EN HVEPS FLYVER ind ad vinduet og cirkler søvnigt over bordet med chokolade, frugt og kaffe. Søren Pilmark ser den straks ud af øjenkrogen og hapser med en snigende bevægelse den elektriske fluesmækker, der ligger strategisk placeret inden for rækkevidde. 

”Så er det, man skal …” siger han og fokuserer et øjeblik med hævet øjenbryn og tungespidsen i mundvigen, før fluesmækkeren slår gnister, ”… dræbe ham. Godnat, du er død!”

Det er en bagende varm sensommerdag på Dyrehavsbakken nord for København. På mange måder en perfekt dag til at tøffe rundt i verdens ældste eksisterende forlystelsespark og plaffe dåser ned i en af boderne, blive kastet rundt i en rutsjebane eller drikke en billig sjus i en af barerne, men først på formiddagen er der kun et par morgenfriske turister og barnevognsgængere at spotte, og fuglekvidderen fra træerne dominerer lydbilledet.

Søren Pilmark har indfundet sig i en kontorbygning tæt på Cirkusrevyen, og senere møder også Asger Reher, Henrik Koefoed og Niels Olsen ind, når der skal brainstormes på deres kommende show, der får premiere netop her på Bakken og bærer titlen ’Fingeren på pølsen’.

”Det sjove ved det hele er, at det jo efterhånden, vores alder taget i betragtning, ikke bare er onkelhumor, men måske onkels-onkelhumor,” siger Søren Pilmark.

Det er 32 år siden, at Ørkenens Sønner første gang optrådte på Allégade på Frederiksberg. Dengang var der ikke mere end en håndfuld fremmødte tilskuere, og intet tydede på, at det skulle blive en storslået succes, men ’den hæderkronede sangerloge’, som de kalder sig selv, har trods skiftende tidsånd i tre årtier haft omdømmemæssigt vokseværk, og når de tager hul på deres 10. show i rækken, bliver det endnu en gang på en omrejsende danmarksturné. 

”Det er sgu svært at svare på, hvad der er hemmeligheden bag, at det stadigvæk virker … Jeg tror, det er noget i retning af – hold nu fast – uskyld. Næsten troskyldighed. En form for renhed. For vi siger ikke ’pik’ og ’kusse’. Der er vi blevet overhalet udenom 100 gange allerede. Vi har faktisk bestræbt os på ikke at pege fingre ad nogen, og hver gang der er blevet gjort grin med noget, har det været os selv. Så var det os selv, der var blevet gamle og pludselig havde slap tissestråle eller erektionsproblemer,” siger han.

Så summer det fra endnu en hveps på sporet af søde sager, og endnu en gang svinger Søren Pilmark nådesløst insektdræberen.

”Fik jeg den? Det gjorde jeg!” udbryder han og slår en veltilfreds skurkelatter op.

1.

SOM BARN var Søren Pilmark the odd one out. Resten af Pilmark-klanen spillede fodbold, og hans onkel Aksel havde sågar været på landsholdet med Knud Lundberg og repræsenteret Danmark ved OL i London i 1948. Selvom Søren Pilmark også selv elskede at se fodbold, var han ikke særligt god til at spille det, og der var samtidig noget andet, der trak mere i ham. Han ville underholde. Han nød at dupere rakket i baggården i Hvidovre med at trylle og lave små tricks, og oppe i lejligheden lavede han teater og tegnede og klimprede på klaver dagen lang. Når aftenmørket faldt på, tændte han lys i dukketeateret på værelset, og ofte blev han så opslugt, at han legede, til han faldt i søvn på gulvet.

Allerede som seksårig kom han med i Erik Balling-komedien ’Den kære familie’. Hans far, der var skoleinspektør, havde en kollega, der bijobbede som skuespiller, og da de en dag søgte statister, røg sønnen med i en enkelt optagelse, hvor han skulle spille ’en dreng på gaden’. Det eneste, han husker, er, at han frøs ad helvede til, da han traskede ned ad asfalten, mens kameraerne rullede, og Ebbe Langberg kom kørende forbi i bil. Det var dét, så var det slut, men set i bakspejlets klare skær skulle det vise sig at blive første skridt ned ad det, der viste sig at være en livslang vej.

”Somehow …” siger Søren Pilmark med fortællerstemmen på, mens han smiler på den der tvetydige måde, som han siden har gjort i et utal af film- og teaterroller, ”… it was written in the cards.”

Selvom det var faren, der havde skaffet ham statistrollen, var det ikke en karrierevej, forældrene pressede ham ned ad – snarere tværtimod. Faren havde gerne set, at han fulgte i hans fodspor og blev skolelærer, men der var et kunstnerisk behov, der boblede inde i ældstesønnen, en form for urinstinkt efter at underholde ­eller måske endda en form for nødvendighed. 

”I mit barndomshjem kunne der være en stilhed mellem min far og mor, men hvis jeg optrådte eller tryllede, opstod der en glæde i det lille hjem, der fyldte rummet,” siger han. ”Det, der gør skuespillere interessante, er som regel, om de har en eller anden indre nødvendighed efter at udtrykke sig – noget inde i sig, som de prøver at reparere. For mit vedkommende handler det ikke om, at jeg var i tvivl om, at jeg var elsket. Jeg har haft en harmonisk barndom, men jeg tror også, at god kunst opstår af sublimerede frustrationer. Hvis der er noget, en mand ikke kan komme af med, så skriver han en bog, maler et maleri, laver en skulptur eller spiller skuespil. Det er ikke sikkert, at man kommer af med det i første runde, og så ender man med at bruge resten af livet på det.”

2.

I LØBET AF gymnasietiden medvirkede Søren Pilmark i et par skoleforestillinger, og da han havde fået studenterhuen på, blev det naturligt endelig at gøre alvor af det og søge optagelse som skuespiller. Dengang – i 1974 – var der ingen adgangsbegrænsning til universiteterne. Man kunne søge det studie, man ville, og blive optaget. 

”Man gik bare ind ad døren, så jeg tænkte, at jeg kunne starte med at blive skuespiller, og så kunne jeg altid blive læge eller jurist bagefter,” siger han. 

Det første forsøg på Statens Teaterskole i København bar ikke frugt, men skolens daværende rektor, Berthe Qvistgaard, opfordrede ham til at forsøge sig med Aarhus i stedet. Så tog han til Jylland og gav det chancen, og han var kun lige kommet retur til Hvidovre, da der kom et telegram med beskeden om, at han var blevet optaget.

Da han næste gang rejste mod Aarhus, denne gang for at tage hul på skuespillertilværelsen, var det med en euforisk følelse i kroppen. Alene det at komme ind og dermed være blevet valgt ud føltes som noget enestående. Med studiestarten fulgte et studielån på 10.000 kroner, men allerede efter 14 dage i Jylland havde han brugt rub og stub. Han troppede op i Landmandsbanken for at hæve 1.000 kroner mere, da bankrådgiveren med dybe panderynker og bestemt mine måtte forklare ham, at det altså ikke længere var muligt. ”Prøv at se her,” sagde rådgiveren og viste ham oversigten over hævninger: ”Vores udbetalinger til dig kommer som haglbyger.”

”Jeg fik simpelthen en skideballe, fordi jeg havde hævet løs. Han viste mig, at der kun var to dage, hvor jeg ikke havde hævet 1.000 kroner, og det var, fordi der havde været weekendlukket. Ellers havde jeg hævet 1.000 kroner om dagen og brugt dem på bajere og smøger og middage og nyt tøj. Jeg anede ikke en skid om noget som helst, men ødslede bare penge væk. Det var helt fantastisk.”

3.

DET MEST fantastiske ved Søren Pilmarks nye ungdomsliv var dog det, der foregik på selve teateret. Han husker stadig i dag, hvordan det var at træde ind og sidde i mørket og stirre op på snoreloftet og ned på prøverne på scenen og vide, at han selv snart skulle stå dernede.

”De tre år var fuldstændig magiske. Jeg var solgt fra dag et,” siger han. ”For nogle år siden snakkede jeg om gamle dage med skuespilleren Lars Lohmann, hvor han sagde de berømte ord, som jeg har taget til mig: ’Det var de lykkeligste år i vores liv. Og ved du hvorfor? Fordi vi vidste det ikke.’ Hold kæft, hvor er det bare godt sagt! Vi var ikke bange for noget, og alt kunne lade sig gøre.”

På tredjeåret på teaterskolen ventede omsider scenetjeneste, hvor man som elev fik en mindre rolle i en vaskeægte forestilling på Aarhus Teater. I Søren Pilmarks tilfælde var det musicalen ’Chicago’, hvor han både var danser og havde en lillebitte rolle som politimand. 

Til premiereaftenen var hans lillebror Lars kommet til Aarhus for at følge med, og før det gik løs, tog Søren Pilmark ham med ud bagved og hen til scenetæppet, hvor der var et lille hul, så man kunne kigge ud på salen og på de mange fremmødte. Der var måske 500 mennesker, og mens han selv labbede det i sig, gøs hans lillebror alene ved synet.

”Vi er meget forskellige på det punkt, ikke bare Lars og jeg, men alle mennesker. Der er nogle, der ville give deres højre arm for at slippe for at gå op på en scene. Andre – som jeg selv – tænker: ’Jeg skal bare derop, så de kan se mig!’”

Dengang drømte han store drømme om berømmelse, ære og kvindegunst. Sådan så han sin nære fremtid for sig: Søren Pilmark – den store skuespiller, som alle kiggede på, og alle kunne lide.

”Jeg havde en trang til at blive set, anerkendt og ja, ultimativt, elsket. Det skal man bare tænde for ’X Factor’ for at konstatere, at jeg deler med mange. Vi vil alle gerne være noget, og derfor har jeg også en meget stor veneration over for dem i det program,” siger han. ”Det er måske ikke der, at lykken ligger, når det kommer til stykket, men jeg har fuld forståelse for, at man har brug for at undersøge det – det havde jeg selv.”

4.

PÅ TEATERSKOLEN i Aarhus gik Søren Pilmark på hold med en ung fyr ved navn Anders Bircow. De spillede begge to guitar og klaver og var glade for at synge, og da det gik op for dem, at der på holdet under dem gik to andre, der delte samme interesse, nemlig Preben Kristensen og Asger Reher, dannede de en lille gruppe.

De var inspireret af det firstemmige barbershop-koncept, som man kendte det fra USA, hvor folk i sin tid sad og sang harmonier, når de ventede i barbersalonerne, og døbte deres egen gruppe Barber­shop Harmony. Med tiden udviklede det sig til en kabaretgruppe, hvor de ikke blot sang harmonier, men også optrådte, gøglede og tryllede rundtom på små aarhusianske spillesteder. 

”Nogle gange så tror jeg sgu på reinkarnation. Jeg tror virkelig, at jeg i et tidligere liv har været sådan en varietékunstner på et gammelt engelsk teater i ternet jakkesæt. Jeg har altid været enormt draget af det, fordi det er den rene vare: ’Gå ind og se, om du kan underholde dem med en sang, en sketch eller en monolog.’ Det er kontant afregning ved kasse et, og det elsker jeg højt,” siger han.

Da Søren Pilmark og Asger Reher efter teaterskolen flyttede til København, dannede de to andre i gruppen i stedet Linie 3 med Thomas Eje. Søren Pilmark havde rigeligt at se til med seriøse teaterroller på blandt andet Det Kongelige Teater, men savnede alligevel at lave noget i samme stil. Dengang, i begyndelsen af 80’erne, var hans gode bekendte Per Pallesen direktør på underholdningsetablissementet Lorry på Frederiksberg, hvor man lavede syngespil, og hvor der bagefter var øl, vin, hornmusik og dans. Hver aften ved 23-­tiden, når folk spiste og dansede efter at have været til revyforestilling, kom en skuespiller ind og lavede 20 minutters underholdning – som regel et mere løst indslag i form af en monolog. 

Det meldte Søren Pilmark sig jævnligt til, og en dag spurgte Per Pallesen, om de ikke skulle lave det sammen. De sammenstrikkede en lille akt med to flygler, iførte sig kjole og hvidt, og mellem de musikalske indslag lavede de fis og ballade og fyrede vittigheder af. Med tiden blev de enige om at skære vittighederne ud, og tilbage stod et show af en halv times varighed, hvor de blot sang og spillede. De syntes selv, det var et elegant påfund, men blev blæst bagover af modtagelsen fra publikum. 

”Folk stod og klappede og var sådan vilde af begejstring. Det blev en kæmpesucces, så det fik vi lyst til at forfølge endnu mere. Derfra var vi sammen de næste syv år. Jeg var faktisk mere sammen med Per, end jeg var sammen med min hustru Susanne,” siger han.

Med ’Pallesen Pilmark Show’ – en form for musikalsk show kombineret med trylleri – turnerede de først landet rundt, og senere rykkede de også udenlands. De kom blandt andet til Kina, og selvom der ikke var ’Michael Jackson-tilstande’, blev det taget godt imod. 

”Kina var helt anderledes dengang. Nogle af dem havde nærmest aldrig set europæere før, så alene det var billetten værd for mange,” siger han.

I 1985 vandt de sølvrosen ved den internationale tv-festival Rose d’Or i Schweiz. De var i høj kurs og kom i kontakt med rigmanden og koncertarrangøren Arne Worsøe, der havde repræsenteret store stjerner som Liza Minnelli og Harry Belafonte, og som mente, at de skulle forsøge sig på den øverste hylde i USA. Han fik arrangeret en række shows i Californien, der både modtog store roser og sønderlemmende kritik i aviserne, men ved turens afslutning var der et amerikansk underholdningsfirma, der ville have dem i folden. 

”De ville gøre os berømte derovre, men sagde, at det formentlig ville kræve tre års hårdt arbejde først. Jeg havde et nyfødt barn derhjemme, så jeg meldte fra. Det er klart, man bliver pludselig smigret ved tanken om at blive berømt i Amerika. Men hvis vi havde sagt ja, havde Per og jeg stadig lavet flygelshows i dag, og det er jeg glad for, at vi ikke gør.”

5.

EN EFTERMIDDAG omkring 1990 havde Søren Pilmark besøg af sin gamle studiekammerat fra Aarhus, Asger Reher, samt Henrik Koe­foed og Flemming Enevold, som han havde spillet sammen med i flere forestillinger. De havde fået den idé måske at lave en lille kabaret sammen – eller måske en revy? I Pilmarks villa i Københavns nordvestkvarter prøvede de sig frem for at se, hvad der måske lå og ulmede af interessante ideer.

Tilfældigvis havde han en fez liggende, en tyrkisk hat, fordi han i mange år også havde gjort sig som amatørtryllekunstner med smoking og fez, og denne dag tog han den på og gav et lille nummer.

”Du ser tosset ud med den der på,” kommenterede de andre, så han tog den hurtigt af igen, men da de på et tidspunkt kom til at snakke om, hvad de skulle kalde det, hvis de fik stablet et show på benene, var der alligevel en, der foreslog: ”Vi kan hedde ’Til hverdag og fez’.

Og så var der pludselig en, der fik ideen. Hvad med ’Ørkenens Sønner’?

I Gøg & Gokke-filmen ’Sons of the Desert’ fra 1933 havde stumfilmsstjernerne fra Hollywood optrådt som medlemmer i en herreloge i smoking og skråbånd og med fez på hovedet. Så var konceptet der pludselig. De skrev til Gøg & Gokkes filmselskab og fik lov til at bruge titelmelodien ’We Are the Sons of Desert’, som de skrev en dansk tekst til: 

”Vi hedder Ørkenens Sønner, og vi er stolte af det.

Vores humør kan ingen rør’. Vi klør kun der, hvor det klør.”

Nogle måneder efter, en sen aften i 1991, optrådte Søren Pilmark og de tre andre ørkensønner på Allégade 10 på Frederiksberg. Det var et lille show af omkring 50 minutters varighed, som de havde stykket sammen på må og få. 

”Det var meget sådan: ’Hvad kan du?’ ’Jeg kan skrive nogle sange.’ ’Hvad med dig?’ ’Jeg kan ikke noget.’ ’Nå, men jeg kan trylle.’ Og så lavede vi lidt hver især. Det var meget old-fashioned,” siger han.

Til premieren sad der ni mennesker i salen, og syv af dem var anmeldere, der undrende kiggede rundt og på hinanden: ’Hvad fanden er det her for noget?’ Hen over den næste måned steg antallet af tilskuere dog støt, og til sidste forestilling var der fuldt hus – hvilket vil sige 100 mennesker.

”Vi var fire pæne skuespillere, som pludselig begyndte at synge frække sange, og det var meget … wow,” siger Søren Pilmark og smiler underfundigt. ”Det var skønt ligesom at kunne røre lidt i suppen der. Lige at kradse lidt i det pæne image. Vi fik sikkert også selv afløb for et eller andet der.”

6.

EFTERFØLGENDE VAR Søren Pilmark og de tre andre ikke i tvivl om, at de skulle gøre det igen. Det havde været en form for frikvarter fra deres andre, mere seriøse roller, hvor de kunne lave lige nøjagtig det, de selv fandt sjovt. Snart kom første udfordring dog i form af mandefald. Flemming Enevold blev ansat som chef for Rialto Teatret og mente – ifølge Søren Pilmark – at det var upassende samtidig at rende rundt på en scene ved siden af Asger Reher i bar røv.

Ved et heldigt sammentræf havde Søren Pilmark netop medvirket i ’Hamlet’ på Betty Nansen Teatret, hvor en lidt yngre fyr ved navn Niels Olsen havde spillet rollen som en af graverne. Sidstnævntes talent var ikke gået førstnævntes næse forbi, så han tog hjem til ham for at sælge projektet.

”Hvis jeg får visioner, så får jeg dem altid i pakkeløsninger. Det er ret mærkeligt. Så kan jeg pludselig se det hele for mig. Det er ligesom de bøger i gamle dage, som man kunne åbne, og så rejste der sig pludselig et slot. Konceptet til Ørkenens Sønner var færdigt inde i hovedet på mig,” siger han.

Med sig havde Søren Pilmark et VHS-bånd fra deres første show på Allégade, og i løbet af eftermiddagen forsøgte han at lokke ham om bord. Han var udmærket klar over, at der var fare for, at særligt en ung, ambitiøs skuespiller ville se det hele som lidt for meget fis og ballade. Dengang var der i branchen et udtryk: ”Pas på, at Lorry-manden ikke kommer og tager dig.” Lorry var forbundet med den lette genre, og som skuespiller skulle man helst undgå at synke for langt ned i den grød, hvis man havde drømme om også at slå sig løs på andre måder.

”Som ung skuespiller er man meget bange for ikke at blive taget seriøst, så derfor sagde jeg også til Niels: ’Jeg ved godt, at du tænker, at hvis du går med i Ørkenens Sønner, så kommer Lorry-manden og tager dig.’ Så lænede Niels sig med vanlig præcision frem, kiggede mig i øjnene og sagde: ’Søren, jeg skal fortælle dig en hemmelighed: Det er mig, der er Lorry-manden.’”

I 1994 genopførte Ørkenens Sønner deres første show, denne gang med Niels Olsen, og tre år senere fulgte showet ’Gå aldrig tilbage til en fuser’, der gav dem en form for folkeligt gennembrud. Siden fulgte yderligere et par shows, før de i 2007 cementerede deres plads i højsædet af dansk underholdning med ’En sang fra de varme lande’, der solgte 335.000 billetter og sendte dem rundt til 248 forestillinger over hele landet. 

7.

UDEFRA SET HAR Søren Pilmark selv sprunget ubesværet fra genre til genre – fra det tunge til det lette og tilbage igen. Han har formået at omfavne Lorry-manden og sideløbende skabe sig et navn både på teaterscenen og filmlærredet. I 2005 kaldte Berlingske ham for ’dansk teaters vidunderbarn’ og skrev i den forbindelse: ”Er der overhovedet nogen skuespiller herhjemme, der kan så meget som Søren Pilmark?”

Han har i tidens løb spillet blandt andet ’Richard III’ og ’Hamlet’ på Det Kongelige Teater og den gale Johannes i ’Ordet’ på Betty Nansen Teatret. I 1995 modtog han Lauritzen-prisen i anerkendelse af ”fremragende præstation”, og fem år senere både en Reu­mert og Teaterpokalen for sin rolle som fysikeren Werner Heisenberg i stykket ’København’.

I 2002 fik han også en pris ved ­Method Fest Independent Film Festival som bedste mandlige skuespiller for rollen som Torkild i ’Blinkende Lygter’ fra 1997, og i 2004 vandt han både Bodilprisen og en Robert for sin rolle som den iskolde magtpolitiker Erik Dreier i den politiske thriller ’Kongekabale’.

Selv tilskriver Søren Pilmark det ”en indre trang, en alsidighedslyst”, der har gjort, at han har været nødt til at afsøge hjørnerne.

”Intet skal forblive uprøvet. Jeg elskede musicals, jeg elskede at synge, men jeg ville også gerne spille de lidt tungere drenge og finde ud af, om jeg kunne magte det. Jeg ved godt, at publikum generelt gerne vil kunne holde fast i, at han er den, og så skal han ikke komme og forvirre os med også at være den. Hvis man spiller store Shakespeare-roller, skal man ikke også synge fjollede sange. Men jeg har altid tænkt, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, hvis man går ind i det med alt, hvad man har – altså med selve livet som indsats. Jeg har altid sagtens kunnet bevare troværdigheden inde i mig selv.”

I starten af 00’erne så man så pludselig Søren Pilmark som den togglade Bahnsen i DSB-reklamerne med den lilla Harry-dukke, der omvendt hadede at køre i tog. Fra 2000 til 2011 medvirkede han i 90 episoder af reklameføljetonen, og han har flere gange efterfølgende berettet om, hvordan det ikke var alle i branchen, der var lige imponerede over den beslutning. Til BT fortalte han sågar engang, at der var ”kolleger, der gik over på den anden side af gaden”, når de så ham.

Han vidste godt selv, at det var noget, der kunne påvirke hans troværdighed internt i skuespillerbranchen, men da det kom til stykket, var der på plussiden et stort overvældende argument, han ikke kunne vige bort fra: indtjeningen. 

”Jeg kiggede på mit liv og tænkte: ’Jeg har tre små børn, og jeg arbejder som et pisket svin.’ Så kan man vælge at sige, at det må familien leve med, for min karriere kommer først, men nej, det gør den så ikke. Ikke for mig. For inden jeg får set mig om, er de allerede blevet store,” siger han. 

Med reklamejobbet kunne Søren Pilmark pludselig score en månedsløn, der tillod ham at være hjemme og læse godnathistorier for børnene i stedet for hver eneste aften at stå på en teaterscene.

”Jeg ville gerne være derhjemme og have overskud. Det var en iskold kalkule, hvor valget stod mellem at fravælge mine børn eller mit arbejde, og så var valget ikke svært,” siger han.

Da Harry-reklamerne havde kørt et års tid eller to, begyndte Søren Pilmark dog selv at spekulere på, om det for hans omdømmes skyld måske ville være godt med luftforandring. En aften sagde han til sin hustru Susanne: ”Jeg tror måske, jeg skal holde en pause fra det, for ellers vil folk ikke kunne identificere mig med andet.” Så løftede hun blikket fra den bog, hun var ved at læse, og kiggede på ham: ”Hør engang, lille skat, det løb er kørt.” 

”Selvfølgelig må der i sagens natur have været folk, der har set mig på en teaterscene efterfølgende og tænkt, at der ville komme en lille dukke rendende efter mig. Hvis man er i det humør, kan man måske godt som udefrakommende tænke: ’Kan du blive taget alvorligt?’ Men jeg mener jo alt, hvad jeg laver, helt ned i tæerne,” siger han. ”Folk siger: ’Kan du ikke se, at du har solgt din sjæl og din kunstneriske integritet for penge?’ Men så er jeg nødt til lige at få afklaret: Bliver jeg en dårligere skuespiller af at lave DSB-reklamer? Gør jeg det? Nej, så det må være folks eget problem, hvis de ikke kan tage mig alvorligt.”

Da det kom til stykket, syntes Søren Pilmark tilmed, at det var sjovt at lave reklamerne, og så kunne han ikke undgå at hæfte sig ved eksponeringen. Et par år før Harry-reklamerne havde han spillet ’Richard III’ på Det Kongelige Teater. Det var en af hans sværeste roller, der krævede halvandet års forberedelse med blandt andet at sidde på Panum Instituttet og høre om kyfoskoliose, pukkelryg, klumpfod og vissenarm, og så var der selve teksten, der er mere ordrig end ’Hamlet’. Der var totalt udsolgt til de 60-65 forestillinger, hvilket samlet set løb op i omkring 70.000 tilskuere. 

”Og så laver man en Harry-reklame på et halvt minut, der bliver set af halvanden millioner danskere,” siger han og kigger op på Søren Pilmark-måden med det ene lethævede øjenbryn. ”Der er aldrig nogensinde nogen, der har mødt mig på gaden, som har sagt: ’Hvad fanden, er det ikke Richard III?’ Nej, men jeg lover for, at i de 11 år, hvor DSB-reklamerne kørte, kunne jeg ikke gå uden for en dør, uden at folk – med de sødeste intentioner – kom hen for at spørge mig, hvorfor toget til Holte var aflyst, og om sommerkøreplanen holdt.”

Han klukker lidt og slår så ud med hænderne.

”Selvfølgelig er der altid en pris at betale, og måske havde jeg fået andre rolletilbud, hvis jeg havde gjort noget andet, men jeg tror aldrig, man vil kunne gøre det op på den måde. Alt, hvad jeg har gjort, har været bevidste valg, og jeg vil bare sige: ’Jeg fortryder intet.’”

8.

DER VAR OGSÅ en anden side af sagen, der ikke havde noget med familieliv og økonomi at gøre. Det havde altid været et evigt paradoks for Søren Pilmark selv, at han elskede at stille sig op på en scene, men hadede bedømmelsen. Han ville på den ene side gerne roses og klappes på skulderen, men kunne ryge helt i kulkælderen, når ordlyden var kritisk, som den var det, efter han i 1992 havde spillet hovedrollen i tv-serien ’Gøngehøvdingen’, der var slået op til at blive det helt store, men i stedet blev slagtet på forsiden af landets tabloidaviser. 

”Jeg har det meget … dårligt … med negativ kritik,” siger han. ”Man prøver at slå det hen. Man prøver at bilde sig selv ind, at de ikke ved, hvad de taler om. Men faktum er, at jeg er rigtig dårlig til at modtage kritik.”

Som ung havde han troet, at lykken lå i at blive et kendt ansigt, men da det endelig skete, brød han sig ikke særligt meget om det. Han har altid forsøgt at holde pressen ud i strakt arm, selvom han godt ved, at det så har den slagside, at det virker krukket.

”Det lyder forkælet i folks ører, for jeg har selv valgt at blive skuespiller. Men det er jo ikke mig, der står deroppe. Det er noget, jeg leger, og det rager ikke nogen, hvem jeg er, når jeg har fri,” siger han. ”Hvad rager det folk, at min yndlingsfarve er blå, og min yndlingsskuespiller er Robert De Niro? Begge ting passer, men hvad kommer det andre ved?”

Omkring årtusindskiftet var Søren Pilmark tilmed begyndt at tvivle på egne evner. Der florerede spørgsmål i hovedet på ham: ’Har jeg kræfter til det?’ ’Orker jeg at gå ind i det?’ Han havde altid brystet sig af, at han aldrig lod sig påvirke af at være skuespiller. Når klokken var 23, og han sminkede af, tog han også rollen af sig og blev sig selv igen. Men det gik pludselig op for ham, at det måske ikke forholdt sig sådan. 

Det var Susanne, der først kommenterede det: ”Det er noget, du bilder dig ind. Hvis du spiller en alvorlig, seriøs, traurig rolle, så er du sådan 24/7. Det er fint, det har jeg accepteret, og det lever vi med, men du kan ikke tro, at det ikke er tilfældet,” sagde hun en dag, da de snakkede om det.

Samtidig kunne Søren Pilmark mærke, at det var blevet sværere og sværere for ham at træde ind på scenen. Rollerne var blevet større, og det samme var de krav, han havde til sig selv. Han var blevet en af de garvede, der trak læsset, og både fysisk og psykisk krævede det meget af ham. Han spillede roller, hvor han pludselig skulle sove til middag hver dag for overhovedet at kunne gennemføre om aftenen, blandt andet ’København’ af Michael Frayn på Betty Nansen.

”Det var meget tilfredsstillende, fordi folk var glade for det, men det var også en virkelig hård omgang. Jeg havde det sådan, at jeg ikke syntes, der var nogen grund til at lave rollerne, hvis ikke de sad lige i skabet hver gang. Man kan ikke stille sig op på en scene og optræde for folk, hvis det ikke betyder noget for én selv, for så betyder det heller ikke noget for dem dernede. Det skal koste, og det gjorde det også.”

9.

EFTER FØLJETONEN med Harry og Bahnsen i DSB-reklamerne blev der længere mellem, at man så Søren Pilmark i roller på film og tv. Han havde pludselig en opsparing, der tillod ham i længere perioder ad gangen at trække sig fra offentlighedens søgelys. I stedet bøvlede han bag kulissen med sin egen indre dialog, hvor han stillede sig selv store spørgsmål: ’Hvad er det egentlig, jeg vil?’ 

”Det var en tid, hvor det interesserede mig at tænke tanker: ’Hvorfor har jeg det sådan og sådan?’ ’Hvad fanden er det, der sker med mig?’ ’Hvordan bliver man egentlig glad?’ Det var alt fra de store eksistentielle spørgsmål til det helt banale og lavpraktiske, som at jeg måske skulle lade være med at drikke så meget, for det får man tømmermænd af, og lade være med at spise slik for ikke at blive fed, for det får man det heller ikke bedre af. Mine psykologer kan bygge huse på Strandvejen, så meget har jeg gået hos dem,” siger han.

Det var især forældrenes dødsfald, der i sin tid havde sat nogle ting i gang. Hans far døde tidligt, og de havde været tæt knyttet – på godt og ondt – så da han gik bort, satte det tanker i gang, som forfulgte ham i mange år frem. 

”Der var en terapeut, der hjalp mig, da jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg var så ked af det. ’Din far er død,’ sagde han så, og det er jo på en måde så hamrende banalt. Når det sker for naboen, så er det: ’Who gives a flying fuck?’, men når det rammer én selv, er det en livskrise, der kan være svær at komme over,” siger han.

Det var ikke, fordi det kom bag på Søren Pilmark, hvor meget der egentlig lå nedenunder og ulmede, da han endelig fik taget fat på det. Han havde haft det på fornemmelsen hele livet. Der hvilede en skygge i hans sjæl, som han havde forsøgt at feje bort ved at føre sig frem og spille fandango, men nu var han i en alder, hvor han rent faktisk ønskede at forholde sig til den. 

”Det er nok lidt på samme måde, som det er illusorisk at forestille sig en filosof på 19 år. Man skal ligesom have levet et liv for at kunne sige, at sådan fungerer det – og så skal man interessere sig for at tænke tanker og for at se mekanismerne. Da jeg var ung, fik jeg farvet mit hår hvidt, så det lignede en form for klorchok eller syreregn. Jeg førte mig frem og tænkte, at jeg nok ville blive berømt. Når jeg ser unge drenge i dag, så gør de det samme, og jeg får altid sådan en lyst til bare at kramme dem, for det skal nok blive alvorligt tids nok, så nyd det nu bare, så længe det er,” siger han.

På det tidspunkt var begge Søren Pilmarks forældre døde, og han selv var blevet far til tre børn og havde oplevet, hvordan ansvarsbevidstheden var steget. Langsomt nåede han frem til en banal erkendelse, som han siden har forsøgt at efterleve: ”Det gælder om at have det sjovt.” 

”Der var engang en, der sagde til mig: ’Du er ved at komme i miste-alderen, Søren.’ I begyndelsen af ens liv får man alting og senere også sine børn, men så pludselig rejser de hjemmefra. De fylder meget, de børn, der er rejst hjemmefra, for der er tomt ved middagsbordet, og så mister man håret, synet og tænderne og sine forældre og ja, ultimativt, livet,” siger han. ”Nu lyder det meget sådan bedemandsfjæs, og det er det egentlig ikke. Der er nogle store vendepunkter i ethvert menneskes liv, hvor der sker radikale ting, og jeg tror, det kommer naturligt hos mange, men jeg har været nødt til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg kunne være i det: ’Hvad er egentlig livets mening? Og hvad vil gøre mig glad?’ For det er godt nok kort tid, vi er her, så er dét ikke det vigtigste – at være glad?”

DE TRE ANDRE ørkensønner træder ind i lokalet. Først er det Asger Reher, han er tidligt på den og slår sig i ro og mag ned i en stol. Så er det Henrik Koefoed, han er sulten og går straks i gang med at plyndre køle-skabet for noget, han kan smøre på sine rugbrødsmadder. Til sidst marcherer Niels Olsen ind. 

”Goddag, klokken er 12, så er det i gang,” siger han med militærjargon.

”Kan I så holde mund! Jeg er ved at fortælle om mit liv,” udbryder Søren Pilmark, påtaget arrigt.

”Hvad har I talt om?” spørger Koefoed.

”Vi har talt om, at jeg synes, at I tre får for meget i løn for Ørkenens Sønner.”

De får alle fire samlet sig om bordet. Denne dag ligger premiereaftenen for deres kommende show ’Fingeren på pølsen’ under tre måneder ude i fremtiden, men de er først lige begyndt på den indledende brainstorm. Det har altid været kutyme i Ørkenens Sønner som det allerførste at lægge et bestemt tema ned over forestillingerne, så de på den måde får noget at idéudvikle ud fra. 

”Lige nu har vi kun titlen, og så er plakaten færdig. Den er faktisk det første, der bliver lavet,” siger Niels Olsen.

”Når folk ser plakaten og køber billetter, formoder de, at det hele er skrevet. Der er ikke skrevet et eneste ord,” siger Søren Pilmark: ”Så er der altid folk, der siger: ’Ha ha, gas, jeg kender dig! Hvordan finder I på det?’ Så må jeg svare: ’Ja, det aner jeg ikke, vi har stadig ikke fundet på noget, og jeg er ved at skide i bukserne af angst.’”

De griner højt.

SIDEN DE FIRE medlemmer af Ørkenens Sønner i 2007 første gang fik en oplevelse af, at de pludselig var blevet en kæmpesucces med fyldte teatre og spillesteder over hele landet, har historien om dem på mange måder været en fortælling om en evigt opadgående succes. Men det har ikke været uden interne udfordringer. 

”Vi har jo været i terapi. Gruppeterapi,” siger Niels Olsen.

”Det er en illusion at forestille sig, at der ikke har været bump på vejen. Problemer og diskussioner. For vi har været rigtig meget sammen. Det har været lange turneer, og det har været opslidende. En gang imellem har vi fået en teambuilder ind, der kunne hjælpe os med, hvad det er, vi gør forkert. Hvorfor skændes vi hele tiden?” siger Søren Pilmark.

”Der er kommet en udefra og har set, hvordan samarbejdet har været. For man indtager jo nogle roller i en gruppe. Det er der ikke noget galt i. Men det er meget godt at finde ud af, hvorfor man gør det,” siger Niels Olsen. 

”I mange år troede vi, at fordi vi er fire mand i gruppen, skulle vi bestemme lige meget, indtil det gik op for os, at det var ekstremt frustrerende. Niels brugte engang udtrykket ’Enighed gør træt’. Hold kæft, det tager lang tid at blive enige,” siger Søren Pilmark.

”Det hjælper jo heller ikke med alderen. Man bliver ikke mindre stædig. Der var for store diskussioner om, hvad vi skulle og ikke skulle, så til sidst besluttede vi, at Søren skulle være instruktør …” siger Niels Olsen.

”Han besluttede det,” indskyder Asger Reher.

”… Så hvis der opstår større diskussioner, bestemmer Søren,” fortsætter Niels Olsen.

”Det har virkelig været en …” siger Søren Pilmark, men bliver afbrudt:

”Pissedårlig idé!”

Så griner de alle fire igen.

1. BAGGÅRDE  OG HØJTLÆSNING

De første fem år af mit liv voksede jeg op på Østerbro i København, hvor jeg for det meste rendte rundt i baggården med alle de andre børn. Det var en lille gård fuld af unger, og vi fes rundt og klatrede på de små bliktage og hang i metalstængerne, selvom man ikke måtte. Det handlede som regel om at gøre det, man ikke måtte. Vi legede spøgelsestog i kælderen og spillede fodbold i gården, selvom der ikke var andet end ruder hele vejen rundt. Hver gang en af dem blev baldret, skyndte vi os at løbe væk.

Senere kom vi til Nørrebro, hvor gården var større. Vi boede i baggårdsbygningen, der lå op ad en fabrik, og vi kunne klatre op på muren ind til fabrikken og videre op på selve taget. Muren var vel otte meter høj, og taget bestod af skiferplader, der gled under én. Dér rendte vi rundt og legede og byggede huler, indtil en af forældrene i gården opdagede det og råbte: ”Er I fuldstændig ravende sindssyge, I dør, hvis I falder ned!” 

Det var på Nørrebrogade 58, og det var lige om hjørnet, optøjerne brød løs, da byggelegepladsen ’Byggeren’ blev beordret nedlagt af kommunen i 1980. I fire dage var der undtagelsestilstand, hvor politiet rendte rundt i lyseblå heldragter og slog på folk. Der var ofte gang i gaden, men det holdt jeg mig på sikker afstand af. Jeg spillede fodbold og håndbold med de andre i gården.

Min far var bankfuldmægtig og fagforeningsmand, min mor var sygehjælper på en afdeling for terminalt kræftsyge, og selvom de blev en del af funktionærklassen, der voksede ud af arbejderklassen, definerede de sig stadig som arbejdere. De var kommunister som de fleste andre i min familie, men modsat min morfar, der var kommunist til benet, var det for dem mere et tilhørsforhold: ”Det er det, vi stemmer. Det er dem, vi er.” Det kan være svært at se fortiden med nutidens øjne, men dengang var det ikke usædvanligt. Hvis man var forankret i arbejderbevægelsen, kunne man være socialdemokrat, venstresocialist eller kommunist, og for mine forældre lå ideen om arbejderens vej til en fremtid med velstand i sidstnævnte. 

Men det var ikke noget, mit barndomshjem bar præg af, og jeg er sikker på, at hverken min mor eller far nogensinde læste ’Maos lille røde’. De var mere til de lidt stilfærdige socialister som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Min mor sang gamle sange fra Politikens sangbog for os – ’Hen til kommoden og tilbavs igen’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør, lille Ann-Marie?’ – og om aftenen læste min far højt fra H.C. Andersen eller ’Tusind og en nat’. Han var rigtig god til at læse op, og til sidst indlæste han hele molevitten på et spolebånd, fordi Mads og jeg ville have mere og mere og mere. Han optog også radioteater som ’Mordets melodi’ og ’Gaslys’ for os, som vi sled fuldstændigt op. 

Man skal huske, at det var en tilværelse, hvor man kedede sig, når der nogle gange ikke var noget at lave. Da de første små nedslag af kultur til børn kom i fjerneren, kunne vi heller ikke få nok. Det var Thomas Winding og Poul Nesgaard, det var ’Super Carla’ og Astrid Lindgrens værker og ’Tværs’ med Tine Bryld, der for første gang nogensinde var et decideret ungdomsprogram i radioen. Mads og jeg slugte det hele. 

2. MONTY PYTHON OG BRØDREFORHOLD

På en tur til Canada med Københavns Drengekor købte jeg to plader med Monty Python, og dem blev Mads og jeg sindssygt begejstrede for. Derhjemme hørte vi dem igen og igen, og vi kunne alle deres sketches udenad. En af vores favoritter var ’The Argument Clinic’, hvor en mand – Michael ­Palin – træder ind i et rum på en klinik og bliver overfuset på det groveste: ”Whaddayou want, you vacuous toffee-nosed malodorous pervert!?” Det går langsomt op for ham, at han er gået forkert og er endt i ’tilsviningsrummet’, selvom han i receptionen har betalt for et skænderi. Lidt efter træder han ind ad den rigtige dør, hvor en mand spillet af John Cleese sidder:

”Is this the right room for an argument?” spørger han. ”I’ve told you once,” svarer John Cleese. ”No you haven’t! ” ”Yes I have.” ”When?” ”Just now.” ”No you didn’t.”

Og så kører den bare derudad, og det er pissesjovt. Som børn tilbragte vi timevis i Monty Pythons univers, og det slog et kæmpehul ind til det humoristiske for os begge. Det var også den vej igennem, vi begge to lærte engelsk. Mads og jeg var meget tætte dengang. Vi gjorde sgu alting sammen og havde de samme venner.

Samtidig var vi jo brødre, så der blev også brugt beskidte kneb. Som teenager fik jeg en avisrute, der gik fra Dronning Louises Bro og op ad Nørrebrogade. Min far byggede en vogn, så jeg kunne trække stakken med reklamer og Nørrebroavisen, men jeg syntes simpelthen, det var så kedeligt, at jeg midt på ruten smed resten i nogle nye, store skraldespande, der var blevet sat op. Efter noget tid blev det opdaget, og så var der ikke nogen vej udenom, men så fik jeg i stedet lokket Mads og hans ven Buller til at gå ruten for mig for halvdelen af lønnen. Hver uge lå jeg og drev den af, mens de gjorde arbejdet for mig, og bagefter stak jeg dem halvdelen af pengene og beholdt den anden halvdel selv. Det er stadig mærkeligt at tænke på, at de faldt for den. Jeg kan tydeligt huske, da tiøren endelig faldt for Mads: ”Undskyld, men … hvorfor får vi ikke bare vores egen rute og beholder alle pengene selv?”

3. TAG DIG SAMMEN, KNÆGT

Min morfar havde en lille lampeforretning på Østerbro, og det var her, jeg gik hen, når jeg pjækkede fra skole. Fra min tidlige barndom havde jeg været et usikkert barn med lavt selvværd. Jeg var egentlig nysgerrig på mange ting, men for usikker. For bange for at række fingeren op og sige, hvad jeg troede. Det hjalp ikke, at jeg i de første år af min skoletid stadig gik i den gamle skole, hvor der var konstant udskamning fra lærernes side. Hvis man var blevet udskammet én gang, turde man nærmest ikke sige noget igen, og jeg var hele tiden bange for at træde forkert.

Grundlæggende troede jeg ikke på, at jeg kunne noget som helst. Mine unge år var ét langt indløb for at finde den rigtige hylde, og det hjalp ikke, at jeg altid har haft meget svært ved at koncentrere mig, hvis jeg ikke har et motiv for det. Det fik jeg først mange år senere, da jeg begyndte at læse teatertekster, som konkret var møntet på, at jeg skulle stå i det. Så kunne jeg binde mig til at læse, men i skoleårene var det stort set umuligt for mig, og jeg måtte genlæse hver side mange gange for at finde ud af, hvad fanden der egentlig stod. 

Da jeg kom på gymnasiet, tog det mig fem år at blive færdig, fordi jeg dybest set ikke kan læse bøger på den måde. Det forsvinder for mig, hvad jeg lige har læst, og jeg måtte gå om to gange. Undervejs kom jeg i dårligt selskab. Det der med at eksistere fra dag til dag var helt generelt skidesvært for mig, og i stedet lavede jeg drengestreger, blev væk fra timerne og røg for meget hash. Mine forældre var bekymrede for, hvad der skulle blive af mig, og det var jeg egentlig også selv. 

Den eneste, der troede på mig, var min morfar. Når jeg søgte tilflugt i hans lampeforretning, sad vi og snakkede om livet, mens han forsøgte at indoktrinere mig med sit kommunistiske verdenssyn. Han var en klog mand, og han lærte mig om litteratur og andre former for kultur. På et tidspunkt forærede han mig en bog om arkitektur, fordi han mente, at jeg skulle blive arkitekt. ”Kig op,” sagde han. Når jeg gik rundt i København, ville han have mig til at kigge op på bygningsfacaderne i stedet for at kigge ned i jorden, som jeg havde for vane på grund af mit lave selvværd. 

I mine teenageår havde jeg kurs mod en tilværelse i sumpen, for man kan blive vanvittig inaktiv af manglende selvværd. Men der må alligevel have været noget i mig, der sagde, at nu skulle jeg tage mig sammen og få gjort det færdigt. I virkeligheden var det nok min morfar, jeg kunne høre, når den indre stemme meldte sig: ”Tag dig sammen, knægt. Du har kun ét liv. Det forpligter.”

4. I LIEBERKINDS FODSPOR

Da jeg endelig blev student, var min morfar meget rørt. Ikke kun fordi det var lykkedes mig, men også fordi det var et trin op ad den sociale rangstige for familien. Det var kendetegnende for den tid, at man skulle avancere, og der var ikke nogen i min familie, der havde taget en gymnasieuddannelse før, så for dem var der noget prestigefyldt forbundet med det. Når jeg ser tilbage, burde jeg i virkeligheden være blevet tømrer, men jeg forstod, at der lå et underliggende forventningspres om, at jeg skulle gå akademikervejen.

Men før jeg nåede så langt, skulle jeg til session. Jeg trak frinummer, og det passede mig egentlig fint, men så sagde en af de tre mænd fra Forsvaret, der sad i lokalet: ”Nå, det var ærgerligt. Livgarden havde lige været noget for dig.” Det var et mærkeligt øjeblik. Jeg havde aldrig oplevet, at der var nogen, der mente, at jeg kunne bruges til noget, men nu skete det pludselig, så før jeg havde set mig om, havde jeg sagt ja til alligevel at aftjene min værnepligt. 

I dag er det fuldstændig idiotisk at tænke tilbage på, for de vidste jo intet om mig og sagde det bare, fordi jeg var høj, men dengang var det lige det, jeg havde brug for at høre. Så kom jeg i Livgarden, og selvom jeg ikke var verdens bedste soldat, fik jeg noget disciplin derinde, som jeg absolut ikke havde haft før.

Efterfølgende startede jeg på biologi på Københavns Universitet. Selvom jeg stort set ikke havde haft nogen succesoplevelser i skoleårene, havde jeg haft et par enkelte åbenbaringer. I 8. klasse fik vi en ny dansk­lærer ved navn Thorkild, der kom med en helt ny tilgang. De andre lærere gjorde det på den gammeldags måde: ”Sid ned, hold din kæft, lær det!” Men Thorkild ville vide, hvad vi syntes om de forskellige ting: ”Hvad handler det her egentlig om?” ”Wow, spørger du mig?” Han formåede til en vis grad at åbne mig, og på gymnasiet skete der noget tilsvarende med min biologilærer. Han tog os med ud i skoven og gravede kopper ned for at se, hvor mange insekter der var, og efterfølgende lavede vi beregninger, så vi pludselig vidste, hvor mange biller der var i skoven. Han åbnede hele den verden op for mig.

Det var noget, der havde ligget i mig, siden jeg var lille og blev passet meget af min farmor. Hun havde Lieberkinds værker om dyr stående, og dem havde jeg altid slugt råt. Efter gymnasiet var jeg 100 procent sikker på, at jeg skulle være biolog. Det er vanvittig interessant at studere biodiversitet, men jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på, for så snart jeg blev konfronteret med at læse bøger, gik det galt igen. Alle de bøger om kemi, fysik og matematik tog fuldstændigt pusten fra mig. 

5. EN RIGTIG KLOVN

Min svigerfar skaffede mig et lille værelse i en lejlighed i Urbanplanen på Amager. Jeg delte den med to andre, blandt andet en skinhead, der havde to store dobermanner, som han ikke gad lufte, så han lod dem skide ude i badet. Han røg fede dagen lang, og der stank konstant af hash. Jeg selv levede af båndspaghetti og flødeost, mens jeg sad ved skrivepulten og prøvede at arbejde mig igennem de der ordentlige moppedrenge fra universitetet. Jeg havde svært ved det. Det sendte mig ned i et dybere og dybere hul, og jeg følte mig elendigt tilpas ved det hele.

En dag kom Anette (Støvelbæk red.) forbi, som jeg havde mødt på det tidspunkt, og hun havde lært at jonglere efter at have gået to dage på et gøglerkursus. To dage! Det var et lidt andet perspektiv end det, jeg sad med, det var syv år. Især med tanke på, at det havde taget mig fem år at komme igennem en treårs gymnasieuddannelse. Jeg tænkte: ”This is wrong, man!”

Dagen efter tog jeg med hende ud på Gøglerskolen, der var et sammenrend af rodløse unge og folk, der havde det svært, eksempelvis metadonpatienter. Det var en meget aparte undervisning, hvor man ikke skulle læse, men lære at gå på glas, puste ild og tage en klovnemaske på. De fik hevet usikkerheden ud af mig, så jeg fik en indre lyst til rent faktisk at stille mig frem. Det fungerede bare for mig, og for første gang tænkte jeg: ”Her passer jeg ind.” 

Det var en lettelse at slippe forestillingen om mig selv som akademiker. Det ramte mig stærkt: ”Fuck mand, jeg behøver ikke!” Jeg kunne være blevet en virkelig ulykkelig akademiker, hvis jeg havde forsøgt at tvinge det igennem. 

I stedet var jeg overbevist om, at jeg skulle være klovn, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt sammen med to andre om at lave et gøglershow. Vi var begejstrede for den russiske klovneskole, der er noget andet end de italienske klovne, hvor det er lagkager i hovedet og skvatten rundt. Der var blandt andet den russiske klovn Oleg Popov – en sand mester til små, poetiske statements – han kunne komme ind på scenen, hvor projektøren var solen, og så lavede han et lille nummer, hvor han pakkede sin madkurv ud – og det hele sammen igen, også solen, før han gik igen. Den russiske klovneskole er en helt anden undersøgelse, det er barnet, der står på scenen. Det er så smukt og så poetisk, og samtidig græder man af grin. 

En søndag i midten af 80’erne stod jeg derfor på Strøget med en rød næse, mens det pissede ned. Der var tre mennesker, der kiggede på, det var virkelig dårligt og virkelig pinligt, men alligevel var der noget i mig, der vidste, at jeg skulle fortsætte. Der var sikkert noget oprør i det, noget rebelsk, men mest tror jeg, det var følelsen af at … falde på plads. 

6. SEND PENGE, PLEASE

De næste fem år rejste jeg rundt som gadegøgler i Danmark og ude i Europa. Først på sommeren blev vi som regel booket til vejfester og afslutningsfester i børnehaver og på skoler, men ellers foregik det mest med hatten i hånden. Brandts Klædefabrik i Odense var et af vores foretrukne steder. Her var der sommerkoncerter, der skulle stoppe klokken 18, og i det øjeblik koncerten var slut, sprang vi ind på scenen foran de mange mennesker og lavede et show, som vi tjente boksen på.

Vi var også meget i Indre København. Her var der et rend af udenlandske gøglere, der turnerede Europa tyndt, og når de kom forbi, lærte vi dem at kende og sugede nye numre til os. Om dagen stod vi i Kongens Have og øvede os, og om aftenen gik vi på gaden. Strøget var et meget svært sted at få en god crowd, fordi der er så massiv en gennemstrømning af folk, men der er et sted lige før Helligåndskirken, hvor gaden udvider sig, og hvor det nogle gange kunne lade sig gøre. 

Med tiden forsvandt strømmen af gøglere dog. Handelsstandsforeningen ville ikke have os rendende, men det var der heldigvis andre, der ville. Pladsen foran Pompidou-centret i Paris var et af de bedste steder i Europa, så der tog vi ofte ned. Det samme med München, der har meget brede gågader. Vi rejste også til Moskva med en karavane, der skulle stoppe Den Kolde Krig. Turen gik over Skt. Petersborg, og alle mødtes til sidst i Gorkij Park for at gøre opmærksom på atomoprustningen.

Det var nogle år, hvor vi ikke havde nogen penge, men måtte overnatte på klostre og campingpladser, som fattede sympati for os, når vi kom slæbende med vores lange cykler og klovneudstyr. Næste morgen rejste vi videre og optrådte et nyt sted. Vi var overalt, og det var både skideskægt og rædselsfuldt. Hele præmissen med gøgl er at kunne tage gaden. Man skal træde frem og sige: ”Bang, det her er mit sted!” Det får man virkelig hår på brystet af, for det er fuldstændig rædselsfuldt, og især de første par uger hvert år er man skrækslagen, fordi man ikke tør det nok. Det har meget med dagsform at gøre, og nogle gange er det bare virkelig dårligt, det, man laver. Det kan simpelthen være så tåkrummende. 

Det ene år tog vi til München med et show, som vi selv mente var skidegodt. Det havde det også været i Danmark, hvor folk vred sig af grin, men da vi gentog det i Tyskland, kunne man høre en knappenål falde. Sådan lærer man på den hårde måde, at humor ikke nødvendigvis transcenderer grænser. Vi tjente ikke en krone, folk hadede os og syntes, vores show var rædselsfuldt. Til sidst måtte vi telegrafere hjem: ”Send penge, please.”

7. PÅ JAGT EFTER SHAKESPEARE

Mens jeg var gøgler, gik jeg i lære hos en fyr ved navn Danny, der lærte mig at mime. En dag sad han og snakkede med en anden, og da jeg spurgte, hvad de snakkede om, stak han mig en bunke papirer og sagde: ”Prøv at læse det op!” Det gjorde jeg så, og selvom jeg ikke forstod meget af det, kunne jeg mærke, at der skete noget inde i mig. Det var Shakespeares ’Stormen’, og det var svært og vildt, men jeg fik straks lyst til at udforske det: ”Kan jeg gribe om det her? Kan jeg komme til at forstå det her? For helvede, mand, hvor vil jeg gerne kunne det her!”

På det tidspunkt var jeg begyndt at køre død i gøglerlivet. Selvom det havde sat mig på skinner i tilværelsen, måtte jeg konstatere, at der ikke var et uendeligt perspektiv på det. En omrejsende gøglertrio er som et band – det har sin tid, indtil man bliver sindssyge af hinanden, og det gjorde vi også. Det blev mere og mere slidsomt. Hvis ikke man har en joke hver femte eller tiende sekund, når man optræder, så går folk bare. De er ikke bundet til at se på det, og man er nødt til at finde på jokes hele tiden. Men selvom man opfinder nye numre, bliver det på en måde alligevel det samme og det samme og det samme.

Jeg kunne mærke en trang til at prøve at stimulere mit eget intellekt. Med Shake­speare var der pludselig noget, jeg øjeblikkeligt havde lyst til selv at prøve at få op at stå. Det blev et crave for mig. Hans værker er over 400 år gamle, men de består af de samme grundelementer som i dag: vrede, jalousi, håb, kærlighed. Det er kernen af, hvem vi er som mennesker, men næsten ingen har skrevet det smukkere frem.

8. FØLELSEN AF SUCCES

Mine forældre var ret nervøse for, hvad der skulle blive af mig. De havde set deres søn starte på biologistudiet på universitetet og ende med at stå og spille klovn med en rød næse på Strøget. De forstod det ikke, og det gjorde de heller ikke, da jeg som 27-årig startede på Statens Teaterskole. Det samme gjorde sig gældende for Mads, der var danser, før han to år efter mig søgte ind på Aarhus Teater. Det var ikke en familie, der troede på, at man overhovedet kunne gå den vej. De kom fra arbejderklassen og havde et håb om, at vores liv skulle blive bedre end deres. Og det avancement så ud på en bestemt måde, nemlig gennem uddannelse. Jeg tror, det var rystende for dem, at vi gik den vej, vi gjorde.

De kunne ikke se fidusen i noget af det, jeg lavede, ikke før de en aften var inde at se forestillingen ’Pelléas og Mélisande’, som jeg medvirkede i. Det er et stykke af den belgiske dramatiker Maurice Maeterlinck, og det er i virkeligheden en vanvittig svær forestilling, men bagefter kunne jeg pludselig se på dem, at nu kunne de se, hvad det var for noget. Da jeg så dem næste gang, gav de mig en buket blomster og ønskede mig tillykke. Jeg mærkede også selv, at jeg havde fundet min rette hylde. 

Efter min første rigtige optræden på Aalborg Teater stod jeg på scenen og tudede bagefter. 

Det var i 1995, og jeg var lige blevet færdig på Teaterskolen. Jeg var 31 år gammel, og jeg kan stadig huske første gang, jeg kørte mit kort ind i hæveautomaten og kiggede på saldoen, hvor der stod 13.000 kroner efter skat. Jeg stod bare og kiggede på de der tal. For fanden, der stod kraftedeme 13.000 kroner på min konto! For at lave teater! Jeg var simpelthen så stolt af, at jeg kunne noget og ligefrem fik penge for det. 

Der var sket så mange nye ting, der var så meget forløsning i det, og tilmed blev Aalborg-forestillingen forholdsvis god. Det var sådan en underlig pastiche på Dracula, en fis-og-ballade-rockmusical, men der var fyldt hver aften, og det var nogle dejlige mennesker, jeg lavede det sammen med. I mange år havde jeg haft skidesvært ved overhovedet at leve, men nu var jeg ligesom landet. Hele forløbet var så rart, og jeg havde det sådan, at det aldrig måtte slutte, så efter sidste forestilling kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Nogle af de gamle, garvede skuespillere skævede lidt overbærende til mig. Med tiden lagde det hele sig jo også ordentligt for mig, så det blev til et rigtigt job og et håndværk. Men da jeg stod på scenen på Aalborg Teater, var det umuligt for mig ikke at blive emotionelt grebet af det. For første gang var der noget, der var lykkedes i mit liv. Noget, jeg virkelig gerne ville have til at lykkes. 

9. DJÆVLEN PÅ SKULDEREN

I flere år var jeg en del af Det Kongelige Teater og spillede en række forskelligartede roller – fra fyrsten i William Shakespeares ’Kærlighedens kværulanter’ til Don Juan i Molières stykke af samme navn. Jeg så mig selv som teaterskuespiller, hvilket kun blev forstærket af, at jeg ikke var særlig god foran et kamera. I slutningen af 90’erne prøvede jeg kræfter med forskellige novellefilm, men jeg forstod ikke, hvordan det virkede. Jeg troede, at jeg skulle tilføre det mere, end jeg egentlig skulle. Det fungerede ikke, og det frustrerede mig.

Det tog mig tid at forstå, at man ikke behøver at komme så langt ud over scenen på film, og at man ikke selv fortæller historien i samme omfang som på teatret. Når kameraet er så tæt på, og der er en hel klippeproces bagefter, er der rigtig meget, der er ’medfortalt’ i forhold til det, man selv laver. Hvor man på teatret er hele forestillingen, hele historien, handler det på film om at være til stede i momentet og give de momenter videre til nogle andre, som så laver filmen. Det forstod jeg ikke i starten.

På et tidspunkt gik jeg til casting på rollen som Ole Madsen i tv-serien ’Edderkoppen’. Det samme gjorde Mads, der havde fået sit store gennembrud i ’Pusher’ få år forinden. Det er første og eneste gang, vi er gået efter den samme rolle, og det var ham, der fik den, men så blev han tilbudt noget andet, blev nødt til at springe fra, og så gik rollen alligevel til mig. Det var her, jeg for første gang begyndte at knække filmmediet og fornemmelsen af at tage vare på momentet. Jeg fandt elementer, der fungerede, og da jeg i 2003 lavede ’En kærlighedshistorie’, fandt jeg endnu flere. Det samme skete i ’Forbrydelsen’ i 2007. 

Det var dog først, da jeg lavede ’Headhunter’ i 2009, at jeg havde fornemmelsen af, at det faldt helt i hak for mig. Nu forstod jeg, hvad det gik ud på. Men det har ikke nødvendigvis gjort processen med at lave film nemmere. Jeg hørte engang et interview med Anthony Hopkins, hvor han blev spurgt, hvordan han gik til sine roller. ”Jeg læser det. Og læser det. Og læser det. Og når jeg har læst det 50 gange, ved jeg, hvad jeg skal gøre.” Sådan har jeg det også.

Hver gang jeg skal ind i en ny rolle, bliver jeg usikker og tænker: ”Jeg er slet ikke dygtig nok til det her.” Tvivlen er en evindelig djævel på skulderen, en følgesvend, som aldrig slipper mig, men jeg er nødt til at kunne være fri i situationen, når jeg står på scenen, og det kan jeg kun være, hvis jeg er ret ekstrem med at forberede mig. Sådan er det ikke alle, der har det. Jeg har mødt skuespillere, der bare kan gå ind og være til stede, men jeg har brug for minutiøst forarbejde, så jeg kan være fri, når jeg står der. Så jeg fucking kan gøre det.

10. DEN RUSSISKE PRÆSIDENT

Min agent anbefalede mig at gå til casting på rollen som præsident Petrov i ’House of Cards’, men jeg blev ved med at holde det fra døren, for man skulle have ’kendskab til russisk’, og det havde jeg overhovedet ikke. Det var i begyndelsen af sommeren 2014, og jeg var ved at være træt af at gå til castings. Man bruger altid meget tid på dem, og så hører man som regel aldrig en skid. Men så ringede min agent og sagde, at nu skulle jeg lave den, og så endnu en gang, hvor han sagde, at han virkelig syntes, jeg skulle gøre det.

Langt om længe lavede jeg den en dag hjemme i min stue. Jeg anede ikke, hvad en russisk accent var, så jeg greb bare efter et eller andet, jeg havde set i fjerneren. Der gik tre uger, uden jeg hørte noget, og jeg tænkte: ”Fint nok. Det var det.” Men pludselig en dag, mens jeg stod i Matas, ringede de og sagde, at rollen var min, og at jeg skulle rejse til USA om to sekunder for at begynde optagelserne. 

I de efterfølgende uger lagde jeg mig i selen med det russiske og accenten, og jeg så alle mulige klip på YouTube med tidligere russiske præsidenter. Mange har forbundet Petrov-figuren med Vladimir Putin, fordi parallellen er åbenlys, men jeg fandt faktisk mere inspiration i Lavrov og Medvedev. De snakker meget bedre engelsk, og især Lavrov har en meget smuk accent. Samtidig er Putin en ekstremt tilbageholdt mand, men figuren skulle være mere suave, kunne føre sig og være charmerende, så seriens hovedfigur Frank Underwood fik en modstander, han ikke bare kunne køre rundt i manegen.

I mine forberedelser hæftede jeg mig især ved den måde, russere typisk træder ind i et rum på. I Vesten har vi en form for høflighed i vores møder med hinanden. Det sker stort set altid med et smil, så vi afvæbner den anden og implicit siger: ”Du skal ikke være bange for mig.” Det gør de ikke i Rusland. De hilser uden at smile, og de forsøger ikke nødvendigvis at få afspændt situationen. Det er deres måde at undgå bullshit på. 

Vi har noget facade over vores måde at være på. Det har de ikke, men det bliver til gengæld en lille smule intimiderende. Hvis man bestiller en kop kaffe på en kaffebar i Østeuropa, siger de: ”Okay” og stiller den foran dig. Der er intet smil, intet. Det er virkelig dårlig betjening i vores øjne, fordi det er det helt modsatte af den overstyrede, men også kunstige amerikanske høflighed.

Da jeg rejste til USA fire uger efter opkaldet fra Netflix, troede jeg stadig ikke for alvor på, at rollen var min. Selvom jeg havde spillet store roller herhjemme, var det her alligevel noget andet. På det tidspunkt var ’House of Cards’ flagskibet på Netflix og på streaming i det hele taget. Det var uvirkeligt at forestille sig, at jeg skulle være med i det. Jeg havde en frygt for, at der kom nogle, der sprang frem med skjulte kameraer og råbte: ”Der tog vi røven på dig!” Det var først, da jeg sad over for Kevin Spacey, det gik op for mig, at den var god nok.

11. TROEN PÅ VEJEN

Som regel bruger jeg ret lang tid på at tænke over mine valg af roller. Det er kun blevet værre med alderen, fordi jeg har medvirket i så meget forskelligt. Jeg kredser om det evindelige spørgsmål: ”Hvorfor?” Nogle gange kan jeg øjeblikkeligt se ideen i det, men der er også mange gange, hvor det er svært at få mig på krogen, og hvis jeg ikke kan mærke mig selv i det, kan jeg blive meget besværlig i processen. For er det overhovedet en god idé? Det er jeg tit nødt til at bruge lang tid på at nå frem til.

Jeg ser sjældent det, jeg har medvirket i. Det gjorde jeg tidligere, for der ligger også et studie i det, men jeg kan efterhånden blive nervøs for at blive for selvbevidst omkring det. Det, som skuespillere gør, skal helst ikke være for narcissistisk og for bevidst om, hvad man egentlig gør. Hvis man ser det bagefter, risikerer man at sidde og tænke: ”Hvorfor har de valgt at klippe det der ind, hvor jeg ser sådan der ud?” Det kan blive en mærkelig selvbevidsthed, hvor man giver, hvad man tror, de vil have.

Især med de lange stræk som tv-serier er der noget, der smelter sammen, så man til sidst kan være i tvivl om, hvad der egentlig er rollen, og hvad der er én selv. Man taber sig selv til det, og det er i virkeligheden det, man helst vil opnå. Der er jo noget i det, vi gør, som har en terapeutisk klang, og når man beskæftiger sig med stoffet, bliver man også konfronteret med den problematik i sig selv.

Det skete, da jeg spillede præsten Johannes i ’Herrens veje’. Han er et meget ueffent menneske i sit private liv, men en fantastisk demagog, der kan tale et rum op, og han er god til sit job som præst og i sit forsvar af at tillade sig selv at tro på noget i tilværelsen. Før optagelserne havde jeg i mange år gået og grublet over, hvem det egentlig var, jeg talte med, når jeg skældte ud over min lortedag eller funderede over de store spørgsmål i tilværelsen: ”Hvorfor er jeg her, og hvad er meningen med, at jeg skal være her?” Så længe jeg kan huske, har jeg haft den der konstante dialog uden rigtig at være klar over, hvem jeg har henvendt mig til.

Jeg voksede op med, at religion var opium for folket, og jeg har aldrig rigtig mødt det kirkelige ritual på nært hold, men fordi jeg var så længe i rollen som Johannes, blev jeg konfronteret med troen på en anden måde. Og til sidst måtte jeg tage det i hånden og sige: ”Det er jo det, jeg gør.”

Det endte faktisk med, at jeg i løbet af optagelserne til anden sæson besluttede mig for at blive døbt ind i den danske folkekirke, selvom hverken mine venner eller familie forstod, hvad jeg havde gang i. De var snarere bekymrede. Men jeg havde brug for endelig at give mig selv ret til at have den dialog med noget, der er større end mig selv, uden at føle mig som en hykler.

12. ALDRENDE TØMRERLÆRLING

Til foråret spiller jeg med i en forestilling på Det Kongelige Teater, der hedder ’Ikke noget pis’. Hele præmissen er, at jeg og de fire andre mandlige skuespillere hver især henter materiale fra os selv og tager temperaturen på, hvor vi er i tilværelsen. Vi skal så at sige være et udtryk for manden i vores egen alder. Vi lavede den første gang for 15 år siden. Nu gør vi det igen, og så er det meningen, at vi skal prøve at se, hvad der er sket siden sidst.

Der er meget, der forandrer sig på 15 år. Dengang var jeg i starten af fyrrerne, nu nærmer jeg mig de 60, og hvor jeg dengang stadig kunne se en fodboldkamp i fjernsynet og tænke, at de måske kunne bruge mig, ved jeg godt, at den mulighed for længst er passeret.

Jeg føler mig ældre, jeg kan mærke den fysiske forandring. Mine knæ og hofter brokker sig, og jeg er begyndt at tænke på, at jeg bør holde op med at ryge, for jeg synes ikke, jeg trækker vejret ordentligt længere.  

Samtidig har jeg gennemlevet en masse. Mine børn er blevet voksne. Min far er død, min mor er død. Jeg er pludselig den ældste i min gren af familien. Jeg står et helt andet sted nu, hvor jeg er begyndt at bruge meget tid på at tænke over, hvad der skal ske fremover. Så jeg ikke bare bruger tiden, og den forsvinder ned i et sort hul. Jeg spørger mig selv: ”Hvad skal der ske med livet herfra?”

Min kone og jeg købte et sommerhus i Veddinge Bakker for et par år siden. Det var heldigt, for da det hele lukkede ned under pandemien, kunne jeg gå sammen med tømrerne, og det betød, at jeg selv lærte at tømre. Førhen kunne jeg ikke engang slå et søm i, men nu kan jeg bikse noget sammen. Jeg kan bygge et skur og få det op at stå. Jeg kan lave en trappe. Der ligger en stor tilfredsstillelse i at kunne noget med sine hænder, som jeg først har opdaget for nylig, så nu går jeg og tænker over, om dét måske var noget. 

Det ville selvfølgelig være en sen alder at blive tømrerlærling i, men jeg har sagt til dem, at hvis de kan bruge mig til noget, kan de bare ringe. 

13. ÆGTE SKUESPILLER?

Karrieremæssigt er der jo noget, der forandrer sig. Jeg tror, det tynder ud fra nu af.

Det er klart, at man ikke kan blive ved med at være skideinteressant for alle. Man er nødt til at forholde sig til, at der kommer en dag, hvor telefonen ikke længere ringer, og hvad skal der så ske? Jeg har aldrig brudt mig om at lede, jeg vil bare gerne være medarbejder, men nu overvejer jeg, om jeg måske alligevel skulle instruere eller skrive. Eller være direktør? Det har der jo altid været nogle andre, der har været, men måske skal jeg kigge lidt på det, for jeg har aldrig undersøgt, om jeg kan finde ud af det.

Jeg er sådan et mærkeligt sted lige nu, hvor jeg tænker: ”Hvad skal der ske?” Jeg kan også mærke, at jeg får tilbudt andre ting end førhen. Lige pludselig er det værtskaber og sådan noget, som jeg har haft det meget ambivalent med. Jeg har tidligere lavet ’Historien om Danmark’, hvor det var et spørgsmål om at fortælle historien, og det kunne jeg godt være med til, men det var også et underligt skridt væk fra det, jeg egentlig er. Jeg har altid været meget beskyttende omkring, hvad det vil sige at være skuespiller. 

Jeg har aldrig lavet reklamer og sådan nogle ting, selvom det er oplagt at gøre, fordi der er så vanvittig gode penge i det. Men jeg synes, det tager noget fra den seriøsitet, som skuespillet skal indeholde. Jeg har altid holdt enormt meget af faget, når det kommer til at gestalte og bidrage med noget væsentligt, men jeg synes ikke, at en reklame er væsentlig.

Jeg har været drevet af min egen tanke om, hvad det vil sige at være skuespiller, og det har handlet om at forsøge at fjerne det, der ikke er væsentligt. Det er noget med at forsøge at finde ind til ens kerne. Jeg så for nylig en udstilling med Matisse, og der er noget i ham, som er stærkt optaget af, hvad han selv hele tiden gør. Det er, som om han kigger på sig selv og spørger: ”Hvad er det egentlig, jeg laver?” Det føler jeg mig meget beslægtet med, for jeg er selv meget optaget af, hvorfor jeg er til, og hvad jeg skal i den her sammenhæng. Jeg har brug for at definere, hvorfor fanden jeg overhovedet gør, hvad jeg gør.

1. BARNEPIGER OG STJERNEKASTERE  

Fra jeg var tre måneder gammel, var barnepigen omdrejningspunktet i mit liv. Hun var den første, jeg så, når jeg stod op, og den sidste, jeg så, før jeg gik i seng. Min far var direktør for et stort firma i Allerød, der solgte indpakningsemballage. Han tog min storebror Lars og mig med på fede skiferier eller med til Island eller Marokko, hvor han begge steder havde lejligheder, men i det daglige var han ikke en del af butikken. Han tog på arbejde klokken seks, kom først hjem om aftenen, og så rejste han 180 dage om året. 

Min mor havde sit eget teater, Riddersalen, der var hele hendes verden. Hende så vi heller ikke meget til. Det betød, at vi tilbragte sindssygt meget tid med barnepigen. Lis var der i syv år, Margrethe i fire, og så var der Bodil og Sonja. Det var dem, der sørgede for regelmæssighed og aftensmad. Alt det praktiske var der fuldstændigt styr på takket være dem.

Når min mor kom dumpende forbi, blev der straks arrangeret ting. Så havde hun mødt to italienske klovne, Carlo og Alberto, der kunne køre på ethjulet cykel, og de blev indlogeret i vores kælder og lærte også mig at køre på ethjulet cykel den sommer. En anden gang var det dukkeførere fra Tjekkiet, og en tredje gang kom jeg hjem fra skole, hvor min mor havde ommøbleret hele stuen og hængt tæpper op overalt, fordi hun var ved at lægge programmet til ’Svend, Knud og Valdemar’. Jeg blev bestukket med 10 stjernekastere til at spille med, og som otteårig sad jeg dér helt skrækslagen uden en trevl på kroppen som Adonis. 

Min mor var vild, åben og nysgerrig, og når hun rent faktisk var der, kom der mange forskellige mennesker ind ad døren. Enhver var velkommen, og folk som Elsa Gress, Daimi, Ghita Nørby og Dirch Passer kom i mit barndomshjem. 

Hun var til gengæld ikke en, der havde smurt madder, når man kom fra skole. Min barndomsven Jans mor havde altid en tallerken klar, når man trådte ind ad døren, og det kunne ikke være en større kontrast til det hjem, jeg kom fra. Men mine venner elskede min mor, for man vidste aldrig, hvad hun fandt på. Nogle gange kom vi ind ad døren og fik straks stukket nogle store fuglefigurer i hænderne, som hun havde gået og bygget og ville have os til at hoppe rundt i. Og hvis vi var heldige, tog hun os med ind til Vor Frue Plads, hvor hun lavede gadeteater hele sommeren i mange år. Min mor var anderledes, og mine venner elskede at komme hos mig. Men de kunne selvfølgelig også tage hjem til deres egne trygge rammer igen bagefter.

Selvom jeg ofte savnede mine forældre, havde jeg aldrig prøvet andet. Længere nede ad gaden boede Poul Reichhardt og hans børn, og der var også altid en barnepige, der tog sig af dem. Det var bare sådan, det var. Senere blev mine forældre skilt, og min mor flyttede fra det store hus i Charlottenlund og ind til Vesterbrogade oven på Waterloo Stripclub. Det var vildt at være på besøg derinde, hvor man om aftenen kunne høre de høje lyde fra stripklubben nedenunder. Derfor foretrak jeg at være derhjemme. For nogle børn er det et chok, når deres forældre bliver skilt. Men jeg manglede ikke nogen, for hun var der stadig, og hun hed enten Lis, Margrethe, Sonja eller Bodil.

Hver onsdag kom min mormor hjem til os og lavede varm kakao og krydderboller. Det var et fast ritual. Mine bedste barndomsminder har med hende at gøre. Hun og min morfar havde et sommerhus i Dronningmølle, hvor vi tilbragte alle sommerferier, og de repræsenterede for mig den kernetryghed, som er så sindssygt vigtig for alle børn. Min mormor var min tryghed, hun så mig og elskede mig for den, jeg var. For jeg var et barn, man bekymrede sig om. Jeg fik ikke de bedste karakterer i skolen, jeg havde svært ved at koncentrere mig og skabte meget uro.

2. KLASSEKLOVN PÅ KOSTSKOLE

Fordi jeg savnede opmærksomheden fra mine forældre, prøvede jeg at gøre krav på den ved at optræde og underholde. Min mor var meget betaget af dukketeater, og vi havde et dukketeater i kælderen, hvor jeg lavede den ene forestilling efter den anden. Jeg elskede også at komme ind på min mors teater og kravle rundt oven på kulisserne, mens de var klædt ud og optrådte. Jeg var betaget af hele den verden og fandt det selv fuldstændig naturligt at optræde. Det blev tidligt min måde at få kontakt til mennesker på.

Mine lærere var til gengæld bekymrede for mig, fordi jeg klarede mig dårligt og kun gik op i at have det sjovt. Da vi blev teenagere, blev jeg den festglade i klassen, og fordi jeg boede i en kæmpevilla i Charlottenlund, der næsten altid stod tom i weekenderne, kunne jeg holde alle de fester, jeg ville. Alle var inviteret, også drankerne og hashhovederne, og der gik ikke længe, før jeg selv blev lidt for glad for at ryge hash og forsvinde ind i rusen.

Selv betragtede jeg mig som en almindelig teenager, der bare kunne lide at fyre den af, og derfor havde jeg ikke på forhånd set det røde kort, som min far pludselig stak mig. 

Et halvt år efter min 13-års fødselsdag præsenterede han mig for ideen om, at jeg skulle på kostskole i Schweiz. Først så jeg det som noget lidt eksotisk, jeg troede bare, det ville dreje sig om et par måneder. Jeg havde endnu ikke fattet, at jeg skulle tilbringe de næste fem år på kostskolen Lyceum Alpinum i Schweiz. 

Den efterfølgende sommer tog han mig med til Schweiz, hvor der uden for alpelandsbyen Sankt Moritz åbenbarede sig en kæmpestor Hogwarts-bygning med en snert af ungdomsfængsel over sig. Her skulle jeg bo sammen med 379 andre drenge. Det var en kostskole for de riges forkælede børn, der var vant til at blive passet i hoved og røv. Man skulle blandt andet eje et jakkesæt og 24 forskellige lommetørklæder, så det havde vi på forhånd været ude at købe. Jeg gik ellers altid i cowboyskjorte og cowboybukser, men i 1977 stod jeg i jakkesæt på den seksmandsstue, hvor jeg skulle bo, og kiggede ud ad vinduet, da min far gav mig en schweizerkniv i afskedsgave og sagde: “Vi ses.”

3. MOBNING OG SELVKIDNAPNING

Så stod jeg der og var i chok. Jeg forstod overhovedet ikke sproget og boede på værelse med fem andre drenge. På min stue boede blandt andre to italienere, der havde så meget hjemve, at de græd hver dag: ”Mamma!” Jeg græd også i starten, men deres gråd overdøvede i den grad min. De havde levet i et trygt hjem, hvor mor lavede pasta til dem hver dag, og nu var de så pludselig havnet her.

Skoledagen begyndte kvart i otte og sluttede først klokken 18:30, også om lørdagen. Man blev hele tiden bedømt, i undervisning, i sport, i oprydning, i alt. Og man var Des med læreren, ellers råbte hun: “Raus!” Det var afstraffelse, ikke fysisk, men på de fleste andre måder, og man fik hele tiden eftersidninger. Til gengæld skulle man ikke selv rede sin seng. Det var der nogle unge, underbetalte italienske kvinder, der tog sig af. Nogle af dem kunne man også betale for at have sex med, men det krævede lidt mod, for der var stor udsmidningsfaktor, hvis man gjorde noget som helst forkert. Hvis man blev taget med hash, røg man også ud. Lige i starten lykkedes det mig to gange at smugle tjald med ind, men det stoppede hurtigt, da det gik op for mig, at man indimellem skulle afgive urinprøver. 

Vi var 380 drenge, der var lukket inde bag mure i 1.800 meters højde. Ikke overraskende var der sindssygt meget mobning. Jeg oplevede et utrygt fællesskab, hvor mange gik rundt og var pissebange hele tiden, fordi de ikke vidste, hvornår utrygheden ramte. En del blev virkelig hårde for at beskytte sig selv, for det var et benhårdt miljø. Det var survival of the fittest. Hver etage havde otte brusere til omkring 60 drenge, og hver morgen fik hver elev to minutter under bruseren. I hvert fald i udgangspunktet. Der stod nemlig en brusekaptajn og råbte: ”Wechsel!”, og nogle fik kun ni sekunder, så blev de smidt ud igen. Man havde intet at skulle have sagt. Jeg havde en ven, der aldrig fik vasket shampoo ud af sit hår, fordi kaptajnen hældte det i håret på ham og sendte ham ud igen. Han blev mobbet så meget, at han til sidst hoppede ud ad et vindue, fordi han var så desperat. 

En anden af mine kammerater kidnappede sig selv. Mange af børnene havde forældre med gamle penge. De var vokset op med svimlende rigdom og havde tilbragt alle deres ferier i Monaco. Der var både Volkswagen-børnene og arvtagerne til greven af Liechtenstein, og ham, der kidnappede sig selv, var søn af direktøren for Springer-koncernen. Familien var en af de rigeste i Tyskland, så sønnen hyrede nogle mænd i Napoli til at kidnappe sig selv på skolen og afpressede efterfølgende sin egen familie for 10 millioner kroner. De fandt ud af, at han selv havde arrangeret det hele, og han kom ikke tilbage på skolen igen. Det gjorde ham, der hoppede ud ad et vindue, heller ikke. Han brækkede begge ben og endte i kørestol. 

4. MYGIND, DER KAPITÄN

Jeg fatter ikke, at jeg ikke løb skrigende væk, men blev der i fem år. Men som tiden gik, blev det mit liv. Selvom kostskolen var ren overlevelse, kunne jeg mærke, at jeg måske havde noget med hjemmefra, der gjorde mig i stand til at rumme det. Jeg havde aldrig kendt til at have min mor eller far tæt på til daglig, og jeg var vant til uforudsigelighed.

Jeg kunne også få folk til at grine, og jeg kunne lide sport og spillede meget ishockey og fodbold, så jeg røg ind i forskellige fællesskaber. Min evne til at kunne snakke med alle betød, at jeg hurtigt steg i hierarkiet på kostskolen. Jeg kunne snakke med de største røvhuller, der styrede hele lortet, og samtidig snakke med de svageste. Fordi jeg kunne mingle med alle, blev jeg valgt som kaptajn – en udnævnt elev, der skulle repræsentere og tage ansvar for de andre. Det betød, at jeg skulle stå til regnskab over for lærerne, hvis nogen havde lavet ballade, men jeg fik også det privilegium, at jeg måtte gå senere i seng. Vi var 28 nationaliteter på skolen, og jeg boede selv på værelse med en, der hele tiden blev ekskluderet af fællesskabet. Men fordi jeg boede med ham, blev folk tvunget til at tage ham med, for de havde selv valgt mig som kaptajn. Med tiden blev det i det hele taget min rolle at være ham, der tog sig lidt af dem, der havde det svært.

En gang imellem kunne man ringe hjem fra kostskolen, men som regel var der ingen, der tog den, fordi dem i den anden ende jo ikke anede, at man havde tænkt sig at ringe. Så stod man der i telefonboksen og ventede forgæves. Det skete også fra tid til anden, at mine forældre ringede og spurgte: ”Hvordan går det?” Eller fortalte, at farmor var død. Og så gik der en måned mere, før man snakkede med dem igen.

Jeg var sur på dem, og jeg oplevede stor ensomhed, savn og sorg over at føle mig fravalgt, for min bror blev ikke sendt af sted. Han klarede sig fint, og han var skidegod i skolen. Men jeg måtte klare mig alene i teenageårene med alle de tanker og følelser, hvor man burde have haft nogle forældre ved sin side til at sige: ”Det forstår jeg godt, skat.”

Jeg fandt i stedet en fyr fra Hongkong, der var god til engelsk, og det var det tætteste, jeg kom på det. ”It’s tough,” kunne jeg sige. ”I think it’s tough, too,” svarede han så. Der gik en del år, før jeg første gang endte hos en psykolog, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting at bearbejde. Der var helt klart en vrede i mig over, at jeg bare blev sendt væk i fem år.

Og så spøgte en fornemmelse af, at mine forældre tænkte: ”Den klarer han ikke.” Jeg vidste, at de ikke troede, jeg havde styrken til det, og det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme vise dem, at jeg ikke var den pivskid, som de forestillede sig. Det hele lå på mine egne skuldre. Jeg havde ingen at gå til, når jeg var ked af det eller vred. Jeg havde kun mig selv og mine grædende italienske venner. Og det har i virkeligheden vist sig at være en gave, for i den tid lærte jeg en enorm arbejdsdisciplin, og da jeg efter fem år blev færdig på kostskolen, var det med triple color. Det var den fineste udmærkelse på kostskolen, og til den afsluttende middag med alle afgangseleverne og deres forældre var min far ikke til at skyde igennem. Den havde han ikke set komme. Han havde sendt sin hashrygende, småalkoholiske søn af sted til en fin kostskole i Schweiz og tænkt, at det ville gå helt galt, men i stedet havde jeg klaret det med bravur. Jeg var også selv sindssygt stolt. Jeg havde lært, hvad det vil sige at gøre sig umage.

5. PALLE ALENE HJEMME 

Efter kostskolen stod jeg i 1983 med et brev fra de schweiziske myndigheder om, at jeg kunne blive schweizisk statsborger. Jeg var 19 år gammel, havde handelsdiplom efter min afgangseksamen, og min far mente, jeg skulle flytte til Genève og fortsætte ad det spor. Selv var jeg mere i tvivl. Jeg ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun skulle den sommer: ”Jeg skal fortælle grønlandske eventyr med nogle store masker.” ”Må jeg være med?” ”Selvfølgelig.” Så var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste hjem til min mor, smed min cottoncoat og slips ind i skabet og startede et nyt liv.

De næste par måneder tilbragte jeg i et stort cirkustelt med at spille grønlandske eventyr. Min far troede, at jeg bare skulle brænde krudt af hen over sommeren, før jeg ville søge ind på en ny uddannelse, formentlig i Schweiz, men selv var jeg ikke et sekund i tvivl. Min bror og jeg førte dukker, mens min mor fortalte forskellige eventyr, vi rejste rundt i landet og optrådte for børn og voksne i et stort cirkustelt. Når vi havde fri, tog vi ned på det lokale torv og lavede gadeteater.

Jeg spillede teater hele tiden, og ellers drak jeg mig kanonstiv, for det havde jeg ikke rigtig gjort i fem år. Mine forældre nåede at blive bekymrede for mig endnu en gang: ”Er han ved at falde tilbage?” Men jeg var bare en 19-årig dreng, der lige skulle leve livet og møde nogle damer og drikke lidt sprut. 

Fordi jeg havde været væk i fem år, havde jeg ikke længere nogen venner i Danmark. Min far havde solgt den store villa i Charlottenlund, og jeg havde ingen kontakt til mine gamle venner fra folkeskolen. Jeg følte mig totalt som Palle alene i verden, så når jeg ikke lavede teater, sad jeg inde på Kultorvet i København med en øl og prøvede at komme i kontakt med andre mennesker: ”Hej, hvad hedder du så?” Jeg skulle opbygge en ny identitet og en ny venskabskreds. 

På teatret havde min mors veninder kigget på mig med skeptiske miner: Skulle den der kostskoledreng være med her? Daimi sagde ligefrem til mig, at hun ikke syntes, jeg havde talent. Når vi lavede forestillinger, var der ingen instruktør, så man sad og fordelte rollerne, og jeg prøvede mange gange at få en hovedrolle, men hver gang satte hun foden ned. Det slog mig heldigvis ikke omkuld. At spille skuespil føltes som en urkraft i mig, og sådan har det været lige siden.

6. ”UNDSKYLD, GIDER DU SIGE DET IGEN?” 

De næste fem år rejste jeg rundt i landet og lavede hovedsageligt børneteater om sommeren og voksenteater om vinteren. Jeg kunne leve af det, og jeg fik lov til at spille og hoppe rundt. Men hvis jeg ville noget mere med alt det her teater, blev jeg nødt til at åbne en ny dør. Min mor repræsenterede noget andet end resten af teaterverdenen, og jeg måtte vikle mig ud af hendes kærlige arme.

Skuespilleren Kristian Halken så mig til en forestilling på Søpavillonen og opfordrede mig til at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg kom ind i første hug, selvom den daværende rektor Lone Hertz havde sine tvivl. Hun mente, at jeg var for Jytte Abildstrøm-agtig og sagde, at hun ærligt talt ikke vidste, om ikke det var bedre, at jeg blev i ”Jyttes vidunderlige univers”, som hun formulerede det. Men jeg kiggede hende i øjnene og sagde: ”Nej, jeg vil det her.”

Den første tid på Teaterskolen var ingen dans på roser. Min dramalærer sagde til mig efter to måneder, at jeg ikke burde gå der, fordi jeg overhovedet ikke havde talent til at blive skuespiller. Og i øvrigt heller ikke begavelse nok. Når hun stod og fortalte om skuespilteknikker, fattede jeg det simpelthen ikke. Jeg blev nødt til hele tiden at række hånden op og få hende til at forklare det igen. Det var så mærkeligt nærmest at være vokset op på et teater, og så var det ren volapyk for mig at blive undervist i det. Jeg fattede intet af det, og efter noget tid opfordrede hun mig direkte til at stoppe. Hun syntes, jeg var a pain in the ass, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det er umuligt andet, når der står et voksent og begavet menneske og siger: ”Du har simpelthen ikke talent.”

Heldigvis havde jeg en oplevelse fra tidligere i mit liv, jeg altid fandt frem, når tvivlen begyndte at blive for stor i mig. Efter jeg i 1983 havde hoppet rundt bag en maske til en forestilling, var Erling Schroeder kommet hen til mig og havde sagt: ”Du er da et spændende ungt menneske.” Han var en legendarisk teaterinstruktør og den første, der så noget i mig. Der var mange andre, der intet så i mig, så det var en stor drivkraft for mig, at han havde sagt det. Uanset hvem jeg mødte siden hen, havde jeg i baghovedet, at han troede på mig. 

7. SCENEKIKS, STOR KÆRLIGHED OG EN BEGYNDERKAMEL

Tilfældigt mødte jeg en pige i Hornbæk, der inviterede mig til sin fødselsdag i Frederikssund, selvom vi lige havde mødt hinanden. Jeg kendte ingen af de andre mennesker, men i et mærkeligt ironisk indfald slog jeg alligevel på glasset, rejste mig op og holdt en passioneret tale. Da jeg satte mig ned, kom en lille mand hen og sagde: ”Dav, jeg hedder Michael Obel, det var fandeme godt. Er du skuespiller?”

Det viste sig, at han var ved at lave en film, der hed ’Høfeber’, og før jeg fik set mig om, havde jeg landet en rolle som sådan en lidt Karl Kæk-agtig karakter. Jeg skulle spille sammen med folk som Frits Helmuth og Lisbet Dahl, og det var sindssygt grænseoverskridende, for jeg havde aldrig filmet før. Jeg anede ingenting om den verden. Til den første scene var der lagt skinner ud, som kameraet skulle køre på, og jeg vadede bare over dem. ”HVAD LAVER DU?” brølede den ældre fotograf rødglødende gennem lokalet. Det viste sig, at de skinner var lagt med vaterpas og små klemmer, og det var nærmest en dødssynd at gå ind over dem. Jeg fik en gedigen skideballe og var i komplet choktilstand, før jeg var kommet i gang. 

I 1991 var jeg til en anden fest, hvor jeg faldt pladask for Lise (Mühlhausen, red.). Jeg forsøgte med alle tricks i bogen at lokke hende ud på dansegulvet. I et sidste forsøg på at affeje mig bøvsede hun mig i hovedet, men jeg lod mig ikke afskrække. Jeg fik min dans, vi endte med at tilbringe weekenden sammen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt kvinden i mit liv. Fem uger efter var hun gravid. Jeg var i Jylland, da hun ringede og fortalte det, og jeg skyndte mig hjem med en buket blomster. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle beholde barnet, så 10 måneder efter vores første møde blev vi forældre til Julius.

Jeg blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 1992, og som nybagte forældre flyttede Lise og jeg ind i et lillebitte hus i Vanløse. Ud over ’Høfeber’ havde jeg spillet med i en lille Ole Bornedal-film, og jeg var helt sikker på, at telefonen ville ringe. Men der skete ikke en skid. Flere af mine kammerater skulle på Det Kongelige eller på Folketeatret. Efter et par måneders arbejdsløshed var jeg overbevist om, at min karriere var færdig, før den overhovedet var begyndt. Pludselig ringede de så fra Bellevue og spurgte, om jeg ville være med i ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Det var en meget lille rolle, hvor jeg skulle spille hovedet i kamelen, men det var da bedre end ingenting. Jeg var i gang. 

8. HVEM FANDEN ER PETER MYGIND?

Mens jeg studerede, havde jeg lavet et underholdningsshow på TV 2, der hed ’Quizboyshow’, hvor jeg selv var den overstyrede vært, der væltede rundt: ”Velkommen til Quizboyshow, jubiii, første runde!” Efterfølgende var jeg med til at lave ’Eleva2ren’, hvor jeg spillede en hollandsk reklamemand, der solgte dildoer og ligkister. Det var en karakter, jeg selv havde opfundet. Tv-produceren Mogens Vemmer så programmet og ringede til mig og sagde, han havde et kvarter hver lørdag morgen på Danmarks Radio, hvor jeg måtte lave lige, hvad jeg ville. Jeg ringede straks til min ven Lars Mering og gik i gang med at brainstorme. Vi havde fri leg, hvad skulle det handle om? Det skulle handle om at score. Det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, og til et af programmerne fandt vi på figuren Score-Kaj, der var god til at score lamsebamser. Bagefter ringede Mogens Vemmer igen og sagde: ”Vi skal have mere Score-Kaj.” Det var øjeblikkeligt blevet en total landeplage, og overalt på gader og stræder gik folk rundt og snakkede om ”de tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår”.

Jeg fik på den ene side ry i branchen for at være ’ham den sjove’, men sideløbende spillede jeg med i først Birger Larsens ’Frihedens skygge’ og Lars von Triers ’Riget’. Det betød, at jeg om formiddagen var i fjernsynet som Score-Kaj, der stod i guldtøj og plateausko og scorede lamsebamser, og om aftenen var jeg med i ’Riget’, hvor jeg knaldede på laboratoriet med Solbjørg Højfeldt. Og så lavede jeg pludselig det store juleshow på DR, hvor jeg sang gamle Gustav Winckler-sange. Der var anmeldere, der var virkelig forvirrede. Altså, hvem fanden er Peter ­Mygind? Der var en anmelder på Politiken, der skrev, at jeg var færdig og aldrig ville komme til at lave noget seriøst igen, for jeg havde mistet min troværdighed, og ingen seere ville længere tro på mig. Det var slut, konkluderede hun. Det gjorde mig sur og ked af det, for hvorfor skulle man ikke kunne lave det ene og det andet? Men dengang var man groft sagt enten kongelig skuespiller, eller også var man useriøs. Jeg tænkte slet ikke taktisk på den måde. Jeg havde en enorm eventyrlyst som skuespiller, og hvis noget sjovt dukkede op, gjorde jeg det uden at tænke over konsekvensen. 

9. STOR SUCCES OG SVANESANG 

Selvom jeg både havde lavet ’Taxa’ og ’Riget’, var det noget helt andet, da jeg i starten af 00’erne spillede med i ’Nikolaj og Julie’. Den serie ramte virkelig noget. Det var helt vildt. 1,7 millioner danskere sad og fulgte med i min og Sofie Gråbøls kærlighedshistorie hver søndag aften. Der var så stor opmærksomhed, at jeg til sidst havde brug for en timeout. Efter næstsidste afsnit var blevet vist, var Lise og jeg i Dyrehaven. Det var en solskinsdag, der var fyldt med folk, og jeg kunne ikke gå otte meter, uden nogen råbte: ”Hvordan ender det?” Jeg blev helt kvalt i det, så da vi kom hjem, besluttede vi os for at rejse væk. Vi fandt en lillebitte hytte på en lillebitte ø halvanden time fra Thailands kyst. Da vi et par dage senere sejlede mod øen, stod jeg i stævnen i hurtigbåden og nød et fredfyldt øjeblik. Inde på stranden kunne jeg se to hvide mænd, der stod med fadbamser i hænderne. Da båden var næsten inde ved land, begyndte de at råbe: ”Hvad fanden, det er Nikolaj!” Den ene vendte sig om og begyndte at råbe op til konen: ”Skat! Det er Nikolaj!” Jeg kan huske, at jeg bare stod der og tænkte: ”Det er fucking løgn.”

Det hele blev pludselig kæmpestort, og vi vandt også en Emmy for serien. Men så spillede jeg hovedrollen i en musical bagefter, der gik sindssygt dårligt, og det var en meget effektiv måde at komme ned på jorden igen. Det var ’The Full Monty’, hvor jeg skulle synge alle sange i tenor, selvom min stemme mildest talt ikke passer til den slags. Dagen før premieren var min stemme smadret, fordi jeg havde presset den så meget. Jeg fik skudt kor­tisol ind og forsøgte at klare mig igennem, men da jeg stod op dagen efter, var det til overskrifter som: ”Hvor dybt kan man falde?” ”Hvor elendigt kan man synge?” ”Fjern den mand!” Jeg blev nakket fuldstændigt. Jeg gik fra at være helt oppe at flyve til at få de dårligste anmeldelser i mit liv.

Fordi det var en teaterforestilling, måtte jeg gentage fiaskoen aften efter aften. Der var totalt udsolgt. Jeg sled mig selv fuldstændig mentalt ned, og jeg mistede min egen selvrespekt. Jeg havde allerede til første sangprøve forsøgt at sige, at sangene ikke passede til mig, men ingen lyttede for alvor, og jeg fik ikke stået ordentligt fast. Det var første gang, jeg virkelig prøvede at gå ned med flaget, og det sad i mig i lang tid efter. 

Senere spillede jeg med i Ludvig Holberg-forestillingen ’Jean de France’ på Det Kongelige Teater. Det gik heller ikke godt. Og så lavede jeg en forestilling ved navn ’Shopping’ på Aveny-T, der handler om T-shirtens rejse, hvor jeg spillede alt fra amerikansk bomuldslandmand til fattig kinesisk syerske. Jeg var sindssygt stresset i den tid og havde blackouts på scenen. Siden har jeg ikke spillet teater. Jeg har det ikke sådan, at jeg er færdig med at spille teater, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det siden.

10. MERE ALVORLIG TALETID 

De seneste 10-15 år er foredrag blevet en stor del af mit liv. Før det var jeg den sjove mand, man kunne hyre til sin sommerfest eller julefrokost, men det gik op for mig, at jeg havde brug for også at fortælle historier, der betød noget for mig, og gerne skabe lidt eftertanke hos publikum. Det passede ikke rigtigt ind i en julefrokost med 400 stive Telia-medarbejdere.

Min ældste søn blev så som 13-årig overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for blot tre uger. Han provokerede ikke nogen, men stødte ind i nogle unge drenge, der kedede sig og smadrede ham. Klokken var 16 om eftermiddagen begge gange, og der var rigtig mange mennesker, der kunne have grebet ind, men ingen gjorde noget. Folk gik bare videre. Jeg fortalte om det i et interview, og bagefter begyndte forskellige skoler at ringe til mig og spørge, om jeg ikke ville holde foredrag om social ansvarlighed. Siden er det begyndt at handle mere om mobning og fællesskaber, også på arbejdspladsen. Folk deler ting med mig, forældre skriver til mig om børn, eller unge skriver til mig, at de er desperate og ikke tør gå i skole. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg oplever, og jeg prøver at svare så godt, jeg kan, men der er også nogle, der skriver med selvmordstanker. Dem prøver jeg at sende videre, for jeg er ikke psykolog, jeg er bare en voksenven.

Jeg har altid troet, at jeg skulle være ham, der underholdt. I mange år kunne jeg ikke gå til et bryllup eller en fødselsdag, uden jeg skulle rejse mig op. Jeg blev tit spurgt og følte, at jeg ville svigte fællesskabet, hvis jeg sagde nej. Med tiden begyndte jeg at tage mig i at blive nervøs, hvis jeg skulle til et socialt arrangement, fordi jeg vidste, at lige om lidt ville jeg melde mig til et underholdende indslag, også selvom jeg ikke havde lyst. I årevis rejste jeg mig op og slog på glasset, selvom en stemme i mit hoved sagde: ”Hvorfor fanden skal jeg altid stå her og lege klovnen?”

Tilbage i folkeskoletiden var jeg den, der underholdt i klassen. Jeg var ikke dygtig i skolen, men jeg kunne være sjov, og det var virkelig vigtigt for mig, at andre folk kunne lide mig. Det bar jeg med mig i mange år. Jeg troede kun, at jeg var god nok, hvis folk grinede. Det er først for alvor her i halvtredserne, at jeg er blevet bedre til at tage mig selv alvorligt.

11. LIVSLYKKE TRODS DØDSSKYGGE

Jeg vågnede en morgen i 2015, hvor Lise var i Jylland, og kunne mærke, at jeg havde ondt i benet. Det føltes som en fibersprængning. Jeg havde haft ondt i benet to gange før, hvor jeg havde været ramt af blodpropper. Derfor vidste jeg også, at de ikke er farlige, når de sidder i benene, så længe man får gjort noget ved dem i tide. Jeg fik en af min svigermors venner til at køre mig på Gentofte Hospital, men da jeg steg ud af bilen, viste det sig, at de havde flyttet akutafdelingen et andet sted hen, så jeg måtte gå alene hen over parkeringspladsen. Pludselig fik jeg det vildt dårligt og faldt om, jeg var teknisk set død, og da jeg vågnede igen, var der en mand, der var ved at give mig hjerte-lunge-massage.

Det viste sig, at jeg havde flere hundrede blodpropper, der var røget op i lungerne med fuld hammer. Jeg røg på akut blodfortyndende og skal være på blodfortyndende medicin resten af mit liv. Jeg blev reddet af ham, der fandt mig, for han havde ikke mærket nogen puls til at starte med. Han er min engel. Det er sådan, jeg omtaler ham i dag. Man bliver religiøs af sådan noget, for hvis ikke jeg var taget på hospitalet, kunne jeg være død. 

Efterfølgende blev jeg virkelig bange for at dø. Jeg er generelt ret livsglad og livslysten, men efter den oplevelse blev døden langt mere nærværende i mit liv. Jeg gik i kognitiv terapi lang tid efter og bruger stadig tankefeltterapi, når jeg får angst. Så trækker jeg vejret dybt og mærker på min krop. Det sker sjældent i dag, men dengang havde jeg det mindst et par gange om ugen, som om jeg var ved at dø af angst. Jeg kunne sidde alene i en bil i Jylland og pludselig blive rædselsslagen for at få en blodprop. Andre gange kunne jeg sidde i toget og være nødt til at spørge ud i vognen, om der var nogen, der kunne hjerte-lunge-massage. ”Jeg har det rigtig dårligt, og jeg er bange for, at jeg falder om,” sagde jeg. Jeg var nødt til at sige det højt for en sikkerheds skyld. 

At råbe højt om sorgen, angsten og bekymringen er blevet min måde at kurere mig selv på. Jeg har ry for at være en blød mand, fordi jeg snakker åbent om følelser, men jeg ser mig selv som et åbent menneske, der deler ud af sin sårbarhed. Det er en af mine grundværdier ikke at være bange for at sige tingene højt. Nogle offentlige personer, især skuespillere, mener, at hvis man siger bare én sætning om sit privatliv, kan ingen kigge på dig som en rolle igen. Men det oplever jeg ikke, og selvom det er en kliche, er min taknemmelighed for livet blevet større. Jeg er stadig gift, og jeg har børn og venner, der gider se mig. Der er meget at værdsætte. 

12. RIGETS TILSTAND

For et par år siden blev jeg ringet op af en producent på Zentropa, der spurgte, om jeg ville være med i ’Riget’. ”Snakker vi ’Riget’ med Lars?” ”Jaja, han har sgu skrevet nogle afsnit,” sagde hun så. Der var gået næsten 25 år, siden sidste afsnit var blevet sendt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med igen.

’Riget’ betød sindssygt meget for mig i sin tid. Det blev startskuddet til hele min tv-karriere. Jeg havde medvirket i en krimiserie i 90’erne, og da den var ved at blive klippet sammen på Zentropa, gik Lars von Trier tilfældigvis forbi og så mig i klipperummet. Kort efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Riget’, hvor jeg fik rollen som Mogge. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: ”Wow!” Det var vildt at læse. Det var kun den anden eller tredje rolle, jeg lavede, og til første læseprøve sad jeg med folk som Jens Okking, Ghita Nørby, Søren Pilmark, Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Lars von Trier lagde ud med at sige: ”Jeg hader skuespillere.” Det skulle vise sig, at det gør han ikke, men han kan godt lide at sige det. 

Det var vildt at være en del af. Vi lavede håndholdte scener, der var 10 minutter lange, og der var en kæmpe frihed til stede. Jeg var ung og havde ikke prøvet særlig meget andet. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, det, der foregik. På et tidspunkt gik jeg bag Lars von Trier og Ernst-Hugo Järegård på vej til frokost, da sidstnævnte begyndte at rose mig. Så skyndte Lars sig at sige: ”Hold kæft, hold kæft, han må ikke høre sådan noget, for helvede!” Men jeg nåede at høre det, og det gjorde noget for mig at høre den slags fra så stor en stjerne. Det var et af de små dryp af anerkendelse, man får igennem et liv og en karriere, hvor nogen har set én og troet på én. 

Lars von Trier er et sindssygt varmt og kærligt menneske, men han har en sarkastisk side, som man lige skal vænne sig til. Det oplevede jeg også igen til den nye sæson af ’Riget’, hvor han efter de første optagelser kom hen til mig og helt tørt sagde: ”Jeg vil bare lige fortælle dig, at det altså ikke er ’Min søsters børn’, vi laver her.”

På den nye omgang ’Riget’ har jeg også haft dage, hvor jeg har siddet og rystet og tænkt, at jeg ikke havde styr på noget, fordi der var sådan en totalt kaosagtig energi. Det kan Lars von Trier godt lide. Selvom jeg har været i showbiz det meste af mit liv, har der været dage, hvor jeg har været så nervøs. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg prøver at være ydmyg. Det vigtigste for en skuespiller er at gå helt åbent og nysgerrigt ind på en scene og reagere på, hvad der sker. Hvis man planlægger for meget, kan det gå galt. 

13. HELT UDSPILLET

Kort før jul sidste år sad jeg før en optagelse og kunne pludselig ikke mere. Jeg havde filmet 73 dage i træk på ’Sommerdahl’, hvor jeg havde været med i så godt som alle scener. Dagen efter sad jeg i Helsingør og var klar til at filme en optagelse i ’Borgen’, som jeg også spillede med i foruden ’Riget’. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange store roller på så kort tid. Jeg følte mig sindssygt grundtræt, da der kom en sød produktionsassistent ind og fortalte, at min scene var udsat i fire timer. Da hun sagde det, var det, som om noget knækkede inde i mig. Jeg tænkte straks: ”Det kan jeg ikke.” Så begyndte jeg at ryste og få det dårligt. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg prøvede at sige til hende, at det ikke kunne lade sig gøre. Lidt efter kom en fra højere oppe i hierarkiet ind og spurgte, hvad problemet var. ”Scenen er bare flyttet fire timer,” sagde han uforstående. Så løb jeg grædende ud af lokalet og ned på stranden, hvor jeg brød fuldstændigt sammen. Til sidst fandt producenten mig, der kunne konstatere, at Peter Mygind var færdig. Min krop havde fået nok, og selvom jeg har levet af at spille skuespil i 40 år, måtte jeg lære det på den hårde måde.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke behøver spille mig ud til prøverne, men jeg spiller for at mærke, hvor vi er på vej hen, og så min kollega også kan mærke det. Det er et aktivt valg, som jeg gerne vil holde fast i, for jeg har ingen planer om at skrue ned for min energi. Det kan jeg ikke. Men så er jeg også nødt til at trække stikket helt nogle gange.

14. TILFÆLDETS GAVER 

Jeg er dybt taknemmelig for at være et sted, hvor jeg på en måde er genopstået som skuespiller, og folk vil bruge mig igen. Som skuespiller kan man ikke undgå at have perioder, hvor man synes, at der er gået lige lovlig længe, siden telefonen ringede. Der har da også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Så sluttede den karriere”, og jeg har mindst en gang sagt til Lise, at vi blev nødt til at sælge huset, fordi jeg ikke havde nerver til det liv, hvor man pludselig ikke har noget at lave i et halvt år. 

Der er så mange tilfældigheder på spil i skuespilbranchen. Jeg løb rundt i badebukser og spillede fodbold med mine sønner en sommerdag for flere år siden, da min nabos søster tilfældigvis hørte min stemme igennem hækken. Hun var caster på Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’ og var ved at lede efter ham, der skulle spille Aksel Winther. Pludselig slog det hende: ”Hvorfor ikke Peter Mygind?” Karakteren er lidt af et røvhul, og de havde egentlig tænkt på nogle helt andre, men jeg blev hevet ind til en prøve og endte med at få rollen. Det var min første rigtige røvhulsrolle, og den har betydet meget for mig. Til premieren kom Søren Kragh-Jacobsen hen og sagde: ”Det var fandeme interessant at se dig i den slags rolle. Vi er ved at lave ’Borgen’, hvor vi leder efter en til en rigtig røvhulsrolle. Har du lyst til at komme og give dit bud?” Sådan blev jeg den skruppelløse sladderjournalist Michael Laugesen. Der er mange, der har været interesseret i, om jeg har bygget min rolle på Henrik Qvortrup, og ja, jeg har taget noget Qvortrup til mig, men også alle mulige andre, jeg har mødt gennem tiden. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en til en fødselsdag, der sagde alt muligt grænseoverskridende uden at fortrække en mine. Sådan noget suger jeg til mig. Men der er også noget af Peter Mygind i rollen, for jeg har også haft røvhulsøjeblikke, hvor jeg har været i mit iskolde hjørne. Hvis man vil gøre det troværdigt, bliver man nødt til at kravle 100 procent ind i den person, mens kameraet kører. Næste år er det 40 år siden, jeg som 19-årig blev en del af min mors teater, og jeg nyder stadig at prøve at skabe en karakter.