Indlæg

Vi har samlet junis bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Andre Meier

EUROPA PÅ TOPPEN

Går feriedrømmene sydpå? Kører de på skinner? Så kan det være, du skal konsultere ’Turen går til’-seriens seneste skud på (tog)stammen. Bogen guider til det europæiske jernbanenets tre hovedårer fra det nordlige knudepunkt Hamborg og hele vejen til henholdsvis Lissabon, Palermo og Athen med baggrundsartikler, praktiske oplysninger, de bedste tips til banegårdskvartererne og udførlige beskrivelser af store oplevelser i højderne, med havudsigt eller helt ude i krogene. Det er journalisterne Michelle Arrouas og Marie Louise Albers, der har haft den hårde tjans at rejse kontinentet tyndt.

’Turen går til Europa med tog’ er ude på Politikens Forlag.

Foto: Pernille Klemp

FLOT SNIT

Der er smukke kvinder, tapre soldater, bryske samuraier, karakterfulde skuespillere og poetiske landskaber på plakaten hos Designmuseum Danmark, der viser japanske træsnit fra magasinerne. Træsnittet var i århundreder i sig selv en slags plakat. En masseproducerbar kunstform, der skildrede livet i de japanske storbyers forlystelseskvarterer. Senere blev den også brugt til propaganda, en udvikling, der ses på udstillingen, der begynder med smukke kvinder (læs: prostituerede) fra 1700-tallet og slutter med patriotiske scener fra 1900-tallets russisk-japanske og kinesisk-japanske krige.

’I krig & kærlighed’, Designmuseum Danmark, frem til 5. januar 2025. Snittene kan også ses i Strandberg Publishings nye bog ’Begærets billeder’.

Foto: Nic Lehoux

RO PÅ

Klaksvík, Færøernes vigtigste fiskerihavn, er kendetegnet ved sit spektakulære fjordlandskab og en ubønhørlig vind. Den sidste faktor er medtænkt i tegnestuen Henning Larsens årelange projekt i bykernen, hvor nyopførte boliger og offentlige bygninger ikke følger et gadenet, men er strøet ud, så de giver hinanden og de forbipasserende mest mulig læ. Den nye byplan er omtrent halvt gennemført. Blandt det seneste byggeri finder man roklubbens nye klubhus, der spejler det grønne landskab og skal lokke såvel sportsfolk som turister til Færøernes næststørste by.

Foto: MuJu

DRØN PÅ DIALOGEN

I 2019 grundlagde vennerne Said El Idrissi og Dan Meyrowitsch verdens vistnok første motorcykelklub med fokus på muslimer, jøder og andre religiøse og etniske minoriteter. Muju & Co MC Danmark tæller i dag medlemmer fra blandt andet Nørrebro, Østerbro, Brønshøj og Brøndby, og 9. juni kan du opleve klubbens to stiftere, når Det Jødiske Hus i København indbyder til Jødisk Kulturfestival. På festivalen kan du også spise dig mæt i kosher-lækkerier, lytte til østeuropæisk klezmer-musik, se overrabbiner Jair Melchior forsøge at bygge bro over kulturkløften sammen med tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic og høre journalist Jotam Confino fortælle om mediedækningen af 7. oktober – og hvordan den har ændret konflikten mellem Israel og Palæstina.

2.-9. juni. Læs mere på jkfestival.dk

Foto: Hotels.com

FORBUDEN FRUGT

Under du dig selv en pilsner fra minibaren, eller holder du dig tilbage med tanke på den overpris, du ender med at betale – også selv om halsen skriger på belønning oven på rejsen? Ifølge en undersøgelse foretaget af Hotels.com kan næsten halvdelen af danskerne (43 procent) huske, at de som børn fik at vide, at de aldrig måtte røre minibaren, når de boede på hotel med deres familie. Måske er det derfor, at 75 procent af os ifølge undersøgelsen kan lide at tage noget fra hotellets minibar, og at 46 procent kigger på minibaren som det første, når de tjekker ind. I øvrigt indrømmer 26 procent, at de har taget noget fra minibaren og derefter returneret det tilsvarende produkt fra et supermarked.

Vi har samlet majs bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Peddy Moberg/TT

BRØLET FRA 20’ERNE

Vi er midt i dem nu, men bliver dette årti mon lige så roaring som 1920’erne? Tag til Kulturen i Lund i Sverige, og find måske svaret i udstillingen ’2 tjugotal’, hvor du i en tidstunnel kan gå på opdagelse i årtiet for 100 år siden, der på mange måder formede skitsen til vores moderne samfund – og sammenligne det med dit eget, nutidige årti. Det er ikke kun motorcykler og kondomer, det er frigørelse, polarisering, konspirationsteorier og populisme – fra før til nu – med overraskende ligheder. Og toget kører næsten lige til døren. 

Se mere på kulturen.com

Foto: Marika Parum

KROPUMULIG I VEJLE

Mange går måske rundt og tror, at nutidens kropsidealer kommer fra TikTok, Instagram og alle mulige andre SoMe-platforme, men stammer de faktisk fra oldtidens Grækenland? Spørgsmålet stilles på Vejle Kunstmuseum, der i udstillingen ’Kropumulig kroputrolig’ sætter fokus på, hvordan de antikke skønheds­idealer stadig påvirker os i dag. Gå på opdagelse, og find måske selv svaret i museets udfordrende blanding af oldgamle og nutidige kunstværker. Udstillingen vises indtil 15. december.

Se mere på vejlemuseerne.dk

THE STORY OF MCARINE

”Bag dens perlemorsfarvede matte ydre gemmer der sig voldsomme historier om krig, globalisering, døde blåhvaler, vrede smørbønder, giftige transfedtsyrer, banebrydende dansk forskning og forarbejdet mad.” Sådan lyder beskrivelsen af udstillingen ’Margarine’, som du kan opleve på Medicinsk Museion. Lyt eventuelt også til podcasten ’Margarine­manden’ om professor Steen Stender, der i to årtier og i hundredvis af supermarkeder købte kiks og kager – for at forske og redde menneskeliv.

Vises til 22. december. Se mere på museion.ku.dk

Foto: MACA Museum

BANKSY BANKER PÅ

Han er her, der og alle vegne, verdens mest berømte nulevende kunstner, som alle kender, men som ingen ved, hvem er. Vil du tættere på det, der var med til at forme den verdensberømte anonyme gadekunstner, kan du besøge MACA Museum i Toldbodgade nær ved Nyhavn, der viser særudstillingen ’Banksy & gadekunst: De tidlige år’, som udforsker Banksy som graffitikunstner i hjembyen Bristol og som en del af byens undergrundsscene i de tidlige 90’ere. 

Udstillingen åbner 1. maj. Se mere på macamuseum.com

Foto: Evolutions­museet

PÅ SPORET AF EN SVUNDEN TID

Vil du følge i dinosaurernes fodspor, så tag til Evolutions­museet i Knuthenborg på Lolland, og oplev ægte aftryk – også kaldet ­ichnites – fra kæmpedyrene, der engang for længe siden blev sat i USA og i Grønland. Museet, der også udstiller sjældne fossiler fra dinosaurer og andre fortidsdyr, laver særudstillingen i samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum. 

Se mere på museumofevolution.com

Vi har samlet aprils bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Masayoshi Sukita

‘HEROES’ HINSIDAN

Er du en af dem, der ikke kan få nok af musikeren og myten David Bowie, så tag over sundet, og drøm dig væk i mere end 100 ikoniske fotografier af legenden – fra 70’erne og frem. De ikoniske billeder, der er taget af den japanske fotograf Masayoshi Sukita, kan ses på Regionmuseet i Kristianstad, og de giver både et svælgende indblik i helten over dem alle og i de to kunstneres tætte samarbejde. Udstillingen ’Bowie & Sukita – Heroes’ kan ses indtil 1. september. Tager du Øresundstoget, stopper det behageligt tæt på Bowie. 

Se mere på regionmuseet.se

Foto: Morten de Fine Olivarius

SKUD I BYEN

Har du motiv, mulighed, og brænder du for et godt skud, var det måske en idé at deltage i fotokonkurrencen ’Fang din by’. Konkurrencen, som Dansk Arkitektur Center (DAC) afholder for niende år i træk, fokuserer i år på bæredygtig skønhed, og de bedste fotografier udstilles til sommer på Bryghuspladsen ved DAC, på biblioteker i Kalundborg, Herlev og Høje-Taastrup samt på internationale kulturinstitutioner i blandt andet Holland og Italien. Sidste frist for indsendelse af fotos er 1. maj.

Se mere på dac.dk

Foto: Søren Kjeldgaard for Forskningens Døgn

HIV EN FORSKER I LAND

Vil du bygge en robot eller blive klogere på alt fra knogleskørhed til elbiler? Mulighederne er mange, når videnskabsfestivalen Forskningens Døgn ruller sig ud over hele Danmark i perioden 19.-26. april med mere end 700 events. Festivalen åbner 19. april i København og kører derefter videre på landets universiteter, hospitaler, skoler og virksomheder i form af videnskabscafeer, foredrag, forsøg, rundvisninger og debatter. Derudover kan man også invitere en forsker hjem i sin egen stue.

Se hvem, hvor, hvornår og hvordan på forsk.dk

Foto: Thao Nguyen Phan

ER DU OGSÅ PHAN?

Stemningsfulde filminstallationer, minutiøse lakmalerier, lysskulpturer og sarte akvareller. Det er noget af det, du kan opleve på Kunsthal Charlottenborg, der i udstillingen ’Reincarnations of Shadows’ viser mere end 100 værker af den verdenskendte vietnamesiske kunstner Thao Nguyen Phan. Soloudstillingen er Phans første i Skandinavien, og den undersøger hendes hjemlands turbulente historie. Det er lokalt mod globalt, det er tradition mod modernitet, det er øst mod vest – og omvendt. 

Se mere på kunsthalcharlottenborg.dk

Hun flyttede til Aarhus, startede på psykologi og følte sig ensom. Dulmede skuffelsen med sangskrivning, droppede ud og dykkede ned i melankolien på livets sidelinje. Undervejs vandt hun udmærkelser og lytterhjerter, og i år står hun på nogle af landets største scener. Vi spurgte Pil, hvordan det føles at være midtpunkt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Sebastian Stigsby

Du gik på musikskole i Farum, hvor du kommer fra, og I havde klaver i hjemmet. Hvornår begyndte du at tro på musik som en levevej?

”Længe var det en abstrakt drøm. Tænk, hvis jeg engang blev sådan en musikertype, der kan leve af det. Det tog lang tid, før jeg tænkte: ’Jeg tror, det er det her, jeg er god til.’ Jeg forestillede mig, at jeg skulle have en uddannelse og det, nogen vil kalde et normalt arbejde. Så jeg flyttede til Aarhus og begyndte på psykologi. Jeg havde hørt, at Aarhus er en fed studieby, og det tror jeg også, den er for rigtig mange, men det gik ikke, som jeg havde regnet med. Jeg var enormt ensom og havde svært ved at få nye venner. Det virkede, som om det akademiske kom før det sociale for mange af de psykologistuderende på min årgang. Studiet var meget læsetungt, og jeg havde meget tid med mig selv, så jeg skrev en masse sange som overspringshandling. Når jeg sad på mit kollegieværelse og plingede på mit halvdårlige el-keyboard, havde jeg det dejligt. Jeg var inspireret af storladen popmusik som Mew, Kashmir og Lana Del Rey og skrev nogle lidt kryptiske engelske tekster og prøvede at komme ind i et musikalsk univers, der var mit eget. Halvandet år gav jeg psykologistudiet. Noget var spændende, andet kedeligt. Jeg droppede ud i løbet af det semester, hvor vi havde om statistik.”

Hvordan kom du til at skrive på dansk?

”På et tidspunkt genopdagede jeg Medina. Det var magisk, tænkte jeg, hvordan hun havde lavet sin egen genre, en slags ked af det-popsange, man kan danse til. Jeg prøvede at skrive en Medina-sang. Jeg havde en idé om, at jeg ville sende den til hende, ’Nattely’ hed den.  Jeg beholdt sangen selv og ­begyndte at synge den live, når jeg var ude at spille cafékoncerter i det små. Jeg havde en masse engelske sange og den her ene danske, og det var, som om stemningen ændrede sig, når jeg spillede den. Folk begyndte fak­tisk at lytte efter. Jeg var begyndt at arbejde sammen med en producer, der hedder Emil Lei, og vi indspillede ’Nattely’ og udgav den på Spotify. Og selvom vi ikke gjorde noget for at promovere den, kunne vi se, at folk begyndte at lytte til den. Senere genindspillede jeg sangen med titlen ’Når du går herfra’. Den blev startskuddet til min dansksprogede rejse, og den dag i dag oplever jeg ofte, at folk kender den sang, uden at de ved, hvem jeg er. ’Gud, er det dig, der har lavet den,’ siger de.”

I 2021 deltog du i ’KarriereKanonen’ hos DR. Hvad fik du ud af det?

”Jeg følte mig, som om jeg var kommet med i en spændende loge, da jeg blev udvalgt til at være med i det talentudviklingsprogram, som det er. Vi fik blandt andet en del karriere- og medietræning og blev dækket af DR’s egne kanaler. Jeg kan huske en bumlende cykeltur, hvor det blæste helt vildt meget, mens jeg blev interviewet af en journalist fra P3. Det føltes lidt akavet. Men der kom mange fine artikler ud af det, selvom jeg lige skulle vænne mig til at læse om mig selv uden at blive alt for selvbeskuende. Men jeg var bevidst om, at det er en del af gamet, at jeg er afhængig af, at folk gider skrive om mig. En dag spurgte vores mentorer os, hvad vi drømte om, og jeg tror, jeg sagde, at jeg drømte om at leve af musikken – og om at spille på Roskilde.”

Hotel Cecil i København, 2022. Foto: Mathias Kristensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

DE FINDER MELODIEN

Pil har skrevet størstedelen af sine sange i fællesskab med sangskriver og producer Rasmus ’Majalle’ Olsen. ”Der var god kemi fra første dag, vi gik i studiet,” siger Pil: ”Når vi skal lave et nyt nummer, begynder vi med at lytte til noget musik, vi godt kan lide, for at finde stemningen og referencerammen. Rasmus sidder ved klaveret og foreslår nogle akkorder, der er dragende og melankolske. Så kommer melodien, og jeg finder på et vers, en bro og et omkvæd, som jeg prøver af på Rasmus, og han kommer også med sine input. Nogle gange har han forslag til ord og sætninger, der er bedre end mine. Så går jeg hjem og skriver teksten færdig over de næste par dage. Rasmus har også spillet keys i mit live-band, men bliver skiftet ud nu for at få bedre tid til at producere.”

Da du vandt konkurrencen, kom du i samme loge som tidligere vindere som Minds of 99 og Marie Key …

”Det var ikke, fordi jeg følte, at jeg havde noget med dem at gøre, men jeg følte, jeg var kommet ind i en klub, hvor folk var interesserede i, hvad jeg har at sige. Det var en motivation til at blive ved. Der er jo hele tiden en kamp for eksistensberettigelse i den her branche. Kan du bidrage med noget, eller er det bare dit eget behov for at skrive sange?”

Hvad synes du, du bidrager med?

”Efter en koncert stiller jeg mig tit ud i merchandise-boden for at hilse på publikum. Så sker det, at der er en, der takker mig for en bestemt sang. ’Sådan havde jeg ikke lige hørt det beskrevet før,’ siger nogle. ’Jeg lyttede til din sang, og så kom tårerne,’ siger andre. Nogle betror sig til mig, måske fordi de savner nogen at tale med om deres følelser. Når folk reagerer på mine sange, er det ofte, fordi de synes, at der er en lindring i dem. Det gør det meningsfuldt for mig. Selvom vi ikke kender hinanden, har vi et fællesskab gennem musikken.”

Du har fortalt, at inspirationen til nummeret ’Hinanden’ stammer fra engang, hvor du en hel aften gloede ind ad vinduet til en fyr, du var forelsket i. Fik han det nogensinde at vide?

”Det gjorde han godt nok ikke. Det var i folkeskolen. Mig og min veninde satte os på en offentlig græsplæne, hvorfra vi kunne kigge ind ad vinduerne til en fyr, vi var fascineret af. Han spillede vist computer. Det var ikke særlig sindsoprivende, og det var meget uskyldigt. Alligevel føltes det forkert, jeg var godt klar over, at der var noget invaderende i det. Han havde ikke inviteret os. Jeg tager klar afstand fra stalking, men udgangspunktet for at skrive om det i en sang var at skildre de underlige krumspring, man gør for at bringe sig tæt på en person, når man er ung og forelsket, men for genert til at fortælle ham det.” 

Sidste år spillede du på Roskilde Festival. Kunne det leve op til forventningerne?

”Jeg var virkelig på dupperne den dag. Det betød meget for mig. År efter år er jeg kommet på Roskilde Festival, så det var svært at forstå, at jeg pludselig selv stod på scenen. Jeg oplevede en enorm kærlighed fra folk. Der var så mange mennesker, de sang med, og det virkede uvirkeligt, at det var mig og mit band, de var kommet for at høre.”

PIL-FLET

Pil Kalinka Nygaard Jeppesen, 33 år, fra Farum.

Sanger under kunstnernavnet Pil. Har udgivet pladerne ’Kom vi flyver, siger du’ og ’Hvis du tør at drømme’. Kendt for singler som ’Når du går herfra (Nattely)’, ’Dronning af månen’ og ’Omvendt’, som er en duet med Andreas Odbjerg.

Har vundet DR KarriereKanonen i 2021 og modtaget prisen for P3 Talentet 2023.

Er på danmarksturné i foråret og spiller blandt andet på Store Vega i København 22. og 23. marts. Kan desuden opleves på blandt andet Roskilde Festival, Smukfest og Tinderbox.

I år skal du spille to koncerter i Store Vega i København samt på Roskilde Festival, Tinderbox og Smukfest. Hvad har de seneste års opmærksomhed betydet for dig og dit tekstunivers?

”Det har ikke betydet noget for mine sange. Jeg er stadig optaget af livets store følelser og draget af usikkerheden i livet. Selvom jeg føler mig accepteret i mit arbejdsliv, kan jeg stadig blive i tvivl, om mine venner synes, jeg er spændende nok. Du kan ikke købe kærlighed for penge, du kan ikke veksle succes til venskaber.”

Så voksenlivet bliver ved at byde på nyt materiale, selvom det er fuldt af blå stempler?

”Jeg kan stadig af og til synes, at jeg er den kedeligste i verden. Når jeg går til pladeselskabsfester, kan jeg pludselig stå sammen med nogle musikere, som jeg synes er virkelig seje, og føle mig som the odd one out, selvom vi i princippet er i samme klub. Heldigvis er branchen fuld af søde mennesker, og det er ikke svært at finde sjælevenner. Så jeg har altid nogen, som jeg kan være sammen med på et menneskeligt plan. Så kan vi sidde i et hjørne og være lidt useje sammen, ha ha. Musikken giver mig en selvsikkerhed, som er et dejligt modstykke til usikkerheden, men jeg har stadig alle teenagerens følelser med mig i voksenlivet. Jeg er bare blevet lidt bedre til at lade dem være, hvad de er, i stedet for at gå i spåner over dem og tro, at verden falder sammen, hvis folk hellere vil gå i byen uden mig.”

”Jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland,” siger Inuuteq Storch, der skal repræsentere Danmark ved årets biennale i Venedig. Han har boet i København og New York og udstillet fra Finland til Colombia. Men han vender altid tilbage til Sisimiut, hvor luften er frisk, og havet myldrer af mad.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Inuuteq Storch

MIN OPVÆKST VAR en meget normal grønlandsk opvækst. Jeg var meget sammen med min familie, min far er konditor og har sit eget bageri, og min mor er fysioterapeut. Vi tilbragte meget tid i naturen med at sejle, fiske og jage. Stå på snowboard og køre snescooter. Første gang jeg prøvede at skyde med et gevær, var jeg ni år gammel, det er også helt normalt i Grønland. Vi stammer jo fra en fangerkultur. Jeg skød ikke noget den dag, skulle bare lære, hvordan det fungerer, og mærke kraften i våbnet. 

Jeg går stadig på jagt af og til. Jeg jager rensdyr, sæl, alk, rype. Alt, der smager godt – alle grønlændere har en kæmpe fryser, og mine forældre har to. Ellers fisker jeg, det er meget nemmere lige at finde en halv time til halvanden og sætte mig i min båd og sejle lidt væk. Det kan alle, jeg kender, godt lide. Når man kommer lidt på afstand af byen, bliver det hele renere. 

Jeg havde mange forskellige ideer om, hvad jeg skulle lave, når jeg blev stor. Den ene dag tænkte jeg, at jeg skulle være cykelrytter og køre Tour de France. Den anden ville jeg være professionel snowboarder eller fodboldspiller. Da jeg blev større og mere realistisk, tænkte jeg på pilot eller ingeniør.

NÅR VI SKULLE på ferie, tog vi som regel til Diskobugten og besøgte familie og venner. Det er et fantastisk sted. Mega­­flot, især om sommeren, når havet er helt stille, og du kan se himlen i dets spejl. Der er isbjerge, sæler, hvaler, rejer, helleflyndere. Det er der, alle drømme starter, og virkeligheden slutter. Nogle siger, at det er verdens udkant, jeg siger, at det er verdens centrum. 

Men et år tænkte min mor: ”Nu bliver vi nødt til at tage til Europa.Ellers tror vores børn ikke, der eksisterer andet end Sisimiut og Diskobugten.” Så vi tog til Danmark og besøgte de sædvanlige turistattraktioner. Strøget og Tivoli. Indkøbscentre. 

Min mor tog familiebilleder, da jeg var barn, og min far havde taget billeder som ung og havde et Nikon-kamera med dobbelt linse liggende, som jeg ikke måtte lege med. Det skabte en fascination. Da jeg begyndte på HTX, overtalte en af mine venner mig til at købe hans kamera billigt, fordi der var en ridse i sensoren. Så der kom en sort stribe i de første mange af mine billeder, inden jeg fik lært at redigere dem i Photoshop.

TIDSBILLEDER

Venedig-biennalen er en slags kunstens verdensudstilling, der vender tilbage hvert andet år, dels med en samlet udstilling, dels med 30 nationale pavilloner. Den første biennale blev afholdt i 1895. I år er de udstillende kunstnere repræsentanter for en oprindelig befolkningsgruppe eller en minoritet.

Åben 20. april – 24. november.

HVER DAG I tre år tog jeg billeder af mine venner, af hverdagen. I 2009 præsenterede jeg mit arbejde for lederen af et kulturhus i Sisimiut, og hun sagde ja til at lave en udstilling med mig. Jeg brugte hele min børneopsparing på at få printet billederne i Vester Kopi i København og få dem sendt op til Sisimiut. Jeg klæbede dem selv op på pap, det var ikke dem alle sammen, der fik en lige kant. Der kom mange mennesker til ferniseringen, rigtig mange af mine venner, og byens dj spillede. Det var fedt. Bagefter nævnte lederen af kulturhuset en dansk fotouddannelse, Fatamorgana i København. Jeg søgte ind og blev optaget. 

Jeg havde meget at udforske, da jeg flyttede til København. Jeg var vild med restauranterne med asiatisk mad, og jeg badede i havnen, så tit jeg kunne komme til det. Jeg var også meget begejstret for de friske agurker og al frugten. Men jeg savnede ordentlig fisk. 

Den største forskel på danskere og grønlændere er måske måden, man er sammen på, og jeg havde svært ved at være med i samtalerne, da jeg kom til København. Det er, som om man i Danmark kæmper om at være den talende. I Grønland venter vi, til folk er færdige med at tale. Jeg syntes, det var enormt svært at finde hullet i samtalen, og havde det sådan lidt: ”Hvor er jeg, hvem er jeg?”

I begyndelsen var jeg meget tilbageholdende på skolen. Vi har jo nærmest ingen fotografikultur i Grønland, så når vi blev bedt om at tale om vores egne fotos, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare god til at lave billeder, men jeg vidste ikke hvorfor og hvordan. Det var vel bare et naturligt instinkt.

På Fatamorgana blev jeg bedre til at udtrykke mine følelser gennem fotografiet. Og jeg lærte, hvor vigtigt fotografiet er for samfundet. Da jeg tog hjem, følte jeg, at jeg var nødt til at være med til at skabe en fotokultur i Grønland. ”Hvis ikke jeg tager det ansvar, hvem gør så?” tænkte jeg. 

DA JEG KOM hjem, var det, som om Nasaasaaq, bjergtoppen bag Sisimiut og byens kendetegn, var større, end den plejede at være. Efter nogle måneder var den normal højde igen. Det var en målestok for, hvor meget hjemve jeg havde haft. 

Jeg lavede et par fotoudstillinger og gav mig til at samle materiale til en dag at lave en fotobog. Jeg søgte ind på ICP, International Center of Photography, en fotouddannelse i New York, som jeg var blevet anbefalet på Fatamorgana. Samtidig søgte jeg ind som elektronikingeniør i Aarhus – fotografi findes jo nærmest ikke som karrierevej – og blev optaget. Men da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i New York og havde fået uddannelsesstøtte til at tage med, droppede jeg Aarhus. Jeg ville se verden.

Uddannelsen på ICP var meget metodisk. Hvordan printer jeg, hvordan planlægger jeg min arbejdsproces? Hvordan fungerer forskellige redigeringsprogrammer? Jeg blev mere struktureret. Samtidig fik jeg venner fra alle mulige lande. Kina, Japan, Colombia, Brasilien. Jeg spiste virkelig god mad. Jeg hørte en masse musik og så en masse udstillinger. 

TRE BILLEDBØGER

’Porcelain Souls’

En samling af billeder, som Inuuteq Storchs forældre tog fra slut-60’erne til start-80’erne. Storch har garneret dem med breve fra forældrenes korrespondance mellem Aarhus og Sisimiut. Udgivet 2018 på forlaget Konnotation.  

’Keepers of the Ocean’

Inuuteq Storchs portræt af sin hjemby, Sisimiut: ”Jo mere tid jeg er hjemmefra, desto bedre forstår jeg, at det, vi har derhjemme, er noget særligt. Intimiteten, vi har, er skabt af naturen, som omgiver os, barsk og ærlig. Vejret styrer alting, og naturen giver os alt, vi behøver.” Udgivet 2022 på Disko Bay.

’Necromancer’

Projektet startede, da Inuuteq Storch begyndte at læse om åndemagere, og hvordan mennesker og ånder kan hjælpe hinanden. I bogen forsøger han at undersøge forbindelsen til det åndelige – og hvilke følelser sådan en undersøgelse kan vække. Udgivet 2024 på Marrow.

NEW YORK ER en vild, crazy by fuld af liv og ekstreme personligheder. Det er spændende for en fotograf, og da jeg flyttede derover, troede jeg, at jeg ville blive boende i mange år. Men efter noget tid tænkte jeg, at mine fotografier ville blive pænt ligegyldige, hvis jeg blev der. Byen var fuld af fotografer – og mange, der var bedre end mig. Hvorfor skulle jeg være med i det race? Hvis jeg tager hjem, kan jeg arbejde dybt inde fra mit eget dna, tænkte jeg. 

Så tog jeg hjem. Ah, at trække vejret i den friske luft igen! Jeg gik ud i naturen for at opleve stilheden, men al New Yorks larm var stadig inde i hovedet på mig. Kun gradvist kom jeg af med larmen. I New York er der udrykninger hvert 10. minut. Og rotter og kakerlakker og lugtende skraldespande. Da jeg først kom derover, var jeg så imponeret af alting, at jeg ikke kunne lugte det. Men da jeg tog hjem i påskeferien, vaskede min mor alt det tøj, jeg havde med – som jeg lige havde vasket til rejsen. Hun kunne lugte, at det ikke var rigtig rent. 

I 2018 UDGAV jeg min første fotobog, en samling af min fars og mors ungdomsbilleder og brevene, de sendte til hinanden, mens hun en overgang boede i Aarhus. Jeg blev sindssygt glad, da jeg fik støtte til bogen.

Jeg er god til billeder, men ikke specielt god til at læse tekster. Måske hænger det sammen med, at det grønlandske sprog er så billedbaseret og funktionelt. Et bjerg får navn efter sin form, mens øjne er ’dem, man ser med’, tæer er ’dem, man kommer ind med’, og fugle er ’dem, der flyver’. Men fotobøger, dem læser jeg, som andre læser bøger.

Min seneste bog hedder ’Necromancer’ og er lavet ud fra et ønske om at genetablere kontakten til den spirituelle verden. Ideen opstod under corona, hvor der var en stemning af, at verden var lige ved at gå under. Hvad gør vi nu, lille du?  

TÆNK, HVIS VI havde kontakt til nogen, der kunne rådgive os, tænkte jeg. I gamle dage havde inuitterne jo åndemaneren og en tæt forbindelse til åndernes verden, men med koloniseringen mistede vi den. Vi har for eksempel hjælpeånden Toornaarsuk, der plejede at være vigtig, men i dag bare er et udbrud. Som at sige ’for satan’ på dansk. Jeg har Toornaarsuk tatoveret på armen i Kârale Andreassens streg. Han er en af Grønlands vigtigste kunstnere og blev født i 1800-tallet som søn af en åndemaner. 

Og hvordan fotograferer man så det åndelige? Det er et godt spørgsmål. Jeg mener godt, man kan lave fotografier, der indikerer tilstedeværet – eller fraværet – af spiritualitet. I en genstand, et landskab, en person.

Sidste år blev jeg kontaktet af Statens Kunstfond, der sagde, at de havde mig i tankerne til biennalen i Venedig i 2024: ”Vil du ikke komme til København og fortælle os lidt om dine værker?” Der var en slags fremlæggelse med kaffe og croissant. Jeg vidste, at der var flere kandidater, og jeg tænkte ikke, at jeg ville blive valgt, men de sagde ret hurtigt, at de var trygge ved mig. ”Du kan selvfølgelig godt sige nej, hvis du ikke har lyst,” sagde de.  

”Fuck,” tænkte jeg. Jeg kunne se, at det var et stort ansvar. For stort. Jeg kunne også se, at jeg ikke kunne sige nej. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være den første nogensinde. Og jeg ville gå glip af en gylden mulighed. Jeg græd så meget, da jeg kom tilbage til hotellet. 

BILLEDMAGER

Inuuteq Storch. 35 år. Kunstfotograf.

Har studeret på fotoskolen Fatamorgana i København og International Center of Photography i New York.

Har lavet fem fotobøger og medvirket på en række udstillinger i blandt andet Danmark, Canada, Finland, USA,
Colombia og Dubai.

Bor i Sisimiut i Vestgrønland.

JEG MÅ IKKE sige så meget om, hvordan udstillingen bliver, men jeg kan love, at det kommer til at se godt ud. Det handler mest om Grønland og grønlandsk kultur.

Efterhånden har jeg fået rejst en del. Og der er mange gode billeder at tage rundt­omkring i verden. Men jeg gør det mest for min egen fornøjelse. Som en souvenir. Jeg kender jo ikke de steder og de mennesker. 

Jeg synes, man kan se, om en fotograf har brugt sine dage sammen med dem, han fotograferer. Om han har spist sammen med dem, gået på fangst med dem, været en del af deres dagligliv, eller om han bare har været på besøg. Ægtheden opstår, når man bruger tid på at blive en del af det samfund, man skildrer.

Jeg har dog to bogprojekter i tankerne, som ikke er fra Grønland. Et fra København, et andet fra Brasilien. Det sidste er fra en rejse sammen med en fotograf, der hedder Igor Morales, som jeg blev bedste venner med i New York. Han sagde: ”Kom, lad os besøge min hjemby, São Paulo.”

På samme tur skulle vi også besøge hans forældre i en anden by. En lillebitte by, sagde han. Jeg forestillede mig en bygd med 50 mennesker, men der var 90.000, hæ hæ! Det er jo flere end i hele mit hjemland. Men jeg er glad for de billeder, jeg tog dér. Jeg ved ikke hvorfor, det har jeg ikke undersøgt endnu.

Vi har samlet marts' bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Ann Jørgensen/VisitNordsjælland

RET SÅ ROYALT

Mærk det historiske vingesus bag den nye danske konge, og tag til Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor tronskiftet markeres med portrætter af dronning Margrethe – blandt andet Andy Warhols silketrykportræt samt andre portrætter, malerier og tegninger. Gå også en tur i slotsparken, og tag et kig ind i slotskirken, hvor de danske konger under enevælden blev kronet og salvet. Samlet er området, der er bygget af Christian IV, Nordens største renæssanceanlæg. 

Udstillingen vises til 21. april. Se mere på dnm.dk eller visitnordsjaelland.dk 

Magritte med mere i Odense. Her ’Den glade giver’, 1966. Foto: Brandts.dk

ER DU HELT BELGISK?

Belgien har måske problemer med at finde et nationalt fællesskab, men belgisk kunst, kultur, gastronomi og billedkunst har i snart 200 år sat sit klare præg på landet – og udlandet. Tag selv på en opdagelsesrejse til landet og tilbage i tiden, og kast et blik på en lang række både ældre og nutidige mesterværker i udstillingen ’Belgisk kunst – Fra Boch til Magritte’ på Kunstmuseum Brandts i Odense. Udstillingen er åben til 1. september.

Se mere på brandts.dk

Foto: Nordeafonden.dk

VI MALER BYEN GRØN

De danske byer har brug for grønne åndehuller, og et sådant er opstået mellem kontorer, industribygninger og en busvendeplads på Islands Brygge i København. Grunden lå i mange år brak, men en lokal gruppe søgte penge fra Nordea-fonden, og nu er de knap 1.000 forladte kvadratmeter omdannet til et grønt fællesskab. Har du selv lyst til at skabe noget lignende – hvor som helst i landet – kan du søge Nordea-fonden, der har åbnet en ny ’Her gror vi’-pulje med 75 millioner kroner. Deadline er 16. april. 

Se mere på nordeafonden.dk 

Foto: KØN – Gender Museum Denmark

EN KØN UDVIKLING

Klimakrisen er over os, under os, foran os, og hvad filen gør vi? I Aarhus sætter Gender Museum Denmark med særudstillingen ’How Dare You – Køn, kamp og klimakrise’ fokus på problemet og stiller spørgsmålet: Er mænd værre end kvinder? Ja, mænd udleder statistisk set mere CO2 end kvinder. Men måske er der flere sider af sagen? Oplev selv udstillingen, der viser sammenhængen mellem kønsnormer, kønnede hverdagspraksisser og klimapåvirkning.

Vises til december 2024. Se mere på konmuseum.dk  

Foto: Gl. Holtegaard, Iselin Forslund Toubro

TAG MED PÅ VALSEN

Oplev blandt andet Asta August og Rosalinde Mynster i Iselin Forslund Toubros første solo-udstilling på Gl. Holtegaard. Filmværket følger en kvinde, hvis søn i 1600-tallet drager i krig og senere mødes med en række nutidige navere på valsen. Først er der ren idyl. Den varer selvfølgelig ikke ved. Vises fra 8. marts til 12. maj. 

Se mere på glholtegaard.dk

Vi har samlet februars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Designmuseum Danmark/Pernille Klemp

DESIGN, TIL DE SEGNER

Hvem har ikke siddet enten derhjemme eller derude i verden et sted og blæret sig med ’Danish design’? I det monumentale og 900 siders store værk ’Dansk designhistorie 1+2’ får man stof til alle samtalerne – både til forret, hovedret, dessert og bagefter. Bogen danner overblik over dansk designs udvikling fra oldtidens jægerkultur til i dag, og den indeholder over 1.000 eksempler på dansk design – blandt meget andet Københavnerbænken, Legoklodsen, Christianiacyklen, PH-lampen og NovoPennen.

’Dansk designhistorie 1+2’ er udkommet på Strandberg Publishing. 

Foto: Svalegangen.dk

EN PLÆNEKLIPPER SLÅR IGEN

Over 8.000 danskere oplevede forestillingen ’No Regrets’, da den spillede i 2022, og der var udsolgt i næsten hele spilleperioden. Særligt mænd, der ikke nødvendigvis går så meget i teatret, så forestillingen, der er baseret på Stig Tøftings selvbiografi, og nu har de – og deres partnere – atter muligheden. 20. januar havde forestillingen repremiere på Svalegangen i Aarhus, og fra 20. februar til 23. marts drager den på turné rundt i landet.

Se mere på svalegangen.dk

Foto: Allthingslive.dk

TILBAGE PÅ PINDEN

Strik, drik og dø – af grin. Garndronning Lærke Bagger rykker med livsstilsekspert Christine Feldthaus atter ud i landet, når de i foråret tager på ’Strik og drik live 2024’. Spids ørerne og drinksmunden, og lad maskerne falde til det interaktive talkshow, hvor der er præmier, strikkestafet, røverhistorier, og hvor det gælder om at strikke hinanden under bordet.

Se mere på allthingslive.dk/event/strik-og-drik

Foto: Underholdningsorkester.dk

ORKESTER PÅ NYE PLADSER

Det navnkundige Danmarks Underholdningsorkester er netop flyttet fra København og ind i det sociale boligområde Taastrupgaard i et nyt Børne- og Kulturhus, der rummer daginstitution, folkeskole, kulturskoler – og nu et hæderkronet klassisk orkester. Underholdningsorkestret, der er ejet af musikerne selv, kan du opleve 11. februar i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, hvor de spiller Schuberts Winterreise, og ligeså i Vejle Musikteater, hvor de 16. februar giver en ’Straussgalla’. Og så skal de fra slutningen af marts på turné med Mew.

Se mere på underholdningsorkester.dk/koncerter/

Vi har samlet januars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Valdemar Ren

SKÅL, DANMARK

De findes stadig overalt derude, de brune steder og stamværtshusene, hvor livet skyller ind og skylles ned. Efter succesen med ’Stamsteder’, der portrætterede samtlige værtshuse i København, er 19 bodegaglade fotografer og skribenter taget væk fra hovedstaden og riget rundt – inklusive Færøerne og Grønland – for at finde 120 vaskeægte værtshuse, som hverken byerne eller kunderne ville være foruden. ’Kongerigets stamsteder’ hedder udgivelsen, der er på 656 sider og vejer 3,5 kilo.

’Kongerigets stamsteder’ er udgivet af Salvador Books.

Foto: Niels Ole Sørensen

12 GANGE 12

12 rejser, 12 lande og 12 personer, der arbejder for piger og kvinders rettigheder. Det er baggrunden for billedkunstner Maria Torps udstilling ’Shaping a Pattern’, der på Trapholt i Kolding sætter globalt fokus på kvinders ytringsfrihed og ret til uddannelse. De portrætterede kommer blandt andet fra Afghanistan, Sydafrika og Ukraine og spænder fra græsrodsaktivister til Nobelprismodtagere, som kunstneren har besøgt, boet hos og fulgt.

’Shaping a Pattern’ åbner 18. januar på Trapholt.

Foto: Godsbanen Aarhus

PINGVINER INDTAGER AARHUS

De kommende tre år inviterer Godsbanen i Aarhus kunstnere til at udstille værker i stor skala i den 1.200 m2 store Rå Hal, der oprindeligt var ankomsthal for udenlandsk toggods, men som i dag er kulturinstitution. Den første udstilling er ’Is This Tomorrow’ af Benedikte Bjerre, der fylder rummet med 750 oppustelige baby-pingviner og otte aluminiumscontainere af typen, man bruger til lufttransport. Forbrugsbegær og temperaturstigninger på polerne er blandt temaerne på udstillingen, der åbner 5. januar og har gratis entré. 

Se mere på godsbanen.dk/samtidskunst/ 

Skrænten ved Lønstrup. Foto: Colourbox/Christian Thøgersen

HELT PÅ TOPPEN

Længes du nordpå – eller måske bare efter nogle nordjyder – så grib fat i antologien ’Toppen af Danmark’, hvor nordjyske forfattere opdager og genopdager Nordjylland. En stor gruppe forfattere fra nord har fra Blicher og Johannes V. Jensen og frem til i dag sat deres præg på dansk litteratur – fra 2001 til 2011 var syv ud af 11 Gyldne Laurbær-vindere således fra Nordjylland. ’Toppen af Danmark – Litteraturen i Nordjylland, Nordjylland i litteraturen’ har bidrag af 35 forfattere, der alle modbeviser en eventuel fordom om, at nordjyder måske er lidt tavse.  

Bogen udkommer 24. januar på forlaget Gutkind.

Gemmer vores lofter, kældre, garager og dødsboer mon på uopdagede skatte? Måske, men sandsynligvis ikke. Alligevel lever drømmen om det usædvanlige fund i bedste velgående. Hvem og hvad vil man helst finde? Ud & Se siger første, anden, tredje … og indvier dig i en auktions- og vurderingsverden af drømme, håb og hammerslag.
Tekst:Christian MartinezFoto:Majse Vilstrup

EN ALADDINS HULE, hvor man kunne gå på skattejagt. Sådan beskriver Liselotte Toxværd Møller sit første minde om en verden, som hun fra barnsben blev hevet ind i af forældrene, og hvor hun udviklede en forkærlighed for møbler og genstande fra en svunden tid, som hun var ret alene med blandt sine jævnaldrende. 

”Da jeg var ung, købte jeg malerier, mens alle andre købte plakater til deres væg,” siger den gammelglade kvinde, der siden marts har kunnet kalde sig uddannet auktionarius.

Det var ikke kun fine samlinger i et rokokoskab eller penselstrøgene i et gammelt maleri, der fascinerede hende. Det var historierne og detektivarbejdet med at finde ud af hvem, hvad, hvornår og hvor.

”Tænk, hvis man kunne formidle bare lidt af alt det, de genstande havde været vidne til,” som hun siger.

Der var også noget over køb og salg-dynamikken ved et auktionshus, der tiltalte hende. Senere fulgte hun op på sin nysgerrighed ved at læse økonomi og kunsthistorie i København med et par afstikkere til Sothe­by’s Institute i London og universitetet i Amsterdam for til sidst at havne i drømmejobbet som vurderingssagkyndig. Hos Bruun Rasmussen har hun i to årtier været ansvarlig for at vurdere folks ejendele i deres private hjem – alt fra møbler og kunst til sølv, porcelæn og samlerobjekter. 

”Der er jo nogle, der bliver skuffet. Og det er derfor, vi lige så godt kan tage det up front og fortælle, at det ikke giver mening med standuret, flyglet eller de ægte tæpper. Det er der ikke efterspørgsel på i dag. Nogle gange kommer ting tilbage og bliver pludselig meget populære. Men jeg ved ikke rigtig med standuret …”

Der kan altså være langt mellem de hammergode snapse, men Liselotte Toxværd Møller husker stadig, da hun stod for vurderingen af et stort bo, hvor der viste sig at ligge et kinesisk Ming-fad allerbagerst i et skab fuldt af service.

”Jeg kunne med det samme se, at det var noget ekstraordinært, men at det skulle blive solgt for 35,5 millioner kroner, kom alligevel som en overraskelse.”

HVAD SKETE DER lige der? Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen, var nær ved at falde ned af podiet, da han for få år siden svingede hammeren over en undseelig kinesisk akvarel fra 1700-tallet. Billedet, der forestillede en bueskytte fra Chien-Lung-perio­den, var sat til 20.000-30.000 kroner.

”Men ud af det blå opstod den vildeste budkrig. Det tog 12 minutter fra det første bud på 20.000 til hammerslaget på 2,5 millioner kroner,” fortæller Kasper Nielsen, der kalder episoden for et wakeup-call. Det, der engang var en lille niche af asiatiske kunstgenstande, har de seneste 10 år været et stort forretningsområde, hvor ekstremt velhavende kinesere er begyndt at købe deres kulturarv tilbage. 

”De har set de her ting blive eksporteret gennem 100 år og oplevet meget af det blive smadret under kulturrevolutionen i 60’erne. Nu vil de have det hjem,” siger Kasper Nielsen. 

Kina har også investeret tungt i det globale kunstmarked, hvilket historisk har været europæernes og amerikanernes domæne. Ifølge Kasper Nielsen viste russerne en appetit for kunstmarkedet i 90’erne, men er siden 00’erne blevet overhalet af Kina og efterfølgende af Mellemøsten. 

Det mest opsigtsvækkende eksempel er måske maleriet ’Salvator Mundi’ af Leonardo da Vinci, der i 2017 blev solgt hos auktionshuset Christie’s i New York for 450 millioner dollars, selvom der er tvivl om maleriets ægthed. Køberen var den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der angiveligt gemmer maleriet på sin superyacht. 

HAMMER-SLAGORD

Ordet auktion kommer af latin auctio, ’forøgelse, forhøjelse’, af augere, ’øge’.

Auktionsholderen udarbejder et katalog og indbyder til eftersyn, og på auktionen må kun sælges ting, der er opført i kataloget. Auktionslederen, auktionarius, udråber genstandene til salg, og det højeste bud accepteres med et hammerslag efter tre gentagne opråb. Der kræves næringsbrev for at virke som auktionsholder, mens auktionsledere beskikkes af Justitsministeriet.

Til venstre: Kinesisk maleri med bueskytte i farver. Chien-Lung, 18. århund­redes slutning. Hammerslag 2,45 ­millioner kroner. Til højre: Kinesisk tidligt Ming-fad af porcelæn. 15. århundrede. Hammerslag 35,5 millioner kroner.

Blandt nulevende kunstnere er det Jasper Johns, Jeff Koons og David Hockney, der har opnået de vildeste hammerslag. ’Flag’ af Johns, der forestiller det amerikanske flag, blev i 2010 solgt for 110 millioner dollars til en amerikansk investor som det dyreste værk solgt af en nulevende kunstner.

Ifølge Kasper Nielsen udgør det højeste lag af købere et bredt felt: ”Du kan have en adelig familie side om side med en iværksætter. Og lige pludselig sidder de og byder mod hinanden.”

Den eneste fællesnævner er, at de har en formue. Nogle kan have en oprigtig interesse for en genstand eller et kunstværk, andre ønsker måske at købe sig til social status, og så er der dem, der er i gamet for pengenes skyld. Tilbage står, at kunstmarkedet de senere årtier ikke har haft noget loft.

Det er udtryk for en tendens, mener Kasper Nielsen, hvor det bedste af det bedste – hvad enten det er kunst, smykker, ure, designermøbler, antikviteter, årgangsvine, møntsamlinger eller andre kategorier i auktionsverdenen – bliver stadig mere uopnåeligt. 

”Flere mennesker kæmper om færre og bedre ting, hvilket gør, at almindeligheder koster forholdsvis mindre end før. Men de dyreste ting er blevet dyrere.” 

I BRUUN RASMUSSENS nye hovedkontor i Lyngby, hvor landets største auktionshus – der før lå i Nordhavn og i Bredgade i København – siden oktober har været samlet i et domicil på 8.000 kvadratmeter, har man på mange måder sagt farvel til de herskabelige og lettere fisefornemme fornemmelser og goddag til et auktionshus, der hellere vil være dus end Des med kunderne. 

Det har auktionsbranchen prøvet siden slutningen af 90’erne, da man begyndte at eksperimentere med netauktioner. Det i dag lukkede og skandaleramte Lauritz.com var det første auktionshus i Danmark, der gik over til internetauktioner i 1999, og på verdensplan tog udviklingen fart, da verdens største auktionshus, Christie’s, gik online i 2006. Bruun Rasmussen, stiftet i 1948, afholdt sin første onlineauktion i 2004, og i dag stammer godt halvdelen af husets omsætning fra netauktioner.

Digitaliseringen har været et vendepunkt for branchen, ikke bare fordi den har ændret kulturen omkring auktioner og gjort dem mere tilgængelige, men også fordi det har normaliseret handelsformen: Netauktioner er omfattet af en fortrydelsesret på 14 dage – på linje med andet, man handler på nettet – og altså i modsætning til en traditionel live-auktion med en auktionarius, der svinger hammeren. Her bliver tingene købt som beset uden fortrydelsesret. 

Fortrydelsesretten på nettet giver en tryghed, som har givet nye kunder blod på tanden, ofte ansporet af populære tv-udsendelser som for eksempel ’Guld i købstæderne’, ’Antikduellen’ og ’Under hammeren’. Mange har desuden under endnu mere uformelle former prøvet at byde på alt fra babyudstyr til computere på eBay.com, der blev stiftet i 1995. Det har alt sammen gjort auktionsbranchen mere folkelig, men der er ifølge Liselotte Toxværd Møller stadig mange, der ikke er helt trygge ved at træde ind i en auktionssal: ”Har jeg nu købt noget, hvis jeg kommer til at klø mig i håret? Hænger jeg nu på en genstand til en million? Folk er stadig lidt forsigtige.” 

DET KAN MAN ikke være, hvis man er den, der svinger hammeren. Altså forsigtig. 

”Angstprovokerende, fascinerende og lidt en drøm,” kalder Liselotte Toxværd Møller sin første gang på podiet med en hammer i hånden og en sal fuld af forventningsfulde mennesker. Uddannelsen foregår via træningssessions, hvor auktionshusets medarbejdere giver den som budgivere og udfordrer auktionarius. En god auktionarius er som en blanding mellem en flyveleder og en komponist, der skal tage imod bud fra salen, samtidig med at buddene tikker ind via telefon og online. Samtidig skal man også få et grin ud af salen eller i alt fald holde interessen fanget. Det er en performance, der er så drænende, at en auktionarius maksimalt er på én time ad gangen. Så er batterierne brugt. Timing er også afgørende: Er man for hurtig med hammeren, kan det gå ud over dem, der byder med hjemmefra eller online, og som kan opleve en forsinkelse på live-signalet. Samtidig må det ikke gå for langsomt, så keder folk sig.

Det er også under disse træningssessions, at man træner stemmeføring og måder at håndtere hammeren på. Det er ikke ligegyldigt, hvordan eller hvor ofte man peger med den, hvis man skal være overbevisende. Nogle auktionariusser investerer ligefrem i deres egen hammer, der håndlaves af specialister, andre tager et lykkebringende slips eller sko på. Så langt er Liselotte Toxværd Møller ikke nået, men hun har taget et andet trick til sig: Via en coach, der blandt andet underviser nyhedsværter på tv i kropssprog, har hun lært at stå backstage og slå ud med armene som en bjørn, lige inden hun går på. 

”Det lyder åndssvagt, men det virker faktisk. Der sker et eller andet i kroppen, der gør, at du virker mere overbevisende.” 

I MARTS 2022 blev Bruun Rasmussen købt af britiske Bonhams, et af verdens største auktionshuse. Det afspejler en tendens mod færre, men større aktører på verdensplan, hvor store auktionshuse opkøber de mindre. For Bruun Rasmussen betyder indlemmelsen, at auktionshusets danske kunder har adgang til Bonhams globale kundenetværk og adgang til salgsrum i New York, Hongkong og London, som – i den rækkefølge – er de tre største auktionsbyer i verden. 

Bonhams’ erklærede mission er at blive ”the world’s largest local auction house”, hvilket i praksis betyder, at man flytter tingene rundt efter efterspørgslen. Det har allerede givet omsætningen et løft, fordi man har fået kunder ind, man ikke havde tidligere. Det gælder for eksempel asiatiske antikviteter, som typisk har været hjembragt af medarbejdere hos ØK i begyndelsen af 1900-tallet, og som nu sendes fra København til Hongkong, hvor pengestærke kinesiske kunder efterspørger dem.

MUSEUM ELLER ’SE LIGE RIGE MIG’?

Er dyr kunst kun for de superrige? Nej, siger vurderingssagkyndig Kasper Nielsen, der mener, at danske museer og kulturinstitutioner er fint med på køb af danske kunst- og kulturskatte. Den Hirschsprungske Samling købte for nylig et hovedværk af Bertha Wegmann til tre millioner kroner – rekord for et værk udført af en kvindelig kunstner. Her gik kommercielle kræfter i kamp mod en stor dansk kulturinstitution, men tabte. Omvendt er det med kunst fra det 20. og det 21. århundrede. Her er konkurrencen fra private velhavere, fonde og de nye aktører på kunstmarkedet – Kina og Mellemøsten – så stor, at hovedværker af for eksempel Jeff Koons eller Mark Rothko ikke kan købes. Her må man ofte pænt vente på, at værkerne udlånes til museerne.

Auktionshusene udfylder også en del af det tomrum, butiksdød i bymidterne har medført. De sidste 20 år er små gallerier, antikvarer og antikvitetsforretninger forsvundet ud af gadebilledet. Hvorvidt det skyldes onlinehandel, udbredelsen af detailkæder eller auktionsbranchens vokseværk, er uvist, men efterspørgslen på brugte designermøbler, antikke smykker og samlerobjekter er ikke forsvundet. Tvært­imod. Genbrug og fokus på bæredygtighed har længe været en voksende trend, og da borgmesteren i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani, var med til åbningen af Bruun Rasmussens nye lokaler, kaldte hun det en ’genbrugsbutik’ – med et glimt i øjet, men alligevel. 

”Vi rider på en bølge af genbrug. Folk har fået øjnene op for, at der er masser af værdi i brugte ting,” fortæller Liselotte Toxværd Møller, der selv er holdt op med at købe ting på auktion – hun er fagskadet, siger hun – men hun nyder at se showroomet skifte indbo. Her er alt fra antikke møbler til sofaarrangementer udstillet i dagligstuemiljøer med hvide, flytbare skillevægge. Det kunne ligne et udstillingsrum i IKEA, hvis altså det svenske møbelhus solgte Wegner og malerier af Michael Kvium. 

HVEM ER DET så, der lægger de højeste beløb på auktioner i dag? Ifølge ekspert Frederik Plum er det ofte lidenskabelige samlere med dybe lommer: ”Har man passionen, og er varen unik eller ekstremt sjælden, er der af og til ingen grænser for, hvor meget samlere vil betale,” fortæller Plum, der er vurderingssagkyndig i afdelingen for ure. Her kan man tale om en udvikling på grænsen til det vanvittige med rekorder som det Rolex Daytona, der tilhørte skuespilleren Paul Newman, der i 2017 blev solgt på auktion i New York til 120 millioner kroner. Det er stadig et af verdens dyreste armbåndsure solgt på auktion og er langtfra det eneste eksempel på prisernes himmelflugt: Marlon Brandos Rolex GMT-Master, som han bar i filmen ’Apocalypse Now’, blev i 2019 solgt for 14 millioner kroner, mens Eric Claptons gamle Rolex, en Daytona-model kendt som Oyster Albino, gik for 10 millioner.

De seneste års nedgang i verdensøkonomien har ifølge Frederik Plum haft en vis indvirkning på auktionsbranchen og dens omsætning, især på de mindre dyre varer. 

”Men når det gælder unikaer, er køberne klar til at betale høje beløb,” siger han. 

Indtil videre lader det til, at auktionsbranchen ikke har meget at klage over. Verdensomsætningen er ifølge en rapport fra databasen statista.com dobbelt så høj som før corona. Samlet set udgjorde markedet for kunst og antikviteter knap 500 milliarder kroner i 2022 – året, hvor det samlede salg i auktionshuset Christie’s på verdensplan udgjorde 8,4 milliarder dollars, det højeste tal registreret af virksomheden nogensinde. 

DET ER SVÆRT at tale om opsigtsvækkende danske hammerslag uden at tale om Vilhelm Hammershøi, der de sidste to årtier er gået hen og blevet den suverænt dyreste danske kunstner på den internationale auktionsscene. I 2019 blev Hammershøis ’Interiør fra Strandgade 30’ solgt hos Bruun Rasmussen for 31,5 millioner kroner, hvilket gjorde det til det dyreste maleri, der er solgt på en auktion i Danmark. Og i oktober i år blev et andet Hammershøi-maleri, ’Interiør. Musikværelset, Strandgade 30’ solgt for knap 63 millioner kroner hos Sothe­by’s i New York, der oplyste, at køberen var et amerikansk museum. Dermed slår maleriet rekord som det dyreste danske maleri nogensinde.

Ifølge Kasper Nielsen er Hammershøi så unik i sin udtryksform, at han har ramt en særlig følelse i vores globale accelerationssamfund. Der er en ro og et fravær i Hammershøis billeder, der taler til mange og har gjort de afdæmpede værker eftertragtede hos museer og private samlere. Hammershøi er imidlertid ikke den eneste dyre dansker. Jens Juel, kongehusets og adelens mest feterede portrætmaler sidst i 1700-tallet, er også eftertragtet. Det samme er de danske guldaldermalere fra første halvdel af 1800-tallet som Eckersberg, Købke, Rørbye og Lundbye, hvis værker handles for millionbeløb – også internationalt. 

Ifølge Kasper Nielsen er de eftertragtede, fordi de i modsætning til mange samtidige europæiske kunstnere droppede de opstillede motiver og kastede sig over mere spontane og sanselige skildringer. Det har fået flere kunstkritikere til at kalde dem en forløber for den franske impressionisme. 

Skagensmalerne har i generationer også været ekstremt populære og er det stadigvæk. I 2001 gik Michael Anchers maleri ’Pigerne på stranden’ for seks millioner kroner til en dansk privatsamler. Ser man på mere moderne kunst, er det især Cobra-kunstner Asger Jorn, der er eftertragtet. I 2006 blev hans ’Tristesse blanche’ fra 1958 solgt for 6,4 millioner efter intens budgivning – et hammerslag, der gjorde værket til det hidtil dyreste Jorn-billede solgt på auktion herhjemme. 

JOURNALIST OG AUKTIONS-aficionado Poul Pilgaard Johnsen er ikke fremmed for den feber, der kan gribe selv rationelle mennesker. For år tilbage kom han til at købe et tæppe ved et uheld: ”Det var første gang, jeg skulle byde på en live-auktion på nettet. På en eller anden måde kom jeg til at trykke forkert, og så købte jeg sgu et persisk tæppe til 20.000 kroner.”    

Han lærte, at bordet fanger, og selvom der er fortrydelsesret ved køb på onlineauktioner, fortrød han ikke – tæppet pryder stadig hans lejlighed i København.

Ifølge Poul Pilgaard Johnsen har auktionsverdenen ændret sig fra at være et sted, hvor man tidligere kunne finde noget kostbart til ingen penge, og hvor folk afgav bud med et vip med cigaren, til en mere professionaliseret branche, hvor en stor del af showet foregår online. 

”Tilfældighederne er i meget høj grad elimineret,” siger han. 

Nettet har ikke kun gjort det muligt for mennesker verden over at finde den ene genstand, de leder efter, og byde på den på tværs af landegrænser. Det har også gjort handlen mere transparent, da det på grund af hvidvaskloven er blevet sværere at vaske sorte penge hvide.

Men ifølge Pilgaard Johnsen er det stadig muligt at finde antikviteter som barokke klædeskabe og møbler fra 1600- eller 1700-tallet til få tusind kroner, selvom der ofte er tale om håndlavede møbler, som datidens bedste håndværkere brugte hundredvis af timer på. 

”Det er jo vildt. Det er også sjovt. Folk vil ikke have det gamle ’skidt’, de vil have IKEA,” griner han. 

En del af hans fascination for auktions­verdenen bunder også i, at der ofte er følelser på spil. De udbudte genstande kan stamme fra herregårde, hvor folk ikke har råd til at beholde godset og sælger ud af rokokomøblerne og familieportrætterne. 

”Der har været gråd og tænders gnidsel forbundet med mange transaktioner,” siger Pilgaard Johnsen, der også hæfter sig ved et andet drama, nemlig det, der opstår i ham selv, når en eftertragtet genstand kommer under hammeren: ”Får jeg det, eller får jeg det ikke?” 

Samtidig skal man kunne lægge bånd på sig selv, for man bliver ofte hurtigt grebet af stemningen, ikke mindst hvis en anden byder imod én. Måske havde man maksimalt tænkt sig at byde 10.000, og inden længe har man måske købt noget til 25.000. 

”Der går lidenskab i det. Det bliver pludselig meget personligt,” siger Poul Pilgaard Johnsen, der anbefaler, at man køber med hjertet, fordi man gerne vil have genstanden derhjemme. Kort sagt: ikke købe som en investering med henblik på videresalg og ikke bilde sig ind, at man kan tjene en masse penge. Når man har købt på auktion, betaler man gerne op mod 28 procent i salær, og sælger man igen, skal man betale 18 procent i gebyr. Det købte skal altså stige ekstraordinært meget, før man kan tjene på det.

AUKTIONSBOBLEN, DER BRAST

Lauritz.com gik som de første i landet i 1999 over til internetauktioner. Selskabet blev drevet af ægteparret Bengt og Mette Rode Sundstrøm og var på et tidspunkt det største auk­tionshus i Danmark målt på omsætning. I juli 2023 gik selskabet konkurs med en gæld på cirka 150 millioner kroner efter omfattende pres fra almindelige danskere med penge i klemme hos auktionshuset. Flere velgørende organisationer mistede også kæmpebeløb. Konkursen kom efter en række kontroverser. I 2013 måtte Lauritz betale penge tilbage til kunder, der havde købt kopier af Eames-stole. I 2014 afslørede ’Kontant’, at auktionshuset bevidst overvurderede Buddha-statuer. Og i 2015 indgik firmaet et forlig med den svenske sengeproducent Hästens efter at have solgt kopiprodukter. Virksomheden er nu solgt til erhvervsmanden Ib Henrik Rønje, der ejer Auktionshuset i Hørsholm.

I 2020 BLEV POUL Pilgaard Johnsen ramt af regulær guldfeber. Han faldt over et maleri hos Bruun Rasmussen på en netauktion, og om fundet skrev han senere i Weekendavisen: ”Noget ved billedet betog mig. Kun en mester kan male en hånd på den måde, og interessen blev ikke mindre, da jeg læste beskrivelsen i kataloget: ’Flamsk maler, 17. årh.: Portræt af en herre. Usigneret. Betegnet A. van Dyck fecit. Behov for rensning. Vurdering: 6.000-8.000 kr.’” 

At van Dyck skulle stå bag et maleri udbudt til den pris, var usandsynligt. Van Dyck er en af verdenskunstens store malere – senest auktionshuset Sotheby’s i London solgte et værk af ham, lød hammerslaget på 23 millioner kroner. Men hvorfor så? Spørgsmålet nagede ham. 

Næsten usynligt i nederste venstre hjørne kunne man lige akkurat og ved den rette belysning skimte signeringen, der tydeligvis var påført for flere hundrede år siden. Selvfølgelig er det ikke van Dyck, tænkte Poul Pilgaard Johnsen, men kunne det måske være malet af en fra hans værksted? Alle store malere havde værksteder, svende og lærlinge, og det er ikke usædvanligt, at malerier er signeret med mesterens navn, uanset om han selv førte penslen. 

I givet fald ville billedet stadig være en sensation – og rigtig mange penge værd. Poul Pilgaard Johnsen kunne ikke slippe tanken: ”Har man måske ikke hørt om folk, der på et loppemarked for 10 dollars køber en vase, der senere viser sig at være fra Ming-dynastiet?”

Han endte med at købe det i konkurrence med en anden budgiver, der trak hammerslaget op på 17.000 kroner. Plus 25 procent i salær. Med udsigten til snarlig rigdom fik han maleriet skibet til London for at få det inspiceret af eksperter hos Sotheby’s, der relativt hurtigt kunne bekræfte, at det ikke var et van Dyck. Men at det kunne være en samtidig portrætmaler som Robert Walker, og at værdien i så fald kunne være omkring 10.000 pund, altså 86.000 kroner. Ikke millioner, men alligevel noget!

Journalisten lærte også noget andet om sin nyerhvervelse: Nogen havde for længe siden limet et lille stykke papir på bagsiden af lærredet. Med gammel håndskrift stod der på engelsk en tekst, der i oversættelse lyder: ”En af slægten Mainwaring fra Kermincham-grenen, formodentlig den Mainwaring, som rejste et regiment for kong Charles I i hans modgangstider, og som solgte en ejendom for at afholde udgifterne hertil.” Der skulle kun et opslag på Wikipedia til, før han identificerede manden på maleriet som Sir Henry Mainwaring, der kæmpede på Charles I’s side mod parlamentet i den engelske borgerkrig. 

Lige så overraskende var det, at der ikke fandtes noget kendt portræt af Mainwaring ifølge forfatteren W.G. Perrin, der i 1922 skrev biografien ’The Life and Works of Sir Henry Mainwaring’, og som forgæves forsøgte at finde et portræt af sin hovedperson. 

”Det gør mit billede til lidt af en sensation – uanset hvem der har malet det,” siger Poul Pilgaard Johnsen, der endte med at sælge det på auktion i England for lidt over 20.000 kroner til en samler i USA. 

Har du fortrudt salget? 

”Ja, det har jeg. Den artikel i Weekend­avisen er blevet en del af ikke bare min historie, men også af maleriets. Det har fået sit eget liv. Og hvis noget har en historie, bliver det mere værd. Det er sådan nogle ting, der fascinerer mig.”

HVIS MAN SKULLE være i tvivl, er ikke alt, hvad man køber på auktion, noget værd. Da den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi døde i juni i år, efterlod han sig en milliardformue. Berlusconi havde i årene op til sin død brugt omkring 20 millioner euro på kunstværker, ofte købt gennem tv-auktioner om natten. 

Ifølge Vittorio Sgarbi, kunstkritiker og nær ven af Berlusconi, var Il Cavalieres trang til at købe kunst på tv begyndt i 2018 som ”et resultat af søvnløse nætter”. Fokus var på kvantitet frem for kvalitet, mener Sgarbi, der heller ikke er for fin til at kalde sin vens samling på 25.000 genstande for ’klatmalerier’. Det er ikke det værste. Ifølge avisen La Repubblica er samlingen en økonomisk belastning for Berlusconis børn. Det koster seks millioner kroner om året at vedligeholde det enorme lager i Arcore nær Milano, hvor værkerne opbevares. Det forklarer også, hvorfor Berlusconi-familien har tænkt sig at destruere kunstsamlingen bortset fra nogle få genstande. 

De har måske en vis værdi.

Vi har samlet decembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Glyptoteket

SOLEN FRA SIT SKJUL

Du skal nok sige sætningen, inden du får for meget juleøl eller snaps: ”Ska’ vi se Joaquín Sorolla på Glyptoteket?” Hvis det lykkes dig, venter en oplivende, energiopladende og historisk oplevelse i Glyptotekets særudstilling ’Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’. Den viser et oeuvre, som en samling hedder (undgå gerne det ord under snapsen), med en af Spaniens allermest betydningsfulde malere. Sorolla er blevet kaldt ’den spanske Krøyer’ og især ’lysets mester’. Er det ikke præcis sådan en, man har brug for i december?

’Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse’, Glyptoteket, vises til marts 2024.

Vodroffsvej, København. Foto: Anders Sune Berg

Hornbækhus, København. Foto: Anders Sune Berg

TAG PÅ FISKERTUR

Med omkring 200 projekter over hele landet var arkitekt Kay Fisker (1893-1965) uhyre produktiv, og han stod bag nogle af hovedværkerne i dansk folkelig arkitektur fra 1900-tallet. Gå i juleferien selv en arkitekt-tur, og se for eksempel Dronningegården i København, Aarhus Universitet eller nogle af hans værker på Bornholm, i Holbæk, Vordingborg eller i Aalborg. Du kan også bladre i værket ’Kay Fisker. Moderne arkitektur – Levende tradition’ og betages af arkitekten, der mente, at arkitektur skulle bruges til at skabe bedre leveforhold for den brede befolkning.

’Kay Fisker. Moderne arkitektur – Levende tradition’ er udkommet på Strandberg Publishing

Foto: PR

SKETE DET LIGE?

En meteor ramte tilfældigvis for 65 millioner år siden jorden og ændrede livet på kloden. Tilfældigheder var også årsagen til månens skabelse og til The Big Bang, ligesom ingen kunne ane, at en flagermus i vores tid ville overføre muteret virus til mennesker og dermed være årsag til en global corona-pandemi. Udstillingen ’OOPS! Tilfældigt – Heldigt’ på Naturhistorisk Museum i Aarhus sætter fokus på alle de mange fejl og tilfældigheder, der har præget universet og menneskeheden, og som har ført til uovertrufne opdagelser.

’OOPS!’, Naturhistorisk Museum i Aarhus, vises til efteråret 2024.

Foto: Politikens Forlag

NÆSTE STOP SKULDBORG?

Vil du bevæge smilemusklerne uden at skulle rejse dig fra sofaen? Så tag et smut til Skuldborg, og besøg byens drive-in-blomstercentral, Skuldbowl eller Skuldborg Arena, hvor der afholdes ’Kristi Himmelfarts Dart’. Ja, det hele er bare for sjov. Byen, der udspringer af podcasten ’Undskyld vi roder’, eksisterer ikke, men har alligevel formået at få en ’rigtig’ ’Turen går til’-guide. Det er metaironi på højt plan, og guidebogen med illustrationer af Sune Ehlers tager overbevisende pis på Mediedanmark, på såkaldt danskhed … og på guidebøger. 

’Turen går til Skuldborg’ er udkommet på Politikens Forlag.