TRE TIMER FØR koncerten står hun på gaden i Odense sammen med korsangerinden, presseagenten og kæresten i en ankellang rød uldfrakke. ”Drengene sidder oppe under taget,” siger Anne Linnet i sorte jeans, ruskindsstøvler og solbriller. Uden at det bliver formuleret som en egentlig kommando, vinker hun reporteren af sted.
For enden af trappen oppe under taget ligger til venstre et rum indrettet med spejle langs begge vægge, borde langs spejlene og stole ventende på de spejlende; lidt som en frisørsalon, bortset fra at ved hver eneste plads omkranses spejlbilledet af lyspærer som i en gammel Hollywood-film. Rummet til højre er mere skramlet. Vægge, rør og radiatorer er malet i italiensk rød, betongulvet er brunt, og de sorte sofaer ligner læder. Guitaristen, bassisten og trommeslageren har spredt deres grej i rummet.
Guitarist Anders Bo Jespersen med den sorte baseballkasket har længere hår end både Jimmy Page og Eddie Van Halen. Tatoveringer kryber frem under T-shirten med dødningehovedet. Ved begge knæ er de sorte jeans skåret op, og der er glughuller til højre lår. Anders Bo Jespersen udlever drømmen som hired guitar, og stilen er en del af pakken, når han købes ind til at stå bag Linnet, Medina, eller hvem det nu er.
”Livet er for kort til merlot,” siger bassist Jakob Christensen, da jeg træder ind i rummet. Stemmen er mindre sikker end ordene. Vin i 200-kronersklassen er ikke hans hjemmebane. Sidste weekend kørte Linnet scenejokes på hans fuldskæg. Nu har han raget skægget af.
Morten Hellborn, den kronragede trommeslager på den modsatte side af bordet, ignorerer afskrivningen af merlot-druen og slynger vurderende den røde væske rundt i det løftede krystalglas. Rundt om bordet karakteriseres vinen som ”perlende”.
”Nå, I fandt glassene.” Bandets nye mand, keyboardspiller Mads Demant, træder ind i rummet.
Universalglassene købte de sidste weekend i en vinhandel i Aarhus mellem koncerterne i Vejle og Holstebro. Med sin sixpence og en gyldenbrun lærredsbuks anes Mads Demants smag for jazz, hvilket erfaringsmæssigt kan skabe sammenstød med bandlederen. Men keyboardspilleren har en særlig synthesizerbaseret lyd, som passer godt ind i det sen-80’er-univers, der er afsættet for aftenens koncert. Anne Linnets turné fejrer 30-årsjubilæet for udgivelsen af albummet ’Jeg er jo lige her’.
Med knap en halv million eksemplarer hører albummet til de allermest solgte i dansk musikhistorie. Sange som ’Forårsdag’ og ’Tusind stykker’ er gledet ind i folkesjælen, og som Anne Linnet udtrykker det, skal publikum ved aftenens koncert ”have følelsen af at komme hjem”.
Ikke alt fra 80’erne lader sig transportere til 2019, men noget må fastholdes, og Mads Demant kan levere den tidstypiske synthesizerlyd, hvis ellers han kan styre sig.
Musikerne ved bordet er nået til punktet, hvor de diskuterer temperaturen i glasset, for og imod 12 grader, da denne skribent forsøger at stemple ind i samtalen: ”Okay, drenge, hvad skete der med rock and roll?”
RØDVIN I KRYSTALGLAS bliver ikke nævnt i Anne Linnets selvbiografi ’Testamentet’, der handler om hendes liv i tyverne og sådan set er meget lige på. Efter koncerterne i 70’erne og 80’erne scannede hun salen for en m/k, som var værd at tage op på værelset, elske med og smide ud bagefter, som hun formulerer det. Finere vinsmagning var der ikke fokus på. Guitaristen i dødningetrøjen skifter udtryk, ansigtet fyldes af et blødt smil: ”Vi synes jo, at rødvin passer så godt til den her tur.”
Musikerne har respekt for chefen. De fleste har arbejdet sammen med hende i det meste af et årti. Nogle gange, når de er ude med en solist, kan kommunikationen blive noget vævende, når bandlederen gerne vil have en mere ”blå” eller ”orange” stemning. Den slags problemer er der ikke med den komponistuddannede Linnet, som straks tager fat i den uønskede takt eller tone. Generelt er direktiverne præcise og håndfaste. ”Ingen jazz, ingen reggae, ingen ska,” messer bassist Jakob Christensen, som har hørt bandlederens mantra en del gennem årene. Det med ska er han enig i: ”Ska sku’ sgu skydes.”
Der lyder et mumlende bifald fra guitar og trommer. Keyboardspiller Mads Demant siger ikke noget. Indtil han proklamerer:
”Jeg spiller Hancock i aften.”
”Eij.”
”Jeg har forberedt en solo.”
”Eij, eij, eij.”
”Hun beder jo næsten selv om det, når hun hele tiden siger, vi ikke må. Der kommer en Herbie Hancock-solo til ’Smuk og dejlig’. Schyyy, hun kommer nu!”
Trommeslager Hellborns hænder er rastløse før koncerten. Linnets er søgende, måske efter en sidste smøg, men er hendes hænder også magiske? Hunden Buddy synes det vist. Og så kan hænder holde af og holde om.
EN TIME SENERE står Anne Linnet til lydprøven, stadig bærende mørke solbriller i den sortmalede sal under fire krystallysekroner. 500 røde stole er sat op i Magasinet i Odense. Anne Linnet foretrækker, at publikum står op, eller i hvert fald rejser sig op undervejs, men hun ved også, hvad hendes publikum foretrækker. Anne Linnet er 65, men det er hendes krop ikke. I 50 år har hun stået på scenen, og selvom hun er opmærksom og krævende, når hun synes, at rummet er for ”tørt”, lyden mangler ”præsens”, eller lyssætningen er ”alt for skarp”, så fornemmes også en boblende, nærmest løssluppen glæde, som undervejs i lydprøven får hende til at danse på en måde, hun ikke tillader sig selv under koncerterne. Der er forskel på at feste og arrangere en fest. Sønnen Marcus, der hed Jan Martin, indtil han gik til numerolog, står nu ved sine congas-trommer. Han er producer på en række af mors album, og hun går nødigt ind i det følsomme rum, det er for hende at indsynge sangene, uden at have sønnen med. Han er god til at finde punktet, hvor hun har sunget sangene nok til ikke længere at tude, men ikke har sunget dem så mange gange, at følelsen forsvinder. ”Jeg tager lige en kop kaffe,” siger han, hvis stemmen alligevel knækker over, og mor græder.
I selvbiografien ’Hvor kommer drømmene fra’ om barndommen beskriver Anne Linnet, hvordan hun allerede fra treårsalderen ud af luften hørte violiner, når hun rørte tangenterne på mormors blåmalede klaver.
Sangene, der kommer til hende, kalder hun ”rørpost fra oven”. I bogen ’Testamentet’ beskriver hun, hvordan hun nogle gange får de samme sange, som andre komponister allerede har fået, blot hører hun dem med endnu flere instrumenter. Musikken er et felt, komponisten kan tappe ind i. Kunstnere taler om muser, og der er ikke langt fra ’muse’ til ’musik’.
Alt det håndværksmæssige, hun lærte på konservatoriet i Aarhus, er nødvendigt, siger hun, men selve det at kunne tune ind i musikkens felt og tage tonerne tilbage, det kan du ikke lære. Det er en gave, og den gave har hun fået og skal give videre. Hun elsker at stå på scenen, hvor nuet er så stærkt, men størst af alt er øjeblikket, hvor den nye sang ankommer. Straks mærker hun, når det er en af de store, for der er en grund til, at nogle sange bliver store.
Selvom sangene ankommer nøgne og skal arrangeres og klædes på af en erfaren komponist, så ved hun det i undfangelsen og har den her følelse af mæthed nogle dage frem. Når hun første gang tager dem omkring Marcus, ved sønnen også, om det er en af de store.
Nu tester han den sidste lyd – en guitar, en mikrofon, lidt slagtøj. Nikker.
”Så skal der spartles,” halvvejs råber Anne Linnet.
REN LINNET 1
1. Anne Kristine Linnet er født i 1953 i Aarhus. Faren Peder Linnet-Jepsen var overlæge, moren Elisabeth Kloppenborg-Skrumsager var tandlæge. Anne Linnet har tre ældre brødre og en tibetansk adoptivbror. Anne Linnet tillægger det betydning, at hun er vædder med jomfru i ascendanten.
2. Student fra Statsgymnasiet i Aarhus i 1972. Fra 1973 til 1985 går Anne Linnet på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun som den eneste på sin årgang og som den første kvinde herhjemme uddannes som komponist.
3. Fra 1971 synger hun med Radioens Big Band med materiale af hendes senere ægtemand, Holger Laumann. Debuterer i 1973 med lp’en ’Sweet Thing’ under navnet Anne Linnet & Tears. Bandet Tears er stiftet af Holger Laumann, som Linnet gifter sig med i 1974. I 1975 kommer Anne Linnets første soloplade, der helt enkelt hedder ’Anne Linnet’.
4. Danner i 1974 bandet Shit & Chanel med blandt andet Lis Sørensen. Linnet skriver sangen ’Smuk og dejlig’, som i 1976 bliver bandets og hendes første store hit. Har på dette tidspunkt også skrevet ’Forårsdag’, som imidlertid forbliver i skrivebordsskuffen 14 år frem.
5. Udgiver i 1977 pladen ’Kvindesind’ med musik til Tove Ditlevsens tekster. I 1986 udgives ’Barndommens gade’, endnu et album baseret på Ditlevsens digte.
6. Danner i 1980 Anne Linnet Band med blandt andet Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. Året inden dør faren, og Linnet søger væk fra bandets udadvendte, feststemte poprock. Præget af seksuelle eksperimenter danner hun i 1983 bandet Marquis de Sade, som trækker en hårdere elektronisk lyd ind på den danske musikscene, men også blivende klassikere som ’Venus’ og ’Glor på vinduer’.
7. Fra anden halvdel af 80’erne er det mindre piskelyd og mere venindelyd. I 1988 udkommer solopladen ’Jeg er jo lige her’. I 1989 udgives ’Min sang’, hvor Johannes Møllehave står for teksterne. Linnet havde frabedt sig ord som ’Jesus’ og ’Gud’, men da Møllehave kom tilbage og spurgte, om hun dog kunne synge ’Lille Messias’, svarede hun ja – og åbnede en ny bane i sit virke med faste kirketurneer.
8. Linnets særlige position har rødder i 70’erne og 80’erne, hvor hun lagde lydsporet til mange danskeres liv. Men produktionen af fængende sange fortsætter. I 2007 er der titelnummeret fra albummet ’Akvarium’. I 2012 på albummet ’Kalder længsel’ er der sangen ’Jeg har set dem komme’. Seneste album er ’Alle mine drømme til dig’ fra 2015.
9. Allerede fra studietiden skrev Linnet klassisk musik, eksempelvis i 1985 strygekvartetten ’Quatuor Brutale’ og i 1989 det symfoniske værk ’Spring Capricious’. I 1996 komponerede hun kammeroperaen ’Thorvaldsen’.
10. Anne Linnet har været gift på rådhuset to gange, først med Holger Laumann, siden med Tessa Franck. Tessa Franck fødte børnene Isolde (8) og Nemo (6), som er hos Anne Linnet hver anden uge.
11. Anne Linnet er tildelt en række priser, herunder i 1998 den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.
TO DAGE TIDLIGERE mødes vi i København. Ved en café nær Nyhavn venter Linnets presseagent, Jenni Jet, med sin dansk-svenske gårdhund Buddy. Agenten fortæller, at hun faktisk godt kan blive en smule starstruck over sin klient, som nogle gange ikke siger noget, men bare griner et uudgrundeligt grin.
Så kommer hun gående, de kommer gående, i solen.
Kæresten Kathrine Kjær er jurastuderende. Det er nemt at skrive spørgsmålene i notesbogen og nemt at læse Linnets standardparade i gamle artikler: ”Det ville du ikke have spurgt om, hvis jeg havde været en mand.”
Men spørgsmålene opløses, som de står her i solen. Kathrine Kjær er en anelse mere spinkel i ansigtet, men håret har samme længde og er bleget til samme farve som Annes. Den jurastuderende er i den røde uldfrakke, som Anne også har en af i skabet. Spørgsmålene opløses, for de to er omsluttet af det lys, som alle par forhåbentlig starter med at have, og som de bedste bevarer eller genfinder undervejs. Kathrine er 27, Anne 65, lyset er uden alder.
”Jeg måtte bare røre Buddy,” siger Kathrine som forklaring på, at hun kom med. Snart sidder Anne og Kathrine på hug over en rørt Buddy. Som barn havde Anne Linnet en rottweiler, som undervejs gjorde en gravhund gravid. Det resulterede i et kommodeformet væsen på korte ben, Hendes to rækkehuse på Holmen i Indre København ligger ud til havnen. Selv bruger hun badestigen, når hun skal i, men dengang hun stadig havde hund, byggede Anne Linnet også en hundesliske ned til vandet.
”Jeg mødte Kathrine på Det Kongelige Teater efter en koncert,” fortæller Anne Linnet, da vi fortsætter alene langs havneløbet.
”En fælles bekendt havde overtalt Kathrine til at tage med til koncerten. Bagefter var der vel 50 personer backstage, og hun var en af dem. Jeg så hende straks gennem mængden, og jeg holdt så lige blikket det ekstra for at se, om jeg havde set rigtigt. Det gjorde hun også, og vore blikke mødtes. Jeg var nødt til at gå lidt, for der var en journalist, der skulle have et interview, men hun var der heldigvis, da jeg kom tilbage. Jeg gik direkte hen til gruppen, hun stod i.
”Jeg har set dig før,” sagde jeg. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke sove. Jeg vidste godt, at der var sket noget. I dag ved jeg, at Kathrine heller ikke kunne sove.”
Scenen er indtaget, sætlisten klar, trommeslager Hellborn tager styring, og Anne Linnet trives i rollen som rock-mammy.
KVINDER KOMMER med kvinder, og kvinder tager mænd med. Til koncerten i Odense er tre ud af fire ikke mænd. De fleste er i fyrrerne eller halvtredserne. Tøjstilen ligger lidt til venstre for en afslappet midte, eller også er det bare sådan, folk fra Odense går klædt. Linnet ved, at storbyens publikum fanger viben et par numre tidligere end til koncerterne op langs Vesterhavskysten eksempelvis.
Men hun har et par sange, som giver hende grebet fra første strofe, uanset hvor i landet hun er. Da hun åbner med ’Tusind stykker’, er der hurtigt tilløb til fællessang. Bag trommerne tager Morten Hellborn styring, for uanset hvor dominerende Linnets direktiver er, gider hun ikke flegmatiske musikere, når musikken først spiller. Selvom aftenens afsæt er den lidt ferske 80’er-klang, trækker bas, guitar og trommer en pulserende bluesrock ind, som klæder sangene.
Fra sin plads bag pulten midt i rummet skæver lydmanden nervøst mod højre højttaler, som højt oppe sender lyden nærmest parallelt langs balkonvæggen af beton. Lydmanden hedder Per, men fordi han er svensker, kaldes han Pelle. Han startede som musiker og gled undervejs over i rollen som lydmand. Som sådan fulgte han med Björn Afzelius til Danmark i 80’erne, mødte en kvinde og blev hængende. Nu leder den 65-årige efter de knapper, der skal sikre, at lyden ikke går itu.
Også denne sang kom om natten. Det var den første nat i det nye hus nær Frederiksberg Have og Frederik IV’s gamle slot. Susse Wold havde fundet huset til hende, Bent Mejding sørgede for papirarbejdet, og i 1985 sad Anne Linnet efter bruddet med jazzsaxofonisten Holger Laumann, Marcus’ far, alene i en ny by og et nyt hjem, kun medbringende sin seng og mormors blå klaver. Alting kan gå itu. Hun vidste, at det var en af de store.
KORSANGER Julie Lindell arbejder fra scenen med hår som en faldende fontæne, sorte støvler til over knæene, sort kjole lidt ned på lårene, og med benene som stempler i takt til musikken suger hun salens mandlige blikke.
Anne Linnet har altid fundet kraftfulde lysere stemmer til at svøbe omkring sin egen mørkere tone. Engang var det Lis eller Sanne, nu er det Julie. Musikerøkonomien er ikke, som da Linnet sendte ’Jeg er jo lige her’ på markedet. Efter cd-salgets kollaps er det live-musikken, kunstnerne skal leve af, og det kræver noget mere end 500 udsolgte pladser i Odense.
Linnet selv kommer aldrig i problemer. Hun fik den gode tid med og investerede klogt. Men musikerne omkring hende møder en anden verden, end hun gjorde. Sønnen Marcus har taget en sen uddannelse som snedker. Og Julie Lindell supplerer indtægten med at være leder for flere gospelkor og med såkaldt gospel-teambuilding for store firmaer.
Men nu spiller musikken, og Lindells stemme fletter ind i Linnets, da hun synger: ”For det er jo det, vi har hinanden til”, og rækker mikrofonen ud for at møde publikums ”holde om og holde af”.
Anne Linnet og kæresten Kathrine Kjær.
SELVFØLGELIG HAVDE hun set Kathrine før, og i dag husker Anne, hvad Kathrine aldrig havde glemt.
”Det var under en koncert i Frederikshavn, jeg fik øje på hende. Hun stod ude i siden, og jeg vidste med det samme, at hende ville jeg komme til at kende. Efter koncerten bad jeg vagten invitere hende ind bag scenen. Noget, jeg ellers aldrig gør.”
”Aldrig? Det er ikke det indtryk, jeg har fået efter at have læst din selvbiografi.”
”Jamen, det er jo noget helt andet …” Anne Linnet værger for sig, halvt grinende.
”Det foregår jo på den måde, at efter koncerterne bliver nogle stående i salen, og på et tidspunkt kommer vagten og siger, at der er nogle, som gerne vil have autografer. Så går jeg ud, og så kan vi jo falde i snak. Dér er de jægerne. Med Kathrine var jeg jægeren. Og hun hældte mig ned ad brættet. Virkelig pinligt.”
Kathrine Kjær var 3. g’er, og selvom gymnasievennerne sagde ”gå dog derind”, da legenden kaldte backstage, tog hun artigt hjem til Løkken, hvor hun boede dengang. Nogle år endnu måtte kvinden, som i sin selvbiografi kalder Don Juan en ”amatør”, vente på, at tilfældet, skæbnen, hvad det nu var, i september 2017 førte en nervøs jurastuderende backstage på Det Kongelige Teater.
I en af aftenens mange sange om tosomheden – sangen hedder ’Ørkensand’ – synger Anne Linnet: ”Når vi først er døde / Ska’ vi ikke mere ses / Måske mer’ end tusind år.”
Sådan er det for Anne Linnet. Vi skal bruge nuet, for der kan gå lang tid, før vi ses igen. Men vi ses igen. Og ikke nødvendigvis i himlen. I selvbiografien ’Testamentet’ kredser hun om fornemmelsen af at have kendt et andet menneske i et tidligere liv. Susse Wold for eksempel, tænker hun at have kendt tidligere. Vi taler lidt om det på turen mod Kastellet. Da jeg nævner Sanne som en, hun måske har den samme fornemmelse med, trækker Linnet på det. ”Men Kathrine har jeg helt sikkert kendt,” siger hun.
I bandet mærkes forelskelsen.
”Når vi er i Aarhus og efter en koncert går på Fatter Eskil, så går Anne med nu. Det gjorde hun ikke for nogle år siden,” siger trommeslager Hellborn.
”Jeg troede faktisk ikke, at jeg fik lov til at opleve det igen,” siger Anne Linnet.
”Vi planlægger julebryllup. Min faste turné med kirkekoncerter op mod jul slutter lidt tidligere i år, så vi kan få plads til brylluppet. Det skal være et kirkebryllup.”
Anne Linnets sange kommer fra oven.
”VIL DU MED ned og ryge?”
Anne Linnet har sine ritualer, og stemmetrænere kan sige, hvad de vil: I pausen skal hun have sin smøg.
Et par gange er hun holdt op og har været røgfri gennem to-tre år. Røgen koster nemt et par toner i toppen, men selvom talestemmen er blevet dybere, synger hun stadig sangene i deres oprindelige toneart.
Da vi mødtes to dage tidligere i København, fortalte hun, at nu skulle det være. Hun havde købt et program til rygeafvænning. En gradvis aftrapning af smøgerne over 14 dage. Børnene har aldrig brudt sig om hendes smøger, og Kathrine har også bedt hende stoppe. ”Jeg vil jo gerne have dig længe,” har Kathrine sagt. Anne Linnets stemme vibrerer, da hun genfortæller det. Efter weekendens koncerter starter nedtrapningen. ”På mandag er det slut,” sagde hun.
Da vi i pausen står i Brandts Passage i aftenmørket, tænder hun cigaretten. Jeg minder hende om det ellers forestående rygestopprogram. Et øjeblik kigger hun forvirret på mig.
”Ha!” udbryder hun med sin dybe stemme og tager nok et sug, ”jeg holder sgu nok aldrig op.”
HENDES FAR, overkirurgen, kunne et eller andet. Efter aftensmaden tog han tilbage på hospitalet og holdt i hånd med de patienter, han havde opereret tidligere på dagen. Bagefter kom brevene, som moren læste højt for hele familien. Anne forstod ikke, hvorfor patienterne skrev så meget om hendes fars hænder. Men en af de dage, hvor hun havde ondt i maven, kunne hendes mor ikke hente hende, så det blev faren, der fulgte hende fra skole. Da de var på vej ned ad trappen, rørte han hende med sin hånd, og hun mærkede en varm strøm gennem kroppen, som tog smerten. Han arbejdede altid, sled sig op, blev kun 58. Hun nåede aldrig at spørge om det med hænderne.
Men en nat kom energien også til hendes hænder. Hun var 28, lå i sengen, stadig vågen, da begge underarme pludselig løftede sig, og hun mærkede strømmen ud gennem hænderne. En clairvoyant forklarede, at kraften strømmede fra hænder og fødder, og at det var en gave – men at hun selv afgjorde, om hun ville bruge den. Når folk havde hovedpine, lagde hun hænderne på, og Linnet besluttede sig for, at hun måtte blive clean. Hun mediterede, spiste rigtigt, droppede alkohol og mere eller mindre stærk tobak, levede endda i cølibat – sådan da.
”Et år levede jeg sådan, så indså jeg, at min opgave er musikken. Det andet har jeg med mig, og nogle gange mærker jeg energierne mellem musikere og publikum, men jeg behøver ikke være clean,” siger hun.
Backstage er Linnet glad, mens keyboardspiller Mads Demant, den høje mand næstyderst til højre, pønser på noget hemmeligt til aftenens koncert.
SELVOM ANNE LINNET er dronningen på scenen, har hun også en generøsitet i sig, når hun giver sange eller plads væk. Engang var det Sanne Salomonsen, som fik gennembrudssangen ’Det er ikke det du siger’ forærende. En anden gang fik Lis Sørensen ’Mine øjne de skal se’.
Her i Odense overlades pladsen og duetterne til sønnen Marcus og til Julie Lindell, korsangeren, som inden koncerten selv fremhæver dette træk: ”Anne er ikke bange for at lade andre shine.”
Sådan noget kan være en delikat balancegang, for ofte har de tilkaldte korsangere større stemmer end den kendte, aldrende stjerne. Men som komponist spiller Anne Linnet efter andre regler end den sanger, som lever på stemmen. Anne Linnets sange og stemme følger mange gennem livet, for nogle nærmest som lyden af en veninde.
I Magasinet i Odense, som så mange andre steder, kan hun se ud over publikum og mærke, hvordan sangene lever i folk. Da hun kort inde i andet sæt beder publikum om at synge en sang for hende og hurtigt lægger ud med første linje til ’Forårsdag’, kommer salens svar. Musikerne bygger langsomt på. Først guitar, så keyboard og så efterhånden, efter publikum har sunget mod til sig, også bas og trommer. Det er fællessang, men frøet har hun sået, værket er hendes, og igen, denne aften på Fyn, får Linnet den belønning, hun er kommet for.
Efter jubilæumsturneen skal hun fortsætte arbejdet med et nyt album med sange til Kathrine. Når vokalerne skal synges ind, får hun brug for Marcus i studiet. Et par af sangene, har de begge hørt, kan blive nogle af de store. Linnet håber at være klar med albummet til efteråret, før brylluppet. Måske det så falder sammen med udgivelsen af en skønlitterær bog, hun også er ved at gøre færdig. Digte og børnebøger har hun allerede udgivet ud over de to anmelderroste selvbiografier. En udstilling af malerier i Rundetårn og en enkelt hovedrolle i en film er det også blevet til undervejs. Musikalsk har hun ved siden af pop, rock og viser bevæget sig gennem musicals, opera, filmmusik, klassiske orkesterværker, strygekvartet, ambient, børnemusik og salmer – hun har efterhånden skrevet 45 af de 50, hun har sat sig for.
Nogle gange føler Anne Linnet, at hun bliver ledt. Det kan være til et ansigt, Kathrines, til en udsendelse eller et stykke, som skal give hende inspiration. Engang faldt hun over Tove Ditlevsens digte på en venindes spisebord, tog dem med sig og var i gang med at sætte musik til, da et musikforlag ringede og spurgte, om hun ville sætte musik til Ditlevsens digte. Næsten fire årtier senere har Linnet stadig den samme fornemmelse af at blive guidet:
”I sidste uge vidste jeg bare, at jeg skulle se et stykke på Det Kongelige Teater – ’Amadeus’. Det handler om Mozarts dilemma mellem at skabe og at leve. Alle de store komponister har haft det problem. Bach havde det. Noget i os vil jo hele tiden sidde alene og skabe musik. Thorvaldsen opgav fuldstændig livet for sine marmorblokke. Nu med Kathrine har jeg den her lykkefølelse, som jeg jo gerne vil være i hele tiden. Men jeg skal også finde plads til at skabe. Dét skulle skuespillet om Mozart minde mig om.”
REN LINNET 2
1. Det er let at se Anne Linnet som en del af tidsånden, som hun trådte frem i de tidlige 70’ere i hvid T-shirt, spraglet vest og bukser med svaj. Allerede som teenager i et frigjort overlægehjem i Åbyhøj ved Aarhus mødte Anne Linnet sen-60’ernes antiautoritære bølge, som tre festglade storebrødre trak ind i hjemmet, hvor faren måtte spørge, om de mange overnattende kvinder dog ikke i det mindste, når de stod op og gik gennem huset, kunne tage bare en smule tøj på.
2. Tidlig modenhed er et træk, som skinner igennem. Som 15-årig var hun kæreste med en franskmand, som læste til skuespiller i Paris. Som 17-årig flyttede hun sammen med den 28-årige jazzsaxofonist Holger Laumann, som også blev en musikalsk læremester for hende foruden at være far til hendes to ældste børn.
3. Linnet er selvfølgelig præget af tiden, men hun er også en, der præger tiden. Navnlig på to områder har hun været med til at flytte tidsånden: kvinders ligestilling og seksuelle minoriteters position.
4. Hun tog i 1974 intiativ til landets første, fuldt påklædte kvindeband, Shit & Chanel, og hun satte her med sine sangtekster om kvindeskæbner og kvindelige synsvinkler et lydspor til rødstrømpebevægelse og ligestilling mellem kønnene. Selv blev hun den første kvinde herhjemme, som blev uddannet som komponist. Da hun fra 1980 med Anne Linnet Band satte sig selv, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen i front, var det også – uden at det nogensinde blev formuleret på anden måde end gennem eksemplets magt – realiseringen af et kvindeligt lederskab i poprock. Dermed var ligestillingsprojektet flyttet fra 70’ernes kritiske stemme i et af modkulturens bands til 80’ernes sejrende stemme i mainstream poprock. Det sug, der er mod Anne-Sanne-Lis-koncerterne landet over i maj, handler også om det. Og selvom Anne Linnet her er en del af en trio, er det også klart, at havde man taget hende ud af ligningen, var facit blevet et andet.
5. Anne Linnet var tidligt åben om sin tiltrækning af begge køn. Hendes første hit, ’Smuk og dejlig’, er skrevet til skuespilleren Ulla Henningsen. I hendes selvbiografi ’Testamentet’ vrimler det med afklædte mænd og især kvinder. I 2018 var hun hovednavn ved Copenhagen Prides koncert på Rådhuspladsen. Samtidig er Anne Linnet vel den eneste herhjemme, som er sluppet fra både at vedkende sig og lave musik på sadomasochistisk fascination.
6. Anne Linnet er mor til syv – mor eller mammy, som det kaldes, når moren er en anden kvinde. De to er nu voksne adoptivbørn. De tre voksne biologiske børn – Evamaria, Marcus og Alexander (Xander) har undervejs alle arbejdet sammen med deres mor musikalsk.
ANDERS BO JESPERSEN griber sin fjerde guitar. Hvor mange han har, husker han ikke, men fire rækker til aftenens koncert. Ligesom toner kan ligge skævt i Linnets univers, kan guitarer det også. Showguitaren af glas, som Medina forærede ham under sin seneste turné, har guitaristen ladet blive hjemme.
”Den tror jeg ikke, Anne ville kunne lide,” forklarede han i timerne op til koncerten. Nu bevæger han sig ind midt på scenen, pladsen indtager han med sine tynde, lange ben i et bredt A, mens guitarsoloerne pisker den sidste energi ind i salen før det obligatoriske råb på ekstranummer.
Sættet er efterhånden gennemprøvet, koncerten er en af de sidste, inden Anne Linnet i maj tager på en stor danmarksturné med Sanne og Lis. Én sang har Linnet dog måttet flytte for at holde koncertens rytme, og løsningen er den, som den ofte er med lidt uregerlige sange: Smid dem ind som første ekstranummer. Her er flowet alligevel brudt af pause, og publikum må godt geare ned inden den afsluttende finale. Derfor får de ’Højt mod Nordens stjerner’, Anne Linnets bud på en fædrelandssang, som hun gerne vil have flyttet ind i folkesjælen. Men også en sang, som måske passer bedre til akustiske kirkekoncerter end til bluesrock i Odense.
Den længselsfulde sang om Danmark kom til hende under et skriveophold i Paris, en by, som sidder i hende. For to dage siden gav Anne Linnet en slags forklaring på sin kredsen om et liv før dette og måske også på fascinationen af Paris:
”Jeg har to syn, som bliver ved med at komme til mig. I det ene er jeg ved et hus. Jeg ser det udefra, og jeg går ind i det. Måske er vi i starten af 1800-tallet. Jeg ved, at det er i Paris. Jeg har følelsen af at have været i det hus, og jeg ser det så tydeligt, at jeg vil kunne kende det, hvis jeg ser det. Mit andet syn er ældre. Jeg er i en lukket vogn med heste foran. Vi er to i vognen, og den anden skal væk hurtigt. Jeg ved ikke, hvor vi er, og hvorfor vi skal væk, men jeg kan se på vognen, at vi må være i en ældre tid end i synet fra Paris.”
Vi taler om det igen inden koncerten, mens vi sidder i en af de sorte sofaer i det italienskrøde rum og spiser thaimad i plastæsker. Kathrine har sat sig på hug foran med hånden på Annes knæ og et opadvendt blik, som ethvert menneske mindst én gang i livet fortjener at blive betragtet med.
Anne tager med Sanne og Lis på danmarksturné i maj.
BAG KEYBOARDET er Mads Demant klar, da Anne Linnet introducerer aftenens sidste nummer. Han har lagt sin sixpence og viser en intakt hårpragt. Publikum har for længst fået følelsen af at komme hjem, da Linnet runder af.
”Den næste sang kan noget særligt,” siger Linnet og fortæller om sin glæde over at høre netop denne sang som nattens sidste, da diskoteket lukkede. Det er sådan en sang, som får fulde ungersvende til at tro på erobringen, forklarer Linnet publikum. Diskotekerne vil jo gerne have, at vi går hjem med hinanden.
”Den her sang kan man score til.”
Musikerne kender replikken og ved, at nu skal de starte. I salen lænes kroppe mod hinanden, stadigvæk. Alle folk kan se det straks, og måske Linnet også kan høre det, da det første anslag på keyboardet lander diskret, men skævt, og kort efter følges af fire mærkelige toner, langt fra poprockens gængse skalaer. Anne Linnet hører alt, men selv hun kan ikke kontrollere alt, når musikken spiller. Hellborn driver rytmen mod det aftalte klimaks, og bas og guitar lægger bunden som planlagt, da Mads Demant i en lang, ustoppelig solo slipper fusionsjazzen løs og gør Herbie Hancock ’smuk og dejlig’.
Næste aften skal bandet spille i Hjørring. Nedpakningen går hurtigt, inden musikerne kører mod nattekvarter i Aarhus, Linnets fødeby. Mange timer kommer de ikke til at være vågne, før de skal af sted igen.
Men lige akkurat nok til, at drengene næste formiddag har arrangeret en vinsmagning i deres foretrukne vinhandel.
”Bare nogle få, udsøgte vine,” siger Hellborn. ”Vi skal også have lidt god ost til.”
