Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush blev med ét klip kendt som indvandrerdrengene ’Adam og Noah’, der på Facebook gjorde grin med danskerne. Fem år, tre turneer, et tv-program og millioner af visninger senere siger de to skuespillere: ’Yallah, fuck af, vi ses.’
Tekst:Benjamin DaneFoto:Seth Nicholas

Hvordan mødte I hinanden?

Joel Hyrland: ”Hadi flyttede fra Jylland til København i 2006, hvor han kom til at bo sammen med min storebror (skuespilleren Zaki Youssef, red.). Både Hadi og jeg spillede skuespil, og i 2012 blev vi begge hyret til ’En kliché’ – en teaterforestilling om fordomme, som vi blandt andet turnerede med på danske skoler. Det var her, Adam og Noah-figurerne opstod.” 

Hadi Ka-Koush: ”Der var ikke så mange af os brune skuespillere på det tidspunkt. Så selv om det var tilfældigt, at instruktøren ringede til os begge på den forestilling, var vi nok endt med at arbejde sammen før eller siden alligevel. Joel er autodidakt, men i 2010 var jeg eksempelvis den første mand fra Mellemøsten, som blev uddannet fra Statens Teaterskole. Der er heldigvis sket meget på den front siden.”

Hvad gav jer ideen til Adam og Noah-karaktererne?

Hadi Ka-Koush: ”På en måde har de altid været der. Jeg tror, at næsten alle mellemøstlige bros har noget af dem i sig. Mange af de ting, Adam og Noah siger, er noget, vi har gået og sagt til vores venner i årevis. Og da stykket ’En kliché’ handlede om fordomme, var det oplagt at spille to stereotype indvandrerdrenge. Vi opdagede hurtigt, at folk syntes, Adam og Noah var sjove, når vi var ude og optræde. De førstevideoer, vi lavede, var for at promovere forestillingen, men da turneen var færdig, lod vi det ligge et par år. Joel sagde flere gange til mig: ’Jeg tror, det kan noget, det her’, men vi fik ikke gjort noget ved det. Ikke før en aften i oktober 2014, hvor vi spiste sammen, og Joel bragte det op igen. Vi mødtes den efterfølgende mandag, og så gik vi i gang med at lave videoer.”

Foto: Sidsel Jul Hvilshøj

Hvornår eksploderede det for alvor?

Joel Hyrland: ”De første par videoer, vi lagde op, fik ikke så meget opmærksomhed. Men 17. januar 2015 uploadede vi et klip, hvor Adam og Noah taler om det danske vejr, som de synes er skizofrent. Det var første gang, vi indledte en video med ’Hva’ sker der, dansker?’

Videoen fik 150.000 visninger. Kort efter optog vi en video på Fisketorvet i København, som var en hilsen til Inger Støjberg, hvor Hadi sluttede med at sige: ’Yallah, fuck af, vi ses.’ Det var bare noget, vi havde rendt og sagt for sjov til hinanden. Men pludselig mødte vi folk, som gik rundt og sagde det. På få måneder fik vi over 100.000 følgere på Facebook.”

I starten troede mange, at Adam og Noah var to ’rigtige’ indvandrerdrenge …

Joel Hyrland: ”Ja. Det gav nogle sjove oplevelser. Både når vi mødte folk på gaden, men også når vi skulle til møder med folk, som ikke kendte os. På et tidspunkt ringede Universal Music, fordi vi havde lavet en musikvideo. De troede, at de skulle møde to unge, utilpassede indvandrerdrenge, men i stedet kom der to voksne skuespillere og forretningsmænd ind ad døren og fortalte dem, hvordan strategien for et samarbejde skulle se ud. De to A&R’s fra pladeselskabet tabte underkæben. Andre gange tog vi vores manager med ud og lod ham føre ordet, så de troede, at de sad to dumme, uinteresserede drenge, som ikke sagde et ord. Jeg laver marketing, og de færreste forventer det af en fyr, som er kendt for at se åndssvag ud i en video.”

Hadi Ka-Koush: ”Vi var også altid in character, når vi gav interview. Det har været rart for os, at det var Adam og Noah, ikke Joel og Hadi, der blev kendte, fordi vi har kunnet beholde en del af vores privatliv. Men nu, under den her turné, der er den sidste, har vi besluttet selv at stille os frem. Når vi begge har medvirket i en masse andre ting som skuespillere de seneste år, giver det ikke rigtig mening at lade som om længere.”

ADAM OG NOAH

Har mere end 500.000 følgere på Facebook, Instagram og YouTube. Deres videoer har haft over 100 millioner visninger.

Deres to første shows, ’Hva’ sker der, dansker?’ og ’Klogskab’, kan streames gratis på deres YouTube-kanal, hvor de tilsammen er set knap fire millioner gange.

De er på landsdækkende turné i 2020 og 2021 med deres sidste show, ’Farvel & tjak’, der har solgt over 70.000 billetter og mere end 60 udsolgte shows.

Hvor kom inspirationen til videoerne fra?

Hadi Ka-Koush: ”Det var både aktuelle emner og helt almindelige hverdagsobservationer om danskerne, som jeg tror, alle brune mennesker her i landet kan genkende. Et eksempel kunne være: Hvorfor vasker danskerne sig ikke i røven, når de har været på toilettet? Hvis du fik lort på maven, ville du så bare tørre det af med et stykke toiletpapir? Nej, du ville skrubbe og vaske med sæbe, måske flere gange, og du ville stadig føle dig lidt ulækker bagefter. Selv hvis en dansker får lort på sine sko, renser han sig grundigere, end når han har været på toilettet.”

Hvorfor tror I, at danskerne synes, det er sjovt, når man gør grin med dem?

Hadi Ka-Koush: ”Det er på grund af den selvironi, danskerne har. Det er dét, jeg elsker allermest ved Danmark. Havde vi lavet vores videoer i Mellemøsten, ville vi ikke sidde her nu. I Danmark kan jeg uden problemer stille mig op og sige: ’Jeg sagsøger Mette Frederiksen’, fordi nogle af vores shows bliver aflyst på grund af corona-virus – prøv at gøre det samme i Saudi-Arabien, og se, hvad der sker.”

Joel Hyrland: ”Det er, som om jo hårdere vi er, desto mere griner folk. Men hver gang Adam og Noah peger en finger mod danskerne, er der tre fingre, som peger tilbage på dem selv. Når vi siger: ’Danskere, hvorfor slår I ikke jeres børn?’, er det også en satirisk kommentar til de kulturer, hvor forældre bruger fysisk afstraffelse.”

HADI OG JOEL

Joel Chanaa Hyrland (Adam), 35 år, født og opvokset i Herlev. Autodidakt skuespiller og indehaver af et tech- og marketingfirma. Har blandt andet medvirket i julekalenderen ’Den anden verden’ på DR1, filmen ’Bagland’ samt en række teaterforestillinger. Til sommer er han aktuel i ungdomsserien ’Puls’ på TV 2.

Hadi Ka-Koush (Noah), 36 år, kom til Danmark med sin familie i 1989. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2010. Har blandt andet medvirket i julekalenderne ’Tinkas juleeventyr’ og ’Tinka og kongespillet’ på TV 2, tv-serierne ’Herrens veje’ og ’Bedrag’ og senest ’Når støvet har lagt sig’ på DR1.

I har turneret hele landet rundt som Adam og Noah flere gange. Hvad har I lært om danskerne?

Joel Hyrland: ”Der er stor forskel på, hvad man griner af i København og i Jylland. Men også, hvordan man griner. På den første turné optrådte vi først på Bremen Teater i København, og dagen efter skulle vi til Aalborg. Vi gik på scenen og lavede vores show på præcis samme måde som aftenen før i København. Da det var slut, gik vi af scenen og tænkte: ’Var der overhovedet nogen, der sagde en lyd?’ Jeg troede, publikum var faldet i søvn. Kort efter kom arrangørerne ud og sagde: ’Hold kæft, dem havde I godt fat i!’”

Hadi Ka-Koush: ”Jeg er opvokset i Jylland, så jeg burde måske have vidst det, men alligevel kom det bag på mig. Hvis vi i dag fortalte en jyde, at vi har solgt 70.000 billetter til vores nye turné, ville han sige: ’Det er da fint’, mens en københavner ville gå amok og sige: ’Nej, hvor er det sygt, mand!’”

’Farvel & tjak’ bliver jeres sidste turné som Adam og Noah. Hvorfor stopper I nu?

Joel Hyrland: ”Når vi er Adam og Noah, har vi frihed til at sige ting, vi ikke ellers ville kunne sige. Men samtidig også en masse begrænsninger, fordi karaktererne er så stereotype, som de er. Nu har vi lavet det her så længe, at det er tid til at tale om noget andet end indvandrere og danskere.”

Hadi Ka-Koush: ”Det handler også om, at vi gerne vil trække tæppet lidt væk under os selv. Vi er gode til at være Adam og Noah, og folk kan lide det, vi laver, så vi kunne sagtens fortsætte, men vi vil hellere prøve noget nyt. For hvert show har vi solgt flere billetter end det forrige, så vi føler ikke, at vi stopper på toppen, men på vej op, mens vi stadig synes, at det er sjovt at lave det, vi gør.”

Er I undervejs blevet mere opmærksomme på kulturforskelle mellem brune og hvide danskere?

Hadi Ka-Koush: ”Jeg tror snarere, vi er blevet mere opmærksomme på kulturforskelle brune danskere imellem. Når Adam og Noah siger ’vi’, skærer de alle indvandrere over én kam, men så siger tyrkerne: ’Sådan er vi altså ikke’, mens pakistanerne måske siger: ’Det er præcis sådan, vi er.’ Når man selv er vokset op med at blive slået sammen til én stor, brun masse, kan man godt komme til at glemme, hvor stor forskellen egentlig kan være.”

Tags: ,
SE MERE