Indlæg

En ung knægt fra Skælskør væltede ind i en af klodens største tv-serier og blev verdenskendt. ALEX HØGH ANDERSEN gør status over en kometkarriere, der var ved at knække ham. Og en tilværelse, som han igen begynder at kunne se klart.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

1. FULD UDRYKNING

I mit barndomshjem i Skælskør var der en brandalarm, som gik hver dag præcis klokken 17. Når jeg havde nye venner på besøg, kiggede de med store øjne. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Min far skænkede bare en ny kop kaffe og slog alarmen fra, min lillesøster og jeg var vant til det. Vi vidste godt, at alarmen bare var en test. Min far arbejder stadig som brandmand i Skælskør, men kun på deltid, fordi der ikke er nok brande i byen – gudskelov, kan man sige. Resten af tiden er han maskinarbejder. Selv troede jeg i mange år, at jeg også skulle være brandmand.

Der var virkelig gang i mig som barn. Som i virkelig. Jeg er født i 1994 og tilhører nok den sidste generation, der ikke fik diagnosticeret ADHD. Jeg følte mig ikke anderledes end de andre – jeg havde bare ekstra meget krudt i røven. For min mor handlede hele min barndom om at sørge for, at jeg blev stimuleret og kørt træt. Ellers kravlede jeg op og ned ad væggene. Jeg gik til både fodbold og håndbold, og da jeg var ni år gammel, sendte min mor mig så til teater. Nok fordi jeg altid havde sunget og danset som lille. Og fordi jeg elskede opmærksomhed. 

Der findes en video af mig som baby, hvor jeg danser i min sparkedragt. Den står åben forneden, frit udsyn til det hele. Jeg vipper til musikken, men pludselig stopper jeg op. Fanger kameraet. Og begynder at tisse på gulvet, mens jeg griner. Jeg har det nok fra min far, som altid har været en kæmpe entertainer. Hans far-jokes kan stadig få mig til at grine oftere, end jeg kan lide at indrømme. Når jeg som barn havde venner på besøg, og vi lavede byg selv-burgere, spurgte han: ”Vil du have én-mat, to-mat eller tre-mat?” ”Vil du have en a-gurk, en b-gurk eller en c-gurk?”

Min mor står fast på, at min kreativitet til gengæld kommer fra hende. Hun er nok et af den slags mennesker, der aldrig helt turde – eller fik lov til – at forfølge sin egen kreative side. Hun har været administrativ medarbejder, blandt andet på borgerservice og flere skoler, men senere i livet gav hun efter for kreativiteten og begyndte at male og synge i gospelkor. Måske var det også en af grundene til, at hun sendte mig til teater. Men til at begynde med ville jeg slet ikke af sted. Jeg var virkelig sur på hende. Teater var jo kikset. I Skælskør spillede man håndbold eller fodbold, ellers troede folk, at man var homoseksuel. Sådan var det desværre.

Teatret lå i den gamle Skælskør Folkehøjskole. Jeg husker salen som ekstremt stor, men i virkeligheden var der nok syv rækker. Scenen var bare på gulvet. Jeg troede, at jeg ville hade det, men hurtigt fik jeg gode venner – og min første veninde, Emilie (sangerinden Jada, red.). Tænk, at man faktisk kunne have venner af det andet køn. Det anede jeg ikke. Og da vi øvede til vores første forestilling, en juleforestilling, forelskede jeg mig i teatret. Instruktøren var Ulla Jessen, som har spillet med i et hav af revyer og de såkaldte sengekantsfilm. Efter en scene stoppede hun prøverne og pegede på mig: ”Det her, det er den energi, vi har brug for,” sagde hun. Bagefter spurgte hun mig, om jeg ville gå til optagelse på Eventyrteatret. Jeg var helt ekstatisk. 

2. SLIPSEDRENG MED JAZZHÆNDER

Eventyrteatret har en dramaskole, som holder optagelsesprøver én gang om året, i oktober. De var for længst slut, da jeg kom ind efter jul, men Ulla Jessen havde arrangeret, at jeg kunne få en audition alligevel. Jeg var 11 år gammel og stod i den gamle teatersal i Valby, et vildt sted med farverigt tapet på væggene og gyldne lysekroner i loftet. Foran mig sad en jury med blandt andre teaterleder Susanne Vognstrup. Jeg sang en sang, vistnok noget Disney, og dagen efter fik jeg at vide, at jeg var blevet optaget.

Dramaskolen er et 12-ugers intensivt forløb. Sidst på foråret går man til optagelsesprøver til efterårets forestillinger. Jeg spillede min første som 12-årig, året efter jeg var blevet optaget. Derefter var jeg først med igen som 14-årig – og derfra hvert år, indtil jeg fyldte 18. Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt i toget frem og tilbage til København eller på E20-motorvejen i mine forældres bil. Undervisningen foregik efter skole, og de første år kørte min far mig, selvom han skulle op klokken fem næste morgen. Han havde altid sit grej med, så mens jeg øvede, fordrev han ventetiden med at fikse ting på teatret, hvis noget skulle hænges op på væggen, eller en bænk skulle repareres. Sådan gjorde vi fire gange om ugen, når det var allermest intensivt. Min barndom var virkelig The Alex Show. Nogle gange tror jeg, at min tre år yngre lillesøster følte sig lidt overset.

I løbet af min skoletid fyldte jeg mindst et par kontaktbøger, fordi jeg ikke kunne sidde stille. Heldigvis fik jeg en klasselærer på de sidste klassetrin, som tog fat i mig og sagde: ”Tag dig nu sammen, mand. Jeg ved jo godt, at du kan.” Men det ændrede ikke på, at jeg var dødtræt af folkeskolen, da jeg gik ud af 9. klasse.

Jeg burde nok være startet på dramalinjen på gymnasiet, men fordi der skulle ske noget nyt, valgte jeg at gå på handelsgymnasium i Slagelse. Jeg er ikke stolt af at sige det, men jeg mødte op i skjorte, slips og blazer. Det troede jeg, at man skulle. I min fritid rendte jeg rundt med jazzhænder og spillede teater inde i København. Jeg elskede at spille skuespil, men jeg overvejede også, om jeg skulle læse marketing på Copenhagen Business School. Som barn havde jeg været både fodbold- og teaterdreng, og nu stod jeg igen med et ben i hver lejr.

Jeg spillede den helt store hovedrolle som kong Arthur i ’Sværdet i stenen’, da jeg var 15 år gammel. Året efter skulle Eventyrteatret opføre ’Herkules’, og jeg tænkte selvfølgelig, at jeg ville få hovedrollen igen – jeg følte, at de andre bare kiggede på mig: Nå, hva’ så, goddaw, Hercules. Men så gav de mig en birolle som Dionysos, festens gud, der havde fire scener i alt. Den skulle jeg lige sluge, haha. Indtil jeg fandt ud af, at det uden sammenligning var den sjoveste rolle i forestillingen. Som Dionysos kunne jeg virkelig lege, klæde mig ud i leopardvest og en krone af vindruer og tillade mig at være alt for meget. Bifaldene fra publikum var langt større, end da jeg spillede kong Arthur.

Det var i 2010, og der ligger stadig en optagelse af forestillingen på YouTube. Når jeg ser den i dag, græmmer jeg mig over, hvor dårligt det er. Hvorfor var der ikke en voksen, som bad mig gasse lidt ned? Men dengang syntes jeg, at det var fantastisk. Det var dér, jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville være skuespiller.

SET FRA OVEN

Alex Høgh Andersen, født i 1994. Opvokset i Skælskør på Sydvestsjælland. Autodidakt skuespiller.

Optrådte som barn og ung med det anerkendte professionelle børneteater Eventyrteatret. Debuterede på tv med TV 2-serien ’Outsider’ i 2012 og var året efter med i julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Medvirkede 2016-20 i sæson 4-6 af HBO-serien ’Vikings’, hvor han spillede Ivar the Boneless og fik sit internationale gennembrud. Har siden været med i blandt andet Ole Bornedals ’Skyggen i mit øje’ (2021), tredje sæson af Viaplay-serien ’Den som dræber’ (2023) og har senest indspillet en større international film i Spanien.

Aktuel med tv-serien ’Kald mig far’ på Viaplay, som han både har været med til at udvikle, skrive og producere.

Bor på Amager med sin kæreste, skuespilleren Johanne Milland.

3. ”NU RINGER DU BARE, VINTERBERG”

Jeg var 15 år, da jeg begyndte at gå til castings på tv-serier. Men i starten spillede jeg teater foran kameraet. Min eneste referenceramme var Eventyrteatret, så når jeg kom til casting, troede jeg, at jeg stadig skulle ramme bagerste række. Det tog mig et par år at lære at skrue ned, inden jeg som 17-årig fik min første rolle i en miniserie på TV 2. Den hed ’Outsider’ (2012), ingen kan huske den i dag, men dengang tænkte jeg: Nu er den der. Nu bliver jeg en rigtig skuespiller. TV 2. Miniserie. Jeg skal spille skurken. Fedt, mand. Hvad bliver det næste ikke? Men da serien udkom, skete der ingenting i et år. Jeg gik til castings og fik afslag på afslag igen.

Året efter, mens jeg gik i 3. g, fik jeg endelig en ny rolle, i TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’. Igen tænkte jeg: Så for satan. Nu er det umuligt ikke at lægge mærke til mig. Nu ringer du bare, Vinterberg. Men hvad skete der? Jeg brugte 16 uger på at rakke frem og tilbage til Aalborg med fly og tog. Den sidste del af optagelserne foregik hver dag fra seks til 16, samtidig med at jeg skulle læse op til mine afgangseksamener på HHX. Og da det kom ud i december, skete der ikke en fløjtende fis.

Imens julekalenderen blev sendt, arbejdede jeg som lærervikar på min gamle folkeskole. Børnene var ellevilde, omringede mig på vej ind på lærerværelset, og jeg måtte kæmpe for at få bare en anelse ro, når jeg underviste. Men der kom ingen nye roller af den grund. Hver anden weekend var jeg ude at brage i byen i Slagelse med mine venner fra gymnasiet. De andre weekender hang jeg ud i København med mine venner fra Eventyrteatret. 

En af dem var begyndt at studere film- og medievidenskab og talte meget varmt om det. Så jeg gav det et skud og søgte ind. Men jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Pludselig var jeg omgivet af akademikere, som talte om gamle tyske stumfilm, og jeg kunne slet ikke følge med. Jeg syntes til at starte med, at det var noget sort-hvid-pis. Når der var filmvisning klokken otte om morgenen, kedede jeg mig så meget, at jeg flere gange faldt i søvn. Men de andre var nørder ligesom mig selv. De var der, fordi de virkelig interesserede sig for noget, ikke fordi nogen havde sagt, at de skulle. Jeg fik venner, som stadig er nogle af mine bedste i dag. Og selvom jeg kun gik der et år, lærte jeg da også noget om film – og at sætte mere pris på tysk ekspressionisme fra 1920’erne.

4. BENLØS VIKING

En morgen i begyndelsen af sommeren 2015 var jeg til eksamen i filmhistorie. Det var en vanvittigt berygtet eksamen på film- og medievidenskab, fordi den var helt uden hjælpemidler. Jeg trak amerikansk film 1930-45, og så skulle jeg ellers snakke om det 35 minutter i streg. 

Omtrent samtidig havde jeg fået mig en agent. Jeg var 21, gik stadig til castings og havde fået mulighed for at lave et self-tape til fjerde sæson af tv-serien ’Vikings’, som skulle laves samme dag som min eksamen. Jeg gik op klokken otte, fik 10, tog hjem og øvede mig på scenen i to timer, og klokken 12 troppede jeg op på min agents kontor. Men mit hoved var fyldt med årstal og instruktører, og jeg kunne slet ikke mine replikker. Til gengæld havde jeg set en del af serien og havde godt styr på accenten.

Jeg var på Roskilde Festival, da jeg et par uger senere fik at vide, at jeg var gået videre til anden runde af castingen. Det samme var min ven Marco Ilsø, som jeg var på festival med. Vi lånte hans mors bil, og bagstive efter fire dages druk kørte vi af sted til Stockholm. Marco havde ingen stemme, og jeg måtte anstrenge mig for at holde bilen på vejen. Men vi kom frem, jeg fik fyret min 20 minutters casting af, og det var så dét. Til gengæld gik vi glip af Kendrick Lamar på Orange Scene, og jeg kan huske, at jeg var rasende. 

14 dage senere blev både Marco og jeg inviteret til Irland til tredje og sidste castingrunde. Hos Ashford Studios i Wicklow sad vi 12-14 unge mænd med blå øjne, som kom fra hele verden og skulle kæmpe om fire roller som sønner af vikingehøvdingen Ragnar Lodbrog. Jeg var kun blevet bedt om at caste på rollerne som de tre ældste brødre, men sidst på dagen, efter fem timer med prøver, prikkede en caster mig på skuldrene: ”Can you read for Ivar?”

Hele dagen havde jeg set de andre spille Ivar the Boneless, den yngste bror, men ærligt talt havde ingen af dem imponeret mig. Han led af en sygdom, som gjorde, at han ikke kunne gå, men jeg syntes, at de andre overspillede smerten. Jeg havde kun en halv time til at lære scenen. På vej op ad trappen til castingrummet spurgte jeg casteren, hvad Ivar egentlig var for en karakter.

”Ask Michael,” svarede han. Det var Michael Hirst, seriens hovedforfatter. Ham, man næsten ikke turde kigge i øjnene. Men selvom jeg var ved at skide grønne grise, tog jeg chancen.

“Michael, what’s up with this character?” spurgte jeg.

Hirst forklarede, at Ivar led af en form for knogleskørhed, som gjorde, at han havde konstante smerter. Jeg spurgte, om han var født sådan, og Hirst svarede ja. Jeg tænkte: Så er han jo vant til smerten. Jeg gik ind, satte mig med benene lidt slapt ud til siden og begyndte at sige replikkerne.

Første take fuckede jeg selvfølgelig op. Andet take kludrede jeg i den allerførste replik. ”Flot, Alex, her havde du muligheden, og så vælger du at ødelægge den,” tænkte jeg. Men tredje take fik jeg kæmpet mig igennem, og da scenen var slut, kunne jeg høre nogen i lokalet, der klappede. Jeg tænkte, at det måtte være for sjov.

To uger senere sad jeg på min agents kontor, midt i et nyt self-tape, da min agent kom brasende ind og udbrød, at jeg havde fået rollen som Ivar. Efter adskillige castingrunder med tusinder af mennesker valgte de mig, en uerfaren dansk skuespiller, som havde givet dem ét eneste bud på rollen. Jeg forstod det ikke. Det var helt vildt. Men Michael Hirst fortalte mig senere, at jeg fik rollen, fordi jeg ikke spillede smerten i kroppen, men viste den i øjnene.

5. THE NEW FUCKING LADS

I tre uger op til den første optagedag kravlede jeg rundt på et hotelværelse i Dublin. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg skulle bevæge mig, når min karakter ikke kunne bruge sine ben. Hvordan kom Ivar fra gulvet og op på en stol?

Den første dag på ’Vikings’-settet sad jeg sammen med tre af mine medskuespillere, blandt andet Marco, som også fik en rolle som en af de andre brødre. I et telt på toppen af bjerget Luggula syd for Dublin ventede vi på at blive kaldt ind til vores første scene, da en 60-årig irsk gut ved navn Ian kom ind til os.

Ian, der arbejdede med rekvisitter, kiggede på os og tog et hvæs af sin cigaret.

”Are you the new fucking lads?” spurgte han og pegede ud af teltet.

”Do you see these 300 people standing behind me? They don’t have a job next year if you fuck up.”

Jeg var i forvejen rystende nervøs, men jeg syntes også, at det var fedt. Jeg tændte på alvoren. Det her var ikke bare en leg med økser og sværd, folks levebrød var på spil. Vi kunne stadig gå på pub og drikke Guinness om aftenen, men når vi stod på settet klokken fem om morgenen i 10 sekundmeters vind på toppen af et bjerg, havde vi bare værsgo at give os 110 procent.Der gik næsten et år, før min rolle blev annonceret, og fjerde sæson af ’Vikings’ udkom. Indtil da havde jeg været fuldstændig ukendt, men nu fik jeg pludselig 2.000 nye følgere om dagen på Instagram. Da jeg ramte 100.000, sad jeg på toilettet til en julefrokost hos min farmor i Skælskør, ikke længe efter havde jeg over en million, og pludselig levede jeg et rockstar-liv, jeg aldrig havde turdet fantasere om. 

I 2017 var jeg til Comic-Con i San Diego. Jeg var fløjet ind til fan-messen på første klasse og var blevet indlogeret på et femstjernet hotel. I salen sad 4.000 mennesker med skjolde og vikingehjelme. Der var fans, som begyndte at græde, da de så mig. En fyr havde mit ansigt tatoveret på sin ene skulder. What the fuck? Jeg forsøgte at håndtere det, så godt jeg kunne, men det var overvældende og også lidt skræmmende. Jeg var jo bare en knægt fra provinsen, og jeg kunne høre min mor i baghovedet hele tiden: ”Nu holder du benene på jorden.”

SET AF MILLIONER

Manuskriptforfatter Michael Hirst skabte ’Vikings’ for History Channel, baseret på sagaerne om den danske vikingekonge Ragnar Lodbrog, der plyndrede og erobrede England i 800-tallet.

Første sæson fik dansk premiere på HBO Nordic i 2013. I sæson fire introduceredes seerne for Lodbrogs voksne sønner, blandt andet Ivar the Boneless, der lider af en sjælden form for knogleskørhed, men som trods sit handicap besidder både sin fars grusomhed og blodtørst og ender med at blive vikingekonge.

I femte og sjette sæson af ’Vikings’, efter Ragnar Lodbrogs død, gjorde Michael Hirst Ivar the Boneless til en af seriens bærende roller.

Da ’Vikings’ sluttede i 2020, blev den regnet for en af verdens største tv-serier med millioner af seere.

Alle seks sæsoner kan i dag streames på Netflix, der har overtaget serien i Danmark.

6. TÅRER

I juli 2018 var jeg igen til Comic-Con i San Diego. Det var en fredag, og præcis som året før sad jeg til en paneldebat foran flere tusind fans. Bagefter skulle vi spise frokost, og mens vi sad der, blev jeg ramt af madforgiftning – det var som at blive kørt over af et tog, jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg skulle med et fly tilbage til Irland allerede om aftenen, men måtte udskyde det til søndag, fordi jeg var helt knækket. Optagelserne til sjette og sidste sæson af ’Vikings’ skulle begynde om mandagen, og selvom jeg stadig havde mavekramper om søndagen, blev jeg tvunget til at flyve hjem.

Jeg landede mandag morgen og blev clearet af lægen på settet, selvom jeg så dobbelt. Jeg fik nogle piller og kæmpede mig igennem 12 timers optagelser, hvor jeg skulle kravle rundt i hestelort. Hjemme i min lejlighed om aftenen tænkte jeg, at så var det overstået. Men mit immunforsvar var smadret, og kort tid efter fik jeg endnu en madforgiftning af at spise noget dårlig sushi. I alt havde jeg tre infektioner på 14 dage. Jeg var ligbleg, og min hud var helt ren, fordi jeg kun indtog vand. Jeg tabte mig ni kilo, og et par af mine kvindelige kolleger sagde, at jeg så skidegodt ud. Men jeg havde det elendigt.

Jeg endte med at være syg i fire måneder. Imens skulle jeg forsøge at spille hovedrollen i en af verdens største tv-serier. Det, der startede som en sygdom i min krop, spredte sig hurtigt til mit hoved. Min søvn forsvandt. Jeg spiste ikke noget. Jeg var blevet et vrag på rekordtid. Alligevel arbejdede jeg 12 timer om dagen fra mandag til fredag og brugte weekenden på at have angst over de nye replikker, jeg skulle lære til om mandagen. 

Efter en måned eller to, kort før en kæmpe kampscene, vi skulle indspille, kom en af seriens producere hen til mig. Hun havde hørt, at jeg ikke havde det så godt.

”Jeg har det ad helvede til,” sagde jeg. Jeg var nede med både stress og angst. Det var hun ked af at høre, svarede hun. Og fortalte mig så, at min to sider lange monolog, der var planlagt 14 dage senere, var blevet rykket frem til dagen efter på grund af en dårlig vejrudsigt.

Jeg bønfaldt hende om at udskyde den, men der var ikke noget at gøre. Og så måtte jeg ud og først spille kampscenen iført mit 25 kilo tunge kostume og derefter direkte hjem og lære hele monologen til næste dag.

Det kom så langt, at jeg til sidst ikke havde lyst til at være her mere. I Dublin boede jeg i byens højest beliggende lejlighed, lige ud til Grand Canal. Jeg stod på min kæmpe altan og kiggede ud, mens jeg tænkte: ”Hvis det her fortsætter meget længere, så tager jeg springet.”

En dag på settet, en dårlig dag ligesom alle de andre, skulle jeg optage en meget følelsesladet scene. Kameraet kom helt tæt på i et close-up, og det næste, jeg husker, er, at der blev råbt: ”Cut!” I mellemtiden var der gået 45 minutter, hvor jeg for første gang i flere måneder ikke havde tænkt en eneste grim tanke. Det slog mig, at det, der havde gjort mig syg, og som jeg frygtede helt ud i fingerspidserne – mit arbejde – også kunne være et frirum. Det var et lille gennembrud, som gav mig håb. Om aftenen, når jeg lå derhjemme i sengen, kunne jeg pludselig tænke, at selvom i morgen nok blev dårlig, behøvede det ikke nødvendigvis at blive den dårligste dag i hele mit liv.

Samtidig begyndte jeg langsomt at kunne se en ende på det hele. Da vi endelig nåede til den sidste optagedag, skulle jeg spille en scene, hvor min karakter dør. Jeg spillede over for Marco, og i scenen, hvor den ellers psykopatiske, morderiske Ivar lå for døden og skulle indrømme over for sin bror, at han var bange, begyndte Marco pludselig at græde. Det gjorde han ellers aldrig, og det var ikke en del af planen. Jeg kunne heller ikke lade være med at græde.

Efter andet eller tredje take rejste jeg mig op, med alle følelserne uden på tøjet, og kiggede ud over settet. Normalt, på en så stor produktion, er der altid nogen, der larmer mellem de forskellige takes. Teknikerne roder lidt med udstyret. Folk står og sludrer, mens de ryger en smøg. Men der var helt stille. 300 statister sad på deres skjolde og så på uden at sige en lyd. Det eneste, jeg kunne høre, var en svag brise. Jeg gik ind i teltet og så playback af scenen på skærmen – hørte en replik, jeg ikke var helt tilfreds med. Og så var det tilbage på arbejde.

7.  FORFRA, ALEX

Da ’Vikings’ sluttede, havde jeg optaget 10-11 måneder om året i tre et halvt år. Jeg var med i 51 episoder, og i al den tid havde jeg ikke én eneste sygedag. Jeg plejer at kalde det min uddannelse som skuespiller, men prisen for den var, at jeg vendte hjem til Danmark i slutningen af 2018 med både angst og en galopperende spiseforstyrrelse. 

Det er nemt at sige, at jeg klarede det, at jeg er 10.000 gange stærkere, end jeg havde troet. Sandheden er bare, at det aldrig burde være sket. At nogen skulle have passet på mig. Men produktionen forstod det ikke. Og mit daværende agentbureau turde ikke gøre noget af frygt for, at det skulle ødelægge min internationale karriere.

I flere måneder lavede jeg ikke andet end at være sammen med min familie og venner. Jeg opsøgte en psykolog for at bearbejde det, der var sket. Min usårlighed var forsvundet. I de første måneder efter jeg kom hjem, vågnede jeg stadig klokken fem om morgenen og troede, at jeg skulle i krig i mere end én forstand. Det tog mig et år til halvandet at holde op med at være bange for mad. Men for hver dag, der gik, tog jeg nye babysteps: ”Gud, de her bønner smagte da egentlig meget godt.” Eller: ”Den her fest, som jeg var ængstelig ved at tage til, gik jo helt fint.” Langsomt fandt jeg ud af, at jeg ikke havde tabt mig selv på et gulv i Irland.

Da jeg endelig var klar til at arbejde igen, ringede telefonen bare ikke. Hallo, mand, jeg havde kraftedeme lavet ’Vikings’. Hvorfor ringede Vinterberg ikke? Hvorfor hørte jeg ikke fra Arcel eller Bier? Jeg var den mest erfarne skuespiller i min aldersgruppe i Danmark. Klart, det var kun én ­karakter, men ingen på min alder havde flere timer foran et kamera end mig. ”Hvad fanden sker der, Danmark?” tænkte jeg en overgang, men så var det bare at sluge skuffelsen og arbejde sig op igen. 

SET AF ANMELDERNE

”Selv blandt de til tider omskiftelige, velskrevne karakterer i ’Vikings’ fremstår Ivar the Boneless som en kompleks fyr. Fra øjeblik til øjeblik kan Ivar være unødvendigt grusom og dominerende eller rørende sårbar.”

Variety, 2016

”Ingen overstråler dog Ragnars yngste søn Ivar, der trods sin status som krøbling bogstavelig talt rejser sig og gør alt, hvad der står i hans magt, for at blive vikingehærens øverstbefalende. Danske Alex Høgh Andersen spiller med en nuanceret og skræmmende uforudsigelighed rollen som den lidende unge og handicappede mand, der udvikler sig til at blive et sadistisk monster.”

Filmmagasinet Ekko, 2017

”I ’Skyggen i mit øje’ følger man blandt andet unge danske mænd, der har meldt sig til det nazi-samarbejdende politikorps HIPO. Her gør Alex Høgh Andersen det godt som såkaldt ’HIPO-svin’, der har indset, at han har valgt den forkerte side, og måske ’Skyggen i mit øje’ kan give den 27-årige skuespiller et bredere navn herhjemme efter i mange år at være reduceret til ’ham danskeren, der er med i ’Vikings’’.”

B.T., 2021

Siden har jeg lavet ’Skyggen i mit øje’ af Ole Bornedal og medvirket i et par tv-serier. Internationalt er det skidesvært, fordi jeg går til casting på de samme film som Timo­thée Chalamet, og han har jo allerede fået rollen. Senest har jeg for første gang været med til både at udvikle, skrive og producere en serie fra start til slut – den hedder ’Kald mig far’.

Ideen opstod en aften, da jeg sad hjemme hos min gode ven Magnus Haugaard og drak gin og tonics med ham og Fanny Bornedal. Magnus og jeg havde gang i vores ongoing joke: Han er et år yngre end mig, høj og har et stort, flot fuldskæg. Jeg er ikke så høj som ham og kan ikke få skæg, men til gengæld er jeg udstyret med et babyface. Magnus ­drillede mig med, at jeg ikke er uddannet skuespiller.

”Du er jo bare en model, der siger nogle replikker,” sagde han. 

”I det mindste får jeg ikke roller, der er plus 40 år,” svarede jeg.

”En dag kommer jeg til at spille din far,” sagde han.

Og så tænkte vi: Hvad ville der ske, hvis man lavede en serie om to venner, hvor den ene begynder at date den andens mor? Helt fra start var tanken, at vi i sidste episode skulle have en scene, hvor Magnus kigger på mig og siger: ”Skal du ikke til at kalde mig far?” Men serien handler også om kravene til rummelighed i København anno 2024, hvor man kan elske, hvem man vil, være det køn, man har lyst til, dyrke sin seksualitet, uanset hvad den er. Alt kan lade sig gøre, vi kan rumme og vise hensyn til det hele. Men kan man også rumme, at ens bedste ven knalder ens mor?

8. HOVEDET UD AF RØVEN

Under optagelserne til ’Kald mig far’ mødte jeg min kæreste Johanne (Milland, red.). Hun spiller en kærlighedsrelation, som min karakter får i løbet af serien, og nogle måneder efter vi var færdige med at optage, begyndte vi at ses i den virkelige verden. I dag har vi været sammen i lidt over et år. 

Indtil jeg mødte Johanne, drønede jeg igennem mine tyvere med skyklapper på. Alt handlede om mig-mig-mig, men nu er jeg 30 og har måttet overgive mig til en tosomhed, jeg selv har valgt. Jeg føler, at jeg er ved at blive rigtig voksen. Det kan godt være, at jeg får en 30-årskrise lige om lidt, men lige nu synes jeg, at jeg tager nogle sunde skridt som menneske – efter jeg i nogle år har set mine venner finde et roligt leje i deres liv, mens jeg selv stadig kartede rundt og havde svært ved at sove om natten. Min læge kalder mig ’intelligent ADHD’er’ og har sagt, at det nok ville være godt med nogle livsstilsændringer, så nu har jeg sat min hverdag lidt mere i system: op på samme tid, i seng på samme tid, den slags. Min energi er på mange måder min superpower, men det er også nødvendigt for mig at tøjle den.

På mange måder kan man sige, at jeg endelig har fået hovedet ud af min egen røv. Det hjælper også, at jeg får perspektiv på tilværelsen gennem mit arbejde med velgørenhed. Jeg elsker at fotografere, og sidste år rejste jeg til Libanon og tog billeder til en kalender til støtte for de unge frivillige, som driver hele landets ambulancesystem. Vi var der i en uge, og jeg var blandt andet med til at bære gamle mennesker med astma­anfald ned fra femte sal klokken to om natten. Når man kommer hjem fra sådan en tur, er det svært at gå rundt og brokke sig over småting i ens eget liv. Så tænker jeg, at mit største problem, mens jeg går ind i trediverne, er, at jeg stadig ikke kan få skæg.

IBEN HJEJLE befandt sig godt som kvinde i en ha-ha-drengeverden, men har nu lyst til at være en, der ikke flimrer så meget, og som tror mere inderligt på det, hun laver. Spørgsmålet er: Hvordan finder man ind til sig selv, når man har spillet roller hele sit liv? Ud & Se forsøger at finde et svar.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Morten Germund

IBEN HJEJLE ER TRÆT. Træt af at tale offentligt om sin barndom. Træt af at fortælle om sit internationale arbejde med den engelske instruktør Stephen Frears og om, at hun blev foreslået at gå til casting på ’Ringenes Herre’, men afslog. Træt af offentlig virak om sine tidligere forhold til mere eller mindre landskendte mænd. Træt af at tale åbent om at miste sin mor for tidligt, om de to gange, hun blev slået omkuld af stress, eller om hvordan hun håndterede moderskabet i en alder af 26 år, da hun netop var blevet udråbt som et af landets største skuespiltalenter med tilbud fra ind- og udland.

”Man har sgu da ikke spurgt mine mandlige kolleger, hvordan de håndterede deres børn, men mig … igen og igen,” som hun siger med tydelig stemme.

For Iben Hjejle er det mere relevant at tale om, hvor hun er i dag, om hendes fag og om det skift, hun har oplevet i indholdet i kvinderollerne på film, tv og teater gennem sin karriere. Og om alle de mandlige instruktører, der i starten bad kvinderne om at stå ovre i hjørnet og plirre med øjnene – til i dag, hvor hun spiller hovedrollen i teaterstykket ’Lægen’ på Folketeatret i København. Et klassisk teaterstykke fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor den mandlige hovedrolle er blevet skrevet om til en kvinde. 

”Dén forestilling handler om alt det, vi beskæftiger os med i dag, som er langt mere vedkommende: race, køn og klasse blandt andet, og så er jeg et sted nu, hvor jeg får mulighed for at spille teater igen. Dét elsker jeg.” 

OKAY, LAD OS gå Iben Hjejles vej. Vil man høre mere om hendes baggrund, kan man få fingrene i hendes selvbiografi ’En gylden korkprop’. Man kan også lytte til hendes og tv-vært Signe Lindkvists podcastserie ’Sitter’, hvor de to hver onsdag siden 2018 har talt om stort og småt og indimellem skraldgriner og lader skiver af deres privatliv glide ind. Og så kan man fortsætte læsningen af denne artikel, der tager afsæt i Iben Hjejles prøver på ’Lægen’. 

En torsdag i begyndelsen af januar har en natlig snestorm dækket Danmark med et tæt, hvidt tæppe, og Vejdirektoratet har fra morgenstunden frarådet alle at tage på unødvendig langfart. Men klokken 12:00 er næsten alle involverede i forestillingen alligevel til stede på teatret. Også forestillingsleder, instruktørassistent og sufflør, der bag et skrivebord følger prøven tæt – og i ny og næ scroller et par nyheder på internettet. Ensemblet har alt for travlt med at nå i mål inden premieren til, at en smule snestorm skulle lamme produktionen. 

De har været i gang siden midten af december, og nu gælder det en central scene for hovedkarakteren Ruths udvikling. Ruth er læge og landet i en shitstorm, fordi hun har nægtet en 14-årig pige den sidste olie fra en katolsk præst i håbet om at skåne hende for visheden om, at hun skal dø.

Udenfor er der udsigt til Ørstedsparken og en musegrå, snemættet himmel. Indenfor i et kridhvidt øvelokale med syv lægekitler på et tøjstativ taler instruktør Kim Bjarke scenen igennem med Iben Hjejle.

”Jeg var sjældent rundt på gulvet, da jeg kom hjem i går. Min hjerne var slået helt fra, så jeg er en smule udfordret med den her scene,” siger Iben Hjejle.

”Det tager jo noget tid at lære det her,” beroliger instruktøren.

Der foregår en form for forhandling om at få renset alt overflødigt ud af manuskriptet, derpå klikker Iben Hjejle scenen i manuskriptet ud af sit ringbind, puster ud, retter ryggen, stikker den ene hånd i lommen og træder i myndig karakter.

I de næste par timer undersøger hun og to andre skuespillere teksten sammen med instruktøren, mens de prøver. De er nede i detaljer i forhold til fysisk placering i rummet, bevægelser, intonation og replikker.

Iben Hjejle træder lynhurtigt ind og ud af sin versionering af den ranke og dumstædige Ruth. Når hun går i stå, henter hun replikker hos suffløren, og kløjes hun i talemåder, skærer hun grimasser, siger nogle almindeligheder og derpå noget sjovt. Så er hun tilbage igen. Det går lynhurtigt. 

HJEJLE HURTIGT

Født 1971. Havde sin første rolle som 10-årige Lise i DR’s tv-serie ’Petersens morgen, middag og aften’ i 1982. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1996.

Har sat sit aftryk på danske ­filmsucceser, for eksempel ’Mifunes sidste sang’, ’Blinkende lygter’, ’Gamle mænd i nye biler’, ’Inka$$o’ og ’Klovn – The Movie’ samt en række danske tv-serier, blandt andet ’Langt fra Las Vegas’, ’Klovn’, ’Anna Pihl’ og ’Dicte’.

Aktuel i ’Lægen’ på Folketeatret. Har også medvirket i ’Romeo og Julie’ på Østre Gasværk Teater og ’Jordens indre’ på Folke-teatret.

Udkom i 2022 med selvbiografien ’En gylden korkprop’. Har sammen med tv-vært Signe Lindkvist siden 2018 produceret podcasten ’Sitter’. Titlen er hentet fra skuespiller Sigrid Horne-Rasmussen, der havde kælenavnet ’Sitter’.

Har sønnen William på 26 år med musikeren Emil de Waal. Lever i dag sammen med Claus Bindslev.

EN UGE SENERE sætter hun sig ved et mødebord i et tilstødende lokale med brunt brokadetapet på væggene og billeder af de tidligere teaterdirektører tilbage til teatrets begyndelse i 1857. Hun har urtete i hånden, smøger ærmerne på en langærmet T-shirt op og placerer sig som en opvakt skoleelev med begge underarme på bordet og hænderne foldet.

Hvorfor vil du ikke tale om din baggrundshistorie?

”Det er kun en lille håndfuld mennesker, jeg skal samtale med det om, og det er mine allernærmeste. Jeg kan mærke, at jeg til stadighed bliver en lille smule forbløffet over, at det er det, folk vil høre om. Det er forbigående deprimerende, at jeg kan blive ved med at gå på internettet og finde mig selv. Men det er jo ikke mig. Det er en råbebutik af holdninger og meninger. Og hvis ikke det er direkte løgn, så er det udsagn forvandlet til ukendelighed. Og det er ikke en klage, det er en konstatering. Jeg har ikke lyst til at bidrage til det længere.”

Måske virker Iben Hjejle skrap, men hun er også venlig og imødekommende, hun smiler meget, ser én i øjnene, lytter og er ihærdig med at svare så præcist som muligt. Da hun hælder danskvand op, bliver glasset placeret oven på en serviet, så det ikke skramler på bordet og ind i diktafonen. Det handler om hensyntagen, men også om en form for ubevidst kontrol, som når hun retter på kaffekande, service og slikskål midt i en sætning, så arrangementet står bare en lille smule anderledes. 

Lige nu optager hendes teaterarbejde hende så meget, at hun tænker over, om hun skal tage elever privat. 

”Jeg har jo et håndværk, og så kommer jeg fra en lang slægt af undervisere. Nogle, man godt gad lytte til. Det ligger også i skuespillerfaget, at folk helst skal gide kigge på én og lytte til én, når man stiller sig op og fortæller en historie. Men jeg tror også, det har noget med min alder at gøre og min lyst til at fordybe mig i noget, der ikke flimrer og forsvinder så hurtigt væk. ”

Hendes forklaring sender hende alligevel bagud i tid – som det sker flere gange i løbet af de timer, vi taler sammen. Hendes refleksioner over, hvor hun står i dag, må holdes op i forhold til hendes tidligere ståsted, før pointerne falder. 

”Teaterarbejde flimrer ikke. Det står solidt og konkret. Hele det forløb, hvor man bliver ved med at dykke ned i teksten sammen med sine kolleger og instruktøren, der har en idé og et forkromet overblik. Det udvikler mig som menneske. Film og tv har også været udviklende, men det er en helt anden disciplin og har et andet tempo. Det er mindre brikker. Og de skal ikke nødvendigvis sættes sammen. Det er det, jeg mener med flimmer.”

IBEN HJEJLE HOLDER af filmarbejde, der vælges med omhu, siger hun, men til gengæld er det lige før, hun siger ja til alt det teaterarbejde, hun bliver tilbudt. Men kigger man ned over hendes cv, er det alligevel film- og tv-produktioner, der fylder mest.

”Selvom man har lang anciennitet og er et menneske, der forhåbentlig kan sælge nogle billetter, er teater ikke noget, man bliver rig af. Så det handlede om nogle personlige valg, jeg havde truffet på et tidspunkt, eller rettere ikke havde truffet, og som gjorde, at jeg blev fattig som en kirkerotte og havde benene solidt plantet i blå luft. Der var helt klart et element af at skulle tjene nogle penge, men også af at være i livssituationer, hvor jeg ikke var villig til at være så dyb. Hvor jeg befandt mig bedst på overfladen. Dér blev jeg, indtil jeg kunne mærke, at det ikke gav mig det rigtige i sjælen. Jeg begyndte at føle mig tom, hul og råbende og larmende og flimrende langt inde i mig selv.”

Hun hentyder her til sit første stressanfald under indspilningen af tv-serien ’Dicte’ i 2015. Hun rejste sig dog hurtigt og arbejdede videre, men anden gang, i 2016, blev hun uarbejdsdygtig i næsten to år.

”Det var ikke én produktion, der gjorde udslaget. Det var mange års opsparet flimmer. Ligesom når det flimrede på tv-skærmen i gamle dage, og man slog hårdt ned på toppen af et fjernsyn.”

BAM. Iben Hjejle slår sin håndflade hårdt ned i bordet.

”Dét er det, min kammerat kalder for en Fona-reparation. Man slog alt, hvad man kunne, ned i apparatet, og så kom billedet tilbage. Så flimrede det igen, og til sidst gik fjernsynet ud. Det var simpelthen sådan, det føltes. Der var ikke mere,” siger hun og laver en grimasse med blottede tænder.

”Første gang var i Aarhus, hvor vi optog ’Dicte’, som jeg vil understrege på det kraftigste var en virkelig fin produktion. Jeg er meget, meget stolt af ’Dicte’. Det var en skidegod historie.”

Men det var dér, stressen kunne mærkes første gang. Hun var blevet dårligere og dårligere til at være sig selv og kunne stort set ikke mærke noget som helst – kun når hun var sammen med sit barn. Skulle hun ud at købe ind, blev alt straks besværligt. I stedet sendte Iben Hjejle skuespilleren Iben Hjejle af sted.

”Jeg spillede ’nu køber jeg ind imellem jer, helt alene. Og prøv at se mig, hvor tilgængelig jeg er. Jeg kan sagtens svare på alt muligt og skrive min autograf.’ Jeg kunne ikke interagere med andre end mine allernærmeste. Og når jeg alligevel gjorde det, blev det til meget larm, meget ha-ha-ha, meget alkohol, meget makeup, meget fest. Det hele skulle være stort, og det var ekstremt anstrengende. Til sidst blev det til flimmer på fjernsynet, inden det gik fuldstændigt ud.”

Hvad levede du af i de to år, hvor du ikke kunne arbejde?

”Godt spørgsmål. Jeg kan ikke huske det. Jo, jeg var så heldig at få nogle fondsmidler gennem Dansk Skuespillerforbund.”

Og hvad fik du tiden til at gå med?

”Jeg gik i terapi, mediterede, gik ture og sov meget på forkerte tidspunkter af døgnet. Og jeg brugte min allertætteste kreds af venner og familie, der lyttede nænsomt og gjorde mig opmærksom på, hvad jeg tidligere havde sagt var vigtigt for mig. Og jeg ved, at jeg blandt andet har sagt, at det eneste, jeg egentlig havde lyst til, var at spille teater.”

DET FØRSTE, Iben Hjejle gjorde, da hun rejste sig fra stresssygelejet, var at være med i ’Vild med dans’. 

”Og så kan man jo tænke: ’Hold da op, det må da være noget af det mest stressende overhovedet at være med i.’ Men det var det ikke. Det var nede i kroppen – nede i teaterkroppen. Bare uden ord. Når jeg ser brudstykker af det på YouTube, kan jeg se, at jeg hele tiden græder og bliver utrolig rørt. Og det giver jo god mening. Det var starten på en rejse tilbage til mig selv. I 2018 kan jeg simpelthen ikke huske, hvad jeg foretog mig. Jo … utrolig vigtigt: Signe og jeg startede med at lave ’Sitter’,” glædesråber hun.

245 afsnit er det blevet til ved årsskiftet 2024. I de seneste måneder har podcasten handlet om små og store katastrofer som for eksempel Iben Hjejles kæreste, som kaldes ’Holdnings-Claus’, og hans surdej, der eksploderede op i loftet. Andre emner er rædslerne i Gaza-krigen, instruktør Sofia Coppolas håndtering af Priscilla Presley i sin seneste film og mulige bevæggrunde for dronning Margrethes abdicering. Et speedkørende sammenkog, som Iben Hjejle opfatter som mere personligt end privat båret.

”Vi er to kvinder, der altid har optrådt, og det gør vi selvfølgelig også i podcasten. Det er jo en slags redigerede samtaler, men alt sammen noget, vi putter os selv ind i. Jeg har talt i 245 timer om mit liv. Det er fra hestens egen mund, og for mig har det været fantastisk befriende.” 

I podcasten har Iben Hjejle kunnet definere sig præcis, som hun har villet. Tage plads som kvinde i en verden, hvor mænd har fyldt en hel del i de ledende roller som producenter, instruktører og skuespillere. Men det er ikke det mandligt definerede glasloft, Iben Hjejle har villet sprænge:

”Vi er ikke særlig optaget af at være kvinder. Vi er heller ikke optaget af at være ’nogle af drengene’. Vi er optaget af at være de mennesker, vi er på det her tidspunkt i livet, og af at have det sjovt. Vi er først og fremmest komikere i den sammenhæng. Eller det har vi opdaget, at vi er. Og ud af det, som jeg jo synes kendetegner den fineste komik, kan der komme et stort drama eller en tragedie. Det er ikke kun ’Ha-ha, nu laver jeg pruttebevægelser under armhulen’. Hvis man lytter, kan man også finde steder, hvor vi bliver forknytte, og vores stemmer bævrer. ’Sitter’ har været ekstremt definerende for mit videre liv.” 

NUTIDENS OMSKRIVNING af ’Lægen’ fra det oprindelige Arthur Schnitzler-stykke ’Professor Bernhardi’ kan ses som et udtryk for, at kvindelige skuespillere vejrer morgenluft. Da Iben Hjejle selv trådte ud fra Statens Teaterskole i København i 1996 og gjorde sin berømte kometkarriere, var der langt flere bærende roller til mænd end kvinder, men det oplevede hun ikke selv. Som nyuddannet skuespiller havde hun en følelse af at være lidt af en jagerpilot, fordi hun var kommet igennem et nåleøje som en af blot otte elever ud af 800 ansøgere. Under uddannelsen havde hun en rolle på Betty Nansen Teatret, hun havde medvirket i filmen ’Portland’, og ved sin afgang stod hun foran en fastansættelse på Østre Gasværk Teater. 

”Jeg tror simpelthen, jeg var frygtløs. Jeg tænkte ikke, at jeg kom til at stå uden arbejde. Jeg hørte ikke efter, for jeg fik de store roller. Jeg var inde i varmen.” 

Og det på trods af at der stort set kun var mænd i alle led af produktionskæden. Mænd hele vejen rundt.

”Jeg var helt klart en af drengene, og senere, da den første bølge af MeToo kom, kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Okay, det har jeg slet ikke forstået’, men så begyndte jeg at tænke mig om. Jeg havde ikke oplevet de her ting selv, men jeg havde stået lige ved siden af det, og jeg havde ikke reageret på det. Jeg syntes, det var så safe og rart for mig at være ’en af drengene’, og jeg kunne slet ikke se, at der var andre muligheder. Jeg var pissebange for at træde ud af det.”

Hvordan er man en af drengene? 

”Man griner af alt det, drengene griner af, og det er ret upassende, og man tør alting. Man siger ikke nej, man går med i byen, og man råber og skriger, og man går ikke af vejen for at sige om andre kvinder: ’Hallo, det er ikke studenterhuen, der trykker.’”

IBEN HJEJLE OM…

Comedy

”Jeg er ekstremt stolt af at have medvirket i ’Langt fra Las Vegas’ og ’Klovn’. Dét at være i så intensiv en comedyskole gennem små 10 år og arbejde med de mennesker, der på det tidspunkt var de allerdygtigste, vi havde herhjemme, er jeg pinligt bevidst om værdien af. Den måde at spille skuespil på, som jeg gør i dag, er – ud over mine år på teaterskolen – formet af comedy.”

Turban-fornemmelse

”Fra at have været slagkraftig comedy-slå-på-tæven-heltinde til at være tv-serie-hovedrolleindehaver og nu at lave de her fede ting på teatret synes jeg, at jeg har været utrolig privilegeret. Helt ærligt: Jeg har nogle gange bare været heldig at stå der, hvor appelsinen bliver smidt direkte ned i ens turban.”

Kropsaktivisme

”Der er droslet en hel del ned på forventninger til os kvindelige skuespilleres kroppe, og det er klart de unges skyld. De har gjort mig opmærksom på, at det ikke er skønhed, flothed eller attraktivt i sig selv at være slank. Eller at have en vis højde eller have nogle bryster, der sidder på en bestemt måde. Det er et dejligt landskab at være i, og det gør mig så glad på de unge menneskers vegne.”

HUN FØLTE SIG dog ikke som en decideret drengepige. Som barn af 70’erne havde hendes forældres forholdsvis kønsneutrale opdragelse givet hende mulighed for at finde sin egen forståelse af, hvad hun var for en person. Til gengæld følte hun sig altid trykket, når hun kunne mærke, at der var optræk til en kvindeklub i hendes nærmiljø.

”Jeg er ked af at sige det, men det har særligt været kvinder, der har lavet klubber. Alt fra feministiske klubber til ekstremt æstetikbårne klubber som ’Vi skal være nogle sexy ladies, der går i byen og bare tager for os’. Vi grinede af de der kvinde-kliker i gamle dage, da jeg var en del af det der beskidte dusin, der fik alt arbejdet. Man holdt sig gode venner med mændene. Og da MeToo-bølgen kom, kunne jeg se: ’Gud, dér har jeg da ikke været særlig hjælpsom.’” 

Hvad kunne du have gjort anderledes? 

”Jeg har ingen idé. Jeg så det ikke, fordi jeg havde succes. Jeg havde ikke problemer med at arbejde sammen med mændene. Jeg skulle ikke have kærlighedsforhold til dem. Jeg havde det skidesjovt. Og så har jeg åbenbart været ekstremt tydelig. Jeg har aldrig oplevet uønsket opmærksomhed eller tilbud eller ting, altså fysisk, som var ubehagelige. Jeg trivedes fint med mandedinosaurerne. Hele vejen igennem, og det er jo det, der er så forbløffende.” 

Hvad handlede det med at være kvinde, der stod i hjørnet og plirrede med øjnene, så om?

”Det var jo ikke store, stærke, bombastiske, slå-i-bordet-kvinderoller, vi skulle spille. Vi var de lækre piger, der skulle spille de lækre piger. Og som sagde, bevares, noget kvikt eller sjovt en gang imellem. Men det var ikke os, der var i fokus, og hvis vi var, så var det, fordi vi havde meget lidt tøj på, og lyset var sat skideflot. Dét kan jeg se i dag. Vi skal ikke længere komme ind og svinge lidt med skuldrene. Og i virkeligheden … svinge med brysterne. Det var brysterne, man viste frem.”

Iben Hjejle rykker sin mund helt tæt på diktafonen og siger med staccato-stemme: ”Det, jeg gør, er, at jeg lige svinger med skuldrene, og så viser man brysterne frem, og så siger man et eller andet ud i luften.”

Det gjorde I simpelthen?

”Ja, altså, det er et udtryk, der blev lavet til os. Der var sgu da ikke nogen kvinder, der spillede det samme, som mændene i dogmefilmene gjorde. Altså, det var der jo ikke.” 

Men i dag får kvinder flere handlekraftige roller. Og det omskrevne indhold af ’Lægen’ har været med til at give hende et nyt mindset, da det er en forestilling, der på flere planer er ret woke. Uden at plotspoile for meget bliver der byttet rundt på forventningen til de karakterer, der medvirker, og identitetspolitikken bliver vakt. 

”Det er faktisk først nu, hvor vi er i gang med alle de her emner i ’Lægen’, at jeg for alvor har fået den brille på. Det handler jo lige præcis om alt det, mine skyklapper har forhindret mig i at forstå, fordi jeg sad på toppen af kransekagen.”

VÆSENTLIGE SKUESPILLERE HAR en tydelig spillestil. Måske er det hjørner af deres personlighed, der vikler sig ind i deres roller. Meryl Streep for eksempel har noget distræt, dirrende og nærmest sfærisk over sig. Det kan godt være, at Iben Hjejle ikke har været pusher number one eller nattevagt i danske film, men lige fra hun i rollen som Liva i ’Mifunes sidste sang’ i 1999 satte sig ned på gulvet og pissede på et ægte tæppe, har hun i sine roller virket stærk, stejl og stolt. En kvinde med rank ryg og tydelig diktion. En figur, der ikke stikker op for bollemælk, selvom der bag det hele godt kan gemme sig alskens sårbarhed. Den karakteristik kan hun godt genkende i sin egen personlighed. 

”Dem, der er allertættest på mig, vil beskrive mig sådan, ja. Jeg er ret tydelig. Og jeg tror egentlig selv, at jeg er meget diplomatisk og lige mærker efter. Det gør jeg åbenbart overhovedet ikke i mine tætteste relationer. Jeg synes, det er bedst at melde klart ud, og jeg føler mig tryg nok til at gøre det.” 

Karikaturen på dig selv i ’Klovn’ var jo en meget skrap dame …  

”Ja.” 

Har du fællestræk med hende? 

”Ja. Men jeg er ikke så perfid. Altså Iben i ’Klovn’ er jo perfid og egoistisk. Ud over alle grænser. Det, Iben vil have, det får hun. Og det er jo ulækre egenskaber, der bor i os alle sammen, og det var enormt sjovt at få lov til at give los for.”

Får du roller efter ovennævnte definering? 

”Det har jeg gjort. Lægen i den nuværende forestilling og Inge Lehmann, som jeg spillede i ’Jordens indre’ på Folketeatret i 2019, er skarpe mennesker med ordet i deres magt. Men det ­betyder ikke, at de ikke også er følsomme og sårbare, og at meget af det skarpe også dækker over noget, man ikke har lyst til at vise frem. Det kan jeg genkende. Men pludselig har jeg opdaget, at hvis man slår porten op til det følsomme og sårbare, bliver ­verden meget nemmere at være i. Folk kan spejle sig i én. Det er en kæmpe lettelse for én selv, og man får så meget kærligt tilbage.”

I dag vil hun gerne selv sætte dagsordenen for det, hun medvirker i – samt have kontrol over, hvordan hun fremstår. 

”Da Alt for damerne besluttede ikke at billedredigere længere, havde jeg det bare sådan … æv. Jeg er skuespiller og holder meget af sminke og klæd-ud. Altså, hvad fanden havde I regnet med? Det at få taget sit portræt er en del af mit fag. Jeg har en ekstremt stor forfængelighed i forhold til, hvordan jeg tager mig ud på billeder. Og det er ikke, fordi jeg skal stå og være dronningen af Saba med fire kilometer lange øjenvipper og bølgende hår. Jeg vil bare have, at jeg føler mig tryg i det. At jeg har fået det på, som jeg synes er min passende maske.”

I 2022 REJSTE Iben Hjejle til Portugal for at møde sin tidligere kæreste Casper Christensen i tv-eksperimentet ’All Exclusive’, hvor hun lukkede en smule op for de private sluser.

”Det var for at binde en sløjfe på den pakke, som var min og Caspers offentlige historie. Fordi vores samliv og brud blev meget offentligt, og jeg ikke syntes, det havde fortjent den udgang. Lige­som med ’Klovn’ blev det en enormt karikeret udgave af os, der gik fra hinanden, gætterier og alt muligt pjat. Vi var jo sindssygt gode til at arbejde sammen. Og så er Casper min kammerat.” 

I programmet kom blandt andet en historie frem om en lille portugisisk porcelænshane, som Casper Christensen helt rituelt fik til at sige modbydeligheder om Iben Hjejle foran børnene ved måltiderne i hjemmet. For sjov, syntes han, men Iben Hjejle endte med at spise sin mad i en anden stue. Historien gik sin sejrsgang i medierne, og det kan undre, at Iben Hjejle, som ikke bryder sig om mediernes håndtering af hendes privatliv, havde lyst til at stille op til programmet. 

”Men det syntes jeg var fint. Hanen havde et virkelig sjovt navn, som jeg ikke kan huske (den hed ’McFlurry’, red.), og den var et symptom på, hvor Casper var oppe i hovedet dengang. Jeg kunne have forestillet mig værre ting, han havde fundet frem, og jeg kunne have forestillet mig værre ting, jeg kunne have budt ind med. Men det var for at få en afrunding, hvor vi sammen fik sat et punktum.” 

Der er andre punktummer, 53-årige Iben Hjejle ønsker at sætte for at finde en ny måde at være i livet på uden at behøve at skulle forklare eller undskylde. 

”Det er den undersøgelse, jeg er i gang med nu, og den er svær. Jeg vil gerne give mig selv lov til at være den kunstner, jeg altid har været. Den gode kammerat, mor, søster, datter … og kæreste, skal jeg tilføje. Jeg har fået en vidunderlig kæreste,” siger hun og griner stort.

Hvorfor har du svært ved at holde fast i dig selv?

”Det er måske svært at forstå, hvordan det er at være et menneske som mig, der er enormt god til at være andre personer. For hvem er man så, når man er sig selv? Og når man nogle gange synes, at den, man er, når man ikke spiller skuespil, er røvirriterende og uduelig og doven og ikke har økonomisk sans og ikke forstår at klæde sig og råber og larmer og siger: ’Nu skal jeg ikke drikke alkohol i januar måned’, men alligevel sætter sig ned på værtshuset og drikker 100 øl. Den der ekstreme disciplin, jeg kan have omkring at lave en karakter, findes slet ikke i mit eget liv. Jeg har brugt meget tid som rigtig voksen på at spekulere over, hvad der foregår.” 

I ØVELOKALET PÅ Folketeatret graver Iben Hjejle og hendes medspillere sig dybere og dybere ned i deres karakterer. Som timerne går, og de prøver den samme scene igen og igen, falder replikkerne på plads i munde og kroppe. I slutningen af scenen kryber Iben Hjejle ned under et bord med den unge skuespiller Laura Kronborg Kjær, som hun spiller mor over for, og i nogle sekunder er Iben Hjejle en moderlig og øm version af den kantede og myndige læge Ruth.  

”Ja, godt,” siger instruktør Kim Bjarke, da de har gennemspillet scenen tredje gang.

Der bliver stille i rummet, Iben Hjejle går lidt rundt, kigger ud ad vinduet, står med begge hænder i lommerne og tipper med fødderne. 

”Jeg kan mærke, at jeg skal have noget ilt til hovedet,” siger hun.

”Ja, det skal du nemlig,” svarer Kim Bjarke. 

”Fem minutter, okay?” siger Iben Hjejle og åbner et vindue. 

Lidt efter vælter de øvrige skuespillere ind. 

Uden for vinduet klarer himlen over Ørstedsparken op i en knivskarp isblå nuance. Nede på gaden, på fronten af teatrets facade, træder Iben Hjejle frem på en plakat i flot, stort format iklædt en lægekittel. Med al respekt for de øvrige medvirkende er hun det store trækplaster.

Trods modgang og evige biroller er sprælske LARS RANTHE i dag blevet en af landets allermest profilerede skuespillere. Den 54-årige bulderbasse, københavnerdreng og fuglekigger er turguide i sit eget liv og gør stop på nogle af de steder, der har formet ham.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ulrik Jantzen

HAN VENTER FORAN villaen i Valby, og straks han får øje på journalistens bil – en gammel, småbulet Peugeot – breder der sig et gævt smil på hans læber.

”Jeg er simpelthen for kendt til at blive set i den her bil,” siger han og sætter sig ind på passagersædet for at vise rundt i det København, han er født og opvokset i, og som han stadig umuligt kan forestille sig at flytte fra. Kursen er sat mod Amager, men først går turen igennem de pæne villakvarterer i bydelen, hvor han har haft hjemme de seneste 15 år. Finanskrisen havde endnu ikke ramt hovedstaden og skruet priserne ned, da han og hustruen – skuespilleren Christine Albeck Børge – og deres to små døtre voksede ud af deres lille lejlighed på Vesterbro, så de måtte et nøk mod vest for at finde drømmeboligen. 

”Alting kostede en million-milliard på det tidspunkt, og der var ikke gang i karrieren endnu, så vi havde ikke råd til en treværelses til fem millioner midt på Vesterbro. Til gengæld kunne vi få en lejelejlighed på to etager i Valby. Den er pissehyggelig, og så er vi bare endt med at være her,” siger han.

Dengang var der ikke mange, der vidste, hvem Lars Ranthe var. Men i dag er han en af landets mest benyttede skuespillere med roller i film som ’Dirch’, ’Jagten’, ’Kollektivet’ og Oscar-vindende ’Druk’ på cv’et  – for blot at nævne en lille håndfuld titler ud af de indtil videre 34 film, 28 tv-serier og fem julekalendere, hvor han har givet den som grosserer, sadistisk kostskolelærer og hakket rockerkonge – og det meste derimellem – og fået ry for det, han selv beskriver som ”en virkelig højt profileret birolleskuespiller”.

”Jeg er jo ikke Mads Mikkelsen eller Esben Smed. Jeg har aldrig været top dog, men det har til gengæld gjort, at jeg har kunnet spille en hel masse af de næsten store roller og brede min palet helt ud,” siger han.

Blot et par dage tidligere har han haft sidste optagedag på ’Badehotellet’, hvor han i over 10 år er tonet frem på skærmen i skikkelse af grosserer Madsen. Tv-serien har været en succes med op mod to millioner ugentlige seere – også selvom Lars Ranthe husker, hvordan de særligt i begyndelsen ”virkelig fik på hattepulden”, som han formulerer det:

”Der kom så sindssygt meget kritik i starten fra parnasset. De syntes, det var så latterligt med et lystspil. De kunne virkelig ikke lide det, men det kunne danskerne heldigvis … sådan en serie om de gode, gamle dage er også dejligt beroligende at følge med i, når der er verdenskrige og klimaforandringer uden for vinduet. Så går man ikke i seng med dårlige nerver og grund­angst i sjælen.”

VEJRET ER GRÅT, asfalten er grå, og det samme er den undseelige boligblok, som Lars Ranthe stopper op ved.

”Det var så mit værelse, hvor jeg stod og var hiphop-dj, mens verden gik sin gang,” konstaterer han, mens han peger op mod vinduet på førstesalen på Knapmagerstien 38 i Urbanplanen på Amager, hvor han tilbragte størstedelen af sin opvækst. Han blev egentlig født på Vesterbro, men efter tre år flyttede familien til en større lejlighed på Amagerbrogade, og da forældrene blev skilt, og moren fik en ny mand, flyttede de tre videre til Urbanplanen. I dag er området mest kendt fra ghettolister og forfatteren Morten Papes brutale skildringer, men dengang, i starten af 70’erne, var det hovedstadens spritnye bebyggelse, der skulle afhjælpe manglen på ordentlige lejligheder. Og for en bulderbasse med krudt i røven var det en ren oase, for her var masser af børn at løbe rundt og lege med – hvis ikke man tog turen til Amager Fælled på BMX-cyklen eller spillede fodbold i Fremad Amager. 

”Det var først i 90’erne, at stedet fik et dårligt ry. Da jeg voksede op, var her perfekt. Med dejlige børn og alle mulige legekammerater i de små haver,” siger han og trasker videre i labyrinten af skiftende højhuse, rækkehuse og legepladser, mens han som en slags turguide fortæller små anekdoter, der knytter sig til omgivelserne. Midt på en af stierne stopper han op og ser helt begejstret ud.

”Lige her var min stedfar engang på vej hjem, da to knallertbøller kom kørende. Det var et af de store problemer dengang, at de kom med 100 i timen på deres tunede scootere. De kom op at slås, og han kom hjem med et blåt øje,” siger han og griner.

Ellers husker Lars Ranthe ikke den store ballade fra dengang. Der var selvfølgelig ’sti-kliker’, som han kalder dem, hvor dem fra Knapmagerstien var mod dem fra Hattemagerstien eller Kurvemagerstien, men det var mest på fodboldbanen, slagene blev udkæmpet. Det ’berygtede’ Urbanplanen hørte stadig fremtiden til.

”Dengang fungerede integrationen – dem, der ikke havde så meget, legede med os, der havde lidt mere. Jeg havde venner med hjemme og spise krebinetter, der kom fra familier på overførselsindkomst og sådan noget, men på et tidspunkt vippede det over, så der blev for mange ressourcesvage, og til sidst har man en ghetto. Det var en stor fejl,” siger han og stopper ved et buskads på en knoldet skråning. Som barn var dette lille frimærke en magnet for ham, og han kunne tilbringe timer med at lede efter gamle mønter og potteskår i jorden. Skråningen bestod af gammel opfyldningsjord fra København, så det var ikke utænkeligt at gøre sig et fund, hvilket for alvor kunne fodre hans barnlige drømmeverden, fortæller han.

I baggrunden leger en større børneflok. Lars Ranthe slår begejstret ud med hænderne.

”Hvis man ser alle de her børn … det er jo ikke det billede, man har af Urbanplanen,” siger han og bliver afbrudt af to små piger med anden etnisk baggrund.

”Er du ikke med i mange film?” spørger den ene.

”Jo, jeg er.”

”Wow,” svarer de samstemmigt.

”Bor I her?”

”Ja.”

”Jeg er vokset op her i Urbanplanen,” fortsætter han.

”Wow, er du?”

”Ja.”

”Hvad er det nu, du hedder?”

”Jeg hedder Lars. Lars Ranthe.”

ALLEREDE SOM BARN i Urbanplanen vidste han, at han en dag ville blive skuespiller. Han mærkede det tydeligt, når han stod derhjemme og optrådte og følte sig som skuespiller, og hver gang han så en person på gaden, der skilte sig ud, forsøgte han nærmest pr. refleks at efterligne vedkommende.

”Hvis en person kom gående og sagde: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’, så prøvede jeg at gøre det samme: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’,” siger han med tyk københavnerdialekt og griner. 

”Det kan måske nærmest lyde lidt psykopatisk. Men jeg har bare altid kigget på mennesker og prøvet at forstå dem ved at spille dem. Hvis jeg efterlignede det, de sagde, kunne jeg sådan helt musikalsk mærke det i min krop, så det også blev til følelser i mig. Det kan nok bedst sammenlignes med børn, der leger. Nogle af os slipper det bare aldrig.”

Når ikke Lars Ranthe optrådte og imiterede, fór han rundt og lavede fysiske udfoldelser – i gyngestativerne, på BMX-cyklen og i gymnastikforeningen Hermes på Frederiksberg. Det var her, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen en dag spottede en 11-årig kravle rundt i ribberne, og da han manglede en stærk dreng, der kunne lave stunts, hyrede han ham som stand-in for hovedkarakteren Ivan Olsen i filmen ’Gummi Tarzan’. I filmens drømme-sekvens, hvor drengen med øgenavnet pludselig får uanede kræfter, er det Lars Ranthe, der blandt andet laver perfekte vejrmøller.

Modsat mange af sine venner, der havde nok i Urbanplanen, vidste Lars Ranthe fra en tidlig alder, at der ventede ham noget stort, som han som en storbyens Lykke-Per måtte ud at opsnuse. 

”Jeg var hele tiden orienteret mod noget større, og så snart jeg var flyvefærdig, skulle jeg ind over broen,” siger han med reference til Knippelsbro, der forbinder Amager med Indre København. I 80’erne begyndte han at krydse den regelmæssigt, dog først som breakdancer på Thomas P. Hejles Ungdomshus, der var et ”hiphoppens arnested i Danmark”, som han beskriver det:

”Det var første gang, man havde et sted, hvor dj’s, graffitimalere, breakere, electric boogie-dansere og hangarounds kunne mødes. I New York, hvor hiphoppen startede, var de forskellige kunstarter rimelig adskilte, så det, at man samlede det hele under ét tag i Danmark, var faktisk ret unikt.”

I første omgang havde Lars Ranthe stiftet bekendtskab med det nye fænomen i ungdomsklubben Sundby Algård på Amager. Her stod en fyr kaldet Kung-Fu-René med hvide handsker og kinasko og lavede electric boogie. Kung Fu-René kunne både lave ormen og moonwalke som Michael Jackson, og musikken var helt anderledes end noget, han havde hørt før. Der var ingen tvivl om, at det her måtte han forfølge. Nu fandtes der pludselig en danseart, hvor han kunne bruge det, han havde lært i redskabsgymnastikken.

Et vigtigt element i kulturen på Thomas P. Hejle var de evige konkurrencer. Man skulle hele tiden battle hinanden, og som en af de første breakere herhjemme var Lars Ranthe helt fremme på den front. I 1985 vandt han danmarksmesterskabet i breakdance med gruppen Floormasters, der blandt andet bestod af de senere Rockers By Choice-frontmænd Chief 1 og Grandmaster Dee Pee. Selv havde han også et tilnavn – inspireret af karakteren ’Fast Break’ fra den amerikanske gruppe New York City Breakers.

”Så tænkte jeg, at jeg kunne hedde ’Fast Rock’. Det var så hurtigt!”

Miljøet i Thomas P. Hejle dæmpede ikke ligefrem trangen til at underholde, men åbenbarede til gengæld også en flig af det, der senere skulle blive en pine for ham:

”Jeg har et underholder-gen, men samtidig har jeg også et meget … privat gen. En lyst til ikke at underholde. Det er et tveægget sværd, og hvis man virkelig skal psykoanalysere det, så er jeg nok nødt til at optræde, men har egentlig slet ikke lyst. Det er desværre bare det, jeg er sat i verden for.”

DET STØJER PÅ Vesterbrogade, hvor der både er gang i stilladsarbejde, og hvor to arbejdsmænd er ved at bore et hul i asfalten, men Lars Ranthe fortsætter ufortrødent i rollen som snakkesalig guide. Her i kvarteret blev han født og boede senere ad to omgange, og det var også her, forældrene traf hinanden – en porcelænsmaler, der efter et ophold som ’ung pige’ i England var flyttet til storbyen, hvor hun mødte en typograf fra stenbroen.

”Min far så min mor og tænkte: ’Hold da kæft, en storbarmet provinspige.’ Så da hun en dag var nede for at hænge tøj op og havde ladet døren stå åben, gik han hen og smækkede den, så han lidt efter kunne stikke hovedet ud og sige: ’Du kan bare komme herind, mens du venter på låsesmeden.’ Det kom jeg så ud af,” siger han.

54-årige Lars Ranthes familieanekdoter bliver til forkromede fortællinger, hvor også bedsteforældre, han aldrig har mødt, levende indgår. Han fortæller om datidens Vesterbro, hvor ”alle mændene var alkoholikere, der var rotter i baggården og vold i gaderne”, og om bedstemor Rigmor, som var ”fuldstændig ærlig og filterløs”.

”Når hun kom gående på gaden, og en eller anden fulderik svinede sin dame til, brød hun altid ind: ’Du skal bare tale ordentligt til din kone!’ ’Hold din kæft.’ Så fik han sådan en knytnæve, at han væltede igennem porten. Det var Rigmor. Hun blev kaldt for ’Vesterbros skræk’, og hun var en rigtig motherfucker,” fortsætter han uden at trække luft ind.

Når Lars Ranthe kan genfortælle familiehistorier, næsten som havde han været der selv, skyldes det, at han som 16-årig flyttede tilbage til Vesterbro for i nogle år at bo sammen med sin far og med sin otte år yngre bror, der var kommet til i mellemtiden. 

I den periode havde faren og ældstesønnen ofte for vane at gå ture rundt i København, mens faren flittigt delte ud af historier om sin egen opvækst. 

”Det var sådan noget, man gjorde før mobiltelefonerne. Man gik en tur for at gå en tur. Fordi mine forældre blev skilt, og jeg efterfølgende boede hos min mor, tror jeg måske, at han havde behov for at fortælle, hvem han var.”

I ejendommen på Vesterbrogade 120 boede også både farmoren og oldemoren i hver deres lejlighed. Det var dengang, Vesterbro stadig var et arbejderkvarter, fortæller han – med alt det både charmerende og ucharmerende, der fulgte med: ludere, alkoholikere, junkier i trappeopgangene og i slutningen af 80’erne også gadekampe.

”Vi boede tæt på bz’erne, der havde besat teatret Sorte Hest, så der var aftner, hvor jeg kunne sidde i vinduet og kigge på kampe mellem politiet og de unge. Der var en helt anden stemning end i dag, hvor det hele består af middelklassebørn og hipstere.”

RANTHE-STIGNING

Lars Ranthe er født i 1969 i København. Fik sit gennembrud i tv-serien ’Sommer’ i 2008. Senere fulgte blandt andet ’Dirch’ i 2011, ’Jagten’ i 2012 og ’Kollektivet’ i 2016. Aktuel i tv-serien ’Anker’.

Har også medvirket i tv-serier som ’Dicte’ og ’Badehotellet’ og er undervejs blevet nomineret til flere Bodil- og Robert-priser. For sin rolle som Kjeld Petersen i ’Dirch’ vandt han en Bodil for Bedste mandlige birolle og en Robert for Årets mandlige birolle. Vandt ligeledes en Robert for Årets mandlige birolle for tv-serien ’Kriger’ i 2019.

Bor i Valby med hustruen Christine Albeck Børge, der også er skuespiller. Sammen har de døtrene Rigmor og Betty Marie. Førstnævnte spillede Frank og Mias datter i satireføljetonen ’Klovn’.

EFTER TRE ÅR på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro fik Lars Ranthe arbejde i Ovnhallen på Den Kongelige Porcelænsfabrik – hans mor arbejdede der i forvejen som musselmaler – så han kunne skovle penge sammen til at blive skibums i De Franske Alper. I fem år kastede han sig farefuldt rundt i sneen og var sågar med til at starte freestyle-landsholdet op, en naturlig fortsættelse af sit liv hidtil, hvor han altid havde forsøgt at dulme sit rige indre følelsesliv ved at rende rundt og være vildbasseagtig. 

”Jeg har klart en melankoliker i mig, og hvis jeg bliver for meget med mine tanker, bliver jeg for urolig og blå. Så bliver jeg nødt til at kaste mig ud i noget fysisk. Bulderbassen har nok været min måde ligesom at være til stede i verden på, så jeg ikke forsvandt op i mit hoved,” siger han og ser eftertænksom ud. 

”Det er måske også derfor, jeg arbejder så fysisk som skuespiller. Det bliver altid underligt navlepillende, når jeg bliver for psykoanalytisk. Hvis jeg sætter kroppen i gang, følger psyken med, i stedet for at jeg står og tænker: ’Hvordan skal jeg gå? Jamen, jeg kan jo ikke gå. Jeg kan jo slet ikke gå!’ Hvis jeg bare begynder at gå, sker det af sig selv.”

På Odense Teaters elevskole i midten af 90’erne blev Lars Ranthe dog tvunget i den modsatte grøft. Her baserede filosofien sig på ’de indre linjer’, og der var blandt andet ’psyko-weekender’ på programmet, hvor eleverne kom i terapi for at finde ud af, om de selv døjede med angst, neuroser eller noget tredje, der kunne påvirke deres præstationer på scenen. Hvad han selv fandt på bunden af sit indre følelseskar, vil han ikke ind på, men han var overrasket over, hvor meget der var dernede. Og det var tiltrængt for ham at komme i kontakt med sine følelser, mener han, men så opstod næste problem. Han kunne ikke komme ud af sit hoved igen.

ÅRET EFTER Lars Ranthe dimitterede fra Odense Teater, medvirkede han i 1999 i forestillingen ’Mor og barn’ på Rialto Teatret, og herefter fulgte 10 år, hvor han først og fremmest var teaterskuespiller. Der var gode oplevelser, som da han spillede Wolf Günther i ’Udslet Hornsleth’ på Teater V og gav fuldstændigt los som en ung excentrisk homoseksuel fyr, og der var dårlige oplevelser, som da han spillede lalleglad sømand i den danske komedie ’Sømænd og svigermødre’ på Privatteatret, men han fandt sig aldrig rigtig til rette på de skrå brædder. 

”Jeg har vidunderlige kolleger, som jeg respekterer og elsker, og som får energi ud af at spille teater, men for mig er det bare … ­fucking hårdt, ikke. Jeg er ikke en teknisk skuespiller i den forstand, at jeg siger det på samme måde hver aften. Jeg insisterer på, at hver gang skal være som første gang. Jeg bliver også ked af det, for nu gjorde vi det så godt i går. Hvorfor skal vi så gøre det igen?”

På teatret viste underholdningstrangens tveæggede sværd sig mere end nogensinde før. Før han skulle på scenen, havde han det, som om han skulle dø, og hver aften måtte han trækkes til truget.

”Jeg brugte ekstremt meget energi på mentalt at forberede mig. Jeg tænkte: ’Det går ikke, jeg kan ikke, jeg er så dårlig, hvorfor gør jeg det her? Hvem er det, jeg prøver at imponere?’ Og bagefter tænkte jeg altid: ’Hvad fanden var du så bange for? Hvorfor er du sådant et latterligt menneske, der altid skal gå rundt og være hysterisk og selvoptaget? Tag dig dog sammen, din fucking nar!’”

DET VAR LARS Ranthes drøm at lave film og tv, men det store gennembrud fortsatte med at udeblive. Han kom ud som ung skuespiller i en tid, hvor ”Barcelonas førstehold allerede var udtaget”, som han formulerer det. Mads Mikkelsen, Kim Bodnia og hele den generation var blevet stjerner og havde besat alle pladser på holdet. 

”Jeg kom fra Teaterskolen og tænkte: ’Jeg bliver en kæmpestjerne!’ Det gjorde jeg ikke. Det var bare: ‘Glem det’ og ’Hvad siger du? Er Mads Mikkelsen interesseret? Så tager vi ham, og hvis han ikke kan, så bliver det Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas eller Kim Bodnia.’ Det var lidt hårdt for min selvforståelse, for det var ’fuck off’ til min stjernedrøm.”

Der var intet andet for end at knokle videre på teatret. Her medvirkede han i alle mulige forestillinger og asede sig vej igennem hele paletten i håbet om at gøre sig bemærket – og blev det til sidst. Per Flys bror lavede scenografi til en forestilling, som Lars Ranthe medvirkede i, og da filminstruktøren selv tilfældigvis så den, tilbød han ham en lille rolle i ’Bænken’.

Det var første gang, nogen havde udpeget ham, og han var ivrig efter endelig at bevise sig. Som teaterskuespiller havde det frustreret ham, at han aldrig følte, at hans præstationer for alvor rykkede noget. Han havde for vane at overintellektualisere sine roller og følge det psykologiske kompas, og det blev ofte ananas i egen juice.

”Jeg spillede roller, der mærkede, følte og suttede sig selv – frem for at være aktive og levende. Mennesker er jo heller ikke hele tiden i gang med en psykoanalyse af sig selv, alligevel kan skuespillere tillægge en rolle alle mulige intentioner og følelser, så selve analysen til sidst står i vejen for rollen. I dag er det modsatte en stor kæphest for mig, men dengang var det noget, jeg selv forfaldt til.”

I ’Bænken’ blev Lars Ranthe uforvarende sendt ud på dybt vand. I karakter af ’Kaptajnen’ skulle han medvirke i en scene sammen med Jesper Christensen og Nicolaj Kopernikus, der spillede alkoholikerne Kaj og Stig. Det var ’Kaptajnens’ ansvar at smide dem ud af et arbejdsløshedsprojekt. Christensen og Kopernikus var gået method acting-vejen og havde hængt ud med virkelige alkoholikere en måned, før optagelserne gik i gang. De var deres roller, så da unge Lars Ranthe før sceneoptagelserne henvendte sig til førstnævnte, blev han i stedet mødt af Kaj.

”Hey Jesper, jeg …”

”Hold din kæft, mand. Du er så dum at se og høre på. Tror du, jeg gider høre på dig, mand. Sådan en student!”

”Øh, jamen, det er bare, fordi …”

”Fuck af, mand!”

Lidt efter fortalte Per Fly, at planerne var lavet om. I stedet for at optage scenen på ’Kaptajnens’ kontor, som der havde stået i manuskriptet, skulle scenen optages i en have, hvor arbejdsløshedsprojektet foregik. Instruktøren havde hyret 10 rigtige alkoholiker-statister til at medvirke i scenen, og de larmede og støjede, fordi de ikke var vant til at filme. 

Per Fly gav beskeden: ”Så går du bare ind og tager fat i Kaj og sætter ham på plads.” 

Alt, hvad Lars Ranthe havde øvet sig på hjemmefra, røg i skraldespanden. Han kunne ikke falde tilbage på sin forberedelse, og det var tilmed Jesper Christensen, han skulle spille over for.

”Jeg tænkte: ’Fuck, fuck, fuck!’ Men jeg havde ikke andre muligheder end at gå ind og give den alt, hvad jeg kunne. Jeg anede ikke, hvad jeg sagde, men det gjorde rent faktisk, at … det virkede.” 

Bagefter var Per Fly glad, mens Lars Ranthe var ”fucking rystet”. Da han sad i toget hjem, anede han ikke, hvad der lige var sket. Først da han efterfølgende så filmen, forstod han det: Han var blevet til ‘Kaptajnen’.

”Tvunget af omstændighederne slap jeg al analyse og blev på en mærkelig måde fri i det. Det var sådan, jeg opdagede, at jeg måtte lege med skuespillet ligesom et barn. Så kom hele psykologien til mig på en meget mere naturlig og lystfuld og sjov måde, end når jeg prøvede at regne mig frem til det hele. Dér forstod jeg, hvad jeg siden har fulgt: ’Når du følger dine instinkter, Lars, så bliver det godt.’”

SENERE FULGTE andre små roller i film som ’Se til venstre, der er en svensker’, ’Forbrydelser’ og ’Adams æbler’ samt i tv-serien ’Krøniken’, men der skulle gå adskillige år endnu, før han fik sit egentlige gennembrud. I den lange, magre periode løb der inden i ham en stærk understrøm af uforløst potentiale. Han skulle bare have den chance, så ville han vise dem. 

Men da den endelig opstod, så den helt anderledes ud, end han havde regnet med. I tv-serien ’Sommer’ fra 2008 landede han rollen som Jakob Sommer, der arbejder for Læger uden Grænser. 

”Jeg havde troet, at jeg ville blive sat til at spille sådan en fræk Vesterbro-dreng. ’Hold nu din kæft’ og alt det der. En slags Thomas Bo Larsen junior, eller hvad fanden ved jeg. I stedet blev jeg sat til at spille en følsom, altruistisk læge.” 

For Lars Ranthe viste det sig dog at være den totale lykke: ”Det er én ting at være en skuespiller, der kommer ind en enkelt dag og spiller bilsælger eller bistandsklient. En anden er at få en større rolle med større ansvar, som jeg fik i ’Sommer’. Der gik jeg fra at være stort set ukendt til pludselig at have et navn i branchen.”

Der gik da heller ikke længe, før telefonen ringede med en ny, spændende mulighed. Nikolaj Lie Kaas ville have ham til at læse manuskriptet til en film om Dirch Passer, hvor han selv skulle spille hovedrollen, og havde udset sig Lars Ranthe til en rolle som folkekomikerens evige makker Kjeld Petersen. 

Oprindeligt var rollen tiltænkt Kim Bodnia, men da han fik tilbudt ’Broen’, sprang han fra, og instruktør Martin Zandvliet og hovedrolleindehaver Kaas sad længe på Nordisk Film og spekulerede, før tiøren faldt.

”Nikolaj ville have en, der kunne matche ham i at være sjov, og så slog det ham: ’Fuck, det er jo Lars!’ Han kendte mig fra Teaterskolen, og han er selv en gammel klovn, så han kunne godt se, at jeg var sjov og kunne spille alle mulige crazy roller. Som jeg har fået det genfortalt, sagde han: ’Lars Ranthe, han kunne være fed!’ Hvortil Martin Zandvliet svarede: ’Jeg aner ikke, hvem fuck han er.’”

Til sidst lykkedes det dog Nikolaj Lie Kaas at overtale instruktøren, og da Lars Ranthe første dag sad med manuskriptet i hænderne, kunne han mærke, at hans store drøm var ved at gå i opfyldelse.

”Ved hver eneste scene tænkte jeg bare, at det var den fedeste rolle i verden, og at den simpelthen skulle blive min – nøj, hvor var det godt! Der er nogle gange i ens liv, hvor man tænker: ’Så er det nu. Nu det sker!’ … Sådan havde jeg det der.”

SPADE-SAMLER

Lars Ranthe har spillet musik siden gymnasiet og er passioneret guitarsamler. Først købte han en akustisk Martin-guitar i limited edition af samme slags, som Neil Young har brugt, og i dag består samlingen af 10 guitarer, heriblandt både elektriske og akustiske vintage-guitarer. ”Jeg spiller på dem alle sammen. Så har jeg pludselig lyst til at spille Strat, så pludselig sidder jeg og øver country, og så får jeg lyst til at spille på Telecasteren. Så er det jazz, og så bruger jeg min 330. Sådan skifter det.”

PÅ EN LILLE parkeringsplads i udkanten af Amager Fælled prøver Lars Ranthe at kommunikere med en kvindelig bilist, der er mere optaget af at kigge på den kendte skuespiller end på omgivelserne, da hun skal bakke ud, hvilket næsten går ud over en sagesløs cyklist.

”Kig, kig, KIG!” udbryder han og vinker med armene og får lige akkurat afværget katastrofen. 

”Det havde sgu været kønt, hvis hun havde kørt en cyklist ned, fordi hun havde så travlt med at stirre på mig. Den overskrift ville jeg gerne være foruden.”

Blæsten river i træerne og buskene på det store naturområde, der med sin placering tæt på centrum er genstand for evige diskussioner om naturbevarelse vs. boligbebyggelse. 

”Politikerne har altid drømt om at bygge herude. De kan jo ikke nære sig. Men det er bare et helt unikt naturområde og en lunge i byen, og det ville være synd og skam at bygge en masse åndsforsnottede hvide betonhuse,” siger han om Amager Fælled, hvor han ofte kom med sin far. 

Sønnen sad foran på cyklen, faren jokkede i pedalerne, og så trillede de rundt og spottede tårnfalke, tornskader og musvåger – og hvis de var heldige havørne og kongeørne. Han havde altid et æble, som sønnen kunne gnaske på, mens faren fortalte om fuglene og planterne, og når de fandt indtørret uglegylp, brækkede de det op for at finde musekranier og rester fra insekter.

Faren var ”ekstremt interesseret” i natur, og den store sorg i hans liv var, at han aldrig kom til at beskæftige sig professionelt med biologi og dyr, fortæller Lars Ranthe:

”Som barn kom han i zoologisk have hver dag, fordi han var så optaget af dyrene, og i skolen lavede han herbarium og skrev opgaver om planter, men hans mor sagde til ham: ’Per, du starter i lære som trykker.’ Sådan var det i 50’erne, så min far startede i typograf-lære hos en stor, fordrukken psykopat, som havde ludere rendende. Hans liv blev ikke, som han ønskede sig, til gengæld fik han dejlige drenge og skabte grundlaget for, at vi fik lov til at gøre det, vi drømte om.”

Lars Ranthe har båret interessen for naturen med sig på hobbyplan, og i dag er det ham, der altid snakker om fugle til sine to døtre. Det sker især i sommerhuset i Nordsjælland, hvor han ikke kan dy sig: ”Uh, en sølvhejre, den er sjælden!” Han sætter foder ud, så der kommer mange fugle forbi, særligt om vinteren, og for nylig spottede han en kernebider. Han har også tidligere set en stillids, en lille korsnæb og mere eller mindre sjældne havfugle.

”Jeg fortæller altid mine døtre om det, og det keder dem som regel, men så sker det alligevel en gang imellem, at en af dem pludselig siger: ’Se, far, en tårnfalk!’” 

KORT FØR SIN 50-års fødselsdag befandt Lars Ranthe sig i en lille fiskerbåd på Atlanterhavet omkring 30 sømil ud for Mexico. Som passioneret fisker var det hans fødselsdagsgave til sig selv. Før afrejse havde han besøgt sin far på plejehjemmet og rent mentalt forsøgt at sige farvel til ham. I snart 10 år havde faren lidt af alzheimers, og det lakkede endegyldigt mod enden. 

Langt ude på havet ringede hans telefon pludselig. De to lokale fiskere slukkede motoren og kiggede forbløffet på ham. Det burde ikke være muligt at få forbindelse så langt ude.

”Din far … han dør nu,” sagde hustruen Christine i telefonen. ”Vil du sige noget til ham?” Hjemme i Danmark lagde hun telefonen op til farens øre, så Lars Ranthe kunne overlevere sit livs sidste besked til ham: ”Farvel, far, jeg elsker dig.”

Bagefter satte han sig i den ene ende af båden og kiggede ud på det uendelige, spejlblanke hav. Det havde været en hård tid, år i konstant ventesorg, og nu var det slut. Så, pludselig, sprang en kæmpehval op af vandet og slog med halen. Det var højst 10 meter fra båden, og øjeblikket efter gjorde den præcis det samme igen. Det var næsten, som om den vinkede med halen. Så var den væk, og havet lå atter helt stille hen. 

”Det var, som om min far vinkede farvel til mig en sidste gang. Han har altid været naturinteresseret, så det var min fortolkning,” siger Lars Ranthe og ser stadig helt vantro ud, når han tænker tilbage på det: ”Det var et religiøst øjeblik for mig, det var fuldstændig out of this world.”

På sejlturen tilbage til Mexico sad han stille for sig selv og græd. Det havde været en ekstremt stærk oplevelse for ham.  

Siden har der været flere surrealistiske oplevelser. For halvandet år siden befandt han sig i familiens sommerhus, da en sommerfugl begyndte at sværme ved det ene vindue. Det var sidst på efteråret og passede slet ikke med årstiden, men da sommerfuglen blev ved at flyve rundt, kunne han til sidst ikke undslippe en snigende tanke i baghovedet. Til sidst åbnede han døren, rakte sin ene hånd frem og sagde: ”Far.” 

Straks landede sommerfuglen i hans hånd. 

”Det er for sindssygt,” tænkte Lars Ranthe, der begyndte at snakke til sommerfuglen. ”Hej far, hvor er det dejligt, du er kommet. Pigerne har det godt, Christine har det godt, men vi savner dig alle sammen.”

Han gik ind i sommerhuset, men sommerfuglen blev ved med at sværme omkring det samme sted, så han gik ud og gentog scenen fra før. Hånden frem, ”Hej far”, og straks satte den sig. Langt om længe sagde han farvel til sommerfuglen, der fløj bort og efterlod ham overvældet tilbage. 

”Når jeg siger ’far’, og den ligefrem flyver hen og sætter sig … altså, hvad fanden skal jeg så tro? Man kan vælge at sige: ’Ja, ja, det er bare et rent tilfælde.’ Men man kan også tro på noget større og smukkere. Og det gør jeg.”

RANTHE ROCK

I september 2023 udsendte Lars Ranthe med Anders Montin – under navnet Ranthe/Montin – debutalbummet ’Alle er berømte’, som de selv har beskrevet som ”poetiske sange set fra det voksne menneskes perspektiv”. Det er lidt af en drengedrøm for skuespilleren, der føler et åndeligt slægtskab med Thin Lizzy og forsanger Phil Lynott. I årenes løb har han flere gange spillet med Thin Lizzy-coverbandet Falling Hazard, senest i efteråret 2023 på Nørrebro, men med Ranthe/Montin har han for første gang lanceret sit eget musikalske projekt: ”Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg skal være rockstjerne, men lad os se, hvad det bliver til.”

TRE DRANKERE SIDDER på en bænk og deler en pose formiddagsbajere på Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Da Lars Ranthe kommer gående og stiller sig foran statuen af den tidligere statsminister midt på pladsen, råber den ene – med refleksvest og tophue – til ham:

”Kan du huske Anker Jørgensen?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Han var en sur mand på sine gamle dage.”

”Var han?”

”Ja, jeg boede i gården ved siden af hans, og han jog rundt med os, når vi drillede ham og ringede på hans dør.”

”Nå, så I har rigtig drillet ham?”

”Ja, men han var også en god mand.”

Så vender Lars Ranthe sig atter mod den forstenede Anker Jørgensen, som han som skuespiller gør levende i dokudramaet ’Anker’ om den tidligere statsministers liv i 70’erne. Det har været forbundet med stærk nostalgi at dykke ned i hele den æra, der minder ham om sin egen far, der selv var venstreorienteret, og som identificerede sig stærkt med arbejderklassen.

Som barn havde faren haft en drøm, hvor Gud var kommet ned til ham og havde sagt: ’Per, de fattige er de lykkelige.’ Det blev en form for kardinaldrøm, der var med til at forme hans verdensbillede resten af livet, fortæller sønnen: 

”Det er jo en drøm, man kan tolke på mange måder, men for min far udmøntede det sig i, at han ikke gad støtte kapitalismen. Han syntes, det var en dødssejler og vejen til krig, begærlighed og ulykke. Han stoppede på arbejdsmarkedet, lavede i stedet græsrodsarbejde og blev selvfølgelig udskældt af sine venner for at være en samfundsnasser, men han nægtede at støtte det kapitalistiske system. Det var sådan en uriaspost, han placerede sig på.”

Da Lars Ranthe som 16-årig flyttede hjem til faren, måtte han ofte lægge øre til de mange paroler. Til tider blev han træt af det og måtte kvittere med et: ’Hold nu kæft, far, det er ikke systemets skyld det hele!’ Men jo ældre han selv er blevet, jo større respekt har han fået for farens vedholdende idealisme.

”Han gik aldrig på kompromis, han solgte aldrig ud, og retrospektivt – efter hans død – må jeg konstatere, at han var en mand, der turde stå ved sine holdninger og leve efter dem. Det finder jeg helt vildt sejt,” siger han.

Det er først i løbet af de senere år, han har opdaget, hvor meget farens værdier også har været med til at præge ham selv. 

”Jeg har altid fundet det besynderligt, at når mine kolleger får lidt succes, flytter de straks til Hellerup. Jeg er dybt forankret i mit ophav som en dreng fra Urbanplanen og Vesterbro, og min historie er enormt vigtig for mig. Jeg sympatiserer med de fattige, jeg er socialt indigneret. Jeg giver også altid penge til fulderikkerne,” siger han og nikker i retning af statuen: ”Det var jo også Ankers kongstanke at hjælpe de svageste og de ufaglærte.”

Til hans store overraskelse har det ligefrem vist sig at være en ”helende” oplevelse at få lov til at træde ind i rollen som Anker Jørgensen.

”Det er blevet en personlig fortælling for mig at gestalte Anker som et ordentligt, sympatisk menneske, og det har meget med min far at gøre. Den person, han var, det liv, han havde, og mit savn af ham er blevet fremkaldt gennem den her rolle. Jeg føler på en mærkelig måde, at jeg endelig har ydet min far respekt.”

EFTER FARENS DØD rundede Lars Ranthe 50, han blev den ældste hanelefant i flokken, og det gik for alvor op for ham, at det lakker mod enden, uden at man kan gøre noget ved det.

”Når man bliver det højeste træ i skoven og samtidig begynder at se de fysiske forandringer, sker der nogle pladetektoniske ryk inde i én. Man bliver nødt til at forholde sig til livet som noget, man skal være taknemmelig for, at man stadig har. Og så kommer den der begyndende, snigende angst for det uundgåelige endeligt: Man skal dø. Man skal sige farvel til sine børn, til sin elskede hustru og til det her liv. Forhåbentligt ikke snart, men der kommer en dag …”

I tiden efter fødselsdagen blev de tanker så nærværende for Lars Ranthe, at de næsten overrumplede ham. Han greb efter forskellige hylder for at finde løsningen, omlagde sin livsstil og begyndte at dyrke mere motion, drikke mindre, og han gik til psykolog for at finde svar på eksistentielle spørgsmål som: ”Er jeg glad?” ”Er jeg god nok?” Han søgte råd hos ældre kolleger som Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen og blev betrygget ved, at der med alderen følger en livserfaring, der er det hele værd. Men det var først, da han oplevede det på egen krop, at den indre ro endelig indfandt sig.

”Med ’Anker’-serien har jeg en følelse af at stå som skuespiller med en vægt og en tyngde, der gør, at jeg kan spille på en måde, jeg ikke har set mig selv spille før. Jeg har en følelse af at lande og blive voksen. Det er summen af mit liv. Det kan godt være, man tænker: ’Han går jo bare lidt rundt og siger noget’, men jeg kan selv se, at det, jeg laver, er noget, jeg kun kan gøre nu. Det er ligesom med ældre musikere. Som Miles Davis i sine sidste år. Han vidste alt det, han ikke behøvede at gøre, og det kan man ikke, medmindre man har gjort alt det andet først. ”

SIDST PÅ EFTERMIDDAGEN skal Lars Ranthe til at rejse sig fra cafébordet på Ipsen & Co på Gammel Kongevej, da en ældre dame ser sit snit til at score pladsen: ”Er I ved at gå?”

Lars Ranthe kigger op, får øjenkontakt. Så smiler han drilsk. 

”Nej, nu bliver jeg!”

”Så længe vi kan sidde her begge to,” siger hun muntert flirtende.  

”Ja, så kan jeg fortælle dig om mit spændende liv.”

”Så lad gå, du er trods alt en af de mest spændende herhjemme.”

Men Lars Ranthe må videre. Han har et møde med Per Fly – filminstruktøren, der gav ham den første filmrolle i ’Bænken’. De seneste par uger er der dukket en håndfuld mulige projekter op, men ellers har kalenderen længe set tom ud, for der er krise i tv- og filmbranchen.

”En af mine gode venner, en af de mest hæderkronede lydmænd herhjemme, startede som lokofører i mandags. Det er en voldsom krise. Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 25 år som skuespiller,” siger han og tømmer stående det sidste af kaffen.

Selv er han dog ikke så nervøs for sin fremtid, forklarer han. Han har for længst etableret sig som en integreret del af ’A-holdet’, som han så længe prøvede at få en plads på. Nu håber han at være skuespiller resten af sit liv. 

”Der er altid brug for en bedstefar i en eller anden film. Det er måske ikke så spændende rent actionmæssigt, som når man er 20, scorer damer, kører racerbil og skyder med revolver, men det er også et young man’s game. De ting ændrer sig,” siger han og klukker lige en sidste bemærkning, før han forsvinder ned ad gaden:

”Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være 20 år og synes, at folk på min alder var røvsyge, når de snakkede om forsikringer og ville i havecenteret. Men nu? Nu vil jeg fandeme selv helst i havecenteret.”

SØREN PILMARK er en tusindkunstner: filmstjerne, succesfuld teaterskuespiller, prisvindende tryllekunstner, anmelderrost forfatter, Oscar-nomineret filminstruktør og medvirkende i Ørkenens Sønner, der til efteråret atter spiller for fulde huse landet rundt. Han er tilmed lykkeligt gift og har sågar vundet ’Hvem vil være millionær?’. Set udefra kan og har den 68-årige alt. Så hvad er det, der nager ham?
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

EN HVEPS FLYVER ind ad vinduet og cirkler søvnigt over bordet med chokolade, frugt og kaffe. Søren Pilmark ser den straks ud af øjenkrogen og hapser med en snigende bevægelse den elektriske fluesmækker, der ligger strategisk placeret inden for rækkevidde. 

”Så er det, man skal …” siger han og fokuserer et øjeblik med hævet øjenbryn og tungespidsen i mundvigen, før fluesmækkeren slår gnister, ”… dræbe ham. Godnat, du er død!”

Det er en bagende varm sensommerdag på Dyrehavsbakken nord for København. På mange måder en perfekt dag til at tøffe rundt i verdens ældste eksisterende forlystelsespark og plaffe dåser ned i en af boderne, blive kastet rundt i en rutsjebane eller drikke en billig sjus i en af barerne, men først på formiddagen er der kun et par morgenfriske turister og barnevognsgængere at spotte, og fuglekvidderen fra træerne dominerer lydbilledet.

Søren Pilmark har indfundet sig i en kontorbygning tæt på Cirkusrevyen, og senere møder også Asger Reher, Henrik Koefoed og Niels Olsen ind, når der skal brainstormes på deres kommende show, der får premiere netop her på Bakken og bærer titlen ’Fingeren på pølsen’.

”Det sjove ved det hele er, at det jo efterhånden, vores alder taget i betragtning, ikke bare er onkelhumor, men måske onkels-onkelhumor,” siger Søren Pilmark.

Det er 32 år siden, at Ørkenens Sønner første gang optrådte på Allégade på Frederiksberg. Dengang var der ikke mere end en håndfuld fremmødte tilskuere, og intet tydede på, at det skulle blive en storslået succes, men ’den hæderkronede sangerloge’, som de kalder sig selv, har trods skiftende tidsånd i tre årtier haft omdømmemæssigt vokseværk, og når de tager hul på deres 10. show i rækken, bliver det endnu en gang på en omrejsende danmarksturné. 

”Det er sgu svært at svare på, hvad der er hemmeligheden bag, at det stadigvæk virker … Jeg tror, det er noget i retning af – hold nu fast – uskyld. Næsten troskyldighed. En form for renhed. For vi siger ikke ’pik’ og ’kusse’. Der er vi blevet overhalet udenom 100 gange allerede. Vi har faktisk bestræbt os på ikke at pege fingre ad nogen, og hver gang der er blevet gjort grin med noget, har det været os selv. Så var det os selv, der var blevet gamle og pludselig havde slap tissestråle eller erektionsproblemer,” siger han.

Så summer det fra endnu en hveps på sporet af søde sager, og endnu en gang svinger Søren Pilmark nådesløst insektdræberen.

”Fik jeg den? Det gjorde jeg!” udbryder han og slår en veltilfreds skurkelatter op.

1.

SOM BARN var Søren Pilmark the odd one out. Resten af Pilmark-klanen spillede fodbold, og hans onkel Aksel havde sågar været på landsholdet med Knud Lundberg og repræsenteret Danmark ved OL i London i 1948. Selvom Søren Pilmark også selv elskede at se fodbold, var han ikke særligt god til at spille det, og der var samtidig noget andet, der trak mere i ham. Han ville underholde. Han nød at dupere rakket i baggården i Hvidovre med at trylle og lave små tricks, og oppe i lejligheden lavede han teater og tegnede og klimprede på klaver dagen lang. Når aftenmørket faldt på, tændte han lys i dukketeateret på værelset, og ofte blev han så opslugt, at han legede, til han faldt i søvn på gulvet.

Allerede som seksårig kom han med i Erik Balling-komedien ’Den kære familie’. Hans far, der var skoleinspektør, havde en kollega, der bijobbede som skuespiller, og da de en dag søgte statister, røg sønnen med i en enkelt optagelse, hvor han skulle spille ’en dreng på gaden’. Det eneste, han husker, er, at han frøs ad helvede til, da han traskede ned ad asfalten, mens kameraerne rullede, og Ebbe Langberg kom kørende forbi i bil. Det var dét, så var det slut, men set i bakspejlets klare skær skulle det vise sig at blive første skridt ned ad det, der viste sig at være en livslang vej.

Somehow …” siger Søren Pilmark med fortællerstemmen på, mens han smiler på den der tvetydige måde, som han siden har gjort i et utal af film- og teaterroller, ”… it was written in the cards.”

Selvom det var faren, der havde skaffet ham statistrollen, var det ikke en karrierevej, forældrene pressede ham ned ad – snarere tværtimod. Faren havde gerne set, at han fulgte i hans fodspor og blev skolelærer, men der var et kunstnerisk behov, der boblede inde i ældstesønnen, en form for urinstinkt efter at underholde ­eller måske endda en form for nødvendighed. 

”I mit barndomshjem kunne der være en stilhed mellem min far og mor, men hvis jeg optrådte eller tryllede, opstod der en glæde i det lille hjem, der fyldte rummet,” siger han. ”Det, der gør skuespillere interessante, er som regel, om de har en eller anden indre nødvendighed efter at udtrykke sig – noget inde i sig, som de prøver at reparere. For mit vedkommende handler det ikke om, at jeg var i tvivl om, at jeg var elsket. Jeg har haft en harmonisk barndom, men jeg tror også, at god kunst opstår af sublimerede frustrationer. Hvis der er noget, en mand ikke kan komme af med, så skriver han en bog, maler et maleri, laver en skulptur eller spiller skuespil. Det er ikke sikkert, at man kommer af med det i første runde, og så ender man med at bruge resten af livet på det.”

LI’GODT SØRENS

Søren Pilmark, født 16. oktober 1955 i København.

Gift med den tidligere fotomodel Susanne Pilmark. De mødtes,da han var 25, og hun var 19. De blev gift i 1983, har tre børn og bor i Københavns nordvestkvarter.

Har medvirket i film som ’Blinkende lygter’, ’Kongekabale’ og de fire første film baseret på Jussi Adler-Olsens krimiserie om afdeling Q.

Spillede hovedrollen Svend Gønge i tv-serien ’Gøngehøvdingen’ i 1992 og har blandt andet spillet med i alle sæsoner af Lars von Triers ’Riget’, Netflix-serien ’Vikings’ og haft rollen som Kong Haakon i den norske tv-serie ’Atlantic ­Crossing’, der vandt en Emmy.

Har instrueret den Oscar-nominerede kortfilm ’Helmer & søn’ og været teaterinstruktør på børneklassikere som ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’.

Har lagt stemmer til animationsfilm som ’Aristocats’ og ’LEGO Filmen’ og haft værtstjanser, blandt andet i Det Internationale Melodi Grand Prix i Parken i 2001.

Holder desuden foredrag, turnerer med et Beatles-jamband, optræder som tryllekunstner og vandt i 2016 en million kroner sammen med Henrik Koefoed fra Ørkenens Sønner i quizprogrammet ’Hvem vil være millionær?’. Koefoed gav sine 500.000 til et hospice for børn, mens Pilmark donerede sin halvdel til SOS Børne-byerne.

2.

I LØBET AF gymnasietiden medvirkede Søren Pilmark i et par skoleforestillinger, og da han havde fået studenterhuen på, blev det naturligt endelig at gøre alvor af det og søge optagelse som skuespiller. Dengang – i 1974 – var der ingen adgangsbegrænsning til universiteterne. Man kunne søge det studie, man ville, og blive optaget. 

”Man gik bare ind ad døren, så jeg tænkte, at jeg kunne starte med at blive skuespiller, og så kunne jeg altid blive læge eller jurist bagefter,” siger han. 

Det første forsøg på Statens Teaterskole i København bar ikke frugt, men skolens daværende rektor, Berthe Qvistgaard, opfordrede ham til at forsøge sig med Aarhus i stedet. Så tog han til Jylland og gav det chancen, og han var kun lige kommet retur til Hvidovre, da der kom et telegram med beskeden om, at han var blevet optaget.

Da han næste gang rejste mod Aarhus, denne gang for at tage hul på skuespillertilværelsen, var det med en euforisk følelse i kroppen. Alene det at komme ind og dermed være blevet valgt ud føltes som noget enestående. Med studiestarten fulgte et studielån på 10.000 kroner, men allerede efter 14 dage i Jylland havde han brugt rub og stub. Han troppede op i Landmandsbanken for at hæve 1.000 kroner mere, da bankrådgiveren med dybe panderynker og bestemt mine måtte forklare ham, at det altså ikke længere var muligt. ”Prøv at se her,” sagde rådgiveren og viste ham oversigten over hævninger: ”Vores udbetalinger til dig kommer som haglbyger.”

”Jeg fik simpelthen en skideballe, fordi jeg havde hævet løs. Han viste mig, at der kun var to dage, hvor jeg ikke havde hævet 1.000 kroner, og det var, fordi der havde været weekendlukket. Ellers havde jeg hævet 1.000 kroner om dagen og brugt dem på bajere og smøger og middage og nyt tøj. Jeg anede ikke en skid om noget som helst, men ødslede bare penge væk. Det var helt fantastisk.”

3.

DET MEST fantastiske ved Søren Pilmarks nye ungdomsliv var dog det, der foregik på selve teateret. Han husker stadig i dag, hvordan det var at træde ind og sidde i mørket og stirre op på snoreloftet og ned på prøverne på scenen og vide, at han selv snart skulle stå dernede.

”De tre år var fuldstændig magiske. Jeg var solgt fra dag et,” siger han. ”For nogle år siden snakkede jeg om gamle dage med skuespilleren Lars Lohmann, hvor han sagde de berømte ord, som jeg har taget til mig: ’Det var de lykkeligste år i vores liv. Og ved du hvorfor? Fordi vi vidste det ikke.’ Hold kæft, hvor er det bare godt sagt! Vi var ikke bange for noget, og alt kunne lade sig gøre.”

På tredjeåret på teaterskolen ventede omsider scenetjeneste, hvor man som elev fik en mindre rolle i en vaskeægte forestilling på Aarhus Teater. I Søren Pilmarks tilfælde var det musicalen ’Chicago’, hvor han både var danser og havde en lillebitte rolle som politimand. 

Til premiereaftenen var hans lillebror Lars kommet til Aarhus for at følge med, og før det gik løs, tog Søren Pilmark ham med ud bagved og hen til scenetæppet, hvor der var et lille hul, så man kunne kigge ud på salen og på de mange fremmødte. Der var måske 500 mennesker, og mens han selv labbede det i sig, gøs hans lillebror alene ved synet.

”Vi er meget forskellige på det punkt, ikke bare Lars og jeg, men alle mennesker. Der er nogle, der ville give deres højre arm for at slippe for at gå op på en scene. Andre – som jeg selv – tænker: ’Jeg skal bare derop, så de kan se mig!’”

Dengang drømte han store drømme om berømmelse, ære og kvindegunst. Sådan så han sin nære fremtid for sig: Søren Pilmark – den store skuespiller, som alle kiggede på, og alle kunne lide.

”Jeg havde en trang til at blive set, anerkendt og ja, ultimativt, elsket. Det skal man bare tænde for ’X Factor’ for at konstatere, at jeg deler med mange. Vi vil alle gerne være noget, og derfor har jeg også en meget stor veneration over for dem i det program,” siger han. ”Det er måske ikke der, at lykken ligger, når det kommer til stykket, men jeg har fuld forståelse for, at man har brug for at undersøge det – det havde jeg selv.”

4.

PÅ TEATERSKOLEN i Aarhus gik Søren Pilmark på hold med en ung fyr ved navn Anders Bircow. De spillede begge to guitar og klaver og var glade for at synge, og da det gik op for dem, at der på holdet under dem gik to andre, der delte samme interesse, nemlig Preben Kristensen og Asger Reher, dannede de en lille gruppe.

De var inspireret af det firstemmige barbershop-koncept, som man kendte det fra USA, hvor folk i sin tid sad og sang harmonier, når de ventede i barbersalonerne, og døbte deres egen gruppe Barber­shop Harmony. Med tiden udviklede det sig til en kabaretgruppe, hvor de ikke blot sang harmonier, men også optrådte, gøglede og tryllede rundtom på små aarhusianske spillesteder. 

”Nogle gange så tror jeg sgu på reinkarnation. Jeg tror virkelig, at jeg i et tidligere liv har været sådan en varietékunstner på et gammelt engelsk teater i ternet jakkesæt. Jeg har altid været enormt draget af det, fordi det er den rene vare: ’Gå ind og se, om du kan underholde dem med en sang, en sketch eller en monolog.’ Det er kontant afregning ved kasse et, og det elsker jeg højt,” siger han.

Da Søren Pilmark og Asger Reher efter teaterskolen flyttede til København, dannede de to andre i gruppen i stedet Linie 3 med Thomas Eje. Søren Pilmark havde rigeligt at se til med seriøse teaterroller på blandt andet Det Kongelige Teater, men savnede alligevel at lave noget i samme stil. Dengang, i begyndelsen af 80’erne, var hans gode bekendte Per Pallesen direktør på underholdningsetablissementet Lorry på Frederiksberg, hvor man lavede syngespil, og hvor der bagefter var øl, vin, hornmusik og dans. Hver aften ved 23-­tiden, når folk spiste og dansede efter at have været til revyforestilling, kom en skuespiller ind og lavede 20 minutters underholdning – som regel et mere løst indslag i form af en monolog. 

Det meldte Søren Pilmark sig jævnligt til, og en dag spurgte Per Pallesen, om de ikke skulle lave det sammen. De sammenstrikkede en lille akt med to flygler, iførte sig kjole og hvidt, og mellem de musikalske indslag lavede de fis og ballade og fyrede vittigheder af. Med tiden blev de enige om at skære vittighederne ud, og tilbage stod et show af en halv times varighed, hvor de blot sang og spillede. De syntes selv, det var et elegant påfund, men blev blæst bagover af modtagelsen fra publikum. 

”Folk stod og klappede og var sådan vilde af begejstring. Det blev en kæmpesucces, så det fik vi lyst til at forfølge endnu mere. Derfra var vi sammen de næste syv år. Jeg var faktisk mere sammen med Per, end jeg var sammen med min hustru Susanne,” siger han.

Med ’Pallesen Pilmark Show’ – en form for musikalsk show kombineret med trylleri – turnerede de først landet rundt, og senere rykkede de også udenlands. De kom blandt andet til Kina, og selvom der ikke var ’Michael Jackson-tilstande’, blev det taget godt imod. 

”Kina var helt anderledes dengang. Nogle af dem havde nærmest aldrig set europæere før, så alene det var billetten værd for mange,” siger han.

I 1985 vandt de sølvrosen ved den internationale tv-festival Rose d’Or i Schweiz. De var i høj kurs og kom i kontakt med rigmanden og koncertarrangøren Arne Worsøe, der havde repræsenteret store stjerner som Liza Minnelli og Harry Belafonte, og som mente, at de skulle forsøge sig på den øverste hylde i USA. Han fik arrangeret en række shows i Californien, der både modtog store roser og sønderlemmende kritik i aviserne, men ved turens afslutning var der et amerikansk underholdningsfirma, der ville have dem i folden. 

”De ville gøre os berømte derovre, men sagde, at det formentlig ville kræve tre års hårdt arbejde først. Jeg havde et nyfødt barn derhjemme, så jeg meldte fra. Det er klart, man bliver pludselig smigret ved tanken om at blive berømt i Amerika. Men hvis vi havde sagt ja, havde Per og jeg stadig lavet flygelshows i dag, og det er jeg glad for, at vi ikke gør.”

5.

EN EFTERMIDDAG omkring 1990 havde Søren Pilmark besøg af sin gamle studiekammerat fra Aarhus, Asger Reher, samt Henrik Koe­foed og Flemming Enevold, som han havde spillet sammen med i flere forestillinger. De havde fået den idé måske at lave en lille kabaret sammen – eller måske en revy? I Pilmarks villa i Københavns nordvestkvarter prøvede de sig frem for at se, hvad der måske lå og ulmede af interessante ideer.

Tilfældigvis havde han en fez liggende, en tyrkisk hat, fordi han i mange år også havde gjort sig som amatørtryllekunstner med smoking og fez, og denne dag tog han den på og gav et lille nummer.

”Du ser tosset ud med den der på,” kommenterede de andre, så han tog den hurtigt af igen, men da de på et tidspunkt kom til at snakke om, hvad de skulle kalde det, hvis de fik stablet et show på benene, var der alligevel en, der foreslog: ”Vi kan hedde ’Til hverdag og fez’.

Og så var der pludselig en, der fik ideen. Hvad med ’Ørkenens Sønner’?

I Gøg & Gokke-filmen ’Sons of the Desert’ fra 1933 havde stumfilmsstjernerne fra Hollywood optrådt som medlemmer i en herreloge i smoking og skråbånd og med fez på hovedet. Så var konceptet der pludselig. De skrev til Gøg & Gokkes filmselskab og fik lov til at bruge titelmelodien ’We Are the Sons of Desert’, som de skrev en dansk tekst til: 

”Vi hedder Ørkenens Sønner, og vi er stolte af det.

Vores humør kan ingen rør’. Vi klør kun der, hvor det klør.”

Nogle måneder efter, en sen aften i 1991, optrådte Søren Pilmark og de tre andre ørkensønner på Allégade 10 på Frederiksberg. Det var et lille show af omkring 50 minutters varighed, som de havde stykket sammen på må og få. 

”Det var meget sådan: ’Hvad kan du?’ ’Jeg kan skrive nogle sange.’ ’Hvad med dig?’ ’Jeg kan ikke noget.’ ’Nå, men jeg kan trylle.’ Og så lavede vi lidt hver især. Det var meget old-fashioned,” siger han.

Til premieren sad der ni mennesker i salen, og syv af dem var anmeldere, der undrende kiggede rundt og på hinanden: ’Hvad fanden er det her for noget?’ Hen over den næste måned steg antallet af tilskuere dog støt, og til sidste forestilling var der fuldt hus – hvilket vil sige 100 mennesker.

”Vi var fire pæne skuespillere, som pludselig begyndte at synge frække sange, og det var meget … wow,” siger Søren Pilmark og smiler underfundigt. ”Det var skønt ligesom at kunne røre lidt i suppen der. Lige at kradse lidt i det pæne image. Vi fik sikkert også selv afløb for et eller andet der.”

6.

EFTERFØLGENDE VAR Søren Pilmark og de tre andre ikke i tvivl om, at de skulle gøre det igen. Det havde været en form for frikvarter fra deres andre, mere seriøse roller, hvor de kunne lave lige nøjagtig det, de selv fandt sjovt. Snart kom første udfordring dog i form af mandefald. Flemming Enevold blev ansat som chef for Rialto Teatret og mente – ifølge Søren Pilmark – at det var upassende samtidig at rende rundt på en scene ved siden af Asger Reher i bar røv.

Ved et heldigt sammentræf havde Søren Pilmark netop medvirket i ’Hamlet’ på Betty Nansen Teatret, hvor en lidt yngre fyr ved navn Niels Olsen havde spillet rollen som en af graverne. Sidstnævntes talent var ikke gået førstnævntes næse forbi, så han tog hjem til ham for at sælge projektet.

”Hvis jeg får visioner, så får jeg dem altid i pakkeløsninger. Det er ret mærkeligt. Så kan jeg pludselig se det hele for mig. Det er ligesom de bøger i gamle dage, som man kunne åbne, og så rejste der sig pludselig et slot. Konceptet til Ørkenens Sønner var færdigt inde i hovedet på mig,” siger han.

Med sig havde Søren Pilmark et VHS-bånd fra deres første show på Allégade, og i løbet af eftermiddagen forsøgte han at lokke ham om bord. Han var udmærket klar over, at der var fare for, at særligt en ung, ambitiøs skuespiller ville se det hele som lidt for meget fis og ballade. Dengang var der i branchen et udtryk: ”Pas på, at Lorry-manden ikke kommer og tager dig.” Lorry var forbundet med den lette genre, og som skuespiller skulle man helst undgå at synke for langt ned i den grød, hvis man havde drømme om også at slå sig løs på andre måder.

”Som ung skuespiller er man meget bange for ikke at blive taget seriøst, så derfor sagde jeg også til Niels: ’Jeg ved godt, at du tænker, at hvis du går med i Ørkenens Sønner, så kommer Lorry-manden og tager dig.’ Så lænede Niels sig med vanlig præcision frem, kiggede mig i øjnene og sagde: ’Søren, jeg skal fortælle dig en hemmelighed: Det er mig, der er Lorry-manden.’”

I 1994 genopførte Ørkenens Sønner deres første show, denne gang med Niels Olsen, og tre år senere fulgte showet ’Gå aldrig tilbage til en fuser’, der gav dem en form for folkeligt gennembrud. Siden fulgte yderligere et par shows, før de i 2007 cementerede deres plads i højsædet af dansk underholdning med ’En sang fra de varme lande’, der solgte 335.000 billetter og sendte dem rundt til 248 forestillinger over hele landet. 

7.

UDEFRA SET HAR Søren Pilmark selv sprunget ubesværet fra genre til genre – fra det tunge til det lette og tilbage igen. Han har formået at omfavne Lorry-manden og sideløbende skabe sig et navn både på teaterscenen og filmlærredet. I 2005 kaldte Berlingske ham for ’dansk teaters vidunderbarn’ og skrev i den forbindelse: ”Er der overhovedet nogen skuespiller herhjemme, der kan så meget som Søren Pilmark?”

Han har i tidens løb spillet blandt andet ’Richard III’ og ’Hamlet’ på Det Kongelige Teater og den gale Johannes i ’Ordet’ på Betty Nansen Teatret. I 1995 modtog han Lauritzen-prisen i anerkendelse af ”fremragende præstation”, og fem år senere både en Reu­mert og Teaterpokalen for sin rolle som fysikeren Werner Heisenberg i stykket ’København’.

I 2002 fik han også en pris ved ­Method Fest Independent Film Festival som bedste mandlige skuespiller for rollen som Torkild i ’Blinkende Lygter’ fra 1997, og i 2004 vandt han både Bodilprisen og en Robert for sin rolle som den iskolde magtpolitiker Erik Dreier i den politiske thriller ’Kongekabale’.

Selv tilskriver Søren Pilmark det ”en indre trang, en alsidighedslyst”, der har gjort, at han har været nødt til at afsøge hjørnerne.

”Intet skal forblive uprøvet. Jeg elskede musicals, jeg elskede at synge, men jeg ville også gerne spille de lidt tungere drenge og finde ud af, om jeg kunne magte det. Jeg ved godt, at publikum generelt gerne vil kunne holde fast i, at han er den, og så skal han ikke komme og forvirre os med også at være den. Hvis man spiller store Shakespeare-roller, skal man ikke også synge fjollede sange. Men jeg har altid tænkt, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, hvis man går ind i det med alt, hvad man har – altså med selve livet som indsats. Jeg har altid sagtens kunnet bevare troværdigheden inde i mig selv.”

I starten af 00’erne så man så pludselig Søren Pilmark som den togglade Bahnsen i DSB-reklamerne med den lilla Harry-dukke, der omvendt hadede at køre i tog. Fra 2000 til 2011 medvirkede han i 90 episoder af reklameføljetonen, og han har flere gange efterfølgende berettet om, hvordan det ikke var alle i branchen, der var lige imponerede over den beslutning. Til BT fortalte han sågar engang, at der var ”kolleger, der gik over på den anden side af gaden”, når de så ham.

Han vidste godt selv, at det var noget, der kunne påvirke hans troværdighed internt i skuespillerbranchen, men da det kom til stykket, var der på plussiden et stort overvældende argument, han ikke kunne vige bort fra: indtjeningen. 

”Jeg kiggede på mit liv og tænkte: ’Jeg har tre små børn, og jeg arbejder som et pisket svin.’ Så kan man vælge at sige, at det må familien leve med, for min karriere kommer først, men nej, det gør den så ikke. Ikke for mig. For inden jeg får set mig om, er de allerede blevet store,” siger han. 

Med reklamejobbet kunne Søren Pilmark pludselig score en månedsløn, der tillod ham at være hjemme og læse godnathistorier for børnene i stedet for hver eneste aften at stå på en teaterscene.

”Jeg ville gerne være derhjemme og have overskud. Det var en iskold kalkule, hvor valget stod mellem at fravælge mine børn eller mit arbejde, og så var valget ikke svært,” siger han.

Da Harry-reklamerne havde kørt et års tid eller to, begyndte Søren Pilmark dog selv at spekulere på, om det for hans omdømmes skyld måske ville være godt med luftforandring. En aften sagde han til sin hustru Susanne: ”Jeg tror måske, jeg skal holde en pause fra det, for ellers vil folk ikke kunne identificere mig med andet.” Så løftede hun blikket fra den bog, hun var ved at læse, og kiggede på ham: ”Hør engang, lille skat, det løb er kørt.” 

”Selvfølgelig må der i sagens natur have været folk, der har set mig på en teaterscene efterfølgende og tænkt, at der ville komme en lille dukke rendende efter mig. Hvis man er i det humør, kan man måske godt som udefrakommende tænke: ’Kan du blive taget alvorligt?’ Men jeg mener jo alt, hvad jeg laver, helt ned i tæerne,” siger han. ”Folk siger: ’Kan du ikke se, at du har solgt din sjæl og din kunstneriske integritet for penge?’ Men så er jeg nødt til lige at få afklaret: Bliver jeg en dårligere skuespiller af at lave DSB-reklamer? Gør jeg det? Nej, så det må være folks eget problem, hvis de ikke kan tage mig alvorligt.”

Da det kom til stykket, syntes Søren Pilmark tilmed, at det var sjovt at lave reklamerne, og så kunne han ikke undgå at hæfte sig ved eksponeringen. Et par år før Harry-reklamerne havde han spillet ’Richard III’ på Det Kongelige Teater. Det var en af hans sværeste roller, der krævede halvandet års forberedelse med blandt andet at sidde på Panum Instituttet og høre om kyfoskoliose, pukkelryg, klumpfod og vissenarm, og så var der selve teksten, der er mere ordrig end ’Hamlet’. Der var totalt udsolgt til de 60-65 forestillinger, hvilket samlet set løb op i omkring 70.000 tilskuere. 

”Og så laver man en Harry-reklame på et halvt minut, der bliver set af halvanden millioner danskere,” siger han og kigger op på Søren Pilmark-måden med det ene lethævede øjenbryn. ”Der er aldrig nogensinde nogen, der har mødt mig på gaden, som har sagt: ’Hvad fanden, er det ikke Richard III?’ Nej, men jeg lover for, at i de 11 år, hvor DSB-reklamerne kørte, kunne jeg ikke gå uden for en dør, uden at folk – med de sødeste intentioner – kom hen for at spørge mig, hvorfor toget til Holte var aflyst, og om sommerkøreplanen holdt.”

Han klukker lidt og slår så ud med hænderne.

”Selvfølgelig er der altid en pris at betale, og måske havde jeg fået andre rolletilbud, hvis jeg havde gjort noget andet, men jeg tror aldrig, man vil kunne gøre det op på den måde. Alt, hvad jeg har gjort, har været bevidste valg, og jeg vil bare sige: ’Jeg fortryder intet.’”

PÅ DEN ANDEN SIDE

I 2006 debuterede Søren Pilmark som filminstruktør med kortfilmen ’Helmer & søn’, en 13 minutters film om en mand, der bliver kaldt til et plejehjem, hvor hans far har lukket sig inde i et skab. Den blev nomineret til en Oscar og vist i 60 biografer over hele USA Han vandt ikke, men fik blod på skrivetanden.

Det næste projekt var endnu en kortfilm, denne gang med afsæt i hans livslange fascination af tryllekunst og gamle varietéteatre, men udviklede sig til at blive en helaftensfilm, som blev til en tv-serie Han skrev og skrev og skrev – blandt andet med hjælp fra Jussi Adler-Olsen – og havde til sidst materiale til tre sæsoner. Denne gang blev han mødt af ’nej tak’ på stribe fra filmselskaberne, der mente, at det ville være en alt for dyr idé at filmatisere. Til sidst besluttede han sig for at sadle om:

”Så skriver jeg den kraftedeme som en bog!”

For to år siden debuterede Søren Pilmark som forfatter med ’Varieté. Laurits og Valdemar’, hvor man følger tryllekunstneren Laurits, hans søn og flere andre karakterer i et omrejsende revy­teater i 1910’ernes Provinsdanmark. Året efter debuten fulgte ’Varieté. Eva og Anna’, og for tiden er han ved at færdiggøre bog nummer tre i serien. ”Nu siger mit forlag så: ’Du kan ikke stoppe her. Der er mange flere historier.’ Ja ja, rolig nu, rolig nu …” siger han.

8.

DER VAR OGSÅ en anden side af sagen, der ikke havde noget med familieliv og økonomi at gøre. Det havde altid været et evigt paradoks for Søren Pilmark selv, at han elskede at stille sig op på en scene, men hadede bedømmelsen. Han ville på den ene side gerne roses og klappes på skulderen, men kunne ryge helt i kulkælderen, når ordlyden var kritisk, som den var det, efter han i 1992 havde spillet hovedrollen i tv-serien ’Gøngehøvdingen’, der var slået op til at blive det helt store, men i stedet blev slagtet på forsiden af landets tabloidaviser. 

”Jeg har det meget … dårligt … med negativ kritik,” siger han. ”Man prøver at slå det hen. Man prøver at bilde sig selv ind, at de ikke ved, hvad de taler om. Men faktum er, at jeg er rigtig dårlig til at modtage kritik.”

Som ung havde han troet, at lykken lå i at blive et kendt ansigt, men da det endelig skete, brød han sig ikke særligt meget om det. Han har altid forsøgt at holde pressen ud i strakt arm, selvom han godt ved, at det så har den slagside, at det virker krukket.

”Det lyder forkælet i folks ører, for jeg har selv valgt at blive skuespiller. Men det er jo ikke mig, der står deroppe. Det er noget, jeg leger, og det rager ikke nogen, hvem jeg er, når jeg har fri,” siger han. ”Hvad rager det folk, at min yndlingsfarve er blå, og min yndlingsskuespiller er Robert De Niro? Begge ting passer, men hvad kommer det andre ved?”

Omkring årtusindskiftet var Søren Pilmark tilmed begyndt at tvivle på egne evner. Der florerede spørgsmål i hovedet på ham: ’Har jeg kræfter til det?’ ’Orker jeg at gå ind i det?’ Han havde altid brystet sig af, at han aldrig lod sig påvirke af at være skuespiller. Når klokken var 23, og han sminkede af, tog han også rollen af sig og blev sig selv igen. Men det gik pludselig op for ham, at det måske ikke forholdt sig sådan. 

Det var Susanne, der først kommenterede det: ”Det er noget, du bilder dig ind. Hvis du spiller en alvorlig, seriøs, traurig rolle, så er du sådan 24/7. Det er fint, det har jeg accepteret, og det lever vi med, men du kan ikke tro, at det ikke er tilfældet,” sagde hun en dag, da de snakkede om det.

Samtidig kunne Søren Pilmark mærke, at det var blevet sværere og sværere for ham at træde ind på scenen. Rollerne var blevet større, og det samme var de krav, han havde til sig selv. Han var blevet en af de garvede, der trak læsset, og både fysisk og psykisk krævede det meget af ham. Han spillede roller, hvor han pludselig skulle sove til middag hver dag for overhovedet at kunne gennemføre om aftenen, blandt andet ’København’ af Michael Frayn på Betty Nansen.

”Det var meget tilfredsstillende, fordi folk var glade for det, men det var også en virkelig hård omgang. Jeg havde det sådan, at jeg ikke syntes, der var nogen grund til at lave rollerne, hvis ikke de sad lige i skabet hver gang. Man kan ikke stille sig op på en scene og optræde for folk, hvis det ikke betyder noget for én selv, for så betyder det heller ikke noget for dem dernede. Det skal koste, og det gjorde det også.”

9.

EFTER FØLJETONEN med Harry og Bahnsen i DSB-reklamerne blev der længere mellem, at man så Søren Pilmark i roller på film og tv. Han havde pludselig en opsparing, der tillod ham i længere perioder ad gangen at trække sig fra offentlighedens søgelys. I stedet bøvlede han bag kulissen med sin egen indre dialog, hvor han stillede sig selv store spørgsmål: ’Hvad er det egentlig, jeg vil?’ 

”Det var en tid, hvor det interesserede mig at tænke tanker: ’Hvorfor har jeg det sådan og sådan?’ ’Hvad fanden er det, der sker med mig?’ ’Hvordan bliver man egentlig glad?’ Det var alt fra de store eksistentielle spørgsmål til det helt banale og lavpraktiske, som at jeg måske skulle lade være med at drikke så meget, for det får man tømmermænd af, og lade være med at spise slik for ikke at blive fed, for det får man det heller ikke bedre af. Mine psykologer kan bygge huse på Strandvejen, så meget har jeg gået hos dem,” siger han.

Det var især forældrenes dødsfald, der i sin tid havde sat nogle ting i gang. Hans far døde tidligt, og de havde været tæt knyttet – på godt og ondt – så da han gik bort, satte det tanker i gang, som forfulgte ham i mange år frem. 

”Der var en terapeut, der hjalp mig, da jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg var så ked af det. ’Din far er død,’ sagde han så, og det er jo på en måde så hamrende banalt. Når det sker for naboen, så er det: ’Who gives a flying fuck?’, men når det rammer én selv, er det en livskrise, der kan være svær at komme over,” siger han.

Det var ikke, fordi det kom bag på Søren Pilmark, hvor meget der egentlig lå nedenunder og ulmede, da han endelig fik taget fat på det. Han havde haft det på fornemmelsen hele livet. Der hvilede en skygge i hans sjæl, som han havde forsøgt at feje bort ved at føre sig frem og spille fandango, men nu var han i en alder, hvor han rent faktisk ønskede at forholde sig til den. 

”Det er nok lidt på samme måde, som det er illusorisk at forestille sig en filosof på 19 år. Man skal ligesom have levet et liv for at kunne sige, at sådan fungerer det – og så skal man interessere sig for at tænke tanker og for at se mekanismerne. Da jeg var ung, fik jeg farvet mit hår hvidt, så det lignede en form for klorchok eller syreregn. Jeg førte mig frem og tænkte, at jeg nok ville blive berømt. Når jeg ser unge drenge i dag, så gør de det samme, og jeg får altid sådan en lyst til bare at kramme dem, for det skal nok blive alvorligt tids nok, så nyd det nu bare, så længe det er,” siger han.

På det tidspunkt var begge Søren Pilmarks forældre døde, og han selv var blevet far til tre børn og havde oplevet, hvordan ansvarsbevidstheden var steget. Langsomt nåede han frem til en banal erkendelse, som han siden har forsøgt at efterleve: ”Det gælder om at have det sjovt.” 

”Der var engang en, der sagde til mig: ’Du er ved at komme i miste-alderen, Søren.’ I begyndelsen af ens liv får man alting og senere også sine børn, men så pludselig rejser de hjemmefra. De fylder meget, de børn, der er rejst hjemmefra, for der er tomt ved middagsbordet, og så mister man håret, synet og tænderne og sine forældre og ja, ultimativt, livet,” siger han. ”Nu lyder det meget sådan bedemandsfjæs, og det er det egentlig ikke. Der er nogle store vendepunkter i ethvert menneskes liv, hvor der sker radikale ting, og jeg tror, det kommer naturligt hos mange, men jeg har været nødt til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg kunne være i det: ’Hvad er egentlig livets mening? Og hvad vil gøre mig glad?’ For det er godt nok kort tid, vi er her, så er dét ikke det vigtigste – at være glad?”

DE TRE ANDRE ørkensønner træder ind i lokalet. Først er det Asger Reher, han er tidligt på den og slår sig i ro og mag ned i en stol. Så er det Henrik Koefoed, han er sulten og går straks i gang med at plyndre køle-skabet for noget, han kan smøre på sine rugbrødsmadder. Til sidst marcherer Niels Olsen ind. 

”Goddag, klokken er 12, så er det i gang,” siger han med militærjargon.

”Kan I så holde mund! Jeg er ved at fortælle om mit liv,” udbryder Søren Pilmark, påtaget arrigt.

”Hvad har I talt om?” spørger Koefoed.

”Vi har talt om, at jeg synes, at I tre får for meget i løn for Ørkenens Sønner.”

De får alle fire samlet sig om bordet. Denne dag ligger premiereaftenen for deres kommende show ’Fingeren på pølsen’ under tre måneder ude i fremtiden, men de er først lige begyndt på den indledende brainstorm. Det har altid været kutyme i Ørkenens Sønner som det allerførste at lægge et bestemt tema ned over forestillingerne, så de på den måde får noget at idéudvikle ud fra. 

”Lige nu har vi kun titlen, og så er plakaten færdig. Den er faktisk det første, der bliver lavet,” siger Niels Olsen.

”Når folk ser plakaten og køber billetter, formoder de, at det hele er skrevet. Der er ikke skrevet et eneste ord,” siger Søren Pilmark: ”Så er der altid folk, der siger: ’Ha ha, gas, jeg kender dig! Hvordan finder I på det?’ Så må jeg svare: ’Ja, det aner jeg ikke, vi har stadig ikke fundet på noget, og jeg er ved at skide i bukserne af angst.’”

De griner højt.

SIDEN DE FIRE medlemmer af Ørkenens Sønner i 2007 første gang fik en oplevelse af, at de pludselig var blevet en kæmpesucces med fyldte teatre og spillesteder over hele landet, har historien om dem på mange måder været en fortælling om en evigt opadgående succes. Men det har ikke været uden interne udfordringer. 

”Vi har jo været i terapi. Gruppeterapi,” siger Niels Olsen.

”Det er en illusion at forestille sig, at der ikke har været bump på vejen. Problemer og diskussioner. For vi har været rigtig meget sammen. Det har været lange turneer, og det har været opslidende. En gang imellem har vi fået en teambuilder ind, der kunne hjælpe os med, hvad det er, vi gør forkert. Hvorfor skændes vi hele tiden?” siger Søren Pilmark.

”Der er kommet en udefra og har set, hvordan samarbejdet har været. For man indtager jo nogle roller i en gruppe. Det er der ikke noget galt i. Men det er meget godt at finde ud af, hvorfor man gør det,” siger Niels Olsen. 

”I mange år troede vi, at fordi vi er fire mand i gruppen, skulle vi bestemme lige meget, indtil det gik op for os, at det var ekstremt frustrerende. Niels brugte engang udtrykket ’Enighed gør træt’. Hold kæft, det tager lang tid at blive enige,” siger Søren Pilmark.

”Det hjælper jo heller ikke med alderen. Man bliver ikke mindre stædig. Der var for store diskussioner om, hvad vi skulle og ikke skulle, så til sidst besluttede vi, at Søren skulle være instruktør …” siger Niels Olsen.

”Han besluttede det,” indskyder Asger Reher.

”… Så hvis der opstår større diskussioner, bestemmer Søren,” fortsætter Niels Olsen.

”Det har virkelig været en …” siger Søren Pilmark, men bliver afbrudt:

”Pissedårlig idé!”

Så griner de alle fire igen.

Skuespiller. I mange år turde hun næsten ikke sigeordet højt. Så tog hun til New York og prøvede det af i al hemmelighed. Og efter en rutsjebane af salatbar-jobs og halve chancer blev det en drøm – men først da hovedet var renset for larm, tvivl og selvkritik. Amanda Collin fik sit internationale gennembrud i en metallisk latexdragt i Sydafrika og er nu tilbage i Danmark, hvor hun spiller over for Mads Mikkelsen på den jyske hede.
Tekst:Annelise Hartmann EskesenFoto:Ulrik Jantzen

I 4. KLASSE skulle vi spille skolekomedie. Det var sådan et saloon-stykke, og jeg fik højhælede cowboystøvler på. Bare det at få mit kostume på og rent fysisk gå hen ad scenen på Rungsted Skole gav mig en følelse af, at her spiller det. Det her SPILLER! Jeg havde det bare megagodt. Men fra at mærke den følelse til så at sige det til folk gik der mange, mange år. Første gang jeg sagde det højt, svarede min farmor: ”Ad, ad, ad, skuespiller, det vil du da ikke være, det er et virkelig usikkert fag.” Min mor forstod det heller ikke. ”Du har jo sceneskræk,” sagde hun. Nok med tanke på dengang i børnehaveklassen, hvor jeg skulle danse lambada foran hele skolen og fik et meltdown. De sagde: ”Gå bare op og dans”, og jeg nægtede. Men det handlede ikke om sceneskræk. Det havde snarere med perfektionisme at gøre. Det var simpelthen, fordi vi ikke havde øvet nok. Det kan godt være, at vi går i børnehaveklasse, men sorry, det er bare ikke godt nok.

Jeg voksede op som nummer tre i en søskendeflok på fire. Mit barndomshjem var virkelig festligt. Mine forældre havde bridgeaftener, og hver gang nogen fyldte rundt, var det med telt i haven og temafester. Min mor holdt for eksempel en stor fødselsdag, hvor alle var vikinger. Derhjemme havde vi fem flyttekasser i kælderen med udklædningstøj. Man skulle kunne klæde sig ud, hvis behovet opstod.

Da jeg begyndte i gymnasiet, tænkte jeg: ”Fedt, der er musicals!” Jeg havde et kæmpe indre liv, hvor jeg var hovedrollen, men så havde jeg et ydre liv, hvor jeg var vildt genert omkring det og ikke turde sige højt, at jeg gerne ville frem på scenen. Så jeg kom i koret, bagerst, fordi jeg er så høj. 

Jeg sagde ikke til nogen, at jeg ville være skuespiller, men samtidig forstod jeg ikke, at der ikke var nogen, der opdagede det. Altså, hvorfor kan de ikke se, at jeg ville være perfekt til at stå forrest på den scene? Jeg følte, at det ville være at bede om alt for meget plads at sige, at jeg gerne ville spille hovedrollen. I forvejen fyldte jeg meget, så det var simpelthen i jantelovsgymnasieregi for voldsomt at bede om, troede jeg. Men det var jo at tage unødigt hensyn til folk, der var superligeglade, om jeg spillede hovedrollen eller ej. Jeg har altid været god til at tage hensyn, som ingen har bedt mig om.

Efter gymnasiet turde jeg ikke søge ind på Skuespillerskolen, hvilket var en blanding af frygt og storhedsvanvid. Jeg var ikke bange for ikke at komme ind, det regnede jeg bare med. Men det var frygten for, når jeg kom ind: Hvad hvis jeg ikke kan lide det, så skal jeg jo droppe ud. Og hvad så? Og det er jo sygt nok at tænke sådan, når man kun har stået i tredje række i koret! Men man må gerne tro på en drøm, selvom man som ung måske ikke kan forklare den.

Men et eller andet skulle jeg vel søge ind på, sådan er forventningen: Hvad gør du, når du har fået huen på? Hvilket studie skal du ind på? Hvad for en karriere vil du have? Jeg tror, at vi alle sammen har en livsbane, der er stukket ud for os på forhånd. Men der er så meget larm i verden, at det kan være svært at høre sig selv og gøre det, man kan mærke er det rigtige. Den larm kan være alt fra must own an Audi til ens familie, der er mistroisk over for ens drøm. Eller det kan være, at man gerne vil have gode karakterer. Det har for eksempel altid været meget vigtigt for mig. Der er tusind ting i det samfund, vi lever i, som stiller succesparametre op for os, og så tror vi, at det er den melodi, vi skal spille. Men det er jo ikke sikkert. Hvis man lukkede larmen ude og lyttede mere til sin grundtone og turde eje den og synge den rigtig højt, ville livet måske ikke være så svært. Men det er svært at være ligeglad med andres forventninger, og hvad normen er.

Så jeg søgte ind på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – fordi det hed noget med film, ha ha, så tåbeligt. Og det holdt heller ikke længe. Jeg var chokeret! Skal vi læse FIRE HUNDREDE SIDER? OM UGEN?! Jeg tænkte bare: ”Holy cow, universitetet er jo kedeligt!” Det tog mig tre måneder på film og medie at finde ud af, at jeg bare hader at læse, og så droppede jeg ud.

JEG FIK JOB som booker på modelbureauet 2PM, hvor jeg tidligere havde arbejdet som model, og det gav selvtillid at finde ud af, at, gud, jeg fungerer i en voksenverden. Jeg var god til at administrere, jeg var god med mennesker, jeg kunne købe, sælge, rejse og snakke med kunder, så den vej kunne jeg også være gået videre ned ad. Men jeg havde jo en anden drøm, og det med skuespillet blev ved at poppe op, jeg havde venner, der søgte ind på Skuespillerskolen, og det var jeg meget interesseret i at høre dem fortælle om.

En dag hørte jeg om William Esper Studio, en skuespilskole i New York. Jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?” og meldte mig til et sommerkursus derovre. Så kunne jeg prøve det af i al hemmelighed. Og så faldt alt bare i hak. En dag kiggede jeg rundt i undervisningslokalet og tænkte, at det er simpelthen for vildt, det her, alt giver mening. Tænk, at vi får lov at sidde her og lave sådan noget sanse-føle-noget, at det her er en skole, og det er det, vi skal lære hver dag. Det føltes bare rigtigt! Nogle gange skinner grundtonen igennem. Så klinger den faktisk så højt, at man ikke kan ignorere den.

MODER-ROLLE

’Raised by Wolves’ er en amerikansk science fiction-serie af Aaron Guzikowski. De to første afsnit er instrueret af Ridley Scott, der også er executive producer på serien. Amanda Collin spiller Mother, der sammen med karakteren Father (Abubakar Salim) lander på planeten Kepler-22b i en dystopisk fremtid, hvor jorden er blevet ødelagt af en krig. Ud fra seks menneskefostre skal de to menneskelignende robotter hjælpe menneskeheden på fode igen. Ridley Scott valgte Amanda Collin til rollen blandt andet på grund af hendes fællestræk med den androgyne David Bowie, har han fortalt til flere medier. Hun blev klippet korthåret og fik håret farvet rødt til rollen.

Jeg endte med at blive på skolen i to år, og undervejs fandt jeg ud af, at jeg gerne må være den, jeg er. En glad, udadvendt, lidt kuk pige, der gerne vil være skuespiller. Jeg fandt også ud af, hvad jeg havde misforstået i gymnasiet – at skuespil faktisk ikke handler om at fylde. Det handler om at fylde så lidt som muligt. Det gælder om at gøre sig selv usynlig, så rollen kan skinne frit. Det var dejligt at finde et sprog for, at skuespil faktisk handler om at fjerne sig selv fuldstændigt.

Det første år på skolen eksisterede feedback ikke. Og det var chokerende for sådan en præmiepony som mig. Dag ud og dag ind stillede vi os op og spillede, men fik aldrig at vide, om det var godt eller dårligt. Vi kunne godt få at vide, hvis vi ikke var frie nok i vores spil – var du fri i nuet, eller var du ikke fri i nuet? Derudover er smag irrelevant, sagde de. 

Skolen lærte mig også at være mindre hård over for mig selv, for i og med at vi ikke blev bedømt, lærte jeg også ikke at bedømme mig selv. Når der i et år ikke er nogen, der siger: ”Ej, hvor var du god”, når du stiller dig op, så stopper du med at lede efter det. Og ender med i stedet at føle efter. Ej, det føltes godt, der følte jeg selv, at jeg var god. Og det er jo langt sundere at navigere efter. Men det tog et år, før jeg lærte det. Et helt år! Hvor jeg efter forgæves at have søgt den hos mine lærere eller medstuderende fandt ud af, at det er kedeligt at gå og lede efter anerkendelsen. 

DA JEG VAR færdiguddannet og virkelig følte mig som skuespiller efter at have levet drømmen i to år, skulle jeg ud og finde mit første job. Det blev … på en salatbar i København. Jeg kom fra the city of dreams hjem til Gråvejrsdanmark. Jeg var 26, flyttet hjem til mine forældre, havde brug for penge, og min far sagde til mig: ”Få dig et job!”

Og jeg var faktisk glad for det job, så hører man jo til et sted. Men det var også en periode, hvor jeg var smådepressiv og uden mål i livet. Man går rundt og famler og synes, det er synd for én selv, at man er vågnet fra drømmen, skolen i New York, og der sker nul ting! I mit forsøg på at få det bedre kom jeg på sporet af transcendental meditation. Jeg fik et hemmeligt mantra, som jeg skulle repetere for mig selv i to gange 20 minutter hver dag for at tømme hovedet. Jeg læste også selvhjælpsbøger og lærte, hvad der måske er banalt for nogle at høre, men som var meget værdifuldt for mig at lære: at tanker er selvskabte. Hvis tanker var som en kæmpe buffet på et luksushotel, ville du jo heller ikke gå hen til alt det, du hader. Men det er der mange, der gør hver dag. Det gjorde jeg også i lang tid. Jeg stod op om morgenen og talte grimt om mig selv inde i hovedet, var bange for, om jeg var god nok, og følte mig uelskelig på mange parametre. Midt i al den søgen opdagede jeg et personlighedstræk hos mig selv, som jeg faktisk blev glad for: at jeg er i stand til at forbedre min tilstand, hvis jeg har det dårligt. Og så skete det en dag på salatbaren, at jeg blev tilbudt mit første job som skuespiller, da Thomas Glud (manuskriptforfatter og instruktør, red.) kom ind og købte en salat og gav mig en rolle i serien ’Sjit Happens’.

Samtidig spillede jeg lidt undergrundsteater, men det væltede ligesom ikke bare ind med roller. Som årene går, begynder man at tænke: ”Er det fjollet, det her?” Selvom grundtonen siger, at det overhovedet ikke er fjollet, at skuespil er formålet med dit liv, så siger de ydre stemmer: ”Tiden går, klokken slår, måske er det gak.” Og bedst som jeg var ved at lytte til dem, gav en god ven mig et godt råd. For hende havde det hjulpet at sætte en tidsbegrænsning på en drøm. Jeg var 28, havde mødt min mand, haft én rigtig rolle og lidt småting hist og her, og det matchede ikke den skuespiller, jeg følte mig som indeni. Så jeg sagde til mig selv: ”Okay, om to år fylder jeg 30. Hvis kurven ikke er gået opad til den tid, finder jeg på noget andet.” Jeg satte med vilje barren meget lavt: to år for en kurve til at bevæge sig bare én grad opad. Men at have den deadline gav mig en mere proaktiv tilgang.

En dag, hvor jeg var tilbage og arbejde som agent på modelbureauet, ringede en caster og spurgte efter modeller til en film, og jeg gav dem nogle forslag. Men inden jeg lagde på, endte jeg med – i en blanding af skam, frygt og hovmod – at sige: ”Hvad med mig?” Og hende i den anden ende sagde bare: ”Hvem er du?” Men det var på grund af den toårsplan. Jeg blev nødt til selv at prøve at få kurven til at gå opad. Jeg fik lov at komme med til castingen, fik dog ikke rollen, men jeg følte, at nu havde jeg åbnet en dør.

På det tidspunkt gik min mand og jeg og snakkede om, hvor vi var her i livet: Vi har hinanden, vi elsker hinanden, vi ved, at vi skal være sammen. Skal vi ikke bare …? Lad os få det barn! Ugen efter at vi havde den snak og gik og forestillede os vores liv som familie, gik kurven pludselig opad. Jeg fik job i ensemblet på teatret Mungo Park og en rolle i ’Flaskepost fra P’. Og så udskød vi planen om et barn. Der er nok mange, både skuespillere og i andre brancher, der tænker meget over, hvornår det er det rigtige tidspunkt at få børn. Hvis det føles mere hårdt end sjovt at vente, skal man jo stoppe op, men dengang var mulighederne bare for sjove, så vi ventede.

Men gravid blev jeg. På et senere tidspunkt. Jeg var faktisk gravid, da vi indspillede ’En frygtelig kvinde’. Jeg havde virkelig ønsket en hovedrolle, men timingen kunne da have været bedre, men jeg var nødt til bare at sige: Jeg er gravid, det er en hovedrolle, lad os fucking bare gøre det. At blive gravid, føde og få et barn er jo et kæmpe kontroltab. Du mister simpelthen overblikket og er nødt til at give slip på forventninger til dig selv, til hvordan livet skal gå, om du er god eller dårlig. 

EN AFTEN KVART i 12 ringede min agent. Jeg var lige gået i seng, så jeg gik ud på badeværelset og tog telefonen. Hun fortalte mig, at jeg havde fået hovedrollen i Ridley Scotts HBO-serie ’Raised by Wolves’. Til castingen havde jeg haft en følelse af, at jeg virkelig var i stand til at parkere mig selv og være fuldstændig ligeglad med, hvad jeg lavede. Og mit udseende passede også bare godt til at spille robot. Så på en eller anden måde vidste jeg, at jeg ville få rollen. Alligevel fik vi grineflip i telefonen over, hvor vildt det var. Jeg gik ind i sengen til min mand og sagde: ”Nu skal vi til Sydafrika”, og han vendte sig bare om. Det kunne han slet ikke overskue.

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle ind og google Ridley Scott. Jeg vidste godt, at han var en af de helt store, men jeg blev alligevel ramt af en kæmpe ærefrygt, da jeg var inde på hans IMDb. Hemmeligt genså jeg ’G.I. Jane’, ’Thelma & Louise’, ’Alien’ og ’Prome­theus’, så jeg lige kunne tale med. Første gang jeg mødte ham, var på hans kontor i London. Der havde jeg fået rollen, vi skulle bare lige mødes og snakke om, hvordan man spiller robot. På bagvæggen hang der klaptræer over alle de film, ham og hans bror, Tony Scott, havde lavet, og nederst hang der fire tomme, så selvfølgelig var jeg nervøs for, om jeg kunne indfri hans forventninger.

Men han var meget sød og god til at skabe en stemning af, at man er okay, som man er. Han spurgte, hvad jeg havde tænkt med min karakter Mother, og jeg ved ikke, hvordan jeg turde, men jeg sagde bare: ”Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke skal gøre så meget.” Mother er en robot, der er blevet placeret på en planet, og som skal lære alt forfra. Han nikkede og sagde: ”That’s exactly right, we’ll do it together.”

Min mand talte ikke til mig i to uger, efter jeg havde fået rollen. Men han endte med at elske de to gange otte måneder, som vi var af sted for at indspille de to sæsoner i Sydafrika, hvor de har lidt af det hele og kan skabe resten i deres mange enorme filmstudier. Min mand var måske den, der havde det allerbedst, da vi var af sted. I og med at jeg arbejdede meget, blev rollerne byttet om derhjemme, så hvor jeg var Mother på settet, var jeg father derhjemme. Og så fandt vi ud af, at det fungerede vildt godt for vores familie, når jeg var ”faren”.

HEDE KYS

I Nikolaj Arcels ’Bastarden’ er handlingen hensat til den jyske hede anno 1750’erne, hvor den danske soldat Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen) hjemvendt fra Tyskland vil forsøge, hvad ingen før ham har formået: at dyrke jorden på heden. Men han bliver modarbejdet, ikke kun af naturen, men også af den excentriske og magtfuldkomne godsejer Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg). Til at hjælpe sig har Ludvig en landarbejder (Morten Hee Andersen) og dennes hustru Ann Barbara (Amanda Collin), der får en mere og mere fremtrædende rolle, som filmen skrider frem. Filmen, der er solgt til biografvisning i over 50 lande, er baseret på Ida Jessens roman ’Kaptajnen og Ann Barbara’ fra 2020 og har dansk premiere 5. oktober.

Fra jeg fik rollen, til vi gik i gang med optagelserne, gik der en måned. Og det er jo sindssygt kort tid, når man skal flytte sin familie til den anden ende af jorden, forberede sig … og nå at komme i form. Jeg kan huske, at der var et billede af mig i den her grå latexdragt, som jeg skulle have på hele serien igennem, fra en kostumeprøve. ”Ja, det ser fint ud,” sagde Ridley Scott … og tegnede med en sort tusch muskler på mine arme på fotoet. ”Det skal vi lige have styr på, inden vi starter.”

Så var det bare en måned med kylling og ris, boksning og styrketræning. Det var totalt træningslejr. Man er jo ikke så klar på at være oppustet i sådan en dragt. Sådan en mandags-fise-mave og en stram latexdragt er bare en dårlig kombi. Jeg fik meget foræret af det kostume, det var et fedt kostume! Bortset fra når jeg skulle på toilettet, og folk skulle hjælpe mig med min trusse, som bestod af klisterbånd og et meget tyndt stykke stof.

Ridley Scott er bare en vildt god instruktør. Han ved, at skuespillere er bedst, når de er trygge og har en skarp ramme. Inden en scene kunne han finde på at sige til mig: ”Der kommer et rumskib, så kommer du ud, så sker der det og det, og så siger du din replik.” Jeg troede, at jeg skulle give enormt mange bud: ”Kunne man ikke komme ind ad døren på den her måde? Eller hvad nu, hvis jeg siger det over venstre skulder?” Men i virkeligheden ville han bare have mig til at sige mine replikker. Bare vær, som du er, jeg skal nok stå for resten, sagde han. ”Just say your lines.” Det var jo et vildt møde, når jeg tænker over det: en dinosaur og en grønært lige der i outer space! Jeg var knaldende ny i branchen, og man tror, man kommer der og ved en masse ting.

De kaldte mig ’Matchstick’ på optagelserne. Jeg lignede en tændstik, lang og tynd i min latexdragt med mit røde, korte hår. Nogle roller føles bare helt rigtige, og med Mother fik jeg samme følelse, som jeg første gang oplevede på skolen i New York: en følelse afbare at transcendere, ikke være til stede, men bare fuldstændigt blive overtaget af noget andet. Det lyder måske lidt poltergejst-agtigt, men det er slet ikke så slemt. Det handler bare om at være til stede i de følelser, der er skrevet i manuskriptet. 

For folk, der ikke er skuespillere, kan det vel sammenlignes med … det er måske lidt morbidt, men for nylig havde min søn feberkramper, og da jeg ringede 112, snakkede med telefonvagten og gjorde, hvad hun bad om, havde jeg samme følelse: Nu træder mit jeg væk, og der kommer et handlings-jeg på banen. Der er ingen tanker, kun handling. Din rygsøjle tager over og ved fuldstændigt, hvad der skal gøres eller siges. 

SKUESPIL HANDLER FOR mig om at være i nuet. Om at være til stede med dig. Lige nu, lige her. Og reagere på, hvem du er, og hvad der sker omkring os. Jeg er fortaler for den rigtige konfrontation, at mødes rigtigt med mennesker og se, hvad der sker, i stedet for at sidde og like og hate på nettet. Derfor har jeg også slettet min Instagram-profil. I mange år sad jeg bare og sammenlignede. Og det tror jeg er rigtig skidt. Vi er forskellige, deal with it.

Du har fået en krop i det her liv, elsk den, den er, hvad den er, vær glad for den. Hvis man ikke har et selvværd af stål, er det jo svært at sidde og kigge på bikini-billeder af folk og så elske sin efterfødselskrop. Jeg ved ikke, hvem det er nemt for, men jeg vil gerne møde personen. Og så synes jeg, at det er et underligt spil, vi har accepteret: at tage selfies! Jeg var selv med på den en overgang, men det er jo mærkeligt at sidde i et offentligt rum og være meget optaget af sin egen fremtoning og tage billeder af sig selv. Det føles bare ikke autentisk for mig. Så jeg droppede at glo på det, og jeg har savnet det nul gange. Det var befriende, og det har virkelig højnet mit tilstedevær.

Mange spurgte, om det ikke var nødvendigt at være på Instagram for at få roller. For hvordan kan man overhovedet eksistere professionelt uden? Og der vil jeg bare sige, at det kan man godt. Skuespilleren Margot Robbie slettede sin Instagram, da hun havde 23 millioner følgere, det synes jeg bare er ret ballsy! Og hun fyrer den rimelig godt af alligevel. Og der er indtil videre ikke nogen, der i professionelle sammenhænge har efterspurgt min Instagram-profil, snarere tværtimod, for når man arbejder for HBO, er alt så hemmeligt, intet må slippe ud, så jeg er totalt angst for i det hele taget af have en telefon i min trailer på settet, for jeg føler, at jeg bliver skudt af en hemmelig agent, hvis bare jeg ringer til min mor.

EN LØRDAG FIK jeg en mail om, at godmorgen, sæson 3 af ’Raised by Wolves’ er blevet aflyst. Det er sådan en situation, hvor man kan prøve at vælge sine tanker. Man kan tænke: ”Vi skal flytte fra hus og hjem!” Men man kunne også tænke: ”Det er det helt rigtige, og gad vide, hvad der så sker?” Jeg var alligevel ikke herre over beslutningen. 

En dag ringede Nikolaj Arcel og spurgte, om jeg ville spille med i det her periodedrama, han skulle lave, over for blandt andre Mads Mikkelsen, baseret på Ida Jessens bog ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Jeg skulle spille Ann Barbara, en husholderske, en handlekraftig kvinde med ar på sjælen. 

Vi tog et kaffemøde, Nikolaj fortalte lidt mere om rollen, og jeg sagde bare: ”Fedt, det hele lyder rigtig godt! Du skal bare lige vide, at jeg er gravid.” Så blev han helt hvid i hovedet, og jeg tænkte: ”Satans, det går nok ikke op.” På det tidspunkt var der kun en løs plan for, hvornår den skulle optages – og så sendte han alligevel et manus. Om de rykkede tidspunktet decideret for min skyld, må du spørge ham om, men det ville jo være en god feministisk fortælling. 

DET SKREV DE

”Amanda Collin er glimrende i rollen som Marie, for så vidt at hun er vanvittigt irriterende og indsmigrende på én og samme tid. Marie gør sin i forvejen indyndende stemme endnu lysere, når hun hundser med Rasmus, og hun lytter ikke rigtig til, hvad han siger, når hun foreslår, at de skiller sig af med hans cd-samling.”

Lone Nikolajsen, Information, om ’En frygtelig kvinde’

”Salig og skræmmende som en ærkeengel leverer Collin en af de bedste præstationer på tv lige nu.”

James Poniewozik, The New York Times, om ’Raised by Wolves’

”Amanda Collin som Mother er et fremragende studie i tiltagende menneskelig følsomhed. Til at begynde med er det ægte uhyggeligt at se hendes overlæbe fæstne sig på tænderne i overmunden for at simulere et smil. Hun leder efter de rigtige følelsesudtryk som et barn berøvet sin intuition. Det er fascinerende at se, hvordan hendes følelser finder spontane udtryk, alt som hendes interaktion med Father og børnene udvikler hendes kunstige emotionalitet. Det er en stærk og ret så komisk begavet præstation.”

Ralf Christensen, Information, om ’Raised by Wolves’

Filmen optog vi, efter jeg havde født. Min søn var fem måneder, da vi gik i gang, og planen var, at han kunne være med på optagelser det meste af tiden. Jeg tænkte, at det skal nok gå. Så fik jeg en skydeplan en uge inden, vi skulle i gang, hvor der stod, at de første to uger var natoptagelse. Fuck, det havde jeg lige glemt at tænke på! Der var det heldigt at have ammehjerne, for så kan man ikke rigtig tænke eller nå at bekymre sig om den slags. Og vi løste det. Min mand tog min søn, og jeg pumpede ud. At være dér i livet, hvor ens baby tvinger én til at være i nuet, viste sig faktisk at være en kæmpe gave til min karakter, der ikke bekymrer sig så meget om fortid og fremtid. Hun er rigtig meget i nuet og får det til at fungere. 

Hvis man lader sig påvirke af sin usikkerhed, kommer man hurtigt op i hovedet, og det er det kedeligste sted at være som skuespiller. Da jeg skulle spille Ann Barbara ude på den jyske hede, hvor dem, der ser filmen, skal tro på, at vi er ved at dø af sult, er det røv og nøgler, hvis jeg står og tænker: ”Ej, hvor er jeg dårlig”, eller ”Hvorfor sagde jeg det på den måde?” Det er jo tanker, der ikke er til stede i 1756 i Ann Barbara. 

Jeg har set masser af periodedramaer, men altid tænkt, at de folk, der levede dengang i fortiden, var anderledes. Dem med parykker og store kjoler, de måtte også have haft et andet indre liv, fordi det var en anden tid. Men pludselig, da jeg skulle spille Ann Barbara, gik det op for mig, at de må have haft det præcis som i dag, omstændighederne har bare været anderledes. Jeg ved godt, at det lyder superbanalt og sikkert som noget, alle andre har vidst i tusind år, men for mig var det virkelig sådan: Guuud, måske havde hun også nogle universelle kvindelige længsler? Hvordan er hendes forhold til lyst, sex, kærlighed, frihed?

JEG HAR MIN kærlighed til mig selv, min mand og mine børn. Og jeg tror, at det er vigtigt i den rækkefølge, ellers er man ikke for alvor i stand til at tage imod. Hvis man har et filter, fordi der er noget, man hader ved sig selv, misser man noget kærlighed, der bliver givet til én: ”Ej, hvor ser du godt ud.” Hvis du synes, at du har en grim krop, tager du ikke lige imod dén kærlighed. For mig har det været et meget stort arbejde at nå dertil, hvor jeg taler pænt til mig selv.

I ’Bastarden’ har Mads Mikkelsens karakter et meget tydeligt defineret mål, han for alt i verden vil nå, en meget konkret drøm, og i jagten på den risikerer han at miste alt det, der virkelig betyder noget her i livet. Selv har jeg ikke nogen konkret drøm, og jeg synes, at det er bedst sådan. Hvis jeg ikke har nogen forventninger, kan jeg ikke blive skuffet, så er jeg bare sindssygt privilegeret, og så føles hver rolle som en gave. Det lyder måske som en beskyttelse for ikke at blive skuffet, men når man lykkes med at se det på den måde, er det komplet modsat. Så er det gaveregn på minutbasis.

Hvis det eneste, man drømmer om, er at vinde en Oscar, så er hver dag jo bare endnu en dag, hvor man ikke vinder en Oscar. Samtidig har jeg det sådan, når jeg kigger på mine to børn, at jeg har vundet, jeg har fået min Oscar, jeg har faktisk to. To levende statuetter, der er så søde og også irriterende og alt muligt andet, men jeg har vundet i livet. Og sådan kan jeg også få det af at kigge på en sky. Og så er en film jo bare en film. Det tager virkelig toppen af præstations­angsten. Jo mere jeg er i stand til ikke at have en drøm eller en definition af, hvad der skal ske, jo mere er jeg i stand til fuldstændigt at udslette mig selv og min idé om, hvem jeg er som skuespiller. Det er ægte frihed, så kan man fucking spille alt.

Hjerteklappen er udlånt fra en gris, hofterne er af titanium, og hænderne har mistet fordums kræfter. Men ingen skavanker kan forhindre 77-årige Lisbet Dahl i at gå på scenen og få publikum til at grine – sådan som hun har gjort hele sit liv.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, PR

ENTEN HAR MAN HUMOREN, eller også har man den ikke. Det var i hvert fald sådan, jeg inddelte mine folkeskolelærere: hvem jeg kunne få til at grine – og hvem jeg ikke kunne. De sjove af dem fortalte jeg vittigheder, og en dag, hvor jeg havde gjort hr. Kofod syg af grin, sagde han: ”Du er så morsom, at jeg bliver nødt til at adoptere dig.” Da jeg gik hjem og fortalte min mor (skuespiller Toni Biering, red.), hvad den flotte, blonde lærer i slutningen af tyverne havde sagt, kiggede hun på mig og sagde: ”Sig til ham, at det må han gerne. Men jeg følger med.” Da jeg sagde det til hr. Kofod, blev han helt rød i hovedet.

Min mor var blevet skilt fra min far (teaterinspektør Helge Dahl, red.), da jeg var fem år gammel. Vi boede i Nordvestkvarteret i København, og jeg gik i skole på Nørrebro. I 1952 blev min mor gift på ny med skuespilleren Poul Thomsen, og senere flyttede vi til Aalborg, hvor han og min mor lejede sig ind på Lille Scene i Aalborghallen og spillede forestillinger. Jeg kom i skole på Ryesgade Skole, en håbløst gammeldags skole med kæft, trit og retning, hvor man blev sat uden for døren og sendt op til rektor, hvis man kom for sent. 

I håndarbejde skulle vi sy i takt: Ned i stoffet, træk igennem, op med nålen og ned i stoffet igen. Læreren sad og dikterede, og jeg syntes, det var rædsomt. Heldigvis gik der kun et halvt år, før vi flyttede tilbage til København, og jeg kom tilbage til mine gamle kammerater. Men skolen kedede mig stadig. Jeg læste vel lektier fem gange på 10 år i alt.

En helt ung Lisbet Dahl som ballerina.

I DET HELE TAGET var jeg nok ikke til at holde ud som teenager. Jeg husker, at min mor engang blev så vred på mig, at hun løb efter mig gennem stuen med en bøjle, selvom hun ikke havde for vane at slå. I 10. klasse kom jeg i forretning og solgte dametøj inde hos hr. og fru Schiøler på Gammel Kongevej, men det var ikke noget for mig, for jeg havde længe vidst, at jeg ville være skuespiller.

I skoleferierne var jeg med både min mor og min far på turné. Jeg sad i kulissen og så skuespillerne optræde, og vi rejste fra by til by og fra hotel til hotel i en bus med alle teaterdekorationerne rullet sammen og spændt fast på taget. Jeg husker at have stået i kulissen og set min mor synge i Helsingør Revyen, da jeg ikke var mere end fem, og jeg kom til at gå lidt for langt ind på scenen. Pludselig var det mig, publikum kiggede på, og en af min mors kolleger måtte trække mig væk.

Efter 10. klasse kom jeg i lære hos Søren Weiss (skuespiller fra Det Kongelige Teater, red.) i København. 3-4 måneder senere sagde han pludselig en dag, at han syntes, jeg skulle gå til optagelsesprøve. Han ville have mig ind på Det Kongelige Teater. Men jeg ville hellere til Aalborg, for de havde Karen Marie Løwert som direktør, og de fik gode anmeldelser for deres forestillinger. Aalborg Teater tiltrak skuespillere hele vejen fra København, og jeg syntes, det var sejt. I 1965 blev jeg optaget i første forsøg, og jeg havde en fantastisk tid deroppe, hvor jeg blandt andet spillede Pippi Langstrømpe og Ophelia i ’Hamlet’.

Debuterende Pippi.

JEG FIK MIN DEBUT som revyskuespiller på Rottefælden i Svendborg i 1972. Med det samme følte jeg mig hjemme. Jeg har altid elsket at underholde, og revyen passede godt til mit temperament. Jeg nød at arbejde med tempoet og timingen, og især det sidste er vigtigt, når man står på en scene og skal få publikum til at grine. Nogle gange rammer man den fra første replik, og så kan man ride på latterbølgen hele aftenen. Andre gange er humøret hos publikum der ikke fra start, og så skal der arbejdes hårdt, måske et par numre eller tre eller fire. Men så pludselig er den der.

En aften i 1973 sad Preben Kaas nede i salen og så mig optræde. Vi kendte hinanden lidt fra Aalborg Teater, og efter forestillingen gik jeg ned og spurgte, om ikke jeg skulle i Cirkusrevyen, hvor han var direktør. Det lød som en god idé, syntes han. Nogle gange skal man huske selv at spørge om tingene. Det er ikke alt, der kommer af sig selv.

Året efter, i 1974, stod jeg pludselig på scenen med nogle af de største stjerner herhjemme. Dirch Passer, Malene Schwartz, Poul Bundgaard og alle de andre. Jeg havde aldrig spillet for så stor en sal før, og jeg lærte at finde den rette balance. Det handlede om hverken at spille for voldsomt eller for blidt. Spiller du for voldsomt, griner de kun nede bagved, og spiller du for blidt, når du aldrig forbi de forreste rækker. 

Det havde været gode år for Cirkusrevyen, og salen var ofte fuld, men så, før sæsonen 1975, forlod Dirch Passer revyen. Han var en kæmpe publikumsmagnet. Billetsalget dalede, og økonomien blev presset. Preben og jeg havde i mellemtiden forelsket os og blev gift i 1977, men samme år blev han tvunget til at sælge revyen for småpenge. Vi fik børn, jeg gik derhjemme, og jeg kunne se, hvordan det gik ned ad bakke for Preben. I 1981 tog han livet af sig selv. Det var en stor sorg. Jeg lå derhjemme i sengen i et par måneder, men så tog jeg mig sammen og rejste mig igen.

Lisbeth Dahl med Preben Kaas.

I SLUTNINGEN AF 1984 blev jeg ringet op af Klaus Pagh. Han ville have mig til at instruere Tivolirevyen. Det var et godt tilbud, tænkte jeg, men da jeg spurgte min mor til råds, insisterede hun på, at jeg skulle vente: ”Der kommer noget andet, der er bedre,” forsikrede hun mig. Efter nytår ringede Klaus Pagh igen, men min mor sagde igen: ”Du skal ikke gøre det.”

Tredje og sidste gang han ringede, var i marts, netop som prøverne skulle til at starte. Jeg måtte love ham at ringe tilbage med at svar inden for en halv time. Men knap havde jeg lagt på, før telefonen ringede igen. Det var Ernst Trillingsgaard, som tilbød mig at blive instruktør på Cirkusrevyen. Jeg mærkede et dybt, rungende ’ja!’ inde i kroppen. Det var jo lige det, jeg havde drømt om, og da jeg fortalte det til min mor, svarede hun blot: ”Hvad sagde jeg?”

Endelig kunne jeg få lov til selv at bestemme. Det havde jeg jo nok haft lyst til, lige siden jeg som barn sad i teaterkulissen og tog mentale noter af, hvad skuespillerne gjorde forkert, og hvad de kunne gøre bedre. Når prøverne var ovre, gik jeg ned og fortalte dem det.

Det tog fire år, så var Cirkusrevyen en succes igen, og i 1989 var salen helt fyldt – 1.300 mennesker i alt. Jeg spillede selv med i forestillingerne sammen med blandt andre Claus Ryskjær, Kai Løvring og ikke mindst Ulf Pilgaard, som jeg havde hentet tilbage til revyen i 1986. Det er vigtigt med dygtige skuespillere, men en revy er aldrig bedre end det materiale, den er skrevet på. Jeg sorterede teksterne og sørgede for den rigtige sammensætning. Der skulle både være falde-på-halen-komedie, elegant politisk satire og plads til det grove, det skønne og det rørende. Ingen numre måtte ligne hinanden.

Verdensdame med ræv bag øret i ’De uanstændige’ (1983).

JEG HAR SPILLET med i film, i tv og på teateret, men jeg er altid vendt tilbage til revyen. I 1995 havde jeg ellers forladt Cirkusrevyen, fordi det var for hårdt både at instruere og spille, men jeg fortsatte med at optræde i Tivolirevyen og på Helsingør Revyen mellem andre roller og projekter. Tre gange prøvede Cirkusrevyen at lokke mig tilbage. Til sidst kunne jeg ikke sige nej længere og vendte tilbage i sæsonen 2002.

Revyen har ændret sig meget, siden jeg første gang trådte ind på scenen i Svendborg i 1972. Eller også er det bare tiden, der har ændret sig. Dengang satte Cirkusrevyen dagsordener. Sådan er det ikke længere, men der har været undtagelser. Som da vi i 2006, under Muhammedkrisen, genfortolkede det gamle revynummer ’Vi er alle i samme båd’. Ulf Pilgaard sang, og det trak virkelig overskrifter. Men den slags sker efterhånden sjældent. Alligevel bliver vi ved med at underholde, og vi følger også med tiden. For eksempel er numrene blevet kortere – tiden er bare ikke længere til en seks minutter lang vise, som man måske kunne slippe af sted med i 70’erne.

LISBET DAHL

Født 1946 i København. Datter af revy-skuespiller Toni Biering og skuespiller og teaterinspektør Helge Dahl.

Uddannet fra Aalborg Teater i 1967. Fra 1974 i flere perioder skuespiller ved Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken og fra 1985 også instruktør og kunstnerisk leder.

Fik filmdebut i 1974 med ’Pigen og drømmeslottet’ og har siden medvirket i en række film og tv-serier.

Forlod Cirkusrevyen i 1995, men vendte tilbage som chef i 2002. Er blandt andet kendt for sine parodier på den tyske forbundskansler Angela Merkel og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Var fra 1970 til 2000 gift med fire forskellige mænd, skuespiller Lars Høy, skuespiller og teaterdirektør Preben Kaas, lydmanden Claus Wolter og forretningsmanden Stefan Fønss. Har desuden haft et længere forhold til forfatteren Peter William Møller-Holst. Hun har fem børn.

Modtog i 2016 æresprisen ved årets Reumert-uddeling. Kåret til ridder af Dannebrog i 2000.

Kan frem til 5. august opleves i årets udgave af Tivolirevyen, hvor hun både spiller og instruerer.

Frokost i Paris med Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard, 1989.

EGENTLIG HAVDE JEG besluttet mig for, at 2022 skulle være min sidste sæson i Cirkusrevyen. Men så fik jeg coronavirus, og følgerne gjorde, at jeg måtte trække mig helt den sommer. Det var vemodigt at sige farvel, for revyen og alle folkene omkring den er blevet min anden familie. Men så stod jeg jo der i efteråret 2022 og vidste ikke, hvad jeg skulle lave efter nytår. Jeg ringede til James Price, som også lige var stoppet i Cirkusrevyen, og spurgte: 

”Nå, hvad skal vi så lave i 2023?”

”Vi kan jo lave revy i Tivoli,” svarede han.

Først grinede vi begge højt. Men da vi var færdige, sagde han – mere alvorligt – at vi jo altid kunne spørge dem, hvad de havde på programmet derinde næste år. Fem dage senere sad vi til møde med kulturchefen.

Jeg havde ikke regnet med, at få et tilbud fra Tivolirevyen igen, og det var simpelthen for fristende. Er der noget, jeg kan, så er det jo at optræde og få folk til at grine. Jeg har stået på scenen i mere end 50 år, og hvorfor skulle jeg ikke blive ved? Der er intet, der stopper mig. Selvfølgelig bliver jeg ældre, får ondt i ryggen og ondt i fingrene, men det er jo ikke noget, der forhindrer mig i at arbejde. Vi er alle sammen vokset op med, at vores forældre og bedsteforældre var gamle, når de blev 60, men sådan er det bare ikke længere. Og hvis man fejler noget, så bliver man jo bare repareret! 

Jeg er blevet opereret i ryggen for at frisætte nerveforbindelsen til benene. Jeg har fået nye hofter af titanium. Jeg har gennemgået en dobbelt bypass og fået erstattet den ene hjerteklap med reservedele fra en gris. Det hårdeste var hjertet, men hoften derimod, det var peanuts. Før jeg vidste af det, var jeg tilbage på scenen igen. Men jeg ved også, at jeg har nået en alder, hvor det kræver hårdt fysisk arbejde i månederne op til en sæson, så jeg passer min træning. Og jeg bliver nok ved med at spille, indtil kroppen ikke længere vil.

Hele sit liv har hun ventet på at slå igennem som rigtig skuespiller.
Da gennembruddet endelig kom, sprængte det alle forventningerne, og
VICKI BERLIN, der gang på gang er blevet fundet for let til dansk film, havde pludselig skudt genvej til international succes. Ud & Se gik backstage med en langsom komet og fik et smugkig til det, du ikke ser, når Hollywood fester.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ulrik Jantzen

EN AFTEN I begyndelsen af marts træder Vicki Berlin ind i garderoben på Nørrebro Teater med en økologisk svineleverpostej fra Coop stikkende op af håndtasken. 

Men hov, vent lige et øjeblik, er den 45-årige skuespiller ikke erklæret veganer? Og jo, det er hun da. Leverpostejen er skam heller ikke til hende selv, men bestikkelse til hendes hund Gustav, som i flere uger har gået deprimeret rundt derhjemme, siden dens ’far’ – Vicki Berlins mand, instruktør Nikolaj Tarp – rejste til Fredericia for at instruere en musical.

”Hvordan kan man egentlig se, at en hund er deprimeret?” spørger skuespillerkollega Amalie Lindegård med undren i stemmen fra sin plads foran spejlet, hvor hun er ved at lægge makeup til aftenens forestilling.

Det viser sig, svarer Vicki Berlin, at symptomerne ikke er stort anderledes end hos et menneske: Gustav hænger med snuden, han gider ikke gå tur, han bliver ikke længere begejstret, når det er spisetid, og om natten har han svært ved at sove (så svært, at han i nat traskede ind i stuen og blev der, fordi han ikke kunne finde ro inde i sengen sammen med Vicki Berlin, hvor han plejer at ligge).

”Min mand og jeg har lidt hver vores hund, og egentlig var Gustav min hund,” forklarer hun. Men sidste år, da parrets gamle basset hound Walter døde, ”rykkede Gustav op i hierarkiet, efter pladsen som alfahannen i huset blev ledig”, og i stedet har hun nu fået Fido, der ligesom Gustav er en ruhåret miniaturegravhund, men heldigvis ingen problemer har med at være alene hjemme med mor.

Med leverpostejen lagt på køl tager Vicki Berlin plads i sin stol og begynder at dyppe et lille falsk overskæg i alkohol for at opløse de rester af lim, der måtte være tilbage fra gårsdagens forestilling. Mens dagtimerne går hjemme i Hvidovre med hundene, tilbringer hun de fleste af sine aftener på Nørrebro Teater som Nikita ­Khrusjtjov i komedien ’Stalins død’ om intriger og magtkampe i Sovjetunionens kommunistparti i dagene efter landsfaderens bortgang.

I det begyndende forår står Vicki Berlin fem gange om ugen på scenen som den lavstammede sovjetiske politiker, en rutine, der kun afbrydes af fire dage i Los Angeles til årets oscaruddeling med filmen ’Triangle of Sadness’, så hun er som regel udmattet, når hun kommer hjem efter en forestilling. Men i aften, inden hun lægger sig i sengen hjemme i Hvidovre, skraber hun leverpostejen ud af foliebakken, serverer den for Gustav og leger lidt med ham og hans pivedyr. Og da det hjælper på humøret, får Gustav leverpostej som natmad hele den følgende uge.

I LOS ANGELES skal Vicki Berlin se sin mand for første gang i over en måned. Han ankommer til byen en dag senere end hende for at agere moralsk støtte, selvom han ikke har billet til showet og må nøjes med en visning hos filmens amerikanske distributør for alle dem, der ikke har adgang.

”Men han insisterede på at komme med alligevel,” fortæller Vicki Berlin i teatergarderoben halvanden uge før prisfesten. ”Og det ville jo også være ærgerligt at sidde herhjemme, hvis der pludselig kommer et afbud i sidste minut, og der er en plads i salen, som skal fyldes ud.”

Som indehaver af en større rolle i en film, der er nomineret i hovedkategorien ved verdens største filmpris, skulle man tro, at hendes egen invitation til oscaruddelingen var givet. Men sådan fungerer det langtfra, har Vicki Berlin erfaret. Da det blev afsløret, at ’Triangle of Sadness’ var nomineret til bedste film, antog hun begejstret, at nu skulle hun da selvfølgelig til oscaruddeling. I stedet fik hun at vide, at det var sgu ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, og så tog fanden ved hende: Hun skrev til samtlige producere på filmen (”Jeg skal med”) og satte himmel og jord i bevægelse hos distributøren for at skaffe sig en af de få billetter. Anstrengelserne bar frugt, og sammen med blandt andre danske Zlatko Burić er hun inviteret til festen.

På sin smartphone viser hun et foto af sin kjole, syet til lejligheden af den danske designer Jesper Høvring. Den er stram og i sort og guld, og i teatergarderoben diskuterer hun med sine kvindelige kolleger, hvad man mon egentlig gør, hvis man midt under showet pludselig skal på toilettet i sådan en mundering. Og hvad hvis man ikke når tilbage, inden reklamepausen er slut? Nogen egentlig konklusion når de ikke frem til, men i mellemtiden har Vicki Berlin anlagt overskæg og pudret kinderne, og nu mangler kun kostumet samt et par rekvisitter, der skal lægges klar, før teaterklokken ringer.

VICKI BERLIN

Født Vicki Jensen i 1977. Opvokset i Espergærde. Tog som voksen navnet Berlin, hendes mormors mellemnavn. Bor i Hvidovre med sin mand, instruktøren Nikolaj Tarp, og deres to hunde, Fido og Gustav.

Uddannet skuespiller fra Holbergs Film & Teaterskole. Begyndte sin karriere som standupkomiker og blev siden en del af holdet bag satireprogrammet ’Tjenesten’ på P3.

Blev i 2008 en del af Bornholmerrevyen og har siden medvirket i Nykøbing F. Revyen, Aalborg Vinterrevy, Rottefælden i Svendborg, Cirkusrevyen og Odense Sommerrevy, hvor hun har været fast inventar siden 2016. Har derudover haft få, mindre roller i danske tv-serier i 00’erne og siden 2021 turneret med sit eget show, ’Småt brændbart’, sammen med skuespiller Rasmus Krogsgaard. I dette forår har hun desuden medvirket i ’Stalins død’ på Nørrebro Teater.

Debuterede som filmskuespiller i 2022 med ’Triangle of Sadness’, skrevet og instrueret af svenske Ruben Östlund. Filmen vandt Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes og blev nomineret til Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Manuskript ved dette års oscaruddeling.

PÅ NØRREBRO TEATERS scene viser Vicki Berlins absolutte komikgehør sig fra første replik. Med en usvigelig timing, opbygget og forfinet gennem år på de danske revyscener, rider hun på publikums reaktioner gennem ’Stalins død’, fornemmer latteren bølge op og ned, ved, hvornår det er tid til at trykke på speederen, og, lige så vigtigt, hvornår der skal trædes på bremsen.

Det handler om aldrig at miste fornemmelsen for publikum. Er de veloplagte i dag, eller er de lidt sløve og kræver et kærligt los i røven? Ikke to forestillinger er ens, og hver gang Vicki Berlin træder ind på en scene, om det er på stenbroen i København eller en provinsrevy i Jylland, bruger hun sin fingerspidsfornemmelse til at lodde stemningen i salen, så hun kan spille med publikum, ikke kun for dem.

Hvad færre blandt publikum vil opdage, er den ekstreme mængde forberedelse, der ligger bag selv den mindste detalje i hendes optræden. Forud for rollen som Khrusjtjov har Vicki Berlin set timevis af gamle optagelser fra tiden omkring Josef Stalins død i 1953, studeret, hvordan de sovjetiske magthavere bevæger sig, og fundet frem til, at mange af dem går og taler på samme måde, som havde de været på en form for diktatorisk lederkursus. 

Den grundighed er kendetegnende for hende, siger hendes mand Nikolaj Tarp. I sit instruktørarbejde møder han af og til skuespillere, der fortæller, at denne gang har de været ekstra grundige og læst manuskriptet 40-50 gange, men som regel laver Vicki Berlin dobbelt så mange gennemlæsninger, inden hun møder op til prøverne på en forestilling.

”Jeg tror, at jeg kan stort set alle hendes replikker og monologer,” siger han, så smilet næsten trænger hele vejen ud gennem telefonen. ”Og det er kun, fordi jeg er blevet trukket igennem dem så uendeligt mange gange derhjemme.”

Vicki Berlins benhårde arbejde og hendes særlige blik for den lille, humoristiske detalje, som at tage små karaktertræk hos en person og forstørre dem, har gjort hende til et af Danmarks mest driftssikre komiske talenter. Hun slog igennem i DR-satireprogrammet ’Tjenesten’, og selvom det var hendes deltagelse i ’Vild med dans’, der i 2007 for alvor gjorde hende landskendt, har hun spillet, charmeret og joket sig ind på danskernes nethinde, revy efter revy, replik efter replik. Men det har også haft den uheldige bivirkning, at hun er gledet så langt ned i den kasse, hvor der står komiker og revyskuespiller – ”der er ikke noget, der hedder revyskuespiller, vi er alle skuespillere”, mener hun – at det er blevet svært at bryde ud. Og selvom hun elsker komedien, elsker at modtage publikums vanedannende latterbrøl og stadig optræder på Odense Sommerrevy hvert år, har hun altid drømt om også at bruge resten af sit repertoire som skuespiller. Men i den danske filmbranche har de gang på gang sagt nej til den korthårede blonde skuespiller.

Der skulle gå hele 26 år af hendes karriere, og hun nåede da nok at tænke en gang eller to, at chancen måske aldrig ville komme. Men så blev hun castet til den svenske stjerneinstruktør Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, og da den sidste år vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, kom gennembruddet med større gennemslagskraft, end hun nogensinde havde turdet håbe på.

Efterfølgende kunne Vicki Berlin pludselig læse om sig selv, at hun havde gjort kometkarriere. Men hvis hun var en komet, tænkte hun, så måtte hun da være den langsomste komet i verden.

”Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

I ’TRIANGLE OF SADNESS’ spiller Vicki Berlin chefstewardessen Paula, der om bord på en luksusyacht forgæves forsøger at holde styr på både rige, privilegerede passagerer og en fordrukken kaptajn (Woody Harrelson), som nægter at forlade sin kahyt. Filmen, der er både skrevet og instrueret af Ruben Östlund, er hendes første internationale rolle, og til trods for at den genremæssigt nok bedst kan betegnes som sort satire, er der langt til de revyroller, hun ellers har brugt det meste af sin karriere på at spille.

Ikke fordi Vicki Berlin ikke har forsøgt at komme til at spille drama, det skal guderne vide. Men da casteren Tanja Grunwald ringede til hende i sommeren 2018 og opfordrede hende til at gå til casting på ’Triangle of Sadness’, havde Vicki Berlin ikke hørt fra hende i seks år. Desuden var hun midt i opløbet til Menstrup Revyen på Sydsjælland, og hun havde i øvrigt – indrømmer hun lidt skamfuldt i dag – slet ingen anelse om, hvem Ruben Östlund var.

”Jeg ringede til min mand, som har meget bedre styr på den slags end mig,” fortæller hun. ”Og da han fik at vide, hvem instruktøren var, sagde han: ’Tager du pis på mig? Kan du så få din røv til den casting, lige nu!’”

Tanja Grunwald havde udset sig Vicki Berlin, fortæller hun i telefonen, ”fordi hun har en skarphed over sig, både på grund af sit udseende med det korte, lyse hår og hendes personlighed. Hun er sjov, men hun har også autoritet, og da jeg læste oplægget til rollen som Paula, tænkte jeg, at den kunne Vicki lave et sjovt bud på.”

Forud for castingen havde Vicki Berlin fået udleveret tre tætskrevne sider på engelsk, som hun nåede at memorere både forlæns og baglæns, inden hun mødte op på castingkontoret ved Nørreport. Her var det til hendes overraskelse ikke en caster, men Ruben Östlund selv der tog imod. I rollebeskrivelsen stod, at hendes karakter var 25 år, så det var ikke med store forhåbninger, at den dengang 39-årige skuespiller fremførte sin forberedte tekst to gange, improviserede 4-5 scener og fik taget en form for mugshot. Men da Östlund kiggede ind i kameralinsen, overhørte hun ham pludselig hviske for sig selv: ”Der er hun jo.”

VICKI BERLIN GIK opløftet derfra. Men i lang tid efter castingen hørte hun intet.

”Der gik jo flere måneder, og så begyndte jeg at tænke: Fuck, sagde han det rent faktisk? Eller var det bare noget, jeg havde bildt mig selv ind? Jeg har været til mange castings, hvor de har glemt at afmelde alle dem, som ikke fik rollen, så da jeg kontaktede Tanja første gang, tænkte jeg, at de nok allerede havde fundet en anden. Men hun svarede: ’Nej nej, du er på shortlisten.’ Og pludselig begyndte jeg at tænke: Kan det her virkelig ske?”

Yderligere to måneder passerede uden et svar, og da Vicki Berlin i mellemtiden var blevet tilbudt en revyrolle, som lå lige midt i optagelserne til ’Triangle of Sadness’, valgte hun igen at ringe til Tanja Grunwald.

”Jeg var jo bange for at presse dem så meget, at de helt ville droppe mig,” husker hun. ”Men samtidig stod jeg med en revy, der skulle til at trykke plakater, og jeg syntes, det ville være tarveligt at bruge deres tid og penge for så at springe fra. Til sidst sagde de, at de ville give mig svar den følgende fredag, så jeg stod tidligt op og re­freshede min indbakke igen og igen, men intet skete. Så ringede Tanja pludselig: ’Du har fucking fået rollen,’ udbrød hun. Og så begyndte jeg bare at hyle.”

Det viste sig senere, at valget til sidst havde stået mellem Vicki Berlin og amerikanske Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen i HBO-hitserien ’The Handmaid’s Tale’, og at Ruben Östlund havde valgt danskeren foran den amerikanske stjerne – og i øvrigt skrevet rollen om, så den passede til en lidt ældre skuespiller.

”Men det værste var,” siger Vicki Berlin, ”at selv da jeg fik rollen, ville min hjerne ikke tro på det. Så jeg gik hele tiden og frygtede, at nu ringer de og siger: ’Vi har fundet en anden.’ Og selv da jeg gik i gang med at forhandle kontrakt, var jeg bange for at presse så meget på, at de sagde: ’Glem det.’ Og selv da jeg havde skrevet under på kontrakten, var jeg bange, fordi jeg havde hørt om ham skuespilleren, der var blevet kasseret til hovedrollen i ’Tilbage til fremtiden’, fordi producerne fandt ud af, at de hellere ville have Michael J. Fox.”

DET SIGER DE OM VICKI I
Tanja Grunwald, caster på ’Triangle of Sadness’

”Jeg castede også Claes Bang til ’The Square’, og han og Vicki har det til fælles, at de begge har haft lidt svært ved at få hul igennem herhjemme. Vicki har måske været lidt stigmatiseret i branchen på grund af hendes standup og hendes mange revyroller.

Fordelen ved en udenlandsk instruktør som Ruben (Östlund, red.) er, at han ser på dem med friske øjne. Han kiggede kun på Vickis kvaliteter i forhold til den rolle, hun skulle spille. Han er også et stort nok instruktørnavn til, at han kan tillade sig – og har råd til – at være ligeglad med, om en skuespiller er et stort navn. Nogle gange foretrækker han faktisk folk, som er lidt mere grønne, for så kan han bedre forme dem, og han kører dem benhårdt på optagelserne.

Ruben bliver også inspireret af dem, han caster, og i Vickis tilfælde skrev han rollen op, så den kom til at fylde mere end oprindeligt. Mit indtryk er, at Vicki mødte ekstremt velforberedt op til castingen, og selvom der gik lang tid, og hun ringede flere gange, havde jeg en god fornemmelse. Hun var bare den helt rigtige til rollen, selvom der var andre, større navne i spil. Til den danske biografpremiere kan jeg huske, at Vicki takkede Ruben og sagde noget i retning af: ’Tusind tak for, at jeg fik rollen for det, jeg kan, og ikke for den, jeg er.’”

SELV DA HUN mødte op på filmsettet i Grækenland, hvor størstedelen af ’Triangle of Sadness’ er optaget, havde usikkerheden ikke sluppet sit greb om Vicki Berlin. Om aftenen, når dagens optagelser var slut, lå hun på sit hotelværelse og forestillede sig, at producerne om lidt ville komme og banke på for at fortælle hende, at nej, desværre, det gik altså ikke alligevel. Nervøsiteten blev ikke just mindre af, at Ruben Östlund er en meget krævende instruktør, som gerne tager samtlige scener om adskillige gange.

En enkelt scene krævede 70 takes, husker Vicki Berlin, og til sidst var hun ved at blive bims. Men selvom optagelserne var hårdere end noget, hun havde prøvet før, var det også ekstremt lærerigt, og hun kom godt ud af det med sin veganske åndsfælle Woody Harrelson, der havde sin egen private kok med på settet og inviterede Vicki Berlin til at spise. 

”Jeg rykkede mig timileskridt som skuespiller,” siger hun, så da hun igen landede i Danmark, færdig med at filme, skulle man tro, at nu måtte hun da langt om længe føle sig sikker. Men nej, det fortsatte bare:

”Jeg frygtede, at min rolle ville blive klippet ned og nærmest helt ud af filmen,” siger hun. ”Så det var en stor overraskelse, da jeg til verdenspremieren i Cannes så filmen for første gang og opdagede, at min rolle næsten var blevet gjort større. Og så kom alle de begejstrede anmeldelser.

Jeg havde jo gået og forberedt mig mentalt på at få tæsk for den her rolle, men i stedet vandt filmen Guldpalmen, og alle var helt oppe at ringe.”

Hvorfor kunne du ikke slippe usikkerheden?

”Fordi sådan noget her aldrig sker for mig. Jeg er 45 år, og jeg har altid været nummer to. Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

SIDEN HUN VAR 10 år gammel, har Vicki Berlin siddet klistret foran skærmen til oscaruddelingen, sent om natten dansk tid. Allerede dengang vidste hun, at hun ville være skuespiller. Hun elskede at optræde for sine forældre og sine to søskende eller sætte forestillinger op med små, blå smølfefigurer ude i haven i Espergærde, og i skolen var det ofte hende, der underholdt med sine parodier på lærerne.

Vicki Berlins mor var først hjemmegående, senere stod hun i skranken på biblioteket, mens hendes far arbejdede for elektronikfirmaet Brüel & Kjær i Nærum. Det var ikke en familie med mange penge og råd til charterferier, så i stedet tog de færgen til Bornholm og deltes fem mennesker om en firemandskahyt.

I det hele taget lærte Vicki Berlin at spare op, gøre sig umage og arbejde hårdt, og i skolen var hun flittig, pligtopfyldende og perfektionistisk, i hvert fald indtil teenageårene. Ikke fordi hun havde noget, der bare mindede om et ungdomsoprør (tværtimod fortryder Vicki Berlin i dag, at hun ikke ”var lidt mere rebelsk”), men fordi hendes fokus flyttede sig til teaterstykkerne på Espergærde Ungdomsskole. Teateret gjorde hende lykkelig, og hun var dygtig og fik store roller, blandt andet som kaninen i ’Alice i eventyrland’ og prinsessen i ’Klods Hans’.

Det lå lige for, at Vicki Berlin skulle søge ind på Statens Teaterskole som 18-årig. Men det blev også hendes første møde med den seriøse skuespilverdens uigennemtrængelige mur.

Til optagelsesprøverne var hun rystende nervøs, og bedre blev det ikke, da hun gik op for tredje, fjerde og femte gang, men igen-igen fik et nej tak. Efter en overgang at have overvejet, om hun skulle noget helt andet, måske være astronom eller blomsterbinder, droppede hun drømmen om Statens Teaterskole og søgte ind på den private film- og teaterskole Holberg på Frederiksberg.

”Jeg betalte det hele selv med penge, jeg havde sparet op, for jeg kunne ikke få SU. Om dagen læste jeg, og om aftenen arbejdede jeg som billetkontrollør på Betty Nansen og på Edison Teatret. Holberg var en fantastisk skole, hvor jeg rykkede mig virkelig meget,” siger hun.

Men alligevel var der ingen job til hende, da hun blev færdig i 2000. På teatrene rynkede de bare på næsen, når hun fortalte, hvor hun var uddannet. Havde man ikke gået på Statens Teaterskole, var man jo altså ikke rigtig skuespiller.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

I 2002 STILLEDE Vicki Berlin op til DM i standup og fik en tredjeplads. Hun havde altid været god til at få folk til at grine, og at blive betalt for at stå på en scene og fortælle jokes var jo alt andet lige bedre end at sælge billetter på Betty Nansen Teatret og vaske trapper i weekenderne. Men hun fandt sig aldrig til rette i det mandsdominerede miljø, hvor hun skulle finde en grimasse til ”FISSE!”-tilråb fra publikum, og hvad der ellers hørte med til at være kvinde og standupper i starten af 00’erne.

”Men selvom jeg syntes, at det var et par hårde år, lærte jeg rigtig meget om timing, som jeg stadig bruger, når jeg går på scenen i dag,” siger Vicki Berlin.

I miljøet mødte hun Michael ’MC’ Christiansen, og han kunne godt se, at hun ikke trivedes på standup-scenen, men også, at hun fandt sig bedre til rette, da hun i 2004 blev hyret som skuespiller og satireforfatter på ’Gintbergs store aften’ på TV 2 Zulu og på ’Tjenesten’ på P3, hvor de to sammen skrev sketches, da radioprogrammet blev til en satireserie på DR2.

”Både Vicki og jeg havde et højt ambitionsniveau, og vi arbejdede mange, mange timer for at være sikre på, at det materiale, vi præsenterede på tv, var så godt, som det overhovedet kunne blive,” siger han.

Sideløbende sendte Vicki Berlin sit cv af sted til snart sagt alt og alle i dansk film, selv bittesmå kortfilm, og da ingen sagde ja, forsøgte hun sig siden på landets revyer, også her uden succes. Men da Bornholmerrevyen i 2008 fik ny instruktør, ringede Martin Miehe-Renard. Han havde set hende i ’Tjenesten’ og ville høre, om hun mon kunne være interesseret i at spille revy. I sit svar efterlod Vicki Berlin ingen tvivl: 

”Ja, for helvede!”

DET SIGER DE OM VICKI II
Nikolaj Tarp, instruktør og ægtefælle

”Første gang jeg så Vicki, var 4. juli 2007. Jeg havde været på Roskilde Festival for at afholde en filmquiz og tog direkte til et møde i DR Byen om sæson to af ’Tjenesten’ på tv, hvor de manglede en instruktør. Jeg væltede ind ad døren i mit tarvelige festivaltøj, og jeg kan nærmest huske dødsangsten i øjnene på Vicki og de andre, da de så mig. Heldigvis tog de det meget pænt, og allerede ved det første møde fornemmede jeg Vickis seriøsitet, dedikation og hårde arbejde – ’dav, godt at møde dig’, og så var det bare lige til sagen. Det tog seks måneder at optage sæsonen, og da den var færdigindspillet, begyndte vi at tale om, at vi måske også skulle prøve at se mere til hinanden privat. Vi blev kærester i starten af 2008, og så friede jeg til hende fem måneder senere.

Det er fantastisk at se hende få sin fortjente anerkendelse efter ’Triangle of Sadness’. Hun har brugt utroligt meget tid og mange kræfter på at nå dertil, hvor hun er i dag. Derfor er det også lidt mærkeligt, når folk siger, at hun pludselig har fået sit gennembrud. Det minder mig om et gammelt interview med Jim Carrey, hvor han fortalte, at da han slog igennem som skuespiller i midten af 90’erne, sagde folk til ham, at han kom ud af det blå. Men han havde jo knoklet på stand­upscenerne i Canada og på tv i 15 år – det var der bare ingen, der for alvor havde bemærket.”

VICKI BERLIN LUKKER øjnene, tager en dyb indånding, suger luften helt ned i maven og puster den ud igen. Så skubber hun følelsen af udmattelse i baggrunden, træder ud af kulissen og ind foran publikum på ny.

Det gentager sig flere gange i løbet af aftenens scene- og kostumeskift. Mindre end halvandet døgn er gået siden oscaruddelingen, hvor holdet bag ’Triangle of Sadness’ måtte se ’Everything Everywhere All at Once’ løbe med prisen som bedste film, og hun er allerede tilbage i rollen som Khrusjtjov på Nørrebro Teater. To uger efter vores første møde i garderoben og kun fire timer fra hun landede i lufthavnen efter at have fløjet i 12 timer direkte fra Los Angeles til København for at nå forestillingen. Med sig hjem fra USA har hun taget ikke bare en massiv omgang jetlag på grund af ni timers tidsforskel, men også en virus, som betyder, at hun må dosere sin stemme sparsomt for ikke at miste den allerede i løbet af første akt.

Det kræver en ekstra energiudladning at spille, når man er træt, fortæller Vicki Berlin senere. Denne aften må hun grave dybt, for på scenen er der i hendes verden ingen undskyldning: Hun insisterer på, at publikum skal have den samme oplevelse for deres entrépenge hver eneste aften.

”Puha,” siger hun, stadig i søvnunderskud trods et solidt indtag af importeret amerikansk håndkøbs-melatonin, da hun to dage og endnu en forestilling senere træder ind på den veganske Bistro Verde i Indre København iført lyserøde Dr. Martens-støvler og matchende jakke.

”Den var godt nok hård at komme igennem.”

I Los Angeles landede Vicki Berlin to dage før selve oscaruddelingen og gik ud som et lys på sit hotel om aftenen efter en middag med Det Svenske Filminstitut. Således vågnede hun relativt frisk og veludhvilet om lørdagen, endnu uanende om den forkølelses­virus, hun snart ville samle op, med planer om at tilbringe formiddagen i en såkaldt luxury lounge i Hollywood. Hendes nye, internationale agent havde arrangeret besøget, og hvad det egentlig gik ud på, vidste Vicki Berlin ikke, før hun trådte ud af taxaen og ind på et hotel, hvor hun blev mødt af en receptionist med et clipboard med teksten: ”Vicki Berlin, ’Triangle of Sadness’, 3 nominations.” 

Herfra må hun hellere selv forklare:

”Min ledsager hed Ava, og i hænderne havde hun en stor, sort taske. Sammen gik vi rundt i en kæmpe foyer med forskellige boder. Ved den første sagde hun: ’Yes, I have Vicki Berlin for you, here’s your sunglasses.’ Så fortalte personen i boden lidt om solbrillerne, jeg tog dem på og fik taget et billede, og så røg de ellers ned i tasken og videre til næste bod. Jeg fik øreringe, halskæder, cremer, makeup, et par massagebriller, en hårtrimmer, som jeg ikke engang ved, om jeg kan bruge, fordi den kun passer til amerikanske stikkontakter, en rejse til Afrika og en rejse til Caribien, og jeg måtte sige nej til både en grill og et grydesæt, for hvordan skulle jeg nogensinde få det med mig hjem til Danmark? Imens blev jeg introduceret til højre og venstre til andre skuespillere og filmfolk, som også gik rundt med hver deres personlige assistent og sorte tasker, der bare voksede og voksede. Det var fuldstændig vanvittigt. 

Bagefter måtte jeg slæbe min grandioso taske med mig ud i en taxa og videre til frokost med Det Danske Filminstitut. Her mødte jeg Zlatko (Burić, red.), som gloede undrende på mig, der kom slæbende med min kæmpe taske, og spurgte: ’Vicki, hvad laver du med den der?’ Jeg svarede, at jeg havde været i luxury lounge uden at ane, hvad jeg havde sagt ja til, og at jeg havde fået kastet gaver i nakken. Zlatkos agent stod ved siden af og sagde: ’Ja, det var du også inviteret til, men jeg sagde nej’, hvortil Zlatko udbrød: ’Hvad!? Sagde du nej, din idiot?’ Heldigvis for ham var der også gaver, da vi om aftenen tog videre til den traditionelle Night before Oscars-fest: Jeg fik chokolade og en jakke, og jeg fandt ud af, at Ruben (Östlund, red.) havde medbragt en hel ekstra kuffert kun til at kunne fragte alle sine gaver med hjem. What the fuck?

DAGEN EFTER, til selve oscaruddelingen, fik Vicki Berlin sig til gengæld en mindre skuffelse. For det første var løberen slet ikke rød, men champagnefarvet og lignede et billigt tæppe fra IKEA, og for det andet så det legendariske Dolby Theatre i Hollywood overhovedet ikke ud som i de storslåede transmissioner, hun kendte fra tv.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

Teaterfoyeren var gammel og slidt, gulvtæppet var plettet, og på vej ind til sin plads i salen mærkede Vicki Berlin noget trække i kjoleslæbet. Da hun vendte sig om, viste det sig, at et gulvbræt havde løsnet sig og sat sig fast i hendes kjole. En mand fra personalet kom stormende, fik bakset brættet fri og forsøgte at montere det på gulvet igen med en hammer og lidt gaffatape. Nå ja, i det mindste havde holdet fra ’Triangle of Sadness’ gode pladser, på en balkon lige i kameravinklen og med fuldt udsyn til scenen, og Vicki Berlin havde drukket så tilpas lidt væske, at hun klarede sig gennem alle showets fire timer uden at skulle på toilettet. Det var til gengæld ikke alle hendes medskuespillere, der kunne holde sig, og så blev hendes sidemand fluks erstattet af en såkaldt seat filler – der bliver betalt for at klæde sig pænt på og sætte sig, så der ikke er tomme pladser i tv – frem til næste reklamepause.

DET SIGER DE OM VICKI III
Rasmus Krogsgaard, skuespiller og ven

”Vicki og jeg arbejdede sammen første gang på Nykøbing F. Revyen i 2012, hvor vi hurtigt fandt ud af, at vi har den samme høje arbejdsdisciplin, og at vi begge er grundige i en grad, så det af og til kan være irriterende for vores omgivelser. Under prøverne gik vi meget tidligt i gang med at lære ting udenad, og det kunne måske være lidt provokerende at møde op og have smidt manuskriptet, lang tid før man egentlig behøvede.

Jeg bemærkede med det samme, at Vicki har funny bones. Hun er virkelig god til både med sit kropssprog, sin mimik og sin generelle fremtoning at være sjov, helt instinktivt. Det kommer naturligt for hende, lidt som det gjorde for Dirch Passer, der bare kunne skære et ansigt, og så grinede folk med det samme.

I flere år lavede vi Aalborg Vinterrevy sammen. Da det i 2018 blev besluttet, at den skulle lukke, kiggede vi på hinanden og besluttede os for at lave vores eget show. Det blev til ’Småt brændbart’, et personligt comedyshow med musik og sang, en slags rodekasse med alle de ting, som ikke passer ind andre steder. Vi lavede en række testshows i vinteren 2019, og i 2021 tog vi på turné i 30 byer. Jeg synes, at det projekt siger noget om Vickis ustoppelige kreative flow. Hvis der ikke lige er noget andet i kalenderen, fylder hun den automatisk op.”

PÅ BISTRO VERDE har jetlaggen ikke dæmpet Vicki Berlins fortællelyst, men inde bagved er hun mærket, ikke bare af flyveturen fra Los Angeles, men af et program, der siden årets begyndelse har været så tætpakket, at hendes krop efterhånden er begyndt at sige fra. Siden januar har hun haft først intensive prøver og siden forestillinger på Nørrebro Teater sideløbende med adskillige interviews, kjole-fittings og andre forberedelser til oscaruddelingen, og om fire dage begynder nye prøver på Odense Sommerrevy på Fyn, mens hun stadig spiller ’Stalins død’ i København.

Da jeg forud for vores møde beder hende om mere tid til at lave dette portræt, fornemmer jeg på hendes svar, at jeg måske er ved at presse hende mere, end godt er. Vicki Berlin har, modsat mange andre danske skuespillere med arbejde nok til at fylde kalenderen, ingen manager ansat til at tage sig af forespørgsler og sige fra på hendes vegne (”så rig bliver man altså heller ikke af at spille chefstewardesse i ’Triangle of Sadness’,” bemærker hun tørt). Og måske har hun også lidt svært ved at sige nej, fordi det ligger til hende, at hun gerne vil please alle.

Vicki Berlins stræbsomme og pligtopfyldende natur har givet hende et drive som få, og uanset om man taler med hendes mand, medskuespillere eller gamle kolleger fra ’Tjenesten’, fremhæver de hendes enorme arbejdsomhed som en styrke. Men Nikolaj Tarp siger også, at hun af og til lægger så stort et pres på sig selv, at hun risikerer at køre sig selv ud over scenekanten, hvis ikke hun passer på.

Er det bagsiden ved at være perfektionist, spørger jeg hende.

”Perfektionisme er fint til et vist punkt, men det kan også blive for meget, og det har det virkelig været for mig nogle gange, fordi jeg aldrig synes, at jeg er god nok. Der er altid noget, der kan blive bedre, og jeg tror ikke, at det er givende altid at have det sådan, for så ender man med at gå og slå sig selv i hovedet. Det er svært, når jeg lige er landet fra Los Angeles og næsten har mistet min stemme, og en af mine kolleger siger, at jeg må tage den lidt på halvt blus, men det kan jeg bare ikke.”

I DANSK FILM og teater findes et fænomen, der bliver kaldt ’Dirch Passer-syndromet’. I 1961 skulle den danske revystjerne spille karrierens eneste seriøse teaterrolle som den lettere tilbagestående Lennie i ’Mus og mænd’ af John Steinbeck på ABC Teatret på Frederiksberg. Men Dirch Passers image som gudbenådet komiker havde sat sig så godt fast i befolkningen, at publikum brød ud i latter, så snart han trådte ind på scenen, til trods for at det var en tragisk rolle, han skulle spille. Passer tog det meget nært, fortalte medskuespiller Ove Sprogøe senere, og resten af sit liv afslog han alle seriøse roller, han fik tilbudt. 

Adskillige danske komikere og revyskuespillere har gennem årene grebet til netop den anekdote, når de skulle forklare, hvorfor de har haft svært ved at få de dramatiske roller, som de efterstræbte. Men måske er det ikke så meget publikum, som det er de danske filmproducenter, der sætter folk i bås. 

I hvert fald hvis man spørger Vicki Berlin.

”Jeg så lige den der nye tv-serie ’Agent’ (kommende TV 2-serie med blandt andre Esben Smed, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe og Dar Salim på rollelisten, red.), og det er jo lutter Tordenskjolds soldater, der er med i den. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Kom nu, der findes altså andre end Lars Ranthe derude. Der er ikke noget personligt i det, men det er pisseærgerligt, for vi er så mange dygtige skuespillere herhjemme, og det ville også give langt mere alsidighed for seerne, hvis det ikke var de samme hver eneste gang.”

Har du kæmpet med det? Været frustreret?

”Det tror jeg, at alle andre end lige de 10-15-20 skuespillere har været. Det er et kæmpe problem, og det vil Skuespillerforbundet også sige, hvis du snakker med dem. Jeg var engang til casting på en spillefilm og nåede rigtig langt, og instruktøren ville gerne have haft mig, men jeg blev fravalgt, fordi producenten ikke syntes, at jeg var kendt nok. Jeg var den bedste, men alligevel fik jeg ikke rollen. Og jeg kan jo ikke blive mere kendt, hvis ingen vil hyre mig.”

Hvad gjorde du så?

”Jamen, jeg har jo ikke bare siddet derhjemme med hænderne i skødet, og det skal heller ikke være sådan, at det er åh, så synd for mig. Så har jeg taget skeen i den anden hånd og arbejdet videre, med en revy eller med mit og Rasmus Krogsgaards show ’Småt brændbart’, som vi turnerer med. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.”

I HVIDOVRE bjæffer hundene i baggrunden, mens jeg taler i telefon med Nikolaj Tarp, der er vendt hjem fra Fredericia. Måske er det hans blotte tilstedeværelse, der gør tricket, måske var det i virkeligheden leverpostejskuren, men i hvert fald lader det til, at Gustav har fået livsglæden tilbage.

Nikolaj Tarp fortæller, at ja, han har set Vicki Berlin kæmpe med usikkerhed på grund af de mange afslag i filmbranchen. Men ifølge ham er hendes definerende træk ikke den manglende tro på sig selv, men snarere, at hun bliver ved med at knokle videre, endnu mere ærgerrigt end før.

”Vicki kan godt være lidt for hård ved sig selv, for det gælder jo for alle skuespillere og udøvende kunstnere, at vi kæmper med usikkerhed, fordi det ikke kun er vores faglighed, men også vores personlighed, der er på spil hver eneste gang,” siger han.

For Vicki Berlin har ’Triangle of Sadness’ imidlertid betydet, at stemmen, der siger, at hun ikke er god nok, nu også har fået selskab af en anden stemme, der indvender, at hun med gennembruddet har bevist, at hun har en berettigelse som rigtig skuespiller; i hvert fald for nu, indtil tvivlen igen melder sin ankomst. 

15. juni slutter Odense Sommerrevy, og derefter er Vicki Berlins kalender i skrivende stund gabende tom. Det kan synes paradoksalt på bagkant af ’Triangle of Sadness’, men endnu har ingen danske instruktører eller producenter tilbudt hende en rolle eller inviteret hende til casting. I stedet drømmer Vicki Berlin nu om Hollywood og har ansat en agent i London, som hun fik anbefalet af skuespillerkollegaen Claes Bang, der siden sit gennembrud i Ruben Östlunds ’The Square’ (2017) har haft roller i en række udenlandske film og serier.

”Jeg håber jo lidt at kunne gøre det samme som Claes,” siger hun, da vi taler om hendes fremtidsdrømme på Bistro Verde.

Foreløbig er Vicki Berlin blevet tilbudt en rolle i en tv-serie med Robert Downey Jr., men måtte takke nej, fordi optagelserne lå lige midt i ’Stalins død’. Derudover er der ikke sket så meget – ikke endnu.

”Jeg gik nok og forestillede mig, at det ville gå lidt hurtigere,” siger hun. ”Men min agent har sagt, at jeg skal være tålmodig.”

Og det prøver Vicki Berlin så, mens hun forbereder sig på, at Hollywood formentlig bliver endnu et langt, sejt træk. At der vil komme flere afslag og igen opstå tvivl og frustration undervejs. Men også med visheden om, at der skal mere til for at slå verdens langsomste komet ud af kurs.

 

Som barn og ung døjede han med lavt selvværd og manglende tiltro til egne evner. Men gode råd i morfarens lampeforretning og fem år med klovnenæse som omrejsende gøgler hjalp ham i den rigtige retning. Skuespiller Lars Mikkelsen fortæller i 13 nedslag om et liv fyldt med tvivl – og tro.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

1. BAGGÅRDE  OG HØJTLÆSNING

De første fem år af mit liv voksede jeg op på Østerbro i København, hvor jeg for det meste rendte rundt i baggården med alle de andre børn. Det var en lille gård fuld af unger, og vi fes rundt og klatrede på de små bliktage og hang i metalstængerne, selvom man ikke måtte. Det handlede som regel om at gøre det, man ikke måtte. Vi legede spøgelsestog i kælderen og spillede fodbold i gården, selvom der ikke var andet end ruder hele vejen rundt. Hver gang en af dem blev baldret, skyndte vi os at løbe væk.

Senere kom vi til Nørrebro, hvor gården var større. Vi boede i baggårdsbygningen, der lå op ad en fabrik, og vi kunne klatre op på muren ind til fabrikken og videre op på selve taget. Muren var vel otte meter høj, og taget bestod af skiferplader, der gled under én. Dér rendte vi rundt og legede og byggede huler, indtil en af forældrene i gården opdagede det og råbte: ”Er I fuldstændig ravende sindssyge, I dør, hvis I falder ned!” 

Det var på Nørrebrogade 58, og det var lige om hjørnet, optøjerne brød løs, da byggelegepladsen ’Byggeren’ blev beordret nedlagt af kommunen i 1980. I fire dage var der undtagelsestilstand, hvor politiet rendte rundt i lyseblå heldragter og slog på folk. Der var ofte gang i gaden, men det holdt jeg mig på sikker afstand af. Jeg spillede fodbold og håndbold med de andre i gården.

Min far var bankfuldmægtig og fagforeningsmand, min mor var sygehjælper på en afdeling for terminalt kræftsyge, og selvom de blev en del af funktionærklassen, der voksede ud af arbejderklassen, definerede de sig stadig som arbejdere. De var kommunister som de fleste andre i min familie, men modsat min morfar, der var kommunist til benet, var det for dem mere et tilhørsforhold: ”Det er det, vi stemmer. Det er dem, vi er.” Det kan være svært at se fortiden med nutidens øjne, men dengang var det ikke usædvanligt. Hvis man var forankret i arbejderbevægelsen, kunne man være socialdemokrat, venstresocialist eller kommunist, og for mine forældre lå ideen om arbejderens vej til en fremtid med velstand i sidstnævnte. 

Men det var ikke noget, mit barndomshjem bar præg af, og jeg er sikker på, at hverken min mor eller far nogensinde læste ’Maos lille røde’. De var mere til de lidt stilfærdige socialister som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Min mor sang gamle sange fra Politikens sangbog for os – ’Hen til kommoden og tilbavs igen’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør, lille Ann-Marie?’ – og om aftenen læste min far højt fra H.C. Andersen eller ’Tusind og en nat’. Han var rigtig god til at læse op, og til sidst indlæste han hele molevitten på et spolebånd, fordi Mads og jeg ville have mere og mere og mere. Han optog også radioteater som ’Mordets melodi’ og ’Gaslys’ for os, som vi sled fuldstændigt op. 

Man skal huske, at det var en tilværelse, hvor man kedede sig, når der nogle gange ikke var noget at lave. Da de første små nedslag af kultur til børn kom i fjerneren, kunne vi heller ikke få nok. Det var Thomas Winding og Poul Nesgaard, det var ’Super Carla’ og Astrid Lindgrens værker og ’Tværs’ med Tine Bryld, der for første gang nogensinde var et decideret ungdomsprogram i radioen. Mads og jeg slugte det hele. 

2. MONTY PYTHON OG BRØDREFORHOLD

På en tur til Canada med Københavns Drengekor købte jeg to plader med Monty Python, og dem blev Mads og jeg sindssygt begejstrede for. Derhjemme hørte vi dem igen og igen, og vi kunne alle deres sketches udenad. En af vores favoritter var ’The Argument Clinic’, hvor en mand – Michael ­Palin – træder ind i et rum på en klinik og bliver overfuset på det groveste: ”Whaddayou want, you vacuous toffee-nosed malodorous pervert!?” Det går langsomt op for ham, at han er gået forkert og er endt i ’tilsviningsrummet’, selvom han i receptionen har betalt for et skænderi. Lidt efter træder han ind ad den rigtige dør, hvor en mand spillet af John Cleese sidder:

”Is this the right room for an argument?” spørger han. ”I’ve told you once,” svarer John Cleese. ”No you haven’t! ” ”Yes I have.” ”When?” ”Just now.” ”No you didn’t.”

Og så kører den bare derudad, og det er pissesjovt. Som børn tilbragte vi timevis i Monty Pythons univers, og det slog et kæmpehul ind til det humoristiske for os begge. Det var også den vej igennem, vi begge to lærte engelsk. Mads og jeg var meget tætte dengang. Vi gjorde sgu alting sammen og havde de samme venner.

Samtidig var vi jo brødre, så der blev også brugt beskidte kneb. Som teenager fik jeg en avisrute, der gik fra Dronning Louises Bro og op ad Nørrebrogade. Min far byggede en vogn, så jeg kunne trække stakken med reklamer og Nørrebroavisen, men jeg syntes simpelthen, det var så kedeligt, at jeg midt på ruten smed resten i nogle nye, store skraldespande, der var blevet sat op. Efter noget tid blev det opdaget, og så var der ikke nogen vej udenom, men så fik jeg i stedet lokket Mads og hans ven Buller til at gå ruten for mig for halvdelen af lønnen. Hver uge lå jeg og drev den af, mens de gjorde arbejdet for mig, og bagefter stak jeg dem halvdelen af pengene og beholdt den anden halvdel selv. Det er stadig mærkeligt at tænke på, at de faldt for den. Jeg kan tydeligt huske, da tiøren endelig faldt for Mads: ”Undskyld, men … hvorfor får vi ikke bare vores egen rute og beholder alle pengene selv?”

EKSTRA LARS

Født 1964. Opvokset på Østerbro og Nørrebro i København. Søn af sygeplejerske Bente Christiansen og bankassistent Henning Mikkelsen, storebror til skuespiller Mads Mikkelsen (født 1965). Som barn gik han på Sjællandsgades Skole, før han skiftede til Sankt Annæ, hvor han blev en del af Københavns Drengekor. Efter at have studeret biologi på Københavns Universitet i et halvt år droppede han ud for at starte på Gøglerskolen. De efterfølgende fem år turnerede han Europa rundt i en omrejsende gøglertrio.

I 1995 blev Lars Mikkelsen færdiguddannet på Statens Teaterskole og medvirkede i de efterfølgende år i en lang række forestillinger på især Det Kongelige Teater. I 2000 fik han sit gennembrud på tv i serien ’Edderkoppen’. Siden har han spillet med i film og tv-serier som ’Krøniken’, ’Forbrydelsen’, ’Headhunter’, ’Der kommer en dag’, ’Sherlock’, ’Devils’, ’Venus­effekten’, ’The Witcher’ og ’Herrens veje’. For sidstnævnte vandt han en Emmy Award for ’Bedste mandlige skuespiller’. I 2015 fik Lars Mikkelsen sit internationale gennembrud som den russiske præsident Petrov i tredje sæson af ’House of Cards’ på Netflix. Han har desuden været vært på flere DR-programmer som ’Historien om Danmark’. På det seneste har Lars Mikkelsen medvirket i tv-serierne ’Riget Exodus’ og ’Forhøret’ samt spillefilmen ’Kysset’.

I 1985 mødte han til en nytårsfest Anette Støvelbæk, der senere fik sit gennembrud som skuespiller i ’Italiensk for begyndere’. Dengang var han 21, hun var 18, og fire år senere blev de gift. I dag bor de på Vesterbro. De har sønnerne Lue og Thor på henholdsvis 28 og 23 år. Førstnævnte er også skuespiller og har blandt andet medvirket i ’De forbandede år’.

3. TAG DIG SAMMEN, KNÆGT

Min morfar havde en lille lampeforretning på Østerbro, og det var her, jeg gik hen, når jeg pjækkede fra skole. Fra min tidlige barndom havde jeg været et usikkert barn med lavt selvværd. Jeg var egentlig nysgerrig på mange ting, men for usikker. For bange for at række fingeren op og sige, hvad jeg troede. Det hjalp ikke, at jeg i de første år af min skoletid stadig gik i den gamle skole, hvor der var konstant udskamning fra lærernes side. Hvis man var blevet udskammet én gang, turde man nærmest ikke sige noget igen, og jeg var hele tiden bange for at træde forkert.

Grundlæggende troede jeg ikke på, at jeg kunne noget som helst. Mine unge år var ét langt indløb for at finde den rigtige hylde, og det hjalp ikke, at jeg altid har haft meget svært ved at koncentrere mig, hvis jeg ikke har et motiv for det. Det fik jeg først mange år senere, da jeg begyndte at læse teatertekster, som konkret var møntet på, at jeg skulle stå i det. Så kunne jeg binde mig til at læse, men i skoleårene var det stort set umuligt for mig, og jeg måtte genlæse hver side mange gange for at finde ud af, hvad fanden der egentlig stod. 

Da jeg kom på gymnasiet, tog det mig fem år at blive færdig, fordi jeg dybest set ikke kan læse bøger på den måde. Det forsvinder for mig, hvad jeg lige har læst, og jeg måtte gå om to gange. Undervejs kom jeg i dårligt selskab. Det der med at eksistere fra dag til dag var helt generelt skidesvært for mig, og i stedet lavede jeg drengestreger, blev væk fra timerne og røg for meget hash. Mine forældre var bekymrede for, hvad der skulle blive af mig, og det var jeg egentlig også selv. 

Den eneste, der troede på mig, var min morfar. Når jeg søgte tilflugt i hans lampeforretning, sad vi og snakkede om livet, mens han forsøgte at indoktrinere mig med sit kommunistiske verdenssyn. Han var en klog mand, og han lærte mig om litteratur og andre former for kultur. På et tidspunkt forærede han mig en bog om arkitektur, fordi han mente, at jeg skulle blive arkitekt. ”Kig op,” sagde han. Når jeg gik rundt i København, ville han have mig til at kigge op på bygningsfacaderne i stedet for at kigge ned i jorden, som jeg havde for vane på grund af mit lave selvværd. 

I mine teenageår havde jeg kurs mod en tilværelse i sumpen, for man kan blive vanvittig inaktiv af manglende selvværd. Men der må alligevel have været noget i mig, der sagde, at nu skulle jeg tage mig sammen og få gjort det færdigt. I virkeligheden var det nok min morfar, jeg kunne høre, når den indre stemme meldte sig: ”Tag dig sammen, knægt. Du har kun ét liv. Det forpligter.”

4. I LIEBERKINDS FODSPOR

Da jeg endelig blev student, var min morfar meget rørt. Ikke kun fordi det var lykkedes mig, men også fordi det var et trin op ad den sociale rangstige for familien. Det var kendetegnende for den tid, at man skulle avancere, og der var ikke nogen i min familie, der havde taget en gymnasieuddannelse før, så for dem var der noget prestigefyldt forbundet med det. Når jeg ser tilbage, burde jeg i virkeligheden være blevet tømrer, men jeg forstod, at der lå et underliggende forventningspres om, at jeg skulle gå akademikervejen.

Men før jeg nåede så langt, skulle jeg til session. Jeg trak frinummer, og det passede mig egentlig fint, men så sagde en af de tre mænd fra Forsvaret, der sad i lokalet: ”Nå, det var ærgerligt. Livgarden havde lige været noget for dig.” Det var et mærkeligt øjeblik. Jeg havde aldrig oplevet, at der var nogen, der mente, at jeg kunne bruges til noget, men nu skete det pludselig, så før jeg havde set mig om, havde jeg sagt ja til alligevel at aftjene min værnepligt. 

I dag er det fuldstændig idiotisk at tænke tilbage på, for de vidste jo intet om mig og sagde det bare, fordi jeg var høj, men dengang var det lige det, jeg havde brug for at høre. Så kom jeg i Livgarden, og selvom jeg ikke var verdens bedste soldat, fik jeg noget disciplin derinde, som jeg absolut ikke havde haft før.

Efterfølgende startede jeg på biologi på Københavns Universitet. Selvom jeg stort set ikke havde haft nogen succesoplevelser i skoleårene, havde jeg haft et par enkelte åbenbaringer. I 8. klasse fik vi en ny dansk­lærer ved navn Thorkild, der kom med en helt ny tilgang. De andre lærere gjorde det på den gammeldags måde: ”Sid ned, hold din kæft, lær det!” Men Thorkild ville vide, hvad vi syntes om de forskellige ting: ”Hvad handler det her egentlig om?” ”Wow, spørger du mig?” Han formåede til en vis grad at åbne mig, og på gymnasiet skete der noget tilsvarende med min biologilærer. Han tog os med ud i skoven og gravede kopper ned for at se, hvor mange insekter der var, og efterfølgende lavede vi beregninger, så vi pludselig vidste, hvor mange biller der var i skoven. Han åbnede hele den verden op for mig.

Det var noget, der havde ligget i mig, siden jeg var lille og blev passet meget af min farmor. Hun havde Lieberkinds værker om dyr stående, og dem havde jeg altid slugt råt. Efter gymnasiet var jeg 100 procent sikker på, at jeg skulle være biolog. Det er vanvittig interessant at studere biodiversitet, men jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på, for så snart jeg blev konfronteret med at læse bøger, gik det galt igen. Alle de bøger om kemi, fysik og matematik tog fuldstændigt pusten fra mig. 

5. EN RIGTIG KLOVN

Min svigerfar skaffede mig et lille værelse i en lejlighed i Urbanplanen på Amager. Jeg delte den med to andre, blandt andet en skinhead, der havde to store dobermanner, som han ikke gad lufte, så han lod dem skide ude i badet. Han røg fede dagen lang, og der stank konstant af hash. Jeg selv levede af båndspaghetti og flødeost, mens jeg sad ved skrivepulten og prøvede at arbejde mig igennem de der ordentlige moppedrenge fra universitetet. Jeg havde svært ved det. Det sendte mig ned i et dybere og dybere hul, og jeg følte mig elendigt tilpas ved det hele.

En dag kom Anette (Støvelbæk red.) forbi, som jeg havde mødt på det tidspunkt, og hun havde lært at jonglere efter at have gået to dage på et gøglerkursus. To dage! Det var et lidt andet perspektiv end det, jeg sad med, det var syv år. Især med tanke på, at det havde taget mig fem år at komme igennem en treårs gymnasieuddannelse. Jeg tænkte: ”This is wrong, man!”

Dagen efter tog jeg med hende ud på Gøglerskolen, der var et sammenrend af rodløse unge og folk, der havde det svært, eksempelvis metadonpatienter. Det var en meget aparte undervisning, hvor man ikke skulle læse, men lære at gå på glas, puste ild og tage en klovnemaske på. De fik hevet usikkerheden ud af mig, så jeg fik en indre lyst til rent faktisk at stille mig frem. Det fungerede bare for mig, og for første gang tænkte jeg: ”Her passer jeg ind.” 

Det var en lettelse at slippe forestillingen om mig selv som akademiker. Det ramte mig stærkt: ”Fuck mand, jeg behøver ikke!” Jeg kunne være blevet en virkelig ulykkelig akademiker, hvis jeg havde forsøgt at tvinge det igennem. 

I stedet var jeg overbevist om, at jeg skulle være klovn, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt sammen med to andre om at lave et gøglershow. Vi var begejstrede for den russiske klovneskole, der er noget andet end de italienske klovne, hvor det er lagkager i hovedet og skvatten rundt. Der var blandt andet den russiske klovn Oleg Popov – en sand mester til små, poetiske statements – han kunne komme ind på scenen, hvor projektøren var solen, og så lavede han et lille nummer, hvor han pakkede sin madkurv ud – og det hele sammen igen, også solen, før han gik igen. Den russiske klovneskole er en helt anden undersøgelse, det er barnet, der står på scenen. Det er så smukt og så poetisk, og samtidig græder man af grin. 

En søndag i midten af 80’erne stod jeg derfor på Strøget med en rød næse, mens det pissede ned. Der var tre mennesker, der kiggede på, det var virkelig dårligt og virkelig pinligt, men alligevel var der noget i mig, der vidste, at jeg skulle fortsætte. Der var sikkert noget oprør i det, noget rebelsk, men mest tror jeg, det var følelsen af at … falde på plads. 

LARS MIKKELSEN OM HÅNDBOLD

”Min far blev kaldt ’Gazellen’ på sit håndboldhold i KSG (Købmandsskolens Gymnastik, red.) fordi han var så hurtig. Han var fløjspiller, og det samme blev både Mads og jeg. Sport var en kæmpe del af vores liv. Vi spillede det hele, men mest håndbold, og som barn betød det meget for mig. Det var min ventil, for modsat skolen havde jeg det sjovt og godt på håndboldbanen. Som senior spillede jeg et års tid i 3. division med Sankt Annæ, da vi rykkede op. Det var så også der, jeg mistede interessen for selv at spille, for det var fandeme hårdt. Selvom jeg er relativt høj, var jeg for lille til det niveau, for jeg har ikke nogen muskelmasse, så første gang jeg prøvede at lave en finte ude på fløjen, blev jeg bare taget ud: BAM! Så lå jeg ude på tilskuerrækkerne. Selvom jeg ikke spiller længere, brænder jeg stadig for det. Jeg er så stolt af det, som vores herre- og kvindelandshold præsterer. Det er vildt, at så lille et land kan have to hold helt i toppen, der kæmper mod lande med 80 millioner indbyggere. Jeg elsker håndbold, men nu om dage har holdsport det svært, især i de store byer, fordi de unge vælger det fra. Det ligger mig meget på sinde, hvordan vi får gang i et godt foreningsliv igen, for jeg ved, hvor meget det kan hjælpe.”

6. SEND PENGE, PLEASE

De næste fem år rejste jeg rundt som gadegøgler i Danmark og ude i Europa. Først på sommeren blev vi som regel booket til vejfester og afslutningsfester i børnehaver og på skoler, men ellers foregik det mest med hatten i hånden. Brandts Klædefabrik i Odense var et af vores foretrukne steder. Her var der sommerkoncerter, der skulle stoppe klokken 18, og i det øjeblik koncerten var slut, sprang vi ind på scenen foran de mange mennesker og lavede et show, som vi tjente boksen på.

Vi var også meget i Indre København. Her var der et rend af udenlandske gøglere, der turnerede Europa tyndt, og når de kom forbi, lærte vi dem at kende og sugede nye numre til os. Om dagen stod vi i Kongens Have og øvede os, og om aftenen gik vi på gaden. Strøget var et meget svært sted at få en god crowd, fordi der er så massiv en gennemstrømning af folk, men der er et sted lige før Helligåndskirken, hvor gaden udvider sig, og hvor det nogle gange kunne lade sig gøre. 

Med tiden forsvandt strømmen af gøglere dog. Handelsstandsforeningen ville ikke have os rendende, men det var der heldigvis andre, der ville. Pladsen foran Pompidou-centret i Paris var et af de bedste steder i Europa, så der tog vi ofte ned. Det samme med München, der har meget brede gågader. Vi rejste også til Moskva med en karavane, der skulle stoppe Den Kolde Krig. Turen gik over Skt. Petersborg, og alle mødtes til sidst i Gorkij Park for at gøre opmærksom på atomoprustningen.

Det var nogle år, hvor vi ikke havde nogen penge, men måtte overnatte på klostre og campingpladser, som fattede sympati for os, når vi kom slæbende med vores lange cykler og klovneudstyr. Næste morgen rejste vi videre og optrådte et nyt sted. Vi var overalt, og det var både skideskægt og rædselsfuldt. Hele præmissen med gøgl er at kunne tage gaden. Man skal træde frem og sige: ”Bang, det her er mit sted!” Det får man virkelig hår på brystet af, for det er fuldstændig rædselsfuldt, og især de første par uger hvert år er man skrækslagen, fordi man ikke tør det nok. Det har meget med dagsform at gøre, og nogle gange er det bare virkelig dårligt, det, man laver. Det kan simpelthen være så tåkrummende. 

Det ene år tog vi til München med et show, som vi selv mente var skidegodt. Det havde det også været i Danmark, hvor folk vred sig af grin, men da vi gentog det i Tyskland, kunne man høre en knappenål falde. Sådan lærer man på den hårde måde, at humor ikke nødvendigvis transcenderer grænser. Vi tjente ikke en krone, folk hadede os og syntes, vores show var rædselsfuldt. Til sidst måtte vi telegrafere hjem: ”Send penge, please.”

7. PÅ JAGT EFTER SHAKESPEARE

Mens jeg var gøgler, gik jeg i lære hos en fyr ved navn Danny, der lærte mig at mime. En dag sad han og snakkede med en anden, og da jeg spurgte, hvad de snakkede om, stak han mig en bunke papirer og sagde: ”Prøv at læse det op!” Det gjorde jeg så, og selvom jeg ikke forstod meget af det, kunne jeg mærke, at der skete noget inde i mig. Det var Shakespeares ’Stormen’, og det var svært og vildt, men jeg fik straks lyst til at udforske det: ”Kan jeg gribe om det her? Kan jeg komme til at forstå det her? For helvede, mand, hvor vil jeg gerne kunne det her!”

På det tidspunkt var jeg begyndt at køre død i gøglerlivet. Selvom det havde sat mig på skinner i tilværelsen, måtte jeg konstatere, at der ikke var et uendeligt perspektiv på det. En omrejsende gøglertrio er som et band – det har sin tid, indtil man bliver sindssyge af hinanden, og det gjorde vi også. Det blev mere og mere slidsomt. Hvis ikke man har en joke hver femte eller tiende sekund, når man optræder, så går folk bare. De er ikke bundet til at se på det, og man er nødt til at finde på jokes hele tiden. Men selvom man opfinder nye numre, bliver det på en måde alligevel det samme og det samme og det samme.

Jeg kunne mærke en trang til at prøve at stimulere mit eget intellekt. Med Shake­speare var der pludselig noget, jeg øjeblikkeligt havde lyst til selv at prøve at få op at stå. Det blev et crave for mig. Hans værker er over 400 år gamle, men de består af de samme grundelementer som i dag: vrede, jalousi, håb, kærlighed. Det er kernen af, hvem vi er som mennesker, men næsten ingen har skrevet det smukkere frem.

OM ’RIGET EXODUS’

”Jeg kan virkelig godt lide Lars von Trier, og det var skidesjovt at lave, selvom det i udgangspunktet lå meget langt væk fra mig. Jeg går meget op i at være forberedt, men med Lars er der ingen prøver. Man møder ind om morgenen og siger ’Godmorgen’, og så er det ellers bare: ’Værsgo’, så kører kameraet. Hvis man kun er to personer i scenen, skal det nok gå, selvom man er nødt til at være ekstremt opmærksom. Men er der 10 personer, er det totalt kaos. Man aner ikke, hvor den person, man skal sige noget til, er henne, så man er virkelig på glatis. Man kan slet ikke gøre det, man plejer, for hele den vanlige proces, hvor man om morgenen bliver sat ind i det hele, er fuldstændig streget. Det betyder også, at man heller ikke kan intellektualisere det, hvilket faktisk er det skønne ved det. Det var en fed udfordring for sådan en som mig, og så var det sjovt at prøve at lave en figur som overlægen Pontoppidan, der er så ueffen i sit liv. Jeg spiller tit meget kompetente, veltalende mennesker med pondus, men ham her har absolut minuspondus. Han slår ikke til. Han er en af de der chefer, vi alle har, som aldrig skulle have haft det job.”

8. FØLELSEN AF SUCCES

Mine forældre var ret nervøse for, hvad der skulle blive af mig. De havde set deres søn starte på biologistudiet på universitetet og ende med at stå og spille klovn med en rød næse på Strøget. De forstod det ikke, og det gjorde de heller ikke, da jeg som 27-årig startede på Statens Teaterskole. Det samme gjorde sig gældende for Mads, der var danser, før han to år efter mig søgte ind på Aarhus Teater. Det var ikke en familie, der troede på, at man overhovedet kunne gå den vej. De kom fra arbejderklassen og havde et håb om, at vores liv skulle blive bedre end deres. Og det avancement så ud på en bestemt måde, nemlig gennem uddannelse. Jeg tror, det var rystende for dem, at vi gik den vej, vi gjorde.

De kunne ikke se fidusen i noget af det, jeg lavede, ikke før de en aften var inde at se forestillingen ’Pelléas og Mélisande’, som jeg medvirkede i. Det er et stykke af den belgiske dramatiker Maurice Maeterlinck, og det er i virkeligheden en vanvittig svær forestilling, men bagefter kunne jeg pludselig se på dem, at nu kunne de se, hvad det var for noget. Da jeg så dem næste gang, gav de mig en buket blomster og ønskede mig tillykke. Jeg mærkede også selv, at jeg havde fundet min rette hylde. 

Efter min første rigtige optræden på Aalborg Teater stod jeg på scenen og tudede bagefter. 

Det var i 1995, og jeg var lige blevet færdig på Teaterskolen. Jeg var 31 år gammel, og jeg kan stadig huske første gang, jeg kørte mit kort ind i hæveautomaten og kiggede på saldoen, hvor der stod 13.000 kroner efter skat. Jeg stod bare og kiggede på de der tal. For fanden, der stod kraftedeme 13.000 kroner på min konto! For at lave teater! Jeg var simpelthen så stolt af, at jeg kunne noget og ligefrem fik penge for det. 

Der var sket så mange nye ting, der var så meget forløsning i det, og tilmed blev Aalborg-forestillingen forholdsvis god. Det var sådan en underlig pastiche på Dracula, en fis-og-ballade-rockmusical, men der var fyldt hver aften, og det var nogle dejlige mennesker, jeg lavede det sammen med. I mange år havde jeg haft skidesvært ved overhovedet at leve, men nu var jeg ligesom landet. Hele forløbet var så rart, og jeg havde det sådan, at det aldrig måtte slutte, så efter sidste forestilling kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Nogle af de gamle, garvede skuespillere skævede lidt overbærende til mig. Med tiden lagde det hele sig jo også ordentligt for mig, så det blev til et rigtigt job og et håndværk. Men da jeg stod på scenen på Aalborg Teater, var det umuligt for mig ikke at blive emotionelt grebet af det. For første gang var der noget, der var lykkedes i mit liv. Noget, jeg virkelig gerne ville have til at lykkes. 

9. DJÆVLEN PÅ SKULDEREN

I flere år var jeg en del af Det Kongelige Teater og spillede en række forskelligartede roller – fra fyrsten i William Shakespeares ’Kærlighedens kværulanter’ til Don Juan i Molières stykke af samme navn. Jeg så mig selv som teaterskuespiller, hvilket kun blev forstærket af, at jeg ikke var særlig god foran et kamera. I slutningen af 90’erne prøvede jeg kræfter med forskellige novellefilm, men jeg forstod ikke, hvordan det virkede. Jeg troede, at jeg skulle tilføre det mere, end jeg egentlig skulle. Det fungerede ikke, og det frustrerede mig.

Det tog mig tid at forstå, at man ikke behøver at komme så langt ud over scenen på film, og at man ikke selv fortæller historien i samme omfang som på teatret. Når kameraet er så tæt på, og der er en hel klippeproces bagefter, er der rigtig meget, der er ’medfortalt’ i forhold til det, man selv laver. Hvor man på teatret er hele forestillingen, hele historien, handler det på film om at være til stede i momentet og give de momenter videre til nogle andre, som så laver filmen. Det forstod jeg ikke i starten.

På et tidspunkt gik jeg til casting på rollen som Ole Madsen i tv-serien ’Edderkoppen’. Det samme gjorde Mads, der havde fået sit store gennembrud i ’Pusher’ få år forinden. Det er første og eneste gang, vi er gået efter den samme rolle, og det var ham, der fik den, men så blev han tilbudt noget andet, blev nødt til at springe fra, og så gik rollen alligevel til mig. Det var her, jeg for første gang begyndte at knække filmmediet og fornemmelsen af at tage vare på momentet. Jeg fandt elementer, der fungerede, og da jeg i 2003 lavede ’En kærlighedshistorie’, fandt jeg endnu flere. Det samme skete i ’Forbrydelsen’ i 2007. 

Det var dog først, da jeg lavede ’Headhunter’ i 2009, at jeg havde fornemmelsen af, at det faldt helt i hak for mig. Nu forstod jeg, hvad det gik ud på. Men det har ikke nødvendigvis gjort processen med at lave film nemmere. Jeg hørte engang et interview med Anthony Hopkins, hvor han blev spurgt, hvordan han gik til sine roller. ”Jeg læser det. Og læser det. Og læser det. Og når jeg har læst det 50 gange, ved jeg, hvad jeg skal gøre.” Sådan har jeg det også.

Hver gang jeg skal ind i en ny rolle, bliver jeg usikker og tænker: ”Jeg er slet ikke dygtig nok til det her.” Tvivlen er en evindelig djævel på skulderen, en følgesvend, som aldrig slipper mig, men jeg er nødt til at kunne være fri i situationen, når jeg står på scenen, og det kan jeg kun være, hvis jeg er ret ekstrem med at forberede mig. Sådan er det ikke alle, der har det. Jeg har mødt skuespillere, der bare kan gå ind og være til stede, men jeg har brug for minutiøst forarbejde, så jeg kan være fri, når jeg står der. Så jeg fucking kan gøre det.

OM ’KYSSET’

”Jeg medvirker i Bille Augusts seneste film, der bygger på en roman ved navn ’Utålmodige hjerter’ af den østrigske forfatter Stefan Zweig. Fortællingen handler om en mand, der bliver suget ind af sit eget ønske om at være et godt menneske og ender med at gifte sig med en kvinde, fordi alle hele tiden appellerer til det gode i ham. Selv spiller jeg en meget gammel mand, der står med det ene ben i graven. Jeg fik mulighed for at prøve at gestalte noget, som vi ikke plejer at gøre – i dette tilfælde at klæde mig ud som en mand, der er meget ældre, end jeg selv er. Herhjemme er det ikke noget, vi normalt gør. Man ser det mere ude i verden, mens vi i højere grad ligger tæt op ad os selv. Vi caster på egen person, og vores udgangspunkt er ofte sådan en subrealisme, en slags realisme, der næsten ikke findes, som bunder i en idé om, at det bliver mere virkeligt, når vi skruer udtrykket helt ned. Det er også tit svært at høre, hvad vi siger i danske film, mens replikken ude i verden i langt højere grad er til stede. Så snart vi herhjemme laver en lidt stærkere gestaltet figur, siger alle: ’Hvad fanden sker der her? Er vi på vej tilbage til folkekomedien?’ Men heldigvis ser vi flere eksempler som med ’Kysset’, hvor det faktisk fungerer skidegodt, hvis det får lov til at få et lille tryk op.”

10. DEN RUSSISKE PRÆSIDENT

Min agent anbefalede mig at gå til casting på rollen som præsident Petrov i ’House of Cards’, men jeg blev ved med at holde det fra døren, for man skulle have ’kendskab til russisk’, og det havde jeg overhovedet ikke. Det var i begyndelsen af sommeren 2014, og jeg var ved at være træt af at gå til castings. Man bruger altid meget tid på dem, og så hører man som regel aldrig en skid. Men så ringede min agent og sagde, at nu skulle jeg lave den, og så endnu en gang, hvor han sagde, at han virkelig syntes, jeg skulle gøre det.

Langt om længe lavede jeg den en dag hjemme i min stue. Jeg anede ikke, hvad en russisk accent var, så jeg greb bare efter et eller andet, jeg havde set i fjerneren. Der gik tre uger, uden jeg hørte noget, og jeg tænkte: ”Fint nok. Det var det.” Men pludselig en dag, mens jeg stod i Matas, ringede de og sagde, at rollen var min, og at jeg skulle rejse til USA om to sekunder for at begynde optagelserne. 

I de efterfølgende uger lagde jeg mig i selen med det russiske og accenten, og jeg så alle mulige klip på YouTube med tidligere russiske præsidenter. Mange har forbundet Petrov-figuren med Vladimir Putin, fordi parallellen er åbenlys, men jeg fandt faktisk mere inspiration i Lavrov og Medvedev. De snakker meget bedre engelsk, og især Lavrov har en meget smuk accent. Samtidig er Putin en ekstremt tilbageholdt mand, men figuren skulle være mere suave, kunne føre sig og være charmerende, så seriens hovedfigur Frank Underwood fik en modstander, han ikke bare kunne køre rundt i manegen.

I mine forberedelser hæftede jeg mig især ved den måde, russere typisk træder ind i et rum på. I Vesten har vi en form for høflighed i vores møder med hinanden. Det sker stort set altid med et smil, så vi afvæbner den anden og implicit siger: ”Du skal ikke være bange for mig.” Det gør de ikke i Rusland. De hilser uden at smile, og de forsøger ikke nødvendigvis at få afspændt situationen. Det er deres måde at undgå bullshit på. 

Vi har noget facade over vores måde at være på. Det har de ikke, men det bliver til gengæld en lille smule intimiderende. Hvis man bestiller en kop kaffe på en kaffebar i Østeuropa, siger de: ”Okay” og stiller den foran dig. Der er intet smil, intet. Det er virkelig dårlig betjening i vores øjne, fordi det er det helt modsatte af den overstyrede, men også kunstige amerikanske høflighed.

Da jeg rejste til USA fire uger efter opkaldet fra Netflix, troede jeg stadig ikke for alvor på, at rollen var min. Selvom jeg havde spillet store roller herhjemme, var det her alligevel noget andet. På det tidspunkt var ’House of Cards’ flagskibet på Netflix og på streaming i det hele taget. Det var uvirkeligt at forestille sig, at jeg skulle være med i det. Jeg havde en frygt for, at der kom nogle, der sprang frem med skjulte kameraer og råbte: ”Der tog vi røven på dig!” Det var først, da jeg sad over for Kevin Spacey, det gik op for mig, at den var god nok.

11. TROEN PÅ VEJEN

Som regel bruger jeg ret lang tid på at tænke over mine valg af roller. Det er kun blevet værre med alderen, fordi jeg har medvirket i så meget forskelligt. Jeg kredser om det evindelige spørgsmål: ”Hvorfor?” Nogle gange kan jeg øjeblikkeligt se ideen i det, men der er også mange gange, hvor det er svært at få mig på krogen, og hvis jeg ikke kan mærke mig selv i det, kan jeg blive meget besværlig i processen. For er det overhovedet en god idé? Det er jeg tit nødt til at bruge lang tid på at nå frem til.

Jeg ser sjældent det, jeg har medvirket i. Det gjorde jeg tidligere, for der ligger også et studie i det, men jeg kan efterhånden blive nervøs for at blive for selvbevidst omkring det. Det, som skuespillere gør, skal helst ikke være for narcissistisk og for bevidst om, hvad man egentlig gør. Hvis man ser det bagefter, risikerer man at sidde og tænke: ”Hvorfor har de valgt at klippe det der ind, hvor jeg ser sådan der ud?” Det kan blive en mærkelig selvbevidsthed, hvor man giver, hvad man tror, de vil have.

Især med de lange stræk som tv-serier er der noget, der smelter sammen, så man til sidst kan være i tvivl om, hvad der egentlig er rollen, og hvad der er én selv. Man taber sig selv til det, og det er i virkeligheden det, man helst vil opnå. Der er jo noget i det, vi gør, som har en terapeutisk klang, og når man beskæftiger sig med stoffet, bliver man også konfronteret med den problematik i sig selv.

Det skete, da jeg spillede præsten Johannes i ’Herrens veje’. Han er et meget ueffent menneske i sit private liv, men en fantastisk demagog, der kan tale et rum op, og han er god til sit job som præst og i sit forsvar af at tillade sig selv at tro på noget i tilværelsen. Før optagelserne havde jeg i mange år gået og grublet over, hvem det egentlig var, jeg talte med, når jeg skældte ud over min lortedag eller funderede over de store spørgsmål i tilværelsen: ”Hvorfor er jeg her, og hvad er meningen med, at jeg skal være her?” Så længe jeg kan huske, har jeg haft den der konstante dialog uden rigtig at være klar over, hvem jeg har henvendt mig til.

Jeg voksede op med, at religion var opium for folket, og jeg har aldrig rigtig mødt det kirkelige ritual på nært hold, men fordi jeg var så længe i rollen som Johannes, blev jeg konfronteret med troen på en anden måde. Og til sidst måtte jeg tage det i hånden og sige: ”Det er jo det, jeg gør.”

Det endte faktisk med, at jeg i løbet af optagelserne til anden sæson besluttede mig for at blive døbt ind i den danske folkekirke, selvom hverken mine venner eller familie forstod, hvad jeg havde gang i. De var snarere bekymrede. Men jeg havde brug for endelig at give mig selv ret til at have den dialog med noget, der er større end mig selv, uden at føle mig som en hykler.

OM ’FORHØRET’

”Jeg har hovedrollen i tredje sæson af ’Forhøret’, hvor jeg spiller en slags reservefar til den afdøde pige og prøver at finde ud af, hvem der har dræbt hende. Især formen i serien er interessant, fordi alt er two-handed. Det er dialoger over 20-25 minutter, hvor nogen vil finde ud af noget og konfronterer en anden. Det er i virkeligheden sådan lidt Agatha Christie med meget intense forhør, som ikke er en særlig dansk måde at gøre det på. Herhjemme har man længe været meget bevidst om, at en scene må vare to minutter og ikke mere. Klip, klip, klip. Så alene tyngden af mødet kan få noget vanvittig interessant frem i skuespillet. Der er ikke nogen tekst på under 10 minutter, det hele er sådan nogle lange stræk, så man er virkelig på arbejde som spiller.”

12. ALDRENDE TØMRERLÆRLING

Til foråret spiller jeg med i en forestilling på Det Kongelige Teater, der hedder ’Ikke noget pis’. Hele præmissen er, at jeg og de fire andre mandlige skuespillere hver især henter materiale fra os selv og tager temperaturen på, hvor vi er i tilværelsen. Vi skal så at sige være et udtryk for manden i vores egen alder. Vi lavede den første gang for 15 år siden. Nu gør vi det igen, og så er det meningen, at vi skal prøve at se, hvad der er sket siden sidst.

Der er meget, der forandrer sig på 15 år. Dengang var jeg i starten af fyrrerne, nu nærmer jeg mig de 60, og hvor jeg dengang stadig kunne se en fodboldkamp i fjernsynet og tænke, at de måske kunne bruge mig, ved jeg godt, at den mulighed for længst er passeret.

Jeg føler mig ældre, jeg kan mærke den fysiske forandring. Mine knæ og hofter brokker sig, og jeg er begyndt at tænke på, at jeg bør holde op med at ryge, for jeg synes ikke, jeg trækker vejret ordentligt længere.  

Samtidig har jeg gennemlevet en masse. Mine børn er blevet voksne. Min far er død, min mor er død. Jeg er pludselig den ældste i min gren af familien. Jeg står et helt andet sted nu, hvor jeg er begyndt at bruge meget tid på at tænke over, hvad der skal ske fremover. Så jeg ikke bare bruger tiden, og den forsvinder ned i et sort hul. Jeg spørger mig selv: ”Hvad skal der ske med livet herfra?”

Min kone og jeg købte et sommerhus i Veddinge Bakker for et par år siden. Det var heldigt, for da det hele lukkede ned under pandemien, kunne jeg gå sammen med tømrerne, og det betød, at jeg selv lærte at tømre. Førhen kunne jeg ikke engang slå et søm i, men nu kan jeg bikse noget sammen. Jeg kan bygge et skur og få det op at stå. Jeg kan lave en trappe. Der ligger en stor tilfredsstillelse i at kunne noget med sine hænder, som jeg først har opdaget for nylig, så nu går jeg og tænker over, om dét måske var noget. 

Det ville selvfølgelig være en sen alder at blive tømrerlærling i, men jeg har sagt til dem, at hvis de kan bruge mig til noget, kan de bare ringe. 

13. ÆGTE SKUESPILLER?

Karrieremæssigt er der jo noget, der forandrer sig. Jeg tror, det tynder ud fra nu af.

Det er klart, at man ikke kan blive ved med at være skideinteressant for alle. Man er nødt til at forholde sig til, at der kommer en dag, hvor telefonen ikke længere ringer, og hvad skal der så ske? Jeg har aldrig brudt mig om at lede, jeg vil bare gerne være medarbejder, men nu overvejer jeg, om jeg måske alligevel skulle instruere eller skrive. Eller være direktør? Det har der jo altid været nogle andre, der har været, men måske skal jeg kigge lidt på det, for jeg har aldrig undersøgt, om jeg kan finde ud af det.

Jeg er sådan et mærkeligt sted lige nu, hvor jeg tænker: ”Hvad skal der ske?” Jeg kan også mærke, at jeg får tilbudt andre ting end førhen. Lige pludselig er det værtskaber og sådan noget, som jeg har haft det meget ambivalent med. Jeg har tidligere lavet ’Historien om Danmark’, hvor det var et spørgsmål om at fortælle historien, og det kunne jeg godt være med til, men det var også et underligt skridt væk fra det, jeg egentlig er. Jeg har altid været meget beskyttende omkring, hvad det vil sige at være skuespiller. 

Jeg har aldrig lavet reklamer og sådan nogle ting, selvom det er oplagt at gøre, fordi der er så vanvittig gode penge i det. Men jeg synes, det tager noget fra den seriøsitet, som skuespillet skal indeholde. Jeg har altid holdt enormt meget af faget, når det kommer til at gestalte og bidrage med noget væsentligt, men jeg synes ikke, at en reklame er væsentlig.

Jeg har været drevet af min egen tanke om, hvad det vil sige at være skuespiller, og det har handlet om at forsøge at fjerne det, der ikke er væsentligt. Det er noget med at forsøge at finde ind til ens kerne. Jeg så for nylig en udstilling med Matisse, og der er noget i ham, som er stærkt optaget af, hvad han selv hele tiden gør. Det er, som om han kigger på sig selv og spørger: ”Hvad er det egentlig, jeg laver?” Det føler jeg mig meget beslægtet med, for jeg er selv meget optaget af, hvorfor jeg er til, og hvad jeg skal i den her sammenhæng. Jeg har brug for at definere, hvorfor fanden jeg overhovedet gør, hvad jeg gør.

Som barn voksede hun op i et mormon-hjem nær Frederikshavn. Siden har 57-årige CONNIE NIELSEN kæmpet for retten til at være sig selv på en lang rejse fra Elling Å til Hudson River. Ud & Se tog til New York for at møde kvinden, der behersker den perfekte pasta, fire forskellige sprog og en international karriere i fuld galop.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Rasmus Weng Karlseni

DE GULE TAXAER dytter morgensurt og prøver at møve sig frem ad 5th Avenue, hovedåren i New York City, der gelejder folk i titusindvis til arbejde. Mens der bores i vejene, knækker turisterne nakken i forsøget på at forevige skyskraberne på deres telefoner. Det larmer, det lugter, det summer af sitrende storby-virak, og fortsætter man fra toppen af Manhattan og ned forbi Central Park, Rockefeller Center og Empire State Building, rammer man på et tidspunkt West Village, hvor larmen forstummer, bygningerne gradvist bliver lavere, og luften ligesom lettere. 

Her er det travle morgenmylder byttet ud med hundeluftere, der snildt håndterer et broget bundt af fem forskellige racer i én hånd, og med trimmede folk, der skal have en kop to-gokaffe i deres træningstøj efter løbeturen. Der er fuglekvidder fra trækronerne, og New York er ligesom sat på mute i den her del af byen. I højderne er der frodige rooftop-terrasser, Hudson River bruser stille et sted tæt på, hundene bjæffer stadig søvnigt, og varmedisen lægger en hinde over horisontens skyskrabere, der på en dag som i dag vitterlig ser ud, som om de fortsætter op i det uendelige. 

Brandtrapper zigzagger op og ned ad rødbrune murstensbygninger, og inden i en af dem er der en elevator med tre indstillinger: 1. sal, 2. sal og PH. Det sidste betyder åbenbart penthouse, og det er den knap, der skal trykkes på. Oppe ved ejendommens taglejligheder står en af dørene på klem, og indenfor er der så stille, at man kan høre gulvbrædderne knirke. Ved første øjekast virker lejligheden mennesketom, mens begrebet newyorker-loft folder sig ud med 15 meter til loftet, blanke hvide gulve og et scenisk lys, der tonser ind ad store industrielle vinduer. 

På et bord bag en sofa står en overdimensioneret glasvase med en buket, der virker større end en granvoksen kvinde. Buketten får lejligheden til at dufte af skovbund en tidlig forårsmorgen, og den blander sig med en duft af rent, sprødt sengetøj. På væggen hænger et vægtæppe på størrelse med et mindre svømmebassin. Der er polstrede lædermøbler, lammeskind, statuer, træudskæringer, stenbuster, femarmede lysestager og såmænd et stykke af en meteor fra det ydre rum, der ligger og skinner på en kommode. Læderjakker, hatte, en racercykel og adskillige skateboards hænger klar til at gribe på vej ud ad hoveddøren. 

PLUDSELIG GÅR DØREN fra badeværelset op, og ud kommer Connie Nielsen. Frisk ud af badet med et hvidt håndklæde om sig, håret løst samlet med en elastik og en hale af damp efter sig, da hun sætter kurs mod sit køkken. Den danske skuespiller er lige kommet tilbage fra sin morning jog, en tur ned mod Frihedsgudinden langs Hudson River og tilbage igen. 

”Kom ind! Slå jer ned!” siger hun med det samme i ét stort smil, da hun får øje på den indtrængende entourage, der består af en fotograf, en pressedame, denne journalist og to hår- og makeup-artister. Hun trækker stole ud fra sit krummelurede spisebord, der står med de samme stole og det samme maleri hængende over sig som dengang, hun boede i Milano for 30 år siden. Hun har taget sit højtskattede spisehjørne med til New York i et 1:1-forhold, og hun sætter sig på en stol i midten af arrangementet med let spredte ben og slår hænderne i lårene. ”Sæt jer ned, sæt jer ned!” siger hun stadig kun iført håndklæde, et ansigt on the rocks og med reminiscenser af en nordjysk dialekt, der lige skal genstartes. Hendes stemme er lys og blød. Der er ingen øh’er eller bump på vejen, når hun taler. Hun har en oplagt lydbogsstemme og har også indlæst noveller for New York Times.

Lejligheden er en stilet Maggi-terning af artefakter, der er indsamlet gennem mere end et halvt liv og fra hele verden. Connie Nielsen svarer umiddelbart ”ja, sgu da”, når nogen spørger, om de må nappe et glas vand eller låne badeværelset. Stylisterne står klar med deres kufferter, der i bagage-lingo er odd size og på størrelse med skiudstyr. I stedet for skijakker og stive støvler er bagagen fyldt op med hårgrej og sminke. De er klar til at sætte det helt rigtige udtryk sammen til dagens fotoshoot, men badeværelset skal lige dampe af, inden Connie Nielsen kan komme videre med påklædningen derude. Skuespilleren spilder ikke tiden af den grund. 

”Lad os snakke om alle ideerne,” foreslår hun fuld af pep. Fotografen fortæller, at han ikke har lyssætning med, og at han kun ’skyder med ruller’. Ikke noget digitalt her. ”I like,” siger Connie Nielsen, mens hun nikker og kniber øjnene koncentreret sammen. Selv vil hun gerne køre et så naturligt shoot som muligt, men hun vil også gerne have fjernet sporene af, at hun kun har sovet tre timer i nat. Sent i aftes landede hun direkte fra San Francisco, hvor hun bor det meste af året sammen med sin yngste søn Bryce, der lige nu er i Danmark hos sin far. ”Lars is touring,” siger hun med reference til sin eksmand Lars Ulrich, der er trommeslager i Metallica. Det giver den 15-årige Bryce en masse frihed. ”Måske lidt for meget,” pointerer hun. Hendes øjne kaster et glimt fra sig, og hun griner, mens hun siger det. 

CONNIE INGELISE NIELSEN

57 år. Født i Helsingør. Opvokset i Elling ved Frederikshavn.

Bor i San Francisco med sin yngste søn Bryce, som hun har med eksmanden Lars Ulrich.  Har fem sønner i alt, to biologiske, Sebastian Sartor og Bryce Ulrich-Nielsen, stedsønnerne Myles Ulrich og Layne Ulrich og plejesønnen Yema Khalif, som hun har haft  i 12 år.

Har tidligere boet i Paris, Rom og New York. Lejligheden i New Yorks West Village-kvarter bruger hun stadigvæk flere gange om året.

SÅ LANGT FRA New York City, som man næsten kan komme, finder man Elling. Syv kilometer nordvest for Frederikshavn ligger den vendsysselske by med godt 1.000 indbyggere. Langs byen løber en å, der er rig på regnbueørreder og ynglende strandskader. Blandt en lille smule andet finder man en XL Byg, en kirke, en kennel, Kajs Butik, en slagter og en blomsterbinder. Fra Connie Nielsen var ni år, voksede hun op i downtown Elling. Familien bestod af far Bent, mor Laila og de tre søskende Bent (junior), Ulrik og Søs, der flyttede op til toppen af Jylland fra Helsingør. Connie var den ældste i søskendeflokken på fire, der blev opdraget som rettroende mormoner, efter forældrene var blevet omvendt af omrejsende missionærer, da Connie var to år gammel.   

”Jeg var den, der skulle stå for det hele, fordi min mor meget, meget ofte – men ikke altid – var dybt, dybt, dybt deprimeret og simpelthen levede på Valium,” siger Connie Nielsen med tryk på ’ikke altid’, mens hun omsorgsfuldt og med blik for både sin mors og fars forhistorier fortæller om sine forældre.

Faren blev sendt på børnehjem i den nordjyske by Vodskov. Faktisk var det efter datidens standarder mere en ’åndssvageanstalt’, end det var et hjem for børn. Far Bent var kommet til verden uden for ægteskab, og den skam kunne hans forældre, Connies farmor og farfar, ikke leve med. De blev senere gift og fik fire børn sammen. Familien besøgte Bent hvert år til jul, og da Connie Nielsen var blevet 12 år, kørte hun med sin far til stedet, hvor han var vokset op. Det fik noget til at falde i hak, og hun forstod pludselig, hvorfor han kunne være en hård tryner. 

Morens familie og opvækst derimod kastede glittede, dragende skygger ind i Connie Nielsens barndom og fik hende til at drømme. På væggene i barndomshjemmet hang sort-hvid-billeder af oldemoren, der i 30’erne var kendt som ’hele Danmarks Olga’. I smart – og efter datidens normer outreret – ridedragt var der billeder af hende, hvor hun spankulerede ned gennem Thisted. Her drev hun en biograf sammen med sin mand, Connies oldefar. Da manden døde i en ung alder, drev Olga biografen videre ene kvinde, og fortællingen om den idérige og excentriske oldemor sad fast i Connies hjerne.  

”JEG VOKSEDE OP i et fattigt hjem, min far var buschauffør, men alligevel havde vi genstande fra et rigt hjem. Flotte marmor-ure, som kom fra Paris, og min oldemors meget smukke smykker, som min mor havde arvet,” siger Connie Nielsen, hvis mor var hjemmegående. De drømmende vægge var tilsat historier om, hvordan oldemoren havde brændt en af sine elskeres tobaksforretning af nede på havnen. Han havde taget sig en anden elsker, og så var der afregning ved kasse ét. Brandvæsenet kom, men oldemorens eneste kommentar var angiveligt: ”Lad det brænde, det er mit!”

Connie Nielsens mormor blev uddannet modist og levede af at sy hatte, og da Connies mor, Laila, senere satte sine forsigtige fødder på revyscenen, syede mormoren kostumer til hende. Familien havde været kreativ i generationer med rullende biografer og kostume-produktion.

”Alt det voksede min mor også op under. Og så blev hun gravid med mig som 18-årig. Min far giftede sig så med hende, men de var overhovedet ikke … tilpasset hinanden,” siger Connie Nielsen, der fortæller, at faren helst bare ville være derhjemme og spise sigtebrød, mens moren gerne ville ud i verden og – i sine gode perioder – var fuld af spræl. Til en af Connie Nielsens børnefødselsdage havde moren sammen med en veninde klædt sig ud som heks. Hun havde fyldt en gammel kedel med tøris, som hun rørte rundt i med indlevede bevægelser og en skraldende hekse-latter, da hun tog imod datterens kammerater.   

”Jeg var flov og tænkte: ’Hvorfor kan jeg ikke få en ganske almindelig kage på papirtallerkener med små flag på!?’ Men i virkeligheden var hun jo genial.”

Til trods for morens kreative sjæl lå migrænen, depressionerne og den hårde tone som en uigennemtrængelig tåge over de i alt fire søskendes barndom i Elling. Deres mor kunne ligge i sin seng i ugevis. Døren var ofte lukket ind til hendes værelse, og så skulle man ikke gå ind. Heller ikke selvom far Bent var på arbejde. Han var langturschauffør og kørte – med Connies egne ord – danskerne til den tyske grænse for at købe billigt sukker. 

Det var bedre at finde ud af tingene selv. Som seksårig blev Connie Nielsen storesøster til sin mindste lillebror, Ulrik, der blev født med hoftedysplasi, en lidelse hos spædbørn, der gør, at de skal have benene i skinner de første måneder af deres liv. 

”Jeg stod der og rensede og lagde salve på de der små lår,” husker hun med en stemme, der instinktivt bliver en tak blødere. Snart skifter hun både toneleje og dialekt, da hun på et langsomt, syngende nordjysk fortæller, hvordan den forældreomsorg, hun blev nødt til at give sin lillebror, har holdt dem tætte lige siden: ”Vi er stadigvæk, altså, meget tætte. Så tætte, at jeg tror, at mine to andre søskende nogle gange har følt: ’Prø’ lig’ å’ hør’ her, I er lidt fucking irriterende, gider I lige lade være med at være så selv-lækre.’” 

Ligesom Connie flyttede lillebror Ulrik også fra Danmark. Han ramte Amerika før Connie og etablerede sig inden for tech-industrien. Lillebror Bent er kranfører i København, og lillesøster Søs bor ude på landet i Danmark med sin kæreste og sine heste, de er begge landmænd. ”Vi er vildt forskellige alle sammen, men vi elsker hinanden.” 

CONNIE & KARRIEREN

Havde sin allerførste rolle i Møllerevyen i Frederikshavn som 15-årig. Som 19-årig debuterede hun som filmskuespiller i den franske film ’Par où t’es rentré? On t’a pas vu sortir’. Efterfølgende fik hun en rolle i den italienske miniserie ’Colletti Bianchi’.

Fik sit internationale gennembrud som topadvokaten Christabella i ’Djævelens advokat’ i 1997, hvor hun blandt andre spillede sammen med Al Pacino og Keanu Reeves.

I 2000 spillede hun kejserdatteren Lucilla i den verdensberømte film ’Gladiator’, der vandt adskillige Oscars. I 2004 spillede hun Sarah i Susanne Biers ’Brødre’ og vandt Bodil-prisen for bedste kvindelige hovedrolle. I 2017 og 2020 spillede hun dronning Hippolyta i Warner Bros.-filmene ’Wonder Woman’ og ’Justice League’. Havde en rolle i Lars Von Triers prisvindende film ’Nymphomaniac’ fra 2014. Har desuden haft roller i adskillige amerikanske tv-serier og været producer og manuskriptforfatter på flere af produktionerne.

Medstifter af organisationen Human Needs Project, der arbejder for at bekæmpe fattigdom i slumkvarteret Kibera i Nairobi. Hendes plejesøn, Yema Khalif, kommer herfra.

Er aktuel i rollen som Karen Blixen i Via­play-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’.

DA DE FIRE søskende Connie, Bent, Ulrik og Søs blev voksne, kom der en forklaring på deres mors lange dage i soveværelset. Cyklotymi hed det. En lidelse, hvor en person svinger mellem stærkt depressive tilstande og dramatiske tilstande af glæde. Connie Nielsen husker, at når hendes mor var glad, var hun next level.

”Lige pludselig kunne der være ostefad med 70 franske oste, og vi var pænt fattige, så min far sad der og svedte tran: ’Gud, hvordan fanden kommer vi igennem næste måned!’ Eller også var der pludselig 10 nye kjoler til hende selv, som hun havde købt nede i byen … og jeg gik i skole i laser. Jeg overdriver ikke. Jeg havde huller på mine knæ, før det overhovedet var fashionabelt at have. Jeg havde det værste tøj. Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor jeg gik i skole, og det var grimt, det tøj, jeg havde på, at de ikke engang drillede mig, fordi de syntes, at det var synd for mig,” siger Connie Nielsen, der som barn var lidt af en boss, den, der satte i gang, og den, der styrede slagets gang. 

”En af de skønne ting …” siger hun og stopper sig selv, mens hun på én gang griner sarkastisk og overbærende og fortsætter: ”Der er altid noget positivt.” Og det positive i den her sammenhæng med en mor med dårlige nerver og en fraværende far var, at der ikke var nogen, der holdt øje. Og når ingen holdt øje, var der heller ikke særlig mange regler. Søskendeflokken rendte rundt i skoven og ved ’Skredet’, som de kaldte skrænten nede ved Elling Å. ”Vi byggede dæmninger og svang os med reb hen over vandet. Vi var fuldstændig frie,” siger Connie Nielsen, der som den eneste havde en bagkant. Hun skulle smutte fra legen tidligere end de andre, fordi hun skulle hjem og lave aftensmad. 

I EN GEOGRAFITIME var store kort over Danmark, Europa og verden trukket ned foran tavlen. Connie Nielsen var 11 år gammel, hun sad i klassen og stenede over, at den by, hun boede i, slet ikke kunne ses på danmarkskortet fra hendes plads. Elling og Frederikshavn var umulige at få øje på, Danmark kunne kun svagt anes på kortet over Europa, men landet var så godt som usynligt på verdenskortet. 

”Jeg sad der og tænkte: ’Jeg kommer fra nowhere! Der er jo en kæmpe verden derude,’” siger Connie Nielsen, der klapper hårdt og hurtigt som en træner, der giver en peptalk. ”Jeg kunne slet ikke vente. Voks nu op, så du kan komme af sted!” 

I skolen var hun vant til at få skældud, fordi hun kom for sent de fleste dage. De mindre søskende skulle på en bus til Strandby Skole, og som regel var det Connie, der skulle sende dem af sted klokken kvart i otte. Men hun kunne ikke nå fra Elling til sin egen skole i Frederikshavn på et kvarter. 

”Jeg spurtede alt, hvad jeg kunne, for at minimere, hvor for sent jeg skulle være. Men man kan ikke forklare sådan noget til lærere,” siger Connie Nielsen på sit danske, der har adopteret en engelsk syntaks. Lærernes kommentar var som regel: ”Nå, nu er dronningen mødt op.” 

Da hun var 15 år, fik hun sit første job i en af de finere dametøjsforretninger i Frederikshavn. Hun cyklede rundt til de store villaer med perlegrus i indkørslen og afleverede tøj til damerne. 

”Der var meget gråt og beige,” siger hun, griner og fortæller, at hun bagefter fik job på en grillbar. Motivationen var, at hun ville købe sit eget tøj. Men sin allerførste løn brugte hun på en rød Christian Dior-læbestift og matchende neglelak til sin mor. 

”Det var min gave til hende, så hun kunne blive glad.” 

Moren pyntede sig med neglelakken og læbestiften, så tit hun kunne. Men sygdommen stoppede aldrig med at æde af hendes humør. 

Den næste løn brugte Connie Nielsen derfor på ny vinyl, en Electric Light Orchestra-plade, der med sit out of space-cover fik hendes drømme og fantasi til at stikke af. 

I HJEMMET I Elling var kaffe, te og alkohol forbudt, og Connie Nielsen skulle være tildækket til håndled, hals og ankler. Familien fulgte mormonkirkens retningslinjer, men som 15-årig tog hun et opgør, især med sin far. Ved middagsbordet var faren i gang med at holde en tale for hendes brødre, der gik på, at hvis man røg hash, ville man partout blive stiknarkoman. Som den ældste storesøster gav Connie stilfærdigt sin far ret i, at det nok ikke var verdens bedste idé at ryge hash, men at man altså ikke nødvendigvis endte med en nål i armen, hvis man gjorde.  

”Så bad min far mig om at forlade bordet. Jeg rejste mig op for at gå, men han stod i vejen for mig og sagde: ’Du skal ikke være næsvis.’ Så svarede jeg: ’Det er ikke at være næsvis at have en anden mening.’ Og så slog han mig.”

I det samme sagde Connie Nielsen til sin far, at hvis han nogensinde rørte hende igen, ville han aldrig se hende mere. Faren stod chokeret tilbage. Og han lagde aldrig hånd på sin datter igen, ligesom forældrene heller ikke slog hånden af hende. De lod deres datter have sin egen overbevisning, og langsomt indslusede hun sig i et mere almindeligt nordjysk ungdomsliv anno 80’erne. Snart efter stod hun som nummerpige i en rød badedragt i en Melodi Grand Prix-sketch i Møllerevyen i Frederikshavn og gik til fester med sine venner. 

”Da jeg begyndte i gymnasiet, var der basketballfest, og det var første gang, jeg fik alkohol. Sammen med alle pigerne. Det var rigtig sjovt, og jeg kom meget sent hjem. Min far låste døren, så jeg var nødt til at banke på. Og så stod han der. Jeg var bange for, at han kunne lugte det,” siger Connie Nielsen, der listede sig forbi sin far med bukket hoved og et hviskende ‘godnat’. Den næste dag havde festen udkrystalliseret sig i vaskeægte tømmermænd. Connie Nielsens mor blev bekymret og ringede fluks til lægen, der kom hjem til dem.

”Jeg vil gerne lige være alene med Connie,” sagde lægen, der lukkede døren ind til forældrene, så han og teenageren kunne være i fred. Derinde sagde han: ”Mellem dig og mig, du drak i går aftes, ikke?” ”Jo,” svarede hun. Så kaldte lægen moren ind på værelset og sagde: ”Ja, hun har fået akut mavekatar.” 

Connie Nielsen stopper for at grine færdig. ”Jeg har aldrig glemt det: ’Akut mavekatar’.”  

I 80’ERNES FREDERIKSHAVN sad hun hjemme hos sin perleveninde Marianne Sørensen og hørte Rickie Lee Jones til klokken tre om natten, når de ikke var i byen. De sad i badekarret med en drink i den ene hånd, der blev holdt kold af en frossen blomme, og en leverpostejmad i den anden. 

”Det var simpelthen så hyggeligt. Hendes mor var sådan en supermor, der kartede uld fra fårene, som de havde gående rundt i haven,” siger Connie Nielsen, der tilskriver sine venner sine bedste barndoms- og ungdomsminder.

”Jeg har haft fantastiske venner, som elskede mig på trods af, at vi var fattige.” Dengang var de en fast flok: Connie, Marianne, Susanne, Helle og Lone. De andre er i dag arkitekter, restaurant-medarbejdere og husmødre. De holder kontakten telefonisk og ses, så tit de kan. Connie Nielsen kalder den dag i dag stadig Susanne og Helle for sine tætteste mennesker. 

Dengang i 80’erne gik de på Gatsby’s sammen i Frederikshavn, som var stedet, hvis man ville ud og danse til ’Thriller’ og ’Billie Jean’. Det var først fedt at tage derhen klokken 23:30, så man skulle finde på noget at lave indtil da. De spiste middage sammen, og nogle af drengene i venneflokken – der i øvrigt var medlemmer af Konservativ Ungdom – havde lavet en vinklub, som Connie Nielsen og hendes veninder på et tidspunkt besøgte. 

”Og så skulle vi prøve en Pommard,” siger hun, mens hun løfter øjenbrynene og udtaler vin-navnet på et næsten overdrevent fransk. Drengene iltede, duftede og smagte efter på de dyre vine. ”Jeg var sådan: ’Skal vi sidde her og lege voksne!?’”

Heldigvis gled vinklubben over i Gatsby’s, et med Connie Nielsens ord lillebitte diskotek, som alle ville ind på, og hvor det kun handlede om at danse. Nætterne gled over i morgener med friske rundstykker fra bageren, og vennerne sov i samlet flok på sofaer hos enten den ene eller den anden.  

FEM TING, DU – MÅSKE – IKKE VIDSTE OM CONNIE NIELSEN

1. Fik sin kulturelle uddannelse i Italien, hvor hun boede i begyndelsen af sine tyvere sammen med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, med hvem hun fik sønnen Sebastian Sartor. I Rom læste hun sig både gennem Shakespeares værker og lærte det italienske køkken og sprog at kende indefra. Op til en rolle i en italiensk tv-serie lærte hun sig selv alle dialogerne udenad. Efter indspilningerne, der varede tre måneder, talte hun flydende italiensk.

2. Har taget masterclasses med den berømte stemmelærer Lydia Stix fra Piccolo Teatro i Milano.

3. I mormonernes søndagsskole blev hun påbudt at tage et skilt om halsen med i folkeskolen, når hun mødte om mandagen. Der stod, at hun elskede Jesus. Der var et pres fra de voksnes side om, at man skulle være stolt af sin religion.

4. Er stor fan af Margrethe Vestager og hendes arbejde som konkurrencekommissær i EU og kalder hende ’en heltinde, der bare gør lortet’.

5. Var vært ved det store H.C. Andersen-åbningsshow i 2005 i forbindelse med forfatterens 200-årsjubilæum. Det blev sendt over hele verden, og det faktum gjorde hende rædselsslagen. ”Jeg var så nervøs, at jeg var nødt til at få betablokkere af min gudmor,” siger hun om episoden.

PÅ PERRONEN I Frederikshavn stod 18-årige Connie Nielsen. Med en beskeden sum penge på lommen og en stor papkuffert fuld af hjemmesyet tøj. Hun havde solgt sin mors symaskine, som stod og samlede støv, og de 200 kroner, den indbragte, var hendes lommepenge. Laila og Bent, Connies mor og far, var netop blevet skilt, men de stod der begge to for at sige farvel til deres datter, der havde kurs mod eventyr uden bagkant i Paris. Forinden havde den unge nordjyde fået nys om, at familien vistnok havde en onkel i den franske hovedstad, og så spurgte hun sine forældre, om hun ikke måtte rejse ned og bo hos ham. Moren fik ringet rundt, og det hele kom hurtigt i stand. Med ordene ”Pas godt på dig selv, min pige” sendte Bent sin ældste datter ud i verden, og Laila supplerede med rådet: ”Husk lige, du går ikke ud og spiser, medmindre du kan betale halvdelen af regningen og taxaen hjem.”  

I Aalborg og Hamborg skiftede hun tog, og snart stod hun i Paris og havde brugt alle sine penge. Hun og onklen havde aftalt et backup-mødested i tilfælde af, at de missede hinanden. Og da Connie ikke kunne få øje på sin onkel det første sted, måtte hun praje en taxa og sætte kursen mod Gare du Nord i 10. arrondissement. Turen kostede alt, hvad hun havde, men hun fandt sin onkel, og hun boede hos ham de første tre måneder. Og der stod hun så som en – med egne ord – blåøjet mormon-pige midt i Europas kulturelle hovedstad. Heldigvis mødte hun Lisa fra Florida, der inviterede hende til en middag og i øvrigt foreslog, at de kunne finde en lejlighed sammen. Til middagen var en filmproducer med.

”Jeg var så fræk, at når folk spurgte: ’Hvad laver du?’, så sagde jeg fra begyndelsen: ’Jeg er skuespiller.’ ’Okay, hvad har du lavet?’ ’Jeg har lavet revy! Det er en meget vigtig ting i Danmark, en 150-årig gammel tradition, og det har jeg lavet, siden jeg var 15, og min mor har lavet det, siden jeg var lille.’” 

Sådan nogenlunde lød det pitch, hun holdt for produceren og resten af middagsselskabet, og kort tid efter havde hun en rolle i sin første film. Snart blev Paris til Rom og Milano, men rollerne var de samme: at være sexobjekt. 

”Det var ikke det, jeg ville. Jeg var en seriøs person, og jeg ville tages alvorligt. Jeg ville være kunstner, jeg ville ikke være starlet. Jeg var ikke interesseret i noget af det,” siger Connie Nielsen, der som 33-årig hev sine italienske teltpæle op og rejste til New York med sin førstefødte søn Sebastian og sin opsparing under armen.

Hun havde lige nøjagtig seks måneder til at slå igennem i Staterne, ellers ville pengene være brugt op. Det var en sensommer i slutningen af 90’erne, og efter kort tid blev hun tilbudt at indspille en film sammen med Arnold Schwarzenegger og en tv-serie med Don Johnson. Men tiden som høj, blond starlet var endegyldigt forbi, og med en solid portion is og stædighed i maven takkede hun pænt nej til rollerne. 

”Det var ikke derfor, jeg var kommet til Amerika,” siger Connie Nielsen. Og det betalte sig at stå fast. En måned senere blev hun castet til at spille Christabella, Al Pacinos datter i ’Djævelens advokat’, som blev en verdensomspændende succes, da den kom ud i 1997, og hun skrev selv den scene, hvor hun holder et formfuldendt advokat-forsvar på italiensk i filmen.

BIOLOGISK SET ER 57-årige Connie Nielsen mor til to, Sebastian og Bryce, men hvis hun selv skal sige det, har hun fem sønner: 32-årige Sebastian Sartor, som hun har med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, og 15-årige Bryce Ulrich-Nielsen, som hun har med eksmanden Lars Ulrich. Og så er der de tre andre: 24-årige Myles Ulrich og 22-årige Layne Ulrich, hendes stedsønner, som hun boede sammen med i en lang årrække. Og endelig 35-årige Yema Khalif, som hun har adopteret fra Nairobi-forstaden Kibera. 

Newyorker-lejligheden emmer af deres tilstedeværelse, for det er ikke moren, der tager et skateboard under armen, når hun skal ud. Det er heller ikke hende, der mikser musik i lydstudiet, der står op ad vinduerne. Eller hende, der bruger bordtennisbordet, der står klar til at beværte en duel med et fad fuldt af bolde og bat. 

Connie Nielsen har haft lejligheden i West Village siden 2000. Dengang var Lou Reed hendes nabo, og det vrimlede – med hendes egne ord – med transvestitter og prostituerede. I dag indlogerer hun sig i lejligheden cirka tre gange om året, for hun har også et hus i San Francisco, hvor hun bor med sin yngste søn. Til gengæld bruger hendes store sønner newyorker-lejligheden en hel del. ”De ved godt, at de er lidt forkælede,” siger hun.  

I gangen er en totempæl boltet fast i væggen. Den var en del af det legehjørne, som Connie Nielsen indrettede til sin søn for nu mange år siden. Nu står pælen med en antik Napoleon-seng som sidemakker, købt i Rom, dengang Connie Nielsen boede i La Monserrato – hun ruller på R’erne og trækker A’erne lange, når hun siger det – byens historiske hjerte, i en lejlighed fra 1500-tallet, hvor den moderne elektricitet hang frit ned langs væggene, og hun og hendes daværende kæreste sov på madrasser på gulvet. 

24 år gammel gik hun dengang rundt i den italienske hovedstad, hun var medlem af en feministisk gruppe, og hun ville hjemmeføde sin søn i dén seng. Hun havde også veer i den, men ak, et kejsersnit blev nødvendigt, og hun måtte på hospitalet. 

34 år senere emmer penthouselejligheden i New York af livshistorisk museum på en næsten højtidelig måde, men uden en følelse af, at man som besøgende skal tale afdæmpet og gå med armene langs siden. Et gammelt apotekerskab med nummererede skuffer og glaslåger skinner i al sin mahogni-glans og huser lejlighedens porcelæn og sølvtøj. 

”Der er endnu mere i San Francisco. Jeg elsker smukke borde. Mine børn har altid spist med sølv. Hele deres liv. Ikke fordi det skulle være fint, men fordi det skulle være smukt,” siger hun. 

Et Steinway & Sons-flygel står majestætisk og sender diamant-genskin gennem lejligheden, hvor der er reolmetre fyldt med lp’er og cd’er. 

Tom Waits, Gasolin’ og Mahlers 5. symfoni står der blandt andet på de tynde rygge. Selv spiller Connie Nielsen guitar og klaver. Foran sofabordet må fjernsynet vige en smule for kaminen, der er flankeret af kurve med optænding og aviser. En moppedreng af en Thomas Piketty-bog ligger på sofabordet (den franske økonom, som forsker i økonomisk ulighed). Hun er i gang med at læse den, og hun genfortæller med tydelig forargelse historien om de gigantiske summer, der ligger i skattely, som man ellers kunne forandre verden med. Connie Nielsens sprog er rundet af bløde amerikanske efterdønninger, der som små krusninger væver sig ind og ud af både sætninger og endelser. 

CONNIE NIELSEN OM …

’Gladiator’

”Inden jeg skulle skyde ’Gladiator’, var jeg ved at få et nervøst sammenbrud. Jeg havde den her scene, hvor jeg skulle stå foran 3.000 extras og græde, og jeg vidste ikke, om jeg kunne græde på kommando. Joaquin Phoenix gik ligesom over i hjørnet og gjorde sig klar inden scenen, og lige pludselig kom han frem og begyndte at græde. Jeg stod der og koncentrerede mig om ting, som virkelig havde gjort mig ked af det. Men det var umuligt at blive i den koncentration. Richard Harris lå og spillede død, når vi optog, men i pauserne satte han sig op og fortsatte den her meget lange smøre om ham og Peter O’Toole og alle de skønne, forfærdelige ting, de lavede, når de var på turné Det fik jo én til at skoggerle. Og så tænkte jeg: ’Nu er jeg fucked. Nu har jeg lige stået og grinet, nu kan jeg ikke græde.’ Men der opdagede jeg, at jeg var endnu mere loose, og jeg gik lige over i at græde. Fordi det er den samme muskel. Pludselig begyndte jeg bare at græde automatisk på hvert take.”

MAKEUP-ARTISTERNE PUSLER, pensler og klipper. Hovedpersonen sidder rank og rolig foran et stort spejl midt i køkkenet. Hendes søns influencer-kæreste, der er rutineret i at tage selfies, har skaffet et flytbart spejl. Connie er konversationskunstens dronning. I hendes hjem er der ingen akavet stilhed, og hun sidder ingen overhørig. Det tager to timer at lægge hendes makeup og sætte hendes hår, og da seancen er overstået, kender hun assistenternes livshistorier i overordnede træk, og hun har loyalt delt ud af sig selv og sine egne fortællinger imens. ”I cannot do botox. I wanna look like a human,” siger Connie Nielsen til hår- og makeup-artisterne og forklarer, at hun vil se vred ud, når hun er vred, ked ud af det, når hun er trist, og glad, når hun er glad.

Da hårstylisten har klippet hendes spidser, flyver Connie op og henter en håndstøvsuger, og i en hurtig bevægelse har hun fjernet håret på gulvet. Hun er høj, graciøs og langlemmet og bevæger sig let, næsten svævende, rundt. Kort forinden har hun rejst sig fra beautystationen for at sætte musik på. Drømmende lounge-toner sniger sig blødt og klaveragtigt ud af højttaleren, og Connie Nielsen sætter i vuggende hoftedans tilbage mod styling-stolen. Pludselig ringer det på. Det er buddet fra et italiensk supermarked, der kommer med varer til den middag, hun gerne vil lave til sin søn, når han kommer i aften. Buddet vil vide, hvilket navn han skal trykke på ved dørtelefonen. ”Nielsen,” svarer Connie og udtaler sit efternavn langsomt. Kort efter kommer fire brune papirsposer ind ad døren, der bugner af grøntsager og italienske delikatesser. 

Playlisten skifter mellem fransk, afrikansk, rap, lounge og kenyansk dancehall. Hun får sat ekstra hår på, og musikken skifter til noget italiensk, der emmer af fest. En af hendes nylige roller krævede rødt hår, og den kemiske farve ødelagde håret, der er knækket af flere steder, og hun har små tjavser oppe ved panden. Hvis de vil bruge rød igen, må de gå full wig, lader hun forstå: ”The red was a fucker!” 

Små sorte buer bliver lagt på hendes øjenlåg med ferm hånd. Ingen siger noget, indtil makeupartisten pludselig udbryder: ”Et voila!” 

CONNIE NIELSEN SPRINGER OP: ”Okay, shoes on!” Hun er klar til at få taget billeder i sit nabolag. 

”Normalt er mit New York-look sorte jeans, hvid tee og en læderjakke,” siger hun, da hun går ud ad døren i loose skotskternede shorts, en lyseblå T-shirt, der har en lille plet af blomsterstøv fra San Francisco, som ikke kan gå væk, og hvide og blå Nike Jordans. 

Udenfor siger den mandlige makeup-artist: ”She’s gorgeous,” da Connie Nielsen let stryger hen over gaden i West Village. På afstand ligner skuespilleren et lyseblåt og lyserødt bolsje.  Hår- og makeup-artisterne har pusletasker fulde af remedier, som de fresher Connie op med, når hun poserer. På trappetrin, midt på gaden. Håret rettes, læbestiften fikses. Hun går gyngende og afslappet og smalltalker, men så snart fotografen løfter kameraet, er hun på arbejde. Ansigtet fortrækker sig til en fokuseret og professionel karakter, bevidst om vinkler og bevægelse.

På hjørnet af Perry Street og West 4th. Street bryder hun ud i et på én gang snorlige og brandvarmt model-smil. ”Så inviterer jeg på italiensk kaffe!” siger hun og stryger ind på sit italienske stamsted, hvor hun i årevis har spist søndagsfrokost med sine sønner. 

Da hun kom til byen for 20 år siden, var det ikke nemt at opstøve en ordentlig pasta, der matchede de standarder, hendes tid i Italien havde sat i hende. I dag drikker hun espresso i marmorbaren, hun tager en tår af den lille porcelænskop under skinnende sorte solbriller og slår over i et fejlfrit italiensk og bestiller kaffe til resten af rosset. Restauranten ligner en scenisk tidslomme. Baristaerne har hvide skjorter, sorte veste og ærmeholdere på. Citrusfrugter bjerger sig op fra bardisken, og der er vin galore i reolerne fra gulv til loft. Connie Nielsen drikker ud, siger: ”Grazie mille” til personalet og drejer ud på gaden igen. 

CONNIE NIELSEN OM …

’Justice League’ 

”Jeg skulle ligge stille som en mumie i syv timer og trække vejret gennem et sugerør under tilblivelsen af min karakter dronning Hippolyta i ’Justice League’. Det er tortur for en som mig at sidde stille så længe.” ”I dag har 3D-computerteknologi gjort den del af skuespiller-gerningen meget nemmere. Skuespillerne får fotograferet deres kroppe fra alle vinkler, og så bliver resten lavet på computer.”

’Okavango: The Wild Frontier’

”Vi skød filmen ’Okavango: The Wild Frontier’ ude på et vilddyrsreservat i Sydafrika. Pludselig udbrød en savannebrand, og jeg stod med en vandslange og kæmpede mod ilden sammen med alle dem, der boede på farmen. Jeg var 27 år og havde sat min lille søn, hans barnepige og alt, hvad vi havde, med ud i en jeep. Vi var klar til at køre ud gennem flammerne, men vi endte med at få has på ilden.”

DET STORE SATS over Atlanten lykkedes. Efter ankomsten til New York i 1996 begyndte større roller med mere tyngde efter kort tid at dukke op. Hun fik en tre-films-kontrakt med Warner Bros., og den første film var som nævnt ’Djævelens advokat’. Den allerførste dag på settet skulle hun skyde en scene i Central Park, og hun satte sig i en makeup-stol ved siden af Al Pacino.

”Han rejser sig så op og siger: ’Christabella’ – det er min karakters navn – ’I saw your screen test. I couldn’t be happier to have you as my daughter.’ Og så satte han sig ned igen.” 

Skuespilleren, der senere spillede med i film som Ridleys Scotts ’Gladiator’, Susanne Biers ’Brødre’ og den store Warner Bros.-produktion ’Wonder Woman’, bider sig let i fingrene og gør sine øjne store, da hun fortæller historien. 

Omtrent på samme tid blev Connie Nielsen introduceret til den danske modefotograf Marc Høm, og sammen med balletdanserne Alexander Kølpin og Nikolaj Hübbe dannede de en slags dansker-middagsklub i New York, alle med hver sin spirende karriere.  

”Nikolaj og jeg blev med det samme fuldstændig forelskede i hinanden. Han er ikke til piger, men det blev bare et kammeratskab fra day one,” siger Connie Nielsen, der som regel var den, der var vært for forsamlingerne. Hun havde sin søn Sebastian, og det var også hende, der perfektionerede adskillige pastaretter. ”Og så var det mig, der havde et rigtigt setup. Jeg havde et spisebord, jeg havde sølvtøj, jeg havde et rigtigt hus, hvorimod de andre …” siger hun og griner. 

”Vi spillede piratbridge til klokken jeg ved ikke hvad! Det var meget, meget fedt. Og så handlede det ellers om vores kunst. Nikolaj snakkede om alt det, han lavede på New York City Ballet, og Marc lavede de her fantastiske sort-hvide portrætter. Alle var vi ved at sætte vores mærke på, hvad det var, vi skulle lave. Vi var alle sammen på den her rejse, og vi var alle sammen virkelig ambitiøse. På sådan en afslappet, fandenivoldsk måde.” 

TILBAGE I LEJLIGHEDEN danser Connie Nielsen i sin hvide flydersofa med poserings-stop foran kameraet. Der er Kanye West på højttaleren, mens hun lægger sin krop og sit ansigt i de rette vinkler. ”Bingo!” siger fotografen, og Connie Nielsen siger straks efter: ”Lunch!” og klapper hænderne sammen. 

Hun går fra topprofessionel model til rutineret signora i løbet af et fingerknips, og på få minutter er der sat vand over til pasta, skyllet salat og snittet hvidløg. Der er pasta bottarga på vej, en angiveligt 3.000 år gammel ret, hvor tørret og presset fiskerogn rives ud over nykogt spaghetti. En orange klump bliver til fint drys, og der er frokost på vej til hele entouragen. Opskriften sidder tydeligvis i hovedet. Skinnende marmorbordplader bugner af olier, eddiker, støbejernsgryder og krukker fulde af røre-remedier, der er rødbrune og patinerede af tidens tomatsaucer.  Når hendes sønner kommer på besøg, bliver der lavet varm mad. Hver gang, ikke fordi de har en forventning om det, men fordi hun elsker at lægge tid og kærlighed i italiensk spaghetti til dem. I en håndsyet brasiliansk kjole fuld af glitter, farver og frynser åbner hun en flaske vin. 

Som en matriark får hun sat alle i sving, mens hun selv lægger sidste hånd på måltidet, der ud over pastaretten består af et overdådigt bræt med prosciutto, parmesan og salat. Mens pastaen bulderkoger – hun smager undervejs, så hun kan tage den af, når den er perfekt al dente – bliver der dækket bord med sort Royal Copenhagen-stel og foldede servietter. Hun forklarer, at pastaen kun er god i tre minutter, da alle har sat sig. Der er ingen, der mangler hverken vin i glasset, mad på tallerkenen eller noget at tale om på hendes vagt. Hun fortæller, hvordan hendes dengang 12-årige søn en dag kom hjem til newyorker-lejligheden fra en tur på skateboardet. Han fortalte nysgerrigt, at han havde mødt en masse damer, der lignede mænd. Connie Nielsen svarede, at de var transvestitter, og at hvis han nogensinde havde brug for hjælp, skulle han bare spørge dem til råds. 

CONNIE SOM KAREN

I ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’ spiller Connie Nielsen forfatteren i perioden, efter hun har boet 17 år i Kenya. Hun har mistet alt. Hun er syg, ruineret, fraskilt og flyttet hjem til sit barndomshjem Rungstedlund. Pludselig er hun igen afhængig af sin religiøse og højborgerlige familie. Nu skal hun prøve at rejse sig og genopfinde sig selv som kunstner. I serien spiller Connie Nielsen over for blandt andre Lars Mikkelsen og Joachim Fjelstrup.

EFTER MÅLTIDET GÅR VI uden entourage en tur i raskt og hjemmevant trav gennem West Village og SoHo, forbi hendes ældste søn Sebastians gamle skole, basketballbanen, han spillede på, forbi deres gamle yndlingsrestaurant, Da Silvano, og de efter deres mening mest vidunderlige slagtere og oste-mænd.

”Min søn Sebastian og jeg havde en weekend-ting, som vi altid gjorde, da vi boede i New York. Om lørdagen gik vi i en pladebutik og om søndagen i en bogbutik,” siger Connie Nielsen. Besøgene kulminerede altid med, at de hver måtte vælge tre bøger om lørdagen og tre cd’er om søndagen, som de købte. Sammen byggede de samlingerne af bøger og cd’er, der strækker sig fra gulv til loft i penthouselejligheden i West Village. Fredagene var for det meste helliget til at gå på The Museum Mile og stoppe på enten Metropolitan Museum of Art eller MoMa.

”Jeg prøvede at gøre det sjovt, så det aldrig var en pligt. Jeg sørgede for, at der var masser af våben og ting, som var spændende. Og rustninger og hvad ved jeg. Jeg ville gerne gøre ham konversationsdygtig. Ikke med andre mennesker, men med sig selv. Om hvad kunst er, hvordan man skaber noget kreativt, nogle ideer, og hvordan man kan stille spørgsmålstegn ved tingene.” 

Ruterne fra sønnens barndom sidder stadig i Connie Nielsens fødder, mens hun fortæller om sønnen og om sit eget liv.  

OPPE I LEJLIGHEDEN igen sætter hun sig i sin sofa og tager en glubsk tår vand. Hun har været på i ni timer uden pause. Inden længe skal hun i køkkenet igen og lave pasta til sin søn, der kommer til late night dinner. Og i morgen er hun på vej til Danmark for at lave presse om sin hovedrolle som Karen Blixen i tv-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, som hun også er executive producer på. 

”Jeg er stolt af, at jeg har bygget en karriere, som ikke kun er baseret på, at jeg var cute, da jeg var 25. Jeg er stolt af, at jeg har en stemme. Jeg er stolt af, at jeg er kommet frem til ikke at være bange for at fortælle,” siger Connie Nielsen, der har trukket benene op under sig i sofaen. Kornfede regndråber slår mod ruden, og de sorte skyer har gjort aftenen mørk før tid. 

”Der er noget inden for psykologien, der hedder parentified. Som barn blev jeg gjort til en forælder og fik ikke lov at være barn. For mig har skuespillet virkelig været en måde at genfinde legen i mig selv. Jeg elsker at lege. Men der ligger altid en alvor meget tæt på.”

Som barn elskede han at underholde, men et lidt for frit ungdomsliv tog en skarp drejning, da han blev sendt fem år på kostskole i Schweiz. Hjemme igen måtte han standhaftigt kæmpe for sin voksenkarriere, der blandt andet begyndte i en stofkamel. PETER MYGIND spiller med åbne kort og fortæller i 14 scener om et liv, der har budt på frustration, fiaskoer og fanfare.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Martin Bubandt

1. BARNEPIGER OG STJERNEKASTERE  

Fra jeg var tre måneder gammel, var barnepigen omdrejningspunktet i mit liv. Hun var den første, jeg så, når jeg stod op, og den sidste, jeg så, før jeg gik i seng. Min far var direktør for et stort firma i Allerød, der solgte indpakningsemballage. Han tog min storebror Lars og mig med på fede skiferier eller med til Island eller Marokko, hvor han begge steder havde lejligheder, men i det daglige var han ikke en del af butikken. Han tog på arbejde klokken seks, kom først hjem om aftenen, og så rejste han 180 dage om året. 

Min mor havde sit eget teater, Riddersalen, der var hele hendes verden. Hende så vi heller ikke meget til. Det betød, at vi tilbragte sindssygt meget tid med barnepigen. Lis var der i syv år, Margrethe i fire, og så var der Bodil og Sonja. Det var dem, der sørgede for regelmæssighed og aftensmad. Alt det praktiske var der fuldstændigt styr på takket være dem.

Når min mor kom dumpende forbi, blev der straks arrangeret ting. Så havde hun mødt to italienske klovne, Carlo og Alberto, der kunne køre på ethjulet cykel, og de blev indlogeret i vores kælder og lærte også mig at køre på ethjulet cykel den sommer. En anden gang var det dukkeførere fra Tjekkiet, og en tredje gang kom jeg hjem fra skole, hvor min mor havde ommøbleret hele stuen og hængt tæpper op overalt, fordi hun var ved at lægge programmet til ’Svend, Knud og Valdemar’. Jeg blev bestukket med 10 stjernekastere til at spille med, og som otteårig sad jeg dér helt skrækslagen uden en trevl på kroppen som Adonis. 

Min mor var vild, åben og nysgerrig, og når hun rent faktisk var der, kom der mange forskellige mennesker ind ad døren. Enhver var velkommen, og folk som Elsa Gress, Daimi, Ghita Nørby og Dirch Passer kom i mit barndomshjem. 

Hun var til gengæld ikke en, der havde smurt madder, når man kom fra skole. Min barndomsven Jans mor havde altid en tallerken klar, når man trådte ind ad døren, og det kunne ikke være en større kontrast til det hjem, jeg kom fra. Men mine venner elskede min mor, for man vidste aldrig, hvad hun fandt på. Nogle gange kom vi ind ad døren og fik straks stukket nogle store fuglefigurer i hænderne, som hun havde gået og bygget og ville have os til at hoppe rundt i. Og hvis vi var heldige, tog hun os med ind til Vor Frue Plads, hvor hun lavede gadeteater hele sommeren i mange år. Min mor var anderledes, og mine venner elskede at komme hos mig. Men de kunne selvfølgelig også tage hjem til deres egne trygge rammer igen bagefter.

Selvom jeg ofte savnede mine forældre, havde jeg aldrig prøvet andet. Længere nede ad gaden boede Poul Reichhardt og hans børn, og der var også altid en barnepige, der tog sig af dem. Det var bare sådan, det var. Senere blev mine forældre skilt, og min mor flyttede fra det store hus i Charlottenlund og ind til Vesterbrogade oven på Waterloo Stripclub. Det var vildt at være på besøg derinde, hvor man om aftenen kunne høre de høje lyde fra stripklubben nedenunder. Derfor foretrak jeg at være derhjemme. For nogle børn er det et chok, når deres forældre bliver skilt. Men jeg manglede ikke nogen, for hun var der stadig, og hun hed enten Lis, Margrethe, Sonja eller Bodil.

Hver onsdag kom min mormor hjem til os og lavede varm kakao og krydderboller. Det var et fast ritual. Mine bedste barndomsminder har med hende at gøre. Hun og min morfar havde et sommerhus i Dronningmølle, hvor vi tilbragte alle sommerferier, og de repræsenterede for mig den kernetryghed, som er så sindssygt vigtig for alle børn. Min mormor var min tryghed, hun så mig og elskede mig for den, jeg var. For jeg var et barn, man bekymrede sig om. Jeg fik ikke de bedste karakterer i skolen, jeg havde svært ved at koncentrere mig og skabte meget uro.

MYGINDS MERITTER 

Født 1963. Opvokset i Charlottenlund. Søn af forretningsmand Søren Mygind og skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm og bror til Lars Mygind, der er terapeut og underviser. Har desuden en tysk storesøster, Trixi, farens datter fra et tidligere forhold. Uddannet på Statens Teaterskole i 1992. Fik i 1995 folkeligt gennembrud med den satiriske figur Score-Kaj, der elskede lamsebamser og havde sin faste catchphrase: ”De tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår.”

Har blandt andet medvirket i ’Nikolaj og Julie’, ’Borgen’, ’Sommerdahl’, ’Riget’, ’Taxa’, ’Badehotellet’, ’Bedrag’, ’Rejseholdet’ ’Min søsters børn’-filmene, ’Flammen & Citronen’, ’Så længe jeg lever’, den tyske tv-serie ’Ein Sommer’ og den britiske spillefilm ’Last Christ­mas’.

Gift med Lise Mühlhausen, med hvem han har Valdemar på 23 og Julius på 30. Julius Mygind er en populær foredragsholder, der har udgivet bogen ’Du er ikke f**cked, du er bare ung!’, hvori han fortæller om sine teenageår, hvor han røg hash og endte i stofmisbrug, før han fandt en vej ud. Ud over Peter Mygind og Lise Mühlhausen bor hendes mor, deres ældste søn, svigerdatter og to børnebørn på forskellige etager i et stort hus i Charlottenlund.

Peter Mygind holder hvert år mellem 50 og 80 foredrag om blandt andet social ansvarlighed, vold og mobning.

Har i år blandt andet medvirket i TV 2 Charlie-serien ’Sommerdahl’, i den nyeste sæson af DR-serien ’Borgen’ og er med i den tredje sæson af ’Riget’, der får premiere senere i 2022.

2. KLASSEKLOVN PÅ KOSTSKOLE

Fordi jeg savnede opmærksomheden fra mine forældre, prøvede jeg at gøre krav på den ved at optræde og underholde. Min mor var meget betaget af dukketeater, og vi havde et dukketeater i kælderen, hvor jeg lavede den ene forestilling efter den anden. Jeg elskede også at komme ind på min mors teater og kravle rundt oven på kulisserne, mens de var klædt ud og optrådte. Jeg var betaget af hele den verden og fandt det selv fuldstændig naturligt at optræde. Det blev tidligt min måde at få kontakt til mennesker på.

Mine lærere var til gengæld bekymrede for mig, fordi jeg klarede mig dårligt og kun gik op i at have det sjovt. Da vi blev teenagere, blev jeg den festglade i klassen, og fordi jeg boede i en kæmpevilla i Charlottenlund, der næsten altid stod tom i weekenderne, kunne jeg holde alle de fester, jeg ville. Alle var inviteret, også drankerne og hashhovederne, og der gik ikke længe, før jeg selv blev lidt for glad for at ryge hash og forsvinde ind i rusen.

Selv betragtede jeg mig som en almindelig teenager, der bare kunne lide at fyre den af, og derfor havde jeg ikke på forhånd set det røde kort, som min far pludselig stak mig. 

Et halvt år efter min 13-års fødselsdag præsenterede han mig for ideen om, at jeg skulle på kostskole i Schweiz. Først så jeg det som noget lidt eksotisk, jeg troede bare, det ville dreje sig om et par måneder. Jeg havde endnu ikke fattet, at jeg skulle tilbringe de næste fem år på kostskolen Lyceum Alpinum i Schweiz. 

Den efterfølgende sommer tog han mig med til Schweiz, hvor der uden for alpelandsbyen Sankt Moritz åbenbarede sig en kæmpestor Hogwarts-bygning med en snert af ungdomsfængsel over sig. Her skulle jeg bo sammen med 379 andre drenge. Det var en kostskole for de riges forkælede børn, der var vant til at blive passet i hoved og røv. Man skulle blandt andet eje et jakkesæt og 24 forskellige lommetørklæder, så det havde vi på forhånd været ude at købe. Jeg gik ellers altid i cowboyskjorte og cowboybukser, men i 1977 stod jeg i jakkesæt på den seksmandsstue, hvor jeg skulle bo, og kiggede ud ad vinduet, da min far gav mig en schweizerkniv i afskedsgave og sagde: “Vi ses.”

3. MOBNING OG SELVKIDNAPNING

Så stod jeg der og var i chok. Jeg forstod overhovedet ikke sproget og boede på værelse med fem andre drenge. På min stue boede blandt andre to italienere, der havde så meget hjemve, at de græd hver dag: ”Mamma!” Jeg græd også i starten, men deres gråd overdøvede i den grad min. De havde levet i et trygt hjem, hvor mor lavede pasta til dem hver dag, og nu var de så pludselig havnet her.

Skoledagen begyndte kvart i otte og sluttede først klokken 18:30, også om lørdagen. Man blev hele tiden bedømt, i undervisning, i sport, i oprydning, i alt. Og man var Des med læreren, ellers råbte hun: “Raus!” Det var afstraffelse, ikke fysisk, men på de fleste andre måder, og man fik hele tiden eftersidninger. Til gengæld skulle man ikke selv rede sin seng. Det var der nogle unge, underbetalte italienske kvinder, der tog sig af. Nogle af dem kunne man også betale for at have sex med, men det krævede lidt mod, for der var stor udsmidningsfaktor, hvis man gjorde noget som helst forkert. Hvis man blev taget med hash, røg man også ud. Lige i starten lykkedes det mig to gange at smugle tjald med ind, men det stoppede hurtigt, da det gik op for mig, at man indimellem skulle afgive urinprøver. 

Vi var 380 drenge, der var lukket inde bag mure i 1.800 meters højde. Ikke overraskende var der sindssygt meget mobning. Jeg oplevede et utrygt fællesskab, hvor mange gik rundt og var pissebange hele tiden, fordi de ikke vidste, hvornår utrygheden ramte. En del blev virkelig hårde for at beskytte sig selv, for det var et benhårdt miljø. Det var survival of the fittest. Hver etage havde otte brusere til omkring 60 drenge, og hver morgen fik hver elev to minutter under bruseren. I hvert fald i udgangspunktet. Der stod nemlig en brusekaptajn og råbte: ”Wechsel!”, og nogle fik kun ni sekunder, så blev de smidt ud igen. Man havde intet at skulle have sagt. Jeg havde en ven, der aldrig fik vasket shampoo ud af sit hår, fordi kaptajnen hældte det i håret på ham og sendte ham ud igen. Han blev mobbet så meget, at han til sidst hoppede ud ad et vindue, fordi han var så desperat. 

En anden af mine kammerater kidnappede sig selv. Mange af børnene havde forældre med gamle penge. De var vokset op med svimlende rigdom og havde tilbragt alle deres ferier i Monaco. Der var både Volkswagen-børnene og arvtagerne til greven af Liechtenstein, og ham, der kidnappede sig selv, var søn af direktøren for Springer-koncernen. Familien var en af de rigeste i Tyskland, så sønnen hyrede nogle mænd i Napoli til at kidnappe sig selv på skolen og afpressede efterfølgende sin egen familie for 10 millioner kroner. De fandt ud af, at han selv havde arrangeret det hele, og han kom ikke tilbage på skolen igen. Det gjorde ham, der hoppede ud ad et vindue, heller ikke. Han brækkede begge ben og endte i kørestol. 

PETER MYGIND OM

 At gå i familieterapi

”Efter Julius var blevet overfaldet for anden gang, endte vi i terapi. Det var et totalt wakeupcall for mig. Jeg vidste godt, at jeg var en, der nogle gange kunne råbe, og så stoppede alt, men at sidde der foran terapeuten og høre min yngste søn fortælle, at han selv råbte en gang imellem, fordi hans far gjorde det, er stadig i dag det mest pinlige, jeg har prøvet. Vi sad foran den her førende familieterapeut, og jeg prøvede at korrigere lidt: ’Ah, er det nu så …’, og så begyndte han ellers at remse alle de gange op, hvor jeg havde råbt. Det var forfærdeligt. Det ramte mig virkelig. Han havde jo ret. Fra den ene dag til den anden ændrede jeg mig, og i dag vil mine børn dårligt nok kunne huske, hvornår deres far sidst har råbt.”

4. MYGIND, DER KAPITÄN

Jeg fatter ikke, at jeg ikke løb skrigende væk, men blev der i fem år. Men som tiden gik, blev det mit liv. Selvom kostskolen var ren overlevelse, kunne jeg mærke, at jeg måske havde noget med hjemmefra, der gjorde mig i stand til at rumme det. Jeg havde aldrig kendt til at have min mor eller far tæt på til daglig, og jeg var vant til uforudsigelighed.

Jeg kunne også få folk til at grine, og jeg kunne lide sport og spillede meget ishockey og fodbold, så jeg røg ind i forskellige fællesskaber. Min evne til at kunne snakke med alle betød, at jeg hurtigt steg i hierarkiet på kostskolen. Jeg kunne snakke med de største røvhuller, der styrede hele lortet, og samtidig snakke med de svageste. Fordi jeg kunne mingle med alle, blev jeg valgt som kaptajn – en udnævnt elev, der skulle repræsentere og tage ansvar for de andre. Det betød, at jeg skulle stå til regnskab over for lærerne, hvis nogen havde lavet ballade, men jeg fik også det privilegium, at jeg måtte gå senere i seng. Vi var 28 nationaliteter på skolen, og jeg boede selv på værelse med en, der hele tiden blev ekskluderet af fællesskabet. Men fordi jeg boede med ham, blev folk tvunget til at tage ham med, for de havde selv valgt mig som kaptajn. Med tiden blev det i det hele taget min rolle at være ham, der tog sig lidt af dem, der havde det svært.

En gang imellem kunne man ringe hjem fra kostskolen, men som regel var der ingen, der tog den, fordi dem i den anden ende jo ikke anede, at man havde tænkt sig at ringe. Så stod man der i telefonboksen og ventede forgæves. Det skete også fra tid til anden, at mine forældre ringede og spurgte: ”Hvordan går det?” Eller fortalte, at farmor var død. Og så gik der en måned mere, før man snakkede med dem igen.

Jeg var sur på dem, og jeg oplevede stor ensomhed, savn og sorg over at føle mig fravalgt, for min bror blev ikke sendt af sted. Han klarede sig fint, og han var skidegod i skolen. Men jeg måtte klare mig alene i teenageårene med alle de tanker og følelser, hvor man burde have haft nogle forældre ved sin side til at sige: ”Det forstår jeg godt, skat.”

Jeg fandt i stedet en fyr fra Hongkong, der var god til engelsk, og det var det tætteste, jeg kom på det. ”It’s tough,” kunne jeg sige. ”I think it’s tough, too,” svarede han så. Der gik en del år, før jeg første gang endte hos en psykolog, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting at bearbejde. Der var helt klart en vrede i mig over, at jeg bare blev sendt væk i fem år.

Og så spøgte en fornemmelse af, at mine forældre tænkte: ”Den klarer han ikke.” Jeg vidste, at de ikke troede, jeg havde styrken til det, og det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme vise dem, at jeg ikke var den pivskid, som de forestillede sig. Det hele lå på mine egne skuldre. Jeg havde ingen at gå til, når jeg var ked af det eller vred. Jeg havde kun mig selv og mine grædende italienske venner. Og det har i virkeligheden vist sig at være en gave, for i den tid lærte jeg en enorm arbejdsdisciplin, og da jeg efter fem år blev færdig på kostskolen, var det med triple color. Det var den fineste udmærkelse på kostskolen, og til den afsluttende middag med alle afgangseleverne og deres forældre var min far ikke til at skyde igennem. Den havde han ikke set komme. Han havde sendt sin hashrygende, småalkoholiske søn af sted til en fin kostskole i Schweiz og tænkt, at det ville gå helt galt, men i stedet havde jeg klaret det med bravur. Jeg var også selv sindssygt stolt. Jeg havde lært, hvad det vil sige at gøre sig umage.

5. PALLE ALENE HJEMME 

Efter kostskolen stod jeg i 1983 med et brev fra de schweiziske myndigheder om, at jeg kunne blive schweizisk statsborger. Jeg var 19 år gammel, havde handelsdiplom efter min afgangseksamen, og min far mente, jeg skulle flytte til Genève og fortsætte ad det spor. Selv var jeg mere i tvivl. Jeg ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun skulle den sommer: ”Jeg skal fortælle grønlandske eventyr med nogle store masker.” ”Må jeg være med?” ”Selvfølgelig.” Så var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste hjem til min mor, smed min cottoncoat og slips ind i skabet og startede et nyt liv.

De næste par måneder tilbragte jeg i et stort cirkustelt med at spille grønlandske eventyr. Min far troede, at jeg bare skulle brænde krudt af hen over sommeren, før jeg ville søge ind på en ny uddannelse, formentlig i Schweiz, men selv var jeg ikke et sekund i tvivl. Min bror og jeg førte dukker, mens min mor fortalte forskellige eventyr, vi rejste rundt i landet og optrådte for børn og voksne i et stort cirkustelt. Når vi havde fri, tog vi ned på det lokale torv og lavede gadeteater.

Jeg spillede teater hele tiden, og ellers drak jeg mig kanonstiv, for det havde jeg ikke rigtig gjort i fem år. Mine forældre nåede at blive bekymrede for mig endnu en gang: ”Er han ved at falde tilbage?” Men jeg var bare en 19-årig dreng, der lige skulle leve livet og møde nogle damer og drikke lidt sprut. 

Fordi jeg havde været væk i fem år, havde jeg ikke længere nogen venner i Danmark. Min far havde solgt den store villa i Charlottenlund, og jeg havde ingen kontakt til mine gamle venner fra folkeskolen. Jeg følte mig totalt som Palle alene i verden, så når jeg ikke lavede teater, sad jeg inde på Kultorvet i København med en øl og prøvede at komme i kontakt med andre mennesker: ”Hej, hvad hedder du så?” Jeg skulle opbygge en ny identitet og en ny venskabskreds. 

På teatret havde min mors veninder kigget på mig med skeptiske miner: Skulle den der kostskoledreng være med her? Daimi sagde ligefrem til mig, at hun ikke syntes, jeg havde talent. Når vi lavede forestillinger, var der ingen instruktør, så man sad og fordelte rollerne, og jeg prøvede mange gange at få en hovedrolle, men hver gang satte hun foden ned. Det slog mig heldigvis ikke omkuld. At spille skuespil føltes som en urkraft i mig, og sådan har det været lige siden.

6. ”UNDSKYLD, GIDER DU SIGE DET IGEN?” 

De næste fem år rejste jeg rundt i landet og lavede hovedsageligt børneteater om sommeren og voksenteater om vinteren. Jeg kunne leve af det, og jeg fik lov til at spille og hoppe rundt. Men hvis jeg ville noget mere med alt det her teater, blev jeg nødt til at åbne en ny dør. Min mor repræsenterede noget andet end resten af teaterverdenen, og jeg måtte vikle mig ud af hendes kærlige arme.

Skuespilleren Kristian Halken så mig til en forestilling på Søpavillonen og opfordrede mig til at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg kom ind i første hug, selvom den daværende rektor Lone Hertz havde sine tvivl. Hun mente, at jeg var for Jytte Abildstrøm-agtig og sagde, at hun ærligt talt ikke vidste, om ikke det var bedre, at jeg blev i ”Jyttes vidunderlige univers”, som hun formulerede det. Men jeg kiggede hende i øjnene og sagde: ”Nej, jeg vil det her.”

Den første tid på Teaterskolen var ingen dans på roser. Min dramalærer sagde til mig efter to måneder, at jeg ikke burde gå der, fordi jeg overhovedet ikke havde talent til at blive skuespiller. Og i øvrigt heller ikke begavelse nok. Når hun stod og fortalte om skuespilteknikker, fattede jeg det simpelthen ikke. Jeg blev nødt til hele tiden at række hånden op og få hende til at forklare det igen. Det var så mærkeligt nærmest at være vokset op på et teater, og så var det ren volapyk for mig at blive undervist i det. Jeg fattede intet af det, og efter noget tid opfordrede hun mig direkte til at stoppe. Hun syntes, jeg var a pain in the ass, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det er umuligt andet, når der står et voksent og begavet menneske og siger: ”Du har simpelthen ikke talent.”

Heldigvis havde jeg en oplevelse fra tidligere i mit liv, jeg altid fandt frem, når tvivlen begyndte at blive for stor i mig. Efter jeg i 1983 havde hoppet rundt bag en maske til en forestilling, var Erling Schroeder kommet hen til mig og havde sagt: ”Du er da et spændende ungt menneske.” Han var en legendarisk teaterinstruktør og den første, der så noget i mig. Der var mange andre, der intet så i mig, så det var en stor drivkraft for mig, at han havde sagt det. Uanset hvem jeg mødte siden hen, havde jeg i baghovedet, at han troede på mig. 

PETER MYGIND OM

At blive anmeldt 

”Der er visse anmeldere, der aldrig har kunnet lide mig, og det har jeg lært at leve med. Det er jo noget mærkeligt noget, at hvis man læser en positiv anmeldelse, har man glemt den fire sekunder efter, men hvis man læser en virkelig dårlig anmeldelse, kan den sidde i én i lang tid. I dag betyder det meget mere for mig at blive stoppet på gaden af en, der siger: ”Hvor var du god i den rolle!” Det er jo det, man skal lytte til.”

7. SCENEKIKS, STOR KÆRLIGHED OG EN BEGYNDERKAMEL

Tilfældigt mødte jeg en pige i Hornbæk, der inviterede mig til sin fødselsdag i Frederikssund, selvom vi lige havde mødt hinanden. Jeg kendte ingen af de andre mennesker, men i et mærkeligt ironisk indfald slog jeg alligevel på glasset, rejste mig op og holdt en passioneret tale. Da jeg satte mig ned, kom en lille mand hen og sagde: ”Dav, jeg hedder Michael Obel, det var fandeme godt. Er du skuespiller?”

Det viste sig, at han var ved at lave en film, der hed ’Høfeber’, og før jeg fik set mig om, havde jeg landet en rolle som sådan en lidt Karl Kæk-agtig karakter. Jeg skulle spille sammen med folk som Frits Helmuth og Lisbet Dahl, og det var sindssygt grænseoverskridende, for jeg havde aldrig filmet før. Jeg anede ingenting om den verden. Til den første scene var der lagt skinner ud, som kameraet skulle køre på, og jeg vadede bare over dem. ”HVAD LAVER DU?” brølede den ældre fotograf rødglødende gennem lokalet. Det viste sig, at de skinner var lagt med vaterpas og små klemmer, og det var nærmest en dødssynd at gå ind over dem. Jeg fik en gedigen skideballe og var i komplet choktilstand, før jeg var kommet i gang. 

I 1991 var jeg til en anden fest, hvor jeg faldt pladask for Lise (Mühlhausen, red.). Jeg forsøgte med alle tricks i bogen at lokke hende ud på dansegulvet. I et sidste forsøg på at affeje mig bøvsede hun mig i hovedet, men jeg lod mig ikke afskrække. Jeg fik min dans, vi endte med at tilbringe weekenden sammen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt kvinden i mit liv. Fem uger efter var hun gravid. Jeg var i Jylland, da hun ringede og fortalte det, og jeg skyndte mig hjem med en buket blomster. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle beholde barnet, så 10 måneder efter vores første møde blev vi forældre til Julius.

Jeg blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 1992, og som nybagte forældre flyttede Lise og jeg ind i et lillebitte hus i Vanløse. Ud over ’Høfeber’ havde jeg spillet med i en lille Ole Bornedal-film, og jeg var helt sikker på, at telefonen ville ringe. Men der skete ikke en skid. Flere af mine kammerater skulle på Det Kongelige eller på Folketeatret. Efter et par måneders arbejdsløshed var jeg overbevist om, at min karriere var færdig, før den overhovedet var begyndt. Pludselig ringede de så fra Bellevue og spurgte, om jeg ville være med i ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Det var en meget lille rolle, hvor jeg skulle spille hovedet i kamelen, men det var da bedre end ingenting. Jeg var i gang. 

8. HVEM FANDEN ER PETER MYGIND?

Mens jeg studerede, havde jeg lavet et underholdningsshow på TV 2, der hed ’Quizboyshow’, hvor jeg selv var den overstyrede vært, der væltede rundt: ”Velkommen til Quizboyshow, jubiii, første runde!” Efterfølgende var jeg med til at lave ’Eleva2ren’, hvor jeg spillede en hollandsk reklamemand, der solgte dildoer og ligkister. Det var en karakter, jeg selv havde opfundet. Tv-produceren Mogens Vemmer så programmet og ringede til mig og sagde, han havde et kvarter hver lørdag morgen på Danmarks Radio, hvor jeg måtte lave lige, hvad jeg ville. Jeg ringede straks til min ven Lars Mering og gik i gang med at brainstorme. Vi havde fri leg, hvad skulle det handle om? Det skulle handle om at score. Det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, og til et af programmerne fandt vi på figuren Score-Kaj, der var god til at score lamsebamser. Bagefter ringede Mogens Vemmer igen og sagde: ”Vi skal have mere Score-Kaj.” Det var øjeblikkeligt blevet en total landeplage, og overalt på gader og stræder gik folk rundt og snakkede om ”de tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår”.

Jeg fik på den ene side ry i branchen for at være ’ham den sjove’, men sideløbende spillede jeg med i først Birger Larsens ’Frihedens skygge’ og Lars von Triers ’Riget’. Det betød, at jeg om formiddagen var i fjernsynet som Score-Kaj, der stod i guldtøj og plateausko og scorede lamsebamser, og om aftenen var jeg med i ’Riget’, hvor jeg knaldede på laboratoriet med Solbjørg Højfeldt. Og så lavede jeg pludselig det store juleshow på DR, hvor jeg sang gamle Gustav Winckler-sange. Der var anmeldere, der var virkelig forvirrede. Altså, hvem fanden er Peter ­Mygind? Der var en anmelder på Politiken, der skrev, at jeg var færdig og aldrig ville komme til at lave noget seriøst igen, for jeg havde mistet min troværdighed, og ingen seere ville længere tro på mig. Det var slut, konkluderede hun. Det gjorde mig sur og ked af det, for hvorfor skulle man ikke kunne lave det ene og det andet? Men dengang var man groft sagt enten kongelig skuespiller, eller også var man useriøs. Jeg tænkte slet ikke taktisk på den måde. Jeg havde en enorm eventyrlyst som skuespiller, og hvis noget sjovt dukkede op, gjorde jeg det uden at tænke over konsekvensen. 

9. STOR SUCCES OG SVANESANG 

Selvom jeg både havde lavet ’Taxa’ og ’Riget’, var det noget helt andet, da jeg i starten af 00’erne spillede med i ’Nikolaj og Julie’. Den serie ramte virkelig noget. Det var helt vildt. 1,7 millioner danskere sad og fulgte med i min og Sofie Gråbøls kærlighedshistorie hver søndag aften. Der var så stor opmærksomhed, at jeg til sidst havde brug for en timeout. Efter næstsidste afsnit var blevet vist, var Lise og jeg i Dyrehaven. Det var en solskinsdag, der var fyldt med folk, og jeg kunne ikke gå otte meter, uden nogen råbte: ”Hvordan ender det?” Jeg blev helt kvalt i det, så da vi kom hjem, besluttede vi os for at rejse væk. Vi fandt en lillebitte hytte på en lillebitte ø halvanden time fra Thailands kyst. Da vi et par dage senere sejlede mod øen, stod jeg i stævnen i hurtigbåden og nød et fredfyldt øjeblik. Inde på stranden kunne jeg se to hvide mænd, der stod med fadbamser i hænderne. Da båden var næsten inde ved land, begyndte de at råbe: ”Hvad fanden, det er Nikolaj!” Den ene vendte sig om og begyndte at råbe op til konen: ”Skat! Det er Nikolaj!” Jeg kan huske, at jeg bare stod der og tænkte: ”Det er fucking løgn.”

Det hele blev pludselig kæmpestort, og vi vandt også en Emmy for serien. Men så spillede jeg hovedrollen i en musical bagefter, der gik sindssygt dårligt, og det var en meget effektiv måde at komme ned på jorden igen. Det var ’The Full Monty’, hvor jeg skulle synge alle sange i tenor, selvom min stemme mildest talt ikke passer til den slags. Dagen før premieren var min stemme smadret, fordi jeg havde presset den så meget. Jeg fik skudt kor­tisol ind og forsøgte at klare mig igennem, men da jeg stod op dagen efter, var det til overskrifter som: ”Hvor dybt kan man falde?” ”Hvor elendigt kan man synge?” ”Fjern den mand!” Jeg blev nakket fuldstændigt. Jeg gik fra at være helt oppe at flyve til at få de dårligste anmeldelser i mit liv.

Fordi det var en teaterforestilling, måtte jeg gentage fiaskoen aften efter aften. Der var totalt udsolgt. Jeg sled mig selv fuldstændig mentalt ned, og jeg mistede min egen selvrespekt. Jeg havde allerede til første sangprøve forsøgt at sige, at sangene ikke passede til mig, men ingen lyttede for alvor, og jeg fik ikke stået ordentligt fast. Det var første gang, jeg virkelig prøvede at gå ned med flaget, og det sad i mig i lang tid efter. 

Senere spillede jeg med i Ludvig Holberg-forestillingen ’Jean de France’ på Det Kongelige Teater. Det gik heller ikke godt. Og så lavede jeg en forestilling ved navn ’Shopping’ på Aveny-T, der handler om T-shirtens rejse, hvor jeg spillede alt fra amerikansk bomuldslandmand til fattig kinesisk syerske. Jeg var sindssygt stresset i den tid og havde blackouts på scenen. Siden har jeg ikke spillet teater. Jeg har det ikke sådan, at jeg er færdig med at spille teater, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det siden.

10. MERE ALVORLIG TALETID 

De seneste 10-15 år er foredrag blevet en stor del af mit liv. Før det var jeg den sjove mand, man kunne hyre til sin sommerfest eller julefrokost, men det gik op for mig, at jeg havde brug for også at fortælle historier, der betød noget for mig, og gerne skabe lidt eftertanke hos publikum. Det passede ikke rigtigt ind i en julefrokost med 400 stive Telia-medarbejdere.

Min ældste søn blev så som 13-årig overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for blot tre uger. Han provokerede ikke nogen, men stødte ind i nogle unge drenge, der kedede sig og smadrede ham. Klokken var 16 om eftermiddagen begge gange, og der var rigtig mange mennesker, der kunne have grebet ind, men ingen gjorde noget. Folk gik bare videre. Jeg fortalte om det i et interview, og bagefter begyndte forskellige skoler at ringe til mig og spørge, om jeg ikke ville holde foredrag om social ansvarlighed. Siden er det begyndt at handle mere om mobning og fællesskaber, også på arbejdspladsen. Folk deler ting med mig, forældre skriver til mig om børn, eller unge skriver til mig, at de er desperate og ikke tør gå i skole. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg oplever, og jeg prøver at svare så godt, jeg kan, men der er også nogle, der skriver med selvmordstanker. Dem prøver jeg at sende videre, for jeg er ikke psykolog, jeg er bare en voksenven.

Jeg har altid troet, at jeg skulle være ham, der underholdt. I mange år kunne jeg ikke gå til et bryllup eller en fødselsdag, uden jeg skulle rejse mig op. Jeg blev tit spurgt og følte, at jeg ville svigte fællesskabet, hvis jeg sagde nej. Med tiden begyndte jeg at tage mig i at blive nervøs, hvis jeg skulle til et socialt arrangement, fordi jeg vidste, at lige om lidt ville jeg melde mig til et underholdende indslag, også selvom jeg ikke havde lyst. I årevis rejste jeg mig op og slog på glasset, selvom en stemme i mit hoved sagde: ”Hvorfor fanden skal jeg altid stå her og lege klovnen?”

Tilbage i folkeskoletiden var jeg den, der underholdt i klassen. Jeg var ikke dygtig i skolen, men jeg kunne være sjov, og det var virkelig vigtigt for mig, at andre folk kunne lide mig. Det bar jeg med mig i mange år. Jeg troede kun, at jeg var god nok, hvis folk grinede. Det er først for alvor her i halvtredserne, at jeg er blevet bedre til at tage mig selv alvorligt.

PETER MYGIND OM

At blive far 

”Lise og jeg havde kun kendt hinanden i fem uger, da hun blev gravid. På det tidspunkt gik jeg på tredje år på Statens Teaterskole. Jeg var en ung mand med sindssygt høje tanker om mig selv. Jeg troede, at jeg var en slags Guds gave til teatret. Og så blev jeg pludselig far. Jeg ved ikke, om jeg var mentalt klar til det, men jeg var klar til, at Lise skulle være moren. Da hun ringede med beskeden, var der ingen panik i mig, for jeg havde lyst til alt ved Lise, og det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg kom farende hjem med blomster og et nyforelsket smil og sagde: ”Hold da kæft, hvad gør vi nu?”

11. LIVSLYKKE TRODS DØDSSKYGGE

Jeg vågnede en morgen i 2015, hvor Lise var i Jylland, og kunne mærke, at jeg havde ondt i benet. Det føltes som en fibersprængning. Jeg havde haft ondt i benet to gange før, hvor jeg havde været ramt af blodpropper. Derfor vidste jeg også, at de ikke er farlige, når de sidder i benene, så længe man får gjort noget ved dem i tide. Jeg fik en af min svigermors venner til at køre mig på Gentofte Hospital, men da jeg steg ud af bilen, viste det sig, at de havde flyttet akutafdelingen et andet sted hen, så jeg måtte gå alene hen over parkeringspladsen. Pludselig fik jeg det vildt dårligt og faldt om, jeg var teknisk set død, og da jeg vågnede igen, var der en mand, der var ved at give mig hjerte-lunge-massage.

Det viste sig, at jeg havde flere hundrede blodpropper, der var røget op i lungerne med fuld hammer. Jeg røg på akut blodfortyndende og skal være på blodfortyndende medicin resten af mit liv. Jeg blev reddet af ham, der fandt mig, for han havde ikke mærket nogen puls til at starte med. Han er min engel. Det er sådan, jeg omtaler ham i dag. Man bliver religiøs af sådan noget, for hvis ikke jeg var taget på hospitalet, kunne jeg være død. 

Efterfølgende blev jeg virkelig bange for at dø. Jeg er generelt ret livsglad og livslysten, men efter den oplevelse blev døden langt mere nærværende i mit liv. Jeg gik i kognitiv terapi lang tid efter og bruger stadig tankefeltterapi, når jeg får angst. Så trækker jeg vejret dybt og mærker på min krop. Det sker sjældent i dag, men dengang havde jeg det mindst et par gange om ugen, som om jeg var ved at dø af angst. Jeg kunne sidde alene i en bil i Jylland og pludselig blive rædselsslagen for at få en blodprop. Andre gange kunne jeg sidde i toget og være nødt til at spørge ud i vognen, om der var nogen, der kunne hjerte-lunge-massage. ”Jeg har det rigtig dårligt, og jeg er bange for, at jeg falder om,” sagde jeg. Jeg var nødt til at sige det højt for en sikkerheds skyld. 

At råbe højt om sorgen, angsten og bekymringen er blevet min måde at kurere mig selv på. Jeg har ry for at være en blød mand, fordi jeg snakker åbent om følelser, men jeg ser mig selv som et åbent menneske, der deler ud af sin sårbarhed. Det er en af mine grundværdier ikke at være bange for at sige tingene højt. Nogle offentlige personer, især skuespillere, mener, at hvis man siger bare én sætning om sit privatliv, kan ingen kigge på dig som en rolle igen. Men det oplever jeg ikke, og selvom det er en kliche, er min taknemmelighed for livet blevet større. Jeg er stadig gift, og jeg har børn og venner, der gider se mig. Der er meget at værdsætte. 

12. RIGETS TILSTAND

For et par år siden blev jeg ringet op af en producent på Zentropa, der spurgte, om jeg ville være med i ’Riget’. ”Snakker vi ’Riget’ med Lars?” ”Jaja, han har sgu skrevet nogle afsnit,” sagde hun så. Der var gået næsten 25 år, siden sidste afsnit var blevet sendt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med igen.

’Riget’ betød sindssygt meget for mig i sin tid. Det blev startskuddet til hele min tv-karriere. Jeg havde medvirket i en krimiserie i 90’erne, og da den var ved at blive klippet sammen på Zentropa, gik Lars von Trier tilfældigvis forbi og så mig i klipperummet. Kort efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Riget’, hvor jeg fik rollen som Mogge. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: ”Wow!” Det var vildt at læse. Det var kun den anden eller tredje rolle, jeg lavede, og til første læseprøve sad jeg med folk som Jens Okking, Ghita Nørby, Søren Pilmark, Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Lars von Trier lagde ud med at sige: ”Jeg hader skuespillere.” Det skulle vise sig, at det gør han ikke, men han kan godt lide at sige det. 

Det var vildt at være en del af. Vi lavede håndholdte scener, der var 10 minutter lange, og der var en kæmpe frihed til stede. Jeg var ung og havde ikke prøvet særlig meget andet. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, det, der foregik. På et tidspunkt gik jeg bag Lars von Trier og Ernst-Hugo Järegård på vej til frokost, da sidstnævnte begyndte at rose mig. Så skyndte Lars sig at sige: ”Hold kæft, hold kæft, han må ikke høre sådan noget, for helvede!” Men jeg nåede at høre det, og det gjorde noget for mig at høre den slags fra så stor en stjerne. Det var et af de små dryp af anerkendelse, man får igennem et liv og en karriere, hvor nogen har set én og troet på én. 

Lars von Trier er et sindssygt varmt og kærligt menneske, men han har en sarkastisk side, som man lige skal vænne sig til. Det oplevede jeg også igen til den nye sæson af ’Riget’, hvor han efter de første optagelser kom hen til mig og helt tørt sagde: ”Jeg vil bare lige fortælle dig, at det altså ikke er ’Min søsters børn’, vi laver her.”

På den nye omgang ’Riget’ har jeg også haft dage, hvor jeg har siddet og rystet og tænkt, at jeg ikke havde styr på noget, fordi der var sådan en totalt kaosagtig energi. Det kan Lars von Trier godt lide. Selvom jeg har været i showbiz det meste af mit liv, har der været dage, hvor jeg har været nervøs. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg prøver at være ydmyg. Det vigtigste for en skuespiller er at gå helt åbent og nysgerrigt ind på en scene og reagere på, hvad der sker. Hvis man planlægger for meget, kan det gå galt. 

PETER MYGIND OM

Karriere og familie

“Jeg har forsøgt at prioritere anderledes, end mine forældre gjorde, fordi jeg ikke ville have, at mine børn skulle opleve det samme. Men det er fandeme svært, når man spiller en rolle på teateret eller er med i film og tv-serier, at ringe og sige, at man ikke kommer ind i dag, fordi ens søn hoster. ”Er du syg i hovedet? Der står 60 mand og venter!” Der har været kæmpe drama nogle gange, men jeg har et godt forhold til mine sønner, og jeg har været sammen med Lise i 31 år nu, og jeg tænker, at det blandt andet skyldes, at vi har taget kloge beslutninger om at prioritere familien. Det er forhåbentlig også dem, der holder mig i hånden, når jeg en dag ånder ud.

13. HELT UDSPILLET

Kort før jul sidste år sad jeg før en optagelse og kunne pludselig ikke mere. Jeg havde filmet 73 dage i træk på ’Sommerdahl’, hvor jeg havde været med i så godt som alle scener. Dagen efter sad jeg i Helsingør og var klar til at filme en optagelse i ’Borgen’, som jeg også spillede med i foruden ’Riget’. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange store roller på så kort tid. Jeg følte mig sindssygt grundtræt, da der kom en sød produktionsassistent ind og fortalte, at min scene var udsat i fire timer. Da hun sagde det, var det, som om noget knækkede inde i mig. Jeg tænkte straks: ”Det kan jeg ikke.” Så begyndte jeg at ryste og få det dårligt. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg prøvede at sige til hende, at det ikke kunne lade sig gøre. Lidt efter kom en fra højere oppe i hierarkiet ind og spurgte, hvad problemet var. ”Scenen er bare flyttet fire timer,” sagde han uforstående. Så løb jeg grædende ud af lokalet og ned på stranden, hvor jeg brød fuldstændigt sammen. Til sidst fandt producenten mig, der kunne konstatere, at Peter Mygind var færdig. Min krop havde fået nok, og selvom jeg har levet af at spille skuespil i 40 år, måtte jeg lære det på den hårde måde.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke behøver spille mig ud til prøverne, men jeg spiller for at mærke, hvor vi er på vej hen, og så min kollega også kan mærke det. Det er et aktivt valg, som jeg gerne vil holde fast i, for jeg har ingen planer om at skrue ned for min energi. Det kan jeg ikke. Men så er jeg også nødt til at trække stikket helt nogle gange.

14. TILFÆLDETS GAVER 

Jeg er dybt taknemmelig for at være et sted, hvor jeg på en måde er genopstået som skuespiller, og folk vil bruge mig igen. Som skuespiller kan man ikke undgå at have perioder, hvor man synes, at der er gået lige lovlig længe, siden telefonen ringede. Der har da også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Så sluttede den karriere”, og jeg har mindst en gang sagt til Lise, at vi blev nødt til at sælge huset, fordi jeg ikke havde nerver til det liv, hvor man pludselig ikke har noget at lave i et halvt år. 

Der er så mange tilfældigheder på spil i skuespilbranchen. Jeg løb rundt i badebukser og spillede fodbold med mine sønner en sommerdag for flere år siden, da min nabos søster tilfældigvis hørte min stemme igennem hækken. Hun var caster på Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’ og var ved at lede efter ham, der skulle spille Aksel Winther. Pludselig slog det hende: ”Hvorfor ikke Peter Mygind?” Karakteren er lidt af et røvhul, og de havde egentlig tænkt på nogle helt andre, men jeg blev hevet ind til en prøve og endte med at få rollen. Det var min første rigtige røvhulsrolle, og den har betydet meget for mig. Til premieren kom Søren Kragh-Jacobsen hen og sagde: ”Det var fandeme interessant at se dig i den slags rolle. Vi er ved at lave ’Borgen’, hvor vi leder efter en til en rigtig røvhulsrolle. Har du lyst til at komme og give dit bud?” Sådan blev jeg den skruppelløse sladderjournalist Michael Laugesen. Der er mange, der har været interesseret i, om jeg har bygget min rolle på Henrik Qvortrup, og ja, jeg har taget noget Qvortrup til mig, men også alle mulige andre, jeg har mødt gennem tiden. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en til en fødselsdag, der sagde alt muligt grænseoverskridende uden at fortrække en mine. Sådan noget suger jeg til mig. Men der er også noget af Peter Mygind i rollen, for jeg har også haft røvhulsøjeblikke, hvor jeg har været i mit iskolde hjørne. Hvis man vil gøre det troværdigt, bliver man nødt til at kravle 100 procent ind i den person, mens kameraet kører. Næste år er det 40 år siden, jeg som 19-årig blev en del af min mors teater, og jeg nyder stadig at prøve at skabe en karakter.