kubel.

TO UGER SENERE møder journalist Gitte Korsgaard Fenger ind på TV-Kalundborgs redaktion på Hareskovvej i den østlige del af byen. Lokalmediets naboer tæller et autocenter, en tankstation og et fitnesscenter, og ikke langt derfra ligger Novo Nordisk, der er for Kalundborg, hvad B&O er for Struer, Lego for Billund og Danfoss for Als. 

Redaktionslokalerne er  sterile, den eneste udsmykning på væggene er et par indrammede fotos af byen, som fotograf Jens Nielsen har taget. Det var ham, der startede TV-Kalundborg for syv år siden, og det er ham, der driver mediet sammen med kæresten Vibeke, der er salgschef, og med Gitte Korsgaard Fenger som eneste skribent. Hun er født i Kalundborg, men har boet og arbejdet en årrække i København og USA, inden hun vendte tilbage for nogle år siden for at købe hus med sin mand og datter.

Den 41-årige journalist, der lige er kommet hjem fra ferie, er klædt i en hvid- og gulstribet sommerkjole. Hun er solbrun, og hendes lange hår når et godt stykke forbi skuldrene. Senere i dag skal hun dække festivalen Kalundborg Rocker, der har 20-årsjubilæum i aften. Zididada, Citybois og Guns N’ Roses Jam spiller, og Gitte Korsgaard Fenger skal interviewe en mand, der har været på festivalen 20 år i træk. Ud over festivalen har TV-Kalundborg de seneste dage bragt artikler om et stjålet pengeskab, dårlige cykelstier og de hjemmelavede grillpølser i den lokale Meny, som bliver revet væk. 

Inden hun tog på ferie, skrev Gitte Korsgaard Fenger imidlertid en anden historie, der – endnu en gang – virkelig fik de lokale til tasterne på Facebook. 

’Tandstikmanden er tilbage’, lød overskriften på artiklen, og så vidste de fleste kalundborgensere, hvad det drejede sig om. ’Tandstikmanden’, der i maj fik en behandlingsdom for 145 tilfælde af hærværk mod private hjem, virksomheder og institutioner i byen, hvis døre han havde ødelagt ved at stoppe tand- eller tændstikker ind i nøglehuller, er et fast samtaleemne i byen. 

Flere har oplevet at blive chikaneret eller ligefrem truet af den mystiske mand, som har afleveret breve i tilfældige postkasser om mord, pædofili, ulykkelig kærlighed, indvandrere og nazister. Han blev grebet på fersk gerning ved en børnehave med en æske tændstikker, men fik alligevel kort efter sin dom udgangstilladelse og er derfor atter løs i Kalundborg.

Denne gang kunne TV-Kalundborg fortælle, at Dagli’ Brugsen i Raklev, en landsby, der flyder i ét med Kalundborg på vej mod Røsnæs, havde modtaget et brev fra ’Tandstikmanden’. Det blev leveret til personalet i et plastikchartek af en korthåret, veltrænet og almindeligt udseende 52-årig mand. Brevet var udformet som et digt, og første strofe lød: ”Det store spørgsmål, menneskets opståen, hvordan kom vi til verden og gjorde vores første færden?”

Gitte Korsgaard Fenger er ikke i tvivl:

”I bund og grund er det jo en sørgelig historie om vores psykiatri, der ikke har ressourcer til at tage sig af en mand, som har brug for hjælp.” 

Gitte Korsgaard Fenger og Jens Nielsen i TV-Kalundborgs redaktionslokaler.

FOR ENDEN AF LYSTBÅDEHAVNEN bor Erik og Lis Dannenberg. Foran deres hus er der et hvidt stakit, og der er have med flagstang ved siden af udestuen i huset, hvis hvidkalkede facade så småt er begyndt at krakelere. Ægteparret bor i første parket med udsigt til strandodden Gisseløre og Kalundborg Radiofonistations to høje master, der stadig ­sender Danmarks Ra­dios eneste lang­bølgekanal, DR Langbølge. Kanalens program er det samme hver dag: vejrmelding, radioavis, morgenandagt, gymnastikprogram og farvandsefterretninger.

Indenfor er der kage og kaffe i termokanden ved det ovale spisebord med mørkeblå dug. På bordet ligger en tyk mappe med dokumenter og avisudklip, og på stolene sidder Dannenberg-parret sammen med 63-årige Per Jensen, der er pensioneret jurist – men ikke med hans gode vilje. Med kaffe og wienerbrød kæmper de en indædt kamp mod kommunen og dens nye prestigeprojekt: Ny Vesthavn, der åbnede i april. 

Fra spisestuen er der direkte udsigt til den 500 meter lange kaj vest for Asnæsværket på den anden side af fjorden. I havnen og kommunen er der store ambitioner om, at den nye havn skal tiltrække mere erhverv og krydstogtskibe til byen. Foreløbig har der kun været et enkelt krydstogtanløb i Ny Vesthavn, mens et mere er planlagt.

Per Jensen fremviser havnens regnskab og peger ud ad vinduet. Han og de andre er bange for økonomien ikke holder, og krydstogtskibet, der skal komme senere på året, vil formentlig slet ikke kunne lægge til i Ny Vesthavn, fordi tekniske problemer med kajanlægget har forårsaget en midlertidig lukning. Det griner man af rundt om bordet, mens termokanden bliver fyldt for anden gang. 

Inden vi siger farvel, vil Erik Dannenberg lige vise noget. Inde fra parrets søns gamle værelse, hvor et amerikansk sydstatsflag hænger i loftet, henter han en stak kort over den gamle middelalderby. Callundborg, står der på dem, sådan som man stavede byens navn i gamle dage. Han har lige fået dem indrammet. En lille hobby, smiler Erik Dannenberg, der kan spore sin slægt i Kalundborg helt tilbage til 1700-tallet.

Erik Dannenberg (øverst) og Per Jensen (nederst) er glade for kaffe.

HALVØEN I KATTEGAT

Røsnæs tæt på Kalundborg er Sjællands vestligste punkt. Halvøen, der ligger som en landtange med stejle klinter i Kattegat, har noget af landets flotteste natur, hvis man spørger kalundborgenserne. Røsnæs er et populært sommerhusområde, og har cirka 100 solskinstimer mere end landsgennemsnittet. Ad flere omgange har der været politiske diskussioner om en Kattegatforbindelse med bro fra Røsnæs over Samsø til Hou i Østjylland. På Røsnæs er flertallet af de lokale indædte modstandere af planerne.

”MAN KAN GODT føle sig lidt udenfor, hvis man ikke arbejder på Novo,” siger en midaldrende kvinde, der suger sig en smøg foran indgangen til Kontoret fredag under Byugen. Og der er noget om snakken. I Kalundborg tegner Novo Nordisk og Novozymes sig for cirka halvdelen af de godt 9.000 arbejdspladser i kommunen. Bag de grå betonmure, der ligger spredt ud over det 1,2 kvadratkilometer store område ved bygrænsen mod øst, produceres halvdelen af verdens insulin, og takket være Novo er Kalundborg en af de byer på Sjælland, flest pendler til. I gennemsnit investerer Novo en milliard om året i byen, senest i et nyt stort laboratorium, og spørger man Novo-produktionsdirektør Michael Hallgren, behøver kalundborgenserne ikke frygte, at medicinalvirksomheden flytter sine aktiviteter til udlandet.

Hos Novo jubler man over den nye togstation øst for byen, der betyder, at de mange medarbejdere kan køre direkte på job – og hjem igen. Over den nye lokale ingeniøruddannelse i bioteknologi og den kommende i maskinteknik, så man kan uddanne arbejdskraft lokalt. Og over kommunens særlige boligordning til udenlandsk arbejdskraft. Man krydser også fingre for den længe ventede motorvej til Kalundborg. Hvis alt går vel, bliver første spadestik til sidste etape mod Kalundborg taget i 2023. 

På den anden side af den nye stations jernbanespor ligger en klynge af grå træbarakker. Lokalerne, der er ejet af Novo Nordisk, lånes ud til Kathøjskolen, en specialskole for børn fra 7. til 10. klasse, elever med adfærdsvanskeligheder og psykiatriske diagnoser som ADHD og autisme. Mellem barakkerne står et bordtennisbord, men sidst på skoledagen er der ikke meget aktivitet udenfor. Inde i et af klasselokalerne er lærer Sisse Olsen og pædagog Bryan Thomsen i gang med at evaluere dagen sammen med en håndfuld elever, alle drenge. De står rundt om et bord med undtagelse af en enkelt elev, der ikke har lyst til selskab og har fået lov til at sidde i en af klassens nye hængestole. Bag dem, i midten af rummet, står en stor rød boksebold, som eleverne kan afreagere på, hvis de har brug for at komme af med lidt energi.

Dagen slutter med engelskundervisning, hvor eleverne øver sig i farver. Et par af eleverne er overraskende gode engelsktalere, men ellers er de som regel mindst et par klassetrin efter deres jævnaldrende i folkeskolen. 

I 2017 viste en afhandling fra Institut for Folkesundhed, at Kalundborg Kommune har danmarksrekord i ADHD-diagnoser. Derudover er Kalundborg et af de steder i landet, hvor flest børn ender i specialtilbud. Hvorfor det er sådan, forholder skoleleder Morten de Voss – en gråhåret mand med briller og polotrøje – sig ikke til. Han vil bare hjælpe.

Sisse Olsen og eleverne evaluerer skoledagen.

PÅ EN HVERDAG ved 14-tiden er der stille, næsten dødt, i Kordilgade, byens gågade, der løber tværs gennem Kalundborg. Til byfesten var der fyldt med dannebrogsflag, livemusik og veteranbiler, men i dag passerer Mohammed Yousef tomme caféstole og en håndfuld fodgængere, da han kommer cyklende på sin mountainbike. På sin vej kan han tælle 10 tomme butikslokaler, inden han når op for enden af gaden, svinger om hjørnet og parkerer bag Øens Bagels N Juice, den sandwichbar, han har ejet i et halvt år. Et halvt minuts tid senere dukker hans skæggede ansigt op gennem bagindgangen til køkkenet, mens en ansat er i gang med at smøre to sandwich med tandoori-kylling til et par GLS-chauffører, der holder frokostpause. 

’Øen’, som den østlige del af gågaden hedder, bliver også kaldt ’Lille Bagdad’. Mohammed Yousefs naboer er en frisør, et pizzeria, en kebab, en grønthandler og snart også en halalslagter. Flere af stederne er drevet af hans familie, fortæller han. Faren ejer et pizzeria lidt længere nede ad gaden, en onkel har en frisørsalon og Kebab Time ved siden af Danske Bank, og i den anden ende af gågaden driver hans mosters mand endnu en kebab.

”Folk i byen kender os,” siger Mohammed Yousef, der lige er fyldt 25, mens han peger rundt i gågaden.

Han er opvokset på Klosterparkvej, og da han var yngre, lavede han lidt lort af og til, som han siger. Som for eksempel dengang, han og en ven kørte forbi en kvinde på en scooter og stjal hendes håndtaske. Et tyveri, de ville være sluppet af sted med, hvis ikke det var, fordi hans far havde tvunget ham til at melde sig selv. En anden onkel, som arbejder halvt på Novo Nordisk og halvt som kriminalitetsforebyggende SSP-medarbejder, tog fat i nevøen og sagde, at han kunne miste sit job, hvis ikke han stoppede med at lave ballade. Så besluttede Mohammed Yousef at tage på efterskole på Samsø. Senere tog han til Norge, hvor han blev uddannet som erhvervsdykker, inden han vendte tilbage til byen. Han har dykket lidt efter døde laks på en laksefarm i Reersø syd for byen og været med til at servicere nogle skibe, men ellers er det ikke blevet til så meget. Ikke endnu. Mohammed Yousef håber, at to nye medarbejdere nede i sandwichbutikken kan give ham mere tid til at dykke. Han drømmer også om at blive SSP-medarbejder ligesom sin onkel. 

”Herude er du nødt til at have noget at lave,” siger han. 

”Ellers kan man nemt blive fristet.”

De seks bagels har hængt på væggen, siden Mohammed Yousef åbnede sin sandwichbar i april.

EN SOMMERAFTEN i 1985, kort efter midnat, blev en flaske kastet gennem en rude på Grand Hotel Royal. Lyden af knust glas vækkede de 60 iranske flygtninge, der nogle uger tidligere var blevet indkvarteret i den dengang forfaldne bygning. Ude på gaden stod en skare på op mod 300 unge berusede kalundborgensere. De havde været til byfest i gågaden, og efter flasken fulgte brosten og molotovcocktails. Inde på hotellet måtte iranerne søge ly på gulvet i bygningens korridorer. Politiet blev tilkaldt, men selv med forstærkninger fra Slagelse, Holbæk og Ringsted var de ifølge aviserne fra dengang ”i alvorligt mindretal”. Først ud på morgenen ophørte urolighederne på havnen. ”Iranerne i hadets by,” skrev BT dagen efter angrebet på hotellet, der var kulminationen på en periode med spændinger i byen affødt af flygtningenes ankomst. En del kalundborgensere var stærkt utilfredse med, at de nye beboere vistnok havde fået gratis cykler stillet til rådighed af kommunen. Hvad fanden var meningen?

Sagen blev danmarksberømt, og i 2016, tre årtier senere, fik udsigten til nye flygtninge på et asylcenter i det gamle Kalundborg Sygehus atter byen til at dele sig i to: en ja-gruppe og en nej-gruppe. Flere i sidstnævnte gruppe truede med at brænde centeret ned. 

Og Kalundborg er særlig på området. Ved sommerens folketingsvalg fik Rasmus Paludans Stram Kurs 3,5 procent af alle stemmerne i Kalundborg-kredsen – den højeste stemmeprocent for partiet i landet og næsten det dobbelte af gennemsnittet på landsplan. 

Det høje stemmetal til Stram Kurs fik en kalundborgenser ved navn Per-Henrik Goosmann til at skrive et læserbrev til TV-Kalundborg. Under overskriften ”Er der nogen, som overhovedet reflekterer over valgresultatet i Kalundborg?” luftede han sin bekymring over, ”at byen havde udviklet sig til en halvfascistisk rotterede”. 

Lokaljournalist Gitte Korsgaard Fenger ser en lige linje fra urolighederne i 80’erne til valgresultatet i år:

”Nogle af konflikterne fra dengang sidder stadig i byen.”

EN SORT Mercedes med fire unge mænd triller ud fra parkeringspladsen i Sct. Olai Parken, drejer til højre og forsvinder sekunder senere i retning mod byens centrum. Bag sig efterlader bilen de hvide boligblokke med brune tage på Klosterparkvej. Vejen, der bærer øgenavne som ’Klosterperkervej’ og ’Kebabstrædet’, huser Kalundborgs største koncentration af indvandrere og kontanthjælpsmodtagere. 

”Det bliver nok aldrig bedre deroppe,” siger mange nede i byen. Denne eftermiddag er balladen dog til at overse. Faktisk er det svært at finde aktivitet overhovedet, bortset fra 32-årige Mette Lynge Nielsen, der er i gang med at låse en sort container op under et træ ved den bagerste boligblok. Hun er boligsocial medarbejder i Sct. Olai Parken og foreningsmedarbejder i Danmarks Idrætsforbund, og containeren, hun netop har åbnet, er fyldt med sportsudstyr, som børnene i området kan leje en time mellem klokken 16 og 17 hver tirsdag, onsdag og torsdag i sommerhalvåret. 

Lidt efter kommer Mohammed, en af drengene fra området, som Mette Lynge Nielsen har ’ansat’ til at holde styr på, hvem der låner hvad. Han stiller et bord frem og åbner en brun mappe. Få minutter senere dukker de første børn op med laminerede lånerkort i hånden. En har glemt sit kort, men får lov alligevel. Mohammed ved godt, hvem han er.

Mette Lynge Nielsen, der er født og opvokset i Kalundborg, kan alle historierne om Klosterparkvej til hudløshed: ”Selv da jeg var barn, var det et sted, folk i byen snakkede om.” 

Rundbold på Klosterparkvej.

SCT. OLAI PARKEN er ikke på ghettolisten. Der bor ikke nok mennesker til at opfylde kriterierne, men i Kalundborg opfattes boligområdet alligevel som netop en ghetto. Tilbage i 00’erne var der bilafbrændinger og uroligheder, der bliver stadig brændt en bil af i ny og næ, en enkelt skud­episode var der også tilbage i december, men området er nu ikke værre end så mange andre steder, hvis man spørger politiet.

Haider Maliki stiger ud af sin bil på parkeringspladsen, mens børnene ved containeren spiller rundbold og fodbold. Han er 24 år, læser markedsføring på Erhversakademi Sjælland i Roskilde, frabeder sig at få taget billeder, men fortæller, at han kom til Danmark fra Irak med sin familie, da han var et år gammel. Det meste af sin barndom har han boet på Klosterparkvej, og han ved godt, at der er nogle ballademagere heroppe. Han kender dem alle sammen. Men han blander sig ikke i, hvad de går og laver, det må de selv om. Han påstår, at hvis man i sin jobansøgning skriver, at man er fra Sct. Olai Parken, kan man glemme alt om at få arbejde i Kalundborg. Det siger noget om de fordomme, der er om Klosterparkvej, forklarer han. Fordomme, som han mener er overdrevne.

”Kig dig omkring. Synes du det her ligner en krigszone?” spørger han og gestikulerer mod boligblokkene, mens en tynd guldkæde svajer om hans hals og hen over hans sorte T-shirt.  

Mette Lynge Nielsen med containerlås.

VED CONTAINEREN nærmer klokken sig fem, og børnene hjælper med at pakke sportsudstyret væk. Mohammed tjekker, at alt er leveret tilbage, mens Mette Lynge Nielsen bakser med låsen til containeren, der ikke vil lukke. Hun bor selv ude mod Raklev, hvor hun siger, at man passer sig selv og sit, men at det ikke er sådan på Klosterparkvej. Der tager de sig af hinanden, alle sammen, og det kunne man godt lære noget af i resten af byen.

Mens hun fortæller, står en mand i jakkesæt på parkeringspladsen og sælger gulvtæpper til børneværelser ud af bagagerummet på sin Tesla. Lidt derfra, mellem blokkene, sidder Lisbeth Rasmussen nede fra Skibbrogade og drikker caffe latte med en veninde. Og ovre på basketbanen kører en lille dreng med krøller frem og tilbage gennem en vandpyt på løbehjul. En mor kalder sine unger ind til aftensmad, og ét efter ét siver børnene i området væk fra stier og legepladser og ind i boligblokkene for at spise. 

Der er faktisk helt hyggeligt på Klosterparkvej, synes Mette Lynge Nielsen. I det hele taget er hun sikker på, at resten af byen ville få et andet syn på boligområdet, hvis bare de kom noget mere heroppe. Men det gør de ikke. Efter gentagne forsøg får hun containerlåsen på plads. Så tager hun sin jakke og går mod bilen på parkeringspladsen. Halvvejs henne stopper hun op og kigger sig tilbage.

”Det er, som om der er en usynlig mur rundt om Klosterparkvej.”

KALUNDBORG I TAL

16.370 mennesker boede per 1. januar 2019 i Kalundborg. I hele kommunen er der 48.681 indbyggere.

604 kvadratkilometer udgør Kalundborg Kommune, herunder 160 kilometer kystlinje, som er en af landets længste.

1,2 kvadratkilometer til vands og 0,8 kvadratkilometer til lands gør Kalundborg Havn til en af landets største.

299.022 kroner tjente en kalundborgenser i gennemsnit i 2017. Landsgennemsnittet samme år var 320.040 kroner.

7.245 personer var i 2018 på overførselsindkomst i Kalundborg Kommune, SU-modtagere fraregnet.

14,1 milliarder kroner har medicinalvirksomheden Novo Nordisk investeret i Kalundborg fra 2000 til 2016.

1.381 personer i Kalundborg-kredsen stemte på partiet Stram Kurs ved det seneste folketingsvalg.

Kilder: Danmarks Statistik, Kalundborg Kommune, KMD, Novo Nordisk.

Lars Kaster Jørgensen ved byens biogasanlæg.

DET SIGES, at der altid lugter i Kalundborg. I gamle dage var det svovlsyrefabrikken, der fik byen til at lugte råddent. Senere, i 90’erne, var man i den østlige del af byen ikke i tvivl, når Dansk Oliegenbrug fik leveret spildolie. Og i dag, ude ved Novo, er det gærrester fra insulinproduktionen, man kan lugte, når vinden kommer fra øst.

I parcelhuskvarteret på Lerchenborgvej – der løber ud mod godset Lerchenborg – har lugten fra Danmarks mest kendte medicinalvirksomhed fået uvelkomment selskab. En morgen sidste år, lige inden sommerferien, trådte Lars Kaster Jørgensen ud ad sin hoveddør for at sætte sig op på sin cykel og køre på arbejde – på netop Novo Nordisk. Han fornemmede straks en umiskendelig lugt af rådne æg, og i starten kunne han ikke finde ud af, hvor den kom fra. 

Senere, siger han i sin udestue, mens han byder på kulsort kolbekaffe, viste det sig, at lugten kommer fra byens nye biogasanlæg, hvor restprodukter fra Novos insulin- og enzymproduktion brændes af.  

Lidt efter stiger Lars Kaster Jørgensen, en midaldrende mand med mørkt hår, der er blevet lidt tyndt i toppen, atter på sin cykel og træder ud til biogasanlægget – en stor, sort bygning uden vinduer. Ved siden af er der to enorme, kegleformede tanke med bioaffald og kraftige presenninger over, og når man nærmer sig, begynder man så småt at kunne fornemme en sødlig lugt. 

Mens han fortæller, kommer to lastbiler kørende op ad vejen, en med vådt affald og en med tørt affald. De læsser af og kører væk igen, og sådan løber trafikken til og fra anlægget det meste af dagen.

Lars Kaster Jørgensen, der har boet på Lerchenborgvej i 25 år, repræsenterer cirka 100 mennesker, der kæmper mod lugten fra biogasanlægget. Indtil videre er det lykkedes dem at få installeret et kulfilter. Det har fjernet den værste stank af æg, men ifølge beboerne lugter der stadig grimt i intervaller, når porten til lastbilerne åbner, og vindretningen er rigtig … eller forkert. 

Tilbage i maj anmeldte kommunen anlægget til politiet, men det forventer Lars Kaster Jørgensen sgu ikke, der kommer noget ud af. Men han giver ikke op, selvom han ved, at man i Kalundborg siger, at man vænner sig til lugten, når man har boet her længe nok. 

Og at man til sidst bliver immun. Det er jo lugten af penge.

Rettelse: Af den trykte udgave af artiklen fremgår fejlagtigt, at Grundfos ligger på Als. Der er naturligvis tale om Danfoss.

 

Tags: ,
SE MERE