Indlæg

Vi elsker vores køkkener. Det er dér, vi viser os frem, dér, vi hygger igennem, og dér, festen bobler bedst. Men hvorfor går vi danskere så højt op i det? Og hvorfor køber vi lige nu køkkener og køkkenudstyr som aldrig før, når vi laver stadig mindre mad? Ud & Se spænder forklædet og tager skærebrættet frem.
Tekst:Christian MartinezFoto:Johnny Bonne/Ritzau Scanpix, DR/Conny Kaalund O’Carroll, HTH Illustration Shutterstock

HVIS MAN i efterkrigstiden viste en dansk husmor et samtalekøkken og en mand, der lavede mad, ville hun sikkert falde død om af befippelse – eller ønske, at hun havde en tidsmaskine. Hvor langt vi er kommet i vores indretning – og menneskesyn – siden dengang, kan man opleve i dokumentarfilmen ’Køkkenet, Danmarks største arbejdsplads’ fra 1950. I den gives eksempler på uhensigtsmæssig indretning af det gamle danske landbokøkken, som gør hverdagen svær for en husmor. Eller, som der står i en forklarende mellemtekst undervejs i den lydløse film: ”En enkel ret som vandgrød koster fru Hansen adskillige skridt.” Underforstået: Indretningen er så usmart, at husmoren må gå flere kilometer om dagen, når der skal laves mad, fordi fødevarer, vand og brænde til komfuret er i tilstødende rum. 

Filmen var tænkt som inspiration til en modernisering af køkkenet med smarte tips og tricks, og den har vidunderligt fornærmende formuleringer. Som i scenen, hvor husmoren sidder i en lænestol og ryger en cigaret ved siden af et nymodens elektrisk komfur, og den ledsagende tekst lyder: ”Vågn op, fru Hansen. Sådan et køkken får De slet ikke!” 

I stedet skulle datidens husmor stille sig tilfreds med mindre og billigere forbedringer, deriblandt en køkkenvask, der ikke længere lå ude i bryggerset, og – hold fast! – indbyggede overskabe. 

Spol frem til i dag, og der er ingen tvivl om, at både fru Hansen og filmens instruktør, Carl Otto Petersen, ville få erstatningskaffen galt i halsen. Der er langt fra efterkrigstidens kulinariske nøjsomhed og spartanske indretning til ’Alle har ret til et fedt køkken’, som et af 00’ernes mest kendte reklameslogans lød. Og det er ikke tilfældigt – er der ét rum i boligen, der siger noget om tidsånden, vores økonomiske formåen og vores selvforståelse, så er det køkkenet.  

60’erne: En køkkenmodel i Natur Eg er starten på HTH.

VI KØBER KØKKENER og køkkenudstyr som aldrig før. Ifølge undersøgelsen ’Danskerne i det byggede miljø’, foretaget af Kantar Gallup, fik 6,1 procent af danskerne i 2019 et nyt køkken, mens 14,8 procent af os overvejede at få det. Det at skabe rammen om ’det gode liv’ er ifølge undersøgelsen den største motivationsfaktor for at foretage større til- og ombygninger – vigtigere end at få mere plads. 

Danmarks største ejendomsmæglerkæde, EDC-gruppen, melder på samme måde om stor interesse for køkkenet i de 20.000 boliger, som kæden solgte sidste år, og køkkenets stand er derfor også helt bevidst noget af det første, der omtales i en boligannonce. Ifølge EDC-gruppen brugte danskerne sidste år i snit 230.000 kroner på istandsættelse af deres nyindkøbte bolig, hvilket typisk dækker over investeringer i energiforbedring, for eksempel isolering af vinduer, badeværelset – og køkkenet. 

Når vi har købt nyt køkken eller givet det gamle en ordentlig tur, investerer vi som aldrig før i lækkert køkkenudstyr. Det er ikke kun corona, der har fået os til at bruge penge på dyre saftpressere og kaffemaskiner, som vi ellers ville have brændt af på restaurantbesøg og udlandsrejser. Pandemien har blot forstærket en trend, der var i fuld gang, lyder det fra Henrik Egede, der er direktør i APPLiA, brancheforeningen for producenter og importører af hvidevarer og elektriske husholdningsapparater. 

I 2020 har APPLiA registreret tocifrede vækstrater, blandt andet i vinkøleskabe, hvis salg sidste år blev fordoblet, og i såkaldte hood in hob – kogeplader med indbygget emhætte.  

”Det er stukket pænt af,” siger Henrik Egede.

”Mens danskerne i mange år har flirtet med en opgradering af køkkenet, kan man nu vist roligt tale om en forelskelse.” 

EN AF DEM, som ser muligheder i køkkenbranchen, er Per Mikael Jensen, der er tidligere TV 2-direktør, MetroXpress-chef og nu investor i Form Plus, en køkkenproducent, der netop har åbnet ny butik i Bagerstræde i København.

Hvorfor går du ind i køkkenbranchen nu?

”Jeg har elsket at bygge, siden jeg var barn. I en alder af 14 var jeg storkunde i Silvan. Jeg byggede alt til børneværelset, mit skrivebord, højttalere, reoler, sengen … hvad jeg ikke har bygget af ting i spånplader. Jeg tror, min første kæreste var af spånplader,” siger Per Mikael Jensen. 

70’erne: Skabe med rulleudtræk og skæreplade, specialskabe med indbygget strygebræt, vitrinelåger i røgfarvet glas og udtræksbord til 3-4 personer.

Han nåede som ung at arbejde fire år i en lille møbelvirksomhed og var med egne ord godt på vej til at blive møbelsnedker, hvis ikke lærepladsen var gået i vasken. 

I stedet blev han journalist – og senere blandt andet international chef for MetroXpress og direktør for TV 2 – men interessen for møbler og byggeri holdt ved. Til en iværksætterkonference for fire år siden mødte han stifteren af køkkenvirksomheden Form Plus, Jesper Lykkeskov. Per Mikael Jensen besluttede at investere i virksomheden, som laver såkaldte IKEA-hacks, hvor kunderne køber IKEA-kabinetter og -udstyr og opgraderer det med snedkerlavede fronter, så det bliver mere funktionelt, flottere og mere personligt. På den måde kan man ’snyde’ sig til et toplækkert køkken, selvom man ikke har penge til at snedkerbygge det fra bunden eller til et funklende statussymbol fra de mest prestigiøse flagskibsbutikker. 

Form Plus får fremstillet deres fronter og låger i massivt træ på Mors og beklæder indersiden af kabinetterne med finér, ligesom hængsler og glideskinner opgraderes, så de angivelig holder længere end IKEAs. 

Andre danske brands, der laver IKEA-hacks, er blandt andet Reform, som er blevet kendt for deres samarbejde med arkitekter som Bjarke Ingels Group og &SHUFL, der fremstiller snedkerlavede fronter i et stilrent, stramt design.

Det er dét voksende marked, Per Mikael Jensen er interesseret i.

”Det er ikke mere usundt at få en lille plads i et stort marked end at få en stor plads på et meget snævert marked,” siger investoren, der ser to nye køkkentrends for sig i en nær fremtid.

Det ene er viktualierummet, hvor man i gamle dage opbevarede fødevarer mørkt, tørt og køligt, og som Plus Form lancerer i et nyt format på 2×2 meter med plads til frugt og grønt, brød og vin.

”Og så er der særligt én ting, som jeg savner ved det moderne køkken: udtrækspladen. Inden jeg dør, så vil jeg lave sådan et køkken,” siger han.

Samtalekøkken fra Kvik, ca. 2005.

DER ER LØBET en del vand i stålvasken, siden fru Hansen stod i landbokøkkenet. For eksempel er det over 20 år siden, at ordet ’samtalekøkken’ blev optaget i den danske retskrivningsordbog og introducerede danskerne for et køkken, der gik fra værksted til værerum. Et socialt rum, hvor den fragmenterede danske familie kunne få et glimt af hinanden i en travl hverdag. Men også en scene, hvor man kunne dupere sine gæster med årstidens hypede cuisine hen over køkkenøen, mens man langtidssimrede allehånde kødudskæringer i den nye sous vide-maskine. 

”Hvis jeg kun måtte se ét rum i ’Kender du typen’, vil jeg altid vælge køkkenet. Det er det, der siger mest om os,” siger livsstilsekspert og foredragsholder Christian Grau, der som reklamemand i 00’erne stod bag sloganet ’Alle har ret til et fedt køkken’, og som i en årrække var vært på DR’s populære tv-program. 

”Har man et ’tarmkøkken’, hvor to mennesker ikke kan passere hinanden, eller har man et stort trofækøkken, som ser lige så rent ud, som var det stadig i showroomet? Den slags siger utrolig meget om folks livsstil,” forklarer Christian Grau, som ikke får lige så mange ledetråde i folks stuer, der ofte er indrettet med bløde møbler til at binge tv-serier, men med knap så mange såkaldte idiosynkrasier. 

”Du kan måske lægge noget identitet i, hvorvidt fladskærmen i stuen er 30 eller 60 tommer. Men køkkenet siger så meget mere,” siger han. 

”Det fortæller for eksempel, om du selv laver mad, om det er ’fra jord til bord’ eller konserves. Det sender signaler, om du er med på noderne og har droppet overskabene, har et køkken-alrum, hvor alle kan være med, eller om det er et snævert værksted, som du ikke bruger tid i.”

’Alle har ret til et fedt køkken’, som i start-00’erne blev lavet til køkkenproducenten Kvik, ramte tidsånden godt, forklarer han. Der var et opsving på vej, danskerne havde fået flexlån og afdragsfrie lån, og folk pumpede penge ind i deres bolig. Og der var en tendens til, at man skiftede køkkenet ud i sin nye bolig, også selvom det var fuldt funktionsdygtigt.

Passer det slogan stadig på os? 

”Ja, køkkenet er et sindssygt vigtigt rum, i alt fald i Danmark. Vi har altid spist meget hjemme, og derfor har ideen om at være sammen, mens man laver mad, rodfæstet sig. Vi har jo været længe om at gå ud og spise til hverdag,” siger Christian Grau, der også mener, at ligestillingen har haft en stor rolle i køkkenets forvandling i det 20. århundrede. 

I Danmark var kvinderne hurtigt på arbejdsmarkedet efter krigen, og mændene kom mere ind i køkkenet, hvilket stillede nye krav til indretning. Dengang køkkenet var et arbejdsrum, hvor husmoren huserede, var man sjovt nok ligeglad med, om det var et lille hummer uden komfort. Men i det øjeblik, manden begyndte at lave mad, skulle der pludselig gøres plads.  

”Det næste var selvfølgelig, at så måtte det sgu også gerne være lidt lækkert,” siger Christian Grau.

Samtidig er der også et element af ’spis og skrid’ over køkkenet, der ifølge livsstilseksperten bidrager til dets popularitet: Et køkken er uformelt, der er ikke lagt op til, at man sidder der hele aftenen. Det kræver ikke en invitation og perfekt borddækning, ligesom det ikke behøver at ende med cognac til kaffen. Alt sammen noget, der passer godt til danskernes uhøjtidelige temperament, mener han. 

10’erne: Det grebsløse køkken. Slanke, vertikale og enkle horisontale linjer.

HVORDAN SER FREMTIDENS køkken så ud? Måske skal vi vænne os til, at det vil se mindre køkkenagtigt ud. Det har i nogen tid været fashionabelt at droppe overskabe i køkkenet, ligesom man har forsøgt at camouflere eller afskaffe emhætten. Fordi overskabe og emhætte skygger for lyset og åbenbart er, av, lidt for fælles genkendelige i deres formsprog. 

Dét kan dog blive et problem, især hvis man ønsker et multifunktionsrum, hvor madlavning kun er én blandt mange ting, som et køkken kan byde på. 

’Det køkkenløse hjem’ er en anden tendens på sigt – trenden er opstået i takt med, at flere spiser ude eller bestiller takeaway-mad. I New York er 30 procent af de nyopførte boliger på det seneste således bygget helt uden køkken.

”Hvis man spørger Coop, hvem deres største konkurrent er, skulle man tro, at det var Dansk Supermarked. Men de vil sikkert sige, at det er restaurationsbranchen og takeaway. Begge brancher har taget store andele fra supermarkederne, fordi vi spiser mere ude og køber mere færdiglavet mad med hjem,” siger Christian Grau.

Meget tyder også på, at fremtidens køkken – corona eller ej – bliver med udendørs servering. Kigger man på gamle herskabslejligheder og ældre parcelhuse i Danmark, ligger balkon og/eller terrasse altid i forlængelse af stuen. Men det ændrer sig nu, hvor flere foretrækker altan eller terrasse knyttet til køkkenet. Dels fordi det er nemt, hvis man vil spise ude, dels fordi køkkenet simpelthen har erobret ’husets hjerte’. 

Som Christian Grau siger:

”Køkkenet er dér, vi lever. Det kan ligesom alt. Man kan lave mad, lektier, og man kan have gæster, som aldrig når hen i de bløde møbler inde i stuen. Der er så hyggeligt i køkkenet. Det kan godt være, at stuen hedder ’living room’ i engelsksprogede lande, men i Danmark er det køkkenet, der er vores ’living room’.”

OLDIES BUT GOLDIES

Hvis man søger på ’køkkenelementer’ på for eksempel dba.dk, får man næsten 1.800 hits. Heraf er en fjerdedel komplette køkkener. Der er altså nok at vælge imellem, hvis man vil have et billigt køkken. Man skal bare selv kunne sætte det op – eller kende nogen, som kan.

Det gjorde Erik Lautrup, kok og mad­iværksætter, som på dba.dk købte et brugt Unoform-køkken til 15.000 kroner – inklusive opvaskemaskine, køleskab og komfur. Han hentede elementerne i en lejlighed ved Kongens Nytorv, hvor køkkenet i sin tid var sat op, og fik det derefter sat op i sin lejlighed på Frederiksberg.

”Folk skifter køkken, som de skifter underbukser. Jeg syntes, at det var idiotisk at købe nyt, når der står så mange ubrugte køkkener rundtomkring. Mange har en specifik idé om, hvordan deres køkken skal være. Men er man en lille smule åben for, hvordan det også kan se ud, kan man gøre det til en brøkdel af den pris, det ville koste at få lavet fra nyt,” siger Erik Lautrup, der glæder sig over, at han kan købe rigtig mange lækre råvarer for de penge, han sparede på køkkenet. Havde han købt et tilsvarende, helt nyt køkken, havde det kostet ham i omegnen af 250.000 kroner med opsætning og hårde hvidevarer.

Og så må han håbe, at det gamle køkken og dets elementer kan holde. Hvis ikke, koster én skuffe i dag – eller et andet Unoform-element fra nyt – mere end hele køkkenet.

Mere end otte ud af 10 danskere bruger en streamingtjeneste, og en tredjedel af os har helt klippet kablet til det traditionelle tv-signal. Hvordan blev streaming så populært så hurtigt? Og hvordan ser medielandskabet ud om 10 år? Som tv-seer er der grund til at være glad, men skærmen har måske også en bagside. Spoiler alert: Vær bange. Vær meget bange.
Tekst:Christian MartinezIllustration:Bernardo Franca

ALLE MENNESKER HAR et bristepunkt. For Gerard Lemoine var det nyheden om, at Disney ikke ville lade deres nye ’Mulan’-film få premiere i biografen, men i stedet sende den 200 millioner dollar dyre blockbuster direkte ud på deres nye streamingtjeneste Disney+. Gerard Lemoine, en midaldrende biografejer i en forstad til Paris, havde reklameret for filmen i månedsvis og gad ikke mere pis. Han greb et baseballbat og smadrede en stor papfigur af ’Mulan’ i sin biograf i et videofilmet ’fuck you’ til Disney, der gik viralt. Videoen af den rasende franskmand er indtil videre blevet set af 2,3 millioner på Twitter.

Gerard Lemoines reaktion er sigende for en branche, der ligesom de traditionelle tv-stationer og kabel-tv-distributører skal vænne sig til en ny og magtfuld aktør i deres egen baghave: streamingtjenesterne. De er ikke kun kommet for at blive, de er kommet for at vende op og ned på det traditionelle medielandskab. Selvom Disneys CEO Bob Chapek hurtigt var ude at sige, at beslutningen om at forbigå biograferne var et enkeltstående tilfælde og alene skyldtes, at biograferne var lukket ned på grund af corona, varsler episoden nye tider for både seerne og underholdningsindustrien

Men måske har vi allerede set signalskriften på skærmen, for danskerne streamer mere end nogensinde før. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke. 86 procent af os har adgang til og bruger en streamingtjeneste, men vi gør det på forskellige måder. Halvdelen af os har en tv-pakke og streamer ved siden af, en tredjedel har droppet det traditionelle kabel-tv (de kaldes også cable cutters), og endelig bruger en femtedel udelukkende en traditionel tv-pakke. Den sidste gruppe bliver stadig mindre. Mere overraskende viser undersøgelsen også, at det langtfra kun er de unge, som streamer: I 2019 var det tre procent af de 70+-årige, der var cable cutters, mens det tal i 2020 er 14 procent.

”I mange år har man talt lidt karikeret om cable cutters som unge, hippe og tech-kyndige typer, men flere og flere ældre springer også ud i et liv kun med streaming,” siger kommerciel direktør i Wilke Mette Stensbek Christensen og fortsætter:

”Det er interessant, for det betyder, at tjenesterne bliver nødt til at tænke i indhold, som også appellerer til de ældre.”

VORES GRADVISE FARVEL til de traditionelle tv-kanaler og kabel-tv-pakker tog især fart, efter at streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic blev tilgængelige i Danmark i 2012. Bare spørg YouSee, Danmarks største tv-selskab, der siden da har mistet over 300.000 kunder. Men hvorfor er streaming blevet så populært? Fordi man kan se det indhold, man vil, når man vil. Fordi man ofte slipper for reklameafbrydelser, og fordi streaming har givet forbrugerne frihed til at vælge selv. 

Ifølge Mette Stensbek Christensen er det nærmest, som om folk har været i et tv-pakke-fængsel, som de nu er brudt ud af. Mere overraskende er det måske, at tingene er gået så stærkt.  

”Spillereglerne er lavet om på utrolig kort tid. Det er et rent paradigmeskifte. Et mareridt for nogle, men en fest for andre,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, et forum, der forudsiger udviklingen for tv-mediet.

Vinderne er de danske tv-seere, der ifølge Claus Bülow Christensen aldrig har haft så meget at vælge imellem med en så fantastisk bredde og kvalitet. Der er noget for alle – og det er billigere end før. Taberne er – ud over biografejer monsieur Gerard Lemoine – de traditionelle udbydere af kabel-tv-pakker som YouSee og Stofa, som skal tænke i nye baner, hvis de i fremtiden skal lave andet end at lægge kabler for streamingtjenesterne. 

Betyder denne fagre nye verden så enden på flow-tv? Hvis man mener det traditionelt distribuerede broadcast-fjernsyn med kanaler i kabel-tv-pakker, så ja, så er det begyndelsen på enden. Sådan lyder det fra chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der spår, at vi i stedet vil have et 100 procent internetdistribueret fjernsyn. Men det betyder ikke døden for live-tv:

”Der er ingen tvivl om, at meget tv-forbrug flytter sig fra traditionelt live-flow-tv til on demand-streaming. Dog skal man huske på, at der fortsat er meget indhold, som ses live eller tæt på live. Det er for eksempel sport, nyheder og aktualitetsformater,” siger han.  

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i danskernes forbrug af elektroniske medier. DR’s nyeste undersøgelse viser, at selvom 15 procent af vores medieforbrug er streaming, så er 30 procent stadig helt almindeligt flow-tv (resten går med radio, onlinesurfing, sociale medier og onlinespil). Rapporten viser også, at det danske streamingmarked er domineret af seks tjenester –Netflix, DRTV, YouTube, TV 2 Play, Viaplay og HBO Nordic.

STIL IND PÅ DE DANSKE KANALER

Du behøver ikke at købe dig fattig i streamingtjenester. Det Danske Filminstitut tilbyder kilometervis af gratis underholdning og public service fra arkiverne. På instituttets streamingtjeneste filmcentralen.dk kan man gå på opdagelse i over 3.000 kortfilm og dokumentarfilm samt streame animationsfilm til børn. Og på stumfilm.dk ligger over 400 stumfilm fra dansk films guldalder. Endelig er instituttets nyeste streamingtjeneste, ’Erindringsbio’, målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Alt sammen gratis.

STREAMING PASSER GODT til vores stadigt mere fragmenterede arbejdsliv, hvor fritid og arbejde blandes sammen, mener livsstilseksperten Christine Feldthaus. Døgnet flyder på en anden måde end før, og jo flere der står uden for en fast arbejdstid, som freelancere og selvstændige, jo mindre ønsker man at være afhængig af flow-tv’ets fastlagte program:

”Det handler om frihed og convenience. Og det giver Netflix os,” siger hun.

Selvom Feldthaus er erklæret serie-buff og streamer mere end gennemsnittet, mener hun ikke, at vi skal dømme husalteret ude. Der er en grund til, at vi danser, synger og bager kager i tv-formater som ’Den store bagedyst’, ’Vild med dans’ og ’Fællessang’. 

”Gammeldags fjernsyn giver på nogle punkter stadig Netflix baghjul. Hvordan skal jeg få tablets og telefoner ud af hænderne på mine børn? Det kan jeg ved at tilbyde dem en pose Matador Mix og en fælles runde om stueorglet med surround sound, og så kan vi se det sammen og føle, at vi har et samvær i familien. Det kan flow-tv. Det traditionelle tv er stadig meget stort,” siger Christine Feldthaus, der sammenligner med dengang, vi danskere så ’Huset på Christianshavn’, og alle sad lørdag aften foran skærmen med en æbleskive og en kop kaffe. 

”Vi gør jo lidt det samme i dag med streaming. Skal vi ikke binge ’Fargo’ i aften? Og så ser man den sammen med sine venner. Jeg kan godt forestille mig, at nogle medieforskere synes, at streaming gør os dumme, ugidelige og individualistiske, men den tror jeg ikke på. Streaming er meget socialt,” siger hun.

En ting er sikker: ”Hvad ser du for tiden?” er et spørgsmål, som mange af os stiller hinanden, når vi mødes til parmiddag eller får en sludder over kaffemaskinen på kontoret. Hvor vi engang talte om bøger i dannet selskab, er samtalen i dag drejet ind på serier – ’The Sopranos’ er ligefrem blevet sammenlignet med 1800-tallets store dannelsesromaner.

”Når sådan en serie slutter, er man grædefærdig, for nu har man været venner med dem i syv sæsoner, og pludselig er de der ikke mere. Det er som at afslutte et romanværk i tre bind,” siger Christine Feldthaus og tilføjer: ”Hvis du først er blevet suget ind i en serie, som du synes er mageløs, vil du gerne give den oplevelse videre til dine venner. I min vennekreds spørger vi næsten til serierne, før vi spørger til børnene.”

FRIHED TIL AT vælge underholdning på alle hylder lyder jo skønt. Der er bare et problem.

”Mens folk råbte på frihed de første år, og alle syntes, det var fedt, at man kunne vælge, hvad man ville, er der efterhånden så meget indhold tilgængeligt, at det virker uoverskueligt,” siger Mette Stensbek Christensen. ”Det skaber en masse spildtid.”

Den amerikanske psykolog og forfatter Barry Schwartz skrev i 2004 en bog om fænomenet, ’The Paradox of Choice: Why More Is Less’. Bogen beskriver, hvordan for mange valg kan gøre os ængstelige og handlingslammede, og en af forfatterens pointer er, at det kan gøre os mindre tilfredse med de valg, vi tager. Med utallige valgmuligheder må den perfekte film eller serie jo være der. Vi kan bare ikke finde den, så vi nøjes med at se en ’mindre god’ film.

”Jeg griner selv over, hvor ofte jeg har siddet og zappet rundt, og så sender TV 2 ’Notting Hill’ for 117. gang, og man ender med at se den alligevel, selvom der er tusind film på HBO, man ikke har set,” siger chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der som mange andre ofte ikke orker at bruge energi på at sætte sig ind i de mange valg: ”Oveni skal man så skændes med konen, om det nu også er det, hun vil se. Hun vil se et spansk socialrealistisk drama, mens man selv vil se Marvel. Så ender man med at se det, som TV 2 sender, fordi så er det TV 2’s skyld, at man spilder sin aften,” siger Dennis Christensen.

At frit valg på alle hylder er en svær størrelse at håndtere, ved de også hos Spotify, hvor man melder om, at den første søgestreng, som de fleste danskere taster ind, når de opretter en ny konto hos musiktjenesten, er Kim Larsen.

”Vi har mulighed for at høre newzealandsk jazz eller Balkan-punk, men vores fantasi rækker ikke længere end til Kim Larsen,” siger Dennis Christensen.

Spotify imødekommer problemet ved at udvælge tracks til den enkelte bruger, og det samme sker inden for film og serier på streamingtjenesterne. Kodeordet for fremtidens streaming er kuratering, altså indhold tilpasset den enkeltes smag og brugerprofil. Det foregår i dag via algoritmer, der kommer med anbefalinger (”hvis du kunne lide dette, kan du sikkert også lide dette”), men i fremtiden kan vi forvente, at kurateringen bliver mere forfinet. Blandt andet ved hjælp af apps, som samler alle streamingtjenester, og som kan søge på tværs af andre apps, måske også ved at lade os få anbefalinger af venner på sociale medier.

 

CLIFFHANGER OG HISTORISK HÆFTEFEBER

Vores hang til tv-serier er langtfra noget nyt fænomen. Ifølge lektor og filmhistoriker Peter Schepelern har det rødder i 1800-tallets store romaner, som oprindelig udkom i føljetoner i dagbladene. Da Charles Dickens i 1836-37 udgav ’Pickwick-klubben’ som føljeton i 20 dele, udløste han det, som man i litteraturhistorien har kaldt hæftefeber. Folk stod i lange køer for at få næste kapitel i den letbenede satireføljeton om en overklasseklub af ungkarle, der rejser på eventyr rundt i England.

Også mange andre af litteraturens store forfattere har skrevet deres værker i små bidder. ’Idioten’, der anses for et af Dostojevskijs hovedværker, udkom som føljeton i tidsskriftet Russkij Vestnik fra 1868 til 1869. 

Ifølge Peter Schepelern er streaming og tv-seriernes nuværende succes beslægtet med føljetonromanerne, der i 1900-tallet fik konkurrence fra stumfilmene. Stumfilm hittede langt ind i lydfilmens æra med såkaldte serials, små historier med en velkendt karakter, som publikum fulgte med spænding. Et eksempel var stumfilmsstjernen Pearl White i 1920’ernes USA, der blev kendt som ’Queen of the Serials’ og blandt andet lavede sine egne stunts.

Begrebet cliffhanger stammer fra disse tidlige serials, fordi helten eller heltinden ofte i bogstavelig forstand hang og dinglede ud over en klippekant, når afsnittet sluttede, og så kunne publikum bide negle, indtil næste kapitel ramte biograferne. 

Serials bliver i filmhistorisk sammenhæng ofte betragtet som filmmediets småpinlige onkel, en vulgær genre, som ikke kastede stor filmkunst af sig. Men selvom det er nemt at grine af dem i dag, foregreb serials et smart narrativt greb, som går igen i mange moderne tv-serier.

”Man sluttede der, hvor publikum tænkte: ’Åh nej, hvad nu?’ Man udnyttede afbrydelsen af historien til at skærpe interessen,” siger Peter Schepelern.

Det greb går igen i nutidens tv-serier. Man skaber et fiktivt univers med karakterer, som seerne interesserer sig for, og så giver man den ellers ekstra lang line til at udfolde persongalleri og univers. Tid er der nok af, for man skal ikke komprimere historien som i en spillefilm. ’Breaking Bad’ er ifølge filmdatabasen IMDb på 3.030 minutter, hvilket groft sagt svarer til 25 spillefilm. Det tager en krig at komme igennem, men det er sådan set pointen. Ifølge Schepelern er den dvælende fortællestil et ekko af Dickens’ store romaner, som man heller ikke bare suser igennem.

”Man får en fornemmelse af, at nu sætter vi os bekvemt til rette, og så er der en lang historie i vente. Det er blevet genoplivet med serierne, og øjensynligt opfylder det et behov, for vi må konstatere, at der bliver banket serier ud. Der er noget hypnotiserende over det. Vi lever os så stærkt ind i de her menneskers liv, at vi nødig vil give slip på dem,” siger han.

MENS NETFLIX ER stormet frem og i dag dominerer streamingmarkedet, har flere amerikanske giganter med dybe lommer kigget med fra sidelinjen og ventet på det rette tidspunkt at slå til på. I mediebranchen tales ligefrem om en streamingkrig. Giganterne tæller ud over Netflix, Apple TV+ og Disney+ også Amazon Prime, Googles moderselskab Alphabet og mediekoncernen Warner, der ejer HBO og snart lancerer HBO Max. Præcis hvor store dønninger det giver, når en ny gigant stempler ind, blev tydeligt, da Disney lancerede sin streamingtjeneste i Danmark i september. Ifølge helt nye tal fra analyseinstituttet Wilke tegnede 20 procent af danskerne abonnement på Disney+ på blot seks uger.

Forbrugerne kan godt forberede sig på, at giganterne de kommende år vil gå langt i kampen om vores gunst, vurderer Claus Bülow Christensen, der også hæfter sig ved, at hele branchen er ved at blive disrupted: Da Disney streamede ’Mulan’ i stedet for at lade den gå i biografen, væltede de den gamle forretningsmodel. Det revolutionerende er ikke kun, at forbrugerne har fået frihed til at se underholdning, når de vil. Det er, at producenterne i dag også er distributører. Disney kan ved at skrue på et par knapper i deres hovedkvarter i Californien distribuere et enormt bibliotek ud til hele verden på deres egen tjeneste. Den fidus kigger de amerikanske giganter, der snart kommer til Danmark, også på.

Den store streamingkrig handler om det kollaps i værdikæden, hvor de store producenter af indhold – hvad enten det er Netflix, Disney eller Amazon – fjerner mellemmændene og via egne servere og internettet selv kommer ud til forbrugerne. De næste 5-10 år vil vi opleve, at de amerikanske tech-giganter kan sætte sig på vores tv- og streamingtjenester og presse alle andre ud, mener Claus Bülow Christensen.

Det kan sammenlignes med, hvad der skete, da internettet stadig trådte sine barnesko. Dengang fandtes mange forskellige søgemaskiner, men i dag er at søge på nettet ensbetydende med brug af Google. Og det er ingen hemmelighed, at Googles monopollignende position har givet virksomheden flere sager på halsen om overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. 

”Det kommer også til at ske på tv-markedet. Det er et uvæsen, som vi ikke slipper af med. Tv er nemlig det næste, som tech-giganterne kaster sig over. Det er også derfor, de er så aggressive,” siger han.

Hvem vinder den krig?

”Det er svært at sige. Det eneste sikre er, at Amazon, Apple og Google stadig står der om 10 år, og at de vil have knust mange andre streamingtjenester på vejen,” siger Claus Bülow Christensen og tilføjer: ”Lige nu er det billigt, men det kan det ikke blive ved med at være. Så vi skal nyde det, inden de begynder at skrue priserne op, som Netflix lige har gjort det i USA.”

WORST CASE SCENARIO er, at vi ender med at have amerikanskejede tv-tjenester med monopolstatus, der reelt bestemmer, hvad vi ser, og hvad vi skal betale for det. Det mener Rasmus Helles, der er medieforsker ved Københavns Universitet. Han tør dog ikke spå om, hvorvidt det er sådan, det går: 

”Lige nu venter aktørerne på, hvem der blinker først. De kæmper om at få flest mulige kunder ind og se, hvad folk er villige til at betale for. Men de ved ikke, hvor hurtigt afvandringen fra kabel-tv til streaming kommer til at gå, så der er mange variabler. Og ingen ved, hvordan det lander,” siger Helles.

Indtil videre kan du dog godt sætte dig til rette med popcornene. Lige nu er streaming en fest for forbrugerne, der kan shoppe rundt mellem tjenesterne, der har enorme bagkataloger af film og serier samt milliardbudgetter til at producere nye. 

Samtidig kan vi nyde godt af fleksible abonnementsvilkår. Streamingtjenesterne opererer ikke (endnu) som traditionelle tv-stationer med en reklamefinansieret forretningsmodel, der skal få seerne til at se så meget indhold som muligt så meget af tiden som muligt. Netflix & co. skal sådan set bare have dig ind som medlem, så er de ligeglade med, om du ser samtlige sæsoner af samtlige serier eller sætter dit medlemskab i bero. Dit kreditkort er jo klar til at blive genaktiveret, næste gang du falder for fristelsen til at se den nye sæson af ’Succession’ eller gense ’The Godfather’, hvis du sidder handlingslammet i din tv-sofa. 

Michael Corleone kunne ikke have sagt det bedre: ’Just when I thought I was out, they pull me back in!”

Naturkatastrofer og ældgammel kærlighed vælter frem i ’Paradis først’. Her fortæller forfatter Kristina Stoltz om sit forhold til USA og om, hvorfor landet er så svært at forstå.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Reinhard, Michael Nigro/SIPA/Ritzau Scanpix

DET BEGYNDER på en danse­festival i USA i 90’erne, hvor den unge danske Kristina og den lidt ældre amerikanske danser Marlon mødes for første gang og indleder et kærlighedsforhold. Marlon er mørk. Han er produktet af en blaxploitation-skuespiller fra en religiøs familie og en hvid idealistisk, venstreorienteret kvinde, der nægter, at farve skulle være et problem i USA. Opvæksten var turbulent, Marlon følte aldrig, han passede ind, og var bange for nabolagets hårde negle. Han var ikke sort nok og ikke hvid nok, og når hans mor arbejdede til sent, overtog frygten og angsten hans krop. De dage overnattede han på et skab, hvor ingen kunne finde ham.

Kristina Stoltz’ nye roman ’Paradis først’ er mange ting. Det er en kærlighedshistorie om to mennesker, der befinder sig vidt forskellige steder både fysisk og i deres liv. Det er en erindringsroman om at møde sin ungdomskærlighed 26 år efter, gnisten udsprang, og ikke genkende den person, man forelskede sig i. Og så er det en politisk bog, hvor karaktererne diskuterer racisme, klimaforandringer, masseskyderier og politivold. 

”Marlon er født ind i en konflikt om farve. Den religiøse familie ønsker ikke, at Marlon skal vokse op hos en hvid familie, mens den venstreorienterede familie er såkaldt farveblind. Det er tiden efter borgerrettighedsbevægelsen, så hans mor vil ikke anerkende, at han hverken bliver set eller behandlet som et hvidt barn, når han går ud ad døren og møder verden,” fortæller Kristina Stoltz.

Romankarakteren Kristina derimod er vokset op ’uden farve’ i et etnisk homogent Danmark. ”I Danmark findes der ikke racisme, det har jeg lært,” som hun udtrykker det i romanen. Det var sådan, hun tænkte, før hun mødte Marlon, som var dybt optaget af sit eget ophav, racehistorie og social retfærdighed. 

26 år senere besøger hun ham igen i det amerikanske bibelbælte. Ved hans side er nu en hvid mormon-kvinde. Hvordan skal hun forene sig med, at det intelligente menneske, der protesterede mod uretfærdighed, var veganer, spirituel og omrejsende danser i et afrikansk kompagni, nu er blevet magelig? Og er det underliggende racistisk, at hun mener, han skal kæmpe den antiracistiske kamp, fordi han er mørk? Skuffelsen lurer, tvivlen nager, og forfatteren kender spørgsmålene indefra:

”Jeg har selv været gift med en mørk amerikansk mand og tilbragt en stor del af mit unge voksenliv i USA, så jeg har en følelse af, at det næsten er mit land. Jeg kunne have endt med at bo der, hvis jeg havde fået børn med ham. Romanen tager udgangspunkt i noget, jeg ved noget om. Det er ikke bare hevet op af hatten. ”  

USA bygger på racekonflikter, mener forfatteren. Her demonstrerer Proud Boys og andre højreekstremistiske grupper 26. september i Oregon. Byen har i år været centrum for en række Black Lives Matter-protester mod politivold mod sorte.

I 2018 VAR Californien centrum for to store tragedier. Ilden, der raserede Californiens skove og destruerede byen Paradise, og et masseskyderi på country-western-baren Thousand Oaks i Californien. Kristina Stoltz befandt sig i Californien på det tidspunkt for at researche til den bog, der skulle ende med at blive ’Paradis først’.

Begge dele optræder i romanen. Skovbrandens flammer som bagtæppe for den kærlighed og de minder, de havde sammen i skoven, og masseskyderiet som symbol på den vold, der stadig eksisterer i USA. Det er på samme tid en kærlighedserklæring til USA og et smædeskrift imod alt, hvad landet står for.

”Romanen er udsprunget af et had-kærligheds-forhold til USA, for der er så meget ved USA, der er helt fucked. Men der er samtidig også meget at elske. Måden, de fortæller historier, deres måde at være kreative og deres måde at være gæstfri. Jeg har aldrig mødt en amerikaner, der ikke var gæstfri,” fortæller hun. 

Oprindelig skulle hovedpersonen Marlon have været en helt anden. En klimaaktivist, der binder sig selv til rødtræer i Californien eller flytter ind i trækronerne for at forhindre skovfældning. Det var årsagen til, at hun overhovedet tog til Californien i 2018. Hun ville undersøge det klimaaktivistiske miljø, så hun vidste, hvad det var for nogle mennesker. Men på rejsen mødtes hun med sin amerikanske eksmand, og det møde fik hende til at sadle om. Han var ikke den samme person, som hun huskede. I hvert fald ikke helt den samme, og det satte tankerne i gang. Ligesom i romanen:

”Man kan sige, det har taget mig 20 år at skrive bogen. Jeg har villet skrive den længe, og jeg har forsøgt flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg troede, at klimaaktivisten skulle være en motor.  Allerede i 90’erne var der klimaaktivister, som advarede mod skovbrande og ødelæggelse af naturen. Men da jeg endelig lagde den idé fra mig, tog det to en halv måned at skrive den og seks måneder at redigere, rette til og justere. Jeg skrev den nærmest i en rus, da jeg fik hul på stoffet.”

SOM 22-ÅRIG flyttede Kristina Stoltz til San Francisco. Hendes nye naboer fortalte, at hun kunne risikere at blive slået ned på gaden og bestjålet, hvis hun gik aftentur.

”Jeg troede faktisk ikke på det. Jeg var en ung og naiv, glad dansker. Jeg var Prince-fan, og USA var et multikulturelt land, hvor de lavede fed musik og fed kunst,” siger Kristina Stoltz, der hurtigt blev konfronteret med den anden side af USA, da hun blev kæreste med en sort amerikaner.

”Det var ikke så idyllisk, som jeg troede. Vi blev flere gange standset af politiet, når vi var ude at køre, og så blev han smækket op på køleren. Det var meget voldsomt.”

KRISTINA STOLTZ

Er forfatter, klummeskribent og foredragsholder. Hun er uddannet danser fra Skolen for Moderne Dans i København og Danshögskolan i Stockholm. Har udgivet digte, børnebøger og romaner. I 2016 var hun nomineret til DR Romanprisen for bogen ’Som om’. I 2019 var hun nomineret til Montanas Litteraturpris for ’Cahun’.

’Paradis først’ er udkommet.

I ‘PARADIS FØRST’ ser den engang så naive kvinde og den engang så udfordrede amerikanske mand tilbage på deres ungdom, da de mødes mange år senere. Hvordan gik det egentlig dengang? Lykkedes det overhovedet at forstå hinanden, spørger den ældre Kristina sig selv, mens katastrofernes USA ulmer i baggrunden med klimaforandringernes ødelæggende skovbrande og truslen om et raceopgør.

”I al den tid, jeg har haft et forhold til USA, har det været ret dramatisk. Det er vel konsekvensen af, at det er bygget på blod. Konflikterne med de indfødte amerikanere og slaveriet. Det er aldrig blevet harmonisk. Racismen er ikke en nyhed, den har altid været der, og politivold har altid været et problem,” siger Kristina Stoltz. Hendes nye bog er lige dele frygt, depression, forelskelse og håb. Sammensat som landet selv.

”USA er et højteknologisk samfund med de rigeste og mest veluddannede mennesker fra de bedste universiteter. Men der er også mange amerikaneren, der er analfabeter og måske har fire jobs for at kunne betale deres husleje. Det er vigtigt at have med, når man skal forstå, hvorfor de kan have en præsident som Donald Trump, og hvorfor han meget vel kan blive genvalgt.”

Han var 14, da han begyndte med lidt hash til en fest i en lille sjællandsk provinsby. Så tog det fart. Nedad. I 13 brudstykker fortæller en tidligere pusher om sin vej ind i den københavnske underverden, indtil stofferne tog overhånd.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:Mark Kjærgaard

Narkotika er en samfundsvirus, der ikke kan bekæmpes med håndsprit, afstand og ærmehost. Trods årtiers lovgivning og politiindsats er brugen af narko stadig meget udbredt og ødelægger mennesker i stor stil. Brugen af illegale stoffer er størst blandt unge under 25 år. I den aldersgruppe har 41 procent prøvet hash, mens 11 procent har prøvet andre illegale stoffer end hash. I 2018 (seneste tal) var lige knap 17.000 danskere i behandling for stofmisbrug. Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 85.000 danskere i 2019 havde et højrisikoforbrug af stoffer. Ud & Se sætter fokus på

NARKO I DANMARK

1.

JEG ER TIL FEST, og Niller siger, at han og rødderne skal ud og ryge. Jeg er 14 år, går i 8. klasse i en lille by på Sjælland, og Niller er nogle år ældre end mig. Han er fra nabobyen, han går i lædervest, og hans hår er langt og mørkt. I sin lomme har han en gennemsigtig plastikpose med en stor, brun klump hash. Jeg ved, hvad det er, men jeg har aldrig prøvet det. Jeg har fået nogle øl, og jeg er beruset. ”Må jeg komme med?” spørger jeg.

Ikke langt derfra ligger en bygning, som tilhører Jehovas Vidner. Bag den er et skur. Vi bryder ind i det og tænder en joint, som går på runde. Jeg tager et hvæs. En varme breder sig indefra og ud i min krop. Mine knæ bliver bløde, jeg får sommerfugle i maven. Jeg er skæv, snubler over ordene, men jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke længere over, om det, jeg siger, er sejt eller rigtigt. Jeg flækker af grin. Jeg får ’fråderen’ på og tænker på pizza og pommes frites med salatmayonnaise. 

Tilbage til festen danser jeg til Prodigy. Jeg kan mærke rytmen i alle mine celler. 

Niller i lædervesten er rockersupporter for Hells Angels. Han bliver mit nye idol. Han har tjald, og jeg vil gerne ryge igen. Jeg skaffer en halvtredser eller 100 kroner og køber mig nogle gange en klump. Så har jeg nok til et stykke tid. Jeg føler, at jeg har fundet et middel, der gør mig fri og får mig til at være den, jeg virkelig er.

Jeg kommer fra et godt hjem, jeg har fået en god opdragelse. Jeg ved, at stoffer er noget, man skal holde sig fra. Men et par år forinden er mine forældre blevet skilt, og det er hårdt. Jeg bliver rodløs, og jeg gør oprør. Hashen er en del af det. Jeg spiller på førsteholdet i badminton, går til taekwondo og klarer mig godt i skolen. Men det er pludselig ikke længere vigtigt for mig. Min søster går en klasse over mig, jeg skriver hendes opgaver af, så mine forældre ikke opdager, at jeg er stoppet med at læse lektier. De bemærker godt, at min adfærd ændrer sig, men de tror, det er en fase, der går over. 

Hjemmefra har jeg lært at smile og være en god dreng. Og jeg ved, hvordan jeg skal begå mig socialt. I klassen har jeg altid en undskyldning parat, når jeg skal fremlægge. Enten har jeg ondt i maven, eller også skal jeg til tandlægen. I ungdomsklubben ser medarbejderne mig flere gange gå ud af en bygning, der er kendt som et sted, hvor der bliver taget stoffer. Men jeg holder mit cover.

Til 9. klasses afgangseksamen skal jeg op i mundtlig dansk. Jeg har lånt min søsters noter, men de passer ikke til pensum. Jeg trækker et digt af Steen Steensen Blicher. ’Præludium’ hedder det. Jeg læser det, men jeg forstår ikke engang titlen. Jeg mærker angsten for første gang. Min søster har sagt: ”Bare vær selvsikker, lad, som om du har styr på det.” Men jeg sidder foran lærer og censor og kan ikke længere skjule mig. Karakteren er 03. Udenfor kan jeg se mine klassekammeraterne stå og sitre af spænding. For dem er det en stor dag. For mig er det mit livs første, store nederlag.

2.

DET ER NAT, og jeg er på Christiania med en ven. Pusherne er gået hjem, og vi er på jagt efter rester, som vi plejer. Tilbage i boderne ligger der altid ’noller’ eller hele klumper. Er man den første, når en pusher er gået hjem fra en vagt, kan man godt skrabe tre eller fire gram sammen. Vi står midt på Pusher Street, da min ven pludselig kalder på mig fra en af boderne:

”Hey, kom med, vi skal ud herfra,” siger han.

Da vi kommer ud, tager han en pakke op af lommen. I den ligger en stor klump hash, som en pusher har glemt. Der er mindst 300 gram. For første gang har vi mere hash, end vi kan nå at ryge. Jeg er 16 år, går på efterskole i København, og jeg sælger lidt til de andre elever og lidt til skaterne og graffitimalerne. Det er mit tredje efterskoleophold. Det første sted blev jeg smidt ud for at ryge hash. Det andet sted dumpede jeg mine eksamener. Her spiller jeg musik og går til drama, og jeg hænger ud efter skole med en gruppe, der godt kan lide at ryge. 

Om aftenen tager vi på Staden. Når nattevagten på skolen har gået sin runde, koordinerer vi på sms og mødes bag buskene. Vi tager ind til Hovedbanegården og stiger på bus nummer otte, som kører direkte til Christiania. Derude er der boder med svampe fra Mexico og Island. En af de første gange, jeg prøver dem, er i en park med vennerne fra efterskolen. At trække vejret føles surrealistisk, og jeg kan se luften, jeg udånder. Vi prøver også at ryge ’spand’. En erfaren ryger viser os, hvordan man fylder en halvandenliters colaflaske med røg og sænker den ned i en balje med vand. Vi suger så meget, vi kan. Der går sport i, hvor skæve vi kan blive, og flere får nærmest psykoser. 

Igen får jeg lortekarakterer til mine eksamener. Og igen mærker jeg angsten og skammen, der kommer væltende. Jeg føler mig lille. Til eksamen får jeg smasket ind i ansigtet, at jeg ikke kan noget. At jeg er en sølle misbruger. Jeg ryger min indlæringsevne væk. Jeg kan ikke sidde stille, og hvis jeg åbner en bog, går der tre minutter, så er jeg ved at falde i søvn. Jeg ved, at der er noget galt, men jeg tør ikke indse det, tør ikke bede om hjælp. Hvad vil mine forældre ikke tænke? 

3.

”BARE BEHOLD RESTEN.”

Jeg har fået job som hotel-piccolo på Vesterbro og har hentet en tandbørste og en pakke smøger til en gæst, som har taget en champagnepige med på sit værelse. Han stikker mig en tusindkroneseddel, og jeg putter 900 kroner i lommen. For første gang i mit liv får jeg en fast hyre, og jeg bor i en lejlighed i København med min søster.

Bagageservice og drikkepenge tjener jeg også godt på. Når der kommer fire busser fyldt med kinesere, kan jeg lave 400 kroner per bus for halvanden times arbejde. Jeg finder også stoffer, smykker, kontanter, tøj, punge og ure, som gæster på hotellet har glemt. 

Nogle af os, der arbejder på hotellet, bliver hyret til privatfester i byen. Jeg arbejder som bartender og sælger drinks og joints, som jeg ruller. Hurtigt lærer jeg, at gæster ofte bliver uopmærksomme, når de har fået nogle drinks indenbords. Kommer de med en stor seddel, kan jeg give dem et par hundrede for lidt i byttepenge og stoppe fortjenesten i lommen. De får et gratis shot og opdager intet. 

Pludselig har jeg penge. På Christiania inviterer jeg folk hen til mit bord på Café Abegrotten. Jeg køber sodavand og joints til dem, og vi hænger ud og spiller bordfodbold. Kort inden jeg fylder 18, bliver jeg fyret fra hotellet. De vil ikke betale en voksenløn. Efter fyringen hænger jeg mere og mere på Staden. Samtidig bliver der etableret et crew på Christiania – de hører hiphop, står på skateboard, ryger hash, maler graffiti og siger, at de ikke giver en fuck for noget. 

Jeg ser op til flere af dem. En dag sidder jeg i Abegrotten, da en fra crewet kommer hen til mig. Han spørger, om jeg vil være med. Vi underskriver på en pølsebakke: ”Welcome in the crew, my brother,” skriver han med en tusch. Crewet giver mig en følelse af fællesskab, som jeg aldrig har haft før. Endelig er der nogen, der forstår mig. Vi laver småkriminalitet og tager til fester, hvor vi fucker os selv op på ecstasy, kokain og amfetamin og scorer. Grundlæggeren af crewet tager mig med på tur i København for at møde de andre. Vi støder ind i en lille gruppe på Hovedbanegården. Blandt dem er Nicolai, som bliver min bedste ven.

Nicolai kender en talsmand for en indvandrerbande. En af talsmandens kontakter har adgang til kokain. Han sælger kun store partier. Vi køber 100 gram af ham for at sælge det videre. Jeg afsætter lidt til privatfester, men der går ikke lang tid, før coken er væk. Vi har festet for meget, sniffet for meget selv. Ikke længe efter står pusheren og skal have sine 35.000 kroner. 

”Hvis pengene ikke ligger der i morgen, får I en dummebøde,” siger han. Heldigvis lykkes det Nicolai at skaffe pengene. Jeg opdager, at den her verden ikke er for sjov. Alligevel bliver jeg i den.

4.

JEG MØDER ’GENERALEN’ gennem en anden ven. Generalen er taxachauffør, men det er ikke det eneste, han laver. Gennem årene er han kommet på alle thai-bordeller i byen, og han har også gode kontakter på en af Københavns mest kendte stripklubber. I sit job møder han mange af de udenlandske kvinder, som kommer til København for at strippe eller arbejde som champagnepiger. 

Generalen kan godt lide kvinder og kokain og ved, hvordan man får fat i begge dele. Han taler fransk med nogle afrikanere på Vesterbro, og de har stoffer. Vi flytter ind i en lejlighed på Østerbro sammen – en af mine venner, Generalen og jeg. Jeg går på HF, min ven arbejder på et bibliotek, og Generalen kører taxa. Om aftenen sælger vi coke.

Det er mig, der er det hvide bud. Jeg cykler ud med kokainen på min BMX. Hvis vi har flere stop, tager vi taxaen sammen. Det bliver hurtigt til 10-15 stop på en aften. Hvis der har været rigtig travlt, tager vi ud og ’lukker bordellet’. Vi liner streger op og køber flasker. Hvis du tager stærk kokain, kan det gå ud over potensen. Men mixer du med Viagra, får du en blodtilførsel, der siger spar fem. Vi tilbyder en ’cocktail’ til mænd, der skal på bordel – et gram coke og en Viagra-pille for 800 kroner. Kuglerne med kokain er pakket flot ind i hvidt papir og sølvfarvet folie. 

En champagnepige i stripklubben skal bruge 2-3 gram til sig selv og en kunde. Generalen forhandler salget op til fem gram plus lidt Viagra. Jeg pakker ’stashet’ under nosserne og cykler af sted på min BMX. Jeg tager for mange stoffer, har ikke sovet i et par dage. Mit misbrug er eskaleret. Jeg dropper ind og ud af HF-institutioner og kan ikke koncentrere mig. 

Hver gang jeg begynder et nyt sted, finder jeg hurtigt sammen med nogle, der også kan lide at være på stoffer. Hvis de vil tage svampe, siger jeg ja, hvis de vil sniffe, siger jeg ja. Jeg vil gerne sige fra, men jeg har ingen stopklods. Jeg kan ikke længere kende forskel på rigtigt og forkert. Jeg er langt ude, men formår ikke at gøre noget ved det, og jeg skjuler mit misbrug for mine forældre. 

Jeg bor sammen med Generalen i otte måneder. En champagnepige begynder at komme i lejligheden. Det er Generalens dame, og hun sniffer ikke kokainen, hun ryger den. En aften sidder vi på hans værelse. Med sig har champagnepigen en glaspibe og en pose med små, hvide krystaller, som hun varmer op med en lighter på et stykke sølvpapir. Jeg ryger det.

”Når først du har røget det der, vil du aldrig have lyst til kun at sniffe en streg igen,” advarer Generalen mig. Han får ret.

5.

ALARMEN ER GÅET. Røgkanoner fylder Matas-­butikken, røgen går af, da vi brækker døren op med et koben. På gulvet ligger glasskår fra de montrer, vi har knust. En maske skjuler mit ansigt, og jeg har sorte handsker på. Jeg fylder hurtigt min blå IKEA-pose med dyre parfumer og solbriller. Overvågnings­kameraerne har vi smadret. Adrenalinen pumper. Vi er fire mand, der tømmer så meget, vi kan nå. De to sidste holder øje udenfor. Pludselig kalder de over walkie-talkien:

”I skal ud. Nu.”

På parkeringspladsen står en intetanende ung kvinde med en mobiltelefon i hånden. Det er mørkt, der er ingen andre mennesker i syne.

”Du har ikke set noget,” siger en af de andre til hende på vej væk fra butikken – i et tonefald, der ikke kan misforstås. Hun nikker, lægger mobilen væk. Vi løber ud og sætter os ind i bilerne. I baggrunden kan vi høre sirener, der kommer nærmere.

Vi kører i tunede biler, Golf og Peugeot. Tre vogne, to mand i hver. Jeg sidder i passagersædet, min makker, ’Latino’, er chauffør. Han har skabt sig et navn i miljøet, ikke så meget på at kunne køre, men på at være vild og voldsom. Det er ham, der har introduceret mig til de to, der har planlagt indbruddet. Til daglig arbejder de som anonyme ejendomsfunktionærer i en boligblok i København. De ligner ikke nogle, der begår kriminalitet. Men de har skaffet bilerne og udstyret, og de ved præcis, hvor mange minutter vi har i butikken. Vi har også en politiradio, så vi kan høre, hvad politiet laver. Alt er planlagt.

Latino kender flugtruten, men kvinden foran butikken har forpurret vores plan. Han går i panik, glemmer at dreje af. Jeg sidder ved siden af med varerne og prøver at bevare roen. I baggrunden kommer sirenerne nærmere. Latino laver en U-vending. Vi kører med 160 kilometer i den forkerte vejbane, da en lastbil kommer imod os. I sidste øjeblik svinger han tværs over kørebanen, ind foran lastbilen og ned ad en sidevej. Han kører ind og slukker motoren. Vi venter, til vi ikke længere kan høre sirenerne. Så kontakter vi de andre og kører stille og roligt tilbage mod København. Mit hjerte sidder stadig oppe i halsen, da vi ankommer til den parkeringsplads, hvor vi mødtes forinden. Vi fordeler byttet mellem os. Jeg lader varerne køle af en uges tid, så sælger jeg dem videre.

Crewet på Christiania har delt sig i to. Dem, der bare vil ryge, og dem, der vil lave kriminalitet. Jeg er ikke den, der siger nej til nogen af delene. Jeg tjener godt på indbruddene, men de penge, jeg får ind, bruger jeg på narko, fester og bordelbesøg. Mit misbrug koster mig 10.000 om dagen. Skolen har jeg droppet. Inderst inde ønsker jeg, at det skal være anderledes, men jeg har ikke længere nogen idé om, hvordan man lever et normalt liv. I min lejlighed ryger jeg crack. For at få en større rus tager jeg psykofarmaka, som jeg bunder med Rød Aalborg. Når rusen aftager, starter jeg forfra.

6.

MIN MAKKER LATINO har en plan. Ude i en forstad ligger en smykkeforretning. Han vil røve den ved højlys dag, siger han. De andre fra gruppen trækker sig. De synes, han er blevet overmodig. Jeg siger ja.

Først laver vi et alibi. Jeg skal passe min fars hus, mens han er på ferie, og efterlader min telefon derude, så det ser ud, som om jeg har været der, hvis de sporer mig. Vi stjæler en bil og en offroad-motorcykel. Vi skaffer også en luftpistol og maskering.

Om morgenen kører jeg mod København i den stjålne bil. Jeg samler Latino op, og vi kører hen til det sted, hvor vi har parkeret motorcyklen. Vi efterlader bilen og kører videre. Ikke langt fra smykkeforretningen holder vi ind på en sidevej i et parcelhuskvarter. Planen er, at en af os skal passe personalet op med pistolen, mens den anden fylder en pose med guld og sølv. Pludselig går det op for os, at vi har glemt at købe benzin til at brænde motorcyklen af.

Der ligger en tankstation rundt om hjørnet. Jeg trækker en kasket ned over hovedet og går derhen. Jeg fylder en dunk med benzin og køber et par sandwich med. 

Da jeg går tilbage, sidder min makker på fortovet med hænderne på ryggen. To civilbetjente står foran ham. En tredje kommer løbende bagfra, passer mig op, og lægger mig i håndjern. Vi bliver taget med masker, handsker, hammer og luftpistol.

Det viser sig, at politiet har skygget Latino. Jeg bliver varetægtsfængslet i tre uger. De sætter mig i isolation. Jeg er spærret inde 23 timer i døgnet. Politiet ransager min fars hus, inden han kommer hjem fra ferie. Han besøger mig i fængslet. Jeg lyver og siger, at jeg er helt uskyldig. At jeg bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han virker rolig, men jeg fornemmer, at han godt ved, at der er noget galt. Men vi taler ikke om det.

I retten fremlægger min forsvarsadvokat den helt store søforklaring. Vi skulle bare ud og lave havearbejde, siger han. Maskerne var for at undgå at få insekter i munden, luftvåbnet var bare til hobbybrug. Det er ikke til at forstå, men politiet kan ikke bevise, at vi har haft til hensigt at begå røveri, og jeg bliver løsladt.

“Hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt?”

7.

DER LIGGER EN kiosk ikke langt fra, hvor jeg er flyttet hen på Nørrebro. Ejeren er pakistaner og sælger også lidt mad ud af huset. Da jeg kommer ud af fængslet, er jeg 27 år. Jeg begynder at hænge ud dernede og bliver venner med ejeren. En aften inviterer han mig ind i baglokalet og byder mig på et glas whisky. Jeg hiver en pose op af baglommen og tilbyder ham en streg. ’Pakistaneren’ siger ja.

Drengene fra Christiania kommer også i kiosken. Vi sælger stoffer, hælervarer og våben. Unge fra gaden kommer ind med bytte fra indbrud, som de har begået i lejligheder. Jeg giver dem en ’plov’ eller en tusse for en MacBook for eksempel, som jeg sælger videre til en marokkaner, jeg kender. I Marokko kan han sælge dem for flere tusind på det sorte marked, siger han.

Ude foran ligner det enhver anden kiosk. Men i baglokalet har vi våben, stjålne gps’er, mountainbikes, computere, smykker, parfumer, barbermaskiner, el-tandbørster og støvsugere. Vi skubber coke, amfetamin, hash og MDMA. Coken sælger vi i sugerør, som vi forsegler ved at brænde dem i begge ender. Indeni er der 0,8 gram.

Vi samarbejder med de forskellige bander og navigerer i deres rivalisering. En dag får jeg fingrene i en sending heroin. Jeg beslutter mig for at ryge det for at teste det. Det er et par dage før nytårsaften. Jeg ligger i en seng hos en kammerat, som også ryger med. Først føles rusen som at ligge på en strand, varme bølger skyller ind over mig. Pludselig hopper min hund op i min seng, og min rus forvandles til et mareridt. Hver eneste rystelse føles, som om min krop er ved at blive revet midtover. Jeg bliver søsyg, kravler på alle fire ud i opgangen, ned ad trappen. Min hund følger med. Jeg åbner døren, får frisk luft. Jeg føler mig lille, ynkelig, kravler op ad trappen og lægger mig i fosterstilling i min seng. 

8.

ET HØJTSTÅENDE BANDEMEDLEM beder mig tage imod en sending fra Holland. Jeg får et koordinat på Sydsjælland. Han stiller en bil til rådighed og siger, at jeg skal dukke op på en rasteplads. Han giver mig også to telefoner. En til at kommunikere med banden, en til chaufføren, der skal komme.

Ved midnat er der ikke et øje på rastepladsen. Jeg sidder og venter. Tiden går langsomt. Aftalen er, at chaufføren skal komme inden for en time, men efter to er der stadig ikke sket noget. Der er helt stille udenfor. Jeg skriver til chaufføren og spørger, hvor han bliver af. Der går en time mere. Jeg begynder at blive utålmodig. Så modtager jeg en sms.

”Fem minutter.”

En lastbil kommer trillende ind på rastepladsen. Chaufføren stiger ud og åbner to opbevaringsbokse på siden af lastbilen. Han tager fire store poser ud, som jeg pakker i tasker, jeg har medbragt. I poserne er der 20 kilo MDMA, 20 kilo amfetamin, 10 kilo kokain og 25 kilo hash. 

Jeg kører hjem, mens det er ved at blive lyst. Jeg tænker, at hvis jeg bliver stoppet, ryger jeg i spjældet de næste 10 år. Bagagerummet er fyldt med stoffer. Det er ikke min bil, jeg har ikke engang kørekort. Da jeg kommer til København, stiger jeg ud med taskerne, låser bilen og går hen til den lejlighed, hvor stofferne skal afleveres. Der er helt mørkt derinde. Er de stukket af, blevet anholdt? Jeg banker på. Lyset bliver tændt, døren åbner. 

”Vi troede, du var blevet knaldet, brormand,” siger de. Det er fire timer siden, jeg skulle have været på adressen. Jeg får en smøg og lidt alkohol. Nervøsiteten aftager.

Jeg bliver betalt med penge og en andel af stofferne. Amfetaminen og kokainen tager jeg med hjem i min lejlighed. Jeg køber opvaskebaljer, rørepinde, kartoffelmel, vodka, en vakuummaskine og en vægt. I mit køkken hælder jeg et kilo uforarbejdet amfetamin ned i baljen. Konsistensen minder om marcipan. Det stinker af kemikalier, og jeg dækker mit ansigt med et viskestykke. Jeg blander det op med kartoffelmel og tilsætter frugtfarve og vodka. Vodkaen får det til at lugte af sprit, så folk tror, det er stærkt. Et kilo ’marcipan’ bliver til otte eller 10 kilo færdig amfetamin.

Kokainen derimod skal røres sammen med laktose. Da den er blandet, sprøjter jeg den med tandlægebedøvelse og diesel. Det snyder hjernen til at tro, at coken er stærkere, end den er, når man sniffer den. På et autoværksted bliver den presset til hvide plader. Jeg opbevarer stofferne i fryseren, til de er klar til at blive fordelt i små poser og solgt videre. Et gram kokain, der koster mig 80-100 kroner, kan sælges videre for 500-600. Jeg er helt blæst på stoffer og tænker ikke over, hvad det er, jeg laver, jeg tænker kun på at skaffe penge. 

“Betjentene har netop været forbi min lejlighed. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, knive og pigtråd.”

9.

JEG BLIVER UVENNER med Pakistaneren. Jeg skylder ham penge, siger han. Aftaler går i vasken, der opstår mistillid, og samtidig bliver Latino knaldet i en lufthavn i Sydamerika. Han er taget dertil for at hente kokain og bliver fængslet på livstid i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. Vores crew, der før fungerede som en enhed, bliver splittet. 

Jeg bor ikke langt fra kiosken, men får min post leveret til en lejlighed nord for København, hvor Pakistaneren huser nogle landsmænd, der arbejder i et transportfirma, han driver ved siden af. Han tager posten med ind til kiosken. I bunken ligger et brev fra politiet. Der står, at de overvåger mig. Politiet har pligt til at informere, når overvågningen har stået på i tre måneder. Jeg skifter telefon og beder Pakistaneren om at gøre det samme. Når jeg ryger, bliver jeg paranoid, og jeg bliver overvældet af skam og skyld. Jeg hallucinerer og ser mennesker, som jeg har snydt eller svigtet. De kommer for at gøre mig fortræd. Lige så høj jeg kan blive, lige så stor er nedturen bagefter. Derfor bliver jeg hurtigt høj igen.

Ikke længe efter opsøger en af mine faste kunder mig. Han fortæller, at Pakistaneren går rundt og viser brevet fra politiet, hvor der står, at jeg er overvåget, og at han overtaler mine kunder til at købe coke af ham i stedet. 

Generalen har lært mig, at nogle af de ældre betjente bliver hyret til at gå rundt for at observere i miljøet. Nogle er udstyret med en mikrofon, andre tager noter af samtaler, de overhører. Man kan kende dem på skoene, sagde han, de er sorte og fra Ecco. 

Jeg begynder at bemærke dem i spillehallerne, hvor de sidder og hænger. Min paranoia bliver værre. Jeg beslutter mig for at flytte mine ting fra kiosken så diskret som muligt. Hos en veninde gemmer jeg coke og amfetamin i fryseren og hash og MDMA på loftet. Et andet sted opmagasinerer jeg våben og hælervarer. 

En dag kommer en afrikansk kunde ind i kiosken: ”Homie. Try to look up there and there,” peger han over på den anden side af gaden. ”Fucking cameras,” siger han.

Alle indgange er overvåget. Jeg siger til Pakistaneren, at jeg ikke længere vil være en del af kiosken. 14 dage senere hører jeg, at der har været razzia. Politiet finder ikke andet end lidt kokain og hash og et par stjålne bærbare computere. Et par højtstående bandemedlemmer bliver knaldet, Pakistaneren stikker af. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor jeg går fri. Måske er politiet ude efter større fisk.

“Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig.”

10.

”KÆRE MOR, du skal ikke blive nervøs, jeg har bare brug for at låne nogle penge af dig.”

Jeg mangler 25.000, og min eneste udvej er at ringe til min mor. I den anden nede af røret går hun i chok. Sammen med en ven kører jeg hjem til hendes lejlighed, hvor hun bor med sin nye mand. Vi er lige ankommet, da tre patruljevogne ruller op foran lejligheden. Det er min mor, der har kontaktet dem. Hun har også ringet til min far, som er på vej. 

Betjentene har netop været forbi min lejlighed, fortæller de. Her mødte de en gruppe bandemedlemmer, som var i gang med at gennemrode mit hjem. De udgav sig for at være mine venner, men politiet konfiskerede deres våben. Hos min mor viser de, hvad de har fundet: en grensaks, en hammer, en syl, flere knive og pigtråd. De tager mig med på stationen og beder mig fortælle, hvem der er efter mig. Jeg nægter. 

”I ved godt, hvad der sker, hvis jeg siger noget,” svarer jeg. Jeg frygter ikke kun for mig selv, men også for min familie. 

Nogle måneder inden har jeg fået en ny makker. Aftalen er, at han tager sig af det beskidte arbejde. Han er gammel soldat og har levet på gaden i mange år. Det er ham, der afpresser folk, inddriver gæld. Jeg er ikke selv i stand til den slags. Selvom det selvfølgelig ikke er meget bedre, er det nemmere for min samvittighed at overlade det til andre.

En dag kommer ’Soldaten’ forbi og siger, at han har et job. Jeg mødes med et bandemedlem, som giver mig et stykke papir med en adresse. På adressen kommer en bil forbi. Bilmærket står på papiret, så jeg kan genkende den. Jeg sætter mig ind og modtager kokainen, som jeg skal pakke om og sælge videre. Aftalen er, at vi skal afregne en måned senere.

Soldaten og jeg kører rundt på natklubber og sælger. Men vi får for lidt søvn, går skævt af hinanden, og mit forbrug er større end min indkomst. Sidst på måneden mangler vi penge. Drengene fra crewet på Christiania giver mig et ultimatum. Hvis jeg vælger Soldaten, vælger jeg dem fra. Jeg vælger crewet og tager på technofestival.

Da jeg kommer tilbage til København, mangler mit fjernsyn, mit anlæg og min computer. Mine penge og min coke er også væk. På min telefon er der en sms, hvor der står: ”Hvis det er sådan, du vil have det, så værsgo.”

Jeg prøver at ringe Soldaten op, men nummeret er lukket. Et par dage senere er der deadline. To mænd dukker op foran min lejlighed ved middagstid. De giver mig to timer til at skaffe pengene. 

Det er derfor, jeg ringer til min mor. 

Efter politiet har afhørt mig, kører min far mig til Nordsjælland, hvor min bedste ven Nicolai bor. Jeg kan ikke længere skjule mit liv for min far. Men han kender ikke den verden, jeg lever i, og jeg tror ikke, han er klar over, hvor galt det virkelig er. Jeg prøver at berolige ham og fortælle, at det nok skal gå. Jeg siger, at det ikke er min skyld, at jeg er blevet røvrendt. Det er sådan, jeg føler. Jeg har ingen selverkendelse.

Den næste måneds tid gemmer jeg mig hos Nicolai. Min telefon kimer. Jeg får trusler, de forsøger også at presse mine venner. Jeg får to fra crewet til et køre ind til banden for at aflevere en stjålen firhjulstrækker, en motorcykel og penge, jeg har skaffet. Jeg tænker, at jeg har betalt min gæld.

Jeg vender langsomt tilbage til byen. En bande opsøger mig og vil have mig til at sælge. Det er fristende, for jeg skal bruge penge til mit misbrug, men noget i mig siger, at jeg skal ud. Politiet er i hælene på mig, min lejlighed er blevet raseret flere gange, og min familie er ikke længere tryg ved mig. En dag kommer en BMW kørende op på siden af mig. To gutter stiger ud, beder mig følge med.

”I har fået jeres penge,” siger jeg. Tyvekoster i stedet for kontanter var ikke en del af aftalen, svarer de. De siger, at de bare vil snakke. Til sidst får de mig overtalt. Jeg sætter mig ind. De vil ikke slippe mig, før de har fået hver en krone, jeg skylder. Desperat prøver jeg at fortælle dem om et pengeskab, jeg har planlagt at bryde ind i.

Vi kører hen til den gade, hvor banden holder til. De siger, at jeg skal vente i bilen. Men de har glemt at låse den. Jeg sniger mig ud og kigger ind ad et kældervindue. Der står en stol midt i lokalet. Jeg kan se, at de er ved at gøre den klar til mig. Rummet er fyldt med værktøj. Jeg ved, hvad de kan finde på. Langsomt går jeg ned for enden af gaden for ikke at vække opmærksomhed. Så løber jeg alt, hvad jeg kan.

11.

JEG GEMMER MIG i en lejlighed på Amager. Det er folk, der tager hårde stoffer, medicin og drikker sig fra sans og samling, der samles her. Dagen begynder med, at der bliver linet et bong-mix op. Vi ryger 7-8 hoveder på tom mave, så kommer der bajere på bordet. Jeg skaffer penge til stoffer ved at tage i Magasin og Illum og stjæle parfumer og tøj. I Netto stjæler jeg culottesteg. Når jeg er ude, går jeg med hætten trukket op. Jeg er bevæbnet med tåregas og kniv. Jeg går kun ud om aftenen og ad bestemte ruter.

I lejligheden ryger jeg crack på toilettet. Jeg ser folk, der er efter mig, kravle ind ad vinduerne, jeg hører dem bore sig gennem loftet eller stige op gennem gulvbrædderne. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg skygger bag mig, og jeg hører fodtrin. Jeg er så langt ude, at de andre narkomaner griner ad mig. Flere gange er jeg tæt på at tage en overdosis. Jeg falder om, går i krampe, fråden løber ud af munden.

Mine venner har vendt mig ryggen. Engang var jeg ham, der var karismatisk og havde de rigtige forbindelser. Ham, der gik forrest til festerne. Nu er jeg en junkie med gule øjne, et skvat, et skod. Jeg får at vide, at der er en dusør på 100.000 til den første, der stikker en kniv i maven på mig.

Efter en måned i lejligheden er mit liv et helvede, jeg er nødt til at få fred. Den eneste vej ud er at tage mit eget liv. Tanken om at forsvinde føles rar. Jeg har stoffer og piller nok til at gøre det. Jeg er overbevist om, at ingen vil savne mig. Jeg folder mine hænder, beder fadervor. Mens jeg sidder der, får jeg et syn. Jeg ser mig selv i en kiste. Jeg ligger nede i den åbne grav og kigger op. Rundtom står min familie. Pludselig bliver jeg mere klar i hovedet. Jeg er nødt til at bede om hjælp.

12.

JEG ER 30 år og sidder på et misbrugscenter og taler med en sagsbehandler. Jeg er ligeglad, hvor de sender mig hen – jeg skal bare ud af byen. Han skal forstå, at hvis jeg ikke kommer ud af København, bliver jeg slået ihjel. En pusher har jagtet mig med en kædelås på vej til bussen. Og jeg får stadig trusler på min telefon. 

Jeg er gået under jorden og er nødt til at registrere mig i systemet for at få hjælp. Jeg bliver afhørt af politiet. Efter 14 dage kommer jeg væk og bliver sendt i døgnbehandling, hvor jeg møder en behandler, som selv har været en del af miljøet for mange år siden. En aften på behandlingsstedet ringer et bandemedlem. Han siger, at hvis jeg ikke møder op med pengene, jeg skylder, vil det gå ud over min familie. Jeg afbryder min aftenterapi og løber ind på mit værelse. Liggende på alle fire folder jeg hænderne og beder. Jeg ved ikke, om det er til Gud, men jeg kalder på noget, der er større end mig selv. Et par dage senere læser jeg i en avis, at han er blevet stukket ned. Gerningsmændene har ramt ham i hovedpulsåren i låret, og han er forblødt.

Jeg gennemfører tre måneders behandling og bliver clean. Tilbage i København fortsætter jeg i dagbehandling. Der er stadig en dusør på mit hoved, og jeg er rædselsslagen. Jeg sletter min gamle Facebook-profil og får nyt telefonnummer. Jeg begynder at dyrke kampsport, så jeg kan forsvare mig selv, hvis nogen kommer efter mig. Jeg lærer at meditere, og jeg melder mig ind i Narcotics Anonymous, hvor jeg også hjælper andre narkomaner. Jeg bliver tilbudt en ny identitet, men jeg kan ikke få mig selv til at opgive min familie.

Man forlader ikke det kriminelle miljø fra den ene dag til den anden. Min gæld og mine fjender venter på mig, men tingene kan også pludselig vende i det miljø. Mange af dem, der er efter mig, forsvinder. Nogle dør, nogle ryger i fængsel, og nogle ender på den lukkede. Med tiden falder jeg langsomt ud af deres bevidsthed.

“Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven af en overdosis.”

13.

DER ER 12 trin i Narcotics Anonymous’ program. Trin nummer otte går ud på at lave en liste med navnene på dem, man har gjort fortræd, og som man skal bede om tilgivelse. Jeg opsøger dem én efter én og siger undskyld. Jeg tager blomster med for at vise, at jeg kommer med fred. Nogle af dem afviser mig, andre vælger at lytte. Jeg har en gammel veninde, som arbejder som bestyrer af et supermarked. Hun har slået hånden af mig. Jeg har svigtet hende og stjålet fra hende. Jeg prøver at ringe, men hun tager ikke sin telefon. I stedet opsøger jeg hende på arbejde. Jeg spørger, om hun har to minutter. Hun kigger på mig og tøver. Jeg spørger igen. Hun siger ja. Vi går ud i baglokalet. Jeg fortæller hende, at jeg er dybt ulykkelig over den måde, jeg har behandlet hende og vores venskab på. Jeg var været styret af stofferne, men jeg er kommet ud, og jeg vil gerne undskylde af hele mit hjerte. 

”Det er okay,” siger hun, men jeg kan mærke, at hun ikke er overbevist. Det gør mig ked af det, men jeg forstår, at det kan være svært at tilgive alt det, jeg har gjort.

Jeg bliver idømt 200 timers samfundstjeneste, som jeg afsoner. Jeg lider af PTSD, og kommunen tilbyder mig revalidering. Jeg gennemfører endelig HF og kommer ind på pædagogseminariet. Omtrent samtidig møder jeg en kvinde, som jeg bliver stormende forelsket i. Det tager lang tid at vinde hendes tillid. Hun bliver rasende, når jeg fortæller, hvad jeg har gjort. Men hun hjælper mig også med at sætte udtryk på mine følelser. Jeg har lagt min fortid bag mig, jeg har ændret mig. I dag er hun min forlovede.

Jeg er 38 år, og det er otte år siden, jeg forlod miljøet. Mange af dem, jeg kendte fra dengang, er sunket helt ned i deres misbrug. Jeg har mistet mange mennesker, jeg holdt af. For to år siden døde min bedste ven Nicolai af en overdosis. 

Jeg fortryder dybt, at jeg har solgt stoffer til mennesker, som har taget skade. Jeg fortryder, at jeg har været med til at ødelægge deres liv. Jeg fortryder alt det, jeg har budt min familie, og det svigt, jeg har udsat dem for. Jeg er uendelig taknemmelig for, at livet har givet mig en ny chance. Var tingene gået anderledes, sad jeg i fængsel, på den lukkede eller var død. Indimellem vågner jeg stadig om natten med mareridt. Noget inden i mig er ødelagt for altid. 

Den tidligere pusher arbejder i dag på et bosted for socialt udsatte. Han er også misbrugskonsulent og holder foredrag om sin fortid som stofmisbruger. Hans navn og identitet er redaktionen bekendt, men er ligesom en række andre navne og personer i denne artikel sløret af sikkerhedsmæssige hensyn.

JAKOB ELLEMANN-JENSEN er måske Folketingets sjoveste mand, men bærer også Borgens dybeste panderynke. Ud & Se har fulgt politikeren, formanden og statsministerkandidaten, der ikke ville være det, før han blev det. Og som nu ikke vil være andet.
Tekst:Frank StokholmFoto:Rasmus Weng Karlsen

DA HAN ET stykke nede ad omfartsvejen skimter den sorte Mercedes-minibus, sætter Haderslevs borgmester i løb. Den vævre 63-årige med det fremadstrøgne hår er hurtigt fremme ved keglen, han har sat for at sikre en plads til gæsten i minibussen, som nu drejer ind på parkeringspladsen foran Haderslev Sundhedscenter. Behovet for en orange kegle kan dog diskuteres denne 5. februar klokken 9:07, hvor morgenmørket toner ud, og en del danskere er taget på vinterferie til Ischgl i Østrig eller andre steder. P-pladsen er godt og vel tom. 

Men det er en særlig dag, og Venstre-borgmesteren Hans Peter Geil tager ingen chancer. Nogle minutter tidligere sad han på hug og samlede cigaretskod op fra jorden (”skriv ikke, at det er en skodkommune”), mens han politikerjovialt diskuterede dagens gæst med den småfrysende velkomstkomité af ledende medarbejdere fra sundhedscentret. Haderslev-borgmesteren kender ikke Jakob Ellemann-Jensen så godt, selvom han har mødt ham et par gange, men hans far har han haft en del at gøre med, forklarer han. 

”Men Jakob gør det godt,” forsikrede borgmesteren med det lidt tilbageholdte åndedræt, politikere kan få, når de kommer i tanke om, at en journalist er til stede. 

”Forhåbentlig,” tilføjede han på udåndingen, ”får vi nu ro i partiet.” 

JAKOB ELLEMANN-JENSEN har haft en storslået morgen. Hotel Norden i Haderslev, hvor Venstre-formanden og hans følge har overnattet, har i sin foyer den speedwaycykel, Ole Olsen kørte på, da han i 1978 for tredje og sidste gang blev verdensmester. Dengang var Jakob bare fem år gammel, men passionen for den danske legende indhentede han senere, da den pensionerede sportsstjerne dukkede op i barndommens Anders And-blade som frontfigur for Sodastream – en maskine, Ellemann junior efter nogen plagen overbeviste forældrene om at anskaffe til Rungsted-villaen. Selvom danske Olsens og newzealandske Ivan Maugers mudrede opgør om at komme hurtigst ud af første sving skete, før selv en klæbehjerne af Jakob Ellemann-Jensens slags ville kunne huske det, gik han som dreng med en sort- og hvidternet kasket, hvorpå der stod ’Ole Olsen’. For nogle år siden oplevede Ellemann til MF Hans Christian Schmidts fødselsdag at møde legenden i levende live. ”Starstruck” er ordet, Jakob Ellemann-Jensen lod sig citere for i et interview dengang. 

Ved morgenbuffeten delte politikeren sin boblende begejstring over hotellets opkøb af verdensmestercyklen dækket af 24 karat guld, og selvom hverken chauffør, presserådgiver eller V-formandens sekretær helt forstod Ellemanns entusiasme og ivrige visen billeder af guldcyklen på sin mobil, sidder en snert af drengeglæden endnu i statsministerkandidaten, da han forlader minibussen og i sort åbenstående uldfrakke styrer mod sundhedscentret og den ventende flok.

Dagen igennem skal Jakob Ellemann-Jensen besøge virksomheder, velfærdsinstitutioner og møde partifæller. Turen starter i Haderslev, går over Fyn og ender efter midnat ved bopælen i Birkerød nord for København. Og selvfølgelig er der tænkt i presse. Foran sundhedscentret i Haderslev står en fotograf fra TV 2 Syd. Venstres pressefolk har inviteret ham, fordi ”der er gode billeder” i besøget, og fotografen er kommet af samme grund. Men sådan en dag som nu den i dag handler ikke kun om at blive set, også om at se. Til politikerhåndværket hører, at du skal kunne begå dig i alle hjørner af det samfund, du vil lede. Christiansborg-boble, meningsmålinger, mediespin og baglandsmøder med partifæller rækker ikke. Man må møde folket.

Det rengøringsvenlige linoleumsgulv i changerende beige nuancer fortsætter ind i ’brugerhuset’, et værested for psykisk sårbare, og køkken og borde er snarere sterile end stemningsfulde. Uden at rummets grundudtryk er flyttet fra hygiejne til hygge, har personalet forsøgt at blødgøre udtrykket – en dartskive, en vasefuld røde roser, en messingklokke på væggen med et rødt reb til at ringe med.

”Nu er der vel ingen bagtanker med de røde roser?” siger Jakob Ellemann-Jensen med en af de hurtige bemærkninger, som skole- og soldaterkammerater giver ham som skudsmål. Ellemann får mennesker til at føle sig godt tilpas. Han har, lyder det tilbage fra studieårene, en evne til at blive vellidt. En kvinde skråt over for Jakob Ellemann-Jensen har sin fineste halskæde på, øjenskyggen matcher den mosgrønne kjole, og da hun taler, er det til statsministerkandidaten. Hendes rolige blik fastholder hans, og der er ingen kække bemærkninger, da hun fortæller om fødselsdepressioner, der udvikler sig til psykisk sygdom, langtidsledighed og selvmords­tanker. 

DEN SLAGS har Jakob Ellemann-Jensen næppe mødt ofte under opvæksten i først Rungsted og fra cirka 10-årsalderen i et 317 kvadratmeter stort enderækkehus ud til Øresund i Hellerup.  Det nordkøbenhavnske slog igennem i hans tidlige ungdomsår, indimellem måske også i en form, hvor overklasseopvæksten trak en snert af arrogance med sig. Men den tilgang fik sandpapir i militæret. Som kampvognskommandør er der ikke noget presserende behov for at belære mandskabet om, på hvilket tidspunkt af dagen man bør skifte fra brune til sorte sko, og som kaptajn bør man i det hele taget være påpasselig med det nordkøbenhavnske, hvis man vil have sergenternes respekt. En af Jakob Ellemann-Jensens soldaterkammerater, Jens Münter, som Jakob Ellemann-Jensen delte beboelsescontainer med i Bosnien, mener, at vennen måske ikke ville have fået samme succes i først sin farfar Jens Peter Jensens odenseanske valgkreds og siden i sin fars aarhusianske, hvis ikke politikeren havde fået det nordkøbenhavnske slebet til. 

Med overkroppen bøjet ind over bordet, ind mod kvinden, lytter V-formanden til historien om hendes møde med et emsigt aktiveringssystem. Ellemann leder efter ordene, da kvinden fortæller, hvordan selvmordstankerne efterhånden samlede sig om at sende datteren ”i forvejen til paradis”. Og om hvordan hun overvejede, om hun turde fortælle det til medarbejderne her i brugerhuset, for så kunne de jo tage datteren fra hende. Det er ikke altid nemt at vide, hvordan man tager børnenes parti. 

Statsministerkandidaten og kvinden i den mosgrønne kjole står tæt, da mødet slutter. Hans hænder samles om hendes hånd, så slipper de. 

Da minibussen er på vej ud af Haderslev, kredser Ellemann stadig om historien. Om hvorfra hun mon fik modet til at dele det, hun delte med ham, en vildfremmed. Om hans famlen efter, hvordan han skulle reagere ordentligt:

”Måske er det, fordi jeg er politiker, men jeg bliver hurtigt løsningsorienteret. Jeg synes jo, at jeg skal have et bud på, hvad der kan gøres. Noget af det, jeg er ved at lære nu, er, at jeg ikke altid skal være i løsnings-mode. Nogle gange skal jeg bare tage det ind, kende det, have det med mig.”

NÆSTE STOP er på Fyn, og gruppeformandssekretær Helle Kryhlmand udnytter køreturen til at gennemgå de invitationer, V-formanden har fået.

”Der er en invitation fra den japanske ambassadør,” siger den lyshårede kvinde.

”Den japanske ambassadør?”

”Ja, i anledning af kejserens fødselsdag.”

”Okay, kejseren. Kunne have været cool, hvis ambassadøren havde fyret den af og inviteret til sin egen fødselsdag. Afbud.”

”Der er også en fra Livgarden. Der er jubilæum.”

”Hmm … Det kunne jo være en anledning til lige at støve uniformen af.” Jakob Ellemann-Jensens stemme lysner. Mod hans ellers korrekte skjorte og blazer stikker en flettet lædersnor om højre håndled lidt ud. Storebror Claus Ellemann-Jensen kalder det for et ’hippiearmbånd’ vel vidende, at lædersnoren holder et symbol for Den Kongelige Livgarde. Storebroren var i Søværnet. 

”Ai, det er jo de unge, som kommer til den slags. De synes bare, at jeg er en gammel nisse. Afbud.”

”Der er også VIP-pladser til FCK mod Celtic. Du kan tage en gæst med.”

”FCK-Celtic …” Igen anes håbet i Jakob Ellemann-Jensens stemme. Passionen for FC København er velkendt. Selv når han er til valgmøder i Aarhus, vedgår han tilhørsforholdet. Han holder ikke med ’de hviie’. 

Ellemann tjekker kalenderen, så kommer en pustende lyd. 

”Afbud. Jeg har jo …”

”… Frederik og Caroline, ja.” Helle Kryhlmand har styr på delebørnenes rytme. Frederik på 18 og Caroline på 16 fra første ægteskab. ”Du kunne jo tage Frederik med.”

”Jeg kunne jo tage Frederik med,” gentager V-formanden nærmest mekanisk.

”Han vil gerne til fodboldkamp.”

”Ja … nej, Caroline vil gerne til fodboldkamp.”

”Gør det!”

”Jeg gør det.”

”Godt!”

Tilfreds fortsætter sekretæren ekspeditionen af invitationer nogle kilometer op gennem Jylland. Så giver Ellemanns mobil en dæmpet lyd. Hustruen Anne Marie Preisler er hjemme med parrets halvandet år gamle søn, Bjørn. De har begge 39 i feber, og 5. februar 2020 betyder det influenza. Jakob Ellemann enten taler i telefon eller sms’er med hende hver dag. Nu har hun sendt en træt selfie af sig selv og sønnen. 

”Se,” siger Ellemann og sender mobilen rundt, ”er de ikke tapre?”

Lidt tid sidder reporteren med hustruen og sønnen i hånden.

”I Haderslev, da kvinden talte om at ville sende sit barn i forvejen til paradis, tænkte du da på Bjørn?”

”Ja.”

EN GANG OM ÅRET satte Alice Vestergaard en annonce i Jyllands-Posten, hvor hun averterede efter en solid ung pige i huset. ’Solid’ betød, at de, som Alice Vestergaard selv, skulle komme fra Jylland. Fra Jakob Ellemann-Jensen var ni, var faren udenrigsminister og fraværende i hjemmet. Kort efter blev moren, i sin tid landets første kvindelige vært på TV Avisen, chefredaktør ved Søndags B.T. og derefter leder af TV 2’s redaktion i København. Driften af hjemmet med rengøring, indkøb, madlavning og børneomsorg blev varetaget i et nøje planlagt toholdsskift af mor Alice og skiftende unge piger i huset. Uhyre sjældent var far Uffe alene om madlavningen. Han mestrede i disse få tilfælde én ret kaldet ’fars gode bøffer’, et hakket kødprodukt af ukendt herkomst hentet direkte fra fryseren og smækket på panden. 

Men selv om faren var fraværende i hjemmet, var hans ry nærværende i omverdenens blik på sønnen. Der var for eksempel skolelæreren, som sad i byrådet for et venstrefløjsparti og mente, at drengen i 6. klasse skulle stilles til regnskab for farens holdninger – en dreng, der ved et skoleskift mindeligt bad om ikke at få sit efternavn nævnt, så han kunne være Jakob og ikke Uffes søn.

”Det kan indimellem være træls at være barn af en kendt politiker,” siger hans seks år ældre søster, Helene Ellemann-Jensen, der i dag er programchef i den kristne nødhjælpsorganisation ADRA.

Fra en vis alder var der dog også fordele ved et tomt hus på Sundvænget ned til Øresund. Ofte fulgte Alice Vestergaard ægtemanden på rejserne, og så rykkede gymnasiefesterne med benzindunstende Zippo-lightere, Lucky Strike-cigaretter og Jack Daniels gerne til rækkehuset i Hellerup. De par gange i løbet af aftenen, hvor mor Alice ringede og hørte, om alt var vel, gjaldt det om at være musestille, så Jakob kunne forsikre hende om, at han ”bare sad og hyggede med et par venner”. 

Gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen havde været i hjemmet på Sundvænget før, men da han en dag slog vejen forbi, var der opera i højttalerne, som der ofte var, når udenrigsministeren endelig var hjemme. Benovet iagttog teenageren for første gang den kendte politiker, som med sin karakteristiske gnæggende lyd af luft presset mod ganen drillende mødte ham med ordene: ”Kan du ikke holde op med at tygge knækbrød? Jeg hører en arie.” 

EN ANDEN KAMMERAT fra skolen, Christian Dalberg, fik eventyret med, da Jakobs far havde lånt en fiske- og jagthytte i en skov ned til en flod nogle timers kørsel fra Helsingborg. Så snart middagen var spist, undveg teenagerne og kravlede op i et fem meter højt skydetårn af træ med en sixpack svenske letøl fisket ud af køleskabet. Liggende på ryggen så de mod stjernerne og talte om piger og fremtiden. Og de talte om navneskiltene på to af fiske- og jagthyttens stole. Den ene tilhørte kong Carl XVI Gustav af Sverige, den anden var dronning Silvias.

”Jeg havde fornemmelsen af at stå på tærsklen. På den anden side af gymnasiet ventede en verden fuld af muligheder,” siger Christian Dalberg, som i dag bor i Taiwan og driver konsulentvirksomhed inden for sourcing af produktion til Asien. Gymnasiekammeraterne fulgte med i farens karriere. Ofte drev de fra gymnasiet ved Nørreport til Wall Street Pub, stamstedet med billard og øl til studenterpris. Når Uffe blev statsminister, aftalte Jakob Elle­mann, Christian Dalberg og de andre, ville de spille billard på Marienborg. Indimellem spurgte de andre selvfølgelig Jakob, om ikke også han skulle være politiker. Han afviste og talte om den høje pris for familien, men den benægtelse var det vist kun ham selv, der troede på. 

Partiformanden til møde med Venstres top på Christiansborg.

”DÉN LYGTEPÆL,” siger Jakob Ellemann-Jensen og peger ivrigt på en stander ved ringvejen ud for Rosengårdcentret i Odense, ”var den første, jeg hængte en valgplakat op i.” Odense Østkreds havde ikke givet valg til nogen venstremand i de 33 år, der var gået, siden hans farfar Jens Peter Jensen var valgt i kredsen, og den lokale VU-formand kørte Jakob Ellemann-Jensen rundt og hjalp med plakaterne, da han i 2011 stillede op til sit første valg.

”Som 19-årig meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom, men jeg stoppede efter en måned,” siger Jakob Ellemann-Jensen og sænker stemmen: ”De dyrkede min far som en gud. Det blev for mærkeligt.” 

Hjemme i Birkerød hænger de gulnede slægtsbilleder på væggen på hans kontor. Som barn tog forældrene ham med rundt i landet og viste stederne og fortalte historierne om de tidligere generationer. Jakob Ellemann-Jensens oldefar, Christen Iver Johannessen – Uffe Ellemann-Jensens morfar – var sognerådsformand i fynske Haarby. Det politiske lederskab går fire generationer tilbage ligesom hos hovedmodstanderen Mette Frederiksen.

I Rosengårdcentret venter to repræsentanter for Paradis Is. En halv times snak om plasticskeer og emballageafgift i et befærdet indkøbscenter er lang tid, men som tidligere miljøminister er Ellemann godt inde i stoffet, og han er god til at holde masken. Der bliver ikke brug for tidsoverskridelsen på 10 minutter, som sekretæren har indlagt ved alle arrangementer. 

Tilbage i minibussen tjekker V-formanden regelmæssigt eller måske snarere rastløst mobilen. Tour de France med etaper i Danmark næste år fanger interessen, og en halv franskmand flytter ind i Ellemanns mund, mens han udtaler ruten. ”Côte d’Asnæs Indelukke, det står der! Hvorfor ikke: Côte du Bella’øj? Alpe du Rozkiilø-vai?” 

Jørgen Leths stemme blander sig i monologen. En blød, let nasal og langsom aarhusiansk diktion anpriser dagens frokost: ”Det … var … en … glimrende … biksemad.” 

Stemmeimitationerne går langt tilbage. Gymnasiekammeraterne husker, at uanset hvor langt udenrigsminister Uffe Elle­mann-Jensen var rejst væk, hørtes fars stemme stadig på Jakobs værelse gennem sønnen. 

DEN 26-ÅRIGE kaptajn Jakob Ellemann-Jensen var ofte diplomatisk, når han som en del af den danske styrke i Bosnien forhandlede med serbere, kroater, bosniere og den internationale politistyrkes FN-udpegede ledere fra hele verden. Men hjemme i sin fem kvadratmeter store afdeling, hvor geværet hang på væggen i den delte beboelsescontainer, kunne han, når han omsider slukkede for boomblasterens evindelige kværnen dansk 90’er-hiphop, give veloplagte parodier på de forskellige nationaliteter. Privat-Jakob giver stadig fra tid til anden fine prøver på eksempelvis Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og andre poltikere. 

Men en egentlig skuespillerkarriere, som drengedrømmen var, har Jakob Ellemann-Jensen aldrig taget livtag med. Nærmest kom han vel med skolemusicalen på N. Zahles Gymnasieskole ved Nørreport i København. 

Et år var musicalen ’The Rocky Horror Show’, der er historien om det uskyldsrene, nyforlovede par Brad og Janet, hvis bil bryder sammen ved et slot ejet af den excentriske biseksuelle transvestit-videnskabsmand Dr. Frank N. Furter. Plottet afdækkes gennem stykkets fortæller, der i filmversionen spillet af Charles Gray, også kendt som ærkeskurken Ernst Stavro Blofeld med den fede hvide perserkat i James Bond-filmen ’Diamonds Are Forever’. På N. Zahles Gymnasieskole gik rollen til en ung Jakob Ellemann-Jensen i slåbrok og sutsko. Siden holdt han sig til at imitere stemmer. 

”JEG SKIFTER LIGE,” siger Jakob Ellemann-Jensen og smutter ud af bilen. De beige lærredsbukser og sandfarvede ørkenstøvler har fungeret fint gennem dagens program, men hen mod aften skal der dresses op, og ved en tankstation forsvinder V-formanden med sin armygrønne rygsæk. 

Manden har en del rygsække. Direkte adspurgt svarer han ”seks”, men det er ifølge hustruen Anne Marie Preisler klart i underkanten. V-formanden er glad for outdoor gear, og Spejder Sport er en yndet butik, ligesom nyerhvervelser præsenteres entusiastisk ved spisebordet, hvor tingene vendes og drejes og kommenteres: ”Se! En lynlås dér, og den er vandtæt hér.” Rygsæksamlingen har en tendens til at svulme op, og der er nu indført rygsækstop i hjemmet. ”Hvis en rygsæk skal ind i huset, skal en anden rygsæk ud af huset,” forklarer Anne Marie Preisler. Hun har selvfølgelig bemærket, at de udgående rygsække ikke ender i skraldespanden, men i bilens bagagerum, og det kan næppe udelukkes, at ægtemanden i det skjulte er ved at opbygge et eksternt rygsækdepot. 

”Men det blander jeg mig ikke i,” siger Anne Marie Preisler, som underviser internationale managementstuderende i København. ”Når rygsækken ligger i bagagerummet, er den jo i princippet ude af huset.” 

Ved parrets og måske især Jakob Elle­mann-Jensens mange rejser hjemtages souvenirs i form af køleskabsmagneter. Køleskabslågen er plastret til. Indimellem rydder hustruen overfladen, hvorefter ægtefællen sætter magneterne op igen. Men Anne Marie Preisler vil gerne tynde ud i bohavet, eksempelvis mandens slidte cubanske æske, som hun troede, han næppe ville savne. 

”Men dér greb Jakob ind. ’Vi fjerner ikke ting bag ryggen på hinanden,’ indskærpede han. Jakob er god til at tage tyren ved hornene. Det beundrer jeg ham for. Han er et ordensmenneske. Alting herhjemme har sin plads, og det er på grund af ham. Når du tager noget ud fra rygsækken, lægger du det tilbage igen. Det handler ikke kun om ting. Han holder også orden i det, som sker mellem mennesker. Man falder ikke i søvn ved siden af Jakob, før dagens eventuelle konflikter er løst. Den cubanske æske satte jeg tilbage,” siger Anne Marie Preisler.

På parrets tredje date var hun på vej ud i fodgængerfeltet ved Dronning Louises Bro, hvor København K bliver til Nørrebro. Da mærkede hun en hånd mod sin arm: ”Der er simpelthen ikke grønt endnu,” sagde Jakob. 

”Han er vokset op i en familie, som er vant til at leve med offentlighedens opmærksomhed. En Ellemann går ikke over for rødt. Man smider heller ikke tyggegummi på gaden, brokker sig eller tager P-pladsen for næsen af en anden. Jeg kan godt lide at dytte, men det gør man så heller ikke. Jeg tror, jeg er ved at lære det,” siger Anne Marie Preisler.

EN FÆLLES VENINDE satte en blind date op. De mødtes i Kødbyen på Vesterbro. Dengang var han ikke så kendt. Han var netop blevet politisk ordfører to dage før, og Anne Marie Preisler havde aldrig hørt om ham. Det er han siden vendt tilbage til. Var det ikke bare noget, hun sagde? Det var det ikke, men hun havde da hørt om hans far. Det gjorde ikke sagen bedre. Manden, hun mødte, tager sjældent på længere ture uden skopudsegrej. Folk med fortid i Livgarden har ofte noget med skopudsning, men V-formanden tager det længere end de fleste. 

”Min erfaring er, at folk med pudsede sko generelt har styr på tingene,” siger han.

Hjemme i garderoben fylder skopudseudstyret to IKEA-trådkurve. Børster, klude, shine og skocreme i sort og brune nuancer. Det meste køber han på tilbud. Jakkesæt er det en sport at anskaffe til spotpris. Selv outdoor-udstyret skal helst være sat ned. Men sko går han op i, og han belønnede sig selv med et par af kalveskind, da han blev minister. 

Ved tankstationen i Odense er Venstre-formanden atter klar. Benklæderne er, om ikke andet, så dog sorte, og skoene er håndsyede i et klassisk engelsk snit. 

Inden vi sætter os ind i Mercedes-minibussen, fisker han noget ud af rygsækken. Sekretær Helle Kryhlmand kommer med et bifaldende udbrud, da manden i sort jakke, sort blazer, sorte bukser og sorte sko trykker de mørke solbriller på plads i ansigtet. Reporteren bemærker, at Ellemann ligner en fra filmen ’Blues Brothers’, og kommer hermed – uforvarende – til at trykke på en knap: 

”There’s 106 miles to Chicago, we’ve got a full tank of gas, half a pack of cigarettes, it’s dark, and we’re wearing sunglasses,” siger statsministerkandidaten.

Sætningen er den næstsidste i filmen. Ifølge gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen, knækbrødspiseren, kan Jakob Ellemann-Jensen replikkerne fra ’Blues Brothers’ udenad. Manden har klæbehjerne og viste allerede i gymnasieårene en vis ihærdighed, når noget vigtigt skulle indlæres. Med vennens ord: 

”Når man har set VHS-båndet med ’Blues Brothers’ 18 gange i træk med Jakob, så har man været der.”

I det hele taget har Ellemann lært sig en del kulturelle værker mere eller mindre udenad. Teksterne fra Jokeren og Den Gale Pose sidder i skabet. Det samme gælder Shu-bi-duas bagkatalog, hvorfra Jakob Ellemann-Jensen uddrager hovedparten af godnatsangene for Bjørn. Skal sønnen i bad, fremfører faren gerne ’Hvalen Valborg’. Og ’Fed rock’ er på repertoiret, når V-formanden sætter sig bag trommerne – om end det sker for sjældent, synes han selv.

Også ’Star Wars’-universet har V-formanden godt greb om. I vindueskarmen hjemme ved skrivebordet står figurerne af Yoda, Han Solo og dennes følgesvend, wookien Chewbacca, som har lagt navn til Jakob Ellemann-Jensens terrier Chewie. Heraf følger, at Ellemann – hvilket han halvvejs har vedstået offentligt – gerne indlæser sig selv i Han Solos figur. 

ELLEMANN KORT

Født 25. september 1973 i Hørsholm.

Har tre ældre søskende – Claus Ellemann-Jensen, der er direktør for Mærsk i Frankrig, folke­tingsmedlem Karen Ellemann og programchef i nødhjælpsorganisationen ADRA Helene Ellemann-Jensen. Af de fire er Jakob Ellemann-Jensen den eneste, der er vokset op hos begge biologiske forældre.

Blev student fra N. Zahles Gymnasieskole i 1992 og cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i København i 2002.

Var 1992-94 først menig og siden sergent i Den Kongelige Livgarde efter uddannelse på Hærens Sergent-skole i Sønderborg og Hærens Kampskole på Oksbøl Kaserne. Herefter løjtnant ved Sjællandske Livregiment 1994-96. 1996-99 premierløjtnant af reserven i Den Internationale Brigade. 1999-2000 kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina.

2000-02 juridisk rådgiver i PricewaterhouseCoopers. 2002-05 jurist i IBM Danmark, senere chef for kontrakt- og forhandlingsafdelingen. 2007-11 koncernjurist i GN Store Nord.
Meldte sig ud af Venstre i 2007, samtidig med at Karen Jespersen blev medlem af partiet. Derefter indmeldelse i Ny Alliance. Da Lars Løkke Rasmussen blev formand for Venstre i 2009, genoptog han sit medlemskab.

Siden 2011 medlem af Folketinget. 2015-18 politisk ordfører, 2018-19 miljø- og fødevareminister og siden 21. september 2019 formand for Venstre.

I 2018 gift med Anne Marie Preisler, hans tredje ægteskab. Sammen har de sønnen Bjørn. Herudover har han sønnen Frederik og datteren Caroline fra første ægteskab.

DA UFFE ELLEMANN-JENSEN tabte sit sidste valg i 1998, fik sønnen, som dengang var studerende og reserve­officer, øje på en forside i Politiken, hvor der stod:
”Ellemann bliver aldrig statsminister.” 

Alexander Schnéevoigt, der i dag er medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for Venstre i Gentofte, skulle samme dag spille squash mod studiekammeraten fra Handelshøjskolens jurastudie. 

”Vi får se,” sagde Jakob Ellemann-Jensen, da han fortalte om forsiden.

Året efter squash­kampen hørte kaptajn Jens Münter om forsiden, som hans medbeboer i den 20 fod lange beboelsescontainer i Bosnien havde gemt.Jakob Ellemann-Jensen havde taget orlov fra studiet for at indgå i de danske fredsbevarende styrker. I beboelsescontaineren fandt Jakob Ellemann-Jensen en livsven og en af den slags mænd, der ryger Lucky Strike, soldatercigaretten, som de amerikanske infanterister for heldets skyld satte i hjelmen i Vietnam. 

”I starten lagde vi selvfølgelig mærke til efternavnet, men efter en måned var han ikke Uffes søn, bare Jakob. Det trængte han til,” siger Jens Münter.

For Jakob Elle­mann­-Jensen blev mili­tæret stedet, hvor han fandt sine egne ben:

”I Forsvaret bliver du bedømt på, hvad du kan, ikke hvad du hedder. Er du en god kammerat? Kan du hjælpe en med at bære geværet, hvis han er udmattet? Kan du selv bede om hjælp, når du har brug for det? Kan du holde humøret oppe hos dine kammerater? Den del var jeg god til. Du får venner for livet, og du får skudsmål, som i mit tilfælde var gode, ja, mere end dét. Det er en måde at få at vide: ’Du er god nok’,” siger han og fortsætter: ”I militæret opdagede jeg, at jeg havde ting med i rygsækken, som jeg ikke vidste, at jeg havde i mig. Hvis ikke jeg var blevet leder i militæret, var jeg ikke blevet leder i Venstre. Men jeg må da indrømme, at det er nemmere at få et kompagni soldater til at gå i takt, end det er at få Venstres folketingsgruppe til det. Jeg er ikke sikker på, at der vil blive taget vel imod armbøjninger som disciplineringsmetode i folketingsgruppen. Måske man skulle prøve?”   

Som 26-årig skulle Jakob Ellemann-Jensen som kaptajn forhandle med langt ældre serbiske, kroatiske og bosniske ledere, der i bedste fald var krigsveteraner, i værste fald krigsforbrydere. Han var ved spøgelsesbyer med forladte, ødelagte huse og ved en skole, hvor serbere havde samlet muslimske piger i en voldtægtslejr. Og han var ved massegravene. ”Stanken af råddent menneskekød fra massegravene var det værste. Jeg har mange gode ting med fra Bosnien, men den lugt glemmer jeg aldrig,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

DA HAN VENDTE tilbage for at færdiggøre jurastudiet, fortalte han kammeraterne, at det var svært at vænne sig til hverdagen. Længe efter, bemærkede de, bakkede Jakob Ellemann-Jensen ind i parkeringsbåsene, så han kunne komme væk hurtigst muligt. 

Beslutningen om at droppe karrieren som koncernjurist hos GN Store Nord og gå ind i politik har Jakob Ellemann-Jensen gengivet flere gange. En nyhedsudsendelse fik ham til at kritisere politikerne så højlydt, at en ven sagde, at frem for at brokke sig burde han gå ind i politik. Vennen var Ulf Westmark-Højelsen, og det er muligt, at han gav Jakob Ellemann-Jensen skubbet, men så var det et skub, vennen havde gjort sig klar til i årevis. 

I 2010, da Jakob Ellemann-Jensen havde truffet sin beslutning, ringede han til gymnasiekammeraten Christian Dalberg. 

”Så skal vi spille billard på Marienborg,” svarede vennen.

”Politik både drog og frastødte mig,” siger Jakob Ellemann-Jensen og husker tilbage. 

”Det var selvfølgelig en del af samtalen derhjemme. Ikke som noget, vi talte om, men som noget, vi gjorde. Havde mine forældre været skuespillere, havde jeg måske udlevet den drøm. Nu var det politik, jeg fik ind, og det lå som et kald, selvom jeg længe undveg det, fordi det vel var umuligt at opnå lige så meget, som min far havde opnået.”

I marts 2019 skubbede han og Anne Marie Preisler en barnevogn af sted på deres sædvanlige halvanden time lange weekendtur i skoven ved deres hus. Det var stadig råt i skoven, husker hustruen. De satte sig, som de ofte gør, når ting skal tales igennem, på bænken med udsigt ned over en af søerne nær hjemmet. 

”Da vi havde talt lidt, tog han en dyb indånding. ’Det kan jo godt være, det ender med, at jeg bliver bedt om at stille op som formand,’ sagde han alvorligt. Det var vigtigt for ham at vide, hvordan jeg ville stille mig i den situation,” beretter Anne Marie Preisler. 

Der var stadig nogle måneder til valget, da Jakob Ellemann-Jensen gjorde klar til det, han nødvendigvis måtte gøre sig klar til, hvis han en dag skulle skrive den Politiken-forside om. Da barselsorloven var slut, vidste Anne Marie Preisler, at hun ikke skulle tilbage til karrierejobbet som global brand manager i GN Store Nord. 

BANNERNE FOR Venstre på den mørke gårdsplads gennemlyses fra en ombygget lades oplyste glasparti. I foyeren med det røde tæppe står Jakob Ellemann-Jensen klar med håndtryk til partifæller, som ankommer enkeltvis eller i små klynger. Vi er på Boltinggaard, et gods ombygget til konferencecenter nær Ringe mellem Odense og Svendborg. Her er flere mænd end kvinder, flere blazere end sweatere, enkelte slips. Det er et splittet og forslået parti, Jakob Ellemann-Jensen har overtaget. Oprøret mod Lars Løkke Rasmussen og den årelange magtkamp mellem ham og Kristian Jensen sidder i organisationen. 

46-årige Jakob Ellemann-Jensen er yngre end gennemsnittet her på Boltinggaard. Han passer sin styrketræning og sit løb, det første med større entusiasme end det andet. Holdningen er rank og ansigtet åbent, da han tager imod. 10 interne Venstre-møder landet rundt er arrangeret med den nye partiformand. Baglandet har brug for at blive trykket i hånden. 

Venstre er et høvdingeparti, og Jakob Ellemann-Jensen er ved at finde sig til rette i rollen som høvding. 145 er der i salen på Boltinggaard, heraf seks medlemmer af Folketinget. Når formanden kommer, holder man sig til. Politik er mange ting, og for nogle også en karrierevej. Lige den del kan have karakter af mentalt kødmarked, og det kan godt blive en kende klistret, når det ene eller andet folketingsmedlem lige skal time bevægelsen, så de kan slå følge med formanden og nogle meter frem udveksle almindeligheder med manden, som afgør, om det lille ordførerskab næste gang kan veksles til et større. Man forstår, hvorfor Jakob Ellemann-Jensen hæger om de gamle venskaber fra tiden før politik. Også for en statsministerkandidat er det rart at vide, hvorfor vennerne har valgt én til. 

Mødet på Boltinggaard Gods er fuldkommen old school. Partimedlemmerne snakker politik: klima, velfærd, regionernes fremtid. Venstre skal ikke længere tale om personer, er pointen. 

Én vil vide, om formanden nu også får drukket kaffe med de øvrige borgerlige partiledere. ”Ja, dem bliver der jo flere og flere af. Jeg drikker utrolig meget kaffe,” svarer Ellemann. ”Jeg har ikke sovet siden oktober.”

Da en af aftenens arrangører, formanden for Venstre i Svendborg, Ulla Larsen, runder af, er det med disse ord: ”Det er første gang i 20 år, at Venstre har en formand, som har talt direkte med os medlemmer på den måde.”

EN ENKELT gang har Christian Dalberg, ham, der drømmer om billard på Marienborg, besøgt sin gamle gymnasiekammerat på Christians­borg. Mens Jakob Ellemann-Jensen røg en Lucky Strike, iagttog vennen ham. 

”Jeg bemærkede den måde, han talte med kollegerne. Han havde den samme evne til at være vellidt som i gymnasiet. Den tror jeg er vigtig, hvis han en dag skal blive statsminister. Jakob bliver altid sammenlignet med sin far, men da han stod dér og røg, tænkte jeg, at han mere ligner Poul Schlüter. Schlüter er også utrolig intelligent og brugte sit vid og lune til at få folk til at føle sig veltilpas. Han stødte ikke folk fra sig. Han fik dem med sig og sørgede for, at de fik noget ud af at gå med ham. Det er en god evne at have, hvis du vil være statsminister, og den evne har Jakob,” siger Christian Dalberg.

Helene Ellemann-Jensen er inde på noget af det samme, når hun sammenligner broren og faren.

”Jakob så vores far indimellem løbe panden mod en mur ved at være provokerende. Det er Jakob opmærksom på ikke at gentage. Han ved, at man ikke kommer så langt, hvis man skaber sig fjender. Jakob har en lederuddannelse og ved, at man opnår mere ved at arbejde sammen og spille andre gode.” 

”SOPHIE er på vej.”

”Modtaget.”

”Inger har meldt, at hun er på trapperne.”

”Modtaget.”

Det er 11. marts klokken 9:00 på Jakob Ellemann-Jensens kontor ud til ridebanen på Christiansborg. Repræsentanterne fra Dansk Erhverv, de små og mellemstore virksomheders organisation, SMVdanmark, samt hotellernes, restauranternes og turisterhvervenes HORESTA er mødt op i partiformandens mødelokale med Wegner-møblement og Kvium-litografi på væggen. 

Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen sidder klar med papirer, pen og revisorudtryk. Politisk ordfører Sophie Løhdes forsinkelse holdes inden for minuttet, og hun når at kaste sig i sædet, netop som partiformanden for bordenden siger: ”Vi går i gang.”

Vi er tre dage inde i nedlukningen af Danmark. En tid frem vil det være svært at være opposition, i kriser samles folket om landets leder. Men på den anden side af coronapandemien – er Venstre-toppen bevidst om – venter en ny økonomisk krisedagsorden. En dagsorden, hvor vælgerne sjældent flokkes om regeringschefen. 

På dagens møde vil erhvervsorganisationerne give V-toppen frontlinjeberetningen fra en dansk økonomi i frit fald. Samtidig samler Ellemann & co. på ideer til den stribe af økonomiske krisepakker, som nu skal forhandles. Aftenen før, ved 22-tiden, fik oppositionens politikere hastenotater fra Finansministeriet. Ved morgenmødets start skimmer Sophie Løhde de seneste notater.

En rødhåret, bredt smilende kvinde træder ind i rummet.

”Jeg må hellere nøjes med sådan her,” ­siger Inger Støjberg og laver en Dronning Margrethe-agtig håndbevægelse med perfekt lakerede røde negle, ringe på både venstre og højre ringfinger, tre guldarmbånd om højre håndled og en spinkel guldkæde om venstre håndled. 

”Ja, ingen håndtryk,” fastslår Jakob Ellemann-Jensen. Da Støjberg sætter sig, har hun øjne med indbygget projektørlys.

Siden coronakrisens start har V-formanden jævnligt talt med statsministeren. Nu fortsætter han dagens møde med rynkede øjenbryn.

”DET ER ellers nogle milliarder, I får stanget over disken,” bemærker reporteren til embedsmanden, som diskret holder øje med toppolitikerne foran tv-kameraerne.

”Tja. Vi lavede lige en opgørelse. Siden i onsdags bliver det vel 289 milliarder,” svarer manden i det musegrå jakkesæt stående nonchalant op ad den hvide mur i korridoren gennem Finansministeriet. 

Det er den 19. marts, klokken er 12:02. Natten igennem forhandlede partilederne den største af den strøm af hjælpepakker til danske virksomheder og lønmodtagere, som nu i en lind strøm pumpes ud fra Finansministeriet. Netop nu giver partilederne efter tur interview til nyhedsudsendelserne. Finansminister Nicolai Wammen har givet sit korte interview og er hastet til ministerkontoret længere nede ad stengangen. Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper er også hurtigt færdige og væk. Nu er Jakob Ellemann-Jensen klar med benene i et A, så han står stabilt i tv-billedet. Fotograf og journalist er rykket et par meter længere tilbage end normalt. I coronaens tid klares mikrofonholderiet af et langt stativ. 

Embedsmænd i Finansministeriet skærer normalt tænder, hvis nogen beder om 100 millioner kroner, og ordet ’tja’ er næppe på denne stengang hørt i samme sætning som ’289 milliarder’ siden statsbankerotten i 1813. Men Mads Brandstrup, som manden i musegråt hedder, er heller ikke normal embedsmand, men politisk udpeget spindoktor for Wammen. Nu følger han med i, hvad Venstre-formanden siger til danskerne. 

FØR NATTENS forhandlinger gik Ellemann i medierne med et forslag om en krisefond på 300 milliarder. Forslaget fiskede han i en kronik, en række af landets fø­rende økonomer bragte i Berlingske samme morgen. V-formandens position er enkel. En haglbyge af konkrete støtteforslag skal vise, at han vil ”holde hånden under beskæftigelsen”, som han gentager i tv-interview efter tv-interview. I nuet en konstruktiv position, i fremtiden et nyttigt sted at tale fra, for det økonomiske tilbageslag vil skubbe mange dagsordener til side. 

Kort efter at V-formandens pressestab havde booket aftale med en tv-station, gik Morten Østergaard på Twitter med samme forslag om gigantfonden. Jakob Ellemann-Jensen huskede lige at tale med den radikale leder, inden han selv gik ud med forslaget. 

”Vi taler meget på tomandshånd,” siger Morten Østergaard og fortsætter: ”Vi har denne forsigtige tilnærmelse, fordi V og R har fået fælles politiske interesser og samarbejdsflader, som vi ikke har haft siden Anders Fogh Rasmussens tid. Og Jakob er godt selskab, simpelthen. På Christiansborg kender vi ham for hans humor. Hans ærlighed og ordentlighed betyder meget i den lidt nervøse tilnærmelse, som sker mellem vores partier. Politik er en kamp. Hvis ikke relationen er god, er det svært. Personlig kemi er væsentlig. Jeg føler faktisk, at jeg kan stole på Jakob. Vi har den samme intuitive fornemmelse af, hvad der er ret og rimeligt og ordentligt. Det kan du bygge en tillid på. Om det fælles instinkt kan udmønte sig politisk, må tiden vise.”

Nu står Morten Østergaard småsnakkende med Kristian Thulesen Dahl, mens Ellemann interviewes til TV 2, og Søren Pape Poulsen nogle meter derfra taler med DR. Venstre-formanden får flest interview, og enkelte gange må rivalerne høre journalister indlede spørgsmål med vendingen ’oppositionens leder’. 

Et af interviewene i Finansministeriet – eller ’Rentekammeret’, som den historisk interesserede Jakob Ellemann-Jensen konsekvent kalder bygningen – er i den bløde ende. 

Journalisten har hørt, at Ellemann ikke har sovet så meget i nat, og forærer dermed far Jakob muligheden for at fortælle om, hvordan han ved den sene hjemkomst kom til at vække sin etårige søn. Her trækker Jakob Ellemann-Jensen et skævt smil, sådan som hans mor, Alice Vestergaard, den erfarne tv-vært, har rådet ham til, for han kan godt se meget alvorlig ud på tv. 

Pape er færdig og forsvinder ned gennem korridoren. Nu er kun Ellemann, Østergaard og Thulesen Dahl tilbage. Den radikale leder går frem mod DR’s kamera. DF-lederen har egentlig gennemført sit interview, men han er blevet hængende, måske håbende på et til. Træt efter nattens forhandlinger iagttager han Jakob Ellemann-Jensen, der for to år siden var menigt folketingsmedlem i et parti, som var mindre end Kristian Thulesen Dahls. Nu er Venstre tre gange så stort i meningsmålingerne, Jakob Ellemann-Jensen er statsministerkandidat, og her på stengangen er det ham, journalisterne søger. En fotograf er trådt nogle skridt frem og dupper sveden af Ellemanns pande. 

”Dét der er mere end Helle Thorning. Og der var ellers eddermame opfrisker på,” siger Thulesen Dahl, der skrider ned ad gangen, mens fotografen fortsætter med at duppe på partiformandens ansigt.

Både blandt vælgere og blandt politikere er der stadig en del, der skal vindes, hvis Jakob Ellemann-Jensen en dag skal sidde med en Politiken-forside, hvor der står: ’Ellemann bliver statsminister’.

 

Mordere, voldsmænd og narkokurerer glemmer sig selv og måske deres gerninger for en stund, når de synger med i Fangekoret. Ud & Se tog i fængsel med Louise Adrian, der i 25 år har ledt stemmerne frem i lyset, og kom tæt på et af korets medlemmer – der ikke ved, om han nogensinde bliver lukket ud.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ulrik Jantzen

SOM EN GRUPPE fodboldfans brøler de lovsangen ud:

”Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
Hal-le-lu-uh-uh-jah!”

Det er Leonard Cohens kvalfulde kærlighedssalme, men i en dansk bearbejdning. 14 bredskuldrede mænd har fordelt sig på fem rækker op ad trinene til koret i Eliaskirken på Vesterbro i København. En mager gips-Jesus på et simpelt, brunt trækors er stivnet i sine lidelser på murstensvæggen bag dem. Pulsårerne træder frem på mændenes stærke halse. Øjnene gnistrer, mens de skæver til hinanden og udveksler listige smil. Det er dagen for årets største koncert, og nu er de i gang med at øve repertoiret. De burde økonomisere med den halve time, der er afsat, men da de til daglig sidder spredt i fængsler rundt om i landet, vinder gensynsglæden indimellem over koncentrationen, og sangene mudrer til i fnis og albuestød i nyrerne. 

I forreste linje står Nicolai, en stor mand med mørkebrunt strithår på 35 år. Hans forskellige domme for blandt andet vold og narkotika beløber sig til ni år, de seks er afsonet. Han synger solo og rammer tonerne uden vaklen, mens han kildrer versefødderne med en vibrato hist og en falset her. 

På rækkerne bagved ses et par enkelte runde, midaldrende maver under løse kortærmede skjorter, men størstedelen er i T-shirts, der spiles ud af biceps og brystmuskulatur i størrelserne XL til XXXL. Hos nogle slikker tatoveringer op ad halsen, et par andre har ladet rødblonde vikingeskæg vokse sig lange og tætte. Den foretrukne frisure er maskintrimmet, enten ensartet tæt over hele hovedet eller med afgrænsede øer af velkæmmet, fedtglinsende bevoksning på toppen. De kortklippede ansigter fortrækker sig i ambivalente smil over Nicolais skønsang, der på én gang er misundelsesværdig og samtidig næsten for meget, måske endda lidt umandig. Så vender omkvædet tilbage og forener alle lunger i koret i endnu en energiudladning: 

”Hallelujah!”

Louise Adrian, korlederen bag flyglet, afbryder nummeret. Der er noget i vejen med monitoren. En kærkommen fjantepause opstår, men korlederen med den dansende rustrøde fletning forsøger at overdøve grinene med en instruks:

”I skal ned i tempo, I er lidt for glade.”

Selv om de indsatte opfører sig, som om de er til gammel elev-fest, er det Louise Adrians store dag. For 25 år siden tog hun imod en vikartjans ved orglet i fængselskirken i Vridsløselille Statsfængsel. Kort tid efter forlod hun sin stilling som organist i Vigerslev Kirke for en fast stilling som organist i både Vridsløselille og Anstalten ved Herstedvester, i dag Herstedvester Fængsel. Hun fik hurtigt lyst til at bruge de indsatte som mere end sangere i kirkekoret ved søndagenes gudstjenester og opfordrede dem til at bruge sangen på andre måder. For eksempel til caféaftner. Eller til opførelsen af musicalen ’Jesus Christ Superstar’, hvor de i 1997 lavede deres egne kulisser. 

Fangekoret blev med årene en fast institution, et sted, hvor indsatte kunne udtrykke deres frustrationer, anger og længsler. 

I LØBET AF ÅRENE har 55-årige Louise Adrian givet flere af sangerne en hjælpende klaverfinger med at skrive deres egne tekster om fængselslivet, og mange af dem holder stadig kontakten efter endt afsoning. 

I 2017 lukkede Vridsløselille Fængsel, så nu kører Louise Adrian hver uge fra Vesterbro til det topmoderne Storstrøm Fængsel i Nørre Alslev på Falster og til tre andre fængsler i landet for at holde sammen på Fangekorets i alt cirka 80 medlemmer, der skiftes til at optræde i danske kirker.

”Louise har en urokkelig tro på, at der findes noget godt i os alle. Hun skaber et fællesskab blandt mennesker, der står i en svær situation. Et frirum, der giver plads til selvransagelse. Tilgivelse. Og forståelse,” skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook i 2018, efter at hun havde tildelt Fangekoret Fællesskabsprisen, som hylder hverdagens helte, og som den nuværende statsminister selv har været med til at stifte. Den slags er god reklame for Kriminalforsorgen, der denne eftermiddag i Eliaskirken på Vesterbros Torv har afsat seks betjente til at ledsage fanger fra hele landet, så de kan deltage i korlederens jubilæumsreception og efterfølgende koncert. 

Men inden de når så langt, skal koret holdes i ørerne igennem prøvens sidste par sange. 47-årige Lucas Leon Rex, en mand med blanksort hår, olivenbrun hud og glat hvid poloskjorte, har skrevet en sang om sit liv med titlen ’Mure og hegn’.

”Jeg har levet på gaden. Et liv på kokain. Når jeg ser på mig selv, er det helt til grin,” synger han. Rent, blidt og uden ekvilibristiske dikkedarer.

”Fedt,” råber Louise Adrian, inden sidste tone af sangen er helt forsvundet under kirkens råhvide loft. De skal lige nå en sang mere fra det fotokopierede hæfte med korets egne sange.

”Vi tager nummer 26.”

”En kirke er det perfekte rum til at udtrykke fortrydelse,” siger fangekorsleder Louise Adrian.

HIMMEL OG ASFALT står i ét. Storebæltsbroens betonpiller føjer en ekstra nuance af grå til horisonten. Det ser man i glimt, når vinduesviskerne slår regnvandsgardinerne til side. Under forruden ligger en telefon og vibrerer. 

”Vil du ikke lige tage den og sige, jeg kører bil? Jeg ringer tilbage senere,” siger Louise Adrian, mens hun koncentrerer sig om at styre den gråsorte kassevogn gennem vandmasserne mod Fyn, hvor korprøver venter hende i fængsler i Søbysøgård og Nyborg. Folk kimer hende ned. Blandt andet Café Exit i Saxogade på Vesterbro, en organisation, der hjælper nuværende og eks-indsatte, som Louise Adrian har været med til at stifte, og hvor en medarbejder vil drøfte nogle praktiske ting i forhold til en kommende korrejse til Grønland for løsladte fanger. 

Et andet opkald er fra en tidligere fange, der vil læse et digt op for hende i telefonen. Skrivningen bakkede hun ham op i, mens han sad inde, og han har holdt fast i den med stor iver, siden han kom ud tidligere på året – så fast, at han nu ringer til hende cirka en gang om dagen for at høre hendes dom over den seneste poetiske produktion. 

Fangekoret giver mange af sine medlemmer en fornemmelse af uopdaget talent. En stemme, en udstråling, et performancegen. Og nogle går rundt med en forestilling om, at de kan blive noget inden for musik og underholdning, når de kommer ud. For størstedelens vedkommende er det dog fuldstændig urealistisk at kaste sig ind i de konkurrencefyldte brancher. Når det frie liv skal genoptages, må drømmene ofte lade livet i kampen for at vænne sig til hverdagen, tænke positivt og holde sig fra fortidens uvaner. Men Louise Adrian er mere forhåbningsfuld på netop denne eks-indsattes vegne. Og det er ikke kun, fordi han er bror til den kendte komiker Christian Fuhlendorff.

”Igennem årene har jeg set mange med vekslende evner. Men ham her, han kan altså noget,” siger hun.

KORHARMONI

Når vi synger sammen med andre, prøver vi at koordinere tempo og tone. Imens sker der en indre synkronisering af vores vejrtrækninger og hjerterytmer. Derfor kan det føles, som om grænserne mellem os udviskes. Korsang kan på den måde øge samhørigheden mellem mennesker, men også påvirke vores humør. For eksempel ved at reducere mængden af stresshormonet kortisol og øge mængden af endorfiner, kroppens egne morfinstoffer, som får os til at føle velbehag, glæde, eller eufori.

Kilde: Viden-center for sang

NÅR HUN IKKE sidder bag rattet på vej rundt i landet, er Louise Adrian omgivet af mennesker. Altid. Med sin mand Erik, der arbejder som fængselspræst, har hun fem børn – de havde aftalt at holde ved fire, men den sidste graviditet i 1999 bød på tvillinger. Og hun er ikke den, der siger nej til en uanmeldt gæst. Igennem årene har mange tidligere indsatte på udkig efter et anker i tilværelsen opsøgt familiens lejlighed på Vesterbro, nogle af dem med en frekvens, der tenderede fast bopæl.

”Det var blandt andet derfor, vi startede Café Exit. Vi har altid gerne villet have et åbent hjem, og det er en værdi, vi bevidst har givet videre til vores børn. Men nu har vi et sted, vi kan møde folk, og samtidig have lidt mere ro på derhjemme,” fortæller Louise Adrian, der mødte sin mand til et kristent ungdomsmøde, efter at hun som 18-årig var blevet døbt.  

I hendes barndomshjem i Albertslund var faren socialdemokrat, og huset var ofte fuldt af gæster. Og musik. Moren spillede harmonika, skrev sine egne sange og rejste landet rundt med sin musikalske legestue for småbørn. Faren var en habil amatørcellist, der flere gange om året indbød familien og dens venner til ’musikfestival’, hvor alle, voksne som børn, fik instrumenter i hænderne. Tidligt blev hun og søsteren sat til at spille klaver og harmonika, senere lærte hun også at spille klarinet, og fra 3. klasse gik søstrene på sangskolen Sankt Annæ. På universitetet fik Louise Adrian en kandidatgrad i musikvidenskab, og bagefter uddannede hun sig både til organist og rytmikpædagog. 

De indsatte, som hun er endt med at bruge et halvt liv på, er ikke altid overvældende musikalske. Heller ikke selv om de har sunget med hende i flere år. Det generer hende ikke. Hendes opgave består ikke i at få dem til at synge fejlfrit, men i overhovedet at give dem glæden ved at synge og modet til at stille sig frem. Louise Adrian ønsker at hjælpe dem videre og gennem sangen få dem til at finde ind til fortrydelse, anger og vilje til forandring. Og skulle nogle, ofre eller andre, mene, at der derved gives unødig opmærksomhed til forbrydere og deres forbrydelser, så tror hun, at samfundet er bedst tjent med at løbe den risiko. Fordi korprøverne og koncerterne giver sangerne en dosis livsglæde, der kan spares op af til fremtidens gråvejrsdage.

”Om man kan lide det eller ej, kommer de her mennesker jo ud igen på et tidspunkt. Og så tror jeg, at det gør dem en lille smule mere afbalancerede, at de indimellem har været glade, fordi de stod og sang. Ligegyldigt hvad de har gjort.”

SØBYSØGÅRD FÆNGSEL ligger 20 kilometer syd for Odense i en gulkalket herregård med røde tegltage og et irret bronzespir, der spejler sig i en oval sø omkranset af dunhammere. De indsatte, der skal have låst otte døre op for at komme ind eller ud af fængslets lukkede afdeling – en sandfarvet etplansbygning ved siden af herregården bag to høje hegn med pigtråd på toppen – har dog ikke nogen særlig glæde af de maleriske omgivelser. Men denne formiddag er otte af dem i godt humør. De sidder tæt i fængslets kirke – et lille lydisoleret rum med nogle stole, et keyboard, et pastelfarvet patchworkvægtæppe og en halvrøget cigaret parkeret mellem højskolesangbøgerne på en reol. Og de synger:

”Strisserne kom, før vi ventede dem … Midt om natten.”  

Det utæmmede liv er et gennemgående tema i de sange, fangerne ønsker fra sanghæftet. Der er vilde kaniner, der er Pocahontas-tema, og der er Natasja-nostalgi efter gode, gamle dage med fristad og frisind. Men Louise Adrian udfordrer dem med blød, upolitisk pop.

”I skal op i falset. Op i de høje scoretoner,” råber hun hen over mændenes jamrende forsøg på at bestige de vanskeligste tinder i John Legends ’All of Me’. Så forhøjer hun indsatsen:

”Er der nogen, der har mod på at prøve alene?” 

En lille, mellemøstligt udseende mand med sort kasket og et frisk barberingssår, der er med til korprøve for første gang, fordi han håber, det kan holde fængslets tankemylder på afstand, skal ikke nyde noget:

”Nej tak, jeg har ikke sovet så godt.”

En mand med kort, lyst hår, veltrænede overarme og en rød rose tatoveret på låret under de blå shorts giver John Legends højstemte ballade et forsøg og klarer den til sin egen og medfangernes overraskelse:

”I give you aa-aa-all of me.”

”Det er super,” roser Louise Adrian, mens manden i de blå shorts får low five af en korpulent medfange, der har ordene ’Expect No Mercy’ tatoveret hen over sin brede nakke.

Popsangen ’You Raise Me Up’ flirter med både keltisk musik, gospel og opera. Den findes i over 100 coverversioner, men flest har hørt den med den amerikanske singer-songwriter Josh Groban. Den er blandt andet spillet live til Super Bowl og var flittigt brugt på verdens tv-stationer i forbindelse med tsunamien i 2004. I Søbysøgård Fængsel synger Lucas Leon Rex dens salvelsesfulde omkvæd fejlfrit.

”Lyt, sikke lækkerier. Du havde kun fire vejrtrækninger og lavede fire fraser,” opmuntrer Louise Adrian.

”Det hele går galt, når jeg tager narko. Det slukker al fornuft,” siger Lucas Leon Rex.

DA LUCAS LEON REX lidt tidligere forsøgte sig med sin signatursang ’Mure og hegn’, var det ikke kun sangstemmen, men også benene i de gråmelerede træningsbukser, der rystede. Måske en bivirkning af den Ritalin, han har fået de sidste seks år.

”De siger, jeg har ADHD. Og medicinen hjælper. Jeg har nemmere ved at koncentrere mig. Før væltede jeg rundt. Jeg fløj op, hver gang jeg havde siddet ned i 10 sekunder. Gik en gang rundt i lokalet og satte mig ned i 10 sekunder. Sådan har jeg haft det, helt siden jeg var lille. Dengang hed det bare ’en knægt med krudt i røven’,” fortæller han. 

Lucas Leon Rex har haft tilknytning til koret i over 20 år, og prøverne har udviklet sig til et af højdepunkterne i hans tilværelse som indsat. 

”Det er en god dag, når Louise kommer. Når rockere og andre hårdkogte kriminelle mødes og synger og hygger, er der ikke nogen, der tænker over, hvem man er, og hvem man var. Det er en anden verden i et par timer,” siger Lucas Leon Rex, der har været inde og ude af fængsler, siden han var 18. I dag har han en forvaringsdom og sidder i fængsel på ubestemt tid. 

I julen 2008 var han på udgang fra Vridsløselille, hvor han afsonede fem års tillægsdom oven i otte års dom for væbnet røveri. I løbet af helligdagene eskalerede et blandingsmisbrug af stoffer, primært kokain og amfetamin, og han vendte ikke tilbage til fængslet, som han skulle, efter at have fejret jul med familien. I stedet begik han en serie indbrud og røverier, der kulminerede 2. januar 2009 på et posthus i Lyngby. Her stak han en kunde – der forsøgte at stoppe ham fra at røve kassen – i halsen og brystet med en kniv, inden han blev overmandet af et par andre kunder og medarbejdere og blev arresteret.

I den efterfølgende sag ved retten i Lyngby blev han kendt skyldig i forsøg på manddrab. Det fremgår af sagsakterne, at kunden ikke var i overhængende livsfare efter knivstikkene, men retten motiverede kendelsen med, at Lucas Leon Rex i sit forsøg på at flygte med byttet tilsidesatte hensynet til mandens liv og lemmer og måtte have vidst, at det var en mulighed, at kunden kunne dø af knivstikkene. Lucas Leon Rex blev idømt forvaring på grund af sin tilbagevendende kriminelle adfærd, sine misbrugsproblemer og det, som en læge fra retspsykiatrien vurderede som en såkaldt dyssocial personlighedsforstyrrelse, der giver udslag i selvcentrering, impulsivitet og problemer med at erkende egen skyld.

”Lucas Leon Rex frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at forvaring efter straffelovens § 70 findes påkrævet for at forebygge denne fare,” konkluderede Retslægerådet. Forvaringsdommen blev afsagt i Lyngby i februar 2010 og stadfæstet i Østre Landsret juni samme år. 

PÅ UBESTEMT TID

Forvaring blev indført i dansk ret i 1973 og er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særlig farlig for samfundet. Den idømte kan have gjort sig skyldig i røveri, ildspåsættelse, drab, drabsforsøg og anden personfarlig kriminalitet eller i voldtægt eller andre alvorlige sædelighedsforbrydelser. Dommen er uden tidsbegrænsning, men efter tre års forvaring – og siden en gang om året – vurderes det, om den skal fortsætte. Inden en eventuel prøveudskrivning vil den forvaringsdømte gennemgå en psykiatrisk vurdering.

DE BRUNE TRÆDØRE i bunden af det cremehvide kælderlokale i Eliaskirken på Vesterbro i København er skudt til side og har givet adgang til en buffet med wraps, toasts, pindemadder, grøntsagsstave og små og store kager. Knud, en tæt mand i rød-gul holdtrøje fra Christiania Soccer Club med et par tårer tatoveret under venstre øje og et falmet dannebrog på halsen, har været oppe at fylde sin anden paptallerken. Han har siddet inde mange gange, senest for vold, men han blev løsladt tidligere i år og har taget toget ind til jubilæumskoncerten fra Slagelse, hvor han bor.

”Louise er vores alle sammens mor,” siger han, mens han tygger.  

”Hun sagde, at jeg ikke ville have brug for at tage kokain, hvis jeg begyndte i koret. Det passede. Nu har jeg holdt mig fra det i halvandet år. Koret er en mulighed for at være sammen. En mulighed for at komme ud og få lidt luft. Vi giver mange kram.” 

Palaveren fra de par hundrede mennesker, der har indfundet sig for at fejre Louise Adrians 25-årsjubilæum, forstummer, da en række talere går på. Kriminalforsorgens direktør Thorkild Fogde, en slank mand med grånende hår og klare øjne, kalder Fangekoret for ”en god historie”.

”Jeg bliver ringet op dagligt af journalister, der vil fortælle den dårlige,” fortæller han. 

”Så vi ser frem til de næste 25 år med dig, Louise,” slutter han ledsaget af pift og højlydte juhu-råb fra salen.

Storesøster Signe Adrian tager ordet. Hun fortæller om sine betænkeligheder, dengang lillesøsteren begyndte i stillingen som fangekorsleder. Tænk, hvis fangerne skulle finde på at pande hende en, hvis hun rettede på dem på en dårlig dag – ”så ville det ikke bare være en lille en”. Senere, da Fangekoret begyndte at optræde i offentligheden, frygtede hun, at fangerne skulle stikke af under koncerter. Men der har ikke været et eneste flugtforsøg i korets historie, og søsterens bekymringer har indtil videre været overflødige.

”Det er, fordi du har givet dem fornemmelsen af, at I har noget vigtigt. Du får folk til at ville og turde gøre ting. Du gør det umulige.”

Lillesøsters kinder blusser, mens storesøster går af og overlader mikrofonen til Allan Olsen, der har besøgt koret flere gange, mens det holdt til i Vridsløselille. 

Skuespilleren, der i sin ungdom kæmpede med alkohol og kriminalitet, havde hørt om koret og var nysgerrig efter, hvordan medlemmerne mon var og gebærdede sig:

”Jeg hørte til på en eller anden måde, fordi jeg er en gammel gadedreng. Jeg kan godt lide de kriminelle. Jeg kan ikke lide deres gerninger. Men jeg kan lide dem.”

Kendis-indsatte, sexforbrydere og pædofile, der afsoner på særligt sikrede afdelinger, synger ikke med i Fangekoret.

ØKOLOGISKE MALKEKØER muher fra en stald i den åbne del af Søbysøgård Fængsel, hvor fangerne er beskæftiget med landbrug. I fængslets lukkede afdeling passer de ikke dyr eller dyrker grøntsager, til gengæld har de pligter på et værksted for at brænde krudt af og for at retfærdiggøre de 500 kroner, de tjener om ugen. 

Lucas Leon Rex er i rød hættebluse, lyse træningsbukser og omvendt NFL-kasket. Han er vågnet af sig selv klokken seks, som han gør hver dag, og har fået gang i kroppen med 300 armbøjninger, som han gør hver dag. Så har han set lidt morgen-tv for at få tiden til at gå indtil klokken otte, hvor han blev lukket ud af sin celle. 

Nu er klokken halv 10, og han står ved sit arbejdsbord på værkstedet iført sikkerhedsbriller og er ved at maskinfræse en fordybning på 0,5 centimeter i et stykke tømmer. Fordybningen tager form som bogstavet K. Når han er færdig med at fræse, skal der stå Kaufmann. En butikschef fra en Kaufmann-tøjforretning i centeret Field’s i København, der vist kender nogen, som kender nogen på værkstedet, har bestilt et skilt til sin butik.

Duften fra savsmuldet blander sig med kaffedampen fra hans kop, mens han kæler for buen i U’et. Gennem vinduet ved siden af sig har han udsigt til en grøn plæne, et fintmasket sort hegn og bag det en lille lund af birke- og nåletræer mod en lyseblå himmel. Fra et hjørne af værkstedet kan man høre lyden af hammer mod metal og Radio 100 FM levere doo-wop-hittet ’Denise’. En lille, bred mand i gult reflekstøj med langt hageskæg og skæve tænder, der har kørt rundt ude i gården med en gaffeltruck, kommer over til Lucas’ hjørne og vil smalltalke. Hans far var sætter på Ekstra Bladet og Politiken, og onklen var trykker. Den medieinteresserede mand har fået en dom på ni år – ”bare slå ’Kidnapper-banden’ op, så skal du nok finde mig” – og kunne godt tænke sig at blive stilladsarbejder, når han kommer ud.

Et smil skubber kinderne opad og presser Lucas Leon Rex’ øjne sammen til smalle sprækker. Fræsningen er færdig, og han er ved at gå bogstaverne efter med sandpapir. Senere skal fordybningerne bejdses sorte, så skriften står tydeligere. Han laver altid skilte, når han er på værkstedet. Han vil anslå, at han har lavet to om ugen i løbet af de sidste 15 år.

”Jeg lavede masser af graffiti, da jeg var ung, så nu hygger jeg mig med det,” siger Lucas Leon Rex, der voksede op i et højhus i Lyngby sammen med sin mor og lillebror. 

Moren var dansk og arbejdede som sygeplejerske på et plejehjem. Faren var pakistaner og hovedsagelig fraværende. 

”Mig og en, der hedder Timmi, var de eneste solbrændte, der boede der dengang.” 

Faren boede hos dem et halvt års tid, da Lucas var et par år gammel, og i en otte måneders tid, da sønnen var 4-5 år gammel. Ellers kom faren kun på besøg et par gange om året og boede der i kortere perioder.

”Der manglede ikke noget, når han var der. Det var ikke, fordi vi lavede noget sammen, han smed som regel en stabel tusindkronesedler på bordet, inden han smuttede på druk,” husker Lucas Leon Rex. Da han var 10 år gammel, holdt faren helt op med at komme, men han holdt kontakten med sønnen. En dag ringede faren og sagde: ”Jeg er lige landet i New York. Jeg har sendt dig 5.000 dollars til en billet. Kom i morgen, her er adressen.” Næste dag kom pengene med en UPS-kurer, Lucas tog hurtigt ind til lufthavnen i Kastrup og henvendte sig ved en skranke. ”Hvornår går det næste fly til New York?” 

”Du er heldig. Der er lige en, der har meldt afbud, det næste går om 12 minutter.” 

”Det skal jeg med, du!” 

I New York blev han hentet i lufthavnen af faren, der sagde, at han ejede et hotel i byen samt en restaurant og madudbringning i Paris og hele tiden flyttede frem og tilbage mellem de to verdensbyer. 

”Jeg elskede, når han ringede,” siger Lucas Leon Rex.

RIGTIG VELFORVARET?

Forvaringsdomme forveksles ofte med domme til anbringelse. Forskellen er, at anbringelse på for eksempel en psykiatrisk afdeling eller et bosted anvendes over for utilregnelige personer – sindssyge eller mentalt retarderede – mens forvaringsdømte ofte har en personlighedsforstyrrelse. Overlæge i retspsykiatri Hans Henrik Ockelmann siger:

”Personlighedsforstyrrede personer er grundlæggende normale i deres tænkning. De ved, at op er op, og ned er ned, og at der ikke er små, grønne mænd. Vi er overordnet set i den fælles virkelighed. Men enkelte personlighedsegenskaber kan være så anderledes end det normale, at det påvirker deres måde at tilgå og agere i tilværelsen. Folk med en dyssocial personlighedsforstyrrelse – i gamle dage kaldte man dem psykopater – har det med at sige: ’Det er alle andres skyld end min.’ Mange i forvaring erkender, at de ikke har opført sig ordentligt. Men det er ikke det, der er problemet i deres øjne. Den klassiske er: ’Jeg er verdens fredeligste menneske. Der er bare ikke nogen, der skal pisse på mig. Så tænder jeg af.’”

I 7. KLASSE blev Lucas smidt ud af folkeskolen. Han kunne ikke sidde stille, og på sine læreres anbefaling begyndte han i stedet at tage nogle fag på en ungdomsskole. Imens holdt han forbindelsen til sine gamle venner fra kvarteret. De var nogle år ældre end ham og længere fremme. Som 10-11-årig introducerede slænget ham til øl og hash.

”Jeg fulgte med. Og det gik helt i hat og briller.”

Vennerne lavede indbrud i huse og stjal nede i Lyngby Storcenter. Politiet kom ofte forbi hjemme hos Lucas for at se, om han havde nogle tyvekoster liggende. Som regel forgæves, fordi han havde gemt de stjålne videoer, dvd’er og tøjet hos en kammerat, der boede i lejligheden på den anden side af korridoren.

”Jeg vidste godt, at jeg lavede noget forkert, men mere tænkte jeg ikke over det. Ikke det vilde. Jeg havde ikke dårlig samvittighed. Vi tænkte ikke over, hvordan det må være at finde sit hus gennemrodet, når man kommer hjem. Min mor forsøgte, så godt hun kunne, at dirigere mig uden om kriminaliteten. Men det er svært. Jeg smuttede jo bare om morgenen og sagde: ’Vi ses i aften.’”

Det var dog ikke alle nætter, han holdt sig i sin seng. For eksempel tilbragte han en nat sammen med vennerne og et par graffitimaler-crews med at male alle otte vogne af et S-tog, der stod parkeret i Hillerød. Der stod ’Metal’ på den vogn, han og hans slæng havde dekoreret. Årsagen fortaber sig. Da solen stod op over værket, bredte lykkefølelsen sig i kroppen.

”Jeg elskede at male graffiti. Der er sus på, mens man står der. Kommer vagten? Så må man løbe. Vi lagde os i buskene og ventede. De kørte som regel igen 20 minutter senere. De skulle jo videre på deres runde. Vi blev aldrig snuppet.”

Ud over at male havde Lucas som ung ikke nogen egentlige drømme, ikke ud over evig ferie og masser af penge. Arbejde havde han aldrig, og selvom hans mor ikke var fattig, var det heller ikke et liv i overflod. Og hvis Lucas savnede noget, tog han det bare i butikken. Da han fyldte 18 i 1991, begyndte han at få kortere fængselsstraffe for sine mange tyverier. Faren opfordrede ham til at gå en anden vej. Dog ikke lovens.

”Han sagde: ’I stedet for at stjæle et askebæger, så kapr dog et fly.’ Han mente det ikke bogstaveligt, men ville sige, at jeg ikke skulle nøjes med småpenge. Han kørte en anden model, den gamle,” siger Lucas Leon Rex, der – uden nogensinde at have talt åbent med sin far om det – har en teori om, at den altid velbeslåede far bag hotel- og cateringforretningen kørte en virksomhed som mellemhandler af heroin – et kilo her, et kilo der.

Cirka 40 mindre tyveridomme senere blev Lucas Leon Rex idømt otte års fængsel for et røveri mod Lån & Spar Bank på Nørrebro, hvor han affyrede skræmmeskud mod loftet med en pistol. 19. juni 1998 begyndte han afsoningen i Vridsløselille.

”Jeg tænkte: ’Puha, det var sgu en lang en.’ Og så blev den bare længere og længere,” siger Lucas Leon Rex, der i 2003 – mens han var stukket af fra Nyborg Statsfængsel, hvor han sad på det tidspunkt – begik bankrøveri i Lyngby. Forbrydelsen gav fem år oven i regnskabet. 

Lucas Leon Rex voksede op med en yngre bror, som moren fik med en anden mand. De snakker sammen hver dag i telefonen.

HVORFOR GÅR livet, som det gør? Lucas Leon Rex har svært ved at finde hoved og hale i sin egen skæbne. Umiddelbart tror han, at dårligt selskab i kombination med hans koncentrationsproblemer og trangen til, at der skal ’ske noget’, er den væsentligste forklaring. 

”Min bror og jeg har snakket om, hvad fa’en der gik galt. Han er to år yngre end mig, arbejder som konsulent og har aldrig lavet noget kriminelt. Ikke så meget som glemt sit kørekort. Intet,” siger Lucas Leon Rex, der med egne ord var ”helt ristet” på stoffer, allerede inden han forlod Vridsløselille og besøgte familien den jul i 2008, der endte med knivstikkeriet i Lyngby og førte til hans forvaringsdom. 

Ifølge ham er det altid muligt at få fat på telefoner, kontanter og narkotika, selv om man sidder i fængsel, og den juleaftensdag var han ”helt brændt af oven i skallen”. Han overvejede ikke, hvad hans mor syntes om at få en påvirket søn som gæst til julemiddagen. Og han overvejede ikke, hvad konsekvensen ville blive, da han lidt over en uge senere røvede først en Irma og derefter posthuset i Lyngby for at skaffe flere penge til stoffer.

”Det var dumt gjort. Det var meningsløst. Det var ikke til gavn for nogen. Og jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage og gøre det ugjort. Men der er ikke noget at gøre ved det, jeg er bare glad for, at det ikke gik værre,” siger Lucas Leon Rex, der efter domsafsigelsen ved Retten i Lyngby tilfældigt passerede forbi manden, som han havde stukket under røveriet. Han reagerede ved at give offeret hånden og en undskyldning. 

”’Det var ikke meningen,’ sagde jeg til ham. Der blev jeg glad indeni.” 

FLASKEHALS

I 2008 var 37 personer idømt forvaring i danske fængsler. I 2018 var tallet 66. Der er to årsager til ophobningen. Dels sidder de forvaringsdømte længere, end de gjorde engang – en undersøgelse fra Herstedvester Fængsel, offentliggjort i 2014, viste, at den gennemsnitlige tid i forvaring i løbet af godt 20 år var steget fra syv år og 10 måneder til 14 år og syv måneder. Dels er der på det seneste afsagt flere forvaringsdomme end tidligere. I årene 2015-18 blev straffen uddelt 35 gange, mens der i de 10 foregående år blev givet 38 forvaringsdomme.

DER ER IKKE en ledig plads på de brune træbænke i Eliaskirken. Folk står op i sideskibene, og enkelte publikummer har sat sig på gulvet i midtergangene. Siden prøven tidligere på eftermiddagen er koret vokset til knap 30 sangere. Nogle på de bagerste rækker har sat sig ned eller slået hætterne over hovedet i forsøget på at gemme sig for TV 2’s kameralinse.

”Koret kommer aldrig til at være større end i dag. Nogle har kun denne ene udgang i år,” siger Louise Adrian i mikrofonen, inden hun sætter sig til flyglet og overlader ordet til Hans, en af korets grundpiller, der har afsonet 14 år for mord og skrevet tekst til en engelsksproget honky-tonk, der handler om en hård barndom, en glidebane-ungdom, en fatal forbrydelse og et system, der låner amerikanske begreber som ’zero tolerance’ og ’tough on crime’, men svigter at hjælpe sine dømte på ret kurs.

”Det er ikke noget, jeg siger for at få medlidenhed. Vi har jo selv købt billetten,” siger han i sin præsentation af nummeret ’A Little Help’.

Nicolai synger duet med sin datter Anastacia. Om at gå i skole, når far er eller har været i fængsel, og om at tro, at kammeraterne taler om det. Og om ikke at have lyst til at vise sig i sin barns skole, når man er straffet.  

”Jeg kommer ikke i fængsel mere.”

”Lover du det?”

”Ja, jeg lover det,” svarer faren med en arm om datterens skulder.

Anastacias sangstemme er knap så trænet som farens, hendes skæve bestræbelser giver omkvædet en klang af desperation. Der tørres øjenkroge på bænkerækkerne, og flere af kormedlemmerne har blanke øjne.

Boris var engang fagforeningsmand med god løn. Så stiftede han spillegæld, tog et job som narkokurer, og nu er den store skaldede mand i gang med at afsone en 12 år lang dom – og med at synge solo på den tempofyldte gospel-evergreen ’Oh Happy Day’.  

Boris og koret hiver hyldesten til Jesus og syndernes forladelse fra de højere luftlag ned i mellemgulvet. Resultatet er grovkornet, men energisk, og livsglæden forplanter sig i sangernes swingende skuldre og dansende fødder. 

”Fyr den af for Louiseeee,” råber Boris.

AF DE MANGE danske fængsler, Lucas Leon Rex har siddet i, er Søbysøgård det fredeligste. Mærker personalet spændinger, sørger de for at få de mest aggressive eller manipulerende elementer fjernet og sendt til et andet fængsel. Fire slåskampe er, hvad der har været de seneste fire år. Søbysøgård er et sted, forbryderne gerne vil hen, og har de afsonet hårdere steder, sørger de fleste for at opføre sig ordentligt, så de ikke risikerer at ryge ud igen. Lucas Leon Rex siger, at han altid snakker pænt til sine medfanger og passer sig selv, fordi han har siddet inde så mange år, at han ikke altid orker at socialisere. Han løser sine krydsogtværshæfter, ser tv, spiser og laver mad sammen med en lille, fast gruppe af medfanger og undgår at lave ballade. 

En gang om ugen går han til møde med NA (Narcotics Anonymous) i Odense. Og en gang om måneden får han lov at besøge sin bror i Korsør i 3-4 timer på ledsaget udgang. Tidligere plejede de at hente moren og tage hende med til besøget. Men i eftersommeren 2019 døde hun efter et par måneders sygdom, 74 år gammel.

”Det knækkede mig fuldstændigt. Jeg kunne slet ikke være inde i mig selv. Jeg er ikke helt frisk endnu. Jeg har altid tænkt, at mutti ville være der. Nu er hun der sgu ikke. I betragtning af at jeg sad inde, var vi så tætte, man kan være. Jeg plejede at snakke med hende i telefonen hver dag,” siger han en grå formiddag, hvor fjerne mågeskrig trænger ind gennem sikkerhedsglasset i vinduet til et hvidmalet besøgsrum i Søbysøgård Fængsel med eget brusebad, briks, tekøkken og tv-skærm. Efter at han har røget en cigaret ud ad døren, der står åben ud til en indhegnet terrasse, sætter han sig og fortæller om morens begravelse i Korsør:

”Det var så flot, så flot. Der lå blomster hele vejen uden om kirken og ind gennem døren og hele vejen ned ad midtergangen og i kanterne og ned langs hver række. De blev tykkere og tykkere, bunkerne, efterhånden som man kom ned til kisten. Der var eddermame mange blomster.”

I kirken sad der, ud over morens venner og Lucas’ bror, svigerinde og niecer, en håndfuld af hans gamle kammerater fra Lyngby, som hørte ham synge Fangekorets danske version af Cohens ’Hallelujah’, mens Louise Adrian ledsagede ham på klaver. Han gennemførte akkurat, så kunne han ikke holde tårerne tilbage længere.

”Kort inden jeg skulle synge, sagde jeg: ’Ja, nu har jeg skuffet min mor i, kraftedeme, halvdelen af livet, men mutti ville så gerne have, at jeg sang den her sang. Det er det mindste, jeg kan gøre.’”

SAVNET HAR GJORT det sværere for Lucas Leon Rex at holde modet oppe og tro på, at der er en tilværelse til ham på den anden side af mere end 20 års indespærring. Der er pludselig blevet mindre at komme ud til. En gang om året vurderer Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten, om man skal opretholde forvaringen. Selv er han ikke med til mødet og får ingen begrundelse for, hvorfor man endnu ikke har valgt at prøveløslade ham. Skulle man en dag ombestemme sig, har han et job på hånden. Et medlem af barndomskliken, som kom tidligt ud af kriminaliteten og har sit eget flytte- og vognmandsfirma, vil gerne ansætte ham, hvis han bliver løsladt. Så Lucas Leon Rex ønsker sig et stort kørekort og en transportuddannelse, der blandt andet vil give tilladelse til at køre med farligt gods. Derudover drømmer han ikke om noget særligt, måske lige bortset fra at gå en tur i skoven i ny og næ og leve et stille og roligt liv.

”Jeg har det, som om jeg har set hele livet fra sidelinjen. Herinde er det, som om man er blevet revet ud af kalenderen. Man sidder herinde og glor, mens tiden går videre derude. Men jeg tænker ikke på et liv udenfor, fordi jeg ikke aner, hvornår det bliver. Så kunne jeg gå og tænke for evigt og pine mig selv med ideer om, hvad jeg gerne vil.” 

Kan du forstå, hvis folk, der læser din domshistorie, tænker, at du – hvis du skulle komme ud – falder tilbage i misbrug og begynder at begå røverier igen, denne gang måske med adgang til en lastvogn?

”Ja, det tænker alle vel. Men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg må jo ud at bevise det. Ud at køre stille og roligt rundt uden at pille ved noget, jeg ikke skal pille ved. Det vigtigste er, at jeg kommer ud i arbejde. Det nytter ikke noget, at jeg starter på bænken. Hvis jeg skal begynde min nye tilværelse på standby, er risikoen større for, at det går galt igen. Jeg ville gerne lave mange ting om, men når jeg ikke kan det, håber jeg på at komme ud igen og gøre noget godt for samfundet. Jeg skal nok finde på noget. Klippe fru Hansens hæk efter arbejde. Gå rundt og fjerne plastic om søndagen. Det redder ikke verden, men det hjælper da lidt.”

Interviewet er forbi. En mandlig fængselsbetjent med en afdæmpet stemmeføring og en imødekommende halvlang midterskilning låser døre op og i, venligt konverserende. 

”Lucas har sit at slås med,” siger han, mens vi passerer igennem et rum, hvor en kropsscanner og et bagagebånd skaber en miniudgave af lufthavnenes sikkerhedstjek.

Et par uger senere har Lucas ikke fået lov at komme ud og synge til nogle af de koncerter, han havde glædet sig til i månedsvis. Hans urinprøve var ikke ren. 

 

Hun har altid været fascineret af Afrika, og en dag tog hun konsekvensen, droppede sit job og rejste til Nigeria med en mission. Anja Ringgren Lovén fortæller om fattigdom og korruption, om at blive taget for en naiv hvid kvinde og om at redde hekseanklagede børn fra døden.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

“TÆNK PÅ, at der er børn, der sulter i Afrika,” sagde min mor altid til mig som barn, hvis jeg ikke spiste op. Jeg tror, det satte sig i mig. Hun var blevet skilt fra min alkoholiske far, da jeg var tre år gammel, så hun opdragede min tvillingesøster og mig alene. På bogreolen i mit barndomshjem i Frederikshavn stod et stort, tungt leksikon. Jeg læste alt, jeg kunne om det afrikanske kontinent og så billeder af afrikanske børn.

Jeg ville være den næste Karen Blixen, have en stor ranch og hjælpe fattige børn. Det var meningen, at jeg skulle udleve min drøm om at rejse til Afrika, når jeg blev student. Men så fik min mor kræft, og jeg måtte sætte mine planer på pause. Jeg var 23, da hun døde, og i flere år efter var sorgen ved at æde mig op. Jeg led af angst, og en overgang var jeg også indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg med en spiseforstyrrelse. I stedet for at rejse til Afrika flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg fik job i en tøjbutik.

Flere år senere sad jeg en aften og så tv og faldt over en DR-dokumentar om børn i Nigeria, der blev anklaget for at være hekse. Nogle blev ’helbredt’ af heksedoktorer til gengæld for store summer, andre blev tortureret af deres egne forældre, og mange blev slået ihjel. Jeg græd, da der blev fortalt om en pige, som fik hamret et søm på syv centimeter ind i kraniet for at få hende til at tilstå, at hun var en heks. Overtroen forfærdede mig, men dokumentaren blev også en motivation. Da den var slut, ringede jeg til min søster: 

”Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil til Nigeria og redde hekse-anklagede børn.”

Derefter tænkte jeg ikke på andet. Jeg begyndte at undersøge, hvordan jeg kunne komme af sted, men fandt hurtigt ud af, at ingen nødhjælpsorganisationer ville sende uprøvede frivillige til et land så farligt og korrupt som Nigeria. Jeg måtte samle erfaring et andet sted, og i 2011 rejste jeg på en tre måneders ekspedition til Malawi, hvor jeg boede i en lille landsby og arbejdede med fattige familier som nødhjælpsarbejder for Folkekirkens Nødhjælp.

ANJA RINGGREN LOVÉN

41, er stifter af nødhjælpsorganisationen DINNødhjælp, der arbejder med at bekæmpe overtro og redde hekseanklagede børn i Nigeria. Hun driver også Land of Hope Children Center i det sydlige Nigeria sammen med sin mand David Emmanuel Umem. Hendes biografi ’Heksebørnenes mor – Min rejse til håbets land’ er udkommet på Politikens Forlag.

DA JEG KOM hjem, vidste jeg, at jeg ville starte min egen nødhjælpsorganisation. Siden tog jeg til Tanzania for at renovere en landsbyskole for penge, jeg selv havde været med til at indsamle. Men det hele var i sidste ende forberedelse til den rigtige rejse: Nigeria.

Jeg oprettede min egen nødhjælpsorganisation, sagde mit job i tøjbutikken op og tog afsted i marts 2013. Jeg mellemlandede i Amsterdam, og da jeg gik om bord på flyet til Lagos, fik jeg mit første kulturchok. Bagerst i flyet, hvor jeg havde plads, sad et par politibetjente med en fange i tunge lænker. Senere har jeg oplevet, at der næsten altid er en fange, som er blevet deporteret fra Europa, med på fly til Nigeria.

I Murtala Muhammed-lufthavnen i Lagos stod jeg i kø til immigrationen i flere timer, og da jeg kom op til skranken, lød første spørgsmål: ”Do you have something for me?” Det var første gang, jeg mødte den korruption, der gennemsyrer Nigeria. Jeg var forberedt hjemmefra og  havde nogle amerikanske dollars eller nigerianske naira på mig. Det har jeg altid. Nigerianerne så mig som en naiv, hvid kvinde, der var kommet for at udnytte afrikanerne, og som derfor skulle snydes. Alle forlangte en belønning for at hjælpe.

Jeg var kommet i kontakt med Sam Itauma, grundlæggeren af den NGO. man fulgte i dokumentarfilmen om heksebørn, jeg havde set i Danmark. Men da jeg ankom til delstaten Akwa Ibom i det sydlige Nigeria, hvor organisationens børnehjem lå, fik jeg at vide, at Sam slet ikke var i landet – og at han ikke ville komme tilbage. Han var flygtet i eksil til USA efter dokumentarens premiere, fordi guvernøren var efter ham. 

Mine forestillinger om Nigeria som et hårdt og farligt sted blev hurtigt bekræftet. Der lå børn i laset tøj og sov på gaderne i landsbyerne, og politiets specialenhed, Special Anti-Robbery Squad, SARS, drønede rundt i gaderne med AK-47-maskingeværer i militærkøretøjer. 

Da jeg nåede frem til børnehjemmet, var der helt stille. Bygningerne var faldefærdige, og den gule maling på væggene var afskallet. En lille pige kom løbende imod mig – hun var ét af blot fire børn, der boede på børnehjemmet, viste det sig. Jeg havde forventet 150 børn og begyndte at stille spørgsmål: Hvor var de alle sammen henne? Og hvor blev pengene, som børnehjemmet modtog i donationer, af? Jeg opdagede, at en af de ansatte brugte børnene til at gøre rent i sit private hjem. De fik kun ét måltid om dagen, og de manglede både tøj og medicin. Jeg skrev til Sam i USA, men fik kun undvigende svar tilbage. 

Jeg tilbragte en måned i Akwa Ibom og var med til at redde tre børn, så antallet af beboere på børnehjemmet nåede op på syv. Det var også på den tur, jeg mødte min mand David. To år senere, i 2015, købte vi en stor grund i Akwa Ibom og gik i gang med at bygge vores eget børnecenter, hvor vi arbejder for at give hekseanklagede børn et bedre liv. Vi har valgt at kalde det Land of Hope efter en lille dreng ved navn Hope, som vi reddede i 2016. 

Anja Ringgren Lovén var med til at redde nigerianske Hope i 2016.

JEG FORDELER min tid 60/40 mellem Danmark og Nigeria. Når jeg er i Danmark, arbejder jeg for min nødhjælpsorganisation. Når jeg er i Nigeria, hjælper jeg min mand på børnecenteret. Da jeg var af sted i december 2019, ringede min mands telefon en dag. Opkaldet var fra en mand, som havde tippet os, dengang vi reddede Hope, men som vi ikke havde hørt fra i et par år. Da David lagde på, kiggede han på mig og sagde: ”Vi skal ud og redde et liv.” Han fortalte, at der lå en lille, udsultet dreng op ad nogle jernrør i et stærkt trafikeret vejkryds i et industriområde ikke langt fra børnecenteret.

Normalt er en redningsmission nøje planlagt, men manden havde sagt, at drengen var mere død end levende, så vi måtte af sted med det samme.

Vi ankom til stedet og så ham ligge i vejkanten. Ingen af de lokale ville røre ham, fordi de troede, at han var besat. Vi holdt ind til siden lidt derfra for ikke at tiltrække os opmærksomhed. En hvid kvinde i selskab med bevæbnede vagter, som jeg altid har med mig i Nigeria, kan let vække opsigt.

Da vi kom hen til drengen, var han så svag, at han knap kunne gå. Han var så tynd, at han måtte holde sine bukser, der var blevet for store om livet, oppe med hænderne. Vi forsøgte at tale ham til ro, men han var meget bange. Han fortalte os, at han hed Saviour. Jeg var alvorligt bekymret for, om han ville overleve. 

Mens vi stod der, fik nogle af de unge lokale håndværkere øje på os, og der opstod tumult. Flere ville have penge for at lade os tage ham med. Men det lykkedes os til sidst at komme derfra. I bilen satte David sin gospelmusik på anlægget, og mens jeg sad på bagsædet med Saviour, begyndte jeg at græde.

Jeg har efterhånden været på så mange redningsmissioner, at jeg ikke længere bliver påvirket. Men denne gang blev jeg rørt. Det viste sig, at Saviour var blevet voldtaget og smittet med hiv, og han testede positiv for kolera, tyfus og malaria. Hans lever var forstørret, og desuden var han angrebet af orme over hele kroppen. I dag bor Saviour på Land of Hope, og han er i bedring, men skal medicineres resten af livet.

Man anslår, at mere end 15.000 børn som ham hvert år bliver anklaget for at være hekse i Nigeria – men antallet kan være endnu højere, hvis man tager højde for alle de sager, som aldrig bliver opdaget. Vi arbejder først og fremmest med at bekæmpe overtroen og oplyse lokalbefolkningen, for redningsmissionerne gør det ikke alene. Vi ville alligevel aldrig kunne nå at redde dem alle.

Da jeg var i Nigeria første gang, hadede jeg de mennesker, som anklagede børn for at være hekse. Hvordan kunne de gøre sådan noget mod små børn? Men i dag forstår jeg, at de lever i et land, som er ekstremt fattigt, ekstremt korrupt, og hvor mange aldrig får en uddannelse. Måske er det ikke så mærkeligt, at overtroen trives.

Efter måneders bål og brand er der blevet mere fredsommeligt i metropolen. Men oprøret ulmer stadig hos ungdomsgenerationen, der hverken føler sig britisk eller kinesisk, men søger sin egen vej – med eller uden våben. Men hvor kommer gløden fra? Og hvor skal det hele ende? Ud & Se tog til byen, der slås for sin fremtid.
Tekst og foto:Sebastian Dall Mayoni

OKTOBER 2019

I flere uger har Big Head forgæves forsøgt at få sin normale hudfarve tilbage, efter han blev ramt til endnu en af Hongkongs demonstrationer, som han har deltaget i, siden de begyndte i juni. 

Politiets vandkanoner skyder med en genstridig blå farve, som er nærmest umulig at vaske af kroppen, hvilket gør det nemt for politiet at anholde flygtende demonstranter. Farven skal slides af, så Big Heads knæhaser, underarme og dele af ryggen har stadig blå plamager.

”Jeg var så træt, da jeg kom hjem fra demonstrationen, at jeg faldt i søvn i badet og vågnede op 50 minutter senere uden at være blevet mindre blå,” siger han.

Farven er efterhånden blevet et emblem. Med en blå nuance spørger tilfældige folk på gaden, om man har penge til mad, om man mangler et sted at sove, eller om man vil køres hjem. Men der er også modstand. Big Head og vennen MC, der også blev ramt, blev for nylig truet på en bar af en kineser, som smadrede bunden af en ølflaske for at stikke dem ned, mens han råbte, at de kæmpede imod moderlandet. Men før de nåede at svare ham, havde barens andre gæster grebet manden og givet ham nogle tæsk.

Big Head har et stort hoved og en lang krop. Det er derfor, han gerne vil kaldes Big Head. Han er 17 år gammel og 196 centimer høj. Han spiller basketball, når han ikke går i skole, og han har næsten altid en bold og en svensknøgle med i tasken. Når han spiser med sine venner, prøver han at give dem kvalme ved at fortælle om sine livretter, som angivelig er hanenosser og grillet kaninhoved, og så viser han med trutmund, hvordan man suger øjnene ud. . Han har for nylig fundet ud af, at han er adopteret.

”Jeg havde lidt gennemskuet det. Alle i min familie går mig til skuldrene.”

Big Head tager sin herkomst med et skuldertræk, men politiets opførsel vækker hans vrede. Det var afmagten over at stå på afstand og se fredelige civile blive banket med politi­stave og beskudt med gummiprojektiler og tåregas, der fik ham til at involvere sig i protestbevægelsen. 

Big Head er ikke speciel i den henseende. Mange andre fortæller den samme historie. At de deltog i en fredelig demonstration for at vise deres utilfredshed over manglen på demokratiske valg og stigende kinesisk indflydelse, at politiet mødte talstærkt op og angreb demonstranter, og at de i dag er nødt til at forsvare sig selv med våben over for autoriteternes brutalitet. Det er sådan, de ser det. 

På et eller andet tidspunkt eskalerede de fredelige protester, der begyndte i forsommeren 2019. Demonstrationerne blev hverdag i stedet for ugentlige begivenheder, hvor man fredeligt kunne vise sin utilfredshed. Modstanden blev hårdere, og dialogen mellem demonstranterne og regeringen forsvandt. Og til sidst blev forståelsen for hinandens synspunkter erstattet af foragt. 

Siden er studerende blevet skudt, molotovcocktails er blevet kastet mod politi, metrostationer er blevet brændt, og butikker med den mindste forbindelse til Kina er blevet vandaliseret. I november kastede demonstranter med sten mod politiet og ramte en 70-årig mand i hovedet, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. Politiet har forsøgt at køre demonstranter ned på motorcykel. En demokratisk politiker har fået et øre bidt af. Og da universiteterne var belejrede, skød en gruppe demonstranter – anført af en ung mand med sørøverhat – med bue og pil og ramte en politimand i læggen.

Imens er de ældre generationer med fast job og familie stadig så pragmatiske, at de demonstrerer på vej til arbejde, i frokostpausen og på vej hjem. Men demonstranternes slogans har ændret sig. I begyndelsen handlede det om at fortsætte kampen. ”Hongkongere, bliv ved,” råbte de i kor, mens de lovligt gik ned ad hovedgaderne med deres bannere. Nogle måneder senere blev det ”Hongkongere, kæmp imod”, og senest er parolen blevet en opfordring til selvtægt. Sortklædte studerende maler ”Hongkongere, hævn jer” på bymure, og kampordene råbes, når de kan se, at politiet nærmer sig.

Big Head ønsker at være anonym. Han er den eneste i sin omgangskreds, der i skrivende stund ikke er arresteret. Vennerne er, siger han, ”game over”.

KONFLIKTEN KORT

Indtil videre er mere end 7.000 demonstranter blevet arresteret i protesterne, der begyndte i juni 2019, da regeringen ville gennemføre en aftale, der skulle gøre det muligt at udlevere mistænkte kriminelle til andre lande, heriblandt Kina.  9. juni blev der afholdt en fredelig demonstration, hvor op mod en million mennesker deltog. I dagene efter fortsatte gennemførelsen af lovforslaget, som førte til de første vol­delige sammenstød foran regeringsbygningen.

15. juni meddelte regeringschef Carrie Lam, at lovforslaget blev sat på pause. Næste dag demonstrerede to millioner – ifølge arrangørerne selv  – for, at det skulle trækkes helt tilbage. Nu krævede man også, at en uafhængig institution skulle undersøge politiets brug af tåregas. 4. september trak regeringen lovforslaget tilbage.

Siden er kampene eskaleret, og demonstranterne kræver ydermere, at klassificeringen af dem som ’uro­magere’ trækkes tilbage, at arresterede demonstranter fritages for straf, og at der indføres demokratisk stemmeret i Hongkong.

Demonstrationerne stoppede dog i en kort periode for at undgå, at regeringen skulle udsætte distriktsvalget 24. november. Her steg stemmeprocenten med 24 procentpoint sammenlignet med seneste valg, og demokratiforkæmpere vandt 80 procent af sæderne i distrikterne.

Der er stadig daglige demon­strationer i Hong­kong, som kun forstærkes af frygten for coronavirusset. Lægeper­sonale har strej­ket for at få grænsen til Kina lukket. Carrie Lam har nægtet, men har indført en karantæne for tilrejsende fra det kinesiske fastland.

FEBRUAR 2018

På Valentine’s Day kvalte Chan Tong-kai, en 20-årig studerende, sin kæreste på en rejse til Taiwan og efterlod liget i udkanten af hovedstaden Taipei. Da han vendte tilbage til Hongkong, blev han anholdt i lufthavnen, fordi Taiwans myndigheder i mellemtiden havde fundet og identificeret liget. Problemet var bare, at man ifølge loven kun kunne fængsle ham under en paragraf om hvidvaskning, fordi han havde hævet penge på kvindens kreditkort. Så selvom han indrømmede, at han havde begået mordet, kunne han ikke straffes for det.

Derfor foreslog Hongkongs lovgivende råd en udleveringsaftale, der skulle forhindre, at Hongkong fortsat kunne være et helle for kriminelle og eftersøgte – som byen historisk set har været, hvilket også var grunden til, at Edward Snowden flygtede til byen i 2013, hvor USA ikke havde mulighed for at nå ham.

Blev udleveringsaftalen stemt igennem, kunne jurister fremover vurdere, om eftersøgte kriminelle, der opholdt sig i Hongkong, skulle udleveres. Men selvom de fleste kunne se logikken bag forslaget, gik det imod noget grundlæggende i mange hongkongeres selvbevidsthed. Man frygtede, at det potentielt kunne sløre grænsen mellem det kinesiske retssystem og Hongkongs, så systemkritikere og politiske flygtninge kunne blive udleveret.

JULI 1997

Da Hongkongs sidste guvernør Chris Patten 1. juli 1997 afsluttede sin tale og overdrog byen til Kina, begyndte en gennemgribende makeover. Fremover ville offentlige bygninger erstatte det britiske flag med det kinesiske, ligesom den britiske nationalsang blev skrottet til fordel for den kinesiske. Alle royale titler forsvandt, frimærkerne blev ændret, dronning Elizabeths ansigt kunne ikke længere findes på mønterne, og de røde britiske postkasser blev fjernet eller overmalet. Men den overfladiske assimilering kunne ikke skjule, at byen var en særlig gevinst.

Hongkong var hele Asiens kronjuvel. Det var byen med de bedst uddannede, det vigtigste finansielle centrum, stedet med flest milliardærer og den højeste levestandard, byen med den mest travle havn, de laveste skatter og den største ulighed, de højeste skyskrabere og det mindst korrupte politi. Det var byen for lykkeriddere, Kinas udstødte og de eftersøgte.

Og så var det et ultraliberalt drømmescenarie eller et kapitalistisk mareridt alt efter øjnene, der så. Hongkongs bruttonationalprodukt udgjorde på det tidspunkt 18 procent af Kinas, hvilket både siger noget om, hvor mange penge der strømmede gennem byen, og hvor få der var i Kina. Ikke mange steder i verden kunne man opleve en lige så rå og destilleret form for kapitalisme som i Hongkong. Så da Kina stod til at overtage den tidligere koloni, var det med en mistro fra især pengemænd og akademikere. Folk var klar til at pakke deres habengut, sælge fra og sige tak for denne gang af frygt for kinesisk tankepoliti og kommunistisk bureaukrati.

For at berolige specielt de ressourcestærke foreslog Kina allerede i begyndelsen af 80’erne, at byen kunne få delvis selvstændighed efter overdragelsen. Det såkaldte ’et land, to systemer’. I de næste 50 år skulle der ikke være nogen forandringer, Hongkong skulle have egen regering og egen forfatning, og i mellemtiden skulle Kina indhente Hongkong økonomisk. 

Men Kinas økonomiske fremgang skete langt hurtigere end forventet, og i dag er Hongkong ikke meget stærkere økonomisk end andre kinesiske byer. Dimittendlønnen er ikke steget i mange år, selvom huslejepriserne er eksploderet til et punkt, hvor færdiguddannede langtfra har råd til en lejlighed. I stedet bor de hos deres forældre, indtil de er langt oppe i tyverne. Uligheden er en af de største i noget industrialiseret land i verden, kun overgået af Sydafrika, og i 2019, midt i urolighederne, kunne Hongkong meddele, at byen er i recession for første gang i mere end 10 år. En tendens, der kun er blevet forstærket af frygten for coronavirus.

Hongkongs ungdomsgeneration er unik, fordi det er den første generation, der er vokset i tiden lige før, under og efter overdragelsen til Kina i 1997, og modsat deres forældre og bedsteforældre nærer de ingen bånd til hverken tiden under britisk styre eller det øvrige Kina. De ser sig selv som hongkongere, der adskiller sig fra Beijing, når det gælder sprog, historie, kultur og grundlæggende værdier. Værdier, de mener bliver begrænset af Kinas stigende indflydelse i Hongkong. Som reaktion er der sket en politisk vækkelse, som begyndte i 2012, udviklede sig i 2014 og 2016 og kulminerer med de nuværende demonstrationer.

Nogle har døbt årgang 1997 ’den forbandede generation’, fordi en lang række milepæle i deres liv har været svøbt i uheldssort. De blev født under den asiatiske finanskrise, hvor Hongkongs økonomi styrtdykkede. Da de skulle dimittere fra børnehaven – det gør man i Hongkong – udbrød SARS og lukkede byen ned. Og seks år senere, da de skulle dimittere fra første del af folkeskolen, gentog det sig, denne gang med svineinfluenza. Men de ser også sig selv som ’den udvalgte generation’. Dem, der skal redde Hongkong fra Kinas Kommunistiske Parti og sørge for, at Hongkong fortsat nyder sine civile rettigheder og med tiden bliver et frit, demokratisk samfund.

Med overdragelsen i 1997 blev Hongkong lovet, at de kunne ’nyde en høj grad af selvstændighed’, men mange hongkongere ser Kinas fysiske, økonomiske og kulturelle indflydelse overalt og med den et mål om at gøre Hongkong mere kinesisk.

Siden overdragelsen er mere end én million kinesere migreret til Hongkong, og der ankommer op mod 150 hver dag. Medier er blevet opkøbt eller delvist opkøbt af Kinas Kommunistiske Parti til et punkt, hvor eksperter mener, at pressefriheden er faldende. 

I 2015 blev fem boghandlere bortført til Kina, fordi de solgte systemkritiske bøger og smudslitteratur om præsident Xi Jinpings affærer. Ifølge Bao Pu, grundlægger af det Kina-kritiske forlag New Century Press, skabte det en reel frygt hos andre boghandlere for at sælge materiale, der er forbudt i Kina. Siden har oplagene og salgsmulighederne været faldende. Han oplevede også, at trykkeriet, han i mange år havde samarbejdet med, uden forklaring nægtede at trykke hans bøger.

”Kidnapningerne var et direkte overgreb på Hongkongs frihed, og da det skete, udløste det panik. Specielt hos den unge generation, som er vokset op i et relativt stabilt Hongkong, ændrede det synet på Kina. Ungdommen er højtuddannet og har modtaget en i brede træk vestlig måde at anskue verden på. De kan ikke se sig selv i deres jævnaldrende fra fastlandet, og hvis man kastede dem ned i en kinesisk by, ville de føle, at de var i et andet land. Identitetsspørgsmålet er ekstremt vigtigt, hvis man skal forstå demonstrationerne, fordi ungdommen ser sig selv som hongkongere i stedet for kinesere,” siger han.

Nathan Road, hovedvejen gennem Hongkong, var i november 2019 dagligt blokeret af demonstranter, der smadrede butikker og kastede molotovcocktails.

OPRØRS-PROFILER

Benny Tai, 55 år
Politisk aktivist og juraprofessor ved University of Hong Kong. Skabte i 2014 bevægelsen Occupy Central with Love and Peace, som skulle sætte fokus på manglende stemmeret i Hongkong. I dag kendes bevægelsen som Umbrella-bevægelsen.

Andy Chan, 29 år
Ønsker, at Hongkong bliver en separat stat. Skabte i 2016 Hong Kong National Party og stillede op til valget til det lovgivende råd, men blev diskvalificeret på grund af sine radikale holdninger. Blev i august 2019 anholdt for blandt andet at have overfaldet en politimand.

Joshua Wong, 23 år
Skabte i 2011 studenterorganisationen Scholarism, der året efter lykkedes med at forhindre en kinesisk-inspireret folkeskolereform. Nu fortaler for sit eget politiske parti Demosistō.

Edward Leung, 28 år
Tidligere talsmand for selvstændighedspartiet Hong Kong Indigenous. Stillede i  2016 op til Hongkongs lovgivende råd og fik 15 procent af stemmerne i sin kreds. Blev senere diskvalificeret på grund af sine holdninger. Afsoner en fængselsdom på seks år for angivelig at have overfaldet en politibetjent.

SEPTEMBER 2012

Fire dage før skolestart mødte 50 medlemmer af studenter­organisationen Scholarism op på en lille, nøgen plads foran regeringsbygningen. Med sig havde de borde, telte, pavilloner, soveposer og et højttalersystem. De ville blive, indtil regeringen trak en varslet uddannelsesreform tilbage.

Lederen af bevægelsen var Joshua Wong, en dengang akavet 15-årig dreng med grydeklip, hvis mor sagde, at han ikke måtte have en kæreste, før han kom på universitetet. Og hvis lærere fortalte, at hvis man blev revisor, læge eller bankmand, ville man få sig et godt arbejde og en god karriere, for kun med en god karriere kunne man blive et succesfuldt menneske. 

Men på et tidspunkt i 2011 glemte Joshua Wong sine forpligtelser. Han stoppede med at tænke på karaktergennemsnit og begyndte at dele løbesedler ud, holde politiske mælkekassetaler og indsamle underskrifter mod implementeringen af en kinesisk­inspireret national uddannelsesreform.

Hans venner husker ham som en robot, der trods sin alder havde en beslutsomhed og en fandenivoldskhed over sig, når han råbte sine pro-demokratiske paroler. Han kunne få folk til at tænke over, hvad Hongkong var og er, og hvad de risikerede at miste.

”Vi var heldige på min skole, fordi vi havde seks eller syv personer, der gik op i politik, mens andre skoler nærmere havde en eller to. I dag er det meget få i en folkeskoleklasse, der ikke går op i politik. Det er på grund af os. Det var nærmest tabu at deltage i en politisk bevægelse som ung før Scholarism. Det var første gang i Hongkongs historie, at studerende gjorde modstand på den måde,” fortæller Derek Lam, der var Joshua Wongs højre hånd og med til at opbygge studenterbevægelsen, der advarede mod kinesisk nationalisme og patriotisme. 

”Det, vi kæmper for, er simpelt,” udtalte Joshua på et pressemøde i 2012. ”Vi håber, at næste generation får sin frihed.”

Løbesedler, plakater, plancher og bannere blev betalt af græsrodsbevægelsens egne lommer, og som Derek Lam husker det, puttede samtlige medlemmer 500 kroner i en lille indsamlingsbøsse til formålet. I begyndelsen demonstrerede de nogle timer én gang om ugen, men efterhånden mere og mere, og med teltlejren foran regeringsbygningen blev det i døgndrift. 

Tre dage senere kunne man se en kold og bleg Joshua Wong med røde øjne. Det havde regnet så kraftigt, at vand var sivet ind i teltene om natten, og da han vågnede på fjerdedagen, var over halvdelen af bevægelsen taget hjem. Det begyndte at virke håbløst. Den daværende regeringschef, Chief Executive Leung Chun-ying, stod fast, og de tre studerende, der sultestrejkede, havde opgivet deres mission. Men da pladsen nogle få timer senere fyldtes, vendte energien tilbage. Den aften samledes nogle tusind foran regeringsbygningen, hvor der blev holdt taler og opført koncerter med kendte musikere.

Sådan fortsatte besættelsen. Hver aften kom nogle tusind for at støtte demonstranterne, og på niendedagen opfordrede Joshua Wong folk til at klæde sig i sort og møde op til aftenens taler. Op mod 120.000 mennesker mødte op, og fra en lille scene råbte Joshua Wong:

”I aften har vi fyldt stedet helt op. Hele den firsporede motorvej! Gangbroerne er fyldt! Parken er fyldt! Jeg tror på, at der snart kommer et mirakel. Vi skriver historie!”

Dagen efter meddelte Chief Executive Leung Chun-ying, at den nationale uddannelsesreform alligevel ikke ville være obligatorisk. Fremover skulle det være op til skoler selv at bestemme. Det var første gang, en studenterbevægelse gjorde modstand, og første gang, studerende blev hørt.

Demonstrationer efter distriktsvalget 2019. Flere bærer amerikanske flag, fordi Donald Trump har underskrevet en lov, der muliggør sanktioner mod Kina, hvis de ikke overholder menneskerettighederne i Hongkong.

DECEMBER 2019

Joshua Wong har ikke tid til at tale om gamle dage. Han har for travlt med det politiske parti Demosistō, som han selv har stiftet, og som han selv udtrykker det:

”Jeg er ikke leder af en bevægelse. Jeg er bare en af de hundredvis af facilitatorer, som forsøger at lade hongkongeres stemme blive hørt internationalt. Jeg er en fortaler for demokrati, selvom jeg blev udelukket fra distriktsvalget.” 

I november fik han afslag på at stille op til distriktsvalget, fordi han tidligere har udtalt, at han ikke har opgivet tanken om selvstændighed i Hongkong. Det forbryder sig mod Hongkongs forfatning, der indledningsvist fastslår, at ”Hongkong er en ufravigelig del af Folkerepublikken Kina”. Selv mener han, at regeringen og Beijing bevidst misfortolker hans udtalelser. Han ønsker ikke selvstændighed, men derimod selvbestemmelse under Kina, siger han:

”Vores valgsystem manipuleres af Bei­jing. De kan censurere mig fra en afstemning, de kan sende mig i fængsel, men de kan ikke ignorere Hongkongs stemme.”

Til trods for Joshua Wongs udelukkelse blev distriktsvalget, det eneste demokratiske valg i Hongkong, en succes for demokraterne. Valgdeltagelsen steg fra 47 procent i 2015 til 71 procent i 2019, og det lykkedes pro-demokratiske kandidater at indtage 80 procent af sæderne i distrikterne. Så selvom distriktsrådet ikke har mange beføjelser politisk, var det en
mental sejr. Regeringen har længe talt om en såkaldt stille majoritet, der ikke støtter demonstrationerne. Men udfaldet af distriktsvalget bekræftede, at de har folket bag sig.

Paraplyer kan bruges som værn mod peberspray, gummipatroner og tåregas og er blevet et symbol på kampen mod politiet.

HVEM VÆLGER HVEM?

Hongkongs politiske system er sammensat af forskellige styreformer.

I spidsen står Chief Executive Carrie Lam, Hongkongs regeringsleder, der er udpeget for en regeringsperiode på fem år af en komité bestående af 1.200 personer fra den økonomiske elite, fra fagfore­ninger samt en lille gruppe folkevalgte. Derudover holder sektorer som blandt andet medicin, jura, arkitektur og teknologi også en stor del af sæderne.

Bag hende har man Legislative Council, Hongkongs lovgivende råd, der er udpeget på to måder: Knap halvdelen af de 70 sæder er valgt gennem en folkeafstemning, mens den anden halvdel vælges gennem noget, der minder om valgkomitéen for en periode på fire år.

Herunder finder man rådene for byens 18 distrikter, hvis omkring 500 medlemmer udpeges ved næsten demokratiske valg. Rådenes beføjelser er få og lokale, men kan omhandle busruter, affaldssortering, trafikproblemer eller lignende. De rådgiver den lovgivende magt, men har ingen magt selv.

JULI 2019

1. juli, på 22-årsdagen for overdragelsen til Kina, brød demonstranter ind i regeringsbygningen. De overmalede portrætter af Beijing-loyalister, flåede kopier af forfatningen fra hinanden og holdt et pressemøde ved talerstolen under bannere med ordene ”Befri Hongkong”. I timevis havde de banket og boret løs i glasfacaden for at komme ind i den lovgivende magts kamre. Det eneste, demonstranterne ikke rørte, var biblioteket, hvor de havde placeret et lille skilt: ”Vær venlig ikke at skade bøgerne.” Det var omkring det tidspunkt, demonstranterne fremlagde deres krav om, at en uafhængig kommission skal undersøge politibrutalitet, at demonstranter ikke længere skal klassificeres som ’uromagere’, at arresterede demonstranter skal fritages for straf, og at hongkongerne skal have demokratisk stemmeret.

Det er de krav, Big Head kæmper for, når han med sin svensknøgle løsner gelændere langs hovedgader og bruger dem til at barrikadere vejene. Det er også med sin svensknøgle, at han åbner elskabe, der styrer lysreguleringen, så andre kan sætte ild til dem. Og så løber han ellers rundt i sin sorte uniform med gasmaske og paraply. Nogle gange ved shopping­distriktet Mong Kok, nogle gange i det finansielle kvarter omkring Central og andre gange på besatte universiteter.

”Jeg er selvfølgelig bange, når politiet kommer. Derfor siger jeg hele tiden til mig selv, at jeg ikke må bakke ud, for hvis én bakker, så bakker de andre også,” siger Big Head.

Demonstranterne opdaterer løbende kort over politiets færden på deres mobiltelefoner, og politiet ankommer derfor ofte til øde gader.

SEPTEMBER 2014

Benny Tai havde altid været politisk aktivist, fra små græsrodsbevægelser til større politiske organer, da han sammen med en pensioneret præst og en sociologiprofessor besluttede at skabe en fredelig, demokratisk bevægelse, som regeringen og Kina ikke kunne ignorere. De døbte den Occupy Central with Peace and Love. Som navnet indikerer, skulle demonstranter på fredelig vis besætte Hongkongs forretningskvarter Central. Siden har bevægelsen været kendt som Umbrella-bevægelsen på grund af demonstranternes brug af paraplyer som skjold.

Ifølge Hongkongs forfatning, som Kina har været med til at udarbejde, er det ultimative mål, at byens Chief Executive og Legislative Council skal vælges på baggrund af en almindelig demokratisk afstemning. Problemet er ifølge Benny Tai, der er juraprofessor i forfatningslov, at Kina ikke tolker ’almindelig demokratisk stemmeret’ på samme måde, som man gør i Hongkong, og at det i sidste ende er Kina, der har ret til at fortolke Hongkongs forfatning.

Med en mulig reformændring i 2014 fik Hongkong muligheden for selv at bestemme deres Chief Executive. Der var bare den hage, at de kun kunne vælge mellem 2-3 personer, som højtrangerede embedsmænd i Kinas Kommunistiske Parti havde godkendt.

”Vi så det som et klart løftebrud. Vi var blevet lovet demokrati, og det her havde intet med demokrati at gøre. I 2005 udskød de stemmeretten til valget i 2012, i 2007 udskød de stemmeretten til valget i 2017, og i 2014 sagde de: ’Sådan her eller ingenting.’ Det beviste, at de ikke havde nogen oprigtig intention om at give os stemmeret,” siger Benny Tai i dag.

Allerede i 2013 havde han lagt en plan for, hvordan bevægelsen skulle forløbe, hvis Beijing nægtede, at Hongkong frit kunne vælge sin egen leder. 

Først og fremmest skulle der samles nok demonstranter. Det ville ikke nytte noget, hvis der var under 10.000 til stede, for så kunne politiet nemt fjerne dem. 

”Det ville kun være muligt at opnå demokrati, hvis vi havde en meget bred base af folk, der var klar til at ofre sig selv i en større sags tjeneste,” fortæller Benny Tai, der insisterede på en fredelig demonstration. Deltagerne skulle underskrive en ed om, at de ikke ville bruge vold. Men de måtte gerne, for eksempel ved at belejre offentlige områder og nægte at lade sig fjerne af ordensmagten, benytte civil ulydighed – som Benny Tai kalder en ’forholdsvis uskyldig’ måde at bryde loven på.

”Hongkongere følger loven meget nøje, og nu talte vi offentligt om at bryde den, så vi var nødt til at have moralen på vores side, hvis vi ville have de uddannede og middelklassen til at følge os.”

26. september, få dage før Occupy Central with Love and Peace skulle begynde, kulminerede en skolestrejke anført af Joshua Wongs Scholarism med, at studerende i hundredvis brød ind på pladsen ved regeringsbygningen. Området havde været lukket siden Scholarisms demonstrationer i 2012 af frygt for lignende tilfælde, så en efter en hoppede de over hegn og fjernede vejbomme. Joshua Wong nåede kun lige ind på pladsen, før han, som en af de første, blev båret ud i politihænder. 

Tumulten betød, at Benny Tai var nødt til at igangsætte ­Occupy Central with Love and Peace med det samme. Spørger man ungdommen, vil de sige, at Benny Tai kaprede deres revolution, og spørger man ham, var det dem, der hægtede sig på hans oprindelige bevægelse. Men ingen mener i dag, at det er vigtigt, hvem der startede hvad, og den tankegang er siden blevet en fundamental del af demonstrationerne.

I dag er den eneste regel er, at hver person demonstrerer på sin måde. Man står sammen uanset hvad, fordi alle har et friere og mere demokratisk Hongkong som endemål. Nogle foretrækker fredelige demonstrationer og sætter sig ned på udvalgte steder, de mener, man kommer længst med pacifisme. Andre blokerer centrale færdselsårer og metrosystemer med skraldespande, mursten, Vita Wrap, og hvad de ellers kan finde. Andre igen besætter universiteter, skyder med bue og pil, vandaliserer kinesiskejede butikskæder og kaster med molotovcocktails.

”Hvis du har lyst til at strejke på gaden eller synge sange, skal du bare gøre det. Men hvis andre eksempelvis har lyst til at dræbe politimænd, så skal du lade dem gøre det,” siger Andy Chan, en 29-årig militant ekstremist, der ser vold som den eneste vej mod et frit Hongkong. Han deltog i demonstrationerne i 2014 og så dem udvikle sig fra Benny Tais oprindelige idé om at blokere det finansielle centrum i nogle dage til at trække ud i 79 dage og efterhånden blive kendt som Umbrella-bevægelsen. Demonstranter oprettede områder, hvor elever kunne studere i dagtimerne, kunstnere afholdt koncerter, og hippier sang om frihed i gaderne. Lonely Planets rejseguide til Hongkong anbefalede ligefrem, at man som turist skulle opleve byens protestkultur.

”Det var simpel romantik. Det ville være fantastisk, hvis det kunne påvirke regeringen, men det har siden vist sig, at de ikke lytter, før det bliver seriøst. En revolution kommer ikke til at være smuk og hyggelig. Folk kommer til at bløde. Det ved vi nu,” siger Andy Chan.

Han var målløs, da politiet i 2014 brugte tåregas mod Umbrella-bevægelsen – for første gang siden overdragelsen fra briterne – og sammen med en større gruppe demonstranter foreslog han dengang, at der blev taget alvorligere midler i brug.

”Vi foreslog at bære masker for at dække vores ansigter. Nu bærer alle masker. Vi sagde, at vi skulle beskytte og udnytte vores onlinesamtaler i forhold til logistik og internetsikkerhed. Nu bruger alle Telegram og krypterede samtaler. Vi sagde, at det skulle være en lederløs bevægelse, og at vi skulle bekæmpe politiet. Nu kæmper alle i gaderne uden en frontfigur,” siger han.

Umbrella-bevægelsen paralyserede store dele af byen og var med til at udvikle en politisk bevidsthed hos tusindvis af hongkongere, der ikke traditionelt havde gået op i politik. Den var også med til at skabe grundlag for de selvstændighedsgrupper, der efterfølgende piblede frem. Men i sig selv ændrede den ikke noget. Regeringen var afventende, og på et tidspunkt mistede bevægelsen momentum. Folk blev trætte af at bo i gaderne og demotiverede af manglende forandring. 

15. december 2014 blev de sidste demonstranter ryddet, og selvom bevægelsen skabte de mest omfattende protester i Hongkongs historie, flyttede den ikke noget politisk. Da de pakkede teltene sammen og traskede hjemad, var det med det, de i dag beskriver som en kollektiv depression. 

Ikke alle demonstrationer ender med sammenstød. Som regel afventer demonstranterne begivenhederne og flygter, når politiet nærmer sig.

FEBRUAR 2016

Under festlighederne ved det kinesiske nytår slog regeringen ned på gadesælgere i små telte uden handelslicens og folk, der solgte gademad i shoppingdistriktet Mong Kok. Gadehandel har traditionelt været en stor del af Hongkongs identitet og en måde for dårligt stillede i byen at tjene penge. Det blev set som et skridt på vejen mod fjernelsen af Hongkongs skikke og ledte til de første organiserede gadekampe mellem demonstranter og politi efter overdragelsen. Selvstændighedsforkæmperen Edward Leung har siden fået seks år i fængsel for at igangsætte det, som blev døbt The Fishball Revolution, en reference til de populære fiskeboller, man kan købe overalt i Hongkong.  Ifølge The Economist var det de værste uroligheder siden 1967, hvor venstreorienterede og kommunister kæmpede mod det britiske styre.

Ud af Mong Kok-urolighederne voksede en bølge af hærdede, stålfaste og voldelige demonstranter og selvstændighedspartier med navne som Hong Kong Indigenous, Youngspiration og Hong Kong National Party. Sidstnævnte var Andy Chan med til at stifte, klar til at sætte hårdt mod hårdt, efter at Umbrella-bevægelsen var løbet ud i sandet: 

”Efter Umbrella indså jeg, at det ikke er vores regering, vi beder om demokrati. Vi spørger i virkeligheden Kina, og det er den eneste grund til, at vi ikke har demokrati endnu. I stedet ser vi langsomt vores kultur forsvinde. ’Et land, to systemer’ er bare et andet udtryk for kolonisering. Vi var en britisk koloni før 1997, og nu er vi en kinesisk koloni, hvilket er meget værre, fordi de forsøger at udrydde vores sprog, kultur og vores identitet.” 

I september 2018 blev Hongkong National Party som det første parti i Hongkongs historie opløst af regeringen, og Kina bruger i dag udtrykket statsfjende om Andy Chan. Han griner ad det, men erkender, at han er ekstrem. Han taler om, at folk vil dø i kampen, at ofre er nødvendige, og i hede øjeblikke sammenligner han Hongkong med Polen og Ungarn under anden verdenskrig. Han ved, at han er voldsom, men han ved også, at han har mange støtter. Og når han taler om sin mulige straf, der bliver afgjort i begyndelsen af 2020, ved han godt, hvad der vil ske.

”Det mest sandsynlige er, at jeg ryger i fængsel.”

Siden juni 2019 er der affyret over 10.000 salver tåregas. Fugle er døde, og flere hongkongere har udviklet tør hoste og udslæt.

TRE ANDRE PROTEST-BEVÆGELSER I 2019

Chile
30-pesos-revolutionen, begyndte i oktober, da gymnasielever nægtede at betale efter en prisstigning i undergrundsbanen. Snart var millioner på gaden i hovedstaden Santiago, derefter i resten af landet, i en protest mod fattigdom, korruption og liberalisering. 30 døde under urolighederne, der kulminerede i efteråret. Præsident Sebastián Piñera har udskiftet otte ministre. En folkeafstemning om en ny forfatning er planlagt til 26. april 2020.

Irak
Oktoberrevolutionen begyndte i Bagdad, hvor navnlig unge protesterede mod arbejdsløshed og korruption. Senere hen er protesterne også kommet til at gå på amerikansk og iransk tilstedeværelse i landet og på sammenblanding af religion og politik. Regeringsstyrker slår hårdt ned, over 500 er døde, og omkring 20.000 sårede.

Libanon
17. oktober begyndte unge i Beirut at demonstrere mod afgifter, først og fremmest på internetbårne samtaler via tjenesten WhatsApp, samt korruption, fattigdom og et politisk system, hvor magt fordeles efter tilhørsforhold til landets 18 trossamfund. Statsminister Saad Hariri trådte tilbage 29. oktober. 24. januar 2020 dannedes en ny teknokrat­regering. I januar gik protesterne over i gadekampe, hundredvis er såret.

FEBRUAR 2020

Blodige gadekampe og aflukkede færdselsårer er stadig hverdag. Ungdommen demonstrerer. Hvis ikke for selvstændighed, så i hvert fald for selvstyre og retten til at være hongkongere. Officielt har Hongkong særstatus, indtil området efter planen bliver helt overtaget af Kina i 2047. Men den seneste udvikling har sat spørgsmålstegn ved, hvor særlig den status egentlig er. Ingen har et klart svar på, hvor det hele skal ende, men de er enige om, at det vil tage lang tid. I mellemtiden har frygten for coronavirus sat yderligere spørgsmålstegn ved forholdet mellem Kina og Hongkong. I gaderne kræver demonstranterne handling og lukkede grænser. De kritiserer, at regeringschef Carrie Lam afventer Kinas ordre i stedet for at sikre, at Hongkong ikke bliver ramt, ligesom man så det med SARS i 2003. Hospitalspersonale over hele Hongkong er begyndt en strejke, som udvides drastisk, hvis ikke deres krav om lukkede grænser efterleves. Disneylands Hongkong-filial har valgt at lukke af frygt for smitte, men Hongkongs regering har foreløbig kun reageret på protesterne med 14 dages karantæne af rejsende fra Kina.

Demonstranterne er generelt pessimistiske omkring fremtiden. Big Head frygter, at det snart er hans tur til at blive arresteret. Mens Andy Chan afventer domfældelse for angivelig at have angrebet en politimand, giver han sit bud på fremtiden:

”På den ene side har vi Kinas Kommunistiske Parti, som altid vinder, fordi de skal vinde. På den anden side står vi. Vi skal bare ikke tabe. Ingen vil give op. Man kan se det som to biler, der kører direkte mod hinanden.”

Skov, vild bevoksning, rust og tykke lag støv dækker den forladte by, hvor verdens værste atomkraftulykke engang fandt sted. En ulykke, der har dannet baggrund for en af året mest populære tv-serier. Men hvad skete der i Tjernobyl, og hvem var ofrene på længere sigt?
Tekst og foto:Emil Filtenborg og Stefan Weichert

DE TOMME BOLIGBLOKKE i ukrainske Pripjat er gemt bag store træer og højt krat. Omkring de faldefærdige og spøgelsesagtige bygninger med knuste vinduer har græs langsomt ædt sig ind på de engang brede veje, der nu minder om cykelstier, og de mange legepladser i området er underligt sunket i jorden i tidens ulige slagsmål med rusten. Et kulturcenter, der husede biograf og fitnesscenter, ligner nu indgangen til en bunker med sovjetisk hammer og segl ved indgangen, og ikke langt fra blokkene lå et supermarked, der er næsten umuligt at genkende. Kun skiltene i loftet, som stadig inddeler de forskellige afdelinger i ost, grøntsager og kød, røber fortiden i en by, der engang havde 50.000 indbyggere.

Men så kom den. For 33 år siden. Ulykken, der ikke bare blev Pripjats, men Europas og hele verdens værste atom-mareridt. Titusinder døde senere som følge af strålingen, og cirka 115.000 mennesker måtte forlade deres hjem.

Historien har i år fået nyt liv efter den populære HBO-serie ’Chernobyl’ – der vandt tre Emmypriser – portrætterer byens skæbner og fortæller om, hvordan katastrofen sendte store mængder radioaktivitet ud over Europa og truede med at forpeste kontinentet. Og om hvordan verden fulgte med i frygt.

Pripjat var på mange måder en modelby for, hvordan Sovjetunionen gerne ville have alle byer til at se ud. Der var blandt andet forlystelsespark.

Sport spillede en stor rolle i Sovjetunionen, og der er flere sportshaller og idrætsanlæg i både omliggende landsbyer og i Pripjat.

DEN DENGANG 28-ÅRIGE reserveløjtnant i den sovjetiske hær, Sergii Mirnyi, blev i 1986 sendt til Tjernobyl for at være med til at mindske skaderne.

”Der var militærlastbiler overalt, der arbejdede omkring 100.000 mennesker i døgndrift, der var en enorm larm, og de mange mennesker fik Tjernobyl til at virke som verdens hovedstad,” forklarer den i dag 60-årige Sergii Mirnyi, der blev leder af et oprydningshold efter katastrofen.

Datoen for ulykken – 26. april 1986, da reaktor fire i Tjernobyl-anlægget sprang i luften – står dog ikke klarest i Sergii Mirnyis hukommelse. Det var en helt almindelig dag for soldaten, der boede i den ukrainske by Kharkiv. Han var kemi-uddannet og leder af en sovjetisk taskforce, der skulle sættes ind i tilfælde af tredje verdenskrig for at begrænse skaderne af kemisk eller atomar krigsførelse. Alligevel fik han ikke noget opkald fra de sovjetiske myndigheder den dag:

”Jeg vidste ikke, at der var sket en ulykke i Tjernobyl, før 30. april. Folk fik ikke noget at vide i Sovjet, og det samme var tilfældet for mig. Først fire dage efter ulykken opdagede jeg det, og kun fordi jeg læste om det i avisen Pravda. Der var en kort notits på tre linjer om, at der var sket et uheld på atomanlægget i Tjernobyl.”

Notitsen dvælede han dog ikke ved. Det var ofte måden, Kreml informerede folket om ulykker, forklarer han. Og Kreml lod som altid læserne vide, at der var styr på tingene.

30. april så Sergii Mirnyi frem til nogle helligdage, som han havde planlagt at bruge med sine to små børn. Men på vej hjem fra arbejde fik han pludselig at vide, at den overordnede militærafdeling ville have fat på ham.

”Jeg tænkte ikke rigtig over det. De ringede igen til mig derhjemme og sagde, at jeg straks skulle melde mig hos dem. Det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg var vred på dem. Jeg tænkte, at jeg skulle deltage i en øvelse, og det kunne de godt gøre på andre tidspunkter end i ferien,” erindrer Sergii Mirnyi, der gjorde grin med sin mor, da hun sagde, at det måske kunne have noget at gøre med notitsen om Tjernobyl-ulykken.

Men Sergii Mirnyis mor havde ret. Tjernobyl-anlægget havde fejlet ved en sikkerhedstest, der resulterede i en eksplosion. Testen skulle sikre, at anlægget kunne klare en strømafbrydelse, men da personalet afveg fra proceduren, blev reaktoren ustabil og sprang i luften. 400 gange så meget radioaktivt materiale som atombomben over Hiroshima i 1945 blev ifølge Det Internationale Atomagentur sendt fra Tjernobyl-anlægget og ud over det europæiske kontinent.

”Jeg anede ikke, at nyheden ville komme til at præge mit liv,” fortæller Sergii Mirnyi.

STRÅLEFARE

Verdens værste atomulykke fandt sted 26. april 1986 i byen Pripjat nær den større by Tjernobyl. Ulykken skete i anlæggets reaktor 4 under et sikkerhedstjek, hvor anlæggets evne til at klare sig under en strømafbrydelse skulle testes. Tre gange tidligere havde sådan en test været forsøgt i USSR uden held, og da medarbejderne på Tjernobyl-anlægget ikke fulgte proceduren, gik det galt.

I omegnen af 115.000 mennesker blev evakueret fra de mest påvirkede lande, Ukraine, Hviderusland og Rusland. 70 procent af nedfaldet fra Tjernobyl faldt i Hviderusland, selv om anlægget lå i Ukraine. Forskellige kilder anslår, at alt fra få brandfolk og op til 90.000 mennesker døde som følge af ulykken. Især kræft i skjoldbruskkirtlen steg ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO blandt børn fra de berørte områder.

Noget af det højeste strålingsniveau, Sergii Mirnyi har målt, var på et tog, der stod inde på Tjernobyl-anlægget, da det sprang. Toget blev flyttet væk fra anlægget i forbindelse med oprydningen og glemt i en skov.

I LANDSBYEN ZALYSJA tæt på Pripjat står en gammel rusten og forladt sovjetisk bil uden dæk og vinduer foran et lille landsbyhus, der næsten er gemt væk af ustoppelige buske og træer. Huset har smadrede vinduer og mørnede gulve, og flere af de tilhørende bygninger, der engang husede kvæg, kæmper forgæves mod vind, vejr og tiden. ”Vi følger altid vores hovedstad. Vi er klare i vores tro,” står der i en af de sovjetiske sangbøger, der ligger spredt ud i entreen blandt glasskår og afskallet maling.

Teksten i sanghæftet i det lille landsbyhus forsikrer om sovjetstyrets evne til at tage beslutninger for folkets og familiens bedste. En klar kontrast til HBO-serien, der fortæller, at de sovjetiske myndigheder ventede i flere dage med at evakuere indbyggerne efter ulykken – blandt andet de indbyggere, der levede i den nu øde landsby. De sovjetiske myndigheder ventede ifølge flere kilder med evakueringen, selv om de kendte til farerne for befolkningen.

Det knaser for hvert skridt på grund af de mange glasskår både indenfor og udenfor i det lille hjem. Nær huset er byens forsamlingshus gemt bag ilter bevoksning. Den imponerende bygning byder velkommen med hammer og segl på facaden, og inde i teatersalen står der ”Lad kommunismen leve – Den lyse fremtid for menneskeheden over scenen.

Hotellet på billedet spiller en stor rolle i HBO-serien ’Chernobyl’, hvor det er hovedkvarter for oprydningsarbejdet. I dag er det næsten ved at falde sammen.

Flere svømmehaller i Pripjat står tomme og er hærget af graffiti fra folk, der bryder ind i zonen omkring de militære checkpoints.

DA SERGII MIRNYI mødte ind på det militære anlæg, var omfanget af katastrofen stadig uklart for ham. Det tog tid, før de sovjetiske myndigheder anerkendte, at kernen var eksploderet. Noget af arbejdet med at fjerne de farlige materialer skete med brug af håndkraft – robotternes elektronik blev ødelagt, når de kom for tæt på den høje radioaktive stråling.

De mange landsbyer, der ligger øde hen, er det, Sergii Mirnyi husker bedst.

”Jeg ledte cirka 100 mand i arbejdet med at måle radioaktivitet, så oprydningsholdene kunne komme og bekæmpe den. Noget af det hårdeste var at måle radioaktivitet i stadig beboede landsbyer. Jeg mener, at vi var for overbeskyttende dengang. Det hjemsøgte mig i lang tid efter, at jeg ikke kunne gøre noget for at forhindre, at beboerne måtte forlade deres hjem for altid,” siger Sergii Mirnyi.

Blikket skifter i hans øjne. Ofte var landsbyerne allerede undersøgt for radioaktivitet, men Sergii Mirnyis hold var den sidste kontrol, der skulle bekræfte tidligere rapporter.

”De fleste vidste ikke, hvorfor vi var der. Jeg så mange af borgerne i øjnene, men jeg måtte ikke fortælle dem noget om deres fremtid. Det svære var at vide, at hvis jeg målte radioaktivitet blot 10 procent over den tilladte grænseværdi, skulle de flytte,” siger Sergii Mirnyi, der blandt andet kom ud til en landsby, hvor der var et bryllup i gang.

Han husker den hvide brud, der lige var blevet gift på det lokale partikontor. De fik taget billeder med Sergii Mirnyi og hans hold. Men radioaktiviteten blev senere målt over det tilladte, og byens indbyggere, inklusive det nye ægtepar, måtte flytte.

”Der er så megen smerte i at flytte fra sin hjemstavn. Folk har boet her i generationer, og de er ikke storbyfolk, der er vant til at flytte. De kendte tit ikke til andet og kunne ikke altid forstå denne usynlige fjende,” siger Sergii Mirnyi, der siden har dedikeret sit liv til at arbejde med at udbrede kendskabet til radioaktivitet og Tjernobyl generelt.

”Jeg kan godt forstå, at folk skal flyttes, hvis der er stor fare for deres helbred, men dengang var det tit kun lige over grænsen, og selvom den grænseværdi senere blev opjusteret, fik de stadigvæk ikke lov til at flytte tilbage,” forklarer Sergii Mirnyi.

HBO-serien viser også, hvordan flere beboere nægter at flytte. Blandt andet en ældre dame, der sidder og malker, da sovjetiske soldater kommer forbi for at evakuere hende. Hun nægter, men bliver tvunget af det sovjetiske militær, der blandt andet skyder hendes malkeko for at få hende til at flytte.

”Engang kom jeg til en landsby, hvor vi målte rigtig høj radioaktivitet. Vi vidste, at det var farligt for folk at opholde sig der, og vi fortalte det straks til hovedkvarteret. De var allerede opmærksomme på det, men havde svært ved at få beboerne væk. Landsbyboerne var gået med til at sende deres børn af sted, mens de fleste voksne strittede imod. Det viser noget om, hvor dybt forankret de var i deres områder,” fortæller Sergii Mirnyi.

LIGE LOVLIG ULOVLIGT

Officielt bor der cirka 100-150 mennesker ulovligt i den lukkede zone. Det er hovedsageligt ældre mennesker, der flyttede tilbage i årene efter katastrofen. Styret vendte nogle gange det blinde øje til, hvis ældre mennesker uden børn valgte at flytte tilbage. Derudover har et ukendt antal mennesker – internt fordrevne i Ukraine på grund af krigen i landets østligste del – valgt at flytte til områderne nær Tjernobyl.

87-årige Hanna har problemer med
sit ben og er afhængig af hjælp fra andre. Hun er en af de få, der stadig bor i den lukkede zone.

PÅ EN LILLE GÅRD i landsbyen Kupovate bor en af dem, der har trodset myndighederne og er flyttet tilbage i den lukkede 30-­kilo­meterzone omkring Tjernobyl-anlægget. Indenfor på gården, en hoved­bygning og en række stalde af træ, bor 87-årige Hanna, der kaldes ’Hanna Ba­bush­ka’ – bedstemor på russisk. De mange stalde af træ er sunket sammen, og hun har udendørs bad. På et lille træ i haven hænger hun potter og pander til tørre i solen fra grenene. Hun er venlig og byder velkommen med dybe øjne og rynkede smil, mens hun tilbyder vandmelon, pandekager og hjemmebrygget vodka.

”Jeg arbejdede i kartoffelmarken og var ved at lægge kartofler, da lederen af vores kollektive farm kom og sagde, at vi skulle evakueres i tre dage.  Derefter kunne vi komme hjem igen. Vi fik at vide, at vi måtte tage et par sække kartofler, et par tæpper og nogle puder med, da det kunne være, at vi skulle opholde os i en skov,” husker Hanna Babush­ka.

Men de tre dage var en løgn. Landsbyens beboere måtte aldrig vende tilbage. Og hendes familie mistede deres ko og dens kalve, da hun skulle evakueres i 1986 som 54-årig.

”Jeg var i gang med at bage brød og malke, da vi skulle af sted. På en måde var det så uvirkeligt, at jeg ikke troede på det. Jeg havde et godt liv her, men vi mistede alt,” forklarer Hanna Babushka, der i modsætning til andre blev evakueret til et hus på grund af helbredsproblemer i familien.

Men Hanna Babushka flyttede tilbage hurtigst muligt. Året efter ulykken var hun tilbage i sin fødeby trods myndighedernes regler og anbefalinger. I dag bor der 10 personer i landsbyen, der hjælper hinanden, siger Hanna Babushka:

”Det her er mit ophav. Det kan du ikke erstatte. Det er det samme som ens mor. Der er kun én.”

Forlystelsesparken i Pripjat var ikke færdigbygget, da ulykken skete. Men på grund af ulykken åbnede den før for at få folks opmærksomhed ledt hen på noget andet.

Pripjat byder velkommen med et stort byskilt. Tæt på er radioaktiviteten stadig høj.

BØRNENE VAR DE sovjetiske myndigheder særlig opmærksomme på. De skulle flyttes fra radioaktiviteten. I børnehaver og skoler i den lukkede zone er bøger, bamser og legetøj spredt ud over gulve og borde. De fik få timer til at forlade området. Turister har løbende rykket rundt på bamser for at få det helt rigtige billede, og de ødelagte bøger er ofte slået op på specifikke sider.

På en af skolerne i Pripjat ligger støvet som en dyne over bordene, og bordpladerne er ved at slippe bordbenene. I et klasselokale hænger et sort-hvidt klassebillede af en 4. klasse fra 1986. Det er svært at vurdere, om det er placeret efter ulykken, men billedet af børnene får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Flere af børnene har det klassiske, parate smil på læberne, og den ene af pigerne kigger på en klassekammerat, som om hun måske aldrig får sin bedste veninde at se igen.

Evakueringen betød, at mange af de evakuerede endte forskellige steder i Sovjet. På grund af ulykken var det svært at leve et normalt liv for de evakuerede. Særligt for børnene. De blev ofte sendt ud til familier for at blive ’fedet op’, og her blev der set skævt til dem. De kunne jo være farlige. Rygterne om Tjernobyl-børnene, der kunne gro ekstra arme og ben, spredte sig over det gamle Sovjet som en steppebrand.

I dag er radioaktiviteten næsten væk. De cirka 100.000 mand, der arbejdede med oprydningen, fjernede det øverste jordlag og fældede træer for at nedbringe forureningen. Som andre besøgende i området får Ud & Se mulighed for at blive udstyret med en geigertæller, som kan måle radioaktivitet. Den giver kun sjældent udslag over den tilladte grænseværdi.

Men byen er stadig tom, ligesom lejlighederne og hospitalerne, hvor man behandlede syge før evakueringen. Kun de døde plakater viser tegn på liv. I en tom svømmehal i Pripjat hænger propaganda­plakater om USSR’s storhed og sportslige bedrifter. Og i en biograf er der gamle filmplakater og billeder af datidens store skuespillere. En af dem er af den i dag 71-årige Igor Kostolevsky. Hans film blev set af millioner i Sovjetunionen. I dag hænger hans bedrifter på væggene i en forladt biograf, der runger tomt, er støvet og lugter af mug.

3 AF DE VÆRSTE

Tjernobyl er kategoriseret som en niveau 7-ulykke af INES – Den Internationale Atom-Event Skala. Ulykken kostede ifølge de sovjetiske myndigheder 31 mennesker livet, men Greenpeace peger på mellem 90.000 og 200.000 omkomne. Den eneste anden atomulykke, der har fået kategorien 7 af INES, er 2011-ulykken i Fukushima i Japan. Ulykken startede ved en række fejl efter et jordskælvsvarsel 11. marts 2011. Jordskælvet forårsagede en tsunami, som skyllede ind over anlægget og oversvømmede anlæggets kældre. Det førte til tre nedsmeltninger og efterfølgende eksplosioner. Ifølge det japanske Reconstruction Agency, der har ansvaret for genopbygningen, blev 154.000 mennesker evakueret.
Den tredjestørste atomulykke i verden er kategoriseret som niveau 6 af INES. Det er Kyshtym-ulykken i Rusland fra 1957, der skete på ­Mayak-anlægget. Der vides ikke meget om ulyk­ken, men anlægget producerede blandt andet atomvåben, og det menes, at en af anlæggets tanke sprang i luften efter en fejl i afkølingen. Der er ikke nogen tal for, hvor mange der omkom som følge af strålingen.

Nær Tjernobyl ligger et stort radaranlæg, som skulle holde øje med amerikanske missiler. Det blev også evakueret og er i dag muligt at besøge på en todages tur.

SERGII MIRNYI drømmer om, at dele af Pripjat kan blive bevaret eller restaureret, så turister kan se, hvordan livet så ud før katastrofen.

”Det er vigtigt, at vi bevarer områder som det her. Jeg har brugt mit liv på at fortælle både akademisk og til turister om katastrofen. Det er en måde for mig at bearbejde mine oplevelser, men det er også en måde for folk at få et forhold til radioaktivitet,” siger den tidligere reserveløjtnant og fortsætter:

”I Tjernobyl har jeg kørt i køretøjer med sikkerhedsudstyr for at undgå radioaktivitet, men i dag er det muligt at besøge området uden større sikkerhedshensyn.”

Umiddelbart efter katastrofen var radioaktiviteten 1.000 gange større end i dag, og besøgende får kun en meget lav og ufarlig dosis.

Sergii Mirnyi ser derfor sine ture som en form for uddannelse for de besøgende, der får mulighed for at forstå den usynlige radioaktivitet.

”HBO-serien har gjort meget godt for at sætte fokus på Tjernobyl, men der er flere ting, der er forkerte eller for dramatiserede. De sætter for eksempel meget fokus på, at soldater går rundt og skyder dyr i øde områder, men nedskydningen af dyr var kun en lille opgave i forhold til det store oprydningsarbejde, der fandt sted,” siger han og peger på, at det var lokale jægere, der stod for at skyde dyr.

Han mener også, at soldaterne sjældent drak alkohol, som det ellers vises i serien. Soldaterne havde ikke tid til at drikke, og søvn blev vægtet højt, når de endelig havde et par ledige timer. Men de fejl er et lille problem. Et større problem er, at HBO ifølge ham fremstiller lederne af Tjernobyl-anlægget som skurke, der prøvede at skjule konsekvenserne:

”Jeg har selv snakket med flere af de folk, der var på anlægget, og grunden til, at de ikke gjorde noget, var ikke, at de prøvede at skjule det. De kunne bare ikke begribe det. Dengang troede alle, at anlægget var fuldstændig sikkert. En ulykke var umulig.”

TAG SELV TIL TJERNOBYL

Firmaet Chernobyl Tour arrangerer ture på både en og to dage ind i den ellers lukkede 30-kilometer-zone omkring atomanlægget. Det er lovpligtigt at have en guide med for turister til området, hvor der er afgange fra Kiev hver dag. Det er en god idé at booke sin tur flere dage i forvejen, da der er fornyet interesse for at komme af sted efter HBO-serien ’Chernobyl’.

Omgivet af hav, uendelige roemarker og indrammet af Lalandia, Scandlines og en fremtidig Femern-forbindelse ligger Rødby og Rødbyhavn. Stedet er hårdtprøvet, men rødbynitterne giver ikke op. De står fast og nægter, at deres by, deres område og deres del af Danmark skal gå fløjten.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Steven Achiam

TO ENDER af en rød snor, der daler ned på en regnvåd asfaltvej, udløser en trykbølge af klappen og piften. Det er Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen og direktør for Femern A/S Claus F. Baunkjær, der sakser snoren, og omkring dem fejrer borgerne i Rødby og Rødbyhavn åbningen af Jøncksvej, en ny omfartsvej nede ved havnen. Det er en almindelig tirsdag over middag, og festteltet fra Ebbes Udlejning er så fyldt med folk, at de er klemt helt ud til teltdugen og står i klynger ude på vejen i støvregnen. 

I Lolland-Falsters Folketidende har der stået, at man ved indvielsen ville traktere med ’en varm pølse med brød’, og vejåbningen er et symbol på, at der nu rent faktisk sker noget med Femern Bælt-forbindelsen. Fra politisk side har man talt om den siden 1991, og de sidste 28 år har man diskuteret fra Danmark til Tyskland og tilbage igen. Men nu sker der noget. Noget så håndgribeligt som en vej, der skal være den direkte trafikåre til byggeriet, hvor lastbilerne skal fragte materialer og den slags. For man skal ikke decideret bygge endnu, man skal blot gøre klar.

Godsejere, direktører, vejarbejdere, pensionister, landmænd og bedemænd står foran Tyttes Pølser. Køen til to ristede med brød er fyldt med jakkesæt, praktiske regnjakker, fleecetrøjer, kanvas og joggingtøj, og imellem dem lyser anlægsarbejderne op i gråvejret i deres neongule overalls. I horisonten, mellem to små enklaver af træer, der leder ned til vandet og en hvid DLG-silo, kan Scandlines-færgen mod Puttgarden skimtes på sin færd ud i Østersøen. 

NOGLE AF DEM, der lige skal se, hvad der sker, er 57-årige Anne-Marie Jørgensen og hendes 53-årige mand, Freddy Bentson, der sammen med deres to hunde betragter festteltet lidt på afstand. 

”Vi er her for at få gratis pølser og fadøl,” siger Anne-Marie Jørgensen, mens mundvigene krøller opad i et smil, der er på bristepunktet til at bryde ud i grin. 

”Ej, det er da gas, ha, ha!” siger hun i næste åndedrag og fortæller, at hun i dagens anledning har taget fri fra bedemandsforretningen, hvor hun arbejder, for hun og Freddy skulle jo lige ned og høre, hvad de har tænkt sig med Femern-forbindelsen. I næste nu bukker Anne-Marie Jørgensen sig ned med en grillpølse i munden for at give den ene hund en bid i bedste ’Lady og Vagabonden’-stil. Imens fortæller Freddy Bentson, at han er glad for, at der kommer noget arbejde til byen, så længe byggeriet står på. 

”Men i det øjeblik det er færdigt, bliver det bare en gennemkørsel til København alligevel,” spår han. 

Den nye vej deler vandene mellem rødbynitterne. På den ene side er det godt, at lastbilerne er blevet gelejdet væk fra bymidtens brosten, det har alligevel kostet en del små stenstatuer og monumenter i byen huller i siden. På den anden side frygter flere, at der vil komme en masse trafiklarm med sådan en omfartsvej. For ikke at tale om dem, der har måttet flytte ud af deres huse, for at vejen kunne blive en realitet. 

Bag festteltet står en mand på toppen af et hotel i beton og røde mursten i den tunge, grå efterårshimmel, som trækker sig sammen som en knyttet næve. Manden skumler med solbriller ned over de festlige begivenheder. Man kan lige ane, at der står Danhotel øverst, og at det er ejeren af hotellet, Villy Jørgensen, der står deroppe på taget. I august fortalte en optimistisk Villy Jørgensen til Lolland-Falsters Folketidende, at han havde fået lavet lyse trægulve og LED-lys på værelserne, og at han forventede nye og flere gæster, men nu har Femern A/S indgået en aftale om at overtage hotellet, der skal være ’bygherrecenter’. 

Ristede løg, festtelt og fejring af en ny vej til Femern-forbindelsen.

VEJÅBNINGEN ER IKKE den eneste store begivenhed, der har fundet sted på havnen den seneste tid. Det er ikke mange uger siden, at et filmhold med den britiske instruktør Christopher Nolan i spidsen pakkede sammen efter flere dages optagelser i Rødbyhavn. Der er tale om en actionfilm, der foregår flere steder i verden, og havvindmøllerne i Rødbyhavn var det helt rette sceniske spot. Havnen var i de dage omgærdet af gitterhegn, mystik og stjernestøv. Hollywood-holdet havde lejet 200 huse i Lalandia, og så havde de lejet verdens største isbryder, der var så stor, at den ikke kunne komme ind i havnen. 

”Den lå derude i flere dage,” siger Anders Henriksen, landmand og ejer af Lidsø Gods, mens han peger ud mod Østersøen. 

Filmholdet havde spurgt godsejeren om lov til at låne en af hans lagerhaller til optagelserne, men det var lige efter høst, så halm og korn fyldte det hele derinde. I stedet fik filmholdet lov til at træne med helikoptere ude på Anders Henriksens marker. Ganske vist med sådan nogle rekvisithelikoptere, der vejede 50 kilo i modsætning til en redningshelikopters 16 ton. 

Selv i Brugsen i Rødbyhavn var der glamour i de dage. Anders Henriksen var nede at handle og kunne ikke undgå at få øje på nogle ’meget smarte damer, der gik rundt og talte amerikansk’. ”Man bemærker det her i Rødbyhavn, når der kommer nydelige damer. De lignede jo ikke os andre normale, der lige er nede og hente et rugbrød og en liter mælk,” fortæller han.

Anne-Marie Jørgensen og Freddy Bentson nåede ikke ned og se kulisserne på havnen, men de fik sig alligevel en overraskelse, da de en aften var nede på den lokale bodega Slap a’ for at få sig et slag billard. Pludselig kom filmholdet ind ad døren for at fejre, at de sidste skud fra Rødbyhavn var i kassen.

Snorlige optræden af borgmesteren og direktøren for Femern A/S.

FRA HAVNEN fortsætter den nye Jøncksvej op mod billetkontoret til Scandlines-færgerne, og knækker man let til højre i stedet for at fortsætte op gennem industrikvarteret i Rødbyhavn, rammer man Sydmotorvejen. Lader man være med at dreje ind på motorvejen og i stedet skæver let mod venstre, kommer man ind på Havnevej, en lang, landlig allé indrammet af træer i snorlige formation langs asfaltkanten, der til sidst leder ind i hjertet af Rødby. Træernes blade står i rød efterårsbrand, der på afstand får dem til at ligne kandiserede æbler på stilk fra et juleeventyr. Havnevej er flankeret af roemarker, der smelter sammen med himlen, mens vinden risler igennem rodfrugternes grønne toppe og blander sig med krageskrig og motorvejens brummen. Håndmalede skilte vidner om, at man kan købe æg, squash, kartofler og græskar på gårdene, der er strøet ud over markerne med behørig afstand i landskabet, der folder sig ud som et vendespil af grønne og brune brikker. Traktorerne arbejder sig gennem mulden, markerne skifter farve fra grøn til brun, og vindmøller tårner sig snurrende op i landskabet.

Efter små syv kilometer bliver roemarkerne afløst af store villaer, bindingsværkshuse og skov med vejnavne som Solvej, Skovvej og Strandvej. Der er fortov, frugttræer og fyrretræer. I indkørslerne holder der campingvogne og trailere, og en ung fyr i træningstøj og dunvest trækker med bøjet nakke en vogn med reklameaviser efter sig, mens en gul bus tøffer gennem hovedvejen. Her er som på alle andre villaveje i landet, og så måske alligevel ikke helt. Hos den lokale ejendomsmægler er en stor, smuk, hvid patriciervilla fra 1918 på 255 kvadratmeter med en grund på knap 1.500 kvadratmeter til salg for en million. 

TAG DET ROE-LIGT

Siden 1873 er der blevet dyrket sukkerroer på Lolland-Falster – eller ’hvidt guld’, som det kaldes. Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1929 emigrerede polske sæsonarbejdere til de lollandske roemarker, og mange blev i landet. Roeoptagningen – eller roekampagnen – bliver skudt i gang i september og slutter i december. I Nakskov og i Nykøbing Falster ligger Nordic Sugar-fabrikker, hvor roerne bliver transformeret til snehvidt sukker. Landmændene bliver betalt efter roernes vægt og sukkerindhold. I 2005 var der 4.372 sukkerroedyrkere i Danmark. I dag er der omkring 1.000 tilbage. I 2017 afskaffede EU de såkaldte sukkerkvoter og mindstepriserne på sukker, og flere store sukkerfabrikker er lukket i både Tyskland, Polen og Frankrig.

Kilder: Nordic Sugar og Landbrug & Fødevarer.

Langstrakte, flade marker og vindmøller præger store dele af Lolland.

ØSTERGADE ER hovedstrøget, der løber gennem Rødbys bymidte. Lave byhuse i gule, blå, hvide og røde mursten på hver side delt af et fortov i midten. Solen skinner fra en skyfri himmel. Der er ikke ét menneske på gaden, og dørene til butikkerne er lukkede. Der står næsten ingen skilte på gaden, og som man kommer nærmere, bliver det tydeligt, at butikkerne ikke holder siesta eller blot har en stille dag. Mange af dem er lukkede. I nogle af vinduerne hænger der ’Til salg’-skilte. I andre har støvet samlet sig så tæt, at det skærmer for udsigten til inventaret. På mange måder minder dele af gaden om en filmby, som skuespillere og instruktører har forladt. Rekvisitterne står som under indspilningen, til gengæld er de falmede, og støvet danser som snefnug i solstrålerne, der sniger sig ind ad ruderne. 

Man kan høre den raslende lyd fra blade, der blæser hen ad fortovet, skvulpen fra springvandet og de scootere, der lejlighedsvist glider forbi. En dør står på klem. En motorcykel er parkeret uden for en stor butiksfacaderude, og indenfor sidder to mænd ved et laminatbord og deler en kande kaffe og ryger smøger. Radioen spiller, en kvinde med en stramt tilbageredt blond hestehale, optegnet sort eyeliner og forklæde holder styr på køkkenet, og selvom der ikke er noget skilt på gaden, er der indenfor en disk og et tilbud om lasagne, pomfritter og nuggets. To kopper kaffe koster en flad tier, og sandwich kan man også få. Et rullebord med en køler brummer om kap med radioen. 

I hjørnet af cafeen er to rækker enarmede tyveknægte gemt væk bag en tynd grå skillevæg. Der er ikke nogen jackpots, der blinker, eller polyfoniske klokker, der bimler. Stikket er med vilje hevet ud. Cafeen skal gå nye og lysere tider i møde, der indebærer mere varm mad og færre kolde bajere. I hvert fald hvis man spørger 57-årige Jan Kristensen, der er pensioneret, men som frivilligt har kastet sig over cafeen og lige nu nyder en kop formiddagskaffe med galleristen H.C. Begge har skæg, og Jan Kristensen har en multifarvet T-shirt på, mens H.C.  har godt med tusser på kroppen.

Spillehalskirkegården skal transformeres til en hyggekrog, cafeen skal emme af dagligstue, og køkkenet skal servere lollandske egnsretter, der ”ikke må koste mere end 35 kroner”. På den måde har de mennesker, der bor i byen, rent faktisk råd til at gå ud at spise. Drømmen er, at skoleeleverne følger trop i frokostpausen og får sig et varmt måltid hernede. 

”Så er de jo sikret god mad i hvert fald én gang om dagen,” siger Jan Kristensen og tager en slurk af sin kaffe. 

Cafeen er ikke det første frivillige projekt, han har kastet sig over. Han er medlem af Sons of Heaven, en motorcykelklub for kværn-entusiaster, der elsker at køre – også for en god sag. De har både lavet ’hospice run’ og ’mobbeture’, hvor døende eller børn, der har det svært i skolen, kan komme ud og blive luftet i Rødbys natur med gashåndtaget i bund. 

Østergade set ovenfra med Fløjtepigen i centrum.

KVINDEN MED EYE-LINER og forklæde hedder Marianne Syhler og er 51. Hun kom til Rødby som 12-årig, og hun kan huske, at hun bed mærke i, at Rødby ligesom ikke var helt med på den nyeste mode. Marianne var dengang klippet som Lady Diana, det hotteste hotte hår, klippet kort med et pandehår, der med hårlak var blæst til siden. 

”Der gik ikke længe, før resten af pigerne på skolen i Rødby havde kopieret den frisure,” smiler Marianne Syhler. 

En mand i fleecetrøje og rollator gør entré som den første gæst.

”Godmorgen, søde Freddy,” hilser Marianne Syhler velkommen. Hun ved lige, hvad den Freddy skal have. Tre stykker kridhvidt franskbrød med rullepølse og kogeskinke bliver langet over disken, og en sødetablet dumper ned i den sorte filterkaffe. Drypvist kommer der flere og flere af Freddys slags, der lige skal have en bid formiddagsbrød. Gerne det sædvanlige. En ældre mand kommer ind i blå arbejdsoveralls, hestehale, kasket og træsko. Han skal have en ostemad, og Marianne Syhler spørger, om det skal være ’den gode der med sky og løg’. Han nikker samtykkende, mens grillpølserne ligger og luner sig på varmeristen, og cigaretrøgen blander sig med duften af kaffe. Men på Marianne Syhlers fingerspidser er det lugten af den gode ost, der sidder fast. ”Prøv og lugt,” siger hun og stikker dem hen under snuden på Jan Kristensen, der griner skraldende.

Jan Kristensen (i midten) og kunstneren H.C. (t.h.) i samtale med en ven.

Cafeen uden navn, som måske skal hedde Café Solstråle.

LIDT LÆNGERE NEDE ad gaden ligger Gallery Bruhn Pedersen. Det er her, H.C. – der hedder Hans Kristian Bruhn Pedersen med K, men alligevel kaldes H.C. – udstiller egne og andres værker. Visitkortene ligger til fri erhvervelse i gabet på en tandblottende plastichaj. 

Udstillingen er med et enkelt ord alsidig. Den tæller spejle, som H.C. har graveret børnetegninger ind i, plastichavemøbler, der er spraymalet i batikmønster, og håndlavet S/M-udstyr i læder, som står udstillet på en gammel kommode ledsaget af handsker monteret med et langt skaft, der er beregnet som slagtøj i soveværelset. H.C.s princip for hans kunstnergesjæft lyder, at han kun vil lave ting, som folk har glæde af eller synes er sjove. Og så laver han aldrig to identiske ting. For han er jo kunstner, som han pointerer i sin dunjakke, fuldskæg, tribals op ad halsen, signetringe på fingrene og små firkantede briller. På væggen hænger H.C.s far og kigger ned, rank ryg og glatbarberet i uniform med en aura af fortidens elegance.

Galleriet er beklædt med gråt gulvtæppe, og udstillingen minder om en samlers stue med alt fra dukker til hæklede duge og en djævlebamse med en trøje, hvor der står ’Min ejer er single’. Den griner H.C. noget af. Men et af de værker, han er gladest for, er nu alligevel det spejl, han lavede til en kammerat, der gik og var lidt blå. ”How are you today?” stod der på spejlet. ”Når man står der og føler sig lidt morgengrim, kan man jo ikke andet end at smile,” siger H.C., der først slår ud med armene og bagefter bevæger sig ud på Østergade, hvor han fremhæver springvandet, der rislende atter bryder byens tavse lydmur. 

”Vi har jo vores fine fløjtepige her,” siger han med en sær kombination af begejstring og forlegenhed i stemmen og peger med en cigaret i hånden på bronzepigen med rottehaler, der henslængt sidder og spiller blokfløjte midt i springvandet. 

”Her i Rødby hilser man. Man kommer ikke hinanden 100 procent ved, men tæt på. Man snakker da sammen,” siger han som et plaster på bylivets sår. En dame med rollator, krum ryg, termojakke og en fin halsklud tilbagelægger sammen med en ung kvinde Østergades brosten som de eneste. Den unge kvinde stopper for at hæve penge i byens ensomme hæveautomat. H.C. håber, at automaten får lov at blive, ellers skal man enten helt til Maribo eller til Rødbyhavn for at få kontanter, og det er altså ikke fair. 

Ikke så langt derfra rasler piletræerne i efterårsvinden ved rutebilstationen, en vendeplads med seks busskilte. På den anden side ligger et gult lejlighedsbyggeri, der bliver til et parcelhuskvarter med små rødstenshuse, klippede hække, flagstænger og gule bonderoser, der kysser murene. Græsplænerne er slået, bedene med stokroser står velfriserede, og der er ordnede forhold. Over tagene stikker et kirkespir op og insisterer på, at her er en by.

Legepladsen i Lystskoven er samlingspunkt for nye familier i byen.

GEMT BAG EN jordbunke med vilde mælkebøtter og valmuer ligger Lystskoven. Det nysåede græs kranser trælegepladsen ind som sporadiske dun på en babys hoved, og netop to af dem boltrer sig i sandet, mens mødrene kigger på. 25-årige Cecilie Jensen og 23-årige Emma Bjerre er veninder, og de er begge på barsel. Cecilie Jensen er født og opvokset i Rødby, kun med en lille afstikker til Nykøbing Falster for at læse til SOSU-assistent. 

”Lugten af gylle og roer – den er hjemlig,” siger Cecilie Jensen, der i sin gule sweater stråler sammen med skovens efterårsfarver.

Pludselig titter en ung mand frem fra krattet i Armani-jogging-shorts og djævlen tatoveret op ad halsen. Det er 26-årige Nicklas Elkjær. Det øverste af håret er redt skarpt til siden med gelé, resten er barberet så godt som skaldet. Hans guldur glimter i solen, og smilet er stort. Ved sandkassen gør han stop og sætter sig på hug for at kysse Olivia. Det er hans datter, og Cecilie er hans kæreste. Hans dialekt afslører, at han ikke er rødbynit, men snarere fra Københavns Vestegn. 

”Jeg er fra Ballerup,” siger han og forklarer, at det da var noget af en omvæltning at flytte til Rødby. 

”Men når man møder en sød pige, er der jo ikke noget at gøre,” fortsætter han, mens han blinker til Cecilie. Det var spørgsmålet om datterens opvækst, der fik pilen til at pege på Rødby. Her kunne den lille familie få luft og natur i stedet for ballade og beton. 

Nå ja, og så er de tæt på grænsehandlen, der ikke er at kimse ad, hvis man skal holde en fest. De tager færgen, når de skal handle, men buffeten om bord er ikke en del af udflugten. De sørger for at smøre madpakke hjemmefra, når de skal af sted. ”Vi er jo lollikker,” smiler Cecilie Jensen.

Therese Christiansen foran bagindgangen til sin café.

DER HAR VÆRET gode og dårlige tider i de 27 år, Therese Christiansen har drevet Bageren & Thereses Køkken på Østergade lige ved Rødby Skole, hvor hun selv har gået. Hun er en  glad og gesjæftig dame med solidt fodfæste i lokalsamfundet. Og byen skrumper, men der er vel ingen grund til at dreje nøglen om af den grund. 

I begyndelsen af 90’erne langede hun op mod 200 flødeskumskager over disken til byens søndagssultne kunder. I dag er det kun en 20 stykker. Ifølge 54-årige Therese Christiansen handler det om tilpasning. Da kagesalget begyndte at gå ned, udvidede hun med varmt køkken, små delikatesser, brugskunst og en overgang også blomster, da den lokale blomsterhandler lukkede. ”De skal jo kunne købe blomster i byen,” griner hun, så delfinen om hendes hals gør et hop. Og således eksisterer cafeen stadigvæk. Med alt fra bland selv-slik til gourmet-salt, keramik-sæler og smykker. 

Tidligere var Therese Christiansen supermarkedslærling, og hun har arbejdet i køkkenet på Scandlines. Alt sammen fine tjanser, men iværksætteren i hende trak. Egentlig kunne hun hverken lave sovs eller noget, da hun begyndte, og hun husker tydeligt den allerførste kunde, en gammel mand med stok, der kom ind og sagde: ”Din snottøs, du bliver ikke!” 

Klokken 10 minutter i 11 ruller en sølvfarvet bil op på siden af cafeen. En mand i joggingtøj og friseret hår kommer ind ad døren. Han giver aftalte penge i sedler, sætter sig ved sit sædvanlige bord og venter på dagens ret, som han har gjort hver eneste dag de seneste 18 år. Mens han venter på sin mad, breder en duft af gammeldags oksesteg sig i cafeen, for i dag er det den månedlige ’Spis sammen’-dag, som Therese Christiansen har opfundet. Ideen opstod, da en ældre lokal herre mistede sin kone i 1992. Hvem skulle nu lave mad til ham, tænkte Therese Christiansen. Så det gjorde hun, og hun fik det også kørt ud til ham, det var ikke til noget som helst besvær. Men der måtte jo i grunden sidde mange som ham derude, alene i deres stuer, tænkte hun og lavede sidste år en ansøgning til Trygfonden. Hun vandt puljen, og den var stor nok til at holde ’Spis sammen’ en gang om måneden i et helt år, hvor gæsterne bliver hentet i en minibus og får tre-retters menu inklusive drikkevarer og keyboard. 

’Spis sammen’-arrangementerne er en stor lokal succes.

DET ER 79-årige John Hansen, der er dagens keyboardmand i skysovs. Da hans kone døde, kom han i Thereses spisefold, men nu er han kæreste med Rita, som han mødte i blomsterparken, og der gik faktisk ikke andet end 12 timer, før de smeltede sammen. Egentlig er John Hansen fra Thyborøn, men en sømandstilværelse bragte ham vidt omkring, og slutdestinationen blev Rødby i 1970. Nu står han og er ved at få styr på Yamaha-orglet i fleecetrøje, isblå øjne, guld på tænderne og om halsen og en signetring på fingeren. Han har været keyboardmand i mange år, og ét er sikkert og vist: Sangen ’Lillemor, jeg elsker dig’ virker hver gang.

En rød løber og dannebrogsflag møder ’Spis sammen’-gæsterne, da de bliver bugseret ud af en skriggul minibus med hjælp fra chaufføren Arly. Nydelige ældre damer gør entré med permanentede krøller, perleøreringe og håndtasker. 

”Jeg blev nødt til at rykke rundt på nogle aftaler, men det her kunne jeg jo ikke sige nej til,” siger Grethe Jørgensen, en af gæsterne. Grethe har fået to veninder, Tina og Gerda, med til ’Spis sammen’. Hun holder plads til dem på hver side af sin stol. Og Arly, der frivilligt stiller op og godt kan finde på at køre en af de ældre til tandlægen eller hjælpe med et vandrør i boligen, kører frem og tilbage i den gule Ducato for at hente og bringe. Inden længe er festlokalet fyldt op. Gerda er en af de sidste, der ankommer. Arly får gelejdet hende hen til Grethe: ”Så kan I to slyngveninder da sidde sammen,” siger han. 

Der bliver tastet løs på Doro-telefonerne og skålet i abrikosvand, mens John Hansen svinger guldarmbåndsuret over det elektriske orgel. Med et krøllet og ganske tilfreds smil lader han dansktop-tonerne svøbe sig om forsamlingen. 

RØDBY OG RØDBYHAVN – TO SIDER AF SAMME SAG

Omkring år 1200 blev Rødby til. Byen lå ud til den daværende Rødby Fjord, og herfra fandt man den korteste rute over Østersøen til Femern i Tyskland. På den tid kaldte man byen Ruthby. Rødby blev købstad i 1682, men allerede op gennem Middelalderen var der godt gang i handlen med Tyskland. I 1872 oversvømmede en stormflod hele Rødby. Som en konsekvens blev Det Lollandske Dige, der nogle steder er fem meter højt, bygget for at beskytte den udsatte sydkyst. I 1912 blev Rødbyhavn – en ny fiskeri-

og trafikhavn – indviet. Efter kort tid blomstrede havnen op og blev præget af bebyggelse. Selvom Rødby og Rødbyhavn har hver sin bymidte, hænger de historisk sammen. I dag bor der 2.066 personer i Rødby. 56,5 procent af dem er over 50 år gamle. I Rødbyhavn bor der 1.624 personer, 55,7 procent af dem er over 50 år gamle. Til sammenligning er 24,4 procent af indbyggerne i København over 50 år gamle. Efter kommunesammenlægningerne i 2007 blev Rødby en del af Lolland Kommune.

Kilder: Danmarks Statistik, ­Lolland Kommune, Gyldendals Store Danske.

John Hansen på keys.

MED LYST, KRØLLET HÅR og en kampvægt på 62 kilo står 15-årige Magnus Hansen Hedegaard og løfter stålvægte i Rødby Styrkeløft. Omkring ham lugter der af rengøringsmidler og sved, og det er sådan en slags styrkeklub, man forbinder med en ’Rocky Balboa’-film. Malingen skaller af vægtene, og der er ikke nogen københavnersmarte fitnessmaskiner. Radioen spiller de nyeste hits, og ovre ved receptionen er der en solid beholdning af kreatin-shakes, Proteinella-smørepålæg og weight gainer-pulver. Et glasskab er fyldt op med de pokaler, medlemmerne har hentet til klubben, og Magnus Hansen Hedegaard drømmer om at blive en af dem. På sin 13-års fødselsdag – aldersgrænsen for medlemskab – satte han sine ben i Rødby Styrkeløft første gang. Han er en ung mand med en plan. Søn af to forældre, der begge arbejder på Scandlines-færgerne, far på kontoret, mor i køkkenet. Fedtprocenten er lav, 3,7 procent, men arbejdsmoralen er høj. For Magnus er sportstasken lige så fast et hverdagsvedhæng som skoletasken. Han gider ikke køre på scooter, og han gider ikke ryge smøger. I stedet træner han otte gange om ugen, både håndbold på divisionsniveau og styrketræning, der skal gøre ham klar til konkurrencer. På fritidsjobbet i Lalandia tager han alle de tjanser, han kan komme i nærheden af, så opsparingen kan vokse. Efter 9. klasse vil han på gymnasiet i Maribo og forhåbentlig få sig et karaktergennemsnit, der er så højt, at han kan komme ind på jura i København. Han vil gerne være advokat, måske anklager. Men én ting er sikker: Han vil ikke bo i Rødby. 

”Her sker ikke noget. Roerne gror, og det er det,” siger han og tager en dyb indånding. 

Han har dog ikke nogen ambition om at ramme de professionelle harpiks-ligaer. 

”Det er jeg ikke god nok til,” konstaterer han med et genert smil. 

I den anden ende af styrkelokalet og aldersspektret står 74-årige Steen Wissing og løfter håndvægte foran et spejl. Håret er hvidnet, tiden har sat sig i ansigtsfolderne, men brystkassen er bred, og ryggen rank. I 12 år har han boet i Rødby, og hver uge har han trænet tre-fire gange i Rødby Styrkeløft. Han og konen ville væk fra storbyens ræs, og valget faldt på Lolland, hvor der var rigeligt med luft og fornuftige huspriser. Steen insi­sterede på, at huset skulle ligge i Rødby på grund af styrkeklubben. Det er 35 år siden, han begyndte at træne, og i den tid har han nået at erhverve sig rigeligt med metal til halsen og fine titler. I 2005 blev han for eksempel verdensmester i squat i sin aldersgruppe.

”Jeg var tyndere end Magnus, da jeg var ung,” siger han og nikker mod den unge løfter, der kan lide at være lille, men stærk. 

15-årige Magnus Hansen Hedegaard løfter vægte og vil læse jura.

SOLEN HÆNGER LAVT over Pakhuset, et gammelt skævt og hvidkalket bindingsværkshus med sorte bjælker og orange tegl. I gul skindjakke og et sjal, der ligner efterårets gyldne blade, tager Liselotte Paaske Nielsen imod. Sammen med andre ildsjæle har hun stiftet bevægelsen ’Giv Rødby bylivet tilbage’, og Pakhuset, der fungerer som åbent kulturhus, er et skridt på den vej. Det gamle hus er sat i stand af frivillige, ligesom frivillighed også reddede byens svømmehal og campingplads. 

Rødbynitterne hører ikke andet, end at byen er død, og at deres projekter er dødsdømte. Men indenfor er Pakhuset pyntet op med kulørte lamper, og rundt­omkring er der rester fra høstfesten, der blev holdt sidste weekend. Der er rødternede duge på bordene, gyldne neg i hjørnerne og halmstrå i små mælkeflasker på bordene, hvor Liselotte Paaske Nielsen har samlet stakke af store, tunge ringbind, der er spækket med visioner og drømme. Fondsansøgninger, handleplaner, præsentationer til kommunen, referater fra et væld af møder. Selv har hun boet i byen i 40 år og mødte sin mand til bal på kroen. Den næste vision, som ringbindene hovedsagelig rummer, handler om at forvandle nogle af Rødbys forladte bygninger til et købstadshotel.

”Du hører aldrig en lollik sige, at de er gode til noget,” siger Liselotte Paaske Nielsen med en blød stemme, der synger lollandsk. Rødbynitterne trænger til at puste sig lidt mere op, mener hun. Fægte lidt mere med armene. 

Liselotte Paaske Nielsen har store ambitioner på Rødbys vegne – her foran Pakhuset.

EN RUSTVOGN DREJER ud ved Aldi, og henne ved Dagli’Brugsen sidder to unge drenge på et cykelstativ med hovederne begravet i hver deres mobiltelefon, mens aftenblæsten tager til. Liselotte Paaske Nielsen viser byen frem og slår ind på gågaden. Hun går med raske skridt og peger på den flotte gamle apotekerbygning og Garn Hobby, der stadig eksisterer. 

”Hun har stor succes med at sælge roe-trolde derinde,” siger hun. Møbelforretningen Boligland fungerer også godt ligesom cykel- og bilhandleren og den lokale ejendomsmægler Thomas Porse. Den statsautoriserede fodterapeut kører også, og det samme gør genbrugsbutikken og en enkelt dametøjsforretning. Solstrålehistorierne ligger dog spredt med en håndfuld huse imellem sig. Nogle hundeluftere og fire cykelturister med oppakning på bagagebæreren passerer gågaden. Fløjtepigen plasker stadig ufortrødent i sit springvand over for det gamle rådhus.

Herinde er bornholmeruret gået i stå, selvom de fuldtonede vægge, busterne, de græskinspirerede statuer og messinglamperne får salen til at se højtidelig ud. Men de gulnede eksemplarer af ’Dansk kommunalforvaltning’ og ’Miljøbeskyttelsesloven’ afslører, at rådhuset ikke har været åbnet siden kommunesammenlægningerne i 2007. Der er støv på de arkitekttegnede borde, der kun bliver brugt, hvis nogen har booket et møde. Det, der startede som et rådhus med arrest i 1853, er blevet til et museum uden besøgende. På væggen hænger billeder af de byråd, der har siddet gennem tiden. På flere af billederne står Benny Damgaard, høj, rank og mørkhåret. I dag er han medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for partiets lokalforening på Lolland. Og blot et par gader væk fra det gamle rådhus bor han stadigvæk. I sin søns gamle hus, der ligger lige ved kirkegården. 

FEM ÅR I MUSSE. Det er den længste og eneste periode, Benny Damgaard har været væk fra Rødby. Musse er et gammelt sogn, der ligger en 22 kilometers penge fra Rødby, klemt inde mellem en put and take-sø og en landevej, men nu er han tilbage, hvor han kom fra.

I de gode, gamle dage var der ’fedt’ i Rødby, forklarer Benny Damgaard, der har en 42 år lang karriere som landmand bag sig og i dag arbejder som omsorgsmedhjælper. Man tog på Søpavillonen, tæt på havet, det fedeste sted at gå i byen med tidens største livemusikere. 

”Dryssede det ud af lommerne med sand, når folk skulle fumle efter deres mønter for at betale i baren, vidste man godt, hvad de havde været ude og lave,” siger 59-årige Benny Damgaard. 

På det lakerede træbord har han og kæresten Kirsten Sydendal disket op med tapas-pølse og vin i glasset. Kirsten bor på Fejø, og da Lolland kom i mediemøllen med udsendelsen ’På røven i Nakskov’, startede hun gruppen ’Lolland-Falster Lovestorm’, der med flere end 28.000 medlemmer lige siden har fremhævet alt det gode på de her kanter. 

Der er lunt og godt indenfor i Damgaards parcelhus-residens. I stuen er der store lædersofaer, og en stor skål med slik på køkkenbordet står til fri afbenyttelse. En dosmerseddel ligger ved siden af og fortæller, at der mangler leverpostej i køleskabet. Væggene er prydet af portrætfotos. Især over spisebordet, hvor Bennys fire børn kigger kernesunde ud over rummet. Annette, Allan, Michael og Morten. Tre ud af fire er landet som professionelle håndboldspillere. Annette stoppede, da hun ramte første division, men brødrene kører fortsat karrierer i Danmark, Tyskland og Sverige. Den mellemste, Michael, har endda været fast inventar på herrelandsholdet i flere år.

”Jeg sad i traktoren ude på marken, da Ulrik Wilbek ringede,” siger Benny Damgaard, hvis brune øjne glimter, da han fortæller, hvordan den tidligere landstræner havde fået øje på ældstesønnen Allan og var interesseret i hans talent. Wilbek fremlagde et tilbud, og faren svarede, at han lige skulle tænke over det. Men da han havde lagt på, var der jubelarme og faderlig stolthed til op over traktortaget. 

Med sine store landmandshænder hælder han vin i glasset og fortæller, at de fire topatleter er opflasket på havregryn og rugbrød. Og at håndboldtræning ikke var reserveret til hallen. Dørene derhjemme agerede mål, og nogle sammenrullede sokker kunne sagtens klare den som en håndbold. Derfor var der heller aldrig en vase i huset.

DA BENNY DAMGAARD sad i byrådet, tog det ikke fem minutter at handle i Netto. Det tog minimum en time. Alle skulle lige konfrontere lokalpolitikeren hen over farsen i frysedisken. Hvorfor har I ikke slået rabatten nede ved mig? Hvad med det hul i vejen? 

Helt højt gik bølgerne, da han som byrådsmedlem var med til at lukke den lokale skole. Men Benny Damgaard stod fast. Som han gjorde, da han gik op imod Venstres absolutte top. 

Han var den første til offentligt at kritisere den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen for den nye garderobe, han blev ekviperet med på Venstres regning. Ni jakkesæt, 21 slips og syv par sko var indkøbene løbet op på i 2010 og 2011. Nogle måneder senere kom det frem, at konen Solrún og sønnen Bergur havde fået foræret en tur til Mallorca af Venstre. 

”Det ryster mig i min grundvold,” sagde Benny Damgaard til Ekstra Bladet, der døbte ham ’Rebel-Benny’.

Partitoppen i Venstre er ofte blevet rasende og har flere gange forsøgt at give ham mundkurv på, fortæller Benny Damgaard, der skæver hyppigere og hyppigere til uret. Allan skal spille i aften for Team Tvis Holstebro, og kampen bliver vist i tv. Faren går frem og tilbage for at finde TV 2 Sport, det lykkes, og han sætter sig på kanten af sofaen, da kampen bliver fløjtet i gang. Da Allan scorer kampens første mål, ryger farens arme fluks mod loftet. 

Benny Damgaard har altid boet i og omkring Rødby. Her med kæresten Kirsten Sydendal, der står bag ’Lolland-Falster Lovestorm’.

DER HVOR SPORET ender – eller begynder – i Rødbyhavn, løb flygtninge for nogle år siden over skinnerne og ud over markerne med børn og kufferter. De var på vej til Sverige og ramte de danske motorveje, hvor de gik i karavaner. Det var i september 2015, og Conny Damgaard Møller var på vej hjem fra mandagsbowling. I stedet for at køre hjem kørte hun mod Rødbyhavn Sportshal, hvor hun bestyrede cafeteriet. Flygtningene skulle jo have tag over hovedet og noget at spise. I fire dage knoklede hun med andre frivillige, mens man gik i gang med at bygge små containerbyer, der kunne huse flygtningene. Men de blev ikke i Rødby, og i dag står tomme beboelsescontainerne i hobetal et stenkast fra hallen. 

67-årige Conny Damgaard Møller har bestyret sportshallens cafeteria i 20 år, og siden hun gik på pension fra 42 års tjeneste i den lokale bank, har hun arbejdet der på fuld tid. Uden at få en krone for det. 

”Det var mest nuggets og pomfritter, de fik,” siger Conny Damgaard Møller, mens hun fylder slik op i rød- og hvidstribede papirsposer. Med sit grå pagehår udstråler hun bedstemorvarme, og hendes rolige stemmeføring er sådan en, man gerne vil have læst en godnathistorie op af. Hun forklarer, at de dage i 2015 var de vildeste i hendes cafeteria-karriere. Også selvom store kampe er blevet spillet hernede, og nevøerne har trådt deres barnehåndboldsko på det lakerede trægulv, og Scandlines-medarbejderne har holdt nogle våde julefrokoster. Conny er Benny Damgaards søster, og de to er ud af en søskendeflok på fire, der alle spillede håndbold. Sammen voksede de op på en gård, og Conny elskede at køre masser af traktor med sin far. 

Slushice-maskinen bag hende kører troligt. Før i tiden var der altid fulde huse hernede, men der er ikke så mange håndboldhold, som der plejede. Især da skolen ved siden af hallen lukkede, tyndede det ud i de unge spillere. 

”Hvis du vidste, hvor mange roer jeg har hevet op,” siger hun.

Conny Damgaard Møller arbejder frivilligt i Rødbyhavn Sportshal og bestyrer cafeteriaet.

SOM EN OVERDIMENSIONERET e-cigaret pulser skorstenen på Prinsesse Benedikte løs. Den royalt døbte Scandlines-færge har kurs mod Rødby på Lolland, vindmøllerne ligner ude fra havet små roterende tændstikker, og øen, vi nærmer os, er faktisk lige så flad som en pandekage. Skabt og nivelleret af enorme gletsjere under den sidste istid. 

Oppe på dækket forsøger nogle børn at fange mågernes opmærksomhed med chips, de viftende lokker med i vinden. Asiatiske turister poserer med store solskærme og dåse-Fanta foran selfie-kameraerne, mens tyskere i ’Game of Thrones’-fantrøjer misser med øjnene i solen. På den anden side af den elektriske dør, i ly for sejlvind og havgus, forsøger et ragnarok af rollatorer at finde en siddeplads. Kørestolene vugger let frem og tilbage i bølgegangen, og der dufter af tarteletter i restaurantens buffet, der er på rejsehjemmesiden Trip Advisors top 10-liste over ting, der er værd at opleve i Rødby. 

Ved buffeten ryster porcelæn og bestik i plasticbeholderne, mens kokken er ved at lave en spand cremefraichedressing. Imens stabler en kvinde cigaretpakker oppe ved disken. Hun har rullet ærmerne på sin Scandlines-cardigan op, så man kan se, at der står ’Mulle’ i et hjerte tatoveret på hendes arm. Restauranten kører efter ’all you can eat’-princippet, og det gælder også for drikkevarerne. Det er bare med at forsyne sig. Med Carlsbergs Sort Guld, med Faxe Kondi, eller hvad hjertet måtte begære. Store fade med frikadeller, rejer, flødekartofler og steg venter på kuldeplader eller under varmelamper. Og hvad færge-buffeten måske ikke har i Noma-gastronomi, har den i udsigt. Buffeten er omkranset af vinduer og et glitrende slør af havgus og dybblåt vand. En ansat fortæller, at der med jævne mellemrum er folk, der tager mod Puttgarden med det ene formål at ramme buffeten. De bliver siddende, når Prinsesse Benedikte rammer den tyske havn. På den måde får de 45 minutter ekstra med ad libitum.

FÆRGETRÆK

Scandlines blev grundlagt i 1998, da de største færgerederier i Danmark og Tyskland fusionerede. Scandlines Danmark ApS’ historie strækker sig imidlertid tilbage til 1872, da DSB åbnede en færgerute mellem Fyn og Sjælland, og i 1883 kom en forbindelse over Storebælt. I Tyskland begyndte Scandlines-eventyret i 1903, hvor en forbindelse mellem Gedser og Warnemünde blev etableret.

Fra Rødby sejler Scandlines-færgerne til Puttgarden i Tyskland. Her finder man Nordeuropas største grænsebutik, BorderShop, på 8.000 kvadratmeter. 1.500 mennesker arbejder for Scandlines i Danmark og Tyskland – godt halvdelen af dem er ansat i Danmark. De 1.500 medarbejdere repræsenterer 15 forskellige nationaliteter, og i oktober modtog Scandlines Lolland Kommunes integrationspris for at have gjort ’en særlig integrationsindsats i kommunen’.

I 2018 havde Scandlines over 43.000 afgange fordelt på sine otte færger på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Afgangene var besat af 7,4 millioner passagerer, 1,8 millioner personbiler, 700.000 lastbiler og andre fragtenheder og 36.000 busser.

Kilde: Scandlines.

Færgesporten over dem alle. At kaste godbidder til mågerne.

FLASKERNE MED VODKA, akvavit og Metaxa klirrer faretruende som inventaret i et jordskælvsramt vitrineskab. ’Onboard-shoppen’ er indhyllet i en tung sky af parfume, opstået efter utallige prøvesprøjt på kvindehåndled. Håndblæserne på toilettet og skibets motorer brøler om kap, mens en stemme i højttaleren på tysk og dansk fortæller, at man nu kun har 10 minutter tilbage til at erhverve sig sprut og tobak. Her er hyldemeter af Kay Bojesen-figurer, sminke, vingummi i kilo-klassen, smøger på karton, vin i store papbokse og Toblerone-pakker på størrelse med skinneben. En kvinde i vindjakke og vandresko konsulterer sin mand: Skal chokoladen være med eller uden rosin? Han er ligeglad, så længe den ikke er hvid. 

En tysk skoleklasse er på vej til København fra en lille by tæt på Frankfurt, og Rødby er blot en gennemfartsstation. Det samme gælder for fire svenske fyre i Ralph Lauren-poloer og tilbagestrøget hår, der har været på bilmesse i Frankfurt. De lader dog forstå, at det er yderst normalt for sydsvenskere at tage til BorderShoppen i Puttgarden. 

Pludselig siger en skærebrænderstemme gennem højttalerne, at det er tid til at gå mod bilerne. Gert og Pia Christiansen er på vej ned i deres Toyota Yaris, der er dekoreret med røde blomster. Først blev fælgene røde, så gik turen til sidespejlene, og senere kom der røde bier på køleren. Og apropos kør selv-ferie glæder parret sig til, at Femern-forbindelsen kommer. 

”Huspriserne kommer til at stige sådan her!” udbryder Pia begejstret og laver en stor krokodillemund med sine arme. 

Kort efter åbner Prinsesse Benedikte sit gab og lader sin underkæbe ramme færgehavnen. ’Transport og Logistik’, ’Weigand Transporte’, ’Friobaza’, ’Hansefrigo Spedition’, står der på lastbilerne, hun spytter ud. De kommer i alle farver, afskygninger og nationaliteter. Med klunkegardiner, navneskilte og chauffører, der hviler hovedet på armene. 

Ude på færgelejet fortæller elektroniske informationstavler, at ’Nächste Abfahrt’ er om få minutter. Politiet står med hjemmeværnet i sandfarvet ørkencamouflage og sorte solbriller og tjekker id. Vi bliver stoppet, ørkenmanden vil se pas. Det har vi ikke med. Det går lige an med kørekort og sygesikring. ”Næste gang boner den altså!” forsikrer han, og vi følger skiltene mod Sydmotorvejen, mens andre knækker af mod Nakskov. Eller mod Rødbys lille stykke med troper: Lalandia. 

Fra vandsiden er første danske togstop Rødby Færge Station.

FOR ENDEN AF Hagesvej ligger en stor, Toblerone-takket bygning med en snoet vandrutsjebane i toppen. Stationcars i sort og sølv med tagbokse er gået i dvale på den halvtomme parkeringsplads, mens familierne indenfor boltrer sig i det lollandske svar på slaraffenland. Tæt ved indgangen er en glasboks omkranset af sydeuropæiske hængeplanter i pink til de rygetrængende. Tre Lalandia-flag med rød sol og grønne palmer blafrer i vinden. 

Det er uden for sæsonen, men den stædige varme er det første, der rammer og giver samme fornemmelse, som når man træder ud af flyveren på en charterdestination. To piger får stukket en hundredkroneseddel i hånden af deres far. Der er spillehal, skøjtebane, indendørs skibane, kæmpe-trampoliner, bowlingbaner, Monky Tonky Land og slikbutikker med få meters mellemrum. 

Arkadelyde fra Little Vegas – en form for spillehal til børn – blander sig med Rasmus Seebach fra højttalerne. ”Hurtigere! Vildere!” råber en far til sin fireårige datter, der med en bold forsøger at ramme en ondt udseende abe på en spillemaskine. Overalt er der store fjernsynsskærme med tegnefilm, så man kan se tv, når man spiser og bowler. De indendørs gader med imiterede lygtepæle med ’flammer’ i toppen kulminerer i ferielandets hovedattraktion: Aquadomen.  

Hvis charter-fornemmelsen ramte i receptionen, er det luftfugtigheden fra tropehuset i en zoologisk have, der gør sig gældende her. Livredderne er på arbejde syv-otte timer ad gangen, ”og er du sindssyg, man bliver tørstig af det,” siger en af dem. 

Begejstrede børneskrig og brusen fra kunstige vandfald fylder en kuppel, der ligner toppen af en botanisk have med lyst og luftigt kig til himlen. Et inferno af rutsjebaner snor sig ind i hinanden, mens en kæmpe tønde langsomt fyldes med 1.200 liter vand, der til sidst vælter ud. 57-årige Jesper Sørensen kommer gående med sin datter Olivia på armen. Lalandia-turen er en gave til hende, hun er lige fyldt to. Jesper er pensioneret slagter og er tatoveret over hele kroppen. Tusserne er en drøm, han har haft, siden han var seks år og så sin onkel med en tatovering. Han tænkte, at det skulle han også have. 

”Lalandia er et fedt sted for børn,” siger han og kalder på sin kæreste på thai. Han taler sproget 75 procent efter at have været meget i landet de sidste 20 år. 

Væk fra lydtæppet af børneskrig og vandplask ligger spabade med udsigt over Østersøen. Solen er ved at dykke ned i havet, og vinden rusker i kornmarkerne udenfor. En mor signalerer med to hænder til sine børn, at de skal op af vandet, det er spisetid. En anden familie har smidt badelufferne for at dele en bakke pomfritter. Børnene drikker juice, forældrene fadøl. En ung ranglet fyr i tøfler og øresnegl stabler cafeens plasticstole. Lukketid her betyder, at der er showtime et andet sted i Lalandia. 

LALANDIA

I første parket til Østersøen ligger tropelandet Lalandia i Rødby, der første gang slog dørene op i december 1988. Feriecentret har 741 feriehuse og plads til 4.000 overnattende gæster.

Vandlandet Aquadome i Lalandia Rødby er 7.400 kvadratmeter stort. Her er vandet 28 grader varmt, og luften kan bryste sig af altid at måle 30 grader uanset årstiden. Over en halv million mennesker gæster hvert år Lalandia, der er ejet af Parken Sport & Entertainment. Lalandia er i øvrigt det latinske navn for Lolland.

Kilde: Lalandia.

Tyske Lars Kempe fra Femern med sin søn på 20 måneder.

ENGANG HAVDE VI solarier i Lalandia,” siger Hr. Plys med løftede øjenbryn i sit private omklædningsrum, der er dækket med plakater og billeder af ham selv. Men nu, forklarer han, er han nødt til at køre helt til Maribo, 20 kilometer nordøst for Rødby, for at komme under UV-strålerne, og derfor gør han det kun en gang om ugen. Han er ved at klæde om fra stramme sorte jeans, Gucci-taske og guldur til arbejdstøjet – et stribet jakkesæt og skræddersyede guldsko i størrelse klovn. Det samme kostume og det samme show har 59-årige Hr. Plys turneret med i tre årtier. Hvorfor ændre på noget, der virker? Guldskoene er håndsyede, han køber dem hos en skrædder i Amerika, deres levetid er to år, og når de ikke kan mere, skriver han dato i pløsen og gemmer dem på et loft i Lalandia. Akkurat ligesom han har arkiveret udklip fra aviser og ugeblade, hvor han er blevet omtalt eller portrætteret gennem tiden. Som på et lille rigsarkiv står de ordnet efter årstal i ringbind på Hr. Plys’ kontor et andet sted i badelandet. 

Egentlig hedder Hr. Plys Niels Lærkegaard. Han startede som bademester, da Lalandia åbnede i 1988, men snart fandt feriecenter-bosserne ud af, at han havde flair for at snakke ind i en mikrofon. Og så blev Hr. Plys født. Han har været i rampelyset som børnenes klovn, som dj og som konferencier for ’Miss Rødby’.  Men på et tidspunkt mente man i Lalandia, at de to ting var for uforenelige. Plys valgte livet som børnenes ven over damernes. Efter eget udsagn bliver han genkendt de fleste steder i landet. 

”Du er da vist kommet langt væk hjemmefra,” kan de finde på at sige. Også når han bare sidder i ’civil’ nede i saunaen. 

Hr. Plys har arbejdet som klovn i 32 år i Lalandia.

EN UNG INTETANENDE fyr kommer gående mod scenen. Det er Lasse Borggaard på 16, han går i 2. g på Maribo Gymnasium, men i dag skal han klædes ud som Lalandias populære abemaskot i plyssede fødder og et gigantisk hoved.

Nogle hader at være inde i Monky Tonkyen, andre elsker det, forklarer han, men personligt kan han nu meget godt lide det. Så kan man gå rundt og tosse anonymt og bryde ind i folks bowlingfester. Motorikken er lidt udfordret i den store dragt, og han er da også faldet over de store abe-sko, men det værste er nu at blive slået af børnene. Han er faktisk næsten blevet banket engang oppe i Monky Tonky Land: 

”Det er små drenge, der ikke forstår, at der faktisk er et menneske indeni.” 

Da Lasse Borggaard træder ud i fuldt abe-dress, vil børnene kramme ham, og forældrene trækker straks deres mobiltelefoner op af lommen. Pludselig gør Hr. Plys med et blæs i en fløjte opmærksom på, at det er tid til Mini Disco. Han trykker på en knap ved dj-pulten, og med ét blæser ’Smilende Susie’ i en tv-bingo-inspireret version ud gennem højttalerne. Børn og forældre stimler sammen for at komme helt op foran scenen. Snart efter følger ’Barbie Girl’. Børnene hopper og danser, mens fædrene tager en ekstra slurk af deres fadøls­krus i størrelse XL. 

”Hejsan Sverige og godaften, Danmark,” siger Hr. Plys ned i mikrofonen. ”Har I husket det gode humør?” spørger han, og så er Mini Disco i fuld gang. Hr. Plys og Monky Tonky-Lasse danser synkront til den gamle børnetraver ’Hoved, skulder, knæ og tå’. En boogie-woogie er under opsejling med en genfortolkning af teksten: ’Åh, Monky Tonky Tonky’. Forsamlingen bevæger sig med hånd mod hofte som én stor slange gennem torvet med Lasse i front. 

”Du er kongen af Lalandia. Vi er vilde med dig, skønne abemand,” skriger optoget i kor. 

Selv har Hr. Plys aldrig stiftet familie. Sådan er livet ligesom bare endt med at blive. Til hverdag tænker han ikke så meget over det, men når han til jul optræder og ser alle familierne samle sig, kan det godt ”gibbe lidt”, siger han og lægger en flad hånd på hjertet.

Scooteren er en uundværlig ungdommelig følgesvend.

I EN TÅGE af cigaretrøg og 80’er-rap har et udsnit af Rødbys ungdom samlet sig på café Rottehullet på Østergade. Mørket har sænket sig, sort og uigennemtrængeligt, og scooterne har ræsende gjort deres indtog udenfor. Dakke-dak-techno siver fra bilhøjttalere, der er ingen lys i gadens vinduer, kun scooternes forlygter og motorbrummen skaber liv, og der er antydninger af barnekinder under hjelmene. 

Der er ikke mange inde på Rottehullet, faktisk kun en fem stykker, hvoraf den ene er bartenderen. En af dem har fået, så hatten passer, mens de andre bare hænger og snakker. Blandt andre 19-årige Simon Nielsen, der er født og opvokset i Rødby. Han arbejder som flyttemand, mens han er ved at uddanne sig til lastbilchauffør, og til spørgsmålet om, hvad en ung mand som ham laver på en bodega en tirsdag aften, trækker han på skuldrene og siger: ”Vi sidder bare og drikker cola. Der er ikke rigtig andre steder at mødes.” 

Simons lillebror er en af drengene, der kører på scooter udenfor. Tobias, hedder han. Sammen med kammeraterne Jonas og Mathias hænger han på Østergade, ryger Prince, kører scooter og griner. De har Fendi og Givenchy på. Dyre mærker med flashfaktor. Når ikke de er her, hænger de ud i Lalandia.

”Ellers er vi bare ovre på skolen og koger,” siger Tobias Nielsen. De går i erhvervsklasse, hvor man har tre dage i skole og to dage i praktik på lageret i XL-Byg eller i supermarkedet. De joker med, at de ender som bumser på kontanthjælp, men de er alligevel fyldt med drømme. Om at blive socialpædagoger og selvstændige. Tobias Nielsen vil gerne arbejde i det vognmandsfirma, som storebror Simon drømmer om at få op at køre, siger han og hiver et lille trafiklys af imiterede diamanter op af lommen. Han sætter de såkaldte grillz på sine tænder, der glitrer i natten. Han smiler. Med en hånd på scooterstyret og den anden i luften med to strittende fingre signalerer drengene ’peace’ og er på vej væk. 

De er bare inde i scooter-perioden, forklarer storebror Simon, som var det en gængs udviklingsfase, man kan læse om i folkeskolens biologibøger. Når Rødby-drengene bliver gamle nok til at køre på scooter, har de ikke andet i hovedet end benzin, forklarer han. Men det går over igen, siger storebroren. Som andre af livets faser: 

”Det er ligesom dengang, man tog færgen for at drikke sig fuld i smagsprøver fra BorderShoppen.”