SOM EN GRUPPE fodboldfans brøler de lovsangen ud:
”Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
Hal-le-lu-uh-uh-jah!”
Det er Leonard Cohens kvalfulde kærlighedssalme, men i en dansk bearbejdning. 14 bredskuldrede mænd har fordelt sig på fem rækker op ad trinene til koret i Eliaskirken på Vesterbro i København. En mager gips-Jesus på et simpelt, brunt trækors er stivnet i sine lidelser på murstensvæggen bag dem. Pulsårerne træder frem på mændenes stærke halse. Øjnene gnistrer, mens de skæver til hinanden og udveksler listige smil. Det er dagen for årets største koncert, og nu er de i gang med at øve repertoiret. De burde økonomisere med den halve time, der er afsat, men da de til daglig sidder spredt i fængsler rundt om i landet, vinder gensynsglæden indimellem over koncentrationen, og sangene mudrer til i fnis og albuestød i nyrerne.
I forreste linje står Nicolai, en stor mand med mørkebrunt strithår på 35 år. Hans forskellige domme for blandt andet vold og narkotika beløber sig til ni år, de seks er afsonet. Han synger solo og rammer tonerne uden vaklen, mens han kildrer versefødderne med en vibrato hist og en falset her.
På rækkerne bagved ses et par enkelte runde, midaldrende maver under løse kortærmede skjorter, men størstedelen er i T-shirts, der spiles ud af biceps og brystmuskulatur i størrelserne XL til XXXL. Hos nogle slikker tatoveringer op ad halsen, et par andre har ladet rødblonde vikingeskæg vokse sig lange og tætte. Den foretrukne frisure er maskintrimmet, enten ensartet tæt over hele hovedet eller med afgrænsede øer af velkæmmet, fedtglinsende bevoksning på toppen. De kortklippede ansigter fortrækker sig i ambivalente smil over Nicolais skønsang, der på én gang er misundelsesværdig og samtidig næsten for meget, måske endda lidt umandig. Så vender omkvædet tilbage og forener alle lunger i koret i endnu en energiudladning:
”Hallelujah!”
Louise Adrian, korlederen bag flyglet, afbryder nummeret. Der er noget i vejen med monitoren. En kærkommen fjantepause opstår, men korlederen med den dansende rustrøde fletning forsøger at overdøve grinene med en instruks:
”I skal ned i tempo, I er lidt for glade.”
Selv om de indsatte opfører sig, som om de er til gammel elev-fest, er det Louise Adrians store dag. For 25 år siden tog hun imod en vikartjans ved orglet i fængselskirken i Vridsløselille Statsfængsel. Kort tid efter forlod hun sin stilling som organist i Vigerslev Kirke for en fast stilling som organist i både Vridsløselille og Anstalten ved Herstedvester, i dag Herstedvester Fængsel. Hun fik hurtigt lyst til at bruge de indsatte som mere end sangere i kirkekoret ved søndagenes gudstjenester og opfordrede dem til at bruge sangen på andre måder. For eksempel til caféaftner. Eller til opførelsen af musicalen ’Jesus Christ Superstar’, hvor de i 1997 lavede deres egne kulisser.
Fangekoret blev med årene en fast institution, et sted, hvor indsatte kunne udtrykke deres frustrationer, anger og længsler.
I LØBET AF ÅRENE har 55-årige Louise Adrian givet flere af sangerne en hjælpende klaverfinger med at skrive deres egne tekster om fængselslivet, og mange af dem holder stadig kontakten efter endt afsoning.
I 2017 lukkede Vridsløselille Fængsel, så nu kører Louise Adrian hver uge fra Vesterbro til det topmoderne Storstrøm Fængsel i Nørre Alslev på Falster og til tre andre fængsler i landet for at holde sammen på Fangekorets i alt cirka 80 medlemmer, der skiftes til at optræde i danske kirker.
”Louise har en urokkelig tro på, at der findes noget godt i os alle. Hun skaber et fællesskab blandt mennesker, der står i en svær situation. Et frirum, der giver plads til selvransagelse. Tilgivelse. Og forståelse,” skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook i 2018, efter at hun havde tildelt Fangekoret Fællesskabsprisen, som hylder hverdagens helte, og som den nuværende statsminister selv har været med til at stifte. Den slags er god reklame for Kriminalforsorgen, der denne eftermiddag i Eliaskirken på Vesterbros Torv har afsat seks betjente til at ledsage fanger fra hele landet, så de kan deltage i korlederens jubilæumsreception og efterfølgende koncert.
Men inden de når så langt, skal koret holdes i ørerne igennem prøvens sidste par sange. 47-årige Lucas Leon Rex, en mand med blanksort hår, olivenbrun hud og glat hvid poloskjorte, har skrevet en sang om sit liv med titlen ’Mure og hegn’.
”Jeg har levet på gaden. Et liv på kokain. Når jeg ser på mig selv, er det helt til grin,” synger han. Rent, blidt og uden ekvilibristiske dikkedarer.
”Fedt,” råber Louise Adrian, inden sidste tone af sangen er helt forsvundet under kirkens råhvide loft. De skal lige nå en sang mere fra det fotokopierede hæfte med korets egne sange.
”Vi tager nummer 26.”
”En kirke er det perfekte rum til at udtrykke fortrydelse,” siger fangekorsleder Louise Adrian.
HIMMEL OG ASFALT står i ét. Storebæltsbroens betonpiller føjer en ekstra nuance af grå til horisonten. Det ser man i glimt, når vinduesviskerne slår regnvandsgardinerne til side. Under forruden ligger en telefon og vibrerer.
”Vil du ikke lige tage den og sige, jeg kører bil? Jeg ringer tilbage senere,” siger Louise Adrian, mens hun koncentrerer sig om at styre den gråsorte kassevogn gennem vandmasserne mod Fyn, hvor korprøver venter hende i fængsler i Søbysøgård og Nyborg. Folk kimer hende ned. Blandt andet Café Exit i Saxogade på Vesterbro, en organisation, der hjælper nuværende og eks-indsatte, som Louise Adrian har været med til at stifte, og hvor en medarbejder vil drøfte nogle praktiske ting i forhold til en kommende korrejse til Grønland for løsladte fanger.
Et andet opkald er fra en tidligere fange, der vil læse et digt op for hende i telefonen. Skrivningen bakkede hun ham op i, mens han sad inde, og han har holdt fast i den med stor iver, siden han kom ud tidligere på året – så fast, at han nu ringer til hende cirka en gang om dagen for at høre hendes dom over den seneste poetiske produktion.
Fangekoret giver mange af sine medlemmer en fornemmelse af uopdaget talent. En stemme, en udstråling, et performancegen. Og nogle går rundt med en forestilling om, at de kan blive noget inden for musik og underholdning, når de kommer ud. For størstedelens vedkommende er det dog fuldstændig urealistisk at kaste sig ind i de konkurrencefyldte brancher. Når det frie liv skal genoptages, må drømmene ofte lade livet i kampen for at vænne sig til hverdagen, tænke positivt og holde sig fra fortidens uvaner. Men Louise Adrian er mere forhåbningsfuld på netop denne eks-indsattes vegne. Og det er ikke kun, fordi han er bror til den kendte komiker Christian Fuhlendorff.
”Igennem årene har jeg set mange med vekslende evner. Men ham her, han kan altså noget,” siger hun.
NÅR HUN IKKE sidder bag rattet på vej rundt i landet, er Louise Adrian omgivet af mennesker. Altid. Med sin mand Erik, der arbejder som fængselspræst, har hun fem børn – de havde aftalt at holde ved fire, men den sidste graviditet i 1999 bød på tvillinger. Og hun er ikke den, der siger nej til en uanmeldt gæst. Igennem årene har mange tidligere indsatte på udkig efter et anker i tilværelsen opsøgt familiens lejlighed på Vesterbro, nogle af dem med en frekvens, der tenderede fast bopæl.
”Det var blandt andet derfor, vi startede Café Exit. Vi har altid gerne villet have et åbent hjem, og det er en værdi, vi bevidst har givet videre til vores børn. Men nu har vi et sted, vi kan møde folk, og samtidig have lidt mere ro på derhjemme,” fortæller Louise Adrian, der mødte sin mand til et kristent ungdomsmøde, efter at hun som 18-årig var blevet døbt.
I hendes barndomshjem i Albertslund var faren socialdemokrat, og huset var ofte fuldt af gæster. Og musik. Moren spillede harmonika, skrev sine egne sange og rejste landet rundt med sin musikalske legestue for småbørn. Faren var en habil amatørcellist, der flere gange om året indbød familien og dens venner til ’musikfestival’, hvor alle, voksne som børn, fik instrumenter i hænderne. Tidligt blev hun og søsteren sat til at spille klaver og harmonika, senere lærte hun også at spille klarinet, og fra 3. klasse gik søstrene på sangskolen Sankt Annæ. På universitetet fik Louise Adrian en kandidatgrad i musikvidenskab, og bagefter uddannede hun sig både til organist og rytmikpædagog.
De indsatte, som hun er endt med at bruge et halvt liv på, er ikke altid overvældende musikalske. Heller ikke selv om de har sunget med hende i flere år. Det generer hende ikke. Hendes opgave består ikke i at få dem til at synge fejlfrit, men i overhovedet at give dem glæden ved at synge og modet til at stille sig frem. Louise Adrian ønsker at hjælpe dem videre og gennem sangen få dem til at finde ind til fortrydelse, anger og vilje til forandring. Og skulle nogle, ofre eller andre, mene, at der derved gives unødig opmærksomhed til forbrydere og deres forbrydelser, så tror hun, at samfundet er bedst tjent med at løbe den risiko. Fordi korprøverne og koncerterne giver sangerne en dosis livsglæde, der kan spares op af til fremtidens gråvejrsdage.
”Om man kan lide det eller ej, kommer de her mennesker jo ud igen på et tidspunkt. Og så tror jeg, at det gør dem en lille smule mere afbalancerede, at de indimellem har været glade, fordi de stod og sang. Ligegyldigt hvad de har gjort.”
SØBYSØGÅRD FÆNGSEL ligger 20 kilometer syd for Odense i en gulkalket herregård med røde tegltage og et irret bronzespir, der spejler sig i en oval sø omkranset af dunhammere. De indsatte, der skal have låst otte døre op for at komme ind eller ud af fængslets lukkede afdeling – en sandfarvet etplansbygning ved siden af herregården bag to høje hegn med pigtråd på toppen – har dog ikke nogen særlig glæde af de maleriske omgivelser. Men denne formiddag er otte af dem i godt humør. De sidder tæt i fængslets kirke – et lille lydisoleret rum med nogle stole, et keyboard, et pastelfarvet patchworkvægtæppe og en halvrøget cigaret parkeret mellem højskolesangbøgerne på en reol. Og de synger:
”Strisserne kom, før vi ventede dem … Midt om natten.”
Det utæmmede liv er et gennemgående tema i de sange, fangerne ønsker fra sanghæftet. Der er vilde kaniner, der er Pocahontas-tema, og der er Natasja-nostalgi efter gode, gamle dage med fristad og frisind. Men Louise Adrian udfordrer dem med blød, upolitisk pop.
”I skal op i falset. Op i de høje scoretoner,” råber hun hen over mændenes jamrende forsøg på at bestige de vanskeligste tinder i John Legends ’All of Me’. Så forhøjer hun indsatsen:
”Er der nogen, der har mod på at prøve alene?”
En lille, mellemøstligt udseende mand med sort kasket og et frisk barberingssår, der er med til korprøve for første gang, fordi han håber, det kan holde fængslets tankemylder på afstand, skal ikke nyde noget:
”Nej tak, jeg har ikke sovet så godt.”
En mand med kort, lyst hår, veltrænede overarme og en rød rose tatoveret på låret under de blå shorts giver John Legends højstemte ballade et forsøg og klarer den til sin egen og medfangernes overraskelse:
”I give you aa-aa-all of me.”
”Det er super,” roser Louise Adrian, mens manden i de blå shorts får low five af en korpulent medfange, der har ordene ’Expect No Mercy’ tatoveret hen over sin brede nakke.
Popsangen ’You Raise Me Up’ flirter med både keltisk musik, gospel og opera. Den findes i over 100 coverversioner, men flest har hørt den med den amerikanske singer-songwriter Josh Groban. Den er blandt andet spillet live til Super Bowl og var flittigt brugt på verdens tv-stationer i forbindelse med tsunamien i 2004. I Søbysøgård Fængsel synger Lucas Leon Rex dens salvelsesfulde omkvæd fejlfrit.
”Lyt, sikke lækkerier. Du havde kun fire vejrtrækninger og lavede fire fraser,” opmuntrer Louise Adrian.
”Det hele går galt, når jeg tager narko. Det slukker al fornuft,” siger Lucas Leon Rex.
DA LUCAS LEON REX lidt tidligere forsøgte sig med sin signatursang ’Mure og hegn’, var det ikke kun sangstemmen, men også benene i de gråmelerede træningsbukser, der rystede. Måske en bivirkning af den Ritalin, han har fået de sidste seks år.
”De siger, jeg har ADHD. Og medicinen hjælper. Jeg har nemmere ved at koncentrere mig. Før væltede jeg rundt. Jeg fløj op, hver gang jeg havde siddet ned i 10 sekunder. Gik en gang rundt i lokalet og satte mig ned i 10 sekunder. Sådan har jeg haft det, helt siden jeg var lille. Dengang hed det bare ’en knægt med krudt i røven’,” fortæller han.
Lucas Leon Rex har haft tilknytning til koret i over 20 år, og prøverne har udviklet sig til et af højdepunkterne i hans tilværelse som indsat.
”Det er en god dag, når Louise kommer. Når rockere og andre hårdkogte kriminelle mødes og synger og hygger, er der ikke nogen, der tænker over, hvem man er, og hvem man var. Det er en anden verden i et par timer,” siger Lucas Leon Rex, der har været inde og ude af fængsler, siden han var 18. I dag har han en forvaringsdom og sidder i fængsel på ubestemt tid.
I julen 2008 var han på udgang fra Vridsløselille, hvor han afsonede fem års tillægsdom oven i otte års dom for væbnet røveri. I løbet af helligdagene eskalerede et blandingsmisbrug af stoffer, primært kokain og amfetamin, og han vendte ikke tilbage til fængslet, som han skulle, efter at have fejret jul med familien. I stedet begik han en serie indbrud og røverier, der kulminerede 2. januar 2009 på et posthus i Lyngby. Her stak han en kunde – der forsøgte at stoppe ham fra at røve kassen – i halsen og brystet med en kniv, inden han blev overmandet af et par andre kunder og medarbejdere og blev arresteret.
I den efterfølgende sag ved retten i Lyngby blev han kendt skyldig i forsøg på manddrab. Det fremgår af sagsakterne, at kunden ikke var i overhængende livsfare efter knivstikkene, men retten motiverede kendelsen med, at Lucas Leon Rex i sit forsøg på at flygte med byttet tilsidesatte hensynet til mandens liv og lemmer og måtte have vidst, at det var en mulighed, at kunden kunne dø af knivstikkene. Lucas Leon Rex blev idømt forvaring på grund af sin tilbagevendende kriminelle adfærd, sine misbrugsproblemer og det, som en læge fra retspsykiatrien vurderede som en såkaldt dyssocial personlighedsforstyrrelse, der giver udslag i selvcentrering, impulsivitet og problemer med at erkende egen skyld.
”Lucas Leon Rex frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at forvaring efter straffelovens § 70 findes påkrævet for at forebygge denne fare,” konkluderede Retslægerådet. Forvaringsdommen blev afsagt i Lyngby i februar 2010 og stadfæstet i Østre Landsret juni samme år.
DE BRUNE TRÆDØRE i bunden af det cremehvide kælderlokale i Eliaskirken på Vesterbro i København er skudt til side og har givet adgang til en buffet med wraps, toasts, pindemadder, grøntsagsstave og små og store kager. Knud, en tæt mand i rød-gul holdtrøje fra Christiania Soccer Club med et par tårer tatoveret under venstre øje og et falmet dannebrog på halsen, har været oppe at fylde sin anden paptallerken. Han har siddet inde mange gange, senest for vold, men han blev løsladt tidligere i år og har taget toget ind til jubilæumskoncerten fra Slagelse, hvor han bor.
”Louise er vores alle sammens mor,” siger han, mens han tygger.
”Hun sagde, at jeg ikke ville have brug for at tage kokain, hvis jeg begyndte i koret. Det passede. Nu har jeg holdt mig fra det i halvandet år. Koret er en mulighed for at være sammen. En mulighed for at komme ud og få lidt luft. Vi giver mange kram.”
Palaveren fra de par hundrede mennesker, der har indfundet sig for at fejre Louise Adrians 25-årsjubilæum, forstummer, da en række talere går på. Kriminalforsorgens direktør Thorkild Fogde, en slank mand med grånende hår og klare øjne, kalder Fangekoret for ”en god historie”.
”Jeg bliver ringet op dagligt af journalister, der vil fortælle den dårlige,” fortæller han.
”Så vi ser frem til de næste 25 år med dig, Louise,” slutter han ledsaget af pift og højlydte juhu-råb fra salen.
Storesøster Signe Adrian tager ordet. Hun fortæller om sine betænkeligheder, dengang lillesøsteren begyndte i stillingen som fangekorsleder. Tænk, hvis fangerne skulle finde på at pande hende en, hvis hun rettede på dem på en dårlig dag – ”så ville det ikke bare være en lille en”. Senere, da Fangekoret begyndte at optræde i offentligheden, frygtede hun, at fangerne skulle stikke af under koncerter. Men der har ikke været et eneste flugtforsøg i korets historie, og søsterens bekymringer har indtil videre været overflødige.
”Det er, fordi du har givet dem fornemmelsen af, at I har noget vigtigt. Du får folk til at ville og turde gøre ting. Du gør det umulige.”
Lillesøsters kinder blusser, mens storesøster går af og overlader mikrofonen til Allan Olsen, der har besøgt koret flere gange, mens det holdt til i Vridsløselille.
Skuespilleren, der i sin ungdom kæmpede med alkohol og kriminalitet, havde hørt om koret og var nysgerrig efter, hvordan medlemmerne mon var og gebærdede sig:
”Jeg hørte til på en eller anden måde, fordi jeg er en gammel gadedreng. Jeg kan godt lide de kriminelle. Jeg kan ikke lide deres gerninger. Men jeg kan lide dem.”
Kendis-indsatte, sexforbrydere og pædofile, der afsoner på særligt sikrede afdelinger, synger ikke med i Fangekoret.
ØKOLOGISKE MALKEKØER muher fra en stald i den åbne del af Søbysøgård Fængsel, hvor fangerne er beskæftiget med landbrug. I fængslets lukkede afdeling passer de ikke dyr eller dyrker grøntsager, til gengæld har de pligter på et værksted for at brænde krudt af og for at retfærdiggøre de 500 kroner, de tjener om ugen.
Lucas Leon Rex er i rød hættebluse, lyse træningsbukser og omvendt NFL-kasket. Han er vågnet af sig selv klokken seks, som han gør hver dag, og har fået gang i kroppen med 300 armbøjninger, som han gør hver dag. Så har han set lidt morgen-tv for at få tiden til at gå indtil klokken otte, hvor han blev lukket ud af sin celle.
Nu er klokken halv 10, og han står ved sit arbejdsbord på værkstedet iført sikkerhedsbriller og er ved at maskinfræse en fordybning på 0,5 centimeter i et stykke tømmer. Fordybningen tager form som bogstavet K. Når han er færdig med at fræse, skal der stå Kaufmann. En butikschef fra en Kaufmann-tøjforretning i centeret Field’s i København, der vist kender nogen, som kender nogen på værkstedet, har bestilt et skilt til sin butik.
Duften fra savsmuldet blander sig med kaffedampen fra hans kop, mens han kæler for buen i U’et. Gennem vinduet ved siden af sig har han udsigt til en grøn plæne, et fintmasket sort hegn og bag det en lille lund af birke- og nåletræer mod en lyseblå himmel. Fra et hjørne af værkstedet kan man høre lyden af hammer mod metal og Radio 100 FM levere doo-wop-hittet ’Denise’. En lille, bred mand i gult reflekstøj med langt hageskæg og skæve tænder, der har kørt rundt ude i gården med en gaffeltruck, kommer over til Lucas’ hjørne og vil smalltalke. Hans far var sætter på Ekstra Bladet og Politiken, og onklen var trykker. Den medieinteresserede mand har fået en dom på ni år – ”bare slå ’Kidnapper-banden’ op, så skal du nok finde mig” – og kunne godt tænke sig at blive stilladsarbejder, når han kommer ud.
Et smil skubber kinderne opad og presser Lucas Leon Rex’ øjne sammen til smalle sprækker. Fræsningen er færdig, og han er ved at gå bogstaverne efter med sandpapir. Senere skal fordybningerne bejdses sorte, så skriften står tydeligere. Han laver altid skilte, når han er på værkstedet. Han vil anslå, at han har lavet to om ugen i løbet af de sidste 15 år.
”Jeg lavede masser af graffiti, da jeg var ung, så nu hygger jeg mig med det,” siger Lucas Leon Rex, der voksede op i et højhus i Lyngby sammen med sin mor og lillebror.
Moren var dansk og arbejdede som sygeplejerske på et plejehjem. Faren var pakistaner og hovedsagelig fraværende.
”Mig og en, der hedder Timmi, var de eneste solbrændte, der boede der dengang.”
Faren boede hos dem et halvt års tid, da Lucas var et par år gammel, og i en otte måneders tid, da sønnen var 4-5 år gammel. Ellers kom faren kun på besøg et par gange om året og boede der i kortere perioder.
”Der manglede ikke noget, når han var der. Det var ikke, fordi vi lavede noget sammen, han smed som regel en stabel tusindkronesedler på bordet, inden han smuttede på druk,” husker Lucas Leon Rex. Da han var 10 år gammel, holdt faren helt op med at komme, men han holdt kontakten med sønnen. En dag ringede faren og sagde: ”Jeg er lige landet i New York. Jeg har sendt dig 5.000 dollars til en billet. Kom i morgen, her er adressen.” Næste dag kom pengene med en UPS-kurer, Lucas tog hurtigt ind til lufthavnen i Kastrup og henvendte sig ved en skranke. ”Hvornår går det næste fly til New York?”
”Du er heldig. Der er lige en, der har meldt afbud, det næste går om 12 minutter.”
”Det skal jeg med, du!”
I New York blev han hentet i lufthavnen af faren, der sagde, at han ejede et hotel i byen samt en restaurant og madudbringning i Paris og hele tiden flyttede frem og tilbage mellem de to verdensbyer.
”Jeg elskede, når han ringede,” siger Lucas Leon Rex.
I 7. KLASSE blev Lucas smidt ud af folkeskolen. Han kunne ikke sidde stille, og på sine læreres anbefaling begyndte han i stedet at tage nogle fag på en ungdomsskole. Imens holdt han forbindelsen til sine gamle venner fra kvarteret. De var nogle år ældre end ham og længere fremme. Som 10-11-årig introducerede slænget ham til øl og hash.
”Jeg fulgte med. Og det gik helt i hat og briller.”
Vennerne lavede indbrud i huse og stjal nede i Lyngby Storcenter. Politiet kom ofte forbi hjemme hos Lucas for at se, om han havde nogle tyvekoster liggende. Som regel forgæves, fordi han havde gemt de stjålne videoer, dvd’er og tøjet hos en kammerat, der boede i lejligheden på den anden side af korridoren.
”Jeg vidste godt, at jeg lavede noget forkert, men mere tænkte jeg ikke over det. Ikke det vilde. Jeg havde ikke dårlig samvittighed. Vi tænkte ikke over, hvordan det må være at finde sit hus gennemrodet, når man kommer hjem. Min mor forsøgte, så godt hun kunne, at dirigere mig uden om kriminaliteten. Men det er svært. Jeg smuttede jo bare om morgenen og sagde: ’Vi ses i aften.’”
Det var dog ikke alle nætter, han holdt sig i sin seng. For eksempel tilbragte han en nat sammen med vennerne og et par graffitimaler-crews med at male alle otte vogne af et S-tog, der stod parkeret i Hillerød. Der stod ’Metal’ på den vogn, han og hans slæng havde dekoreret. Årsagen fortaber sig. Da solen stod op over værket, bredte lykkefølelsen sig i kroppen.
”Jeg elskede at male graffiti. Der er sus på, mens man står der. Kommer vagten? Så må man løbe. Vi lagde os i buskene og ventede. De kørte som regel igen 20 minutter senere. De skulle jo videre på deres runde. Vi blev aldrig snuppet.”
Ud over at male havde Lucas som ung ikke nogen egentlige drømme, ikke ud over evig ferie og masser af penge. Arbejde havde han aldrig, og selvom hans mor ikke var fattig, var det heller ikke et liv i overflod. Og hvis Lucas savnede noget, tog han det bare i butikken. Da han fyldte 18 i 1991, begyndte han at få kortere fængselsstraffe for sine mange tyverier. Faren opfordrede ham til at gå en anden vej. Dog ikke lovens.
”Han sagde: ’I stedet for at stjæle et askebæger, så kapr dog et fly.’ Han mente det ikke bogstaveligt, men ville sige, at jeg ikke skulle nøjes med småpenge. Han kørte en anden model, den gamle,” siger Lucas Leon Rex, der – uden nogensinde at have talt åbent med sin far om det – har en teori om, at den altid velbeslåede far bag hotel- og cateringforretningen kørte en virksomhed som mellemhandler af heroin – et kilo her, et kilo der.
Cirka 40 mindre tyveridomme senere blev Lucas Leon Rex idømt otte års fængsel for et røveri mod Lån & Spar Bank på Nørrebro, hvor han affyrede skræmmeskud mod loftet med en pistol. 19. juni 1998 begyndte han afsoningen i Vridsløselille.
”Jeg tænkte: ’Puha, det var sgu en lang en.’ Og så blev den bare længere og længere,” siger Lucas Leon Rex, der i 2003 – mens han var stukket af fra Nyborg Statsfængsel, hvor han sad på det tidspunkt – begik bankrøveri i Lyngby. Forbrydelsen gav fem år oven i regnskabet.
Lucas Leon Rex voksede op med en yngre bror, som moren fik med en anden mand. De snakker sammen hver dag i telefonen.
HVORFOR GÅR livet, som det gør? Lucas Leon Rex har svært ved at finde hoved og hale i sin egen skæbne. Umiddelbart tror han, at dårligt selskab i kombination med hans koncentrationsproblemer og trangen til, at der skal ’ske noget’, er den væsentligste forklaring.
”Min bror og jeg har snakket om, hvad fa’en der gik galt. Han er to år yngre end mig, arbejder som konsulent og har aldrig lavet noget kriminelt. Ikke så meget som glemt sit kørekort. Intet,” siger Lucas Leon Rex, der med egne ord var ”helt ristet” på stoffer, allerede inden han forlod Vridsløselille og besøgte familien den jul i 2008, der endte med knivstikkeriet i Lyngby og førte til hans forvaringsdom.
Ifølge ham er det altid muligt at få fat på telefoner, kontanter og narkotika, selv om man sidder i fængsel, og den juleaftensdag var han ”helt brændt af oven i skallen”. Han overvejede ikke, hvad hans mor syntes om at få en påvirket søn som gæst til julemiddagen. Og han overvejede ikke, hvad konsekvensen ville blive, da han lidt over en uge senere røvede først en Irma og derefter posthuset i Lyngby for at skaffe flere penge til stoffer.
”Det var dumt gjort. Det var meningsløst. Det var ikke til gavn for nogen. Og jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage og gøre det ugjort. Men der er ikke noget at gøre ved det, jeg er bare glad for, at det ikke gik værre,” siger Lucas Leon Rex, der efter domsafsigelsen ved Retten i Lyngby tilfældigt passerede forbi manden, som han havde stukket under røveriet. Han reagerede ved at give offeret hånden og en undskyldning.
”’Det var ikke meningen,’ sagde jeg til ham. Der blev jeg glad indeni.”
DER ER IKKE en ledig plads på de brune træbænke i Eliaskirken. Folk står op i sideskibene, og enkelte publikummer har sat sig på gulvet i midtergangene. Siden prøven tidligere på eftermiddagen er koret vokset til knap 30 sangere. Nogle på de bagerste rækker har sat sig ned eller slået hætterne over hovedet i forsøget på at gemme sig for TV 2’s kameralinse.
”Koret kommer aldrig til at være større end i dag. Nogle har kun denne ene udgang i år,” siger Louise Adrian i mikrofonen, inden hun sætter sig til flyglet og overlader ordet til Hans, en af korets grundpiller, der har afsonet 14 år for mord og skrevet tekst til en engelsksproget honky-tonk, der handler om en hård barndom, en glidebane-ungdom, en fatal forbrydelse og et system, der låner amerikanske begreber som ’zero tolerance’ og ’tough on crime’, men svigter at hjælpe sine dømte på ret kurs.
”Det er ikke noget, jeg siger for at få medlidenhed. Vi har jo selv købt billetten,” siger han i sin præsentation af nummeret ’A Little Help’.
Nicolai synger duet med sin datter Anastacia. Om at gå i skole, når far er eller har været i fængsel, og om at tro, at kammeraterne taler om det. Og om ikke at have lyst til at vise sig i sin barns skole, når man er straffet.
”Jeg kommer ikke i fængsel mere.”
”Lover du det?”
”Ja, jeg lover det,” svarer faren med en arm om datterens skulder.
Anastacias sangstemme er knap så trænet som farens, hendes skæve bestræbelser giver omkvædet en klang af desperation. Der tørres øjenkroge på bænkerækkerne, og flere af kormedlemmerne har blanke øjne.
Boris var engang fagforeningsmand med god løn. Så stiftede han spillegæld, tog et job som narkokurer, og nu er den store skaldede mand i gang med at afsone en 12 år lang dom – og med at synge solo på den tempofyldte gospel-evergreen ’Oh Happy Day’.
Boris og koret hiver hyldesten til Jesus og syndernes forladelse fra de højere luftlag ned i mellemgulvet. Resultatet er grovkornet, men energisk, og livsglæden forplanter sig i sangernes swingende skuldre og dansende fødder.
”Fyr den af for Louiseeee,” råber Boris.
AF DE MANGE danske fængsler, Lucas Leon Rex har siddet i, er Søbysøgård det fredeligste. Mærker personalet spændinger, sørger de for at få de mest aggressive eller manipulerende elementer fjernet og sendt til et andet fængsel. Fire slåskampe er, hvad der har været de seneste fire år. Søbysøgård er et sted, forbryderne gerne vil hen, og har de afsonet hårdere steder, sørger de fleste for at opføre sig ordentligt, så de ikke risikerer at ryge ud igen. Lucas Leon Rex siger, at han altid snakker pænt til sine medfanger og passer sig selv, fordi han har siddet inde så mange år, at han ikke altid orker at socialisere. Han løser sine krydsogtværshæfter, ser tv, spiser og laver mad sammen med en lille, fast gruppe af medfanger og undgår at lave ballade.
En gang om ugen går han til møde med NA (Narcotics Anonymous) i Odense. Og en gang om måneden får han lov at besøge sin bror i Korsør i 3-4 timer på ledsaget udgang. Tidligere plejede de at hente moren og tage hende med til besøget. Men i eftersommeren 2019 døde hun efter et par måneders sygdom, 74 år gammel.
”Det knækkede mig fuldstændigt. Jeg kunne slet ikke være inde i mig selv. Jeg er ikke helt frisk endnu. Jeg har altid tænkt, at mutti ville være der. Nu er hun der sgu ikke. I betragtning af at jeg sad inde, var vi så tætte, man kan være. Jeg plejede at snakke med hende i telefonen hver dag,” siger han en grå formiddag, hvor fjerne mågeskrig trænger ind gennem sikkerhedsglasset i vinduet til et hvidmalet besøgsrum i Søbysøgård Fængsel med eget brusebad, briks, tekøkken og tv-skærm. Efter at han har røget en cigaret ud ad døren, der står åben ud til en indhegnet terrasse, sætter han sig og fortæller om morens begravelse i Korsør:
”Det var så flot, så flot. Der lå blomster hele vejen uden om kirken og ind gennem døren og hele vejen ned ad midtergangen og i kanterne og ned langs hver række. De blev tykkere og tykkere, bunkerne, efterhånden som man kom ned til kisten. Der var eddermame mange blomster.”
I kirken sad der, ud over morens venner og Lucas’ bror, svigerinde og niecer, en håndfuld af hans gamle kammerater fra Lyngby, som hørte ham synge Fangekorets danske version af Cohens ’Hallelujah’, mens Louise Adrian ledsagede ham på klaver. Han gennemførte akkurat, så kunne han ikke holde tårerne tilbage længere.
”Kort inden jeg skulle synge, sagde jeg: ’Ja, nu har jeg skuffet min mor i, kraftedeme, halvdelen af livet, men mutti ville så gerne have, at jeg sang den her sang. Det er det mindste, jeg kan gøre.’”
SAVNET HAR GJORT det sværere for Lucas Leon Rex at holde modet oppe og tro på, at der er en tilværelse til ham på den anden side af mere end 20 års indespærring. Der er pludselig blevet mindre at komme ud til. En gang om året vurderer Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten, om man skal opretholde forvaringen. Selv er han ikke med til mødet og får ingen begrundelse for, hvorfor man endnu ikke har valgt at prøveløslade ham. Skulle man en dag ombestemme sig, har han et job på hånden. Et medlem af barndomskliken, som kom tidligt ud af kriminaliteten og har sit eget flytte- og vognmandsfirma, vil gerne ansætte ham, hvis han bliver løsladt. Så Lucas Leon Rex ønsker sig et stort kørekort og en transportuddannelse, der blandt andet vil give tilladelse til at køre med farligt gods. Derudover drømmer han ikke om noget særligt, måske lige bortset fra at gå en tur i skoven i ny og næ og leve et stille og roligt liv.
”Jeg har det, som om jeg har set hele livet fra sidelinjen. Herinde er det, som om man er blevet revet ud af kalenderen. Man sidder herinde og glor, mens tiden går videre derude. Men jeg tænker ikke på et liv udenfor, fordi jeg ikke aner, hvornår det bliver. Så kunne jeg gå og tænke for evigt og pine mig selv med ideer om, hvad jeg gerne vil.”
Kan du forstå, hvis folk, der læser din domshistorie, tænker, at du – hvis du skulle komme ud – falder tilbage i misbrug og begynder at begå røverier igen, denne gang måske med adgang til en lastvogn?
”Ja, det tænker alle vel. Men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg må jo ud at bevise det. Ud at køre stille og roligt rundt uden at pille ved noget, jeg ikke skal pille ved. Det vigtigste er, at jeg kommer ud i arbejde. Det nytter ikke noget, at jeg starter på bænken. Hvis jeg skal begynde min nye tilværelse på standby, er risikoen større for, at det går galt igen. Jeg ville gerne lave mange ting om, men når jeg ikke kan det, håber jeg på at komme ud igen og gøre noget godt for samfundet. Jeg skal nok finde på noget. Klippe fru Hansens hæk efter arbejde. Gå rundt og fjerne plastic om søndagen. Det redder ikke verden, men det hjælper da lidt.”
Interviewet er forbi. En mandlig fængselsbetjent med en afdæmpet stemmeføring og en imødekommende halvlang midterskilning låser døre op og i, venligt konverserende.
”Lucas har sit at slås med,” siger han, mens vi passerer igennem et rum, hvor en kropsscanner og et bagagebånd skaber en miniudgave af lufthavnenes sikkerhedstjek.
Et par uger senere har Lucas ikke fået lov at komme ud og synge til nogle af de koncerter, han havde glædet sig til i månedsvis. Hans urinprøve var ikke ren.
