PÅ HAVNEN I Thyborøn er solen endnu ikke stået op. Et lyserødt lys sniger sig op over horisonten, mens kranen på en stor fiskerbåd læsser lysegrønne plastikkasser over på kajen. Her tager en blå gaffeltruck med et mekanisk hvin mod kasserne, der er fyldt med friskfanget fisk, og rundt om skibet flyver en gruppe sultentskrigende måger i store cirkler. Klokken er halv syv om morgenen, og bortset fra mågernes klagen er resten af Thyborøn bomstille. Lidt efter fører gaffeltrucken fiskene gennem en automatisk port og ind i en stor, grå auktionsbygning. Her bliver fiskene sorteret efter art, vægt og klasse. Torsk, rødspætter, havtasker og krabbekløer ligger omringet af is og skal om lidt afsættes på auktionen højere oppe i bygningen.
Mellem kasserne går to ældre mænd haltende og sætter klistermærker på fiskene. Deres samtale er ordknap, og kommunikationen foregår mest ved hjælp af peg og nik. ”Vi vurderer fiskene,” forklarer den ene med stærk vestjysk dialekt. De bærer begge sorte vindjakker med ’Danske Fiskeauktioner’ på ryggen, og i hånden har den ene en blok, han noterer i. Over dem får kondensen i den kæmpe hal dråber til at falde fra loftet, og mens de to mænd bevæger sig langs de lange, grønne rækker af fisk, ræser gaffeltrucks ind og ud og stabler sirligt de nyankomne fisk i et zigzaggende mønster, der gentager sig dag for dag.
I stueetagen på fiskeauktionen i Thyborøn står stabler af grønne kasser med fisk i alle størrelser og arter fanget i blandt andet dansk, britisk og norsk farvand.
I GAMLE DAGE stillede en auktionarius sig op på en kasse og udbød råbende fisk, som blev solgt til højestbydende. Den seance finder stadig sted, men kun om sommeren til ære for turisterne. I dag foregår auktionen tre etager højere oppe i huset. Bag en glasvæg sidder seks ældre mænd i overalls, strømpefødder eller Crocs-sko, og ser man bort fra påklædningen, ligner det til forveksling en mindre aktiebørs. Mændene sidder bag computerskærme, og for enden af lokalet sidder en ordknap auktionarius foran en stor fladskærm og lukker med jævne mellemrum uforståelige sætninger og ord ud. På skærmen bliver der løbende udbudt fisk, ved at en pil drejer rundt om en sort skive. Ved siden af er der noteret en pris, der langsomt falder, indtil en køber byder og køber et parti fisk. En såkaldt hollandsk auktion. Bagerst i lokalet står en kaffemaskine og brygger kulsort kaffe, som køberne ivrigt tømmer. Flere af mændene, der kommer fra fiskefabrikker i området, sidder med to computere foran sig og byder samtidig med på auktionen i Hanstholm. De skoløse købere er blot seks ud af over 270 købere fra lande som Frankrig, Belgien og Spanien, der byder på de 72 tons, der denne dag i marts bliver solgt på auktionen.
Hans Jørgen Jensen, delejer af ’Nanna Cecilie’, har mistet næsten halvdelen af sin kulmulekvote på grund af Brexit.
”DET ER EN lorte aftale,” siger skipper Martin Kynde om Brexit over en knitrende telefonforbindelse. Han og resten af besætningen på tre mand befinder sig 250 sømil nordvest for Thyborøn på vej mod Forty Mile Ground, en fiskezone ud for Shetlandsøerne. Her håber han at fange de fisk, som har været svære at finde i dansk farvand på det seneste. Men fangsten er ikke sikker, for området er hyppigt besøgt af andre skibe fra hele Europa.
Ifølge Danmarks Fiskeriforening fanger danske fiskere op mod 40 procent af deres fisk i britisk farvand, og Storbritanniens udtrædelse af EU mærkes ikke bare i Thyborøn, men også ude på havene, hvor fastkørte forhandlinger mellem Norge, Storbritannien og EU medførte, at Norge lukkede for næsten al adgang til deres farvande de første to en halv måned af 2021. Her plejer fiskerne fra Thyborøn at fange en tredjedel af deres fisk. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år vokser det tal til 25 procent, så skal aftalen forhandles igen, og 25-årige Martin Kynde er ikke begejstret.
Efter at have fisket i flere år på en blå træbådskutter købte han i 2018 sammen med sin tidligere læremester, 54-årige hollandske Tamme Bolt, et moderne skib. Det nye skib blev hentet hjem til Thyborøn og blev efter gennemgående ombygninger døbt med morens navn – ’Tove Kynde’. Det krævede store lån til både fiskekvoter og udstyr. Dengang var der ”lyserøde skyer i horisonten”, fortæller Martin Kynde, men med Brexit ser fremtiden anderledes ud:
”Yderste konsekvens er jo, at vi må lukke og slukke.”
DER ER LAVT til loftet under dækket på ’Nanna Cecilie’, der ligger i Thyborøn Havn. Bag skibet er byen henlagt i stilhed. Når turisterne kommer til byen i sommermånederne, er der gang i restauranterne og den lille iskiosk på havnen, men i marts måned vækkes byen kun langsomt af dagens første solstråler, der fordriver disen fra den lille havneby. Ud mod havneløbet spejder det lille Hotel Seaside, der i gamle dage var sømandsstue med kaffe og snaps. Bag hotellet strækker den korte gågade sig med små butikker, cafeer og barer, og længere ude, langs store sandklitter, som byder byen en smule læ for den skarpe vestenvind, gemmer villahuse og kvarterer sig med veje, der de fleste steder ender blindt.
På ’Nanna Cecilie’ ligger opholdsrummet hen i halvmørke. Det er indrettet med behagelig sofa, god spiseplads og et småt, funktionelt køkken. Gryder og pander kan fastspændes på selve komfuret. På den måde kan man lave mad, selvom skibet ligger uroligt på vandet. Et skib som dette er normalt på havet 250 dage om året. Besætningen bor i kahytter med køjeseng og et lille fold ud-bord, og der er plads til en besætning på syv mand.
Det er vigtigt med gode forhold, når man tilbringer halvdelen af sin tid til havs, fortæller 42-årige Hans Jørgen Jensen, som er medejer af det knap 30 meter lange skib, der trawler havbunden for torsk, kuller og rødspætte. Lige nu ligger skibet på bedding, mens fiskerne venter på, at det igen kan betale sig at tage til britisk farvand.
Hans Jørgen Jensen er iført smækbukser, gummistøvler og en sort langærmet trøje, der er smøget op over arbejdsvante arme. Han har over en tredjedel af sine kvoter i kulmule – en eftertragtet torskelignende spisefisk, som fanges på åbent hav. Fiskere køber kvoter i specifikke områder og fiskearter, som er knyttet til fiskerens skib. De har lov til at sælge, købe og udleje kvoter, som i Danmark fordeles årligt.
På grund af Brexit mister Hans Jørgen Jensen 43 procent af sin kulmule-kvote i Nordsøen. Når der samtidig er færre kvoter i omløb på grund af Brexit, tør Hans Jørgen Jensen – selvom han ikke bruger store armbevægelser – godt kalde den seneste udvikling ”en lille krise”.
”Vi er lidt i knæ. Der bliver ikke plads til det antal fiskere, som der er nu,” fortæller han.
For at mindske følgevirkningerne af Brexit har EU indtil videre afsat 1,8 milliarder til at kompensere den danske fiskeindustri, og selvom Hans Jørgen Jensen ser positivt på den foreløbige kompensation, har Brexit gjort hans fremtidsinvesteringer mere usikre, slår han fast.
”Det er noget af en mavepuster,” sukker fiskeskipperen.
Thyborøn er svejset sammen med fiskeriet. Skibsmontør Jesper Kynde er ærgerlig over, at flere og flere flytter fra byen.
GNISTERNE STÅR op fra en ræling, hvor en mand står og svejser. Under svejsehjelmen gemmer 34-årige Jesper Kynde sig, han er uddannet skibsmontør, i blå overalls og en sort hættetrøje. Denne eftermiddag arbejder han på rælingen ved et skibs agterende, og bag ham troner to kæmpestore tromler med fiskenet, der er dobbelt så høje som en voksen mand. Jesper Kynde er i færd med at gøre et skib klar til at skulle på havet, men turen lader vente på sig, da det stadig ikke kan betale sig at smide fortøjningerne.
Efternavnet Kynde optræder mange steder i byen. Jespers egen far, Henry Kynde, arbejder som trawlbinder i byen, og hans mor ejer tøjbutikken Kynde og Knak. Men selvom Thyborøn er en lille by, er der flere familier, der hedder Kynde. Jesper Kynde forklarer, at han hverken har noget at gøre med fiskeren Martin Kynde eller den fiskeriudstyrsvirksomhed ved navn ’Kynde & Toft’, der ligger på havnen. Efter en kort pause smiler han skævt og tilføjer:
”Arh, der er måske blevet byttet lidt rundt”, men den egentlige forklaring på de sammenfaldende efternavne forbliver uklar. På kajen ankommer en gaffeltruck.
”Kan I genkende ham?” smiler Jesper Kynde og nikker i retning af kollegaen Peder Damborg, som stiger ud af det lille køretøj. 37-årige Peder Damborg griner lidt genert under en sort hue og med en ’Bevar Christiania’-sweatshirt på. Han har netop været på skærmen i TV 2-programmet ’Kærlighed hvor kragerne vender’, hvor fire singlefyre skal prøve at finde en kæreste, som har lyst til at flytte til egnen. Programmets titel er sigende for udviklingen i en by som Thyborøn. De sidste 30 år er befolkningstallet faldet med 30 procent, og i dag bor knap 2.000 indbyggere i Thyborøn. I 2030 forventer Lemvig Kommune, at der vil være lidt under 1.700 beboere i byen.
For som de siger i programmet, er der ”ikke så meget at komme efter” på egnen. Kvinderne tager til Aalborg, Aarhus eller Herning for at studere og arbejde, mens mændene bliver tilbage og tager arbejde i fiskeindustrien. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der næsten dobbelt så mange mænd som kvinder i Thyborøn i alderen 25 til 30. Det gælder især i det mandsdominerede fiskeri og dets følgeerhverv, som man også vil opdage i denne artikel, hvor det skorter på kvinder.
Jesper Kynde har tidligere arbejdet som fisker. Fiskeriet har givet ham arbejde i Thyborøn, men har også sendt ham til Rungsted, hvor han solgte fisk sammen med sin far. I en periode var han også i Østrig som skibums, som han selv kalder det, men nu er han vendt tilbage til fødebyen. Og her er han fast besluttet på at blive.
Jesper Kynde, der har en dreng på to et halvt år, fortæller, at der i Thyborøn kun blev født tre børn på sønnens årgang.
”Dengang jeg selv gik i folkeskole, var vi nok til et fodboldhold. Sidste år blev der født to børn og forrige år tre, tror jeg. Det kan der ikke blive meget fodboldhold ud af,” siger han.
Og det hjælper ikke, at det har været knapt med arbejde på det seneste. Før i tiden var der nok at lave, der var ligefrem mangel på arbejdskraft. Men for nylig har der været fyringer hos Thyborøn Skibs & Motor A/S, hvor Jesper Kynde og Peder Damborg begge arbejder.
”Der er ikke nogen, der tør lave bestillinger på nye fartøjer. Det hele er så usikkert,” siger Jesper Kynde.
”KOM IND, KOM IND,” råber Jögvan Arnfinn i Dali og åbner døren til Thyborøn Bådebyggeris værksted, der ligger på Havnegade. Man kan ikke høre det, men navnet i Dali afslører, at han oprindelig kommer fra Færøerne. Det fulde navn bruger han dog ikke – han er bare Arnfinn. Alle flader i værkstedet er dækket af et fint lag støv. Et utal af maskiner er skubbet ind, hvor der er plads. Døre, skabslåger og lister ligger og venter på den sidste rettelse eller det sidste lag lak, før de kan komme ud på skibene. 55-årige Arnfinn er tømrermester, ejer af værkstedet og har syv svende under sig. Men egentlig var det lidt af et tilfælde, at Arnfinn endte i Thyborøn.
”Min far var en værre rod,” siger Arnfinn med et smil på læben. Da han var fem år gammel, fik hans far at vide, at han ikke længere var velkommen på Færøerne. Mere røber han ikke. Familien måtte finde et nyt sted at bo, og valget faldt på Thyborøn. Arnfinns mor havde en søster, der var flyttet dertil, og Færøernes stejle klipper blev skiftet ud med Thyborøns flade sandstrande og grå fiskefabrikker.
Fornavnet Jögvan blev hurtigt skiftet ud med det mere mundrette mellemnavn, og efter snart 50 år i den lille fiskerby føler Arnfinn, at han hører til. Hans kone Berit i Dali er medejer af Hotel Seaside, og selvom de har slået sig ned i Harboøre ,10 kilometer fra Thyborøn, er Arnfinn et kendt navn blandt fiskerne på havnen.
Det seneste år har værkstedet været nødt til at fyre tre tømrere som følge af coronakrisen, men måske ser fremtiden anderledes dyster ud.
”Hvis ikke bådene sejler, går ingenting i stykker,” som Arnfinn siger.
Jögvan Arnfinn i Dali ejer Thyborøn Bådebyggeri. Det lange færøske navn er dog for svært, så alle i byen kalder ham blot Arnfinn.
LANGS GULVET I Thyborøn Trawlbinderi strækker enorme farverige net sig igennem den 50 meter lange hal. Mellem nettene sidder en mand med sin bødenål, der ubesværet stryger ind og ud imellem de neonfarvede masker. Det er en velkendt bevægelse for 52-årige Søren Peter Jensen, der har arbejdet med trawlbinderi, siden han var 14 år gammel.
Materialet til de store net kommer fra Portugal, og i den store værkstedshal skærer de 10-12 mand, der arbejder her, nettene til og syr maskerne sammen.
”Når vi arbejder ude på kajen om sommeren, tror turisterne, at vi laver trawl til at fange hvaler – de forstår slet ikke, at det er til små fisk,” fortæller Søren Peter Jensen og peger på et kæmpe net med masker, der er 25 meter lange. De store masker sørger for, at fiskene ikke opdager, at de er fanget, før de kommer længere ind i nettet, hvor maskerne er så små, at de ikke længere kan komme ud.
Et lyserødt, 3D-simuleret trawl lyser op på en skærm. I dag bliver de trawl, mændene arbejder på, designet på computer, og nettet er en af værkstedets største modeller. Med et gab på 65 meter er nettet designet til at fange kulmuler og makrel i Atlanterhavet, og det bliver solgt for lidt over en million kroner.
På trawlbinderiet kan de mærke, at fiskeriet er presset. Der er ikke mange, der tør bestille nye net. Normalt er ordrebøgerne fyldt til langt ud i fremtiden. Det er de ikke nu, men Søren Peter Jensen tror ikke, at Brexit vil føre til fyringer på binderiet.
”Sidste gang fiskeriet gik dårligt, fordelte vi arbejdet imellem os,” siger han og tænker tilbage til perioden efter finanskrisen.
I Thyborøn Trawlbinderi bindes trawl af gule, røde, orange og grønne reb, der er importeret fra Portugal. På byens kajer slanger de farverige trawl sig langs fiskekutterne.
Et andet sted, bag et stort mørkegrønt trawl, sidder et par ældre mænd koncentreret og binder net. Den ene, 67-årige Henry Kynde, er far til skibsmontøren Jesper Kynde. Han har boet i Thyborøn hele sit liv bortset fra en enkelt afstikker til Sjælland, hvor han kørte fisk fanget på Vestkysten til Rungsted og solgte dem. Det var dengang, han drak rosé og strittede med lillefingeren, plejer de andre trawlbindere at drille ham med. Køreturene fra Thyborøn til Rungsted blev dog for lange med tiden, og derfor vendte han tilbage til bødenålen og trawlbinderiet.
Nettet, han arbejder på, er en relativt ny opfindelse. Faktisk har de kun lavet dem i 10 år, og nettet er designet for at få mindst mulig bifangst og uønskede fisk i nettet.
I dag har Henry Kynde sølvgråt hår og briller, der hjælper øjnene, som ikke er, hvad de har været, men han kan stadig huske den dag, han begyndte, 18. marts 1969. Det var en mandag, mindes Henry Kynde, og i trawlbinderverdenen er det en uheldig dag at starte på. Det var i hvert fald, hvad de andre sagde dengang. Men efter 52 år i branchen føler Henry Kynde sig ikke uheldig.
”Jeg er ikke blevet træt af det endnu,” siger han uden at kigge op fra nettet.
De fleste af mændene i hallen har gråt hår. Den yngste er 36-årige Lars Gregersen. Til marts ’holder han’ og begynder at fiske krabber i stedet – en velkendt historie på værkstedet. De unge står ikke i kø for at blive trawlbindere.
Siden Henry Kynde første gang svang en bødenål, er der kommet computere til, erhvervet er blevet moderniseret, men også mindre eftertragtet at arbejde i. En meget anderledes verden end den, Henry Kynde oplevede, da han først trådte ind i en trawlbinderhal som 15-årig.
”Da jeg blev udlært, var der 30 trawlbinderværksteder i Thyborøn. I dag er der to tilbage.”
Henry Kynde er far til skibsmontør Jesper Kynde og har været trawlbinder næsten lige siden, han gik ud af folkeskolen.
”Det tager mange år at blive god til at binde trawl,” siger Søren Peter Jensen. ”Det kan ikke betale sig at fyre trawlbindere.”
DET LYDER SOM et vandfald, da en strøm af fisk fosser ud af en lastvogn. Fiskene skyller gennem en metalrist og lander mellem to store roterende skruer, der langsomt trækker dem ind i fabrikken, mens mågerne klager ovenover. På TripleNine Fish Protein A/S rager store siloer fyldt med fiskeolie op til mågerne på den blå himmel, og lange lagerhaller strækker sig langs kajen og gemmer på nogle af de 300.000 tons fiskemel, fabrikken årligt producerer. Normalt bliver fiskene leveret af kæmpemæssige industriskibe, der er ladet med tusindvis af tons fisk. Lastbiler med fisk trisser også ind fra andre byer med ladninger. Om sommeren holder de i lange køer på havnen.
Der er øde på den sorte asfalt mellem fabrikkens bygninger, og de omkring 100 ansatte på fabrikken er ingen steder at se. Arbejdet foregår indenfor, nærmest i døgndrift, blandt fabrikkens dampende røg og sydende kedler. En af dem er teamleder Anders Hansen, der står uden for sit kontor og skæver op til de mange fugle, der hænger over fiskemelsfabrikkens siloer som små prikker.
”Mågerne? Ja, gu’ fanden har vi problemer med mågerne,” siger Anders Hansen, der fortæller, at der går rygter om, at mågerne havde en koloni her, længe inden fabrikken blev bygget. Og måger, de flytter sig ikke for noget.
Inde på fabriksgulvet viser 43-årige Anders Hansen hjemmevant vej imellem rustne rør og dampende kedler. Hans krøllede hår ser rødt ud ved siden af fabrikkens mørkeblå uniform, og selvom små kragetæer er begyndt at sprede sig fra hans øjenkroge, er der noget ungdommeligt over hans ansigt. Udenfor ses han sjældent uden cigaret i hånden. På de få sekunder, det tager at komme fra en fabriksbygning til en anden, når han at ryge halvdelen af sin cigaret.
Anders Hansen har arbejdet på fabrikken i over 11 år og er egentlig udlært tømrer. Før arbejdede han for et tømrerfirma med 63 ansatte, men efter finanskrisen i 2008 rystede Danmark, var de kun to tilbage. En dag dukkede et jobopslag som produktionsarbejder på fiskemelsfabrikken op, og Anders besluttede sig for at søge det. Opslaget var gammelt, fabrikken havde glemt at tage det ned, men Anders Hansen fik alligevel jobbet. I dag er han teamleder for et hold på fabrikken, og det er noget med ”at være god til at have et overblik” og ”ikke gå ned med stress”, forklarer han imellem telefonsamtalerne med leverandører, der kimer ind med jævne mellemrum.
Luften på fabrikken er fugtig, tyk og fyldt med en tung lugt af akvariefoder.
”Folk siger, at man lugter af fisk, så snart man begynder herude på fabrikken, men det passer ikke,” råber Anders Hansen for at overdøve larmen fra maskinerne, som konverterer fisk til bjerge af fiskemel – klar til at blive sendt ud i verden for at fodre laks, mink og andre dyr.
”Selve processen med at lave fiskemel har ikke ændret sig i de sidste 50 år,” siger Anders Hansen og peger på de kedler, der koger fiskene, hvorefter de presses, så vand og olie kan skilles fra selve kødet. Fisk, som bliver brugt til at lave fiskemel, er ikke spisefisk, det er små fisk som tobis, brisling eller sperling, der fanges af store industriskibe i Doggerbanke eller Fladengrund – steder, der hører til britisk farvand.
”Vi er voldsomt påvirkede af Brexit. Op mod 40-50 procent af vores fisk bliver fanget i britisk farvand,” siger Anders Hansen. Oveni har minkaflivningen også sat sit præg på efterspørgslen, og derudover overvejer Storbritannien at frede Doggerbanke og Fladengrund for fiskeri af miljømæssige hensyn. Hvis det sker, og fiskeriet fortsat bliver presset, kan det betyde, at arbejderne på fabrikken må gå på fordelingsarbejde og i sidste ende fyres.
I løbet af en vanlig arbejdsdag korresponderer Anders Hansen med skibe, der kommer med 2.000 tons fisk, tit med kort varsel, men nu er der længere mellem leveringerne.
”Lige nu producerer vi ikke så meget. Normalt plejer hallerne at være fyldt til bristepunktet.”
Anders Hansen er teamleder på fiskemelsfabrikken. Mange synes, at fabrikken lugter. Men medarbejderne er stolte af deres arbejde. Indimellem sætter de sangen ’I’m sexy and I know it’ på i pauserne.
”DET ER EN sørgelig historie,” siger Kurt Svennevig Christensen om fiskeriets udvikling. Han er 69 år, har selv fisket mange år i Thyborøn, er uddannet kok og har en bachelor i filosofi. Kurt Svennevig er formand for Levende Hav – en forening stiftet af fiskere og biologer i 1995 for at skabe en politisk diskussion om den måde, der fiskes på i Danmark.
Kurt Svennevig Christensen spejder tænksomt ud ad det lille runde vindue i kutterens styrehus et kort øjeblik. Kutteren ’Anton’, som er Levende Havs mobile mødested og varemærke, er en ældre sag. I den lille salon, som hænger sammen med styrehuset, kan man lige kante sig ind på en smal hjørnebænk, der omgiver et bord, hvor souvenirs fra alle dele af verden er skubbet ud til siden. På bordet står en kande kaffe lavet i skibets lille kabys, der plejede at udgøre last til de fisk, skibet havde fanget. Kopperne til kaffen er taget fra kroge i loftet og ligner dele af et klassisk campingsæt fra 70’erne. Kutteren har plads i Lemvig Havn, en køretur på en halv times tid fra Thyborøn. Under vinduet, som lader solen fylde rummet med lys, hænger et klistermærke med teksten ”Question everything”.
”Vi bruger meget tid på at se på, hvad det er, der ødelægger havet,” fortæller foreningsformanden, der fokuserer på fiskeindustriens udvikling, på de metoder, moderne fiskere benytter, og på arbejdet for en forbedret biodiversitet og havkvalitet.
Fiskeriet er ikke bæredygtigt, hverken for fiskene i havet eller for de lokalsamfund, der skal leve af det, fortæller han. I dag er skibene færre, men større, de ejes af få mennesker, og fangstmetoderne bliver i hans øjne stadig mere grådige.
For 50 år siden lå der op mod 300 fiskekuttere i Thyborøn Havn. I dag står knap 30 store skibe for langt det meste fiskeri i Thyborøn.
”Vi skal beslutte, hvad det er for et samfund, vi vil have, og hvad det er for et hav, vi vil have. Vi kan ikke fiske og trawle på den måde, vi gør, og så stadigvæk tro, at vi kan have kystfiskeri,” siger han og peger på, at store trawlnet ødelægger havbunden. Derudover har fangstmetoden en stor, unyttig bifangst, som ulovligt bliver smidt tilbage i havet igen, lyder hans kritik.
For Kurt Svennevig Christensen er kystfiskeren – der bruger mindre fartøjer og fisker inden for 20 sømil fra kysten – et billede på en tættere forbindelse mellem havet og forbrugeren. En idé om et mere naturligt og bæredygtigt system. Men kystfiskeren kan ikke leve op til de krav, den moderne forbruger stiller.
”Vi kan godt lide den laks, som kan komme, når vi beder om den, men det kan en kystfisker ikke levere,” siger Kurt Svennevig Christensen og slår ud med armene:
”Hvis der skal gøres op med det moderne fiskeri, er man nødt til at oplyse forbrugeren. Vi er nødt til at vide, hvordan fiskeriet egentlig foregår. Vi skal have fiskeri, hvor vi kan komme i kontakt med det hav, vi har. Det er ikke romantik – det er hardcore politik.”
”DET GÅR AD helvede til,” konstaterer Heinrich Grøndal, mens han klør sig i sit gråsprængte skæg og kigger ud over det stilleliggende industriskib ’Susanita’. Skibet fanger industrifisk på lange togter i britisk farvand, og 51-årige Heinrich Grøndal er skipper og tilbringer normalt lange arbejdsdage i skibets styrerum. Ved siden af sidder 42-årige Torben Olesen. Skibets salon er omgivet af mørk træfiner, Faxe Kondi-dåser og dvd’er til de lange aftener på havet uden internetforbindelse. Torben Olesen er skibets hovmester. Det er ham, der ”holder styr på det hele”, siger han og griner lidt.
Oppe i styrerummet viser Heinrich Grøndal rundt. Instrumentbrættet er fyldt med et virvar af farverige knapper og skærme, der styrer skibets funktioner. En knap kan både styre skibets bovpropeller, når den er slået til højre, og skibets tromler, når den er slået til venstre. Og selvom Heinrich er en erfaren skipper, har han ikke lært alle knapperne endnu, da han netop er ansat.
Imens de to fiskere viser rundt på skibet, stikker tømrermesteren Arnfinn smilende hovedet ind gennem døren. Han er i gang med at installere et køleskab på skibet.
”Hvor meget rabat kan vi få?” spørger Heinrich Grøndal.
”I kan få al den rabat, I vil have, jeg skal bare vide det, inden jeg laver regningen,” svarer Arnfinn og udløser latter i styrerummet.
Tidligere tog fiskerne det lille VLTJ-tog, når de skulle ud at fiske. Thyborøn Havn er fra 1918, og i 1992 toppede indbyggertallet med 2.992. Siden er tallet gået støt ned. Her ses Kurt Svennevig Christensen, formand for organisationen Levende Hav.
TILBAGE I SALONEN bliver stemningen mere seriøs.
”Det bedste, der kan ske for os, er en storm i Peru,” brummer Heinrich Grøndal og stiller med sin store hånd en tom dåse Faxe Kondi på bordet.
En storm i Peru ville for de peruvianske industrifiskere – der har store kvoter og lettere adgang til industrifisk som tobis – betyde, at de ikke kan komme ud at fiske. Og så stiger prisen på industrifisk – noget, der er godt for mandskabet på ’Susanita’.
I skibets kabys hænger en plakat med en topløs kvinde på væggen og stirrer ned på spisebordet, hvor mandskabet spiser sammen de 14 dage ad gangen, de er af sted. Fire mænd om bord på det 44 meter lange stålskib. Nogle gange bliver de ude længere, hvis der er nok fisk. De skulle allerede have været af sted i går, men skibet ligger stadig i havn, fordi en fisker i farvandet ved Shetlandsøerne fortalte dem, at der ikke var så meget at fange. I stedet bruger de ventetiden på at reparere og gøre skibet klar.
Selvom pladserne på Fiskeriskolen i Thyborøn er fyldt op, stiger gennemsnitsalderen på danske fiskere støt. Det er Torben Olesen og Heinrich Grøndal et billede på. De to har været fiskere hele deres liv.
”Vi ejer ikke skibet, det har vi ikke råd til,” siger Heinrich Grøndal og forklarer, at de færreste fiskere har råd til skibene, de fisker på. Endnu færre har råd til fiskekvoter.
Skipper Heinrich Grøndal (t.h.) plejede at fiske fra Esbjerg, men tog til Thyborøn, da de store skibe forsvandt. I dag er der ingen fiskeindustriskibe tilbage i Esbjerg.
Nogle få ’kvotekonger’ er de seneste år blevet mangemillionærer på at købe, udleje og sælge kvoter. I stedet for at en fisker går til banken for at tage et lån til at købe en kvote og et skib, går flere til de øverste i hierarkiet for at tage lån til at købe skibe, kvoter eller leje kvoter af kvotekongerne.
Siden kvotesystemet blev indført i 2001, har der været en større og større koncentration af kvoter på færre og færre hænder. I Holstebro, syd for Thyborøn, føres i øjeblikket en historisk retssag mod en af Danmarks rigeste storfiskere, Henning Kjeldsen. Han og ni andre beskyldes for at have ført ulovlig stråmandsvirksomhed og på den måde skaffet sig kontrol over fiskekvoter for millioner af kroner.
Torben Olesen og Heinrich Grøndal har ikke noget med Henning Kjeldsen at gøre. De er ansat på kommissionsløn af et andet stort rederi, Esmadan ApS – der også ejer mange kvoter – og de to garvede fiskere tror, at kvoterne og skibene vil samle sig på stadig færre hænder i fremtiden.
”I Thyborøn er der kun 5-7 industriskibe tilbage,” siger Torben Olesen og kommer med en spådom:
”Om fem år tror jeg ikke, at de er her længere. Så er der bare ét skib.”
