SOM SELVE SYMBOLET på den danske modstand mod atomkraft knejser Barsebäcks to grå reaktortårne over den svenske side af Øresund. I klart vejr kan man se hele vejen til København og vice versa, men i dag har efterårssolen ikke kræfter til at brænde disen væk over vandet, og man må nøjes med at forestille sig Danmarks hovedstad 26 kilometer væk, mens man passerer den svært bevogtede indgang til det lukkede svenske atomkraftværk. Siden 2020 har værket været under nedrivning, og selvom alt det rigtig farlige affald for længst er flyttet til et underjordisk depot i det østlige Sverige, er sikkerheden på Barsebäck, som kørte de to reaktorer stadig på fuldt blus. Vagter og pigtrådshegn holder uvedkommende ude, gæster skal underskrive en hemmeligholdelsesaftale, og de 65 ansatte og cirka 100 entreprenører, som skærer værket i små bidder, bærer dosimeter og lader sig scanne flere gange på vej ind og ud af deres arbejdsplads. Dels for at sikre, at de ikke selv udsættes for skadelig stråling, dels så de ikke slæber bittesmå rester af radioaktivt affald med sig ud i samfundet.
”Vi er de første i Sverige, som river et kommercelt atomkraftværk ned, så det er vores ansvar at vise, at det kan gøres på en god og ansvarlig måde,” forklarer Jens Rönnow, der er anlægschef på kraftværket, iført kedeldragt og sikkerhedshjelm. Han har arbejdet på Barsebäck siden 1981, da tusinder af danske demonstranter marcherede mod værket med slagordene ”Hva’ ska’ væk? Barsebäck!”, og han var med, da den sidste af værkets to reaktorer endeligt lukkede og slukkede for atomkraften i Sydsverige. Dengang stod der tre danskere uden for hegnet og demonstrerede for atomkraft, husker han, mens vi passerer gennem resterne af Barsebäck 1.
Men står det til Uniper Energy – det tyske selskab, der ejer Barsebäckværket – skal Jens Rönnow og hans kolleger ikke længere kun afvikle de gamle reaktorer fra 70’erne. Få dage forinden har et kamerahold fra SVT været på besøg for som de første at kunne breake nyheden om, at en ny såkaldt Clean Energy Park skal opføres på Barsebäck, og at en mindre og mere moderne atomreaktor kan blive en af flere fossilfri energikilder. Foreløbig er planerne blot en vision og langt fra at kunne realiseres, men i landsdækkende medier på den danske side af sundet blev historien hurtigt til: ”Barsebäcks ejere vil bygge nyt atomkraftværk.”
Anlægschef Jens Rönnow var med til at lukke Barsebäck i 2005. Afviklingen er stadig i gang, og sikkerhed har høj prioritet.
I MERE END TRE årtier har atomkraft været en decideret død sild i Danmark. Emnet blev helt fjernet fra den danske energiplanlægning i 1985, og hvis den ikke allerede var aflivet, blev den det endegyldigt med Tjernobyl-ulykken året efter. I årene, der er gået siden, har det danske vindmølleeventyr i stedet givet os grønne vinger, og atomkraft har været noget, som ingen seriøs dansk politiker turde sige højt. Men i skyggen af en voksende klimakrise og en energikrise, der har givet det meste af Europa travlt med at gøre sig uafhængigt af Vladimir Putins russiske gas, synes døren at være blevet åbnet på vid gab for en fornyet debat.
Analyseinstituttet Megafon har flere gange spurgt danskerne om deres holdning til atomkraft. I en rundspørge fra 2016 var blot 17 procent tilhængere af atomkraft i Danmark, men i januar 2022 var det tal fordoblet, og da Megafon for tredje gang spurgte, i september, svarede 46 procent, at de ser positivt på atomkraft – mens 39 procent er imod. Rundspørgen viste også, at mænd er markant mere positive over for atomkraft end kvinder, og at der blandt unge er større opbakning end hos danskere over 50 år. Folkestemningen er på mange måder vendt, og det har fået fysikere, lobbyister, private atomkraftentusiaster og en række politikere til at spørge: Er det ikke på tide, at vi tager en seriøs diskussion om atomkraft i Danmark?
Protestmøde mod Barsebäck på Christiansborg Slotsplads, 6. april 1979. Foto: Per Folkver
”BRUG HJERNEN, SPLIT KERNEN,” står der på lyseblå papskilte ved foden af Rytterstatuen foran Christiansborg. Det er søndag eftermiddag sidst i oktober, og der er så småt ved at være fyldt på slotspladsen til Folkets Klimamarch, hvor 50.000 danskere demonstrerer for klimaet. Blandt dem er foreningen Atomkraft Ja Tak, der iført T-shirts med en pastiche over det gamle solmærke forsøger at udbrede budskabet om, at atomkraft er sikker og ikke mindst CO2-neutral. I midten af gruppen på 20-25 næsten udelukkende unge mænd står 25-årige Johan Christian Sollid, der er en af foreningens stiftere.
”Sidste år blev vi bedt om at forlade demonstrationen,” fortæller han. ”Men jeg kender mange af de andre aktivister, fra jeg selv var mere almindelig klimaaktivist i gymnasiet, og i år har vi meldt vores ankomst på forhånd, så der ikke opstår noget.”
Johan Christian Sollid og hans ligesindede er modsat deres forældres generation ikke opvokset med frygten for ”kold krig, Tjernobyl eller sjove børn”. De ser i stedet en energikilde, siger han, som kan sætte skub i den grønne omstilling, og en masse politikere, som af historiske årsager hænger fast i modstanden mod atomkraft.
”Vi tænker ikke på død og ødelæggelse, når vi hører ordet atomkraft, fordi vi ikke blander det sammen med atomvåben. Vi bliver nysgerrige, også fordi det er et ord, som får vores forældre til at gøre korsets tegn. Spørgsmålet om atomkraft er ikke bare et spørgsmål om klima, det er også en generationskamp. Det er ungdommens måde at frigøre sig fra den forrige generation og dens oldgamle forestillinger.”
Lidt mere kompliceret bliver det at forklare, hvorfor der er så mange flere mænd end kvinder, der er tilhængere af atomkraft – ikke bare i dag, men også dengang i 70’erne. Johan Christian Sollids bedste bud er, at der i de tidlige anti-atomkraftkampagner var stort fokus på frygten for dna-skader hos børn, samt at der generelt er flere kvinder i de partier, der historisk har været imod atomkraft. Men det bliver hurtigt en lidt langhåret politologisk analyse, lader den statskundskabsuddannede Atomkraft Ja Tak-formand forstå. Imens han samler tropperne til march, passerer en ung mor forbi med sin lille datter:
”Se skat, de kan godt lide atomkraft,” siger hun og peger. ”Men det kan altså godt være lidt farligt.”
Nutidens ja-sigere har vendt det historiske modstands-logo på hovedet.
VED SIDEN AF står to Atomkraft Ja Tak-medlemmer og taler om foreningens nye flyer. Den er trykt i bløde pastelfarver i et forsøg på at gøre den mere appellerende til kvinder, forklarer den ene den anden. Men der skal mere end tiltalende design til for at lokke en lyshåret kvindelig klimaaktivist, som får flyeren tilbudt, mens hun forsøger at klemme sig gennem folkemængden.
”Hvad vil I gøre med affaldet?” spørger hun og skynder sig videre i retning af en klynge SF’ere med grønne skilte og en oppustelig jordklode, der blokerer atom-aktivisternes udsyn til scenen.
”Tror du, det er tilfældigt, at de har placeret sig lige dér?” siger 28-årige Morten Nygaard og smiler med et tre meter højt ’Atomkraft? Ja tak’-flag i hånden. Han er tidligere musiker og har været med til at lave foreningens nye protestsang, som netop er udkommet på YouTube og TikTok. Da han havde søgt ind på musikkonservatoriet for femte gang uden held, skiftede han spor og besluttede sig for at gøre noget for klimaet i stedet, fortæller han. Morten Nygaard kom ind på DTU og troede, at han skulle lave vindmøller, men opdagede atomkraft, selvom han er barn af hippieforældre og kan alle de gamle anti-atomkraft-sange til døde. Nu læser han en kandidat i geofysik og rumteknologi og har været medlem af Atomkraft Ja Tak i et år – men dog kun deltaget aktivt de sidste seks måneder.
”Jeg har altid stemt Enhedslisten, så jeg skulle lige se, om de bare var nogle liberalister alle sammen. Men det viste sig, at der var folk fra næsten hele det politiske spektrum,” siger Morten Nygaard.
Godt nok marcherer de sammen i dag, men spørger man andre steder i Klimabevægelsen, er der ikke meget opbakning at hente til atomkraft. ”Det ville være den mest åndssvage klimaløsning,” lyder det fra bevægelsens sekretariat i en mail, og selvom politisk rådgiver Caroline Bessermann udtrykker sig mere diplomatisk, er budskabet ikke til at misforstå: ”Der er tre år til, at de globale udledninger af CO2 skal stoppe, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, og vi har i Danmark slet ikke infrastrukturen til bare lige at bygge atomkraftværker. Til gengæld har vi gode forudsætninger for at lave anden form for vedvarende energi, og derfor mener vi i Klimabevægelsen, at vi i stedet skal satse på mere vind og sol, på energieffektivitet og på at udvikle teknologier til lagring af energi.”
Solmærket blev logoet for OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Det blev skabt i april 1975 i Aarhus. Aktivisten Anne Lund havde ideen til den smilende sol med det venlige ’Nej tak’ og de markante farver.
MODSTANDEN MOD ATOMKRAFT vil Hans Jørgen Nielsen, direktør i den politiske konsulentvirksomhed Slotsholm og tidligere spindoktor, meget gerne diskutere. I oktober udgav han bogen ’Alt det, ingen har fortalt os om atomkraft’, som ifølge forfatteren tager alle argumenter imod atomkraft og piller dem fra hinanden, ét efter ét. Det meste er baseret på gamle myter og fordomme, siger han, da vi mødes på et kontorhotel i Kødbyen i København, få dage før bogen sendes til tryk. Ifølge ham er der særligt to misforståelser: Atomkraft er altødelæggende, hvis det går rigtig galt, og problemet med det radioaktive affald er ikke løst.
Nej, siger Hans Jørgen Nielsen til det første og peger på, at dødstallet efter Tjernobyl-ulykken ifølge FN, WHO og Det Internationale Atomenergiagentur på lang sigt blot vil være en 20.-del af de 93.000, som Greenpeace i en rapport fra 2006 anslog ville risikere at dø af ulykkens strålingsrelaterede sygdomme. Samtidig er der kun registreret ét strålingsrelateret dødsfald efter Fukushima-ulykken i 2011, og der er aldrig blevet påvist arvelige skader hos børn af mennesker, som har været udsat for stråling.
Hvad angår det radioaktive affald, pointerer Hans Jørgen Nielsen, at internationale konventioner i regi af FN, OECD og EU foreskriver, hvordan affaldet skal håndteres, at man på Risø hvert år håndterer 8-10 kubikmeter radioaktivt affald fra hospitaler og industri uden sikkerhedsproblemer, og at man i Finland har bygget ’Onkalo’ 450 meter under jorden, verdens første slutdepot for brugt atombrændsel, der ventes at blive operationelt i 2023.
”Jeg siger ikke, at vi skal indføre atomkraft i Danmark i morgen,” understreger Hans Jørgen Nielsen. ”Men jeg synes, det er mærkeligt, at vi kollektivt har besluttet, at vi slet ikke kan tale om atomkraft som en del af den danske energiforsyning, selv i en tid med klimakrise og mangel på energi. Det er jo en anerkendt CO2-neutral energikilde, som mange af vores nabolande anvender, men alligevel har vi i årevis behandlet den, som om den er noget eksotisk og farligt.”
Som yngre var han selv modstander af atomkraft og gik med i atommarcherne med sit gule og røde ’Atomkraft? Nej tak’-emblem på jakken. Men han skiftede senere holdning, da han skrev bogen ’Farligt’ (2018) sammen med professor i økonomi og psykologi fra Copenhagen Business School Steffen Andersen. Den handler om, at alle de ting, vi går og frygter – fra terrorisme til sygdom og stråling fra mobiltelefoner – ofte er stærkt overdrevne eller fordrejede, hvis man kigger på fakta. Et af emnerne skulle have været atomkraft, men det viste sig at være så kompleks en sag, at det ikke kunne begrænses til et enkelt kapitel.
PÅ HALVØEN RISØ nord for Roskilde sidder professor Bent Lauritzen, en af Danmarks førende atomfysikere. Han er afdelingschef ved DTU Fysik på Danmarks Tekniske Universitet og har kontor på det tidligere atomare forsøgsanlæg og nuværende forskningscenter, hvor den sidste af i alt tre lukkede forsøgsreaktorer er under nedrivning. Bag sit skrivebord forklarer han, at han ikke kan se, hvordan det skal lykkes at nå i mål med den grønne omstilling uden atomkraft. Dermed læner han sig op ad FN’s klimapanel IPCC, som anser det for urealistisk at begrænse den globale opvarmning til to grader uden at anvende atomkraftværker.
”Vi er så langt væk fra en rigtig grøn omstilling, at vi har brug for alle eksisterende CO2-neutrale teknologier,” siger han.
Halvdelen af Danmarks elforbrug – alt det, der kommer ud af stikkontakten – dækkes i dag af strøm fra vindkraft, men elforbruget udgør, forklarer Bent Lauritzen, blot 20 procent af Danmarks energiforbrug – varme, transport, produktion osv. Det er altså simpel matematik, siger han videre, at vindkraften ikke formår at dække mere end 10 procent af landets samlede energibehov. Resten kommer fra afbrænding af især biomasse og naturgas, hvoraf en del importeres fra udlandet, og ifølge Bent Lauritzen er der ikke udsigt til, at det ændrer sig væsentligt i de kommende år.
”Problemet med energikilder som vind og sol er, at de kun fungerer, når vinden blæser, og solen skinner. Der forskes, blandt andet her på DTU, i opbevaring af den energi, som er i overskud, men det er ikke lykkedes rigtigt endnu, og derfor vil der fortsat være behov for en stabil energikilde til at understøtte vindkraften. Her er atomkraft p.t. den eneste teknologi, vi har, der både er CO2-neutral, kan levere strøm døgnet rundt og let kan udbygges.”
March mod atomkraft Stevns-København, 25-27. august 1978. Foto: OOA-Arkiver
16 FORSKERE FRA fem danske universiteter tegner dog et noget andet billede af en fremtid med atomkraft end Bent Lauritzen. I oktober udgav de notatet ’Input til en faktabaseret diskussion af fordele og ulemper ved atomkraft som en del af den grønne omstilling i Danmark’, hvori forskergruppen regner sig frem til – med udgangspunkt i tre europæiske atomkraftværker og fire danske vind- og solcelleanlæg – at atomkraftværker både vil tage for lang tid at opføre og gøre den grønne omstilling væsentligt dyrere end en satsning på vindenergi.
I forskergruppen, der ikke tæller fysikere, men blandt andet energiplanlæggere, ingeniører og økonomer, sidder Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi på DTU og medlem af Klimarådet. Han lægger ud med at understrege, at han i denne sammenhæng ikke udtaler sig som rådsmedlem, fordi Klimarådet endnu ikke har en officiel holdning til atomkraft. Han fremhæver notatets konklusioner, som viser, at omkostningerne til nyere atomkraftværker er markant højere end omkostningerne til vind og sol og at byggetiden på vesteuropæiske atomkraftværker i gennemsnit er 15 år, mens vind- og solanlæg kan opføres på betydelig kortere tid.
”Jeg ser ikke, at atomkraft kan blive relevant i Danmark. Det er muligt, at det havde været en anden sag, hvis vi var startet for mange år siden, men nu har vi et system bygget op omkring vindkraft, og det er både hurtigere og billigere for os at fortsætte ad den vej,” siger han og påpeger, at forskernes notat skal ses som et oplæg til debat, og at han ikke er principiel modstander af atomkraft:
”I andre lande, hvor man allerede har atomkraft, kan jeg sagtens se, at den kan komme til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, for eksempel ved at man forlænger levetiden på nogle af de eksisterende kraftværker. Men det koster også penge, og i Frankrig har de for eksempel lige nu store problemer med vedligeholdelse af atomkraftværker og har måttet tage halvdelen af deres reaktorer ud af drift, hvilket også bidrager til energikrisen i Europa.”
Svaret er kraftværker – herunder gasturbiner – som kører på biogas, der allerede i dag udgør en betydelig andel af den vedvarende energi i Danmark, forklarer Poul Erik Morthorst.
”Biogas fra for eksempel gylle og halm udleder også CO2, når det brændes af, men reducerer samtidig udledningen andre steder i systemet, eksempelvis emissionen af metan fra landbruget. Og vores analyser viser, at kraftværker med biogas er bedre til at understøtte vindenergi, fordi der lettere og mere økonomisk kan skrues op og ned efter behov, hvorimod et atomkraftværk skal køre mange timer om året, før prisen bliver tilstrækkelig lav.”
Få dage efter notatets udgivelse anklagede Bent Lauritzen i fagbladet Ingeniøren forskerne for at bringe løse påstande og faktuelle fejl. Kritikken blev besvaret i samme medie af Jakob Zinck Thellufsen, lektor i energiplanlægning på Aalborg Universitet og en af notatets hovedforfattere: ”Vi er glade for, at der kommer den her diskussion, og selvom vi er eksperter i energisystemanalyser og dagligt arbejder med fremtidens energisystemer, er vi også glade for Bent Lauritzens kommentarer.”
Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
DANSK DEKOMMISSIONERING ER landets eneste modtagestation for radioaktivt affald og brugte radioaktive kilder fra hospitaler, laboratorier og industri. Det er også den organisation, der står for nedrivningen – eller dekommissioneringen – af forsøgsreaktorerne på Risø. På stedet opbevares ikke længere såkaldt højaktivt affald, men på lagrene findes materiale, som ville give strålesyge, hvis man opholdt sig for tæt på det i en times tid, og affald, hvor mængden af radioaktivitet er meget lille og relativt uskadelig – for eksempel brugte brandalarmer.
”Der er radioaktivitet i alt, også dig og mig,” fortæller Mikkel Øberg, chef for strålingsbeskyttelse i Dansk Dekommissionering, og fortsætter: ”Men lige så snart mængden af radioaktivitet er bare en smule højere end i alt muligt andet i naturen, kalder man det radioaktivt affald. Du skal dog gange mængden af stråling med millioner eller milliarder, før vi når op til det højaktive affald, som er i det brugte brændsel fra atomkraftværkerne. Den udgør kun en lille del af selve affaldsmængden i verden, men til gengæld langt det meste af radioaktiviteten.”
I 2018 vedtog Folketinget, at der skal etableres et slutdepot for radioaktivt affald i den danske undergrund, som kan tages i brug senest i 2073. Det skal placeres cirka 500 meter under jorden, og det skal kunne modstå alle tænkelige scenarier: en ny istid, krig, klimakatastrofer og så videre.
”Et slutdepot skal indrettes, så ingen i fremtiden behøver at beskæftige sig med, at det er der. Og det kan godt lade sig gøre at bygge,” siger Mikkel Øberg.
Til gengæld er der et andet problem. Ingen vil rigtigt have det liggende. I 2011 blev seks steder i Danmark udpeget som mulige slutdepoter: Paradisbakkerne på Bornholm, Rødby Havn, Kertinge Mark i Kerteminde, Thyholm i Struer samt Salling og Skive Vest, begge i Skive Kommune. Men udvælgelsen måtte droppes, fordi borgergrupper, borgmestre og lokalt valgte folketingsmedlemmer protesterede mod, at lige netop deres kommune skulle være endestation for radioaktivt affald. Det er en udfordring, som atomkraften deler med landvindmøller.
GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – har undersøgt den danske undergrund for potentielle lokationer til et slutdepot, og spørger man chefkonsulent Helle Midtgaard, er der ikke stor grund til bekymring. Hun forklarer, at der er mange områder i Danmark, hvor et slutdepot ville kunne placeres uden at påvirke hverken miljø, grundvand eller dyreliv, og at næste skridt er at udpege to konkrete placeringer, som skal undersøges nærmere.
”Der er steder i Danmark, hvor jordlagene har ligget stabilt i mange millioner år, og som næppe kommer til at flytte sig den næste halve eller hele million år. Lidt populært sagt ville jeg ikke have noget imod, at der lå et slutdepot under min egen baghave, hvis de geologiske undersøgelser viser, at det er forsvarligt,” siger hun.
Protestmøde mod Barsebäck foran Christiansborg, 6. april 1979. Foto: Per Folkver
FOR DEN DEL af befolkningen, der er gamle nok til at huske 1973, må den nuværende situation være forbundet med en vis grad af deja-vu. Dengang førte en verdensomspændende oliekrise til energisparekampagner, bilfrie søndage og politiske overvejelser om at indrette landets energiforsyning, så man ikke længere skulle være afhængig af olie fra Mellemøsten. Imens kæmpede en lille gruppe aktivister fra miljøbevægelsen og fredsbevægelsen en kamp mod tiden, for de havde opsnappet, at regeringen arbejdede på at indføre atomkraft i Danmark. Inden planerne blev offentliggjort, måtte de være klar og organiseret til at bekæmpe den nye, og ifølge dem, farlige energikilde.
Sådan begynder historien om OOA – Oplysning Om Atomkraft – fortæller Siegfried Christiansen, en af organisationens medstiftere, mens han skænker kaffe i sin andelslejlighed på Frederiksberg. I starten foregik OOA’s arbejde i smug. Blandt andet brugte Siegfried Christiansen sin daværende stilling som varmemester i den ejendom, hvor han bor i dag, til at kontakte elselskabet Elsam for at høre om deres planer for atomkraft. Svaret, han fik, var, at de i Jylland agtede at opføre 20-25 atomkraftværker af samme størrelse som svenske Barsebäck inden 2000.
”I januar 1974 fremsatte den nye Venstre-regering et lovforslag, som ville betyde, at man kunne indføre atomkraft i Danmark med en administrativ beslutning, altså uden at skulle spørge Folketinget først. Kort tid efter præsenterede Miljøministeriet ni potentielle lokationer for atomkraftværker vest for Storebælt. Da det skete, kunne vi ikke vente længere og indkaldte til pressemøde 31. januar 1974. Vi krævede, at beslutningen om atomkraft i Danmark skulle udskydes i tre år, så der var tid til at få en bred og folkelig debat,” fortæller Siegfried Christiansen.
De 15-20 unge initiativtagere var oppe imod et stort flertal i Folketinget, som var for atomkraft, men i løbet af organisationens første par år voksede OOA hurtigt med 250 lokalgrupper over hele landet, hvor folk direkte fra gaden kunne blive aktivister. En af dem var Bente Meillier, som sidder ved bordet over for Siegfried Christiansen. I 1976 mødte hun en gruppe OOA’ere på et natværtshus i København, og en af dem foreslog, at hun skulle komme forbi deres kontor.
”Det lå inde i Skindergade, og da jeg gik derfra igen, var jeg solgt til stanglakrids,” husker Bente Meillier, der var med til at arrangere den første demonstration imod Barsebäckværket, hvor 3.000 mennesker gik i fakkeloptog mod den svenske ambassade i København. Året efter marcherede 20.000 demonstranter til Barsebäck og krævede det lukket, og i slutningen af 70’erne mobiliserede OOA op mod 60.000 mennesker til landsdækkende marcher fra Gyllingnæs til Aarhus og fra Stevns til Christiansborg Slotsplads.
Optog mod atomkraft, 18. april 1979. Foto: OOA-Arkiver
SIEGFRIED CHRISTIANSEN HENTER en mappe med gamle OOA-pjecer og avisudklip, som alle er udstyret med solmærket, den lille, røde sol på gul baggrund, der takker nej til atomkraft og blev organisationens ikoniske symbol. En folder fra 1979 blev husstandsomdelt i 2,1 millioner eksemplarer og illustrerer den gennemslagskraft, OOA havde nået, da 70’erne blev til 80’erne.
”Jeg og nogle andre OOA-medlemmer sad stuvet sammen i et folkevognsrugbrød på vej hjem fra en demonstration i Tyskland, da vi fik at vide, at der var sket en ulykke på et atomkraftværk på Three Mile Island. Det var i foråret 1979, og da vi kom hjem, havde vi allerede planlagt to kæmpe demonstrationer,” siger Bente Meillier.
Ulykken på Tremileøen var med til at vende folkestemningen yderligere, og få uger senere kunne OOA overrække 312.000 underskrifter mod atomkraft og Barsebäck til statsministeren. Også i de politiske partier ændrede holdningen til atomkraft sig, først og fremmest til venstre for midten. 29. marts 1985 – 11 år efter OOA blev stiftet – fik et flertal uden om den borgerlige regering fjernet atomkraft fra den danske energiplanlægning. På tilhørerrækkerne jublede Siegfried Christiansen, Bente Meillier og andre OOA’ere, da lovforslaget blev vedtaget.
”Det var en kæmpe sejr for os, men vi fejrede ikke længe, for vi skulle jo stadig have lukket Barsebäck,” siger Siegfried Christiansen.
Den kamp skulle dog vise sig at blive noget længere. Med årene blev det sværere at mobilisere folk til demonstrationer og protester, og da Barsebäcks reaktor 1 endelig blev lukket i 1999, var der kun ganske få aktivister tilbage.
”Vi lavede den sidste demonstration mod Barsebäck i 1998, og det var ikke nemt, skal jeg hilse at sige. Så da vi i 2000 kunne se, at vi havde nået vores mål, og at der ikke var kræfter til at køre foreningen videre, besluttede vi at nedlægge os selv,” siger Bente Meillier.
At OOA fik så stor gennemslagskraft i 70’erne og 80’erne, skyldes blandt andet, at atomkraft kom senere på dagsordenen i Danmark end i vores nabolande, forklarer Thorsten Borring Olesen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i nyere tids historie:
”Det havde været nemmere at indføre atomkraft i Danmark i begyndelsen af 60’erne, men på det tidspunkt var der ingen interesse fra elselskaberne. Da debatten tog fart herhjemme i 70’erne, var der kommet langt større bevidsthed omkring miljøet, og elværkerne og politikerne kom i karambolage med nogle enormt velorganiserede og dygtige græsrodsbevægelser som OOA, der var dygtige til at nå ud til befolkningen.”
I forbindelse med nyheden om, at der måske igen skal bygges atomkraftværk på Barsebäck, blev Siegfried Christiansen og Bente Meillier for nylig interviewet til svensk tv, hvor de kaldte det ”en helt uhørt provokation”. Men de mener begge, at de efterhånden har taget deres tørn, og at debatten om atomkraft må overlades til nutidens unge.
”Det er godt, at vi tager diskussionen en gang til, der er behov for bedre oplysning om atomkraft,” siger Bente Meillier. ”Men det skal ikke være med os gamle cirkusheste.”
Over 300.000 underskrifter med krav om lukning af Barsebäck afleveres til statsminister Anker Jørgensen, 22. maj 1979. Foto: OOA-Arkiver
UANSET OM MAN SPØRGER tilhængerne eller modstanderne, svarer de, at debatten om den kontroversielle energikilde er noget, der får folk op i det røde felt. Det er dog oftest de andre, som lader følelserne løbe af med sig, mens man selv hævder at besidde fakta. Flere medvirkende i denne artikel advarer også om, at man som journalist, der vil skrive om atomkraft, let kan blive spændt for en vogn – altså de andres vogn.
At atomkraft er et betændt emne, mærker Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør på Ingeniøren. Hver gang fagbladet skriver om atomkraft, svømmer kommentarfeltet under artiklerne over, og selv når historierne handler om andre energiformer, ender atomkraft alligevel ofte med at hijacke debatten.
”Atomkraft er uden tvivl det emne, som skaber mest debat hos os. Det bliver hurtigt en meget ophedet diskussion, og af og til må vi gå ind og moderere debatterne, fordi de bliver afsporet eller ender i personangreb,” siger Trine Reitz Bjerregaard, der mener, at de to stridende lejre kan deles op i atomkraft-idealister og atomkraft-realister.
”Vores læsere er ingeniører og folk, der arbejder med teknologi, og det er mennesker, som er meget løsningsorienterede. Så der er en stor fraktion, som ser en teknologisk løsning, man ved virker, og ikke kan forstå, at den er blevet dømt ude af politiske grunde. På den anden side står dem, der kigger lidt mere på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre ikke bare i forhold til økonomi og tid, men også i forhold til den politiske stemning.”
Trine Reitz Bjerregaard har arbejdet på Ingeniøren i 18 år, og så længe hun kan huske, har atomkraft givet anledning til diskussion på mediet. Ifølge hende er debatten en særlig vanskelig størrelse, især for mennesker uden teknologisk interesse, fordi den er teknisk kompliceret, og fordi de to lejre angriber hinanden på regnemetoder og andre svært gennemskuelige detaljer i analyserne af atomkraft.
”Der er det jo vores rolle som medie at belyse alle de forskellige nuancer og forbehold, der måtte være,” siger hun. ”Vi skal ikke forklare politikerne, hvad de skal synes, men sørge for at klæde dem på til en saglig diskussion om atomkraft.”
ENGANG VAR KØBENHAVN et epicenter for atomfysik. I 1920’erne, 30’erne og 40’erne tog Einstein, Oppenheimer, Schrödinger og Heisenberg sporvognen fra Hovedbanegården til Tagensvej for at besøge og arbejde med Niels Bohr, der modtog Nobelprisen i fysik for sine banebrydende bidrag til forståelsen af atomar struktur og kvanteteori. I dag har Folketingets 37 år gamle beslutning om at droppe atomkraft betydet, at det er umuligt at få offentlig støtte til forskning og udvikling af atomkraft, men i et industrikvarter på Nørrebro – ikke langt fra Niels Bohr Institutet – er en dansk virksomhed alligevel i gang med at udvikle en teknologi, der måske kan revolutionere området. Seaborg Technologies har mere end 100 ansatte, som arbejder på at lave små atomkraftværker baseret på smeltet salt, der kan være i en 40-fodscontainer og placeres på en pram ude i havet. En sådan reaktor vil både være billigere, mere effektiv og producere langt mindre affald end et konventionelt atomkraftværk, og skulle ulykken ske, binder saltet det radioaktive materiale og forhindrer det i at sprede sig som i Tjernobyl.
”Atomkraft er en teknologi, som groft sagt har stået stille siden 50’erne. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at innovere på alle de – få – energikilder, vi har til rådighed, og vi forsøger med vores reaktorer at løse nogle af de udfordringer, som konventionel atomkraft har med blandt andet affald og manglende fleksibilitet,” siger Navid Samandari, bestyrelsesformand i Seaborg.
Ifølge statistik fra Oxford University kommer cirka 10 procent af verdens samlede elektricitet fra atomkraft. Men de seneste 20 år har andelen været faldende, særligt på grund af lukninger af reaktorer i Vesten, hvor atomkraft har svært ved at konkurrere på prisen for vind og sol, men også fossile brændstoffer.
”Den canadiske økonom Vaclav Smil har kaldt atomkraft for a successful failure. Succesfuld, fordi den har opnået en relativt stor global markedsandel til trods for, at den næsten ikke har udviklet sig – forestil dig, hvis biler i dag stadig kørte på samme motorer, som de gjorde for 100 år siden. Men den er også en fiasko, fordi løftet om atomkraft var, at den ville kunne producere energi så billigt, at man regnede med, at den ville dække hele verdens energiforbrug i år 2000, og det har den jo åbenlyst ikke levet op til,” siger Navid Samandari.
Han kunne godt tænke sig, at der var et lidt bredere udsyn herhjemme, men i Seaborg, fortæller han, har man for længst erkendt, at der ikke kommer til at være efterspørgsel i Danmark på virksomhedens reaktorer. I stedet satser man stort på Sydøstasien, hvor 750 millioner mennesker har behov for vedvarende energi, men hvor vind- og solkraft ikke er lige så oplagt på grund af et ofte vindstille og jungle-overskyet klima.
Der er bare ét problem: Seaborgs teknologi eksisterer ikke endnu. Men holder virksomhedens seneste tidsplan, kan det første danskudviklede nye atomkraftværk leveres i 2028 – formentlig langt fra Danmark.
Barsebäck, oktober 2022.
TILBAGE PÅ BARSEBÄCK vil svenske Jens Rönnow, der er født i Sverige af danske forældre, helst ikke belære danskerne om, hvordan de skal indrette sig. I Sverige viser de seneste meningsmålinger, at mere end halvdelen af svenskerne støtter en fortsat satsning på kärnkraft og siger ja til opførelse af nye atomkraftværker, ligesom den nye regering i landet vil sætte turbo på udvikling af nye atomkraftprojekter. Men, skal man huske, Danmark har jo slet ikke samme tungindustri som Sverige, siger Jens Rönnow, så blot fordi atomkraft er en god idé hinsidan, kan han ikke svare entydigt på, om det også forholder sig sådan i broderlandet.
En dag som denne i slutningen af oktober, hvor vinden ikke blæser nævneværdigt, peger han blot stilfærdigt på sin smartphone, hvor en live-oversigt fra det statsejede Svenska Kraftnät viser, at Sverige eksporterer store mængder strøm til de omkringliggende lande, mens Danmark importerer mere end halvdelen af landets elforbrug fra udlandet. Han løfter blikket og spørger: ”Hvordan har I tænkt jer at løse dét?”
