SET FRA LUFTEN ligner Christmas Møllers Plads en let amputeret blæksprutte. Syv veje bugter sig ud fra den svært trafikerede runddel. Én fører morgentimernes hærskarer af amagerkanske cyklister og søvnige buspassagerer over Christianshavn mod Slotsholmen og Indre Københavns kontorer. En anden fører hidsige bilister mod Rådhuspladsen. En tredje leder de forlystelsessyge til stranden og lastbilchaufførerne til forbrændingen. Ad en fjerde kan man komme til universitetet og DR-byen. To er bare søvnige beboelsesgader med røde mursten fastfrosset engang i tiden inden Murens fald.
Men forandringens og gentrificeringens vinde blæser også heromkring, og kiosken over for de smog-overtrukne markiser på Ristorante Rimini sælger ikke længere cola, smøger og løssalgsaviser, for seneste generation i kioskejerfamilien har mærket vindretningen og lavet lokalet om til kaffebaren, naturvinsudsalget og delikatessen Alice, der laver så god is, at turister og foodies står i kø for at smage havtorn, pistacie og kardemomme – tålmodigt og velopdragent, som gjaldt det om at blive lukket ind på natklubben. Et beskedent stykke derfra, lige oppe ad Amagerbrogade – øens eneherskende hoved- og handelsgade og blækspruttens midterste og længste arm – mødes det gamle og det nye Amager på Haabet Bodega. Baren, der er opkaldt efter et landsted, der lå heromkring for mere end 100 år siden, åbnede i 2014, og en regnvåd torsdag aften danner de okseblodsmalede vægge rammen om en pub-quiz med fem deltagende hold, der gætter på navne på væksthuse til overvintring af frugttræer (orangerier), golfbetegnelser for tre slag under par (albatros) og antallet af Kentucky Fried Chicken-filialer på Amager (to, én på Amagerbrogade, én i centeret Field’s).
Bølgerne går højt på Haabet Bodega.
EN GRÅNENDE HERRE med texasslips, midnatsblå skjorte, hørhabitjakke og læsebriller i panden henvender sig til et bord med tre yngre kvinder og en mand, der er fordybet i quizovervejelser.
”Hvis nogen giver en smøg, så fortæller jeg en vittighed.”
”Gå væk, Claus, vi har travlt,” svarer de, og Claus fortsætter til næste bord, hvor der sidder to unge kvinder, den ene i lang, blomstret kjole, den anden i hvid kniplingsbluse og gyldne sokker i flade lædersko. De ryger og drikker fadøl.
”Hvis I giver en cigaret, så fortæller jeg en vittighed,” gentager Claus, inden den velartikulerede quizmaster Jean Claude med gennemtrængende lektordiktion kalder den rygetrængende stamgæst til orden:
”Claus! Claus, på plads!”
Claus danser med bløde håndled og fjedrende knæ ironisk-underdanigt tilbage til sit eget bord og sine holdkammerater, en kornblond kvinde med solbriller i panden og sirlige øjenbryn og en piberygende mand i hvid T-shirt, begge journalister. Claus har ikke mødt dem før denne aften, hvor de improviseret slog paratviden-pjalterne sammen.
”Det er forskelligheden, der sejrer i quiz. Det kan jo ikke nytte noget, jeg kommer og laver et hold sammen med min kammerat, som jeg har hørt Bob Dylan og set fodbold med, så supplerer vi ikke hinanden,” mener Claus, der engang var pædagog, men ikke arbejder længere og ikke er sikker på, han kommer til det igen. Han flyttede til Amager for 33 år siden, da han blev sagt op i sin lejlighed på Nørrebro, selvom hans søskende advarede ham mod at flytte til ’Lorteøen’, som de anså for et værre udsted.
”Men man får Amager under huden,” siger Claus, der dog ikke groede mere fast til nabolaget, end at han af og til forlod det for at rejse, for eksempel til Spanien, Cuba og Key West i fodsporene på forfatteridolet Ernest Hemingway, som han også har bogreolerne i lejligheden lige om hjørnet fulde af.
”Hvorfor jagter jeg Hemingway? Tja. Det er det, jeg prøver at finde ud af. Ligesom jeg prøver at finde ud af, hvad meningen med livet er.”
Bruno H. Pedersen, jernbaneleksikon og medlem af foreningen Amagerbanens Venner.
EN SØNDAG SENERE stikker den gyldne sol fra oven, men i den korridor af træer, der løber langs Uplandsgade, ikke så langt fra Haabet, er luften frisk og fløjlsblød. Herinde overdøves suset fra bilerne af et luntende, messingklingrende Olsen-Banden-tema, som musikere fra Københavns Jernbaneorkester er ved at fremføre i deres marineblå, aflagte DSB-uniformer. En lille dreng i skriggrøn T-shirt skråle-nynner med. Den ældre del af publikum, der har spredt sig hen over de frønnede sveller på det gamle jernbanespor, nøjes med at vippe med tæerne og nippe til deres perlende plastikkrus med fadøl. En mand i sort T-shirt sveder over pølserne på en ramponeret kuglegrill. Næste hold kul står og ryger i en grillstarter, og hans kone, ligeledes i sort T-shirt, luner pølsebrødene på en anden grill bag ham. De må arbejde hurtigt, for der har dannet sig en lille kø af sultne på det tilgroede banelegeme.
Bruno H. Pedersen er selvbestaltet jernbanehistoriker, og hen over to ristede med sennep og ketchup fortæller den 75-årige pensionerede maler, at jernbanebegejstringen begyndte, da han var helt lille. Da han var 10 år gammel, spurgte hans far banemesteren, om ikke han ville forbarme sig over hans tog-gale søn.
”To dage senere fik jeg lov at køre med alle 12 kilometer fra remisen på Amagerbro og helt ud til Dragør på Amagers sydøstlige spids,” siger den langhårede sporvejsentusiast og smiler under sin mørke Ray-Ban-brille.
Grøn energi på Amagerbanen.
AMAGERBANEN KØRTE sin første tur i 1907, de første mange år med passagerer, men da Bruno H. Pedersen var med som dreng, kørte man kun med gods. I 1975 overtog DSB banen for at køre med tankvogne til Københavns oliehavn Prøvestenen, og i 1995 blev banen nedlagt. Dog overlevede et 1,2 kilometer langt stykke spor klemt inde mellem Uplandsgade og boldbanerne på Kløvermarken, og for syv år siden besluttede foreningen Amagerbanens Venner, som Bruno H. Pedersen er med i, at bevare arealet og gøre det en udflugt værd med skinnecykling og dræsinekørsel.
Denne søndag er der fuld gang i cykler og dræsiner, der er nemlig støttefest. I dagens anledning er journalist og historiker Majken Astrup klædt i grøn T-shirt med ’Bevar Amagerbanen’-logo af tegneren HuskMitNavn.
”Mange opfatter Amagerbanens bevarelse som en sidste bastion mod den buldrende byudvikling,” siger Majken Astrup, der sammen med sin familie i 2003 flyttede de få kilometer fra Frederiksberg til Amager. Efter at mange i hendes netværk reagerede med et lidt for forundret ’aahr …’ på flytningen, begyndte hun at arbejde på podcasten ’Stemmer fra Amar’. Dels for at udfordre vennernes skepsis, dels for selv at blive klogere, begyndte hun at sætte sig ind i øen, der i dag er stadig tættere bebygget og beboet, men som engang hovedsagelig bestod af fladt bondeland gødet med indholdet fra Københavns latriner. Tilnavnet Lorteøen opstod sandsynligvis, da Kløvermarkens vidder fra omkring år 1800 blev brugt til at tørre indholdet, så det var nemmere at håndtere og bringe ud til amagerbønderne. Det foregik først med hestevogn og siden med Amagerbanen. Togene, der ekspederede gødningen, blev i folkemunde kendt som chokoladeekspresser. I mere moderne tider har renseanlægget Lynetten på nordspidsen af Amager ikke gjort det nemmere for øen at slippe af med tilnavnet.
3.000 UNDERSKRIFTER blev sidste år indsamlet til bevaring af Amagerbanen. Efterfølgende besluttede et flertal på Rådhuset at rejse en fredningssag for området. En af dem, der var imod ideen om at bygge på grunden, som i 1975 dannede location for ’Olsen-Banden på sporet’, er Sebastian Klein, som er til stede på støttedagen i sorte Adidas-sneakers og hvide skjorteærmer med oprul. Hans far, Jesper Klein, var tog-aficionado og meget interesseret i Amagerbanen. Sebastian Klein har ikke selv noget nært forhold til banen, selvom han bor i kvarteret nærved. Men han er tilhænger af princip:
”Jeg kan godt lide, at der er sådan nogle steder her … overalt, faktisk!”
Hav, hud og højhuse ved Amager Strand.
FORTSÆTTER MAN ud ad Uplandsgade, når man hurtigt til Amager Strandvej. I 2005 gav Københavns Kommune den hensygnende, dyndede og lavbundede strandpark, der lå her, en dristig ansigtsløftning med en kunstig ø med fint sand, nyplantet marehalm, cykel- og løbevenlige asfaltstier og en indre lagune. Københavnerne indtog snart byens største strand, ikke mindst fordi den nye metro gik lige til døren, og i løbet af 2010’erne ændrede det tidligere industriområde omkring Amager Strandvej sig til ukendelighed. De gamle fabrikker og lagerbygninger – og smarte gallerier, der en overgang havde lænet sig op ad den rå randkvarters-charme – forsvandt i en kontinuerlig støvsky, og da den lagde sig, skød projektbyggerierne op som en skov af svampe efter regn.
Den hidtil højeste af bygningerne hedder Øresundstårnet og ligger på Øresundsvej op ad metrostationen Øresund. Med sine 21 etager er den en af landets højeste beboelsesbygninger. Her kan man leje en lejlighed på 100 kvadratmeter for omtrent 15.000 om måneden. Og det er ikke den højeste pris i området, som ejendomsgrupperne gerne selv betegner som Manhattan- eller Berlin-agtigt, og hvor baristakaffe, restaurationsliv og mærkevarebrød er rykket ind i stueetagerne. Ifølge debatbogen ’Rige børn leger bedst – Et portræt af det danske klassesamfund’, der udkom tidligere i år, ligger topprisen heromkring på 26.000 i leje for en fireværelses, mens villaerne i Italiensvej-kvarteret, der også grænser op til Amager Strand, handles til 5-10 millioner.
Bogens forfattere ser Italiensvej-kvarteret, og Amager mere generelt, som en prisme for en landsdækkende udvikling, hvor formuerne koncentreres i storbyerne, mens boligpriserne presser arbejderklassen og de arbejdsløse ud af de kvarterer, de plejede at bo i.
Med byggeboomet, som ikke bare har fundet sted ved Amager Strand, men også har manifesteret sig i tusindvis af nye boliger på Islands Brygge og i den relativt nye bydel Ørestad på Vestamager, er 2300 S det københavnske postnummer, der har fået flest nye adressater siden årtusindskiftet. Ifølge Boligsiden.dk fandt man i 2019 landets højeste ejendomsmægleraktivitet her med fem solgte boliger om dagen. Flest nye beboere er ifølge Københavns Kommune kommet til på det vestlige Amager, hvor befolkningen voksede med godt 33.000 mellem 2004 og 2020, en forøgelse på 72 procent.
Med indrykket er Amagers arbejderidentitet truet, skriver forfatterne til ’Rige børn leger bedst’ og eksemplificerer med Italiensvej-kvarteret, hvor 60 procent af de erhvervsaktive beboere i 1987 tilhørte arbejderklassen, mens knap halvdelen i dag udgøres af overklasse eller højere middelklasse. Er man mellem 18 og 59 og bor i kvarteret, har man i gennemsnit en nettoformue på næsten én million.
NÆRHEDEN TIL LUFTHAVNEN er et selling point i mange mægleromtaler af lejligheder og huse på Amager. Men blandt dem, der bor lige op ad den, er ikke alle helt så begejstrede. En trykkende tirsdag eftermiddag bliver lufthavnens fremtid diskuteret på Flyvergrillen i Kastrup. Panelet består af repræsentanter for Københavns Lufthavn og fagforbundet 3F’s Kastrup-afdeling samt to græsrodsgrupper, der kæmper mod en udvidelse af lufthavnen. En snes publikummer er mødt frem ved bænkene uden for Flyvergrillen for at lytte. I udkanten af gruppen står en dreng i målmandstøj og hans far og stirrer den anden vej – de er vist primært kommet for udsigten, der i årevis har fået strømme af gæster til at bære over med grillbaren på Amager Landevejs middelmådige pomfritter. Lige nu er de sorte landingsbaner, der som størknede lavastrømme gennemskærer øer af brunt græs, tomme. Flytrafikken er endnu ikke oppe i omdrejningerne fra før corona. Pandemien gav lufthavnen et underskud på over en halv milliard, og 8.000 medarbejdere blev fyret. Men for nogle af naboerne var krisen også en lise.
”Vi ønsker ikke lufthavnen lukket, men vi ønsker uvildig kontrol af konsekvenserne,” siger Helene Bach, der er i karrygul kjole, bor i Kastrup og repræsenterer borgergruppen ’CPH uden udvidelse’, som er bekymrede for udsigten til, at Københavns Lufthavn kommer til at fylde mere, end den allerede gør. I lufthavnen estimerer man selv, at efterspørgslen vil vokse fra de cirka 30 millioner passagerer, der var igennem i 2019, til omkring 55 millioner rejsende i 2045, og et socialdemokratisk regeringsudspil fra 2021 giver grønt lys til en udvidelse.
”Vi er meget bekymrede for støj og forurening. Vi vil have målinger og fakta,” siger Helene Bach, inden hun bliver overdøvet af et lettende SAS-fly – ”er det mon Aalborg-raceren?” spørger fodbolddrengens far på sidelinjen af debatten.
Lufthavnens chef for samfunds- og klimaansvar Marie Louise Hansen i mørkeblå bukser og rosa bluse har panden i fokuserede folder, mens hun lytter til bekymringerne. Hun forstår dem, men er fortrøstningsfuld. Hun nævner lufthavnens ambitioner om at udfase fossilt brændstof i alle aktiviteter på landjorden, inklusive passagertrafikken til og fra lufthavnen, i 2030. Og alle aktiviteter, også flyfarten, skal være fuldstændig emissionsfri i 2050. Begejstret nævner hun udsigten til bæredygtige brændsler fremstillet gennem elektrolyse af for eksempel havvand – en CO2-neutral energilagringsproces kendt som Power-to-X, som mange store brændstofforbrugere på verdensplan sætter deres lid til, men som ikke er rentabel endnu.
”Det kan vi hælde direkte på flyene,” siger Marie Louise Hansen med et smil.
Også 3F Kastrups repræsentant er pragmatisk optimist:
”Luftfart forurener, punktum. Støj forurener, punktum. Men vi vil gerne være med til at gøre noget ved det. Det vil koste os vores jobs, hvis ikke vi gør noget,” siger Henrik Bay-Clausen, der er i shorts, sandaler og en rød T-shirt med påskriften Clean Air. Med lys i øjnene og smil under moustachen giver han sig til at fantasere om alt det, man kunne bruge lufthavnsområdet til, hvis ikke man skulle flyve: ”Hvad med urban farming, drivhuse, solceller og geotermiske anlæg?”
Tankeeksperimenterne drukner i lyden fra et lettende fly fra Aegean Airlines.
EN MAND I BORDEAUX T-shirt blandt publikum rækker hånden op med en kommentar. Han har boet 15 år lige bag ved Flyvergrillen, forklarer han. Og han synes overhovedet ikke, lufthavnen er ambitiøs.
”Du taler om elektrolyse, men det er fugle på taget. Det er en plade, I spiller. Vi har den samme støj i dag som på Svend Aukens tid,” siger han henvendt til Marie Louise Hansen, der ikke lader sig hyle ud af den, men forsvarer lufthavnens indsats for at reducere støjforureningen.
”Der er sket en reduktion i antallet af boliger, som ligger inden for den grænse, hvor man oplever støj over 55 decibel. Før var det 18.000 boliger, i dag er det kun 2.000 boliger,” siger hun, inden den ophidsede nabo bider hende af:
”Jeg bliver stadig vækket klokken halv ét om natten!”
Mosekonen brygger på Amager Fælled, mens et par unge mænd pumper jern ved Amager Strand.
PÅ ENGLANDSVEJ går det så som så med byudviklingen. Den 13 kilometer lange vej forbinder bydelene Sundby, Tårnby og Dragør og favner stilistiske elementer af metropol, forstad og landevej. Fra udspringet ved Amagerbrogade hakker udtrykket sig ubeslutsomt i gang.
Hér ligger en nydelig hvid patriciervilla med havestue med rundbuevinduer over for en karré af tilsyneladende tilfældigt opførte ejendomme i røde mursten i vekslende nuancer med halalslagter, vasketeria og pizzeria i stueetagen.
Dér står en etageejendom fra 1900-tallets begyndelse uflankeret og blafrer over for Shell-tanken og Fitness Worlds epoxygrå industribygning på den anden side af vejen. Fortsætter man ud ad Englandsvej, kommer man til en ombejlet amagerkansk byggegrund, det store grønne område, der ligger rundt om Sundby Idrætspark, hvor de lokale fodboldhelte fra Fremad Amager har slynget armene i vejret i enkeltstående triumfer – som da de sidste år slog Brøndby ud af pokalturneringen i 4. runde – men mestendels bidt tænderne sammen og kæmpet i modgang.
I 2018 blev klubben, der har penduleret op og ned i de danske fodboldrækker og været igennem tre konkurser siden stiftelsen i 1910, købt af den unge ejendomsmægler Jerome Solamito fra Monaco. Han så angivelig et brandingmæssigt potentiale i den traditionsrige arbejderklub, ikke ulig det, der har gjort Hamborg-klubben FC St. Pauli til et internationalt lukrativt brand med appel til venstrefløjen.
Monegaskeren erklærede, at han ville investere et tocifret millionbeløb i Fremad Amager, og at ambitionen var at få klubben op i den bedste danske række, hvor klubben sidst opholdt sig i 1994 på en kort visit. Siden har nogle ærgret sig over, at Solamito sammen med konsortiet SCP Waterfront også ejer klubben Botev Plovdiv, der i skrivende stund topper den bedste bulgarske fodboldrække, og at der foregår en trafik af spillere og trænere frem og tilbage mellem Amager og Plovdiv, som Fremads fans sjældent er enige i. Men derfor kan man jo godt tilslutte sig drømmen om oprykning fra 1. division, hvor klubben har befundet sig siden 2016.
Skal de blåklædte amagerkanere begå sig i Superligaen, er der dog brug for et større stadion end det nuværende, der maksimalt har plads til 7.200 tilskuere, og derfor præsenterede Fremad Amager denne sommer, i samarbejde med et dansk ejendomsudviklingsselskab, en helhedsplan for Sundby Idrætspark-området, der ud over et nyt og større stadion involverer 50.000 kvadratmeter boliger og 24.000 kvadratmeter ungdomsboliger og hotel.
Englene, som Fremad Amagers fans kalder sig, holder humøret højt, selvom resultaterne endnu ikke har indfriet klubejerens ambitioner.
”LÅLÅLÅ” RUNGER DET optimistisk under taget på den sydlige betontribune (den eneste på stadion), hvor store blå-hvide flag motioneres med stor corona-genåbningsiver. Omtrent 830 mennesker er troppet op til sæsonens første hjemmekamp for at tage pejling på, hvor langt væk Superligaen egentlig ligger. Blandt dem er Wili Jønsson, der har fulgt klubben, siden han var dreng og gik på Gerbrandskolen i Sundbyøster. Den 79-årige musikers engagement på lægterne er gået op og ned. Ikke med resultaterne, men med intensiteten i hans egen turné-aktivitet, og i Gasolin-årene blev der ikke tid til megen bold. Men de seneste årtier har han haft sæsonkort og er kommet på stadion, hvor han og en håndfuld sammensvorne har deres faste pladser. I dag er der gået kuk i det, og det brokker Wili Jønsson, der er i røde mokkasiner, grå slacks og blå vindjakke, sig på skrømt over sammen med vennerne Bjarne, i blå holdtrøje og grønne militærshorts, og Steen, der er i sort holdtrøje og grå militærshorts. Bjarne fortæller, at han spillede i klubben som ung og var samme årgang som legenderne Frank Arnesen og Søren Lerby, uden at han dog selv nåede førsteholdet. Dengang var der en vis landsdækkende respekt for Fremad Amagers hjemmebane, mener han:
”Vi rykkede op og ned, men modstanderne frygtede at komme her. Fodbolden var altid lidt primitiv. Og fansene var barske.”
Ingen i trioen tør give et bud på, hvordan dagens premierekamp mod de hvepsefarvede 1. divisions-rivaler fra Horsens kommer til at ende.
”10-12 spillere er skiftet ud fra sidste sæson, træneren er helt ny. Vi ved ikke noget om holdet,” siger Bjarne.
”Men vi kommer alligevel. Om de vinder eller taber. Vi var her også, da de spillede i Danmarksserien tilbage i 2010,” bedyrer Wili Jønsson og vifter sine tætte sølvhvide lokker væk fra øjnene.
INDEN KAMPEN fløjtes i gang, rejser alle på tribunerne sig op og synger med under afspilningen på stadionanlægget af klubbens selvvalgte hymne, Kim Larsen og Bellamis ’Vi er dem, de andre ikke må lege med’, mens de, næsten, klapper i takt. På banen har Fremad Amagers mange nye spillere også svært ved at finde rytmen. Allerede efter syv minutter kommer de bagud, da Casper Tengstedt scorer hårdt og fladt fra en udækket position midt for Fremads målfelt.
”Lort,” snerrer Wili Jønsson, så Andy Warhol-frisuren hopper.
”Jeg må have en smøg,” siger han og fisker en filterløs King’s op fra en hvid pakke.
Fem minutter senere scorer gæsten Casper Tengstedt igen, denne gang på hovedstød efter hjørnespark. De blå dukker nakkerne, mens Horsens-spillerne virker et halvt hoved højere og 50 procent bredere over brystet end hjemmebanespillerne.
”Det ligner ren legestue,” konstaterer Wili Jønsson resigneret, inden en regnbyge giver sig til at pisse på de få uoverdækkede tilskuere, der har valgt ståpladserne på den modsatte langside.
Mod slutningen af første halvleg får Fremad Amager-spillerne tålmodigt gang i en serie sammenhængende angreb, men Horsens’ Thor Lange punkterer forhåbningerne, da han scorer til venstre for målmanden efter et rapt bandespil rundt omkring de forstenede Fremad-forsvarere. På tilskuerpladserne banker Steen sin flade hånd ned i det tomme nabosæde og råber frustrationen ud:
”Fuck! Mand! Fuck, hvor var det dårligt.”
Wili Jønsson giver ham ret med lidt mere fatning:
”Ja. Det var dårligt. Det bliver en lang kamp.”
”Og en længere sæson,” siger Bjarne.
I ANDEN HALVLEGS syvende minut får Fremad Amagers Jakob Johansson skubbet bolden det sidste stykke ind over Horsens’ målstreg efter et lidt tilfældigt indlæg fra venstre side. Og publikum klapper igen i takt til Kim Larsens hyldest til det dårlige selskab. Æren og den gode stemning er inden for rækkevidde. Men kun i seks minutter, indtil Casper Tengstedt fuldender sit hattrick med et kontrolleret hovedstød, der går ind via stolpen.
Lidt senere lader Horsens-målscorer Thor Lange sig udskifte. ”Du træner for lidt,” er der en, der råber fra tilskuerrækkerne. En snert af øl og ærgrelse skurrer i stemmen. Thor Lange, der spillede i Fremad Amager fra 2018 til 2020, spejder op mod tribunen og overvejer et øjeblik strategien. Skal han bare ignorere kommentaren og skynde sig i bad? I stedet giver den høje, blonde forsvarsspiller sit tidligere hjemmepublikum et stålsat blik og løfter hænderne over hovedet og klapper op mod tribunen – der snart efter returnerer hans gestus.
”Vi kan stadig godt li’ ham,” siger Wili Jønsson.
”Gu’ ka’ vi så,” siger Bjarne.
Kampen slutter 4-1 til Horsens, og publikum bliver sendt af sted med Gasolins sørgmodige ’Langebro’ over anlægget.
”Det er sgu 50 år siden, at vi lavede den sang,” siger Wili Jønsson, mens han kigger drømmende frem for sig. Så vender han tilbage til 2021:
”Nu vil jeg gå hjem til min kone og græde. Aj, måske ikke … men jeg tror aldrig, jeg har set så dårlig fodbold herude … nogensinde.”
Spot til skade. Fremad Amager-ledelsen drømmer om et nyt, tiptop stadion, men spillet på banen er ikke på superliganiveau.
EN SAMLING SPÆDE TRÆER står lidt forpjuskede i et hjørne af Sundby Kirkegård.
”Kan det være hér?” spørger forfatter Morten Pape og kigger lidt tøvende på væksterne.
Det er en grå mandag formiddag, og kvarteret er stadig ikke helt vågnet. Der er godt nok åbent i Aldi’en, kirken og spillehallen, rundt om kirkegården, men ingen går ind eller ud.
”Nej, det ser ikke helt rigtigt ud,” afgør Morten Pape, der er iført orange shorts, sort langærmet T-shirt og sort kasket.
Han søger efter stedet, hvor ’Dansevise’-sangerinden Grethe Ingmann ligger begravet, og det eneste, han har at pejle efter, er et kornet Google-billede af noget, der ligger midt mellem en busk og et træ. Den 35-årige forfatter har haft lyst til at finde hendes hvilested, lige siden han og kollegaen Søren Ulrik Thomsen for et par år siden til et arrangement i Det Danske Akademi på Rungstedlund kom til at diskutere grandprix-vinderen, der voksede op på Amager med tre søskende og en enlig mor i en toværelses lejlighed i en kommunal boligblok:
”Der blev holdt mange kloge taler den dag. Jeg var vildt nervøs og skulle i hvert fald ikke sige noget. Men jeg faldt i snak med Søren Ulrik Thomsen, fordi han var den eneste ud over mig, der foretrak en øl frem for vin til maden. Han sagde, at jeg absolut måtte høre Grethe Ingmanns coverversion af Gasolins ’Masser af succes’. Og han havde ret. Den er fantastisk!”
Urbanplanen blev lanceret som en drøm. For Morten Pape var livet dér ofte et mareridt, men med sin debutroman bragte han boligområdet ud til læsere i hele landet.
MORTEN PAPE GATECRASHEDE i 2015 parnasset med den autofiktive roman ’Planen’ om sin opvækst i det sociale boligbyggeri Urbanplanen på det centrale Amager, hvor hans familie går op i sømmene, den lokale skole er et dysfunktionelt sted, og hverdagen er fuld af mobning, vold og etniske konflikter. Fremtidsforhåbningerne for et ungt menneske i boligområdet, der påbegyndtes i slut-60’erne og er navngivet efter Københavns daværende overborgmester Urban Hansen, kan i fortællingen nogenlunde opsummeres til to muligheder: at komme væk eller komme ind i en bande. Bogens 550 sider, der flittigt passerede over boghandlernes diske, blev belønnet med BogForums Debutantpris, og Morten Pape gik straks i gang med den næste mursten, ’Guds bedste børn’, der udkom i 2018. Toeren indbragte ham DR Romanprisen og handler om et mord på et avisbud med indvandrerbaggrund, der i 2008 bliver slået ned med et baseballbat i Holmbladsgadekvarteret af en etnisk dansk dreng fra Urbanplanen, som Morten Pape kendte som barn. Han brugte bogen til at undersøge psykologiske og sociale mekanismer bag den tilsyneladende meningsløse begivenhed, og også i sin seneste bog, der udkom dette efterår, er råstoffet Amager. Romanen ’I ruiner’ fortæller over 600 sider en historie om endnu en familie, der slår sprækker, et sammenbrud, der bliver skubbet på vej af Amagerbankens krak i 2011.
”Jeg føler, her er et skatkammer af fortællinger på Amager. Det var ikke fra starten noget bevidst valg. Jeg startede bare med at skrive om min opvækst, og så er jeg blevet her,” smiler Morten Pape og skrår over Kastrupvej til Sundby Kirkegårds anden afdeling for at lede efter Grethe Ingmann, hvis livshistorie har fået en parentes med i tredje bind af hans Amager-trilogi.
En graver i sort hættebluse, refleksgule bukser og cykelbriller tager hovedtelefonerne, der er forbundet med en smaragdgrøn iPod Shuffle, ud af ørerne og giver sit bud på, hvor Ingmann, der blev født Clemmensen, og som er nedlagt i en fællesgrav, kan være:
”Helt ned i bunden til højre. Der, hvor der engang lå et springvand.”
Busktræet på græsplænen på det anviste sted ligner ganske rigtigt det på Morten Papes telefonskærm.
”Bingo!”
SOM 20-ÅRIG flyttede Morten Pape ud af Urbanplanen og sammen med en kæreste på Østerbro i København.
”Jeg blev en del af en anden verden, hvor man tænkte livet i muligheder i stedet for begrænsninger,” siger Morten Pape, der dog forblev et ’eksotisk dyr’, som han selv formulerer det, da han begyndte på film- og medievidenskab på KUA, Københavns Universitets Amager-afdeling, der ikke ligger langt fra Urbanplanen, men hvor de kulturelle afstande hurtigt viste sig.
”Jeg var den eneste på min årgang på studiet, der kom fra sådan et miljø, og der blev kigget underligt på mig, hvis jeg foreslog, at vi skulle have raclette til nytårsmiddagen, når de andre ville have torsk – eller sushi.”
Efter sin bachelor i film- og medievidenskab tog Morten Pape en uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16. Med fuld fart forsøgte han at lægge afstand til stedet, han kom fra, men identitet er ikke sådan at løbe fra, og han føler først, at han fik styr på sin fortid, da han begyndte at dykke tilbage i den. Det begyndte med en kronik i Politiken om at vokse op i et ghettolignende område som Urbanplanen. Siden hen flyttede han ind i en tom lejlighed i Urbanplanen for at skrive sin debutroman.
”Det var meget kliché. Method Writing. Men det var skrækkeligt. Jeg havde en kæmpe tom lejlighed med en oppustelig seng. Ingen gardiner. Det ekkoede i hele lejligheden, når jeg tastede på min computer,” siger Morten Pape og tænder en smøg på en bænk på Sundby Kirkegård.
Efter fire måneders arbejdsraseri havde han skrevet bogen færdig, og undervejs var han også kommet af med vreden over kortene, skæbnen havde tildelt ham, og endt med at genfinde en kærlighed til sit ophav.
Til gengæld var der elementer i Urbanplanen, der havde svært ved at tilgive Morten Pape for at have sværtet området offentligt til med sine beskrivelser.
”Jeg kunne se på de sociale medier og høre i krogene, at nogle tog afstand til mig. Primært de ældre, Urban Hansen-fansene, der har boet der siden 70’erne, og hvis identitet er rodfæstet i at bo i det her socialdemokratiske prestigebyggeri. De følte, jeg trådte på deres lokale stolthed. Men vi er ikke samme generation, og de har ikke set, hvad jeg har set.”
Morten Pape har dog også hørt fra pålidelig kilde, at hans bog var en faktor, der var medvirkende til, at Københavns Kommune kastede et tocifret millionbeløb efter et kvarterløft, der indebar ny belysning og andre tryghedsskabende initiativer samt 280 nye træer, en ny skaterpark, træningsfaciliteter, rutsjebaner og nyttehaver.
DA HANS DEBUTROMAN lå klar fra tryk, foreslog forlaget, at han signerede nogle eksemplarer til boghandlerne. Så en dag gik han ind i Bog & Idé i Amager Centret, hvor han selv hang ud som barn. Ekspedienten kiggede næsten misbilligende på ham, da han fortalte, at han havde skrevet den her bog om Urbanplanen, og at han gerne ville forære hende nogle eksemplarer.
”’Det behøver du ikke. Der skal mere til for at imponere os,’ sagde hun. Jeg måtte gå igen uden at have skrevet i en eneste bog,” griner Morten Pape, mens en krage skræpper i fyrretræet ovenover.
Han mener, det uhøjtidelige er kendetegnende for Amager. Der hersker blandt de indfødte øboere en bagvendt lokalpatriotisme, en stolthed over ikke at være noget særligt.
”Det at komme fra Amager bliver brugt som en forklaring på eller en undskyldning for alt. Hvis du kan fikse en bilmotor, er det, fordi din far er mekaniker, og du er fra Amager. Hvis du ikke kan Pythagoras’ læresætning, så er det, fordi du er fra Amager,” siger forfatteren, der finder selvironien charmerende, men også problematisk, hvis den afholder folk fra at ændre deres virkelighed, når den trænger.
”Måske er det en kompenseringsstrategi. Det kan være en måde at holde fast i noget autentisk i et område, der er under forandring. Men det kan også godt ende med at blive et selvopholdt stigma.”
MORTEN PAPE HAR SOLGT filmrettighederne til ’Planen’, og for tiden arbejder han på manuskriptet. En dag drømmer han om også at skrive en romantrilogi om Amagers fjernere historie. I hvert fald ét af bindene skal handle om hollænderbønderne, der kom til Danmark i 1521 på foranledning af Christian II og moderen til hans hollandske elskerinde for at blive hofleverandører af frugt og grønt.
”Men jeg føler mig stadig lidt for ung og kasketklædt til at skrive historiske romaner,” griner han og begiver sig mod villalejligheden, som han lejer på en stille sidevej til Kastrupvej. Han har fundet hjem.
”Amager er det bedste sted i byen at bo. Vi har plads. Og ro. Alle mine venner fra film- og litteraturmiljøerne bor på Nørrebro og Vesterbro, så dem render jeg ikke ind i her. Vi har sammensatte boligområder. Vi har en strand. Vi har en lufthavn. I princippet kunne vi godt kappe broerne til resten af København og klare os selv herude.”
Vaskeægte Amager-stemning på Prinsesse Christines vej.
PÅ HAABET BODEGA er quizzen forbi, de rigtige svar er blevet råbt op, klassementet er blevet bekendtgjort, og rundtom i det vinrøde lokale giver alle sig selv en inkluderende hånd. Lige bortset fra ved vinderbordet, hvor fire midaldrende mænd begejstringsløst tager imod resultatet og venter på, at aftenens vinpræmie skal materialisere sig, så de kan komme hjem. Alle vidste, at det ville blive dem – det hedder sig, at gruppen består af tidligere ’Jeopardy’-hajer, der krydser rundt i det københavnske quizfarvand og sluger deres modstandere som småfisk. Men som Claus siger:
”Ingen af dem bor på Amager.”
Det gør til gengæld Vibeke, kvinden med kniplingsblusen og guldsokkerne. Hun flyttede fra Mors til Amager, da hun begyndte at læse historie, fordi det var dér, universitetet lå, og hun bor her stadig i dag, syv år senere, hvor hun er færdiguddannet og har fået arbejde i ledelsessekretariatet samme sted.
”Det var lidt tilfældigt, at jeg kom til at bo på Amager, det var det, jeg havde råd til. I dag er der ikke noget andet sted, jeg vil bo. Jeg var skrevet op til en andel i en trendy del af Nørrebro, men afslog, da jeg fik muligheden for at købe. Når jeg færdes på Nørrebro og i de andre brokvarterer, kan jeg mærke, jeg hurtigt bliver selvbevidst. Her på Amager føler jeg ikke, jeg er nødt til at have det smarteste tøj på. Men jeg kan godt tage et par guldstrømper på, hvis jeg har lyst til det. Det bliver jeg ikke udskammet for. Her kan jeg bare være,” siger den unge historiker.
I dag bor hun i en lejlighed på Holmbladsgade, hvor imposante etageejendomme med irrede spir fra 1900-tallets begyndelse brydes med betonbyggerier, og hvor du både kan drikke mikrobryg og få på munden, finde pastaretter og pushere. Området har været igennem et omsiggribende kvarterløft, og selvom gaden gør sig uheldigt bemærket i de seneste 25 års voldsstatistik, føler Vibeke sig ikke utryg.
”Man ved godt, hvem hinanden er. Vi smiler, når vi passerer hinanden på gaden. Det er fordelen ved landsbystemningen heromkring.”
DE FLESTE QUIZDELTAGERE er dampet ud i den kølige aften. En tilbageværende kerne har samlet sig omkring Vibekes bord. Claus ankommer med en runde citrusfrugtige Gin Gimlets, og Vibeke deler ud af cigaretterne. Set gennem rusens klare, gyldne lys bliver man enige om, at der er plads til alle på Haabet. Skål!
Snakken går om fremtidsdrømme, og Vibeke kommer ind på udsigten til familie.
”Ja, så ser vi dig ikke hernede igen. Du finder da ikke en fyr, der gider passe på ungen, mens du er væk hjemmefra,” snerrer Claus pludselig. Sætningen bliver hængende og markerer overgangen fra overrislet overmod til fulde frustrationer. Vibekes veninde i den blomstrede kjole renser luften:
”Du skal holde mund, Claus, hvis du ikke har noget sødt at sige.”
Claus mumler noget uforståeligt og dukker sig lidt, men bliver hængende og stirrer frem for sig som en hund, der har fået et rap over snuden, mens resten af bordet pligtskyldigt forsøger at holde liv i samtalen, indtil bartenderen slukker lysene og beder de sidste om at gå hjem.
Ude på Amagerbrogade skinner gadelygterne mat i den regnvåde vejbane. Stemningen er opgivende, som en forsmag på tømmermændene. Øjnene er trætte, men Vibeke finder et skævt smil frem:
”Det var da også en slags aften.”
AMAGERBANENS FREMTID kender man ikke endnu. Med Borgerrepræsentationens fredningsønske fra sidste år står en eller anden form for bevaring nok på menuen. Amagerbanens Venner og Amager Øst Lokaludvalg drømmer om et besøgscenter og en remise. Måske en bemandet trafiklegeplads med åbent for dræsine- og skinnecykling hver dag, året rundt. DSB Ejendomme kunne godt tænke sig, at i hvert fald noget af arealet bliver bebygget med boliger. Haveforeningen ved Amagerbanen vil gerne blive liggende. Virksomheden Grand Circus Hotel har budt ind med en idé om en overnatningsmulighed i cirkusvogne af genbrugsmaterialer.
På den solrige støttefest-eftermiddag har Sebastian Klein taget opstilling med en mikrofon foran et plankeværk med sin fars venlige ansigt, en naturtro hommage til kulturpersonagen i sølvgrå spraymaling. Det er præcis 10-årsdagen for farens død, og Sebastian Klein benytter lejligheden til at fortælle en anekdote fra sine barndomsår i murermestervillaen i Sundby, som illustrerer, hvorfor steder som Amagerbanens tilgroede terræn er værd at gemme på, selvom de måske ikke ser ud af meget:
Når Jesper Klein ikke hamrede i skrivemaskinen, tog han af og til en pause på kontoret og satte en obskur vhs på. Sebastian Klein husker engang, han kom op og spurgte ham, hvad han så.
”Nåh, bare noget gammelt lort.”
”Hvorfor ser du det så?”
”Fordi det er noget dejligt, gammelt lort.”
