DEN FJERDE lørdag før et folketingsvalg går den i gang – kampen om lygtepælene. Hundredvis af ungdomspolitikere og partisoldater med vogne fulde af strips og valgplakater sidder ivrigt og tripper.
Når klokken slår 12.00, spæner de fra lygtepæl til lygtepæl for at skaffe den bedste plads til deres kandidat. Det handler ikke om ædle demokratiske aspirationer, om lighed eller lige ressourcer til at promovere sig selv. Det handler om at være først, størst, stærkest og smartest, og den kandidat, der kan fremvise mest muskelkraft, kommer til at smile skælmsk fra de mest iøjnefaldende steder i bybilledet.
Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, bruger udtrykket ’ritual’ om plakatopsætningen, fordi den markerer, at valgkampen sættes i gang. Og minder os alle om, at vi snart skal til stemmeurnerne.
”Det kan virke gammeldags at føre valgkamp med plakater i lygtepælene, men det er faktisk det redskab, der bliver brugt af allerflest politikere. Kampen bliver lidt stenalderlig, når de løber rundt for at komme først, men den er med til at udnytte de frivilliges kompetencer, samtidig med at den skaber sammenhold og identitet som parti. Det må man ikke underkende,” siger han.
Måske er ’stenaldermennesket’ lige netop det, valgplakater kan få op i folk. Folketingspolitikere har revet modstanderes plakater ned i affekt, Ungdomshuset har ved flere lejligheder afholdt valgfester, hvor man kunne banke sine hadepolitikere med et boldtræ, og hvor ofte har man ikke set en overtegnet valgplakat.
Valgplakaten er helt grundlæggende politisk propaganda i det offentlige rum, fortæller Kasper Møller Hansen. Den har altid eksisteret og i utallige former, og den har altid oprevet folk. Når Luther plastrede kirkedørene til med sine kritiske skrifter, var det ikke meget anderledes end det, politikerne gør i dag.
KASPER MØLLER HANSEN har undersøgt kandidaternes brug af valgplakater, og til at begynde med forestillede han sig, at valgplakaten ikke var udslagsgivende. Han var også overbevist om, at den ville blive erstattet af digital markedsføring. Nogle af hans pointer var i starten, at plakater var bøvlede at sætte op, og at de stilistisk minder så meget om hinanden, at kommunikationen ville gå tabt. Men han fandt hurtigt ud af, at der faktisk er en reel effekt, når det gælder antallet af personlige stemmer, selvom man næppe får en liberal til at stemme socialistisk på grund af et veldrejet foto.
”Ved alle andre kampagneredskaber end valgplakaten skal vi gøre noget aktivt for at få det ned i halsen. Vi skal købe en avis eller gå ind på en bestemt hjemmeside. Med valgplakater skal du bare gå uden for din dør. Det er en passiv form for eksponering. Ja, den er gammeldags, men du kan ikke undgå den, og så ender du med at nå folk, som måske ikke engang interesserer sig for politik.”
Skal man måle på effekten, gøres det bedst, hvis man sammenligner to kandidater, hvoraf kun den ene benytter sig af valgplakater. I det tilfælde vil kandidaten med valgplakater ifølge statistikkerne få flere stemmer. Men eftersom stort set alle kandidater i dag benytter sig af valgplakater, bliver det mere mudret. Effekten er der, men den udlignes, når alle gør det. Spørgsmålet er derfor, om man ikke glemmer Jens Jensen blandt de hundredvis af andre kandidater, der også hænger til skue?
Ifølge Frederik Preisler, kreativ direktør i kommunikationsbureauet Mensch, er det både ja og nej.
”På den ene side er vi blevet blinde for plakaterne, fordi vi har set dem tusind gange før, og vi frasorterer alt, der ikke overrasker os. Ellers ville vi blive sindssyge af alle de indtryk, vi får smidt i hovedet hver dag.
På den anden side er hele vores holdning til det politiske landskab blevet langt mere famlende og usikkert. Er Dansk Folkeparti pludselig i seng med Socialdemokratiet, som ikke syntes, de var stuerene? Er de alle bare nogle magtliderlige taburetklæbere? Og i den situation virker det her gammeldags medie pludselig mere ærligt og håndfast,” siger Frederik Preisler.
TIDLIGERE VAR DET kutyme, at kammeraterne i trykkerierne hjalp venstrefløjen, mens erhvervslivet bistod højrefløjen. Men selvom det var vennetjenester, var det professionelle trykkere og grafikere, der vidste, hvordan de fik formatet til at spille. Plakaterne var tegnede, nærmest kunstneriske og ofte humoristiske. Og så handlede det langt mere om partiets værdikamp end reklame for den enkelte politiker, som man ofte ser det i dag.
”Det grafiske håndværk bliver overhovedet ikke brugt, fordi det er dyrt,” siger Frederik Preisler og banker lidt på sin computer.
”I dag kan hvem som helst knalde en plakat sammen på computeren og få den trykt. Men man ender med et dårligere resultat. Valgplakater var for 20-30 år siden pænere og bedre trykt. Men at håbe, det kommer igen, er lidt ligesom at ønske sig tilbage til dengang, folk gik rundt i håndsyede sko,” siger den kreative direktør, der fortæller, at formatet er utaknemmeligt, fordi kun ganske få mennesker og politikere er så fotogene, at de ser godt ud på en valgplakat.
”De fleste ligner jo nogle, der har stjålet af kassen. Men det er, fordi det er svært at tage professionelle billeder. Hvis der var nogle, der ofrede midlerne på virkelig gode portrætfotografier, kunne de bogstavelig talt brillere på en billig baggrund.”
Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen er der en skabelon for, hvordan en valgplakat skal se ud. En gennemgående stilistisk form med navn, billede og partibogstav. Før i tiden var specielt venstrefløjens partier tilbageholdende med at lave personspecifikke valgplakater, men partierne over en bred kam ser det nu som en nødvendighed også at promovere den enkelte kandidat. Skabelonen har betydet, at der er meget få, der stikker ud i bybilledet, og selvom man altid kan finde en person med cowboyhat eller klap for øjet, er langt de fleste valgplakater tæt på at være identiske.
I partierne er man samtidig også blevet mere bevidste om, hvor man skal bruge sine kræfter, når man kæmper om de gode pladser i lygtepælene.
”Når der hænges plakater op, er der ofte store dataanalyser bag, som fortæller, hvor de potentielle vælgerkorps befinder sig. Det er ikke bare sådan, at Enhedslisten ikke hænger op i Hellerup, eller Dansk Folkeparti undgår Gellerup. Det er nærmest på opgangsniveau, hvor alle mulige sociale karakteristika bliver analyseret.”
For blot tre valg siden brugte man en gammeldags metode, hvor frivillige klistrede plakater op på tunge masonit- eller krydsfinerplader med vådrumslim. Det krævede en stor indsats og betød, at kandidaterne opmagasinerede store partier af plader, som de genbrugte valg efter valg. I dag bliver alle plakater fortrykt på et let skummateriale, som betyder, at man nemt kan have 100 valgplakater i en cykeltrailer eller bag i bilen. Antallet af plakater er ifølge Kasper Møller Hansen derfor steget, og valgforskeren udsteder garanti for, at der bliver sat ny rekord ved det kommende folketingsvalg.
GRUNDLÆGGENDE handler valgplakater om branding. Om hvordan man kan skille sig ud fra de øvrige kandidater og endda sine partikolleger. Men det er der ifølge Frederik Preisler kun få valgplakater, der gør. Hans yndlingseksempel er Alternativets valgplakat fra folketingsvalget i 2015. De havde ikke ressourcer til en regulær valgplakatkamp mod de etablerede partier. I stedet lavede partiet en lille plakat med teksten ”Der er også Alternativet”, som hang under konkurrenternes valgplakater.
”Det er efter min mening den bedste valgplakat i mange år, og det har jo vist sig, at Alternativet ikke har kunnet overgå den siden. Den var god, fordi den spillede op til de andre og skabte et meta-lag. Det var ikke bare en måde at spille op imod de store på, det var også en alternativ måde at føre valgkamp på. Det var en lille genistreg,” mener Frederik Preisler.
Men hvis det gælder om at skille sig ud, må det vel være gavnligt at have et slogan eller i hvert fald en tekst på sin valgplakat? Frederik Preisler mener, at det er noget, alle partier slås med i dag. Problemet er bare, at partierne har svært ved at beslutte sig for ét budskab, der er slagkraftigt nok, og at de lurepasser på hinanden. Når Venstre for eksempel er ude med en kampagne om en ny sundhedsreform, kommer Socialdemokratiet med det samme ud og forsvarer deres position i stedet for at fremhæve deres unikke kvaliteter.
I 1950 havde Socialdemokratiet en tegnet valgplakat af en mor med forklæde og barn på armen, mens manden i jakkesæt og slips svingede sin datter. Sloganet lød: ”Arbejde og tryghed.” Den ville aldrig gå i dag, fordi værdipolitikken er blevet en gråzone, siger reklamedirektøren. Det er blevet så uklart, hvad de forskellige partier står for, at de bliver nødt til at gå ned på enkeltsagsniveau:
”Jeg tør vædde hvad som helst på, at man lige nu i partihovedkvartererne slås med, hvordan de får ændret deres valgstrategi, så den handler mere om klima. Jeg har aldrig set nogen bevægelse, der er kommet så hurtigt som klimabevidstheden. På fire måneder er det gået fra at være et mindre vigtigt emne til at være befolkningens topprioritet. Men der er meget få partier, der tør sætte et budskab på en plakat, for hvad nu, hvis befolkningen begynder at tale om noget andet? Man skal være sikker på, at man har noget, man kan stå inde for, og det har de færreste partier, fordi de langt hen ad vejen er til salg for stemmerne.”
Frederik Preisler og Kasper Møller Hansen havde begge oprindelig afskrevet valgplakaten som noget gammeldags, der ville forsvinde i takt med den teknologiske udvikling. Men det stik modsatte har altså vist sig at være gældende.
”Mit svar er stadig, at det er, fordi det er den her passive form for reklame, som man ikke kan undgå. Det er de færreste kandidater, der kommer i tv, radio eller i avisen, men alle kan hænge i en lygtepæl,” siger Kasper Møller Hansen.
