LYDEN ER IKKE til at tage fejl af. Klik-klak. Klik-klak. I Folkehuset Absalon på Vesterbro i København, der er indrettet i en tidligere kirke, er den ugentlige bordtennistræning netop begyndt, og Anton Fairey, som er aftenens ’fixer’, byder velkommen. 

”Bordtennis eller croquis?” spørger han, som var det to ligeværdige tilbud. 

”Bordtennis,” svarer jeg og smider tasken på et af de farvede berlinerborde, der er skubbet til side. ”Super. Vi har et ’rundt om bordet’-bord til dem, der bare hygger, to i midten til double og så det dernede,” siger han og peger. Længst inde i rummet står et bord med et A4-ark tapet fast på siden. ’PRO’, står der. 

”Det er for de øvede. De er fandeme ikke for børn.” 

Han spærrer øjnene op. 

”Og … bare så du ved det,” fortsætter han. ”Det er her, de ender – dem, der ikke helt kunne finde ud af at være i en rigtig klub.” 

Sverige mod Kina i herredouble til OL i 2004. Foto: Jack Mikrut/AFP/Ritzau Scanpix

ET PAR UGER tidligere sad jeg i en rød velourstol i Empire Bio og så ’Marty Supreme’, hvor Timothée Chalamet spiller den amerikanske bordtennisspiller Marty Reisman. I filmen tonser han gennem 50’ernes New York med et tyndt overskæg på overlæben, dobbeltradet blazer på kroppen og et bordtennisbat dinglende fra hånden. Han spiller om penge i røgfyldte kælderlokaler på Manhattan, scorer en afdanket superstjerne og forsøger at slippe fri af en mafiaboss-lignende type, mens han jagter drømmen om at blive verdens bedste bordtennisspiller. Kompromisløst og med en manisk trang til at bevise både sit eget og sportens værd. 

Det ramte noget i mig. Og åbenbart også i mange andre. For hvornår har bordtennis været cool? Sådan for alvor? 

Går man på Reddit, har filmen, der er instrueret af Josh Safdie, sat gang i en mindre vækkelse. Flere hylder filmen, fordi den endelig portrætterer sportens rå intensitet med respekt frem for at reducere den til en komisk nørde-karikatur – som i for eksempel ’Forrest Gump’.

Ideen til filmen opstod, da Josh Safdies kone tilfældigt fandt et sjældent eksemplar af Marty Reismans selvbiografi fra 1974, ’The Money Player’, i en genbrugsbutik. Da Josh Safdie læste den, blev han blæst bagover af universet, der åbnede døre til en tabt efterkrigstids-subkultur af særlinge og gadehustlere i newyorker-miljøer, som mindede om hans egen onkel, der spillede bordtennis med de samme typer.

I bogen, der i dag er så eftertragtet, at den handles for tusindvis af kroner, beskriver Marty Reisman det hjerteblod, der gjorde ham til en kompromisløs purist. Da det tykke skumgummi-bat (det, vi kender i dag) blev introduceret i 50’erne og gjorde spillet lynhurtigt og præget af skru, nægtede han at overgive sig. Han holdt stædigt fast i sit gammeldags hårde gummibat uden skum – det såkaldte hardbat – han mente, at skumgummiet dræbte spillets sjæl og den rene, gribende klik-klak-lyd. 

DET BEGYNDTE I SFO’en i slutningen af 00’erne. Vi var en håndfuld, der spillede ’rundt om bordet’, mens vi ventede på vores forældre. Senere startede vi i klub i kælderen under Sorø Hallen. Det lavloftede rum var støbt i beton, og store, tykke stolper holdt fundamentet oppe. Man lærte hurtigt at passe på sine sidesteps, så man ikke torpederede en betonpille under en duel. Det lave loft betød, at de høje ballonbolde, som vi så den kinesiske stjerne Xu Xin ’The Cloud Walker’ lave på YouTube, var umulige. Kælderen var desuden base for en pærevælling af obskure sportsgrene, heriblandt compound-bueskydning. Inden vi kunne rulle bordene ud, skulle vi ofte bære gennemborede skumgummihjorte og kunstige harer ud af lokalet. 

Vores træner hed Allan. Han brugte sine weekender på at køre Sjælland tyndt i en Ford Fiesta Sport med kabinen duftende af sort kaffe og bat-træ. Uanset om turen gik mod rimfrostramte marker omkring Dalmosehallen syd for Slagelse til julestævne en mørk decembermorgen eller gennem hovedstadens flimrende lys til Brønshøj Grand Prix i Grøndalscentret, sad Allan lavmælt bag rattet og kørte. Han var en mand af få ord, men leveret med tykt vestsjællandsk tonefald faldt hans tørre pauseråd altid mellem sættene: ”Du kan vinde over alle, og du kan tabe til alle.” Eller den ultimative peptalk, når vi mødte spillere fra de store københavnerklubber: ”Du er oppe og spise kirsebær med de store drenge nu.”

Allan trænede os efter en klassisk europæisk skole med fokus på variation og spil fra både forhånd og baghånd. Han havde været på kurser i Bordtennis Danmark og lært øvelser af en anden Allan –   bordtennislegenden Allan Bentsen. 

Gleisdreieck Park i Berlin, 2019. Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

MEN VI VAR LIGEGLADE med Europa; vi var fascinerede af den kinesiske spillestil. Kineserne var så hurtige på fødderne, at de kunne dække store dele af bordet med forhånden. De spillede med det særlige penhold-greb, hvor håndtaget er kortere, og man holder om det, som når man holder på en blyant: Tommelfinger og pegefinger klemmer om forsiden, mens de resterende tre fingre bøjes og støtter let på bagsiden. Det gav en vanvittig bevægelighed i håndleddet. Stjerner som Wang Hao og Ma Lin spillede sådan.

Vi begyndte at bestille kemisk ’boosterlim’ og kinesiske DHS Hurricane-belægninger hjem fra lyssky hjemmesider i Kina. Når man smurte den tyktflydende lim på den stenhårde kinesiske svamp, skete der en kemisk forvandling. Svampen sugede væsken til sig, svulmede op og genererede en katapulteffekt, der forvandlede vores spil til en generator af fart og skru. Men kemien havde en pris. Det svulmende gummi sprængte rammerne og landede ofte på en ulovlig tykkelse af 4,4 millimeter. Den absolutte maksimumgrænse var – og er – fire millimeter rent. Vores modtræk var ikke raketvidenskab.

Før de store stævner sneg vi os ned i kælderen og spændte midten af battet op i en solid, tung skruestik af den slags, der stod boltet til de spættede træborde i folkeskolens sløjdlokale. Med håndkraft drejede vi håndtaget, til det knagede i bat-træet, og maste den opsvulmede skumgummi flad lige dér, hvor vi vidste, dommerne ville placere deres officielle måleværktøj. Når vi stod til batkontrol før en kamp, holdt vi vejret. Dommerens skydelære blev sat midt på battet, og som regel sneg det sig igennem kontrollen, godkendt til kamp, mens den ulovlige kinesiske booster stadig dampede svagt fra kanterne.

Hedebølge i Paris, 1948. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

I BORDTENNIS DANMARK kan man tydeligt mærke tidens begejstring. I 2025 (de seneste tal) var der 11.329 registrerede medlemmer. Sidst sporten havde så mange aktive spillere i Danmark, var i 1994. Ifølge direktør i Bordtennis Danmark Puk Kirkeskov Hvistendal er medlemstallet nærmest eksploderet de seneste år, og boomet er måske et ekko af en tabt guldalder. 

Spoler man tiden langt tilbage, var det nemlig introduktionen af det skumbat, som Marty Reisman foragtede, der satte skub i sporten. Det skete, efter at japaneren Hiroji Satoh i 1952 chokerede verden og vandt VM i Bombay, hvor han slog Marty Reisman ud i de indledende runder med en tyk svamp under gummiet. 

Senere, i 70’erne og 80’erne, rykkede bordtennisbordet ind på skoler, i SFO’er og ungdomsklubber, og op gennem 80’erne lå tallet stabilt på omkring 16.000 medlemmer. Men i 1991 knækkede kurven brat, og virkeligheden ramte de grønne borde. Det år blev World Wide Web offentligt tilgængeligt, og computeren trak de nørdede drenge ud af kælderen og ind foran skærmen. Medlemstallet raslede ned og ramte bunden i 2001 med blot 7.002 spillere. Og selvom Michael Mazes og Finn Tugwells OL-bronze i Athen i 2004 skabte en kortvarig ’bordtennis-feber’, forblev sporten i en lang årrække en hensygnende niche. Men nu er billedet vendt, og den lille, hvide plastikbold har ikke haft så stort et tag i danskerne i over 30 år.

”Bordtennis er jo nok den sport, som flest på et tidspunkt har prøvet. Bordtennisbordet står på stort set alle skoler og uddannelsesinstitutioner,” siger direktør Puk Kirkeskov Hvistendal og forklarer, at problemet har været, at folk ikke rigtig har opfattet det som en sport, man faktisk kunne gå til.

”Bordtennis har et beskedent væsen, men et stort potentiale” som hun formulerer det.

Bo Holmsgaard i Virumhallen, inden han drog til udlandet. Foto: Privat

EN AF DEM, der oplevede boomet i 70’erne, er 65-årige Bo Holmsgaard. Han startede i Virum, dengang landets førende klub, og spillede sig siden på landsholdet og videre ud i Europa. For ham handlede det dog ikke om at være med på en bølge.

”Var det cool? Det vil jeg nok ikke sige, at det var. Det har jo altid været en marginalsport. Men man skal huske, at rigtig mange havde gået på fritidshjem og i fritidsklub og spillet der. Og når folk så opdagede, at der faktisk lå en rigtig klub i nærheden, tog de derned,” forklarer han.

Klubberne var velbesøgte, men man måtte ofte dele pladsen med det øvrige foreningsliv. I Virum trænede de i kælderen, hvor bordene stod fast, mens man i andre klubber måtte rulle bordene frem og tilbage og dele halgulvet med idrætsgymnasterne. For de bedste spillere blev det danske miljø dog hurtigt en smule klaustrofobisk.

”Der kom et tidspunkt, hvor man bare mødte de samme spillere hele tiden, syntes jeg. Lars Hauth, Johnny Hansen – de samme og de samme. Derfor søgte jeg ud,” husker Bo Holmsgaard, der ikke fandt sine forbilleder herhjemme, men i Sverige.  

”Hvis man spillede på de såkaldte unionshold, særligt i Østdanmark, drog vi flere gange til turneringer i Sverige for at spille mod de bedste. Det var dér, vi så stjernerne. Hvis man var heldig at bo på Sjælland, kunne man endda se bordtennis på SVT. Dansk tv viste jo ikke særlig meget af det.”

Udlængslen sendte ham i 80’erne mod Italien, hvor han fik en professionel kontrakt. 

”Jeg kom til en by med 15.000 indbyggere, Sant’Elpidio a Mare, og eftersom bordtennis var byens førende sportsgren, og der kom en udlænding, var der stor interesse. Byens kendte skofirma havde bygget en bordtennishal efter alle kunstens regler, hvor tilskuerpladserne stod stejlt og tæt ved bordet i centrum, og de mange tilskuere skabte en intensitet, der var milevidt fra de danske kældre. Til vores hjemmekampe var der rigtig mange tilskuere. Der var skrål og hujen, og hallen var fuldstændig tåget af cigaretrøg.” 

PROFESSIONELLE BORDTENNISSPILLERE har i dag tårnhøje træningskrav på lige fod med tennis og fodbold, men ofte undergraver manglen på professionelle rammer det faktum.

”I Sverige testede man for mange år siden atleter på tværs af en masse forskellige sportsgrene, og der var stor overraskelse, da man fandt ud af, at bordtennisspillere besad den absolut største eksplosivitet i musklerne,” husker Bo Holmsgaard.

Den fysiske acceleration har i de seneste år skruet tempoet i vejret og ændret, hvor på banen duellerne afgøres. Mens Bo Holmsgaards generation i 70’erne og 80’erne brugte baghånden som en defensiv transportsluse for at kunne afgøre duellerne med tunge forhåndsslag, er det i dag det stik modsatte slag, der dominerer. 

Bo Holmsgaard sammen med Ding Yi og Don Aldo Baldassari, der fik ham til Italien i 1981. Foto: Privat.

Moderne elitespillere har nu rykket positionen helt tæt ind til bordkanten. Med introduktionen af det såkaldte banana flick, et aggressivt, overskruet baghåndsslag over bordet, hvor håndleddet vrides næsten naturstridigt fri af kroppen, er baghånden gået fra at være et passivt skjold til at blive sportens mest aggressive og uforudsigelige angrebsvåben. 

Den offensive baghåndsrevolution anføres i dag af den absolutte verdenselite, hvor spillere som Wang Chuqin og Lin Shidong dikterer tempoet direkte fra baghåndshjørnet. Samtidig udnytter profiler som Lin Yun-ju og franske Alexis Lebrun slagets uforudsigelighed til at skabe skæve, dybe vinkler, der førhen var umulige. 

EFTER PREMIEREN PÅ ’Marty Supreme’ diskuterede man filmen i radioprogrammet ’Vi ser på det’ på Radio IIII. Her beskrev vært Mikkel Lind Sorgenfrey sporten som noget, han tidligere havde placeret i samme kategori som ”brætspil, curling og petanque”.

”Det er jo tennis på et bord,” lød det i studiet, mens den tidligere danske topspiller Mie Skov sad med som gæst. Først efter filmen, indrømmede værten, var han begyndt for alvor at se bordtennis som en ”rigtig sport”. 

Det er svært at fastholde det billede sådan en aften i Folkehuset Absalon. Klik-klak-lydene giver ekko i det høje kirkeloft, og en mand i fyrrerne kaster sig fra side til side i stive cowboybukser og ternet skjorte. Sveden breder sig i mørke plamager ned ad ryggen på ham. Duellen ender med, at han i bedste John McEnroe-stil kaster sig frem, vinkler håndleddet og lægger en kort bold helt oppe ved nettet. Det er 44-årige Emil Hovad, der netop har leveret et af aftenens højdepunkter. ’Rundt om bordet’-bordet bryder ud i klapsalver. En gruppe internationale studerende ser lettere chokerede ud.

”Det har været ret motiverende at begynde at spille bordtennis her,” fortæller Emil Hovad efter kampen, mens han står og puster ud, inden næste duel går i gang.

”Der kommer alle mulige niveauer. Også nogle, der faktisk har spillet i klub.”

Han skiftede selv fra tennis til bordtennis efter problemer med skulderen.

”Man skal ikke løbe helt så meget,” siger han og griner, mens han tørrer panden. 

”Men det er bare sjovt.”

BORDTENNIS BLIVER OFTE kaldt ’verdens hurtigste sport’. Den lille plastikbold på 2,7 gram kan flyve af sted med op mod 150 km/t. På millisekunder skal spilleren aflæse små nuancer: hvilket spin modstanderen har sat i bolden, hvordan håndleddet vinkler, og hvor øjnene afslører, at næste slag er på vej hen. Det er som at spille skak på speed. Hver bold er et træk, og det handler om at regne sin modstander ud. Farten er fascinerende, men også -en udfordring. For det utrænede øje kan sporten være svær at følge med i. 

Det paradoks blev tydeligt, da jeg i oktober 2012 tog toget til Herning for at se EM i bordtennis. Jeg forventede en sitrende, tætpakket superarena, men i Jyske Bank Boxens enorme, dunkle mørke punkteredes illusionen ved dørtrinnet. Ganske vist stod stjerner som Timo Boll, Werner Schlager og Vladimir Samsonov på gulvet, men hvor var publikum? 

Danmarks to hovednavne, Michael Maze og Mie Skov, var blevet slået ud i de indledende runder, og de to choknederlag havde trukket luften fuldstændig ud af billetsalget. 

Boxen, der er bygget til at rumme 15.000 skrålende fans, føltes som en katedral af beton. Resten af weekenden sad publikum spredt på de tusindvis af tomme, gule plastiksæder, hvor der lå oppustelige plastikklappere som en flad påmindelse om den jyske bordtennisfest, arrangørerne havde forestillet sig. 

VM i bordtennis i Shanghai, 2005. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

I ÅRTIER HAR sporten forsøgt at gøre sig mere seervenlig. Boldene er blevet større og langsommere, og ved nyere internationale turneringer spiller man nu på sorte borde i mørke arenaer med spotlys og slowmotion-grafik, der tegner streger efter bolden for at gøre spin og vinkler synlige for publikum. Men måske var det noget andet, bordtennis ventede på. Måske var det TikTok. For verdens hurtigste sport passer godt til verdens hurtigste medievirkelighed.

En af dem, der har mærket det, er bordtennisspiller Daniel Simonsen. -Eller ’The Dane’, som mange kender ham som på YouTube-kanalen ’Table Tennis Daily’, der har mere end en halv million abonnenter. Her har han spillet mod nogle af sportens største profiler, blandt andre den tidligere verdensmester Zhang Jike og den tyske legende Timo Boll. 

”Du har 2-3 sekunder til at fastholde seeren, og der er bordtennis bare perfekt,” fortæller Daniel Simonsen, der forklarer, at sporten passer usædvanlig godt til det såkaldte short form content, der dominerer sociale medier lige nu.

”Hvis ikke du har blikfanget med det samme, så scroller folk videre.”

Bordtennis har længe haft et paradoksalt problem, forklarer han: Sporten er ekstremt seværdig, når bolden er i gang, men der er for meget ventetid mellem duellerne.

”Det er jo meget serv, retur, færdig. Og så skal man hente bolden og tørre hænder og sådan noget. Men når der er de der fede dueller, er det jo sindssygt seværdigt.”

Og det er netop derfor, sporten fungerer på sociale medier. Her bliver alt det langsomme skåret væk.

En af Daniels egne videoer rundede for nylig 1,2 millioner visninger på TikTok.

”Jeg server, laver en ’bag om ryggen’, og så bliver folk sådan: ’Wow, gjorde han lige det?’ Og så slutter jeg af med en stopbold. Færdig.”

I SVERIGE ER OL-sølvvinderen Truls Möregårdh blevet en decideret stjerne. En af den slags sportsfolk, alle svenskere pludselig ved, hvem er. Han har hundredtusindvis af følgere på Instagram og laver reklamer for alt fra sportsudstyr til Risifrutti. 

Til OL i Paris i 2024 leverede Möregårdh turneringens største sensation, da han slog verdens-etteren Wang Chuqin og siden spillede sig til finalen og en olympisk sølvmedalje. Bordtennis var den sport i Sverige, der voksede mest mellem 2023 og 2024, og i Sverige taler man ligefrem om ’Truls-effekten’. 

Den pludselige feber bunder imidlertid i en dyb arv. I slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne var Sverige verdens førende bordtennisnation. Jan-Ove Waldner, Mikael Appelgren, Jörgen Persson, Erik Lindh og Ulf Carlsson udgjorde en gylden generation, hvor Sverige havde spillere i verdenseliten på stribe. Ved VM i Dortmund i 1989 decimerede svenskerne den kinesiske overmagt med en historisk 5-0-sejr i holdfinalen. To år senere, ved VM i Chiba i 1991, blev singlefinalen et rent svensk drama: Jörgen Persson slog Waldner og blev verdensmester. I 1992 fuldendte Waldner myten, da han vandt OL-guld i Barcelona. 

Jan-Ove Waldner. Foto: Maja Suslin/TT/Ritzau Scanpix

Sverige havde stærke klubber, fyldte haller og en generation af gode spillere, hvor Jan-Ove Waldner var den største. I Kina fik han tilnavnet Lao Wa – ’Gamle Waldner’ – og blev så berømt, at han ikke kunne gå i fred på gaden. 

Det svenske mærke Stiga spillede en afgørende rolle i at bære den bølge frem. Virksomheden, der i dag måske er mest kendt for robotplæneklippere og havemaskiner, udgjorde fundamentet.  Allerede i 50’erne revolutionerede Stiga markedet, da de ansatte den svenske mester Tage Flisberg til at designe historiens første signatur-bat. I årtierne efter perfektionerede Stiga håndværket med svenskproducerede bat, hvor ultratynde lag af træ blev limet sammen for at give den helt rigtige, organiske boldfølelse. Da den gyldne generation i gule og blå Stiga-dragter i en periode kvaste de kinesiske stjerner, handlede det ikke kun om at slå til en bold. Stiga skabte en cool svensk æstetik, der kombinerede svensk træhåndværk med spillernes offensive og seværdige spillestil. 

I dag er det svenske landshold igen i vækst og med et markant dansk islæt. Michael Maze blev i august præsenteret som ny svensk landstræner, og Danmarks vel nok største bordtennisikon står nu i spidsen for at føre den svenske ’Truls-effekt’ videre i kampen mod den kinesiske overmagt.

MAN BEHØVER IKKE krydse Kattegat for at finde karismatiske skikkelser. Også herhjemme fik sporten under OL i 2024 sin egen stjerne, Anders Lind. Ser man på ham, er der faktisk noget ved ham, der minder om Marty Supreme. Det lidt uregerlige hår. Overskægget. Måden, han spiller på, som om hvert point er et slagsmål, der skal vindes. 

I Idrættens Hus i Brøndby, der er fyldt med kontorer og sportsforbund, holder bordtennisspillerne til nederst i bygningen. På vej ned ad trapperne hænger runde skilte med nogle af de største bedrifter i dansk bordtennishistorie:

”OL-bronze (Athen 2004): Michael Maze og Finn Tugwell.” ”EM-guld i single (Stuttgart 2009): Michael Maze.” Og tættest på indgangen: ”Slår verdens nummer ét (Beijing 2024): Anders Lind.”

I hallen er Danmarks bedste bordtennisspiller allerede i fuld gang med at varme op. Sammen med Jonathan Groth, Tobias Rasmussen og det unge talent Johan Havsteen spiller han fodboldtennis på det røde halgulv. Johan Havsteen kæmper lidt med teknikken, og Anders Lind, der netop er hjemvendt fra en turnering i Singapore, tager stort set alle boldene selv. 

”Når han rejser rundt i Asien, kan han nærmest ikke gå udenfor,” fortæller Linus Mernsten, landstræner for det danske bordtennislandshold. ”Derovre er Anders en rockstjerne. Vi tager taxa alle steder.”

Under OL i 2024, mens andre atleter formentlig sad i et isbad eller fyldte elektrolytter på systemet, efterlyste Anders Lind kanelsnegle og Red Bulls i OL-byen. På mange måder er han det stik modsatte af den moderne polerede eliteatlet. Han taler hurtigt, småbander under træningen og sender med jævne mellemrum frustrerede blikke mod landstræneren, når en bold ryger i nettet.

”Selvfølgelig skal man have respekt for folk, og det synes jeg også, jeg har. Jeg kan godt lide at leve livet i sjette gear,” fortæller han i pausen og fortsætter: ”Det tror jeg, mange kan relatere til: At jeg står ved, hvem jeg er – også når kameraet er tændt.”

Anders Lind er samtidig meget bevidst om, hvad synlighed betyder for en lille sport som bordtennis. Da han selv voksede op, var Michael Maze manden, der gjorde drømmen konkret.

”Hold kæft, han var en fed spiller. Han var en af grundene til, at jeg tænkte: Okay, man kan faktisk godt komme fra Danmark og nå verdenseliten.”

Anders Lind til OL i Paris 2024.Foto: Isabel Infantes/Reuters/Ritzau Scanpix

TISCHTENNIS hedder det i Tyskland, og særligt landets hovedstad har været med til at udbrede fænomenet. I en artikel fra 2015 i magasinet The Berliner beskrives de grønne betonborde som et af de mest udbredte visuelle symboler på byens identitet – på linje med graffiti og de slidte Spätkauf-kiosker. Gennem årene har bordtennisbordene udviklet sig til faste samlingspunkter i bydele som Prenzlauer Berg og Kreuzberg, og i Mauerpark og langs Paul-Lincke-Ufer spilles der dagligt kampe. Blandt spillerne ses ofte grafiske designere, tøjstylister og technoproducere, og fænomenet har længe strakt sig ind i byens kunst- og musikmiljøer. Technoklubben Humboldthain Club har i over et årti arrangeret ugentlige tirsdagsaftener under titlen ’Open Decks & Tischtennis’, der kombinerer elektronisk musik og bordtennisborde. 

Omfanget af byens bordtennisbegejstring afspejles på hjemmesiden pingpongmap.net, der kortlægger offentlige udendørsborde i alverdens storbyer. Mens København i 2026 er registreret med 47 offentlige udendørsborde, tæller Berlin 2.842. 

At bordtennis blev en del af den berlinske gadekultur, skyldes egentlig en byplanlægningsbeslutning under den kolde krig. Op gennem 70’erne og 80’erne opstillede myndighederne i både Øst- og Vestberlin tusindvis af massive, hærværkssikre betonborde i parker og boliggårde som et billigt og vedligeholdelsesfrit folkesundhedstilbud til borgerne. 

Og da byens unge kunstnere og bz-bevægelsen efter Berlinmurens fald i 1989 overtog de tomme, industrielle byrum i det tidligere Østberlin, stod de gratis betonborde klar under åben himmel som naturlige mødesteder. Det krævede intet medlemskab og intet udstyr ud over bat og bold. Når mørket faldt på, og vinteren gjorde udendørsspil umuligt, rykkede kulturen indenfor. Her blev især ét sted kult: baren Dr. Pong på Eberswalder Straße i Prenzlauer Berg, der var – og er – arnestedet for natklub-bordtennis. Indretningen var spartansk, og rummets centrum var et slidt bordtennisbord under et gulligt lysstofrør. Her mødtes folk under en tæt sky af cigaretrøg for at spille Rundlauf, den berlinske udgave af ’rundt om bordet’, til tunge dj-beats. I dag ser man lignende koncepter herhjemme, som Shen Mao ved åen i Aarhus, Dupong på Nørrebro og Folkehuset Absalon på Vesterbro i København.

Verdensmesterskaberne i bordtennis i Shanghai. Foto: Kin Cheung/Reuters/Ritzau Scanpix

ALLEREDE I ’SPORTSDIGTE’ fra 1967 skrev Jørgen Leth om sine to favoritsportsgrene: cykling og bordtennis. Når han beskriver længslen efter en god baghånd, lyder sporten pludselig næsten eksistentiel: ”Jeg kunne tvinge en kamp et bestemt sted hen med min forhånd, jeg har altid drømt om at eje en baghånd, den bli’r ved med at gro i min drøm.”

Kasper Schübeler, founder af Flatlist Eyewear og en del af den københavnske modebranche, har selv spillet bordtennis på højt niveau i Brønshøj i årevis. Han mener, at sporten længe har manglet noget, som tennis – og padel – har været ekstremt dygtige til: at skabe et æstetisk univers omkring sig.

”Der er jo noget cool i tøjet,” siger han og fortæller om ikoniske kinesiske landsholdsdragter fra Li-Ning med dragemotiver ned ad ryggen.

”Noget af det gamle Butterfly-tøj er også super svedigt.”

Problemet er bare, mener han, at sporten aldrig rigtig har formået at bygge videre på det.

”Det er helt vildt, at sådan en som Anders Lind stadig spiller i Donic-trøjer, der ligner noget, vi selv spillede i for 20 år siden.”

Hos Flatlist har de allerede talt om samarbejder med Butterfly eller Stiga og snakket med en snedker om at bygge et speciallavet bordtennisbord.

Ude i butikken prøver to veninder solbriller, og det er måske ikke ligefrem her, man forventer at høre en samtale om moderne aggressivt baghåndsspil.

”Det uncool kan godt være cool, ikk’?” siger Kasper Schübeler.

Skak eksploderede i popularitet efter serien ’The Queen’s Gambit’, selv fuglekiggeri er blevet omtalt som en hot girl hobby på sociale medier, og måske er bordtennis det næste. 

”In 2026, table tennis is a different beast,” hedder det i en Lacoste-kampagne, der sammen med Highsnobiety og Zalando har skabt ’Croco League’, hvor kreative fra hele Europa skal mødes omkring bordtennis. Kasper Schübeler læner sig tilbage i stolen.

”Der ligger noget og ulmer. Det er der helt sikkert nogle, der snart får øjnene op for,” siger han.

Foto: Yale Joel/Shutterstock/Ritzau Scanpix

I FOLKEHUSET ABSALON har 32-årige Prince Asare netop trukket lod om serven. Han spiller i høje shorts med T-shirten stoppet ned i dem. Prince har spillet bordtennis i mange år og er kommet fast til træningerne i Absalon, siden de begyndte for 10-11 år siden.

”Det er, som om folk går mere op i det nu. Det giver lidt credit lige at kunne vise, at man er nogenlunde god,” siger han

For Prince Asare handler bordtennis om at finde tilbage til den barndomsglæde, sporten giver ham, og om at mødes med andre mennesker.

”Kulturen er bare at mødes rundt om bordet og slå nogle slag – uanset niveau og alder. Det er et fedt community, hvor der er plads til alle,” siger han.

Da jeg forlader den tidligere kirke, er de sidste kampe stadig i gang inde i salen. En gruppe udvekslingsstuderende spiller ’rundt om bordet’ med rødvinsstemmer og røde kinder. Længere henne står to mænd i halvtredserne og spiller uden at føre regnskab, bare for hyggen. Længst inde i rummet, ved bordet med ’PRO’-skiltet, er duellerne hurtigere. En ung fyr med rødt pandebånd kvitterer en høj retur med den flade baghåndsdrøm, Jørgen Leth beskrev i 1967. Modstanderen når akkurat ikke frem til bolden, der rammer kanten. Han tørrer sved af panden i trøjeærmet. Så gør han næste serv klar.