”DET HAVDE ALDRIG været den store succes for mig at sidde på skolebænken,” siger Julie Zaken, der droppede ud af 2. g, fulgte nogle enkelte fag på HF uden dog at færdiggøre uddannelsen, tog på højskole og rejste en masse, inden hun besluttede sig for at prøve en tur med skoleskibet Georg Stage.
”Nogle af mine venner havde prøvet det, og jeg syntes, det lød spændende: eventyret i at komme ud at sejle. Og så sammen med 62 andre elever, jeg ikke kendte. Det virkede vildt, og jeg tænkte: ’Det skal jeg da prøve.’”
Togtet, der førte hende rundt i Nordsøen og Østersøen, begyndte i maj 2009. Forinden havde hun meldt sig som en af de frivillige, der hjalp med oprigningen af skibet, altså klargøringen af master, sejl og tovværk. Et gammelt skib kræver en del vedligeholdelse, så der skulle bankes rust, males, slibes og lakeres, før skibet kunne forlade sin plads på Holmen i København, hvor Georg Stage ligger til kaj. I land blev eleverne introduceret for svejsning, drejning og andre fag, de ville få brug for undervejs på togtet.
Om bord på skibet lærte de grundlæggende søfartsfærdigheder såsom knob og stik og at splejse tovværk, en teknik, man bruger til at flette et reb ind i sig selv for at danne en permanent løkke eller til at flette to reb ind i hinanden, så de bliver til ét.
”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at bruge mine hænder, og jeg kunne godt lide det,” siger Julie Zaken, der var 21 år, da hun sejlede ud med Georg Stage.
En fuldrigger er et skib med fuldt riggede master, det vil sige masser af sejl.
SOM ELEV OM BORD på skoleskibet ligger man tæt i hver sin hængekøje, og skal man på vagt om natten, må man være letfodet og stille, så man ikke vækker for mange kammerater. I det hele taget er 20 ugers sejlads i nærkontakt med nye ansigter en øvelse i at indordne sig under kollektivet.
”Nogle havde det svært med det, og andre var bare 17 år gamle og kom lige hjemme fra forældrene og syntes, det var lidt overvældende med alle de mennesker og alle de hensyn, man er nødt til at tage. Selvom jeg havde rejst, og jeg havde boet ude noget tid, var det stadigvæk en prøvelse for mig at rumme så mange forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund. Vi skulle arbejde tæt sammen om alt, både dag og nat – det burde alle mennesker prøve.” fortæller Julie Zaken.
Hvad der måske føltes endnu mere grænseoverskridende, var de første par gange, hun fik besked på at klatre op i riggen, skibets system af tovværk og master.
”Jeg kan huske, at mine arme og ben rystede. Men efterhånden lærer man at bruge sin krop på den rigtige måde og stole på, at den sagtens kan finde ud af det. Til sidst var det helt afslappet og en ren nydelse at klatre derop. Så kunne man få lidt tid til sig selv deroppe, eller man kunne klatre derop, hvis man havde brug for at føre en privat samtale.”
På et skib er man i vejrets hænder, og Julie Zaken husker særligt en vild kuling i Nordsøen som en oplevelse, der gav respekt for vinden og havets kræfter.
”Jeg syntes, det var megaspændende. Så skete der noget! I den slags situationer ville jeg gerne være oppe på dækket. Det føltes meget mere trygt end at sidde nedenunder og mærke, at skibet blev kastet rundt, men uden at vide, hvad der foregik.”
DA GEORG STAGE vendte tilbage til Holmen efter at have lagt til i lande som Skotland, Tyskland, Polen, Estland og Rusland, blev Julie Zaken ansat til at rigge skibet ned for en beskeden løn. Arbejdet varede et par uger, og de kontakter, hun havde knyttet på Georg Stage, gav hende mulighed for i en periode at arbejde for private, der savnede hænder til at istandsætte deres sejlskibe.
Med en grunduddannelse fra Georg Stage på cv’et kan man videreuddanne sig inden for det maritime, for eksempel til befaren skibsassistent, en slags matros-titel, men Julie Zaken, der altid havde været glad for at sy, valgte at gå i land og gå i gang med en bacheloruddannelse som tekstilformidler på Professionshøjskolen UCC i København. Samtidig passede hun et studiejob i et sejlmagerværksted. Hun kunne godt lide arbejdet, og indimellem kom der også møbler ud på værkstedet, som skulle repareres, og som hun og hendes kolleger måtte sætte sig ind i.
”Det gik op for mig, at det var møbler, jeg ville lave. Jeg savnede nogle større armbevægelser, end man gør brug af i arbejdet med beklædning. Jeg savnede at bruge min krop og være fysisk udmattet.”
Julie Zaken, 33, har møbelpolstrer-værksted på Ravnsborggade på Nørrebro i København.
HUN BEGYNDTE i lære som møbelpolstrer og fandt ud af, at faget tilgodeser trangen til såvel tungt fysisk arbejde som til fingerfærdighed.
”Det passede godt til mig. Man skal hamre, banke og løfte, men man skal også bruge sømandsfærdigheder såsom knob og stik, når man snører fjedre i en lænestol for eksempel,” siger Julie Zaken, der i maj sidste år åbnede sit eget møbelpolstrerværksted, Københavns Møbelpolstring, efter at hun i december 2019 havde været til svendeprøve.
Den bundne opgave var at producere en højrygget overpolstret lænestol – det vil sige en, der er polstret på alle sider bortset fra i bunden – og demonstrere, at man både mestrer traditionelle teknikker med fjedre og plantefibre og mere moderne teknikker med skum. Det faglige bedømmelsesudvalg belønnede hende med en sølvmedalje i tillæg til svendebrevet, der blev overrakt ved en ceremoni i Håndværkerforeningen i Moltkes Palæ i København.
”Selvfølgelig er jeg stolt af at kunne et håndværk. Det er på mange måder tilfredsstillende at kunne levere et godt resultat, som holder i mange år,” siger Julie Zaken:
”Det er noget, som burde værdsættes højere i uddannelsessystemet.”
