Her får du månedens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

PLANEN ER KLAR

December er måneden, hvor DSB præsenterer sin køreplan for året, der kommer, og køreplanen for 2022 byder blandt andet på kortere rejsetider for kunderne på Sjælland. Også på Kystbanen er der ændringer. De nordsjællandske rejsende får nemlig direkte tog mod Roskilde og Næstved. Se, hvordan den nye køreplan påvirker din rejse, på rejseplanen.dk.

Den nye køreplan træder i kraft 12. december 2021.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum.

VIDSTE DU, AT …

… DSB i 1955/1956 ekspederede 1.200.098 stykker rejsegods og 417.294 cykler? Dengang blev bagagen nemlig håndteret på samme måde som ved nutidens flyrejser. Skulle man med toget, kunne man indlevere sin bagage ved skranken, og bagagen kunne så afhentes på banegården på bestemmelsesstedet. Ordningen med rejsegods ophørte i 1990.

Foto: DSB.

JULEHJERNER

Mange glemmer deres ting i toget i december måned. Heldigvis bliver de fleste indleveret på DSB’s Hittegodskontor på Københavns Hovedbanegård. Hvis du er stået af uden dine julegaver eller andet, så tøv ikke med at kontakte kontoret, der har åbent mandag-fredag mellem klokken 9 og 11, på telefon 24 68 09 60. Det er altid en fordel at efterlyse dine forsvundne genstande først. Det kan gøres via DSB’s hjemmeside.

Foto: Jens Hasse.

FARVEL OG TAK

12. december markerede afslutningen på en lang og arbejdsom karriere for DSB’s dieseldrevne ME-lokomotiver. I mange år har ME’erne været rygraden i den sjællandske regionaltrafik som trækkraft for dobbeltdækkervognene, men det er altså slut nu. Fremover skal dobbeltdækkervognene trækkes af de nye elektriske Vectron-lokomotiver, der udleder 87,7 procent mindre CO2 per kørt kilometer end ME-lokomotiverne. Lokomotivskiftet betyder mindre luftforurening, forbedret luftkvalitet på stationerne og en halvering af motorstøjen fra togets motorer. 

Tags: ,
SE MERE