Indlæg

Vi har samlet februars bedste kulturnyheder.
Tekst:Redaktionenfoto:

STJERNESTUNDER

I Christian IV’s gamle observationstårn på Købmagergade i København – også kaldet Rundetaarn – kan du på festivalen Kosmos komme tættere på den vintermørke himmel. Oplev blandt andet billeder af astrofotograf Jakob Arthur Andersen, talks med Anja C. Andersen og Frederik Dirks Gottlieb, astronomi-gastronomi, og hør et kosmisk kærlighedsevent og himmelsk jazz med duoen Bremer/McCoy.

Fra 7. februar til 21. marts. Se mere på rundetaarn.dk

Foto: PR

FLERE STJERNESTUNDER

Vinternætterne er ofte fyldt med spørgsmål fra de små om det store. Og fra de store om det endnu større. Tag dig selv, dine børn og din univers-undren med på Kunstmuseum Brandts i Odense, hvor du i sanseudstillingen ’Himmelspjæt & tankespring’ kan mærke det store kosmos – og pille, røre, klatre, udforske og lege på alle udstillingens elementer.

Udstillingen vises indtil 19. oktober. Se mere på brandts.dk

Foto: PR

BYRUMMELIG BEGEJSTRING

ARoS i Aarhus tryktester sammen med kunstneren Barbara Kruger det offentlige rum. På selve museet kan du på udstillingen ’Barbara Kruger – No Comment’ se den første soloudstilling i Skandinavien af Barbara Kruger, der med sine iøjnefaldende værker i 40 år har prydet bygninger, billboards, skolebusser og skateparker. Og udenfor i byen er to af Aarhus Letbanes tog på linje L2 mellem Odder og Lisbjergskolen/Lystrup forvandlet til kørende Kruger-kunst. 

Udstillingen vises indtil 21. april. Se mere på aros.dk

Foto: Kenneth Stjernegaard

KOLDING, KVINDER OG KJÆRGAARD

Er du til værker, der udfordrer fremstillingen af kvinder i kunsten, var det måske en idé at tage til Kolding og ind på Trapholt, der viser den hidtil største danske museumsudstilling af Mie Olise Kjærgaard, der er vild med vilde kvinder. ’Agile Aggressions’ hedder udstillingen, og voldsomme penselstrøg, en installation med et 275 m2 lærred, spejlgulv og kvinder, der står på skateboard, spiller rockmusik, rider på drager og løber hækkeløb i klipklapper, er blandt det, der venter dig.

’Agile Aggressions’ vises indtil 23. november. Se mere på trapholt.dk 

Foto: Ursula Bach

ISKOLD LYKKE

Februar nærmest læbedirrer på R’erne i månedens navn, men hvorfor ikke gå all in på kulden, smide tøjet og hoppe ud i det kolde vand? Vinterbadning er ikke kun for hårdføre havtasker, men ifølge forfatter Ursula Bach også for lykkesøgende humorister. I bogen ’Et selvkærligt frirum med vinterbadning’ guider hun dig og andre frossenpinde til at springe ud i gyset og finde den indre varme.

Udkommer i begyndelsen af marts på forlaget Tribune. 

Rikke Schmidt Kjærgaard havde fuld fart på karrieren, da skæbnen foretog et bagholdsangreb. Her fortæller hun om at lave Lego-modeller af molekyler, om at dø i en ambulance og om at give en ny generation appetit på videnskab.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lars Svankjær

PLUDSELIG BEGYNDTE JEG at fryse. Det var den slags kulde, der griber fat om knoglerne. Det var nytårsdag 2013, og jeg kunne ikke få varmen, selv ikke med flere lag af dyner omkring mig. I de tidlige nattetimer kom vagtlægen. Han sagde: ”Det er influenza, kontakt din egen læge i morgen.”

Næste morgen ringede min daværende mand til vores læge. Lægen havde tidligere arbejdet på infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus og fik med det samme mistanke om, at det ikke bare var influenza. 

Det lød som bakteriel meningitis, mente han. Ikke nogen særligt almindelig sygdom herhjemme, men den slår rigtig mange mennesker ihjel på verdensplan. Og det går enormt stærkt, når man bliver angrebet.  Lægen ringede efter en ambulance og skyndte sig hjem til os. Da han ankom, var jeg allerede gået i koma.

NATURFÆNOMEN

Rikke Schmidt Kjærgaard, 50 år. Født i Odense.

Ph.d. i videnskabsformidling fra Aarhus Universitet.

Medlem af Det Unge Akademi, et akademi for talentfulde forskere under Det Kgl. Danske Videnska-bernes Selskab 2012-17.

Grundlægger og direktør i Videnskabsklubben.

MIN FAR VAR smed, min mor havde ingen uddannelse. Jeg blev den første i min familie, der gik i gymnasiet. Vi var kun to i min klasse, der valgte gymnasiet efter 9. klasse. Min mor pressede lidt på, fordi hun ikke selv havde fået en uddannelse. Jeg fik en god matematiklærer og blev klar over, at jeg var supergod til matematik.

Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus for at læse matematik og matematikhistorie. Ved siden af studierne tegnede og malede jeg. På et tidspunkt tog jeg orlov for at gå på kunstskole, og da jeg vendte tilbage til universitetet, valgte jeg kunsthistorie som sidefag. Jeg skrev speciale om matematikken bag kunsten, det gyldne snit for eksempel, og sad og studerede italienske traktater fra 1600-tallet på originalsproget.

Jeg blev ansat på Steno Museet i Aarhus, et videnskabshistorisk museum, hvor jeg lavede udstillinger, blandt andet om nanoteknologi og om vand. Det havde ikke så meget med matematik at gøre, men jeg fandt ud af, at jeg elsker formidling. Ved siden af underviste jeg i videnskabsformidling, også på universitetsniveau. 

Jeg vendte tilbage til Aarhus Universitet for at lave en ph.d.-afhandling. Normalt bruger folk tre år på deres ph.d.-forløb. Men jeg havde nogle meritter på grund af den undervisning, jeg havde lavet, og klarede det på et år. Universitetet ansatte mig som administrator for et center, der forskede i cellepumper, og jeg begyndte at interessere mig rigtig meget for proteiner og proteinstrukturer. 

Året efter fik jeg et forskningsstipendie og blev postdoc på universitetet i Cambridge, hvor jeg kom til at arbejde under John Walker, som modtog nobelprisen i kemi i 1997. Han kunne godt tænke sig at prøve nogle nye formidlingsmetoder, så vi arrangerede en udstilling på Cambridge om ATPasen, et molekyle, der sørger for, at cellerne får den energi, de skal bruge for at opretholde livsprocesserne. 

I virkeligheden er det mikro-mikro-mikro-mikroskopisk lille, men vi fik blandt andet en kunstner til at male akvareller af det, vi fik en glasdesigner til at lave en skulptur af det, og en anden postdoc-ansat brugte tre måneder på at bygge en meterstor model af ATPasen i Lego-klodser, hvor alt passede med målestoksforholdene. Han sagde, det var nogle af de sjoveste måneder i hans arbejdsliv.

Efter Cambridge tog jeg til Harvard i Boston på et nyt stipendium, hvor jeg arbejdede med datavisualisering og var med til at afholde konferencer og skrive artikler til det videnskabelige tidsskrift Nature om formidling af data.  Jeg vendte hjem i 2012 og blev en del af Aarhus Institute of Advanced Studies på Aarhus Universitet. Vi var flere forskere fra forskellige institutter under humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og lægevidenskab, der arbejdede tværfagligt sammen. 

DRÆBER-BAKTERIER

Meningitis kan smitte via virus, parasitter, svampe eller bakterier. Bakteriel meningitis opfattes som den farligste variant og kan forvolde hjerneskade, lammelser, hjerneblødninger. Én ud af seks, der bliver inficeret med meningitis, dør af sygdommen. Én ud af fem lever videre med alvorlige men. Epidemier er mest hyppige i Afrika syd for Sahara. Symptomer inkluderer stivhed i nakken, feber og bevidsthedssvækkelse.

Kilder: WHO og Johns Hopkins Medicine

FRA JEG BEGYNDTE at fryse nytårsdag 2013, til jeg lå i koma, gik der 12 timer. Da vores læge ankom, gav han mig antibiotika intravenøst. Jeg var allerede begyndt at blive marmoreret af blodforgiftning. Jeg havde multiorgansvigt. Hundredvis af blodpropper i hele kroppen. En stor hjerneblødning bag panden. Jeg mærkede det heldigvis ikke, for jeg var helt væk. 

Da jeg kom ind i ambulancen, gik mit hjerte i stå. Der står i min journal, at det holdt op med at slå i 40 sekunder, inden jeg blev genoplivet af ambulancepersonalet. Jeg kom på intensiv afdeling, blev lagt i respirator, og børnene fik at vide, at de skulle komme og tage afsked med deres mor, fordi der var stor risiko for, at jeg ikke klarede den.

10 dage senere havde jeg det, man kalder et solnedgangsblik. Øjnene åbnede sig som en smal sprække, men uden noget liv bag. Når man har det, er det typisk tegn på svær hjerneskade. Alligevel begyndte jeg at vågne i de følgende dage. Meget, meget langsomt. 

Hver gang jeg vågnede, kunne jeg ikke huske, at jeg havde været vågen før, hvad jeg var blevet fortalt, eller hvor jeg var. Det beroligede mig, at min familie var der, men jeg kunne aldrig huske, at jeg havde set dem tidligere. Så jeg var bange, hver gang jeg vågnede.

Efter en uges tid begyndte jeg at genvinde hukommelsen. På grund af respiratoren kunne jeg ikke tale. Desuden var jeg låst i min egen krop. Jeg havde det, man kalder locked-in syndrome, og kunne overhovedet ikke røre mig. Jeg måtte kommunikere ved at blinke. Et blink for ja, to for nej. 

Efter to måneder vurderede lægerne, at jeg ikke var i livsfare længere, og jeg blev flyttet til et neurorehabiliteringscenter. Jeg skulle lære alt igen. At trække vejret, tale, synke, bevæge mig. Kommer jeg mon nogensinde til at kunne fungere som mor igen, tænkte jeg. Kommer jeg til at forske? På en optimisme-skala fra ét til 10 var jeg nok en toer. 

En dag kom en læge og en sygeplejerske, en ergoterapeut og en fysioterapeut ind til mig og satte sig i en halvcirkel omkring min kørestol. Jeg sad foroverbøjet og sammensunket, for jeg kunne ikke holde mit hoved selv. Lægen lagde sig på alle fire, drejede hovedet op mod mig og sagde: ”Hej Rikke. Hvad vil du gerne?” Jeg var blevet koblet fra respiratoren og havde i stedet fået en talestuds på halsen, så jeg faktisk kunne tale lidt. ”Gå,” sagde jeg. ”Så er det det, vi skal,” sagde lægen. 

Det var første gang, jeg følte mig set og hørt og ikke bare var en krop. ”Yes,” tænkte jeg. ”Nu er det fuld fart frem.” Tre måneder senere gik jeg ud fra rehabiliteringscenteret. Jeg havde fået mindre amputationer på ni fingre, og mit syn på venstre øje var meget nedsat. Men ellers havde jeg ikke mistet noget, fysisk eller kognitivt. Lægerne havde aldrig set noget lignende. 

At jeg overhovedet overlevede, mente de, kunne have noget at gøre med, at jeg levede som veganer, inden jeg blev syg. Mit kolesterol-tal var lig nul, og det gjorde måske min krop mere modstandsdygtig. At jeg kom så hurtigt gennem genoptræningen, skyldtes muligvis en viljestyrke, jeg havde opbygget som forsker, hvor jeg var vant til at kæmpe for bevillinger. Men i det hele taget må man også bare sige, at jeg var ekstremt heldig.

MINIFORSKERE

Videnskabs-klubben er et gratis fritidstilbud, hvor børn i 4.-5.-6. klasse lærer om arkæologi, biodiversitet, geometri og algoritmer, kemi, materiale-fysik, mikrobiologi eller primatologi. Underviserne er frivillige gymnasieelever, oplært af Videnskabsklubben.

JEG KOM TILBAGE på arbejde på nedsat tid. Det var dejligt at være tilbage. Næste skridt på karrierestigen ville være at blive professor. Det havde jeg altid stilet efter. Det er det, de fleste drømmer om, når de går ind i den akademiske verden. At opnå den højeste status, få flest ansatte under sig, udgive flest publikationer.  Men var det egentlig dét, der var min drøm? Nej, tænkte jeg. Jeg vil ud at lave noget andet. Nu har jeg fået den kæmpe gave at overleve. Jeg har min krop og hjerne i behold. Nu vil jeg gerne give noget tilbage.

Da vi boede i Boston, havde min datter gået i noget, der hed Science Club for Girls, hvor hun virkelig blomstrede. Hun plejede at være en stille pige, men efter kurset kunne hun helt confident stå foran en forsamling og fortælle om, hvad hun havde lært. Jeg fik lyst til at lave noget lignende, og sammen med en kollega startede jeg Videnskabsklubben, hvor vi lånte nogle programmer fra Boston og tog ud at undervise på vores egne børns skoler. Jeg underviste i vand og biologi, hun underviste i ingeniørvidenskab. 

Det gik godt, syntes vi, og fik 225.000 fra Lundbeckfonden, så vi kunne tage ud på nogle flere skoler. Da det også gik godt, søgte vi om flere penge. Og så fremdeles. Sidste år modtog vi 30 millioner fra Novo Nordisk Fonden, og i år har vi 100 hold i 55 kommuner i hele landet. 

Det er pinedød nødvendigt, at vi får flere børn og unge interesseret i naturvidenskab, hvis vi skal have løst de udfordringer, verden står over for i dag. Det kræver også samfundsvidenskab og humaniora. Men det kræver i høj grad naturvidenskab. 

I DAG BRUGER jeg alle mine fingre, næsten fuldstændigt som jeg gjorde før. Jeg kan holde på ting, åbne ting, tegne. Jeg gestikulerer stadig lige så meget. Jeg kan måske have lidt sværere ved at sy en knap i. Og jeg kan ikke pille næse med den ene hånd. 

Mange af mine jævnaldrende kolleger fra forskerverdenen er blevet professorer. Når jeg møder dem, fortryder jeg ikke, at jeg skiftede spor. Det eneste, jeg savner, er de internationale forbindelser. Men mon ikke det også kan opstå med Videnskabsklubben.

Vi har samlet septembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Kåre Viemose

HELT ÆRLIGT, IGÅ!

Aarhus – kystens, smilets, havnens (og fodboldens) by – kender mange måske på overfladen, men med guidebogen ’Hva’ saa!’ i hånden kan du tage til verdens mindste storby og opdage flere af dens hemmeligheder. Guiden er blandt andet bygget op som en slags memory lane-samtale mellem Lars Muhl og Andreo Mielczarek, man møder derudover 40 kendte aarhusianere, og så byder den på masser af konkrete tips om byen, det er svært ikke at holde af.

’Hva’ saa!’ er udkommet på forlaget Frydenlund.

Foto: Daniel Rasmussen

SKÆRMSMART VINGESUS

’To bot or not to bot’ er det nye spørgsmål i Helsingør, hvor verdens første byhistoriske AI-guide nu kan besvare (næsten) alle de spørgsmål, du måtte gå rundt med. Den kunstigt intelligente byguide fungerer som en chatbot, og den er stopfodret med 18.000 sider historiske dokumenter fra Museum Helsingør. Vil du for eksempel vide, hvem der har boet i Strandgade nummer 27, griber du bare smartphonen og spørger den, når du går forbi.

Se mere på museum-helsingor.dk

Foto: Hvide Sande Masterclass

KLASSISKE LYDBØLGER FRA VESTERHAVET

Hvide Sande er for nogle en gammel vittighed om, hvor man har været på ferie, hvis man er bleg. For andre er det -stedet for surfere, fiskere og stiv vind fra æ -westkyst. Men hvert år i september forvandles den lille by til en farverig og kosmopolitisk bølge af klassisk musik under Hvide Sande Masterclass. 13.-21. september giver 25 unge musikere fra 10 forskellige lande – coachet af fem professorer – den maks. havgas og fremfører 11 koncerter. 

Se mere på hvidesande-masterclass.dk

‘Trilogi med støvsugere II’, 1996-97, Statens Museum for Kunst. Foto: Jacob Skou-Hansen.

DOMINA SPILLER DOMINO

Inge Ellegaard (1953-2010) har været på vej ud i glemslen. Men med udstillingen ’Inge Ellegaard – Billeddomino’, den første museumsudstilling af kunstnerens værker i 24 år, sætter Sorø Kunstmuseum fokus på den modsatrettede vildskab og struktur, det maleriske talent og den drillesyge humor, der kendetegner 80’er-kunstneren. Tag selv til Sorø, og sug hendes billedverden til dig. Udstillingen er åben 6. september – 23. februar 2025.

Se mere på sorøkunstmuseum.dk 

Foto: Malthe Ivarsson

ARBEJD, ARBEJD!

Vi er 9 til 5 en nation, der definerer os gennem arbejde, og selvom ikke alle elsker det, elsker vi at tale om det. Fra 6. til 22. september smøger Golden Days ærmerne op og går til kaffemaskinen, til møde og til makronerne med mere end 200 festivalarran-gementer – -koncerter, byvandringer, fyraftens–øl, film og fællessang.

Se mere på goldendays.dk

Foto: Charlotte Lydholm, Kirkefondet

KIRKER I VEJEN

Pump cyklen – og eventuelt din indre pilgrim – og tag på opdagelse blandt den del af vores kulturbygninger, der bærer kors. 421 kirker i hele Danmark er med i årets to brochurer over danske vejkirker og andre åbne kirker – en for Jylland og en for Øerne. Brochurerne, der udgives af Kirkefondet, har komplette oplysninger på kirkernes beliggenhed, åbningstider, seværdigheder, arrangementer, natur, specielle gravsteder – og stik til din el-cykel.

Se mere på vejkirker.dk

Giv din fladfisk et smørbad, lær din sandwich flydende vietnamesisk, overøs din pasta med salvie og kærlighed – og brug i det hele taget sommeren på at blive en (endnu) bedre kok.
Opskrifter:Timm Vladimir og Thomas AlcayagaFoto:Columbus Leth

SKÆRISING MEUNIÈRE

Til 4 personer

4 skærisinger uden skind (bed fiskemanden om at flå dem)
4 spsk. fuldkornsmel (du kan også bruge hvedemel)
200 g smør
2 skalotteløg
4 spsk. kapers
1 økocitron
2 spsk. finthakket purløg
Salt
Friskkværnet peber

Skyl isingerne. Kom mel i en dyb tallerken, og tilsæt salt og peber. Vend fiskene i melet, og bank det overskydende mel forsigtigt af.

Fordel smørret i to pander sammen med en smule olie, og lad det brune let. Steg fisken i 3-4 minutter på hver side, til de er gyldne. Fisken er færdigstegt, når lamellerne i kødet slipper hinanden ved et forsigtigt tryk. Læg fiskestykkerne over på lune tallerkner.

Kom smørret i en pande, tilsæt hakkede skalotteløg og kapers, og steg, til løgene er klare. Sluk for varmen, og riv citronskal i, og pres saft fra citronen i. Rør rundt, og smag til med en smule peber, og tilsæt finthakket purløg.

Fordel smørsaucen over fiskene, og server med for eksempel kogte kartofler.

FYLDT PASTA MED SPINAT OG RICOTTA

Til 4 personer

300 g tipo 00 hvedemel
3 æg
250 g frisk spinat
1 fed hvidløg
1 æggeblomme
150 g ricotta
15 g revet parmesan
1 økocitron
Muskatnød
100 g durummel til fadet
100 g smør
30 salvieblade
2 spsk. pinjekerner
Revet parmesan eller pecorino til toppen
Salt og friskkværnet peber

Læg melet på bordet i en lille bunke, og lav en fordybning i midten. Slå æggene ud i fordybningen, og arbejd dem forsigtigt sammen med melet med en gaffel, til det er samlet. Ælt dejen, til den er glat og elastisk. Kom film rundtom, og sæt den på køl 1 time – og gerne længere, det gør dejen nemmere at arbejde med. Du kan sagtens lave den et par dage i forvejen.

Tag dejen ud, og lad den hvile på køkkenbordet i 1-2 timer. Dejen er nemmere at arbejde med, når den har stuetemperatur.

Lav fyldet, mens dejen hviler på bordet. Varm lidt olie op i en gryde, og kom spinat og hvidløg i. Lad det stege ved middelvarme, til det falder sammen. Læg evt. låg på, så går det lidt hurtigere. Kom spinaten over i en sigte, og pres den overskydende væde ud. Hak spinaten fint, og kom den i en skål. Tilføj æggeblomme, ricotta og parmesan, og rør det godt sammen. Smag til med citronskal, muskatnød, salt og friskkværnet peber. Kom evt. fyldet i en sprøjtepose for nemheds skyld.

Rul dejen tyndt ud. Sæt små toppe fyld på dejen på størrelse med en pebernød, og stik den ud med en udstikker eller dejspore. Der skal gerne være 1,5-2 cm dej hele vejen rundt om fyldet. Fugt forsigtigt dejen med en finger, og luk den til på midten. Sæt nu også spidserne sammen. Sørg for, at de er lukket godt til.

Spred en smule durummel på et fad, som de færdigfyldte pastaer kan hvile på uden at hænge fast. De har godt af at tørre en smule, inden de koges. Så er de nemmere at koge al dente. 

Bring en stor gryde med vand i kog med godt med salt – der er ikke salt i dejen, så det skal være med til at salte pastaen. Kog pastaen i 2-3 minutter afhængigt af størrelse. Mærk forsigtigt på kanten på en af pastaerne, som er det tykkeste sted, om den er kogt mør.

Kom smørret på en pande, og læg salvien ovenpå. Varm op, så smørret smelter og bruner. Salviebladene vil give smag til smørret og blive sprøde. Tag dem op, når de er sprøde. Kom derefter pinjekernerne på panden, og giv dem lidt varme.

Kom derefter pastaerne i panden sammen med ca. 1 dl af pastavandet direkte fra gryden, og vend det godt rundt. Vandet får saucen til at emulgere let.

Server pastaerne i dybe tallerk­ner, og top med brunet smør, pinjekerner, sprøde salvieblade og en smule revet ost.

FRIKADELLER MED STUVET SPIDSKÅL

Til 4 personer

Frikadeller

400 g hakket kalv og flæsk
2 tsk. salt
3 spsk. mel
2 mellemstore løg
3 æg
1 1/2 dl mælk
Friskkværnet peber
Smør og olie til stegning

Stuvet spidskål

1 lille spidskål
1 laurbærblad
10 dildstilke
2 tsk. grov sennep
2 dl æblemost eller hvidvin
2 1/2 dl fløde
Salt og friskkværnet peber

Kom det hakkede kød i en skål, og tilsæt salt. Rør, til det begynder at føles sejt. Riv løget fint, og kom det i skålen sammen med mel, æg og friskkværnet peber. Rør det sammen, og juster evt. konsistensen med mælk, til farsen er lind og ikke for fast i konsistensen. Lad farsen trække i 10 minutter.

Gør spidskålen klar imens: Fjern de yderste blade af kålhovedet. Del kålhovedet i kvarter. Varm en sauterpande op med en smule olie i bunden. Steg kålen et par minutter på hver stegeflade. Kom laurbær­blad, dildstilke, sennep, salt, peber og æblemost eller vin på. Læg låg på, og lad småsimre i 5-7 minutter. Kom fløden på, og reducer uden låg i ca. 5 minutter, til kålen er mør og let indkogt.

Varm en pande med smør og olie op til middelvarme. Form frikadellerne med en ske, og læg dem på panden en ad gangen. Dyp evt. skeen i vand, så de slipper nemmere. Skru lidt op for varmen, når alle dellerne er på panden, og steg i 5-6 minutter på hver side, til de giver lidt efter, når du trykker på dem med en finger.

Server med kogte kartofler til.

BÁNH MÌ

4 sandwich

2 baguetter eller 1 flute
250 g tilberedt kød skåret i skiver (her svinekotelet)
1 gulerod
100 g kinaradise
1 spsk. salt
1 dl hvidvinseddike
1/2 dl vand
1 spsk. sukker

Dressing med fiskesauce

1/2 dl fiskesauce eller soja
2 spsk. sukker
2 lime, saften heraf
1 frisk chili
1 agurk
1 hjertesalat
1 skalotteløg
1 håndfuld bønnespirer
Evt. lidt Maggi-sauce
Frisk koriander
Frisk mynte

Skær gulerod og kinaradise i tynde juliennestrimler på et mandolinjern. Læg julienne­strimlerne i en skål, og strø dem med salt. Lad dem trække i ca. 30 minutter – de er klar, når de bliver let bøjelige. Kassér den overskydende væske, og kom eddike, vand og sukker på. Rør det godt rundt, og lad det trække i min. 30 minutter. Lav det gerne i forvejen, da det kan opbevares på køl.

Kom fiskesauce, sukker og limesaft i en skål. Halver chilien, og skrab frøene ud med en kniv, og hak den fint. Skær agurken i fine tynde strimler med en tyndskræller, og kom det i skålen, og rør rundt.

Varm baguetterne i ovnen ved 200 grader varmluft i 5-7 minutter, til de er sprøde og lune. Halver dem. Kom evt. dråber af Maggi-sauce indvendigt i brødet.

Kom hjertesalat, syltet julienne af gulerod og radise, tynde ringe af skalotteløg, bønnespirer, gris og agurk i. Top op med masser af frisk koriander, mynte, ekstra dressing og evt. chili.

DAMPEDE MAJS

4 hele majskolber
50 g smør
Kødsnor
Flagesalt
Evt. urter

Træk forsigtigt dækbladene tilbage på majsen. Det er bedst, hvis de bliver siddende på. Fjern alle tråde.

Gnid majskolberne ind i smør, og drys med salt. Luk majsene til med dækbladene, og snør dem med en smule kødsnor.

Læg dem på en grill eller ved 200 grader varmluft i ovnen i 15-20 minutter, mens de vendes løbende. Fjern bladene, og spis majsen direkte fra kolben. Tilføj evt. lidt finthakkede urter i smørret, inden det smøres på. Rosmarin, timian og salvie er alle gode til majs.

Smør dem i cremefraiche, og krydr med en smule chipotlepulver, stødt spidskommen, og riv til sidst lidt tør ost over.

CITRONTÆRTE

1 tærte

250 g mel
125 g smør
50 g flormelis
2 æggeblommer

Citroncreme

3 æg
4 æggeblommer
3,5 dl fløde
150 g sukker
3 økocitroner
1,5 spsk maizena majsstivelse

Italiensk marengs

200 g sukker
1 dl vand
5 æggehvider
1 knivspids salt

Kom melet i en skål, tilsæt smørret, og arbejd det ind i melet. Tilsæt flormelis og til sidst æggeblommerne. Æggeblommerne bruges til at samle dejen – men det kan være, at den lige skal have hjælp af 1 spk vand. Dejen skal blot samles – ikke æltes. Kom film hen over dejen, sæt den på køl i en times tid, og lad den samle sig.

Rul dejen tyndt mellem to stykker bagepapir, og kom den i en smurt tærteform. Bagepapiret gør det meget nemmere at håndtere dejen.

Dæk dejen med et stykke bagepapir, kom tørrede bønner på, og blindbag dejen i ca. 15 minutter i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft. Sluk ikke for ovnen. Blindbagning er en forbagning, inden fyldet kommes i. Vægten fra bønner eller lignende gør, at dejen ikke hæver op.

Citroncreme

Kom alle ingredienserne til cremen i en skål, og pisk dem sammen til en creme. Fordel cremen over den varme tærtedej og kom den i ovnen igen. Bag tærten i ca. 20 minutter, til cremen har sat sig. Tag tærten ud af ovnen, og lad den køle helt af.

Italiensk marengs

Kom vand og sukker i en gryde. Kog, til det er ca. 117 grader varmt. Det kan godt tage lidt tid at få. temperaturen derop, men hold øje med den, så siruppen ikke tager farve.

Kom æggehviderne i en skål med en knivspids salt og pisk dem stive. Saltet er med til at stabilisere æggehviderne, og de skal piskes helt stive. 

Kom herefter den varme sukkersirup i. Tilføj den i en tynd stråle, mens du pisker. Bliv ved med at piske, til marengsen er kold. Det kan godt tage 7-10 minutter. 

Kom derefter marengsen i en sprøjtepose og sæt små toppe marengs på den kolde tærte.

Brænd marengsen med enten en brænder eller under grillen i ovnen. Hold øje med den, så den ikke får for meget farve – det kan pludselig gå meget hurtigt.

Fra mormormad til cuisine, fra strygestål til suppeslev og fra kalvefond til granola – Timm Vladimirs ’Køkkenskole’ er en kogebog og et opslagsværk for alle, der gerne vil være klogere på det kulinariske. Er kommet på Politikens Forlag.

Snavs, støv og insekter sætter sig fast på togets ydre, når det ruller gennem landskabet. Men DSB sørger løbende for, at toget bliver holdt rent. Tag med på 4 stop gennem vaskehallen, og kom klogere ud på den anden side.
Tekst:Eline Kedishe Østergaard FrankIllustration:Rasmus Buhl

1. FRI BANE?

Et stop and go-signal viser rødt, hvis vaskehallen ikke er klar til vask, eller hvis sporet ikke er frit. Hvis signalet lyser grønt, vælger lokomotivføreren på betjeningspulten, hvilken slags tog der skal vaskes. Porten åbner, og lokomotivføreren kan køre toget langsomt frem.

2. SÆBE PÅ

Der bliver påført enten et surt eller basisk vaskemiddel. Der skiftes mellem syre og base ugentligt for at sørge for, at man får fjernet både små rustpartikler og almindeligt snavs. Alt vaskemiddel, DSB anvender, er svanemærket. Et undervognsspul monteret på dyser imellem køreskinnerne renser underneden. Det kan også bruges til afisning, hvis der bruges varmt vand.

DET RENE VAND

Togene bliver vasket mindst en gang hvert andet døgn, og DSB har i alt 12 vaskeanlæg rundtomkring i landet, blandt andet i Kastrup, Fredericia og Aarhus, nogle udendørs, andre i haller. Anlæggene bruger så meget regnvand og genanvendt spildevand som muligt. Generelt genanvendes cirka 75 procent af vandet, mens tallet i Kastrup og Næstved ligger på 90 procent, fordi vandet her bliver biologisk renset i såkaldte bio-brønde, som er tanke, hvor mikroorganismer kan fæstne sig på plast- eller skumelementer med stor overflade, og hvor vandet iltes, inden det ledes videre til en pumpebrønd, hvor det er klar til at blive brugt i de forskellige vaskeprocesser.

3. SKRUB, SKRUB, SKRUB 

Roterende børster fjerner mekanisk snavs og belægninger fra togets sider, taget, bagenden og fronten. Antallet og placeringen af de enkelte børster afgøres af, hvilket tog der bliver vasket.

Til dobbeltdækkervogne sidder der en børste højt oppe i vaskehallen, der kan vaske taget. En togvask tager mellem tre og 20 minutter, afhængigt af togets længde. Toget kører 20 meter i minuttet. Stop and go-signaler ved siden af sporet fortæller lokomotivføreren, hvor toget skal standse undervejs.

4. FØNTØRRING 

Tørrehjælp – et kemisk produkt, der får vandet til at samle sig i dråber – påsprøjtes. Tørrehjælpen gør det nemmere for de op til otte kraftige blæsere at blæse vandet væk. Vandet løber ned i tanke, hvor sand og små sten bundfælder sig, inden det bliver hentet af en slamsuger. Det resterende vand bliver genanvendt. Til sidst bliver toget kørt ud, rent og køreklart.

Det var på Roskilde i 90’erne, at Michael Skovgaard Madsen som ung fik tændt drømmen om en dag at lave sin egen festival. Og mens han læste performance design på RUC, skabte han Copenhell – et frirum for alle dem, der ikke ser ud og hører den samme musik som flertallet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Skovgaard

MINE FORÆLDRE SLÆBTE mig med på Roskilde Festival, da jeg var 10 år gammel. Jeg er opvokset i Gevninge ved Roskilde, og min folkeskoleklasse havde en bod på festivalpladsen, hvor vi solgte slik og samlede ind til en skoleudflugt. Mine forældre var frivillige på festivalen, og det var første gang, jeg oplevede det helt magiske univers og sammenhold, der er derude. Det var skelsættende for mig. Identitetsskabende. Det var det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet. 

Som 13-årig, i 1992, var jeg første gang på festivalen uden mine forældre. Først spillede mine store idoler, Faith No More, og et par dage senere så jeg Danmark vinde EM i fodbold. Få timer efter gik Nirvana på Orange Scene. Derfra var der ingen vej tilbage. Min store drøm var en dag at lave min helt egen festival.

I 1995 KOM jeg med i det, der hedder Canopy Crew, som byggede Orange Scene. Jeg var med til at bygge den op fra bunden, der hvor alle mine store idoler havde spillet. Ude på festivalpladsen kom en masse branchefolk inde fra København, og via dem fik jeg job som stagehand til koncerter inde i byen. Senere blev jeg også produktionsmanager og skulle stå for at afvikle koncerterne.

Jeg lavede koncerter i Den Grå Hal på Christiania. I Pumpehuset, Vega og endda i Parken. Det var i starten af 00’erne, og jeg var totalt passioneret omkring det. Jeg syntes, det gav så meget mening at arbejde med at give andre mennesker de store oplevelser, jeg selv havde haft med at gå til koncert. Men et eller andet sted tænkte jeg også, at jeg hellere måtte få mig en uddannelse. Jeg læste til lærer i et års tid, men droppede ud. I stedet begyndte jeg i 2002 på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC. Jeg blev bachelor i socialvidenskab i 2005, og omtrent samtidig startede universitetet en linje på kandidaten, der hed performance design. Det virkede som en uddannelse skræddersyet til mig.

DIREKTØREN FRA HELVEDE

Michael Skovgaard Madsen, 45 år. Vicedirektør på Copenhell.

Opvokset i Roskilde. Bor på Nørrebro i København med sin kone og tre børn.

Uddannet kandidat i socialvidenskab og performance design fra Roskilde Universitet i 2009.

Var i 2009-10 med til at stifte metalfestivalen Copenhell.

MENS JEG LÆSTE, var jeg fast freelancer hos koncertbureauet Live Nation og lavede stadig masser af koncerter. Vi var nogle festival-ildsjæle, som alle havde haft berøring med Roskilde Festival i 90’erne, hvor musikprogrammet var hårdere og mere rocket. Vi var af den opfattelse, at Roskilde i slutningen af 00’erne bevægede sig længere og længere væk fra den stemning og musikprofil, som havde haft så stor betydning i vores ungdom. Derfor begyndte vi omkring 2008-09 at diskutere, om vi ikke skulle lave en ny festival. Var der opstået et hul i markedet for folk, der kunne lide hård rock og metal? Vi fik grønt lys fra cheferne, og min barndomsdrøm gik i opfyldelse.

Helt fra starten var det min makker Jeppe Nissen, der satte den musikalske profil. Jeg elsker musik, men det, der var interessant og i fokus for mig, var, hvordan man skabte rammerne for en festival: produktion, frivillighed, atmosfære, design – hvad er det, der er iboende i mennesker, som gør, at man længes efter det frirum, som en festival er? Det skrev jeg speciale om, mens vi udviklede Copenhell.

Jeg fandt ud af, at for at besvare spørgsmålet skulle jeg helt tilbage til middelalderen. Hvordan undgik man folkeligt oprør i det feudale samfund? Det gjorde man blandt andet ved at lave karneval eller byfester, hvor man åbnede ventilen, så folk kunne lukke alt det ud, de gik rundt og baksede med til daglig – et frirum, hvor andre regler og normer var gældende end i det etable­rede samfund. Vi havde samme tilgang til Copenhell. Metaluniverset er jo et oprør mod det etablerede, og derfor ville vi skabe en festival, hvor der var plads til alle, og hvor folk kunne slippe deres indre svinehund løs, uden at nogen pegede fingre ad dem.

Det var blandt andet med det afsæt, at vi indførte mottoet, at ”på Copenhell er der ingen regler eller løftede pegefingre”. Første år var der dog en trang fra publikum til at smadre ting, blandt andet diverse installationer. Denne iboende aggressivitet var som taget ud af teoribøgerne om at slippe sin indre svinehund løs under byfesterne i middelalderen – og som stadig kan ske ved fejringer efter for eksempel en fodboldkamp. Derfor oprettede vi i 2011 ’Smadreland’, hvor det var muligt at smadre bilvrag.

Guns N’ Roses på Copenhell, 2023.

DEN FØRSTE UDGAVE af Copenhell var i 2010. Det regnede vanvittig meget det år. Festivalpladsen ude på Refshaleøen havde ligget hen i lang tid, efter B&W-værkstederne lukkede. Der var blevet dumpet en masse jord fra byggeriet af Øresundsbroen, og drænsystemet virkede ikke, så folk gik rundt i vand til knæene. Det mindede mig om ’smatten’ på Roskilde Festival, som jeg havde oplevet som ung.

Det første år solgte vi kun stærke øl på 6,66 procent – selvfølgelig – og det var en fejl, for folk blev vanvittig stive. Men vi kunne mærke, at vi havde fat i noget, der var rigtigt, og selvom vi solgte for få billetter, og økonomien var elendig, kunne vores chefer i Live Nation godt se, at der var potentiale. Det kunne man især se i vores Biergarten, et kæmpe øltelt, hvor taget flere gange var ved at lette, når det gik vildt for sig. Det var dér, det gik op for Jeppe og mig, at vi var lykkedes med at skabe et helle for nogle mennesker, som måske normalt blev set lidt skævt til i deres lokalsamfund, fordi de så anderledes ud og hørte noget andet musik end flertallet, som det var tilfældet for mig i min ungdom.

Der var mange, som til at begynde med havde fordomme om Copenhell. Et år havde vi besøg af en præst, der arbejdede som frivillig i vores vikingeby. Hun skrev efterfølgende en kronik, der hed noget i retning af ’Næstekærlighed i helvede’. Den handlede om, at hun var ankommet med en helvedes masse forestillinger om metalmiljøet og de mennesker, der kom i det, men at de var blevet gjort fuldstændigt til skamme. Hun havde aldrig været et sted, hvor der var så meget kærlighed i luften. Folk plejer at sige, at hvis man på Copenhell kommer til at gå ind i en stor, tatoveret, brysk udseende mand, og han taber sin øl, tror man, at nu skal man have en omgang tæsk. Men i stedet får du et kram, og han siger: ”Jeg køber lige en ny øl til os begge.” På den måde er metalpublikummet bare noget særligt.

I DAG ER COPENHELL blevet en af de allerstørste tilbagevendende musikalske begivenheder i København. I 2023 havde vi op mod 40.000 gæster pr. dag i fire dage. Vi står i den situation, at vi på et tidspunkt skal rykke væk fra Refshaleøen på grund af byudviklingen, og derfor er vi gået i gang med at kigge på, hvor Copenhell skal bo i fremtiden. I den forbindelse tror jeg, at jeg vil genbesøge mit speciale og alt det, jeg lærte på performance design, for at blive mindet om de elementer, der skal til for at skabe en god festival.

For eksempel er det vigtigt, at man ikke indtager et rum, som allerede er indtaget, og som folk har en relation til i forvejen. Copenhell skal ikke ligge i Fælledparken, for så bliver folk bare mindet om alt det, den bliver brugt til i hverdagen. For os ville det passe perfekt med for eksempel et forladt postindustrielt område, som folk kan gå på opdagelse i. Det er vi i gang med at lede efter, så Copenhell også i fremtiden kan være et sted, hvor folk kan slå sig løs.

Andreas Kobs Laursen troede, han skulle på universitetet. Men suppe, steg og glade gæster tændte en ny og stærkere flamme bag forklædet. En kulinarisk opstigning og flere års fokuseret tallerkenarbejde senere oplevede han i marts sit gyldne øjeblik, da han blev Nordens bedste tjener. Så hvad drømmer det 28-årige konkurrencemenneske om nu?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Treetop Restauranten

DA DEN SIDSTE tallerken var taget af bordet, måtte Andreas Kobs Laursen vente et par timer på dommernes afgørelse. Det var umuligt at stå stille, så han pacede rastløst rundt i Messecenter Herning, hvor han to dage forinden var blevet kåret til Danmarks bedste tjener, og hvor det nu, efter endnu en lang dag med discipliner som flambering, blindsmagning, vinsammensætning, borddækning og osteservering, snart skulle vise sig, om han også ville snuppe titlen som Nordens bedste.

”Jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde præsteret stabilt godt hele dagen. Jeg var stolt af min indsats. Alligevel var jeg i tvivl. Jeg havde ikke rigtig haft tid til at holde øje med, hvordan mine modstandere gjorde det. Og måske havde jeg ikke været præcis nok i min ostetranchering, hvor jeg skulle dele en brie i syv præcis lige store stykker,” siger Andreas Kobs Laursen, der til daglig er restaurantchef på Treetop Restauranten i Vejle.

Ventetiden fordrev han blandt andet med at pakke bilen, hilse på familien og kæresten, der var kommet for at bakke op om ham, og få sig en kop kaffe og en sludder hos Treetops kaffeleverandør, som også var i Messecenter Herning til Foodexpo, Danmarks største fødevaremesse.

Endelig var tiden inde, og de fem konkurrencedeltagere blev kaldt op på scenen til kåringen af ’Best Nordic Waiter’ 2024. Dommerne startede fra bunden, og til sidst manglede de kun at nævne Andreas Kobs Laursen og hans norske fagfælle Mathias Thoresen, som er restaurantchef og sommelier hos Oslo Militære Samfunds Selskapslokaler.

”Jeg havde en fornemmelse af, at det skulle afgøres mellem os to,” siger Andreas Kobs Laursen:

”Da de råbte hans navn op på andenpladsen … allerede dér begyndte jeg at tude. Jeg tror aldrig, jeg har sunget nationalmelodien så falsk.”

Andreas agerer stand-in for den svenske tjener ved de nordiske mesterskaber 2022. Foto: Privat

MANDEN I RUMMET

Andreas Kobs Laursen, 28 år.

Fra Salling.

Tjeneruddannet fra Hotel Pinenhus og Restaurant Domestic.

Har arbejdet på  restauranten Under i Lindesnes i Norge og Lyst i Vejle.

Siden 2023 restaurantchef på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel ved Vejle.

FORLØSNINGEN KOM OVEN på måneders hård træning og efter flere år med blikket stift rettet mod det danske og det nordiske tjenermesterskab. Men det var ikke en barnedrøm, der blev indfriet, da de to pokaler blev løftet, og tårerne fik lov at løbe. Som sportsglad ung sallingbo overvejede han at blive fysioterapeut eller, måske endnu hellere, studere idræt på universitetet, da den tekniske studenterhue kom på. Men efter at have taget tilløb gennem en tur i Livgarden følte han sig som 21-årig stadig ikke klar til at parkere fødderne på en læsesal, og i stedet spurgte han på Pinenhus, limfjordshotellet i Glyngøre, hvor han plejede at tjene sine sparepenge, om ikke han kunne få lov at komme i lære som tjener.

”Jeg syntes, det var sjovt at betjene gæster, og jeg tænkte, at et svendebrev som tjener ville jeg altid kunne bruge. Også hvis jeg senere skulle søge ind på universitetet – så ville jeg da i hvert fald kunne finde et godt studiejob.”

I løbet af læretiden voksede han dog stadig mere sammen med tjeneridentiteten. Og da han et års tid senere sammen med de andre tjenerelever fra Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg hjalp til backstage i Messecenter Herning, mens deltagerne i ’Årets Tjener’ konkurrerede på præcision, udstråling og vinkundskaber, blev der sat ekstra blus under ambitionerne.

”’Dét skal blive mig en dag,’ sagde jeg til en af de andre elever,” fortæller Andreas Kobs Laursen. Særligt indtryk gjorde vinderen, Karina Grand Kannegaard, der repræsenterede Fredericia-restauranten Ti Trin Ned.

”Det var fascinerende at se hendes måde at arbejde og føre sig på. Alt, hun gjorde, var perfekt og klinisk, men samtidig personligt. Det var ikke stift. Der var en aura omkring hende. Det er tydeligt at se på tjenere, hvem der er anspændte, og hvem der slapper af. Det kan du se i de bløde skuldre, smilet og glæden ved at være i rummet.”  

På Mors til TjenerBattle 2022. Foto: Privat

SKOLEOPHOLDET I SILKEBORG udvidede horisonten for den unge tjenerelev, der delte nysgerrighed og præstationslyst med mange af sine medstuderende. 

”Vi var en gruppe, der nørdede og læste og blev grebet af alt det, vi lærte på skolen: Hvordan man laver ost. Hvordan man udskærer en okse. Hvordan jordbundsforhold gør sig gældende, når man producerer vin. Alle den slags ting, som en tjener skal vide.” 

De praktiske fag bekræftede ham samtidig i, at han havde håndelag og timing, og han begyndte at spekulere på, om han skulle kigge sig omkring efter en anden læreplads på en højere gastronomisk hylde end limfjordshotellet, som han skulle tilbage til efter hovedforløbet på skolen:

”Pinenhus er et fantastisk sted. Og meget klassisk. Suppe, steg, is, kunne man kalde det. Jeg ville gerne noget mere.”

Da han så, at Domestic i Aarhus med en stjerne i Michelin-guiden søgte en tjenerelev, spurgte han sin mor, hvad hun tænkte. ”Ring til dem!” lød svaret. Det med at flytte til Aarhus skulle de nok finde ud af, og da jobsamtalen gik godt, blev han hyret.

GULDDRENGE

I marts blev Andreas Kobs Laursen både ’Årets Tjener 2024’ og ’Nordic Waiter’ under fødevaremessen Foodexpo i Messecenter Herning.

Sideløbende blev Treetop Restaurantens køkkenchef Bjarke Jeppesen ’Årets Kok’, mens Magnus Lund Hansen fra samme køkken blev ’Årets Kokkeelev’.

”Det var en omvæltning af den anden verden at arbejde med fine dining,” siger Andreas Kobs Laursen, der under vingen på Domestics restaurantchef og medstifter Christian Neve øvede sig i at udføre sit arbejde på én gang kompetent og behageligt. 

”Jeg kiggede på Christian og iagttog, hvordan han interagerede med gæsterne. På den måde lærte jeg, hvordan man navigerer i, hvor meget gæsterne vil have, at du fylder. Og hvordan du skruer op og ned for det. Nogle gæster vil gerne have den helt store pakke, andre er mere henholdende, måske er det første gang, de prøver at spise på det niveau. Det er spændende at tage dem i hånden og give dem en god aften. I dag kan jeg allerede efter de indledende snacks og champagnen mærke, hvad gæsterne vil have og ikke vil have.”

Som restaurantchef på Treetop Restauranten på Munkebjerg Hotel ved Vejle Fjord er det nu Andreas Kobs Laursen, der ansætter tjenerelever og forsøger at få dem til at skinne igennem uden at ryste på hånden, når de skænker op og serverer for gæsterne.

”Vi har altid en ret på menuen, der skal trancheres ved bordet. Det er et klassisk håndværk, der er næsten forsvundet, men som jeg er helt vild med. Man fortæller lidt, lægger lidt kød på tallerkenen, fortæller lidt mere, hælder sauce over. Eleverne kan godt være lidt nervøse de første par gange. Jeg siger til dem: ’Gør det igen og igen. Og øv det også derhjemme med din mor.’”

Hver aften briefes tjenerstaben om sidste nyt fra køkkenet, og inden restauranten åbner, og det hele går løs, fyrer Andreas Kobs Laursen en enkelt pumpende club banger af over anlægget, Martin Garrix’ ’Animals’ for eksempel.

”Det må gerne være et rigtigt smadrenummer. Det skal være noget, der skaber energi og god stemning.”

En yngre Andreas på toppen i Val Thorens. Foto: Privat

I 2023 BLEV Andreas Kobs Laursen hentet til Treetop Restauranten, da den nytiltrådte køkkenchef Bjarke Jeppesen pegede på ham til stillingen. Siden har de to kørt parløb.

”I mine tidligere ansættelser er jeg trådt ind i en allerede eksisterende model. Med min seneste titel har jeg fået lov til også at sætte mit eget præg,” siger restaurantchefen, der blandt andet har indført, at tjenerne brygger kaffen foran gæsterne, og har gjort det til en regel at hyggesludre ved samme lejlighed:

”Gæsterne er mætte og i godt humør. I har efterhånden været sammen i 4-5 timer. De har siddet og kigget på dig og ved en del om dig. Du skal huske også at spørge til dem. Det tager ingen tid at finde ud af, hvor mange børn de har, om de er fra Vestjylland eller København, om de er murere eller revisorer, og om de selv kan lide at lave mad fra bunden.”

Hvad med tjenervittigheder, er det noget, du møder eller benytter?

”Du tænker på fluer i suppen, det kniver med gaflerne og den slags? Nej, ikke rigtigt, men jeg kan sagtens tage gas på gæsterne og grine med dem. Nogle gange er det en dum joke, som ’det sagde hun også i går’, der gør det. Andre elsker måske at cykle, og så anbefaler jeg en vin, der er dyrket tæt på et Tour de France-bjerg. Det kommer bare til mig i situationen.”

Og hvad er fremtidsdrømmen? 

”At vinde to mesterskaber på tre dage føltes faktisk lidt underligt. Hvad skal jeg nu stile efter? På det personlige plan vil jeg gerne i bedre form og cykle mere, det har jeg ikke fået passet. På det professionelle plan skal restauranten have en Michelin-stjerne. Det lyder som en kliché, det siger alle jo. Men det er også det, Bjarke og jeg er ansat til. Restauranten har været højt profileret i mange år, uden at stjernen er kommet i hus. Vi føler lige nu, at vi er på rette vej, og stamgæsterne siger, at niveauet aldrig har været højere. På det private plan er min kæreste konkurrencekok. Hun har holdt sig i baggrunden en tid. Hvis hun vil, er det hendes tur nu.”

”Jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland,” siger Inuuteq Storch, der skal repræsentere Danmark ved årets biennale i Venedig. Han har boet i København og New York og udstillet fra Finland til Colombia. Men han vender altid tilbage til Sisimiut, hvor luften er frisk, og havet myldrer af mad.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Inuuteq Storch

MIN OPVÆKST VAR en meget normal grønlandsk opvækst. Jeg var meget sammen med min familie, min far er konditor og har sit eget bageri, og min mor er fysioterapeut. Vi tilbragte meget tid i naturen med at sejle, fiske og jage. Stå på snowboard og køre snescooter. Første gang jeg prøvede at skyde med et gevær, var jeg ni år gammel, det er også helt normalt i Grønland. Vi stammer jo fra en fangerkultur. Jeg skød ikke noget den dag, skulle bare lære, hvordan det fungerer, og mærke kraften i våbnet. 

Jeg går stadig på jagt af og til. Jeg jager rensdyr, sæl, alk, rype. Alt, der smager godt – alle grønlændere har en kæmpe fryser, og mine forældre har to. Ellers fisker jeg, det er meget nemmere lige at finde en halv time til halvanden og sætte mig i min båd og sejle lidt væk. Det kan alle, jeg kender, godt lide. Når man kommer lidt på afstand af byen, bliver det hele renere. 

Jeg havde mange forskellige ideer om, hvad jeg skulle lave, når jeg blev stor. Den ene dag tænkte jeg, at jeg skulle være cykelrytter og køre Tour de France. Den anden ville jeg være professionel snowboarder eller fodboldspiller. Da jeg blev større og mere realistisk, tænkte jeg på pilot eller ingeniør.

NÅR VI SKULLE på ferie, tog vi som regel til Diskobugten og besøgte familie og venner. Det er et fantastisk sted. Mega­­flot, især om sommeren, når havet er helt stille, og du kan se himlen i dets spejl. Der er isbjerge, sæler, hvaler, rejer, helleflyndere. Det er der, alle drømme starter, og virkeligheden slutter. Nogle siger, at det er verdens udkant, jeg siger, at det er verdens centrum. 

Men et år tænkte min mor: ”Nu bliver vi nødt til at tage til Europa.Ellers tror vores børn ikke, der eksisterer andet end Sisimiut og Diskobugten.” Så vi tog til Danmark og besøgte de sædvanlige turistattraktioner. Strøget og Tivoli. Indkøbscentre. 

Min mor tog familiebilleder, da jeg var barn, og min far havde taget billeder som ung og havde et Nikon-kamera med dobbelt linse liggende, som jeg ikke måtte lege med. Det skabte en fascination. Da jeg begyndte på HTX, overtalte en af mine venner mig til at købe hans kamera billigt, fordi der var en ridse i sensoren. Så der kom en sort stribe i de første mange af mine billeder, inden jeg fik lært at redigere dem i Photoshop.

TIDSBILLEDER

Venedig-biennalen er en slags kunstens verdensudstilling, der vender tilbage hvert andet år, dels med en samlet udstilling, dels med 30 nationale pavilloner. Den første biennale blev afholdt i 1895. I år er de udstillende kunstnere repræsentanter for en oprindelig befolkningsgruppe eller en minoritet.

Åben 20. april – 24. november.

HVER DAG I tre år tog jeg billeder af mine venner, af hverdagen. I 2009 præsenterede jeg mit arbejde for lederen af et kulturhus i Sisimiut, og hun sagde ja til at lave en udstilling med mig. Jeg brugte hele min børneopsparing på at få printet billederne i Vester Kopi i København og få dem sendt op til Sisimiut. Jeg klæbede dem selv op på pap, det var ikke dem alle sammen, der fik en lige kant. Der kom mange mennesker til ferniseringen, rigtig mange af mine venner, og byens dj spillede. Det var fedt. Bagefter nævnte lederen af kulturhuset en dansk fotouddannelse, Fatamorgana i København. Jeg søgte ind og blev optaget. 

Jeg havde meget at udforske, da jeg flyttede til København. Jeg var vild med restauranterne med asiatisk mad, og jeg badede i havnen, så tit jeg kunne komme til det. Jeg var også meget begejstret for de friske agurker og al frugten. Men jeg savnede ordentlig fisk. 

Den største forskel på danskere og grønlændere er måske måden, man er sammen på, og jeg havde svært ved at være med i samtalerne, da jeg kom til København. Det er, som om man i Danmark kæmper om at være den talende. I Grønland venter vi, til folk er færdige med at tale. Jeg syntes, det var enormt svært at finde hullet i samtalen, og havde det sådan lidt: ”Hvor er jeg, hvem er jeg?”

I begyndelsen var jeg meget tilbageholdende på skolen. Vi har jo nærmest ingen fotografikultur i Grønland, så når vi blev bedt om at tale om vores egne fotos, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare god til at lave billeder, men jeg vidste ikke hvorfor og hvordan. Det var vel bare et naturligt instinkt.

På Fatamorgana blev jeg bedre til at udtrykke mine følelser gennem fotografiet. Og jeg lærte, hvor vigtigt fotografiet er for samfundet. Da jeg tog hjem, følte jeg, at jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland. ”Hvis ikke jeg tager det ansvar, hvem gør så?” tænkte jeg. 

DA JEG KOM hjem, var det, som om Nasaasaaq, bjergtoppen bag Sisimiut og byens kendetegn, var større, end den plejede at være. Efter nogle måneder var den normal højde igen. Det var en målestok for, hvor meget hjemve jeg havde haft. 

Jeg lavede et par fotoudstillinger og gav mig til at samle materiale til en dag at lave en fotobog. Jeg søgte ind på ICP, International Center of Photography, en fotouddannelse i New York, som jeg var blevet anbefalet på Fatamorgana. Samtidig søgte jeg ind som elektronikingeniør i Aarhus – fotografi findes jo nærmest ikke som karrierevej – og blev optaget. Men da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i New York og havde fået uddannelsesstøtte til at tage med, droppede jeg Aarhus. Jeg ville se verden.

Uddannelsen på ICP var meget metodisk. Hvordan printer jeg, hvordan planlægger jeg min arbejdsproces? Hvordan fungerer forskellige redigeringsprogrammer? Jeg blev mere struktureret. Samtidig fik jeg venner fra alle mulige lande. Kina, Japan, Colombia, Brasilien. Jeg spiste virkelig god mad. Jeg hørte en masse musik og så en masse udstillinger. 

TRE BILLEDBØGER

’Porcelain Souls’

En samling af billeder, som Inuuteq Storchs forældre tog fra slut-60’erne til start-80’erne. Storch har garneret dem med breve fra forældrenes korrespondance mellem Aarhus og Sisimiut. Udgivet 2018 på forlaget Konnotation.  

’Keepers of the Ocean’

Inuuteq Storchs portræt af sin hjemby, Sisimiut: ”Jo mere tid jeg er hjemmefra, desto bedre forstår jeg, at det, vi har derhjemme, er noget særligt. Intimiteten, vi har, er skabt af naturen, som omgiver os, barsk og ærlig. Vejret styrer alting, og naturen giver os alt, vi behøver.” Udgivet 2022 på Disko Bay.

’Necromancer’

Projektet startede, da Inuuteq Storch begyndte at læse om åndemagere, og hvordan mennesker og ånder kan hjælpe hinanden. I bogen forsøger han at undersøge forbindelsen til det åndelige – og hvilke følelser sådan en undersøgelse kan vække. Udgivet 2024 på Marrow.

NEW YORK ER en vild, crazy by fuld af liv og ekstreme personligheder. Det er spændende for en fotograf, og da jeg flyttede derover, troede jeg, at jeg ville blive boende i mange år. Men efter noget tid tænkte jeg, at mine fotografier ville blive pænt ligegyldige, hvis jeg blev der. Byen var fuld af fotografer – og mange, der var bedre end mig. Hvorfor skulle jeg være med i det race? Hvis jeg tager hjem, kan jeg arbejde dybt inde fra mit eget dna, tænkte jeg. 

Så tog jeg hjem. Ah, at trække vejret i den friske luft igen! Jeg gik ud i naturen for at opleve stilheden, men al New Yorks larm var stadig inde i hovedet på mig. Kun gradvist kom jeg af med larmen. I New York er der udrykninger hvert 10. minut. Og rotter og kakerlakker og lugtende skraldespande. Da jeg først kom derover, var jeg så imponeret af alting, at jeg ikke kunne lugte det. Men da jeg tog hjem i påskeferien, vaskede min mor alt det tøj, jeg havde med – som jeg lige havde vasket til rejsen. Hun kunne lugte, at det ikke var rigtig rent. 

I 2018 UDGAV jeg min første fotobog, en samling af min fars og mors ungdomsbilleder og brevene, de sendte til hinanden, mens hun en overgang boede i Aarhus. Jeg blev sindssygt glad, da jeg fik støtte til bogen.

Jeg er god til billeder, men ikke specielt god til at læse tekster. Måske hænger det sammen med, at det grønlandske sprog er så billedbaseret og funktionelt. Et bjerg får navn efter sin form, mens øjne er ’dem, man ser med’, tæer er ’dem, man kommer ind med’, og fugle er ’dem, der flyver’. Men fotobøger, dem læser jeg, som andre læser bøger.

Min seneste bog hedder ’Necromancer’ og er lavet ud fra et ønske om at genetablere kontakten til den spirituelle verden. Ideen opstod under corona, hvor der var en stemning af, at verden var lige ved at gå under. Hvad gør vi nu, lille du?  

TÆNK, HVIS VI havde kontakt til nogen, der kunne rådgive os, tænkte jeg. I gamle dage havde inuitterne jo åndemaneren og en tæt forbindelse til åndernes verden, men med koloniseringen mistede vi den. Vi har for eksempel hjælpeånden Toornaarsuk, der plejede at være vigtig, men i dag bare er et udbrud. Som at sige ’for satan’ på dansk. Jeg har Toornaarsuk tatoveret på armen i Kârale Andreassens streg. Han er en af Grønlands vigtigste kunstnere og blev født i 1800-tallet som søn af en åndemaner. 

Og hvordan fotograferer man så det åndelige? Det er et godt spørgsmål. Jeg mener godt, man kan lave fotografier, der indikerer tilstedeværet – eller fraværet – af spiritualitet. I en genstand, et landskab, en person.

Sidste år blev jeg kontaktet af Statens Kunstfond, der sagde, at de havde mig i tankerne til biennalen i Venedig i 2024: ”Vil du ikke komme til København og fortælle os lidt om dine værker?” Der var en slags fremlæggelse med kaffe og croissant. Jeg vidste, at der var flere kandidater, og jeg tænkte ikke, at jeg ville blive valgt, men de sagde ret hurtigt, at de var trygge ved mig. ”Du kan selvfølgelig godt sige nej, hvis du ikke har lyst,” sagde de.  

”Fuck,” tænkte jeg. Jeg kunne se, at det var et stort ansvar. For stort. Jeg kunne også se, at jeg ikke kunne sige nej. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være den første nogensinde. Og jeg ville gå glip af en gylden mulighed. Jeg græd så meget, da jeg kom tilbage til hotellet. 

BILLEDMAGER

Inuuteq Storch. 35 år. Kunstfotograf.

Har studeret på fotoskolen Fatamorgana i København og International Center of Photography i New York.

Har lavet fem fotobøger og medvirket på en række udstillinger i blandt andet Danmark, Canada, Finland, USA,
Colombia og Dubai.

Bor i Sisimiut i Vestgrønland.

JEG MÅ IKKE sige så meget om, hvordan udstillingen bliver, men jeg kan love, at det kommer til at se godt ud. Det handler mest om Grønland og grønlandsk kultur.

Efterhånden har jeg fået rejst en del. Og der er mange gode billeder at tage rundt­omkring i verden. Men jeg gør det mest for min egen fornøjelse. Som en souvenir. Jeg kender jo ikke de steder og de mennesker. 

Jeg synes, man kan se, om en fotograf har brugt sine dage sammen med dem, han fotograferer. Om han har spist sammen med dem, gået på fangst med dem, været en del af deres dagligliv, eller om han bare har været på besøg. Ægtheden opstår, når man bruger tid på at blive en del af det samfund, man skildrer.

Jeg har dog to bogprojekter i tankerne, som ikke er fra Grønland. Et fra København, et andet fra Brasilien. Det sidste er fra en rejse sammen med en fotograf, der hedder Igor Morales, som jeg blev bedste venner med i New York. Han sagde: ”Kom, lad os besøge min hjemby, São Paulo.”

På samme tur skulle vi også besøge hans forældre i en anden by. En lillebitte by, sagde han. Jeg forestillede mig en bygd med 50 mennesker, men der var 90.000, hæ hæ! Det er jo flere end i hele mit hjemland. Men jeg er glad for de billeder, jeg tog dér. Jeg ved ikke hvorfor, det har jeg ikke undersøgt endnu.

Vi har samlet marts' bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Ann Jørgensen/VisitNordsjælland

RET SÅ ROYALT

Mærk det historiske vingesus bag den nye danske konge, og tag til Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor tronskiftet markeres med portrætter af dronning Margrethe – blandt andet Andy Warhols silketrykportræt samt andre portrætter, malerier og tegninger. Gå også en tur i slotsparken, og tag et kig ind i slotskirken, hvor de danske konger under enevælden blev kronet og salvet. Samlet er området, der er bygget af Christian IV, Nordens største renæssanceanlæg. 

Udstillingen vises til 21. april. Se mere på dnm.dk eller visitnordsjaelland.dk 

Magritte med mere i Odense. Her ’Den glade giver’, 1966. Foto: Brandts.dk

ER DU HELT BELGISK?

Belgien har måske problemer med at finde et nationalt fællesskab, men belgisk kunst, kultur, gastronomi og billedkunst har i snart 200 år sat sit klare præg på landet – og udlandet. Tag selv på en opdagelsesrejse til landet og tilbage i tiden, og kast et blik på en lang række både ældre og nutidige mesterværker i udstillingen ’Belgisk kunst – Fra Boch til Magritte’ på Kunstmuseum Brandts i Odense. Udstillingen er åben til 1. september.

Se mere på brandts.dk

Foto: Nordeafonden.dk

VI MALER BYEN GRØN

De danske byer har brug for grønne åndehuller, og et sådant er opstået mellem kontorer, industribygninger og en busvendeplads på Islands Brygge i København. Grunden lå i mange år brak, men en lokal gruppe søgte penge fra Nordea-fonden, og nu er de knap 1.000 forladte kvadratmeter omdannet til et grønt fællesskab. Har du selv lyst til at skabe noget lignende – hvor som helst i landet – kan du søge Nordea-fonden, der har åbnet en ny ’Her gror vi’-pulje med 75 millioner kroner. Deadline er 16. april. 

Se mere på nordeafonden.dk 

Foto: KØN – Gender Museum Denmark

EN KØN UDVIKLING

Klimakrisen er over os, under os, foran os, og hvad filen gør vi? I Aarhus sætter Gender Museum Denmark med særudstillingen ’How Dare You – Køn, kamp og klimakrise’ fokus på problemet og stiller spørgsmålet: Er mænd værre end kvinder? Ja, mænd udleder statistisk set mere CO2 end kvinder. Men måske er der flere sider af sagen? Oplev selv udstillingen, der viser sammenhængen mellem kønsnormer, kønnede hverdagspraksisser og klimapåvirkning.

Vises til december 2024. Se mere på konmuseum.dk  

Foto: Gl. Holtegaard, Iselin Forslund Toubro

TAG MED PÅ VALSEN

Oplev blandt andet Asta August og Rosalinde Mynster i Iselin Forslund Toubros første solo-udstilling på Gl. Holtegaard. Filmværket følger en kvinde, hvis søn i 1600-tallet drager i krig og senere mødes med en række nutidige navere på valsen. Først er der ren idyl. Den varer selvfølgelig ikke ved. Vises fra 8. marts til 12. maj. 

Se mere på glholtegaard.dk

På skinnerejsen mod en grønnere fremtid håber DSB – i samarbejde med en række aktører – at vinde ikke blot guldmedalje, men platin i bæredygtige værksteder. Bliv klogere på DSB’s nye grønne værksted ved Aarhus, der er seedet til den eksklusive placering.
Tekst:Esben VestergaardIllustration:Rasmus Buhl

SPOR, STØRRE, STØRST

1. Værkstedet koster cirka 2,3 milliarder at etablere.

2. Første spadestik blev taget i sommeren 2023.

3. Det samlede areal for værkstedsområdet er cirka 300.000 m2 – det samme som 42 fodboldbaner. 

4.  Bygningsarealet dækker 18.000 m2.

5. Otte spor inde i værkstedet vil have plads til et togsæt i hvert spor.

6. I alt er der knap ni kilometer elektrificerede spor på området.

EIN GANZ BESONDERES STEMPEL 

DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er oprindeligt en tysk godkendelse, men DGNB er i dag en verdens-anerkendt certificering af byggerier, bygninger og byområders bæredygtighedstiltag, som i Danmark udstedes og udvikles af Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Det er muligt at opnå tre certificeringer inden for DGNB: sølv, guld og platin. DSB’s nye værksted i Aarhus har en målsætning om at opnå platin som det første af sin slags i Danmark. Nye DSB-værksteder i København og Næstved forventes at opnå guldcertificering.

I første omgang er værkstedet ved Aarhus – kaldet ARL – præcertificeret til platin. Det forventes, at værkstedet opnår platin-certificering, når det står færdigt.

GRØNT LYS FOR ENDEN AF TUNNELEN 

I forbindelse med anlægsarbejdet skal 350.000 m3 jord flyttes – det svarer til cirka 10 gange Amager Strandpark. Overskudsjorden bruges til jordvolde omkring værkstedet, så veje og miljø ikke bliver belastet af trafik til bortskaffelse.

Solceller på tage og overdækkede parkeringsarealer vil dække op til 40 procent af værkstedets energiforbrug, og  hver femte parkeringsplads er med el-ladere til biler.

Såkaldt begrønning (beplantning) af facader sker til gavn for biodiversiteten. Grønne sedumtage vil opfange regnvand og aflaste behovet for bortledning af overfladevand. Dermed fremmes levevilkår for insekter og fugle, som kan bidrage til øget biodiversitet.

FUNKTIONSDYGTIG FREMTID 

1. Værkstedet skal servicere og vedligeholde fremtidens eltog (IC5).

2. Værkstedet har kapacitet til at vedligeholde 80 togsæt om ugen.

3. Separat bygning til hjul-afdrejning samt parkerings-, klargørings- og forsyningsfaciliteter.

4. 62 medarbejdere forventes tilknyttet værkstedet pr. holdskifte.

5. Værkstedet er ifølge planen klar til brug i 2026.

Kilder: Nye Grønne Værksteder DSB og Rådet for Bæredygtigt Byggeri