Hvorfra kom ideen til ’En linje i verden’?
”Fotografen Henrik Saxgren ville gerne have mig med på en bog om Danmarks vestligste kyst. Jeg var lige ved at starte på en roman og sagde nej, men han blev ved med at lokke. Ideen om at trække ud i landskabet – og skrive på det – voksede på mig. På grund af klimaforandringerne og en større bevidsthed om naturens betydning er landskabs-essayistikken stor i udlandet i disse år, og jeg havde skrevet et essay for The Guardian, på engelsk. Nu fik jeg lyst til at udfordre mig selv og udfolde mig på mit eget sprog i mit eget landskab.”
Og så udforskede du kysten i din lille Toyota udstyret med et gammelt, laset trafikkort, som dine forældre gav dig?
”Ja, og tit også med kaffekande. Jeg brugte alt i alt halvandet år på projektet. Hver gang jeg havde været ude på en tur, tog jeg hjem og skrev. Så tog jeg af sted på en ny tur. Indimellem bragte jeg gæster med i bilen. Men for det meste gjorde jeg det alene. Det sagde jeg også til Saxgren: ’Vi er begge to kunstnere, der ved, hvad vi vil og kan. Vi må ud på egen hånd. Vi kan ikke blande os i, hvordan den anden oplever tingene.’ Samarbejdet bestod i, at vi løbende sendte billeder og tekster til hinanden, så vi kunne se, hvor den anden var. Og så satte vi os sammen med vores redaktør i den sidste fase og udvalgte, hvad der skulle med.”
Hvad var det, der fik dig til at købe hus ved Vestkysten?
”Jeg havde boet i Aarhus, på Fanø, i København, og jeg havde opholdt mig i udlandet. Jeg havde været rundt og set verden. I 2014 tænkte jeg: Nu køber jeg mit eget og tager – i citationstegn – hjem.”
I citationstegn, ja. For selv om dine forældre havde sommerhus ude vestpå, voksede du op i Herning. Hvorfor var det ikke dén egn, du ville tilbage til?
”Jeg kan faktisk godt lide Herning-egnen, men jeg tror ikke, det er godt at flytte tilbage, præcis hvor man kommer fra. Det er i hvert fald en udfordring. For du er blevet en anden. Og netværket og kammeraterne, du havde, findes ikke længere, i hvert fald ikke som de var. Så er det bedre at flytte sig selv et sted hen, hvor man kan starte fra bunden, og hvor man ikke slæber rundt på en rolle.”
Og hvordan bruger du dig selv og dine omgivelser ved Vesterhavet?
”Jeg hiker. Går ture i arbejdspauser og ryster hovedet fri. Nogle gange finder jeg rav. Om sommeren går jeg ud i havet et sted, hvor der ikke er et hestehul. Så står jeg der og køler af. Men jeg kunne aldrig finde på at svømme i det. Det er trods alt Vestkysten. Folk dør af at bade hvert år.”
Havet er truende og voldsomt. Men der er åbenbart også noget beroligende ved at bo i nærheden af det for dig. Hvordan hænger det sammen?
”Jeg er blevet horisontafhængig. Jeg føler tryghed og hvile ved at gå ud til det. Havet er en kat, den ene dag sødmefyldt vippende med halen, den næste sætter det kløerne i dig. Der er meget eventyr i det. Jeg kan godt lide tanken om, at det river mig med ud i verden. Ligesom trækfuglene. Da jeg købte huset, var jeg i tvivl, om det var det glade vanvid. Min internationale karriere var i gang. Hvordan passede larm og lufthavne med en stille base langt fra storbyen? Da jeg var ude at se huset, kom der et kæmpe træk af bramgæs indover. Dér var forbindelsen til omverdenen.”
Men du bliver der ikke året rundt …
”Når det bliver mørkt, trækker jeg ind i det urbane, der hvor teatrene, museerne og restauranterne er. Så lejer jeg måske et sted i København på Airbnb – jeg har ikke råd til at have en lejlighed der – eller måske tager jeg til Amsterdam et helt efterår.”
Kunne du finde på at skrive en bog om den jyske østkyst?
”Det er jeg ikke hjemmefødning nok til. Men man skal passe på med at afvise noget. Det ville i hvert fald blive en meget anderledes bog, fordi kysten dér er så anderledes. Smuk, mild, forsonlig.”
