Indlæg

Havet giver, og havet tager, og en strandfoged følger dets rytme. Hver dag året rundt er P.C. Mikkelsen på stranden, ikke for at fiske eller bade, men for at holde opsyn med, hvad der skyller i land. Tag med til Thorsminde, et lille fiskerleje ved Vestkysten, og få vind i håret og sug i maven.
Tekst og foto:Gitte Salskov Jensen

EN SOLRIG FORMIDDAG ruller Peder Christian Mikkelsen op foran indgangen til Strandingsmuseum St. George på sin crosser, et all-terrain vehicle, iført rød og blå flyverdragt. Foran på den firehjulstrukne motorcykel hænger et lille papskilt, der afslører, at her kommer strandfogeden.

”Det river godt i det derude i dag,” siger strandfogeden med det blændende hvide hår, inden jeg sætter mig op bagpå. Heldigvis har jeg også iført mig flyverdragt og gummistøvler. Et par forbipasserende museumsgæster stopper nysgerrigt op. Der bliver hilst kort og udvekslet et par ord, inden vi sætter af sted mod stranden. Så snart hjulene møder sandet for foden af klitterne, slår han firehjulstrækket til på sin crosser. Så suser vi af sted, op over klitbankerne og ned mod æ haw. Nede ved havet udlever den 78-årige pensionerede fiskeskipper sin hobby, som han selv omtaler det, selv om strandfoged er et regulært embede under politiet. P.C., som han kaldes blandt venner, har sit eget lille strandlen på godt tre kilometer fra indsejlingen til det lille fiskerleje Thorsminde og sydover til mindestenen for strandingskatastrofen i 1811. Men i dag går turen nord for Thorsminde. Vi skal igennem det len, som han foruden sit eget passer for en strandfogedkollega. Strandfogeden er en slags politimester, hvis opgave det er at føre opsyn, indsamle og indberette om strandinger og vragdele, der er skyllet eller bjærget i land. 

MENS DE ROTERENDE hjul trækker synlige baner efter os i sandet, lyser det blåt fra himlen og fra havet, der ligger stille og tilbagetrukket, næsten lydløst, som en kat. Vi suser hen over sand og blotlagte sten, indimellem oppe på klitterne, indimellem helt nede i strandkanten. P.C. udpeger de steder, hvor man bedst kan finde rav. Han kender klitternes klare linjer, sandets mønstre og havets vuggen. Han kan berette om stenenes formationer, når de ligger som våde tunger på rækker. Han kan afkode hvert et hul og hver en skålformet fordybning – dér en fuglerede, dér en hund, der har gravet et hul. Og han kan spotte præstekraver (kortnæbbet vadefugl, red.) og pytter med kviksand på lang afstand.

Indimellem gør vi ophold og trasker lidt rundt med hovedet bøjet og blikket rettet ned, på udkig efter noget, der er værd at samle op og tage med hjem. Måske en sten, en klump rav, et forstenet søpindsvin – eller sneglehusstumper, som han altid skulle samle til sin kone, dengang hun levede. Eller bjergarten porfyr med sine karakteristiske fregner, der engang for millioner af år siden blev dannet i svenske og norske vulkaner og bragt hertil med isens fremstød under istiden. Skabe og kasser er allerede fyldt til bristepunktet derhjemme, men man kan jo aldrig vide, om det lige var i dag, der skulle dukke en særlig interessant sten op.

HAVETS PORT

Fiskerihavnen Thorsminde ligger på den 13 kilometer lange, smalle landtange, der afgrænser den lavvandede Nissum Fjord fra Vesterhavet. Ved Thorsminde ligger en sluse, der blev etableret i 1870’erne til afvanding af fjorden. Byen har campingplads og er destination for både surfere og kitesurfere og kan være et sted at starte en udforskning af Naturpark Nissum Fjord. Nord for byen ligger strandområdet Bøvling Klit.

P.C. ER PÅ stranden så godt som hver dag. Nogle dage to gange, hvis vinden har rusket godt i vest med pålandsvind, for så er der størst chance for, at havet har kastet noget af sig. Han er født og opvokset på egnen og har brugt det meste af sit arbejdsliv på at fiske – som de fleste andre mænd i Thorsminde. Strandfoged har han ’blot’ været de sidste 25 år. Hans far var også strandfoged, og før ham P.C.s bedstefar. Alligevel var det ikke farens strandlen, P.C. overtog – det gik nemlig til storebroren. Derimod var det på konens side, at der kom en åbning.

”Jeg fik det fra en arving til min kones bedstefar. Et barnebarn. Han døde, da han ikke var ret gammel. Og så fik jeg det. Jeg kan love dig for, at jeg har været glad for det. Der findes ikke et sted så dejligt som langs æ Westerhaw.”

Vi tøffer videre i landskabet, spotter omsider et stykke drivtømmer højt oppe på forstranden og sætter kursen mod målet. 

”Godt 12 meter langt,” vurderer P.C. tømmeret, der har ligget der længe, og som han har lyst til at vise frem. Vi sætter os skiftevis, banker lidt og stryger fingrene hen over et hul fra en nagle. På afstand kan det godt ligne et stykke tømmer fra et skib eller en coaster, men dertil passer den firkantede form og de sparsomme naglehuller ikke. En havnepæl? Måske! Fra et bolværk? Muligvis! Et godt fund er det i hvert fald, hvis man spørger P.C. 

”Der kan blive meget godt ud af sådan et stykke. Måske en bærebjælke.”

DENGANG STRANDFOGEDHVERVET så dagens lys tilbage i 1800-tallet, var der andre mængder af strandingsgods. Skibene slog sig ofte på kysten, og inddrevet tømmer kunne være en god indtægtskilde for befolkningen på kystlandet, hvor der var milelangt mellem træerne. 

”Dengang min bedstefar var strandfoged, var de sommetider herude i tre dage ad gangen, fordi der var så meget drivtømmer,” fortæller P.C. Mikkelsen. Strandfogeden havde en særlig tilgang til drivtømmeret, og alt, også de små stykker, kom med hjem og blev tørret og savet op, så manglede der aldrig træ at tænde op med – hvis ikke klitbønderne havde været der og ’hugget’ godset fra et forlis på stranden, før strandfogeden kunne nå at bjærge det. Dengang foregik bjærgningen med hestevogn, så der var rig mulighed for at forsyne sig med gods og træ i nattens mørke, inden strandfogeden havde været hele sit strandlen igennem. Man kaldte det at malke den blå ko.

”Men sådan er det jo ikke mere,” konstaterer P.C. Strandinger og skibsforlis hører i dag til sjældenhederne alene af den grund, at skibene er blevet meget bedre. De er udstyret med gps og elektronisk søkort, hvilket gør det langt nemmere at navigere på åbent hav og undvige katastrofekurs. Alligevel bliver havet ved med at bringe genstande i land fra gamle grundstødte og forliste skibe. Eksempler på udbytte: krukker, mønter, tønder, tømmer, en vinkøler, et skæfte af et gevær og en blokskive i pokkenholt, som P.C. fandt nogle dage før jul sidste år, og som han mener har tilhørt den engelske marine.

I 70’ERNE OG 80’erne, inden han blev strandfoged, var P.C. Mikkelsen fiskeskipper, men brugte også en del af sin tid på at sejle med dykkere fra frømandsklubben Delfinen, som det var lykkedes at lokalisere og senere bjærge gods fra vraget af St. George, et skib fra den britiske Østersø-flåde, der sammen med linjeskibet HMS Defence under en orkan 24. december 1811 gik på grund ud for Thorsminde.

Omkring 1.400 mennesker omkom, til dato den største og værste stranding på den jyske vestkyst. P.C. kom ind i billedet en dag efter at have været på havet for at fiske. Han havde skib og kunne sejle dykkerne, der ofte havde hjulpet fiskerne på havnen med at rense fiskegarn, ud til St. George. Siden hen blev det til mange andre gamle skibsvrag for skipperen såsom damperen Hermod, hvor det lykkedes frømændene at bjærge skibsklokken, og Bark Louisiana, hvis last var fyldt med alt fra blybarrer til porcelænsdukkehoveder og skrivegrifler.  Mange af vragfundene ligger i dag på Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.

To kilometer syd for Thorsminde og umiddelbart ud for det sted, hvor St. George gik ned, ligger i Dødemandsbjergene et monument for de omkomne fra St. George. Det anslås, at mere end hundrede engelske søfolk blev begravet her. Monumentet minder samtidig om de mange andre omkomne sømandssjæle, der er sunket til bunds som sten heromkring eller undertiden er blevet bjærget eller drevet i land. Blandt andet under første verdenskrig.

”Der er en lov, der siger, at når der er pålandsvind, skal vi strandfogeder mindst én gang i døgnet gå igennem vores strandlen. Og under første verdenskrig, da min bedstefar var strandfoged, kom der så mange lig op på stranden, at, ja, uha, det var helt tovligt. Den krig, der var derude … De sagde til mine forældre, at hvis der kom lig ind med havet, måtte de ikke vise dem til børnene, fordi de så forfærdelige ud.”

HAVETS HØST

På Strandingsmuseum St. George kan du få mere at vide om en af verdenshistoriens største strandingskatastrofer, som fandt sted, da linjeskibene HMS St. George og HMS Defence strandede under en orkan, og næsten 1.400 mennesker døde. Bliv også klogere på lokalbefolkningens møder med strandede søfolk fra hele verden.

LOMMERNE ER VED at være fyldt op med porfyr, sten, sepiaskaller, rav og snegle­husstumper. Vi har forsøgt at bestige en sandbanke, har set et vindmølletestcenter og er sågar stødt på et glas med rådne rødbeder. Men der er stadig et sidste sted, som P.C. gerne vil vise frem. Så vi fortsætter tilbage over klitterne og ned på Vesterhavsgade. Dér, lidt uden for byen, ligger fødegården, indrammet af grønne marker og med udsigt til fjorden. I dag bor P.C.’s datter i huset, men marken med egen etableret sø tilhører ham. Vi fortsætter et godt stykke hen over sletten, inden vi gør ophold. Det er tydeligt, at gæssene har været på besøg – marken er hyllet ind i deres efterladenskaber. Og just som vi taler om solen, kommer en flok gæs flyvende gennem luften som en endeløs slange og lander på fjorden. Vi iagttager optrinnet, mens det står på. Så vender vi crosseren og kører tilbage gennem byen.

Buskene blomstrer, haven dufter, og forårets mavefornemmelse er grøn. Så glem fisken i en fritureklassiker, guf en gryde fuld af smag, og glæd børnene med en pizza. Og husk, at livet er bedre med pomfritter.
Opskrifter og foto:Michala Kramer

PITA-PIZZA MED KARTOFFEL

Til 4 personer

4 pitabrød, eventuelt fuldkorn
2 mellemstore kartofler
2 spsk. olivenolie
50 g spinat
150 g artiskokhjerter
200 g revet vegansk ost
Frisk basilikum
Salt
Friskkværnet peber

Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Pensl pitabrødene med olivenolien på ydersiden. Fordel halvdelen af osten på brødene.

Skær kartoflerne i tynde skiver, og fordel dem på pizzaerne sammen med artiskokhjerter og spinat. Kom igen ost på toppen.

Bag pizzaerne i den varme ovn i cirka 10-12 minutter, til de er let gyldne. Krydr med salt og peber, og kom lidt olivenolie henover inden servering.

FISH ‘N’ CHIPS MED PANERET PASTINAK

Til 4 personer

2 mellemstore pastinakker
3/4 dl kikærtemel (kan eventuelt erstattes med hvedemel)
1 dl plantemælk
Olie til stegning
Salt og friskkværnet peber

Rasp

2 dl panko-rasp
1 tsk. paprika
1 tsk. karry

Tartare sauce

1 dl vegansk mayo
1 dl vegansk cremefraiche
2 spsk. kapers
3 cornichoner, finthakkede
1 tsk. sennep
1 spsk. citronsaft
1 håndfuld finthakket dild eller persille
Salt og friskkværnet peber

Kartoffelfritter

500 g kartofler
3 spsk. olivenolie
2 kviste rosmarin
Citron i skiver
Salt og friskkværnet peber

Rør ingredienserne til tartarce saucen sammen, smag den til, og lad den trække, mens du tilbereder resten af måltidet.

Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Skær kartoflerne til pommes frites, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Kom olie, salt, peber og rosmarin henover. Bag dem i cirka 30-35 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Skær pastinakkerne ud i skiver i 1 cm tykkelse på en lange led. Læg stykkerne på en bageplade med bagepapir og pensl dem med lidt olie, salt og peber. Bag dem i ovnen i cirka 12-15 minutter. Lad dem herefter køle lidt af.

Bland plantemælk og kikærtemel i en skål. Kom panko-rasp, paprika og karry i en skål, og bland det. Dyp hver pastinak først i melblandingen og derefter i raspen, til de er dækket over det hele. Steg dem i rigeligt smør på en pande. Vend dem efter cirka 2-3 minutter.

Servér de panerede pastinakker med de sprøde fritter og hjemmerørt tartare sauce. Krydr godt med salt og peber, og giv en skive citron til.

INDISK BUTTER BLOMKÅL

Til 4 personer

1 blomkål (500 g)
1 sød kartoffel (300 g)
240 g kogte kikærter (1 dåse)
3 fed hvidløg
1 løg
3-4 tsk. garam masala
1 tsk. stødt ingefær
2 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. karry
1/2 tsk. chili, flager eller stødt (kan eventuelt udelades)
4 spsk. tomatpuré
2 dåser kokosmælk
Olie til stegning
Salt og friskkværnet peber
Naanbrød
Frisk mynte
Kogte ris
1 lime skåret i både

Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Snit blomkålen i små buketter. Læg dem i et smurt ovnfast fad sammen med de kogte kikærter og tern af sød kartoffel. Kom fadet i den varme ovn, og lad det bage i cirka 15 minutter. Snit imens løg og hvidløg, og steg dem på en pande i olie.

Tilsæt garam masala, spidskommen, ingefær, karry og chili, og lad det simre på høj varme. Tilsæt tomatpuré og kokosmælk. Skru ned, rør godt rundt, og lad det langsomt tykne ved middel varme, til det får en flot dyb orange farve. Tilsæt eventuelt lidt ekstra vand, hvis saucen er for tyk. Smag til med limesaft, salt eller peber.

Kog risene, og varm naanbrødene i den varme ovn. Tilsæt grøntsagerne til saucen i panden, når de er stegt færdige i ovnen. Vend dem godt, og lad retten simre ved lav eller middel varme i et par minutter inden servering. Servér retten med kogte ris, lune naanbrød samt mynte.

QUINOAGRYDE

Til 4 personer

1 løg
4 fed hvidløg
2 tsk. stødt spidskommen
2 tsk. gurkemeje
4 spsk. peanutbutter
4-5 tsk. rød karrypasta (alt efter styrke)
1 dåse hakkede tomater
1 dåse kokosmælk
180 g lys quinoa
2 gulerødder
1 aubergine
1 håndfuld frisk spinat
Salt og friskkværnet peber
240 g kogte kikærter (1 dåse)
1 spsk. paprika
Olie til stegning
Salt og friskkværnet peber
Vegansk cremefraiche
Frisk basilikum
1 lime skåret i både
Sesamfrø

Kom olie i en sautérpande eller gryde, og tilsæt finthakkede løg og hvidløg. Tilsæt spidskommen og gurkemeje, og lad det stege godt igennem. Tilsæt peanutbutter og rød karrypasta, og rør det godt sammen. Kom hakkede tomater og kokosmælk i gryden sammen med rå quinoa.

Riv gulerødderne på et rivejern, skær auberginen i tern, og kom dem med op i gryden. Lad det simre i cirka 10-15 minutter ved middel varme under omrøring. Tilføj spinaten i retten, og smag den til med karrypasta, salt og friskkværnet peber.

Skyl de kogte kikærter grundigt. Varm lidt olie op på en pande, og kom kikærterne på panden sammen med paprika, salt og friskkværnet peber. Lad det stege ved høj/middel varme, til de er sprøde og gyldne.

Servér quinoagryden sammen med kold cremefraiche, limeskiver, basilikum, sesamfrø, salt og friskkværnet peber.

PASTA ALFREDO

Til 4 personer

400 g pappardelle eller pasta, efter eget valg
4 spsk. plantesmør
3 fed hvidløg
2 tsk. oregano
1 tsk. fintrevet muskatnød
3 dl havremælk
3 dl revet vegansk parmesan
5 spsk. soltørrede tomater
1 håndfuld rucola
Salt og friskkværnet peber

Kog pastaen som anvist på pakken. Hak de soltørrede tomater fint, og steg dem sprøde i lidt olie på en pande. Tag dem af panden, og lad dem køle af.

Kom lidt smør på panden, tilsæt muskatnød, oreganoog de finthakkede hvidløg, og lad det stege et øjeblik. Tilsæt først 1 dl havremælk og halvdelen af parmesanen.  Tilsæt resten af mælken, rør det godt sammen, og lad det tykne ved lav eller middel varme.

Hæld vandet fra pastaen, og kom den på panden. Rør den godt ind i sauce, og tilsæt det sidste revne ost. Krydr med salt og friskkværnet peber, og vend det godt sammen. Er saucen for tyk, så tilsæt lidt ekstra mælk.

Servér den cremede pasta med de soltørrede tomater, frisk rucola, salt og friskkværnet peber.

Michala Kramer deler ud af kreationerne på Micadeli.dk, på Instagram og nu også på tryk. ’Vegansk aftensmad’ fra Politikens Forlag indeholder over 100 nye opskrifter fra hendes hånd.

I 1997 solgte hun og hendes mand deres allerførste kyllinger fra Gothenborg. Siden er et par fjer blevet til mange høns, og i dag avler de tillige fuldfede ænder, kalkuner og gæs. Her fortæller direktør Lone Hedegaard om sit liv med familien, fuglene og firmaet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

VI KØBTE GOTHENBORG i 1992. Det var et slidt nedlagt landbrug, men vi vidste med det samme, at det skulle være vores. Vi forelskede os i det åbne landskab med søer, skov og bakker. Jeg var gravid med vores andet barn, og vi vidste allerede, at der ville komme flere. På gården var der plads til familien, og så lå den, så børnene kunne cykle til skole i Them uden for Silkeborg.

Gården bestod dengang af et 100 år gammelt stuehus, som blev skalmuret engang i 1970’erne. Derudover var der 25 hektar jord, en lade og en stor gammeldags stald med gødnings-rende, fodertrug og stangbidsler, som man før i tiden brugte til at fiksere køerne, når de skulle malkes. 

Jeg er ikke selv fra et landbrugshjem, men det har altid været omkring mig. Jeg voksede op på Gråsten Landbrugsskole i Sønderjylland, hvor min far underviste i planteavl i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Dengang tænkte man slet ikke i økologisk jordbrug. Han underviste i at maksimere udbyttet i det konventionelle landbrug med sprøjtegifte og gødning.

Vi boede i lærerboligen mellem hovedbygningen og skolens gård. Til at begynde med havde vi kun stueetagen, men med tiden blev der etableret elev-værelser på førstesalen, og min far fik ordnet det sådan, at min bror og jeg kunne få et værelse hver ovenpå sammen med otte bønderkarle. De holdt fester, og jeg ved ikke hvad, når mine forældre ikke var hjemme. Der var virkelig gang i den.

Eleverne spiste ikke med hos os, men der var altid et rend og et leben. Sådan har det været hele min barndom. Vi var fem søskende, og med en hjemmegående mor blev vi sat i sving. Jeg var den ældste pige i børneflokken og skulle hjælpe min mor med de mange huslige opgaver. Fra en tidlig alder lavede jeg mad, strøg og pudsede sølvtøj, når vi fik gæster.

I gårdbutikken kan man købe mel kværnet på egen stenmølle, druesaft, økologisk fjerkræ samt frugt og grønt efter sæson.

I MIT BARNDOMSHJEM blev alt lavet fra bunden. Grøntsagerne kom fra køkkenhaven eller de lokale marker, og når der skulle strikkes, kartede eller spandt min mor sit eget garn. Hun var uddannet syerske og lavede alt vores tøj og lappede det, hvis der kom huller, og jeg lærte at karte garn, spinde garn og stoppe strømper.

Derudover var jeg en rigtig hestepige. Jeg levede på rideskolen og havde selv heste og ponyer på landbrugsskolen, som jeg red og passede. Var jeg ikke i skole eller i køkkenhaven med min mor, kunne man finde mig på rideskolen.

Da jeg havde færdiggjort 10. klasse eller 3. real, som det hed dengang, var jeg skoletræt og besluttede mig for at rejse til Schweiz for at være ung pige i huset. Jeg var kun hjemme i kort tid, før jeg tog af sted igen, i kibbutz, hvor jeg både var i køkkenet, i landbruget og i børnepasningen. 

FJER MED MERE

Gothenborg, som den fremstår i dag, blev grundlagt i 1997 af Lone og Lars Hedegaard. I dag er Lone Hedegaard direktør og ansvarlig for engrossalget, mens Lars Hedegaard er bondemand og har det overordnede økonomiske ansvar. Tilknyttet gården er en landbrugsmedhjælper, en kok og halvanden kontorstilling. Derudover har de fem fleksjobbere ansat og to praktikanter. På gården kan man købe fjerkræ, holde konfirmationer, fester, mindehøjtideligheder og møder. Der afholdes jævnligt surdejskurser og foredrag. Gården er 100 procent økologisk. Derudover sælger de deres fjerkræ på deres web­shop og gennem forhandlere af økologiske varer landet over.

DA JEG KOM hjem, tog jeg HF, mens jeg arbejdede på et hotelkøkken for at spare sammen til højskoleophold. Først var jeg på Viborg Gymnastikhøjskole, og bagefter var jeg på Skals Håndarbejdsskole, hvor jeg lærte at væve, indfarve garn, strikke og brodere. Efter Skals Håndarbejdsskole tog jeg et ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole. Et år senere begyndte jeg på sygeplejerskolen i Aarhus, og det var, mens jeg gik her, jeg mødte Lars, min kommende mand.

Han var ved at uddanne sig til skovfoged, da vi mødte hinanden på et gymnastikhold. Han havde fået landbruget ind med modermælken på et stort landbrug i det nordlige Salling, lige før man krydser Limfjorden til Fur. Fra meget ung alder hjalp han til. De havde malkekøer og lidt grise.

Han søgte ind på landbrugsuddannelsen, da han var færdig med folkeskolen, men kort før han blev uddannet, fandt han ud af, at det nok ikke var noget for ham alligevel. I stedet tog han en HF og søgte ind på Skovskolen i Nødebo under Københavns Universitet og kom i praktik på Djursland.

Vi viftede rundt om hinanden på gymnastikholdet, og så begyndte han pludselig at komme på besøg hos mig i Aarhus. En uge efter jeg havde afsluttet min sygeplejereksamen, tog han orlov fra sin uddannelse, og så rejste vi jorden rundt i 20 måneder.

Det var den helt klassiske rygsækrejse med telt og sovepose. Vi startede i Moskva og tog Den Transsibiriske Jernbane gennem Rusland, Mongoliet og Kina. Vi rejste hele Kina rundt og kom ned til Tibet, hvor vi vandrede på Mount Everest. Dernæst fortsatte vi ned gennem Asien. Det var nogle fantastiske måneder.

Da vi kom til Australien, var kassebeholdningen lav. Så fandt vi arbejde i landbruget og plukkede meloner og tomater og tjente rigtig gode penge, som vi kunne rejse videre for. Det gentog sig i New Zealand. Denne gang kunne vores illegale arbejdskraft bruges til at plukke æbler. Arbejdet var syv dage om ugen, men vi klagede aldrig og var en elsket arbejdskraft. Vi bøjede bare nakken og gik i gang med at knokle. Vi boede i telt i plantagen, og når vi vågnede, var der rimfrost på indersiden af teltet. Det kan man holde til, når man er ung. Så måtte vi bare lægge os tættere sammen for at holde på varmen. 

Lone og Lars Hedegaard har dannet par, siden de mødte hinanden til gymnastik i 1985. De blev gift i 1989.

EFTER YDERLIGERE SEKS måneder i Nordamerika var vi klar til at vende hjem. Vi kom hjem i december 1988, og året efter blev vi gift. Mens Lars færdiggjorde sin uddannelse som skovfoged, arbejdede jeg som sygeplejerske på Aabenraa Sygehus.

Da vi købte Gothenborg, sagde jeg mit job op for at hellige mig familien og arbejdet på gården. En tid levede vi af min mands indkomst. Han havde fået job i en skovdyrkerforening syd for Silkeborg. 

Planen var at opdyrke de 25 hektar jord konventionelt. Det gjorde vi de første to år. Så blev vi enige om, at vores børn ikke skulle vokse op et sted, hvor der blev hældt gift ud. Min barndoms køkkenhave på Gråsten Landbrugsskole blev heller ikke sprøjtet. Det var far og mor med hakke. I stedet plantede vi 10 hektar skov på grunden og købte høns, kyllinger, lidt får og nogle kalve til husbehov.

Vi købte nogle store mobile huse på 50 kvadratmeter til kyllingerne, som vi kunne flytte rundt på marken. Indeni byggede vi hønsehuse med siddepind og fodertrug. Da de blev slagtet og lagt på frost, begyndte vi et beskedent stalddørssalg, hvor jeg solgte de første kyllinger fra en fryseboks. 

Det første år fik vi udsolgt på meget kort tid, men vi satte fortjenesten alt for lavt, fordi vi forsøgte at konkurrere med de konventionelle kyllinger på markedet. Efter det første år kunne vi se potentialet i at avle økologiske kyllinger, selvom det af nogle blev opfattet som langhåret.

De økologiske ænder går frit på marken og lever af usprøjtet kløvergræs.

I 2000 BYGGEDE vi vores økologiske gårdbutik. I forlængelse af gårdbutikken lavede vi et lille kursuslokale, hvor jeg begyndte at afholde husflidskurser med pileflet, langbue- og pilekurser, kalligrafi, filtning, blomsterbinding og maling. 

Kyllinger er skovfugle fra naturens side. De vil gerne være, hvor der er træer, så de kan gå i skjul under et træ og hakke i kvasbunker. Vi har udviklet det, vi kalder for skovkyllinger, som drager fordel af det skovareal, vi etablerede for mange år siden. Vi har indhegnet dele af skoven og en del af marken, så dyrene kan være begge steder. De får foder af os, men de roder også i skovbunden og spiser kløvergræs på marken. De har plads til at være aktive, og det kan man smage. Alle de ting sætter sig i kødet.

Derudover bliver vores skovkyllinger meget ældre end både konventionelle og almindelige økologiske kyllinger. En konventionel kylling bliver 32 dage gammel, mens en gennemsnitlig økologisk kylling bliver omkring 53 dage gammel. Vores skovkyllinger bliver derimod 85 dage gamle.

De økologiske skovkyllinger kan frit vælge mellem mark og skov.

I 2009 BESLUTTEDE JEG, at vi skulle have et stort landkøkken, hvor jeg kunne undervise i sund og god mad. Men bare to måneder efter det stod færdigbygget, døde vores ældste søn i en trafikulykke. Der gik over et år, før jeg kom mig og kunne hjælpe til på gården igen. Jeg kom ned i et meget mørkt hul, og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi kom igennem det. Heldigvis har vi et kæmpe netværk af venner, kolleger og familie, som trådte til. 

Ud over landkøkkenet og gårdbutikken har vi siden bygget kontor, webshop, og en trælade, hvor halvdelen er maskinhus, og resten udlejes til arrangementer. Min mand og jeg er igangsættere og forsøger hele tiden at udvikle vores forretning. Ud over vores skovkyllinger har vi også bronzekalkuner, gæs og ænder. Sidste år plantede vi økologiske juletræer og satte kalkunerne løs på juletræsmarken. De spiser ikke nålene, så længe der er græs og ukrudt mellem træerne.

Jorden ligger stille om vinteren, fordi vores dyr skal have frisk kløvergræs. Derfor avler vi kun, fra foråret begynder til oktober, hvor vi slagter de sidste. Vi laver 1.200 gæs, 1.000 kalkuner, 11.000 ænder og 12.000 kyllinger om året. Vores fugle bliver sendt til slagtning på et professionelt slagteri ikke så langt herfra. Vi har forsøgt os med hjemmeslagtning, men det fungerede ikke. Det var for besværligt med spildevand, biologisk affald, indfrysning og levnedsmiddelregler.

Vores næste projekt er stuehuset. Det var gammelt, da vi overtog gården for 30 år siden. Nu er det meget gammelt og trænger til renovering. Det nytter ikke noget at forgælde sig privat, når man starter sådan en virksomhed op og har fem børn. Men nu har det altså trængt længe nok. Jeg har en drøm om at pille så meget som muligt ned og få noget af den 100 år gamle sjæl frem i huset igen. Det bliver nok et stort arbejde.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MOZHGAN SABER
27 år, sygeplejerske, Farum Station

Jeg skal til Nordhavn for at spise med en veninde. Vi mødes vel en gang om måneden og spiser og hygger os. Jeg er på barselsorlov for tiden. Min datter, Eliana, er fem måneder gammel. Det er dejligt, men jeg savner arbejdet.

Jeg har været tre år på Bispebjerg Hospital og elsker det. Vi har haft travlt, og jeg har selv arbejdet på COVID-afsnit en periode. Jeg lærte meget om at håndtere nye situationer med kort varsel. Det er en frygtelig sygdom, der har ramt mange, og mange er døde. Men vi har også fået taknemmelige henvendelser fra patienter, der kom sig. Jeg føler, at COVID har givet sygeplejersker en helt ny anerkendelse, bare ikke fra regeringen.

Jeg er enebarn. Mine forældre flygtede med mig fra Iran, da jeg var fem år gammel. De var selv flygtet fra Afghanistan som teenagere og havde det ikke godt i Iran. Vi fløj til Usbekistan, eller var det Tadsjikistan, og gjorde resten af rejsen til fods, over utallige grænser og med menneskesmugling, og hvad det ellers indebærer. Mine forældre sagde til mig: ”Hvad der end sker, så giv ikke slip på vores hænder.” Til sidst kom vi til Viborg. Lige siden har vi arbejdet, uddannet os, bidraget. Danmark er vores verden.

__________________________________

JULIE SOFIA SOJA
17 år, gymnasieelev, Buddinge Station

Jeg går på Gladsaxe Gymnasium, men nogle timer var aflyst, og vi fik tidligt fri i dag. Nu er jeg på vej hjem til Hareskovby, hvor jeg bor med mine forældre og min storebror. Han er 21 og studerer statskundskab. Han flytter snart ud. Jeg kan godt lide ham og er selvfølgelig ked af, at han flytter, men tror også, det bliver godt for ham.

Når jeg kommer hjem, tror jeg, jeg vil tegne lidt. Jeg kan lide at tegne mennesker, ansigter, karikerede ansigter. For eksempel har jeg tegnet et menneske, der ligner en kat. Jeg kunne godt tænke mig at uddanne mig til arkitekt og bruge tegningen til noget. Eller måske blive læge ligesom min mor og have noget med mennesker at gøre.

Jeg glæder mig til gallafesten, vi snart skal til. Reglerne siger, at 1. g’erne skal have en kjolelængde over knæet, vi 2. g’ere skal have kjoler til knæet, og 3. g’ernes kjoler skal gå til under knæet. Sådan er det bare. Der er også regler for drengene i forhold til slips og butterfly. Jeg skal have en sandfarvet kjole på, som jeg har arvet fra min mor. Jeg går meget ind for genbrug.”

__________________________________

MIKKEL HILLE
25 år, studerende, Hareskov Station

Jeg læser til friluftsvejleder på Paul Petersens Idrætsinstitut i København og er på vej hjem fra telttur i Hareskoven, 38 elever har vi været af sted. Vi har blandt andet lært om førstehjælp. Jeg simulerede, at jeg havde fået et snitsår, mens nogle medstuderende forbandt mig og forsøgte at skærme mig mod vind og vejr og i det hele taget gøre det så behageligt som muligt at være såret. Højdepunktet på turen var morgenmaden med bacon, æg, kålpølser og baked beans. Det gode ved at være på tur i Danmark er, at der næsten altid er en Netto i nærheden.

Jeg har en bachelor­grad i idræt. Mens jeg studerede, var jeg på udveksling i Alta i Norge, nord for polarcirklen, hvor jeg gik ture, stod på ski og kørte mountainbike. Jeg har en fascination af kulde, men jeg er også nærmest vokset op i en ishockeyhal i Esbjerg, hvor jeg kommer fra.

På udveksling fandt jeg ud af, at jeg bedre kan lide at være ude end at sidde på læsesalen, så jeg håber, at jeg kan komme til at leve af friluftsliv. Som guide, på højskole eller som efterskolelærer. Men jeg ser på mulighederne senere. Lige nu gør jeg bare det, jeg kan lide.

I 1930’erne stod en gruppe driftige danskere i spidsen for en ingeniøropgave, der ikke bare blev et trafikalt tigerspring for den iranske befolkning, men også var med til at afspore nazisternes håb om verdensherredømme. Nu, mere end 80 år efter, har FN ophøjet Den Transiranske Jernbane til verdensarv og dermed sikret det persiske tog-eventyr for eftertiden og for nye rejsende.
Tekst:Morten Hansted

TOGET SKRUMPLER AF STED på den flade, tresporede jernbane mellem Teheran og Mashhad. Men det er ikke den store provinsby tæt på grænsen til Afghanistan, der er målet for rejsen, og efter en times kørsel forlader toget hovedstrækningen og drejer op mod nord med de stejle Elburz-bjerge i det fjerne. Sporet passerer gennem øde egne med enkelte småhuse med granatæble- og appel­sintræer i haverne, inden skinnerne for alvor går til angreb på bjergmassivet, som skal overvindes, før toget kan nå frem til målet Gorgan oppe ved Det Kaspiske Hav. Men først skal det igennem og hen over hundredvis af kringlede tunneler og svimlende broer, der blev bygget for over 80 år siden, da danske ingeniører drog til et land 5.000 kilometer væk for at stå i spidsen for anlæggelsen af iranernes første jernbane. Et byggeprojekt så usædvanligt, at jernbanen tidligere i år blev fundet værdig til betegnelsen verdensarv og nu kan findes på UNESCOs prestigefulde liste med unikke menneske- og naturskabte seværdigheder. 

Jørgen Saxild (t.h.) til inspektion af banen med shahen af Iran.

AT DET BLEV DANSKERE, der kom til at stå i spidsen for opførelsen af Den Transiranske Jernbane, bygger til dels på tilfældigheder. I 1920’erne havde Iran været igennem lidt af en revolte, og militærmanden Reza Pahlavi var kommet til magten på løfter om at ville reformere landet og få bragt fattigdommen ned. Han erobrede titlen som shah, som kan sammenlignes med kongetitlen i Danmark, og gik straks i gang med sit vigtigste – og dyreste – projekt: at få bygget en jernbane tværs gennem landet, der kunne sikre ham kontrol med oprørske egne i det olierige syd og samtidig gøre det nemmere at fragte iranske produkter ud til eksportmarkederne. Men indledningsvis skulle der skaffes penge. I første omgang fra særlige afgifter på sukker og te, som blev lagt til side til byggeriet.

Dengang var Persien på det jernbanemæssige område håbløst bagefter. Ofte var det kameler, der klarede transporterne af gods og personer i lange karavaner og på dårlige veje – nogle gange flere hundrede kameler ad gangen. Om natten kunne man høre deres klokker ringe, når en karavane passerede i det fjerne. 

T.v.: Aarhus Stiftstidende 8/4-1934. T.h.: Jyllands-Posten og Fyns Tidende 22/4-1933.

JØRGEN SAXILD

1891-1975. Født i København. Ingeniør med speciale i armeret beton.

Stiftede i 1917 sammen med to jævnaldrende et ingeniørfirma, der senere kom til at hedde Kampsax, som fik opgaver i Mellemøsten og mange europæiske lande.

Storkorsridder af Dannebrog. Da shahen af Iran i 1959 var i Danmark på officielt besøg, gik turen også forbi Saxilds hjem.

OPRINDELIGT GIK OPGAVEN med at skabe en konkurrent til de maleriske, men ineffektive kameler til en håndfuld tyske og amerikanske ingeniørfirmaer. Men tyskerne og amerikanerne ragede uklar med shahen og nåede derfor kun at bygge nogle af de letteste delstrækninger af jernbanen, før de blev smidt ud af landet. I Irans naboland Tyrkiet var miniputlandet Danmark allerede involveret i jernbanebyggeri, om end også her ad omveje. 

Tyrkiet havde også fået nyt styre i 1920’erne, og også her satsede den ny leder, Kemal Atatürk, på, at nye jernbaner kunne skabe fremgang. 

Sverige øjnede forretningsmuligheder og sendte folk derned, og flirten med Tyrkiet endte med, at et svensk lokomotivfirma skulle levere jernbanemateriel på betingelse af, at de også ville stå for byggeriet af nye baner. Den slags havde lokomotivfolkene imidlertid ingen erfaring med, så de entrerede med det danske ingeniørfirma Kampsax samt et andet mindre dansk firma, og de to påbegyndte arbejdet med at lægge skinner over den anatolske højslette.

Mens det skred fremad, blev man hos Kampsax klar over, at det stod skidt til med jernbaneprojektet på den anden side af grænsen.

Det kunne måske åbne for nogle muligheder for det dansk-svenske konsortium. En tyrkisk tolk blev derfor i efteråret 1932 sendt af sted til Teheran. Foråret efter tog Jørgen Saxild, en af tidens fremgangsrige ingeniører, som nogle år forinden havde stiftet firmaet sammen med et par jævnaldrende ingeniører, selv til Teheran. Og i april 1933 var kontrakten i hus. 

Ingeniøren Svend Buhelt i Iran på banens sydstrækning i 1936 sammen med et par lokale tjenestefolk. Han døde i 2010 som den sidste af de mange ingeniører og arkitekter.

”NY SEJR FOR DANSK ingeniørkunst” og ”Mægtige skandinaviske ingeniør­arbejder i Persien.” Sådan lød nogle af overskrifterne i de danske aviser i 1933. Og det var en gigantisk kontrakt, som Jørgen Saxild havde indgået med det persiske styre. Opgaven omfattede 1.400 kilometer jernbane fra Det Kaspiske Hav i nord til Den Persiske Golf i syd. Der skulle bygges et utal af broer og tunneler – Kampsax’ brokontor i Teheran endte med at tegne 360 større og mindre broer, og antallet af tunneler nåede op over 200. Både nord og syd for Teheran var der bjergkæder, som jernbanen skulle trænge igennem. Og hvor der ikke var bjerge, var der golde ørkener med store temperaturmæssige udfordringer. 

”Der var vældige negative kræfter, jeg blev stillet over for. Konkurrenter fra hele verden forsøgte med alle midler at hindre kontraktens underskrift, blandt andet ved at søge at underbyde os, men vi var dem for stærke,” fortalte Jørgen Saxild senere. 

Af en gulnet kopi af kontrakten, som dukkede op hos en af ingeniørernes efterkommere for nogle år siden, kan man udlede, at Kampsax skulle have over en milliard kroner for sin bistand. Til gengæld skrev den dengang 42-årige Jørgen Saxild under på et løfte til shahen om, at banen skulle færdiggøres på seks år. Ellers vankede der bøder. Kontrakten viser også, at danskerne kunne blive afregnet med 7,5 gram guld pr. meter jernbane, hvis Kampsax af den ene eller anden grund ikke brød sig om at få betaling i dollar eller engelske pund. I 1930’ernes krisetid kunne gængse penge pludselig miste deres værdi på kort tid.

Bjerglandskabet, som Vereskbroen skulle igennem.

DET HASTEDE ALTSÅ med at komme i gang med arbejdet. Men først skulle der skaffes folk, og den lokale arbejdsstyrke var utilfredsstillende.

”Der var hverken erfarne arbejdere eller håndværkere, der var kun få erfarne ingeniører og hverken maskiner eller andet materiel,” har Jørgen Saxild fortalt. Så de fleste ingeniører blev fundet i Danmark, men også i Norge, Schweiz og andre lande med specialister i bjergbyggeri. De nyansatte rejste til Persien – eller Iran, som det officielt hed fra 1935 – med tog. Typisk via Berlin og Warszawa og videre ned gennem Sovjetunionen og over Kaukasus frem til vestsiden af Det Kaspiske Hav. Her var der mulighed for at komme over med en damper til en nordiransk havneby, hvorfra man ad landevej kunne komme det sidste stykke mod Teheran. Alt i alt en ugelang rejse frem mod eventyret og det fremmedartede.

”Teheran vrimler med tiggere. Et sted vasker en mand sig i rendestenen. Et andet sted lader en mand sit vand i den, og lidt længere nede fylder en sin tepotte. Intet under, at der forekommer så mange tilfælde af tyfus her,” skriver Svend Buhelt, en af de danske ingeniører, i sin dagbog om ankomsten til hovedstaden i 1934. 

Rent vand var en sjældenhed, som også en af ingeniørernes hustruer, Ellen Wright, i 1934 fortalte til Aalborg Stiftstidende: 

”Det vand, vi bruger, får vi fra den engelske legation, der har eget vandværk. Men også det bliver kogt, inden det anvendes.”

Kampsax oprettede sit hovedsæde midt i Teheran, og Jørgen Sax­ild slog sig selv ned i en herskabelig bolig i byen med sin familie. Mange år senere i København hang den persiske indretning stadig ved:

”Vi kom hos min farfar til familiemiddage næsten hver søndag, da jeg var barn. De havde en kæmpe stue, hvor persiske tæpper lå i tykke bundter. Så mange var der. Der hang også tæpper på væggene. Og der stod figurer af bronze, som de havde taget med hjem,” husker barnebarnet Jacob Saxild.

JØRGEN SAXILD VAR lige kommet tilbage til Danmark efter fem år i Tyrkiet med familien. Nu gik turen videre til Teheran. Børnene blev denne gang hjemme, mens hustruen Gudrun en gang om året kom på et længere besøg for at være sammen med sin mand, der også af og til åbnede sit hjem for de ansatte. Men det slog ikke til, når der skulle socialiseres i det daglige. I Persien var man ikke vant til at have danskere rendende, i hvert fald ikke i større tal. Pludselig var der flere hundrede, og ingeniørerne ude på linjen kunne godt bruge et samlingssted, når de indimellem var i Teheran for at aflægge rapport på hovedsædet. En af Jørgen Saxilds allerførste initiativer var derfor at oprette en skandinavisk klub i hovedstaden. Jernbanen havde også tiltrukket ingeniører fra Norge og Sverige. Nu blev der anskaffet en fornem persisk bygning med klassisk springvand til Club Irano Scandinave, som fik egen restaurant med dansk madmutter og hjemlige retter. Her kunne de udsendte læse danske – om end stærkt forsinkede – aviser, benytte tennisbanen og modtage og afsende post til og fra familien hjemme. Det helt store hit var kortspillet bridge. Så blev der sendt blyanter og regnskabsblokke ned fra Danmark – den slags var åbenbart svært at skaffe lokalt. Ingeniørerne fik smokinger ned via Kampsax, så de kunne møde standsmæssigt, når der var fester i klubben. 

”Når jeg selv en gang imellem slog mig løs og trakterede alle gæster og medlemmer på champagne i klubbens berømte hvælvede kælderbar, gik bølgerne højt,” skrev Jørgen Saxild senere i en erindringsbog.

Det var også i klubben, at Ejner Park, en af de danske ingeniører, fejrede dåben af sin datter, som fik fornavnet Iran.

”Iran er et meget gammeldags pigenavn dernede, fortæller de iranere, jeg møder i Danmark,” siger den i dag 85-årige Iran Bjørnholm. Hendes forældre var draget til Mellemøsten for at være med i jernbaneeventyret midt i en tid med krise i Europa:

”Det var svært at finde arbejde på den tid, så mine forældre var lykkelige for den tid, de havde i Iran. Selv kan jeg huske, at jeg tog mine første skridt på persiske tæpper.”

Andre af ingeniørerne havde børn, som de måtte efterlade i Danmark. Bent – et af de tilbageblevne børn – skrev i november 1933 ned til sin far, John Petersen, i Persien:

”Kære far, jeg er glad for at gå i skole. Kommer far snart hjem? Vi savner far meget, jeg sover hos mor.”

Faren kom hjem, men først efter fem et halvt år. Så det endte med, at børnene i stedet kom ned til ham. Også ude på linjen, hvor de fleste danskere arbejdede med ansvar for hver deres del af byggeriet, kunne savnet til hjemstavnen mærkes. Svend Buhelt, der kom fra et job i Maribo på det flade Lolland, beskriver i sin dagbog ankomsten til det øde bjergområde, hvor ’hans’ stykke jernbane lå.

”Jeg blev sat af bilen med min lille kuffert. Så stod jer der og kunne selv om at kravle opad til huset i halvmørke og med rimglatte klipper. Jeg følte mig en smule forladt.”

Teherans hovedbanegård.

TIDENS TEGN

I 1934 blev det besluttet, at Kampsax også skulle stå for byggeriet af Teherans hovedbanegård, og DSB’s chefarkitekt K.T. Seest tog den lange rejse til Iran. Han var kendt i Danmark for at have tegnet Aarhus Hoved­banegård og Horsens Banegård – senere også de funkisprægede stationer Vesterport og Nørrebro i København. I dag troner Irans to seneste herskere på indgangspartiets sider: den siddende ayatollah Khamenei og ayatollah Khomeini, der i 1979 væltede shah­dynastiet og omdannede Iran til et præstestyre.

DA DANSKERNE OVERTOG, havde de tyske og amerikanske ingeniører bygget nogle hundrede kilometer på jernbanen, men på sydstrækningen ned mod Den Persiske Golf manglede hele arbejdet med at få banen udstukket og målt op. 

Her sendte Kampsax i 1933 en fortrop af sted med ingeniører, der sammen med lokale stedkendte rejste strækningen igennem. Overnatningen foregik i telte i det fri. Når troppen skulle passere floder, svømmede lokale bærere over vandet med et tov, som bagefter blev spændt op over floden, så danskerne kunne fire sig over. Nogle gange brugte iranerne et gedeskind, der var syet sammen til en slags ballon, til at holde sig oppe.

En af de strækninger, der gav stort hovedbrud, var den del, der skulle føre nordbanen ud af Elburz-bjergene og videre mod appelsinlundene oppe ved Det Kaspiske Hav.

Det var svært at finde en rute, som ikke var for stejl i forhold til de sikkerhedskrav, der gælder for jernbaner. De tysk-amerikanske forgængere havde også bakset med denne udfordring. Ingeniørerne løste den ved at hugge ud, så banestrækningen kom til at ligge i tre lag op ad bjerget. Krumme tunneler i enderne sørgede for, at skinnerne blev forbundet med skinnerne på næste plateau og dannede en slags spiral. I nordenden af spiralen førte man banen gennem endnu en tunnel og derfra videre på en bro over en flere hundrede meter dyb kløft. Vereskbroen, som den hedder, og som er opkaldt efter en landsby nærved, blev måske det vigtigste punkt på jernbanen, og i dag har den ikonisk status i Iran og optræder blandt andet på frimærker og pengesedler. Da den jernbaneglade kong Frederik IX i 1963 besøgte Iran sammen med dronning Ingrid og deres datter prinsesse Benedikte, måtte han naturligvis ud på netop denne del af Den Transiranske Jernbane for at studere ingeniørernes bedrifter.

Hvor mange dødsfald byggeriet af banen kostede, er aldrig blevet gjort op. Men en del liv gik tabt på det udfordrende stykke omkring Vereskbroen. Kampsax’ medarbejdere, der stod for projektering og det overordnede tilsyn, arbejdede for det meste ikke, hvor farerne var størst, men dødsfaldene ramte blandt de mange arbejdere hos underleverandørerne, der tog del i byggeriet – i perioder arbejdede op mod 50.000 personer på projektet, mange steder på primitive stilladser i faretruende højder, og i visse tilfælde måtte arbejderne hænge i liner ude på bjergsiderne. Et af uheldene fandt sted i marts 1935. Et jordskælv nordpå betød, at klippeblokke pludselig styrtede ned over arbejderne med 20 døde og 40 sårede iranere, italienere og tyrkere til følge.

På Nordlinjen mellem Abbasabad og Gaduktunnelen ligger banen i tre etager på bjergsiden for at kunne klare de store højdeforskelle. Strækningen er så bemærkelsesværdig, at den var med i ansøgningen om at blive UNESCO-verdensarv.

BILLET TIL BEDRIFTEN

Den Transiranske Jernbane kører stadig fra Gorgan i nord til Bandar Khomeini i syd, men der går kun få daglige tog, og det er nødvendigt med skift i Teheran. Mange afgange er nattog, men der findes også afgange i dagslys på delstrækninger. De senere år har det været et tidligt morgentog med afgang klokken 6 mellem Teheran og Sari, som giver mulighed for at opleve den flotte rejse gennem bjergene i dagslys.Frem til corona fandtes et særligt turisttog med længere stop undervejs på strækningen mellem Teheran og Vereskbroen. Det er uvist, hvornår det genindføres.

I AUGUST 1938 kom den store dag. Banen var klar til indvielse. Der manglede stadig småting, men shahen var utålmodig efter at få den åbnet, så han kunne vise sit folk, hvad store dele af statsbudgettet i de forgangne år var blevet brugt til. Indvielsen skete på en lille landstation mellem Teheran og Det Kaspiske Hav, hvor skinnerne fra nord og syd mødtes. Jørgen Saxild var naturligvis på plads på perronen, der var belagt med tæpper i dagens anledning. Med sig havde han sin højre hånd, Erik Kayser, som også havde fulgt ham i Tyrkiet, og flere andre ledende medarbejdere fra Danmark. Alle var i jaket og udstyret med høje hatte, mens man tilså, at den militærklædte shah skruede den sidste bolt korrekt fast til skinnerne. Snart kom indvielsestoget tøffende. Danmark fik disse ord med i shahens tale:

”Kampsax er det eneste udenlandske selskab, der ærligt, loyalt og dygtigt har kunnet løse den stillede opgave og løst den til min fulde tilfredshed.”

Hjemme i Danmark var der stor bevågenhed omkring byggeriet, og ikke kun i pressen. To unge skuespillere fra Det Kongelige Teater, Palle Huld og Elith Foss, bidrog til omtale, da de kørte på Nimbus-motorcykel gennem Europa hele vejen til Iran for at se afslutningen på byggeriet. Kong Christian X sendte et telegram til shahen med gratulationer, og også Tysklands Adolf Hitler ønskede tillykke med ”det yderst betydningsfulde ingeniørværk”.

Imidlertid blev Den Trans­iranske Jernbane en vigtig brik i bestræbelserne på at få stækket Hitler, som kort efter indvielsen af jernbanen fremprovokerede udbruddet af anden verdenskrig. I krigens første år havde Nazityskland og sovjetterne en ikke-angrebspagt med hinanden, men kun indtil Hitler i 1941 besluttede at vende på en tallerken og angribe Sovjetunionen. Blandt Hitlers modstandere i Vesten var der enighed om, at det var nu eller aldrig, hvis der skulle sættes en stopper for hans fremfærd. Så i 1942 gik USA og England sammen med Sovjetunionen om at få bremset nazismens indtog østpå, og Sovjets sydlige nabo, Iran, fik en central placering i aktionen. Amerikanerne begyndte gennem Den Persiske Golf at sejle tanks og andre våben til Bandar Shapour, der var Den Transiranske Jernbanes endepunkt i syd, hvorfra de blev de kørt med jernbanen hele vejen op mod Sovjet. I alt omkring tre millioner tons våben blev fragtet fra syd til nord på danskernes jernbane. Hitler endte med store nederlag på østfronten og tabte siden krigen.

Shahen skruer den gyldne bolt i, banen er færdig.

REJSEKLAR

Visum til Iran kan søges på den iranske ambassades konsulat i København eller – nemmere – hos et af de rejsebureauer, der hjælper med visumansøgninger, eksempelvis Alt Rejser i København. Indrejse i Iran gør det mere besværligt, men ikke umuligt siden hen at opnå visum til USA. Vestlige kreditkort virker ikke i Iran. Medbring kontanter til alle omkostninger, der ikke er dækket hjemmefra. Danske kroner modtages i vekselboder i de større byer på linje med dollar og euro.

ALLEREDE INDEN krigens udbrud havde Jørgen Saxild lyttet til sin hjemve og var rejst hjem:

”Efter at jeg nu i syv år havde levet adskilt fra mine børn, som jeg kun havde besøgt nogle få måneder hvert år, længtes jeg efter et normalt familieli,” skrev han senere.

Med krigens afslutning rejste de fleste tilbageværende ingeniører også tilbage til Danmark, hvor mange af de venskaber, der var opstået i Iran, kom til at række resten af livet. Det blev en tradition at mødes med de gamle kolleger til perserbridge, som ingeniørerne kaldte det.

Ingeniørdatteren Iran blev siden gift med en mand, der var ingeniør ligesom hendes far. Gommens valg af uddannelse havde referencer til Den Transiranske Jernbane:

”Han blev civilingeniør, fordi han havde læst om de danske ingeniører i Iran. De var jo verdensberømte dengang,” fortæller Iran Bjørnholm.

Saxild-familien ved Veresk i 2018.

Som årene gik, gled Den Transiranske Jernbane lidt i glemmebogen. Ingeniørerne og arkitekterne døde én efter én og var til sidst alle væk. Tilbage var dog et vældigt arkiv fra 1930’erne. Togpassagerer på Lyngby Station i Nordsjælland skal blot gå over på perron 2 og kigge efter en rød bygning langs sporene for at lokalisere den. Nede i kælderen ligger banens historie i form af tusindvis af dokumenter og fotografier med danskernes bedrifter ved byggeriet. I dag er det ingeniørfirmaet Cowi, der tager vare på arkivet, der fulgte med, da firmaet for en snes år siden overtog resterne af Kampsax, og ingen nænnede at smide det ud. 

Godt det samme, for i 2015 blev udenrigsministeriet i Iran opmærksom på, at de i Lyngby kunne finde vigtig information om Den Transiranske Jernbanes fortid. I månedsvis sad en iransk kvinde i kælderen og scannede løs. Billede efter billede, dokument efter dokument. Kort efter begyndte der at komme meldinger om, at kræfter i Iran arbejdede på at få banen sat på UNESCOs verdensarvsliste. Listen talte allerede 22 punkter i Iran, men hvorfor ikke gå efter 23 – turisme er en vigtig indtægtskilde i landet. I første omgang, ved banens 80-årsjubilæum i 2018, blev ansøgningen forkastet, den var angivelig for mangelfuld. Men i sommeren 2021 vendte UNESCO tilbage med en ny vurdering af de knap 1.400 jernbanekilometer. Efter at have nærstuderet Den Transiranske Jernbane i to år lød konklusionen, at danskernes jernbane var unik nok til at komme med.  Så mens iranerne nu har fået et ekstra trækplaster, har de gamle ingeniørers og arkitekters efterkommere med UNESCO-hæderen ikke bare fået anerkendelse for deres indsats, men også sikkerhed for, at banen vil blive bevaret for eftertiden, for man kommer ikke på listen, hvis der ikke ligger en plan for, hvordan man kan sikre den pågældende verdensarv for eftertiden. Som Jacob Saxild, Jørgen Saxilds barnebarn siger:

”Min farfar ville være stolt over det ridderslag, som han nu har fået for sin jernbane.”

Fotos er stillet til rådighed af Morten Hansted, der også har skrevet bogen ’Danske eventyr i Iran’.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ANDERS CRAWN
26 år, studerende, Aalborg Banegård

Jeg er uddannet markedsføringsøkonom og arbejdede for madspildsvirksomheden Too Good To Go som salgschef for Storbritannien. Jeg pendlede frem og tilbage fra Aalborg til København. Da de pålagde mig at flytte derover, sagde jeg op. Nu venter jeg på en kammerat fra firmaet og hans ven. Når de er kommet ind på et hotel, skal vi hygge med noget god mad.

Jeg fik et trommesæt som femårig og har produceret og spillet musik i mange år. I Hirtshals, hvor jeg voksede op, følte jeg mig lidt alene med det. Men i løbet af handelsskoleårene begyndte jeg at blive booket. 

Jeg har kontrakt med selskabet Discowax og har spillet på milanesiske klubber, i skotske kældre og for 20.000 aalborgensere til karnevallet. Genren er Melbourne Bounce. Den har et beat, der siger boom-boom-boom-boom. Pengene var gode nok, men jeg brændte ikke for livsstilen. Der var mange lufthavne og meget alkohol. Nu læser jeg en overbygning i international handel og markedsføring her i Aalborg og drømmer om et arbejde, der ikke føles som et arbejde.

__________________________________

LILLA RYDDER
22 år, studerende, Randers Station

Jeg er på vej hjem til Aalborg efter fem dage på kanotur på Gudenåen med en studieveninde. Vi skulle have sejlet fra Ry til Randers, men opgav i Bjerringbro, da vi sad midt på åen i øsregnvejr. Vi havde drukket os stive dagen før og kunne ikke gennemføre. Næste år klarer vi den hele vejen.

Det var min første kanotur, og jeg har fået en god tan og 50 myggestik. Vi havde telt, økse, sav og stormkøkken med og levede af rødvin og lækre steaks. Hver aften mødte vi nye mennesker. Den ene aften legede vi dåseskjul med 14 statskundskabsstuderende. Den næste drak vi bajere med to 35-årige familiefædre. Mærkeligt nok og heldigvis var der ingen sexual tensions.

Jeg studerer sociologi og har ikke travlt med at blive voksen og få et arbejde. Foreløbig vil jeg gerne bare blive i det her lækre, kreative akademiske felt. Måske skrive en ph.d. Jeg har også altid drømt om at skrive en roman. Men det er der vist ingen penge i.

__________________________________

INGER KJÆRGAARD
76 år, pensionist, Hobro Station

Jeg har været i sommerhus i Trend sammen med resten af familien, og nu skal jeg hjem til Slagelse. Jeg er den eneste af fire søskende, der bor på Sjælland. De andre bor i Aalborg, Aars og Hobro.

Jeg er pensioneret sygeplejerske og arbejdede i mange år i asylcentret i Kongelunden i København. Det var et meget varieret og meningsfuldt arbejde, og jeg mødte mennesker fra hele verden. Sproget var en udfordring, men jeg lærte at aflæse folks signaler og kommunikere nonverbalt eller i et engelsk med simple gloser og ren nutid, selv om det ikke var grammatisk korrekt. Det kan jeg godt savne.

Nu går jeg i genbrugsbutikker og gør fund. I dag fandt jeg en lille ramme i mørkt træ. Jeg havde ikke brug for den, men købte den til min bror, der manglede en ramme til sin datters brudebillede. Pelsjakken er lavet af kanin. Den er dejligt varm. Og så gør det ikke noget, at den matcher mine briller.

Helle Vincentz har været jorden rundt. Her fortæller forfatteren om at køre om kap med krybskytter i Mexico, om at følge i sin afdøde fars fodspor i Kenya, og om hvordan hun endte som hjælpemekaniker i et omrejsende monstertruckshow i Australien.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

AUSTRALIEN, 1999  

Efter gymnasiet rejste jeg rundt i Australien som backpacker. Jeg var nået til Broome på vestkysten, der har fra 15.000 til 45.000 indbyggere alt efter, om det er højsæson for turister, men stadig er den største by i det øde nordvestlige Australien. Jeg ville sydpå til Ningaloo Reef for at dykke. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme derned. 

På en plakat så jeg, at et monstertruckshow ville komme til byen, og at de søgte medarbejdere. Jeg opsøgte dem og fik job i en af boderne, hvor jeg skulle sælge pølser og is. Det var som et omrejsende tivoli: Hver gang vi kom til en ny by, blev showet pakket ud og sat op. Når vi var færdige, pakkede vi ned og kørte videre til næste by i store lastbiler. Nogle af dem var indrettet som sovevogne, hvor vi lå i køjesenge ved siden af bilerne og udstyret. 

Chefen for boderne var en stor dame med en virkelig grov mund. Når vi kom til Ningaloo Reef, havde jeg betinget mig, at jeg skulle have fri til at dykke. Men midtvejs ned ad vestkysten mente hun pludselig, at jeg i stedet skulle passe hendes kat. Vi kom op at skændes, jeg blev fyret, og jeg stod der midt ude i ødemarken og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Så tilbød nogle af mændene, at jeg kunne få et job hos dem, og at de ville rykke sammen, så jeg kunne få deres halvdel af sovevognen for mig selv. 

Jeg blev ansat som assisterende mekaniker for ’Shaky’, den ansvarlige mekaniker på showet. Jeg kunne køre traktor og vidste lidt om maskiner, fordi jeg er vokset op på et landbrug, men derfra og til at rode med monstertrucks og motorcykler var der langt. Min primære opgave bestod i at vaske hjul og dæk og række værktøj til ’Shaky’, når han bad om det. 

Medarbejderne på det omrejsende monstertruckshow sov i køjesenge mellem biler og andet udstyr.

Jeg blev en slags lillesøster for monstertruckkørerne. Det var klassiske machomænd, de var rappe i kæften og interesserede sig for store biler og bajere. Mange af dem havde familien med på landevejen, og om aftenen spillede de kort og sad med deres små børn på skødet. En af dem hed Steve og kørte på motorcykel i ’The Death Drome’, en stor kuppel, hvor motorcyklen kørte rundt, så køreren vendte på hovedet. Fik den ikke nok fart på, risikerede den at styrte. Steve havde brækket sit kraveben 12 gange. Men han blev ved på grund af adrenalinsuset – og fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle lave. Han havde en lille søn og en kone, som nægtede at se ham køre, fordi hun var bange for, at han kom til skade.

Monstertruckshowet var vildt og larmende. Når motorerne startede, lød der et enormt brøl. I de små byer var det et tilløbsstykke, endelig skete der noget. Det mindede mig om havnefest i Skælskør, hvor jeg voksede op. Børnene fik lov til at spise flere popcorn, og far fik lov til at drikke lidt flere øl. Kørerne blev behandlet som stjerner, især Steve, han skrev autografer, når showet var overstået.

Efter en måned nåede vi til Coral Bay, en lille by med 500 mennesker ud for Ningaloo Reef. Jeg tog afsked med monstertruckshowet og brugte to måneder på at uddanne mig til divemaster i det lokale dykkercenter, hvor jeg skiftevis passede butikken og var med på havet. De bedste dage tilbragte jeg hele dagen på havet, og jeg fik mit divemaster-certifikat. 

Jeg så mange hajer, muræner og manta rays (djævlerokker, red.). For at ligge stille i vandet og observere dem skal man have godt styr på sit åndedræt. Efterhånden som jeg blev bedre, følte jeg mig næsten i zen nede i vandet. Inden jeg begyndte at dykke, var jeg virkelig bange for hajer, og når jeg stod på båden og kiggede ned, kunne frygten stadig gribe mig. Men så snart jeg kom under, følte jeg, at jeg var i ét med dyrene. For nylig læste jeg, at det altid er de mest erfarne rangers, der kommer til skade, fordi de føler, at de har en connection til de farlige dyr.  Sådan havde jeg det også. Jeg følte nærmest, at hajerne og jeg var venner. 

Jeg havde tænkt, at jeg ville få masser af motion af at dykke. Men vi drak så mange øl og festede så meget om aftenen, at jeg havde taget 11 kilo på, da jeg kom hjem. 

Helle Vincentz blev rørt over at se børn i slummen iført den slags flæsekjoler, hun selv drømte om i sin barndom.

KENYA, 2006

Min far voksede op i Bøgelund ved Skælskør. Han var den ældste søn og skulle overtage den gamle slægtsgård. Han ville hellere være arkitekt, men i stedet blev han uddannet landmand, og her mødte han en dag en ulandsfrivillig. Jeg tror, han så det som sin vej ud. I hvert fald fik han job i Mellemfolkeligt Samvirke og rejste med dem til Kenya. Han skulle lære de lokale at drive landbrug og bruge moderne maskineri. Derfra flyttede han senere til Zambia og siden Filippinerne og Samoa, inden han efter otte år vendte hjem og købte min farmor og farfars nabogård. Men det gik galt. Økonomien var dårlig, og min far drak. 

Han fortalte ofte historier om sine rejser. Når han gjorde det, var han altid glad. For mig kom udlandet og især Afrika til at repræsentere et sted, hvor livet altid var godt. Hvis bare vi havde boet i Kenya, havde vi været glade, tænkte jeg. Men nu boede vi i Bøgelund og havde problemer. Jeg var otte år gammel, da min far skød sig selv.

Som voksen  tog jeg til USA for at læse en master i Human Rights og fik bagefter job i Mellemfolkeligt Samvirke ligesom min far. Ugen inden jeg skulle starte, tilbød de mig pludselig, at jeg kunne rejse til Kenya for at få organisationens arbejde ind under huden. Jeg sagde ja.

Vi boede i Nairobi og besøgte slumbydelen Pumwani, et af hovedstadens fattigste kvarterer. Jeg kom hjem til en kvinde, som var pinligt berørt over, at hun ikke havde råd til teblade til os alle sammen. Jeg blev flov over, at jeg gjorde hende flov. Kvindens fem børn sov i en køjeseng med plads til to, og taget var utæt ved væggen, så de måtte skiftes til at ligge i tørvejr. Ikke alle var dog lige fattige. Vores chauffør, der mødte op i jakkesæt hver dag, boede også i slummen, fordi det var billigt nok til, at han kunne sende sine to døtre på privatskole. 

Jeg besøgte også en familie, hvor manden var helt høj på lightergas. Det var normalt at sniffe gas og lim og drikke hjemmebrændt. Ved siden af manden lå bedstemoren og var ved at dø af aids. De havde intet toilet, men måtte skide i en plastikpose og smide den på en kæmpe mødding. Jeg havde før rejst steder, hvor der var fattigt, men trøstesløsheden og desperationen i den kenyanske slum ramte mig virkelig. En af dagene ringede jeg grædende hjem til min mand, fordi jeg ikke kunne rumme mere. Jeg tænkte på min far: Hvordan havde han kunnet holde ud at se så meget armod hver dag?

Jeg tog mig selv i at lede efter spor fra ham. Konstant kiggede jeg efter andre lyse mennesker med træk, der kunne ligne mine. Min far boede der, da han var i slutningen af tyverne, han var single, og jeg tænkte: Måske har jeg halvsøskende her? Hvis jeg nu fandt en halvsøster eller -bror, kunne jeg måske få lidt af min far tilbage. På trods af fattigdommen repræsenterede Afrika stadig noget godt for mig. Jeg tænkte, at hvis bare min far var blevet boende her, havde han aldrig skudt sig selv. Det var først senere, da jeg tog til Samoa, efter min søn blev født, at det endelig gik op for mig: Uanset hvor meget jeg rejser rundt efter min far, er han der ikke. Jeg får ham ikke tilbage.

For at bekæmpe krybskytter var Helle Vincentz med på natpatrulje og samle skildpaddeæg i Mexico.

MEXICO, 2019

Jeg tog til Mexico med min mand og mine to drenge for at arbejde som frivillige. Vi havde været på ferie i Thailand med børnene nogle gange, og jeg kunne mærke, at de var begyndt at blive lidt forkælede: Hvorfor kan de ikke komme ned til poolen med jordbærsmoothie? Jeg tænkte, at sådan skulle mine børn ikke vokse op. De skulle lære at rejse ud i verden og yde en indsats. 

Ad omveje fandt jeg frem til organisationen Projects Abroad, som drev et naturprojekt i det vestlige Mexico, hvor de arbejder med at beskytte havskildpadder og krokodiller. Planlægningen gik stærkt, og jeg fik ikke researchet ordentligt. Kort inden vi skulle rejse, gik det op for mig, at vi skulle bo i nærheden af byen Tecoman, det sted i landet, hvor der begås allerflest mord, og i et område, som det amerikanske udenrigsministerium regner for et af de farligste i landet. Natten før vi fløj, lå jeg søvnløs i min seng og tænkte: ”Hvad fanden har jeg gang i?”

Vi ankom til Cuyutlán, en lille landsby helt ude ved Stillehavet. De lokale fortalte os, at vi aldrig måtte tage til Tecoman, og at vi helst ikke skulle komme til skade – for det nærmeste hospital lå derinde. I Cuyutlán var der dog øde og fredeligt, og det er et af de steder i Mexico, hvor flest havskildpadder yngler. Men fordi deres æg er en eftertragtet delikatesse, er de truet af krybskytter, der ødelægger deres reder. 

I udkanten af byen ligger El Tortugario Ecologico, et skildpaddecenter, hvor mexicanske skolebørn kan møde de truede dyr, og hvor forskere kan studere dem. Vi blev indlogeret på springmadrasser på gulvet og skulle være der i tre uger. Om dagen skulle vi rense skildpaddernes skjolde og deres tanke med bare fødder i den flisebelagte pool, og jeg forsøgte at ignorere, at der flød skildpaddelort rundt om mine tæer, mens sveden dryppede fra min pande. Mine sønner syntes, at det var lidt hårdt. 

Helle Vincentz og familien blev sat i arbejde, blandt andet med at skrubbe skildpadderne.

Om aftenen sov vi et par timer, så ringede vækkeuret på mobilen. Ved nattetid kørte vi ud til skildpadderederne ved stranden for at grave æggene op, inden krybskytterne kom og stjal dem. De lægger deres æg tæt ved vandet i et hul, som de dækker til med sand – i hver rede kan der være cirka 100 æg.

Det var et kapløb mod krybskytterne. På en af turene, hvor jeg ikke var med, spottede min mand og min ene søn to af dem med deres kæmpe hund. Et andet sted var reden stadig varm, da vi nåede frem, krybskytterne havde været der lige før os. Det var en forfærdelig følelse. Kom vi først, samlede vi æggene og tog dem med hjem i poser. Næste dag kørte vi dem ud til et sikret område med vagter og gravede dem ned. 

Når vi kørte ud i natten, var jeg bange. Hvad ville der ske, hvis vi mødte krybskytterne? amtidig var det fantastisk at sidde med vind i håret på en motorcykel og kigge op på stjernehimlen og ud på havet med Stillehavets nattebrise i ansigtet.

Nogle nætter var mine børn ikke til at vække. Om dagen skrubbede de skildpadder, fodrede leguaner og kørte krokodillelort på møddingen. De samlede også skrald på stranden og var med til at fælde et træ med macheter. Flere gange tænkte jeg, om det var for hårdt for dem. Men de klarede det flot de første par uger. Til sidst gav min mand og jeg dem fri et par dage til at pjaske i swimmingpoolen. Da vi skulle hjem, var de dog ikke i tvivl: Natpatruljeringen havde været det bedste. Jeg tror, det blev en tur, de sent vil glemme.

Helle Vincentz, 43 år, er forfatter til en bog om at blive forældreløs i en ung alder og til fem spændingsromaner. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, har en master i Human Rights fra Columbia University i New York og har blandt andet arbejdet for Mærsk, Jyllands-Posten og Mellemfolkeligt Samvirke. Hendes nye bog ’Jorden under mig’ om hendes fars selvmord og om at vokse op på landet i 80’erne er udkommet på People’s.

 

Med satireprogrammet ’Tæt på sandheden’ er JONATAN SPANG nået ud til hele Danmark med begavet og bidende satire. Den teateruddannede komiker har fået nok af jokes om underklassen og tykke folk i provinsen. Han går efter magthaverne og hyklerne – men ingen kan vide sig sikker. Hvor går grænsen, og hvad driver Danmarks p.t. morsomste mand? Ud & Se gik i studiet med manden, der har fingeren på konfettikanonen.
Tekst:Christian MartinezFoto:Ricky John MolloyBilledbehandling:Flemming Roland

TAKE 1

Hej Jonatan. Undskyld, men hvem pokker hedder Jonatan uden h?

”Det gør Jonatan Løvehjerte (fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, red.). Det er ham, jeg er opkaldt efter. Jeg græd og græd, da jeg fik den læst op som barn. Det er en forfærdelig historie. Han dør jo tidligt.”

Navnet betyder Guds højre hånd – er du det? 

”Ha! Nej, det er jeg sateme ikke. Men inden jeg kom ind på Teaterskolen, havde jeg faktisk tænkt mig at søge ind på teologi. Selvom jeg ikke tror på Gud. Hele ideen om tilgivelse er jo det største filosofiske nybrud nogensinde. Ideen om at standse hævnen og tilgive er jo helt vildt tænkt. Som filosof er Jesus uforlignelig. Om han så er Guds søn, er lidt mere tvivlsomt, men den indflydelse, som historien har, har altid fascineret mig, fordi den har kunnet få folk til at handle anderledes. Det var også derfor, vi lavede ’Biblen’, da jeg var chef for Nørrebro Teater.” 

Er det også målet med din egen satire? At få folk til at handle anderledes?

”Det har altid irriteret mig, når folk i teatermiljøet holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor vigtig en forestilling er. Der har været en illusion om, at vi spillede noget for publikum, og så gik folk forandrede ud fra teatret. De var nye mennesker! Det vil jeg gerne opponere imod. Det føles enormt rart at sige til sig selv, at man har den effekt, men det er der jo ikke noget bevis for. Når jeg siger sådan i en debat eller på Folkemødet, bliver jeg upopulær, for der sidder kunstnere og taler om, at de inspirerer andre til dette og hint. Det har jeg meget svært ved at se. Mit håb med ’Tæt på sandheden’ er ikke, at folk bliver forandrede, men at det skaber en nysgerrighed for at sætte sig ind i ting.”

Så det, du laver, er en form for nudging?

”Ja, det er så langt, jeg vil gå.”

Nu vi er ved det: Kan du en Jesus-joke?

”Kun en af Uffe Holm, som handler om Jesus’ hul i hånden, som han bruger til at onanere med. Den ville nok støde nogle mennesker.”  

TAKE 2

Der hænger en meget stor og meget tung lampe over Jonatan Spangs hoved. Han er midt i en monolog om året, der gik, og konstaterer energisk, at selvom 2020 nok var et lorteår, så var der alligevel nogle, som fik noget godt ud af det. For eksempel Mette Frederiksen, der viste, hvor populær man kan blive med en kombination af rå magt og hygge. Eller, som han formulerer det, ”som at se Stalin bage vaniljekranse.” Spang sidder casual klædt i marineblå sweater og sorte jeans ved det store skrivebord i DR Byens studie 6 og er i fuld gang med generalprøven til optagelserne af ’Tæt på sandheden: Nytårsspecial’, da han løfter blikket og får øje på monstrummet over sig: Lampen kan hæves og sænkes med en kran og har en praktisk funktion under optagelserne af showet, men som den dingler der, faretruende stort i luftrummet over ham, ligner den et damoklessværd i en ny tv-alder.

”Har jeg haft den hængende over hovedet altid?” spørger han ud i rummet. ”Burde jeg have en hjelm på?”

Produktionsholdet fniser, men ellers er der ingen, der siger noget. Det store studie 6 er tomt. I modsætning til tidligere sæsoner af ’Tæt på sandheden’ er der på grund af corona-restriktioner ikke publikum på settet. Så den eneste, der griner af Jonatan Spangs jokes i løbet af optagelserne, er indspilningslederen Linda, der til gengæld griner ofte, højt og helt ned i maven. Sikkert ikke kun for at motivere Spang, så han ikke føler, at han spiller bold op ad intetheden, men også fordi hun ikke kan lade være. 

Sådan er der også mange andre danskere, der har det med komikeren, skuespilleren og den tidligere teater­direktør, der med sin kombination af funny bones, skuespillerevner og samfundssatire står i spidsen for et tv-program, der lægger afstand til the usual suspects i det danske comedy-landskab. Slut med Øbberbøv og lagkagekomik. Siden DR2-programmet gik i luften første gang i september 2017, har Spang udstillet alt fra bundkorrupte kvotekonger i dansk fiskeri til liderlige partiledere på Christiansborg og taget grundigt pis på den danske presse med faste indslag som ”den omvendte Cavling”, en parodi på Danmarks fineste journalistiske pris, der i programmet gives til tvivlsom journalistik. 

I pauserne går hovedpersonen selv rundt på settet med en vandflaske og udveksler noter med produktionslederen, hvis han da ikke går koncentreret i cirkler om sig selv. Indimellem springer han uden varsel op på scenen og øver en række indstuderede dansetrin, mens han fløjter melodien ’America’ fra musicalen ’West Side Story’. Det ser ufrivilligt komisk ud, som om talkshow-værten momentant har tabt sutten. Men at dømme ud fra Spangs stædige gentagelser er der mening med galskaben. De dansetrin er ikke bare for sjov.

BAG KULISSEN

’Holdet bag ’Tæt på sandheden’ består af tre komikere, der skriver, to journalister, der researcher, fact-tjekker og former historierne, samt en producent, en produktionsleder, to grafikere, en instruktør og en klipper. Holdet mødes hver tirsdag og har en uge til at producere indholdet, der sendes på DR2 om fredagen. Næste sæson af ’TPS’ får premiere 12. februar på DR2.

TAKE 3

Du har lige afsluttet femte sæson af ’Tæt på sandheden’. Hvad driver dig? 

”Det er grundlæggende et demokratisk projekt og har været det alle årene. Det starter med, at jeg læser noget, som fanger min interesse. Jeg ser mig omkring og konstaterer, at der er vildt mange mennesker, som har travlt med at gøre tingene mere besværlige, end de er. Politikere, debattører, akademikere, journalister. Der er mange, der har travlt med at lyde kloge og lukke sig om sig selv. Så sætter de tingene så højt op på hylden, at almindelige mennesker ikke kan nå dem. For så er man fri for alle mulige menneskers mening, og at de blander sig. Man hører det igen og igen: ’Ej men, det er noget EU.’ Så ved man godt, at så snakker man ikke mere om den sag. Man bruger et sprog, som ekskluderer en kæmpestor del af befolkningen, for så kan man have lov at have det for sig selv. Finansverdenen for eksempel. Der har man opfundet et sprog, som er umuligt at forstå for andre. Men de insisterer på at bruge det for at ekskludere os og gøre os afhængige af dem. Projektet for mig er at tage noget fra de hylder og sætte det ned, hvor flere mennesker har adgang til det. Jeg håber ikke, at nogen bruger showet som deres primære nyhedskilde, men jeg håber, at det kan skabe nysgerrighed hos folk til at sætte sig ind i tingene.”

Det sagde det amerikanske satire-koryfæ Jon Stewart også om sit program ’The Daily Show’ … 

”Det er sjovt, jeg havde en medarbejderudviklingssamtale forleden. Vi er blevet så meget et team på ’Tæt på sandheden’, at vi har den slags nu. Min produktionsleder sagde, at han var stolt af, at så mange får deres nyheder gennem os. ’Det synes jeg ikke, at du skal tænke,’ sagde jeg til ham. ’For det placerer et så tungt ansvar på os, at det bliver ødelæggende for at kunne lave showet.’ Hvis vi får skabt den historie i organisationen, bukker vi under i et eller andet storhedsvanvid. Så det er noget, jeg prøver at slå ned på. Kontrakten er, at nu skal vi have det sjovt. Det er det første, jeg lover dig som seer. Du skal også blive klogere, men alle budskaber i verden er spændt ud mellem gennemslagskraften og redeligheden. Og hvis jeg skal vælge, så vælger jeg altid gennemslagskraften.” 

Så du tonser rundt på kontoret med konfetti-kanonen trukket?

”Ja, den er også nødt til at være der. Ellers risikerer vi som komikere at blive selvhøjtidelige. Som de amerikanske talkshow-værter, der efter 11. september blev et samlingspunkt for amerikanerne. Det var måske klædeligt, da David Letterman gik på skærmen efter 14 dages pause med en opsang, men der sneg sig en selvhøjtidelighed ind i komikken, som jeg synes har bredt sig, og som er gift for komikere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er sådan noget som Zulu Comedy Galla noget underligt noget. Selv om man forsøger at gøre præmien lidt sjov, er prisuddelinger jo alt det modsatte af, hvad vi komikere står for. Vi peger og griner af dem, der løfter pokaler, og så står vi selv og løfter en? Det er derfor, at den, jeg vandt i 2018, står ved siden af en pokal fra Dortmunds hundeudstilling i 1981.”

Har du også vundet dén?

”Haha, nej.”

Folk kender dig fra dine shows, men din baggrund er mindre kendt. Hvor kommer du fra?

”Jeg er vokset op i Gladsaxe. Jeg er skilsmissebarn, min mor var pædagog, min far var ingeniør i Datacentralen, som var statens datafirma. Måske er det derfor, jeg som barn følte mig lidt odd. Jeg havde aldrig mødt nogen, som var kunstner eller skuespiller. Der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at man overhovedet kunne gå den vej.” 

Hvornår skete det?

”Efter folkeskolen tog alle på gymnasiet, men jeg besluttede mig for at tage væk. Jeg ville på efterskole. Bagefter kom jeg ind på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg var begyndt at lave improvisationsteater og fik mulighed for at læse på high school i Wisconsin. Jeg fik lavet en ansøgning om, at jeg ville dygtiggøre mig inden for teater derovre. Det kunne jeg også have gjort i Gladsaxe, men USA lød sjovere. Det var super interessant at komme et sted, hvor alle var republikanere og kristne. Det var et sindssygt kulturchok. Det foregreb også min interesse for amerikansk politik og samfundsforhold.”  

Var du klassens klovn?

”Ja, men jeg var ikke en klassisk klovn, for jeg var også fagligt dygtig. Jeg talte meget og brugte mange fremmedord. I skolen kaldte de andre mig for Professor Bal­thazar efter tegneseriefiguren.” 

Hvornår optrådte du første gang?

”I folkeskolen, som var super duper uinspirerende, men et af få lyspunkter var juleafslutningen, hvor man kunne optræde for forældrene. Første gang spillede vi en sketch fra tv-programmet ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen, bedst kendt i rollen som Tjener Frandsen. Jeg gik i femte og spillede Tjener Frandsen. Jeg syntes, Peter Larsen var fantastisk. Dér startede det, selvom jeg ikke turde tænke tanken, at det var det, jeg ville lave. Men jeg kunne mærke den enorme energi, der var ved at stå på scenen, publikums respons. Mit hoved eksploderede.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre det til en levevej?

”Jeg voksede op med forældre, som aldrig talte positivt om deres arbejde. Det var altid: ’Åh, hvor dødssygt, nu skal vi på arbejde igen.’ De var 68’ere, som nok gerne ville have realiseret sig selv, men som endte som lønmodtagere. Det havde de det svært med. Jeg tog tidligt en beslutning om, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve på en sten. Jeg begyndte på en dramadaghøjskole i Brøndbyøster, hvor vi spillede improvisationsteater. Der mødte jeg en pige, som havde søgt ind på Teaterskolen, og jeg tænkte: ’Gud, findes der en skole for den slags?’ Jeg var 18 år og søgte ind året efter. Det er tydeligt for mig nu, hvad dannelse og baggrund kan gøre. Jeg vidste jo ingenting. ’Lav en monolog på tre minutter,’ lød det til optagelsesprøven. Jeg havde ingen forudsætninger og havde kun været i teatret få gange før. Men det at stå på en scene gav mig noget, og jeg var god til det. Jeg kom ind på skolen i andet forsøg.”  

Hvordan kom du i gang med standup?

”Min ven Christian flyttede ind i Teglgårdsstræde i Pisserenden i København. Der lå Kulcafeen, hvor der hver tirsdag var gratis standup. Jeg havde ikke set stand­up før, men en dag, efter at vi havde set ’Nattevagten’, udfordrede han mig til at optræde. Der sad måske 30 mennesker den første aften, vildere var det heller ikke, men det føltes vanvittigt. Jeg havde kort tid inden været i sommerhus i Blokhus og set et diskotek, der reklamerede med at have Brian Nielsen som ’gæstedørmand’. Det syntes jeg var vildt sjovt, for man kender jo begrebet ’gæstebartender’, men sgu da ikke dørmand? Jeg fik lavet en joke om, at man kunne komme og få tæsk af sit idol. Anden gang jeg optrådte, kom Uffe Holm hen til mig og spurgte, hvor længe jeg havde lavet stand­up. Da jeg svarede, at det var anden gang, sagde han bare: ’Det der kan du godt finde ud af.’ Når jeg stod på scenen, forsvandt min hang til at se tingene fra mange sider, med for mange nuancer og for meget støj. Verden blev enkel, sort-hvid. Jeg fandt ud af, at jeg trivedes og kunne være til stede i det. I det amatørteater, jeg havde spillet inden, var alt enormt bøvlet til sammenligning. Der skulle øves, laves kulisser etc. Standup havde en hurtighed, som jeg elskede. Det er det, som stadig fascinerer mig så mange år senere, og som jeg også elsker i dag. Vi får en idé, skriver den ned på et stykke papir, og med hjælp fra resten af holdet bliver den til virkelighed.” 

Hvad har været den værste oplevelse på scenen?

”Jeg optrådte engang for et selskab af Brøndby-fans, som lige havde tabt en kamp til OB. Det var jo ikke min skyld, men jeg blev stadig truet med tæsk.”   

Du er standupper, skuespiller, direktør, tv-vært. Hvad kalder du dig selv? 

”Jeg tog en fireårig skuespilleruddannelse, og det er meget identitetsskabende, så i mange år følte jeg mig som skuespiller. Jeg har aldrig følt mig som standupper, mere som komiker. Det gode for mig i starten var, at man bare kunne få en idé og gå ned på Kulcafeen og optræde. Bagsiden var, at der var en ret snæver opfattelse af, hvad standup var. I 90’erne var det en snobben nedad, meget af det var noget sexistisk bavl og pølsemandssnak. Da jeg startede, var det eneste vigtige: Kan jeg få dem til at grine? Da det var på plads, var det næste: Hvad ville være interessant at tale om? Dér løb jeg ind i det problem, at jeg ikke har en særlig folkelig smag. Jeg kommer ikke til at sige noget om fodbold. Vi var flere komikere i de år, der tænkte: Findes der et andet publikum derude? Vi drømte om, at det i Danmark kunne gå ligesom i New York i 70’erne, hvor det meste standup i starten foregik i klubberne omkring Times Square. Da Woody Allen forsøgte sig med et live comedy-show dér, gik det ad helvede til. Det var for højpandet og havde ikke den energi, som krævedes. Men så fik hans manager ham ind på The Bitter End i The Village, i et jazzmiljø, og så kørte det.” 

JONATAN SPANG

Født i 1978 i Gladsaxe. Uddannet skuespiller. Vandt DM i standup i 1999. Har siden spillet teater og film, været teaterdirektør for Nørrebro Teater og komiker. Med DR-programmet ’Tæt på sandheden’ har han siden 2017 indtaget rollen som en af landets mest toneangivende satirikere.

Har katten Olga, en gadekat fra et internat, og et surbundsbed, hvor han dyrker hortensier. Kæmper sig på tredje år gennem Prousts romanserie ’På sporet af den tabte tid’. Spillede trækbasun i seks år som barn.

TAKE 4

 Jonatan Spang puster ud i DR Byens kantine over en tallerken varme kikærter med grøntsager og fladbrød, mens han får generalprøven lidt på afstand. Et kort øjeblik ligner han en mand, der ikke har sovet i et år. Han kan lige nå at skovle maden i sig, tage en powernap, klæde om til nytårsoutfittet, og så er det klar til optagelse. Sæsonens sidste afsnit skal i kassen, og alle tiders lorteår skal i graven. 

”Hvad er det, man siger? Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” siger han med et træt smil om de forestående optagelser i studie 6.

Men Jonatan Spang ligner ikke en mand, der gør tingene halvhjertet. Da han rejser sig og går ud for at få luft, ser han en kort stund helt indebrændt ud med mørke øjne og blussende kinder. Måske er det rigtige ord indædt. Måske er han bare koncentreret. Vidste man ikke bedre, kunne man have ham mistænkt for, at det faktisk gerne må være kunst. Bare man griner af det. 

20 minutter senere står han igen oppe på scenen og langer indforståede jokes ud af ærmet imellem optagelserne, som får kamerafolkene til at grine. En form for værkstedshumor, der løsner op på settet, men midt i moroen har han et fokus og en arbejdsdisciplin, som man ikke skal stille sig i vejen for. Som da Spang afbryder en monolog om Danske Banks never-ending svindelsager, fordi han distraheres af en makeupartist i salen, der har sat sig for tæt på teleprompteren, og kontant beder hende rykke ud af sit synsfelt. Ganske udramatisk, men en lille reminder om, at Spang nok har funny bones, men også har været vant til at have chef-kasketten på, siden han som 29-årig overtog direktørstolen på Nørrebro Teater. Måske får han det også sagt lidt for kontant, for i pausen bagefter kommer han ned og undskylder: 

”Jeg er ked af, hvis jeg blev lidt onkel stram,” siger han til makeupartisten.

TAKE 5

Hvornår har du sidst grinet, altså rigtigt, nedefra og op?

”Min hustru viser mig YouTube-videoer med katte, som nogle gange får skovlen under mig, selvom det er ufint. Jeg driller hende med, at jeg tager på arbejde og laver satire, og så sidder hun og ser en kat hoppe ned i en sok. Hvordan kan hun leve med sig selv? Det tager hun rimelig roligt. Jeg kan også virkelig grine af MC (Michael Christiansen, red.), som er hovedforfatter på ’Tæt på sandheden’. Han kan sige ting, hvor jeg næsten ikke kan holde op med at grine igen. Man bliver fagskadet, der er ting, som vi synes er vildt sjove, som andre måske ikke synes. Vi lavede for eksempel et indslag om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og så skriver MC: ’Hvad ved vi egentligt om WHO, andet end at det var dem, som lukkede hundene ud? (Ordspil over det caribiske monster-pophit ’Who Let the Dogs Out?’, red.).” 

Er der noget, du ikke vil gøre grin med?

”Jeg synes, det er helt ukontroversielt at sige, men det, at man kan blive slået ihjel for at lave grin med islam, giver det selvfølgelig en særlig status. Alle, der påstår andet, er nogle forbandede løgnere. Det er det eneste, du kan blive slået ihjel for – eller du kan blive udskammet. Men det er ikke lige så slemt som at blive dræbt.” 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge …

”Ja, der tager man gerne noget skam. Men der er også ting, som bare er svære at lave sjov med. Vi sendte en hel sæson, hvor den mest omtalte sag i pressen var ubådssagen. Den lavede vi ikke jokes med, selvom mediedækningen blev stadig mere bizar. Som da Weekend­avisen sendte en krimiforfatter ind i retssalen. Det var jo porno. Nogle gange rører vi ikke et emne, fordi det er kontroversielt, men fordi det er kedeligt. Som da alt drejede sig om OK-forhandlingerne, og TV Avisen kun handlede om, hvorvidt forhandlerne nu også havde båret madrasser ind.”

Er der noget, du savner i dansk humor i dag? 

”Der er mange, der laver noget fedt, men der har været en tendens i mange år til, at grinet handlede meget om socialgruppe 5. Folk med kun lidt uddannelse og beskedent økonomisk rygstød. På DR har man kaldt det socialsatiren, så var det lidt finere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over det, men det var ikke det, jeg havde lyst til. Det var vigtigt for mig at lave noget om nogle andre mennesker.” 

Hvordan er det at være komiker i en krænkelsesparat tid?

”Jeg kan godt blive forbløffet over, hvordan woke og social conscience-krigerne nogle gange kaster sig over folk, som faktisk forsøger at tale om noget med indhold. Når de bliver vrede på Signe Molde og hendes program ’Signe Molde på udebane’ (der blandt andet laver sjov med LGBTQ+-miljøet og veganere, red.), så er det pudsigt, at ingen bliver stødt over ’Natholdet’, der griner af en tyk mand fra Jylland. Det er ofte amerikanske problemstillinger, som overføres 1:1 til Danmark. Mest tydeligt med Black Lives Matter, hvor man leger, at en amerikansk problematik er dansk. Det er den ikke. Jeg er hvid, mand og heteroseksuel, hvilket betyder, at jeg er præcis den gruppe, som alle kan tillade sig at skælde ud på. Og jeg accepterer præmissen om, at nogle ting har været nemmere for mig.” 

Hvad for eksempel?

”Da jeg startede med at lave standup, lignede jeg en standupper, en ung dreng med strithår. Det har været sværere for kvinder. Men når jeg ser kvinder i toppen af dansk kulturliv, som er vokset op med alle muligheder og har gået på de bedste skoler, og de snakker om privilegieblindhed hos hvide mænd, så støder det mig. Jeg sætter mig gerne med dem med et Excel-ark og kigger på, hvilke muligheder jeg har taget fra dem. Jeg skal ikke slå ud efter min egen baggrund, men jeg har ikke fået noget forærende. Man kan altså være hvid, heteroseksuel mand på rigtig mange måder.”

Apropos dit drengede udseende. Har det nogensinde spændt ben for dig?  

”Jeg blev direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, og dengang arbejdede mit udseende og image imod mig. Jeg kan stadig huske, at Per Pallesen (den dengang afgående chef for Nørrebro Teater, red.) konsekvent kaldte mig ’min dreng’. Det var fandeme specielt. Der er jo ikke nogen, som gider være ’min dreng’. Folk havde en opfattelse af mig som en opkomling, der bare var for sjov.” 

Hvad var dit overlevelsestrick i den sammenhæng?

”At blive sur. En del af min drivkraft i de år var, at jeg ’kraftedeme skulle vise dem, at jeg godt kan’. Det prøver jeg at arbejde mig væk fra i dag. Vi er alle sammen tandjul i et stort urværk, vi udfylder forskellige funktioner. Vi er ikke hinandens modstandere.” 

Det lyder, som om du er blevet voksen?

”Jeg er ikke rastløs, som da jeg var ung. Det har givet mig et andet fokus. Jeg kigger ikke på, hvad for et projekt jeg kunne tænke mig at lave efter det her. Jeg tænker: Jeg vil gerne lave det her så længe som muligt. Så er der ydre omstændigheder, der gør, at man ikke kan få lov at gøre det for altid. Og det kunne være, hvis det her program udløste en eller anden form for shitstorm.” 

I SENG MED FJENDEN

’Pernille Vermund snaver’ hedder en YouTube-video, som næsten 45.000 danskere har set. Den subtile titel hentyder til det 13 sekunder lange tungekys mellem partilederen for Nye Borgerlige og Jonatan Spang, som i 2018 skabte overskrifter i anden sæson af ’TPS’. ”Har Pernille Vermund lige snavet sig i Folketinget?” skrev journalist Ditte Giese i Heartbeats, mens politisk kommentator Jarl Cordua udtalte: ”Det er godt nok vildt. Det her er ikke set før.”

Hvordan fik du Pernille Vermund til at tungekysse dig? 

”Vi lavede ’Tæt på sandheden’ fra Folkemødet. Fordommen om Folkemødet er jo, at politikere, journalister og meningsdannere drikker sig skidefulde og knalder. Vi jokede med, hvem den værste ville være, man kunne vågne op ved siden af, og blev enige om, at det ville være en skandale, hvis jeg var sammen med Pernille Vermund.”

Hvorfor?

”Ja, hvorfor egentlig? Jeg kan jo spørge dig: Hvis nu det havde været Rosa Lund fra Enhedslisten, ville du så overhovedet stille det spørgsmål, eller ville det have været en glemt sag? Det er den historie, som jeg oftest bliver konfronteret med, når folk har fået lidt at drikke: ’Hvorfor gjorde du det?’ Det er jo interessant, og det beviser, at det var rigtigt set. Det var en skandale. Det havde været totalt ligegyldigt, hvis jeg var vågnet op ved siden af Rosa Lund. Så havde ingen sagt noget. På samme måde, som ingen løftede et øjenbryn, da Thor Möger Pedersen, en tidligere SF-minister, blev vært for et debatprogram på DR2. Hvis det derimod havde været Morten Messerschmidt, var folk gået amok. Det var det hykleri, jeg ville pege fingre ad.”

Hvordan fik du så kysset i stand?

”Jeg ringede til Vermund og forklarede baggrunden. Hun var sød og høflig og fortalte, at det var det samme i hendes afdeling: Det ville være et stigma for hende at være sammen med en DR-vært. Det var også det, som var sjovt ved det. Især bagefter, hvor folk anklager mig for at have skabt et monster. Vi skrev sketchen, og hun var helt indforstået med den. Og måske er der alligevel den sandhed i fordommen om Folkemødet, at det hele er lidt mere loose. Det kys blev jo lige lidt mere autentisk.”

Kom det snav bag på dig?

”Nej. Men jeg var spændt på det inden, fordi vi ikke kendte hinanden, og fordi hun ikke er skuespiller. Men det blev meget vellykket. Der stod i manuskriptet, at de kysser hinanden, og det var hun jo med på. Men folk får nogle gange kolde fødder, og hun kunne have sagt: ’Kan vi ikke bare nøjes med et knus?’ Det er jeg glad for, at hun ikke gjorde, for jeg ville jo have den størst mulige effekt. Jeg har ikke nogen blufærdighed, ikke i en professionel sammenhæng. Der går jeg planken ud. Da vi bagefter sad i klipperummet, kiggede vi materialet igennem og snakkede om, hvordan det ville se ud, hvis vi lavede det længst mulige kys. Vi klippede kysset sammen fra tre forskellige vinkler. Det så fedt ud! Jeg sendte det til Vermund, og hun syntes, det var for voldsomt, og det kunne jeg også godt forstå. ’Men det er sådan, det bliver,’ sagde jeg.”

Hvordan reagerede hun på det?

”Jeg tager hatten af for hende. Hun havde en uge til at forberede, hvordan hun ville spinne den, og det gjorde hun helt fantastisk. Nogle synes, at jeg bærer et ansvar for hendes succes. I det omfang, jeg har gjort noget, så er det jo, at jeg har givet hende muligheden for at vise, at hun har selvironi. Så fortjenesten er jo hendes.”

TAKE 6

Jonatan Spang står klar med konfettikanonen, et fast indslag i ’Tæt på sandheden’, hvor han fejrer noget fantastisk ved vores land i en regn af konfetti, hvorefter realiteterne får ham ned på jorden igen. Det er svært at sige, om det er eftermiddagsluren eller turen i sminken, der har givet ham en sundere kulør, men nu træder han veloplagt og velfriseret ind på scenen iført et kongeblåt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. 

”Må jeg bede om mit closeup?” siger han til et af kameraerne i studiet – i en ironisk reference til klassikeren ’Sunset Boulevard’ fra 1950. I filmens afsluttende scene går divaen Norma Desmond langsomt ned ad trapperne i sin villa og rækker ud efter kameraet, mens hun siger de udødelige ord: ”All right, Mr. DeMille, I’m ready for my closeup.” 

De næste minutter får Spang instrukser over øresneglen fra kontrolrummet bag scenen og kvitterer for modtagelsen med et ”ja tak!”, der får ham til at lyde som en kok, der tager imod bestillinger i et køkken. Det er fis og ballade og så alligevel ikke. Der eksekveres, fornemmer man. 

Den sidste sekvens af ’Tæt på sandheden’, der skal skydes, er rent teknisk også den sværeste. Det er det dansenummer, han har øvet sig på igen og igen. Hvert trin på scenen skal koordineres med fire professionelle dansere, en satirisk monolog over året, der gik, og en løssluppen sang om Donald Trumps Amerika, der ender med, at Jonatan Spang skyder en af danserne på scenen. 

”Jeg tæller takter og beder til Gud,” siger Spang til produktionslederen i øresneglen.

Selvom han er en mand af mange talenter, er der grænser for, hvor meget man kan spidsbelaste både venstre og højre hjernehalvdel samtidig. Det hele er lidt som at se en flyveleder i verdens travleste lufthavn under en snestorm. I sidste ende får holdet den lange sekvens i kassen efter en håndfuld retakes, ikke mindst fordi de kan klippe sig ud af svipserne, nu hvor der ikke er publikum på. Noget kan man trods alt bruge corona til. 

”Jeg kan være her til midnat, min kone er til venindemiddag. Jeg skal bare hjem efter det her og sidde med min kat,” forsikrer Jonatan Spang oppe fra scenen. 

Det bliver ikke nødvendigt. Den sidste instruks fra produktionslederen afslutter en lang arbejdsdag med ordene ”it’s a wrap”. Spang løsner op i et lettet smil, der forplanter sig i kroppen på ham. Hans jakkesæt er gennemblødt af sved. Det kan man ikke se på tv-skærmen, men det er måske hans talent: At få det til at se nemt ud, selvom det ikke er det. 

TAKE 7

Hvad ville en eventuel shitstorm mod dig eller programmet handle om, tror du?

”Om at sparke nedad. En af de ting, man siger om satire, er, at det altid skal sparke opad. Og det er ofte rigtigt. Men primært handler det om, hvor hykleriet er. Det nytter ikke noget, at folk kun er hyklere på et eller andet bestemt højt niveau. Sådan er det jo ikke, hykleriet findes jo alle mulige steder. Og bare fordi du er en sølle hykler, så er du jo stadig en hykler. Så simpelt er det. Det interessante er så, at alle har sindssygt travlt med at iscenesætte sig selv som værende nederst.”

Har du et eksempel?

”I tredje sæson begyndte vi at interessere os for LøkkeFonden (Lars Løkkes fond for utilpassede drenge, red.). Det er jo besynderligt med en siddende statsminister, som starter et parallelt skolesystem i privat regi, mens han er øverste leder for den danske folkeskole. Som så åbenbart har fejlet så meget, at han starter sit eget private skoleforløb for at råde bod på det offentlige system. Der er supermeget komik og hykleri i det. Men da han konfronterede mig med det, sagde han ikke: ’Jeg er skidetræt af, at du hænger mig ud på den måde. Det er usagligt.’ Han sagde: ’Jeg synes jo, at det er sjovt, men drengene … der er nogle drenge, som har det rigtig svært, og som er fagligt rigtig dårlige.’ Så er jeg pludselig ham, der står øverst og sparker ned på de små drenge. At iscenesætte sig selv som svag er jo en måde, man får magt på i dag. Du bliver fredet, hævet over kritik. Det er også derfor, at hver gang nogen er vred på mig, så siger de ikke ’Jonatan’. Nej, det er ’DR’, der har slået på dem, eller ’DR-vært siger sådan og sådan’. Så er jeg licenskongen, der kommer med milliarder i ryggen! Det var derfor, programmet skulle hedde ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ og ikke ’DR2’s skæve nyheder’. Jo mere jeg var afsender og ikke DR, jo bedre. DR har flere gange lavet satire, som de har trukket tilbage og undskyldt for. Det vidste jeg ville være en udfordring. Hvordan skulle jeg undgå det? En del af kalkulen blev, at vi som program tager stilling fra sag til sag. Hvis vi holder med Inger Støjberg i Instrukskommissionen, kan vi så også mene noget andet senere og vende 180 grader? Der tog vi en beslutning: Det kan vi godt.”

Ingen hellige køer? 

”Hvis man først gik ind og lavede traditionel dansk tv-satire, som ligger et sted omkring De Radikale, så ville man på et tidspunkt løbe ind i problemer, som altid opstår. Så sidder Morten Messerschmidt og andre, som faktisk er vågne på det her tidspunkt, og spørger: ’Hvorfor sker det her igen?’ Tag for eksempel ’Borgen’. Når du ser den karakter i tv-serien, som skal forestille at være fra Dansk Folkeparti –  men som hedder noget andet i serien – så er det Ole Thestrup, der har en thaikvinde og kun snakker om grisemad. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre. Og jeg kan da godt forstå, at Messerschmidt laver foreningen Kritiske Licensbetalere. Vi prøver at give seeren en oplevelse af, at vi slår på alle. Min teori er, at så får man mere frihed. Men det ændrer ikke ved, at jeg tror, at ’Tæt på sandheden’ ender med at bukke under i en shitstorm. Nogen vil på et tidspunkt sige: Kan det være rigtigt, at han som hvid, heteronormativ, ciskønnet mand kan få lov til at sige det her?”

Mere end otte ud af 10 danskere bruger en streamingtjeneste, og en tredjedel af os har helt klippet kablet til det traditionelle tv-signal. Hvordan blev streaming så populært så hurtigt? Og hvordan ser medielandskabet ud om 10 år? Som tv-seer er der grund til at være glad, men skærmen har måske også en bagside. Spoiler alert: Vær bange. Vær meget bange.
Tekst:Christian MartinezIllustration:Bernardo Franca

ALLE MENNESKER HAR et bristepunkt. For Gerard Lemoine var det nyheden om, at Disney ikke ville lade deres nye ’Mulan’-film få premiere i biografen, men i stedet sende den 200 millioner dollar dyre blockbuster direkte ud på deres nye streamingtjeneste Disney+. Gerard Lemoine, en midaldrende biografejer i en forstad til Paris, havde reklameret for filmen i månedsvis og gad ikke mere pis. Han greb et baseballbat og smadrede en stor papfigur af ’Mulan’ i sin biograf i et videofilmet ’fuck you’ til Disney, der gik viralt. Videoen af den rasende franskmand er indtil videre blevet set af 2,3 millioner på Twitter.

Gerard Lemoines reaktion er sigende for en branche, der ligesom de traditionelle tv-stationer og kabel-tv-distributører skal vænne sig til en ny og magtfuld aktør i deres egen baghave: streamingtjenesterne. De er ikke kun kommet for at blive, de er kommet for at vende op og ned på det traditionelle medielandskab. Selvom Disneys CEO Bob Chapek hurtigt var ude at sige, at beslutningen om at forbigå biograferne var et enkeltstående tilfælde og alene skyldtes, at biograferne var lukket ned på grund af corona, varsler episoden nye tider for både seerne og underholdningsindustrien

Men måske har vi allerede set signalskriften på skærmen, for danskerne streamer mere end nogensinde før. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke. 86 procent af os har adgang til og bruger en streamingtjeneste, men vi gør det på forskellige måder. Halvdelen af os har en tv-pakke og streamer ved siden af, en tredjedel har droppet det traditionelle kabel-tv (de kaldes også cable cutters), og endelig bruger en femtedel udelukkende en traditionel tv-pakke. Den sidste gruppe bliver stadig mindre. Mere overraskende viser undersøgelsen også, at det langtfra kun er de unge, som streamer: I 2019 var det tre procent af de 70+-årige, der var cable cutters, mens det tal i 2020 er 14 procent.

”I mange år har man talt lidt karikeret om cable cutters som unge, hippe og tech-kyndige typer, men flere og flere ældre springer også ud i et liv kun med streaming,” siger kommerciel direktør i Wilke Mette Stensbek Christensen og fortsætter:

”Det er interessant, for det betyder, at tjenesterne bliver nødt til at tænke i indhold, som også appellerer til de ældre.”

VORES GRADVISE FARVEL til de traditionelle tv-kanaler og kabel-tv-pakker tog især fart, efter at streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic blev tilgængelige i Danmark i 2012. Bare spørg YouSee, Danmarks største tv-selskab, der siden da har mistet over 300.000 kunder. Men hvorfor er streaming blevet så populært? Fordi man kan se det indhold, man vil, når man vil. Fordi man ofte slipper for reklameafbrydelser, og fordi streaming har givet forbrugerne frihed til at vælge selv. 

Ifølge Mette Stensbek Christensen er det nærmest, som om folk har været i et tv-pakke-fængsel, som de nu er brudt ud af. Mere overraskende er det måske, at tingene er gået så stærkt.  

”Spillereglerne er lavet om på utrolig kort tid. Det er et rent paradigmeskifte. Et mareridt for nogle, men en fest for andre,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, et forum, der forudsiger udviklingen for tv-mediet.

Vinderne er de danske tv-seere, der ifølge Claus Bülow Christensen aldrig har haft så meget at vælge imellem med en så fantastisk bredde og kvalitet. Der er noget for alle – og det er billigere end før. Taberne er – ud over biografejer monsieur Gerard Lemoine – de traditionelle udbydere af kabel-tv-pakker som YouSee og Stofa, som skal tænke i nye baner, hvis de i fremtiden skal lave andet end at lægge kabler for streamingtjenesterne. 

Betyder denne fagre nye verden så enden på flow-tv? Hvis man mener det traditionelt distribuerede broadcast-fjernsyn med kanaler i kabel-tv-pakker, så ja, så er det begyndelsen på enden. Sådan lyder det fra chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der spår, at vi i stedet vil have et 100 procent internetdistribueret fjernsyn. Men det betyder ikke døden for live-tv:

”Der er ingen tvivl om, at meget tv-forbrug flytter sig fra traditionelt live-flow-tv til on demand-streaming. Dog skal man huske på, at der fortsat er meget indhold, som ses live eller tæt på live. Det er for eksempel sport, nyheder og aktualitetsformater,” siger han.  

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i danskernes forbrug af elektroniske medier. DR’s nyeste undersøgelse viser, at selvom 15 procent af vores medieforbrug er streaming, så er 30 procent stadig helt almindeligt flow-tv (resten går med radio, onlinesurfing, sociale medier og onlinespil). Rapporten viser også, at det danske streamingmarked er domineret af seks tjenester –Netflix, DRTV, YouTube, TV 2 Play, Viaplay og HBO Nordic.

STIL IND PÅ DE DANSKE KANALER

Du behøver ikke at købe dig fattig i streamingtjenester. Det Danske Filminstitut tilbyder kilometervis af gratis underholdning og public service fra arkiverne. På instituttets streamingtjeneste filmcentralen.dk kan man gå på opdagelse i over 3.000 kortfilm og dokumentarfilm samt streame animationsfilm til børn. Og på stumfilm.dk ligger over 400 stumfilm fra dansk films guldalder. Endelig er instituttets nyeste streamingtjeneste, ’Erindringsbio’, målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Alt sammen gratis.

STREAMING PASSER GODT til vores stadigt mere fragmenterede arbejdsliv, hvor fritid og arbejde blandes sammen, mener livsstilseksperten Christine Feldthaus. Døgnet flyder på en anden måde end før, og jo flere der står uden for en fast arbejdstid, som freelancere og selvstændige, jo mindre ønsker man at være afhængig af flow-tv’ets fastlagte program:

”Det handler om frihed og convenience. Og det giver Netflix os,” siger hun.

Selvom Feldthaus er erklæret serie-buff og streamer mere end gennemsnittet, mener hun ikke, at vi skal dømme husalteret ude. Der er en grund til, at vi danser, synger og bager kager i tv-formater som ’Den store bagedyst’, ’Vild med dans’ og ’Fællessang’. 

”Gammeldags fjernsyn giver på nogle punkter stadig Netflix baghjul. Hvordan skal jeg få tablets og telefoner ud af hænderne på mine børn? Det kan jeg ved at tilbyde dem en pose Matador Mix og en fælles runde om stueorglet med surround sound, og så kan vi se det sammen og føle, at vi har et samvær i familien. Det kan flow-tv. Det traditionelle tv er stadig meget stort,” siger Christine Feldthaus, der sammenligner med dengang, vi danskere så ’Huset på Christianshavn’, og alle sad lørdag aften foran skærmen med en æbleskive og en kop kaffe. 

”Vi gør jo lidt det samme i dag med streaming. Skal vi ikke binge ’Fargo’ i aften? Og så ser man den sammen med sine venner. Jeg kan godt forestille mig, at nogle medieforskere synes, at streaming gør os dumme, ugidelige og individualistiske, men den tror jeg ikke på. Streaming er meget socialt,” siger hun.

En ting er sikker: ”Hvad ser du for tiden?” er et spørgsmål, som mange af os stiller hinanden, når vi mødes til parmiddag eller får en sludder over kaffemaskinen på kontoret. Hvor vi engang talte om bøger i dannet selskab, er samtalen i dag drejet ind på serier – ’The Sopranos’ er ligefrem blevet sammenlignet med 1800-tallets store dannelsesromaner.

”Når sådan en serie slutter, er man grædefærdig, for nu har man været venner med dem i syv sæsoner, og pludselig er de der ikke mere. Det er som at afslutte et romanværk i tre bind,” siger Christine Feldthaus og tilføjer: ”Hvis du først er blevet suget ind i en serie, som du synes er mageløs, vil du gerne give den oplevelse videre til dine venner. I min vennekreds spørger vi næsten til serierne, før vi spørger til børnene.”

FRIHED TIL AT vælge underholdning på alle hylder lyder jo skønt. Der er bare et problem.

”Mens folk råbte på frihed de første år, og alle syntes, det var fedt, at man kunne vælge, hvad man ville, er der efterhånden så meget indhold tilgængeligt, at det virker uoverskueligt,” siger Mette Stensbek Christensen. ”Det skaber en masse spildtid.”

Den amerikanske psykolog og forfatter Barry Schwartz skrev i 2004 en bog om fænomenet, ’The Paradox of Choice: Why More Is Less’. Bogen beskriver, hvordan for mange valg kan gøre os ængstelige og handlingslammede, og en af forfatterens pointer er, at det kan gøre os mindre tilfredse med de valg, vi tager. Med utallige valgmuligheder må den perfekte film eller serie jo være der. Vi kan bare ikke finde den, så vi nøjes med at se en ’mindre god’ film.

”Jeg griner selv over, hvor ofte jeg har siddet og zappet rundt, og så sender TV 2 ’Notting Hill’ for 117. gang, og man ender med at se den alligevel, selvom der er tusind film på HBO, man ikke har set,” siger chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der som mange andre ofte ikke orker at bruge energi på at sætte sig ind i de mange valg: ”Oveni skal man så skændes med konen, om det nu også er det, hun vil se. Hun vil se et spansk socialrealistisk drama, mens man selv vil se Marvel. Så ender man med at se det, som TV 2 sender, fordi så er det TV 2’s skyld, at man spilder sin aften,” siger Dennis Christensen.

At frit valg på alle hylder er en svær størrelse at håndtere, ved de også hos Spotify, hvor man melder om, at den første søgestreng, som de fleste danskere taster ind, når de opretter en ny konto hos musiktjenesten, er Kim Larsen.

”Vi har mulighed for at høre newzealandsk jazz eller Balkan-punk, men vores fantasi rækker ikke længere end til Kim Larsen,” siger Dennis Christensen.

Spotify imødekommer problemet ved at udvælge tracks til den enkelte bruger, og det samme sker inden for film og serier på streamingtjenesterne. Kodeordet for fremtidens streaming er kuratering, altså indhold tilpasset den enkeltes smag og brugerprofil. Det foregår i dag via algoritmer, der kommer med anbefalinger (”hvis du kunne lide dette, kan du sikkert også lide dette”), men i fremtiden kan vi forvente, at kurateringen bliver mere forfinet. Blandt andet ved hjælp af apps, som samler alle streamingtjenester, og som kan søge på tværs af andre apps, måske også ved at lade os få anbefalinger af venner på sociale medier.

 

CLIFFHANGER OG HISTORISK HÆFTEFEBER

Vores hang til tv-serier er langtfra noget nyt fænomen. Ifølge lektor og filmhistoriker Peter Schepelern har det rødder i 1800-tallets store romaner, som oprindelig udkom i føljetoner i dagbladene. Da Charles Dickens i 1836-37 udgav ’Pickwick-klubben’ som føljeton i 20 dele, udløste han det, som man i litteraturhistorien har kaldt hæftefeber. Folk stod i lange køer for at få næste kapitel i den letbenede satireføljeton om en overklasseklub af ungkarle, der rejser på eventyr rundt i England.

Også mange andre af litteraturens store forfattere har skrevet deres værker i små bidder. ’Idioten’, der anses for et af Dostojevskijs hovedværker, udkom som føljeton i tidsskriftet Russkij Vestnik fra 1868 til 1869. 

Ifølge Peter Schepelern er streaming og tv-seriernes nuværende succes beslægtet med føljetonromanerne, der i 1900-tallet fik konkurrence fra stumfilmene. Stumfilm hittede langt ind i lydfilmens æra med såkaldte serials, små historier med en velkendt karakter, som publikum fulgte med spænding. Et eksempel var stumfilmsstjernen Pearl White i 1920’ernes USA, der blev kendt som ’Queen of the Serials’ og blandt andet lavede sine egne stunts.

Begrebet cliffhanger stammer fra disse tidlige serials, fordi helten eller heltinden ofte i bogstavelig forstand hang og dinglede ud over en klippekant, når afsnittet sluttede, og så kunne publikum bide negle, indtil næste kapitel ramte biograferne. 

Serials bliver i filmhistorisk sammenhæng ofte betragtet som filmmediets småpinlige onkel, en vulgær genre, som ikke kastede stor filmkunst af sig. Men selvom det er nemt at grine af dem i dag, foregreb serials et smart narrativt greb, som går igen i mange moderne tv-serier.

”Man sluttede der, hvor publikum tænkte: ’Åh nej, hvad nu?’ Man udnyttede afbrydelsen af historien til at skærpe interessen,” siger Peter Schepelern.

Det greb går igen i nutidens tv-serier. Man skaber et fiktivt univers med karakterer, som seerne interesserer sig for, og så giver man den ellers ekstra lang line til at udfolde persongalleri og univers. Tid er der nok af, for man skal ikke komprimere historien som i en spillefilm. ’Breaking Bad’ er ifølge filmdatabasen IMDb på 3.030 minutter, hvilket groft sagt svarer til 25 spillefilm. Det tager en krig at komme igennem, men det er sådan set pointen. Ifølge Schepelern er den dvælende fortællestil et ekko af Dickens’ store romaner, som man heller ikke bare suser igennem.

”Man får en fornemmelse af, at nu sætter vi os bekvemt til rette, og så er der en lang historie i vente. Det er blevet genoplivet med serierne, og øjensynligt opfylder det et behov, for vi må konstatere, at der bliver banket serier ud. Der er noget hypnotiserende over det. Vi lever os så stærkt ind i de her menneskers liv, at vi nødig vil give slip på dem,” siger han.

MENS NETFLIX ER stormet frem og i dag dominerer streamingmarkedet, har flere amerikanske giganter med dybe lommer kigget med fra sidelinjen og ventet på det rette tidspunkt at slå til på. I mediebranchen tales ligefrem om en streamingkrig. Giganterne tæller ud over Netflix, Apple TV+ og Disney+ også Amazon Prime, Googles moderselskab Alphabet og mediekoncernen Warner, der ejer HBO og snart lancerer HBO Max. Præcis hvor store dønninger det giver, når en ny gigant stempler ind, blev tydeligt, da Disney lancerede sin streamingtjeneste i Danmark i september. Ifølge helt nye tal fra analyseinstituttet Wilke tegnede 20 procent af danskerne abonnement på Disney+ på blot seks uger.

Forbrugerne kan godt forberede sig på, at giganterne de kommende år vil gå langt i kampen om vores gunst, vurderer Claus Bülow Christensen, der også hæfter sig ved, at hele branchen er ved at blive disrupted: Da Disney streamede ’Mulan’ i stedet for at lade den gå i biografen, væltede de den gamle forretningsmodel. Det revolutionerende er ikke kun, at forbrugerne har fået frihed til at se underholdning, når de vil. Det er, at producenterne i dag også er distributører. Disney kan ved at skrue på et par knapper i deres hovedkvarter i Californien distribuere et enormt bibliotek ud til hele verden på deres egen tjeneste. Den fidus kigger de amerikanske giganter, der snart kommer til Danmark, også på.

Den store streamingkrig handler om det kollaps i værdikæden, hvor de store producenter af indhold – hvad enten det er Netflix, Disney eller Amazon – fjerner mellemmændene og via egne servere og internettet selv kommer ud til forbrugerne. De næste 5-10 år vil vi opleve, at de amerikanske tech-giganter kan sætte sig på vores tv- og streamingtjenester og presse alle andre ud, mener Claus Bülow Christensen.

Det kan sammenlignes med, hvad der skete, da internettet stadig trådte sine barnesko. Dengang fandtes mange forskellige søgemaskiner, men i dag er at søge på nettet ensbetydende med brug af Google. Og det er ingen hemmelighed, at Googles monopollignende position har givet virksomheden flere sager på halsen om overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. 

”Det kommer også til at ske på tv-markedet. Det er et uvæsen, som vi ikke slipper af med. Tv er nemlig det næste, som tech-giganterne kaster sig over. Det er også derfor, de er så aggressive,” siger han.

Hvem vinder den krig?

”Det er svært at sige. Det eneste sikre er, at Amazon, Apple og Google stadig står der om 10 år, og at de vil have knust mange andre streamingtjenester på vejen,” siger Claus Bülow Christensen og tilføjer: ”Lige nu er det billigt, men det kan det ikke blive ved med at være. Så vi skal nyde det, inden de begynder at skrue priserne op, som Netflix lige har gjort det i USA.”

WORST CASE SCENARIO er, at vi ender med at have amerikanskejede tv-tjenester med monopolstatus, der reelt bestemmer, hvad vi ser, og hvad vi skal betale for det. Det mener Rasmus Helles, der er medieforsker ved Københavns Universitet. Han tør dog ikke spå om, hvorvidt det er sådan, det går: 

”Lige nu venter aktørerne på, hvem der blinker først. De kæmper om at få flest mulige kunder ind og se, hvad folk er villige til at betale for. Men de ved ikke, hvor hurtigt afvandringen fra kabel-tv til streaming kommer til at gå, så der er mange variabler. Og ingen ved, hvordan det lander,” siger Helles.

Indtil videre kan du dog godt sætte dig til rette med popcornene. Lige nu er streaming en fest for forbrugerne, der kan shoppe rundt mellem tjenesterne, der har enorme bagkataloger af film og serier samt milliardbudgetter til at producere nye. 

Samtidig kan vi nyde godt af fleksible abonnementsvilkår. Streamingtjenesterne opererer ikke (endnu) som traditionelle tv-stationer med en reklamefinansieret forretningsmodel, der skal få seerne til at se så meget indhold som muligt så meget af tiden som muligt. Netflix & co. skal sådan set bare have dig ind som medlem, så er de ligeglade med, om du ser samtlige sæsoner af samtlige serier eller sætter dit medlemskab i bero. Dit kreditkort er jo klar til at blive genaktiveret, næste gang du falder for fristelsen til at se den nye sæson af ’Succession’ eller gense ’The Godfather’, hvis du sidder handlingslammet i din tv-sofa. 

Michael Corleone kunne ikke have sagt det bedre: ’Just when I thought I was out, they pull me back in!”

Alle har en ret, de aldrig bliver trætte af. Ud & Se beder forskellige danskere dele deres favoritopskrift. Denne gang er det niårige Vida, der slikker sig om munden ved tanken om afghansk kabuli palaw.
Tekst og foto:Steven Achiam

KABULI PALAW

600 g okseskank skåret i stykker på cirka 4 x 4 cm

2 liter solsikkeolie (til friture)

400 g basmatiris

4 store gulerødder

2 store zittauerløg

2 citroner

1 håndfuld splittede, udblødte mandler 

1 håndfuld hakkede pistaciekerner

1 håndfuld rosiner

3 spsk. knust spidskommen

2 tsk. knust kardemomme

3 fed hvidløg

5–6 spsk. sukker

SÅDAN GØR DU

Tænd ovnen på 160 grader. Hak løgene fint. Varm en ovnfast gryde op ved høj varme, og brun kødet grundigt af. Tilsæt herefter løgene, og lad dem stege med et par minutter. Krydr med salt og peber, og tilsæt vand, så kødet er dækket 2/3 op. Kom låg på gryden, og steg det hele i cirka 2,5 time i ovnen. 

Mens kødet simrer, gøres de øvrige ting klar. Skær gulerødder­ne i tynde stænger ­eller strimler. Varm to liter solsikke­olie op til cirka 160 grader i en stor gryde. Steg gulerodsstrimlerne, til de er møre. Tag gulerødderne op af gryden, dryp dem grundigt af, og drys med to spiseskefulde sukker og knust kardemomme. Rosinerne steges også i olien – cirka 2-3 minutter. Bland rosiner og de krydrede gulerodsstrimler i en skål. Skyl risene i en sigte, og kog dem helt møre, så de kan moses mellem fingrene. Dræn herefter risene for vand, og tilsæt spidskommen, mandler, pistaciekerner og lidt salt. Citronsaft af to citroner og hvidløgsfed blendes sammen, sigtes og gemmes til senere. Når kødet er færdigt, sies væden fra. Smelt det resterende sukker på en pande, til det tager let farve. Tilsæt cirka 1/2 liter af væden fra kødet, og lad det koge ind til cirka 1/3. Vend saucen sammen med risene. Lige før servering hælder du citron-hvidløgssaften hen over risene. Velbekomme.

Opskriften er en del af bogen ’Liv ret’, hvor 25 flygtningebørn deler deres yndlingsopskrifter. Bag initiativet står Steven Achiam og Brendan Killeen. Læs mere om bogen på livretbog.dk.