Indlæg

Skuespiller. I mange år turde hun næsten ikke sigeordet højt. Så tog hun til New York og prøvede det af i al hemmelighed. Og efter en rutsjebane af salatbar-jobs og halve chancer blev det en drøm – men først da hovedet var renset for larm, tvivl og selvkritik. Amanda Collin fik sit internationale gennembrud i en metallisk latexdragt i Sydafrika og er nu tilbage i Danmark, hvor hun spiller over for Mads Mikkelsen på den jyske hede.
Tekst:Annelise Hartmann EskesenFoto:Ulrik Jantzen

I 4. KLASSE skulle vi spille skolekomedie. Det var sådan et saloon-stykke, og jeg fik højhælede cowboystøvler på. Bare det at få mit kostume på og rent fysisk gå hen ad scenen på Rungsted Skole gav mig en følelse af, at her spiller det. Det her SPILLER! Jeg havde det bare megagodt. Men fra at mærke den følelse til så at sige det til folk gik der mange, mange år. Første gang jeg sagde det højt, svarede min farmor: ”Ad, ad, ad, skuespiller, det vil du da ikke være, det er et virkelig usikkert fag.” Min mor forstod det heller ikke. ”Du har jo sceneskræk,” sagde hun. Nok med tanke på dengang i børnehaveklassen, hvor jeg skulle danse lambada foran hele skolen og fik et meltdown. De sagde: ”Gå bare op og dans”, og jeg nægtede. Men det handlede ikke om sceneskræk. Det havde snarere med perfektionisme at gøre. Det var simpelthen, fordi vi ikke havde øvet nok. Det kan godt være, at vi går i børnehaveklasse, men sorry, det er bare ikke godt nok.

Jeg voksede op som nummer tre i en søskendeflok på fire. Mit barndomshjem var virkelig festligt. Mine forældre havde bridgeaftener, og hver gang nogen fyldte rundt, var det med telt i haven og temafester. Min mor holdt for eksempel en stor fødselsdag, hvor alle var vikinger. Derhjemme havde vi fem flyttekasser i kælderen med udklædningstøj. Man skulle kunne klæde sig ud, hvis behovet opstod.

Da jeg begyndte i gymnasiet, tænkte jeg: ”Fedt, der er musicals!” Jeg havde et kæmpe indre liv, hvor jeg var hovedrollen, men så havde jeg et ydre liv, hvor jeg var vildt genert omkring det og ikke turde sige højt, at jeg gerne ville frem på scenen. Så jeg kom i koret, bagerst, fordi jeg er så høj. 

Jeg sagde ikke til nogen, at jeg ville være skuespiller, men samtidig forstod jeg ikke, at der ikke var nogen, der opdagede det. Altså, hvorfor kan de ikke se, at jeg ville være perfekt til at stå forrest på den scene? Jeg følte, at det ville være at bede om alt for meget plads at sige, at jeg gerne ville spille hovedrollen. I forvejen fyldte jeg meget, så det var simpelthen i jantelovsgymnasieregi for voldsomt at bede om, troede jeg. Men det var jo at tage unødigt hensyn til folk, der var superligeglade, om jeg spillede hovedrollen eller ej. Jeg har altid været god til at tage hensyn, som ingen har bedt mig om.

Efter gymnasiet turde jeg ikke søge ind på Skuespillerskolen, hvilket var en blanding af frygt og storhedsvanvid. Jeg var ikke bange for ikke at komme ind, det regnede jeg bare med. Men det var frygten for, når jeg kom ind: Hvad hvis jeg ikke kan lide det, så skal jeg jo droppe ud. Og hvad så? Og det er jo sygt nok at tænke sådan, når man kun har stået i tredje række i koret! Men man må gerne tro på en drøm, selvom man som ung måske ikke kan forklare den.

Men et eller andet skulle jeg vel søge ind på, sådan er forventningen: Hvad gør du, når du har fået huen på? Hvilket studie skal du ind på? Hvad for en karriere vil du have? Jeg tror, at vi alle sammen har en livsbane, der er stukket ud for os på forhånd. Men der er så meget larm i verden, at det kan være svært at høre sig selv og gøre det, man kan mærke er det rigtige. Den larm kan være alt fra must own an Audi til ens familie, der er mistroisk over for ens drøm. Eller det kan være, at man gerne vil have gode karakterer. Det har for eksempel altid været meget vigtigt for mig. Der er tusind ting i det samfund, vi lever i, som stiller succesparametre op for os, og så tror vi, at det er den melodi, vi skal spille. Men det er jo ikke sikkert. Hvis man lukkede larmen ude og lyttede mere til sin grundtone og turde eje den og synge den rigtig højt, ville livet måske ikke være så svært. Men det er svært at være ligeglad med andres forventninger, og hvad normen er.

Så jeg søgte ind på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – fordi det hed noget med film, ha ha, så tåbeligt. Og det holdt heller ikke længe. Jeg var chokeret! Skal vi læse FIRE HUNDREDE SIDER? OM UGEN?! Jeg tænkte bare: ”Holy cow, universitetet er jo kedeligt!” Det tog mig tre måneder på film og medie at finde ud af, at jeg bare hader at læse, og så droppede jeg ud.

JEG FIK JOB som booker på modelbureauet 2PM, hvor jeg tidligere havde arbejdet som model, og det gav selvtillid at finde ud af, at, gud, jeg fungerer i en voksenverden. Jeg var god til at administrere, jeg var god med mennesker, jeg kunne købe, sælge, rejse og snakke med kunder, så den vej kunne jeg også være gået videre ned ad. Men jeg havde jo en anden drøm, og det med skuespillet blev ved at poppe op, jeg havde venner, der søgte ind på Skuespillerskolen, og det var jeg meget interesseret i at høre dem fortælle om.

En dag hørte jeg om William Esper Studio, en skuespilskole i New York. Jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?” og meldte mig til et sommerkursus derovre. Så kunne jeg prøve det af i al hemmelighed. Og så faldt alt bare i hak. En dag kiggede jeg rundt i undervisningslokalet og tænkte, at det er simpelthen for vildt, det her, alt giver mening. Tænk, at vi får lov at sidde her og lave sådan noget sanse-føle-noget, at det her er en skole, og det er det, vi skal lære hver dag. Det føltes bare rigtigt! Nogle gange skinner grundtonen igennem. Så klinger den faktisk så højt, at man ikke kan ignorere den.

MODER-ROLLE

’Raised by Wolves’ er en amerikansk science fiction-serie af Aaron Guzikowski. De to første afsnit er instrueret af Ridley Scott, der også er executive producer på serien. Amanda Collin spiller Mother, der sammen med karakteren Father (Abubakar Salim) lander på planeten Kepler-22b i en dystopisk fremtid, hvor jorden er blevet ødelagt af en krig. Ud fra seks menneskefostre skal de to menneskelignende robotter hjælpe menneskeheden på fode igen. Ridley Scott valgte Amanda Collin til rollen blandt andet på grund af hendes fællestræk med den androgyne David Bowie, har han fortalt til flere medier. Hun blev klippet korthåret og fik håret farvet rødt til rollen.

Jeg endte med at blive på skolen i to år, og undervejs fandt jeg ud af, at jeg gerne må være den, jeg er. En glad, udadvendt, lidt kuk pige, der gerne vil være skuespiller. Jeg fandt også ud af, hvad jeg havde misforstået i gymnasiet – at skuespil faktisk ikke handler om at fylde. Det handler om at fylde så lidt som muligt. Det gælder om at gøre sig selv usynlig, så rollen kan skinne frit. Det var dejligt at finde et sprog for, at skuespil faktisk handler om at fjerne sig selv fuldstændigt.

Det første år på skolen eksisterede feedback ikke. Og det var chokerende for sådan en præmiepony som mig. Dag ud og dag ind stillede vi os op og spillede, men fik aldrig at vide, om det var godt eller dårligt. Vi kunne godt få at vide, hvis vi ikke var frie nok i vores spil – var du fri i nuet, eller var du ikke fri i nuet? Derudover er smag irrelevant, sagde de. 

Skolen lærte mig også at være mindre hård over for mig selv, for i og med at vi ikke blev bedømt, lærte jeg også ikke at bedømme mig selv. Når der i et år ikke er nogen, der siger: ”Ej, hvor var du god”, når du stiller dig op, så stopper du med at lede efter det. Og ender med i stedet at føle efter. Ej, det føltes godt, der følte jeg selv, at jeg var god. Og det er jo langt sundere at navigere efter. Men det tog et år, før jeg lærte det. Et helt år! Hvor jeg efter forgæves at have søgt den hos mine lærere eller medstuderende fandt ud af, at det er kedeligt at gå og lede efter anerkendelsen. 

DA JEG VAR færdiguddannet og virkelig følte mig som skuespiller efter at have levet drømmen i to år, skulle jeg ud og finde mit første job. Det blev … på en salatbar i København. Jeg kom fra the city of dreams hjem til Gråvejrsdanmark. Jeg var 26, flyttet hjem til mine forældre, havde brug for penge, og min far sagde til mig: ”Få dig et job!”

Og jeg var faktisk glad for det job, så hører man jo til et sted. Men det var også en periode, hvor jeg var smådepressiv og uden mål i livet. Man går rundt og famler og synes, det er synd for én selv, at man er vågnet fra drømmen, skolen i New York, og der sker nul ting! I mit forsøg på at få det bedre kom jeg på sporet af transcendental meditation. Jeg fik et hemmeligt mantra, som jeg skulle repetere for mig selv i to gange 20 minutter hver dag for at tømme hovedet. Jeg læste også selvhjælpsbøger og lærte, hvad der måske er banalt for nogle at høre, men som var meget værdifuldt for mig at lære: at tanker er selvskabte. Hvis tanker var som en kæmpe buffet på et luksushotel, ville du jo heller ikke gå hen til alt det, du hader. Men det er der mange, der gør hver dag. Det gjorde jeg også i lang tid. Jeg stod op om morgenen og talte grimt om mig selv inde i hovedet, var bange for, om jeg var god nok, og følte mig uelskelig på mange parametre. Midt i al den søgen opdagede jeg et personlighedstræk hos mig selv, som jeg faktisk blev glad for: at jeg er i stand til at forbedre min tilstand, hvis jeg har det dårligt. Og så skete det en dag på salatbaren, at jeg blev tilbudt mit første job som skuespiller, da Thomas Glud (manuskriptforfatter og instruktør, red.) kom ind og købte en salat og gav mig en rolle i serien ’Sjit Happens’.

Samtidig spillede jeg lidt undergrundsteater, men det væltede ligesom ikke bare ind med roller. Som årene går, begynder man at tænke: ”Er det fjollet, det her?” Selvom grundtonen siger, at det overhovedet ikke er fjollet, at skuespil er formålet med dit liv, så siger de ydre stemmer: ”Tiden går, klokken slår, måske er det gak.” Og bedst som jeg var ved at lytte til dem, gav en god ven mig et godt råd. For hende havde det hjulpet at sætte en tidsbegrænsning på en drøm. Jeg var 28, havde mødt min mand, haft én rigtig rolle og lidt småting hist og her, og det matchede ikke den skuespiller, jeg følte mig som indeni. Så jeg sagde til mig selv: ”Okay, om to år fylder jeg 30. Hvis kurven ikke er gået opad til den tid, finder jeg på noget andet.” Jeg satte med vilje barren meget lavt: to år for en kurve til at bevæge sig bare én grad opad. Men at have den deadline gav mig en mere proaktiv tilgang.

En dag, hvor jeg var tilbage og arbejde som agent på modelbureauet, ringede en caster og spurgte efter modeller til en film, og jeg gav dem nogle forslag. Men inden jeg lagde på, endte jeg med – i en blanding af skam, frygt og hovmod – at sige: ”Hvad med mig?” Og hende i den anden ende sagde bare: ”Hvem er du?” Men det var på grund af den toårsplan. Jeg blev nødt til selv at prøve at få kurven til at gå opad. Jeg fik lov at komme med til castingen, fik dog ikke rollen, men jeg følte, at nu havde jeg åbnet en dør.

På det tidspunkt gik min mand og jeg og snakkede om, hvor vi var her i livet: Vi har hinanden, vi elsker hinanden, vi ved, at vi skal være sammen. Skal vi ikke bare …? Lad os få det barn! Ugen efter at vi havde den snak og gik og forestillede os vores liv som familie, gik kurven pludselig opad. Jeg fik job i ensemblet på teatret Mungo Park og en rolle i ’Flaskepost fra P’. Og så udskød vi planen om et barn. Der er nok mange, både skuespillere og i andre brancher, der tænker meget over, hvornår det er det rigtige tidspunkt at få børn. Hvis det føles mere hårdt end sjovt at vente, skal man jo stoppe op, men dengang var mulighederne bare for sjove, så vi ventede.

Men gravid blev jeg. På et senere tidspunkt. Jeg var faktisk gravid, da vi indspillede ’En frygtelig kvinde’. Jeg havde virkelig ønsket en hovedrolle, men timingen kunne da have været bedre, men jeg var nødt til bare at sige: Jeg er gravid, det er en hovedrolle, lad os fucking bare gøre det. At blive gravid, føde og få et barn er jo et kæmpe kontroltab. Du mister simpelthen overblikket og er nødt til at give slip på forventninger til dig selv, til hvordan livet skal gå, om du er god eller dårlig. 

EN AFTEN KVART i 12 ringede min agent. Jeg var lige gået i seng, så jeg gik ud på badeværelset og tog telefonen. Hun fortalte mig, at jeg havde fået hovedrollen i Ridley Scotts HBO-serie ’Raised by Wolves’. Til castingen havde jeg haft en følelse af, at jeg virkelig var i stand til at parkere mig selv og være fuldstændig ligeglad med, hvad jeg lavede. Og mit udseende passede også bare godt til at spille robot. Så på en eller anden måde vidste jeg, at jeg ville få rollen. Alligevel fik vi grineflip i telefonen over, hvor vildt det var. Jeg gik ind i sengen til min mand og sagde: ”Nu skal vi til Sydafrika”, og han vendte sig bare om. Det kunne han slet ikke overskue.

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle ind og google Ridley Scott. Jeg vidste godt, at han var en af de helt store, men jeg blev alligevel ramt af en kæmpe ærefrygt, da jeg var inde på hans IMDb. Hemmeligt genså jeg ’G.I. Jane’, ’Thelma & Louise’, ’Alien’ og ’Prome­theus’, så jeg lige kunne tale med. Første gang jeg mødte ham, var på hans kontor i London. Der havde jeg fået rollen, vi skulle bare lige mødes og snakke om, hvordan man spiller robot. På bagvæggen hang der klaptræer over alle de film, ham og hans bror, Tony Scott, havde lavet, og nederst hang der fire tomme, så selvfølgelig var jeg nervøs for, om jeg kunne indfri hans forventninger.

Men han var meget sød og god til at skabe en stemning af, at man er okay, som man er. Han spurgte, hvad jeg havde tænkt med min karakter Mother, og jeg ved ikke, hvordan jeg turde, men jeg sagde bare: ”Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke skal gøre så meget.” Mother er en robot, der er blevet placeret på en planet, og som skal lære alt forfra. Han nikkede og sagde: ”That’s exactly right, we’ll do it together.”

Min mand talte ikke til mig i to uger, efter jeg havde fået rollen. Men han endte med at elske de to gange otte måneder, som vi var af sted for at indspille de to sæsoner i Sydafrika, hvor de har lidt af det hele og kan skabe resten i deres mange enorme filmstudier. Min mand var måske den, der havde det allerbedst, da vi var af sted. I og med at jeg arbejdede meget, blev rollerne byttet om derhjemme, så hvor jeg var Mother på settet, var jeg father derhjemme. Og så fandt vi ud af, at det fungerede vildt godt for vores familie, når jeg var ”faren”.

HEDE KYS

I Nikolaj Arcels ’Bastarden’ er handlingen hensat til den jyske hede anno 1750’erne, hvor den danske soldat Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen) hjemvendt fra Tyskland vil forsøge, hvad ingen før ham har formået: at dyrke jorden på heden. Men han bliver modarbejdet, ikke kun af naturen, men også af den excentriske og magtfuldkomne godsejer Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg). Til at hjælpe sig har Ludvig en landarbejder (Morten Hee Andersen) og dennes hustru Ann Barbara (Amanda Collin), der får en mere og mere fremtrædende rolle, som filmen skrider frem. Filmen, der er solgt til biografvisning i over 50 lande, er baseret på Ida Jessens roman ’Kaptajnen og Ann Barbara’ fra 2020 og har dansk premiere 5. oktober.

Fra jeg fik rollen, til vi gik i gang med optagelserne, gik der en måned. Og det er jo sindssygt kort tid, når man skal flytte sin familie til den anden ende af jorden, forberede sig … og nå at komme i form. Jeg kan huske, at der var et billede af mig i den her grå latexdragt, som jeg skulle have på hele serien igennem, fra en kostumeprøve. ”Ja, det ser fint ud,” sagde Ridley Scott … og tegnede med en sort tusch muskler på mine arme på fotoet. ”Det skal vi lige have styr på, inden vi starter.”

Så var det bare en måned med kylling og ris, boksning og styrketræning. Det var totalt træningslejr. Man er jo ikke så klar på at være oppustet i sådan en dragt. Sådan en mandags-fise-mave og en stram latexdragt er bare en dårlig kombi. Jeg fik meget foræret af det kostume, det var et fedt kostume! Bortset fra når jeg skulle på toilettet, og folk skulle hjælpe mig med min trusse, som bestod af klisterbånd og et meget tyndt stykke stof.

Ridley Scott er bare en vildt god instruktør. Han ved, at skuespillere er bedst, når de er trygge og har en skarp ramme. Inden en scene kunne han finde på at sige til mig: ”Der kommer et rumskib, så kommer du ud, så sker der det og det, og så siger du din replik.” Jeg troede, at jeg skulle give enormt mange bud: ”Kunne man ikke komme ind ad døren på den her måde? Eller hvad nu, hvis jeg siger det over venstre skulder?” Men i virkeligheden ville han bare have mig til at sige mine replikker. Bare vær, som du er, jeg skal nok stå for resten, sagde han. ”Just say your lines.” Det var jo et vildt møde, når jeg tænker over det: en dinosaur og en grønært lige der i outer space! Jeg var knaldende ny i branchen, og man tror, man kommer der og ved en masse ting.

De kaldte mig ’Matchstick’ på optagelserne. Jeg lignede en tændstik, lang og tynd i min latexdragt med mit røde, korte hår. Nogle roller føles bare helt rigtige, og med Mother fik jeg samme følelse, som jeg første gang oplevede på skolen i New York: en følelse afbare at transcendere, ikke være til stede, men bare fuldstændigt blive overtaget af noget andet. Det lyder måske lidt poltergejst-agtigt, men det er slet ikke så slemt. Det handler bare om at være til stede i de følelser, der er skrevet i manuskriptet. 

For folk, der ikke er skuespillere, kan det vel sammenlignes med … det er måske lidt morbidt, men for nylig havde min søn feberkramper, og da jeg ringede 112, snakkede med telefonvagten og gjorde, hvad hun bad om, havde jeg samme følelse: Nu træder mit jeg væk, og der kommer et handlings-jeg på banen. Der er ingen tanker, kun handling. Din rygsøjle tager over og ved fuldstændigt, hvad der skal gøres eller siges. 

SKUESPIL HANDLER FOR mig om at være i nuet. Om at være til stede med dig. Lige nu, lige her. Og reagere på, hvem du er, og hvad der sker omkring os. Jeg er fortaler for den rigtige konfrontation, at mødes rigtigt med mennesker og se, hvad der sker, i stedet for at sidde og like og hate på nettet. Derfor har jeg også slettet min Instagram-profil. I mange år sad jeg bare og sammenlignede. Og det tror jeg er rigtig skidt. Vi er forskellige, deal with it.

Du har fået en krop i det her liv, elsk den, den er, hvad den er, vær glad for den. Hvis man ikke har et selvværd af stål, er det jo svært at sidde og kigge på bikini-billeder af folk og så elske sin efterfødselskrop. Jeg ved ikke, hvem det er nemt for, men jeg vil gerne møde personen. Og så synes jeg, at det er et underligt spil, vi har accepteret: at tage selfies! Jeg var selv med på den en overgang, men det er jo mærkeligt at sidde i et offentligt rum og være meget optaget af sin egen fremtoning og tage billeder af sig selv. Det føles bare ikke autentisk for mig. Så jeg droppede at glo på det, og jeg har savnet det nul gange. Det var befriende, og det har virkelig højnet mit tilstedevær.

Mange spurgte, om det ikke var nødvendigt at være på Instagram for at få roller. For hvordan kan man overhovedet eksistere professionelt uden? Og der vil jeg bare sige, at det kan man godt. Skuespilleren Margot Robbie slettede sin Instagram, da hun havde 23 millioner følgere, det synes jeg bare er ret ballsy! Og hun fyrer den rimelig godt af alligevel. Og der er indtil videre ikke nogen, der i professionelle sammenhænge har efterspurgt min Instagram-profil, snarere tværtimod, for når man arbejder for HBO, er alt så hemmeligt, intet må slippe ud, så jeg er totalt angst for i det hele taget af have en telefon i min trailer på settet, for jeg føler, at jeg bliver skudt af en hemmelig agent, hvis bare jeg ringer til min mor.

EN LØRDAG FIK jeg en mail om, at godmorgen, sæson 3 af ’Raised by Wolves’ er blevet aflyst. Det er sådan en situation, hvor man kan prøve at vælge sine tanker. Man kan tænke: ”Vi skal flytte fra hus og hjem!” Men man kunne også tænke: ”Det er det helt rigtige, og gad vide, hvad der så sker?” Jeg var alligevel ikke herre over beslutningen. 

En dag ringede Nikolaj Arcel og spurgte, om jeg ville spille med i det her periodedrama, han skulle lave, over for blandt andre Mads Mikkelsen, baseret på Ida Jessens bog ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Jeg skulle spille Ann Barbara, en husholderske, en handlekraftig kvinde med ar på sjælen. 

Vi tog et kaffemøde, Nikolaj fortalte lidt mere om rollen, og jeg sagde bare: ”Fedt, det hele lyder rigtig godt! Du skal bare lige vide, at jeg er gravid.” Så blev han helt hvid i hovedet, og jeg tænkte: ”Satans, det går nok ikke op.” På det tidspunkt var der kun en løs plan for, hvornår den skulle optages – og så sendte han alligevel et manus. Om de rykkede tidspunktet decideret for min skyld, må du spørge ham om, men det ville jo være en god feministisk fortælling. 

DET SKREV DE

”Amanda Collin er glimrende i rollen som Marie, for så vidt at hun er vanvittigt irriterende og indsmigrende på én og samme tid. Marie gør sin i forvejen indyndende stemme endnu lysere, når hun hundser med Rasmus, og hun lytter ikke rigtig til, hvad han siger, når hun foreslår, at de skiller sig af med hans cd-samling.”

Lone Nikolajsen, Information, om ’En frygtelig kvinde’

”Salig og skræmmende som en ærkeengel leverer Collin en af de bedste præstationer på tv lige nu.”

James Poniewozik, The New York Times, om ’Raised by Wolves’

”Amanda Collin som Mother er et fremragende studie i tiltagende menneskelig følsomhed. Til at begynde med er det ægte uhyggeligt at se hendes overlæbe fæstne sig på tænderne i overmunden for at simulere et smil. Hun leder efter de rigtige følelsesudtryk som et barn berøvet sin intuition. Det er fascinerende at se, hvordan hendes følelser finder spontane udtryk, alt som hendes interaktion med Father og børnene udvikler hendes kunstige emotionalitet. Det er en stærk og ret så komisk begavet præstation.”

Ralf Christensen, Information, om ’Raised by Wolves’

Filmen optog vi, efter jeg havde født. Min søn var fem måneder, da vi gik i gang, og planen var, at han kunne være med på optagelser det meste af tiden. Jeg tænkte, at det skal nok gå. Så fik jeg en skydeplan en uge inden, vi skulle i gang, hvor der stod, at de første to uger var natoptagelse. Fuck, det havde jeg lige glemt at tænke på! Der var det heldigt at have ammehjerne, for så kan man ikke rigtig tænke eller nå at bekymre sig om den slags. Og vi løste det. Min mand tog min søn, og jeg pumpede ud. At være dér i livet, hvor ens baby tvinger én til at være i nuet, viste sig faktisk at være en kæmpe gave til min karakter, der ikke bekymrer sig så meget om fortid og fremtid. Hun er rigtig meget i nuet og får det til at fungere. 

Hvis man lader sig påvirke af sin usikkerhed, kommer man hurtigt op i hovedet, og det er det kedeligste sted at være som skuespiller. Da jeg skulle spille Ann Barbara ude på den jyske hede, hvor dem, der ser filmen, skal tro på, at vi er ved at dø af sult, er det røv og nøgler, hvis jeg står og tænker: ”Ej, hvor er jeg dårlig”, eller ”Hvorfor sagde jeg det på den måde?” Det er jo tanker, der ikke er til stede i 1756 i Ann Barbara. 

Jeg har set masser af periodedramaer, men altid tænkt, at de folk, der levede dengang i fortiden, var anderledes. Dem med parykker og store kjoler, de måtte også have haft et andet indre liv, fordi det var en anden tid. Men pludselig, da jeg skulle spille Ann Barbara, gik det op for mig, at de må have haft det præcis som i dag, omstændighederne har bare været anderledes. Jeg ved godt, at det lyder superbanalt og sikkert som noget, alle andre har vidst i tusind år, men for mig var det virkelig sådan: Guuud, måske havde hun også nogle universelle kvindelige længsler? Hvordan er hendes forhold til lyst, sex, kærlighed, frihed?

JEG HAR MIN kærlighed til mig selv, min mand og mine børn. Og jeg tror, at det er vigtigt i den rækkefølge, ellers er man ikke for alvor i stand til at tage imod. Hvis man har et filter, fordi der er noget, man hader ved sig selv, misser man noget kærlighed, der bliver givet til én: ”Ej, hvor ser du godt ud.” Hvis du synes, at du har en grim krop, tager du ikke lige imod dén kærlighed. For mig har det været et meget stort arbejde at nå dertil, hvor jeg taler pænt til mig selv.

I ’Bastarden’ har Mads Mikkelsens karakter et meget tydeligt defineret mål, han for alt i verden vil nå, en meget konkret drøm, og i jagten på den risikerer han at miste alt det, der virkelig betyder noget her i livet. Selv har jeg ikke nogen konkret drøm, og jeg synes, at det er bedst sådan. Hvis jeg ikke har nogen forventninger, kan jeg ikke blive skuffet, så er jeg bare sindssygt privilegeret, og så føles hver rolle som en gave. Det lyder måske som en beskyttelse for ikke at blive skuffet, men når man lykkes med at se det på den måde, er det komplet modsat. Så er det gaveregn på minutbasis.

Hvis det eneste, man drømmer om, er at vinde en Oscar, så er hver dag jo bare endnu en dag, hvor man ikke vinder en Oscar. Samtidig har jeg det sådan, når jeg kigger på mine to børn, at jeg har vundet, jeg har fået min Oscar, jeg har faktisk to. To levende statuetter, der er så søde og også irriterende og alt muligt andet, men jeg har vundet i livet. Og sådan kan jeg også få det af at kigge på en sky. Og så er en film jo bare en film. Det tager virkelig toppen af præstations­angsten. Jo mere jeg er i stand til ikke at have en drøm eller en definition af, hvad der skal ske, jo mere er jeg i stand til fuldstændigt at udslette mig selv og min idé om, hvem jeg er som skuespiller. Det er ægte frihed, så kan man fucking spille alt.

Hjerteklappen er udlånt fra en gris, hofterne er af titanium, og hænderne har mistet fordums kræfter. Men ingen skavanker kan forhindre 77-årige Lisbet Dahl i at gå på scenen og få publikum til at grine – sådan som hun har gjort hele sit liv.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, PR

ENTEN HAR MAN HUMOREN, eller også har man den ikke. Det var i hvert fald sådan, jeg inddelte mine folkeskolelærere: hvem jeg kunne få til at grine – og hvem jeg ikke kunne. De sjove af dem fortalte jeg vittigheder, og en dag, hvor jeg havde gjort hr. Kofod syg af grin, sagde han: ”Du er så morsom, at jeg bliver nødt til at adoptere dig.” Da jeg gik hjem og fortalte min mor (skuespiller Toni Biering, red.), hvad den flotte, blonde lærer i slutningen af tyverne havde sagt, kiggede hun på mig og sagde: ”Sig til ham, at det må han gerne. Men jeg følger med.” Da jeg sagde det til hr. Kofod, blev han helt rød i hovedet.

Min mor var blevet skilt fra min far (teaterinspektør Helge Dahl, red.), da jeg var fem år gammel. Vi boede i Nordvestkvarteret i København, og jeg gik i skole på Nørrebro. I 1952 blev min mor gift på ny med skuespilleren Poul Thomsen, og senere flyttede vi til Aalborg, hvor han og min mor lejede sig ind på Lille Scene i Aalborghallen og spillede forestillinger. Jeg kom i skole på Ryesgade Skole, en håbløst gammeldags skole med kæft, trit og retning, hvor man blev sat uden for døren og sendt op til rektor, hvis man kom for sent. 

I håndarbejde skulle vi sy i takt: Ned i stoffet, træk igennem, op med nålen og ned i stoffet igen. Læreren sad og dikterede, og jeg syntes, det var rædsomt. Heldigvis gik der kun et halvt år, før vi flyttede tilbage til København, og jeg kom tilbage til mine gamle kammerater. Men skolen kedede mig stadig. Jeg læste vel lektier fem gange på 10 år i alt.

En helt ung Lisbet Dahl som ballerina.

I DET HELE TAGET var jeg nok ikke til at holde ud som teenager. Jeg husker, at min mor engang blev så vred på mig, at hun løb efter mig gennem stuen med en bøjle, selvom hun ikke havde for vane at slå. I 10. klasse kom jeg i forretning og solgte dametøj inde hos hr. og fru Schiøler på Gammel Kongevej, men det var ikke noget for mig, for jeg havde længe vidst, at jeg ville være skuespiller.

I skoleferierne var jeg med både min mor og min far på turné. Jeg sad i kulissen og så skuespillerne optræde, og vi rejste fra by til by og fra hotel til hotel i en bus med alle teaterdekorationerne rullet sammen og spændt fast på taget. Jeg husker at have stået i kulissen og set min mor synge i Helsingør Revyen, da jeg ikke var mere end fem, og jeg kom til at gå lidt for langt ind på scenen. Pludselig var det mig, publikum kiggede på, og en af min mors kolleger måtte trække mig væk.

Efter 10. klasse kom jeg i lære hos Søren Weiss (skuespiller fra Det Kongelige Teater, red.) i København. 3-4 måneder senere sagde han pludselig en dag, at han syntes, jeg skulle gå til optagelsesprøve. Han ville have mig ind på Det Kongelige Teater. Men jeg ville hellere til Aalborg, for de havde Karen Marie Løwert som direktør, og de fik gode anmeldelser for deres forestillinger. Aalborg Teater tiltrak skuespillere hele vejen fra København, og jeg syntes, det var sejt. I 1965 blev jeg optaget i første forsøg, og jeg havde en fantastisk tid deroppe, hvor jeg blandt andet spillede Pippi Langstrømpe og Ophelia i ’Hamlet’.

Debuterende Pippi.

JEG FIK MIN DEBUT som revyskuespiller på Rottefælden i Svendborg i 1972. Med det samme følte jeg mig hjemme. Jeg har altid elsket at underholde, og revyen passede godt til mit temperament. Jeg nød at arbejde med tempoet og timingen, og især det sidste er vigtigt, når man står på en scene og skal få publikum til at grine. Nogle gange rammer man den fra første replik, og så kan man ride på latterbølgen hele aftenen. Andre gange er humøret hos publikum der ikke fra start, og så skal der arbejdes hårdt, måske et par numre eller tre eller fire. Men så pludselig er den der.

En aften i 1973 sad Preben Kaas nede i salen og så mig optræde. Vi kendte hinanden lidt fra Aalborg Teater, og efter forestillingen gik jeg ned og spurgte, om ikke jeg skulle i Cirkusrevyen, hvor han var direktør. Det lød som en god idé, syntes han. Nogle gange skal man huske selv at spørge om tingene. Det er ikke alt, der kommer af sig selv.

Året efter, i 1974, stod jeg pludselig på scenen med nogle af de største stjerner herhjemme. Dirch Passer, Malene Schwartz, Poul Bundgaard og alle de andre. Jeg havde aldrig spillet for så stor en sal før, og jeg lærte at finde den rette balance. Det handlede om hverken at spille for voldsomt eller for blidt. Spiller du for voldsomt, griner de kun nede bagved, og spiller du for blidt, når du aldrig forbi de forreste rækker. 

Det havde været gode år for Cirkusrevyen, og salen var ofte fuld, men så, før sæsonen 1975, forlod Dirch Passer revyen. Han var en kæmpe publikumsmagnet. Billetsalget dalede, og økonomien blev presset. Preben og jeg havde i mellemtiden forelsket os og blev gift i 1977, men samme år blev han tvunget til at sælge revyen for småpenge. Vi fik børn, jeg gik derhjemme, og jeg kunne se, hvordan det gik ned ad bakke for Preben. I 1981 tog han livet af sig selv. Det var en stor sorg. Jeg lå derhjemme i sengen i et par måneder, men så tog jeg mig sammen og rejste mig igen.

Lisbeth Dahl med Preben Kaas.

I SLUTNINGEN AF 1984 blev jeg ringet op af Klaus Pagh. Han ville have mig til at instruere Tivolirevyen. Det var et godt tilbud, tænkte jeg, men da jeg spurgte min mor til råds, insisterede hun på, at jeg skulle vente: ”Der kommer noget andet, der er bedre,” forsikrede hun mig. Efter nytår ringede Klaus Pagh igen, men min mor sagde igen: ”Du skal ikke gøre det.”

Tredje og sidste gang han ringede, var i marts, netop som prøverne skulle til at starte. Jeg måtte love ham at ringe tilbage med at svar inden for en halv time. Men knap havde jeg lagt på, før telefonen ringede igen. Det var Ernst Trillingsgaard, som tilbød mig at blive instruktør på Cirkusrevyen. Jeg mærkede et dybt, rungende ’ja!’ inde i kroppen. Det var jo lige det, jeg havde drømt om, og da jeg fortalte det til min mor, svarede hun blot: ”Hvad sagde jeg?”

Endelig kunne jeg få lov til selv at bestemme. Det havde jeg jo nok haft lyst til, lige siden jeg som barn sad i teaterkulissen og tog mentale noter af, hvad skuespillerne gjorde forkert, og hvad de kunne gøre bedre. Når prøverne var ovre, gik jeg ned og fortalte dem det.

Det tog fire år, så var Cirkusrevyen en succes igen, og i 1989 var salen helt fyldt – 1.300 mennesker i alt. Jeg spillede selv med i forestillingerne sammen med blandt andre Claus Ryskjær, Kai Løvring og ikke mindst Ulf Pilgaard, som jeg havde hentet tilbage til revyen i 1986. Det er vigtigt med dygtige skuespillere, men en revy er aldrig bedre end det materiale, den er skrevet på. Jeg sorterede teksterne og sørgede for den rigtige sammensætning. Der skulle både være falde-på-halen-komedie, elegant politisk satire og plads til det grove, det skønne og det rørende. Ingen numre måtte ligne hinanden.

Verdensdame med ræv bag øret i ’De uanstændige’ (1983).

JEG HAR SPILLET med i film, i tv og på teateret, men jeg er altid vendt tilbage til revyen. I 1995 havde jeg ellers forladt Cirkusrevyen, fordi det var for hårdt både at instruere og spille, men jeg fortsatte med at optræde i Tivolirevyen og på Helsingør Revyen mellem andre roller og projekter. Tre gange prøvede Cirkusrevyen at lokke mig tilbage. Til sidst kunne jeg ikke sige nej længere og vendte tilbage i sæsonen 2002.

Revyen har ændret sig meget, siden jeg første gang trådte ind på scenen i Svendborg i 1972. Eller også er det bare tiden, der har ændret sig. Dengang satte Cirkusrevyen dagsordener. Sådan er det ikke længere, men der har været undtagelser. Som da vi i 2006, under Muhammedkrisen, genfortolkede det gamle revynummer ’Vi er alle i samme båd’. Ulf Pilgaard sang, og det trak virkelig overskrifter. Men den slags sker efterhånden sjældent. Alligevel bliver vi ved med at underholde, og vi følger også med tiden. For eksempel er numrene blevet kortere – tiden er bare ikke længere til en seks minutter lang vise, som man måske kunne slippe af sted med i 70’erne.

LISBET DAHL

Født 1946 i København. Datter af revy-skuespiller Toni Biering og skuespiller og teaterinspektør Helge Dahl.

Uddannet fra Aalborg Teater i 1967. Fra 1974 i flere perioder skuespiller ved Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken og fra 1985 også instruktør og kunstnerisk leder.

Fik filmdebut i 1974 med ’Pigen og drømmeslottet’ og har siden medvirket i en række film og tv-serier.

Forlod Cirkusrevyen i 1995, men vendte tilbage som chef i 2002. Er blandt andet kendt for sine parodier på den tyske forbundskansler Angela Merkel og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Var fra 1970 til 2000 gift med fire forskellige mænd, skuespiller Lars Høy, skuespiller og teaterdirektør Preben Kaas, lydmanden Claus Wolter og forretningsmanden Stefan Fønss. Har desuden haft et længere forhold til forfatteren Peter William Møller-Holst. Hun har fem børn.

Modtog i 2016 æresprisen ved årets Reumert-uddeling. Kåret til ridder af Dannebrog i 2000.

Kan frem til 5. august opleves i årets udgave af Tivolirevyen, hvor hun både spiller og instruerer.

Frokost i Paris med Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard, 1989.

EGENTLIG HAVDE JEG besluttet mig for, at 2022 skulle være min sidste sæson i Cirkusrevyen. Men så fik jeg coronavirus, og følgerne gjorde, at jeg måtte trække mig helt den sommer. Det var vemodigt at sige farvel, for revyen og alle folkene omkring den er blevet min anden familie. Men så stod jeg jo der i efteråret 2022 og vidste ikke, hvad jeg skulle lave efter nytår. Jeg ringede til James Price, som også lige var stoppet i Cirkusrevyen, og spurgte: 

”Nå, hvad skal vi så lave i 2023?”

”Vi kan jo lave revy i Tivoli,” svarede han.

Først grinede vi begge højt. Men da vi var færdige, sagde han – mere alvorligt – at vi jo altid kunne spørge dem, hvad de havde på programmet derinde næste år. Fem dage senere sad vi til møde med kulturchefen.

Jeg havde ikke regnet med, at få et tilbud fra Tivolirevyen igen, og det var simpelthen for fristende. Er der noget, jeg kan, så er det jo at optræde og få folk til at grine. Jeg har stået på scenen i mere end 50 år, og hvorfor skulle jeg ikke blive ved? Der er intet, der stopper mig. Selvfølgelig bliver jeg ældre, får ondt i ryggen og ondt i fingrene, men det er jo ikke noget, der forhindrer mig i at arbejde. Vi er alle sammen vokset op med, at vores forældre og bedsteforældre var gamle, når de blev 60, men sådan er det bare ikke længere. Og hvis man fejler noget, så bliver man jo bare repareret! 

Jeg er blevet opereret i ryggen for at frisætte nerveforbindelsen til benene. Jeg har fået nye hofter af titanium. Jeg har gennemgået en dobbelt bypass og fået erstattet den ene hjerteklap med reservedele fra en gris. Det hårdeste var hjertet, men hoften derimod, det var peanuts. Før jeg vidste af det, var jeg tilbage på scenen igen. Men jeg ved også, at jeg har nået en alder, hvor det kræver hårdt fysisk arbejde i månederne op til en sæson, så jeg passer min træning. Og jeg bliver nok ved med at spille, indtil kroppen ikke længere vil.

Hele sit liv har hun ventet på at slå igennem som rigtig skuespiller.
Da gennembruddet endelig kom, sprængte det alle forventningerne, og
VICKI BERLIN, der gang på gang er blevet fundet for let til dansk film, havde pludselig skudt genvej til international succes. Ud & Se gik backstage med en langsom komet og fik et smugkig til det, du ikke ser, når Hollywood fester.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ulrik Jantzen

EN AFTEN I begyndelsen af marts træder Vicki Berlin ind i garderoben på Nørrebro Teater med en økologisk svineleverpostej fra Coop stikkende op af håndtasken. 

Men hov, vent lige et øjeblik, er den 45-årige skuespiller ikke erklæret veganer? Og jo, det er hun da. Leverpostejen er skam heller ikke til hende selv, men bestikkelse til hendes hund Gustav, som i flere uger har gået deprimeret rundt derhjemme, siden dens ’far’ – Vicki Berlins mand, instruktør Nikolaj Tarp – rejste til Fredericia for at instruere en musical.

”Hvordan kan man egentlig se, at en hund er deprimeret?” spørger skuespillerkollega Amalie Lindegård med undren i stemmen fra sin plads foran spejlet, hvor hun er ved at lægge makeup til aftenens forestilling.

Det viser sig, svarer Vicki Berlin, at symptomerne ikke er stort anderledes end hos et menneske: Gustav hænger med snuden, han gider ikke gå tur, han bliver ikke længere begejstret, når det er spisetid, og om natten har han svært ved at sove (så svært, at han i nat traskede ind i stuen og blev der, fordi han ikke kunne finde ro inde i sengen sammen med Vicki Berlin, hvor han plejer at ligge).

”Min mand og jeg har lidt hver vores hund, og egentlig var Gustav min hund,” forklarer hun. Men sidste år, da parrets gamle basset hound Walter døde, ”rykkede Gustav op i hierarkiet, efter pladsen som alfahannen i huset blev ledig”, og i stedet har hun nu fået Fido, der ligesom Gustav er en ruhåret miniaturegravhund, men heldigvis ingen problemer har med at være alene hjemme med mor.

Med leverpostejen lagt på køl tager Vicki Berlin plads i sin stol og begynder at dyppe et lille falsk overskæg i alkohol for at opløse de rester af lim, der måtte være tilbage fra gårsdagens forestilling. Mens dagtimerne går hjemme i Hvidovre med hundene, tilbringer hun de fleste af sine aftener på Nørrebro Teater som Nikita ­Khrusjtjov i komedien ’Stalins død’ om intriger og magtkampe i Sovjetunionens kommunistparti i dagene efter landsfaderens bortgang.

I det begyndende forår står Vicki Berlin fem gange om ugen på scenen som den lavstammede sovjetiske politiker, en rutine, der kun afbrydes af fire dage i Los Angeles til årets oscaruddeling med filmen ’Triangle of Sadness’, så hun er som regel udmattet, når hun kommer hjem efter en forestilling. Men i aften, inden hun lægger sig i sengen hjemme i Hvidovre, skraber hun leverpostejen ud af foliebakken, serverer den for Gustav og leger lidt med ham og hans pivedyr. Og da det hjælper på humøret, får Gustav leverpostej som natmad hele den følgende uge.

I LOS ANGELES skal Vicki Berlin se sin mand for første gang i over en måned. Han ankommer til byen en dag senere end hende for at agere moralsk støtte, selvom han ikke har billet til showet og må nøjes med en visning hos filmens amerikanske distributør for alle dem, der ikke har adgang.

”Men han insisterede på at komme med alligevel,” fortæller Vicki Berlin i teatergarderoben halvanden uge før prisfesten. ”Og det ville jo også være ærgerligt at sidde herhjemme, hvis der pludselig kommer et afbud i sidste minut, og der er en plads i salen, som skal fyldes ud.”

Som indehaver af en større rolle i en film, der er nomineret i hovedkategorien ved verdens største filmpris, skulle man tro, at hendes egen invitation til oscaruddelingen var givet. Men sådan fungerer det langtfra, har Vicki Berlin erfaret. Da det blev afsløret, at ’Triangle of Sadness’ var nomineret til bedste film, antog hun begejstret, at nu skulle hun da selvfølgelig til oscaruddeling. I stedet fik hun at vide, at det var sgu ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, og så tog fanden ved hende: Hun skrev til samtlige producere på filmen (”Jeg skal med”) og satte himmel og jord i bevægelse hos distributøren for at skaffe sig en af de få billetter. Anstrengelserne bar frugt, og sammen med blandt andre danske Zlatko Burić er hun inviteret til festen.

På sin smartphone viser hun et foto af sin kjole, syet til lejligheden af den danske designer Jesper Høvring. Den er stram og i sort og guld, og i teatergarderoben diskuterer hun med sine kvindelige kolleger, hvad man mon egentlig gør, hvis man midt under showet pludselig skal på toilettet i sådan en mundering. Og hvad hvis man ikke når tilbage, inden reklamepausen er slut? Nogen egentlig konklusion når de ikke frem til, men i mellemtiden har Vicki Berlin anlagt overskæg og pudret kinderne, og nu mangler kun kostumet samt et par rekvisitter, der skal lægges klar, før teaterklokken ringer.

VICKI BERLIN

Født Vicki Jensen i 1977. Opvokset i Espergærde. Tog som voksen navnet Berlin, hendes mormors mellemnavn. Bor i Hvidovre med sin mand, instruktøren Nikolaj Tarp, og deres to hunde, Fido og Gustav.

Uddannet skuespiller fra Holbergs Film & Teaterskole. Begyndte sin karriere som standupkomiker og blev siden en del af holdet bag satireprogrammet ’Tjenesten’ på P3.

Blev i 2008 en del af Bornholmerrevyen og har siden medvirket i Nykøbing F. Revyen, Aalborg Vinterrevy, Rottefælden i Svendborg, Cirkusrevyen og Odense Sommerrevy, hvor hun har været fast inventar siden 2016. Har derudover haft få, mindre roller i danske tv-serier i 00’erne og siden 2021 turneret med sit eget show, ’Småt brændbart’, sammen med skuespiller Rasmus Krogsgaard. I dette forår har hun desuden medvirket i ’Stalins død’ på Nørrebro Teater.

Debuterede som filmskuespiller i 2022 med ’Triangle of Sadness’, skrevet og instrueret af svenske Ruben Östlund. Filmen vandt Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes og blev nomineret til Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Manuskript ved dette års oscaruddeling.

PÅ NØRREBRO TEATERS scene viser Vicki Berlins absolutte komikgehør sig fra første replik. Med en usvigelig timing, opbygget og forfinet gennem år på de danske revyscener, rider hun på publikums reaktioner gennem ’Stalins død’, fornemmer latteren bølge op og ned, ved, hvornår det er tid til at trykke på speederen, og, lige så vigtigt, hvornår der skal trædes på bremsen.

Det handler om aldrig at miste fornemmelsen for publikum. Er de veloplagte i dag, eller er de lidt sløve og kræver et kærligt los i røven? Ikke to forestillinger er ens, og hver gang Vicki Berlin træder ind på en scene, om det er på stenbroen i København eller en provinsrevy i Jylland, bruger hun sin fingerspidsfornemmelse til at lodde stemningen i salen, så hun kan spille med publikum, ikke kun for dem.

Hvad færre blandt publikum vil opdage, er den ekstreme mængde forberedelse, der ligger bag selv den mindste detalje i hendes optræden. Forud for rollen som Khrusjtjov har Vicki Berlin set timevis af gamle optagelser fra tiden omkring Josef Stalins død i 1953, studeret, hvordan de sovjetiske magthavere bevæger sig, og fundet frem til, at mange af dem går og taler på samme måde, som havde de været på en form for diktatorisk lederkursus. 

Den grundighed er kendetegnende for hende, siger hendes mand Nikolaj Tarp. I sit instruktørarbejde møder han af og til skuespillere, der fortæller, at denne gang har de været ekstra grundige og læst manuskriptet 40-50 gange, men som regel laver Vicki Berlin dobbelt så mange gennemlæsninger, inden hun møder op til prøverne på en forestilling.

”Jeg tror, at jeg kan stort set alle hendes replikker og monologer,” siger han, så smilet næsten trænger hele vejen ud gennem telefonen. ”Og det er kun, fordi jeg er blevet trukket igennem dem så uendeligt mange gange derhjemme.”

Vicki Berlins benhårde arbejde og hendes særlige blik for den lille, humoristiske detalje, som at tage små karaktertræk hos en person og forstørre dem, har gjort hende til et af Danmarks mest driftssikre komiske talenter. Hun slog igennem i DR-satireprogrammet ’Tjenesten’, og selvom det var hendes deltagelse i ’Vild med dans’, der i 2007 for alvor gjorde hende landskendt, har hun spillet, charmeret og joket sig ind på danskernes nethinde, revy efter revy, replik efter replik. Men det har også haft den uheldige bivirkning, at hun er gledet så langt ned i den kasse, hvor der står komiker og revyskuespiller – ”der er ikke noget, der hedder revyskuespiller, vi er alle skuespillere”, mener hun – at det er blevet svært at bryde ud. Og selvom hun elsker komedien, elsker at modtage publikums vanedannende latterbrøl og stadig optræder på Odense Sommerrevy hvert år, har hun altid drømt om også at bruge resten af sit repertoire som skuespiller. Men i den danske filmbranche har de gang på gang sagt nej til den korthårede blonde skuespiller.

Der skulle gå hele 26 år af hendes karriere, og hun nåede da nok at tænke en gang eller to, at chancen måske aldrig ville komme. Men så blev hun castet til den svenske stjerneinstruktør Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, og da den sidste år vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, kom gennembruddet med større gennemslagskraft, end hun nogensinde havde turdet håbe på.

Efterfølgende kunne Vicki Berlin pludselig læse om sig selv, at hun havde gjort kometkarriere. Men hvis hun var en komet, tænkte hun, så måtte hun da være den langsomste komet i verden.

”Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

I ’TRIANGLE OF SADNESS’ spiller Vicki Berlin chefstewardessen Paula, der om bord på en luksusyacht forgæves forsøger at holde styr på både rige, privilegerede passagerer og en fordrukken kaptajn (Woody Harrelson), som nægter at forlade sin kahyt. Filmen, der er både skrevet og instrueret af Ruben Östlund, er hendes første internationale rolle, og til trods for at den genremæssigt nok bedst kan betegnes som sort satire, er der langt til de revyroller, hun ellers har brugt det meste af sin karriere på at spille.

Ikke fordi Vicki Berlin ikke har forsøgt at komme til at spille drama, det skal guderne vide. Men da casteren Tanja Grunwald ringede til hende i sommeren 2018 og opfordrede hende til at gå til casting på ’Triangle of Sadness’, havde Vicki Berlin ikke hørt fra hende i seks år. Desuden var hun midt i opløbet til Menstrup Revyen på Sydsjælland, og hun havde i øvrigt – indrømmer hun lidt skamfuldt i dag – slet ingen anelse om, hvem Ruben Östlund var.

”Jeg ringede til min mand, som har meget bedre styr på den slags end mig,” fortæller hun. ”Og da han fik at vide, hvem instruktøren var, sagde han: ’Tager du pis på mig? Kan du så få din røv til den casting, lige nu!’”

Tanja Grunwald havde udset sig Vicki Berlin, fortæller hun i telefonen, ”fordi hun har en skarphed over sig, både på grund af sit udseende med det korte, lyse hår og hendes personlighed. Hun er sjov, men hun har også autoritet, og da jeg læste oplægget til rollen som Paula, tænkte jeg, at den kunne Vicki lave et sjovt bud på.”

Forud for castingen havde Vicki Berlin fået udleveret tre tætskrevne sider på engelsk, som hun nåede at memorere både forlæns og baglæns, inden hun mødte op på castingkontoret ved Nørreport. Her var det til hendes overraskelse ikke en caster, men Ruben Östlund selv der tog imod. I rollebeskrivelsen stod, at hendes karakter var 25 år, så det var ikke med store forhåbninger, at den dengang 39-årige skuespiller fremførte sin forberedte tekst to gange, improviserede 4-5 scener og fik taget en form for mugshot. Men da Östlund kiggede ind i kameralinsen, overhørte hun ham pludselig hviske for sig selv: ”Der er hun jo.”

VICKI BERLIN GIK opløftet derfra. Men i lang tid efter castingen hørte hun intet.

”Der gik jo flere måneder, og så begyndte jeg at tænke: Fuck, sagde han det rent faktisk? Eller var det bare noget, jeg havde bildt mig selv ind? Jeg har været til mange castings, hvor de har glemt at afmelde alle dem, som ikke fik rollen, så da jeg kontaktede Tanja første gang, tænkte jeg, at de nok allerede havde fundet en anden. Men hun svarede: ’Nej nej, du er på shortlisten.’ Og pludselig begyndte jeg at tænke: Kan det her virkelig ske?”

Yderligere to måneder passerede uden et svar, og da Vicki Berlin i mellemtiden var blevet tilbudt en revyrolle, som lå lige midt i optagelserne til ’Triangle of Sadness’, valgte hun igen at ringe til Tanja Grunwald.

”Jeg var jo bange for at presse dem så meget, at de helt ville droppe mig,” husker hun. ”Men samtidig stod jeg med en revy, der skulle til at trykke plakater, og jeg syntes, det ville være tarveligt at bruge deres tid og penge for så at springe fra. Til sidst sagde de, at de ville give mig svar den følgende fredag, så jeg stod tidligt op og re­freshede min indbakke igen og igen, men intet skete. Så ringede Tanja pludselig: ’Du har fucking fået rollen,’ udbrød hun. Og så begyndte jeg bare at hyle.”

Det viste sig senere, at valget til sidst havde stået mellem Vicki Berlin og amerikanske Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen i HBO-hitserien ’The Handmaid’s Tale’, og at Ruben Östlund havde valgt danskeren foran den amerikanske stjerne – og i øvrigt skrevet rollen om, så den passede til en lidt ældre skuespiller.

”Men det værste var,” siger Vicki Berlin, ”at selv da jeg fik rollen, ville min hjerne ikke tro på det. Så jeg gik hele tiden og frygtede, at nu ringer de og siger: ’Vi har fundet en anden.’ Og selv da jeg gik i gang med at forhandle kontrakt, var jeg bange for at presse så meget på, at de sagde: ’Glem det.’ Og selv da jeg havde skrevet under på kontrakten, var jeg bange, fordi jeg havde hørt om ham skuespilleren, der var blevet kasseret til hovedrollen i ’Tilbage til fremtiden’, fordi producerne fandt ud af, at de hellere ville have Michael J. Fox.”

DET SIGER DE OM VICKI I
Tanja Grunwald, caster på ’Triangle of Sadness’

”Jeg castede også Claes Bang til ’The Square’, og han og Vicki har det til fælles, at de begge har haft lidt svært ved at få hul igennem herhjemme. Vicki har måske været lidt stigmatiseret i branchen på grund af hendes standup og hendes mange revyroller.

Fordelen ved en udenlandsk instruktør som Ruben (Östlund, red.) er, at han ser på dem med friske øjne. Han kiggede kun på Vickis kvaliteter i forhold til den rolle, hun skulle spille. Han er også et stort nok instruktørnavn til, at han kan tillade sig – og har råd til – at være ligeglad med, om en skuespiller er et stort navn. Nogle gange foretrækker han faktisk folk, som er lidt mere grønne, for så kan han bedre forme dem, og han kører dem benhårdt på optagelserne.

Ruben bliver også inspireret af dem, han caster, og i Vickis tilfælde skrev han rollen op, så den kom til at fylde mere end oprindeligt. Mit indtryk er, at Vicki mødte ekstremt velforberedt op til castingen, og selvom der gik lang tid, og hun ringede flere gange, havde jeg en god fornemmelse. Hun var bare den helt rigtige til rollen, selvom der var andre, større navne i spil. Til den danske biografpremiere kan jeg huske, at Vicki takkede Ruben og sagde noget i retning af: ’Tusind tak for, at jeg fik rollen for det, jeg kan, og ikke for den, jeg er.’”

SELV DA HUN mødte op på filmsettet i Grækenland, hvor størstedelen af ’Triangle of Sadness’ er optaget, havde usikkerheden ikke sluppet sit greb om Vicki Berlin. Om aftenen, når dagens optagelser var slut, lå hun på sit hotelværelse og forestillede sig, at producerne om lidt ville komme og banke på for at fortælle hende, at nej, desværre, det gik altså ikke alligevel. Nervøsiteten blev ikke just mindre af, at Ruben Östlund er en meget krævende instruktør, som gerne tager samtlige scener om adskillige gange.

En enkelt scene krævede 70 takes, husker Vicki Berlin, og til sidst var hun ved at blive bims. Men selvom optagelserne var hårdere end noget, hun havde prøvet før, var det også ekstremt lærerigt, og hun kom godt ud af det med sin veganske åndsfælle Woody Harrelson, der havde sin egen private kok med på settet og inviterede Vicki Berlin til at spise. 

”Jeg rykkede mig timileskridt som skuespiller,” siger hun, så da hun igen landede i Danmark, færdig med at filme, skulle man tro, at nu måtte hun da langt om længe føle sig sikker. Men nej, det fortsatte bare:

”Jeg frygtede, at min rolle ville blive klippet ned og nærmest helt ud af filmen,” siger hun. ”Så det var en stor overraskelse, da jeg til verdenspremieren i Cannes så filmen for første gang og opdagede, at min rolle næsten var blevet gjort større. Og så kom alle de begejstrede anmeldelser.

Jeg havde jo gået og forberedt mig mentalt på at få tæsk for den her rolle, men i stedet vandt filmen Guldpalmen, og alle var helt oppe at ringe.”

Hvorfor kunne du ikke slippe usikkerheden?

”Fordi sådan noget her aldrig sker for mig. Jeg er 45 år, og jeg har altid været nummer to. Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

SIDEN HUN VAR 10 år gammel, har Vicki Berlin siddet klistret foran skærmen til oscaruddelingen, sent om natten dansk tid. Allerede dengang vidste hun, at hun ville være skuespiller. Hun elskede at optræde for sine forældre og sine to søskende eller sætte forestillinger op med små, blå smølfefigurer ude i haven i Espergærde, og i skolen var det ofte hende, der underholdt med sine parodier på lærerne.

Vicki Berlins mor var først hjemmegående, senere stod hun i skranken på biblioteket, mens hendes far arbejdede for elektronikfirmaet Brüel & Kjær i Nærum. Det var ikke en familie med mange penge og råd til charterferier, så i stedet tog de færgen til Bornholm og deltes fem mennesker om en firemandskahyt.

I det hele taget lærte Vicki Berlin at spare op, gøre sig umage og arbejde hårdt, og i skolen var hun flittig, pligtopfyldende og perfektionistisk, i hvert fald indtil teenageårene. Ikke fordi hun havde noget, der bare mindede om et ungdomsoprør (tværtimod fortryder Vicki Berlin i dag, at hun ikke ”var lidt mere rebelsk”), men fordi hendes fokus flyttede sig til teaterstykkerne på Espergærde Ungdomsskole. Teateret gjorde hende lykkelig, og hun var dygtig og fik store roller, blandt andet som kaninen i ’Alice i eventyrland’ og prinsessen i ’Klods Hans’.

Det lå lige for, at Vicki Berlin skulle søge ind på Statens Teaterskole som 18-årig. Men det blev også hendes første møde med den seriøse skuespilverdens uigennemtrængelige mur.

Til optagelsesprøverne var hun rystende nervøs, og bedre blev det ikke, da hun gik op for tredje, fjerde og femte gang, men igen-igen fik et nej tak. Efter en overgang at have overvejet, om hun skulle noget helt andet, måske være astronom eller blomsterbinder, droppede hun drømmen om Statens Teaterskole og søgte ind på den private film- og teaterskole Holberg på Frederiksberg.

”Jeg betalte det hele selv med penge, jeg havde sparet op, for jeg kunne ikke få SU. Om dagen læste jeg, og om aftenen arbejdede jeg som billetkontrollør på Betty Nansen og på Edison Teatret. Holberg var en fantastisk skole, hvor jeg rykkede mig virkelig meget,” siger hun.

Men alligevel var der ingen job til hende, da hun blev færdig i 2000. På teatrene rynkede de bare på næsen, når hun fortalte, hvor hun var uddannet. Havde man ikke gået på Statens Teaterskole, var man jo altså ikke rigtig skuespiller.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

I 2002 STILLEDE Vicki Berlin op til DM i standup og fik en tredjeplads. Hun havde altid været god til at få folk til at grine, og at blive betalt for at stå på en scene og fortælle jokes var jo alt andet lige bedre end at sælge billetter på Betty Nansen Teatret og vaske trapper i weekenderne. Men hun fandt sig aldrig til rette i det mandsdominerede miljø, hvor hun skulle finde en grimasse til ”FISSE!”-tilråb fra publikum, og hvad der ellers hørte med til at være kvinde og standupper i starten af 00’erne.

”Men selvom jeg syntes, at det var et par hårde år, lærte jeg rigtig meget om timing, som jeg stadig bruger, når jeg går på scenen i dag,” siger Vicki Berlin.

I miljøet mødte hun Michael ’MC’ Christiansen, og han kunne godt se, at hun ikke trivedes på standup-scenen, men også, at hun fandt sig bedre til rette, da hun i 2004 blev hyret som skuespiller og satireforfatter på ’Gintbergs store aften’ på TV 2 Zulu og på ’Tjenesten’ på P3, hvor de to sammen skrev sketches, da radioprogrammet blev til en satireserie på DR2.

”Både Vicki og jeg havde et højt ambitionsniveau, og vi arbejdede mange, mange timer for at være sikre på, at det materiale, vi præsenterede på tv, var så godt, som det overhovedet kunne blive,” siger han.

Sideløbende sendte Vicki Berlin sit cv af sted til snart sagt alt og alle i dansk film, selv bittesmå kortfilm, og da ingen sagde ja, forsøgte hun sig siden på landets revyer, også her uden succes. Men da Bornholmerrevyen i 2008 fik ny instruktør, ringede Martin Miehe-Renard. Han havde set hende i ’Tjenesten’ og ville høre, om hun mon kunne være interesseret i at spille revy. I sit svar efterlod Vicki Berlin ingen tvivl: 

”Ja, for helvede!”

DET SIGER DE OM VICKI II
Nikolaj Tarp, instruktør og ægtefælle

”Første gang jeg så Vicki, var 4. juli 2007. Jeg havde været på Roskilde Festival for at afholde en filmquiz og tog direkte til et møde i DR Byen om sæson to af ’Tjenesten’ på tv, hvor de manglede en instruktør. Jeg væltede ind ad døren i mit tarvelige festivaltøj, og jeg kan nærmest huske dødsangsten i øjnene på Vicki og de andre, da de så mig. Heldigvis tog de det meget pænt, og allerede ved det første møde fornemmede jeg Vickis seriøsitet, dedikation og hårde arbejde – ’dav, godt at møde dig’, og så var det bare lige til sagen. Det tog seks måneder at optage sæsonen, og da den var færdigindspillet, begyndte vi at tale om, at vi måske også skulle prøve at se mere til hinanden privat. Vi blev kærester i starten af 2008, og så friede jeg til hende fem måneder senere.

Det er fantastisk at se hende få sin fortjente anerkendelse efter ’Triangle of Sadness’. Hun har brugt utroligt meget tid og mange kræfter på at nå dertil, hvor hun er i dag. Derfor er det også lidt mærkeligt, når folk siger, at hun pludselig har fået sit gennembrud. Det minder mig om et gammelt interview med Jim Carrey, hvor han fortalte, at da han slog igennem som skuespiller i midten af 90’erne, sagde folk til ham, at han kom ud af det blå. Men han havde jo knoklet på stand­upscenerne i Canada og på tv i 15 år – det var der bare ingen, der for alvor havde bemærket.”

VICKI BERLIN LUKKER øjnene, tager en dyb indånding, suger luften helt ned i maven og puster den ud igen. Så skubber hun følelsen af udmattelse i baggrunden, træder ud af kulissen og ind foran publikum på ny.

Det gentager sig flere gange i løbet af aftenens scene- og kostumeskift. Mindre end halvandet døgn er gået siden oscaruddelingen, hvor holdet bag ’Triangle of Sadness’ måtte se ’Everything Everywhere All at Once’ løbe med prisen som bedste film, og hun er allerede tilbage i rollen som Khrusjtjov på Nørrebro Teater. To uger efter vores første møde i garderoben og kun fire timer fra hun landede i lufthavnen efter at have fløjet i 12 timer direkte fra Los Angeles til København for at nå forestillingen. Med sig hjem fra USA har hun taget ikke bare en massiv omgang jetlag på grund af ni timers tidsforskel, men også en virus, som betyder, at hun må dosere sin stemme sparsomt for ikke at miste den allerede i løbet af første akt.

Det kræver en ekstra energiudladning at spille, når man er træt, fortæller Vicki Berlin senere. Denne aften må hun grave dybt, for på scenen er der i hendes verden ingen undskyldning: Hun insisterer på, at publikum skal have den samme oplevelse for deres entrépenge hver eneste aften.

”Puha,” siger hun, stadig i søvnunderskud trods et solidt indtag af importeret amerikansk håndkøbs-melatonin, da hun to dage og endnu en forestilling senere træder ind på den veganske Bistro Verde i Indre København iført lyserøde Dr. Martens-støvler og matchende jakke.

”Den var godt nok hård at komme igennem.”

I Los Angeles landede Vicki Berlin to dage før selve oscaruddelingen og gik ud som et lys på sit hotel om aftenen efter en middag med Det Svenske Filminstitut. Således vågnede hun relativt frisk og veludhvilet om lørdagen, endnu uanende om den forkølelses­virus, hun snart ville samle op, med planer om at tilbringe formiddagen i en såkaldt luxury lounge i Hollywood. Hendes nye, internationale agent havde arrangeret besøget, og hvad det egentlig gik ud på, vidste Vicki Berlin ikke, før hun trådte ud af taxaen og ind på et hotel, hvor hun blev mødt af en receptionist med et clipboard med teksten: ”Vicki Berlin, ’Triangle of Sadness’, 3 nominations.” 

Herfra må hun hellere selv forklare:

”Min ledsager hed Ava, og i hænderne havde hun en stor, sort taske. Sammen gik vi rundt i en kæmpe foyer med forskellige boder. Ved den første sagde hun: ’Yes, I have Vicki Berlin for you, here’s your sunglasses.’ Så fortalte personen i boden lidt om solbrillerne, jeg tog dem på og fik taget et billede, og så røg de ellers ned i tasken og videre til næste bod. Jeg fik øreringe, halskæder, cremer, makeup, et par massagebriller, en hårtrimmer, som jeg ikke engang ved, om jeg kan bruge, fordi den kun passer til amerikanske stikkontakter, en rejse til Afrika og en rejse til Caribien, og jeg måtte sige nej til både en grill og et grydesæt, for hvordan skulle jeg nogensinde få det med mig hjem til Danmark? Imens blev jeg introduceret til højre og venstre til andre skuespillere og filmfolk, som også gik rundt med hver deres personlige assistent og sorte tasker, der bare voksede og voksede. Det var fuldstændig vanvittigt. 

Bagefter måtte jeg slæbe min grandioso taske med mig ud i en taxa og videre til frokost med Det Danske Filminstitut. Her mødte jeg Zlatko (Burić, red.), som gloede undrende på mig, der kom slæbende med min kæmpe taske, og spurgte: ’Vicki, hvad laver du med den der?’ Jeg svarede, at jeg havde været i luxury lounge uden at ane, hvad jeg havde sagt ja til, og at jeg havde fået kastet gaver i nakken. Zlatkos agent stod ved siden af og sagde: ’Ja, det var du også inviteret til, men jeg sagde nej’, hvortil Zlatko udbrød: ’Hvad!? Sagde du nej, din idiot?’ Heldigvis for ham var der også gaver, da vi om aftenen tog videre til den traditionelle Night before Oscars-fest: Jeg fik chokolade og en jakke, og jeg fandt ud af, at Ruben (Östlund, red.) havde medbragt en hel ekstra kuffert kun til at kunne fragte alle sine gaver med hjem. What the fuck?

DAGEN EFTER, til selve oscaruddelingen, fik Vicki Berlin sig til gengæld en mindre skuffelse. For det første var løberen slet ikke rød, men champagnefarvet og lignede et billigt tæppe fra IKEA, og for det andet så det legendariske Dolby Theatre i Hollywood overhovedet ikke ud som i de storslåede transmissioner, hun kendte fra tv.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

Teaterfoyeren var gammel og slidt, gulvtæppet var plettet, og på vej ind til sin plads i salen mærkede Vicki Berlin noget trække i kjoleslæbet. Da hun vendte sig om, viste det sig, at et gulvbræt havde løsnet sig og sat sig fast i hendes kjole. En mand fra personalet kom stormende, fik bakset brættet fri og forsøgte at montere det på gulvet igen med en hammer og lidt gaffatape. Nå ja, i det mindste havde holdet fra ’Triangle of Sadness’ gode pladser, på en balkon lige i kameravinklen og med fuldt udsyn til scenen, og Vicki Berlin havde drukket så tilpas lidt væske, at hun klarede sig gennem alle showets fire timer uden at skulle på toilettet. Det var til gengæld ikke alle hendes medskuespillere, der kunne holde sig, og så blev hendes sidemand fluks erstattet af en såkaldt seat filler – der bliver betalt for at klæde sig pænt på og sætte sig, så der ikke er tomme pladser i tv – frem til næste reklamepause.

DET SIGER DE OM VICKI III
Rasmus Krogsgaard, skuespiller og ven

”Vicki og jeg arbejdede sammen første gang på Nykøbing F. Revyen i 2012, hvor vi hurtigt fandt ud af, at vi har den samme høje arbejdsdisciplin, og at vi begge er grundige i en grad, så det af og til kan være irriterende for vores omgivelser. Under prøverne gik vi meget tidligt i gang med at lære ting udenad, og det kunne måske være lidt provokerende at møde op og have smidt manuskriptet, lang tid før man egentlig behøvede.

Jeg bemærkede med det samme, at Vicki har funny bones. Hun er virkelig god til både med sit kropssprog, sin mimik og sin generelle fremtoning at være sjov, helt instinktivt. Det kommer naturligt for hende, lidt som det gjorde for Dirch Passer, der bare kunne skære et ansigt, og så grinede folk med det samme.

I flere år lavede vi Aalborg Vinterrevy sammen. Da det i 2018 blev besluttet, at den skulle lukke, kiggede vi på hinanden og besluttede os for at lave vores eget show. Det blev til ’Småt brændbart’, et personligt comedyshow med musik og sang, en slags rodekasse med alle de ting, som ikke passer ind andre steder. Vi lavede en række testshows i vinteren 2019, og i 2021 tog vi på turné i 30 byer. Jeg synes, at det projekt siger noget om Vickis ustoppelige kreative flow. Hvis der ikke lige er noget andet i kalenderen, fylder hun den automatisk op.”

PÅ BISTRO VERDE har jetlaggen ikke dæmpet Vicki Berlins fortællelyst, men inde bagved er hun mærket, ikke bare af flyveturen fra Los Angeles, men af et program, der siden årets begyndelse har været så tætpakket, at hendes krop efterhånden er begyndt at sige fra. Siden januar har hun haft først intensive prøver og siden forestillinger på Nørrebro Teater sideløbende med adskillige interviews, kjole-fittings og andre forberedelser til oscaruddelingen, og om fire dage begynder nye prøver på Odense Sommerrevy på Fyn, mens hun stadig spiller ’Stalins død’ i København.

Da jeg forud for vores møde beder hende om mere tid til at lave dette portræt, fornemmer jeg på hendes svar, at jeg måske er ved at presse hende mere, end godt er. Vicki Berlin har, modsat mange andre danske skuespillere med arbejde nok til at fylde kalenderen, ingen manager ansat til at tage sig af forespørgsler og sige fra på hendes vegne (”så rig bliver man altså heller ikke af at spille chefstewardesse i ’Triangle of Sadness’,” bemærker hun tørt). Og måske har hun også lidt svært ved at sige nej, fordi det ligger til hende, at hun gerne vil please alle.

Vicki Berlins stræbsomme og pligtopfyldende natur har givet hende et drive som få, og uanset om man taler med hendes mand, medskuespillere eller gamle kolleger fra ’Tjenesten’, fremhæver de hendes enorme arbejdsomhed som en styrke. Men Nikolaj Tarp siger også, at hun af og til lægger så stort et pres på sig selv, at hun risikerer at køre sig selv ud over scenekanten, hvis ikke hun passer på.

Er det bagsiden ved at være perfektionist, spørger jeg hende.

”Perfektionisme er fint til et vist punkt, men det kan også blive for meget, og det har det virkelig været for mig nogle gange, fordi jeg aldrig synes, at jeg er god nok. Der er altid noget, der kan blive bedre, og jeg tror ikke, at det er givende altid at have det sådan, for så ender man med at gå og slå sig selv i hovedet. Det er svært, når jeg lige er landet fra Los Angeles og næsten har mistet min stemme, og en af mine kolleger siger, at jeg må tage den lidt på halvt blus, men det kan jeg bare ikke.”

I DANSK FILM og teater findes et fænomen, der bliver kaldt ’Dirch Passer-syndromet’. I 1961 skulle den danske revystjerne spille karrierens eneste seriøse teaterrolle som den lettere tilbagestående Lennie i ’Mus og mænd’ af John Steinbeck på ABC Teatret på Frederiksberg. Men Dirch Passers image som gudbenådet komiker havde sat sig så godt fast i befolkningen, at publikum brød ud i latter, så snart han trådte ind på scenen, til trods for at det var en tragisk rolle, han skulle spille. Passer tog det meget nært, fortalte medskuespiller Ove Sprogøe senere, og resten af sit liv afslog han alle seriøse roller, han fik tilbudt. 

Adskillige danske komikere og revyskuespillere har gennem årene grebet til netop den anekdote, når de skulle forklare, hvorfor de har haft svært ved at få de dramatiske roller, som de efterstræbte. Men måske er det ikke så meget publikum, som det er de danske filmproducenter, der sætter folk i bås. 

I hvert fald hvis man spørger Vicki Berlin.

”Jeg så lige den der nye tv-serie ’Agent’ (kommende TV 2-serie med blandt andre Esben Smed, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe og Dar Salim på rollelisten, red.), og det er jo lutter Tordenskjolds soldater, der er med i den. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Kom nu, der findes altså andre end Lars Ranthe derude. Der er ikke noget personligt i det, men det er pisseærgerligt, for vi er så mange dygtige skuespillere herhjemme, og det ville også give langt mere alsidighed for seerne, hvis det ikke var de samme hver eneste gang.”

Har du kæmpet med det? Været frustreret?

”Det tror jeg, at alle andre end lige de 10-15-20 skuespillere har været. Det er et kæmpe problem, og det vil Skuespillerforbundet også sige, hvis du snakker med dem. Jeg var engang til casting på en spillefilm og nåede rigtig langt, og instruktøren ville gerne have haft mig, men jeg blev fravalgt, fordi producenten ikke syntes, at jeg var kendt nok. Jeg var den bedste, men alligevel fik jeg ikke rollen. Og jeg kan jo ikke blive mere kendt, hvis ingen vil hyre mig.”

Hvad gjorde du så?

”Jamen, jeg har jo ikke bare siddet derhjemme med hænderne i skødet, og det skal heller ikke være sådan, at det er åh, så synd for mig. Så har jeg taget skeen i den anden hånd og arbejdet videre, med en revy eller med mit og Rasmus Krogsgaards show ’Småt brændbart’, som vi turnerer med. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.”

I HVIDOVRE bjæffer hundene i baggrunden, mens jeg taler i telefon med Nikolaj Tarp, der er vendt hjem fra Fredericia. Måske er det hans blotte tilstedeværelse, der gør tricket, måske var det i virkeligheden leverpostejskuren, men i hvert fald lader det til, at Gustav har fået livsglæden tilbage.

Nikolaj Tarp fortæller, at ja, han har set Vicki Berlin kæmpe med usikkerhed på grund af de mange afslag i filmbranchen. Men ifølge ham er hendes definerende træk ikke den manglende tro på sig selv, men snarere, at hun bliver ved med at knokle videre, endnu mere ærgerrigt end før.

”Vicki kan godt være lidt for hård ved sig selv, for det gælder jo for alle skuespillere og udøvende kunstnere, at vi kæmper med usikkerhed, fordi det ikke kun er vores faglighed, men også vores personlighed, der er på spil hver eneste gang,” siger han.

For Vicki Berlin har ’Triangle of Sadness’ imidlertid betydet, at stemmen, der siger, at hun ikke er god nok, nu også har fået selskab af en anden stemme, der indvender, at hun med gennembruddet har bevist, at hun har en berettigelse som rigtig skuespiller; i hvert fald for nu, indtil tvivlen igen melder sin ankomst. 

15. juni slutter Odense Sommerrevy, og derefter er Vicki Berlins kalender i skrivende stund gabende tom. Det kan synes paradoksalt på bagkant af ’Triangle of Sadness’, men endnu har ingen danske instruktører eller producenter tilbudt hende en rolle eller inviteret hende til casting. I stedet drømmer Vicki Berlin nu om Hollywood og har ansat en agent i London, som hun fik anbefalet af skuespillerkollegaen Claes Bang, der siden sit gennembrud i Ruben Östlunds ’The Square’ (2017) har haft roller i en række udenlandske film og serier.

”Jeg håber jo lidt at kunne gøre det samme som Claes,” siger hun, da vi taler om hendes fremtidsdrømme på Bistro Verde.

Foreløbig er Vicki Berlin blevet tilbudt en rolle i en tv-serie med Robert Downey Jr., men måtte takke nej, fordi optagelserne lå lige midt i ’Stalins død’. Derudover er der ikke sket så meget – ikke endnu.

”Jeg gik nok og forestillede mig, at det ville gå lidt hurtigere,” siger hun. ”Men min agent har sagt, at jeg skal være tålmodig.”

Og det prøver Vicki Berlin så, mens hun forbereder sig på, at Hollywood formentlig bliver endnu et langt, sejt træk. At der vil komme flere afslag og igen opstå tvivl og frustration undervejs. Men også med visheden om, at der skal mere til for at slå verdens langsomste komet ud af kurs.

 

Som barn og ung døjede han med lavt selvværd og manglende tiltro til egne evner. Men gode råd i morfarens lampeforretning og fem år med klovnenæse som omrejsende gøgler hjalp ham i den rigtige retning. Skuespiller Lars Mikkelsen fortæller i 13 nedslag om et liv fyldt med tvivl – og tro.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

1. BAGGÅRDE  OG HØJTLÆSNING

De første fem år af mit liv voksede jeg op på Østerbro i København, hvor jeg for det meste rendte rundt i baggården med alle de andre børn. Det var en lille gård fuld af unger, og vi fes rundt og klatrede på de små bliktage og hang i metalstængerne, selvom man ikke måtte. Det handlede som regel om at gøre det, man ikke måtte. Vi legede spøgelsestog i kælderen og spillede fodbold i gården, selvom der ikke var andet end ruder hele vejen rundt. Hver gang en af dem blev baldret, skyndte vi os at løbe væk.

Senere kom vi til Nørrebro, hvor gården var større. Vi boede i baggårdsbygningen, der lå op ad en fabrik, og vi kunne klatre op på muren ind til fabrikken og videre op på selve taget. Muren var vel otte meter høj, og taget bestod af skiferplader, der gled under én. Dér rendte vi rundt og legede og byggede huler, indtil en af forældrene i gården opdagede det og råbte: ”Er I fuldstændig ravende sindssyge, I dør, hvis I falder ned!” 

Det var på Nørrebrogade 58, og det var lige om hjørnet, optøjerne brød løs, da byggelegepladsen ’Byggeren’ blev beordret nedlagt af kommunen i 1980. I fire dage var der undtagelsestilstand, hvor politiet rendte rundt i lyseblå heldragter og slog på folk. Der var ofte gang i gaden, men det holdt jeg mig på sikker afstand af. Jeg spillede fodbold og håndbold med de andre i gården.

Min far var bankfuldmægtig og fagforeningsmand, min mor var sygehjælper på en afdeling for terminalt kræftsyge, og selvom de blev en del af funktionærklassen, der voksede ud af arbejderklassen, definerede de sig stadig som arbejdere. De var kommunister som de fleste andre i min familie, men modsat min morfar, der var kommunist til benet, var det for dem mere et tilhørsforhold: ”Det er det, vi stemmer. Det er dem, vi er.” Det kan være svært at se fortiden med nutidens øjne, men dengang var det ikke usædvanligt. Hvis man var forankret i arbejderbevægelsen, kunne man være socialdemokrat, venstresocialist eller kommunist, og for mine forældre lå ideen om arbejderens vej til en fremtid med velstand i sidstnævnte. 

Men det var ikke noget, mit barndomshjem bar præg af, og jeg er sikker på, at hverken min mor eller far nogensinde læste ’Maos lille røde’. De var mere til de lidt stilfærdige socialister som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Min mor sang gamle sange fra Politikens sangbog for os – ’Hen til kommoden og tilbavs igen’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør, lille Ann-Marie?’ – og om aftenen læste min far højt fra H.C. Andersen eller ’Tusind og en nat’. Han var rigtig god til at læse op, og til sidst indlæste han hele molevitten på et spolebånd, fordi Mads og jeg ville have mere og mere og mere. Han optog også radioteater som ’Mordets melodi’ og ’Gaslys’ for os, som vi sled fuldstændigt op. 

Man skal huske, at det var en tilværelse, hvor man kedede sig, når der nogle gange ikke var noget at lave. Da de første små nedslag af kultur til børn kom i fjerneren, kunne vi heller ikke få nok. Det var Thomas Winding og Poul Nesgaard, det var ’Super Carla’ og Astrid Lindgrens værker og ’Tværs’ med Tine Bryld, der for første gang nogensinde var et decideret ungdomsprogram i radioen. Mads og jeg slugte det hele. 

2. MONTY PYTHON OG BRØDREFORHOLD

På en tur til Canada med Københavns Drengekor købte jeg to plader med Monty Python, og dem blev Mads og jeg sindssygt begejstrede for. Derhjemme hørte vi dem igen og igen, og vi kunne alle deres sketches udenad. En af vores favoritter var ’The Argument Clinic’, hvor en mand – Michael ­Palin – træder ind i et rum på en klinik og bliver overfuset på det groveste: ”Whaddayou want, you vacuous toffee-nosed malodorous pervert!?” Det går langsomt op for ham, at han er gået forkert og er endt i ’tilsviningsrummet’, selvom han i receptionen har betalt for et skænderi. Lidt efter træder han ind ad den rigtige dør, hvor en mand spillet af John Cleese sidder:

”Is this the right room for an argument?” spørger han. ”I’ve told you once,” svarer John Cleese. ”No you haven’t! ” ”Yes I have.” ”When?” ”Just now.” ”No you didn’t.”

Og så kører den bare derudad, og det er pissesjovt. Som børn tilbragte vi timevis i Monty Pythons univers, og det slog et kæmpehul ind til det humoristiske for os begge. Det var også den vej igennem, vi begge to lærte engelsk. Mads og jeg var meget tætte dengang. Vi gjorde sgu alting sammen og havde de samme venner.

Samtidig var vi jo brødre, så der blev også brugt beskidte kneb. Som teenager fik jeg en avisrute, der gik fra Dronning Louises Bro og op ad Nørrebrogade. Min far byggede en vogn, så jeg kunne trække stakken med reklamer og Nørrebroavisen, men jeg syntes simpelthen, det var så kedeligt, at jeg midt på ruten smed resten i nogle nye, store skraldespande, der var blevet sat op. Efter noget tid blev det opdaget, og så var der ikke nogen vej udenom, men så fik jeg i stedet lokket Mads og hans ven Buller til at gå ruten for mig for halvdelen af lønnen. Hver uge lå jeg og drev den af, mens de gjorde arbejdet for mig, og bagefter stak jeg dem halvdelen af pengene og beholdt den anden halvdel selv. Det er stadig mærkeligt at tænke på, at de faldt for den. Jeg kan tydeligt huske, da tiøren endelig faldt for Mads: ”Undskyld, men … hvorfor får vi ikke bare vores egen rute og beholder alle pengene selv?”

EKSTRA LARS

Født 1964. Opvokset på Østerbro og Nørrebro i København. Søn af sygeplejerske Bente Christiansen og bankassistent Henning Mikkelsen, storebror til skuespiller Mads Mikkelsen (født 1965). Som barn gik han på Sjællandsgades Skole, før han skiftede til Sankt Annæ, hvor han blev en del af Københavns Drengekor. Efter at have studeret biologi på Københavns Universitet i et halvt år droppede han ud for at starte på Gøglerskolen. De efterfølgende fem år turnerede han Europa rundt i en omrejsende gøglertrio.

I 1995 blev Lars Mikkelsen færdiguddannet på Statens Teaterskole og medvirkede i de efterfølgende år i en lang række forestillinger på især Det Kongelige Teater. I 2000 fik han sit gennembrud på tv i serien ’Edderkoppen’. Siden har han spillet med i film og tv-serier som ’Krøniken’, ’Forbrydelsen’, ’Headhunter’, ’Der kommer en dag’, ’Sherlock’, ’Devils’, ’Venus­effekten’, ’The Witcher’ og ’Herrens veje’. For sidstnævnte vandt han en Emmy Award for ’Bedste mandlige skuespiller’. I 2015 fik Lars Mikkelsen sit internationale gennembrud som den russiske præsident Petrov i tredje sæson af ’House of Cards’ på Netflix. Han har desuden været vært på flere DR-programmer som ’Historien om Danmark’. På det seneste har Lars Mikkelsen medvirket i tv-serierne ’Riget Exodus’ og ’Forhøret’ samt spillefilmen ’Kysset’.

I 1985 mødte han til en nytårsfest Anette Støvelbæk, der senere fik sit gennembrud som skuespiller i ’Italiensk for begyndere’. Dengang var han 21, hun var 18, og fire år senere blev de gift. I dag bor de på Vesterbro. De har sønnerne Lue og Thor på henholdsvis 28 og 23 år. Førstnævnte er også skuespiller og har blandt andet medvirket i ’De forbandede år’.

3. TAG DIG SAMMEN, KNÆGT

Min morfar havde en lille lampeforretning på Østerbro, og det var her, jeg gik hen, når jeg pjækkede fra skole. Fra min tidlige barndom havde jeg været et usikkert barn med lavt selvværd. Jeg var egentlig nysgerrig på mange ting, men for usikker. For bange for at række fingeren op og sige, hvad jeg troede. Det hjalp ikke, at jeg i de første år af min skoletid stadig gik i den gamle skole, hvor der var konstant udskamning fra lærernes side. Hvis man var blevet udskammet én gang, turde man nærmest ikke sige noget igen, og jeg var hele tiden bange for at træde forkert.

Grundlæggende troede jeg ikke på, at jeg kunne noget som helst. Mine unge år var ét langt indløb for at finde den rigtige hylde, og det hjalp ikke, at jeg altid har haft meget svært ved at koncentrere mig, hvis jeg ikke har et motiv for det. Det fik jeg først mange år senere, da jeg begyndte at læse teatertekster, som konkret var møntet på, at jeg skulle stå i det. Så kunne jeg binde mig til at læse, men i skoleårene var det stort set umuligt for mig, og jeg måtte genlæse hver side mange gange for at finde ud af, hvad fanden der egentlig stod. 

Da jeg kom på gymnasiet, tog det mig fem år at blive færdig, fordi jeg dybest set ikke kan læse bøger på den måde. Det forsvinder for mig, hvad jeg lige har læst, og jeg måtte gå om to gange. Undervejs kom jeg i dårligt selskab. Det der med at eksistere fra dag til dag var helt generelt skidesvært for mig, og i stedet lavede jeg drengestreger, blev væk fra timerne og røg for meget hash. Mine forældre var bekymrede for, hvad der skulle blive af mig, og det var jeg egentlig også selv. 

Den eneste, der troede på mig, var min morfar. Når jeg søgte tilflugt i hans lampeforretning, sad vi og snakkede om livet, mens han forsøgte at indoktrinere mig med sit kommunistiske verdenssyn. Han var en klog mand, og han lærte mig om litteratur og andre former for kultur. På et tidspunkt forærede han mig en bog om arkitektur, fordi han mente, at jeg skulle blive arkitekt. ”Kig op,” sagde han. Når jeg gik rundt i København, ville han have mig til at kigge op på bygningsfacaderne i stedet for at kigge ned i jorden, som jeg havde for vane på grund af mit lave selvværd. 

I mine teenageår havde jeg kurs mod en tilværelse i sumpen, for man kan blive vanvittig inaktiv af manglende selvværd. Men der må alligevel have været noget i mig, der sagde, at nu skulle jeg tage mig sammen og få gjort det færdigt. I virkeligheden var det nok min morfar, jeg kunne høre, når den indre stemme meldte sig: ”Tag dig sammen, knægt. Du har kun ét liv. Det forpligter.”

4. I LIEBERKINDS FODSPOR

Da jeg endelig blev student, var min morfar meget rørt. Ikke kun fordi det var lykkedes mig, men også fordi det var et trin op ad den sociale rangstige for familien. Det var kendetegnende for den tid, at man skulle avancere, og der var ikke nogen i min familie, der havde taget en gymnasieuddannelse før, så for dem var der noget prestigefyldt forbundet med det. Når jeg ser tilbage, burde jeg i virkeligheden være blevet tømrer, men jeg forstod, at der lå et underliggende forventningspres om, at jeg skulle gå akademikervejen.

Men før jeg nåede så langt, skulle jeg til session. Jeg trak frinummer, og det passede mig egentlig fint, men så sagde en af de tre mænd fra Forsvaret, der sad i lokalet: ”Nå, det var ærgerligt. Livgarden havde lige været noget for dig.” Det var et mærkeligt øjeblik. Jeg havde aldrig oplevet, at der var nogen, der mente, at jeg kunne bruges til noget, men nu skete det pludselig, så før jeg havde set mig om, havde jeg sagt ja til alligevel at aftjene min værnepligt. 

I dag er det fuldstændig idiotisk at tænke tilbage på, for de vidste jo intet om mig og sagde det bare, fordi jeg var høj, men dengang var det lige det, jeg havde brug for at høre. Så kom jeg i Livgarden, og selvom jeg ikke var verdens bedste soldat, fik jeg noget disciplin derinde, som jeg absolut ikke havde haft før.

Efterfølgende startede jeg på biologi på Københavns Universitet. Selvom jeg stort set ikke havde haft nogen succesoplevelser i skoleårene, havde jeg haft et par enkelte åbenbaringer. I 8. klasse fik vi en ny dansk­lærer ved navn Thorkild, der kom med en helt ny tilgang. De andre lærere gjorde det på den gammeldags måde: ”Sid ned, hold din kæft, lær det!” Men Thorkild ville vide, hvad vi syntes om de forskellige ting: ”Hvad handler det her egentlig om?” ”Wow, spørger du mig?” Han formåede til en vis grad at åbne mig, og på gymnasiet skete der noget tilsvarende med min biologilærer. Han tog os med ud i skoven og gravede kopper ned for at se, hvor mange insekter der var, og efterfølgende lavede vi beregninger, så vi pludselig vidste, hvor mange biller der var i skoven. Han åbnede hele den verden op for mig.

Det var noget, der havde ligget i mig, siden jeg var lille og blev passet meget af min farmor. Hun havde Lieberkinds værker om dyr stående, og dem havde jeg altid slugt råt. Efter gymnasiet var jeg 100 procent sikker på, at jeg skulle være biolog. Det er vanvittig interessant at studere biodiversitet, men jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på, for så snart jeg blev konfronteret med at læse bøger, gik det galt igen. Alle de bøger om kemi, fysik og matematik tog fuldstændigt pusten fra mig. 

5. EN RIGTIG KLOVN

Min svigerfar skaffede mig et lille værelse i en lejlighed i Urbanplanen på Amager. Jeg delte den med to andre, blandt andet en skinhead, der havde to store dobermanner, som han ikke gad lufte, så han lod dem skide ude i badet. Han røg fede dagen lang, og der stank konstant af hash. Jeg selv levede af båndspaghetti og flødeost, mens jeg sad ved skrivepulten og prøvede at arbejde mig igennem de der ordentlige moppedrenge fra universitetet. Jeg havde svært ved det. Det sendte mig ned i et dybere og dybere hul, og jeg følte mig elendigt tilpas ved det hele.

En dag kom Anette (Støvelbæk red.) forbi, som jeg havde mødt på det tidspunkt, og hun havde lært at jonglere efter at have gået to dage på et gøglerkursus. To dage! Det var et lidt andet perspektiv end det, jeg sad med, det var syv år. Især med tanke på, at det havde taget mig fem år at komme igennem en treårs gymnasieuddannelse. Jeg tænkte: ”This is wrong, man!”

Dagen efter tog jeg med hende ud på Gøglerskolen, der var et sammenrend af rodløse unge og folk, der havde det svært, eksempelvis metadonpatienter. Det var en meget aparte undervisning, hvor man ikke skulle læse, men lære at gå på glas, puste ild og tage en klovnemaske på. De fik hevet usikkerheden ud af mig, så jeg fik en indre lyst til rent faktisk at stille mig frem. Det fungerede bare for mig, og for første gang tænkte jeg: ”Her passer jeg ind.” 

Det var en lettelse at slippe forestillingen om mig selv som akademiker. Det ramte mig stærkt: ”Fuck mand, jeg behøver ikke!” Jeg kunne være blevet en virkelig ulykkelig akademiker, hvis jeg havde forsøgt at tvinge det igennem. 

I stedet var jeg overbevist om, at jeg skulle være klovn, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt sammen med to andre om at lave et gøglershow. Vi var begejstrede for den russiske klovneskole, der er noget andet end de italienske klovne, hvor det er lagkager i hovedet og skvatten rundt. Der var blandt andet den russiske klovn Oleg Popov – en sand mester til små, poetiske statements – han kunne komme ind på scenen, hvor projektøren var solen, og så lavede han et lille nummer, hvor han pakkede sin madkurv ud – og det hele sammen igen, også solen, før han gik igen. Den russiske klovneskole er en helt anden undersøgelse, det er barnet, der står på scenen. Det er så smukt og så poetisk, og samtidig græder man af grin. 

En søndag i midten af 80’erne stod jeg derfor på Strøget med en rød næse, mens det pissede ned. Der var tre mennesker, der kiggede på, det var virkelig dårligt og virkelig pinligt, men alligevel var der noget i mig, der vidste, at jeg skulle fortsætte. Der var sikkert noget oprør i det, noget rebelsk, men mest tror jeg, det var følelsen af at … falde på plads. 

LARS MIKKELSEN OM HÅNDBOLD

”Min far blev kaldt ’Gazellen’ på sit håndboldhold i KSG (Købmandsskolens Gymnastik, red.) fordi han var så hurtig. Han var fløjspiller, og det samme blev både Mads og jeg. Sport var en kæmpe del af vores liv. Vi spillede det hele, men mest håndbold, og som barn betød det meget for mig. Det var min ventil, for modsat skolen havde jeg det sjovt og godt på håndboldbanen. Som senior spillede jeg et års tid i 3. division med Sankt Annæ, da vi rykkede op. Det var så også der, jeg mistede interessen for selv at spille, for det var fandeme hårdt. Selvom jeg er relativt høj, var jeg for lille til det niveau, for jeg har ikke nogen muskelmasse, så første gang jeg prøvede at lave en finte ude på fløjen, blev jeg bare taget ud: BAM! Så lå jeg ude på tilskuerrækkerne. Selvom jeg ikke spiller længere, brænder jeg stadig for det. Jeg er så stolt af det, som vores herre- og kvindelandshold præsterer. Det er vildt, at så lille et land kan have to hold helt i toppen, der kæmper mod lande med 80 millioner indbyggere. Jeg elsker håndbold, men nu om dage har holdsport det svært, især i de store byer, fordi de unge vælger det fra. Det ligger mig meget på sinde, hvordan vi får gang i et godt foreningsliv igen, for jeg ved, hvor meget det kan hjælpe.”

6. SEND PENGE, PLEASE

De næste fem år rejste jeg rundt som gadegøgler i Danmark og ude i Europa. Først på sommeren blev vi som regel booket til vejfester og afslutningsfester i børnehaver og på skoler, men ellers foregik det mest med hatten i hånden. Brandts Klædefabrik i Odense var et af vores foretrukne steder. Her var der sommerkoncerter, der skulle stoppe klokken 18, og i det øjeblik koncerten var slut, sprang vi ind på scenen foran de mange mennesker og lavede et show, som vi tjente boksen på.

Vi var også meget i Indre København. Her var der et rend af udenlandske gøglere, der turnerede Europa tyndt, og når de kom forbi, lærte vi dem at kende og sugede nye numre til os. Om dagen stod vi i Kongens Have og øvede os, og om aftenen gik vi på gaden. Strøget var et meget svært sted at få en god crowd, fordi der er så massiv en gennemstrømning af folk, men der er et sted lige før Helligåndskirken, hvor gaden udvider sig, og hvor det nogle gange kunne lade sig gøre. 

Med tiden forsvandt strømmen af gøglere dog. Handelsstandsforeningen ville ikke have os rendende, men det var der heldigvis andre, der ville. Pladsen foran Pompidou-centret i Paris var et af de bedste steder i Europa, så der tog vi ofte ned. Det samme med München, der har meget brede gågader. Vi rejste også til Moskva med en karavane, der skulle stoppe Den Kolde Krig. Turen gik over Skt. Petersborg, og alle mødtes til sidst i Gorkij Park for at gøre opmærksom på atomoprustningen.

Det var nogle år, hvor vi ikke havde nogen penge, men måtte overnatte på klostre og campingpladser, som fattede sympati for os, når vi kom slæbende med vores lange cykler og klovneudstyr. Næste morgen rejste vi videre og optrådte et nyt sted. Vi var overalt, og det var både skideskægt og rædselsfuldt. Hele præmissen med gøgl er at kunne tage gaden. Man skal træde frem og sige: ”Bang, det her er mit sted!” Det får man virkelig hår på brystet af, for det er fuldstændig rædselsfuldt, og især de første par uger hvert år er man skrækslagen, fordi man ikke tør det nok. Det har meget med dagsform at gøre, og nogle gange er det bare virkelig dårligt, det, man laver. Det kan simpelthen være så tåkrummende. 

Det ene år tog vi til München med et show, som vi selv mente var skidegodt. Det havde det også været i Danmark, hvor folk vred sig af grin, men da vi gentog det i Tyskland, kunne man høre en knappenål falde. Sådan lærer man på den hårde måde, at humor ikke nødvendigvis transcenderer grænser. Vi tjente ikke en krone, folk hadede os og syntes, vores show var rædselsfuldt. Til sidst måtte vi telegrafere hjem: ”Send penge, please.”

7. PÅ JAGT EFTER SHAKESPEARE

Mens jeg var gøgler, gik jeg i lære hos en fyr ved navn Danny, der lærte mig at mime. En dag sad han og snakkede med en anden, og da jeg spurgte, hvad de snakkede om, stak han mig en bunke papirer og sagde: ”Prøv at læse det op!” Det gjorde jeg så, og selvom jeg ikke forstod meget af det, kunne jeg mærke, at der skete noget inde i mig. Det var Shakespeares ’Stormen’, og det var svært og vildt, men jeg fik straks lyst til at udforske det: ”Kan jeg gribe om det her? Kan jeg komme til at forstå det her? For helvede, mand, hvor vil jeg gerne kunne det her!”

På det tidspunkt var jeg begyndt at køre død i gøglerlivet. Selvom det havde sat mig på skinner i tilværelsen, måtte jeg konstatere, at der ikke var et uendeligt perspektiv på det. En omrejsende gøglertrio er som et band – det har sin tid, indtil man bliver sindssyge af hinanden, og det gjorde vi også. Det blev mere og mere slidsomt. Hvis ikke man har en joke hver femte eller tiende sekund, når man optræder, så går folk bare. De er ikke bundet til at se på det, og man er nødt til at finde på jokes hele tiden. Men selvom man opfinder nye numre, bliver det på en måde alligevel det samme og det samme og det samme.

Jeg kunne mærke en trang til at prøve at stimulere mit eget intellekt. Med Shake­speare var der pludselig noget, jeg øjeblikkeligt havde lyst til selv at prøve at få op at stå. Det blev et crave for mig. Hans værker er over 400 år gamle, men de består af de samme grundelementer som i dag: vrede, jalousi, håb, kærlighed. Det er kernen af, hvem vi er som mennesker, men næsten ingen har skrevet det smukkere frem.

OM ’RIGET EXODUS’

”Jeg kan virkelig godt lide Lars von Trier, og det var skidesjovt at lave, selvom det i udgangspunktet lå meget langt væk fra mig. Jeg går meget op i at være forberedt, men med Lars er der ingen prøver. Man møder ind om morgenen og siger ’Godmorgen’, og så er det ellers bare: ’Værsgo’, så kører kameraet. Hvis man kun er to personer i scenen, skal det nok gå, selvom man er nødt til at være ekstremt opmærksom. Men er der 10 personer, er det totalt kaos. Man aner ikke, hvor den person, man skal sige noget til, er henne, så man er virkelig på glatis. Man kan slet ikke gøre det, man plejer, for hele den vanlige proces, hvor man om morgenen bliver sat ind i det hele, er fuldstændig streget. Det betyder også, at man heller ikke kan intellektualisere det, hvilket faktisk er det skønne ved det. Det var en fed udfordring for sådan en som mig, og så var det sjovt at prøve at lave en figur som overlægen Pontoppidan, der er så ueffen i sit liv. Jeg spiller tit meget kompetente, veltalende mennesker med pondus, men ham her har absolut minuspondus. Han slår ikke til. Han er en af de der chefer, vi alle har, som aldrig skulle have haft det job.”

8. FØLELSEN AF SUCCES

Mine forældre var ret nervøse for, hvad der skulle blive af mig. De havde set deres søn starte på biologistudiet på universitetet og ende med at stå og spille klovn med en rød næse på Strøget. De forstod det ikke, og det gjorde de heller ikke, da jeg som 27-årig startede på Statens Teaterskole. Det samme gjorde sig gældende for Mads, der var danser, før han to år efter mig søgte ind på Aarhus Teater. Det var ikke en familie, der troede på, at man overhovedet kunne gå den vej. De kom fra arbejderklassen og havde et håb om, at vores liv skulle blive bedre end deres. Og det avancement så ud på en bestemt måde, nemlig gennem uddannelse. Jeg tror, det var rystende for dem, at vi gik den vej, vi gjorde.

De kunne ikke se fidusen i noget af det, jeg lavede, ikke før de en aften var inde at se forestillingen ’Pelléas og Mélisande’, som jeg medvirkede i. Det er et stykke af den belgiske dramatiker Maurice Maeterlinck, og det er i virkeligheden en vanvittig svær forestilling, men bagefter kunne jeg pludselig se på dem, at nu kunne de se, hvad det var for noget. Da jeg så dem næste gang, gav de mig en buket blomster og ønskede mig tillykke. Jeg mærkede også selv, at jeg havde fundet min rette hylde. 

Efter min første rigtige optræden på Aalborg Teater stod jeg på scenen og tudede bagefter. 

Det var i 1995, og jeg var lige blevet færdig på Teaterskolen. Jeg var 31 år gammel, og jeg kan stadig huske første gang, jeg kørte mit kort ind i hæveautomaten og kiggede på saldoen, hvor der stod 13.000 kroner efter skat. Jeg stod bare og kiggede på de der tal. For fanden, der stod kraftedeme 13.000 kroner på min konto! For at lave teater! Jeg var simpelthen så stolt af, at jeg kunne noget og ligefrem fik penge for det. 

Der var sket så mange nye ting, der var så meget forløsning i det, og tilmed blev Aalborg-forestillingen forholdsvis god. Det var sådan en underlig pastiche på Dracula, en fis-og-ballade-rockmusical, men der var fyldt hver aften, og det var nogle dejlige mennesker, jeg lavede det sammen med. I mange år havde jeg haft skidesvært ved overhovedet at leve, men nu var jeg ligesom landet. Hele forløbet var så rart, og jeg havde det sådan, at det aldrig måtte slutte, så efter sidste forestilling kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Nogle af de gamle, garvede skuespillere skævede lidt overbærende til mig. Med tiden lagde det hele sig jo også ordentligt for mig, så det blev til et rigtigt job og et håndværk. Men da jeg stod på scenen på Aalborg Teater, var det umuligt for mig ikke at blive emotionelt grebet af det. For første gang var der noget, der var lykkedes i mit liv. Noget, jeg virkelig gerne ville have til at lykkes. 

9. DJÆVLEN PÅ SKULDEREN

I flere år var jeg en del af Det Kongelige Teater og spillede en række forskelligartede roller – fra fyrsten i William Shakespeares ’Kærlighedens kværulanter’ til Don Juan i Molières stykke af samme navn. Jeg så mig selv som teaterskuespiller, hvilket kun blev forstærket af, at jeg ikke var særlig god foran et kamera. I slutningen af 90’erne prøvede jeg kræfter med forskellige novellefilm, men jeg forstod ikke, hvordan det virkede. Jeg troede, at jeg skulle tilføre det mere, end jeg egentlig skulle. Det fungerede ikke, og det frustrerede mig.

Det tog mig tid at forstå, at man ikke behøver at komme så langt ud over scenen på film, og at man ikke selv fortæller historien i samme omfang som på teatret. Når kameraet er så tæt på, og der er en hel klippeproces bagefter, er der rigtig meget, der er ’medfortalt’ i forhold til det, man selv laver. Hvor man på teatret er hele forestillingen, hele historien, handler det på film om at være til stede i momentet og give de momenter videre til nogle andre, som så laver filmen. Det forstod jeg ikke i starten.

På et tidspunkt gik jeg til casting på rollen som Ole Madsen i tv-serien ’Edderkoppen’. Det samme gjorde Mads, der havde fået sit store gennembrud i ’Pusher’ få år forinden. Det er første og eneste gang, vi er gået efter den samme rolle, og det var ham, der fik den, men så blev han tilbudt noget andet, blev nødt til at springe fra, og så gik rollen alligevel til mig. Det var her, jeg for første gang begyndte at knække filmmediet og fornemmelsen af at tage vare på momentet. Jeg fandt elementer, der fungerede, og da jeg i 2003 lavede ’En kærlighedshistorie’, fandt jeg endnu flere. Det samme skete i ’Forbrydelsen’ i 2007. 

Det var dog først, da jeg lavede ’Headhunter’ i 2009, at jeg havde fornemmelsen af, at det faldt helt i hak for mig. Nu forstod jeg, hvad det gik ud på. Men det har ikke nødvendigvis gjort processen med at lave film nemmere. Jeg hørte engang et interview med Anthony Hopkins, hvor han blev spurgt, hvordan han gik til sine roller. ”Jeg læser det. Og læser det. Og læser det. Og når jeg har læst det 50 gange, ved jeg, hvad jeg skal gøre.” Sådan har jeg det også.

Hver gang jeg skal ind i en ny rolle, bliver jeg usikker og tænker: ”Jeg er slet ikke dygtig nok til det her.” Tvivlen er en evindelig djævel på skulderen, en følgesvend, som aldrig slipper mig, men jeg er nødt til at kunne være fri i situationen, når jeg står på scenen, og det kan jeg kun være, hvis jeg er ret ekstrem med at forberede mig. Sådan er det ikke alle, der har det. Jeg har mødt skuespillere, der bare kan gå ind og være til stede, men jeg har brug for minutiøst forarbejde, så jeg kan være fri, når jeg står der. Så jeg fucking kan gøre det.

OM ’KYSSET’

”Jeg medvirker i Bille Augusts seneste film, der bygger på en roman ved navn ’Utålmodige hjerter’ af den østrigske forfatter Stefan Zweig. Fortællingen handler om en mand, der bliver suget ind af sit eget ønske om at være et godt menneske og ender med at gifte sig med en kvinde, fordi alle hele tiden appellerer til det gode i ham. Selv spiller jeg en meget gammel mand, der står med det ene ben i graven. Jeg fik mulighed for at prøve at gestalte noget, som vi ikke plejer at gøre – i dette tilfælde at klæde mig ud som en mand, der er meget ældre, end jeg selv er. Herhjemme er det ikke noget, vi normalt gør. Man ser det mere ude i verden, mens vi i højere grad ligger tæt op ad os selv. Vi caster på egen person, og vores udgangspunkt er ofte sådan en subrealisme, en slags realisme, der næsten ikke findes, som bunder i en idé om, at det bliver mere virkeligt, når vi skruer udtrykket helt ned. Det er også tit svært at høre, hvad vi siger i danske film, mens replikken ude i verden i langt højere grad er til stede. Så snart vi herhjemme laver en lidt stærkere gestaltet figur, siger alle: ’Hvad fanden sker der her? Er vi på vej tilbage til folkekomedien?’ Men heldigvis ser vi flere eksempler som med ’Kysset’, hvor det faktisk fungerer skidegodt, hvis det får lov til at få et lille tryk op.”

10. DEN RUSSISKE PRÆSIDENT

Min agent anbefalede mig at gå til casting på rollen som præsident Petrov i ’House of Cards’, men jeg blev ved med at holde det fra døren, for man skulle have ’kendskab til russisk’, og det havde jeg overhovedet ikke. Det var i begyndelsen af sommeren 2014, og jeg var ved at være træt af at gå til castings. Man bruger altid meget tid på dem, og så hører man som regel aldrig en skid. Men så ringede min agent og sagde, at nu skulle jeg lave den, og så endnu en gang, hvor han sagde, at han virkelig syntes, jeg skulle gøre det.

Langt om længe lavede jeg den en dag hjemme i min stue. Jeg anede ikke, hvad en russisk accent var, så jeg greb bare efter et eller andet, jeg havde set i fjerneren. Der gik tre uger, uden jeg hørte noget, og jeg tænkte: ”Fint nok. Det var det.” Men pludselig en dag, mens jeg stod i Matas, ringede de og sagde, at rollen var min, og at jeg skulle rejse til USA om to sekunder for at begynde optagelserne. 

I de efterfølgende uger lagde jeg mig i selen med det russiske og accenten, og jeg så alle mulige klip på YouTube med tidligere russiske præsidenter. Mange har forbundet Petrov-figuren med Vladimir Putin, fordi parallellen er åbenlys, men jeg fandt faktisk mere inspiration i Lavrov og Medvedev. De snakker meget bedre engelsk, og især Lavrov har en meget smuk accent. Samtidig er Putin en ekstremt tilbageholdt mand, men figuren skulle være mere suave, kunne føre sig og være charmerende, så seriens hovedfigur Frank Underwood fik en modstander, han ikke bare kunne køre rundt i manegen.

I mine forberedelser hæftede jeg mig især ved den måde, russere typisk træder ind i et rum på. I Vesten har vi en form for høflighed i vores møder med hinanden. Det sker stort set altid med et smil, så vi afvæbner den anden og implicit siger: ”Du skal ikke være bange for mig.” Det gør de ikke i Rusland. De hilser uden at smile, og de forsøger ikke nødvendigvis at få afspændt situationen. Det er deres måde at undgå bullshit på. 

Vi har noget facade over vores måde at være på. Det har de ikke, men det bliver til gengæld en lille smule intimiderende. Hvis man bestiller en kop kaffe på en kaffebar i Østeuropa, siger de: ”Okay” og stiller den foran dig. Der er intet smil, intet. Det er virkelig dårlig betjening i vores øjne, fordi det er det helt modsatte af den overstyrede, men også kunstige amerikanske høflighed.

Da jeg rejste til USA fire uger efter opkaldet fra Netflix, troede jeg stadig ikke for alvor på, at rollen var min. Selvom jeg havde spillet store roller herhjemme, var det her alligevel noget andet. På det tidspunkt var ’House of Cards’ flagskibet på Netflix og på streaming i det hele taget. Det var uvirkeligt at forestille sig, at jeg skulle være med i det. Jeg havde en frygt for, at der kom nogle, der sprang frem med skjulte kameraer og råbte: ”Der tog vi røven på dig!” Det var først, da jeg sad over for Kevin Spacey, det gik op for mig, at den var god nok.

11. TROEN PÅ VEJEN

Som regel bruger jeg ret lang tid på at tænke over mine valg af roller. Det er kun blevet værre med alderen, fordi jeg har medvirket i så meget forskelligt. Jeg kredser om det evindelige spørgsmål: ”Hvorfor?” Nogle gange kan jeg øjeblikkeligt se ideen i det, men der er også mange gange, hvor det er svært at få mig på krogen, og hvis jeg ikke kan mærke mig selv i det, kan jeg blive meget besværlig i processen. For er det overhovedet en god idé? Det er jeg tit nødt til at bruge lang tid på at nå frem til.

Jeg ser sjældent det, jeg har medvirket i. Det gjorde jeg tidligere, for der ligger også et studie i det, men jeg kan efterhånden blive nervøs for at blive for selvbevidst omkring det. Det, som skuespillere gør, skal helst ikke være for narcissistisk og for bevidst om, hvad man egentlig gør. Hvis man ser det bagefter, risikerer man at sidde og tænke: ”Hvorfor har de valgt at klippe det der ind, hvor jeg ser sådan der ud?” Det kan blive en mærkelig selvbevidsthed, hvor man giver, hvad man tror, de vil have.

Især med de lange stræk som tv-serier er der noget, der smelter sammen, så man til sidst kan være i tvivl om, hvad der egentlig er rollen, og hvad der er én selv. Man taber sig selv til det, og det er i virkeligheden det, man helst vil opnå. Der er jo noget i det, vi gør, som har en terapeutisk klang, og når man beskæftiger sig med stoffet, bliver man også konfronteret med den problematik i sig selv.

Det skete, da jeg spillede præsten Johannes i ’Herrens veje’. Han er et meget ueffent menneske i sit private liv, men en fantastisk demagog, der kan tale et rum op, og han er god til sit job som præst og i sit forsvar af at tillade sig selv at tro på noget i tilværelsen. Før optagelserne havde jeg i mange år gået og grublet over, hvem det egentlig var, jeg talte med, når jeg skældte ud over min lortedag eller funderede over de store spørgsmål i tilværelsen: ”Hvorfor er jeg her, og hvad er meningen med, at jeg skal være her?” Så længe jeg kan huske, har jeg haft den der konstante dialog uden rigtig at være klar over, hvem jeg har henvendt mig til.

Jeg voksede op med, at religion var opium for folket, og jeg har aldrig rigtig mødt det kirkelige ritual på nært hold, men fordi jeg var så længe i rollen som Johannes, blev jeg konfronteret med troen på en anden måde. Og til sidst måtte jeg tage det i hånden og sige: ”Det er jo det, jeg gør.”

Det endte faktisk med, at jeg i løbet af optagelserne til anden sæson besluttede mig for at blive døbt ind i den danske folkekirke, selvom hverken mine venner eller familie forstod, hvad jeg havde gang i. De var snarere bekymrede. Men jeg havde brug for endelig at give mig selv ret til at have den dialog med noget, der er større end mig selv, uden at føle mig som en hykler.

OM ’FORHØRET’

”Jeg har hovedrollen i tredje sæson af ’Forhøret’, hvor jeg spiller en slags reservefar til den afdøde pige og prøver at finde ud af, hvem der har dræbt hende. Især formen i serien er interessant, fordi alt er two-handed. Det er dialoger over 20-25 minutter, hvor nogen vil finde ud af noget og konfronterer en anden. Det er i virkeligheden sådan lidt Agatha Christie med meget intense forhør, som ikke er en særlig dansk måde at gøre det på. Herhjemme har man længe været meget bevidst om, at en scene må vare to minutter og ikke mere. Klip, klip, klip. Så alene tyngden af mødet kan få noget vanvittig interessant frem i skuespillet. Der er ikke nogen tekst på under 10 minutter, det hele er sådan nogle lange stræk, så man er virkelig på arbejde som spiller.”

12. ALDRENDE TØMRERLÆRLING

Til foråret spiller jeg med i en forestilling på Det Kongelige Teater, der hedder ’Ikke noget pis’. Hele præmissen er, at jeg og de fire andre mandlige skuespillere hver især henter materiale fra os selv og tager temperaturen på, hvor vi er i tilværelsen. Vi skal så at sige være et udtryk for manden i vores egen alder. Vi lavede den første gang for 15 år siden. Nu gør vi det igen, og så er det meningen, at vi skal prøve at se, hvad der er sket siden sidst.

Der er meget, der forandrer sig på 15 år. Dengang var jeg i starten af fyrrerne, nu nærmer jeg mig de 60, og hvor jeg dengang stadig kunne se en fodboldkamp i fjernsynet og tænke, at de måske kunne bruge mig, ved jeg godt, at den mulighed for længst er passeret.

Jeg føler mig ældre, jeg kan mærke den fysiske forandring. Mine knæ og hofter brokker sig, og jeg er begyndt at tænke på, at jeg bør holde op med at ryge, for jeg synes ikke, jeg trækker vejret ordentligt længere.  

Samtidig har jeg gennemlevet en masse. Mine børn er blevet voksne. Min far er død, min mor er død. Jeg er pludselig den ældste i min gren af familien. Jeg står et helt andet sted nu, hvor jeg er begyndt at bruge meget tid på at tænke over, hvad der skal ske fremover. Så jeg ikke bare bruger tiden, og den forsvinder ned i et sort hul. Jeg spørger mig selv: ”Hvad skal der ske med livet herfra?”

Min kone og jeg købte et sommerhus i Veddinge Bakker for et par år siden. Det var heldigt, for da det hele lukkede ned under pandemien, kunne jeg gå sammen med tømrerne, og det betød, at jeg selv lærte at tømre. Førhen kunne jeg ikke engang slå et søm i, men nu kan jeg bikse noget sammen. Jeg kan bygge et skur og få det op at stå. Jeg kan lave en trappe. Der ligger en stor tilfredsstillelse i at kunne noget med sine hænder, som jeg først har opdaget for nylig, så nu går jeg og tænker over, om dét måske var noget. 

Det ville selvfølgelig være en sen alder at blive tømrerlærling i, men jeg har sagt til dem, at hvis de kan bruge mig til noget, kan de bare ringe. 

13. ÆGTE SKUESPILLER?

Karrieremæssigt er der jo noget, der forandrer sig. Jeg tror, det tynder ud fra nu af.

Det er klart, at man ikke kan blive ved med at være skideinteressant for alle. Man er nødt til at forholde sig til, at der kommer en dag, hvor telefonen ikke længere ringer, og hvad skal der så ske? Jeg har aldrig brudt mig om at lede, jeg vil bare gerne være medarbejder, men nu overvejer jeg, om jeg måske alligevel skulle instruere eller skrive. Eller være direktør? Det har der jo altid været nogle andre, der har været, men måske skal jeg kigge lidt på det, for jeg har aldrig undersøgt, om jeg kan finde ud af det.

Jeg er sådan et mærkeligt sted lige nu, hvor jeg tænker: ”Hvad skal der ske?” Jeg kan også mærke, at jeg får tilbudt andre ting end førhen. Lige pludselig er det værtskaber og sådan noget, som jeg har haft det meget ambivalent med. Jeg har tidligere lavet ’Historien om Danmark’, hvor det var et spørgsmål om at fortælle historien, og det kunne jeg godt være med til, men det var også et underligt skridt væk fra det, jeg egentlig er. Jeg har altid været meget beskyttende omkring, hvad det vil sige at være skuespiller. 

Jeg har aldrig lavet reklamer og sådan nogle ting, selvom det er oplagt at gøre, fordi der er så vanvittig gode penge i det. Men jeg synes, det tager noget fra den seriøsitet, som skuespillet skal indeholde. Jeg har altid holdt enormt meget af faget, når det kommer til at gestalte og bidrage med noget væsentligt, men jeg synes ikke, at en reklame er væsentlig.

Jeg har været drevet af min egen tanke om, hvad det vil sige at være skuespiller, og det har handlet om at forsøge at fjerne det, der ikke er væsentligt. Det er noget med at forsøge at finde ind til ens kerne. Jeg så for nylig en udstilling med Matisse, og der er noget i ham, som er stærkt optaget af, hvad han selv hele tiden gør. Det er, som om han kigger på sig selv og spørger: ”Hvad er det egentlig, jeg laver?” Det føler jeg mig meget beslægtet med, for jeg er selv meget optaget af, hvorfor jeg er til, og hvad jeg skal i den her sammenhæng. Jeg har brug for at definere, hvorfor fanden jeg overhovedet gør, hvad jeg gør.

Som barn voksede hun op i et mormon-hjem nær Frederikshavn. Siden har 57-årige CONNIE NIELSEN kæmpet for retten til at være sig selv på en lang rejse fra Elling Å til Hudson River. Ud & Se tog til New York for at møde kvinden, der behersker den perfekte pasta, fire forskellige sprog og en international karriere i fuld galop.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Rasmus Weng Karlseni

DE GULE TAXAER dytter morgensurt og prøver at møve sig frem ad 5th Avenue, hovedåren i New York City, der gelejder folk i titusindvis til arbejde. Mens der bores i vejene, knækker turisterne nakken i forsøget på at forevige skyskraberne på deres telefoner. Det larmer, det lugter, det summer af sitrende storby-virak, og fortsætter man fra toppen af Manhattan og ned forbi Central Park, Rockefeller Center og Empire State Building, rammer man på et tidspunkt West Village, hvor larmen forstummer, bygningerne gradvist bliver lavere, og luften ligesom lettere. 

Her er det travle morgenmylder byttet ud med hundeluftere, der snildt håndterer et broget bundt af fem forskellige racer i én hånd, og med trimmede folk, der skal have en kop to-gokaffe i deres træningstøj efter løbeturen. Der er fuglekvidder fra trækronerne, og New York er ligesom sat på mute i den her del af byen. I højderne er der frodige rooftop-terrasser, Hudson River bruser stille et sted tæt på, hundene bjæffer stadig søvnigt, og varmedisen lægger en hinde over horisontens skyskrabere, der på en dag som i dag vitterlig ser ud, som om de fortsætter op i det uendelige. 

Brandtrapper zigzagger op og ned ad rødbrune murstensbygninger, og inden i en af dem er der en elevator med tre indstillinger: 1. sal, 2. sal og PH. Det sidste betyder åbenbart penthouse, og det er den knap, der skal trykkes på. Oppe ved ejendommens taglejligheder står en af dørene på klem, og indenfor er der så stille, at man kan høre gulvbrædderne knirke. Ved første øjekast virker lejligheden mennesketom, mens begrebet newyorker-loft folder sig ud med 15 meter til loftet, blanke hvide gulve og et scenisk lys, der tonser ind ad store industrielle vinduer. 

På et bord bag en sofa står en overdimensioneret glasvase med en buket, der virker større end en granvoksen kvinde. Buketten får lejligheden til at dufte af skovbund en tidlig forårsmorgen, og den blander sig med en duft af rent, sprødt sengetøj. På væggen hænger et vægtæppe på størrelse med et mindre svømmebassin. Der er polstrede lædermøbler, lammeskind, statuer, træudskæringer, stenbuster, femarmede lysestager og såmænd et stykke af en meteor fra det ydre rum, der ligger og skinner på en kommode. Læderjakker, hatte, en racercykel og adskillige skateboards hænger klar til at gribe på vej ud ad hoveddøren. 

PLUDSELIG GÅR DØREN fra badeværelset op, og ud kommer Connie Nielsen. Frisk ud af badet med et hvidt håndklæde om sig, håret løst samlet med en elastik og en hale af damp efter sig, da hun sætter kurs mod sit køkken. Den danske skuespiller er lige kommet tilbage fra sin morning jog, en tur ned mod Frihedsgudinden langs Hudson River og tilbage igen. 

”Kom ind! Slå jer ned!” siger hun med det samme i ét stort smil, da hun får øje på den indtrængende entourage, der består af en fotograf, en pressedame, denne journalist og to hår- og makeup-artister. Hun trækker stole ud fra sit krummelurede spisebord, der står med de samme stole og det samme maleri hængende over sig som dengang, hun boede i Milano for 30 år siden. Hun har taget sit højtskattede spisehjørne med til New York i et 1:1-forhold, og hun sætter sig på en stol i midten af arrangementet med let spredte ben og slår hænderne i lårene. ”Sæt jer ned, sæt jer ned!” siger hun stadig kun iført håndklæde, et ansigt on the rocks og med reminiscenser af en nordjysk dialekt, der lige skal genstartes. Hendes stemme er lys og blød. Der er ingen øh’er eller bump på vejen, når hun taler. Hun har en oplagt lydbogsstemme og har også indlæst noveller for New York Times.

Lejligheden er en stilet Maggi-terning af artefakter, der er indsamlet gennem mere end et halvt liv og fra hele verden. Connie Nielsen svarer umiddelbart ”ja, sgu da”, når nogen spørger, om de må nappe et glas vand eller låne badeværelset. Stylisterne står klar med deres kufferter, der i bagage-lingo er odd size og på størrelse med skiudstyr. I stedet for skijakker og stive støvler er bagagen fyldt op med hårgrej og sminke. De er klar til at sætte det helt rigtige udtryk sammen til dagens fotoshoot, men badeværelset skal lige dampe af, inden Connie Nielsen kan komme videre med påklædningen derude. Skuespilleren spilder ikke tiden af den grund. 

”Lad os snakke om alle ideerne,” foreslår hun fuld af pep. Fotografen fortæller, at han ikke har lyssætning med, og at han kun ’skyder med ruller’. Ikke noget digitalt her. ”I like,” siger Connie Nielsen, mens hun nikker og kniber øjnene koncentreret sammen. Selv vil hun gerne køre et så naturligt shoot som muligt, men hun vil også gerne have fjernet sporene af, at hun kun har sovet tre timer i nat. Sent i aftes landede hun direkte fra San Francisco, hvor hun bor det meste af året sammen med sin yngste søn Bryce, der lige nu er i Danmark hos sin far. ”Lars is touring,” siger hun med reference til sin eksmand Lars Ulrich, der er trommeslager i Metallica. Det giver den 15-årige Bryce en masse frihed. ”Måske lidt for meget,” pointerer hun. Hendes øjne kaster et glimt fra sig, og hun griner, mens hun siger det. 

CONNIE INGELISE NIELSEN

57 år. Født i Helsingør. Opvokset i Elling ved Frederikshavn.

Bor i San Francisco med sin yngste søn Bryce, som hun har med eksmanden Lars Ulrich.  Har fem sønner i alt, to biologiske, Sebastian Sartor og Bryce Ulrich-Nielsen, stedsønnerne Myles Ulrich og Layne Ulrich og plejesønnen Yema Khalif, som hun har haft  i 12 år.

Har tidligere boet i Paris, Rom og New York. Lejligheden i New Yorks West Village-kvarter bruger hun stadigvæk flere gange om året.

SÅ LANGT FRA New York City, som man næsten kan komme, finder man Elling. Syv kilometer nordvest for Frederikshavn ligger den vendsysselske by med godt 1.000 indbyggere. Langs byen løber en å, der er rig på regnbueørreder og ynglende strandskader. Blandt en lille smule andet finder man en XL Byg, en kirke, en kennel, Kajs Butik, en slagter og en blomsterbinder. Fra Connie Nielsen var ni år, voksede hun op i downtown Elling. Familien bestod af far Bent, mor Laila og de tre søskende Bent (junior), Ulrik og Søs, der flyttede op til toppen af Jylland fra Helsingør. Connie var den ældste i søskendeflokken på fire, der blev opdraget som rettroende mormoner, efter forældrene var blevet omvendt af omrejsende missionærer, da Connie var to år gammel.   

”Jeg var den, der skulle stå for det hele, fordi min mor meget, meget ofte – men ikke altid – var dybt, dybt, dybt deprimeret og simpelthen levede på Valium,” siger Connie Nielsen med tryk på ’ikke altid’, mens hun omsorgsfuldt og med blik for både sin mors og fars forhistorier fortæller om sine forældre.

Faren blev sendt på børnehjem i den nordjyske by Vodskov. Faktisk var det efter datidens standarder mere en ’åndssvageanstalt’, end det var et hjem for børn. Far Bent var kommet til verden uden for ægteskab, og den skam kunne hans forældre, Connies farmor og farfar, ikke leve med. De blev senere gift og fik fire børn sammen. Familien besøgte Bent hvert år til jul, og da Connie Nielsen var blevet 12 år, kørte hun med sin far til stedet, hvor han var vokset op. Det fik noget til at falde i hak, og hun forstod pludselig, hvorfor han kunne være en hård tryner. 

Morens familie og opvækst derimod kastede glittede, dragende skygger ind i Connie Nielsens barndom og fik hende til at drømme. På væggene i barndomshjemmet hang sort-hvid-billeder af oldemoren, der i 30’erne var kendt som ’hele Danmarks Olga’. I smart – og efter datidens normer outreret – ridedragt var der billeder af hende, hvor hun spankulerede ned gennem Thisted. Her drev hun en biograf sammen med sin mand, Connies oldefar. Da manden døde i en ung alder, drev Olga biografen videre ene kvinde, og fortællingen om den idérige og excentriske oldemor sad fast i Connies hjerne.  

”JEG VOKSEDE OP i et fattigt hjem, min far var buschauffør, men alligevel havde vi genstande fra et rigt hjem. Flotte marmor-ure, som kom fra Paris, og min oldemors meget smukke smykker, som min mor havde arvet,” siger Connie Nielsen, hvis mor var hjemmegående. De drømmende vægge var tilsat historier om, hvordan oldemoren havde brændt en af sine elskeres tobaksforretning af nede på havnen. Han havde taget sig en anden elsker, og så var der afregning ved kasse ét. Brandvæsenet kom, men oldemorens eneste kommentar var angiveligt: ”Lad det brænde, det er mit!”

Connie Nielsens mormor blev uddannet modist og levede af at sy hatte, og da Connies mor, Laila, senere satte sine forsigtige fødder på revyscenen, syede mormoren kostumer til hende. Familien havde været kreativ i generationer med rullende biografer og kostume-produktion.

”Alt det voksede min mor også op under. Og så blev hun gravid med mig som 18-årig. Min far giftede sig så med hende, men de var overhovedet ikke … tilpasset hinanden,” siger Connie Nielsen, der fortæller, at faren helst bare ville være derhjemme og spise sigtebrød, mens moren gerne ville ud i verden og – i sine gode perioder – var fuld af spræl. Til en af Connie Nielsens børnefødselsdage havde moren sammen med en veninde klædt sig ud som heks. Hun havde fyldt en gammel kedel med tøris, som hun rørte rundt i med indlevede bevægelser og en skraldende hekse-latter, da hun tog imod datterens kammerater.   

”Jeg var flov og tænkte: ’Hvorfor kan jeg ikke få en ganske almindelig kage på papirtallerkener med små flag på!?’ Men i virkeligheden var hun jo genial.”

Til trods for morens kreative sjæl lå migrænen, depressionerne og den hårde tone som en uigennemtrængelig tåge over de i alt fire søskendes barndom i Elling. Deres mor kunne ligge i sin seng i ugevis. Døren var ofte lukket ind til hendes værelse, og så skulle man ikke gå ind. Heller ikke selvom far Bent var på arbejde. Han var langturschauffør og kørte – med Connies egne ord – danskerne til den tyske grænse for at købe billigt sukker. 

Det var bedre at finde ud af tingene selv. Som seksårig blev Connie Nielsen storesøster til sin mindste lillebror, Ulrik, der blev født med hoftedysplasi, en lidelse hos spædbørn, der gør, at de skal have benene i skinner de første måneder af deres liv. 

”Jeg stod der og rensede og lagde salve på de der små lår,” husker hun med en stemme, der instinktivt bliver en tak blødere. Snart skifter hun både toneleje og dialekt, da hun på et langsomt, syngende nordjysk fortæller, hvordan den forældreomsorg, hun blev nødt til at give sin lillebror, har holdt dem tætte lige siden: ”Vi er stadigvæk, altså, meget tætte. Så tætte, at jeg tror, at mine to andre søskende nogle gange har følt: ’Prø’ lig’ å’ hør’ her, I er lidt fucking irriterende, gider I lige lade være med at være så selv-lækre.’” 

Ligesom Connie flyttede lillebror Ulrik også fra Danmark. Han ramte Amerika før Connie og etablerede sig inden for tech-industrien. Lillebror Bent er kranfører i København, og lillesøster Søs bor ude på landet i Danmark med sin kæreste og sine heste, de er begge landmænd. ”Vi er vildt forskellige alle sammen, men vi elsker hinanden.” 

CONNIE & KARRIEREN

Havde sin allerførste rolle i Møllerevyen i Frederikshavn som 15-årig. Som 19-årig debuterede hun som filmskuespiller i den franske film ’Par où t’es rentré? On t’a pas vu sortir’. Efterfølgende fik hun en rolle i den italienske miniserie ’Colletti Bianchi’.

Fik sit internationale gennembrud som topadvokaten Christabella i ’Djævelens advokat’ i 1997, hvor hun blandt andre spillede sammen med Al Pacino og Keanu Reeves.

I 2000 spillede hun kejserdatteren Lucilla i den verdensberømte film ’Gladiator’, der vandt adskillige Oscars. I 2004 spillede hun Sarah i Susanne Biers ’Brødre’ og vandt Bodil-prisen for bedste kvindelige hovedrolle. I 2017 og 2020 spillede hun dronning Hippolyta i Warner Bros.-filmene ’Wonder Woman’ og ’Justice League’. Havde en rolle i Lars Von Triers prisvindende film ’Nymphomaniac’ fra 2014. Har desuden haft roller i adskillige amerikanske tv-serier og været producer og manuskriptforfatter på flere af produktionerne.

Medstifter af organisationen Human Needs Project, der arbejder for at bekæmpe fattigdom i slumkvarteret Kibera i Nairobi. Hendes plejesøn, Yema Khalif, kommer herfra.

Er aktuel i rollen som Karen Blixen i Via­play-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’.

DA DE FIRE søskende Connie, Bent, Ulrik og Søs blev voksne, kom der en forklaring på deres mors lange dage i soveværelset. Cyklotymi hed det. En lidelse, hvor en person svinger mellem stærkt depressive tilstande og dramatiske tilstande af glæde. Connie Nielsen husker, at når hendes mor var glad, var hun next level.

”Lige pludselig kunne der være ostefad med 70 franske oste, og vi var pænt fattige, så min far sad der og svedte tran: ’Gud, hvordan fanden kommer vi igennem næste måned!’ Eller også var der pludselig 10 nye kjoler til hende selv, som hun havde købt nede i byen … og jeg gik i skole i laser. Jeg overdriver ikke. Jeg havde huller på mine knæ, før det overhovedet var fashionabelt at have. Jeg havde det værste tøj. Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor jeg gik i skole, og det var grimt, det tøj, jeg havde på, at de ikke engang drillede mig, fordi de syntes, at det var synd for mig,” siger Connie Nielsen, der som barn var lidt af en boss, den, der satte i gang, og den, der styrede slagets gang. 

”En af de skønne ting …” siger hun og stopper sig selv, mens hun på én gang griner sarkastisk og overbærende og fortsætter: ”Der er altid noget positivt.” Og det positive i den her sammenhæng med en mor med dårlige nerver og en fraværende far var, at der ikke var nogen, der holdt øje. Og når ingen holdt øje, var der heller ikke særlig mange regler. Søskendeflokken rendte rundt i skoven og ved ’Skredet’, som de kaldte skrænten nede ved Elling Å. ”Vi byggede dæmninger og svang os med reb hen over vandet. Vi var fuldstændig frie,” siger Connie Nielsen, der som den eneste havde en bagkant. Hun skulle smutte fra legen tidligere end de andre, fordi hun skulle hjem og lave aftensmad. 

I EN GEOGRAFITIME var store kort over Danmark, Europa og verden trukket ned foran tavlen. Connie Nielsen var 11 år gammel, hun sad i klassen og stenede over, at den by, hun boede i, slet ikke kunne ses på danmarkskortet fra hendes plads. Elling og Frederikshavn var umulige at få øje på, Danmark kunne kun svagt anes på kortet over Europa, men landet var så godt som usynligt på verdenskortet. 

”Jeg sad der og tænkte: ’Jeg kommer fra nowhere! Der er jo en kæmpe verden derude,’” siger Connie Nielsen, der klapper hårdt og hurtigt som en træner, der giver en peptalk. ”Jeg kunne slet ikke vente. Voks nu op, så du kan komme af sted!” 

I skolen var hun vant til at få skældud, fordi hun kom for sent de fleste dage. De mindre søskende skulle på en bus til Strandby Skole, og som regel var det Connie, der skulle sende dem af sted klokken kvart i otte. Men hun kunne ikke nå fra Elling til sin egen skole i Frederikshavn på et kvarter. 

”Jeg spurtede alt, hvad jeg kunne, for at minimere, hvor for sent jeg skulle være. Men man kan ikke forklare sådan noget til lærere,” siger Connie Nielsen på sit danske, der har adopteret en engelsk syntaks. Lærernes kommentar var som regel: ”Nå, nu er dronningen mødt op.” 

Da hun var 15 år, fik hun sit første job i en af de finere dametøjsforretninger i Frederikshavn. Hun cyklede rundt til de store villaer med perlegrus i indkørslen og afleverede tøj til damerne. 

”Der var meget gråt og beige,” siger hun, griner og fortæller, at hun bagefter fik job på en grillbar. Motivationen var, at hun ville købe sit eget tøj. Men sin allerførste løn brugte hun på en rød Christian Dior-læbestift og matchende neglelak til sin mor. 

”Det var min gave til hende, så hun kunne blive glad.” 

Moren pyntede sig med neglelakken og læbestiften, så tit hun kunne. Men sygdommen stoppede aldrig med at æde af hendes humør. 

Den næste løn brugte Connie Nielsen derfor på ny vinyl, en Electric Light Orchestra-plade, der med sit out of space-cover fik hendes drømme og fantasi til at stikke af. 

I HJEMMET I Elling var kaffe, te og alkohol forbudt, og Connie Nielsen skulle være tildækket til håndled, hals og ankler. Familien fulgte mormonkirkens retningslinjer, men som 15-årig tog hun et opgør, især med sin far. Ved middagsbordet var faren i gang med at holde en tale for hendes brødre, der gik på, at hvis man røg hash, ville man partout blive stiknarkoman. Som den ældste storesøster gav Connie stilfærdigt sin far ret i, at det nok ikke var verdens bedste idé at ryge hash, men at man altså ikke nødvendigvis endte med en nål i armen, hvis man gjorde.  

”Så bad min far mig om at forlade bordet. Jeg rejste mig op for at gå, men han stod i vejen for mig og sagde: ’Du skal ikke være næsvis.’ Så svarede jeg: ’Det er ikke at være næsvis at have en anden mening.’ Og så slog han mig.”

I det samme sagde Connie Nielsen til sin far, at hvis han nogensinde rørte hende igen, ville han aldrig se hende mere. Faren stod chokeret tilbage. Og han lagde aldrig hånd på sin datter igen, ligesom forældrene heller ikke slog hånden af hende. De lod deres datter have sin egen overbevisning, og langsomt indslusede hun sig i et mere almindeligt nordjysk ungdomsliv anno 80’erne. Snart efter stod hun som nummerpige i en rød badedragt i en Melodi Grand Prix-sketch i Møllerevyen i Frederikshavn og gik til fester med sine venner. 

”Da jeg begyndte i gymnasiet, var der basketballfest, og det var første gang, jeg fik alkohol. Sammen med alle pigerne. Det var rigtig sjovt, og jeg kom meget sent hjem. Min far låste døren, så jeg var nødt til at banke på. Og så stod han der. Jeg var bange for, at han kunne lugte det,” siger Connie Nielsen, der listede sig forbi sin far med bukket hoved og et hviskende ‘godnat’. Den næste dag havde festen udkrystalliseret sig i vaskeægte tømmermænd. Connie Nielsens mor blev bekymret og ringede fluks til lægen, der kom hjem til dem.

”Jeg vil gerne lige være alene med Connie,” sagde lægen, der lukkede døren ind til forældrene, så han og teenageren kunne være i fred. Derinde sagde han: ”Mellem dig og mig, du drak i går aftes, ikke?” ”Jo,” svarede hun. Så kaldte lægen moren ind på værelset og sagde: ”Ja, hun har fået akut mavekatar.” 

Connie Nielsen stopper for at grine færdig. ”Jeg har aldrig glemt det: ’Akut mavekatar’.”  

I 80’ERNES FREDERIKSHAVN sad hun hjemme hos sin perleveninde Marianne Sørensen og hørte Rickie Lee Jones til klokken tre om natten, når de ikke var i byen. De sad i badekarret med en drink i den ene hånd, der blev holdt kold af en frossen blomme, og en leverpostejmad i den anden. 

”Det var simpelthen så hyggeligt. Hendes mor var sådan en supermor, der kartede uld fra fårene, som de havde gående rundt i haven,” siger Connie Nielsen, der tilskriver sine venner sine bedste barndoms- og ungdomsminder.

”Jeg har haft fantastiske venner, som elskede mig på trods af, at vi var fattige.” Dengang var de en fast flok: Connie, Marianne, Susanne, Helle og Lone. De andre er i dag arkitekter, restaurant-medarbejdere og husmødre. De holder kontakten telefonisk og ses, så tit de kan. Connie Nielsen kalder den dag i dag stadig Susanne og Helle for sine tætteste mennesker. 

Dengang i 80’erne gik de på Gatsby’s sammen i Frederikshavn, som var stedet, hvis man ville ud og danse til ’Thriller’ og ’Billie Jean’. Det var først fedt at tage derhen klokken 23:30, så man skulle finde på noget at lave indtil da. De spiste middage sammen, og nogle af drengene i venneflokken – der i øvrigt var medlemmer af Konservativ Ungdom – havde lavet en vinklub, som Connie Nielsen og hendes veninder på et tidspunkt besøgte. 

”Og så skulle vi prøve en Pommard,” siger hun, mens hun løfter øjenbrynene og udtaler vin-navnet på et næsten overdrevent fransk. Drengene iltede, duftede og smagte efter på de dyre vine. ”Jeg var sådan: ’Skal vi sidde her og lege voksne!?’”

Heldigvis gled vinklubben over i Gatsby’s, et med Connie Nielsens ord lillebitte diskotek, som alle ville ind på, og hvor det kun handlede om at danse. Nætterne gled over i morgener med friske rundstykker fra bageren, og vennerne sov i samlet flok på sofaer hos enten den ene eller den anden.  

FEM TING, DU – MÅSKE – IKKE VIDSTE OM CONNIE NIELSEN

1. Fik sin kulturelle uddannelse i Italien, hvor hun boede i begyndelsen af sine tyvere sammen med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, med hvem hun fik sønnen Sebastian Sartor. I Rom læste hun sig både gennem Shakespeares værker og lærte det italienske køkken og sprog at kende indefra. Op til en rolle i en italiensk tv-serie lærte hun sig selv alle dialogerne udenad. Efter indspilningerne, der varede tre måneder, talte hun flydende italiensk.

2. Har taget masterclasses med den berømte stemmelærer Lydia Stix fra Piccolo Teatro i Milano.

3. I mormonernes søndagsskole blev hun påbudt at tage et skilt om halsen med i folkeskolen, når hun mødte om mandagen. Der stod, at hun elskede Jesus. Der var et pres fra de voksnes side om, at man skulle være stolt af sin religion.

4. Er stor fan af Margrethe Vestager og hendes arbejde som konkurrencekommissær i EU og kalder hende ’en heltinde, der bare gør lortet’.

5. Var vært ved det store H.C. Andersen-åbningsshow i 2005 i forbindelse med forfatterens 200-årsjubilæum. Det blev sendt over hele verden, og det faktum gjorde hende rædselsslagen. ”Jeg var så nervøs, at jeg var nødt til at få betablokkere af min gudmor,” siger hun om episoden.

PÅ PERRONEN I Frederikshavn stod 18-årige Connie Nielsen. Med en beskeden sum penge på lommen og en stor papkuffert fuld af hjemmesyet tøj. Hun havde solgt sin mors symaskine, som stod og samlede støv, og de 200 kroner, den indbragte, var hendes lommepenge. Laila og Bent, Connies mor og far, var netop blevet skilt, men de stod der begge to for at sige farvel til deres datter, der havde kurs mod eventyr uden bagkant i Paris. Forinden havde den unge nordjyde fået nys om, at familien vistnok havde en onkel i den franske hovedstad, og så spurgte hun sine forældre, om hun ikke måtte rejse ned og bo hos ham. Moren fik ringet rundt, og det hele kom hurtigt i stand. Med ordene ”Pas godt på dig selv, min pige” sendte Bent sin ældste datter ud i verden, og Laila supplerede med rådet: ”Husk lige, du går ikke ud og spiser, medmindre du kan betale halvdelen af regningen og taxaen hjem.”  

I Aalborg og Hamborg skiftede hun tog, og snart stod hun i Paris og havde brugt alle sine penge. Hun og onklen havde aftalt et backup-mødested i tilfælde af, at de missede hinanden. Og da Connie ikke kunne få øje på sin onkel det første sted, måtte hun praje en taxa og sætte kursen mod Gare du Nord i 10. arrondissement. Turen kostede alt, hvad hun havde, men hun fandt sin onkel, og hun boede hos ham de første tre måneder. Og der stod hun så som en – med egne ord – blåøjet mormon-pige midt i Europas kulturelle hovedstad. Heldigvis mødte hun Lisa fra Florida, der inviterede hende til en middag og i øvrigt foreslog, at de kunne finde en lejlighed sammen. Til middagen var en filmproducer med.

”Jeg var så fræk, at når folk spurgte: ’Hvad laver du?’, så sagde jeg fra begyndelsen: ’Jeg er skuespiller.’ ’Okay, hvad har du lavet?’ ’Jeg har lavet revy! Det er en meget vigtig ting i Danmark, en 150-årig gammel tradition, og det har jeg lavet, siden jeg var 15, og min mor har lavet det, siden jeg var lille.’” 

Sådan nogenlunde lød det pitch, hun holdt for produceren og resten af middagsselskabet, og kort tid efter havde hun en rolle i sin første film. Snart blev Paris til Rom og Milano, men rollerne var de samme: at være sexobjekt. 

”Det var ikke det, jeg ville. Jeg var en seriøs person, og jeg ville tages alvorligt. Jeg ville være kunstner, jeg ville ikke være starlet. Jeg var ikke interesseret i noget af det,” siger Connie Nielsen, der som 33-årig hev sine italienske teltpæle op og rejste til New York med sin førstefødte søn Sebastian og sin opsparing under armen.

Hun havde lige nøjagtig seks måneder til at slå igennem i Staterne, ellers ville pengene være brugt op. Det var en sensommer i slutningen af 90’erne, og efter kort tid blev hun tilbudt at indspille en film sammen med Arnold Schwarzenegger og en tv-serie med Don Johnson. Men tiden som høj, blond starlet var endegyldigt forbi, og med en solid portion is og stædighed i maven takkede hun pænt nej til rollerne. 

”Det var ikke derfor, jeg var kommet til Amerika,” siger Connie Nielsen. Og det betalte sig at stå fast. En måned senere blev hun castet til at spille Christabella, Al Pacinos datter i ’Djævelens advokat’, som blev en verdensomspændende succes, da den kom ud i 1997, og hun skrev selv den scene, hvor hun holder et formfuldendt advokat-forsvar på italiensk i filmen.

BIOLOGISK SET ER 57-årige Connie Nielsen mor til to, Sebastian og Bryce, men hvis hun selv skal sige det, har hun fem sønner: 32-årige Sebastian Sartor, som hun har med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, og 15-årige Bryce Ulrich-Nielsen, som hun har med eksmanden Lars Ulrich. Og så er der de tre andre: 24-årige Myles Ulrich og 22-årige Layne Ulrich, hendes stedsønner, som hun boede sammen med i en lang årrække. Og endelig 35-årige Yema Khalif, som hun har adopteret fra Nairobi-forstaden Kibera. 

Newyorker-lejligheden emmer af deres tilstedeværelse, for det er ikke moren, der tager et skateboard under armen, når hun skal ud. Det er heller ikke hende, der mikser musik i lydstudiet, der står op ad vinduerne. Eller hende, der bruger bordtennisbordet, der står klar til at beværte en duel med et fad fuldt af bolde og bat. 

Connie Nielsen har haft lejligheden i West Village siden 2000. Dengang var Lou Reed hendes nabo, og det vrimlede – med hendes egne ord – med transvestitter og prostituerede. I dag indlogerer hun sig i lejligheden cirka tre gange om året, for hun har også et hus i San Francisco, hvor hun bor med sin yngste søn. Til gengæld bruger hendes store sønner newyorker-lejligheden en hel del. ”De ved godt, at de er lidt forkælede,” siger hun.  

I gangen er en totempæl boltet fast i væggen. Den var en del af det legehjørne, som Connie Nielsen indrettede til sin søn for nu mange år siden. Nu står pælen med en antik Napoleon-seng som sidemakker, købt i Rom, dengang Connie Nielsen boede i La Monserrato – hun ruller på R’erne og trækker A’erne lange, når hun siger det – byens historiske hjerte, i en lejlighed fra 1500-tallet, hvor den moderne elektricitet hang frit ned langs væggene, og hun og hendes daværende kæreste sov på madrasser på gulvet. 

24 år gammel gik hun dengang rundt i den italienske hovedstad, hun var medlem af en feministisk gruppe, og hun ville hjemmeføde sin søn i dén seng. Hun havde også veer i den, men ak, et kejsersnit blev nødvendigt, og hun måtte på hospitalet. 

34 år senere emmer penthouselejligheden i New York af livshistorisk museum på en næsten højtidelig måde, men uden en følelse af, at man som besøgende skal tale afdæmpet og gå med armene langs siden. Et gammelt apotekerskab med nummererede skuffer og glaslåger skinner i al sin mahogni-glans og huser lejlighedens porcelæn og sølvtøj. 

”Der er endnu mere i San Francisco. Jeg elsker smukke borde. Mine børn har altid spist med sølv. Hele deres liv. Ikke fordi det skulle være fint, men fordi det skulle være smukt,” siger hun. 

Et Steinway & Sons-flygel står majestætisk og sender diamant-genskin gennem lejligheden, hvor der er reolmetre fyldt med lp’er og cd’er. 

Tom Waits, Gasolin’ og Mahlers 5. symfoni står der blandt andet på de tynde rygge. Selv spiller Connie Nielsen guitar og klaver. Foran sofabordet må fjernsynet vige en smule for kaminen, der er flankeret af kurve med optænding og aviser. En moppedreng af en Thomas Piketty-bog ligger på sofabordet (den franske økonom, som forsker i økonomisk ulighed). Hun er i gang med at læse den, og hun genfortæller med tydelig forargelse historien om de gigantiske summer, der ligger i skattely, som man ellers kunne forandre verden med. Connie Nielsens sprog er rundet af bløde amerikanske efterdønninger, der som små krusninger væver sig ind og ud af både sætninger og endelser. 

CONNIE NIELSEN OM …

’Gladiator’

”Inden jeg skulle skyde ’Gladiator’, var jeg ved at få et nervøst sammenbrud. Jeg havde den her scene, hvor jeg skulle stå foran 3.000 extras og græde, og jeg vidste ikke, om jeg kunne græde på kommando. Joaquin Phoenix gik ligesom over i hjørnet og gjorde sig klar inden scenen, og lige pludselig kom han frem og begyndte at græde. Jeg stod der og koncentrerede mig om ting, som virkelig havde gjort mig ked af det. Men det var umuligt at blive i den koncentration. Richard Harris lå og spillede død, når vi optog, men i pauserne satte han sig op og fortsatte den her meget lange smøre om ham og Peter O’Toole og alle de skønne, forfærdelige ting, de lavede, når de var på turné Det fik jo én til at skoggerle. Og så tænkte jeg: ’Nu er jeg fucked. Nu har jeg lige stået og grinet, nu kan jeg ikke græde.’ Men der opdagede jeg, at jeg var endnu mere loose, og jeg gik lige over i at græde. Fordi det er den samme muskel. Pludselig begyndte jeg bare at græde automatisk på hvert take.”

MAKEUP-ARTISTERNE PUSLER, pensler og klipper. Hovedpersonen sidder rank og rolig foran et stort spejl midt i køkkenet. Hendes søns influencer-kæreste, der er rutineret i at tage selfies, har skaffet et flytbart spejl. Connie er konversationskunstens dronning. I hendes hjem er der ingen akavet stilhed, og hun sidder ingen overhørig. Det tager to timer at lægge hendes makeup og sætte hendes hår, og da seancen er overstået, kender hun assistenternes livshistorier i overordnede træk, og hun har loyalt delt ud af sig selv og sine egne fortællinger imens. ”I cannot do botox. I wanna look like a human,” siger Connie Nielsen til hår- og makeup-artisterne og forklarer, at hun vil se vred ud, når hun er vred, ked ud af det, når hun er trist, og glad, når hun er glad.

Da hårstylisten har klippet hendes spidser, flyver Connie op og henter en håndstøvsuger, og i en hurtig bevægelse har hun fjernet håret på gulvet. Hun er høj, graciøs og langlemmet og bevæger sig let, næsten svævende, rundt. Kort forinden har hun rejst sig fra beautystationen for at sætte musik på. Drømmende lounge-toner sniger sig blødt og klaveragtigt ud af højttaleren, og Connie Nielsen sætter i vuggende hoftedans tilbage mod styling-stolen. Pludselig ringer det på. Det er buddet fra et italiensk supermarked, der kommer med varer til den middag, hun gerne vil lave til sin søn, når han kommer i aften. Buddet vil vide, hvilket navn han skal trykke på ved dørtelefonen. ”Nielsen,” svarer Connie og udtaler sit efternavn langsomt. Kort efter kommer fire brune papirsposer ind ad døren, der bugner af grøntsager og italienske delikatesser. 

Playlisten skifter mellem fransk, afrikansk, rap, lounge og kenyansk dancehall. Hun får sat ekstra hår på, og musikken skifter til noget italiensk, der emmer af fest. En af hendes nylige roller krævede rødt hår, og den kemiske farve ødelagde håret, der er knækket af flere steder, og hun har små tjavser oppe ved panden. Hvis de vil bruge rød igen, må de gå full wig, lader hun forstå: ”The red was a fucker!” 

Små sorte buer bliver lagt på hendes øjenlåg med ferm hånd. Ingen siger noget, indtil makeupartisten pludselig udbryder: ”Et voila!” 

CONNIE NIELSEN SPRINGER OP: ”Okay, shoes on!” Hun er klar til at få taget billeder i sit nabolag. 

”Normalt er mit New York-look sorte jeans, hvid tee og en læderjakke,” siger hun, da hun går ud ad døren i loose skotskternede shorts, en lyseblå T-shirt, der har en lille plet af blomsterstøv fra San Francisco, som ikke kan gå væk, og hvide og blå Nike Jordans. 

Udenfor siger den mandlige makeup-artist: ”She’s gorgeous,” da Connie Nielsen let stryger hen over gaden i West Village. På afstand ligner skuespilleren et lyseblåt og lyserødt bolsje.  Hår- og makeup-artisterne har pusletasker fulde af remedier, som de fresher Connie op med, når hun poserer. På trappetrin, midt på gaden. Håret rettes, læbestiften fikses. Hun går gyngende og afslappet og smalltalker, men så snart fotografen løfter kameraet, er hun på arbejde. Ansigtet fortrækker sig til en fokuseret og professionel karakter, bevidst om vinkler og bevægelse.

På hjørnet af Perry Street og West 4th. Street bryder hun ud i et på én gang snorlige og brandvarmt model-smil. ”Så inviterer jeg på italiensk kaffe!” siger hun og stryger ind på sit italienske stamsted, hvor hun i årevis har spist søndagsfrokost med sine sønner. 

Da hun kom til byen for 20 år siden, var det ikke nemt at opstøve en ordentlig pasta, der matchede de standarder, hendes tid i Italien havde sat i hende. I dag drikker hun espresso i marmorbaren, hun tager en tår af den lille porcelænskop under skinnende sorte solbriller og slår over i et fejlfrit italiensk og bestiller kaffe til resten af rosset. Restauranten ligner en scenisk tidslomme. Baristaerne har hvide skjorter, sorte veste og ærmeholdere på. Citrusfrugter bjerger sig op fra bardisken, og der er vin galore i reolerne fra gulv til loft. Connie Nielsen drikker ud, siger: ”Grazie mille” til personalet og drejer ud på gaden igen. 

CONNIE NIELSEN OM …

’Justice League’ 

”Jeg skulle ligge stille som en mumie i syv timer og trække vejret gennem et sugerør under tilblivelsen af min karakter dronning Hippolyta i ’Justice League’. Det er tortur for en som mig at sidde stille så længe.” ”I dag har 3D-computerteknologi gjort den del af skuespiller-gerningen meget nemmere. Skuespillerne får fotograferet deres kroppe fra alle vinkler, og så bliver resten lavet på computer.”

’Okavango: The Wild Frontier’

”Vi skød filmen ’Okavango: The Wild Frontier’ ude på et vilddyrsreservat i Sydafrika. Pludselig udbrød en savannebrand, og jeg stod med en vandslange og kæmpede mod ilden sammen med alle dem, der boede på farmen. Jeg var 27 år og havde sat min lille søn, hans barnepige og alt, hvad vi havde, med ud i en jeep. Vi var klar til at køre ud gennem flammerne, men vi endte med at få has på ilden.”

DET STORE SATS over Atlanten lykkedes. Efter ankomsten til New York i 1996 begyndte større roller med mere tyngde efter kort tid at dukke op. Hun fik en tre-films-kontrakt med Warner Bros., og den første film var som nævnt ’Djævelens advokat’. Den allerførste dag på settet skulle hun skyde en scene i Central Park, og hun satte sig i en makeup-stol ved siden af Al Pacino.

”Han rejser sig så op og siger: ’Christabella’ – det er min karakters navn – ’I saw your screen test. I couldn’t be happier to have you as my daughter.’ Og så satte han sig ned igen.” 

Skuespilleren, der senere spillede med i film som Ridleys Scotts ’Gladiator’, Susanne Biers ’Brødre’ og den store Warner Bros.-produktion ’Wonder Woman’, bider sig let i fingrene og gør sine øjne store, da hun fortæller historien. 

Omtrent på samme tid blev Connie Nielsen introduceret til den danske modefotograf Marc Høm, og sammen med balletdanserne Alexander Kølpin og Nikolaj Hübbe dannede de en slags dansker-middagsklub i New York, alle med hver sin spirende karriere.  

”Nikolaj og jeg blev med det samme fuldstændig forelskede i hinanden. Han er ikke til piger, men det blev bare et kammeratskab fra day one,” siger Connie Nielsen, der som regel var den, der var vært for forsamlingerne. Hun havde sin søn Sebastian, og det var også hende, der perfektionerede adskillige pastaretter. ”Og så var det mig, der havde et rigtigt setup. Jeg havde et spisebord, jeg havde sølvtøj, jeg havde et rigtigt hus, hvorimod de andre …” siger hun og griner. 

”Vi spillede piratbridge til klokken jeg ved ikke hvad! Det var meget, meget fedt. Og så handlede det ellers om vores kunst. Nikolaj snakkede om alt det, han lavede på New York City Ballet, og Marc lavede de her fantastiske sort-hvide portrætter. Alle var vi ved at sætte vores mærke på, hvad det var, vi skulle lave. Vi var alle sammen på den her rejse, og vi var alle sammen virkelig ambitiøse. På sådan en afslappet, fandenivoldsk måde.” 

TILBAGE I LEJLIGHEDEN danser Connie Nielsen i sin hvide flydersofa med poserings-stop foran kameraet. Der er Kanye West på højttaleren, mens hun lægger sin krop og sit ansigt i de rette vinkler. ”Bingo!” siger fotografen, og Connie Nielsen siger straks efter: ”Lunch!” og klapper hænderne sammen. 

Hun går fra topprofessionel model til rutineret signora i løbet af et fingerknips, og på få minutter er der sat vand over til pasta, skyllet salat og snittet hvidløg. Der er pasta bottarga på vej, en angiveligt 3.000 år gammel ret, hvor tørret og presset fiskerogn rives ud over nykogt spaghetti. En orange klump bliver til fint drys, og der er frokost på vej til hele entouragen. Opskriften sidder tydeligvis i hovedet. Skinnende marmorbordplader bugner af olier, eddiker, støbejernsgryder og krukker fulde af røre-remedier, der er rødbrune og patinerede af tidens tomatsaucer.  Når hendes sønner kommer på besøg, bliver der lavet varm mad. Hver gang, ikke fordi de har en forventning om det, men fordi hun elsker at lægge tid og kærlighed i italiensk spaghetti til dem. I en håndsyet brasiliansk kjole fuld af glitter, farver og frynser åbner hun en flaske vin. 

Som en matriark får hun sat alle i sving, mens hun selv lægger sidste hånd på måltidet, der ud over pastaretten består af et overdådigt bræt med prosciutto, parmesan og salat. Mens pastaen bulderkoger – hun smager undervejs, så hun kan tage den af, når den er perfekt al dente – bliver der dækket bord med sort Royal Copenhagen-stel og foldede servietter. Hun forklarer, at pastaen kun er god i tre minutter, da alle har sat sig. Der er ingen, der mangler hverken vin i glasset, mad på tallerkenen eller noget at tale om på hendes vagt. Hun fortæller, hvordan hendes dengang 12-årige søn en dag kom hjem til newyorker-lejligheden fra en tur på skateboardet. Han fortalte nysgerrigt, at han havde mødt en masse damer, der lignede mænd. Connie Nielsen svarede, at de var transvestitter, og at hvis han nogensinde havde brug for hjælp, skulle han bare spørge dem til råds. 

CONNIE SOM KAREN

I ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’ spiller Connie Nielsen forfatteren i perioden, efter hun har boet 17 år i Kenya. Hun har mistet alt. Hun er syg, ruineret, fraskilt og flyttet hjem til sit barndomshjem Rungstedlund. Pludselig er hun igen afhængig af sin religiøse og højborgerlige familie. Nu skal hun prøve at rejse sig og genopfinde sig selv som kunstner. I serien spiller Connie Nielsen over for blandt andre Lars Mikkelsen og Joachim Fjelstrup.

EFTER MÅLTIDET GÅR VI uden entourage en tur i raskt og hjemmevant trav gennem West Village og SoHo, forbi hendes ældste søn Sebastians gamle skole, basketballbanen, han spillede på, forbi deres gamle yndlingsrestaurant, Da Silvano, og de efter deres mening mest vidunderlige slagtere og oste-mænd.

”Min søn Sebastian og jeg havde en weekend-ting, som vi altid gjorde, da vi boede i New York. Om lørdagen gik vi i en pladebutik og om søndagen i en bogbutik,” siger Connie Nielsen. Besøgene kulminerede altid med, at de hver måtte vælge tre bøger om lørdagen og tre cd’er om søndagen, som de købte. Sammen byggede de samlingerne af bøger og cd’er, der strækker sig fra gulv til loft i penthouselejligheden i West Village. Fredagene var for det meste helliget til at gå på The Museum Mile og stoppe på enten Metropolitan Museum of Art eller MoMa.

”Jeg prøvede at gøre det sjovt, så det aldrig var en pligt. Jeg sørgede for, at der var masser af våben og ting, som var spændende. Og rustninger og hvad ved jeg. Jeg ville gerne gøre ham konversationsdygtig. Ikke med andre mennesker, men med sig selv. Om hvad kunst er, hvordan man skaber noget kreativt, nogle ideer, og hvordan man kan stille spørgsmålstegn ved tingene.” 

Ruterne fra sønnens barndom sidder stadig i Connie Nielsens fødder, mens hun fortæller om sønnen og om sit eget liv.  

OPPE I LEJLIGHEDEN igen sætter hun sig i sin sofa og tager en glubsk tår vand. Hun har været på i ni timer uden pause. Inden længe skal hun i køkkenet igen og lave pasta til sin søn, der kommer til late night dinner. Og i morgen er hun på vej til Danmark for at lave presse om sin hovedrolle som Karen Blixen i tv-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, som hun også er executive producer på. 

”Jeg er stolt af, at jeg har bygget en karriere, som ikke kun er baseret på, at jeg var cute, da jeg var 25. Jeg er stolt af, at jeg har en stemme. Jeg er stolt af, at jeg er kommet frem til ikke at være bange for at fortælle,” siger Connie Nielsen, der har trukket benene op under sig i sofaen. Kornfede regndråber slår mod ruden, og de sorte skyer har gjort aftenen mørk før tid. 

”Der er noget inden for psykologien, der hedder parentified. Som barn blev jeg gjort til en forælder og fik ikke lov at være barn. For mig har skuespillet virkelig været en måde at genfinde legen i mig selv. Jeg elsker at lege. Men der ligger altid en alvor meget tæt på.”

Som barn elskede han at underholde, men et lidt for frit ungdomsliv tog en skarp drejning, da han blev sendt fem år på kostskole i Schweiz. Hjemme igen måtte han standhaftigt kæmpe for sin voksenkarriere, der blandt andet begyndte i en stofkamel. PETER MYGIND spiller med åbne kort og fortæller i 14 scener om et liv, der har budt på frustration, fiaskoer og fanfare.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Martin Bubandt

1. BARNEPIGER OG STJERNEKASTERE  

Fra jeg var tre måneder gammel, var barnepigen omdrejningspunktet i mit liv. Hun var den første, jeg så, når jeg stod op, og den sidste, jeg så, før jeg gik i seng. Min far var direktør for et stort firma i Allerød, der solgte indpakningsemballage. Han tog min storebror Lars og mig med på fede skiferier eller med til Island eller Marokko, hvor han begge steder havde lejligheder, men i det daglige var han ikke en del af butikken. Han tog på arbejde klokken seks, kom først hjem om aftenen, og så rejste han 180 dage om året. 

Min mor havde sit eget teater, Riddersalen, der var hele hendes verden. Hende så vi heller ikke meget til. Det betød, at vi tilbragte sindssygt meget tid med barnepigen. Lis var der i syv år, Margrethe i fire, og så var der Bodil og Sonja. Det var dem, der sørgede for regelmæssighed og aftensmad. Alt det praktiske var der fuldstændigt styr på takket være dem.

Når min mor kom dumpende forbi, blev der straks arrangeret ting. Så havde hun mødt to italienske klovne, Carlo og Alberto, der kunne køre på ethjulet cykel, og de blev indlogeret i vores kælder og lærte også mig at køre på ethjulet cykel den sommer. En anden gang var det dukkeførere fra Tjekkiet, og en tredje gang kom jeg hjem fra skole, hvor min mor havde ommøbleret hele stuen og hængt tæpper op overalt, fordi hun var ved at lægge programmet til ’Svend, Knud og Valdemar’. Jeg blev bestukket med 10 stjernekastere til at spille med, og som otteårig sad jeg dér helt skrækslagen uden en trevl på kroppen som Adonis. 

Min mor var vild, åben og nysgerrig, og når hun rent faktisk var der, kom der mange forskellige mennesker ind ad døren. Enhver var velkommen, og folk som Elsa Gress, Daimi, Ghita Nørby og Dirch Passer kom i mit barndomshjem. 

Hun var til gengæld ikke en, der havde smurt madder, når man kom fra skole. Min barndomsven Jans mor havde altid en tallerken klar, når man trådte ind ad døren, og det kunne ikke være en større kontrast til det hjem, jeg kom fra. Men mine venner elskede min mor, for man vidste aldrig, hvad hun fandt på. Nogle gange kom vi ind ad døren og fik straks stukket nogle store fuglefigurer i hænderne, som hun havde gået og bygget og ville have os til at hoppe rundt i. Og hvis vi var heldige, tog hun os med ind til Vor Frue Plads, hvor hun lavede gadeteater hele sommeren i mange år. Min mor var anderledes, og mine venner elskede at komme hos mig. Men de kunne selvfølgelig også tage hjem til deres egne trygge rammer igen bagefter.

Selvom jeg ofte savnede mine forældre, havde jeg aldrig prøvet andet. Længere nede ad gaden boede Poul Reichhardt og hans børn, og der var også altid en barnepige, der tog sig af dem. Det var bare sådan, det var. Senere blev mine forældre skilt, og min mor flyttede fra det store hus i Charlottenlund og ind til Vesterbrogade oven på Waterloo Stripclub. Det var vildt at være på besøg derinde, hvor man om aftenen kunne høre de høje lyde fra stripklubben nedenunder. Derfor foretrak jeg at være derhjemme. For nogle børn er det et chok, når deres forældre bliver skilt. Men jeg manglede ikke nogen, for hun var der stadig, og hun hed enten Lis, Margrethe, Sonja eller Bodil.

Hver onsdag kom min mormor hjem til os og lavede varm kakao og krydderboller. Det var et fast ritual. Mine bedste barndomsminder har med hende at gøre. Hun og min morfar havde et sommerhus i Dronningmølle, hvor vi tilbragte alle sommerferier, og de repræsenterede for mig den kernetryghed, som er så sindssygt vigtig for alle børn. Min mormor var min tryghed, hun så mig og elskede mig for den, jeg var. For jeg var et barn, man bekymrede sig om. Jeg fik ikke de bedste karakterer i skolen, jeg havde svært ved at koncentrere mig og skabte meget uro.

MYGINDS MERITTER 

Født 1963. Opvokset i Charlottenlund. Søn af forretningsmand Søren Mygind og skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm og bror til Lars Mygind, der er terapeut og underviser. Har desuden en tysk storesøster, Trixi, farens datter fra et tidligere forhold. Uddannet på Statens Teaterskole i 1992. Fik i 1995 folkeligt gennembrud med den satiriske figur Score-Kaj, der elskede lamsebamser og havde sin faste catchphrase: ”De tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår.”

Har blandt andet medvirket i ’Nikolaj og Julie’, ’Borgen’, ’Sommerdahl’, ’Riget’, ’Taxa’, ’Badehotellet’, ’Bedrag’, ’Rejseholdet’ ’Min søsters børn’-filmene, ’Flammen & Citronen’, ’Så længe jeg lever’, den tyske tv-serie ’Ein Sommer’ og den britiske spillefilm ’Last Christ­mas’.

Gift med Lise Mühlhausen, med hvem han har Valdemar på 23 og Julius på 30. Julius Mygind er en populær foredragsholder, der har udgivet bogen ’Du er ikke f**cked, du er bare ung!’, hvori han fortæller om sine teenageår, hvor han røg hash og endte i stofmisbrug, før han fandt en vej ud. Ud over Peter Mygind og Lise Mühlhausen bor hendes mor, deres ældste søn, svigerdatter og to børnebørn på forskellige etager i et stort hus i Charlottenlund.

Peter Mygind holder hvert år mellem 50 og 80 foredrag om blandt andet social ansvarlighed, vold og mobning.

Har i år blandt andet medvirket i TV 2 Charlie-serien ’Sommerdahl’, i den nyeste sæson af DR-serien ’Borgen’ og er med i den tredje sæson af ’Riget’, der får premiere senere i 2022.

2. KLASSEKLOVN PÅ KOSTSKOLE

Fordi jeg savnede opmærksomheden fra mine forældre, prøvede jeg at gøre krav på den ved at optræde og underholde. Min mor var meget betaget af dukketeater, og vi havde et dukketeater i kælderen, hvor jeg lavede den ene forestilling efter den anden. Jeg elskede også at komme ind på min mors teater og kravle rundt oven på kulisserne, mens de var klædt ud og optrådte. Jeg var betaget af hele den verden og fandt det selv fuldstændig naturligt at optræde. Det blev tidligt min måde at få kontakt til mennesker på.

Mine lærere var til gengæld bekymrede for mig, fordi jeg klarede mig dårligt og kun gik op i at have det sjovt. Da vi blev teenagere, blev jeg den festglade i klassen, og fordi jeg boede i en kæmpevilla i Charlottenlund, der næsten altid stod tom i weekenderne, kunne jeg holde alle de fester, jeg ville. Alle var inviteret, også drankerne og hashhovederne, og der gik ikke længe, før jeg selv blev lidt for glad for at ryge hash og forsvinde ind i rusen.

Selv betragtede jeg mig som en almindelig teenager, der bare kunne lide at fyre den af, og derfor havde jeg ikke på forhånd set det røde kort, som min far pludselig stak mig. 

Et halvt år efter min 13-års fødselsdag præsenterede han mig for ideen om, at jeg skulle på kostskole i Schweiz. Først så jeg det som noget lidt eksotisk, jeg troede bare, det ville dreje sig om et par måneder. Jeg havde endnu ikke fattet, at jeg skulle tilbringe de næste fem år på kostskolen Lyceum Alpinum i Schweiz. 

Den efterfølgende sommer tog han mig med til Schweiz, hvor der uden for alpelandsbyen Sankt Moritz åbenbarede sig en kæmpestor Hogwarts-bygning med en snert af ungdomsfængsel over sig. Her skulle jeg bo sammen med 379 andre drenge. Det var en kostskole for de riges forkælede børn, der var vant til at blive passet i hoved og røv. Man skulle blandt andet eje et jakkesæt og 24 forskellige lommetørklæder, så det havde vi på forhånd været ude at købe. Jeg gik ellers altid i cowboyskjorte og cowboybukser, men i 1977 stod jeg i jakkesæt på den seksmandsstue, hvor jeg skulle bo, og kiggede ud ad vinduet, da min far gav mig en schweizerkniv i afskedsgave og sagde: “Vi ses.”

3. MOBNING OG SELVKIDNAPNING

Så stod jeg der og var i chok. Jeg forstod overhovedet ikke sproget og boede på værelse med fem andre drenge. På min stue boede blandt andre to italienere, der havde så meget hjemve, at de græd hver dag: ”Mamma!” Jeg græd også i starten, men deres gråd overdøvede i den grad min. De havde levet i et trygt hjem, hvor mor lavede pasta til dem hver dag, og nu var de så pludselig havnet her.

Skoledagen begyndte kvart i otte og sluttede først klokken 18:30, også om lørdagen. Man blev hele tiden bedømt, i undervisning, i sport, i oprydning, i alt. Og man var Des med læreren, ellers råbte hun: “Raus!” Det var afstraffelse, ikke fysisk, men på de fleste andre måder, og man fik hele tiden eftersidninger. Til gengæld skulle man ikke selv rede sin seng. Det var der nogle unge, underbetalte italienske kvinder, der tog sig af. Nogle af dem kunne man også betale for at have sex med, men det krævede lidt mod, for der var stor udsmidningsfaktor, hvis man gjorde noget som helst forkert. Hvis man blev taget med hash, røg man også ud. Lige i starten lykkedes det mig to gange at smugle tjald med ind, men det stoppede hurtigt, da det gik op for mig, at man indimellem skulle afgive urinprøver. 

Vi var 380 drenge, der var lukket inde bag mure i 1.800 meters højde. Ikke overraskende var der sindssygt meget mobning. Jeg oplevede et utrygt fællesskab, hvor mange gik rundt og var pissebange hele tiden, fordi de ikke vidste, hvornår utrygheden ramte. En del blev virkelig hårde for at beskytte sig selv, for det var et benhårdt miljø. Det var survival of the fittest. Hver etage havde otte brusere til omkring 60 drenge, og hver morgen fik hver elev to minutter under bruseren. I hvert fald i udgangspunktet. Der stod nemlig en brusekaptajn og råbte: ”Wechsel!”, og nogle fik kun ni sekunder, så blev de smidt ud igen. Man havde intet at skulle have sagt. Jeg havde en ven, der aldrig fik vasket shampoo ud af sit hår, fordi kaptajnen hældte det i håret på ham og sendte ham ud igen. Han blev mobbet så meget, at han til sidst hoppede ud ad et vindue, fordi han var så desperat. 

En anden af mine kammerater kidnappede sig selv. Mange af børnene havde forældre med gamle penge. De var vokset op med svimlende rigdom og havde tilbragt alle deres ferier i Monaco. Der var både Volkswagen-børnene og arvtagerne til greven af Liechtenstein, og ham, der kidnappede sig selv, var søn af direktøren for Springer-koncernen. Familien var en af de rigeste i Tyskland, så sønnen hyrede nogle mænd i Napoli til at kidnappe sig selv på skolen og afpressede efterfølgende sin egen familie for 10 millioner kroner. De fandt ud af, at han selv havde arrangeret det hele, og han kom ikke tilbage på skolen igen. Det gjorde ham, der hoppede ud ad et vindue, heller ikke. Han brækkede begge ben og endte i kørestol. 

PETER MYGIND OM

 At gå i familieterapi

”Efter Julius var blevet overfaldet for anden gang, endte vi i terapi. Det var et totalt wakeupcall for mig. Jeg vidste godt, at jeg var en, der nogle gange kunne råbe, og så stoppede alt, men at sidde der foran terapeuten og høre min yngste søn fortælle, at han selv råbte en gang imellem, fordi hans far gjorde det, er stadig i dag det mest pinlige, jeg har prøvet. Vi sad foran den her førende familieterapeut, og jeg prøvede at korrigere lidt: ’Ah, er det nu så …’, og så begyndte han ellers at remse alle de gange op, hvor jeg havde råbt. Det var forfærdeligt. Det ramte mig virkelig. Han havde jo ret. Fra den ene dag til den anden ændrede jeg mig, og i dag vil mine børn dårligt nok kunne huske, hvornår deres far sidst har råbt.”

4. MYGIND, DER KAPITÄN

Jeg fatter ikke, at jeg ikke løb skrigende væk, men blev der i fem år. Men som tiden gik, blev det mit liv. Selvom kostskolen var ren overlevelse, kunne jeg mærke, at jeg måske havde noget med hjemmefra, der gjorde mig i stand til at rumme det. Jeg havde aldrig kendt til at have min mor eller far tæt på til daglig, og jeg var vant til uforudsigelighed.

Jeg kunne også få folk til at grine, og jeg kunne lide sport og spillede meget ishockey og fodbold, så jeg røg ind i forskellige fællesskaber. Min evne til at kunne snakke med alle betød, at jeg hurtigt steg i hierarkiet på kostskolen. Jeg kunne snakke med de største røvhuller, der styrede hele lortet, og samtidig snakke med de svageste. Fordi jeg kunne mingle med alle, blev jeg valgt som kaptajn – en udnævnt elev, der skulle repræsentere og tage ansvar for de andre. Det betød, at jeg skulle stå til regnskab over for lærerne, hvis nogen havde lavet ballade, men jeg fik også det privilegium, at jeg måtte gå senere i seng. Vi var 28 nationaliteter på skolen, og jeg boede selv på værelse med en, der hele tiden blev ekskluderet af fællesskabet. Men fordi jeg boede med ham, blev folk tvunget til at tage ham med, for de havde selv valgt mig som kaptajn. Med tiden blev det i det hele taget min rolle at være ham, der tog sig lidt af dem, der havde det svært.

En gang imellem kunne man ringe hjem fra kostskolen, men som regel var der ingen, der tog den, fordi dem i den anden ende jo ikke anede, at man havde tænkt sig at ringe. Så stod man der i telefonboksen og ventede forgæves. Det skete også fra tid til anden, at mine forældre ringede og spurgte: ”Hvordan går det?” Eller fortalte, at farmor var død. Og så gik der en måned mere, før man snakkede med dem igen.

Jeg var sur på dem, og jeg oplevede stor ensomhed, savn og sorg over at føle mig fravalgt, for min bror blev ikke sendt af sted. Han klarede sig fint, og han var skidegod i skolen. Men jeg måtte klare mig alene i teenageårene med alle de tanker og følelser, hvor man burde have haft nogle forældre ved sin side til at sige: ”Det forstår jeg godt, skat.”

Jeg fandt i stedet en fyr fra Hongkong, der var god til engelsk, og det var det tætteste, jeg kom på det. ”It’s tough,” kunne jeg sige. ”I think it’s tough, too,” svarede han så. Der gik en del år, før jeg første gang endte hos en psykolog, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting at bearbejde. Der var helt klart en vrede i mig over, at jeg bare blev sendt væk i fem år.

Og så spøgte en fornemmelse af, at mine forældre tænkte: ”Den klarer han ikke.” Jeg vidste, at de ikke troede, jeg havde styrken til det, og det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme vise dem, at jeg ikke var den pivskid, som de forestillede sig. Det hele lå på mine egne skuldre. Jeg havde ingen at gå til, når jeg var ked af det eller vred. Jeg havde kun mig selv og mine grædende italienske venner. Og det har i virkeligheden vist sig at være en gave, for i den tid lærte jeg en enorm arbejdsdisciplin, og da jeg efter fem år blev færdig på kostskolen, var det med triple color. Det var den fineste udmærkelse på kostskolen, og til den afsluttende middag med alle afgangseleverne og deres forældre var min far ikke til at skyde igennem. Den havde han ikke set komme. Han havde sendt sin hashrygende, småalkoholiske søn af sted til en fin kostskole i Schweiz og tænkt, at det ville gå helt galt, men i stedet havde jeg klaret det med bravur. Jeg var også selv sindssygt stolt. Jeg havde lært, hvad det vil sige at gøre sig umage.

5. PALLE ALENE HJEMME 

Efter kostskolen stod jeg i 1983 med et brev fra de schweiziske myndigheder om, at jeg kunne blive schweizisk statsborger. Jeg var 19 år gammel, havde handelsdiplom efter min afgangseksamen, og min far mente, jeg skulle flytte til Genève og fortsætte ad det spor. Selv var jeg mere i tvivl. Jeg ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun skulle den sommer: ”Jeg skal fortælle grønlandske eventyr med nogle store masker.” ”Må jeg være med?” ”Selvfølgelig.” Så var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste hjem til min mor, smed min cottoncoat og slips ind i skabet og startede et nyt liv.

De næste par måneder tilbragte jeg i et stort cirkustelt med at spille grønlandske eventyr. Min far troede, at jeg bare skulle brænde krudt af hen over sommeren, før jeg ville søge ind på en ny uddannelse, formentlig i Schweiz, men selv var jeg ikke et sekund i tvivl. Min bror og jeg førte dukker, mens min mor fortalte forskellige eventyr, vi rejste rundt i landet og optrådte for børn og voksne i et stort cirkustelt. Når vi havde fri, tog vi ned på det lokale torv og lavede gadeteater.

Jeg spillede teater hele tiden, og ellers drak jeg mig kanonstiv, for det havde jeg ikke rigtig gjort i fem år. Mine forældre nåede at blive bekymrede for mig endnu en gang: ”Er han ved at falde tilbage?” Men jeg var bare en 19-årig dreng, der lige skulle leve livet og møde nogle damer og drikke lidt sprut. 

Fordi jeg havde været væk i fem år, havde jeg ikke længere nogen venner i Danmark. Min far havde solgt den store villa i Charlottenlund, og jeg havde ingen kontakt til mine gamle venner fra folkeskolen. Jeg følte mig totalt som Palle alene i verden, så når jeg ikke lavede teater, sad jeg inde på Kultorvet i København med en øl og prøvede at komme i kontakt med andre mennesker: ”Hej, hvad hedder du så?” Jeg skulle opbygge en ny identitet og en ny venskabskreds. 

På teatret havde min mors veninder kigget på mig med skeptiske miner: Skulle den der kostskoledreng være med her? Daimi sagde ligefrem til mig, at hun ikke syntes, jeg havde talent. Når vi lavede forestillinger, var der ingen instruktør, så man sad og fordelte rollerne, og jeg prøvede mange gange at få en hovedrolle, men hver gang satte hun foden ned. Det slog mig heldigvis ikke omkuld. At spille skuespil føltes som en urkraft i mig, og sådan har det været lige siden.

6. ”UNDSKYLD, GIDER DU SIGE DET IGEN?” 

De næste fem år rejste jeg rundt i landet og lavede hovedsageligt børneteater om sommeren og voksenteater om vinteren. Jeg kunne leve af det, og jeg fik lov til at spille og hoppe rundt. Men hvis jeg ville noget mere med alt det her teater, blev jeg nødt til at åbne en ny dør. Min mor repræsenterede noget andet end resten af teaterverdenen, og jeg måtte vikle mig ud af hendes kærlige arme.

Skuespilleren Kristian Halken så mig til en forestilling på Søpavillonen og opfordrede mig til at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg kom ind i første hug, selvom den daværende rektor Lone Hertz havde sine tvivl. Hun mente, at jeg var for Jytte Abildstrøm-agtig og sagde, at hun ærligt talt ikke vidste, om ikke det var bedre, at jeg blev i ”Jyttes vidunderlige univers”, som hun formulerede det. Men jeg kiggede hende i øjnene og sagde: ”Nej, jeg vil det her.”

Den første tid på Teaterskolen var ingen dans på roser. Min dramalærer sagde til mig efter to måneder, at jeg ikke burde gå der, fordi jeg overhovedet ikke havde talent til at blive skuespiller. Og i øvrigt heller ikke begavelse nok. Når hun stod og fortalte om skuespilteknikker, fattede jeg det simpelthen ikke. Jeg blev nødt til hele tiden at række hånden op og få hende til at forklare det igen. Det var så mærkeligt nærmest at være vokset op på et teater, og så var det ren volapyk for mig at blive undervist i det. Jeg fattede intet af det, og efter noget tid opfordrede hun mig direkte til at stoppe. Hun syntes, jeg var a pain in the ass, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det er umuligt andet, når der står et voksent og begavet menneske og siger: ”Du har simpelthen ikke talent.”

Heldigvis havde jeg en oplevelse fra tidligere i mit liv, jeg altid fandt frem, når tvivlen begyndte at blive for stor i mig. Efter jeg i 1983 havde hoppet rundt bag en maske til en forestilling, var Erling Schroeder kommet hen til mig og havde sagt: ”Du er da et spændende ungt menneske.” Han var en legendarisk teaterinstruktør og den første, der så noget i mig. Der var mange andre, der intet så i mig, så det var en stor drivkraft for mig, at han havde sagt det. Uanset hvem jeg mødte siden hen, havde jeg i baghovedet, at han troede på mig. 

PETER MYGIND OM

At blive anmeldt 

”Der er visse anmeldere, der aldrig har kunnet lide mig, og det har jeg lært at leve med. Det er jo noget mærkeligt noget, at hvis man læser en positiv anmeldelse, har man glemt den fire sekunder efter, men hvis man læser en virkelig dårlig anmeldelse, kan den sidde i én i lang tid. I dag betyder det meget mere for mig at blive stoppet på gaden af en, der siger: ”Hvor var du god i den rolle!” Det er jo det, man skal lytte til.”

7. SCENEKIKS, STOR KÆRLIGHED OG EN BEGYNDERKAMEL

Tilfældigt mødte jeg en pige i Hornbæk, der inviterede mig til sin fødselsdag i Frederikssund, selvom vi lige havde mødt hinanden. Jeg kendte ingen af de andre mennesker, men i et mærkeligt ironisk indfald slog jeg alligevel på glasset, rejste mig op og holdt en passioneret tale. Da jeg satte mig ned, kom en lille mand hen og sagde: ”Dav, jeg hedder Michael Obel, det var fandeme godt. Er du skuespiller?”

Det viste sig, at han var ved at lave en film, der hed ’Høfeber’, og før jeg fik set mig om, havde jeg landet en rolle som sådan en lidt Karl Kæk-agtig karakter. Jeg skulle spille sammen med folk som Frits Helmuth og Lisbet Dahl, og det var sindssygt grænseoverskridende, for jeg havde aldrig filmet før. Jeg anede ingenting om den verden. Til den første scene var der lagt skinner ud, som kameraet skulle køre på, og jeg vadede bare over dem. ”HVAD LAVER DU?” brølede den ældre fotograf rødglødende gennem lokalet. Det viste sig, at de skinner var lagt med vaterpas og små klemmer, og det var nærmest en dødssynd at gå ind over dem. Jeg fik en gedigen skideballe og var i komplet choktilstand, før jeg var kommet i gang. 

I 1991 var jeg til en anden fest, hvor jeg faldt pladask for Lise (Mühlhausen, red.). Jeg forsøgte med alle tricks i bogen at lokke hende ud på dansegulvet. I et sidste forsøg på at affeje mig bøvsede hun mig i hovedet, men jeg lod mig ikke afskrække. Jeg fik min dans, vi endte med at tilbringe weekenden sammen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt kvinden i mit liv. Fem uger efter var hun gravid. Jeg var i Jylland, da hun ringede og fortalte det, og jeg skyndte mig hjem med en buket blomster. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle beholde barnet, så 10 måneder efter vores første møde blev vi forældre til Julius.

Jeg blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 1992, og som nybagte forældre flyttede Lise og jeg ind i et lillebitte hus i Vanløse. Ud over ’Høfeber’ havde jeg spillet med i en lille Ole Bornedal-film, og jeg var helt sikker på, at telefonen ville ringe. Men der skete ikke en skid. Flere af mine kammerater skulle på Det Kongelige eller på Folketeatret. Efter et par måneders arbejdsløshed var jeg overbevist om, at min karriere var færdig, før den overhovedet var begyndt. Pludselig ringede de så fra Bellevue og spurgte, om jeg ville være med i ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Det var en meget lille rolle, hvor jeg skulle spille hovedet i kamelen, men det var da bedre end ingenting. Jeg var i gang. 

8. HVEM FANDEN ER PETER MYGIND?

Mens jeg studerede, havde jeg lavet et underholdningsshow på TV 2, der hed ’Quizboyshow’, hvor jeg selv var den overstyrede vært, der væltede rundt: ”Velkommen til Quizboyshow, jubiii, første runde!” Efterfølgende var jeg med til at lave ’Eleva2ren’, hvor jeg spillede en hollandsk reklamemand, der solgte dildoer og ligkister. Det var en karakter, jeg selv havde opfundet. Tv-produceren Mogens Vemmer så programmet og ringede til mig og sagde, han havde et kvarter hver lørdag morgen på Danmarks Radio, hvor jeg måtte lave lige, hvad jeg ville. Jeg ringede straks til min ven Lars Mering og gik i gang med at brainstorme. Vi havde fri leg, hvad skulle det handle om? Det skulle handle om at score. Det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, og til et af programmerne fandt vi på figuren Score-Kaj, der var god til at score lamsebamser. Bagefter ringede Mogens Vemmer igen og sagde: ”Vi skal have mere Score-Kaj.” Det var øjeblikkeligt blevet en total landeplage, og overalt på gader og stræder gik folk rundt og snakkede om ”de tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår”.

Jeg fik på den ene side ry i branchen for at være ’ham den sjove’, men sideløbende spillede jeg med i først Birger Larsens ’Frihedens skygge’ og Lars von Triers ’Riget’. Det betød, at jeg om formiddagen var i fjernsynet som Score-Kaj, der stod i guldtøj og plateausko og scorede lamsebamser, og om aftenen var jeg med i ’Riget’, hvor jeg knaldede på laboratoriet med Solbjørg Højfeldt. Og så lavede jeg pludselig det store juleshow på DR, hvor jeg sang gamle Gustav Winckler-sange. Der var anmeldere, der var virkelig forvirrede. Altså, hvem fanden er Peter ­Mygind? Der var en anmelder på Politiken, der skrev, at jeg var færdig og aldrig ville komme til at lave noget seriøst igen, for jeg havde mistet min troværdighed, og ingen seere ville længere tro på mig. Det var slut, konkluderede hun. Det gjorde mig sur og ked af det, for hvorfor skulle man ikke kunne lave det ene og det andet? Men dengang var man groft sagt enten kongelig skuespiller, eller også var man useriøs. Jeg tænkte slet ikke taktisk på den måde. Jeg havde en enorm eventyrlyst som skuespiller, og hvis noget sjovt dukkede op, gjorde jeg det uden at tænke over konsekvensen. 

9. STOR SUCCES OG SVANESANG 

Selvom jeg både havde lavet ’Taxa’ og ’Riget’, var det noget helt andet, da jeg i starten af 00’erne spillede med i ’Nikolaj og Julie’. Den serie ramte virkelig noget. Det var helt vildt. 1,7 millioner danskere sad og fulgte med i min og Sofie Gråbøls kærlighedshistorie hver søndag aften. Der var så stor opmærksomhed, at jeg til sidst havde brug for en timeout. Efter næstsidste afsnit var blevet vist, var Lise og jeg i Dyrehaven. Det var en solskinsdag, der var fyldt med folk, og jeg kunne ikke gå otte meter, uden nogen råbte: ”Hvordan ender det?” Jeg blev helt kvalt i det, så da vi kom hjem, besluttede vi os for at rejse væk. Vi fandt en lillebitte hytte på en lillebitte ø halvanden time fra Thailands kyst. Da vi et par dage senere sejlede mod øen, stod jeg i stævnen i hurtigbåden og nød et fredfyldt øjeblik. Inde på stranden kunne jeg se to hvide mænd, der stod med fadbamser i hænderne. Da båden var næsten inde ved land, begyndte de at råbe: ”Hvad fanden, det er Nikolaj!” Den ene vendte sig om og begyndte at råbe op til konen: ”Skat! Det er Nikolaj!” Jeg kan huske, at jeg bare stod der og tænkte: ”Det er fucking løgn.”

Det hele blev pludselig kæmpestort, og vi vandt også en Emmy for serien. Men så spillede jeg hovedrollen i en musical bagefter, der gik sindssygt dårligt, og det var en meget effektiv måde at komme ned på jorden igen. Det var ’The Full Monty’, hvor jeg skulle synge alle sange i tenor, selvom min stemme mildest talt ikke passer til den slags. Dagen før premieren var min stemme smadret, fordi jeg havde presset den så meget. Jeg fik skudt kor­tisol ind og forsøgte at klare mig igennem, men da jeg stod op dagen efter, var det til overskrifter som: ”Hvor dybt kan man falde?” ”Hvor elendigt kan man synge?” ”Fjern den mand!” Jeg blev nakket fuldstændigt. Jeg gik fra at være helt oppe at flyve til at få de dårligste anmeldelser i mit liv.

Fordi det var en teaterforestilling, måtte jeg gentage fiaskoen aften efter aften. Der var totalt udsolgt. Jeg sled mig selv fuldstændig mentalt ned, og jeg mistede min egen selvrespekt. Jeg havde allerede til første sangprøve forsøgt at sige, at sangene ikke passede til mig, men ingen lyttede for alvor, og jeg fik ikke stået ordentligt fast. Det var første gang, jeg virkelig prøvede at gå ned med flaget, og det sad i mig i lang tid efter. 

Senere spillede jeg med i Ludvig Holberg-forestillingen ’Jean de France’ på Det Kongelige Teater. Det gik heller ikke godt. Og så lavede jeg en forestilling ved navn ’Shopping’ på Aveny-T, der handler om T-shirtens rejse, hvor jeg spillede alt fra amerikansk bomuldslandmand til fattig kinesisk syerske. Jeg var sindssygt stresset i den tid og havde blackouts på scenen. Siden har jeg ikke spillet teater. Jeg har det ikke sådan, at jeg er færdig med at spille teater, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det siden.

10. MERE ALVORLIG TALETID 

De seneste 10-15 år er foredrag blevet en stor del af mit liv. Før det var jeg den sjove mand, man kunne hyre til sin sommerfest eller julefrokost, men det gik op for mig, at jeg havde brug for også at fortælle historier, der betød noget for mig, og gerne skabe lidt eftertanke hos publikum. Det passede ikke rigtigt ind i en julefrokost med 400 stive Telia-medarbejdere.

Min ældste søn blev så som 13-årig overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for blot tre uger. Han provokerede ikke nogen, men stødte ind i nogle unge drenge, der kedede sig og smadrede ham. Klokken var 16 om eftermiddagen begge gange, og der var rigtig mange mennesker, der kunne have grebet ind, men ingen gjorde noget. Folk gik bare videre. Jeg fortalte om det i et interview, og bagefter begyndte forskellige skoler at ringe til mig og spørge, om jeg ikke ville holde foredrag om social ansvarlighed. Siden er det begyndt at handle mere om mobning og fællesskaber, også på arbejdspladsen. Folk deler ting med mig, forældre skriver til mig om børn, eller unge skriver til mig, at de er desperate og ikke tør gå i skole. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg oplever, og jeg prøver at svare så godt, jeg kan, men der er også nogle, der skriver med selvmordstanker. Dem prøver jeg at sende videre, for jeg er ikke psykolog, jeg er bare en voksenven.

Jeg har altid troet, at jeg skulle være ham, der underholdt. I mange år kunne jeg ikke gå til et bryllup eller en fødselsdag, uden jeg skulle rejse mig op. Jeg blev tit spurgt og følte, at jeg ville svigte fællesskabet, hvis jeg sagde nej. Med tiden begyndte jeg at tage mig i at blive nervøs, hvis jeg skulle til et socialt arrangement, fordi jeg vidste, at lige om lidt ville jeg melde mig til et underholdende indslag, også selvom jeg ikke havde lyst. I årevis rejste jeg mig op og slog på glasset, selvom en stemme i mit hoved sagde: ”Hvorfor fanden skal jeg altid stå her og lege klovnen?”

Tilbage i folkeskoletiden var jeg den, der underholdt i klassen. Jeg var ikke dygtig i skolen, men jeg kunne være sjov, og det var virkelig vigtigt for mig, at andre folk kunne lide mig. Det bar jeg med mig i mange år. Jeg troede kun, at jeg var god nok, hvis folk grinede. Det er først for alvor her i halvtredserne, at jeg er blevet bedre til at tage mig selv alvorligt.

PETER MYGIND OM

At blive far 

”Lise og jeg havde kun kendt hinanden i fem uger, da hun blev gravid. På det tidspunkt gik jeg på tredje år på Statens Teaterskole. Jeg var en ung mand med sindssygt høje tanker om mig selv. Jeg troede, at jeg var en slags Guds gave til teatret. Og så blev jeg pludselig far. Jeg ved ikke, om jeg var mentalt klar til det, men jeg var klar til, at Lise skulle være moren. Da hun ringede med beskeden, var der ingen panik i mig, for jeg havde lyst til alt ved Lise, og det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg kom farende hjem med blomster og et nyforelsket smil og sagde: ”Hold da kæft, hvad gør vi nu?”

11. LIVSLYKKE TRODS DØDSSKYGGE

Jeg vågnede en morgen i 2015, hvor Lise var i Jylland, og kunne mærke, at jeg havde ondt i benet. Det føltes som en fibersprængning. Jeg havde haft ondt i benet to gange før, hvor jeg havde været ramt af blodpropper. Derfor vidste jeg også, at de ikke er farlige, når de sidder i benene, så længe man får gjort noget ved dem i tide. Jeg fik en af min svigermors venner til at køre mig på Gentofte Hospital, men da jeg steg ud af bilen, viste det sig, at de havde flyttet akutafdelingen et andet sted hen, så jeg måtte gå alene hen over parkeringspladsen. Pludselig fik jeg det vildt dårligt og faldt om, jeg var teknisk set død, og da jeg vågnede igen, var der en mand, der var ved at give mig hjerte-lunge-massage.

Det viste sig, at jeg havde flere hundrede blodpropper, der var røget op i lungerne med fuld hammer. Jeg røg på akut blodfortyndende og skal være på blodfortyndende medicin resten af mit liv. Jeg blev reddet af ham, der fandt mig, for han havde ikke mærket nogen puls til at starte med. Han er min engel. Det er sådan, jeg omtaler ham i dag. Man bliver religiøs af sådan noget, for hvis ikke jeg var taget på hospitalet, kunne jeg være død. 

Efterfølgende blev jeg virkelig bange for at dø. Jeg er generelt ret livsglad og livslysten, men efter den oplevelse blev døden langt mere nærværende i mit liv. Jeg gik i kognitiv terapi lang tid efter og bruger stadig tankefeltterapi, når jeg får angst. Så trækker jeg vejret dybt og mærker på min krop. Det sker sjældent i dag, men dengang havde jeg det mindst et par gange om ugen, som om jeg var ved at dø af angst. Jeg kunne sidde alene i en bil i Jylland og pludselig blive rædselsslagen for at få en blodprop. Andre gange kunne jeg sidde i toget og være nødt til at spørge ud i vognen, om der var nogen, der kunne hjerte-lunge-massage. ”Jeg har det rigtig dårligt, og jeg er bange for, at jeg falder om,” sagde jeg. Jeg var nødt til at sige det højt for en sikkerheds skyld. 

At råbe højt om sorgen, angsten og bekymringen er blevet min måde at kurere mig selv på. Jeg har ry for at være en blød mand, fordi jeg snakker åbent om følelser, men jeg ser mig selv som et åbent menneske, der deler ud af sin sårbarhed. Det er en af mine grundværdier ikke at være bange for at sige tingene højt. Nogle offentlige personer, især skuespillere, mener, at hvis man siger bare én sætning om sit privatliv, kan ingen kigge på dig som en rolle igen. Men det oplever jeg ikke, og selvom det er en kliche, er min taknemmelighed for livet blevet større. Jeg er stadig gift, og jeg har børn og venner, der gider se mig. Der er meget at værdsætte. 

12. RIGETS TILSTAND

For et par år siden blev jeg ringet op af en producent på Zentropa, der spurgte, om jeg ville være med i ’Riget’. ”Snakker vi ’Riget’ med Lars?” ”Jaja, han har sgu skrevet nogle afsnit,” sagde hun så. Der var gået næsten 25 år, siden sidste afsnit var blevet sendt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med igen.

’Riget’ betød sindssygt meget for mig i sin tid. Det blev startskuddet til hele min tv-karriere. Jeg havde medvirket i en krimiserie i 90’erne, og da den var ved at blive klippet sammen på Zentropa, gik Lars von Trier tilfældigvis forbi og så mig i klipperummet. Kort efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Riget’, hvor jeg fik rollen som Mogge. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: ”Wow!” Det var vildt at læse. Det var kun den anden eller tredje rolle, jeg lavede, og til første læseprøve sad jeg med folk som Jens Okking, Ghita Nørby, Søren Pilmark, Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Lars von Trier lagde ud med at sige: ”Jeg hader skuespillere.” Det skulle vise sig, at det gør han ikke, men han kan godt lide at sige det. 

Det var vildt at være en del af. Vi lavede håndholdte scener, der var 10 minutter lange, og der var en kæmpe frihed til stede. Jeg var ung og havde ikke prøvet særlig meget andet. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, det, der foregik. På et tidspunkt gik jeg bag Lars von Trier og Ernst-Hugo Järegård på vej til frokost, da sidstnævnte begyndte at rose mig. Så skyndte Lars sig at sige: ”Hold kæft, hold kæft, han må ikke høre sådan noget, for helvede!” Men jeg nåede at høre det, og det gjorde noget for mig at høre den slags fra så stor en stjerne. Det var et af de små dryp af anerkendelse, man får igennem et liv og en karriere, hvor nogen har set én og troet på én. 

Lars von Trier er et sindssygt varmt og kærligt menneske, men han har en sarkastisk side, som man lige skal vænne sig til. Det oplevede jeg også igen til den nye sæson af ’Riget’, hvor han efter de første optagelser kom hen til mig og helt tørt sagde: ”Jeg vil bare lige fortælle dig, at det altså ikke er ’Min søsters børn’, vi laver her.”

På den nye omgang ’Riget’ har jeg også haft dage, hvor jeg har siddet og rystet og tænkt, at jeg ikke havde styr på noget, fordi der var sådan en totalt kaosagtig energi. Det kan Lars von Trier godt lide. Selvom jeg har været i showbiz det meste af mit liv, har der været dage, hvor jeg har været nervøs. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg prøver at være ydmyg. Det vigtigste for en skuespiller er at gå helt åbent og nysgerrigt ind på en scene og reagere på, hvad der sker. Hvis man planlægger for meget, kan det gå galt. 

PETER MYGIND OM

Karriere og familie

“Jeg har forsøgt at prioritere anderledes, end mine forældre gjorde, fordi jeg ikke ville have, at mine børn skulle opleve det samme. Men det er fandeme svært, når man spiller en rolle på teateret eller er med i film og tv-serier, at ringe og sige, at man ikke kommer ind i dag, fordi ens søn hoster. ”Er du syg i hovedet? Der står 60 mand og venter!” Der har været kæmpe drama nogle gange, men jeg har et godt forhold til mine sønner, og jeg har været sammen med Lise i 31 år nu, og jeg tænker, at det blandt andet skyldes, at vi har taget kloge beslutninger om at prioritere familien. Det er forhåbentlig også dem, der holder mig i hånden, når jeg en dag ånder ud.

13. HELT UDSPILLET

Kort før jul sidste år sad jeg før en optagelse og kunne pludselig ikke mere. Jeg havde filmet 73 dage i træk på ’Sommerdahl’, hvor jeg havde været med i så godt som alle scener. Dagen efter sad jeg i Helsingør og var klar til at filme en optagelse i ’Borgen’, som jeg også spillede med i foruden ’Riget’. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange store roller på så kort tid. Jeg følte mig sindssygt grundtræt, da der kom en sød produktionsassistent ind og fortalte, at min scene var udsat i fire timer. Da hun sagde det, var det, som om noget knækkede inde i mig. Jeg tænkte straks: ”Det kan jeg ikke.” Så begyndte jeg at ryste og få det dårligt. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg prøvede at sige til hende, at det ikke kunne lade sig gøre. Lidt efter kom en fra højere oppe i hierarkiet ind og spurgte, hvad problemet var. ”Scenen er bare flyttet fire timer,” sagde han uforstående. Så løb jeg grædende ud af lokalet og ned på stranden, hvor jeg brød fuldstændigt sammen. Til sidst fandt producenten mig, der kunne konstatere, at Peter Mygind var færdig. Min krop havde fået nok, og selvom jeg har levet af at spille skuespil i 40 år, måtte jeg lære det på den hårde måde.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke behøver spille mig ud til prøverne, men jeg spiller for at mærke, hvor vi er på vej hen, og så min kollega også kan mærke det. Det er et aktivt valg, som jeg gerne vil holde fast i, for jeg har ingen planer om at skrue ned for min energi. Det kan jeg ikke. Men så er jeg også nødt til at trække stikket helt nogle gange.

14. TILFÆLDETS GAVER 

Jeg er dybt taknemmelig for at være et sted, hvor jeg på en måde er genopstået som skuespiller, og folk vil bruge mig igen. Som skuespiller kan man ikke undgå at have perioder, hvor man synes, at der er gået lige lovlig længe, siden telefonen ringede. Der har da også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Så sluttede den karriere”, og jeg har mindst en gang sagt til Lise, at vi blev nødt til at sælge huset, fordi jeg ikke havde nerver til det liv, hvor man pludselig ikke har noget at lave i et halvt år. 

Der er så mange tilfældigheder på spil i skuespilbranchen. Jeg løb rundt i badebukser og spillede fodbold med mine sønner en sommerdag for flere år siden, da min nabos søster tilfældigvis hørte min stemme igennem hækken. Hun var caster på Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’ og var ved at lede efter ham, der skulle spille Aksel Winther. Pludselig slog det hende: ”Hvorfor ikke Peter Mygind?” Karakteren er lidt af et røvhul, og de havde egentlig tænkt på nogle helt andre, men jeg blev hevet ind til en prøve og endte med at få rollen. Det var min første rigtige røvhulsrolle, og den har betydet meget for mig. Til premieren kom Søren Kragh-Jacobsen hen og sagde: ”Det var fandeme interessant at se dig i den slags rolle. Vi er ved at lave ’Borgen’, hvor vi leder efter en til en rigtig røvhulsrolle. Har du lyst til at komme og give dit bud?” Sådan blev jeg den skruppelløse sladderjournalist Michael Laugesen. Der er mange, der har været interesseret i, om jeg har bygget min rolle på Henrik Qvortrup, og ja, jeg har taget noget Qvortrup til mig, men også alle mulige andre, jeg har mødt gennem tiden. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en til en fødselsdag, der sagde alt muligt grænseoverskridende uden at fortrække en mine. Sådan noget suger jeg til mig. Men der er også noget af Peter Mygind i rollen, for jeg har også haft røvhulsøjeblikke, hvor jeg har været i mit iskolde hjørne. Hvis man vil gøre det troværdigt, bliver man nødt til at kravle 100 procent ind i den person, mens kameraet kører. Næste år er det 40 år siden, jeg som 19-årig blev en del af min mors teater, og jeg nyder stadig at prøve at skabe en karakter.

Mange vil nok kalde hende en af landets sjoveste skuespillere, men selv drømmer hun mindre om komedier og mere om at spille med i svenske ægteskabsdramaer. I 10 afsnit ser 50-årige MIA LYHNE tilbage på et liv, hvor hun har måttet kæmpe sig frem i en hård branche og har fået afslag på afslag. Og hvor hun ofte har haft svært ved at holde masken.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Jonas Bie

1.

DE FØRSTE OTTE år af mit liv boede jeg i Gladsaxe i en lille lejlighed. I børnehaven var der en guld-hårspray, og jeg havde aldrig set sådan noget før. Min mor var en hippie-skolelærer, der ikke havde den slags derhjemme. Jeg kiggede på den spray med store øjne. ”Næææh,” tænkte jeg og besluttede lige dér, at jeg ville være frisør. Men i 1. klasse skulle vi lave ’Klods-Hans’ som dukketeater, og der gik noget nyt op for mig. Jeg kan huske min iver, og hvor gerne jeg ville gøre det godt. Det var en meget lille rolle som hofdame med én replik, men jeg var ved at dø. Jeg havde voldsom sceneskræk, selvom det kun var dukketeater. Næsten tortur. Alligevel tiltrak skuespillet mig. Det var dét, jeg ville. I dag ville jeg nok ønske, at der havde været noget mere. At jeg havde gået til håndbold eller noget andet, men det var kun det at blive skuespiller, der fyldte.

Som otteårig flyttede vi til Smørum i et bofællesskab. Det blev kaldt millionær-Christiania og lå i et pænt parcelhusområde, hvor alle mine klassekammerater havde farvefjernsyn og lædersofaer. Det havde vi ikke. Vi stak ud ved at bo i bofællesskabet. Jeg var flov over det, selvom alle andre børn syntes, at det var det fedeste at bo sådan et sted. Der var fællesspisning, gymnastiksal og fælleshus, og vi lavede en masse ting sammen. I dag kan jeg godt se, hvor godt det var, men det havde jeg svært ved dengang. Det hjalp ikke, at mine forældre gik i fodformede sko og hørte Bob Dylan og havde fredsplakater på væggene. Jeg følte lige dele skyld og skam.

En dag vil jeg gerne lave en film, der hedder ’Skyld og skam’, for hvor bokser vi mennesker dog meget med de to ting. Jeg gør i hvert fald. Mange prøver jo at være glansbilleder og vil helst ikke stikke for meget ud, men hold kæft, det går jo ikke. Da jeg skulle holde min 50-årsfødselsdag, brugte jeg uger på at gøre rent, og bagefter tænkte jeg: ”Jamen, for helvede, hold nu op, så må de jo se dit rod.” Kvinder er frygtelige på den måde. Også udadtil. Vi bliver for eksempel plastikopererede. Og jeg kan godt blive sur over det. Når jeg ser mig selv på skærmen, kan jeg nogle gange tænke: ”Fuck, jeg er blevet gammel, det går jo ikke.” Derfor kan jeg godt forstå, at kvinder kan få lyst til at få de operationer. Men der er en lille rebel i mig, der siger: ”Hallo, hvad er det for noget aldersfascisme?” Jeg har ikke lyst til at se mærkelig ud ved at få fyldt et eller andet i ansigtet. Jeg håber, jeg kan stå imod.

2.

JEG FIK EN LÆRER i Smørum, der kom fra Bornholm, og han blev mobbet af klassen. På grund af sin dialekt, og fordi han havde mærkelige vaner som at sutte på sit skjorteærme. Gud, hvor var vi stride ved ham. Jeg lurede hurtigt, at man kunne få ham til hvad som helst. Jeg kunne for eksempel lokke ham til at spille teater i dansktimerne. Så gik vi nogle stykker ind i et grupperum, og det var altid mig, der fandt på, hvad vi skulle, og instruerede de andre. Det blev et frirum fra min generthed. 

Jeg har meget at takke ham for, selvom vi faktisk fik ham fjernet fra klassen – undskyld! Nogle forældre brokkede sig. De kunne fornemme på børnene, at han var for vag. Så fik vi en ny lærer, der elskede teater, og hun opdagede hurtigt, at det gjorde jeg også. I 6. klasse lavede vi en kæmpe Holberg-forestilling, og jeg fik lov at spille ­meget tidligt. Hun er stadig en god ven i dag. 

Når jeg så film af Bille August eller Nils Malmros’ ’Tro, håb og kærlighed’, ’Skønheden og udyret’ og så videre, gjorde det et kæmpe indtryk. Jeg elskede dem. Når jeg så på dem, der spillede, tænkte jeg, at de måtte være verdens lykkeligste. Det troede jeg virkelig. Jeg sad hjemme på værelset og skrev til alle filmselskaber. Med pæn håndskrift stod der, at jeg var en pige på otte år, der gerne ville være skuespiller, og jeg spurgte, hvordan jeg kom med i en film, og jeg skrev, at mine idoler var Ghita Nørby og Ove Sprogøe. Jeg kom til nogle børne­castings, men der kom ikke noget ud af det. Jeg kom bare i nogle statistkartoteker.

Jeg skrev tre kladder, før jeg skrev det rent og sendte det, og jeg har stadig nogle af brevene derhjemme. Jeg skrev også til nogle af skuespillerne fra ’Tro, håb og kærlighed’ og til Ove Sprogøe. Han gav mig et pænt svar, takkede for brevet og skrev noget med, at ”det er en svær branche, men pøj-pøj med det” og så videre. På et tidspunkt i folkeskolen begyndte jeg i en amatørteatergruppe, men der sad vi for meget af tiden og drak te. Der skete ikke nok. Og jeg var samtidig genert, så jeg sagde ikke en lyd. Jeg skal være tryg, før jeg tør, og det var jeg ikke. Men indeni var jeg stadig helt dedikeret til at blive skuespiller.

3.

LARS KNUTZON ER min mors venindes mand. Han prøvede at tale mig fra at blive skuespiller. Det er en usikker vej, sagde han. Han tænkte måske, at en genert pige som mig var for hæmmet til det, og i dag, så mange år efter, udstråler jeg måske stadig ikke nok, at jeg er ’skuespiller’. 

For nogle år siden var jeg på ferie og talte med en udlænding, der spurgte. hvad jeg lavede. Han troede simpelthen ikke på, at jeg var skuespiller. Det kunne jeg grine af, men jeg er ikke den klassiske udadvendte skuespiller.   

Jeg kom i gymnasiet i Ballerup, og jeg fik stadig afslag fra de filmselskaber, jeg skrev til. En dag tog jeg kontakt til Vesterbro Ungdomsgård. Jeg var vokset op med sangene, der alle var fra teaterforestillinger, og jeg drømte om at være med på sådan en plade. Jeg skrev til dem og fik lov at komme derind. Mine forældre blandede sig udenom. De stoppede mig ikke, men hjalp mig heller ikke. Jeg kendte slet ikke Vesterbro og fandt vej med et Krak-kort ned ad Istedgade. 

Jeg troppede op i køkkenet, hvor Bo Schiøler sad. Han var ansvarlig for alle sange og teaterstykker. At møde ham og de andre derinde var som at komme hjem. Fra at føle mig anderledes og lidt forkert i Smørum var det som at finde en familie. Når vi mødtes, begyndte vi med en ’sandhedsrunde’, og det var ikke kun pæne ting om, at ”det går fint”. Der var nogle, der var kede af det. Det var meget ærligt, og det var en ærlighed, jeg havde længtes efter. Vi blev set, og vi kunne være, som vi var. Det var et rum, hvor jeg kunne være mig selv. Fra det øjeblik var jeg tryg, og så kunne jeg noget som skuespiller.

Det var store følelser, vi arbejdede med. Om at have det svært, om tro og om døden. Det var benhårdt med øvelser og nye forestillinger hele tiden. En fabrik af kreativitet. Der var teater to gange om ugen og en lyrikgruppe, hvor vi skrev digte, og en sanggruppe. Vi brugte ikke tiden på at drikke te. Revl og krat var med, og der var en fyr, der stammede helt vildt, men som alligevel stod og sang. Og en helt forsømt pige, der var stærkt ordblind, men som skrev 110 digte i lyrikgruppen. Bo Schiøler har betydet sindssygt meget for mange unge, også selvom han måske var upædagogisk og kunne være hård. Det kunne jeg godt lide. Han stillede krav, men han tog os alvorligt og gav os en tro på os selv. Han kunne råbe, at vi kraftedeme skulle tage os sammen, men han havde kærlighed til de unge, og han havde hjertet med. 

4.

JEG SØGTE IND som skuespiller syv gange. Hver gang uden held. Når jeg fik afslag fra skuespillerskolerne, sagde mine forældre, at jeg måske skulle overveje at blive lærer. Det gjorde mig rasende. Samtidig var de afslag ret traumatiske, og jeg kæmper stadig med de syv afslag. Det gør jo noget ved et menneske at få at vide: ”Du duer ikke”, når man så gerne vil. Der lå også noget i branchen om, at hvis man skulle være rigtig skuespiller, måtte man som minimum have gået på teaterskolen. 

I den seneste ’Klovn’-film var Lane Lind med. Hun er tidligere rektor på Odense Teaters elevskole og har givet mig flere afslag. På den første optagedag på ’Klovn’ kom hun hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Undskyld, Mia, jeg tog fejl.” Det var rart. Alle, der fik afslag, kunne ringe op og få en begrundelse. Hun fortalte, at jeg havde ringet og været rasende hver gang. 

Det var liv eller død for mig. Det var kun den vej, jeg ville gå. Når jeg ser tilbage på de optagelsesprøver, hvor man er inde i tre minutter, var jeg ekstremt nervøs. De kigger blandt andet på, om man er ’fri’, og jeg var på ingen måde ’fri’. Jeg var ét stort nervevrag hver gang, fordi jeg ville det så meget. År efter år læste jeg hos en ny skuespiller for at forberede mig. De lærere, jeg læste med, foreslog, at jeg skulle prøve at gå op i en yndig ungpigerolle fra for eksempel Shakespeare, men det sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere til Lars Norén, ægteskabsdramaer og ældre kvinder i livskriser. I dag kan jeg godt se, at det måske ikke passede så godt, fordi jeg ikke var så gammel.

Teater Grob var netop startet op, da jeg kom med i truppen. Det var en samling af alle os, der ikke var kommet ind på skolerne. Alle os, der var kasserede, men som ikke ville finde sig i det. Vi ville det så meget, at vi skabte det her undergrundsteater. Jeg blev ved med at blive afvist, jeg var jaloux på dem, der kom ind, og derfor var jeg med til at hyre de bedste lærere fra skolerne til at undervise os. Teater Grob var hårdt arbejde, og at have været med i det betyder, at jeg fra starten har været vant til at kæmpe mig frem. Jeg har måttet gøre det på den hårde måde og har ikke fået noget serveret på et sølvfad. Det, jeg har opnået, er min egen fortjeneste, og det er jeg stolt af. 

5.

VI VILLE SÅ gerne være skuespillere, men vi havde ingen erfaring, vi måtte lære det hen ad vejen. Men det var fedt selv at bestemme og sidde med en masse kasketter på. Vi skulle lave alt selv. Der skulle laves plakater, og der skulle gøres rent og skrives ansøgninger til fonde om støtte. Der var noget uforkælet over det. Og på en måde privilegeret, fordi vi headhuntede de gode lærere til at undervise os. Men vi betalte også selv for det.

Jeg søgte stadig ind på de tre steder, man kan blive uddannet skuespiller – København, Odense og Aarhus – for selv om vi havde Grob, ville det jo være 100 gange nemmere at gå på en offentlig skole og få det hele betalt. Vi søgte alle sammen ind, og det var jo tit sådan, at de gode blev optaget. Til sidst lavede vi en regel om, at når man var hos os, søgte man ikke ind. Året efter trak det alligevel i mig, så jeg søgte i smug. Det var der nogle, der blev rigtig sure over. Og jeg kom stadig ikke ind. Men de første forestillinger, vi lavede, fik succes. Gode anmeldelser, og folk kom og så os.

Jeg kunne mærke, at Lars Junggreen, som var rektor i Aarhus, syntes, jeg var god, selvom han ikke tog mig ind. Han sad også i Teaterrådet. Han sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at søge, og samme år fik vi første gang en halv million kroner til en forestilling fra Teater­rådet. Det var et stort vendepunkt. Det begyndte at køre, og vi fik penge hvert år og blev mere anerkendte. Vi kunne give os selv løn, en meget lav løn, men det var stort for os, fordi udgangspunktet var ingenting. 

På et tidspunkt blev Grob så stort, at vi holdt optagelsesprøver, og så sad vi selv der og skulle vrage nogen. Det var ikke så sjovt. Men vi havde et dejligt ukrukket miljø. Vi knoklede, og selvom vi ikke kom let til det, lavede vi noget, vi syntes var fedt. Det var også et vendepunkt for mig, da jeg fik Reumerts Talentpris i 2002. Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne kalde mig skuespiller. Det betød meget med den anerkendelse.

6.

MANGE AF FORESTILLINGERNE i Grob endte med at blive sjove. Det var ikke et egentligt mål, men sådan blev det. Det var lidt overraskende for os, for det kunne godt være alvorlige emner, men alligevel kom humoren ind ad bagdøren. Det gav mig nogle nye muligheder. Blandt andet blev jeg hyret til at spille en sjov karakter under et melodigrandprix, og der kom mere og mere. Jeg var med i en serie, ’Perforama’, med Anders Matthesen, og den så Casper Christensen og Frank Hvam. Derfor hev de mig ind til en casting til ’Klovn’. Jeg skulle spille en scene med Frank, mens instruktør Mikkel Nør­gaard var der. Jeg vidste, de havde lavet ’Langt fra Las Vegas’, men jeg var ikke så stor fan og var ikke helt sikker på, at ’Klovn’ var det rigtige for mig. Men min søster kunne lide ’Langt fra Las Vegas’ og sagde, at dem skulle jeg sige ja til. Jeg græd ikke af glæde, da jeg kom med, ikke som da jeg fik en rolle i ’Krøniken’. Det var lige sådan en dramaserie, jeg havde drømt om. 

’Klovn’ var ikke så populær i starten. Den skulle lige have en sæson ligesom mange andre serier. Men så begyndte der at ske noget. Det kom gradvist. Der var ikke en stor opmærksomhed fra den ene dag til den anden, men jeg mødte mange mennesker, der spurgte, om jeg også var sådan i virkeligheden. Det var sikkert også, fordi hun hedder Mia i serien. Jeg havde foreslået, at hun skulle hedde noget andet, men Casper og Frank syntes, at vi skulle bruge vores egne navne. De kunne ikke sige så meget om, hvordan karakteren Mia skulle være, men hun skulle være sådan en pæn kone, der vil holde på formerne og er konservativ i tøjet. Okay, så gik jeg den vej. Jeg prøver altid at finde det, jeg ikke kan holde ud ved den karakter, jeg skal spille. Det giver noget energi. Nogle gange har vi kaldt hende ’mormor’ under optagelserne. Jeg kan ikke holde ud, når nogen holder på formerne – jeg hader det – så det hjælper mig at tænke på hende som en ’mormor’, der gerne vil netop det. 

Da serien blev populær, havde jeg det i begyndelsen okay med opmærksomheden, men med tiden er jeg blevet lidt mindre begejstret for den side af det. Jeg elsker at lave det, jeg laver, men kendthedsfaktoren er jeg ikke så vild med. Den giver et selvfokus, der ikke er særlig sundt. Det gør mig utilpas. For eksempel at sidde i venteværelset hos lægen, og folk måske ved, hvem jeg er. Det er en ulige situation. Det er en følelse af at sidde nøgen. 

Jeg tænker også over det som forælder. Jeg vil gerne være en forælder ligesom alle andre på en skole, men jeg kan nogle gange komme til at være lidt for optaget af, hvad de andre mon tænker om mig. Det giver nogle kunstige situationer, som er svære at forklare. Men i andre situationer er jeg ligeglad. Der er kendte mennesker, der for eksempel ikke vil tage metroen, men sådan er jeg ikke. 

Opmærksomheden har en pris. Da jeg fik tvillinger som alenemor, spurgte jeg min ekskæreste, om vi ikke bare kunne sige, at det var ham, der var faren, selvom jeg fik dem med en donor. Den var han ikke med på, men jeg ville gerne slippe for opmærksomhed omkring det. Da jeg fødte på Hvidovre Hospital, lå der journalister på lur, og nogle ringede til min far, fordi de fandt ud af, at jeg havde født. 

Det er ikke, fordi så mange kommer hen og siger noget, når de ser mig. Hvis det er børn eller ældre, er det som regel sødt. Der er også nogle, der siger: ”Gud, du er meget anderledes i virkeligheden.” Hvis folk er fulde, kan det være meget grænseoverskridende at blive genkendt. Engang på Skanderborg Festival kom en mand hen og hev op i min bluse for at sammenligne mine bryster med sin kones. 

7.

DET ER BEDST at være skuespiller, når man er sammen med de rigtige legekammerater. Hvis jeg skal være sjov, skal jeg være sammen med andre. Det er ikke så tit, jeg har mødt mennesker, hvor det klikker på en bestemt måde, men en af grundene til, at jeg har lavet ’Klovn’ i så mange år, er, at der sker noget, når Frank og mig er sammen. Det sker også med Casper. Det er noget uforklarligt, det er næsten, som om rollen spiller sig selv. 

I det hele taget har det været rørende at finde ud af, at vi har underholdt så mange mennesker med ’Klovn’. Jeg blev engang stoppet af en nordmand, der sagde: ”Jeg har været ude for et trafikuheld, og I var grunden til, at jeg kom igennem de mange måneder, hvor jeg lå i en seng. Hvis jeg ikke havde set ’Klovn’, var jeg ikke kommet over det.” 

Sådan noget har jeg oplevet nogle gange, og jeg har tænkt: ”Gud, vores lille serie har rent faktisk givet folk noget.”

Man kan godt sige, at ’Klovn’ måske ikke er så dyb, men det at få folk til at grine er lige så stort som alt muligt andet. Der kan nogle gange være en stemning af, at komik ikke er så fint, men det er noget af det sværeste at lave. Jeg er altid blevet meget glad, når folk har spurgt, hvornår næste sæson kommer. Nogle siger også: ”Ja, du må undskylde, men jeg kan simpelthen ikke se det, det er for pinligt.” Sådan har jeg det ikke. Jeg kan ikke få det pinligt nok. 

LYHNE-GLIMT

Mia Lyhne er født 6. juli 1971. Hun er nok bedst kendt for sin rolle som Mia i ’Klovn’ men har spillet med i blandt andet ’Krøniken’, ’Sover Dolly på ryggen?’, ’Direktøren for det hele’, ’Dræberne fra Nibe’ og ’Minkavlerne’. Derudover en lang række roller på blandt andet Teater Grob, Østre Gasværk Teater og Det Kongelige Teater samt i tv-serien ’Den bedste tid’.

I 2006 blev hun hyldet af bandet M.I.A. Lyhne, der udgav nummeret ’Mia Lyhne’.

I 2012 udgav hun albummet ’En rygende pistol’, hvor hun fortolker sange og digte af Bo Schiøler.

Mia Lyhne er mor til tvillingepiger på 11 år og bor på Amager.

Er aktuel i filmen ’Tag min hånd’.

8.

JEG HAR ØDELAGT virkelig mange af de bedste optagelser i ’Klovn’, fordi jeg kommer til at grine. Især over for Frank Hvam, fordi han er så sjov og tager røven på mig. Det har været et stort problem, at jeg ikke kan holde masken. Jeg har forsøgt at bide tænderne sammen og kæmpe imod grinet. Men mange gange kan jeg ikke. Frank er bedre til det, men Casper kan heller ikke. Afsnittet om Jarlens begravelse for eksempel var svært. Den kom faktisk aldrig i kassen uden grin. Hvis man kigger efter, kan man se Iben grine bag solbrillerne, og man kan også se, at jeg kommer til at grine. 

Vi lavede også en scene, hvor Frank har flirtet med en fra kommunen, og senere vil han gemme sig for hende. Han prøver at kravle ind i en skænk. Når Frank gør noget, kan det blive lidt voldsomt. At se ham kaste sig rundt i soveværelset og få sin store krop ind i det skab … det var som et stort dyr, der tumlede rundt. Han har verdens sjoveste krop, og han fedter ikke med den. De sjoveste mennesker er dem, der ikke er forfængelige. Måske er det derfor, nogle kvinder har svært ved at være sjove. Hvis man bliver for optaget af, hvordan man ser ud, kan man ikke. Hvorfor er Bodil Jørgensen sjov? Det er, fordi hun er meget lidt forfængelig. Jeg synes også, at noget af det sjove ved de nye ’Klovn’-afsnit er, at vi ikke prøver at være unge, men går med på det fordærv, der ligger i at blive ældre. 

Da jeg lavede revy i Tivoli for et par år siden med blandt andet Kirsten Lehfeldt, havde jeg også svært ved at styre grinet. Man begynder bare ikke at grine privat på en scene, men Kirsten, som er min veninde, er værre end mig, og hun elsker det. Hun kan få mig helt på glatis. Vi havde en scene om to gamle Tivoli-ansatte, der blev forelskede. Jeg spillede tissekonen, der styrer toiletterne, og hun spillede ballonsælger. Der var lyde af, at hun sad og sked inde på toilettet, mens hun havde en forelsket samtale kørende med mig gennem døren og prøvede at skjule, at hun sad og sked. Vi var som små børn, der syntes, det var det sjoveste i verden, at det handlede om at lave pølser. 

Jeg er ikke så god til, når tingene bliver for pæne. Det gælder om at finde det ikke-sjove og så forstørre det. Hvis man laver en figur, der ikke har humor, og forstørrer, at den person ikke har humor, bliver det sjovt. Mia fra ’Klovn’ har ikke særlig meget humor. Hun prøver ikke at være sjov. Hun prøver ikke at tabe ansigt. Det interessante er tit at finde ud af, hvor smerten ligger hos folk. Jeg ser ikke meget komik selv. Jeg elsker at se ting med stor smerte i. Der er egentlig meget lidt, jeg synes er sjovt, i hvert fald i den forstand, hvor jeg griner af en komedieserie.

9.

’KLOVN’ HAR VÆRET en stor mulighed, som jeg har været rigtig glad for. Det har været en gave, at der har været den kemi mellem Frank og mig, men også med Casper og instruktøren Mikkel Nørgaard, og at kunne gå på arbejde og grine så meget, som jeg har gjort. Men det har også sat mig lidt i bås. Som regel bliver jeg kun tilbudt at være med i komedier, selvom jeg gerne vil prøve noget andet. 

Jeg har nogle gange sagt i medierne, at jeg gerne vil prøve noget nyt som skuespiller, noget mere dramatik. Det er ikke, fordi jeg ikke vil lave noget med humor, men der kan være langt mellem snapsene med gode manuskripter. Hvis det bliver for letbenet, siger det mig ikke noget. Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg fik et tilbud om at medvirke i en stor svensk drama- eller kærlighedsserie, ville jeg hellere det frem for mange af de muligheder, jeg har som skuespiller i øjeblikket. De kan noget i Sverige, og jeg ville også hellere være med i en god serie der end komme til Hollywood.

Men når jeg først har sagt ja til noget, prøver jeg altid at finde det, der tænder mig ved rollen. Nogle gange er manuskripterne ikke det mest spændende, men jeg prøver at finde noget i karakteren, der interesserer mig. I filmen ’Tag min hånd’ nåede jeg sammen med instruktør Lars Kaalund frem til, at den læge, jeg skulle spille, var som en lille mand, der var helt følelsesforskrækket. Når først jeg har sporet mig ind på det, bliver det interessant. 

10.

DET ER EN stor drivkraft for mig, at jeg mangler at spille nogle af de dramatiske roller, jeg gerne vil have. Måske er jeg på vej, selvom en caster engang sagde til mig, at jeg måske skulle affinde mig med kun at lave komedier resten af mit liv. Jeg sagde det ikke højt, men tænkte: ”Det skal du fandeme ikke bestemme!” 

Hvis kalenderen har været tom, har jeg sagt ja, selvom det havde været mere taktisk at sige nej, fordi rollen måske sætter mig i bås. Men jeg kan ikke bare vælge. Jeg er enlig mor og skal betale regninger. Sådan er det. Der var engang en anden caster, der sagde: ”Jeg vil ikke caste dig, så længe du laver reklamer.” Dér blev jeg gal. Det er sgu for nemt at sige. Jeg spekulerer over, om telefonen holder op med at ringe, og hvis der ikke lige sker noget i en periode, tænker jeg: ”Er jeg blevet for gammel?” Men jeg har en vilje. Jeg bliver ved.

 

På randen af et midtjysk kraterlandskab begyndte Anne-Grethe Bjarup Riis’ familie at falde fra hinanden. Skolen var en prøvelse, og den unge Anne-Grethe reagerede med strakt fuck-finger. Her fortæller ’Hvidstengruppen’-instruktøren om teenageårenes knallerttyverier, om at stryge ind på Teaterskolen og om alle traumerne, vi begraver.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Isak Hoffmeyer

TRE ÅR FØR min mor fik mig, fødte hun en pige, som døde bare syv timer gammel. På en måde kan man sige, at jeg blev sat i verden i stedet for hende, men det var ikke noget, min mor talte om.

Jeg voksede op i et boligbyggeri i Herning. Da jeg var otte, flyttede vi til Søby uden for Herning, fordi min far fik et job. En lokal entreprenør var ved at starte et svine-imperium og opkøbte billig jord i området. Min far blev ansat som driftsleder for 1.500 grisebasser, der gik i to 80 meter lange, helt nye gasbetonstalde. Der var ikke noget bondegård over det. Det var en fabrik.  Og vi fik et splinternyt vinkelhus at flytte ind i.

Man havde tidligere gravet efter brunkul i Søby, men produktionen var indstillet et par år inden, vi flyttede dertil i 1974. Nu lå de forladte brunkulslejer tilbage, et stort areal på måske 1.000 hektar, der var gravet sønder og sammen. 

Kanterne omkring hullerne – brinker, kalder man dem – var porøse. Mens gravearbejdet stod på, skete det flere gange, at brunkulsarbejdere blev begravet levende i noget, der mindede om kviksand. Så måtte de graves ud – med hænderne, ikke med skovlen, for så risikerede man at halshugge dem. 

Brunkulslejerne i Søby, som de så ud, efter at man havde indstillet gravningen i 1970. De øde og farlige sandtipper er eneste spor efter gravearbejdet, der i tre årtier udgjorde en vigtig del af Danmarks opvarmning. Foto: Privat

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS

56 år. Født i Herning.

Skuespiller, instruktør, forfatter. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1992.

Har blandt andet medvirket i filmene ’Idioterne’ og ’Drømmen’, tv-serierne ’Hotellet’, ’Nynne’ og ’Anna Pihl’ og været del af satireensemblet ’Emmas Dilemma’.

Har instrueret filmene ’Hvidsten Gruppen’, ’Tarok’ og ’Hvidstengruppen II – De efterladte’.

Har skrevet den selvbiografiske roman ’I Guds rige’ og trilogien ’Send flere børn’, ’Send mere kærlighed’ og ’Send mere sex’, sidstnævnte sammen med Trine Appel.

DA VI FLYTTEDE ind, var grundvandet begyndt at underminere brinkerne, og der var skilte rundtomkring, hvor der stod ’Al færdsel forbundet med livsfare’. Det føltes, som om vi var flyttet væk fra civilisationen.

Min mor arbejdede som sygeplejerske på Herning Sygehus, hvor hun havde nattevagter. Om dagen sov hun en del, og hendes humør begyndte at svinge. Hun havde haft en ulykkelig barndom med vold og afstraffelse. Og tabet af min søster har nok også bidraget til hendes uligevægtighed. Men det vidste jeg ikke dengang. Det var først som voksen, jeg blev klar over, at min mor havde mistet en pige, inden hun fik mig.

Fire år senere flyttede vi igen, denne gang til Snejbjerg, en landsby uden for Herning. Min far blev alvorligt syg. Og begyndte at drikke og ryge cigaretter i redskabsskuret, selvom han fik blodpropper i hjertet. Der var kraftedeme ikke nogen, der skulle fortælle ham, hvad han måtte.

Jeg startede i 7. klasse på den lokale skole. Snejbjerg var et gammelt indre­missionsk samfund, hvor man overhovedet ikke måtte være glad for sig selv. Af angst for at blive udstødt gik alle rundt med en attitude af, at intet var noget værd. Alt så man på med kritiske øjne, inklusive sig selv. Og lærerne var med til at mobbe svage elever.

Jeg havde svært ved at gebærde mig i janteskolen og glædede mig, til jeg en dag kunne komme videre. Men det lille samfund var min verden, jeg kunne ikke undslippe. 

Lektier kunne jeg heller ikke finde ud af at lave, jeg havde aldrig fået hjælp til det hjemme­fra. Jeg blev en hård nitte. Gik med læderjakke, gav fuck-finger til lærerne og sad med ryggen til tavlen. Jeg smadrede ting, stjal knallerter, drak og knaldede rundt med drengene. Det var gashåndtaget i bund.

Anne-Grethe Bjarup Riis boede som barn fire år på Svinecentret Thor i Søby, hvor faren fik arbejde. Foto: Privat

JEG BEGYNDTE AT hænge ud med nogle flippere. En af dem hed Johnny, og hans storebror malede. Det var ret crazy på de kanter at ville noget kunstnerisk. Men jeg kunne relatere til det. Allerede som helt lille havde jeg danset rundt og performet i mine forældres stuer, og min mor havde sendt mig til ballet og dans. Men efter vi var flyttet ud til brunkulslejerne, var det mest blevet til gymnastik. Nu dannede jeg og flipperne en teatergruppe.

Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra sammen med Johnny, Mine forældre sagde ikke noget til det. Jeg gik to måneder på handelsskolens basiskursus, så droppede jeg ud. Jeg kunne ikke finde ud af det. I et år stod jeg på Bosweels skjortefabrik i Herning og strøg skjorter. Selvom jeg i dag har papir på, at jeg er skuespiller, kan jeg stadig have mareridt om, at jeg ikke får en uddannelse eller må tage 10. klasse om.

Jeg tog på Ry Højskole på en teaterlinje og fulgte derefter et kursus på Aarhus Teater Akademi. Det kostede kassen, men jeg fandt ud af, at der rent faktisk fandtes en uddannelse for skuespillere. ”Gud, det er da det, jeg skal,” sagde jeg. ”Det kan du jo ikke nå,” sagde de på teaterakademiet. Der var kun seks uger til optagelsesprøven. 

Jeg fnøs ad formaningerne og meldte mig til optagelse i København og forberedte mig med privatundervisning hos skuespilleren Lizzi Lykke fra Aarhus Teater. Til prøven antog de i juryen, der blandt andre bestod af Malene Schwartz og Lone Hertz, at jeg havde gået i Team Teatret, et egnsteater i Herning. Jeg havde aldrig sat mine ben der – eller i noget andet teater. Men jeg klarede mig hele vejen igennem alle tre prøver og blev optaget. Jeg var ikke klar over, hvor attraktiv sådan en plads var. Jeg tog det som en slags selvfølge. Jeg havde jo fundet meningen med mit liv. 

Endelig var jeg kommet hjem. Nu mødte jeg min egen tossede hjerne hver dag hos mine medstuderende. Teaterskolen var et fantastisk kreativt fællesskab, selvom det også var svært at flytte fra det lille jyske samfund. Man blev virkelig tumlet rundt på den skole. 

Den syvårige balletpige Anne-Grethe.

DE STARTEDE MED at smadre ens personlighed. Jeg fik at vide, at jeg skulle lade være med at være så glad hele tiden. Jeg skulle holde op med at tale jysk. Jeg skulle finde ned i nogle tungere følelser. I dag kan jeg se pointen i, at ens instrument som skuespiller er nulstillet, så man kan spille præcist. Hvis ikke man er nulstillet, tager man de samme følelser med hver gang og gentager den samme karakter.

Omvendt syntes jeg, at jeg mistede min integritet ved at begynde at tale som alle andre. Den første film, jeg medvirkede i, var ’Baby Doom’, en komedie med Peter Mygind. Jeg sagde mine replikker, som jeg var blevet skolet til – og følte ikke en skid.

Den anden film, jeg skulle lave, var ’Idioterne’. Jeg spurgte Lars von Trier, om det mon var sådan, at min karakter måtte tale jysk. Han kiggede på mig, som om jeg var åndssvag. ”Selvfølgelig skal du tale jysk. Det er jo det, du gør.” Fra da af lavede jeg som filmskuespiller kun jyske karakterer. 

At medvirke i ’Idioterne’ var fantastisk. Lars von Trier vidste, hvad han ville have, og turde blive ved at sige, at det ikke var godt nok. Han sagde: ”Hvorfor står du og ser så åndssvag ud? Du står og bævrer med læben. Prøv at være i stedet for at spille det lort.” Det var en fantastisk personinstruktion, selvom den var hård. Jeg tog det som en gave. Så vidste jeg, at der kom noget sandhed op på lærredet. At kommandoerne kom spydigt ud, gjorde mig ikke noget. Lars von Trier er jo en karakter.

Under indspilningerne skulle vi selv sørge for tøj og makeup, og skulle der være musik, måtte der stå en og spille fløjte, eller vi måtte i Brugsen for at købe en ghettoblaster. Dogmereglerne var pissesjove. Kameraet skulle følge spilleren – ikke omvendt. Når vi blev bedt om at spasse ud, løb vi som regel væk fra kameraet, så kamerafolkene måtte løbe efter. Bunkepul-scenen tog vel tre dage at lave, hvor vi hoppede nøgne rundt, kun iført sokker. Bagefter kørte vi til Cannes med handicapbus og blev modtaget med rød løber og verdenspresse. Jeg husker, at Kim Basinger og Al Pacino stod op og klappede ad os i biografsalen. 

Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Mygind i en inderlig scene på Teaterskolen, 1989. Foto: Privat

VI VAR FEM kvindelige skuespillere, der startede teatergruppen Emmas Dilemma sammen med instruktør Lotte Svendsen midt i 90’erne. Senere producerede vi syv satireafsnit til DR2. Alle var med til at skrive handling og replikker og finde på karakterer. Det var en anden tid. Vi spillede både grønlændere og russere og inkamusikere. 

Jeg havde en karakter, der hed Ina, som lidt var et billede på Pia Kjærsgaard. Hun bor sammen med sin mand og er meget angst for fremmede. På et tidspunkt åbner hun døren ind til soveværelset, hvor der står en hel flok stammekrigere og hopper i hendes seng. Med blackface og det hele. Vi tænkte slet ikke over, om vi måtte det. Det handlede jo om at tage pis på racisme. 

Set med nutidige øjne kan sådan en sketch komme til at virke racistisk i sig selv. Jeg synes ikke, der er noget forkert i, at vi lavede det værk på den måde dengang. I dag er det nok en mere alvorlig sag, og vi ville næppe gøre det samme. Jeg synes ikke, man skal træde på nogen. Jeg synes, man skal være omstillingsparat og lytte til dem, der bliver stødt og føler sig holdt nede og udenfor.

Teatergruppen Emmas Dilemma: Anne-Grethe Bjarup Riis, Mette Horn, Helle Dolleris, Trine Appel og Louise Meritz. Foto: PR

EN DAG FORESLOG Regner Grasten, som jeg lærte at kende, da jeg spillede med i ’Kærlighed ved første hik’, at jeg skulle instruere en film om Hvidstengruppen. Jeg gik på det tidspunkt med et ønske om selv at skabe film og ikke kun spille med i andres. Alligevel var jeg ved at dø af skræk. Dér lå danmarkshistoriens kronjuveler, og jeg skulle formidle en række virkelige skæbner. Flere af dem mistede livet i modstandskampen. Det havde jeg dyb respekt for. 

Filmen handler om en modstandsgruppe fra Randers-egnen, og da jeg castede den, valgte jeg kun skuespillere født i Jylland til de jyske roller. Det blev et dogme. Mange skuespillere sagde: ”Jamen, jeg kan da sagtens tale jysk!” Det kunne jeg høre, at de ikke kunne. Når de spillede på jysk, manglede de den direkte kanal til deres følelser. Jeg lagde blod, sved og tårer i filmen. Det var en dejlig følelse, at det kunne ses, og at så mange mennesker var glade for filmen.

For seks år siden fik Gilbert, min søn, leukæmi. Han var otte år gammel. Igennem to et halvt år fik han kemo­terapi. Et lille barn, der er i fare for at dø. Det er det værste, der kan ske i en familie. Og vi er forandrede for altid. 

I dag er Gilbert rask, og vi er taknemmelige. Men vi har været ramt, og det skal vi leve med. Vi er ikke længere så bange for, at Gilbert skal få tilbagefald – hans blodprøver ser perfekte ud. Men de to et halvt års umenneskelig angst og pine og hele chokket sidder i os. Jeg kan ikke komme på Rigshospitalet uden at mærke en kæmpe klump af angst i brystet.

Vi får masser af terapi nu, men jeg har det, som om vi godt kunne have brugt at blive taget mere i hånden tidligere. Jeg kunne godt have brugt, at der kom en psykolog ind på stuen på hospitalet allerede fra første dag og spurgte os, om vi havde brug for at snakke. En, som kom igen næste dag og dagen efter, hvis vi ikke lige havde tid den dag. Det var op til os selv at tage initiativ til at få støtte. Og når du er i krise, kan du ikke høre, ikke se, ikke tage en pjece, ikke gå ind på en computer og begynde at navigere i al mulig info.

Det kan være svært for andre at sætte sig ind i, hvor ude i tovene man er. Mange af ens venner og familie er angste for at tale om det. Og det er svært at ringe og fortælle dem over telefonen, at ens søn er ved at dø. 

Når jeg ringede over til familien i Jylland, ville de jo helst høre, at han havde det godt, og at det gik fremad. Det er svært at fortælle om det umenneskelige. Og jeg ville heller ikke gøre nogen bange. I det lange løb gjorde det mig og min mand ensomme, at hverken vi eller vores omgivelser havde et sprog til at tale om det uudholdelige. 

Marie Bach Hansen i rollen som Kirstine ’Tulle’ Fiil i ’Hvidstengruppen II – De efterladte’. Foto: PR

HVIDSTEN x 2

’Hvidsten Gruppen’ solgte over 750.000 billetter og er en af de mest sete danske film nogensinde.

’Hvidstengruppen II – De efterladte’ følger søstrene Gerda og Kirstine Fiil i tysk fangenskab. Filmen baserer sig på breve, dagbøger og interview med en række modstandskvinder.

DA JEG VILLE lave en 2’er om Hvidstengruppen, sagde mange til mig: ”Det kan du da ikke. De er jo døde!” Men krigen slutter ikke, efter at gruppens leder, kroejer Marius Fiil, og hans søn og svigersøn bliver henrettet i juni 1944. Herefter bliver familiens to voksne døtre sendt ned gennem Tyskland fra fængsel til fængsel, og det er en grum, grum historie. 

Jeg følte, det var nødvendigt at fortælle om, hvad der skete med de overlevende. De betalte måske modstandskampens højeste pris. Det er nødvendigt for os som kultur at kende den historie. Jeg kendte den i hvert fald ikke til bunds, inden jeg læste op på den. Alle de skæbner, kvinder som mænd, der kom i tysk fængsel eller kz-lejr – og kom hjem igen – de levede jo videre med dybe traumer.

Mange af dem snakkede aldrig rigtigt om de ting. En af de modstandskvinder, jeg portrætterer i filmen, var 90 år, inden hun gav det første interview om sin tid i tysk fangenskab. I al den tid havde hun gået og holdt på det. Men tiden læger ikke alle sår. Hvorfor er vi så gode til at pakke ting væk og ikke tale om dem? Det vil jeg gerne blive klogere på.

Efter 40 år stopper Danmarks mest vedholdende og sjoveste satire-skuespiller med at lave cirkusrevy. Her beretter 80-årige ULF PILGAARD i syv livs-nedslag om at vokse op med en streng præstefar, om flugtvejen ind på de sjovere, skrå brædder, om kærlighed, om at miste, om troen på højere magter og om den energi, der hele livet og til stadighed brænder i ham.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Bubandt

KINGOS KØBENHAVN

Jeg var fem år gammel, da min familie flyttede fra Skive til København i 1946. Min far, der havde været hjælpepræst i Skive, blev forfremmet til kapellan og fik en stilling i Kristkirken på Vesterbro. Det København, jeg kom til, og hvorfra jeg har mine første rigtige barndomsminder, var en by, hvor sporvogne og hestevogne kørte i gaderne. Vi flyttede ind i en fire et halvt-værelseslejlighed i Kingosgade nummer 13, der teknisk set var Frederiksberg, men lå lige på grænsen til Vesterbro. 

Kontrasten mellem de to bydele var stor. Frederiksberg var pænt og borgerligt, mens Vesterbro var fyldt med fattige arbejdere. Få havde penge efter krigen, og arbejdsløsheden var stor. På vej til skole på Rahbeks Allé holdt jeg mig altid på højre side af Vesterbrogade, for på den anden side, især i området omkring  Sorte Hest, risikerede man at få øretæver. 

Værtshuse var der mange af i kvarteret, hvor livet var præget af druk og slagsmål. Når mændene kom hjem med lønposen, skulle konerne sørge for at få fingrene i den, inden mændene drak det hele op.

Min fars sogn var Tove Ditlevsen-land, kvarteret omkring Hedebygade og Sundevedsgade. Ofte tog han min lillebror og mig med på hjemmebesøg, hvor familier på 7-8 mennesker sov i køjesenge i bittesmå toværelseslejligheder uden lokum – det lå ude på bagtrappen eller nede i gården. Hans hensigt var formentlig at lære os respekt for andre mennesker og deres evner til at klare sig.

Selvom vi var heldigere stillet end mange andre, fordi far havde fast arbejde og status af embedsmand, gik vi stadig rundt i gammelt tøj af elendig kvalitet. Når det gik i stykker, blev det lappet af ’Lappe-Larsen’, en lille, korpulent dame, der kom forbi med jævne mellemrum og stoppede vores strømper og syede lapper på vores tøj – en luksus, ikke alle havde råd til.

Dengang var en præst også en slags socialrådgiver. Folk kom til min far, når de skulle skilles, og han hjalp med jobsøgning, hvis nogle var blevet arbejdsløse.

Han var en flot ung mand, og kvinderne stormede ind i Kristkirken på Enghave Plads, hvor han blev en slags modepræst. Men derhjemme var han gammeldags, en rigtig patriark. Han havde en kæmpe autoritet og behøvede blot løfte øjenbrynene, så vidste vi, den var gal. 

Han havde et voldsomt temperament og var en mand, man skulle være forsigtig omkring. Samtidig havde han et dystert sind og faldt af og til ned i mørket – i dag ville man nok have kaldt det depression. Hans egen far, min farfar, havde været endnu strengere. Der blev delt øretæver ud til hans egne børn og til de elever, han underviste som førstelærer på den lokale skole. Min far slog os ikke, men resten tog han med sig. 

Mit barndomshjem fungerede helt efter de gamle familiemønstre. Min far gik på arbejde og tjente penge, mens min mor gik derhjemme og passede min lillebror, min lillesøster og mig. Vi bad fadervor, inden vi skulle sove, og bordbøn inden aftensmad. 

Når vi havde gæster på besøg, gik det sommetider galt. Hvis de begyndte at øse op, inden min far havde haft ordet, blev der fuldkommen stille rundt om bordet, og blikkene blev rettet mod den skyldige. Først når de undskyldende satte maden fra sig igen, kunne min far fortsætte. Senere i livet har jeg tænkt, at jeg måske skulle have været lidt strengere over for mine egne børn. Men jeg gik i den modsatte grøft, fordi jeg tænkte fandeme nej.

ULF PILGAARD KORT

Født 1940. Opvokset i Skive, København og Aarhus. Søn af præst Mads Christian Pilgaard og Clara Pilgaard. Har to søskende, Sune Pilgaard (død 2021) og Lene Blak.

Debuterede som professionel teaterskuespiller med Collagetruppen i 1963. Kom med i Cirkusrevyen første gang i 1968. Har siden været med i alt 40 år og hvert år siden 1986. I oktober siger han endegyldigt farvel til Cirkusrevyen.

Er især kendt for sine komiske roller, men har også spillet en lang række karakterroller på teateret, blandt andet i Østre Gasværk Teaters opsætning af dogmefilmen ’Festen’ i 2007.

Hans første filmrolle var ’Giv Gud en chance om søndagen’ i 1970. Har siden haft en række andre filmroller, blandt andet i ’Nattevagten’ (1994) og ’Farligt venskab’ (1995), som han vandt en Bodil og en Robert for. I 2010 spillede han erhvervslederen Joachim Chrone i tv-serien ’Borgen’.

Var fra 1970 og frem til hendes død i 2016 gift med Gitte Vibeke Pilgaard. Sammen fik de sønnerne Christian og Mikkel (død 2021). Bor i Hellerup.

Har været genstand for flere biografiske bogudgivelser, senest ’Hellere halvgammel end helt død’, der netop er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

I oktober tager Ulf Pilgaard på turné med sit nye show ’Alle tiders Ulf’ sammen med revyskuespilleren Lukas Birch.

VITTIGHEDER OG VIRKELIGHEDSFLUGT

Jeg gik på Rahbekskolen, der lige akkurat lå på Frederiksberg. Min fritid tilbragte jeg i Vesterbro KFUM og som spejder i FDF på Frederiksberg. I de kristne ungdomsbevægelser blev der gjort et stort stykke arbejde for, at fattige børn og unge ikke skulle ende i kriminalitet eller andre problemer, og der blev arrangeret sociale aktiviteter efter skole, blandt andet amatørteater. Jeg spillede Astrid Lindgrens mesterdetektiv Blomkvist og var med i Soyas ’Den røde væske’, som min far satte op i kirken. 

Jeg var fantasifuld, og virkelighedsflugten tiltalte mig. Jeg var tynd og splejset og ikke meget værd i slåskampe mod drengene fra de andre gader på Vesterbro, som vi lå i krig med. Men på scenen kunne jeg føre an.

På en lejrskole i Nordsjælland i 5. klasse optrådte jeg impulsivt for mine klassekammerater. Det var ren improvisation, vittigheder, volapyk og ordleg, og jeg havde alles opmærksomhed – de skreg af grin. Følelsen af at være i centrum var himmelsk, og det var første gang, jeg mærkede mit talent for at underholde andre. 

Jeg kom dog hurtigt ned på jorden igen, da jeg efter lejrskolen fik lov at genopføre nummeret foran tavlen. Jeg gentog det til punkt og prikke, men ingen grinede. Set i bakspejlet var det min første lektion i, at humor ikke at noget, man bare trækker ud af ærmet. 

Jeg startede i første mellem på Skt. Jørgens Gymnasium. Det var en ren drengeskole. Vi var 30 drenge i klasselokalet, og der blev virkelig mobbet. Det gik hårdt ud over de svageste, og jeg begyndte at gøre, hvad jeg kunne for at få de andre til at grine. På den måde fandt jeg min rolle i klassen. 

Der gik heller ikke længe, før jeg opdagede, at jeg var ret god til at lære udenad og til at læse op. Det opdagede lærerne også, og når vi havde fritimer, blev jeg sat til at læse op af spændingsromaner for børn. Jeg havde en evne til at få de andre til at holde kæft, når jeg læste, og jeg fandt hurtigt ud af at dramatisere teksterne med min stemme. Jeg var slet ikke trænet; jeg havde kun været i biografen få gange, for billetterne var dyre. Jeg lyttede til Radioteatret, men ellers havde jeg ingen indsigt i, hvad drama var. 

På Skt. Jørgens fortsatte jeg i 1. g på nysproglig linje, for jeg var god til at læse og stave, men matematik kunne jeg ikke finde ud af. Jeg fik nye venner, og der var piger i klassen, hvilket var et jordskred i min bevidsthed.

Midt i 1. g blev min far tilbudt en stilling som sognepræst i Holme, en forstad til Aarhus. Vi forlod København, og jeg blev indskrevet på Aarhus Katedralskole, der dengang var en af de mest gammeldags skoler i Danmark. Den var kulsort og præget af forældede opdragelsesmetoder. 

I 2. g kom jeg med i gymnasieforeningen Heimdal, der arrangerede foredrag, udgav skolebladet og stod for den årlige skolerevy. Her fik jeg venner med samme interesse for litteratur som mig, der var så helvedes intellektuel.

En af mine nye venner blev Ole Lund Kirkegaard, som gik i min parallelklasse. Han var på det nærmeste anarkist, og da vi i 3. g vandt et kampvalg om at komme i Heimdals bestyrelse, overtog vi ansvaret for skolerevyen. Vi skrev et helt uforståeligt absurd teaterstykke ved navn ’Protokolmysteriet’ om ting, der forsvandt fra skolen – og til sidst også selve skolen – stærk inspireret af Beckett og Ionesco. 

Da vi opførte det, var eleverne de eneste, som grinede. Både lærerne og forældrene var rasende og opfattede det – ganske rigtigt – som et angreb på autoriteterne. Rektor Bertelsen blev i stykket fremstillet som en gammel forstokket mand. 

Han tog sin hævn nogle måneder senere, da vi blev studenter. Til dimissionen, mens mine forældre sad i salen, henvendte han sig direkte til mig: ”Ulf Pilgaard skulle måske nok tænke sig lidt om med hensyn til traditioner og deres betydning.” Jeg betragtede det som en stor cadeau, men min far var i chok.

SAGT OM ULF I

”Da jeg i 1986 skulle være med til at forhandle kontrakt med Ulf Pilgaard, var jeg teltholder på Dyrehavsbakken og havde året forinden overtaget Cirkusrevyen, der dengang var i krise. Det år vendte han tilbage til Cirkusrevyen efter en årrække i Tivolirevyen. Jeg var jo bare købmand og kendte Ulf fra revy og tv, så det var lidt grænseoverskridende at skulle sidde over for ham og forhandle løn. Men det gik heldigvis fint. Og han har jo været med hvert år siden.

Vi passer hver vores del af Cirkusrevyen, men jeg har altid oplevet Ulf som enormt professionel. Det er alle skuespillerne jo, men ingen mere end Ulf. Han brød sig ikke om, hvis vi kom ind og afbrød prøver eller numre. Der var et år, hvor vi havde en trylle­kabine på scenen. Til hver forestilling gik Claus Ryskjær ind, Ulf tryllede, og ud trådte en kendis. Når vi ikke kunne få fat i andre, var det Axel Strøbye. En aften ville vi lave sjov med Ulf under forestillingen, så da Ulf havde lavet sit tryllenummer, og tæppet gik fra, var det stadig bare ’Rysse’, der stod inde i kabinen. Vi andre var ved at falde døde om af grin, men Ulf var stiktosset. Han var gået forbi Axel Strøbye i baren på vej ind, så Ulf var sikker på, at det var ham, der skulle medvirke. Bagefter måtte vi give en undskyldning. Ulf kan sagtens tage sjov, men det må ikke gå ud over forestillingen og publikum.

Jeg plejer at sige, at Ulf er den femte mast i teltet herude. Han rager gevaldigt op i Cirkusrevyen, og vi er kede af at miste ham. Men det ville være synd, hvis han var fortsat fem år mere og ikke længere kunne det, han kunne engang. Jeg er glad for, at han stopper på toppen.”

Torben ’Træsko’ Pedersen, direktør i Cirkusrevyen

TRUSSER OG TEGLGÅRDSTRÆDE

Det var fantasiløshed, der gjorde, at jeg efter gymnasiet søgte ind på teologi på Aarhus Universitet. Der var intet pres hjemmefra, ikke andet end at jeg helst skulle have en universitetsuddannelse, men hvilken måtte jeg selv bestemme. Jeg valgte det, jeg kendte, men det fangede mig også dengang, især religionsfilosofien. 

Jeg gik på Aarhus Universitet i to år i et fantastisk miljø omkring Universitetsparken, som var fyldt med interessante mennesker. Men jeg boede stadig hjemme, og det var til sidst en pestilens. Jeg havde ingen frihed, og jeg blev kigget over skulderen, ligegyldigt hvad jeg lavede. Hvis jeg var ude med en pige i stedet for at sidde derhjemme og læse, blev det straks bemærket af mine forældre, også selvom jeg klarede mig fint på studiet. 

Mine forældre var på et tidspunkt i Skive for at besøge nogle gamle venner, og jeg havde inviteret et par kammerater og nogle piger hjem. Der var specielt én, som jeg håbede, jeg kunne komme i seng med. Jeg troede, at far og mor ville være væk hele weekenden, men midt i det hele kom de pludselig hjem tidligere end ventet. Min mor gik ind og åbnede døren til badeværelset, og ud kom en af pigerne kun iført trusser. Min mor begyndte at græde. I stedet for at tage det med et smil blev det betragtet som en skandale uden lige. 

Alle blev smidt ud, og jeg havde fået nok. Jeg var en voksen mand, 20 år gammel, og jeg tænkte, at nu måtte jeg væk hjemmefra. Den eneste måde, jeg kunne se det ske, var ved at lade mig indskrive på Københavns Universitet.

Jeg følte en enorm frihed, da jeg igen kom til København. Jeg fik et værelse i Teglgårdstræde i Pisserenden hos gamle fru Klint, der var ærkekøbenhavner og ikke havde en pløk tilbage i munden. Væggene var papirs­tynde, og jeg kunne høre alt, hvad der foregik i hele huset. I lejligheden nedenunder boede fru Klints søn, der var marskandiser, over for Grand Teatret. Hendes anden søn blev altid jagtet af politiet. De kom jævnligt og bankede på, når han var eftersøgt, fordi de troede, at han gemte sig hos sin mor. Længere nede ad gaden hang de prostituerede ud ad vinduerne, og det var simpelthen så eksotisk et miljø for en ung mand som mig, der kom fra Jylland. Jeg sugede det hele til mig, når jeg gik til Vor Frue Plads, hvor jeg studerede teologi på Københavns Universitet. 

STYKKET MED SILD

Kort efter at jeg var ankommet til København i marts 1961, skulle der afholdes optagelsesprøver til Studenterscenen. Jeg ringede med det samme til min barndomsven fra Rahbekskolen, Ole Michelsen (journalist, kendt fra filmprogrammet ’Bogart’, død 2020, red.). Han var også interesseret i teater, og sammen besluttede vi os for at gå til optagelsesprøven. 

Derhjemme havde jeg en bog stående med stykket ’Stolene’ af Ionesco – det absurde og eksperimenterende teater var dengang på mode. Vi valgte en scene fra den med en gammel dame og en gammel mand, der bor i et tårn med nogle stole. De venter gæster, men gæsterne dukker aldrig op. Vi øvede hjemme hos Oles mor, men indså, at det var umuligt at lære det hele udenad til dagen efter, hvor optagelsesprøven skulle finde sted. 

Da vi mødte op, sad der 20 og ventede på at komme til prøve. Det gad vi ikke, så vi gik over på Det Lille Apotek og fik et par bajere. Da vi kom tilbage, var der kun én tilbage. 

På scenen forklarede jeg, at vi ikke havde nået at lære det udenad, og spurgte, om det var i orden, at vi læste op. Det nikkede juryen ja til. Ole, der var en halv meter lavere end mig, spillede damen, mens jeg spillede manden. Vi holdt bogen mellem os og læste op, men nåede ikke langt, før de nærmest brækkede sig af grin. ”Stop, stop, I er optaget,” råbte de.

Mens jeg passede mine teologistudier, optrådte jeg samtidig på Vesterbros Ungdomsgård, der havde plads til 5-600 mennesker, med vildt, eksperimenterende teater. Og i efteråret 1962 og foråret 1963 var jeg med til at opsætte fem revyer, der krydsklippede klassiske forfattere med helt nye tekster tilsat sang og musik – collage kaldte vi det. Det var fantastisk dygtige folk, som skrev; Klaus Rifbjerg, Henrik Stangerup og Ivan Malinovski var med, og det var en kæmpe succes. 

I sommeren 1963 ringede Ole Michelsen til mig og spurgte, om jeg ville være med til at danne det, der kom til at hedde Collagetruppen. Til premieren senere samme år på Alléscenen fik jeg for første gang penge for at spille teater.

Til en af forestillingerne var Stig Lommer, der stod bag ABC Teatret, blandt publikum. Han tog fat i Preben Kaas, som dengang var et kæmpe navn, og sagde: ”Ham den lange, opløbne teolog skulle du altså tage at kigge nærmere på.” En dag på kollegiet fik jeg pludselig en opringning. Jeg blev tilbudt at være med i et børneteaterstykke. ”Hvem skal instruere?” spurgte jeg. ”Det skal Preben Kaas,” lød svaret. Jeg sagde ja med det samme.

Jeg fandt siden ud af, at den rolle handlede om, at Preben Kaas skulle se mig an. Efter en af forestillingerne inviterede han mig hjem til natmad. Over en sildemad tilbød han mig ud af det blå et års kontrakt som skuespiller på ABC Teatret på Frederiksberg. Lønnen var 3.000 kroner om måneden. Det var 1.000 kroner mere, end min far fik som sognepræst. 

Det slog benene væk under mig. Jeg kunne slet ikke forstå det. Den slags penge havde jeg aldrig været i nærheden af. Mine studier havde jeg indtil da finansieret ved en masse småjobs. Blandt andet bryggede jeg sodavand ude hos Tuborg, leverede Barnängen-sæbe til købmænd og spillede Fedtmule iført stor maske i Magasin i efterårsferien. 

Og så var der teologistudiet. Det kunne jeg jo ikke passe ved siden af et skuespillerjob på fuld tid. Jeg gik op til studielederen og fortalte, at jeg havde fået et job, hvor jeg kunne tjene penge til resten af mine studier. Han var begejstret og kvitterede med at lade mig bo et år mere på Elers’ Kollegium, hvor jeg var kommet ind, og hvor jeg blev draget ind i et miljø af historikere, teologer, litteraturfolk og politikere.

Min far blev derimod tosset. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, men da de pludselig kunne læse om mig i avisen, fandt de ud af det. Han mente, at det var et gevaldigt skridt i den forkerte retning. Ikke fordi der var noget galt med revy, men jeg skulle have en uddannelse, et sikkert arbejde. Noget at falde tilbage på. 

SAGT OM ULF II

”Det gik op for mig, at Ulf var sjov, da jeg første gang hørte ham i ’Holdningsløse Tidende’, et satireprogram på P3. Men jeg har altid syntes, at han kunne mere end bare få folk til at grine. Vi mødtes sporadisk i nogle radio- og tv-sammenhænge, men først for alvor, da jeg i 1985 hyrede ham til en rolle i ’Walter og Carlo – Op på fars hat’.

Jeg syntes, at han havde en god timing i sin komik. Men samtidig var der noget menneskeligt i alle hans karakterer, som jeg fandt interessant. Man kunne godt mærke, at der var noget andet bag den sjove mand. Jeg tror, det skyldes den solide, eftertænksomme platform, han har fået med sig som søn af en præst. Ulf mestrer kunsten at forene det sjove og det alvorlige på en måde, som et af hans store forbilleder, Dirch Passer, aldrig formåede – der var eksempelvis ingen, som grinede, da han spillede kriminalkommissær Peter Wörmer i ’Nattevagten’.”

Jarl-Friis Mikkelsen, skuespiller, instruktør og tv-vært

STJERNESKUD

På ABC Teatret kom jeg ind ad døren med en vis selvtillid. Det var i 1966, og jeg var 25 år gammel. Godt nok havde jeg ikke gået på teaterskolen, men jeg havde jo masser af erfaring fra Studenterscenen og Collagetruppen, tænkte jeg. Men jeg kom hurtigt på dybt vand. Jeg skulle spille sammen med navne som Kirsten Walther, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Det gjorde mig bange – de var stjerner, og jeg var bare en ung studerende.

Frygten mærkede jeg under prøverne, hvor jeg oplevede et helt andet pres. Det her var professionelt teater, som folk betalte for at se. Flere gange brast jeg i gråd af udmattelse, når jeg kom hjem på mit kollegieværelse. Jeg skulle også vænne mig til omgivelserne og til jargonen. Det var direkte tale, ikke som i det akademiske miljø, jeg var vant til. Preben Kaas lagde ikke fingrene imellem: ”Det er lort i Snehvides lommer,” sagde han engang til mig. 

Men jeg havde både talent og lyst til teater. Preben Kaas blev en mentor for mig, og han blev helt afgørende for mig. I efteråret 1966, da jeg gik på scenen til min kun tredje revy, lavede jeg en sketch om en præst, hvis prædiken var rent vrøvl. Det var Prebens idé, men da jeg gik i gang, var der ingen, der grinte. Jeg havde øvet og øvet, og jeg overdrev både mimikken og udtalen for at understrege pointen, men det virkede ikke. Den erfaring lærte mig antydningens kunst. 

Bagefter sagde Preben Kaas: ”Bare vent, når publikum først kender dig, vil de brække sig af grin.” Dengang troede jeg ikke på det, men det viste sig, at han fik ret. Da året var gået, blev min kontrakt forlænget. Jeg begyndte også at få tilbudt andre job, både teater og noget på fjernsyn. Og så besluttede jeg mig for at droppe helt ud af teologistudiet.

Min 26-års fødselsdag blev fejret sammen med ABC-holdet på Hotel Schaumburg i Holstebro, mens vi var på turné. Til festen var der en række af de såkaldte Lommerpiger, Stig Lommers korpiger. Jeg havde et godt øje til en af danserne, som var fotomodel. Under festen gik jeg ned på gaden og røg mit livs første joint i en port med Birger Jensen (skuespiller, red.). Da jeg ville tilbage på mit værelse, kunne jeg ikke komme ind. Det viste sig, at fotomodellen lå inde på værelset. Hun ville have overrasket mig, men var faldet i søvn. I stedet gik jeg ned til hendes eget værelse, som hun delte med en anden Lommerpige. Her fik jeg lov at overnatte hos Gitte, og dagen efter var vi to kærester. 

Hun var syv år yngre end mig, og vi flyttede ind på mit værelse på Elers’ Kollegium. Siden fik vi en lejlighed i Vanløse, og i 1970 blev vi gift, midt i en tid, hvor ægteskabet blev taget op til revision. Den frie kærlighed blev praktiseret, og der var mange fristelser. Jeg skulle da også lige eksperimentere lidt, tænkte jeg. Men det fandt jeg ud af, at Gitte ikke ville finde sig i, da jeg kom hjem til en tom lejlighed, fordi hun havde pakket sin tandbørste og var flyttet hjem til sine forældre. Jeg måtte vælge mellem hende og det frie liv. Og det var hende, jeg helst ville have.

SATIRE FOR ALVOR

I februar 1968 kom ’Hov-hov’, den første satiriske udsendelse på Danmarks Radio. Den var med velkendte skuespillere som Buster Larsen, Karl Stegger og Elin Reimer. Den daværende underholdningschef på DR, Niels-Jørgen Kaiser, havde holdt øje med mig på teaterscenen og tilbød mig en rolle. 

Det blev sendt lørdag aften – dengang var der kun én kanal, så hele Danmark kiggede med. I løbet af måneder vidste alle pludselig, hvem jeg var. Og Preben Kaas ringede og sagde: ”Nu skal du fandeme med i Cirkusrevyen.” Pludselig spillede jeg ved siden af stjerner som Kirsten Walther og Dirch Passer.

En god revy flytter sig hele tiden i forhold til det samfund, som omgiver den. Den kommenterer, og det, der sker i samfundet, det sker også i revyen. Grænserne for, hvad man kan sige, flytter sig hele tiden. Mange tror, at Cirkusrevyen bare er plat falde-på-halen-humor, men i perioder har den været et af de eneste steder, hvor den politiske satire har levet, mens den nærmest var begravet på tv og i radio. 

På nogle måder er det blevet sværere at lave revy i dag, end det var, da jeg begyndte. Dengang så alle det samme, men sådan er det ikke længere. Vi ville ikke kunne kommentere en tv-serie og regne med, at alle havde set den. Men der er stadig tendenser i tiden, personer og store begivenheder, som alle kan relatere til. Corona-pandemien er et oplagt eksempel, og man går heller aldrig helt galt i byen med den siddende statsminister.

Cirkusrevyen betød, at jeg blev puttet i en kasse som ham den sjove. Den blev sendt i tv og havde en enorm gennemslagskraft. I en del år kæmpede jeg imod og forsøgte at søge mere alvorlige roller, men det gik ikke altid så let. 

Gennem satire-udsendelserne i DR lærte jeg Ole Bornedal at kende, og da han skulle lave ’Nattevagten’, spurgte han mig, om jeg ville spille kriminalkommissær Peter Wörmer. Han vidste, at mange så mig som pæne, venlige, sjove Ulf Pilgaard, så jeg var den sidste, man ville mistænke for at være morder i en gyserfilm. Det var genialt set. Til premieren gik der et sus gennem salen, da de opdagede, at det var min karakter, der var skurken. 

Min rolle i ’Nattevagten’ betød nok mere for omverdenen end for mig. Det var, som om det gik op for nogle: ”Gud, kan han også lave den slags?” Jeg vidste godt, at jeg kunne. Jeg havde gjort det mange gange før på teateret, men det er der ikke lige så mange, der ser. 

Desværre er det oftest ikke befolkningen, men folk i filmbranchen, der er værst til at putte skuespillere i båse. Til en casting på ’Nattevagten’ havde jeg aldrig fået rollen, og casterne ville ikke have tænkt på at ringe til mig. De har ingen fantasi. 

Uden de mere alvorlige karakterroller havde jeg muligvis følt, at der manglede noget, men i dag føler jeg, at jeg har nået det, jeg skulle. Jeg har udforsket mange forskellige facetter af skuespillet gennem min karriere, ikke kun den komiske. 

SAGT OM ULF III

”Da jeg kom med i Cirkusrevyen første gang i 2006, kom jeg i skole hos Ulf og Lisbet (Dahl, red.). Vi spillede ni år sammen, hvor jeg sugede til mig af hans måde at gå til sit fag. Han har en professionalisme og en stamina, som er beundringsværdig. Hver eneste aften, sæson efter sæson, gennem 40 år, er han trådt op på scenen med den samme dedikation. Han har aldrig en dårlig dag, hvor han ikke orker eller kun giver 90 procent. Samme disciplin forventer Ulf af dem omkring ham, og det smitter af på hele forestillingen.

Jeg ved, at Ulf kan blive irriteret, hvis folk ikke respekterer eller forstår den skuespilkunst, der ligger i det. Måske skyldes det, at han får det til at se let og elegant ud, men det kræver lethed at more sig – det er hele kunsten. Hvis det ser svært ud, er det ikke sjovt. Ingen, der kender Ulf og har set ham arbejde, er i tvivl om, hvad det kræver.”

Ditte Hansen, skuespiller og komiker

TAB, TVIVL OG TRO 

Som søn af en præst er det naturligt, at Gud har fyldt meget i mit liv. I min barndom var jeg fast i min overbevisning om, at han selvfølgelig fandtes. Senere begyndte jeg at tvivle, og det havde formentlig givet mig samvittighedskvaler, hvis jeg var endt som præst. I dag tvivler jeg stadig, men jeg tror også. Ikke på Gud som en hvidhåret, langskægget mand, der sidder deroppe et sted, men som et princip og som en forklaring på det uforståelige; som det uforståelige i, at min søn Mikkel skulle væk herfra, før jeg selv skulle. 

Han blev fundet død her i foråret, lige midt i prøverne til årets Cirkusrevy, og det slog benene fuldstændig væk under mig. Han led af paranoid skizofreni, var førtidspensionist og havde kæmpet med et hashmisbrug, siden han var ung. Han blev kun 48, men hans krop var slidt op af alkohol og hash. Det er svært at forholde sig til, men min tro gør det nemmere. Jeg kan vende mig mod Gud og sige: ”Pas godt på ham, hvor end han er. Han var en god dreng.” Det er vigtigt for mig.

At miste er en naturlig del af at blive gammel. I 2016 døde min kone Gitte efter lang tids sygdom, og sidste år mistede jeg mit længste venskab, da Ole Michelsen gik bort. Men det er ikke kun menneskene, jeg mister. Jeg mister også erindringerne, for dem er man fælles om, og det er forfærdeligt. Når mennesker, jeg har delt mit liv med, forsvinder, er det, som om der også bliver spist en lille del af mig selv. Man lever jo ikke sit liv alene, men i kraft af andre. 

Man bliver den, man er, i kraft af andre, som ser på én og er med til at gøre én til den, man er. 

Min lillebror Sune døde kort tid efter min søn, og han havde en hukommelse som en elefant. I samtaler med ham kunne jeg ofte genkalde mig ting, som jeg havde fortrængt. Det kan jeg ikke længere.

Det har givet mig livslysten tilbage at finde kærligheden på ny. Sorgen over min kones død vil være der resten af mit liv, men det står ikke skrevet nogen steder, at man skal sygne hen i ensomhed af den grund. Min nye kæreste Annette ved godt, at jeg ikke holder op med at elske min kone. I de første år efter hun døde, var jeg til tider langt nede og bearbejdede det ved at begrave mig i arbejde. Nu har jeg igen lyst til at nyde livet. Derfor synes jeg, det er et passende tidspunkt at sige farvel til Cirkusrevyen. 

Jeg havde ikke selv tænkt over det, før Torben ’Træsko’ for et par år siden spurgte mig, hvor længe jeg regnede med at blive ved. Så kom jeg til at tænke: 2020, 40 sæsoner og 80 år – 20, 40, 80. Det kunne da være meget passende. Det bliver så et år senere på grund af pandemien.

De kræfter, jeg har, vil jeg nu bruge på noget andet. Det betyder ikke, at jeg er færdig som skuespiller. Så længe jeg har mit helbred, og nogen kan bruge mig, vil jeg gerne bruge mine evner og min erfaring i mindre roller på film eller tv. Men de store forpligtelser, dem er jeg færdig med.

 

Han har optrådt på egnsteatre, medvirket i store Hollywood-produktioner og alt derimellem. Her tager 54-årige Claes Bang dig med på job med en abe i Tyskland, ombord på et privatfly til Amsterdam for at nå et damptog og til pladeindspilning med Kasper Winding i Paris.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Neilson Barnard/Getty Images for DIFF, Magnolia Pictures, HBO, Sony Pictures

ABEN HOLDER FRIDAG, BERLIN

Den film, der har påvirket min karriere mest, er uden tvivl ’The Square’ af Ruben Östlund, som vandt en Guldpalme i Cannes i 2017. Det er en svensk film af en svensk instruktør, men der er danske og tyske støttekroner bag filmen, og det betyder i nogle tilfælde, at man skal filme i de pågældende lande. Vi skulle i hvert fald skyde noget af filmen i Tyskland, hvilket passede med, at vi skulle bruge en bestemt type abe til en scene, som man ikke kan opstøve i Skandinavien. 

I filmen er der en scene, hvor jeg er hjemme hos en kvinde, og mens jeg tager skoene af, kommer aben gående rundt i lejligheden. Der var ingen, der havde den specifikke type abe, og der er åbenbart nogle regler, som forbyder import af aber.

Det viser sig så, at de har forskellige bonobo-aber (der er særligt sexglade, red.) i Tyskland, og så gav det jo sig selv at optage abe-scenerne i Berlin. Vi skulle ankomme 1. oktober og have vores første optagedag med aben to dage senere. Men 3. oktober er ’Tag der Deutschen Einheit’ – genforeningsdagen, hvor alle i Tyskland holder fri. 

Jeg kan tydeligt huske, da produktionen finder ud af det, for de tyske abepasseres kommentar var: ”Den dag arbejder aben ikke.” Jeg troede, at vi var ih og åh så vigtige, men det kunne der simpelthen ikke laves om på.

I stedet lejede vi en fransk abe, som kom med et entourage på 12 personer og en manual på hundredvis af sider, hvor der stod, at aben er et vildt dyr, og at den vildskab kunne blive fremprovokeret af de mindste ting. Der stod blandt andet, at vi ikke måtte synge i nærheden af aben. Alt skulle foregå stille og roligt og så afdæmpet som muligt. I filmscenen, hvor jeg er hjemme hos kvinden, kommer aben gående rundt i lejligheden, men man kan ikke se, at der stod to personer i alle hjørner af lejligheden klar til at gribe den, hvis den af en eller anden grund skulle gå amok. 

Jeg var skrækslagen for det dyr. Det er 120 kilo muskler, som er totalt utilregnelige. Jeg skulle ikke holde den i hånden eller ae den i pauserne eller den slags. Og jeg overholdt alle regler i manualen. Det var bekymrende nok i sig selv, at det var nødvendigt at have 12 mennesker klar, hvis den skulle finde på noget. Det gør man jo ikke, hvis det slet ikke kunne ske. 

Jeg kan ærligt talt ikke fortælle, hvad den abe skulle i filmen, men jeg mindes, at Ruben Östlund synes, der er for få aber i film helt generelt. 

Den underfundige og kunstmiljøsatiriske ’The Square’ (2017) instrueret af Ruben Östlund vandt en Guldpalme i Cannes og blev Claes Bangs gennembrudsfilm.

CLAES BANG

Er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996. Siden har han optrådt på teatre over hele landet og spillet med i et væld af danske serier.

I 2017 havde han hovedrollen i den Guldpalme-vindende film ’The Square’. Han har også medvirket i det prisvindende drama ’The Affair’, og i 2020 havde han hovedrollen i BBC’s miniserie ’Dracula’.

Ved siden af arbejdet som skuespiller har han udgivet musik under navnet ’This is not America’. I maj udkom ep’en ’Songs of Love’, som er blevet til i samarbejde med Kasper Winding og Henrik Balling.

DAMPTOG OG PRIVATFLY, AMSTERDAM OG ALLERØD

I 2018 havde jeg mit første store filmstjerne-moment. Jeg var blevet tilbudt en bærende rolle i filmen ’The Last Vermeer’ sammen med blandt andre Guy Pearce. Desværre havde jeg nogle forestillinger med monologen ’Ondskaben’ i Danmark samtidig. Derfor satte jeg mig for, at det skulle lykkes at udføre begge dele uden at gå på kompromis med hverken filmen eller teaterstykket.

Jeg har opført ’Ondskaben’ omkring 400 gange siden 2002, så det blev mig meget magtpåliggende, at jeg ikke blev sådan en, der skrider fra alle aftaler, så snart udlandet ringer. Jeg ville ikke have ry for at være en, man ikke kan regne med, og så vil jeg heller ikke brænde en masse broer ved at opføre mig som en odder. 

Filmens instruktør havde stor respekt for, at jeg gerne ville holde mine danske aftaler, så vi fik det tilpasset sådan, at det ikke ville kollidere. Der var dog en scene i filmen, hvor jeg skulle stå lidt uden for Amsterdam i et velpresset jakkesæt og i en flot herrejakke fra 1945, mens et damptog kørte væk i baggrunden. Den scene var nærmest umulig at få i stand, fordi skinnenettet er så travlt i Holland. Det betød, at vi skulle optage en bestemt søndag i april, hvor jeg samtidig havde en optræden på Mungo Park i Allerød nord for København.

Det var nødvendigt, at jeg stod sminket og omklædt på togstationen uden for Amsterdam klokken 16, så damptoget kunne køre på det aftalte tidspunkt. Forestillingen i Danmark fik vi derfor rykket to timer frem. Jeg gik på klokken 12 og forlod scenen klokken 13. Et kvarter senere sad jeg i en taxa, som kørte mig direkte til lufthavnen, hvor jeg blev dirigeret uden om security-området, fordi jeg skulle med et privatfly.  

’The Last Vermeer’ (2019) er instrueret af stenrige Dan Friedkin. I filmen, der handler om kunst, forfalskninger og nazi-kollaboratører, spiller Claes Bang (t.h.) den ene hovedrolle som kaptajn Joseph Piller.

Filmens instruktør hedder Dan Friedkin, og han er meget rig. Han er så rig, at han i efteråret købte fodboldklubben AS Roma, og så har han tre private Gulfstreams. Det var et af de fly, han havde sendt til København for at få mig til Amsterdam. Det var første gang, jeg fløj med privatfly, og jeg anede ikke, at der var en særlig indgang til privatflyene, og at man bliver kørt i bil ud på landingsbanen. Det var en sindssyg oplevelse, og jeg nåede nærmest ikke at skænke det en tanke, fordi jeg havde travlt. Klokken 13.45 gik jeg ind i privatflyet, og kort tid efter lettede vi. 

Der er ekstremt god plads i sådan et privatfly. Havde det været en længere tur, kunne jeg have taget en lur på min egen soveplads, og Dan Friedkin har sit eget værelse om bord, når han skal over Atlanten. Det var først, da jeg satte mig i de meget gode læderstole, at jeg tænkte over, at det måske ikke var helt godt for planeten. Sikke et miljøsvineri.

Jeg landede omkring klokken 15 i Amsterdam og blev kørt direkte ud til togskinnerne i den her forstad. Jeg klædte om til fint jakkesæt i bilen og blev sminket, så godt det nu kunne lade sig gøre i en kørende bil. Klokken 16 blev der sagt action, hvor jeg traskede væk fra damptoget, som kørte ud i horisonten. Det var tre timer efter, jeg forlod forestillingen i Allerød. Det er det tidspunkt i min karriere, hvor jeg har følt mig mest som en filmstjerne.

Jeg ser det ikke nødvendigvis som et eksempel på succes. Jeg synes faktisk, at jeg er god til at sætte pris på de forestillinger, som bare fungerer, og de dage, der giver mening, om det så er en stor produktion eller en teaterforestilling.

Claes Bang er uhyggelig god i Netflix-serien ’Dracula’.

POPHÅR OG UNGDOMSIDOLER, PARIS

For at forbedre mit klimaaftryk en smule besluttede min kone og jeg, at vi skulle tage toget til Paris i 2019, hvor jeg skulle til en læseprøve på et filmmanuskript, som Kasper Winding har skrevet. Da jeg modtog manuskriptet, arbejdede jeg på serien ’The Affair’ i Los Angeles, og jeg faldt nærmest ned af stolen, da en af mine venner spurgte, om Kasper Winding måtte få mit telefonnummer. 

Det var et vanvittigt spørgsmål, for Kasper Winding var og er en af mine store helte. Som ung havde jeg alle hans plader, og jeg dyrkede virkelig hans musik. Det var dengang, jeg havde hår som John Taylor fra Duran Duran og lyttede musik, til mine ører blødte. Hver eneste gang jeg skulle til frisøren, havde jeg et lille billede af John Taylor med mig, så jeg kunne få hans nyeste frisure. 

Læseprøven foregik hos Kasper Winding i Paris, og jeg vil faktisk hellere tage toget, end jeg vil flyve, men hvor var det besværligt. Først var der stop og skift i Hamborg, hvor vi skulle vente så længe, at vi gik på museum. Videre med nattog til Freiburg for at vente i timevis klokken bussemand om morgenen på en lukket togstation, hvor man ikke engang kunne købe en sodavand. Derfra gik toget heldigvis direkte til Paris. Jeg er virkelig fan af nattog og togtrafik, men det var uendelig besværligt, og så kostede det 10 gange så meget som en flybillet. Jeg håber virkelig, at mit klimaaftryk blev korrigeret en smule for det lort, jeg lavede med privatflyet.

Den 54-årige danske skuepiller har en fremtrædende rolle i den populære dramaserie ’The Affair’.

Efter læseprøven og efter at have lært Kasper Winding lidt bedre at kende, risikerede jeg det ene øje og fortalte ham, at jeg nørder lidt med musik ved siden af at være skuespiller. Det har jeg gjort i mange år, selvom det aldrig er noget, jeg har satset på at leve af. 

Jeg bed hovedet af al skam og spurgte, om han ville høre nogle af mine demoer. Det havde han formentlig hørt før, men i stedet for at kigge overbærende og finde på en høflig afvisning hjalp han mig med at producere to numre. Bagefter sendte han mig videre til Henrik Balling fra Gangway, som jeg virkelig også dyrkede i mine ungdomsår, hvor jeg selv spillede tangenter og percussion i to bands, som om muligt havde de dårligste navne verden.

Forsangeren i vores første band blev af en eller anden grund kaldt Pils, så vi blev til ’Mama Pils og drengene’. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, for jeg synes oprigtigt, at det er så forfærdelig dårligt. Jeg forstår stadig ikke helt, at den musik, jeg har fiflet med de seneste år, nu er produceret med hjælp fra dem, jeg så mest op til, da jeg selv spillede i ’Mama Pils og drengene’. Og at det hele falder tilbage på en læseprøve i Paris.

Det andet band hed MOM som kontrast til D-A-D. Bogstaverne skulle selvfølgelig også have en mening, så vi endte med at hedde ’Mokka Ohne Mädchen’. Kaffe uden piger. Det er dårligt på et helt sygt niveau.