JEG FLYTTEDE til København for at gå på universitetet i 1975. Jeg skammede mig lidt over at komme fra landet og kunne ikke aflægge min dialekt hurtigt nok. Mange år senere begyndte min mand, der er københavner, at snakke om at finde et sted på landet. I 1998 fik vi tilbudt at købe familiegården i Hoptrup Kirkeby. En landinspektørvilla med to etager og vinkælder beliggende på en høj med flot udsigt, som senere er ombygget til gård. Den er fantastisk, det kunne jeg bare ikke se, da jeg var barn. Da vi flyttede ind og satte den i stand, fandt vi et stort, gammelt skab fra 1800-tallet, som stammer fra en anden gård, men blev flyttet ind her, da stuehuset blev bygget i 1867. I bunden var der nogle paneler, man altid havde troet sad fast, men som vi fandt ud af var skuffer.
Der lå min bedstemors breve fra hendes bror og hendes mand, der begge var tvangsindkaldt til den tyske hær på Vestfronten i første verdenskrig. Broren døde af sennepsgas. Der var måske 400-500 breve, nogle pænt skrevet, andre utydelige, og nogle på tysk, fordi den tyske hærs censur pludselig har krævet det. Jeg er journalist og havde allerede lavet både radiomontage og tv-dokumentar om første verdenskrig baseret på andre sønderjyske familiers korrespondancer. Jeg troede ikke, vi havde bevaret korrespondance i vores familie. Da den dukkede op, fik jeg lyst til at gøre noget ved den.
Der gik nogle år, men da 100-årsjubilæet for krigen nærmede sig, skulle det være. Jeg havde altid haft lyst til at skrive fiktion, og på det tidspunkt havde jeg modet og erfaringen til at tænke ’Nu skriver jeg det her, og hvis det bliver et flop, så pyt’. Brevene satte den i gang, men romanen bliver ikke ved første verdenskrig. Den er skrevet som en overflyvning af et århundrede og følger slægten helt op til 2014. Med fiktive, dramatiske effekter, men stærkt inspireret af min egen families historie.
Mange af researchdetaljerne fik jeg ved at tale med min far, der fylder 98 i år og har en rigtig god hukommelse. Han fortalte om en tid, hvor de var en stor familie med børn og gamle og karle og piger, der levede af det, de dyrkede. Husdyrholdet passede til jordens størrelse og producerede den mængde gødning, der skulle bruges. På vejen var der liv og glade dage, for der var også masser af børn på nabogårdene. I dag sidder der højest 2-3 mennesker på hver gård, og den naturlige sammenhæng er gået fløjten.
Alligevel ville jeg nødig have levet på landet i gamle dage. Dengang måtte kvinderne knokle fra morgen til aften. Og jeg har intet behov for ikke at have et badeværelse eller at skulle over i stalden for at gå på toilettet.
Min mand arbejder på Syddansk Universitet, og vi tjener vores penge på det, vi er gode til. Vi er ikke kommet ud på landet med drømme om at dyrke jorden. Vi forpagter den ud til en økologisk landmand, der passer markerne og har køer gående for at holde græsset nede, og præstens datter har sine heste i en fold. Det er nogle kønne dyr at se på.
Da Storebæltsbroen åbnede i 1998, blev Danmark meget mindre. Nogle gange er jeg i København for at arbejde og hjemme igen samme aften, og andre gange kan jeg nøjes med at blive her og være på Skype. Jeg kender mange, der som mig sidder på landet og nyder, at der er masser af plads på arbejdsværelset, i stedet for at sidde i København og dele kontor med otte andre.
Alligevel har vi haft brug for et sted i København igennem alle de år, hvor vi har haft base i Hoptrup Kirkeby. Når jeg producerer en dokumentar, er arbejdet så intensivt, at jeg uger eller måneder i træk er nødt til at være dér. Det store spørgsmål er, om vi skal beholde vores lille lejlighed på ydre Østerbro, hvis jeg en dag bare skal sidde og skrive romaner. Men vi har ikke skullet vælge endnu, og vi kan begge to godt lide kontrasten mellem af og til at bo midt i en visitationszone, fordi der er blevet skudt, og ellers bo uden for en landsby, hvor der er fred, frihed og frisk luft.”
’Om hundrede år’ udkom tidligere på året og er Anna Elisabeth Jessens første roman.
