MULIGVIS BLEV det første danske kort ridset ind i et lille stykke skifersten for omtrent 5.000 år siden. Arkæologer argumenterer i hvert fald for, at ridsningerne, der er fundet i nærheden af Vasagård på Bornholm, viser områdets agre og markskel.
Herfra skal man gøre et gevaldigt tidshop for at nå frem til egentlige danmarkskort. Imens udviklede kartografien sig i Mesopotamien, Grækenland og Rom, hvor marker, floder, byer og stadig flere lokaliteter på land, til vands og i verdensrummet blev nedtegnet. Kristendommen indrettede siden geografien med Jerusalem i centrum og Edens Have øverst, men renæssancen hev landkortene ned på jorden igen, og med kobberstikkunst og trykpresser blev de mere og mere udbredte. Samtidig tog handels- og opdagelsesrejsende ny viden med hjem.
I 1400-tallet voksede Danmark og Skandinavien frem på europakortene, og i 1427 tegnede Danmarks første anerkendte kartograf, Claus Claussøn Swart, på latin Claudius Clavus, det første kendte landkort over de nordiske lande. Alligevel tog det 400 år, inden Danmarks profil var skåret til, så vi genkender den i dag. Den hjemlige kartografi bredte sig som ringe i vandet og var mest nøjagtig tættest på korttegnernes bopæl. Sjælland, Skåne og Slesvig-Holsten kom tidligt nogenlunde på plads, mens Jyllands nordlige udkant længe måtte lide under uformelighed og sære pukler. Videnskaben byggede oven på ældre kort, og ofte blev fejl reproduceret.
Alligevel lykkedes det indimellem at afbilde kongeriget tæt på korrekt. For eksempel lavede den mordanklagede, men kun voldsdømte spion, søfarer og selvlærte kartograf Jens Sørensen omkring 1700 et kort, der ved første øjekast ligner et fra barndommens klasselokale. Men af angst for, at det skulle falde i svenske fjendehænder, hemmeligholdt flåden det, og først små 200 år senere blev det genopdaget. I mellemtiden fortsatte blandt andet Jylland med deformiteter.
Den største landvinding skete, da dan-kortet overgik fra enkeltmandsprojekter med vekslende sponsorat fra kongemagten til en hel afdeling under Videnskabernes Selskab, der trykte kort fra 1768 og fremefter. Med geometriske metoder genopmålte og beregnede selskabet hele landet forfra, kulminerende med det officielle kort fra 1841, som historien gjorde uaktuelt allerede efter 1864 med grænserykningen til Kongeåen.
’Kortlægningen af Danmark’ er udkommet i ’spisebords’-format hos Lindhardt og Ringhof.
1. MARCUS JORDAN, 1585
Det ældste bevarede danmarkskort af dansk oprindelse blev tegnet af Marcus Jordan, der var født i Holsten og blev professor i matematik ved Københavns Universitet. Hans lokalkendskab har været størst i Holsten og på Fyn, hvor der er flere stednavne end i resten af landet. Sjælland mangler sin odde, men har til gengæld Møn presset ind. Lolland og Falster er spejlet som yin og yang. Men flere steder, for eksempel omkring Limfjorden, er kortet langt mere detaljeret end sine udenlandske forløbere.
2. FREDERIK DE WIT, OMKRING 1680
I 1600-tallet var hollandske kartografer førende, og de Wit var blandt de mest produktive. I 1659 lavede han sit første kort, en temmelig unøjagtig gengivelse af Danmark. I 1680 fulgte han op med denne version, der havde en mere præcis kystlinje og et for sin tid højt informationsniveau. Kortet rettede en indgroet misforståelse: at Vendsyssel skulle være en by i Jylland. Samtidig stadfæstede det nye fejl, for eksempel Guldborg som en ø mellem Lolland og Falster samt Thy som en udposning på Jyllands ryg.
3. VIDENSKABERNES SELSKAB, 1841
80 år efter selskabet gik i gang med at kortlægge kongeriget, forelå det endelige resultat, der i nøjagtighed først blev forbedret i 1900-tallet med hjælp fra luftfoto og digitalisering. Kortet var det første, der ikke byggede på spredte målinger og upræcise vurderinger, men fuldt ud på systematisk opmåling. Oprindelig var det kortlæggernes hensigt at inkludere hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, men ved udgivelsestidspunktet gik de nationale ambitioner kun til Ejderen, og man nøjedes med Slesvig.
