Indlæg

Asser Amdisen blev landskendt, da han i radioen destillerede danmarkshistorien ned til godt og vel ét minut. Den 49-årige historiker fortæller i sprudlende tempo om, hvordan han fik kongerækken ind med modermælken, hvordan en musikskole reddede hans liv, og hvordan han scorede en fagottist fra Fyn.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Kim Tams, Wikipedia

JEG ER UDDANNET historiker, men jeg har ikke lært noget om at formidle på studiet. Ikke det mindste. Til gengæld fik jeg et deltidsarbejde som 7. klasses-rundviser på Frederiksborg Slot, mens jeg studerede. Jeg blev dybest set kylet ind på slottet med alle kongerækkeportrætterne, og så skulle jeg fortælle om øresunds-tolden i halvanden time. Eller om kongerækken eller alle dronningerne. 

Jeg indså hurtigt, at hvis jeg kunne holde dem fanget, så kunne jeg klare hvad som helst. Det var et af stederne, hvor jeg lærte at formidle og fortælle historie på en spændende måde. Det havde ikke en skid med universitet at gøre. Virkelig ingenting.

Jeg blev simpelthen så skuffet, da jeg kom på universitetet. Jeg kunne ikke forestille mig noget sjovere end syv år på historiestudiet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var der godt nok mange ting, der var. Nogle ting skal være kedelige på et studie, men jeg synes, at der er alt for meget historie, der bliver fortalt for dårligt og gjort kedeligt.

Jeg kalder det ’den videnskabelige syge’. Det er, når humaniora vil være videnskabelig med hvid kittel og den slags. Så kalder vi biblioteket for ’historisk laboratorium’, mens vi skriver artikler, ingen kan læse, så vi selv virker klogere. Det er enormt ærgerligt, for det betyder, at ingen gider gå op i historie. Hvis du spørger en teenager i dag, hvad det mest kedelige i verden er, så er et godt bud historie, og det er synd og vores egen skyld.

MASSER AF ASSER

Asser Amdisen er uddannet historiker fra Københavns Universitet med speciale i Struensees liv og levned. Siden har han været alt fra pedelmedhjælper til museumsleder. I to år var han forstander på Ryslinge Højskole. Han har udgivet flere bøger og er aktuel med ’Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien’.

DA JEG VAR syv eller otte år gammel, var jeg på sommerferie med min mormor og morfar i Norge. Vi var ude at gå i bjergene, det har vi altid gjort i vores familie. Vi vader i timevis op og i timevis ned igen. En af dagene møg-regnede det, og vi gik rundt oppe i skyerne, og jeg var våd, kold og klam. Pludselig begyndte min morfar at gennemgå hele kongerækken. Han startede med Harald Blåtand og Gorm den Gamle, og så kørte han ellers opad. Jeg husker turen som helt fantastisk. Dagen efter skulle jeg bare op på bjerget igen og høre mere.

Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle være historiker. Der har været perioder i mit liv, hvor jeg også mente, at jeg skulle redde verden og løse sultproblemer, men der er jeg kommet til den erkendelse, at det nok kommer til at knibe med den tid, jeg har til rådighed. 

Historiefortælling var en stor del af min barndom. Min morfar fortalte altid historier. Han var en rigtig overlærer-type med knickers og sixpence, der holdt foredrag om Skanderborgs historie i sin fritid. Det samme er min far. Han kunne bruge uendelige mængder tid på at køre fra Kolding til Esbjerg, fordi han skulle stoppe ved samtlige voldsteder, kirker og mindesten. Jeg har altid syntes, det var sjovt, fordi det blev fortalt af de her højkvalitets-skolelærere, som jeg er opdraget af. 

Ikke så forfærdelig langt fra, hvor jeg er vokset op på Tåsinge, ligger Kærsgaard – et lille voldsted bag Valdemars Slot, hvor der er en masse gode historier. For eksempel den om Christian IV, som efter to år vendte hjem fra krig i Tyskland. Da han kom hjem, fik hans kone, Kirsten Munk, et barn, som han ikke var sikker på var hans. Af frygt for, hvad Christian kunne finde på, sørgede Kirsten Munks mor, Ellen Marsvin, for at sætte en stuepige ind i dobbeltsengen til Christian, så han blev ordentligt kompenseret. Og det skete inde på den gamle middelalderborg, Kærsgaard. Ingen går op i munkesten, men alle elsker en slagkraftig historie om en konge og hans halv-skidne seksualmoral. 

De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286, malet af Otto Bache 1882.

3 HISTORISKE BEGIVENHEDERPÅ 30 SEKUNDER

ifølge Asser Amdisen

1. MORDET I FINDERUP LADE

”Tilbage i 1200-tallet var der en konge, som havde det problem, at han hele tiden kom op at slås med kirken og adelen. Han hed Erik Klipping. Til sidst endte det med, at han slog sig sammen med adelen, og så fik han lov til at bestemme det hele. På et tidspunkt sker der så det, at han bliver slagtet i en lade i 1286, og alle mennesker giver sig til at kigge efter, hvem der har slået ham ihjel. Så siger man straks, at det må være adelen, fordi det var dem med mest magt. Men det var jo dem, han havde slået sig sammen med, så det gav ikke nogen mening. Hvem der slog ham ihjel, ved vi ikke, men død er han i hvert fald. 56 dolkestik, så er man færdig.”

MINE FORÆLDRE VAR bredt alment dannede skolelærere, så uanset om det var tektoniske plader, voldsteder eller talsystemernes oprindelse, blev det vendt over middagsbordet. 

Jeg voksede op i et overklassekvarter uden for Svendborg, hvor der blev diskuteret, hvilke golfkøller man skulle bruge, og hvilken Lacoste-trøje man skulle have på. Det sagde mig ikke en skid, og selv hvis det gjorde, havde jeg ikke fået lov at være med. Det var tydeligt, at skolelærerens unger skulle ned med nakken, og det kom vi så.
Det betød, at det eneste, jeg havde at lave, var at læse bøger. Jeg læste sygt mange bøger, og jeg læste hurtigt. Jeg startede fra A på skolebiblioteket og tyggede mig igennem. Jeg sad i 1. klasse og læste Dostojevskij og fattede ikke en hat af det. 

Musikskolen var det eneste sted, jeg havde en plads ud over på biblioteket. Jeg spillede valdhorn, og der var faktisk en periode, hvor jeg troede, at jeg skulle på konservatoriet. Jeg kunne være blevet en forholdsvis dårlig valdhornist, så jeg tror, det var en god beslutning at lade være. 

I et orkester er det lige meget, om du er lidt lille og lidt nørdet og lidt sær. Hvis du spiller det, du skal spille, bidrager du til fællesskabet. Jeg tror på mange måder, at det reddede mit liv at spille på Svendborg Musikskole. I 1991 tog vi til Ungarn for at spille koncert. Med på turen havde vi Fyns eneste fagottist på det tidspunkt. Hende er jeg gift med i dag. Vi mødtes konstant, fordi vi spillede de mest sjældne instrumenter på Fyn.

Da jeg mødte min kone, var jeg langhåret, røg 80 King’s om dagen og var ekstremt venstreorienteret i hullede cowboybukser og bondeskjorte. Hvordan jeg fik hende til at hoppe på, har jeg faktisk aldrig helt forstået, men hun er her endnu 30 år senere. 

Måske var det, fordi jeg mødte en kvinde, der var lige så nørdet som jeg selv. Vi har stadig hver vores udgave af ’Narnia’ på boghylden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken der skal på loftet.

Dybbøl Skanse, malet af Jørgen Valentin Sonne.

2. KRIGEN I 1864

”Nede ved grænsen mellem Danmark og Tyskland har vi altid været uenige om, hvor den skulle ligge. I midten af 1800-tallet finder vi danskere ud af, at vi er de fedeste mennesker i hele verden. Det at være dansk er det bedste, og vi er også de stærkeste i hele verden. Det fortæller vi til tyskerne, som bliver rasende sure, og prøjserne ender med at gå i krig med os i 1864. Der viser det sig, at vi i virkeligheden ikke er de stærkeste. Vi får den største røvfuld i verdens­historien, og derefter har vi danskere lært, at godt nok har vi engang været vikinger, men vi er det fandeme ikke mere.”

JEG FIK ET studenterjob på Københavns Universitet og var med til at lave deres første hjemmeside. Ved et uheld gjorde jeg universitetets regelsamling til en af de mest sete hjemmesider i verden. World Wide Web var dengang lige startet, og når man skulle lave et specielt design, kopierede vi det fra andre hjemmesider. Så vi gik ind på en eller anden obskur porno-side, kopierede designet og slettede alt andet. Men vi havde ikke opdaget, at der var nogle søgeord i kodningen, som kom med. Så hvis man for eksempel søgte ’blowjob’, kom man ind på doktor­bekendtgørelsen på Københavns Universitet. Der må virkelig være nogle, der er blevet skuffet. 

På Ryslinge Højskole, hvor jeg var forstander, stod jeg for morgensamlingen og fortalte røverhistorier. Den ene dag var det pornoens historie, og den næste var det nazisten Werner Bests betydning for anden verdenskrig. Man kan jo fortælle en god historie om det meste, bare man er godt forberedt. I dag skal man lave en helvedes masse gruppearbejde og Kahoots. Men i virkeligheden er det noget, man bruger, fordi man ikke er god nok til at fortælle sine historier. Historieformidling handler om en fortælling, der er god nok.

På Rønde Højskole opdagede jeg i 2004, at jeg har et talent for mundtlig formidling. Den sommer havde de en række familiekurser, hvor alt fra spædbørn til oldeforældre skulle underholdes af et oplæg. Egentlig var det Sigurd Barrett, der stod for det, men han kunne ikke, så jeg blev spurgt i stedet. Jeg var rasende nervøs, men opdagede til min egen overraskelse, at alle var musestille. Jeg fortalte den ene danske myte efter den anden – om Kong Skjold og Stygge Krumpen og Tordenskjold. Alle var helt opslugt. 

3. SYGEPLEJESTREJKEN

”Sygeplejerskerne strejkede, fordi de ville have mere i løn, og det var folk ret trætte af, fordi de fik lange ventetider til operationerne. I virkeligheden er det med at strejke noget, vi fandt på i 1899, fordi der på det tidspunkt var kæmpe konflikter mellem arbejderne, der levede i fattigdom, og de rige, som havde alt for mange penge. De var oppe at slås hele tiden, og så besluttede man sig for at lave nogle strejker, som var organiseret på den måde, at man passede lidt på, så alle mennesker ikke døde på hospitalerne under en strejke, men alligevel kunne strejke igennem, så man havde muligheden for at få mere i løn. Det system kalder man den danske model, og det er årsagen til, at vi lever så rigt, som vi gør, og at der aldrig kom revolution i Danmark.”

JEG ER MEGET inspireret af den mundtlige fortælling. Det levende ord. Du kan se, hvad der virker, hvornår øjnene lyser op, og hvornår publikum falder sammen. En god historie behøver ikke en masse bling, og i den henseende er jeg nok fundamentalist, når det gælder mundtlig formidling.

Jeg synes, det er lidt latterligt, når folk på museer klæder sig ud. Mit yndlingseksempel er Den Gamle By i Aarhus. Den første, man møder, er gåsepigen, som vil fortælle én om, hvordan det var at leve i gamle dage. Men i gamle dage var gåsepigen noget at det mest udsatte, man kunne støve op. Så hun ville være blevet misbrugt seksuelt, hun ville ikke have været i bad i flere måneder, og hun ville ikke have en tand i kæften. Men den gåsepige, man møder, er imødekommende, velplejet og har helt pæne tænder. Så allerede der er det misinformation.

Det kan godt være, at akademikere synes, at jeg er lidt smart i en fart. Men mit mål er altid, at publikum bare skal være lidt klogere, end da jeg begyndte. Så kan det godt være, at det er lidt poppet eller lidt sjovt. Da jeg lavede ’Danmarkshistorien på et minut’ på P3, mente nogle jo, at jeg havde sprunget noget over. Det er jeg faktisk godt klar over.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ANDERS CRAWN
26 år, studerende, Aalborg Banegård

Jeg er uddannet markedsføringsøkonom og arbejdede for madspildsvirksomheden Too Good To Go som salgschef for Storbritannien. Jeg pendlede frem og tilbage fra Aalborg til København. Da de pålagde mig at flytte derover, sagde jeg op. Nu venter jeg på en kammerat fra firmaet og hans ven. Når de er kommet ind på et hotel, skal vi hygge med noget god mad.

Jeg fik et trommesæt som femårig og har produceret og spillet musik i mange år. I Hirtshals, hvor jeg voksede op, følte jeg mig lidt alene med det. Men i løbet af handelsskoleårene begyndte jeg at blive booket. 

Jeg har kontrakt med selskabet Discowax og har spillet på milanesiske klubber, i skotske kældre og for 20.000 aalborgensere til karnevallet. Genren er Melbourne Bounce. Den har et beat, der siger boom-boom-boom-boom. Pengene var gode nok, men jeg brændte ikke for livsstilen. Der var mange lufthavne og meget alkohol. Nu læser jeg en overbygning i international handel og markedsføring her i Aalborg og drømmer om et arbejde, der ikke føles som et arbejde.

__________________________________

LILLA RYDDER
22 år, studerende, Randers Station

Jeg er på vej hjem til Aalborg efter fem dage på kanotur på Gudenåen med en studieveninde. Vi skulle have sejlet fra Ry til Randers, men opgav i Bjerringbro, da vi sad midt på åen i øsregnvejr. Vi havde drukket os stive dagen før og kunne ikke gennemføre. Næste år klarer vi den hele vejen.

Det var min første kanotur, og jeg har fået en god tan og 50 myggestik. Vi havde telt, økse, sav og stormkøkken med og levede af rødvin og lækre steaks. Hver aften mødte vi nye mennesker. Den ene aften legede vi dåseskjul med 14 statskundskabsstuderende. Den næste drak vi bajere med to 35-årige familiefædre. Mærkeligt nok og heldigvis var der ingen sexual tensions.

Jeg studerer sociologi og har ikke travlt med at blive voksen og få et arbejde. Foreløbig vil jeg gerne bare blive i det her lækre, kreative akademiske felt. Måske skrive en ph.d. Jeg har også altid drømt om at skrive en roman. Men det er der vist ingen penge i.

__________________________________

INGER KJÆRGAARD
76 år, pensionist, Hobro Station

Jeg har været i sommerhus i Trend sammen med resten af familien, og nu skal jeg hjem til Slagelse. Jeg er den eneste af fire søskende, der bor på Sjælland. De andre bor i Aalborg, Aars og Hobro.

Jeg er pensioneret sygeplejerske og arbejdede i mange år i asylcentret i Kongelunden i København. Det var et meget varieret og meningsfuldt arbejde, og jeg mødte mennesker fra hele verden. Sproget var en udfordring, men jeg lærte at aflæse folks signaler og kommunikere nonverbalt eller i et engelsk med simple gloser og ren nutid, selv om det ikke var grammatisk korrekt. Det kan jeg godt savne.

Nu går jeg i genbrugsbutikker og gør fund. I dag fandt jeg en lille ramme i mørkt træ. Jeg havde ikke brug for den, men købte den til min bror, der manglede en ramme til sin datters brudebillede. Pelsjakken er lavet af kanin. Den er dejligt varm. Og så gør det ikke noget, at den matcher mine briller.

Helle Vincentz har været jorden rundt. Her fortæller forfatteren om at køre om kap med krybskytter i Mexico, om at følge i sin afdøde fars fodspor i Kenya, og om hvordan hun endte som hjælpemekaniker i et omrejsende monstertruckshow i Australien.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

AUSTRALIEN, 1999  

Efter gymnasiet rejste jeg rundt i Australien som backpacker. Jeg var nået til Broome på vestkysten, der har fra 15.000 til 45.000 indbyggere alt efter, om det er højsæson for turister, men stadig er den største by i det øde nordvestlige Australien. Jeg ville sydpå til Ningaloo Reef for at dykke. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme derned. 

På en plakat så jeg, at et monstertruckshow ville komme til byen, og at de søgte medarbejdere. Jeg opsøgte dem og fik job i en af boderne, hvor jeg skulle sælge pølser og is. Det var som et omrejsende tivoli: Hver gang vi kom til en ny by, blev showet pakket ud og sat op. Når vi var færdige, pakkede vi ned og kørte videre til næste by i store lastbiler. Nogle af dem var indrettet som sovevogne, hvor vi lå i køjesenge ved siden af bilerne og udstyret. 

Chefen for boderne var en stor dame med en virkelig grov mund. Når vi kom til Ningaloo Reef, havde jeg betinget mig, at jeg skulle have fri til at dykke. Men midtvejs ned ad vestkysten mente hun pludselig, at jeg i stedet skulle passe hendes kat. Vi kom op at skændes, jeg blev fyret, og jeg stod der midt ude i ødemarken og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Så tilbød nogle af mændene, at jeg kunne få et job hos dem, og at de ville rykke sammen, så jeg kunne få deres halvdel af sovevognen for mig selv. 

Jeg blev ansat som assisterende mekaniker for ’Shaky’, den ansvarlige mekaniker på showet. Jeg kunne køre traktor og vidste lidt om maskiner, fordi jeg er vokset op på et landbrug, men derfra og til at rode med monstertrucks og motorcykler var der langt. Min primære opgave bestod i at vaske hjul og dæk og række værktøj til ’Shaky’, når han bad om det. 

Medarbejderne på det omrejsende monstertruckshow sov i køjesenge mellem biler og andet udstyr.

Jeg blev en slags lillesøster for monstertruckkørerne. Det var klassiske machomænd, de var rappe i kæften og interesserede sig for store biler og bajere. Mange af dem havde familien med på landevejen, og om aftenen spillede de kort og sad med deres små børn på skødet. En af dem hed Steve og kørte på motorcykel i ’The Death Drome’, en stor kuppel, hvor motorcyklen kørte rundt, så køreren vendte på hovedet. Fik den ikke nok fart på, risikerede den at styrte. Steve havde brækket sit kraveben 12 gange. Men han blev ved på grund af adrenalinsuset – og fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle lave. Han havde en lille søn og en kone, som nægtede at se ham køre, fordi hun var bange for, at han kom til skade.

Monstertruckshowet var vildt og larmende. Når motorerne startede, lød der et enormt brøl. I de små byer var det et tilløbsstykke, endelig skete der noget. Det mindede mig om havnefest i Skælskør, hvor jeg voksede op. Børnene fik lov til at spise flere popcorn, og far fik lov til at drikke lidt flere øl. Kørerne blev behandlet som stjerner, især Steve, han skrev autografer, når showet var overstået.

Efter en måned nåede vi til Coral Bay, en lille by med 500 mennesker ud for Ningaloo Reef. Jeg tog afsked med monstertruckshowet og brugte to måneder på at uddanne mig til divemaster i det lokale dykkercenter, hvor jeg skiftevis passede butikken og var med på havet. De bedste dage tilbragte jeg hele dagen på havet, og jeg fik mit divemaster-certifikat. 

Jeg så mange hajer, muræner og manta rays (djævlerokker, red.). For at ligge stille i vandet og observere dem skal man have godt styr på sit åndedræt. Efterhånden som jeg blev bedre, følte jeg mig næsten i zen nede i vandet. Inden jeg begyndte at dykke, var jeg virkelig bange for hajer, og når jeg stod på båden og kiggede ned, kunne frygten stadig gribe mig. Men så snart jeg kom under, følte jeg, at jeg var i ét med dyrene. For nylig læste jeg, at det altid er de mest erfarne rangers, der kommer til skade, fordi de føler, at de har en connection til de farlige dyr.  Sådan havde jeg det også. Jeg følte nærmest, at hajerne og jeg var venner. 

Jeg havde tænkt, at jeg ville få masser af motion af at dykke. Men vi drak så mange øl og festede så meget om aftenen, at jeg havde taget 11 kilo på, da jeg kom hjem. 

Helle Vincentz blev rørt over at se børn i slummen iført den slags flæsekjoler, hun selv drømte om i sin barndom.

KENYA, 2006

Min far voksede op i Bøgelund ved Skælskør. Han var den ældste søn og skulle overtage den gamle slægtsgård. Han ville hellere være arkitekt, men i stedet blev han uddannet landmand, og her mødte han en dag en ulandsfrivillig. Jeg tror, han så det som sin vej ud. I hvert fald fik han job i Mellemfolkeligt Samvirke og rejste med dem til Kenya. Han skulle lære de lokale at drive landbrug og bruge moderne maskineri. Derfra flyttede han senere til Zambia og siden Filippinerne og Samoa, inden han efter otte år vendte hjem og købte min farmor og farfars nabogård. Men det gik galt. Økonomien var dårlig, og min far drak. 

Han fortalte ofte historier om sine rejser. Når han gjorde det, var han altid glad. For mig kom udlandet og især Afrika til at repræsentere et sted, hvor livet altid var godt. Hvis bare vi havde boet i Kenya, havde vi været glade, tænkte jeg. Men nu boede vi i Bøgelund og havde problemer. Jeg var otte år gammel, da min far skød sig selv.

Som voksen  tog jeg til USA for at læse en master i Human Rights og fik bagefter job i Mellemfolkeligt Samvirke ligesom min far. Ugen inden jeg skulle starte, tilbød de mig pludselig, at jeg kunne rejse til Kenya for at få organisationens arbejde ind under huden. Jeg sagde ja.

Vi boede i Nairobi og besøgte slumbydelen Pumwani, et af hovedstadens fattigste kvarterer. Jeg kom hjem til en kvinde, som var pinligt berørt over, at hun ikke havde råd til teblade til os alle sammen. Jeg blev flov over, at jeg gjorde hende flov. Kvindens fem børn sov i en køjeseng med plads til to, og taget var utæt ved væggen, så de måtte skiftes til at ligge i tørvejr. Ikke alle var dog lige fattige. Vores chauffør, der mødte op i jakkesæt hver dag, boede også i slummen, fordi det var billigt nok til, at han kunne sende sine to døtre på privatskole. 

Jeg besøgte også en familie, hvor manden var helt høj på lightergas. Det var normalt at sniffe gas og lim og drikke hjemmebrændt. Ved siden af manden lå bedstemoren og var ved at dø af aids. De havde intet toilet, men måtte skide i en plastikpose og smide den på en kæmpe mødding. Jeg havde før rejst steder, hvor der var fattigt, men trøstesløsheden og desperationen i den kenyanske slum ramte mig virkelig. En af dagene ringede jeg grædende hjem til min mand, fordi jeg ikke kunne rumme mere. Jeg tænkte på min far: Hvordan havde han kunnet holde ud at se så meget armod hver dag?

Jeg tog mig selv i at lede efter spor fra ham. Konstant kiggede jeg efter andre lyse mennesker med træk, der kunne ligne mine. Min far boede der, da han var i slutningen af tyverne, han var single, og jeg tænkte: Måske har jeg halvsøskende her? Hvis jeg nu fandt en halvsøster eller -bror, kunne jeg måske få lidt af min far tilbage. På trods af fattigdommen repræsenterede Afrika stadig noget godt for mig. Jeg tænkte, at hvis bare min far var blevet boende her, havde han aldrig skudt sig selv. Det var først senere, da jeg tog til Samoa, efter min søn blev født, at det endelig gik op for mig: Uanset hvor meget jeg rejser rundt efter min far, er han der ikke. Jeg får ham ikke tilbage.

For at bekæmpe krybskytter var Helle Vincentz med på natpatrulje og samle skildpaddeæg i Mexico.

MEXICO, 2019

Jeg tog til Mexico med min mand og mine to drenge for at arbejde som frivillige. Vi havde været på ferie i Thailand med børnene nogle gange, og jeg kunne mærke, at de var begyndt at blive lidt forkælede: Hvorfor kan de ikke komme ned til poolen med jordbærsmoothie? Jeg tænkte, at sådan skulle mine børn ikke vokse op. De skulle lære at rejse ud i verden og yde en indsats. 

Ad omveje fandt jeg frem til organisationen Projects Abroad, som drev et naturprojekt i det vestlige Mexico, hvor de arbejder med at beskytte havskildpadder og krokodiller. Planlægningen gik stærkt, og jeg fik ikke researchet ordentligt. Kort inden vi skulle rejse, gik det op for mig, at vi skulle bo i nærheden af byen Tecoman, det sted i landet, hvor der begås allerflest mord, og i et område, som det amerikanske udenrigsministerium regner for et af de farligste i landet. Natten før vi fløj, lå jeg søvnløs i min seng og tænkte: ”Hvad fanden har jeg gang i?”

Vi ankom til Cuyutlán, en lille landsby helt ude ved Stillehavet. De lokale fortalte os, at vi aldrig måtte tage til Tecoman, og at vi helst ikke skulle komme til skade – for det nærmeste hospital lå derinde. I Cuyutlán var der dog øde og fredeligt, og det er et af de steder i Mexico, hvor flest havskildpadder yngler. Men fordi deres æg er en eftertragtet delikatesse, er de truet af krybskytter, der ødelægger deres reder. 

I udkanten af byen ligger El Tortugario Ecologico, et skildpaddecenter, hvor mexicanske skolebørn kan møde de truede dyr, og hvor forskere kan studere dem. Vi blev indlogeret på springmadrasser på gulvet og skulle være der i tre uger. Om dagen skulle vi rense skildpaddernes skjolde og deres tanke med bare fødder i den flisebelagte pool, og jeg forsøgte at ignorere, at der flød skildpaddelort rundt om mine tæer, mens sveden dryppede fra min pande. Mine sønner syntes, at det var lidt hårdt. 

Helle Vincentz og familien blev sat i arbejde, blandt andet med at skrubbe skildpadderne.

Om aftenen sov vi et par timer, så ringede vækkeuret på mobilen. Ved nattetid kørte vi ud til skildpadderederne ved stranden for at grave æggene op, inden krybskytterne kom og stjal dem. De lægger deres æg tæt ved vandet i et hul, som de dækker til med sand – i hver rede kan der være cirka 100 æg.

Det var et kapløb mod krybskytterne. På en af turene, hvor jeg ikke var med, spottede min mand og min ene søn to af dem med deres kæmpe hund. Et andet sted var reden stadig varm, da vi nåede frem, krybskytterne havde været der lige før os. Det var en forfærdelig følelse. Kom vi først, samlede vi æggene og tog dem med hjem i poser. Næste dag kørte vi dem ud til et sikret område med vagter og gravede dem ned. 

Når vi kørte ud i natten, var jeg bange. Hvad ville der ske, hvis vi mødte krybskytterne? amtidig var det fantastisk at sidde med vind i håret på en motorcykel og kigge op på stjernehimlen og ud på havet med Stillehavets nattebrise i ansigtet.

Nogle nætter var mine børn ikke til at vække. Om dagen skrubbede de skildpadder, fodrede leguaner og kørte krokodillelort på møddingen. De samlede også skrald på stranden og var med til at fælde et træ med macheter. Flere gange tænkte jeg, om det var for hårdt for dem. Men de klarede det flot de første par uger. Til sidst gav min mand og jeg dem fri et par dage til at pjaske i swimmingpoolen. Da vi skulle hjem, var de dog ikke i tvivl: Natpatruljeringen havde været det bedste. Jeg tror, det blev en tur, de sent vil glemme.

Helle Vincentz, 43 år, er forfatter til en bog om at blive forældreløs i en ung alder og til fem spændingsromaner. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, har en master i Human Rights fra Columbia University i New York og har blandt andet arbejdet for Mærsk, Jyllands-Posten og Mellemfolkeligt Samvirke. Hendes nye bog ’Jorden under mig’ om hendes fars selvmord og om at vokse op på landet i 80’erne er udkommet på People’s.

 

Med satireprogrammet ’Tæt på sandheden’ er JONATAN SPANG nået ud til hele Danmark med begavet og bidende satire. Den teateruddannede komiker har fået nok af jokes om underklassen og tykke folk i provinsen. Han går efter magthaverne og hyklerne – men ingen kan vide sig sikker. Hvor går grænsen, og hvad driver Danmarks p.t. morsomste mand? Ud & Se gik i studiet med manden, der har fingeren på konfettikanonen.
Tekst:Christian MartinezFoto:Ricky John MolloyBilledbehandling:Flemming Roland

TAKE 1

Hej Jonatan. Undskyld, men hvem pokker hedder Jonatan uden h?

”Det gør Jonatan Løvehjerte (fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, red.). Det er ham, jeg er opkaldt efter. Jeg græd og græd, da jeg fik den læst op som barn. Det er en forfærdelig historie. Han dør jo tidligt.”

Navnet betyder Guds højre hånd – er du det? 

”Ha! Nej, det er jeg sateme ikke. Men inden jeg kom ind på Teaterskolen, havde jeg faktisk tænkt mig at søge ind på teologi. Selvom jeg ikke tror på Gud. Hele ideen om tilgivelse er jo det største filosofiske nybrud nogensinde. Ideen om at standse hævnen og tilgive er jo helt vildt tænkt. Som filosof er Jesus uforlignelig. Om han så er Guds søn, er lidt mere tvivlsomt, men den indflydelse, som historien har, har altid fascineret mig, fordi den har kunnet få folk til at handle anderledes. Det var også derfor, vi lavede ’Biblen’, da jeg var chef for Nørrebro Teater.” 

Er det også målet med din egen satire? At få folk til at handle anderledes?

”Det har altid irriteret mig, når folk i teatermiljøet holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor vigtig en forestilling er. Der har været en illusion om, at vi spillede noget for publikum, og så gik folk forandrede ud fra teatret. De var nye mennesker! Det vil jeg gerne opponere imod. Det føles enormt rart at sige til sig selv, at man har den effekt, men det er der jo ikke noget bevis for. Når jeg siger sådan i en debat eller på Folkemødet, bliver jeg upopulær, for der sidder kunstnere og taler om, at de inspirerer andre til dette og hint. Det har jeg meget svært ved at se. Mit håb med ’Tæt på sandheden’ er ikke, at folk bliver forandrede, men at det skaber en nysgerrighed for at sætte sig ind i ting.”

Så det, du laver, er en form for nudging?

”Ja, det er så langt, jeg vil gå.”

Nu vi er ved det: Kan du en Jesus-joke?

”Kun en af Uffe Holm, som handler om Jesus’ hul i hånden, som han bruger til at onanere med. Den ville nok støde nogle mennesker.”  

TAKE 2

Der hænger en meget stor og meget tung lampe over Jonatan Spangs hoved. Han er midt i en monolog om året, der gik, og konstaterer energisk, at selvom 2020 nok var et lorteår, så var der alligevel nogle, som fik noget godt ud af det. For eksempel Mette Frederiksen, der viste, hvor populær man kan blive med en kombination af rå magt og hygge. Eller, som han formulerer det, ”som at se Stalin bage vaniljekranse.” Spang sidder casual klædt i marineblå sweater og sorte jeans ved det store skrivebord i DR Byens studie 6 og er i fuld gang med generalprøven til optagelserne af ’Tæt på sandheden: Nytårsspecial’, da han løfter blikket og får øje på monstrummet over sig: Lampen kan hæves og sænkes med en kran og har en praktisk funktion under optagelserne af showet, men som den dingler der, faretruende stort i luftrummet over ham, ligner den et damoklessværd i en ny tv-alder.

”Har jeg haft den hængende over hovedet altid?” spørger han ud i rummet. ”Burde jeg have en hjelm på?”

Produktionsholdet fniser, men ellers er der ingen, der siger noget. Det store studie 6 er tomt. I modsætning til tidligere sæsoner af ’Tæt på sandheden’ er der på grund af corona-restriktioner ikke publikum på settet. Så den eneste, der griner af Jonatan Spangs jokes i løbet af optagelserne, er indspilningslederen Linda, der til gengæld griner ofte, højt og helt ned i maven. Sikkert ikke kun for at motivere Spang, så han ikke føler, at han spiller bold op ad intetheden, men også fordi hun ikke kan lade være. 

Sådan er der også mange andre danskere, der har det med komikeren, skuespilleren og den tidligere teater­direktør, der med sin kombination af funny bones, skuespillerevner og samfundssatire står i spidsen for et tv-program, der lægger afstand til the usual suspects i det danske comedy-landskab. Slut med Øbberbøv og lagkagekomik. Siden DR2-programmet gik i luften første gang i september 2017, har Spang udstillet alt fra bundkorrupte kvotekonger i dansk fiskeri til liderlige partiledere på Christiansborg og taget grundigt pis på den danske presse med faste indslag som ”den omvendte Cavling”, en parodi på Danmarks fineste journalistiske pris, der i programmet gives til tvivlsom journalistik. 

I pauserne går hovedpersonen selv rundt på settet med en vandflaske og udveksler noter med produktionslederen, hvis han da ikke går koncentreret i cirkler om sig selv. Indimellem springer han uden varsel op på scenen og øver en række indstuderede dansetrin, mens han fløjter melodien ’America’ fra musicalen ’West Side Story’. Det ser ufrivilligt komisk ud, som om talkshow-værten momentant har tabt sutten. Men at dømme ud fra Spangs stædige gentagelser er der mening med galskaben. De dansetrin er ikke bare for sjov.

BAG KULISSEN

’Holdet bag ’Tæt på sandheden’ består af tre komikere, der skriver, to journalister, der researcher, fact-tjekker og former historierne, samt en producent, en produktionsleder, to grafikere, en instruktør og en klipper. Holdet mødes hver tirsdag og har en uge til at producere indholdet, der sendes på DR2 om fredagen. Næste sæson af ’TPS’ får premiere 12. februar på DR2.

TAKE 3

Du har lige afsluttet femte sæson af ’Tæt på sandheden’. Hvad driver dig? 

”Det er grundlæggende et demokratisk projekt og har været det alle årene. Det starter med, at jeg læser noget, som fanger min interesse. Jeg ser mig omkring og konstaterer, at der er vildt mange mennesker, som har travlt med at gøre tingene mere besværlige, end de er. Politikere, debattører, akademikere, journalister. Der er mange, der har travlt med at lyde kloge og lukke sig om sig selv. Så sætter de tingene så højt op på hylden, at almindelige mennesker ikke kan nå dem. For så er man fri for alle mulige menneskers mening, og at de blander sig. Man hører det igen og igen: ’Ej men, det er noget EU.’ Så ved man godt, at så snakker man ikke mere om den sag. Man bruger et sprog, som ekskluderer en kæmpestor del af befolkningen, for så kan man have lov at have det for sig selv. Finansverdenen for eksempel. Der har man opfundet et sprog, som er umuligt at forstå for andre. Men de insisterer på at bruge det for at ekskludere os og gøre os afhængige af dem. Projektet for mig er at tage noget fra de hylder og sætte det ned, hvor flere mennesker har adgang til det. Jeg håber ikke, at nogen bruger showet som deres primære nyhedskilde, men jeg håber, at det kan skabe nysgerrighed hos folk til at sætte sig ind i tingene.”

Det sagde det amerikanske satire-koryfæ Jon Stewart også om sit program ’The Daily Show’ … 

”Det er sjovt, jeg havde en medarbejderudviklingssamtale forleden. Vi er blevet så meget et team på ’Tæt på sandheden’, at vi har den slags nu. Min produktionsleder sagde, at han var stolt af, at så mange får deres nyheder gennem os. ’Det synes jeg ikke, at du skal tænke,’ sagde jeg til ham. ’For det placerer et så tungt ansvar på os, at det bliver ødelæggende for at kunne lave showet.’ Hvis vi får skabt den historie i organisationen, bukker vi under i et eller andet storhedsvanvid. Så det er noget, jeg prøver at slå ned på. Kontrakten er, at nu skal vi have det sjovt. Det er det første, jeg lover dig som seer. Du skal også blive klogere, men alle budskaber i verden er spændt ud mellem gennemslagskraften og redeligheden. Og hvis jeg skal vælge, så vælger jeg altid gennemslagskraften.” 

Så du tonser rundt på kontoret med konfetti-kanonen trukket?

”Ja, den er også nødt til at være der. Ellers risikerer vi som komikere at blive selvhøjtidelige. Som de amerikanske talkshow-værter, der efter 11. september blev et samlingspunkt for amerikanerne. Det var måske klædeligt, da David Letterman gik på skærmen efter 14 dages pause med en opsang, men der sneg sig en selvhøjtidelighed ind i komikken, som jeg synes har bredt sig, og som er gift for komikere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er sådan noget som Zulu Comedy Galla noget underligt noget. Selv om man forsøger at gøre præmien lidt sjov, er prisuddelinger jo alt det modsatte af, hvad vi komikere står for. Vi peger og griner af dem, der løfter pokaler, og så står vi selv og løfter en? Det er derfor, at den, jeg vandt i 2018, står ved siden af en pokal fra Dortmunds hundeudstilling i 1981.”

Har du også vundet dén?

”Haha, nej.”

Folk kender dig fra dine shows, men din baggrund er mindre kendt. Hvor kommer du fra?

”Jeg er vokset op i Gladsaxe. Jeg er skilsmissebarn, min mor var pædagog, min far var ingeniør i Datacentralen, som var statens datafirma. Måske er det derfor, jeg som barn følte mig lidt odd. Jeg havde aldrig mødt nogen, som var kunstner eller skuespiller. Der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at man overhovedet kunne gå den vej.” 

Hvornår skete det?

”Efter folkeskolen tog alle på gymnasiet, men jeg besluttede mig for at tage væk. Jeg ville på efterskole. Bagefter kom jeg ind på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg var begyndt at lave improvisationsteater og fik mulighed for at læse på high school i Wisconsin. Jeg fik lavet en ansøgning om, at jeg ville dygtiggøre mig inden for teater derovre. Det kunne jeg også have gjort i Gladsaxe, men USA lød sjovere. Det var super interessant at komme et sted, hvor alle var republikanere og kristne. Det var et sindssygt kulturchok. Det foregreb også min interesse for amerikansk politik og samfundsforhold.”  

Var du klassens klovn?

”Ja, men jeg var ikke en klassisk klovn, for jeg var også fagligt dygtig. Jeg talte meget og brugte mange fremmedord. I skolen kaldte de andre mig for Professor Bal­thazar efter tegneseriefiguren.” 

Hvornår optrådte du første gang?

”I folkeskolen, som var super duper uinspirerende, men et af få lyspunkter var juleafslutningen, hvor man kunne optræde for forældrene. Første gang spillede vi en sketch fra tv-programmet ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen, bedst kendt i rollen som Tjener Frandsen. Jeg gik i femte og spillede Tjener Frandsen. Jeg syntes, Peter Larsen var fantastisk. Dér startede det, selvom jeg ikke turde tænke tanken, at det var det, jeg ville lave. Men jeg kunne mærke den enorme energi, der var ved at stå på scenen, publikums respons. Mit hoved eksploderede.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre det til en levevej?

”Jeg voksede op med forældre, som aldrig talte positivt om deres arbejde. Det var altid: ’Åh, hvor dødssygt, nu skal vi på arbejde igen.’ De var 68’ere, som nok gerne ville have realiseret sig selv, men som endte som lønmodtagere. Det havde de det svært med. Jeg tog tidligt en beslutning om, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve på en sten. Jeg begyndte på en dramadaghøjskole i Brøndbyøster, hvor vi spillede improvisationsteater. Der mødte jeg en pige, som havde søgt ind på Teaterskolen, og jeg tænkte: ’Gud, findes der en skole for den slags?’ Jeg var 18 år og søgte ind året efter. Det er tydeligt for mig nu, hvad dannelse og baggrund kan gøre. Jeg vidste jo ingenting. ’Lav en monolog på tre minutter,’ lød det til optagelsesprøven. Jeg havde ingen forudsætninger og havde kun været i teatret få gange før. Men det at stå på en scene gav mig noget, og jeg var god til det. Jeg kom ind på skolen i andet forsøg.”  

Hvordan kom du i gang med standup?

”Min ven Christian flyttede ind i Teglgårdsstræde i Pisserenden i København. Der lå Kulcafeen, hvor der hver tirsdag var gratis standup. Jeg havde ikke set stand­up før, men en dag, efter at vi havde set ’Nattevagten’, udfordrede han mig til at optræde. Der sad måske 30 mennesker den første aften, vildere var det heller ikke, men det føltes vanvittigt. Jeg havde kort tid inden været i sommerhus i Blokhus og set et diskotek, der reklamerede med at have Brian Nielsen som ’gæstedørmand’. Det syntes jeg var vildt sjovt, for man kender jo begrebet ’gæstebartender’, men sgu da ikke dørmand? Jeg fik lavet en joke om, at man kunne komme og få tæsk af sit idol. Anden gang jeg optrådte, kom Uffe Holm hen til mig og spurgte, hvor længe jeg havde lavet stand­up. Da jeg svarede, at det var anden gang, sagde han bare: ’Det der kan du godt finde ud af.’ Når jeg stod på scenen, forsvandt min hang til at se tingene fra mange sider, med for mange nuancer og for meget støj. Verden blev enkel, sort-hvid. Jeg fandt ud af, at jeg trivedes og kunne være til stede i det. I det amatørteater, jeg havde spillet inden, var alt enormt bøvlet til sammenligning. Der skulle øves, laves kulisser etc. Standup havde en hurtighed, som jeg elskede. Det er det, som stadig fascinerer mig så mange år senere, og som jeg også elsker i dag. Vi får en idé, skriver den ned på et stykke papir, og med hjælp fra resten af holdet bliver den til virkelighed.” 

Hvad har været den værste oplevelse på scenen?

”Jeg optrådte engang for et selskab af Brøndby-fans, som lige havde tabt en kamp til OB. Det var jo ikke min skyld, men jeg blev stadig truet med tæsk.”   

Du er standupper, skuespiller, direktør, tv-vært. Hvad kalder du dig selv? 

”Jeg tog en fireårig skuespilleruddannelse, og det er meget identitetsskabende, så i mange år følte jeg mig som skuespiller. Jeg har aldrig følt mig som standupper, mere som komiker. Det gode for mig i starten var, at man bare kunne få en idé og gå ned på Kulcafeen og optræde. Bagsiden var, at der var en ret snæver opfattelse af, hvad standup var. I 90’erne var det en snobben nedad, meget af det var noget sexistisk bavl og pølsemandssnak. Da jeg startede, var det eneste vigtige: Kan jeg få dem til at grine? Da det var på plads, var det næste: Hvad ville være interessant at tale om? Dér løb jeg ind i det problem, at jeg ikke har en særlig folkelig smag. Jeg kommer ikke til at sige noget om fodbold. Vi var flere komikere i de år, der tænkte: Findes der et andet publikum derude? Vi drømte om, at det i Danmark kunne gå ligesom i New York i 70’erne, hvor det meste standup i starten foregik i klubberne omkring Times Square. Da Woody Allen forsøgte sig med et live comedy-show dér, gik det ad helvede til. Det var for højpandet og havde ikke den energi, som krævedes. Men så fik hans manager ham ind på The Bitter End i The Village, i et jazzmiljø, og så kørte det.” 

JONATAN SPANG

Født i 1978 i Gladsaxe. Uddannet skuespiller. Vandt DM i standup i 1999. Har siden spillet teater og film, været teaterdirektør for Nørrebro Teater og komiker. Med DR-programmet ’Tæt på sandheden’ har han siden 2017 indtaget rollen som en af landets mest toneangivende satirikere.

Har katten Olga, en gadekat fra et internat, og et surbundsbed, hvor han dyrker hortensier. Kæmper sig på tredje år gennem Prousts romanserie ’På sporet af den tabte tid’. Spillede trækbasun i seks år som barn.

TAKE 4

 Jonatan Spang puster ud i DR Byens kantine over en tallerken varme kikærter med grøntsager og fladbrød, mens han får generalprøven lidt på afstand. Et kort øjeblik ligner han en mand, der ikke har sovet i et år. Han kan lige nå at skovle maden i sig, tage en powernap, klæde om til nytårsoutfittet, og så er det klar til optagelse. Sæsonens sidste afsnit skal i kassen, og alle tiders lorteår skal i graven. 

”Hvad er det, man siger? Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” siger han med et træt smil om de forestående optagelser i studie 6.

Men Jonatan Spang ligner ikke en mand, der gør tingene halvhjertet. Da han rejser sig og går ud for at få luft, ser han en kort stund helt indebrændt ud med mørke øjne og blussende kinder. Måske er det rigtige ord indædt. Måske er han bare koncentreret. Vidste man ikke bedre, kunne man have ham mistænkt for, at det faktisk gerne må være kunst. Bare man griner af det. 

20 minutter senere står han igen oppe på scenen og langer indforståede jokes ud af ærmet imellem optagelserne, som får kamerafolkene til at grine. En form for værkstedshumor, der løsner op på settet, men midt i moroen har han et fokus og en arbejdsdisciplin, som man ikke skal stille sig i vejen for. Som da Spang afbryder en monolog om Danske Banks never-ending svindelsager, fordi han distraheres af en makeupartist i salen, der har sat sig for tæt på teleprompteren, og kontant beder hende rykke ud af sit synsfelt. Ganske udramatisk, men en lille reminder om, at Spang nok har funny bones, men også har været vant til at have chef-kasketten på, siden han som 29-årig overtog direktørstolen på Nørrebro Teater. Måske får han det også sagt lidt for kontant, for i pausen bagefter kommer han ned og undskylder: 

”Jeg er ked af, hvis jeg blev lidt onkel stram,” siger han til makeupartisten.

TAKE 5

Hvornår har du sidst grinet, altså rigtigt, nedefra og op?

”Min hustru viser mig YouTube-videoer med katte, som nogle gange får skovlen under mig, selvom det er ufint. Jeg driller hende med, at jeg tager på arbejde og laver satire, og så sidder hun og ser en kat hoppe ned i en sok. Hvordan kan hun leve med sig selv? Det tager hun rimelig roligt. Jeg kan også virkelig grine af MC (Michael Christiansen, red.), som er hovedforfatter på ’Tæt på sandheden’. Han kan sige ting, hvor jeg næsten ikke kan holde op med at grine igen. Man bliver fagskadet, der er ting, som vi synes er vildt sjove, som andre måske ikke synes. Vi lavede for eksempel et indslag om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og så skriver MC: ’Hvad ved vi egentligt om WHO, andet end at det var dem, som lukkede hundene ud? (Ordspil over det caribiske monster-pophit ’Who Let the Dogs Out?’, red.).” 

Er der noget, du ikke vil gøre grin med?

”Jeg synes, det er helt ukontroversielt at sige, men det, at man kan blive slået ihjel for at lave grin med islam, giver det selvfølgelig en særlig status. Alle, der påstår andet, er nogle forbandede løgnere. Det er det eneste, du kan blive slået ihjel for – eller du kan blive udskammet. Men det er ikke lige så slemt som at blive dræbt.” 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge …

”Ja, der tager man gerne noget skam. Men der er også ting, som bare er svære at lave sjov med. Vi sendte en hel sæson, hvor den mest omtalte sag i pressen var ubådssagen. Den lavede vi ikke jokes med, selvom mediedækningen blev stadig mere bizar. Som da Weekend­avisen sendte en krimiforfatter ind i retssalen. Det var jo porno. Nogle gange rører vi ikke et emne, fordi det er kontroversielt, men fordi det er kedeligt. Som da alt drejede sig om OK-forhandlingerne, og TV Avisen kun handlede om, hvorvidt forhandlerne nu også havde båret madrasser ind.”

Er der noget, du savner i dansk humor i dag? 

”Der er mange, der laver noget fedt, men der har været en tendens i mange år til, at grinet handlede meget om socialgruppe 5. Folk med kun lidt uddannelse og beskedent økonomisk rygstød. På DR har man kaldt det socialsatiren, så var det lidt finere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over det, men det var ikke det, jeg havde lyst til. Det var vigtigt for mig at lave noget om nogle andre mennesker.” 

Hvordan er det at være komiker i en krænkelsesparat tid?

”Jeg kan godt blive forbløffet over, hvordan woke og social conscience-krigerne nogle gange kaster sig over folk, som faktisk forsøger at tale om noget med indhold. Når de bliver vrede på Signe Molde og hendes program ’Signe Molde på udebane’ (der blandt andet laver sjov med LGBTQ+-miljøet og veganere, red.), så er det pudsigt, at ingen bliver stødt over ’Natholdet’, der griner af en tyk mand fra Jylland. Det er ofte amerikanske problemstillinger, som overføres 1:1 til Danmark. Mest tydeligt med Black Lives Matter, hvor man leger, at en amerikansk problematik er dansk. Det er den ikke. Jeg er hvid, mand og heteroseksuel, hvilket betyder, at jeg er præcis den gruppe, som alle kan tillade sig at skælde ud på. Og jeg accepterer præmissen om, at nogle ting har været nemmere for mig.” 

Hvad for eksempel?

”Da jeg startede med at lave standup, lignede jeg en standupper, en ung dreng med strithår. Det har været sværere for kvinder. Men når jeg ser kvinder i toppen af dansk kulturliv, som er vokset op med alle muligheder og har gået på de bedste skoler, og de snakker om privilegieblindhed hos hvide mænd, så støder det mig. Jeg sætter mig gerne med dem med et Excel-ark og kigger på, hvilke muligheder jeg har taget fra dem. Jeg skal ikke slå ud efter min egen baggrund, men jeg har ikke fået noget forærende. Man kan altså være hvid, heteroseksuel mand på rigtig mange måder.”

Apropos dit drengede udseende. Har det nogensinde spændt ben for dig?  

”Jeg blev direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, og dengang arbejdede mit udseende og image imod mig. Jeg kan stadig huske, at Per Pallesen (den dengang afgående chef for Nørrebro Teater, red.) konsekvent kaldte mig ’min dreng’. Det var fandeme specielt. Der er jo ikke nogen, som gider være ’min dreng’. Folk havde en opfattelse af mig som en opkomling, der bare var for sjov.” 

Hvad var dit overlevelsestrick i den sammenhæng?

”At blive sur. En del af min drivkraft i de år var, at jeg ’kraftedeme skulle vise dem, at jeg godt kan’. Det prøver jeg at arbejde mig væk fra i dag. Vi er alle sammen tandjul i et stort urværk, vi udfylder forskellige funktioner. Vi er ikke hinandens modstandere.” 

Det lyder, som om du er blevet voksen?

”Jeg er ikke rastløs, som da jeg var ung. Det har givet mig et andet fokus. Jeg kigger ikke på, hvad for et projekt jeg kunne tænke mig at lave efter det her. Jeg tænker: Jeg vil gerne lave det her så længe som muligt. Så er der ydre omstændigheder, der gør, at man ikke kan få lov at gøre det for altid. Og det kunne være, hvis det her program udløste en eller anden form for shitstorm.” 

I SENG MED FJENDEN

’Pernille Vermund snaver’ hedder en YouTube-video, som næsten 45.000 danskere har set. Den subtile titel hentyder til det 13 sekunder lange tungekys mellem partilederen for Nye Borgerlige og Jonatan Spang, som i 2018 skabte overskrifter i anden sæson af ’TPS’. ”Har Pernille Vermund lige snavet sig i Folketinget?” skrev journalist Ditte Giese i Heartbeats, mens politisk kommentator Jarl Cordua udtalte: ”Det er godt nok vildt. Det her er ikke set før.”

Hvordan fik du Pernille Vermund til at tungekysse dig? 

”Vi lavede ’Tæt på sandheden’ fra Folkemødet. Fordommen om Folkemødet er jo, at politikere, journalister og meningsdannere drikker sig skidefulde og knalder. Vi jokede med, hvem den værste ville være, man kunne vågne op ved siden af, og blev enige om, at det ville være en skandale, hvis jeg var sammen med Pernille Vermund.”

Hvorfor?

”Ja, hvorfor egentlig? Jeg kan jo spørge dig: Hvis nu det havde været Rosa Lund fra Enhedslisten, ville du så overhovedet stille det spørgsmål, eller ville det have været en glemt sag? Det er den historie, som jeg oftest bliver konfronteret med, når folk har fået lidt at drikke: ’Hvorfor gjorde du det?’ Det er jo interessant, og det beviser, at det var rigtigt set. Det var en skandale. Det havde været totalt ligegyldigt, hvis jeg var vågnet op ved siden af Rosa Lund. Så havde ingen sagt noget. På samme måde, som ingen løftede et øjenbryn, da Thor Möger Pedersen, en tidligere SF-minister, blev vært for et debatprogram på DR2. Hvis det derimod havde været Morten Messerschmidt, var folk gået amok. Det var det hykleri, jeg ville pege fingre ad.”

Hvordan fik du så kysset i stand?

”Jeg ringede til Vermund og forklarede baggrunden. Hun var sød og høflig og fortalte, at det var det samme i hendes afdeling: Det ville være et stigma for hende at være sammen med en DR-vært. Det var også det, som var sjovt ved det. Især bagefter, hvor folk anklager mig for at have skabt et monster. Vi skrev sketchen, og hun var helt indforstået med den. Og måske er der alligevel den sandhed i fordommen om Folkemødet, at det hele er lidt mere loose. Det kys blev jo lige lidt mere autentisk.”

Kom det snav bag på dig?

”Nej. Men jeg var spændt på det inden, fordi vi ikke kendte hinanden, og fordi hun ikke er skuespiller. Men det blev meget vellykket. Der stod i manuskriptet, at de kysser hinanden, og det var hun jo med på. Men folk får nogle gange kolde fødder, og hun kunne have sagt: ’Kan vi ikke bare nøjes med et knus?’ Det er jeg glad for, at hun ikke gjorde, for jeg ville jo have den størst mulige effekt. Jeg har ikke nogen blufærdighed, ikke i en professionel sammenhæng. Der går jeg planken ud. Da vi bagefter sad i klipperummet, kiggede vi materialet igennem og snakkede om, hvordan det ville se ud, hvis vi lavede det længst mulige kys. Vi klippede kysset sammen fra tre forskellige vinkler. Det så fedt ud! Jeg sendte det til Vermund, og hun syntes, det var for voldsomt, og det kunne jeg også godt forstå. ’Men det er sådan, det bliver,’ sagde jeg.”

Hvordan reagerede hun på det?

”Jeg tager hatten af for hende. Hun havde en uge til at forberede, hvordan hun ville spinne den, og det gjorde hun helt fantastisk. Nogle synes, at jeg bærer et ansvar for hendes succes. I det omfang, jeg har gjort noget, så er det jo, at jeg har givet hende muligheden for at vise, at hun har selvironi. Så fortjenesten er jo hendes.”

TAKE 6

Jonatan Spang står klar med konfettikanonen, et fast indslag i ’Tæt på sandheden’, hvor han fejrer noget fantastisk ved vores land i en regn af konfetti, hvorefter realiteterne får ham ned på jorden igen. Det er svært at sige, om det er eftermiddagsluren eller turen i sminken, der har givet ham en sundere kulør, men nu træder han veloplagt og velfriseret ind på scenen iført et kongeblåt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. 

”Må jeg bede om mit closeup?” siger han til et af kameraerne i studiet – i en ironisk reference til klassikeren ’Sunset Boulevard’ fra 1950. I filmens afsluttende scene går divaen Norma Desmond langsomt ned ad trapperne i sin villa og rækker ud efter kameraet, mens hun siger de udødelige ord: ”All right, Mr. DeMille, I’m ready for my closeup.” 

De næste minutter får Spang instrukser over øresneglen fra kontrolrummet bag scenen og kvitterer for modtagelsen med et ”ja tak!”, der får ham til at lyde som en kok, der tager imod bestillinger i et køkken. Det er fis og ballade og så alligevel ikke. Der eksekveres, fornemmer man. 

Den sidste sekvens af ’Tæt på sandheden’, der skal skydes, er rent teknisk også den sværeste. Det er det dansenummer, han har øvet sig på igen og igen. Hvert trin på scenen skal koordineres med fire professionelle dansere, en satirisk monolog over året, der gik, og en løssluppen sang om Donald Trumps Amerika, der ender med, at Jonatan Spang skyder en af danserne på scenen. 

”Jeg tæller takter og beder til Gud,” siger Spang til produktionslederen i øresneglen.

Selvom han er en mand af mange talenter, er der grænser for, hvor meget man kan spidsbelaste både venstre og højre hjernehalvdel samtidig. Det hele er lidt som at se en flyveleder i verdens travleste lufthavn under en snestorm. I sidste ende får holdet den lange sekvens i kassen efter en håndfuld retakes, ikke mindst fordi de kan klippe sig ud af svipserne, nu hvor der ikke er publikum på. Noget kan man trods alt bruge corona til. 

”Jeg kan være her til midnat, min kone er til venindemiddag. Jeg skal bare hjem efter det her og sidde med min kat,” forsikrer Jonatan Spang oppe fra scenen. 

Det bliver ikke nødvendigt. Den sidste instruks fra produktionslederen afslutter en lang arbejdsdag med ordene ”it’s a wrap”. Spang løsner op i et lettet smil, der forplanter sig i kroppen på ham. Hans jakkesæt er gennemblødt af sved. Det kan man ikke se på tv-skærmen, men det er måske hans talent: At få det til at se nemt ud, selvom det ikke er det. 

TAKE 7

Hvad ville en eventuel shitstorm mod dig eller programmet handle om, tror du?

”Om at sparke nedad. En af de ting, man siger om satire, er, at det altid skal sparke opad. Og det er ofte rigtigt. Men primært handler det om, hvor hykleriet er. Det nytter ikke noget, at folk kun er hyklere på et eller andet bestemt højt niveau. Sådan er det jo ikke, hykleriet findes jo alle mulige steder. Og bare fordi du er en sølle hykler, så er du jo stadig en hykler. Så simpelt er det. Det interessante er så, at alle har sindssygt travlt med at iscenesætte sig selv som værende nederst.”

Har du et eksempel?

”I tredje sæson begyndte vi at interessere os for LøkkeFonden (Lars Løkkes fond for utilpassede drenge, red.). Det er jo besynderligt med en siddende statsminister, som starter et parallelt skolesystem i privat regi, mens han er øverste leder for den danske folkeskole. Som så åbenbart har fejlet så meget, at han starter sit eget private skoleforløb for at råde bod på det offentlige system. Der er supermeget komik og hykleri i det. Men da han konfronterede mig med det, sagde han ikke: ’Jeg er skidetræt af, at du hænger mig ud på den måde. Det er usagligt.’ Han sagde: ’Jeg synes jo, at det er sjovt, men drengene … der er nogle drenge, som har det rigtig svært, og som er fagligt rigtig dårlige.’ Så er jeg pludselig ham, der står øverst og sparker ned på de små drenge. At iscenesætte sig selv som svag er jo en måde, man får magt på i dag. Du bliver fredet, hævet over kritik. Det er også derfor, at hver gang nogen er vred på mig, så siger de ikke ’Jonatan’. Nej, det er ’DR’, der har slået på dem, eller ’DR-vært siger sådan og sådan’. Så er jeg licenskongen, der kommer med milliarder i ryggen! Det var derfor, programmet skulle hedde ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ og ikke ’DR2’s skæve nyheder’. Jo mere jeg var afsender og ikke DR, jo bedre. DR har flere gange lavet satire, som de har trukket tilbage og undskyldt for. Det vidste jeg ville være en udfordring. Hvordan skulle jeg undgå det? En del af kalkulen blev, at vi som program tager stilling fra sag til sag. Hvis vi holder med Inger Støjberg i Instrukskommissionen, kan vi så også mene noget andet senere og vende 180 grader? Der tog vi en beslutning: Det kan vi godt.”

Ingen hellige køer? 

”Hvis man først gik ind og lavede traditionel dansk tv-satire, som ligger et sted omkring De Radikale, så ville man på et tidspunkt løbe ind i problemer, som altid opstår. Så sidder Morten Messerschmidt og andre, som faktisk er vågne på det her tidspunkt, og spørger: ’Hvorfor sker det her igen?’ Tag for eksempel ’Borgen’. Når du ser den karakter i tv-serien, som skal forestille at være fra Dansk Folkeparti –  men som hedder noget andet i serien – så er det Ole Thestrup, der har en thaikvinde og kun snakker om grisemad. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre. Og jeg kan da godt forstå, at Messerschmidt laver foreningen Kritiske Licensbetalere. Vi prøver at give seeren en oplevelse af, at vi slår på alle. Min teori er, at så får man mere frihed. Men det ændrer ikke ved, at jeg tror, at ’Tæt på sandheden’ ender med at bukke under i en shitstorm. Nogen vil på et tidspunkt sige: Kan det være rigtigt, at han som hvid, heteronormativ, ciskønnet mand kan få lov til at sige det her?”

Mere end otte ud af 10 danskere bruger en streamingtjeneste, og en tredjedel af os har helt klippet kablet til det traditionelle tv-signal. Hvordan blev streaming så populært så hurtigt? Og hvordan ser medielandskabet ud om 10 år? Som tv-seer er der grund til at være glad, men skærmen har måske også en bagside. Spoiler alert: Vær bange. Vær meget bange.
Tekst:Christian MartinezIllustration:Bernardo Franca

ALLE MENNESKER HAR et bristepunkt. For Gerard Lemoine var det nyheden om, at Disney ikke ville lade deres nye ’Mulan’-film få premiere i biografen, men i stedet sende den 200 millioner dollar dyre blockbuster direkte ud på deres nye streamingtjeneste Disney+. Gerard Lemoine, en midaldrende biografejer i en forstad til Paris, havde reklameret for filmen i månedsvis og gad ikke mere pis. Han greb et baseballbat og smadrede en stor papfigur af ’Mulan’ i sin biograf i et videofilmet ’fuck you’ til Disney, der gik viralt. Videoen af den rasende franskmand er indtil videre blevet set af 2,3 millioner på Twitter.

Gerard Lemoines reaktion er sigende for en branche, der ligesom de traditionelle tv-stationer og kabel-tv-distributører skal vænne sig til en ny og magtfuld aktør i deres egen baghave: streamingtjenesterne. De er ikke kun kommet for at blive, de er kommet for at vende op og ned på det traditionelle medielandskab. Selvom Disneys CEO Bob Chapek hurtigt var ude at sige, at beslutningen om at forbigå biograferne var et enkeltstående tilfælde og alene skyldtes, at biograferne var lukket ned på grund af corona, varsler episoden nye tider for både seerne og underholdningsindustrien

Men måske har vi allerede set signalskriften på skærmen, for danskerne streamer mere end nogensinde før. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke. 86 procent af os har adgang til og bruger en streamingtjeneste, men vi gør det på forskellige måder. Halvdelen af os har en tv-pakke og streamer ved siden af, en tredjedel har droppet det traditionelle kabel-tv (de kaldes også cable cutters), og endelig bruger en femtedel udelukkende en traditionel tv-pakke. Den sidste gruppe bliver stadig mindre. Mere overraskende viser undersøgelsen også, at det langtfra kun er de unge, som streamer: I 2019 var det tre procent af de 70+-årige, der var cable cutters, mens det tal i 2020 er 14 procent.

”I mange år har man talt lidt karikeret om cable cutters som unge, hippe og tech-kyndige typer, men flere og flere ældre springer også ud i et liv kun med streaming,” siger kommerciel direktør i Wilke Mette Stensbek Christensen og fortsætter:

”Det er interessant, for det betyder, at tjenesterne bliver nødt til at tænke i indhold, som også appellerer til de ældre.”

VORES GRADVISE FARVEL til de traditionelle tv-kanaler og kabel-tv-pakker tog især fart, efter at streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic blev tilgængelige i Danmark i 2012. Bare spørg YouSee, Danmarks største tv-selskab, der siden da har mistet over 300.000 kunder. Men hvorfor er streaming blevet så populært? Fordi man kan se det indhold, man vil, når man vil. Fordi man ofte slipper for reklameafbrydelser, og fordi streaming har givet forbrugerne frihed til at vælge selv. 

Ifølge Mette Stensbek Christensen er det nærmest, som om folk har været i et tv-pakke-fængsel, som de nu er brudt ud af. Mere overraskende er det måske, at tingene er gået så stærkt.  

”Spillereglerne er lavet om på utrolig kort tid. Det er et rent paradigmeskifte. Et mareridt for nogle, men en fest for andre,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, et forum, der forudsiger udviklingen for tv-mediet.

Vinderne er de danske tv-seere, der ifølge Claus Bülow Christensen aldrig har haft så meget at vælge imellem med en så fantastisk bredde og kvalitet. Der er noget for alle – og det er billigere end før. Taberne er – ud over biografejer monsieur Gerard Lemoine – de traditionelle udbydere af kabel-tv-pakker som YouSee og Stofa, som skal tænke i nye baner, hvis de i fremtiden skal lave andet end at lægge kabler for streamingtjenesterne. 

Betyder denne fagre nye verden så enden på flow-tv? Hvis man mener det traditionelt distribuerede broadcast-fjernsyn med kanaler i kabel-tv-pakker, så ja, så er det begyndelsen på enden. Sådan lyder det fra chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der spår, at vi i stedet vil have et 100 procent internetdistribueret fjernsyn. Men det betyder ikke døden for live-tv:

”Der er ingen tvivl om, at meget tv-forbrug flytter sig fra traditionelt live-flow-tv til on demand-streaming. Dog skal man huske på, at der fortsat er meget indhold, som ses live eller tæt på live. Det er for eksempel sport, nyheder og aktualitetsformater,” siger han.  

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i danskernes forbrug af elektroniske medier. DR’s nyeste undersøgelse viser, at selvom 15 procent af vores medieforbrug er streaming, så er 30 procent stadig helt almindeligt flow-tv (resten går med radio, onlinesurfing, sociale medier og onlinespil). Rapporten viser også, at det danske streamingmarked er domineret af seks tjenester –Netflix, DRTV, YouTube, TV 2 Play, Viaplay og HBO Nordic.

STIL IND PÅ DE DANSKE KANALER

Du behøver ikke at købe dig fattig i streamingtjenester. Det Danske Filminstitut tilbyder kilometervis af gratis underholdning og public service fra arkiverne. På instituttets streamingtjeneste filmcentralen.dk kan man gå på opdagelse i over 3.000 kortfilm og dokumentarfilm samt streame animationsfilm til børn. Og på stumfilm.dk ligger over 400 stumfilm fra dansk films guldalder. Endelig er instituttets nyeste streamingtjeneste, ’Erindringsbio’, målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Alt sammen gratis.

STREAMING PASSER GODT til vores stadigt mere fragmenterede arbejdsliv, hvor fritid og arbejde blandes sammen, mener livsstilseksperten Christine Feldthaus. Døgnet flyder på en anden måde end før, og jo flere der står uden for en fast arbejdstid, som freelancere og selvstændige, jo mindre ønsker man at være afhængig af flow-tv’ets fastlagte program:

”Det handler om frihed og convenience. Og det giver Netflix os,” siger hun.

Selvom Feldthaus er erklæret serie-buff og streamer mere end gennemsnittet, mener hun ikke, at vi skal dømme husalteret ude. Der er en grund til, at vi danser, synger og bager kager i tv-formater som ’Den store bagedyst’, ’Vild med dans’ og ’Fællessang’. 

”Gammeldags fjernsyn giver på nogle punkter stadig Netflix baghjul. Hvordan skal jeg få tablets og telefoner ud af hænderne på mine børn? Det kan jeg ved at tilbyde dem en pose Matador Mix og en fælles runde om stueorglet med surround sound, og så kan vi se det sammen og føle, at vi har et samvær i familien. Det kan flow-tv. Det traditionelle tv er stadig meget stort,” siger Christine Feldthaus, der sammenligner med dengang, vi danskere så ’Huset på Christianshavn’, og alle sad lørdag aften foran skærmen med en æbleskive og en kop kaffe. 

”Vi gør jo lidt det samme i dag med streaming. Skal vi ikke binge ’Fargo’ i aften? Og så ser man den sammen med sine venner. Jeg kan godt forestille mig, at nogle medieforskere synes, at streaming gør os dumme, ugidelige og individualistiske, men den tror jeg ikke på. Streaming er meget socialt,” siger hun.

En ting er sikker: ”Hvad ser du for tiden?” er et spørgsmål, som mange af os stiller hinanden, når vi mødes til parmiddag eller får en sludder over kaffemaskinen på kontoret. Hvor vi engang talte om bøger i dannet selskab, er samtalen i dag drejet ind på serier – ’The Sopranos’ er ligefrem blevet sammenlignet med 1800-tallets store dannelsesromaner.

”Når sådan en serie slutter, er man grædefærdig, for nu har man været venner med dem i syv sæsoner, og pludselig er de der ikke mere. Det er som at afslutte et romanværk i tre bind,” siger Christine Feldthaus og tilføjer: ”Hvis du først er blevet suget ind i en serie, som du synes er mageløs, vil du gerne give den oplevelse videre til dine venner. I min vennekreds spørger vi næsten til serierne, før vi spørger til børnene.”

FRIHED TIL AT vælge underholdning på alle hylder lyder jo skønt. Der er bare et problem.

”Mens folk råbte på frihed de første år, og alle syntes, det var fedt, at man kunne vælge, hvad man ville, er der efterhånden så meget indhold tilgængeligt, at det virker uoverskueligt,” siger Mette Stensbek Christensen. ”Det skaber en masse spildtid.”

Den amerikanske psykolog og forfatter Barry Schwartz skrev i 2004 en bog om fænomenet, ’The Paradox of Choice: Why More Is Less’. Bogen beskriver, hvordan for mange valg kan gøre os ængstelige og handlingslammede, og en af forfatterens pointer er, at det kan gøre os mindre tilfredse med de valg, vi tager. Med utallige valgmuligheder må den perfekte film eller serie jo være der. Vi kan bare ikke finde den, så vi nøjes med at se en ’mindre god’ film.

”Jeg griner selv over, hvor ofte jeg har siddet og zappet rundt, og så sender TV 2 ’Notting Hill’ for 117. gang, og man ender med at se den alligevel, selvom der er tusind film på HBO, man ikke har set,” siger chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der som mange andre ofte ikke orker at bruge energi på at sætte sig ind i de mange valg: ”Oveni skal man så skændes med konen, om det nu også er det, hun vil se. Hun vil se et spansk socialrealistisk drama, mens man selv vil se Marvel. Så ender man med at se det, som TV 2 sender, fordi så er det TV 2’s skyld, at man spilder sin aften,” siger Dennis Christensen.

At frit valg på alle hylder er en svær størrelse at håndtere, ved de også hos Spotify, hvor man melder om, at den første søgestreng, som de fleste danskere taster ind, når de opretter en ny konto hos musiktjenesten, er Kim Larsen.

”Vi har mulighed for at høre newzealandsk jazz eller Balkan-punk, men vores fantasi rækker ikke længere end til Kim Larsen,” siger Dennis Christensen.

Spotify imødekommer problemet ved at udvælge tracks til den enkelte bruger, og det samme sker inden for film og serier på streamingtjenesterne. Kodeordet for fremtidens streaming er kuratering, altså indhold tilpasset den enkeltes smag og brugerprofil. Det foregår i dag via algoritmer, der kommer med anbefalinger (”hvis du kunne lide dette, kan du sikkert også lide dette”), men i fremtiden kan vi forvente, at kurateringen bliver mere forfinet. Blandt andet ved hjælp af apps, som samler alle streamingtjenester, og som kan søge på tværs af andre apps, måske også ved at lade os få anbefalinger af venner på sociale medier.

 

CLIFFHANGER OG HISTORISK HÆFTEFEBER

Vores hang til tv-serier er langtfra noget nyt fænomen. Ifølge lektor og filmhistoriker Peter Schepelern har det rødder i 1800-tallets store romaner, som oprindelig udkom i føljetoner i dagbladene. Da Charles Dickens i 1836-37 udgav ’Pickwick-klubben’ som føljeton i 20 dele, udløste han det, som man i litteraturhistorien har kaldt hæftefeber. Folk stod i lange køer for at få næste kapitel i den letbenede satireføljeton om en overklasseklub af ungkarle, der rejser på eventyr rundt i England.

Også mange andre af litteraturens store forfattere har skrevet deres værker i små bidder. ’Idioten’, der anses for et af Dostojevskijs hovedværker, udkom som føljeton i tidsskriftet Russkij Vestnik fra 1868 til 1869. 

Ifølge Peter Schepelern er streaming og tv-seriernes nuværende succes beslægtet med føljetonromanerne, der i 1900-tallet fik konkurrence fra stumfilmene. Stumfilm hittede langt ind i lydfilmens æra med såkaldte serials, små historier med en velkendt karakter, som publikum fulgte med spænding. Et eksempel var stumfilmsstjernen Pearl White i 1920’ernes USA, der blev kendt som ’Queen of the Serials’ og blandt andet lavede sine egne stunts.

Begrebet cliffhanger stammer fra disse tidlige serials, fordi helten eller heltinden ofte i bogstavelig forstand hang og dinglede ud over en klippekant, når afsnittet sluttede, og så kunne publikum bide negle, indtil næste kapitel ramte biograferne. 

Serials bliver i filmhistorisk sammenhæng ofte betragtet som filmmediets småpinlige onkel, en vulgær genre, som ikke kastede stor filmkunst af sig. Men selvom det er nemt at grine af dem i dag, foregreb serials et smart narrativt greb, som går igen i mange moderne tv-serier.

”Man sluttede der, hvor publikum tænkte: ’Åh nej, hvad nu?’ Man udnyttede afbrydelsen af historien til at skærpe interessen,” siger Peter Schepelern.

Det greb går igen i nutidens tv-serier. Man skaber et fiktivt univers med karakterer, som seerne interesserer sig for, og så giver man den ellers ekstra lang line til at udfolde persongalleri og univers. Tid er der nok af, for man skal ikke komprimere historien som i en spillefilm. ’Breaking Bad’ er ifølge filmdatabasen IMDb på 3.030 minutter, hvilket groft sagt svarer til 25 spillefilm. Det tager en krig at komme igennem, men det er sådan set pointen. Ifølge Schepelern er den dvælende fortællestil et ekko af Dickens’ store romaner, som man heller ikke bare suser igennem.

”Man får en fornemmelse af, at nu sætter vi os bekvemt til rette, og så er der en lang historie i vente. Det er blevet genoplivet med serierne, og øjensynligt opfylder det et behov, for vi må konstatere, at der bliver banket serier ud. Der er noget hypnotiserende over det. Vi lever os så stærkt ind i de her menneskers liv, at vi nødig vil give slip på dem,” siger han.

MENS NETFLIX ER stormet frem og i dag dominerer streamingmarkedet, har flere amerikanske giganter med dybe lommer kigget med fra sidelinjen og ventet på det rette tidspunkt at slå til på. I mediebranchen tales ligefrem om en streamingkrig. Giganterne tæller ud over Netflix, Apple TV+ og Disney+ også Amazon Prime, Googles moderselskab Alphabet og mediekoncernen Warner, der ejer HBO og snart lancerer HBO Max. Præcis hvor store dønninger det giver, når en ny gigant stempler ind, blev tydeligt, da Disney lancerede sin streamingtjeneste i Danmark i september. Ifølge helt nye tal fra analyseinstituttet Wilke tegnede 20 procent af danskerne abonnement på Disney+ på blot seks uger.

Forbrugerne kan godt forberede sig på, at giganterne de kommende år vil gå langt i kampen om vores gunst, vurderer Claus Bülow Christensen, der også hæfter sig ved, at hele branchen er ved at blive disrupted: Da Disney streamede ’Mulan’ i stedet for at lade den gå i biografen, væltede de den gamle forretningsmodel. Det revolutionerende er ikke kun, at forbrugerne har fået frihed til at se underholdning, når de vil. Det er, at producenterne i dag også er distributører. Disney kan ved at skrue på et par knapper i deres hovedkvarter i Californien distribuere et enormt bibliotek ud til hele verden på deres egen tjeneste. Den fidus kigger de amerikanske giganter, der snart kommer til Danmark, også på.

Den store streamingkrig handler om det kollaps i værdikæden, hvor de store producenter af indhold – hvad enten det er Netflix, Disney eller Amazon – fjerner mellemmændene og via egne servere og internettet selv kommer ud til forbrugerne. De næste 5-10 år vil vi opleve, at de amerikanske tech-giganter kan sætte sig på vores tv- og streamingtjenester og presse alle andre ud, mener Claus Bülow Christensen.

Det kan sammenlignes med, hvad der skete, da internettet stadig trådte sine barnesko. Dengang fandtes mange forskellige søgemaskiner, men i dag er at søge på nettet ensbetydende med brug af Google. Og det er ingen hemmelighed, at Googles monopollignende position har givet virksomheden flere sager på halsen om overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. 

”Det kommer også til at ske på tv-markedet. Det er et uvæsen, som vi ikke slipper af med. Tv er nemlig det næste, som tech-giganterne kaster sig over. Det er også derfor, de er så aggressive,” siger han.

Hvem vinder den krig?

”Det er svært at sige. Det eneste sikre er, at Amazon, Apple og Google stadig står der om 10 år, og at de vil have knust mange andre streamingtjenester på vejen,” siger Claus Bülow Christensen og tilføjer: ”Lige nu er det billigt, men det kan det ikke blive ved med at være. Så vi skal nyde det, inden de begynder at skrue priserne op, som Netflix lige har gjort det i USA.”

WORST CASE SCENARIO er, at vi ender med at have amerikanskejede tv-tjenester med monopolstatus, der reelt bestemmer, hvad vi ser, og hvad vi skal betale for det. Det mener Rasmus Helles, der er medieforsker ved Københavns Universitet. Han tør dog ikke spå om, hvorvidt det er sådan, det går: 

”Lige nu venter aktørerne på, hvem der blinker først. De kæmper om at få flest mulige kunder ind og se, hvad folk er villige til at betale for. Men de ved ikke, hvor hurtigt afvandringen fra kabel-tv til streaming kommer til at gå, så der er mange variabler. Og ingen ved, hvordan det lander,” siger Helles.

Indtil videre kan du dog godt sætte dig til rette med popcornene. Lige nu er streaming en fest for forbrugerne, der kan shoppe rundt mellem tjenesterne, der har enorme bagkataloger af film og serier samt milliardbudgetter til at producere nye. 

Samtidig kan vi nyde godt af fleksible abonnementsvilkår. Streamingtjenesterne opererer ikke (endnu) som traditionelle tv-stationer med en reklamefinansieret forretningsmodel, der skal få seerne til at se så meget indhold som muligt så meget af tiden som muligt. Netflix & co. skal sådan set bare have dig ind som medlem, så er de ligeglade med, om du ser samtlige sæsoner af samtlige serier eller sætter dit medlemskab i bero. Dit kreditkort er jo klar til at blive genaktiveret, næste gang du falder for fristelsen til at se den nye sæson af ’Succession’ eller gense ’The Godfather’, hvis du sidder handlingslammet i din tv-sofa. 

Michael Corleone kunne ikke have sagt det bedre: ’Just when I thought I was out, they pull me back in!”

Alle har en ret, de aldrig bliver trætte af. Ud & Se beder forskellige danskere dele deres favoritopskrift. Denne gang er det niårige Vida, der slikker sig om munden ved tanken om afghansk kabuli palaw.
Tekst og foto:Steven Achiam

KABULI PALAW

600 g okseskank skåret i stykker på cirka 4 x 4 cm

2 liter solsikkeolie (til friture)

400 g basmatiris

4 store gulerødder

2 store zittauerløg

2 citroner

1 håndfuld splittede, udblødte mandler 

1 håndfuld hakkede pistaciekerner

1 håndfuld rosiner

3 spsk. knust spidskommen

2 tsk. knust kardemomme

3 fed hvidløg

5–6 spsk. sukker

SÅDAN GØR DU

Tænd ovnen på 160 grader. Hak løgene fint. Varm en ovnfast gryde op ved høj varme, og brun kødet grundigt af. Tilsæt herefter løgene, og lad dem stege med et par minutter. Krydr med salt og peber, og tilsæt vand, så kødet er dækket 2/3 op. Kom låg på gryden, og steg det hele i cirka 2,5 time i ovnen. 

Mens kødet simrer, gøres de øvrige ting klar. Skær gulerødder­ne i tynde stænger ­eller strimler. Varm to liter solsikke­olie op til cirka 160 grader i en stor gryde. Steg gulerodsstrimlerne, til de er møre. Tag gulerødderne op af gryden, dryp dem grundigt af, og drys med to spiseskefulde sukker og knust kardemomme. Rosinerne steges også i olien – cirka 2-3 minutter. Bland rosiner og de krydrede gulerodsstrimler i en skål. Skyl risene i en sigte, og kog dem helt møre, så de kan moses mellem fingrene. Dræn herefter risene for vand, og tilsæt spidskommen, mandler, pistaciekerner og lidt salt. Citronsaft af to citroner og hvidløgsfed blendes sammen, sigtes og gemmes til senere. Når kødet er færdigt, sies væden fra. Smelt det resterende sukker på en pande, til det tager let farve. Tilsæt cirka 1/2 liter af væden fra kødet, og lad det koge ind til cirka 1/3. Vend saucen sammen med risene. Lige før servering hælder du citron-hvidløgssaften hen over risene. Velbekomme.

Opskriften er en del af bogen ’Liv ret’, hvor 25 flygtningebørn deler deres yndlingsopskrifter. Bag initiativet står Steven Achiam og Brendan Killeen. Læs mere om bogen på livretbog.dk.

 

Jacqui Kenny rejser verden rundt uden at bevæge sig. Hun har agorafobi – angst for åbne pladser – og tør ikke selv rejse. Alligevel har hun gjort en karriere ud af at finde smukke, sære og bevægende pletter overalt på jordkloden.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Google Street View

MEXICO, KIRGISISTAN, Senegal, Mongoliet og Peru. Jacqui Kenny kan nå det meste af kloden på en eftermiddag. Alligevel kan hun med rette kaldes verdens dovneste globetrotter. Når den 44-årige newzealænder rejser, sker det nemlig fra sofaen i hendes lejlighed i London, hvor hun gennemtrawler Google Street View for særlig gode motiver.

Siden hun begyndte arbejdet for snart to år siden, har hun ­taget over 27.000 screenshots via internettjenesten, og motiverne er alt fra herreløse hunde i Chile og forladte legepladser i Mongoliet til tankstationer i USA og farverige facader i Brasilien.

Håndværkere på række fanget af Google Street View i Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Hendes foreløbig 200 bedste screenshots er udgivet på Instagram-profilen @streetview.portraits, hvor næsten 100.000 følgere kigger med, ligesom hun for nylig udstillede en række af sine værker på et galleri i New York City.

Egentlig troede hun, at Google Street View kun var en ­praktisk hjælper, når man skulle finde vej, men et tilfældigt (virtuelt) besøg i den farverige ­brasilianske hovedstad Rio de Janeiro blæste hende bagover. Pludselig fandt hun sig selv sidde i ­timevis og lede efter Street View-­øjeblikke, magisk fastfrosne i tid og sted.

”Jeg kan opleve fjerntliggende steder, som jeg ikke engang ved eksisterer, og det er sjovt at hoppe fra et land til et andet. Men den største spænding ligger i at finde det specielle øjeblik. De er så svære at finde, men de er der,” siger Jacqui Kenny.

I kørestol i Durango, Mexico.

Det gode Google Street View-foto, forklarer hun, kræver først og fremmest godt lys, og det er der langtfra alle de steder, hvor Google Street View-bilerne kører. Typisk leder hun efter destinationer tæt på ækvator eller steder, der har levende farver i arkitekturen eller moden. Derfor går rejsen ofte til Sydamerika og Afrika.

”Jeg søger normalt væk fra de større byer og ud til mindre byer, hvor der er mere plads. Når jeg har fundet en scene, bruger jeg tid på at beslutte vinkel og komposition. Google fotograferer med 360-graders­kameraer, så der er mange muligheder.”

For Jacqui Kenny er det mere end en sjov hobby. Hun lider af agorafobi – angst for åbne pladser – og i mere end 10 år turde hun slet ikke sætte sig op i et fly og rejse ud i verden. Fotoprojektet, som hun kalder ’The Agoraphobic Traveller’, er blevet den måde, hun oplever verden uden for sin lejlighed.

To kvinder foran en moské i Senegal.

Interaktionen med følgere på Instagram har været det mest overvældende, fortæller hun.

”Jeg får henvendelser fra hele verden, og projektet genererer samtaler om alt muligt – fra teknologi og mental sundhed til kunst og rejser. Jeg får de dejligste beskeder fra folk, der rent faktisk har været de steder, jeg har besøgt via Street View. Ofte fortæller de mig om deres oplevelse eller tipper mig om en naboby, jeg burde besøge.”

Om hun også har besøgt Danmark? 

”Desværre ikke. Det er et sted, jeg gerne vil besøge rigtigt en dag, for min kæreste er dansk. Det lyder som sådan et smukt sted.”

Beboelsesvogn i Kirgisistan i det bjergrige Centralasien.

Artiklen er oprindeligt publicere i Ud & Se juli/august 2018.

Efter årtier med rynkede bryn fra eliten er SØREN FAULI pludselig blevet mangemillionær på butikskæden Normal. Nu har han råd til det meste, men hvad skal den 55-årige multisnakkende kunstner så bruge sin ustyrlige energi til? Ud & Se fulgte i sporene på en mand, mange måske har meninger om, men som ikke lader sig fange så let.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Isak Hoffmeyer

MAN KAN IKKE se ham, men man kan høre ham. Sammen med en håndværker kommer han gående bag en stor gipsplade, mens han højlydt dirigerer to andre håndværkere. Pludselig kan man se en hårtop stikke op bag gipspladen, der nærmest kommer svævende foran huset. Så træder han frem. I blå kedeldragt med et fyrværkeri af hvide malerpletter og sin evige e-cigaret, som han bapper ivrigt på.

”Ham der, han er fra Arbejdstilsynet, så nu kan I godt se at få ryddet op,” driller Søren Fauli håndværkerne, inden han giver hånd. 

Det er sidst på eftermiddagen, og den 55-årige instruktør og skuespiller er ved at runde endnu en arbejdsdag af i det store sommerhus i hipsterville, som han købte i forsommeren 2018, og som han siden har været i gang med at totalrenovere som selvudnævnt byggeleder. 

Kun murene står tilbage af det gamle hus. I haven ligger gamle sengemadrasser i en stak under plastic, og der er installeret et inter-
imistisk udekøkken under en slags presenning foran hoveddøren. Hvis Søren Fauli tog et af de mange nedfaldsæbler i haven og kastede det i retning af Restaurant Kongernes, kunne selv han, med sine utrænede arme, sikkert ramme en eller anden (anden) kendt på restaurantens terrasse. 

En adresse i nordsjællandske Tisvilde er på mange måder et statement – både for kultureliten, dens wannabees og for erhvervsfolk med store biler med tonede ruder. Sommerhuse tæt på centrum her koster mellem det fem- og tidobbelte af, hvad de koster andre steder i landets randområder.

MIDT I BYGGERODET introducerer han konen Annika Lillelund, der, blandt andet, er forfatter, og sine fem børn, der alle går ind og ud af huset. Fanny på 23 og Laurits på 19 er trukket i arbejdstøjet, de hjælper far med at gøre køkkenet færdigt. Billie på 16 viser en blå buksedragt frem, hun har købt i genbrug. 

De tre ældste børn har Søren Fauli med sin ekskone Barbara, og de to yngste med Annika. Daimi på otte og Alice på fem synes begge to, det er sjovt at kaste med pinde og slæbe rødder ind i det nye hus, men det synes deres far ikke. 

”Lad være med det. Det er der ikke plads til – endnu,” siger han bestemt, men uden at hidse sig op.

I udhuset kan børneflokken se frem til at få sovepladser til sig selv og vennerne, en hjemmebiograf og udendørs brusebad. Søren Fauli vil gerne have et flot hus, men ikke for enhver pris, derfor bliver Ikea-køkkenet forsynet med egetræsbordplader, som han har været på Fyn for at hente. 

Alle gulve er brudt op, så der kan installeres gulvvarme, og alle rum på anden etage er forvandlet fra små kasser til loft til kip. Lyst og luftigt skal huset blive, når det er færdigt. Man vil ikke kunne se, at huset oprindelig er fra 1921, og så alligevel: Hele vindues­partier på bagsiden af huset er pillet ud og erstattet med glas, der ser ud, som om det er gammelt.

”Jeg har instrueret min murer i, at intet må være lige. Der skal være buler hist og her. Hver gang håndværkerne laver en lille fejl, siger jeg: ’DET må I godt lade være.’ Det er fundamentalt for mig. Når noget er perfekt, gider vi det ikke alligevel. Det eneste, vi kan bruge, er det fejlagtige.” 

MIKAEL BERTELSEN
programchef på Radio24syv, barndomsven:

”Min far og Søren Faulis far Svend havde mødt hinanden i New York i 50’erne, hvor de blev venner. Da de kom til Danmark, købte de hver et bondehus i Kikhavn i et lille stråtækt landsbysamfund. Fra jeg var lille, har jeg tilbragt alle mine sommerferier deroppe. Søren var en fire år ældre dreng, jeg blev meget fascineret af. Han er og har altid været min fantasistorebror. Han havde altid det sidste nye, om så det var plader med Sweet, skateboard eller forstand på diskodans. Gennem ham fik jeg ny inspiration, og jeg kunne bagefter bruge månedsvis på at gå op i det samme som ham. Han kunne få mig til helt vanvittige ting. Engang løb vi rundt i klitterne og legede nazister. Han sagde til mig, at hvis ikke jeg trådte i en stor hundelort, var jeg ikke rigtig nazist. Så jeg kom selvfølgelig hjem smurt ind i hundelort.”

MANDEN MED TILNAVNET ’reklamebranchens Aladdin’ er ikke karrig med at sætte sig selv i spil. Som person, som filminstruktør, som skaber af farverige karakterer i reklamefilm, som ivrig debattør og som en pibende chokoladeskildpadde fra Toms. Han gætter på, at spørger man 100 mennesker om, hvad de forbinder ham med, vil 95 af dem referere til skildpadden.

”Det er hårdt at blive husket for det. Men ved du, hvad der er hårdere? Når jeg møder folk, der kigger ned i min Netto-pose og siger: ’Der er da ikke så mange Squaaash dernede’, fordi de tror, at jeg er Finn Nørbygaard,” siger Søren Fauli, inden han ikke kan lade være med at forsætte:

”En ting er dog endnu hårdere faktisk. Det er, når – og det sker ret tit – jeg bliver stoppet, og folk siger: ’Godt børne-tv’, fordi de tror, jeg er Pyrus. Det er eddermame ikke rart. Jeg er ikke på nogen måde interesseret i at tegne et glansbillede af mig selv, men der er alligevel grænser.”

I november 2017 kom det frem, at Søren Fauli tjente mere end 50 millioner kroner ved at sælge sin andel af Normal-kæden til Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der nu ejer aktiemajoriteten i den kraftigt ekspanderende butikskæde. 

Nogle af pengene er brugt på byggerodet i Tisvilde, hvor vi sætter os i det udendørs køkken ved siden af en brødrister. Vidste man ikke bedre, kunne pavillonen være et telt slået op på Roskilde Festival.

”At være byggeleder på sådan et projekt minder afsindig meget om at instruere en film. Ligegyldigt hvor jeg drejer hovedet hen, er der detaljer, jeg skal tage stilling til. Ham, der lige gik forbi dér, er en gudbenådet tømrer. Når det stikker ham, kan han udføre mirakler. Men hvis han har en dårlig dag, kan han næsten ingenting. Jeg kan ikke finde ud af at sige, at folk skal tage sig sammen.” 

HENRIK JUUL
samarbejdspartner og medejer af reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners:

”Søren Fauli er den sidste model, de lavede på fabrikken, før de lukkede og slukkede. Jeg mødte ham første gang, da vi skulle lave reklamefilm for Kims for omkring 25 år siden. Vi skulle ud og kigge på, hvor vi kunne optage filmene, og jeg hentede Søren. På vejen siger han så, at han lige skulle ind på en tankstation. Og ud kom han med menstruationsbind. Jeg spurgte, hvad der foregik, og han svarede, at han havde fået en hæmoride, og den talte han så om uafbrudt fra København til Fyn. Den anekdote siger meget om Fauli. Han er ikke forsigtig, og han er helt uforstilt. Da vi landede på Fyn, tog han mig også lige med i Magasin. Han fik råbt så højt, at alle i varehuset kunne høre, at han skulle have ’røvsæbe’! ’Det hedder altså intimsæbe,’ forsøgte jeg.”

HUSPROJEKTET lægger pres på familielivet, selvom de også bor i en villa i Hellerup. Søren Fauli drømmer om sommerhuset om natten, når ellers han kan sove.

”Jeg er så stresset, at du slet ikke gør dig begreb om det. I dag har været en dårlig dag, og Annika har været røvirriteret på mig. Oprindelig troede jeg, at vi ville være færdige til efterårsferien.”

Annika, der også har arbejdsdragt på, smører sig en mad i ’køkkenet’ og tilbyder Dagmar-tærte. Hun interesserer sig ikke for byggeriet. Hun kan bedst lide overskuelige boligprojekter som for eksempel at male en væg.

”Vi lever forskellige liv lige nu, og det er ret voldsomt, men jeg ved godt, det har en ende, og så finder vi sammen igen.”

”Annika kan godt lide, at der er styr på tingene. På mange måder er det medicin for mig, for så bliver jeg mere struktureret,” svarer hendes mand, der sætter pris på et liv, han kalder småborgerligt og kontrolleret.

Ideen om selv at styre renoveringen kom af lediggang. Efter eget udsagn har Fauli, siden han fik kolossal succes med Normal-kæden, siddet og stirret ind i en væg og ”ikke lavet en skid”.

”Jeg har brug for, at der er nogen, der har brug for mig. Annika sagde på et tidspunkt, at jeg måtte se at komme i gang med et nyt projekt, og det blev så det her, selv om hun, set i bakspejlet, nok ikke skulle have sagt ja. Vi driver lidt fra hinanden,” siger Søren Fauli, der selv mener, at arbejdstelefonen ikke længere ringer så ofte, fordi folk tror, han altid har meget travlt. 

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mormor ’Besse’ havde eneret på tv-apparatet hver aften i hele sommerferien. Hun skulle absolut se ’Pressens TV-avis’, mens vi gerne ville se de amerikanske film på TV 2, der netop var gået i luften. Søren havde en teori om, at Besse efterhånden var blevet så gammel, at hun sad der i sin gyngestol kun for magtens skyld, men ikke rigtig kunne følge med længere. På Filmskolen lånte Søren noget videoudstyr, som vi satte op på kaminen. Vi brugte en hel dag på at koble det til tv-skærmen på den rigtige måde. Kameraet kunne nu optage Besse i gyngestolen og sende billederne af hende på skærmen. Og dér sad Besse så om aftenen og så tv med sig selv i hovedrollen. Uden at fortrække en mine.”

SELVOM HAN IKKE længere gider ”slikke røv på en 27-årig bureaudirektør, der tror, han er verdens klogeste”, laver han stadig af og til reklamefilm. Især for Normal-kæden. Et par uger efter byggemødet i Tisvilde kommer Søren Fauli en mandag morgen gående i Hellerup med sin uundværlige e-cigaret i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Filmholdet har udvalgt en pæn murermestervilla med glaserede tegl, hvor de skal optage en af dagens tre reklamefilm.

Fauli kalder dagens optagelse for ’sindssyg’, blandt andet fordi der indgår en hund: ”Børn og dyr er bare det sværeste.”

I filmen skal en kvinde komme gående i rød regnfrakke med sin hund, der hopper ind på en fremmed græsplæne og skider. Hun skal kigge undskyldende på den vrisne mand i vinduet, samle lorten op og skynde sig videre. Det er en af de mange akavede hverdagssituationer, de fleste af os kender. Hen over billederne kommer Søren Fauli senere til at speake: ”Bare rolig, det er helt normalt …”

Med på optagelserne er Torben Mouritsen, en af Normal-stifterne og nuværende direktør for kæden. Han viser sin nye iPhone XS til Søren Fauli, inden optagelserne for alvor går i gang. Mouritsen er imponeret over, at man kan justere på dybdeskarpheden i et billede, efter det er taget, og Søren Fauli driller ham med hans iver over den nye teknik:

”Der har ikke været noget nyt i en iPhone længe. Men se lige noget smart her,” siger han og demonstrerer, at han ved at trykke på sit Apple Watch kan få sin egen iPhone til at give lyd fra sig.

”Det er sgu praktisk, når man som jeg altid går og smider ting væk.”

De taler om, hvorvidt de måske kan få hunden til at skide rigtigt på græsplænen. Og skulle man i så fald bruge svesker eller amerikansk olie? Søren Fauli sikrer sig, at der er en kunstig hundelort med på optagelserne. Det er der.

”Øh, den lort der, den er da ret fast i det?” siger han og tilføjer: ”Lortearbejde!” Formiddagen fortsætter med lorte-vittigheder. I en pause mellem to kamera-indstillinger siger Fauli, at han er meget lidt autoritær som instruktør. 

Første take får positive ord fra instruktøren a la ”det der, det kan noget” eller ”den er sgu da meget god”. Alligevel har han hele tiden forslag til forbedringer. Da der er udfordringer med at time den måde, hunden hopper ind i haven på, agerer instruktøren sufflør og taler skuespilleren igennem optagelsen: ”Kig på hunden”, ”Slå dig på lommen”, ”Tag posen”, ”Saml lorten op”. 

Kun en enkelt gang beder Fauli om, at der skal være helt stille på settet, da der bliver hvisket for meget i krogene. 

”Hvis der ikke er ro, kan jeg ikke koncentrere mig!”

Da indspilningerne næsten er færdige, går hunden hen til en hæk og skider. Rigtigt. Langt fra kameraer og filmfolk. 

HENRIK JUUL

”Der er en diskrepans mellem Søren Faulis voldsomme selvtillid og store usikkerhed. Selvtilliden redder ham gang på gang, for han er også skruppelløs. Engang havde han ødelagt sine hvide B&O-højttalere, men hans forældre havde et sæt magen til i træ. Hvad gjorde Søren? Han gik til farvehandleren og købte noget træklæb, han kunne klistre på sine egne højttalere, og byttede dem derefter ud med sine forældres i al hemmelighed. De kunne ikke forstå, at højttalerne lød mærkeligt, for de havde jo lige købt dem. Søren er vanvittig barnlig i ordets mest positive forstand. Men også nogle gange i den mest negative forstand. Han er meget selvoptaget. Det tiltalte ham at tjene lige så meget på få dage med reklamefilm som med en spillefilm på et helt år. Han har altid troet, at alt ville blive bedre, hvis han bare fik penge nok, men jeg er ikke sikker på, at det er sket. Nu keder han sig måske lidt. Eller meget. På den ene side er han ekstremt metodisk, men samtidig også ret sjusket, og det giver ham en særlig stil, som han behersker 100 procent.”

HAN VOKSEDE OP med en storesøster, der var fem år ældre, og med en fri opdragelse hos Svend og Mona i 60’erne og 70’erne på Frederiksberg. Moren døde som 85-årig i 2016, men Svend på 91 lever stadig. 

Mona Clemmensen var præget af krigen og af, at hendes far, BT’s redaktør Carl Henrik Clemmensen – efter at have fornærmet chefredaktøren på den nazistiske avis Fædrelandet – blev likvideret af den danske nazist Søren Kam.

Mona Clemmensen var ifølge sønnen en ”lidt skør journalist”, der skrev om kunsthåndværk og selv malede – med følelserne uden på tøjet. Sønnen har arvet sin følsomhed fra hende og sin evne til at se andre mennesker. Men ifølge ham selv også sit lave selvværd.

MIKAEL BERTELSEN

”Hans mor kunne godt være nervøs og neurotisk, så hun bevægede sig ikke meget væk fra gården i Kikhavn. En dag jeg kom løbende over for at lege med Søren, da solen var gået ned, gik det galt. Jeg bankede på vinduerne til soveværelset, hvor hun lå og sov, og hun vågnede med et sæt og råbte: ’Nu kommer tyskerne.’ Det var ret voldsomt, og hun kunne være tæt på nervesammenbrud i perioder. Søren tacklede det ved, at vi næste dag gik i gang med at bygge elementer til en kæmpestor scenografi til facaden af huset. Vi brugte flere dage på at lave perfekte menukort, der blev oversat til tysk, og som vi satte i glasrammer med små lamper. På dem stod: ’Gå indenfor i huset, og spørg om et bord.’ Vi satte borde op med rødternede duge indenfor og havde lavet et gigantisk skilt, hvor der stod ’Der Gelbe Gasthaus’. Kun for at se, om vi kunne få tyske turister til at gå direkte ind i stuen. Når jeg fortæller om det nu, indser jeg, at det nok var ondskabsfuldt. Men det var vores måde at overleve på som børn.”

FAR SVEND stod egentlig til at arve sin fars bogtrykkeri S.L. Møller, der en overgang var et af Danmarks største. Men da rotationspressen vandt indpas i 70’erne, ville typograferne til at begynde med ikke lade den køre i det tempo, den kunne. Derefter købte de en rotationspresse selv og udkonkurrerede farfar Fauli. Resultatet var, at Søren Faulis far måtte finde andet arbejde, og Søren Fauli husker tydeligt uroen fra sin barndom.

”Efter den nedtur prøvede min far at lave forretninger med andre, men han blev taget i røven og udnyttet. Min fars historie er historien om en mand, der ikke fik gjort det, han havde lyst til. Han burde have læst historie på universitetet. Jeg har helt sikkert villet bevise, at jeg kunne gøre det, min far ikke kunne. Det vil sige: lave det, jeg har haft lyst til, og tjene gode penge på det. Det er jo helt klassisk. Og det er også helt klassisk, at han ikke er så god til at rose mig. Han får ofte sagt noget kluntet, der lyder fornærmende, men jeg stoler da på hans kærlighed alligevel,” siger den 55-årige søn, der fortæller, at moren var bedre til at give udtryk for kærlighed. 

”Da jeg var syv år gammel, sad jeg og rimede på en biltur, mens min mor skrev det, jeg sagde, ned. Hun elskede digte, så ordene blev senere til en lille digtsamling med titlen ’Søren Syv’, som vi solgte i 100 duplikerede eksemplarer. Jeg tjente penge nok til at købe mig en gravemaskine. Men den særlige gave i det var, at jeg lærte ’at udkomme’. Fra jeg var helt lille, har det ’at udkomme’ været noget naturligt for mig. Generelt har jeg været sprængfyldt med selvtillid på den led. Det har været værre med selvværdet, der indimellem kan være ad helvede til.” 

Han blev mobbet i skolen, men mobbede også selv. 

”Mit selvbillede var, at jeg lå nederst i hierarkiet. Som den tykke dreng, der altid blev valgt til sidst, når der skulle spilles fodbold i gymnastiktimerne. Selvværdsproblemer har fyldt hele min karriere, men jeg har fået det bedre på den konto. Især efter at jeg er fyldt 50.”

MIKAEL BERTELSEN

”Sørens mor havde planlagt et loppemarked i Kikhavn, men hun var meget nervøs for, at der skulle komme for mange gæster, fordi der ikke var plads til så mange biler i landsbyen. Derfor nøjedes hun med at hænge sølle tre små A4-sedler op. Hun mente, det nok var bedst, hvis begivenheden voksede organisk fra år til år. Vi syntes, hun undersolgte begivenheden, så vi besluttede os for at hjælpe hende. Søren og jeg kørte ned i den lokale tømmerhandel, hvor vi købte materialer til et billboard, der blev to en halv meter i højden og fire meter i bredden. Det satte vi op ude ved landevejen. Vi malede det i fluorescerende orange og skrev med meget store bogstaver: ’Kæmpe loppemarked i Kikhavn på søndag. Kim Larsen og Bellami kommer måske og spiller.’ ’Måske’ var skrevet med bittesmå bogstaver. Bilerne holdt i kilometerlange køer, og en sværm invaderede byen.”

SOM UNG PUNKER blev Søren Fauli fascineret af at stå i opposition til samfundet. At være imod det hele, selv punkerne. De gik klædt i sort, men han valgte at gå i grønt. Lige fra undertøj over støvler til overtøj. 

Siden kom han ind på Kunstakademiet, men kunne ikke lide at stå med sine projekter alene. Så gik det bedre på Filmskolens instruktørlinje, hvor han blev forløst, fordi han kunne skabe sine produkter i samarbejde med andre. Søren Fauli ville ikke lave mystiske og deprimerende film som Lars von Trier og andre på den tid. Han kunne godt lide komedier eller i det mindste let forståelige film. 

Han begyndte allerede at lave dem lige efter filmskolen. For eksempel kultfilmen ’De skrigende halse’ fra 1993. Og man kaldte ham ’Fifty-fifty-Fauli’, opkaldt efter den på det tidspunkt nye kommercielle støtteordning på Det Danske Filminstitut. Han havde talrige idealistiske diskussioner med skuespillere dengang. Ni ud af 10 ville ikke nedlade sig til at være med i reklamefilm. I dag vil ni ud af 10 – mindst. 

Senere blev Søren Fauli instruktør af Kims-reklamefilmene, som han udviklede sammen med Henrik Juul. Og han lavede stribevis af andre hits i reklamefladerne. Hvem husker ikke Tuborg-reklamerne med Kirsten Lehfeldts refræn som fladpandet reklamemand: ”Det’ en ommer!” 

Men der kom også dårlige reklamer. Bunden er formentlig en serie netbaserede reklamer for hvidevarekæden Køle-Møller fra 2017. De var produceret uhyre billigt, og i en af dem går Søren Fauli ind og stjæler rødvin fra et køleskab hos Køle-Møller. Havde han ikke andre at spille sine kreative bolde op ad?

”Køle-Møller er en genistreg. Det er det vildeste, jeg har lavet, fordi de film ser ud, som om de er lavet af nogle, der ikke ved, hvordan man laver reklamefilm eller film. De er ægte dårlige. Ikke tilstræbt dårlige.” 

Hvor ligger glæden i at lave noget dårligt med vilje?

”Grinede du ikke af dem? Grinede du ikke af, hvor grotesk dårlige de var? Folk, der holder af mig og kender mig, elsker dem, fordi de er så dårlige. På et tidspunkt prøvede jeg at lave dem lidt bedre, men det fungerede slet ikke. Det er ikke bare endnu en amatøragtig reklame, forstår du? De film var anti på alle planer.” 

Men tror du, folk fanger det lag?

”Nej, jeg tror, folk tænker, at han har tabt sutten. Og det var også meningen.”

MIKAEL BERTELSEN

”På trods af at man godt af og til kan blive irriteret på Søren, kan man få stor glæde af hans måde at tænke på. Jeg møder mennesker, der ikke ved, at han er min bedste ven. Og så kan de sige noget i retning af, at han simpelthen er for meget og røvirriterende. Det kan jeg slet ikke genkende, for i mit billede har Søren haft afgørende betydning for mit liv. Søren er utrolig generøs i forhold til at fortælle om sine egne svagheder, og det gør jo, at man slapper af i hans selskab, fordi man ikke behøver være perfekt. Og så har Søren på afgørende tidspunkter i mit liv sagt ting til mig, som jeg godt kunne blive såret over i øjeblikket, men som siden hjalp mig. Da jeg i nogle år havde været chef på DR2, mente han for eksempel, at mit sprog var blevet ødelagt, og det klingede hult. Og der gik jeg rundt med en opfattelse af, at jeg var en chef med stor succes. Efter jeg havde tænkt over det, fandt jeg ud af, at det var på tide at lave noget andet.”

HAN STÅR i sin store hjørneejendom i Hellerup med telefonen for øret. Omkring ham er der masser af kunst i de lyse stuer. Nyt og gammelt mellem hinanden, fra Henry Heerup til Jan S. Hansen. 

Søren Fauli, afslappet klædt, sikrer sig, at han har nok benzin til sin e-cigaret, mens han afslutter et telefonopkald med Torben Mouritsen om de sidste rettelser til formuleringerne på nye butiksskilte. Så kan vi køre til Fredericia, hvor han skal holde et foredrag.

Vi kører i denne skribents bil, selvom den nyslåede mangemillionær har købt en ”hybrid-agtig Mercedes”.

”Jeg tænkte, at nu har jeg fået alle de her penge, og jeg er 55 år gammel, så må jeg for en gangs skyld prøve at have en stor bil. Jeg er ikke bilinteresseret som sådan, og jeg må indrømme, at det har været spild af penge. Jeg har det ikke så godt med signalværdien. At man er en af ’dem’. Det er praktisk, at man kan overhale hurtigt, men hvor mange hundrede tusind kroner er det værd? Det er lidt skørt. Mon ikke man kan få en billigere bil, der også kan flytte sig?” spørger Søren Fauli, der helst ikke vil tale om sine mange millioner.

”Kan du ikke skrive ’alle de her penge’ i stedet for? Det er ubehageligt for mine omgivelser hele tiden at læse beløbet.”

Men for en mand, der har en fortid som punker og siden blev en del af film- og reklameverdenen med mange kulturradikale mennesker omkring sig, har beløbet ændret hans liv. I begge miljøer er og var penge ikke rigtig noget, man talte højt om: 

”Punk er noget med at være i opposition til det bestående, sige det modsatte for at provokere. I den kulturradikale verden fandt jeg hurtigt ud af, at det mest provokerende var at tale det kommercielles sag. Og fordi jeg blev dygtig til det kommercielle, kom jeg med i Normal.” 

HENRIK JUUL 

”Søren Fauli er en blanding af total mangel på etikette og total mangel på, hvordan man skal opføre sig i et selskab. Og så alligevel ikke. Man skal jo kende reglerne for at kunne bryde dem. Han plejer at klage over, at jeg har proppet ham i så mange mærkelige kostumer gennem tiden, men grundlæggende kan han godt lide det. Han vil gerne vise, hvad man bliver til, hvis man lader sig købe for penge. Hvis der er en, der kan finde glæde ved jordisk gods, er det Søren. Efter optagelserne på Kims var Søren altid den, der tog flest chips med hjem. Han kan ikke lade være.”

NORMAL-KÆDEN har i dag allerede 150 butikker i fire lande og ekspanderer hurtigt. Kæden blev stiftet i 2013 af de to købmænd Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Der blev arbejdet grundigt med ideen, inden den fandt sin endelige form. Skulle det være en abonnementsordning, lagervarehuse a la Harald Nyborg ved indfaldsvejene til de store byer eller netbutikker? Ingen af delene. Det blev til rigtige butikker med grundvarer til stabile, billige priser på grund af store indkøb og parallelimport.

For Søren Fauli begyndte partnerskabet 10 år tidligere. Dengang var Torben Mouritsen topchef i Punkt1, og i 2003 havde han brug for en reklamefilm. Derfor kontaktede han Fauli, der var kendt for at skabe specielle karakterer som for eksempel ’Polle fra Snave’.

Da Mouritsen senere solgte Punkt1 og etablerede hvidevarekæden Wupti med Claus Kristensen, ringede han igen til Fauli, der opfandt Wupti-Pede, en kriminel type med hue over hovedet og et drilsk smil. 

”Torben ville have en karakter lige så bemærkelsesværdig som Jørgen fra Kims eller Harry fra DSB-reklamerne, og jeg spurgte mig selv, hvad der mon var ledigt, og så kom jeg på, at det, vi endnu ikke havde set, var en reklame med en kriminel i hovedrollen. Og det kunne Torben godt lide. Det er muligt, at jeg er en fyr med nogle mærkelige ideer, men de er altså ofte båret af, at Torben er fucking modig,” fortæller Søren Fauli.

En bunke på omkring 20 korte reklamefilm blev klippet færdig, og i en af dem møder seerne ’Pede’ i et skummelt baglokale. Han sælger det samme som Wupti – printere, bærbare computere og fladskærme – men også lige hash og nøgler. 

”Vi havde på fornemmelsen, at vi stod med et hit, men hvad ville bestyrelsen mon sige til hash i deres reklamer? Torben besluttede at lade være med at vise filmene til bestyrelsen for at undgå, at de skulle få kolde fødder. Han løj om, at hans memory-stick ikke virkede,” husker Fauli.

Filmene blev sendt i tv fra 2006 og nogle år frem og fik mere end 200.000 likes på Facebook på et tidspunkt, hvor Carlsberg lå højest med omkring 10.000. 

MIKAEL BERTELSEN

”Han var en god købmand. Han solgte nogle Sweet-plakater til mig for 100 kroner, der lige var hevet ud af Vi Unge. Søren var antiautoritær i forhold til sine forældre og fuld af gode ideer. I sommeren 1974 var han lokomotivet i et projekt, hvor vi byggede en hule med tilknyttet vindmølle for at blive selvforsynende. Søren pressede sin far hårdt for, at han skulle betale materialerne. Havde vi holdt fast, var vi Vestas i dag.”

REKLAMEMANDEN kom med i Normal-kædens ejerkreds fra begyndelsen i 2013. Hans job var at lave historiefortællingen om den nye virksomhed: 

”Alle føler sig ensomme, og vi prøver alligevel alle sammen at være unikke. Jeg havde ideen til et maleri af en masse ens personer, der alle stod og sagde: ’Jeg er unik.’ Vi ledte efter et navn til kæden, og det blev Normal – altså det modsatte af unik. Ud fra en konstatering af, at det ikke er det unikke, men det normale, der binder os sammen,” siger han. 

Hvor stor en andel af kædens succes er din fortjeneste?

Før han svarer, tænker han sig om. Ukarakteristisk længe.

”Det ved jeg ikke. Jeg er da en del af succesen, men det vigtigste bag den er selvfølgelig, at både Bo og Torben kom fra en købmandsverden. Jeg opfandt vores antimaskot, Unik-manden. Hver gang vi kommer med et kommercielt budskab, piller han det ned, og jeg er vagthunden, der skal sørge for, at alle reklamefilm og tekstskilte holder den linje.” 

Hvorfor solgte du din andel af firmaet? 

”Jeg havde fornemmelsen af, at det var et godt tilbud, og jeg kunne ikke sige nej. Min økonomiske drøm rakte ikke længere end til at blive økonomisk uafhængig engang. Og det er jeg jo nu, så hvorfor beholde aktierne?”

Søren Fauli synes, det er forkert, at journalister kan gå ind og se regnskaber i kendte menneskers firmaer for at skrive nyheder om dem. Det gør Se & Hør blandt andet.

Han havde derfor en løgnehistorie klar, da han indleverede sit årsregnskab for 2017 med et overskud på 51,2 millioner kroner. 

Allerede dagen efter ringede Se & Hør, og som var det den pure sandhed, fortalte han journalisten, at han havde tjent pengene på at fremstille falske Pokémon-kort i Litauen. Krydret med et par realistiske facts om hans families baggrund som bogtrykkere slugte ugebladet historien råt. 

”Jeg var parat til at fyre historien af. Nogle timer senere ringede Ekstra-Bladet og Børsen, og historien fik flere detaljer om firmaet ’Fakey A/S’. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at blive ved med at lyve, indtil politiet stod og bankede på min dør med en stævning. Men der skete så det, at BT skrev, at man i Normal-kæden solgte falske Pokémon-kort.”

Det førte til en opringning fra Torben Mouritsen.

”Han syntes, min løgn var enormt sjov, men nu da virksomheden blev inddraget, ville han have den standset omgående. Jeg måtte ringe rundt og sige undskyld til alle journalisterne, men det gjorde ikke noget, for jeg havde understreget min pointe.”

Søren Fauli er samtidig bevidst om, at han ikke vil ændre livsstil alt for meget på grund af pengene.

”Jeg er godt nok flyttet til Hellerup, men jeg er stadig opmærksom på, om tuben med mayonnaise koster otte eller 17 kroner. Det kan jeg slet ikke lade være med. Når vi har venner, der synes, at Gucci-tasker er vildt seje, føler vi os fremmedgjorte. Et liv med penge er fuldstændig ligegyldigt. Hvis det var vigtigt, kunne jeg hurtigt finde andre at sammenligne mig med, der har flere penge end mig, og blive ulykkelig af det, og så bliver det skruen uden ende.” 

INDEN FOREDRAGET i Fredericia når Søren Fauli at spise en Whopper-menu på Burger King i byen. Det bliver til selfies med en moden mand og en gruppe på fire piger. 

”Jeg synes, det er mig, der har skabt det her med hele universer og karakterer i reklamer,” siger han, da de er gået. ”Andre har også arbejdet med det, men jeg har bidraget meget på det område ved netop at lave hele figurer. Fejlagtige karakterer i reklameblokken, hvor der før kun var perfekte billeder.”

Søren Fauli vandt engang respekt for sine korte dokumentarfilm ’Tvangsritualer’, ’Supermaterialisme’, ’Forsmåelse’ og især for kultfilmen ’De skrigende halse’. Men siden imponerede han ikke med filmene ’Grev Axel’ og ’Polle Fiction’.

”Hvorfor er min filmkarriere ikke gået bedre? Det har noget med komplekser at gøre. Mange skidegode ideer er blevet forpurret af mig selv, fordi jeg syntes, de var for dårlige. Det er helt absurd. Jeg arbejdede på en film, der skulle hedde ’De autonome’, men jeg smed manuskriptet væk, fordi jeg bildte mig selv ind, at det var en dårlig idé. Jeg ville lave en film om parterapi, men den blev siden lavet af andre. Det er virkelig skørt. Dybest set har jeg været ramt af ensomhed.” 

Søren Fauli har ikke konkrete ideer i skuffen, men drømmen om at give filmkarrieren et sidste skud er ved at genopstå. Han har allieret sig med instruktør og filmklipper Jacob Thuesen, der skal være executive producer på en eventuel spillefilm eller en tv-serie. 

”Så finder jeg ud af, hvad der er i posen. Jeg tror på, at jeg kan lave en komedie, der er ægte sjov, og som er drevet af smerten i karaktererne. De kulturradikale regner mig ikke for noget, og derfor er det et relevant spørgsmål, om jeg overhovedet kan få noget igennem på filminstituttet i dag. Men jeg må bare stole på mit talent.”

TORBEN MOURITSEN
ven og direktør i Normal: 

”Første gang jeg mødte ham, kom han vadende ind til et møde ude i lufthavnen i gummisko og stor sweater. Han fyldte rummet, og der stod et mylder af ideer i kø i hans hoved. Det væltede nærmest ud, og vi klikkede hurtigt. Også i vores snakke om andet end reklamefilm. Søren er jo enormt empatisk og fantastisk til at kunne gennemskue mennesker, og så har han en fænomenal forståelse for at koble den viden over på forretning. Vi kan se ind i hinandens verden. Når der kommer tusind ideer, kan jeg filtrere dem fra, der ikke fungerer, og så er vi gode til at udvikle videre. Jeg er vokset op med døve forældre, så jeg har nok en god indfølingsevne. Søren fylder noget, og det ved han også godt selv. Han er måske det eneste voksne menneske, man kan stå og skælde ud på, som man gør på børn. Han er lynende intelligent. Jeg har altid taget Søren Fauli meget alvorligt. Han er et meget ægte menneske.”

PÅ ”JYLLANDS NYE FAGMESSE for dig, der arrangerer møder, events og konferencer” skal Søren Fauli holde et oplæg på tre kvarter.

Han stiger ud af bilen. E-cigaretten er netop fyldt med væske. Han tager hættefrakken op om ørerne, skutter sig og sigter nølende mod indgangen. På vej fra parkeringspladsen til messecentret træder han på hver eneste af de hvide striber mellem parkeringsbåsene. Han har altid været plaget af tvangshandlinger, og de tager til, når han bliver nervøs. 

”Jeg hader at holde foredrag. Det minder mig om at gå i skole. Om hvor dårlig jeg var. Hvorfor gør jeg det så? Fordi de spurgte, om jeg ville. Jeg har svært ved at sige nej. Men også for pengenes skyld. Nu er jeg nervøs. Og bange. Jeg kan jo gå i stå. Det værste, der kan ske, er, at det ikke siger folk noget, eller jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige.”

Manden, der har booket Søren Fauli, er overstrømmende venlig: ”Du var altså god sidste gang,” siger han. 

Fauli går på scenen uden præsentation i den ene ende af messehallen. Overskriften er ’Det fejlagtige skaber opmærksomhed – det perfekte er kedeligt’. Omkring 30 mennesker trækker langsomt op mod scenen. Undseelig og skrutrygget kigger Søren Fauli til at begynde med mere ned i scenegulvet end ud mod publikum, mens han gnider sig nervøst i hænderne. Efterhånden som han kommer i gang med sin livsfortælling, retter han sig mere og mere op. Og der kommer flere tilhørere til. 

Da foredraget er færdigt, er der tre minutter til spørgsmål. En kvinde spørger, hvad han er mest stolt af.

”Mine børn. Nej, det er tarveligt at sige i den her sammenhæng. Jeg er mest stolt af den film, jeg lavede, der hedder ’De skrigende halse’. Jo, jeg er da også stolt af Normal. Jeg er stolt, når jeg ser en plasticpose komme gående på gaden, som jeg har været med til at lave. Men det er et svært spørgsmål. Sagen er, at jeg ikke selv synes, jeg er noget særligt.” 

Efter foredraget griber arrangøren en mikrofon og siger, at det er anden gang, han har hørt Søren Fauli. Og at han snildt kunne holde ud at høre ham en tredje gang. Søren Fauli når lige at mumle ”Det er sindssygt …”, inden mikrofonen bliver pillet af ham, og arrangøren fortsætter:

”Det var godt, du kom herover, Søren. Det, du siger, er ikke bare morsomt, det er tankevækkende på den rigtig gode måde.”

Efter foredraget er Søren Fauli ikke i særlig godt humør.

”Jeg var overbevist om, at jeg havde glemt at lyne min lynlås op. Jeg kunne ikke finde en naturlig måde at få det undersøgt på. Der kørte hele tiden en film inde i mit hoved om, at jeg havde åbent tissehul.”

Der ligger altid en bananskræl og venter på, at vi glider i den. Og når vi ligger dér og roder rundt, opstår det sjove. Midt i ydmygelsen, midt i tragedien. Det kender BODIL JØRGENSEN alt til fra sit liv og sine figurer. I 12 kapitler fortæller hun her om at falde og rejse sig igen. Og falde og rejse sig igen.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

1. 

HVIS MIN FAR så en høstak, ville han lægge sig i den og kigge drømmende op i himlen. Han egnede sig ikke til at blive bondemand som sin far. I stedet blev han lærer og flyttede ind til byen, til Vejen, hvor han blev tysklærer. Når han skulle lære børnene de tyske forholdsord, an, auf, hinter, in, neben og så videre, kunne han finde på at gå over til klasselokalets håndvask. Der begyndte han at tage sine sko og strømper af, mens han beskrev det: ”Ich nehme meine Schuhe aus und dann …” Så stak han sine bare tæer op i håndvasken, tændte for vandet og vaskede dem. Stadig beskrivende hver bevægelse. På den måde kom han alle forholdsordene igennem. Sådan noget glemmer børn aldrig. 

Hjemme fik vi tit gæster. Det var med velkomstdrinks, cigaretter på sølvfade, musik på pladespilleren og tændte stearinlys. Når vi så stod klar, og gæsterne skulle til at komme, sagde far: ”Skal vi ikke gemme os?” Min mor sagde: ”Hold nu op, selvfølgelig skal vi ikke det.” Alligevel fik han hende lokket til at stille sig om bag et gardin, vi børn fandt hvert vores hjørne at forsvinde i, og selv lagde han sig under bordet. Når det så bankede på, var der ingen, der åbnede for de stakkels gæster. Jeg lå et sted og forestillede mig deres undren. Hvordan de kiggede på uret og sagde til hinanden: ”Det er da nu?” og ”Det er da i dag, ikke?” De bankede igen. Min far råbte: ”Kom ind!” Så trådte de ind i den tomme stue med de levende lys. I deres fine jakkesæt og selskabsdragter stod de på gulvet og så sig undrende omkring. Pludselig sprang far op fra bordet som trold af en æske. Han kommenterede det aldrig for dem bagefter. 

Sådan var han også på udebane. Engang kørte vi til Harzen for at campere. Vi var totale nybegyndere, og vi vakte opsigt alene ved vores ankomst, fordi min far var rigtig dårlig til at køre bil. De andre campister lurede hurtigt, at vi aldrig havde prøvet det før, så de satte sig godt til rette for at se os bakse med teltet. Mens vi stod der med strakte arme i forsøget på at holde det hele på plads, viste det sig selvfølgelig, at vi manglede en af de bærende tværstænger. Vi pakkede det hele sammen igen, pressede os ind i bilen og kørte. Lige inden vi forlod pladsen, bremsede min far bilen, steg ud og bukkede for vores publikum. Han var virkelig mit store idol.

2.

BYEN VEJEN var en vej, en viadukt og et museum. Og vi, det vil sige min mor, far, storesøster, lillebror og jeg, boede på samme vej som museet. Og politiet. Mit barndomshjem var en stor murermestervilla med en have, der gjorde os selvforsynende med kartofler, bønner, ærter og bær. Det betød især noget for min mor. Ligesom min far havde hun forladt sin fædrene gård, men hun havde et større behov for at beholde kontakten til livet på landet. Hun var præget af dårlig samvittighed over at være blevet lærer, mens alle hendes søskende stadig var bønder. Så vi hjalp til på familiens gårde med at hakke roer og køre hø ind. Derude levede man på vejrets nåde, og man gik i kirke hver søndag. 

I det miljø skulle man have evner, hvis man ville stille sig på en kasse og råbe op. Man skulle virkelig ikke gå og tro, at man var noget. Mange betragter det som en begrænsende tankegang. For mig er det et befriende mantra. Det ville være anstrengende, hvis jeg var noget. Hvis jeg kunne bestemme noget som helst. På den måde har jeg vendt det til noget positivt. Også fordi jeg kender min mor og far: De ville ikke tryne mig på noget tidspunkt.

At man ikke skal tro, man er noget, er en eksistentiel tanke. Hen over scenen i det forsamlingshus, jeg kom meget i som barn, Stenderup Forsamlingshus, stod der: ”Du skal ikke dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl.” Det synes jeg sateme er flot at have stående ude i sådan et bondemandsland, hvor man gik med næsen nede i plovfurerne.

3.

PÅ FØDDERNE bar jeg brede ortopædiske sko Jeg var platfodet på grænsen til det invalide. Jeg gik helt indad på foden. Da jeg samtidig var lærerbarn og rødhåret, blev jeg et oplagt mobbeoffer. Om vinteren havde nogle af drengene det ritual, at de tog fat i mig og drejede min hjemmestrikkede elefanthue rundt, så jeg ingenting kunne se. En dag tænkte jeg: ”Nu gider jeg simpelthen ikke mere!” Jeg tog vores tehætte på hovedet og gik i skole med den. I skolegården stod de og gloede med sådan et blik: ”Hvad fa’en er det, hun har taget på i dag?” Det var som at sætte et spejl op foran deres åndssvage drilleri. Som at mobbe dem. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg fandt ud af, at humoren var en nøgle til at slippe ud af det.

Mit tøj bestod primært af arvestykker fra min søster. Det betød, at jeg ofte gik klædt i noget, som var moderne seks år tidligere. Til et skolebal, hvor der var højtidelig indmarch, skolekomedie og bal til sidst, fik jeg hendes aflagte gule strutkjole på. På det tidspunkt, i begyndelsen af 70’erne, gik alle de andre piger i hotpants, buksedragter og støvler. En af de drenge, jeg faktisk syntes var meget sej, fordi han bed negle, sagde: ”Hvem fanden er det, der har pisset på din kjole?” Det stak.

Så tænkte jeg: ”Nej, nu går jeg ind og viser, hvad sådan en strutkjole her kan.” Og det er jo at strutte. Jeg stillede mig midt på dansegulvet og begyndte at snurre rundt. Når der først kommer gang i sådan et par tunge ortopædsko, går du nærmest i selvsving. Jeg snurrede og snurrede. Kjolen lettede. Det føltes fantastisk.

Det handler om at finde ud af, at man kan stå selv. Bliver man for afhængig af en eller anden plads i et fællesskab, bruger man alle sine kræfter på at forsvare den plads. Jeg kan se det på mine egne børn. Selvfølgelig skal de være en del af fællesskaber, men når de fællesskaber gør ondt, skal de kunne gå solo. Man behøver ikke holde andre op for sig. Jeg siger det meget til min datter. Bare stå ret op og ned. Du har havet, du har himlen. Du skal ikke tage dig af det. Lad dem være med deres elevatorblik.

4.

I GYMNASIET kørte jeg hver dag med det store, gamle tog til Kolding. Det var som at komme til en metropol. Kolding havde hotel, gågade og barer. Og så dette gymnasium, hvor man lærte at flyve op og se tingene oppefra. Jeg gik på musik-sproglig linje og endte i en sjov gruppering sammen med blandt andre Uffe Rørbæk, der senere dannede De Nattergale. Han og nogle af de andre kom ude fra Sdr. Bjert og tog sådan en vildt absurd humor med sig.

Vi lavede en forestilling, som hed ’Brødrene fra Højgaarden eller Laura og det hængende æg’. Det var som Dalí tvunget ind i Morten Korch. Jeg gik rundt med en støvekost og støvede af iført kunstskøjter, og en, der hed Asger, som virkelig også var plim, gik rundt og malede i et par malerbukser, hvor røven var klippet ud. Dialogen var udklip fra lægeromaner. Vi brugte både det talte ord fra romanerne og de beskrivende elementer. En replik kunne lyde: ”Jeg tør ikke, sagde hun og sank en klump.” Det var vildt for mig at være med til noget så outreret. Det gav mig færten af noget.

På samme tid kom ’Saturday Night Fever’ til Vejen Bio, og den så jeg seks gange. Til sidst fiskede jeg en pengeseddel op af min fars pung for at se den en syvende gang. Filmen er en klassisk fortælling om et kuet menneske, der bryder sin egen lydmur. Jeg elskede åbningssekvensen, hvor han går, og man ser broerne i New York som symbol på, at det kan lade sig gøre at komme over på den anden side. Det hjalp naturligvis, at han var en flot fyr. Jeg ville gerne have hængt et billede af ham op på mit værelse, men vidste, at det ville blive ugleset af min mor. I stedet fandt jeg en anden løsning. I vores entré havde vi en skunk, hvor vi hængte jakker ind. Inde bag den skunk lå et hulrum, og der indrettede jeg mig med nogle kasser og billeder på væggene. Blandt andre Jesus og John Travolta. 

“Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ‘fucke mig’. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem.”

5.

I LØBET AF mit sabbatår spirede tanken om at blive skuespiller. Jeg fik Shakespeares samlede værker på originalsproget foræret. Jeg var betaget af de voldsomme kvindeskikkelser, Lady Macbeth og Ofelia. Men at blive skuespiller lå langt væk i Vejen. Man skulle ikke flyve højere, end vingerne kunne bære. Mine forældre syntes, at jeg skulle gå på seminariet og læse til lærer. Jeg kunne jo altid tage mig af skolekomedierne, mente de. Løsningen blev, at jeg tog til Aarhus for at studere engelsk litteratur. På den måde kunne jeg læse Shakespeare færdig.

Ved siden af mine studier fik jeg et job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, som var svært bevægelseshandicappet. Hun var med til at drive Århus Krykensemble, hvor hun optrådte sammen med en kvinde med muskelsvind og en spastisk lammet ung mand. De lavede en kabaret om livet som handicappet, som dengang var væsentlig sværere.

’Cirkus Fantaspastisk’ var en forestilling, jeg var med til at lave sammen med Lone. Vi havde alle mulige handicappede med. Vores idé var at lokke folk til som i et gammeldags freakshow: ”Kom og se! De gør ikke noget. Rør ved puklen!” Vi optrådte på gader og stræder i alle de større byer. Vi gennede folk sammen, og så rendte jeg rundt som spastiker og raslede med en raslebøsse for at samle penge ind. Jeg gik helt tæt på dem med mine kantede, pludselige bevægelser. Folk skyndte sig at putte penge i raslebøssen for at få mig væk. Når jeg så havde været rundt, så bum! Så skiftede jeg til at være en slags konferencier for det store show. Når de så, at jeg ikke var handicappet, blev nogle rasende og krævede pengene tilbage. ”Vi er blevet snydt!” Nogle gik i vrede. Andre stod og måbede. Andre igen grinede. At mærke den reaktion overbeviste mig endegyldigt om, at jeg ville være skuespiller.

6.

FOR 800 KRONER om måneden kunne jeg bo i en saneringsmoden ejendom på Nørrebro. Så der flyttede jeg ind, da jeg kom på Statens Teaterskole i 1986. Jeg fik at vide, at jeg skulle dele toilet med Mike. En af de første aftener bankede det på min dør. Udenfor stod Mike. ”Hej, det er skidegodt, du er flyttet ind. Må jeg ikke lige komme ind et øjeblik.” ”Ja, værsgo,” sagde jeg og tænkte, at det er rart at vide, hvem man deler toilet med. Inden jeg nåede at give ham kaffe, sagde han: ”Det er sgu, fordi jeg har fundet ud af, at jeg er biseksuel.” Det var virkelig en københavner­oplevelse for mig. Hjemmefra vidste jeg godt, hvad det var, men det var ikke noget, som bare blev slynget ud. Derefter kom Mike tit forbi og snakkede. 

Nedenunder boede Ghita og Kenneth, som altid skændtes. Når det gik vildest for sig, slog han hende, og en dag rev han et vandrør ud af væggen og tævede sig selv som straf for at være så ondskabsfuld. Så kom de blødende op til mig. Vi ringede efter en ambulance, som hentede dem. Imens de lå indlagt, passede jeg deres to hunde, og så fik jeg en klump hash som tak. I gården havde Ymer bygget sin egen hytte. Han hed sådan, fordi han var høj og bleg. Endelig var der Vietnam-Per, som via Sorø Akademi var endt som soldat i Vietnam. Han havde slået mennesker ihjel og sov med sin pistol under puden. Han blev min bodyguard. Dog en lidt ustabil en af slagsen. Han trænede i tre måneder og blev kæmpestor, inden han satte det hele til i druk. Og så begyndte han samme cyklus forfra. 

Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ”fucke mig”. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem. Jeg satte mig ned ved siden af ham og begyndte at tale om, at alle mennesker elsker hinanden. ”Jeg kunne sige til dig, at jeg elsker dig, og du kunne sige til mig, at du elsker mig,” sagde jeg. Han lyttede og blev mere og mere rolig. Det endte med, at han fik de tomme flasker med, og vi fulgtes ud ad Falkoner Allé, inden vi tog afsked.

Mine forældre fik intet at vide om de episoder fra mit nye liv. De havde rigeligt hyr med at forklare familien, hvad det var, jeg havde gang i derovre i København. Min onkel Bent kom over for at se en forestilling, hvor jeg spillede Nina i ’Mågen’. Forestillingen begyndte med, at jeg sad på kanten af scenen og kiggede drømmende mod Moskva. Ind kom onkel Bent og satte sig lige foran mig på forreste række. ”Hej Bodil,” vinkede han. ”Det er Bent hjemmefra, du. Hallo!” Jeg tænkte, at jeg måtte holde fast i kunsten og vælge familien fra. Bagefter sad han i kantinen: ”Det er sateme så koncentreret, du er deroppe. Man kan slet ikke komme i kontakt med dig.” Det var så rørende. Han var oprigtigt interesseret og kom og så flere af mine forestillinger. Som en påmindelse om, at jeg har et ben i hver lejr af landet.

7.

EN TIDLIG MANDAG morgen i april 1988 trådte jeg ind i en togkupé på banegården i Odense. Jeg skulle tilbage til skolen efter at have besøgt min kæreste Jesper Lohmann, der jo mindede lidt om John Travolta. Forårssolen skinnede, så jeg satte mig ved en af de to vinduespladser. Den eneste anden passager i kupeen var en ældre herre, som sad ved døren. I Nyborg steg et kærestepar på, og de havde reserveret de to vinduespladser. Jeg rykkede hen og sad over for manden. Efter færgen bumlede vi over Sjælland. Inden Sorø mærkede vi noget turbulens. Først tænkte jeg, at det var de sædvanlige ryk, når man kører igennem et togskifte. Men pludselig gik det op for mig, at noget var galt. 

Vognen begyndte at hælde. Farten var alt for høj. ”Hvad, hvad, hvad?” lød det. Jeg holdt fast i, hvad jeg kunne. Stemte mine ben i maven på den ældre mand. Vognen væltede, jeg hørte lyden af metal, der skar mod hinanden. Af glas, der smadrede. Kupeens vindue lå mod jorden, gangen var over os. En af de andre togstammer rejste sig og hamrede ned på vores vogn og trykkede os længere ned. ”Nu dør jeg,” tænkte jeg og så en gammel olding for mig. Det var mig i skikkelse af min bedstemor. 

Så lagde stilheden sig. Jeg orienterede mig. Kvinden sad med benene ud ad vinduet og med hele togstammen over sig. Hendes lår boblede op. Der lå jord omkring hende. Anemoner stak op. Hendes kæreste og den gamle mand kravlede op gennem døren og krabbede hen ad gangen. Jeg blev hos hende og talte med hende, til redningsfolkene kom. Hun talte om, at hun så gerne ville have, at jeg fandt hendes støvler. Jeg prøvede, men så kom redningsfolkene og bad mig kravle ud. 

Jeg trådte op og stod på toppen af det væltede tog. Mennesker løb skrigende bort. En af de andre togvogne var ikke landet i jord med anemoner, men på sten. På jorden lå en mand med armen revet af. Konduktøren, der havde billetteret os, lå der også. Død. Ret hurtigt efter jeg var kommet ned, troppede journalister fra Ekstra Bladet op. Der blev taget billeder, og de prøvede at stille mig spørgsmål. Jeg skreg, at de skulle holde deres kæft. 

Jeg blev undersøgt, men var sluppet uden fysiske skader. Til gengæld fik jeg psykologhjælp i tiden efter. I mit hoved kørte tankerne: ”Hvorfor skulle nogle dø, og jeg leve? Hvad var det for en logik?” Det plagede mig, men førte til, at jeg gjorde mig umage med de dage, jeg fik. Senere har jeg trøstet mig med, at man ikke kan finde en moralsk forklaring på tilfældighedernes vanvid. Der var ellers mange, der prøvede at pådutte mig en mening: ”Du skal nok til at …” Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, der er et regnskab, der er så enormt, at vi bliver vanvittige, hvis vi spekulerer over det. Vi skal bare synke tilbage i det. Det har med visne blade og Vorherre at gøre. 

Flere år senere sagde jeg i et interview, at jeg gerne ville i kontakt med kvinden ved vinduet, som havde fået min plads. Ret hurtigt kontaktede hun mig, og jeg fandt ud af, at hun hedder Lotte. Hende har jeg besøgt flere gange. Hun beholdt sine ben og kan gå, men med nedsat funktionsevne. Nu er hun blevet mormor på samme dato som ulykken. 25. april. Det er fint, at der kommer nyt liv. 

8.

LIGE DA JEG var færdig på skuespillerskolen, døde jeg i alle de forestillinger, jeg var med i. Jeg var tilmed god til det. Folk troede på det. At jeg var klar på tragikken, skyldtes, at jeg på skolen fandt sammen med instruktøren Henrik Sartou. Vi sad ved siden af hinanden til en intromiddag og talte og talte. For ham var teatret ild og vand, kærligheden og døden. Selv om vi ikke måtte, satte vi allerede som elever forestillinger op i en af prøvesalene og solgte billetter. Det var vilde ting som ’Det høje forsyn’ af Jean Genet, et klaustrofobisk stykke om magtrelationer blandt fængslede. Og som nyuddannede lavede vi Novalis’ ’Hymner til natten’ om afsked med denne verden. Vi indrettede en nedlagt færgehal på Aalborg Industrihavn som teatersal. Vi fik bygget en slags rumfartøj, vi medvirkende gik ind i til sidst, og så kørte det ud af hallen.

Jeg brændte for at lave teater, der rykkede mennesker, og det var Henrik god til at formidle. Når han kom til læseprøverne, præsenterede han et helt univers, jeg kunne krybe ind i. Han malede det så stort op, at det kom til at betyde alt. Når man som skuespiller sagde en replik, skulle det leve, krævede han. Han var så voldsom, at han kunne sige: ”Du skal ikke sige det, før det føles, som om du har sten i munden. Ikke før du kan smage blod.” Bare tanken er så god for mig, at det virker bedre end nogen teknik. Fordi jeg lærte det så tidligt, kan ingen tage det fra mig. Jeg kunne ikke bare distancere mig og være ironisk. Teatret betød alt. 

Undervejs blev vi gift og fik Johannes. Og selv om vi gik fra hinanden igen, blev han ved med at være i mit liv, til han døde som 40-årig. Johannes var seks år, og et par dage efter spurgte han mig: ”Vil det sige, at jeg kan gå og gå og gå og aldrig møde min far?” 

9.

HUMOREN KOM IND ad bagdøren. I 1995 sagde jeg ja til en revy i Græsted. Det lå dejligt afsides og foregik på den lokale kro. Jeg kom meget i forsamlingshuse som barn, og der er noget vidunderligt ved, at folk kommer og spiser først og bliver spiddet bagefter. Blandt andet spillede jeg multikunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. Det var en kommentar til kunstneren, der i anledning af 50-året for Danmarks befrielse sendte en laserstråle ned langs den danske vestkyst. Det blev bemærket, at jeg, der ellers lavede dette svovlholdige teater, kunne få folk til at grine. 

Men der gik faktisk en del år, før jeg virkelig begyndte at dyrke humoren. Især ’Wienerballader’ på Det Kongelige Teater i 2010 prikkede hul på noget. Jeg spillede en fordrukken, uforudsigelig fidusmager af en tobakshandlerske. Hende kunne man grine og græde med, når hun forsøgte at få stillet sin elskovssult. Fordi hun essen­tielt var tragisk, ramte det grundtonen af det, jeg har undersøgt med komik. Og som jeg fik rig lejlighed til at dyrke, da jeg samme år begyndte at arbejde med Rytteriet. 

Humor interesserer mig kun, hvis der ligger en hund begravet et sted. Jager man grinet, synes jeg, det bliver fladt. Jeg ved heller ingenting om timing. Du kan ikke sige til mig: ”Altså, hvis du lige siger sådan her lige dér, så griner de.” Det har jeg ingen sans for. Jeg bliver distraheret undervejs og falder for sent ind. Jeg har nok min egen jyske timing. Jeg tør holde en pause eller bare lade ordene dratte ned. Når min onkel sagde noget, sluttede han altid af med ”… ik’ … også … Bodil”. Nogle helt skæve taktslag. Det var simpelthen kosteligt. Og utrolig menneskeligt. 

Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen. Der kommer en ren pinlighed til syne, som ingen kan undvige. Selv ikke de største statsledere. Skrøbeligheden har vi alle til fælles.

10.

MED MANUSKRIPTET til ’Idioterne’ i hænderne tænkte jeg: ”Hende der Karen, hende kan jeg udenad.” Rollen mindede meget om min funktion i Krykensemblet. At jeg var en del af noget, men alligevel ude i periferien. Det gjaldt også virkeligheden på optagelserne. De andre skuespillere sov i huset i Søllerød, hvor spassernes kollektiv lå. Lars (von Trier, red.) sov udenfor i sin campingvogn. Det var alt sammen meget intimt, men jeg tog hjem hver aften. Min søn Johannes var kun et år gammel dengang. 

En morgen mødte jeg Lars, som lige var trådt ud af campingvognen. ”Skal vi ikke gå ind og vække dem?” sagde han. Han tog sit kamera, og vi listede ind, og så vækkede jeg dem en efter en. Optagelserne endte i filmen. Den totale sammensmeltning af virkelighed og fiktion var meget kendetegnende for det filmset. Alle kastede sig ind i det med alt, de havde. 

Karen skulle tvangsmasturbere en af spasserne. Da vi nåede til dagen, og de hyrede stand-ins fra pornobranchen ankom, og Lars selv stillede sig op iført skjorte og intet andet, sagde jeg: ”Det tror jeg simpelthen ikke, hun ville gøre, Karen. Hun er ikke frigjort på den måde.” Vi diskuterede lidt frem og tilbage. Det var klart Karens grænse, jeg forsvarede, ikke min egen. Lars accepterede det. For Karen er hæmmet. I en badescene, vi optog, rendte alle også nøgne i vandet, mens jeg gik derud fuldt påklædt. Det er også derfor, det bliver så tragisk, når Karen tager sit oprør med sin familie og spasser ud. Alt, hun skal gøre, er at savle kage ned over hagen, og så virker det voldsomt.

Da Karen skulle udtrykke dyb sorg i ’Idioterne’, forsøgte Lars at instruere mig til at græde. Det lykkedes ham ikke. Vi kæmpede med den scene over flere dage, indtil jeg fremkaldte salmen ’Se nu stiger solen’ og linjen ”Lyset stander stille på livets kyst”. Jeg tænkte på at gå med mit lille barn ud til livets kyst og give det til døden. Det fik mig til at græde på en måde, som gjorde Lars tilfreds. Inden jeg havde snøftet færdig, spurgte han, hvad jeg havde gjort. ”Jeg tænkte på ’Se, nu stiger solen’ … den kender du da,” svarede jeg med et grin gennem de sidste tårer. Han grinede: ”Jeg kan godt se, at jeg har lagt min instruktion et helt forkert sted.” 

11.

I MIN HOSPITALSSENG lå jeg og funderede over proceduren, når jeg skulle på toilet: Jeg fik hevet bukserne af, blev spændt fast i en sele og hejst op. Med en fjernbetjening skulle sygeplejersken styre mig hen og sænke mig ned. Jeg forestillede mig, at fjernbetjeningen gik amok, så der pludselig fløj en tissetrængende dame rundt med røven bar. 

Jeg var på hospitalet, fordi jeg var kommet slemt til skade under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’. Onkel Anders spillet af Kurt Ravn og mig i skikkelse af fru Sejersen skulle køre op ad et dige på Mandø i en traktor. Iført fru Sejersens tøfler havde jeg stillet mig op på traktorens bagskovl, mens Kurt kørte. På toppen af diget gik traktoren ud og begyndte at skride baglæns. Jeg faldt og blev mast under skovlen. Da alt igen stod stille, lå jeg roligt og gled ud og ind af bevidsthed. Jeg tænkte, at min far kom og hentede mig. Hvis vi faldt, kom han altid: ”Hvad søren, ligger du dér? Du skal da med.” Jeg fornemmede, at Søs Egelind og Jesper Asholt kom over. Siden har Jesper Asholt sagt, at han kunne se færgen til dødsriget komme sejlende. ”Det var bare Fanøfærgen, du så,” svarede jeg. 

Min redning kom i form af en akutlægebil. Lægen skulle behandle mig på stedet, for jeg havde ikke overlevet en ambulancetur til Esbjerg. 

Jeg lå brak på hospitalet med to punkterede lunger, beskadiget lever og milt, alle mine ribben brækkede, tre brud på bækkenet og et brækket og et knust kraveben. Og jeg morede mig ved tanken om, at jeg fløj barrøvet rundt under loftet. Jeg fortalte det til sygeplejersken, som grinede, og så blev det en god dag. Det er ikke sådan, at humor redder alt, men det er godt at kunne grine lige til det sidste. Jeg vil hellere grine hele vejen til døden end hele vejen til banken. 

Den tankegang ledte til en sketch, vi lavede i Rytteriet. Jeg ville rette blikket mod offermentaliteten. Mange går og synes, at de har det rigtig hårdt, og at det giver dem ret til at være vrede. Fuck af med det. Slap dog af. 

Vi lavede tre figurer med hver sin gakkede gangart. De kom ind på scenen én efter én. Min figur havde hofteskred, fordi hun var kommet i klemme i de der roterende jernsluser, man skal igennem ved Tivolis indgang. Men hun elskede bare at gå efter Tivoli-Garden. Så viste jeg, hvordan hun med den der helt skæve gangart gik efter de snorlige gardere. ”Tivoli har ikke været god for mig, men jeg elsker Tivoli,” sagde hun. Det kunne lige så godt have været: ”Livet har ikke været godt for mig, men jeg elsker livet.” Rasmus’ (Botoft, red.) karakter havde som seksårig købt en ballon, men så var en påfugl død i luften over ham og faldet ned og havde ramt ham i brystkassen. Men han elskede også stadig Tivoli. Til sidst kom Martin (Buch, red.) ind og forestillede en mand med en forfærdelig ryglidelse. Helt foroverbøjet med blikket rettet mod jorden og begge armene hængende lige ned. Ude af stand til at rette sig op. ”Jeg elsker fyrværkeriet,” sagde han. 

Jeg grinede af det hver aften. Det var en måde at punktere folk, som går rundt: ”Åh, det er ikke nemt.” Og nej, det er det ikke, men sådan er livet. Derfor har jeg heller ikke haft brug for at beskylde en masse mennesker for de ulykker, jeg har været ude for. Det vil stå i vejen for det liv, jeg har lyst til at leve.

“Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen.”

12.

INDTIL MIN MOR mistede mælet, spurgte hun mig: ”Hvad vil du oppe i det skarpe lys? Oppe på det plateau?” Det var rigtig godt, at hun blev ved med at spørge, for nu, hvor hun ikke er her længere, spørger jeg mig selv. Svaret er: Så længe jeg bliver grebet af figurerne, bliver jeg stående. Det gør jeg i høj grad stadig. Jeg har ikke en drømmerolle, jeg går og venter på. I stedet har jeg været heldig at skabe roller, jeg elsker. Jeg er virkelig glad for Rita fra Rytteriet. Hun stikker altid en kæp ind i pænheden. Når de sidder og bøjer piberenserne, laver hun Aksels klunker. Når de broderer, broderer hun en hyldest til Nordkorea. Og så afskedssalutten: ”Jeg skal ud og skide, skal I ha’ noget med?” Præsten er jeg også vild med, for hun er så fortabt. Hun har mistet troen og er begravet i bureaukrati. Det er både sjovt og udtryk for ægte desperation, når hun skælder menigheden ud for at tro, at påsken er gul. ”Den er sort, for helvede!”

Lige nu arbejder jeg på en solo-kabaret om Jørgen Ryg. Side om side med Preben Kaas tonede han frem på vores fjernsyn hjemme i Vejen. Begge iført velsiddende jakkesæt. De kastede sig ud i en samtale, hvor de glemte de mest basale ord. Bil, tog, bro. Det blev mere og mere gakket, Ryg røg ned på alle fire og imiterede både sporvogn, tog og båd. Min far og jeg grinede og grinede. Jeg elskede den måde, Ryg bevægede sig i sproget på. Man skulle virkelig spidse ører. Han kunne bryde enhver hverdagssætning helt ned. Ryg og min far mindede faktisk lidt om hinanden. To halvskaldede originaler med briller.

En del af kabareten baserer jeg på filmen ’Syg og munter’. Her spiller Jørgen Ryg den her psykisk syge mand, der kører rundt med vasketøj. Han er dybt intelligent, men ser verden helt skævt og udfordrer de sociale koder. Det udstiller, hvordan vi som mennesker skal passe på med at automatisere vores omgang med andre. Kabareten bliver på den måde en hilsen til, hvor jeg kommer fra. Ikke bare på grund af min far, men også min mor. Over for os i Vejen boede eksempelvis Kirsten og Wille. De var datter og far. Hun havde epilepsi og drak for meget, men bankede jævnligt på hos os. Min mor lukkede hende altid ind. Der var aldrig noget ”vi har ikke lige tid i dag”. Oftest endte det med, at hun hentede sin far, og så spiste de hos os. Du skal altid have fem minutter til en gakker som dig selv.

BODIL JØRGENSEN

57 år. Opvokset i Vejen. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990. Gift med filmfotografen Morten Søborg, med hvem hun har sønnen Østen og datteren Rigmor. Har sønnen Johannes fra sit ægteskab med Henrik Sartou. Var i en årrække fastansat på Det Kongelige Teater. Hendes film tæller blandt andet ’Idioterne’, ’Klinkevals’, ’Hvidsten Gruppen’, ’Hævnen’ og ’All Inclusive’. I Rytteriet har hun blandt andet præsenteret figurer som Rita, den desillusionerede præst, den vrede sønderjyde og Trines mor.

 

Alle kender navnet TROELS KLØVEDAL. Siden 70’erne har den 75-årige hippiekaptajn været ledestjerne for hundredtusindvis af danskeres udlængsel. Men nu er han syg, afkræftet og næsten lam. Øjnene, ørerne og hjernen fungerer stadig, men resten smuldrer. Næste gang han rejser sig og går, er det for at tage turen over på den anden side. I en mailkorrespondance med Ud & Se giver han her sit sidste interview.
Tekst:Marcus AggersbjergFoto:Erik Giele/Ritzau Scanpix, The Noun Project

STEMMEN NÅR helt ud over gårdspladsens kantede brosten. Den er trist, næsten klagende. 

Da jeg nærmer mig det hvidkalkede hus, kan jeg høre, at det er Maria Callas, der er på besøg i radioen. Lyden af hendes sang  sætter sig i kødet.  Hele morgenen har sendefladen på tv og radio været viklet ind i nyheden om digteren Benny Andersens død. Inden jeg kørte hjemmefra, læste jeg et tilfældigt opslag på Facebook, der enkelt og effektfuldt indfangede den følelse, som mange voksne danskere sikkert slæber rundt på: ”Nu falder de store.” 

Jeg er kørt langt ud på Djursland for at besøge sejleren, foredragsholderen, forfatteren og eventyreren Troels Kløvedal på hans firelængede gård i den lille landsby Gravlev. Det er en fredag i august, og en af de varmeste somre nogensinde nærmer sig sin afslutning. I morges lå der en skarp bund af kulde i luften – den, som altid rammer, når den ulmende sensommer sætter ind.

Jeg står i solskin foran en grønmalet hoveddør og tager tilløb til at banke på. 

Dunk, dunk, dunk.

En gang til. Der sker ingenting. Igen. Stadig intet tegn på liv på den anden side, bortset fra den højlydte musik, der trænger ud gennem de lukkede vinduer. Så glider døren pludselig op. En kvinde i tynd uldsweater kigger på mig med milde øjne gennem et par runde stålbriller. Hun byder indenfor og lader hånden signalere, at jeg skal beholde skoene på.

”Den slags bekymrer vi os ikke om her i huset,” smiler hun og viser vej gennem entreen og videre ind i huset.

”Han sidder inde i stuen og venter på dig.”

Ombord på Nordkaperen, 1979.

ET PAR MÅNEDER tidligere landede den første mail i min indbakke. Den dødssyge søfarer havde sagt ja til at lade sig interviewe en sidste gang over mail. Tale kunne han ikke længere på grund af den sjældne nervesygdom ALS, der i 2016 på uforklarlig vis ramte ham som en højresvingsulykke. Brutalt og uden varsel.

Siden havde sygdommen stædigt ædt af Troels Kløvedals førlighed, så han nu var endt i en elektrisk kørestol og en lånt hospitalsseng med et fast hold af plejere, der hjalp ham gennem dagen. 

I løbet af foråret gik det for alvor den forkerte vej. Benene kunne ikke længere bære ham, kræfterne forlod stille hans arme og hænder, og nogle nætter var smerterne i kroppen så stærke, at han kæmpede for overhovedet at falde i søvn. Han havde for længst mistet evnen til at spise fast føde, og i mange måneder var alle måltider kommet ind via en tynd plasticslange. Flydende og uden smag. Lungerne havde også givet op, og nu trak han vejret med hjælp fra en respirator, der var opereret ind i halsen. Det var ved at være sidste udkald. 

Jeg havde aldrig mødt manden personligt. Kendte ham kun fra distancen som den sejlende eventyrer, der som ung langhåret hippie havde købt et rustent sejlskib af stål sammen med en flok venner og var stævnet ud for at bruge sit liv på det, de fleste drømmer om, men de færreste formår. For de fleste svigter modet, fornuften vinder, og drømmen om den store jordomrejse smuldrer ned til en måneds rygsæksrejse på Cuba, en interrailtur rundt i Europa eller en forlænget vinterferie i Thailand.    

Nogle dage inden havde jeg sendt ham en længere præsentation af mig selv, der indviede ham i, hvordan jeg som ung, inspireret af netop hans begejstring for verden, havde kastet mig ud i et seks måneder langt dannelsestogt. En tur, der blandt andet tog mig ud på en 3.000 kilometer lang cykeltur ned gennem Europas kringlede net af småveje. 

Jeg fortrød i det sekund, jeg havde klikket på send. Hvad skulle Troels Kløvedal bruge mine beskedne rejseminder til, når hans egen erindring rummede billederne af tre jordomsejlinger? Jeg forestillede mig, at han gennem årene måtte have lagt ører til et hav af personlige historier fra beundrende landsmænd og efterhånden havde mistet interessen for den slags rejsestof. Men svaret, der tikkede ind dagen efter, var renset for overbærende hovedrysten. 

Kære Marcus
Tak for din lange, udførlige mail. Sikken en tur på cykel! Den fik jeg lyst til at cykle. Jeg er som bekendt syg ad helvede til af denne besynderlige sjældne sygdom, ALS. I går hostede jeg blod op af lungerne, men i dag har jeg det bedre. Jeg har meget svært ved at skrive, da mine arme og fingre er så svage, og jeg kan jo ikke tale og spise, men vi finder ud af et interview på en eller anden måde. (…) Kronprinsen har i øvrigt lige skrevet, at han med stor glæde vil åbne den store udstilling på Naturhistorisk Museum i Aarhus til oktober. Og Lis Sørensen vil synge sin sang ’Verden er i farver’, som jo har været lidt af en kendingsmelodi til mine udsendelser.
Kærlig hilsen Troels

“Når man er død, er man død.
Man giver verden videre til børn og unge,
hvad enten man er forælder til dem eller ej.”

HVORDAN ER DET mon for en mand, der har dyrket et liv i grænseløs frihed, pludselig at være låst fast i sin krop? I prologen til sin erindringsbog ’Alle mine morgener på jorden’ beskriver Troels Kløvedal ”det vidunderlige ved at vågne for et åbent koøje, hvis vinden og søen har tilladt det, stå op, sætte vand over, springe splitternøgen på hovedet i vandet, svømme to gange rundt om skibet, kravle op ad badelejderen, tørre sig på agterdækket, lave kaffe og langsomt se de andre vågne og komme til syne”.  

Den form for formidling af basal frihed har givet de svimlende salgstal, som hans bøger har leveret siden den første udgivelse, ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978. En bog, der af mange af tidens unge blev betragtet som en slags instruktionsbog i, hvordan livet skulle leves. 

Kære Troels
Tak for din mail. ”Havet er så blåt, som et øje kan se” fra sangen ’Verden er i farver’ er en ubetalelig linje! Jeg ved fra dine beskrivelser – både i bøgerne og på tv – at du har haft mange morgener på jorden med fremmede og farverige udsigter. Hvordan ser det ud, derfra hvor du sidder nu?
Kærlig hilsen Marcus

Svaret tikkede ind et par timer senere, og man skulle ikke mange linjer ned i teksten for at konstatere, at nok havde Troels Kløvedal mistet sin evne til at tale, men fornemmelsen for at formulere sig var tydeligvis intakt. 

Kære Marcus
Når man mister sin bevægelighed, går man jo fra den store verden til den lille verden. Jeg har en smuk bondehave med mange gamle frugttræer og anlagde for 15 år siden en større frugthave ude på den frugtbare eng i forlængelse med haven. Jeg drømte som barn om at blive zoolog og har altid været interesseret i botanik. Det betyder nu, at jeg fra min elektriske kørestol har masser af tid til at beundre denne verden igen. Jeg studerer admiralsommerfuglene på nært hold i timevis, og der er ikke en knop på mine mange frugttræer, som jeg ikke holder øje med. Ligesom jeg hver morgen holder øje med, at jorden drejer. Gården ligger sydvendt, og den 21. december går solen lige over bøgeskoven bag marken, og der er mere sol i stuerne end på en sommerdag, fordi den nu kaster sine stråler ind under stråtaget.

Han skrev også om, hvordan han sad oppe i sommernætterne, viklet ind i dyner og tæpper, og betragtede sine elskede navigationsstjerner, mens han lyttede til dyrene, der puslede rundt i havens træer og krat: 

Jeg har også tjek på alle fuglene, og jeg har en havørn svævende over gården, som har rede nede ved min bådebro i Stubbe Sø. Der går tit store fugletræk over gården, og jeg kan følge med i, hvordan fuglene opfører sig nede i mosen. Gøgen er her stadig, men nattergalen kommer desværre ikke mere. En due har for øvrigt lige bygget rede i mit selvplantede birketræ på gårdspladsen. Sådan er min udsigt nu.
Kærlig hilsen Troels

 

KLØVEDAL PÅ MUSEUM

1. november søsætter Naturhistorisk Museum i Aarhus udstillingen ’Frihedens værksted’ i samarbejde med Nordea-fonden. Her kan man opleve Troels Kløvedals eventyrlige sejlerliv og møde med mange af verdens forskellige kulturer.

Udstillingen sætter fokus på livet og rejserne med Nordkaperen – tæt på og i pagt med naturen. Undervejs kan gæsterne blandt andet opleve aldrig tidligere viste klip fra rejserne med Nordkaperen og en lang række af Troels Kløvedals private ejendele – genstande, der aldrig har været udstillet før. 

Udstillingen stiller også skarpt på livets store spørgsmål om kærlighed, frihed og fællesskab. Den handler om at rejse ud og komme hjem igen, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og vogte sig for dens kræfter og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden.

Man kan gå på opdagelse i et væld af kultur- og naturhistoriske genstande, som Troels Kløvedal har samlet fra hele verden. Derudover vil man kunne opleve, hvordan Nordkaperen er indrettet under dæk og få følelsen af at stå til søs.

Der vil være et ’raritetskabinet’ over spændende private genstande fra de mange rejser, og udstillingen vil have udblik til verdens fjerneste egne – fra Bali over Kina til Påskeøen – men også til Danmark og Djursland, hvor Troels Kløvedal føler sig hjemme.

Udstillingen løber til 8. september 2019, hvorefter den flytter til M/S Museet for Søfart i Helsingør. 

VI VAR I GANG, og hovedpersonen var i bedre form, end jeg havde forestillet mig. Det lovede godt for fortsættelsen. 

Kære Troels
Du har brugt det meste af dit voksne liv på at sejle. Hvad er det ved havet, der gjorde, at du var nødt til at blive ved at opsøge det?
Kærlig hilsen Marcus

Mailen røg af sted sent om aftenen. Allerede næste morgen lå der et svar i min indbakke. 

Kære Marcus
Fascinationen af havet er jo omsiggribende. For det første så giver det en vidunderlig følelse at kunne sætte sig ned med sine søkort og planlægge en rejse ud i verden, lige derhen man vil. En vidunderlig følelse af frihed, og man skal ikke spørge om lov nogen steder. Verden er stadig så åben, at hvis en flok drenge og piger bygger en tømmerflåde og siger, at nu vil de sejle til Stillehavet, så er der ikke en kat, der kan forhindre eller forbyde dem det. Nu er gps’en jo opfundet, men før i tiden sejlede vi på den astronomiske navigation, og man gjorde stjernehimlen til en kær og fortrolig ven, der viste én vej. Derudover så ligger alle verdens kulturer åben for én, lige til at sætte sig ind i og besøge. Og så er der fornemmelsen ved at sejle oven på de abyssale dybder (4-km-gennemsnittet for verdenshavene), friheden ved at befinde sig mellem vejret, skyerne, stjernerne og så verdenshavet, som man kan dykke i. Man ved jo stadig mindre om livet på havets bund, end hvad der sker på månen.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Jeg ved fra dine bøger, at det aldrig for alvor er gået galt ude på havet, at du og Nordkaperen aldrig har haft alvorlige uheld i de mange år, I har sejlet sammen. Men har du aldrig været i situationer, hvor du var rigtig bange?
Kærlig hilsen Marcus

Kære Marcus
Held er jo en mærkelig størrelse, men som hippiekaptajn var vi jo imod autoriteter. Så i stedet for at komme med ’sådan-og-sådan-ordrer’ lod vi tvivlen komme op til overfladen. Når man lægger 10.000 kurser i sit liv, vil man statistisk altid lave en fejl, og bare en enkelt fejl, så ligger du jo oppe på revet. Derfor har vi altid ladet en anden se på kursen og udregningerne, for man kunne jo have gjort noget forkert. Det har meget af den moderne ledelseskultur taget til sig.
Før opfindelsen af gps’en og de moderne vejrmeldinger vidste vi aldrig, hvad der ventede os, og derfor sejlede vi også igennem mange flere storme, end moderne sejlere gør i dag, hvor man uden problemer kan se, hvordan vejret bliver i lang tid frem.
Da jeg var i starten af tyverne, var jeg selvfølgelig nervøs over, hvad skibet kunne holde til, når vi skulle over Biscayen. Jeg mener, at udtrykket ’Kun en tåbe frygter ikke havet’ er helt forkert. Man skal respektere havet, men ikke frygte det. Frygt kan ingen bruge til noget, og slet ikke en sømand.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Dine bøger og dine tv-udsendelser er gennemsyret af kærlighed til den viden, man kan læse sig til – både den strengt faglige viden og det eksistentielle klarsyn, som god litteratur bærer i sig. Jeg ved, at du er vild med en af litteraturens tunge drenge, russiske Lev Tolstoj. Hvad er det, han og den slags skønlitteratur kan give et menneske?
Kærlig hilsen Marcus 

På Nordkaperen, 1983.

I EN UGE hørte jeg ingenting. Der var intet tegn på liv. Jeg væbnede mig med tålmodighed og tænkte på alle de mennesker, der tidligere måtte gøre det samme, når deres sejlende fædre eller ægtemænd var på havet i månedsvis, indimellem i årevis, uden at give lyd fra sig. Pludselig skete der noget.

Kære Marcus
Jeg har svigtet dig lidt på det sidste. Det skyldes, at jeg på opfordring fra Aarhus Universitet og deres Center for Rusmiddelforskning har skrevet et essay om beruselse. Og så er jeg blevet oldefar i nat, da mit barnebarn Emils kæreste har fået en lille dreng.
Kærlig hilsen Troels

Han havde vedhæftet sit essay, der var sat til at lande i fagbladet STOF på den anden side af sommerferien. Der var ikke sparet på linjerne, og Troels Kløvedal fortalte om svendene på det skibsværft i Helsingør, hvor han som ung kom i lære som skibsbygger. De fleste af dem nøjedes med at drikke en enkelt bajer i frokostpausen, eller når de skulle fejre en kammerats fødselsdag. Men indimellem var han også stødt på kolleger, der drak for at slå problemerne ud af hovedet. 

Senere i livet oplevede han mænd, der forvandlede sig til rene uhyrer med løse lussinger i hænderne, når alkoholen gik i blodet på dem. Han fortalte om mennesker med stort talent, der endte i rendestenen eller på en bænk i Ørstedsparken med en flaske i hånden. Selv havde han aldrig brugt alkoholen til at dulme eller flygte fra livet. For ham var der mere hjælp at hente i litteraturen. Undervejs i essayet citerede han en af sine yndlingsdigtere, Charles Baudelaire:

”Berus jer! Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer. Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg, hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: ’Det er beruselsens time!’ For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.”

FRA ERICHSEN TIL KLØVEDAL

Troels Kløvedal blev født med efternavet Beha Erichsen. Da han i slutningen af 60’erne flyttede ind i det legendariske Svanemølle-kollektiv Maos Lyst i Hellerup, skiftede han Beha Erichsen ud med navnet Kløvedal –
ligesom resten af kollektivets beboere.
Navnet stammer fra J.R.R. Tolkiens berømte eventyr ’Ringenes Herre’, hvor Kløvedal er navnet på elvernes yderste forsvarsværk mod det onde. Efternavnet skulle symbolisere det stærke fællesskab mellem husets beboere.

I TROELS KLØVEDALS erindringsbog ’Den tynde hud’ fra 1994 tager eventyreren for første gang offentligt livtag med sin smertefulde opvækst. Det hele begyndte ellers godt. Han blev født ind i familien Beha Erichsen i en lejlighed på Østerbro som det mellemste barn i en børneflok på fem, der blandt andre talte den senere socialrådgiver og politiker Hanne Reintoft og tv-manden Bjørn Erichsen. Da han var syv år gammel, indtraf katastrofen. Hans forældre blev skilt, og børnene blev sendt i familiepleje rundt om i landet. Troels kom ned til en bondegård på Lolland. Sin far mistede han kontakten med. Tre år senere blev de fire yngste børn genforenet med deres mor, men da Troels var 11 år gammel, døde hun, børnene blev igen sendt i pleje, og da Troels ikke trivedes, røg han på kostskole. 

Og sådan fortsatte benspændene. Men hvor andre skæbnefæller brugte alkohol og stoffer til at lægge arm med livssmerten, kastede han sig over fællesskabet og det frie liv på havet. 

Kære Troels
Tak for dit essay. Det virker, som om du har været dygtig til at få det bedste ud af livet på trods af en start, der kunne have spændt ben for mange andre og ført dem i armene på nederlaget. Hvor kommer den evne til at overleve og komme videre fra?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
Min evne til at få noget ud af tilværelsen har sikkert mange forklaringer, men lige fra jeg var lille, elskede jeg skovene, vandhullerne, salamandrene, fuglerederne, haletudserne, der blev til frøer. Hvis ikke min mor var død, var jeg blevet zoolog. Men ved at være forældreløs opdagede jeg, at jeg selv måtte tage livet i mine hænder. Det gik op for mig, at jeg selv skulle og kunne forme min tilværelse, sådan som jeg ville. Denne følelse af at være et frit menneske slog ned i mig allerede, da jeg blev smidt ud af Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk i Nordsjælland som 15-årig.
Kærlig hilsen Troels

Troels Kløvedal, 2004.

I TRE ÅR havde han siddet på skolebænken og stirret ud ad vinduerne på Det Kongelige Opfostringshus, indtil lærerne besluttede sig for, at drengen var dum, smed ham ud og sendte ham i lære som skibsbygger. Siden sprang han fra lærepladsen og fortsatte som skibselektriker, inden han ad omveje endte i teaterverdenen og til sidst i filmbranchen, hvor han hurtigt arbejdede sig op i hierarkiet som filmfotograf.

Netop som han var ved at sætte aftryk og erobre sig et navn, købte han og en flok venner et sejlskib, satte det i stand og begyndte at drømme om fjerne togter. I sin seneste bog fortæller Troels Kløvedal om en episode, hvor han efter nogle år i filmbranchen får tilbudt et attraktivt job som filmfotograf på en stor produktion, der skal filmatisere Shakespeares ’King Lear’. Men desværre for filmfotografen Kløvedal havde eventyreren Kløvedal allerede en aftale med sine venner på Nordkaperen om, at de skulle bruge sommeren på at sejle til Middelhavet:  

”Skulle jeg vælge en karriere i film­branchen eller stå til søs, fuldstændig udsigtsløst og med en gammel, rusten skude og så bare ud i verden? Skulle jeg vælge filmen eller et liv som sømand med alt, hvad det ville indebære af glæde og skuffelser, men som i hvert fald var spændende og vildt udfordrende?”

Kære Troels
Tak for mailen om at klare sig på trods. I dag synes ungdommen at blive pacet frem til at skulle præstere allerede fra folkeskolen. Nu er det næsten utænkeligt at ’hoppe rundt’ i livet af lyst, som du og mange af dine venner gjorde i 60’erne og 70’erne. Hvad vil du råde nutidens unge til i den forbindelse?
Kærlig hilsen Marcus

Kære Marcus
Jeg skal ikke råde ungdommen, men jeg har sagt til alle mine børn, at de skal gå efter, hvad der interesserer dem. Ikke efter en karriere eller penge. Man kan fint blive mæt af havregrød. Det har de også gjort, og de er lykkelige, velfungerende mennesker. Jeg har også sagt til dem, at de skal gå efter dem, der søger sandheden, men at de skal være på vagt over for dem, der siger, at de har fundet den. Man kan vel sin Sokrates.
Kærlig hilsen Troels

Typisk Troels Kløvedal. Sådan lige at slå et smut forbi en forfatter, kaste opmærksomheden over på filosofien eller hente referencer fra en roman, når han skulle forklare sig. Mønsteret er det samme i hans bøger. Overalt er der henvisninger til verdenshistoriens intellektuelle fyrtårne, der hjælper med at kortlægge tilværelsen. I en af sine første mails fortalte han, hvor meget han hadede at gå i skole. Men så kom bøgerne ind i hans liv, og det var en åbenbaring. Han opfordrede mig til at gå ind på Gyldendals hjemmeside, hvor han havde skrevet en tekst om, hvordan litteraturen i åbnede sig for ham og ændrede alt.

Jeg fandt teksten ’Sådan blev jeg en læsehest’ og snublede over denne passage:

”Fra jeg var helt lille, lå jeg på stuegulvet i lejligheden på Østerbro i København og bladrede i bøger om fuglene og om andre dyr. Jeg kan huske, at jeg allerede havde en bogreol som seksårig. Når min far tog mig med ud at køre på dyresygebesøg i sin Hillmann rundt i København, og jeg ventede nede i bilen, sørgede han altid for, at jeg havde en bog at kigge i. Da mine forældre blev skilt, og jeg kom i pleje på en gård på Lolland, var bonden, Onkel Julius, en læsende mand, der citerede de islandske sagaer, når han gik efter ploven i marken. Og jeg husker en våd, mørk novemberdag, hvor han pløjede, og jeg løb ud i marken med kaffe til ham, og jeg gik efter ham i plovfuren og mærkede lugten fra hesten med de svedige flanker, at han fremsagde et vers, der lød sådan her:  ’Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage’. Som voksen fandt jeg selvfølgelig ud af, at det var Henrik Pontoppidans genforeningsdigt fra 1920. Da jeg blev genforenet med mine søskende, og min mor havde fået en stilling som børnehavelærerinde på Grevinde Danners stiftelse i Jægerspris, læste min mor højt for os om aftenen af B.S. Ingemanns historiske romaner, som jeg blev fuldstændig optaget af og selv omsatte i leg som kæmpende riddere ude i skovene omkring Jægerspris Slot, som vi boede på. Skovene var fulde af gravhøje, så det var den rigtige kulisse til at lege røvere og soldater. Jeg forstod på en eller anden måde, at litteratur er skrevne ord om, hvordan man selv digter sit liv og følelser ind i teksten.”

“Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften,
jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet,
og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.”

SAMME AFTEN satte jeg mig til tasterne. Jeg ville gerne have mere at vide om, hvordan Troels Kløvedal var i stand til at vriste sig fri af modgangen og finde vej gennem livet. Mennesker, som oplever en voldsom modstand tidligt i livet, risikerer let at forfalde til vrede og bitterhed. Hvordan havde han været i stand til at styre fri af det? Og hvad betød det for hans evne til selv at være far?

Dagen efter modtog jeg en kort mail. Troels Kløvedals fysiske tilstand var forværret, og snart kunne han ikke bruge sine fingre til at skrive med. 

Kære Marcus
Jeg har så svært ved at skrive nu og har slåfejl i hvert eneste ord. Jeg skal i gang med at lære at skrive med mine øjne på en speciel computer. Det bliver svært, så jeg tror, vi bliver nødt til at slutte nu. Læs mine bøger. Se mine film.
Kærlig hilsen Troels

Jeg skrev til ham, at jeg forstod hans beslutning. Selvfølgelig var han nødt til at stoppe skriveriet, når situationen udviklede sig, som den gjorde. Næste dag tikkede en ny mail ind. 

Kære Marcus
Jeg skal nok forsætte, men det er så store spørgsmål, du stiller, at det nærmest kræver en halv bog at besvare dem. For 25 år siden udgav jeg essayet ’Brev til min søn’ i en antologi udgivet af Gyldendal sammen med en række andre danske forfattere. Jeg er grundig. Det er på 25 sider. Få fat i den!
Kærlig hilsen Troels

Jeg gik straks i gang med at lede efter antologien, men det var ikke nogen let opgave. Bogen fandtes ikke længere på markedet. Den var heller ikke til at opdrive i landets antikvariater. Jeg ringede til Gyldendal og fik fat i en af forlagets pressefolk. Egentlig var hun på vej hjem, men nu hvor det handlede om Troels Kløvedal, ville hun gerne bruge sin fyraften på at hjælpe. 

En halv time efter ringede hun tilbage. Det var kun lykkedes hende at finde et enkelt eksemplar af bogen bagerst i arkiverne skjult i en papkasse med tilfældige fagbøger. Det måtte være skæbnens arbejde, sagde hun og sendte en mail med fotografier af de 25 tætskrevne bogsider, der udgjorde brevet til hans førstefødte søn Mikkel (tv-værten Mikkel Beha Erichsen). 

Ordene var 23 år gamle, og Troels Kløvedal skriver dem fra en strandbar i den indiske delstat Kerala, hvor han og resten af Nordkaperens besætning har smidt anker. Sætningerne driver af sansninger og tager læseren med ind i den tropiske eftermiddag, hvor ”varmen endelig slipper sit hede tag, sollyset får farve igen og går langt ind gennem kokospalmernes grene, skyggerne bliver flimrende og får hele landskabet til at dirre”. 

Der er nærvær i ordene og en sitrende trang til at inddrage andre i sine tanker og oplevelser. Og selv om Troels Kløvedal dengang kun var i begyndelsen af halvtredserne, kredser han omkring døden. Ikke mindst sin egen: 

”Jeg tænker sommetider på de eventyr, jeg læste for dig, da du var lille, og som jeg nu genlæser for Sille. Jeg elsker stadig de historier, hvor den gamle konge mæt af dage kan mærke, at nu skal han dø, og indkalder sin søn til en sidste samtale. Så fortæller den gamle om en sorg, der tynger hans hjerte, og som han gerne ser løst for at få sin sjælefred. Den kærlige søn lover, at det skal han nok sørge for, og den gamle lægger sig veltilfreds tilbage i puderne og udånder. Som den ældste af søskendeflokken både på din mors og min side må du jo se i øjnene, at du på et eller andet tidspunkt kommer til at tage nogle alvorlige beslutninger, fordi vi forhåbentlig dør før dig selv. 

Det, jeg skriver nu, må du ikke opfatte som noget patetisk eller odiøst, men simpelthen som et redskab på samme måde, som vi har indøvet om bord, hvad hver især skal gøre, hvis vi pludselig kommer ud i en ulykke, noget, som altid kan ske til søs såvel som på landjorden. Jeg ved, at når nogle går i sorg eller panik, bliver vedkommende næsten altid handlingslammet, og derfor er det godt at have aftalt, hvad der bør gøres. Jorden er jo et farligt sted at leve på, man dør af det til sidst.” 

Herfra følger et par sider med grundige anvisninger til, hvad Mikkel skulle gøre, når hans far døde. Skete det til søs, skulle sønnen ikke bekymre sig, for så var hans far i gode hænder. Troels Kløvedal nød billedet af sig selv glide ned mod den store grav på oceanets bund. Det passede ham godt at ende sine dage i den maritime fødekæde. Døde han derimod på landjorden et sted i udlandet, skulle han begraves efter de lokale skikke, og åndede han ud hjemme i Danmark, ville han begraves i kirken i Hyllested, som han så ofte var trasket forbi på sin vej hjem til gården efter at have afleveret ungerne i skole eller børnehave. 

Det var ikke, fordi han var troende. Slet ikke. Troels Kløvedal havde det anstrengt med religioner, skrev han. Ikke mindst den kristne, fordi den har et tortureret menneske på et kors som symbol. Men det betød ikke, at han ikke satte pris på kirker. Tværtimod havde han altid nydt at besøge dem på sine rejser rundt i verden. Han vidste også, hvilke salmer  der skulle synges.

Kære Troels
Undervejs i dit brev til Mikkel kommer du ind på din egen død, og du beder ham sørge for, at Jakob Knudsens ’Se, nu stiger solen af havets skød’ ­synges til din begravelse. Du skriver, at der i den salme står alt det, der gør livet værd at leve. Brevet er skrevet tilbage i 90’erne, hvor din livssituation var ganske anderledes end nu. Hvad gør livet værd at leve i dag?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
’Se, nu stiger solen af havet skød’ er en pragtfuld hyldest til livet. Jakob Knudsen kunne jo godt være en sur og gnaven præst, men denne morgen ser han virkelig det store liv. Det, der gør mit liv værd at leve i dag, er, at jeg har den dejligste kontakt med mine børn, mine børnebørn, mine gamle kærester og de piger, jeg har været gift med. Mine venner og mit store publikum. Hver dag får jeg lange mails og breve fra mennesker, som mine bøger har betydet noget for. Det mærker jeg! Og så har jeg en dejlig kone, som jeg lige har foræret en smuk sommerkjole, som hun kom hjem og viste mig svingende omkring mit skrivebord.
Både de gamle grækere og kineserne var enige om, at den eneste måde, en mand kunne holde ud at blive gammel på, var, at han havde tre ting: en smuk kone, en dejlig have og et godt bibliotek. Jeg har alle tre ting.
Men jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften, jeg bliver lagt i seng. Jeg synes, alt er sagt og skrevet, og jeg vil gerne være fri for at skulle vælge min egen dødsdag.
Kærlig hilsen Troels

Ps: Jeg har sendt dig vedhæftede artikel. Dør jeg ikke snart, så bliver det sådan her.

Far og søn, Stillehavet, 1976.

HAN HAVDE vedhæftet en artikel fra Kristeligt Dagblad, hvor en overlæge fra Aarhus Universitetshospital usentimentalt fortalte om, hvordan han og hans team af sygeplejere hjalp ALS-patienter med at komme herfra, når de ikke længere ønskede at leve. Overlægen så opgaven som et ansvar, han ikke kunne styre uden om. Når først han havde sat en patient i respirator, var han også nødt til at hjælpe dem af med apparatet, hvis det var det, de ønskede: 

”Det kan godt føles meget uvirkeligt at gå ind ad døren til en levende patient, og når man så går ud ad døren igen, skal de pårørende til at ringe til bedemanden (…) Hvis de stadig holder fast i beslutningen, fortæller jeg dem altid, at de højst sandsynligt dør, når vi tager respiratorbehandlingen fra dem. Men vi fortæller dem også, at vi vil lindre deres lidelse og lufthunger (…) Så anlægger jeg droppet med sovemedicin og smertestillende medicin, og på den måde lægger vi patienten i en form for døsende tilstand. De får morfin og Stesolid, og det gør, at patienten ikke føler lufthunger eller smerte, således at de ikke lider ved ikke at kunne trække vejret. Vi taler altid til vedkommende, der sover, for høresansen er den sidste sans, man taber. Derfor kan det være, at de kan høre, hvad vi snakker om. Når jeg har sikret mig, at de sover dybt, slukker jeg for respiratoren og tager respiratorslangen fra. De dør efterfølgende af, at de ikke får luft.”

 

FAMILIEN DER SEJLER

Troels Kløvedal har fem børn med fire forskellige kvinder. Den mest kendte af børnene er den ældste søn, tv-værten Mikkel Beha Erichsen, som han fik med kæresten Marianne Kjær i 1966. Efter Mikkel fulgte Lærke (1978), Gurli Marie (1979), Sille (1985) og Asbjørn (1997). Det sidst ankomne medlem af børneflokken har Troels Kløvedal sammen med sin nuværende kone, gymnasielærer Anne Marie Meldgaard. 

Alle fem børn har sejlet med deres far i korte og længere stræk, og to af dem, Gurli Marie og Asbjørn, spiller hovedrollerne i to af eventyrerens børnebøger, der efter planen bliver genudgivet senere på året. 

Mikkel Beha Erichsen har fået to drenge, Theis og Emil, der for alvor er fulgt i kølvandet på deres farfars eventyrlystne sejlerliv. 

Theis og Emil var kun 20 og 23 år gamle, da de drog ud på en tre år lang jordomsejling med familien Beha Erichsens eget skib ’Havanna’. Mange danskere kiggede med hjemmefra, da rejsen også blev til den populære tv-serie ’Kurs mod fjerne kyster’, der har kørt i fire sæsoner på TV2. 

Mikkel Beha Erichsen blev tidligere på året optaget som medlem i Eventyrernes Klub. Medlemslisten tæller selvfølgelig også Troels Kløvedal, der gennem årene har holdt over 2.000 offentlige foredrag om sit eventyrlige liv.  

Troels Kløvedals yngste søn, Asbjørn, der blev færdig som student i sommer, hopper i løbet af efteråret om bord på Skoleskibet Danmark for at opleve livet på havet på egen hånd. 

VI NÆRMEDE OS også en form for afslutning. Det var tid til at lukke ned for samtalen. Ethvert menneske er en gåde. Når det lever, og når det dør. På et tidspunkt er man nødt til at acceptere, at man ikke kommer opklaringen nærmere ved at stille flere spørgsmål. Men jeg vidste, at Strauss, Mozart, Bach, Mahler og andre komponisters udødelige værker havde en beroligende virkning på hans indre landskaber, når de blev spillet for fuld udblæsning. De fremkaldte skønheden i livet, som han sagde. I en af sine første mails fortalte han om, hvordan han flere gange tidligere havde lagt vejen forbi P2-programmet ’Natsværmeren’ for at spille sine yndlingsstykker. Og længere fremme i samme mail skrev han begejstret:

”I nat sendte værten på programmet ’Natsværmeren’, Minna Grooss, mig en kærlig elskelig hilsen og spillede smuk musik for mig i et par timer.”

Hvorfor sendte radioværten en hilsen? Jeg skrev hende en mail. Hun svarede tilbage med det samme.

Kære Marcus
Jeg kender ikke den gamle kaptajn, men jeg fik lyst til at hylde ham og hans tilgang til livet, mens han stadig lever. Som et rejsende menneske har jeg altid elsket Troels Kløvedals nysgerrige og åbne tilgang til andre kulturer, uanset hvor fremmede de måtte forekomme. For mig er han en brobygger mellem kontinenter og nu også mellem liv og død. Min pointe i ’Natsværmeren’ var at hylde hans indre rejse nu, hvor han ikke længere er fysisk. Hans evne til og mod på at blive ved med at gå på opdagelse. Det er smukt og lærerigt, at han på trods af forandring stadig går på opdagelse, nu fra en ny kaj – den indre. Og så er jeg – lad os sige – mættet af de mange ’dødsannoncer’ på Facebook og synes, at vi skal turde hylde de levende, mens de er syge, og ikke kun, når de er døde.
Kh Minna 

Døden var ikke noget tabu for Troels Kløvedal, selvom religionens fortællinger om et lykkeligt efterliv aldrig havde bidt på ham. Men skulle han vælge mellem vores kristne tro og nogle af de østerlandske religioner, han havde mødt på sin vej, var han ikke i tvivl om, at valget ville falde ud til Buddhas og den japanske zens fordel. Det betød ikke, at han forholdt sig undersøgende til reinkarnation eller hentede forløsning i nirvana. Direkte adspurgt, hvad han troede, der skete med mennesket, når det døde, var svaret afklaret:

Kære Marcus
Der er jo ingen, der ved, hvad der sker, når vi dør. De troende ved jo ikke mere end os andre. Jeg tror hverken på genopstandelse eller reinkarnation. Når man er død, er man død. Man giver verden videre til børn og unge, hvad enten man er forælder til dem eller ej. Tro er jo et langt stykke hen ad vejen en trøstende gud, fordi man er angst for at dø. Et håb om, at man selv eller ens sjæl lever videre. Men det er jo noget helt naturligt, at vi dør, og jeg har altid holdt af det naturlige. Som jeg skriver i slutningen af min sidste bog: ”Et træ falder i skoven, og der bliver en lysning, og nye skud gror mod solen og lyset.”
Når jeg ser den blå planet udefra og selv har sejlet tusindvis af sømil på den, op og ned ad hver eneste bølge, er jeg helt med på naturvidenskaben, som har givet mig så mange store oplevelser. Det var i skovene i Jægerspris, at min interesse for naturvidenskaben blev skabt. Jeg har lige genlæst en af mine yndlingsfilosoffer, Spinoza, som lang tid før oplysningstiden satte sig op imod den katolske kirke. Han var på sporet af naturvidenskaben, og han sagde, at mirakler var naturstridige. Og så sagde han noget, som rammer mig lige i hjertet i dag, nemlig at livet ”er at kunne bevæge sig”. Den rammer mig jo nu, hvor jeg selv er mere og mere hjælpeløs, og mit bevægelsesapparat sættes ud af funktion. I morgen vil en af mine venner sejle mig fra Grenå til Ebeltoft. Der er stærke mænd derude, som kan løfte mig om bord.
Kærlig hilsen Troels

Kære Troels
Du har været gift et par gange og har børn med fire forskellige kvinder. Du fortæller, at du føler dig privilegeret over at have delt livet med så skønne kvinder. Og at du har et tæt og nært forhold til alle dine børns mødre. Hvordan er det lykkedes dig at komme så helskindet ud af dine brud?
Kærlig hilsen Marcus 

Kære Marcus
Jeg skriver i min sidste bog, at kærlighed er noget, man giver. Ikke noget, man kan forlange. Man må så bare håbe på, at man får noget tilbage. Vi lever jo i en tid med århundreders kristen kærlighedskultur bag os med ægteskabet som det bærende, så det er hårde historiske traditioner at gå op imod. Det diskuterede vi meget i mit gamle kollektiv Maos Lyst. Symbiosen mellem sex og kærlighed er selvfølgelig det, vi alle går efter, men man oplever også, at de to ting er adskilte. Derfor eksperimenterede vi med kærlighedsbegrebet. Det lærte vi en masse af, og at få børn sammen var jo bare vidunderligt. Så ja, kærligheden til hinanden bevarede vi, fordi vi holdt af hinanden på mange planer. Jeg er jo selv et barn af en forfærdelig skilsmisse, der bragte mig på børnehjem fra et ellers dejligt velfungerende hjem. Så der var god grund til at undersøge kærlighedens veje og vildveje, som Suzanne Brøgger engang skrev en god bog om. Hun giver mig i øvrigt et kapitel og den kærligste hilsen på vej ind i døden i sin sidste bog ’Norsk omelet’.
Kærlig hilsen Troels  

Senere på dagen købte jeg Suzanne Brøggers ’Norsk omelet’ for at se, hvad hun havde skrevet om Troels Kløvedal. Afsnittet er kort og bærer overskriften ’Hvordan skal man dø?’ Til sidst i teksten henvender Suzanne Brøgger sig direkte til sin ven: 

”Kære gamle kaptajn
Jeg venter Kedelhatten (kælenavn for Suzanne Brøggers mand, Keld, red.) heroppe i Nordnorge, hvor jeg møder den åbenhed og tillid, som kendetegner kysternes folk, og som du selv har mødt gennem et langt liv med åbenhed og tillid. Det er det bedste liv. Og det er meningen med livet på jorden. Men den livsrejse kræver mod. Ligesom den sidste rejse kræver mod. Men alle helte skal gennem dødsriget, det ved du jo. Og du er ikke alene, vi følges alle ad, før eller senere. Vi ses! Som man siger. Jeg skal ikke udtale mig om, hvilken vind jeg ønsker dig, for det har jeg ikke forstand på. Men godt, at du har dine kære og nære omkring dig.
Kærlig hilsen Suzanne.” 

Jeg skrev til Suzanne Brøgger. Dagen efter modtog jeg en kort mail med en venlig besked om, at jeg kunne ringe til hende, hvis jeg ville høre mere. 

”Troels er en af de få fra 68-generationen, der har været i stand til at udfolde mange af hippiebevægelsens helt grundlæggende visioner,” sagde hun i telefonen næste formiddag.   

”Han har været på en mission, der rakte ud over ham selv, og han har altid insisteret på at inddrage andre i sine eventyr. Har han virkelig forpligtet sig på fællesskabet i alle dets former og udtryk. Troels fortsætter med gavmildt at dele ud af sig selv i dødens stund. Det er meget heltemodigt, synes jeg. Han lærer os andre, hvordan man dør. Han gør os klogere på noget, som vi alle skal igennem engang. Det er meget smukt og meningsfuldt.” 

Hun holdt en kort pause og lod stilheden tage over.   

”Hvorfor holde døden skjult,” spurgte hun så retorisk og svarede selv: ”Livet er uendelig skrøbeligt. Det er et grundvilkår, som gælder os alle. Vi mennesker er så ufattelig lette at skubbe til, og derfor skal vi nyde livet, mens vi har det.”  

Det lød banalt, det vidste Suzanne Brøgger godt, men det banale er ofte det, der kommer tættest på sandheden: 

”Troels har en stærk bevidsthed om, at han har fået livet foræret og skal miste det igen. Døden har fulgt ham det meste af livet. Hans mor døde jo fra ham, mens han stadig var et barn, og når mennesker tidligt oplever at miste en af deres allernærmeste, bliver døden ofte en klangbund i livet. Det kan være en voldsom byrde at bære på, men det kan også sætte én fri. Det kan få én til at leve sit eget liv stærkere og være mere tro mod sin natur og sine inderste drømme, fordi man helt grundlæggende forstår, at livet er så ufattelig kort.”

KLØVEDAL PÅ TV OG TRYK

Troels Kløvedal skrev sin første bog ’Kærligheden, kildevandet … og det blå ocean’ i 1978, og siden er det blevet til over 20 bøger. I 2017 udgav han erindringsbogen ’Alle mine morgener på jorden’, der er solgt i over 125.000 eksemplarer. Troels Kløvedal har desuden lavet et hav af tv-udsendelser om og fra sine rejser. I 2016 tog han seerne med til sit elskede græske øhav, og i 2010 skabte han den populære serie om flådens historie, der i løbet af syv udsendelser indvier danskerne i deres flådes imponerende bedrifter gennem 500 år.

DER SIDDER HAN SÅ. I bunden af husets største stue. Bag et skrivebord i mørkt egetræ, der vrimler med bøger, avisudklip, fotografier, huskesedler. Med ryggen til et af de store verdenskort, som mange danske skolebørn kender fra deres klasseværelse. Iført et par kakifarvede shorts og en tynd sommerskjorte i eksotisk mønster, der instinktivt leder tankerne hen på palmesus og hvide sandstrande. Mere i live, end jeg på forhånd forestillede mig. Hans krop er ganske vist præget af sygdommens hærgen, men inde bag de mørke læsebriller er han der endnu. Det samme er den store guldring i venstre øre, som med årene er blevet den sejlende kaptajns signatur.    

Han kan ikke længere gå ved egen hjælp, men hans arme og hænder bærer stadig bevægelsens kraft i sig. I hvert fald lidt endnu. Dagen før har han haft besøg af en sygeplejerske, der er i gang med at lære ham at skrive med sine øjne. 

Indtil videre har den højre pegefinger stadig nogle sætninger i sig. Det går langsomt med at skrive tanker og svar ned, men det går, og den sorte iPad i skødet på ham er ikke i ro ret længe ad gangen. Foran ham på skrivebordet står en bærbar computer, som han bruger til at læse og skrive sine mails på, og på ryggen af hans elektriske kørestol hænger en aflang kasse med knapper, slanger og ledninger. Det er respiratoren, som trofast og rytmisk trækker vejret for ham døgnet rundt.  

Resten af huset er en lang bevisførelse for beboernes livsstil. Selv nu, hvor Naturhistorisk Museum i Aarhus har været forbi efter hundredvis af genstande til deres store efterårsudstilling om den danske eventyrer, er der rigeligt med eksotisk løsøre til at indrette adskillige villaer med. Masker, slangeskind, landkort, vaser, krukker, amforaer, dyrehorn, hvaltænder, udstoppede fugle – og modelskibe i træ.

Ved siden af hans bærbare computer ligger en 13 år gammel udgave af børnebogen ’Med Asbjørn på de store oceaner’, som netop er genudgivet. Den kulørte fotobog med Troels Kløvedals yngste søn Asbjørn som fortællingens omdrejningspunkt trækker læseren ind i en verden med tropiske storme, snorkling og prustende kaskelothvaler. 

Troels Kløvedal har brugt det meste af sin morgen på at læse forordet til den nye udgave, som Asbjørn har skrevet og sendt til sin far for at få hans syn på indholdet. Over den 75-årige kaptajn hænger en fregatfugl. I fuld størrelse og elegant skåret ud i træ. Det er en gave fra en vestjysk fisker, der har fulgt Troels Kløvedal gennem fjernsynsskærmen, siden han var dreng.  

”Jeg synes, du skal gå en tur ud i min have og se dig omkring. Nede i bunden ligger min skriverhytte, den skal du opleve. Husk at plukke et Guldborgæble på vejen, de smager vidunderligt lige nu,” skriver han på sin iPad. 

Jeg trasker hen over den afsvedne græsplæne, der skråner let ned mod et åbent engstykke, hvor en lille flok heste hænger dovent ud. Flere af havens æbletræer har smidt deres første frugter, som ligger spredt på græsset i tilfældige mønstre. 

Døren ind til den sortmalede skriverhytte står ulåst, men det virker, som om det er længe siden, nogen sidst har brugt stedet. Indenfor hænger en støvet duft af glemt sommer. Væggene er beklædt med lyse træbrædder, der hist og her lækker små klatter af harpiks. Plakater, fotografier og børnetegninger kæmper om opmærksomheden. Et sted hænger en skifteramme med malaysiske sommerfugle på nåle, og rundt på væggene forsøger reoler i forskellige størrelser at holde styr på rækkerne af bøger og gamle kassettebånd.   

På arbejdsbordet med udsigt til en frodig eng og et stykke dansk bøgeskov ligger en sort kikkert og venter på at blive brugt. I vindueskarmen har en række kulørte konkylier fundet deres plads, og i et hjørne af rummet har nogen glemt en kop med en sjat kaffe. Det ligner et postkort fra 70’erne. Eller en genbrugsbutik på landet. Med cd-afspiller, støvede magasiner og plakater, der reklamerer for foredrag, som for længst er afholdt. 

PÅ VEJ TILBAGE til huset samler jeg et æble op og sætter tænderne i det. Han har ret. De smager, som kun danske æbler gør. Sødme og syre samlet i ét. Øjeblikket efter er jeg tilbage i stuen og til lyden af Mozart. 

Troels Kløvedal griber ud efter fjern-betjeningen og skruer ned for musikken.  

”Har du set, at Benny er død,” skriver han så. 

Jeg nikker.

”Han var en god ven. Han sendte søde breve til mig, efter jeg blev syg. Nu er han selv borte,” står der på skærmen. 

Jeg finder et digt af Benny Andersen frem, som jeg tilfældigt faldt over i morges og skrev ned i min notesbog, inden jeg kørte hjemmefra. Jeg læser ordene højt:

Ode til døden
Når jeg kun tænker på mig selv
Tænker jeg: godt nok
Du har slået nogle skæve
Men også sat dig nogle spor
Har en hel del at fortryde
Og en del at være stolt af
Facit: Det ku’ ha’ gået meget værre

Han griber ud efter sin iPad og lader sin finger hoppe rundt på skærmen, mens sætningen tager form.

”Det er sådan, jeg har det.”

Jeg fortæller om min samtale med Suzanne Brøgger. At hun håber på at kunne give lidt af sin livsvisdom videre, inden hun skal herfra.

”Hvad håber du på, at du giver videre til dine nære,” spørger jeg.

Han sidder lidt uden at bevæge sig. Så tager fingeren tilløb og begynder at skrive.

”At være taknemmelig over livet. Jeg er selv et taknemmeligt menneske. Det er fantastisk, at jeg har fået lov til at leve i en tid uden krig. Uden frygt. I konstant stigende velstand. Der har været så mange muligheder.”   

Vi sidder sammen i musikken et stykke tid og kigger ud på græsplænen, der har genvundet lidt af sin grønne farve oven på sommerens tørke. Så løfter han iPad’en og skriver:

”Jeg har stadig så svært ved at fatte, at min sunde krop er blevet ramt af denne her sygdom.”

Vi kigger på hinanden. Jeg nikker. 

Han fortæller, at han det meste af sit liv er vågnet op og har tænkt, at ”det hele en dag ender med to meter jord over kistelåget”. Det har aldrig gjort ham ked af det, skriver han. 

Et sted i huset åbner en dør sig. Lyden af fodtrin efterfølges af plasticposer, der rasler mod hinanden. Det er Troels Kløvedals kone Else Marie, der er vendt hjem fra indkøbstur. Hun stiller poserne fra sig på køkkengulvet og kommer ind i stuen for at hilse på.  

Så giver han tegn til den kvindelige plejer, der åbnede døren for nogle timer siden, og som nu sidder i hjørnet af stuen og strikker. Han har brug for at få fjernet det slim, der flere gange om dagen samler sig som en klump i halsen på ham. 

Mens plejeren gør sit arbejde, følger jeg med Else Marie ud i køkkenet. Hun smiler forsigtigt: 

”Det er hårdt at se ham ende sådan her. Men han er sej og klarer det flot.” 

Bag os er den kvindelige plejer i gang med at fylde et glas med rødvin fra en treliters bag-in-box, der står på køkkenbordet ved siden af et stort køleskab.  

”Det får ham til at slappe af,” fortæller Else Marie. 

 ”Hans læge siger, at det er meget bedre end den beroligende nervemedicin, hun ellers udskriver til sin patienter.” 

Jeg træder tilbage i stuen og fortæller ham, at jeg vil køre hjemad. 

”Jeg er også træt nu,” skriver han og lægger sin hånd oven på min. I døren på vej ud vender jeg mig om og kigger hen mod skrivebordet. Troels Kløvedal fanger mit blik og løfter besværet sine hænder op i luften til en farvelhilsen, inden han skruer op for musikken og griber fat i musen til sin bærbare computer.  

Kort efter sidder jeg igen i min bil. Mens dækkene knaser sig op ad den smalle grusvej, kommer jeg i tanke om en passage fra ’Alle mine morgener på jorden’, som jeg næsten kan udenad:  

”Jeg har en konstant følelse af, at jeg er ude i dårligt vejr, hvilket gør, at jeg mere og mere drømmer om at sejle ind i en atol, i en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg, og alt er, som det skal være. Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.”