Indlæg

Andreas Kobs Laursen troede, han skulle på universitetet. Men suppe, steg og glade gæster tændte en ny og stærkere flamme bag forklædet. En kulinarisk opstigning og flere års fokuseret tallerkenarbejde senere oplevede han i marts sit gyldne øjeblik, da han blev Nordens bedste tjener. Så hvad drømmer det 28-årige konkurrencemenneske om nu?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Treetop Restauranten

DA DEN SIDSTE tallerken var taget af bordet, måtte Andreas Kobs Laursen vente et par timer på dommernes afgørelse. Det var umuligt at stå stille, så han pacede rastløst rundt i Messecenter Herning, hvor han to dage forinden var blevet kåret til Danmarks bedste tjener, og hvor det nu, efter endnu en lang dag med discipliner som flambering, blindsmagning, vinsammensætning, borddækning og osteservering, snart skulle vise sig, om han også ville snuppe titlen som Nordens bedste.

”Jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde præsteret stabilt godt hele dagen. Jeg var stolt af min indsats. Alligevel var jeg i tvivl. Jeg havde ikke rigtig haft tid til at holde øje med, hvordan mine modstandere gjorde det. Og måske havde jeg ikke været præcis nok i min ostetranchering, hvor jeg skulle dele en brie i syv præcis lige store stykker,” siger Andreas Kobs Laursen, der til daglig er restaurantchef på Treetop Restauranten i Vejle.

Ventetiden fordrev han blandt andet med at pakke bilen, hilse på familien og kæresten, der var kommet for at bakke op om ham, og få sig en kop kaffe og en sludder hos Treetops kaffeleverandør, som også var i Messecenter Herning til Foodexpo, Danmarks største fødevaremesse.

Endelig var tiden inde, og de fem konkurrencedeltagere blev kaldt op på scenen til kåringen af ’Best Nordic Waiter’ 2024. Dommerne startede fra bunden, og til sidst manglede de kun at nævne Andreas Kobs Laursen og hans norske fagfælle Mathias Thoresen, som er restaurantchef og sommelier hos Oslo Militære Samfunds Selskapslokaler.

”Jeg havde en fornemmelse af, at det skulle afgøres mellem os to,” siger Andreas Kobs Laursen:

”Da de råbte hans navn op på andenpladsen … allerede dér begyndte jeg at tude. Jeg tror aldrig, jeg har sunget nationalmelodien så falsk.”

Andreas agerer stand-in for den svenske tjener ved de nordiske mesterskaber 2022. Foto: Privat

MANDEN I RUMMET

Andreas Kobs Laursen, 28 år.

Fra Salling.

Tjeneruddannet fra Hotel Pinenhus og Restaurant Domestic.

Har arbejdet på  restauranten Under i Lindesnes i Norge og Lyst i Vejle.

Siden 2023 restaurantchef på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel ved Vejle.

FORLØSNINGEN KOM OVEN på måneders hård træning og efter flere år med blikket stift rettet mod det danske og det nordiske tjenermesterskab. Men det var ikke en barnedrøm, der blev indfriet, da de to pokaler blev løftet, og tårerne fik lov at løbe. Som sportsglad ung sallingbo overvejede han at blive fysioterapeut eller, måske endnu hellere, studere idræt på universitetet, da den tekniske studenterhue kom på. Men efter at have taget tilløb gennem en tur i Livgarden følte han sig som 21-årig stadig ikke klar til at parkere fødderne på en læsesal, og i stedet spurgte han på Pinenhus, limfjordshotellet i Glyngøre, hvor han plejede at tjene sine sparepenge, om ikke han kunne få lov at komme i lære som tjener.

”Jeg syntes, det var sjovt at betjene gæster, og jeg tænkte, at et svendebrev som tjener ville jeg altid kunne bruge. Også hvis jeg senere skulle søge ind på universitetet – så ville jeg da i hvert fald kunne finde et godt studiejob.”

I løbet af læretiden voksede han dog stadig mere sammen med tjeneridentiteten. Og da han et års tid senere sammen med de andre tjenerelever fra Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg hjalp til backstage i Messecenter Herning, mens deltagerne i ’Årets Tjener’ konkurrerede på præcision, udstråling og vinkundskaber, blev der sat ekstra blus under ambitionerne.

”’Dét skal blive mig en dag,’ sagde jeg til en af de andre elever,” fortæller Andreas Kobs Laursen. Særligt indtryk gjorde vinderen, Karina Grand Kannegaard, der repræsenterede Fredericia-restauranten Ti Trin Ned.

”Det var fascinerende at se hendes måde at arbejde og føre sig på. Alt, hun gjorde, var perfekt og klinisk, men samtidig personligt. Det var ikke stift. Der var en aura omkring hende. Det er tydeligt at se på tjenere, hvem der er anspændte, og hvem der slapper af. Det kan du se i de bløde skuldre, smilet og glæden ved at være i rummet.”  

På Mors til TjenerBattle 2022. Foto: Privat

SKOLEOPHOLDET I SILKEBORG udvidede horisonten for den unge tjenerelev, der delte nysgerrighed og præstationslyst med mange af sine medstuderende. 

”Vi var en gruppe, der nørdede og læste og blev grebet af alt det, vi lærte på skolen: Hvordan man laver ost. Hvordan man udskærer en okse. Hvordan jordbundsforhold gør sig gældende, når man producerer vin. Alle den slags ting, som en tjener skal vide.” 

De praktiske fag bekræftede ham samtidig i, at han havde håndelag og timing, og han begyndte at spekulere på, om han skulle kigge sig omkring efter en anden læreplads på en højere gastronomisk hylde end limfjordshotellet, som han skulle tilbage til efter hovedforløbet på skolen:

”Pinenhus er et fantastisk sted. Og meget klassisk. Suppe, steg, is, kunne man kalde det. Jeg ville gerne noget mere.”

Da han så, at Domestic i Aarhus med en stjerne i Michelin-guiden søgte en tjenerelev, spurgte han sin mor, hvad hun tænkte. ”Ring til dem!” lød svaret. Det med at flytte til Aarhus skulle de nok finde ud af, og da jobsamtalen gik godt, blev han hyret.

GULDDRENGE

I marts blev Andreas Kobs Laursen både ’Årets Tjener 2024’ og ’Nordic Waiter’ under fødevaremessen Foodexpo i Messecenter Herning.

Sideløbende blev Treetop Restaurantens køkkenchef Bjarke Jeppesen ’Årets Kok’, mens Magnus Lund Hansen fra samme køkken blev ’Årets Kokkeelev’.

”Det var en omvæltning af den anden verden at arbejde med fine dining,” siger Andreas Kobs Laursen, der under vingen på Domestics restaurantchef og medstifter Christian Neve øvede sig i at udføre sit arbejde på én gang kompetent og behageligt. 

”Jeg kiggede på Christian og iagttog, hvordan han interagerede med gæsterne. På den måde lærte jeg, hvordan man navigerer i, hvor meget gæsterne vil have, at du fylder. Og hvordan du skruer op og ned for det. Nogle gæster vil gerne have den helt store pakke, andre er mere henholdende, måske er det første gang, de prøver at spise på det niveau. Det er spændende at tage dem i hånden og give dem en god aften. I dag kan jeg allerede efter de indledende snacks og champagnen mærke, hvad gæsterne vil have og ikke vil have.”

Som restaurantchef på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel ved Vejle Fjord er det nu Andreas Kobs Laursen, der ansætter tjenerelever og forsøger at få dem til at skinne igennem uden at ryste på hånden, når de skænker op og serverer for gæsterne.

”Vi har altid en ret på menuen, der skal trancheres ved bordet. Det er et klassisk håndværk, der er næsten forsvundet, men som jeg er helt vild med. Man fortæller lidt, lægger lidt kød på tallerkenen, fortæller lidt mere, hælder sauce over. Eleverne kan godt være lidt nervøse de første par gange. Jeg siger til dem: ’Gør det igen og igen. Og øv det også derhjemme med din mor.’”

Hver aften briefes tjenerstaben om sidste nyt fra køkkenet, og inden restauranten åbner, og det hele går løs, fyrer Andreas Kobs Laursen en enkelt pumpende club banger af over anlægget, Martin Garrix’ ’Animals’ for eksempel.

”Det må gerne være et rigtigt smadrenummer. Det skal være noget, der skaber energi og god stemning.”

En yngre Andreas på toppen i Val Thorens. Foto: Privat

I 2023 BLEV Andreas Kobs Laursen hentet til Treetop Restauranten, da den nytiltrådte køkkenchef Bjarke Jeppesen pegede på ham til stillingen. Siden har de to kørt parløb.

”I mine tidligere ansættelser er jeg trådt ind i en allerede eksisterende model. Med min seneste titel har jeg fået lov til også at sætte mit eget præg,” siger restaurantchefen, der blandt andet har indført, at tjenerne brygger kaffen foran gæsterne, og har gjort det til en regel at hyggesludre ved samme lejlighed:

”Gæsterne er mætte og i godt humør. I har efterhånden været sammen i 4-5 timer. De har siddet og kigget på dig og ved en del om dig. Du skal huske også at spørge til dem. Det tager ingen tid at finde ud af, hvor mange børn de har, om de er fra Vestjylland eller København, om de er murere eller revisorer, og om de selv kan lide at lave mad fra bunden.”

Hvad med tjenervittigheder, er det noget, du møder eller benytter?

”Du tænker på fluer i suppen, det kniver med gaflerne og den slags? Nej, ikke rigtigt, men jeg kan sagtens tage gas på gæsterne og grine med dem. Nogle gange er det en dum joke, som ’det sagde hun også i går’, der gør det. Andre elsker måske at cykle, og så anbefaler jeg en vin, der er dyrket tæt på et Tour de France-bjerg. Det kommer bare til mig i situationen.”

Og hvad er fremtidsdrømmen? 

”At vinde to mesterskaber på tre dage føltes faktisk lidt underligt. Hvad skal jeg nu stile efter? På det personlige plan vil jeg gerne i bedre form og cykle mere, det har jeg ikke fået passet. På det professionelle plan skal restauranten have en Michelin-stjerne. Det lyder som en kliché, det siger alle jo. Men det er også det, Bjarke og jeg er ansat til. Restauranten har været højt profileret i mange år, uden at stjernen er kommet i hus. Vi føler lige nu, at vi er på rette vej, og stamgæsterne siger, at niveauet aldrig har været højere. På det private plan er min kæreste konkurrencekok. Hun har holdt sig i baggrunden en tid. Hvis hun vil, er det hendes tur nu.”

”Jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland,” siger Inuuteq Storch, der skal repræsentere Danmark ved årets biennale i Venedig. Han har boet i København og New York og udstillet fra Finland til Colombia. Men han vender altid tilbage til Sisimiut, hvor luften er frisk, og havet myldrer af mad.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Inuuteq Storch

MIN OPVÆKST VAR en meget normal grønlandsk opvækst. Jeg var meget sammen med min familie, min far er konditor og har sit eget bageri, og min mor er fysioterapeut. Vi tilbragte meget tid i naturen med at sejle, fiske og jage. Stå på snowboard og køre snescooter. Første gang jeg prøvede at skyde med et gevær, var jeg ni år gammel, det er også helt normalt i Grønland. Vi stammer jo fra en fangerkultur. Jeg skød ikke noget den dag, skulle bare lære, hvordan det fungerer, og mærke kraften i våbnet. 

Jeg går stadig på jagt af og til. Jeg jager rensdyr, sæl, alk, rype. Alt, der smager godt – alle grønlændere har en kæmpe fryser, og mine forældre har to. Ellers fisker jeg, det er meget nemmere lige at finde en halv time til halvanden og sætte mig i min båd og sejle lidt væk. Det kan alle, jeg kender, godt lide. Når man kommer lidt på afstand af byen, bliver det hele renere. 

Jeg havde mange forskellige ideer om, hvad jeg skulle lave, når jeg blev stor. Den ene dag tænkte jeg, at jeg skulle være cykelrytter og køre Tour de France. Den anden ville jeg være professionel snowboarder eller fodboldspiller. Da jeg blev større og mere realistisk, tænkte jeg på pilot eller ingeniør.

NÅR VI SKULLE på ferie, tog vi som regel til Diskobugten og besøgte familie og venner. Det er et fantastisk sted. Mega­­flot, især om sommeren, når havet er helt stille, og du kan se himlen i dets spejl. Der er isbjerge, sæler, hvaler, rejer, helleflyndere. Det er der, alle drømme starter, og virkeligheden slutter. Nogle siger, at det er verdens udkant, jeg siger, at det er verdens centrum. 

Men et år tænkte min mor: ”Nu bliver vi nødt til at tage til Europa.Ellers tror vores børn ikke, der eksisterer andet end Sisimiut og Diskobugten.” Så vi tog til Danmark og besøgte de sædvanlige turistattraktioner. Strøget og Tivoli. Indkøbscentre. 

Min mor tog familiebilleder, da jeg var barn, og min far havde taget billeder som ung og havde et Nikon-kamera med dobbelt linse liggende, som jeg ikke måtte lege med. Det skabte en fascination. Da jeg begyndte på HTX, overtalte en af mine venner mig til at købe hans kamera billigt, fordi der var en ridse i sensoren. Så der kom en sort stribe i de første mange af mine billeder, inden jeg fik lært at redigere dem i Photoshop.

TIDSBILLEDER

Venedig-biennalen er en slags kunstens verdensudstilling, der vender tilbage hvert andet år, dels med en samlet udstilling, dels med 30 nationale pavilloner. Den første biennale blev afholdt i 1895. I år er de udstillende kunstnere repræsentanter for en oprindelig befolkningsgruppe eller en minoritet.

Åben 20. april – 24. november.

HVER DAG I tre år tog jeg billeder af mine venner, af hverdagen. I 2009 præsenterede jeg mit arbejde for lederen af et kulturhus i Sisimiut, og hun sagde ja til at lave en udstilling med mig. Jeg brugte hele min børneopsparing på at få printet billederne i Vester Kopi i København og få dem sendt op til Sisimiut. Jeg klæbede dem selv op på pap, det var ikke dem alle sammen, der fik en lige kant. Der kom mange mennesker til ferniseringen, rigtig mange af mine venner, og byens dj spillede. Det var fedt. Bagefter nævnte lederen af kulturhuset en dansk fotouddannelse, Fatamorgana i København. Jeg søgte ind og blev optaget. 

Jeg havde meget at udforske, da jeg flyttede til København. Jeg var vild med restauranterne med asiatisk mad, og jeg badede i havnen, så tit jeg kunne komme til det. Jeg var også meget begejstret for de friske agurker og al frugten. Men jeg savnede ordentlig fisk. 

Den største forskel på danskere og grønlændere er måske måden, man er sammen på, og jeg havde svært ved at være med i samtalerne, da jeg kom til København. Det er, som om man i Danmark kæmper om at være den talende. I Grønland venter vi, til folk er færdige med at tale. Jeg syntes, det var enormt svært at finde hullet i samtalen, og havde det sådan lidt: ”Hvor er jeg, hvem er jeg?”

I begyndelsen var jeg meget tilbageholdende på skolen. Vi har jo nærmest ingen fotografikultur i Grønland, så når vi blev bedt om at tale om vores egne fotos, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare god til at lave billeder, men jeg vidste ikke hvorfor og hvordan. Det var vel bare et naturligt instinkt.

På Fatamorgana blev jeg bedre til at udtrykke mine følelser gennem fotografiet. Og jeg lærte, hvor vigtigt fotografiet er for samfundet. Da jeg tog hjem, følte jeg, at jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland. ”Hvis ikke jeg tager det ansvar, hvem gør så?” tænkte jeg. 

DA JEG KOM hjem, var det, som om Nasaasaaq, bjergtoppen bag Sisimiut og byens kendetegn, var større, end den plejede at være. Efter nogle måneder var den normal højde igen. Det var en målestok for, hvor meget hjemve jeg havde haft. 

Jeg lavede et par fotoudstillinger og gav mig til at samle materiale til en dag at lave en fotobog. Jeg søgte ind på ICP, International Center of Photography, en fotouddannelse i New York, som jeg var blevet anbefalet på Fatamorgana. Samtidig søgte jeg ind som elektronikingeniør i Aarhus – fotografi findes jo nærmest ikke som karrierevej – og blev optaget. Men da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i New York og havde fået uddannelsesstøtte til at tage med, droppede jeg Aarhus. Jeg ville se verden.

Uddannelsen på ICP var meget metodisk. Hvordan printer jeg, hvordan planlægger jeg min arbejdsproces? Hvordan fungerer forskellige redigeringsprogrammer? Jeg blev mere struktureret. Samtidig fik jeg venner fra alle mulige lande. Kina, Japan, Colombia, Brasilien. Jeg spiste virkelig god mad. Jeg hørte en masse musik og så en masse udstillinger. 

TRE BILLEDBØGER

’Porcelain Souls’

En samling af billeder, som Inuuteq Storchs forældre tog fra slut-60’erne til start-80’erne. Storch har garneret dem med breve fra forældrenes korrespondance mellem Aarhus og Sisimiut. Udgivet 2018 på forlaget Konnotation.  

’Keepers of the Ocean’

Inuuteq Storchs portræt af sin hjemby, Sisimiut: ”Jo mere tid jeg er hjemmefra, desto bedre forstår jeg, at det, vi har derhjemme, er noget særligt. Intimiteten, vi har, er skabt af naturen, som omgiver os, barsk og ærlig. Vejret styrer alting, og naturen giver os alt, vi behøver.” Udgivet 2022 på Disko Bay.

’Necromancer’

Projektet startede, da Inuuteq Storch begyndte at læse om åndemagere, og hvordan mennesker og ånder kan hjælpe hinanden. I bogen forsøger han at undersøge forbindelsen til det åndelige – og hvilke følelser sådan en undersøgelse kan vække. Udgivet 2024 på Marrow.

NEW YORK ER en vild, crazy by fuld af liv og ekstreme personligheder. Det er spændende for en fotograf, og da jeg flyttede derover, troede jeg, at jeg ville blive boende i mange år. Men efter noget tid tænkte jeg, at mine fotografier ville blive pænt ligegyldige, hvis jeg blev der. Byen var fuld af fotografer – og mange, der var bedre end mig. Hvorfor skulle jeg være med i det race? Hvis jeg tager hjem, kan jeg arbejde dybt inde fra mit eget dna, tænkte jeg. 

Så tog jeg hjem. Ah, at trække vejret i den friske luft igen! Jeg gik ud i naturen for at opleve stilheden, men al New Yorks larm var stadig inde i hovedet på mig. Kun gradvist kom jeg af med larmen. I New York er der udrykninger hvert 10. minut. Og rotter og kakerlakker og lugtende skraldespande. Da jeg først kom derover, var jeg så imponeret af alting, at jeg ikke kunne lugte det. Men da jeg tog hjem i påskeferien, vaskede min mor alt det tøj, jeg havde med – som jeg lige havde vasket til rejsen. Hun kunne lugte, at det ikke var rigtig rent. 

I 2018 UDGAV jeg min første fotobog, en samling af min fars og mors ungdomsbilleder og brevene, de sendte til hinanden, mens hun en overgang boede i Aarhus. Jeg blev sindssygt glad, da jeg fik støtte til bogen.

Jeg er god til billeder, men ikke specielt god til at læse tekster. Måske hænger det sammen med, at det grønlandske sprog er så billedbaseret og funktionelt. Et bjerg får navn efter sin form, mens øjne er ’dem, man ser med’, tæer er ’dem, man kommer ind med’, og fugle er ’dem, der flyver’. Men fotobøger, dem læser jeg, som andre læser bøger.

Min seneste bog hedder ’Necromancer’ og er lavet ud fra et ønske om at genetablere kontakten til den spirituelle verden. Ideen opstod under corona, hvor der var en stemning af, at verden var lige ved at gå under. Hvad gør vi nu, lille du?  

TÆNK, HVIS VI havde kontakt til nogen, der kunne rådgive os, tænkte jeg. I gamle dage havde inuitterne jo åndemaneren og en tæt forbindelse til åndernes verden, men med koloniseringen mistede vi den. Vi har for eksempel hjælpeånden Toornaarsuk, der plejede at være vigtig, men i dag bare er et udbrud. Som at sige ’for satan’ på dansk. Jeg har Toornaarsuk tatoveret på armen i Kârale Andreassens streg. Han er en af Grønlands vigtigste kunstnere og blev født i 1800-tallet som søn af en åndemaner. 

Og hvordan fotograferer man så det åndelige? Det er et godt spørgsmål. Jeg mener godt, man kan lave fotografier, der indikerer tilstedeværet – eller fraværet – af spiritualitet. I en genstand, et landskab, en person.

Sidste år blev jeg kontaktet af Statens Kunstfond, der sagde, at de havde mig i tankerne til biennalen i Venedig i 2024: ”Vil du ikke komme til København og fortælle os lidt om dine værker?” Der var en slags fremlæggelse med kaffe og croissant. Jeg vidste, at der var flere kandidater, og jeg tænkte ikke, at jeg ville blive valgt, men de sagde ret hurtigt, at de var trygge ved mig. ”Du kan selvfølgelig godt sige nej, hvis du ikke har lyst,” sagde de.  

”Fuck,” tænkte jeg. Jeg kunne se, at det var et stort ansvar. For stort. Jeg kunne også se, at jeg ikke kunne sige nej. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være den første nogensinde. Og jeg ville gå glip af en gylden mulighed. Jeg græd så meget, da jeg kom tilbage til hotellet. 

BILLEDMAGER

Inuuteq Storch. 35 år. Kunstfotograf.

Har studeret på fotoskolen Fatamorgana i København og International Center of Photography i New York.

Har lavet fem fotobøger og medvirket på en række udstillinger i blandt andet Danmark, Canada, Finland, USA,
Colombia og Dubai.

Bor i Sisimiut i Vestgrønland.

JEG MÅ IKKE sige så meget om, hvordan udstillingen bliver, men jeg kan love, at det kommer til at se godt ud. Det handler mest om Grønland og grønlandsk kultur.

Efterhånden har jeg fået rejst en del. Og der er mange gode billeder at tage rundt­omkring i verden. Men jeg gør det mest for min egen fornøjelse. Som en souvenir. Jeg kender jo ikke de steder og de mennesker. 

Jeg synes, man kan se, om en fotograf har brugt sine dage sammen med dem, han fotograferer. Om han har spist sammen med dem, gået på fangst med dem, været en del af deres dagligliv, eller om han bare har været på besøg. Ægtheden opstår, når man bruger tid på at blive en del af det samfund, man skildrer.

Jeg har dog to bogprojekter i tankerne, som ikke er fra Grønland. Et fra København, et andet fra Brasilien. Det sidste er fra en rejse sammen med en fotograf, der hedder Igor Morales, som jeg blev bedste venner med i New York. Han sagde: ”Kom, lad os besøge min hjemby, São Paulo.”

På samme tur skulle vi også besøge hans forældre i en anden by. En lillebitte by, sagde han. Jeg forestillede mig en bygd med 50 mennesker, men der var 90.000, hæ hæ! Det er jo flere end i hele mit hjemland. Men jeg er glad for de billeder, jeg tog dér. Jeg ved ikke hvorfor, det har jeg ikke undersøgt endnu.

Vi har samlet marts' bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Ann Jørgensen/VisitNordsjælland

RET SÅ ROYALT

Mærk det historiske vingesus bag den nye danske konge, og tag til Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor tronskiftet markeres med portrætter af dronning Margrethe – blandt andet Andy Warhols silketrykportræt samt andre portrætter, malerier og tegninger. Gå også en tur i slotsparken, og tag et kig ind i slotskirken, hvor de danske konger under enevælden blev kronet og salvet. Samlet er området, der er bygget af Christian IV, Nordens største renæssanceanlæg. 

Udstillingen vises til 21. april. Se mere på dnm.dk eller visitnordsjaelland.dk 

Magritte med mere i Odense. Her ’Den glade giver’, 1966. Foto: Brandts.dk

ER DU HELT BELGISK?

Belgien har måske problemer med at finde et nationalt fællesskab, men belgisk kunst, kultur, gastronomi og billedkunst har i snart 200 år sat sit klare præg på landet – og udlandet. Tag selv på en opdagelsesrejse til landet og tilbage i tiden, og kast et blik på en lang række både ældre og nutidige mesterværker i udstillingen ’Belgisk kunst – Fra Boch til Magritte’ på Kunstmuseum Brandts i Odense. Udstillingen er åben til 1. september.

Se mere på brandts.dk

Foto: Nordeafonden.dk

VI MALER BYEN GRØN

De danske byer har brug for grønne åndehuller, og et sådant er opstået mellem kontorer, industribygninger og en busvendeplads på Islands Brygge i København. Grunden lå i mange år brak, men en lokal gruppe søgte penge fra Nordea-fonden, og nu er de knap 1.000 forladte kvadratmeter omdannet til et grønt fællesskab. Har du selv lyst til at skabe noget lignende – hvor som helst i landet – kan du søge Nordea-fonden, der har åbnet en ny ’Her gror vi’-pulje med 75 millioner kroner. Deadline er 16. april. 

Se mere på nordeafonden.dk 

Foto: KØN – Gender Museum Denmark

EN KØN UDVIKLING

Klimakrisen er over os, under os, foran os, og hvad filen gør vi? I Aarhus sætter Gender Museum Denmark med særudstillingen ’How Dare You – Køn, kamp og klimakrise’ fokus på problemet og stiller spørgsmålet: Er mænd værre end kvinder? Ja, mænd udleder statistisk set mere CO2 end kvinder. Men måske er der flere sider af sagen? Oplev selv udstillingen, der viser sammenhængen mellem kønsnormer, kønnede hverdagspraksisser og klimapåvirkning.

Vises til december 2024. Se mere på konmuseum.dk  

Foto: Gl. Holtegaard, Iselin Forslund Toubro

TAG MED PÅ VALSEN

Oplev blandt andet Asta August og Rosalinde Mynster i Iselin Forslund Toubros første solo-udstilling på Gl. Holtegaard. Filmværket følger en kvinde, hvis søn i 1600-tallet drager i krig og senere mødes med en række nutidige navere på valsen. Først er der ren idyl. Den varer selvfølgelig ikke ved. Vises fra 8. marts til 12. maj. 

Se mere på glholtegaard.dk

På skinnerejsen mod en grønnere fremtid håber DSB – i samarbejde med en række aktører – at vinde ikke blot guldmedalje, men platin i bæredygtige værksteder. Bliv klogere på DSB’s nye grønne værksted ved Aarhus, der er seedet til den eksklusive placering.
Tekst:Esben VestergaardIllustration:Rasmus Buhl

SPOR, STØRRE, STØRST

1. Værkstedet koster cirka 2,3 milliarder at etablere.

2. Første spadestik blev taget i sommeren 2023.

3. Det samlede areal for værkstedsområdet er cirka 300.000 m2 – det samme som 42 fodboldbaner. 

4.  Bygningsarealet dækker 18.000 m2.

5. Otte spor inde i værkstedet vil have plads til et togsæt i hvert spor.

6. I alt er der knap ni kilometer elektrificerede spor på området.

EIN GANZ BESONDERES STEMPEL 

DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er oprindeligt en tysk godkendelse, men DGNB er i dag en verdens-anerkendt certificering af byggerier, bygninger og byområders bæredygtighedstiltag, som i Danmark udstedes og udvikles af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Det er muligt at opnå tre certificeringer inden for DGNB: sølv, guld og platin. DSB’s nye værksted i Aarhus har en målsætning om at opnå platin som det første af sin slags i Danmark. Nye DSB-værksteder i København og Næstved forventes at opnå guldcertificering.

I første omgang er værkstedet ved Aarhus – kaldet ARL – præcertificeret til platin. Det forventes, at værkstedet opnår platin-certificering, når det står færdigt.

GRØNT LYS FOR ENDEN AF TUNNELEN 

I forbindelse med anlægsarbejdet skal 350.000 m3 jord flyttes – det svarer til cirka 10 gange Amager Strandpark. Overskudsjorden bruges til jordvolde omkring værkstedet, så veje og miljø ikke bliver belastet af trafik til bortskaffelse.

Solceller på tage og overdækkede parkeringsarealer vil dække op til 40 procent af værkstedets energiforbrug, og  hver femte parkeringsplads er med el-ladere til biler.

Såkaldt begrønning (beplantning) af facader sker til gavn for biodiversiteten. Grønne sedumtage vil opfange regnvand og aflaste behovet for bortledning af overfladevand. Dermed fremmes levevilkår for insekter og fugle, som kan bidrage til øget biodiversitet.

FUNKTIONSDYGTIG FREMTID 

1. Værkstedet skal servicere og vedligeholde fremtidens eltog (IC5).

2. Værkstedet har kapacitet til at vedligeholde 80 togsæt om ugen.

3. Separat bygning til hjul-afdrejning samt parkerings-, klargørings- og forsyningsfaciliteter.

4. 62 medarbejdere forventes tilknyttet værkstedet pr. holdskifte.

5. Værkstedet er ifølge planen klar til brug i 2026.

Kilder: Nye Grønne Værksteder DSB og Rådet for Bæredygtigt Byggeri 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ALEXANDER SZIGETHY 
34 år, tennistræner, Helsingør Station

Jeg er på vej på arbejde i Hørsholm-Rungsted Tennisklub. Jeg spillede selv elitetennis som ung, men da jeg var 16, døde min morfar, som også var min coach, og jeg havde ikke lyst til at røre ketsjeren igen.

Siden blev jeg produktionsteknolog og arbejdede med maskinoptimering og planlægning for forskellige virksomheder, en glasfabrik blandt andet. Det var et udmærket job, men i det lange løb lidt travlt og ikke så vellønnet.

Under corona sagde min kæreste en dag: ”Hvad skal vi lave?” Jeg foreslog, at vi gik ned og spillede tennis. Alle slagene sad stadig på rygraden, og bagefter foreslog hun, at jeg søgte arbejde som tennistræner. Jeg spurgte i min barndomsklub, og de gav mig et job med det samme. I dag træner jeg alle mellem seks og 80 år. Det er det, jeg vil resten af mit liv.

For et par år siden fik jeg kræft, blev opereret i øret og mistede synet på mit ene øje. Det betyder ikke så meget for tennissen. Jeg tror næsten, jeg kunne spille med lukkede øjne.

Og efternavnet? Ja, min søster hedder Amalie og er kendt fra tv.

__________________________________

ANNA LINDING RYDENG 
20 år, kulturmedarbejder, Kokkedal Station

Mine venner kalder mig ’Ding-Deng’. På grund af efternavnet. 

Jeg er på vej til Hel­sing­ør, hvor jeg arbejder på Toldkammeret. Det er en slags kulturhus med særligt fokus på unge, og jeg laver en podcast sammen med en god veninde. Vi kalder den ’Dagligstuen’. 

I dag skal vi snakke om sabbatår. Er det en blindgyde eller noget, man kan bruge til noget? Jeg blev selv student i sommer, er i gang med mit eget sabbatår – og næsten lige kommet hjem fra en Interrail-tur til Italien, Frankrig og Tyskland. Det sted, der gjorde størst indtryk, var nok Firenze – en meget smuk by med lækker mad. 

Ifølge Mette Frederiksen er det vigtigt at arbejde – mindre vigtigt, om man føler arbejdslyst, åbenbart. Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg har svært ved at se mig selv i noget, jeg ikke synes er sjovt. Jeg drømmer om at lave teater eller underholdning. Søge ind på Scenekunstskolen eller DR Talentholdet. Ellers kan man vel altid blive journalist.

__________________________________

SOPHIE SIMPSON
52 år, yogainstruktør, Humlebæk Station

Jeg bor i Philadelphia og er i Danmark for at besøge min ældste datter, der studerer folkesundhed og er på udveksling i København. I dag har jeg været en tur på Louisiana alene. Jeg så udstillingen om Pussy Riot. Der var videoer, håndskrevne ting og kunstværker. Det var meget multimedie. I det hele taget var det en smuk dag at besøge Louisiana. Min far er billedhugger, og jeg elsker Giacometti, så jeg nød virkelig at gå tur i skulpturparken.

Derhjemme arbejder jeg som yogainstruktør. Som ung var jeg dan­ser og boede i New York, men på et tidspunkt fik jeg lyst til at lave noget mere spirituelt og blev oplært instruktør på et yogastudie, der hed ­Laughing Lotus. Nu har jeg været instruktør i 20 år.

Jeg hygger mig i København og har stadig et par dage tilbage i byen. Jeg vil gerne en tur op i Vor Frelsers Kirkes tårn og se byen fra oven. Men jeg får nok svært ved at lokke min mand med. Han har højdeskræk. 

Hvornår er et billede i mål, og hvornår mangler de allersidste strøg? Martin Bigum har øvet sig på vurderingen i over 30 år. Nu har tålmodigheden kastet et nyt værk af sig: en debutroman, der igennem syv år har holdt maleren til tasterne, og som både er et psykologisk drama og dén moderne danske kunsthistorie, som 57-årige Bigum gik og savnede.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Søren Solkær

PRØV AT TRÆDE herop engang,” siger Martin Bigum og peger på en skammel. 

Skribenten tager imod invitationen og kigger gennem et glughul ud over skifertagene på Frederiksberg Allé. Igennem regn og dis kan man skimte Zootårnet og Frederiksberg Rådhus. Seks etager længere nede brummer formiddagstrafikken, men i tårnværelset er virkeligheden på behagelig afstand. Hver en hylde, hver en krog vrimler med legetøjsfigurer, nips og andre samleobjekter fra populærkulturens verden. Ét sted stirrer en Darth Vader-maske sammenbidt ud i luften. Et andet sted smiler Rascar Capac, inkamumien fra Tintin, sit diabolske smil. Et tredje ser en amerikansk fodbold let forundret ud over at have fået en fjerprydelse på sit æggehoved.

Martin Bigum fandt lidt tilfældigt det ottekantede tårnværelse, da han for 11 år siden ledte på nettet efter et atelier. 

”Jeg kunne næsten ikke fatte det. Jeg har virkelig gjort et kup,” siger han.

Og det var ikke kun udsigten og dets lysthus-agtige bræddehygge, han faldt for – eller at han bor et frisbeekast fra arbejdspladsen – men især det lys, som vinduerne kaster ind fra alle otte sider, også når himlen er grå.

”Det er dagslys, én til én. Og det er perfekt, når man skal male.”

Martin Bigum slår ud mod væggene og tre af sine nyeste værker. Mandshøje malerier fulde af farver og ekstatisk lys: en ung kvinde med kappe og parasol, en vital yngling med blond surferhår og bar overkrop og en kubistisk komposition, der tilsammen danner omridset af en aldrende maler. 16 malerier om året bliver det til, når han er mest effektiv, fortæller Martin Bigum, der har en dobbeltradet cremehvid malerkittel over habitjakken og silkeslipset. Der er kolleger, der er mere produktive, men sådan er nu engang hans tempo og temperament, hans perfektionisme. For eksempel er det ikke altid et nemt sted at være, når et værk er omkring 95 procent færdigt. For hvor længe skal man blive ved, og hvornår bør man lægge penslen? Efterhånden sidder erkendelsen ikke i hjernen, knap nok i hånden.

”Man kan altid blive ved. Altid gøre noget anderledes. Der er altid detaljer, man kan diskutere,” siger Martin Bigum og peger på nogle grønlige og violette skygger ved den friske unge mands ribben. 

”Men de her billeder sagde det selv. At de var, som de skulle være. Der skulle ikke gøres mere ved dem.”

MARTIN BIGUM VOKSEDE op i Brøndby Strand og elskede tegneserier – som mange andre drenge født i 60’erne. Han lærte sig selv at tegne og begyndte som 15-årig at freelance for den danske redaktion af Mad Magazine. Efter seks år med faste bestillinger på vittighedstegninger til det satiriske seriemagasin begyndte han dog at længes efter videre rammer, og efter et par års tilløb indkøbte han i 1989 professionelt malergrej og gav sig i kast med lærrederne. Inspirationskilderne var mangfoldige, fra modernistiske ikoner som Picasso, Matisse og Hopper til en næsten samtidig landsmand som Michael Kvium. Han var i hvert fald sikker på, at han ville lave noget med smæk på.

”Som dreng var jeg vidne til opførelsen af Brøndby Strand-planens brutale beton og så, hvordan blokkene fortrængte stedets hyggelige landsbypræg. Jeg havde allerede dengang en klar fornemmelse af, at man havde gennemtrumfet noget uigennemtænkt, noget umenneskeligt. Jeg tror, det er derfor, at jeg, da jeg senere begyndte at male, var sikker på, at jeg ville lave noget med masser af farver, gerne så store billeder som muligt.”

Året efter indsendte han tre malerier til Charlottenborgs censurerede forårsudstilling og fik alle tre antaget. Et par år senere skabte han sin kutteklædte mandsling Art – en tegneserieversion af manden med leen og en humoristisk personificering af den kunst, som samtidens postmoderne filosoffer erklærede for død. Men Art levede i bedste velgående og blev en gennemgående karakter på Martin Bigums lærreder, der fik stadig større eksponering på danske udstillinger og museer, som 90’erne skred frem. 

I dag, mere end tre årtier og en håndfuld maleriske stilspring senere, hænger Martin Bigum på de største museer herhjemme, på samlinger i Sverige, Frankrig og Schweiz samt hos private kunstelskere i Japan, Europa og USA. Og der er fortsat en støt efterspørgsel efter de billeder, som maleren tålmodigt frembringer i atelieret.

”Er der noget, jeg har lært gennem årene, så er det, at man har brug for stamina. Der er tider, der er med én, der er tider, der er mod én. Men jeg ved, at hånden tegner, når jeg sætter den til papiret. Jeg ved, at den connecter med farverne, når jeg giver mig til at blande maling op. Jeg ved, at jeg kan stå inde for mig selv. Og det er nok den stamina, der har sat mig i stand til at skrive en roman,” siger Martin Bigum, der har brugt halvanden time fem dage om ugen de sidste godt syv år på romanen ’Hovedværk’, der udkom dette efterår.

FOR OTTE ÅR SIDEN så Martin Bigum for sit indre blik en gammel mand, der stod foran en allé af forskellige rulletrapper. 

”Vildt billede, tænkte jeg. Det må være en aldrende kunstner, som ser tilbage på sit livsværk!”

Martin Bigum prøvede at skitsere visionen på papir og overvejede, om den skulle blive til et maleri, men syntes, at der lå noget mere i det. Ikke bare et øjebliksbillede, men en bred og dyb fortælling.

Rulletrappens potentiale fascinerede ham. 

”Der er så mange perspektiver i den. Så meget symbolik. Den er en moderne bekvemmelighed, der skal gøre det lettere for mennesker at blive transporteret med alt deres habengut. Du kan komme op. Du kan komme ned. Vi skal nok hjælpe dig. Men du må selv finde ud af, hvilken etage du skal af på,” siger Martin Bigum, der en morgen tog computeren med på kaffebaren lidt længere nede ad Frederiksberg Allé og oplevede, at historien nærmest skrev sig selv, lige så snart han satte fingrene til tasterne. 

Derefter sad han på cafeen hver morgen mellem halv otte og ni, inden han skulle i atelieret for at male. Omtrent halvanden side blev det til om dagen. Martin Bigum udgav tre digtsamlinger, inden poe­ten i ham løb tør i 2006. Siden har han drømt om at skrive en roman med episk schwung, og han har taget tilløb med mere end en håndfuld ufærdige manuskripter. Ingen af gangene kunne fortællingen rive ham selv med, og projekterne endte i skuffen. Men med ’Hovedværk’ var der fra starten et helt andet flow.

Bogen handler om den fiktive kunstner Wilhelm Riels, der er berømt for sine naturtro og finurlige rulletrappeskulpturer. Riels, der er blevet 70, står over for sin store retrospektive udstilling på noget, der kunne være Statens Museum for Kunst. Nu skal alle rulletrapperne én gang for alle udstilles i samme sal, og fra dette udgangspunkt kigger han tilbage på sit liv.

Drengen Wilhelm vokser op i efterkrigstiden med en mor, der er en talentfuld maler – mere end en glad amatør. Men hun bliver holdt nede og gemt væk af Wilhelms rige advokatfar, der skammer sig over sin malende kone, mens han selv mænger sig med avantgarden og køber deres værker. Forholdets fernis er tynd, og Wilhelm lider som iagttager under sine ulykkelige forældre – en central, tragisk scene finder sted på Magasins rulletrapper.

Som ung mand i 60’erne bliver Wilhelm selv skulptør og en del af en radikal spydspids. Da 80’ernes unge vilde kunstner­generation kommer bragende, formår han med hjælp fra en ung assistent at gøre sig selv relevant igen. Op til den retrospektive udstilling sidder han stadig på samtidskunstens trone, men indeni er han en ødelagt mand, der aldrig har fået bearbejdet sin barndom, og kunstnerisk er han gået i stå.

”Nu drømmer han om at genfinde sin ungdoms vrede, nyfigenhed og aktion. Men han er viklet ind i det, der har lavet benspænd for ham i livet,” siger Martin Bigum, der begyndte at interessere sig for den mentale bagages betydning for kunsten, da han i 2009 blev fast deltager i DR K’s ’Kunstquiz’.

”Jeg fandt ud af, hvor fantastisk det var at kunne sige en masse ting om kunstværker, som ikke var blevet sagt før. Jeg opdagede dog, at kunstneres traumer kunne man ikke tale om. Hvis vi fik præsenteret et værk, kunne jeg nævne årstal og titel og overflyve en generations vilkår, og hvad der adskilte denne kunstner fra sine samtidige. Men at sige ting som: ’Han så jo faktisk i en ung alder sin ven skyde sig selv lige foran næsen af ham. Det var derfor, han kom til at male sådan’ – det var der ikke plads til.”

OMRIDS

Martin Bigum, født 1966. Opvokset i Brøndby Strand.

Tegner og maler. Har deltaget i 82 udsendelser af ’Kunstquiz’ på DR K.

Har skrevet tre digtsamlinger, den selvbiografiske ’Min personlige kunsthistorie’ og en række essays i danske aviser.

Romandebuterede i efteråret med ’Hovedværk’.

Udstiller på Willumsens Museum i Frederikssund til februar.

EN ANDEN DRIVKRAFT, der holdt ham til tasterne, var ambitionen om at skabe troværdige tidsbilleder. Bigum håbede på at skrive noget, der lige så godt kunne have været den kunsthistorie over den moderne danske kunstverden, som han selv gik og savnede, blot med den fodnote, at alle kunstnerne og kunstnersammenslutningerne er opdigtede.

”Det har været spændende at lave et langt fiskelinetræk på tværs af bogen: fra sen-40’ernes kunstscene med fattige, dårligt klædte kunstnere med en grov jargon, op gennem 60’ernes blussende ungdomsbevidsthed til en indcirkling af de unge vilde i 80’erne,” siger Martin Bigum, der både har trukket på fotoresearch, på sin generelle kunsthistoriske viden og på sine egne iagttagelser fra kunstverdenen og fra København i almindelighed.

”Lige fra jeg var helt ung, har jeg gået og observeret byen og samlet på steder og miljøer og tænkt, at det her kommer du til at kunne bruge en dag, hvis du sætter det sammen på en rigtig kløgtig måde. Sagt i al ydmyghed ved jeg, at der ikke var så mange af mine andre kolleger, der kunne have skrevet eller ville have haft lyst til at skrive den her bog.”

Skriveprocessen har dog ikke udelukkende været letflydende. I perioder har Martin Bigum oplevet ugers tørke. Andre faser har været præget af møjsommelig omskrivning. 

”At skrive en roman er ligesom at skabe et stort tog. En togstamme af kapitler, man skal kunne gå igennem som læser, hvor der nok er blafrende døre og gardiner, der rammer dig i ansigtet undervejs, men hvis du går støt og roligt gennem toget, vil du se, du er på rette vej. Jeg vil sige, at det til tider har været et vildløbent tog. Det har været et stort arbejde at få det til at ankomme til Hovedbanegården til sidst,” griner Martin Bigum, der cirka syv år efter første anslag sendte sit manuskript til forlaget Turbine og fik en glædelig nyhed retur. Redaktøren var begejstret og syntes, han havde begået en fængslende og formfuldendt historie. En roman-roman, kaldte han den.

”Det er vildt at debutere som romanforfatter i en alder af 57, når man så længe har gået med den drøm,” siger Martin Bigum. 

Udenfor hvisler bilernes dæk mod regnvåd asfalt. Hverdagen kører videre. Vi runder interviewet af, Martin Bigum har nok at give sig i kast med. Der er malerier, der skal males. Og så er han gået i gang med at skrive en ny roman. 

En tur mellem København og Aarhus forløber enkelt og komfortabelt for de fleste. Men bag kulisserne knokler folk for, at du når frem til tiden uden gnidninger. Tag med på en tænkt InterCityLyn-togtur mellem landets to største byer, og læs, hvordan rejsen ser ud fra maskinrummet.
Tekst:Esben VestergaardIllustration:Rasmus Buhl

1. KLAPPET AF I KASTRUP

På klargøringscentret i Kastrup inspicerer stationsbetjente og håndværkere toget på skift. Eksempelvis kontrolleres bremseklodser og olie. Et togsæt, som skal på værksted i Aarhus, mangler, så klargøringspersonalet har allerede aftalt med driftscentret, at det monteres på Københavns Hovedbanegård.

2. HAST PÅ HOVEDBANEN

På Hovedbanegården bliver det manglende togsæt tilkoblet og sikkerhedstjekket. Tjekket skal foretages inden for syv minutter, så der ikke bliver forsinkelse. Højttalerinformation og perronmanager underretter kunderne for at sikre sig, at alle kan finde deres plads, inden der fløjtes til afgang.

3. BAGU’ I O’ENSE

Ved ankomsten til Odense bliver det første togsæt afkoblet, da den bagerste vogn skal videre mod Esbjerg. En signalfejl skaber dog otte minutters forsinkelse.

4. JYLLANDS NAVLE

Toget bliver endnu en gang opdelt i Fredericia, så et togsæt fortsætter mod Sønderborg, mens de resterende to togsæt fortsætter mod Aarhus og Aalborg. Togføreren informerer de rejsende over højttaleren, så alle er underrettet. Lokomotivføreren har indhentet tre minutter.

5. INTET TREKANTS-DRAMA

Alt kører på skinner igennem Vejle, Horsens og Skanderborg. Lokomotivføreren indhenter de resterende fem minutter.

6. STÅ AF I SMILETS BY

Aarhus er sidste stop på rejsen for det ene togsæt, som tømmes for mennesker. Togføreren sørger for, at alle døre undtagen én lukker 30 sekunder før afgang. Nye rejsende kan komme med det andet og sidste togsæt, som fortsætter mod Aalborg.

7. I SENG PÅ SONNESGADE

Togsættet, der bliver i Aarhus, ruller lige så stille ind på værkstedet på Sonnesgade, hvor håndværkere står klar til at gennemgå det for eventuelle fejl og mangler.

Kilde: Thomas Edelmann, sektionsleder, driftsledelsen DSB

Børneægteskaber, uddannelse i krigsområder, fattigdom, hævnporno og mobning. Det er nogle af de ting, Red Barnet og generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen arbejder med – og mod.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Bubandt

UNDER DET VELKENDTE og verdenskendte røde logo af et barn med armene i vejret sidder generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen på Red Barnets hovedkontor ved Søerne i København med en kop te og forberedte noter. Da hun bliver spurgt om, hvad drivkraften var bag hendes rejse fra Christiansborg til Red Barnet, ligger svaret parat: ”Jeg kunne ikke komme i tanke om en bedre sag at kæmpe for, end at børn skal have det godt, både ude i verden og herhjemme. På Christiansborg skaber man også forandring, men man er længere væk.” 

Som eksempel nævner hun, at Red Barnet blandt andet har været med til at sikre en særlig grooming-paragraf, der i højere grad skal beskytte børn på nettet, ligesom de har været med til at stramme den såkaldte underviserparagraf, der sikrer, at børn på skoler eller institutioner ikke kan have medansvar for en seksuel relation til en lærer. 

”Det var en kæmpe sejr. Det er en stærk kombination både at være der for børnene konkret og arbejde for at ændre lovgivningen,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der knytter næverne, når hun taler om organisationens mærkesager.

”Jeg bruger en masse tid på at sætte børns rettigheder på dagsordenen, både i medierne og på Christiansborg. Men jeg er også administrerende direktør, så jeg bruger også tid på implementering af IT-systemer, drift og på at sørge for, at Red Barnet er et rart sted at gå på arbejde.”

JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN

38 år, generalsekretær i Red Barnet. Forhenværende folketingsmedlem og politisk ordfører for Enhedslisten. Blev valgt ind i Folketinget første gang som 23-årig og sad på Christiansborg i 12 år. I 2019 forlod hun politik på grund af Enhedslistens rota­tionsprincip.

I DANMARK ER der 50.000 børn, der lever i fattigdom. Typisk lever børnene i familier, der også slås med psykisk sårbarhed, ensomhed og ringe eller meget lidt tilknytning til arbejdsmarkedet. Forældrene har i mange tilfælde ikke råd til at lade børnene have et aktivt fritidsliv – det koster både kontingent, fodboldstøvler og penge til bussen. Forskning fra blandt andet VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser, at en opvækst i fattigdom både på kort og lang sigt øger risikoen for mistrivsel, fysisk og psykisk sygdom, dårligere tilknytning til uddannelse og senere arbejde for børnene.

Red Barnet har to hovedspor, der handler om at hjælpe børn i Danmark. 

”Noget af det, der kendetegner en barndom i fattigdom, er følelsen af at være udenfor. Ikke at have det samme tøj, ikke at have været på sommerferie. Vi har flere end 2.000 frivillige, der hver dag arbejder på at få de her børn ind i fællesskaber,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der fortæller, at et af initiativerne er organisationens årlige ferielejre, der findes 50 steder i landet, hvor omkring 1.200 børn og forældre hvert år får en sommerferieoplevelse. 

”Det er børn, der ellers ville have kigget ind i væggen i lejligheden eller på YouTube en hel sommerferie, som pludselig også får noget at fortælle om i klassen.”  

Det andet spor for Red Barnets danske indsats handler om ekspertarbejde. For eksempel er de med til at undervise politiet i børns brug af sociale medier og grooming, og sammen med Mary Fonden har de antimobbeprogrammet Fri For Mobberi, der er til stede på mere end halvdelen af landets daginstitutioner, og som arbejder aktivt med at skabe trivsel. Og så er der SletDet Rådgivningen – en psykologisk førstehjælp over telefonen til børn og unge, der er kommet i klemme på nettet og eksempelvis er blevet afpresset til at dele nøgenbilleder. 

”Børnene tænker ofte i den slags sager, at de selv har gjort noget forkert, at deres forældre bliver sure på dem, eller at forældrene vil tage deres telefon fra dem. Vores rådgivere hjælper med at få taget en snak med forældrene,” siger Johanne Schmidt-Nielsen og understreger, at man som barn ikke selv kan eller skal håndtere en situation, hvor barnet for eksempel udsættes for seksuel eller økonomisk afpresning.

Johanne Schmidt-Nielsen i den syriske Zaatari-flygtningelejren i marts 2020, hvor Red Barnet arbejder med at styrke børnenes mentale trivsel og udvikling. Foto: Ulrik Jantzen

RED BARNET TAGER sig ikke kun af danske anliggender, men er en del af den verdensomspændende organisation Save the Children. Johanne Schmidt-Nielsen bruger derfor meget af sin tid på at holde møder med andre generalsekretærer rundtom i verden – blandt andet om hvor, hvornår og hvordan de skal sætte ind. 

”Der er jo et langt større behov, end der er ressourcer. Det er vanvittigt svære prioriteringer, der foretages, når man sidder med krig, fattigdom og børneægteskaber. Vi prøver at bruge vores ressourcer sammen så effektivt som muligt, men desværre er verden gået i den forkerte retning de seneste år. Der er flere børn, der ikke går i skole, der er flere børn, som er i risiko for børneægteskaber, eller som bliver rekrutteret til at være med i en væbnet konflikt. Tidligere var nødhjælp noget med nogle mennesker i røde veste, der rejste til udsatte områder, afleverede noget mad og tøj eller byggede en skole og smuttede igen. I dag er det største fokus at have et tæt samarbejde med lokale organisationer,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, der – blandt andre steder – har besøgt en klinik for underernærede børn og spædbørn i Somaliland på Afrikas Horn, hvor krig og klimaforandringer har medført hungersnød.  

”Normalt er lydniveauet højt, når man kommer ind på et sted, hvor der er mange børn. Men da jeg kom ind på vores klinik for underernærede børn og spædbørn, var der helt stille. De havde ikke energi til at græde. Og det er jo helt ubærligt. Jeg bliver selvfølgelig påvirket af det, og heldigvis for det. Hvis man en dag ikke længere bliver påvirket af at se børn i livsfare, skal man få et andet job,” siger generalsekretæren, der samtidig påpeger, at selvom man måske tror, at frivillighed er en særlig dansk ting, er det ikke sådan: ”I Somaliland går der eksempelvis frivillige unge kvinder rundt fra hytte til hytte, hvor de banker på og måler babyernes overarme for at tjekke, om de har behov for behandling.”

RED BARNET 

Danmarks største børnerettighedsorganisation. Blev stiftet i 1945. En del af Save the Children, som er til stede i 120 lande verden over. Arbejder ud fra principperne i FN’s Børnekonvention. Red Barnet har flere end 2.000 frivillige i hele landet, der arbejder for at give børn en mere tryg barndom gennem sommerlejre, naturoplevelser og lokale fællesskaber. Organisationen samarbejder blandt andre også med politiet for at klæde betjente bedre på til at arbejde med børn og unge.

VERDEN HÆNGER SAMMEN, det ved de fleste. Sultkatastrofen på Afrikas Horn bliver eksempelvis lige nu forstærket af krigen i Ukraine. Klimakrisen har skabt tørke, mens krigen har gjort det endnu sværere at skaffe blandt andet mel, fordi Ukraine er en stor hvedeproducent. Herhjemme er der inflation. El-priserne er steget, og det er blevet dyrere at gå i supermarkedet, men Red Barnet har ikke mærket et fald i den støtte, som danskerne sender mod organisationen, siger generalsekretæren:  

”Jeg tror, vi alle sammen har fået en større forståelse for, hvad det vil sige at være på flugt. Det er jo bare lettere at forholde sig til, når det er i vores baghave. Det er ret rørende. Vi mærker alle sammen de stigende energi- og fødevarerpriser, og vi ved også, at hvis vi kan mærke det, så kan de fattigste i Danmark og verden mærke det rigtig meget.”

Københavns Hovedbanegård åbnede 1. december 1911 og bruges i dag dagligt af mere end 100.000 passagerer. I myldretiden når de færreste nok at bemærke arkitekturen og de detaljer, der gemmer sig på stationen. Opdag nogle af hemmelighederne her.
Tekst og foto:Laura Offerlin Larsen

MEJSLET I STEN

Arkitekten bag Københavns Hovedbanegård er Heinrich Wenck og skulle du være i tvivl om, hvordan han så ud, så frygt ej. Over murstensbuen længst til højre ved hovedindgangen hænger et portræt af ham i sandsten (herunder). Over tre af de øvrige buer får Heinrich Wenck selskab af portrætter af generaldirektør Charles Ambt, jernbaneingeniør C.F.S. Ernst og tilsynsførende arkitekt Einar Ambt.

PORTAL TIL FORTIDEN

På perronen mellem spor 5 og 6 kan man på en af granitsøjlerne finde en plade med årstallet 2008 på. Bag pladen gemmer sig en tidskapsel, der blev anbragt i forbindelse med renovering af hovedbanegården i 2004-08. I tidskapslen ligger en avis fra renoveringstiden, et møntsæt og en rulle, hvor samtlige håndværkere, der var involveret i renoveringen, er nævnt.

ANSIGT TIL ANSIGT

Mellem de to buer med portrætterne af Heinrich Wenck og Charles Ambt står seks granitsøjler, der bærer søjlegangen. Hver søjle er udsmykket med fire ansigter, og ingen af de i alt 24 ansigter er ens. Ansigterne er udført af kunstneren Jens Lund, og deres forskellige udseende skal symbolisere mangfoldigheden i befolkningen.

STENANSIGT

Skjult mellem dørene til Banegårdspladsen gemmer sig et lille ansigt i teglsten. Det er lavet af en murer i 60’erne, som havde plejet og passet bygningen og ville sætte sit aftryk til eftertiden. Da han gik på pension, fortalte han efter sigende andre, at han havde gemt ansigtet et sted på hovedbanegården.

SOM VINDEN BLÆSER

Tager man sig tid til at kigge op, når man kommer ind ad hovedindgangen, finder man en vindrose i midten af loftet. Den ligner til forveksling et kompas, men modsat et kompas peger vindrosen ikke altid mod nord. Den er direkte forbundet til vejrhanen, der sidder på toppen af hovedbanegården. Pilen i vindrosen peger derfor i den retning, vinden blæser.

Det startede med en solid studentereksamen og en god håndfuld omveje. 61-årige Pia Thaning blev udlært som murer, indtil hun ved et tilfælde fandt sit kald og blev uddannet læge.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Hvidovre Hospital, privat

FORAN PLAKATER af det respiratoriske system og forskellig slags inhalationsmedicin sidder overlæge Pia Thaning på sit kontor på lungeafdelingen på Amager Hospital og taler tydeligt med behagelig lægelig autoritet. Øjnene gnistrer som en svejsemaskine, fulde af indlevelse, mens hun giver et resumé af sin utraditionelle vej ind i lægegerningen: 

”Hele min barndom og ungdom ville jeg være jordemoder. Det var jeg fast tunet ind på. Og det var jeg faktisk helt indtil ugen før, jeg blev student. Jeg fik en enormt god studentereksamen, så det var ikke engang, fordi det var urealistisk. Jeg ved ikke, hvad der skete i den uge, men jeg tænkte i hvert fald, at der var så mange andre ting, man kunne lave.” 

Det var i begyndelsen af 80’erne, og dengang nød Pia Thaning godt af, at der ikke var noget, der hed fremdriftsreform eller SU-klip. Fra hun fik den rød-hvide studenterhue på hovedet, og indtil hun fyldte 25, arbejdede hun som hjemmehjælper, som pædagogmedhjælper i en vuggestue og som fabriksarbejder på en elektronikfabrik i Vanløse, hvor hun sad og spolede modstand med kobbertråd. Men midt i tyverne fik Pia Thaning pludselig mulighed for at bygge sit eget hus – hun bor der stadigvæk i dag – på en grund i Have­foreningen Frederikshøj i Københavns Sydhavn. 

”Min uddannelsesrejse har været sådan, at jeg helt Pippi Langstrømpe-klassisk bare er hoppet ud i nogle ting. Og jeg kan ikke huske, hvorfor i alverden jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne finde ud af at bygge mit eget hus. Men det tænkte jeg i hvert fald. Jeg havde ikke nogen penge, så det gik meget på at klunse materialer og finde ud af det derfra,” siger Pia Thaning, der i den proces opdagede, hvor sjovt det var at arbejde med hænderne. Huset blev færdigt, og den unge kvinde gik i murerlære.  

”Jeg ville lige teste det. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være håndværker hele livet, men jeg syntes, at det var virkelig sjovt at være i, og jeg ville rigtig gerne lære,” siger Pia Thaning, der i sin tid som murer både var med til at lægge klinkegulv på Rigshospitalet og politistationen i Karlslunde. I dag nyder hun at tage en tur ned ad murstenenes memory lane, når hun kører gennem byen og ser de steder, ”hvor hun har gået”. Vendingerne fra byggepladsen ligger stadigvæk lunt i mundhulen, og når man spørger Pia Thaning, hvad det fedeste var ved at være murer, falder svaret prompte: ”Det var den der power af at kunne selv. At stå med ideen om, at nu vil jeg gerne lave et badeværelse. Og så gøre det. Det var enormt tilfredsstillende.” 

LUNGELÆGENS FULDE KRAFT 

Pia Thaning, 61 år, ledende overlæge i Lungesektionen på Amager-Hvidovre Hospital, har skrevet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere, kandidat i medicin fra Københavns Universitet i 2003, speciallæge i lungemedicin 2015, tidligere udlært murer og har i øvrigt arbejdet som pædagogmedhjælper, hjemmehjælper og fabriksarbejder.

Der sættes sten på plads i Costa Rica.

PÅ FAGSKOLEN mødte Pia Thaning sin søns far, og de fik et ’murer-barn’ sammen – som i øvrigt aldrig har rørt et stykke værktøj – men graviditeten blev svær at forene med at stå på en pløjemark i Måløv hele dagen fra klokken seks om morgenen. Resten af graviditeten var Pia Thaning sygemeldt, og da hun fødte sin søn, fik hun på fødegangen – oven i sin nye titel som mor – en uddannelses-åbenbaring.  

”Da jeg fik mit barn, mødte jeg nogle enormt gode læger. Og pludselig stod det lysende klart for mig: ’Jeg skal være læge,’” siger Pia Thaning, der startede på medicinstudiet, da hendes søn var fyldt et år, og hun selv var 34. Og det var ikke et sekund for sent ifølge lungelægen.  

”Jeg var så glad for at være voksen og læse, for jeg var simpelthen så motiveret. Og det ved jeg, at jeg ikke havde været som 20-årig. Dengang havde jeg travlt med at udforske den her vidunderlige verden, der var foran mig. Men da jeg så startede på studiet, havde jeg trallende ture på cyklen hen til universitetet, fordi jeg skulle ind og høre en spændende forelæsning. Der kunne jeg godt se, at mine medstuderende, der var omkring 10 år yngre end mig, ikke havde det helt på samme måde, haha. De var ikke lige så læringssultne, som jeg var blevet,” siger Pia Thaning, der ikke bare brugte den erfaring, som levet liv havde givet hende, men også håndværksforståelsen, da hun skulle knække de medicinfaglige koder på skolebænken og ud og arbejde som læge i praksis. 

”Jeg havde erfaring fra flere andre brancher, så jeg vidste, at når jeg blev præsenteret for et nyt ord eller begreb i undervisningen, som jeg ikke kendte, så var det et ord, som almindelige voksne heller ikke kendte. Det ved man ikke, hvis man er 20 år og starter på et studium. Så tror man, at det bare er, fordi man selv ikke er stor nok endnu,” siger Pia Thaning. 

”Min forståelsesramme var også anderledes. Jeg puttede enormt meget af fysiologien ind i VVS-verdenen for eksempelvis at forstå, hvordan en rørføring i hjertet er. De begreber, jeg brugte til at lære at forstå, bruger jeg stadigvæk i dag, når jeg skal forklare ting til patienterne.”

På toppen af sommerhuset.

I LÆGEVERDENEN VAR Pia Thaning også vidt omkring. Hun skrev blandt andet ph.d. om muskelfysiologi hos diabetikere og var under sin turnus – i dag kaldet KBU – forbi ortopædkirurgisk afsnit på Amager Hospital. Og der ville de rigtig gerne beholde hende. 

”Et eller andet sted var jeg jo stadigvæk håndværker, og meget af værktøjet er det samme inden for kirurgi. Tankegangen om, at hvis du skal have et klinkegulv til at blive pænt, så skal det være plant. Det vil sige, at hjørner og ender skal mødes, og sådan er det faktisk også at sætte et nyt knæ i,” siger Pia Thaning, der imidlertid afslog tilbuddet. For hun havde været håndværker, og nu var hun klar til noget nyt. Hun ville være mediciner, og da hun i løbet af sin turnus mødte lungepatienter, faldt det hele i hak. Pia Thaning fornemmede, at der var en del skyld og skam forbundet med at være lungepatient, fordi det i manges øjne ”jo er deres egen skyld”, hvis de har været rygere.  

”Jeg ville gerne møde dem fuldstændigt uden at dømme og uden løftede øjenbryn. Når der i dag sidder en patient over for mig, som kommer fra en byggeplads og har forskellige luftvejsproblemer, bilder jeg mig ind, at jeg ved lidt bedre end mine andre – ellers meget kompetente – kolleger, hvad der kan være af udfordringer ved at stå på en byggeplads og eksempelvis have astma. Det er ikke rart at skulle stå der og hvæse og sprutte. Det er nogle år siden, jeg selv har været der, men dengang var der i hvert fald ikke den store samtale om sygdom og mangel på fysisk formåen. Jeg håber, det er blevet bedre, men der har været en lille smule Tarzan-adfærd, og det kan være svært at være kroniker og skulle have de to verdener til at hænge sammen.” 

Pia Thaning kan stadig svinge et pudsebræt.

FRA SIT SKRIVEBORD med kuglepenne og plastik-modeller af luftrør slutter hun af med et par gode råd til de unge, der skal vælge uddannelse. De skal forsøge at søge bredt, for man ved aldrig, hvad man ender med at blive begejstret for. De skal ikke være bange for at få børn under uddannelsen, og så skal de prøve sig selv af, inden de ’forstener’ i en eller anden forestilling om, hvad de gerne vil være. Det prøver hun selv at efterleve. 

”Jeg kan stadigvæk blive begejstret, når jeg lærer om nye cellulære funktioner og sådan noget, ikke. Det holder aldrig op,” siger Pia Thaning, der heller ikke har lagt håndværks-glæden på hylden. Sommerhuset har lige fået en renovering af murer-lægen herself.

”Det er blevet pænt, for det er lige, som jeg gerne vil have det.”