Vi har samlet novembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Nicolas Cosedis

TA’ MED OP NORDPÅ

Nordsjælland har det hele og lidt til. Tag en tur op i de højere luftlag med 200 km/t og vinduet nede, ikke fra en åben sportsvogn, men med fotograf Nicolas Cosedis i en Cessna 172. I bogen ’Nordsjælland fra skyen’ portrætterer han i alt slags vejr landsdelens mønstrede mangfoldighed med sine fotografier fra oven af byer, kyster, skove, søer, sommerhuse og slotte. Nicolas Cosedis har tidligere udgivet ’Danmark fra skyen’ samt ’Byen fra skyen’, han har en lang hale af Instagram-følgere efter sig, og bogen har tekster af arkitekturkritiker Holger Dahl, der kender området indgående.

Er udkommet på Strandberg Publishing

Foto: Thomas Cato

HJEMMEDRAGTER

Folkedragter forbinder mange måske med kyser, langpibe og træskodans, men modeskaberen Nicholas Nybro kaster helt nye øjne på begrebet. I udstillingen ’Stolt’ på Designmuseum Danmark viser han en række eksempler på folkelige modedragter med glimt i øjet og tøjet. Inspirationen har han hentet fra en danmarksrejse, hvor han fra Amager til Aalborg har besøgt 21 danske destinationer. Ud fra de enkelte steders identitet og særpræg har han skabt overdådige dragter, der med humor sprænger rammerne for hverdagstøj, festtøj, arbejdstøj og udklædning. Udstillingen kan ses indtil 3. marts 2024.

Se mere på designmuseum.dk

GØGLERE AF DEN GAMLE SKOLE

Leif Sylvester og Erik Clausen optrådte engang med ildpust, søm i næsen og skæv humor. Nu er kunstneren og filminstruktøren på banen igen, ikke sammen, men hver for sig og i hver deres bøger. I selvbiografien ’Ama’rkaner’ fortæller Leif Sylvester om sin barske opvækst på Amager og sit liv som hustler, tømrerlærling og multikunstner. Og i bogen ’Den frigjorte – Med Erik Clausen på settet’ kan du møde 100 af de mennesker, der gennem årene har været med på Clausens indtil videre 15 spillefilm, og få alle røverhistorierne.

’Ama’rkaner’ udkommer i november. ’Den frigjorte’ udkom i oktober. 

Foto: Ole Lund Kirkegaard

TILBAGE TIL RØDDERNE

Alle kender Ole Lund Kirkegaard og hans finurlige, fantasifulde og fandenivoldske figurer. Giv børnene, dig selv, og din indre frøsnapper én på grineren, og tag på Det Kongelige Teater, der i forestillingen ’Rødderne i hjørnehuset’ har samlet nogle af de stærkeste, slappeste og snedigste børnebogsbørn – plus et næsehorn – fra Kirkegaards løsslupne univers i én samlet fortælling. Oplev Orla, Ivan, Viggo, Hodja og alle de andre på én gang, og nyn på vej hjem i toget stadig med på sangene af Laus Høybye. 

’Rødderne i hjørnehuset’, 18. november – 30. december. Se mere på kglteater.dk 

Foto: PR

SKÅL, SKIPPER!

Er du til sejlads med snoretræk og havets hemmeligheder i en god, tom flaske rom? Så styr mod Helsingør, hvor M/S Museet for Søfart i udstillingen ’Skibe på stribe’ viser dig 200 skibsmodeller fra 400 års søfartshistorie. Modellerne kan opleves i alt fra elpærer og gamle flasker til større blære-modeller fra cigarosende rederikontorer. Se blandt andet det første danske skib, der sejlede til Amerika, find din indre kaptajn Haddock, og sig ”Splitte mine bramsejl” i ly for novembervinden. 

Se mere på mfs.dk 

Tags:
SE MERE