Indlæg

Som dreng var Ilja Wechselmann flittig gæst på pionerlejre i det gamle DDR. Her mødte han Heinz. På tværs af hegn, politiske skel og en hård opdeling mellem øst og vest voksede og døde et venskab. Efter Murens fald mødtes de igen, og pludselig var alt byttet om.
Tekst:Ilja WechselmannFoto:Privat

TYSKLANDS PARADOKSER aftager aldrig. Jeg har rejst utallige gange i landet, siden jeg lærte, at månen kan skinne ud ad vinduerne. Det var i 1955, og husene i Berlin stod som kulisser, nøgne frontmure uden tag og bagvægge.

I år har jeg været der på tre mindre rejser. Først til Schwerin, delstatshovedstad i Mecklenburg-Vorpommern. Så til Celle, den gamle residensstad i hjertet af Niedersachsen, og til den forvandlede Lüneburger Heide. Tredje tur, til Hamborg, lå i direkte forlængelse af mit besøg i 1955. Sammen med min kone tog jeg til begravelse af min ven af højeste anciennitet, Heinz Timmermann, som jeg mødte, da jeg som barn af kommunistiske forældre var på pionerlejren ’Wilhelm Pieck’ – navnet på Østtysklands første præsident. 

Man skal forestille sig smukke bygninger pudset i cremefarve med solidt tømmerværk. Balkoner og udsigt til en stor sø. Muligvis arkitektur fra nazitiden, muligvis oprindelig hjemsted for en Hitlerjugend-lejr.

Det var en socialistisk spejderlejr, og vi var i hundredvis af børn fra østersølandene i ens ternede skjorter og med rød halsklud. I lejren lærte vi parade, reveille og marchture, og om aftenen så vi propagandafilm.

Alle arrangementer var gennemsyret af koldkrigens frygt for vesttysk invasion. Vi skulle marchere i skoven for at finde nedkastede faldskærmssoldater fra Vesten, der ville ødelægge og sabotere socialistiske installationer. Jeg fandt en stålorm. Heinz var den ældste af os to. Da vi mødtes første gang, var han 16, jeg var 11. Og han var percussionist – i gamle dage hed det trommeslager – i et combo-band, som rytmiske orkestre blev kaldt i DDR i 50’erne-60’erne.

Heinz Timmermann.

SCHWERIN ER ikke til at kende igen fra den nytårsaften i 1959/60, hvor jeg besøgte byen med Heinz og hans band Combo. Dengang var besøget præget af manglende gadebelysning, mørke huse og et besynderligt nytårsbal i en sportsforening.

I dag ligger den ramponerede delstatshovedstad i Mecklenburg-Vorpommern i et landskab af gigantiske egetræer, der danner espalier om uendelige landeveje gennem bølgende kornmarker, hver på størrelse med Anholt. Det er junkernes (godsherrernes) gamle jorde, der blev forvandlet til LPG’s landbrugskollektiver (Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaften).  

De socialistiske landbrug omfattede flere landsbyer og havde produktion af kvæg og grise samlet i kæmpe stalde af grå beton. Byen er stadig domineret af farven grå, og den smukke delstatshovedstad har endnu ar efter bomberne fra krigen. I dens forstæder er Plattenbau-horisonten præget af højhuse med lejligheder, hvor enkelte har en lilla eller lysegrøn altan midt i det grå. 

På værtshuset ude i skoven, der i gamle dage hed ’Skyttehuset’, står der ’Seeblick’; der måtte ikke være så militæriske navne under socialismen efter Hitler-tiden. Nu hedder det ’Skyttehuset’ i folkemunde igen. Til gengæld er stemningen ved maden og maden selv en højere enhed af kulturel samforståelse – folkene på egnen omkring Schwerin ser ud som i 50’erne og opfører sig som den tid. Tæt, trygt og med appetit på menuer fra dengang. Værtshuset er fuldt. I Danmark ville et sådant tableau blive sat på frilandsmuseum, og gæsterne aflønnet med et gratis måltid. 

Heinz Timmermann med trommesæt. Stortrommen er dekoreret med hans initialer. Siden fik han kælenavnet ’Timmi’.

INDEN HAMBORG var jeg i Celle, fortidens residensby for kurfyrster, prinser og prinsesser og formentlig Tysklands smukkeste by – især hvis man værdsætter bindingsværk, guldmalede indskrifter på gavle og stokværk i alle pastelfarver med årstal for bygningerne fra 1400- til 1700-tallet.Alle restauranter betjenes af ukrainsk, polsk og spansk personale, og det foregår på lidt ubehjælpsomt, men distinkt tysk. 

På vejen derhen, mellem Soltau i nord og Celle i syd, ligger en krigskirkegård. Nogle af de døde blot kendte af Gud, andre med ærværdige, sorgprægede, respektfulde mindeord fra de efterladte. Kontingenter af Royal Air Force-personel, soldater fra New Zealand, Australien, Canada, Wales, Polen og så videre. Alle mellem 20 og 40 år gamle, alle dræbt i løbet af den sidste krig. Stedet er en anelse amfiteatralsk og skråner op mod et mindesmærke. Smukt, omkranset af idyllisk skov. På mindepladen står der, at gravpladsen er skænket af det tyske folk. Dengang de var ét. 

Stedet ligger blot 10 kilometer nord for sidste større by før Celle, Bergen, hvor resterne af kz-lejren Bergen-Belsen ligger. Der hvor Anne Frank døde og er begravet. I omegnen af Celle, i den oprindelige, armodige Lüneburger Heide i Niedersachsen, ligger Folkevogns-fabrikker, flygtningelejre med syrisk befolkningskoncentration, hannoveransk aristokrati og proletariske rester. I byerne Döhl og Undeloh er hovederhvervet Kutschenfahrt, hestevognsture til de resterende stumper af hede. Ellers er det IT-centre, bindingsværksvillaer med Porscher, Landrovere, skinnende BMW’er og Audi’er i flere eksemplarer per indkørsel. Heden er væk, og forklaringen ligner den samme som i Vestjylland. Man havde ikke drænet, men tilført vandingskanaler, så området kunne afhøstes med mangedobling af fortidens fattige fold. Der er strålende skovstrækninger, enge, så vidt øjet rækker, og kanaler og tavler med forklarende billeder af stræbende gravere med primitive redskaber fra dazumal. 

I de små landsbyer er der porcelænsbutikker til turisterne, som er begyndt at fortrække til højere luftlag længere borte. Butikkerne lukker på stribe og overlader betjeningen til engelsk-orienterede tehuse for de ældre, det grå guld i gode biler. Jeg kiggede på dem og tænkte på min ungdomspagt med mig selv om at forblive socialist livet ud. 

Morgenreveille i ’Wilhelm Pieck’-pionerlejren. Ilja Wechselmann i højre række var lejrens mindste.

MINE FORÆLDRE (og især min kommunistiske far) sendte mig første gang alene ud i verden, da jeg var 11. Med 50 andre børn af kommunister skulle vi i bus til børnelejren ’Pionierrepublik Wilhelm Pieck’, der lå ved Altenhof, en landsby ved Werbellinsee, under en times køretur fra Berlin ad Autobahn 11. 

Turen fra Dronningens Tværgade i København, hvor ’Partiet’ havde til huse, tog mere end et halvt døgn i bus. Det var midt om sommeren, og vi skulle være i lejren i fem uger. 3-4 unge DKU’ere fra Danmarks Kommunistiske Ungdom var vores turledere. 

Husene lå grupperet i parallelle rækker ned mod søen med paradeplads. At stedet var en manifestation af landets politik, indgik ikke i vores bevidsthed. Ikke i min i hvert fald. At hilse på hinanden med ordet Freundschaft – venskab – var et spejder-råb ligesom ’tjikker-likker, tjikker-likker, tjau, tjau, tjau’. 

De unge Betreuere, et ord, der næsten ikke kan oversættes, men som i dag ville være en mellemting mellem en træner og en coach, var fra FDJ, Freie Deutsche Jugend. De bar kongeblå skjorter med gult soltegn på ærmet. Korte bukser om sommeren og lange blå om vinteren. Ikke Hitlerjugends arvtager, men dog en parallel i kraft af organisationens fuldstændige konsensus med den førte politik i landet. En ny nations byggesten, fremtidens strålende vindue mod verden. 

Men det vidste vi ikke noget om; den slags diskussioner lå uden for vores horisont. Det var dengang mest et herligt, uniformeret skue. Reveillen og morgenparaden begyndte ved hornfanfare og opstilling i kohorte uden for huset. Altid klokken 7.00, de samme børn uden for de samme huse i hele lejren. Orden i rækkerne. 

Lejren ligger der stadig. Jeg genså den for 10 år siden; bygningerne var de samme. Kun træerne var blevet meget større. Og midt i det hele et nyt, rødmalet Plattenbau-gymnasium, som var forfaldent. Nu hedder lejren ’Europäische Jugenderholungs- und Begegnungsstätte, Werbellinsee’. Med dets pompøse klang af organisation, disciplin og kultur kunne man tro, at datidens DDR-politikere ville have værdsat navnet. Men nej, de ville have syntes, at den moderne version af bygningsværket var blasfemisk afpolitisering, vestlig dekadence og ligegyldighed. Billigt fadøl i forhold til den champagnefølelse, som springer af en pionerrepublik. Navn efter præsidenten. Fremad, (men) nie vergessen.

På billederne med takkede kanter, som var klistret ind i de fotoalbum, vi alle fik med hjem, havde jeg grimme, gulbrune, billige lærreds- og gummisko på og var et hoved mindre end alle andre. Jeg må vel have været fremmelig, siden jeg var med i en lejr, der var beregnet for 14-16-årige.

Sanglege for andre nationer på pionerlejren.

BØRNENE KOM fra alle de lande, der grænser op til Østersøen. Arrangementet var en forløber for den senere kæmpestore, årlige Østersøuge, der skulle sælge landet og systemet til arbejdere i Skandinavien og på Island. De øvrige socialistiske lande var med, for at øst kunne møde vest, og de russiske børn i lejren var noget særlig fint. Vi lærte at sige ’drusjba’, når vi mødte dem; det betød vistnok venskab. Der var venskabsarrangementer og ekskursioner; den mest betagende til Østberlin, hvor vi besøgte det 10-etagers høje Pionierpalast på Stalin Allee, og månen som nævnt skinnede ud ad vinduerne. 

En af de varme aftener nede ved søen blev der tændt bål, og da det var tilstrækkelig mørkt, blev der vist film på et stort lærred i det fri. Film, der handlede om ’negeres’ (det hed de i 1955) forfærdelige forhold i USA. Detaljerede optagelser af lynchning af amerikanske sorte, som blev rullet i tjære og dyppet i fjer. Og der var ture for at finde spioner og vandreture i stramme rækker i de mecklenburgske fyrreskove. 

Vi legede med de østtyske børn og unge, og jeg fik venner – og pennevenner. Især Heinz, som spillede på et trommesæt fra Anno. 

Jeg skrev postkort med ham i flere år. Gefionspringvandet var et yndet motiv på forsiden af mine. Jeg kom også på besøg hos ham hjemme i Güstrow flere gange. Jeg kan ikke huske hans mor, men jeg kan huske hans far, den orden, der herskede i deres toværelseslejlighed, og de broderede visdomsord, der hang som hyldeskjulere i køkkenskabene. ”Spare, lerne, leiste was, dann hast du, kannst du, bist du was,” stod der i røde korssting på hvid baggrund. Og byens eneste, blå neonlysreklame: ”Plane mit, arbeite mit, regiere mit.” 

UNDER EN AF Østersøugerne havde min far sørget for et lidt længere ophold til mig i en ’Jugendliche, freiwillige Betriebseinsatz Lager’. Den lå ved Tribsees – lige ved den nu opførte Autobahn 20. Vi skulle grave drænkanaler til en sejlkanal. På bedste hollandske vis skulle kanalerne sørge for transportveje ud til den nye østersøhavn ved Krummendorf i den østlige og øde side af fjorden ind til Rostock, hvis sønderbombede centrum hurtigt blev genopbygget til noget af det arkitektonisk skrækkeligste på den tyske østersøkyst. Havnen, som nu trafikeres af færgerne mellem ’Berlin og Norden’, som det hedder, er i dag lige så stor en succes, som dræn- og sejlkanalerne i det nordlige tyske fladland er en fiasko.

Når vi gravede, var det altid regnvejr. En generator holdt strømmen i lejren kørende indtil klokken 23. Når lyden forsvandt, generatoren gik i stå, og elpærerne blegnede, betød det sengetid. Dengang var der en folkevandring af frøer og en oppasser-skare af storke. Der var vildsvin og skov. Der var øde som i fortiden. Det var frontier-bevægelse på Europas indre linjer. 

Tribsees har nu fået betonforstæder, og hovedgaden er ikke længere brolagt. Den er blevet trafikeret; landsbybrønden er nedlagt, der er små kaffestuer i hver ende og dartspillende arbejdsløse. Byportene og dele af muren er der endnu, men det hele ligner en arbejdsløsheds-ø, en forsømt aflægger af den tilbagestående del af BRD, Vesttyskland. Romantikken er væk, og regnen er holdt op. Hvis vi skulle grave i dag, ville det være gjort på nogle få timer med maskiner. Hele drænkanalen ville have været på plads i løbet af en uge.

Ilja Wechselmann som 11-årig til friluftsteater på Bellahøj – samme sommer drog han første gang til DDR. Iljas far sidder bagved.

HVER GANG vi løftede vores spader og skovle, smattede mudderet, og en halv, overskåren frø lå tilbage i den sumpede jord. Jeg kunne dårligt løfte skovlen, der var næsten lige så lang, som jeg var høj. Vi snakkede om det efter dagens sidste måltid. Ligesom de andre to daglige måltider bestod det af vand og brød med pølse samt suppe med brød og vand. Men der var syltetøj på morgenbordet og surt, men velsmagende landbrød. Vi talte om, at frivilligheden bestod i at vælge indsatslejren til eller den fortsatte uddannelse på polyteknisk fra. Jeg klagede over mine manglende kræfter, og de andre syntes heller ikke, det var noget fornuftigt projekt, vi var blevet sat til. Næste dag, da regnen var særlig slem, sagde jeg, at nu kunne det ’kraftedeme’ være nok. Vi stod jo der og gravede det samme smattede jord og de samme døde frøer op hele tiden. Det faldt lige så hurtigt af skovlene, som vi fik det på. Og tænk: Pludselig holdt de alle sammen op med at grave. 

De hørte, hvad jeg, en kun 15-årig, havde at sige. Vi besluttede at gå hjemad med skovle og spader over skuldrene iført vore olie-sydveste. 

Betreueren, en rar ungdomsleder, var ét stort spørgsmålstegn. Mit livs første strejke var en realitet, og i lejren glødede telefonen mellem FDJ og lejrledelsen. Jeg tænkte ikke over, at jeg havde forårsaget en sjældent forekommende begivenhed i Østtyskland.

Jeg tænkte ikke på, at ’strejken’ kunne have været begyndelsen til noget mere. På at begivenheden måske var vigtig for nogle af de unge mænds selv- og omverdensforståelse – og slet ikke på, hvilke reaktioner, fredsommelige eller farlige, disse lejrgæster (eller rettere: tvangsgæster) ville blive udsat for af deres opdragsgivere. 

Jeg tænkte, som en stor dreng tænker: Jeg var bare glad for, at vi slap for at stå og spille idioter i regnvejr.

MAN HAVDE ALDRIG oplevet noget lignende. Unge mænd og store drenge var gået. Uden besked, uden tilladelse, uden videre. Jeg fik udbetalt min første rigtige ugeløn, 50 østmark, og så kunne jeg pakke mit tøj og gå.

Jeg aner stadig ikke, hvilke konsekvenser min ulyst til regnvejr, store skovle og døde frøer fik i lejren. 

Jeg kom på besøg hos nogle af de andre drenge i Rostock. De tog mig med i byen, og vi gav os til at drikke. Ungarsk tokayer, portvin fra Krim. Da vi gik hjem, var det fortovet, der gik, og mig, der stod stille. Det var mit livs første og største brandert. Jeg brækkede mig hele natten hjemme hos den kammerats mor, hvor jeg var installeret. Det var pinligt. Jeg prøvede at tørre op, så godt jeg kunne. Moren var høflig, skød ansvaret på drengene. De burde have vidst bedre. Jeg var jo en æresgæst fra vest.

Omkring halvandet år senere rejste jeg ned til Heinz, til Güstrow, syd for Rostock Bezirk og uden for den sydlige grænse for min opholdstilladelse. Og vi tog til Schwerin, hvor Heinz havde en kæreste og skulle spille med sit band Combo ved en nytårsfest i et idrætshus.

Hold dig til mig, sagde han, så går det, men det gjorde det ikke.

Han var låst fast på scenen af sine trommer, og jeg måtte selv tumle rundt. Undervejs var nogle af vennerne og jeg gået ind på en natbar og var ved at blive smidt ud igen. Jeg havde ikke slips på, men det klarede vi ved at fortælle dørvogteren, at jeg var Parteigenosse fra Dänemark. Så stillede sagen sig anderledes. 

Ved 2-3-tiden sad vores selskab længst tilbage i salen, musikken var ovre, og et af bandets medlemmer gik amok. Jeg aner ikke, hvad der tog ham. Det eneste, jeg så, var hans fagter og gebærder, mens han samlede den ene stabelstol efter den anden op og kylede dem i mere end halvdelen af salens længde op mod væggen. Jeg var imponeret, gik ud og tisse og blev derved tabt for vennerne. Der kom tilnærmelser fra nogle mænd, mens jeg pissede. Det forstod jeg ikke meget af. Til gengæld kunne jeg forstå, at jeg var fortabt i en provinsby, at Heinz måtte være gået hjem, og at det var råkoldt med fugtig luft.

Han måtte være hos sin kæreste, og det vidste jeg, hvor var. Et lille bræddeaflukke på loftet i toppen af en opgang, hvor det lugtede af surkål. Jeg fandt opgangen og kunne sagtens komme ind og op ad trappen til rummet. Jeg bankede civiliseret på; der blev ikke lukket op. Jeg satte mig på trappens øverste trin for at få noget søvn. Ud kom en underbo og ville have en forklaring. Da han hørte, at jeg var fra Danmark og ikke fra politiet, skiftede han fuldstændig attitude fra angst og mistænksomhed til venlig medlidenhed. Og så kunne jeg ellers blunde til ved sekstiden, da Heinz endelig dukkede op. Han fortalte mig, at jeg havde lavet så meget støj, at nogle af trappeopgangens indbyggere havde tilkaldt en VoPo (Volkspolizei, ’Folkepolitiet’, red.). Inde i bræddeaflukket havde de to rystet af angst for, at politiet skulle opdage deres hybel; de boede illegalt. Alt var godt igen, og noget morgenmad senere tog vi baglæns til Güstrow.

Da jeg skulle hjem med Warnemünde-Gedser-færgen, forhørte paspolitiet mig om min færden uden for Rostock Bezirk. Jeg havde været uden for min tilladte besøgszone. De vidste alt om både mit besøg i Güstrow og Schwerin, og jeg følte mig trygt overvåget. Dengang.

Masser af skovsnegle på overlæberne. Heinz ’Timmi’ Timmermann med sit band.

VORES VENSKAB strakte sig langt, men så gjorde jeg det forbi, skriftligt. I protest over det cirkus, hvor jeg kom rejsende med Nescafé på dåse, med plastic- eller nylonregnfrakker og alskens vestlige påfund, når han ikke kunne komme ud af sit eget land og besøge mig. Det var for ulige. Det var en eller anden gang i 1960. Heinz prøvede at diskutere med mig, men jeg stod fast; jeg var i gang med at danne mig min egen mening. Jeg var så klog – troede jeg.

Min fars missionske og offensive kommunisme kom efterhånden mere og mere på kollisionskurs med den virkelighed, jeg selv oplevede. Jeg rejste, kom på universitetet, studerede samfundsfag og historie og blev universitetslærer og forsker. Jeg var en del af den flok fra vores generation, der havde held, mulighed og snilde til at tilkæmpe sig et eksperimentelt universitet, RUC, hvor vi intensiverede vores samfundsforståelse. Den var ikke fejlfri, men den var kontroversiel, fremadrettet og endte, trods sine svagheder, med at forvandle vores lille samfundsoprør til en darling for karriererettede unge, der i hobetal blev rekrutteret til job i den nye samfundsorden, der brød frem i det sidste årti af forrige årtusind. 

Således gik der 38 år. I 1998 fik jeg en telefonopringning, fastnet.

”Ich möchte gerne mit Herrn Wechselmann sprechen.”

”Who is talking? sagde jeg. Min refleks på udenlandsk tale.

”Also, ist Herr Wechselmann vielleicht da?”

”Øh,” sagde jeg. Så gik det endelig op for mig.

”Wer spricht?” sagde jeg.

”Ja, das kannst du niemals raten,” sagde stemmen, og jeg forstenede. Jeg fornemmede, at der var ved at ske mig noget hinsides. Så vovede jeg pelsen efter en pause:

”Ist das, øh, bist du Heinz?”

Nu tog det ikke mange sekunder. ”Er din far stadig i live?” spurgte han, og jeg svarede, som sandt var: ”Knap nok.” ”Og din?” spurgte jeg. Hans svar var værre, det var et par år siden, at Heinz’ far var død.

”Men Heinz,” sagde jeg, ”dit land er jo forsvundet.”

”Det er der så meget, der er,” sagde han raskt. 

Vi spildte ikke tiden. Han ringede fra Malmø, hvor det cruise-skib, han arbejdede på som musiker, havde lagt til. Når skibet atter kom til Malmø om nogle uger, ville han komme og besøge mig i Valby.

Østtyskeren Heinz Timmermann med høj cigarføring efter Murens fald.

DET GLEMTE JEG alt om. Min far lå for døden, og jeg var ved at blive fyret fra en livslang karriere på det RUC, jeg havde været med til at bygge op fra grunden. En skønne dag, før jeg kom hjem fra arbejde, havde min datter, på besøg fra London, hvor hun ellers boede, lukket en ældre herre i jakkesæt ind, taget mod hans opulente blomsterbuket og bænket ham i mit spisekøkken. Hun modtog mig med ordene: 

”Du har vist fået gæster.” 

”Det er da vist dig, der har fået gæster,” svarede jeg rapt, da jeg så blomsterne, hun havde stillet i vand. Så fik jeg øje på Heinz. Jeg kunne ikke genkende ham. Han var velbygget, velklædt, en ældre gentleman omkring de 60. Måske ikke just køn, men med en levende udstråling. Jeg hilste høfligt og sagde, at jeg blev nødt til at hente albummet med de takkede billeder. Først da gik det op for mig, at det var rigtigt nok. 

Og så talte vi. Jeg troede, jeg var gået fra en isoleret ven, der opholdt sig i et slags nationalt fængsel uden udsigt til opstigning, velstand, karriere og vestlige kriterier for succes i livet. 

Men han var blevet rig, formand for rytmiske musikeres forbund i det forhenværende Østtyskland, han havde kunstsamlinger i sin villa på Mallorca, som han vistnok lige havde solgt, han boede i Vestens rigeste kvarter, Blankenese ved Hamborg, og han havde giftet sig med en yngre, yndig svensk kvinde. Han havde sejlet hele verden rundt som entertainment-manager på Cunard Lines største cruise-skibe og havde spillet med alverdens topstjerner, især amerikanske. Han havde været til samtale med Castro i Cuba og Gaddafi i Libyen og med andre statsledere, der blot var en del af hans celebre og exceptionelle omgangskreds. Heinz kunne godt lide at smøre lidt på, men i det store hele var det muligt at dokumentere hans fortælling. 

Selv sad jeg der og var forbi toppen af min karriere, faldefærdig, havde spillet mine kort og tabt. Min mor var død, og nu også min kommunistiske far. Jeg var skilt, igen, stod til fyring og var truet af at skulle gå fra hus og hjem.

Jeg sagde, at det måtte være skæbnens ironi – se nu mig. Vi drak i passende mængder af den bedste cognac, jeg havde at byde på. 

”Man må sikre sig,” sagde han, inden jeg kørte ham til Sveriges-bådene i Nyhavn, så han kunne komme tilbage til Malmø, hvor han cruise-ship lå.

Samme efterår tog jeg med min daværende kæreste til Hamborg, hvor vi besøgte min ven, polske Albert Wiederspiel, tidligere manager for den tyske afdeling af 20th Century Fox og i dag leder af Filmfest Hamburg. Albert havde gået i skole med min seneste kone og var kommet til Danmark via omveje, man ville tro var løgn. Albert beskæftiger sig med verdenssituationen på samme måde, som en hasselmus ser uglens bevægelser. Han hørte min lange beretning om venskabet og stillede nogle få forhørslignende spørgsmål: ”Sagde du Vorstehender?” ”Sagde du bevægelsesfrihed fra øst til vest i DDR-tiden?”

Da jeg havde bekræftet det hele, sagde Albert ét eneste ord. Det væltede mit verdensbillede: 

”Stasi!”

”Hvad siger du?” sagde jeg.

I dag ved jeg stadig ikke, hvad jeg skal tro.

Heinz Timmermann med sit krydstogtsband.

PÅ SOMMERENS TREDJE udflugt, til Hamborg, tog vi først vestkystbyen Tönning og siden Glückstadt, hvor vi sov inden begravelsen næste dag i Blankenese. Her er to sider af det danske imperiums storhedstid udstillet. På den ene side den formidable bondegårdsstil i gamle danske landhuse og på den anden minderne om danske kongers bestræbelser på at influere tysk kultur syd for Ejderen. Også Christian IV ville konkurrere med denne port til havene, hvorfra meget af tysk industriproduktion udskibes, og hvortil alverdens nationer strømmer. En by, der i dag har verdensrekord i salg af krabbesandwich, som har kæmpestore kirkegårde – blandt andet verdens største, Ohlsdorf, der er over fem kilometer lang og tre kilometer bred – en Elbphilharmonie på størrelse med det halve af Gellerupparken og et mastodontisk sexcentrum i St. Pauli. Byen, der måske også har rekord i flest mennesker på trækasser, smurt i sølvmaling, statuarisk stivnede for mønt, ligger for enden af den flod, som skiller øst fra vest. 

Jeg er kommet i Hamborg hele mit liv, men denne gang var jeg der med min nuværende kone for at begrave min ældste ven. Hans urne blev sat i et skovhjørne af Blankenese-kirkegården. Tamburinspil og spirituals blev leveret af en af hans vidunderlige sorte sangerinder fra Cunard Lines  jazzband. Alle sang vi: ”Amen, amen, amen.” Alle kastede en skefuld jord på graven, og blomster blev lagt rundt om hullet. Selv min kone, som slet ikke havde kendt Heinz, var dybt berørt.

Bevægede gik vi tilbage til bilerne, nogle af de ældre blev kørt i caddie-vogne. Så stak vi mod nord. Troede vi. Vi sad fast mellem tre rækker biler mod nord og tre mod syd på alle de autobahner, vi piskede rundt for at tage. Vi kunne ikke flygte. 

Ilja Wechselmann er født i 1944. Cand.mag. i samfundsfag og historie. Var med til at etablere RUC, Roskilde Universitetscenter, hvor han var ansat i næsten 30 år. Har arbejdet på universiteter i Danmark, Canada og Tyskland. Har publiceret skøn- og faglitterært. Er nu pensioneret og bor i Sønderborg.

Neptun rejste fra København til Øst- og Vestberlin i tre årtier – fra 1964 til 1995. Halfdan Höner, togentusiast og tidligere billetsælger ved DSB, kørte ofte med for at besøge sin familie i DDR. Her fortæller han om pengesmugling i sæbe og maskinpistoler.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Gunnar W. Christensen

NEPTUN VAR ET meget kort tog. Der var ikke ret mange rejsende med. Mit bud er, at over 90 procent af passagererne skulle til Vestberlin. Resten har været folk i embeds medfør, forretningsfolk og ganske få turister. Der var nogle, der tog toget gennem DDR for at komme til Tjekkoslovakiet og Ungarn i sommersæsonen. Men som regel var jeg den eneste, der skulle på privatbesøg i Østtyskland. 

NÅR FÆRGEN KOM i land i Warne­münde, og man sad nede i sin togvogn igen, kom pas- og toldkontrollen for alvor. Så skulle man virkelig tjekkes efter i sømmene. De kiggede selvfølgelig i passet for at se, om jeg havde mit stempel fra færgen, og udspurgte mig om min rejse. Bagefter skulle man lukke sin bagage op. De var især ude efter trykt materiale. Hvis folk bare havde Ekstra Bladet med, fik de ikke lov til at tage det med videre. Under kontrollen skulle man oftest ud af kupeen. Vagterne havde store spejle med for at se, om der lå nogen under eller oppe over sæderne eller inde på toilettet. Der var maskinpistoler og hunde langs med toget, men grænsekontrollen var endnu strengere ved udrejsen fra Østberlin. Der kunne jo være borgere, der flygtede ud af DDR. 

TIDSSKIFTE

Togruten mellem København og Berlin med færge fra Gedser til Warnemünde blev grundlagt i 1903, men efter anden verdenskrig var tog­trafikken smadret.

Det samme var København-Berlin-ruten, men i 1964 gjorde den comeback under navnet Neptun.

Turen tog 8,5 timer med afgang fra København klokken 11:12 om formiddagen. Der fandtes også et nattog på samme forbindelse – Østersøekspressen, der afgik fra Københavns Hovedbanegård ved 22-tiden om aftenen.

I begyndelsen bestod Neptun skiftevis af gamle tyske og danske lyntog fra 30’erne. Senere blev de erstattet med fuldt moderne materiel i form af enkeltvogne, der kunne kobles fra hinanden. Den internationale del af toget bestod som regel af to siddevogne inddelt i første og anden klasse, der kom fra København. Mellem Rostock og Berlin blev flere vogne koblet på til østtyske rejsende, herunder en kiosk- og spisevogn, hvis udvalg mest holdt sig til kaffe, øl og pølser.

Neptun kørte sidste gang i 1995, da Warnemünde-færgen indstillede sin sejlads.

I VISUMANSØGNINGEN til DDR skulle jeg nøje angive, hvor mange vesttyske D-mark jeg havde med ind i landet, og ved udrejsen skulle jeg kunne dokumentere, hvad de var blevet brugt på. Det blev også tjekket ved grænsekontrollen. Vesttyske D-mark var meget eftertragtede, og jeg smuglede dem ind til mine slægtninge. Jeg tog et frisk stykke sæbe, savede det over på den brede flade, udhulede det lidt, og så kunne jeg tage et par 100-marksedler, folde dem sammen og vikle dem ind i husholdningsfilm, så de blev vandtætte. Bagefter lagde jeg sæbestykkernes brudflader mod noget vand, lagde pengene ind i udhulingen og pressede sæbestykkerne sammen igen. Når sæben var størknet, gik jeg i bad med den en enkelt gang. På den måde blev sporene ved brudfladen slettet, og jeg kunne tage håndsæben med i toget. Jeg var altid nervøs ved grænsekontrollen. Hvad kunne vagterne ikke finde på? De var meget uvenlige og meget grundige.

Visum til indrejse til DDR inklusive kvitteringsmærker for gebyr på 15 D-mark. (De spejlvendte stempler er blødt igennem fra den efterfølgende side). Venstre side viser øverst opholdstilladelsen, som blev udstedt på opholdsstedets lokale Volkspolizeikreisamt, hvor man skulle henvende sig senest 24 timer efter indrejsen. Nederst på venstre side ses udrejsetilladelsen. Dertil grænsekontrollens stempel ved udrejsen, som i dette tilfælde foregik over Görlitz (grænsestation til Polen). Hver rejse til DDR fyldte to sider i passet.

ENGANG STOD JEG en sommerdag på Warnemünde-færgens dæk og nød det gode vejr. Pludselig kom en militærhelikopter helt tæt på. Den hang 10 meter over færgen, og vi var nødt til at gå ind, fordi der var så meget vind, og det larmede ad helvede til. Men helikopteren skulle altså lige drille kaptajnen og passagererne og markere, at ”Her bor vi!”, selvom færgen var der i fuldstændig lovligt ærinde. Det der med at chikanere sine vestlige naboer gjorde Stasi gerne. Hele DDR’s kyst blev overvåget med militærhelikoptere og skibe, så der ikke var nogen, der sejlede ud i gummibåde, redningskranse, eller hvad de nu kunne få fat i. 

KØREPLAN

Fra København stoppede Neptun i Høje-Taastrup, Roskilde, Ringsted, Næstved, Vordingborg, Nykøbing Falster og Gedser. Her kørte togvognene om bord på færgen til Warnemünde i Østtyskland, og der var omfattende grænsekontrol af alle vogne og rejsende.

Fra Warnemünde stoppede toget i Rostock, i Oranienburg – en S-togsstation 35 kilometer nord for Berlin – og på Berlin Lichtenberg-stationen i Østberlin. Det var endestationen for de østtyske rejsende. Vognene fra København blev koblet på et andet tog, der fortsatte ind i Vestberlin for passagerer med transitvisum.

På stationen Friedrichstrasse var der igen grænsekontrol, og toget gjorde endeligt holdt på Berlin Zoologischer Garten.

EFTERSOM JEG SELV var jernbanemand, fik jeg et nemt og kollegialt forhold til de østtyske jernbanefolk. Neptun skulle man formelt set have pladsbillet til, og det havde jeg aldrig, men de sagde bare: ”Jamen, vi tager jo ikke penge fra kolleger.” Engang var jeg i Østtyskland for at holde jul, og jeg skulle hjem nytårsaftensdag. Det var allerede ved at blive mørkt. Det første fyrværkeri blev skudt af på havnen i Warnemünde, og der kom et ordentligt kanonslag. Jeg stod ved siden af en ung, bister fløs med en maskinpistol over skulderen ved grænsekontrollen, og så sagde jeg til ham: ”Du skal ikke være bange, det er bare fyrværkeri.” Det kunne han godt grine af. ”

Halfdan Höner er 66 år og i dag frivillig ved Danmarks Jernbanemuseum.

På den ene side af Muren producerede man Trabant og Wartburg, på den anden Audi og Volkswagen. Biltyperne, der var med til at definere forskellene mellem øst og vest, kan alle spores tilbage til danskeren Jørgen Skafte Rasmussen. Han og firmaet DKW var et af det bilglade Tysklands allerstørste tændrør.
Tekst:Allan VendeldorfFoto:PR, Getty Images, Frank Bohnstedt-Petersen, Privat

BITTERHEDEN OVER sin skæbne holdt han helst for sig selv. I sine sidste år sad han i en 8.-sals lejlighed i et socialt boligbyggeri i København og kunne derfra se tilbage på et liv, der først var famlende, men hvis kompromisløshed og idérigdom blandt andet skabte grobunden for Audi, der gik hen og blev et af bilverdenens helt store flagskibe. Det lykkedes ham også at udvikle den folkevogn, som Adolf Hitler ønskede at berige sit tyske folk med – og hvortil den første tegning i øvrigt blev lavet på en bagerpose. 

Han kunne også se, at man bag jerntæppet lavede biler ved navn Wartburg, en biltype, der var en direkte østtysk efterkrigsefterligning af hans populære DKW, ligesom østtyskerne også producerede deres egen udgave af folkevognen – Trabanten. 

Men danskeren nægtede, koste hvad det ville, at blive tysk statsborger. Og så blev livsværket taget fra ham.

30 arbejdere demonstrerer holdbarheden af en DKW Front Reichsklasse F7-model, der blev lanceret i 1938.

JØRGEN SKAFTE RASMUSSEN blev født i 1878 i Nakskov, men faren døde, da han var dreng, og svogeren Lorenz Freuchen, gift med Jørgen Skafte Rasmussens halvsøster, blev derefter en slags familieoverhoved. Svogeren, en driftig købmand i Nykøbing Falster, skaffede ham en læreplads hos et anerkendt maskinfirma på Nørrebro i København, hvor der blev fremstillet dampmaskiner.

Jørgens mor var imidlertid ikke begejstret for valget. Hun frygtede så meget for sin eventyrlystne søn, at hun sammen med hans storesøster etablerede sig i hovedstaden med ham for at holde øje med, hvad der foregik. For måske lå eventyret i familieblodet. Jørgen Skafte Rasmussens nevø var polarforskeren Peter Freuchen.

Den unge Jørgen viste sig dog fra sin bedste side i læretiden, og maskinfirmaets tyske ingeniører blev opmærksomme på hans talent for mekanik og hans interesse for dampmaskinen. De ansporede ham til at uddanne sig videre i Tyskland, og selvom han kun 16 år gammel mistede sin mor og blev forældreløs, rakte en ikke særlig stor arv til, at han kunne færdiggøre sin teoretiske uddannelse i Tyskland med Lorenz Freuchens bistand.

Som nyudlært smed blev Jørgen til Jörgen, da han i 1898 drog til den tyske delstat Sachsen, hvor han blev indskrevet som elev på Technikum Mittweidas ingeniørlinje. Det var en ung skole, men den havde allerede leveret flere af fremtidens bilkonstruktører som eksempelvis Fritz Opel.

Jørgen Skafte Rasmussen.

DET TYSKE SPROG fik den unge danske lærling ikke rigtig lært. Til gengæld lærte han at feste igennem. Han levede et muntert og udsvævende liv, der betød mange forsømmelser fra skolen. Flere gange blev han truet med bål og brand, og skolens ledelse klagede sin nød over deres vilde elev til Lorenz Freuchen, som sendte svogeren en skriftlig bandbulle. Det hjalp imidlertid ingenting. I næste semester steg hans forsømmelser, og i det tredje blev bægeret fyldt for teknikums ledelse, der lod ham dumpe. 

Jørgen Skafte Rasmussen måtte gå et semester om, men det var ikke noget, han angrede. Hele livet omtalte han det som sin ’æresrunde’. Efterfølgende gennemgik han en ingeniøruddannelse i Zwickau, hvor der var flere andre vordende tyske bilkonstruktører. Så mange, at da Europa efter anden verdenskrig blev delt i øst og vest, var det her, den østeuropæiske folkevogn, Trabant, blev sat i produktion.

I foråret 1902 kunne Jørgen Skafte Rasmussen kalde sig ingeniør. På det tidspunkt havde han truffet sin senere hustru, købmandsdatteren Johanne Clementine Therese Liebe. Og han etablerede grossistfirmaet Rasmussen & Ernst med kammeraten Carl Ernst, der dog hurtigt forlod firmaet, som Jørgen Skafte Rasmussen drev videre, mens han sammen med sin nye kone bosatte sig i Chemnitz. 

DEN DANSKE INGENIØR solgte sine produkter i Rusland, og om natten sov han på togkupeernes træsæder, mens han rejste fra by til by, så dagene kunne bruges på kundebesøg. I 1906 købte Jørgen Skafte Rasmussen et nedlagt spinderi i Zschopau, begyndte at producere mindre maskiner, motorer, metalvarer og armaturer, og året efter fandt han en investor, som satte kapital i virksomheden, der begyndte at bevæge sig ind i autobranchen ved at fremstille sprøjtelakeringsmaskiner.

I 1912 kom den første af de udvidelser, som konstant stod på gennem de følgende 20 år, og firmanavnet blev ændret til Zscho­pauer Maschinenfabrik J.S. Rasmussen. Danskeren havde dog gældsat sig til langt op over begge ører, og da første verdenskrig brød ud to år senere, i 1914, måtte driften indstilles. Måske lettere ramt af panik opsøgte han myndighederne og forlangte, at hans fabrik blev begunstiget med opgaver, mens krigen stod på. Frækheden belønnede sig. Staten indgik en aftale med ham om produktion af granathætter, og mens krigsårenes afmatning kunne mærkes hos de fleste industrier, kunne han på ny udvide sin fabrik, ligesom han opførte en smukt beliggende privatbolig med udsigt over den voksende fabrik.

Familien talte nu, ud over ham selv og hustruen Therese, de fire børn Ilse, Ove, Hans og Arne, og faren var en betydningsfuld og travl herre, som brugte gåturen i frokostpausen mellem fabrikskontoret og villaen på at læse dagens avis. Men han havde også brug for fleksibel transport, og derfor anskaffede han sig en lille bil af mærket Wanderer. Problemet var dog, at den var benzindrevet, og benzin var rationeret. Pludselig dukkede hans gamle interesse for dampkraft, der var grundlagt på lærepladsen på Nørrebro, frem.

Han ansatte til sit dampkraftprojekt en ingeniør ved navn Mathiesen, som han i sin tid havde truffet i København, og som havde arbejdet i USA hos en bilproducent, der fremstillede en populær dampkraftbil. Nu var Mathiesen dukket op i den tyske bilindustri, og med ansættelsen af ham blev fabrikken tildelt statsstøtte til udviklingen af en Dampf-Kraft-Wagen, DKW. Tre bogstaver, der nærmest blev en mani for Jørgen Skafte Rasmussen.

Jørgen Skafte Rasmussen, cirka 1900.

DEN BENZINDREVNE BIL var ved krigens slutning i 1918 blevet udviklet så meget med firetaktsmotorer, at interessen og behovet for dampdrevne motorkøretøjer forsvandt. Men Jørgen Skafte Rasmussen fortsatte alligevel sit projekt indtil midten af 20’erne. Det eneste, der kom ud af det, var imidlertid en lille legetøjsdampmaskine til drengeværelset: ’Des Knaben Wunsch’, DKW.

Efter sine forsøg med en dampkraftmotor havde ingeniøren set sig varm på bilindustrien, men lige efter krigen var det ikke en mulighed. I stedet udviklede hans fabrik en lille totaktsmotor beregnet til at montere på cykler, en slags tidlig knallert, der blev startskuddet til eksport af diverse DKW-produkter. Motoren blev udviklet til montering på forstærkede cykelstel som ’bakkevenligt’ køretøj med navnet ’Das Kleine Wunder’, DKW. Tre år efter krigsafslutningen kunne fabrikken fejre produktionen af motor nummer 10.000. Blot tre år senere rundede man 50.000.

Herefter begyndte en produktion af egentlige motorcykler, og Jørgen Skafte Rasmussens datter Ilse viste sig at have flair for mekanik. Hun voksede op som noget af en drengepige, hun havde ofte olie på hænderne, og i en periode var hun privatchauffør for sin far på en af hans egne DKW-motorcykler, så han under turen kunne ordne praktiske ting.

I ’de brølende 20’ere’, vandt motorsporten indpas. I første omgang gjaldt det motorcykler, og de førende fabrikker, her­under Zschopauer Maschinenfabrik, spe­cialfremstillede eksemplarer til den populære sport. Virksomheden begyndte også at satse på elektriske husholdningsapparater som for eksempel køleskabet ’Das Kühl Wunder’, DKW, og man etablerede en fabrik for elektriske småkøretøjer i samarbejde med Allgemeine Elektrizität­Gesell­schaft, AEG, som stod for det tekniske, mens Zscho­pau-fabrikken leverede karosserierne.

Flere år i forvejen havde Jørgen Skafte Rasmussens fabrik eksperimenteret med en ’elektrovogn’, som blev forløber for en senere produktion i Spandau. Fordelen ved disse småkøretøjer var, at de på grund af deres lette vægt var afgiftsfri og attraktive til bykørsel.

I 1923 var Jørgen Skafte Rasmussens alsidige fabrik også begyndt at udvikle en lille bil med totaktsmotor beregnet for den brede befolkning.  

’Der Kleine Wagen’, DKW, hed ’folkevognen’, et begreb, Hitler senere tog til sig som sit eget.

Reklamemateriale fra 50’erne, da den Skafte Rasmussen-inspirerede DKW kom på markedet.

I 1927 BLEV Jørgen Skafte Rasmussen en industrimand af betydning med omkring 2.000 ansatte på de forskellige fabrikker, han havde opkøbt til underproduktion.

Samme år var han i USA for at studere bilproduk-tion. Hjemvendt overtog han flyfabrikken Erla, som producerede mindre svævefly, og så blev han opsøgt af ledelsen i Sächsische Staatsbank med tilbud om at købe aktiemajoriteten i Audi Werke AG. Man anså ham for at være den eneste, der kunne genrejse den fallit­truede virksomhed. 

Audi tiltrak ikke længere købere af personbiler. I løbet af 20’erne havde fabrikken derfor koncentreret sig om produktion af lastbiler og busser. Sidstnævnte var i øvrigt den mest udbredte rutebil i Danmark i årtiet, men det salg var også i frit fald, da fabrikkens produktkvalitet var gået tilbage i konkurrencen med andre mærker.

Forinden havde to af Jørgen Skafte Rasmussens samarbejdspartnere, den danske ingeniør Mathiesen og den tyske ingeniør Rudolf Slaby, udviklet en lille trehjulet bil med en velfungerende totaktsmotor – DKW-folkevognen. I de interne fabriksmotorløb, hvor BMW nærmest havde haft patent på førstepladsen, vandt den lille prototype pludselig. Den blev stamfar til det populære tyske bilmærke, som første gang kom på markedet i 1927 i en firehjulet udgave.

Den internationale afmatning, der fulgte efter børskrakket i New York, ramte den tyske bilindustri hårdt. Konkurserne kom på samlebånd, fabrikkernes produktionslinjer gik mere eller mindre i stå, og det gjaldt også Zschopauer Motorenwerke J.S. Rasmussen AG. I 1929 indsatte statsbanken deres egen formand for bestyrelsen, og derved opstod ideen til dannelsen af en fusion mellem Audi, DKW, Horch, Hanomag og Brennabor. DKW blev det økonomiske rygstød og aktiv i en ellers gældsplaget konstruktion. 29. juni 1932 var Auto Union AG en realitet, og Jørgen Skafte Rasmussen fik titel af generaldirektør. 

Villa Rasmussen i Zschopau er faldefærdig, men et tilløbsstykke for DKW-fans. Adolf Hitler overnattede i gæsteværelset.

MEN NYE TIDER var på vej. Den nye naziregering i Tyskland sammensatte direktionen på en måde, så primus motor Jørgen Skafte Rasmussen ikke længere kunne gennemtrumfe sine ønsker og beslutninger. Danskerens ejerandel var nu kun 50 procent, og problemerne voksede sig så store, at Jørgen Skafte Rasmussen ønskede DKW-fabrikken, selve drivkraften i Auto Union, udskilt til personligt ejerskab. Da det ikke lod sig gøre at lave en aftale, rejste han til USA med to af sine sønner for at skaffe kapital til frikøbet.

Tilbage i Tyskland blev det besluttet, at stridighederne i Auto Union AG’s direktion skulle afgøres af Rigskancelliet – og dermed i sidste ende af Adolf Hitler. ’

Der Führer’ var begejstret for DKW’ens position som folkevogn, og den endelige folkevogn endte da også med at blive en kopi. Hitler havde forinden besøgt DKW-fabrikken i Zschopau, havde overnattet i Villa Rasmussen, og Jørgen Skafte Rasmussen betragtede ham dengang som en ven og allieret i sin virksomhed. Også selvom han aldrig havde meldt sig ind i nazistpartiet – en mere eller mindre udtalt betingelse, hvis man ville gøre sig gældende i det nye nazi-Tyskland.

Jørgen Skafte Rasmussen ville gerne stå frit. Han bibeholdt sine danske rødder – også under Adolf Hitlers besøg i sit private hjem, hvor han havde Dannebrog stående på spisebordet under måltiderne. Og selvom han gentagne gange blev opfordret til at afskrive sig sit danske statsborgerskab og blive tysk statsborger, nægtede han.

Hitler ønskede imidlertid ikke, at en udlænding skulle stå i spidsen for en så magtfuld industrivirksomhed som Auto Union AG med efterhånden 20.000 ansatte. Dybt skuffet blev Jørgen Skafte Rasmussen afskediget i 1934, mens hans sønner fik skriftligt forbud mod at vise sig på Auto Union AG’s fabriksområder.

Jørgen Skafte Rasmussen døde i 1964. Sammen med sin hustru er han begravet på Pedersborg Kirkegård ved Sorø. I fødebyen Nakskov er der i dag et særligt DKW-museum.

DANSKEREN var dømt ude, men følte sig alligevel ikke mere dansk, end at han blev i Tyskland og bosatte sig i Berlin, da han måtte forlade Zschopau. Herfra kæmpede han for at få erstatning, og kampen fortsatte forgæves livet ud. Men smør skal der jo på brødet, og en tid levede han af at bestyre en benzintank i en forstad til Berlin, mens han udadtil tog nedturen med stolthed.

Ingen talte højt om uretfærdigheden, som havde ramt danskeren, men på hans 60-årsfødselsdag 30. juli 1938 blev han udnævnt til æresdoktor ved den tekniske højskole i Dresden, og året efter blev han slået til Ridder af Dannebrog af Christian X.  

Jørgen Skafte Rasmussen var ikke ene om sine frustrationer. Hans søster, Kirstine Bergh, som var præstefrue i Pedersborg ved Sorø, rejste til Tyskland for at støtte sin driftige bror. Da Jørgen Skafte Rasmussen opsøgte Hitler for at blive tildelt en erstatning for sit livsværk, tog hun med ham og sagde, hvad hun mente. Men hun blev irettesat med ordene: ”Frue! De befinder Dem i førerens forværelse.” Hertil svarede den frygtløse præstefrue: ”Hvis De befandt dem i den danske konges forværelse, og kongen havde lovet Dem noget, så blev det holdt.”

Alligevel måtte Jørgen Skafte Rasmussen gå med uforrettet sag. Og nu var han havnet i et dilemma: Han blev ikke regnet for tysker i Tyskland, men blev til gengæld betragtet som sådan i Danmark. Derfor skulle han have en særlig indrejsetilladelse for at kunne flytte til Danmark, og den fik han først i 1948. Herefter levede han en beskeden tilværelse, mens al hans energi blev lagt i erstatningssager mod den tyske stat. Og selvom anerkendelsen af hans virke voksede efter afslutningen på anden verdenskrig, har sagen formelt aldrig fundet sin afslutning.

BAG JERNTÆPPET voksede nu en sovjetisk bilindustri frem, der skabte den navnkundige Trabant, som i de tidlige produktionsår blev eksporteret til Vesten, herunder Danmark. Den lille letvægtsbil med totaktsmotor leder naturligt tankerne mod ’Der grosse Rasmussen’, som han hed blandt sine tilhængere. Luksusmodellen, der fra 1956 kom til at hedde Wartburg, var en direkte kopieret efterkrigsmodel af DKW’en, som nu var blevet en vesteuropæisk folkevogn. 

Som en forsinket 75-årsfødselsdagsgave forærede Auto Union i 1954 dets grundlægger et eksemplar af den nyeste DKW-model. Et eksemplar, han oprindelig selv havde projekteret på en bagerpose i 1933-34. Dengang havde han endnu magten over sit foretagende i en tid, hvor Hitler havde opfordret de tyske bilfabrikker til at komme med forslag til en lille familiebil for den almindelige tysker. En biltype, der lå i direkte forlængelse af DKW’s produktion. Eksemplaret, hvor ligheden ikke fornægtede sig, blev leveret til Jørgen Skafte Rasmussens adresse, der indtil hans død var bebyggelsen Ved Bellahøj i Brønshøj.

DKW fortsatte med at være et populært og efterspurgt bilmærke over hele verden, og i 1964 – året, hvor Jørgen Skafte Rasmussen døde, 86 år gammel – havde fabrikken udviklet en firetaktsmotor til en ny model. Da den året efter skulle sættes i produktion, syntes man, at DKW-navnet klingede af fortid. Man besluttede derfor, at den nye model skulle markedsføres under det genoplivede navn Audi.