Indlæg

Hendes skæve smil og tørre replik slår sprækker til humoren i selv det alvorligste manuskript. Funny bones har gjort hende til en af Danmarks mest benyttede skuespillere, men på vej til succesen har overlærerdatteren fra Vanløse måttet forcere en del skeletter. Birthe Neumann, der er aktuel som en diabolsk Karen Blixen, lukker op for skabene og lufter ud i traumatiserende nøgenroller, mobning i kulissen og en sort depression, der pludselig forsvandt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Martin Bubandt

NØGENHED

”I 1972 blev jeg hyret af Det Kongelige Teater til at spille den unge Miranda i Shakespeares ’Stormen’. Jeg syntes, det var en vidunderlig rolle. Af en eller anden grund var de nødt til at skyde opsætningen, men da de havde skrevet kontrakt med mig, blev de nødt til at bruge mig nu og her. Instruktøren Carlo M. Pedersen gav mig i stedet en rolle i forestillingen ’Operette’ af den eksperimenterende polske forfatter Witold Gombrowicz, der var et stort navn på det tidspunkt.

I første akt skulle jeg synge og danse og havde ingen replikker. I anden akt skulle jeg stå på en piedestal som en statue i et kongeslot og en gang imellem sige ordet ’nøgen’. I tredje akt lå jeg i en ligkiste, der blev båret ind på scenen og stod der i 20 minutter, inden jeg skulle stige op af den uden en trævl på kroppen og danse rundt med Jørgen Reenberg, den største stjerne på Det Kongelige Teater dengang. Jeg skulle spille ung og uskyldig, og jeg var lille og tynd. Og pissefuld. Jeg var så angst for det, at jeg fik min påklæder til hver aften at give mig et kæmpe glas vermouth inden akten. Og jeg fik konstrueret en lille toupé, som jeg med teaterklister limede på forneden i et desperat forsøg på at føle mig lidt mindre nøgen. 

Det gjorde mig ikke mindre angst, at sangstykket lå for højt for min stemme. Jeg havde modtaget undervisning af operasangerinden Bonna Søndberg, og hun mente også, at det lå for højt for mig – uden at der blev ændret på det af den grund. Der var et par steder, hvor stemmen hver aften knækkede, og jeg havde en oplevelse af, at publikum sad og holdt vejret. Samtidig var jeg næsten totalt blind, fordi mine kontaktlinser ret hurtigt tørrede ud i det stærke scenelys og hoppede ud af øjnene, når jeg dansede rundt. Jeg svedte angst og vermouth. Jeg fik at vide, at der ikke ville være pressefotografer til stede på den del af stykket, hvor jeg ikke havde tøj på. Men det passede så ikke. 

For at det ikke skal være løgn, havde jeg også en nøgenscene sammen med en fuldskægget Eddie Skoller i min første filmrolle i ’Hovedjægerne’ fra 1971. Så hver gang der stod noget om mig i Ekstra Bladet igennem mine første år som skuespiller, satte de et nøgenbillede i fra en af de to roller. Det var ret traumatiserende. Til sidt gik en god ven af mig, som havde studenterjob som korrekturlæser i Politikens Hus, op og stjal det fra arkivet.” 

Var nøgenheden i rollerne til forhandling?

”’Nej’ var et ord, jeg ikke rigtig kunne få i min mund på det tidspunkt. Og det lå ligesom i tiden, at man smed tøjet. Selvfølgelig kunne jeg have sagt: ’Det vil og kan jeg ikke. Fandeme nej, Carlo M. Pedersen.’ Men så skulle jeg også have sagt nej til rollen. For selve nøgenheden og uskylden var stykkets tema. Så det var lidt svært.”

Hvad tænkte du oven på den entré i branchen?

”Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle i gang som skuespiller. Men det gjorde mig angst – kan jeg se i dag. Det tog mig mange år, før jeg kom om på den anden side. Jeg kom da til at spille ’Stormen’ året efter, men som jeg husker det, var det ikke, fordi min rolle eller person pludselig trak overskrifter om et nyt geni i dansk teater. I en del år var mine roller halvkedelige, og min indsats på det jævne.”

BIRTHE PRIVAT

Født 30. april 1947.

Gift med skuespiller Paul Hüttel siden 1975.

Sammen har de datteren Stine Neumann Hüttel.

TRYGHED

”Jeg voksede op tæt ved Damhussøen, lige på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, i et gulstensbyggeri i en toværelses lejlighed i stuen sammen med min mor og far og min to et halvt år yngre søster. Jeg syntes, det var så synd for andre børn, jeg hørte om, som boede i store huse og havde egne værelser: ’De ved slet ikke, hvad det vil sige at hygge sig.’ 

Min far var overlærer. Det var vist ikke så fint, som det lyder. Det betød bare, at han havde flere års anciennitet som lærer. Han lærte mig at læse, inden jeg kom i skole, og gik senere meget op i min skolegang. Han gjorde mig til en læser, fra jeg var helt lille. Om eftermiddagen gik jeg på biblioteket og lånte drengebøger som ’Børnene i Nyskoven’, ’Kaptajn Marryat’, ’Skatteøen’, ’Robinson Crusoe’ og alt af Jules Verne. Min mor var hjemmegående og fik hjælp af min mormor, der tit kom forbi og passede os, når hun havde været på arbejde som såkaldt husmorafløser og gjort rent og hjulpet til hos private. 

Vores karré var fuld af mennesker med hver sin historie. Det var som at bo i en landsby. Der var enlige, gamle damer, der aldrig gik på gaden, men sad i deres vinduer og ventede på at få fat på én, så man kunne gå i byen for dem. Så bød de på et bolsje fra æsken. Der var enlige mødre. En af dem var sporvognskonduktør og gik med kasket og skråtaske med billetter og stempel. En dame i uniform, det var fascinerende, men det var også uhyggeligt, at hun ikke havde nogen mand. Vi havde også en ung kvindelig overbo, som arbejdede på en bar og altid kom hjem meget sent – og aldrig alene. Der var meget lydt i opgangen, og alle snakkede om, at nu havde der været gang i den igen. Det var spændende, når man hørte døren gå og de høje stemmer på trappen sent om aftenen. Verden var magisk, og i min fantasi var Grøndalsparken stor og farlig, og kælderskakterne vrimlede med børnelokkere i lange frakker.

Min klasselærer, fru Bülow-Møller, var ambitiøs på mine vegne. Hun mente, at jeg var god til at læse op og lære udenad og sendte mig et par gange til optagelsesprøve hos Dansk Skolescene. Det var et ensemble med professionelle skuespillere, der lavede forestillinger, som danske skolebørn blev inviteret ind at se, og hvor der også tit var børn i rollerne. Optagelsesprøverne foregik på Det Ny Teater. Jeg fik nogle replikker, som jeg skulle lære udenad, og jeg kan desværre ikke huske, hvad det var for nogle stykker, men jeg kan huske, at jeg dumpede flere gange. Jeg kunne slet ikke lide at optræde, og bagefter var jeg hver gang glad, fordi jeg var sluppet for at skulle op på en scene. Men jeg var også lidt ked af det på fru Bülow-Møllers vegne.”

Der er noget med, at du følte dig særligt udvalgt som barn?

”Vi blev opdraget med fadervor, kristent, men ikke dogmatisk. Og jeg så, hvordan Gud på alle mulige måder forsøgte at signalere til mig, at jeg skulle hjælpe ham. Det kunne for eksempel være ved at lade nogle skyer drive forbi på himlen og tegne et mønster. Han havde jo ikke Jesus mere, men han var nødt til at have nogen, der kunne formidle hans budskab på jorden.”

Hvilket budskab? 

”Eftertiden ved måske ikke, hvor meget angst der lå i folk. Men det var koldkrigstider. Sovjet gik ind i Ungarn i 1956, og radioen fortalte hele tiden frygtelige ting om Nikita Khrusjtjov, deres leder. Jeg mente, at det var sådan en mand, man skulle have fat i og forklare ham, at det simpelthen ikke gik. Fordi sådan nogle som mig fik det dårligt af, at han talte så truende. Hvis jeg blev sendt over til Moskva, kunne jeg måske gøre noget ved det.”

Fortalte du det til dine forældre?

”Nej. Det var mellem mig og Gud. Jeg havde ingen forventninger om, at mine forældre ville spare sammen til det. De ville slet ikke have forstået det.”

Hvor længe gik du med hemmelige fornemmelser?

”Indtil jeg var 11-12 år og nåede op omkring puberteten. Jeg mødte virkeligheden. Det gik op for mig, at jeg var ligesom andre mennesker. Mange ting blev ikke, som jeg havde troet. Jeg blev for eksempel ikke så smuk, som jeg havde forestillet mig. ’Hold kæft, hvor er du grim,’ tænkte jeg. ’Sådan som du ser ud, har du ingen chancer for at tale nogen til rette!’”

Endte du med at involvere dig politisk?

”Jeg har standpunkter. Men jeg har ikke været meldt ind i et parti og den slags.”

Hvad forestillede du dig, du skulle være, når du blev voksen?

”Jeg troede, jeg skulle skrive. Måske som journalist. Da jeg blev student, meldte jeg mig ind på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det var inspirerende at gå der, men jeg følte mig også fortabt, kendte ikke nogen derinde og følte mig elendig til at socialisere. Til nogle af forelæsningerne kunne der sidde 250 studerende. For mig virkede det, som om alle de andre var meget målrettede, mens jeg bare prøvede alt, hvad jeg kunne, at følge med.”

Vidste du, hvad du ville skrive om, hvis du en dag blev journalist?

”Jeg så mig selv som en, der rejste. Forestillede mig, at jeg skulle være krigsreporter i kaki eller camouflage ude i brændpunkterne.”

Hvorfra kom så ideen om at gå til optagelsesprøve på Statens Teaterskole?

”Måske havde fru Bülow-Møller trods alt fået plantet noget i mig. På et helt naivt plan, som jeg i lang tid ikke tog alvorligt, havde jeg nok hele tiden haft den drøm ved siden af. At spille nogle fantastiske, store roller ovre i Hollywood og den slags. Ikke noget med at sidde på et børneteater i Taastrup. Det skulle være stort.”

BIRTHE PROFESSIONELT

Uddannet fra Statens Teaterskole 1972.

Samme år ansat på Det Kongelige Teater, hvor hun har været tilknyttet i over 40 år.

Har medvirket i mere end 60 film og 25 tv-serier, blandt andet ’Lad isbjørnene danse’ (1990), ’Riget II’ (1997), ’Festen’ (1998), ’Edderkoppen’ (2000), ’Elsker dig for evigt’ (2002), ’Lykkevej’ (2003), ’Solkongen’ (2005), ’Badehotellet’ (2013-) og ’Happy Ending’ (2018).

Har vundet fem Roberter og to Bodiler, i 2004 fik hun begge priser for sin hovedrolle i ’Lykkevej’.

OPRØR

”Jeg kom ind på Statens Teaterskole i 1969 som del af anden årgang. Skolen, der havde lokaler på Holger Danskes vej på Frederiksberg, blev dannet i 1967, da elevskolen på Det Kongelige Teater lukkede – i opposition til det etablerede teater. Rektor Berthe Qvistgaard var en vidunderlig kvinde og skuespiller og gammel kommunist. Hun stod for et opgør med alt det, man følte var udnyttelse af unge skuespillere på teatrenes elevskoler, hvor man blev undervist om dagen og gjorde teatertjeneste om aftenen. Statens Teaterskole skulle være et lille drivhus, hvor man bare koncentrerede sig om at blive sig selv og lære sig selv at kende.

Vi havde en lærer, der sammen med sin kone havde lavet nogle fantasimasker. Teorien var, at hvis man tog en maske på, man ikke kendte, og gik hen og kiggede sig i spejlet, ville den påvirke dit sind og din personlighed. Hvis man begyndte at tale, kom der pludselig en helt ny stemme ud af munden på én. Og den var god nok. Det virkede. Jeg oplevede, hvordan du bevæger dig meget mere teatralsk, når du har en maske på. Du får et helt andet kropssprog. 

Andre gange lavede vi fysiske øvelser. Fire timer i underbukser og T-shirt – hvis man da ikke turde være nøgen ligesom ham, der underviste – med hård træning. Vi startede om morgenen med opvarmning, og når man havde været i gang i fire timer uden pause, kunne vi alle sammen lave saltomortaler og andre vanvittige ting. 

Vi havde også en psykolog på besøg. Hun spurgte mig blandt andet, om jeg havde en yndlingsfarve. Så sagde jeg lilla. ’Ja,’ sagde hun. Det kunne hun godt forestille sig. Det kunne være et tegn på, at jeg havde en uforløst lesbisk side. Jeg sagde bare: ’Nå, ja. Spændende.’ Jeg kunne ikke tage det alvorligt, men syntes faktisk, det var lidt morsomt.

Berthe Qvistgaard sørgede også for, at kendte navne som skuespilleren Erik Mørk og instruktøren Sam Besekow kom ud og gæsteunderviste. Men de skyndte sig væk igen. De ville ikke være der. Eleverne kom ikke til tiden, sagde de. Og det har jeg nu altid gjort. Men det er rigtigt nok, at det var en langhåret tid. Der var meget med at sidde omkring et bord med en øl og snakke politik.

Vi var sammen fra morgen til sen aften, hver dag. Og var der godt gang i diskussionen, fortsatte vi på Roxy, værtshuset overfor. Det var skønne mennesker, og det var tre gode år. Men jeg lærte ikke så meget. Jeg kunne jo ingenting. Havde ikke lært at synge og sige replikker. Havde ikke lært at overskue en tekst og forholde mig til den. Det arbejdede vi slet ikke med.”

Du var en af de første derfra, der blev optaget på Det Kongelige Teater, hvordan var det?

”Generelt syntes de ældre kongelige skuespillere nok, at vi, der kom ude fra Statens Teaterskole, var afskyelige. Jeg tror, at alle vi, der kom ind på de etablerede teatre efterfølgende, oplevede at høre folk hviske bag ryggen: ’Hun kan jo ikke noget.’ ’Man kan jo ikke høre, hvad hun siger!’ ’Ej, prøv at se, hun kan jo ikke holde hovedet stille.’ Det var ikke så sjovt. Men der var da også søde folk, der syntes, jeg var en sød pige, som de gerne ville hjælpe.”

Måske syntes de endda, du havde noget talent?

”Måske. Men det var ikke noget, jeg mærkede.”

MISTRIVSEL

”Kort efter jeg var blevet hyret på Det Kongelige Teater, kom jeg en dag bærende på min badekåbe og min sminke, som jeg opbevarede i en ganske almindelig værktøjskasse, for at installere mig i garderoben. De to unge piger, som jeg skulle dele garderobe med, og som selv var uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole, blev så rasende over, at jeg skulle være der, at den ene tog, hvad jeg havde i hænderne, og den anden tog mig i nakken. Så smed de mig og tingene ned ad trapperne. Mine ting lå ud over det hele, og jeg brød grædende sammen.

Jeg måtte gå ned på regissørkontoret, hvor man i første omgang havde anvist mig min garderobeplads. Jeg sagde: ’I bliver nødt til at finde mig et andet sted. De vil ikke have mig.’ Næste dag, da jeg kom ind i foyeren, var der hele vejen op langs trapperne og på gangene sat sedler op, hvor der stod noget med, at godt kollegaskab var en del af Det Kongelige Teaters politik, og at alle opfordredes til at tage godt imod nytilkomne.”

Hvordan tacklede du din mistrivsel i teaterfaget de første år?

”Jeg blev mor som 28-årig, da jeg havde været skuespiller i 2-3 år. Og da det så ikke kørte så vildt med teaterkarrieren, havde jeg tid til familielivet og gik ind i rollen som husmor. Det var en periode, hvor jeg var nogenlunde grounded. Fik bagt nogle tebirkes og flutes til kummefryseren, som jeg i det hele taget fyldte op med varer fra postordrefirmaet Dansk Fryse Økonomi. Jeg købte en symaskine og syede puder og gardiner. Ikke særlig godt. Men jeg prøvede. Så det var ikke, fordi jeg røg på flasken i sorg over den manglende succes.”

Og indimellem stod du så lidt på scenen?

”Ja, men teatret krævede for lidt. Jeg tænkte: ’Det her kan jeg ikke holde ud. At komme ind med et brev på scenen. Eller være nabokonen, der ikke siger andet end goddag. Så dør jeg af kedsomhed og mangel på udfordring.’ Så begyndte jeg at læse retorik på universitetet ved siden af.”

USIKKERHED

”Året inden jeg søgte optagelse på Statens Teaterskole, prøvede jeg at komme ind på elevskolen på Odense Teater. Jeg havde gået til forberedelse hos en gammel skuespiller og instruktør, der hed Einar Juhl, og vi tog sammen derover, en lille gruppe af hans elever. Sent på eftermiddagen var det endelig blevet min tur til at gå på, og jeg var godt svedig af angst. Jeg havde forberedt en Strindberg-tekst og indstuderet sangen ’Underlige aftenlufte’ med tekst af Adam Oehlenschläger og musik af Carl Nielsen. På det tidspunkt havde jeg ikke fået kontaktlinser endnu, men syntes heller ikke, jeg kunne gå ind med briller. Der var et bragende lys på den scene, og jeg var fuldstændig blændet. 

En stemme råbte: ’Værsgo!’ 

’Til … til hvad?’ spurgte jeg. 

’Syng,’ lød det tilbage. Et sted fra kunne jeg høre et klaver med forspillet. Jeg åbnede munden, og der kom ikke en lyd ud. Min bedstemor havde strikket en lårkort kjole til mig i mørkeblå uld med røde kanter, som jeg havde på, og mens jeg stod der og svedte, begyndte den at lugte af får. Så kom forspillet igen. Og der kom stadig ikke en lyd ud. ’Taaak!’ lød det nede fra salen. Så havde jeg haft mit forsøg. Jeg havde svedskjolder under armene og var ulykkelig over, at det hele var gået i fisk. Jeg var så chokeret, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg kom ud fra scenen og stod i foy­eren for at vente på de andre fra min gruppe, som jeg skulle køre tilbage til København sammen med. 

Pludselig hørte jeg en dør gå op og stemmerne fra skuespillere, som morede sig. De havde tydeligvis siddet nede i salen og fulgt optagelsesprøverne. Jeg tænkte, at de grinede ad mig – og vidste, jeg ikke kunne stå ansigt til ansigt med dem, så jeg hoppede op i en niche, hvor der kunne have stået en statue, for at gemme mig. En pige gik forbi mig, og jeg tænkte: ’Havde jeg bare set sådan ud!’ Der stod jeg, en lille splint uden bryster, der lugtede af får, og forbi kom en kvinde med en stor, vippende barm og høje, røde stilethæle. Det var den kendte refrænsanger Lone Helmer, der nu var ansat som skuespiller. Bagved kom en mand med chikt sort hår, med krøller ned i panden, der virkede arrangerede, og lyserød skjorte, charmeklud om halsen og signetring på fingeren. Lige idet han gik forbi mig, daskede han Lone Helmer bagi. Hun fnisede: ’Nahahaaj!’ og gik videre.”

Det var, hvad du havde i udsigt, hvis du blev skuespiller … 

”Det var nogle afskyelige mennesker, tænkte jeg.”

Men ville du også gerne være en af dem?

”Jo, nok lidt. Jeg ville hellere være Lone Helmer end hende dér, der prøvede at lege statue.”

BIRTHE I PRESSEN 

”Først da hun havde passeret de 40 år, fik dansk film for alvor brug for hende – hvilket afspejler hendes sene gennembrud på teatret. På scenen har hun især brilleret i krasse, skarpt optrukne komiske roller, mens det på film er stik modsat; her er hun klart bedst i naturalistiske roller, hvor hendes forfinede, spinkle apparition og iboende lady-manér kan rumme en mængde over- og undertoner af sensualitet og indre uro. Bedst er hun, når facaden af kontrol dækker over forvirring og frygt, og en tøvende replik forstærker indtrykket af virkelighedsfjernhed.”

Morten Piil i bogen ’Danske skuespillere’, 2003

”Med rollen som Sara får birollernes ukronede dronning, Birthe Neumann, omsider den store hovedrolle. Den sikkert underspillende comedienne griber med selvfølgelig sikkerhed chancen for at spille hovedrollen i en udviklingshistorie. Med sin meddigtende mimik og sin slagfærdigt timede replikkunst føjer Neumann endnu en stor præstation til mange.”

Kim Skotte, anmeldelse af filmen ’Lykkevej’, Politiken, 2003

”Skuespillerne knokler det bedste, de har lært. Kurt Ravn er en charmerende, men også halvklam kontornusser. Birthe Neumann er sjov og lækker i rollen som moden sylfide.”

Kristian Ditlev Jensen, anmeldelse af filmen ’Det grå guld’ i Ekko, 2013

KÆRLIGHED

Og den sortkrøllede mand var skuespilleren Paul Hüttel, som du har været gift med siden 1975. Hvordan fortalte du ham om din første oplevelse med ham, da du senere mødte ham?

”Sådan dér.”

Hvad sagde han så?

”Ikke noget. Han grinede bare. Det var nogle år senere, og han kunne slet ikke huske det.”

Hvordan mødte du ham igen?

”I prøvesalen på Det Kongelige Teater. Jeg var helt ny og gik rundt til alle og præsenterede mig. Han sad ovre i et hjørne og læste avis. Jeg gik over og sagde: ’Hej … ’ Der skete ikke en skid. ’Hej,’ prøvede jeg igen. Stadig ingen reaktion. ’Hej … jeg hedder Birthe … og jeg er lige … startet …’ Paul lagde bare avisen og sagde: ’Nå, nå.’ Mere arrogant kunne det ikke blive. Han levede fuldstændig op til mine fordomme om, at han var sådan en, man skulle passe på. Det viste sig senere, at han ikke hører så godt på det højre øre og ikke rigtig havde forstået, hvad jeg sagde.”

Hvordan fandt I så hinanden?

”Vi boede begge to på Dalgas Boulevard og kom til at cykle hjem sammen hver aften efter forestillingen. Så lærte vi hinanden at kende. Han viste sig slet ikke at være så slem. Han var også ny på Det Kongelige Teater og vidste godt, at det ikke nødvendigvis var sjovt. Sammen kunne vi rakke ned på de gamle, ha ha.”

GRÆNSELØSHED

Det der klap bagi, var det typisk for tiden? Fik du også klap bagi?

”På Det Kongelige Teater? Ja. Der var meget pilleri. Instruktørerne og stjerneskuespillerne, der havde magten, havde måske nogle vaner – og kunne i høj grad tillade sig det. Det var ikke alle, der fandt sig i det. Men jeg kunne ikke have drømt om at sige: ’Hey, ka’ du la’ vær’!’ Jeg fandt mig i det, fordi jeg var hende den unge.”

Det lyder ubehageligt?

”Det var det. Men det er først nu her, vi virkelig snakker om de ting. Det er også først nu, det går op for mig, at det var en form for overgreb at sige til en ung pige, at hun skulle smide tøjet i en forestilling: ’Det er fuldstændig naturligt. Du kan sagtens gøre det!’ Det, der næsten var værre, end at publikum så mig nøgen i ’Operette’, var, at 50 skuespillere og scenefolk stod og kiggede, hver gang jeg skulle op af den kiste. Der var også nogle af de unge skuespillere, der skulle bære mig på et tidspunkt i slutningen af forestillingen. Bære min bare røv. Ikke at de prøvede på noget, men jeg gruede for, hvor en finger kunne ende.”

Blev du hærdet af det? Blev det hverdag?

”Nej. Men jeg har heller ikke fået sagt fra. Og så er det svært at være fordømmende. Det er ikke sådan, at jeg har noget på nogen. Jeg føler mig ikke udnyttet. Jeg vil nærmere sige, at jeg fandt mig i lidt for meget.”

Og hvornår opdagede du, at du kunne være sjov?

”Jeg var næsten færdig med at læse retorik, da jeg fik en rolle i ’Marx og Coca Cola’, som var et stykke af Nils Schou, der handlede om et ungt pars forhold i tiden fra ungdomsoprøret og 10 år frem. Det var situationskomik, vittigt og sørgeligt på en gang. Parret går fra hinanden og finder sammen igen, får et barn. Jeg spillede over for Søren Pilmark, og vi havde samme humor. Den blev en stor succes. Først satte vi det op på Gråbrødrescenen, der var en lillebitte eksperimentalscene under Det Kongelige Teater, men derfra blev det rykket over på Nye Scene, hvor vi spillede i tre sæsoner og var på turné to gange rundt i landet. Det var noget, der gav genlyd. ’Kongelig magi’ og den slags stod der i overskrifterne, da stykket blev anmeldt. Bum! Jeg var ikke vant til at se mig selv omtalt på den måde, og jeg fandt ud af, at mit talent måske mest lå i det komiske.”

NEDTRYKTHED

”Jeg fik mere travlt som skuespiller, og min universitetsgrad i retorik løb ud i sandet, men jeg havde stadig præstationsangst og var nervøs bare for at gå til prøver. Men jeg tænkte: ’Du kan jo godt. Nu må du fandeme tage dig sammen’, og piskede mig selv til at blive ved.

I begyndelsen af 90’erne blev jeg syg med depression. Alting var forkert. Jeg var uduelig på alle måder. En dårlig skuespiller, dårlig mor, dårlig kone, et dårligt menneske. Og så ængstelig, selvudslettende, pæn og ordinær. Jeg forsøgte alt muligt. At spise sundt, dyrke mere motion, få frisk luft. Jeg gik til psykolog, prøvede hypnose og alt muligt andet. På et tidspunkt følte jeg, at der ikke var flere døre, jeg kunne prøve. Jeg havde mareridt om natten, drømte altid, at jeg var lukket inde i en mørk, brun kasse. Eller også var jeg i et hus med gange, jeg gik vild i. Hvis jeg altså sov, for det kunne jeg næsten aldrig.

Jeg var igennem flere medicinske behandlinger, der ikke virkede, nogle af dem gjorde mig ligefrem dårligere. Jeg fik nogle piller, der næsten fortrængte virkeligheden. Jeg kunne ikke se på en person uden at se knogler, uden at se vedkommende som et skelet. Jeg kunne ikke se på et træ, uden at grenene lignede heksefingre. 

En dag i 1991, da jeg havde haft det rigtig dårligt i halvandet års tid, lod jeg mig indlægge på Frederiksberg Hospital, hvor jeg mødte en læge, som hørte min historie og hørte, at min mor også havde lidt af depression, da hun var omkring min alder. ’Birthe, du må tro på mig. Jeg kan hjælpe dig,’ sagde lægen. Jeg havde det så dårligt, at jeg næsten ikke magtede at blive siddende, men Paul sad ved siden af og holdt mig fast, han har altid været den stabile i vores forhold. Lægen sagde, jeg var fejlmedicineret, og anbefalede, at jeg fik den samme medicin, min mor havde fået. Det lød helt gammeldags, jeg troede overhovedet ikke på det. Jeg ville helst bare dø.

Medicinen gav stærke fysiske bivirkninger. Jeg kunne næsten ikke rejse mig fra sengen. Alle muskler gjorde ondt. Hovedet var ved at revne, munden var så tør, at jeg havde svært ved at tale. 

14 dage senere havde jeg det ligesom alle de andre dage frygteligt, da jeg gik i seng, på det tidspunkt var jeg kun dagpatient og sov hjemme hos mig selv. Næste morgen vågnede jeg efter 10 timers søvn, hoppede ud af sengen, trak rullegardinet op og tænkte: ’Himlen er blå!’ Det gik op for mig, at jeg længe slet ikke havde set farverne. Jeg var klar i hovedet, havde ikke ondt nogen steder. Jeg blev glad – og derefter forskrækket. 

Så løb jeg de 200 meter fra vores daværende hus hen på hospitalet i min natkjole og på bare fødder. Jeg forstod ikke en brik. På hospitalet var der ikke lige en ledig læge, så jeg satte mig på en stol og ventede, indtil der kom en kvindelig læge, der tidligere havde tilset mig, forbi. Jeg greb fat i hende: ’Hvad er det, der sker? Jeg kan bevæge mig og tænke klart. Jeg er glad?’ ’Det er dig,’ sagde hun. ’Det andet, det var ikke dig. Du er blevet rask.’ Så listede jeg hjem, lidt skamfuld over at være gået ud i natkjole. Siden har jeg været rask. Det var, som om en kasse med puslespilsbrikker, der lå hulter til bulter, var blevet væltet ud og havde lagt sig lige nøjagtig på deres pladser. Pludselig var alting normalt. Utroligt, at man kan det med et par piller.”

Opfattede du depressionen som noget, der kom ud af din manglende succes som skuespiller?

”Det er ikke til at sige, i hvor høj grad den var relateret til den eller den bestemte ting. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg får det dårligt, når jeg fortæller om de dårlige oplevelser på teatret. Men der er også noget genetisk. Jeg tror også, min mormor led af depression.”

Hvad gjorde afskeden med depressionen ved skuespillet?

”Siden har jeg ikke tænkt på arbejdet som andet end en dejlig hobby. Jeg føler ikke, at jeg har et meget betydningsfuldt arbejde. Men jeg har været så heldig at kunne beskæftige mig med noget sjovt.”

Er Det Kongelige Teater blevet et rarere sted med tiden, eller kan man stadig risikere at blive smidt ud af garderoben?

”Det er noget helt andet i dag. Og stjernebegrebet findes slet ikke inden for teatret længere. De, der er stjerner, de laver film i USA.”

SKØNHED

Du har sagt, at du under din depression også var utilfreds med dit udseende. Du ville gerne have haft store bryster og lignet en mellemting mellem Elizabeth Taylor og Cleopatra. Det gik du og ventede på, selv efter du var blevet voksen. Havde det noget med din karriere at gøre?

”Der var mange veje, der ville have været lettere i forhold til skuespillet. Men det var nu egentlig helt privat, at jeg havde håbet om den her iboende skønhed, der på et eller andet tidspunkt vil komme frem. Det kan man blive ved med at håbe på, selv om håret mister farven, og huden bliver slap.”

Er den så kommet frem?

”Nej, ha ha ha. Men jeg kan da godt gå og tænke, at når jeg får en frisørtid, og man kan komme i butikker igen, så skal jeg købe mig noget nyt tøj og nogle ordentlige øreringe. Fandeme, så skal jeg have stil! Så kommer hun frem, hende den flotte.”

Men er du ikke blevet en form for sexsymbol?

”Mig?! Det oplever jeg godt nok ikke. Hvor har du det fra?”

Der er mænd, der synes, at du har en sensuel udstråling. Det bliver af og til fremhævet i anmeldelser. Jeg læste, at initiativtageren til de her skuespillerfliser, der ligger på Frederiksberg Allé, ved offentliggørelsen af din flise tilbød ’tættere relationer, hvis du skulle blive træt af din mand’. Måske er du kommet til at hvile mere i den side af dig selv – i hvert fald som skuespiller?

”Måske, men jeg sidder desperat og tænker over, hvornår jeg skulle have brugt det.”

Det er i den uskyldige ende, men i lystspillet ’Solkongen’, hvor du spiller en enke, der får et forhold til Nikolaj Lie Kaas’ langt yngre karakter, er der både flirt, charme og erotik …

”Jo. Men jeg tror, det ligger mere i humoren for mig. Alting går gennem det lag. Jeg tror ikke, jeg ville kunne spille decideret på det erotiske uden at komme til at grine.” 

BIRTHES PAGT

Bille Augusts film ’Pagten’ bygger på Thorkild Bjørnvigs selvbiografiske roman af samme navn, hvor digteren indgår en djævelsk pagt med Karen Blixen og i perioder flytter ind hos hende på Rungstedlund. Virkeligheden bag bogen har været omdiskuteret af litterater, og Bjørnvig er blevet angrebet for at tegne et billede af sig selv som en stakkels ung mand, der lokkes, mens den aldrende forfatter præsenteres som manipulatoren – måske for at nedtone, hvor meget han selv svigter sin familie.

Går du op i, om filmen er historisk korrekt?

”Det kan du ikke. Det er ikke doku-mentar. Det er Bjørnvigs digt, der lægger synsvinklen for en fortælling om, hvor langt man kan tillade sig at gå i kunstens navn. Jeg kan godt se hans naivitet og benovelse over pludselig at blive udråbt af hende til at være det nye geni. Men det undskylder jo ikke noget,” siger Birthe Neumann.

MAGT

”I begyndelsen af 2020 blev jeg tilbudt rollen som Karen Blixen i Bille Augusts film ’Pagten’. Den var anderledes end de fleste roller, jeg har spillet, fordi den har udgangspunkt i en historisk virkelighed. Alle har et billede af, hvem hun er. 

Jeg gav mig til at se tv-klip med hende fra arkiverne og gik derhjemme med hende i ørerne og hørte radiointerview, taler og oplæsninger, mens jeg gentog, hvad hun sagde, for at indstudere hendes stemme og lægge mærke til dens farver. Hvor dyb var den? Lidt dybere end min. Hvor nasal var den? Ganske meget. Jeg bemærkede, at hun trækker sine vokaler længere end de fleste og har færre stød. Artikulationen er fornem, udviklet til perfektion. Ikke krukket, synes jeg, men smuk. Hendes stemme ligner ingen andres. Og alle genkender den. Og derfor ville jeg ikke prætendere at gøre den efter, men prøvede at finde en balance, hvor man stadig kunne høre mig, men også lidt af hende. Jeg har passet på, at min måde at tale på ikke blev for gammeldags, så man tænker over, at det er lavet. Det var smaddersjovt, og jeg fik lov at gå længe og lege med replikkerne, fordi corona kom sidste forår og udskød optagelserne nogle måneder. 

Historien, der bygger på digteren Thorkild Bjørnvigs bog af samme navn, foregår på Rungstedlund, men der måtte vi ikke få lov at indspille, så det blev et gods på Fyn i stedet for, hvor man kopierede alle rummene fra Rungstedlund. Da vi kom på settet, og Dennis Knudsen skulle lave min makeup, var vi meget i tvivl om, hvilken farve hendes øjne havde. Indtil en veninde lånte mig en bog, hvor instruktøren Erling Schroeder, der var en ven af hende, beskrev hendes øjne som sorte. Så jeg fik nogle mørke linser i, og jeg fik også en støbt attrap klistret på, der gav mig noget ekstra næse og gjorde den mere aristokratisk end min egen. Det gav en autoritet. Et udtryk af styrke, som hjalp mig med at finde rollen.”

Hvad synes du om Karen Blixen?

”Hun er det mest vidunderlige. En fantastisk kvindeskikkelse og faktisk et forbillede for både kvinde- og mandekønnet. Handlekraftig. Modig og begavet. Hun var udfordret af syfilis og fallit. Hendes elskede Finch Hatton døde fra hende. Men hun tog kampen op hver gang. Lagde sig aldrig ned.”

Filmens Karen Blixen siger til den unge Thorkild Bjørnvig – som hun har taget under vingen, blandt andet fordi hun er forelsket i ham – at han har brug for et lille skub for at blive den digter, ”det er meningen, han skal være”. Har du nogensinde mødt nogen, der tilbød et skub?

”Som ung var der nogle skuespillere og instruktører, der gerne ville lære mig en hel masse, fordi de selv var så vidende og erfarne. Nogle, der sagde: ’Jeg kan gøre noget for dig, hvis du lytter til mig.’ Og det har altid været en mand, hvis du forstår.”

Og underforstået skulle du så gøre noget for dem?

”Det tror jeg. Og det har jeg ikke kunnet have. Jeg trak i hvert fald følehornene til mig. Når alders- og magtforholdet er ulige, kan det blive et farligt spil.”

Hvad blev du tilbudt?

”Roller. Der var mænd, der havde indflydelse og ikke skammede sig over at sige det, da jeg var ung.”

Så du har holdt dig uafhængig og har kun dit eget talent at takke for, hvad du har opnået?

”Det er nok så meget sagt. Jeg har aldrig været sådan en, der markerede mig ved at sige: ’Hallo! Det kommer du ikke nogen vegne med, makker!’ Det har jeg slet ikke haft format til. Jeg har bare skyndt mig at skulle noget andet og har sagt: ’Hov, klokken er mange. Det må vi snakke om en anden gang, ha ha, hej-hej.’”

’Pagten’ får efter planen premiere i danske biografer 15. april 2021.

 

Til salsabryllup, til spansk topopgør og til Shakespeare. Hvad enten det er arbejde, fornøjelse eller midtimellem, der trækker hende af sted, sørger skuespiller Natalie Madueño for at indsnuse atmosfæren og få lidt inspiration med hjem. Også selv om flyrejsen er et mareridt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Birk, privat, Shutterstock

DANSEBRYLLUP OG MASKINGEVÆR

Venezuela, 2010

Min kærestes kusine skulle giftes med en venezuelaner, og hele familien var inviteret med til bryllup på Isla de Margarita, en vanvittig smuk ø, frodig og kuperet, med brede sandstrande, palmer og farvede fiskerbåde.

Vielsen begyndte klokken 18 i en lille, hvid kirke, der lyste op i den mørke aften. Brudeparret ankom på den brostensbelagte gade i en veteranbil, og det var drømmeidyllisk.

Efter vielsen tog vi til et strandhotel. Brudeparret brugte halvanden times tid på at blive fotograferet, og i mellemtiden gik salsa-bandet i gang. De første, der kom på dansegulvet, var en bedsteforælder med en 3-4-årig i hånden. Så kom resten stille og roligt ud at danse. Normalt danser jeg først, når jeg har fået noget at drikke, og festen er nået dertil. Men her var der en glæde og løssluppenhed, der gjorde det naturligt. Og så selvfølgelig flaskerne med Diplomatico-rom, der stod på bordene til fri afbenyttelse. 

Palmesus på Isla de Margarita, Venezuela.

Når man først har været ude at danse, er der mange trin, der er sprunget over i forhold til at komme hinanden ved, og resten af brylluppet var i flow med mad, dans og musik til den lyse morgen. Skikken med at danse fra starten kunne man godt tage med til en dansk sammenhæng. I Danmark er der mange taler til et bryllup. Det er en smuk ting at give brudeparret så meget opmærksomhed, men det betyder også, at selskabet sjældent forlader bordet, før der er brudevals. 

Da min kæreste og jeg skulle flyve hjem til Danmark, havde vi fået besked på at være i lufthavnen i Caracas i god tid og ankom fra Isla de Margarita syv timer inden checkin. Der var kun én skranke til alle fly til Europa, så vi stillede os i den 200 meter lange kø. Stemningen var kaotisk. Et fodboldhold var kommet hjem fra en eller anden kamp og spillede høj salsa og kastede rundt med bolde. Militærpolitiet patruljerede med maskingeværer og hev folk ud af køen. Folk, der kom tilbage, så forholdsvis mutte ud, og det viste sig at være stoffer, de ledte efter, fordi flyvningen til Madrid, som vi skulle med, åbenbart er en gateway for kurerer.

NATALIE MADUEÑO

33 år, skuespiller. Har blandt andet medvirket i tv-serierne ’Bedrag’, ’The Rain’ og ’Den som dræber’ og i filmene ’I krig & kærlighed’ og ’Swinger’.

En militærpolitibetjent spurgte, hvad vi lavede i Venezuela, hvem vi var, og hvorfra et par studerende havde penge til rejsen. Min kæreste blev trukket med ud, mens han blev råbt ad og truet med bål og brand. De ville vel se, om han bukkede under for psykisk terror. Jeg forsøgte at bryde ind og på spansk forklare, at han kunne få navne og adresser på de steder, vi havde været. Det endte med, at han lod os være. 

Det tog i timevis at nå frem til gaten, der var i alt fire sikkerhedstjek, ved nogle af dem så vi folk, der blev tvunget til at stå i deres undertøj foran en kødrand af mennesker, og selv efter vi var ankommet i gaten, begyndte de igen at hive folk ud til afhøring. På et tidspunkt hørte jeg mit eget navn råbt op. ”Hvad hvis jeg ignorerer det,” tænkte jeg. To gange blev mit navn kaldt over højttalerne. Jeg rystede. Jeg ville slet ikke kunne holde ud at blive skilt fra min kæreste, og hvad mon de kunne finde på at gøre ved mig? Men jeg lod stadig, som om jeg ikke hørte noget. Det var et sats, der lykkedes. Endelig sad vi i flyveren, men de blev ved med at hive folk ud. 

Selvfølgelig missede vi alle de fly, vi skulle have nået i Europa, men aldrig har jeg været så glad for at komme hjem, som da vi 28 timer senere landede i København. Venezuelanerne er et dejligt folk, og Venezuela er et skønt land på mange måder. Jeg vil gerne tilbage, men det bliver ikke gennem Caracas’ lufthavn.

Madrids rådhus.

LAMPEFEBER OG TOPOPGØR

Madrid, 2017

Min far var spansk, men hans familie bor i Andalusien og på Mallorca, og jeg havde aldrig været i Madrid, inden jeg fik en rolle i det spanske drama ’Petra’ og skulle tilbringe 4-5 dage i byen. Det var ikke lang tid siden, jeg var blevet færdig på Teaterskolen, og jeg kom alene ned til et filmset, hvor jeg ikke kendte nogen, med en vis nervøsitet.
Jeg spillede en kollega og veninde til hovedrollen og skulle være med i 3-4 scener. Det er altid svært at lave en lille rolle, hvor du kommer ind fra siden og hurtigt er ude igen. Hvis du spiller en hovedrolle, har du haft mange samtaler med instruktøren forud og haft tid til at finde rollen. Jeg kom ind uden helt at vide, hvad de havde lavet forinden og skulle bare lægge den på de få dage.

Den vanvittig dygtige franske fotograf på filmen havde temperament, og i det hele taget er folk på både spansk og fransk ikke så bange for at lyde lidt spidse, selvom det ikke nødvendigvis er sådan ment. Det skulle i hvert fald ikke være mig, den nye, der fuckede en scene op. Ikke noget med at glemme replikkerne eller min blikretning. 

Den første dag havde vi en ret lang dialogscene i en køkkenhave, hvor vi talte, mens vi gravede gulerødder op. Scenen løb over 3-4 manuskriptsider, og der var en del at huske. Ikke mindst fordi den skulle filmes som one-take, uden at man efterfølgende ville klippe i scenen. Jeg klarede den i første hug. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg overvinder den slags nerver. Ud over at det bare skal lykkes.

Inden jeg tog af sted, var jeg i tvivl, om jeg overhovedet ville kende spillereglerne og arbejdsjargonen i et andet land. Det viste sig, at det var fuldstændig som at arbejde herhjemme – bare på et andet sprog. Jeg havde måske ikke lavet andet end en DR-serie (’Bedrag’, red,), inden jeg kom. Men det giver åbenbart kilometer i benene. 

Jeg havde en dag imellem optagelserne, hvor jeg ikke skulle arbejde, så jeg gik byen tynd i mit eget tempo. Jeg droppede museer og seværdigheder, men forsøgte bare at opleve byen. Hvis jeg rejser alene, tager jeg mig bedre tid til at være til stede, når jeg ikke føler, jeg skal tage hensyn til, hvad en anden måske keder sig ved. 

Om aftenen endte jeg på en tapasbar med tv ud mod gaden, der viste ’El Clásico’ (traditionsrig kamp mellem Real Madrid og FC Barcelona, red.). Jeg drak et glas vin, spiste noget brød med olivenolie og observerede de andre gæster. Byen summede, og folk var helt oppe at køre. Jeg er vokset op med at se spansk fodbold, men i min familie er man delt mellem Madrid- og Barcelona-tilhængere, og jeg har altid øvet mig i at være upartisk og se kampene for fodboldens skyld. Denne aften heppede jeg nok lidt mere på Madrid. Desværre kan jeg ikke huske, hvad kampen endte. 

Natalie Madueño foran teatret Volksbühne.
Skuespilleren, der kom med i tv-serien ’Bedrag’, allerede inden hun var færdig på Teaterskolen,
tager tit til Berlin for at se en forestilling.

HAMLET OG SPINAT

Berlin, 2019

Under normale omstændigheder tager jeg til Berlin et par gange om året for at se teater. Specielt følger jeg skuespilleren Lars Eidinger, som jeg blandt andet har set i ’Hamlet’ på Schaubühne. Jeg har selv prøvet at spille Ofelia og synes, ’Hamlet’ er en svær forestilling. Den er lavet så mange gange, og jeg har aldrig haft en følelse af at være helt tilfreds, når jeg har set den eller læst stykket. Indtil jeg så Lars Eidinger i instruktør Thomas Ostermeiers version og var optaget fra start til slut. De to har et unikt samarbejde og havde givet stykket nogle friske øjne og noget humor.

Der var en monolog, hvor Hamlet ender med at stå og være dj med et brød og en pizzabakke som pult. Det lyder helt åndssvagt og dumt, men Eidinger er morsom. Han er en skuespiller, du aldrig ved, hvor du har. Jeg har oplevet, at han stoppede hele forestillingen, fordi en mand i salens telefon ringede. 

”Er det noget spændende?” spurgte han, mens han kiggede på manden. 

”Nej, nej.” 

”Jo, kom nu. Jeg vil gerne vide det.” 

”Men det er ikke spændende.” 

”Jo, kom nu!” 

”Okay. Det er mine børn derhjemme. De spørger: ’Papa, haben wir kein Spinat?’” 

Alle i salen hylede af grin, og det gjorde Eidinger også. Under ’Richard III’, som jeg så en anden gang, fulgte han en blandt publikum på toilettet: 

”Hvis du skal tisse, så vil jeg også have en pause.” 

Så løb han lige en omgang i foyeren og kom tilbage fem minutter senere. Han kan også finde på at bede om en karamel, hvis nogen pakker slik ud. Man kan sige, at man er lidt udsat som publikum, men man kan også sige, at Lars Eidinger griber chancen for at interagere med publikum. Det er jo det, det handler om. At skabe bro til publikum, gøre rummet mindre og bringe os tættere på hinanden. Det kræver kræfter og nærvær, og han gør det med finesse, nogle gange fortsætter han endda med at være i karakter – og fortsætter stykket, hvor han slap. Hvis det bliver brugt dramatisk, er det mere end bare en gimmick. 

Jeg er kommet i Berlin, siden jeg gik i gymnasiet, og taler bedre og bedre tysk. Det er en fed by. Så meget historie. Så rigt kulturliv. Så mange gode restauranter. Skulle jeg flytte til en anden by, skulle det være Berlin. Det har bare endnu aldrig passet ind. Men måske skulle man en dag trække stikket med familien et halvt år. Eller spille med i en tysk produktion. Det ville jeg elske, men så godt er mit tyske heller ikke – jeg skulle nok spille en dansker i Tyskland.

28. marts har Viaplay premiere på anden sæson af krimiserien ’Den som dræber’ med Natalie Madueño som politiefterforsker.

På skuespillerskolen fik hun besked på at nedtone klovneriet. Men Mette Horn bevarede evnen til at se humoren i ligtorne og krummede tæer. Kig med tilbage på en sydindisk tudetur, en aflyst atlantisk rejse og en form for juleeventyr i barndommens København.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat, PR, SF Film

DA MINE FORÆLDRE skulle have min storebror, flyttede de ind i stueetagen hos mine bedsteforældre i deres murermestervilla i Gentofte, omme bag ved brandstationen. Da jeg blev født som den sidste af tre søskende, var min farmor død, men farfar boede stadig oppe på førstesalen. Han var en hyggelig gammel mand, og jeg var meget tæt på ham. 

EFTERHÅNDEN KUNNE mine forældre ikke rigtig finde ud af det. Specielt min far kunne ikke rigtig finde ud af at være en del af familien. Han var fraværende, en strejfer, som man ikke kunne vide, hvornår kom hjem. Min mor kaldte ham en ensom ulv, og i mine tanker blev han en variation af Store Stygge Ulv fra tegneserien. 

JEG VAR SYV ÅR, da min mor og far prokla­merede, at de skulle skilles. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at min far skulle fejre jul alene. For at trøste mig fortalte han, at han havde bestilt bord på restauranten på Hovedbanegården, hvor han skulle sidde og nyde sin stegte and, brunede kartofler og alt det dér. Min far. Alene på Hovedbanegården. Juleaften. Det var det mest uhyggelige, jeg kunne forestille mig. 

JEG SØGTE TILFLUGT i en fantasi om, at hele Hovedbanegården var smukt pyntet op. Oppe ved tagspærene var der glimmer, der duftede af and, alle var i julestemning, og specielt glædede de sig meget til, at min far kom. Når han bagefter rejste sig for at gå, ønskede alle ham tak for i aften og syntes, det var knashyggeligt, at han havde været der. I S-toget var der pyntet op, så det lignede en dagligstue, og der blev serveret kransekage til kaffen. 

Med mor og sømandsstrik.

ÅRET EFTER VAR min far inviteret til at være med hos min mor juleaften, men det kunne han ikke finde ud af. Så det blev delt op, så jeg og mine brødre spiste hovedret hos min mor, hvorefter vi tog over til min far. En taxa rullede op og hentede os, og min mor kastede desperat et jule-kit ind til os, som ud over risalamande bestod af en grangren med en sløjfe om og en lille pose pebernødder. 

PÅ VEJEN KØRTE vi igennem et stykke skov, hvor grenene stod helt frosne og slog mod hinanden. Taxachaufføren, der vel gerne ville give os lidt julestemning, holdt ind til siden, rullede vinduet ned og lod os lytte til grenene, der klingede som klokker i mørket. Da vi nåede frem til min far, var der alt for meget loftslys tændt i lejligheden, så man virkelig kunne se hans fortabte ansigtsudtryk.

HAN VAR BESVÆRLIG, men sjov. Han var god til at hylde øjeblikket og se de små tings skønhed. Han hadede, når noget blev for korrekt og etableret. Når man gik rundt i København med ham, var det, som om vi var i vores eget parallelunivers, hvor han altid vidste, hvilken café der havde ekstra kaffepåfyldning. 

HAN VAR GLØDENDE socialdemokrat, dem havde man meget at takke for, mente han. Og han havde svært ved, når nogen brokkede sig over for eksempel sygehusvæsenet. Men han gav folk ret, bakkede dem op i deres fordomme, i det, de var sure over, bare krydret med stadig flere uhyrligheder: ”Ja, lægerne er jo fordrukne og møder tit fulde op på arbejde!” Til sidst gik det op for folk, at han gjorde nar. Så sad jeg ved siden af og syntes, det var mægtig morsomt. 

METTE HORN

55 år. Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater. Blandt andet kendt fra teatergruppen Emmas Dilemma og som mor i ’Max Pinlig’-filmtrilogien. Debuterede i år som forfatter med den selvbiografiske ’Flueben – Iagttagelser og indrømmelser fra et (mellem)langt levet liv’.

DA JEG GIK I fjerde, kom Maria pludselig ind i klassen. Hendes mor, Birthe, der var lidt flippet, hvad mødrene ellers ikke var i Gentofte, stod der i afghanerpels, og Maria havde skriggrønne bukser. Vi blev hurtigt bedste venner, og jeg begyndte at komme i deres hjem, hvor trapperne var malet lilla, og køkkenet var orange. 

BIRTHE, DER VAR rødstrømpe og del af et kunstnerkollektiv, skulle i 1975 debutere på Kvindeudstillingen på Charlottenborg med sine linoleumstryk, og Maria og jeg kom med og blev sluppet løs. Vi havde en plan om at optræde med et nummer af John Mogensen, ’Ensomhedens gade nr. 9’. Det blev spillet hele tiden i radioen og handlede om en mand, der var ensom, og måske tænkte vi, at det matchede temaet. Maria havde malet overskæg og taget pude på maven, og jeg havde som korpige pyntet mig med fjer. 

SÅ GIK VI OP til Lone Kellermann, der var i gang med at optræde på scenen, og prikkede hende cirka i numsen, højere var vi ikke. Hun lod os overtage, og vi tog virkelig kegler. Folk var færdige af grin. Nå, det kunne da noget, tænkte jeg ved mig selv. Jeg anede en form for talent.

Med far og sand under tæerne på Charlottenlund Strand.

JEG BLEV OPMÆRKSOM på kvindesagen. Det var vist noget med ligeløn. Men ellers forstod jeg den ikke helt. Det var noget med, at mændene ikke var helt i orden, og at kvinderne ikke blev behandlet ordentligt. På en måde syntes vi, det var lidt synd for mændene. Maria og jeg kunne jo godt lide vores fædre.

SENERE OPLEVEDE JEG, hvordan det var at gå på stranden i en tid, hvor kvinderne havde smidt bh’en. Tog man en bikinitop på, var man undertrykt. Men jeg syntes, det var topstressende som teenager. Gamle mænd kiggede på én, og det var anstrengt at være blandt sine kammerater. Men jeg sad pænt dér og led. Det skulle ikke hedde sig, at jeg prøvede at være sexet i stedet for naturlig.

I DAG DELER JEG, trods alt, idealet om den naturlige krop. Nu er vi i den anden grøft. Man får at vide, at kvinder, der bærer blonder eller silke inderst, har det mere sexet. Undertøjsafdelingen i Magasin fylder en halv underetage. Og man kan købe sig til nye bryster, ja, man kan få nye bryster i 18-års fødselsdagsgave, hvis man ikke synes, de lever op til dem, man ser i bladene, der i øvrigt er photoshoppede. Det kan godt støde mig.

Med brødre og denim foran fars nye Simca.

EFTER GYMNASIET var jeg på højskole i Herning på en teaterlinje. Nogle af de andre fra holdet ville søge ind på Skuespillerskolen. Det ville jeg også prøve. Og jeg begyndte at læse hos en skuespiller i København for at blive klar til optagelsesprøven. Hun opsnappede, at jeg var forelsket i en fyr, der var rejst til Gran Canaria for at påbegynde en jordomrejse. 

DA FYREN TOG AF STED, havde han sagt til mig, at jeg var et ængsteligt menneske. Min lærerinde opfordrede mig til at være modig og forfølge kærligheden. Jeg tog ned til ham, selv om min mavefornemmelse sagde mig det modsatte.

HAN SYNTES STADIG, jeg var en bangebuks, men udfordrede mig til at blaffe over Atlanten og mødes igen i Sydamerika. Jeg tog ned på havnen i Las Palmas, gik rundt en hel dag og kiggede på skibene, mens jeg røg 40 cigaretter og overvejede at bede om at blive taget med. Hen ved aften kom der nogle fyre hen for at spørge, om de kunne hjælpe med noget. Jeg opgav det hele, tog tilbage til fyren, fortalte ham, at han havde ret, og tog hjem til Danmark næste dag. Dét føltes modigt. 

Højt humør på Elevskolen ved Aarhus Teater.

FEM MÅNEDER SENERE kom jeg ind på Elevskolen ved Aarhus Teater. Det var en hård uddannelse, hvor lærerne pillede ved din grundkarakter. Jeg havde i tilværelsen tit brugt klovneriet til at klare mig igennem. Der blev pillet i klovnen, den skulle jeg ikke udelukkende benytte mig af som skuespiller, fik jeg at vide. 

SAMTIDIG FØLTE JEG mig forkælet. Alt det, vi lærte om tale, sang, fysik. Om kropsholdning og bevægelse. Vi havde et kursus, hvor vi skulle gå igennem salen fuldstændig neutralt. Det er vanvittig svært. For vores sjæl sidder derinde og vil meget gerne kommunikere: Jeg er ikke farlig! Se mig, jeg er smart! Er jeg ikke bare sexet? Måden, vi går og står på, er fuld af informationer om, hvordan vi har det.

JEG KOM IND i satiregruppen Emmas Dilemma i 1997. Anne-Grethe Bjarup Riis, Trine Appel, Louise Mieritz, Sofie Stougaard og instruktør Lotte Svendsen havde været i gang nogle år, da jeg kom ind sammen med Helle Dolleris. Det var nogle dygtige piger. De forventede noget af én. Man kunne ikke bare stå og lave det sædvanlige. 

JEG UDVIKLEDE karakteren ’Damen med de blå tænder’, der fortæller sine venner ’sandheder’ om dem selv, når hun har drukket for meget rødvin. Hun tror, hun er lidt synsk, og kan mærke andres hemmeligheder. Hun er en elefant i en glasbutik og kan ikke finde ud af at være andet. Hun bliver tålt til selskaber, men man glæder sig næppe til at sidde ved siden af hende og være udsat for hendes direkte facon. I virkeligheden er hun nok ulykkelig. Det er inspirerende, når man rammer noget, der både kan få folk til at grine og græde.

Med Emmas Dilemma til modtagelse af en WIFT-pris (Women in Film and TV).

EFTER EMMAS DILEMMA fortsatte jeg med at arbejde sammen med Lotte Svendsen. Det er noget af det lykkeligste at finde et makkerskab, hvor man klikker og forløser hinanden kreativt. De tre ’Max Pinlig’-film, vi har lavet sammen, er jeg utrolig glad for og stolt over. 

MOREN, JEG SPILLER, er en god blanding af Lotte, en af hendes veninder og mig selv. Min søn var i samme alder som Max i filmene, så jeg kunne få luftet mange situationer, hvor jeg gerne ville have været lidt federe. For eksempel da jeg blev rasende på nogle børn, der ikke opførte sig ordentligt over for hinanden, når de spillede et rollespil. Indrømmer man, at man er pinlig, slipper man for at skamme sig over det.

DET VAR ÅBENBART noget, mange kunne genkende, både børn og voksne. Jeg ved fra mine børns venner, der nu selv er voksne, at de godt kan finde på at sidde og se filmene hjemme under dynen med en pose Matador Mix, hvis de er deprimerede, fordi filmene er lig med hyggelige minder fra deres barndomsår.

SOM SKUESPILLER har jeg haft nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Når man bliver optaget af sin rolle og gør det godt, kan man fuldstændigt slippe alt det, man ellers går og spekulerer på. Det er euforisk. Og fredsommeligt. 

FOR 10 ÅR SIDEN medvirkede jeg i musicalen ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Hver aften stod jeg i fem minutters tid fanget mellem to vægge på bagscenen, hvor jeg hverken kunne komme frem eller tilbage. Jeg kunne bare stå og lytte til musikken og vente, til jeg skulle på igen. Det er måske det mest fredfyldte, jeg har oplevet. Intet ondt kunne nå mig dér.

Med ’Max Pinlig’-medspiller Samuel Heller-Seiffert.

FOR NOGLE ÅR SIDEN tog jeg fri fra alt for at skrive et filmmanuskript. Det skulle handle om to søstre, der har mistet deres far, stærkt inspireret af min egen far. Jeg skrev og skrev. Og blev mere og mere ked af det. Jeg troede, det var et tegn på, at jeg nærmede mig den fineste kunst. Jo mere sorg jeg følte, desto tættere måtte jeg være på noget grundlæggende. 

MEN DET VAR ikke kun, fordi jeg savnede min far. Det var lige så meget, fordi jeg ikke har lært, hvordan man skriver et manuskript. Jeg fik noget hjælp undervejs, men det blev aldrig til noget brugbart. 

I STEDET SKREV JEG en bog om mit liv som midaldrende, som også blev et portræt af min far. Nu spørger jeg mig selv, hvorfor den skøre kugle altid skal fylde så meget. Hvor blev min mor af? Det var jo hende, der var i stand til at give os søskende en god og kærlig hverdag og altid var der. Hun lever endnu og er i fuld vigør. Maler ikoner, danser og er nysgerrig og dygtig til alting. Det er skide uretfærdigt, at det er mere spændende at tale om stenen i skoen end om det stabile.

DA MINE BØRN begyndte at blive store og tage på efterskole og højskole, og jeg mærkede, at jeg ikke længere var centrum i deres liv, fik jeg en krise. Jeg var hårdt ramt af overgangsalderen. Hormonerne blæste op og ned, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg er ikke nogen globetrotter – alligevel tog jeg af sted til Kerala i Sydindien. Jeg havde hørt om et ayurvedisk resort, og ideen var at blive renset igennem, trække en streg i sandet og sige: Nu skal du videre! 

DÉR GIK VI rundt, alle vi vestlige midaldrende kvinder med vores klipklapper i hænderne og skuede ud over vandet, når ikke vi fik oliemassage eller tog yogatimer. Der findes en film med Julia Roberts, hvor hun efter en skilsmisse tager på sådan et ophold, genfinder sin sanselighed, dufter til krydderierne, bliver inviteret hjem til en indisk familie, som synes, hun er skøn. 

DET VAR IKKE lige det, jeg oplevede. Jeg græd en del – det var hormonelt – og på et tidspunkt kom jeg til at tude foran den fattige kvinde, der gav mig massage. ”Why are you crying, madam,” spurgte hun. ”I think, I miss my children,” svarede jeg. ”When you last see?” ”Two weeks ago.” Hun havde ikke set sine børn i otte måneder, fordi ”work, work, work”. Det var på tide at komme hjem.

JEG FIK NOGLE GODE hormonpiller og blev ikke længere snydt af mit humør til at gøre bagateller til store dramaer. Og mine børns mand fik kræft, så jeg kunne ikke længere tillade mig ikke at fungere. Jeg følte ikke, at jeg kunne overlade det til mine børn at have en døende far, så jeg fik fri fra teatret, og vi fik ordnet, at han flyttede ind hos os i vores sommerhus. Det var min nuværende mands forslag. Han kunne se, hvor stresset jeg var, og ville gerne hjælpe. Vi holdt alle sammen så utrolig meget af ham, at det var naturligt at gøre.

SÅ BOEDE HAN dér sammen med os de sidste to måneder af sit liv. Det er jeg utrolig glad for. Til eftertiden er det rart at vide, at man var der, da der var brug for én.

Han var et problem i skolen, uduelig som bagerlærling og middelmådig som glarmester. I boligblokkenes skygge fandt han sin plads blandt de hårdt­slående, hashrygende lost boys, indtil han brød ud af tågerne og igennem på danske scener og lærreder. Som arrogant punksanger, racistisk gabehoved og voldelig taber rørte han nye følelser hos publikum. Nu hælder en af Danmarks mest særegne skuespillere helt op til kanten i ’Druk’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jonas Bie

1.

Jeg har drukket, taget stoffer og røget hash. Afhængighed har fulgt mig hele mit liv, og jeg har prøvet at ramme bunden et par gange. Det har været rigtig svært at komme ud af det, og jeg har set mange gå til grunde. Jeg drak aldrig på grund af fest og farver i skuespillermiljøet. Det var aldrig socialt, jeg har bare ikke kunnet holde op, hvis jeg først tog en drink. Men til november har jeg været ædru i syv år, og i dag er jeg sponsor for flere, der prøver at komme ud af alkoholmisbrug. Det er fantastisk at være kommet ud. Verden åbner sig. Anonyme Alkoholikere reddede mit liv.

I Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’, er der scener, hvor jeg blev bedt om at spille så stiv, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Jeg havde det virkelig, som om jeg var fuld, når jeg spillede, bare uden tømmermændene bagefter. Det var meget grænseoverskridende, fordi jeg har drukket i så mange år. Men på en måde var det også bevidsthedsudvidende. Jeg fandt virkelig ud af, at dér skal jeg kraftedeme ikke tilbage igen. Det har jeg vidst længe, men der var noget lærerigt ved at være ædru og komme tilbage til det helvede. Filmen moraliserer ikke. Den viser, at alkohol kan være superfedt som fest- og parringsstof, men også, at det kan føre til forfærdelige ting. Det synes jeg godt, vi kan snakke noget mere om. 

Alkohol er et lovligt rusmiddel, men det er pissefarligt, hvis du bliver afhængig af det. Det er et opløsningsmiddel, og det giver frygtelige fysiske skader, hvis du ikke stopper. Jeg ved det. Mange af mine venners forældre var alkoholikere.

2.

Jeg voksede op i Søndergårdsparken, nogle stille og rolige rækkehuse i Gladsaxe. Vi var tre søskende, og min mor var hjemmegående husmor, mens min far arbejdede som telefonmontør for KTAS, hovedstadens telefonselskab. Han var egentlig uddannet værktøjsmager – altså en, der fremstiller værktøj – og vist ret dygtig som ung. Han fik en sølvmedalje for sin svendeprøve i overværelse af Frederik IX. Den stjal en af mine venner mange år senere. 

Jeg var ordblind og gik på Bagsværd Skole. Fra tredje gik jeg og en klassekammerat i en støtteklasse, de kaldte X-rummet, hvor alle de uvorne unger blev anbragt. Alle dem, der ikke kunne begå sig i klassen og lavede for meget ballade. Jeg havde kviksølv i røven i store mængder. Jeg måtte ikke komme til timerne i engelsk, dansk og regning. Jeg elskede husgerning, men efter at jeg kom til at kaste rundt med nogle æggekager, måtte jeg heller ikke komme dér. 

Jeg kunne godt lide at tegne, så i X-rummet satte de mig til at lave tegneserier, for at jeg fik skrevet bare en lille smule i taleboblerne. Jeg er vokset op med pædagoger og støttepædagoger og talepædagoger, og jeg skal komme efter dig. De talte et forsigtigt pædagogsprog, men mine venner og jeg følte aldrig rigtig, at det blev personligt. Måske var de også lidt bange for os. Jeg kunne godt have brugt lidt mere disciplin, da jeg var knægt. Jeg fik ikke den helt store opdragelse. Engang blev jeg for eksempel kørt hjem af politiet, men min mor gav bare politiet en stor skideballe. Mig sagde hun ikke noget til.

”Dengang jeg kom i Værebroparken, hang der nogle plakater i opgangene, der solgte stedet som et idealsamfund. Men jeg husker det mest som et meget dysfunktionelt sted,” siger Thomas Bo Larsen.

3. 

Fra jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at komme i det sociale boligbyggeri Værebroparken og blev venner med nogle hårde drenge med læderjakker. Når vi kedede os, hang vi bag på S-togene for at få et adrenalinchok. Vi så op til de ældre fra motorcykelklubben Freewheelers, som udsprang af Værebro Ungdomsklub. Det var, før Hell’s Angels og Bandidos kom til Danmark. Men der var nogle hårde bananer imellem. Næverne sad løst. Vi var en gruppe af lost boys og blev på en måde hinandens forældre. Selvom vi drillede hinanden, holdt de stærke i flokken hånden over de svagere individer. Havde nogen givet dem tæv, fik de en ordentlig røvfuld. 

Jeg var ikke den bedste slagsbror, og jeg holdt op i bokseklubben, efter at jeg havde fået for mange tæsk til et stævne, og jeg begyndte til judo i stedet. Men jeg endte da i nævekamp af og til. Vi tog tit ud og besøgte andre ungdomsklubber, det endte næsten altid med, at vi fik forbud mod at komme igen. Til sidst lukkede ungdomsklubben og motorcykelklubben på grund af for meget ballade, hærværk og vold. 

4.

En måneds tid inde i 9. klasse holdt jeg op. Jeg fik lov at bestå uden at gå op til afgangseksamen. På den betingelse, at jeg fortsatte i en læreplads. Jeg tror, skolen gik med til arrangementet for at undgå den ydmygelse, det ville være at sende mig op til eksamen. Jeg ville have fået 03 i det hele. Jeg kunne nærmest ikke stave til Bo eller Ib. Som 14-årig begyndte jeg i lære som bager. Det var ad helvede til. Klokken to om natten startede jeg min knallert ude fra Bagsværd og satte kurs mod bageriet i Lyngby. 

Allerede dengang havde jeg et pænt hashmisbrug, og jeg kunne ikke huske fra næse til mund. I et bageri skal man kende forskel på de mange forskellige typer bagværk og holde styr på en masse bestillinger. Det første, jeg skulle lære at lave, var spandauere, og allerede dér kunne jeg mærke, at det ikke var noget for mig. Da jeg gik ud af skolen, havde jeg blæret mig med, at jeg skulle ud at arbejde og tjene mine egne penge. Men da jeg begyndte at møde på arbejde klokken tre om morgenen og klokken otte kunne se mine jævnaldrende hive pigerne i fletningerne på vej i skole, tænkte jeg: ”Hvad fanden har jeg gjort?”

Jeg var der halvandet år, inden bagermesteren fyrede mig. Det kan jeg godt forstå, han gjorde. Min far sagde: ”Der er ikke noget, der hedder at gå arbejdsløs”, og sendte mig til kamptropperne i Næstved som frivillig konstabel. Jeg boede på kasernen på en tolvmandsstue. De kaldte migTuberkulose-Larsen’, fordi det passede med mine initialer, og fordi jeg var så tynd. 

Jeg lavede masser af ballade. En dag skulle vi lære bajonetkamp. Jeg skulle kæmpe mod min overordnede sergent. Jeg troede vist, jeg var Robin Hood. I Smørmosen, hvor jeg legede med rødderne fra Værebroparken, havde jeg kæmpet med pinde, siden jeg var dreng – så jeg fik givet ham et trælår og et slag i maven med geværkolben. Han havde lyst til at slå mig ihjel til sidst. Han svingede geværkolben efter mit hoved og løb rundt og jagtede mig i gymnastik­salen. Kammeraterne rundtom var ved at dø af grin. 

En anden gang skulle vi angribe gardehusarerne om natten. Jeg pissede ned i skorstenen til deres bivuak, så de var ved at blive røgforgiftet. Til sidst sagde de: ”Det her er ikke nogen legeplads”, og fyrede mig. 

En tid var jeg arbejdsdreng på et savværk i Herlev. Så kom jeg på en samlebåndsfabrik, hvor jeg samlede kontorstole med en stor lufttryks-unbrakonøgle. Det kunne jeg godt finde ud af. Men for enden af fabrikshallen hang der et kæmpe ur, og tiden gik langsomt. En dag, hvor jeg var oppe på førstesalen, kiggede jeg ud over hallen. Nogle af de ansatte var 50-60 år gamle. ”Jeg kommer til at begå selvmord, hvis jeg skal blive her,” tænkte jeg. Misforstå mig ikke. Det er fantastisk, at der er mennesker, der kan have sådan et arbejde hele deres liv og have fornøjelse ud af det. Men jeg kunne mærke, at jeg ville visne, hvis jeg blev hængende. Efter halvandet år sagde jeg op. Så fik jeg igen arbejde som arbejdsmand, og jeg arbejdede en overgang på et fritidshjem. Det var min far, der skaffede mig alle jobbene. Han tog mig under armen og troppede op på arbejdspladserne og sagde: ”Jeg har en søn her, kan I bruge ham?” Det var fedt, at han gad bruge de kræfter på mig. Det var lidt forvirrende og rastløst, men livet var nyt, og jeg tog det, som det kom.

5. 

En kort overgang boede jeg hos en kæreste i Værebroparken. Mine venner kaldte mig ’Tænder’, dels fordi jeg var tynd som en tændstik, dels fordi det var mig, der tændte chillummen. Som 20-21-årig fik jeg en hashpsykose. Jeg fik tvangstanker og forfølgelsesvanvid, hver gang jeg røg. Hvis jeg satte mig ind i et rum, følte jeg, at alle snakkede om mig. Jeg gik aldrig på hospitalet og bad om hjælp, men prøvede at dulme det ved at spise en masse slik eller hoppe i Bagsværd Sø, når det skete. Jeg havde selvmedlidenhed og røg bare endnu mere. 

Til sidst kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne tåle det. ”Jeg må væk,” tænkte jeg. ”Det kan ikke nytte noget, at jeg bliver ved med at blive konfronteret med det stof, jeg er afhængig af.” Så jeg flyttede fra Værebro til et kollegium i Høje Gladsaxe. Fra den ene ghetto til den anden. Men der var trods alt nogle lidt andre mennesker på det kollegie. En var VVS’er. En spillede violin. Jeg fik lov at male væggen i fællesrummet og fik et skub til at komme videre. 

Samtidig begyndte jeg i lære som glarmester. Jeg havde det ret fint. Jeg var nysgerrig, social og åben. Min mester og min far betalte for et kørekort. Jeg tror, jeg dumpede 6-7 gange til teoriprøven, det kostede dem kassen hver gang. Men køreprøven klarede jeg i første hug. Og da jeg fik mit svendebrev, var det en sejr, selvom jeg ikke helt følte mig fortjent til det. Jeg var langtfra en af de bedste glarmestre i Danmark. Jeg havde mit hoved et andet sted. 

THOMAS BO LARSEN

Født 1963.

Har datteren Sally. Oprindelig glarmester.

Derefter uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater 1986-90.

Kendt for – blandt meget andet – ’De skrigende halse’ (1993), ’Festen’ (1998), ’Blinkende lygter’ (2000), ’Jagten’ (2012) og ’Bedrag I-II’ (2016).

Fast kreativt makkerpar med instruktør Thomas Vinterberg.

6. 

Jeg hadede at være iført arbejdstøj med kit på og var misundelig på folk, der gik på gaden i deres almindelige tøj. Så jeg droppede glarmesterjobbet og tog på Herning Højskole på en dramalinje. Da mit fire måneders ophold var slut, fik jeg lov at tage en periode mere. 

Jeg havde elsket skuespil, lige siden jeg som 11-årig gennem ungdomsskolen begyndte på et dramakursus hos det kommunale amatørteater, hvor vi lavede improvisationer og små forestillinger. Jeg gik der i mange år. Det var fantastisk. Her var et frirum, noget, jeg var god til. Mine venner fra Værebroparken sagde: ”Spiller du teater? Er du bøsse eller hvad?” De syntes, det var noget underligt noget, men spurgte samtidig også meget ind til det. Jeg tror, det var lidt spændende med alle de piger, der gik til teater. Det var der stor mangel på i betonghettoen. Som 18-årig satte jeg selv en forestilling op på amatørteatret i Gladsaxe baseret på en tegneserie af belgieren Comès. ’Tavshed’, hedder den, og det må være verdens bedste tegneserie. Den har både elementer af ’Hamlet’ og ’Den enfoldige morder’ i sig. Jeg instruerede og spillede en af hovedrollerne som den onde husbond. 

Alligevel faldt det mig aldrig ind, at man kunne blive uddannet som skuespiller. Ikke før Mette Horn, der også var elev på Herning Højskole, fortalte mig, at hun havde tænkt sig at søge ind på en skuespillerskole. Dét ville jeg også. Men jeg havde enorme problemer med at lære tekst udenad til optagelsesprøven. Jeg gik hos en lærerinde, der skulle hjælpe mig, men hun opsagde mig. Jeg forsøgte at skjule min ordblindhed, så hun troede, jeg var doven. I stedet fik jeg en ven til at hjælpe mig med at læse og nåede lige optagelsesfristen til teaterskolen i Odense. Jeg gik videre til den anden prøve, kom en time for sent, men endte alligevel med at blive optaget i første forsøg. 

Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig. Allerede halvanden måned inden skolestart flyttede jeg til Odense, selvom jeg ikke anede, hvad jeg skulle lave i ventetiden. 

På skolen følte jeg mig anderledes. Alle de andre elever havde gået på gymnasiet. Jeg var den eneste, der kom fra … nothing. Jeg følte mig mest hjemme med mine lost boys i betonghettoen, hvor vi allesammen var tabere og fandt et fællesskab i det. Jeg pjækkede fra de timer, jeg ikke var god til, for eksempel balletundervisning, rytmik og klaverspil. Det rev i mig, at jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg havde ikke koncentrationen til at lære flere ting på en gang. Min hjerne var slet ikke sat sammen til det, og jeg sang ad helvede til. Men dramalektionerne kom jeg altid til, og her fik jeg meget ros. 

Særligt en gammel improvisationslærer, Rudolf Penka, en tysk jøde med dybblå øjne, der havde arbejdet med Bertolt Brecht og siddet i koncentrationslejr og var fuld af livserfaring, så noget i mig. Skolens ledelse truede to gange med at smide mig ud for mit pjæk. Jeg sagde: ”Det kan I bare gøre!” Det havde jeg prøvet så mange gange før i mit liv. Men de gjorde aldrig alvor af det. I stedet sendte de mig i praktik hele mit sidste år på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. 

Jeg og Lotte Arnsbjerg var de eneste fra min årgang, der ikke havde fået en fast stilling på et teater. Men vi lavede en afgangsforestilling, der sparkede benene væk under folk. 

’Danny og Roberta’ var et ret råt amerikansk stykke om et forhold mellem to outcasts. Vi skrev om på det og gjorde det endnu hårdere. Vi sloges og kneppede på scenen. Jeg spillede en voldsforbryder, der møder en kvinde, der er vokset op med incest. Jeg kunne sætte mig ind i ham og i historien om vold, afmagt og en kæmpe trang til kærlighed. Vi satte den op i Odense på teatret Smøgen og fik forrygende anmeldelser. Tit, når jeg kom ud blandt publikum i pausen, sad folk, særligt kvinder, og græd. 

Thomas Bo Larsen får næsten altid en tatovering, når han er ude at rejse, og har blandt andet været under nålen i Japan, Thailand, Tyskland, Holland, Peru og Den Dominikanske Republik. Han har blandt andet Che Guevara, Batman, en drage, en solopgang og en struds. Strudsen, fordi ”den er det eneste dyr, der ikke kan gå baglæns. Lad være med at kigge dig for meget tilbage.”

7. 

Vi turnerede med forestillingen og spillede blandt andet i en længere periode på Sorte Hest i København. En aften så Thomas Vinterberg, der på det tidspunkt stadig gik på filmskolen, forestillingen. Han spurgte mig, om jeg ikke ville spille hovedrollen i hans afgangsfilm. Jeg sagde: ”Er du sikker på, du kan bruge mig?” 

Det virkede lidt for stort at skulle være med i en film. Så skulle han kraftedeme være helt sikker på det. Jeg tror, det gjorde ham endnu mere sikker, at jeg ikke slikkede røv på ham. ’Sidste omgang’ handler om en ung mand, der har leukæmi og skal dø. Det er en lille film, men vi fandt ud af, at vi havde lavet noget stort. Den vandt en pris ved filmfestivalen i Tel Aviv og en på en filmskolefestival i München, og de underviser stadig i den på filmskolen i København.

Vi var to legebørn med forskellige baggrunde. Thomas gik på lilleskole på Østerbro som barn og var bange for ’højhuserne’, der kom og bankede dem nogle gange. I Bagsværd var der også en lilleskole, den havde en fin legeplads. Mine venner og jeg kom kørende på vores cykler, og der stod de i deres hippie-tøj.”Vi skal kraftedeme lege på jeres legeplads,” sagde vi. ”Jamen, skal vi ikke bare deles om den?” spurgte de. Vi kunne slet ikke forstå, hvad de mente, og gav dem, smak, en på kassen. ”Av, hvorfor slår du?” sagde de. Men der var et eller andet ved dem, jeg godt kunne lide allerede dengang, og jeg så det igen i Vinterberg. 

Et par år senere spillede jeg hovedrollen i hans egentlige debutfilm, ’De største helte’, en roadmovie om en rod i cowboytøj på udgang fra fængslet, der får at vide, at han har en 12-årig datter, og tager på en rejse fra Kiruna i Nordsverige til Malmø. Vi skiftede location hver dag i to måneder. Det har jeg aldrig prøvet siden. Det var vildt hårdt. Min datter, Sally, var kun to år gammel, og jeg havde lige haft en krævende indspilning med Jens Okking i Sverige på thrilleren ’Ondt blod’. 

Men når kameraet var tændt, glemte både Thomas Vinterberg og jeg alt omkring os. Der er mange improviserede indfald i ’De største helte’, blandt andet er der en scene, hvor Trine Dyrholm er receptionist på et motel, og jeg har sex med hende, mens hun står og taler i telefon. Det var Thomas’ improvisation: ”Prøv bare at tage hende!” 

”Øh …? Okay!” Der er også en scene, hvor Ulrich Thomsen og jeg kører i bil, tager et syretrip og stiller os op på taget og pisser, og sådan fik Thomas hele tiden ideer. Det var en sjov film at lave, og jeg fik en Robert for årets hovedrolle. 

’Festen’ er også fuld af improviserede ting. Der er for eksempel en scene, hvor jeg står og råber ad min kone, der spilles af Helle Dolleris. På settet blev jeg så tørstig, at jeg sagde: ”Jeg tager altså lige et glas vand, Thomas.” ”Fedt, det bruger vi da,” sagde han. 

Scenen starter med, at jeg tager et glas vand, inden jeg skælder konen ud. Det er også i den film, jeg synger for på ’Jeg har set en rigtig negermand’. Det stod i manuskriptet fra begyndelsen, fordi Thomas gerne ville have en racistisk dimension med. Jeg tror godt, sådan en scene kunne være realistisk. Jeg vil hellere sætte ting på spidsen end være kedelig. 

Når jeg spiller sammen med Thomas, overvejer jeg ikke, hvad der er rigtigt og forkert, så gør vi det bare. Enten kan de smide det ud på klippebordet, eller også kan det blive guld. Nogle gange bliver det fatalt dårligt, men det gælder om at have mod til at tage chancer. Så rammer man nogle gange noget unikt.

8. 

En anden, der så mig i ’Danny og Roberta’, var Søren Fauli. Han var gået ud af filmskolen året inden og spurgte mig, om jeg ville være med i hans film ’De skrigende halse’, en sort-hvid film om 80’ernes punkmiljø, hvor jeg er den selvoptagede og talentløse sanger Frank, der bliver jaloux på bandkammeraten Ronni, der bliver mere kendt end ham. Den blev vist på DR en enkelt gang i 1993 og blev kult. 

I 1998 sparkede Søren Fauli til den, udgav det hele på dvd, og musikken blev udgivet som cd. Vi spillede også med det fiktive band på Femøren og på Roskilde Festival. Der kom 12.000 mennesker. Det var ret angstprovokerende. De råbte, og det var fuldstændig kaos. Selv om jeg egentlig ikke kunne lide at synge, var det jo bare at gøre det. Det lød ad helvede til, men skide være med det, det var jo punk. Martin Brygmann og jeg havde stået en måned i et øvelokale på Nørrebro og øvet os med assistance fra Peter Peter fra Sort Sol. Jeg havde stadig problemer med at komme ind de rigtige steder. 

Men det gjorde ikke noget, det var en teaterkoncert. Til at begynde med kom Sofie Gråbøl, der spiller Ronnis ekskæreste, ind og læste digte fra Berlin. Så spillede De skrigende halse syv numre. Så kom Søren Pilmark, der er den hårde manager Djarnis, ind og spillede ’Smoke on the Water’. Folk lå foran scenen og tilbad os som helte. Noget, der var begyndt som en lille tv-film fem år tidligere, var blevet kæmpestort.

FULDTRÆFFERE – OG SKÆVERTER

”Med sin stenbro-københavnske diktion og blege, lidt benede fremtoning lagde han ud som en ny dansk 1990’er-filmtype fra samfundets nederste lag. I kollega-sværmen af pæne, glatte drenge er han en af de meget sjældne danske skuespillere, der bringer en autentisk duft af arbejderklasse med sig – Otto Brandenburg, Ole Ernst, Allan Olsen, Leif Sylvester Petersen og Bent Warburg.”
Filmkritiker Morten Piil i bogen ’Danske skuespillere’, 2003

”Filmens største aktiv er dens udsøgte ensemble. De fremragende præstationer tæller blandt andet Larsen, der som ’Michael’ har komisk bid og intuitiv tilstedeværelse.”
Godfrey Che­shires anmeldelse af ’Festen’, Variety, 1998

”Børnene kan som sådan ikke gøre for, at de er dilettanter ladt i stikken af en talentløs instruktør, men Martin Brygmann og Thomas Bo Larsen burde måske vide bedre. (…) sidstnævnte kan notere sig for karrierens hidtidige lavpunkt.”
Henrik Queitsch’ anmeldelse af ’Far til fire i solen’, Ekstra Bladet, 2018

”Thomas Bo Larsen leverer en af karrierens bedste præstationer som strisseren, der med et hjerte af sort guld har hæderlighedens barskhed a la Bruce Willis og endog er dansk født i mormors kolonihavehus.”
Bo Tao Michaëlis’ anmeldelse af ’Bedrag I’, Ekko, 2016

9. 

Der var så meget fart på, da jeg brød igennem. Film og teaterforestillinger afløste hele tiden hinanden, og jeg oplevede det hele i én forvirring. Jeg nåede ikke rigtig at nyde det, og jeg havde længe svært ved at tage imod komplimenter. Måske på grund af min opvækst, alle de job, der gik i kage, og følelsen af at have lavet så mange ting, jeg ikke kunne finde ud af. 

Jeg var med til Cannes-festivalen i 1998 for at promovere ’Festen’. Det var uvirkeligt – som at være en tur i Tivoli. Jeg havde svært ved at forstå overfladiskheden. Alt skuespillet, som det også er at gå til receptioner. Alt det, folk siger, som de ikke mener. Røvslikkeriet: ”How aaaare you?” Jeg forsøgte at forstå, om folk virkelig var, som de opførte sig. Undrede mig over spørgsmålene, de stillede. ”Bager hun på mig, hende der, eller prøver hun at opnå noget andet?” Jeg kendte slet ikke det sprog. 

Da ’Festen’ vandt Juryens Pris, og vi skulle op og modtage den, sagde jeg til Thomas Vinterberg: 

”Gå langsomt! Det er ikke sikkert, vi oplever det her nogensinde igen.” Jeg havde aldrig ejet en smoking og havde lejet en. Desværre var skoene, der fulgte med, for små, så jeg ville gå dem til dagen forinden, men var endt med vabler over det hele. Så jeg blev den – måske – eneste, der er gået op til podiet i Cannes iført maosko. Der var en kødrand af folk om os. De råbte: ”Who are you?” Det er klart, at de ikke kunne kende os, vi havde jo næsten ikke lavet noget dengang. De troede vist, at Thomas var skuespiller, han havde lidt et Brad Pitt-look dengang. I 2012, da Thomas og jeg var tilbage med ’Jagten’, vidste de godt, hvem vi var.

Thomas og jeg var også til Golden Globe-uddeling med ’Festen’. Vi vandt ikke, men ved gallamiddagen sad jeg ved siden af Michelle Pfeiffer og mødte Jack Nicholson og Jim Carrey. John Travolta var henne at give mig hånden og en kompliment. Det var vildt mærkeligt. Jeg følte, jeg var en gæst blandt the big boys. Men jeg vidste godt, at vi havde lavet noget, der var godt. Og de havde set filmen og var blevet rørt af den, fortalte de. Det var som at være med i en drøm. 

For at knibe mig i armen var jeg nødt til lige at ringe hjem til en af rødderne, jeg kendte tilbage fra Værebroparken, og fortælle om det. I rigtig mange år vendte jeg altid lige hjem til Værebroparken, når jeg havde brug for at føle mig rigtig hjemme. I dag er jeg vokset ud af betonen og også fra nogle af rødderne. Andre er døde af stoffer og druk eller kørt galt på motorcykel. Men nogle af mine bedste venner har jeg stadig derfra.

Som teenager kørte Thomas Bo Larsen knallert. For 20 år siden anskaffede han sin første motorcykel. Hans nuværende er en ­Indian, USA’s ældste mærke, der produce­rede sin første motorcykel i 1901.

10.

I begyndelsen af min karriere hørte jeg meget, at jeg altid spillede en rod. Så måtte jeg vise noget andet, og i dag har jeg medvirket i måske 140 teaterforestillinger og 70 film og tv-serier og både spillet transvestit på Caféteatret, hippie i ’Bornholms stemme’ og Onkel Anders i ’Far til fire’. Som skuespiller er jeg drevet af adrenalinen. Den får mig til at kaste mig ud i ting. Nogle gange bliver det godt, andre gange fejler det helt. 

Jeg spillede over for Jørgen Reenberg i Harold Pinter-stykket ’Hjemkomsten’ på Det Kongelige Teater i 2007. Jeg fandt aldrig rollen. Det kunne jeg godt selv se. Jeg havde problemer med manuskriptet, og Jørgen Reenberg og jeg var uenige om det tekniske. Han ville have, jeg skulle tale med en lysere stemme. Jeg tror måske ikke, han brød sig om, at min stemme er mørkere end hans. Jeg var lidt ked af de dårlige anmeldelser, men det gider jeg ikke gå op i længere. Man kan altid diskutere, om noget lykkes. Jeg synes, at jeg forsøger at finde min tilgang til rollen hver gang. 

For et par år siden spillede jeg Lassefar i ’Pelle Erobreren’ på Østerbro Teater. Forinden havde jeg set filmatiseringen med Max von Sydow, og den er fantastisk, men jeg måtte spille den rolle på en helt anden måde. I virkeligheden er han jo en alkoholiker, der drikker en flaske brændevin om dagen og står alene med en lille søn i et fremmed land. Max von Sydow er elskelig, men jeg blev nødt til at vrænge ad den rolle. Og det var nogle anmeldere uenige i. Det vil jeg et eller andet sted skide på. Jeg følte, jeg havde ramt rigtigt inden for mine egne rammer. Det var min virkelighed. Jeg prøver altid at finde noget frem i mine karakterer, der gør dem menneskelige, selv hvis de er usympatiske. Om ikke andet så dét, at de er ynkelige.

11. 

Jeg fortryder ikke noget, heller ikke mine misbrug. Jo, jeg fortryder dem på den måde, at jeg ikke kunne tænke mig at komme tilbage til dem, men jeg tror, de har givet mig noget, gjort mig til den, jeg er. Jeg har heldigvis været stærk nok til at komme ud af det. Jeg tror, det kommer fra noget af den streetfight, jeg er vokset op med. Man må jo forsøge at vende sine handicap til en styrke. Sådan forsøger jeg også at se på min ordblindhed. Det, jeg mangler i tekstlig forståelse, forsøger jeg at fylde ud med mine egne følelser, min egen erfaring, når jeg står på settet. 

Men jeg har stadig brug for hjælp. Da jeg fik en Robert for min rolle som politimand i tv-serien ’Bedrag’, takkede jeg min datter fra podiet. Hun har hjulpet mig med min ordblindhed, lige siden hun var lille. Vi har arbejdet meget med udenadslære. I dag er hun 28, og jeg beder hende stadig tit om hjælp til at læse et manuskript. Det er meget anstrengende for mig at læse. Jeg bruger så meget energi på det, at jeg ikke har overskud til at få billeder inde i hovedet. Det sætter ikke min fantasi i gang, for jeg har glemt, hvad der stod på den foregående side, når jeg starter på en ny. Men hvis hun læser det først og genfortæller det for mig med sine egne ord, så forstår jeg det. Hun hjalp mig meget med ’Bedrag’, fordi jeg slet ikke kendte noget til økonomisk kriminalitet, og den var fuld af ord, jeg aldrig havde sagt før. Hun går på Copenhagen Business School og har styr på det sprog. Det er vigtigt at være tryg og føle, man forstår, hvad det handler om, når man kommer ud på et film-set. Hende skylder jeg meget. 

Selvom hun, og andre, hjælper mig, har jeg alligevel ofte en frygt for, at jeg ikke skal kunne sige mine replikker, når det gælder. Men det lykkes mig altid at få styr på dem. Til allersidst.

Thomas Bo Larsen spiller en af hoved­rollerne i Thomas Vinterbergs ’Druk’, der har premiere 24. september.

Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush blev med ét klip kendt som indvandrerdrengene ’Adam og Noah’, der på Facebook gjorde grin med danskerne. Fem år, tre turneer, et tv-program og millioner af visninger senere siger de to skuespillere: ’Yallah, fuck af, vi ses.’
Tekst:Benjamin DaneFoto:Seth Nicholas

Hvordan mødte I hinanden?

Joel Hyrland: ”Hadi flyttede fra Jylland til København i 2006, hvor han kom til at bo sammen med min storebror (skuespilleren Zaki Youssef, red.). Både Hadi og jeg spillede skuespil, og i 2012 blev vi begge hyret til ’En kliché’ – en teaterforestilling om fordomme, som vi blandt andet turnerede med på danske skoler. Det var her, Adam og Noah-figurerne opstod.” 

Hadi Ka-Koush: ”Der var ikke så mange af os brune skuespillere på det tidspunkt. Så selv om det var tilfældigt, at instruktøren ringede til os begge på den forestilling, var vi nok endt med at arbejde sammen før eller siden alligevel. Joel er autodidakt, men i 2010 var jeg eksempelvis den første mand fra Mellemøsten, som blev uddannet fra Statens Teaterskole. Der er heldigvis sket meget på den front siden.”

Hvad gav jer ideen til Adam og Noah-karaktererne?

Hadi Ka-Koush: ”På en måde har de altid været der. Jeg tror, at næsten alle mellemøstlige bros har noget af dem i sig. Mange af de ting, Adam og Noah siger, er noget, vi har gået og sagt til vores venner i årevis. Og da stykket ’En kliché’ handlede om fordomme, var det oplagt at spille to stereotype indvandrerdrenge. Vi opdagede hurtigt, at folk syntes, Adam og Noah var sjove, når vi var ude og optræde. De førstevideoer, vi lavede, var for at promovere forestillingen, men da turneen var færdig, lod vi det ligge et par år. Joel sagde flere gange til mig: ’Jeg tror, det kan noget, det her’, men vi fik ikke gjort noget ved det. Ikke før en aften i oktober 2014, hvor vi spiste sammen, og Joel bragte det op igen. Vi mødtes den efterfølgende mandag, og så gik vi i gang med at lave videoer.”

Foto: Sidsel Jul Hvilshøj

Hvornår eksploderede det for alvor?

Joel Hyrland: ”De første par videoer, vi lagde op, fik ikke så meget opmærksomhed. Men 17. januar 2015 uploadede vi et klip, hvor Adam og Noah taler om det danske vejr, som de synes er skizofrent. Det var første gang, vi indledte en video med ’Hva’ sker der, dansker?’

Videoen fik 150.000 visninger. Kort efter optog vi en video på Fisketorvet i København, som var en hilsen til Inger Støjberg, hvor Hadi sluttede med at sige: ’Yallah, fuck af, vi ses.’ Det var bare noget, vi havde rendt og sagt for sjov til hinanden. Men pludselig mødte vi folk, som gik rundt og sagde det. På få måneder fik vi over 100.000 følgere på Facebook.”

I starten troede mange, at Adam og Noah var to ’rigtige’ indvandrerdrenge …

Joel Hyrland: ”Ja. Det gav nogle sjove oplevelser. Både når vi mødte folk på gaden, men også når vi skulle til møder med folk, som ikke kendte os. På et tidspunkt ringede Universal Music, fordi vi havde lavet en musikvideo. De troede, at de skulle møde to unge, utilpassede indvandrerdrenge, men i stedet kom der to voksne skuespillere og forretningsmænd ind ad døren og fortalte dem, hvordan strategien for et samarbejde skulle se ud. De to A&R’s fra pladeselskabet tabte underkæben. Andre gange tog vi vores manager med ud og lod ham føre ordet, så de troede, at de sad to dumme, uinteresserede drenge, som ikke sagde et ord. Jeg laver marketing, og de færreste forventer det af en fyr, som er kendt for at se åndssvag ud i en video.”

Hadi Ka-Koush: ”Vi var også altid in character, når vi gav interview. Det har været rart for os, at det var Adam og Noah, ikke Joel og Hadi, der blev kendte, fordi vi har kunnet beholde en del af vores privatliv. Men nu, under den her turné, der er den sidste, har vi besluttet selv at stille os frem. Når vi begge har medvirket i en masse andre ting som skuespillere de seneste år, giver det ikke rigtig mening at lade som om længere.”

ADAM OG NOAH

Har mere end 500.000 følgere på Facebook, Instagram og YouTube. Deres videoer har haft over 100 millioner visninger.

Deres to første shows, ’Hva’ sker der, dansker?’ og ’Klogskab’, kan streames gratis på deres YouTube-kanal, hvor de tilsammen er set knap fire millioner gange.

De er på landsdækkende turné i 2020 og 2021 med deres sidste show, ’Farvel & tjak’, der har solgt over 70.000 billetter og mere end 60 udsolgte shows.

Hvor kom inspirationen til videoerne fra?

Hadi Ka-Koush: ”Det var både aktuelle emner og helt almindelige hverdagsobservationer om danskerne, som jeg tror, alle brune mennesker her i landet kan genkende. Et eksempel kunne være: Hvorfor vasker danskerne sig ikke i røven, når de har været på toilettet? Hvis du fik lort på maven, ville du så bare tørre det af med et stykke toiletpapir? Nej, du ville skrubbe og vaske med sæbe, måske flere gange, og du ville stadig føle dig lidt ulækker bagefter. Selv hvis en dansker får lort på sine sko, renser han sig grundigere, end når han har været på toilettet.”

Hvorfor tror I, at danskerne synes, det er sjovt, når man gør grin med dem?

Hadi Ka-Koush: ”Det er på grund af den selvironi, danskerne har. Det er dét, jeg elsker allermest ved Danmark. Havde vi lavet vores videoer i Mellemøsten, ville vi ikke sidde her nu. I Danmark kan jeg uden problemer stille mig op og sige: ’Jeg sagsøger Mette Frederiksen’, fordi nogle af vores shows bliver aflyst på grund af corona-virus – prøv at gøre det samme i Saudi-Arabien, og se, hvad der sker.”

Joel Hyrland: ”Det er, som om jo hårdere vi er, desto mere griner folk. Men hver gang Adam og Noah peger en finger mod danskerne, er der tre fingre, som peger tilbage på dem selv. Når vi siger: ’Danskere, hvorfor slår I ikke jeres børn?’, er det også en satirisk kommentar til de kulturer, hvor forældre bruger fysisk afstraffelse.”

HADI OG JOEL

Joel Chanaa Hyrland (Adam), 35 år, født og opvokset i Herlev. Autodidakt skuespiller og indehaver af et tech- og marketingfirma. Har blandt andet medvirket i julekalenderen ’Den anden verden’ på DR1, filmen ’Bagland’ samt en række teaterforestillinger. Til sommer er han aktuel i ungdomsserien ’Puls’ på TV 2.

Hadi Ka-Koush (Noah), 36 år, kom til Danmark med sin familie i 1989. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2010. Har blandt andet medvirket i julekalenderne ’Tinkas juleeventyr’ og ’Tinka og kongespillet’ på TV 2, tv-serierne ’Herrens veje’ og ’Bedrag’ og senest ’Når støvet har lagt sig’ på DR1.

I har turneret hele landet rundt som Adam og Noah flere gange. Hvad har I lært om danskerne?

Joel Hyrland: ”Der er stor forskel på, hvad man griner af i København og i Jylland. Men også, hvordan man griner. På den første turné optrådte vi først på Bremen Teater i København, og dagen efter skulle vi til Aalborg. Vi gik på scenen og lavede vores show på præcis samme måde som aftenen før i København. Da det var slut, gik vi af scenen og tænkte: ’Var der overhovedet nogen, der sagde en lyd?’ Jeg troede, publikum var faldet i søvn. Kort efter kom arrangørerne ud og sagde: ’Hold kæft, dem havde I godt fat i!’”

Hadi Ka-Koush: ”Jeg er opvokset i Jylland, så jeg burde måske have vidst det, men alligevel kom det bag på mig. Hvis vi i dag fortalte en jyde, at vi har solgt 70.000 billetter til vores nye turné, ville han sige: ’Det er da fint’, mens en københavner ville gå amok og sige: ’Nej, hvor er det sygt, mand!’”

’Farvel & tjak’ bliver jeres sidste turné som Adam og Noah. Hvorfor stopper I nu?

Joel Hyrland: ”Når vi er Adam og Noah, har vi frihed til at sige ting, vi ikke ellers ville kunne sige. Men samtidig også en masse begrænsninger, fordi karaktererne er så stereotype, som de er. Nu har vi lavet det her så længe, at det er tid til at tale om noget andet end indvandrere og danskere.”

Hadi Ka-Koush: ”Det handler også om, at vi gerne vil trække tæppet lidt væk under os selv. Vi er gode til at være Adam og Noah, og folk kan lide det, vi laver, så vi kunne sagtens fortsætte, men vi vil hellere prøve noget nyt. For hvert show har vi solgt flere billetter end det forrige, så vi føler ikke, at vi stopper på toppen, men på vej op, mens vi stadig synes, at det er sjovt at lave det, vi gør.”

Er I undervejs blevet mere opmærksomme på kulturforskelle mellem brune og hvide danskere?

Hadi Ka-Koush: ”Jeg tror snarere, vi er blevet mere opmærksomme på kulturforskelle brune danskere imellem. Når Adam og Noah siger ’vi’, skærer de alle indvandrere over én kam, men så siger tyrkerne: ’Sådan er vi altså ikke’, mens pakistanerne måske siger: ’Det er præcis sådan, vi er.’ Når man selv er vokset op med at blive slået sammen til én stor, brun masse, kan man godt komme til at glemme, hvor stor forskellen egentlig kan være.”

I 90’erne slog en ung skuespiller til sin egen overraskelse igennem med en film, der ikke handlede om noget. SIDSE BABETT KNUDSEN fortæller i 10 kapitler om at snyde sig til at blive skuespiller, om at skrige af smerte, om angstprovokerende berømmelse og om vejen fra et vekselkontor i Paris til at ’voldtage’ Tom Hanks på et hotel i Casablanca.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Jonas Bie

1.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være skuespiller. Fra jeg var lille, har jeg godt kunnet lide at give den en spand kul, når jeg fortalte en historie. Lige hoppe ud på gulvet og dreje rundt eller hente en rekvisit for at fortælle historien. Når vi lavede skoleforestillinger, gik jeg uhørt meget op i det og havde kriser. Engang – jeg var måske ni år – sad jeg ude på toilettet og græd, fordi jeg havde glemt, hvad jeg skulle sige under forestillingen. Jeg havde det forfærdeligt. Nu kunne jeg  aldrig blive skuespiller.

Min far var fotograf og tog billeder til bøger, udstillinger, reklamer og reportager. Jeg elskede at sidde i hans mørkekammer og se billederne blive fremkaldt. Han havde også nogle fotobøger, som man skulle have hvide handsker på for at kigge i. Da han døde, og jeg ryddede op i hans ting, syntes jeg, at hans billeder mindede meget om, hvad jeg selv leder efter som skuespiller. Noget med kontraster og noget humor. Han kunne godt lide at fotografere situationer, hvor der er en karakter, der slet ikke hører hjemme, opfører sig anderledes og på den måde fortæller en historie. 

Min mor er glad for excentriske mennesker og er selv lidt excentrisk. Hun er uddannet skolelærer, men arbejdede senere med voksne. Blandt andet med, hvad man engang kaldte åndssvage. Derfor er jeg vokset op med mange forskellige typer mennesker omkring mig, for eksempel mennesker med Downs syndrom. Jeg mødte personer, der kan virke uhyggelige på et barn. De savlede måske eller gik lidt for tæt på og talte anderledes. Derfor er jeg glad for, at min mor sagde: ”Kom Sidse, hende her er skøn. Hende skal du møde.” Og så sad jeg med et menneske, som egentlig skræmte mig lidt, men som jeg vidste var sødt, for det sagde min mor. 

Det er vigtigt at anerkende børn på den måde. At sige: ”Det er okay, at du bliver lidt skræmt, for du kender ikke til det her, men du skal gøre det alligevel, for det er mennesker ligesom dig, og du kan få noget ud af at komme tættere på dem.”  

I dag synes jeg, det er sjovt med folk, der stikker lidt ud. At det ikke kun handler om at pudse af og rette til og passe ind.

2. 

Min mor fik arbejde i Tanzania for Mellemfolkeligt Samvirke, og det passede fint med, at min far kunne fotografere dernede og undervise i fotografi. Vi flyttede, da jeg var fem år, og jeg skulle gå på en rigtig afrikansk skole, ikke en international skole. Jeg var den eneste ikke-afrikaner på skolen, som gjorde et kaotisk indtryk på mig. Der var 40 børn i et lille lokale, og der var afstraffelse af elever i frikvarteret, hvor alle skulle se på. Min mor måtte ikke give mig særlige privilegier. Det eneste, hun kunne få gennemført, var, at jeg ikke behøvede at se de andre børn blive tæsket. 

Til sidst gav hun op, og jeg kom på en international skole. Der havde vi uniformer på. I begyndelsen kunne jeg ikke engelsk, men jeg kom på svømmeholdet og blev en god svømmer. Det gav mig et holdepunkt. Vi sås med andre danskere dernede, men mine forældre var idealistiske på den måde, at vi for eksempel ikke var med i sejlklubben. Vi var der for at lave ulandshjælp og skulle opleve, hvordan indbyggerne levede. Mine forældre var ikke pylrede. Vi kørte rundt på motorcykel, og når vi kom til landsbyer, hvor de ikke havde set hvide før, var jeg bange for, at vi skulle køre børnene ned, når de kom løbende for at se os. Vi boede også et sted, hvor der var slanger ude i haven. Jeg tænkte ikke over det. Det, man oplever som barn, tager man bare for givet.

3. 

Da jeg kom hjem, startede livet forfra, for jeg kunne ikke huske noget fra før Afrika. Vi boede i København i en toværelses lejlighed med wc på trappen og koksovn. Vi legede i gården og kravlede over stakittet for at lege med børnene i nabogården. Noget med kridt og nogle hoppebolde, indtil ens mor råbte ud ad vinduet, at der var mad. Det lyder, som om jeg taler om 30’erne.

Jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup. Jeg fulgtes derud med en veninde, der lærte mig alt muligt. Hun lærte mig at tage toget til skolen og lærte mig at spille klaver, og vi klædte os ud, lavede radioteater og sang i gaden med grydelåg. Og jeg så mange film. Gamle film fra 50’erne med Tennessee Williams, Marlon Brando, Vivien Leigh og Elizabeth Taylor. Jeg syntes, de var genier, de skuespillere. Jeg kom ikke i teateret som barn,  det var film, der tiltrak mig. 

Min onkel var filmoperatør i Palads i København, og jeg havde frikort til at tulle rundt fra den ene sal til den anden. Det var det fedeste. Jeg vidste, at jeg ville være skuespiller, og jeg vidste, at det var svært. At der ikke var mange, der fik lov til det. Og jeg vidste, at hvis man fik lov, var psyken i fare. 

Allerede fra niårsalderen skrev jeg planer, hvor der stod, at jeg skulle undgå at blive alkoholiker. Nogle anti-selvdestruktive planer om ikke at tage mærkelige piller og ikke lade sig udnytte af andre. Jeg så det som en risiko ved branchen, men jeg har aldrig været fascineret af penge og status i forbindelse med at være filmskuespiller. Jeg ville bare gerne lave film, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg helst ikke skulle sige det til nogen. Måske fordi så mange sagde, at det var svært at få lov til. Jeg lignede heller ikke en starlet. Jeg var en lille tyk én, ikke den kønne pige i klassen, så jeg tænkte, at det nok ikke virkede overbevisende, hvis jeg sagde: ”Jeg vil være skuespiller.” 

4. 

Som 16-årig var jeg i Paris med min veninde Katrine Wiedemann (den senere teaterinstruktør, red.). Vi gik med alpehue og sad på cafeerne og skrev i nodehæfter for rigtig at være boheme. Men jeg vidste ikke, at jeg ville forelske mig så meget i byen, at jeg ville komme til at bo der. Efter gymnasiet ville jeg som så mange andre ud at rejse i et år. Af sted og lære at være voksen. Væk fra al sikkerhed. Jeg tog til Paris igen. Jeg var først au pair, men det gik ikke godt hos den familie, så det holdt ret hurtigt op. Jeg kunne næsten ikke sige noget på fransk, men jeg fik arbejde på nogle restauranter, passede børn, underviste i engelsk, var forsøgskanin for medicinalfirmaer, var bartender, luftede hunde og gjorde rent. Men jeg ville stadig være skuespiller.Derfor besluttede jeg at søge ind på en teaterskole i Frankrig, udelukkende for at få erfaring i at få afslag. Så ville jeg være bedre forberedt, når jeg søgte ind på skolerne i Danmark. 

Jeg faldt i snak med en fyr, jeg mødte i metroen, og spurgte, om han kunne hjælpe mig, fordi jeg skulle søge ind på en skuespillerskole, men ikke var god til fransk. Han gav mig en liste over teaterskoler i Frankrig og foreslog en, der lige var blevet godkendt, og hvor undervisningen var ret alternativ og meget fysisk. Det kunne være, at en som mig havde en chance på trods af mit dårlige fransk. Så gik jeg til optagelsesprøve, hvor jeg skulle fremføre en tekst foran et panel af lærere fra skolen. Som forberedelse lærte jeg en tekst fonetisk, men jeg blev forfærdelig nervøs og meget tør i munden under prøven. Min tunge kunne pludselig intet af det fonetiske, og der kom mærkelige lyde ud i stedet. 

Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men for at kompensere begyndte jeg at kaste mig fysisk over de møbler, jeg havde til min disposition. Kaste lidt rundt med dem og opføre mig som et vildt dyr. Det syntes panelet åbenbart var virkelig spændende. De så mig vist som en viking. Der var nok noget i os fra Skandinavien, der gjorde, at vi var nødt til at kaste rundt med ting på den måde. I hvert fald blev jeg optaget. 

Jeg fik en allieret i klassen, der kunne engelsk, og han oversatte for mig, når læreren sagde noget, der var virkelig vigtigt. Og så fakede jeg den ellers bare. Nu hvor jeg er blevet en voksen dame og tænker tilbage, synes jeg, det er interessant, at jeg lærte faget at kende ved at ’snyde’ og spille skuespil. Jeg havde set mig selv som skuespiller i en meget mere psykologisk og dansk tradition, men på grund af mit manglende sprog blev det noget andet. Et meget mere fysisk udtryk med grimasser, fagter og forstærkede udtryk, og jeg viste tydeligere, når jeg gjorde noget for sjov. Jeg fik virkelig trænet nogle ting, jeg ikke havde regnet med. 

På tredje år skulle vi arbejde på ’vores problem’. For eksempel havde én problemer med at vise vrede på scenen, og det skulle den elev så arbejde med gennem et år. Jeg fik at vide, at mit problem var fransk. Det var en kæmpe skuffelse. Jeg havde regnet med at få noget andet. Jeg syntes, det var fantasiløst. I virkeligheden var det en kompliment, at han ikke kunne finde et markant problem i mit skuespil, men det kunne jeg ikke se lige der. De sagde godt nok, at jeg var lidt storsnudet, men det kunne man ikke rigtig arbejde med. Det hang sammen med, at jeg ikke havde en indgroet respekt for de gamle tekster. Jeg syntes ikke automatisk, at Shakespeare var godt. At det var den fedeste rolle i universet at spille Ofelia. Jeg syntes nærmere, det var svært på en lidt kedelig måde, og den holdning virkede arrogant på nogle. 

På skolen var visse ting hellige, og man skulle være helt stille, når der blev talt om bestemte klassikere. Der er helt sikkert en grund til, at store klassikere har overlevet, men der er også meget held og tilfældighed, der spiller ind. Der er nogen, der har valgt, at det skal overleve.

­

KNUDSEN OG KARRIEREN

Sidse Babett Knudsen er født 22. november 1968 og blev uddannet på skuespillerskolen Théâtre de L’Ombre i Frankrig (1987-90). Hjemvendt til Danmark blev hun en del af teatergruppen Får302. Det store folkelige gennembrud kom med filmene ’Let’s Get Lost’ (1997) og ’Den eneste ene’ (1999). Hun modtog både en Robert og en Bodil for begge roller. Senere fulgte roller i blandt andet ’Efter brylluppet’, ’Mirakel’, ’Blå mænd’, ’Parterapi’, ’Monas verden’, ’Kapgang’, tv-serien ’1864’ samt de kommende film ’Undtagelsen’ og ’Kød og blod’. Efter rollen som statsminister Birgitte Nyborg i tv-serien ’Borgen’ (2010-13) opstod en større international opmærksomhed, der førte til roller blandt andet i filmene ’A Hologram for the King’, ’Inferno’, ’The Duke of Burgundy’ og tv-serien ’West­world’. I 2016 modtog hun den franske filmpris César for bedste kvindelige birolle i ’Hermelinen’ og var nomineret for hovedrollen i ’La Fille de Brest’. Hun er desuden ridder af den franske kunst- og litteraturorden L’Ordre des Arts et des Lettres.

5. 

Jeg brækkede benet, mens jeg boede i Paris. Det var kort før jul, jeg var på vej hjem fra skolen, og så vrikkede jeg om på foden. En af mine venner fik stoppet en bil, som gav os et lift hjem. Jeg havde sådan nogle støvletter på med elastikker i siden, som lynhurtigt blev helt udspilede, fordi foden hævede så meget. Vi kom hjem, og jeg blev bakset op på sjette sal, hvor jeg boede helt oppe under taget. Foden sad underligt, og vi ringede efter en ambulance. Jeg tror ikke, at ambulancefolkene var ordentligt medicinsk uddannet: ”Hvad er der med den fod?” sagde den ene, tog fat i den og drejede den, så der lød et knæk. Så syntes de, at den sad rigtigt. Det gjorde ondt. 

Jeg blev indlagt på et hospital lige ved Notre Dame. Det var, som om jeg var blevet indlagt i middelalderen. Det var et vildt gammelt hospital. Jeg havde store smerter, da jeg blev kørt ned i kælderen, hvor de skulle tage en blodprøve. Der kom en eller anden nybegynder, der simpelthen ikke kunne finde ud af det. Jeg blev stukket igen og igen. 

”Pokkers osse, den var der heller ikke nu,” sagde han hver gang. Jeg lå der som en stigmatiseret Jesus med huller i armene. Senere blev jeg opereret, fik skruer i benet og kom i gips. Direktøren fra teaterskolen kom på besøg og ønskede mig god bedring. ”Hvordan går det?” sagde han, og så lænede han sig ind og hviskede: ”Vi har ingen forsikring, du skal ikke skrive under på noget, bare lad, som om du sover. Nå, hej hej.” Uheldet var sket i forbindelse med, at jeg var i skole, så de hang på den. Hvis jeg skulle til Danmark, skulle det være med ambulancefly, og det er dyrt. 

De efterfølgende dage kom personalet flere gange ind med et lille chartek og en kuglepen, men tilfældigvis faldt jeg hele tiden i søvn og fik ikke skrevet under. Det endte med, at jeg blev smuglet ud af hospitalet af nogle klassekammerater. De spurgte personalet, om de måtte gå en tur med mig i gården i en kørestol. De fik mig ud på gaden og bakset ind i en lille rød Renault 4, hvor syv mennesker var mast sammen. Jeg skreg hele vejen til lufthavnen, fordi det gjorde så ondt at sidde med benet nedad. De havde købt den billigste billet, de kunne finde, til København. Jeg måtte finde et offer ved gaten, der ville gå med til, at jeg sad ved siden af med benet oppe. Jeg fandt en sød ung mand, der sad med mit ben på skødet hele vejen. Jeg skreg af smerte. Jeg tror, han fortrød. 

6. 

Efter tre år var jeg færdig med uddannelsen i Frankrig og lavede et teaterkompagni sammen med andre fra årgangen. Vi turnerede on and off i 2-3 år. Mest off. Vi spillede på nogle meget små teatre rundtomkring. Vi lavede alting selv. Jeg sad og syede kostumer og bestilte togbilletter. Vi var nødt til at arbejde ved siden af, og i den periode havde jeg mit bedste job i Paris: Jeg vekslede penge. Det var nemt, og jeg kunne godt lide at stemple ind om morgenen og så holde fri, når jeg havde fri. Jeg prøvede alle mulige accenter og figurer af afhængigt af, hvem der kom ind ad døren. Når det var amerikanske turister, lod jeg, som om jeg næsten ikke kunne engelsk, og talte med tyk fransk accent: ”I take your money, now it’s my dollar, eh? And you take this, yeees?” 

Det var som en meget kort forestilling, jeg fik lejlighed til at opføre hver gang. Jeg havde for eksempel en pukkelrygget periode. Jeg satte sådan en lille brødkurv ind under tøjet, så det lignede en pukkel. Der var også meget stilletid, hvor man sad i sin boks, men så kunne jeg forberede mig på, hvordan jeg skulle reagere, hvis der var et hold up. Der var faktisk flere væbnede røverier, så det var ikke fri fantasi, og jeg stolede ikke helt på de pansrede ruder. Jeg syntes, det smarteste ville være at spille besvimet og kure lige så stille ned fra stolen og spille død på gulvet. Og det krævede jo øvelse. Jeg syntes også, jeg var lidt af en Robin Hood, for hvis folk var søde, kunne jeg give dem gode deals, men hvis de ikke var søde, følte jeg ikke, jeg skyldte dem noget.

Samtidig var der simpelthen så meget ballade i teaterkompagni. Folk var sammen med hinandens kærester og blev uvenner. Jeg var også blevet smidt ud fra min lejlighed og sov på et værelse et sted. Jeg gik til nogle castings, men den ene var mere underlig end den anden. For eksempel en casting til en undertøjsreklame på tv, hvor jeg stod helt ydmyg i undertøj på et kontor med en kødrand af mennesker omkring mig. Jeg gik grædende hjem og tænkte, at det slet ikke var det, jeg ville. Der var også en, der fik mig med til en prøve, fordi der skulle være vinter-OL i Albertville, og de skulle bruge nogen til at optræde ved åbningsceremonien. Men det var mere et cirkus. De må have troet, jeg var akrobat, for jeg skulle sidde i sådan en trapez højt oppe i luften. Jeg har hamrende højdeskræk og kunne ikke noget som helst. Der var også castings, hvor de sagde, at jeg skulle tale ”med den der accent, I har”. Jeg forstod ikke, hvad de mente, og sagde: ”Jamen, det her er min accent.” Men det var så noget i retning af den svenske kok fra ’The Muppet Show’, de ville have.

Da Katrine Wiedemann spurgte, om jeg ikke ville være med i ’Peer Gynt’, som hun skulle sætte op på Teater Får302 i København, tog jeg hjem. Så kunne jeg jo altid tage tilbage til Frankrig bagefter. Jeg kom hjem og opdagede, hvilket luksusliv man kunne have i Danmark. Man kunne få bistandshjælp og ikke tænke over, hvordan man skulle få råd til mad. Og det var virkelig sjovt at lave den forestilling. Jeg fik lov at være med i en forestilling mere, pludselig var der gået et år, og så blev jeg i Danmark. 

7.

Mit første filmarbejde i Danmark var julekalenderen ’Juletestamentet’, som Nikolaj Cederholm castede mig til. Senere kom jeg til en prøvefilmning på Filmskolen. Jeg fik ikke rollen, men Jonas Elmer stod for prøvefilmningen, og jeg fik lov til at være med i hans midtvejsfilm i stedet. Han arbejdede med improvisation, og derfor samlede han nogle skuespillere, som begyndte at improvisere sammen – bare for sjov. Det viste sig, at han havde en bagtanke og gerne ville lave en film, hvor vi skulle lave nogle meget lange improvisationer. Nogle gange op til 20 minutter. Jeg har ikke prøvet noget lignende før eller siden. Det handlede blandt andet om at vente med at sige noget, til vi ikke længere kunne lade være. Og ikke bare at komme op at skændes, for det er meget oplagt at starte et skænderi, når man improviserer, men det er simpelthen for kedeligt. Vi skulle bare være sammen med de andre, lytte og se, hvor langt vi kunne trække improvisationen. 

Det blev til filmen ’Let’s Get Lost’. Jeg kan tydeligt huske, da vi skuespillere (blandt andet Jesper Asholt, Bjarne Henriksen, Mette Horn, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus, red.) sad i Jonas’ lejlighed og så den for første gang. Vi sagde: 

”Der sker jo ikke noget.” ”Den handler ikke om noget.” Vi havde bare tullet rundt og improviseret. Men filmen fik en Bodil, og jeg fik en Bodil og en Robert for min rolle. Det blev sådan en film, mange havde hørt om, selvom der egentlig ikke var så mange, der så den. Men de, der så den, kunne lide den, den fik gode anmeldelser, og nogen mente, at den tegnede et portræt af en generation.

8.

Da jeg læste manuskriptet til ’Den eneste ene’, syntes jeg, at det var en sjov lille historie, jeg lige kunne overskue at være med i. Det var ikke en stor, dyr produktion med en masse kostumer og så videre. Men jeg var lidt forbeholden over for rollen. Jeg syntes, hun sad som sådan en forkælet passiv dame derhjemme, og så kom kærligheden heldigvis brasende ind ad døren. Men Susanne Bier sagde, hun ville fortælle historien som et eventyr, og at jeg ikke skulle tage det så bogstaveligt. Alt behøver jo heller ikke have en social kontekst. Det er fint med mig at lave underholdning, og jeg synes ikke, der er nogen genrer, der er finere end andre. At filmen blev den mest sete film i flere år, havde jeg ikke regnet med. Pludselig blev jeg et kendt ansigt, og der blev jeg bange. Det var virkelig voldsomt. 

Jeg blev genkendt, hvis jeg gik ned i kiosken. Folk følte, at de kendte mig, og hende i filmen var jo ret sød, så jeg prøvede virkelig at være sød, så de ikke skulle blive skuffede. Jeg prøvede at leve op til rollen. At være flink og være på. Dengang var der ikke så mange berømte, så hver gang der kom fokus på en ny, skulle den person i quizshows og have meninger om alt muligt. Det ville jeg ikke, og jeg var meget taknemmelig, da reality-tv kom i gang, og deltagerne kunne tage opmærksomheden.

Jeg oplevede det kun som et pres og blev egentlig ikke smigret af opmærksomheden, selvom den kun var positiv. Jeg blev for eksempel friet til af en ejendomsmægler, der havde set mig i filmen. Men det var svært at håndtere den periode. Jeg tænkte: ”Kan du så være glad, din skid”, men jeg ville hellere bare være hjemme og gemme mig. Og det gjorde jeg. Jeg gik kun ud, hvis jeg havde overskud, for folk måtte ikke blive skuffede over at møde mig i virkeligheden. Jeg gjorde mig meget umage med at sige ordentligt tak og sige noget pænt til folk, når de henvendte sig. Da jeg var med i ’Borgen’, oplevede jeg også stor opmærksomhed, men på en helt anden måde. Det var meget nemmere. Det var en mere voksen rolle, jeg spillede, og jeg følte mig ikke så blottet som i ’Den eneste ene’. ’Borgen’ gav en masse muligheder, også i udlandet. Vi ved godt i Danmark, hvor tæt eller langt ’Borgen’ er fra virkeligheden herhjemme, men i udlandet tog de den for gode varer. De fik en tro på, at der var et sted i verden, hvor sund fornuft har en chance.

9.

Det var helt vildt første gang, jeg skulle arbejde sammen med Tom Hanks (’A Hologram for the King’, 2016, red.). Mit lille hjerte kunne næsten ikke have, hvis det viste sig, at han var en dum skid. Det er ikke altid en god idé at møde sine helte, men Tom Hanks er virkelig god til at være Tom Hanks. Jeg skulle møde ham og instruktøren Tom Tykwer, som jeg også beundrer enormt, på et hotel i Casablanca til en prøve. Så snart jeg kom ind, råbte de højt og begejstret ”Theeere she is”, som var jeg en længe ventet god ven. Vi skulle lave en ret grænseoverskridende scene, hvor jeg på det nærmeste voldtager Tom Hanks, og hvorfor ikke gå i gang med at øve den som det første? Der var puder på gulvet, og han lod, som om det nok var ham, der var mest genert. Gjorde alt, hvad han kunne, for at jeg skulle have det godt: ”Sikke dog et hurlumhej …” og ”Åh, de gamle knæ, hvad hvis vi lægger en pude her?” Når man lige har mødt hinanden og ligger og roder rundt på gulvet, er isen ligesom brudt. 

Første dag filmede jeg med ham fra klokken tre om eftermiddagen til klokken syv om morgenen. Hver gang vi skulle lave et nyt take, sagde Tom: ”Kom, det er første og sidste gang.” Vi sad og ventede på sådan nogle høje stole, og når vi skulle på, sprang han ned fra stolen og var klar. Det var det helt omvendte af, hvad man kunne have af fordomme om toppen af hierarkiet: at stjernen vil kræve at få en smoothie, før han vil gøre noget som helst. Han gav den 100 procent hver gang, og det gjorde, at jeg kunne stå klokken syv om morgenen og være glad og levere.

10. 

Det har haft en kæmpe indflydelse på mit liv, at jeg blev uddannet i Frankrig. Uddannelsen var meget fysisk. At tale om psykologi var bandlyst, og det er noget helt andet end i Danmark. I Frankrig blev vi også virkelig pisket med, at hvis vi kunne blive noget andet, skulle vi gøre det, for som skuespillere kom vi ikke til at lave noget, som folk ikke kunne leve uden. Vi skulle ikke producere mad eller bygge huse. Der var ikke brug for os. Hvis man ville være skuespiller, skulle det være, fordi man ville det mere end noget andet, og hvis man fik lov til det, skulle man være taknemmelig og gøre sit bedste, også hvis det var noget dårligt materiale, man havde at arbejde med. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at det var anderledes i Danmark. Man måtte gerne sige, at det var svært. ”Jeg gider ikke i dag” eller ”‘Jeg er træt”. Det måtte vi ikke i Frankrig. Hvis man siger ”Jeg er træt”, bliver man jo træt. 

I Danmark har vi skuespillere, som begyndte med at filme i midt-90’erne, og som har oplevet Dogme og en bølge, hvor vi bliver betragtet som medfortællere. Vi er vant til dialog. Jeg skulle lige vænne mig til, at der er et helt andet hierarki i de fleste andre lande. Da jeg filmede i USA, fik jeg fortalt af en kollega, at hvis jeg blandede mig for meget, ville jeg ikke få flere job i USA. Den skulle jeg lige sluge. At det bliver betragtet som besværligt – og ikke en gave – at man siger sin mening. I Frankrig er det også anderledes. Der er instruktøren gud, og i England virker det mere, som om det er forfatterne. 

Når jeg arbejder i udlandet, er det som at starte forfra hver gang. Jeg kender næsten aldrig nogen på holdet, og ingen kender mig. Det er superstimulerende, sjovt og udfordrende at finde min ’nybegynder’ hver gang. Jeg kan virkelig godt lide følelsen af, at det, der sker lige nu, sker for første, eneste og sidste gang.

12. marts er der premiere på ’Kød og blod’, hvor den 17-årige Ida mister sin mor og bliver placeret hos sin moster, spillet af Sidse Babett Knudsen. Mosteren viser sig at være overhoved i en dybt kriminel familie. ’Kød og blod’ er instruktør Jeanette Nordahls spillefilmsdebut. Sidse Babett Knudsen har sønnen Louis Ray fra 2004 og værner i øvrigt om sit privatliv.

 

Som ung fantaserede han om at arbejde sammen med de bedste skuespillere i verden. I dag må NIKOLAJ COSTER-WALDAU kæmpe sig gennem horder af fans og er selv en, andre gerne vil spille sammen med. Men der er stadig nok at stræbe efter for den viljestærke dreng fra Sydsjælland, der fægtede sig vej ind i Hollywood. For eksempel vil han gerne være med til at redde verden.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jonas Bie

HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

SPRÆNGFARLIG FILM

I Ole Christian Madsens ’Krudttønden’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den politimand, der gør det af med enmandsterroristen Omar, der dræbte dokumentarfilmmanden Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan i København i februar 2015. Karakteren er en sammenblanding af flere virkelige personer, så han findes ikke i virkeligheden, selv om han godt kunne være en virkelig person. Men kan man overhovedet tillade sig at lave en film om et åbent sår fra i går? Nikolaj Coster-Waldau mener, det vil være en fejl at være for hensynsfuld.

”I Norge er der allerede lavet tre film om, hvad der skete på Utøya, og de er blevet set af rigtig mange mennesker, fordi der var et behov. Jeg tror ikke, man kan lave for mange film om sådan nogle traumer. Tværtimod er der en fare i, hvis man bevidst lader temaerne ligge, så de bliver fortrængt. Det hænger ikke rigtig sammen med vores selvbillede, at vi havde en dansk statsborger, der skød andre danskere, fordi han grundlæggende ikke syntes, de skulle have lov til at leve.

Vi bliver stærke, hvis vi skaber et forum, hvor vi kan tale om alt, og forhåbentlig giver filmen anledning til en god snak og til, at vi ikke glemmer de voldsomme begivenheder i vores historie, og et lille bidrag til, at vi ikke maler os op i et hjørne, hvor ekstreme holdninger, om så de er til venstre eller højre, får fodfæste. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan filmen bliver modtaget, men det værste, der kan ske, når man laver den slags film, er sådan set bare, at man laver en dårlig film.”

’Krudttønden’ har premiere 5. marts.

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

STORESØSTEREN

Dorte Coster-Waldau, den ældste af to storesøstre

”Jeg er otte år ældre end Nikolaj, og min søster Rikke ligger midt imellem os to. For mig var han indimellem bare en irriterende lillebror. Han gik sindssygt meget op i sport. Det ene øjeblik skulle han være cykelrytter, det næste fodboldspiller og senere speedwaykører. Han er altid gået efter det, han brændte for. Mere end mig. Nikolaj kunne være meget temperamentsfuld, da han var lille. Decideret hidsig til tider. I min og min søsters verden var han jo den møgforkælede lillebror, der altid fik sin vilje. Jeg er ikke sikker på, han selv ser sådan på det.

Vores far var alkoholiker og havde måske dybest set ikke lyst til at have en familie. Det var ikke et sted, han kunne give noget. I dag griner vi ofte ad, at vi flyttede så meget som små. Og vi synes, det er ret utroligt, vi ikke er mere rodløse, end tilfældet er.

Da Nikolaj kom i Suså Ungdomsskole, spillede han hoved­rollen i ’Oliver Twist’. Han var 13-14 år, og jeg var med i sminken. Folk, der så stykket, sagde, han havde talent og var rigtig god. Som ung ville jeg selv gerne en overgang ind på Teaterskolen, så jeg syntes, det var vildt sejt, da han kom ind.

Man har altid bestemte roller i en søskendeflok, og de ændrer sig ikke. Jeg ser stadig Nikolaj som min lillebror. Jeg glemmer, han er Hollywood-stjerne. Han er ekstremt ydmyg, synes jeg. Og enormt ordentlig. Selv om han til daglig er et helt andet sted, end vi er.

Efter ’Nattevagten’ begyndte jeg for alvor at tro på ham. Men derudover har jeg ikke set så meget af det, han har lavet. Enkelte afsnit af ’Game of Thrones’, hvor han godt nok er superfed. Jeg er egentlig mest imponeret over hans klimaarbejde. Jeg synes, det er cool, at han er ude og snakke så meget om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Det er her, jeg tænker: ’Hey, det der er min lillebror.’

Hvert andet år tager vi tre søskende med vores familier på ferie i Spanien. En stor flok på i alt 26-27 mennesker. På de ture viser Nikolaj ukendte sider af sin konkurrencementalitet. En dårlig taber kan man godt forstå, men en dårlig vinder er sværere at acceptere. Vi spiller brætspil, bordtennis eller badminton og har kæmpestore turneringer. Alle går efter at vinde, men hold kæft, hvor er han irriterende. Han er storskrydende og har sådan en typisk måde at gå væk fra spillet på, når han har vundet, hvor han mere end antyder, vi andre burde have øvet os meget mere.

I mit job som karriereuddannelseskonsulent i HK er jeg i kontakt med mange mennesker, og et par gange om ugen bliver jeg spurgt, om jeg er i familie med Nikolaj. Og jeg svarer gerne. Men når de vil høre sidste nyt, svarer jeg, at jeg ikke ved, hvad han laver. Selvfølgelig vil jeg da ikke fortælle, hvad han har gang i. Heldigvis er han kun kendt for noget godt, og han får jo mange roser. Dem tager jeg gerne imod på hans vegne.”

Nikolaj Coster-Waldau ved skole- og behandlingshjemmet Orøstrand, som han er protektor for.

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

INSTRUKTØREN

Ole Christian Madsen 

”Første gang, jeg arbejdede sammen med Nikolaj, var i en øvelse, mens jeg gik på Filmskolen, og han gik på Teaterskolen. En polsk instruktør underviste i mise-en-scene, og vi skulle lave en scene sammen med Kim Bodnia, som kommer hjem til sin kone og finder hende i seng med en anden mand, Nikolaj Coster-Waldau. Nikolaj var meget ung, måske 20-21 år, han kom tidligt ind på Teaterskolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han hurtigt ville komme til at lave film. Hans ansigt var skabt til at være på billeder. Han skulle være halvnøgen, for scenen handlede jo om at blive afsløret midt i akten, og selvom studiet, vi optog i, var afsindig koldt, beklagede Nikolaj sig ikke et eneste øjeblik. Jeg kunne godt lide at arbejde med Nikolaj, vi svingede ret godt, men som det er med øvelser mellem elever, bliver det let kaotisk, fordi ingen rigtig aner, hvad de laver. Nikolaj har altid haft et exceptionelt godt udseende. Han er bare genetisk foran de andre. Der er mange teorier om, hvorvidt det er godt eller skidt for en skuespiller. Grundlæggende er det godt, fordi han så ligner en klassisk filmstjerne som Clark Gable og James Stewart. Man vil simpelthen gerne være til stede i Nikolaj Coster-Waldaus ansigt. Når man er meget smuk, kan det omvendt være en byrde i forhold til at træde ind i et almindeligt ensemble, men det er det ikke for Nikolaj. Han vælger sine roller med hjertet og ikke med karrieren for øje.

Ingen kunne forudse, at ’Game of ­Thrones’ ville blive et fænomen. Den var på vej i 10 år og var længe den evige taber, når der skulle vælges projekter på HBO. Da den faktisk blev lavet, var det tydeligt fra starten, at den var et opgør med mainstream-tv. Den er en af de mest voldelige, pornografiske, incestuøse og voldsomme tv-serier nogensinde. Et opgør med alt, hvad vi troede kunne lade sig gøre at sende i fjernsynet, og forståelsen af mainstream-tv har flyttet sig meget derefter.

Det var også tydeligt, at Nikolaj havde fat i noget, som meget få danske skuespillere har fat på. Han har en varm menneskelig kerne og er samtidig en meget elegant skuespiller, der hele tiden raffinerer sit kartotek af små virkemidler og blikke.

Nikolaj er enormt disciplineret, flittig, pågående og vedholdende. Det er en vigtig del af hans talent, at han bliver ved og ved. Før ’Game of Thrones’, hvor det gik mindre godt med karrieren i USA, arbejdede han også meget hårdt. Jeg føler mig beslægtet med hans flittighed. Vi er begge to fra Sydsjælland og opvokset tæt på en pløjemark, og det gør én pågående. Ønsket om hele tiden at gøre sig gældende og udtrykke sig er underhundens metode. Jeg ved ikke, om han vil kaldes underhund, men det kommer af en bestemt social baggrund.”

17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

MEDSPILLEREN

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal

”I Christoffer Boes ’Smagen af sult’, der får premiere i januar 2021, spiller vi et par, hvis drøm er at åbne en Michelin-stjerne-restaurant, samtidig med at vi skal få en familie til at fungere. Nikolaj er kok, og jeg er en slags restaurantchef og interiørdesigner og hende, der også står for at få familien til at hænge sammen. Hun føler, at han glemmer hende. Og så falder parforholdet fra hinanden.

Nikolaj var helt uselvisk og meget generøs til at sætte sig selv i baggrunden og lade mig komme til i de scener, hvor det krævedes. Det er en stor tryghed at arbejde med en, der har lavet så mange film, som han har. Jeg kunne mange gange læne mig op ad ham som en ekspert i, hvad der manglede i en scene, fordi han har et langt større overblik på en filmindspilning. Mens jeg var langt nede i min rolle og stod og krængede mit hjerte ud og ikke havde så meget overskud til det tekniske, havde han styr på alle kamera-optikker og vinkler. For eksempel rykkede han umærkeligt lidt på mig, hvis han mærkede, at man ikke kunne se mig i billedet. Uden at sige det. En sød og fin lille opmærksomhed. I mine øjne er det den slags ting, der gør ham til en rigtig stjerne.”

SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

GAME OF ROLES

Fem karrierevalg

’Nattevagten’ (1994)
I sin anden rolle efter uddannelsen på filmskolen bragede Nikolaj Coster-Waldau igennem i en sjældent godt gennemført dansk genrefilm instrueret af Ole Bornedal. Gyserfilmen blev set af 465.529 danskere, og herefter var ingen i landet i tvivl om, hvem Coster-Waldau var. Her kom en ung fyr med energi og ambitioner.

’New Amsterdam’ (2008)
Efter mindre roller i store internationale film som ’Black Hawk Down’, ’Wimbledon’ og ’Kingdom of Heaven’ blev det til hovedrollen som udødelig kriminaldetektiv i en habil tv-serie, der dog kun levede en enkelt sæson. Den slags irriterende beslutninger er uden for en skuespillers rækkevidde.

’Game of Thrones’ (2011-19)
Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau sin mest iøjnefaldende rolle som skuespiller, fordi ’Game of Thrones’ fra at være en fantasyserie over gennemsnittet blev til et verdensomspændende fænomen. Ud over en saftig rolle førte det verdensberømmelse og en god løn med sig.

’Gods of Egypt’ (2016)
Der var lagt op til et dommedagsdrøn i biograferne, da Gerard Butler og Nikolaj Coster-Waldau tørnede sammen i en storfilm om de gamle egyptiske guder i en sovs af vilde special effects. Var filmen blevet en kunstnerisk eller kommerciel succes, havde det ført i alt mindst tre film med sig, men sådan gik det ikke. Spillet i Hollywood er ikke let.

’Selvmordsturisten’ (2019)
Rollen som deprimeret mand med stålbriller, der bestiller et selvmord, stikker en ny retning ud for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen bliver et symbol på en tid, hvor skuespilleren kan og vil vælge mindre filmprojekter i grøftekanten langt fra Hollywood, om så de er danske eller internationale.

I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”

KIRSTEN LEHFELDT skiltede ikke med sit kald, da hun var yngre. Men da hun først fik chancen, eksploderede hun på teatrene, på film og som en del af komikerduoen ’Søs & Kirsten’. I 10 kapitler ser den 66-årige skuespiller tilbage på sit liv.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Ricky John Molloy

1.

JEG VOKSEDE OP i Skanderborg i 50’erne i faste rammer. Både i skolen og derhjemme. Jeg turde ikke komme hjem senere end aftalt, og kom man i skole fem minutter over otte, var det op til inspektøren.

Min mor Inger og min stedfar Jens levede i deres egen verden og omkring sig selv. Nok dybest set fordi min stedfar var en smule jaloux på os børn. Han ville have min mors opmærksomhed 100 procent.

Min mor var udearbejdende, så det var hos de andre børns mødre, jeg fik boller og chokolade om eftermiddagen. Min stedfar var sådan set sød og god mod os, men vi skulle underholde os selv. Ud fra devisen ’børn skal ses, men ikke høres’. Min lillebror Peter og jeg kunne ikke drømme om at sige, at vi kedede os. Det er kun dumme mennesker, der keder sig. Vi skulle beskæftige os selv. Læse en bog. Spille et spil. Gå udenfor og lege. Det var frihed under opsyn og frihed til at lære at blive selvstændig.

Min stedfar havde været modstandsmand under krigen, og han led voldsomt af PTSD. Men det vidste vi ikke, hvad var dengang. Som barn fornemmede man, at det ikke var helt, som det skulle være. Få gange fik vi ham til at fortælle, hvordan det var at sidde sidste nat på dødsgangen med sine kammerater og synge fædrelandssange. Kammeraterne blev hentet og skudt, men Jens gik fri som den eneste. Flere gange spurgte jeg ham, om han nogensinde havde slået et menneske ihjel. Det fik jeg aldrig svar på.

Han var et plaget menneske og en forpint sjæl, og vi vidste ikke, at han gik og spiste Stesolid for at holde ud at være til. Han holdt sine mareridt for sig selv, opholdt sig meget i naturen, men drak også meget. Han havde nogle sår, der ikke kunne hele. Han døde som 58-årig.

2.

MIN MOR OG FAR gik fra hinanden, da jeg var meget lille. Min far boede i Flensborg, hvor der åbnede sig en helt anden spændende verden for mig med to nye små søskende. Rolf, min far, var politisk engageret i det danske mindretal. Som barn kan man godt mærke, når nogen er grebet af noget på hjerteplan. Det var jeg fascineret af.
Jeg var med til politiske møder, valgkampagner og demonstrationer. Engang skulle vi smugle den danske højskolemand, forfatter og professor ved Aarhus Universitet Tage Hind over grænsen til en demonstration mod atomkraft. Jeg var med. Det foregik under nogle tæpper i bunden af bilen. Flensborg var eksotisk for mig, og det var meget intenst at være der en uge eller 14 dage ad gangen.

Jeg var min morfars øjesten. Min mormor døde desværre, da jeg var tre år, og hos min morfar blev jeg set og hørt 500 procent. Der var ingen grænser og ingen rammer. Havde jeg bedt om at komme til månen, havde han arbejdet for det. Hvis jeg ville se en film, der var forbudt for børn, var det ham, jeg gik til. Jeg fik penge til is, hver gang jeg spurgte. Og to kroner i lommepenge om ugen for ikke at lave noget.

Da jeg blev ældre, var vi hinandens fortrolige. Vi snakkede rigtig godt sammen. Min mor syntes, han fortalte mig lidt for meget. For eksempel om alle sine damebekendtskaber. Vi betroede hinanden mange ting, som jeg ikke fortalte til min mor. Jeg trøstede ham, og jeg elskede at høre om det hele. Jeg elskede at få et kig ind i en voksenverden.     

Jeg har altid elsket at lege, at jeg var andre end mig selv. Lige siden jeg har kunnet tænke og tale og stå på mine ben. Som helt lille var det den tyske sangerinde Caterina Valente. Jeg kunne alle hendes sange udenad, og jeg kunne godt lide, at familien så mig optræde.

Ret hurtigt vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, men jeg gik meget stille med tankerne. Jeg fortalte det måske til min morfar og et par veninder, men sagde man den slags, fik man ofte en reaktion i retning af, om man nu også var rigtig klog. Derfor var det bedre at holde sin mund og sige lærerinde eller sygeplejerske, når en voksen spurgte, hvad man ville være. Min mor og Jens var meget dømmende over for den slags. Min morfar var til gengæld meget åben og mere ungdommelig af sind end dem. 

SAGT OM KIRSTEN 1: MILLE HOFFMEYER LEHFELDT

”Min mor er en løvemor. Hvis man skal bruge et andet dyresymbol, kunne det være en kænguru. Vi har haft et symbiotisk forhold, hvor andre, for eksempel min far, sikkert godt kan have følt sig udenfor. Fra min barndom husker jeg adskillige grineflip med min mor. Helt fra jeg var lillebitte. Vi kunne skrige af grin over næsten ingenting. Det kan vi stadigvæk. Det er nok også derfor, jeg føler, hun ikke har været særlig meget væk, når jeg tænker tilbage. Det var meget intenst, når hun var hjemme. Jeg fik meget opmærksomhed.”

3.

JEG GIK I GYMNASIET på Aarhus Katedralskole og blev forelsket i en af mine lærere. Han hed Lars Waage, og ud over at læse klassisk filologi uddannede han sig som operasanger på Det Jyske Musikkonservatorium og var blevet tildelt et studielegat til musikkonservatoriet i Rom. Jeg var skoletræt og dumpede min studentereksamen. 

Jeg tog med ham et år til Rom uden studenterhuen. Min far forsøgte at bestikke mig til at blive hjemme med penge og en lejlighed. Mine forældre var så bange for, at jeg ikke fik min studentereksamen, og det var også et nederlag for mig selv ikke at få den. Men jeg vidste, at jeg ville gå klassen om, når jeg kom tilbage fra Rom. I løbet af et vidunderligt år dernede fik jeg øjnene op for værdien af viden, mens jeg gik rundt mellem ruinerne. Jeg blev student som 20-årig med ret gode karakterer, og i 1973 kom jeg ind Skuespillerskolen i Aarhus.

På Aalborg Teater blev jeg instrueret af Erling Schrøder i ’Sparekassen’, hvor jeg spillede sammen med Bodil Udsen. Han lærte mig at finde ind til min kerne som skuespiller. Ved at blive ved og ved at pille unoder af mig, som jeg ikke vidste var unoder. For eksempel ikke at være for ferm og for hurtig. Jeg skulle helt ned i maven, hvor jeg var til stede noget mere og bedre kunne mærke efter.

Erling Schrøder havde ry for at forløse skuespillere, som det også var sket med både Ghita Nørby og Lone Hertz. Han gav mig en masse selvtillid og mente, jeg skulle til København. Direktøren på Aalborg Teater ville bare ikke give mig fri. Indtil han selv tog mig med til København, da han i 1981 blev direktør for Nørrebro Teater.

4.

AT BLIVE MOR har været det bedste overhovedet. Der er ikke noget at spille om. Klicheen er sand. Der er ikke noget bedre. Og det bliver det ved med at være. Når der kommer børnebørn, er dét så pludselig det bedste.

Det kom lidt bag på mig, at jeg ville blive glad. Og det er helt sikkert også alt for meget. Jeg skal beherske mig meget for at holde det nede på 100. Det ene øjeblik forsøger jeg at holde igen, men det næste øjeblik får Ferdinand og Osvald alt, hvad de vil have. Jeg får en del stikpiller fra Mille, for jeg gør meget forkert, og så skal jeg også sættes på plads.

Jo ældre jeg er blevet, jo dybere sidder det i én, at det er i familien, guldet ligger. Mille og jeg er meget tætte, og vi joker ofte om, hvordan man mon skærer den navlestreng over. Vi har nok været tættere end i dag, men hvis der er noget vigtigt i hver vores liv, har vi altid hinanden i telefonrøret kort tid efter. 

SAGT OM KIRSTEN 2: SØS EGELIND

”Kirsten fører lister, og hun har et overblik, der gør, at vi kan lægge flere forskellige brokker sammen til et nummer. På den led har hun lært mig en masse. Jeg forstår at holde af det, men jeg griner også nogle gange af hende. Hun har meget faste rutiner og orden i sine kostumer og parykker backstage. Der skal være en pinlig orden. Ovre ved mig kan der se slemt ud, og jeg kan blive helt provokeret af hendes orden. Den er ikke til diskussion. Når vi øver til et show, kan det også ske, at jeg synes, vi er færdige med at øve, inden Kirsten synes det. Så går der yderligere et par dage, før hun er klar, så vi kan få den frihed, vi arbejder med på scenen. Jeg vil gerne arbejde med andre, men det er ikke sikkert, jeg arbejder med dem bagefter. Jeg vil altid gerne arbejde med Kirsten igen.”

5.

DE TEATERSTYKKER, der er kassesucceser, er ikke altid dem, der udvikler én mest som skuespiller. ’Piaf’ på Aalborg Teater (Kirsten Lehfeldts gennembrudsrolle i 1980, red.) bragede igennem, og det var fantastisk udfordrende hver aften at spille en kvinde, fra hun var 16, til hun døde. Der var forskel på, hvordan hun sang, da hun var ung, og da hun var i begyndelsen af fyrrerne og næsten ikke kunne længere.

Personligt betød Tennessee Williams’ ’Glasmenageriet’ (1983, red.) og Samuel Becketts ’Glade dage’ (1995, red.) bare mere. I førstnævnte spillede jeg et indadvendt menneske, hvor det hele foregik i en lillebitte drømmeverden. Et sart og skrøbeligt univers, jeg ikke havde prøvet før. I Becketts stykke var det en udfordring at styre en monolog igennem, hvor jeg var tvunget til at tilrettelægge tankerne på en helt anden stringent facon. Det var to vigtige disciplinære øvelser.

I 80’erne var det en vild oplevelse at spille Henriette ’Henry’ i ’Flamberede hjerter’. På film skal du jo skrue dit udtryk helt anderledes ned i forhold til teater, revy og tv-satire. Især når du spiller en hovedrolle. Det handlede i virkeligheden om at gå efter nogle få karaktertræk og bare være i det og reagere på, hvad de andre skuespillere kom med.

Pludselig stod jeg midt i en kæmpestor succes, og jeg nåede ikke at reflektere over hverken publikumssucces eller Bodil-pris før langt senere. I 80’erne var det bare videre, videre, videre hele tiden. Jeg havde ingen pauser, og jeg kunne godt lide at være i gang. Med alt det, jeg har lavet, kan jeg næppe tillade mig at brokke mig, men det har alligevel undret mig, at ’Flamberede hjerter’ ikke førte flere større filmroller med sig. Måske var rollen alligevel for aparte og speciel.       

6.

FØRSTE GANG, jeg fandt ud af, at jeg havde komisk talent, var, da jeg mødte Per Pallesen og Rolv Wesenlund på Aalborg Teater. Først lavede jeg tv-satire, senere Cirkusrevyen og så revy i Aarhus med Søs Egelind. Da jeg først fandt ud af, at det er fantastisk at få mennesker til at grine, blev jeg bidt af at udforske den side af mig selv.

Søs Egelind og jeg stod rundt regnet samme sted. Vi havde begge en oplevelse af, at de numre, der blev skrevet til piger i revysammenhæng, ikke var så morsomme som dem, der blev skrevet til mændene. Under optagelserne til ’Klikk’ (satireprogram på DR, red.) talte vi om, at vi skulle skrive noget sammen, og det gjorde vi så til Århus Revyen i 1988.

Folk skreg af grin. Det gav os blod på tanden. Det var udfordrende, berigende og meget tilfredsstillende selv at skrive numrene. I 1990 opfandt vi bodegamændene ’Carsten & Helge’ samme sted. Vi fik lyst til at udforske, hvad vi kunne slippe af sted med at sige. Og fandt ud af, at folk gerne vil have den dér genkendelighed. Det var dét, de grinte af: Når de genkendte noget hos sig selv eller naboen.

Vi har aldrig klædt os ud som Lars Løkke eller Helle Thorning. Vi har forsøgt at ramme noget tidstypisk, arketyper og jargonen mellem mænd og kvinder. Vi har begge to en baggrund i provinsmiljøet. Mig i Skanderborg, og Søs i Silkeborg. Vi kunne provinstyperne udenad.

Når vi arbejder sammen, er der meget, vi ikke behøver sige. Det går helt af sig selv. Vi begynder altid med noget, vi synes er irriterende eller uretfærdigt. Noget småligt i samfundet eller noget, vi synes er mærkeligt. 

SAGT OM KIRSTEN 3: PETER LANGDAL

”Jeg kan ikke forestille mig en større hyldest til Ove Sprogøe end at lade hans Egon Olsen spille af en kvindelig skuespiller. Kirsten var genial som den lille nøjeregnende mand, som vi alle sammen kan identificere os med og græde og grine med. Der lå en pointe i, at vi ikke lod en mand følge i Oves fodspor. Ingen mand kunne klare den opgave.”

7.

GENNEM TIDERNE har vi haft mange forskellige arbejdsmetoder. Først troede vi, at vi skulle drikke os skidefulde for at lave noget godt. Så blev det nok haha-sjovt, men det holdt ikke rigtigt. Så troede vi, at vi skulle ryge os skæve, men det, vi havde grinet af om aftenen, var ikke sjovt dagen efter. Til sidst fandt vi ud af, at man skal starte klokken otte om morgenen og være disciplineret. Det gav de bedste resultater. I humor kan man tillade sig at gå meget langt, men går man over sin egen grænse, går man formentlig også over publikums grænse. 

Lige så snart det var slået fast, at vi var ’to sjove piger’, kom der bud efter os. Vi fik masser af tilbud og rykkede ud alle steder i landet. Nogle gange kunne vi godt nå et par jobs på en dag. Engang optrådte vi samme dag i fodboldklubben Brøndby og i Vestre Fængsel. Det var en voldsom kontrast. Først tilbedte fodbolddrenge og bagefter drenge, der var kommet skævt ind på det hele.

Ideen til ’Kongeriget’ troede vi ikke helt på til at begynde med. Det her med at blande fiktion, komik og virkelighed. Det er Jens Folmer Jepsens fortjeneste, at vi har sat et aftryk i den forbindelse. Mens man har gang i det, ved man jo ikke, hvad det er. Drivkraften var der bare. Vi kunne ikke lade være, og vi ville gerne sætte en dagsorden.

Det var sjovt at bestemme alt selv. Sådan har vi det meget begge to. I dag kan jeg godt se, at vi var med til at sætte piger lidt mere på landkortet. ’Søs & Kirsten’ var og er et hjertebarn. Men vi har også helt bevidst taget pauser fra hinanden, så vi har haft tid til at lave andet ved siden af. Når du er med i sådan en duo, hvor vi selv har fingrene i alt, er det skønt nogle gange at arbejde, hvor andre har ansvaret.

Det viste sig at være en rigtig god idé at klæde sig ud som mænd. Det får ligesom et metalag, så du faktisk kan tillade dig at sige endnu mere om mænd, end de selv kan. At du er klædt ud som mand, giver også i sig selv den virkning, at situationerne bliver endnu sjovere. Carsten & Helge var et forsøg til at begynde med. Vi har altid syntes, at når mænd klædte sig ud som damer, grinte folk af det – når Ulf Pilgaard kommer ind som dronning Margrethe for eksempel. Men når kvinder klædte sig ud som mænd, blev det altid lidt koket og sødt. Det var simpelthen ikke gennemført helt ned til nosserne og var sådan lidt tuttenuttet. Vi ville være mænd. Med røvrevne og det hele.  

SAGT OM KIRSTEN 4: NIELS HAUSGAARD

”Det, man ikke gør, det gør de, eller det siger de. De går hele vejen, og den trang er vi også andre, der kender til. Der er ingen bornerthed hos dem. Hold fast, hvor har jeg gennem tiderne grinet med de to piger. Jeg kan fortælle frygtelige ting om dem, men jeg vil ikke. Man kan næsten altid hive enkeltstående situationer ud af et drukgilde, men det ville ikke være fair.”

8.

NÅR DU BLIVER kendt for at være sjov, dukker der som regel reklamefolk op, som gerne vil bruge dig i reklamefilm. Det er nærmest en naturlov. Jeg har sagt nej til meget gennem tiderne. Men jeg har også sagt ja. Susanne Biers fiskereklamer med Niels Olsen, hvor vi spillede Minna og Gunnar, var mægtig sjove at lave. Det var et skarptskåret univers, som folk i dag næsten husker som en film eller en tv-serie. Så tydelige var karaktererne.

Det er en skæg øvelse at koge noget komik helt ind til benet, som kun må vare 30 sekunder. Det var også sjovt at arbejde med Peter Frödin og Henrik Juul på Tuborg-reklamerne og TDC. Og med Søs Egelind på BKI.

Det har givet en økonomisk frihed at være med i de forskellige kampagner. En frihed, jeg kunne bruge til at skrive på nyt materiale med Søs Egelind eller fordybe mig i noget helt andet. Nu siger jeg nok noget frygteligt, men de reklamefilm har givet mig råd til indimellem at spille teater. Teater, især på de mindre scener, er dårligt lønnet, så det er noget, du skal vælge til med hjertet og ikke for pengenes skyld. 

9.

I SLUTNINGEN af 80’erne fik jeg stress på grund af for meget arbejde, og jeg havde aldrig troet, jeg ville havne i den situation igen. Men det gjorde jeg pludselig alligevel. Op mod premieren på ’Inden jeg fylder 67’ i januar 2018 satte min harddisk ud. Jeg havde kun gang i det ene teaterstykke på det tidspunkt, så det kom meget bag på mig. 

Jeg var nødt til at tage situationen alvorligt, så jeg trak stikket i fem dage. Jeg fik hjælp og kom heldigvis hurtigt på benene. Uden at slæbe en angst for at optræde med mig videre. Det værste, der kan ske som skuespiller, er at blive bange for at gå på scenen.

Jeg var hurtigt klar igen og spillede 22 forestillinger, men kunne mærke, at jeg ikke ville holde til en lang turné. Fremover skal jeg kun lave en ting ad gangen, men det er svært at undgå overlap i vores branche.

Det hårde ved vores arbejde er, at vi hele tiden begynder forfra og er til eksamen i noget nyt. Det er anderledes end for sangere med et repertoire, de ofte kan nøjes med at forfine og fordybe. En type som mig skal åbenbart lære at passe på sig selv the hard way.

SAGT OM KIRSTEN 5: SUSANNE BIER

”Kirsten Leh­feldt har et meget præcist kompas for, hvor langt hun kan gå, når det gælder komedie eller folkekomedie. Det, jeg vil kalde at spille stort eller ’sjovt stort’. Jeg tror, det er et indbygget talent, der er blevet raffineret med erfaringen. På optagelserne tænkte jeg, at hvis seerne ville få det bare halvt så morsomt, som jeg havde det undervejs, ville det gå godt i sidste ende. Vi grinede alle sammen helt utrolig meget.”

10.

JEG TÆNKER STADIG på alder med vendingen ”når jeg engang bliver gammel”, og føler mig ofte som en på 30. Men tror du, sådan et par læsebriller, jeg har siddende i panden, er irriterende? Ja! Og så skriv da med nogle større typer på indpakningen i supermarkedet. Man må vænne sig til forfaldet, men man skal samtidig ikke gøre det til et problem, for så tager det over.

Jeg lærer ikke så hurtigt udenad, som jeg gjorde engang, men jeg kan stadigvæk nogenlunde hurtigt tilegne mig en ny tekst. Det gode ved faget er, at man kan blive ved med at arbejde, så længe man kan lære roller udenad. Samtidig holder det mig ung at arbejde sammen med yngre skuespillere. Jeg har netop lavet en tv-serie, ’Minkavlerne’, hvor jeg har fået mange nye venner, som jeg nærmest er forelsket i. Komikerne Jonas Mogensen og Kasper Gross har både skrevet og spiller med, og det er inspirerende at møde et helt nyt univers. Man lærer noget hver gang, og måske kan man også give lidt fra sig.

Stig Hoffmeyer mødte jeg midt i 70’erne. Han var en afholdt, venlig og skøn kollega. Værdsat at arbejde med. Og han havde integritet. Man kom dertil og ikke længere. Han var hurtig og sjov at spille bold op ad, og jeg var dybt fascineret af ham. Og blev meget forelsket i ham. Alligevel kan der godt være held involveret i, at vi har dannet par i omkring 45 år. Eller måske har vi kæmpet lidt mere end andre, før vi har givet op. 

Hver gang vi har kæmpet, har det bagefter været kampen værd. Efter en overvundet krise er forholdet blevet bedre og bedre. Rigtigere og dybere. Man vokser sammen. Kunsten er at forblive elskende og soulmates. Hvis bunden, som forholdet skal vokse i, var tørret ud, var vi skredet fra hinanden for længst. Man udvikler sig jo ikke altid samtidig, eller man kan glemme hinanden i perioder. Her gælder det om at få taget konfrontationerne og om at få halet hinanden ind igen. Men også om nogle gange at lade hinanden være. 

Jeg fatter ikke, at Stig fylder 80 år næste gang. Vi har det så sjovt og griner så meget sammen hver dag. Jeg kan slet ikke forstå, hvor alle de år er blevet af. Han har det på samme måde. Vi elsker virkelig at gå i vores egen lille puppe ude på vores vidunderlige stykke land. Man bliver mere taknemmelig, når man ved, at det hele snævrer ind.

SAGT OM KIRSTEN 6: STIG HOFFMEYER

”En dag havde hele elevholdet arbejdet på nogle scener fra Shakespeares kongedramaer, og de skulle så fremvise resultatet for teatrets personale. De gik til den med alvor og engagement. Kirsten spillede en ung prins, der blev bortført. Under bortførelsen kæmpede hun så meget imod og sprællede så vildt med benene, at jeg kom til at bryde sammen af grin. Bagefter hørte jeg, at hun var blevet fornærmet og rasende over min reaktion. Det var jo ikke meningen, at der skulle grines. Men jeg kan altså prale med, at jeg var den første, der opdagede Kirstens komiske talent. Jeg bemærkede hende også, fordi hun var markant som kvinde. Forskellig fra de andre. Der var en glød i hende, en intensitet.”

 

Hun detonerede i dansk teater med bar hud, blottede nerver og flydende kropsvæsker. Bagefter greb hun den ene skånselsløse rolle efter den anden. Men så ramte virkeligheden. Og skuespiller DANICA CURCIC blev tvunget til at undersøge, hvad hun egentlig er rundet af.
Tekst:Danni TravnFoto:Rasmus Weng Karlsen

HUN STÅR i sit køkken og taler i telefon. Gennem ruden kan hun se, at hendes to meter høje, bordeaux havelåge i kolonihaveforeningen på Amager går op. Hurtigt stikker hun to fingre i vejret som signal til, at der liige går to minutter. 

Omkring huset er de smalle stier opkaldt efter ædelstene – rubin, safir, diamant – og de er så smalle, at kun en enkelt bil kan køre der ad gangen. Et skilt formaner, at man, af hensyn til legende børn, holder hastigheden nede på 10 kilometer i timen. I flere indkørsler står ladcykler parkeret på skrå, i en forhave vakler et ramponeret bordtennisbord, i en anden hænger en hule i et træ, og den lille købmand på torvet har skrevet sit slagtilbud med kridt på en tavle: ”11 kilos gasflasker til 230 kroner.”

En rødmosset mand cykler langsomt forbi med en plastickasse på sin bagagebærer, og gruset knaser. Ellers er her stille i en grad, som er sjælden i Storkøbenhavn. Så stille, at man kan høre en grønirisk kvidre i et træ og vinden suse i den efeu, der slynger sig om Danica Curcics hus. 

Så åbner hun døren. Hun smiler bredt og veloplagt under et langt løsthængende, mørkt hår.

”Undskyld, der var lige …,” siger hun og synger sætningens sidste ord: ”Nooogeeeeet.” 

Undertonen er klar: For tiden er der hele tiden ’lige noget’, og det har der ofte været for den 33-årige skuespiller, siden hun gjorde sin entré som nyuddannet i 2012. I sin debutforestilling trådte hun roligt ind på Skuespilhusets Store Scene, straks efter tæppet var gået. Kun iført undertøj stillede hun sig med ryggen til publikum, bøjede knæene og tissede på scenegulvet. 

HUN TISSEDE selvfølgelig ikke rigtigt. Hun havde noget vand med, som hun lod falde ned mellem sine ben. Men det så man ikke fra salen, og der gik et suk af overraskelse, undren og benovelse gennem publikum. Hende den nye dér, hun er sgu ikke bange af sig.
Forestillingen var ’Lulu’, og Danica Curcic spillede råt og ublu titel- og hovedrollen som barneluderen, der efter et kort, omtumlet liv bliver dræbt. Inden da havde hun i sin afgangsforestilling på skuespillerskolen ladet sig brænde på bålet som den ultimative kvindelige martyr, Jeanne d’Arc, og foran hende lå et af alle tiders mest berømte selvmord i rollen som Julie i ’Romeo & Julie’ på Det Kongelige Teater. Hun fik rolle efter rolle, der uden undskyldninger gik hele vejen.

I næste bølge kom film- og serierollerne. Hun spillede blandt meget andet familiedrama over for Ghita Nørby og Paprika Steen i Bille Augusts ’Stille hjerte’, og hun spillede komedie over for Bodil Jørgensen i ’All inclusive’. I 2015 kom den første Bodil, den første Robert, og ord som ’fremtiden for dansk film og teater’ ekkoede omkring hende ligesom historierne om, hvordan det ene tilbud efter det andet tikkede ind fra ind- og udland. 

HUN VISER ind i et lyst køkken, som glider over i et par åbne stuer. Hun hælder øko-kaffebønner i en stempelkande. Havremælk varmer hun i en kasserolle. Manuelt og omstændeligt. Kopperne tager hun fra en hylde, hvor det mønstrede og kulørte porcelæn står frit til skue – der er knap to, der er ens. End ikke køkkenvasken får lov at være ensfarvet. Den myldrer af glaserede blomster i klare blå, gule og røde farver. 

På væggene omkring hende hænger masker fra hele verden. En filmplakat med den nedringede tyrkisk-kroatiske film- og popstjerne Banu Alkan hænger over klaveret i klare blå, gule og røde farver. I en reol står en række lp’er, og Amy Winehouses debutalbum ligger fremme uden omslag.  I en anden reol ligger sten spredt, en megafon står klar til at forstørre budskaber, og en lysestage formet som et hvidt og pink skelet venter på næste flamme. Ved siden af skelettet læner et indrammet kort over Serbien sig op ad væggen. 

Det var der, Danica Curcic blev født i 1985. Året efter flyttede hendes forældre til Danmark, fordi hendes far fik arbejde på den jugoslaviske ambassade, hvor han skulle arbejde med turisme. Planen var, at de skulle rejse tilbage efter et par år. I stedet forlængede de opholdet yderligere et par år, i mellemtiden kom Milosevic til magten, og borgerkrigen brød ud. Forældrene åbnede et rejsebureau i København og grundlagde en opvækst med rejser og indtryk fra hele verden. Denne sommer vender hun tilbage til Serbien for at indspille sin første film på det sprog, hun taler med sin far og mor.

”Jeg har altid haft en følelse af, at jeg savnede at være mere forbundet med det land. På alle planer. Så jeg har helt klart lyst til at udforske den side af mig selv,” siger hun.

Som hendes tre år yngre bror Ogi Curcic formulerer det, voksede han og søsteren op i ”en serbisk boble”, der ”sprudlede af liv og musik og en masse fester med besøg af familie og venner”.

Boblen var en rødstensvilla i Sundby på Amager. Det var dengang, bydelen stadig lå i skyggen af resten af hovedstaden. Inden metrolinjen knyttede Amager tættere til resten af København, og inden den nærliggende Amager Strandpark blev ombygget og løftede villakvarteret til det mondæne. I huset lå tykke, røde tæpper på gulvene, der hang religiøse ikoner på væggene, og der var masser af plader med mættet og ekstatisk balkanmusik. Det var et hjem med klaver, begge forældre var åbne og belæste, men især hendes far tog rollen som hjemmets store samtalestarter. ’Monologens mester’, døbte hun ham. 

Ved middagsbordet kunne han pludselig udbryde ”Et løg!” og slynge sig ud i en lang beretning om denne forunderlige grøntsag. Nogle gange tog han alle tankerne med i køkkenet, og så kokkere­rede han, som dirigerede han et symfoniorkester med hele kroppen.

”Det var et bombardement,” konstaterer Danica Curcic.

”Kød!” råber hun og laver en kastebevægelse, som hamrede hun en klump kød i bordet.

Hun kaster igen ud i luften.

”Olie!”

En gang til:

”Paprika!”

SÅDAN FORTÆLLER HUN. I små iscenesættelser proppet med mimik og parodierende dialog, der kredser om emner som autoriteter, sanselighed og arv. Emnerne klumper sig blandt andet sammen omkring forholdet til den serbisk-ortodokse kirke.

”Jeg har aldrig været troende, og det er min familie som sådan heller ikke. Men den serbisk-ortodokse kirker skaber et højtideligt, stemningsmættet rum, som er meget større end én selv. Det er fyldt med sanselighed og respekt.”

På den årlige helgendag, slava, diskede familien –  som traditionen byder – op med et kæmpe festmåltid, udelukkende med retter fra havet. Kæmperejer, laksesuppe. Dørene blev slået op for familie og venner, og det er en begivenhed, hendes veninder husker som noget helt særegent.

”Præsten kom hjem til os. Det var meget højtideligt. Man kunne mærke, at en autoritet trådte ind. Han velsignede maden med timianrøgelse, og vi sang,” husker hun.

13 år gammel kom hun selv i centrum for en af kirkens ceremonier.

”Jeg skulle døbes og talte meget med min mor om det: ’Hvorfor skal jeg det?’ Og hun sagde: ’Det er okay, at du ikke er troende, men bliv nu døbt alligevel, for det er en tradition. Det betyder noget for far.’”

Familien rejste til den landsby syd for Beograd, hvor faren var vokset op. Og de besøgte den lille kirke tæt ved den fædrene gård, hvor han var blevet døbt ligesom sin far, farfar og oldefar. Skulder ved skulder stod hele den udvidede familie i det trange kirkerum. Alle klædt i sort. Krakelerede vægmalerier dækkede væggene og gulvet, levende lys blafrede, timianrøgelsen bredte sig.

”Jeg stod der og forstod ikke, hvad præsten sang, og pludselig var det noget med at spytte på Djævlen tre gange. Jeg fattede det ikke. De voksne stod der med stirrende øjne. ’Spyt!’ ’Hvad?’ ’Spyt!’ Jeg turde simpelthen ikke. ’Altså, beder I mig om at spytte på gulvet?’”

Hun stopper for at grine et øjeblik, inden hun rynker panden og svarer sig selv med de voksnes stemme:

”’Ja. Spyt på Djævlen tre gange!’”

MIDT I KØBENHAVNS MORGENTRAFIK sad Danica Curcic ofte som barn med sin bror og lyttede til morens forelæsninger om krigen på Balkan. Moren fortalte løs, mens hun styrede bilen tværs gennem byen til deres skole, den katolske privatskole Institut Sankt Joseph på Østerbro. 

”Min mor har sine meningers mod. Og hun slog ned på den blomstrende nationalisme, som ødelagde alting,” husker Danica Curcic, der som helt lille så op til det fællesskab, fætrene og kusinerne havde. Det var en barnlig misundelse: Ej, de går ikke i skole, og de kan spille fodbold hele dagen på bunden af en gammel svømmehal. 

”Jeg forstod ikke den totale tragedie. Senere fik jeg følelsen af, at jeg burde hjælpe noget mere, samtidig med at jeg vidste, at jeg burde være glad for at sidde langt væk og have en masse muligheder, de ikke havde. Når vi var dernede, havde jeg en slags skam over, hvordan jeg levede, og jeg fortalte ikke så meget om det. Det har altid været svært for mig at tale om. Det påvirkede mig meget, hvad der foregik, men jeg vil nødig give indtryk af, at min fortvivlelse på nogen måde kan måles med det, folk gik igennem dernede.” 

Hun sender et koncentreret blik på tværs af køkkenbordet. Hun vil sikre sig, at det budskab trænger ind. At hun ikke vil nasse på krigsofrenes lidelse, når hun fortæller om den splittelse, krigen skabte i hende. Den lå og ulmede i kulissen gennem det meste af barndommen. Hun hørte forældrenes samtaler gennem dørene, hun fangede brudstykker af telefonsamtaler med familiemedlemmer og hjalp med at pakke mad, medicin, tøj og legetøj og sende det ned til familien. Men hun var der jo ikke.

”5. oktober 2000 sad jeg på mit værelse og så på mit lille tv, der viste billeder fra den store demonstration, der endte med at vælte Milosevic. Jeg vidste, at mine fætre og kusiner var der. Det rørte mig. Jeg følte, at jeg burde være dér med dem. Det var så smukt, at forandringen var på vej. Samtidig havde jeg igen den modstridende følelse: ’Hvem er du til at tro, at du er en del af det dér?’”

DÁNITSA TSCHURTJITSCH

33 år. Født i Serbien. Opvokset i Danmark. Bosat på Amager.

Den serbiske udtale af hendes navn (der betyder dansk på latin) er cirka ’Dánitsa Tschur­tjitsch’ – med tryk på første stavelse af Danica og mørkt a. Men hun har ikke noget imod ’Danika’.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 2012.

Har spillet hoved­rollen i ’Lulu’, ’Romeo & Julie’ og ’Helligtrekongersaften’ på Det Kongelige Teater. Har medvirket i film som ’Stille hjerte’, ’Lang historie kort’, ’All inclusive’, ’Fasandræberne’ samt Netflix-serien ’The Mist’.

Vinder af en Robert og en Bodil for sin rolle i Bille Augusts ’Stille hjerte’. Desuden modtager af blandt andet Shooting Star Award ved filmfestivalen i Berlin i 2013 og Ove Sprogøe Prisen i 2014.

I efteråret 2019 er hun biografaktuel med ’Ud og stjæle heste’ og ’Undtagelsen.’

Den serbiske film, hun i øjeblikket arbejder på, hedder ’Mrak’.

Hendes bror Ogi er filmklipper og forsanger i balkanbandet Tako Lako.

NÅR HUN SER billeder af sin mor fra dengang, overrumpler det hende altid, hvor meget de ligner hinanden. 

”Men jeg har min fars øjne og pande. Og denne hér.”

Hun lægger sin ene pegefinger øverst på næsebenet. Fingerspidsen peger lodret op mellem øjnene. Der sidder en lille lodret fure. Usynlig for de fleste, ikke for hende.

”Og jeg kan se min fars viljestyrke, dynamik og fremdrift i mig selv. Måske lidt for meget. De seneste år har jeg skullet lære at balancere det.”

Hun kalder sin far en ”arbejdsnarkoman”. Fra sin barneseng hørte hun tydeligt, at han knoklede videre efter hendes sovetid. Faren var opvokset med genstridige skrivemaskiner, og den kraft, tasterne krævede, videreførte han på hjemmets computertastatur. Hun hamrer med fingrene i træbordet foran sig for at illustrere lyden, der hang i huset om aftenen. Dang-dang-dang-dang.

”Som affyrede skud,” konstaterer hun og forklarer:

”Alting handlede om arbejde, arbejde, arbejde. Og kvalitet, lige meget hvad du gør. Det lå i luften, at vi skulle yde vores bedste. Alt sammen forstærket af den serbiske kultur og min fars høje ambitioner.”

Hun blev sendt et år tidligere i skole end de fleste andre børn. Med den konsekvens, at hun blev student 17 år gammel. Hvad så nu? Højskole? Nej, hun var for ung til at blive optaget, og hendes tanker om at tage et sabbatår blev mødt med: ”Hvorfor det? Det er jo bare spild af tid.”

”Prøvede jeg at forklare, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville, lød det: ’Jamen, så start på noget, og hvis det ikke er det rette, kan du bare skifte.’ Det pres har været rigtig godt på mange måder, men det medførte også nogle negative sider.”

SPASMAGERI ER EN parallel åre i hendes liv. Hun mindes, hvordan hendes far for sjov rettede familiens bil lige mod et stillads, gassede op og kørte direkte imod det. Sekundet inden han ramte metalstængerne, hev han hårdt i rettet og drejede væk.

På bagsædet jublede hun og hendes lillebror: 

”Gør det igen, far. Pleeeaaase!”

”Ej, hvor er det forfærdeligt,” siger hun efter at have fortalt historien.

”Jeg har nogle gange tænkt over det. ’Gjorde vi virkelig det?’ Og ja, det gjorde vi …: ’Kør mod stilladset, far! Hurtigere!’” 

Selv fjollede hun ved hver given lejlighed, lavede optrin og lod sin fantasi hvirvle omkring sig. Hun elskede den utæmmede Jim Carrey, og sammen med sin bror faldt hun i søvn til ’Ace Ventura’-filmene – og kunne samtlige replikker i den første film udenad.

Det gled over i skaberkraft, som da hun og en veninde løste en historieopgave på Sankt Joseph-skolen ved at lave en film i stedet for at skrive side efter side som de andre. De to drog på Glyptoteket, Danica Curcic klædte sig i et lagen for at vise, at hun var i det gamle Egypten. I en kælder til lyden af falske bombelyde lavede de en scene fra anden verdenskrig, og flere andre epoker blev tilføjet, inden de klippede det sammen til ’Tidsmaskinen’. Senere på gymnasiet – det kreativt orienterede Sankt Annæ – lavede hun en parodi på teenagegyseren ’Scream’, der hed ’Cream’ og blev gjort komplet med ketchup som blod.

DA HUN STOD med studenterhuen som 17-årig, var det det, hun ville: kanalisere sin klovnende kraft ned i at lave film. Hun søgte ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, men var for ung til at blive optaget. Med forældrenes opfordring til at gå i gang begyndte hun i stedet på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – principielt for ung til at komme ind på det sted, introfesten blev holdt. Studiet viste sig at mangle noget, og hun rejste til Spanien for at studere videre, hun fik sig en amerikansk kæreste og tog med ham til hippiefestivalen Burning Man og gik halvnøgen og bodypaintet omkring. De besøgte hans hjemby, Blue Lake i Nordcalifornien, hvor han var vokset op mellem de tårnende redwood-træer. På den modsatte side af vejen fra hans barndomshjem bemærkede hun, at der rendte klovne rundt. 

Hun var draget af synet og fandt ud af, at de var elever på Dell’Arte School of Physical Theatre, hvor hun søgte ind og fik plads. Pludselig stod hun i en storm af opgaver langt fra universitetets filmanalyser. Ude i skoven kastede hun med sten, bar på træstammer, sang korsange. Hun undrede sig og tvivlede, indtil hun fandt ud af, hvad intentionen var: Hun skulle løses for sine kropslige vaner, så hun kunne spille frit og påtage sig roller. 

Det gav hende den retning, som sendte hende til optagelsesprøve på Statens Scenekunstskole. Hun forberedte sig hos en storrygende polsk skuespillerlærerinde, der opfordrede hende til at gå til den indledende prøve som Blanche fra ’Omstigning til paradis’. En figur, der kvæles i et spind af stivnakket seksualmoral, voldtages af sin svoger og bliver indlagt på den lukkede. Danica Curcic gjorde det og kom videre til næste prøve. Her blev hun kastet ud i en improvisationsøvelse med de andre aspiranter, hvor de skulle vågne som dyr. Hun vågnede som løve og angreb en mus. Men musen bankede sit hoved op i Danica Curcic. Et knæk lød gennem rummet. Danica Curcic ømmede sig. Næsen var brækket. Alligevel spillede hun videre og kom ind på skolen i første hug.

”Skuespillerskolen mindede om det, jeg voksede op med. ’Kom nu, kom nu, kom nu! Op igen! Kom nu! Kom igen! Bare arbejd dig igennem det.’ Og det fortsatte som færdiguddannet, hvor jeg havde travlt med at vise, hvad jeg kunne: ’Se mig!’ Der var intet, jeg ville sige nej til,” siger hun og knipser hurtigt:

”Videre-videre-videre.”

Hun hamrer en knytnæve ind i sin håndflade, så det giver et højt klask. Som var hun sin egen peptalkende boksetræner.

”Jeg kan godt tage den rolle!”

Klask.

”Endnu et slag.”

”Jeg kan godt nå den film!”

Klask.

”Yes, jeg når også det dér.”

Klask.

Hun zoomer ind på sig selv i årene 2015 og 2016.

”Jeg har sådan et billede af mig selv, hvor jeg var høj på adrenalin. Alt kørte bare, og det føltes fantastisk. Men noget ulmede, som var ved at briste. Vejrtrækningen sad helt oppe i halsen. Jeg skulle det og det og det og det. Alt var overarbejde. Nerverne sad helt uden på tøjet.”

PÅ BRISTEPUNKTET vendte rollen som Blanche tilbage. 

”Drømmerollen,” fastslår hun med tryk på sidste stavelse.

Det Kongelige Teater satte ’Omstigning til paradis’ op i 2015, og hovedrollen var hendes. Under en af prøverne lå forskellige kærestepar spredt rundt på scenen.

Danica Curcic stod alene.

”Nu skal du prøve at finde din plads mellem parrene,” lød det fra instruktøren.

”Imens spiller vi et lydklip med din stemme, hvor du tænker på din egen ensomhed.”

Hun kunne ikke rumme det. 

Midt i rolle- og prisregnen havde virkeligheden sat tre stød ind: En venindes mor, der havde været som en reservemor for Danica Curcic, døde af kræft. Et syv år langt parforhold sluttede. Og hendes far blev ramt af en blodprop, der lammede ham og til at begynde med tog sproget fra ham. 

”Jeg var så langt nede, og så skulle jeg spille en kvinde, der er ved at miste sin seksualitet og sin kraft. Hun er sitrende hele tiden. Hun er ensom. Hun drikker. Jeg var bare sådan: ’Det kan jeg ikke, det kan jeg ikke.’ Jeg måtte ud og ryge hele tiden. Instruktøren prøvede at hjælpe mig: ’Jamen, du har jo Blanche i dig. Kanaliser det ned i rollen,’ sagde han. ’Jeg kan ikke være hende. Jeg vil ikke bruge det,’ svarede jeg. Jeg var et åbent sår.” 

Da en filmoptagelse clashede med prøverne, tog teatret hende fra rollen. Hun var der simpelthen ikke nok. Hverken på den ene eller anden måde.

”Jeg var en elendig holdspiller på det tidspunkt. Jeg havde sådan en følelse af, at ’Okay, nu kommer livet. Nu er du voksen.’ 

Nogle mørke toner kom ind. Tab og sorg. Jeg var slet ikke vant til det, så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Det var en bund, der krakelerede, og nedenunder var der et kæmpe hul og erkendelsen: ’Hov, her kan jeg ikke stå.’ For første gang tænkte jeg: ’Okay, nu må du kigge på dig selv, på, hvad du laver.’ Alt, jeg havde lavet, handlede om at præstere. Men shit, hvem var jeg egentlig i det her? Det åbnede for en masse, jeg har med fra min barndom. En masse reaktionsmønstre. Jeg har skullet lære at forstå, at det er okay ikke at skulle præstere hele tiden. Og at det er okay at fejle. Det sidste har været svært. Fordi jeg er vokset op med så høj en arbejdsmoral og har spejlet mig i det, jeg har præsteret.”

DET ER HER, kolonihaven kommer ind i billedet. 

Hun hungrede efter stilhed og fandt den bag efeuen. Hun går i haven – men elsker at lade græsset vokse sig højt – øver sig i at meditere, tegne, spille musik, hoppe i vandet, gå ture. Alt det, der ”går ned i kroppen”. 

Samtidig følte hun behov for at være tæt på sine forældre, selv om hun havde forsvoret nogensinde at skulle vende tilbage til Amager. Nu kræver det blot en cykeltur på 10 minutter at komme til barndomshjemmet, hvis atmosfære har ændret sig efter farens sygdom.

”Det er vildt at være vokset op med en så markant personlighed. En, der har været i centrum og fokuseret på ambitioner. Og så få en far, der siger …” Hun piller nænsomt ved den røde blomst på bordet foran sig, mens hun hviskende imiterer faren:

” … Hov, vi skal huske at vande planten.”

Hun bliver sig selv igen. 

”For det første kan jeg se, hvor stærk han vitterlig er, fordi han har kæmpet sig så meget tilbage. Og han er blevet hjulpet af min mors ekstreme stædighed og konstante kærlighed. Uden hende havde han ikke været i live i dag. For det andet har det givet en helt anden intimitet. Jeg har altid frygtet, at han skulle dø, uden jeg fik talt med ham om, hvor meget jeg elsker ham. Hvor meget han har betydet. Nu sker det helt naturligt. Alt det med at se hinanden i øjnene og kramme og kysse hinanden. Det er kommet nu. Han er begyndt at sove middagslur, og nogle gange går jeg op og lægger mig tæt ind til ham. Det var sådan noget, jeg aldrig troede, jeg ville.”

Hun peger pilen mod sig selv.

”Men jeg er jo ikke blevet en anden person. Det er stadig krævende at vende erkendelserne til praksis. Jeg har stadig meget, jeg vil. Og jeg har stadig en modstand mod at sige nej, men jeg øver mig i at mærke mere efter.”

Displayet på hendes telefon lyser op. Hun betragter den lidt. Overvejende for og imod. Så slår hun blikket op med oprigtig beklagelse.

”Undskyld, men jeg bliver nødt til at tage den.”

TO UGER SENERE åbner hun igen døren til kolonihavehuset.

”Shit mand, havde min bror ikke lige ringet, var jeg ikke stået op. Undskyld, jeg er mega-jetlagget.”

Håret er sat op denne gang, øjnene blanke, og bevægelserne til at begynde med langsommere. 

Dagen forinden landede hun fra en casting i Los Angeles. Den slags kan og må skuespillere af gode grunde ikke udtale sig nærmere om. Men hun understreger beskedent, at casting-muligheden opstod nærmest tilfældigt, og at hun på ingen måde farer frem og tilbage over Atlanten i tide og utide.

I køkkenet står en sort rejsetaske med lynlåsen åben, og noget af indholdet stikker op. Som var tasken tæt på at gylpe lidt på gulvet. 

Snart skal den pakkes om, for hun rejser til Beograd i aften på en længere rejse for at gå i gang med optagelserne til filmen ’Mrak’.

 I øjeblikket går hun og grunder over, hvordan hun skal gribe rollen an. 

Hendes figur er en mor, med et barn og en far, der bor på en udmagret gård under urolighederne i Kosovo i 2004.  

”Hvordan agerer du som kvinde og mor i sådan en ekstrem situation? Bliver du der med risiko for at dø, eller rejser du mod en uvis fremtid?” 

Siden sidste møde har hun besøgt filmholdet i Serbien, hvor visse skuespilleres facon fascinerer hende. Hun rejser sig op og sætter sig hårdt i stolen igen, slår en knytnæve i bordet. Fører en pegefinger og langfinger til mundvigen, som tog hun et hiv af en cigaret. 

”Nogle af dem kommer bare ind, tænder en smøg og begynder at spille. De har sådan nogle vilde armbevægelser. Men det passer, fordi temperamentet ofte er så stort. Jeg sad i hjørnet og fik indre grineflip, det var så ægte og så for meget. Og så befriende,” siger hun og pointerer med ømhed:

”Men det kommer fra et helt rent sted.”

DET RENE RAMMER en nerve. Det er et sted blottet for skandinavisk distance og ironi. Det handler ikke om at være entydig eller overtydelig, men om at være ekspressiv. Direkte. Virkelig til rådighed. 

I sin revision af sig selv zapper hun tilbage til en monolog, hun lavede første gang i 2015 og igen i 2016. Den hed slet og ret ’Lort’, og scenografien var enkel: I et hvidt rum sad Danica Curcic på en piedestal uden en trævl på kroppen.

”Det er vildt at tænke på, at jeg sad der fuldstændig blottet, mens jeg var i opløsning indeni.” 

Monologens hovedperson drømmer om et job som tv-pige i et af Berlusconi-Italiens lumre shows. I rollen fortæller hun om sit største forbillede, faren. Om kampen, han indpodede i hende. Om de idealer, ikke mindst kropslige, hun forsøger at leve op til. Og hun sviner sig selv til for sin egen utilstrækkelighed. 

”Den rolle talte til en masse sider i mig. Den har et temperament, som lå langt fra den danske socialrealisme. Den er som et partitur. Den var ekspressiv og fuld af oprørstrang. Det var så rigtigt, at jeg skulle lave den.” 

Hendes veninde, instruktøren Kirsten Astrup, har en af nøglerne til, hvorfor netop Danica – eller Dasha, som hun hedder blandt venner – kunne sidde dér: Hun sætter sin forfængelighed til side for fortællingen.

Danica Curcic presser højre hånds pege- og ringfinger sammen med venstre hånds pege- og ringfinger og lægger hænderne på tværs af ansigtet. 

Fingrene danner en maske, som dækker området rundt om øjnene.

”Hele vores forfængelighed ligger jo lige her,” siger hun, mens hun kigger gennem det ovale hul mellem fingrene.

”Det er så vildt, hvad folk tør gøre, når de tager en maske på. Der er ingen grænser for, hvad kroppen kan.”

Hun vender tilbage til oplevelserne i de amerikanske skove på Dell’Arte School of Physical Theatre for at understrege de kræfter, der blev sluppet løs i hende.

”Vi lavede ekstremt meget klovnearbejde. Og det handler næsten udelukkende om at slippe forfængeligheden. At være klovn er jo enormt sårbart. Vi havde en klovneguru, Ronlin Foreman, som satte sig med en tromme mellem benene og spillede. Lynhurtigt.”

Hun laver en trommehvirvel: ”Dagadagadagadagadagadagadagadaga.” 

”Be funny!” siger hun med skarp stemme.

”Og så skulle vi elever gå ind og være sjove. På stedet. En ad gangen.” 

En elev gik ind.

”Not funny. Next!”

Næste elev.

”Dagadagadagadagadaga!”

”Not funny! Next.”

”Dagadagadagadagadaga!”

”Be funny!”

”Sådan blev det ved i timevis. Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg bare tænkte: ’Jeg har ingen ideer. Jeg aner ikke …’ Og i det slip, i den sårbarhed ligger åbningen, du kan arbejde med. For nu ved du ikke længere, hvad der kommer til at ske. Der vågner alle, fordi du ikke er to skridt foran og føler, at du er i kontrol. Du kalkulerer ikke: ’Okay, hvis jeg gør sådan, så bliver det sjovt.’ Spørgsmålet er: ’Tør du være der?’”

 

Efter næsten fire års autodidakt uddannelse som Ivar the Boneless i HBO-serien ’Vikings’ er 24-årige ALEX HØGH ANDERSEN netop kommet tilbage til Danmark. Her fortæller han om tilfældets magt og om vigtigheden af at lade sig rive med.
Tekst:Erik LillelundFoto:Emilia Staugaard

JEG HAR ALTID omtalt mine tre et halvt år på ’Vikings’ som min uddannelse. Den har været teoretisk begrænset, men ekstremt praktisk anlagt. Jeg kan ikke citere Shakespeare eller Sartre, men jeg ved, hvordan kameraet fungerer. Det har været min mærkelige, mærkelige uddannelse. Under indspilningerne står man tidligt op om morgenen og bliver kørt ud til ingenting – og så skydes første scene. Og så prøver man at hitte ud af, hvad der skal gøres for at redde den, fordi den kun består af bogstaver på et stykke papir. Jeg har været nødt til at blive skarp til at arbejde med scener under tidspres uden at øve dem inden. 

JEG HAVDE ALT for meget krudt i røven som barn. Jeg spillede håndbold og fodbold i Skælskør, hvor jeg er vokset op, men sport var ikke nok. Jeg har altid sunget og danset meget, så da jeg var otte-ni år gammel, skubbede min mor mig af sted til noget teater. Inderst inde hadede jeg det og tænkte: ”Hvad fanden skal jeg der?” Alligevel blev jeg vild med det. Som sædvanlig havde mor fat i den lange ende.

Alex Høgh Andersen er hjemme igen efter sit skuespileventyr og vil nu samle op på noget af alt det, han har sprunget over.

DET ENE TOG det andet. Instruktøren på det lokale teater instruerede også på Eventyrteatret – en dramaskole og et teater i København for børn og unge. Jeg spillede der, indtil jeg var cirka 17, og jeg lavede seks-syv forestillinger, der altid bliver spillet af eleverne. Som regel var vi 80 på et hold, men der var måske fem roller i et stykke. Jeg var meget privilegeret og fik lov til at spille store hovedroller og biroller. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg var glad for skuespil.

I GYMNASIET, i 3. g, fik jeg en rolle i TV 2’s julekalender ’Tvillingerne og julemanden’. Mens alle andre brokkede sig over SRP-opgaven og sådan noget, fløj jeg frem og tilbage mellem København og Aalborg og skød scener. Jeg havde afsindig meget fravær. I den sidste uge af 3. g arbejdede jeg mandag til torsdag, hvilket betød, at jeg torsdag aften efter optagelserne sad og forberedte en PowerPoint-præsentation til min mundtlige eksamen i dansk, som jeg skulle op til dagen efter klokken 8.00. Det var lidt hårdt. 

JEG VAR LÆRERVIKAR på min gamle folkeskole, da julekalenderen blev sendt (i 2013, red.). Set i bakspejlet var det et kæmpe selvmål. Jeg blev nødt til at være hårdere, end jeg havde lyst til, for at få bare nogenlunde ro i klasserne. Horder af børn omringede mig i kæmpe cirkler, når jeg var på vej ind på lærerværelset, der var mit safe space. Børnene vidste godt, at hvis jeg nåede inden for døren, måtte de ikke følge efter – det var ingenmandsland for dem. Det var nærmest som et Checkpoint Charlie. Men de var så søde. De ville høre, hvorfor jeg var blevet slået i hovedet af min kæreste, og om hun kyssede godt. Det var skidesjovt. Men jeg vil ikke råde nogen til at være lærervikar og samtidig spille med i en julekalender på tv.

ALEX HØGH ANDERSEN

Født i 1994 og vokset op i Skælskør. Spillede teater på Eventyrteatret, fra han var 11 år gammel. Som barn og teenager medvirkede han både i talentshowet ’Scenen er din’ og TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Startede i 2014 på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, men tog efter to semestre orlov til fordel for karrieren som skuespiller.

Har spillet med i filmen ’Krigen’ instrueret af Tobias Lindholm.

Kåret som ’Årets talent’ ved awardshowet The Voice ’17.

JEG SØGTE IND på film- og medievidenskab på universitetet. Jeg var drønrealistisk og havde allerede erfaret, at det dér med skuespil er en hård branche. Bare fordi man er med i en julekalender, kan man ikke forvente at få alt foræret. Jeg var vildt spændt på at starte på film- og medievidenskab, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Den eneste reference, jeg havde til studiet, var en veninde, som gik der og havde snakket virkelig godt om det. Jeg har altid været en kæmpe filmnørd, så det skete egentlig bare. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg mødte pludselig en masse mennesker, som sagde mig meget, og fandt drønhurtigt nogle af mine bedste venner, som jeg kommer til at holde sammen med resten af livet. Det hele gik bare virkelig let. Jeg blev virkelig væltet bagover – det var helt fantastisk.

JEG GIK ET ÅR på universitetet. Det gav mig afsindig meget – venskaber, men også en masse fagligt. Det gav mig en helt ny forståelse, indlevelse og kærlighed til mit fag. Nu kan jeg lade, som om jeg ved lidt om film, når jeg skal blive gode venner med instruktørerne – det har jeg gjort flere gange. Men så var jeg nødt til at tage orlov. Jeg blev kontaktet af en agent, der havde set mig i nogle småting. Som noget af det første ville hun sende et self-tape – en video af mig, der spiller en scene – til HBO, som var i gang med at planlægge ’Vikings’-serien. Vi lavede klippet to timer efter, jeg havde været til mundtlig eksamen i filmhistorie. Og jeg kunne ikke replikkerne – jeg skulle først have pensum ud af hovedet, før det lykkedes.

I rollen som Ivar the Boneless, der er lam i benene, har Alex Høgh Andersen ofte slæbt sig hen ad jorden i et 20-25 kilo tungt kostume. Her har han fornøjelsen af at blive kørt.

JEG VAR PÅ Roskilde Festival (sommeren 2015, red.), da jeg pludselig blev inviteret til Stockholm til anden runde af castingen. Jeg råbte og skreg i bilen på vej derop, fordi jeg missede Kendrick Lamar. Jeg får aldrig den rolle, tænkte jeg. Der er jo 2.000, der vil have den, det kommer aldrig til at ske. En uge efter sad jeg på et fly til Dublin sammen med 11-12 andre udvalgte skuespillere. Da jeg kom hjem igen, lavede jeg et nyt self-tape hos min agent til en anden rolle, som jeg ikke kunne replikkerne til, og som jeg ikke havde lyst til. Lige inden jeg begyndte på scenen, åbnede hun døren og råbte: ”Du har fået rollen!”

DET VAR i sidste øjeblik. Jeg havde været til prøve på tre af karaktererne i ’Vikings’, men blev så bedt om også at prøve at spille Ivar, som er invalid og ikke kan gå. De bad mig øve replikkerne, og jeg sad der og svedte og prøvede at lære en helt ny scene og en helt ny karakter at kende. Jeg havde allerede været til prøve i flere timer og set alle de andre unge gutters bud på Ivar. Der var rigtig mange, der spillede smerten, kan jeg huske. Men hvis Ivar var vant til smerten, ville man jo ikke kunne høre det på ham – derfor spillede jeg ham fuldstændig normalt. I første forsøg glemte jeg mine replikker, i andet forsøg kludrede jeg i dem, og i tredje forsøg slap jeg med nød og næppe igennem. Manuskriptforfatteren rejste sig op og klappede, da jeg gik ud af rummet. Jeg var helt sikker på, at det var for sjov.

DET VAR DET ikke. Efter hele processen med tusindvis af mennesker og flere forskellige castingrunder endte de med at vælge en fyr, der reelt kun havde vist dem ét brugbart take på rollen. Nu sidder jeg hjemme i Danmark efter at have skudt 51 episoder og spillet Ivar i næsten fire år. Det føles lidt vildt.

NU VIL JEG vildt gerne arbejde i Danmark. Der er så mange dygtige mennesker her. Jeg har spillet den samme rolle i så lang tid, så det er skønt at kunne gå lidt kontra og dykke ned i nogle andre ting. Jeg er blevet ambassadør for Ungdommens Røde Kors og har lige afsluttet optagelser på et projekt for Kræftens Bekæmpelse. Og så er jeg gået totalt amok med at fotografere, hvilket altid har været en passion for mig. Men det er jo ikke, fordi jeg ikke skal spille skuespil længere. I øjeblikket prøver jeg på flere nye roller, og jeg spiller med i en lille afgangsfilm fra Filmskolen. Jeg har sprunget en helvedes masse trin over. Dem vil jeg faktisk gerne have med.

VIKINGE-TIDEN

Sjette og sidste sæson af ’Vikings’ udkommer til efteråret. Her er tre af Alex Høgh Andersens sjoveste oplevelser som Ivar the Boneless.  

”I tre uger op til optagelserne kravlede jeg rundt på gulvet på mit hotelværelse for at leve mig ind i karakteren, som er lam i benene. Jeg råbte og skreg og talte med mærkelige stemmer. Naboerne troede helt sikkert, jeg var en eller anden sindssyg gæst.”

”Det gik op for mig, hvor stor fankulturen omkring ’Vikings’ var, da jeg begyndte at få billeder fra folk, der havde fået tatoveret mig på skulderen eller maven. Nu får jeg et par om måneden – som regel fra russiske mænd med mit ansigt på inderlåret. Det er virkelig smigrende – og tak for støtten – men jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal gå rundt med mit ansigt som tatovering.”

”På en tur til Australien for at promovere serien blev jeg kontaktet af en ung dansker, der inderligt bad om en videohilsen. Han var kommet til at fortælle pigen, han var smaskforelsket i, at vi var venner – og det troede hun ikke på. Jeg endte med at optage en hilsen til ham. Den historie kunne jeg simpelthen ikke stå for.”