20 KOLDE BAJERE står på et af de runde borde uden for Jernbanecafeen på Vesterbro i København, og alle ved, at det ender galt. Det er det, vi glæder os til at se. Øllene er reserveret til to druk-kombattanter. På den ene side en lidt bamset fyr med sølvring i venstre øre, i kortærmet ternet skjorte, forvaskede jeans og løbesko. Per Bach hedder han, han er fra Thisted, og han drak engang 21 øl på to timer og et kvarter, og der, må han nok også sige, blev han ”noget svimmel”. På den anden side hans storesøster Charlotte Bach, fløjet ind fra Norge, hvor hun har haft bopæl i mange år, i en åben hvid skjorte og med et tykt bundt medaljer om halsen, der her på det vesterbroske værtshus vidner om et særlig anerkendelsesværdigt øl-indtag.
”Det var en hyggelig lørdag, vi ses i morgen,” bemærker en af deres fælles venner sarkastisk og skadefro.
De to søskende skal dyste om at drikke 10 øl hurtigst. Tvekampen er dog blevet forsinket af taler indenfor på Jernbanecafeen, der denne dag fylder 85 år – blandt andet af en værtshuspoet, hvis lidt snøvlende fødselsdagsdigt var umuligt at høre nede fra ’Thisted-bordet’, og af Randi i en leopardprintet buksedragt, der sang Lars Lilholts ’Kald det kærlighed’ og gjorde gangpladsen mellem bordene til dansegulv. Alt sammen bare for at sige, at Per Bach velsagtens allerede har drukket 15-17 øl, siden han mødte ind på værtshuset for otte timer siden, helt efter ritualet, klokken 07.00 ved åbningstid, mens søsteren Charlotte angivelig inden kampen har drukket mere beskedne 5-6 genstande.
Gang i kampen. På et minut har Per Bach vertikalslurket de første to øl, som var de to glas koldt postevand efter et par timers fodboldtræning i solen.
”Kom så, Charlotte, vis, at du er en Bach!” lyder et tilråb fra den lille klump af mennesker, der er rykket sammen om drukbanen.
”Du er næsten sød ved hende, Per, du giver hende en chance.”
”Det er min søster, for helvede,” siger han og skvætter lidt, mens han holder en bøvs inde.
Charlotte holder trit med sin bror op til fire øl. Hun tager sig til maven og kigger nødtvunget mod en lille blomsterhæk ved siden af hende. Der er gået præcis fem minutter.
Fest og glade dage på Jernbanecafeen på Vesterbro i København.
DANSKERNE DRIKKER meget, vi drikker tit, og vi er få, der ikke drikker. Sådan kan man definere den danske alkoholkultur. Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Ærlige og redelige afholdsmænd udgør kun 13 procent af den voksne befolkning, og det er en lille andel, når man kigger på EU-gennemsnittet på cirka 25 procent.
Vi drikker med en udpræget lethed og med en folkelig fandenivoldskhed.
Alkohol er en syndig bestanddel af det, man kan kalde dansk kultur. I særdeleshed konceptet ’at gå på druk’, binge drinking, som det hedder på engelsk, men også det ’at drikke sig ned’ er et væsentligt karakteristikum ved den danske drukmodel.
Alkohol har altid været danskernes foretrukne rusmiddel, mens det andre steder på jorden har været kokablade eller cannabis. På den vis har det at drikke alkohol bundfældet sig i den danske kultur som en vigtig symbolsk og konkret handling, der viser, at man vil fællesskabet.
”Alkoholen i Danmark symboliserer i høj grad det her forbrødringsritual, hvor man bekender sig til, at nu vil man fællesskabet på en anderledes måde. Af mange bliver alkoholkulturen ført tilbage til vikingerne som noget kulturbærende. Denne her måde at drikke intensivt på bliver noget nærmest essentielt i forhold til den måde, vi er sammen på,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der forsker i alkoholkultur.
”Alkoholen har igennem tiden fået en særstatus og en stærk symboleffekt. Når alkohol kommer på bordet, bliver det forbundet med noget særligt, med at der skal sket noget andet – til forskel fra for eksempel sydeuropæiske lande, hvor ingen forventer, at der skal ske noget særligt, fordi der bliver serveret et glas rødvin til maden,” fortæller hun.
I nabolande som Sverige og Norge drikker de mindre end i Danmark, men ideen om at drikke sig ned findes i høj grad i de to lande. Svenskernes og nordmændenes generelt mindre alkoholindtag hænger sammen med store folkelige anti-alkoholbevægelser, der både voksede ud af et voldsomt drikkeri i 1800-tallet, især i Sverige, og ud af en strengere protestantisk lære, der medførte, at lovgivning og regulering blev langt hårdere end herhjemme.
I den danske grundtvigianske ånd var der – bortset fra nogle strenge kristne jyske egne – ikke den samme medvind til modstand imod alkohol. Tværtimod, og det har affødt en langt mere liberal tilgang til alkohol.
”Det er vel nærmest sådan i Danmark, at vi har en ret til at gå i hundene,” siger professor Torsten Kolind fra Center for Rusmiddelforskning og griner lidt af formuleringen, der oprindelig stammer fra rusmiddelforskeren Margaretha Järvinen, der er professor på Sociologisk Institut.
”Forstået på den måde, at politikerne ikke skal blande sig i, hvor meget folk drikker. Det er en individuel ting. Spørger man: ’Hvor meget drikker du egentlig om måneden?’ tror jeg nok, at nogle vil sige: ’Hey, hvad bilder du dig ind, det er et personligt anliggende.’ Der skal meget til, før vi siger til folk: ’Tror du ikke, at du måske drikker for meget?’”
Ud over forkærligheden for alkohol og den liberale lovgivning kom to andre komponenter til i 60’erne og 70’erne, der sikrede den danske druk-cocktail: fritid og penge.
I de to årtier begyndte vi at få tid og råd til at rejse og finde inspiration fra andre kulturer.
Ifølge Torsten Kolind blev den danske alkoholkultur defineret som ’tør’ før 60’erne (alkoholindtaget var begrænset til fester og større begivenheder, og beruselse var typisk slutmålet), men efter vi begyndte at rejse til for eksempel Mallorca på charterferie og fik gode ideer fra den spanske, hverdagsorienterede alkoholkultur, blev alkoholkulturen ’våd’.
”Man opdagede, at sydpå drak de vin hver aften til aftensmaden, og det var festligt, så det tog man med hjem. Nu har vi blandet det godt og grundigt. Vi drikker ofte, samtidig med at vi også drikker meget,” konstaterer Torsten Kolind.
Resultatet? Den gennemsnitlige dansker over 15 år har næsten fordoblet sit årlige indtag af ren alkohol fra 5,4 liter i 1960 til 9,4 liter i dag.
Selfietid for Per og Charlotte Bach.
UNDER JERNBANECAFEENS ikoniske rød-blå skilt ’ØL Bier’, der krænger sig ud over fortovet på Reventlowsgade lige over for Københavns Hovedbanegård, er en rød løber foldet ud i anledning af 85-årsfødselsdagen. Den lædervestklædte og i den her forbindelse ret unge barchef Lasse tager imod i det dansk-klenodie-ornamenterede indgangsparti. Indenfor er et togmylder af mennesker og leben, kulørte lamper og dannebrog fra loftet, et absolut fravær af rygeregler, men til gengæld masser af gamle vægmalerier og modeltog på væggen. Toget har kørt et stykke tid, kan man se i gæsternes våde øjne, men det er ikke for sent at hoppe på. Leif P. med de lange fingre holder akkurat tempoet bag klaveret, og Leif P.s datter Agnete, ejeren i tredje generation, flakker rundt på gulvet og holder sammen på besætningen.
Om hvert et bord sidder gæster med øl-etiket-formede medaljer om halsen. En flagmedalje får man for at drikke 30 af Jernbanecafeens øl, guld for 27, sølv for 17, bronze for 10. Mest notorisk af alle medaljevindere er netop den nordjyske autostolesælger Per Bach, der et par timer før drukkonkurrencens start sidder godt forankret ovre ved Thisted-bordet. Faktisk har han så mange medaljer, at han får ondt i nakken, hvis han tager dem alle om halsen. Derfor ligger de 63 medaljer i en plasticpose under stolen.
Der går mange historier om Per Bach. En af de nylige handler om dengang, et hold af 22 rugbyspillere fra Hundested kom på besøg på Jernbanecafeen. De ankom klokken 09.00 om morgenen med det erklærede mål at drikke sig til en flagmedalje.
Tilfældigvis ankom Per Bach samme dag omkring klokken 12.00. Gæt selv, hvem der blev færdig først. Inden for fem timer havde Per Bach drukket sig til en flagmedalje. På det tidspunkt havde endnu ingen fra rugbyholdet gjort sig fortjent til den. Kun fire var stadig tilstedeværende og oprejst på det tidspunkt.
Omregnet til flasker svarer Per Bachs 63 medaljer til cirka 1.800 øl, og konverteret til kroner og øre har han spenderet cirka 70.000 kroner på Jernbanecafeen.
”Man får jo ikke så meget andet ud af det end tømmermænd,” siger han og smiler lunt, da vi mødes to måneder før 85-årsfødselsdagen – på Jernbanecafeen naturligvis.
Per Bach kommer bogstavelig talt flyvende ind fra Aalborg 6-7 gange om året sammen med fruen og som regel også nogle venner. De indkvarterer sig på et af de mange hoteller i Københavns svar på the red light district, Istedgade-området på Vesterbro, og bruger en forlænget weekend i København ene og alene på Jernbanecafeen.
VODKABÆLTET
Ifølge Frederik Plum, der står bag vodkamærket Den Klodsede Bjørn, løber der et såkaldt vodkabælte fra Skandinavien hen over Rusland og til Kina og Japan. Her er drukkulturerne karakteriseret ved en høj grad af binge drinking.
”Det er ideen om, at man drikker sig ned for at rense sig selv og blive en del af folket,” forklarer Frederik Plum, der har læst litteraturvidenskab på universitetet med speciale i russisk druklitteratur.
Han fortæller, at der traditionelt set drikkes hvide spiritusser i vodkabæltet: i Danmark snaps, i Rusland vodka, i Japan sake. Ifølge Frederik Plum hænger det sammen med, at disse lande ikke i så høj grad var kolonisatorer og derfor ikke var ude og sejle og fadlagre deres sprit – som for eksempel i Frankrig, hvor der ud af kolonitiden voksede en cognac-kultur frem.
Brændevinen er en simpel og ydmyg drik, der ligesom den protestantiske kristendom bygger på det ydmyge og jordbundne menneske og Jesus-skikkelsen, der på en gang var Guds søn, men også tømrer. Til forskel fra for eksempel den franske cognac-kultur, hvor det handler om smagsnoter og at løfte sproget omkring spiritussen (hvilket kan ses som et direkte udspring af katolicismen, der er kendetegnet ved ornamentik og pompøse udsmykninger), er der intet snobberi over en øl eller en snaps. Du tager et shot, bum, og er så en del af festen.
”Når man drikker, fjerner man alle de skel, der er mellem økonomi, køn, hudfarve, seksualitet – det handler om at være sammen. De, der normalt opfører sig seriøst, opfører sig åndssvagt, alle får lov til at skifte roller til en fælles identitet,” forklarer Frederik Plum.
”Vi er så en bastardkultur, fordi vi ligger på grænsen mellem det, man kan kalde vodkabæltet, og på den anden side Tyskland og Frankrig, som har en mere forfinet drukkultur. Men til påskefrokosten eller julefrokosten er der stadig nogle regler. Hvis jeg kommer med en dyr whisky, vil folk se det som snobberi og usolidarisk. Målet er jo, at vi skal udviske alle skel, og det ødelægger det folkelige aspekt. Derfor skal spritten ikke være snobbet, den skal ikke være dyr, den skal bare være et medie,” siger han og peger på, at der heller ikke er andet end fadøl på et fodboldstadion: ”Vi samles om det simple.”
”DET ER jo helt åndssvagt. Vi kunne købe tre øl i Thisted for én øls pris her, og vi bruger 4-5 timer på at komme herover, og vi betaler for hotel. Men der er bare hyggeligt her,” forklarer Per Bach.
På cafeen og i sin bekendtskabskreds er han særlig kendt for sin evne til at absorbere alkohol. En af rekorderne består, som indledningsvis nævnt, i at hakke 21 øl ned på to timer og et kvarter. En anden i, at han engang drak 53 flaskeøl i løbet af en dag fra tidlig morgen til sen aften på Jernbanecafeen.
”Der var jeg ikke helt vildt tørstig, da jeg skulle hjem,” som han siger med et fjoget smil.
At det fysisk set kan lade sig gøre, skyldes ikke bare årelang træning, men også at Per Bach rituelt møder ind, når Jernbanecafeen åbner klokken 07.00 om morgenen. Det er tidspunktet, hvor der er afgang for ’Ekspressen’, som der står på øl-etikkerne til Jernbanecafeens egne øl, og selvom han ikke helt kan forklare, hvorfor han gør det, eller hvorfor han konsekvent skal møde ind ved åbningstid, så skal han bare. Måske som et slags instinkt. Selv efter en aften ude vågner han som regel så tidligt. Og det gælder, selvom han som hovedregel bliver siddende indtil klokken 02.00, hvor værtshuset lukker. På den vis stopper festen bare aldrig rigtig for Per Bach.
”Jeg kan drikke mig ned til enhver tid. Jeg har ikke nogen øvre grænse, der kommer ikke noget tidspunkt, hvor jeg har lyst til at tage hjem.”
I løbet af dagen på Jernbanecafeen laver han kun et par afstikkere til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården, men ikke ud på nogen decideret restaurant.
”Man sætter sig jo ikke bare ned og drikker 30 øl. Derfor gider jeg heller ikke gå ud og spise stor middag. Så bliver man bare mæt og træt og kan ikke drikke længere,” siger han. Så må fruen, og hvem der ellers har lyst til at gå ud og spise, altså selv finde ud af det.
Det er alt eller intet for Per Bach, der ikke som sådan drikker til hverdag. Der kan godt gå flere uger, hvor han ikke drikker, men når han så gør det, er det fuld pedal.
”Altså enten drikker jeg max, eller også drikker jeg ikke. Sådan har jeg det bare. Måske ligger det også bare til os danskere, at vi ikke gør ting halvt.”
Charlotte Bach med en gin og tonic i højre hånd og sin lillebror i venstre.
EN EFTERMIDDAG et par uger senere ved det bølgede græsland foran Frederiksberg Slot kæmper den HF-studerende Buchsis eksamensopgave en urimelig kamp mod den Tuborg-sixpack, der også ligger på græsset. 19-årige Buchsi blev ringet op af sin veninde Sara for et par timer siden, da han, ret skal være ret, sad og arbejdede på opgaven ved Søerne, og han sagde egentlig først nej til det ’tilbud’, han fik, men fem minutter efter ringede han tilbage til hende. Han havde ombestemt sig.
Nu sidder de her, Buchsi selv, 19-årige Sara og 21-årige Alex, sammen med en flok venner og fejrer … hvad skal de sige? … at det er helligdag i morgen, og solen skinner.
”Basically er vi bare en stor vennegruppe, der har drukket to gange om ugen i et par år nu,” opsummerer Buchsi og lader vide, at gruppen er den helt rette at tale til, når det handler om danskernes alkoholkultur.
”Nu hygger vi for eksempel, men vi har også tænkt os at drikke os pissestive senere.”
Danske unge er europamestre i druk. Det slog den store ESPAD-undersøgelse senest fast i 2016. Her kan man se, at danske unge på 15-16 år ligger suverænt i front, når det gælder to spørgsmål: 1. Har du rørt alkohol i den sidste måned? 2. Har du drukket dig fuld i den sidste måned?
Til førstnævnte svarer 73 procent af de unge, at de har drukket i løbet af de sidste 30 dage (mod 48 procent i Europa), og til sidstnævnte svarer 56 procent, at de har drukket sig fulde inden for den sidste måned (mod 35 procent i Europa).
Fra andre undersøgelser kan sundhedsmyndigheder og bekymrede forældre dog glæde sig over en positiv udvikling i alkoholdebutalderen. Den er steget. Mens flere før i tiden startede med at drikke omkring 7.-8. klasse, begynder de unge i dag i 9. klasse. Det har til gengæld den konsekvens, at mange unge starter mere brat med drikkeriet på ungdomsuddannelserne og kommer ud på en temmelig stejl alkoholisk læringskurve i gymnasiet.
”Vi drikker for meget, fordi vi har for meget fritid,” er Buchsis bud på, hvorfor de unge stordrikker, og hans veninde Sara kan meget nemt se sin egen rolle i statistikken:
”I dag da jeg skulle herind i haven, tog jeg med det samme tre bajere med fra køleskabet, det var bare ren refleks. Jeg kunne jo sagtens have kommet uden, men det bliver bare lidt bedre, hvis man har øl med – eller lige deler en vodka.”
En typisk aftens alkoholindtag i vennegruppen ser sådan her ud: generelt 1-2 personer om en flaske vodka, næsten altid vodka. Det er det billigste, og når de drikker så meget, er der ikke råd til at spille fandango ved spiritushylden. Ud over det skal de helst have en sixpack hver plus det løse, det være sig drinks, shots etc., som man bliver tilbudt i løbet af aftenen.
”Man ved udmærket, hvad man går ind til,” forklarer Sara, og med dette tænkes også på, at man ikke kommer ædru, eller tilnærmelsesvis ædru, igennem en hel fest i deres vennegruppe.
”Der bliver presset meget. Ikke et ondt pres, men det er ’ej, du kan godt lige tage en ekstra’, eller ’du kan godt tage resten’. Der bliver også gået efter dem, der ikke har drukket ud, for eksempel til en drukleg. Det er dem, man kører på, for alle skal helst være så fulde som muligt,” siger Sara.
Har I prøvet at gå til en fest uden at drikke?
”Nej … nej, det har vi faktisk ikke,” svarer gruppen mere eller mindre samstemmende.
”Hvis man ikke kan drikke, lader man nok bare være med at komme. Jeg tror, vi er meget stereotype,” siger Sara og griner.
Ikke mange ølbowlingbaner fra græsset i Frederiksberg Have ligger Frederiksberg Gymnasium. Sidste år, da studenterne var færdige med dimissionen og skulle ud at køre i vogn, var de etniske danskere og en større gruppe af muslimske studenter splittede – blandt andet fordi køreturen skulle foregå under ramadanen, den muslimske fastemåned. En gruppe af muslimer havde forsøgt at få skubbet vognturen et par dage, så den ikke ramlede sammen med ramadanen, men uden held. De etniske danske studenter ville drikke, det ville mange af muslimerne ikke.
Resultatet blev, at det var de etnisk danske studenter, der på dimissionsdagen kørte af sted fra Frederiksberg Rådhus i store lastbiler i et orgie af skrig, truthorn, balloner, klirreposer, knaldhøj musik og store bannere med drukopfordrende mottoer som for eksempel B-klassens: ”1 dyt = pigeskål, 2 dyt = drengeskål, 3 dyt = B-skål.”
WHISKYBÆLTET
Nordsjælland trækker flest propper op. Som druk-danmarks-kortet viser, er det her man finder den højeste andel, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikoanbefaling om højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder. Samtidig ligger også hovedstaden og Bornholm højt.
De rige og højtuddannede er mere drikfældige end den brede middelklasse, påpeger både en rapport om ulighed i sundhed fra Region Hovedstaden og konklusionerne fra Forebyggelseskommissionens arbejde.
”Det er velkendt, at de veluddannede drikker ret meget, og at alkohol fylder meget i disse folks hverdag. Alkoholen indgår i de sociale fællesskaber, i madkulturen og for manges vedkommende også i deres karriereliv. Der er lavet studier af kulturen i det danske erhvervsliv, der viser, at alkohol faktisk er en stor og tilsyneladende vigtig del af hverdagen – i alt fra receptioner og forretningsmiddage til forskellige komsammener,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forskningscenter og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Kigger man på, hvad der drikkes, er en navneforandring fra whiskybæltet til ’rosébæltet’ måske på sin plads.
I området nord for København drikkes der ifølge Coops forbrugerundersøgelser 67 procent mere rosévin end i resten af Danmark, 25-30 procent mere rødvin end landsgennemsnittet, men der bliver også drukket whisky: 28 procent mere end i resten af landet.
Tre dage senere, da ramadanen var overstået, mødtes en gruppe nyudklækkede muslimske studenter foran en lukket skole.
Udenfor var der stille, og Laila husker, at det var en solskinsdag.
”Vi ville ikke gå på kompromis med vores faste, og de ville ikke misse noget af deres Roskilde Festival, så vi blev enige om, at vi lige så godt kunne køre hver for sig,” siger Laila, der fortæller, at der sådan set ikke kom så stort et skænderi ud af det.
”Vores klasse havde i forvejen ikke det stærkeste sammenhold, og det var faktisk også på grund af den her alkoholkultur.”
Det blev meget tidligt klart, at alkoholen var et kultursammenstød i klassen, som ville gøre det svært for hele klassen at have et fællesskab uden for skoletiden.
”I 1. g. arrangerede en muslimsk pige noget ude i Søndermarken for hele klassen, hvor vi skulle hygge og lære hinanden bedre at kende. Hun havde gjort det klart, at der ikke skulle være alkohol eller andre rusmidler, men drengene fra klassen dukkede alligevel op med alkohol i hænderne. Det var virkelig nederen og skuffende, at folk ikke engang kunne overholde det. Det er jo ikke det største krav i verden.”
Laila drikker ikke selv og har aldrig gjort det. Det er forbudt ifølge hendes muslimske tro, og det har aldrig været noget, hun har tænkt som en nødvendighed for at have det sjovt. Hvad tænker hun om de mange danskeres udprægede hang til at drikke?
”Det er jo ikke, fordi jeg tænker ’Oh my God’, når jeg ser en fuld person. Jeg synes heller ikke, at den danske drukkultur er forfærdelig, det er jo bare en del af den danske kultur. Men jeg synes helt klart, det tager lidt overhånd, specielt med unge mennesker. Det var ærgerligt i vores klasse for eksempel, at der skulle være alkohol indblandet i alle arrangementer, at man ikke kunne hygge sig på andre måder. Specielt hos drengene synes jeg, det var meget overvældende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det afhængighed, men det var lidt bekymrende, at alkohol altid skulle være involveret.”
Laila nåede af samme grund aldrig at blive særlig gode venner uden for skolen med nogen fra gruppen af etniske danskere, fraregnet en pige eller to.
Til gengæld var vognturen, hvor de var omkring 10 studenter på vognen, der hen ad vejen fik selskab af venner og veninder, alle anstrengelserne værd.
”Det endte med at være noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Vi kørte ud til Strandvejen og stoppede ved stranden og forsøgte at brænde vores noter af, selvom det ikke gik så godt.”
SOM BEKENDT skåler vi for vore venner og dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender, dem skåler vi med. Men hvad så med dem, der ikke har lyst til at skåle i alkohol?
Den er straks værre, som også historien om den vognopdelte gymnasieklasse viser.
”At drikke alkohol er en social handling, der bliver anerkendt i en social kontekst. På den måde samler alkohol os i Danmark, danner fællesskab på tværs af forskelle, høj som lav, men det betyder så også, at den udskiller dem, der ikke drikker,” forklarer alkoholforsker Jeanette Østergaard.
Hun er stødt på mange eksempler, hvor danskere med etnisk minoritetsbaggrund oplever problemer på ungdomsuddannelserne, fordi de har en anden tilgang til alkohol end de mange danske unge, som er udpræget positive over for alkohol og ser det som en afgørende del af deres ungdomsår.
”Danske unge er jo nogle af de unge i verden, der er allermest positivt indstillede over for alkohol. De er i top i forhold til, at de ikke synes, at det giver helbredsskader på længere sigt. Og de forbinder alkohol med at blive glad og glemme sine problemer. På den måde bliver festerne en timeout fra en meget struktureret hverdag, hvor der skal performes, de bliver et åndehul og en chance for at opleve hinanden på en anderledes måde.”
Det er ikke bare fællesskabet, men også selve det at eksperimentere med sin identitet og søge grænser, der er på spil. Tag nu for eksempel den omstridte Cult-reklame for en god håndfuld år siden, hvor en kvinde sidder mellem benene på en fyr ved siden af teksten ”Party now, apologize later”.
”Hvad er det et signal om? Wow, han får sex, selvfølgelig, men det er også et signal om, at vi gør vilde ting, når vi bliver fulde. Den peger lige ind i en identitetsafsøgning. Alkohol bliver mere og mere det, der markerer fællesskab for unge. Man skal have det sjovt, man skal eksperimentere, rejse jorden rundt, bungee-jumpe. Og man skal prøve at være fuld,” fortæller Torsten Kolind og fortsætter:
”Jeg har lavet en undersøgelse af 9. klasser og fulgt dem, fra de begyndte at drikke. Noget af det, de unge var enige om, de virkelig ikke kunne lide, var dem, der spillede fulde. Man skulle drikke, blive fuld og brække sig. Spiller du fuld, tager du pis på det, og det er alvorligt blandt unge mennesker.”
Per og Charlotte Bach på dansegulvet.
TILBAGE VED drukkonkurrencen på Jernbanecafeen mellem Per og Charlotte Bach spørger søsteren, hvor hurtigt sådan en promille slår ind, og Per Bach svarer med en dyb, beroligende stemme, at den kommer lige om lidt.
Hun græmmes, da hun knapper sin femte øl op. Der er gået 10 minutter.
”Skal jeg komme med en sandwich til jer?” spørger de fra baren.
”Det ville da være bedre med et bette shot,” svarer Per Bach kålhøgent.
Han er gået i gang med sin sjette øl, da uret står på 13 minutter.
”Jeg kaster op, hvis jeg får et shot,” siger Charlotte, der selv uden et shot ligner en kvinde på bristepunktet.
På 13 minutter og 25 sekunder er det slut.
”Tabt, tabt, jeg har tabt,” siger hun og rykker frem og tilbage i stolen og kigger rundtosset ud på fortovet.
”Resten af i dag skal jeg altså kun drikke for sjov. Hold lige det her jern,” siger hun og rækker sin kæreste sit bundt medaljer om halsen, som hun har drukket sig til gennem sine år på Jernbanecafeen.
”Per Bach og jeg skal ind og have en ny flagmedalje.”
Charlotte rejser sig for at gå ind og kvittere sit ølmedaljeklippekort, der nu har 30 krydser, som hun, vel at mærke, alle selv har drukket. Ingen af krydserne har hun fået hjælp til at drikke af andre.
”Det er vigtigt, at du skriver det i din historie,” bemærker hun.
Hen ad eftermiddagen hiver værtshusindehaveren Agnete denne skribent og fotograf til side med en anstrengt, høflig mine. ”Hvad er formålet med artiklen?” indleder hun med at spørge, og kort tid efter viser hendes reelle bekymring sig: Thisted-bordet. Det har været meget svært ikke at bemærke, at Thisted-bordet er blevet mere og mere højlydt. Og hvad var det udenfor med alle de øl? Hun ved jo godt, hvordan det er, når de drikker (det er tydeligvis ikke første gang). Det er bare ikke ligefrem deres kampdruk, som skal bære historien om Jernbanecafeen. Heller ikke selvom man her præmierer de gæster, der drikker allerflest øl, og man skriver på klippekortet: ”Jo flere klip, jo mere hygge.”
”Det er jo ikke meningen, at man skal drikke alle øl på sit kort på én dag. Det er jo til at tage med hjem og så komme tilbage med for hyggens skyld,” forklarer hun og muler lidt over på bordet.
Hun har øjensynligt ikke lyst til at gå ind som overdommer og direkte forholde Thisted-bordet, at hun ikke er tilhænger af deres determinerede march mod at drikke sig ned, så hellere glatte det ud på mere diplomatisk vis.
Per Bach ved 23-tiden.
DRUKMEDALJERNE er noget, Agnete har indført, og i Thisted-bordets lys kan man næsten få tanken, at hun har skabt et monster. En bragende succes har det i hvert fald været. Rapperen Jøden kom forbi engang og lavede TV 2 Zulu-programmet ’Live fra Jernbanecafeen’ på sit medaljeforsøg, og siden hen strømmede det ind med vennegrupper, der ville gøre ham kunsten efter. Det er svært at tro andet, end at det her er en herlig forretning.
Den antagelse bliver ikke mindre, da der kort tid efter er boogie-woogie igennem baren og ud på gaden og bagefter indsamling i Lises brystholder. Til hvad der samles ind, er umuligt at høre fra Thisted-bordet.
Selv Per Bach, der tidligere på dagen sagde, at han endte på intensiv, sidste gang han dansede, har været oppe på gulvet med sin kære søster, og nu er de begyndt at nive hinanden i baglårene og slås, så svogeren og svigerinden ruller med øjnene. Det er Bach-syndromet, siger de.
Da klokken er lidt i syv om aftenen på Jernbanecafeen, zigzagger de to Bach-søskende over Reventlowsgade til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården. Per Bach har taget en halvliters dåseøl med til pølsemanden som en slags værtsgave. God karma?
Inden under pølsevognens halvtag står det og flimrer lidt for øjnene af Per Bach, der ligner en bokser i 12. runde.
”Kom i hak, Bach!” skråler Charlotte Bach til sin bror og giver ham et dunk i ryggen.
”Jeg’ sgu ik’ på vej hjem,” får han fremstammet, insisterende.
”Jeg tror, at Per Bach skal ha’ en frankfurter og så ketchup,” siger hun til pølsemanden.
”Et eller to brød?”
”Har du agurkesalat?”
Per Bach får sin frankfurter. Ikke siden i morges klokken syv, hvor han fik et halvt rundstykke, har han fået fast føde. Siden da har han til gengæld, løst anslået, drukket over 30 bajere, cirka en halv flaske lakridsshots og lidt af en gin og tonic og Irish coffee.
”Skal vi vædde med, at du går først hjem?” spørger Charlotte kækt.
Måske en smule hovmodigt. Da Per Bach har kørt frankfurteren ned, får han et kortvarigt klarsyn og udbryder så:
”Nå, skulle vi ik’ gå over og drikke os fulde!?”
Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.
