“TÆNK PÅ, at der er børn, der sulter i Afrika,” sagde min mor altid til mig som barn, hvis jeg ikke spiste op. Jeg tror, det satte sig i mig. Hun var blevet skilt fra min alkoholiske far, da jeg var tre år gammel, så hun opdragede min tvillingesøster og mig alene. På bogreolen i mit barndomshjem i Frederikshavn stod et stort, tungt leksikon. Jeg læste alt, jeg kunne om det afrikanske kontinent og så billeder af afrikanske børn.
Jeg ville være den næste Karen Blixen, have en stor ranch og hjælpe fattige børn. Det var meningen, at jeg skulle udleve min drøm om at rejse til Afrika, når jeg blev student. Men så fik min mor kræft, og jeg måtte sætte mine planer på pause. Jeg var 23, da hun døde, og i flere år efter var sorgen ved at æde mig op. Jeg led af angst, og en overgang var jeg også indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg med en spiseforstyrrelse. I stedet for at rejse til Afrika flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg fik job i en tøjbutik.
Flere år senere sad jeg en aften og så tv og faldt over en DR-dokumentar om børn i Nigeria, der blev anklaget for at være hekse. Nogle blev ’helbredt’ af heksedoktorer til gengæld for store summer, andre blev tortureret af deres egne forældre, og mange blev slået ihjel. Jeg græd, da der blev fortalt om en pige, som fik hamret et søm på syv centimeter ind i kraniet for at få hende til at tilstå, at hun var en heks. Overtroen forfærdede mig, men dokumentaren blev også en motivation. Da den var slut, ringede jeg til min søster:
”Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil til Nigeria og redde hekse-anklagede børn.”
Derefter tænkte jeg ikke på andet. Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne komme af sted, men fandt hurtigt ud af, at ingen nødhjælpsorganisationer ville sende uprøvede frivillige til et land så farligt og korrupt som Nigeria. Jeg måtte samle erfaring et andet sted, og i 2011 rejste jeg på en tre måneders ekspedition til Malawi, hvor jeg boede i en lille landsby og arbejdede med fattige familier som nødhjælpsarbejder for Folkekirkens Nødhjælp.
DA JEG KOM hjem, vidste jeg, at jeg ville starte min egen nødhjælpsorganisation. Siden tog jeg til Tanzania for at renovere en landsbyskole for penge, jeg selv havde været med til at indsamle. Men det hele var i sidste ende forberedelse til den rigtige rejse: Nigeria.
Jeg oprettede min egen nødhjælpsorganisation, sagde mit job i tøjbutikken op og tog afsted i marts 2013. Jeg mellemlandede i Amsterdam, og da jeg gik om bord på flyet til Lagos, fik jeg mit første kulturchok. Bagerst i flyet, hvor jeg havde plads, sad et par politibetjente med en fange i tunge lænker. Senere har jeg oplevet, at der næsten altid er en fange, som er blevet deporteret fra Europa, med på fly til Nigeria.
I Murtala Muhammed-lufthavnen i Lagos stod jeg i kø til immigrationen i flere timer, og da jeg kom op til skranken, lød første spørgsmål: ”Do you have something for me?” Det var første gang, jeg mødte den korruption, der gennemsyrer Nigeria. Jeg var forberedt hjemmefra og havde nogle amerikanske dollars eller nigerianske naira på mig. Det har jeg altid. Nigerianerne så mig som en naiv, hvid kvinde, der var kommet for at udnytte afrikanerne, og som derfor skulle snydes. Alle forlangte en belønning for at hjælpe.
Jeg var kommet i kontakt med Sam Itauma, grundlæggeren af den NGO. man fulgte i dokumentarfilmen om heksebørn, jeg havde set i Danmark. Men da jeg ankom til delstaten Akwa Ibom i det sydlige Nigeria, hvor organisationens børnehjem lå, fik jeg at vide, at Sam slet ikke var i landet – og at han ikke ville komme tilbage. Han var flygtet i eksil til USA efter dokumentarens premiere, fordi guvernøren var efter ham.
Mine forestillinger om Nigeria som et hårdt og farligt sted blev hurtigt bekræftet. Der lå børn i laset tøj og sov på gaderne i landsbyerne, og politiets specialenhed, Special Anti-Robbery Squad, SARS, drønede rundt i gaderne med AK-47-maskingeværer i militærkøretøjer.
Da jeg nåede frem til børnehjemmet, var der helt stille. Bygningerne var faldefærdige, og den gule maling på væggene var afskallet. En lille pige kom løbende imod mig – hun var ét af blot fire børn, der boede på børnehjemmet, viste det sig. Jeg havde forventet 150 børn og begyndte at stille spørgsmål: Hvor var de alle sammen henne? Og hvor blev pengene, som børnehjemmet modtog i donationer, af? Jeg opdagede, at en af de ansatte brugte børnene til at gøre rent i sit private hjem. De fik kun ét måltid om dagen, og de manglede både tøj og medicin. Jeg skrev til Sam i USA, men fik kun undvigende svar tilbage.
Jeg tilbragte en måned i Akwa Ibom og var med til at redde tre børn, så antallet af beboere på børnehjemmet nåede op på syv. Det var også på den tur, jeg mødte min mand David. To år senere, i 2015, købte vi en stor grund i Akwa Ibom og gik i gang med at bygge vores eget børnecenter, hvor vi arbejder for at give hekseanklagede børn et bedre liv. Vi har valgt at kalde det Land of Hope efter en lille dreng ved navn Hope, som vi reddede i 2016.
Anja Ringgren Lovén var med til at redde nigerianske Hope i 2016.
JEG FORDELER min tid 60/40 mellem Danmark og Nigeria. Når jeg er i Danmark, arbejder jeg for min nødhjælpsorganisation. Når jeg er i Nigeria, hjælper jeg min mand på børnecenteret. Da jeg var af sted i december 2019, ringede min mands telefon en dag. Opkaldet var fra en mand, som havde tippet os, dengang vi reddede Hope, men som vi ikke havde hørt fra i et par år. Da David lagde på, kiggede han på mig og sagde: ”Vi skal ud og redde et liv.” Han fortalte, at der lå en lille, udsultet dreng op ad nogle jernrør i et stærkt trafikeret vejkryds i et industriområde ikke langt fra børnecenteret.
Normalt er en redningsmission nøje planlagt, men manden havde sagt, at drengen var mere død end levende, så vi måtte af sted med det samme.
Vi ankom til stedet og så ham ligge i vejkanten. Ingen af de lokale ville røre ham, fordi de troede, at han var besat. Vi holdt ind til siden lidt derfra for ikke at tiltrække os opmærksomhed. En hvid kvinde i selskab med bevæbnede vagter, som jeg altid har med mig i Nigeria, kan let vække opsigt.
Da vi kom hen til drengen, var han så svag, at han knap kunne gå. Han var så tynd, at han måtte holde sine bukser, der var blevet for store om livet, oppe med hænderne. Vi forsøgte at tale ham til ro, men han var meget bange. Han fortalte os, at han hed Saviour. Jeg var alvorligt bekymret for, om han ville overleve.
Mens vi stod der, fik nogle af de unge lokale håndværkere øje på os, og der opstod tumult. Flere ville have penge for at lade os tage ham med. Men det lykkedes os til sidst at komme derfra. I bilen satte David sin gospelmusik på anlægget, og mens jeg sad på bagsædet med Saviour, begyndte jeg at græde.
Jeg har efterhånden været på så mange redningsmissioner, at jeg ikke længere bliver påvirket. Men denne gang blev jeg rørt. Det viste sig, at Saviour var blevet voldtaget og smittet med hiv, og han testede positiv for kolera, tyfus og malaria. Hans lever var forstørret, og desuden var han angrebet af orme over hele kroppen. I dag bor Saviour på Land of Hope, og han er i bedring, men skal medicineres resten af livet.
Man anslår, at mere end 15.000 børn som ham hvert år bliver anklaget for at være hekse i Nigeria – men antallet kan være endnu højere, hvis man tager højde for alle de sager, som aldrig bliver opdaget. Vi arbejder først og fremmest med at bekæmpe overtroen og oplyse lokalbefolkningen, for redningsmissionerne gør det ikke alene. Vi ville alligevel aldrig kunne nå at redde dem alle.
Da jeg var i Nigeria første gang, hadede jeg de mennesker, som anklagede børn for at være hekse. Hvordan kunne de gøre sådan noget mod små børn? Men i dag forstår jeg, at de lever i et land, som er ekstremt fattigt, ekstremt korrupt, og hvor mange aldrig får en uddannelse. Måske er det ikke så mærkeligt, at overtroen trives.
