Indlæg

Omgivet af hav, uendelige roemarker og indrammet af Lalandia, Scandlines og en fremtidig Femern-forbindelse ligger Rødby og Rødbyhavn. Stedet er hårdtprøvet, men rødbynitterne giver ikke op. De står fast og nægter, at deres by, deres område og deres del af Danmark skal gå fløjten.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Steven Achiam

Ud & Se besøger de danske byer for enden af sporet – læs også vores portræt af Frederikshavn her og Kalundborg her.

TO ENDER af en rød snor, der daler ned på en regnvåd asfaltvej, udløser en trykbølge af klappen og piften. Det er Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen og direktør for Femern A/S Claus F. Baunkjær, der sakser snoren, og omkring dem fejrer borgerne i Rødby og Rødbyhavn åbningen af Jøncksvej, en ny omfartsvej nede ved havnen. Det er en almindelig tirsdag over middag, og festteltet fra Ebbes Udlejning er så fyldt med folk, at de er klemt helt ud til teltdugen og står i klynger ude på vejen i støvregnen. 

I Lolland-Falsters Folketidende har der stået, at man ved indvielsen ville traktere med ’en varm pølse med brød’, og vejåbningen er et symbol på, at der nu rent faktisk sker noget med Femern Bælt-forbindelsen. Fra politisk side har man talt om den siden 1991, og de sidste 28 år har man diskuteret fra Danmark til Tyskland og tilbage igen. Men nu sker der noget. Noget så håndgribeligt som en vej, der skal være den direkte trafikåre til byggeriet, hvor lastbilerne skal fragte materialer og den slags. For man skal ikke decideret bygge endnu, man skal blot gøre klar.

Godsejere, direktører, vejarbejdere, pensionister, landmænd og bedemænd står foran Tyttes Pølser. Køen til to ristede med brød er fyldt med jakkesæt, praktiske regnjakker, fleecetrøjer, kanvas og joggingtøj, og imellem dem lyser anlægsarbejderne op i gråvejret i deres neongule overalls. I horisonten, mellem to små enklaver af træer, der leder ned til vandet og en hvid DLG-silo, kan Scandlines-færgen mod Puttgarden skimtes på sin færd ud i Østersøen. 

NOGLE AF DEM, der lige skal se, hvad der sker, er 57-årige Anne-Marie Jørgensen og hendes 53-årige mand, Freddy Bentson, der sammen med deres to hunde betragter festteltet lidt på afstand. 

”Vi er her for at få gratis pølser og fadøl,” siger Anne-Marie Jørgensen, mens mundvigene krøller opad i et smil, der er på bristepunktet til at bryde ud i grin. 

”Ej, det er da gas, ha, ha!” siger hun i næste åndedrag og fortæller, at hun i dagens anledning har taget fri fra bedemandsforretningen, hvor hun arbejder, for hun og Freddy skulle jo lige ned og høre, hvad de har tænkt sig med Femern-forbindelsen. I næste nu bukker Anne-Marie Jørgensen sig ned med en grillpølse i munden for at give den ene hund en bid i bedste ’Lady og Vagabonden’-stil. Imens fortæller Freddy Bentson, at han er glad for, at der kommer noget arbejde til byen, så længe byggeriet står på. 

”Men i det øjeblik det er færdigt, bliver det bare en gennemkørsel til København alligevel,” spår han. 

Den nye vej deler vandene mellem rødbynitterne. På den ene side er det godt, at lastbilerne er blevet gelejdet væk fra bymidtens brosten, det har alligevel kostet en del små stenstatuer og monumenter i byen huller i siden. På den anden side frygter flere, at der vil komme en masse trafiklarm med sådan en omfartsvej. For ikke at tale om dem, der har måttet flytte ud af deres huse, for at vejen kunne blive en realitet. 

Bag festteltet står en mand på toppen af et hotel i beton og røde mursten i den tunge, grå efterårshimmel, som trækker sig sammen som en knyttet næve. Manden skumler med solbriller ned over de festlige begivenheder. Man kan lige ane, at der står Danhotel øverst, og at det er ejeren af hotellet, Villy Jørgensen, der står deroppe på taget. I august fortalte en optimistisk Villy Jørgensen til Lolland-Falsters Folketidende, at han havde fået lavet lyse trægulve og LED-lys på værelserne, og at han forventede nye og flere gæster, men nu har Femern A/S indgået en aftale om at overtage hotellet, der skal være ’bygherrecenter’. 

Ristede løg, festtelt og fejring af en ny vej til Femern-forbindelsen.

VEJÅBNINGEN ER IKKE den eneste store begivenhed, der har fundet sted på havnen den seneste tid. Det er ikke mange uger siden, at et filmhold med den britiske instruktør Christopher Nolan i spidsen pakkede sammen efter flere dages optagelser i Rødbyhavn. Der er tale om en actionfilm, der foregår flere steder i verden, og havvindmøllerne i Rødbyhavn var det helt rette sceniske spot. Havnen var i de dage omgærdet af gitterhegn, mystik og stjernestøv. Hollywood-holdet havde lejet 200 huse i Lalandia, og så havde de lejet verdens største isbryder, der var så stor, at den ikke kunne komme ind i havnen. 

”Den lå derude i flere dage,” siger Anders Henriksen, landmand og ejer af Lidsø Gods, mens han peger ud mod Østersøen. 

Filmholdet havde spurgt godsejeren om lov til at låne en af hans lagerhaller til optagelserne, men det var lige efter høst, så halm og korn fyldte det hele derinde. I stedet fik filmholdet lov til at træne med helikoptere ude på Anders Henriksens marker. Ganske vist med sådan nogle rekvisithelikoptere, der vejede 50 kilo i modsætning til en redningshelikopters 16 ton. 

Selv i Brugsen i Rødbyhavn var der glamour i de dage. Anders Henriksen var nede at handle og kunne ikke undgå at få øje på nogle ’meget smarte damer, der gik rundt og talte amerikansk’. ”Man bemærker det her i Rødbyhavn, når der kommer nydelige damer. De lignede jo ikke os andre normale, der lige er nede og hente et rugbrød og en liter mælk,” fortæller han.

Anne-Marie Jørgensen og Freddy Bentson nåede ikke ned og se kulisserne på havnen, men de fik sig alligevel en overraskelse, da de en aften var nede på den lokale bodega Slap a’ for at få sig et slag billard. Pludselig kom filmholdet ind ad døren for at fejre, at de sidste skud fra Rødbyhavn var i kassen.

Snorlige optræden af borgmesteren og direktøren for Femern A/S.

FRA HAVNEN fortsætter den nye Jøncksvej op mod billetkontoret til Scandlines-færgerne, og knækker man let til højre i stedet for at fortsætte op gennem industrikvarteret i Rødbyhavn, rammer man Sydmotorvejen. Lader man være med at dreje ind på motorvejen og i stedet skæver let mod venstre, kommer man ind på Havnevej, en lang, landlig allé indrammet af træer i snorlige formation langs asfaltkanten, der til sidst leder ind i hjertet af Rødby. Træernes blade står i rød efterårsbrand, der på afstand får dem til at ligne kandiserede æbler på stilk fra et juleeventyr. Havnevej er flankeret af roemarker, der smelter sammen med himlen, mens vinden risler igennem rodfrugternes grønne toppe og blander sig med krageskrig og motorvejens brummen. Håndmalede skilte vidner om, at man kan købe æg, squash, kartofler og græskar på gårdene, der er strøet ud over markerne med behørig afstand i landskabet, der folder sig ud som et vendespil af grønne og brune brikker. Traktorerne arbejder sig gennem mulden, markerne skifter farve fra grøn til brun, og vindmøller tårner sig snurrende op i landskabet.

Efter små syv kilometer bliver roemarkerne afløst af store villaer, bindingsværkshuse og skov med vejnavne som Solvej, Skovvej og Strandvej. Der er fortov, frugttræer og fyrretræer. I indkørslerne holder der campingvogne og trailere, og en ung fyr i træningstøj og dunvest trækker med bøjet nakke en vogn med reklameaviser efter sig, mens en gul bus tøffer gennem hovedvejen. Her er som på alle andre villaveje i landet, og så måske alligevel ikke helt. Hos den lokale ejendomsmægler er en stor, smuk, hvid patriciervilla fra 1918 på 255 kvadratmeter med en grund på knap 1.500 kvadratmeter til salg for en million. 

TAG DET ROE-LIGT

Siden 1873 er der blevet dyrket sukkerroer på Lolland-Falster – eller ’hvidt guld’, som det kaldes. Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1929 emigrerede polske sæsonarbejdere til de lollandske roemarker, og mange blev i landet. Roeoptagningen – eller roekampagnen – bliver skudt i gang i september og slutter i december. I Nakskov og i Nykøbing Falster ligger Nordic Sugar-fabrikker, hvor roerne bliver transformeret til snehvidt sukker. Landmændene bliver betalt efter roernes vægt og sukkerindhold. I 2005 var der 4.372 sukkerroedyrkere i Danmark. I dag er der omkring 1.000 tilbage. I 2017 afskaffede EU de såkaldte sukkerkvoter og mindstepriserne på sukker, og flere store sukkerfabrikker er lukket i både Tyskland, Polen og Frankrig.

Kilder: Nordic Sugar og Landbrug & Fødevarer.

Langstrakte, flade marker og vindmøller præger store dele af Lolland.

ØSTERGADE ER hovedstrøget, der løber gennem Rødbys bymidte. Lave byhuse i gule, blå, hvide og røde mursten på hver side delt af et fortov i midten. Solen skinner fra en skyfri himmel. Der er ikke ét menneske på gaden, og dørene til butikkerne er lukkede. Der står næsten ingen skilte på gaden, og som man kommer nærmere, bliver det tydeligt, at butikkerne ikke holder siesta eller blot har en stille dag. Mange af dem er lukkede. I nogle af vinduerne hænger der ’Til salg’-skilte. I andre har støvet samlet sig så tæt, at det skærmer for udsigten til inventaret. På mange måder minder dele af gaden om en filmby, som skuespillere og instruktører har forladt. Rekvisitterne står som under indspilningen, til gengæld er de falmede, og støvet danser som snefnug i solstrålerne, der sniger sig ind ad ruderne. 

Man kan høre den raslende lyd fra blade, der blæser hen ad fortovet, skvulpen fra springvandet og de scootere, der lejlighedsvist glider forbi. En dør står på klem. En motorcykel er parkeret uden for en stor butiksfacaderude, og indenfor sidder to mænd ved et laminatbord og deler en kande kaffe og ryger smøger. Radioen spiller, en kvinde med en stramt tilbageredt blond hestehale, optegnet sort eyeliner og forklæde holder styr på køkkenet, og selvom der ikke er noget skilt på gaden, er der indenfor en disk og et tilbud om lasagne, pomfritter og nuggets. To kopper kaffe koster en flad tier, og sandwich kan man også få. Et rullebord med en køler brummer om kap med radioen. 

I hjørnet af cafeen er to rækker enarmede tyveknægte gemt væk bag en tynd grå skillevæg. Der er ikke nogen jackpots, der blinker, eller polyfoniske klokker, der bimler. Stikket er med vilje hevet ud. Cafeen skal gå nye og lysere tider i møde, der indebærer mere varm mad og færre kolde bajere. I hvert fald hvis man spørger 57-årige Jan Kristensen, der er pensioneret, men som frivilligt har kastet sig over cafeen og lige nu nyder en kop formiddagskaffe med galleristen H.C. Begge har skæg, og Jan Kristensen har en multifarvet T-shirt på, mens H.C.  har godt med tusser på kroppen.

Spillehalskirkegården skal transformeres til en hyggekrog, cafeen skal emme af dagligstue, og køkkenet skal servere lollandske egnsretter, der ”ikke må koste mere end 35 kroner”. På den måde har de mennesker, der bor i byen, rent faktisk råd til at gå ud at spise. Drømmen er, at skoleeleverne følger trop i frokostpausen og får sig et varmt måltid hernede. 

”Så er de jo sikret god mad i hvert fald én gang om dagen,” siger Jan Kristensen og tager en slurk af sin kaffe. 

Cafeen er ikke det første frivillige projekt, han har kastet sig over. Han er medlem af Sons of Heaven, en motorcykelklub for kværn-entusiaster, der elsker at køre – også for en god sag. De har både lavet ’hospice run’ og ’mobbeture’, hvor døende eller børn, der har det svært i skolen, kan komme ud og blive luftet i Rødbys natur med gashåndtaget i bund. 

Østergade set ovenfra med Fløjtepigen i centrum.

KVINDEN MED EYE-LINER og forklæde hedder Marianne Syhler og er 51. Hun kom til Rødby som 12-årig, og hun kan huske, at hun bed mærke i, at Rødby ligesom ikke var helt med på den nyeste mode. Marianne var dengang klippet som Lady Diana, det hotteste hotte hår, klippet kort med et pandehår, der med hårlak var blæst til siden. 

”Der gik ikke længe, før resten af pigerne på skolen i Rødby havde kopieret den frisure,” smiler Marianne Syhler. 

En mand i fleecetrøje og rollator gør entré som den første gæst.

”Godmorgen, søde Freddy,” hilser Marianne Syhler velkommen. Hun ved lige, hvad den Freddy skal have. Tre stykker kridhvidt franskbrød med rullepølse og kogeskinke bliver langet over disken, og en sødetablet dumper ned i den sorte filterkaffe. Drypvist kommer der flere og flere af Freddys slags, der lige skal have en bid formiddagsbrød. Gerne det sædvanlige. En ældre mand kommer ind i blå arbejdsoveralls, hestehale, kasket og træsko. Han skal have en ostemad, og Marianne Syhler spørger, om det skal være ’den gode der med sky og løg’. Han nikker samtykkende, mens grillpølserne ligger og luner sig på varmeristen, og cigaretrøgen blander sig med duften af kaffe. Men på Marianne Syhlers fingerspidser er det lugten af den gode ost, der sidder fast. ”Prøv og lugt,” siger hun og stikker dem hen under snuden på Jan Kristensen, der griner skraldende.

Jan Kristensen (i midten) og kunstneren H.C. (t.h.) i samtale med en ven.

Cafeen uden navn, som måske skal hedde Café Solstråle.

LIDT LÆNGERE NEDE ad gaden ligger Gallery Bruhn Pedersen. Det er her, H.C. – der hedder Hans Kristian Bruhn Pedersen med K, men alligevel kaldes H.C. – udstiller egne og andres værker. Visitkortene ligger til fri erhvervelse i gabet på en tandblottende plastichaj. 

Udstillingen er med et enkelt ord alsidig. Den tæller spejle, som H.C. har graveret børnetegninger ind i, plastichavemøbler, der er spraymalet i batikmønster, og håndlavet S/M-udstyr i læder, som står udstillet på en gammel kommode ledsaget af handsker monteret med et langt skaft, der er beregnet som slagtøj i soveværelset. H.C.s princip for hans kunstnergesjæft lyder, at han kun vil lave ting, som folk har glæde af eller synes er sjove. Og så laver han aldrig to identiske ting. For han er jo kunstner, som han pointerer i sin dunjakke, fuldskæg, tribals op ad halsen, signetringe på fingrene og små firkantede briller. På væggen hænger H.C.s far og kigger ned, rank ryg og glatbarberet i uniform med en aura af fortidens elegance.

Galleriet er beklædt med gråt gulvtæppe, og udstillingen minder om en samlers stue med alt fra dukker til hæklede duge og en djævlebamse med en trøje, hvor der står ’Min ejer er single’. Den griner H.C. noget af. Men et af de værker, han er gladest for, er nu alligevel det spejl, han lavede til en kammerat, der gik og var lidt blå. ”How are you today?” stod der på spejlet. ”Når man står der og føler sig lidt morgengrim, kan man jo ikke andet end at smile,” siger H.C., der først slår ud med armene og bagefter bevæger sig ud på Østergade, hvor han fremhæver springvandet, der rislende atter bryder byens tavse lydmur. 

”Vi har jo vores fine fløjtepige her,” siger han med en sær kombination af begejstring og forlegenhed i stemmen og peger med en cigaret i hånden på bronzepigen med rottehaler, der henslængt sidder og spiller blokfløjte midt i springvandet. 

”Her i Rødby hilser man. Man kommer ikke hinanden 100 procent ved, men tæt på. Man snakker da sammen,” siger han som et plaster på bylivets sår. En dame med rollator, krum ryg, termojakke og en fin halsklud tilbagelægger sammen med en ung kvinde Østergades brosten som de eneste. Den unge kvinde stopper for at hæve penge i byens ensomme hæveautomat. H.C. håber, at automaten får lov at blive, ellers skal man enten helt til Maribo eller til Rødbyhavn for at få kontanter, og det er altså ikke fair. 

Ikke så langt derfra rasler piletræerne i efterårsvinden ved rutebilstationen, en vendeplads med seks busskilte. På den anden side ligger et gult lejlighedsbyggeri, der bliver til et parcelhuskvarter med små rødstenshuse, klippede hække, flagstænger og gule bonderoser, der kysser murene. Græsplænerne er slået, bedene med stokroser står velfriserede, og der er ordnede forhold. Over tagene stikker et kirkespir op og insisterer på, at her er en by.

Legepladsen i Lystskoven er samlingspunkt for nye familier i byen.

GEMT BAG EN jordbunke med vilde mælkebøtter og valmuer ligger Lystskoven. Det nysåede græs kranser trælegepladsen ind som sporadiske dun på en babys hoved, og netop to af dem boltrer sig i sandet, mens mødrene kigger på. 25-årige Cecilie Jensen og 23-årige Emma Bjerre er veninder, og de er begge på barsel. Cecilie Jensen er født og opvokset i Rødby, kun med en lille afstikker til Nykøbing Falster for at læse til SOSU-assistent. 

”Lugten af gylle og roer – den er hjemlig,” siger Cecilie Jensen, der i sin gule sweater stråler sammen med skovens efterårsfarver.

Pludselig titter en ung mand frem fra krattet i Armani-jogging-shorts og djævlen tatoveret op ad halsen. Det er 26-årige Nicklas Elkjær. Det øverste af håret er redt skarpt til siden med gelé, resten er barberet så godt som skaldet. Hans guldur glimter i solen, og smilet er stort. Ved sandkassen gør han stop og sætter sig på hug for at kysse Olivia. Det er hans datter, og Cecilie er hans kæreste. Hans dialekt afslører, at han ikke er rødbynit, men snarere fra Københavns Vestegn. 

”Jeg er fra Ballerup,” siger han og forklarer, at det da var noget af en omvæltning at flytte til Rødby. 

”Men når man møder en sød pige, er der jo ikke noget at gøre,” fortsætter han, mens han blinker til Cecilie. Det var spørgsmålet om datterens opvækst, der fik pilen til at pege på Rødby. Her kunne den lille familie få luft og natur i stedet for ballade og beton. 

Nå ja, og så er de tæt på grænsehandlen, der ikke er at kimse ad, hvis man skal holde en fest. De tager færgen, når de skal handle, men buffeten om bord er ikke en del af udflugten. De sørger for at smøre madpakke hjemmefra, når de skal af sted. ”Vi er jo lollikker,” smiler Cecilie Jensen.

Therese Christiansen foran bagindgangen til sin café.

DER HAR VÆRET gode og dårlige tider i de 27 år, Therese Christiansen har drevet Bageren & Thereses Køkken på Østergade lige ved Rødby Skole, hvor hun selv har gået. Hun er en  glad og gesjæftig dame med solidt fodfæste i lokalsamfundet. Og byen skrumper, men der er vel ingen grund til at dreje nøglen om af den grund. 

I begyndelsen af 90’erne langede hun op mod 200 flødeskumskager over disken til byens søndagssultne kunder. I dag er det kun en 20 stykker. Ifølge 54-årige Therese Christiansen handler det om tilpasning. Da kagesalget begyndte at gå ned, udvidede hun med varmt køkken, små delikatesser, brugskunst og en overgang også blomster, da den lokale blomsterhandler lukkede. ”De skal jo kunne købe blomster i byen,” griner hun, så delfinen om hendes hals gør et hop. Og således eksisterer cafeen stadigvæk. Med alt fra bland selv-slik til gourmet-salt, keramik-sæler og smykker. 

Tidligere var Therese Christiansen supermarkedslærling, og hun har arbejdet i køkkenet på Scandlines. Alt sammen fine tjanser, men iværksætteren i hende trak. Egentlig kunne hun hverken lave sovs eller noget, da hun begyndte, og hun husker tydeligt den allerførste kunde, en gammel mand med stok, der kom ind og sagde: ”Din snottøs, du bliver ikke!” 

Klokken 10 minutter i 11 ruller en sølvfarvet bil op på siden af cafeen. En mand i joggingtøj og friseret hår kommer ind ad døren. Han giver aftalte penge i sedler, sætter sig ved sit sædvanlige bord og venter på dagens ret, som han har gjort hver eneste dag de seneste 18 år. Mens han venter på sin mad, breder en duft af gammeldags oksesteg sig i cafeen, for i dag er det den månedlige ’Spis sammen’-dag, som Therese Christiansen har opfundet. Ideen opstod, da en ældre lokal herre mistede sin kone i 1992. Hvem skulle nu lave mad til ham, tænkte Therese Christiansen. Så det gjorde hun, og hun fik det også kørt ud til ham, det var ikke til noget som helst besvær. Men der måtte jo i grunden sidde mange som ham derude, alene i deres stuer, tænkte hun og lavede sidste år en ansøgning til Trygfonden. Hun vandt puljen, og den var stor nok til at holde ’Spis sammen’ en gang om måneden i et helt år, hvor gæsterne bliver hentet i en minibus og får tre-retters menu inklusive drikkevarer og keyboard. 

’Spis sammen’-arrangementerne er en stor lokal succes.

DET ER 79-årige John Hansen, der er dagens keyboardmand i skysovs. Da hans kone døde, kom han i Thereses spisefold, men nu er han kæreste med Rita, som han mødte i blomsterparken, og der gik faktisk ikke andet end 12 timer, før de smeltede sammen. Egentlig er John Hansen fra Thyborøn, men en sømandstilværelse bragte ham vidt omkring, og slutdestinationen blev Rødby i 1970. Nu står han og er ved at få styr på Yamaha-orglet i fleecetrøje, isblå øjne, guld på tænderne og om halsen og en signetring på fingeren. Han har været keyboardmand i mange år, og ét er sikkert og vist: Sangen ’Lillemor, jeg elsker dig’ virker hver gang.

En rød løber og dannebrogsflag møder ’Spis sammen’-gæsterne, da de bliver bugseret ud af en skriggul minibus med hjælp fra chaufføren Arly. Nydelige ældre damer gør entré med permanentede krøller, perleøreringe og håndtasker. 

”Jeg blev nødt til at rykke rundt på nogle aftaler, men det her kunne jeg jo ikke sige nej til,” siger Grethe Jørgensen, en af gæsterne. Grethe har fået to veninder, Tina og Gerda, med til ’Spis sammen’. Hun holder plads til dem på hver side af sin stol. Og Arly, der frivilligt stiller op og godt kan finde på at køre en af de ældre til tandlægen eller hjælpe med et vandrør i boligen, kører frem og tilbage i den gule Ducato for at hente og bringe. Inden længe er festlokalet fyldt op. Gerda er en af de sidste, der ankommer. Arly får gelejdet hende hen til Grethe: ”Så kan I to slyngveninder da sidde sammen,” siger han. 

Der bliver tastet løs på Doro-telefonerne og skålet i abrikosvand, mens John Hansen svinger guldarmbåndsuret over det elektriske orgel. Med et krøllet og ganske tilfreds smil lader han dansktop-tonerne svøbe sig om forsamlingen. 

RØDBY OG RØDBYHAVN – TO SIDER AF SAMME SAG

Omkring år 1200 blev Rødby til. Byen lå ud til den daværende Rødby Fjord, og herfra fandt man den korteste rute over Østersøen til Femern i Tyskland. På den tid kaldte man byen Ruthby. Rødby blev købstad i 1682, men allerede op gennem Middelalderen var der godt gang i handlen med Tyskland. I 1872 oversvømmede en stormflod hele Rødby. Som en konsekvens blev Det Lollandske Dige, der nogle steder er fem meter højt, bygget for at beskytte den udsatte sydkyst. I 1912 blev Rødbyhavn – en ny fiskeri-

og trafikhavn – indviet. Efter kort tid blomstrede havnen op og blev præget af bebyggelse. Selvom Rødby og Rødbyhavn har hver sin bymidte, hænger de historisk sammen. I dag bor der 2.066 personer i Rødby. 56,5 procent af dem er over 50 år gamle. I Rødbyhavn bor der 1.624 personer, 55,7 procent af dem er over 50 år gamle. Til sammenligning er 24,4 procent af indbyggerne i København over 50 år gamle. Efter kommunesammenlægningerne i 2007 blev Rødby en del af Lolland Kommune.

Kilder: Danmarks Statistik, ­Lolland Kommune, Gyldendals Store Danske.

John Hansen på keys.

MED LYST, KRØLLET HÅR og en kampvægt på 62 kilo står 15-årige Magnus Hansen Hedegaard og løfter stålvægte i Rødby Styrkeløft. Omkring ham lugter der af rengøringsmidler og sved, og det er sådan en slags styrkeklub, man forbinder med en ’Rocky Balboa’-film. Malingen skaller af vægtene, og der er ikke nogen københavnersmarte fitnessmaskiner. Radioen spiller de nyeste hits, og ovre ved receptionen er der en solid beholdning af kreatin-shakes, Proteinella-smørepålæg og weight gainer-pulver. Et glasskab er fyldt op med de pokaler, medlemmerne har hentet til klubben, og Magnus Hansen Hedegaard drømmer om at blive en af dem. På sin 13-års fødselsdag – aldersgrænsen for medlemskab – satte han sine ben i Rødby Styrkeløft første gang. Han er en ung mand med en plan. Søn af to forældre, der begge arbejder på Scandlines-færgerne, far på kontoret, mor i køkkenet. Fedtprocenten er lav, 3,7 procent, men arbejdsmoralen er høj. For Magnus er sportstasken lige så fast et hverdagsvedhæng som skoletasken. Han gider ikke køre på scooter, og han gider ikke ryge smøger. I stedet træner han otte gange om ugen, både håndbold på divisionsniveau og styrketræning, der skal gøre ham klar til konkurrencer. På fritidsjobbet i Lalandia tager han alle de tjanser, han kan komme i nærheden af, så opsparingen kan vokse. Efter 9. klasse vil han på gymnasiet i Maribo og forhåbentlig få sig et karaktergennemsnit, der er så højt, at han kan komme ind på jura i København. Han vil gerne være advokat, måske anklager. Men én ting er sikker: Han vil ikke bo i Rødby. 

”Her sker ikke noget. Roerne gror, og det er det,” siger han og tager en dyb indånding. 

Han har dog ikke nogen ambition om at ramme de professionelle harpiks-ligaer. 

”Det er jeg ikke god nok til,” konstaterer han med et genert smil. 

I den anden ende af styrkelokalet og aldersspektret står 74-årige Steen Wissing og løfter håndvægte foran et spejl. Håret er hvidnet, tiden har sat sig i ansigtsfolderne, men brystkassen er bred, og ryggen rank. I 12 år har han boet i Rødby, og hver uge har han trænet tre-fire gange i Rødby Styrkeløft. Han og konen ville væk fra storbyens ræs, og valget faldt på Lolland, hvor der var rigeligt med luft og fornuftige huspriser. Steen insi­sterede på, at huset skulle ligge i Rødby på grund af styrkeklubben. Det er 35 år siden, han begyndte at træne, og i den tid har han nået at erhverve sig rigeligt med metal til halsen og fine titler. I 2005 blev han for eksempel verdensmester i squat i sin aldersgruppe.

”Jeg var tyndere end Magnus, da jeg var ung,” siger han og nikker mod den unge løfter, der kan lide at være lille, men stærk. 

15-årige Magnus Hansen Hedegaard løfter vægte og vil læse jura.

SOLEN HÆNGER LAVT over Pakhuset, et gammelt skævt og hvidkalket bindingsværkshus med sorte bjælker og orange tegl. I gul skindjakke og et sjal, der ligner efterårets gyldne blade, tager Liselotte Paaske Nielsen imod. Sammen med andre ildsjæle har hun stiftet bevægelsen ’Giv Rødby bylivet tilbage’, og Pakhuset, der fungerer som åbent kulturhus, er et skridt på den vej. Det gamle hus er sat i stand af frivillige, ligesom frivillighed også reddede byens svømmehal og campingplads. 

Rødbynitterne hører ikke andet, end at byen er død, og at deres projekter er dødsdømte. Men indenfor er Pakhuset pyntet op med kulørte lamper, og rundt­omkring er der rester fra høstfesten, der blev holdt sidste weekend. Der er rødternede duge på bordene, gyldne neg i hjørnerne og halmstrå i små mælkeflasker på bordene, hvor Liselotte Paaske Nielsen har samlet stakke af store, tunge ringbind, der er spækket med visioner og drømme. Fondsansøgninger, handleplaner, præsentationer til kommunen, referater fra et væld af møder. Selv har hun boet i byen i 40 år og mødte sin mand til bal på kroen. Den næste vision, som ringbindene hovedsagelig rummer, handler om at forvandle nogle af Rødbys forladte bygninger til et købstadshotel.

”Du hører aldrig en lollik sige, at de er gode til noget,” siger Liselotte Paaske Nielsen med en blød stemme, der synger lollandsk. Rødbynitterne trænger til at puste sig lidt mere op, mener hun. Fægte lidt mere med armene. 

Liselotte Paaske Nielsen har store ambitioner på Rødbys vegne – her foran Pakhuset.

EN RUSTVOGN DREJER ud ved Aldi, og henne ved Dagli’Brugsen sidder to unge drenge på et cykelstativ med hovederne begravet i hver deres mobiltelefon, mens aftenblæsten tager til. Liselotte Paaske Nielsen viser byen frem og slår ind på gågaden. Hun går med raske skridt og peger på den flotte gamle apotekerbygning og Garn Hobby, der stadig eksisterer. 

”Hun har stor succes med at sælge roe-trolde derinde,” siger hun. Møbelforretningen Boligland fungerer også godt ligesom cykel- og bilhandleren og den lokale ejendomsmægler Thomas Porse. Den statsautoriserede fodterapeut kører også, og det samme gør genbrugsbutikken og en enkelt dametøjsforretning. Solstrålehistorierne ligger dog spredt med en håndfuld huse imellem sig. Nogle hundeluftere og fire cykelturister med oppakning på bagagebæreren passerer gågaden. Fløjtepigen plasker stadig ufortrødent i sit springvand over for det gamle rådhus.

Herinde er bornholmeruret gået i stå, selvom de fuldtonede vægge, busterne, de græskinspirerede statuer og messinglamperne får salen til at se højtidelig ud. Men de gulnede eksemplarer af ’Dansk kommunalforvaltning’ og ’Miljøbeskyttelsesloven’ afslører, at rådhuset ikke har været åbnet siden kommunesammenlægningerne i 2007. Der er støv på de arkitekttegnede borde, der kun bliver brugt, hvis nogen har booket et møde. Det, der startede som et rådhus med arrest i 1853, er blevet til et museum uden besøgende. På væggen hænger billeder af de byråd, der har siddet gennem tiden. På flere af billederne står Benny Damgaard, høj, rank og mørkhåret. I dag er han medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for partiets lokalforening på Lolland. Og blot et par gader væk fra det gamle rådhus bor han stadigvæk. I sin søns gamle hus, der ligger lige ved kirkegården. 

FEM ÅR I MUSSE. Det er den længste og eneste periode, Benny Damgaard har været væk fra Rødby. Musse er et gammelt sogn, der ligger en 22 kilometers penge fra Rødby, klemt inde mellem en put and take-sø og en landevej, men nu er han tilbage, hvor han kom fra.

I de gode, gamle dage var der ’fedt’ i Rødby, forklarer Benny Damgaard, der har en 42 år lang karriere som landmand bag sig og i dag arbejder som omsorgsmedhjælper. Man tog på Søpavillonen, tæt på havet, det fedeste sted at gå i byen med tidens største livemusikere. 

”Dryssede det ud af lommerne med sand, når folk skulle fumle efter deres mønter for at betale i baren, vidste man godt, hvad de havde været ude og lave,” siger 59-årige Benny Damgaard. 

På det lakerede træbord har han og kæresten Kirsten Sydendal disket op med tapas-pølse og vin i glasset. Kirsten bor på Fejø, og da Lolland kom i mediemøllen med udsendelsen ’På røven i Nakskov’, startede hun gruppen ’Lolland-Falster Lovestorm’, der med flere end 28.000 medlemmer lige siden har fremhævet alt det gode på de her kanter. 

Der er lunt og godt indenfor i Damgaards parcelhus-residens. I stuen er der store lædersofaer, og en stor skål med slik på køkkenbordet står til fri afbenyttelse. En dosmerseddel ligger ved siden af og fortæller, at der mangler leverpostej i køleskabet. Væggene er prydet af portrætfotos. Især over spisebordet, hvor Bennys fire børn kigger kernesunde ud over rummet. Annette, Allan, Michael og Morten. Tre ud af fire er landet som professionelle håndboldspillere. Annette stoppede, da hun ramte første division, men brødrene kører fortsat karrierer i Danmark, Tyskland og Sverige. Den mellemste, Michael, har endda været fast inventar på herrelandsholdet i flere år.

”Jeg sad i traktoren ude på marken, da Ulrik Wilbek ringede,” siger Benny Damgaard, hvis brune øjne glimter, da han fortæller, hvordan den tidligere landstræner havde fået øje på ældstesønnen Allan og var interesseret i hans talent. Wilbek fremlagde et tilbud, og faren svarede, at han lige skulle tænke over det. Men da han havde lagt på, var der jubelarme og faderlig stolthed til op over traktortaget. 

Med sine store landmandshænder hælder han vin i glasset og fortæller, at de fire topatleter er opflasket på havregryn og rugbrød. Og at håndboldtræning ikke var reserveret til hallen. Dørene derhjemme agerede mål, og nogle sammenrullede sokker kunne sagtens klare den som en håndbold. Derfor var der heller aldrig en vase i huset.

DA BENNY DAMGAARD sad i byrådet, tog det ikke fem minutter at handle i Netto. Det tog minimum en time. Alle skulle lige konfrontere lokalpolitikeren hen over farsen i frysedisken. Hvorfor har I ikke slået rabatten nede ved mig? Hvad med det hul i vejen? 

Helt højt gik bølgerne, da han som byrådsmedlem var med til at lukke den lokale skole. Men Benny Damgaard stod fast. Som han gjorde, da han gik op imod Venstres absolutte top. 

Han var den første til offentligt at kritisere den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen for den nye garderobe, han blev ekviperet med på Venstres regning. Ni jakkesæt, 21 slips og syv par sko var indkøbene løbet op på i 2010 og 2011. Nogle måneder senere kom det frem, at konen Solrún og sønnen Bergur havde fået foræret en tur til Mallorca af Venstre. 

”Det ryster mig i min grundvold,” sagde Benny Damgaard til Ekstra Bladet, der døbte ham ’Rebel-Benny’.

Partitoppen i Venstre er ofte blevet rasende og har flere gange forsøgt at give ham mundkurv på, fortæller Benny Damgaard, der skæver hyppigere og hyppigere til uret. Allan skal spille i aften for Team Tvis Holstebro, og kampen bliver vist i tv. Faren går frem og tilbage for at finde TV 2 Sport, det lykkes, og han sætter sig på kanten af sofaen, da kampen bliver fløjtet i gang. Da Allan scorer kampens første mål, ryger farens arme fluks mod loftet. 

Benny Damgaard har altid boet i og omkring Rødby. Her med kæresten Kirsten Sydendal, der står bag ’Lolland-Falster Lovestorm’.

DER HVOR SPORET ender – eller begynder – i Rødbyhavn, løb flygtninge for nogle år siden over skinnerne og ud over markerne med børn og kufferter. De var på vej til Sverige og ramte de danske motorveje, hvor de gik i karavaner. Det var i september 2015, og Conny Damgaard Møller var på vej hjem fra mandagsbowling. I stedet for at køre hjem kørte hun mod Rødbyhavn Sportshal, hvor hun bestyrede cafeteriet. Flygtningene skulle jo have tag over hovedet og noget at spise. I fire dage knoklede hun med andre frivillige, mens man gik i gang med at bygge små containerbyer, der kunne huse flygtningene. Men de blev ikke i Rødby, og i dag står tomme beboelsescontainerne i hobetal et stenkast fra hallen. 

67-årige Conny Damgaard Møller har bestyret sportshallens cafeteria i 20 år, og siden hun gik på pension fra 42 års tjeneste i den lokale bank, har hun arbejdet der på fuld tid. Uden at få en krone for det. 

”Det var mest nuggets og pomfritter, de fik,” siger Conny Damgaard Møller, mens hun fylder slik op i rød- og hvidstribede papirsposer. Med sit grå pagehår udstråler hun bedstemorvarme, og hendes rolige stemmeføring er sådan en, man gerne vil have læst en godnathistorie op af. Hun forklarer, at de dage i 2015 var de vildeste i hendes cafeteria-karriere. Også selvom store kampe er blevet spillet hernede, og nevøerne har trådt deres barnehåndboldsko på det lakerede trægulv, og Scandlines-medarbejderne har holdt nogle våde julefrokoster. Conny er Benny Damgaards søster, og de to er ud af en søskendeflok på fire, der alle spillede håndbold. Sammen voksede de op på en gård, og Conny elskede at køre masser af traktor med sin far. 

Slushice-maskinen bag hende kører troligt. Før i tiden var der altid fulde huse hernede, men der er ikke så mange håndboldhold, som der plejede. Især da skolen ved siden af hallen lukkede, tyndede det ud i de unge spillere. 

”Hvis du vidste, hvor mange roer jeg har hevet op,” siger hun.

Conny Damgaard Møller arbejder frivilligt i Rødbyhavn Sportshal og bestyrer cafeteriaet.

SOM EN OVERDIMENSIONERET e-cigaret pulser skorstenen på Prinsesse Benedikte løs. Den royalt døbte Scandlines-færge har kurs mod Rødby på Lolland, vindmøllerne ligner ude fra havet små roterende tændstikker, og øen, vi nærmer os, er faktisk lige så flad som en pandekage. Skabt og nivelleret af enorme gletsjere under den sidste istid. 

Oppe på dækket forsøger nogle børn at fange mågernes opmærksomhed med chips, de viftende lokker med i vinden. Asiatiske turister poserer med store solskærme og dåse-Fanta foran selfie-kameraerne, mens tyskere i ’Game of Thrones’-fantrøjer misser med øjnene i solen. På den anden side af den elektriske dør, i ly for sejlvind og havgus, forsøger et ragnarok af rollatorer at finde en siddeplads. Kørestolene vugger let frem og tilbage i bølgegangen, og der dufter af tarteletter i restaurantens buffet, der er på rejsehjemmesiden Trip Advisors top 10-liste over ting, der er værd at opleve i Rødby. 

Ved buffeten ryster porcelæn og bestik i plasticbeholderne, mens kokken er ved at lave en spand cremefraichedressing. Imens stabler en kvinde cigaretpakker oppe ved disken. Hun har rullet ærmerne på sin Scandlines-cardigan op, så man kan se, at der står ’Mulle’ i et hjerte tatoveret på hendes arm. Restauranten kører efter ’all you can eat’-princippet, og det gælder også for drikkevarerne. Det er bare med at forsyne sig. Med Carlsbergs Sort Guld, med Faxe Kondi, eller hvad hjertet måtte begære. Store fade med frikadeller, rejer, flødekartofler og steg venter på kuldeplader eller under varmelamper. Og hvad færge-buffeten måske ikke har i Noma-gastronomi, har den i udsigt. Buffeten er omkranset af vinduer og et glitrende slør af havgus og dybblåt vand. En ansat fortæller, at der med jævne mellemrum er folk, der tager mod Puttgarden med det ene formål at ramme buffeten. De bliver siddende, når Prinsesse Benedikte rammer den tyske havn. På den måde får de 45 minutter ekstra med ad libitum.

FÆRGETRÆK

Scandlines blev grundlagt i 1998, da de største færgerederier i Danmark og Tyskland fusionerede. Scandlines Danmark ApS’ historie strækker sig imidlertid tilbage til 1872, da DSB åbnede en færgerute mellem Fyn og Sjælland, og i 1883 kom en forbindelse over Storebælt. I Tyskland begyndte Scandlines-eventyret i 1903, hvor en forbindelse mellem Gedser og Warnemünde blev etableret.

Fra Rødby sejler Scandlines-færgerne til Puttgarden i Tyskland. Her finder man Nordeuropas største grænsebutik, BorderShop, på 8.000 kvadratmeter. 1.500 mennesker arbejder for Scandlines i Danmark og Tyskland – godt halvdelen af dem er ansat i Danmark. De 1.500 medarbejdere repræsenterer 15 forskellige nationaliteter, og i oktober modtog Scandlines Lolland Kommunes integrationspris for at have gjort ’en særlig integrationsindsats i kommunen’.

I 2018 havde Scandlines over 43.000 afgange fordelt på sine otte færger på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Afgangene var besat af 7,4 millioner passagerer, 1,8 millioner personbiler, 700.000 lastbiler og andre fragtenheder og 36.000 busser.

Kilde: Scandlines.

Færgesporten over dem alle. At kaste godbidder til mågerne.

FLASKERNE MED VODKA, akvavit og Metaxa klirrer faretruende som inventaret i et jordskælvsramt vitrineskab. ’Onboard-shoppen’ er indhyllet i en tung sky af parfume, opstået efter utallige prøvesprøjt på kvindehåndled. Håndblæserne på toilettet og skibets motorer brøler om kap, mens en stemme i højttaleren på tysk og dansk fortæller, at man nu kun har 10 minutter tilbage til at erhverve sig sprut og tobak. Her er hyldemeter af Kay Bojesen-figurer, sminke, vingummi i kilo-klassen, smøger på karton, vin i store papbokse og Toblerone-pakker på størrelse med skinneben. En kvinde i vindjakke og vandresko konsulterer sin mand: Skal chokoladen være med eller uden rosin? Han er ligeglad, så længe den ikke er hvid. 

En tysk skoleklasse er på vej til København fra en lille by tæt på Frankfurt, og Rødby er blot en gennemfartsstation. Det samme gælder for fire svenske fyre i Ralph Lauren-poloer og tilbagestrøget hår, der har været på bilmesse i Frankfurt. De lader dog forstå, at det er yderst normalt for sydsvenskere at tage til BorderShoppen i Puttgarden. 

Pludselig siger en skærebrænderstemme gennem højttalerne, at det er tid til at gå mod bilerne. Gert og Pia Christiansen er på vej ned i deres Toyota Yaris, der er dekoreret med røde blomster. Først blev fælgene røde, så gik turen til sidespejlene, og senere kom der røde bier på køleren. Og apropos kør selv-ferie glæder parret sig til, at Femern-forbindelsen kommer. 

”Huspriserne kommer til at stige sådan her!” udbryder Pia begejstret og laver en stor krokodillemund med sine arme. 

Kort efter åbner Prinsesse Benedikte sit gab og lader sin underkæbe ramme færgehavnen. ’Transport og Logistik’, ’Weigand Transporte’, ’Friobaza’, ’Hansefrigo Spedition’, står der på lastbilerne, hun spytter ud. De kommer i alle farver, afskygninger og nationaliteter. Med klunkegardiner, navneskilte og chauffører, der hviler hovedet på armene. 

Ude på færgelejet fortæller elektroniske informationstavler, at ’Nächste Abfahrt’ er om få minutter. Politiet står med hjemmeværnet i sandfarvet ørkencamouflage og sorte solbriller og tjekker id. Vi bliver stoppet, ørkenmanden vil se pas. Det har vi ikke med. Det går lige an med kørekort og sygesikring. ”Næste gang boner den altså!” forsikrer han, og vi følger skiltene mod Sydmotorvejen, mens andre knækker af mod Nakskov. Eller mod Rødbys lille stykke med troper: Lalandia. 

Fra vandsiden er første danske togstop Rødby Færge Station.

FOR ENDEN AF Hagesvej ligger en stor, Toblerone-takket bygning med en snoet vandrutsjebane i toppen. Stationcars i sort og sølv med tagbokse er gået i dvale på den halvtomme parkeringsplads, mens familierne indenfor boltrer sig i det lollandske svar på slaraffenland. Tæt ved indgangen er en glasboks omkranset af sydeuropæiske hængeplanter i pink til de rygetrængende. Tre Lalandia-flag med rød sol og grønne palmer blafrer i vinden. 

Det er uden for sæsonen, men den stædige varme er det første, der rammer og giver samme fornemmelse, som når man træder ud af flyveren på en charterdestination. To piger får stukket en hundredkroneseddel i hånden af deres far. Der er spillehal, skøjtebane, indendørs skibane, kæmpe-trampoliner, bowlingbaner, Monky Tonky Land og slikbutikker med få meters mellemrum. 

Arkadelyde fra Little Vegas – en form for spillehal til børn – blander sig med Rasmus Seebach fra højttalerne. ”Hurtigere! Vildere!” råber en far til sin fireårige datter, der med en bold forsøger at ramme en ondt udseende abe på en spillemaskine. Overalt er der store fjernsynsskærme med tegnefilm, så man kan se tv, når man spiser og bowler. De indendørs gader med imiterede lygtepæle med ’flammer’ i toppen kulminerer i ferielandets hovedattraktion: Aquadomen.  

Hvis charter-fornemmelsen ramte i receptionen, er det luftfugtigheden fra tropehuset i en zoologisk have, der gør sig gældende her. Livredderne er på arbejde syv-otte timer ad gangen, ”og er du sindssyg, man bliver tørstig af det,” siger en af dem. 

Begejstrede børneskrig og brusen fra kunstige vandfald fylder en kuppel, der ligner toppen af en botanisk have med lyst og luftigt kig til himlen. Et inferno af rutsjebaner snor sig ind i hinanden, mens en kæmpe tønde langsomt fyldes med 1.200 liter vand, der til sidst vælter ud. 57-årige Jesper Sørensen kommer gående med sin datter Olivia på armen. Lalandia-turen er en gave til hende, hun er lige fyldt to. Jesper er pensioneret slagter og er tatoveret over hele kroppen. Tusserne er en drøm, han har haft, siden han var seks år og så sin onkel med en tatovering. Han tænkte, at det skulle han også have. 

”Lalandia er et fedt sted for børn,” siger han og kalder på sin kæreste på thai. Han taler sproget 75 procent efter at have været meget i landet de sidste 20 år. 

Væk fra lydtæppet af børneskrig og vandplask ligger spabade med udsigt over Østersøen. Solen er ved at dykke ned i havet, og vinden rusker i kornmarkerne udenfor. En mor signalerer med to hænder til sine børn, at de skal op af vandet, det er spisetid. En anden familie har smidt badelufferne for at dele en bakke pomfritter. Børnene drikker juice, forældrene fadøl. En ung ranglet fyr i tøfler og øresnegl stabler cafeens plasticstole. Lukketid her betyder, at der er showtime et andet sted i Lalandia. 

LALANDIA

I første parket til Østersøen ligger tropelandet Lalandia i Rødby, der første gang slog dørene op i december 1988. Feriecentret har 741 feriehuse og plads til 4.000 overnattende gæster.

Vandlandet Aquadome i Lalandia Rødby er 7.400 kvadratmeter stort. Her er vandet 28 grader varmt, og luften kan bryste sig af altid at måle 30 grader uanset årstiden. Over en halv million mennesker gæster hvert år Lalandia, der er ejet af Parken Sport & Entertainment. Lalandia er i øvrigt det latinske navn for Lolland.

Kilde: Lalandia.

Tyske Lars Kempe fra Femern med sin søn på 20 måneder.

ENGANG HAVDE VI solarier i Lalandia,” siger Hr. Plys med løftede øjenbryn i sit private omklædningsrum, der er dækket med plakater og billeder af ham selv. Men nu, forklarer han, er han nødt til at køre helt til Maribo, 20 kilometer nordøst for Rødby, for at komme under UV-strålerne, og derfor gør han det kun en gang om ugen. Han er ved at klæde om fra stramme sorte jeans, Gucci-taske og guldur til arbejdstøjet – et stribet jakkesæt og skræddersyede guldsko i størrelse klovn. Det samme kostume og det samme show har 59-årige Hr. Plys turneret med i tre årtier. Hvorfor ændre på noget, der virker? Guldskoene er håndsyede, han køber dem hos en skrædder i Amerika, deres levetid er to år, og når de ikke kan mere, skriver han dato i pløsen og gemmer dem på et loft i Lalandia. Akkurat ligesom han har arkiveret udklip fra aviser og ugeblade, hvor han er blevet omtalt eller portrætteret gennem tiden. Som på et lille rigsarkiv står de ordnet efter årstal i ringbind på Hr. Plys’ kontor et andet sted i badelandet. 

Egentlig hedder Hr. Plys Niels Lærkegaard. Han startede som bademester, da Lalandia åbnede i 1988, men snart fandt feriecenter-bosserne ud af, at han havde flair for at snakke ind i en mikrofon. Og så blev Hr. Plys født. Han har været i rampelyset som børnenes klovn, som dj og som konferencier for ’Miss Rødby’.  Men på et tidspunkt mente man i Lalandia, at de to ting var for uforenelige. Plys valgte livet som børnenes ven over damernes. Efter eget udsagn bliver han genkendt de fleste steder i landet. 

”Du er da vist kommet langt væk hjemmefra,” kan de finde på at sige. Også når han bare sidder i ’civil’ nede i saunaen. 

Hr. Plys har arbejdet som klovn i 32 år i Lalandia.

EN UNG INTETANENDE fyr kommer gående mod scenen. Det er Lasse Borggaard på 16, han går i 2. g på Maribo Gymnasium, men i dag skal han klædes ud som Lalandias populære abemaskot i plyssede fødder og et gigantisk hoved.

Nogle hader at være inde i Monky Tonkyen, andre elsker det, forklarer han, men personligt kan han nu meget godt lide det. Så kan man gå rundt og tosse anonymt og bryde ind i folks bowlingfester. Motorikken er lidt udfordret i den store dragt, og han er da også faldet over de store abe-sko, men det værste er nu at blive slået af børnene. Han er faktisk næsten blevet banket engang oppe i Monky Tonky Land: 

”Det er små drenge, der ikke forstår, at der faktisk er et menneske indeni.” 

Da Lasse Borggaard træder ud i fuldt abe-dress, vil børnene kramme ham, og forældrene trækker straks deres mobiltelefoner op af lommen. Pludselig gør Hr. Plys med et blæs i en fløjte opmærksom på, at det er tid til Mini Disco. Han trykker på en knap ved dj-pulten, og med ét blæser ’Smilende Susie’ i en tv-bingo-inspireret version ud gennem højttalerne. Børn og forældre stimler sammen for at komme helt op foran scenen. Snart efter følger ’Barbie Girl’. Børnene hopper og danser, mens fædrene tager en ekstra slurk af deres fadøls­krus i størrelse XL. 

”Hejsan Sverige og godaften, Danmark,” siger Hr. Plys ned i mikrofonen. ”Har I husket det gode humør?” spørger han, og så er Mini Disco i fuld gang. Hr. Plys og Monky Tonky-Lasse danser synkront til den gamle børnetraver ’Hoved, skulder, knæ og tå’. En boogie-woogie er under opsejling med en genfortolkning af teksten: ’Åh, Monky Tonky Tonky’. Forsamlingen bevæger sig med hånd mod hofte som én stor slange gennem torvet med Lasse i front. 

”Du er kongen af Lalandia. Vi er vilde med dig, skønne abemand,” skriger optoget i kor. 

Selv har Hr. Plys aldrig stiftet familie. Sådan er livet ligesom bare endt med at blive. Til hverdag tænker han ikke så meget over det, men når han til jul optræder og ser alle familierne samle sig, kan det godt ”gibbe lidt”, siger han og lægger en flad hånd på hjertet.

Scooteren er en uundværlig ungdommelig følgesvend.

I EN TÅGE af cigaretrøg og 80’er-rap har et udsnit af Rødbys ungdom samlet sig på café Rottehullet på Østergade. Mørket har sænket sig, sort og uigennemtrængeligt, og scooterne har ræsende gjort deres indtog udenfor. Dakke-dak-techno siver fra bilhøjttalere, der er ingen lys i gadens vinduer, kun scooternes forlygter og motorbrummen skaber liv, og der er antydninger af barnekinder under hjelmene. 

Der er ikke mange inde på Rottehullet, faktisk kun en fem stykker, hvoraf den ene er bartenderen. En af dem har fået, så hatten passer, mens de andre bare hænger og snakker. Blandt andre 19-årige Simon Nielsen, der er født og opvokset i Rødby. Han arbejder som flyttemand, mens han er ved at uddanne sig til lastbilchauffør, og til spørgsmålet om, hvad en ung mand som ham laver på en bodega en tirsdag aften, trækker han på skuldrene og siger: ”Vi sidder bare og drikker cola. Der er ikke rigtig andre steder at mødes.” 

Simons lillebror er en af drengene, der kører på scooter udenfor. Tobias, hedder han. Sammen med kammeraterne Jonas og Mathias hænger han på Østergade, ryger Prince, kører scooter og griner. De har Fendi og Givenchy på. Dyre mærker med flashfaktor. Når ikke de er her, hænger de ud i Lalandia.

”Ellers er vi bare ovre på skolen og koger,” siger Tobias Nielsen. De går i erhvervsklasse, hvor man har tre dage i skole og to dage i praktik på lageret i XL-Byg eller i supermarkedet. De joker med, at de ender som bumser på kontanthjælp, men de er alligevel fyldt med drømme. Om at blive socialpædagoger og selvstændige. Tobias Nielsen vil gerne arbejde i det vognmandsfirma, som storebror Simon drømmer om at få op at køre, siger han og hiver et lille trafiklys af imiterede diamanter op af lommen. Han sætter de såkaldte grillz på sine tænder, der glitrer i natten. Han smiler. Med en hånd på scooterstyret og den anden i luften med to strittende fingre signalerer drengene ’peace’ og er på vej væk. 

De er bare inde i scooter-perioden, forklarer storebror Simon, som var det en gængs udviklingsfase, man kan læse om i folkeskolens biologibøger. Når Rødby-drengene bliver gamle nok til at køre på scooter, har de ikke andet i hovedet end benzin, forklarer han. Men det går over igen, siger storebroren. Som andre af livets faser: 

”Det er ligesom dengang, man tog færgen for at drikke sig fuld i smagsprøver fra BorderShoppen.”

 

Hvem er Mette Frederiksen? Hvad kommer hun af? Hvad vil hun? Og hvor vil hun hen? I København, i Bruxelles og i barndommens Aalborg har Ud & Se fulgt landets statsminister for at tegne et portræt af magten bag mennesket og mennesket bag magten.
Tekst:Frank StokholmFoto:Martin Bubandt

LYDEN AF EN KUGLEPEN mod papir er det eneste, der bryder stilheden på statsministerens kontor. Filmfotograf Bo Tengberg, Mette Frederiksens kæreste, ved, hvornår han skal være der, og hvornår han skal træde et skridt til side. Lige nu står han i sit jakkesæt rygvendt med hænderne foldet bag sig og studerer tavst Slotskirkens bagside gennem vinduesglasset. Nogle meter derfra sidder statsminister Frederiksen bøjet over en lille stak papirer. Håret er samlet i nakken. Det er den 1. oktober 2019, dagen for Folketingets åbning. Klokken er 11:23. Om 40 minutter skal landets nye leder holde talen, der skal sætte kursen. 

Statsministerens kontor i Christiansborgs gamle kongefløj har Mette Frederiksen kendt længe. En af de første gange, hun kom her, var som DSU’er. Dengang sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at en dag ville kontoret være hendes. 

Nu løber hun talen igennem en sidste gang. Ministeriets taleskrivere, hendes politiske rådgivere og enkelte betroede embedsmænd har for længst finpudset og faktatjekket hver en vending. Statsministeren har selv ugen før brugt en god del af flyrejsen til og fra FN’s klimatopmøde i New York på at arbejde med talen. Ordene kan hun, nu søger øjnene og kuglepennen efter de ord og sætninger, som skal have et ekstra tryk. Mette Frederiksens politiske kurs mærkes i talens ord. 29 gange står der ’Danmark’ og 14 gange ’dansk’. ’Velfærd’ nævnes 26 gange, og ordet ’klima’ bruges 12 gange. Det snigende behov for læsebriller har Mette Frederiksen ignoreret de sidste par år, men med dobbelt linjeafstand er det ikke noget problem. 

Statsministerens kontor, 40 minutter før åbningstalen.

NEDENFOR i Prins Jørgens Gård er der færre mennesker end før. De to ridende betjente, som en time tidligere under åbningsgudstjenesten i Slotskirken styrede hestene en kort, nervøs tur langs Christiansborgs mure ind gennem Prins Jørgens Gård og hastigt tilbage i sikkerhed på ridebanen, er nu væk. Det samme er den lille gruppe, som for en halv time siden ventede på, at statsministeren og kæresten hånd i hånd gik turen fra kirken tilbage til Statsministeriet, så de kunne råbe ”husk penge til bedre psykiatri”. Også tv-reporteren i musegråt jakkesæt og bagerpose er borte. Da den sorte BMW 750 klokken 8:15 drejede ind foran indgangen til Statsministeriet, stod den velklædte tv-reporter ellers klar. 

”Jeg har købt tebirkes med til Mette, hvis hun er sulten,” sagde han til Mette Frederiksens pressechef Karen Clement, da statsministeren, kæresten og hendes stabschef Martin Rossen var hastet forbi. Nu er også tv-reporteren trukket ind på Christiansborg, hvor journalisterne forbereder spørgsmål, og tv-stationens velbyggede Steadicam-fotograf gør klar til baglænsløbet gennem Christiansborgs gange, når glasdøren til Statsministeriet om lidt åbner. 

På TV 2 News kører båndsløjfen med Thornings tidligere rådgiver Noa Redington, som forklarer seerne, hvordan Statsministeriet har forberedt dagens tale. Et par af Mette Frederiksens rådgivere diskuterer indslaget ude på gangen med behørig distance. 

”Godt at vide,” siger en.

Selv sidder statsministeren tavst og trækker sine streger. Det er sjældent, at der er så stille om hende. Mette Frederiksen er til mennesker, helst hele tiden, sådan som hun kendte det i barndomshjemmet. Det er først her de sidste par år, at hun indimellem søger ensomheden, og selv nu kun for en stund. Når hun er på arbejde, ringer hun og kæresten sammen hver eneste dag. Stilhed er ikke Mette Frederiksens ting. Men lige nu er her stille. Blikket følger teksten. ”Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed,” står der. Mette Frederiksen sætter streg under ”for retfærdighed”.

METTE FREDERIKSEN POLITISK

Melder sig ind i DSU som 15-årig. Møder i byens ungdomsafdeling Morten Bødskov, nu skatteminister, og Rasmus Prehn, nu minister for udviklingsarbejde. Kommer i DSU’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg og møder Martin Rossen, nu stabschef i Statsministeriet.

Får i DSU af modstanderne, inkl. Martin Rossen, øgenavnet ’Afrikas dronning’.

Er medlem af Arbejdsudvalget i Nyt Europa i 1999, er også næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Vælges som 24-årig til Folketinget i 2001. Bliver i 2002 kulturordfører og i 2005 socialordfører og næstformand i folketingsgruppen.

Skriver i 2008 10 teser til sit parti, hvor den sidste siger, at ”danskheden skal gen­erobres fra DF.” Siger i interview, at hun har købt en flagstang.

Er i Thorning-regeringen fra 2011 beskæftigelsesminister og fra 2014 justitsminister. Bliver i 2015 formand for Socialdemokraterne, den yngste i historien.

Får ved valget i 2019 43.489 personlige stemmer, det højeste tal i landet. Danner den 27. juni 2019 den første rene socialdemokratiske regering i 37 år. Selv bliver hun med sine 41 år den yngste statsminister i Danmarkshistorien.

PÅ BØRNEVÆRELSET hang plakaterne med Michael Jackson, Wham! og Peter Sabroe. Michael Jackson havde den prominente plads over sengen, men det helt særlige var den lille sort-hvide plakat, nærmest A4-størrelse, af ’børnenes ven’ Peter Sabroe, som hang mellem døren og stigereolen. Han var den 11-åriges store politiske helt. 

Fra Mette Frederiksen kunne gå, tog moren hende og hendes fem år ældre storebror med på det lokale bibliotek. 4-6 bøger lånte de ad gangen, og når de var læst, 4-6 nye. Kom hendes far under godnatlæsningen til at springe et par sider over, var datteren hurtig til at minde ham om de sider, hun udmærket huskede. Siden tog hun selv fat på pixibøgerne, Disneys klassikersamling, ’Pelle Haleløs’, og hvad bøgerne nu hed, som den ret sentimentale statsminister har gemt og stadig opbevarer i en sivkurv. Hjørdis Varmers ’Den grå heks’ om pigehjemmet Hebron satte sig i Mette Frederiksen og sporede hende ind på den socialdemokratiske politiker Peter Sabroe, der havde politianmeldt forstanderen på Hebron for vanrøgt.
Tidligt læste Mette Frederiksen biografien om manden, som kæmpede for de fattige og tog vanrøgtede børn og dyr med hjem. 40.000 kom i 1913 til hans begravelse i Aarhus.

I 2002, året efter Mette Frederiksen som 24-årig blev Folketingets yngste medlem, tildelte foreningen Børns Vilkår hende Peter Sabroe-prisen. Statsministerens stemme bliver dybere og mere tilbageholdt end vanligt, da denne reporter nævner prisen. ”Det var meget ærefuldt,” siger hun.

’Børnenes statsminister’ har du sagt, du vil være. Det lyder som en tanke, du har taget med fra børneværelset?

”Det er Peter Sabroe, ja. Undskyldningen til Godhavnsdrengene kommer også derfra. Peter Sabroe blev min helt store politiske fascination. Hans iltre temperament genkendte jeg i mig selv. Det er retfærdighed, som er drivkraften hos Peter Sabroe.” 

Du bruger ordet ’retfærdig’ i mange udspil …

”Det er, fordi det er det, der driver mig. Som statsminister udtrykker jeg mig anderledes end dengang, jeg var nyvalgt 24-årig, eller da jeg var 12. Men min indignation er lige så stærk i dag: Jeg vil ikke acceptere uretfærdighed.”

Hvor er kernen i uretfærdigheden?

”Det er børn. Uretfærdigheden i at vores opvækstbetingelser afgør, hvilke døre der lukkes, bare fordi man er født i et bestemt postnummer, eller fordi ens mor ikke har kunnet passe på én. At det er vores forældre, som skal bestemme det liv, vi lever – det er den dybeste uretfærdighed. Det, Peter Sabroe gjorde for børnene, har sat sig i det land, vi er blevet. Selvom jeg ikke synes, vi gør nok for vores udsatte børn, er vi et af de bedste lande at være barn i. Det er i høj grad hans fortjeneste. Han påvirkede vores lovgivning og kultur. Nogle gange tager vi kollektivt et skridt op ad civilisationsstigen. Peter Sabroe fik os til at gøre det. Afskaffelsen af revselsesretten i 1997 fik os til at gøre det. Som statsminister håber jeg også at kunne gøre det.”

Statsministeren, kæresten og en foto-turist, som ikke ser det store billede.

DEN BORDEAUXRØDE rullekravetrøje har Morten Østergaard ladet ligge i skabet. Klokken er 11:52, de fleste politikere er i salen, dronningen er på vej. I sort habit, hvid skjorte og sort slips med diagonale hvide striber står den radikale leder med krydsede ben og hænderne i bukselommerne, mens han taler med Venstres nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen. Fra regeringsbænkene få meter derfra kan man se den muntre samtale mellem den tidligere regeringspartner og oppositionens nye leder. Mette Frederiksen rejser sig og går hen og giver Venstre-formanden et kram. Finansminister Nicolai Wammen følger straks efter med et beredvilligt grin. Da statsministeren efter et minuts tid vender tilbage til sin plads for at samle sig, bliver Wammen stående, causerende, mens han vipper frem og tilbage på højre og venstre fod, lidt som Benny fra Olsen Banden. En meter derfra står Inger Støjberg og læser i et papir, men Venstres næstformand har Østergaard vendt ryggen til; han ser kun formanden. 

Et øjeblik vinker Mette Frederiksen mod tilhørerpladserne højt oppe til venstre for hende. Hun har fanget kærestens blik. Ved siden af Bo Tengberg ser hun på en ældre herre i blålig blazer: hendes første politiske idol, faren Flemming Frederiksen. Hun vidste, at han ville komme. Men hun vidste ikke, at den ældre herre i lysegrå habit på forreste række i tilhørerlogen overfor også ville være her. Da hun ser Mogens Lykketoft, er hun opmærksom på, at nu skal hun holde koncentrationen på talen. 

Denne morgen er Mogens Lykketoft vågnet med milde øjne. Igen. Det kan man ikke se tværs over folketingssalen fra presselogen til Lykketofts plads på balkonen overfor, men kvinden, som sidder ved hans side, hustruen Mette Holm, fortæller det bagefter: ”Efter valget skete der noget med Mogens’ øjne. De blev mildere. Tidligere, når han steg på cyklen og kørte ind til Christiansborg under Fogh, Løkke og Thorning, var udtrykket anderledes. Hårdere.” 

Kommentarerne fra manden foran hjemmets fjernsyn har også ændret sig. Endelig, endelig er det kompetencer, ikke kaffeklubber, som afgør ministerholdet, kan hustruen høre Lykketoft heppe fra sofaen. Nu sidder eks-politikeren for første gang på tilhørerrækkerne og ser ned mod regeringsbænken. Wammen, som partileder Lykketoft i 2002 gjorde til finansordfører, er nu finansminister. Lykketofts udenrigsordfører Jeppe Kofod er nu udenrigsminister. 

I 2005 ville Lykketoft have 27-årige Mette Frederiksen som sin efterfølger. Dengang blandede faren sig: ”Har du fået de børn, du vil have?” spurgte han. Men nu er faren i den blå blazer og mentoren i den grå habit enige. Og nu er 41-årige Mette Frederiksen klar til at holde talen. Den kongelige familie er på vej. Wammen finder sin plads, og det gør Ellemann & Østergaard også. De sidder ved siden af hinanden, næsten da. Imellem dem er Kristian Thulesen Dahl. Klokken 12:02 kalder Folketingets formand Mette Frederiksen frem.

Pressen har lige et par spørgsmål til åbningstalen.

”JEG HUSKER stadig følelsen af at falde i søvn med en kold hånd på panden,” siger Mette Frederiksen. ”Noget af det bedste var at være syg. Så tog min mor sådan et lyserødt lagen frem og lavede en seng i sofaen. Jeg elskede at bære dynen ned og ligge i sofaen og læse bøger og tegneserier. Jeg har stadig det lyserøde lagen. Min datter bruger det, fordi det er hyggeligt. Jeg har også tæpperne, som min oldemor strikkede til mig som nyfødt. Min mor samlede på sten med huller i og tørrede blomster og gamle billeder, alt muligt. Efter hun døde af kræft for seks år siden, fik jeg en del af tingene. Julepynten, påskepynten, de små klokker af messing, vi har stående i reolen i køkkenet. Min datter og jeg deler en ring, som min mor fik af min far. Jeg er frygtelig nostalgisk.”

I dagplejemor Anette og typograf Flemming Frederiksens murermestervilla i Aalborgs sydøstlige del var der altid mennesker. Naboer, kolleger, partifæller, venner. Til jul var der typisk en enkelt eller to ekstra med, når forældrene fik færten af en kollega eller en slægtning, som ellers skulle sidde alene. Alle var velkomne, bare de kunne acceptere, at også juleaften blev der snakket politik, særligt mellem far og datter. 

Når moren havde sin strikkeklub på besøg, trak faren og de faglige kolleger ned i kælderrummet, hvor han havde beklædt væggene med fyrretræ. Mette Frederiksen husker stadig mændene i 80’er-lange frakker bære skrivemaskiner ned ad den stejle trappe, klar til faglig kamp. Siden Socialdemokratiet blev stiftet i 1871, har partiet haft medlemmer fra Mette Frederiksens slægt. Oldefaren kom i fængsel for at agitere for højere lønninger. Farfaren, Svend Erik Frederiksen, var tillidsmand og medlem af Nordjyllands Amtsråd. Faren var tillidsmand for typograferne på Aalborg Stifts­tidende og medlem af amtsrådet. Og syvårige Mette var ikke i tvivl: Det, mændene i det tilrøgede kælderrum lavede, var mere spændende end kvindernes strikketøj i stuen.

Ser man gamle fotos eller lytter til mennesker, der kom i barndomshjemmet, vil man vide, at smilet og den ligefremme måde at møde mennesker har Mette Frederiksen fra moren. Men politikeren og især den politiske organisator fik sin første læretid hos faren. Altid var han i gang med at organisere. Der skulle socialdemokrater i ledelsen af typografernes fagforening. Og i idrætsklubberne, menighedsrådet og brugsforeningen. En del af barndommens lydspor er far Flemming, som taler i telefon med partifæller og overtaler den ene eller anden til at stille op. 

”Det gælder jo ikke om at have ret, men at få ret,” forklarer Flemming Frederiksen i dag.

”Alle, der rejser sig og siger noget i en forsamling, mener jo, at de har ret. Som tillidsmand lærer du, hvordan du får ret. Du lærer at tale, så du får folk med. Du lærer at organisere. I politik er det ikke nok at mene noget. Du er nødt til at planlægge. Du må vide, hvor du vil hen, og så må du analysere situationen og lægge en strategi, så du kommer derhen. Det lærte Mette hjemmefra.” 

”Jeg har sommerfugle i maven,” siger Mette Frederiksen, da hun samler sine ministre før åbningstalen.

”GIK DET GODT?” spørger statsministeren med tilbageholdt åndedræt. Faren er tilfreds. Datteren trak vejret helt ned i maven og startede med at få øjenkontakt. Ikke én gang sagde hun ’øh’, noterer Flemming Frederiksen, som selv har undervist partifæller på talerkurser. 

Men det er ikke faren, hun spørger, det er kæresten Bo. Han ventede sammen med faren nede ad gangen, mens statsministeren fodrede pressevæsenet med de mange hoveder og mikrofoner. Statsministeren og hendes følge er standset. Nu retter hun opmærksomheden mod Bo Tengberg. 

”Det gik fremragende,” siger han og lægger armen om hendes liv. En pustende lyd undslipper Mette Frederiksen.

Et øjeblik er der stille. Embedsmænd, livvagter og folketingsbetjenten i den lange, sorte frakke venter. 

”Har du travlt i dag?” spørger kæresten.

Embedsmændene holder omtrent masken. 54-årige Bo Tengbergs jakkesæt står skarpt med et hvidt lommetørklæde nobelt foldet i brystlommen. Men de let slidte og ikke helt matchende brune chelseastøvler med den praktiske sål antyder, at manden – som både er filmfotograf og filminstruktør – stadig er ved at tillære sig magtens sociale koder.

”Jeg har en del presse.” 

Tonen er blid, forsigtig. Hun foreslår, at de spiser frokost sammen. Så starter turen hen ad gangen, op ad trapperne og videre ad nye gange, til følget når glasdøren ind til Statsministeriet. Da gruppen går igennem, hviler Bo Tengbergs hånd stadig på kærestens talje.  

Ved glasdøren standser folketingsbetjenten i den lange, mørke frakke, ser døren lukke og drejer så rundt, grinende: ”Om statsministeren har travlt på Folketingets åbningsdag?”

”EN DEL PRESSE” er en fair beskrivelse. Først et interview med otte regionale tv-stationer. Herefter en tur i Christiansborgs kælder til interview i DR’s studie, mens livvagterne udenfor spiser romkugler og diskuterer parforhold (happy wife, happy life), hvornår bøffer er for store (1,5 kilo til tre mand er i overkanten), og hvad man skal mene om stabschef Martin Rossens motorcykel, som er parkeret ud for kældervinduet (noget gammelt lort). Senere venter et live-interview i TV 2 Nyhederne fra Marienborg, inden statsministeren runder aftenen af i DR’s sene tv-avis. 

Interviewet med TV 2’s otte regioner foregår på den måde, at den samme journalist stiller to spørgsmål per region. For hver ny region skiftes hætten på mikrofonen, så seerne på Fyn ser TV 2 Fyns logo, mens borgere i Nordjylland kan forvisse sig om, at TV2 Nord er på pletten. Og så fremdeles. Lige nu er reporteren ved at placere otte kulørte mikrofonhætter på række på et bord i Statsministeriets Glassal. Her indledte statsministeren dagen med at samle hele regeringen, men nu er ministrene gået, og den velassorterede morgenbuffet ryddet. Tv-reporterens indkøbte tebirkes blev der ikke brug for. 

”Nu er vi TV 2 Fyn,” indleder intervieweren, inden de sender, og han vil høre nærmere om den forestående udligningsreform, som borgmestrene på Langeland og i Assens begge ønsker. Efter første hætteskift er det de nordjyske borgmestre, som ”råber på udligningsrefom”, og snart høres kravet fra Bornholm. Mette Frederiksen svarer rutineret. Når intervieweren nævner Bornholm og Langeland, taler statsministeren om de særlige udfordringer i ”vores ø-kommuner”. Svaret til TV 2 Nord er ”set med nordjyske briller,” mens hun på TV 2 Lorrys spørgsmål til Motorring 3 godt ved, at vejene er belastede ”som en, der bor i hovedstadsregionen”. 

Som nyvalgt kulturordfører forklarede hun i 2002 til Politiken, at ”både som menneske og som politiker fylder det mere i mig, at der er millioner af mennesker, der ikke har andet end et dårligt liv i vente, end om vi får en ny motorvej omkring Storkøbenhavn.” 

Den slags svar kommer ikke mere. Motorvejen til Kalundborg er vigtig, også for erhvervslivet. Og som et tilbagevendende punkt beklager hun de uløste problemer efter den tidligere regering. I den forstand går det fint for en statsminister, som lægger vægt på at komme landet rundt. Men det tager tid, særligt når intervieweren med sine lidt træge bevægelser gør klar til næste hætteskift. 

”Skal jeg gøre det for dig?” spørger statsministeren med sylespids imødekommenhed, mens hun under et senere hætteskift tilbyder synspunktet: ”Man kunne jo også interviewe for alle 98 kommuner. Og det tyske mindretal.”

”JEG TROR, vi skal afskaffe beskæftigelses-lovgivningen,” siger statsministeren, da elevatoren er i fart. En af fordelene ved at være statsminister er, at man kan lege med tanken om alt det, man vil lave om. Vi er i DR-bygningen i Ørestaden, klokken er 21:14, og der er lidt vej til tv-studiet. Ud over statsministeren er her to embedsmænd, livvagterne, Ud & Ses udsendte samt en DR-medarbejder til at vise vej frem mod tv-studiet. En lidt speciel kreds at drøfte en så vidtgående idé med. 

”Det kan godt give nogle problemer.” Embedsmanden med det postkasserøde slips og fuldskægget er ikke så vild med ideen. Martin Justesen hedder han. Han er ansat som særlig rådgiver, og allerede det røde slips og skægget afviger fra gængs dansk embedsmandsstil, men det er hans fodstilling, et bredt V, der viser, at manden er politisk udpeget. Klassiske embedsmænd retter fødderne ind. 

”22.000 sider fylder lovteksterne på området. Ingen kan nå at læse det. Jeg synes, vi skal sige til embedsmændene, at nu skrotter vi det hele, og så må de komme med et nyt regelsæt, som højst må fylde en tiendedel. Jeg synes, vi skal gøre det!” siger statsministeren, som vist ikke helt har glemt, hvor voldsomme papirmængder hun måtte læse, dengang hun var beskæftigelsesminister.

Elevatordøren åbner. Vi går på gråmalede betongulve under rækker af neonrør. Korridoren skærer gennem DR-bygningen med glasporte i begge ender og tv-studier langs gangen. I løbet af dagen har Mette Frederiksen været på i mange timer, og to gange undertrykker hun en gaben. Så trækker hun en energireserve frem. På en gangbro højt over os får hun øje på en blå 1700-talskjole med meterbrede hoftepuder. ”Er det sådan en, jeg skal have på?” 

Energien er en force. Mette Frederiksen svømmer ikke længere 5-7 gange om ugen, som hun gjorde som stort barn, og er heller ikke længere hverken svømmetræner eller vandaerobic-instruktør. Hun fortsætter heller ikke længere end de andre til festerne. Men batteriet har hun, og det har en statsminister brug for. 

”De kan ikke køre mig træt,” siger Mette Frederiksen.  

METTE FREDERIKSEN PRIVAT

Født 19. november 1977. Vokset op i den sydøstlige del af Aalborg. Faren er typograf, moren dagplejemor, siden pædagog. Har en fem år ældre storebror, Per, som flere gange har været udsendt for Forsvaret. Er først i teenageårene spejderleder i FDF.

Fra hun er 15 og seks år frem, har hun fri­tidsjobs som svøm­metræner, livredder og vand­aerobic-instruk­tør. Student fra Aalborghus Gymnasium i 1996. Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet i 2007. Skriver bacheloropgave med Pernille Rosenkrantz-Theil, i dag børne- og undervisningsminister. Master­uddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.

Rejser som 18-årig årig til Kenya, underviser på en skole i Ny­an­diwa ved Victoriasøen, et sted uden el og vandforsyning. Arrangerer efterfølgende rejser hertil med sit gamle gymnasium. Læser stadig afrikansk skønlitteratur.

Ansættes i 2000 som ungdomssekretær i LO, men vælges året efter til Folketinget.

Får datteren Ida Feline i 2002 og sønnen Magne i 2006 med Erik Harr.

Har siden 2014 været kæreste med filmfotograf og -instruktør Bo Tengberg. Parret har fem sammenbragte børn, heraf fire hjemmeboende i alderen 13-17.

ET STYKKE FREMME venter en lille gruppe mennesker. 

”Heeeej. Godt at se dig!” smiler studievært Kåre Quist, som om kameraerne allerede kører. 

”Du ser glad ud,” siger statsministeren.

”Jeg er aaaltid glad, når du er her,” svarer studieværten og snor sig om landets leder. 

Til de sociale medier tager Mette Frederiksens pressesekretær et hurtigt foto af en storsmilende statsminister og studievært. 

”Husk at tagge mig,” råber Kåre Quist på vej ind i studiet. 

Som livvagt lærer du at vente. Sådan er det også nu, hvor en livvagt bliver stående uden for studiet. 

Som livvagt klæder man sig efter lejligheden. Er man alene med statsministeren i privaten, klæder man sig som ham eller hende. Er de til jakke og slips, er det jakke og slips – også i 40 graders varme. Skifter de til jeans og cowboyskjorte 10 minutter efter, de er hjemme, som Mette Frederiksen, så er dét tøjstilen. Løber de, løber man med. Foran eller bagefter. 

Og så er der typer som den nye statsminister, der ikke kan forlige sig med at have en livvagt bag sig. Hvorfor ikke på den sædvanlige 6,8 kilometer lange tur løbe ved siden af hinanden? Hvorfor ikke spørge til kone og børn og livet? 

”Jeg kan ikke lade være med at interessere mig for dem, som er omkring mig,” forklarer statsministeren senere. 

Efter udsendelsen bliver Mette Frederiksen hængende. Lidt efter strømmer publikum mod regeringslederen. Kåre Quist kommer også og trækker hovedet ind til en selfie. 

”Er alle blevet fotograferet?” råber han ud i rummet. 

Pressesekretæren fanger statsministerens blik. Hun nikker. En livvagt siger noget til sin blazer. Glasporten for enden af korridoren glider opad. Den sorte BMW 750 holder med motoren kørende. Klokken 22:38 forsvinder de røde baglygter i natten.

Vandreture i skoven er yndede. Her ved Marienborg.

SOCIALRÅDGIVER Helle Søgaard Simonsen fra Aalborg Kommune er rødhåret, ”som barn meget rødhåret”. Og det var et problem. ”Brandbil! Brandbil!” råbte de større drenge i skolegården eller imiterede lyden af et udrykningskøretøjs sirener. 

Heldigvis havde hun klassekammeraten Mette, som ihærdigt samlede klassen: ”Det her er ikke okay!” ”Nu må vi stå sammen som klasse og sige til de drenge, at det vil vi ikke finde os i!”

De huskede citater på tværs af mere end tre årtier er selvfølgelig tvivlsomme, men man må give Helle Søgaard Simonsen, at hun kan ændre stemmen, så den med sine tryk og sin indignerede tonalitet lyder meget Mette Frederiksensk – især som hun lød i starten af sin politiske karriere. 

Bedste-bedsteveninden Maiken Hedegaard Brøndum gik i samme klasse, og hun blev tidligt bagerste del af tandemen ’Mette & Maiken’, som skulle redde dyr og regnskov og standse dyreforsøg i kosmetikindustrien. Med det for øje stiftede de foreningen Sneleoparden, hvor Mette var formand, Maiken var kasserer, og medlemstallet kunne tælles på fingrene. Da veninderne – inspireret af bogserien ’De tre detektiver’ – eta­blerede et detektivbureau for at opklare mysterier i lokalområdet, lavede de visitkort med håndtegnet lup og titler. Mette var ’Første Detektiv’, Maiken ’Anden Detektiv’. 

Maikens bibliotekar-mor var feminist. Sådan nogle var der ikke i Mette Frederiksens familie. Når farmoren tog telefonen, sagde hun: ”Det er hos Svend Erik Frederiksen.”

Hjemme i murermestervillaen var det mor Anette, som stod for sovs og kartofler og rengøring. Fascineret så Mette venindens SF-far tage sig af vasketøjet, og måske var det her, hun fandt styrken til et sjældent oprør mod sin egen far, da han sidst i skoletiden mente, at datteren ville have godt af at komme på Marthaskolen, den lokale husholdningsskole. 

”Findes der også en Martinskole?” ville datteren vide. Svaret var nej, og så skulle hun ingen steder.

IKKE BARE DE rødhårede nød godt af Mette Frederiksens retfærdighedssans. Da hun gik i 7. klasse, kom seks flygtningedrenge til Byplanvejens Skole, og om det nu var sproget eller noget andet, fik de lov til at gå for sig selv i skolegården. For Mette & Maiken blev det vigtigt at hænge ud med drengene. ”For ligesom at vise, at det kunne man godt,” forklarer Maiken Hedegaard Brøndum, især fordi tre af skolens store elever var grønjakker, som på den tid var kendt for truende adfærd over for flygtninge. 

For de 13-årige piger var der måske også andet på spil, og interessen for de seks drenge delte de med en klassekammerat, Tanya.

1. marts 1991 begyndte Mette Frederiksen at komme sammen med Billal fra Libanon, fremgår det af Maiken Hedegaard Brøndums dagbog. En anden af drengene, Imad, kunne lide Tanya ”lidt” ifølge dagbogen, hvor der her er tilføjet et ”øv”. Tanya kunne også lide Imad lidt (”øv, øv”). 12 dage inde i Mette Frederiksens forhold skete der imidlertid noget. Billal, som ikke talte dansk, kom hen til Mette & Maiken sammen med en af de andre drenge, som Maiken ikke kan huske, hvad hed, men som talte en smule dansk. 

”Billal ikke mere,” sagde han. Herefter fandt pigerne ud af, at Billal kunne lide Maiken, mens to af de andre drenge kunne lide Mette. 

”Siden har vi ikke gået med dem!” slutter optegnelsen i dag-bogen.  

I biografien ’Mette F’ af journalisterne Bent Winther og Peter Burhøi beskrives et sammenstød mellem Mette Frederiksen og grønjakkerne, som kaldte hende ’perker-elsker’. Mette Frederiksen var ikke den, der bakkede. Den lille bule på næsen, som statsministeren stadig har, stammer fra et møde med en af grønjakkerne. 

”Det overrasker mig ikke, at hun tog den kamp,” siger hendes far.

Bruxelles Lufthavn, 17. oktober 2019 klokken 10:45.

TO UGER FØR Folketingets åbning er en ballon ved at blive pustet op på en plæne midt i Aalborg. Det er lørdag 14. september, Socialdemokratiets kongres starter klokken 12, og aktivister tilknyttet det nu hedengangne Radio24syv er ved at finde den femte og sidste heliumflaske frem, så mediets spinoff på Trump-babyen, Martin Rossen-babyen, kan svæve strunk uden for Aalborg Kongres & Kultur Center. Statsministeren har placeret sin ikke parlamentarisk valgte nøglerådgiver i regeringens magtfulde økonomi- og koordi­nationsudvalg. Det har skabt debat og forargelse, og den pirker den nu lukkede radiostation til med sin stabschefs-baby-ballon.

Martin Rossen er Mette Frederiksens nærmeste medarbejder. De mødtes i DSU og har arbejdet tæt sammen siden 2011. Det er de to, der har udarbejdet den strategi, der har forandret ikke bare Socialdemokratiet, men det politiske danmarkskort. Siden 1998 havde de blå partier ført i næsten alle meningsmålinger. Dansk Folkepartis opstigen og erobring af frafaldne S-vælgere flyttede magten. 

Da Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokraterne i 2015, gik hun og Rossen fra start efter at hente de gamle socialdemokrater tilbage. Politikken er indrettet efter det. Stilen er indrettet efter det. Da godt 100.000 DF-vælgere ved valget skiftede til Mette Frederiksens parti, skiftede magten. Hun vendte 20 års magtbalance, endda i en økonomisk højkonjunktur, hvor regeringer typisk bliver genvalgt. Derfor er det et sejrende parti, som mødes til kongres. 

Den tidligere partiformand og statsminister Helle Thorning-­Schmidt er med i år. Med glansfuldt hår og et lidt frossent ansigt går hun gennem foyeren i et pink jakkesæt. Siden sin afgang har hun været gemt væk af den nye partiledelse. Hvis man vil lokke gamle kunder tilbage i butikken, er der ingen grund til at minde om, hvad der fik en del af dem til at gå. Nu er valget overstået, og såret skal heles. Helle Thorning-Schmidt er indbudt som taler. Stilforskellen til hendes efterfølger og til mange andre deltagere på S-kongressen er til at få øje på. Også Mette Frederiksen er i jakkesæt, men statsministerens bordeaux er iblandet sort, og klædedragtens alvor suppleres med knold i nakken. 

I KONGRESSALEN, i hver ende, svajer alvorsfulde røde faner, og projektører kaster rødt lys mod væggen bag scenen, hvor et John Mogensen-kopiband fremfører ’Karl og Ann-Cathrin’ på en bund af bluesrock. I sort tøj, røde seler og John Mogensen-figur står forsanger og skuespiller Rasmus Bjerg med sine kanvasklædte musikere endnu en gang foran socialdemokraterne, og partiet tapper robust ind i John Mogensen-universet. Klassiske sætninger som ”bare tegnedrengen er i orden, kan du få det, som du vil” lander i socialdemokratiske politiske udspil, og John Mogensens tekster fletter i det hele taget godt ind i Frederiksens politiske projekt. Musikken er fra en tid, hvor mange af de frafaldne S-vælgere, hun henter tilbage fra DF, var unge. 

Især kongressens lidt ældre deltagere vipper tilfreds med på stolesæderne nede i salen, mens Rasmus Bjerg sjæler igennem ’Nina, kære Nina’, og så – et stykke inde i sangen – trækker han trumfen: ”Og nu laver jeg en Richard Ragnvald!” 

Kameraerne fanger Mette Frederiksens forlegent leende ansigt, som kan følges på storskærmen, da salen støtter op om sangerens ’Mette, kære Mette …’ 

Engang lavede Richard Ragnvald sin ’Kære lille mormor’ om til ’Kære lille Pia’. Og også her inspireres Socialdemokratiet af Dansk Folkeparti. Det mærkes tydeligt på den syngende kongres i Aalborg, at partiet også elsker Mette Frederiksen: ”Du fandt en stol på Borgen/der var sygnet fuldstændigt hen/du kom med regn foroven/nu spirer det igen.”

Den danske statsminister i samtale med Polens premierminister Mateusz Morawiecki, få minutter før dørene lukkes i Bruxelles.

SELVFØLGELIG ER DER både fordele og ulemper ved ’at lave en Richard Ragnvald’ i den politiske kommunikation. I beretningen, som deles ud til kongressen, kan man se, at partiets afdeling på Østerbro i København ikke længere er den største i landet. De yngre storbyvælgere siver til andre partier i rød blok. Og folkene omkring Mette Frederiksen er opmærksomme på, at ”det kan blive for meget sovs og kartofler og panerede fiskefileter”, som det udtrykkes med henvisning til statsministerens særlige evne til at omtale de retter, hun voksede op med i barndomshjemmet. 

Engang spurgte kæresten Bo Tengberg hende, om hun virkelig elskede Socialdemokratiet. ”Selvfølgelig gør jeg dét,” svarede hun, ”hvordan kan du overhovedet spørge?”

Men politisk appel handler i høj grad om at favne livsstile. Favner man den ene, frastøder man nemt den anden. Mette Frederiksens egne børn hedder Magne og Ida Feline, og det er der ikke meget ’dobbeltpanerede krebinetter’ over, for nu at tage en anden af Frederiksens omtalte retter. Som hun selv siger om skillelinjen mellem en mere traditionel og en mere moderne livsstil: ”Jeg står lidt med et ben i hver lejr.” 

Det var ikke kun Helle Thorning-Schmidts ansigt, som havde et lidt frossent udtryk, da hun gik gennem foyeren. Nogle af ansigterne, hun krydsede, havde det også. Nu skal justitsminister Nick Hækkerup som dirigent lancere hende: ”Vores tidligere partiformand,” siger han og lægger det tryk, som alle nødvendigvis må rejse sig for: ”Og Danmarks første kvindelige statsminister.” 

Da klapsalverne kommer, sker der noget med Helle Thorning-Schmidt. Ansigtet åbner, hun griner genert, fortæller om alle de ’krammere’, hun har fået. Dejligt at være tilbage. Og så vokser hun. Som hun så tit har gjort på scene og skærm. Det var det, der gjorde hende til partiformand og statsminister. Campaigneren med de sikre one-liners er tilbage: ”I gjorde det.” 

Thornings tale er skåret over, hvordan man kommer til at holde endnu mere af det danske velfærdssamfund, når man bor i udlandet og ser, hvor slemt det kan være. Det er en fin tale, Nick Hækkerup behøver ingen tricks for at kalde taktfaste bifald frem. Og så alligevel, når Helle Thorning-Schmidt taler til Socialdemokratiet, taler hun som en, der kommer udefra. Mette Frederiksen virker som en, der taler indefra. Da de omfavner hinanden, som tv-stationerne venter på, er det måske bare til tv. Men de gjorde det!

”VI KAN FÅ lidt turbulens,” siger piloten over højttaleren. Statsministeren sidder i et særligt bredt sæde forrest i flyet. Det er 17. oktober, klokken er 10:11, og vi er i Forsvarets Challenger 168 med splitflag malet på halefinnen. Vinden skurrer mod skroget, og lufthuller og pludselige vindstød forplantes som rystelser og små dyk. I mindre fly mærkes rejsen. 

Der er fire rækker sæder i flyet, som bruges til statsministerens rejser. Sæderne er bredere og blødere end på monkey class, og stewarden hænger de rejsendes frakker ind i en garderobe bagerst i flyet. På de to forreste rækker er sæderne sat over for hinanden som i et tog, så statsminister og topembedsmænd kan drøfte de forestående forhandlinger. Men ellers er der ikke noget bling, det er bare et fly. 

Fra hele Europa flyver statsledere nu mod Bruxelles. ’Brexit-topmødet’, har pressen døbt det, men der er nu en del mere på programmet. 

Ud over pilot og steward er vi 12 i flyet. De fleste er embedsmænd, og bag statsministeren sidder en bredskuldret, maskinklippet mand med en tynd spiralsnoet ledning fra højre øre til ned bag skjorteflippen i nakken. 

Mette Frederiksen har spist hjemmefra. Hendes 13-årige søn stod op klokken seks og lavede omelet, toast og varmede parmaskinke, morens erstatning for bacon. Den velassorterede fly-morgenmadsbakke lader hun omtrent stå urørt. Nogle vindruer og lidt yoghurt med mysli tager hun, så kan stewarden fjerne den faktisk politisk risikable bakke. Mette Frederiksen er opmærksom på fotografen. Billeder af spisende politikere kan brat ændre deres status i befolkningen.

Hendes pressesekretær tager et foto til de sociale medier. Så retter statsministeren opmærksomheden mod en langlemmet mand i hvid skjorte, der sidder i sædet nærmest hende på den anden side af midtergangen. Jean-Charles Ellermann-Kingombe er den danske sherpa. I Himalayabjergene kendes sherpaerne som erfarne bjergguider, der leder de rejsende op gennem farefuldt terræn uden selv at tage æren. I internationalt diplomati bruger man titlen om en højtstående embedsmand, der som regeringschefens repræsentant forbereder internationale topmøder. 

Nu briefer sherpaen statsministeren hen over midtergangen. Hendes pande rynker, indimellem nikker hun, og hele tiden ser hun opmærksomt op. Mette Frederiksen er blevet bedre til at være til stede i nuet. Hun har altid været optaget af det politiske, altid skrevet tjeklister og lagt planer, som nogle gange tog tankerne med. Hun siger, at det er kæresten Bo, der har lært hende at være nærværende. Hun siger også, at han har påpeget det på en måde, som ”ikke er irriterende”. Hvor end det kommer fra, holder hun øjenkontakten og er intenst nærværende, når hun møder folk.  

Da briefingen er overstået, fisker Mette Frederiksen et af de papirer frem, som embedsmændene på forhånd har forberedt til hende. På papiret er 30 små pasfotos med navne og titler. Mette Frederiksen møder mange mennesker, fra udenlandske statsledere til betroede medarbejdere på fjerne ambassader. Der er mange navne at lære, mange ansigter, man helst skal genkende. 

OGSÅ LÆNGERE TILBAGE i flyet læses der. Tavst studerer en embedsmand dagens udgave af Jyllands-Posten, hvor Mette Frederiksen har givet sit første store interview om sit syn på EU og dagens topmøde. Hen over forsiden står: ”Statsministeren om større EU-budget: ’Det er jo fuldstændigt gak.’” Hun tager afstand fra at åbne for optagelsesforhandlinger med Albanien, sådan som det store flertal af EU-landene faktisk ønsker. Danmark skal ikke længere stræbe efter at være tæt på kernen i EU. 

For Mette Frederiksen er den snorlige: Den frie bevægelighed af arbejdskraft udløste Brexit. Arbejderne reagerer, det var dem, der stemte Brexit hjem. Og gjorde Trump til præsident. Og har sendt socialisterne ud af regeringskontorerne i det meste af Europa. Selvfølgelig handler det om regeringsmagten, når hun så målrettet er gået efter at hente frafaldne S-vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Men det handler også om, at hendes parti blev skabt til at værne om arbejderne. Det er, hvad hendes familie har gjort tre slægtled før hende. For Mette Frederiksen er det en retfærdig kamp.

Interviewet i Jyllands-Posten er alt andet end tilfældigt. Avisen er ofte stedet, hun lancerer tanker og udspil, som i særlig grad kan appellere til svingvælgerne mellem DF og S. Sin første plan havde hun klar, da hun blev partiformand i 2015. Nu er hun i gang med sin anden plan, der handler om, hvorhen hun vil lede landet og sit eget parti i valgperioden: 

”Jeg arbejder meget struktureret. Der er ikke ret meget, der er tilfældigt. Der var en plan, der er en plan, og med mine nærmeste rådgivere er jeg begyndt at tale om, at vi også skal lægge en plan for de fire år, der kommer efter, hvis vi får lov til at fortsætte. Planerne starter mellem min stabschef Martin Rossen og mig, og så kobles flere på. Vi arbejder med en tavle for, hvad vi mener er det vigtigste, og hvor vi vil flytte Danmark hen. Og så måler vi på, hvor vi lykkes. Min opgave er på partiets og landets vegne hele tiden at tænke ind i en ny epoke. Danmark har ikke brug for en statsminister, der ikke har tænkt over tingene.”  

KYSSENDE KOMMER Hollands ministerpræsident Mark Rutte statsministeren i møde. ”Er det kun dig, der kysser tre gange, Mark?” Mette Frederiksen griner, da den begejstrede hollænder har landet bygen af kindkys. ”Andre bruger da kun to,” siger danskeren. 

Hollands leder gennem ni år svarer med noget, som snarere er lyde end ord, men det er glade lyde. Den kyssende hollænder fylder rummet med et vandfald af energi. I rummet er også den svenske statsminister Stefan Löfven og Østrigs fungerende leder, en pensioneret højesteretspræsident i et laksefarvet sæt. Hun vikarierer for Sebastian Kurz, indtil han efter sin valgsejr genindtager posten som Østrigs forbundskansler, og hendes opgave er at træde vande.

Vi er i Danmarks lokaler i Europabygningen i Bruxelles, og de fire statsledere har et formøde inden selve topmødet. EU-topmøderne holdes i bygningen, som ligner en mørk sol, når foyerens halvkugleformede konstruktion af stål og glas i hele bygningens højde ses udefra i Bruxelles-natten. Kommer man dybere ind i bygningen, forbi foyeren med kæmpekugle, rød løber og statsmandsinterviews, bliver bygningen hurtigt et labyrintisk, visse steder klaustrofobisk og jævnt hen meget bankagtigt miljø. 

Danmark, Sverige, Holland og Østrig hører til de lande, der betaler mest per indbygger til EU. De vil gerne træde på bremsen, når statscheferne senere på dagen skal diskutere EU’s budget for de kommende år. De fire lande er for få og små til at få deres vilje, men måske kan de holde lidt igen. Det er den rolle, Mette Frederiksen vil drøfte med de tre statsledere og deres nærmeste rådgivere, da de lukker døren til mødelokalet med sortmalede Wegner-stole, skillevægge af træ og generelt en stil, som ikke bør bekymre skatteborgerne. 

Det her er klubhuset for danske politikere og embedsfolk, når de forhandler med de øvrige lande. Ud over mødelokalet er her to kontorer, en stue og et tekøkken. Ret meget af det, som betyder noget i Danmark, går gennem disse rum. Embedsmændene søger ind i de to kontorer, ivrigt optaget af de medbragte laptops. Livvagter fra fire lande hænger ud i korridorerne. 

I stuen står en sofa. Her sov Mette Frederiksen to timer en sen nat under det topmøde, hvor Margrethe Vestager og de øvrige medlemmer af den nye kommission skulle udpeges. Sådan noget går altid i hårdknude. Når statsministeren sover i stuen, lægger embedsmændene sig på gulvet i kontorerne. Når der forhandles fiskerikvoter, flyder her med sovende embedsmænd. Der kan lugte ret specielt i disse lokaler.

Der er stadig latter, da dørene til mødelokalet åbner. Mark Rutte har foreslået Frederiksen, at hun taler på de fire landes vegne på topmødet. 

”Man får ikke lov til at være rookie længe i den her klub,” siger den danske statsminister.

Om den danske sherpa havde forudset hollændernes træk og briefet sin leder, vides ikke. Ellers er det nødvendigt nu. Danskerne kan lægge deres strategier, men det er der mange, der kan. Budgetspillet er speget. Det er før set, at en gruppe lande er redet sammen i felten, men undervejs sker der noget sjovt. Ét efter ét får landene lige hvisket et særlig godt tilbud fra de erfarne folk i Europa-Kommissionen, som skal have et forlig på plads. Er bannerføreren ikke lysvågen, kan hun pludselig midt på slagmarken opdage, at hun står isoleret. Kommissionen læser også Jyllands-Posten. Forsøgene på at købe de enkelte lande ventes efter årsskiftet. 

EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg briefer på turen fra lufthavnen.

KONFLIKTSKY er Frederiksen ikke. Klokken 12:16 står hun i elevatoren på vej til et møde med lederne af de øvrige europæiske socialistpartier – Löfven, Corbyn, dem alle sammen. 

”Jeg er jo uenig med dem om næsten alt,” siger statsministeren til kredsen af embedsfolk. Da det er et partiarrangement, holder embedsmændene sig væk under mødet, og EU-ambassadør Jonas Bering Liisberg spørger ivrigt bagefter, hvordan det gik. Socialistlederne har diskuteret de samme emner, som EU’s statsledere har på dagsordenen: Boris Johnsons Brexit-aftale (Corbyn imod, Frederiksen for), øget EU-budget (socialistlederne for, Frederiksen imod), starte optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien (socialistlederne for, Frederiksen imod).

”I havde altså en åbenhjertig meningsudveksling?” spørger diplomaten diplomatisk. 

”Mja, sådan kan man vel godt udtrykke det,” svarer statsministeren. 

At Mette Frederiksen ikke er nogen push over, er noteret i EU’s politiske miljøer, og nem at påvirke skal man heller ikke være, hvis man vil begå sig i selskabet af statsledere. I Bruxelles tales der stadig om, hvor højt kansler Merkels øjenbryn løftede sig, da hun og Mette Frederiksen holdt deres første fælles pressemøde, og danskeren frejdigt forklarede, at grænsekontrol så de jo forskelligt på. 

Til politisk gennemslagskraft hører også en anden disciplin: Man skal forstå at skabe sig venner, hjælpe, smøre, charmere, bygge alliancer, så man har noget i den politiske bank, når man har brug for det. Hvordan danskernes statsminister klarer denne del af opgaven, kan først bedømmes på den længere bane.

TUNG MANDEPARFUME, lidt for lange håndtryk og rygklap. Mænd i blåsorte jakkesæt, der krammer eller lægger insisterende hænder over hinandens skuldre. Der er en brotheragtig stemning blandt statscheferne, næsten alle mænd, som nu trækker ind i salen, hvor topmødet skal foregå. Lidt endnu må fotograferne tage billeder i rummet med det gigantiske runde bord og kulørte tæppe. Snart lukkes dørene, og rummet jammes med elektromagnetiske bølger. Statsledere med mobiltelefoner skal ikke lave lækager og spin, der efter en tur gennem verdenspressen kan afspore forhandlingerne. 

Fra kontorer og pressesale nærstuderes tv-billederne. Hvem taler med hvem? Hvordan er kropssproget? Der tales stadig om topmødet, hvor Theresa May forfjamsket mødte snart den ene, snart den anden bortvendte ryg, så hvad sker der for Boris Johnson? Foreløbig er han her ikke. Mette Frederiksen taler ikke med mange, men heller ikke med ingen. Diplomaterne arrangerer møder med andre mindre landes statsledere, så hun kan få netværket i gang. I dag har hun også mødtes med Finlands, Estlands, Letlands og Litauens regeringschefer. 

Frederiksen er stadig ny, men den populære dreng i klassen er Macron. Franskmanden har noget. Hele tiden står 3-4 statsledere omkring ham. Bliver en plads ledig, kommer en ny hen. Da han hører, at Mette Frederiksen planlægger nogle fridage i Paris med sin kæreste umiddelbart efter mødet, vil han rulle det store sikkerhedsapparat ud. Næste dag må hendes rådgivere forhandle med franske kolleger, så hun kan blive fri. Kærestedage i Paris med en helikopter hængende over hovedet er bare ikke det samme. Præsident Macron ender med at love, at han vil sørge for godt vejr. 

Endelig kommer Boris Johnson, tæt eskorteret af Merkel. Hun husker nok også tv-billederne af Theresa May. Med sin person dæmper og heler den tyske kansler, hvad hun kan. Med de to ankommet lukkes dørene.

EMBEDSMÆNDENE HAR bestilt bøffer og fritter til hele gruppen, og det danske klubhus står tomt. De er rutinerede. De ved, hvornår de kan forsvinde. Brexit-aftalen er klappet af. Den kan ekspederes på fem minutter. Der er dog mange talere i sådan en forsamling af statsledere, og det er en betydningsfuld anledning. Det, alle er enige om, kommer til at tage to timer på topmødet. 

Men sådan så det ikke ud, da Mette Frederiksen gik om bord i Forsvarets Challenger 168 denne morgen. Brexit-aftalen faldt først på plads, mens hun var i luften.

Den koldsindige udlægning i det danske baglokale er, at Boris Johnson i store træk har fået den aftale, som EU startede med at tilbyde Theresa May. Hun vidste, at hun aldrig kunne få stemt en aftale igennem, som medførte toldkontrol mellem Nordirland og resten af riget. Så hun kæmpede sig til en anden aftale, som hun heller ikke kunne få igennem. Nu står Johnson her, fine forspring i meningsmålingerne, mangler bare en aftale at gå til valg på, og vupti, så dukker den oprindelige, forkastede model frem af gemmerne, nu som Johnsons politiske genistreg. 

”Politisk magi,” kalder Mette Frederiksen det siden. Sådan kan man så også udtrykke det.   

BØFFERNE er spist, fritterne ligeså. Embedsmændene driver rundt, kigger på ure, venter. Ministersekretær Karen Grønlund Rogne har trukket benene op i sofaen. Hun prøver at gøre, som hun altid har gjort, men da hun rækker ud efter statsministerens kuffert, standser Mette Frederiksen hende: ”Nej, Karen, du er gravid!” 

I det hele taget lægger statsministeren vægt på at bære sin egen kuffert. 

”Man mister hurtigt jordforbindelsen i det her job,” siger hun.

Under topmøder vandrer rygterne. Jo finere embedsfolkene er, desto tættere må de komme topmødesalen. De allerfineste embedsmænd har guldfarvede pas om halsen. De må stå uden for selve salen. Så er der nogle, som har røde, og nogle, som har blå pas, og længst væk dem med gule pas, men det er ikke embedsmænd, bare pressen. To af danskerne har guldpas – sherpaen og EU-ambassadøren. Har Mette Frederiksen brug for noget, kan hun konsultere dem, ligesom guldfolkene kan tale med andre guldfolk, der tjener andre statsledere. På denne måde kan rygter løbe fra guld til rød og blå og indimellem helt til de gule i pressen. Klokken 22:30 løber rygtet: Der er ballade om udvidelsesforhandlingerne. 

”Der er pause. De skriver på en erklæring,” siger en embeds­mand. Oplysningen fremkalder en sukken i det danske klubhus. 

”Så kan det trække ud.”

”Det er Merkel og Macron, der skriver. Og Mette.”

”Mette?”

Dén havde de ikke set komme. 

Forberedelserne med Albanien og Nordmakadonien har stået på længe. Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og langt de fleste lande anbefaler, at nu kan de årelange forhandlinger starte. 

Men Mette Frederiksen synes så ikke, at Albanien skal ind, som læserne af dagens Jyllands-Posten vil vide. Arbejderne derhjemme beskytter hun, og en del oplever, at der kommer rigeligt med udenlandsk arbejdskraft ind. For denne kamp stikker den danske statsminister gerne næsen frem. Også hollandske Rutte og Macron er imod. Merkel forsøger at lave kompromiset, og som en af de protesterende trækkes Mette Frederiksen ind. De 10 lande, som Anders Fogh Rasmussen som statsminister i 2002 fik forhandlet ind i EU, synes, det er mere retfærdigt at kæmpe for, at også de næste lande en dag kan blive lukket ind. 

Det lykkes aldrig at blive enige. Klokken to slutter mødet i det, som diplomater efterfølgende omtaler som ’en udfordret stemning’. Da er Boris Johnson smuttet. Klokken et, da skænderierne bare fortsatte, rejste han sig og gik med ludende skikkelse og stakke af papirer strittende under armene. De sidste ord, de europæiske statsledere hørte fra deres britiske kollega, var: ”This is insane.” 

Selv er Mette Frederiksen tilbage på hotellet klokken halv tre. Fitnesstræningen næste morgen er aflyst.

Også livvagten, som to uger tidligere stod uden for DR-studiet, kommer sent i seng. Det sidste, han ser, før han sover, er de få timer, til han skal vågne: 4:37. 

JAKKEN er skiftet til den lange koboltblå, som Mette Frederiksens 16-årige datter engang fandt til hende. Stiletterne er byttet ud med en halvstøvle med bred hæl. Håret er fortsat snurret sammen. Det er den 18. oktober, klokken er 15:05, statsministeren løfter kufferten fra bagagerummet af en sort Mercedes. Vi er ved stationen Bruxelles-Midi, det er gråvejr, men Macron har givet sit løfte for Paris. 

Mette Frederiksen trækker kufferten og følget efter sig gennem stationen, op ad rulletrappen, hen ad perronen. PET-folk i habitter finder toilettet og kommer ud i jeans og sweatere. 

Fra togets åbne dør kigger statsministeren en sidste gang ud over følget på perronen: EU-ambassadøren, sherpaen, seniorrådgiveren, ministersekretæren, pressesekretæren, en sikkerhedsmand, et par pressefolk. Noget ved synet får hende til at grine. Så trækker hun ind i toget, snakker, ler, har sit nærværende blik på mændene i sweatere og jeans, der sidder på den anden side af midtergangen. 

En time og 40 minutter fremme venter Paris. Alene med Bo. Så alene, som en statsminister nu kan være. Da toget kører, tager hun selfien til de sociale medier. Håret er slået ud.

Neptun rejste fra København til Øst- og Vestberlin i tre årtier – fra 1964 til 1995. Halfdan Höner, togentusiast og tidligere billetsælger ved DSB, kørte ofte med for at besøge sin familie i DDR. Her fortæller han om pengesmugling i sæbe og maskinpistoler.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Gunnar W. Christensen

NEPTUN VAR ET meget kort tog. Der var ikke ret mange rejsende med. Mit bud er, at over 90 procent af passagererne skulle til Vestberlin. Resten har været folk i embeds medfør, forretningsfolk og ganske få turister. Der var nogle, der tog toget gennem DDR for at komme til Tjekkoslovakiet og Ungarn i sommersæsonen. Men som regel var jeg den eneste, der skulle på privatbesøg i Østtyskland. 

NÅR FÆRGEN KOM i land i Warne­münde, og man sad nede i sin togvogn igen, kom pas- og toldkontrollen for alvor. Så skulle man virkelig tjekkes efter i sømmene. De kiggede selvfølgelig i passet for at se, om jeg havde mit stempel fra færgen, og udspurgte mig om min rejse. Bagefter skulle man lukke sin bagage op. De var især ude efter trykt materiale. Hvis folk bare havde Ekstra Bladet med, fik de ikke lov til at tage det med videre. Under kontrollen skulle man oftest ud af kupeen. Vagterne havde store spejle med for at se, om der lå nogen under eller oppe over sæderne eller inde på toilettet. Der var maskinpistoler og hunde langs med toget, men grænsekontrollen var endnu strengere ved udrejsen fra Østberlin. Der kunne jo være borgere, der flygtede ud af DDR. 

TIDSSKIFTE

Togruten mellem København og Berlin med færge fra Gedser til Warnemünde blev grundlagt i 1903, men efter anden verdenskrig var tog­trafikken smadret.

Det samme var København-Berlin-ruten, men i 1964 gjorde den comeback under navnet Neptun.

Turen tog 8,5 timer med afgang fra København klokken 11:12 om formiddagen. Der fandtes også et nattog på samme forbindelse – Østersøekspressen, der afgik fra Københavns Hovedbanegård ved 22-tiden om aftenen.

I begyndelsen bestod Neptun skiftevis af gamle tyske og danske lyntog fra 30’erne. Senere blev de erstattet med fuldt moderne materiel i form af enkeltvogne, der kunne kobles fra hinanden. Den internationale del af toget bestod som regel af to siddevogne inddelt i første og anden klasse, der kom fra København. Mellem Rostock og Berlin blev flere vogne koblet på til østtyske rejsende, herunder en kiosk- og spisevogn, hvis udvalg mest holdt sig til kaffe, øl og pølser.

Neptun kørte sidste gang i 1995, da Warnemünde-færgen indstillede sin sejlads.

I VISUMANSØGNINGEN til DDR skulle jeg nøje angive, hvor mange vesttyske D-mark jeg havde med ind i landet, og ved udrejsen skulle jeg kunne dokumentere, hvad de var blevet brugt på. Det blev også tjekket ved grænsekontrollen. Vesttyske D-mark var meget eftertragtede, og jeg smuglede dem ind til mine slægtninge. Jeg tog et frisk stykke sæbe, savede det over på den brede flade, udhulede det lidt, og så kunne jeg tage et par 100-marksedler, folde dem sammen og vikle dem ind i husholdningsfilm, så de blev vandtætte. Bagefter lagde jeg sæbestykkernes brudflader mod noget vand, lagde pengene ind i udhulingen og pressede sæbestykkerne sammen igen. Når sæben var størknet, gik jeg i bad med den en enkelt gang. På den måde blev sporene ved brudfladen slettet, og jeg kunne tage håndsæben med i toget. Jeg var altid nervøs ved grænsekontrollen. Hvad kunne vagterne ikke finde på? De var meget uvenlige og meget grundige.

Visum til indrejse til DDR inklusive kvitteringsmærker for gebyr på 15 D-mark. (De spejlvendte stempler er blødt igennem fra den efterfølgende side). Venstre side viser øverst opholdstilladelsen, som blev udstedt på opholdsstedets lokale Volkspolizeikreisamt, hvor man skulle henvende sig senest 24 timer efter indrejsen. Nederst på venstre side ses udrejsetilladelsen. Dertil grænsekontrollens stempel ved udrejsen, som i dette tilfælde foregik over Görlitz (grænsestation til Polen). Hver rejse til DDR fyldte to sider i passet.

ENGANG STOD JEG en sommerdag på Warnemünde-færgens dæk og nød det gode vejr. Pludselig kom en militærhelikopter helt tæt på. Den hang 10 meter over færgen, og vi var nødt til at gå ind, fordi der var så meget vind, og det larmede ad helvede til. Men helikopteren skulle altså lige drille kaptajnen og passagererne og markere, at ”Her bor vi!”, selvom færgen var der i fuldstændig lovligt ærinde. Det der med at chikanere sine vestlige naboer gjorde Stasi gerne. Hele DDR’s kyst blev overvåget med militærhelikoptere og skibe, så der ikke var nogen, der sejlede ud i gummibåde, redningskranse, eller hvad de nu kunne få fat i. 

KØREPLAN

Fra København stoppede Neptun i Høje-Taastrup, Roskilde, Ringsted, Næstved, Vordingborg, Nykøbing Falster og Gedser. Her kørte togvognene om bord på færgen til Warnemünde i Østtyskland, og der var omfattende grænsekontrol af alle vogne og rejsende.

Fra Warnemünde stoppede toget i Rostock, i Oranienburg – en S-togsstation 35 kilometer nord for Berlin – og på Berlin Lichtenberg-stationen i Østberlin. Det var endestationen for de østtyske rejsende. Vognene fra København blev koblet på et andet tog, der fortsatte ind i Vestberlin for passagerer med transitvisum.

På stationen Friedrichstrasse var der igen grænsekontrol, og toget gjorde endeligt holdt på Berlin Zoologischer Garten.

EFTERSOM JEG SELV var jernbanemand, fik jeg et nemt og kollegialt forhold til de østtyske jernbanefolk. Neptun skulle man formelt set have pladsbillet til, og det havde jeg aldrig, men de sagde bare: ”Jamen, vi tager jo ikke penge fra kolleger.” Engang var jeg i Østtyskland for at holde jul, og jeg skulle hjem nytårsaftensdag. Det var allerede ved at blive mørkt. Det første fyrværkeri blev skudt af på havnen i Warnemünde, og der kom et ordentligt kanonslag. Jeg stod ved siden af en ung, bister fløs med en maskinpistol over skulderen ved grænsekontrollen, og så sagde jeg til ham: ”Du skal ikke være bange, det er bare fyrværkeri.” Det kunne han godt grine af. ”

Halfdan Höner er 66 år og i dag frivillig ved Danmarks Jernbanemuseum.

For enden af Vestsjælland ligger en by, der både er i vækst og i forfald. Den er i udvikling, og den er i afvikling. Den har storindustri og stor natur. Den har en stærk fortid, en vaklende nutid og store forestillinger om en fremtid. Tag med til Kalundborg.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Dam Kristensen

Ud & Se besøger de danske byer for enden af sporet – læs også vores portræt af Frederikshavn her.

DET ER FREDAG FORMIDDAG, og Kalundborg Station ligger stille hen i solen. For et par timer siden kørte pendlerne østpå, den eneste vej ud af byen, og gennem Banekioskens åbne døre blander et par utydelige stemmer sig med den ensformige rumlen fra et tog i tomgang. I kiosken, som blev overtaget af et lokalt par, da 7-Eleven gav op, reklamerer et skilt med filterkaffe til en tier. På caféstolene af aluminium og imiteret læder hænger et par mænd. Den ene – i gul T-shirt og denimshorts – er en slags stamgæst. Han har købt Føtex-bagerens giganttilbud med 10 stykker morgenbrød, et rugbrød og fem morgenkager for en halvtredser og forsøger at sælge to spandauere og rugbrødet til de to kvinder bag disken. 

Bag mændene, på den anden side af ruden, er en karavane af stationcars med tagbokse på vej om bord på Samsøfærgen, som sejler mellem Kalundborg og Ballen. Én efter én triller de op ad rampen, mens manden i den gule T-shirt halvvejs lykkes med sit projekt og får byttet rugbrødet til en halv kop kaffe.

Lidt længere ude ligger en enlig hvid sejlbåd og vugger i solen, et tankskib anes på vej ind fra Kattegat, og over bil-karavanen er himlen skyfri med en stribe af hvid røg fra Asnæsværket. Kulværkets to skorstene, der knejser over den store industrihavn, er det tætteste, byen kommer på de slanke palmer, Shu-bi-dua synger om i den berømte sang, som Michael Bundesen skrev på sin sejlbåd i byens havn – ikke i lystbådehavnen, men i færgehavnen, hvor afstanden til værtshusene i Skibbrogade er kortere. 

I kiosken, et par stole længere henne, tager en anden mand sin telefon: ”Nå, så får du snart fodlænken af, hva’?”

DEN STORE grå kornsilo, der i årtier lå midt på havnen, er revet ned for at gøre plads til havnebad, beachvolley, storskærm og rullende kaffebar. Engang kunne man fra kajen se Aarhus-færgerne Ask og Urd, men siden 2013 er det kun Samsøfærgen, der er sejlet ud af Kalundborg Fjord. Industrien er også trukket væk fra byen og over på sydsiden af den fjord, der driver en kile mellem det tunge erhvervs-Kalundborg og middelalder-Kalundborg med dens femtårnede kirke, slotsruin og strand, der længere ude bliver til halvøen Røsnæs. En fysisk manifestering af de modsætninger og dilemmaer, der definerer byen og måske er en slags prisme for den danske provins: Hvordan skal livlig fortid forene sig med halvdød nutid og vidtløftige fremtids-ideer?  

Én ting er kalundborgenserne dog tilsyneladende enige om. Den nye havnepark har givet fornyet liv til havnen, men der er et ’men’. Hele foråret og sommeren har den været plaget af hærværk og larmende unge på scootere, der ifølge TV-Kalundborg efterlader knuste flasker, skrald, tamponer, bind og kondomer på jorden. Særligt galt gik det en weekend i juni, hvor den ene af havneparkens to toiletvogne fik smadret en håndvask og blev efterladt indsmurt i afføring.

DENNE FORMIDDAG er toiletterne pæne og rene, og der er ikke en scooter i sigte på kajen ved Asgers Fisk for enden af havneparken ved lystbådehavnen. En håndfuld gæster har indfundet sig på bænkene foran den lille fiskecafé og -butik, hvor der så småt er gang i serveringen af stjerneskud og fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade.

Ud ad butiksdøren træder ejer Asger Øgelund, en 24-årig lyshåret fynbo, der flyttede til Kalundborg for halvandet år siden efter at have tilbragt et par sæsoner som kok og surfer i Australien. Da han fik mulighed for at overtage fiskebutikken fra den tidligere ejer, som han havde arbejdet for en sommer på en restaurant oppe ved Odden, rykkede han sgu til Vestsjælland. Sidste sommer udvidede han med en fiskecafé, og i eftermiddag, i bygningen overfor, er der åbningsreception for Asgers Bar. 

Selvom han er tilflytter, virker det, som om hele byen er på fornavn med den unge iværksætter, der er inspireret af havnemiljøet i Svendborg, hvor han selv er opvokset. Han har store ambitioner for havneparken i Kalundborg, og kommunen har taget imod hans initiativer med åbne arme, givet ham en lav husleje og dispensation for manglende handicapadgang.

Asger Øgelund peger op på førstesalen af den hvide og blå havnebygning, hvor en shippingvirksomhed stadig har kontorer, men snart flytter ud. Når de er væk, har han planer om at rykke ind og lave en rigtig fiskerestaurant med tagterrasse, god vin og skaldyrsbuffet i weekenden. For, ja, folk går godt nok ikke så meget ud og spiser i Kalundborg, men det er jo, fordi der mangler alternativer til pizzeriaerne og kebabstederne, siger han, mens et midaldrende par spadserer forbi terrassen, hvor der står ’Asgers Bar’ med store hvide bogstaver på rækværket. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Asger Øgelund på sin bar.

BAG HAVNEPARKEN ligger Grand Hotel Royal, en okkergul bygning med hvide ornamenter. Engang var det byens fornemste hotel, men i dag huser stedet en lægepraksis og et ingeniørfirma. Bygningen ligger på hjørnet af Skibbrogade, også kaldet ’Minefeltet’ – det er her, næsten alle byens værtshuse er samlet. Tidligere var der otte af slagsen i den smalle, tætbebyggede gade fra havnen og op til byens gågade, men der kommer ikke mange sømænd til byen længere, og i dag er der tre beværtninger tilbage. 

”Der skal helst ikke lukke flere. Der er nødt til at være mere end ét sted at gå hen,” siger Christina på 42, der er bartender på Havkatten, en lille, brun bodega, hvor der kommer lige så mange kunder ind ad bagindgangen som ude fra gaden.

Den rødhårede bartender er ligesom de fem gæster rundt om baren ikke meget for at fortælle sit efternavn. Hun er klædt i jeans og i en sort tanktop med teksten ”I hate morning people. And mornings. And People”, og hendes skuldre og arme er solbrændte på grænsen til skoldede, da hun rækker ned under disken og fisker en dugvåd Grøn Tuborg frem.

”Byens koldeste,” siger hun stolt og stiller den foran Tom, der stemmer i med en nikkende bevægelse. Han ejer stedet, siger han, men står ikke selv bag baren, ikke længere. Hver lørdag ved middagstid mødes han på Havkatten med Keld, Anne, ’Palle Bajer’ og Benny, som lige er hjemme for at få sig en rundtenom rugbrød til frokost. Men i denne uge er deres aftale rykket en dag frem, for der er byfest, og om lidt skal de over og høre Tony Mammen spille.

”Alle i byen kender Tony, ham skal du snakke med, men gør det, inden han bliver for fuld. Og husk at spørg om dengang, han var på Tonga,” griner Tom, mens resten af selskabet indforstået klukker med. En øls tid senere rejser de sig og går op ad Skibbrogade, forbi naboværtshuset Lillebælt og to pizzeriaer, inden de når hen til Høvlen. 

I værtshusets baggård er der stillet et rød- og hvidstribet festtelt op med borde og bænke. Under teltdugen står en kraftig mand i ternet skjorte og knæbukser med en guitar og synger Dean Martin med en dyb, kraftfuld stemme – ikke ulig Michael Bundesens. Mellem sangene holder Tony Mammen gerne en pause for at få sig en rød Prince og en bajer og for at tørre sveden væk fra øjnene, der pibler frem i små perler på hans runde ansigt.

Den kalundborgensiske spillemand bor i Spanien med sin kone, men han er født og opvokset i byen, og hver sommer vender han hjem for at spille til ’Byugen’, som de lokale kalder Esbern Snares Byfest. I dag skal han optræde i ni timer. Først på Høvlen, og bagefter, når han stakåndet har startet sin scooter og er kørt hjem til sin søn for at skifte skjorte, på Lillebælt. I morgen er han hyret til at spille på King’s Pub oppe i gågaden, og sådan går festugen for Tony Mammen. Egentlig ville han været taget hjem til Spanien i næste uge, men han er allerede blevet tilbudt et job til et bryllup og en fødselsdag senere på måneden. Nå ja, og så var der jo også den der Tonga-historie:

”Jeg var på ferie med min far på Tongaøerne i Stillehavet og blev kørt ned bagfra af en spritbilist. Jeg brækkede benet, fik revet nerver og sener over flere steder i kroppen og mistede så mange tænder, at jeg som 25-årig fik gebis. I flere måneder lå jeg på hospitalet på Tonga, og her mødte min far og jeg to unge kvinder, som vi giftede os med og tog med hjem til Danmark. Siden flyttede min far til Spanien, og et par år senere fulgte jeg selv med. For nogle år siden gik min far så bort, hans kone skred, og jeg stod tilbage med min fars fire børn, der er jævnaldrende med mine egne fire børn. Ja, der er sgu nok at se til.”

Tony Mammen med bassist.

PÅ FORRESTE RÆKKE i teltet sidder 63-årige Lisbeth Rasmussen i blomstret top og firkantede briller. Det var hendes farfar, der grundlagde Kalundborg Folkeblad, i dag Nordvestnyt, og hvis nogen kan kalde sig ægte kalundborgenser, er det hende. Hun taler kalundborgjysk, den lokale dialekt, hvor ordene starter højt og slutter lavt, for eksempel når man siger ’sommer’ eller ’møller’.

Lisbeth Rasmussen bor i det sociale boligbyggeri på Klosterparkvej, men frekventerer Skibbrogade jævnligt, for hernede er man stolte af at være fra Kalundborg, fortæller hun. Altså, når hun ikke bliver afbrudt af en mand, som påstår at have vundet en halv million på at oddse på fodbold. 

Og nej, byen er ikke, hvad den har været. Den er sgu blevet kedelig. Færgerne er væk, butikkerne lukker, turister er der ikke mange af, sygehuset er lukket og ældreplejen bliver dårligere. De unge forlader byen, når de er færdige med gymnasiet, og vender ikke tilbage, og oppe på Klosterparkvej laver indvandrerne ballade, mener hun. Det hele er en skam, er der enighed om ved bordene. Hvad fanden skal der blive af Kalundborg? 

Lisbeth Rasmussen vender sig mod Tony Mammen.

”Spiller du ikke lige Kalundborg-sangen?”

Tony Mammen skodder sin røde Prince, rømmer sig let i mikrofonen og slår guitaren an til den lokalpatriotiske vise, der er skrevet af Kalundborg-bandet Hej Venner! til en konkurrence om en kendingsmelodi til Byugen i 1979. Den vandt ikke, men på Høvlen hænger sangen ved: 

”Esbern Snares by Kalundborg, du bli’r skønnere år efter år, med din skov og din strand, ved fjordens blanke vand er du skønnest af alt her på jord, ja, det er dig, vi elsker, Kalundborg.”

Da Tony Mammen når til sidste omkvæd, runger teltdugen af bedugget fællessang.

Bodegamutter Vivi Ipsen (i midten) får sig en smøg og en kop kaffe på Høvlen, inden hun selv skal om og stå bag baren.

KALUNDBORG

blev grundlagt i 1170 af korsfareren Esbern Snare, der var bror til ærkebiskop Absalon.

Byens vartegn er den femtårnede kirke, der blev opført i begyndelsen af 1200-tallet af Esbern Snares datter Ingeborg. Kirken har blandt andet været scene for en gidseltagning i et afsnit af tv-serien ’Rejseholdet’.

Kalundborg har i årtier været hjemsted for store virksomheder. Før Novo Nordisk var det Carmen Curlers, der lavede hårcurlere, som erstattede gammeldags papillotter. De blev en kæmpe eksportsucces i blandt andet USA. Da virksomheden var på sit højeste, beskæftigede fabrikken på Hovvej i udkanten af byen 3.500 mennesker, primært kvinder, som blev fragtet ind i busser fra hele Sjælland. I 1969 solgte Arne Bybjerg, kendt i hele byen for at køre rundt i en Rolls-Royce med privatchauffør, virksomheden til amerikanske Clairol. Han bor i dag i Australien.

Byen er kendt for sin industrielle symbiose, et partnerskab mellem ni private og offentlige virksomheder i Kalundborg, der deler restprodukter – som kan blive til en ressource for en anden virksomhed – i et lukket cirkulært system, hvor intet går til spilde. I Kalundborgs østlige industrikvarter ser man de grønne rør, der løber over jorden og forbinder virksomhederne med hinanden.

I 2011 fik Kalundborg Kommune den tvivlsomme titel som Danmarks fedeste kommune, da mere end hver femte kalundborgenser var svært overvægtig. Siden har man tabt førertrøjen til Nordfyns Kommune.

I april 2019 åbnede Ny Vesthavn, vest for Asnæsværket med 500 meter kaj og en vanddybde på 15 meter, som gør den til en af Sjællands dybeste havne.

Ambitionen er at trække mere industri, men også turister med krydstogtskibe til byen med den nye havn. På grund af tekniske problemer med kajanlægget er havnen dog midlertidigt lukket. En lokal borgergruppe har desuden stillet spørgsmålstegn ved, om finansieringen af den cirka 230 millioner kroner dyre havn holder.

Det første hold biotek-ingeniørstuderende blev optaget på Professionshøjskolen Absalon i Kalundborg i 2017. Uddannelsen skal tiltrække og fastholde flere unge i kommunen. Fra 2020 vil man også kunne læse en ingeniøruddannelse i maskinteknik i byen.

MENS SPILLEMANDEN skynder sig at klæde om til næste spillejob, er Asgers Bar åbnet. Gæsterne stimler sammen på tagterrassen, hvor en trio af jazzmusikanter i hawaiiskjorter har taget opstilling, mens Asger Øgelund selv daffer rundt og soler sig. I den ene hånd har han en øl, en alkoholfri, for han skal arbejde til klokken to i nat. Ved bardisken er der kø, og forrest venter to kvinder i fyrrerne på at få serveret deres mojitos.

På terrassen står 59-årige Lonny Kalnæs, en gråhåret kvinde med page og sommerkjole, der driver Frisør Lonny ude på Gl. Røsnæsvej, ikke langt fra Kystvejen, hvor den mere velhavende del af byen bor i villaer med havudsigt. Hun har sin mand med, Uffe på 66, han er elektriker og arbejder for Kemp & Lauritzen på Novo Nordisk, og de er enige om, at Kalundborg længe har manglet en rigtig cocktailbar. Altså for dem, der ikke gider gå på værtshus og er blevet for gamle til diskoteket.

Ved et bord indenfor i barens lounge med sofaer og læderstole sidder 19-årige Sofie Kubel og 20-årige Sofia Stanelt. De blev begge studenter fra Kalundborg Gymnasium sidste sommer, holder sabbatår og hænger jævnligt ud med ’fiskedrengene’. En kort overgang datede Sofie Asger, men nej-nej, det var ikke noget seriøst.

Sofie kommer nu ellers mest på Kontoret, en slags forvokset værtshus med dansegulv og dj’s i den ende af Skibbrogade, der flyder sammen med gågaden. Og Sofia kan bedre lide Shooters, byens lokale diskotek, hvor hun ind­imellem hjælper til i garderoben. Som regel varmer de to op på Høvlen, skilles og mødes så igen ud på de små timer, når det er ved at være tid til natmad. 

Indimellem er der også private fester, men der er blevet færre af dem, efter de gik ud af gymnasiet, siger de. Og så fortæller de om dengang, der blev smadret en glasdør og stjålet 2.000 kroner i kontanter til en fest i Sofias forældres hus. Med det resultat, at de to i en længere periode ikke måtte se hinanden, fordi den enes mor mente, at den anden datter var dårlig indflydelse. Og vice versa.

Det meste af foråret har Sofia været rejseguide i Grækenland. Hun drømmer sig væk til udenlandske storbyer, men i første omgang vil hun tættere på København og har planer om at flytte til Herlev, hvor hun måske har fået et værelse.

Sofie har det sidste års tid arbejdet i en vuggestue for at spare op til en tre måneder lang backpacker-tur til Asien, som hun begynder på om 10 dage. De to er enige om, at Kalundborg er en by, man flytter fra. Men Sofie kan nu godt se sig selv vende hjem, når hun får børn. Som barn er det jo meget rart at bo et sted, hvor alle kender alle, i hvert fald indirekte – lige så rart, som det er anstrengende, når man når til slutningen af sine teenageår.

Sofia, der ikke vil have børn, nikker: 

”Man kan jo ikke slå en bøvs i Kalundborg, uden at alle ved, hvordan den lugter.”

Sofia Stanelt (t.v.) og Sofie Kubel.

TO UGER SENERE møder journalist Gitte Korsgaard Fenger ind på TV-Kalundborgs redaktion på Hareskovvej i den østlige del af byen. Lokalmediets naboer tæller et autocenter, en tankstation og et fitnesscenter, og ikke langt derfra ligger Novo Nordisk, der er for Kalundborg, hvad B&O er for Struer, Lego for Billund og Danfoss for Als. 

Redaktionslokalerne er  sterile, den eneste udsmykning på væggene er et par indrammede fotos af byen, som fotograf Jens Nielsen har taget. Det var ham, der startede TV-Kalundborg for syv år siden, og det er ham, der driver mediet sammen med kæresten Vibeke, der er salgschef, og med Gitte Korsgaard Fenger som eneste skribent. Hun er født i Kalundborg, men har boet og arbejdet en årrække i København og USA, inden hun vendte tilbage for nogle år siden for at købe hus med sin mand og datter.

Den 41-årige journalist, der lige er kommet hjem fra ferie, er klædt i en hvid- og gulstribet sommerkjole. Hun er solbrun, og hendes lange hår når et godt stykke forbi skuldrene. Senere i dag skal hun dække festivalen Kalundborg Rocker, der har 20-årsjubilæum i aften. Zididada, Citybois og Guns N’ Roses Jam spiller, og Gitte Korsgaard Fenger skal interviewe en mand, der har været på festivalen 20 år i træk. Ud over festivalen har TV-Kalundborg de seneste dage bragt artikler om et stjålet pengeskab, dårlige cykelstier og de hjemmelavede grillpølser i den lokale Meny, som bliver revet væk. 

Inden hun tog på ferie, skrev Gitte Korsgaard Fenger imidlertid en anden historie, der – endnu en gang – virkelig fik de lokale til tasterne på Facebook. 

’Tandstikmanden er tilbage’, lød overskriften på artiklen, og så vidste de fleste kalundborgensere, hvad det drejede sig om. ’Tandstikmanden’, der i maj fik en behandlingsdom for 145 tilfælde af hærværk mod private hjem, virksomheder og institutioner i byen, hvis døre han havde ødelagt ved at stoppe tand- eller tændstikker ind i nøglehuller, er et fast samtaleemne i byen. 

Flere har oplevet at blive chikaneret eller ligefrem truet af den mystiske mand, som har afleveret breve i tilfældige postkasser om mord, pædofili, ulykkelig kærlighed, indvandrere og nazister. Han blev grebet på fersk gerning ved en børnehave med en æske tændstikker, men fik alligevel kort efter sin dom udgangstilladelse og er derfor atter løs i Kalundborg.

Denne gang kunne TV-Kalundborg fortælle, at Dagli’ Brugsen i Raklev, en landsby, der flyder i ét med Kalundborg på vej mod Røsnæs, havde modtaget et brev fra ’Tandstikmanden’. Det blev leveret til personalet i et plastikchartek af en korthåret, veltrænet og almindeligt udseende 52-årig mand. Brevet var udformet som et digt, og første strofe lød: ”Det store spørgsmål, menneskets opståen, hvordan kom vi til verden og gjorde vores første færden?”

Gitte Korsgaard Fenger er ikke i tvivl:

”I bund og grund er det jo en sørgelig historie om vores psykiatri, der ikke har ressourcer til at tage sig af en mand, som har brug for hjælp.” 

Gitte Korsgaard Fenger og Jens Nielsen i TV-Kalundborgs redaktionslokaler.

FOR ENDEN AF LYSTBÅDEHAVNEN bor Erik og Lis Dannenberg. Foran deres hus er der et hvidt stakit, og der er have med flagstang ved siden af udestuen i huset, hvis hvidkalkede facade så småt er begyndt at krakelere. Ægteparret bor i første parket med udsigt til strandodden Gisseløre og Kalundborg Radiofonistations to høje master, der stadig ­sender Danmarks Ra­dios eneste lang­bølgekanal, DR Langbølge. Kanalens program er det samme hver dag: vejrmelding, radioavis, morgenandagt, gymnastikprogram og farvandsefterretninger.

Indenfor er der kage og kaffe i termokanden ved det ovale spisebord med mørkeblå dug. På bordet ligger en tyk mappe med dokumenter og avisudklip, og på stolene sidder Dannenberg-parret sammen med 63-årige Per Jensen, der er pensioneret jurist – men ikke med hans gode vilje. Med kaffe og wienerbrød kæmper de en indædt kamp mod kommunen og dens nye prestigeprojekt: Ny Vesthavn, der åbnede i april. 

Fra spisestuen er der direkte udsigt til den 500 meter lange kaj vest for Asnæsværket på den anden side af fjorden. I havnen og kommunen er der store ambitioner om, at den nye havn skal tiltrække mere erhverv og krydstogtskibe til byen. Foreløbig har der kun været et enkelt krydstogtanløb i Ny Vesthavn, mens et mere er planlagt.

Per Jensen fremviser havnens regnskab og peger ud ad vinduet. Han og de andre er bange for økonomien ikke holder, og krydstogtskibet, der skal komme senere på året, vil formentlig slet ikke kunne lægge til i Ny Vesthavn, fordi tekniske problemer med kajanlægget har forårsaget en midlertidig lukning. Det griner man af rundt om bordet, mens termokanden bliver fyldt for anden gang. 

Inden vi siger farvel, vil Erik Dannenberg lige vise noget. Inde fra parrets søns gamle værelse, hvor et amerikansk sydstatsflag hænger i loftet, henter han en stak kort over den gamle middelalderby. Callundborg, står der på dem, sådan som man stavede byens navn i gamle dage. Han har lige fået dem indrammet. En lille hobby, smiler Erik Dannenberg, der kan spore sin slægt i Kalundborg helt tilbage til 1700-tallet.

Erik Dannenberg (øverst) og Per Jensen (nederst) er glade for kaffe.

HALVØEN I KATTEGAT

Røsnæs tæt på Kalundborg er Sjællands vestligste punkt. Halvøen, der ligger som en landtange med stejle klinter i Kattegat, har noget af landets flotteste natur, hvis man spørger kalundborgenserne. Røsnæs er et populært sommerhusområde, og har cirka 100 solskinstimer mere end landsgennemsnittet. Ad flere omgange har der været politiske diskussioner om en Kattegatforbindelse med bro fra Røsnæs over Samsø til Hou i Østjylland. På Røsnæs er flertallet af de lokale indædte modstandere af planerne.

”MAN KAN GODT føle sig lidt udenfor, hvis man ikke arbejder på Novo,” siger en midaldrende kvinde, der suger sig en smøg foran indgangen til Kontoret fredag under Byugen. Og der er noget om snakken. I Kalundborg tegner Novo Nordisk og Novozymes sig for cirka halvdelen af de godt 9.000 arbejdspladser i kommunen. Bag de grå betonmure, der ligger spredt ud over det 1,2 kvadratkilometer store område ved bygrænsen mod øst, produceres halvdelen af verdens insulin, og takket være Novo er Kalundborg en af de byer på Sjælland, flest pendler til. I gennemsnit investerer Novo en milliard om året i byen, senest i et nyt stort laboratorium, og spørger man Novo-produktionsdirektør Michael Hallgren, behøver kalundborgenserne ikke frygte, at medicinalvirksomheden flytter sine aktiviteter til udlandet.

Hos Novo jubler man over den nye togstation øst for byen, der betyder, at de mange medarbejdere kan køre direkte på job – og hjem igen. Over den nye lokale ingeniøruddannelse i bioteknologi og den kommende i maskinteknik, så man kan uddanne arbejdskraft lokalt. Og over kommunens særlige boligordning til udenlandsk arbejdskraft. Man krydser også fingre for den længe ventede motorvej til Kalundborg. Hvis alt går vel, bliver første spadestik til sidste etape mod Kalundborg taget i 2023. 

På den anden side af den nye stations jernbanespor ligger en klynge af grå træbarakker. Lokalerne, der er ejet af Novo Nordisk, lånes ud til Kathøjskolen, en specialskole for børn fra 7. til 10. klasse, elever med adfærdsvanskeligheder og psykiatriske diagnoser som ADHD og autisme. Mellem barakkerne står et bordtennisbord, men sidst på skoledagen er der ikke meget aktivitet udenfor. Inde i et af klasselokalerne er lærer Sisse Olsen og pædagog Bryan Thomsen i gang med at evaluere dagen sammen med en håndfuld elever, alle drenge. De står rundt om et bord med undtagelse af en enkelt elev, der ikke har lyst til selskab og har fået lov til at sidde i en af klassens nye hængestole. Bag dem, i midten af rummet, står en stor rød boksebold, som eleverne kan afreagere på, hvis de har brug for at komme af med lidt energi.

Dagen slutter med engelskundervisning, hvor eleverne øver sig i farver. Et par af eleverne er overraskende gode engelsktalere, men ellers er de som regel mindst et par klassetrin efter deres jævnaldrende i folkeskolen. 

I 2017 viste en afhandling fra Institut for Folkesundhed, at Kalundborg Kommune har danmarksrekord i ADHD-diagnoser. Derudover er Kalundborg et af de steder i landet, hvor flest børn ender i specialtilbud. Hvorfor det er sådan, forholder skoleleder Morten de Voss – en gråhåret mand med briller og polotrøje – sig ikke til. Han vil bare hjælpe.

Sisse Olsen og eleverne evaluerer skoledagen.

PÅ EN HVERDAG ved 14-tiden er der stille, næsten dødt, i Kordilgade, byens gågade, der løber tværs gennem Kalundborg. Til byfesten var der fyldt med dannebrogsflag, livemusik og veteranbiler, men i dag passerer Mohammed Yousef tomme caféstole og en håndfuld fodgængere, da han kommer cyklende på sin mountainbike. På sin vej kan han tælle 10 tomme butikslokaler, inden han når op for enden af gaden, svinger om hjørnet og parkerer bag Øens Bagels N Juice, den sandwichbar, han har ejet i et halvt år. Et halvt minuts tid senere dukker hans skæggede ansigt op gennem bagindgangen til køkkenet, mens en ansat er i gang med at smøre to sandwich med tandoori-kylling til et par GLS-chauffører, der holder frokostpause. 

’Øen’, som den østlige del af gågaden hedder, bliver også kaldt ’Lille Bagdad’. Mohammed Yousefs naboer er en frisør, et pizzeria, en kebab, en grønthandler og snart også en halalslagter. Flere af stederne er drevet af hans familie, fortæller han. Faren ejer et pizzeria lidt længere nede ad gaden, en onkel har en frisørsalon og Kebab Time ved siden af Danske Bank, og i den anden ende af gågaden driver hans mosters mand endnu en kebab.

”Folk i byen kender os,” siger Mohammed Yousef, der lige er fyldt 25, mens han peger rundt i gågaden.

Han er opvokset på Klosterparkvej, og da han var yngre, lavede han lidt lort af og til, som han siger. Som for eksempel dengang, han og en ven kørte forbi en kvinde på en scooter og stjal hendes håndtaske. Et tyveri, de ville være sluppet af sted med, hvis ikke det var, fordi hans far havde tvunget ham til at melde sig selv. En anden onkel, som arbejder halvt på Novo Nordisk og halvt som kriminalitetsforebyggende SSP-medarbejder, tog fat i nevøen og sagde, at han kunne miste sit job, hvis ikke han stoppede med at lave ballade. Så besluttede Mohammed Yousef at tage på efterskole på Samsø. Senere tog han til Norge, hvor han blev uddannet som erhvervsdykker, inden han vendte tilbage til byen. Han har dykket lidt efter døde laks på en laksefarm i Reersø syd for byen og været med til at servicere nogle skibe, men ellers er det ikke blevet til så meget. Ikke endnu. Mohammed Yousef håber, at to nye medarbejdere nede i sandwichbutikken kan give ham mere tid til at dykke. Han drømmer også om at blive SSP-medarbejder ligesom sin onkel. 

”Herude er du nødt til at have noget at lave,” siger han. 

”Ellers kan man nemt blive fristet.”

De seks bagels har hængt på væggen, siden Mohammed Yousef åbnede sin sandwichbar i april.

EN SOMMERAFTEN i 1985, kort efter midnat, blev en flaske kastet gennem en rude på Grand Hotel Royal. Lyden af knust glas vækkede de 60 iranske flygtninge, der nogle uger tidligere var blevet indkvarteret i den dengang forfaldne bygning. Ude på gaden stod en skare på op mod 300 unge berusede kalundborgensere. De havde været til byfest i gågaden, og efter flasken fulgte brosten og molotovcocktails. Inde på hotellet måtte iranerne søge ly på gulvet i bygningens korridorer. Politiet blev tilkaldt, men selv med forstærkninger fra Slagelse, Holbæk og Ringsted var de ifølge aviserne fra dengang ”i alvorligt mindretal”. Først ud på morgenen ophørte urolighederne på havnen. ”Iranerne i hadets by,” skrev BT dagen efter angrebet på hotellet, der var kulminationen på en periode med spændinger i byen affødt af flygtningenes ankomst. En del kalundborgensere var stærkt utilfredse med, at de nye beboere vistnok havde fået gratis cykler stillet til rådighed af kommunen. Hvad fanden var meningen?

Sagen blev danmarksberømt, og i 2016, tre årtier senere, fik udsigten til nye flygtninge på et asylcenter i det gamle Kalundborg Sygehus atter byen til at dele sig i to: en ja-gruppe og en nej-gruppe. Flere i sidstnævnte gruppe truede med at brænde centeret ned. 

Og Kalundborg er særlig på området. Ved sommerens folketingsvalg fik Rasmus Paludans Stram Kurs 3,5 procent af alle stemmerne i Kalundborg-kredsen – den højeste stemmeprocent for partiet i landet og næsten det dobbelte af gennemsnittet på landsplan. 

Det høje stemmetal til Stram Kurs fik en kalundborgenser ved navn Per-Henrik Goosmann til at skrive et læserbrev til TV-Kalundborg. Under overskriften ”Er der nogen, som overhovedet reflekterer over valgresultatet i Kalundborg?” luftede han sin bekymring over, ”at byen havde udviklet sig til en halvfascistisk rotterede”. 

Lokaljournalist Gitte Korsgaard Fenger ser en lige linje fra urolighederne i 80’erne til valgresultatet i år:

”Nogle af konflikterne fra dengang sidder stadig i byen.”

EN SORT Mercedes med fire unge mænd triller ud fra parkeringspladsen i Sct. Olai Parken, drejer til højre og forsvinder sekunder senere i retning mod byens centrum. Bag sig efterlader bilen de hvide boligblokke med brune tage på Klosterparkvej. Vejen, der bærer øgenavne som ’Klosterperkervej’ og ’Kebabstrædet’, huser Kalundborgs største koncentration af indvandrere og kontanthjælpsmodtagere. 

”Det bliver nok aldrig bedre deroppe,” siger mange nede i byen. Denne eftermiddag er balladen dog til at overse. Faktisk er det svært at finde aktivitet overhovedet, bortset fra 32-årige Mette Lynge Nielsen, der er i gang med at låse en sort container op under et træ ved den bagerste boligblok. Hun er boligsocial medarbejder i Sct. Olai Parken og foreningsmedarbejder i Danmarks Idrætsforbund, og containeren, hun netop har åbnet, er fyldt med sportsudstyr, som børnene i området kan leje en time mellem klokken 16 og 17 hver tirsdag, onsdag og torsdag i sommerhalvåret. 

Lidt efter kommer Mohammed, en af drengene fra området, som Mette Lynge Nielsen har ’ansat’ til at holde styr på, hvem der låner hvad. Han stiller et bord frem og åbner en brun mappe. Få minutter senere dukker de første børn op med laminerede lånerkort i hånden. En har glemt sit kort, men får lov alligevel. Mohammed ved godt, hvem han er.

Mette Lynge Nielsen, der er født og opvokset i Kalundborg, kan alle historierne om Klosterparkvej til hudløshed: ”Selv da jeg var barn, var det et sted, folk i byen snakkede om.” 

Rundbold på Klosterparkvej.

SCT. OLAI PARKEN er ikke på ghettolisten. Der bor ikke nok mennesker til at opfylde kriterierne, men i Kalundborg opfattes boligområdet alligevel som netop en ghetto. Tilbage i 00’erne var der bilafbrændinger og uroligheder, der bliver stadig brændt en bil af i ny og næ, en enkelt skud­episode var der også tilbage i december, men området er nu ikke værre end så mange andre steder, hvis man spørger politiet.

Haider Maliki stiger ud af sin bil på parkeringspladsen, mens børnene ved containeren spiller rundbold og fodbold. Han er 24 år, læser markedsføring på Erhversakademi Sjælland i Roskilde, frabeder sig at få taget billeder, men fortæller, at han kom til Danmark fra Irak med sin familie, da han var et år gammel. Det meste af sin barndom har han boet på Klosterparkvej, og han ved godt, at der er nogle ballademagere heroppe. Han kender dem alle sammen. Men han blander sig ikke i, hvad de går og laver, det må de selv om. Han påstår, at hvis man i sin jobansøgning skriver, at man er fra Sct. Olai Parken, kan man glemme alt om at få arbejde i Kalundborg. Det siger noget om de fordomme, der er om Klosterparkvej, forklarer han. Fordomme, som han mener er overdrevne.

”Kig dig omkring. Synes du det her ligner en krigszone?” spørger han og gestikulerer mod boligblokkene, mens en tynd guldkæde svajer om hans hals og hen over hans sorte T-shirt.  

Mette Lynge Nielsen med containerlås.

VED CONTAINEREN nærmer klokken sig fem, og børnene hjælper med at pakke sportsudstyret væk. Mohammed tjekker, at alt er leveret tilbage, mens Mette Lynge Nielsen bakser med låsen til containeren, der ikke vil lukke. Hun bor selv ude mod Raklev, hvor hun siger, at man passer sig selv og sit, men at det ikke er sådan på Klosterparkvej. Der tager de sig af hinanden, alle sammen, og det kunne man godt lære noget af i resten af byen.

Mens hun fortæller, står en mand i jakkesæt på parkeringspladsen og sælger gulvtæpper til børneværelser ud af bagagerummet på sin Tesla. Lidt derfra, mellem blokkene, sidder Lisbeth Rasmussen nede fra Skibbrogade og drikker caffe latte med en veninde. Og ovre på basketbanen kører en lille dreng med krøller frem og tilbage gennem en vandpyt på løbehjul. En mor kalder sine unger ind til aftensmad, og ét efter ét siver børnene i området væk fra stier og legepladser og ind i boligblokkene for at spise. 

Der er faktisk helt hyggeligt på Klosterparkvej, synes Mette Lynge Nielsen. I det hele taget er hun sikker på, at resten af byen ville få et andet syn på boligområdet, hvis bare de kom noget mere heroppe. Men det gør de ikke. Efter gentagne forsøg får hun containerlåsen på plads. Så tager hun sin jakke og går mod bilen på parkeringspladsen. Halvvejs henne stopper hun op og kigger sig tilbage.

”Det er, som om der er en usynlig mur rundt om Klosterparkvej.”

KALUNDBORG I TAL

16.370 mennesker boede per 1. januar 2019 i Kalundborg. I hele kommunen er der 48.681 indbyggere.

604 kvadratkilometer udgør Kalundborg Kommune, herunder 160 kilometer kystlinje, som er en af landets længste.

1,2 kvadratkilometer til vands og 0,8 kvadratkilometer til lands gør Kalundborg Havn til en af landets største.

299.022 kroner tjente en kalundborgenser i gennemsnit i 2017. Landsgennemsnittet samme år var 320.040 kroner.

7.245 personer var i 2018 på overførselsindkomst i Kalundborg Kommune, SU-modtagere fraregnet.

14,1 milliarder kroner har medicinalvirksomheden Novo Nordisk investeret i Kalundborg fra 2000 til 2016.

1.381 personer i Kalundborg-kredsen stemte på partiet Stram Kurs ved det seneste folketingsvalg.

Kilder: Danmarks Statistik, Kalundborg Kommune, KMD, Novo Nordisk.

Lars Kaster Jørgensen ved byens biogasanlæg.

DET SIGES, at der altid lugter i Kalundborg. I gamle dage var det svovlsyrefabrikken, der fik byen til at lugte råddent. Senere, i 90’erne, var man i den østlige del af byen ikke i tvivl, når Dansk Oliegenbrug fik leveret spildolie. Og i dag, ude ved Novo, er det gærrester fra insulinproduktionen, man kan lugte, når vinden kommer fra øst.

I parcelhuskvarteret på Lerchenborgvej – der løber ud mod godset Lerchenborg – har lugten fra Danmarks mest kendte medicinalvirksomhed fået uvelkomment selskab. En morgen sidste år, lige inden sommerferien, trådte Lars Kaster Jørgensen ud ad sin hoveddør for at sætte sig op på sin cykel og køre på arbejde – på netop Novo Nordisk. Han fornemmede straks en umiskendelig lugt af rådne æg, og i starten kunne han ikke finde ud af, hvor den kom fra. 

Senere, siger han i sin udestue, mens han byder på kulsort kolbekaffe, viste det sig, at lugten kommer fra byens nye biogasanlæg, hvor restprodukter fra Novos insulin- og enzymproduktion brændes af.  

Lidt efter stiger Lars Kaster Jørgensen, en midaldrende mand med mørkt hår, der er blevet lidt tyndt i toppen, atter på sin cykel og træder ud til biogasanlægget – en stor, sort bygning uden vinduer. Ved siden af er der to enorme, kegleformede tanke med bioaffald og kraftige presenninger over, og når man nærmer sig, begynder man så småt at kunne fornemme en sødlig lugt. 

Mens han fortæller, kommer to lastbiler kørende op ad vejen, en med vådt affald og en med tørt affald. De læsser af og kører væk igen, og sådan løber trafikken til og fra anlægget det meste af dagen.

Lars Kaster Jørgensen, der har boet på Lerchenborgvej i 25 år, repræsenterer cirka 100 mennesker, der kæmper mod lugten fra biogasanlægget. Indtil videre er det lykkedes dem at få installeret et kulfilter. Det har fjernet den værste stank af æg, men ifølge beboerne lugter der stadig grimt i intervaller, når porten til lastbilerne åbner, og vindretningen er rigtig … eller forkert. 

Tilbage i maj anmeldte kommunen anlægget til politiet, men det forventer Lars Kaster Jørgensen sgu ikke, der kommer noget ud af. Men han giver ikke op, selvom han ved, at man i Kalundborg siger, at man vænner sig til lugten, når man har boet her længe nok. 

Og at man til sidst bliver immun. Det er jo lugten af penge.

Rettelse: Af den trykte udgave af artiklen fremgår fejlagtigt, at Grundfos ligger på Als. Der er naturligvis tale om Danfoss.

 

For 70 år siden skabte den russiske bondesoldat Michael Kalashnikov en riffel, der endte som internationalt ikon – ikke kun i krig, men på nationalflag, i rap-tekster og i designbutikker. Præsident Putin og det officielle Rusland hylder i dag Kalashnikov som nationalhelt, for mens USA har Coca-Cola, Danmark har Lego og Sverige har IKEA, har russerne AK-47.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Getty Images

EN DAG i foråret 2012 besluttede Mikhail Kalashnikov at gøre noget ved sagen. I mange år havde han fået det samme spørgsmål, og hver gang havde han svaret det samme: ”Nej, jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg sover fint om natten.” 

Længe havde det også været det ærlige svar, men med tiden begyndte han at tøve og justere sit svar, og nu ville den 93-årige bondesøn og tidligere general have svar på, om hans samvittighed burde være gennemhullet. Den ellers gode sovjetborger, der altid havde været ateist, var på sine ældre dage blevet religiøs, så derfor beskrev han sin indre moralske kamp i et brev til patriarken for den russisk-ortodokse kirke. 

I brevet ridser Kalashnikov først sin historie op: født i en bondefamilie som et af 19 børn og ung soldat i ’den store fædrelandskrig’, som anden verdenskrig hedder i Rusland. Og så skriver han, at han dag og nat var plaget af minderne fra 1941, hvor han og hans kammerater var under angreb fra tyskerne og ude af stand til at forsvare sig ordentligt, fordi de manglede våben, og fordi de rifler, de havde, ikke var gode nok. Derfor besluttede han under krigen, at de russiske kampsoldater skulle have et bedre gevær at kæmpe med. Han arbejdede uafbrudt, skriver han, indtil opfindelsen, Avtomat
Kalasjnikova, var færdigudviklet i 1947 og blev en del af hærens udstyr i 1948 – for sent til at bidrage til sejren over tyskerne.

Men geværet blev med tiden udbredt til hele verden. Der er cirka 100 millioner eksemplarer i omløb i dag, og sikkert er det, at millioner af menneskeliv er afsluttet ved hjælp af en AK-47. Langt flere menneskeliv end a-bomberne over Japan eller nogen andre masseødelæggelsesvåben tilsammen. Men hvad med opfinderens ansvar, ville Kalashnikov vide, da han, gammel og høreskadet efter mange års test af sine geværer, formulerede sit brev til kirken:

”Jeg kan ikke bære den åndelige lidelse og det spørgsmål, jeg stiller mig selv igen og igen: Hvis mit gevær har frarøvet mennesker deres liv, er jeg, Mikhail Kalashnikov, 93 år gammel, søn af en bondekone, kristen og ortodoks, så skyldig i menneskers død, også når det har været vores fjender?” spurgte han kirken på sit eget brevpapir, der i sig selv fortalte historien om Mikhail Kalashnikov. Det øverste højre hjørne af papiret var et ungdomsbillede af ham selv i uniform, hvor han kigger mod fotografen med et fast blik, mens hans hænder hviler på et tegnebord, klar til at skabe våben til fædrelandet. 

I brevet nævner han også, at han som barn drømte om at bygge en evigheds-maskine. Med sin AK-47 kom han tættere på, end han havde forestillet sig.

Mikhail Kalashnikov fuldt bevæbnet og i fuldt ornat.

”DET KAN GODT lyde underligt, at et våben er et så stort symbol, men hvornår har du sidst købt noget, hvor der står ’Made in Russia’?” siger forfatter og tidligere DR-korrespondent i Moskva Leif Davidsen om grunden til, at russerne kan samles om en maskinpistol som nationalt symbol. 

Netop nu betyder Mikhail Kalashnikov rigtig meget for den russiske selvforståelse, forklarer han. Så meget, at myndighederne sidste år rejste en ni meter høj statue af
Mikhail Kalashnikov nær centrum i Moskva. Her står Kalashnikov nu til skue for tusindvis af mennesker, der passerer hver dag, mens han spejder ud over fædrelandet med en AK-47 i hænderne. Det gevær, der er blevet brugt i utallige konflikter, terrorangreb og borgerkrige rundt om i verden, og som mange, også ikke-våbeninteresserede, kender på grund af dets bananformede magasin. Det er håndvåbnets svar på en folkevogn, både når det gælder genkendelighed og mekanisk enkelhed.

Da statuen blev indviet, var det med æresvagt, storskærm, strækmarch og taler fra den russiske kulturminister, der kaldte Kalashnikov for et kulturelt brand. En præst stænkede helligt vand på statuen og sagde: ”Vort våben er et helligt våben.” En enkelt demonstrant viste sig med et skilt, hvor der stod: ”En skaber af våben er en skaber af død,” og udtrykte dermed den splittelse, Mikhail Kalashnikov selv følte mod slutningen af sit liv.

Demonstranten blev hurtigt ført væk af politiet. Billedet af Mikhail Kalashnikov skal ikke tilsmudses, for ifølge Leif Davidsen passer han perfekt ind i præsident Putins planer:

”Putins projekt er en genrejsning af Rusland. Han siger: ’Vi er omgivet af fjender’, og han vil genskabe en stolthed og signalere, at Rusland er førende inden for visse områder, for eksempel at man har fremstillet en AK-47. Enhver nation, der skal have genopbygget sin stolthed, har brug for helte, og det her er fortællingen om den lille mand, der blev en stor general og opfandt et ikonisk våben. Og det må man sige, at han gjorde, for alle ved, hvordan en AK-47 ser ud. Mikhail Kalashnikov er i det nuværende nationalistiske klima en fuldstændig perfekt figur at samles om.”

Måske derfor gik nekrologerne over Kalashnikov let hen over hans moralske skrupler, da han døde i 2013. Man gik heller ikke meget op i, at han sammen med familien blev deporteret til Sibirien i 1930, fordi hans far nægtede at aflevere korn fra sine marker til myndighederne, der ville samle bønderne i statslige kooperativer. 

Der var heller ikke fokus på, at han i et af sine senere interview sagde, at det gjorde ondt at se terrorister og børnesoldater med hans våben, og at han egentlig hellere ville have opfundet noget til civile, for eksempel en græsslåmaskine. 

Nekrologerne fokuserede i stedet på fædrelandsfortællingen. Historien om Mikhail Timofejevitj Kalashnikov, der blev født i 1919 kort efter revolutionen og som ung soldat kæmpede mod tyskerne som kommandør på en kampvogn, blev såret i kamp og gik i flere dage for at komme til et hospital. Her blev han indlagt og lyttede til de andre soldaters utilfredshed med de forældede geværer, de havde til rådighed. Det var her, i hospitalssengen, at han, der ikke havde meget skolegang bag sig, men var blevet undervist i våbenproduktion, lavede de første skitser til et mere pålideligt og praktisk gevær, der kunne forsvare fædrelandet under alle forhold. 

Han gjorde sig umage med at designe det, så det kunne fungere både i de varme russiske somre, de lige så bundfrosne vintre, og når det blev udsat for mudder, fugt og støv. En stor afstand mellem komponenterne gjorde det sværere at ramme præcist, fordi våbnet gav sig under affyring, til gengæld var der så meget plads, at støv og snavs ikke fik riflen til at gå i baglås i modsætning til andre typer våben. Hæren kunne lide resultatet og gjorde geværet til standardudrustning i Den Røde Hær. I årene efter beordrede russerne Warszawa-pagt-landene til at producere AK-47-rifler i millionvis, så våbnet blev udbredt i den kommunistisk ledede del af verden. 

I Vesten blev man første gang opmærksom på AK-47 i 1956, da sovjetiske soldater slog opstanden i Ungarn ned. Kort efter fik den amerikanske efterretningstjeneste fingre i nogle eksemplarer af geværet, men var ikke imponerede. Det var et lille våben, ikke beregnet til særlig kraftig ammunition og ikke engang særlig nøjagtigt, når man skød med det. Sandt nok, men til gengæld kunne de næppe forestille sig, hvor stor indflydelse og udbredelse AK-47 ville få fremover, efterhånden som det bredte sig til konflikter over hele verden. Det skulle vise sig at være nærmest uopslideligt, nemt at bruge selv for et barn, og det blev et symbol for terrorister, revolutionshelte, diktatorer, oprørsgrupper og endda i populærkulturen.

Unge Kalashnikov tegner sit gevær, der erobrede verden.

DERFOR ER AK-47 LANGTIDSHOLDBAR

Rasmus Askov, seniorsergent i Hærens Kamp- og Ildstøttecenter:

”Russerne havde meget gamle våben i begyndelsen af anden verdenskrig. Det var for eksempel et problem, at tyskerne havde et gevær, der affyrede en mindre patron, så hver tysk soldat kunne have meget ammunition med, uden at det vejede for meget. Derfor var Kalashnikovs opgave at skabe et våben, der kunne bruge en bestemt type patron. Han kopierede mere eller mindre nogle ting fra amerikanske og tyske våben, og senere har andre våbenproducenter så kopieret detaljerne fra AK-47. Det sker også den dag i dag.

AK-47 har mange små detaljer, så det er ikke noget antikvarisk design, og dengang var det en ret avanceret konstruktion, men alligevel var det enkelt at producere geværet. Samtidig er det lavet af gode materialer, der kan holde til rigtig meget, og det er meget simpelt at adskille og samle. Den originale AK-47 var fræset ud af ét stykke jern, men i dag er den samlet af pladestål. Det er billigere og nemmere at producere og vejer en anelse mindre. Men magasiner, funktionsprincip og aftræksmekanisme er stort set identisk med det oprindelige design. Sjovt nok er AK-47 meget populær blandt sportsskytter i USA, så den lever videre i dag, selvom funktionsprincippet i bund og grund er det samme. Hvis man skiller en ny og en gammel Kalashnikov ad, ligner de hinanden.

Det er ikke noget præcisions­våben. Det er okay ud til 150 eller 200 meter, men det rammer ikke særlig præcist på længere afstand. Til gengæld betyder designet, at den kan tåle slag og tåle at være snavset. Den er meget tilgivende. Der, hvor Kalashnikov især gjorde det godt, var med hensyn til tilbringningen af ammunition, det vil sige den måde, patronen kommer ind i kammeret. På ethvert halv- eller fuldautomatisk våben er tilbringningen af ammunition meget vigtig og noget, der kan give problemer. Magasinerne skal være rigtig gode. I Vesten bruger vi meget lette magasiner, for at soldaten ikke skal slæbe på så meget. Et AK-47-magasin er meget tungt, men det er solidt bygget, og der er næsten aldrig fejl på det. Selv meget slidte magasiner fungerer fint. Det er godt set med den konstruktion.”

I DE KOMMUNISTISKE planøkonomier blev Kalashnikovs produceret i massevis, uanset om der var købere til dem eller ej. Efterhånden blev våbenmarkedet, også den mindre officielle del, oversvømmet med AK-47-geværer, der blev det foretrukne våben i sammenhænge og omgivelser, der lå langt fra, hvad Mikhail Kalashnikov havde forestillet sig. 

Latinamerikanske oprørere, afrikanske børnesoldater og mellemøstlige terrorgrupper fik aftrækkerfingrene i AK-47, der fungerede under alle klimatiske forhold, var lette at bruge og ikke krævede meget vedligeholdelse. 

Amerikanske tropper lærte under Vietnamkrigen, hvad det ville sige at stå med et våben, der ikke fungerede ordentligt under ekstreme betingelser som varme og fugt. Derimod havde nordvietnameserne AK-47-rifler, der var pålidelige i et omfang, så nogle amerikanske soldater sikrede sig et eksemplar fra slagmarken i stedet for at bruge det gevær, de havde fået udleveret. 

Få år senere havde USA lært lektien, da de ville støtte den afghanske mujahedin-bevægelse, der fra 1979 kæmpede mod den sovjetiske invasionsstyrke. 

CIA sørgede for, at afghanerne fik flere hundrede tusind Kalashnikov-geværer til kampen mod russerne, der i 1989 måtte opgive at vinde krigen. En stor del af dem endte på det sorte marked i nabolandet Pakistan. Der var så mange eksemplarer, at vestlige medier skrev om en ’Kalashnikov-kultur’ i landet, fordi en stor del af landets økonomi hang sammen med geværet. Mange levede af at sælge, reparere og fremstille hjemmelavede versioner af AK-47, og geværet blev brugt af bander, der røvede,  kidnappede og handlede med narko. 

Efter sammenbruddet i Sovjet og i Østblokken solgte de tidligere kommunistiske lande ud af våbenlagrene, og AK-47 var eftertragtet som et billigt og pålideligt håndvåben blandt stridende etniske grupper i blandt andet Liberia, Rwanda, Sierra Leone og Somalia. Nogle steder fik AK-47 tilnavnet ’Det afrikanske kreditkort’ – man gik ikke hjemmefra uden.

I Irak fik diktator Saddam Hussein rejst en moské til ære for sig selv, hvor de 43 høje minareter var formet som geværløbet på en AK-47, og i Mozambique indførte man et nyt flag, hvor en AK-47, inklusive bajonet, indgår som symbol på landets kamp for uafhængighed fra Portugal  i 70’erne, ligesom det var populært blandt mænd, der havde kæmpet som guerillasoldater, at navngive deres sønner ’Kalash’. Kalashnikov kunne også konstatere, at Osama bin Laden ofte bar en AK-47, når han blev filmet.

Geværet, der var skabt til at forsvare Sovjetunionen, blev populært over hele verden på en måde, dets opfinder ikke havde forestillet sig. Han havde heller ikke forestillet sig, at der på et tidspunkt ikke længere var noget, der hed Sovjetunionen. Da det skete, fik han nemmere adgang til at følge med i, hvordan AK-47 blev en del af kunst- og designverdenen, og tankerne begyndte at rumstere hos den efterhånden ældre mand: Kunne hans navn gøre ham til en rig mand?

En somalisk børnesoldat poserer hårdt med et AK-47-gevær i 1992. Våbnet stammer sandsynligvis fra den lange periode forud for landets egen borgerkrig, da Somalia var en af verdensscenerne for den kolde krig.

AUTOMATISK UDBREDELSE

Verdensbanken har anslået, at der er cirka 500 millioner håndvåben i omløb i verden, og at cirka 100 millioner af dem er AK-47 eller efterligninger. Ud over i Izhevsk i Rusland bliver der produceret Kalashnikov-geværer i blandt andet Bulgarien, Kina, Egypten, Irak, Indien, Iran, Nigeria, Nordkorea, Polen, Serbien og Sudan. Dertil kommer, at der bliver lavet efterligninger rundt om i verden, fordi delene er relativt enkle at kopiere. Russerne begyndte for nogle år siden juridisk at forfølge producenterne for brud på patentrettighederne.

EFTER SAMMENBRUDDET i Sovjet blev Mikhail Kalashnikov inviteret til Virginia i USA af nogle våbenentusiaster. De sørgede for, at han fik lejlighed til at møde Eugene Stoner, manden bag M16-riflen, som de amerikanske tropper blandt andet havde brugt i Vietnamkrigen. De to våbenbrødre havde interessen for skydevåben til fælles, men forskellene mellem dem var markante. 

Kalashnikovs gevær var et ikon, og når han ved officielle lejligheder var i uniform, bar han et panser af medaljer på brystet. Han var en mand, som de russiske børn lærte om i skolen. Stoner og hans M16-gevær havde slet ikke samme status. Til gengæld, og her spidsede Kalashnikov sine høreskadede ører, fik Stoner en dollar per solgt eksemplar, og da de to mødtes, var der solgt seks millioner styk. Den tyggede den russiske general lidt på. Han havde ikke selv tjent penge på geværerne og var ikke en rig mand, tværtimod, men måske var det på tide, at han selv fik noget økonomisk ud af sin opfindelse, funderede han. 

I årene, der kom, forsøgte han at gøre sin fædrelandsriffel til en god forretning, for geværet var berømt også blandt personer, der ikke var soldater.

I slutningen af 80’erne rappede den amerikanske gruppe N.W.A om, at ”AK-47 is the tool”. Senere lancerede den berømte designer Philippe Starck bordlampen Table Gun, en lodretstående guld- eller sølvfarvet Kalashnikov med en lampeskærm, der blev solgt for flere tusind dollar per styk. I New York viste nogle indbyggere i Brooklyn troskab til kvarteret med ”Defend Brooklyn”-T-shirts, der var prydet af en Kalashnikov, og i London købte Design Museum for nogle år siden en AK-47 til sin udstilling.

Kalashnikov blev et ikon, men manden bag var stadig splittet mellem den officielle anerkendelse og trangen til at tjene penge. Han tøvede for eksempel længe, da en britisk forretningsmand ville købe rettighederne til at sælge vodka under Kalashnikov-navnet, men endte med at sige ja. 

Det gjorde han også til et tysk firma, der ville sælge alt fra barberskum og snowboards til knive og paraplyer under Kalashnikov-navnet. Trofast mod det sovjetiske styre, som han aldrig tog afstand fra, heller ikke efter Østblokkens sammenbrud, afviste han dog amerikanske firmaers forsøg på at købe hans navn. At samarbejde med den gamle koldkrigsfjende ville være forræderi, sagde han. Til forskel fra mange andre russere glædede han sig ikke, da Sovjetunionen brød sammen, selv om det gav mere frihed til befolkningen, forklarer Leif Davidsen:

”Kalashnikov har aldrig sagt et eneste negativt ord om Lenin eller en stor forbryder som Stalin. Han har sagt, at han var ked af, at han aldrig oplevede at møde Stalin, som han anså for at være en stor mand. Kalashnikov var til det sidste en forbenet kommunist. Men han ville nok selv kalde sig patriot.”

Kalashnikov blev aldrig rig på sine aftaler om makabert merchandise. Til gengæld blev han ’frikendt’ af den russisk-ortodokse kirke, da patriarken svarede ham, at når våben er skabt for at beskytte fædrelandet, støtter kirken både opfinderen og de soldater, der bruger det. 

Mikhail Kalashnikov selv håbede, at AK-47 og de andre våben, han skabte, en dag ville blive unødvendige. I 2001  sagde han: ”Efter min mening vinder det gode til sidst. Det bliver efter min død, men der kommer en dag, hvor mine våben ikke længere vil være i brug eller nødvendige.”

Vietnams hær markerer i 1985 10 året for sejren over de amerikanske tropper – med AK-47’ere over skulderen.

 

Transnistrien, der kanter sig langs Ukraines vestlige grænse mod Moldova, er som en slags prisme ind i den russiske folkesjæl. Ud & Se tog til landet, der officielt ikke eksisterer, men hvor koldkrigskulisser, stolte statuer og nostalgiske vodkabranderter tegner den længsel efter storhed, der – måske – er Ruslands drøm om en fremtid.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner

25. OKTOBER GADE i Tiraspol er renskuret sovjetisk postkortidyl. Træer og buske er nyfriserede, facaderne er velholdte, og søjlerne på den brutalistiske rådhusbygning i Transnistriens hovedstad er hvide som russisk sne. Foran parlamentet poserer Vladimir Lenin i granit med sin frakke i imaginær modvind. En superhelt, der troner på boulevarden, Tiraspols hovedåre, opkaldt efter datoen for den russiske revolution. Ved fodgængerfeltet er der ingen lysregulering. Folk spadserer blot over, mens de få biler holder tilbage. Midt på vejbanen hænger to billboards: Transnistriens rød-grønne flag med hammer og segl og en reklame for den kommende søndags præsidentvalg i Rusland. 

Et par minutter derfra ligger Cafe-Bar Volna. Fra restaurantens lysegrønne vægge, ved siden af gamle skibe og dekorationer lavet af plastic-grene, kigger Lenin, Stalin og Karl Marx på to chatoller på et ternet stengulv og på borde, der er dækket med brune duge og stofservietter, der er tunge som lokalets gardiner. Fredag aften, et par dage før valget, er der to selskaber, som ikke skal forstyrres, og desuden er køkkenet lukket, så vi må komme tilbage en anden dag, vrisser den lavstammede dame med furet ansigt, som bestyrer stedet. Typisk gammeldags sovjet-fjendtlighed, siger vores unge tolk om kvinden. 

En gruppe soldaterkammerater vælter ud ad døren for at ryge cigaretter, mens de griner, så det runger under halvtaget. De klapper hinanden på ryggen så hårdt, at man skulle tro, de forsøgte at redde hinanden fra et søm, der havde sat sig fast i deres svælg. Soldaterkammeraterne har røde baretter på hovedet i aftenens anledning – årsdagen for deres deltagelse i borgerkrigen mod centralmagten i Moldova, landet, som Transnistrien i dag officielt tilhører. Krigen i 1992 kostede omkring 700 mennesker livet og opstod, fordi Transnistrien ville løsrive sig fra Moldova for at opnå selvstændighed, da regionen ikke kunne få lov at blive en del af Rusland efter Sovjetunionens fald.

”Vi forsvarede os i en svær tid,” siger Valerij med røde øjne og spiritusånde, mens cigaretten hænger fast i underlæben. Han holder en pegefinger foran sit hoved for at sætte trumf på sit budskab. Fingeren ligner et balancepunkt, han prøver at ramme med sin krop, der svajer fra side til side. 

Valerij finder sin telefon frem og trykker på skærmen. Fra telefonens højttaler akkompagneres harmonikaspil af hurtige basrytmer. En øm mandestemme synger om fædrelandet Rusland. Ingen kan slå Rusland, synger han i omkvædet. 

”I min sjæl er jeg russisk,” siger Valerij. Transnistrien bør være en del af Rusland, mener han. ”Sto protsentov!” 100 procent. Rusland betyder magt og styrke, bliver der råbt i baggrunden, inden soldaterkammeraterne vralter ind på restauranten igen. 

Valerij (t.h.) og soldaterkammeraterne: ”Vores region er tættere på Rusland end på Moldova og Europa. Det handler ikke om territorium, men om folket.”

PÅ VEJEN fra Tiraspol til byen Dubăsari, cirka 50 kilometer nord for hovedstaden, er teleudbyderen ramt af skizofreni. Sms-beskeder byder skiftevis velkommen til Moldova og til Ukraine. På denne strækning er kun landevejen en del af Transnistrien – klemt inde mellem moldoviske vinstokke på den ene side og ukrainske pløjemarker på den anden.
   18-årige Julia Levina boede i Dubăsari med sin mor, indtil hun flyttede til Tiraspol for et år siden, hvor hun i dag studerer geografi på universitetet. De fleste unge med russisk pas rejser til Rusland for at arbejde. De unge med moldovisk pas rejser til Moldovas hovedstad Chișinău, fortæller Julia, mens hun går på et hullet fortov i sin hjemby i selskab med sin 24-årige kæreste, Roman Maksimov, der arbejder som tolk. 

De har kendt hinanden i et par måneder. Julia havde lagt mærke til Roman i Tiraspol, og så skrev de til hinanden på VKontakte, den russiske pendant til Facebook, hvor de havde fælles venner. Hun har russisk statsborgerskab ligesom en tredjedel af borgerne i Transnistrien. Cirka samme antal har enten ukrainsk eller moldovisk statsborgerskab.

Julia er i cowboyskjorte med hætte og en hue på toppen af det brune hår, som hun klør sig i lidt nervøst, når hun taler. Hun har nye solbriller på med spidse kanter i Audrey Hepburn-stil. Solen skinner, og haner galer bag små bliktagshuse. To mænd sælger mel fra en varevogn, og en lokal præst går i en sort kjole og taler i telefon. 

Julia ville tidligere til Chișinău for at studere, men hendes forældre er skilt, og da hun dengang ikke var fyldt 18 år, skulle hun bruge papirer fra begge for at få moldovisk pas. Hun havde ikke lyst til at bede sin far om hjælp. 

”Jeg ved ikke, hvor min far bor. Han er alkoholiker, og jeg taler sjældent med ham. I Transnistrien bliver folk ofte gift som unge, får børn tidligt, og så forsvinder den ene,” siger hun. 

”Don’t stay,” står der med spraymaling på en betonvæg foran en forladt kornfabrik. Det var her, Julia røg sin første cigaret. Hun er glad for sin hjemstavn. Her er roligt og trygt, men hun er rastløs og vil se verden. En uddannelse fra Transnistrien duer kun i Rusland, og Julia vil gerne til Chișinău for at studere om et par år og måske til Europa, hvor hun aldrig har været. Julia har set rejseprogrammer fra Venedig, hvor ”arkitekturen er smuk”, men hun ved ikke, hvor hun vil hen. 

Om sommeren tager de lokale i Dubăsari til en lille strand langs floden Dnestr, der skiller Transnistrien fra Moldova. Stranden ligger ved siden af et vandkraftværk med checkpoints, som bevogtes af russiske soldater, der ofte er lokale med russisk pas, og som får 3-400 dollar om måneden, det dobbelte af gennemsnitslønnen i Transnistrien. En god løn ”for at lave ingenting”, som Roman siger.

Tre betonarbejdere er ved at bygge en balkon til et hotel med udsigt over floden. Den ene af dem, Mikhail, har russisk statsborgerskab, og han har tænkt sig at stemme på Vladimir Putin på søndag. 

”Han giver os billig gas, og pensionen er på vej op. Rusland bør anerkende os, men det er svært, når vi ikke deler grænser. Men se, hvad Putin gjorde med Krim. Det skal nok ske på et tidspunkt.” 

Julias mor stemmer også på Putin. Julia selv gider ikke stemme til valget, og da slet ikke på Putin. 

”Politik er for mennesker, der ikke tror på sig selv.” 

Julia og Roman har kendt hinanden i nogle måneder. Romans forældre bor i Tiraspol, og Julias mor bor i Dubăsari (t.v.)

TILBAGE I TIRASPOL er alle dage som søndag. Ældre mænd og kvinder sidder på bænke uden at vente på noget. Mange butikker er lukkede midt på dagen, mens de butikker, der er åbne, ser lukkede ud.

”26 års offentlig service,” står der på et billboard, hvor en kvindelig sygeplejerske er fotograferet blandt generaler og bevæbnede soldater som karakterer i et computerspil. Militærhistorien er overalt. På 25. Oktober Gade står en tank, der danner baggrund for billeder af lokale brudepar. Ved en mindevæg for de faldne i krigen mod Moldova brænder en flamme døgnet rundt, og i parkerne står buster af russiske krigshelte. Ifølge lokalhistorikeren Nikolaj Babilunga blev Transnistrien i 1992 reddet af ”russiske hædersmænd” i konflikten mod Moldovas ”nazistiske bødler”, og regionen blev ikke ”ramt af psykose” ved at fjerne monumenter fra Sovjetunionen, som man gjorde det i Moldova. Moldoviske historikere ser den fremtrædende sovjet-symbolik i Transnistrien som en positionering i modstanden mod Moldova og Rumænien. 

På et marked ved Rajevskij Vej – opkaldt efter en berømt russisk general fra Napoleonskrigene – sidder Galina i en lilla dunjakke og sælger bøger og brocher med Lenin. Ligesom mange andre vil den 60-årige kvinde af frygt ikke oplyse sit efternavn, Hendes øjne er små, og på næsetippen har hun et modermærke, rundt som et knappenålshoved. 

”Livet er godt, jeg har mit helbred og min pension,” siger hun. 

Hun tager en pose pølser frem af lommen og fodrer en kat under bordet, mens hun sludrer med Svetlana, sin veninde. Svetlanas hår er farvet sort med lyse spidser, og hendes øjenbryn ser ud til at være tatoveret. Galina viser stolt billeder frem af sin søn fra hans tid i den russiske fredsstyrke. De håber begge på en genforening med Rusland. 

”Et stort land med en god økonomi,” mener de begge. 

Galinas (t.h.) yndlingsbog er Ernest Hemingways ’Den gamle mand og havet.’

Ved en sti på Ungdommens Gade ligger en café i skyggen af Tiraspols forårssolstråler, hvor ikke en brise af forandring ser ud til at være sluppet igennem væggene. En rund og smilende dame med lyst hår sat op i en knold serverer spiritus til de tørstige gæster ved de lyse træborde. Disken er fyldt med syltede agurker, brød med ost, chokolade og cigaretter solgt stykvis. En ranglet fyr hamrer et overfyldt 10-centiliters vodkashot med overfladespænding i halsen. Hans mund spjætter af tics, da glasset er tømt. 

”Er I fra USA?” spørger Ljonja ved et af bordene under halvtaget blandt de rygende gæster. ”Ah, Danmark … bedre,” siger den gråsprængte og pensionerede herre og dasker en finger på sin store øreflip. Han ligner en krydsning mellem den irske forfatter Samuel Beckett og Leonid Bresjnev, den sovjetiske leder med de buskede øjenbryn. Han har ikke russisk statsborgerskab, men hvis han kunne, ville han stemme på Putin, for han er magtfuld. Selv i USA går folk rundt i T-shirts med den russiske præsident, mener Ljonja, der taler med cigaretten mellem tænderne. Det var trist, at Sovjetunionen brød sammen, siger han. Der var ikke frihed, men det var gratis at komme på hospitalet, og en vandmelon kostede ingenting.

”I dag har vi dermo-­cracy,” siger han og hoster et grin frem, mens han asker i et syltetøjsglas. Dermo betyder lort på russisk.

43-årige Roman har hentet et stykke chokolade på en serviet til sin cognac. Han har et ar over det ene øje, plysset hår og et hårdt og fast blik. Transnistrien er et rart og rummeligt sted, siger han og trækker vejret tungt gennem næsen. 

”Fortæl ham sandheden. Det er et hul i jorden!” råber en kvinde med brune tænder fra nabobordet. 

”Vi har mange kulturer her, men 80 procent af os er russere,” siger Roman og skyder et stykke forbi det korrekte tal, som er cirka 30 procent. Han håber, at Rusland en dag vil anerkende Transnistrien, men han gider ikke stemme til valget. Bjurokratija. Man skal udfylde papirer og stå i kø. Romans fingre er tatoverede med små tegn, et af dem er fra fængslet og betyder noget med ikke at tilhøre et hjem. Han har siddet inde for væbnet røveri, men han vil ikke dvæle ved fortiden. Heller ikke Sovjetunionens. Men monumenterne må de aldrig fjerne.

”Det er vores historie. Vores ære.” 

TRANSNISTRIEN

Transnistrien ligger i området ved floden Dnestr og den moldoviske grænse til Ukraine. Transnistrien er den internationale (og rumænske) betegnelse, mens de facto-staten internt går under navnet Den Pridnestroviske Moldaviske Republik. Transnistrien er ikke anerkendt af andre lande, kun af udbryder­regioner i Georgien. Der bor knap en halv million i Transnistrien og 150.000 i hovedstaden Tiraspol. Transnistrien strækker sig over 4.163 kvadratkilometer, lidt mere end det halve  af  Sjælland.

Transnistrien har eget flag, pas, nationalsang, møntfod og en grænsepost til Moldova, der har registreringskontor, soldater og en indgang i røde farver med hammer og segl. Transnistriens selvstændighed er ikke anerkendt af FN, ej heller af Rusland, som dog bidrager med vital økonomisk støtte, blandt andet i form af billig gasforsyning. Moldova er afhængigt af den russiske gas, som laves om til elektricitet på kraftværker i Transnistrien.

I 2006 foretog styret en afstemning, der viste, at 96 procent af borgerne gik ind for en fremtid i den russiske føderation. 

BOLIGBLOKKENE i Tiraspol er slidte og ser ens ud. Malingen er ofte flækket af, og de tunge indgangsdøre er i rødt metal. I de mere velholdte haver er bildæk skåret op, malet og dekoreret som svaner. I en af blokkene bor 54-årige Viktor Plesjkanov med sin kone Oksana Lopusjnjak og hendes otteårige søn Jamal. 

Lejlighedsnummeret 107 er skrevet med kuglepen uden for døren til den toværelses bolig. I entreen svømmer en skildpadde i en glasmontre, og fra det lille køkken pipper papegøjen Johnny fra et bur, mens Oksana laver te. Hun har sort hår, store øjne og en kort figur. 

”Kiss me,” siger hun og laver trutmund til papegøjen. 

41-årige Oksana Lopusjnjak arbejder hjemmefra som telefonassistent for et møbelfirma. Hun har arbejdet en del år i Dubai, men vendte tilbage, da hun savnede klimaet og menneskene. Men det er umuligt at tjene til tilværelsen i denne afkrog af verden. 

”Skide Transnistrien,” siger hun.

De sover alle tre i stuen på en hjørnesofa og i en lænestol, som slås ud til en seng. Væggene er nøgne, og deres tøj er presset sammen i kasser i entreen. Viktor Plesjkanov tænder for BBC World for at se nyheder om giftangrebet på den russiske agent i England.

”Russerne,” siger han og sætter sig i skrædderstilling foran sofaen, ”har ikke noget svar.” 

Han er klædt i T-shirt, baggy jeans og briller med tonede glas. Han har grå stænk i håret, kraftige kindben og ligner lidt en skuespiller fra 50’ernes Hollywood. Han mangler det yderste af sin ene pegefinger – spidsen satte sig fast, da han som barn lavede ringe ud af et jernrør. Viktor Plesjkanov har både arbejdet som mekaniker og solgt gravsten, men for tiden har han intet at lave, ”da folk ikke har råd til at bruge penge på gravsten i øjeblikket”.

Han bruger meget af sin tid på at harcelere over Ruslands fremfærd i Ukraine på Facebook og på at læse kritiske artikler om Putin: 

”Før krigen i Ukraine var Transnistrien en forpost for den russiske verden. Vi blev betalt for at forsvare russiske synspunkter. Det gør vi stadigvæk, men i dag er rollen i højere grad gået til Krim.” 

Viktor Plesjkanov er født i Transnistrien, hans mor er fra Ukraine, og hans far er fra en landsby uden for Tiraspol. Han arbejdede på en fabrik, men undgik at være medlem af kommunistpartiet i Sovjetunionen, selvom det var påkrævet i hans stilling. Viktors farfar sad i arbejdslejr under Stalin. Da Viktor som 11-årig var på ferie ved Sortehavet, fik han i selskab med et par jævnaldrende drenge dén ide at lægge søm på jernbanesporet. De blev opdaget af russiske pionerer, som sendte et brev til hans skoleinspektør, og episoden blev Viktors første oplevelse med regimets jernhånd. Han forstod aldrig, hvorfor alle skulle opføre sig ens. 

Oksana og Viktor har kendt hinanden i 20 år. De drømmer begge om at flytte til USA. Mange af deres venner bor og arbejder i udlandet.

”I TRANSNISTRIEN er man nødt til at have en adlydende natur som i Sovjetunionen for at føle sig tilpas. Folk trives i et hierarki. Transnistrien er en mini-version af Rusland,” siger Viktor Plesjkanov, misser med de blå øjne bag brillerne og fortæller, at han har haft flere sammenstød med efterretningstjenesten, som indtil for nylig stadig hed KGB. 

Som for eksempel den dag, da den russisk-ortodokse kirkes overhoved var på besøg i Tiraspol, og Viktor Plesjkanov var mødt op for at se giraffen. Han stod ved siden af en fyr, som tog et billede med sin telefon, da paraden kørte forbi. En mand i civilt tøj gav fyren besked på ikke at tage billeder. Viktor tog sin telefon frem og gjorde det samme, hvorefter han fik en lignende besked. Da Viktor Plesjkanov svarede, at det skulle han ikke bestemme, hev manden sit KGB-skilt frem. Han røg på stationen og blev afhørt i timevis, hvor man ifølge Viktor Plesjkanov truede med at få ham til at forsvinde. Til sidst spurgte de, om han kunne finde på at gentage sin ulydighed. 

”Nej. Jeg er ikke bange for jer, men jeg gider ikke sidde i en celle om sommeren, når solen skinner,” svarede han. 

Viktor Plesjkanov er skiftet over på CNN, hvor værten taler med fuld overbevisning om russisk indblanding i det amerikanske valg. Den 54-årige moldover ser aldrig russisk tv. 

”Folk fodres med propaganda på russiske tv-kanaler,” siger han og lader, som om han holder på en ske med den ene hånd, ”og bildes ind, at Rusland tager sig af sine borgere i udlandet.” 

Han ville ønske, at vestlige regeringer lagde pres på Transnistriens pro-russiske styre. ”Ingen internationale organisationer kan hjælpe, når vores rettigheder trynes, og de gode job går til politikernes familier,” siger han. 

”Vi er slaver. I 26 år har de fyldt os med løgnehistorier om, at vi ville blive det nye Schweiz, men se bare, hvor fattige folk er. Hvis staten blev anerkendt i morgen, ville styret ikke gå med til det. Så forsvinder deres mulighed for at fylde lommerne.” 

Jamals skoletaske er polstret med Stars and Stripes. Hans stedfar købte tasken, da han sidste år var i Chicago et par måneder for at besøge nogle venner, som var flyttet til USA. 

”Jamals lærer tog det ilde op, da hun så tasken, som hverken var russisk eller transnistrisk,” siger drengens mor og griner.

Det har været Viktor Plesj­kanovs livsdrøm at besøge USA, lige siden han som dreng læste Vasilij Peskov og Boris Strelnikovs rejseskildring ’Landet bag havet’, hvor de to sovjetiske journalister kører USA tyndt og  samtidig får øjnene op for den amerikanske livsstil. Ellers var det småt med litteratur om USA i Sovjetunionen. Men Viktor fik smag for westernfilm – ’Syv mænd sejrer’ med Steve McQueen – og for amerikanske arketyper som Paul Newman på det store lærred. 

”I rrr-had to know about American ex-cep-tio-na-lism,” siger han om sin tur til Chicago med luft mellem hver stavelse. Friheden og den amerikanske drøm. Han blev ikke skuffet. Amerikanerne var fritænkende og smilende. USA er Viktors antitese til alt russisk, til Transnistrien, og han håber, at en fremtid i ’frihedens land’ bliver familiens skæbne. 

”ONE WAY or another, I’m gonna find ya, I’m gonna get ya!” Roman Maksimov og en gruppe venner står i rundkreds på et stengulv og skråler med på Blondies hit fra 1978. Det er weekend i Tiraspol, og de unge holder fest i en garage. Pigerne er i højtaljede jeans, drengene er i sweatshirts og sneakers. Ved et bord fyldt med vodkaflasker og ølkrus sidder en fyr og styrer musikken fra en MacBook. Rummet ligner en blanding mellem et værksted og en teenagers hærgede kælderværelse. Julia Levina sover med hovedet i skødet på en sidekammerat på en bænk. Hun er gået kold. Det gik stærkt, da vodkaen kom i ølkruset. Senere må hun i busken for at kaste op, mens Roman holder hendes hår. 

”Det er kun tredje gang i mit liv, jeg er fuld,” siger Julia og smiler forlegent, mens hun efter festen tager sig til panden ved et bord i kantinen på universitetet i Tiraspol. Man bliver mere udadvendt, når man er fuld, siger hun. Ved de andre borde sidder unge og spiser vafler og pomfritter. En pige har lagt makeup på sin veninde og tager billeder af hendes øjne med sin telefon. Indtil Julia flyttede til Tiraspol, var hun ’fornuftig’ og sad mest foran sin computer og lavede lektier. 

”Men jeg bryder mig ikke om stabilitet,” siger hun og piller ved sin tekop. Hun har fået nye venner på det seneste, men for teenagere i Tiraspol er der ikke meget andet at give sig til end at drikke sig fuld og ryge cigaretter.

Julia vil ikke blive i Transnistrien. Hun har besøgt familie i Moskva, og hendes mor vil gerne flytte dertil og have Julia med, men det har hun ikke lyst til. Folk er overfladiske i Moskva, synes hun. Hverken Julia eller Roman vil til Rusland. 

”Mange tror, at Rusland er veludviklet på grund af Moskva, men de fleste steder ser der ud ligesom i Transnistrien,” siger Roman. Han har været i Polen et par gange og ”orienterer sig mest i retning af Vesten”, som han siger, men han er glad for sit job som tolk og har ikke planer om at forlade stedet foreløbig. 

Julia er usikker på fremtiden. Fortiden kender hun, og måske er voksne i europæiske byer mest optagede af sig selv. Generelt bryder hun sig ikke om storbyer, og på en måde er det okay, at udviklingen går langsomt i Transnistrien. Se på Rusland efter Sovjetunionens fald, hvor folk fik frihed, men landet blev et økonomisk rod, siger hun.

”Men udviklingen går også for langsomt.”

Bedsteforældregenerationen fylder meget. Hun synes, det er svært at have en samtale med de ældre, der taler i indstuderede fraser og drømmer sig tilbage til fortiden. For Julia er statuerne fra Sovjetunionen meningsløse, men det er fint nok, at de er her. Ellers kom der jo ingen turister. 

Hos babusjkaerne, de tørklædeklædte bedstemødre, er håbet om russisk favntag stadig levende. Samtidig rejser de unge væk. Fra 1989 til 2015 er befolkningstallet i Transnistrien faldet fra 750.000 til 485.000.

”LAD OS FÅ noget larm!” råber Maksim Bunduk i mikrofonen fra scenen, mens han klapper ad sig selv. ’Comedy Café’ står der bag ham på det røde baggrundstæppe på Tiraspols seks måneder gamle standup-klub, den første af sin slags i Transnistrien. I loftet hænger balloner, en diskokugle og sidste års juledekorationer. 

Maksim er tidligere politibetjent, høj, tynd og har et knæk på næsen, og han indleder showet med at synge til hurtige dance-rytmer om at gå på stranden med sin udkårne. 

”Kom så!” råber Maksim til publikum og klapper igen ad sig selv, inden han i omkvædet assisteres af en kvindestemme i højttalerne.

De fleste gæster fortsætter snakken ved bordene, mens de drikker øl og drinks. Anna og Katarina sidder foran scenen, de er i slutningen af tyverne, begge i kjole og rød læbestift. I aften er første gang, de ser standup live. De er glade for humor i den lette ende, gerne Adam Sandler eller den russiske falde på halen-komiker Jevgenij Petrosjan. 

Tre mænd i 30’erne optræder i aften, alle trænede amatører.

”Der er russisk valg i morgen, og der er lovet snevejr. Vi med russisk pas stemmer vel på Putin? Maksim, du har moldovisk, og Jevgenij har ukrainsk,” siger Ivan, den ene af komikerne, der har gråt hår, ternet skjorte og mikrofonen i hånden, mens han står ved bardisken. 

”Det er derfor, jeg tier stille,” siger Jevgenij, som står på scenen i selskab med Maksim. Jevgenij er lidt buttet og i mørkeblå skjorte. 

”I går lå jeg med min kæreste i sengen og spurgte, hvem hun ville stemme på,” siger Maksim og bliver afbrudt af Ivan.

”Maksim, normale mænd er sammen med deres kæreste, mens du sidder og …” siger Ivan og vipper med øjenbrynene, så alle forstår, at der hentydes til onani. Jevgenij fortæller om engang, han bestilte en prostitueret i selskab med en kammerat. Men de fik et chok, fordi hun var grim. De vulgære platheder står i kø på scenen, og de frække anekdoter trækker ikke de store grin hjem.

Maksim og Jevgenij battler jokes. De har et clipboard i hånden med deres vittigheder. Maksim høster færrest grin og modtager som straf et smølfespark på næsen af 

Jevgenij. Showet virker naivt og lidt desperat. 

I pausen er Maksim Bunduk gået ud for at ryge. Grimasserne i hans ansigt er i bero. Han er 32 år, men ser ældre ud. Tiraspol er et svært sted at lave standup, folk skal vænne sig til det, men han håber, at Comedy Café udvikler sig positivt. Han og de andre fyre er en slags pionerer for komik i Transnistrien, siger han.

En af gæsterne, Irina, har grædt af grin flere gange i aften. Hendes øjne er hævede af lattergråd, og hun er en smule fuld. Hun var særligt glad for joken om en dame, der brugte en masse penge på at blive klippet og få ordnet negle, men uden at blive tilfreds.

”Vi har så mange frisører og skønhedssaloner i vores land, og vi ville ønske, de var mere professionelle,” siger Irina. 

Anna og Katarina har også haft en god aften, fortæller de. Men showet havde været bedre, hvis komikerne ikke havde brugt så mange grove ord.

PÅ VALGDAGEN står Viktor Plesjkanov foran en café på 25. Oktober Gade og skraber sne af ruderne på sin Peugeot 307 Cabriolet. Bilen blev købt, dengang han tjente penge og ville mærke friheden ved at køre med nedrullet tag i solskin. Hans kammerat Nikolaj er chauffør i dag, da Viktor har røget lidt pot – det gør han indimellem – og han vil ikke køre galt på de sneglatte veje eller få problemer med ordensmagten. Viktor hilser på en gruppe forbipasserende tyskere i vinterjakker fra Canada Goose, mens sneen pisker dem om ørene. 

”Jeg kan se på jeres påklædning, at I er udlændinge,” siger Viktor til dem og løfter 

hagen for at demonstrere, at tyskerne kigger op, når de går, og ikke ned i jorden som russere. Han trækker i mundvigene med fingrene for at understrege, at russere heller ikke smiler. 

”We rrr-have … regime here …” råber Viktor som afskedssalut, da gruppen er på vej videre. Han leder efter ordene og bider sig i læben i sædvanlig frustration over sit begrænsede engelsk. 

”Mmm … dictatorship. Good luck!” siger han og knipser med fingrene. Tyskerne smiler en smule anstrengt og forbløffet, mens vennen Nikolaj ryster på hovedet og griner af Viktor. 

I bilen hænger et Wunderbaum med Stars and Stripes, og her dufter af Chrome Azzaro, Viktors parfume, som han har købt i USA. Hvis familien får ophold i guds eget land, håber han på at arbejde som bilmekaniker på sin kammerats værksted i Chicago. Oksana vil måske tage en ny uddannelse. I USA har alle mulighed for en anstændig tilværelse, mener Viktor. For dem, der ikke griber chancen, står kun dovenskaben i vejen. 

Viktor Plesjkanov har ikke russisk pas, men ”han er ikke et fjols”, så selvom han havde, ville han ikke stemme. Vi kører forbi et af valgstederne for at lodde stemningen. På koncertstedet Republikkens Palads var der i morges lange køer af primært ældre mennesker fra landsbyer uden for Tiraspol. Her til eftermiddag er der ikke den store trængsel ved valgurnerne. På en opslagstavle hænger et billede af kandidaterne med en kort beskrivelse af deres valgprogram. Putin hænger i midten. 

”Ham der, Baburin,” siger Viktor og peger på en af kandidaterne, mens han ryster på hovedet. 

”Han solgte et af vores kraftværker til russerne i en billig studehandel,” fortsætter manden, der som en sporhund konstant opsnuser informationer om, hvordan rublerne skifter hænder i Transnistrien. En valgtilforordnet giver os besked om ikke at henvende os til folk i lokalet. 

Vi kører hjem til Nikolaj og sætter os i køkkenet. Gulvet er i mønstret vinyl, og væggene er tapetseret i gule farver. Viktor troede engang, at Transnistrien ville ændre sig til det bedre, men menneskene her er ikke indstillet på forandring, siger han. 

Viktor Plesjkanov finder sin Google Translate App med lydfunktion frem, så han bedre kan sætte ord på sine tanker. Han har sin egen teori om, hvorfor de sovjetiske symboler fylder så meget i Transnistrien. Regimet viderefører kommunismens formynderiske tankegods og bilder folket ind, at staten tager sig af dem. 

Han bøjer overkroppen over bordet og begynder at tale russisk i telefonens mikrofon. På engelsk oversætter en App-kvindestemme hans ord:

”Lenin er en knap, de kan trykke på for at vække minder om fortiden i Sovjetunionen. Folk er vant til at nøjes med lidt, derfor forventer de ikke så meget.”

DET NYE KRIM?

Da Rusland annek­terede den ukrainske halvø Krim i 2014, gav det anledning til spekulationer om, hvorvidt den moldoviske region ville blive den næste i rækken. Blandt vestlige iagttagere er analysen, at Rusland bevarer Transnistrien som en marionetstat for at holde fast i sin indflydelse i Moldova, Europas fattigste land ved NATO’s grænser i politisk splittelse mellem Rusland og EU. Moldova opfatter de russiske soldater som en ulovlig stopklods for forsoning, mens Rusland ser sin rolle som garant for fred.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.

 

Galopsporten har set bedre tider herhjemme. Alligevel kæmper de samme familier, hesteejere, trænere og ikke mindst brødre – både til hest og med de bare næver – en daglig og indædt kamp for at få mulerne først over målstregen. Det drejer sig om penge, men især om prestige. Ud & Se tog til et af de klassiske galopløb i Klampenborg inden det altafgørende derby i august.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Steven Achiam

MED ET HÅNDKLÆDE om livet og en smøg i flaben står Nicolaj Stott i jockeyrummet, mens han omhyggeligt pudser sine lange, sorte jockeystøvler. Ved hans hjerte pryder en galophest i sort blæk huden på hans tynde, veltrænede overkrop. Der er tre timer til det første af dagens syv løb på Klampenborg Galopbane, og når han senere tager støvlerne på, er det altafgørende, at venstre kommer først på. Alt andet bringer uheld. 

Da han vågnede tidligere på morgenen, vejede han 57,7 kilo, men efter en løbetur og 35 minutter i jockeyrummets tilstødende sauna vejer han nu 56,6 kilo. Det er lige inden for smertegrænsen. Stort set alle jockeyer går i sauna på løbsdage. De udsvedte gram kan være udslagsgivende, og nogle smider helt op til tre kilo. Det er effektivt, men det kan også tage hårdt på kræfterne. 

Han fisker tre vitaminpiller frem fra skabet, skyller hurtigt to af dem i gabet med danskvand og knækker den sidste. Den ene halvdel sluger han, den anden fyrer han tværs gennem lokalet, over stakken af sadler på det store brune træbord i midten af det hele, videre over de to motionscykler og den sorte motionshest, og direkte ned i skraldespanden i modsatte ende.

29-årige Nicolaj Stott er en af de bedste jockeyer i dansk galopsport. To gange har han vundet Dansk Derby, august-løbet, der er det mest prestigefyldte herhjemme, og en anden tatovering på hans højre skulderblad viser afgørelsens øjeblik i 2017-udgaven: Hele vejen op gennem opløbet lå han side om side med sin lillebror, Kevin Stott, der til daglig er jockey i England. På målstregen var det så tæt, at ingen vidste, hvem der havde vundet. Først da mållinjefotoet var kigget grundigt igennem af løbets officials, stod det klart. Nicolaj Stott vandt med akkurat en hestesnude.

Der er faste pladser, et indbygget rum til private sager og navneskilte i messing til jockeyerne i mændenes omklædning. I forgrunden Nicolaj Stott. I baggrunden spuler Oliver Wilson mudder af sine støvler.

DEN KASTANJEBRUNE trædør går op, og ind træder en ulasteligt klædt Oliver Wilson. Han er i mørkeblåt jakkesæt, brune lædersko, og et snorlige stribet slips hænger under den tilknappede jakke. Han har været i sauna et andet sted, for han havde hørt rygter om, at der var lidt problemer med saunaen i jockeyrummet, og han ville ikke tage nogen unødige chancer. Han vader gennem rummet med sin taske over skulderen og stiller med omhu fire forskellige energidrikke op i vindueskarmen over et lille blåt skilt med påskriften ’Ollie Wilson’.

Der er folk, der mener, at Oliver Wilson er det største jockeytalent i Danmark lige nu. Trods sine kun 23 år har han de sidste fem år i træk vundet championatet på Klampenborg, der tilfalder den jockey, der hen over en sæson har vundet flest løb. 

For nylig kom han tilbage til Danmark efter at have tilbragt vintermånederne i Dubai. Han var tilknyttet en stor stald med 300 af sheik Mohammeds fineste heste og trænede blandt andet fast på hesten Old Persian, der lige nu rangerer som den femtebedste hest i hele verden. 

Fra lommen finder han et papir frem med information på dagens løb, som han hænger op med tegnestifter ved sin plads. Et øjeblik studerer han det. Så går han hen til Nicolaj Stott og hilser med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der.

Tilbage på sin plads snører Oliver Wilson læderskoene af og bytter dem ud med et par grønne gummistøvler. Han vil ned og inspicere banen for de mindste ujævnheder. Stort set ingen jockeyer gider bruge tid på det, men for ham er det et vigtigt aspekt, der kan indbringe de afgørende millisekunder. Han og den treårige hoppe Queen Rouge er senere på dagen storfavorit til at vinde Mowerina-løbet, det første af sæsonens i alt fem klassikere. 

I en knirkende bevægelse går døren i bag ham. Nicolai Stott fjerner den sidste stump af cigaretten fra mundvigen og skodder den i et gråt askebæger.

”På hestene er vi alle sammen fjender. Så har man ingen venner … ikke engang ham,” siger han og nikker i retning af Liam Doran, en engelsk jockey, der også har indfundet sig i rummet. De to er tilknyttet samme stald som første- og andenjockey og er det tætteste, man kommer på holdkammerater i galopsporten. Liam Doran kigger spørgende op. Det er kun et års tid siden, han kom til Danmark. 

”Out there we’re all enemies,” oversætter Nicolaj Stott, mens et smil former sig på hans læber. Så løfter han sin højre hånd over hovedet og svinger den frem i luften. 

”If I had to, I would be ready to slap you!”

Nicolaj Stott er som den første mødt i jockeyrummet.

DISEN HAR LIGGET tungt hele formiddagen og gjort sit for at viske det meste af Klampenborg Galopbane ud. Men næsten på slaget 12, da porten går op for publikum, må den overgive sig til solens stråler, der hastigt maler de omkransende bøgetræer frem igen. I midten vajer det røde Klampenborg-flag, og det er ikke svært at forstå, hvorfor selv nordmænd og svenskere betragter banen i udkanten af Dyrehaven nord for København som Nordeuropas smukkeste. Det ligner efterhånden en perfekt dag til hestevæddeløb. 

Velkommen til Klampenborg Galopbane…,” lyder det fra spredte højttalere, og mens speakeren præsenterer programmet for årets tredje løbsdag, begynder folk at drysse ind fra hovedvejen længere oppe. Der kommer knap 3.000 tilskuere, og det er en folkemængde, som de er flest på sommerdage – og så alligevel ikke. Der er flere blomstrede stråhatte og sixpencer iblandt. Flere pelsfrakker og flere lyse hørbukser. Flere ældre kvinder med langt, afbleget hår og flere velfriserede mænd med pynteklude stikkende op af lommen på deres jakkesæt. Skulle man i øvrigt have glemt at få en med, er der råd at hente: Den første og eneste bod på stien fra hovedindgangen og ned til banen sælger kun to ting: løbsprogrammer og pynteklude. 

I gamle dage var tilskuerne på Klampenborg opdelt i to. De fine for sig, og resten for sig. Sådan er det ikke længere. Der er dem, der fordeler sig foran Paddock Tribunen langs det hvide rækværk ved opløbet. Her sælger udendørsboderne fadøl, der ligger sitrende pølser på grillen, og Rasmus Seebach, Medina og alle de andre afløser hinanden på skift fra højttalerne mellem løbene. 

Andre skynder sig at kapre de ledige borde, der hurtigt får ekstra kilo at bære på, da spande med isterninger og kølige drikkevarer finder vej fra baren. I den forstand gælder billetten ikke kun til hestevæddeløb, men til illusionen om at træde ind i en tidslomme. Nogle fortsætter videre op til den eksklusive VIP-lounge, mens de, der virkelig er noget på Klampenborg, går ind i Den Kongelige Restaurant, hvor en større bespisning venter. 

Hestevæddeløb adskiller sig fra andre sportsgrene ved at være langt mere pause end action. Dagens syv løb varer samlet set ikke meget mere end 20 minutter, men er fordelt på godt og vel tre timer. Det er to et halvt minuts intens spænding og så en god, lang pause til at få pulsen ned og promillen op. Der skal rosé i glasset, og gerne op til kanten.

FARLIG GALOP

Galopsporten regnes for en af verdens farligste etablerede sportsgrene. Der er mange eksempler på jockeyer såvel som galopheste, der i tidens løb er omkommet under løb. Andelen af hjernerystelser er højere her end blandt udøvere af nogen anden sportsgren i verden.

DET VAR DRONNING Caroline Mathilde – kong Christian VII’s engelskfødte hustru – der i 1770 stod bag de første organiserede væddeløb i Danmark. Dengang foregik de primært i København, men siden 1910 har Klampenborg været kongerigets juvel for galopperende heste. Det vil dog ikke være nogen overdrivelse at sige, at sporten har set bedre tider herhjemme. I velmagtsdagene i 50’erne og 60’erne blev de største løb transmitteret i fjernsynet, der blev lavet populære danske film  fra galopbanen, og ugebladene mødte konsekvent op på anlægget, der var pakket med mennesker. I dag er det et mindretal af danskere, der kender til Klampenborg Galopbane, og endnu færre har en idé om, hvad der er på spil. Men dramaet bag de høje bøgetræer lever i bedste velgående. 

Der er jockeyer, der ikke bare strides mod hinanden, men kæmper en evindelig kamp mod vægten og deres egen krop. Der er sønner, som kæmper for at træde ud af skyggen af deres fædres bedrifter. Der er indædte rivaliseringer mellem brødre, der ikke bare slås metaforisk, men med de bare næver. Der er galoptrænere, der bruger al deres tid året rundt på at finde de små forskelle, der kan føre til sejre. Og der er de velhavende hesteejere, der passivt beskuer dramaet fra balkonerne, og som drømmer om at stå i vindercirklen. Fælles for dem alle er, at de kæmper om det, der i galopsporten er langt vigtigere end penge: prestige.

Nicolaj Stott er kommet ud fra saunaen og klatret op på en træningshest, der træner hans lægmuskler og led før dagens første løb.

STADIONSPEAKEREN speedsnakker, da hestene i dagens første løb runder sidste sving og når ind på opløbet: ”Alberone sætter fart, Stinger kommer på indvendig side, Giuseppe Piazzi begynder at vise sig … 

På langsiden læner tilskuerne sig ind over rækværket og forsøger med tilråb at overdøve lyden af de galopperende hove, der kan høres på flere hundrede meters afstand. Alle råber på deres favoritter i feltet, og det hele drukner i én stor, usammenhængende lydmasse.

Bagerst i feltet sidder Nicolaj Stott i en grøn silketrøje med hvide skaktern på ærmerne på den femårige irske hingst Ginmann. Han hører ingenting. Sådan har det altid været, når et løb spidser til. På forhånd har løbsprogrammets ekspert-tipper spået Ginmann uden chance for at vinde løbet, der med 70.000 kroner er dagens næststørste i samlet præmiesum, og gennem hele løbet har den da også ligget allerbagerst. 

Kun Nicolaj Stott ved, at det er et bevidst træk. Som altid har han op til løbsdagen læst grundigt op på samtlige heste, han skal ride mod. De andre jockeyers svagheder og styrker kender han, men det er værre med hestene. På en løbsdag kan der være op mod 100 heste med, og det er vigtigt at vide, hvordan de tidligere har løbet, hvordan de er blevet redet, og hvilke distancer de klarer sig bedst på. Lærer man dem først at kende i kampens hede, kan det være for sent. 

Derfor ligger Nicolaj Stott og Ginmann allerbagerst, hvor hesten så vidt muligt kan slappe af og gemme sine kræfter. Med 400 meter tilbage er de forreste heste stadig inden for rækkevidde. Nicolaj Stott læner sig næsten helt op på halsen af Ginmann og ’trykker på knappen’, som det hedder på jockeysprog. 

Med næsten 60 kilometer i timen æder mand og hest græstæppet foran sig og når op til de bagerste hove på Giuseppe Piazzi, hvor Oliver Wilson i brun- og hvidternet silketrøje også forsøger at tvinge de sidste kræfter ud af sin hest. Med 200 meter til mål passerer de og fortsætter forbi Liam Doran på den brune vallak Stinger.

Med mållinjen inden for rækkevidde mangler kun Alberone. På dens ryg sidder sidste års derbyvinder Carlos Lopez i bourgognefarvet trøje med store gule tern. Mens tilskuernes tilråb nærmer sig klimaks på langsiden, tager også stadionspeakerens lydstyrke til på de sidste meter: 

”Ginmann rider stormen af og … vinder løbet.” 

Heste og jockeyer vises frem for publikum før løbene.

NOGLE DAGE TIDLIGERE, en solrig mandag formiddag, får en klatøjet Nicolaj Stott sig en tiltrængt kop kaffe og en smøg foran Søren Jensens stald lige ved siden af Klampenborg Galopbane. Aftenen forinden var han til løb i Aalborg, en af de få tilbageværende provinsbaner, der stadig har galop på programmet, og han var først tilbage i sin lejlighed i Gentofte klokken halv to om natten. Men i vanlig stil mødte han ind i stalden 20 minutter i seks i morges for at træne dagens udvalgte heste. Som jockey er man i princippet freelancer og kan ride for flere forskellige galoptrænere, men de bedste er ofte tilknyttet en bestemt. Nicolaj Stott er førstejockey hos Sø­ren Jensen, en af landets største og mest succesfulde galoptrænere. Det betyder, at han får tilbuddet som den første, når Søren Jensen har heste med i løb, og som regel får han lov at vælge, hvilken hest han vil ride på. 

Håret er uglet, en hjelm har været plantet oven på det i timevis.

”Jeg ved ikke hvorfor, men heste og smøger hører bare sammen,” siger han og smiler træt.

Han begyndte at ryge som nyslået jockey. Dengang han havde svært ved at disponere sin kost, og det var nemmere at stille sulten med en smøg.

”De første to år røg jeg i smug. Mine forældre måtte ikke vide det. Så jeg gik mange aftenture med hunden i den periode.”

Der var altid hestevæddeløb i fjernsynet, da Nicolaj Stott voksede op. Hans far, Ken Stott, kom til Danmark fra Manchester i slutningen af 60’erne og blev en af sin generations dygtigste jockeyer på Klampenborg, blandt andet med to derbysejre i 1972 og 1982. Senere blev han professionel galoptræner, og når han ikke stod i stalden, sad han i sofaen og fulgte livetransmissionen fra de store løb i særligt Storbritannien og USA.

Nicolaj Stotts storebror, Marc Stott, var ikke så interesseret, men Nicolai og lillebror Kevin så ofte med. De valgte en jockey hver, og så sad på hvert sit sofaarmlæn med en saddel under sig og galopperede.

”Vi bankede støv af puderne som gale, og min mor blev tosset, når hun kom hjem fra arbejde. Men vi lærte faktisk utrolig meget, hvad angår balance. Det er ikke særlig nemt at galoppere på et armlæn med en saddel under sig,” siger Nicolaj Stott.

Som fireårig blev han trukket rundt på hest i staldgangen af sin far, som seksårig lærte han for alvor at ride, og som syvårig kunne han galoppere. Efter 7. klasse droppede han ud af skolen – det sagde ham ikke det store – og kom i stedet på et racing academy i Irland, hvor han blev undervist i jockeyteknikker. Efterfølgende kom han i lære hos en galoptræner i Thirsk tæt på York i det nordlige England i to år, før han vendte hjem og gjorde sin egen entré på galopscenen.

”Jeg ved sgu ikke … hestene har bare altid…,” siger han og leder efter de rigtige ord: 

”Jeg har altid vidst, at det var det her, jeg ville. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af andet, men det kan også være lige meget. Det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til, er at ride.”

DANSK DERBY

afholdes for 109. år i træk på Klampenborg Galopbane 11. august. Derbyet, der er årets ubetinget mest traditionsrige og prestigefyldte løb i dansk galopsport, kaldes også ’kampen om det blå bånd’, fordi vinderhesten kåres med et bånd i den farve. Publikum opfordres til at dress to impress, og der uddeles præmier til de bedst klædte.

I BENT OLSENS STALD er der skraben fra boksene. Den 66-årige galoptræner forstår sine heste og kan høre, at lyden er nervøs, fordi de skal i aktion senere på dagen og udmærket er klar over, hvad der står på spil. Han ved også, at de sætter pris på at være i en stald som hans, der ligger lige ud til Klampenborg Galopbanes smukke omgivelser. 

”Jeg tror oprigtigt på, at hestene kan nyde skøn natur som os andre. Jeg tror, det betyder noget for deres mentale velvære,” siger han, mens Buster, en lille hvid havaneser-hund, cirkler om hans ben. 

Det er mange timer siden, Bent Olsen stod op. At vågne tidligt er en arbejdsskade efter at have været galoptræner i mere end 40 år. Først i Aalborg, så i Odense, så i Aarhus og de sidste 18 år i Klampenborg. De sidste 10 år i træk har han vundet trænerchampionatet som den mest vindende træner over sæsonen. Bent Olsen er ikke bare Danmarks, men en af Skandinaviens største galoptrænere med 48 heste i sin stald, og det er hans opgave sammen med sit staldpersonale at passe hesteejernes dyrtindkøbte galopheste og sørge for at træne dem op, så de kan løbe penge og ikke mindst ære hjem. 

Af og til rejser han til auktioner i Storbritannien, primært Doncaster, med penge, han har fået med af en hesteejer, og efter et hurtigt kig på en hests muskulatur og holdning ved han, om den kan komme til at løbe rigtig stærkt. Men hvis først sheikerne begynder at byde, kan man godt glemme det, de lader sig ikke skræmme af en budkrig. Han har dog alligevel fået en del kvalitet med hjem. En af hestene købte han af den engelske dronning, og den dyreste af dem alle kostede 4,5 millioner kroner. 

”Det er jo helt vildt,” siger Bent Olsen, før ansigtet revner i et rødmosset grin:

”Jeg har ikke engang ejet et hus, der kostede så meget.”

Senere i dag har han fire heste med Mowerina-løbet, blandt andet to af favoritterne, Silverstone og Bitcoin. Alligevel tror Bent Olsen ikke helt på det. Der er en af de andre treårige hopper, der simpelthen ser stærkere ud. Det ved han, for han følger grundigt med i, hvordan det går de andre storstaldes heste. Og han har en klar fordel: Bent Olsens lille røde murstenshus ligger klos op af galopbanen, lige ved svinget ind til opløbsstrækningen. Så når de andre galoptrænere er på træningsbanen med deres stjerneheste, kan han sidde i sin lænestol og få det hele med.

”De kan godt prøve at skjule, hvad de har i ærmet,” siger Bent Olsen og smiler veltilfreds:

”Men jeg kan se dem fra mit stuevindue.”

PÅ BAGSIDEN AF Den Kongelige Restaurant står galoptræner Marc Stott, Nicolaj Stotts storebror, og er en smule utilpas ved situationen. Tidligt i morges tog han af sted fra Aarhus, hvor han driver Jyllands største galopstald, og nu står hestene på rad og række i hver deres midlertidige bokse og skraber i gulvet. Dagens stjerne er Queen Rouge. En treårig hoppe med en smuk rødlig hårpragt, der bliver anset som en potentiel favorit, når sæsonens helt store højdepunkt, Dansk Derby, skal afgøres til august. Den er storfavorit til det eftertragtede Mowerina-løb, og Marc Stott er utilpas, fordi en af Klampenborg Galopbanes fotografer vil tage et billede af ham foran Queen Rouge.

”Det vil jeg altså helst ikke. Sidst, jeg fik taget et billede med en hest, der var storfavorit, tabte den derbyet,” siger han, slår en lidt skinger latter op og understreger overtroen i galopsporten. 

Selvom Marc Stott på rekordtid er blevet en af landets mest succesfulde galoptrænere, har han ikke glemt sidste år i august, da King David fra hans stald med Oliver Wilson på ryggen var storfavorit i derbyet. Og tabte.

”Om der så står 50 mennesker og tager billeder med den hest, misser den ikke det løb,” råber en ældre mand med tungt overskæg, der på afstand observerer seancen. Det er der efterhånden mange, der gør. Marc Stott forsøger at grine igen. Til sidst dropper han protesterne, stiller sig modvilligt an og forsøger at smile naturligt.

I samme øjeblik spadserer Manuel Santos, en pensioneret chilensk jockey, forbi:

”He’ll win. Oliver will definitely win,” siger han og blotter et stort, hvidt tandsæt, mens fotografen knipser løs. Da han er næsten væk, indskyder han alligevel: ”But everything can happen.”

Fra staldene på Klampenborg Galopbane trasker galoptræner Bent Olsen ud og ser på væddeløbsbanen.

OLIVER WILSON HAR længe været kendt som dansk galops wonderkid. Ligesom Nicolaj Stott er han søn af en tidligere derbyvinder, og jockeyblodet har løbet i familiens årer i generationer. Hans far, Brian Wilson, voksede op i Newmarket, en lille by uden for Cambridge, hvor man siger, at væddeløbet i sin tid opstod i slutningen af 1600-tallet. I dag er byen stadig en højborg i sporten med 3.000 galopheste i daglig træning– 10 gange så mange som i hele Danmark. 

Som ung blev Brian Wilson ansat som jockey i Danmark, og her mødte han Bettina Andersen. Dengang var hun ”bare en ridepige”, men i årenes løb blev hun også jockey og senere træner, og sammen flyttede de til Karlebo i Nordsjælland, hvor de fik en gård med plads til heste. Det var her, 23-årige Oliver Wilson voksede op.

”Siden jeg kunne åbne øjnene, har der stået en galophest foran dem,” siger Oliver Wilson en lille uges tid tidligere på Hotel Fortunen tæt på Klampenborg Galopbane.

Barndomshjemmet var spækket med fotografier fra farens jockeykarriere, og i stuen hang en enorm indrammet collage fra opløbet og vindercirklen fra farens derbysejr i 1993 på hingsten Mongolian Knight. Her stod Oliver Wilson tit og kiggede og håbede, at det en dag ville blive ham selv. Allerede som helt lille fik han og hans storebror en pony hver og begyndte at ride ponygalop mod andre børn, men alligevel var Oliver Wilson i en længere periode mere optaget af at spille fodbold. 

”Hvis du overhovedet kunne forestille dig at blive jockey, skal det altså være nu,” sagde faren, da Oliver Wilson var 14 år og havde brækket kravebenet i en fodboldkamp. Faren var nervøs for, at Oliver Wilson ikke tidligt blev disciplineret med vægten. 

Sønnen tænkte over det et par uger, besluttede sig for at give det en chance, droppede ud af skolen og kom i lære hos galoptræner Søren Jensen. 

”Jeg har egentlig ikke kigget mig tilbage siden,” siger han.

Som jockeylærling skal man have 70 sejre, før man er udlært og kan ride med om pengepræmierne. Man har fire år til at nå de 70 sejre. Det tog Oliver Wilson under halvandet år. Allerede som 16-årig begyndte man at snakke om, at han snart ville gøre sin far kunsten efter og vinde Dansk Derby. Men selvom ingen anden jockey har vundet tilnærmelsesvis lige så mange løb som Oliver Wilson de forgangne år, mangler kronjuvelen stadig. Sidste år var han som nævnt storfavorit på hesten King David, men Master Bloom med chilenske Carlos Lopez kom blæsende forbi og vandt med overlegne otte længder. 

Oliver Wilson tygger et øjeblik på det.

”Efter jeg har genset løbet flere gange, er skuffelsen blevet mindre. Men sidste år var alligevel en kæmpe mavepuster.”

GAMLE JOCKEYER

Modsat stort set alle andre fysiske sportsgrene kan en jockeys karriere være meget lang. Mange internationale topjockeyer er i fyrrerne og sågar halvtredserne. Den legendariske Lester Piggott, der vandt ni britiske derbyer og bliver kaldt ’The Greatest Jockey Ever’, stoppede først som 65-årig.

NAVNENE PÅ SAMTLIGE derbyvindere siden 1910 – heste, jockeyer, galoptrænere, hesteejere og stutterier – hænger indgraveret på 108 polerede kobberplader foran Den Kongelige Restaurant. Karrieren er ikke fuldendt, før man har vundet derbyet og fået sit navn op at hænge. 

”Alt handler om det derby,” konstaterer 63-årige Søren Jensen, der cirka en kilometer fra Bent Olsens stald er ved at gøre klar til dagens løb.

Han har lektorbriller a la Bille August og en rød kasket, og når han taler, er det med små strejf af fynsk dialekt. Med lidt over 40 heste udgør han sammen med Bent Olsen og Marc Stott lige nu magten på galoptrænerscenen. 

Han ville egentlig selv have været jockey og var som helt ung meget lovende. Han var lille og spinkel, men i sine sene teenageår skød han pludselig i vejret, og som 19-årig måtte han definitivt konstatere, at han havde vokset sig for stor.

I stedet blev han galoptræner, og allerede to år senere, i 1977, vandt en af hans heste første gang derbyet. Siden er det blevet til tre sejre på lidt over 40 år og en del lige-ved-og-næsten-oplevelser. 

I 2013 havde han tre heste til start, alle med gode vinderchancer. Men allerede i første sving gik det galt. Den ene hest skred og styrtede, og da hans to andre heste lå lige efter, måtte de begge bremse hårdt op. Det betød, at deres chancer også var udspillede. Som en af de mindre hesteejere formulerer det med et beklagende grin i Owners & Trainers Lounge senere på dagen:

”Tre heste med i samme derby. Én styrter, og de to andre får ødelagt derbyet. Det er som at lave tre selvmål i en Champions League-finale.”

For Søren Jensen er det årlige derby blevet en form for mening med tilværelsen. Stort set alt, han foretager sig i sine vågne timer, skal forløses i de mindre end tre minutter i august, hvor navnene til den næste polerede kobberplade skal findes.

”Jeg tænker på det 24/7/365,” siger Søren Jensen ud i én køre uden at fortrække en mine. 

Hesteejerne Alice Weiste og John Christensen (i midten).

”A BATTLE OF brothers,” siger Nicolaj Stott med vanlig anglicisme og et lille smil, da han genfortæller historien om derbyet i 2017, hvor han slog sin lillebror på målstregen. Det løb, hvis afgørelse er tatoveret på hans højre skulder, og som er genopført på et kæmpemæssigt maleri i Den Kongelige Restaurant. 

”Det kommer nok aldrig til at ske igen, hverken herhjemme eller noget andet sted, at to brødre slås så tæt om derbyet hele vejen til mål. Da vi nåede halvvejs til opløbet, tænkte jeg: ’Fuck, jeg KAN nå det.’ Så opdagede jeg, at det var min lillebror ved siden af, og så gav jeg den alt, jeg overhovedet kunne,” siger Nicolaj Stott, der stadig kan få tårer i øjnene, når han genser løbet:

”Min far og mor, der står på sidelinjen, og min mor, der græder helt vildt,” siger Nicolaj Stott, der vandt sit første derby allerede i 2011.

”Som jockeylærling i teenageårene var jeg champion apprentice three years running på alle baner herhjemme og i Norge, Og så vandt jeg også lige derbyet som 21-årig. Det steg mig til hovedet. Det gjorde det. Jeg blev … a little bit too cocky.”

Nicolaj Stott fik ry for at være en jockey, der på sine gode dage kunne ride geniale løb, men som lige så ofte var uoplagt, og som uden for banen fremstod arrogant.

”Hvis jeg fik en dårlig hest, gad jeg ikke ride den, og hvis jeg alligevel blev sat på, tog jeg det ikke seriøst. Det skulle hele tiden være stort, stort, stort. Jeg gad slet ikke ride de små løb. Men der er nogle ting, der er begyndt at gå op for mig, som jeg er blevet ældre. Jeg begyndte jo på det her i sin tid, fordi jeg elsker at ride,” siger han i dag. 

Det er dog ikke kun sin lillebror, han har kæmpet mod, men også sin storebror, Marc Stott. Trods tøvende interesse besluttede Marc Stott i sine spæde teenageår at følge i farens fodspor og blive jockey, og de to brødre blev hurtigt berygtet for at chikanere hinanden med skældsord i kampens hede. 

Flere gange endte det korporligt. På Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus for nogle år siden fyrede Marc Stott med fuld kraft sin ridepisk over ryggen på Nicolaj Stott, fordi han følte, at lillebroren havde redet uansvarligt.

I jockeyrummet bagefter stod de begge ildrøde i ansigterne og tog kvælertag på hinanden, før det lykkedes andre jockeyer at skille dem ad. 

Og selvom det måske ville være oplagt, bruger de to ikke længere hinanden i sporten. 

”Hvem er bedst? Det er jo det, det drejer sig om,” konstaterer Nicolaj Stott.

”DET ENESTE, jeg tror på, er lyden af musik og en hest, der løber. Alt andet er ligegyldigt vås,” skrev den amerikanske beatforfatter Charles Bukowski, der selv var hyppig gæst på Los Angeles’ galopbaner, hvor han gamblede intensivt. Og selvom spil på heste globalt er en gigantisk forretning – i årets udgave af det amerikanske Kentucky Derby blev der gamblet for over en milliard kroner – skyldes nedturen for galopsporten herhjemme netop spillet uden for banen. 

I slutningen af 80’erne eksploderede udbuddet af tilladte spil i Danmark, men samtidig blev statens markedsføring af spil på hestevæddeløb skåret kraftigt til fordel for såkaldte ’ikke-videns’-spil som eksempelvis Lotto. 

”Man nedprioriterede hestesporten så voldsomt, at det næsten tog livet af den,” forklarer Carsten Baagøe Schou, der har tilbagestrøget brunt hår, sammenknebne øjne under panderynker og en rød pynteklud i jakkelommen.

I 2011 blev han sammen med fire andre en del af en ny ejerkreds på Klampenborg, og siden efteråret 2016 har han siddet som direktør. Som noget af det første investerede den nye ejerkreds 15 millioner kroner i nye, mere attraktive bygninger. De satsede også på sociale medier, og i tråd med en liberalisering af spilleloven, der åbnede for større markedsføring af galopsporten, har ejerkredsen de seneste tre år vendt den nedadgående spiral og oplevet publikumsfremgang på henholdsvis 26, 13 og 27 procent.

”Nu er procenter jo taknemmelige, men det er dejligt, at det går den rigtige retning. Men hvis der ikke var nogen, der havde overtaget, da vi gjorde, tror jeg ikke, der havde været en væddeløbsbane i dag,” siger direktøren. 

Lidt senere står Sten Ulsø ved sin faste plads på en lille bakketop på langsiden med sin sixpence og sin kikkert. Det er 60 år siden, han første gang var på Klampenborg Galopbane, Det ved han, for han fyldte for nylig 70 år. Det er nemt at huske på den måde. Det var dengang, der på gode løbsdage dukkede 30.000 mennesker op. I dag kan der på dårlige, regnfulde dage komme helt ned til 1.200. 

Sten Ulsø kan lide at følge sine faste rutiner, og han spiller som regel kun for en tyver ad gangen. 

Da jockeyerne springer på hver sin hest for at gå en sidste præsentationsomgang for publikum, finder Sten Ulsø dagens løbsprogram frem fra baglommen og skimmer det en sidste gang. Så finder han en tyver frem fra tegnebogen og trasker ned for at spille på Mont Rose. 

”Arrhh!” udbryder han få øjeblikke senere: ”Det sker simpelthen ikke, Mont Rose.”

Han sænker opgivende sin kikkert. Mont Rose kom som den eneste hest ikke ordentligt ud af startboksen. Skuffelsen har stadig ikke forladt hans ansigt, da tilskuernes tilråb kort efter tager til, og det galopperende felt af heste krydser mållinjen med Mont Rose halsende efter.

GALOPLØN

Som jockey får man 10 procent af alle præmiesummer, der rides hjem. Resten går til hestens ejer. Et gennemsnitligt løb på Klampenborg ligger på omkring 35.000 kroner i samlet præmiesum, der fordeles gradvist mellem de fem første over målstregen.

Derudover får en jockey 400 kroner, hver gang han stiller til start i et løb, og er man tilknyttet en stald, følger en fast, men beskeden løn. De bedste jockeyer lever en ganske udmærket tilværelse, de middelmådige må konstant ride for føden og huslejen, og de dårligste finder sig hurtigt noget helt andet at lave.

Nicolaj Stott er en af de bedste. Ud over 5-7 timers arbejde med at ride heste hver dag deltager han i løb tre gange om ugen rundt om i Danmark eller i resten af Skandinavien.

SOLEN BAGER NED på Den Kongelige Balkon, hvor fru Salling – som hun udelukkende hedder her – har indfundet sig i sin private loge med sin faste entourage af kvinder. Karin Salling (f. 1943) er i et blåternet jakkesæt, og selvom det snart er et halvt århundrede siden, hun var en feteret model, er der ikke slækket på noget. Ikke et hår sidder forkert. 

Fru Salling, der er enke efter Herman Salling – manden bag Bilka, Føtex og Netto – er en af landets største hesteejere og en af Klampenborg Galopbanes tre dronninger, der kontinuerligt strides om tronen. Denne eftermiddag er det hendes hest, Queen Rouge, der er storfavorit til Mowerina-løbet, og som løbet nærmer sig, sidder hun uroligt på stolekanten.

”Uh, de sommerfugle. Der er næsten ikke plads til dem derinde,” siger hun og tager sig til maven.

”Jeg kan ikke lide at være favorit. Alle siger, den vinder, men det skal man altså ikke sige til mig. Alt kan gå galt.”

Hun har ikke engang vin til at dulme nerverne. Da hun kort forinden aflagde baren et visit for at gøre krav på de gratis glas, der tilhører hesteejerne, havde den unge bartender tydeligvis ikke læst op på de velkendte ansigter. Som formalia bad han om legitimation for, at hun rent faktisk var fru Salling. Det ville hun ikke være med til, så hun droppede foretagendet. 

Ganske få meter derfra sidder Laila Jeppesen i sin private loge med en stor flaske rosé i en spand med isterninger stikkende op foran sig. Hun er en af Klampenborgs nyere hesteejere, men er hurtigt blevet en af de største. Ud over føl og avlshopper ejer hun 14 galopheste, heriblandt dagens førsteudfordrer, Silverstone. 

De nyeste heste i hendes fold er alle opkaldt efter ’Game of Thrones’: Targaryen, Lannister, Winter is Coming, Queen Khaleesi og Khal Drogo. En weekend, hvor hun lå syg med sin søn, så de stort set hele serien i én køre, og derfor gav det sig selv, da hun umiddelbart efter købte et nyt kuld til flokken. Hendes heste er nogle af de dyreste og bedste i Danmark, og af og til deltager de også i løb i udlandet. Når det passer ind, hvilket det for det meste gør, rejser hun med. For nylig kom hun hjem fra et stort løb i Berlin. 

”I Tyskland ved man godt, hvordan man skal behandle hesteejere. Man bliver feteret. Man bliver hentet i limousine, når man lander, og får serveret store, luksuriøse middage,” siger hun. 

De to dyreste heste, hun har købt, kostede lige i omegnen af 700.000 kroner. Men selvom prisen som regel er en god indikator for potentialet, er der intet, der garanterer, at det bliver forløst. Den ene af dem fik en seneskade, før den overhovedet var kommet rigtig i gang. 

”Jeg havde den forsikret for 700.000 kroner, men nej nej, de sagde, at den kunne gå på en mark de næste 20 år, så der var ikke noget at hente der,” siger Laila Jeppesen og skærer en sarkastisk grimasse: ”Så måtte jeg jo aflive den. En galophest skal ikke stå på en mark og se dum ud.”

STANKEN AF SVED OG HEST er så tyk, at man næsten kan se den sive ud ad den åbne bagdør i jockeyrummet. De fleste jockeyer har jord og græsstrå i ansigtet, og engelske Liam Doran er så pløret til, at kun øjnene er rene. På tørre solskinsdage som i dag bliver banen vandet, og da han kom bagerst ind i det mest opkørte sving, måtte han tage imod fra de galopperende hove foran ham. 

Flere når hurtigt at stikke hovedet ind under bruseren og skylle det værste af. Nicolaj Stott bløder fra sit ene knæ, men det er der ikke tid til at få gjort noget ved. I stedet finder han en smøg frem fra skabet, mens han skynder sig at skifte dragt til næste løb. Den garvede jockey Jacob Johansen sidder i en sky af tavs, indestængt vrede. Ved siden af brokker Oliver Wilson sig højlydt til den brasilianske jockey Rafael De Oliveira. 

”I had to stop,” skælder han og stirrer på ham med øjne, der slår gnister. Han slår demonstrativt begge arme opgivende ud til siderne.

”There was some space …,” forsøger Rafael De Oliveria, men bliver afbrudt halvvejs gennem sin forsvarstale: ”But you kept going and going and going,” fortsætter Oliver Wilson i en talestrøm, der stiger i både tempo og lydstyrke.

”Yes, you’re right,” siger den sydamerikanske jockey og løfter resignerende hænderne i vejret. 

Bølgerne kan virkelig gå højt i jockeyrummet. 

”Hvis der er en, der rider hensynsløst, kan han klippe hovene på hesten foran, og så risikerer man at styrte. I værste fald kan man dø,” siger Oliver Wilson.

Alle jockeyer kender den konstante risiko, og det er den, der med Oliver Wilsons ord gør dem ”ekstremt overtroiske”. For eksempel er det fast rutine, at en jockey smider en helt ny dragt på jorden og får de andre til at træde på den. Det er vigtigt, at den har været trådt på før et løb, ellers – siger overtroen – er der risiko for, at det er én selv, der falder af hesten og bliver trådt på. 

”Hvis jeg sad i startboksen og opdagede, at min dragt var splinterny, ville jeg gå i totalt panik. Jeg ville slet ikke turde løbe,” forklarer Nicolaj Stott. For et par år siden styrtede han i et sving og landede med ansigtet opad. Hesten, der red lige bagved, var millimeter fra at ramme ham:

”Jeg kunne mærke hestens aftryk, så tæt var den på mig. En centimeter længere fremme, så havde den trådt mig lige i smasken.”

En klokke ringer i lokalet. Det er jockeyernes tegn til, at de skal ud i paddocken og hilse pænt på galoptrænere og hesteejere før næste løb. 

Iført renvaskede silkedragter og med næsten renvaskede ansigter forlader de rummet én efter én. Nicolaj Stott og Oliver Wilson er de sidste to tilbage. 

Klokken ringer igen, og i samme øjeblik træder en ung fyr med strittende vokshår og rød Klampenborg-jakke ind i rummet. Det er ham, der har den udfordrende opgave at få jockeyerne ud til tiden. Nicolaj Stott nikker og bevæger sig i retning af døren. På vej ud får han et klap på skulderen.

”Oliver, du kommer bare, når du kommer,” siger den unge fyr og forlader også rummet.

Oliver Wilson sidder på bænken og ser anspændt ud. Det næste løb er dagens højdepunkt, Mowerina-løbet, forårets første store klassiker. Ud over at være ærefuldt i sig selv er det første indikator på, hvilke heste der måske kan vinde derbyet i august. Han lukker øjnene et kort øjeblik og tager en dyb vejrtrækning. Så rejser han sig og går målrettet gennem rummet. 

Da han tager i dørhåndtaget ud til paddocken, skyder han brystet frem og bytter sin anspændte mine ud med sit mest præsentable vindersmil.

MED SINE 173 CENTIMETER er Oliver Wilson i den høje ende og dermed også i den tunge. Det betyder, at han minutiøst må holde regnskab med, hvad han spiser og drikker hver eneste dag året rundt – bortset fra de fire ugers pause, han giver sig selv i løbet af november, når sæsonen på Klampenborg er afsluttet. Der er særlige vægtkrav i de fleste løb hen over en sæson, ikke mindst de mest prestigefyldte, så for at have bedst mulige vilkår som jockey skal man konstant kunne holde sig under smertegrænsen på 57 kilo.

“Nogle af mine kolleger kan spise, som de vil, men jeg må presse mig selv rigtig, rigtig meget for at lande under de 57 kilo,” forklarer Oliver Wilson, da han en uge tidligere sidder i spisesalen på Hotel Fortunen, et gæstgiveri fra 1700-tallet, der i dag drives af hans mor og mormor. Omkring ham hænger hjortegevirer, og der er store vægmalerier med jagtmotiver. Gæstgiveriet ligger ikke langt fra Klampenborg Galopbane, hvor han hele formiddagen har været nede og træne heste.

Oliver Wilsons storebror, Patrick Wilson, var en af de dygtigste amatørjockeyer i Skandinavien i sine teenageår, men formåede aldrig at få vægten ned på et niveau, hvor man må deltage i de professionelle løb. Til sidst måtte han opgive, og i dag er han beslagsmed og sætter sko på galophestene i staldene omkring Klampenborg. 

For Oliver Wilson var der også tunge udsigter til at blive jockey. Som 15-årig blev han tilknyttet en væddeløbsstald i Skotland, og her mente hans læremester, at hans vægt ville blive for høj til, at han nogensinde kunne blive galopjockey. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hver evig eneste dag de sidste syv år har Oliver Wilson, efter godt seks timers formiddagstræning på hestene, taget en løbetur på 10 kilometer. I skiundertøj og med regnjakke og jockeybukser udenpå for at svede så meget som overhovedet muligt. 

Efterfølgende tager han enten i fitnesscenter for at dyrke cardio eller en tur i sauna for at klemme endnu mere ud. Det er lange, udmattende dage, der er skematisk inddelt for at holde vægten under kontrol. Men Oliver Wilson vil være galopjockey, og han har tænkt sig at blive en af de bedste. 

”Der er ekstremt meget pres på fra hesteejere og alle mulige andre. Men det største pres kommer fra mig selv. Jeg er min egen største kritiker. Jeg skal være så fit, som det overhovedet er muligt, når jeg sætter mig op på den hest.”

Hvis Oliver Wilson vinder forårets første klassiker, Mowerina-løbet, på Queen Rouge, kan det indikere, at der til august omsider kommer endnu et Wilson-navn op at hænge på facaden foran Den Kongelige Restaurant.

”Mit helt store mål er at vinde det derby. Det er det største og mest prestigefyldte, man kan vinde i Danmark,” siger Oliver Wilson og bliver i samme øjeblik afbrudt af sin mor, der går gennem spisesalen på Hotel Fortuna: ”Det bliver i år!” råber hun.

VÆGT-VOGTERE

Som professionel jockey skal man opretholde en lav vægt for at kunne deltage i løb. Vejer man for meget, må man ikke deltage.

Vægtkravene varierer fra løb til løb, men tommelfingerreglen er, at en jockey i Skandinavien skal veje mellem 52 og 62 kilo for at kunne deltage. Til de store klassiske løb er vægtgrænsen henholdsvis 57,5 og 59 kilo afhængigt af, om der rides på hopper eller hingste. Vægten er inklusive saddel. Hvis en jockey vejer 57,5 kg uden saddel, er han for tung og kan ikke deltage.

Vægtgrænsen for klassikere i Skandinavien ligger højere end næsten alle andre steder, da man på vores breddegrader typisk er større fra naturens side. Den ideelle vægt for en jockey er i omegnen af 53 kilo, da man dermed har mulighed for at deltage i stort set alle løb og på stort set alle heste. Mange jockeyer på den globale scene lider af bulimi, og flere store navne har – efter at have pensioneret sig – berettet om at have levet decideret usundt og skadeligt.

FRU SALLING LÆNER panden mod sine knyttede næver i logen på Den Kongelige Balkon og lukker nervøst øjnene et øjeblik. Der er fuldkommen tavst omkring hende. Ingen forsøger at sige noget. På langsiden er støjen til gengæld tiltagende, og folk kommer spurtende fra alle sider, fra toilettet, fra totalisatoren og fra baren, for at mase sig ind på de sidste ledige pladser langs rækværket på opløbsstrækningen. I Owners & Trainers Lounge har en håbefuld Bent Olsen iført jakkesæt fundet en afsides krog i baren og fået skænket sig et ordentligt glas vin. 

På den modsatte side af banen er ni ud af de 10 deltagende heste i Mowerina-løbet på plads. Som den sidste bliver Queen Rouge med Oliver Wilson i cerisefarvet silketrøje med to tynde blå striber i siderne trukket ind i startboks to.

”Og starten er gået til Mowerina-løbet,” råber speakeren, da de 10 heste næsten synkront skyder af sted i pludselig fart. 

”Åbner godt gjorde nummer seks Bitcoin,” fortsætter han, da førsteudfordreren fra Bent Olsens stald hurtigt lægger sig i front med Carlos Lopez ovenpå i sin turkisfarvede dragt. Det var ham, der sidste år slog Oliver Wilson i derbyet. Hele dagen har snakken gået, at hvis nogen skulle overrumple Queen Rouge, skulle det være Carlos Lopez på den svenske hoppe Bitcoin. Og på forhånd var fru Salling nervøs for, at hvis Bitcoin fik for meget forspring i starten, ville den ikke være til at indhente.

I midten af feltet sidder Oliver Wilson på Queen Rouge fuldstændig side om side med Nicolaj Stott i en gulgrå dragt på hoppen Paris Pearl. Bag dem sidder Elione Chaves i sin brune dragt på Laila Jeppesens førsteudfordrerhest, Silverstone.

”Bitcoin er førende, hvor de begynder at svinge til højre ind i opløbssvinget,” lyder det fra speakeren, der sætter tempoet i vejret, mens afslutningen nærmer sig.

Der bliver råbt højere og højere på langsiden, og flere hopper ligefrem i ren spænding, da hestene med Bitcoin i spidsen drejer ind på opløbsstrækningen og sætter i fuld galop mod mål. Nicolaj Stott svinger sin pisk mod Paris Pearl i et sidste forsøg på at få den til at følge med. Alligevel glider han ned gennem feltet.

”Det er Bitcoin foran, indvendigt nummer seks, Good Look … Queen Rouge med Oliver Wilson fjerde i øjeblikket – den store favorit.”

Speakeren snubler næsten over sine egne ord for at få det hele med, mens en frygtindgydende lyd af galopperende hove endnu en gang skærer sig gennem menneskemylderet. Med 400 meter tilbage læner Carlos Lopez sig helt ind over Bitcoin allerforrest i feltet og tvinger den til at brænde sine sidste kræfter af. Lige bagved gør Maikel Narvaez Bravo på hoppen Good Look det samme. Oliver Wilson har stadig ikke trykket på knappen. 

Hesteejer fru Salling (th.) jubler over sejren.

”KOM SÅ, ROUGE … Kom så, Rouge … Kom så, Rouge, kom så, Rouge!” Fru Salling hopper i sin stol på Den Kongelige Balkon og råber nu så højt, at hun ser ud til ikke selv at være klar over det. Resten af hendes entourage stemmer i. Få meter ved siden af sidder Laila Jeppesen med en olm, tavs grimasse rettet mod Silverstone, der er blevet distanceret længere nede i feltet.

”Bitcoin fortsætter, indvendigt Good Look fortsat vældig godt gående,” tordner speakeren, men må afbryde sig selv, da Oliver Wilson pludselig læner sig helt ind over Queen Rouge og tvinger den til at løbe så hurtigt, som den overhovedet kan:

”Nu går Queen Rouge frem og sætter sine kløer i de andre konkurrenter i løbet.”

Oliver Wilson løfter sig halvt og svinger med venstre hånd pisken med fuld kraft bagud på Queen Rouge. Først passerer han Bitcoin og dernæst Good Look i en fart, som stod de andre næsten stille. Allerbagerst sidder Nicolaj Stott på Paris Pearl. Oliver Wilson svinger pisken endnu en gang og læner sig endnu længere ind over Queen Rouge, der næsten flyver over græstæppet det sidste stykke mod mål.

”Nu er det Queen Rouge på vej hjem mod målstregen,” brøler speakeren. Rundt om på anlægget falder mindre grupper hinanden i armene og råber vildt, mens andre skuffede lægger ansigtet i hænderne eller blot stirrer tomt ud i luften. 

”Den vinder Mowerina-løbet, som alle havde spået på forhånd … Queen Rouge og Oliver Wilson, en overlegen vinder.”

Mens Laila Jeppesen i tavshed skænker sig et nyt glas rosé i sin loge, slår fru Salling armene sejrrigt ud til siderne. De første står allerede klar på Den Kongelige Balkon til at lykønske med kram og kindkys. Hun takker og smiler og takker og smiler og bevæger sig langsomt og selvsikkert ned gennem folkemængden. Fru Salling søger ikke rampelyset, som en anden hesteejer forklarede tidligere på dagen, men når hun befinder sig i det, tager hun det hele.

I vindercirklen rider Oliver Wilson rundt på Queen Rouge med knyttet næve og et bredt sejrssmil. Galoptræner Marc Stott står ved siden af og smiler lige så stort, denne gang helt naturligt, mens han spejder op efter fru Salling. 

”Det kører sgu for ham Marc Stott,” er der en, der udbryder blandt tilskuerne, der klumper sig sammen for at få det hele med. Det er en fast tradition, at de to bedste jockeyer fra et løb bliver lykønsket i vindercirklen og efterfølgende kørt gennem menneskemængden og op til jockeyrummet. Men der er kun én vinder i galopsport. Det står klart i dette øjeblik. 

Omsider når fru Salling frem til vindercirklen og modtager endnu en stribe lykønskninger. Med klapsalver som baggrundstæppe liner galoptræner Marc Stott og fru Salling op ved siden af en smilende Oliver Wilson på ryggen af Queen Rouge. Det er dagens definitive vinderbillede.

”LONG FUCKING DAY,” udbryder Oliver Wilson og læner ryggen og baghovedet op ad væggen og strækker søvnigt begge arme over hovedet. Det er sidst på eftermiddagen, løbsdagen er slut, og jockeyrummet er omsider blevet tømt. Tilbage er kun Oliver Wilson og Nicolaj Stott.

Udenfor ligger Klampenborg Galopbane stort set øde. De sidste har indkasseret deres gevinster og er trasket videre ud i verden med deres pynteklude og rosébranderter. Fru Salling tog af sted med to flasker champagne og et smil, der havde sat sig fast. 

I jockeyrummet har Nicolaj Stott pakket sin taske og iklædt sig et jakkesæt. Det er mørkeblåt, næsten magen til Oliver Wilsons. Trods sidstepladsen i Mowerina-løbet er han ganske godt tilfreds med dagen, der bød på en førsteplads og to andenpladser i andre løb. Han ved, at der nok ikke går længe, før han får et opkald fra sin far, der har fulgt dagens løb via internettransmissionen. 

Hverken Nicolaj Stott eller Oliver Wilson er færdige endnu. Når de kommer hjem, skal de se løbene grundigt igennem for at finde de små marginaler, der kan blive afgørende fremover. Derefter skal de begge så vidt muligt tidligt i seng. 

Nicolaj Stott slynger tasken over skulderen. På vej ud går han forbi Oliver Wilson og stikker næven frem. De hilser pænt farvel med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der. I morgen skal de til Malmø. En ny løbsdag venter.

 

Det er havn – som i rigtig havn – og det er helt oppe på toppen af Danmark. Samtidig er det smukt, sindrigt og fyldt med skepsis. Men også med selvironi og sand mellem tæerne. Pak dine sydfrugter, og tag med en tur nordpå til Frederikshavn.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen

Ud & Se besøger de danske byer for enden af sporet – læs også vores portræt af Kalundborg her.

EN HALE AF PALMER snor sig gennem Frederikshavn. Stuvet sammen på en håndfuld ladvogne har de kurs mod Nordstrand. Traktorerne med tropestemning kører i stafet ned til sandkanten, og palme-chaufførerne løfter to fingre til hilsen, hver gang de passerer hinanden. Med 60 kilometer i timen tøffer de forbi kraner, parcelhuse, fabrikker og bøgeskov på den ene side, mens havnen folder sig ud som en kæmpe knibtang på den anden. Færgehavnen er tangens undermund, industrihavnen overmunden. 

53-årige Ib Bach Andersen sidder i en af traktorernes førerhuse. Han har en guldring i øret og en neon-orange fedora-hat, der matcher hans overalls. Når han har den på, kalder folk ham ’Poul Reichhardt’ og spørger, om ”han er dus med himlens fugle”. Det er første gang, han fragter palmer. Sidst han kørte traktor, røg al jorden af læsset. Det drillede de andre ham noget med her til morgen. Tænk, hvis det samme skete med palmerne. 

”Det var sårn lidt funny,” siger Ib og smiler, mens hans overskæg folder sig muntert opad. 

De 300 hør-, daddel- og butia-palmer har overvintret i det kommunale drivhus, og nu skal de fordeles med rund hånd ud over lokalmiljøet, og både Brugsen, Stena Line og Sæby Svømmehal har bestilt. ’Palmestranden’ skød op i 2006, og de tyvstjålne troper er siden blevet et symbol på byens opblomstring, efter at de store værfter Ørskov og Danyard lukkede, og en vissen stemning lagde sig over byen. 

Men i dag er det en tydelig stolt Ib Bach Andersen, der leverer byens kendetegn. Omkring ham er ’freshaunerne’ på vej i skole og på arbejde. Søvndrukne slæber de sig af sted med rygsække, der tynger nedad mod bagagebærere og baghjul på cykler og scootere. Den tropiske karavane krydser det ene kvarter efter det andet, hvor parcelhusene ligger som såede ærter. Havlund, Sølund og Klitlund. De røde murstenshuse og frimærkehaverne bliver afløst af lokale iværksættere. ’Adventure Minigolf’, tøjbutikken ’Hos Hanne’, og et sted har et bilværksted en hvid Fiat 500 til salg. Den hedder ’Tøzen’ og har den æggende tegneseriefigur Betty Boop klistret på siden. Folk misser med øjnene og kigger alle lige en ekstra gang, da Ib kommer kørende med optoget som Jesus en omvendt palmesøndag.

’Palme-Michael’ styrer slagets gang, når palmerne hvert forår kommer i sandet på Nordstrand.

IB BACH ANDERSEN har udsigt til færger under hele sin palme-tur. De glider forbi med jævne mellemrum ude i horisonten med kurs mod både Læsø og de nordiske naboer. Langs den snoede vej ned til stranden står får og lam og mæsker sig i det lange græs. Det er kommunale plejedyr, forklarer han, de er lånt ud fra en lokal gård, så de kan slå det kommunale græs med tænderne. 

På stranden byder Michael Nielsen velkommen iført hvid sikkerhedshjelm. Han er ansat ved Frederikshavns Kommune som beach-keeper, egentlig er han bedre kendt som ’Palme-Michael’, og han har været på stranden ved siden af Nordstrand Camping siden klokken fem i morges for at sætte pløkker i sandet til palmerne. Han kan alligevel aldrig sove natten op til, at palmerne sættes fri. Det er fuldstændig ligesom juleaften, forklarer han. Han svajer frem og tilbage og vifter med armene, når han taler om palmerne. ”Folk plejer at sige, at det kan godt være, jeg er gift med Inger, men jeg er også gift med palmerne. Og det har de sådan set ret i,” siger han, mens gule New Holland-maskiner graver huller, og traktorerne med palmer på ladet cirkulerer rundt for at finde den rette placering til træerne. Klokken ni er der pause, og motorerne forstummer. En trådløs højttaler bliver tændt, så rundstykker og trestjernet salami kan nydes til en stille brise fra Kattegat og Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’. Palme-Michael går hen til resten af holdet, der alle står i sikkerhedssko og luner sig på kaffen. ”Herovre har vi ’Ib T-shirt’. Her er det ’Børge Gummiged’. Og Kenn derovre kan jo ikke selv gøre for, at han ikke er højere,” siger Palme-Michael og giver ’Bette Kenn’ et klap på skulderen.

Ud & Se besøger i tre kapitler de danske byer for enden af sporet. Her i Frederikshavn.

NOGLE TIMER tidligere kløver toget sig gennem lilla blomster og gule rapsmarker. Kattegat og Skagerrak fuldender det flydende landskabsmaleri, men så, ved byskiltet til Frederikshavn, skifter udsigten fra Morten Korch til knejsende kraner mod en blå forårshimmel. Skilte peger mod Norge og Sverige, og mænd i orange arbejdstøj står foran virksomheder, der arbejder med sandblæsning, industrilakering og maskinteknik. Monotone høje dunk blander sig med værfts-støj, motorlarm fra forbipasserende lastbiler og kraner, der løfter containere. 

Midt i det hele står en halmballe fuld af dannebrogsflag på plastic-stilke. ’Fisk og Grill’ står der på den nærliggende skurvogn, der er klemt inde mellem containere, bjerge af paller og høje lagerbygninger. L’erne på skiltet er malet som to pølser, og halmballen agerer reklamesøjle for den netop nyåbnede havnegrill, der er omkranset af borde- og bænkesæt med Premier Is-parasoller og et tilbud på 30 kroner for en burger med de tusind øers dressing, icebergsalat og en kleppert af en hakkedreng. Lige præcis sådan, som ’freshauner’n’ vil ha’ den. 

Men grillens egentlige trækplaster er 41-årige Lisser. Lisser hedder egentlig Elisabeth, men det er kun hendes mor, der kalder hende det. Her til formiddag åbnede hun første gang skydedørene til sin nye grillbar på Fiskerihavnsgade. ”Lisser is back,” står der på løbesedlerne, der har gjort reklame for åbningen, for det er ikke første gang, Lisser sætter fritter i fritøsen. Som 13-årig begyndte hun på Frederikshavnergrillen på Gamle Skagensvej oppe i byen, og i 12 år har hun haft sin egen grillbar inde på Nytorv. Siden har hun været ansat andre steder, men nu syntes hun, tiden var inde til ”at sætte lidt fut i det hele nede på havnen”. Rygtet siger, at Lisser kender alle i Frederikshavn, og at alle i Frederikshavn kender ’Grill-dronningen’.

Lisser har da også opfundet sin helt egen grill-specialitet – en ’Western Mix’, der udtales med almindeligt v, og som består af pomfritter, kyllingestrimler, lidt forskellige grøntsager og cremefraiche-dressing. Kyllingestrimlerne er krydret med en forretningshemmelighed, og cremefraiche-dressingen skal være af den helt rigtige slags. En forkert variant kan ødelægge alt. Lisser har hørt, at der er nogen, der er begyndt at efterligne ’Western Mix’ nedad i landet, men der kalder de den for en ’Cowboy Mix’, og det er altså ikke det samme.

BLUE CITY

Frederikshavn bliver kaldt en ’blå by’ på grund af de mange mandsdominerede maritime erhverv, der findes på byens havn – værft og værksteder og hård industri. På uddannelserne gælder det også. I Frederikshavn kan man læse til maskinmester, men man skal til Hjørring for at læse til lærer eller sygeplejerske og til Aalborg for at gå på universitetet. Det er en ’herrehavn’ med masser af kæmpekraner. Havnen er – stadigvæk – hovedpulsåren i Frederikshavn, og der er flere arbejdspladser i dag end i værfternes storhedstid. De gamle værfter laver nu grønne reservedele til store skibe, og byen har blandt andet en boreplatform til ophug fra Nordsøen.

TO BIKERE skal have varmen, andre skal hente frokost til sig selv og kollegerne på fabrikken. En lav kvinde i fleecetrøje går ind i grillbaren med raske, målrettede skridt. Hun fortsætter ind bag disken, som var hun hjemme, og giver sig til at folde papæsker. Det er Lissers veninde, Jane, der er kommet for at give en hånd med, inden hun skal på arbejde i produktionen ovre på Roblon, der laver kabler og kabelfibre. 

”Jow, jow,” siger Jane og signalerer, at nu er samtalen slut. Hun skal videre på arbejde. 

Lisser langer en bakke med de berømte kyllingestrimler hen over disken som smagsprøve til gæsterne. 

”Det er ikke så dårligt,” lyder svaret. På nordjysk betyder det noget i retning af ’uovertruffet’. 

”Tillykke mæ’ æ’ biks,” kommer en kunde ind og gratulerer. Lisser laver en fransk hotdog til ham, smiler og afslører et gyldent tandsmykke, der glitrer på hendes hvide tænder. 

”Hva’ satan er då krawle’ her ne’ for?” kommer en taxachauffør med guldkæde og tusser hen over brystet ind og siger. Han skal have ”en halv høn’”, og Lisser spørger, om han skal have rødkålssalat til, men det skal han ”sat’me ikke have noget af”. Det udvikler sig til en længere diskussion om egnsretter mellem taxachaufføren og en anden gæst, hvis navn ”kan være lige meget”. Sovs skal der selvfølgelig oven på en bøfsandwich, men er der ikke noget med, at de putter hindbærmarmelade på deres hotdogs på Fyn, og at københavnerne kalder en fransk hotdog for en ’haps-dog’? 

Pludselig bipper den anden gæsts telefon. Han har fået en sms om, at han skal på arbejde i Arena Nord her til aften. Der skal åbenbart være pressemøde. 

”Jeg tror sgu, de har fundet medaljerne,” siger han. 

Morten (tv.) og Jens fra Crazy Heads, en klub for motorcykel-entusiaster på 40+, holder lige en pause inde hos Lisser.

ET PAR MINUTTER fra Lissers grill ligger en koloni af lagerhaller. Bag en vejrbidt og rustbelagt gitterport ved Nordre Kaj står 76-årige Henning Pedersen iført guldkæde, træsko og kridhvidt skæg. Hans trøje er famlet blå med hvide afskallede bogstaver. ’Metal Frederikshavn’, står der. Omkring ham indrammes måskibenes anlægsbroer af vindmøller, jern og beton. Stena Line-færgerne ligger som rød-hvide pletter længere mod syd. I horisonten boreplatformen fra Nordsøen, der er til ophug, og den restaurerede lodsbåd ’Gnisten’ ligger i vandet. Fra gitterporten og ned til vandet er der åbent ind til de værksteder og lagerrum, som stålhallerne huser.

Inde i værkstederne dufter der af sløjdlokale. Her er skattede klenodier fra værfterne og ting, der skal repareres. Svedekasser, der varmer træ op, så det kan bøjes i bådfacon, en ’bette fin drejebænk’ og motorer, der er bygget af små dele fra det gamle værft. Der er ikke kælet for bygningernes ydre. Det er funktion over æstetik, men indenfor ligger værktøj, møtrikker og reb i den sirligste orden. Det er Henning Pedersen, der har sørget for det. 

I 1958 kom han i lære som maskinarbejder, og senere sad han som faglig sekretær i Metal i Frederikshavn i 12 år. Det var dengang, man kunne trække øl i en automat på arbejdet, og hvor første tår skulle nå ned under ølmærkaten, hvis ikke man skulle give en omgang. Arbejdet bragte Henning Pedersen og hans kone Toni til Frederikshavn – fra Hellum nede omkring Brønderslev. Mens Henning var på værftet, drev Toni delikatesseforretning, dengang der var masser af svenskere, som købte rigwligt med ost. Nu er Toni død, og Henning savner hende. Det er derfor, han kommer på Værftshistorisk Selskab hver dag for at ’få sin sludder’ blandt de pensionerede elektrikere, værftsarbejdere, fiskere og andre, der mødes her for at sætte både i stand. De bygger også hylder hernede af gammelt halgulv og skibsplanker, og mens Henning gelejder os fra værkstedet og hen imod klubhuset, fortæller han, at Peter Bellis søns kone faktisk er fra Frederikshavn, og at hun angivelig har en af hylderne hængende. 

Ved trappen op til klubhuset er der påmonteret en handicaplift. Der er egentlig ikke nogen handicappede i Værftshistorisk Selskab, men liften er god, når der skal ølkasser op til førstesalen.

76-årige Henning Pedersen (forrest) med to andre medlemmer af Værftshistorisk Selskab.

INDE I KLUBHUSET kan man skære skiver af røgen i luften, og loftet er polstret med signalflag fra de gamle skibe. Henning har reserveret en øl til sig selv, den venter på ham. Rundt om bordet sidder en flok pensionister og nyder en Royal på flaske efter morgenens arbejde, og Henning fortæller, at den journalist, han er i selskab med, kommer fra Aalborg af. 

’’Nå, sydenfjords,” bliver der mumlet i en tør konstatering og et løft med øjenbrynene fra en i forsamlingen. 

”Derfor kan hun jo være god nok,” siger en anden. 

Det er allerede rygtedes i byen, at der skulle komme en journalist på besøg, så pressechefen i kommunen ringede af sig selv for lige at høre, om der var brug for noget hjælp. I øvrigt ville han også lige sige, at det nok var meget godt, at jeg kom fra Nordjylland, for så ville det nok være lidt nemmere ”at komme i kontakt med de lokale”. 

Selv er Henning Pedersen heller ikke rigtig frederikshavner. Eller det vil sige, han er jo ikke født i byen, og det fik han at mærke, da han havde boet her i 20 år og bad om ordet til et fagforeningsmøde i Metal. Han ville råbe et frederikshavner-hurra for Bent, der havde vist mange års tro tjeneste. Frederikshavner-hurraet består af tre korte hurraer lige efter hinanden og et kort hu til sidst, som man suger indad. Henning fik at vide af en indfødt frederikshavner, at det skulle han aldrig vove på at gøre igen, før han havde boet i byen i 30 år. 

Anekdoten bliver afbrudt af et horn, der tuder, så det kan høres over hele byen. Tre mænd drejer simultant på håndleddet og kigger på deres armbåndsur. Klokken er halv 12. 

’’Nå, så er der frokost på værftet.”

Det 60 meter høje Cloos-tårn vest for Bangsbo er Nordjyllands højeste udsigtspunkt.

ET STYKKE længere nede ad kajen sidder en gruppe svenske pensionister og blinker med øjnene i eftermiddagssolen, der bliver endnu skarpere af genspejlingen fra Gøteborg-færgens glinsende skrog. Den ligger som en gigantisk jern-svane ved landgangsbroen, der svævende over landjorden forbinder skibet og byen for de gående gæster. Inde i broens tarm fortæller to skilte om shuttle-bus til Palmestranden og tilbud på kartonvin, og for foden af landgangsbroen bliver færgefolket mødt af golde parkeringspladser. Industrihavnen, der ligger nord for Stena Lines røde murstens-legoklods af en hovedbygning, er blot en svag summen. 

I letvægts-dunjakker, sejlersko og højt hårlak-hår er svenskerne netop kommet i havn fra Gøteborg og har nu en halv times tid i Frederikshavn, inden de skal retur til det svenske igen. De nyder det nordjyske besøg med Bacardi Breezer i selvlysende farver. Grøn, gul og rød som et flydende spiritus-trafiklys. 66-årige Andersson Kjær fra Uddevalla fortæller, at de er en flok, der alle tidligere har arbejdet sammen. De har taget færgeturen på 3,5 time for at spise brunch sammen, og nu skal de tilbage igen. 

Et andet sted på Stena Lines territorium er håret også højt. Toppen af Elvis’ hoved er glinsende sort og med det rette schwung, men Elvis er ikke udstyret med bakkenbarter og glitrende sceneoutfit, men med refleksvest og walkie-talkie. Elvis arbejder for et vagtfirma, der patruljerer nede ved færgerne, og nu skal Gøteborg-færgen retur. Passagererne kommer med store tax free-net og viser deres pas klar til at handle. Uden at gøre et større væsen af sig hjælper Elvis venligt de indkøbsivrige passagerer gennem boardingkontrollen.

”Nu skal vi åke og drikke sprit,” siger et af den svenske gruppes mandlige medlemmer med et smil, der har kurs mod begge ører og afslører intet andet end rendyrket forventning.

Havnen i ’Freshaun’.

I ET PARCELHUS i Bangsbo i det gamle Frederikshavn bor Elvis sammen med sin kone Tina og parrets tre børn. Huset ligger ud til ’hawe’ og bøgeskoven i den ende af Frederikshavn, de lokale kalder Sydbyen. Der er badebroer og en lille lystbådehavn, ingen kajer i beton, og parcelhuse og villaer ligger lunt mellem stranden og en skov, der lyser klorofyl-grønt. De har dyrehaver, vandreruter og museer, og herfra betragtes industrien, kranerne og færgehavnen på afstand. Det er rødstenshuse med flagstang, blomstertræer, sirlige bede i haven og perlegrus i indkørslen. Her, på den rigtige side af Thodesvej, er husene dyrere end på den anden side. Og så har de historien. Det siges, at ’bangsbostranderne’ synes, at de bor i det rigtige Frederikshavn. 

Foran Elvis’ hus holder en sort Renault Scenic. ’The Spirit of Elvis’ står der på den med små tynde bogstaver. Indenfor har 44-årige Johnny Christensen – som Elvis borgerligt er døbt – rettet an med fyldte chokolader, kringle og Nescafé. Han hilser velkommen i kortærmet skjorte, sort hår og grønne øjne. Armen er fyldt med blækhyldester til kongen, men ellers er der ingen Elvis at spore i hjemmet. Der er nu grænser for, hvor meget Tina orker at se på til daglig, så Elvis-klenodierne har fået et rum i kælderen. Her er både malerier, en talende papfigur, glasbuster, platter, plakater, spillekort, utallige plader og et ordentligt dyr af en højttaler, hvor Johnny Christensen kan høre sit idol for fulde gardiner.

Håret er Johnnys eget, farvet med sort farve fra supermarkedet, men de falske bakkenbarter er ’ovre fra Amerika’, og de er nænsomt pakket ind – først i køkkenrulle og så i en frysepose, og nede i kælderen hænger flere heldragter. Dem hopper han gerne i, når han turnerer med sit show til konfirmationer, bryllupper og det løse rundtomkring på værtshuse og den slags i hele landet. 

Johnny fortæller, at han har været i Memphis to gange som ung for at gå i Elvis’ fodspor.

”Det var fuldstændig vildt,” siger han uden at fortrække en mine eller gøre antræk til armbevægelser. Der er alletiders i Amerika, han vil bare altid hellere hjem til ’Freshaun’, for det går lige i hjertekulen, når han går med hunden ”ne’ til hawe” og ser færgerne komme stille forbi i horisonten. Johnny og Tina mødte hinanden på Bangsbostrand Skole, hvor de begge har gået.

”Vi kunne aldrig drømme om at bo andre steder,” siger Tina.

Johnny foreslår selv, at billederne af ham bliver taget ovre på Pikkerbakken, oppe i skoven. Det er byens nye udkigspost – en gave i millionklassen fra det frederikshavnske erhvervsliv, som blev doneret, da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år. Fundamentet på udkigsposten er Nordjylland støbt i cement, kronprinsen har sat sin autograf på en stor sten deroppe, og et massivt hegn i glas gør det muligt at gå helt ud til kanten af platformen, hvorfra der er frit fald på 71 meter ned til byen. Men ak, to af ruderne i hegnet er netop blevet smadret.

Johnny Christensen arbejder til hverdag som vagt på færgehavnen. I weekenden som Elvis.

EN ENLIG HØJTTALER står med bankende bas foran Telia-butikken og blæser Vengaboys ud over gågaden. Frederikshavn Kirke med sit grønne spir og ’Mogens’ Pølser’ lige ved Spar Nord Bank markerer gågadens begyndelse fra havnen. Ikke så meget som et stykke slikpapir ligger på jorden, og krukker med forårsblomster står fra den ene ende af gågaden til den anden som i en pæn indkørsel til en villa. Det er tirsdag eftermiddag, og pensionisterne sætter tænderne i deres isvafler, mens kornfede måger skriger. Butiksdørene med palmeklistermærker står åbne til Zugar, Imerco, Frisør Strøg og Klip, Bone’s og Tøjeksperten, der lokker med en udstilling af armybukser. Pludselig kommer Liva Damsgaard, Caroline Nygaard og Assal Pouradabi gående i kridhvide sneakers, med struttende kinder og vuggende rygsække. De har lige fået fri fra Frederikshavn Gymnasium og været inde i byen for at spise. De skal nå en bus lige om lidt, men inden vil de da gerne fortælle om, hvad de laver, når skoleklokken ringer ud. 

”Altså, jeg skal hjem til min kærst’ nu her,” siger den ene og trækker på æ’et, mens de andre fortæller, at man jo går i biografen og ellers bare er derhjemme. I weekenderne er der selvfølgelig 16+ festerne inde på Buddy Holly, gymnasiefesterne og ikke mindst privatfesterne. Dem er der rigeligt af, siger de og trækker næsten undskyldende på skuldrene. Fregatten, byens ældste værtshus, kender de godt. Men er det ikke sådan lidt mere kro-agtigt og for gamle mennesker?

Johnny Christensen i fuldt antræk på scenen i Plantagen ved restaurant Møllehuset.

OPPE I NORDBYEN står en dreng med tændstikben og sammenbidte tænder og tager imod slag fra en fyr, der er godt bred over ryggen og siger: ”Kom nu!” med en basstemme, der for længst er gået i overgang. Sveden driver af dem begge, men trods den åbenlyse forskel i fysikken sladrer tændstikbenene ikke til Preben Arvidsson, der styrer træningen i bokseklubben BK Pugilist her til aften. Bokseklubben ligger omkranset af autoværksteder, en byggeleverandør, supermarkeder, en OK-benzinstation, Dansk Metals lokalafdeling og et parcelhuskvarter med jyske bynavne.  På den anden side af Skagensvej ligger lejeboliger med identiske postkasser, fælles parkeringsplads og røde typedøre i kommunalplansstil. 

Klubben er kimen til det frederikshavnske idrætsliv. Her kommer ishockeyholdene, håndboldholdene og fodboldholdene for at blive tæsket igennem af Preben Arvidsson – i aften er det unge drenge i alderen 13-19 år fra FIK Elite Hockey Academy. Nogle af dem træner 10 gange om ugen, og styrketræningen foregår nede i bokseklubbens lokaler, der ligger i et gammelt fiskelager, hvor malingen skaller af på væggene. De har fået for meget salt i tidens løb. Men det er ikke længere salt fra fisk og havvand, der rammer bokseklubbens vægge, men derimod sved fra 20 unge ishockeytalenter in spe. Og det er alle mod alle. Hernede skal de lære at æde sig selv og blive ved, selvom det gør ondt. 

”Men den rigtige gevinst sidder heroppe,” siger Preben Arvidsson og prikker sig selv på panden. Han har været i klubben siden 1972. Egentlig sejlede han kajak, men så var der en, der spurgte, om han ikke hellere ville bokse. Og det ville han da gerne. I dag arbejder han både på MAN Energy Solutions, der laver motorer og anlæg, og som brandmand og bruger snildt også 10 timer om ugen nede i bokseklubben. 

Spørger man Preben Arvidsson, om han var god, dengang han boksede, trækker han på skuldrene. Det ved han nu ikke lige. Men det lykkes at lirke ud af ham, at han både har bokset i Thailand og Sovjet, og at han for resten også engang blev danmarksmester for juniorer i amatørboksning. 

Brandmand og tidligere bokser Preben Arvidsson tester styrken hos ishockeydrengene fra FIK Elite Hockey Academy.

TRE AF DRENGENE, alle Academy-deltagere, ’hjuller’ på motionscykler, mens de andre løbende varmer op med Preben Arvidsson i front, der mekanisk slår hurtige knytnæveslag ud i luften. To gange Sebastian og en enkelt Magnus er skadet, så de kan ikke løbe. De har spillet ishockey, siden de kunne gå, og de træner både før og efter skole. Når de har fri, spiller de fodbold eller rullehockey. Det er ikke alle de jævnaldrende, der på samme måde har helliget deres tid til idræt og foreningsliv. Den ene Sebastian trækker på skuldrene.

”Nogle dyrker sport, nogle er i klub, andre kører rundt på knallert. Sådan er det vel overalt.”

Frederikshavn White Hawks fik tilkæmpet sig en bronzemedalje i dette forårs slutspil. U15-drengene hernede gik hele vejen og nappede titlen som danmarksmestre i deres række. Det kastede en afslutningsfest af sig, og det er den eneste gang, de har drukket alkohol. Men det med guldmedaljerne falder som en henkastet bemærkning. Der er lang vej endnu. NHL er drømmen, men egentlig vil de bare gerne knokle så hårdt, at de kan leve af at være på isen. Om så det bliver i Sverige eller Amerika.

Da træningen er slut, drysser drengene ud ad døren fra det dampende omklædningsrum. En af dem svinger sit håndklæde over skulderen. 

”Dusøren på medaljerne er vist sat op til 25.000,” siger han. 

Fitness4women på Søndergade lokker til træning med en ko på hovedet.

”DAV,” SIGER byens borgmester på Det Gule Pakhus, en af hendes favoritrestauranter, med fremstrakt pote og et solidt håndtryk. Birgit Stenbak Hansen hedder hun. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 gik 42 procent af de personlige stemmer i Frederikshavn Kommune til hende, og en ny danmarksrekord var sat. 

Tjenerne står høfligt med foldede hænder over forklæderne og venter. Der er sporadisk med gæster, og i baggrunden flyder Elton Johns hits fra ’Løvernes konge’ i en instrumental panfløjteversion. 

Tjeneren spørger, hvad det skulle være, og ligesom på kommunalvalgnatten bestiller Birgit S. Hansen en stor ribeye-steak med sovs og pomfritter til. Og det er ikke sauce, men sovs, der ikke flyder nogen steder hen. 

Egentlig kommer Birgit S. Hansen fra Volstrup, der er opland til kystbyen Sæby, der igen er opland til Frederikshavn. Da hun var ung, tog hun på Lanternen i Sæby for ”at svinge træbenet”, og da hun var barn, var Frederikshavn – cirka 15 kilometer nord for Sæby – den store by, hvor man tog på indkøb, når der skulle nyt tøj til garderoben. 

”Byen var nåe’ større end Sæby,” siger Birgit S. Hansen, der dengang var på dametur med mormor, mor og søster for at gå i varehuset Schou-Epa, hvor de både havde tøj og et cafeteria, der bød på pølser og pomfritter. Hvis man skulle til en rigtig storby, skulle man til Aalborg. 

”Der kom vi til, når jeg skulle til bøjletandlæge.” 

Hun læste til sygeplejerske i Aarhus, men savnede det nordjyske fællesskab, hvor man griller i haven og drikker øl i omklædningsrummet efter træning. Så i dag bor hun på et nedlagt landbrug i Dybvad – mellem Flauenskjold og Syvsten og tæt på hendes barndomshjem – hvor der dyrkes juletræer. 

Derhjemme går hun i sokker og rød ’Strandby-habit’, når hun skal slappe af. Det kaldes en kedeldragt på disse kanter, fordi fiskerne næsten altid har kedeldragt på, og fordi de fleste af dem bor i Strandby – en otte kilometers penge nord for Frederikshavn. Gennem sin opvækst og ungdom så hun Frederikshavn på afstand som den eksotiske og noget større by. I dag betragter hun byen og dens mennesker tæt på i sit daglige arbejde som borgmester.

”Frederikshavnerne er et folk, der dukker nakken,” siger hun og skærer sin ribeye for.

Birgit S. Hansen, klar til at sætte tænderne i sin ribeye.

BORGMESTEREN FORKLARER, at skagboernes selvbillede ikke fejler noget. De har sådan en ’vi er toppen af Danmark’-mentalitet, sæbynitterne derimod er landmænd, der har købt et parcelhus, mens frederikshavnerne er produkter af en arbejderby med fiskerbaggrund. Det er en by, der har fået tæsk med værftslukninger og flere pludselige lukninger af andre store industrielle arbejdspladser. 

Men hun elsker ’Freshaun’, og de retter jo ryggen, hvis de vinder i ishockey. Eller når kronprinsen, der er uddannet fra flådestationen i byen, slår vejen forbi. Og da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år, rykkede folk sammen for at holde en kæmpe folkefest. I kommunen havde de sparet flere millioner kroner sammen til formålet, og der er skrevet en bog om købstadsjubilæet. Ikke at det på den måde er noget særligt, for der findes mange bøger om Frederikshavn – for eksempel en om byens pølsevogne. Da den udkom i 2017, fik køberne to gratis hotdogs og en Cocio, og musikken blev leveret af Richard Ragnvald. 

Hver uge holder borgmesteren træffetid på rådhuset, hvor frederikshavnerne kan booke en tid til en snak om stort og småt. Det gjorde en frederikshavnsk erhvervskanon på et tidspunkt, og det handlede nok om rammerne i erhvervspolitikken, tænkte borgmesteren. Hun spurgte, hvad han havde på hjerte, men han havde lidt svært ved at få det sagt. 

Endelig kom det ud. Manden mente, at hun lignede ”ham der Johnny Madsen”:

”Det, hele ’Freshaun’ snakker om, er, at du har sådan et grimt hår.”

Parcelhusliv i Frederikshavn.

PRESSEMØDET i Arena Nord ender på mange måder i skuffelse. Nu troede folk ellers lige, at dem eller den, der i april stjal Guld-Haralds udstillede medaljer fra en glasmontre i arenaens foyer, var fundet. Frederikshavn var den landsdækkende fodboldlegende Harald Nielsens første fodboldklub, og navnet Guld-Harald fik han, da han i 1960 blev topscorer ved De Olympiske Lege i Rom. Både før og under turneringen udtalte han sig stålsat om, at det danske landshold ville nappe det olympiske guld. Det blev til en sølvmedalje, men Guld-Haralds karriere er en stolt fortælling om lokal idrætssucces. 

Derfor var forargelsen stor, da en mand – der skulle læsse varer ind til det årlige håndboldstævne Rødspætte Cup i april – opdagede, at de 50 udstillede medaljer pludselig var væk. Han slog alarm, og 5.000 kroner i findeløn blev sat på højkant af arenaens ledelse. 

”Desværre er Guld-Haralds medaljer ikke blevet fundet. Men vi har fået præsenteret en anden guldklump her til aften,” fortæller  Arena Nord-medarbejderen John Akselsen flankeret af cirka 20 mennesker, en enkelt fotograf og et rullebord med hvidvin, sodavand og gennemsigtige plastickrus med saltstænger. 

Hans mundvige krøller opad. Om det er i begejstring over badmintonstjernen Jan Ø. Jørgensen, der har indgået et samarbejde med Vendsyssel Elite Badminton, eller som en undskyldning for det med medaljerne, er ikke til at sige. Men ved siden af sidder en veltrænet ung badmintonspiller og skriver autografer på en stak med billeder af sig selv.

Jan Ø. Jørgensen er godt nok fra Aalborg af og bor til daglig i København, men han skal da spille nogle kampe oppe i arenaen fra nu af. 

Udenfor er der lav sol over Harald Nielsens Plads og den bronzestatue, der er rejst af ham foran arenaen. En flok drenge står på skateboard ved cykelstativerne på Nordstjerneskolen lige bagved. Ud over deres tilstedeværelse og fuglenes aftenfløjt bliver stilheden kun brudt af to fjernstyrede biler, der ræser over parkeringspladsen med 70 kilometer i timen. 

Guld-Harald som statue foran Arena Nord. Indenfor er Guld-Harald-klenodierne mange. Men en montre med 50 af hans medaljer blev stjålet i foråret under den årlige Rødspætte Cup.

KIRKEKLOKKERNE kalder til aften, mens to summende scootere har kurs mod Circle K-tanken nede ved Skippergade. Et kærestepar i ensfarvede jeans tilbagelægger fjantende fortovet, og til højre for pølsevognen på Kirkepladsen ligger Fregatten, byens ældste bar. Et skilt ude på gaden fortæller, at her er åbent, og indenfor blinker en enarmet tyveknægt, mens en enkelt gæst her klokken lidt over otte har indfundet sig i den dunkle bar med mosaikvinduer, træbåse i mahognilook og gyldne lamper. 

Fregatten er familieejet, og Henrik er den tredje Nielsen, der står ved fadøls-roret. Det begyndte med farmor Hjørdis, der købte værtshuset i 1966. Hun døde i 1978 af rygerlunger efter 12 år som værtshusejer. Derefter overtog far Per, men han døde for fem år siden – også af smøger.

Selv har Henrik været her, siden vi vandt EM i fodbold, og han var en ung fløs på 24 år, der bare lige skulle tjene nogle penge i sit sabbatår. Han ryger ikke og har investeret i et ekstra kraftigt udsugningsanlæg. Han har fået sin portion af passiv rygning, som han siger.

Der går ikke længe, før Lars Høj Pedersen kommer ind ad døren med glimt både i øjet og fra sin guldring i øret. ”Nu sidder han der og er PD igen,” siger han, da han ser ’Henrik den tredje’. PD står for ’permanent doven’, og Henrik trækker på smilebåndet og siger, at når vi sviner hinanden, så hygger vi. 

Lars er både Henriks gode ven og tidligere dørmand på Fregatten, og så har han været vicevært og fodboldtræner i byen i 34 år. Han kender så godt som alle. Ligesom Lisser nede fra Fisk og Grill, der i øvrigt også har været bartender på Fregatten. 

7-9-13 har Henrik Nielsen aldrig fået en på skallen, selvom det har været tæt ved. Det er mere end 20 år siden, at Fregatten havde en håndfuld stamgæster, der var glade for rohypnoler, våben og slagsmål. I dag er Henrik og Lars enige om, at byen er ”utrolig rolig”.

HAVNERUNDFART

1. Frederikshavn hed oprindelig Fladstrand, men blev opkaldt efter Frederik VI, da byen fik købstadsprivilegier i 1818.

2. Pikkerbakken er en 71 meter høj havskrænt fra stenalderen. I dag huser den en udkigspost til 2,4 millioner kroner, som det frederikshavnske erhvervsliv donerede i 2018 ved byens 200-års købstadsjubilæum.

3. På Pikkerbakken står en stor sten, som de roy-ale Frederik’er gennem tiden har signeret. Inklusive kronprins Frederik, der er uddannet fra Flådestation Frederikshavn.

4. Den dansk-norske søhelt Tordenskjold planlagde og udførte angreb på den svenske flåde fra Frederikshavn under den store nordiske krig og gik derfor under øgenavnet ’Kattegats Skræk’.

5. Frederikshavn Havn blev grundlagt i 1805. Indtil midten af 1800-tallet dominerede fiskeri og kysthandel havnen. Senere skød industrien op, og med den blev der bygget rækkehuse og blokke i byen. Mod syd blev der bygget parcelhuse og store skoler.

6. Frederikshavn Værft, der senere kom til at hedde Danyard, og Ørskov Værft lukkede produktionen hhv. i 1999 og 2002. Lukningerne kostede flere tusind frederikshavnere arbejdet.

7. I årene op til værfts­lukningerne gjorde hård konkurrence det af med fiskeindustrien i byen, og med afskaffelsen af det toldfrie salg i 1998 blev der færre af de svenske og norske turister, der kom til byen for at handle og feste.

8. Den amerikanske ophugningsgigant Modern American Recycling Services (M.A.R.S.) er fast inventar på havnen. De vil genindvinde 200.000 ton stål om året og er i øjeblikket i gang med en udtjent boreplatform.

9. Ørskov Værft hedder i dag Orskov Yard. I stedet for at bygge nye skibe reparerer de alle former for fartøjer.

I DE KRONEDE dage var der live-musik hver dag på Fregatten. Det var keyboard med piano, trommer og fløjte på én gang. ”Der var lidt suppe, steg og is over det,” siger Henrik Nielsen. I farmor Hjørdis’ tid spillede Pedal-Ove af og til hernede. I dag er det DJ Jan, DJ Peter og DJ Zabi der spiller, og i hverdagene er det ofte færgefolket, og folk fra flådestationen, der holder gang i festen. Ellers er der dem, der er på kursus, og i weekenderne kommer unge som ældre, forklarer Henrik Nielsen. Folk lige fra ’Maler-Kurt’, der engang kom ind på baren i neglelak og bikini, til direktøren fra Volvo. 

”Man tror, det er løgn, så meget fest der var her engang,” siger Henrik Nielsen om tiden i 90’erne. Når han mødte ind klokken 10 om formiddagen, stod nordmændene i kø, og over middag kom svenskerne, når de havde handlet billigt på Stena-færgen. Men da det toldfrie salg mellem Danmark og Sverige blev stoppet i 1998, dykkede omsætningen. Det var faktisk værre end finanskrisen. Heldigvis er der nogle eventteknikere, der har dimission i dag, så der kan blive godt gang i den senere.

Henrik bliver afbrudt, da to kvinder kommer ind. De var bare lige ude og gå tur og så intet til hinder for lige at gå ind og få en ’bette drinks’ og sige hej. De vil gerne have noget frækt og noget sødt, siger de, mens Henrik og Lars får en krammer. 

De to giver hånd og præsenterer sig som Charlotte og Charlotte. Næsten som i Ole Bornedals tv-serie med Ellen Hillingsø og Helle Dolleris. De har kendt hinanden siden anden klasse på Abildgården, og ”prøv å hør her,” siger de: ”Man har altså ikke været rigtigt i byen, hvis ikke man har været på Fregatten.” 

De har alle sammen hørt, at Guld-Haralds medaljer er ’bleven stjåle’. Det er sgu ligesom ruderne på udsigtsposten oppe på Pikkerbakken, der er smadret, og dækkene, der blev skåret op på tre biler og en ’træjler’ i weekenden, og Lars Høj Pedersen vrisser:

”Det er kraftedeme så hjernedødt.”

Henrik Nielsen ejer Fregatten, Frederikshavns ældste værtshus. Her hænger han ud i baren med Charlotte og Charlotte.

UANSET OM der er tale om værftslukninger, fyringer, forsvundne medaljer, færre festglade gæster på Fregatten eller pludselige slag fra en ishockeyspiller, virker det, som om frederikshavnerne bliver stående. De arbejder videre. Det kan godt være, at de gør det med dukket nakke, som borgmesteren siger, men de overlever, og de står sammen, når det gælder. Frederikshavn, set udefra, står som et fyrtårn, vejrbidt og mærket. Men aldrig ude af drift. 

”Byen er en dreng, der har fået nogle hårde slag, men som altid tror på, at det nok skal gå,” forklarer Mif, Michael Frederiksen, der både er redaktør og eneste journalist på den lokale nyhedsside Kanal Frederikshavn.

Han er egentlig fra Holbæk, men har boet i Frederikshavn i 30 år, og i 10 år har han holdt læserne opdateret, når Skur og Jollelauget holder veterantræf og loppemarked på marinaen, når en lokal ishockeyhelt stopper eller vender skøjterne mod Aalborg, når der er fællessang med borgmesteren, når ME Production nede på havnen til udlandet har solgt 10 ’scrubbere’ – rensningsanlæg til skorstene og motorer på skibe – og når byen kollektivt raser over de smadrede ruder på Pikkerbakkens nye udkigspost eller over tyveriet af Guld-Haralds medaljer. 

Det var ham, der var ovre og dække pressemødet i Arena Nord, da byens nye sportsstjerne blev præsenteret.

”Frederikshavn er en dreng, man ikke kan vælte,” siger han.

FREDERIKSHAVN I TAL

105 kilometer kyst er der i Frederikshavn Kommune.

23.296 indbyggere er der per 1. januar 2019 i Frederikshavn by.

1 enkelt højhus finder man i byen. Seatower hedder det. Det er arkitektonisk rundt og har nye lejligheder.

7 større byer består Frederikshavns Kommune af. Som resultat af kommunesammenlægningerne i 2007 fik kommunen bl.a. Skagen i nord og Sæby i syd under sine nordjyske vinger.

90.000 skibe passerer hvert år Frederikshavn Havn, der ligger ud til verdens tredjemest befærdede stræde. Færgeforbindelserne tæller blandt andet Norge, Sverige og Læsø.

5.500 arbejdspladser er der på havnen i dag. Det er flere end i værfternes storhedstid.

17 procent af alle arbejdspladser i Frederikshavn er inden for industrien.

750 millioner kroner er der blevet brugt siden 2015 på at udvide Frederikshavn Havn.

30 procent af kommunens skatteindtægter kommer fra industrien på havnen.

4.000 mennesker er der plads til i Nordjyske Bank Arena på Skøjte­alléen, hvor Frederikshavn White Hawks har hjemmebane.

DAGEN FØR, ude på Nordstranden, ved ’Ib T-shirt’ ikke rigtig selv, hvor det med T-shirten kommer fra. Men så gnubber ’Palme-Michael’ ham på maven med flad hånd og forklarer, at Ib har ”Danmarks reneste T-shirt”. 

Han har i hvert fald haft en beundringsværdig ren en på inden under sine orange overalls hver eneste dag i årevis, uddyber ’Palme-Michael’. Og Ibs T-shirt er ganske rigtigt meget hvid. 

Et sølvhjerte hænger og blinker ved halsåbningen. Hjertet ved han heller ikke rigtig, hvorfor han har fået, men han har haft det ”siden tidernes morgen”. Det er en gave fra hans kone, og han tænker, at hun vel må have været nyforelsket i ham, da hun købte det. 

Dagplejere med barnevogne i containerstørrelse kommer ud for at indvie stranden og sommerens komme. Rollinger render rundt med 11-taller ud af næsen og spiser lige dele håndfulde sand og krydderboller med tandsmør. 

”Det er jo bare, fordi det er så spændende, at palmerne kommer u’ i dag,” siger Ingelise, der er dagplejemor og har passet frederikshavnske unger i mere end 30 år. 

Det lokale aktiveringshold fra kommunen er også kommet forbi. De ryger smøger og drikker energiboostere, mens de betragter havet, der lyser lyserødt i morgengryet over de slæbespor, traktorerne har lavet i sandet. De har været med til at ordne noget af det kommunale blomsterværk, der skal pynte i resten af byen. Og ikke for det. Men de skulle bare lige ned og lure.

 

Stadig flere supplerer deres civile uddannelse med en lederuddannelse i Forsvaret. Men hvad vil jurister, pædagoger og ingeniører i uniform?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Forsvaret

I 2015 trak 60 bachelorer fra blandt andet CBS, pædagogseminariet og jurastudiet i militærstøvler og gav sig i kast med en ny uddannelse. De nye kadetter var første årgang, der med en civil bacheloruddannelse blev optaget på Forsvarets nye officersuddannelser.

Tidligere skulle man igennem to et halvt års basisuddannelse, inden man kunne begynde, men med den nye ordning blev det muligt at komme direkte ind på Officersskolens lederuddannelser med en bachelor i rygsækken.

Samtidig gik Forsvaret ud og fandt en flok studerende på universiteter og professionsuddannelser. Folk, der gerne ville uddanne sig, men som havde lyst til at skifte det stillesiddende, teoretiske liv ud med noget mere dynamisk. Det førte til, at for eksempel bachelorer i pædagogik, jura og fysioterapi lod sig indskrive som kadetter.

Der er syv forskellige retninger inden for officersuddannelsen, og kompetencerne, de giver, varierer betydeligt, alt efter om man uddanner sig til taktisk officer i Hæren eller våben- og elektronikteknisk officer i Søværnet. Men en ting har retningerne til fælles: De giver praktisk ledelseserfaring.

”Og det er der mange i det civile uddannelsessystem, der aldrig har fået, selv om de har en kandidatgrad i ledelse,” siger kontreadmiral Henrik Ryberg, der er chef for Forsvarsakademiet.

Beslutningen om at rekruttere i det civile uddannelsesapparat blev dog ikke kun truffet for at give nogle studerende muligheden for at springe fra læsesalen over på et skibsdæk, men også for at højne niveauet på officersuddannelsen.

 ”Ved at bruge bachelorerne får vi en mere mangfoldig talentpulje,” siger Henrik Ryberg. Han fortæller, at man ikke har fisket efter specifikke fagkundskaber, men søgt et generelt højt læringsniveau med fokus på det praktiske og militærfaglige:

”Skal man være teknisk officer på et skib, stiller det krav til, at man kan noget matematik og fysik. Men derudover kommer ansøgerne med mange forskellige baggrunde. Der er økonomer, og der er robotingeniører, men det er dygtige unge mennesker, der alle sammen har lært at skrive opgaver, tænke analytisk og lære komplekse teorier. Og så er de godt orienteret om verdens sammenhæng. På den måde er alle de civile uddannelser nogenlunde ens.”

De nye studerende har altså givet flere muskler til Forsvaret, men de har også tvunget underviserne til at løbe hurtigere.

”De er ældre end de kadetter, vi tidligere fik ind. De er selvstændige, vant til at spørge mere og bedre funderet fagligt. De stiller højere krav til undervisningen, og det skulle vi lige vænne os til. Det er et luksusproblem,” siger Henrik Ryberg.

Han fortæller, at han i 2019 har modtaget flere ansøgninger end nogensinde før til officersuddannelserne, som ikke kun kvalificerer til et job inden for Forsvaret, men også giver muligheder for at gå ud og søge en lederstilling som civilist. Indtil nu er der dog ikke nogen af de nye akademiske officerer, der har takket nej til at gå direkte fra uddannelsen videre til et arbejde i Forsvaret.

”Det er klart, at en del af det, der tiltrækker dem ved officersuddannelsen, er, at de stort set er garanteret et lederjob bagefter,” siger Henrik Ryberg.

”Og det er vi glade for. Vi har brug for deres viden.”

SÅDAN KOMMER DU I UNIFORM

Med minimum en bachelor- eller professionsbachelor fra det civile uddannelsessystem kan du søge direkte ind på Forsvarets officersuddannelse. Du behøver ingen militær erfaring. For at blive optaget skal du bestå en prøve med blandt andet helbredstest, intelligenstest, personlighedstest og fysisk test. Ligegyldigt hvilket af Forsvarets tre værn og hvilken retning og specialisering du vælger, begynder uddannelsen med 4-10 måneders militær skoling. Som studerende kaldes du kadet og er ansat og får løn under hele uddannelsen. Næste ansøgningsfrist til officersuddannelserne er marts 2020.

Læs mere på blivofficer.dk

 

På en bølge af ungdomsoprør og frisind legaliserede Danmark i sommeren 1969 porno som det første land i verden. I rekordfart blev frække danske blade og film en lukrativ eksportvare, og turister valfartede til det nye sex-mekka København. Ud & Se tager tilbage til en grænseløs tid, hvor alt skulle prøves af, inden det hele pludselig ebbede ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau/Scanpix og Politimuseet

“GODDAG, hvad skulle det være?”

Vagn Guldborg står bag disken i sin butik i Teglgårdstræde i Indre København med en cigaret i hånden. På væggen bag ham hænger et rødt tæppe, og på bordet foran ham ligger en stak magasiner med afklædte kvinder på forsiden. I baggrunden rumsterer en mand rundt i det brede katalog af pornografiske billeder, blade og 8mm-film, som den rullekraveklædte butiksindehaver kan tilbyde.

”Nåh, du skulle bare kigge,” siger han, da den potentielle kunde går igen tomhændet.

Året er 1970, og Vagn Guldborg, en tidligere vinduespolerer, der skiftede rude og købte en pornobutik i Pisserenden i København, kan nu sælge sine varer frit. Uden at skulle bekymre sig om politirazziaer, bøder – eller i værste fald fængsel. Alligevel virker han en smule skuffet.

”Efterhånden er det blevet helt almindeligt. Det er sgu nogle gange ved at være lidt trist at være så lovlig, når man før i tiden måtte gemme sig,” siger han i åbningsscenen til dokumentarfilmen ’Sex en gros’ (1971).

”Der er ikke mange fordomme tilbage. Desværre,” afslutter han.

Inden forbuddet blev ophævet, var Vagn Guldborg lidt af en showmand. Om natten kunne han finde på at liste ud og overmale butiksfacaden med slagord som ”Ned med porno” og ”Svineri”. Han klistrede plakater med antipornografiske budskaber op på vinduerne, så det morgenen efter så ud, som om butikken var blevet vandaliseret af en af de kristne bevægelser, der bekæmpede pornografien. Det fik ham som regel i avisen, og den slags reklame kunne man ikke betale sig til. Men efter pornoens frigivelse i sommeren 1969 havde stuntet ikke længere samme effekt. Selv politibetjentene, der plejede at komme på uanmeldt besøg med en ransagningskendelse, var begyndt at hilse, når de mødte Vagn Guldborg på gaden.

Der var sket noget i København. I hele otte butikker på Strøget, hovedstadens fornemste butiksgade, kunne man købe blade og andre former for pornografisk materiale. 

”Kan der dog ikke sættes en stopper for disse uhumske pornobutikker?” spurgte De Konservatives Poul Schlüter i Folketingssalen. Men løbet var kørt. I Istedgade, bag Hovedbanegården, hang der pornoreklamer, som viste kvinder med bare bryster og blottede kønsdele i butiksvinduerne, og nyåbnede sexklubber lokkede med liveshows og samleje på scenen. Og turister fra hele verden rejste til Danmark for at besøge byen, hvor alt var tilladt. 

Politimuseets arkiv er fuld af fotografier af unge kvinder, der før pornografiens frigivelse blev konfiskeret som utugtigt materiale. Fra bogen ’De forbudte billeder’, Lindhardt & Ringhof.

”MAN RISIKERER at se billeder, der viser, at kvinder tager mænds lem i munden og slikker på det.”

Højesteretsdommer Jørgen Trolle havde set skriften på væggen, da han i 1968 advarede Folketinget mod at frigive billedpornografien. Men han var for sent ude. Året før var censuren af det skrevne ord blevet ophævet, og den ulovlige billedporno var i omløb i en sådan grad, at politiet ikke længere kunne følge med. Heller ikke selvom man i løbet af 60’erne gentagne gange havde slået aggressivt ned på pornoproducenterne med omfattende razziaer. I kiosker i blandt andet Istedgade kunne enhver købe pornoblade og -billeder under disken og forlade butikken med det forbudte materiale i en brun papirspose.

I starten af 60’erne havde højt profilerede højesteretssager om surrealisten Wilhelm Freddies konfiskerede malerier og den forbudte erotiske roman ’Fanny Hill’ skabt en markant modstand mod enhver form for censur. Med ’Jeg – en kvinde’ (1965) – en filmatisering af Siv Holms dristige roman om kvindelig seksualitet, der viste både nøgenhed og sexscener, men uden at være egentlig porno – i spidsen flyttede en række nyskabende film grænserne for, hvad man kunne tillade sig at vise på biograflærredet. Og mens 60’ernes ungdomsoprør og den seksuelle frigørelse tog fart, blev det sværere og sværere at forsvare opretholdelsen af straffelovens paragraf 234, som forbød fremstilling af utugtigt materiale, fortæller Jon Nordstrøm, der er forfatter til bogen ’Dansk porno’ om 100 års dansk pornohistorie.

”Presset for at frigive pornografien blev op gennem 60’erne så stort, at den borgerlige regering – trods modstand fra særligt De Konservative – nærmest ikke havde andet valg end at fjerne forbuddet. Det var et spørgsmål om censur og frihed,” siger han.

30. maj 1969 vedtog Folketinget ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi – med 125 stemmer for og 25 stemmer imod. 1. juli trådte loven i kraft, og som resultat blev Danmark det første land i verden, der frigav pornoen. 

Loven blev skrevet under af den konservative justitsminister i VKR-regeringen, Knud Thestrup. Hans håb var, at en ophævelse af forbuddet ville få interessen for billedpornografien til at dale, som det var sket med skriftpornoen i 1967. Da han fremlagde loven i Folketingssalen, sagde han blandt andet:

”Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien, men man håber tværtimod ad frigivelsens vej at kunne medvirke til, at publikums interesse for dette underlødige materiale bliver mindre.”

Men sådan gik det ikke.

 

PORNO FØR ’69

Frederik Strand, direktør for Politi-museet og forfatter til bogen ’De forbudte billeder’, der udkom 30. maj i anledning af 50-året for pornografiens frigivelse:

”I 1866 fik Danmark den første formelle lovgivning: ”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maa­de udbreder, eller som offentligt udstiller utugtige Afbildninger.” Det var fundamentet frem til 30’erne, hvor også fremstilling af utugtigt materiale blev forbudt. Men fordi lovgivningen ikke specificerede, hvad utugtigt materiale var, opstod der hurtigt et problem omkring tolkning af, hvad der var utugtigt, og hvad der var tilladt.

I de følgende årtier blev loven om utugtigt materiale en politisk kampplads, og kriterierne for utugt ændrede sig, alt efter hvem der sad ved magten. I starten af 1900-tallet, efter systemskiftet, hvor det danske styre gik fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på Folketingets flertal, skete der en mildning, og de første danske erotiske fotografer udfordrede i den periode utugtslovgivningen ved at lave nogle banebrydende erotiske fotografier.

Men det vendte i 20’erne og 30’erne, hvor lovgivningen blev strammet, formentlig foranlediget af de totalitære tendenser, der spredte sig gennem Europa. Ikke kun pornografi, men også eksempelvis detektivromaner blev forbudt, fordi man mente, det kunne skade offentlighedens moral. Det var også i 30’erne, at kunstneren Wilhelm Freddies berømte værker blev beslaglagt.

Den indremissionske forening Vigilia, der kæmpede for den offentlige moral i Danmark, spillede en stor rolle i kampen mod utugtige udgivelser. De gik rundt i danske byer og købte pornografisk materiale hos blandt andet cigarhandlere og kiosker, der solgte det under bordet, og derefter kontaktede de politiet, som så kunne rykke ind, beslaglægge materialerne og straffe ejerne. Politiet havde ikke selv ressourcer til at gå rundt og tjekke forhandlerne, men takket være Vigilia fandt de ud af, hvor de skulle slå til.

Forhandlerne og fotograferne blev hurtigt opmærksomme på, at de måtte maskere deres materiale for at omgå lovgivningen. På et billede af en nøgen kvinde, der badede, kunne der eksempelvis stå, at der var tale om et naturbillede, og på den måde kunne fotografier af pornografisk materiale slippe igennem med henvisning til, at der var tale om kunst eller naturfotografi. Nogle lod også, som om de lånte materialet ud til andre i stedet for at sælge det, fordi det ikke var ulovligt at besidde utugtigt materiale, men kun at distribuere det.

I slutningen af 50’erne og starten af 60’erne kom de første egentlige pornoblade, der minder om dem, vi kender i dag. Det var også her, man så de første egentlige producenter af professionel pornografi. Synet på censur begyndte at vende, blandt andet i kraft af den skepsis over for autoriteter, der fulgte efter anden verdenskrig. Materiale, der tidligere havde været erklæret utugtigt – blandt andet Wilhelm Freddies erotiske malerier – blev frigivet. Med ungdomsoprøret i 60’erne opstod en helt anden opfattelse af kroppen og af seksualitet, og kampen for frigivelse af pornografi blev en del af kampen for retten til at udtrykke sig selv og sin seksualitet frit.”

I OKTOBER 1969 blev verdens første sexmesse afholdt i KB-Hallen på Frederiksberg. 300 journalister fra hele verden var mødt op for at rapportere fra ’Sex 69’, og på messens første dag var køen angivelig mere end 800 meter lang. De nysgerrige – størstedelen mænd – måtte stå der i tre timer, inden de kunne komme indenfor i et univers af pornoblade, sexlegetøj, liveshows, filmvisninger og nøgne modeller, der gik rundt mellem publikum. I løbet af fem dage blev KB-Hallen besøgt af mere end 50.000 gæster.

Porno-begejstringen kendte næsten ingen grænser, og den danske pornoindustri, der før havde levet en lyssky tilværelse, kunne nu tjene hvide penge i stedet for sorte, også uden for hovedstaden. På Fanø kunne man købe ind i en lokal pornobutik, og i Sønderjylland, belejligt tæt på grænsen til Tyskland, åbnede et decideret sexsupermarked med alt fra film til sexlegetøj. 

”Der var porno overalt. På gadehjørner stod automater, der tidligere havde været fyldt med cigaretter og slik, nu med frække blade. Selv i Københavns Lufthavn kunne man købe små diasfotos med nøgne damer, som man kunne tage med hjem,” fortæller Jon Nordstrøm.

Ifølge Nordstrøm var den første tid efter pornoens frigivelse kendetegnet ved en fandenivoldsk uskyldighed, grænsende til det naive. Alt var tilladt, og alt skulle afprøves.

I visse dele af pornomiljøet var der kunstneriske ambitioner. Det gjaldt blandt andet filminstruktøren Ole Ege og provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen, hvis film blev vist ved filmfestivalen i Cannes i starten af 70’erne. Senere chokerede Thorsen i både ind- og udland med sine ambitioner om at lave en pornofilm om Jesus.

Andre havde for længst øjnet en gylden mulighed for profit på den hardcore porno, der udelukkende handlede om at vise sex for sexens skyld. Heriblandt Leo Madsen, der blev mangemillionær på bladet Week-end sex, som udkom første gang i 1966, og brødrene Jens og Peter Theander, der med firmaet Rodox Trading grundlagde et regulært dansk porno-imperium i en lagerbygning på Amager.

Også på det store filmlærred gjorde pornoen sit indtog, om end i en lidt anden form. Først med de populære Sengekants-film, der var en række erotiske lystspil, og siden den mere vovede Stjernetegns-serie, hvor anerkendte skuespillere som Karl Stegger og Poul Bundgaard kunne opleves side om side med pornoskuespillere, der dyrkede sex. Filmene viste både nærbilleder af kønsdele og penetration, men blev stadig opfattet som komedier primært og porno sekundært.

”Filmene kombinerede folkekomedie med sex. De blev en kæmpe publikumssucces og er et godt eksempel på, hvor mainstream pornografien blev i årene efter frigivelsen,” siger Jon Nordstrøm.

Fra udlandet kom filmmagere i hobetal til Danmark for at dokumentere den danske porno-revolution. Deres film blev vist for et stort publikum i blandt andet amerikanske biografer. Men også herboende instruktører viste interesse for at registrere det unikke stykke danmarkshistorie, der udspillede sig for næsen af dem.

Provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen midt i en alternativ bodypaint-happening under verdens første sexmesse i KB-Hallen i 1969.

NILS VEST var netop blevet færdig på Den Danske Filmskole, da han i slutningen af foråret 1970 blev tilbudt at arbejde for selskabet Laterna Film. Direktør Mogens Skot-Hansen havde set den dokumentar om dansk tatoveringskunst, som Nils Vest lavede på Filmskolen, og han så potentiale i den unge instruktør. Hos Laterna fik Nils Vest mulighed for at instruere og producere sine egne film – emnet kunne han selv vælge.

På filmskolen rullede den seksuelle revolution for fuld kraft. Takket være p-pillen, der var blevet frigivet i 1966, blev der ”bollet løs på kryds og tværs”, som den 75-årige filminstruktør formulerer det i dag i sit hjem på Christiania. I filmskolemiljøet kom også folk, der deltog i pornofilm foran kameraet, og gennem dem fik Nils Vest mulighed for at følge den spirende industri på nærmeste hold.

”Jeg fik en unik mulighed for at være med lige i øjeblikket, efter bomben var sprunget, hvor der var helt stille i lokalet, og folk kiggede på hinanden og spurgte: ’Hvad gør vi nu?’” fortæller han. 

I løbet af efteråret 1970 rejste Nils Vest landet rundt for at skildre det danske pornomiljø: fra Vagn Guldborgs butik i Teglgårdstræde til et ægtepar i Svendborg, som åbnede den første pornobutik på Sydfyn og inviterede til livesex på en madras i deres dagligstue, hvor både de selv og gæsterne deltog.

Undervejs stødte Nils Vest ikke på mange pornomodstandere. Men i visse dele af det bedre borgerskab og i kristne bevægelser kunne man finde dem. I en villa i Holte filmede han en gruppe unge kristne, der forgæves forsøgte at bekæmpe udviklingen.

”De kræfter, der er i gang i øjeblikket, de arbejder på at tage al menneskelig værdighed fra os. Helt ned til dyrenes stadie,” messer en ung mand i filmen foran en samstemmende forsamling.

Den unge filminstruktørs ambition var at skildre alle aspekter af den danske pornoindustri. Sværest var det at komme ind i det københavnske homo-miljø, der på trods af tidsånden fortsat måtte operere i det skjulte.

”Dengang så man meget anderledes på homoseksuelle end i dag, og det var meget svært at få nogle til at være med. De maskerede sig og tog paryk på, så man ikke kunne genkende dem i filmen,” fortæller han. Anderledes nemt var det at få lov til at filme par, der dyrkede sex på klubberne i Istedgade, hårde spanking-scener med læder og pisk under optagelserne – og sågar en kvinde, der havde sex med sine dyr.

’Mazurka på sengekanten’ (1970) var den første af Sengekants-filmene – en række erotiske lystspil, der blev vist i danske biografer 1970-76.

I EN SCENE i ’Sex en gros’ er Nils Vest på besøg hos brødrene Theander i Rodox Tradings hovedkvarter på Strandlodsvej på Amager. Ude foran den røde murstensbygning er en rød lastbil i gang med at blive læsset med brune pakker, klar til distribution. ’Sex Revolution’, står der på siden af dem. Indenfor viser Peter Theander, i brunt hår, lange bakkenbarter og beige jakkesæt, rundt på lageret, hvorfra virksomheden solgte porno til både ind- og udland.

”Her har vi en nyhed, der lige er kommet. Det er en speciel form med nogle SS-uniformer, der hovedsagelig må siges at sælge i USA,” siger han og trækker et rødt magasin med det tyske nazistpartis flag på forsiden frem fra vægreolen bag sig.

Theander-brødrene var begejstrede for at få besøg af Nils Vest. De tænkte, at det ville være god reklame for Rodox Trading. Da filmen udkom, var de dog skuffede over, at den ikke var pornografisk nok. Under optagelserne på Amager bed Nils Vest især mærke i, hvordan Peter Theander og hans ansatte behandlede selv den mest hardcore og bizarre pornografi, som var det enhver anden vare.

”De kunne lige så godt have solgt grydelapper og kogebøger,” erindrer filminstruktøren.

I de første år efter frigivelsen blev mange danske porno-købmænd hurtigt rige på at producere og sælge film og blade. Men mange af dem formøblede deres formue i samme tempo, som de havde tjent den, fortæller Jon Nordstrøm:

”Ole Ege tjente mange penge, men røg for meget hash og smed det hele væk igen. Leo Madsen spillede pengene væk og døde i 1979. Kun Theander-brødrene fik gjort porno til en særdeles lukrativ forretning.”

De to brødre startede med at sælge frække hæfter i deres butik med det uskyldige navn Rådhusantikvariatet, som de åbnede i 1966 i Studiestræde i København. Men forretningen tog først for alvor fart med udgivelsen af Color Climax to år senere, der blev et af Danmarks største pornoblade. Og ikke længe efter pornoens frigivelse gik brødrene til filmen.

Arbejdsfordelingen var klar: Jens Theander filmede og var ansvarlig for produktionen, og Peter Theander tog sig af det forretningsmæssige. På sit højeste solgte Rodox Trading og underselskabet Candy Film mere end 4.000 film om dagen, der blandt andet blev eksporteret til det øvrige Skandinavien, Holland og Tyskland. Filmene rangerede fra ’almindelig’ hetero-porno til S/M og i en periode også børneporno, der indtil 1980 kunne købes og sælges, men ikke produceres lovligt i Danmark. I dokumentarserien ’Candy Film – Da børneporno var lovlig’ afdækkede DR i 2016, hvordan Theander-brødrene distribuerede børnepornografisk materiale og samarbejdede med kendte pædofile. Der findes ikke beviser for, at Rodox Trading og Candy Film selv producerede børneporno.

”Theander-brødrene lavede nogle mærkelige ting. De havde ingen skrupler,” siger Jon Nordstrøm.

Rodox Trading fortsatte produktionen i årtier og havde ved 30-årsjubilæet i 1996 udgivet mere end 30.000 pornoblade og -bøger. Jens Theander døde i 2008, mens 77-årige Peter Theander fortsat lever og sidder i bestyrelsen i Rodox Fonden, der yder økonomisk støtte til kunstnere. Det er ikke lykkedes Ud & Se at få kontakt til ham.

 

PORNO EFTER ’69

Morten Thing, kulturhistoriker og forfatter til bogen ’Pornografiens historie i Danmark’ (1999):

”Da Danmarks konkurrencefordel forsvandt, og andre lande frigav pornografien, bredte produktionen af porno sig hurtigt til en række andre lande, som ville have del i det voksende marked. Og da VHS-båndet kom frem i 1976, var danskerne slet ikke klar til at følge med udviklingen. Op gennem 80’erne blev der produceret mindre og mindre dansk porno, og kun få producenter overlevede. Særligt amerikanerne gav alle andre baghjul og blev hurtigt den største producent af porno, en position, landet stadig har i dag.

Da internettet spredte sig i 90’erne, ændrede pornoindustrien sig markant. Pludselig opstod der helt nye muligheder for distribution af porno, der før havde været et fysisk produkt i form af et blad, en bog eller et videobånd, men nu kunne tilgås digitalt. Hurtigt blev der lavet hjemmesider, hvor man kunne få adgang til pornofilm og -billeder på nettet mod betaling. Der opstod også et marked for erotiske fortællinger, og der blev udvekslet private amatørpornooptagelser, dog mest i lukkede fora. Allerede dengang blev de engelske ord ’sex’ og ’porn’ to af de mest populære søgeord på nettet.

Den egentlige revolution kom først 20 år senere, da de gratis pornosider opstod. Her kunne brugerne se porno uden at skulle betale, og i stedet tjente man penge på at vise annoncer, hvilket gjorde pornoen lettere tilgængelig end nogensinde før. Markedet for amatørporno eksploderede også, og der opstod sites, hvor almindelige mennesker optrådte med liveshows og lignende. I dag er porno en global vare, og pornoindustrien er større end nogensinde. Til gengæld er dansk porno så godt som død.

Pornoens frigivelse har haft stor betydning for dansk kultur helt frem til i dag. I litteraturen blev det op gennem 80’erne og 90’erne normalt, at den seksuelle side af et menneskes liv indgik i romaner. Og på film kunne man lave eksplicitte indslag i biograffilm, der var produceret til det almindelige filmmarked. Det gjorde Lars von Trier blandt andet i ’Idioterne’ fra 1998, hvor der er en kort sekvens, som viser samleje i nærbillede. 

Det er nemt at tage det for givet i dag, men meget af den frihed, man i dag har inden for kunst, film, tv, litteratur og så videre skyldes ophævelsen af censuren i slutningen af 60’erne. Der er heller ingen tvivl om, at den seksuelle frigørelse og pornografiens frigivelse har betydet, at det i dag er meget nemmere at tale om sex offentligt, end det var for 50 år siden.”

FRIGIVELSEN af pornografien medførte voldsom international eksponering af Danmark og i særdeleshed København. I USA kunne en ung Jack Stevenson ofte læse i aviserne om den seksuelle revolution, der fandt sted på den anden side af Atlanterhavet i ’The Land of Sin’. Han blev hurtigt fascineret af fortællingen om det fantastiske lille land i Skandinavien, hvor alt tilsyneladende var tilladt.

”I amerikanernes fantasi var Danmark et seksuelt utopia. Der opstod en næsten mytisk fortælling om Danmark som ét stort hippiefællesskab, hvor alle dyrkede sex med alle,” siger Jack Stevenson, forfatter til bogen ’Scandinavian Blue’, om 60’ernes og 70’ernes erotiske film i Danmark og Sverige. 

Han husker, at der i 1970-71 gik fem-seks film i amerikanske biografer på samme tid, som alle havde ’Denmark’ i titlen. Og dokumentarerne – som var den eneste slags film, hvor man måtte ’vise hud’ i USA – var voldsomt populære.

”I bund og grund lærte danskerne amerikanerne om sex i den periode,” siger forfatteren og filmmanden, der har boet siden slutningen af 80’erne i København, hvor han i dag bestyrer Husets Biograf.  

Men længe inden Stevensons fascination af de frisindede danskere førte ham til den danske hovedstad, strømmede amerikanske turister til København for at se bare bryster og kønsdele. Og på Vesterbro fandt man hurtigt ud af, at der var hurtige penge at tjene på de nysgerrige udlændige. 

”Inden sexklubberne for alvor skød op, kunne amerikanerne og japanerne – som var de turister, der var flest af – kun se grynede nøgenbilleder og købe pornoblade. Men så var der nogle, der fik en idé: Hvis de var her for at se hud, ville de nok også betale for at se rigtig hud,” fortæller Jon Nordstrøm.

Blandt dem, der øjnede en fidus efter porno­frigivelsen, var Stig ’Snotten’ Emmerik Poulsen og ’Røde’ Kai Bo Rasmussen. De arbejdede som chauffører hos Codan Bilen på Halmtorvet, men lejede et kælderlokale i Istedgade og begyndte at sælge billetter til  liveshows for 50 kroner stykket. Når kælderen var fyldt med forventningsfulde turister, løb de med pengene og tog på druk, mens amerikanerne og japanerne ventede på en nøgenmodel, der aldrig dukkede op. Det fungerede, fordi turisterne som regel var så flove, at de undlod at klage til politiet.

Fupnummeret blev forløber for de første egentlige sexklubber med live-samleje på scenen. På den første af klubberne, Keyhole i Istedgade, fik Røde Kai arbejde som booker, inden han købte ejerne ud og overtog stedet selv. I løbet af kort tid åbnede adskillige lignende klubber på Vesterbro, og konkurrencen var hård. Flere steder kørte Røde Kai og Snottens fidus videre, men med den forskel, at turisterne ikke blot blev snydt for en halvtredser, men også fik frarøvet resten af deres penge.

”Det begyndte at rygtes, at det var decideret farligt for turister at færdes på Vesterbro. Og da politiet fik øjnene op for, hvad der foregik, blev de mange liveshows hurtigt forbudt med henvisning til, at loven fra 1969 kun gav tilladelse til at vise billedfotografi – ikke live-sex,” siger Jon Nordstrøm.

Politiet stormede klubberne og ødelagde inventaret, og ved udgangen af 1972 var de berygtede liveshows på Vesterbro næsten forsvundet. I stedet investerede pornobaronerne deres penge i narkotika, hvilket kun gjorde kvarteret omkring Istedgade endnu mere råt. Ifølge Jon Nordstrøm skete der i det hele taget en forråelse af pornomiljøet i løbet af få år.

”Der gik ikke så mange år, før hippierne trak sig ud, og så blev pornoindustrien præget mere af profit end af seksuel frigørelse. Og samtidig blev de danske pornoproducenter presset af udenlandske konkurrenter, der også ville have en bid af kagen.”

Pornobutik på Vesterbro få år efter pornografiens frigivelse. Skiltene var engelsksprogede for at lokke udenlandske turister til.

I MIDTEN AF 70’erne var det danske porno-eventyr så godt som ovre. I København blev de eksplicitte sexreklamer fjernet, da det blev forbudt at vise anstødelige billeder i det offentlige rum, og det blev også indskærpet, at pornoblade og andet materiale af pornografisk karakter ikke måtte anbringes i børnehøjde. Pornoen forsvandt fra gadebilledet, og det samme gjorde sexturisterne. Efterhånden som andre lande fulgte med og frigav pornoen, rykkede også industrien væk fra Danmark. Kun Theander-brødrene formåede at holde liv i eksporten.

”Der gik ikke ret mange år, før Danmark blev overhalet. I USA, Sverige, Holland og siden Tyskland begyndte man at producere porno lovligt, og da det skete, havde den danske pornobranche toppet,” siger Jon Nordstrøm.

Ifølge Jack Stevenson var pornoens frigivelse et kompromisløst opgør med censur. Mennesker skulle være frie til at sige, skrive og vise, hvad de ville, uden begrænsninger. Han beskriver årene efter frigivelsen som ”en mærkelig tid”, hvor folk accepterede ting, som ville blive opfattet som stærkt kontroversielle i dag.

”Men jeg tror, man skal have levet i 50’erne og 60’erne og have oplevet, hvor omfattende censuren var, for at forstå, hvorfor alt blev tilladt, efter forbuddet blev ophævet,” siger han.

Med tiden blev det dog klart, at pornografien også havde sine skyggesider.

”Der blev lavet mange ting i frihedens navn, og det var så altoverskyggende, at andre, mere problematiske aspekter ved pornoen lidt blev glemt. Børneporno er et godt eksempel, men der var også spørgsmålet om udnyttelse af kvinder i pornobranchen, som ingen for alvor beskæftigede sig med dengang. I pornoen blev seksualitet fremstillet på en måde, som ofte var meget macho og til tider voldsom, men ingen satte spørgsmålstegn ved, hvad det gjorde ved unge mennesker at få præsenteret sex på den måde,” siger Jack Stevenson.

 

FEM HISTORISKE (PORNO)-FILM

Jack Stevenson, bestyrer af biografen i det københavnske kulturhus Huset-KBH, udpeger de fem vigtigste film fra tiden omkring pornografiens frigivelse. Biografen viser alle fem film i løbet af efteråret i anledning af den fri pornos 50-årsjubilæum.

’Jeg – en kvinde’ (1965)

”Filmatiseringen af Siv Holms roman om passion og promiskuitet set fra et kvindeligt perspektiv var en grænseoverskridende succes, som satte den seksuelle frigørelse allerøverst på dagsordenen. Det var den første film, der blandede porno og almindelig spillefilm, hvilket var banebrydende, og filmen blev også et stort hit i USA. ’Jeg – en kvinde’ gik så langt, som man overhovedet kunne tillade sig inden pornografiens frigivelse.”

’Gift’ (1966)

”Knud Leif Thomsens film om den selvsikre livsnyder Per, der indleder et seksuelt forhold til teenagepigen Susanne, var på den ene side en advarsel mod de ødelæggende følgevirkninger af den nye, frigjorte seksualmoral, men samtidig indeholdt den hardcore pornografiske scener, og Thomsen var indædt modstander af censuren. Det er 60’ernes glemte mesterværk i dansk film, og det var den første film, som beskæftigede sig med pornoens skyggesider – eksempelvis hævnporno.”

’Stille dage i Clichy’ (1970)

”’Stille dage i Clichy’ er baseret på Henry Millers roman af samme navn og instrueret af Jens Jørgen Thorsen. Den skildrer kønslivets glæder ublufærdigt og var den første offentligt viste danske film, som eksplicit viste penetration. Filmen blev vist ved filmfestivalen i Cannes, og i de første tre uger efter dens premiere blev den set af mere end 100.000 danskere. Thorsen kombinerede pornografien med kunstneriske spillefilmsambitioner.”

’Hvorfor gør de det?’ (1971)

”Det amerikanske instruktør-ægtepar Phyllis og Eberhard Kronhausen, der også var praktiserende psykologer, flyttede til Danmark for at skildre den seksuelle frigørelse gennem nogle af de mennesker, der optrådte på de københavnske sexklubber. ’Hvorfor gør de det?’ var et seksualpolitisk manifest, og Kronhausen-parret så offentlig sex som manifestationen af en højere og friere bevidsthed, og den er en af de vigtigste dokumentarfilm om porno og den seksuelle frigørelse.”

’I jomfruens tegn’ (1973)

”Den første film i Stjernetegns-serien var revolutionerende i den måde, den blandede hardcore porno med folkekomedie. Produktionen var stor og dyr, de medvirkende var ’rigtige’ skuespillere, og den blev vist i danske biografer med stor succes. Stjernetegns-filmene var med til for alvor at gøre porno mainstream.”

NILS VESTS FILM blev til som en nøgtern skildring af den danske pornobranches guldalder. Men til filminstruktørens store fortrydelse blev den i stedet markedsført og solgt som en pornofilm. Ved udgivelsen var Laterna Film tæt på fallit, efter Mogens Skot-Hansen havde satset stort på en filmatisering af Shakespeares ’King Lear’, og en af pengemændene bag filmselskabet, den tidligere nazist Henning Karmark, ville have sine penge hjem. Derfor gennemtrumfede han, at Nils Vests dokumentar skulle sælges som porno. Den fik titlen ’Sex en gros’ i stedet for ’Frihed på alle hylder’, som Nils Vest havde tænkt, og Peter Wibroes grafiske filmplakat blev skiftet ud med et billede af en kvinde, der red en mand. Filmen fik premiere i Nygade Teatret på Strøget, men det blev uden Nils Vest og resten af holdet bag dokumentaren, der ikke længere kunne genkende deres arbejde.

”Senere listede jeg mig dog ind en eftermiddag for at se den. Der var flere af tilskuerne, som bandede og forlod biografsalen i arrigskab, fordi de ikke syntes, at filmen var liderlig nok,” fortæller Nils Vest.

Siden er ’Sex en gros’ blevet anerkendt som det stykke social reportage, den egentlig var. Og på mange måder illustrerer filmen, hvor vidtfavnende det danske frisind var i begyndelsen af 70’erne:

I filmens mest kontroversielle scene gennemfører en ung kvinde ved navn Bodil Joensen et samleje med hunden Lassie på sin gård ved Gelstrup i Odsherred. Hun blev kendt som ’Ornepigen Bodil’ og blev berømt i både ind- og udland gennem film og liveshows med dyr på Vesterbros sexklubber. Hendes seksuelle udfoldelser vakte debat, men da ’Sex en gros’ udkom, var der ikke mange, der løftede et øjenbryn.

”Dengang var der intet forargeligt i, at en kvinde havde sex med en hund og ovenikøbet optrådte med det,” fortæller Nils Vest. Men da filmen blev vist til historiefestivalen Golden Days for nogle år siden i Husets Biograf i Magstræde, var tiden en anden, siger han:

”Folk nærmest kravlede ned under biografsæderne, da sex-scenen med Bodil og Lassie gik i gang.”