TROELS OLSEN
68 År, kloakmester
Placering: 1,5 kilometer fra Klippinge, Stevns. Tag S-toget til Køge, og skift til lokalbanen mod Hårlev. Herfra er Sibirien blot et par kilometers cykeltur gennem det kuperede marklandskab uden for Klippinge. Et slidt vejskilt viser, at drejer man til højre her, ned ad grusvejen omkranset af høje træer og buske, befinder man sig i Sibirien.
JEG STARTEDE SOM landmand og begyndte så at køre gravemaskine. Det viste sig at være min hylde, må man sige. Jeg har optrådt med det rundtomkring i Europa. Så lægger man rendegraveren ned på siden for eksempel eller trækker proppen af en flaske Gammel Dansk med grabben. Jeg har også serveret for landbrugsministeren nede i Aabenraa på dyrskue, dér gav jeg ham en pakke med sløjfe om. Man skal bare have lidt følelse. Jeg har set en, der laver hotdog med det. Så tager han brødet og så pølsen og så lidt ketchup … og også ristede løg!
Jeg var tre timer gammel, da jeg kom til mine adoptivforældre. Der var en kvinde, der lå på Faxe Sygehus, og hun havde mange børn i forvejen, og mine adoptivforældre havde ikke ret mange penge. Det vidste en sygeplejerske, som var gode venner med dem. Hun arrangerede, at moren bortadopterede til far og mor, der havde snakket om at adoptere. Det gik igennem uden om Mødrehjælpen. Sikke en ballade, der blev, da de opdagede det. Der havde de nær taget mig og sendt mig på børnehjem. Og så ved jeg, at med det temperament, jeg har, var det gået helt galt. Så det var rigtig godt, de ikke fik gjort det. Jeg kunne ikke have haft det bedre, end jeg havde det hos dem.
Da min ekskone og jeg kom hertil, var vi de yngste i Sibirien, og en del af de andre var i familie, de høstede sammen, spiste og holdt fester sammen, det var sådan en klike. Stille og roligt er de blevet skiftet ud og døde, og så er det blevet individualister, der bor her. Man kører jo på arbejde og kommer hjem igen, og så har man nok i at slå sit græs og passe sine børn, og hvad man gør, så der er slet ikke det sammenhold, som der var i rigtig gamle dage.
For os, der starter klokken 5 om morgenen, passer det fint at bo sådan lidt afsides på landet og ikke rigtig genere nogen af naboerne.
Jeg har lavet et fælles kloaklaug, så vi skider i en fælles tønde. For ellers skulle vi betale, hvis det stod til kommunen, ad helvede til. Man kan ikke helt stole på kommunen. Du skal have det på skrift, og det er de godt klar over, så når jeg kommer derop, så ved de godt, at det er ham Troels Olsen der. Det står sikkert med store, røde bogstaver på computeren.
Sibirien er den officielle adresse her. Hvis jeg anmelder en kloak, så sidder sekretæren inde i København: ”Øhh, du er nok langt hjemmefra, det må være koldt der” eller noget andet. Eller også tror de ikke rigtig på det. Men det hedder Sibirien.
MICHAEL CHRISTENSEN
56 år, bedemand
Placering: 2,3 kilometer fra Faxe Ladeplads. Fortsætter man med lokalbane 110R til endestationen, når man til Faxe Ladeplads. Den maleriske strandskov i udkanten af byen bærer muligvis navnet grundet den kolde vind, der til tider blæser fra Østersøen. Eller muligvis fordi Sibirien set fra Faxe Ladeplads var et udsted, det yderste punkt før Vemmetofte Kloster.
JEG FLYTTEDE HERNED, fordi jeg helst skal se vandet hver dag. At køre ned og kigge på Susåen eller Haraldsted Sø er ikke det samme.
Jeg kan ikke være med i noget uden at blande mig. Skal der arrangeres et eller andet, vil jeg altid gerne give en hånd med. Jeg synes, man som indbygger i et lokalsamfund har pligt til at være med i en forening. Det skal man altså, for ellers så dør samfundet sgu.
Vi havde en ethjulscykelklub hernede. Jeg prøvede at cykle ethjulet cykel, men det er svært. Men børnene gjorde det, og jeg kunne ikke bare stå og kigge, mens ungerne cyklede rundt. Lige pludselig så var man med, ikke? Til at cykle, men også med i bestyrelsen og med til at holde hånd, når de skal lære det.
På et tidspunkt var vi landets største klub med 130 medlemmer. I 3-4 år var vi den største klub, og lige pludselig havde vi trænere fra Canada, som kom, og det var jo verdensmestre. Og det trak altså folk til: at der var mulighed for at udvikle sig her lige pludselig.
Hvis det er en, der er død på sygehus, siger jeg: ”Skal vi snakke sammen i morgen?” For så ligger de i kapellet på sygehuset, og så er det jo, som det skal være. Men er det en, der er død derhjemme, er det jo ikke sikkert, at ægtefællen har lyst til at sove i dobbeltsengen ved siden af den døde i nat, vel?
Vi bruger kølerummet, der er på krematoriet. Jeg ville rigtig gerne selv have et kølerum, men det er ikke rigtig muligt nu. Hende, vi bor til leje hos, en gammel dame på 93, vil absolut ikke have det. Vi har ellers rummet til det, men nej, det kan hun ikke se for sig.
Når folk kommer ind i vores forretning, eller når vi er hjemme hos folk privat – hvad vi oftest er – så aner de ikke deres levende råd. De er kede af at have mistet, og de kan ikke se sig ud af, hvad der skal ske, og hvordan gør vi? Men når jeg går derfra, kan jeg mærke, at der er ro på og styr på det. Man kan virkelig mærke, at man hjælper folk. Man bruger også sig selv meget. Der er stor forskel på familier, og man kan ikke bare sige: ”Vi gør, ligesom vi gjorde i går.” Folk skal føle, at de er de eneste, og at de har din opmærksomhed 100 procent.
Der ligger seks minedepoter fra den kolde krig lige ovre på den anden side af vejen. Det var planen, at der skulle lægges undervandsminer ud hernede. Faxe Ladeplads, har man senere fundet ud af i de polske arkiver, var stedet, som først skulle have en atombombe og bagefter bruges som landsætningssted til tropper, hvis Warszawapagt-landene skulle angribe. Der er jo dybt hele vejen ind til kysten og ingen videre klint, så man kan bare komme i land.
THERKEL RASMUSSEN
49 år, ejer af Sibiriens Specialfoder
Placering: 3,1 kilometer fra Revninge ved Kerteminde. Lidt syd for Kerteminde, i skovbrynet og med udsigt over markerne, gemmer sig en lille samling huse, der bærer navnet Sibirien. Her bor 25 sjæle, som deles om det fine badevand ved Kauslunde Strand, årstidernes farveskift i de gamle egetræer, den årlige kagefest og sankthansbålet på sportspladsen i Revninge.
DET BEDSTE VED at bo i Sibirien er naturen. Fuglene, der synger, og dådyrene og rådyrene, der render rundt omkring os. Jeg er naturmand og vil gerne gå på jagt, også med bue og pil. Det kræver lidt mere, man skal tættere på dyrene.
Jeg begyndte at gå på riffeljagt i 1990, og i kraft af at jeg har skudt meget og måske synes, det bliver for nemt, så vil man have lidt flere udfordringer. Jeg har skudt råbukke, otte, tror jeg, med bue og pil. Jeg skød en i lørdags. Det er fedt, når det lykkes. Man skal højest være 20 meter væk fra dyret. Det er lidt sværere end med riffel. Man skal være mere opmærksom og være 100 procent sikker på vinden, så de ikke får færten af én. Og man skal være camoufleret, så de ikke ser én.
Ham, jeg skød, har jeg gået efter siden 16. maj, hvor bukkejagten begynder, og jeg har vel gået efter ham 10-15 gange eller sådan noget. Det er lige så meget oplevelsen. Jeg går ikke bare ud og skyder fra en side af. Jeg havde været tæt på ham flere gange, det var bare ikke lige lykkedes. Så vandt jeg til sidst. Der var en for nogle år siden, som jeg havde gået efter rigtig længe, ham fik jeg ikke med buen, så jeg gik ud med riflen til sidst.
Oprindelig er jeg uddannet landbrugsmaskine-mekaniker i Kerteminde. Det arbejdede jeg med i 10 år, så kom jeg på Lindøværftet, hvor jeg var stilladsbygger et halvt års tid. Det var noget andet. Så begyndte de at drosle ned, jeg blev flyttet og blev maler. Sprøjtemaler på fast nat-tur, det blev jeg hurtigt træt af.
Man skal ikke have klaustrofobi, hvis man skal være maler på Lindø. Alle skibe er jo i sektioner, og man skal kravle igennem bittesmå rum, og man skal slæbe masker og slanger og alt muligt. Man er pakket totalt ind. Det var ikke drømmejobbet.
Min far startede butikken her op i midten af 90’erne, dengang de lukkede alle foderstofferne rundt på havnene. De havde jo kontantsalg til alle de private, men det lukkede de ned, da det hele blev slået sammen i store enheder. Efterhånden skulle man køre rundt til centrale enheder for at hente en sæk hønsefoder til 150 kroner, det gider folk ikke køre 50 kilometer for. Der manglede ligesom nogen til at sælge foder til private folk. Derfor startede min far butikken for fritidsfolk. Og vi fandt ud af, at jeg hellere måtte komme ned og hjælpe ham i stedet for at være maler.
Butikken er en alt-muligt-butik, en blandet landhandel. Vi har alt lige fra aloe vera og rom til haveredskaber og musefælder. Jeg ved, hvad de fleste skal have, når de kommer ind ad døren. Det kan så være lidt en udfordring, hvis jeg skal have nogen til at passe butikken en dag, hvor jeg ikke lige er her, og der kommer nogen og siger: ”Jeg skal bare have det sædvanlige.” Og så kan de ikke engang selv huske, hvad det er.
BIRGITTE BERGMAN
55 år, folketingsmedlem
Placering: Christiansborg Slot, København. Fem minutters gang fra Folketingssalen tager man trapperne fra det enorme indgangsparti op til 3. sal. Helt nede i enden af den ene fløj når man til en gang, der bærer navnet Sibirien, og som blandt andet huser en række politikere fra Det Konservative Folkeparti.
GANGEN HER HEDDER jo Sibirien, fordi vi ligger langt væk. Vi er helt nede i den ene ende af Christiansborgs hestesko. Lige nedenunder os ligger jo faktisk Statsministeriet.
Her er pivkoldt om vinteren, det kan jeg love dig for. Nede på 2. sal er gruppelokalerne, og der sidder partiformændene også. Vi andre må kæmpe os gennem kulden for at overleve.
Vi prøver at gøre Sibirien til et interessant yderområde. For det første har vi jo vores partisekretariat herinde, og vi har en vanvittig god kaffemaskine, og det er der nogle i de andre partier, der har fået øje for, så de har det med lige at luske ind og få en kop kaffe en gang imellem.
Jeg synes, her er en god stemning, for mange af de unge mennesker sidder hernede i vores partisekretariat. Der er masser af liv i Sibirien.
Pressen plejede at sidde herude, sikkert for at de ikke kunne lave alt for meget ballade. De lusker jo rundt på gangene … ej altså, sagt med et smil, ikke?
Jeg blev valgt ind i juni 2019, og der var man jo også inde og kigge på, hvor man kunne få kontor henne. Kontorerne på Christiansborg går efter anciennitet. Dem, der har højere anciennitet, sidder nedenunder på 2. sal, men jeg synes altså, det er federe at sidde heroppe.
Jeg har mødt den der med ”Nå, du sidder oppe i Sibirien?” Forstået på den måde, at så er man langt væk. Men hvis man nu skulle vende den om, så er det måske meget godt på den måde, at man hele tiden forholder sig til den virkelige verden. Det der med, at man er langt væk, det tolker jeg, som at man er ude i det virkelige liv stadigvæk, ikke?
På en eller anden måde ser man mere til sine kolleger fra de andre partier, dem, man er ordfører med, end man ser sine egne gruppemedlemmer. Og der er jo nogle, man ser mere end andre, nogle, man har en bedre kemi med. Det har jeg jo også med folk fra andre partier. Vi er meget blandet og ses meget på tværs af partiskel og på tværs af Folketingssalen.
Selvfølgelig kan der være en hård tone herinde, men selvom der er det, kan jeg jo sagtens gå hen og snakke med en socialdemokrat for eksempel. I det daglige er det mennesket først, og der står et menneske foran én, som jo også har en familie, de skal hjem til. Jeg synes, det er vigtigt, at der er en ordentlighed, og at man kan se sig selv i spejlet. For ellers bliver man meget isoleret, og så kan alle jo komme til at sidde i Sibirien.
