Når Sally B svinger næsen forbi Roskilde Airshow, vil publikum se kontinentets eneste flyvedygtige B-17-bombefly. Danske Ellinor Sallingboe har holdt veteranen fra anden verdenskrig i form og i luften i over 40 år, og hver gang Sally letter, er det ikke kun Europas dramatiske fortid, der vækkes til live, men også de to damers liv, der går op i en højere enhed.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Aviation PhotoCrew Belgium, Steve Carter

Ellinor Sallingboe, du voksede op i Svendborg, men har været væk hjemmefra, siden du som ung tog af sted for at arbejde som au pair i London og Paris. Hvornår begyndte du at drømme om fly?

”Jeg fik job som stewardesse og arbejdede blandt andet i Etiopien og Kenya i 70’erne. Jeg blev fascineret at piloternes arbejde, og i Nairobi boede jeg tæt på flyvepladsen, hvor jeg ikke bare kunne se ruteflyene, men også de mindre maskiner. Jeg drømte om selv at lære at flyve sådan en. Ind imellem mine job boede jeg i London, og her blev jeg kæreste med en forretningsmand, Ted White, der havde de samme drømme. Sammen fik vi pilotcertifikat og licens til at flyve kommercielt, og Ted lavede en forretning ud af at levere fly mellem sælgere og købere, det man kalder ferry flying.”

Og hvordan gik det til, at du fik et bombefly opkaldt efter dig?

 ”En dag i 1975 ringede Ted til mig og sagde, at han havde noget, jeg skulle se, Det var et B-17 Flying Fortress, et bombefly, som egentlig skulle videre til en ny ejer i USA, men han fik i samarbejde med Imperial War Museum sørget for, at det kunne blive i England. På flyets snude havde han fået malet navnet Sally B, et kælenavn for Sallingboe. Jeg sagde: ”Du har vist stavet forkert, det skulle have været Salli med i,” men det var jo utrolig sødt af ham. Vi var begge fascinerede af flyets historie og nostalgi og sørgede med det samme for, at det kom med i de mange årlige opvisningsflyvninger, der afholdes for flyentusiaster og historieinteresserede. Men opvisningerne kunne ikke finansiere vedligeholdelsen alene, og i 1980 stiftede vi Sally B Supporters Club, som i dag har 8.000 medlemmer, og med hvis hjælp det er lykkedes os at holde Sally B flyvedygtigt lige siden. Om sommeren flyver flyet næsten ugentligt. Desværre har Ted ikke kunnet følge det. I 1982 styrtede han og en ven ned i en T-6 Harvard (et militært træningsfly, red.) under en flyvekonkurrence i Malta. De døde begge to. Jeg var knust af sorg, men fortsatte med at flyve Sally B til hans minde. Men også til minde om de 79.000 allierede piloter, der blev slået ihjel i den type fly under anden verdenskrig.” 

Ellinor Sallingboe, 72 år, med crew.

Det må kræve nogle hænder at holde sådan en antik maskine ved lige …

”Vi er kun tre fastansatte. Ud over mig, der står for ledelsen, er det chefmekanikeren og en medlemssekretær. Derudover består vores team af seks piloter og omkring 14 mekanikere. De arbejder frivilligt. Desuden er der omkring 50 mennesker, der arbejder frivilligt med merchandise-salg, sociale medier, PR og andre opgaver. Inklusive reservedele, brændstof og forsikringer koster det omkring 15.000 pund i timen at holde maskinen flyvende. Uden alle vores frivillige og dem, der støtter os økonomisk, ville det aldrig kunne lade sig gøre.”

Hvorfor bruger folk deres tid og penge på at holde et fly fra anden verdenskrig i luften?

”For piloterne og mekanikerne er det en mulighed for at arbejde med et levende stykke historie. Piloterne synes, det er vældig interessant at leve sig ind i, hvad piloterne under krigen har tænkt og følt, Blandt vores donorer er der mange almindelige mennesker, der synes, at det er vigtigt at bevare mindet om krigen, så unge i dag også kan se det med deres egne øjne. Så vi i en tid, hvor alting går meget hurtigt, ikke glemmer, at vi sidder her som frie mennesker, fordi en masse unge amerikanere satte sig ind i sådan en og satte livet på spil for vores skyld. Hvis ikke vi gav en masse mennesker mulighed for at se Sally B, ville flyet ende i USA, hvor rige mennesker betaler det hvide ud af øjnene for at flyve en tur, mens den bredere offentlighed ikke har glæde af det.”

Salli og Sally.

Og når Sally B kommer til Roskilde Airshow, er det så dig, der styrer hende?

”Jeg ville i princippet godt kunne, men jeg har ikke tilladelserne. For at flyve en firemotorers maskine skal man have tusindvis af timers erfaring i et lignende fly, og det har jeg ikke. Hvis der er plads til mig i kabinen – vi kan være seks i alt – er jeg med i flyet. Ellers tager jeg Ryanair.”

Og hvordan vil du beskrive oplevelsen af en flyvetur i en B-17’er?

”Det er ikke særlig behageligt. Det bumper, når vi flyver, og motorerne sender oliedampe ud. Det kan være ret irriterende, særligt når vi starter dem. Hvis det er slemt, har vi masker på. Men samtidig er det en meget nostalgisk og smuk oplevelse. Hvis solen og skyggerne står rigtigt, kan man se skyggen af flyets helt specielle form aftegnet på jorden.”

Der er ikke så mange kvinder i din branche. Hvordan har du oplevet det?

”Der er meget, en mand ikke må i dag. Han må ikke fløjte efter en kvinde eller røre hende på armen, uden at det opfattes som sexistisk. Det er ikke godt, synes jeg. Jeg har i mange, mange år været kvinde i en mandsverden. Og jeg har altid følt mig som en af dem og følt, at de respekterede mig. For et par år siden modtog jeg en pris fra British Air Display Association (opvisnings-flyforbundet, red.), hvor de understregede, at ingen anden kvinde havde gjort for veteranfly, hvad jeg har gjort. Det gjorde mig meget stolt.”

MIT LIV SOM SALLY B

Model: B-17G Flying Fortress.

Motorer: Fire.

Bygget 1944 i Californien til bombetogter over Europa, men på grund af det sene tidspunkt aldrig i aktion i krigen.

Har ifølge bombeflytraditionen pigenavn og pinup-dekoration.

Tjente efter sin militære karriere hos Frankrigs geografiske institut.

Har spillet med i flere film og tv-produktioner, blandt andet Hollywood-filmen ’Memphis Belle’.

Er til daglig udstillet på Imperial War Museum i Duxford i nærheden af Cambridge.

Holdes i luften af organisationen B-17 Preservation, som Ellinor Sallingboe er bestyrelsesformand for.

Roskilde Airshow afholdes i Roskilde Lufthavn 16.-18. august. Det nærmere program offentliggøres først lige op til airshowet. Du kan læse mere om Sally B på www.sallyb.org.uk

 

Tags: ,
SE MERE