Ud & Se guider til dig fem ting, du kan opleve i marts.
Tekst:RedaktionenFoto:Lamberths Forlag, Come Together Experience, Teddy Newton, PR

DYRENES KONGE

En sadistisk lektor og en eskapistisk bureaukrat er blandt de mest berømte skikkelser i hans forfatterskab, men det var ikke kun fra den menneskelige fauna, Hans Scherfig frembragte uforglemmelige skabninger. Som dyremaler skabte han motiver så plakatagtigt klare, at man nærmest kan genkalde sig deres form og farve bare ved at lukke øjnene. Er det ikke nok, kan du for tiden tage på jungletur til hans eksotiske billedverden med Nivaagaards udstilling ’Hans Scherfig – Myter og drømme’.

Frem til 7. juni.

HAMBURGER-RYK

”Jeg blev født i Liverpool, men blev voksen i Hamborg,” skal John Lennon engang have sagt. Lennon var 19 år, da han og resten af The Beatles drog til den tyske havneby i sensommeren 1960 for at spille på klubben Indra. Koncerten blev den første af over 280 koncerter, som gruppen gav i det syndige Sankt Pauli-kvarter i løbet af de næste par år, mens de øvede sig på at blive rockstjerner. Det var også i Hamborg, at gruppen indspillede sin første single, ’My Bonnie’, som backingband for kollegaen Tony Sheridan (dog under pseudonymet Beat Brothers), Gruppen har siden fået en plads i krydset mellem Reeperbahn og Grosse Freiheit opkaldt efter sig som tak for sit kulturelle bidrag til området. Det er på de samme kanter, beatlemaniacs kan indfinde sig for at fejre 60-årsjubilæet for dannelsesrejsen på en todages festival med koncerter, byvandringer, udstillinger, syng med-aftener og meget mere.  

’Come Together – The Hamburg Beatles ­Experience’, 27.-29. marts.

HVAD FOR EN FISK?

Robert Fisk har et omdømme som en af tidens vigtigste mellemøst­reportere. Han har blandt andet skrevet om den iranske revolution, Golfkrigen, invasionen af Irak, det arabiske forår og borgerkrigen i Syrien – og interviewet Osama Bin Laden, før mange af os anede, hvem sheiken var. I dag er han 73 og stadig på gaden med notesblok i hånd, langs muren på Vestbredden og i krigshærgede syriske nabolag. ’This Is Not a Movie’ om den britiske journalist vises på årets udgave af festivalen CPH:DOX, og efter filmen kan man høre reporterne Ulla Terkelsen, Simi Jan og Rasmus Tantholdt samt fotograf Jan Grarup diskutere udenrigskorrespondentens rolle i dag.

Aveny-T, 20. marts klokken 16:45-19:00. CPH:DOX løber 18.-29. marts.

TAXA!

Københavns taxaydelser er værst blandt 18 europæiske hovedstæder. Sitet Taxi2Airport.com har undersøgt servicen via bedømmelser på TripAdvisor, og København får en gennemsnitsscore på 2,72 ud af maksimalt 5, mens Athen og Zagreb topper med 4,88 og 4,50 point. Inden man bliver alt for deprimeret over, hvor svært og dyrt det er at praje en hyrevogn i hovedstaden, kan man dog glæde sig over en velfungerende metroforbindelse til lufthavnen og al den motion, man kunne ønske sig, lige ude på cykelstien.

SUCCES PÅ TEGNEBRÆTTET

Firmaet Pixar blev dannet i 1986 – og hurtigt købt af Steve Jobs – men savnede maskinkraft og penge til at realisere drømmen om den helt store, 3D-animerede spillefilm. Efter lange rettigheds-tovtrækkerier med Disney, der endte med at finansiere filmen, men ikke fik fingrene i animationsteknologien (før i 2006, hvor Disney opkøbte Pixar), kom ’Toy Story’ endelig i 1995 og ændrede standarden for fotorealistisk tegnefilm. Siden fulgte hits som ’Find Nemo’ og ’De Utrolige’, og i marts 2020 kommer alfefilmen ’Fremad’. Har du brug for at varme op til eller falde ned fra den, kan du studere over 200 oprindelige skitser og kunstværker, som har ført til Pixars endelige design.

Kunstmuseum Brandts frem til 23. august.

 

Tags: ,
SE MERE