Infoskærmene på perronen holder de rejsende opdateret om status på deres S-tog. Men hvordan kan skærmen vide, hvornår toget vil ankomme, og hvor langt det er? Kom med en tur bag om den sjællandske S-togstrafik.
Tekst:Jirina Olin BarfoedIllustration:Jakob Wedendahl

1.

Skærmene tæller ned til togenes ankomst til stationen. Ankomsttiderne er indtastet på forhånd på baggrund af togenes køreplaner.Løbende sender Banedanmark data direkte til skærmene om, hvor toget befinder sig på sporet. 

2.

Når du står på perronen og venter på et S-tog, kan du se et aflangt skilt, der viser de to kommende afgange, et såkaldt TogViserDisplay (TVD). I 2013 afløste TVD en anden skiltetype, der var kendt for sine klaprende flipkort, men var dyre at vedligeholde og mindre fleksible end en digital skærm.

3.

Fem medarbejdere sidder hver dag i trafikinformationscenteret ved Dybbølsbro med ansvaret for strækningerne på S-togsnettet. Sker der en ændring på de enkelte medarbejderes strækninger, justerer de informationen på skærmene og kalder ud på stationerne.

Foto: DSB

4.

Trafikinformationsmedarbejderne arbejder i to forskellige IT-systemer, når de skal justere teksten på skærmene. De har muligheden for at ændre en tekst på en enkelt perron, eksempelvis hvis et tog er gået i stykker og derfor ikke kører videre. Eller de kan arbejde i et system, der ændrer alle de relevante skærme på samme tid, eksempelvis hvis et tog er aflyst.

5.

Sensorer langs skinnerne registrerer placeringen, og ud fra deres data beregner skærmen, hvor lang tid der er til, at toget ankommer til perronen. Sker der akutte trafikændringer, er det muligt for trafikinformationsmedarbejdere at ændre på specifikke skærme manuelt. 

 

Tags: ,
SE MERE