Indlæg

Som voksen vendte Dorthe Nors ’hjem’ til den jyske vestkyst. Nu har hun – udrustet med kaffe på kanden og et laset trafikkort – rejst kysten tynd under arbejdet med bogen ’En linje i verden’. Her peger forfatteren på tre stærke landskabsoplevelser på kanten til Vesterhavet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Henrik Saxgren

Hvorfra kom ideen til ’En linje i verden’?

”Fotografen Henrik Saxgren ville gerne have mig med på en bog om Danmarks vestligste kyst. Jeg var lige ved at starte på en roman og sagde nej, men han blev ved med at lokke. Ideen om at trække ud i landskabet – og skrive på det – voksede på mig. På grund af klimaforandringerne og en større bevidsthed om naturens betydning er landskabs-­essayistikken stor i udlandet i disse år, og jeg havde skrevet et essay for The Guardian, på engelsk. Nu fik jeg lyst til at udfordre mig selv og udfolde mig på mit eget sprog i mit eget landskab.”

Og så udforskede du kysten i din lille Toyota udstyret med et gammelt, laset trafikkort, som dine forældre gav dig?

”Ja, og tit også med kaffekande. Jeg brugte alt i alt halvandet år på projektet. Hver gang jeg havde været ude på en tur, tog jeg hjem og skrev. Så tog jeg af sted på en ny tur. Indimellem bragte jeg gæster med i bilen. Men for det meste gjorde jeg det alene. Det sagde jeg også til Saxgren: ’Vi er begge to kunstnere, der ved, hvad vi vil og kan. Vi må ud på egen hånd. Vi kan ikke blande os i, hvordan den anden oplever tingene.’ Samarbejdet bestod i, at vi løbende sendte billeder og tekster til hinanden, så vi kunne se, hvor den anden var. Og så satte vi os sammen med vores redaktør i den sidste fase og udvalgte, hvad der skulle med.”

DORTHE NORS

51 år. Debuterede i 2001 med romanen ’Soul’. Novellesamlingen ’Kantslag’ (2008) sikrede hende et internationalt gennembrud.

Var i 2017 nomineret til en Man Booker International-pris for romanen ’Spejl, skulder, blink’.

Hvad var det, der fik dig til at købe hus ved Vestkysten?

”Jeg havde boet i Aarhus, på Fanø, i København, og jeg havde opholdt mig i udlandet. Jeg havde været rundt og set verden. I 2014 tænkte jeg: Nu køber jeg mit eget og tager – i citationstegn – hjem.”

I citationstegn, ja. For selv om dine forældre havde sommerhus ude vestpå, voksede du op i Herning. Hvorfor var det ikke dén egn, du ville tilbage til?

”Jeg kan faktisk godt lide Herning-egnen, men jeg tror ikke, det er godt at flytte tilbage, præcis hvor man kommer fra. Det er i hvert fald en udfordring. For du er blevet en anden. Og netværket og kammeraterne, du havde, findes ikke længere, i hvert fald ikke som de var. Så er det bedre at flytte sig selv et sted hen, hvor man kan starte fra bunden, og hvor man ikke slæber rundt på en rolle.”

HANSTHOLM VILDTRESERVAT

”Det knyger med gæs og alverdens vadefugle. Strandskader, bekkasiner, regnspover. Her er indlandsklitter, fyrrebeplantning og indsøer. Lyset er højt. Det er næsten uberørt natur, som man ikke finder mange steder i Danmark. Her kan man stå og tænke, at det lige så godt kunne have været 1400-tallet. Man mærker en grundkraft. Her har vi mennesker ikke pillet for meget. Landskabet folder sig ud, næsten som var man i Norge. Reservatet er en del af Nationalpark Thy, der i det hele taget er noget af det vildeste og smukkeste Danmark. Man bør unde sig selv en fantastisk køretur fra sydspidsen af Agger Tange, forbi Klitmøller og op til reservatet. Klitmøller og resten af Cold Hawaii (31 registrerede surfspots, red.) er et underholdende, urbaniseret klondike med masser af ungdom og københavnere. Jeg skal ikke selv nyde noget af at dyrke vandsport – dybest set er jeg bange for vand – men jeg vil gerne se på andre, der gør det.”

Den centrale del af reservatet er lukket for færdsel året rundt, mens en betydelig del er lukket for færdsel i fuglenes yngleperiode (1. april – 15. juli).

Og hvordan bruger du dig selv og dine omgivelser ved Vesterhavet?

”Jeg hiker. Går ture i arbejdspauser og ryster hovedet fri. Nogle gange finder jeg rav. Om sommeren går jeg ud i havet et sted, hvor der ikke er et hestehul. Så står jeg der og køler af. Men jeg kunne aldrig finde på at svømme i det. Det er trods alt Vestkysten. Folk dør af at bade hvert år.”

Havet er truende og voldsomt. Men der er åbenbart også noget beroligende ved at bo i nærheden af det for dig. Hvordan hænger det sammen?

”Jeg er blevet horisontafhængig. Jeg føler tryghed og hvile ved at gå ud til det. Havet er en kat, den ene dag sødmefyldt vippende med halen, den næste sætter det kløerne i dig. Der er meget eventyr i det. Jeg kan godt lide tanken om, at det river mig med ud i verden. Ligesom trækfuglene. Da jeg købte huset, var jeg i tvivl, om det var det glade vanvid. Min internationale karriere var i gang. Hvordan passede larm og lufthavne med en stille base langt fra storbyen? Da jeg var ude at se huset, kom der et kæmpe træk af bramgæs indover. Dér var forbindelsen til omverdenen.” 

BOVBJERG FYR

”Bovbjerg Klint er en barsk, kraftig lerskrænt vest for Lemvig, hvor der ligger et lille fyrtårn, der for nogle år siden åbnede op som restaurant og kulturcenter med foredrag og andre events. Jeg har haft københavnske gæster med, der var helt rystede over, hvor smukt her er. Man kan virkelig se geologien i aktion. Under istiden stoppede istungen lige syd for klinten, og det er tydeligt at se, at der hvor isen var, er der fed, frugtbar jord, men der hvor den stoppede, stopper frodigheden også, og jorden bliver sandet. Gå en tur oppe på skrænten, kig på paragliderne og Trans Kirke, der ligger på kanten, og gå tilbage langs stranden under klinterne. Dog måske ikke lige, når der er tøbrud, hvor de nogle gange braser sammen.”

Dorthe Nors holder foredrag i Bovbjerg Fyr 29. september.

Men du bliver der ikke året rundt … 

”Når det bliver mørkt, trækker jeg ind i det urbane, der hvor teatrene, museerne og restauranterne er. Så lejer jeg måske et sted i København på Airbnb – jeg har ikke råd til at have en lejlighed der – eller måske tager jeg til Amsterdam et helt efterår.”

Kunne du finde på at skrive en bog om den jyske østkyst? 

”Det er jeg ikke hjemmefødning nok til. Men man skal passe på med at afvise noget. Det ville i hvert fald blive en meget anderledes bog, fordi kysten dér er så anderledes. Smuk, mild, forsonlig.”

VADEHAVSCENTERET

”Arkitekt Dorte Mandrup har tegnet et af de smukkeste museer i verden. Her kan man lære noget om, hvad Vadehavet er for en underlig størrelse. Det er styret af undervandsfloder og virker tilforladeligt det ene øjeblik, men pludselig kommer tidevandet – hurtigt. Vandrer man bare af sted på må og få ud over sandet, kan man pludselig risikere at blive fanget. Museet er også et pragtfuldt sted at blive klogere på vadefuglenes liv. Og når man er færdig med museet, kan man tage en traktortur ud til Mandø eller tage ind til Ribe, Danmarks svar på Oxford – gid de ville placere et universitet der!”

Dorthe Nors og Henrik Saxgren: ’En linje i verden’ er udkommet på Gads Forlag.

Orø har længe ligget relativt ubemærket hen. Men med gratis færgebilletter og generelt voksende interesse for kortets afkroge har flere fået øjnene op for den fredsommelige plet – og dens børnevenlige badevand, velassorterede vinudsalg og stærke skulpturer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Arne Magnussen/Ritzau Scanpix, Kristian Krøger, PR

Sig navnet Orø – og mange vil kigge en anelse usikkert på dig. For nej, du mente ikke Ærø. Men hvor er det så lige, den ligger? Du kan starte med at forklare dem, at den stikker op af vandet sådan cirka midt i Isefjord, at den formelt hører til Holbæk Kommune, og at der bor knap 900 mennesker på øen, som også har cirka 1.200 sommerhuse. Derefter kan du præsentere dem for disse fem grunde til at give øen et besøg: 

1. VANDLIGHEDEN SELV

Det kan kræve al ens opmærksomhed at gå på stranden med de små. På Orøs lille sandstrand ved Nørrestænge er det imidlertid ingen sag for børnene at overholde påbuddet om ikke at gå længere ud end til navlen. En voksen skal vel vade en halv kilometer ud, før badebuksekanten rammer vandskorpen – og synes du, at dét lyder kedeligt, så medbring din kajak eller dit stand up paddleboard, og udnyt den smukke beliggenhed midt mellem Odsherred og Hornsherred til en fjordekspedition. Når du er færdig på stranden, kan du spille minigolf og spise god is fra Hornsherred-firmaet Isøre på den hyggelige Orø Strandcamping. Og glem ikke den nuttede dyrepark lige bagved, der drives med assistance fra eleverne på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand.

Bonusinfo: Vil du have dybere badevand? Find badebroen bag den lille trædør på Orø Havn.

2. DYRE DRÅBER

De mere sofistikerede gastronomiske tilbud har ikke væltet over hinanden på Orø. Men sidste år udfyldte Orø-tilflytterne Signe og Ulrik Bing, der i forvejen driver den flydende Kontikibar i København og Grønbech Hotel i bornholmske Allinge, det berømte hul i markedet. I den gamle købmandsgård midt på hovedgaden i Orøs hovedby Bybjerg har de åbnet Bings, hvor man nu kan få storbykaffe, surdejsbrød, håndværkschokolade og biodynamisk vin. Så leder du efter stedet at shoppe dig glad og fattig, så sving forbi, og lad ganen møde en af de lækre frugtigheder fra Abruzzo-regionen, der gemmer sig i det italienske Orsogna-vinhus’ flasker. Vinen kan nydes på stedet, eller den kan tages med, ligesom du både kan spise et måltid i gården og få det som takeaway.

Bonusinfo: De driftige Binger er også ved at åbne et hotel på Orø.  

3. HØJ PÅ MIDDELALDEREN

I Bybjerg er det oplagt at opsøge øens højeste punkt (28 meter over havet) og danne dig et overblik over øen og det smukke isefjordslandskab i det hele taget. Stensbjerg, som højen hedder, menes at have indgået i netværket af bavnehøje, som i vikingetiden advarede byerne Roskilde og Lejre med bålsignaler, hvis fjendtlige skibe nærmede sig. På højdedraget har man også udgravet fundamentet til en bygning, der ikke eksisterer mere, men som ifølge fortællingen var en borg tilhørende Margrete I. Ifølge samme, ikke-verificerede overlevering opholdt den kvindelige regent sig på øen i perioder med sin søn Oluf. Når du kommer ned fra højen, kan du blive i middelalderen med et besøg i Orø Kirke, der stammer tilbage fra 1100-tallet, og hvor man blandt andet kan skimte lidt af en kalkmalet Sankt Jørgen med lanse, men desværre uden drage.

Bonusinfo: Stadig videbegærlig, så besøg museum og lokalarkiv Orø Minder i øens gamle fattighus.

4. JERN I ILDEN

Næst efter Nikolaj Coster-Waldau, der har hus på øen, men som er sværere at spotte end en sneleopard i Himalaya, er øens kendteste kreative kraft skulptør Steen B. Langvad, også kendt som ’Smeden’. Den uddannede grov- og klejnsmed lader sig inspirere af naturen og historien og producerer utrætteligt sine markante stålskulpturer af ulve og vadefugle, dronninger, kongemordere og halshuggede sørøvere. Se, hvor mange af de rustende kunstværker du kan få øje på i landskabet, eller find hans atelier i Næsby, og spørg om en rundvisning.

Bonusinfo: ’Smeden’ har også malet en frise af Orøs sagn og myter, se den i KulturBeholderen lige bag Orø Kro.

5. SLOW FOOD

Et skilt i døren advarer om, at tingene tager tid, da alt laves fra bunden. Og det stemmer – man skal være tålmodig, hvis man besøger gårdcafeen Marliese’s, der drives af Marliese Wessels og hendes mand Claus, men ventetiden belønnes med et hjemmelavet stykke hygge. Marliese, der kommer fra Tyskland, står selv for stedets primære trækplaster, nemlig det righoldige repertoire af kager, der blandt andet omfatter käsekuche, schwarz­wälder kirschtorte og Mozart torte, mens Claus serverer og altid har tid til en sludder, ligegyldigt hvor mange gæster der står i kø for at bestille. Nyd skyggen i haven på en varm dag, eller kom indenfor, og søg ly på en regnvejrsdag.

Bonusinfo: Det økologiske guldmærke indikerer, at Marliese’s bruger 90-100 procent øko-råvarer.

Du kan ankomme til Orø med færge fra Holbæk eller trækfærge fra Hammer Bakke.

Når nethindens memory card er fyldt efter en dag i Danmarks smukkeste landskaber, er det en særlig fornøjelse at lægge hovedet på puden. Vi peger dig i retning af fem sjældne naturperler – med hver deres hyggelige bed and breakfast. Så ka’ du godt hvile ud.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

TRÆT PÅ TÅSINGE

Tåsinge ligger lunt i sundet med udsigt til Svendborg og, hvis du er heldig, Svendborgsunds strømlinede maskot, delfinen Delle, der har holdt til på egnen siden 2019. 

Den lille Tåsinge, der er forbundet til den fynske hovedø med en imponerende betonbro, er i sig selv et koncentrat af gammeldansk idyl, som du kan bruge en dag eller to på at udforske til fods og på cykel. Fra skipperbyen Troense med dens velbevarede, stokrosekransede huse med flaskegrønt og vinrødt bindingsværk fører en allé direkte til Valdemars Slot, der blev bygget af Christian IV til sønnen Valdemar Christian. Slottet blev senere erhvervet af søhelten Niels Juel og stadig i dag er det i Juel-slægtens eje, aktuelt tilhører det blandt andet kendisbaronesse Caroline Fleming. Fra kirketårnet i Bregninge kan du se ud over hele øen, og trænger du til endnu mere højde, kan du bestille en rundflyvning over Det Sydfynske Øhav med selskabet Starling Air fra Tåsinge Flyveplads. Er du ør i hovedet oven på indtrykkene, så find din seng for natten hos Teglgaarden, og vågn op til et glas lokal most og en skive hjemmebagt brød.

RISTET PÅ RØSNÆS

I vores kvadratkilometerfattige landbrugsnation er vild natur en sjældenhed. Men nogle steder giver det sig selv: Naturen betaler sig ikke at kultivere. Et sådant sted er halvøen Røsnæs. Med dens stejle skrænter og ringe jordkvalitet har den fået lov at stå til. Røsnæs’ vold af ler, sand og grus, der blev presset sammen under sidste istid, blev i 1924 et af de første stykker fredet jord i kongeriget, og i dag tilbyder den kongelige naturoplevelser. Mest bjergtagende er måske den dragehaleformede halvø i sin helhed – det bedste overblik over området findes ved Hybeshøj. Men der er mange flere udsigtspunkter, for eksempel ved Røsnæs Fyr, hvor man både har kig sydpå til Nordfyn, vestpå mod Samsø og nordpå mod Sejerøbugten. Er du mere til at kigge ned i jorden, så byder de solrige bakketoppe på steppevegetation med poetiske navne som soløje, gul evighedsblomst og glat rottehale. Og vil du virkelig havde terroir’et i blodet, så køb nogle flasker af solaris-druen fra den kyndige Røsnæs-vinbonde Barfod. Så bliver branderten ikke mere lokal. Lad bilen stå, sov den ud på Kongsgård Bed & Breakfast, og vågn op med havudsigt.

MAST PÅ MOLS

Nationalparken Mols Bjerge giver mulighed for vind i håret og sved på panden. Stig til vejrs i Trehøjes lyngbeklædte, havomkransede landskab, og lad blikket følge kystlinjen ind til Ebeltoft og ud over havet – i klart vejr kan du se til Sjællands Odde. Toppene på de tre høje er gravpladser fra bronzealderen, og sådan en finder du også på Agri Bavnehøj, områdets højeste punkt med 137 meter. Endnu et markant fortidsminde er Poskær Stenhus, Danmarks største bevarede runddysse. Dens store granitblokke var ellers ved at gå til, da en lokal stenhugger i 1859 ville bruge dem til skærver, men en historisk interesseret præst fik dyssen fredet. Mols Bjerge er et såkaldt overdrev, som primært har været brugt til græsning. Også i dag kan man møde hårdføre frilufts-køer, der er sat ud for at holde vegetationen nede. Vil du have naturen med hjem og spise, så hold øje med havtorn og kantarel, sidstnævnte skulle kunne findes i løvskoven syd for Skovbjerg. Og når fodsålerne strejker, så søg slummeren på velholdte Fuglsø Kro Bed & Breakfast, og stå op med hønsene og deres hjemmelagte æg.

VÅDE ØJNE I VADEHAVET

Der er lidt Atlantis-stemning over det sønderjyske vadehavslandskab, der ligger så lavt, at man har fornemmelsen af at bevæge sig rundt under havets overflade i et sunket stykke bondeland. Udforsk det i Tøndermarsken, hvor ornitologer af alle seriøsitetsgrader stimler sammen til sort sol for at se stæreflokkene sværme, men hvor det også vrimler med gæs, ryler og strandskader. Eller oplev det på en ridetur i Rømøs smukke hedelandskab – eller på øens sandstrand, der er unik i Danmark på grund af sin op til tre kilometers bredde. Opsøg gastronomien på torvet i Højer, hvor familievirksomheden Højer Pølser kan friste de fleste kødædere. Husk at prøve krydderfedtet med fedtegrever under dit pålæg, og brænd kaloriechokket af på en vindblæst spadseretur langs Højer Sluse ad vandreruten Marskstien. Og når du ikke orker mere, så luk dine vejrbidte øjne hos Bed and Breakfast Klægager, der blandt andet udlejer værelser i hestestalden, karlekammeret og pigeværelset på en firelænget gård, der engang tilhørte en såkaldt digegreve, som var en formand for digelaget.

LUR PÅ LOLLAND

Blandt Lollands ellers meget flade, åbne marklandskaber udgør den fredede Naturpark Maribosøerne en undtagelse af varieret og relativt kuperet terræn. Rundt om de fire søer Røgbølle Sø, Hejrede Sø, Søndersø og Nørresø bor flere godsejere, der både ernærer sig ved landbrug og skovdrift, og derfor veksler naturen mellem skove og marker. Men Maribosøernes kendteste beboere og gæster er dog af den bevingede slags. Havørne har ynglet her i over 20 år og kan iagttages året rundt – vil man se dem, er chancerne ifølge Dansk Ornitologisk Forening størst ved engene ved Søholtvej eller ved fugleskjulet mellem Søndersø og Hejrede Sø. I træktiden om foråret og efteråret kan man også være heldig at se fiskeørne, der jager over søen. Udforsk området på cykel, til fods eller, måske allersmukkest, i kano eller kajak  (og mød eventuelt den lokale OL-kajakstjerne Emma Aastrand Jørgensen på vandet). Husk kikkert, og skulle du ikke få nogen ørne i linsen, ser du helt sikkert horder af de andefugle, blishøns og skarver, som ørnene lever af. Er du helt ødelagt over fiaskoen, så søg trøst foran kaminen i Fjelde Guesthouse, som et islandsk par med erfaring fra snedkeri og tekstildesign har indrettet med loppefundshygge i den gamle Fjelde Skoles bygninger.

På stranden, i skoven og i storbyen. Landet er fuldt af familievenlige eventyr, hvis du kigger efter. Naturvejleder Tina Noregren viser vej til tre udendørs oplevelser, du skal give dine børn, og inspirerer til, hvordan du åbner deres øjne for naturen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

1. SKAB MINDERNE

”Allerede fra mine to døtre var i vuggestue og børnehave, tog jeg dem med ud i naturen og forsøgte at finde hemmelige steder, hvor fantasien kunne få plads. På Møn, hvor vi boede, havde vi lige i nærheden en lillebitte lysning i en skov, hvor der stod en stor sten tæt omkranset af træer og buske. Stenen kunne godt ligne en sovende bjørn, så vi kaldte stedet bjørnens hule. Her blev vi ved at komme tilbage. Det er godt at lave nogle traditioner. Og nogle gange skal man turde insistere, selv om ens børn ikke lige gider. Begge mine døtre har været spejdere, men da min ældste blev teenager, mente hun, at nu var hun færdig med naturen. Jeg tog hende med på en fuldmånekajaktur ud for Møns Klint, bare hende og mig. Det er en meget smuk oplevelse at ligge der i måneskinnet. Indimellem blev hun træt i armene, men jeg havde et reb med, så jeg kunne bugsere hende, og jeg havde varm kakao med, som vi kunne nyde på stranden, mens vi holdt en pause. Alligevel måtte jeg næsten tvinge hende med, da jeg ville gentage det de næste par år. For et par år siden skete det magiske, da hun selv spurgte mig: ’Hvornår skal vi egentlig på kajaktur?’ Det viste sig, at jeg havde tilbudt hende et hyggeligt ritual, og i dag taler hun om det som nogle af sine bedste livsoplevelser.”

2. STJERNERNE PÅ HIMLEN

”Alle børn skal have sovet under åben himmel. Det burde stå et eller andet sted. Vi har gjort det hjemme i haven på madrasser, eller vi har gjort det ude i naturen med liggeunderlag og sovepose. I foråret overnattede vi på Lakolk Strand på Rømø, og det er i det hele taget en god mulighed for at overnatte på strande, hvor reglen siger, at det er forbudt at slå telt op.   

Nu glæder jeg mig til efteråret, hvor der i perioder er meteorregn. Men jeg forsøger altid ikke at piske en stemning op omkring det, for det er ikke sikkert, man ser nogen, og så bliver man bare skuffet. Det vigtigste er bare at ligge der og tale sammen, og så ser man måske pludselig et stjerneskud. Generelt er det en oplevelse at være udenfor, når det bliver mørkt. Her i sommer gik jeg og min yngste datter tur på Ulvshale på Møn for at kigge på vilde heste. Da tusmørket sænkede sig, kom ræven ud for at jage, og et rålam fulgte nysgerrigt efter os, selvom dets mor prøvede at få det til at holde sig fra os.”

3. STORBYENS LANDSKABER

”Du behøver ikke at tage til den anden ende af landet for at få en oplevelse. Efter vi flyttede til Fyn, har vi været på de fleste sydfynske øer og pisket rundt i Svanninge Bakker, også kaldet ’De Fynske Alper’. Men for nylig havde vi en fantastisk tur i kano op ad Odense Å. Vi startede ude i Broby og padlede med strømmen. Undervejs kom vi igennem både et tilgroet mangrovelignende landskab, industriområder med fabrikker, lige gennem Odense Zoo og endte i Centrum af Odense. Man kan sagtens finde urbane eventyr.”

Tina Noregren, 42 år. Mor til to. Er uddannet lærer, naturvejleder og kano- og kajak­instruktør. Underviser pædagogstuderende i natur og udeliv på University College Lillebælt.

Siden hun kom dertil i 1949, har øen og dens lumske tidevand bragt hende både glæder og tragedier. Og mens mange sivede derfra, blev Marie Laverentz boende. I dag er Mandøs ældste beboer i fuld vigør – og danske småøer oplever en stille opblomstring.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jesper Vorre, Mandø Lokalhistoriske Arkiv

’MIE BOR HER’, står der på et lille skilt ved siden af hoveddøren, der er lidt skæv, fordi den skyllede i land på Mandøs kyst engang for mange år siden – for at blive genbrugt i Mies dørkarm. Hendes rigtige navn er Marie Laverentz, men på Mandø har man aldrig kaldt hende andet end Mie, siden hun flyttede hertil i 1949 sammen med manden Johannes og sønnen Jens Peter.

Familien boede på det sydjyske fastland, men under et besøg på øen til en grundlovsdagsfest forelskede særligt Johannes sig i øen, der dengang havde cirka 170 beboere. De købte et lille husmandssted, hvor der var jord nok til at holde heste, køer og grise og dyrke egen køkkenhave. Og når det ikke slog til, supplerede han indtægten som kusk for turister, der gerne ville køres ud i Vadehavet til den store sandbanke Koresand for at se på sæler og trækfugle.

Kirken på Mandø, hvor Marie Laverentz i flere perioder har arbejdet som kirketjener.

ÅRET I VANDKANTEN

Mandø ligger i Nationalpark Vadehavet mellem Fanø og Rømø og har status af naturreservat. I træk- og yngletiden er den en yndet destination blandt fugleelskere. Om sommeren kan man se sæler og tage på badetur. Efteråret byder på fænomenet sort sol samt blomstrende violet lyng.

ØLAND

Danmark har godt 400 øer. Omkring 70 af dem er beboede, og på godt 60 af dem bor der under 10.000 mennesker. 27 af de mindste har dannet interesseorganisationen Sammenslutningen af Danske Småøer, der tæller små helårssamfund med maksimalt 1.200 fastboende. I årene 2017-19 oplevede sammenslutningen for første gang siden slutningen af 90’erne, at befolkningstallet for gruppen som helhed steg flere år i træk. Det gjaldt dog ikke for alle øerne. Tilflytningen sker, hvor der er kortest færgetransport, og hvor der er skoler og lignende tilbud.

Som teenager rejste Jens Peter til Ribe for at arbejde på et landbrug, og da han en regnfuld februar-aften ville overraske sine forældre med et visit og på cykel begav sig ad ebbevejen hen over havbunden, blev han overrasket af vandet og druknede. Hans intetanende forældre fik beskeden om deres eneste barns død, efter at Jens Peter næste dag var blevet fundet af en lokal sømand.

”Jo, det var en hård besked at få,” fortæller Mie i bogen ’De sidste øboere’. 

”Men vi havde jo mere arbejde dengang. Det tror jeg var godt nok. At have noget at se til,” siger Mie.

Siden 1987 har hun været enke, og det er aldrig faldet hende ind at flytte. Eller at indstille sin daglige gåtur.

Mandø set fra luften.

FLOD, EBBE OG INTERNET

’ Øen blev delt i Gammel Mandø og Ny Mandø af en voldsom og dødbringende stormflod engang i 1500-tallet. Der er ikke enighed om, hvilket år orkanen ramte, men ifølge overleveringen destruerede den både huse og kirke i et øsamfund i trivsel. Igennem århundrederne kom de to øer stadig tættere på hinanden, og med det store havdige fra 1938 voksede de helt sammen igen. Indbyggertallet toppede med omkring 300 mennesker i slutningen af 1800-tallet. Snart efter begyndte folk at søge væk, blandt andet på grund af mangel på arbejde og mangel på jord til at brødføde befolkningen. Desuden fik overgangen fra sejl- til dampskibe mange af øens søfolk til at gå i land og finde beskæftigelse i landbruget. I dag bor der 38 mennesker, og sidste år var der en befolkningstilvækst på fem mennesker. Mandø er forbundet til fastlandet ad de to veje Låningsvejen og Mandø Ebbevej, men kun ved lavvande. Esbjerg Kommune arbejder på at gøre Mandø til en såkaldt Smart Island, et EU-støttet udviklingsprogram, der skal resultere i en digital formidlingsplatform med overblik over alle øens aktiviteter og muligheder for turisme og erhverv. Det har foreløbig givet mandøboerne et opgraderet internet og dermed forbedret muligheden for at have job på fastlandet og arbejde hjemmefra.

Du kan læse mere om Mie og andre beboere på 10 danske småøer i ’De sidste øboere’ af Christina Vorre, udgivet af L&R.

Ved Ringkøbing vil oplevelsescenteret Naturkraft vælte danskerne bagover med kuling og samtidig lære dem en ting eller to om klima. Rådgiver Jesper Theilgaard håber på en vind-vind-situation.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bjørn Ellermand og Torben Petersen

Du har titel af særlig rådgiver for Ringkøbings nye oplevelsespark Naturkraft. Hvorfor sagde du ja til den?

”Jeg blev kontaktet for et par år siden og syntes, projektet så vanvittig spændende ud. Der var ikke bare tale om underholdning, men om et center, hvor man som besøgende kan få noget viden. Når man har været igennem, skulle man gerne komme ud med en koncentreret oplevelse af den vestjyske natur – der er både klitområder, hede og skov – men også med en ny forståelse for menneskets indflydelse på naturen. Vi er forundt en klode, der kan skabe liv, fordi vi ved en tilfældighed under universets skabelse er kommet til at leve i den rette afstand fra solen. Den skal vi passe på. Hvis vi kan få det ind i folk, har vi vundet en del.” 

Hvad har du rådgivet omkring? 

”Naturkraft byder på flere forskellige udstillinger, der blandt andet viser Nordsøens påvirkning af landskabet og forklarer, hvorfor det altid blæser fra vest. De besøgende kan også deltage i et interaktivt klimaspil, hvor man skal få nogle fiktive kontinenter til at fungere bedst muligt i et pænt samspil mellem mennesker, natur og fødevarer. Hvis det går galt, smelter kontinentet i midten, der er af is. Jeg har været med til at sparre og diskutere, hvordan man bedst formidler sådanne temaer.”

Parken har en vindturbine, hvor man kan blive blæst igennem af vind, der bevæger sig med 18-20 meter i sekundet. Hvad kan man lære af det?

”Den giver dig en fornemmelse af, hvor voldsom vinden er. At kræfterne i naturen er gigantiske. Så kan man måske bedre forstå, hvad vinden kan flytte af vand og sand, og hvordan den kan påvirke landskabet. Det er fascinerende i sig selv, men giver en større forståelse i sammenhæng med udstillingerne, der for eksempel viser udviklingen fra istiden frem til i dag. De første mange tusind år styrede naturen, mens mennesket indordnede sig. Men gradvist blev det mennesket, der tog over og påvirkede vejret og klimaet, og i løbet af 1700-1800-tallet skete der et skifte.”

Så det er ikke, fordi man skal stå ved vindturbinen og tænke: ”Sikke det blæser, lad os straks omlægge alt til vindkraft”?

”Det er ikke meningen, at man skal føle nogen løftet pegefinger. Men hvis man indefra forstår sammenhænge og konsekvenser, har man måske en større lyst til at forandre sine vaner. Forhåbentlig giver det en eftertænksomhed.”

VEJRKORT 

Find vej til meteorologens yndlingssteder:

Skagen
”Man taler om Skagens lys, fordi lyset spejles af vandet – selv om Skagen ikke har patent på det, for man finder det også på for eksempel Anholt og Læsø. Men jeg kan lide at stå på Grenen og se Skagerrak og Kattegat brydes, se, hvordan Grenen ændrer form afhængigt af vindforholdene. Eller se, hvordan vinden æder af kysten efter en storm. Det er interessant, selv om det er destruktivt.”

Samsø
”Hvis du rigtig vil opleve vejret, skal du ud, hvor du kan se noget. Øvejr er specielt, det har mere solskin, fordi bygerne som regel falder over de større landområder. Derfor er øer et godt sted at observere skyer, der hele tiden udvikles og forandres, og byger, der står dér, men ikke her. Jeg har selv sommerhus på Samsø og kan godt lide at stå på Ballebjerg og kigge langt.”

Bornholm
”Bornholm har typisk et meget langt og lunt efterår, fordi det ligger tæt på kontinentets landmasse, der holder på varmen. Det betyder, at man finder morbærtræer og andre arter, der er sjældne andetsteds, og det giver en fortælling om, at klimaet er lidt anderledes. Det er dybt interessant, at Danmark, selv om det er et lille land, er meget forskelligt fra vest til øst.”