Indlæg

Som ung fantaserede han om at arbejde sammen med de bedste skuespillere i verden. I dag må NIKOLAJ COSTER-WALDAU kæmpe sig gennem horder af fans og er selv en, andre gerne vil spille sammen med. Men der er stadig nok at stræbe efter for den viljestærke dreng fra Sydsjælland, der fægtede sig vej ind i Hollywood. For eksempel vil han gerne være med til at redde verden.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jonas Bie

HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

SPRÆNGFARLIG FILM

I Ole Christian Madsens ’Krudttønden’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den politimand, der gør det af med enmandsterroristen Omar, der dræbte dokumentarfilmmanden Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan i København i februar 2015. Karakteren er en sammenblanding af flere virkelige personer, så han findes ikke i virkeligheden, selv om han godt kunne være en virkelig person. Men kan man overhovedet tillade sig at lave en film om et åbent sår fra i går? Nikolaj Coster-Waldau mener, det vil være en fejl at være for hensynsfuld.

”I Norge er der allerede lavet tre film om, hvad der skete på Utøya, og de er blevet set af rigtig mange mennesker, fordi der var et behov. Jeg tror ikke, man kan lave for mange film om sådan nogle traumer. Tværtimod er der en fare i, hvis man bevidst lader temaerne ligge, så de bliver fortrængt. Det hænger ikke rigtig sammen med vores selvbillede, at vi havde en dansk statsborger, der skød andre danskere, fordi han grundlæggende ikke syntes, de skulle have lov til at leve.

Vi bliver stærke, hvis vi skaber et forum, hvor vi kan tale om alt, og forhåbentlig giver filmen anledning til en god snak og til, at vi ikke glemmer de voldsomme begivenheder i vores historie, og et lille bidrag til, at vi ikke maler os op i et hjørne, hvor ekstreme holdninger, om så de er til venstre eller højre, får fodfæste. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan filmen bliver modtaget, men det værste, der kan ske, når man laver den slags film, er sådan set bare, at man laver en dårlig film.”

’Krudttønden’ har premiere 5. marts.

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

STORESØSTEREN

Dorte Coster-Waldau, den ældste af to storesøstre

”Jeg er otte år ældre end Nikolaj, og min søster Rikke ligger midt imellem os to. For mig var han indimellem bare en irriterende lillebror. Han gik sindssygt meget op i sport. Det ene øjeblik skulle han være cykelrytter, det næste fodboldspiller og senere speedwaykører. Han er altid gået efter det, han brændte for. Mere end mig. Nikolaj kunne være meget temperamentsfuld, da han var lille. Decideret hidsig til tider. I min og min søsters verden var han jo den møgforkælede lillebror, der altid fik sin vilje. Jeg er ikke sikker på, han selv ser sådan på det.

Vores far var alkoholiker og havde måske dybest set ikke lyst til at have en familie. Det var ikke et sted, han kunne give noget. I dag griner vi ofte ad, at vi flyttede så meget som små. Og vi synes, det er ret utroligt, vi ikke er mere rodløse, end tilfældet er.

Da Nikolaj kom i Suså Ungdomsskole, spillede han hoved­rollen i ’Oliver Twist’. Han var 13-14 år, og jeg var med i sminken. Folk, der så stykket, sagde, han havde talent og var rigtig god. Som ung ville jeg selv gerne en overgang ind på Teaterskolen, så jeg syntes, det var vildt sejt, da han kom ind.

Man har altid bestemte roller i en søskendeflok, og de ændrer sig ikke. Jeg ser stadig Nikolaj som min lillebror. Jeg glemmer, han er Hollywood-stjerne. Han er ekstremt ydmyg, synes jeg. Og enormt ordentlig. Selv om han til daglig er et helt andet sted, end vi er.

Efter ’Nattevagten’ begyndte jeg for alvor at tro på ham. Men derudover har jeg ikke set så meget af det, han har lavet. Enkelte afsnit af ’Game of Thrones’, hvor han godt nok er superfed. Jeg er egentlig mest imponeret over hans klimaarbejde. Jeg synes, det er cool, at han er ude og snakke så meget om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Det er her, jeg tænker: ’Hey, det der er min lillebror.’

Hvert andet år tager vi tre søskende med vores familier på ferie i Spanien. En stor flok på i alt 26-27 mennesker. På de ture viser Nikolaj ukendte sider af sin konkurrencementalitet. En dårlig taber kan man godt forstå, men en dårlig vinder er sværere at acceptere. Vi spiller brætspil, bordtennis eller badminton og har kæmpestore turneringer. Alle går efter at vinde, men hold kæft, hvor er han irriterende. Han er storskrydende og har sådan en typisk måde at gå væk fra spillet på, når han har vundet, hvor han mere end antyder, vi andre burde have øvet os meget mere.

I mit job som karriereuddannelseskonsulent i HK er jeg i kontakt med mange mennesker, og et par gange om ugen bliver jeg spurgt, om jeg er i familie med Nikolaj. Og jeg svarer gerne. Men når de vil høre sidste nyt, svarer jeg, at jeg ikke ved, hvad han laver. Selvfølgelig vil jeg da ikke fortælle, hvad han har gang i. Heldigvis er han kun kendt for noget godt, og han får jo mange roser. Dem tager jeg gerne imod på hans vegne.”

Nikolaj Coster-Waldau ved skole- og behandlingshjemmet Orøstrand, som han er protektor for.

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

INSTRUKTØREN

Ole Christian Madsen 

”Første gang, jeg arbejdede sammen med Nikolaj, var i en øvelse, mens jeg gik på Filmskolen, og han gik på Teaterskolen. En polsk instruktør underviste i mise-en-scene, og vi skulle lave en scene sammen med Kim Bodnia, som kommer hjem til sin kone og finder hende i seng med en anden mand, Nikolaj Coster-Waldau. Nikolaj var meget ung, måske 20-21 år, han kom tidligt ind på Teaterskolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han hurtigt ville komme til at lave film. Hans ansigt var skabt til at være på billeder. Han skulle være halvnøgen, for scenen handlede jo om at blive afsløret midt i akten, og selvom studiet, vi optog i, var afsindig koldt, beklagede Nikolaj sig ikke et eneste øjeblik. Jeg kunne godt lide at arbejde med Nikolaj, vi svingede ret godt, men som det er med øvelser mellem elever, bliver det let kaotisk, fordi ingen rigtig aner, hvad de laver. Nikolaj har altid haft et exceptionelt godt udseende. Han er bare genetisk foran de andre. Der er mange teorier om, hvorvidt det er godt eller skidt for en skuespiller. Grundlæggende er det godt, fordi han så ligner en klassisk filmstjerne som Clark Gable og James Stewart. Man vil simpelthen gerne være til stede i Nikolaj Coster-Waldaus ansigt. Når man er meget smuk, kan det omvendt være en byrde i forhold til at træde ind i et almindeligt ensemble, men det er det ikke for Nikolaj. Han vælger sine roller med hjertet og ikke med karrieren for øje.

Ingen kunne forudse, at ’Game of ­Thrones’ ville blive et fænomen. Den var på vej i 10 år og var længe den evige taber, når der skulle vælges projekter på HBO. Da den faktisk blev lavet, var det tydeligt fra starten, at den var et opgør med mainstream-tv. Den er en af de mest voldelige, pornografiske, incestuøse og voldsomme tv-serier nogensinde. Et opgør med alt, hvad vi troede kunne lade sig gøre at sende i fjernsynet, og forståelsen af mainstream-tv har flyttet sig meget derefter.

Det var også tydeligt, at Nikolaj havde fat i noget, som meget få danske skuespillere har fat på. Han har en varm menneskelig kerne og er samtidig en meget elegant skuespiller, der hele tiden raffinerer sit kartotek af små virkemidler og blikke.

Nikolaj er enormt disciplineret, flittig, pågående og vedholdende. Det er en vigtig del af hans talent, at han bliver ved og ved. Før ’Game of Thrones’, hvor det gik mindre godt med karrieren i USA, arbejdede han også meget hårdt. Jeg føler mig beslægtet med hans flittighed. Vi er begge to fra Sydsjælland og opvokset tæt på en pløjemark, og det gør én pågående. Ønsket om hele tiden at gøre sig gældende og udtrykke sig er underhundens metode. Jeg ved ikke, om han vil kaldes underhund, men det kommer af en bestemt social baggrund.”

17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

MEDSPILLEREN

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal

”I Christoffer Boes ’Smagen af sult’, der får premiere i januar 2021, spiller vi et par, hvis drøm er at åbne en Michelin-stjerne-restaurant, samtidig med at vi skal få en familie til at fungere. Nikolaj er kok, og jeg er en slags restaurantchef og interiørdesigner og hende, der også står for at få familien til at hænge sammen. Hun føler, at han glemmer hende. Og så falder parforholdet fra hinanden.

Nikolaj var helt uselvisk og meget generøs til at sætte sig selv i baggrunden og lade mig komme til i de scener, hvor det krævedes. Det er en stor tryghed at arbejde med en, der har lavet så mange film, som han har. Jeg kunne mange gange læne mig op ad ham som en ekspert i, hvad der manglede i en scene, fordi han har et langt større overblik på en filmindspilning. Mens jeg var langt nede i min rolle og stod og krængede mit hjerte ud og ikke havde så meget overskud til det tekniske, havde han styr på alle kamera-optikker og vinkler. For eksempel rykkede han umærkeligt lidt på mig, hvis han mærkede, at man ikke kunne se mig i billedet. Uden at sige det. En sød og fin lille opmærksomhed. I mine øjne er det den slags ting, der gør ham til en rigtig stjerne.”

SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

GAME OF ROLES

Fem karrierevalg

’Nattevagten’ (1994)
I sin anden rolle efter uddannelsen på filmskolen bragede Nikolaj Coster-Waldau igennem i en sjældent godt gennemført dansk genrefilm instrueret af Ole Bornedal. Gyserfilmen blev set af 465.529 danskere, og herefter var ingen i landet i tvivl om, hvem Coster-Waldau var. Her kom en ung fyr med energi og ambitioner.

’New Amsterdam’ (2008)
Efter mindre roller i store internationale film som ’Black Hawk Down’, ’Wimbledon’ og ’Kingdom of Heaven’ blev det til hovedrollen som udødelig kriminaldetektiv i en habil tv-serie, der dog kun levede en enkelt sæson. Den slags irriterende beslutninger er uden for en skuespillers rækkevidde.

’Game of Thrones’ (2011-19)
Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau sin mest iøjnefaldende rolle som skuespiller, fordi ’Game of Thrones’ fra at være en fantasyserie over gennemsnittet blev til et verdensomspændende fænomen. Ud over en saftig rolle førte det verdensberømmelse og en god løn med sig.

’Gods of Egypt’ (2016)
Der var lagt op til et dommedagsdrøn i biograferne, da Gerard Butler og Nikolaj Coster-Waldau tørnede sammen i en storfilm om de gamle egyptiske guder i en sovs af vilde special effects. Var filmen blevet en kunstnerisk eller kommerciel succes, havde det ført i alt mindst tre film med sig, men sådan gik det ikke. Spillet i Hollywood er ikke let.

’Selvmordsturisten’ (2019)
Rollen som deprimeret mand med stålbriller, der bestiller et selvmord, stikker en ny retning ud for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen bliver et symbol på en tid, hvor skuespilleren kan og vil vælge mindre filmprojekter i grøftekanten langt fra Hollywood, om så de er danske eller internationale.

I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”

KIRSTEN LEHFELDT skiltede ikke med sit kald, da hun var yngre. Men da hun først fik chancen, eksploderede hun på teatrene, på film og som en del af komikerduoen ’Søs & Kirsten’. I 10 kapitler ser den 66-årige skuespiller tilbage på sit liv.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Ricky John Molloy

1.

JEG VOKSEDE OP i Skanderborg i 50’erne i faste rammer. Både i skolen og derhjemme. Jeg turde ikke komme hjem senere end aftalt, og kom man i skole fem minutter over otte, var det op til inspektøren.

Min mor Inger og min stedfar Jens levede i deres egen verden og omkring sig selv. Nok dybest set fordi min stedfar var en smule jaloux på os børn. Han ville have min mors opmærksomhed 100 procent.

Min mor var udearbejdende, så det var hos de andre børns mødre, jeg fik boller og chokolade om eftermiddagen. Min stedfar var sådan set sød og god mod os, men vi skulle underholde os selv. Ud fra devisen ’børn skal ses, men ikke høres’. Min lillebror Peter og jeg kunne ikke drømme om at sige, at vi kedede os. Det er kun dumme mennesker, der keder sig. Vi skulle beskæftige os selv. Læse en bog. Spille et spil. Gå udenfor og lege. Det var frihed under opsyn og frihed til at lære at blive selvstændig.

Min stedfar havde været modstandsmand under krigen, og han led voldsomt af PTSD. Men det vidste vi ikke, hvad var dengang. Som barn fornemmede man, at det ikke var helt, som det skulle være. Få gange fik vi ham til at fortælle, hvordan det var at sidde sidste nat på dødsgangen med sine kammerater og synge fædrelandssange. Kammeraterne blev hentet og skudt, men Jens gik fri som den eneste. Flere gange spurgte jeg ham, om han nogensinde havde slået et menneske ihjel. Det fik jeg aldrig svar på.

Han var et plaget menneske og en forpint sjæl, og vi vidste ikke, at han gik og spiste Stesolid for at holde ud at være til. Han holdt sine mareridt for sig selv, opholdt sig meget i naturen, men drak også meget. Han havde nogle sår, der ikke kunne hele. Han døde som 58-årig.

2.

MIN MOR OG FAR gik fra hinanden, da jeg var meget lille. Min far boede i Flensborg, hvor der åbnede sig en helt anden spændende verden for mig med to nye små søskende. Rolf, min far, var politisk engageret i det danske mindretal. Som barn kan man godt mærke, når nogen er grebet af noget på hjerteplan. Det var jeg fascineret af.
Jeg var med til politiske møder, valgkampagner og demonstrationer. Engang skulle vi smugle den danske højskolemand, forfatter og professor ved Aarhus Universitet Tage Hind over grænsen til en demonstration mod atomkraft. Jeg var med. Det foregik under nogle tæpper i bunden af bilen. Flensborg var eksotisk for mig, og det var meget intenst at være der en uge eller 14 dage ad gangen.

Jeg var min morfars øjesten. Min mormor døde desværre, da jeg var tre år, og hos min morfar blev jeg set og hørt 500 procent. Der var ingen grænser og ingen rammer. Havde jeg bedt om at komme til månen, havde han arbejdet for det. Hvis jeg ville se en film, der var forbudt for børn, var det ham, jeg gik til. Jeg fik penge til is, hver gang jeg spurgte. Og to kroner i lommepenge om ugen for ikke at lave noget.

Da jeg blev ældre, var vi hinandens fortrolige. Vi snakkede rigtig godt sammen. Min mor syntes, han fortalte mig lidt for meget. For eksempel om alle sine damebekendtskaber. Vi betroede hinanden mange ting, som jeg ikke fortalte til min mor. Jeg trøstede ham, og jeg elskede at høre om det hele. Jeg elskede at få et kig ind i en voksenverden.     

Jeg har altid elsket at lege, at jeg var andre end mig selv. Lige siden jeg har kunnet tænke og tale og stå på mine ben. Som helt lille var det den tyske sangerinde Caterina Valente. Jeg kunne alle hendes sange udenad, og jeg kunne godt lide, at familien så mig optræde.

Ret hurtigt vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, men jeg gik meget stille med tankerne. Jeg fortalte det måske til min morfar og et par veninder, men sagde man den slags, fik man ofte en reaktion i retning af, om man nu også var rigtig klog. Derfor var det bedre at holde sin mund og sige lærerinde eller sygeplejerske, når en voksen spurgte, hvad man ville være. Min mor og Jens var meget dømmende over for den slags. Min morfar var til gengæld meget åben og mere ungdommelig af sind end dem. 

SAGT OM KIRSTEN 1: MILLE HOFFMEYER LEHFELDT

”Min mor er en løvemor. Hvis man skal bruge et andet dyresymbol, kunne det være en kænguru. Vi har haft et symbiotisk forhold, hvor andre, for eksempel min far, sikkert godt kan have følt sig udenfor. Fra min barndom husker jeg adskillige grineflip med min mor. Helt fra jeg var lillebitte. Vi kunne skrige af grin over næsten ingenting. Det kan vi stadigvæk. Det er nok også derfor, jeg føler, hun ikke har været særlig meget væk, når jeg tænker tilbage. Det var meget intenst, når hun var hjemme. Jeg fik meget opmærksomhed.”

3.

JEG GIK I GYMNASIET på Aarhus Katedralskole og blev forelsket i en af mine lærere. Han hed Lars Waage, og ud over at læse klassisk filologi uddannede han sig som operasanger på Det Jyske Musikkonservatorium og var blevet tildelt et studielegat til musikkonservatoriet i Rom. Jeg var skoletræt og dumpede min studentereksamen. 

Jeg tog med ham et år til Rom uden studenterhuen. Min far forsøgte at bestikke mig til at blive hjemme med penge og en lejlighed. Mine forældre var så bange for, at jeg ikke fik min studentereksamen, og det var også et nederlag for mig selv ikke at få den. Men jeg vidste, at jeg ville gå klassen om, når jeg kom tilbage fra Rom. I løbet af et vidunderligt år dernede fik jeg øjnene op for værdien af viden, mens jeg gik rundt mellem ruinerne. Jeg blev student som 20-årig med ret gode karakterer, og i 1973 kom jeg ind Skuespillerskolen i Aarhus.

På Aalborg Teater blev jeg instrueret af Erling Schrøder i ’Sparekassen’, hvor jeg spillede sammen med Bodil Udsen. Han lærte mig at finde ind til min kerne som skuespiller. Ved at blive ved og ved at pille unoder af mig, som jeg ikke vidste var unoder. For eksempel ikke at være for ferm og for hurtig. Jeg skulle helt ned i maven, hvor jeg var til stede noget mere og bedre kunne mærke efter.

Erling Schrøder havde ry for at forløse skuespillere, som det også var sket med både Ghita Nørby og Lone Hertz. Han gav mig en masse selvtillid og mente, jeg skulle til København. Direktøren på Aalborg Teater ville bare ikke give mig fri. Indtil han selv tog mig med til København, da han i 1981 blev direktør for Nørrebro Teater.

4.

AT BLIVE MOR har været det bedste overhovedet. Der er ikke noget at spille om. Klicheen er sand. Der er ikke noget bedre. Og det bliver det ved med at være. Når der kommer børnebørn, er dét så pludselig det bedste.

Det kom lidt bag på mig, at jeg ville blive glad. Og det er helt sikkert også alt for meget. Jeg skal beherske mig meget for at holde det nede på 100. Det ene øjeblik forsøger jeg at holde igen, men det næste øjeblik får Ferdinand og Osvald alt, hvad de vil have. Jeg får en del stikpiller fra Mille, for jeg gør meget forkert, og så skal jeg også sættes på plads.

Jo ældre jeg er blevet, jo dybere sidder det i én, at det er i familien, guldet ligger. Mille og jeg er meget tætte, og vi joker ofte om, hvordan man mon skærer den navlestreng over. Vi har nok været tættere end i dag, men hvis der er noget vigtigt i hver vores liv, har vi altid hinanden i telefonrøret kort tid efter. 

SAGT OM KIRSTEN 2: SØS EGELIND

”Kirsten fører lister, og hun har et overblik, der gør, at vi kan lægge flere forskellige brokker sammen til et nummer. På den led har hun lært mig en masse. Jeg forstår at holde af det, men jeg griner også nogle gange af hende. Hun har meget faste rutiner og orden i sine kostumer og parykker backstage. Der skal være en pinlig orden. Ovre ved mig kan der se slemt ud, og jeg kan blive helt provokeret af hendes orden. Den er ikke til diskussion. Når vi øver til et show, kan det også ske, at jeg synes, vi er færdige med at øve, inden Kirsten synes det. Så går der yderligere et par dage, før hun er klar, så vi kan få den frihed, vi arbejder med på scenen. Jeg vil gerne arbejde med andre, men det er ikke sikkert, jeg arbejder med dem bagefter. Jeg vil altid gerne arbejde med Kirsten igen.”

5.

DE TEATERSTYKKER, der er kassesucceser, er ikke altid dem, der udvikler én mest som skuespiller. ’Piaf’ på Aalborg Teater (Kirsten Lehfeldts gennembrudsrolle i 1980, red.) bragede igennem, og det var fantastisk udfordrende hver aften at spille en kvinde, fra hun var 16, til hun døde. Der var forskel på, hvordan hun sang, da hun var ung, og da hun var i begyndelsen af fyrrerne og næsten ikke kunne længere.

Personligt betød Tennessee Williams’ ’Glasmenageriet’ (1983, red.) og Samuel Becketts ’Glade dage’ (1995, red.) bare mere. I førstnævnte spillede jeg et indadvendt menneske, hvor det hele foregik i en lillebitte drømmeverden. Et sart og skrøbeligt univers, jeg ikke havde prøvet før. I Becketts stykke var det en udfordring at styre en monolog igennem, hvor jeg var tvunget til at tilrettelægge tankerne på en helt anden stringent facon. Det var to vigtige disciplinære øvelser.

I 80’erne var det en vild oplevelse at spille Henriette ’Henry’ i ’Flamberede hjerter’. På film skal du jo skrue dit udtryk helt anderledes ned i forhold til teater, revy og tv-satire. Især når du spiller en hovedrolle. Det handlede i virkeligheden om at gå efter nogle få karaktertræk og bare være i det og reagere på, hvad de andre skuespillere kom med.

Pludselig stod jeg midt i en kæmpestor succes, og jeg nåede ikke at reflektere over hverken publikumssucces eller Bodil-pris før langt senere. I 80’erne var det bare videre, videre, videre hele tiden. Jeg havde ingen pauser, og jeg kunne godt lide at være i gang. Med alt det, jeg har lavet, kan jeg næppe tillade mig at brokke mig, men det har alligevel undret mig, at ’Flamberede hjerter’ ikke førte flere større filmroller med sig. Måske var rollen alligevel for aparte og speciel.       

6.

FØRSTE GANG, jeg fandt ud af, at jeg havde komisk talent, var, da jeg mødte Per Pallesen og Rolv Wesenlund på Aalborg Teater. Først lavede jeg tv-satire, senere Cirkusrevyen og så revy i Aarhus med Søs Egelind. Da jeg først fandt ud af, at det er fantastisk at få mennesker til at grine, blev jeg bidt af at udforske den side af mig selv.

Søs Egelind og jeg stod rundt regnet samme sted. Vi havde begge en oplevelse af, at de numre, der blev skrevet til piger i revysammenhæng, ikke var så morsomme som dem, der blev skrevet til mændene. Under optagelserne til ’Klikk’ (satireprogram på DR, red.) talte vi om, at vi skulle skrive noget sammen, og det gjorde vi så til Århus Revyen i 1988.

Folk skreg af grin. Det gav os blod på tanden. Det var udfordrende, berigende og meget tilfredsstillende selv at skrive numrene. I 1990 opfandt vi bodegamændene ’Carsten & Helge’ samme sted. Vi fik lyst til at udforske, hvad vi kunne slippe af sted med at sige. Og fandt ud af, at folk gerne vil have den dér genkendelighed. Det var dét, de grinte af: Når de genkendte noget hos sig selv eller naboen.

Vi har aldrig klædt os ud som Lars Løkke eller Helle Thorning. Vi har forsøgt at ramme noget tidstypisk, arketyper og jargonen mellem mænd og kvinder. Vi har begge to en baggrund i provinsmiljøet. Mig i Skanderborg, og Søs i Silkeborg. Vi kunne provinstyperne udenad.

Når vi arbejder sammen, er der meget, vi ikke behøver sige. Det går helt af sig selv. Vi begynder altid med noget, vi synes er irriterende eller uretfærdigt. Noget småligt i samfundet eller noget, vi synes er mærkeligt. 

SAGT OM KIRSTEN 3: PETER LANGDAL

”Jeg kan ikke forestille mig en større hyldest til Ove Sprogøe end at lade hans Egon Olsen spille af en kvindelig skuespiller. Kirsten var genial som den lille nøjeregnende mand, som vi alle sammen kan identificere os med og græde og grine med. Der lå en pointe i, at vi ikke lod en mand følge i Oves fodspor. Ingen mand kunne klare den opgave.”

7.

GENNEM TIDERNE har vi haft mange forskellige arbejdsmetoder. Først troede vi, at vi skulle drikke os skidefulde for at lave noget godt. Så blev det nok haha-sjovt, men det holdt ikke rigtigt. Så troede vi, at vi skulle ryge os skæve, men det, vi havde grinet af om aftenen, var ikke sjovt dagen efter. Til sidst fandt vi ud af, at man skal starte klokken otte om morgenen og være disciplineret. Det gav de bedste resultater. I humor kan man tillade sig at gå meget langt, men går man over sin egen grænse, går man formentlig også over publikums grænse. 

Lige så snart det var slået fast, at vi var ’to sjove piger’, kom der bud efter os. Vi fik masser af tilbud og rykkede ud alle steder i landet. Nogle gange kunne vi godt nå et par jobs på en dag. Engang optrådte vi samme dag i fodboldklubben Brøndby og i Vestre Fængsel. Det var en voldsom kontrast. Først tilbedte fodbolddrenge og bagefter drenge, der var kommet skævt ind på det hele.

Ideen til ’Kongeriget’ troede vi ikke helt på til at begynde med. Det her med at blande fiktion, komik og virkelighed. Det er Jens Folmer Jepsens fortjeneste, at vi har sat et aftryk i den forbindelse. Mens man har gang i det, ved man jo ikke, hvad det er. Drivkraften var der bare. Vi kunne ikke lade være, og vi ville gerne sætte en dagsorden.

Det var sjovt at bestemme alt selv. Sådan har vi det meget begge to. I dag kan jeg godt se, at vi var med til at sætte piger lidt mere på landkortet. ’Søs & Kirsten’ var og er et hjertebarn. Men vi har også helt bevidst taget pauser fra hinanden, så vi har haft tid til at lave andet ved siden af. Når du er med i sådan en duo, hvor vi selv har fingrene i alt, er det skønt nogle gange at arbejde, hvor andre har ansvaret.

Det viste sig at være en rigtig god idé at klæde sig ud som mænd. Det får ligesom et metalag, så du faktisk kan tillade dig at sige endnu mere om mænd, end de selv kan. At du er klædt ud som mand, giver også i sig selv den virkning, at situationerne bliver endnu sjovere. Carsten & Helge var et forsøg til at begynde med. Vi har altid syntes, at når mænd klædte sig ud som damer, grinte folk af det – når Ulf Pilgaard kommer ind som dronning Margrethe for eksempel. Men når kvinder klædte sig ud som mænd, blev det altid lidt koket og sødt. Det var simpelthen ikke gennemført helt ned til nosserne og var sådan lidt tuttenuttet. Vi ville være mænd. Med røvrevne og det hele.  

SAGT OM KIRSTEN 4: NIELS HAUSGAARD

”Det, man ikke gør, det gør de, eller det siger de. De går hele vejen, og den trang er vi også andre, der kender til. Der er ingen bornerthed hos dem. Hold fast, hvor har jeg gennem tiderne grinet med de to piger. Jeg kan fortælle frygtelige ting om dem, men jeg vil ikke. Man kan næsten altid hive enkeltstående situationer ud af et drukgilde, men det ville ikke være fair.”

8.

NÅR DU BLIVER kendt for at være sjov, dukker der som regel reklamefolk op, som gerne vil bruge dig i reklamefilm. Det er nærmest en naturlov. Jeg har sagt nej til meget gennem tiderne. Men jeg har også sagt ja. Susanne Biers fiskereklamer med Niels Olsen, hvor vi spillede Minna og Gunnar, var mægtig sjove at lave. Det var et skarptskåret univers, som folk i dag næsten husker som en film eller en tv-serie. Så tydelige var karaktererne.

Det er en skæg øvelse at koge noget komik helt ind til benet, som kun må vare 30 sekunder. Det var også sjovt at arbejde med Peter Frödin og Henrik Juul på Tuborg-reklamerne og TDC. Og med Søs Egelind på BKI.

Det har givet en økonomisk frihed at være med i de forskellige kampagner. En frihed, jeg kunne bruge til at skrive på nyt materiale med Søs Egelind eller fordybe mig i noget helt andet. Nu siger jeg nok noget frygteligt, men de reklamefilm har givet mig råd til indimellem at spille teater. Teater, især på de mindre scener, er dårligt lønnet, så det er noget, du skal vælge til med hjertet og ikke for pengenes skyld. 

9.

I SLUTNINGEN af 80’erne fik jeg stress på grund af for meget arbejde, og jeg havde aldrig troet, jeg ville havne i den situation igen. Men det gjorde jeg pludselig alligevel. Op mod premieren på ’Inden jeg fylder 67’ i januar 2018 satte min harddisk ud. Jeg havde kun gang i det ene teaterstykke på det tidspunkt, så det kom meget bag på mig. 

Jeg var nødt til at tage situationen alvorligt, så jeg trak stikket i fem dage. Jeg fik hjælp og kom heldigvis hurtigt på benene. Uden at slæbe en angst for at optræde med mig videre. Det værste, der kan ske som skuespiller, er at blive bange for at gå på scenen.

Jeg var hurtigt klar igen og spillede 22 forestillinger, men kunne mærke, at jeg ikke ville holde til en lang turné. Fremover skal jeg kun lave en ting ad gangen, men det er svært at undgå overlap i vores branche.

Det hårde ved vores arbejde er, at vi hele tiden begynder forfra og er til eksamen i noget nyt. Det er anderledes end for sangere med et repertoire, de ofte kan nøjes med at forfine og fordybe. En type som mig skal åbenbart lære at passe på sig selv the hard way.

SAGT OM KIRSTEN 5: SUSANNE BIER

”Kirsten Leh­feldt har et meget præcist kompas for, hvor langt hun kan gå, når det gælder komedie eller folkekomedie. Det, jeg vil kalde at spille stort eller ’sjovt stort’. Jeg tror, det er et indbygget talent, der er blevet raffineret med erfaringen. På optagelserne tænkte jeg, at hvis seerne ville få det bare halvt så morsomt, som jeg havde det undervejs, ville det gå godt i sidste ende. Vi grinede alle sammen helt utrolig meget.”

10.

JEG TÆNKER STADIG på alder med vendingen ”når jeg engang bliver gammel”, og føler mig ofte som en på 30. Men tror du, sådan et par læsebriller, jeg har siddende i panden, er irriterende? Ja! Og så skriv da med nogle større typer på indpakningen i supermarkedet. Man må vænne sig til forfaldet, men man skal samtidig ikke gøre det til et problem, for så tager det over.

Jeg lærer ikke så hurtigt udenad, som jeg gjorde engang, men jeg kan stadigvæk nogenlunde hurtigt tilegne mig en ny tekst. Det gode ved faget er, at man kan blive ved med at arbejde, så længe man kan lære roller udenad. Samtidig holder det mig ung at arbejde sammen med yngre skuespillere. Jeg har netop lavet en tv-serie, ’Minkavlerne’, hvor jeg har fået mange nye venner, som jeg nærmest er forelsket i. Komikerne Jonas Mogensen og Kasper Gross har både skrevet og spiller med, og det er inspirerende at møde et helt nyt univers. Man lærer noget hver gang, og måske kan man også give lidt fra sig.

Stig Hoffmeyer mødte jeg midt i 70’erne. Han var en afholdt, venlig og skøn kollega. Værdsat at arbejde med. Og han havde integritet. Man kom dertil og ikke længere. Han var hurtig og sjov at spille bold op ad, og jeg var dybt fascineret af ham. Og blev meget forelsket i ham. Alligevel kan der godt være held involveret i, at vi har dannet par i omkring 45 år. Eller måske har vi kæmpet lidt mere end andre, før vi har givet op. 

Hver gang vi har kæmpet, har det bagefter været kampen værd. Efter en overvundet krise er forholdet blevet bedre og bedre. Rigtigere og dybere. Man vokser sammen. Kunsten er at forblive elskende og soulmates. Hvis bunden, som forholdet skal vokse i, var tørret ud, var vi skredet fra hinanden for længst. Man udvikler sig jo ikke altid samtidig, eller man kan glemme hinanden i perioder. Her gælder det om at få taget konfrontationerne og om at få halet hinanden ind igen. Men også om nogle gange at lade hinanden være. 

Jeg fatter ikke, at Stig fylder 80 år næste gang. Vi har det så sjovt og griner så meget sammen hver dag. Jeg kan slet ikke forstå, hvor alle de år er blevet af. Han har det på samme måde. Vi elsker virkelig at gå i vores egen lille puppe ude på vores vidunderlige stykke land. Man bliver mere taknemmelig, når man ved, at det hele snævrer ind.

SAGT OM KIRSTEN 6: STIG HOFFMEYER

”En dag havde hele elevholdet arbejdet på nogle scener fra Shakespeares kongedramaer, og de skulle så fremvise resultatet for teatrets personale. De gik til den med alvor og engagement. Kirsten spillede en ung prins, der blev bortført. Under bortførelsen kæmpede hun så meget imod og sprællede så vildt med benene, at jeg kom til at bryde sammen af grin. Bagefter hørte jeg, at hun var blevet fornærmet og rasende over min reaktion. Det var jo ikke meningen, at der skulle grines. Men jeg kan altså prale med, at jeg var den første, der opdagede Kirstens komiske talent. Jeg bemærkede hende også, fordi hun var markant som kvinde. Forskellig fra de andre. Der var en glød i hende, en intensitet.”

 

Hun detonerede i dansk teater med bar hud, blottede nerver og flydende kropsvæsker. Bagefter greb hun den ene skånselsløse rolle efter den anden. Men så ramte virkeligheden. Og skuespiller DANICA CURCIC blev tvunget til at undersøge, hvad hun egentlig er rundet af.
Tekst:Danni TravnFoto:Rasmus Weng Karlsen

HUN STÅR i sit køkken og taler i telefon. Gennem ruden kan hun se, at hendes to meter høje, bordeaux havelåge i kolonihaveforeningen på Amager går op. Hurtigt stikker hun to fingre i vejret som signal til, at der liige går to minutter. 

Omkring huset er de smalle stier opkaldt efter ædelstene – rubin, safir, diamant – og de er så smalle, at kun en enkelt bil kan køre der ad gangen. Et skilt formaner, at man, af hensyn til legende børn, holder hastigheden nede på 10 kilometer i timen. I flere indkørsler står ladcykler parkeret på skrå, i en forhave vakler et ramponeret bordtennisbord, i en anden hænger en hule i et træ, og den lille købmand på torvet har skrevet sit slagtilbud med kridt på en tavle: ”11 kilos gasflasker til 230 kroner.”

En rødmosset mand cykler langsomt forbi med en plastickasse på sin bagagebærer, og gruset knaser. Ellers er her stille i en grad, som er sjælden i Storkøbenhavn. Så stille, at man kan høre en grønirisk kvidre i et træ og vinden suse i den efeu, der slynger sig om Danica Curcics hus. 

Så åbner hun døren. Hun smiler bredt og veloplagt under et langt løsthængende, mørkt hår.

”Undskyld, der var lige …,” siger hun og synger sætningens sidste ord: ”Nooogeeeeet.” 

Undertonen er klar: For tiden er der hele tiden ’lige noget’, og det har der ofte været for den 33-årige skuespiller, siden hun gjorde sin entré som nyuddannet i 2012. I sin debutforestilling trådte hun roligt ind på Skuespilhusets Store Scene, straks efter tæppet var gået. Kun iført undertøj stillede hun sig med ryggen til publikum, bøjede knæene og tissede på scenegulvet. 

HUN TISSEDE selvfølgelig ikke rigtigt. Hun havde noget vand med, som hun lod falde ned mellem sine ben. Men det så man ikke fra salen, og der gik et suk af overraskelse, undren og benovelse gennem publikum. Hende den nye dér, hun er sgu ikke bange af sig.
Forestillingen var ’Lulu’, og Danica Curcic spillede råt og ublu titel- og hovedrollen som barneluderen, der efter et kort, omtumlet liv bliver dræbt. Inden da havde hun i sin afgangsforestilling på skuespillerskolen ladet sig brænde på bålet som den ultimative kvindelige martyr, Jeanne d’Arc, og foran hende lå et af alle tiders mest berømte selvmord i rollen som Julie i ’Romeo & Julie’ på Det Kongelige Teater. Hun fik rolle efter rolle, der uden undskyldninger gik hele vejen.

I næste bølge kom film- og serierollerne. Hun spillede blandt meget andet familiedrama over for Ghita Nørby og Paprika Steen i Bille Augusts ’Stille hjerte’, og hun spillede komedie over for Bodil Jørgensen i ’All inclusive’. I 2015 kom den første Bodil, den første Robert, og ord som ’fremtiden for dansk film og teater’ ekkoede omkring hende ligesom historierne om, hvordan det ene tilbud efter det andet tikkede ind fra ind- og udland. 

HUN VISER ind i et lyst køkken, som glider over i et par åbne stuer. Hun hælder øko-kaffebønner i en stempelkande. Havremælk varmer hun i en kasserolle. Manuelt og omstændeligt. Kopperne tager hun fra en hylde, hvor det mønstrede og kulørte porcelæn står frit til skue – der er knap to, der er ens. End ikke køkkenvasken får lov at være ensfarvet. Den myldrer af glaserede blomster i klare blå, gule og røde farver. 

På væggene omkring hende hænger masker fra hele verden. En filmplakat med den nedringede tyrkisk-kroatiske film- og popstjerne Banu Alkan hænger over klaveret i klare blå, gule og røde farver. I en reol står en række lp’er, og Amy Winehouses debutalbum ligger fremme uden omslag.  I en anden reol ligger sten spredt, en megafon står klar til at forstørre budskaber, og en lysestage formet som et hvidt og pink skelet venter på næste flamme. Ved siden af skelettet læner et indrammet kort over Serbien sig op ad væggen. 

Det var der, Danica Curcic blev født i 1985. Året efter flyttede hendes forældre til Danmark, fordi hendes far fik arbejde på den jugoslaviske ambassade, hvor han skulle arbejde med turisme. Planen var, at de skulle rejse tilbage efter et par år. I stedet forlængede de opholdet yderligere et par år, i mellemtiden kom Milosevic til magten, og borgerkrigen brød ud. Forældrene åbnede et rejsebureau i København og grundlagde en opvækst med rejser og indtryk fra hele verden. Denne sommer vender hun tilbage til Serbien for at indspille sin første film på det sprog, hun taler med sin far og mor.

”Jeg har altid haft en følelse af, at jeg savnede at være mere forbundet med det land. På alle planer. Så jeg har helt klart lyst til at udforske den side af mig selv,” siger hun.

Som hendes tre år yngre bror Ogi Curcic formulerer det, voksede han og søsteren op i ”en serbisk boble”, der ”sprudlede af liv og musik og en masse fester med besøg af familie og venner”.

Boblen var en rødstensvilla i Sundby på Amager. Det var dengang, bydelen stadig lå i skyggen af resten af hovedstaden. Inden metrolinjen knyttede Amager tættere til resten af København, og inden den nærliggende Amager Strandpark blev ombygget og løftede villakvarteret til det mondæne. I huset lå tykke, røde tæpper på gulvene, der hang religiøse ikoner på væggene, og der var masser af plader med mættet og ekstatisk balkanmusik. Det var et hjem med klaver, begge forældre var åbne og belæste, men især hendes far tog rollen som hjemmets store samtalestarter. ’Monologens mester’, døbte hun ham. 

Ved middagsbordet kunne han pludselig udbryde ”Et løg!” og slynge sig ud i en lang beretning om denne forunderlige grøntsag. Nogle gange tog han alle tankerne med i køkkenet, og så kokkere­rede han, som dirigerede han et symfoniorkester med hele kroppen.

”Det var et bombardement,” konstaterer Danica Curcic.

”Kød!” råber hun og laver en kastebevægelse, som hamrede hun en klump kød i bordet.

Hun kaster igen ud i luften.

”Olie!”

En gang til:

”Paprika!”

SÅDAN FORTÆLLER HUN. I små iscenesættelser proppet med mimik og parodierende dialog, der kredser om emner som autoriteter, sanselighed og arv. Emnerne klumper sig blandt andet sammen omkring forholdet til den serbisk-ortodokse kirke.

”Jeg har aldrig været troende, og det er min familie som sådan heller ikke. Men den serbisk-ortodokse kirker skaber et højtideligt, stemningsmættet rum, som er meget større end én selv. Det er fyldt med sanselighed og respekt.”

På den årlige helgendag, slava, diskede familien –  som traditionen byder – op med et kæmpe festmåltid, udelukkende med retter fra havet. Kæmperejer, laksesuppe. Dørene blev slået op for familie og venner, og det er en begivenhed, hendes veninder husker som noget helt særegent.

”Præsten kom hjem til os. Det var meget højtideligt. Man kunne mærke, at en autoritet trådte ind. Han velsignede maden med timianrøgelse, og vi sang,” husker hun.

13 år gammel kom hun selv i centrum for en af kirkens ceremonier.

”Jeg skulle døbes og talte meget med min mor om det: ’Hvorfor skal jeg det?’ Og hun sagde: ’Det er okay, at du ikke er troende, men bliv nu døbt alligevel, for det er en tradition. Det betyder noget for far.’”

Familien rejste til den landsby syd for Beograd, hvor faren var vokset op. Og de besøgte den lille kirke tæt ved den fædrene gård, hvor han var blevet døbt ligesom sin far, farfar og oldefar. Skulder ved skulder stod hele den udvidede familie i det trange kirkerum. Alle klædt i sort. Krakelerede vægmalerier dækkede væggene og gulvet, levende lys blafrede, timianrøgelsen bredte sig.

”Jeg stod der og forstod ikke, hvad præsten sang, og pludselig var det noget med at spytte på Djævlen tre gange. Jeg fattede det ikke. De voksne stod der med stirrende øjne. ’Spyt!’ ’Hvad?’ ’Spyt!’ Jeg turde simpelthen ikke. ’Altså, beder I mig om at spytte på gulvet?’”

Hun stopper for at grine et øjeblik, inden hun rynker panden og svarer sig selv med de voksnes stemme:

”’Ja. Spyt på Djævlen tre gange!’”

MIDT I KØBENHAVNS MORGENTRAFIK sad Danica Curcic ofte som barn med sin bror og lyttede til morens forelæsninger om krigen på Balkan. Moren fortalte løs, mens hun styrede bilen tværs gennem byen til deres skole, den katolske privatskole Institut Sankt Joseph på Østerbro. 

”Min mor har sine meningers mod. Og hun slog ned på den blomstrende nationalisme, som ødelagde alting,” husker Danica Curcic, der som helt lille så op til det fællesskab, fætrene og kusinerne havde. Det var en barnlig misundelse: Ej, de går ikke i skole, og de kan spille fodbold hele dagen på bunden af en gammel svømmehal. 

”Jeg forstod ikke den totale tragedie. Senere fik jeg følelsen af, at jeg burde hjælpe noget mere, samtidig med at jeg vidste, at jeg burde være glad for at sidde langt væk og have en masse muligheder, de ikke havde. Når vi var dernede, havde jeg en slags skam over, hvordan jeg levede, og jeg fortalte ikke så meget om det. Det har altid været svært for mig at tale om. Det påvirkede mig meget, hvad der foregik, men jeg vil nødig give indtryk af, at min fortvivlelse på nogen måde kan måles med det, folk gik igennem dernede.” 

Hun sender et koncentreret blik på tværs af køkkenbordet. Hun vil sikre sig, at det budskab trænger ind. At hun ikke vil nasse på krigsofrenes lidelse, når hun fortæller om den splittelse, krigen skabte i hende. Den lå og ulmede i kulissen gennem det meste af barndommen. Hun hørte forældrenes samtaler gennem dørene, hun fangede brudstykker af telefonsamtaler med familiemedlemmer og hjalp med at pakke mad, medicin, tøj og legetøj og sende det ned til familien. Men hun var der jo ikke.

”5. oktober 2000 sad jeg på mit værelse og så på mit lille tv, der viste billeder fra den store demonstration, der endte med at vælte Milosevic. Jeg vidste, at mine fætre og kusiner var der. Det rørte mig. Jeg følte, at jeg burde være dér med dem. Det var så smukt, at forandringen var på vej. Samtidig havde jeg igen den modstridende følelse: ’Hvem er du til at tro, at du er en del af det dér?’”

DÁNITSA TSCHURTJITSCH

33 år. Født i Serbien. Opvokset i Danmark. Bosat på Amager.

Den serbiske udtale af hendes navn (der betyder dansk på latin) er cirka ’Dánitsa Tschur­tjitsch’ – med tryk på første stavelse af Danica og mørkt a. Men hun har ikke noget imod ’Danika’.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 2012.

Har spillet hoved­rollen i ’Lulu’, ’Romeo & Julie’ og ’Helligtrekongersaften’ på Det Kongelige Teater. Har medvirket i film som ’Stille hjerte’, ’Lang historie kort’, ’All inclusive’, ’Fasandræberne’ samt Netflix-serien ’The Mist’.

Vinder af en Robert og en Bodil for sin rolle i Bille Augusts ’Stille hjerte’. Desuden modtager af blandt andet Shooting Star Award ved filmfestivalen i Berlin i 2013 og Ove Sprogøe Prisen i 2014.

I efteråret 2019 er hun biografaktuel med ’Ud og stjæle heste’ og ’Undtagelsen.’

Den serbiske film, hun i øjeblikket arbejder på, hedder ’Mrak’.

Hendes bror Ogi er filmklipper og forsanger i balkanbandet Tako Lako.

NÅR HUN SER billeder af sin mor fra dengang, overrumpler det hende altid, hvor meget de ligner hinanden. 

”Men jeg har min fars øjne og pande. Og denne hér.”

Hun lægger sin ene pegefinger øverst på næsebenet. Fingerspidsen peger lodret op mellem øjnene. Der sidder en lille lodret fure. Usynlig for de fleste, ikke for hende.

”Og jeg kan se min fars viljestyrke, dynamik og fremdrift i mig selv. Måske lidt for meget. De seneste år har jeg skullet lære at balancere det.”

Hun kalder sin far en ”arbejdsnarkoman”. Fra sin barneseng hørte hun tydeligt, at han knoklede videre efter hendes sovetid. Faren var opvokset med genstridige skrivemaskiner, og den kraft, tasterne krævede, videreførte han på hjemmets computertastatur. Hun hamrer med fingrene i træbordet foran sig for at illustrere lyden, der hang i huset om aftenen. Dang-dang-dang-dang.

”Som affyrede skud,” konstaterer hun og forklarer:

”Alting handlede om arbejde, arbejde, arbejde. Og kvalitet, lige meget hvad du gør. Det lå i luften, at vi skulle yde vores bedste. Alt sammen forstærket af den serbiske kultur og min fars høje ambitioner.”

Hun blev sendt et år tidligere i skole end de fleste andre børn. Med den konsekvens, at hun blev student 17 år gammel. Hvad så nu? Højskole? Nej, hun var for ung til at blive optaget, og hendes tanker om at tage et sabbatår blev mødt med: ”Hvorfor det? Det er jo bare spild af tid.”

”Prøvede jeg at forklare, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville, lød det: ’Jamen, så start på noget, og hvis det ikke er det rette, kan du bare skifte.’ Det pres har været rigtig godt på mange måder, men det medførte også nogle negative sider.”

SPASMAGERI ER EN parallel åre i hendes liv. Hun mindes, hvordan hendes far for sjov rettede familiens bil lige mod et stillads, gassede op og kørte direkte imod det. Sekundet inden han ramte metalstængerne, hev han hårdt i rettet og drejede væk.

På bagsædet jublede hun og hendes lillebror: 

”Gør det igen, far. Pleeeaaase!”

”Ej, hvor er det forfærdeligt,” siger hun efter at have fortalt historien.

”Jeg har nogle gange tænkt over det. ’Gjorde vi virkelig det?’ Og ja, det gjorde vi …: ’Kør mod stilladset, far! Hurtigere!’” 

Selv fjollede hun ved hver given lejlighed, lavede optrin og lod sin fantasi hvirvle omkring sig. Hun elskede den utæmmede Jim Carrey, og sammen med sin bror faldt hun i søvn til ’Ace Ventura’-filmene – og kunne samtlige replikker i den første film udenad.

Det gled over i skaberkraft, som da hun og en veninde løste en historieopgave på Sankt Joseph-skolen ved at lave en film i stedet for at skrive side efter side som de andre. De to drog på Glyptoteket, Danica Curcic klædte sig i et lagen for at vise, at hun var i det gamle Egypten. I en kælder til lyden af falske bombelyde lavede de en scene fra anden verdenskrig, og flere andre epoker blev tilføjet, inden de klippede det sammen til ’Tidsmaskinen’. Senere på gymnasiet – det kreativt orienterede Sankt Annæ – lavede hun en parodi på teenagegyseren ’Scream’, der hed ’Cream’ og blev gjort komplet med ketchup som blod.

DA HUN STOD med studenterhuen som 17-årig, var det det, hun ville: kanalisere sin klovnende kraft ned i at lave film. Hun søgte ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, men var for ung til at blive optaget. Med forældrenes opfordring til at gå i gang begyndte hun i stedet på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – principielt for ung til at komme ind på det sted, introfesten blev holdt. Studiet viste sig at mangle noget, og hun rejste til Spanien for at studere videre, hun fik sig en amerikansk kæreste og tog med ham til hippiefestivalen Burning Man og gik halvnøgen og bodypaintet omkring. De besøgte hans hjemby, Blue Lake i Nordcalifornien, hvor han var vokset op mellem de tårnende redwood-træer. På den modsatte side af vejen fra hans barndomshjem bemærkede hun, at der rendte klovne rundt. 

Hun var draget af synet og fandt ud af, at de var elever på Dell’Arte School of Physical Theatre, hvor hun søgte ind og fik plads. Pludselig stod hun i en storm af opgaver langt fra universitetets filmanalyser. Ude i skoven kastede hun med sten, bar på træstammer, sang korsange. Hun undrede sig og tvivlede, indtil hun fandt ud af, hvad intentionen var: Hun skulle løses for sine kropslige vaner, så hun kunne spille frit og påtage sig roller. 

Det gav hende den retning, som sendte hende til optagelsesprøve på Statens Scenekunstskole. Hun forberedte sig hos en storrygende polsk skuespillerlærerinde, der opfordrede hende til at gå til den indledende prøve som Blanche fra ’Omstigning til paradis’. En figur, der kvæles i et spind af stivnakket seksualmoral, voldtages af sin svoger og bliver indlagt på den lukkede. Danica Curcic gjorde det og kom videre til næste prøve. Her blev hun kastet ud i en improvisationsøvelse med de andre aspiranter, hvor de skulle vågne som dyr. Hun vågnede som løve og angreb en mus. Men musen bankede sit hoved op i Danica Curcic. Et knæk lød gennem rummet. Danica Curcic ømmede sig. Næsen var brækket. Alligevel spillede hun videre og kom ind på skolen i første hug.

”Skuespillerskolen mindede om det, jeg voksede op med. ’Kom nu, kom nu, kom nu! Op igen! Kom nu! Kom igen! Bare arbejd dig igennem det.’ Og det fortsatte som færdiguddannet, hvor jeg havde travlt med at vise, hvad jeg kunne: ’Se mig!’ Der var intet, jeg ville sige nej til,” siger hun og knipser hurtigt:

”Videre-videre-videre.”

Hun hamrer en knytnæve ind i sin håndflade, så det giver et højt klask. Som var hun sin egen peptalkende boksetræner.

”Jeg kan godt tage den rolle!”

Klask.

”Endnu et slag.”

”Jeg kan godt nå den film!”

Klask.

”Yes, jeg når også det dér.”

Klask.

Hun zoomer ind på sig selv i årene 2015 og 2016.

”Jeg har sådan et billede af mig selv, hvor jeg var høj på adrenalin. Alt kørte bare, og det føltes fantastisk. Men noget ulmede, som var ved at briste. Vejrtrækningen sad helt oppe i halsen. Jeg skulle det og det og det og det. Alt var overarbejde. Nerverne sad helt uden på tøjet.”

PÅ BRISTEPUNKTET vendte rollen som Blanche tilbage. 

”Drømmerollen,” fastslår hun med tryk på sidste stavelse.

Det Kongelige Teater satte ’Omstigning til paradis’ op i 2015, og hovedrollen var hendes. Under en af prøverne lå forskellige kærestepar spredt rundt på scenen.

Danica Curcic stod alene.

”Nu skal du prøve at finde din plads mellem parrene,” lød det fra instruktøren.

”Imens spiller vi et lydklip med din stemme, hvor du tænker på din egen ensomhed.”

Hun kunne ikke rumme det. 

Midt i rolle- og prisregnen havde virkeligheden sat tre stød ind: En venindes mor, der havde været som en reservemor for Danica Curcic, døde af kræft. Et syv år langt parforhold sluttede. Og hendes far blev ramt af en blodprop, der lammede ham og til at begynde med tog sproget fra ham. 

”Jeg var så langt nede, og så skulle jeg spille en kvinde, der er ved at miste sin seksualitet og sin kraft. Hun er sitrende hele tiden. Hun er ensom. Hun drikker. Jeg var bare sådan: ’Det kan jeg ikke, det kan jeg ikke.’ Jeg måtte ud og ryge hele tiden. Instruktøren prøvede at hjælpe mig: ’Jamen, du har jo Blanche i dig. Kanaliser det ned i rollen,’ sagde han. ’Jeg kan ikke være hende. Jeg vil ikke bruge det,’ svarede jeg. Jeg var et åbent sår.” 

Da en filmoptagelse clashede med prøverne, tog teatret hende fra rollen. Hun var der simpelthen ikke nok. Hverken på den ene eller anden måde.

”Jeg var en elendig holdspiller på det tidspunkt. Jeg havde sådan en følelse af, at ’Okay, nu kommer livet. Nu er du voksen.’ 

Nogle mørke toner kom ind. Tab og sorg. Jeg var slet ikke vant til det, så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Det var en bund, der krakelerede, og nedenunder var der et kæmpe hul og erkendelsen: ’Hov, her kan jeg ikke stå.’ For første gang tænkte jeg: ’Okay, nu må du kigge på dig selv, på, hvad du laver.’ Alt, jeg havde lavet, handlede om at præstere. Men shit, hvem var jeg egentlig i det her? Det åbnede for en masse, jeg har med fra min barndom. En masse reaktionsmønstre. Jeg har skullet lære at forstå, at det er okay ikke at skulle præstere hele tiden. Og at det er okay at fejle. Det sidste har været svært. Fordi jeg er vokset op med så høj en arbejdsmoral og har spejlet mig i det, jeg har præsteret.”

DET ER HER, kolonihaven kommer ind i billedet. 

Hun hungrede efter stilhed og fandt den bag efeuen. Hun går i haven – men elsker at lade græsset vokse sig højt – øver sig i at meditere, tegne, spille musik, hoppe i vandet, gå ture. Alt det, der ”går ned i kroppen”. 

Samtidig følte hun behov for at være tæt på sine forældre, selv om hun havde forsvoret nogensinde at skulle vende tilbage til Amager. Nu kræver det blot en cykeltur på 10 minutter at komme til barndomshjemmet, hvis atmosfære har ændret sig efter farens sygdom.

”Det er vildt at være vokset op med en så markant personlighed. En, der har været i centrum og fokuseret på ambitioner. Og så få en far, der siger …” Hun piller nænsomt ved den røde blomst på bordet foran sig, mens hun hviskende imiterer faren:

” … Hov, vi skal huske at vande planten.”

Hun bliver sig selv igen. 

”For det første kan jeg se, hvor stærk han vitterlig er, fordi han har kæmpet sig så meget tilbage. Og han er blevet hjulpet af min mors ekstreme stædighed og konstante kærlighed. Uden hende havde han ikke været i live i dag. For det andet har det givet en helt anden intimitet. Jeg har altid frygtet, at han skulle dø, uden jeg fik talt med ham om, hvor meget jeg elsker ham. Hvor meget han har betydet. Nu sker det helt naturligt. Alt det med at se hinanden i øjnene og kramme og kysse hinanden. Det er kommet nu. Han er begyndt at sove middagslur, og nogle gange går jeg op og lægger mig tæt ind til ham. Det var sådan noget, jeg aldrig troede, jeg ville.”

Hun peger pilen mod sig selv.

”Men jeg er jo ikke blevet en anden person. Det er stadig krævende at vende erkendelserne til praksis. Jeg har stadig meget, jeg vil. Og jeg har stadig en modstand mod at sige nej, men jeg øver mig i at mærke mere efter.”

Displayet på hendes telefon lyser op. Hun betragter den lidt. Overvejende for og imod. Så slår hun blikket op med oprigtig beklagelse.

”Undskyld, men jeg bliver nødt til at tage den.”

TO UGER SENERE åbner hun igen døren til kolonihavehuset.

”Shit mand, havde min bror ikke lige ringet, var jeg ikke stået op. Undskyld, jeg er mega-jetlagget.”

Håret er sat op denne gang, øjnene blanke, og bevægelserne til at begynde med langsommere. 

Dagen forinden landede hun fra en casting i Los Angeles. Den slags kan og må skuespillere af gode grunde ikke udtale sig nærmere om. Men hun understreger beskedent, at casting-muligheden opstod nærmest tilfældigt, og at hun på ingen måde farer frem og tilbage over Atlanten i tide og utide.

I køkkenet står en sort rejsetaske med lynlåsen åben, og noget af indholdet stikker op. Som var tasken tæt på at gylpe lidt på gulvet. 

Snart skal den pakkes om, for hun rejser til Beograd i aften på en længere rejse for at gå i gang med optagelserne til filmen ’Mrak’.

 I øjeblikket går hun og grunder over, hvordan hun skal gribe rollen an. 

Hendes figur er en mor, med et barn og en far, der bor på en udmagret gård under urolighederne i Kosovo i 2004.  

”Hvordan agerer du som kvinde og mor i sådan en ekstrem situation? Bliver du der med risiko for at dø, eller rejser du mod en uvis fremtid?” 

Siden sidste møde har hun besøgt filmholdet i Serbien, hvor visse skuespilleres facon fascinerer hende. Hun rejser sig op og sætter sig hårdt i stolen igen, slår en knytnæve i bordet. Fører en pegefinger og langfinger til mundvigen, som tog hun et hiv af en cigaret. 

”Nogle af dem kommer bare ind, tænder en smøg og begynder at spille. De har sådan nogle vilde armbevægelser. Men det passer, fordi temperamentet ofte er så stort. Jeg sad i hjørnet og fik indre grineflip, det var så ægte og så for meget. Og så befriende,” siger hun og pointerer med ømhed:

”Men det kommer fra et helt rent sted.”

DET RENE RAMMER en nerve. Det er et sted blottet for skandinavisk distance og ironi. Det handler ikke om at være entydig eller overtydelig, men om at være ekspressiv. Direkte. Virkelig til rådighed. 

I sin revision af sig selv zapper hun tilbage til en monolog, hun lavede første gang i 2015 og igen i 2016. Den hed slet og ret ’Lort’, og scenografien var enkel: I et hvidt rum sad Danica Curcic på en piedestal uden en trævl på kroppen.

”Det er vildt at tænke på, at jeg sad der fuldstændig blottet, mens jeg var i opløsning indeni.” 

Monologens hovedperson drømmer om et job som tv-pige i et af Berlusconi-Italiens lumre shows. I rollen fortæller hun om sit største forbillede, faren. Om kampen, han indpodede i hende. Om de idealer, ikke mindst kropslige, hun forsøger at leve op til. Og hun sviner sig selv til for sin egen utilstrækkelighed. 

”Den rolle talte til en masse sider i mig. Den har et temperament, som lå langt fra den danske socialrealisme. Den er som et partitur. Den var ekspressiv og fuld af oprørstrang. Det var så rigtigt, at jeg skulle lave den.” 

Hendes veninde, instruktøren Kirsten Astrup, har en af nøglerne til, hvorfor netop Danica – eller Dasha, som hun hedder blandt venner – kunne sidde dér: Hun sætter sin forfængelighed til side for fortællingen.

Danica Curcic presser højre hånds pege- og ringfinger sammen med venstre hånds pege- og ringfinger og lægger hænderne på tværs af ansigtet. 

Fingrene danner en maske, som dækker området rundt om øjnene.

”Hele vores forfængelighed ligger jo lige her,” siger hun, mens hun kigger gennem det ovale hul mellem fingrene.

”Det er så vildt, hvad folk tør gøre, når de tager en maske på. Der er ingen grænser for, hvad kroppen kan.”

Hun vender tilbage til oplevelserne i de amerikanske skove på Dell’Arte School of Physical Theatre for at understrege de kræfter, der blev sluppet løs i hende.

”Vi lavede ekstremt meget klovnearbejde. Og det handler næsten udelukkende om at slippe forfængeligheden. At være klovn er jo enormt sårbart. Vi havde en klovneguru, Ronlin Foreman, som satte sig med en tromme mellem benene og spillede. Lynhurtigt.”

Hun laver en trommehvirvel: ”Dagadagadagadagadagadagadagadaga.” 

”Be funny!” siger hun med skarp stemme.

”Og så skulle vi elever gå ind og være sjove. På stedet. En ad gangen.” 

En elev gik ind.

”Not funny. Next!”

Næste elev.

”Dagadagadagadagadaga!”

”Not funny! Next.”

”Dagadagadagadagadaga!”

”Be funny!”

”Sådan blev det ved i timevis. Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg bare tænkte: ’Jeg har ingen ideer. Jeg aner ikke …’ Og i det slip, i den sårbarhed ligger åbningen, du kan arbejde med. For nu ved du ikke længere, hvad der kommer til at ske. Der vågner alle, fordi du ikke er to skridt foran og føler, at du er i kontrol. Du kalkulerer ikke: ’Okay, hvis jeg gør sådan, så bliver det sjovt.’ Spørgsmålet er: ’Tør du være der?’”

 

Efter næsten fire års autodidakt uddannelse som Ivar the Boneless i HBO-serien ’Vikings’ er 24-årige ALEX HØGH ANDERSEN netop kommet tilbage til Danmark. Her fortæller han om tilfældets magt og om vigtigheden af at lade sig rive med.
Tekst:Erik LillelundFoto:Emilia Staugaard

JEG HAR ALTID omtalt mine tre et halvt år på ’Vikings’ som min uddannelse. Den har været teoretisk begrænset, men ekstremt praktisk anlagt. Jeg kan ikke citere Shakespeare eller Sartre, men jeg ved, hvordan kameraet fungerer. Det har været min mærkelige, mærkelige uddannelse. Under indspilningerne står man tidligt op om morgenen og bliver kørt ud til ingenting – og så skydes første scene. Og så prøver man at hitte ud af, hvad der skal gøres for at redde den, fordi den kun består af bogstaver på et stykke papir. Jeg har været nødt til at blive skarp til at arbejde med scener under tidspres uden at øve dem inden. 

JEG HAVDE ALT for meget krudt i røven som barn. Jeg spillede håndbold og fodbold i Skælskør, hvor jeg er vokset op, men sport var ikke nok. Jeg har altid sunget og danset meget, så da jeg var otte-ni år gammel, skubbede min mor mig af sted til noget teater. Inderst inde hadede jeg det og tænkte: ”Hvad fanden skal jeg der?” Alligevel blev jeg vild med det. Som sædvanlig havde mor fat i den lange ende.

Alex Høgh Andersen er hjemme igen efter sit skuespileventyr og vil nu samle op på noget af alt det, han har sprunget over.

DET ENE TOG det andet. Instruktøren på det lokale teater instruerede også på Eventyrteatret – en dramaskole og et teater i København for børn og unge. Jeg spillede der, indtil jeg var cirka 17, og jeg lavede seks-syv forestillinger, der altid bliver spillet af eleverne. Som regel var vi 80 på et hold, men der var måske fem roller i et stykke. Jeg var meget privilegeret og fik lov til at spille store hovedroller og biroller. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg var glad for skuespil.

I GYMNASIET, i 3. g, fik jeg en rolle i TV 2’s julekalender ’Tvillingerne og julemanden’. Mens alle andre brokkede sig over SRP-opgaven og sådan noget, fløj jeg frem og tilbage mellem København og Aalborg og skød scener. Jeg havde afsindig meget fravær. I den sidste uge af 3. g arbejdede jeg mandag til torsdag, hvilket betød, at jeg torsdag aften efter optagelserne sad og forberedte en PowerPoint-præsentation til min mundtlige eksamen i dansk, som jeg skulle op til dagen efter klokken 8.00. Det var lidt hårdt. 

JEG VAR LÆRERVIKAR på min gamle folkeskole, da julekalenderen blev sendt (i 2013, red.). Set i bakspejlet var det et kæmpe selvmål. Jeg blev nødt til at være hårdere, end jeg havde lyst til, for at få bare nogenlunde ro i klasserne. Horder af børn omringede mig i kæmpe cirkler, når jeg var på vej ind på lærerværelset, der var mit safe space. Børnene vidste godt, at hvis jeg nåede inden for døren, måtte de ikke følge efter – det var ingenmandsland for dem. Det var nærmest som et Checkpoint Charlie. Men de var så søde. De ville høre, hvorfor jeg var blevet slået i hovedet af min kæreste, og om hun kyssede godt. Det var skidesjovt. Men jeg vil ikke råde nogen til at være lærervikar og samtidig spille med i en julekalender på tv.

ALEX HØGH ANDERSEN

Født i 1994 og vokset op i Skælskør. Spillede teater på Eventyrteatret, fra han var 11 år gammel. Som barn og teenager medvirkede han både i talentshowet ’Scenen er din’ og TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Startede i 2014 på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, men tog efter to semestre orlov til fordel for karrieren som skuespiller.

Har spillet med i filmen ’Krigen’ instrueret af Tobias Lindholm.

Kåret som ’Årets talent’ ved awardshowet The Voice ’17.

JEG SØGTE IND på film- og medievidenskab på universitetet. Jeg var drønrealistisk og havde allerede erfaret, at det dér med skuespil er en hård branche. Bare fordi man er med i en julekalender, kan man ikke forvente at få alt foræret. Jeg var vildt spændt på at starte på film- og medievidenskab, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Den eneste reference, jeg havde til studiet, var en veninde, som gik der og havde snakket virkelig godt om det. Jeg har altid været en kæmpe filmnørd, så det skete egentlig bare. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg mødte pludselig en masse mennesker, som sagde mig meget, og fandt drønhurtigt nogle af mine bedste venner, som jeg kommer til at holde sammen med resten af livet. Det hele gik bare virkelig let. Jeg blev virkelig væltet bagover – det var helt fantastisk.

JEG GIK ET ÅR på universitetet. Det gav mig afsindig meget – venskaber, men også en masse fagligt. Det gav mig en helt ny forståelse, indlevelse og kærlighed til mit fag. Nu kan jeg lade, som om jeg ved lidt om film, når jeg skal blive gode venner med instruktørerne – det har jeg gjort flere gange. Men så var jeg nødt til at tage orlov. Jeg blev kontaktet af en agent, der havde set mig i nogle småting. Som noget af det første ville hun sende et self-tape – en video af mig, der spiller en scene – til HBO, som var i gang med at planlægge ’Vikings’-serien. Vi lavede klippet to timer efter, jeg havde været til mundtlig eksamen i filmhistorie. Og jeg kunne ikke replikkerne – jeg skulle først have pensum ud af hovedet, før det lykkedes.

I rollen som Ivar the Boneless, der er lam i benene, har Alex Høgh Andersen ofte slæbt sig hen ad jorden i et 20-25 kilo tungt kostume. Her har han fornøjelsen af at blive kørt.

JEG VAR PÅ Roskilde Festival (sommeren 2015, red.), da jeg pludselig blev inviteret til Stockholm til anden runde af castingen. Jeg råbte og skreg i bilen på vej derop, fordi jeg missede Kendrick Lamar. Jeg får aldrig den rolle, tænkte jeg. Der er jo 2.000, der vil have den, det kommer aldrig til at ske. En uge efter sad jeg på et fly til Dublin sammen med 11-12 andre udvalgte skuespillere. Da jeg kom hjem igen, lavede jeg et nyt self-tape hos min agent til en anden rolle, som jeg ikke kunne replikkerne til, og som jeg ikke havde lyst til. Lige inden jeg begyndte på scenen, åbnede hun døren og råbte: ”Du har fået rollen!”

DET VAR i sidste øjeblik. Jeg havde været til prøve på tre af karaktererne i ’Vikings’, men blev så bedt om også at prøve at spille Ivar, som er invalid og ikke kan gå. De bad mig øve replikkerne, og jeg sad der og svedte og prøvede at lære en helt ny scene og en helt ny karakter at kende. Jeg havde allerede været til prøve i flere timer og set alle de andre unge gutters bud på Ivar. Der var rigtig mange, der spillede smerten, kan jeg huske. Men hvis Ivar var vant til smerten, ville man jo ikke kunne høre det på ham – derfor spillede jeg ham fuldstændig normalt. I første forsøg glemte jeg mine replikker, i andet forsøg kludrede jeg i dem, og i tredje forsøg slap jeg med nød og næppe igennem. Manuskriptforfatteren rejste sig op og klappede, da jeg gik ud af rummet. Jeg var helt sikker på, at det var for sjov.

DET VAR DET ikke. Efter hele processen med tusindvis af mennesker og flere forskellige castingrunder endte de med at vælge en fyr, der reelt kun havde vist dem ét brugbart take på rollen. Nu sidder jeg hjemme i Danmark efter at have skudt 51 episoder og spillet Ivar i næsten fire år. Det føles lidt vildt.

NU VIL JEG vildt gerne arbejde i Danmark. Der er så mange dygtige mennesker her. Jeg har spillet den samme rolle i så lang tid, så det er skønt at kunne gå lidt kontra og dykke ned i nogle andre ting. Jeg er blevet ambassadør for Ungdommens Røde Kors og har lige afsluttet optagelser på et projekt for Kræftens Bekæmpelse. Og så er jeg gået totalt amok med at fotografere, hvilket altid har været en passion for mig. Men det er jo ikke, fordi jeg ikke skal spille skuespil længere. I øjeblikket prøver jeg på flere nye roller, og jeg spiller med i en lille afgangsfilm fra Filmskolen. Jeg har sprunget en helvedes masse trin over. Dem vil jeg faktisk gerne have med.

VIKINGE-TIDEN

Sjette og sidste sæson af ’Vikings’ udkommer til efteråret. Her er tre af Alex Høgh Andersens sjoveste oplevelser som Ivar the Boneless.  

”I tre uger op til optagelserne kravlede jeg rundt på gulvet på mit hotelværelse for at leve mig ind i karakteren, som er lam i benene. Jeg råbte og skreg og talte med mærkelige stemmer. Naboerne troede helt sikkert, jeg var en eller anden sindssyg gæst.”

”Det gik op for mig, hvor stor fankulturen omkring ’Vikings’ var, da jeg begyndte at få billeder fra folk, der havde fået tatoveret mig på skulderen eller maven. Nu får jeg et par om måneden – som regel fra russiske mænd med mit ansigt på inderlåret. Det er virkelig smigrende – og tak for støtten – men jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal gå rundt med mit ansigt som tatovering.”

”På en tur til Australien for at promovere serien blev jeg kontaktet af en ung dansker, der inderligt bad om en videohilsen. Han var kommet til at fortælle pigen, han var smaskforelsket i, at vi var venner – og det troede hun ikke på. Jeg endte med at optage en hilsen til ham. Den historie kunne jeg simpelthen ikke stå for.”

Med afdæmpet mimik spiller RASMUS BJERG en tidligere hætteklædt højreradikal, der måske bliver Danmarks næste, slipseklædte statsminister. Skuespillerens karriere tager en ny drejning i filmen ’Danmarks sønner’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

’Danmarks sønner’ foregår i en uspecificeret, men ikke så fjern fremtid, hvor man markerer årsdagen for en islamistisk terrorbombe i København, samtidig med at højreekstremister heiler i gaderne og hælder syre i ansigtet på folk med indvandrerbaggrund. I midten af det hele står du som statsministerkandidaten Martin Nordahl. Hvad tiltrak dig ved rollen?

”Det er en vigtig historie om problematikker, vi bliver nødt til at forholde os til. Vi står midt i dem. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden sker der nogle skred, hvor vi polariseres på forskellige sider af politiske og kulturelle spektre. Måske drevet af den samme angst. Eller den samme idealisme. Det er det overordnede tema for filmen, som jeg gerne ville være med til at forløse. Og for mit eget vedkommende er det en film, der trækker mig i en ny retning. Det er ikke en komedie, men en politisk thriller. Som skuespiller synes jeg, det er spændende at blive udfordret og vise mig i en rolle, publikum ikke har set mig i før.”

Mohammed Ismail Mohammed spillefilmdebuterer som den unge mand Zakaria, der radikaliseres.

Hvordan ser du den her figur, den islamfjendske Martin Nordahl? Han er jo en af dem, der polariserer?

”Jeg skal selvfølgelig prøve at forstå den her mand. Og forsvare ham og vise de mekanismer, der får ham til at handle, som han gør. Jeg behøver ikke at være enig med ham, men man må finde de facetter, der gør ham til et helt menneske. Han er barsk, men jeg vil ikke kalde ham en skurk. Han er et menneske, der føler sig truet. Han er bange for at miste det, han kender, det, han tror på.”

Han er også selv truet, rent fysisk. I filmen ser vi, hvordan en terrorcelle planlægger et attentat mod ham …

”Ja. Han er bange. På sin families vegne, men også på sit lands.”

RASMUS BJERG

42 år. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2000. Blandt andet kendt for sin medvirken i satireshowet ’Wulffmorgenthaler’ og for sin rolle i komedieserien ’Mr. Poxycat & Co’. Sidste år medvirkede han i Bille Augusts ’Lykke-Per’ og John Mogensen-filmen ’Så længe jeg lever’.

Diskuterede du og Ulaa Salim, filmens instruktør og manuskriptforfatter, hvor rabiat Nordahls retorik skulle være?

”Der er jo en skærpet retorik både herhjemme og i mange lande, der omgiver os, og som vi sammenligner os med. Fire måneder efter at vi var færdige med optagelserne, ringede Ulaa og sagde, at vi var nødt til at lave nogle scener om, fordi det, vi havde sagt, var for blødt i forhold til, hvordan retorikken i den hjemlige debat havde ændret sig. Jeg kan ikke huske de eksakte ord, men de skulle i hvert fald skærpes. Det er svært at ramme tonen i en samtidsfilm, når samtiden hele tiden flytter sig.”

Martin Nordahl siger blandt andet om muslimer, at de svindler, myrder og voldtager. Der er ekkoer fra blandt andre Donald Trump og Lars Hedegaard. Har I forsøgt at give publikum bestemte associationer?

”Ulaa har ikke villet skydes i skoene, at Martin Nordahl skulle være mere skarp end virkeligheden, så han har været meget grundig i sin research. Nordahls retorik er summen af, hvordan man taler om de her problematikker rundt omkring i andre lande, men også i vores hjemlige politik. Alt, hvad jeg siger i rollen, er ting, som nogen har sagt, men jeg skal ikke gøre mig klog på præcis, hvem der har sagt hvad.” 

Zakaria øver sig i at håndtere en pistol.

Midt i sine ret krasse udtalelser, for eksempel at man skal have ret til at skyde muslimer ned, hvis de lægger hånd på politifolk eller brandvæsen, bevarer Nordahl fatningen og en afbalanceret stemmeføring. Han er ikke nogen hidsig folkeforfører a la Trump. Hvilke tanker gjorde I jer om hans fremtoning?

”Jeg tror, at de, der hyrede mig til rollen, har tænkt, at det gav et ekstra lag til den at anbringe Rasmus Bjerg, den her joviale skuespiller, den her glade mand, i sådan en kontekst. Og måske har de ret. Martin Nordahl skal jo ikke være en tegneseriefigur af en ond satan. I Danmark har vi den her lange velfærdsstatstradition for at forsøge at forstå hinanden. Og jeg kan ikke komme på nogen politikere i det her land, som jeg udelukkende synes er nogle dumme svin. Jeg ser mennesker, der tror på noget og kæmper for det, og man kan være enig med dem eller ej. Men jeg ser ikke nogen monstre eller tosser som i USA. Der er vi ikke nået til, selv om vi måske fjerner os hurtigere fra hinanden, end vi har gjort i mange år.”

ULAA SALIM

Har irakisk baggrund og er født i Danmark i 1987. Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017. Hans afgangsfilm ’Fædreland’ var Robert-nomineret og vandt ved Dubai International Film Festival prisen for bedste kortfilm. Med spillefilmen ’Danmarks sønner’ debuterer han som både instruktør og manuskriptforfatter. Ulaa Salim er bror til skuespiller Dar Salim.

Den her film trækker dig i en retning, siger du. Er det en retning, du har tænkt dig at forfølge?

”Det er ingen hemmelighed, at jeg går efter den her slags roller nu. Det, man allerhelst vil som skuespiller, er at hoppe rundt mellem de forskellige genrer. Det kræver, at producenter, instruktører og publikum tror på, det kan lade sig gøre. Jeg har lavet teater i mange år og på den måde dyrket en faglig forfængelighed ved at lave store dramaer og tunge fortællinger. Men der åbnede sig en kattelem med John Mogensen-filmen, hvor et bredere publikum tog til sig, at det kan jeg også. Sjov mand, det vil jeg altid være. Men det er skønt at få lov at dyrke noget andet. Det gør mit udsyn som skuespiller bredere.”

Otte nye biograffilm får premiere 11. april. ’Danmarks sønner’ er en af dem.

 

Begge knæ er af titanium, hoften er stiv efter en operation, og hun tog storslået afsked for to år siden. Alligevel rejser GHITA NØRBY stadig land og rige rundt for at optræde. Og hun vil fortsætte, indtil kroppen og hovedet stiger af. Ud & Se fandt det 84-årige national-koryfæ i Nordjylland omgivet af klapsalver, lakridspiber og selfietilbud en masse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ricky John Molloy

ÅÅ-ÅH. Ghita Nørby vånder sig og skyder ryg. Så sænker hun sig forsigtigt ned i sin stol. Gennem vinduet i skuespillergarderoben på Vendsyssel Teater har hun udsigt til shoppingcenteret Metropol, der med sine ni hvide etager bryder aftenmørket over Hjørring. Fra spejlet foran hende stirrer to klare grønblå øjne tilbage. De observerer pudderkvasten fordele et jævnt lag over pandens og kindbenenes rynker. Skuespilleren har skiftet fra komfortable røde velourbukser og purpurfarvet, blomstret sweater fra Gudrun Sjödén til elegant sort silkekjole, og nu sidder hun i nylonstrømpesokker og purrer op i sit tofarvede brun-gyldne hår. Hun masserer hovedbunden og sætter hjernen i svingninger. På sofaen bag hende ligger en antik kimono broderet med traner og påfugle, en kinesisk brudekåbe, som hun har arvet fra sine forældre, Einar og Guldborg Nørby. Den skal hun have på, når hun om en times tid skal op på scenen for anden aften i træk.

”Jeg gider ikke,” vrænger hun. Det har været et skrapt efterår med lige lovlig mange opgaver lige lovlig mange steder, og lige nu ville hun hellere ligge hjemme i sin smalle seng på hotellet og se endnu et afsnit af tv-serien ’Dommer John Deed’. Stemmen lysner ved tanken om den ubestikkelige BBC-dommer, der kan mere end sine paragraffer.
”Han lægger alle kvinderne ned,” klukker hun. 

Så giver hun sig til at bakse med de generøse mængder tape, der holder sammen på en pakke, nogen har afleveret til hende. ”Tak for de mange gode film, her er et minde om din barndom,” har en hånd nedkradset med blå kuglepen. 

Da tape og bølgepap er flået af, viser gaven sig at være en brunlig sommerfugl i glas og ramme. Einar Nørby, Ghita Nørbys far, var ikke bare kongelig operasanger, men også et omvandrende kompendium af hobbyer. En af dem var at overrumple sommerfugle med skarpe lamper, når de om aftenen troede, de sad i fred på deres busk. Så var de angst-stivnede insekter lige til at plukke og sætte på nåle. Det ved man, hvis man har kendt Einar Nørby, eller hvis man har læst på sin Ghita Nørby-lektie. Hvad der er tilfældet her, kan skuespilleren ikke afgøre, men afsenderens navn på den medfølgende hilsen siger hende ikke noget. Hun stikker sommerfuglen i tasken, så hun senere kan sende et takkekort.

 

23. APRIL 2017 stod Ghita Nørby på Folketeatrets scene i København i forestillingen ’Sarah’, hvor hun havde hovedrollen som Sarah Bernhardt, der i sin alderdom skuer tilbage over karrieren. Over for hende stod Preben Kristensen, der som hendes kammertjener har en vanskelig opgave med at holde den krukkede og lettere usammenhængende franske verdensstjerne på sporet, mens han forsøger at nedfælde hendes erindringer. Over dem på tilskuerrækkernes røde plyssæder sad dronning Margrethe, der sammen med de øvrige 567 gæster var kommet for at fejre Ghita Nørbys 60-årsjubilæum som skuespiller i den opsætning, der blev lanceret som hendes afskedsforestilling.

”Jeg sagde til Folketeatret, at det var noget sludder. Det var nok et salgstrick. Jeg tror, Frank Sinatra havde 75 afskedsforestillinger. Eller noget lignende. Men det var en skøn forestilling at spille,” siger Ghita Nørby, der ikke siden har været med i et teaterstykke, men heller ikke kategorisk vil udelukke, at det kommer til at ske igen.

”Jeg siger aldrig, at ting ikke opstår. Det er nok muligt, at det ikke bliver. Men det er lige så muligt, at der, hov, kommer noget ind ad døren. Det kan man jo ikke vide. Men jeg kender mine begrænsninger og fysiske forhold. Jeg har to knæ af titanium, fordi de er gået i stykker på scenen. Jeg gider ikke få dem lavet igen.” 

Det kan godt være, at hun ikke har kastet sig ud i teaterroller siden, men hun har heller ikke trukket sig fra rampelys og spotlights. I 2018 indspillede hun to film, det historiske drama ’Før frosten’ og krimien ’Sirup’, og sammen med de klassiske musikere Michala Petri og Lars Hannibal har hun turneret flittigt med en forestilling, hvor hun fortæller eventyr og fabler ind imellem klassiske numre på blokfløjte og guitar. 

De seneste 20 år har de tre lavet forestillinger, hvor musik og ord sætter hinanden i scene. I nogle perioder flere end andre, men i december 2018 er der for alvor bud efter trioen, der den seneste uge har været i Aalborg, Thyholm og vestsjællandske Ruds Vedby for endnu en gang at tage turen på tværs af landet i Lars Hannibals hvide Toyota Yaris Hybrid og ramme Vendsyssel Teater. Her var de på plakaten allerede sidste år, men måtte aflyse, fordi Ghita Nørby brækkede sin hofte. Og nu sidder hun der og forsøger at finde nerven, der skal til, for at hun for anden aften i træk kan give vendelboerne en oplevelse.

GHITA STYKKE FOR STYKKE 1

Et diset sollys står ind ad vinduerne i Ghita Nørbys sorte træhus, der ligger i Holte på kanten til Rude Skov. Det er nogle måneder siden forestillingen i Hjørring. Fra skovbrynet larmer fuglene i tyvstartet forårseufori.

”Jeg har altid været i teatermiljøet, så det har aldrig været fremmed for mig at få opmærksomhed. Fra jeg var tre år gammel eller sådan noget, satte min far mig nede i salen, mens han lavede operaprøver. Da jeg var 18 år, kom jeg ind på elevskolen på Det Kongelige Teater. Det var i 1954. Min første film var ’Ung leg’ i 1956. Jeg elskede at spille film fra starten, jeg var også meget interesseret i det tekniske. Kameraarbejde, lyd og lys. Nogle skuespillere går bare, når de har indspillet deres scene. Jeg bliver altid på settet, indtil sekvensen er færdig, og følger med i, hvordan kameraet står. Det er kameraet, der bestemmer, hvordan historien bliver fortalt.

Lige fra jeg startede, har jeg været folkekær. Alle de folkelige film, jeg lavede, førte til, at jeg modtog sække af fanbreve. I 1959 var jeg med i fire film, blandt andet ’Charles tante’ med Dirch Passer og ’Ballade på Bullerborg’, hvor jeg og Ebbe Langberg var par nummer et, og hvor Svend Asmussen og Ulrik Neumann også spillede med. Det var to fantastiske musikere. Jeg kan ikke huske handlingen, den var ret kedsommelig, men det er herfra, sangen ’En pølse skal serveres med føl’se’ stammer. Fordi de syntes, det hele var så kedeligt, skrev de pludselig den sang.

Tiden var lidt mildere og skæggere dengang. Danmark var lille, vi havde ikke en iPhone til at fortælle os, hvad der skete på den anden side af jorden. Latteren fyldte mere. Fællesskabet var en selvfølge. Og vi blev hurtigt meget gode og nære venner. Når jeg fik tilbudt en rolle i en film med Ove, Dirch og Kjeld og alle de andre, vidste jeg bare, at jeg skulle grine tre måneder i træk. Der var ikke noget at tøve i forhold til. Var det kvindenedgørende eller sådan noget? Sådan tænkte vi ikke. Det ragede mig slet ikke. Vi fik ingen penge for det, men vi havde det sjovt.”

DEN FØRSTE AFTEN i Hjørring haster Ghita Nørby og de to musikere ind ad teaterets personaleindgang. De har været undervejs det meste af dagen og som altid indlagt mange holdt, for at bilturen ikke skal slide for meget på Ghita Nørbys fysik. De gennemfører en hurtig lydprøve og får en platte fra teaterrestauranten ’Hos Uffe’ serveret i skuespillergarderoben. Ghita Nørby har sjældent nogen appetit inden en forestilling og stikker til maden. Anretningerne arriverer med en midaldrende kvindelig tjener i sort skjorte og sorte bukser, der glider lydløst ind og ud i sine sorte sportssandaler. Men så har hun noget, hun gerne vil sige:

”Normalt er jeg ikke starstruck, men du slår igennem. Du ser lige så dejlig ud i virkeligheden.”

”Ah, hvor er du dejlig at sige sådan,” svarer Ghita Nørby tjeneren, der rødmer på vej ud.

En halv time senere støtter Lars Hannibal i tætsiddende sort jakke og sort skjorte den 84-årige skuespiller op ad scenens lille trappe. Michala Petri matcher skuespilleren med en blå kinesisk kimono, der også stammer fra Einar og Guldborg Nørbys samling.

“Først skal du kunne dit stof fuldstændigt.
Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig.
Du skal have modet til at give slip.”

Ghita Nørby hader, at teatre landet over helst vil lydforstærke hende af angst for, at de ældste blandt publikum ikke skulle kunne høre hende. Hun kan sagtens tale enhver sal op, men spiller pænt med på vilkårene, og denne aften er hun godt tilfreds med den lyd, teknikerne har lavet, som gør det muligt tydeligt at skelne s’erne fra t’erne. Hendes stemme er et orkester i sig selv. Den er fløjl og stål, torden og rislende forårsbyger, sprøde vokaler og snerrende konsonanter. Og i aften spiller den jazz. 

Under et par indledende improviserede pingpongbolde mellem skuespilleren og musikerne, der skal give indtryk af, at de ikke har helt styr på rækkefølgen, griner publikum sig varmt. 

Så begynder Ghita Nørby at læse op fra et laset eksemplar af ’Peters jul’, som hendes forældre forærede hende til jul i 1937. De lyttende får langtfra lov at læne sig tilbage i de formpressede træstole og den velkendte tekst. Ghita Nørby lægger, uden respekt for tekstens ellers adstadige rytme, ofte betoningerne et andet sted end på selve rimet, mens pludselige temposkift rusker i publikum.

DER HOSTES en del på tilskuerrækkerne, hvor hårtoppene er i nuancer af sølv og hvidguld, og brillestellene mestendels i letmetal. Først da Ghita Nørby bagefter fortæller H.C. Andersens eventyr om ’Grantræet’, det stakkels forfængelige væsen, der aldrig sætter pris på, hvad det har, og skuespilleren trakterer med menneske-, fugle- og musestemmer – ”piiiv” – begynder tilhørerne at trække vejret roligt igen. I pausen siger en kvinde med kort, tykt granithår til sin unge ledsager, der har langt sort hår og lange, mørke øjenvipper, at det sådan en aften her kan være en fordel at kende teksterne, men at det under alle omstændigheder kan lade sig gøre at nyde Ghita Nørbys oplæsning for dens lydlige kvaliteter. Den unge ledsager er enig, men er mest optaget af uoverensstemmelsen mellem Ghita Nørbys ydre og hendes høje alder.  

En ældre mand på rækken foran antyder, at det er lettere at holde sig godt, når man er berømt skuespiller: ”Hun har nok midlerne til det.”

Den køber pigen ikke:

”Jeg tror ikke, hun har fået løftet noget.”

Da forestillingen er slut, får de tre optrædende et glas portugisisk rødvin i garderoben. Klokken er på vej mod 22, og teaterdirektør Lars Sennels, en mand med et fast håndtryk, blå tweedvest, brune lædersko og bredt ur med stållænke, kommer forbi sammen med sin kone, teaterets dramaturg, for at sige tak for showet.

”Det var en smuk aften. Folk var vilde med jer.”

Vendsyssel Teater har eksisteret i Hjørring siden 1984. I 2017 flyttede egnsteateret ind i Hjørrings nye prestigebyggeri: et skarptskåret hus med rustfarvede stålfacader og skinnende glaspartier, der på en frisk vinterdag spejler den blege, blå himmel. Leveret af tegnestuen Schmidt Hammer Lassen Architects, som aarhusianerne vil kende for biblioteksbygningen Dokk1, og københavnerne for Den Sorte Diamant. Det er et hus til 200 millioner, som direktøren og teaterets personale ligger vandret for at bevise var godt givet ud. En dag som denne, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal har trukket godt 200 publikummer til den ene sal, mens forestillingen ’Turisterne’ skriver sig for godt 300 solgte billetter i den anden, er det en god aften at være teaterdirektør.

”Vi er som en humlebi. Lidt for store til, at vi egentlig burde kunne flyve,” siger Lars Sennels.

”Der er mange af de erhvervsdrivende her i byen, der siger, at vi er en dårlig investering. At vi ikke laver noget overskud. Jeg siger, at det er den bedste investering, Hjørring nogensinde har gjort.”

GHITA STYKKE FOR STYKKE 2

Ved køkkenbordet i Holte dinger iPad’en derudad. Ghita Nørby er ikke teknologiforskrækket, og en besked fra hende kan sagtens bestå af en håndfuld emojier. Men lige nu holder hun hænderne fra tastaturet og fortsætter med at fortælle om sin tidlige karriere.

”I 1960 spillede jeg på Allé-Scenen i ’En duft af honning’ (Ghita Nørby var den unge Jo, der, forført af en sort sømand og forsømt af en promiskuøs mor, lader en homoseksuel mand flytte ind i sin usle bolig for at hjælpe i de sidste måneder af graviditeten, red.). Indtil da havde jeg mest været et kønt smilehul. Men så traf jeg instruktøren Erling Schroeder. Han så den her unge pige, som fløj rundt og grinede og lavede film. Og tænkte: ’Gad vide, hvad der er inde i hende? Er der noget?’ Han ringede og spurgte, om jeg ikke ville gå fra Det Kongelige Teater for at være med i ’En duft af honning’. Min far og mor var meget bange. De syntes, at jeg skulle få min pension fra Det Kongelige Teater. Jeg syntes, det var lidt tidligt at tænke på. Og på det tidspunkt spillede jeg kun vaudeviller og sådan noget. Der var ingen derinde, der troede på mig, overhovedet.

Jeg var et dybt naivt, rent og troskyldigt menneske, så jeg gik ned til teaterchef Henning Brøndsted og spurgte, om ikke jeg kunne få orlov. Han blev så glad og lykkelig og sagde: ’Farvel!’

’En duft af honning’ blev mit gennembrud, både publikums- og pressemæssigt. Lige pludselig så de et helt andet væsen end det, der medvirkede i ’Ballade på Bullerborg’. Fra at være et smilehul blev jeg karakterskuespiller.
Erling Schroeder lærte mig noget. Han sagde: ’Jeg kan ikke se dig. Det er, fordi du ikke har nogen hemmelighed.’ Så blev jeg jo mægtig ked af det. ’Men jeg kan godt lære dig at få en hemmelighed,’ sagde han. ’Du får den ved at tænke. Bare på et eller andet. Du kan tænke på et cykelstativ, du behøver aldrig fortælle nogen, hvad du tænker.’ Det var en ret stor vittighed, men også god lærdom. Det er totalt basalt, og jeg bruger det den dag i dag.

Det var hårdt at være under Erling Schroe­ders behandling. Et par år senere instruerede han stykket ’Ondine’ af Jean Giraudoux på Det Ny Teater. Der sagde han en uge i træk: ’Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen!’ Det var terror. Og hans måde at drive mig derhen, hvor jeg forstod, hvad stykket drejede sig om. En anden gang, langt senere, hvor vi spillede forestillingen ’Onsdag’ på Bristol Teatret, der lå på Strøget, havde Erling Schroeder lavet et meget vanskeligt arrangement til mig. Jeg kan ikke huske, hvad han har sagt til mig, men på et tidspunkt vendte jeg mig om, fordi jeg græd. Så sagde han: ’Endelig kom tårerne.’ Jeg ved ikke, om det var gået i dag. Men jeg elskede ham.

Gennem hans maskine blev jeg mere og mere klar over, hvad det drejede sig om. Han er skyld i, at jeg kan begribe noget af det hele.

Min måde at være på teater og film på er aldrig nogensinde at reproducere. Jeg laver ikke om på stoffet. Der står jo, hvad der står. Og jeg kan mine replikker, men jeg vedbliver at forholde mig åbent til stykket. Først skal du kunne dit stof fuldstændigt. Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig. Du skal have modet til at give slip. Muligvis falder du igennem. Det ved du ikke. Men jeg har aldrig forholdt mig anderledes. Jeg har spillet ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ med Frits Helmuth 500 gange. Hver aften sagde vi til hinanden: ’Hvad handler det her stykke om?’ ’Det aner jeg ikke.’”

EN KØBSTADS CHARME består typisk af en idyllisk plads mellem omkringliggende handelsgader, hvor ensartet lave huse ligger tæt som velplejede tandrækker. I Hjørring har en tung næve slået smilet ind. På Mammutpladsen har en nedrivning givet plads til parkerende biler, men samtidig skabt en forblæst og flosset kant af baghuse. På de omkringliggende gader, hvor man kan få fastfood og Sure Fisk-shots til en femmer, skaller malingen på facaderne af, og omkring Springvandstorvet står lejemålene halvtomme. Vendsyssels største shoppingcenter, Metropol, der åbnede i 2008 og er udformet med finesse som et autobahn-motel, har skabt job, men også usikre levevilkår for butikkerne udenfor på gågaden. Og selv om pop-up-butikker tjener godt på tøj og souvenirs i sommersæsonen, forsvinder de igen med turisterne.

Hjørring har som mange andre danske byer en strategi, der skal skabe mere harmoniske byrum, og Vendsyssel Teater har spillet en central rolle i lokalplanen. Nu ligger det som det første, den rejsende, der ankommer til Hjørring med toget, lægger mærke til. Huset er hele Hjørrings, og teateret har ambitioner om at blive hele Danmarks. Indimellem, i hvert fald. Som da en iscenesættelse af ’Hamlet’ i 2018 trak gentagne Reumert-nomineringer, og en af landets fineste teaterpriser endte hos hovedrolleindehaver Elliott Crosset Hove. Lidt i samme skala håber Lars Sennels og hans kone, dramaturg Anne Middelboe Christensen, at instruktørveteran Kaspar Rostrups vinter-opsætning af ’Et dukkehjem’ vil trække Henrik Ibsen-fans til fra andre dele af landet.

”Vi vil være et hus, hvor alle føler sig velkomne, og samtidig skal vi lave spitze teater,” siger hun.

HOTELLET ER RENT og ordentligt, men terrazzogulvet på herretoilettet har sine slidhuller. Og sæbedispenserne og P.S. Krøyer-­reproduktionerne på værelserne hænger noget falmede på væggene. Ghita Nørby har boet her masser af gange i løbet af de 50 år, hun er kommet i byen for at optræde på dens teatre eller for at lave filmindspilninger i området. 

”Køkkenet plejede at være ret godt,” siger hun over et glas appelsinjuice og en rullepølsemad, der smager en smule af køleskab.

Hotelmorgenmaden er egentlig ryddet væk, da Ghita Nørby og hendes to rejsekammerater for sent kommer ned i restauranten for at sætte sig til bords klokken 9.30. De får lov af personalet til selv at gå i køkkenet og fiske ud af skabene. Der er varm kaffe tilbage på kanden, dagen er frostklar, og Ghita Nørby og Lars Hannibal glæder sig til at komme lidt ud og kigge på byen. De har en tradition, når de rejser rundt i landet: altid at besøge det lokale kunstmuseum.

Mens seks aser i bronze bakser med en irgrøn, glaseret Midgårdsorm i Bjørn Nørgaard-springvandet på pladsen bag hende, bevæger Ghita Nørby sig støttet af Lars Hannibal langsomt op ad den brede trappe mod kunstmuseet. Hjørring er bygget på tre høje, og ind­imellem lader højdeforskellene sig mærke. En kvinde i sort dynejakke kan ikke lade være at stirre fra toppen af trappen. Hun smiler, da skuespilleren er kommet tæt nok på, til at man kan være sikker på, at det virkelig er hende, der gemmer sig bag de store Ray-Bans.

”Jeg kunne næsten ikke tro, det var dig. I Hjørring,” udbryder hun og tilføjer: ”Men velkommen til!”

”Tak skal du have,” svarer Ghita Nørby.

 

5 STÆRKE PÅ SCENEN

Udvalgt af kulturkritiker Gregers Dirckinck-Holmfeld.

1969: ’Cabaret’, Ungdommens Teater
”Hun ser simpelthen så godt ud. En magnetisk figur i hovedrollen som Sally Bowles.”

1982: ’Fra regnormenes liv’, Det Kongelige Teater
”Hun rammer præcis balancen mellem arrogance og nysgerrighed i fremstillingen af Johanne Luise Heiberg, der tager imod en ung H.C. Andersen.”

2012: ’Other Desert Cities’, Aarhus Teater
”Hun udfylder rollen som mater familias i en forestilling om familieliv på californisk upperclass-niveau med uigennemskydelig selvsikkerhed og dybt skolet artikulation.”

2013: ’Faderen’, Det Kongelige Teater
”Hun spiller den gamle barnepige med utrolig, behersket ondskab i denne geniale Strindberg-forestilling om en familie, der har besluttet, at dens patriark skal ned med nakken.”

2017: ’Sarah’, Folketeatret
”En blændende afskedsopvisning. Med stor lyst viser hun sig frem i centrum af denne forestilling, der handler om en anden stor stjerne, nemlig Sarah Bernhardt.”

På en udstilling, der mest er henvendt til børn, morer Ghita Nørby sig med at kigge i flade og sirligt snedkererede arkivskuffer. De gemmer på fladpressede medicinske og giftige planter, der skal illudere en botanikers herbarium, og de glider lystigt frem og tilbage i Ghita Nørbys hænder. Hun nyder stille de nærmest overnaturligt farvestrålende landskabsmalerier i museets samling af Niels Larsen Stevns. Hun kigger lidt på japansk-inspireret raku-lertøj fra en lokal keramiker og på billeder af vendelbomaleren Poul Anker Bech.

Så siger kroppen, at det er tid til at sidde ned og få en kop kaffe og en bid brød. Valget falder, efter museumspersonalets råd, på en propfuld café på gågaden, hvor fajance- og stolesortimentet hip­ster­­agtigt udgøres af en ukurant samling loppefund. Michala Petri støder til selskabet. Mens de venter på maden, kommer en lang, senet mand hen med sin baby, som han placerer i armene på Ghita Nørby, hvorefter han spørger, om han må tage et billede af dem. Hun giver tilladelse og smiler til babyen. 

”Gode, tykke kinder,” siger hun og giver dem et nap.

Barnet bliver givet tilbage til sin mor, hvor det helst vil være, og tapastallerkener og cortado’er ankommer til de tre kunstneres bord. Da de er færdige med at spise, kommer den lange mand over igen med en lakridspibe til alle ved bordet.

”Tak for billedet, Ghita,” siger han og forklarer, at erkendtlighederne alligevel bare lå og hobede sig op i bagagerummet i hans bil sammen med bunker af andre lakridspiber, han ikke fik solgt, da han i sommer bestyrede en campingplads. 

DEN SLAGS HÆNDELSER kommer ikke bag på Ghita Nørby: ”Det er noget underligt noget. Danmark ejer mig. Men det kan jeg lige så godt acceptere. Jeg siger aldrig nej til folk, der gerne vil i kontakt med mig. Det, jeg får fra dem, er jo varme. Og jeg skal jo ikke være ven med dem eller giftes med dem, så jeg står ikke og snakker med folk, men jeg siger goddag og tak for det og farvel, og så går jeg igen. Det er en meget enkel måde at afskibe de ting på. Jeg har altid haft meget let ved at tage imod – og let ved at forsvinde.”

Er det noget, du er blevet afhængig af? Er det derfor, du sidder her i Hjørring nu?

”Nej. Hvis jeg savner det, kan jeg bare gå en tur i Irma.”

Bagsiden ved at være ’hele Danmarks Ghita’ kan læses på forsiden af kulørte blade og i formiddagspressen. ”Ghita single igen,” stod der for eksempel på forsiden af BT ugen inden hendes tur til Hjørring. Historien havde sin oprindelse i Billed-Bladet, der havde mødt Svenn Skipper, Ghita Nørbys mand gennem 27 år, uledsaget til Morten Grunwalds begravelse. Svenn Skipper og Ghita Nørby blev skilt i 2011. To år efter dannede de par igen. Men det seneste halve år har de været fra hinanden på ny, fortalte Svenn Skipper til Billed-Bladet. Og derfra rullede historien gennem ugeblade og ­tabloidaviser. Det eneste, der glæder Ghita Nørby, er, at det er gået så sent op for pressen, at der har været et nyt brud.

”Det er virkelig ingen nyhed,” griner hun.

Ellers synes hun ikke, det er sjovt at være genstand for den form for nysgerrighed.

”Jeg føler mest tomhed, men der er også en lillebitte giftdråbe, som rammer mig. Heldigvis er jeg blevet god til i sådan en situation at sige, at det varer kun en uge, indtil der sker noget værre i verden. De må selv om det, hvis de synes, det er morsomt. Det er et vilkår. Der er penge i ulykke. Når man er så privilegeret og forkælet som mig, er der altid folk, der synes, det ville være skønt, hvis hun kom lidt ned med nakken.”

Ghita Nørby har været gift fire gange. Og ind imellem ægteskaberne har der været lange, seriøse parforhold. Men hun tror ikke, hun skal have en kæreste igen. Ikke lige foreløbig i hvert fald.

”Det er slet ikke noget, jeg spekulerer over. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg kan godt lide at være sammen. Og det er svært at være single, som det hedder i dag med et udtryk, jeg ikke kan fordrage. Men om døren går op, og der kommer en eller anden ind, kan man ikke vide. Jeg tror det nu ikke,” griner hun og fortsætter i sin muntre tone: ”Og jeg har en hund. En persisk mynde. Jeg har altid elsket mynder. 

GHITA STYKKE FOR STYKKE 3

”Kommer du der, skat!”

Mynden Aki er steget ned fra den dybe lænestol, hvor den foretrækker at holde til og holde øje med biler, der passerer ude på villavejen. Nu hilser den stilfærdigt på ved køkkenbordet. Ghita Nørby stryger den over panden.

”Jeg elskede at spille Ingeborg Skjern i ’Matador’. Det var skidesvært. Hun er en vidunderlig skikkelse, topmålet af kvinde: forståelse, resignation og klogskab. Hun er næsten overmenneskelig. Umulig at leve op til. Jeg kan ikke leve op til hende, det har jeg hverken psyke eller forstand til. Men det behøver man heldigvis heller ikke, det er jo dramatik.

Nogle gange filmede vi fra klokken fem om morgenen. Klokken 12 gik alle vi skuespillere til prøve på teatrene. Så gik vi på teatret klokken 19. Tæppet gik klokken 20, og når forestillingen var færdig ved 23-tiden, var der ofte natoptagelser. Sådan var en almindelig dag på ’Matador’.

Erik Balling krævede absolut tilstedeværelse og præcision, det var slet ikke et spørgsmål. Han vidste, hvad han ville. Med alting. Man skulle være hurtig med sådan en mand. Hvis ikke man var hurtig, holdt man ikke længe. Man kunne nemt blive skrevet ud.

Der er ikke noget yndigt i at spille. Det er dødhårdt. Det er jord og beton-arbejde. Min søn Giacomo satte jeg på kostskole på Sorø Akademi, mens han tog sin studentereksamen. Jeg syntes, jeg levede et åndssvagt liv og havde en søn, der var en begavet mand, der ikke skulle lide under mig. Jeg savnede ham, men jeg følte ikke, jeg kunne byde ham at bo sammen med mig. Jeg gik klokken fem om morgenen og kom hjem igen 24 timer senere. Jeg har aldrig taget ham med på optagelser og haft ham med i mit sindssyge liv på den måde. Jeg ville ikke blande de to ting sammen. Jeg er ikke sikker på, at det var rigtigt gjort. Jeg slog ikke til. Spørgsmålet er, om man slår bedre til ved at putte ham på et akademi. Jeg tror aldrig, han gik helhjertet ind i det. Selvfølgelig havde han venner, og jeg kom da også og besøgte ham. Jeg var ikke ond på den måde, men muligvis handlede jeg forkert. Han siger: ’Der, hvor du tror, du har svigtet mig, det er ikke der.’ I dag er vi blevet venner, hvilket ikke er en selvfølge, bare fordi man føder et barn. Vi kan tale sammen. Vi er fortrolige.”

HUN SIDDER der i sin røde kimono og tager sig sammen til endnu en aften på scenen. Lars Hannibal og Michala Petri har spist sultent af de overdådige serveringer af stjerneskud, men Ghita Nørby har kun akkurat rørt sin. Ude i foyeren foran salen glæder publikum sig til at se skuespilleren live. En mand i træsko og med et skæg som en fisker på et skagensmaleri dukker op sammen med sin kone og datter. De havde billet til den forestilling, der blev aflyst året før, og skyndte sig at bestille igen, da der kom nye billetter til salg.

”Hun er dygtig. Det går jo helt tilbage til 50’erne, hvor vi har set hende på tv og film,” siger han og fortæller, at deres yndlings-Ghita Nørby er i rollen som den elskværdige og ligevægtige Ingeborg Skjern i ’Matador’. 

Et par blonde kvinder i tyverne, der arbejder med marketing, er kommet fra Aalborg.

”Hun har jo en fantastisk fortællerstemme,” siger den ene.

”Vi er lidt unge i forhold til resten af publikum i dag. Men det havde vi nok forventet,” siger den anden, der fortæller, at de har set hende i ’Baronessen fra benzintanken’ og andre lystspil på streamingtjenesten Dansk Filmskat.

”Vi har store forventninger,” siger en midaldrende kvinde med rød sweater, røde højhælede ruskindssko, røde briller, rød træperlehalskæde og leopardnederdel. 

Hun og hendes mand havde også billet sidste år. 

 

5 STÆRKE PÅ LÆRREDET 

Udvalgt af filmlektor og forfatter Peter Schepelern.

1960: ’Baronessenfra benzintanken’
”De mest sødmefyldte smilehuller i film­historien.”

1969: ’Olsen-banden på spanden’
” Enormt sjov og charmerende. Egon skal resocialiseres, og hun er socialrådgiveren Bodil. Ikke uforståeligt bliver Egon Olsen mat i ­knæene.”

1978: ’Mig og Charly’
”Hun chokerer med en incestuøs scene mellem mor og søn. Ikke en fuldbyrdet sexscene, men udtryk for en afslappet tolerance over for livet, der i dag ville blive strøget fra manuskriptet af konsulenterne.”

1996: ’Hamsun’
”Jan Troell, en af de store skikkelser i skandinavisk film, instruerer en storslået film. Ghita gør en glimrende figur som hustruen til Knut Hamsun, lige så nazistisk sindet som manden. En stor, moden, facetteret ­præstation.”

2014: ’Stille hjerte’
”Som den døende mor i en smuk film om at bevare sin værdighed i døden – gennem aktiv dødshjælp – fylder hun rollen med autoritet og selvfølgelighed. Livs­erfaringen stråler fra hende uden store tekniske virkemidler. Hun er der bare, og det er alt nok.”

Ryggen er rank, da Ghita Nørby sætter sig til rette i sin stol midt på scenen. Et let smil på læben og lysende øjne. Hvis hun aftenen forinden tvang tilhørerne frem i sædet med et rastløst tempo og betoninger, der faldt, hvor de mindst ventede dem, er oplæsningen denne aften af en eftertænksomhed, der tillader folk at hvile ryggen og lade teksterne glide ind. Publikum trækker vejret og lader pointerne bundfælde sig, inden de sætter i med klapsalverne. Nærværet kulminerer med de sidste sætninger af ’Den lille pige med svovlstikkerne’, hvor den lille piges legeme ligger afsjælet i sneen nytårsmorgen. Et næsten nydelsesfuldt suk går igennem salen.

”Mmmmm.”

Ghita Nørby fortæller, at eventyret tidligere i hendes liv lå langt nede i bunken, fordi hun var bange for det, men at hun på det seneste er begyndt at læse noget andet i teksten. 

”Hvem af os ved, hvornår vi skal herfra? Hvem af os ved, om det er værre at dø som ung eller gammel?” spørger Ghita Nørby ud over stolerækkerne. 

”Jeg tror, det har noget med min alder at gøre. Da jeg var ung, var døden ikke noget, der var lige ved siden af mig. Jeg forstår godt, at man som ung synes, det er en meget sørgelig historie. Men det synes jeg ikke nu. Det er et forløsende eventyr, der løfter én.”  

I GARDEROBEN efter forestillingen har Ghita Nørby lagt kimonoen og står i sin sorte silkekjole og på flade nylonstrømper. Hun sludrer med en af teaterets faste skuespillere, der fortæller om sit ’Lady og Vagabonden’-videobånd, hvor Ghita Nørby lægger stemme til Lady.

”Ja, det måtte ikke stå på plakaten, at jeg lavede det. Jeg var elev på Det Kongelige Teater, og man måtte ikke arbejde ved siden af,” fortæller hun.

Da han er gået igen, skal Ghita Nørby til at skænke sig et glas Riesling fra Alsace, da to mænd, far og søn, kommer frem i døren. Faren har briller og Gore-Tex-anorak. Sønnen er i grøn dynejakke. Blikkene er let eksalterede. Begge lægger håndfladerne mod hinanden foran sig som i en yogahilsen og bukker let.

”Jeg er en af dem i verden, der kan allerflest ’Matador’-afsnit udenad,” præsenterer faren sig.

”Ja, det er meget belastende,” supplerer sønnen.

”Det var da helt forfærdelig dejligt at se dig i virkeligheden,” siger faren.

”Ja,” svarer Ghita Nørby med et behersket smil.

”Her står hun så. Her står Ingeborg.”

De to mænd trækker hende ind i en selfie, hvorefter de trækker sig bukkende tilbage. Da de er væk, fylder hun glasset med hvidvin:

”Lad mig så få noget spiritus!”

GHITA STYKKE FOR STYKKE 4

Ghita Nørby lukker Aki ind fra haven, hvor hun stadig pusler med roser, når det er sæson til det. Men knæene tillader hende ikke at slå græs, og hun kan ikke kravle på stiger, så hun får hjælp fra en gartner til at holde haven ved lige. Skuespilleren sætter sig ved køkkenbordet igen.

”Jeg led under min mor i mange, mange år. Jeg havde et meget lykkeligt barndomshjem. Men da jeg blev en voksen pige og begyndte at stå på scenen, og folk klappede ad mig og genkendte mig, gik det i stykker. Det kunne hun slet ikke tage. Hun sagde altid, at jeg var grim og rædselsfuld. Det er et meget, meget almindeligt problem. Misundelse mellem mor og datter. Jeg prøvede at snakke med hende hele livet. Men det interesserede hende ikke. Det er ikke morsomt at miste sin mor i levende live. Hun blev næsten 100 år. Vi fandt aldrig hinanden igen. Hen ad vejen fandt jeg ud af, at jeg ikke behøvede at ringe til hende hver dag, og at jeg ikke behøvede at rette mig efter alt, hvad hun sagde. Da hun døde, skete der det mærkelige, at sorgen og alle de dårlige minder var væk. Nu mindes jeg hende som en fantastisk, smuk og spændende kvinde. Hvis ikke hun havde været min mor, tror jeg, hun havde været spændende at kende.

Jeg har haft et kunstnerisk liv, og jeg har haft et privatliv. To liv i én person. Den kunstneriske person havde en god forstand, var ligeglad, lykkedes mere og mere og blev klogere, sjovere og bedre, mens den private hele tiden dummede sig og voksede meget langsommere. Jeg har gået til analytikere og psykologer og gør det den dag i dag. Det er hårdt at blive klogere, men det er at foretrække frem for at vedblive at være dum i fred. Det er meget svært at rette på sine egne små fejl. Men jeg prøver.

Man kan ikke have en karriere som min uden at svigte til højre og venstre. Det ser jeg klart bagefter. Jeg har jo en søn og to børnebørn. Jeg har valgt arbejdet først. I starten tror jeg ikke, det var et bevidst valg, det var en selvfølge. Selv om ulykkerne – skilsmisser, og hvad du ellers vil – brasede ned over mig, så arbejdede jeg alligevel. Når du rammer ned i, hvad du har talent for i livet, bliver dit arbejde pludselig noget andet, så rammer det plet inde i dig som person. Det har mit arbejde gjort. Jeg skulle være den, jeg nu er og har været.”

DER ER CHIPS fra Kims på bordet. Der er Cabernet Sauvignon fra Chile i glasset. Klokken nærmer sig midnat. I hotelbaren snakker Ghita Nørby og Lars Hannibal om, at de, når de har været hjemme et par dage, skal af sted igen til Fanø og optræde. Denne skribent foreslår, at det måske havde været mere belejligt, hvis arrangementet havde ligget i forlængelse af Hjørring, så de kunne tage Fanø på hjemvejen og få det sidste engagement overstået, inden de tog tilbage til Sjælland. Formuleringen provokerer. 

”Overstået,” fnyser hun.

”Jeg hader det ord. Det handler ikke om at få overstået noget. Det har det aldrig gjort for mig. Man er ikke til stede, hvis man tænker på at få det overstået.” 

Derfor siger tanken om otium hende heller ikke noget. 

”’Hvorfor går du ikke på pension?’ spørger folk. ’Hvaffornoget?’ svarer jeg. ’Pension fra hvad? Fra mit liv?’ Sikke noget sludder. Så længe jeg er i den verden, så er jeg der jo. Det ligger slet ikke i min natur, at man holder op. Hvis nogen gerne vil se én, møder man op.”

 

En sjov giraf fra forstæderne og en klejn, korrekt kvinde fandt sammen og fik ikke bare nok. De fik folk til at grine, græmme sig og krumme tæer. ’Det høje ja’ og ’det lille nej’ – DITTE HANSEN og LOUISE MIERITZ – fortæller her om drivkraft og om vigtigheden af at dykke ned i udklædningskassen med stereotyper.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

DITTE HANSEN

SOM BARN spillede jeg volleyball, og i begyndelsen var jeg den dårligste. Virkelig den dårligste, for jeg var ikke stærk. Men jeg endte som en af de bedste. Fordi jeg var den højeste, og fordi jeg fightede. Spillede holdet eller jeg selv ikke godt nok, blev jeg rasende. Jeg råbte efter de andre: ”For helvede!” ”Vi skal tage os sammen!” Flere gange sagde mine holdkammerater, at mine aggressioner fyldte for meget. De blev simpelthen bange for mig, når vi spillede.

Jeg fandt et forum, hvor det havde værdi, at jeg som pige var så høj. Jeg kan huske følelsen af at træde ind i en hal til et stævne og mærke, at alle kiggede på mig: ”Wow, det er hende der fra Herlev.” Det var en fed følelse. Uden for banen følte jeg mig som en giraf i min krop. Inde på banen fik jeg luft for mit temperament. Jeg ville bare vinde. Vi blev danske mestre, jeg kom på ynglingelandsholdet, og jeg elskede det.

FØRSTE GANG, jeg fik berøring med skuespil, var, da vi skulle lave skolekomedie. Vi spillede ’En søndag på Amager’, og jeg fik rollen som Lisbet, der bliver gift med Jokum. Alle de andre tænkte og sagde: ”Det her er rædselsfuldt.” Men jeg syntes, det var vildt sjovt. Så snart jeg kunne, tog jeg drama som valgfag. Som på volleyballbanen følte jeg, at der var plads til mig. Jeg blev mere modig.

Efter folkeskolen tog jeg på high school i USA og meldte mig straks til dramaholdet. De lavede fire forestillinger på et år, og allerede i den første fik jeg hovedrollen – selv om jeg knap nok kunne sproget. Hvor vi herhjemme har fokus på, at vi alle sammen skal være lige gode, tør man i USA sige, hvad man er god til. Lige meget hvad det er. Det er selvfølgelig på godt og ondt, men for mig var det godt. Det var først i USA, at nogle sagde: ”Det her er du god til.” Tilbage i gymnasiet i Danmark måtte jeg vælge mellem volley og drama. Der ikke var tid til begge dele. Uden tøven valgte jeg drama.

I MIN BLÅ BOG fra gymnasiet står der, at jeg var den i klassen, som gik op i kvindekamp og ligestilling. Det var i 1990, og dengang var det virkelig ikke et populært emne. Interessen spirede fra en grundlæggende retfærdighedsfølelse. Jeg kunne – og kan – blive rasende, når jeg ser uretfærdigheder omkring mig. Som ung var jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle være skuespiller eller politiker.

Mit køn var nok en fordel i visse dele af mit ungdomsliv. På trods af at jeg følte mig som den grimme ælling, dumpede der fyre og begær ned til mig, uden at jeg skulle gøre det store for det. Ikke at jeg kunne få det til at fungere, men noget skete der dog. Som stor dreng eller ung mand føler du dig lige så utilpas i egen krop og er lige så uerfaren og genert. På samme tid skal du i højere grad være den, der tager initiativ. Der har jeg meget medfølelse med mænd.

Jeg kommer fra et hjem, hvor vi diskuterede ivrigt. Jeg kan især huske diskussionerne op til afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Vi skændtes, så det bragede. Familien var nærmest ved at gå i stykker. Jeg har været pro-EU så længe, jeg kan huske, og jeg syntes, at min familie var alt for længe om at fatte det. Min søster sagde på et tidspunkt: ”Hvis nu mor har følelser for kronen, så kan du jo ikke sige, at det ikke er regulære følelser!” Og så kan jeg høre min egen skingre stemme slynge tilbage: ”Følelser for kronen?”

Min søster og jeg gør det stadig. Vi kan diskutere og diskutere. Køre os selv op i spiraler. Selv om vi er enige om det meste, kan vi få meget små uenigheder til at blive kæmpestore. Men med til den diskussionslyst hører også troen på, at man kan flytte noget, gøre en forskel. Det er jeg glad for, at jeg fik med hjemmefra.

DITTE HANSEN

Født 1970.

Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Har spillet ni sæsoner i Cirkusrevyen og har lavet satire på P1 og DR2 med ’I hegnet’.

Gift med Benjamin Boe Rasmussen. Sammen har de sønnerne Asger og Thor.

BEGGE MINE FORÆLDRE blev dødeligt syge, inden de fyldte 60. Det minder mig om, at jeg ikke skal fedte med mit liv. Det gælder også privat. Da de døde, tænkte jeg: ”Okay, hvis jeg kun har 14 år tilbage at leve i, skal der ske noget.”

En af mine drømme har længe været at bo ved vandet. Blandt andet forbi jeg bader flere gange om ugen. Så jeg fik tvunget hele min familie over i en husbåd. Det er en slæbebåd, som var med i slaget ved Dunkerque i 1940 og senere har slidt som isbryder. Et stort skrummel af en stålbåd, hvor der er bygget et hus ovenpå. Det er på ingen måde en yndig lille fiskekutter. 

Hverken min mand eller mine sønner havde behov for at flytte, men heldigvis fulgte de med mig. Eller rettere: Der var ikke plads til min ældste søn, så han flyttede hjemmefra. Men jeg synes nu, de alle sammen er kommet sig fint. Vi er ikke blevet skilt.

Det var meget illustrativt for mig og mit liv, da min mand sagde: ”Hvorfor skal vi flytte? Vi har det jo godt” – så svarede jeg: ”Er det godt nok?”

BARSLERNE KEDEDE MIG ad helvede til, og jeg endte med ikke rigtig at tage nogen. Heldigvis har jeg et job, hvor man kan tage babyen med, så mine drenge, især den yngste, har sovet under mit garderobebord rigtig mange gange. Der var meget bud efter mig i de år, hvor mine børn voksede op. Jeg løb efter det meste, for det er lystfyldt for mig at have travlt. Jeg ved ikke, hvor den drivkraft kommer fra. Som Obelix må jeg være faldet i en eller anden gryde som barn.

Da drengene var mindre, testede de mig nogle gange: ”Hvor syg skal jeg være, før du bliver hjemme, mor?” Og der lød svaret: ”Jamen, du skal være ved at dø. Ellers kan far eller mormor klare det.” Nu hvor de er blevet større, har jeg til gengæld spurgt dem: ”Har I taget skade? Arbejdede jeg for meget?” Min store søn svarede: ”Jamen, du var glad, mor.” 

Ser jeg billeder af mine drenge som små, kan jeg simpelthen græde og tænke: ”Kyssede jeg dem nu nok?” Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed, men fordi det er så fortvivlende kort tid, de er små. Jeg troede, det varede for evigt. Man går og tænker: ”Åh, hvor er det hårdt,” og ”Åh, jeg sover ikke om natten.” Pludselig er den tid, man boede sammen som familie, forbi.

For nylig fik jeg en tanke, som varmede mig helt op: Jeg har stadig børnebørn til gode. Jeg har et meget nært forhold til min farmor, som snart fylder 93. Det er som et forhold til en forælder, hvor du trækker alle de problematiske elementer fra. Tænk, at der, 7-9-13, kan komme et menneske ind i mit liv, som kan fylde så meget for mig, som jeg har gjort for min farmor. Jeg har sagt til mine drenge: ”Kom i gang!” Der er ingen grund til at vente for længe med det. Når børnebørnene kommer, er jeg klar til at slå røven i sofaen og lade dem kravle rundt på mig, så længe de har lyst.

I BEGYNDELSEN af min karriere var jeg glad for bare at være med. Men så kom der et stadie, hvor jeg bød mere og mere ind: ”Måske ville det være bedre, hvis vi …” Nogle steder blev det taget godt imod. Andre steder blev det forklaret, at det var en fin idé, men ikke rigtig i sammenhængen. Andre steder igen fik jeg at vide, at jeg ikke skulle bestemme. Efterhånden som jeg oplevede mine ideer blive skudt ned, følte jeg mig beredt til at tage magten over mit eget arbejdsliv. Jeg synes, man er forpligtet til at rykke sig, hvis man arbejder på det kunstneriske felt. Du skal derhen, hvor det er lidt farligt.

Jeg mødte Louise på et helt perfekt tidspunkt. I hende fandt jeg ikke alene en, som kunne lide mine ideer. Jeg fandt en, som sagde: ”Ja, og hvad så, hvis man også …” Jo mere vi delte, jo mere stof akkumulerede vi. Vi havde beslægtede erfaringer fra livet som kvinde i vores branche, og vi opdagede, at vores forskellige karaktertræk var det oplagte afsæt til et par fiktive figurer. Sammen følte vi os trygge ved at sætte os selv på spil og gå durk ind i nogle kønsstereotyper, som vi gør med ’Ditte & Louise’, både i serien og i filmen. Det er satirens rolle: at hjælpe med at belyse nogle ting, som er absurde, så vi kan tale om, at de bør ændres. Vores håb er, at det om nogle år slet ikke er opsigtsvækkende at rage rundt nede i kønskasserne, som vi gør. 

SIDSTE EFTERÅR sad vi på Istedgade og drak os fulde og græd. De første to sæsoner af serien var ellers gået virkelig godt. Vi havde vundet Robert-priser herhjemme, og ved en fællesnordisk prisuddeling i Oslo havde vi fået prisen som ’Bedste komedieserie’. Vi havde fået masser af positiv respons fra kvinder, som følte sig set og hørt, men også fra mænd, som sagde: ”Fedt, at der er nogle damer, som tager plads.”

Men der i efteråret ramte vi bunden. Først havde DR chokeret os ved ikke at give ’Ditte & Louise’ endnu en sæson. Nu havde Filminstituttet afvist at støtte vores spillefilm. Vi sad der og sagde: ”Okay, hvor går vi hen med det, vi kan?” ”Er der virkelig ingen, der vil have det?” ”Er det bare slut nu?”

Vi følte en kæmpe sorg og afmagt. Til sidst kiggede jeg på Louise og sagde: ”Prøv at høre. Det er alt sammen ligegyldigt. Hvis vi to mødes på mandag og skriver videre, så er jeg lykkelig.” Mandag morgen mødtes vi på kontoret og spændte balderne og søgte Dansk Film Institut én gang til. Denne gang lykkedes det. 

LOUISE OM DITTE

Hun kom ind på scenen med en gakket gangart. Min første tanke var John Cleese. Hun havde et kropssprog, som strittede og var et statement i sig selv i forestillingen ’Først bli’r man jo født’ af Line Knutzon. Da vi så blev parret i ’Kvindernes hævn’, opdagede jeg nogle af de næste lag: At hun er en meget målrettet og ambitiøs kvinde.

Jeg var kvinde i forestillingen og hed Transparence. Ditte var min kæreste, alfahannen Ricco. I en af scenerne vil Ricco have smæk, så Transparence skulle være dominatrix. Scenen skulle være sjov, og vi fik lov til at improvisere. Der begyndte den joke-optimering, vi har bygget videre på lige siden: ”Bliver det ikke sjovere, hvis …?”

Hendes energi er for vild. Mens jeg beder om en weekend alene, tager Ditte ud og åbner et museum og synger fire sange med et orkester. Hun får energi af det. Det misunder jeg hende lidt.

Hendes utålmodighed kan være irriterende. Hvis hun har hørt noget før, kan hun godt snappe og blive sådan: ”Kom nu videre. Dér har vi været!” Det kan være hårdt, hvis man er sårbar og stadig er ved at formulere sine tanker. Men det taler vi om, og hun siger: ”Åh, stop mig lige, når jeg gør sådan.” Det sker heldigvis ikke særlig tit.

Da jeg var ung, blev det betragtet som negativt at være for meget i symbiose. Gik man i symbiose med en kæreste, lød det: ”Ej, I er jo smeltet sammen, og du ved ikke, hvad du selv tænker.” I dag føler jeg mig stærk i symbiosen, fordi jeg ved, at Ditte har min ryg hele tiden. Hun får det bedste frem i mig. Hun fremkalder mig og har hjulpet mig til et sted, hvor jeg har kreativ frihed. Jeg ville ikke vide, hvor jeg var i dag, hvis jeg ikke havde hende i mit liv.

 

LOUISE MIERITZ

MINE FORÆLDRE sagde for nylig, at jeg var to Louiser som barn. Når jeg talte fransk, var jeg den artige. Når jeg talte dansk, var jeg Pippi Langstrømpe. 

Som seksårig startede jeg på Den Franske Skole på Frederiksberg. Man rejste sig op, når læreren kom ind, og man var Des. I Den Franske Skole blev man mobbet og hængt ud, hvis man klarede sig dårligt fagligt. De, der fik de laveste karakterer, fik deres navne skrevet på tavlen. 

Angsten for ikke at være dygtig sidder dybt i mig. Det hænger sammen med samtalen om, hvorfor der ikke er så mange piger, der kaster sig ud i at være sjove. Jeg fik point for pænhed, for at være ordentlig og pertentlig og svare rigtigt. På samme tid havde jeg en vild side. Det at rumme noget dobbelt har fulgt mig hele livet.

SOM OTTEÅRIG blev jeg sendt på sommerferiekoloni i Frankrig. Der blev jeg introduceret til sketch. Det var en kæmpe øjenåbner. Skoleskemaet på Den Franske Skole var renset for kreative fag. Ingen musik, ingen drama. Jeg tog noget andet tøj på og kastede mig ind i situationen og følte mig fri. Fri fra den pæne pige. De andre børn var ældre end mig, men jeg følte mig ældst. Jeg var helt oven på situationen, når vi skiftedes til at gå ind og improvisere. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at instruere sketch i frikvartererne med mine veninder. ”Nu gør du sådan, og så gør du sådan.” Allerede dengang var der humor indblandet.

Selvom mine forældre sendte mig i en streng skole, blev det at være skuespiller faktisk betragtet som en reel levevej. Min mors forældre var amatørskuespillere i Mariager, og min morfar ville gerne have været professionel. Men han sang pivfalsk, så det kunne ikke lade sig gøre. Han døde, to måneder inden jeg blev født. Man siger i min familie, at hans sjæl sprang over i mig. Jeg synger nu forholdsvis rent. 

Mine forældre støttede mig og tog mig ud at se teater. ’Blodbrødre’ på Betty Nansen Teatret med Kirsten Lehfeldt står lysende klar for mig, og hun blev et kæmpe forbillede. Samme år, i 1986, gik jeg i Grand Teatret med min mor og så hende i Helle Ryslinges film ’Flamberede hjerter’. Alt omkring Kirsten Lehfeldts figur er dysfunktionelt, og hun støder på nogle frygtelige mennesker. På samme tid er hun vildt sjov i sit kaos. Ditte og jeg taler tit om, at når folk er så søde at kalde vores ting for ”frisættende”, så var det præcis sådan, vi følte ved at se den film.

MIN FØRSTE FILM var ’Idioterne’. Jeg spillede over for en mandlig skuespiller, som var uddannet præcis samtidig med mig. Rollernes størrelse var ens. Vi havde samme anciennitet. Det var en en­semble­film. Men han fik mere i løn, end jeg gjorde. Det opdagede jeg midt i forløbet, og min tanke var: ”Gud, hvor har jeg været dårlig til at forhandle.” Jeg købte ind i den der henslængte holdning ”Årh, vi er da meget lige” og så ikke, hvor systematiske forskellene var. Så jeg må med skam erkende, at jeg selv har været med til at fastholde nogle skævheder.

Jeg har ikke oplevet noget fysisk krænkende i branchen, men jeg har oplevet toner, som jeg har bidt i mig. Instruktører, der afbryder midt i en scene for at sige, at jeg altid har sådan nogle pæne kjoler på. Det har jeg virkelig oplevet meget. Og det er selvfølgelig en kompliment, men det er midt i mit arbejde. Havde jeg opponeret for 15 år siden, var jeg blevet skammet ud med, at jeg var snerpet. ”Hold nu op, det var bare for sjov.” I dag er der ved at være skabt et sprog for, at man kan sige til hinanden: ”Hov, det synes jeg faktisk var både forstyrrende og upassende.”

Det handler ikke om, at man skal pege fingre. Det handler om, at vi alle sammen skal øve os i at blive bedre til at lytte til os selv og hinanden. På et tidspunkt fløj det ud af munden på mig til en kollega: ”Hey, lækre ben i de shorts!” Umiddelbart uskyldigt og for sjov. Men han havde ikke lagt op til eller bedt om, at der skulle være fokus på hans krop i den situation. Jeg sagde straks undskyld.

LOUISE MIERITZ

Født 1971

Uddannet ved Statens Teaterskole.

Har tidligere spillet med i Lars von Trier-filmene ’Idioterne’ og ’Direktøren for det hele’.

Medstifter af satire-gruppen Emmas ­Dilemma, der udelukkende bestod af kvinder.

Gift med Manuel Claro. Sammen har de sønnen Samuel.

DA JEG VAR sidst i tyverne, kom en instruktørassistent over til mig og sagde: ”Det er helt vildt med dig, Louise. På scenen gør du alt fuldstændig ens hver eneste aften. Det er sindssygt, så præcis du er.” Hun mente det som en kompliment, men jeg tog det sådan: ”Shit, mand. Det må være røvsygt at kigge på.”

Det blev begyndelsen til at gøre op med altid at skulle være den perfekte. En dag var jeg i Magasin du Nord med min mor, hvor vi kiggede efter en bog til min onkel. Hun talte længe om, hvad vi skulle vælge, men hendes stemme blev mere og mere vattet, indtil den lå svagt ude i periferien. Jeg fik åndenød, mit hjerte galopperede. Ude på Strøget stoppede jeg hende og sagde: ”Jeg kan simpelthen ikke trække vejret. Jeg tror, jeg får et angstanfald. Jeg må vist over at sidde alene.” Jeg satte mig ind i en gyde. Det var, som om hjernen lukkede ned. Kroppen talte med store bogstaver og sagde: ”Nu stopper du! Der er noget galt med den måde, du lever dit liv.”

Mit trick blev at lægge mig ned og spørge ind til signalerne, når de viste sig: ”Hvad handler det her om?” Der dukkede en liste op: Jeg var bange for ikke at være klog nok. Jeg var bange for ikke at være pæn nok. Jeg var bange for at fylde for meget, bange for at være for ambitiøs. Der var alle mulige korsetter, jeg havde givet mig selv. Men da jeg kunne se dem, kunne jeg også løsne dem, og det afspejlede sig i den måde, jeg begyndte at spille på: ”Hende min figur, skal vi ikke give hende en kort lille top på, så min mave stikker ud?”

Det var en følelse af at være et menneske fuld af fejl. Men det professionelle og det private gik ikke hånd i hånd. Mit professionelle jeg kunne nogle flere ting, end jeg selv kunne. Mens jeg følte, at jeg var blevet mere markant i min måde at være skuespiller på, kartede jeg stadig rundt i søgen efter mand og børn og valgte alt muligt dysfunktionelt.

JEG ORKEDE IKKE at finde en mand i branchen. Som 36-årig begyndte jeg at sige til mig selv, at jeg måske aldrig fik børn. En aften var jeg til fest efter Mammutteatrets ’Fobiskolen’. I baren faldt jeg i snak med filmfotografen Manuel Claro, som jeg kendte lidt fra tidligere samarbejder. Da jeg lagde an til at gå hjem, tog han hurtigt fat i min krave og kyssede mig, og vi forlod festen sammen. I hans selskab blev jeg fuldstændig rolig. Det var en helt fysisk følelse. Det havde jeg aldrig prøvet før. Fem uger senere var jeg gravid.

Ditte er min anden kæreste. Jeg mødte hende, lige inden jeg mødte Manuel, så de to forhold har været parallelle. Manuel får hele pakken og skal holde mig ud, når jeg er urimelig, men jeg strammer mig mere an, når jeg er sammen med Ditte. Jeg tror, hun gør det samme. 

Ofte er et parfold forbundet med, at man må afgive noget af sit ego. Jeg oplevede det omvendt med Manuel. Med ham fik jeg mere ego. Tidligere forbandt jeg det at have ego og ambitioner med at have spidse albuer. I dag forbinder jeg det med at turde stille sig frem og sige: ”Jeg ved godt, at der er langt op på det bjerg, og at turen er strabadserende, men jeg vil prøve at komme derop.” I Ditte fandt jeg en, som ville følges med mig op på det bjerg.

Hun og jeg er gode til at passe på hinanden på den rejse. Ditte er sådan en arbejdshest, der bliver rastløs af at holde pause, mens jeg går ned med stress, hvis jeg ikke lader op. Det gjorde jeg i 2014 efter første sæson af vores serie. En stresscoach fortalte mig, at jeg er særligt sensitiv og let bliver overstimuleret. Nu øver jeg mig i at koble fra. Gåture på Vestre Kirkegård er godt. At se meget af himlen. Lyden af bølger. Men også bare at ligge alene og tage en lur. Nu er jeg sådan en, der tager en lur hver dag, hvis jeg kan. 

FORDI JEG HAR skabt plads til mig selv, er min dobbelthed smeltet mere sammen. Jeg har stadig samtaler inde i mig selv, men de handler i mindre grad om mit lille liv og mere om strukturerne omkring mig. Man kan sige, det hele er blevet mere holistisk.

De agendaer, jeg har med Ditte, optager mig. Jeg håber virkelig, at vi kan få en redefinering af det at være menneske. At vi kan acceptere, at det maskuline og det feminine findes i alle mennesker. At vi stopper med at stigmatisere det sårbare og det svage. At kvinder ikke behøver ordet ’stærk’ foran for at have værdi. At vi for min søns skyld kan komme forbi nogle af de forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig mand. Vi har alle sammen godt af den her bevægelse, som ’Ditte & Louise’ er en del af.

Min søn spurgte mig på et tidspunkt: ”Hvorfor kan piger gå i bukser, når drenge ikke kan gå i kjole?” Jeg begyndte at svare: ”Der var engang, hvor det at være kvinde ikke var så sejt som at være mand. Men så har man kæmpet for det, og …”

Det slog mig, at jeg talte om det, som om det var fjern fortid. Som om at nu var det helt forbi. Så jeg sagde: ”I lang tid var det sejere at være dreng end at være pige, så piger bliver cool af at tage bukser på. Men mange synes stadig, at drenge ikke er cool, når de tager kjole på. Men det tror jeg, du og dine venner kan lave om på.” Så viste jeg ham billeder af Bisse, Kurt Cobain, David Bowie, alle mulige mænd med kjole på, og sagde: ”De er sådan set ret seje.”

DITTE OM LOUISE

I begyndelsen af 2007 skulle jeg lave katalogfotos til ’Kvindernes hævn’ på Nørrebro Teater. Det var, inden vi var gået i gang med prøverne, så jeg vidste ikke meget andet om forestillingen, end at der var syv andre kvinder med. Jeg kendte godt Louises arbejde, men hende kendte jeg ikke. Til den fotosession bemærkede jeg, hvor tjekket hun så ud. Sådan virkelig trendy. Hun er et helt igennem æstetisk og kultiveret menneske, som fanger ting, længe inden de kommer på mode.

Hvor der er mange kvinder, bliver der talt en del. Til prøverne kunne Louise godt forsvinde lidt i mængden. Hun var ikke så ekstrovert. Hun gik i sin egen boble og kunne virke svær at komme ind på livet af. Men jeg lurede hende: Hun gik og nørklede med sine ting, indtil hun var tilfreds.

Vi skulle lave en erotisk scene, og det føltes som en ægte tiltrækning. Ikke så meget, fordi jeg spillede mand, og hun spillede kvinde, mere fordi det bare swingede imellem os. Hvis der er en ligeværdighed, og man mærker hinanden, og man udfordrer hinanden og får modspil, så er det pirrende ad helvede til at spille sammen. Endnu mere fordi der er et publikum, som kigger på.
Vi plejer at sige, at hun har et lille nej foran sig, og jeg har et stort ja. Hvis hun bliver træt eller presset, så er det: ”Nej, nej, nej.” Jeg er så heldig, at jeg tit kan trænge ind bag det nej. Vi har været så meget sammen, at hun er blevet mere ja-siger, og jeg er blevet mere nej-siger. Det har klædt os begge.

Hun har garanteret sagt om mig, at når jeg bliver utålmodig, bliver jeg kort for hovedet: skarp, ubehagelig og en dårlig kollega. Hvis hun ikke har sagt det, er hun sød. Men hun har ret, og jeg elsker hende for at rumme mig. Det er det bedste, du kan opleve i livet: at møde mennesker, der kan rumme dig.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Yndig korsanger, ihærdig radioreporter, glødende Anne Linnet-fan, selvbevidst Melodi Grand Prix-stjerne, bloddryppende skuespiller og mor. TRINE DYRHOLM slår ned på nogle af de afgørende punkter i sit liv.
Tekst:Danni TravnFoto:Thomas Nielsen

1.

MINE FORÆLDRE var vidt forskellige. Min mor var den sociale, og hun har det brede smil med store, hvide tænder, som jeg har arvet. Det var under hendes indflydelse, at der var gang i vores hjem i Seden uden for Odense. Altid en jævn strøm af gæster og ofte folk sovende. Min far var anderledes privat, men samtidig var han sportsmand og havde konkurrencegenet: ”Jeg skal noget!” Jeg kan godt forstå, at jeg siden hen har været forvirret over, hvem jeg selv var. De to personligheder sloges i mig. 

De delte en masse, de var folkeskolelærere, de var musikalske, og de sang sammen i et rytmisk kor ved navn Vocal Focal. Koret bestod af 20 mennesker, der sang forskellige popnumre. Hjemme på badeværelset havde vi en plakat fra en af deres koncerter. Den var forsølvet, og man kunne se min far stå i lilla vest med frynser øverst og en gul stjerne. Ved siden af stod min mor i hvid T-shirt. Alle klappede. De så helt fantastiske ud. 

Min lillesøster og jeg var tit af sted med koret. Hjemme stillede vi os op på hver vores stol og sang i et sjippetov, iført ens kjoler syet af vores mormor. Vi gav numre med ABBA, Beatles og ikke mindst fra Vesterbro Ungdomsgårds ’Kattejammer rock’: ”Deeeeeet var som bare pokker. Viiiiii går med røde sokker!”

At stille sig op på den måde var aldrig noget, jeg blev spurgt om. Det skete af sig selv. Så længe jeg kan huske, har jeg optrådt. 

2. 

OTTE ÅR GAMMEL stod jeg i Odense Koncerthus med et kor på 200-300 børn bag mig. Det var til et stævne, hvor man samlede en masse børnekor, der sammen skulle optræde med et værk, som John Høybye, Laus Høybyes far, havde skrevet til os. Et af stykkets to hovedpartier skulle jeg synge, mens den anden solist var langt ældre, vel omkring 14 år.

At jeg kom til at stå der i min lilla flæsebluse med veloursløjfe, skyldtes min korlærer Birgit. Hun kastede sin kærlighed på mig, skubbede på og fik på en eller anden måde anbefalet mig som den ene solist. Det var virkelig seriøst. Vi blev akkompagneret af Odense Symfoniorkester, dirigeret af Børge Wagner, og John Høybye kom selv og øvede med os. Der lærte jeg virkelig at stille mig op og tage den. 

Det med at tage den accelererede i de kommende år. Fra jeg var 10 år, deltog jeg i H.C. Andersen-festspillene i Den Fynske Landsby. Jeg spillede med i fem år, og det blev rammen for meget af mit ungdomsliv. Min første fest, min første brandert og mit første kys skete alt sammen i den kreds af venner, jeg fik der. 

Via festspillene kom jeg til en optagelsesprøve på Odense Teater og fik som 11-årig min første rolle med replikker. Det var som Ebenezer Scrooges lillesøster i Dickens’ ’Et juleeventyr.’ Senere blev jeg anbefalet til to journalister ude på DR Fyn, som ville starte en ungdomsredaktion. De gav os vide rammer, samtidig med at de underviste os i interviewteknik og berettermodel. Vi blev sendt i marken med tunge Nagra-båndoptagere og besøgte både fodboldlandsholdet i Vedbæk-lejren inden VM 1986 og børn på Christiania. Ofte skrev jeg sange om de temaer, vi dækkede. Dem indspillede jeg i vildt lækre studier på DR og tvangsindlagde de fynske børn til at høre dem. 

3.

NÅR JEG OG DE ANDRE piger til H.C. Andersen-festspillene ville synge Anne Linnet Band-sange, kom vi altid op at skændes om, hvem der skulle være Sanne. Vi syntes, at hun sang bedst, og så kunne hun alle de der showting på scenen. Jeg var helt syg Sanne-fan, men jeg fik aldrig lov. I stedet fik jeg Anne Linnets stemme. Med tiden fandt jeg ud af, at jeg nok identificerede mig mest med hende. Jeg havde sådan en grundfølelse af at være anderledes sammenlignet med andre i min klasse. At være off. Mens de andre gik i Pringle, Lacoste og sejlersko, gik jeg i pyjamasbukser eller en postjakke. Det pæneste, jeg havde, var en malerkittel med pletter på. 

Da Anne Linnet udgav albummet ’Hvid magi’ med Marquis de Sade, var jeg fuldstændig solgt. Hele den måde, hun spillede identitet og køn ud på, ramte mig. Samme sommer, i 1985, optrådte hun ved Grøn Koncert på Dyrskuepladsen i Odense. Jeg havde aldrig gået op i at møde forbilleder, men iført en tandlægekittel, der matchede Marquis de Sades look på den turné, møvede jeg mig op på forreste række og fik Annes autograf på armen. Jeg var 13 år, og det var den største koncertoplevelse i mit liv. Den er kun blevet matchet af Prince på Gentofte Stadion.

 

TRINE DYRHOLM

er født i 1972 og vokset op i Odense.

Hendes far, Arne Dyrholm, var en driblestærk spiller for B1913 i klubbens gyldne æra fra midten af 60’erne. Han fik 283 kampe – heraf to mod FC Barcelona. 

Som 18-årig fik Trine Dyrholm sin første Bodil for hovedrollen i ’Springflod’. Hun har blandt andet vundet seks Bodil-priser og otte Robert-priser. I 2016 vandt hun som første danske kvindelige skuespiller en Sølvbjørn ved Berlinalen for sin hovedrolle i ’Kollektivet’.

Spillede efter sin uddannelse på Statens Teaterskole i 1995 en del roller på det toneangivende teater Dr. Dante. Blandt andet ’Paradis’ i 1997 sammen med blandt andre Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau, Sofie Gråbøl, Lotte Andersen og Hella Joof.

Monologen ’4:48 Psykose’ sikrede Dyrholm en Reumert. Teksten er skrevet af engelske Sarah Kane, som færdiggjorde den kort inden, hun begik selvmord som 28-årig. 

Siden debuten i ’Springflod’ har Trine Dyrholm spillet med i film som ’De største helte’, ‘Festen’, ’I Kina spiser de hunde’, ’Forbrydelser’, ’En soap’, ’En kongelig affære’, ’Hævnen’, ’Kollektivet’ og ’Du forsvinder’. Hun er lige nu aktuel i ’Unge Astrid’ og ’Dronningen’. På tv har hun haft gennemgående roller i ’Taxa’ og ’Arvingerne’. 

Hun er bosat i København med sin kæreste, instruktøren Niclas Bendixen. Sammen har de sønnen Axel på 10 år.

4. 

MIN REJSE TIL Berlin i 1986 blev skelsættende. Jeg tog derned for at lave radio om børne- og ungdomslivet på hver side af muren. Hjemmefra lærte vi om systemet i øst, men det kunne slet ikke forberede mig på det chok, jeg fik, da jeg stod i Østberlin. Grå betonbygninger, butikker med kun ét styk af hver vare og en fornemmelse af, at alt var lukket. Midt i det hele stod et fancy skinnende hotel med swimmingpool, hvor vi skulle bo. 

Vi havde guide på 24/7 og tog rundt og interviewede børn. Undervejs jokede vi med, at vi sikkert blev overvåget, hvilket viste sig at være sandt. En dag, vi havde fri for guiden, kørte vi ud for at tale med en familie, som var lidt ugleset af systemet. Pludselig var der en i bilen, der sagde: ”Hey, det er da vores guide, som kører bag ved os.” 

Da Stasi-arkiverne senere blev åbnet, ringede en person til de to DR-journalister, der var med i Berlin: ”Er I klar over, at hele jeres tur står skrevet ned?” Der har simpelthen siddet en i bedste ’De andres liv’-stil og hakket det hele ned på sin skrivemaskine. Efter en uge i øst kørte vi gennem ingenmandsland. Forbi skydeskår og pigtråd og ind i Vestberlin. Det var som nat og dag. I vest kørte 80’erne på fuldt drøn, bøjet i overdimensioneret neon. Dér kunne jeg uden problemer finde en gave til min søster og bruge mine diæter på Michael Jackson-sko, hængerøvsbukser og et par nittebælter. 

De havde allerede åbnet Mauermuseum med historier om flugtforsøg. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg har snart været på det museum 10 gange, for den bys historie bliver ved med at rage os alle sammen. Den fortæller noget om verdensordenen. Om de systemer, vi mennesker skaber. Alt sammen symboliseret i den mur. Og det var så tæt på Danmark. Lige dernede. 

5. 

EN AF DE SANGE, jeg skrev til radioen, handlede om min veninde. Hun var adopteret, dansede ballet og blev mobbet. Den kom med i et tv-program, hvor jeg sad og spillede keyboard på Brandts Klædefabrik med mit krøllede hår, min hat på sned, ansigtet fuld af bruncreme og kindrødt, mens min veninde dansede ballet på tåspidser i sin fine, hvide kjole. ”Lille og anderledes, men kun på grund af farven. Alligevel bliver hun mobbet. Hvorfor? Hvorfor? Misundelse selvfølgelig, misundelse selvfølgelig,” sang jeg. 

En talentkonkurrence fra P3 opfordrede mig til at sende den ind, fordi de ikke havde fået nogen bidrag. Derfor vandt jeg naturligvis. Kort efter blev jeg ringet op af Per Nielsen Jr., der havde skrevet en tekst til en Melodi Grand Prix-sang komponeret af Frans Bak. De ville gerne have mig over til en audition i København.

Jeg var smart i skoen og svarede, at det vidste jeg ikke rigtig, om jeg var interesseret i. Det skulle i hvert fald være en sang, jeg kunne stå inde for. 

“Hvor gammel er du egentlig?” spurgte han. ”Jeg er 14.” Det overraskede ham. ”Okay. Så må du hellere lige snakke med dine forældre om det.”

Sammen med min mor tog jeg over i Sun Studiet i Københavns Nordvestkvarter for at mødes med Frans Bak. Han trådte ind med håret stående ud til alle sider, hawaiiskjorte og en lilla ghettoblaster. Han trykkede play og spillede ’Danse i måneskin’, hvor der var lagt en demovokal på, stoppede båndet og sagde: ”Nå, hvad synes du?” ”Det kan jeg godt lide.”

Vi øvede en hel uge, og jeg fik min egen koreograf, der hjalp mig med trin og med, hvor jeg skulle kigge hen. Produktionen dikterede, at jeg skulle synge live, mens bandet, The Moonlighters med Frans på saxofon, kørte på bånd. For mig var det fede ellers at være en del af et orkester. 

Efter showet kom der hurtigt tilbud om at optræde i storcentre og på blokvogne. Men jeg krævede at få bandet med. Jeg ville ikke stå med en båndoptager i nakken. I dag er jeg sindssygt glad for, at jeg havde modet til at sige fra dengang. Den dér bandfeeling er noget, jeg har søgt efter altid. Også da jeg kom ind i teater og film. Blokvogne og playback havde været min død.

6.

SOM 11- og 12-ÅRIG spillede jeg ’Et juleeventyr’ på Odense Teater og mødte skuespilleren Hugo Øster Bendtsen. Han havde et stort, sort overskæg og en brovtende facon. På scenen spillede han markant og vildt. Han var kompromisløs i sin tilstedeværelse. I begyndelsen var jeg bange for ham, når han drillede mig i kantinen: ”Du skal sgu ikke være skuespiller. Det er noget værre lort!”

18 år gammel besluttede jeg mig for at søge ind på skuespillerskolerne, og jeg ringede til Hugo. ”Vil du læse med mig?” Det ville han gerne. Jeg skulle op i to tekster. Statens Teaterskole kom med et par bundne tekster, jeg kunne vælge imellem, og jeg tog ’Frk. Julie’ af Strindberg. Den anden hjalp Hugo mig med at finde. Vi blev enige om den scene fra ’Macbeth’, hvor Lady Macbeth hallucinerer og kigger på sine blodige hænder. ”Disse hænder!” I dag tænker jeg: ”Okay, du var 18 år. Strindberg og Lady Macbeth, kunne du lige være der?” 

Hugo og jeg mødtes inde på Odense Teater, gik teksterne igennem og talte om, hvordan jeg kunne gribe dem an, og hvor tit vi kunne mødes. 

Hugo gjorde meget ud af, at jeg skulle tage mit rum. Jeg kan være meget social og sensitiv i selskab med andre. Det bliver tit noget med, at vi alle sammen skal have det godt, og jeg tager andres følelser på mig. Det nyttede ikke noget til en optagelsesprøve, som ville være hektisk og fyldt med nervøse mennesker. Han forberedte mig på at koncentrere mig udelukkende om mig selv og om at gå ind og spille. Og når jeg så stod der, skulle jeg give mig selv tid.

Kort inden prøven på Statens Teaterskole ringede han. ”Hvad laver du?” ”Jeg går og øver på teksten.” ”Ja, det håber jeg fandeme også. For sidst var du eddermame dårlig!” Min reaktion var sportsmandens: Okay, nu skal jeg vise ham! Jeg tror, Hugo udmærket vidste, at jeg ville reagere sådan. 

Da jeg kom ind på scenen, tog jeg mine sko af. Jeg ville helst spille i strømpesokker i og med, at Lady Macbeth går rundt om natten. Jeg gav mig god tid, mens de sad nede i salen og ventede. 

Jeg gik i gang med den intense tekst, men da jeg stod med hænderne foran mig og sagde ”Disse hænder …”, gik jeg i stå. Jeg ville ikke bryde momentet, så jeg ventede på stikordsgiveren. Han kom ikke med noget. Jeg holdt blikket fast på mine hænder. Stadig ikke noget stikord. Til sidst løftede jeg langsomt blikket, mens hænderne fortsat hang fastfrosset foran mig, og sagde: ”Jeg kan ikke huske, hvad jeg skal sige.” Så kom stikordet. Mit blik faldt ned igen, og jeg fortsatte. At jeg klarede den situation, tilskriver jeg Hugo. Han var vist alligevel overrasket over, at jeg kom ind i første forsøg.

7. 

SOM 27-ÅRIG sad jeg i min lejlighed med en følelse af, at jeg ikke kunne fylde min krop ud. Jeg begyndte at græde helt ukontrolleret. Udadtil manglede jeg ikke noget. Jeg var gået fra den ene rolle til den anden, efter jeg blev uddannet. Men siden jeg var 14, havde jeg været en offentlig person og havde fået påduttet en masse identiteter. Jeg havde været ’Grand Prix-Trine’, jeg havde været ’Dr. Dante-Trine’, og jeg havde senest været ’Taxa-Trine’. Som menneske måtte jeg selv finde ud af at fylde det hele ud. 

Den del af mine 20’ere var præget af ulykkelig kærlighed, utilstrækkelighed og efterhånden en følelse af, at jeg var ved at knække over. Jeg var blevet tynd og kunne blive afgrundsdyb ked af de mindste ting. Det handlede aldrig om en frygt for scenen. Det handlede altid om en frygt for alt det udenfor. 

En dag i lejligheden kulminerede det. Jeg fandt ud af, at det var mødet med en eksistentiel ensomhed. Erkendelsen af, at jeg er her alene, uanset hvor mange mennesker jeg er omgivet af. Det var ikke relateret til en bestemt situation eller til en bestemt person. Det var mere grundlæggende. Jeg forstod, at jeg faktisk altid havde haft det sådan, også som barn og teenager. Først nu fattede jeg det. Og jeg fandt ud af, at vi alle sammen, på tværs af sprog og kulturer, deler den ensomhed. Man kan sige: Du er alene, men du er ikke alene med at være alene. Så den er der stadig, ensomheden, men nu ved jeg, at den gerne må være der. 

8.

JEG FIK ET NYT mantra omkring årtusindskiftet: Hvis jeg ikke tør, skal jeg sige ja. Kort efter ville instruktøren Jacob F. Schokking sætte monologen ’4:48 Psykose’ op, og jeg blev foreslået. Han havde det sådan: ”Hende fra ’Taxa’?!”, men sagde alligevel okay til et møde. Teksten var som et langt digt. Voldsom og intellektuel. ”Aldrig om jeg vil lave den her,” tænkte jeg. Og jeg havde ikke lyst til at stå alene på scenen. 

Til mødet traf jeg en høj mand med et markeret ansigt. Han betragtede mig uden at lægge skjul på, at han syntes, jeg var en irriterende poptøs, der kom ind fra højre.

“Ja, jeg skal bruge dit instrument.” ”Mit hvad?” ”Din teknik.” Han talte i helt andre termer, end jeg var vant til, og jeg tænkte: ”Det går jo aldrig!” Og så sagde jeg ja.

Vi var vitterlig forskellige. Han så alt udefra med konceptkunstnerens briller. Jeg var hele tiden helt inde i følelserne. Efter et par dage faldt vi netop derfor i hak. Han var ekstremt god for mig, fordi han lærte mig at forstå, hvad indpakningen betyder for materialet. Når han instruerede, sad han og dirigerede med hænderne, som var jeg et orkester. Han nynnede endda med. Det var ren fysik og rytme. Pludselig kom hele min musikbaggrund på spil, og jeg fik mit behov for samspil dækket i samarbejdet med lyden, lyset og de videoer, der blev projiceret op bag mig. Det hele spillede sammen. 

Min figur var psykotisk og uden filter. Nogle steder tog hun hele verdenshistorien på sig: ”Jeg gassede jøderne, jeg dræbte kurderne, jeg bombede araberne.” Jeg gik ind og ud af følelser, intet var entydigt, og jeg brugte min stemme på nye måder. Skreg, vrælede, talte mærkeligt. Det var et emotionelt monster at komme igennem. Men jeg mærkede, at jeg flyttede mig. Så ved premieren tænkte jeg for første gang: ”Jeg er faktisk ligeglad med, hvad der bliver skrevet.”

Rollen gav mig en Reumert, og jeg har spillet ’4:48 Psykose’ flere gange nu. Sidste gang var for syv år siden, kort efter jeg mistede min far. Det var en stor personlig sorg, fordi jeg følte mig så beslægtet med ham. En uge efter hans begravelse satte vi forestillingen op i Berlin. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne stå i sådan et rum, der i ekstrem grad er fyldt med død og søgen efter sig selv. Men jeg besluttede, at jeg bare måtte forlade scenen, hvis det gik galt. Da jeg først kom i gang, oplevede jeg, at jeg var blevet så trænet i at arbejde med følelser, at jeg kunne skille de to ting helt ad. Jeg kunne lukke op for sluserne, uden at jeg stod og græd min far ud. 

‘DRONNINGEN’

er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy og instrueret af sidstnævnte. Filmen kredser om advokaten Anne, der kæmper for retfærdighed for sine klienter og for passion i samlivet med sin lægemand, spillet af Magnus Krepper, i en travl, privilegeret hverdag.  Sammen har ægteparret to tvillingepiger, men børneflokken bliver udvidet, da mandens søn fra et tidligere forhold, den utilpassede teenager Gustav, flytter ind. Han og Anne bliver hurtigt tiltrukket af hinanden.

’Dronningen’ har inden sin danske premiere vundet publikumsprisen ved Sundance Film Festival samt tre priser ved Göteborg Film Festival: bedste nordiske film, publikumsprisen og bedste skuespilpræstation – den gik til Trine Dyrholm.

9.

AT VÆRE GRAVID fandt jeg meget svært. Noget tog ligesom bo i mig, uden at det var konkret. Inspireret af, at jeg blev større og større, skrev Line Knutzon en rolle til mig i forestillingen ’Håndværkerne’ på Det Kongelige Teater. Min figur havde virkelig noget boende i sig, og selv om jeg skulle dratte ned i en papkasse hver aften, spillede jeg til tre uger før min termin. 

Med et par uger igen tog jeg ud og spillede julekoncerter med band, hvor jeg hoppede rundt med min store mave og sang ”We’re the Kids in America oh-oh!”. I de øjeblikke glemte jeg, at jeg var gravid, så jeg kunne næsten ikke gå af scenen bagefter. 

Jeg var vant til at klare mig selv, selv slæbe mine kufferter og mine indkøbsposer. Derfor var det grænseoverskridende at blive sat helt ud af spillet. På samme tid gik jeg og tænkte: ”Åh, jeg bliver sikkert den dårligste mor.”

Så snart jeg fødte, blev det enormt konkret. Og alt det, jeg hidtil ikke havde kunnet tage stilling til, lå der nu som et menneske, jeg skulle lære at kende. Derfra var det nemmere, end jeg havde frygtet, samtidig med at det gav noget perspektiv, at jeg nu havde noget vigtigere end mig selv at være ansvarlig for. 

Jeg er en mor, som har stor kærlighed i relationen med mit barn, og en mor, som insisterer på at rejse væk og gøre mit og prøve at få det til at hænge sammen. Jeg har heldigvis en dreng, som virker robust. Vi gør meget ud af, at han ikke skal gå alene med sine følelser, og vi taler om, at det at savne ikke nødvendigvis er en dårlig ting. 

10.

FILMEN ‘DRONNINGEN’ kredser om temaer, der altid har interesseret mig: Ophav, selvopfattelse, systemer, magt og skyld. Det øjeblik, jeg husker klarest fra arbejdet, var den dag, vi fandt Gustav Lindh, som spiller min stedsøn. Instruktøren og jeg sad hos en caster, og de havde valgt fem kandidater. Jeg kendte ingen af dem. Da Gustav kom ind, og vi prøvede at spille sammen, skete det ret fantastiske, at han bare gik på niveau. 

Nogle gange kan man som lidt ældre føle, at man ligesom skal hjælpe talentet på vej. Måske fordi vedkommende er tilbageholdende, måske fordi der stadig mangler det sidste. Han kom med en værdighed i sit spil, og det virkede som det naturligste i verden at spille sammen med mig. Jeg oplevede det samme med Alba August i ’Unge Astrid’.

Det gjorde det trygt at træde ind i filmens ekstreme rum. Der er blandt andet nogle ret heftige sexscener, hvor der ikke bliver panoreret væk som sædvanlig. Alle vidste fra begyndelsen, at de var en del af filmen, og de er afgørende for fortællingen. Jeg var selvfølgelig opmærksom på, at jeg var en ældre dame, mens han var en ung fyr, så vi talte meget om det. Og vi kunne gå ind i det sammen, ligeværdige.

Det var bemærkelsesværdigt, at de scener og filmen generelt blev taget godt imod i USA. På Sundance Film Festival mødte jeg ingen, der mente, at scenerne burde være strøget, og jeg oplevede, at folk var engagerede i min figur, sat i relief af, at filmen vandt publikumsprisen. Det betød meget for mig. For det er en karakter, som skal vise nogle komplekse og voldsomme sider af det at være menneske. Det bliver aldrig sort-hvidt med hende. Efter sådan en oplevelse bliver jeg sulten efter mere. Mere af det svære.

 

SUSSE WOLD har rejst Asien tyndt med en forestilling om H.C. Andersens eventyr. Undervejs oplevede hun og hendes mand kaos i Bangkok, undveg blodigler i Malaysia og fik serveret leverpostejmadder – og snaps – i et tempel i Japan.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

BANGKOK OG LANGKAWI, 1992

Bent (Mejding, red.) og jeg optrådte rundt om i verden med en forestilling om H.C. Andersens eventyr på engelsk, som hed ’Man and the Story­teller’. Vi skulle også besøge Østen og fik lavet en scenografi og kostumer, som blev pakket ned i en stor koboltblå metalkuffert, som vi kaldte ’Den flyvende kuffert’. Vores første forestilling var i Bangkok på Hotel Oriental, et af de fineste hoteller i byen. Vi blev inviteret til at bo på den danske ambassade, og efter ankomsten tog vi direkte hen til hotellet, hvor vi skulle optræde dagen efter. 

Vi blev modtaget af en høj mand, som svingede rundt med en guldfyldepen, mens han viste os The Grand Ballroom, hvor vi skulle optræde. Han spurgte, om vi ville have en personlig påklæder, en gartner til at levere træer til scenen, en lysmester? Alt kunne han skaffe, vi skulle bare sige til. 

Dagen efter tog vi tidligt til hotellet for at gøre klar til forestillingen. Men da vi ankom, var manden med guldfyldepennen der ikke. Ingen anede, hvem han var. De vidste heller ikke, hvem vi var. Vi fortalte, at vi skulle optræde om aftenen, men receptionisten kiggede uforstående på os og trak på skuldrene. Så slæbte vi selv vores metalkuffert op til The Grand Ballroom, hvor der var en smuk, lille gammeldags scene, men uden planter eller noget af det andet, vi var blevet lovet.

I kufferten havde vi nogle metalstænger, som skulle blive til det stativ, som vores dekoration kunne trækkes hen over. Vi kravlede begge to rundt på scenegulvet og hjalp hinanden, så godt vi kunne. Men det tog tid, for det var første gang, vi skulle samle dekorationen. 

Pludselig ankom tre thailandske mænd i blå arbejdsdragter.  De forstod ikke engelsk. Vi forsøgte med fagter at forklare dem, at der skulle lys på scenen. De nikkede og smilede, og så forsvandt de igen. Intet skete. Tiden gik, og jeg kiggede på uret. Forestillingen nærmede sig. 

Til sidst begyndte Bent at gå rundt og åbne døre for at finde et sted, hvor man kunne tænde projektørerne. Pludselig åbnede han en dør til et lille rum, og dér stod de tre mænd og gemte sig.

De havde ikke kunnet finde ud af at tænde projektørerne og havde gemt sig for ikke at tabe ansigt. Ved fælles hjælp blev projektørerne tændt, 20 minutter før forestillingen skulle begynde. 

Vi løb hurtigt ned til et lille, rum, vi havde fået tildelt, hvor vi hoppede i vores kostumer. Det var første gang, vi skulle optræde med vores forestilling, så vi var ret nervøse. Men da vi kom i gang, forsvandt nervøsiteten, og publikum var begejstrede.

Premiere på Susse Wold og Bent Mejdings H.C. Andersen-forestilling i Bangkok.

Vi rejste videre til det næste sted, vi skulle optræde. Vi havde tre forestillinger i Singapore, og derefter havde vi fri i fire dage i påsken, inden vi skulle optræde i Kuala Lumpur. Vi besluttede os for at besøge øen Langkawi i det nordlige Malaysia. Vi landede i en lufthavn, der bestod af en landingsbane og et skur, og blev hentet af en gammel, ramponeret taxa, der kørte os til hotellet. Det lå helt ud til stranden, men vandet var lunkent, og sandbunden slimet.

Dagen efter fik vi arrangeret, at vi skulle besøge en lille, øde ø, hvor vi kunne bade. Vi blev hentet af en skipper i en båd, og på øen var der en vidunderlig sandstrand. Men vandet var så varmt, at det næsten var for meget, så vi besluttede os for at gå ind i junglen. Jeg havde kun badedragt på, og vi havde begge bare fødder. Vi var så begejstrede og fascinerede af stedet, at vi ikke skænkede det en tanke.

Et stykke inde kom vi til en lysning, hvor der lå en skovsø. Vandet var køligt og klart, og vi følte os som Tarzan og Jane i skovbadekarret, som vi lå der og flød midt inde i junglen. Men da jeg rejste mig fra vandet, så jeg, at søen var fyldt med blod­igler. 

Jeg skreg til Bent, at han skulle skynde sig op, og vi gik straks i gang med at undersøge hinanden. Heldigvis var der ingen blodigler, der havde sat sig fast på os. Men pludselig føltes alting farligt. Hver en lille lyd eller bevægelse i junglen virkede truende. Og alt det, vi ikke havde skænket en tanke før – som at vi ikke havde sko på – gik nu op for os. Vi måtte tilbage til stranden og have fat i vores skipper, så han kunne sejle os hjem til hotellet.

Da vi endelig nåede stranden, havde en båd lagt til med en masse unge thailændere. De kom svømmende mod os. Bent havde et kamera med, og da de fik øje på det, styrtede de i vores retning. Ude af balance som vi var, troede vi, at de ville stjæle vores ting og måske gøre os fortræd. 

Da de nåede hen til os, tog de fat i kameraet og begyndte at pege ophidset på det. De ville bare have taget billeder sammen med os. 

JAPAN, 1994

Vi turnerede også med vores H.C. Andersen-forestilling i Japan. Samme dag som vi landede i Tokyo, blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville underholde den følgende aften. Dronning Ingrid og dronning Anne-Marie var på uofficielt besøg i Tokyo, og ambassadøren ville gerne holde en middag for den japanske kronprins og de danske dronninger, hvor jeg skulle fortælle eventyret ’Nattergalen’. 

Ambassaden var omringet af 90 sikkerhedsfolk, og til middagen var der inviteret 32 mennesker, alle højtstående personer.  Først ankom de danske kongelige, som vi hilste på, og der gik lang tid, hvor stemningen var højtidelig og ret anspændt. Da Kronprinsen ankom og skulle præsenteres, trådte hofchefen ind i lokalet og dunkede en stav hårdt i gulvet.

”His Imperial Highness, The Clown Prince,” sagde han meget højtideligt.

Japanere kan have svært ved at udtale L og R på engelsk og kan komme til at bytte rundt på de to bogstaver. Kronprinsen blev placeret på en stol mellem de to danske dronninger, og jeg gik i gang med at fortælle ’Nattergalen’. Da jeg nåede til det sted i teksten, hvor nattergalen synger døden væk fra kejserens hjerte, holdt jeg en pause og så tårer trille ned ad kinderne på den japanske kronprins.

Vi kørte derfra med hurtigtoget til Kyoto, hvor vi skulle optræde til åbningen af et H.C. Andersen-postkontor oppe i bjergene. Børnene, vi optrådte for, forstod ikke ét ord af forestillingen. De var mere interesserede i at få taget billeder med os. Efter vi havde optrådt, var vi inviteret op til et hemmeligt tempel, hvor vi skulle overnatte. Der var helt tåget, da vi kørte op i bjergene, og to blomstrende kirsebærtræer stod og lænede sig mod hinanden foran templet. Det var som at være med i en japansk film af Kurosawa. 

Om aftenen blev vi kaldt til middag i templet af ypperstepræsten. Vi fik udleveret smukke kimonoer og troede, at vi skulle have traditionel japansk mad. Men da vi kom ind i spisesalen, blev vi mødt af en dansk kok, som hed Ole. Pludselig sad vi i et japansk tempel og spiste leverpostej og drak snaps og øl fra Carlsberg. Ypperstepræsten elskede åbenbart dansk mad.

Dagen efter rejste vi videre til Hokkaido i det nordlige Japan. Her besøgte vi forlystelsesparken ’The Marine Park’, hvor vi skulle optræde i ’H.C. Andersens hus’. Det første, der mødte os, var en tro kopi af Egeskov Slot på Fyn. Med voldgrav, sorte svaner og det hele. Til højre lå H.C. Andersens hus i Odense placeret i en gade kopieret fra Møgeltønder. I parken arbejdede to danske piger, som havde fortalt ejerne, at vi var meget, meget berømte – ”næsten lige så berømte som Elvis og Priscilla Presley” – derfor havde de lukket hele parken kun for os. 

”Security reasons,” sagde de.

Om aftenen blev vi inviteret til middag på restaurant Kong Odin. Vi nænnede ikke at fortælle dem, at Odin ikke er en konge, men en gud.

Det er svært at kommunikere, når man ikke forstår sproget, og ikke mange af gæsterne talte engelsk, så jeg foreslog, at vi skulle lære dem at skåle på dansk. Den der med at tage hinanden under armen og så drikke. Det vakte stor jubel.

Som middagens sidste ret blev der serveret ris. Det var nærmest det eneste på menuen, vi kendte, så det kastede vi os over. Bagefter fik vi at vide, at det er meget uopdragent at spise risene. Det betyder, at man ikke har kunnet lide resten af maden.

Den sidste forestilling på turen var også i Hokkaido. Bagefter skulle vi spise middag med jernbanedirektøren og hans gæster. Det var en meget fornem middag, og vi sad på puder på gulvet og spiste. Der var en geisha til hver eneste gæst, som konstant skænkede varm sake til os. 

Vi fik serveret det ene levende krebsdyr efter det andet, men det mærkeligste var, at der under hele middagen kravlede en sort snegl rundt i kanten af hver tallerken. Sneglen havde en hvid elfenbenspind spiddet gennem nakken, så den ikke kunne trække sig ind i sit hus. Vi blev mere og mere fulde af al den sake, og pludselig sagde Bent:

”Så. Nu vil jeg altså have det overstået.”

Så tog han sneglen op, trak den ud af sit hus, tog den i munden og skyllede den ned med sake. Jeg tænkte ’skik følge eller land fly’, og så gjorde jeg det samme. 

Der blev fuldkommen stille ved bordet. Alle stirrede på os. Der gik et par sekunder, så lød der et højt råb, nærmest som når en samurai kløver hovedet på sin fjende. Alle japanerne tog fat i sneglen, hev den ud af sit hus og slugte den. Så skyllede de ned med sake.

Efter måltidet spurgte jeg, hvorfor der pludselig var blevet råbt så højt. Og hvorfor de alle sammen havde set så længe på os. Tolken svarede, at sneglene kun var til pynt. De kom kun frem ved meget specielle lejligheder, når man havde meget berømte gæster.

”Jamen, hvorfor spiste de dem så?” spurgte jeg.

”For at I ikke skulle tabe ansigt.” svarede hun.

Der ligger altid en bananskræl og venter på, at vi glider i den. Og når vi ligger dér og roder rundt, opstår det sjove. Midt i ydmygelsen, midt i tragedien. Det kender BODIL JØRGENSEN alt til fra sit liv og sine figurer. I 12 kapitler fortæller hun her om at falde og rejse sig igen. Og falde og rejse sig igen.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

1. 

HVIS MIN FAR så en høstak, ville han lægge sig i den og kigge drømmende op i himlen. Han egnede sig ikke til at blive bondemand som sin far. I stedet blev han lærer og flyttede ind til byen, til Vejen, hvor han blev tysklærer. Når han skulle lære børnene de tyske forholdsord, an, auf, hinter, in, neben og så videre, kunne han finde på at gå over til klasselokalets håndvask. Der begyndte han at tage sine sko og strømper af, mens han beskrev det: ”Ich nehme meine Schuhe aus und dann …” Så stak han sine bare tæer op i håndvasken, tændte for vandet og vaskede dem. Stadig beskrivende hver bevægelse. På den måde kom han alle forholdsordene igennem. Sådan noget glemmer børn aldrig. 

Hjemme fik vi tit gæster. Det var med velkomstdrinks, cigaretter på sølvfade, musik på pladespilleren og tændte stearinlys. Når vi så stod klar, og gæsterne skulle til at komme, sagde far: ”Skal vi ikke gemme os?” Min mor sagde: ”Hold nu op, selvfølgelig skal vi ikke det.” Alligevel fik han hende lokket til at stille sig om bag et gardin, vi børn fandt hvert vores hjørne at forsvinde i, og selv lagde han sig under bordet. Når det så bankede på, var der ingen, der åbnede for de stakkels gæster. Jeg lå et sted og forestillede mig deres undren. Hvordan de kiggede på uret og sagde til hinanden: ”Det er da nu?” og ”Det er da i dag, ikke?” De bankede igen. Min far råbte: ”Kom ind!” Så trådte de ind i den tomme stue med de levende lys. I deres fine jakkesæt og selskabsdragter stod de på gulvet og så sig undrende omkring. Pludselig sprang far op fra bordet som trold af en æske. Han kommenterede det aldrig for dem bagefter. 

Sådan var han også på udebane. Engang kørte vi til Harzen for at campere. Vi var totale nybegyndere, og vi vakte opsigt alene ved vores ankomst, fordi min far var rigtig dårlig til at køre bil. De andre campister lurede hurtigt, at vi aldrig havde prøvet det før, så de satte sig godt til rette for at se os bakse med teltet. Mens vi stod der med strakte arme i forsøget på at holde det hele på plads, viste det sig selvfølgelig, at vi manglede en af de bærende tværstænger. Vi pakkede det hele sammen igen, pressede os ind i bilen og kørte. Lige inden vi forlod pladsen, bremsede min far bilen, steg ud og bukkede for vores publikum. Han var virkelig mit store idol.

2.

BYEN VEJEN var en vej, en viadukt og et museum. Og vi, det vil sige min mor, far, storesøster, lillebror og jeg, boede på samme vej som museet. Og politiet. Mit barndomshjem var en stor murermestervilla med en have, der gjorde os selvforsynende med kartofler, bønner, ærter og bær. Det betød især noget for min mor. Ligesom min far havde hun forladt sin fædrene gård, men hun havde et større behov for at beholde kontakten til livet på landet. Hun var præget af dårlig samvittighed over at være blevet lærer, mens alle hendes søskende stadig var bønder. Så vi hjalp til på familiens gårde med at hakke roer og køre hø ind. Derude levede man på vejrets nåde, og man gik i kirke hver søndag. 

I det miljø skulle man have evner, hvis man ville stille sig på en kasse og råbe op. Man skulle virkelig ikke gå og tro, at man var noget. Mange betragter det som en begrænsende tankegang. For mig er det et befriende mantra. Det ville være anstrengende, hvis jeg var noget. Hvis jeg kunne bestemme noget som helst. På den måde har jeg vendt det til noget positivt. Også fordi jeg kender min mor og far: De ville ikke tryne mig på noget tidspunkt.

At man ikke skal tro, man er noget, er en eksistentiel tanke. Hen over scenen i det forsamlingshus, jeg kom meget i som barn, Stenderup Forsamlingshus, stod der: ”Du skal ikke dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl.” Det synes jeg sateme er flot at have stående ude i sådan et bondemandsland, hvor man gik med næsen nede i plovfurerne.

3.

PÅ FØDDERNE bar jeg brede ortopædiske sko Jeg var platfodet på grænsen til det invalide. Jeg gik helt indad på foden. Da jeg samtidig var lærerbarn og rødhåret, blev jeg et oplagt mobbeoffer. Om vinteren havde nogle af drengene det ritual, at de tog fat i mig og drejede min hjemmestrikkede elefanthue rundt, så jeg ingenting kunne se. En dag tænkte jeg: ”Nu gider jeg simpelthen ikke mere!” Jeg tog vores tehætte på hovedet og gik i skole med den. I skolegården stod de og gloede med sådan et blik: ”Hvad fa’en er det, hun har taget på i dag?” Det var som at sætte et spejl op foran deres åndssvage drilleri. Som at mobbe dem. Jeg glemmer det aldrig. Og jeg fandt ud af, at humoren var en nøgle til at slippe ud af det.

Mit tøj bestod primært af arvestykker fra min søster. Det betød, at jeg ofte gik klædt i noget, som var moderne seks år tidligere. Til et skolebal, hvor der var højtidelig indmarch, skolekomedie og bal til sidst, fik jeg hendes aflagte gule strutkjole på. På det tidspunkt, i begyndelsen af 70’erne, gik alle de andre piger i hotpants, buksedragter og støvler. En af de drenge, jeg faktisk syntes var meget sej, fordi han bed negle, sagde: ”Hvem fanden er det, der har pisset på din kjole?” Det stak.

Så tænkte jeg: ”Nej, nu går jeg ind og viser, hvad sådan en strutkjole her kan.” Og det er jo at strutte. Jeg stillede mig midt på dansegulvet og begyndte at snurre rundt. Når der først kommer gang i sådan et par tunge ortopædsko, går du nærmest i selvsving. Jeg snurrede og snurrede. Kjolen lettede. Det føltes fantastisk.

Det handler om at finde ud af, at man kan stå selv. Bliver man for afhængig af en eller anden plads i et fællesskab, bruger man alle sine kræfter på at forsvare den plads. Jeg kan se det på mine egne børn. Selvfølgelig skal de være en del af fællesskaber, men når de fællesskaber gør ondt, skal de kunne gå solo. Man behøver ikke holde andre op for sig. Jeg siger det meget til min datter. Bare stå ret op og ned. Du har havet, du har himlen. Du skal ikke tage dig af det. Lad dem være med deres elevatorblik.

4.

I GYMNASIET kørte jeg hver dag med det store, gamle tog til Kolding. Det var som at komme til en metropol. Kolding havde hotel, gågade og barer. Og så dette gymnasium, hvor man lærte at flyve op og se tingene oppefra. Jeg gik på musik-sproglig linje og endte i en sjov gruppering sammen med blandt andre Uffe Rørbæk, der senere dannede De Nattergale. Han og nogle af de andre kom ude fra Sdr. Bjert og tog sådan en vildt absurd humor med sig.

Vi lavede en forestilling, som hed ’Brødrene fra Højgaarden eller Laura og det hængende æg’. Det var som Dalí tvunget ind i Morten Korch. Jeg gik rundt med en støvekost og støvede af iført kunstskøjter, og en, der hed Asger, som virkelig også var plim, gik rundt og malede i et par malerbukser, hvor røven var klippet ud. Dialogen var udklip fra lægeromaner. Vi brugte både det talte ord fra romanerne og de beskrivende elementer. En replik kunne lyde: ”Jeg tør ikke, sagde hun og sank en klump.” Det var vildt for mig at være med til noget så outreret. Det gav mig færten af noget.

På samme tid kom ’Saturday Night Fever’ til Vejen Bio, og den så jeg seks gange. Til sidst fiskede jeg en pengeseddel op af min fars pung for at se den en syvende gang. Filmen er en klassisk fortælling om et kuet menneske, der bryder sin egen lydmur. Jeg elskede åbningssekvensen, hvor han går, og man ser broerne i New York som symbol på, at det kan lade sig gøre at komme over på den anden side. Det hjalp naturligvis, at han var en flot fyr. Jeg ville gerne have hængt et billede af ham op på mit værelse, men vidste, at det ville blive ugleset af min mor. I stedet fandt jeg en anden løsning. I vores entré havde vi en skunk, hvor vi hængte jakker ind. Inde bag den skunk lå et hulrum, og der indrettede jeg mig med nogle kasser og billeder på væggene. Blandt andre Jesus og John Travolta. 

“Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ‘fucke mig’. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem.”

5.

I LØBET AF mit sabbatår spirede tanken om at blive skuespiller. Jeg fik Shakespeares samlede værker på originalsproget foræret. Jeg var betaget af de voldsomme kvindeskikkelser, Lady Macbeth og Ofelia. Men at blive skuespiller lå langt væk i Vejen. Man skulle ikke flyve højere, end vingerne kunne bære. Mine forældre syntes, at jeg skulle gå på seminariet og læse til lærer. Jeg kunne jo altid tage mig af skolekomedierne, mente de. Løsningen blev, at jeg tog til Aarhus for at studere engelsk litteratur. På den måde kunne jeg læse Shakespeare færdig.

Ved siden af mine studier fik jeg et job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, som var svært bevægelseshandicappet. Hun var med til at drive Århus Krykensemble, hvor hun optrådte sammen med en kvinde med muskelsvind og en spastisk lammet ung mand. De lavede en kabaret om livet som handicappet, som dengang var væsentlig sværere.

’Cirkus Fantaspastisk’ var en forestilling, jeg var med til at lave sammen med Lone. Vi havde alle mulige handicappede med. Vores idé var at lokke folk til som i et gammeldags freakshow: ”Kom og se! De gør ikke noget. Rør ved puklen!” Vi optrådte på gader og stræder i alle de større byer. Vi gennede folk sammen, og så rendte jeg rundt som spastiker og raslede med en raslebøsse for at samle penge ind. Jeg gik helt tæt på dem med mine kantede, pludselige bevægelser. Folk skyndte sig at putte penge i raslebøssen for at få mig væk. Når jeg så havde været rundt, så bum! Så skiftede jeg til at være en slags konferencier for det store show. Når de så, at jeg ikke var handicappet, blev nogle rasende og krævede pengene tilbage. ”Vi er blevet snydt!” Nogle gik i vrede. Andre stod og måbede. Andre igen grinede. At mærke den reaktion overbeviste mig endegyldigt om, at jeg ville være skuespiller.

6.

FOR 800 KRONER om måneden kunne jeg bo i en saneringsmoden ejendom på Nørrebro. Så der flyttede jeg ind, da jeg kom på Statens Teaterskole i 1986. Jeg fik at vide, at jeg skulle dele toilet med Mike. En af de første aftener bankede det på min dør. Udenfor stod Mike. ”Hej, det er skidegodt, du er flyttet ind. Må jeg ikke lige komme ind et øjeblik.” ”Ja, værsgo,” sagde jeg og tænkte, at det er rart at vide, hvem man deler toilet med. Inden jeg nåede at give ham kaffe, sagde han: ”Det er sgu, fordi jeg har fundet ud af, at jeg er biseksuel.” Det var virkelig en københavner­oplevelse for mig. Hjemmefra vidste jeg godt, hvad det var, men det var ikke noget, som bare blev slynget ud. Derefter kom Mike tit forbi og snakkede. 

Nedenunder boede Ghita og Kenneth, som altid skændtes. Når det gik vildest for sig, slog han hende, og en dag rev han et vandrør ud af væggen og tævede sig selv som straf for at være så ondskabsfuld. Så kom de blødende op til mig. Vi ringede efter en ambulance, som hentede dem. Imens de lå indlagt, passede jeg deres to hunde, og så fik jeg en klump hash som tak. I gården havde Ymer bygget sin egen hytte. Han hed sådan, fordi han var høj og bleg. Endelig var der Vietnam-Per, som via Sorø Akademi var endt som soldat i Vietnam. Han havde slået mennesker ihjel og sov med sin pistol under puden. Han blev min bodyguard. Dog en lidt ustabil en af slagsen. Han trænede i tre måneder og blev kæmpestor, inden han satte det hele til i druk. Og så begyndte han samme cyklus forfra. 

Hovedstaden blev mest foruroligende natten efter en fest på skuespillerskolen. Jeg skulle låse af og stod alene tilbage med en beruset dranker. Han nægtede at gå hjem og spurgte, om han skulle ”fucke mig”. Det skulle han ikke, svarede jeg, og så hev han en kniv frem. Jeg satte mig ned ved siden af ham og begyndte at tale om, at alle mennesker elsker hinanden. ”Jeg kunne sige til dig, at jeg elsker dig, og du kunne sige til mig, at du elsker mig,” sagde jeg. Han lyttede og blev mere og mere rolig. Det endte med, at han fik de tomme flasker med, og vi fulgtes ud ad Falkoner Allé, inden vi tog afsked.

Mine forældre fik intet at vide om de episoder fra mit nye liv. De havde rigeligt hyr med at forklare familien, hvad det var, jeg havde gang i derovre i København. Min onkel Bent kom over for at se en forestilling, hvor jeg spillede Nina i ’Mågen’. Forestillingen begyndte med, at jeg sad på kanten af scenen og kiggede drømmende mod Moskva. Ind kom onkel Bent og satte sig lige foran mig på forreste række. ”Hej Bodil,” vinkede han. ”Det er Bent hjemmefra, du. Hallo!” Jeg tænkte, at jeg måtte holde fast i kunsten og vælge familien fra. Bagefter sad han i kantinen: ”Det er sateme så koncentreret, du er deroppe. Man kan slet ikke komme i kontakt med dig.” Det var så rørende. Han var oprigtigt interesseret og kom og så flere af mine forestillinger. Som en påmindelse om, at jeg har et ben i hver lejr af landet.

7.

EN TIDLIG MANDAG morgen i april 1988 trådte jeg ind i en togkupé på banegården i Odense. Jeg skulle tilbage til skolen efter at have besøgt min kæreste Jesper Lohmann, der jo mindede lidt om John Travolta. Forårssolen skinnede, så jeg satte mig ved en af de to vinduespladser. Den eneste anden passager i kupeen var en ældre herre, som sad ved døren. I Nyborg steg et kærestepar på, og de havde reserveret de to vinduespladser. Jeg rykkede hen og sad over for manden. Efter færgen bumlede vi over Sjælland. Inden Sorø mærkede vi noget turbulens. Først tænkte jeg, at det var de sædvanlige ryk, når man kører igennem et togskifte. Men pludselig gik det op for mig, at noget var galt. 

Vognen begyndte at hælde. Farten var alt for høj. ”Hvad, hvad, hvad?” lød det. Jeg holdt fast i, hvad jeg kunne. Stemte mine ben i maven på den ældre mand. Vognen væltede, jeg hørte lyden af metal, der skar mod hinanden. Af glas, der smadrede. Kupeens vindue lå mod jorden, gangen var over os. En af de andre togstammer rejste sig og hamrede ned på vores vogn og trykkede os længere ned. ”Nu dør jeg,” tænkte jeg og så en gammel olding for mig. Det var mig i skikkelse af min bedstemor. 

Så lagde stilheden sig. Jeg orienterede mig. Kvinden sad med benene ud ad vinduet og med hele togstammen over sig. Hendes lår boblede op. Der lå jord omkring hende. Anemoner stak op. Hendes kæreste og den gamle mand kravlede op gennem døren og krabbede hen ad gangen. Jeg blev hos hende og talte med hende, til redningsfolkene kom. Hun talte om, at hun så gerne ville have, at jeg fandt hendes støvler. Jeg prøvede, men så kom redningsfolkene og bad mig kravle ud. 

Jeg trådte op og stod på toppen af det væltede tog. Mennesker løb skrigende bort. En af de andre togvogne var ikke landet i jord med anemoner, men på sten. På jorden lå en mand med armen revet af. Konduktøren, der havde billetteret os, lå der også. Død. Ret hurtigt efter jeg var kommet ned, troppede journalister fra Ekstra Bladet op. Der blev taget billeder, og de prøvede at stille mig spørgsmål. Jeg skreg, at de skulle holde deres kæft. 

Jeg blev undersøgt, men var sluppet uden fysiske skader. Til gengæld fik jeg psykologhjælp i tiden efter. I mit hoved kørte tankerne: ”Hvorfor skulle nogle dø, og jeg leve? Hvad var det for en logik?” Det plagede mig, men førte til, at jeg gjorde mig umage med de dage, jeg fik. Senere har jeg trøstet mig med, at man ikke kan finde en moralsk forklaring på tilfældighedernes vanvid. Der var ellers mange, der prøvede at pådutte mig en mening: ”Du skal nok til at …” Men det tror jeg ikke på. Jeg tror, der er et regnskab, der er så enormt, at vi bliver vanvittige, hvis vi spekulerer over det. Vi skal bare synke tilbage i det. Det har med visne blade og Vorherre at gøre. 

Flere år senere sagde jeg i et interview, at jeg gerne ville i kontakt med kvinden ved vinduet, som havde fået min plads. Ret hurtigt kontaktede hun mig, og jeg fandt ud af, at hun hedder Lotte. Hende har jeg besøgt flere gange. Hun beholdt sine ben og kan gå, men med nedsat funktionsevne. Nu er hun blevet mormor på samme dato som ulykken. 25. april. Det er fint, at der kommer nyt liv. 

8.

LIGE DA JEG var færdig på skuespillerskolen, døde jeg i alle de forestillinger, jeg var med i. Jeg var tilmed god til det. Folk troede på det. At jeg var klar på tragikken, skyldtes, at jeg på skolen fandt sammen med instruktøren Henrik Sartou. Vi sad ved siden af hinanden til en intromiddag og talte og talte. For ham var teatret ild og vand, kærligheden og døden. Selv om vi ikke måtte, satte vi allerede som elever forestillinger op i en af prøvesalene og solgte billetter. Det var vilde ting som ’Det høje forsyn’ af Jean Genet, et klaustrofobisk stykke om magtrelationer blandt fængslede. Og som nyuddannede lavede vi Novalis’ ’Hymner til natten’ om afsked med denne verden. Vi indrettede en nedlagt færgehal på Aalborg Industrihavn som teatersal. Vi fik bygget en slags rumfartøj, vi medvirkende gik ind i til sidst, og så kørte det ud af hallen.

Jeg brændte for at lave teater, der rykkede mennesker, og det var Henrik god til at formidle. Når han kom til læseprøverne, præsenterede han et helt univers, jeg kunne krybe ind i. Han malede det så stort op, at det kom til at betyde alt. Når man som skuespiller sagde en replik, skulle det leve, krævede han. Han var så voldsom, at han kunne sige: ”Du skal ikke sige det, før det føles, som om du har sten i munden. Ikke før du kan smage blod.” Bare tanken er så god for mig, at det virker bedre end nogen teknik. Fordi jeg lærte det så tidligt, kan ingen tage det fra mig. Jeg kunne ikke bare distancere mig og være ironisk. Teatret betød alt. 

Undervejs blev vi gift og fik Johannes. Og selv om vi gik fra hinanden igen, blev han ved med at være i mit liv, til han døde som 40-årig. Johannes var seks år, og et par dage efter spurgte han mig: ”Vil det sige, at jeg kan gå og gå og gå og aldrig møde min far?” 

9.

HUMOREN KOM IND ad bagdøren. I 1995 sagde jeg ja til en revy i Græsted. Det lå dejligt afsides og foregik på den lokale kro. Jeg kom meget i forsamlingshuse som barn, og der er noget vidunderligt ved, at folk kommer og spiser først og bliver spiddet bagefter. Blandt andet spillede jeg multikunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. Det var en kommentar til kunstneren, der i anledning af 50-året for Danmarks befrielse sendte en laserstråle ned langs den danske vestkyst. Det blev bemærket, at jeg, der ellers lavede dette svovlholdige teater, kunne få folk til at grine. 

Men der gik faktisk en del år, før jeg virkelig begyndte at dyrke humoren. Især ’Wienerballader’ på Det Kongelige Teater i 2010 prikkede hul på noget. Jeg spillede en fordrukken, uforudsigelig fidusmager af en tobakshandlerske. Hende kunne man grine og græde med, når hun forsøgte at få stillet sin elskovssult. Fordi hun essen­tielt var tragisk, ramte det grundtonen af det, jeg har undersøgt med komik. Og som jeg fik rig lejlighed til at dyrke, da jeg samme år begyndte at arbejde med Rytteriet. 

Humor interesserer mig kun, hvis der ligger en hund begravet et sted. Jager man grinet, synes jeg, det bliver fladt. Jeg ved heller ingenting om timing. Du kan ikke sige til mig: ”Altså, hvis du lige siger sådan her lige dér, så griner de.” Det har jeg ingen sans for. Jeg bliver distraheret undervejs og falder for sent ind. Jeg har nok min egen jyske timing. Jeg tør holde en pause eller bare lade ordene dratte ned. Når min onkel sagde noget, sluttede han altid af med ”… ik’ … også … Bodil”. Nogle helt skæve taktslag. Det var simpelthen kosteligt. Og utrolig menneskeligt. 

Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen. Der kommer en ren pinlighed til syne, som ingen kan undvige. Selv ikke de største statsledere. Skrøbeligheden har vi alle til fælles.

10.

MED MANUSKRIPTET til ’Idioterne’ i hænderne tænkte jeg: ”Hende der Karen, hende kan jeg udenad.” Rollen mindede meget om min funktion i Krykensemblet. At jeg var en del af noget, men alligevel ude i periferien. Det gjaldt også virkeligheden på optagelserne. De andre skuespillere sov i huset i Søllerød, hvor spassernes kollektiv lå. Lars (von Trier, red.) sov udenfor i sin campingvogn. Det var alt sammen meget intimt, men jeg tog hjem hver aften. Min søn Johannes var kun et år gammel dengang. 

En morgen mødte jeg Lars, som lige var trådt ud af campingvognen. ”Skal vi ikke gå ind og vække dem?” sagde han. Han tog sit kamera, og vi listede ind, og så vækkede jeg dem en efter en. Optagelserne endte i filmen. Den totale sammensmeltning af virkelighed og fiktion var meget kendetegnende for det filmset. Alle kastede sig ind i det med alt, de havde. 

Karen skulle tvangsmasturbere en af spasserne. Da vi nåede til dagen, og de hyrede stand-ins fra pornobranchen ankom, og Lars selv stillede sig op iført skjorte og intet andet, sagde jeg: ”Det tror jeg simpelthen ikke, hun ville gøre, Karen. Hun er ikke frigjort på den måde.” Vi diskuterede lidt frem og tilbage. Det var klart Karens grænse, jeg forsvarede, ikke min egen. Lars accepterede det. For Karen er hæmmet. I en badescene, vi optog, rendte alle også nøgne i vandet, mens jeg gik derud fuldt påklædt. Det er også derfor, det bliver så tragisk, når Karen tager sit oprør med sin familie og spasser ud. Alt, hun skal gøre, er at savle kage ned over hagen, og så virker det voldsomt.

Da Karen skulle udtrykke dyb sorg i ’Idioterne’, forsøgte Lars at instruere mig til at græde. Det lykkedes ham ikke. Vi kæmpede med den scene over flere dage, indtil jeg fremkaldte salmen ’Se nu stiger solen’ og linjen ”Lyset stander stille på livets kyst”. Jeg tænkte på at gå med mit lille barn ud til livets kyst og give det til døden. Det fik mig til at græde på en måde, som gjorde Lars tilfreds. Inden jeg havde snøftet færdig, spurgte han, hvad jeg havde gjort. ”Jeg tænkte på ’Se, nu stiger solen’ … den kender du da,” svarede jeg med et grin gennem de sidste tårer. Han grinede: ”Jeg kan godt se, at jeg har lagt min instruktion et helt forkert sted.” 

11.

I MIN HOSPITALSSENG lå jeg og funderede over proceduren, når jeg skulle på toilet: Jeg fik hevet bukserne af, blev spændt fast i en sele og hejst op. Med en fjernbetjening skulle sygeplejersken styre mig hen og sænke mig ned. Jeg forestillede mig, at fjernbetjeningen gik amok, så der pludselig fløj en tissetrængende dame rundt med røven bar. 

Jeg var på hospitalet, fordi jeg var kommet slemt til skade under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’. Onkel Anders spillet af Kurt Ravn og mig i skikkelse af fru Sejersen skulle køre op ad et dige på Mandø i en traktor. Iført fru Sejersens tøfler havde jeg stillet mig op på traktorens bagskovl, mens Kurt kørte. På toppen af diget gik traktoren ud og begyndte at skride baglæns. Jeg faldt og blev mast under skovlen. Da alt igen stod stille, lå jeg roligt og gled ud og ind af bevidsthed. Jeg tænkte, at min far kom og hentede mig. Hvis vi faldt, kom han altid: ”Hvad søren, ligger du dér? Du skal da med.” Jeg fornemmede, at Søs Egelind og Jesper Asholt kom over. Siden har Jesper Asholt sagt, at han kunne se færgen til dødsriget komme sejlende. ”Det var bare Fanøfærgen, du så,” svarede jeg. 

Min redning kom i form af en akutlægebil. Lægen skulle behandle mig på stedet, for jeg havde ikke overlevet en ambulancetur til Esbjerg. 

Jeg lå brak på hospitalet med to punkterede lunger, beskadiget lever og milt, alle mine ribben brækkede, tre brud på bækkenet og et brækket og et knust kraveben. Og jeg morede mig ved tanken om, at jeg fløj barrøvet rundt under loftet. Jeg fortalte det til sygeplejersken, som grinede, og så blev det en god dag. Det er ikke sådan, at humor redder alt, men det er godt at kunne grine lige til det sidste. Jeg vil hellere grine hele vejen til døden end hele vejen til banken. 

Den tankegang ledte til en sketch, vi lavede i Rytteriet. Jeg ville rette blikket mod offermentaliteten. Mange går og synes, at de har det rigtig hårdt, og at det giver dem ret til at være vrede. Fuck af med det. Slap dog af. 

Vi lavede tre figurer med hver sin gakkede gangart. De kom ind på scenen én efter én. Min figur havde hofteskred, fordi hun var kommet i klemme i de der roterende jernsluser, man skal igennem ved Tivolis indgang. Men hun elskede bare at gå efter Tivoli-Garden. Så viste jeg, hvordan hun med den der helt skæve gangart gik efter de snorlige gardere. ”Tivoli har ikke været god for mig, men jeg elsker Tivoli,” sagde hun. Det kunne lige så godt have været: ”Livet har ikke været godt for mig, men jeg elsker livet.” Rasmus’ (Botoft, red.) karakter havde som seksårig købt en ballon, men så var en påfugl død i luften over ham og faldet ned og havde ramt ham i brystkassen. Men han elskede også stadig Tivoli. Til sidst kom Martin (Buch, red.) ind og forestillede en mand med en forfærdelig ryglidelse. Helt foroverbøjet med blikket rettet mod jorden og begge armene hængende lige ned. Ude af stand til at rette sig op. ”Jeg elsker fyrværkeriet,” sagde han. 

Jeg grinede af det hver aften. Det var en måde at punktere folk, som går rundt: ”Åh, det er ikke nemt.” Og nej, det er det ikke, men sådan er livet. Derfor har jeg heller ikke haft brug for at beskylde en masse mennesker for de ulykker, jeg har været ude for. Det vil stå i vejen for det liv, jeg har lyst til at leve.

“Komik er den bananskræl, der ligger derovre. Vi går forbi den hver dag det meste af livet, men nogle gange glider vi i den. Det er en form for udsathed, som våger over os alle sammen. For mig er det sjoveste ikke, at man ryger på røven. Det er at se, hvordan vi reagerer, når vi først ligger dernede og skal kæmpe os op igen.”

12.

INDTIL MIN MOR mistede mælet, spurgte hun mig: ”Hvad vil du oppe i det skarpe lys? Oppe på det plateau?” Det var rigtig godt, at hun blev ved med at spørge, for nu, hvor hun ikke er her længere, spørger jeg mig selv. Svaret er: Så længe jeg bliver grebet af figurerne, bliver jeg stående. Det gør jeg i høj grad stadig. Jeg har ikke en drømmerolle, jeg går og venter på. I stedet har jeg været heldig at skabe roller, jeg elsker. Jeg er virkelig glad for Rita fra Rytteriet. Hun stikker altid en kæp ind i pænheden. Når de sidder og bøjer piberenserne, laver hun Aksels klunker. Når de broderer, broderer hun en hyldest til Nordkorea. Og så afskedssalutten: ”Jeg skal ud og skide, skal I ha’ noget med?” Præsten er jeg også vild med, for hun er så fortabt. Hun har mistet troen og er begravet i bureaukrati. Det er både sjovt og udtryk for ægte desperation, når hun skælder menigheden ud for at tro, at påsken er gul. ”Den er sort, for helvede!”

Lige nu arbejder jeg på en solo-kabaret om Jørgen Ryg. Side om side med Preben Kaas tonede han frem på vores fjernsyn hjemme i Vejen. Begge iført velsiddende jakkesæt. De kastede sig ud i en samtale, hvor de glemte de mest basale ord. Bil, tog, bro. Det blev mere og mere gakket, Ryg røg ned på alle fire og imiterede både sporvogn, tog og båd. Min far og jeg grinede og grinede. Jeg elskede den måde, Ryg bevægede sig i sproget på. Man skulle virkelig spidse ører. Han kunne bryde enhver hverdagssætning helt ned. Ryg og min far mindede faktisk lidt om hinanden. To halvskaldede originaler med briller.

En del af kabareten baserer jeg på filmen ’Syg og munter’. Her spiller Jørgen Ryg den her psykisk syge mand, der kører rundt med vasketøj. Han er dybt intelligent, men ser verden helt skævt og udfordrer de sociale koder. Det udstiller, hvordan vi som mennesker skal passe på med at automatisere vores omgang med andre. Kabareten bliver på den måde en hilsen til, hvor jeg kommer fra. Ikke bare på grund af min far, men også min mor. Over for os i Vejen boede eksempelvis Kirsten og Wille. De var datter og far. Hun havde epilepsi og drak for meget, men bankede jævnligt på hos os. Min mor lukkede hende altid ind. Der var aldrig noget ”vi har ikke lige tid i dag”. Oftest endte det med, at hun hentede sin far, og så spiste de hos os. Du skal altid have fem minutter til en gakker som dig selv.

BODIL JØRGENSEN

57 år. Opvokset i Vejen. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990. Gift med filmfotografen Morten Søborg, med hvem hun har sønnen Østen og datteren Rigmor. Har sønnen Johannes fra sit ægteskab med Henrik Sartou. Var i en årrække fastansat på Det Kongelige Teater. Hendes film tæller blandt andet ’Idioterne’, ’Klinkevals’, ’Hvidsten Gruppen’, ’Hævnen’ og ’All Inclusive’. I Rytteriet har hun blandt andet præsenteret figurer som Rita, den desillusionerede præst, den vrede sønderjyde og Trines mor.