Togføreren sørger for, at toget kører til tiden, for at kunderne har gyldige billetter, for udkald i toget ved skiftestationer og for at servicere passagererne. Togføreren er ikke den, der kører toget, det hedder en lokomotivfører. 57-årige Bo Kaas Willestofte har arbejdet som togfører i 31 år og er tillidsrepræsentant på 12. år.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad er det bedste ved dit job?

”Når kunderne går ud af toget med et smil på læben og siger tak for turen, så ved man, det har været en god dag. Det er også dejligt, at det er et job med frihed under ansvar. Vi har ikke som sådan en arbejdsleder, som pisker os, for at vi skal blive færdige. Vi skal selvfølgelig yde den service, der forventes af os, og gøre alt for at køre til tiden. Vi starter dørlukning og afgangsprocedure 50 sekunder før afgangstid. Når dørene er lukket, tjekker jeg sammen med mine kolleger, at der ikke er passagerer i klemme. Derefter kan jeg lukke min egen dør som den sidste, cirka 20 sekunder før afgangstid, og afgive signal til lokomotivføreren om, at vi er klar, og at dørene er lukket sikkerhedsmæssigt forsvarligt.”

Hvilket tog kan du bedst lide at arbejde i?

”Jeg er uddannet i IC3, ER og IC4. IC3’eren er jeg mest glad for. Jeg var en af de første, der blev uddannet i IC3, så vi er vokset op sammen, kan man sige. IC3’eren er nem at overskue indretningsmæssigt såvel indvendigt som udvendigt, og jeg føler mig mest hjemme her.”

Hvordan har det været at arbejde under corona? 

”Der har været en hel del, vi pludselig skulle forholde os til, men jeg synes generelt, at de fleste kunder accepterer restriktionerne om mundbind og pladsbilletter og er rimelig gode til at vise hensyn. Selvfølgelig møder vi også kunder, som ikke vil bære mundbind eller visir, og vi møder også nogle, som ikke har købt pladsbilletter. Det giver lidt udfordringer.”

Har du en arbejdsoplevelse, du ikke kan glemme? 

”Jeg friede til min ekskone i et tog. En kunde, som var med toget den dag, har jeg siden talt med nogle gange, når vi har mødtes i toget. Hun gav os endda en bryllupsgave. Det betyder utrolig meget, når man mærker, at man kan påvirke mennesker på den måde. En anden gang, for mange år siden i Aalborg, satte jeg en kunde uden billet af toget. Han var så sur, at han lagde sig på sporet og ikke ville flytte sig. Jeg kontaktede kommandoposten med det samme, så de lige kunne få ham fjernet, inden næste tog ankom.”

Har du en hobby?

”Fodbold står mit hjerte nær. Jeg har selv spillet i AIA-Tranbjerg, men også firmafodbold for DSB, og jeg har været så heldig at repræsentere det danske jernbanelandshold to gange, i Tyskland og Bulgarien. Derudover har jeg også været træner for drenge i alderen 8-12 år i en årrække og været leder på DBU’s fodboldskole i AIA-Tranbjerg. Jeg ser også meget fodbold. Mit hjerte brænder for Manchester United i England og AGF i Danmark. Når de to hold spiller, skal jeg helst se det hele.”

Tags: , ,
SE MERE