Indlæg

Vi har samlet januars bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:LEGO House

BLOX POPULI

Danmarks bedste kulturtilbud findes hverken på Det Kongelige Teater, Louisiana eller i Roskilde Domkirke. Nej, du skal til LEGO House i Billund for at besøge toppen af dansk kultur. I hvert fald ifølge Google Maps, hvor det Bjarke Ingels-tegnede oplevelseshus fuld af klodser får en gennemsnitskarakter på 4,76 ud af 5 i brugernes vurderinger. Efter den brede anmelderskares dom følger Frederiksborg Nationalhistorisk Museum (4,69 point) og Moesgaard Museum (4,66 point) lige i hælene.

SE LYSET

I efterkrigstidens Californien lod en række kunstnere sig begejstre af de udtryksmæssige muligheder, som glasfiber, epoxy, tonet glas og andre industrielle materialer frembød. Nogle indgik endda direkte samarbejder med rumindustrien og forskere fra University of California og skabte værker på kanten af, hvad man dengang opfattede som kunst. I dag er værker af gruppen, der blev kendt under samlebetegnelsen Light and Space, stærkt eftertragtede. Og ringer navnet ikke lige en klokke, gør Olafur Eliasson og Jeppe Hein måske – begge kunstnere, der bekender sig til arven fra Light and Space-bevægelsen. Vil du forstå slægtskabet, så besøg den største udstilling nogensinde på europæisk grund af både ældre og yngre lysmagere, som for tiden kan opleves i København.

Copenhagen Contemporary frem til 4. september.

SKUDT PÅ ISEN

Fotograf, biolog og naturforsker Carsten Egevang er kommet i Grønland igennem tre årtier og har blandt andet arbejdet for Grønlands Institut for Naturressourcer. Hans seneste bog inkluderer billeder fra årene 2004-21 og fokuserer blandt andet på fangerlivet, som han mener fortjener mere opmærksomhed. Fotografen ser kulturen som mere end en måde at få mad på bordet. Den er, i hans optik, selve livsnerven til en stærk og stolt identitet under Arktis’ barske livsvilkår.

’Greenland Unseen’ er udkommet på Carsten Egevangs forlag Alle alle Publishing.

ALT KAN SKE I MØRKET

Et teaterstykke om offentlighedsloven … kunne måske lyde lidt tørt. Men vent nu lidt: Året er 2068, Mette Frederiksen er stadig statsminister, selv om ingen har set hende i 30 år, en journalist farer vild på Christiansborgs mørke gange og i juraens tåger, og på gadeplan ulmer et oprør. Ina-Miriam Rosenbaum, der tidligere har lavet forestillinger om salget af DONG og Irak-krigen, har instrueret den politiske fremtidskomedie, og Kristian Halken har skrevet teksten, der måske ender med at få dig til at interessere dig for offentlighedsloven.

Teatret Svalegangen, Aarhus, 22. januar – 5. februar.

DYK NED I EN TIDSLOMME

Bodegaen forlanger ikke noget af dig. Du behøver ikke at have de rigtige sko, og ingen i baren forventer, at du kender forskel på en Manhattan og en Rob Roy. Men fortællelyst er i høj kurs, og det brune værtshus’ trygge trææske-hygge giver dig lyst til at betro dig til sidemanden i samme øjeblik, du har sat dig til rette. På bodegaen ophæves tidsånd, fornuft og kedsomhed for en stund, mens et publikum så broget som de forenede vaccinemodstandere skåler og enes om at være til stede. Nu kan du på sikker afstand opleve bodega-renæssancen, møde en øldrikkende værtshuskat og høre røverhistorien om en bargæst, der engang kyssede med Marlon Brando – alt sammen gennem den nyudkomne værtshusbibel ’Stamsteder’.

Er udkommet på Salvador Books.

På museet Storm har man sat sig for at formidle Danmarks moderne humor-historie, stykke for stykke. Men hvordan forklarer man en vits uden at spolere den?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Storm

NÅR NIKOLAJ BRANDT sidder hjemme i sofaen og tuder af grin over et gammelt Marx Brothers-klip, griner hans teenagedøtre også – men ad ham, ikke med ham. For hvad kan dog være så lattervækkende ved den amerikanske komikergruppe, hvis storhedstid ligger tilbage i 30’erne og 40’erne?

Den samme forståelseskløft har Nikolaj Brandt mødt i sit professionelle virke som inspektør med speciale i vittigheds- og satiretegninger på museet Storm, når han viser rundt og udbreder sig om kvaliteterne ved den berømte danske humorist, som museet er opkaldt efter.

”Der var en dag en gymnasiepige, der spurgte, hvorfor vi havde de Storm P.- tegninger udstillet. ’De er jo ikke sjove!’ Hvad siger man så? ’Joooh, nu skal du høre …,’” griner Nikolaj Brandt i foyeren på Storm, hvor bananskræl-klistermærker på gulvet guider den besøgende ind i humor- og satiremuseets nye permanente udstilling, der åbnede i oktober efter en større omlægning.

Traktør- og forlystelsesstedet Sommerlyst, der senere blev til Aveny Teatret og i dag hedder NyAveny.

I al beskedenhed forsøger udstillingen at fortælle, hvad dansk humor er, og den største udfordring er måske ikke afstanden mellem generationerne, men splintringen af mediebilledet, der i dag er atomiseret ud i millioner af YouTube-kanaler, men som allerede begyndte at slå sprækker, da TV 2 i 1988 udfordrede DR’s monopol – også på et godt grin. 

”Humor er en forankret del af vores selvbillede og identitet, ja, måske endda dna. Humoren er en fælles reference – men alligevel langtfra så fælles, som den var i enhedskulturens dage,” siger Rikke Rottensten, museumsinspektør med speciale i revy og scenekunst.

Hun byder indenfor i udstillingen og fortæller, hvordan museet har forsøgt at anskueliggøre, hvad vi danskere har klasket os på lårene over og hvorfor, men uden at forklare morsomhederne ihjel:

”Vi har forsøgt at binde humoren op på den historiske kontekst. Hvad skete der i samfundet netop på det tidspunkt, hvor den blev til? Vi er gået kronologisk til værks og har bestræbt os på at ramme bredt med både satire, bodega-humor, ordløs humor og comedy.” 

STORM PÅ FREDERIKSBERG

I efterårsferien åbnede Storm på Frederiksberg Runddel. Det nye museum for humor og satire er opstået ved en sammenlægning af Storm P. Museet, der i en årrække har ligget i samme hus, og revymuseet Alhambra, der lå tæt ved på Pile Allé. Ved siden af de faste udstillinger ’Humor og satire: Fra Grundloven i 1849 til i dag’ og ’Storm P. samlingen’ kan man for tiden se særudstillingen ’Blot til lyst?’ om sex og humor.

Udstillingen begynder i 1849, hvor Danmark, efter at Frederik VII havde afgivet sin enevældige magt, fik sin første fri forfatning, og rammerne blev friere for tegnere på vittighedsblade som Blæksprutten, Jakel og Klods Hans og for revyernes stjerner. Overalt i København, og ikke mindst på Frederiksberg, hvor Storm ligger, skød varieteer, ølhaller og teatre op, som man blandt andet kan se på udstillingens sepia-tonede foto af muntre borgere i deres bedste kjoler og jakkesæt på kvarterets traktør- og forlystelsessteder. Men det, der var populært hos publikum, var det ikke nødvendigvis hos de nye magthavere, og efter at P.A. Alberti var tiltrådt som justitsminister i den første Venstre-regering i 1901, indførte han skærpet censur og forbud mod at nævne ministrene, først og fremmest Alberti selv, i revyer.

”Med Grundlovens indførelse og ytringsfriheden eksploderede humoren. Nogle blev bekymrede for, at det hele kunne blive for sjovt. Humor har jo potentialet til at løbe løbsk og, måske, starte en revolution,” som Rikke Rottensten siger.

Nikolaj Brandt supplerer:

”Enhver diktators onde drøm er at blive til grin.”

Det har været småt med revolutioner og diktatorer i den nyere danmarkshistorie. Men det betyder ikke, at der ikke har været noget at opponere mod for humoristerne. Poul Henningsen og Liva Weel fik i 1940 listet det besættelseskritiske budskab ’Man binder os på mund og hånd’ igennem i revykomedien ’Dyveke’ på Riddersalen – forklædt som parforholdsproblematik. Lignende krumspring holdt ikke bare andre sangtekst-smede, men også den danske teatercensor J.C. Normann beskæftiget under anden verdenskrig. Normann hjalp revyforfatterne til at få sagt mest muligt om situationen, uden at besættelsesmagten fangede budskabet. Som man kan se af udstillingens originalpapirer fra teatercensorens arkiv, har han fyldt de maskinskrevne sangudkast med under- og overstregninger samt konstruktive kommentarer.

Tamburinpiger i Scala-revyen, ca. 1920. Foto: Holly Stein

I 1976 PROTESTEREDE teatergruppen Solvognen, udklædt som larmende indianere til hest, mod den dansk-amerikanske fest i Rebild Bakker og afbrød Dronning Margrethes 4. juli-tale. Happeningen findes som videoklip på udstillingen ligesom en af Buster Larsens ’Lorteland’-monologer fra 60’erne. Her vender satiren indad og griller den konservative småborger, utilfreds og imod det meste.

”I den del af udstillingen, hvor vi nærmer os den nyere tid, satser vi på, at bedstemor måske kan forklare børnebørnene, hvorfor vi grinede ad det, vi grinede ad. Men lige præcis ’Lorteland’ kræver måske ikke så megen forklaring, det er jo universelt: Vi danskere brokker os,” siger Rikke Rottensten, inden hun slår ud med armen mod en storskærm, hvor Anders Matthesen er iført sømandskasket og hvide teaterbakkenbarter.

”Så kan det til gengæld være, at børnene kan give bedstemor en forklaring på, hvorfor Stewart Stardust er sjov.”

I 1998 introducerede Anders Matthesen den voldelige, alkoholiserede og aldeles ukorrekte Stardust-karakter. Den udskejende onkel, der tilmed er børnetelefon-bestyrer, fortæller uhyrlige historier, som man, hvis man vil, kan lytte til med en undertekst: Tilværelsen er mere fjendtlig, end de velmenende, pædagogiske og veluddannede vil indrømme. På den måde tilhører Stardust i højere grad 00’erne end årtiet, han blev til i. I de ironiske 90’ere indtog standupperne humoren og skød på det meste i vores hverdag, men sjældent politiske dagsordener. Det ændrede sig med angrebet på Tvillingetårnene, da verden blev konfliktfyldt igen, og humorens livsfarlige rolle blev understreget med Muhammed-tegningerne og alt, hvad der fulgte i deres kølvand. Tegningerne er netop ikke udstillet, men kun refereret til på Storm. 

GRIN BAG GLAS

Tre genstande på Storm

1. Hun var fra 1920’erne sin generations største revy- og lystspil-stjerne. Hør hendes slager ’Hot, hot’, og se Marguerite Viby i puslespils-form som glamourøst, alpehueklædt idol.

2. ”Jeg bryder mig ikke meget om TV-Avisen. Man kan ikke pakke fisk ind i den,” siger havbiologen Brisling i monologen ’Kulmulen’ fra 1970. Se og hør Dirch Passer i rollen, og se også den gule sydvest, han var iført.

3. Restaurant DIN’s i København var dansk standups vugge, hvor folk som Casper Christensen og Lars Hjortshøj fik deres gennembrud. Se en hvid cowboyskjorte med DIN’s-logo, som komikerne optrådte i. Eksemplaret bar komiker Thomas Wivel engang først i 90’erne.

Historikere er i sagens natur tilbageskuende, og i mangel af opdaterede konklusioner på, hvad der er sjovt lige nu, har personalet på Storm forsøgt at tegne et omrids af det betændte, politiserede felt, humoren bevæger sig i disse år. Et par skærme viser i højt tempo klip fra Sofie Lindes MeToo-tale, Kirsten Birgits nytårstale, et billede af ’Spytte-manden’, der blev landskendt og delt som meme på sociale medier efter at have spyttet på en gruppe flygtninge fra en motorvejsbro, samt Greta Thunbergs emotionelle ’How Dare You’-tale i FN.

”Kan man gøre grin med klimaet,” spørger Rikke Rottensten og svarer selv:

”I og med at klimaet fylder alting, bliver det nødt til at være et emne, man kan tage fat i. Men Jonatan Spang endte i en shitstorm, efter at han havde joket med Greta Thunberg.”

I sit show ’Typisk’ fra 2019 spurgte Jonatan Spang blandt andet: ”Skal vi ikke sende Greta tilbage i specialskolen?” Et medlem af Den Grønne Studenterbevægelse, der havde set showet, reagerede med et skuffet debatindlæg og mente, at Spang hellere skulle bruge sin status som en af landets mest kendte komikere til at joke med for eksempel subsidier til olie. På Facebook forsvarede Spang sig mod det, han kaldte kritik fra et ekkokammer. Samtidig forsikrede han dog om, at hans og Den Grønne Studenterbevægelses sag i bund og grund er den samme, nemlig at gøre opmærksom på politisk klima-hykleri. 

Om humoren også har magt til at løse klimakrisen, er et åbent spørgsmål. Som Nikolaj Brandt siger:

”Vi har stadig ikke svaret på, hvor stor indflydelsen er, men nogen har engang sagt det sådan her: Humor og satire kan ikke hindre katastroferne – men vise dem.”

Og det er der masser af debatskabende potentiale i, siger Rikke Rottensten:

”Det er en af de ting, der gør det så fedt at arbejde med humor. Der er stadig grobund for masser af kaos. Masser af misforståelser. Jeg tror ikke, vi bliver arbejdsløse lige foreløbig.”

Måske har du hørt noget andet, men bøger sælger. Mens forlagene leder efter det næste litterære hit, er indpakningen vigtigere end nogensinde i kampen om vores opmærksomhed. Vi har spurgt fagfolkene hos Imperiet, hvad der er hot for tiden.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

I april i år, næsten fem måneder inden udgivelsen af selve bogen, offentliggjorde britiske Faber Books forsiden til ’Skønne verden, hvor er du?’. I et tweet fra forlaget tonede det pastelfarvede omslag til den irske succesforfatter Sally Rooneys nye roman frem i en lille animeret video, og offentliggørelsen blev til en historie i sig selv. ”Se omslaget til Sally Rooneys nye roman,” lokkede flere net-artikler. Og efterfølgende skruede forlaget op for hypen omkring bogen med muleposer, badges, pins, T-shirts og andet merchandise med omslagets visuelle identitet, mens en hel facade i Londons Shoreditch-bydel, hvor der skulle åbne en Sally Rooney-popup-butik, blev malet i samme stil.

Så vidt er det ikke kommet herhjemme, men at forlagene bruger stadig flere kræfter på indpakningen til deres bøger, bevidner Nete Banke, medejer af det grafiske designbureau Imperiet, der er specialiseret i bogforsider:

”Engang var det mest en opgave mellem grafikeren og forlagets redaktør – muligvis også forfatteren. I dag er der flere folk på opgaven, nogle gange også fokusgrupper. Der er mange interessenter, der gerne skal være tilfredse, ud over forlag og forfatter: boghandlere, supermarkeder, marketingafdelinger.”
Mange bøger konsumeres i dag som lyd eller elektronisk, hvilket blot har forøget fokus på den helt rigtige forside, fordi den både skal fungere som små lysende vignetter på skærmen og som blikfang i butikken, hvor de kunder, der vælger at holde fast i papiret, skal gribe hanken på indkøbsposen med en fornemmelse af value for money. Det fortæller designer hos Imperiet Simon Lilholt. Han mener, at det er grafikerens rolle – i mylderet af meninger og hensyn – at holde tungen lige i munden og finde det udtryk, der kommunikerer den enkelte bogs væsen så tydeligt som muligt, men uden at det bliver for detaljeret:

”Læseren, der står hos boghandleren, kender jo ikke bogen. For hende eller ham giver det ikke mening, at grafikeren, redaktøren, forfatteren og andre, der har læst den, inkluderer en masse små indforståede symboler eller vælger at tippe billedet i en vinkel på 17 grader, fordi hovedpersonen bor på 17. breddegrad. Et omslag skal sætte stemningen for bogen og give læseren en fornemmelse af: ’Er det her noget for mig?’”

I forsøget på at fange læserens interesse sker det ikke sjældent, at et succesrigt virkemiddel går igen og bliver brugt så meget, at det danner mode. For eksempel skulle mange krimier i en periode have hvide forsider – ligesom mange forlag og designere en overgang skævede til de hyggelige håndtegnede bogstaver, der stimlede sammen på forsiden af for eksempel amerikanske Jonathan Safran Foers romaner. Og det er netop ad den vej, inspirationen ofte kommer til den danske bogbranche, fortæller Harvey Macaulay, den anden medejer af Imperiet:

”De allerfleste moder inden for bog­design kommer fra USA og England. Her har man en lang tradition for at gøre rigtig meget ud af forsiden, fordi det er så stort et sprogområde, og fordi bøgerne har så stort et marked.”

Det grafiske designbureau Imperiet har eksisteret siden 1999.Drives af partnerne Nete Banke og Harvey Macaulay, der har specialiseret sig i design af bogomslag.

Vi har samlet decembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Stefano Unterthiner

NATUREN I  ØJENHØJDE

To rensdyrhanner tackler hinanden i en strid over – ja, du gættede det – hunner. Motivet er fanget af den italienske fotograf Stefano Unterthiner, der har tilbragt mange kolde timer på at dokumentere haremskampen på Svalbard, hvor der findes en særlig underart af rensdyr. Det vandt han i oktober en pris for i den prestigiøse konkurrence Wildlife Photographer of the Year. I ro og mag og med tørre fødder kan du for tiden se de gevirsvingende kombattanter samt en række andre vinderbilleder fra årets konkurrence på Statens Naturhistoriske Museum. Det var for øvrigt rensdyret til venstre, der vandt retten til at parre sig.

Frem til 29. maj 2022.

UD MED SPROGET

Når engelske ord vinder indpas, og tåkrummende bliver cringe, mens smørepålæg bliver spread, kræver det beslutsomhed at bruge danske gloser. Hos Modersmål-Selskabet har man i over 40 år værnet om et varieret og præcist dansk med priser og udgivelser. Netop udkommet er en samling af 12 noveller udvalgt blandt bidragene til Modersmål-Selskabets skrivekonkurrence. Temaet er ’Stilhed før storm’, og vindernovellen ’Hesten’ er ifølge selskabet en tekst fra en bondekultur, som ikke er mere.

Kan købes på modersmaalselskabet.dk og læses som e-bog på for eksempel ereolen.dk.

Foto: PR

LÆKRE LYTTER

Føler du dig lidt udtørret oven på en aften med den store vinmenu? På Hellerup-restauranten The Samuel prøver man at reducere de utilsigtede skadevirkninger ved et godt måltid og dertilhørende våde varer. Når gæsterne forlader restauranten, der dette efterår fik en Michelin-stjerne, får de et brev pulver i hånden, som de kan tage med hjem, opløse i et glas vand og skylle ned for at modvirke dehydreringen. Pulveret, der er rigt på væskebalance-venlige elektrolytter, er udviklet af startuppen ERW Active – et partnerskab mellem den danske kok Hannah Grant, der blandt andet har stået bag gryderne hos cykelholdet Team Saxo Bank, og en amerikansk sports­fysiolog.

HIT MED SANGEN

Fællessang er en aktivitet, der kan bringe os mennesker tættere på hinanden. Nogle mener, at man kan måle, hvordan vores vejrtrækning synkroniseres, når vi synger i flok. Og så er der selvfølgelig glimtene i øjet og pointerne under bæltestedet. Aarhus-teatret Svalegangen hylder til februar den demokratiske kunstform med værket ’Selskabssang’ og opfordrer alle landets selvbestaltede lejlighedssangskrivere til at indsende deres bedste værker, som så, måske, vil blive brugt i forestillingen.

Send din sang til toastmaster Holger Østergaard på holger@svalegangen.dk. 

KØDELIG TENDENS

Mange taler for, at vi sætter kødforbruget ned globalt. Men i Danmark bliver det hovedsagelig ved snakken, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra Københavns Universitet, der viser, hvor meget befolkningen i 10 europæiske lande har nedsat kødforbruget. Danmark indtager sidstepladsen, idet kun 37 procent af de adspurgte danskere erklærer at have nedsat kødspisningen – mod et gennemsnit på 46 procent fordelt på de 10 lande. Tyskland og Rumænien topper listen. I begge lande har 50 procent spist mindre kød.

SAMMEN HVER FOR SIG

Bofællesskabet har vist sig at være mere end en dille. De første blev etableret i Danmark i de fællesskabsorienterede 70’ere, men opførelsen af den særlige boligform, hvor man er mere end naboer, men har mere privatliv end i et kollektiv, fortsatte støt igennem de efterfølgende årtier, og i dag skyder de ikke kun op på grønne marker, men også midt i asfaltjunglen. I en ny antologi af boligarkitekturforsker Michael Asgaard Andersen kan du følge udviklingen igennem 20 fungerende bofællesskaber, fra Toustrup Mark i Østjylland fra 1971 til Kamelia Hus i København fra 2019.

Er udkommet på Strandberg Publishing.

FRIT MARKED

Julemarkedstendensen buldrede frem, indtil corona stak en kæp i hjulet på toddy-branderter, alpehytter og æbleskiver. Nu er juletoget oppe at køre igen. Du kan blandt andet hoppe på det i Esrum Kloster og smage på trappist-øl, marcipan og råmælksoste. På Aarhus Ridebane kan du shoppe kunsthåndværk, mens museum Jorn i Silkeborg både byder på gløgg og letpåklædt krybbespil af Jim Lyngvild.

Esrum Kloster 4.-5. december, Aarhus kunst- og julemarked indtil 19. december og Museum Jorn 4.-5. og 11.-12. december.

Vi har samlet oktobers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Ditte Chemnitz, Haaning Collection, Christianias Lokalhistoriske Arkiv, ROSA, Søren Thilo Funder

KØN HISTORIE

I 1931 fik danske Einar Wegener som den første i verden en kønsskifteoperation og blev til Lili Elbe. Den historiske begivenhed dannede afsættet for den amerikanske roman ’The Danish Girl’ fra 2000, der siden blev filmatiseret og vandt en Oscar for bedste birolle (Alicia Vikander som hustruen Gerda Wegener). Nu opfører Holstebro Dansekompagni historien med Bjørk-Mynte Paulse i hovedrollen og koreografi af Tim Rushton. ”Det har været vigtigt at have en transkønnet danserinde i hovedrollen og dygtige folk med de rette indsigter, perspektiver og fagligheder fra både scenekunstverdenen og LGBT+-miljøet med i opbygningen og tilblivelsen af forestillingen,” udtaler kunstnerisk leder David Price.

Koproduceret med Vejle Musikteater. Premiere på Vejle Musikteater 28. oktober. Forestillingen fortsætter på landsdækkende turné i 2021-22.

STADEN PÅ PLAKATEN

26. september var det 50 år siden, at hippier og christianshavnere væltede ind på det forladte kaserneområde i Bådsmandsstræde og startede det sociale eksperiment Christiania, der stadig udspiller sig midt i København som en skæv juvel for de ligesindede – og en kriminel rotterede for kritikerne. Fødselsdagen skulle have været fejret med den storstilede Freetown Festival og navne som Bikstok, Klumben, Raske Penge og Lucy Love, men den er udsat til 2022 på grund af corona-mat billetsalg. I ventetiden kan du fylde øjnene med plakatkunst fra fristadens unge år.

Kunsthal Charlottenborg frem til 14. november.

FORKROMEDE DRØMME

Erik Haaning har elsket biler, siden han som dreng hjalp med at pudse mejeribilerne på forældrenes mejeri i 40’ernes Undløse på Vestsjælland. Siden gav han sig til at købe sjældne biler, motorcykler og knallerter, og hobbyen har nu varet omtrent 60 år. Indtil for nylig var køretøjerne udstillet på Vestsjællands Bilmuseum i Høng, men dette efterår flyttede han, med sine sønner Michael og Nicholas som primus motorer, samlingen til større lokaler i en ombygget Velux-fabrik i Bagsværd. Her kan du besøge familieforetagendet Haaning Collection og spejle dig i lakken på Citroën’er, Folkevogne, Lamborghinier og Lotus’er fra 50’erne, 60’erne og 70’erne. 

KROPSKULTUR

Siger du nej tak til olie på lærred, lange ledsagetekster og stille kontemplation med fingeren til hagen? Så vil en anderledes pulsforhøjende og hårdtslående udstilling på Kunsthal Aarhus gerne råbe dig op. ’Go Extreme’ handler om menneskets længsel efter at blive fri af sine fysiske og mentale begrænsninger, og du kan blandt andet blive rørt over en krammende dobbeltskulptur af actionmanden Arnold Schwarzenegger, blive misundelig på fitnessrobotters udholdenhed og indsnuse kunstig svedlugt i et fitnesscenter med kampsportsarena og videoer med ekstremsportsudøvere. 

Frem til 30. januar 2022. I november afholdes DM i Mixed Martial Arts i forhallen.

HOUSE-MUSIK

ROSA – Dansk Rock Samråd lancerede i foråret konceptet Musikalske Besøgsvenner, som bragte professionelle musikere hjem til borgere, der har vanskeligt ved at komme frem til spillesteder og kulturhuse. Under privatkoncerterne var borgerens vanlige besøgsven også til stede, og dette efterår spiller musikere som Jørgen Thorup (tidligere Shu-bi-dua), Ester Brohus og Marcus Winther-John (billedet) igen for borgere i blandt andet Thisted, Aarhus, Odense og Brøndby.

Koncerterne tilrettelægges i samarbejde med blandt andet Røde Kors’ og Ældre Sagens besøgstjenester.

BEVÆGENDE NYHED

En stor befolkningsundersøgelse fra Syddansk Universitet er i mål med de første brede konklu­sioner på danskernes motionsvaner: Den motionsform, flest af os har dyrket i løbet af det seneste år, er gå- og vandreture. 91 procent af os var ude på sådan en, og her tæller almindelig transport ikke med. Dernæst kommer cykling (ikke som transport) med 58 procent og fitness og fysisk træning med 57 procent. 7 procent har været i gang med såkaldte rulle- og streetaktiviteter såsom rulleskøjteløb, skating og parkour.

Læs mere på sdu.dk/da/forskning/danmark_i_bevaegelse/publikationer

Som voksen vendte Dorthe Nors ’hjem’ til den jyske vestkyst. Nu har hun – udrustet med kaffe på kanden og et laset trafikkort – rejst kysten tynd under arbejdet med bogen ’En linje i verden’. Her peger forfatteren på tre stærke landskabsoplevelser på kanten til Vesterhavet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Henrik Saxgren

Hvorfra kom ideen til ’En linje i verden’?

”Fotografen Henrik Saxgren ville gerne have mig med på en bog om Danmarks vestligste kyst. Jeg var lige ved at starte på en roman og sagde nej, men han blev ved med at lokke. Ideen om at trække ud i landskabet – og skrive på det – voksede på mig. På grund af klimaforandringerne og en større bevidsthed om naturens betydning er landskabs-­essayistikken stor i udlandet i disse år, og jeg havde skrevet et essay for The Guardian, på engelsk. Nu fik jeg lyst til at udfordre mig selv og udfolde mig på mit eget sprog i mit eget landskab.”

Og så udforskede du kysten i din lille Toyota udstyret med et gammelt, laset trafikkort, som dine forældre gav dig?

”Ja, og tit også med kaffekande. Jeg brugte alt i alt halvandet år på projektet. Hver gang jeg havde været ude på en tur, tog jeg hjem og skrev. Så tog jeg af sted på en ny tur. Indimellem bragte jeg gæster med i bilen. Men for det meste gjorde jeg det alene. Det sagde jeg også til Saxgren: ’Vi er begge to kunstnere, der ved, hvad vi vil og kan. Vi må ud på egen hånd. Vi kan ikke blande os i, hvordan den anden oplever tingene.’ Samarbejdet bestod i, at vi løbende sendte billeder og tekster til hinanden, så vi kunne se, hvor den anden var. Og så satte vi os sammen med vores redaktør i den sidste fase og udvalgte, hvad der skulle med.”

DORTHE NORS

51 år. Debuterede i 2001 med romanen ’Soul’. Novellesamlingen ’Kantslag’ (2008) sikrede hende et internationalt gennembrud.

Var i 2017 nomineret til en Man Booker International-pris for romanen ’Spejl, skulder, blink’.

Hvad var det, der fik dig til at købe hus ved Vestkysten?

”Jeg havde boet i Aarhus, på Fanø, i København, og jeg havde opholdt mig i udlandet. Jeg havde været rundt og set verden. I 2014 tænkte jeg: Nu køber jeg mit eget og tager – i citationstegn – hjem.”

I citationstegn, ja. For selv om dine forældre havde sommerhus ude vestpå, voksede du op i Herning. Hvorfor var det ikke dén egn, du ville tilbage til?

”Jeg kan faktisk godt lide Herning-egnen, men jeg tror ikke, det er godt at flytte tilbage, præcis hvor man kommer fra. Det er i hvert fald en udfordring. For du er blevet en anden. Og netværket og kammeraterne, du havde, findes ikke længere, i hvert fald ikke som de var. Så er det bedre at flytte sig selv et sted hen, hvor man kan starte fra bunden, og hvor man ikke slæber rundt på en rolle.”

HANSTHOLM VILDTRESERVAT

”Det knyger med gæs og alverdens vadefugle. Strandskader, bekkasiner, regnspover. Her er indlandsklitter, fyrrebeplantning og indsøer. Lyset er højt. Det er næsten uberørt natur, som man ikke finder mange steder i Danmark. Her kan man stå og tænke, at det lige så godt kunne have været 1400-tallet. Man mærker en grundkraft. Her har vi mennesker ikke pillet for meget. Landskabet folder sig ud, næsten som var man i Norge. Reservatet er en del af Nationalpark Thy, der i det hele taget er noget af det vildeste og smukkeste Danmark. Man bør unde sig selv en fantastisk køretur fra sydspidsen af Agger Tange, forbi Klitmøller og op til reservatet. Klitmøller og resten af Cold Hawaii (31 registrerede surfspots, red.) er et underholdende, urbaniseret klondike med masser af ungdom og københavnere. Jeg skal ikke selv nyde noget af at dyrke vandsport – dybest set er jeg bange for vand – men jeg vil gerne se på andre, der gør det.”

Den centrale del af reservatet er lukket for færdsel året rundt, mens en betydelig del er lukket for færdsel i fuglenes yngleperiode (1. april – 15. juli).

Og hvordan bruger du dig selv og dine omgivelser ved Vesterhavet?

”Jeg hiker. Går ture i arbejdspauser og ryster hovedet fri. Nogle gange finder jeg rav. Om sommeren går jeg ud i havet et sted, hvor der ikke er et hestehul. Så står jeg der og køler af. Men jeg kunne aldrig finde på at svømme i det. Det er trods alt Vestkysten. Folk dør af at bade hvert år.”

Havet er truende og voldsomt. Men der er åbenbart også noget beroligende ved at bo i nærheden af det for dig. Hvordan hænger det sammen?

”Jeg er blevet horisontafhængig. Jeg føler tryghed og hvile ved at gå ud til det. Havet er en kat, den ene dag sødmefyldt vippende med halen, den næste sætter det kløerne i dig. Der er meget eventyr i det. Jeg kan godt lide tanken om, at det river mig med ud i verden. Ligesom trækfuglene. Da jeg købte huset, var jeg i tvivl, om det var det glade vanvid. Min internationale karriere var i gang. Hvordan passede larm og lufthavne med en stille base langt fra storbyen? Da jeg var ude at se huset, kom der et kæmpe træk af bramgæs indover. Dér var forbindelsen til omverdenen.” 

BOVBJERG FYR

”Bovbjerg Klint er en barsk, kraftig lerskrænt vest for Lemvig, hvor der ligger et lille fyrtårn, der for nogle år siden åbnede op som restaurant og kulturcenter med foredrag og andre events. Jeg har haft københavnske gæster med, der var helt rystede over, hvor smukt her er. Man kan virkelig se geologien i aktion. Under istiden stoppede istungen lige syd for klinten, og det er tydeligt at se, at der hvor isen var, er der fed, frugtbar jord, men der hvor den stoppede, stopper frodigheden også, og jorden bliver sandet. Gå en tur oppe på skrænten, kig på paragliderne og Trans Kirke, der ligger på kanten, og gå tilbage langs stranden under klinterne. Dog måske ikke lige, når der er tøbrud, hvor de nogle gange braser sammen.”

Dorthe Nors holder foredrag i Bovbjerg Fyr 29. september.

Men du bliver der ikke året rundt … 

”Når det bliver mørkt, trækker jeg ind i det urbane, der hvor teatrene, museerne og restauranterne er. Så lejer jeg måske et sted i København på Airbnb – jeg har ikke råd til at have en lejlighed der – eller måske tager jeg til Amsterdam et helt efterår.”

Kunne du finde på at skrive en bog om den jyske østkyst? 

”Det er jeg ikke hjemmefødning nok til. Men man skal passe på med at afvise noget. Det ville i hvert fald blive en meget anderledes bog, fordi kysten dér er så anderledes. Smuk, mild, forsonlig.”

VADEHAVSCENTERET

”Arkitekt Dorte Mandrup har tegnet et af de smukkeste museer i verden. Her kan man lære noget om, hvad Vadehavet er for en underlig størrelse. Det er styret af undervandsfloder og virker tilforladeligt det ene øjeblik, men pludselig kommer tidevandet – hurtigt. Vandrer man bare af sted på må og få ud over sandet, kan man pludselig risikere at blive fanget. Museet er også et pragtfuldt sted at blive klogere på vadefuglenes liv. Og når man er færdig med museet, kan man tage en traktortur ud til Mandø eller tage ind til Ribe, Danmarks svar på Oxford – gid de ville placere et universitet der!”

Dorthe Nors og Henrik Saxgren: ’En linje i verden’ er udkommet på Gads Forlag.

Når nethindens memory card er fyldt efter en dag i Danmarks smukkeste landskaber, er det en særlig fornøjelse at lægge hovedet på puden. Vi peger dig i retning af fem sjældne naturperler – med hver deres hyggelige bed and breakfast. Så ka’ du godt hvile ud.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

TRÆT PÅ TÅSINGE

Tåsinge ligger lunt i sundet med udsigt til Svendborg og, hvis du er heldig, Svendborgsunds strømlinede maskot, delfinen Delle, der har holdt til på egnen siden 2019. 

Den lille Tåsinge, der er forbundet til den fynske hovedø med en imponerende betonbro, er i sig selv et koncentrat af gammeldansk idyl, som du kan bruge en dag eller to på at udforske til fods og på cykel. Fra skipperbyen Troense med dens velbevarede, stokrosekransede huse med flaskegrønt og vinrødt bindingsværk fører en allé direkte til Valdemars Slot, der blev bygget af Christian IV til sønnen Valdemar Christian. Slottet blev senere erhvervet af søhelten Niels Juel og stadig i dag er det i Juel-slægtens eje, aktuelt tilhører det blandt andet kendisbaronesse Caroline Fleming. Fra kirketårnet i Bregninge kan du se ud over hele øen, og trænger du til endnu mere højde, kan du bestille en rundflyvning over Det Sydfynske Øhav med selskabet Starling Air fra Tåsinge Flyveplads. Er du ør i hovedet oven på indtrykkene, så find din seng for natten hos Teglgaarden, og vågn op til et glas lokal most og en skive hjemmebagt brød.

RISTET PÅ RØSNÆS

I vores kvadratkilometerfattige landbrugsnation er vild natur en sjældenhed. Men nogle steder giver det sig selv: Naturen betaler sig ikke at kultivere. Et sådant sted er halvøen Røsnæs. Med dens stejle skrænter og ringe jordkvalitet har den fået lov at stå til. Røsnæs’ vold af ler, sand og grus, der blev presset sammen under sidste istid, blev i 1924 et af de første stykker fredet jord i kongeriget, og i dag tilbyder den kongelige naturoplevelser. Mest bjergtagende er måske den dragehaleformede halvø i sin helhed – det bedste overblik over området findes ved Hybeshøj. Men der er mange flere udsigtspunkter, for eksempel ved Røsnæs Fyr, hvor man både har kig sydpå til Nordfyn, vestpå mod Samsø og nordpå mod Sejerøbugten. Er du mere til at kigge ned i jorden, så byder de solrige bakketoppe på steppevegetation med poetiske navne som soløje, gul evighedsblomst og glat rottehale. Og vil du virkelig havde terroir’et i blodet, så køb nogle flasker af solaris-druen fra den kyndige Røsnæs-vinbonde Barfod. Så bliver branderten ikke mere lokal. Lad bilen stå, sov den ud på Kongsgård Bed & Breakfast, og vågn op med havudsigt.

MAST PÅ MOLS

Nationalparken Mols Bjerge giver mulighed for vind i håret og sved på panden. Stig til vejrs i Trehøjes lyngbeklædte, havomkransede landskab, og lad blikket følge kystlinjen ind til Ebeltoft og ud over havet – i klart vejr kan du se til Sjællands Odde. Toppene på de tre høje er gravpladser fra bronzealderen, og sådan en finder du også på Agri Bavnehøj, områdets højeste punkt med 137 meter. Endnu et markant fortidsminde er Poskær Stenhus, Danmarks største bevarede runddysse. Dens store granitblokke var ellers ved at gå til, da en lokal stenhugger i 1859 ville bruge dem til skærver, men en historisk interesseret præst fik dyssen fredet. Mols Bjerge er et såkaldt overdrev, som primært har været brugt til græsning. Også i dag kan man møde hårdføre frilufts-køer, der er sat ud for at holde vegetationen nede. Vil du have naturen med hjem og spise, så hold øje med havtorn og kantarel, sidstnævnte skulle kunne findes i løvskoven syd for Skovbjerg. Og når fodsålerne strejker, så søg slummeren på velholdte Fuglsø Kro Bed & Breakfast, og stå op med hønsene og deres hjemmelagte æg.

VÅDE ØJNE I VADEHAVET

Der er lidt Atlantis-stemning over det sønderjyske vadehavslandskab, der ligger så lavt, at man har fornemmelsen af at bevæge sig rundt under havets overflade i et sunket stykke bondeland. Udforsk det i Tøndermarsken, hvor ornitologer af alle seriøsitetsgrader stimler sammen til sort sol for at se stæreflokkene sværme, men hvor det også vrimler med gæs, ryler og strandskader. Eller oplev det på en ridetur i Rømøs smukke hedelandskab – eller på øens sandstrand, der er unik i Danmark på grund af sin op til tre kilometers bredde. Opsøg gastronomien på torvet i Højer, hvor familievirksomheden Højer Pølser kan friste de fleste kødædere. Husk at prøve krydderfedtet med fedtegrever under dit pålæg, og brænd kaloriechokket af på en vindblæst spadseretur langs Højer Sluse ad vandreruten Marskstien. Og når du ikke orker mere, så luk dine vejrbidte øjne hos Bed and Breakfast Klægager, der blandt andet udlejer værelser i hestestalden, karlekammeret og pigeværelset på en firelænget gård, der engang tilhørte en såkaldt digegreve, som var en formand for digelaget.

LUR PÅ LOLLAND

Blandt Lollands ellers meget flade, åbne marklandskaber udgør den fredede Naturpark Maribosøerne en undtagelse af varieret og relativt kuperet terræn. Rundt om de fire søer Røgbølle Sø, Hejrede Sø, Søndersø og Nørresø bor flere godsejere, der både ernærer sig ved landbrug og skovdrift, og derfor veksler naturen mellem skove og marker. Men Maribosøernes kendteste beboere og gæster er dog af den bevingede slags. Havørne har ynglet her i over 20 år og kan iagttages året rundt – vil man se dem, er chancerne ifølge Dansk Ornitologisk Forening størst ved engene ved Søholtvej eller ved fugleskjulet mellem Søndersø og Hejrede Sø. I træktiden om foråret og efteråret kan man også være heldig at se fiskeørne, der jager over søen. Udforsk området på cykel, til fods eller, måske allersmukkest, i kano eller kajak  (og mød eventuelt den lokale OL-kajakstjerne Emma Aastrand Jørgensen på vandet). Husk kikkert, og skulle du ikke få nogen ørne i linsen, ser du helt sikkert horder af de andefugle, blishøns og skarver, som ørnene lever af. Er du helt ødelagt over fiaskoen, så søg trøst foran kaminen i Fjelde Guesthouse, som et islandsk par med erfaring fra snedkeri og tekstildesign har indrettet med loppefundshygge i den gamle Fjelde Skoles bygninger.

Vi har samlet septembers bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Janus van den Eijnden

SMILET VENDER TILBAGE

Sidste år måtte man i Aarhus aflyse den berømte festuge, men i år er Nordens største kulturfestival tilbage i sin 27. udgave. Deltag i festen ved at gå en såkaldt audio storywalk på Aarhus Universitetshospital, hvor nogle af stemmerne blandt de i alt 12.000 AUH-medarbejdere fortæller om deres arbejde. Tjek også den japanske lyskunstner Masamichi Shimadas hypnotisk-blå sommerfugle over åen i værket ’Butterfly Effect’. Eller hvad med en dansende og skulpturel vandring gennem Midtbyen skabt i samarbejde mellem koreograf Nønne Mai Svalholm og modeskaber og kunstner Henrik Vibskov – betitlet ’Big Bang – Collective Matter’.

Indtil 5. september 2021. Se hele programmet på aarhusfestuge.dk

Foto: Brian Buchard

HVAD SKAL MAN STELLE OP?

Hører du til de loppetorvsgængere, der får hjertebanken, prutteiver og kløe i mobilepay-fingeren ved synet af en Confetti-middagstallerken i okseblod? Og kan du ikke nænne at sætte din afdøde grandtantes mågestel på Den Blå Avis, selv om dine skabe allerede flyder over med service, og det er tre år siden, du holdt et middagsselskab? Det er hårdt at være samler, men her er måske løsningen: Køb designskribent Lars Hedebo Olsens nye værk om 20 ikoniske stel, fra Flora Danica til Ildpot, og bliv klogere på den danske tradition for porcelæn, fajance og stentøj. Og husk så at nøjes med at læse om skønhederne.

’Danske stel – Fra blå blomster til grove glasurer’ er udkommet hos Strandberg Publishing

Foto: Chresten Kruchov

LIVETS VENTESAL

Neonen er forandret, butiksfacaderne og bænkene ligeså. Men én ting har ikke ændret sig, siden Chresten Kruchov knipsede dette hverdagsmotiv en sommerdag i 1969: Københavns Hovedbanegård er stadig et sted, hvor Gud og hvermand hænger ud og venter på, at tiden går. ”Jeg blev suget ind i den store banegårdshal,” skriver fotografen, der stak hovedet ind for at lave et par enkelte skud til en gadefotografi-serie af København, men endte med at komme igen de næste to uger for at dokumentere livet i landets trafikale knudepunkt. Nu har han udgivet de bedste af billederne i bogen ’Københavns Hovedbanegård 1969’.

Find den på saxo.com

Foto: Emilia Therese

DAGEN DERPÅ

Indtil den dag var verden om end ikke uskyldig, så dog håbefuld. Indtil den dag levede globaliseringens optimisme endnu. Efter den dag kom terror og trusselsbilleder til at ændre vores verdenssyn, vaner og vilkår fundamentalt. I dag, 20 år senere, er terrortruslen for eksempel fuldstændig indgroet i det at stige på et fly. I anledning af årsdagen for 11. september viser Odense Teater forestillingen ’Terror/is/me’, der gennem en strøm af virkelige beretninger fra den skæbnesvangre dag vil have vores frygt og fordomme i tale. Skrevet til lejligheden af forfatter og podcastskaber Sigurd Hartkorn Plaetner og iscenesat af Reumert-vindende Sargun Oshana.

11. september – 1. oktober.

Foto: Danmarks Forsorgsmuseum

ET LANGT OG FATTIGT LIV

Hermann kom til verden i København i 1860’erne, voksede op i hovedstadens slum og levede i dyb armod. Når livet med druk, tyveri og tiggeri blev for hårdt, blev fattiggården i Svendborg hans andet hjem. Men når verden udenfor atter trak, flygtede Hermann igen og igen, sidste gang som 89-årig. Hermann, hvis efternavn er censureret af arkivloven, døde på fattiggården som 93-årig. Her er han fotograferet med forstanderens datter, og resten af året kan du blive klogere på hans og seks af hans fattige søskendes liv på Danmarks Forsorgsmuseum under Svendborg Museum.

’Syv fattige børn’ kan ses frem til 19. december 2021.

Milliardærerne i ’Exit’ lever deres liv så langt fra socialdemokratisk skandinavisk moral, man kan komme. Tv-serien er den mest streamede i Norge nogensinde – og en succes i Danmark. Vi spurgte instruktør Øystein Karlsen, hvad vi skal bruge fire rige svin til.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR, Agnete Bruhn

’Exit’ er baseret på interview i Oslos investeringselite. Var du selv med under disse interview?

”Interviewet med de fire virkelige mænd blev lavet, før jeg kom om bord. Jeg blev først præsenteret for en tre minutters teaser, hvor deres ansigter var sløret, og stemmerne forvrænget. Det var alligevel nok til, at jeg tænkte: ’Det har jeg ikke set før.’ Mennesker med disse holdninger, og som så direkte og tydeligt præsenterer et menneskesyn, som man vel må sige ikke er almindeligt i et land, der opfatter sig som et næstekærligt socialdemokrati. Da man senere sendte mig hele interviewet i den fulde tre timers længde, var det temmelig klart, at der var mere end nok at lave en serie af. Bagefter interviewede vi yderligere 10-12 kilder tilknyttet miljøet, hvor jeg selv var interviewer, for at udbygge kendskabet til og forståelsen af den verden, de bevæger sig i.”

Hvor meget af serien bygger på interview, og hvor meget er opdigtet?

”Det er nok omkring 70 procent, som er bygget på fakta og historier fortalt til os af interviewpersonerne. Det er lidt som sudoku. Man tager de sande historier og spreder dem ud over manuskriptet, og så forsøger man at fylde hullerne ud og lave en historie, der er interessant nok til, at publikum vil være med. Og ofte er det dér, hvor man tænker ’det må være fundet på’, som stammer fra virkeligheden. Som ham (karakteren Adam i serien, red.), der forsøger at få et barn med sin kone, men egentlig er steriliseret. Det er sandt. Eller hele insiderhandelen i sæson 2, som bygger på en helt reel handel, hvor de involverede tjente tocifrede millionbeløb, men aldrig blev taget. Eller kvinden, som hælder benzin over sin mands Porsche og brænder den af, fordi hun bliver ’lidt sur’ over hans utroskab – det er også sandt.”

’Exit’-instruktør Øystein Karlsen, 50 år.

Hvilke elementer af rigmandslivet og livsstilen overraskede dig under researchen?

”Jeg bliver sjældent overrasket over den menneskelige natur. Hvis noget er overraskende, er det måske, at der findes et system, der muliggør disse ting. Ifølge forsker Rolf Aaberge fra Statistisk Sentralbyrå disponerer den rigeste én procent i Norge over 10 procent af al indtægt i hele landet. Alligevel er det dem, som betaler klart mindst i skat. I snit mellem 10 og 20 procent af deres faktiske indtægt. Havde de betalt skat af hele indtægten, ville skattegevinsten til staten og kommunerne være øget med 52 milliarder kroner i 2018. Dertil skal vi huske på, at mange med milliardformuer – og endnu flere af dem, der ’bare’ har over 100 millioner i formue – faktisk opgiver en indtægt på nul. Som Adam siger i serien: ’Skat er for plejepersonale og skolelærere.’”

’Exit’ er Norges største streamingsucces nogensinde. Hvorfor tror du?

”Det er vanskeligt at sige. For i de første fire episoder af første sæson, før Hermines rejse (Hermine indser, at hendes kæreste, Adam, er kontrollerende, manipulerende, måske endda personlighedsforstyrret, og at hun må ud af forholdet, red.) begynder at tage form, er der egentlig ingen, publikum kan holde med. Jeg tror, det er en blanding af, at det er en slags hemmelig verden, som i virkeligheden foregår lige for øjnene af os, som man får lov at kigge ind i, som samtidig er velspillet og har en høj production value. Som instruktør konkurrerer man til syvende og sidst om tid. Man må skabe en verden og en historie, folk finder mere interessant end deres eget liv i nogle timer. Et sted, man kan flygte ind i, og hvor der er – om ikke godt, så – fascinerende at være. I Norge er første sæson set af 2,1 millioner, og anden sæson af 1,8 millioner hidtil. Det er idiotisk høje tal. Det vil sige, at 40 procent af befolkningen har set den.”

Et portræt af fire afstumpede, drikfældige, købesex- og narkokonsumerende mænd. Hvorfor er det interessant for seerne? 

”Jeg har ofte tænkt på, hvordan jeg ville have været, hvis jeg havde fået 50 millioner på kontoen, da jeg var 23 år og troede, jeg havde alle svarene. Jeg ville ikke have været en flink fyr. Og en del af disse mennesker, vi har talt med, er bare fortsat i det spor. Samtidig er der jo noget befriende og fascinerende i at se, hvad der sker, når nogen fuldstændigt nægter at følge samfundsnormer og moralkoder. Serien balancerer på en knivsæg mellem at være forkastelig og skæg, iskold og hjertevarm. Emotionelt et ganske stort spænd.”

Hvilken scene i serien havde du det sjovest med at instruere?

”Det er vanskeligt at sige, men jeg ved godt, hvad den mærkeligste af alle de mærkelige dage var. Det var i de fire gutters festlejlighed med de mandlige hovedroller, otte nøgne kvinder, en pålimet erektion og fire høns. Der så jeg mig selv udefra og tænkte: ’Hvad er det lige, du har gang i?’”

Livet er trods alt ikke kun let for milliardærerne i serien. De kæmper med ensomhed, afhængighed, livslede og bristede familieforhåbninger. Er det ikke svært at undgå at forherlige rigmandens livsstil – pengene giver jo i de fleste tilfælde en blød landing? 

”Det er en evig afvejning. Men jeg føler, at hvis man ser ’Exit’ og tænker: ’Akkurat sådan vil jeg leve’, så har man nok i udgangspunktet et lidt defekt moralsk kompas. De lever i en nedadgående spiral, som der ikke findes nogen exit fra.”

Hvordan har de interviewede rigmænd reageret på serien?

”De kan rigtig godt lide den, så vidt jeg har hørt. Jeg sendte dem manuskriptet til gennemlæsning før optagelserne, og de tilbagemeldinger, jeg fik, har stort set gået på, hvilken slags vine de ville have drukket i virkeligheden, at de ikke bruger Platinum AmEx, men Centurion (eksklusivt kreditkort fra American Express forbeholdt de allerrigeste, red.), og at de ikke rejser på kommercielle flyvninger, men selv chartrer fly.”

Hvor mange mennesker i Norge, vil du estimere, går rundt og har en livsstil som i ’Exit’?

”Definitivt et fåtal. Det er jo ikke sådan, at hele finansbranchen lever sådan, det er kun en lille, ekstrem niche.”

Norges moderne velstand er funderet på oliepenge, der først begyndte at strømme ind i 70’erne. Har landets forholdsvis nye rigdom fået nordmænd til at opføre sig mere nyrigt? 

”Jeg ved ikke, om det har noget med det at gøre. Men vi kan godt lide at tro, at vi er bedre end andre. At korruption ikke findes, at alle betaler skat, og at norske idrætsstjerner aldrig doper sig. Det er ren løgn. Vi er kapitalisme på steroider – ligesom Danmark i øvrigt. Der foreligger ingen eksakt oversigt over, hvor store beløb der hvidvaskes hvert år i Norden. Men nationalt og internationalt regner man med, at skjult økonomi ligger på mellem fire til otte procent af bruttonationalproduktet. Det vil sige, at den sorte økonomi i Norge ligger på over 500 milliarder kroner årligt. Og internationalt taber verdens lande i snit 427 milliarder dollars i skat på formuer gemt i skattely hvert eneste år.”

I Danmark roser mange venstreorienterede anmeldere serien. Bliver ’Exit’ opfattet som meget politisk i Norge? 

”Jeg tror det ikke nødvendigvis. Men den har ført til en større debat omkring hvidvaskning, skatteparadiser og milliardærer med nul i indtægt.”

’EXIT – DE NORSKE MILLIARDÆRER’

Tv-serie i to sæsoner på hver otte afsnit skabt til norsk NRK 2019-21. Kan ses på DRTV.

Når sommerferien er nær, strammer mange forældre sig an før den store præstation. Nikolaj Zeuthen kører hvert år familien til Jammerbugten. Her fortæller digteren om at stå fast på traditionen, om sammenbrud ved lejebilen og om dengang, han gik all inclusive på tyrkisk.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Asbjørn Sand, privat

SOMMERFERIEN ER årets omdrejningspunkt. Jeg har stadig den samme fornemmelse, som da jeg var barn: Den er endeløs. Når mine skak-elever går på sommerferie, og fodboldsæsonen slutter, har jeg fri i seks uger. Det kan godt være, jeg undervejs får ideer til sange eller digte og skriver dem ned, men det opfatter jeg ikke som arbejde.

Hvert år lejer jeg en bil og kører min kone, Maria, og vores tre børn – Lise på 15, Ole på 12 og Per på otte år – fra Frederiksberg til Grønnestrand Feriecenter, som ligger midt i en kæmpe lyngplantage 200 meter fra Vesterhavet ved Jammerbugten, et stenkast fra det berømte og noget mere fancy Svinkløv Badehotel. 

Ifølge mindestenen, der står endnu, har Frederik VI engang, han passerede Grønnestrand på en rejse, udbrudt: ”Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!” 

Der er meget smukt og uspoleret, og vi går ture og bader og har efterhånden holdt ferie her i så mange år, at børnene har fået venner, så vi koordinerer vores ferie med et par andre familier.

Samtidig er der noget mærkeligt i, at jeg har den forventning til sommerferien, at nu skal vi slappe af. For der skal også købes ind og laves tre måltider hver dag, og der er måske endda større forventninger til maden end normalt, selvom vi kun har SuperBrugsen i Fjerritslev at gøre godt med. Det skal være den bedste tid på året. Det ønsker alle, ikke mindst jeg selv.

NIKOLAJ ZEUTHEN

44 år. Bor på Frederiksberg med sin kone og deres tre børn.

Forfatter, skaklærer, fodboldtræner, vicevært og sanger i bandet Skammens Vogn.

Har blandt andet skrevet ’Viceværtsdigte’ og romanerne ’Verdensmestre’ og ’Buemundet guitarfisk’.

LISE OG MARIA håber altid, at jeg lejer en lækker bil. Men jeg synes, at vi bør spare, og har flere gange fundet den hos Cars4less eller andre steder med lave priser. Jeg kan også finde på at spare på forsikringen, hvilket har hjulpet mig til at opbygge en god bilneurose – der må jo for alt i verden ikke ske noget med bilen.

Et år ville vi besøge Moesgaard Museum på vej hjem fra Grønnestrand. Ole sad på forsædet som co-driver med gps’en. Pludselig var vi på en smal vej forbeholdt busser. I forsøget på at skynde mig ud igen, inden der kom en bus lige imod os, kom jeg til at brage undervognen ind i en chikane. 

Ole var ulykkelig over sin fejl, men jeg var alt for nervøs for bilen – det år havde jeg lejet en lidt dyrere Skoda af et mere etableret udlejningsfirma – til at tage mig af ham. Jeg gennede familien ud af bilen og lagde mig på asfalten for at kigge på undervognen. Hang den ikke meget lavt? Og hvad var det, der dryppede ned fra den? 

Heldigvis ville bilen starte, så vi fortsatte til Moesgaard, hvor jeg oplevede Grauballemanden gennem en tåge af bilangst. Bagefter kørte bilen os hele vejen hjem til København, og jeg undlod at nævne noget for udlejeren og hørte ikke fra dem igen. Det, der dryppede, var nok bare vand fra bilens aircondition.

Nikolaj Zeuthen og børnene på stranden.

MIN FAMILIE BEGYNDTE at komme på Grønnestrand, da min tipoldefar, der kørte rundt og solgte malkemaskiner, spurgte en bondemand, om man kunne holde ferie hos ham, når der nu var så skønt. Det fik han lov til. Siden spredtes ordet, og efterhånden blev Grønnestrand til en rigtig badepension.

Jeg har selv mine allerførste ferieminder fra pensionen, hvor primært københavnere fra den højere middelklasse indlogerede sig. Min far var civilingeniør, og man kunne både møde kunstnertyper og en direktør. 

Noget af det, man boede i, var ikke meget mere end en faldefærdig lade. Der var også tilbygninger opført i hast for at få plads til flere gæster, som var noget utætte, hvad man godt kunne mærke et sted, der ligger så udsat for vejr og vind. Men det var fint nok til os. Og selskabet var godt.  

Bondemandens kone lavede mad, som blev serveret ved langbordet i deres fineste stue. Om morgenen gik flettede hønseformede kurve rundt med hård- og blødkogte æg, og om aftenen sad de voksne og fik sig et glas, mens børnene blev sluppet fri og løb rundt og legede på gårdspladsen eller på høloftet.

Min far og mor mødte hinanden på Grønnestrand, da de var teenagere og kom der med deres familier. Min far var fra Frederiksberg, min mor fra Aarhus, de begyndte med at lege sammen, og hen over nogle år blev min mor fuldstændig forgabt i min far, der var lidt af en player, så vidt jeg har forstået. 

En sommer var hun taget derop med en anden fyr, hun lige havde mødt – hun regnede ikke med, at min far ville være der. Da det viste sig, at han var der, fik den nye fyr den kolde skulder og sad og tudede på min mors søsters værelse. 

Mine forældre var vel 16-17 år, da de fandt sammen. Og meget unge, da de fik børn. De vidste nok ikke helt, hvad de lavede. De blev skilt, da jeg var fem år, og herefter blev familien i en periode ret brudt og dysfunktionel. Jeg har fire søskende, men ofte var det af en eller anden grund mig alene, der holdt ferie med min mor og hendes nye mænd. 

Jeg husker et sommerferielavpunkt i et højhus af et feriecenter i Harzen, hvor hendes daværende mand, der var tysklærer, havde bestemt, vi skulle hen, og hvor han og min mor drak sig fulde i rødvin og skændtes hele natten. 

Omtrent på samme tid lukkede pensionen i Grønnestrand. Bondemanden og hans kone døde, og gården fik lov at forfalde helt. Senere blev gården overtaget af en forening, der rev det hele ned, genopførte gården med nye, pæne tilbygninger og omdannede den til et feriecenter, hvor hver familie har sit eget lille rækkehus, og man laver mad og spiser hver for sig. 

Da vi havde fået vores første barn, foreslog jeg min kone, at vi skulle prøve at holde ferien dér. Og det har vi gjort lige siden. 

Nikolaj Zeuthens mor og far i Fosdalen, 1964.

JEG FORTÆLLER ALTID stolt de nye, jeg møder, at jeg er kommet her som barn. Og jeg ringer altid til min mor, der nu er på plejehjem, og fortæller, når vi er der. Jeg kan høre, hun bliver rørt. Hun forbinder stedet og dets historie med noget rart og uskyldigt fra ungdommen.

Engang prøvede vi at tage til Tyrkiet på all inclusive-ferie med Star Tours for at give børnene en anden oplevelse. 

Vi voksne havde fantaseret om de her 14 dage, hvor vi slet ikke behøvede at lave noget. Og den drøm får man jo også for sine penge. Sammen med varme, klorvand og en legeklub, man kan sende børnene ned i, mens man ligger og soler sig. 

Stedet hed Blue Village, og jeg havde lidt en fornemmelse af at have tjekket ind i Lyngby Storcenter: Der var butikker og fadøl og softiceboder og restauranter under samme tag. Vi behøvede slet ikke at forlade stedet. 

Min første reaktion var, at vi måtte væk. Men så tænkte jeg: ”Hvorfor skal jeg være så fin på den? Når mange mennesker godt kan lide det her, kan du så ikke holde af det?” 

Jeg meldte mig på beachvolleyholdet sammen med de andre fædre og fik en skade allerede i min første optræden. Jeg rev min tå op på en sten i sandet. Det var lidt uværdigt. Og jeg bakkede op om de mindste børn, der dansede og sang med guiderne på scenen til smølfedance under aftensmaden. 

Og børnene? De var vilde med det. Men siden har vi holdt os til Grønnestrand. 

JEG LEJER IKKE længere bil fra de helt billige selskaber. Alligevel ville bilen sidste år ikke starte, da vi havde pakket hele huset ned og var klar til at køre hjem. Jeg meddelte familien det og bad dem finde deres bedste humør og gåpåmod frem. ”Nu bliver vi nødt til at stå sammen,” sagde jeg. Lise kiggede på mig et sekund, og jeg ventede, at nu ville hun lægge armen støttende om mig og sige: ”Det er okay, far.” I stedet råbte hun: ”Min telefon har ikke mere strøm. Du ødelægger mit liv!”

Det lykkedes os at få vejhjælp og få startet motoren, men den måtte ikke slukkes på hele hjemturen. Vi aflyste færgen, og hver gang vi stoppede på en rasteplads, kiggede jeg bekymret til motoren, der kogte ligesom mit indre.

Jeg ved ikke, hvor meget længere vores ældste vil med til Grønnestrand. Men vi skal derop igen i år. Og vi har allerede booket for næste år.

Nikolaj Zeuthen udgav i juni ’Sommerferiedigte’.