’MIE BOR HER’, står der på et lille skilt ved siden af hoveddøren, der er lidt skæv, fordi den skyllede i land på Mandøs kyst engang for mange år siden – for at blive genbrugt i Mies dørkarm. Hendes rigtige navn er Marie Laverentz, men på Mandø har man aldrig kaldt hende andet end Mie, siden hun flyttede hertil i 1949 sammen med manden Johannes og sønnen Jens Peter.
Familien boede på det sydjyske fastland, men under et besøg på øen til en grundlovsdagsfest forelskede særligt Johannes sig i øen, der dengang havde cirka 170 beboere. De købte et lille husmandssted, hvor der var jord nok til at holde heste, køer og grise og dyrke egen køkkenhave. Og når det ikke slog til, supplerede han indtægten som kusk for turister, der gerne ville køres ud i Vadehavet til den store sandbanke Koresand for at se på sæler og trækfugle.
Kirken på Mandø, hvor Marie Laverentz i flere perioder har arbejdet som kirketjener.
Som teenager rejste Jens Peter til Ribe for at arbejde på et landbrug, og da han en regnfuld februar-aften ville overraske sine forældre med et visit og på cykel begav sig ad ebbevejen hen over havbunden, blev han overrasket af vandet og druknede. Hans intetanende forældre fik beskeden om deres eneste barns død, efter at Jens Peter næste dag var blevet fundet af en lokal sømand.
”Jo, det var en hård besked at få,” fortæller Mie i bogen ’De sidste øboere’.
”Men vi havde jo mere arbejde dengang. Det tror jeg var godt nok. At have noget at se til,” siger Mie.
Siden 1987 har hun været enke, og det er aldrig faldet hende ind at flytte. Eller at indstille sin daglige gåtur.
Mandø set fra luften.
Du kan læse mere om Mie og andre beboere på 10 danske småøer i ’De sidste øboere’ af Christina Vorre, udgivet af L&R.
