Hun flyttede til Aarhus, startede på psykologi og følte sig ensom. Dulmede skuffelsen med sangskrivning, droppede ud og dykkede ned i melankolien på livets sidelinje. Undervejs vandt hun udmærkelser og lytterhjerter, og i år står hun på nogle af landets største scener. Vi spurgte Pil, hvordan det føles at være midtpunkt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Sebastian Stigsby

Du gik på musikskole i Farum, hvor du kommer fra, og I havde klaver i hjemmet. Hvornår begyndte du at tro på musik som en levevej?

”Længe var det en abstrakt drøm. Tænk, hvis jeg engang blev sådan en musikertype, der kan leve af det. Det tog lang tid, før jeg tænkte: ’Jeg tror, det er det her, jeg er god til.’ Jeg forestillede mig, at jeg skulle have en uddannelse og det, nogen vil kalde et normalt arbejde. Så jeg flyttede til Aarhus og begyndte på psykologi. Jeg havde hørt, at Aarhus er en fed studieby, og det tror jeg også, den er for rigtig mange, men det gik ikke, som jeg havde regnet med. Jeg var enormt ensom og havde svært ved at få nye venner. Det virkede, som om det akademiske kom før det sociale for mange af de psykologistuderende på min årgang. Studiet var meget læsetungt, og jeg havde meget tid med mig selv, så jeg skrev en masse sange som overspringshandling. Når jeg sad på mit kollegieværelse og plingede på mit halvdårlige el-keyboard, havde jeg det dejligt. Jeg var inspireret af storladen popmusik som Mew, Kashmir og Lana Del Rey og skrev nogle lidt kryptiske engelske tekster og prøvede at komme ind i et musikalsk univers, der var mit eget. Halvandet år gav jeg psykologistudiet. Noget var spændende, andet kedeligt. Jeg droppede ud i løbet af det semester, hvor vi havde om statistik.”

Hvordan kom du til at skrive på dansk?

”På et tidspunkt genopdagede jeg Medina. Det var magisk, tænkte jeg, hvordan hun havde lavet sin egen genre, en slags ked af det-popsange, man kan danse til. Jeg prøvede at skrive en Medina-sang. Jeg havde en idé om, at jeg ville sende den til hende, ’Nattely’ hed den.  Jeg beholdt sangen selv og ­begyndte at synge den live, når jeg var ude at spille cafékoncerter i det små. Jeg havde en masse engelske sange og den her ene danske, og det var, som om stemningen ændrede sig, når jeg spillede den. Folk begyndte fak­tisk at lytte efter. Jeg var begyndt at arbejde sammen med en producer, der hedder Emil Lei, og vi indspillede ’Nattely’ og udgav den på Spotify. Og selvom vi ikke gjorde noget for at promovere den, kunne vi se, at folk begyndte at lytte til den. Senere genindspillede jeg sangen med titlen ’Når du går herfra’. Den blev startskuddet til min dansksprogede rejse, og den dag i dag oplever jeg ofte, at folk kender den sang, uden at de ved, hvem jeg er. ’Gud, er det dig, der har lavet den,’ siger de.”

I 2021 deltog du i ’KarriereKanonen’ hos DR. Hvad fik du ud af det?

”Jeg følte mig, som om jeg var kommet med i en spændende loge, da jeg blev udvalgt til at være med i det talentudviklingsprogram, som det er. Vi fik blandt andet en del karriere- og medietræning og blev dækket af DR’s egne kanaler. Jeg kan huske en bumlende cykeltur, hvor det blæste helt vildt meget, mens jeg blev interviewet af en journalist fra P3. Det føltes lidt akavet. Men der kom mange fine artikler ud af det, selvom jeg lige skulle vænne mig til at læse om mig selv uden at blive alt for selvbeskuende. Men jeg var bevidst om, at det er en del af gamet, at jeg er afhængig af, at folk gider skrive om mig. En dag spurgte vores mentorer os, hvad vi drømte om, og jeg tror, jeg sagde, at jeg drømte om at leve af musikken – og om at spille på Roskilde.”

Hotel Cecil i København, 2022. Foto: Mathias Kristensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

DE FINDER MELODIEN

Pil har skrevet størstedelen af sine sange i fællesskab med sangskriver og producer Rasmus ’Majalle’ Olsen. ”Der var god kemi fra første dag, vi gik i studiet,” siger Pil: ”Når vi skal lave et nyt nummer, begynder vi med at lytte til noget musik, vi godt kan lide, for at finde stemningen og referencerammen. Rasmus sidder ved klaveret og foreslår nogle akkorder, der er dragende og melankolske. Så kommer melodien, og jeg finder på et vers, en bro og et omkvæd, som jeg prøver af på Rasmus, og han kommer også med sine input. Nogle gange har han forslag til ord og sætninger, der er bedre end mine. Så går jeg hjem og skriver teksten færdig over de næste par dage. Rasmus har også spillet keys i mit live-band, men bliver skiftet ud nu for at få bedre tid til at producere.”

Da du vandt konkurrencen, kom du i samme loge som tidligere vindere som Minds of 99 og Marie Key …

”Det var ikke, fordi jeg følte, at jeg havde noget med dem at gøre, men jeg følte, jeg var kommet ind i en klub, hvor folk var interesserede i, hvad jeg har at sige. Det var en motivation til at blive ved. Der er jo hele tiden en kamp for eksistensberettigelse i den her branche. Kan du bidrage med noget, eller er det bare dit eget behov for at skrive sange?”

Hvad synes du, du bidrager med?

”Efter en koncert stiller jeg mig tit ud i merchandise-boden for at hilse på publikum. Så sker det, at der er en, der takker mig for en bestemt sang. ’Sådan havde jeg ikke lige hørt det beskrevet før,’ siger nogle. ’Jeg lyttede til din sang, og så kom tårerne,’ siger andre. Nogle betror sig til mig, måske fordi de savner nogen at tale med om deres følelser. Når folk reagerer på mine sange, er det ofte, fordi de synes, at der er en lindring i dem. Det gør det meningsfuldt for mig. Selvom vi ikke kender hinanden, har vi et fællesskab gennem musikken.”

Du har fortalt, at inspirationen til nummeret ’Hinanden’ stammer fra engang, hvor du en hel aften gloede ind ad vinduet til en fyr, du var forelsket i. Fik han det nogensinde at vide?

”Det gjorde han godt nok ikke. Det var i folkeskolen. Mig og min veninde satte os på en offentlig græsplæne, hvorfra vi kunne kigge ind ad vinduerne til en fyr, vi var fascineret af. Han spillede vist computer. Det var ikke særlig sindsoprivende, og det var meget uskyldigt. Alligevel føltes det forkert, jeg var godt klar over, at der var noget invaderende i det. Han havde ikke inviteret os. Jeg tager klar afstand fra stalking, men udgangspunktet for at skrive om det i en sang var at skildre de underlige krumspring, man gør for at bringe sig tæt på en person, når man er ung og forelsket, men for genert til at fortælle ham det.” 

Sidste år spillede du på Roskilde Festival. Kunne det leve op til forventningerne?

”Jeg var virkelig på dupperne den dag. Det betød meget for mig. År efter år er jeg kommet på Roskilde Festival, så det var svært at forstå, at jeg pludselig selv stod på scenen. Jeg oplevede en enorm kærlighed fra folk. Der var så mange mennesker, de sang med, og det virkede uvirkeligt, at det var mig og mit band, de var kommet for at høre.”

PIL-FLET

Pil Kalinka Nygaard Jeppesen, 33 år, fra Farum.

Sanger under kunstnernavnet Pil. Har udgivet pladerne ’Kom vi flyver, siger du’ og ’Hvis du tør at drømme’. Kendt for singler som ’Når du går herfra (Nattely)’, ’Dronning af månen’ og ’Omvendt’, som er en duet med Andreas Odbjerg.

Har vundet DR KarriereKanonen i 2021 og modtaget prisen for P3 Talentet 2023.

Er på danmarksturné i foråret og spiller blandt andet på Store Vega i København 22. og 23. marts. Kan desuden opleves på blandt andet Roskilde Festival, Smukfest og Tinderbox.

I år skal du spille to koncerter i Store Vega i København samt på Roskilde Festival, Tinderbox og Smukfest. Hvad har de seneste års opmærksomhed betydet for dig og dit tekstunivers?

”Det har ikke betydet noget for mine sange. Jeg er stadig optaget af livets store følelser og draget af usikkerheden i livet. Selvom jeg føler mig accepteret i mit arbejdsliv, kan jeg stadig blive i tvivl, om mine venner synes, jeg er spændende nok. Du kan ikke købe kærlighed for penge, du kan ikke veksle succes til venskaber.”

Så voksenlivet bliver ved at byde på nyt materiale, selvom det er fuldt af blå stempler?

”Jeg kan stadig af og til synes, at jeg er den kedeligste i verden. Når jeg går til pladeselskabsfester, kan jeg pludselig stå sammen med nogle musikere, som jeg synes er virkelig seje, og føle mig som the odd one out, selvom vi i princippet er i samme klub. Heldigvis er branchen fuld af søde mennesker, og det er ikke svært at finde sjælevenner. Så jeg har altid nogen, som jeg kan være sammen med på et menneskeligt plan. Så kan vi sidde i et hjørne og være lidt useje sammen, ha ha. Musikken giver mig en selvsikkerhed, som er et dejligt modstykke til usikkerheden, men jeg har stadig alle teenagerens følelser med mig i voksenlivet. Jeg er bare blevet lidt bedre til at lade dem være, hvad de er, i stedet for at gå i spåner over dem og tro, at verden falder sammen, hvis folk hellere vil gå i byen uden mig.”

Tags: ,

SE MERE