TÅLMODIGHED er det første, du skal lære, hvis du vil være popstjerne. Emil Goll, den 28-årige forsanger i trioen Scarlet Pleasure, har efterhånden lært det. I samme øjeblik bandet pauser lydprøven og kalder en lydmand op på scenen, sætter han sig ned og finder sin telefon frem. Trommeslageren Joachim Dencker har problemer med sampling pad’en, den elektroniske tromme, der spiller indkodede lyde, når han slår på den, og det kan sagtens tage tid, ved Emil Goll, der bruger ventetiden på at svare på beskeder på Instagram fra en ende af. Popbandet har netop udgivet første halvdel af deres nye album ’Garden’, og siden er det væltet ind med roser fra fans. Han svarer som regel ’Tusind tak’ med en smiley og forsøger så vidt muligt at skrive noget personligt tilbage.
Imens stemmer trioens tredje ben, Alexander Malone, sin bas for gud ved hvilken gang, mens han spørger sig selv, hvor mange sprog han efterhånden kunne have lært på Duolingo.
De er i Tap1, et stort spillested på Amager, og de har været her i timevis. I aften skal de spille en 35 minutters online-koncert for streamingtjenesten Spotifys abonnenter, som grundet corona-pandemien ser med hjemmefra. Scarlet Pleasure og de to hyrede guitarister kom klokken tre, men nu, kun halvanden sang inde i lydprøverne, er der knas med tromme-pad’en.
28-årige Joachim Dencker, en høj, veltrænet fyr med mohikanerhår som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, står ved siden af trommesættet, mens en lydmand slår på pad’en og råber til endnu en lydmand et par meter væk fra scenen. Så virker det igen, og bandet kan fortsætte. De spiller ’Deja Vu’, deres største hit. Nummeret er ikke fra den nye plade, men fra 2017, hvor det blev Årets Hit ved Danish Music Awards, Årets Lytterhit på P3, Årets Hit til Zulu Awards og modtog The Voice Prisen. Hittet er også det, man kalder en banger. Nummeret starter lige på Emils gadesmarte flødestemme oven på et præ-optaget keyboard og en taktfast klaplyd fra pad’en. To rundgange på den måde, så bas og stortromme, der intensiverer op mod et overraskende antiklimaks, hvor det hele starter forfra. Og trommer, bas, guitarer i omkvædet. Lige så simpelt det er i begyndelsen, lige så meget sker der i slutningen. Emil Goll danser sine popstar-trin og flirter med det prøvefilmende kamera. Han lukker øjnene og synger ’de-eeshja vuuhh’.
SCARLET PLEASURE er et af tidens største hjemlige popbands. Trioen er en del af den bølge, der kom i kølvandet på den danske indie-scene, hvoraf flere fik udenlandsk succes, og de er ikke blege for at sige, at de gerne vil være populære. De tør sige, at de drømmer om at slå igennem internationalt, og de kalder sig et popband uden at være flove over det. De udgav deres første album i 2014, hvorfra singlen ’Windy’ blev P3’s Uundgåelige og satte gang i den optur af en karriere, de stadig rider på. I 2016 udkom endnu et album, ’Youth Is Wasted on the Young’, samme år som de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og blev hovedpersoner i en DR3-dokumentarserie. Det var for øvrigt samme sommer, alle raske drenge gik til frisøren for at få hår ligesom Emil fra Scarlet Pleasure, det vil sige en bleget midterskilning med reference til 90’er-ikoner som Peter André og Nick Carter fra Backstreet Boys.
De skulle egentlig have været i USA og spille i foråret. Arbejdsvisummet var sikret, men så blev verden lukket ned – og herhjemme er indtil videre omkring 30 koncerter aflyst, så hverken band eller fans har kunnet mødes. Men det kan de i aften, hvor Spotify Danmark har inviteret deres lyttere til koncert. På den måde kan bandet give noget tilbage til deres fans, de kan mærke live-fornemmelsen ved at optræde, og måske gør tjenesten også gengæld ved at putte nogle af deres sange på en international playliste, altså en af de kuraterede lister med musik, Spotify selv laver, og som kan betyde alt for de musikere, der kommer på dem.
28-årige Alexander Malone kommer hen til cateringbordet. Ikke for at snacke, men for at snakke med de tre kvinder fra pladeselskabet om anmeldelserne af ’Garden’, som han ikke har kunnet få ud af hovedet. Gaffa har givet tre stjerner, og Politiken to hjerter. Pladeselskabet siger, at han skal huske på, at det bare er de to anmelderes mening, og at der jo er masser af fans, der er vilde med de nye numre. Det har han også sagt til sig selv, men det, der især går ham på, er, at Politikens anmelder ikke mener, Scarlet Pleasure er kommet med noget nyt. De synes selv, de har rykket sig med kvantespring siden seneste album og virkelig taget chancer. De har nørdet det helt rigtige lydmiks, genopfundet sig selv og skrevet næsten 50 sange, mange af dem om og om, for at finde netop dem, der føltes mest rigtige.
”Jeg ville næsten hellere have én stjerne og så vide, vi da i det mindste havde forsøgt,” siger han. ”To-tre stjerner er bare så middle of the road.”
Emil Goll bemærker, at den endelige dom ikke er faldet endnu. Han sammenligner med Lukas Graham, der fik et kæmpehit i USA med ’7 Years’. Netop det nummer havde ingen rigtig lagt mærke til, og det blev først udgivet som albummets tredje single. Men da ’7 Years’ kom ind på en international hitliste for sange med stigende popularitet, den såkaldte Viral Chart, begyndte pladeselskabet at pushe den i USA.
”Vi er pissestolte af vores musik uanset hvad. Og man ved aldrig. Det kan være den næste sang, vi skriver, der kommer til at ændre alting,” siger Emil Goll.
”KAN JEG FÅ highhatten fem ned?”
”Ja, og elguitaren tre op.”
”Er den dér tung? Er den tung? Eller er det rummet herinde, den ikke virker i?”
”Kan den blive lidt mere crisp?”
Det tager over en time at gennemgå de 35 minutter, men så er lyden også så god, som den kan være. Og dog. De beslutter sig for at spille to af numrene igen.
Klokken otte, efter de har spist burgere, Emil Goll har skiftet til matchende denimjakke og -bukser, Joachim Dencker har barberet sig ude på toilettet, og Alexander Malone med det syregule hår har rystet anmeldelserne af sig, skal Spotify sende live. Emil Goll går for sig selv, puster al luft ud af kroppen, spænder i maven, suger luft ind og puster ud, mens han siger som en bi. Hopper et par gange på stedet. Så er han klar.
En fra pladeselskabet støvsuger scenen, lige inden de går i gang, mens Emil synger ’Wicked Game’ med den ene guitarist. Så får de at vide, der er to minutter igen. Emil spytter sin snuspose ud og går ind i en cirkel med de andre musikere, hvor de råber for at gejle sig selv op. De stiller sig i position, hele hallen holder vejret.
Og så sker der ingenting. Bandet står stille som mannequiner og venter. Der sker stadig ingenting. Seks minutter over otte laver Emil sine øvelser igen. 10 minutter over begynder Joachim at tromme for at slå tiden ihjel, mens folkene fra management og pladeselskab efterhånden også begynder at blive urolige og kigge på hinanden. Den ene af kamerafolkene, der har Spotify i øret, siger, at hun ikke får noget at vide. Emil sætter sig ned.
”30 sekunder!” råber kameradamen endelig, bandet springer tilbage i position.
Der bliver talt ned: ”8, 7, 6, 5 …” Og så begynder de at spille. Som om hele Tap1 var fyldt til bristepunktet. Alexander danser hen over scenen med sin bas, Emil hopper op i luften i omkvædene, og folk fra pladeselskabet kan ikke lade være med at danse omme bag kameraerne.
NÅR ET FLY fløj over Vidar Skolen i Gentofte, plejede en gruppe drenge at pege op.
”Det er os på vej til L.A. lige om lidt,” sagde de.
Skolen ligger midt på Brogårdsvej, der kører fra Gentofte Station, under motorvejen og til IKEA. Den baserer sig på Rudolf Steiners principper, er karakterfri, og alle elever spiller et klassisk instrument og har fag som skosyning og kunstbetragtning. Skolen betragter alle elever som individer, der er gode nok, som de er. For eksempel lærte Joachim først at læse i 4. klasse og opdagede først mange år senere, at det var unormalt. På Vidar Skolen skulle alle kunne være med.
Dengang var de fire, Emil, Alexander, Joachim og Johannes, ligesom idolerne i Red Hot Chili Peppers. Joachim var kommet ind i klassen i 7. med hanekam og nittebælte og fik hurtigt overtalt de andre til at danne et band. De kaldte sig Scarlet Pleasure – to ord, de fandt i en engelsk ordbog, og de øvede i en kommunal container ved vandtårnet i Jægersborg. De kunne ikke finde ud af PA-anlægget, og akustikken ville ikke enes med funk-rock-trommerne. Derfor kom de vådt toiletpapir i ørene, når de spillede, som regel i bar mave og slips ligesom idolerne fra Los Angeles. Da Red Hot Chili Peppers udgav ’Stadium Arcadium’, tog de alle fire i Fona 2000 på Strøget for at købe et eksemplar hver, og så hjem til Joachim i Humlebæk for at høre det om og om igen.
Det var lyden af L.A., som de forestillede sig, det ville være: palmer, smukke piger, åbne biler og funky musik. Lyden af frihed, af ikke at spille med på reglerne, af at være anti-konform, af at udleve drømmen. Noget helt andet end Gentoftes parcel-labyrinter og bøgehække.
En dag blev de enige om, at nogen var nødt til at synge. Alexander spillede bas, Joachim trommer, og både Emil og Johannes spillede guitar. Ingen af dem havde synderligt lyst til at synge, for det var meget sejere at spille et instrument. Men nogen skulle gøre det. De sang Red Hot Chili Peppers-hittet ’Under the Bridge’ efter tur, og aftalen var, at den, der lød mindst ringe, skulle tage en for holdet. Og sådan blev Emil Goll forsanger.
En rest af boyband-rollerne fra teenageårene sidder der måske stadig: Emil Goll er den udadvendte og har en bemærkelsesværdig evne til at få alle, han møder, til at føle et specielt bånd. Alexander Malone er også udadvendt, men sjældent festens midtpunkt som Emil. Ofte ender Alexander med at stå ude i køkkenet i en lang samtale med en, han ikke kendte ved aftenens begyndelse, og han er nok ’den sjove’ i gruppen. Samtidig har de to enorm respekt for Joachim Denckers evner som trommeslager, og han er nok den, der har mest musisk flair. Men alderen har opblødt rollerne.
TIL AT BEGYNDE MED lavede de en ep med titlen ’Mother Funker’ og brændte den på 250 cd’er, som de havde med, når de var ude at optræde – for eksempel da de vandt Gentofte Mesterskaberne i Rock i 2009. Selvtillid havde de masser af, og de skrev også til større danske bands på Myspace. Ikke for at sige, at de var fans, men for at være provokerende. De spurgte blandt andet Kashmir, om de ikke ville varme op for dem på Lades Kælder. Kashmir svarede ikke. Det gjorde til gengæld indie-bandet moi Caprice, der skrev tilbage, at de nordsjællandske drenge nok var i dårligt humør, fordi de ikke havde fået deres lommepenge, men at de nok kom til at le sidst i deres luksusvillaer i Hollywood Hills.
”Fuck ja, vi gør,” grinte drengene.
Til festerne gjorde de nar ad de andres musiksmag. Pigerne i klassen ville gerne høre Nik & Jay og Lady Gaga og danse, mens drengene skiftede til Tom Waits og Bob Dylan, hver gang de fik mulighed for det. Pop var ikke rigtig musik, syntes de.
Vidar Skolen varede til 12. klasse, og så skulle planerne føres ud i livet. I mellemtiden var de gået over til den mere hipster-prægede indie-rock, der udsprang fra New York, så derfor pegede pilen nu i den retning. For at komme derover skulle de bruge et forlænget turistvisum, og det krævede, at bandmedlemmerne var i stand til at fremvise hver 50.000 kroner inde på ambassaden. Så de tog job som postbude i Holte og som facere på Strøget.
De smed også fjerdemanden ud af bandet. Det var en tirsdag aften i efteråret 2010 på en bodega i Indre København. Johannes var mere til at jamme og hygge sig, og de tre andre følte ikke, de havde tid til at vente på nogen. Det var den første hårde og rigtig svære beslutning for bandet, men nu var det alvor. Nu var det ikke rundkreds længere.
De skulle også bruge en god demo-cd, de kunne give til pladeselskabsfolk på Manhattan. Alexander Malones onkel, Bossy Bo (Rasmussen) fra Østkyst Hustlers, lod dem indspille i sit studie, selvom han nok, set i bakspejlet, ikke var så imponeret over deres musik. I hvert fald gav han dem et grundkursus i at skrive lytbare melodier. Start med et vers, så et omkvæd, så et vers igen og et omkvæd mere, så et C-stykke, og slut af med et omkvæd til sidst.
Det sidste Scarlet Pleasure gjorde, inden de tog af sted, var at aflevere den nye demo-cd til Sony Music. Alexander havde puttet den i en stor papkasse, så den så vigtig ud, og afleverede den i receptionen iført sin postjakke fra arbejdet. Værsgo, nu kunne de bare ringe.
En augustdag i 2011, iført sorte hatte med fjer på og stramme, sorte jeans med huller på knæene, landede de i New York. Efter et par uger med jetlag og en masse nye indtryk fik de lejet sig ind i et øvelokale, men kun mellem klokken otte og ti om morgenen. Ejeren, der spillede i et professionelt Beatles-coverband, kunne ikke give dem mere øvetid. De fandt også en lejlighed i New Jersey, hvor skabslågen under vasken skulle holdes lukket med et kosteskaft, fordi der var rotter. Men de var i byen, de havde deres image, deres demo og deres instrumenter. Nu manglede de bare at spille og blive opdaget. For sjov hængte de en seddel op i deres lejlighed med ordene ’Get a million dollar contract’. Ordene var fra selvhjælpsbogen ’Think and Grow Rich’ og var ment som en reminder.
Deres første koncert var på Fat Baby. Et lille spillested, men samme sted, som deres nye forbillede, The Strokes, havde startet deres karriere. Der var en del mennesker i baren, så det tegnede rigtig godt. Men det viste sig, at koncerten skulle spilles i kælderen, hvor det kostede syv dollars at komme ned.
Da de gik på, var der én publikummer. En lokal Rudolf Steiner-lærer, der var venner med en fra Vidar Skolen derhjemme.
Men drengene kom med til nogle vilde fester, hvor popmusik som gnister fra en pejs bragede ud af højttalerne og satte ild til de dansende kroppe. Det betød især to ting. Dels var der ud på de sene timer gratis pizza, hvilket i sig selv var livsnødvendigt, da opsparingen efterhånden slap op. Dels lærte de at sætte pris på pop. De lærte, at pop er sjovt, at genren har værdi og ikke er flad og fordummende. Sange som ’Moves Like Jagger’, ’Pumped Up Kicks’ og ’Niggas in Paris’ var gode numre med mange lag og finurligheder, man kunne dykke ned i. De lod deres musikalske parader falde og kastede hænderne i vejret til god, velproduceret pop. Hvor fedt var det egentlig at sidde i et klamt øvelokale og skrive indie-musik til sig selv og være sur?
Syv koncerter blev det til i løbet af et halvt år. Da de kom hjem til Danmark, var de komplet blanket af og måtte få deres job som facere på Strøget tilbage. En forårsdag stod Alexander Malone på Købmagergade ved Rundetårn, da han fik stoppet en, der godt kunne huske dem og deres USA-planer.
”Hvad havde I egentlig regnet med?” spurgte han.
DET ER TIDLIG EFTERMIDDAG, og bandet er i gang med at skrive. De har taget et par håndfulde Naturfrisk-juiceflasker fra Copenhagen Records’ køleskab med sig op i det fjerdesalslokale, de har til rådighed, der med sine hvide vægge og forstærkere indeholder det, de skal bruge, og ikke mere. Joachim Dencker har sat sig i en lænestol og kigger på sin telefon, mens Alexander Malone sidder i vindueskarmen med sin bas, og Emil Goll svarer på et par Messenger-beskeder på sin laptop. Lokalet har udsigt over byen. Man kan se Rådhuset og Tivoli og Frelserkirken herfra, men her er stort set ingen larm, ikke ud over en bil, der kører forbi nede på gaden, og Alexander, der slår en figur an på bassens strenge.
De havde sat sig op til at spille et hav af koncerter, men nu har corona-krisen aflyst det hele. Fordi de var gearet til det, er det ikke nemt at komme i gang med at skrive, men nu skal de til det.
De mangler nogle uptempo-numre til ’Garden’. Noget, man kan danse til. Anden halvdel er klar til udgivelse, men de har mulighed for at tilføje nye numre indtil oktober, hvor de har besluttet, at albummet skal være færdigt. I mellemtiden kan de gå og lytte det ordentligt an og vurdere, hvad der mangler. Hittet lige nu er sangen ’SOS’, som holder en laid back, reggae-inspireret rytme, de fandt på under en rejse til Bali. En hurtigere, endnu mere dansevenlig sang ville fuldende albummet.
Emil Goll åbner produktionsprogrammet Logic og spiller noget, han har taget med hjemmefra. Det er bare nogle akkorder på et keyboard med ham selv, der synger henover. Teksten er indtil nu volapyk med enkelte engelske vendinger, der er gode at synge på.
”… When you party like that …” og ”… it’s frozen …” og ”… why you fallin’ …”
Emil Goll føler nogle gange et pres, der gør det svært for ham at skrive. Hver sang skal være bedre end den forrige. Det er ikke godt nok, hvis den er lige så god som de andre. Den nye sang må heller ikke minde om de andre, den skal være ny. Og bedre. Og det gør det svært for ham at komme på noget, især på kommando.
Alexander Malone rejser sig ved tredje gennemspilning og tramper et beat i gulvet, der giver nummeret en insisterende fremdrift.
”Ah, ja klart,” siger Emil.
Han sætter metronomen i samme tempo som Alexanders fodtramp, overtager bassen og begynder at indspille bas direkte på computeren. Joachim Dencker har puttet telefonen i lommen. Nu sidder han med lukkede øjne og nikker i takt.
Efter et par timer putter de indspilningen i banken. Senere vil de lytte alle de opsparede sange igennem og høre, om der er nogle af dem, der er værd at arbejde videre på. Men dagens fangst bliver ikke taget op igen.
Sangene bliver sjældent skrevet det samme sted. Som Emil forklarer det, er de mere nomader, og der skal helst ikke gå kontor i den. De har tit prøvet at skrive med professionelle sangskrivere i udlandet og oplevet en markant anderledes måde at arbejde på. I Sverige er det normen at mødes samme sted hver dag klokken 11 for at skrive uafbrudt indtil fyraften, og Joachim joker med, at det er derfor, svenskerne tager snus: De har slet ikke tid til rygepauser.
I Danmark mødes man oftest ved 13-14-tiden og holder pauser. I USA er det hen ad aftenen, de starter. Så ryger de hash og tager på YouTube-safari i et par timer, indtil de finder et eller andet, de kan bruge, og så skriver de hele natten. Det er ikke til at sige, hvad der virker bedst, men bandet er fascinerede over svenskernes arbejdsmoral og faste timer. Og deres måde at betragte sangskrivning som et håndværk, hvor man går i gang og bliver ved, uanset om man føler sig inspireret eller ej. Men kontor-pop kommer de aldrig til at lave.
TINGENE BEGYNDTE at vende, da Scarlet Pleasure kom hjem fra USA med en ny lyd. Emil Goll og Alexander Malone havde fået job som pædagogmedhjælpere på en Steiner-skole for at spare op til endnu en tur, endnu et forsøg, men de kom aldrig af sted. For et af børnene i SFO’en havde en far, der var noget ved musikken. Han hed Ralle, men er i branchen bedst kendt som Malone og for sine samarbejder med musikerne Johnson, Joey Moe og Niarn. Malone, der ikke er i familie med bassisten Alexander trods navnesammenfaldet, ville gerne høre, hvad det var, de gik og rodede med. Så de sendte ham, hvad de havde. Og han bad om mere.
Trioen havde taget pop til sig, især den nye bølge, hvor genren fik en mere underspillet og soulet dimension, som for eksempel Drake, The Weeknd og Frank Ocean stod for. Og dér tappede de ind i en guldåre. Ralle og hans kone, der sammen kørte et managementbureau, signede dem og var de første, bortset fra venner og familie, som troede på dem.
Derudover lærte Ralle dem at tage i sommerhus og skrive sange koncentreret. Den allerførste sang, de skrev og indspillede under deres nye management, var ’Windy’. En sang med klare referencer til 90’er-fløde-RnB, hvor de gik så langt væk fra rockinstrumenter, det næsten er muligt, og lod computerlyde og vokal komme i front.
Mens Ralle var i gang med at skaffe en pladekontrakt, lavede de en akustisk version, som fik en overvældende positiv modtagelse og blev delt flittigt af etablerede musikere på sociale medier. Det gjorde bare bandet mere utålmodige. De ringede dagligt til Ralle. Skete der ikke snart noget?
I mellemtiden havde nogle af deres gamle skolekammerater, bandet Julias Moon, overhalet dem. Et af deres numre blev Ugens Uundgåelige på P3, og selvom Scarlet Pleasure var glade på deres vegne, kunne de ikke lade være med at være misundelige.
Endelig rykkede det. På grund af hypen omkring ’Windy’ brød en budkrig ud imellem selskaberne. En dag, mens Nik fra Nik & Jay var på besøg i øvelokalet og stod og spillede Rhodes-keyboard, skrev de under på en kontrakt fra Copenhagen Records. Et par måneder senere ringede Ralle.
”Hvad så, Emil? Kan du stave til Ugens Fucking Uundgåelige?”
Og så skete det, de havde drømt om – de blev professionelle musikere, var på turné, spillede store koncerter, indtog Danmark og rettede blikket mod udlandet.
EN UGES TID EFTER Spotify-koncerten, en varm og solrig dag, er de alle tre trukket i sorte badeshorts foran en gennemrenoveret, hvidkalket gård i Tisvildeleje. Sommerhuset er indrettet med tre lydstudier, alligevel har bandet slæbt deres computer, bas og teknik ud på spisebordsstolene.
Køkkenet er på én dag blevet ramt af en opvaskelavine, på gulvet står en papirspose med svedende sushirester i solen, og hvad angår sangskriveriet, har de ikke været så effektive. Til gengæld har de haft besøg af venner, kærester og deres to managere. Men i dag skal det være, og de har været i gang i tre timer.
Emil Goll ligger på et vattæppe på græsset og kigger på to heste, der går i en indhegning ved siden af huset. Alexander Malone sidder ved computeren og prøver at komme på et eller andet at putte oven på et punket beat med hårde slag på ottendedelene. Men der er ikke noget, der virker.
Det skal være et uptempo-nummer, det skal ikke være en ballade, og det skal ikke lyde ’typisk Scarlet Pleasure’. Derfor starter de med beatet.
”Det er ret Strokes-agtigt,” siger Joachim, som sidder på en bænk ved siden af Alexander.
Omkvæd i sange med højt tempo er tit utrolig corny, synes de. En måde at undgå det er at skrive en langsommere ballade og så speede den op. Det var sådan, de gjorde med ’SOS’, der kører noget hurtigere end deres andre hits.
Alexander ryster på hovedet og spiller Travis Scott-nummeret ’The Scotts’, som i et splitsekund indeholder den lyd, de gerne vil fange,
”Ej, lad os prøve at gå ovenpå,” siger Emil.
De tager bas og computer og går op på loftet, der er indrettet som et større studie med hvide akustikplader på skråvæggene. Her er flygel, trommesæt, kontrabas, fem forskellige keyboards, cd- og pladereol, to store computerskærme ved endevæggen og ét stort vindue ud til haven. Joachim sætter sig ved trommerne, Alexander ved et keyboard, og Emil sætter en mikrofon til computeren, mens beatet spiller.
”Måske er det nemmere, hvis der er noget guitar på,” foreslår Joachim. Emil tager en akustisk guitar, der står ved siden af kontorstolen, og begynder at spille uden at fjerne blikket fra beatet på Logic.
Nu er der nogle akkorder at støtte sig op ad. Emil stiller guitaren tilbage, griber om mikrofonen og begynder at synge. Først prøvende, usammenhængende, lange toner, mens beat og guitar kører i loop.
”Uuuuhh wuuuuh.”
Og så vrøvleord med forsøg på melodier og engelske gloser.
”Ahhh … no sleep, uuuhhh right now …”
Han lader sin stemme gå på opdagelse i forskellige tempi, toner og pauser.
”Uhhh … I know adji adji why would you aaaaadji …”
”Den er god,” siger Alexander på et tidspunkt, og Emil gentager det fundne.
”I know adji adji why would you aaaaadji …”
Nu nikker de alle tre i takt. Emil lægger mikrofonen på bordet og afspiller. Siger halve og kvarte sætninger.
Han synger igen.
”Ooonly you …”
Efterhånden begynder der at danne sig et hook, de to andre kan synge med på.
”Ooonly you …”
De afspiller det i rundgang, men nikkene damper af efter et par gange. Så går de i stå.
”Skal vi bare høre lidt musik?” siger Alexander.
De hører Gwen Stefanis ’Cool’, Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, Travis Scotts ’Skeletons’ og Green Day-numrene ’Boulevard of Broken Dreams’ og ’Wake Me Up When September Ends’. Emil lærer sig at spille sidstnævnte på guitar. Det er sådan noget, de mangler, siger han: ”Det er for sygt. Fra mol til maj. Det er bare så spacy.”
De begynder at jamme på hvert sit instrument. Så sætter Emil Goll beatet ned i tempo, og de går i stå igen.
DERES STØRSTE HIT ’Deja Vu’ skrev de i Emil Golls farmors sommerhus i Sverige. På en rigtig lortedag, husker de, hvor de havde siddet og bakset med tre andre sange, der aldrig blev til noget. Omkring halv et om natten var de ved at give op efter 10 timer. Så gik Emil på toilettet. Mens han stod der, fik han en melodi på hjernen. Hvor den kom fra, aner han ikke, men den var lige så spændende, som den var enkel: fire toner, en kort pause og et svar i form af syv toner mere. Han sang det for sig selv, pissede færdig og gik ind til de to andre igen og sang det for dem.
Alexander Malone foreslog at lægge et klassisk basstykke på – det, der i branchen hedder ’bøf med løg’, en ret corny, men kraftfuld figur. På Logic lagde Emil lyden af et elektrisk Wurlitzer-piano på, der sammen med bassen mindede dem om den karaokebar på Mallorca, de tidligere på året havde besøgt. Oven på det brugte de en trommelyd, de kalder ’pizzaklappet’, der lyder som en italiener, der slår på sin pizzadej.
Dér var pludselig omkvædet. Det lød godt, men det var også meget retro. Der var brug for, at verset var mere frisk. Det klarede de med nogle flydetoner fra Wurlitzeren plus en mere funky basgang tilsat enhver popsnedkers bedste ven, ’fire i gulvet’-trommen, der rammer alle taktslag. Det hele skete på en halv time.
Så begyndte de på en tekst. Deres første tanke var at lave noget i stil med Outkast-nummeret ’Ms. Jackson’, og de skrev teksten i omkvædet som ”Oh Mrs. Jones. I was drunk and I was just a kid …”
Bagefter gik de i seng. Da de vågnede, blev de enige om, at nummeret fortjente en bedre tekst. De tog igen udgangspunkt i karaokebaren og grisefest-temaet og skrev om dage på Mallorca, der bliver en forvirret, endeløs række af nætter på barer, farverige drinks og Vespa-ture. Teksten handler om en mand, der sumper hen i hedonisme, karaokepiger og margaritas, som han retfærdiggør med, at det er nødvendigt for at komme sig over et forlist forhold.
De var klar over, at det her var noget nyt, noget andet, det mindede ikke om deres andre sange, det var solid pop med et sveddryppende, sydlandsk snit.
’Deja Vu’ debuterede uden for top-50, hvilket ikke var nogen skuffelse – på det tidspunkt havde Scarlet Pleasure kun været der én gang tidligere. Men så begyndte sangen lige så stille at kravle op, indtil den blev streamet 80.000 gange dagligt. Danmark var vilde med det nye Scarlet Pleasure, og numre som ’Deja Vu’, ’Limbo’ og ’Good Together’ blev store hits. Men måske også en safe-zone og en sovepude. ’Garden’ er ment som et opgør med den lyd. Scarlet Pleasure er videre til noget nyt.
MØNSTERET ER DET SAMME: Et crew rykker ind tidligt på dagen og begynder at sætte op, så bandet kan komme et par timer senere og lave lydprøve og vente, vente, vente, indtil det bliver tid til at spille. I dag centrerer ventetiden sig om et format, P3 kører over sommeren. DR har lejet et sommerhus i Fredensborg og får besøg af en række musikere, der spiller et par numre og bliver interviewet af værten til radio og online-tv. Phlake og Alphabeat har været her, i dag er det Scarlet Pleasures tur.
De ankommer lige over middag, flankeret af produktionsledere og PR-folk foruden deres ene manager, en høj, tynd fyr med piercing i øjenbrynet og en lang, sort regnfrakke. Branchestandarden kræver, at de deler krammere ud til alle på trods af corona og den lille flaske håndsprit, der er sat ud på toilettet.
Radioholdet har stillet deres teknik op i en sauna og parkeret en sendevogn ude foran. Inde i sommerhuset er køkkenet omdannet til kantine, og et tv-hold har fjernet en seng fra et af værelserne og erstattet den med skærme og mikserudstyr. Der er trukket sorte, tykke kabler hen over blomsterbed og plæne.
Fordi koncerten både skal sendes i radio og som video, kommer ventetiden til at vare længere end normalt. Først skal radioens lydmand være tilfreds, så tv’ets, så bandets lydmand, til sidst bandet selv. Der er næsten fire timer, til de skal spille deres fire numre.
Forinden skal de tage fotos til DR’s hjemmeside og en 3-4 forskellige Instagram-konti. De har alle tre armene ned langs siden og kigger cool ind i kameraet med de mindst mulige smil.
Værten, en ung lyshåret kvinde i en syreblå læderjakke med pompon-krave, lister nogle spørgsmål op: ”Hvad kan I godt lide at lave på en sommerhustur, når det regner?” ”Hvad er jeres mest crazy festivalminder?”
Når de er færdige, har de fri. Og så alligevel ikke. Både fordi sommerhuset i Tisvildeleje er lejet til dem i to en halv uge, og fordi Scarlet Pleasure er på sommer-forsiden af musikmagasinet Gaffa, hvor Alexander Malone siger, at de vil fokusere på kærligheden til musikken i stedet for at kigge på hitlisterne. At de vil lave musik for deres egen skyld, at de ikke vil tænke på resultatet, men processen. Det fortryder han sådan set nu. Det er bare fedest at ligge nummer ét og spille de største steder. Det er det, de vil.
