Indlæg

Siden hun kom dertil i 1949, har øen og dens lumske tidevand bragt hende både glæder og tragedier. Og mens mange sivede derfra, blev Marie Laverentz boende. I dag er Mandøs ældste beboer i fuld vigør – og danske småøer oplever en stille opblomstring.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jesper Vorre, Mandø Lokalhistoriske Arkiv

’MIE BOR HER’, står der på et lille skilt ved siden af hoveddøren, der er lidt skæv, fordi den skyllede i land på Mandøs kyst engang for mange år siden – for at blive genbrugt i Mies dørkarm. Hendes rigtige navn er Marie Laverentz, men på Mandø har man aldrig kaldt hende andet end Mie, siden hun flyttede hertil i 1949 sammen med manden Johannes og sønnen Jens Peter.

Familien boede på det sydjyske fastland, men under et besøg på øen til en grundlovsdagsfest forelskede særligt Johannes sig i øen, der dengang havde cirka 170 beboere. De købte et lille husmandssted, hvor der var jord nok til at holde heste, køer og grise og dyrke egen køkkenhave. Og når det ikke slog til, supplerede han indtægten som kusk for turister, der gerne ville køres ud i Vadehavet til den store sandbanke Koresand for at se på sæler og trækfugle.

Kirken på Mandø, hvor Marie Laverentz i flere perioder har arbejdet som kirketjener.

ÅRET I VANDKANTEN

Mandø ligger i Nationalpark Vadehavet mellem Fanø og Rømø og har status af naturreservat. I træk- og yngletiden er den en yndet destination blandt fugleelskere. Om sommeren kan man se sæler og tage på badetur. Efteråret byder på fænomenet sort sol samt blomstrende violet lyng.

ØLAND

Danmark har godt 400 øer. Omkring 70 af dem er beboede, og på godt 60 af dem bor der under 10.000 mennesker. 27 af de mindste har dannet interesseorganisationen Sammenslutningen af Danske Småøer, der tæller små helårssamfund med maksimalt 1.200 fastboende. I årene 2017-19 oplevede sammenslutningen for første gang siden slutningen af 90’erne, at befolkningstallet for gruppen som helhed steg flere år i træk. Det gjaldt dog ikke for alle øerne. Tilflytningen sker, hvor der er kortest færgetransport, og hvor der er skoler og lignende tilbud.

Som teenager rejste Jens Peter til Ribe for at arbejde på et landbrug, og da han en regnfuld februar-aften ville overraske sine forældre med et visit og på cykel begav sig ad ebbevejen hen over havbunden, blev han overrasket af vandet og druknede. Hans intetanende forældre fik beskeden om deres eneste barns død, efter at Jens Peter næste dag var blevet fundet af en lokal sømand.

”Jo, det var en hård besked at få,” fortæller Mie i bogen ’De sidste øboere’. 

”Men vi havde jo mere arbejde dengang. Det tror jeg var godt nok. At have noget at se til,” siger Mie.

Siden 1987 har hun været enke, og det er aldrig faldet hende ind at flytte. Eller at indstille sin daglige gåtur.

Mandø set fra luften.

FLOD, EBBE OG INTERNET

’ Øen blev delt i Gammel Mandø og Ny Mandø af en voldsom og dødbringende stormflod engang i 1500-tallet. Der er ikke enighed om, hvilket år orkanen ramte, men ifølge overleveringen destruerede den både huse og kirke i et øsamfund i trivsel. Igennem århundrederne kom de to øer stadig tættere på hinanden, og med det store havdige fra 1938 voksede de helt sammen igen. Indbyggertallet toppede med omkring 300 mennesker i slutningen af 1800-tallet. Snart efter begyndte folk at søge væk, blandt andet på grund af mangel på arbejde og mangel på jord til at brødføde befolkningen. Desuden fik overgangen fra sejl- til dampskibe mange af øens søfolk til at gå i land og finde beskæftigelse i landbruget. I dag bor der 38 mennesker, og sidste år var der en befolkningstilvækst på fem mennesker. Mandø er forbundet til fastlandet ad de to veje Låningsvejen og Mandø Ebbevej, men kun ved lavvande. Esbjerg Kommune arbejder på at gøre Mandø til en såkaldt Smart Island, et EU-støttet udviklingsprogram, der skal resultere i en digital formidlingsplatform med overblik over alle øens aktiviteter og muligheder for turisme og erhverv. Det har foreløbig givet mandøboerne et opgraderet internet og dermed forbedret muligheden for at have job på fastlandet og arbejde hjemmefra.

Du kan læse mere om Mie og andre beboere på 10 danske småøer i ’De sidste øboere’ af Christina Vorre, udgivet af L&R.

På stranden, i skoven og i storbyen. Landet er fuldt af familievenlige eventyr, hvis du kigger efter. Naturvejleder Tina Noregren viser vej til tre udendørs oplevelser, du skal give dine børn, og inspirerer til, hvordan du åbner deres øjne for naturen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

1. SKAB MINDERNE

”Allerede fra mine to døtre var i vuggestue og børnehave, tog jeg dem med ud i naturen og forsøgte at finde hemmelige steder, hvor fantasien kunne få plads. På Møn, hvor vi boede, havde vi lige i nærheden en lillebitte lysning i en skov, hvor der stod en stor sten tæt omkranset af træer og buske. Stenen kunne godt ligne en sovende bjørn, så vi kaldte stedet bjørnens hule. Her blev vi ved at komme tilbage. Det er godt at lave nogle traditioner. Og nogle gange skal man turde insistere, selv om ens børn ikke lige gider. Begge mine døtre har været spejdere, men da min ældste blev teenager, mente hun, at nu var hun færdig med naturen. Jeg tog hende med på en fuldmånekajaktur ud for Møns Klint, bare hende og mig. Det er en meget smuk oplevelse at ligge der i måneskinnet. Indimellem blev hun træt i armene, men jeg havde et reb med, så jeg kunne bugsere hende, og jeg havde varm kakao med, som vi kunne nyde på stranden, mens vi holdt en pause. Alligevel måtte jeg næsten tvinge hende med, da jeg ville gentage det de næste par år. For et par år siden skete det magiske, da hun selv spurgte mig: ’Hvornår skal vi egentlig på kajaktur?’ Det viste sig, at jeg havde tilbudt hende et hyggeligt ritual, og i dag taler hun om det som nogle af sine bedste livsoplevelser.”

2. STJERNERNE PÅ HIMLEN

”Alle børn skal have sovet under åben himmel. Det burde stå et eller andet sted. Vi har gjort det hjemme i haven på madrasser, eller vi har gjort det ude i naturen med liggeunderlag og sovepose. I foråret overnattede vi på Lakolk Strand på Rømø, og det er i det hele taget en god mulighed for at overnatte på strande, hvor reglen siger, at det er forbudt at slå telt op.   

Nu glæder jeg mig til efteråret, hvor der i perioder er meteorregn. Men jeg forsøger altid ikke at piske en stemning op omkring det, for det er ikke sikkert, man ser nogen, og så bliver man bare skuffet. Det vigtigste er bare at ligge der og tale sammen, og så ser man måske pludselig et stjerneskud. Generelt er det en oplevelse at være udenfor, når det bliver mørkt. Her i sommer gik jeg og min yngste datter tur på Ulvshale på Møn for at kigge på vilde heste. Da tusmørket sænkede sig, kom ræven ud for at jage, og et rålam fulgte nysgerrigt efter os, selvom dets mor prøvede at få det til at holde sig fra os.”

3. STORBYENS LANDSKABER

”Du behøver ikke at tage til den anden ende af landet for at få en oplevelse. Efter vi flyttede til Fyn, har vi været på de fleste sydfynske øer og pisket rundt i Svanninge Bakker, også kaldet ’De Fynske Alper’. Men for nylig havde vi en fantastisk tur i kano op ad Odense Å. Vi startede ude i Broby og padlede med strømmen. Undervejs kom vi igennem både et tilgroet mangrovelignende landskab, industriområder med fabrikker, lige gennem Odense Zoo og endte i Centrum af Odense. Man kan sagtens finde urbane eventyr.”

Tina Noregren, 42 år. Mor til to. Er uddannet lærer, naturvejleder og kano- og kajak­instruktør. Underviser pædagogstuderende i natur og udeliv på University College Lillebælt.

Ved Ringkøbing vil oplevelsescenteret Naturkraft vælte danskerne bagover med kuling og samtidig lære dem en ting eller to om klima. Rådgiver Jesper Theilgaard håber på en vind-vind-situation.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bjørn Ellermand og Torben Petersen

Du har titel af særlig rådgiver for Ringkøbings nye oplevelsespark Naturkraft. Hvorfor sagde du ja til den?

”Jeg blev kontaktet for et par år siden og syntes, projektet så vanvittig spændende ud. Der var ikke bare tale om underholdning, men om et center, hvor man som besøgende kan få noget viden. Når man har været igennem, skulle man gerne komme ud med en koncentreret oplevelse af den vestjyske natur – der er både klitområder, hede og skov – men også med en ny forståelse for menneskets indflydelse på naturen. Vi er forundt en klode, der kan skabe liv, fordi vi ved en tilfældighed under universets skabelse er kommet til at leve i den rette afstand fra solen. Den skal vi passe på. Hvis vi kan få det ind i folk, har vi vundet en del.” 

Hvad har du rådgivet omkring? 

”Naturkraft byder på flere forskellige udstillinger, der blandt andet viser Nordsøens påvirkning af landskabet og forklarer, hvorfor det altid blæser fra vest. De besøgende kan også deltage i et interaktivt klimaspil, hvor man skal få nogle fiktive kontinenter til at fungere bedst muligt i et pænt samspil mellem mennesker, natur og fødevarer. Hvis det går galt, smelter kontinentet i midten, der er af is. Jeg har været med til at sparre og diskutere, hvordan man bedst formidler sådanne temaer.”

Parken har en vindturbine, hvor man kan blive blæst igennem af vind, der bevæger sig med 18-20 meter i sekundet. Hvad kan man lære af det?

”Den giver dig en fornemmelse af, hvor voldsom vinden er. At kræfterne i naturen er gigantiske. Så kan man måske bedre forstå, hvad vinden kan flytte af vand og sand, og hvordan den kan påvirke landskabet. Det er fascinerende i sig selv, men giver en større forståelse i sammenhæng med udstillingerne, der for eksempel viser udviklingen fra istiden frem til i dag. De første mange tusind år styrede naturen, mens mennesket indordnede sig. Men gradvist blev det mennesket, der tog over og påvirkede vejret og klimaet, og i løbet af 1700-1800-tallet skete der et skifte.”

Så det er ikke, fordi man skal stå ved vindturbinen og tænke: ”Sikke det blæser, lad os straks omlægge alt til vindkraft”?

”Det er ikke meningen, at man skal føle nogen løftet pegefinger. Men hvis man indefra forstår sammenhænge og konsekvenser, har man måske en større lyst til at forandre sine vaner. Forhåbentlig giver det en eftertænksomhed.”

VEJRKORT 

Find vej til meteorologens yndlingssteder:

Skagen
”Man taler om Skagens lys, fordi lyset spejles af vandet – selv om Skagen ikke har patent på det, for man finder det også på for eksempel Anholt og Læsø. Men jeg kan lide at stå på Grenen og se Skagerrak og Kattegat brydes, se, hvordan Grenen ændrer form afhængigt af vindforholdene. Eller se, hvordan vinden æder af kysten efter en storm. Det er interessant, selv om det er destruktivt.”

Samsø
”Hvis du rigtig vil opleve vejret, skal du ud, hvor du kan se noget. Øvejr er specielt, det har mere solskin, fordi bygerne som regel falder over de større landområder. Derfor er øer et godt sted at observere skyer, der hele tiden udvikles og forandres, og byger, der står dér, men ikke her. Jeg har selv sommerhus på Samsø og kan godt lide at stå på Ballebjerg og kigge langt.”

Bornholm
”Bornholm har typisk et meget langt og lunt efterår, fordi det ligger tæt på kontinentets landmasse, der holder på varmen. Det betyder, at man finder morbærtræer og andre arter, der er sjældne andetsteds, og det giver en fortælling om, at klimaet er lidt anderledes. Det er dybt interessant, at Danmark, selv om det er et lille land, er meget forskelligt fra vest til øst.”