I 1802 følte sognepræst Knud Aagaard sig nødsaget til at rette henvendelse direkte til Hans Kongelige Højhed. Præsten ville, som han skrev, ”bidrage til kundskab om en af fædrelandets fjerneste provinser, der formedelst sin afsides beliggenhed har været unddraget den lykke at falde under Deres beskuelse”.
Med ’Beskrivelse over Thye’ som titel forklarede sognepræsten over hundredvis af sider minutiøst om tilværelsen i den rå og afsondrede natur. Om thyboerne, der elskede god mad og stærk øl, om de slidsomme bygninger, der var aldeles nødvendige ”her, hvor vindene er ualmindelig heftige”, og om de endeløse strækninger af nøgne og uhyre store sandklitter, der fik beskueren hensat til ”Arabiens sandørkener”.
Et par århundreder senere er Thy i sandhed kommet på landkortet. Det er her, man finder ’lejren for alternativ livsførelse’, Thy-Lejren, her, man finder de berømte surfspots under fællesbetegnelsen ’Cold Hawaii’, og her, man finder Nationalpark Thy, Danmarks første af sin slags, der med sine klithedelandskaber ikke findes magen til i Europa. Og det er her, den første ulv i 200 år dukkede op i Danmark. Og man forstår måske godt, hvorfor den valgte at snige sig til Thy. For thyboerne lever en tilværelse med langt mellem husene i barske landskaber og med Vesterhavets høje bølger slående ind over sig.
”Vi er født i modvind,” siger man i Thy, ikke beklagende, men som en konstatering. Man klynker ikke. Man anfører blot, at mens naturen andre steder er et grønt frimærke i en baggård, er den på disse kanter det, der former og definerer de mennesker, der lever der.
HENRIK CHRISTENSEN, 46 ÅR, FISKER
”Beslutningen var taget: Fisker, det skulle jeg sateme ikke være. Jeg var 14 år gammel og med min fars båd, Westbank, ude at fange jomfruhummere, og endnu en gang var jeg blevet vanvittigt søsyg. Men den gamle var jo hård, så i stedet for at tage hjem, som det var planen, besluttede han, at vi skulle sejle 16 timer over til en anden fiskeplads og fiske otte dage mere. Hvis der var en, der på det tidspunkt havde sagt, at jeg skulle hoppe i havet, havde jeg svaret: ’Ja tak, det gør jeg med glæde.’ Men han må have vidst, hvad han gjorde, for siden har jeg ikke været søsyg eller brækket mig på havet, og som 21-årig sejlede jeg selv som skipper på Westbank første gang. Jeg kan slet ikke trives uden at være på vandet. Det er min hjertestarter. Jeg laver verdens bedste rejer, og hvis man spørger, hvad hemmeligheden bag det er, så kan jeg svare, at der vel er to: æren i at have overtaget en familievirksomhed og viljen til at være bedst. Det kræver erfaring og gut feeling at fange de bedste rejer. Men det er jo også min hobby, for satan; jeg kan leve af min hobby. Jeg tager aldrig på arbejde og siger, jeg hellere vil lave noget andet.”
MARGUTH GRAVESEN, 66 ÅR, VÅGEKONE
”Hvis de spørger, om jeg vil læse et kapitel op fra Bibelen, kan jeg ikke sige, at det gør vi i morgen, for det er ikke sikkert, der er i morgen. Jeg udskyder aldrig noget som vågekone. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært om livet. Når vi først ligger der, ved vi ikke, hvor mange timer vi har. Som vågekone er der ingen krav til, hvad du har lavet tidligere i dit liv. Du skal bare med din ro, omsorg og nærvær kunne være hos en døende. Og så skal du have et forhold til døden. Du skal have gjort op med dig selv, at du kan rumme det, og du skal have det sådan, at du kan indeholde håbet og trøsten og sorgen. Jeg plejer at sige, at livet skal leves og ikke overstås. Der må være en mening med, at hjertet slår, så hvis der stadig er liv inde bag den person, der ligger der, har personen ret til at være her. Vi ved alle sammen, at der er en afslutning, men så må vi sørge for at leve alle de andre dage, vi er her. Så er man også klar til den afslutning, der kommer en dag. Det tror jeg på.”
MICHAEL GALSGAARD, 38 ÅR, OG RASMUS HØJEN, 43 ÅR, TRAKTORTRÆKKERE
”Vi var nogle kammerater, der i teenageårene fandt sammen om at lave vores første specialbyggede traktor helt fra bunden. Det var skideskægt at være sammen om noget, som alle knokler på, men vi satte også alt andet til side. Det var det eneste, vi lavede, når vi havde fri. Alle fyraftener og weekender. Der gik vel 3.000 timer med at bygge den. Siden har vi udviklet stort set alt til at bygge en toptunet dieselmotor: turbolader, motoropbygninger, specielle plejlstænger, stempler og foringer. Det startede med en hobby, men nu er det sådan set blevet en levevej, hvor vi sælger til hele verden. Mange af vores konkurrenter kører i dag med vores turbolader og motordele. Det gør selvfølgelig også, at de kan ende med at køre fra os, men sådan er det jo. Det er sgu også skønnest at vinde, når konkurrencen har været god.”
LUCY MARDOU, 27 ÅR, MUSIKER
”Jeg sang, før jeg kunne tale, og jeg dansede, før jeg kunne gå. Det har altid ligget som en urkraft i mig. Jeg kan mærke, når der er en ny sang på vej, det er lidt som at være sulten, det er en form for intuition. Der er noget indefra, der må ud, og så sætter jeg mig ned med en guitar og et stykke papir, og så kommer resten. Engang hvor jeg gav koncert i en kirke, sad der en lille tiårig dreng på forreste række, og allerede da jeg sang første tone, begyndte han at græde. Hele koncerten havde han tårer i øjnene. Det er noget af det vildeste, jeg har oplevet, for det viste mig, at hvis jeg giver min sjæl, kan det måske være med til at røre noget indeni, som har brug for at blive rørt.”
CASPER STEINFATH, 24 ÅR, SURFER
”Det var en efterårsdag i bugten i Klitmøller, og det var koldt og gråt, men bølgerne var gode, og den dag fangede jeg første gang selvstændigt min egen bølge. Jeg var ti år gammel, og den her bølge har sat sig i mig, for jeg husker den stadig: Suset i maven og følelsen af at være i kontrol. Siden har havet været den ultimative legeplads. Min legeplads. Så sent som i foråret blev jeg den første surfer, der har krydset Skagerrak. 148 kilometer. 18 timer og 26 minutter på det åbne hav. Det var en rejse langt ud over mine mentale og fysiske grænser, for det var som at bestige Mount Everest uden at vide, hvordan man skal gøre det. Surf har ført mig verden rundt til events ad mange omgange, og jeg ser mig selv som et konkurrencemenneske, men det kan begejstre mig lige så meget bare at komme hjem og lege, råbe, skrige og fange bølger med min bror og alle mine venner. Det var mine forældre, der gav mig gnisten til surf som barn, så jeg selv kunne antænde bålet. Hvis man har lidenskaben som omdrejningspunktet i sit liv, ligger verden sgu for ens fødder.”
Bogen ’Talentet i Thy’ med fotos af Andreas Houmann og tekst af Anders Ryehauge er udkommet på forlaget Booklab.
