Indlæg

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i januar.
Tekst:RedaktionenFoto:Hasse Persson

DISKO ER IKKE DØD

De fleste har på et tidspunkt lidt af natfeber, både af den dynesvedende slags med halstørklæde og tabletter, men også af den, der sætter sig i fødderne, og hvor medicinen er diskokugler og drinksglas. Hvordan den ’sygdom’ har udviklet sig og er kommet til udtryk gennem årene, kan du se og opleve på Designmuseum Danmarks nye store særudstilling ’Night Fever – Designing Club Culture 1960-Today’. Det er rumlige totaloplevelser, interiør, lysdesign – og masser af soundtracks.

Designmuseum Danmark, 25. januar – 27. februar.

BYEN, DER GIK I BRO

Nærmest som en midtjysk udgave af den splittede cypriotiske hovedstad Nicosia har Langå i årtier været delt i to. Ikke af konflikt, men derimod af de skinner og det banelegeme, der skærer lige gennem byen og har betydet besværlige omveje, hvis man ikke ville krydse direkte hen over skinnerne. Byens borgere har siden 50’erne – og faktisk endnu tidligere – plaget myndighederne om en gangbro over skinnerne, og nu er det faktisk sket. Under stor lokal festivitas blev det sidste stykke af en trætopbro indviet i december. Langågenserne er atter genforenede og kan mødes på midten.

SKYD EFTER DANSEBENENE

Seksløbere, kropskrudt og kuglelynende bevægelser er i spil, når Betty Nansen Teatret sætter balletdansere, skuespillere og streetdansere til at spille og danse den hårdkogte historie om Bonnie & Clyde. I 30’ernes USA røvede det unge fattige sydstatspar Clyde Barrow og Bonnie Parker banker, de skød om sig og blev en slags datidens realitystjerner, indtil de selv, kun henholdsvis 24 og 25 år gamle, blev pløkket ned af politiet. Historien er velfortalt og har det hele: crime, ung kærlighed, flugt, vold og pludselig død, og nu bevæger balletdanserne Astrid Grarup Elbo og Ulrik Birkkjær – i koreograf Signe Fabricius’ instruktion – sig også i de to forbryderes hurtige fodspor. 

’Bonnie & Clyde’, Betty Nansen Teatret, 9. januar – 1. februar. 

RIMELIG FEDT SLOGAN

De fleste reklamer kører i dag på pris, pris og atter pris og er, ak og hulk, ikke, hvad de var engang: opfindsomme, originale, frække og godt tænkt. Og så alligevel. Tag nu de litauiske reklamefolk bag denne egentlig ret enkle kampagne for at få folk til at besøge landets hovedstad: ”Ingen ved, hvor det er, men når du finder det – er det fantastisk. Vilnius, Europas g-punkt.” Kampagnen gik viralt amok og fik for nylig af World Travel Market prisen for årets bedste rejsereklame. 

(U)RIMELIG FEDE SLOGANS

Overalt i landet – på firmabiler, håndværker-vans, ruder, lastbiler og i lokalavisen – kan man finde de særligt danske, hjemmestrikkede slogans, der (næsten) altid rimer, ofte er lidt kiksede, men altid er sjove – også ufrivilligt. 700 af dem er samlet i en revideret udgave af bogen ’Er gulvet grim og skummel så ring til Hummel – Hverdagens amatørslogans i et medievidenskabeligt perspektiv’. Bag slogan-samlingen står Niels Brügger, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, der siden 1999 har samlet på amatørslogans, og har man boet eller blot opholdt sig lidt i Smilets By, vil man vide, at ’skummelt’, der forsøger at rime på ’Hummel’, er en lokal klassiker. Akkurat ligesom lokal-sloganet ’Skal de feste – så ring til Eske’ og det mere rimelige slogan for Aarhus-firmaet Bøgh’s Kloakservice: ’De sidder og prutter, vi kommer og sutter’. 

Bogen er udkommet.

OVER BÆLTESTEDET

Det er ikke så forfærdelig mange år siden, at Danmark var bundet sammen af færgefart og bølgepomfritter.Danmarks Jernbanemuseum har lavet en udstilling med en række af de mest imponerende modeller af jernbanefærgerne, der hjalp rejsende med at krydse de danske bælter. Modellerne strækker sig over hele den lange periode, hvor der har sejlet jernbanefærger i Danmark – fra den ældste model af ’Lillebelt’ til storebæltsfærgerne, hvoraf mange sikkert stadig kan huske for eksempel ’Prins Joachim’, ’Dronning Ingrid’ og ’Arveprins Knud’. I januar har børn og unge (0-17 år) gratis adgang.

Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

EFTERLYSNING AF IRANSKE BANEMÆND

Har du måske en forfader, der var med til at bygge den 1.400 kilometer lange transiranske jernbane, der snor sig gennem bjerge og ørkensletter i det land, der engang hed Persien? Journalist og forfatter Morten Hansted anslår, at cirka 100 danske familier i dag har slægtninge, der var med på en af de største danske ingeniørpræstationer nogensinde. Sammen med de efterkommere, han allerede har fundet, leder han efter nye til et hæders­arrangement i Dansk Arkitektur Center 7. marts. Skriv gerne til adressen hanstedcph@gmail.com, hvis du har spor efter en transiransk jernbane-slægtning og gerne vil høre mere om arrangementet. 

Han har dræbt Okking på skærmen og kaldt von Trier ’Lillemand’ på optagelser. Han jublede, da sønnen Nicolas Winding Refn triumferede i Cannes, og har nu efter 20 års kamp fået realiseret sin storfilm om besættelsen. Han er instruktør og klipper og manden, man ringer til, når film- og tv-lokummet brænder. Mød veteranen Anders Refn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

MINE FORÆLDRE var skønne. Min far var teatermaler og kunstner. Han havde gået på skole hos den franske kunstner Fernand Léger i Paris i mellemkrigstiden og arbejdede som scenograf på blandt andet Det Kongelige Teater og Dramaten i Stockholm. Min mor var mønsterbryder. Hun var svensk og datter af en dommer og en grevinde og skulle have været gift med en advokat eller industrimand. De fattede ikke, hvad hun skulle med den der venstreorienterede danske kunstner. Han var kommunist ligesom de andre kunstnere i den generation. Det var ikke hardcore DKP, men et kulturradikalt miljø, jeg voksede op i. Den svenske instruktør Pär Lagerkvist, som min far lavede scenografi til flere forestillinger af, sagde engang til ham: ”Hvis jeg skulle være barn igen, så skulle du være min far”. Min far brugte en masse tid på at lege med sine børn. Det gentog sig med min søn, Nicolas. De byggede ting og lavede våben, legede sørøvere og gemmeleg.

MIN BROR PETER og jeg var tossede med film. Vi åd Bergman, Kurosawa, Pasolini, Buñuel, Visconti, Rossellini, Kubrick, Hitchcock. Vi var så sultne. I gymnasietiden begyndte jeg at instruere små kortfilm nede i mosen i Gentofte, hvor vi boede i Jægersborg. Det lignede polsk filmkunst og var meget eksperimenterende og fuldt af spleen. Jeg læste sociologi på universitetet, men holdt op i 1965 og søgte ind på et filmstudie, der hed Palladium. Der var intet pres fra mine forældre i forhold til, hvad jeg skulle lave. De sagde bare: ”Nej, hvor sjovt, tillykke med det.” På Palladium var de i gang med filmen ’Sytten’ efter Carl Erik Soyas bog. Det var Ghita Nørby i noget semiporno og starten på den bølge, der senere blev sengekantsfilmene. Jeg var ansat som rekvisitørassistent. Det laveste job overhovedet, i dag hedder det runner. Vi gik bare og ryddede op og blev sendt i byen.

’Strømer’ vandt tre Bodil-priser i 1976. Længst til venstre er det Anders Refn, der sætter i scene.

MEN FRA FØRSTE GANG jeg kom ind og så det røde blink og hørte hornet – bååååååt – der signalerede klar til optagelse, kunne jeg mærke elektriciteten i luften, selvom det var nogle meget enfoldige komedier. Instruktøren Sven Methling kastede sin kærlighed på mig og ville gerne lære mig noget. Han gjorde mig til instruktørassistent og tog mig med i klipperummet og viste mig, hvordan man laver en skudplan og tilrettelægger en scene. At lave film er at kunne styre en maskine. Der er sindssygt mange processer, der skal kunne løbe sammen i ét udtryk. Han var en meget sød mand, og jeg skylder ham virkelig meget. Han lavede lystspil som ’Soldaterkammerater’ og ’5 mand og Rosa’ og senere ’Krummerne’. Jeg var en del af en ny generation i dansk film, der ikke bare ville kæmpe mod kedsomheden. Vi ville fortælle historier, man kunne tro på, blive berørt af og klogere af.

ANDERS REFN

75 år.Instruktør, klipper, manuskriptforfatter.Har medvirket på mere end 90 spillefilm. Har instrueret filmene ’Strømer’, ’Slægten’, ’De flyvende djævle’ og ’Sort høst’. Har været gift to gange og har tre børn.

DA FILMSKOLEN åbnede i 1966, søgte jeg ind, forgæves. Året efter kom jeg ind. Der gik syv år, fra jeg var færdig på filmskolen i 1969, til jeg lavede min første spillefilm. Jeg vidste, at når man debuterede, så var det alvor. Jeg så flere, der sjuskede sig lidt igennem, tabte pusten og forlod branchen. Man skal virkelig ville det, ellers kommer man ikke levende fra det. Jeg arbejdede som klipper og som instruktørassistent. Holdt instrumentet varmt. Hvis instruktørerne var lidt svage, overtog jeg nærmest instruktionen.

MIN DEBUTFILM ’Strømer’ kom ud i 1976. Dengang var det ikke comme il faut at lave film om en dansk politimand. I det venstreorienterede kunstnermiljø var politiet fjenden, som man kendte dem fra demonstrationer. Hovedpersonen er lidt reaktionær med Fremskridtspartiet-agtige holdninger. Han bliver drillet af de intellektuelle og af de smarte piger. Han er lidt håbløs, men også en rørende person, der ender med at opklare en forbrydelse, selvom det smutter til sidst. Han kan ikke rigtig bevise det. De onde ler, og de gode græder. 

I hovedrollerne i ’De forbandede år’ ses blandt andre Jesper Christensen, Bodil Jørgensen og Cyron Melville.

DET DANSKE FILMINSTITUT viste filmen i Cannes. Inden den gik i gang, sad der kun to mennesker i salen, Guardians anmelder John Gillett og en japaner. I dag er der stor hype omkring dansk film. Dengang var det mere provinsielt. Få forsøgte at få filmene ud over Danmarks grænser. Man sagde: ”Det kan aldrig lade sig gøre, det betaler sig ikke, det er spild af penge.” Der manglede selvtillid – og fantasi. Mange danske producenter tog bare til Cannes for at ligge på stranden og trække det fra i regnskabet. Til visningen af ’Strømer’ skete det heldige, at de ikke kunne køre filmen, fordi den var filmet i CinemaScope-format, og biografen havde ikke den forsatslinse, man skulle bruge. Operatøren kom ned helt blå i hovedet og sagde: ”Hvad fanden i helvede, hvorfor har I ikke fået rigtig besked?” Min bror Peter, der var med til at åbne Danmarks første kunstbiograf, Camera, og senere var direktør for Grand Teatret, var hurtig. Han løb ned på kontoret, hidsede sig op og sagde, at vi måtte have en ny kørsel med det samme. Han fortalte, at hele verdenspressen var gået forgæves. Så fik vi en ny visning i en anden biograf og satte en annonce i avisen med masser af stjerner og ordlyden: ’The biggest box office of ’76’. Så kom der 120 mennesker, og vi solgte den til både Canada og USA. Jeg sad på Hotel Carlton og kunne næsten ikke holde på den kuglepen, jeg skulle skrive under med, af bar nervøsitet. De snød os alligevel, som de altid gjorde dengang. Vi fik måske 10.000 dollars og så aldrig mere til det. 

I 1987, i monopolets sidste dage, blev ’Strømer’ til en tv-serie, ’Een gang strømer’. Den fik 2,7 millioner seere. I spillefilmen ender Jens Okkings politimand på en tosseanstalt, men til serien tog vi ham ud igen og satte ham i paspolitiet, hvor han drak porter i sin kaffekande. Jens Okking var en vanvittig god skuespiller, men han var besværlig at arbejde med. Hvis ikke man var stærk som instruktør, gik han ind og overtog styringen. Han mente ikke, Flemming Quist Møller og jeg kunne finde ud af at skrive manuskript, og lavede om i replikkerne. Så ville han have del i ophavsretten. Det gav vi os ikke på: ”Du må gerne sige ’som’ i stedet for ’der’, men du skal ikke have ophavsret på grund af det.” Vi overvejede, om han skulle vinde over forbryderne og blive en helt, men vi slog ham ihjel til sidst. Han bliver slået i hovedet og smidt i Christianshavns Kanal. 

 

BESAT AF EN FILM

Anders Refn med ’De forbandede år’ vil du vise os krigens tid, som vi ikke har set den før. Du fortæller, at du har villet lave den her film i 20 år. Hvorfor har du ventet så længe?

”Sidst i 90’erne troede jeg, at jeg kunne få lov at lave en tv-serie hos DR. Forinden var jeg blevet hevet ind som instruktør for at lave et nyt koncept på det kuldsejlede projekt ’Taxa’. Den gik fra 300.000 til 1,5 millioner seere. Nu ville jeg gerne lave noget om anden verdenskrig, men jeg kunne ikke komme igennem med det. Jeg sagde: ’I er ikke rigtig kloge, det er ligesom ’Matador’, bare dobbelt så godt.’ Jeg lavede en række andre ting i mellemtiden, men holdt fast i ideen, og for et par år siden sagde TV 2, at de gerne ville lave den til 2020 og 75-årsjubilæet for befrielsen. De havde bare ikke flere seriepenge i deres budget. Så i stedet har vi lavet den store spillefilm om besættelsen.”

I filmen følger man en velhavende familie, der har mange dilemmaer: jødeflugt, sabotage, handel med Tyskland, forbudt kærlighed. Hvor repræsentative for den almene dansker er de?

”Vi ville ikke lave en film om den ædle frihedskæmper, som alle fra begyndelsen ved vil vinde. Og vi ville heller ikke lave værnemageren, som er så modbydelig. Den kunstneriske ambition er at prøve at sætte ansigter på en række mennesker, der mener, at de gør det rigtige, men som ikke kun er gode og heltemodige eller onde og grådige. Og vise, hvor svært og traumatisk det var. Vi har forsøgt at bygge en familie op, der spejler den universelle konflikt i deres eget lille univers. Det er gjort før, for eksempel i ’Godfather’.”

Familiefaderen, der er fabrikant, handler og samarbejder i stadig højere grad med tyskerne. Han gør det for familiens skyld, siger han. Fordi han er ’ansvarlig’. Er det en retfærdiggørelse?

”Det er værd at tænke over dilemmaet i dag. Hvad ville du gøre, hvis der stod maskingeværreder nede på gaden, og der var visitationer ved alle stationer? Ville man ikke prøve at finde en samarbejdsform? Man ville vel ikke straks finde en kniv og give sig til at hugge løs. Med bagklogskab er det ikke svært at sige, hvad der var fornuftigt. Men hvordan fanden så det ud, når du stod midt i det? Vores familiefar tror, han gør det bedste. Men problemerne opstår med de alt for mange kompromiser, han indgår.”

Tror du, der stadig er en appetit på anden verdenskrig hos publikum?

”Det kan man jo kun håbe. Jeg var teknisk instruktør på Anne-Grethe Bjarup Riis’ ’Hvidsten Gruppen’. Den var der 750.000 mennesker, der så. Det er ikke, fordi det ikke har folks interesse. Min egen søn Nicolas, blev jeg opmærksom på, havde længe et temmelig forvredet billede af krigen. Det var ’Ørneborgen’ om igen. Med nogle vanvittig onde tyskere og nogle dødkloge danskere. Den her film er historisk gennemresearchet ned til mindste detalje, og jeg håber, den vil gøre folk bare en lille smule klogere på, hvor komplekst det var under besættelsen.”

JEG HAR LAVET otte film for Lars von Trier. Det begyndte i 1996 med ’Breaking the Waves’, som jeg klippede. Det var et meget lykkeligt samarbejde. Vi havde lavet et manifest med 10 punkter, der hed ’Emotional Editing’. Vi ville bryde alle regler. Vi ville så sent ind i en scene som muligt, uden at det blev meningsløst. I stedet for at manden kommer ind ad døren, tager frakken af, rømmer sig, reder sit hår, går ind til konen, snakker lidt frem og tilbage og siger ”jeg vil gerne skilles”, klippede vi ind på ”jeg vil gerne skilles”. Når scenen emotionelt havde peaket, bang, så klippede vi ind i den næste scene. Nogle var bange for, at publikum ville have svært ved at orientere sig, men på det tidspunkt var folk meget øvede i at læse billeder. Det var på tide at finde et moderne filmsprog, så folk ikke kedede sig. Det er jo kedeligt at se fok rejse sig og tage tøjet på. Og lukke døre op og i. Efter den film fik jeg et prædikat i Europa som en meget god klipper. Den var klippet så grimt, at alle kunne se, at det var noget særligt. Det var ikke, fordi folk ikke havde gjort det før, men den film var nok det mest radikale forsøg på det hidtil. Og Lars har altid været god til at brande tingene. Dogme var jo også bare en måde at lave lavbudgetfilm på. 

PÅ ‘DANCER IN THE DARK’ var jeg instruktørassistent. Lars havde besluttet at fotografere hele lortet selv, og det var en fantastisk præstation, men han havde brug for mig til at køre hele settet for sig og briefe holdet og sige klar til optagelse. Så fik han maksimal arbejdsro. På et tidspunkt skulle han gøre grin med mig og kaldte mig ’Gammelfar’. Så sagde jeg: ”Nu skal du være artig, ’Lillemand’, ellers kommer du over knæet.” Lars er virkelig god til at drille. Det sympatiske er, at han kun driller folk, han godt kan lide, ikke folk, der er i underskud. 

DET HAR VÆRET en luksus at få lov at arbejde med topskuespillere som James Caan, Lauren Bacall, Catherine Deneuve og Nicole Kidman. Nicole Kidman var meget generøs og stillede op til alting på alle tidspunkter, da vi optog ’Dogville’ i Trollhättan i Sverige. Men hun var også meget reserveret. Hun sagde, at det var svært stof, der krævede al hendes koncentration, så hun havde ikke overskud til at joke og socialisere med holdet. Til gengæld inviterede hun os på en mexicansk fest, hvor der kom kokke flyvende fra London. Bagefter lavede hun en endnu finere fest med beluga-kaviar og Cristal-champagne til hele holdet, også statister. Hun fik ikke mere i løn end de andre, men hun havde vist lidt penge med hjemmefra.

JEG SKULLE KLIPPE ’Antichrist’, og normalt er klipperen ikke med fra begyndelsen. Men lige før optagelserne skulle begynde nede i Tyskland, ringede produceren og sagde, at jeg blev nødt til at komme med det samme og være standby, fordi Lars havde en depression. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at han har angstanfald. Nogle gange faldt Lars i søvn på settet, fordi han fik så meget medicin. Men skuespillerne var skidesøde over for ham. 

DET ER ALDRIG kedeligt med Lars. Han er en fantastisk dygtig personinstruktør og har været til stor inspiration for mig. Da vi lavede ’Melancholia’, endte det med ballade i Cannes, fordi han talte om sin forståelse for Hitler. Det franske politi truede med at sætte ham i fængsel. De fleste fra Zentropa rejste hjem sammen med ham, så jeg sad næsten alene med Kirsten Dunst til afslutningsfesten, hvor hun fik en pris for bedste skuespillerinde. Samtidig sad min søn Nicolas der med Ryan Gosling og sin producent. De var helt oppe at køre, fordi Nicolas blev kåret til årets instruktør for ’Drive’. Og jeg var kisteglad. En pris i Cannes er det bedste, jeg kunne ønske for min søn. Det er noget, der ændrer ens karriere.

JEG BLEV FORBAVSET, da Nicolas sagde, at han ville være instruktør – selvom han altid har været meget filminteresseret. Han boede i New York med sin mor i 8-9 år og levede en lidt splittet tilværelse, hvor han rejste meget frem og tilbage. Det var ikke specielt sjovt for ham, og min bror Peter var bekymret for ham, da han kom hjem og tog sin studentereksamen på Frederiksberg. Så han ansatte ham som scout og sendte ham til Cannes for at finde mærkelige undergrundsfilm til sin biograf. Splatterfilm og den slags, som Nicolas elsker. Det reddede omsætningen mere end én sommer.

DET KOSTER det hvide ud af øjnene at lave film. Plus en skilsmisse hver gang. På en måde er du dybt utro. Du tænker kun på filmen, så længe den er i gang. Du vågner op om natten badet i sved og råber: ”Klar til optagelse!” Eller har mareridt om scener, der mislykkes. Jeg har aldrig villet skilles. Det var altid kvinderne, der sagde: ”Nu kan vi ikke holde dig ud mere.” ”Har vi det ikke hyggeligt?” ”Nej, vi har ej, du er aldrig hjemme.” Der skal være en grund til, at man laver en film.

’De forbandede år’ har premiere 9. januar.

 

73 år og stadig flyvende – Giro 413 er det mest sejlivede koncept i den danske æter. Succesen skal findes i den nærværende samtale med publikum, fortæller Margaret Lindhardt, den længst siddende vært for programmet, der for tiden hyldes i musicalen ’Så længe mit hjerte slår’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau/Scanpix

Hvad var dit forhold til Giro 413, da du blev vært på programmet i 1995?

”Jeg havde været ansat i DR i 14 år på det tidspunkt og blev spurgt, om jeg ville. Jeg sagde ja, men det var ikke noget, jeg havde ønsket mig. Jeg havde lidt svært ved at identificere mig med det. Jeg havde hørt programmet som barn, når vi sad og spiste varm middagsmad, som frokosten var dengang. Det gjorde alle, der var jo kun den ene radiokanal. Som mange, jeg har mødt gennem tiden, havde jeg den fordom, at programmet stadig spillede de samme melodier som dengang.”

Du endte alligevel med at være vært på det i 20 år?

”Jeg blev hurtigt grebet af det. Giro 413 er meget mere end et radioprogram. Der ligger så mange livshistorier, skæbnehistorier, kærlighedshistorier i de hilsner, som programmet modtager. Som vært har jeg både friet til folk, holdt taler for brud og brudgom, været post i et spejderløb og bragt skolekammerater, soldaterkammerater og ungdomskærester i kontakt med hinanden. På den måde er det lidt ligesom Facebook – med musik til.”

GIRO 413

Ugentligt radioprogram, som viderebringer hilsner mellem lytterne og spiller musikønsker. Programmet havde premiere i 1946 under navnet ’Lytternes Ønskeprogram på Grammofon’. Angivelig var det daværende vært Otto Leisners idé, da programmet i 1951 skiftede navn til Giro 413 efter det gironummer, man kunne indbetale penge til. Dengang gik velgørenheden til Red Barnet.

I dag går pengene til initiativer, der hjælper socialt dårligt stillede og udsatte børn og unge i Danmark.

Er der en særlig historie, du mindes?

”Jeg fik engang en henvendelse fra en kvinde på 60 år. Hun var blevet ringet op af sin søsters mand. Det var lidt ubelejligt, så hun gjorde samtalen kort. Hun var blevet lidt befippet, især fordi hun ikke vidste, hun havde en søster. Bagefter fandt hun ud af, at hun hverken havde fået navn, adresse eller telefonnummer, så derfor spurgte hun mig, om jeg ville sende en hilsen til søsteren. Bagefter fortalte hun mig, at søsteren havde ringet, lige efter hilsenen var blevet bragt i radioen. Jeg holder jævnligt foredragg rundt om i landet, blandt andet om Giro 413, og en dag, hvor jeg fortalte den historie, rakte en blandt publikum hånden op og sagde: ’Dem kender jeg!’ Hun kunne fortælle baggrunden: at kvindens biologiske mor var blevet alene med fem børn og havde måttet bortadoptere to af dem.”

Hvordan er det at være en faktor i så personlige historier?

”Jeg syntes, det var fantastisk at få lov til. Det kræver, at man er i stand til at være fuldstændig nærværende, når man viderebringer hilsner, så det har jeg altid gået meget op i, også sprogligt. Det skulle være mundret og direkte. Og hver uge gjorde jeg mig mange anstrengelser for at nå alle hilsnerne og opfylde de tilhørende musikønsker.”

MARGARET LINDHARDT

69 år. Uddannet folkeskolelærer. Programmedarbejder i DR 1981-2017. Vært på Giro 413 1995-2011 og 2014-2017. Sad med i udvalget, der fordeler indsamlingspengene. Pensioneret.

Hvad ønsker folk – er det stadig musikken fra din barndom?

”Det er ikke meningen, at det skal være et nostalgisk museum. Stille og roligt er der kommet nye hits til. Jeg har for eksempel spillet Nik & Jay, Bruce Springsteen og Lukas Graham. Jeg har altid forsøgt at variere programfladen så godt som muligt ud fra lytternes ønsker.”

Spiller man også norsk satanistisk metal, hvis det ­bliver ønsket?

”Det har jeg ikke været ude for, men det kan godt være, at lige dét ikke ville passe ind. Og generelt er det ikke de mest sørgelige sange, der ønskes. Der er ikke mange om ulykkelig kærlighed.”

Hvilken aldersgruppe lytter til programmet?

”Jeg ved det ikke præcis, men jeg har haft mange unge mennesker, der sendte en hilsen til bedsteforældrene eller kæresten. Det er ikke kun pensionister. Jeg har hørt, at man på DR mange gange har været nervøs for, at når lytterne ikke var der mere, så ville programmet dø, men der er hele tiden kommet nye til.”

TOPPEN AF HYGGEN

De mest spillede Giro 413-numre 2010-19

1. Trine Dyrholm: ’Avenuen’

2. Tuff Singers: ’Oh Happy Day’

3. Teddy Edelmann: ’Himmelhunden’

4. Richard Ragnvald: ’Kære lille mormor’

5. Lars Lilholt: ’Kald det kærlighed’

6. Jodle Birge: ’Rigtige venner’

7. Ib Mossin/Peter Malberg: ’Du er min øjesten’

8. Poul Bund­gaard: ’Tak er kun et fattigt ord’

9. Louis Armstrong: ’What a Wonderful World’

10. Eva Madsen/Sylvester & Slaverne: ’Mormors kolonihavehus’

I dine værtsår steg lyttertallet fra cirka 500.000 om ugen til omkring 800.000 i 2011. Men i 2014 dykkede det til knap 170.000. Hvad skete der?

”I en årrække var programmet blevet sendt på både P4 og P5. Så besluttede man kun at sende det på P5, som er en DAB-kanal, hvor folk selv aktivt skal gå ind og vælge at lytte, i stedet for at de bare tænder for radioen. Det gav et pænt fald i lyttertal. Det ærgerlige er, at det også kan mærkes på pengene, der bliver sendt ind. I tidens løb er der samlet utrolige beløb ind. Det sker for eksempel til barnedåb, konfirmation, bryllup eller andre familiefester, hvor nogen sender en sovseskål, en bh, en hjulkapsel eller noget andet, der kan være penge i, rundt om bordet. En anden grund er nok, at mange ikke har kontanter på sig længere. Til gengæld kan man mobilepaye eller sms’e til programmet i anledning af en mærkedag, eller hvis man vil sende en kærlig hilsen til nogen.”

Hvilken fremtid spår du Giro 413?

”Nu har det eksisteret siden 1946. Det har ingen andre programmer præsteret, så mon ikke det kan holde sig i live længe endnu?”

SLAGERE I PARADIS

Med nyfortolkninger af numre som ’To lys på et bord’,  ’Skibet skal sejle i nat’ og ’Gem et lille smil til det bli’r gråvejr’  er musicalen ’Så længe mit hjerte slår’ en hyldest til Giro 413’s musikalske univers og desuden en kærlighedshistorie med en moden sygeplejerske og en overlæge i centrum. Forestillingen turnerer for tiden landet rundt og får københavnerpremiere på Folketeatret 16. januar 2020.

 

Går du gennem en dansk eller en europæisk bymidte i december og rammer en samling alpehytter, der dufter af dampende vin og stegte pølser, er du havnet i et julemarked af tysk tilsnit. Weihnachtsmärkte er blevet et eksporteventyr, og mistanken melder sig: Er tyskerne bedre til hygge?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox, Aalborg City

NÅR JULEN nærmer sig, bliver Gammeltorv i Aalborg forvandlet til en mellemting mellem en hyttelandsby og et tivoli. Her kan man indkøbe sin julesteg og sin pynt, køre en tur i en gammel hestekarrusel og varme fingrene og halsen på et glas varm vin – gerne toppet op med et pænt skvæt rom eller amaretto.

”Der bliver edderbroderemig solgt noget Glühwein,” siger Flemming Thingbak, direktør for detailhandel-organisationen Aalborg City og initiativtager til det årligt tilbagevendende julemarked i Aalborgs historiske bykerne. Sidste år kiggede knap en kvart million gæster forbi markedet, og håbefulde kræmmere står på venteliste for at få en stadeplads, fortæller Flemming Thingbak. Men den tyske gløggvariant strømmede knap så livligt dengang i 2002, da han lancerede konceptet.

”Det var bankeme en hård start. Jeg tror, danskerne havde lidt svært ved at tage det til sig. De så nogle boder, der var smækket op. Og gik videre.”

For at aflure, hvad der kunne få publikum til at stoppe op og hive pengepungen frem, drog Flemming Thingbak på studie­ture til Berlin, Lübeck, Kiel, Hamborg og andre tyske byer. Det har han været hvert år siden da, bortset fra sidste år, hvor han i stedet tog til Stockholm for at se, hvordan svenskerne holder julemarked. Men destinationen skuffede:

”Der var slet ikke det hjerteblod, man mærker blandt stadeholderne i Tyskland, hvor de er meget passionerede og stolte over deres tradition. ”

I Bautzen i delstaten Sachsen afholder man i år byens 636. julemarked for at være helt nøjagtig. Man bryster sig af at være den første by i Tyskland, der fik et, da kong Wenzel af Bøhmen i 1384 gav lokale slagtere lov at sælge deres varer på torvet hver søndag i en periode fra slutningen af september og frem til jul. Til at begynde med var det bare et kødudsalg, men med tiden førte det over i mere festlige markedsdage i advents­perioden, og i de større tyske byer bed skikken sig fast hen over middelalderen og renæssancen, og i dag er der tusindvis af julemarkeder i Tyskland. 

Det største er det i Frankfurt, der har eksisteret siden 1393, og som er så gigantisk en succes, at den har kunnet eksporteres til Birmingham, der siden år 2000 hvert år har afholdt Frankfurt Christmas Market. Markedsboderne med deres udvalg af lammeskindstøfler, trælegetøj, Christstollen og andre traditionelle julekager ankommer i containere fra messehovedstaden Frankfurt og omsætter for et tocifret millionbeløb regnet i pund sterling. Og Birmingham er langtfra det eneste sted i England – der ellers ikke er kendt for tyske tilbøjeligheder – hvor man kan blive Glühwein-omtåget i december. Også i Nottingham, Manchester og Leeds skænker de op. Ligesom man i Firenze kan spise Bratwurst på Weihnachtsmarkt Santa Croce foran byens berømte katedral. Og ligesom man i transsylvanske Sibiu kan beundre lyssætningen på byens julemarked, der i samarbejde med den østrigske ambassade i Rumænien er blevet afholdt siden 2007. 

Men hvorfor har det tyske julemarked en international gennemslagskraft, der begynder at ligne eventbranchens svar på den irske pub? Forfatter Knud Romer, der er af tysk-dansk familie, giver et bud:

”Tyskerne er virkelig crazy med jul. Der er ingen grænser for, hvor mange kager de har, og hvor tidligt på efteråret de går i gang. I det hele taget er det fra Tyskland, vi har importeret både juletræ og julelys og mange andre af vores juletraditioner. Samtidig er de mere sydlændinge end os. De opholder sig mindre i deres lejligheder og er bedre til at være i det offentlige rum.”

Og så er julemarkedet en pakkeløsning, der let kan flyttes rundt, siger han:

”Det er et lands kultur på vareform, og de ser ens ud overalt. Jeg synes, sådan et marked ligner et stort kukur. Det er forestillingen om den tyske Gemütlichkeit. Og det er lige så stereotypt, som hvis Danmark lavede en vikinge-middelalder-franchise.”

Efter at Københavns Kommune i 2015 gav flere offentlige pladser fri til julemarkeder, og de genkendelige alpehytter skød op på Højbro Plads og flere andre steder, var der nogle københavnere, der brokkede sig over det tyske præg på Indre By. 

”Man har bare hentet en standardløsning ned fra hylden og ikke overvejet, hvad der er specielt ved den by, man er i, altså København,” udtalte daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell for eksempel til Information i 2016. 

Julemarkederne er muligvis lige så autentiske som H&M, halloween og andre globale sællerter, men det har endnu ikke påvirket udbredelsen. Ifølge Flemming Thingbak kan man dog ikke reproducere den tyske tradition én til én.

”Vi har forsøgt at give det et præg af noget, der er lige så dansk og nostalgisk som en ’Far til fire’-film. Der er gode danske ænder. Der er lune danske æbleskiver. De fleste af vores stadeholdere er fra Danmark, men vi har også folk fra andre lande, for eksempel en englænder, der sælger fudge, og en hollænder, der sælger ost.”

Dog er der elementer på Gammeltorv i Aalborg, der har direkte tysk forbillede. For eksempel det 30 meter høje pariserhjul. Og lyssætningen, som man investerede en million i sidste år.

”Det er imponerende, hvad de kan med lys dernede,” siger Flemming Thingbak, der også har købt sine 35 træhytter i Tyskland.

”Det er jo ikke nok bare at stille nogle telte op, når det er koldt.”

Efterspørgslen på noget mere skærmende end teltdug blev noteret hos Hvalsø Teltudlejning for flere år siden. Man besøgte julemarkedet i Hamborg, og man tog til fagmesser for udlejere for at finde træhytter at investere i. Men firmaet endte med at udvikle sine egne.

”Hvert hus tager otte minutter at sætte op. Det vigtigste for os er, at logistikken er god. Vi skal have plads til dem på vores lager, og de skal være nemme at transportere og montere,” siger direktør Claus Petersen om hytterne, som de begyndte at udleje for fire år siden.

”Vi ville gerne være firstmovers på området, men den slags skal lige løbes i gang. Det var først sidste år, det blev en god forretning.”

Og skal man tro direktøren, vil synet af hytterne i fremtiden ikke begrænse sig til julesæsonen:

”De kommer til at kunne bruges hele året til billetsalg og merchandise.”

HILS PÅ NABOEN

Tre kulturbegivenheder, der bringer dig tættere på Tyskland og vores fælles historie.

På flugt
Efter anden verdenskrig blev Danmark af de allierede pålagt at drage omsorg for de i alt cirka 250.000 tyskere, der flygtede hertil, da Tyskland brød sammen. I ’1945 – Historien om en flugt’ fortæller Teater Nordkraft om de cirka 40.000, der blev interneret i lejre i og omkring Aalborg.

19. februar – 30. marts.

Muren og alt det andet
Her ved 30-året for Berlinmurens fald fejrer Nationalmuseet den tyske kulturhistorie. På udstillingen, der er lavet i samarbejde med British Museum, kan du blive klogere på alt fra Bauhaus’ design og Wagners ideer til østtyske Østersø-flygtninge og pølsens historie.

Frem til 1. marts 2020.

Leselust
Hvad kendetegner litteraturen i Tyskland og Danmark, hvilke forbindelser findes der historisk og i dag, og hvad kan vi lære af hinanden på tværs af grænsen? Ved 100-året for genforeningen i 1920 udveksler tre forskellige festivaler i Trekantområdet, Slesvig og Hamborg forfattere og publikum. Hoveddeltager er forfatter Jens Blendstrup.

Hold øje med programmerne for Altonale Festival, Trekantområdets Festuge og Norden Festival.

 

Ensartethed og de samme detail-butikker dominerer gadebilledet i mange danske byer. Men indimellem ser man det pludselig: et skilt, man lægger mærke til og husker. Jakob Engberg er en af de få skilte-magere, der stadig laver skilte efter gamle traditioner.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Jon Nordstrøm

I EN BAGGÅRD i et industriområde i Københavns Nordvestkvarter står Jakob Engberg og roder med en glasplade på sit værksted. På væggene omkring ham slås hylder med små malerbøtter med store, håndmalede skilte om pladsen, og i midten fylder et stort arbejdsbord i træ det meste af gulvet. Det er her, den autodidakte skiltemager som en af de eneste i Danmark holder liv i en håndværkstradition, der ellers er så godt som forsvundet.

38-årige Jakob Engberg fremstiller håndlavede skilte malet med oliemaling, sat med bladguld og trykt i silke. Det er fire år siden, han startede virksomheden Copenhagen Signs – i første omgang som en hobby ved siden af sit job som almindelig skiltetekniker, men i dag kan han leve af at lave sine egne skilte. Hans kunder er primært selvstændige erhvervsdrivende og små specialforretninger – eksempelvis frisørsaloner, tatovører og keramikere – men han udfører også opgaver for
reklamebureauer eller større virksomheder som Carlsberg.

”Et håndlavet skilt kan noget helt andet end et digitalt fremstillet skilt. Jeg tror, at det kan fange vores opmærksomhed på en anden måde, fordi det er fremstillet af menneskehænder med alle de små ujævnheder og særpræg, det medfører. Samtidig forgår et håndlavet skilt ikke på samme måde som et digitalt fremstillet, men kan holde i 100 år. På den måde har de gamle skilte også en historisk værdi,” siger Jakob Engberg, der har udgivet bogen ’Danske skilte’, hvor han sammen med fotograf Jon Nordstrøm har kørt landet rundt for at fotografere og dokumentere håndlavede skilte. Bogen er en slags manifest over den danske skiltemagertradition og de mange skilte, der stadig for eksempel hænger på gamle værtshuse, pryder biografer, egnsteatre og badeanstalter, og som kan findes på gågader og i butiksvinduer i næsten alle danske provinsbyer.

”Vi er omgivet af skilte overalt i vores hverdag. De er i gadebilledet og på butiksfacader, og selv i en tid med Google Maps er skilte en nødvendig størrelse, der viser os vej og byder os indenfor. Alligevel tror jeg, at mange tager dem for givet. Jeg har samlet skiltene i bogen for at give dem den opmærksomhed og den anerkendelse, jeg mener, at de fortjener.”

Milestenen på stationsbygningen i Birkerød er malet direkte på den gule murstensfacade. Skiltet er særligt, fordi det blander forskellige skrifttyper, og særligt tretallet og a’et skiller sig ud fra resten af bogstaverne. ”Jeg er ikke sikker på, at skiltet af lavet af en professionel skiltemager, måske snarere en almindelig maler. Det er ikke teknisk veludført, men netop dét giver skiltet charme,” siger Jakob Engberg.

Jernbanegade 26, Kolding.

Et klassisk apotekerskilt i glas, der findes i mange danske provinsbyer. Skrifttypen er håndtegnet, og afstanden mellem bogstaverne er mindre i højre side. Det er ikke et ualmindeligt syn på gamle, håndmalede skilte, hvor skiltemageren af og til pludselig måtte konstatere, at han var ved at løbe tør for plads.

Bredgade 17, Lemvig.

Over indgangen til teateret i Lemvig er malet et stort skilt i relief – en teknik, hvor man enten løfter eller sænker motivet i forhold til dets baggrund, i dette tilfælde en husmur. Ifølge Jakob Engberg er skiltet et eksempel på, at mange gamle skiltemagere var dygtige til at tænke bygningens farver og udtryk ind i deres arbejde.

Gravene 8, Viborg.

Det krakelerede grønne og røde neonskilt, der sidder over en guldsmedeforretning på gågaden i Viborg, stammer med stor sandsynlighed fra 30’erne, hvor skilte bøjet i neon for alvor blev populære. Frem til 50’erne var neon den mest populære måde at lave skilte på, og man kan stadig finde mange gamle neonskilte rundt om i landet. De senere år har neonskilte igen fået lidt af en revival.

Enghavevej 10, København V.

Den håndlavede facade på herretøjsbutikken Motorious er et af de nyere skilte i bogen med sin moderne skrifttype uden seriffer, som er de små grafiske tilføjelser til selve bogstavets krop. I Motorious’ nye lokaler i Kødbyen er det Jakob Engberg selv, der har stået for udsmykningen med et skilt i samme skrifttype som på bygningen på Enghavevej, der i dag er revet ned.

Spanien 1, Aarhus.

Badeanstalten Spanien i Aarhus lyser op i mørket, når det store vertikale neonskilt tændes. Bogstaverne er bøjet i neon og lavet med såkaldt svøb, hvilket giver skiltet dybde og gør det mere synligt i dagslys. ”Ud over at skiltet helt konkret viser, hvad man kan finde inde i bygningen, er netop badeanstalten jo også et eksempel på, at et ikonisk skilt kan gøre en bygning til et landmærke,” siger Jakob Engberg.

Gravene 1, Viborg.

Mellemdammen 18, Ribe.

Vesterbrogade, København.

I en lejlighedsopgang på Vesterbro har en skiltemager støbt et skilt i sort mosaik i et terrazzogulv, hvor hvert lille stykke er placeret sirligt ved siden af hinanden. Efterfølgende er fugerne mellem hvert stykke blevet spartlet. Skiltet har formentlig skullet gøre opmærksom på en nu lukket butik og er ifølge Jakob Engberg et eksempel på, at nogle skilte er så godt håndværk, at de kan holde længere end de steder, de henviser til.

Store Landevej 13, Nørre Aaby.

Klareboderne 14, København.

Skiltet på Bo-Bi Bar, der åbnede i 1917 og er et af hovedstadens ældste værtshuse, udmærker sig ved de detaljerede ornamenteringer i guld og den markante skrifttype, der var meget populær i starten af 1900-tallet. ”Jeg kan især godt lide galgeskiltet, hvor der er malet med to forskellige skrifttyper oven på hinanden. Det er meget kreativt,” siger Jakob Engberg.

Strandvejen 187, Hellerup.

Hvid skrift på sort baggrund er den farvekombination, der giver det mest læsbare skilt på grund af den høje kontrast. Facaden på herretøjsbutikken Britannia er fremstillet i glas på sort baggrund, og bogstaverne i håndtegnet skrifttype er bukket i metal med svøb, hvilket er med til at give skiltet dets markante udtryk, forklarer Jakob Engberg. 

Tage-Hansens Gade 2, Aarhus.

Gammel Kongevej 143, Frederiksberg.

Rådhuspladsen 57, København K.

Ud & Se guider dig til syv ting, du kan opleve i december.
Tekst:RedaktionenFoto:Marie-Louise Høstbo

TURISTBUSSEN STOPPER IKKE HER

København tilbyder landets største samling af berømte bygninger. Men på et tidspunkt har du svimlet over Grundtvigskirken, viftet med flaget på Amalienborg og glædet dig over Børsens dragehalespir. Så er det tid at kigge efter de mindre kanoniserede arkitekturperler. Hvad med for eksempel at gå en tur i Universitetsparken og kigge på Kaj Gottlobs auditorium, genkendeligt på sit svungne kobbertag og sin glasfacade, som gemmer en smuk trææske af en forelæsningssal? Du kan også slå et smut forbi Frits Schlegels enkle og asymmetriske betonvilla på Bernstorffsvej 17. Eller tage en tur i lufthavnen uden billet og nyde Vilhelm Lauritzens fredede lufthavnsterminal fra 1939. Men det allernemmeste er at gå på opdagelse i arkitekt og forfatter Marie-Louise Høstbos nye bog ’Hemmelige steder’.

Er udkommet hos Strandberg Publishing.

POTTETRÆNING

Vil du holde fingeren på keramik-pulsen, så tag forbi Middelfart og Danmarks keramikmuseum Clay, hvor de for tiden viser udstillingen ’Afgang 19’. Her udstiller 11 elever fra Det Kongelige Danske Kunstakademis designuddannelse i Nexø på Bornholm deres bachelorprojekter. De udstillede genstande er resultatet af et 12 uger langt afgangsforløb, hvor de unge keramikere har udforsket leret og finpudset deres eget personlige udtryk.

Indtil 26. januar 2020.

GAVLTYVE

Gavlmaleriet lever godt i disse år, og i Københavns sine steder ganske grå Nordvestkvarter stråler kunstgenren nu med ekstra mange farver. I løbet af de seneste to år er 16 gavle på Rentemestervej og Møntmestervej blevet udsmykket af danske og internationale kunstnere. Resultatet er tilgængeligt for alle forbipasserende i det, som kunstsamler, kurator og initiativtager Jens-Peter Brask kalder ’Gadegalleri Nordvest’. Projektet er udført i samarbejde med andelsboligforeningen AB Mønten og med økonomisk støtte fra Områdefornyelse Nordvest, og idémanden håber, at de nye malerier vil stjæle samtalen i kvarteret: ”Forhåbentlig vil gavlene fremkalde en ny dialog blandt beboerne, når de mødes på gaden eller i trappeopgangen.”

SAMARKAND VIA LÆNESTOLEN

Med sit forløb fra velkendte Vesteuropa til mystiske Mellemøsten var Orientekspressen en toglinje, der sendte fantasien på rejse. Mest berømt har toget givet stof til Agatha Christies ’Mordet i Orientekspressen’ fra 1934, der er generøst filmatiseret, men man kan også læse om den hos forfattere som Paul Theroux og Knud Romer. Ruten fra Paris til Istanbul blev officielt indstillet i 1977, men den prisbelønnede norske forfatter Torbjørn Færøvik har sammensat sin egen rejse fra vest til øst, en tur, han beskriver i rejseberetningen ’Orientekspressen – En togrejse’, der gør stop i 22 byer undervejs fra London til Samarkand i Usbekistan. Bogen er også en tidsrejse med ledsagelse af kulturkoryfæer som Zweig og Heming­way og en næsten uudtømmelig kilde til historiske fakta og kuriosa. Vidste du for eksempel, at den første benzindrevne traktor blev taget i brug i Iowa i 1892?

Er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

SVEDETUR TRANSPORTABLE

Leder du efter aktiviteten, der kan få skuldrene til at sænke sig på dine julefrokostdeltagere – endda uden brug af alkohol? Så overvej at kontakte Butchers Heat, der har ombygget en gammel mandskabsvogn fra frømandskorpset til en sauna på hjul med smagfulde træbænke og industrielle køkkenklinker. Det er folk fra crossfit-miljøet, der står bag konceptet, der kan findes hver onsdag ved Margretheholm på Amager og hver torsdag ved Svanemøllen Strand. Og deres saunagus-mestre damper også gerne ud og spreder aromatiske skyer og generelt velvære over din private begivenhed.

Læs mere på butchersheat.dk

STRÅ MED TAG

Land og by. Centrum og udkant. Mark og flise. I diskussionerne om, hvilket land vi gerne vil skabe og bebo, skiller vi dem ofte ad som modsætninger. Med fænomener som byhaver og bybier rykker naturen dog stille og roligt ind på det urbane domæne. Og for tiden kan du på Dansk Arkitektur Center opleve 200 gallerikvadratmeter beplantet med korn. Folkene bag kornmarken kalder sig Rural Agentur og er fortalere for, at landdistrikterne bliver ligestillet med byerne, arkitektonisk set. Hvad det skal sige, kan du undersøge på udstillingen Dreyers Arkitektur Galleri, hvor de sammen med to andre tegnestuer fremviser deres vision for fremtidens arkitektur.

Åben indtil 16. februar 2020.

MØD SKABEREN

Hvis du går op i, at der skal være storytelling bag dine gaver, så kan Designskolen Koldings julebasar være stedet at gå på jagt. Bag basarens godt 125 små boder står designerne selv klar til at fortælle om deres kreationer udi smykker, tøj, print, tekstiler, møbler med mere. Og skulle du være blevet sulten oven på al snakken, kan der købes julelækkerier i skolens kantine. Ude i byen vil en række lokaliteter ydermere være fantasifuldt oplyst i anledning af Kolding Light Festival, der finder sted samme weekend. 

6. december kl. 14-20 og 7. december kl. 10-17. 

 

Natsorte vintre, drabelige dyr, lunefulde vejrguder og uhumske hyttekammerater. Hvad der kunne lyde som et mareridt, blev for en gruppe lykkeriddere deres livs eventyr. Siden blev de udødeliggjort af Jørn Riel. Ny bog præsenterer virkelighedens fangstmænd.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Peter Schmidt Mikkelsen, Ivar Ytreland, Jens Mathiesen

I EN AF Jørn Riels skrøner har en fangstmand med øgenavnet ’Kinakokken’ ladet sig fire ned gennem et hul i isen for at undersøge, hvordan sælerne finder deres åndehuller. Mens han svømmer rundt dernede, bliver hans hyttemakker Valfred angrebet af en isbjørn oppe på isen. Isbjørnen forfejler sit udfald og plumper gennem hullet, så Valfred kan skyde den i nakken. I mellemtiden, tænker han, må ’Kinakokken’ være druknet. Men efter at isbjørnen er blevet bjærget, trækker han en sprællevende, om end forfrossen kammerat op af vågen. Om aftenen fejrer de dagens tildragelser med isbjørne­steg.

Jørn Riel har defineret en skrøne som et stykke virkelighed fortalt, så man tror, det er løgn. Og Riel, der som ung telegrafist levede en årrække i fangstmandsmiljøet på Nordøstgrønland, inden han blev forfatter, brugte genren, fordi de faktiske begivenheder var så utrolige, at læseren ville have troet endnu mindre på dem, hvis de var blevet præsenteret som sande. På den måde garderede Riel sig mod faktuelt tørvetrilleri, og samtidig fik historierne en ekstra bund. Men det var ikke kun et salgstrick, for virkelighedens fangstmænd førte temmelig exceptionelle liv, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen, der har mødt mange af dem i 1990’erne og skildret dem og deres æra over knap 600 faglitterære sider.

”De var eventyrere, der var indstillet på at tage af sted på usikker grund til et fjernt land. Efterhånden som jeg talte med dem og læste i de hyttebøger, hvor de skrev meddelelser til hinanden, kunne jeg se, at personerne, stederne og hændelserne ofte passede én til én med Jørn Riels skrøner. Skrønerne er gennemsyret af humor og blodig alvor, men den virkelige historie er lige så fantastisk – om end mere nørdet.”

De norske fangstmænd Odd Lindhjem (t.v.) og Ivar Ytreland er ankommet til fangststationen Kap Herschell, august 1946.

Historisk set var fangstmændene en gruppe af norske og danske pelsjægere, der i første halvdel af 1900-tallet drog til Nordøstgrønlands kyst på såkaldt overvintring. De skød isbjørne, moskusokser, ulve og, om sommeren, sæler og hvalrosser. Men alle disse dyr var sekundære, de mest eftertragtede fangstdyr var ræve. Det var ubeboet land, hvor man fandt ly for snestormen i selvbyggede brændeskure med samboer, man ikke selv havde valgt. Og blev man overvældet af hjemve, måtte man vente på den korte sommer, for hele vinteren var havet så frossent, at skibe ikke kunne lægge til. Omvendt var vinteren per definition fangstperioden, fordi det var den tid på året, hvor rævene iklædte sig deres tykkeste og smukkeste pels.

”Udfordringen var at kunne holde ud at være i selskab med sig selv eller nogen, som man inderst inde måske ingenting delte med. Man måtte få det bedste ud af det. Det klarede de mere eller mindre godt,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der har forsket i fangstmændenes liv og interviewet omkring 100 af dem.

Han er selv tidligere medlem af slædepatruljen Sirius og har ’polarbacillen’ i blodet – en tilstand, der igen og igen trækker ham tilbage til Grønlands frie og barske natur. I 1987 var han i gang med at planlægge en kajakrejse imellem de nordøstgrønlandske lokaliteter Daneborg og Mestersvig. Ideen var, at han og de andre rejsedeltagere skulle overnatte i de små hytter i området, som han kendte fra sin Sirius-tid, men dermed forlod tanken på bebyggelserne ham ikke. For hvem var de egentlig, de mennesker, der havde rejst dem, og hvornår var det sket? Han gav sig til at læse op på historien, grave dagbøger frem fra arkiverne og opsøge de fangstmænd, der i begyndelsen af 90’erne stadig var i live.

Ivar Ytreland blev siden aktiv i restaureringsarbejdet af de gamle fangststationer. Her står han foran Kap Herschell i 2002.

De blev glade for at få besøg af en, der vidste, hvordan minus 30 grader føles, og hvordan de landskaber, de havde færdedes i, så ud.

”Nordøstgrønland er ikke et sted, hvor der bliver bygget noget eller pludselig er anlagt en vej. Om man har været der for 50 år siden eller i går, er det samme. Den rå geologi ligger der endnu,” siger Peter ­Schmidt Mikkelsen, der gennem sin research blev opmærksom på forskellene mellem henholdsvis de danske og norske mænd, der tog af sted for at skyde hvid- og blåræv: 

”Nordmændene har en anden tilgang til Arktis end folk fra det danske bondeland. For dem var det en helt normal måde at tjene til livets ophold. De var familiefædre, der kunne vælge at tage ud at fange fisk eller at tage et år på overvintring i Grønland og gå på jagt. Selvfølgelig var der også blandt danskerne, specielt i 30’ernes depressionstid, nogle, der gjorde det for at forsørge en familie. Men stærkt generaliseret kan man sige, at de mere var eventyrere af ungkarletypen.”

Kap Herschell var en ruin i 1999. Siden har kompagniet Nanok gjort den fuldt brugbar igen.

Fælles for de norske og danske fangstmænd var traditionen for at fortælle historier, der voksede ud af de store oplevelser, men også ud af de lange timer, der måtte henslæbes uden aviser eller andet nyt fra omverdenen, indtil havet tøede op igen.

”Så lærer man at sætte pris på den gode fortæller. Det blev et håndværk at kunne fortælle en historie uden at brænde pointen af med det samme, så den varede en hel storm,” siger Peter Schmidt Mikkelsen, der også mener, at der er andet at lære af fangstmændene i dag.

”Deroppe kunne du ikke planlægge noget, for du vidste ikke, hvordan vejret ville blive i morgen. Du var nødt til at tage dagen, som den kom, du var nødt til at være udholdende, og du var nødt til at hjælpes ad og gøre tjenester. Det gav selvværd. I dag er selvværdet truet, fordi mange mennesker ikke føler sig som en ressource. Fangstmændene lærte at stole på sig selv og deres egne evner. Mange af dem blev store personligheder,” siger Peter Schmidt Mikkelsen og nævner som eksempel Ivar Ytreland.

Sirius-patruljen besøger stationen Hamna, 1979.

Nordmanden var 20 år, da han i 1946 kom til fangststationen Kap Herschel, hvor han blev i to år. Tilbage i Norge blev han siden hen både produktdesigner af støbejern, administrerende direktør for et olieselskab, bestyrelsesmedlem af universitetet i Trondhjem, byrådsmedlem i samme by samt repræsentant i Stortinget, inden han døde i 2012.

I efterkrigstiden blev det stadig mindre lukrativt at sælge skind, og Peter ­Schmidt Mikkelsens bog lukker og slukker fangstmandsperioden i 1960. Men mange af deres boliger står der endnu – endda i bedre stand. Det skyldes kompagniet Nanok (grønlandsk for isbjørn), som Peter Schmidt Mikkelsen er medgrundlægger af, og som igennem 25 år har stået for at istandsætte mere end 50 af de gamle hytter, så de i dag fremstår historisk korrekt, men med større komfort. Nu bruges de blandt andet af klimaforskere under feltarbejde, men står til fri afbenyttelse for enhver med behov for tag over hovedet og lyst til at læse i hyttebøgerne, der stadig opdateres af de overnattende, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen: 

”Så skulle du komme forbi, er du velkommen til at gå indenfor, smide kul på ovnen og få varmen.”

DRAGET AF GRØNLAND

’Nordøstgrønland 1908-1960 – Fangstmandsperioden – og dens spor i dag’ udkom første gang i 1994, men genudgives nu i en opdateret og små 200 sider længere version. Siden den første udgivelse er meget nyt arkivmateriale og mange fotos dukket op, ligesom alle fangstmændenes bebyggelser er blevet registreret og beskrevet. Forfatteren, Peter Schmidt Mikkelsen, er uddannet radiomekaniker, var i 1977-78 del af slædepatruljen Sirius og har siden brugt megen tid i Grønland. I 2009-14 var han med til at opbygge Grønlandsk Klimaforskningscenter i Nuuk. I dag er han blandt andet tilknyttet Arktisk Forskningscenter og Grønlands Naturinstitut.

 

Bogmarkedet kaster sig frådende over forfattere, der vogter får, flyver med høg eller fisker efter mystiske havdyr. I deres bøger væver de sansninger, zoologi og kulturhistorie sammen med deres egne liv, og læseren får genskabt forbindelsen til moder jord.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

I 2012 SKREV kulturjournalisten Patrik Svensson et essay til sin avis, Sydsvenska Dagbladet. Siden blev han stadig mere opslugt af den ådselædende fisk, hvis forplantning er dunkel for videnskaben. Research og skriverier hobede sig op, og på et tidspunkt fik han en aftale om en hel bog om emnet i stand med forlaget Bonnier. Titlen blev ’Åleevangeliet’, og bogen bugter sig rundt om skribentens forhold til sin far – og deres fælles ålefisketure – og glider samtidig forbi en lang række fortællinger og fakta om ålen, fra Aristoteles’ teori om, at den opstår af mudder, over Freuds intentioner om at afmystificere den til den danske biolog Johannes Schmidt, der i 1904 som den første fanger ålelarver. Arbejdet var langstrakt og kompliceret, men sjovt, fortæller Patrik Svensson i et interview med sin egen avis:

”Det er jo et ekstremt taknemmeligt emne, eftersom mystikken omkring ålen består. Den store gåde om ålen og dens ophav blev en spejling af mit eget liv.”

’Åleevangeliet’ udkom i Sverige denne sommer, men allerede i februar udsendte Bonnier materiale om bogen til forlag verden over. Det amerikanske forlag Ecco svarede mindre end 24 timer senere med et såkaldt pre-empt, et stort engangsbud, man afgiver i bogbranchen, hvis man vil sikre sig rettighederne til noget særlig lovende, inden konkurrenterne får færten af det. Bonnier afslog i håb om at få flere ind i en budkrig, og i alt ni amerikanske forlag endte med at byde hinanden op. 

På Gads Forlag, der generelt er kendt for at udgive naturbøger, mærkede man også hypen omkring ’Åleevangeliet’ i det internationale forlagsmiljø og kontaktede i februar Bonnier for at høre mere, hvorefter det svenske forlag sendte en sværm af mails med bulletiner om bogens fremmarch på verdensplan. Gads Forlag rekvirerede den tredjedel af manuskriptet, der på det tidspunkt var tilgængelig for interesserede købere, og man gav sig til at læse, om end med en del skepsis.

”Helt seriøst, en bog om ålen? Ville jeg selv læse den? Nej, aldrig. Hvem, ud over et begrænset segment af lystfiskere og naturvejledere, kunne være interesseret i sådan en bog? Det lød umiddelbart ikke specielt rentabelt at gå ind i,” fortæller redaktør Martin Gylling, der dog ved første skimning fandt bogens lidt vemodige sprogtone lovende og under den grundigere gennemlæsning hjemme i lænestolen blev decideret imponeret over kvaliteten. 

”Jeg sendte straks min chef en besked om, at denne bog, den måtte vi bare have.” Næste dag regnede de på det, kastede et pre-empt-tilbud ud til Bonnier og holdt vejret. Engangsbeløbet blev accepteret, og Gad fik bogen på krogen kort inden bogmessen i London i marts, hvor den blev det helt store samtaleemne.

Den er nu solgt til mere end 30 lande, og iveren efter ålen har gjort Patrik Svensson til en rig mand. Men det er ikke en enlig guldåre, han har ramt, for ’Åleevangeliet’ er bare den seneste i rækken af storsælgende, litterært ambitiøse sagprosabøger, hvor forfattere skriver zoologisk viden sammen med deres eget liv, måske endda med en personlig udviklingshistorie.

I ‘H FOR HØG’ skildrer falkoneren Helen Macdonald sit arbejde med en duehøg. Høge er per definition umulige at tæmme, men falkoneren kaster al sin tålmodighed ind i det. I månedsvis isolerer hun sig med høgen Mabel. Først kun indenfor i sit hus, derefter tager hun den med korte ture udenfor, hvor hun begynder at flyve med den på en line, inden hun slipper den helt og stoler på, at den lander på hendes handske igen, efter at den har fanget sin kanin. Projektet blandes med falkonerens sorg over hendes fars pludselige død af et hjerteanfald, og indlevelsen i falken og ambitionen om at kontrollere den bliver en besættelse, et rusmiddel. Indimellem føler hun sig mere som falk end menneske, og på et vist tidspunkt står det klart, at det er tid til at komme tilbage til menneskelivet – og videre. 

Macdonald har, inden hun gjorde karriere som falketræner for sheiker i Abu Dhabi, læst engelsk i Cambridge, hvor hun også forsker og underviser i dag. Bogen, der udkom i 2014, er også en indføring i falkejagtens historie og en diskussion af gamle hovedværker inden for falkonerlitteratur. Den har vundet en række priser, været på New York Times’ liste over årets 10 bedste bøger og solgt 250.000 eksemplarer alene i USA. Den engelske skuespiller Lena Headey, der spiller en hovedrolle som Cersei Lannister i ’Game of Thrones’, har tilmed købt rettighederne til at filmatisere ’H for høg’ og planlægger både at producere og spille hovedrollen.

”Den ene dag er jeg den her mudrede, utæmmede skabning, der render rundt med en duehøg i de engelske bakker. Og så er jeg pludselig i L.A. og sidder og taler med den her utrolige skuespiller og tænker over, hvad der er sket med mit liv,” har Helen Macdonald sagt til The Telegraph.

I 2015 UDKOM ’Havbogen’, der blev den næste hybridsensation med sit mix af sanselige naturbeskrivelser, videnskabelige fakta og en personlig historie. I bogen sejler forfatter Morten Strøksnes og hans særling af en kunstnerven ud på Vestfjorden ved Lofoten i Nordnorge med et gæret kadaver af en skotsk højlandsko. Missionen er at fange en grønlandshaj, et kæmpe bæst, der kan blive flere hundrede år gammelt, har kød, der er så giftigt, at man bliver fuld af at spise det, og et skind så krasbørstigt, at man flår hænderne til blods på det. 

Den hovedsagelig frugtesløse jagt på dyret i dybet er motoren, der driver gummibåden og læsningen fremad, mens forfatteren i tanken tager én med ned ad tusind bifloder, hvor man bliver klogere på havbiologiske pionerer, hvalfangstens historie og anekdotiske kuriøsiteter såsom, hvorfor mange fiskere i Nordnorge nærer en nærmest frygtsom afsmag for makrellen og dens kød. Bogen nikker til ’Moby Dick’, og anmeldere har da også sammenlignet den med Herman Melvilles roman på grund af begge bøgers mange marine ekskurser, om end anmelderne synes, at læsningen af ’Havbogen’ er nemmere at gå til, hvilket er ment som en ros. Den vandt et hav af priser i Norge, er siden blevet solgt til 25 lande og har været iscenesat på Riksteatret i Oslo.

I LAKE DISTRICT i det nordlige England ernærer James Rebanks sig som fåreavler. Det har han skrevet om i ’Fårehyrdens dagbog’, der netop er udkommet på dansk. Og den virkelighed er ikke ren idyl. For selvom der er heltemod, når hyrden vælter rundt og kæmper for sine får i stormen på en snedækket bjergskråning, og hjertevarme, når hans seksårige datter tager imod sit første nyfødte lam og dermed strikker sig ind i stamtræet af fåreopdrættende fædre, bedstefædre og oldefædre, er den også fuld af afgrøder, der ødelægges af regnvejr, og dyr med mund- og klovsyge, der slås ned og sendes til afbrænding for at begrænse smitten. Der er også pøle af blod og urin, når fårene køres til slagtning, men professionens krasse sider opvejes af James Rebanks’ stolthed over at være en del af noget ”vedvarende, noget, der føles solidt, ægte og sandt”. 

Bogen om hyrden og hans berwick-får udkom i England i 2015, og siden har den solgt over 400.000 eksemplarer på verdensplan. Og Rebanks, der er blevet et navn på Twitter med over 100.000 følgere, blev også hyret af den britiske regering til at sidde med i et udvalg, der skulle vurdere de britiske nationalparker. Men efter tre dage i stillingen trak han sig efter med egne ord at være blevet kritiseret for at repræsentere landbrugets interesse af en ”lille gruppe naturfredningsfolk”. At Rebanks selv føler sig mere beslægtet med naturfolk end med landbrugsindustrien, fremgår af hans bog. Fårehyrder, skriver han, ”ser tusind nuancer af grøn, ligesom inuitter ser mange forskellige former for sne”.

PÅ KLIMAETS SIDE

Greta Thunberg inspirerede skolebørn i 133 lande til at strejke, og den nye regering lovede at svinge leen over CO2. Ude i fremtiden vil 2019 muligvis blive huske som året, hvor klimaet for alvor kom på programmet. Det gælder også på festivalscenen, hvor NORD – Nordisk Litteraturfestival i Helsingør i år kørte med klimatema og blandt andre inviterede ’Åleevangeliet’-forfatter Patrik Svensson. På endagsfestivalen Klima&Litteratur i København satte man handling bag ord og lod de deltagende forfattere, der blandt andet talte norske Aase Berg, ankomme med tog og bus, ligegyldigt hvor lang vej de havde, ligesom man heller ikke belastede miljøet med trykte plakater.

DER ER SELVFØLGELIG ingen, der præcis kan sige, hvorfor naturbøgerne er så populære. Men Martin Gylling fra Gads Forlag, der har andet oplag af ’Åleevangeliet’ på vej, giver et bud på dens popularitet:

”Bogen er vedkommende, man kan blive klogere af at læse den. Klogere på sig selv og på naturen. Måske spiller tidens store interesse i klimaspørgsmål også ind. Folk er blevet mere optaget af dyr og natur på grund af miljøkatastrofer og klimaændringer. Det er vores vurdering, at der er en voksende målgruppe af midaldrende og ældre aktive naturbrugere med stor viden og litterær bevidsthed. Det er den type læsere, vi forventer vil købe bogen.”

Måske dulmer naturtitlerne vores klimaskam. Måske genskaber de en forbindelse til den natur, der føles så fjern, når vi motionerer hæve-sænke-bordet. Men hvad hvis man tilhører dem, der kun føler sig mere fremmedgjorte for hver Teva-sandal og skaljakke, de erhverver, og for hver vandretur, de forsøger sig med? Hvis the great outdoors ikke får én til at føle sig lille, ydmyg og taknemmelig, men snarere malplaceret? Ja, så har man måske brug for en dosis af Are Kalvøs ’Hyttebog fra helvede’, der er solgt i 70.000 eksemplarer i Norge og købt til oversættelse i 10 lande.

Forfatteren har ingen munter natursøn indeni, der bare venter på at få luft. Han er et by- og barmenneske, der undrer sig over, at han ikke kan finde en eneste Facebook-ven uden et fjeldbillede på sin profil. Satirisk forsøger han at sætte sig ind i sine landsmænds trang til at trave rundt i højderne. Som han skriver:

”Det er ikke bare det, at alle pludselig begynder at gå i na­turen. De kan heller ikke lade være med at snak­ke om det hele tiden. Og de snakker om det helt uden humor. Mennesker, som før i tiden var både kvikke og hurtige i hovedet, kan nu i ramme alvor finde på at sige ting som: ’Stilheden på fjeldet minder ikke om noget andet.’ Jo. Den minder faktisk om al anden stilhed. Bortset fra at der nok ikke er helt stille, når der er stille på fjeldet. I så fald minder stilheden på fjeldet nok om lyden af vind. Eller regn. Eller myg.”

 

Hovedpersonen i Maren Uthaugs nye bog er en bedemand med nekrofile tendenser. Romanen er på én gang en slægtssaga, en spøgelseshistorie og en undersøgelse af dødens kultur. Og måske rummer den sin egen morbide øko-morale.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas A

Hvorfor har du lavet en historie om en nekrofil?

”For et par år siden var der mange mennesker omkring mig, der døde. Både venner og familie. Jeg lavede nærmest ikke andet i et år end at rende til begravelser og begyndte at lægge mærke til og undre mig over alle de skikke og ritualer, vi stadig har omkring døden, selvom vi ikke er særlig religiøse, og jeg fik lyst til at skrive en roman, der beskæftigede sig med dødens kulturhistorie. Omkring den samme tid så jeg en dokumentar om pædofile, der forsøger at leve med deres tilbøjelighed uden at udleve den. Indtil da havde jeg nok haft det som så mange andre: Pædofile skal have skåret pikken af og låses inde. Nu fik jeg større forståelse for det skamfulde i deres situation, og det dilemma ville jeg gerne undersøge i min roman: Hvordan er det at være nekrofil og beslutte sig for at undertrykke sin seksualitet og leve som et ordentligt menneske? Det er jo det, han gør, min bedemand. En gang imellem må han onanere til en fantasi om et lig, men ellers modstår han fristelsen og gør sit arbejde ordentligt. Det er en person, man kan have sympati for.”

Hvad gjorde du for at sætte dig i hans sted?

”Det er et svært område at researche. De, der har tilbøjeligheden, taler ikke højt om den. Og dem, de nekrofile forgriber sig på, kan ikke fortælle noget. Og hvis man endelig finder et eller andet påstået forum for nekrofile, er det usikkert, om det er troværdigt. Jeg så noget nekrofil porno og tog en masse noter for at få noget troværdighed ind i mine egne beskrivelser. Nekroporn er ikke den ægte vare, men hvor nogle ligger helt stille og simulerer, at de er døde. Det kan ikke anbefales. Jeg føler, at det var one for the team.” 

Så der er ikke lavet noget forskning på området?

”Meget lidt. Jeg fandt en bog, der var relativt grundig, som jeg fik en del ud af. Den fortæller blandt andet, at en del nekrofile netop forsøger at finde arbejde, hvor de har adgang til lig, for eksempel som portører. Og så deler den de nekrofile op i fem undergrupper. Der er dem, der godt kan lide fantasien og gerne vil have konen til at spille død hjemme i ægtesengen. Der er dem, der tænder på at røre ved lig eller bare være i nærheden af dem. I Paris havde de en overgang problemer med folk, der spillede den af på kirkegårdene. Så er der dem, der gerne vil have penetration. Andre, specielt kvinder, kan have svært ved at sige farvel til deres partner, når han dør, og beholder liget hos sig lidt for længe eller gemmer og konserverer hans penis – det er usømmelig omgang med lig og straffes med bøde. Og mest ekstremt er der dem, der tænder på at slå ihjel. Det er jo et bredt spektrum og i virkeligheden uretfærdigt, at de første skal dele paraply med de sidste, men sådan er det nu engang i mangel af bedre kategori.” 

Var det svært for dig at få en udgiver med på ideen?

”Egentlig ikke. Der var dog nogle af mine første læsere, der sagde, at de havde haft lidt svært ved at komme igennem scenerne med nekrofil sex, at de havde haft lyst til at tage et bad og vaske dem af sig bagefter. Og jeg har ellers forsøgt at gøre de passager så neutrale som muligt.”

Hvordan tror du, eventuelle nekrofile læsere vil tage imod bogen?

”Det har jeg ikke gjort mig tanker om, men jeg håber, at de vil føle sig lidt set. Det er ikke, fordi jeg ligefrem har ønsket at tage nekrofile i forsvar, men jeg håber, at de vil synes, den er mere tolerant, end hvad man ellers læser. Det er svært at finde noget i medierne om nekrofili, der ikke er afskyvækkende eller sensationelt.”

Nekrofili er ikke det eneste, romanens karakterer kæmper med. I familien, som du følger gennem to århundreder, bliver nogle sindssyge, andre ser spøgelser, nogle drages mod at slå ihjel. Måske hviler der en forbandelse over slægten. Skal de straffes, fordi de arbejder som bedemænd eller på anden måde tjener penge på døden?

”Jeg er selv meget taknemmelig for den hjælp, jeg fik af bedemænd, da jeg skulle begrave min mor. De var virkelig søde og kompetente, så der er ikke nogen politisk pointe i det. Det er rigtigt, at jeg ikke er så flink ved mine karakterer, men det var mere for fortællingens skyld, at jeg syntes, det var interessant, at familien i tiltagende grad bliver fascineret af døden, jo længere den arbejder med den.”

Bogen kommer omkring i dødsriget. Fra dødsårsager som kolera og den spanske syge over bedemandsudstyr, folketro og kremeringsfakta til lugten af et frisk lig, som åbenbart er lidt a la skovbund eller tørv. Blev du selv fascineret af døden undervejs?

”Fascineret er nok så meget sagt, jeg er et meget nøgternt menneske. Men jeg blev grebet af researchen. I de to år, der er gået, siden jeg gik i gang, har den fyldt meget. Og i mit første manuskript var der meget, meget mere om sygdomme og ritualer. Jeg var nødt til at dræbe en del darlings for at finde ind til det, der var relevant for historien.”

Nøgtern, siger du … Det virker ellers, som om du har givet fantasien frit løb, blandt andet i et kapitel, hvor et genfærd og et levende menneske har forelsket sig. De løser problemet med at have sex ved, at den dødes sjæl tager bo i et andet levende menneske, der låner sin krop ud til deres kødelige forening.

”Jeg morede mig meget med at skrive det kapitel. Men jeg researchede også grundigt på det. Jeg opsøgte en clairvoyant, der i detaljer beskrev for mig, hvordan det fungerer, og hvordan det føles, når en ånd går ind i et fremmed legeme. Og det er ikke, fordi jeg er helt fremmed for ånderiget. Jeg er født i Norge, og noget af min familie er samisk. I den gren taler man med ånderne. Det er ikke noget, jeg tror på, men af og til kan de være nyttige. For eksempel var der en gang, hvor en onkel havde snydt mig for en bil. Men efter at min bedstemor, der har været død siden 1978, havde talt med ham og sagt, at det var Marens bil, fik jeg den tilbage. Så brokker man sig jo ikke.” 

Har arbejdet med bogen rustet dig til næste gang, nogen tæt på dig dør?

”Nej. De følelser er så overvældende. Dem kan du ikke forberede dig på.”

Du begynder din roman med en skibbruden dansker, en forfader til den nekrofile bedemand, der redder sig i land på stillehavsøen Tikopia. Her praktiserer man en stram social kontrol. Folketallet må ikke overstige 990, det er alt, hvad øen kan brødføde, så man må holde sig på måtten med at blive gravid, indtil der er en plads ledig, og skulle der ske et uheld, må man tage livet af sit nyfødte barn. Er det en pointe i din roman – i disse tider, hvor overbefolkning måske er den største trussel mod jordens fremtid …

”Jeg blev meget fascineret, da jeg tilfældigt læste om Tikopia. Den ø måtte bare med i bogen. De har taget begrebet bæredygtighed til sig på den helt hardcore måde. Men jeg ville aldrig advokere for, at man skal slå sine babyer ihjel. Eller i det hele taget lave en politik på området. På et overordnet plan kan jeg dog godt undre mig over, hvad vi mennesker tillader os. Vi skal hele tiden have nyt tøj, vi skal ud at flyve, vi skal have mange børn. Hvem har sagt, at vi har ret til det? Det er jo bare noget, vi har fundet på.”

Hvor mange børn har du selv?

”Tre. Så jeg har allerede overskredet min kvote. Men det ene har jeg med en tidligere kæreste. Så på den måde går det vel op, tænker jeg.”

Maren Uthaug, 47 år, har tidligere skrevet romanerne ’Sådan blev det’ og ’Hvor der er fugle’ og tegnet tegneserien ’Den lyse side’. Fast leverandør af striben ’Ting jeg gjorde’ til Politiken siden 2013.

 

Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i november.
Tekst:RedaktionenFoto:José Antoine Costa

ET ROLIGT ØJEBLIK

Når vi for tiden præsenteres for billeder fra Hongkong, er de ofte fulde af knust glas, vrede ansigter og skyer af tåregas. Men her er der intet anstrøg af revolution. Den franske fotograf José Antoine Costa har ladet sig fascinere af den tætbefolkede ø-metropols arkitektoniske landskab og knipset en stille solnedgangsstund fra bunden af en højhusslugt. Billedet har dette efterår vundet kategorien ’Arkitektur og infrastruktur’ i fotofirmaet CEWE’s fotokonkurrence, hvor juryformand Yann Arthus-Bertrand (ham med luftfotoene) har modtaget materiale fra næsten en halv million håbefulde fotografer. Vinderfotografiet herover fik blandt andet jury-ros for sin pertentlige komposition og maleriske kombination af lyskilder.

Se alle vinderbillederne på cewephotoaward.com.

Foto: Ole Dinesen.

MED SIDDEPLADS TIL SIDEBANEN

Danmarks Jernbanemuseum kører for fuldt tryk gennem det vekslende landskab fra Øst- til Vestjylland med damplokomotivet K 563 fra 1899. Turen går fra Langå til Struer – byen, der engang var hjemsted for DSB’s 3. distrikt, og hvorfra en af de første statslige sidebaner udgik. I Struer fortæller museumsdirektør Steen Ousager om jernbanens udvikling og den politiske historie med udgangspunkt i det, man ser undervejs.

17. november. Find billetter.

PÅ USIKKER GRUND

Via båd over Middelhavet og bag i en lastbil, hvor han var gemt sammen med 40 andre flygtninge, kom Anas Dayoub i 2015 til Danmark. I halvandet år så han kun sin familie på Skype, men i dag bor den 40-årige elektriker sammen med sin kone og datter i Rødkærsbro i Viborg Kommune, hvor han læser på erhvervsskolen Mercantec. Det er uvist, om de kan blive i Danmark, eller om de skal tilbage til Syrien, når deres midlertidige opholdstilladelse udløber i 2020. Anas Dayoub er en ud af 250 personer, som fotograf Maja Nydal Eriksen har valgt ud fra et statistisk grundlag til at repræsentere de i alt cirka 161.000 mennesker, der er kommet til Danmark som flygtninge siden 1956. Resultatet er ’100% fremmed?’, hvor fotografen har portrætteret personerne i rammer typiske for området, hvor de bor. 

Udstillingen, der har været rundt i landet, kan ses på KulturCentret i Silkeborg frem til 15. december, og du kan også se nærmere på projektet på 100pctfremmed.dk. 

Foto: Odense Bys Museer.

NYT LIV I GAMLE KLADDER

De fleste mindes slutningen på H.C. Andersens berømte eventyr, hvor en dreng påpeger det åbenlyse, men penible: at kejseren ikke er påklædt. Egentlig havde eventyrdigteren rundet af med et kollektivt selvbedrag, hvor ingen tør pippe om det manglende tøj af angst for selv at fremstå dum. Først som en eftertanke kom ideen til det uskyldsrene barn, som ville give fablen ”et mere satirisk udseende”, og som inden trykstart blev indført. Det har H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet blotlagt som led i et nyt digitaliserings- og forskningsprojekt, der skal give befolkningen indblik i forfatterens kreative processer.

Gå på opdagelse i H.C. Andersens liv og forfatterskab på andersen.sdu.dk.

EN LANG REJSE

I januar 2013 fjernede Ærø Kommune færgeforbindelsen mellem Marstal og Rudkøbing på Langeland. Men så besluttede beboerne at købe deres egen færge. I 2016 oprettede en gruppe øboer aktieselskabet ÆrøXpressen, og med salget af folkeaktier for 12 millioner kroner fordelt på 1.645 aktionærer bestilte man i 2018 en 50 meter lang bil- og passagerfærge. Skroget blev søsat fra Riga i Letland i april i år og er siden blevet færdigudrustet hos et bådebyggeri i Hvide Sande. Midt i november ankommer færgen til Marstal, hvor den vil blive prøvesejlet, indtil færgedriften til Rudkøbing genopstår 1. december.

Kom til sømandskor, brassband, forfriskninger og sejlads med den nye færge 30. november på Marstal Havn.

KOM I UNDERGANGSALDEREN

Dette efterår fejrer det odenseanske teater Momentum verdens apokalyptiske tendenser med en forestillingstrilogi. Sidst i november er der premiere på nummer to i rækken, ’Katastrofe’, hvor jordens undergang, blandt andet i form af kæmpeblæksprutter og rotter i fårestørrelse, rammer en ærkeamerikansk high school. For at gøre det hele ekstra bizart er det samtidig teatrets juleforestilling, hvorfor der bliver serveret mad til det højspændte drama. Dog skal gæsterne ikke fråse ind i dommedag med sylte og risalamande. Maden er nemlig vegansk, økologisk og 100 procent skyldfri.

Premiere 21. november. Læs mere på www.teatermomentum.dk/event/katastrofe.