Ud & Se guider dig til fem ting, du kan opleve i januar.
Tekst:RedaktionenFoto:Miklos Szabo

DET STORE BLODBAD

’Kongens fald’ fremhæves igen og igen som en af de bedste romaner skrevet på dansk – og ikke kun af litterater. Danskerne valgte i slutningen af 1990’erne bogen som deres favorit fra 1900-tallet. 

Historien om landsknægten Mikkel Thøgersen, der bevæger sig stadig tættere ind i magtens cirkler omkring Christian II og ledsager kongen gennem historiske begivenheder som blodbadet i Stockholm og indespærring på Sønderborg Slot, er et råt portræt af en gennemført usympatisk antihelt. Kort og intenst og fuldt af sansemættede beskrivelser af mord, druk og hesteparteringer med efterfølgende ædegilde.

Nu kan du se, hvordan det tager sig ud i hænderne på den spanske instruktør Carlus Padrissa og hans berømte totalteatergruppe La Fura dels Baus. Stykket, der er en koproduktion mellem Det Kongelige Teater og Aarhus Teater, rykker efter en periode i København videre til hovedlandet.

10. januar – 9. februar. aarhusteater.dk

Filminstruktør og producent Ingolf Boisen i knæstrømper. Foto: fra bogen ‘Danske Eventyr i Iran’.

DANSKERNE PÅ DEN LANGE BANE

’ I slutningen af 1930’erne bestilte de danske ingeniører, der stod bag byggeriet af Den Trans-iranske Jernbane, Minerva Film til at producere en film om byggeriet af det imponerende stykke infrastruktur. Jernbanen, der forbinder Teheran med Det Kaspiske Hav i nord og Den Persiske Bugt i syd, skal undervejs over og igennem en hel del bjerge. På de i alt knap 1.400 kilometer måtte der derfor konstrueres flere tusinde småbroer og 245 tunneler. Hør mere om filmen og den danske forbindelse til entreprenørbedriften, når journalist og forfatter Morten Hansted fortæller hele historien på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

24. januar klokken 19.00

Foto: PR.

DU ER IKKE ALENE

Undersøgelser viser, at stadig flere danskere føler sig ensomme. Hører du til dem, der føler tomheden i tilværelsen, eller skulle du af andre årsager savne et forstående øre at fortælle om dine bekymringer, så kan det være, at din løsning er digital. ’Sjælesorg på nettet’ er navnet på et treårigt forsøgsprojekt, der giver danskerne tilbuddet om at chatte med en præst. 

Webstedet har fået godt 7.000 henvendelser, siden det åbnede i begyndelsen af 2017.

”Initiativet er taget af Danmarks biskopper, der i samarbejde med sociologer, psykologer og andre eksperter har undersøgt, hvordan man bedst møder og imødekommer folk i dag. Og det er online. Næsten alle mennesker er på deres smartphones eller tablets,” siger projektets leder, Pernille Hornum.  

Religiøsitet er ikke en forudsætning for at kontakte præsterne, der er tilknyttet webstedet, og emnerne kan være hvad som helst, der gør ondt, fortæller hun:

”Mange henvender sig om familiekonflikter. Nogle om overgreb og incest. Andre om selvmordstanker. Men det kan være et hvilket som helst eksistentielt dilemma, fra alderdom til mobning. Vi møder mange forskellige mennesker på chatten fra de ældre og helt ned til 12-13 år gamle danskere.”

Alle henvendelser er anonyme og omfattet af tavshedspligt, og det giver brugerne tryghed til at åbne op for, hvad de har på hjerte, mener Pernille Hornum. Omvendt kan man heller ikke få at vide, hvilken sjælesørger man har chattet med, da præsterne også er anonyme.

Projektet er støttet af Folkekirkens Fællesfond og de 10 stifter i Danmark, og det er forhåbningen, at tilbuddet – ud over muligheden for at møde en sjælesørger online – gør brugeren bekendt med muligheden for at samtale med den lokale sognepræst af kød og blod, også selv om man ikke er kristen, siger Pernille Hornum:

”Det behøver ikke at handle om Gud og Jesus. Sjælesorg betyder at drage omsorg for sjælen. Og det er det, vi gør.”

Se åbningstider på sjaelesorg.nu

Foto: PR.

KOM I RIL-FORM

Magasinudgiver og -redaktør Kim Flyvbjerg elsker vinylplader så højt, at han igennem årene har anskaffet sig godt 8.000 af dem. Udgivelsen Groovy, der udkom første gang i juni 2018 og udgives otte gange i løbet af 2019, afspejler kærligheden til lakpladen, men også til koncerter og rytmisk musik mere generelt. Det gratis blad henvender sig både til samlerfreakene og de mildt interesserede, nostalgikerne og nye lyttere. I løbet af de første par numre har man blandt andet kunnet læse om syrerock i Zambia i 1970’erne og tage til ravefest i Shanghai med det danske elektroniske musikhåb Lydmor.

Find Groovy i din lokale pladeforretning. groovycopenhagen.dk

Foto: PR.

KORT OG GODT

Det er en velkendt situation. Familien sidder på restauranten, i venteværelset eller togkupeen. Straks hiver alle telefoner op og forsvinder ind i hvert sit digitale rum. 

På en rejse til USA fik Katja Bamberger Bro og hendes tre børn nok og begyndte over en frokost at stille hinanden vigtige og mindre vigtige spørgsmål, de selv fandt på. Uden at det et øjeblik kriblede i skærmfingrene. Den tilfredse mor blev så opslugt af konceptet, at hun nu har udviklet Small Talk, et spil med store spørgsmål som ’Hvad er dit bedste familieminde?’ og ’Hvis du kunne have en superkraft, hvad skulle det så være?’

Fås hos boghandleren.

 

Tags: ,
SE MERE