Indlæg

Det er efterårsferie, og tusindvis af danske skilsmissebørn skal ud og rejse på kryds og tværs af landet og mellem gamle og nye familier. Laura Benedicte Petersen ser tilbage på sin barndoms splittede jernbaneliv og krydser sine spor.
Tekst:Laura Benedicte PetersenFoto:Colourbox, Privat

VISSE TING ændrer sig aldrig. En lun og mild eftermiddag på vej til Aarhus Hovedbanegård har jeg det alt for varmt i min lange dunjakke. Trods mange års øvelse som rejsende skilsmissebarn har jeg aldrig lært kunsten at pakke let, så tyngden fra weekendtasken bidrager til et lokalt regnvejr ned ad ryggen. Lettere irriteret over min høje kropstemperatur og med syv minutter til afgang løber jeg over fodgængerfeltet, hvorefter jeg krydser den lille anlagte stenhøj, som er placeret foran indgangen ved Banegården, som den blot kaldes i Aarhus. Jeg smiler af mig selv, da jeg opdager, at jeg løber hen over stenhøjen. Det er, som om min krop er kodet til at gøre det. Som barn troede jeg, at det betød held at krydse den. Min mor accepterede kærligt min overtro, og selvom vi kom fra en anden retning eller var sent på den, som jeg er nu, plejede hun smilende at vente ved hovedindgangen, mens jeg løb ud og ud­øvede mit ritual. Hendes ene hånd var rakt mod mig, og hendes lange fingre viftede i retning mod afgangshallen, når jeg kom drønende tilbage fra stenhøjen.

JEG SÆTTER tempoet lidt ned, da jeg kommer ind i ankomsthallen, og bevæger mig målrettet mod sporene. Uden at sagtne farten kaster jeg et kort blik på informationsskærmene. Jeg er på rette vej mod spor 2 – som sagt, visse ting ændrer sig aldrig. Jeg vipper mobilen op af lommen – der er tre minutter til afgang. Jeg får pulsen lidt ned, da jeg træder ud på rulletrapperne. Toget holder allerede på sporet og brummer. Perronen er tom bortset fra en høj mand i uniform. Han får øje på mig og holder blikket stift rettet mod mig. Han blinker ikke, men en fløjte vibrerer mellem hans læber. Jeg tager nogle store skridt ned ad rulletrappen, og med et forsigtigt smil forsøger jeg at bløde hans blik lidt op. Øjenkontakten gør, at jeg er tæt på at træde forkert. Jeg slår hurtigt blikket ned mod mine fødder og hopper ind i den forreste vogn, idet han løfter armen og puster så voldsomt i fløjten, at det ser ud til, at selv hans øjenbryn får et chok. 

JEG ÅBNER jakken og går mod skydedøren til venstre. Jeg har ikke købt pladsbillet, men før jeg når at vifte med hånden foran døren, kan jeg skimte en ledig vinduesplads. Jeg kaster tasken op på hylden og glider hen forbi første sæde. Jeg sætter mig, tager armene ud af jakken og slår armlænet ned. Den velkendte duft af varme togsæder og togets tomgang hænger stadig i luften i den fyldte vogn. Lige siden jeg selv har skullet betale mine togbilletter, har jeg rejst uden pladsbillet. Selvom det kun drejer sig om 30 kroner, føles det som en luksus, der er forbeholdt fortiden. En luksus, hvor pladsbilletten i de første par år havde et nummer i kupeen på 1. klasse. 

Dengang fik jeg et Wendy-blad og tre stykker tyggegummi i hånden –formet som små vandmeloner – inden jeg steg ind i toget på vej til Skagen, hvor min far boede. Min mor kyssede mig hurtigt på kinden og i panden. På den anden side af ruden stod hun og vinkede med en snert af dårlig samvittighed i øjnene. Jeg glemmer nok aldrig det blik. 

Da jeg blev fem år, blev det besluttet af Aarhus Statsamt, at min far ikke længere behøvede at hente mig hos min mor i Aarhus, når jeg skulle tilbringe weekenden hos ham i Skagen. Min mor forlangte, at jeg, i det mindste indtil jeg var blevet lidt ældre, skulle rejse på 1. klasse. Da togene med børneguider kørte så sent fra Aarhus, at jeg først ville være fremme i Skagen omkring midnat, godtog Statsamtet hendes argumentation. I dag synes jeg, at det virker ret komisk at sende en femårig alene på 1. klasse, og jeg ved ikke, om min mor fik dyre vaner på bekostning af min far, eller om hun håbede, at det var mere sikkert og trygt for mig. Det var nok en blanding. 

DER SAD JEG så, hver anden fredag eftermiddag, blandt mænd og kvinder i jakkesæt, der ihærdigt forsøgte at nå det allersidste af ugens arbejde. Jeg tyggede på mit tyggegummi og drak gratis appelsinjuice, mens jeg stirrede på de hurtigt tastende voksne med spidse munde. Jeg så på dem, som var de eksotiske dyr fra Zoologisk Have. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik øjenkontakt med dem, jeg var overbevist om, at de nok bedst kunne lide ikke at skulle forholde sig til min tilstedeværelse. Timerne på 1. klasse sneglede sig af sted. Højdepunktet på turene var, når det regnede. Regn betød vanddråber på togruden, og på grund af togets hastighed fór dråberne hen over ruden. Jeg lavede væddemål med mig selv om, hvilken dråbe der ville komme først over på den anden side af ruden. Det lyder måske ikke som noget, der kan slå videoer af katte, der falder baglæns ned fra et træ, eller tåkrummende ’X-Factor’-auditions på YouTube, men vanddråben kunne tage nogle vældig overraskende sving, enten op eller ned eller en helt tredje vej. Selvom jeg troede, at jeg havde udset mig en sikker vinder, var spændingen aldrig ovre, før vanddråben var kommet helt i mål, blev blæst videre langs toget, og et nyt kapløb kunne gå i gang. Sommetider blev der delt chokolade- og vaniljemuffins rundt af kontrolløren, og jeg måtte, som den eneste, tage en til hver hånd. Regndråber på ruden og muffins i maven! Disse togture blev startskuddet på min karriere som DSB-barn.

KVINDESTEMMEN gennem højttaleren holdt mig med selskab. Jeg lærte alle stationerne at kende, og jeg gjorde klar til at mumle med, når jeg hørte den velkendte jingle, der indikerede, at hun snart ville introducere næste station eller byde velkommen til nye passagerer. Hendes stemmeføring var staccato, og selvom jeg aldrig var i tvivl om, at hun var en kvinde, var der noget androgynt over hende – det var svært at visualisere hende. Hun kunne både være kort- eller langhåret, kraftig eller spinkel. Men jeg var sikker på, at hun aldrig mistede sine nøgler eller blev usikker på, om hun huskede at låse døren. Hun virkede ikke uden humor eller varme, det faldt hende bare naturligt at have styr på tingene. I dag minder hun mig om en af mine studiekammerater, der har fuldstændig styr på alle formaliteter, og som helt roligt og overskudsagtigt minder os andre om de deadlines, vi har glemt. Altid lige to skridt foran. Som barn gjorde stemmen mig tryg. Jeg vidste, at kvinden bag stemmen havde styr på det, og i dag kan jeg blive en lille smule misundelig, for jeg har indset, at sådan som hun lyder, bliver jeg aldrig. 

EFTER ET PAR ÅR fik min tid på 1. klasse en ende. Både min fars pengepung og jeg var glad for at kunne slippe væk fra den larmende stilhed og lydene fra tastaturernes klik. Selvom klasseskellet vel er relativt lille i Danmark, var det stort hos DSB. Alt var som forandret, da min pladsbillet tog mig ind i 2.-klasses-­kupeerne. I de første år måtte jeg sommetider krydse kupeen, hvor lightere gik på tur, og der blev pustet røgringe. Det var ikke kun røg, der var i luften – stemningen bar præg af, at folk hyggede sig. De grinede og sugede på skift. Havde det ikke været, fordi mine øjne løb i vand, så snart jeg trådte ind i kupeen, havde jeg holdt af at befinde mig her. 

Efter turen gennem rygerkupeen nåede jeg frem til min plads. Her duftede ikke længere kun af kaffe med mælk og sprødt bagværk som på 1. klasse, men af leverpostejsmadder og sandwich med æg og rejer. Der var krummer på bordene og saft i gamle colaflasker, men vigtigst af alt en behagelig summen af stemmer, der talte med hinanden, og øjne, der gengældte mit blik. Som et helt nyt element på min togtur begyndte de også at tale til mig. Det var lidt overvældende i starten. Jeg husker især en gråhåret dame, der med sine grove hænder sad med noget garn viklet om den ene pegefinger. Hun gjorde store øjne, da jeg fandt min plads ved vinduet over for hende. Uden at se ned på den halvfærdige lyseblå børnecardigan, der var forbundet med garnet om fingeren, begyndte hun: 

”Nå, skal du sidde her? Hvor er det flot, at du sådan skal rejse alene, er det første gang? Er det din mor, der står derude og vinker til dig? Kommer du ikke til at savne hende? Glæder du dig så ikke til at se din far? Har du søskende? Ej, tag du lige nogle af de kiks her, jeg har egentlig ikke godt af det, men man kan jo godt blive lidt lækkersulten på sådan en lang tur, synes du ikke?”

Sådan forsatte hun. Selvom hun svarede på mange af sine spørgsmål selv, satte hun ord på den kompleksitet, som jeg følte over at være nødt til at vinke til min mor for at kunne få et kram af min far. Jeg vidste, at der altid ville være stor afstand mellem dem. Både i psykisk og fysisk forstand. Det var fint for dem, de var ikke gode sammen. Men problemet med afstanden mellem dem var mig. Som alle andre skilsmissebørn før begrebet om ’den lykkelige skilsmisse’ var min sorg over deres separation blevet min evige, ensomme følgesvend. Jeg ønskede dem aldrig sammen igen, men jeg ønskede dem sammen med mig. Når jeg satte mig ind i toget, var det et limbo mellem her og der, mellem mor og far – mellem savn og savn. Jeg var afhængig af toget for at være sammen med dem, jeg var allermest afhængig af. Timerne i toget og fraværet af dem begge var på mange måder det tætteste, jeg kom på at være sammen med dem begge to. De imaginære hænder, jeg konstant følte, hev mig i hver sin retning, men de løsnede grebet, når jeg sad i toget.

UD OVER AT VÆRE et helle var togturen nærmest et ritual for mig. Den gjorde mig klar til den nye konstellation, der ventede på den anden side af togruden. Aalborg symboliserede, at jeg nu var halvvejs hjemme, uanset hvilken retning toget kørte. Dér ventede andre regler, søskende og andre dialekter, alt efter om jeg kørte syd- eller nordpå fra Aalborg. Jeg havde ikke svært ved at navigere i det, og jeg tror, at de fleste børn er verdensmestre i at tilpasse sig. Mit tilpasningsgen blev trænet, som var jeg en elitesportsudøver, og i mit ungdoms- og voksenliv har jeg altid følt, at hvis jeg skal tilpasse mig, så kan jeg. At være tro mod sig selv, ligegyldigt hvor man befinder sig, er en svær kunst for de fleste. Men jeg husker følelsen af at stige ind i toget efter en weekend hos min far og gennemgå alle de gange, hvor jeg ikke formåede at sætte ord på mine egne ønsker, fordi jeg troede, at han forventede, at jeg ønskede noget andet. Jeg ville hellere gå på kompromis med mig selv end risikere, at min far skulle få følelsen af, at han ikke gjorde det godt nok. Han så mig jo kun hver anden weekend. Det er den onde cirkel, som forfølger mig. 

Skagen.

AT VÆRE VOKSET op i to forskellige hjem med forskellige forventninger kan også have sine fordele. Begge mine forældre gik ind for mottoet ’Frihed under ansvar’. Da jeg blev teenager og begyndte at feste, fandt jeg dog ud af, at de fortolkede mottoet lidt forskelligt. Hos min far betød det, at jeg skulle være hjemme klokken fire om morgenen, mens det hos min mor betød klokken halv to. Jeg overholdt aftalerne, men tilbragte flere weekender, end jeg plejede, hos min far i den periode. Dengang nævnte jeg ingenting om de andre regler, der herskede, når jeg var hos den anden forælder. Senere fortalte jeg min far om forskellen, og drillende indikerede jeg, at jeg måske havde fået lige lovlig lang snor i forhold til min alder. Først blev han lidt bleg, men kuløren kom tilbage, da han med alvorlig mine fremlagde alle de forskelle, der er på at gå i byen i Skagen frem for i Aarhus. Der er mange, skulle jeg hilse at sige, og jeg fortrød hurtigt, at jeg nogensinde havde bragt det på bane. 

NÅR JEG REJSER i dag, finder jeg stor glæde i at sidde på en fortovscafé og betragte mennesker. Jeg forestiller mig altid, hvad de forbipasserende arbejder med, hvor de er på vej hen, og hvad der optager dem. Jeg genkender glæden fra mine tusindvis af timer i tog. Fordelen ved toget er, at man sidder så tæt på sine medpassagerer, at man får det hele serveret på et sølvfad. De går ikke blot forbi dig. De sidder over for dig. Hvis du er heldig, sidder de der i flere timer, hvilket betyder, at der er gode muligheder for, at hele berettermodellen udspiller sig for øjnene af dig. I starten skal man koncentrere sig. Man bliver smidt lige ind i historien, og de mange informationer og halve indforståede sætninger, som dine hovedroller deler med hinanden, skal du stykke sammen, så du kan få et overblik over fortællingen. Hvem er de i forhold til hinanden?  Hvem og hvad taler de om, og hvorfor reagerer de, som de gør? Jeg har overhørt de mest intime samtaler i et tog. Det er, som om toget bliver forvandlet til en forlængelse af dagligstuen, når man sidder der.

JEG HAR FÅET utallige oplevelser og fået indblik og indsigt i hundredvis af forskellige liv. Nogle af dem var mennesker, der ellers aldrig ville have krydset mine veje, andre kunne have været mine venner, deres forældre eller bedsteforældre. Jeg har hørt en stofmisbruger på vej hjem fra afvænning ydmygt spørge sin ekskæreste, om han kunne få lov til at se sine børn i weekenden. Denne gang var det anderledes, lovede han. Jeg har overhørt kvinder tale om heftige forelskelser og umodne mænd. Kolleger tale om dårlige chefer og intriger på arbejdet. Bedsteforældre om dødsfald og forsinkede tog. Alle fortællingerne har beriget mit liv. De har trænet min sympati og givet mig et større perspektiv på, hvordan livet – også – kan leves. Det er jeg taknemmelig for. Jeg ønsker ikke at kaste et lyserødt skær over min tid som pendlerbarn, og jeg aner ikke, hvordan min barndom havde været uden separerede forældre og togture. Men timerne i toget var uundgåelige for at få den familie, jeg har i dag. De har givet mig en lillebror, en bonusmor og -storesøster. Den gave hverken kan eller vil jeg returnere. 

Laura Benedicte Petersen er 25 år gammel, bor i København og læser Performance Design. Hendes seneste togtur var til hjembyen Aarhus. Hun har altid bøger, avissektioner eller studierelateret læsning med i toget – som aldrig bliver hevet op af tasken.

Alle har en ret, de aldrig bliver trætte af. Ud & Se beder forskellige danskere dele deres favoritopskrift. Denne gang er det niårige Vida, der slikker sig om munden ved tanken om afghansk kabuli palaw.
Tekst og foto:Steven Achiam

KABULI PALAW

600 g okseskank skåret i stykker på cirka 4 x 4 cm

2 liter solsikkeolie (til friture)

400 g basmatiris

4 store gulerødder

2 store zittauerløg

2 citroner

1 håndfuld splittede, udblødte mandler 

1 håndfuld hakkede pistaciekerner

1 håndfuld rosiner

3 spsk. knust spidskommen

2 tsk. knust kardemomme

3 fed hvidløg

5–6 spsk. sukker

SÅDAN GØR DU

Tænd ovnen på 160 grader. Hak løgene fint. Varm en ovnfast gryde op ved høj varme, og brun kødet grundigt af. Tilsæt herefter løgene, og lad dem stege med et par minutter. Krydr med salt og peber, og tilsæt vand, så kødet er dækket 2/3 op. Kom låg på gryden, og steg det hele i cirka 2,5 time i ovnen. 

Mens kødet simrer, gøres de øvrige ting klar. Skær gulerødder­ne i tynde stænger ­eller strimler. Varm to liter solsikke­olie op til cirka 160 grader i en stor gryde. Steg gulerodsstrimlerne, til de er møre. Tag gulerødderne op af gryden, dryp dem grundigt af, og drys med to spiseskefulde sukker og knust kardemomme. Rosinerne steges også i olien – cirka 2-3 minutter. Bland rosiner og de krydrede gulerodsstrimler i en skål. Skyl risene i en sigte, og kog dem helt møre, så de kan moses mellem fingrene. Dræn herefter risene for vand, og tilsæt spidskommen, mandler, pistaciekerner og lidt salt. Citronsaft af to citroner og hvidløgsfed blendes sammen, sigtes og gemmes til senere. Når kødet er færdigt, sies væden fra. Smelt det resterende sukker på en pande, til det tager let farve. Tilsæt cirka 1/2 liter af væden fra kødet, og lad det koge ind til cirka 1/3. Vend saucen sammen med risene. Lige før servering hælder du citron-hvidløgssaften hen over risene. Velbekomme.

Opskriften er en del af bogen ’Liv ret’, hvor 25 flygtningebørn deler deres yndlingsopskrifter. Bag initiativet står Steven Achiam og Brendan Killeen. Læs mere om bogen på livretbog.dk.

 

Jacqui Kenny rejser verden rundt uden at bevæge sig. Hun har agorafobi – angst for åbne pladser – og tør ikke selv rejse. Alligevel har hun gjort en karriere ud af at finde smukke, sære og bevægende pletter overalt på jordkloden.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Google Street View

MEXICO, KIRGISISTAN, Senegal, Mongoliet og Peru. Jacqui Kenny kan nå det meste af kloden på en eftermiddag. Alligevel kan hun med rette kaldes verdens dovneste globetrotter. Når den 44-årige newzealænder rejser, sker det nemlig fra sofaen i hendes lejlighed i London, hvor hun gennemtrawler Google Street View for særlig gode motiver.

Siden hun begyndte arbejdet for snart to år siden, har hun ­taget over 27.000 screenshots via internettjenesten, og motiverne er alt fra herreløse hunde i Chile og forladte legepladser i Mongoliet til tankstationer i USA og farverige facader i Brasilien.

Håndværkere på række fanget af Google Street View i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Hendes foreløbig 200 bedste screenshots er udgivet på Instagram-profilen @streetview.portraits, hvor næsten 100.000 følgere kigger med, ligesom hun for nylig udstillede en række af sine værker på et galleri i New York City.

Egentlig troede hun, at Google Street View kun var en ­praktisk hjælper, når man skulle finde vej, men et tilfældigt (virtuelt) besøg i den farverige ­brasilianske hovedstad Rio de Janeiro blæste hende bagover. Pludselig fandt hun sig selv sidde i ­timevis og lede efter Street View-­øjeblikke, magisk fastfrosne i tid og sted.

”Jeg kan opleve fjerntliggende steder, som jeg ikke engang ved eksisterer, og det er sjovt at hoppe fra et land til et andet. Men den største spænding ligger i at finde det specielle øjeblik. De er så svære at finde, men de er der,” siger Jacqui Kenny.

I kørestol i Durango, Mexico.

Det gode Google Street View-foto, forklarer hun, kræver først og fremmest godt lys, og det er der langtfra alle de steder, hvor Google Street View-bilerne kører. Typisk leder hun efter destinationer tæt på ækvator eller steder, der har levende farver i arkitekturen eller moden. Derfor går rejsen ofte til Sydamerika og Afrika.

”Jeg søger normalt væk fra de større byer og ud til mindre byer, hvor der er mere plads. Når jeg har fundet en scene, bruger jeg tid på at beslutte vinkel og komposition. Google fotograferer med 360-graders­kameraer, så der er mange muligheder.”

For Jacqui Kenny er det mere end en sjov hobby. Hun lider af agorafobi – angst for åbne pladser – og i mere end 10 år turde hun slet ikke sætte sig op i et fly og rejse ud i verden. Fotoprojektet, som hun kalder ’The Agoraphobic Traveller’, er blevet den måde, hun oplever verden uden for sin lejlighed.

To kvinder foran en moské i Senegal.

Interaktionen med følgere på Instagram har været det mest overvældende, fortæller hun.

”Jeg får henvendelser fra hele verden, og projektet genererer samtaler om alt muligt – fra teknologi og mental sundhed til kunst og rejser. Jeg får de dejligste beskeder fra folk, der rent faktisk har været de steder, jeg har besøgt via Street View. Ofte fortæller de mig om deres oplevelse eller tipper mig om en naboby, jeg burde besøge.”

Om hun også har besøgt Danmark? 

”Desværre ikke. Det er et sted, jeg gerne vil besøge rigtigt en dag, for min kæreste er dansk. Det lyder som sådan et smukt sted.”

Beboelsesvogn i Kirgisistan i det bjergrige Centralasien.

Artiklen er oprindeligt publicere i Ud & Se juli/august 2018.

Efter årtier med rynkede bryn fra eliten er SØREN FAULI pludselig blevet mangemillionær på butikskæden Normal. Nu har han råd til det meste, men hvad skal den 55-årige multisnakkende kunstner så bruge sin ustyrlige energi til? Ud & Se fulgte i sporene på en mand, mange måske har meninger om, men som ikke lader sig fange så let.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Isak Hoffmeyer

MAN KAN IKKE se ham, men man kan høre ham. Sammen med en håndværker kommer han gående bag en stor gipsplade, mens han højlydt dirigerer to andre håndværkere. Pludselig kan man se en hårtop stikke op bag gipspladen, der nærmest kommer svævende foran huset. Så træder han frem. I blå kedeldragt med et fyrværkeri af hvide malerpletter og sin evige e-cigaret, som han bapper ivrigt på.

”Ham der, han er fra Arbejdstilsynet, så nu kan I godt se at få ryddet op,” driller Søren Fauli håndværkerne, inden han giver hånd. 

Det er sidst på eftermiddagen, og den 55-årige instruktør og skuespiller er ved at runde endnu en arbejdsdag af i det store sommerhus i hipsterville, som han købte i forsommeren 2018, og som han siden har været i gang med at totalrenovere som selvudnævnt byggeleder. 

Kun murene står tilbage af det gamle hus. I haven ligger gamle sengemadrasser i en stak under plastic, og der er installeret et inter-
imistisk udekøkken under en slags presenning foran hoveddøren. Hvis Søren Fauli tog et af de mange nedfaldsæbler i haven og kastede det i retning af Restaurant Kongernes, kunne selv han, med sine utrænede arme, sikkert ramme en eller anden (anden) kendt på restaurantens terrasse. 

En adresse i nordsjællandske Tisvilde er på mange måder et statement – både for kultureliten, dens wannabees og for erhvervsfolk med store biler med tonede ruder. Sommerhuse tæt på centrum her koster mellem det fem- og tidobbelte af, hvad de koster andre steder i landets randområder.

MIDT I BYGGERODET introducerer han konen Annika Lillelund, der, blandt andet, er forfatter, og sine fem børn, der alle går ind og ud af huset. Fanny på 23 og Laurits på 19 er trukket i arbejdstøjet, de hjælper far med at gøre køkkenet færdigt. Billie på 16 viser en blå buksedragt frem, hun har købt i genbrug. 

De tre ældste børn har Søren Fauli med sin ekskone Barbara, og de to yngste med Annika. Daimi på otte og Alice på fem synes begge to, det er sjovt at kaste med pinde og slæbe rødder ind i det nye hus, men det synes deres far ikke. 

”Lad være med det. Det er der ikke plads til – endnu,” siger han bestemt, men uden at hidse sig op.

I udhuset kan børneflokken se frem til at få sovepladser til sig selv og vennerne, en hjemmebiograf og udendørs brusebad. Søren Fauli vil gerne have et flot hus, men ikke for enhver pris, derfor bliver Ikea-køkkenet forsynet med egetræsbordplader, som han har været på Fyn for at hente. 

Alle gulve er brudt op, så der kan installeres gulvvarme, og alle rum på anden etage er forvandlet fra små kasser til loft til kip. Lyst og luftigt skal huset blive, når det er færdigt. Man vil ikke kunne se, at huset oprindelig er fra 1921, og så alligevel: Hele vindues­partier på bagsiden af huset er pillet ud og erstattet med glas, der ser ud, som om det er gammelt.

”Jeg har instrueret min murer i, at intet må være lige. Der skal være buler hist og her. Hver gang håndværkerne laver en lille fejl, siger jeg: ’DET må I godt lade være.’ Det er fundamentalt for mig. Når noget er perfekt, gider vi det ikke alligevel. Det eneste, vi kan bruge, er det fejlagtige.” 

MIKAEL BERTELSEN
programchef på Radio24syv, barndomsven:

”Min far og Søren Faulis far Svend havde mødt hinanden i New York i 50’erne, hvor de blev venner. Da de kom til Danmark, købte de hver et bondehus i Kikhavn i et lille stråtækt landsbysamfund. Fra jeg var lille, har jeg tilbragt alle mine sommerferier deroppe. Søren var en fire år ældre dreng, jeg blev meget fascineret af. Han er og har altid været min fantasistorebror. Han havde altid det sidste nye, om så det var plader med Sweet, skateboard eller forstand på diskodans. Gennem ham fik jeg ny inspiration, og jeg kunne bagefter bruge månedsvis på at gå op i det samme som ham. Han kunne få mig til helt vanvittige ting. Engang løb vi rundt i klitterne og legede nazister. Han sagde til mig, at hvis ikke jeg trådte i en stor hundelort, var jeg ikke rigtig nazist. Så jeg kom selvfølgelig hjem smurt ind i hundelort.”

MANDEN MED TILNAVNET ’reklamebranchens Aladdin’ er ikke karrig med at sætte sig selv i spil. Som person, som filminstruktør, som skaber af farverige karakterer i reklamefilm, som ivrig debattør og som en pibende chokoladeskildpadde fra Toms. Han gætter på, at spørger man 100 mennesker om, hvad de forbinder ham med, vil 95 af dem referere til skildpadden.

”Det er hårdt at blive husket for det. Men ved du, hvad der er hårdere? Når jeg møder folk, der kigger ned i min Netto-pose og siger: ’Der er da ikke så mange Squaaash dernede’, fordi de tror, at jeg er Finn Nørbygaard,” siger Søren Fauli, inden han ikke kan lade være med at forsætte:

”En ting er dog endnu hårdere faktisk. Det er, når – og det sker ret tit – jeg bliver stoppet, og folk siger: ’Godt børne-tv’, fordi de tror, jeg er Pyrus. Det er eddermame ikke rart. Jeg er ikke på nogen måde interesseret i at tegne et glansbillede af mig selv, men der er alligevel grænser.”

I november 2017 kom det frem, at Søren Fauli tjente mere end 50 millioner kroner ved at sælge sin andel af Normal-kæden til Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der nu ejer aktiemajoriteten i den kraftigt ekspanderende butikskæde. 

Nogle af pengene er brugt på byggerodet i Tisvilde, hvor vi sætter os i det udendørs køkken ved siden af en brødrister. Vidste man ikke bedre, kunne pavillonen være et telt slået op på Roskilde Festival.

”At være byggeleder på sådan et projekt minder afsindig meget om at instruere en film. Ligegyldigt hvor jeg drejer hovedet hen, er der detaljer, jeg skal tage stilling til. Ham, der lige gik forbi dér, er en gudbenådet tømrer. Når det stikker ham, kan han udføre mirakler. Men hvis han har en dårlig dag, kan han næsten ingenting. Jeg kan ikke finde ud af at sige, at folk skal tage sig sammen.” 

HENRIK JUUL
samarbejdspartner og medejer af reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners:

”Søren Fauli er den sidste model, de lavede på fabrikken, før de lukkede og slukkede. Jeg mødte ham første gang, da vi skulle lave reklamefilm for Kims for omkring 25 år siden. Vi skulle ud og kigge på, hvor vi kunne optage filmene, og jeg hentede Søren. På vejen siger han så, at han lige skulle ind på en tankstation. Og ud kom han med menstruationsbind. Jeg spurgte, hvad der foregik, og han svarede, at han havde fået en hæmoride, og den talte han så om uafbrudt fra København til Fyn. Den anekdote siger meget om Fauli. Han er ikke forsigtig, og han er helt uforstilt. Da vi landede på Fyn, tog han mig også lige med i Magasin. Han fik råbt så højt, at alle i varehuset kunne høre, at han skulle have ’røvsæbe’! ’Det hedder altså intimsæbe,’ forsøgte jeg.”

HUSPROJEKTET lægger pres på familielivet, selvom de også bor i en villa i Hellerup. Søren Fauli drømmer om sommerhuset om natten, når ellers han kan sove.

”Jeg er så stresset, at du slet ikke gør dig begreb om det. I dag har været en dårlig dag, og Annika har været røvirriteret på mig. Oprindelig troede jeg, at vi ville være færdige til efterårsferien.”

Annika, der også har arbejdsdragt på, smører sig en mad i ’køkkenet’ og tilbyder Dagmar-tærte. Hun interesserer sig ikke for byggeriet. Hun kan bedst lide overskuelige boligprojekter som for eksempel at male en væg.

”Vi lever forskellige liv lige nu, og det er ret voldsomt, men jeg ved godt, det har en ende, og så finder vi sammen igen.”

”Annika kan godt lide, at der er styr på tingene. På mange måder er det medicin for mig, for så bliver jeg mere struktureret,” svarer hendes mand, der sætter pris på et liv, han kalder småborgerligt og kontrolleret.

Ideen om selv at styre renoveringen kom af lediggang. Efter eget udsagn har Fauli, siden han fik kolossal succes med Normal-kæden, siddet og stirret ind i en væg og ”ikke lavet en skid”.

”Jeg har brug for, at der er nogen, der har brug for mig. Annika sagde på et tidspunkt, at jeg måtte se at komme i gang med et nyt projekt, og det blev så det her, selv om hun, set i bakspejlet, nok ikke skulle have sagt ja. Vi driver lidt fra hinanden,” siger Søren Fauli, der selv mener, at arbejdstelefonen ikke længere ringer så ofte, fordi folk tror, han altid har meget travlt. 

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mormor ’Besse’ havde eneret på tv-apparatet hver aften i hele sommerferien. Hun skulle absolut se ’Pressens TV-avis’, mens vi gerne ville se de amerikanske film på TV 2, der netop var gået i luften. Søren havde en teori om, at Besse efterhånden var blevet så gammel, at hun sad der i sin gyngestol kun for magtens skyld, men ikke rigtig kunne følge med længere. På Filmskolen lånte Søren noget videoudstyr, som vi satte op på kaminen. Vi brugte en hel dag på at koble det til tv-skærmen på den rigtige måde. Kameraet kunne nu optage Besse i gyngestolen og sende billederne af hende på skærmen. Og dér sad Besse så om aftenen og så tv med sig selv i hovedrollen. Uden at fortrække en mine.”

SELVOM HAN IKKE længere gider ”slikke røv på en 27-årig bureaudirektør, der tror, han er verdens klogeste”, laver han stadig af og til reklamefilm. Især for Normal-kæden. Et par uger efter byggemødet i Tisvilde kommer Søren Fauli en mandag morgen gående i Hellerup med sin uundværlige e-cigaret i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Filmholdet har udvalgt en pæn murermestervilla med glaserede tegl, hvor de skal optage en af dagens tre reklamefilm.

Fauli kalder dagens optagelse for ’sindssyg’, blandt andet fordi der indgår en hund: ”Børn og dyr er bare det sværeste.”

I filmen skal en kvinde komme gående i rød regnfrakke med sin hund, der hopper ind på en fremmed græsplæne og skider. Hun skal kigge undskyldende på den vrisne mand i vinduet, samle lorten op og skynde sig videre. Det er en af de mange akavede hverdagssituationer, de fleste af os kender. Hen over billederne kommer Søren Fauli senere til at speake: ”Bare rolig, det er helt normalt …”

Med på optagelserne er Torben Mouritsen, en af Normal-stifterne og nuværende direktør for kæden. Han viser sin nye iPhone XS til Søren Fauli, inden optagelserne for alvor går i gang. Mouritsen er imponeret over, at man kan justere på dybdeskarpheden i et billede, efter det er taget, og Søren Fauli driller ham med hans iver over den nye teknik:

”Der har ikke været noget nyt i en iPhone længe. Men se lige noget smart her,” siger han og demonstrerer, at han ved at trykke på sit Apple Watch kan få sin egen iPhone til at give lyd fra sig.

”Det er sgu praktisk, når man som jeg altid går og smider ting væk.”

De taler om, hvorvidt de måske kan få hunden til at skide rigtigt på græsplænen. Og skulle man i så fald bruge svesker eller amerikansk olie? Søren Fauli sikrer sig, at der er en kunstig hundelort med på optagelserne. Det er der.

”Øh, den lort der, den er da ret fast i det?” siger han og tilføjer: ”Lortearbejde!” Formiddagen fortsætter med lorte-vittigheder. I en pause mellem to kamera-indstillinger siger Fauli, at han er meget lidt autoritær som instruktør. 

Første take får positive ord fra instruktøren a la ”det der, det kan noget” eller ”den er sgu da meget god”. Alligevel har han hele tiden forslag til forbedringer. Da der er udfordringer med at time den måde, hunden hopper ind i haven på, agerer instruktøren sufflør og taler skuespilleren igennem optagelsen: ”Kig på hunden”, ”Slå dig på lommen”, ”Tag posen”, ”Saml lorten op”. 

Kun en enkelt gang beder Fauli om, at der skal være helt stille på settet, da der bliver hvisket for meget i krogene. 

”Hvis der ikke er ro, kan jeg ikke koncentrere mig!”

Da indspilningerne næsten er færdige, går hunden hen til en hæk og skider. Rigtigt. Langt fra kameraer og filmfolk. 

HENRIK JUUL

”Der er en diskrepans mellem Søren Faulis voldsomme selvtillid og store usikkerhed. Selvtilliden redder ham gang på gang, for han er også skruppelløs. Engang havde han ødelagt sine hvide B&O-højttalere, men hans forældre havde et sæt magen til i træ. Hvad gjorde Søren? Han gik til farvehandleren og købte noget træklæb, han kunne klistre på sine egne højttalere, og byttede dem derefter ud med sine forældres i al hemmelighed. De kunne ikke forstå, at højttalerne lød mærkeligt, for de havde jo lige købt dem. Søren er vanvittig barnlig i ordets mest positive forstand. Men også nogle gange i den mest negative forstand. Han er meget selvoptaget. Det tiltalte ham at tjene lige så meget på få dage med reklamefilm som med en spillefilm på et helt år. Han har altid troet, at alt ville blive bedre, hvis han bare fik penge nok, men jeg er ikke sikker på, at det er sket. Nu keder han sig måske lidt. Eller meget. På den ene side er han ekstremt metodisk, men samtidig også ret sjusket, og det giver ham en særlig stil, som han behersker 100 procent.”

HAN VOKSEDE OP med en storesøster, der var fem år ældre, og med en fri opdragelse hos Svend og Mona i 60’erne og 70’erne på Frederiksberg. Moren døde som 85-årig i 2016, men Svend på 91 lever stadig. 

Mona Clemmensen var præget af krigen og af, at hendes far, BT’s redaktør Carl Henrik Clemmensen – efter at have fornærmet chefredaktøren på den nazistiske avis Fædrelandet – blev likvideret af den danske nazist Søren Kam.

Mona Clemmensen var ifølge sønnen en ”lidt skør journalist”, der skrev om kunsthåndværk og selv malede – med følelserne uden på tøjet. Sønnen har arvet sin følsomhed fra hende og sin evne til at se andre mennesker. Men ifølge ham selv også sit lave selvværd.

MIKAEL BERTELSEN

”Hans mor kunne godt være nervøs og neurotisk, så hun bevægede sig ikke meget væk fra gården i Kikhavn. En dag jeg kom løbende over for at lege med Søren, da solen var gået ned, gik det galt. Jeg bankede på vinduerne til soveværelset, hvor hun lå og sov, og hun vågnede med et sæt og råbte: ’Nu kommer tyskerne.’ Det var ret voldsomt, og hun kunne være tæt på nervesammenbrud i perioder. Søren tacklede det ved, at vi næste dag gik i gang med at bygge elementer til en kæmpestor scenografi til facaden af huset. Vi brugte flere dage på at lave perfekte menukort, der blev oversat til tysk, og som vi satte i glasrammer med små lamper. På dem stod: ’Gå indenfor i huset, og spørg om et bord.’ Vi satte borde op med rødternede duge indenfor og havde lavet et gigantisk skilt, hvor der stod ’Der Gelbe Gasthaus’. Kun for at se, om vi kunne få tyske turister til at gå direkte ind i stuen. Når jeg fortæller om det nu, indser jeg, at det nok var ondskabsfuldt. Men det var vores måde at overleve på som børn.”

FAR SVEND stod egentlig til at arve sin fars bogtrykkeri S.L. Møller, der en overgang var et af Danmarks største. Men da rotationspressen vandt indpas i 70’erne, ville typograferne til at begynde med ikke lade den køre i det tempo, den kunne. Derefter købte de en rotationspresse selv og udkonkurrerede farfar Fauli. Resultatet var, at Søren Faulis far måtte finde andet arbejde, og Søren Fauli husker tydeligt uroen fra sin barndom.

”Efter den nedtur prøvede min far at lave forretninger med andre, men han blev taget i røven og udnyttet. Min fars historie er historien om en mand, der ikke fik gjort det, han havde lyst til. Han burde have læst historie på universitetet. Jeg har helt sikkert villet bevise, at jeg kunne gøre det, min far ikke kunne. Det vil sige: lave det, jeg har haft lyst til, og tjene gode penge på det. Det er jo helt klassisk. Og det er også helt klassisk, at han ikke er så god til at rose mig. Han får ofte sagt noget kluntet, der lyder fornærmende, men jeg stoler da på hans kærlighed alligevel,” siger den 55-årige søn, der fortæller, at moren var bedre til at give udtryk for kærlighed. 

”Da jeg var syv år gammel, sad jeg og rimede på en biltur, mens min mor skrev det, jeg sagde, ned. Hun elskede digte, så ordene blev senere til en lille digtsamling med titlen ’Søren Syv’, som vi solgte i 100 duplikerede eksemplarer. Jeg tjente penge nok til at købe mig en gravemaskine. Men den særlige gave i det var, at jeg lærte ’at udkomme’. Fra jeg var helt lille, har det ’at udkomme’ været noget naturligt for mig. Generelt har jeg været sprængfyldt med selvtillid på den led. Det har været værre med selvværdet, der indimellem kan være ad helvede til.” 

Han blev mobbet i skolen, men mobbede også selv. 

”Mit selvbillede var, at jeg lå nederst i hierarkiet. Som den tykke dreng, der altid blev valgt til sidst, når der skulle spilles fodbold i gymnastiktimerne. Selvværdsproblemer har fyldt hele min karriere, men jeg har fået det bedre på den konto. Især efter at jeg er fyldt 50.”

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mor havde planlagt et loppemarked i Kikhavn, men hun var meget nervøs for, at der skulle komme for mange gæster, fordi der ikke var plads til så mange biler i landsbyen. Derfor nøjedes hun med at hænge sølle tre små A4-sedler op. Hun mente, det nok var bedst, hvis begivenheden voksede organisk fra år til år. Vi syntes, hun undersolgte begivenheden, så vi besluttede os for at hjælpe hende. Søren og jeg kørte ned i den lokale tømmerhandel, hvor vi købte materialer til et billboard, der blev to en halv meter i højden og fire meter i bredden. Det satte vi op ude ved landevejen. Vi malede det i fluorescerende orange og skrev med meget store bogstaver: ’Kæmpe loppemarked i Kikhavn på søndag. Kim Larsen og Bellami kommer måske og spiller.’ ’Måske’ var skrevet med bittesmå bogstaver. Bilerne holdt i kilometerlange køer, og en sværm invaderede byen.”

SOM UNG PUNKER blev Søren Fauli fascineret af at stå i opposition til samfundet. At være imod det hele, selv punkerne. De gik klædt i sort, men han valgte at gå i grønt. Lige fra undertøj over støvler til overtøj. 

Siden kom han ind på Kunstakademiet, men kunne ikke lide at stå med sine projekter alene. Så gik det bedre på Filmskolens instruktørlinje, hvor han blev forløst, fordi han kunne skabe sine produkter i samarbejde med andre. Søren Fauli ville ikke lave mystiske og deprimerende film som Lars von Trier og andre på den tid. Han kunne godt lide komedier eller i det mindste let forståelige film. 

Han begyndte allerede at lave dem lige efter filmskolen. For eksempel kultfilmen ’De skrigende halse’ fra 1993. Og man kaldte ham ’Fifty-fifty-Fauli’, opkaldt efter den på det tidspunkt nye kommercielle støtteordning på Det Danske Filminstitut. Han havde talrige idealistiske diskussioner med skuespillere dengang. Ni ud af 10 ville ikke nedlade sig til at være med i reklamefilm. I dag vil ni ud af 10 – mindst. 

Senere blev Søren Fauli instruktør af Kims-reklamefilmene, som han udviklede sammen med Henrik Juul. Og han lavede stribevis af andre hits i reklamefladerne. Hvem husker ikke Tuborg-reklamerne med Kirsten Lehfeldts refræn som fladpandet reklamemand: ”Det’ en ommer!” 

Men der kom også dårlige reklamer. Bunden er formentlig en serie netbaserede reklamer for hvidevarekæden Køle-Møller fra 2017. De var produceret uhyre billigt, og i en af dem går Søren Fauli ind og stjæler rødvin fra et køleskab hos Køle-Møller. Havde han ikke andre at spille sine kreative bolde op ad?

”Køle-Møller er en genistreg. Det er det vildeste, jeg har lavet, fordi de film ser ud, som om de er lavet af nogle, der ikke ved, hvordan man laver reklamefilm eller film. De er ægte dårlige. Ikke tilstræbt dårlige.” 

Hvor ligger glæden i at lave noget dårligt med vilje?

”Grinede du ikke af dem? Grinede du ikke af, hvor grotesk dårlige de var? Folk, der holder af mig og kender mig, elsker dem, fordi de er så dårlige. På et tidspunkt prøvede jeg at lave dem lidt bedre, men det fungerede slet ikke. Det er ikke bare endnu en amatøragtig reklame, forstår du? De film var anti på alle planer.” 

Men tror du, folk fanger det lag?

”Nej, jeg tror, folk tænker, at han har tabt sutten. Og det var også meningen.”

MIKAEL BERTELSEN

”På trods af at man godt af og til kan blive irriteret på Søren, kan man få stor glæde af hans måde at tænke på. Jeg møder mennesker, der ikke ved, at han er min bedste ven. Og så kan de sige noget i retning af, at han simpelthen er for meget og røvirriterende. Det kan jeg slet ikke genkende, for i mit billede har Søren haft afgørende betydning for mit liv. Søren er utrolig generøs i forhold til at fortælle om sine egne svagheder, og det gør jo, at man slapper af i hans selskab, fordi man ikke behøver være perfekt. Og så har Søren på afgørende tidspunkter i mit liv sagt ting til mig, som jeg godt kunne blive såret over i øjeblikket, men som siden hjalp mig. Da jeg i nogle år havde været chef på DR2, mente han for eksempel, at mit sprog var blevet ødelagt, og det klingede hult. Og der gik jeg rundt med en opfattelse af, at jeg var en chef med stor succes. Efter jeg havde tænkt over det, fandt jeg ud af, at det var på tide at lave noget andet.”

HAN STÅR i sin store hjørneejendom i Hellerup med telefonen for øret. Omkring ham er der masser af kunst i de lyse stuer. Nyt og gammelt mellem hinanden, fra Henry Heerup til Jan S. Hansen. 

Søren Fauli, afslappet klædt, sikrer sig, at han har nok benzin til sin e-cigaret, mens han afslutter et telefonopkald med Torben Mouritsen om de sidste rettelser til formuleringerne på nye butiksskilte. Så kan vi køre til Fredericia, hvor han skal holde et foredrag.

Vi kører i denne skribents bil, selvom den nyslåede mangemillionær har købt en ”hybrid-agtig Mercedes”.

”Jeg tænkte, at nu har jeg fået alle de her penge, og jeg er 55 år gammel, så må jeg for en gangs skyld prøve at have en stor bil. Jeg er ikke bilinteresseret som sådan, og jeg må indrømme, at det har været spild af penge. Jeg har det ikke så godt med signalværdien. At man er en af ’dem’. Det er praktisk, at man kan overhale hurtigt, men hvor mange hundrede tusind kroner er det værd? Det er lidt skørt. Mon ikke man kan få en billigere bil, der også kan flytte sig?” spørger Søren Fauli, der helst ikke vil tale om sine mange millioner.

”Kan du ikke skrive ’alle de her penge’ i stedet for? Det er ubehageligt for mine omgivelser hele tiden at læse beløbet.”

Men for en mand, der har en fortid som punker og siden blev en del af film- og reklameverdenen med mange kulturradikale mennesker omkring sig, har beløbet ændret hans liv. I begge miljøer er og var penge ikke rigtig noget, man talte højt om: 

”Punk er noget med at være i opposition til det bestående, sige det modsatte for at provokere. I den kulturradikale verden fandt jeg hurtigt ud af, at det mest provokerende var at tale det kommercielles sag. Og fordi jeg blev dygtig til det kommercielle, kom jeg med i Normal.” 

HENRIK JUUL 

”Søren Fauli er en blanding af total mangel på etikette og total mangel på, hvordan man skal opføre sig i et selskab. Og så alligevel ikke. Man skal jo kende reglerne for at kunne bryde dem. Han plejer at klage over, at jeg har proppet ham i så mange mærkelige kostumer gennem tiden, men grundlæggende kan han godt lide det. Han vil gerne vise, hvad man bliver til, hvis man lader sig købe for penge. Hvis der er en, der kan finde glæde ved jordisk gods, er det Søren. Efter optagelserne på Kims var Søren altid den, der tog flest chips med hjem. Han kan ikke lade være.”

NORMAL-KÆDEN har i dag allerede 150 butikker i fire lande og ekspanderer hurtigt. Kæden blev stiftet i 2013 af de to købmænd Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Der blev arbejdet grundigt med ideen, inden den fandt sin endelige form. Skulle det være en abonnementsordning, lagervarehuse a la Harald Nyborg ved indfaldsvejene til de store byer eller netbutikker? Ingen af delene. Det blev til rigtige butikker med grundvarer til stabile, billige priser på grund af store indkøb og parallelimport.

For Søren Fauli begyndte partnerskabet 10 år tidligere. Dengang var Torben Mouritsen topchef i Punkt1, og i 2003 havde han brug for en reklamefilm. Derfor kontaktede han Fauli, der var kendt for at skabe specielle karakterer som for eksempel ’Polle fra Snave’.

Da Mouritsen senere solgte Punkt1 og etablerede hvidevarekæden Wupti med Claus Kristensen, ringede han igen til Fauli, der opfandt Wupti-Pede, en kriminel type med hue over hovedet og et drilsk smil. 

”Torben ville have en karakter lige så bemærkelsesværdig som Jørgen fra Kims eller Harry fra DSB-reklamerne, og jeg spurgte mig selv, hvad der mon var ledigt, og så kom jeg på, at det, vi endnu ikke havde set, var en reklame med en kriminel i hovedrollen. Og det kunne Torben godt lide. Det er muligt, at jeg er en fyr med nogle mærkelige ideer, men de er altså ofte båret af, at Torben er fucking modig,” fortæller Søren Fauli.

En bunke på omkring 20 korte reklamefilm blev klippet færdig, og i en af dem møder seerne ’Pede’ i et skummelt baglokale. Han sælger det samme som Wupti – printere, bærbare computere og fladskærme – men også lige hash og nøgler. 

”Vi havde på fornemmelsen, at vi stod med et hit, men hvad ville bestyrelsen mon sige til hash i deres reklamer? Torben besluttede at lade være med at vise filmene til bestyrelsen for at undgå, at de skulle få kolde fødder. Han løj om, at hans memory-stick ikke virkede,” husker Fauli.

Filmene blev sendt i tv fra 2006 og nogle år frem og fik mere end 200.000 likes på Facebook på et tidspunkt, hvor Carlsberg lå højest med omkring 10.000. 

MIKAEL BERTELSEN

”Han var en god købmand. Han solgte nogle Sweet-plakater til mig for 100 kroner, der lige var hevet ud af Vi Unge. Søren var antiautoritær i forhold til sine forældre og fuld af gode ideer. I sommeren 1974 var han lokomotivet i et projekt, hvor vi byggede en hule med tilknyttet vindmølle for at blive selvforsynende. Søren pressede sin far hårdt for, at han skulle betale materialerne. Havde vi holdt fast, var vi Vestas i dag.”

REKLAMEMANDEN kom med i Normal-kædens ejerkreds fra begyndelsen i 2013. Hans job var at lave historiefortællingen om den nye virksomhed: 

”Alle føler sig ensomme, og vi prøver alligevel alle sammen at være unikke. Jeg havde ideen til et maleri af en masse ens personer, der alle stod og sagde: ’Jeg er unik.’ Vi ledte efter et navn til kæden, og det blev Normal – altså det modsatte af unik. Ud fra en konstatering af, at det ikke er det unikke, men det normale, der binder os sammen,” siger han. 

Hvor stor en andel af kædens succes er din fortjeneste?

Før han svarer, tænker han sig om. Ukarakteristisk længe.

”Det ved jeg ikke. Jeg er da en del af succesen, men det vigtigste bag den er selvfølgelig, at både Bo og Torben kom fra en købmandsverden. Jeg opfandt vores antimaskot, Unik-manden. Hver gang vi kommer med et kommercielt budskab, piller han det ned, og jeg er vagthunden, der skal sørge for, at alle reklamefilm og tekstskilte holder den linje.” 

Hvorfor solgte du din andel af firmaet? 

”Jeg havde fornemmelsen af, at det var et godt tilbud, og jeg kunne ikke sige nej. Min økonomiske drøm rakte ikke længere end til at blive økonomisk uafhængig engang. Og det er jeg jo nu, så hvorfor beholde aktierne?”

Søren Fauli synes, det er forkert, at journalister kan gå ind og se regnskaber i kendte menneskers firmaer for at skrive nyheder om dem. Det gør Se & Hør blandt andet.

Han havde derfor en løgnehistorie klar, da han indleverede sit årsregnskab for 2017 med et overskud på 51,2 millioner kroner. 

Allerede dagen efter ringede Se & Hør, og som var det den pure sandhed, fortalte han journalisten, at han havde tjent pengene på at fremstille falske Pokémon-kort i Litauen. Krydret med et par realistiske facts om hans families baggrund som bogtrykkere slugte ugebladet historien råt. 

”Jeg var parat til at fyre historien af. Nogle timer senere ringede Ekstra-Bladet og Børsen, og historien fik flere detaljer om firmaet ’Fakey A/S’. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at blive ved med at lyve, indtil politiet stod og bankede på min dør med en stævning. Men der skete så det, at BT skrev, at man i Normal-kæden solgte falske Pokémon-kort.”

Det førte til en opringning fra Torben Mouritsen.

”Han syntes, min løgn var enormt sjov, men nu da virksomheden blev inddraget, ville han have den standset omgående. Jeg måtte ringe rundt og sige undskyld til alle journalisterne, men det gjorde ikke noget, for jeg havde understreget min pointe.”

Søren Fauli er samtidig bevidst om, at han ikke vil ændre livsstil alt for meget på grund af pengene.

”Jeg er godt nok flyttet til Hellerup, men jeg er stadig opmærksom på, om tuben med mayonnaise koster otte eller 17 kroner. Det kan jeg slet ikke lade være med. Når vi har venner, der synes, at Gucci-tasker er vildt seje, føler vi os fremmedgjorte. Et liv med penge er fuldstændig ligegyldigt. Hvis det var vigtigt, kunne jeg hurtigt finde andre at sammenligne mig med, der har flere penge end mig, og blive ulykkelig af det, og så bliver det skruen uden ende.” 

INDEN FOREDRAGET i Fredericia når Søren Fauli at spise en Whopper-menu på Burger King i byen. Det bliver til selfies med en moden mand og en gruppe på fire piger. 

”Jeg synes, det er mig, der har skabt det her med hele universer og karakterer i reklamer,” siger han, da de er gået. ”Andre har også arbejdet med det, men jeg har bidraget meget på det område ved netop at lave hele figurer. Fejlagtige karakterer i reklameblokken, hvor der før kun var perfekte billeder.”

Søren Fauli vandt engang respekt for sine korte dokumentarfilm ’Tvangsritualer’, ’Supermaterialisme’, ’Forsmåelse’ og især for kultfilmen ’De skrigende halse’. Men siden imponerede han ikke med filmene ’Grev Axel’ og ’Polle Fiction’.

”Hvorfor er min filmkarriere ikke gået bedre? Det har noget med komplekser at gøre. Mange skidegode ideer er blevet forpurret af mig selv, fordi jeg syntes, de var for dårlige. Det er helt absurd. Jeg arbejdede på en film, der skulle hedde ’De autonome’, men jeg smed manuskriptet væk, fordi jeg bildte mig selv ind, at det var en dårlig idé. Jeg ville lave en film om parterapi, men den blev siden lavet af andre. Det er virkelig skørt. Dybest set har jeg været ramt af ensomhed.” 

Søren Fauli har ikke konkrete ideer i skuffen, men drømmen om at give filmkarrieren et sidste skud er ved at genopstå. Han har allieret sig med instruktør og filmklipper Jacob Thuesen, der skal være executive producer på en eventuel spillefilm eller en tv-serie. 

”Så finder jeg ud af, hvad der er i posen. Jeg tror på, at jeg kan lave en komedie, der er ægte sjov, og som er drevet af smerten i karaktererne. De kulturradikale regner mig ikke for noget, og derfor er det et relevant spørgsmål, om jeg overhovedet kan få noget igennem på filminstituttet i dag. Men jeg må bare stole på mit talent.”

TORBEN MOURITSEN
ven og direktør i Normal: 

”Første gang jeg mødte ham, kom han vadende ind til et møde ude i lufthavnen i gummisko og stor sweater. Han fyldte rummet, og der stod et mylder af ideer i kø i hans hoved. Det væltede nærmest ud, og vi klikkede hurtigt. Også i vores snakke om andet end reklamefilm. Søren er jo enormt empatisk og fantastisk til at kunne gennemskue mennesker, og så har han en fænomenal forståelse for at koble den viden over på forretning. Vi kan se ind i hinandens verden. Når der kommer tusind ideer, kan jeg filtrere dem fra, der ikke fungerer, og så er vi gode til at udvikle videre. Jeg er vokset op med døve forældre, så jeg har nok en god indfølingsevne. Søren fylder noget, og det ved han også godt selv. Han er måske det eneste voksne menneske, man kan stå og skælde ud på, som man gør på børn. Han er lynende intelligent. Jeg har altid taget Søren Fauli meget alvorligt. Han er et meget ægte menneske.”

PÅ ”JYLLANDS NYE FAGMESSE for dig, der arrangerer møder, events og konferencer” skal Søren Fauli holde et oplæg på tre kvarter.

Han stiger ud af bilen. E-cigaretten er netop fyldt med væske. Han tager hættefrakken op om ørerne, skutter sig og sigter nølende mod indgangen. På vej fra parkeringspladsen til messecentret træder han på hver eneste af de hvide striber mellem parkeringsbåsene. Han har altid været plaget af tvangshandlinger, og de tager til, når han bliver nervøs. 

”Jeg hader at holde foredrag. Det minder mig om at gå i skole. Om hvor dårlig jeg var. Hvorfor gør jeg det så? Fordi de spurgte, om jeg ville. Jeg har svært ved at sige nej. Men også for pengenes skyld. Nu er jeg nervøs. Og bange. Jeg kan jo gå i stå. Det værste, der kan ske, er, at det ikke siger folk noget, eller jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige.”

Manden, der har booket Søren Fauli, er overstrømmende venlig: ”Du var altså god sidste gang,” siger han. 

Fauli går på scenen uden præsentation i den ene ende af messehallen. Overskriften er ’Det fejlagtige skaber opmærksomhed – det perfekte er kedeligt’. Omkring 30 mennesker trækker langsomt op mod scenen. Undseelig og skrutrygget kigger Søren Fauli til at begynde med mere ned i scenegulvet end ud mod publikum, mens han gnider sig nervøst i hænderne. Efterhånden som han kommer i gang med sin livsfortælling, retter han sig mere og mere op. Og der kommer flere tilhørere til. 

Da foredraget er færdigt, er der tre minutter til spørgsmål. En kvinde spørger, hvad han er mest stolt af.

”Mine børn. Nej, det er tarveligt at sige i den her sammenhæng. Jeg er mest stolt af den film, jeg lavede, der hedder ’De skrigende halse’. Jo, jeg er da også stolt af Normal. Jeg er stolt, når jeg ser en plasticpose komme gående på gaden, som jeg har været med til at lave. Men det er et svært spørgsmål. Sagen er, at jeg ikke selv synes, jeg er noget særligt.” 

Efter foredraget griber arrangøren en mikrofon og siger, at det er anden gang, han har hørt Søren Fauli. Og at han snildt kunne holde ud at høre ham en tredje gang. Søren Fauli når lige at mumle ”Det er sindssygt …”, inden mikrofonen bliver pillet af ham, og arrangøren fortsætter:

”Det var godt, du kom herover, Søren. Det, du siger, er ikke bare morsomt, det er tankevækkende på den rigtig gode måde.”

Efter foredraget er Søren Fauli ikke i særlig godt humør.

”Jeg var overbevist om, at jeg havde glemt at lyne min lynlås op. Jeg kunne ikke finde en naturlig måde at få det undersøgt på. Der kørte hele tiden en film inde i mit hoved om, at jeg havde åbent tissehul.”

Der ligger altid en bananskræl og venter på, at vi glider i den. Og når vi ligger dér og roder rundt, opstår det sjove. Midt i ydmygelsen, midt i tragedien. Det kender BODIL JØRGENSEN alt til fra sit liv og sine figurer. I 12 kapitler fortæller hun her om at falde og rejse sig igen. Og falde og rejse sig igen.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

1. 

HVIS MIN FAR så en høstak, ville han lægge sig i den og kigge drømmende op i himlen. Han egnede sig ikke til at blive bondemand som sin far. I stedet blev han lærer og flyttede ind til byen, til Vejen, hvor han blev tysklærer. Når han skulle lære børnene de tyske forholdsord, an, auf, hinter, in, neben og så videre, kunne han finde på at gå over til klasselokalets håndvask. Der begyndte han at tage sine sko og strømper af, mens han beskrev det: ”Ich nehme meine Schuhe aus und dann …” Så stak han sine bare tæer op i håndvasken, tændte for vandet og vaskede dem. Stadig beskrivende hver bevægelse. På den måde kom han alle forholdsordene igennem. Sådan noget glemmer børn aldrig. 

Hjemme fik vi tit gæster. Det var med velkomstdrinks, cigaretter på sølvfade, musik på pladespilleren og tændte stearinlys. Når vi så stod klar, og gæsterne skulle til at komme, sagde far: ”Skal vi ikke gemme os?” Min mor sagde: ”Hold nu op, selvfølgelig skal vi ikke det.” Alligevel fik han hende lokket til at stille sig om bag et gardin, vi børn fandt hvert vores hjørne at forsvinde i, og selv lagde han sig under bordet. Når det så bankede på, var der ingen, der åbnede for de stakkels gæster. Jeg lå et sted og forestillede mig deres undren. Hvordan de kiggede på uret og sagde til hinanden: ”Det er da nu?” og ”Det er da i dag, ikke?” De bankede igen. Min far råbte: ”Kom ind!” Så trådte de ind i den tomme stue med de levende lys. I deres fine jakkesæt og selskabsdragter stod de på gulvet og så sig undrende omkring. Pludselig sprang far op fra bordet som trold af en æske. Han kommenterede det aldrig for dem bagefter. 

Sådan var han også på udebane. Engang kørte vi til Harzen for at campere. Vi var totale nybegyndere, og vi vakte opsigt alene ved vores ankomst, fordi min far var rigtig dårlig til at køre bil. De andre campister lurede hurtigt, at vi aldrig havde prøvet det før, så de satte sig godt til rette for at se os bakse med teltet. Mens vi stod der med strakte arme i forsøget på at holde det hele på plads, viste det sig selvfølgelig, at vi manglede en af de bærende tværstænger. Vi pakkede det hele sammen igen, pressede os ind i bilen og kørte. Lige inden vi forlod pladsen, bremsede min far bilen, steg ud og bukkede for vores publikum. Han var virkelig mit store idol.

2.

BYEN VEJEN var en vej, en viadukt og et museum. Og vi, det vil sige min mor, far, storesøster, lillebror og jeg, boede på samme vej som museet. Og politiet. Mit barndomshjem var en stor murermestervilla med en have, der gjorde os selvforsynende med kartofler, bønner, ærter og bær. Det betød især noget for min mor. Ligesom min far havde hun forladt sin fædrene gård, men hun havde et større behov for at beholde kontakten til livet på landet. Hun var præget af dårlig samvittighed over at være blevet lærer, mens alle hendes søskende stadig var bønder. Så vi hjalp til på familiens gårde med at hakke roer og køre hø ind. Derude levede man på vejrets nåde, og man gik i kirke hver søndag. 

I det miljø skulle man have evner, hvis man ville stille sig på en kasse og råbe op. Man skulle virkelig ikke gå og tro, at man var noget. Mange betragter det som en begrænsende tankegang. For mig er det et befriende mantra. Det ville være anstrengende, hvis jeg var noget. Hvis jeg kunne bestemme noget som helst. På den måde har jeg vendt det til noget positivt. Også fordi jeg kender min mor og far: De ville ikke tryne mig på noget tidspunkt.

At man ikke skal tro, man er noget, er en eksistentiel tanke. Hen over scenen i det forsamlingshus, jeg kom meget i som barn, Stenderup Forsamlingshus, stod der: ”Du skal ikke dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl.” Det synes jeg sateme er flot at have stående ude i sådan et bondemandsland, hvor man gik med næsen nede i plovfurerne.

3.

PÅ FØDDERNE bar jeg brede ortopædiske sko Jeg var platfodet på grænsen til det invalide. Jeg gik helt indad på foden. Da jeg samtidig var lærerbarn og rødhåret, blev jeg et oplagt mobbeoffer. Om vinteren havde nogle af drengene det ritual, at de tog fat i mig og drejede min hjemmestrikkede elefanthue rundt, så jeg ingenting kunne se. En dag tænkte jeg: ”Nu gider jeg simpelthen ikke mere!” Jeg tog vores tehætte på hovedet og gik i skole med den. I skolegården stod de og gloede med sådan et blik: ”Hvad fa’en er det, hun har taget på i dag?” Det var som at sætte et spejl op foran deres åndssvage drilleri. Som at mobbe dem. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg fandt ud af, at humoren var en nøgle til at slippe ud af det.

Mit tøj bestod primært af arvestykker fra min søster. Det betød, at jeg ofte gik klædt i noget, som var moderne seks år tidligere. Til et skolebal, hvor der var højtidelig indmarch, skolekomedie og bal til sidst, fik jeg hendes aflagte gule strutkjole på. På det tidspunkt, i begyndelsen af 70’erne, gik alle de andre piger i hotpants, buksedragter og støvler. En af de drenge, jeg faktisk syntes var meget sej, fordi han bed negle, sagde: ”Hvem fanden er det, der har pisset på din kjole?” Det stak.

Så tænkte jeg: ”Nej, nu går jeg ind og viser, hvad sådan en strutkjole her kan.” Og det er jo at strutte. Jeg stillede mig midt på dansegulvet og begyndte at snurre rundt. Når der først kommer gang i sådan et par tunge ortopædsko, går du nærmest i selvsving. Jeg snurrede og snurrede. Kjolen lettede. Det føltes fantastisk.

Det handler om at finde ud af, at man kan stå selv. Bliver man for afhængig af en eller anden plads i et fællesskab, bruger man alle sine kræfter på at forsvare den plads. Jeg kan se det på mine egne børn. Selvfølgelig skal de være en del af fællesskaber, men når de fællesskaber gør ondt, skal de kunne gå solo. Man behøver ikke holde andre op for sig. Jeg siger det meget til min datter. Bare stå ret op og ned. Du har havet, du har himlen. Du skal ikke tage dig af det. Lad dem være med deres elevatorblik.

4.

I GYMNASIET kørte jeg hver dag med det store, gamle tog til Kolding. Det var som at komme til en metropol. Kolding havde hotel, gågade og barer. Og så dette gymnasium, hvor man lærte at flyve op og se tingene oppefra. Jeg gik på musik-sproglig linje og endte i en sjov gruppering sammen med blandt andre Uffe Rørbæk, der senere dannede De Nattergale. Han og nogle af de andre kom ude fra Sdr. Bjert og tog sådan en vildt absurd humor med sig.

Vi lavede en forestilling, som hed ’Brødrene fra Højgaarden eller Laura og det hængende æg’. Det var som Dalí tvunget ind i Morten Korch. Jeg gik rundt med en støvekost og støvede af iført kunstskøjter, og en, der hed Asger, som virkelig også var plim, gik rundt og malede i et par malerbukser, hvor røven var klippet ud. Dialogen var udklip fra lægeromaner. Vi brugte både det talte ord fra romanerne og de beskrivende elementer. En replik kunne lyde: ”Jeg tør ikke, sagde hun og sank en klump.” Det var vildt for mig at være med til noget så outreret. Det gav mig færten af noget.

På samme tid kom ’Saturday Night Fever’ til Vejen Bio, og den så jeg seks gange. Til sidst fiskede jeg en pengeseddel op af min fars pung for at se den en syvende gang. Filmen er en klassisk fortælling om et kuet menneske, der bryder sin egen lydmur. Jeg elskede åbningssekvensen, hvor han går, og man ser broerne i New York som symbol på, at det kan lade sig gøre at komme over på den anden side. Det hjalp naturligvis, at han var en flot fyr. Jeg ville gerne have hængt et billede af ham op på mit værelse, men vidste, at det ville blive ugleset af min mor. I stedet fandt jeg en anden løsning. I vores entré havde vi en skunk, hvor vi hængte jakker ind. Inde bag den skunk lå et hulrum, og der indrettede jeg mig med nogle kasser og billeder på væggene. Blandt andre Jesus og John Travolta. 

“Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ‘fucke mig’. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem.”

5.

I LØBET AF mit sabbatår spirede tanken om at blive skuespiller. Jeg fik Shakespeares samlede værker på originalsproget foræret. Jeg var betaget af de voldsomme kvindeskikkelser, Lady Macbeth og Ofelia. Men at blive skuespiller lå langt væk i Vejen. Man skulle ikke flyve højere, end vingerne kunne bære. Mine forældre syntes, at jeg skulle gå på seminariet og læse til lærer. Jeg kunne jo altid tage mig af skolekomedierne, mente de. Løsningen blev, at jeg tog til Aarhus for at studere engelsk litteratur. På den måde kunne jeg læse Shakespeare færdig.

Ved siden af mine studier fik jeg et job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, som var svært bevægelseshandicappet. Hun var med til at drive Århus Krykensemble, hvor hun optrådte sammen med en kvinde med muskelsvind og en spastisk lammet ung mand. De lavede en kabaret om livet som handicappet, som dengang var væsentlig sværere.

’Cirkus Fantaspastisk’ var en forestilling, jeg var med til at lave sammen med Lone. Vi havde alle mulige handicappede med. Vores idé var at lokke folk til som i et gammeldags freakshow: ”Kom og se! De gør ikke noget. Rør ved puklen!” Vi optrådte på gader og stræder i alle de større byer. Vi gennede folk sammen, og så rendte jeg rundt som spastiker og raslede med en raslebøsse for at samle penge ind. Jeg gik helt tæt på dem med mine kantede, pludselige bevægelser. Folk skyndte sig at putte penge i raslebøssen for at få mig væk. Når jeg så havde været rundt, så bum! Så skiftede jeg til at være en slags konferencier for det store show. Når de så, at jeg ikke var handicappet, blev nogle rasende og krævede pengene tilbage. ”Vi er blevet snydt!” Nogle gik i vrede. Andre stod og måbede. Andre igen grinede. At mærke den reaktion overbeviste mig endegyldigt om, at jeg ville være skuespiller.

6.

FOR 800 KRONER om måneden kunne jeg bo i en saneringsmoden ejendom på Nørrebro. Så der flyttede jeg ind, da jeg kom på Statens Teaterskole i 1986. Jeg fik at vide, at jeg skulle dele toilet med Mike. En af de første aftener bankede det på min dør. Udenfor stod Mike. ”Hej, det er skidegodt, du er flyttet ind. Må jeg ikke lige komme ind et øjeblik.” ”Ja, værsgo,” sagde jeg og tænkte, at det er rart at vide, hvem man deler toilet med. Inden jeg nåede at give ham kaffe, sagde han: ”Det er sgu, fordi jeg har fundet ud af, at jeg er biseksuel.” Det var virkelig en københavner­oplevelse for mig. Hjemmefra vidste jeg godt, hvad det var, men det var ikke noget, som bare blev slynget ud. Derefter kom Mike tit forbi og snakkede. 

Nedenunder boede Ghita og Kenneth, som altid skændtes. Når det gik vildest for sig, slog han hende, og en dag rev han et vandrør ud af væggen og tævede sig selv som straf for at være så ondskabsfuld. Så kom de blødende op til mig. Vi ringede efter en ambulance, som hentede dem. Imens de lå indlagt, passede jeg deres to hunde, og så fik jeg en klump hash som tak. I gården havde Ymer bygget sin egen hytte. Han hed sådan, fordi han var høj og bleg. Endelig var der Vietnam-Per, som via Sorø Akademi var endt som soldat i Vietnam. Han havde slået mennesker ihjel og sov med sin pistol under puden. Han blev min bodyguard. Dog en lidt ustabil en af slagsen. Han trænede i tre måneder og blev kæmpestor, inden han satte det hele til i druk. Og så begyndte han samme cyklus forfra. 

Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ”fucke mig”. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem. Jeg satte mig ned ved siden af ham og begyndte at tale om, at alle mennesker elsker hinanden. ”Jeg kunne sige til dig, at jeg elsker dig, og du kunne sige til mig, at du elsker mig,” sagde jeg. Han lyttede og blev mere og mere rolig. Det endte med, at han fik de tomme flasker med, og vi fulgtes ud ad Falkoner Allé, inden vi tog afsked.

Mine forældre fik intet at vide om de episoder fra mit nye liv. De havde rigeligt hyr med at forklare familien, hvad det var, jeg havde gang i derovre i København. Min onkel Bent kom over for at se en forestilling, hvor jeg spillede Nina i ’Mågen’. Forestillingen begyndte med, at jeg sad på kanten af scenen og kiggede drømmende mod Moskva. Ind kom onkel Bent og satte sig lige foran mig på forreste række. ”Hej Bodil,” vinkede han. ”Det er Bent hjemmefra, du. Hallo!” Jeg tænkte, at jeg måtte holde fast i kunsten og vælge familien fra. Bagefter sad han i kantinen: ”Det er sateme så koncentreret, du er deroppe. Man kan slet ikke komme i kontakt med dig.” Det var så rørende. Han var oprigtigt interesseret og kom og så flere af mine forestillinger. Som en påmindelse om, at jeg har et ben i hver lejr af landet.

7.

EN TIDLIG MANDAG morgen i april 1988 trådte jeg ind i en togkupé på banegården i Odense. Jeg skulle tilbage til skolen efter at have besøgt min kæreste Jesper Lohmann, der jo mindede lidt om John Travolta. Forårssolen skinnede, så jeg satte mig ved en af de to vinduespladser. Den eneste anden passager i kupeen var en ældre herre, som sad ved døren. I Nyborg steg et kærestepar på, og de havde reserveret de to vinduespladser. Jeg rykkede hen og sad over for manden. Efter færgen bumlede vi over Sjælland. Inden Sorø mærkede vi noget turbulens. Først tænkte jeg, at det var de sædvanlige ryk, når man kører igennem et togskifte. Men pludselig gik det op for mig, at noget var galt. 

Vognen begyndte at hælde. Farten var alt for høj. ”Hvad, hvad, hvad?” lød det. Jeg holdt fast i, hvad jeg kunne. Stemte mine ben i maven på den ældre mand. Vognen væltede, jeg hørte lyden af metal, der skar mod hinanden. Af glas, der smadrede. Kupeens vindue lå mod jorden, gangen var over os. En af de andre togstammer rejste sig og hamrede ned på vores vogn og trykkede os længere ned. ”Nu dør jeg,” tænkte jeg og så en gammel olding for mig. Det var mig i skikkelse af min bedstemor. 

Så lagde stilheden sig. Jeg orienterede mig. Kvinden sad med benene ud ad vinduet og med hele togstammen over sig. Hendes lår boblede op. Der lå jord omkring hende. Anemoner stak op. Hendes kæreste og den gamle mand kravlede op gennem døren og krabbede hen ad gangen. Jeg blev hos hende og talte med hende, til redningsfolkene kom. Hun talte om, at hun så gerne ville have, at jeg fandt hendes støvler. Jeg prøvede, men så kom redningsfolkene og bad mig kravle ud. 

Jeg trådte op og stod på toppen af det væltede tog. Mennesker løb skrigende bort. En af de andre togvogne var ikke landet i jord med anemoner, men på sten. På jorden lå en mand med armen revet af. Konduktøren, der havde billetteret os, lå der også. Død. Ret hurtigt efter jeg var kommet ned, troppede journalister fra Ekstra Bladet op. Der blev taget billeder, og de prøvede at stille mig spørgsmål. Jeg skreg, at de skulle holde deres kæft. 

Jeg blev undersøgt, men var sluppet uden fysiske skader. Til gengæld fik jeg psykologhjælp i tiden efter. I mit hoved kørte tankerne: ”Hvorfor skulle nogle dø, og jeg leve? Hvad var det for en logik?” Det plagede mig, men førte til, at jeg gjorde mig umage med de dage, jeg fik. Senere har jeg trøstet mig med, at man ikke kan finde en moralsk forklaring på tilfældighedernes vanvid. Der var ellers mange, der prøvede at pådutte mig en mening: ”Du skal nok til at …” Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, der er et regnskab, der er så enormt, at vi bliver vanvittige, hvis vi spekulerer over det. Vi skal bare synke tilbage i det. Det har med visne blade og Vorherre at gøre. 

Flere år senere sagde jeg i et interview, at jeg gerne ville i kontakt med kvinden ved vinduet, som havde fået min plads. Ret hurtigt kontaktede hun mig, og jeg fandt ud af, at hun hedder Lotte. Hende har jeg besøgt flere gange. Hun beholdt sine ben og kan gå, men med nedsat funktionsevne. Nu er hun blevet mormor på samme dato som ulykken. 25. april. Det er fint, at der kommer nyt liv. 

8.

LIGE DA JEG var færdig på skuespillerskolen, døde jeg i alle de forestillinger, jeg var med i. Jeg var tilmed god til det. Folk troede på det. At jeg var klar på tragikken, skyldtes, at jeg på skolen fandt sammen med instruktøren Henrik Sartou. Vi sad ved siden af hinanden til en intromiddag og talte og talte. For ham var teatret ild og vand, kærligheden og døden. Selv om vi ikke måtte, satte vi allerede som elever forestillinger op i en af prøvesalene og solgte billetter. Det var vilde ting som ’Det høje forsyn’ af Jean Genet, et klaustrofobisk stykke om magtrelationer blandt fængslede. Og som nyuddannede lavede vi Novalis’ ’Hymner til natten’ om afsked med denne verden. Vi indrettede en nedlagt færgehal på Aalborg Industrihavn som teatersal. Vi fik bygget en slags rumfartøj, vi medvirkende gik ind i til sidst, og så kørte det ud af hallen.

Jeg brændte for at lave teater, der rykkede mennesker, og det var Henrik god til at formidle. Når han kom til læseprøverne, præsenterede han et helt univers, jeg kunne krybe ind i. Han malede det så stort op, at det kom til at betyde alt. Når man som skuespiller sagde en replik, skulle det leve, krævede han. Han var så voldsom, at han kunne sige: ”Du skal ikke sige det, før det føles, som om du har sten i munden. Ikke før du kan smage blod.” Bare tanken er så god for mig, at det virker bedre end nogen teknik. Fordi jeg lærte det så tidligt, kan ingen tage det fra mig. Jeg kunne ikke bare distancere mig og være ironisk. Teatret betød alt. 

Undervejs blev vi gift og fik Johannes. Og selv om vi gik fra hinanden igen, blev han ved med at være i mit liv, til han døde som 40-årig. Johannes var seks år, og et par dage efter spurgte han mig: ”Vil det sige, at jeg kan gå og gå og gå og aldrig møde min far?” 

9.

HUMOREN KOM IND ad bagdøren. I 1995 sagde jeg ja til en revy i Græsted. Det lå dejligt afsides og foregik på den lokale kro. Jeg kom meget i forsamlingshuse som barn, og der er noget vidunderligt ved, at folk kommer og spiser først og bliver spiddet bagefter. Blandt andet spillede jeg multikunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. Det var en kommentar til kunstneren, der i anledning af 50-året for Danmarks befrielse sendte en laserstråle ned langs den danske vestkyst. Det blev bemærket, at jeg, der ellers lavede dette svovlholdige teater, kunne få folk til at grine. 

Men der gik faktisk en del år, før jeg virkelig begyndte at dyrke humoren. Især ’Wienerballader’ på Det Kongelige Teater i 2010 prikkede hul på noget. Jeg spillede en fordrukken, uforudsigelig fidusmager af en tobakshandlerske. Hende kunne man grine og græde med, når hun forsøgte at få stillet sin elskovssult. Fordi hun essen­tielt var tragisk, ramte det grundtonen af det, jeg har undersøgt med komik. Og som jeg fik rig lejlighed til at dyrke, da jeg samme år begyndte at arbejde med Rytteriet. 

Humor interesserer mig kun, hvis der ligger en hund begravet et sted. Jager man grinet, synes jeg, det bliver fladt. Jeg ved heller ingenting om timing. Du kan ikke sige til mig: ”Altså, hvis du lige siger sådan her lige dér, så griner de.” Det har jeg ingen sans for. Jeg bliver distraheret undervejs og falder for sent ind. Jeg har nok min egen jyske timing. Jeg tør holde en pause eller bare lade ordene dratte ned. Når min onkel sagde noget, sluttede han altid af med ”… ik’ … også … Bodil”. Nogle helt skæve taktslag. Det var simpelthen kosteligt. Og utrolig menneskeligt. 

Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen. Der kommer en ren pinlighed til syne, som ingen kan undvige. Selv ikke de største statsledere. Skrøbeligheden har vi alle til fælles.

10.

MED MANUSKRIPTET til ’Idioterne’ i hænderne tænkte jeg: ”Hende der Karen, hende kan jeg udenad.” Rollen mindede meget om min funktion i Krykensemblet. At jeg var en del af noget, men alligevel ude i periferien. Det gjaldt også virkeligheden på optagelserne. De andre skuespillere sov i huset i Søllerød, hvor spassernes kollektiv lå. Lars (von Trier, red.) sov udenfor i sin campingvogn. Det var alt sammen meget intimt, men jeg tog hjem hver aften. Min søn Johannes var kun et år gammel dengang. 

En morgen mødte jeg Lars, som lige var trådt ud af campingvognen. ”Skal vi ikke gå ind og vække dem?” sagde han. Han tog sit kamera, og vi listede ind, og så vækkede jeg dem en efter en. Optagelserne endte i filmen. Den totale sammensmeltning af virkelighed og fiktion var meget kendetegnende for det filmset. Alle kastede sig ind i det med alt, de havde. 

Karen skulle tvangsmasturbere en af spasserne. Da vi nåede til dagen, og de hyrede stand-ins fra pornobranchen ankom, og Lars selv stillede sig op iført skjorte og intet andet, sagde jeg: ”Det tror jeg simpelthen ikke, hun ville gøre, Karen. Hun er ikke frigjort på den måde.” Vi diskuterede lidt frem og tilbage. Det var klart Karens grænse, jeg forsvarede, ikke min egen. Lars accepterede det. For Karen er hæmmet. I en badescene, vi optog, rendte alle også nøgne i vandet, mens jeg gik derud fuldt påklædt. Det er også derfor, det bliver så tragisk, når Karen tager sit oprør med sin familie og spasser ud. Alt, hun skal gøre, er at savle kage ned over hagen, og så virker det voldsomt.

Da Karen skulle udtrykke dyb sorg i ’Idioterne’, forsøgte Lars at instruere mig til at græde. Det lykkedes ham ikke. Vi kæmpede med den scene over flere dage, indtil jeg fremkaldte salmen ’Se nu stiger solen’ og linjen ”Lyset stander stille på livets kyst”. Jeg tænkte på at gå med mit lille barn ud til livets kyst og give det til døden. Det fik mig til at græde på en måde, som gjorde Lars tilfreds. Inden jeg havde snøftet færdig, spurgte han, hvad jeg havde gjort. ”Jeg tænkte på ’Se, nu stiger solen’ … den kender du da,” svarede jeg med et grin gennem de sidste tårer. Han grinede: ”Jeg kan godt se, at jeg har lagt min instruktion et helt forkert sted.” 

11.

I MIN HOSPITALSSENG lå jeg og funderede over proceduren, når jeg skulle på toilet: Jeg fik hevet bukserne af, blev spændt fast i en sele og hejst op. Med en fjernbetjening skulle sygeplejersken styre mig hen og sænke mig ned. Jeg forestillede mig, at fjernbetjeningen gik amok, så der pludselig fløj en tissetrængende dame rundt med røven bar. 

Jeg var på hospitalet, fordi jeg var kommet slemt til skade under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’. Onkel Anders spillet af Kurt Ravn og mig i skikkelse af fru Sejersen skulle køre op ad et dige på Mandø i en traktor. Iført fru Sejersens tøfler havde jeg stillet mig op på traktorens bagskovl, mens Kurt kørte. På toppen af diget gik traktoren ud og begyndte at skride baglæns. Jeg faldt og blev mast under skovlen. Da alt igen stod stille, lå jeg roligt og gled ud og ind af bevidsthed. Jeg tænkte, at min far kom og hentede mig. Hvis vi faldt, kom han altid: ”Hvad søren, ligger du dér? Du skal da med.” Jeg fornemmede, at Søs Egelind og Jesper Asholt kom over. Siden har Jesper Asholt sagt, at han kunne se færgen til dødsriget komme sejlende. ”Det var bare Fanøfærgen, du så,” svarede jeg. 

Min redning kom i form af en akutlægebil. Lægen skulle behandle mig på stedet, for jeg havde ikke overlevet en ambulancetur til Esbjerg. 

Jeg lå brak på hospitalet med to punkterede lunger, beskadiget lever og milt, alle mine ribben brækkede, tre brud på bækkenet og et brækket og et knust kraveben. Og jeg morede mig ved tanken om, at jeg fløj barrøvet rundt under loftet. Jeg fortalte det til sygeplejersken, som grinede, og så blev det en god dag. Det er ikke sådan, at humor redder alt, men det er godt at kunne grine lige til det sidste. Jeg vil hellere grine hele vejen til døden end hele vejen til banken. 

Den tankegang ledte til en sketch, vi lavede i Rytteriet. Jeg ville rette blikket mod offermentaliteten. Mange går og synes, at de har det rigtig hårdt, og at det giver dem ret til at være vrede. Fuck af med det. Slap dog af. 

Vi lavede tre figurer med hver sin gakkede gangart. De kom ind på scenen én efter én. Min figur havde hofteskred, fordi hun var kommet i klemme i de der roterende jernsluser, man skal igennem ved Tivolis indgang. Men hun elskede bare at gå efter Tivoli-Garden. Så viste jeg, hvordan hun med den der helt skæve gangart gik efter de snorlige gardere. ”Tivoli har ikke været god for mig, men jeg elsker Tivoli,” sagde hun. Det kunne lige så godt have været: ”Livet har ikke været godt for mig, men jeg elsker livet.” Rasmus’ (Botoft, red.) karakter havde som seksårig købt en ballon, men så var en påfugl død i luften over ham og faldet ned og havde ramt ham i brystkassen. Men han elskede også stadig Tivoli. Til sidst kom Martin (Buch, red.) ind og forestillede en mand med en forfærdelig ryglidelse. Helt foroverbøjet med blikket rettet mod jorden og begge armene hængende lige ned. Ude af stand til at rette sig op. ”Jeg elsker fyrværkeriet,” sagde han. 

Jeg grinede af det hver aften. Det var en måde at punktere folk, som går rundt: ”Åh, det er ikke nemt.” Og nej, det er det ikke, men sådan er livet. Derfor har jeg heller ikke haft brug for at beskylde en masse mennesker for de ulykker, jeg har været ude for. Det vil stå i vejen for det liv, jeg har lyst til at leve.

“Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen.”

12.

INDTIL MIN MOR mistede mælet, spurgte hun mig: ”Hvad vil du oppe i det skarpe lys? Oppe på det plateau?” Det var rigtig godt, at hun blev ved med at spørge, for nu, hvor hun ikke er her længere, spørger jeg mig selv. Svaret er: Så længe jeg bliver grebet af figurerne, bliver jeg stående. Det gør jeg i høj grad stadig. Jeg har ikke en drømmerolle, jeg går og venter på. I stedet har jeg været heldig at skabe roller, jeg elsker. Jeg er virkelig glad for Rita fra Rytteriet. Hun stikker altid en kæp ind i pænheden. Når de sidder og bøjer piberenserne, laver hun Aksels klunker. Når de broderer, broderer hun en hyldest til Nordkorea. Og så afskedssalutten: ”Jeg skal ud og skide, skal I ha’ noget med?” Præsten er jeg også vild med, for hun er så fortabt. Hun har mistet troen og er begravet i bureaukrati. Det er både sjovt og udtryk for ægte desperation, når hun skælder menigheden ud for at tro, at påsken er gul. ”Den er sort, for helvede!”

Lige nu arbejder jeg på en solo-kabaret om Jørgen Ryg. Side om side med Preben Kaas tonede han frem på vores fjernsyn hjemme i Vejen. Begge iført velsiddende jakkesæt. De kastede sig ud i en samtale, hvor de glemte de mest basale ord. Bil, tog, bro. Det blev mere og mere gakket, Ryg røg ned på alle fire og imiterede både sporvogn, tog og båd. Min far og jeg grinede og grinede. Jeg elskede den måde, Ryg bevægede sig i sproget på. Man skulle virkelig spidse ører. Han kunne bryde enhver hverdagssætning helt ned. Ryg og min far mindede faktisk lidt om hinanden. To halvskaldede originaler med briller.

En del af kabareten baserer jeg på filmen ’Syg og munter’. Her spiller Jørgen Ryg den her psykisk syge mand, der kører rundt med vasketøj. Han er dybt intelligent, men ser verden helt skævt og udfordrer de sociale koder. Det udstiller, hvordan vi som mennesker skal passe på med at automatisere vores omgang med andre. Kabareten bliver på den måde en hilsen til, hvor jeg kommer fra. Ikke bare på grund af min far, men også min mor. Over for os i Vejen boede eksempelvis Kirsten og Wille. De var datter og far. Hun havde epilepsi og drak for meget, men bankede jævnligt på hos os. Min mor lukkede hende altid ind. Der var aldrig noget ”vi har ikke lige tid i dag”. Oftest endte det med, at hun hentede sin far, og så spiste de hos os. Du skal altid have fem minutter til en gakker som dig selv.

BODIL JØRGENSEN

57 år. Opvokset i Vejen. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990. Gift med filmfotografen Morten Søborg, med hvem hun har sønnen Østen og datteren Rigmor. Har sønnen Johannes fra sit ægteskab med Henrik Sartou. Var i en årrække fastansat på Det Kongelige Teater. Hendes film tæller blandt andet ’Idioterne’, ’Klinkevals’, ’Hvidsten Gruppen’, ’Hævnen’ og ’All Inclusive’. I Rytteriet har hun blandt andet præsenteret figurer som Rita, den desillusionerede præst, den vrede sønderjyde og Trines mor.

 

Alle kender navnet TROELS KLØVEDAL. Siden 70’erne har den 75-årige hippiekaptajn været ledestjerne for hundredtusindvis af danskeres udlængsel. Men nu er han syg, afkræftet og næsten lam. Øjnene, ørerne og hjernen fungerer stadig, men resten smuldrer. Næste gang han rejser sig og går, er det for at tage turen over på den anden side. I en mailkorrespondance med Ud & Se giver han her sit sidste interview.
Tekst:Marcus AggersbjergFoto:Erik Giele/Ritzau Scanpix, The Noun Project

STEMMEN NÅR helt ud over gårdspladsens kantede brosten. Den er trist, næsten klagende. 

Da jeg nærmer mig det hvidkalkede hus, kan jeg høre, at det er Maria Callas, der er på besøg i radioen. Lyden af hendes sang  sætter sig i kødet.  Hele morgenen har sendefladen på tv og radio været viklet ind i nyheden om digteren Benny Andersens død. Inden jeg kørte hjemmefra, læste jeg et tilfældigt opslag på Facebook, der enkelt og effektfuldt indfangede den følelse, som mange voksne danskere sikkert slæber rundt på: ”Nu falder de store.” 

Jeg er kørt langt ud på Djursland for at besøge sejleren, foredragsholderen, forfatteren og eventyreren Troels Kløvedal på hans firelængede gård i den lille landsby Gravlev. Det er en fredag i august, og en af de varmeste somre nogensinde nærmer sig sin afslutning. I morges lå der en skarp bund af kulde i luften – den, som altid rammer, når den ulmende sensommer sætter ind.

Jeg står i solskin foran en grønmalet hoveddør og tager tilløb til at banke på. 

Dunk, dunk, dunk.

En gang til. Der sker ingenting. Igen. Stadig intet tegn på liv på den anden side, bortset fra den højlydte musik, der trænger ud gennem de lukkede vinduer. Så glider døren pludselig op. En kvinde i tynd uldsweater kigger på mig med milde øjne gennem et par runde stålbriller. Hun byder indenfor og lader hånden signalere, at jeg skal beholde skoene på.

”Den slags bekymrer vi os ikke om her i huset,” smiler hun og viser vej gennem entreen og videre ind i huset.

”Han sidder inde i stuen og venter på dig.”

Ombord på Nordkaperen, 1979.

ET PAR MÅNEDER tidligere landede den første mail i min indbakke. Den dødssyge søfarer havde sagt ja til at lade sig interviewe en sidste gang over mail. Tale kunne han ikke længere på grund af den sjældne nervesygdom ALS, der i 2016 på uforklarlig vis ramte ham som en højresvingsulykke. Brutalt og uden varsel.

Siden havde sygdommen stædigt ædt af Troels Kløvedals førlighed, så han nu var endt i en elektrisk kørestol og en lånt hospitalsseng med et fast hold af plejere, der hjalp ham gennem dagen. 

I løbet af foråret gik det for alvor den forkerte vej. Benene kunne ikke længere bære ham, kræfterne forlod stille hans arme og hænder, og nogle nætter var smerterne i kroppen så stærke, at han kæmpede for overhovedet at falde i søvn. Han havde for længst mistet evnen til at spise fast føde, og i mange måneder var alle måltider kommet ind via en tynd plasticslange. Flydende og uden smag. Lungerne havde også givet op, og nu trak han vejret med hjælp fra en respirator, der var opereret ind i halsen. Det var ved at være sidste udkald. 

Jeg havde aldrig mødt manden personligt. Kendte ham kun fra distancen som den sejlende eventyrer, der som ung langhåret hippie havde købt et rustent sejlskib af stål sammen med en flok venner og var stævnet ud for at bruge sit liv på det, de fleste drømmer om, men de færreste formår. For de fleste svigter modet, fornuften vinder, og drømmen om den store jordomrejse smuldrer ned til en måneds rygsæksrejse på Cuba, en interrailtur rundt i Europa eller en forlænget vinterferie i Thailand.    

Nogle dage inden havde jeg sendt ham en længere præsentation af mig selv, der indviede ham i, hvordan jeg som ung, inspireret af netop hans begejstring for verden, havde kastet mig ud i et seks måneder langt dannelsestogt. En tur, der blandt andet tog mig ud på en 3.000 kilometer lang cykeltur ned gennem Europas kringlede net af småveje. 

Jeg fortrød i det sekund, jeg havde klikket på send. Hvad skulle Troels Kløvedal bruge mine beskedne rejseminder til, når hans egen erindring rummede billederne af tre jordomsejlinger? Jeg forestillede mig, at han gennem årene måtte have lagt ører til et hav af personlige historier fra beundrende landsmænd og efterhånden havde mistet interessen for den slags rejsestof. Men svaret, der tikkede ind dagen efter, var renset for overbærende hovedrysten. 

Kære Marcus
Tak for din lange, udførlige mail. Sikken en tur på cykel! Den fik jeg lyst til at cykle. Jeg er som bekendt syg ad helvede til af denne besynderlige sjældne sygdom, ALS. I går hostede jeg blod op af lungerne, men i dag har jeg det bedre. Jeg har meget svært ved at skrive, da mine arme og fingre er så svage, og jeg kan jo ikke tale og spise, men vi finder ud af et interview på en eller anden måde. (…) Kronprinsen har i øvrigt lige skrevet, at han med stor glæde vil åbne den store udstilling på Naturhistorisk Museum i Aarhus til oktober. Og Lis Sørensen vil synge sin sang ’Verden er i farver’, som jo har været lidt af en kendingsmelodi til mine udsendelser.
Kærlig hilsen Troels

“Når man er død, er man død.
Man giver verden videre til børn og unge,
hvad enten man er forælder til dem eller ej.”

HVORDAN ER DET mon for en mand, der har dyrket et liv i grænseløs frihed, pludselig at være låst fast i sin krop? I prologen til sin erindringsbog ’Alle mine morgener på jorden’ beskriver Troels Kløvedal ”det vidunderlige ved at vågne for et åbent koøje, hvis vinden og søen har tilladt det, stå op, sætte vand over, springe splitternøgen på hovedet i vandet, svømme to gange rundt om skibet, kravle op ad badelejderen, tørre sig på agterdækket, lave kaffe og langsomt se de andre vågne og komme til syne”.  

Den form for formidling af basal frihed har givet de svimlende salgstal, som hans bøger har leveret siden den første udgivelse, ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978. En bog, der af mange af tidens unge blev betragtet som en slags instruktionsbog i, hvordan livet skulle leves. 

Kære Troels
Tak for din mail. ”Havet er så blåt, som et øje kan se” fra sangen ’Verden er i farver’ er en ubetalelig linje! Jeg ved fra dine beskrivelser – både i bøgerne og på tv – at du har haft mange morgener på jorden med fremmede og farverige udsigter. Hvordan ser det ud, derfra hvor du sidder nu?
Kærlig hilsen Marcus

Svaret tikkede ind et par timer senere, og man skulle ikke mange linjer ned i teksten for at konstatere, at nok havde Troels Kløvedal mistet sin evne til at tale, men fornemmelsen for at formulere sig var tydeligvis intakt. 

Kære Marcus
Når man mister sin bevægelighed, går man jo fra den store verden til den lille verden. Jeg har en smuk bondehave med mange gamle frugttræer og anlagde for 15 år siden en større frugthave ude på den frugtbare eng i forlængelse med haven. Jeg drømte som barn om at blive zoolog og har altid været interesseret i botanik. Det betyder nu, at jeg fra min elektriske kørestol har masser af tid til at beundre denne verden igen. Jeg studerer admiralsommerfuglene på nært hold i timevis, og der er ikke en knop på mine mange frugttræer, som jeg ikke holder øje med. Ligesom jeg hver morgen holder øje med, at jorden drejer. Gården ligger sydvendt, og den 21. december går solen lige over bøgeskoven bag marken, og der er mere sol i stuerne end på en sommerdag, fordi den nu kaster sine stråler ind under stråtaget.

Han skrev også om, hvordan han sad oppe i sommernætterne, viklet ind i dyner og tæpper, og betragtede sine elskede navigationsstjerner, mens han lyttede til dyrene, der puslede rundt i havens træer og krat: 

Jeg har også tjek på alle fuglene, og jeg har en havørn svævende over gården, som har rede nede ved min bådebro i Stubbe Sø. Der går tit store fugletræk over gården, og jeg kan følge med i, hvordan fuglene opfører sig nede i mosen. Gøgen er her stadig, men nattergalen kommer desværre ikke mere. En due har for øvrigt lige bygget rede i mit selvplantede birketræ på gårdspladsen. Sådan er min udsigt nu.
Kærlig hilsen Troels

 

KLØVEDAL PÅ MUSEUM

1. november søsætter Naturhistorisk Museum i Aarhus udstillingen ’Frihedens værksted’ i samarbejde med Nordea-fonden. Her kan man opleve Troels Kløvedals eventyrlige sejlerliv og møde med mange af verdens forskellige kulturer.

Udstillingen sætter fokus på livet og rejserne med Nordkaperen – tæt på og i pagt med naturen. Undervejs kan gæsterne blandt andet opleve aldrig tidligere viste klip fra rejserne med Nordkaperen og en lang række af Troels Kløvedals private ejendele – genstande, der aldrig har været udstillet før. 

Udstillingen stiller også skarpt på livets store spørgsmål om kærlighed, frihed og fællesskab. Den handler om at rejse ud og komme hjem igen, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og vogte sig for dens kræfter og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden.

Man kan gå på opdagelse i et væld af kultur- og naturhistoriske genstande, som Troels Kløvedal har samlet fra hele verden. Derudover vil man kunne opleve, hvordan Nordkaperen er indrettet under dæk og få følelsen af at stå til søs.

Der vil være et ’raritetskabinet’ over spændende private genstande fra de mange rejser, og udstillingen vil have udblik til verdens fjerneste egne – fra Bali over Kina til Påskeøen – men også til Danmark og Djursland, hvor Troels Kløvedal føler sig hjemme.

Udstillingen løber til 8. september 2019, hvorefter den flytter til M/S Museet for Søfart i Helsingør. 

VI VAR I GANG, og hovedpersonen var i bedre form, end jeg havde forestillet mig. Det lovede godt for fortsættelsen. 

Kære Troels
Du har brugt det meste af dit voksne liv på at sejle. Hvad er det ved havet, der gjorde, at du var nødt til at blive ved at opsøge det?
Kærlig hilsen Marcus

Mailen røg af sted sent om aftenen. Allerede næste morgen lå der et svar i min indbakke. 

Kære Marcus
Fascinationen af havet er jo omsiggribende. For det første så giver det en vidunderlig følelse at kunne sætte sig ned med sine søkort og planlægge en rejse ud i verden, lige derhen man vil. En vidunderlig følelse af frihed, og man skal ikke spørge om lov nogen steder. Verden er stadig så åben, at hvis en flok drenge og piger bygger en tømmerflåde og siger, at nu vil de sejle til Stillehavet, så er der ikke en kat, der kan forhindre eller forbyde dem det. Nu er gps’en jo opfundet, men før i tiden sejlede vi på den astronomiske navigation, og man gjorde stjernehimlen til en kær og fortrolig ven, der viste én vej. Derudover så ligger alle verdens kulturer åben for én, lige til at sætte sig ind i og besøge. Og så er der fornemmelsen ved at sejle oven på de abyssale dybder (4-km-gennemsnittet for verdenshavene), friheden ved at befinde sig mellem vejret, skyerne, stjernerne og så verdenshavet, som man kan dykke i. Man ved jo stadig mindre om livet på havets bund, end hvad der sker på månen.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Jeg ved fra dine bøger, at det aldrig for alvor er gået galt ude på havet, at du og Nordkaperen aldrig har haft alvorlige uheld i de mange år, I har sejlet sammen. Men har du aldrig været i situationer, hvor du var rigtig bange?
Kærlig hilsen Marcus

Kære Marcus
Held er jo en mærkelig størrelse, men som hippiekaptajn var vi jo imod autoriteter. Så i stedet for at komme med ’sådan-og-sådan-ordrer’ lod vi tvivlen komme op til overfladen. Når man lægger 10.000 kurser i sit liv, vil man statistisk altid lave en fejl, og bare en enkelt fejl, så ligger du jo oppe på revet. Derfor har vi altid ladet en anden se på kursen og udregningerne, for man kunne jo have gjort noget forkert. Det har meget af den moderne ledelseskultur taget til sig.
Før opfindelsen af gps’en og de moderne vejrmeldinger vidste vi aldrig, hvad der ventede os, og derfor sejlede vi også igennem mange flere storme, end moderne sejlere gør i dag, hvor man uden problemer kan se, hvordan vejret bliver i lang tid frem.
Da jeg var i starten af tyverne, var jeg selvfølgelig nervøs over, hvad skibet kunne holde til, når vi skulle over Biscayen. Jeg mener, at udtrykket ’Kun en tåbe frygter ikke havet’ er helt forkert. Man skal respektere havet, men ikke frygte det. Frygt kan ingen bruge til noget, og slet ikke en sømand.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Dine bøger og dine tv-udsendelser er gennemsyret af kærlighed til den viden, man kan læse sig til – både den strengt faglige viden og det eksistentielle klarsyn, som god litteratur bærer i sig. Jeg ved, at du er vild med en af litteraturens tunge drenge, russiske Lev Tolstoj. Hvad er det, han og den slags skønlitteratur kan give et menneske?
Kærlig hilsen Marcus 

På Nordkaperen, 1983.

I EN UGE hørte jeg ingenting. Der var intet tegn på liv. Jeg væbnede mig med tålmodighed og tænkte på alle de mennesker, der tidligere måtte gøre det samme, når deres sejlende fædre eller ægtemænd var på havet i månedsvis, indimellem i årevis, uden at give lyd fra sig. Pludselig skete der noget.

Kære Marcus
Jeg har svigtet dig lidt på det sidste. Det skyldes, at jeg på opfordring fra Aarhus Universitet og deres Center for Rusmiddelforskning har skrevet et essay om beruselse. Og så er jeg blevet oldefar i nat, da mit barnebarn Emils kæreste har fået en lille dreng.
Kærlig hilsen Troels

Han havde vedhæftet sit essay, der var sat til at lande i fagbladet STOF på den anden side af sommerferien. Der var ikke sparet på linjerne, og Troels Kløvedal fortalte om svendene på det skibsværft i Helsingør, hvor han som ung kom i lære som skibsbygger. De fleste af dem nøjedes med at drikke en enkelt bajer i frokostpausen, eller når de skulle fejre en kammerats fødselsdag. Men indimellem var han også stødt på kolleger, der drak for at slå problemerne ud af hovedet. 

Senere i livet oplevede han mænd, der forvandlede sig til rene uhyrer med løse lussinger i hænderne, når alkoholen gik i blodet på dem. Han fortalte om mennesker med stort talent, der endte i rendestenen eller på en bænk i Ørstedsparken med en flaske i hånden. Selv havde han aldrig brugt alkoholen til at dulme eller flygte fra livet. For ham var der mere hjælp at hente i litteraturen. Undervejs i essayet citerede han en af sine yndlingsdigtere, Charles Baudelaire:

”Berus jer! Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer. Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg, hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: ’Det er beruselsens time!’ For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.”

FRA ERICHSEN TIL KLØVEDAL

Troels Kløvedal blev født med efternavet Beha Erichsen. Da han i slutningen af 60’erne flyttede ind i det legendariske Svanemølle-kollektiv Maos Lyst i Hellerup, skiftede han Beha Erichsen ud med navnet Kløvedal –
ligesom resten af kollektivets beboere.
Navnet stammer fra J.R.R. Tolkiens berømte eventyr ’Ringenes Herre’, hvor Kløvedal er navnet på elvernes yderste forsvarsværk mod det onde. Efternavnet skulle symbolisere det stærke fællesskab mellem husets beboere.

I TROELS KLØVEDALS erindringsbog ’Den tynde hud’ fra 1994 tager eventyreren for første gang offentligt livtag med sin smertefulde opvækst. Det hele begyndte ellers godt. Han blev født ind i familien Beha Erichsen i en lejlighed på Østerbro som det mellemste barn i en børneflok på fem, der blandt andre talte den senere socialrådgiver og politiker Hanne Reintoft og tv-manden Bjørn Erichsen. Da han var syv år gammel, indtraf katastrofen. Hans forældre blev skilt, og børnene blev sendt i familiepleje rundt om i landet. Troels kom ned til en bondegård på Lolland. Sin far mistede han kontakten med. Tre år senere blev de fire yngste børn genforenet med deres mor, men da Troels var 11 år gammel, døde hun, børnene blev igen sendt i pleje, og da Troels ikke trivedes, røg han på kostskole. 

Og sådan fortsatte benspændene. Men hvor andre skæbnefæller brugte alkohol og stoffer til at lægge arm med livssmerten, kastede han sig over fællesskabet og det frie liv på havet. 

Kære Troels
Tak for dit essay. Det virker, som om du har været dygtig til at få det bedste ud af livet på trods af en start, der kunne have spændt ben for mange andre og ført dem i armene på nederlaget. Hvor kommer den evne til at overleve og komme videre fra?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
Min evne til at få noget ud af tilværelsen har sikkert mange forklaringer, men lige fra jeg var lille, elskede jeg skovene, vandhullerne, salamandrene, fuglerederne, haletudserne, der blev til frøer. Hvis ikke min mor var død, var jeg blevet zoolog. Men ved at være forældreløs opdagede jeg, at jeg selv måtte tage livet i mine hænder. Det gik op for mig, at jeg selv skulle og kunne forme min tilværelse, sådan som jeg ville. Denne følelse af at være et frit menneske slog ned i mig allerede, da jeg blev smidt ud af Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk i Nordsjælland som 15-årig.
Kærlig hilsen Troels

Troels Kløvedal, 2004.

I TRE ÅR havde han siddet på skolebænken og stirret ud ad vinduerne på Det Kongelige Opfostringshus, indtil lærerne besluttede sig for, at drengen var dum, smed ham ud og sendte ham i lære som skibsbygger. Siden sprang han fra lærepladsen og fortsatte som skibselektriker, inden han ad omveje endte i teaterverdenen og til sidst i filmbranchen, hvor han hurtigt arbejdede sig op i hierarkiet som filmfotograf.

Netop som han var ved at sætte aftryk og erobre sig et navn, købte han og en flok venner et sejlskib, satte det i stand og begyndte at drømme om fjerne togter. I sin seneste bog fortæller Troels Kløvedal om en episode, hvor han efter nogle år i filmbranchen får tilbudt et attraktivt job som filmfotograf på en stor produktion, der skal filmatisere Shakespeares ’King Lear’. Men desværre for filmfotografen Kløvedal havde eventyreren Kløvedal allerede en aftale med sine venner på Nordkaperen om, at de skulle bruge sommeren på at sejle til Middelhavet:  

”Skulle jeg vælge en karriere i film­branchen eller stå til søs, fuldstændig udsigtsløst og med en gammel, rusten skude og så bare ud i verden? Skulle jeg vælge filmen eller et liv som sømand med alt, hvad det ville indebære af glæde og skuffelser, men som i hvert fald var spændende og vildt udfordrende?”

Kære Troels
Tak for mailen om at klare sig på trods. I dag synes ungdommen at blive pacet frem til at skulle præstere allerede fra folkeskolen. Nu er det næsten utænkeligt at ’hoppe rundt’ i livet af lyst, som du og mange af dine venner gjorde i 60’erne og 70’erne. Hvad vil du råde nutidens unge til i den forbindelse?
Kærlig hilsen Marcus

Kære Marcus
Jeg skal ikke råde ungdommen, men jeg har sagt til alle mine børn, at de skal gå efter, hvad der interesserer dem. Ikke efter en karriere eller penge. Man kan fint blive mæt af havregrød. Det har de også gjort, og de er lykkelige, velfungerende mennesker. Jeg har også sagt til dem, at de skal gå efter dem, der søger sandheden, men at de skal være på vagt over for dem, der siger, at de har fundet den. Man kan vel sin Sokrates.
Kærlig hilsen Troels

Typisk Troels Kløvedal. Sådan lige at slå et smut forbi en forfatter, kaste opmærksomheden over på filosofien eller hente referencer fra en roman, når han skulle forklare sig. Mønsteret er det samme i hans bøger. Overalt er der henvisninger til verdenshistoriens intellektuelle fyrtårne, der hjælper med at kortlægge tilværelsen. I en af sine første mails fortalte han, hvor meget han hadede at gå i skole. Men så kom bøgerne ind i hans liv, og det var en åbenbaring. Han opfordrede mig til at gå ind på Gyldendals hjemmeside, hvor han havde skrevet en tekst om, hvordan litteraturen i åbnede sig for ham og ændrede alt.

Jeg fandt teksten ’Sådan blev jeg en læsehest’ og snublede over denne passage:

”Fra jeg var helt lille, lå jeg på stuegulvet i lejligheden på Østerbro i København og bladrede i bøger om fuglene og om andre dyr. Jeg kan huske, at jeg allerede havde en bogreol som seksårig. Når min far tog mig med ud at køre på dyresygebesøg i sin Hillmann rundt i København, og jeg ventede nede i bilen, sørgede han altid for, at jeg havde en bog at kigge i. Da mine forældre blev skilt, og jeg kom i pleje på en gård på Lolland, var bonden, Onkel Julius, en læsende mand, der citerede de islandske sagaer, når han gik efter ploven i marken. Og jeg husker en våd, mørk novemberdag, hvor han pløjede, og jeg løb ud i marken med kaffe til ham, og jeg gik efter ham i plovfuren og mærkede lugten fra hesten med de svedige flanker, at han fremsagde et vers, der lød sådan her:  ’Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage’. Som voksen fandt jeg selvfølgelig ud af, at det var Henrik Pontoppidans genforeningsdigt fra 1920. Da jeg blev genforenet med mine søskende, og min mor havde fået en stilling som børnehavelærerinde på Grevinde Danners stiftelse i Jægerspris, læste min mor højt for os om aftenen af B.S. Ingemanns historiske romaner, som jeg blev fuldstændig optaget af og selv omsatte i leg som kæmpende riddere ude i skovene omkring Jægerspris Slot, som vi boede på. Skovene var fulde af gravhøje, så det var den rigtige kulisse til at lege røvere og soldater. Jeg forstod på en eller anden måde, at litteratur er skrevne ord om, hvordan man selv digter sit liv og følelser ind i teksten.”

“Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften,
jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet,
og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.”

SAMME AFTEN satte jeg mig til tasterne. Jeg ville gerne have mere at vide om, hvordan Troels Kløvedal var i stand til at vriste sig fri af modgangen og finde vej gennem livet. Mennesker, som oplever en voldsom modstand tidligt i livet, risikerer let at forfalde til vrede og bitterhed. Hvordan havde han været i stand til at styre fri af det? Og hvad betød det for hans evne til selv at være far?

Dagen efter modtog jeg en kort mail. Troels Kløvedals fysiske tilstand var forværret, og snart kunne han ikke bruge sine fingre til at skrive med. 

Kære Marcus
Jeg har så svært ved at skrive nu og har slåfejl i hvert eneste ord. Jeg skal i gang med at lære at skrive med mine øjne på en speciel computer. Det bliver svært, så jeg tror, vi bliver nødt til at slutte nu. Læs mine bøger. Se mine film.
Kærlig hilsen Troels

Jeg skrev til ham, at jeg forstod hans beslutning. Selvfølgelig var han nødt til at stoppe skriveriet, når situationen udviklede sig, som den gjorde. Næste dag tikkede en ny mail ind. 

Kære Marcus
Jeg skal nok forsætte, men det er så store spørgsmål, du stiller, at det nærmest kræver en halv bog at besvare dem. For 25 år siden udgav jeg essayet ’Brev til min søn’ i en antologi udgivet af Gyldendal sammen med en række andre danske forfattere. Jeg er grundig. Det er på 25 sider. Få fat i den!
Kærlig hilsen Troels

Jeg gik straks i gang med at lede efter antologien, men det var ikke nogen let opgave. Bogen fandtes ikke længere på markedet. Den var heller ikke til at opdrive i landets antikvariater. Jeg ringede til Gyldendal og fik fat i en af forlagets pressefolk. Egentlig var hun på vej hjem, men nu hvor det handlede om Troels Kløvedal, ville hun gerne bruge sin fyraften på at hjælpe. 

En halv time efter ringede hun tilbage. Det var kun lykkedes hende at finde et enkelt eksemplar af bogen bagerst i arkiverne skjult i en papkasse med tilfældige fagbøger. Det måtte være skæbnens arbejde, sagde hun og sendte en mail med fotografier af de 25 tætskrevne bogsider, der udgjorde brevet til hans førstefødte søn Mikkel (tv-værten Mikkel Beha Erichsen). 

Ordene var 23 år gamle, og Troels Kløvedal skriver dem fra en strandbar i den indiske delstat Kerala, hvor han og resten af Nordkaperens besætning har smidt anker. Sætningerne driver af sansninger og tager læseren med ind i den tropiske eftermiddag, hvor ”varmen endelig slipper sit hede tag, sollyset får farve igen og går langt ind gennem kokospalmernes grene, skyggerne bliver flimrende og får hele landskabet til at dirre”. 

Der er nærvær i ordene og en sitrende trang til at inddrage andre i sine tanker og oplevelser. Og selv om Troels Kløvedal dengang kun var i begyndelsen af halvtredserne, kredser han omkring døden. Ikke mindst sin egen: 

”Jeg tænker sommetider på de eventyr, jeg læste for dig, da du var lille, og som jeg nu genlæser for Sille. Jeg elsker stadig de historier, hvor den gamle konge mæt af dage kan mærke, at nu skal han dø, og indkalder sin søn til en sidste samtale. Så fortæller den gamle om en sorg, der tynger hans hjerte, og som han gerne ser løst for at få sin sjælefred. Den kærlige søn lover, at det skal han nok sørge for, og den gamle lægger sig veltilfreds tilbage i puderne og udånder. Som den ældste af søskendeflokken både på din mors og min side må du jo se i øjnene, at du på et eller andet tidspunkt kommer til at tage nogle alvorlige beslutninger, fordi vi forhåbentlig dør før dig selv. 

Det, jeg skriver nu, må du ikke opfatte som noget patetisk eller odiøst, men simpelthen som et redskab på samme måde, som vi har indøvet om bord, hvad hver især skal gøre, hvis vi pludselig kommer ud i en ulykke, noget, som altid kan ske til søs såvel som på landjorden. Jeg ved, at når nogle går i sorg eller panik, bliver vedkommende næsten altid handlingslammet, og derfor er det godt at have aftalt, hvad der bør gøres. Jorden er jo et farligt sted at leve på, man dør af det til sidst.” 

Herfra følger et par sider med grundige anvisninger til, hvad Mikkel skulle gøre, når hans far døde. Skete det til søs, skulle sønnen ikke bekymre sig, for så var hans far i gode hænder. Troels Kløvedal nød billedet af sig selv glide ned mod den store grav på oceanets bund. Det passede ham godt at ende sine dage i den maritime fødekæde. Døde han derimod på landjorden et sted i udlandet, skulle han begraves efter de lokale skikke, og åndede han ud hjemme i Danmark, ville han begraves i kirken i Hyllested, som han så ofte var trasket forbi på sin vej hjem til gården efter at have afleveret ungerne i skole eller børnehave. 

Det var ikke, fordi han var troende. Slet ikke. Troels Kløvedal havde det anstrengt med religioner, skrev han. Ikke mindst den kristne, fordi den har et tortureret menneske på et kors som symbol. Men det betød ikke, at han ikke satte pris på kirker. Tværtimod havde han altid nydt at besøge dem på sine rejser rundt i verden. Han vidste også, hvilke salmer  der skulle synges.

Kære Troels
Undervejs i dit brev til Mikkel kommer du ind på din egen død, og du beder ham sørge for, at Jakob Knudsens ’Se, nu stiger solen af havets skød’ ­synges til din begravelse. Du skriver, at der i den salme står alt det, der gør livet værd at leve. Brevet er skrevet tilbage i 90’erne, hvor din livssituation var ganske anderledes end nu. Hvad gør livet værd at leve i dag?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
’Se, nu stiger solen af havet skød’ er en pragtfuld hyldest til livet. Jakob Knudsen kunne jo godt være en sur og gnaven præst, men denne morgen ser han virkelig det store liv. Det, der gør mit liv værd at leve i dag, er, at jeg har den dejligste kontakt med mine børn, mine børnebørn, mine gamle kærester og de piger, jeg har været gift med. Mine venner og mit store publikum. Hver dag får jeg lange mails og breve fra mennesker, som mine bøger har betydet noget for. Det mærker jeg! Og så har jeg en dejlig kone, som jeg lige har foræret en smuk sommerkjole, som hun kom hjem og viste mig svingende omkring mit skrivebord.
Både de gamle grækere og kineserne var enige om, at den eneste måde, en mand kunne holde ud at blive gammel på, var, at han havde tre ting: en smuk kone, en dejlig have og et godt bibliotek. Jeg har alle tre ting.
Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften, jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet, og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.
Kærlig hilsen Troels

Ps: Jeg har sendt dig vedhæftede artikel. Dør jeg ikke snart, så bliver det sådan her.

Far og søn, Stillehavet, 1976.

HAN HAVDE vedhæftet en artikel fra Kristeligt Dagblad, hvor en overlæge fra Aarhus Universitetshospital usentimentalt fortalte om, hvordan han og hans team af sygeplejere hjalp ALS-patienter med at komme herfra, når de ikke længere ønskede at leve. Overlægen så opgaven som et ansvar, han ikke kunne styre uden om. Når først han havde sat en patient i respirator, var han også nødt til at hjælpe dem af med apparatet, hvis det var det, de ønskede: 

”Det kan godt føles meget uvirkeligt at gå ind ad døren til en levende patient, og når man så går ud ad døren igen, skal de pårørende til at ringe til bedemanden (…) Hvis de stadig holder fast i beslutningen, fortæller jeg dem altid, at de højst sandsynligt dør, når vi tager respiratorbehandlingen fra dem. Men vi fortæller dem også, at vi vil lindre deres lidelse og lufthunger (…) Så anlægger jeg droppet med sovemedicin og smertestillende medicin, og på den måde lægger vi patienten i en form for døsende tilstand. De får morfin og Stesolid, og det gør, at patienten ikke føler lufthunger eller smerte, således at de ikke lider ved ikke at kunne trække vejret. Vi taler altid til vedkommende, der sover, for høresansen er den sidste sans, man taber. Derfor kan det være, at de kan høre, hvad vi snakker om. Når jeg har sikret mig, at de sover dybt, slukker jeg for respiratoren og tager respiratorslangen fra. De dør efterfølgende af, at de ikke får luft.”

 

FAMILIEN DER SEJLER

Troels Kløvedal har fem børn med fire forskellige kvinder. Den mest kendte af børnene er den ældste søn, tv-værten Mikkel Beha Erichsen, som han fik med kæresten Marianne Kjær i 1966. Efter Mikkel fulgte Lærke (1978), Gurli Marie (1979), Sille (1985) og Asbjørn (1997). Det sidst ankomne medlem af børneflokken har Troels Kløvedal sammen med sin nuværende kone, gymnasielærer Anne Marie Meldgaard. 

Alle fem børn har sejlet med deres far i korte og længere stræk, og to af dem, Gurli Marie og Asbjørn, spiller hovedrollerne i to af eventyrerens børnebøger, der efter planen bliver genudgivet senere på året. 

Mikkel Beha Erichsen har fået to drenge, Theis og Emil, der for alvor er fulgt i kølvandet på deres farfars eventyrlystne sejlerliv. 

Theis og Emil var kun 20 og 23 år gamle, da de drog ud på en tre år lang jordomsejling med familien Beha Erichsens eget skib ’Havanna’. Mange danskere kiggede med hjemmefra, da rejsen også blev til den populære tv-serie ’Kurs mod fjerne kyster’, der har kørt i fire sæsoner på TV2. 

Mikkel Beha Erichsen blev tidligere på året optaget som medlem i Eventyrernes Klub. Medlemslisten tæller selvfølgelig også Troels Kløvedal, der gennem årene har holdt over 2.000 offentlige foredrag om sit eventyrlige liv.  

Troels Kløvedals yngste søn, Asbjørn, der blev færdig som student i sommer, hopper i løbet af efteråret om bord på Skoleskibet Danmark for at opleve livet på havet på egen hånd. 

VI NÆRMEDE OS også en form for afslutning. Det var tid til at lukke ned for samtalen. Ethvert menneske er en gåde. Når det lever, og når det dør. På et tidspunkt er man nødt til at acceptere, at man ikke kommer opklaringen nærmere ved at stille flere spørgsmål. Men jeg vidste, at Strauss, Mozart, Bach, Mahler og andre komponisters udødelige værker havde en beroligende virkning på hans indre landskaber, når de blev spillet for fuld udblæsning. De fremkaldte skønheden i livet, som han sagde. I en af sine første mails fortalte han om, hvordan han flere gange tidligere havde lagt vejen forbi P2-programmet ’Natsværmeren’ for at spille sine yndlingsstykker. Og længere fremme i samme mail skrev han begejstret:

”I nat sendte værten på programmet ’Natsværmeren’, Minna Grooss, mig en kærlig elskelig hilsen og spillede smuk musik for mig i et par timer.”

Hvorfor sendte radioværten en hilsen? Jeg skrev hende en mail. Hun svarede tilbage med det samme.

Kære Marcus
Jeg kender ikke den gamle kaptajn, men jeg fik lyst til at hylde ham og hans tilgang til livet, mens han stadig lever. Som et rejsende menneske har jeg altid elsket Troels Kløvedals nysgerrige og åbne tilgang til andre kulturer, uanset hvor fremmede de måtte forekomme. For mig er han en brobygger mellem kontinenter og nu også mellem liv og død. Min pointe i ’Natsværmeren’ var at hylde hans indre rejse nu, hvor han ikke længere er fysisk. Hans evne til og mod på at blive ved med at gå på opdagelse. Det er smukt og lærerigt, at han på trods af forandring stadig går på opdagelse, nu fra en ny kaj – den indre. Og så er jeg – lad os sige – mættet af de mange ’dødsannoncer’ på Facebook og synes, at vi skal turde hylde de levende, mens de er syge, og ikke kun, når de er døde.
Kh Minna 

Døden var ikke noget tabu for Troels Kløvedal, selvom religionens fortællinger om et lykkeligt efterliv aldrig havde bidt på ham. Men skulle han vælge mellem vores kristne tro og nogle af de østerlandske religioner, han havde mødt på sin vej, var han ikke i tvivl om, at valget ville falde ud til Buddhas og den japanske zens fordel. Det betød ikke, at han forholdt sig undersøgende til reinkarnation eller hentede forløsning i nirvana. Direkte adspurgt, hvad han troede, der skete med mennesket, når det døde, var svaret afklaret:

Kære Marcus
Der er jo ingen, der ved, hvad der sker, når vi dør. De troende ved jo ikke mere end os andre. Jeg tror hverken på genopstandelse eller reinkarnation. Når man er død, er man død. Man giver verden videre til børn og unge, hvad enten man er forælder til dem eller ej. Tro er jo et langt stykke hen ad vejen en trøstende gud, fordi man er angst for at dø. Et håb om, at man selv eller ens sjæl lever videre. Men det er jo noget helt naturligt, at vi dør, og jeg har altid holdt af det naturlige. Som jeg skriver i slutningen af min sidste bog: ”Et træ falder i skoven, og der bliver en lysning, og nye skud gror mod solen og lyset.”
Når jeg ser den blå planet udefra og selv har sejlet tusindvis af sømil på den, op og ned ad hver eneste bølge, er jeg helt med på naturvidenskaben, som har givet mig så mange store oplevelser. Det var i skovene i Jægerspris, at min interesse for naturvidenskaben blev skabt. Jeg har lige genlæst en af mine yndlingsfilosoffer, Spinoza, som lang tid før oplysningstiden satte sig op imod den katolske kirke. Han var på sporet af naturvidenskaben, og han sagde, at mirakler var naturstridige. Og så sagde han noget, som rammer mig lige i hjertet i dag, nemlig at livet ”er at kunne bevæge sig”. Den rammer mig jo nu, hvor jeg selv er mere og mere hjælpeløs, og mit bevægelsesapparat sættes ud af funktion. I morgen vil en af mine venner sejle mig fra Grenå til Ebeltoft. Der er stærke mænd derude, som kan løfte mig om bord.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Du har været gift et par gange og har børn med fire forskellige kvinder. Du fortæller, at du føler dig privilegeret over at have delt livet med så skønne kvinder. Og at du har et tæt og nært forhold til alle dine børns mødre. Hvordan er det lykkedes dig at komme så helskindet ud af dine brud?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
Jeg skriver i min sidste bog, at kærlighed er noget, man giver. Ikke noget, man kan forlange. Man må så bare håbe på, at man får noget tilbage. Vi lever jo i en tid med århundreders kristen kærlighedskultur bag os med ægteskabet som det bærende, så det er hårde historiske traditioner at gå op imod. Det diskuterede vi meget i mit gamle kollektiv Maos Lyst. Symbiosen mellem sex og kærlighed er selvfølgelig det, vi alle går efter, men man oplever også, at de to ting er adskilte. Derfor eksperimenterede vi med kærlighedsbegrebet. Det lærte vi en masse af, og at få børn sammen var jo bare vidunderligt. Så ja, kærligheden til hinanden bevarede vi, fordi vi holdt af hinanden på mange planer. Jeg er jo selv et barn af en forfærdelig skilsmisse, der bragte mig på børnehjem fra et ellers dejligt velfungerende hjem. Så der var god grund til at undersøge kærlighedens veje og vildveje, som Suzanne Brøgger engang skrev en god bog om. Hun giver mig i øvrigt et kapitel og den kærligste hilsen på vej ind i døden i sin sidste bog ’Norsk omelet’.
Kærlig hilsen Troels  

Senere på dagen købte jeg Suzanne Brøggers ’Norsk omelet’ for at se, hvad hun havde skrevet om Troels Kløvedal. Afsnittet er kort og bærer overskriften ’Hvordan skal man dø?’ Til sidst i teksten henvender Suzanne Brøgger sig direkte til sin ven: 

”Kære gamle kaptajn
Jeg venter Kedelhatten (kælenavn for Suzanne Brøggers mand, Keld, red.) heroppe i Nordnorge, hvor jeg møder den åbenhed og tillid, som kendetegner kysternes folk, og som du selv har mødt gennem et langt liv med åbenhed og tillid. Det er det bedste liv. Og det er meningen med livet på jorden. Men den livsrejse kræver mod. Ligesom den sidste rejse kræver mod. Men alle helte skal gennem dødsriget, det ved du jo. Og du er ikke alene, vi følges alle ad, før eller senere. Vi ses! Som man siger. Jeg skal ikke udtale mig om, hvilken vind jeg ønsker dig, for det har jeg ikke forstand på. Men godt, at du har dine kære og nære omkring dig.
Kærlig hilsen Suzanne.” 

Jeg skrev til Suzanne Brøgger. Dagen efter modtog jeg en kort mail med en venlig besked om, at jeg kunne ringe til hende, hvis jeg ville høre mere. 

”Troels er en af de få fra 68-generationen, der har været i stand til at udfolde mange af hippiebevægelsens helt grundlæggende visioner,” sagde hun i telefonen næste formiddag.   

”Han har været på en mission, der rakte ud over ham selv, og han har altid insisteret på at inddrage andre i sine eventyr. Har han virkelig forpligtet sig på fællesskabet i alle dets former og udtryk. Troels fortsætter med gavmildt at dele ud af sig selv i dødens stund. Det er meget heltemodigt, synes jeg. Han lærer os andre, hvordan man dør. Han gør os klogere på noget, som vi alle skal igennem engang. Det er meget smukt og meningsfuldt.” 

Hun holdt en kort pause og lod stilheden tage over.   

”Hvorfor holde døden skjult,” spurgte hun så retorisk og svarede selv: ”Livet er uendelig skrøbeligt. Det er et grundvilkår, som gælder os alle. Vi mennesker er så ufattelig lette at skubbe til, og derfor skal vi nyde livet, mens vi har det.”  

Det lød banalt, det vidste Suzanne Brøgger godt, men det banale er ofte det, der kommer tættest på sandheden: 

”Troels har en stærk bevidsthed om, at han har fået livet foræret og skal miste det igen. Døden har fulgt ham det meste af livet. Hans mor døde jo fra ham, mens han stadig var et barn, og når mennesker tidligt oplever at miste en af deres allernærmeste, bliver døden ofte en klangbund i livet. Det kan være en voldsom byrde at bære på, men det kan også sætte én fri. Det kan få én til at leve sit eget liv stærkere og være mere tro mod sin natur og sine inderste drømme, fordi man helt grundlæggende forstår, at livet er så ufattelig kort.”

KLØVEDAL PÅ TV OG TRYK

Troels Kløvedal skrev sin første bog ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978, og siden er det blevet til over 20 bøger. I 2017 udgav han erindringsbogen ’Alle mine morgener på jorden’, der er solgt i over 125.000 eksemplarer. Troels Kløvedal har desuden lavet et hav af tv-udsendelser om og fra sine rejser. I 2016 tog han seerne med til sit elskede græske øhav, og i 2010 skabte han den populære serie om flådens historie, der i løbet af syv udsendelser indvier danskerne i deres flådes imponerende bedrifter gennem 500 år.

DER SIDDER HAN SÅ. I bunden af husets største stue. Bag et skrivebord i mørkt egetræ, der vrimler med bøger, avisudklip, fotografier, huskesedler. Med ryggen til et af de store verdenskort, som mange danske skolebørn kender fra deres klasseværelse. Iført et par kakifarvede shorts og en tynd sommerskjorte i eksotisk mønster, der instinktivt leder tankerne hen på palmesus og hvide sandstrande. Mere i live, end jeg på forhånd forestillede mig. Hans krop er ganske vist præget af sygdommens hærgen, men inde bag de mørke læsebriller er han der endnu. Det samme er den store guldring i venstre øre, som med årene er blevet den sejlende kaptajns signatur.    

Han kan ikke længere gå ved egen hjælp, men hans arme og hænder bærer stadig bevægelsens kraft i sig. I hvert fald lidt endnu. Dagen før har han haft besøg af en sygeplejerske, der er i gang med at lære ham at skrive med sine øjne. 

Indtil videre har den højre pegefinger stadig nogle sætninger i sig. Det går langsomt med at skrive tanker og svar ned, men det går, og den sorte iPad i skødet på ham er ikke i ro ret længe ad gangen. Foran ham på skrivebordet står en bærbar computer, som han bruger til at læse og skrive sine mails på, og på ryggen af hans elektriske kørestol hænger en aflang kasse med knapper, slanger og ledninger. Det er respiratoren, som trofast og rytmisk trækker vejret for ham døgnet rundt.  

Resten af huset er en lang bevisførelse for beboernes livsstil. Selv nu, hvor Naturhistorisk Museum i Aarhus har været forbi efter hundredvis af genstande til deres store efterårsudstilling om den danske eventyrer, er der rigeligt med eksotisk løsøre til at indrette adskillige villaer med. Masker, slangeskind, landkort, vaser, krukker, amforaer, dyrehorn, hvaltænder, udstoppede fugle – og modelskibe i træ.

Ved siden af hans bærbare computer ligger en 13 år gammel udgave af børnebogen ’Med Asbjørn på de store oceaner’, som netop er genudgivet. Den kulørte fotobog med Troels Kløvedals yngste søn Asbjørn som fortællingens omdrejningspunkt trækker læseren ind i en verden med tropiske storme, snorkling og prustende kaskelothvaler. 

Troels Kløvedal har brugt det meste af sin morgen på at læse forordet til den nye udgave, som Asbjørn har skrevet og sendt til sin far for at få hans syn på indholdet. Over den 75-årige kaptajn hænger en fregatfugl. I fuld størrelse og elegant skåret ud i træ. Det er en gave fra en vestjysk fisker, der har fulgt Troels Kløvedal gennem fjernsynsskærmen, siden han var dreng.  

”Jeg synes, du skal gå en tur ud i min have og se dig omkring. Nede i bunden ligger min skriverhytte, den skal du opleve. Husk at plukke et Guldborgæble på vejen, de smager vidunderligt lige nu,” skriver han på sin iPad. 

Jeg trasker hen over den afsvedne græsplæne, der skråner let ned mod et åbent engstykke, hvor en lille flok heste hænger dovent ud. Flere af havens æbletræer har smidt deres første frugter, som ligger spredt på græsset i tilfældige mønstre. 

Døren ind til den sortmalede skriverhytte står ulåst, men det virker, som om det er længe siden, nogen sidst har brugt stedet. Indenfor hænger en støvet duft af glemt sommer. Væggene er beklædt med lyse træbrædder, der hist og her lækker små klatter af harpiks. Plakater, fotografier og børnetegninger kæmper om opmærksomheden. Et sted hænger en skifteramme med malaysiske sommerfugle på nåle, og rundt på væggene forsøger reoler i forskellige størrelser at holde styr på rækkerne af bøger og gamle kassettebånd.   

På arbejdsbordet med udsigt til en frodig eng og et stykke dansk bøgeskov ligger en sort kikkert og venter på at blive brugt. I vindueskarmen har en række kulørte konkylier fundet deres plads, og i et hjørne af rummet har nogen glemt en kop med en sjat kaffe. Det ligner et postkort fra 70’erne. Eller en genbrugsbutik på landet. Med cd-afspiller, støvede magasiner og plakater, der reklamerer for foredrag, som for længst er afholdt. 

PÅ VEJ TILBAGE til huset samler jeg et æble op og sætter tænderne i det. Han har ret. De smager, som kun danske æbler gør. Sødme og syre samlet i ét. Øjeblikket efter er jeg tilbage i stuen og til lyden af Mozart. 

Troels Kløvedal griber ud efter fjern-betjeningen og skruer ned for musikken.  

”Har du set, at Benny er død,” skriver han så. 

Jeg nikker.

”Han var en god ven. Han sendte søde breve til mig, efter jeg blev syg. Nu er han selv borte,” står der på skærmen. 

Jeg finder et digt af Benny Andersen frem, som jeg tilfældigt faldt over i morges og skrev ned i min notesbog, inden jeg kørte hjemmefra. Jeg læser ordene højt:

Ode til døden
Når jeg kun tænker på mig selv
Tænker jeg: godt nok
Du har slået nogle skæve
Men også sat dig nogle spor
Har en hel del at fortryde
Og en del at være stolt af
Facit: Det ku’ ha’ gået meget værre

Han griber ud efter sin iPad og lader sin finger hoppe rundt på skærmen, mens sætningen tager form.

”Det er sådan, jeg har det.”

Jeg fortæller om min samtale med Suzanne Brøgger. At hun håber på at kunne give lidt af sin livsvisdom videre, inden hun skal herfra.

”Hvad håber du på, at du giver videre til dine nære,” spørger jeg.

Han sidder lidt uden at bevæge sig. Så tager fingeren tilløb og begynder at skrive.

”At være taknemmelig over livet. Jeg er selv et taknemmeligt menneske. Det er fantastisk, at jeg har fået lov til at leve i en tid uden krig. Uden frygt. I konstant stigende velstand. Der har været så mange muligheder.”   

Vi sidder sammen i musikken et stykke tid og kigger ud på græsplænen, der har genvundet lidt af sin grønne farve oven på sommerens tørke. Så løfter han iPad’en og skriver:

”Jeg har stadig så svært ved at fatte, at min sunde krop er blevet ramt af denne her sygdom.”

Vi kigger på hinanden. Jeg nikker. 

Han fortæller, at han det meste af sit liv er vågnet op og har tænkt, at ”det hele en dag ender med to meter jord over kistelåget”. Det har aldrig gjort ham ked af det, skriver han. 

Et sted i huset åbner en dør sig. Lyden af fodtrin efterfølges af plasticposer, der rasler mod hinanden. Det er Troels Kløvedals kone Else Marie, der er vendt hjem fra indkøbstur. Hun stiller poserne fra sig på køkkengulvet og kommer ind i stuen for at hilse på.  

Så giver han tegn til den kvindelige plejer, der åbnede døren for nogle timer siden, og som nu sidder i hjørnet af stuen og strikker. Han har brug for at få fjernet det slim, der flere gange om dagen samler sig som en klump i halsen på ham. 

Mens plejeren gør sit arbejde, følger jeg med Else Marie ud i køkkenet. Hun smiler forsigtigt: 

”Det er hårdt at se ham ende sådan her. Men han er sej og klarer det flot.” 

Bag os er den kvindelige plejer i gang med at fylde et glas med rødvin fra en treliters bag-in-box, der står på køkkenbordet ved siden af et stort køleskab.  

”Det får ham til at slappe af,” fortæller Else Marie. 

 ”Hans læge siger, at det er meget bedre end den beroligende nervemedicin, hun ellers udskriver til sin patienter.” 

Jeg træder tilbage i stuen og fortæller ham, at jeg vil køre hjemad. 

”Jeg er også træt nu,” skriver han og lægger sin hånd oven på min. I døren på vej ud vender jeg mig om og kigger hen mod skrivebordet. Troels Kløvedal fanger mit blik og løfter besværet sine hænder op i luften til en farvelhilsen, inden han skruer op for musikken og griber fat i musen til sin bærbare computer.  

Kort efter sidder jeg igen i min bil. Mens dækkene knaser sig op ad den smalle grusvej, kommer jeg i tanke om en passage fra ’Alle mine morgener på jorden’, som jeg næsten kan udenad:  

”Jeg har en konstant følelse af, at jeg er ude i dårligt vejr, hvilket gør, at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg, og alt er, som det skal være. Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.”