I 4. KLASSE skulle vi spille skolekomedie. Det var sådan et saloon-stykke, og jeg fik højhælede cowboystøvler på. Bare det at få mit kostume på og rent fysisk gå hen ad scenen på Rungsted Skole gav mig en følelse af, at her spiller det. Det her SPILLER! Jeg havde det bare megagodt. Men fra at mærke den følelse til så at sige det til folk gik der mange, mange år. Første gang jeg sagde det højt, svarede min farmor: ”Ad, ad, ad, skuespiller, det vil du da ikke være, det er et virkelig usikkert fag.” Min mor forstod det heller ikke. ”Du har jo sceneskræk,” sagde hun. Nok med tanke på dengang i børnehaveklassen, hvor jeg skulle danse lambada foran hele skolen og fik et meltdown. De sagde: ”Gå bare op og dans”, og jeg nægtede. Men det handlede ikke om sceneskræk. Det havde snarere med perfektionisme at gøre. Det var simpelthen, fordi vi ikke havde øvet nok. Det kan godt være, at vi går i børnehaveklasse, men sorry, det er bare ikke godt nok.

Jeg voksede op som nummer tre i en søskendeflok på fire. Mit barndomshjem var virkelig festligt. Mine forældre havde bridgeaftener, og hver gang nogen fyldte rundt, var det med telt i haven og temafester. Min mor holdt for eksempel en stor fødselsdag, hvor alle var vikinger. Derhjemme havde vi fem flyttekasser i kælderen med udklædningstøj. Man skulle kunne klæde sig ud, hvis behovet opstod.

Da jeg begyndte i gymnasiet, tænkte jeg: ”Fedt, der er musicals!” Jeg havde et kæmpe indre liv, hvor jeg var hovedrollen, men så havde jeg et ydre liv, hvor jeg var vildt genert omkring det og ikke turde sige højt, at jeg gerne ville frem på scenen. Så jeg kom i koret, bagerst, fordi jeg er så høj. 

Jeg sagde ikke til nogen, at jeg ville være skuespiller, men samtidig forstod jeg ikke, at der ikke var nogen, der opdagede det. Altså, hvorfor kan de ikke se, at jeg ville være perfekt til at stå forrest på den scene? Jeg følte, at det ville være at bede om alt for meget plads at sige, at jeg gerne ville spille hovedrollen. I forvejen fyldte jeg meget, så det var simpelthen i jantelovsgymnasieregi for voldsomt at bede om, troede jeg. Men det var jo at tage unødigt hensyn til folk, der var superligeglade, om jeg spillede hovedrollen eller ej. Jeg har altid været god til at tage hensyn, som ingen har bedt mig om.

Efter gymnasiet turde jeg ikke søge ind på Skuespillerskolen, hvilket var en blanding af frygt og storhedsvanvid. Jeg var ikke bange for ikke at komme ind, det regnede jeg bare med. Men det var frygten for, når jeg kom ind: Hvad hvis jeg ikke kan lide det, så skal jeg jo droppe ud. Og hvad så? Og det er jo sygt nok at tænke sådan, når man kun har stået i tredje række i koret! Men man må gerne tro på en drøm, selvom man som ung måske ikke kan forklare den.

Men et eller andet skulle jeg vel søge ind på, sådan er forventningen: Hvad gør du, når du har fået huen på? Hvilket studie skal du ind på? Hvad for en karriere vil du have? Jeg tror, at vi alle sammen har en livsbane, der er stukket ud for os på forhånd. Men der er så meget larm i verden, at det kan være svært at høre sig selv og gøre det, man kan mærke er det rigtige. Den larm kan være alt fra must own an Audi til ens familie, der er mistroisk over for ens drøm. Eller det kan være, at man gerne vil have gode karakterer. Det har for eksempel altid været meget vigtigt for mig. Der er tusind ting i det samfund, vi lever i, som stiller succesparametre op for os, og så tror vi, at det er den melodi, vi skal spille. Men det er jo ikke sikkert. Hvis man lukkede larmen ude og lyttede mere til sin grundtone og turde eje den og synge den rigtig højt, ville livet måske ikke være så svært. Men det er svært at være ligeglad med andres forventninger, og hvad normen er.

Så jeg søgte ind på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – fordi det hed noget med film, ha ha, så tåbeligt. Og det holdt heller ikke længe. Jeg var chokeret! Skal vi læse FIRE HUNDREDE SIDER? OM UGEN?! Jeg tænkte bare: ”Holy cow, universitetet er jo så kedeligt!” Det tog mig tre måneder på film og medie at finde ud af, at jeg bare hader at læse, og så droppede jeg ud.

JEG FIK JOB som booker på modelbureauet 2PM, hvor jeg tidligere havde arbejdet som model, og det gav selvtillid at finde ud af, at, gud, jeg fungerer i en voksenverden. Jeg var god til at administrere, jeg var god med mennesker, jeg kunne købe, sælge, rejse og snakke med kunder, så den vej kunne jeg også være gået videre ned ad. Men jeg havde jo en anden drøm, og det med skuespillet blev ved at poppe op, jeg havde venner, der søgte ind på Skuespillerskolen, og det var jeg meget interesseret i at høre dem fortælle om.

En dag hørte jeg om William Esper Studio, en skuespilskole i New York. Jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?” og meldte mig til et sommerkursus derovre. Så kunne jeg prøve det af i al hemmelighed. Og så faldt alt bare i hak. En dag kiggede jeg rundt i undervisningslokalet og tænkte, at det er simpelthen for vildt, det her, alt giver mening. Tænk, at vi får lov at sidde her og lave sådan noget sanse-føle-noget, at det her er en skole, og det er det, vi skal lære hver dag. Det føltes bare rigtigt! Nogle gange skinner grundtonen igennem. Så klinger den faktisk så højt, at man ikke kan ignorere den.

Jeg endte med at blive på skolen i to år, og undervejs fandt jeg ud af, at jeg gerne må være den, jeg er. En glad, udadvendt, lidt kuk pige, der gerne vil være skuespiller. Jeg fandt også ud af, hvad jeg havde misforstået i gymnasiet – at skuespil faktisk ikke handler om at fylde. Det handler om at fylde så lidt som muligt. Det gælder om at gøre sig selv usynlig, så rollen kan skinne frit. Det var dejligt at finde et sprog for, at skuespil faktisk handler om at fjerne sig selv fuldstændigt.

Det første år på skolen eksisterede feedback ikke. Og det var chokerende for sådan en præmiepony som mig. Dag ud og dag ind stillede vi os op og spillede, men fik aldrig at vide, om det var godt eller dårligt. Vi kunne godt få at vide, hvis vi ikke var frie nok i vores spil – var du fri i nuet, eller var du ikke fri i nuet? Derudover er smag irrelevant, sagde de. 

Skolen lærte mig også at være mindre hård over for mig selv, for i og med at vi ikke blev bedømt, lærte jeg også ikke at bedømme mig selv. Når der i et år ikke er nogen, der siger: ”Ej, hvor var du god”, når du stiller dig op, så stopper du med at lede efter det. Og ender med i stedet at føle efter. Ej, det føltes godt, der følte jeg selv, at jeg var god. Og det er jo langt sundere at navigere efter. Men det tog et år, før jeg lærte det. Et helt år! Hvor jeg efter forgæves at have søgt den hos mine lærere eller medstuderende fandt ud af, at det er kedeligt at gå og lede efter anerkendelsen. 

DA JEG VAR færdiguddannet og virkelig følte mig som skuespiller efter at have levet drømmen i to år, skulle jeg ud og finde mit første job. Det blev … på en salatbar i København. Jeg kom fra the city of dreams hjem til Gråvejrsdanmark. Jeg var 26, flyttet hjem til mine forældre, havde brug for penge, og min far sagde til mig: ”Få dig et job!”

Og jeg var faktisk glad for det job, så hører man jo til et sted. Men det var også en periode, hvor jeg var smådepressiv og uden mål i livet. Man går rundt og famler og synes, det er synd for én selv, at man er vågnet fra drømmen, skolen i New York, og der sker nul ting! I mit forsøg på at få det bedre kom jeg på sporet af transcendental meditation. Jeg fik et hemmeligt mantra, som jeg skulle repetere for mig selv i to gange 20 minutter hver dag for at tømme hovedet. Jeg læste også selvhjælpsbøger og lærte, hvad der måske er banalt for nogle at høre, men som var meget værdifuldt for mig at lære: at tanker er selvskabte. Hvis tanker var som en kæmpe buffet på et luksushotel, ville du jo heller ikke gå hen til alt det, du hader. Men det er der mange, der gør hver dag. Det gjorde jeg også i lang tid. Jeg stod op om morgenen og talte grimt om mig selv inde i hovedet, var bange for, om jeg var god nok, og følte mig uelskelig på mange parametre. Midt i al den søgen opdagede jeg et personlighedstræk hos mig selv, som jeg faktisk blev glad for: at jeg er i stand til at forbedre min tilstand, hvis jeg har det dårligt. Og så skete det en dag på salatbaren, at jeg blev tilbudt mit første job som skuespiller, da Thomas Glud (manuskriptforfatter og instruktør, red.) kom ind og købte en salat og gav mig en rolle i serien ’Sjit Happens’.

Samtidig spillede jeg lidt undergrundsteater, men det væltede ligesom ikke bare ind med roller. Som årene går, begynder man at tænke: ”Er det fjollet, det her?” Selvom grundtonen siger, at det overhovedet ikke er fjollet, at skuespil er formålet med dit liv, så siger de ydre stemmer: ”Tiden går, klokken slår, måske er det gak.” Og bedst som jeg var ved at lytte til dem, gav en god ven mig et godt råd. For hende havde det hjulpet at sætte en tidsbegrænsning på en drøm. Jeg var 28, havde mødt min mand, haft én rigtig rolle og lidt småting hist og her, og det matchede ikke den skuespiller, jeg følte mig som indeni. Så jeg sagde til mig selv: ”Okay, om to år fylder jeg 30. Hvis kurven ikke er gået opad til den tid, finder jeg på noget andet.” Jeg satte med vilje barren meget lavt: to år for en kurve til at bevæge sig bare én grad opad. Men at have den deadline gav mig en mere proaktiv tilgang.

En dag, hvor jeg var tilbage og arbejde som agent på modelbureauet, ringede en caster og spurgte efter modeller til en film, og jeg gav dem nogle forslag. Men inden jeg lagde på, endte jeg med – i en blanding af skam, frygt og hovmod – at sige: ”Hvad med mig?” Og hende i den anden ende sagde bare: ”Hvem er du?” Men det var på grund af den toårsplan. Jeg blev nødt til selv at prøve at få kurven til at gå opad. Jeg fik lov at komme med til castingen, fik dog ikke rollen, men jeg følte, at nu havde jeg åbnet en dør.

På det tidspunkt gik min mand og jeg og snakkede om, hvor vi var her i livet: Vi har hinanden, vi elsker hinanden, vi ved, at vi skal være sammen. Skal vi ikke bare …? Lad os få det barn! Ugen efter at vi havde den snak og gik og forestillede os vores liv som familie, gik kurven pludselig opad. Jeg fik job i ensemblet på teatret Mungo Park og en rolle i ’Flaskepost fra P’. Og så udskød vi planen om et barn. Der er nok mange, både skuespillere og i andre brancher, der tænker meget over, hvornår det er det rigtige tidspunkt at få børn. Hvis det føles mere hårdt end sjovt at vente, skal man jo stoppe op, men dengang var mulighederne bare for sjove, så vi ventede.

Men gravid blev jeg. På et senere tidspunkt. Jeg var faktisk gravid, da vi indspillede ’En frygtelig kvinde’. Jeg havde virkelig ønsket en hovedrolle, men timingen kunne da have været bedre, men jeg var nødt til bare at sige: Jeg er gravid, det er en hovedrolle, lad os fucking bare gøre det. At blive gravid, føde og få et barn er jo et kæmpe kontroltab. Du mister simpelthen overblikket og er nødt til at give slip på forventninger til dig selv, til hvordan livet skal gå, om du er god eller dårlig. 

EN AFTEN KVART i 12 ringede min agent. Jeg var lige gået i seng, så jeg gik ud på badeværelset og tog telefonen. Hun fortalte mig, at jeg havde fået hovedrollen i Ridley Scotts HBO-serie ’Raised by Wolves’. Til castingen havde jeg haft en følelse af, at jeg virkelig var i stand til at parkere mig selv og være fuldstændig ligeglad med, hvad jeg lavede. Og mit udseende passede også bare godt til at spille robot. Så på en eller anden måde vidste jeg, at jeg ville få rollen. Alligevel fik vi grineflip i telefonen over, hvor vildt det var. Jeg gik ind i sengen til min mand og sagde: ”Nu skal vi til Sydafrika”, og han vendte sig bare om. Det kunne han slet ikke overskue.

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle ind og google Ridley Scott. Jeg vidste godt, at han var en af de helt store, men jeg blev alligevel ramt af en kæmpe ærefrygt, da jeg var inde på hans IMDb. Hemmeligt genså jeg ’G.I. Jane’, ’Thelma & Louise’, ’Alien’ og ’Prome­theus’, så jeg lige kunne tale med. Første gang jeg mødte ham, var på hans kontor i London. Der havde jeg fået rollen, vi skulle bare lige mødes og snakke om, hvordan man spiller robot. På bagvæggen hang der klaptræer over alle de film, ham og hans bror, Tony Scott, havde lavet, og nederst hang der fire tomme, så selvfølgelig var jeg nervøs for, om jeg kunne indfri hans forventninger.

Men han var meget sød og god til at skabe en stemning af, at man er okay, som man er. Han spurgte, hvad jeg havde tænkt med min karakter Mother, og jeg ved ikke, hvordan jeg turde, men jeg sagde bare: ”Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke skal gøre så meget.” Mother er en robot, der er blevet placeret på en planet, og som skal lære alt forfra. Han nikkede og sagde: ”That’s exactly right, we’ll do it together.”

Min mand talte ikke til mig i to uger, efter jeg havde fået rollen. Men han endte med at elske de to gange otte måneder, som vi var af sted for at indspille de to sæsoner i Sydafrika, hvor de har lidt af det hele og kan skabe resten i deres mange enorme filmstudier. Min mand var måske den, der havde det allerbedst, da vi var af sted. I og med at jeg arbejdede meget, blev rollerne byttet om derhjemme, så hvor jeg var Mother på settet, var jeg father derhjemme. Og så fandt vi ud af, at det fungerede vildt godt for vores familie, når jeg var ”faren”.

Fra jeg fik rollen, til vi gik i gang med optagelserne, gik der en måned. Og det er jo sindssygt kort tid, når man skal flytte sin familie til den anden ende af jorden, forberede sig … og nå at komme i form. Jeg kan huske, at der var et billede af mig i den her grå latexdragt, som jeg skulle have på hele serien igennem, fra en kostumeprøve. ”Ja, det ser fint ud,” sagde Ridley Scott … og tegnede med en sort tusch muskler på mine arme på fotoet. ”Det skal vi lige have styr på, inden vi starter.”

Så var det bare en måned med kylling og ris, boksning og styrketræning. Det var totalt træningslejr. Man er jo ikke så klar på at være oppustet i sådan en dragt. Sådan en mandags-fise-mave og en stram latexdragt er bare en dårlig kombi. Jeg fik meget foræret af det kostume, det var et fedt kostume! Bortset fra når jeg skulle på toilettet, og folk skulle hjælpe mig med min trusse, som bestod af klisterbånd og et meget tyndt stykke stof.

Ridley Scott er bare en vildt god instruktør. Han ved, at skuespillere er bedst, når de er trygge og har en skarp ramme. Inden en scene kunne han finde på at sige til mig: ”Der kommer et rumskib, så kommer du ud, så sker der det og det, og så siger du din replik.” Jeg troede, at jeg skulle give enormt mange bud: ”Kunne man ikke komme ind ad døren på den her måde? Eller hvad nu, hvis jeg siger det over venstre skulder?” Men i virkeligheden ville han bare have mig til at sige mine replikker. Bare vær, som du er, jeg skal nok stå for resten, sagde han. ”Just say your lines.” Det var jo et vildt møde, når jeg tænker over det: en dinosaur og en grønært lige der i outer space! Jeg var knaldende ny i branchen, og man tror, man kommer der og ved en masse ting.

De kaldte mig ’Matchstick’ på optagelserne. Jeg lignede en tændstik, lang og tynd i min latexdragt med mit røde, korte hår. Nogle roller føles bare helt rigtige, og med Mother fik jeg samme følelse, som jeg første gang oplevede på skolen i New York: en følelse afbare at transcendere, ikke være til stede, men bare fuldstændigt blive overtaget af noget andet. Det lyder måske lidt poltergejst-agtigt, men det er slet ikke så slemt. Det handler bare om at være til stede i de følelser, der er skrevet i manuskriptet. 

For folk, der ikke er skuespillere, kan det vel sammenlignes med … det er måske lidt morbidt, men for nylig havde min søn feberkramper, og da jeg ringede 112, snakkede med telefonvagten og gjorde, hvad hun bad om, havde jeg samme følelse: Nu træder mit jeg væk, og der kommer et handlings-jeg på banen. Der er ingen tanker, kun handling. Din rygsøjle tager over og ved fuldstændigt, hvad der skal gøres eller siges. 

SKUESPIL HANDLER FOR mig om at være i nuet. Om at være til stede med dig. Lige nu, lige her. Og reagere på, hvem du er, og hvad der sker omkring os. Jeg er fortaler for den rigtige konfrontation, at mødes rigtigt med mennesker og se, hvad der sker, i stedet for at sidde og like og hate på nettet. Derfor har jeg også slettet min Instagram-profil. I mange år sad jeg bare og sammenlignede. Og det tror jeg er rigtig skidt. Vi er forskellige, deal with it.

Du har fået en krop i det her liv, elsk den, den er, hvad den er, vær glad for den. Hvis man ikke har et selvværd af stål, er det jo svært at sidde og kigge på bikini-billeder af folk og så elske sin efterfødselskrop. Jeg ved ikke, hvem det er nemt for, men jeg vil gerne møde personen. Og så synes jeg, at det er et underligt spil, vi har accepteret: at tage selfies! Jeg var selv med på den en overgang, men det er jo mærkeligt at sidde i et offentligt rum og være meget optaget af sin egen fremtoning og tage billeder af sig selv. Det føles bare ikke autentisk for mig. Så jeg droppede at glo på det, og jeg har savnet det nul gange. Det var befriende, og det har virkelig højnet mit tilstedevær.

Mange spurgte, om det ikke var nødvendigt at være på Instagram for at få roller. For hvordan kan man overhovedet eksistere professionelt uden? Og der vil jeg bare sige, at det kan man godt. Skuespilleren Margot Robbie slettede sin Instagram, da hun havde 23 millioner følgere, det synes jeg bare er ret ballsy! Og hun fyrer den rimelig godt af alligevel. Og der er indtil videre ikke nogen, der i professionelle sammenhænge har efterspurgt min Instagram-profil, snarere tværtimod, for når man arbejder for HBO, er alt så hemmeligt, intet må slippe ud, så jeg er totalt angst for i det hele taget af have en telefon i min trailer på settet, for jeg føler, at jeg bliver skudt af en hemmelig agent, hvis bare jeg ringer til min mor.

EN LØRDAG FIK jeg en mail om, at godmorgen, sæson 3 af ’Raised by Wolves’ er blevet aflyst. Det er sådan en situation, hvor man kan prøve at vælge sine tanker. Man kan tænke: ”Vi skal flytte fra hus og hjem!” Men man kunne også tænke: ”Det er det helt rigtige, og gad vide, hvad der så sker?” Jeg var alligevel ikke herre over beslutningen. 

En dag ringede Nikolaj Arcel og spurgte, om jeg ville spille med i det her periodedrama, han skulle lave, over for blandt andre Mads Mikkelsen, baseret på Ida Jessens bog ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Jeg skulle spille Ann Barbara, en husholderske, en handlekraftig kvinde med ar på sjælen. 

Vi tog et kaffemøde, Nikolaj fortalte lidt mere om rollen, og jeg sagde bare: ”Fedt, det hele lyder rigtig godt! Du skal bare lige vide, at jeg er gravid.” Så blev han helt hvid i hovedet, og jeg tænkte: ”Satans, det går nok ikke op.” På det tidspunkt var der kun en løs plan for, hvornår den skulle optages – og så sendte han alligevel et manus. Om de rykkede tidspunktet decideret for min skyld, må du spørge ham om, men det ville jo være en god feministisk fortælling. 

Filmen optog vi, efter jeg havde født. Min søn var fem måneder, da vi gik i gang, og planen var, at han kunne være med på optagelser det meste af tiden. Jeg tænkte, at det skal nok gå. Så fik jeg en skydeplan en uge inden, vi skulle i gang, hvor der stod, at de første to uger var natoptagelse. Fuck, det havde jeg lige glemt at tænke på! Der var det heldigt at have ammehjerne, for så kan man ikke rigtig tænke eller nå at bekymre sig om den slags. Og vi løste det. Min mand tog min søn, og jeg pumpede ud. At være dér i livet, hvor ens baby tvinger én til at være i nuet, viste sig faktisk at være en kæmpe gave til min karakter, der ikke bekymrer sig så meget om fortid og fremtid. Hun er rigtig meget i nuet og får det til at fungere. 

Hvis man lader sig påvirke af sin usikkerhed, kommer man hurtigt op i hovedet, og det er det kedeligste sted at være som skuespiller. Da jeg skulle spille Ann Barbara ude på den jyske hede, hvor dem, der ser filmen, skal tro på, at vi er ved at dø af sult, er det røv og nøgler, hvis jeg står og tænker: ”Ej, hvor er jeg dårlig”, eller ”Hvorfor sagde jeg det på den måde?” Det er jo tanker, der ikke er til stede i 1756 i Ann Barbara. 

Jeg har set masser af periodedramaer, men altid tænkt, at de folk, der levede dengang i fortiden, var anderledes. Dem med parykker og store kjoler, de måtte også have haft et andet indre liv, fordi det var en anden tid. Men pludselig, da jeg skulle spille Ann Barbara, gik det op for mig, at de må have haft det præcis som i dag, omstændighederne har bare været anderledes. Jeg ved godt, at det lyder superbanalt og sikkert som noget, alle andre har vidst i tusind år, men for mig var det virkelig sådan: Guuud, måske havde hun også nogle universelle kvindelige længsler? Hvordan er hendes forhold til lyst, sex, kærlighed, frihed?

JEG HAR MIN kærlighed til mig selv, min mand og mine børn. Og jeg tror, at det er vigtigt i den rækkefølge, ellers er man ikke for alvor i stand til at tage imod. Hvis man har et filter, fordi der er noget, man hader ved sig selv, misser man noget kærlighed, der bliver givet til én: ”Ej, hvor ser du godt ud.” Hvis du synes, at du har en grim krop, tager du ikke lige imod dén kærlighed. For mig har det været et meget stort arbejde at nå dertil, hvor jeg taler pænt til mig selv.

I ’Bastarden’ har Mads Mikkelsens karakter et meget tydeligt defineret mål, han for alt i verden vil nå, en meget konkret drøm, og i jagten på den risikerer han at miste alt det, der virkelig betyder noget her i livet. Selv har jeg ikke nogen konkret drøm, og jeg synes, at det er bedst sådan. Hvis jeg ikke har nogen forventninger, kan jeg ikke blive skuffet, så er jeg bare sindssygt privilegeret, og så føles hver rolle som en gave. Det lyder måske som en beskyttelse for ikke at blive skuffet, men når man lykkes med at se det på den måde, er det komplet modsat. Så er det gaveregn på minutbasis.

Hvis det eneste, man drømmer om, er at vinde en Oscar, så er hver dag jo bare endnu en dag, hvor man ikke vinder en Oscar. Samtidig har jeg det sådan, når jeg kigger på mine to børn, at jeg har vundet, jeg har fået min Oscar, jeg har faktisk to. To levende statuetter, der er så søde og også irriterende og alt muligt andet, men jeg har vundet i livet. Og sådan kan jeg også få det af at kigge på en sky. Og så er en film jo bare en film. Det tager virkelig toppen af præstations­angsten. Jo mere jeg er i stand til ikke at have en drøm eller en definition af, hvad der skal ske, jo mere er jeg i stand til fuldstændigt at udslette mig selv og min idé om, hvem jeg er som skuespiller. Det er ægte frihed, så kan man fucking spille alt.

EN AFTEN I begyndelsen af marts træder Vicki Berlin ind i garderoben på Nørrebro Teater med en økologisk svineleverpostej fra Coop stikkende op af håndtasken. 

Men hov, vent lige et øjeblik, er den 45-årige skuespiller ikke erklæret veganer? Og jo, det er hun da. Leverpostejen er skam heller ikke til hende selv, men bestikkelse til hendes hund Gustav, som i flere uger har gået deprimeret rundt derhjemme, siden dens ’far’ – Vicki Berlins mand, instruktør Nikolaj Tarp – rejste til Fredericia for at instruere en musical.

”Hvordan kan man egentlig se, at en hund er deprimeret?” spørger skuespillerkollega Amalie Lindegård med undren i stemmen fra sin plads foran spejlet, hvor hun er ved at lægge makeup til aftenens forestilling.

Det viser sig, svarer Vicki Berlin, at symptomerne ikke er stort anderledes end hos et menneske: Gustav hænger med snuden, han gider ikke gå tur, han bliver ikke længere begejstret, når det er spisetid, og om natten har han svært ved at sove (så svært, at han i nat traskede ind i stuen og blev der, fordi han ikke kunne finde ro inde i sengen sammen med Vicki Berlin, hvor han plejer at ligge).

”Min mand og jeg har lidt hver vores hund, og egentlig var Gustav min hund,” forklarer hun. Men sidste år, da parrets gamle basset hound Walter døde, ”rykkede Gustav op i hierarkiet, efter pladsen som alfahannen i huset blev ledig”, og i stedet har hun nu fået Fido, der ligesom Gustav er en ruhåret miniaturegravhund, men heldigvis ingen problemer har med at være alene hjemme med mor.

Med leverpostejen lagt på køl tager Vicki Berlin plads i sin stol og begynder at dyppe et lille falsk overskæg i alkohol for at opløse de rester af lim, der måtte være tilbage fra gårsdagens forestilling. Mens dagtimerne går hjemme i Hvidovre med hundene, tilbringer hun de fleste af sine aftener på Nørrebro Teater som Nikita ­Khrusjtjov i komedien ’Stalins død’ om intriger og magtkampe i Sovjetunionens kommunistparti i dagene efter landsfaderens bortgang.

I det begyndende forår står Vicki Berlin fem gange om ugen på scenen som den lavstammede sovjetiske politiker, en rutine, der kun afbrydes af fire dage i Los Angeles til årets oscaruddeling med filmen ’Triangle of Sadness’, så hun er som regel udmattet, når hun kommer hjem efter en forestilling. Men i aften, inden hun lægger sig i sengen hjemme i Hvidovre, skraber hun leverpostejen ud af foliebakken, serverer den for Gustav og leger lidt med ham og hans pivedyr. Og da det hjælper på humøret, får Gustav leverpostej som natmad hele den følgende uge.

I LOS ANGELES skal Vicki Berlin se sin mand for første gang i over en måned. Han ankommer til byen en dag senere end hende for at agere moralsk støtte, selvom han ikke har billet til showet og må nøjes med en visning hos filmens amerikanske distributør for alle dem, der ikke har adgang.

”Men han insisterede på at komme med alligevel,” fortæller Vicki Berlin i teatergarderoben halvanden uge før prisfesten. ”Og det ville jo også være ærgerligt at sidde herhjemme, hvis der pludselig kommer et afbud i sidste minut, og der er en plads i salen, som skal fyldes ud.”

Som indehaver af en større rolle i en film, der er nomineret i hovedkategorien ved verdens største filmpris, skulle man tro, at hendes egen invitation til oscaruddelingen var givet. Men sådan fungerer det langtfra, har Vicki Berlin erfaret. Da det blev afsløret, at ’Triangle of Sadness’ var nomineret til bedste film, antog hun begejstret, at nu skulle hun da selvfølgelig til oscaruddeling. I stedet fik hun at vide, at det var sgu ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, og så tog fanden ved hende: Hun skrev til samtlige producere på filmen (”Jeg skal med”) og satte himmel og jord i bevægelse hos distributøren for at skaffe sig en af de få billetter. Anstrengelserne bar frugt, og sammen med blandt andre danske Zlatko Burić er hun inviteret til festen.

På sin smartphone viser hun et foto af sin kjole, syet til lejligheden af den danske designer Jesper Høvring. Den er stram og i sort og guld, og i teatergarderoben diskuterer hun med sine kvindelige kolleger, hvad man mon egentlig gør, hvis man midt under showet pludselig skal på toilettet i sådan en mundering. Og hvad hvis man ikke når tilbage, inden reklamepausen er slut? Nogen egentlig konklusion når de ikke frem til, men i mellemtiden har Vicki Berlin anlagt overskæg og pudret kinderne, og nu mangler kun kostumet samt et par rekvisitter, der skal lægges klar, før teaterklokken ringer.

PÅ NØRREBRO TEATERS scene viser Vicki Berlins absolutte komikgehør sig fra første replik. Med en usvigelig timing, opbygget og forfinet gennem år på de danske revyscener, rider hun på publikums reaktioner gennem ’Stalins død’, fornemmer latteren bølge op og ned, ved, hvornår det er tid til at trykke på speederen, og, lige så vigtigt, hvornår der skal trædes på bremsen.

Det handler om aldrig at miste fornemmelsen for publikum. Er de veloplagte i dag, eller er de lidt sløve og kræver et kærligt los i røven? Ikke to forestillinger er ens, og hver gang Vicki Berlin træder ind på en scene, om det er på stenbroen i København eller en provinsrevy i Jylland, bruger hun sin fingerspidsfornemmelse til at lodde stemningen i salen, så hun kan spille med publikum, ikke kun for dem.

Hvad færre blandt publikum vil opdage, er den ekstreme mængde forberedelse, der ligger bag selv den mindste detalje i hendes optræden. Forud for rollen som Khrusjtjov har Vicki Berlin set timevis af gamle optagelser fra tiden omkring Josef Stalins død i 1953, studeret, hvordan de sovjetiske magthavere bevæger sig, og fundet frem til, at mange af dem går og taler på samme måde, som havde de været på en form for diktatorisk lederkursus. 

Den grundighed er kendetegnende for hende, siger hendes mand Nikolaj Tarp. I sit instruktørarbejde møder han af og til skuespillere, der fortæller, at denne gang har de været ekstra grundige og læst manuskriptet 40-50 gange, men som regel laver Vicki Berlin dobbelt så mange gennemlæsninger, inden hun møder op til prøverne på en forestilling.

”Jeg tror, at jeg kan stort set alle hendes replikker og monologer,” siger han, så smilet næsten trænger hele vejen ud gennem telefonen. ”Og det er kun, fordi jeg er blevet trukket igennem dem så uendeligt mange gange derhjemme.”

Vicki Berlins benhårde arbejde og hendes særlige blik for den lille, humoristiske detalje, som at tage små karaktertræk hos en person og forstørre dem, har gjort hende til et af Danmarks mest driftssikre komiske talenter. Hun slog igennem i DR-satireprogrammet ’Tjenesten’, og selvom det var hendes deltagelse i ’Vild med dans’, der i 2007 for alvor gjorde hende landskendt, har hun spillet, charmeret og joket sig ind på danskernes nethinde, revy efter revy, replik efter replik. Men det har også haft den uheldige bivirkning, at hun er gledet så langt ned i den kasse, hvor der står komiker og revyskuespiller – ”der er ikke noget, der hedder revyskuespiller, vi er alle skuespillere”, mener hun – at det er blevet svært at bryde ud. Og selvom hun elsker komedien, elsker at modtage publikums vanedannende latterbrøl og stadig optræder på Odense Sommerrevy hvert år, har hun altid drømt om også at bruge resten af sit repertoire som skuespiller. Men i den danske filmbranche har de gang på gang sagt nej til den korthårede blonde skuespiller.

Der skulle gå hele 26 år af hendes karriere, og hun nåede da nok at tænke en gang eller to, at chancen måske aldrig ville komme. Men så blev hun castet til den svenske stjerneinstruktør Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, og da den sidste år vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, kom gennembruddet med større gennemslagskraft, end hun nogensinde havde turdet håbe på.

Efterfølgende kunne Vicki Berlin pludselig læse om sig selv, at hun havde gjort kometkarriere. Men hvis hun var en komet, tænkte hun, så måtte hun da være den langsomste komet i verden.

”Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

I ’TRIANGLE OF SADNESS’ spiller Vicki Berlin chefstewardessen Paula, der om bord på en luksusyacht forgæves forsøger at holde styr på både rige, privilegerede passagerer og en fordrukken kaptajn (Woody Harrelson), som nægter at forlade sin kahyt. Filmen, der er både skrevet og instrueret af Ruben Östlund, er hendes første internationale rolle, og til trods for at den genremæssigt nok bedst kan betegnes som sort satire, er der langt til de revyroller, hun ellers har brugt det meste af sin karriere på at spille.

Ikke fordi Vicki Berlin ikke har forsøgt at komme til at spille drama, det skal guderne vide. Men da casteren Tanja Grunwald ringede til hende i sommeren 2018 og opfordrede hende til at gå til casting på ’Triangle of Sadness’, havde Vicki Berlin ikke hørt fra hende i seks år. Desuden var hun midt i opløbet til Menstrup Revyen på Sydsjælland, og hun havde i øvrigt – indrømmer hun lidt skamfuldt i dag – slet ingen anelse om, hvem Ruben Östlund var.

”Jeg ringede til min mand, som har meget bedre styr på den slags end mig,” fortæller hun. ”Og da han fik at vide, hvem instruktøren var, sagde han: ’Tager du pis på mig? Kan du så få din røv til den casting, lige nu!’”

Tanja Grunwald havde udset sig Vicki Berlin, fortæller hun i telefonen, ”fordi hun har en skarphed over sig, både på grund af sit udseende med det korte, lyse hår og hendes personlighed. Hun er sjov, men hun har også autoritet, og da jeg læste oplægget til rollen som Paula, tænkte jeg, at den kunne Vicki lave et sjovt bud på.”

Forud for castingen havde Vicki Berlin fået udleveret tre tætskrevne sider på engelsk, som hun nåede at memorere både forlæns og baglæns, inden hun mødte op på castingkontoret ved Nørreport. Her var det til hendes overraskelse ikke en caster, men Ruben Östlund selv der tog imod. I rollebeskrivelsen stod, at hendes karakter var 25 år, så det var ikke med store forhåbninger, at den dengang 39-årige skuespiller fremførte sin forberedte tekst to gange, improviserede 4-5 scener og fik taget en form for mugshot. Men da Östlund kiggede ind i kameralinsen, overhørte hun ham pludselig hviske for sig selv: ”Der er hun jo.”

VICKI BERLIN GIK opløftet derfra. Men i lang tid efter castingen hørte hun intet.

”Der gik jo flere måneder, og så begyndte jeg at tænke: Fuck, sagde han det rent faktisk? Eller var det bare noget, jeg havde bildt mig selv ind? Jeg har været til mange castings, hvor de har glemt at afmelde alle dem, som ikke fik rollen, så da jeg kontaktede Tanja første gang, tænkte jeg, at de nok allerede havde fundet en anden. Men hun svarede: ’Nej nej, du er på shortlisten.’ Og pludselig begyndte jeg at tænke: Kan det her virkelig ske?”

Yderligere to måneder passerede uden et svar, og da Vicki Berlin i mellemtiden var blevet tilbudt en revyrolle, som lå lige midt i optagelserne til ’Triangle of Sadness’, valgte hun igen at ringe til Tanja Grunwald.

”Jeg var jo bange for at presse dem så meget, at de helt ville droppe mig,” husker hun. ”Men samtidig stod jeg med en revy, der skulle til at trykke plakater, og jeg syntes, det ville være tarveligt at bruge deres tid og penge for så at springe fra. Til sidst sagde de, at de ville give mig svar den følgende fredag, så jeg stod tidligt op og re­freshede min indbakke igen og igen, men intet skete. Så ringede Tanja pludselig: ’Du har fucking fået rollen,’ udbrød hun. Og så begyndte jeg bare at hyle.”

Det viste sig senere, at valget til sidst havde stået mellem Vicki Berlin og amerikanske Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen i HBO-hitserien ’The Handmaid’s Tale’, og at Ruben Östlund havde valgt danskeren foran den amerikanske stjerne – og i øvrigt skrevet rollen om, så den passede til en lidt ældre skuespiller.

”Men det værste var,” siger Vicki Berlin, ”at selv da jeg fik rollen, ville min hjerne ikke tro på det. Så jeg gik hele tiden og frygtede, at nu ringer de og siger: ’Vi har fundet en anden.’ Og selv da jeg gik i gang med at forhandle kontrakt, var jeg bange for at presse så meget på, at de sagde: ’Glem det.’ Og selv da jeg havde skrevet under på kontrakten, var jeg bange, fordi jeg havde hørt om ham skuespilleren, der var blevet kasseret til hovedrollen i ’Tilbage til fremtiden’, fordi producerne fandt ud af, at de hellere ville have Michael J. Fox.”

SELV DA HUN mødte op på filmsettet i Grækenland, hvor størstedelen af ’Triangle of Sadness’ er optaget, havde usikkerheden ikke sluppet sit greb om Vicki Berlin. Om aftenen, når dagens optagelser var slut, lå hun på sit hotelværelse og forestillede sig, at producerne om lidt ville komme og banke på for at fortælle hende, at nej, desværre, det gik altså ikke alligevel. Nervøsiteten blev ikke just mindre af, at Ruben Östlund er en meget krævende instruktør, som gerne tager samtlige scener om adskillige gange.

En enkelt scene krævede 70 takes, husker Vicki Berlin, og til sidst var hun ved at blive bims. Men selvom optagelserne var hårdere end noget, hun havde prøvet før, var det også ekstremt lærerigt, og hun kom godt ud af det med sin veganske åndsfælle Woody Harrelson, der havde sin egen private kok med på settet og inviterede Vicki Berlin til at spise. 

”Jeg rykkede mig timileskridt som skuespiller,” siger hun, så da hun igen landede i Danmark, færdig med at filme, skulle man tro, at nu måtte hun da langt om længe føle sig sikker. Men nej, det fortsatte bare:

”Jeg frygtede, at min rolle ville blive klippet ned og nærmest helt ud af filmen,” siger hun. ”Så det var en stor overraskelse, da jeg til verdenspremieren i Cannes så filmen for første gang og opdagede, at min rolle næsten var blevet gjort større. Og så kom alle de begejstrede anmeldelser.

Jeg havde jo gået og forberedt mig mentalt på at få tæsk for den her rolle, men i stedet vandt filmen Guldpalmen, og alle var helt oppe at ringe.”

Hvorfor kunne du ikke slippe usikkerheden?

”Fordi sådan noget her aldrig sker for mig. Jeg er 45 år, og jeg har altid været nummer to. Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

SIDEN HUN VAR 10 år gammel, har Vicki Berlin siddet klistret foran skærmen til oscaruddelingen, sent om natten dansk tid. Allerede dengang vidste hun, at hun ville være skuespiller. Hun elskede at optræde for sine forældre og sine to søskende eller sætte forestillinger op med små, blå smølfefigurer ude i haven i Espergærde, og i skolen var det ofte hende, der underholdt med sine parodier på lærerne.

Vicki Berlins mor var først hjemmegående, senere stod hun i skranken på biblioteket, mens hendes far arbejdede for elektronikfirmaet Brüel & Kjær i Nærum. Det var ikke en familie med mange penge og råd til charterferier, så i stedet tog de færgen til Bornholm og deltes fem mennesker om en firemandskahyt.

I det hele taget lærte Vicki Berlin at spare op, gøre sig umage og arbejde hårdt, og i skolen var hun flittig, pligtopfyldende og perfektionistisk, i hvert fald indtil teenageårene. Ikke fordi hun havde noget, der bare mindede om et ungdomsoprør (tværtimod fortryder Vicki Berlin i dag, at hun ikke ”var lidt mere rebelsk”), men fordi hendes fokus flyttede sig til teaterstykkerne på Espergærde Ungdomsskole. Teateret gjorde hende lykkelig, og hun var dygtig og fik store roller, blandt andet som kaninen i ’Alice i eventyrland’ og prinsessen i ’Klods Hans’.

Det lå lige for, at Vicki Berlin skulle søge ind på Statens Teaterskole som 18-årig. Men det blev også hendes første møde med den seriøse skuespilverdens uigennemtrængelige mur.

Til optagelsesprøverne var hun rystende nervøs, og bedre blev det ikke, da hun gik op for tredje, fjerde og femte gang, men igen-igen fik et nej tak. Efter en overgang at have overvejet, om hun skulle noget helt andet, måske være astronom eller blomsterbinder, droppede hun drømmen om Statens Teaterskole og søgte ind på den private film- og teaterskole Holberg på Frederiksberg.

”Jeg betalte det hele selv med penge, jeg havde sparet op, for jeg kunne ikke få SU. Om dagen læste jeg, og om aftenen arbejdede jeg som billetkontrollør på Betty Nansen og på Edison Teatret. Holberg var en fantastisk skole, hvor jeg rykkede mig virkelig meget,” siger hun.

Men alligevel var der ingen job til hende, da hun blev færdig i 2000. På teatrene rynkede de bare på næsen, når hun fortalte, hvor hun var uddannet. Havde man ikke gået på Statens Teaterskole, var man jo altså ikke rigtig skuespiller.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

I 2002 STILLEDE Vicki Berlin op til DM i standup og fik en tredjeplads. Hun havde altid været god til at få folk til at grine, og at blive betalt for at stå på en scene og fortælle jokes var jo alt andet lige bedre end at sælge billetter på Betty Nansen Teatret og vaske trapper i weekenderne. Men hun fandt sig aldrig til rette i det mandsdominerede miljø, hvor hun skulle finde en grimasse til ”FISSE!”-tilråb fra publikum, og hvad der ellers hørte med til at være kvinde og standupper i starten af 00’erne.

”Men selvom jeg syntes, at det var et par hårde år, lærte jeg rigtig meget om timing, som jeg stadig bruger, når jeg går på scenen i dag,” siger Vicki Berlin.

I miljøet mødte hun Michael ’MC’ Christiansen, og han kunne godt se, at hun ikke trivedes på standup-scenen, men også, at hun fandt sig bedre til rette, da hun i 2004 blev hyret som skuespiller og satireforfatter på ’Gintbergs store aften’ på TV 2 Zulu og på ’Tjenesten’ på P3, hvor de to sammen skrev sketches, da radioprogrammet blev til en satireserie på DR2.

”Både Vicki og jeg havde et højt ambitionsniveau, og vi arbejdede mange, mange timer for at være sikre på, at det materiale, vi præsenterede på tv, var så godt, som det overhovedet kunne blive,” siger han.

Sideløbende sendte Vicki Berlin sit cv af sted til snart sagt alt og alle i dansk film, selv bittesmå kortfilm, og da ingen sagde ja, forsøgte hun sig siden på landets revyer, også her uden succes. Men da Bornholmerrevyen i 2008 fik ny instruktør, ringede Martin Miehe-Renard. Han havde set hende i ’Tjenesten’ og ville høre, om hun mon kunne være interesseret i at spille revy. I sit svar efterlod Vicki Berlin ingen tvivl: 

”Ja, for helvede!”

VICKI BERLIN LUKKER øjnene, tager en dyb indånding, suger luften helt ned i maven og puster den ud igen. Så skubber hun følelsen af udmattelse i baggrunden, træder ud af kulissen og ind foran publikum på ny.

Det gentager sig flere gange i løbet af aftenens scene- og kostumeskift. Mindre end halvandet døgn er gået siden oscaruddelingen, hvor holdet bag ’Triangle of Sadness’ måtte se ’Everything Everywhere All at Once’ løbe med prisen som bedste film, og hun er allerede tilbage i rollen som Khrusjtjov på Nørrebro Teater. To uger efter vores første møde i garderoben og kun fire timer fra hun landede i lufthavnen efter at have fløjet i 12 timer direkte fra Los Angeles til København for at nå forestillingen. Med sig hjem fra USA har hun taget ikke bare en massiv omgang jetlag på grund af ni timers tidsforskel, men også en virus, som betyder, at hun må dosere sin stemme sparsomt for ikke at miste den allerede i løbet af første akt.

Det kræver en ekstra energiudladning at spille, når man er træt, fortæller Vicki Berlin senere. Denne aften må hun grave dybt, for på scenen er der i hendes verden ingen undskyldning: Hun insisterer på, at publikum skal have den samme oplevelse for deres entrépenge hver eneste aften.

”Puha,” siger hun, stadig i søvnunderskud trods et solidt indtag af importeret amerikansk håndkøbs-melatonin, da hun to dage og endnu en forestilling senere træder ind på den veganske Bistro Verde i Indre København iført lyserøde Dr. Martens-støvler og matchende jakke.

”Den var godt nok hård at komme igennem.”

I Los Angeles landede Vicki Berlin to dage før selve oscaruddelingen og gik ud som et lys på sit hotel om aftenen efter en middag med Det Svenske Filminstitut. Således vågnede hun relativt frisk og veludhvilet om lørdagen, endnu uanende om den forkølelses­virus, hun snart ville samle op, med planer om at tilbringe formiddagen i en såkaldt luxury lounge i Hollywood. Hendes nye, internationale agent havde arrangeret besøget, og hvad det egentlig gik ud på, vidste Vicki Berlin ikke, før hun trådte ud af taxaen og ind på et hotel, hvor hun blev mødt af en receptionist med et clipboard med teksten: ”Vicki Berlin, ’Triangle of Sadness’, 3 nominations.” 

Herfra må hun hellere selv forklare:

”Min ledsager hed Ava, og i hænderne havde hun en stor, sort taske. Sammen gik vi rundt i en kæmpe foyer med forskellige boder. Ved den første sagde hun: ’Yes, I have Vicki Berlin for you, here’s your sunglasses.’ Så fortalte personen i boden lidt om solbrillerne, jeg tog dem på og fik taget et billede, og så røg de ellers ned i tasken og videre til næste bod. Jeg fik øreringe, halskæder, cremer, makeup, et par massagebriller, en hårtrimmer, som jeg ikke engang ved, om jeg kan bruge, fordi den kun passer til amerikanske stikkontakter, en rejse til Afrika og en rejse til Caribien, og jeg måtte sige nej til både en grill og et grydesæt, for hvordan skulle jeg nogensinde få det med mig hjem til Danmark? Imens blev jeg introduceret til højre og venstre til andre skuespillere og filmfolk, som også gik rundt med hver deres personlige assistent og sorte tasker, der bare voksede og voksede. Det var fuldstændig vanvittigt. 

Bagefter måtte jeg slæbe min grandioso taske med mig ud i en taxa og videre til frokost med Det Danske Filminstitut. Her mødte jeg Zlatko (Burić, red.), som gloede undrende på mig, der kom slæbende med min kæmpe taske, og spurgte: ’Vicki, hvad laver du med den der?’ Jeg svarede, at jeg havde været i luxury lounge uden at ane, hvad jeg havde sagt ja til, og at jeg havde fået kastet gaver i nakken. Zlatkos agent stod ved siden af og sagde: ’Ja, det var du også inviteret til, men jeg sagde nej’, hvortil Zlatko udbrød: ’Hvad!? Sagde du nej, din idiot?’ Heldigvis for ham var der også gaver, da vi om aftenen tog videre til den traditionelle Night before Oscars-fest: Jeg fik chokolade og en jakke, og jeg fandt ud af, at Ruben (Östlund, red.) havde medbragt en hel ekstra kuffert kun til at kunne fragte alle sine gaver med hjem. What the fuck?”

DAGEN EFTER, til selve oscaruddelingen, fik Vicki Berlin sig til gengæld en mindre skuffelse. For det første var løberen slet ikke rød, men champagnefarvet og lignede et billigt tæppe fra IKEA, og for det andet så det legendariske Dolby Theatre i Hollywood overhovedet ikke ud som i de storslåede transmissioner, hun kendte fra tv.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

Teaterfoyeren var gammel og slidt, gulvtæppet var plettet, og på vej ind til sin plads i salen mærkede Vicki Berlin noget trække i kjoleslæbet. Da hun vendte sig om, viste det sig, at et gulvbræt havde løsnet sig og sat sig fast i hendes kjole. En mand fra personalet kom stormende, fik bakset brættet fri og forsøgte at montere det på gulvet igen med en hammer og lidt gaffatape. Nå ja, i det mindste havde holdet fra ’Triangle of Sadness’ gode pladser, på en balkon lige i kameravinklen og med fuldt udsyn til scenen, og Vicki Berlin havde drukket så tilpas lidt væske, at hun klarede sig gennem alle showets fire timer uden at skulle på toilettet. Det var til gengæld ikke alle hendes medskuespillere, der kunne holde sig, og så blev hendes sidemand fluks erstattet af en såkaldt seat filler – der bliver betalt for at klæde sig pænt på og sætte sig, så der ikke er tomme pladser i tv – frem til næste reklamepause.

PÅ BISTRO VERDE har jetlaggen ikke dæmpet Vicki Berlins fortællelyst, men inde bagved er hun mærket, ikke bare af flyveturen fra Los Angeles, men af et program, der siden årets begyndelse har været så tætpakket, at hendes krop efterhånden er begyndt at sige fra. Siden januar har hun haft først intensive prøver og siden forestillinger på Nørrebro Teater sideløbende med adskillige interviews, kjole-fittings og andre forberedelser til oscaruddelingen, og om fire dage begynder nye prøver på Odense Sommerrevy på Fyn, mens hun stadig spiller ’Stalins død’ i København.

Da jeg forud for vores møde beder hende om mere tid til at lave dette portræt, fornemmer jeg på hendes svar, at jeg måske er ved at presse hende mere, end godt er. Vicki Berlin har, modsat mange andre danske skuespillere med arbejde nok til at fylde kalenderen, ingen manager ansat til at tage sig af forespørgsler og sige fra på hendes vegne (”så rig bliver man altså heller ikke af at spille chefstewardesse i ’Triangle of Sadness’,” bemærker hun tørt). Og måske har hun også lidt svært ved at sige nej, fordi det ligger til hende, at hun gerne vil please alle.

Vicki Berlins stræbsomme og pligtopfyldende natur har givet hende et drive som få, og uanset om man taler med hendes mand, medskuespillere eller gamle kolleger fra ’Tjenesten’, fremhæver de hendes enorme arbejdsomhed som en styrke. Men Nikolaj Tarp siger også, at hun af og til lægger så stort et pres på sig selv, at hun risikerer at køre sig selv ud over scenekanten, hvis ikke hun passer på.

Er det bagsiden ved at være perfektionist, spørger jeg hende.

”Perfektionisme er fint til et vist punkt, men det kan også blive for meget, og det har det virkelig været for mig nogle gange, fordi jeg aldrig synes, at jeg er god nok. Der er altid noget, der kan blive bedre, og jeg tror ikke, at det er givende altid at have det sådan, for så ender man med at gå og slå sig selv i hovedet. Det er svært, når jeg lige er landet fra Los Angeles og næsten har mistet min stemme, og en af mine kolleger siger, at jeg må tage den lidt på halvt blus, men det kan jeg bare ikke.”

I DANSK FILM og teater findes et fænomen, der bliver kaldt ’Dirch Passer-syndromet’. I 1961 skulle den danske revystjerne spille karrierens eneste seriøse teaterrolle som den lettere tilbagestående Lennie i ’Mus og mænd’ af John Steinbeck på ABC Teatret på Frederiksberg. Men Dirch Passers image som gudbenådet komiker havde sat sig så godt fast i befolkningen, at publikum brød ud i latter, så snart han trådte ind på scenen, til trods for at det var en tragisk rolle, han skulle spille. Passer tog det meget nært, fortalte medskuespiller Ove Sprogøe senere, og resten af sit liv afslog han alle seriøse roller, han fik tilbudt. 

Adskillige danske komikere og revyskuespillere har gennem årene grebet til netop den anekdote, når de skulle forklare, hvorfor de har haft svært ved at få de dramatiske roller, som de efterstræbte. Men måske er det ikke så meget publikum, som det er de danske filmproducenter, der sætter folk i bås. 

I hvert fald hvis man spørger Vicki Berlin.

”Jeg så lige den der nye tv-serie ’Agent’ (kommende TV 2-serie med blandt andre Esben Smed, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe og Dar Salim på rollelisten, red.), og det er jo lutter Tordenskjolds soldater, der er med i den. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Kom nu, der findes altså andre end Lars Ranthe derude. Der er ikke noget personligt i det, men det er pisseærgerligt, for vi er så mange dygtige skuespillere herhjemme, og det ville også give langt mere alsidighed for seerne, hvis det ikke var de samme hver eneste gang.”

Har du kæmpet med det? Været frustreret?

”Det tror jeg, at alle andre end lige de 10-15-20 skuespillere har været. Det er et kæmpe problem, og det vil Skuespillerforbundet også sige, hvis du snakker med dem. Jeg var engang til casting på en spillefilm og nåede rigtig langt, og instruktøren ville gerne have haft mig, men jeg blev fravalgt, fordi producenten ikke syntes, at jeg var kendt nok. Jeg var den bedste, men alligevel fik jeg ikke rollen. Og jeg kan jo ikke blive mere kendt, hvis ingen vil hyre mig.”

Hvad gjorde du så?

”Jamen, jeg har jo ikke bare siddet derhjemme med hænderne i skødet, og det skal heller ikke være sådan, at det er åh, så synd for mig. Så har jeg taget skeen i den anden hånd og arbejdet videre, med en revy eller med mit og Rasmus Krogsgaards show ’Småt brændbart’, som vi turnerer med. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.”

I HVIDOVRE bjæffer hundene i baggrunden, mens jeg taler i telefon med Nikolaj Tarp, der er vendt hjem fra Fredericia. Måske er det hans blotte tilstedeværelse, der gør tricket, måske var det i virkeligheden leverpostejskuren, men i hvert fald lader det til, at Gustav har fået livsglæden tilbage.

Nikolaj Tarp fortæller, at ja, han har set Vicki Berlin kæmpe med usikkerhed på grund af de mange afslag i filmbranchen. Men ifølge ham er hendes definerende træk ikke den manglende tro på sig selv, men snarere, at hun bliver ved med at knokle videre, endnu mere ærgerrigt end før.

”Vicki kan godt være lidt for hård ved sig selv, for det gælder jo for alle skuespillere og udøvende kunstnere, at vi kæmper med usikkerhed, fordi det ikke kun er vores faglighed, men også vores personlighed, der er på spil hver eneste gang,” siger han.

For Vicki Berlin har ’Triangle of Sadness’ imidlertid betydet, at stemmen, der siger, at hun ikke er god nok, nu også har fået selskab af en anden stemme, der indvender, at hun med gennembruddet har bevist, at hun har en berettigelse som rigtig skuespiller; i hvert fald for nu, indtil tvivlen igen melder sin ankomst. 

15. juni slutter Odense Sommerrevy, og derefter er Vicki Berlins kalender i skrivende stund gabende tom. Det kan synes paradoksalt på bagkant af ’Triangle of Sadness’, men endnu har ingen danske instruktører eller producenter tilbudt hende en rolle eller inviteret hende til casting. I stedet drømmer Vicki Berlin nu om Hollywood og har ansat en agent i London, som hun fik anbefalet af skuespillerkollegaen Claes Bang, der siden sit gennembrud i Ruben Östlunds ’The Square’ (2017) har haft roller i en række udenlandske film og serier.

”Jeg håber jo lidt at kunne gøre det samme som Claes,” siger hun, da vi taler om hendes fremtidsdrømme på Bistro Verde.

Foreløbig er Vicki Berlin blevet tilbudt en rolle i en tv-serie med Robert Downey Jr., men måtte takke nej, fordi optagelserne lå lige midt i ’Stalins død’. Derudover er der ikke sket så meget – ikke endnu.

”Jeg gik nok og forestillede mig, at det ville gå lidt hurtigere,” siger hun. ”Men min agent har sagt, at jeg skal være tålmodig.”

Og det prøver Vicki Berlin så, mens hun forbereder sig på, at Hollywood formentlig bliver endnu et langt, sejt træk. At der vil komme flere afslag og igen opstå tvivl og frustration undervejs. Men også med visheden om, at der skal mere til for at slå verdens langsomste komet ud af kurs.

DE GULE TAXAER dytter morgensurt og prøver at møve sig frem ad 5th Avenue, hovedåren i New York City, der gelejder folk i titusindvis til arbejde. Mens der bores i vejene, knækker turisterne nakken i forsøget på at forevige skyskraberne på deres telefoner. Det larmer, det lugter, det summer af sitrende storby-virak, og fortsætter man fra toppen af Manhattan og ned forbi Central Park, Rockefeller Center og Empire State Building, rammer man på et tidspunkt West Village, hvor larmen forstummer, bygningerne gradvist bliver lavere, og luften ligesom lettere. 

Her er det travle morgenmylder byttet ud med hundeluftere, der snildt håndterer et broget bundt af fem forskellige racer i én hånd, og med trimmede folk, der skal have en kop to-go–kaffe i deres træningstøj efter løbeturen. Der er fuglekvidder fra trækronerne, og New York er ligesom sat på mute i den her del af byen. I højderne er der frodige rooftop-terrasser, Hudson River bruser stille et sted tæt på, hundene bjæffer stadig søvnigt, og varmedisen lægger en hinde over horisontens skyskrabere, der på en dag som i dag vitterlig ser ud, som om de fortsætter op i det uendelige. 

Brandtrapper zigzagger op og ned ad rødbrune murstensbygninger, og inden i en af dem er der en elevator med tre indstillinger: 1. sal, 2. sal og PH. Det sidste betyder åbenbart penthouse, og det er den knap, der skal trykkes på. Oppe ved ejendommens taglejligheder står en af dørene på klem, og indenfor er der så stille, at man kan høre gulvbrædderne knirke. Ved første øjekast virker lejligheden mennesketom, mens begrebet newyorker-loft folder sig ud med 15 meter til loftet, blanke hvide gulve og et scenisk lys, der tonser ind ad store industrielle vinduer. 

På et bord bag en sofa står en overdimensioneret glasvase med en buket, der virker større end en granvoksen kvinde. Buketten får lejligheden til at dufte af skovbund en tidlig forårsmorgen, og den blander sig med en duft af rent, sprødt sengetøj. På væggen hænger et vægtæppe på størrelse med et mindre svømmebassin. Der er polstrede lædermøbler, lammeskind, statuer, træudskæringer, stenbuster, femarmede lysestager og såmænd et stykke af en meteor fra det ydre rum, der ligger og skinner på en kommode. Læderjakker, hatte, en racercykel og adskillige skateboards hænger klar til at gribe på vej ud ad hoveddøren. 

PLUDSELIG GÅR DØREN fra badeværelset op, og ud kommer Connie Nielsen. Frisk ud af badet med et hvidt håndklæde om sig, håret løst samlet med en elastik og en hale af damp efter sig, da hun sætter kurs mod sit køkken. Den danske skuespiller er lige kommet tilbage fra sin morning jog, en tur ned mod Frihedsgudinden langs Hudson River og tilbage igen. 

”Kom ind! Slå jer ned!” siger hun med det samme i ét stort smil, da hun får øje på den indtrængende entourage, der består af en fotograf, en pressedame, denne journalist og to hår- og makeup-artister. Hun trækker stole ud fra sit krummelurede spisebord, der står med de samme stole og det samme maleri hængende over sig som dengang, hun boede i Milano for 30 år siden. Hun har taget sit højtskattede spisehjørne med til New York i et 1:1-forhold, og hun sætter sig på en stol i midten af arrangementet med let spredte ben og slår hænderne i lårene. ”Sæt jer ned, sæt jer ned!” siger hun stadig kun iført håndklæde, et ansigt on the rocks og med reminiscenser af en nordjysk dialekt, der lige skal genstartes. Hendes stemme er lys og blød. Der er ingen øh’er eller bump på vejen, når hun taler. Hun har en oplagt lydbogsstemme og har også indlæst noveller for New York Times.

Lejligheden er en stilet Maggi-terning af artefakter, der er indsamlet gennem mere end et halvt liv og fra hele verden. Connie Nielsen svarer umiddelbart ”ja, sgu da”, når nogen spørger, om de må nappe et glas vand eller låne badeværelset. Stylisterne står klar med deres kufferter, der i bagage-lingo er odd size og på størrelse med skiudstyr. I stedet for skijakker og stive støvler er bagagen fyldt op med hårgrej og sminke. De er klar til at sætte det helt rigtige udtryk sammen til dagens fotoshoot, men badeværelset skal lige dampe af, inden Connie Nielsen kan komme videre med påklædningen derude. Skuespilleren spilder ikke tiden af den grund. 

”Lad os snakke om alle ideerne,” foreslår hun fuld af pep. Fotografen fortæller, at han ikke har lyssætning med, og at han kun ’skyder med ruller’. Ikke noget digitalt her. ”I like,” siger Connie Nielsen, mens hun nikker og kniber øjnene koncentreret sammen. Selv vil hun gerne køre et så naturligt shoot som muligt, men hun vil også gerne have fjernet sporene af, at hun kun har sovet tre timer i nat. Sent i aftes landede hun direkte fra San Francisco, hvor hun bor det meste af året sammen med sin yngste søn Bryce, der lige nu er i Danmark hos sin far. ”Lars is touring,” siger hun med reference til sin eksmand Lars Ulrich, der er trommeslager i Metallica. Det giver den 15-årige Bryce en masse frihed. ”Måske lidt for meget,” pointerer hun. Hendes øjne kaster et glimt fra sig, og hun griner, mens hun siger det. 

SÅ LANGT FRA New York City, som man næsten kan komme, finder man Elling. Syv kilometer nordvest for Frederikshavn ligger den vendsysselske by med godt 1.000 indbyggere. Langs byen løber en å, der er rig på regnbueørreder og ynglende strandskader. Blandt en lille smule andet finder man en XL Byg, en kirke, en kennel, Kajs Butik, en slagter og en blomsterbinder. Fra Connie Nielsen var ni år, voksede hun op i downtown Elling. Familien bestod af far Bent, mor Laila og de tre søskende Bent (junior), Ulrik og Søs, der flyttede op til toppen af Jylland fra Helsingør. Connie var den ældste i søskendeflokken på fire, der blev opdraget som rettroende mormoner, efter forældrene var blevet omvendt af omrejsende missionærer, da Connie var to år gammel.   

”Jeg var den, der skulle stå for det hele, fordi min mor meget, meget ofte – men ikke altid – var dybt, dybt, dybt deprimeret og simpelthen levede på Valium,” siger Connie Nielsen med tryk på ’ikke altid’, mens hun omsorgsfuldt og med blik for både sin mors og fars forhistorier fortæller om sine forældre.

Faren blev sendt på børnehjem i den nordjyske by Vodskov. Faktisk var det efter datidens standarder mere en ’åndssvageanstalt’, end det var et hjem for børn. Far Bent var kommet til verden uden for ægteskab, og den skam kunne hans forældre, Connies farmor og farfar, ikke leve med. De blev senere gift og fik fire børn sammen. Familien besøgte Bent hvert år til jul, og da Connie Nielsen var blevet 12 år, kørte hun med sin far til stedet, hvor han var vokset op. Det fik noget til at falde i hak, og hun forstod pludselig, hvorfor han kunne være en hård tryner. 

Morens familie og opvækst derimod kastede glittede, dragende skygger ind i Connie Nielsens barndom og fik hende til at drømme. På væggene i barndomshjemmet hang sort-hvid-billeder af oldemoren, der i 30’erne var kendt som ’hele Danmarks Olga’. I smart – og efter datidens normer outreret – ridedragt var der billeder af hende, hvor hun spankulerede ned gennem Thisted. Her drev hun en biograf sammen med sin mand, Connies oldefar. Da manden døde i en ung alder, drev Olga biografen videre ene kvinde, og fortællingen om den idérige og excentriske oldemor sad fast i Connies hjerne.  

”JEG VOKSEDE OP i et fattigt hjem, min far var buschauffør, men alligevel havde vi genstande fra et rigt hjem. Flotte marmor-ure, som kom fra Paris, og min oldemors meget smukke smykker, som min mor havde arvet,” siger Connie Nielsen, hvis mor var hjemmegående. De drømmende vægge var tilsat historier om, hvordan oldemoren havde brændt en af sine elskeres tobaksforretning af nede på havnen. Han havde taget sig en anden elsker, og så var der afregning ved kasse ét. Brandvæsenet kom, men oldemorens eneste kommentar var angiveligt: ”Lad det brænde, det er mit!”

Connie Nielsens mormor blev uddannet modist og levede af at sy hatte, og da Connies mor, Laila, senere satte sine forsigtige fødder på revyscenen, syede mormoren kostumer til hende. Familien havde været kreativ i generationer med rullende biografer og kostume-produktion.

”Alt det voksede min mor også op under. Og så blev hun gravid med mig som 18-årig. Min far giftede sig så med hende, men de var overhovedet ikke … tilpasset hinanden,” siger Connie Nielsen, der fortæller, at faren helst bare ville være derhjemme og spise sigtebrød, mens moren gerne ville ud i verden og – i sine gode perioder – var fuld af spræl. Til en af Connie Nielsens børnefødselsdage havde moren sammen med en veninde klædt sig ud som heks. Hun havde fyldt en gammel kedel med tøris, som hun rørte rundt i med indlevede bevægelser og en skraldende hekse-latter, da hun tog imod datterens kammerater.   

”Jeg var så flov og tænkte: ’Hvorfor kan jeg ikke få en ganske almindelig kage på papirtallerkener med små flag på!?’ Men i virkeligheden var hun jo genial.”

Til trods for morens kreative sjæl lå migrænen, depressionerne og den hårde tone som en uigennemtrængelig tåge over de i alt fire søskendes barndom i Elling. Deres mor kunne ligge i sin seng i ugevis. Døren var ofte lukket ind til hendes værelse, og så skulle man ikke gå ind. Heller ikke selvom far Bent var på arbejde. Han var langturschauffør og kørte – med Connies egne ord – danskerne til den tyske grænse for at købe billigt sukker. 

Det var bedre at finde ud af tingene selv. Som seksårig blev Connie Nielsen storesøster til sin mindste lillebror, Ulrik, der blev født med hoftedysplasi, en lidelse hos spædbørn, der gør, at de skal have benene i skinner de første måneder af deres liv. 

”Jeg stod der og rensede og lagde salve på de der små lår,” husker hun med en stemme, der instinktivt bliver en tak blødere. Snart skifter hun både toneleje og dialekt, da hun på et langsomt, syngende nordjysk fortæller, hvordan den forældreomsorg, hun blev nødt til at give sin lillebror, har holdt dem tætte lige siden: ”Vi er stadigvæk, altså, meget tætte. Så tætte, at jeg tror, at mine to andre søskende nogle gange har følt: ’Prø’ lig’ å’ hør’ her, I er lidt fucking irriterende, gider I lige lade være med at være så selv-lækre.’” 

Ligesom Connie flyttede lillebror Ulrik også fra Danmark. Han ramte Amerika før Connie og etablerede sig inden for tech-industrien. Lillebror Bent er kranfører i København, og lillesøster Søs bor ude på landet i Danmark med sin kæreste og sine heste, de er begge landmænd. ”Vi er vildt forskellige alle sammen, men vi elsker hinanden.” 

DA DE FIRE søskende Connie, Bent, Ulrik og Søs blev voksne, kom der en forklaring på deres mors lange dage i soveværelset. Cyklotymi hed det. En lidelse, hvor en person svinger mellem stærkt depressive tilstande og dramatiske tilstande af glæde. Connie Nielsen husker, at når hendes mor var glad, var hun next level.

”Lige pludselig kunne der være ostefad med 70 franske oste, og vi var pænt fattige, så min far sad der og svedte tran: ’Gud, hvordan fanden kommer vi igennem næste måned!’ Eller også var der pludselig 10 nye kjoler til hende selv, som hun havde købt nede i byen … og jeg gik i skole i laser. Jeg overdriver ikke. Jeg havde huller på mine knæ, før det overhovedet var fashionabelt at have. Jeg havde det værste tøj. Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor jeg gik i skole, og det var så grimt, det tøj, jeg havde på, at de ikke engang drillede mig, fordi de syntes, at det var synd for mig,” siger Connie Nielsen, der som barn var lidt af en boss, den, der satte i gang, og den, der styrede slagets gang. 

”En af de skønne ting …” siger hun og stopper sig selv, mens hun på én gang griner sarkastisk og overbærende og fortsætter: ”Der er altid noget positivt.” Og det positive i den her sammenhæng med en mor med dårlige nerver og en fraværende far var, at der ikke var nogen, der holdt øje. Og når ingen holdt øje, var der heller ikke særlig mange regler. Søskendeflokken rendte rundt i skoven og ved ’Skredet’, som de kaldte skrænten nede ved Elling Å. ”Vi byggede dæmninger og svang os med reb hen over vandet. Vi var fuldstændig frie,” siger Connie Nielsen, der som den eneste havde en bagkant. Hun skulle smutte fra legen tidligere end de andre, fordi hun skulle hjem og lave aftensmad. 

I EN GEOGRAFITIME var store kort over Danmark, Europa og verden trukket ned foran tavlen. Connie Nielsen var 11 år gammel, hun sad i klassen og stenede over, at den by, hun boede i, slet ikke kunne ses på danmarkskortet fra hendes plads. Elling og Frederikshavn var umulige at få øje på, Danmark kunne kun svagt anes på kortet over Europa, men landet var så godt som usynligt på verdenskortet. 

”Jeg sad der og tænkte: ’Jeg kommer fra nowhere! Der er jo en kæmpe verden derude,’” siger Connie Nielsen, der klapper hårdt og hurtigt som en træner, der giver en peptalk. ”Jeg kunne slet ikke vente. Voks nu op, så du kan komme af sted!” 

I skolen var hun vant til at få skældud, fordi hun kom for sent de fleste dage. De mindre søskende skulle på en bus til Strandby Skole, og som regel var det Connie, der skulle sende dem af sted klokken kvart i otte. Men hun kunne ikke nå fra Elling til sin egen skole i Frederikshavn på et kvarter. 

”Jeg spurtede alt, hvad jeg kunne, for at minimere, hvor for sent jeg skulle være. Men man kan ikke forklare sådan noget til lærere,” siger Connie Nielsen på sit danske, der har adopteret en engelsk syntaks. Lærernes kommentar var som regel: ”Nå, nu er dronningen mødt op.” 

Da hun var 15 år, fik hun sit første job i en af de finere dametøjsforretninger i Frederikshavn. Hun cyklede rundt til de store villaer med perlegrus i indkørslen og afleverede tøj til damerne. 

”Der var meget gråt og beige,” siger hun, griner og fortæller, at hun bagefter fik job på en grillbar. Motivationen var, at hun ville købe sit eget tøj. Men sin allerførste løn brugte hun på en rød Christian Dior-læbestift og matchende neglelak til sin mor. 

”Det var min gave til hende, så hun kunne blive glad.” 

Moren pyntede sig med neglelakken og læbestiften, så tit hun kunne. Men sygdommen stoppede aldrig med at æde af hendes humør. 

Den næste løn brugte Connie Nielsen derfor på ny vinyl, en Electric Light Orchestra-plade, der med sit out of space-cover fik hendes drømme og fantasi til at stikke af. 

I HJEMMET I Elling var kaffe, te og alkohol forbudt, og Connie Nielsen skulle være tildækket til håndled, hals og ankler. Familien fulgte mormonkirkens retningslinjer, men som 15-årig tog hun et opgør, især med sin far. Ved middagsbordet var faren i gang med at holde en tale for hendes brødre, der gik på, at hvis man røg hash, ville man partout blive stiknarkoman. Som den ældste storesøster gav Connie stilfærdigt sin far ret i, at det nok ikke var verdens bedste idé at ryge hash, men at man altså ikke nødvendigvis endte med en nål i armen, hvis man gjorde.  

”Så bad min far mig om at forlade bordet. Jeg rejste mig op for at gå, men han stod i vejen for mig og sagde: ’Du skal ikke være næsvis.’ Så svarede jeg: ’Det er ikke at være næsvis at have en anden mening.’ Og så slog han mig.”

I det samme sagde Connie Nielsen til sin far, at hvis han nogensinde rørte hende igen, ville han aldrig se hende mere. Faren stod chokeret tilbage. Og han lagde aldrig hånd på sin datter igen, ligesom forældrene heller ikke slog hånden af hende. De lod deres datter have sin egen overbevisning, og langsomt indslusede hun sig i et mere almindeligt nordjysk ungdomsliv anno 80’erne. Snart efter stod hun som nummerpige i en rød badedragt i en Melodi Grand Prix-sketch i Møllerevyen i Frederikshavn og gik til fester med sine venner. 

”Da jeg begyndte i gymnasiet, var der basketballfest, og det var første gang, jeg fik alkohol. Sammen med alle pigerne. Det var rigtig sjovt, og jeg kom meget sent hjem. Min far låste døren, så jeg var nødt til at banke på. Og så stod han der. Jeg var bange for, at han kunne lugte det,” siger Connie Nielsen, der listede sig forbi sin far med bukket hoved og et hviskende ‘godnat’. Den næste dag havde festen udkrystalliseret sig i vaskeægte tømmermænd. Connie Nielsens mor blev bekymret og ringede fluks til lægen, der kom hjem til dem.

”Jeg vil gerne lige være alene med Connie,” sagde lægen, der lukkede døren ind til forældrene, så han og teenageren kunne være i fred. Derinde sagde han: ”Mellem dig og mig, du drak i går aftes, ikke?” ”Jo,” svarede hun. Så kaldte lægen moren ind på værelset og sagde: ”Ja, hun har fået akut mavekatar.” 

Connie Nielsen stopper for at grine færdig. ”Jeg har aldrig glemt det: ’Akut mavekatar’.”  

I 80’ERNES FREDERIKSHAVN sad hun hjemme hos sin perleveninde Marianne Sørensen og hørte Rickie Lee Jones til klokken tre om natten, når de ikke var i byen. De sad i badekarret med en drink i den ene hånd, der blev holdt kold af en frossen blomme, og en leverpostejmad i den anden. 

”Det var simpelthen så hyggeligt. Hendes mor var sådan en supermor, der kartede uld fra fårene, som de havde gående rundt i haven,” siger Connie Nielsen, der tilskriver sine venner sine bedste barndoms- og ungdomsminder.

”Jeg har haft fantastiske venner, som elskede mig på trods af, at vi var fattige.” Dengang var de en fast flok: Connie, Marianne, Susanne, Helle og Lone. De andre er i dag arkitekter, restaurant-medarbejdere og husmødre. De holder kontakten telefonisk og ses, så tit de kan. Connie Nielsen kalder den dag i dag stadig Susanne og Helle for sine tætteste mennesker. 

Dengang i 80’erne gik de på Gatsby’s sammen i Frederikshavn, som var stedet, hvis man ville ud og danse til ’Thriller’ og ’Billie Jean’. Det var først fedt at tage derhen klokken 23:30, så man skulle finde på noget at lave indtil da. De spiste middage sammen, og nogle af drengene i venneflokken – der i øvrigt var medlemmer af Konservativ Ungdom – havde lavet en vinklub, som Connie Nielsen og hendes veninder på et tidspunkt besøgte. 

”Og så skulle vi prøve en Pommard,” siger hun, mens hun løfter øjenbrynene og udtaler vin-navnet på et næsten overdrevent fransk. Drengene iltede, duftede og smagte efter på de dyre vine. ”Jeg var sådan: ’Skal vi sidde her og lege voksne!?’”

Heldigvis gled vinklubben over i Gatsby’s, et med Connie Nielsens ord lillebitte diskotek, som alle ville ind på, og hvor det kun handlede om at danse. Nætterne gled over i morgener med friske rundstykker fra bageren, og vennerne sov i samlet flok på sofaer hos enten den ene eller den anden.  

PÅ PERRONEN I Frederikshavn stod 18-årige Connie Nielsen. Med en beskeden sum penge på lommen og en stor papkuffert fuld af hjemmesyet tøj. Hun havde solgt sin mors symaskine, som stod og samlede støv, og de 200 kroner, den indbragte, var hendes lommepenge. Laila og Bent, Connies mor og far, var netop blevet skilt, men de stod der begge to for at sige farvel til deres datter, der havde kurs mod eventyr uden bagkant i Paris. Forinden havde den unge nordjyde fået nys om, at familien vistnok havde en onkel i den franske hovedstad, og så spurgte hun sine forældre, om hun ikke måtte rejse ned og bo hos ham. Moren fik ringet rundt, og det hele kom hurtigt i stand. Med ordene ”Pas godt på dig selv, min pige” sendte Bent sin ældste datter ud i verden, og Laila supplerede med rådet: ”Husk lige, du går ikke ud og spiser, medmindre du kan betale halvdelen af regningen og taxaen hjem.”  

I Aalborg og Hamborg skiftede hun tog, og snart stod hun i Paris og havde brugt alle sine penge. Hun og onklen havde aftalt et backup-mødested i tilfælde af, at de missede hinanden. Og da Connie ikke kunne få øje på sin onkel det første sted, måtte hun praje en taxa og sætte kursen mod Gare du Nord i 10. arrondissement. Turen kostede alt, hvad hun havde, men hun fandt sin onkel, og hun boede hos ham de første tre måneder. Og der stod hun så som en – med egne ord – blåøjet mormon-pige midt i Europas kulturelle hovedstad. Heldigvis mødte hun Lisa fra Florida, der inviterede hende til en middag og i øvrigt foreslog, at de kunne finde en lejlighed sammen. Til middagen var en filmproducer med.

”Jeg var så fræk, at når folk spurgte: ’Hvad laver du?’, så sagde jeg fra begyndelsen: ’Jeg er skuespiller.’ ’Okay, hvad har du lavet?’ ’Jeg har lavet revy! Det er en meget vigtig ting i Danmark, en 150-årig gammel tradition, og det har jeg lavet, siden jeg var 15, og min mor har lavet det, siden jeg var lille.’” 

Sådan nogenlunde lød det pitch, hun holdt for produceren og resten af middagsselskabet, og kort tid efter havde hun en rolle i sin første film. Snart blev Paris til Rom og Milano, men rollerne var de samme: at være sexobjekt. 

”Det var ikke det, jeg ville. Jeg var en seriøs person, og jeg ville tages alvorligt. Jeg ville være kunstner, jeg ville ikke være starlet. Jeg var ikke interesseret i noget af det,” siger Connie Nielsen, der som 33-årig hev sine italienske teltpæle op og rejste til New York med sin førstefødte søn Sebastian og sin opsparing under armen.

Hun havde lige nøjagtig seks måneder til at slå igennem i Staterne, ellers ville pengene være brugt op. Det var en sensommer i slutningen af 90’erne, og efter kort tid blev hun tilbudt at indspille en film sammen med Arnold Schwarzenegger og en tv-serie med Don Johnson. Men tiden som høj, blond starlet var endegyldigt forbi, og med en solid portion is og stædighed i maven takkede hun pænt nej til rollerne. 

”Det var ikke derfor, jeg var kommet til Amerika,” siger Connie Nielsen. Og det betalte sig at stå fast. En måned senere blev hun castet til at spille Christabella, Al Pacinos datter i ’Djævelens advokat’, som blev en verdensomspændende succes, da den kom ud i 1997, og hun skrev selv den scene, hvor hun holder et formfuldendt advokat-forsvar på italiensk i filmen.

BIOLOGISK SET ER 57-årige Connie Nielsen mor til to, Sebastian og Bryce, men hvis hun selv skal sige det, har hun fem sønner: 32-årige Sebastian Sartor, som hun har med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, og 15-årige Bryce Ulrich-Nielsen, som hun har med eksmanden Lars Ulrich. Og så er der de tre andre: 24-årige Myles Ulrich og 22-årige Layne Ulrich, hendes stedsønner, som hun boede sammen med i en lang årrække. Og endelig 35-årige Yema Khalif, som hun har adopteret fra Nairobi-forstaden Kibera. 

Newyorker-lejligheden emmer af deres tilstedeværelse, for det er ikke moren, der tager et skateboard under armen, når hun skal ud. Det er heller ikke hende, der mikser musik i lydstudiet, der står op ad vinduerne. Eller hende, der bruger bordtennisbordet, der står klar til at beværte en duel med et fad fuldt af bolde og bat. 

Connie Nielsen har haft lejligheden i West Village siden 2000. Dengang var Lou Reed hendes nabo, og det vrimlede – med hendes egne ord – med transvestitter og prostituerede. I dag indlogerer hun sig i lejligheden cirka tre gange om året, for hun har også et hus i San Francisco, hvor hun bor med sin yngste søn. Til gengæld bruger hendes store sønner newyorker-lejligheden en hel del. ”De ved godt, at de er lidt forkælede,” siger hun.  

I gangen er en totempæl boltet fast i væggen. Den var en del af det legehjørne, som Connie Nielsen indrettede til sin søn for nu mange år siden. Nu står pælen med en antik Napoleon-seng som sidemakker, købt i Rom, dengang Connie Nielsen boede i La Monserrato – hun ruller på R’erne og trækker A’erne lange, når hun siger det – byens historiske hjerte, i en lejlighed fra 1500-tallet, hvor den moderne elektricitet hang frit ned langs væggene, og hun og hendes daværende kæreste sov på madrasser på gulvet. 

24 år gammel gik hun dengang rundt i den italienske hovedstad, hun var medlem af en feministisk gruppe, og hun ville hjemmeføde sin søn i dén seng. Hun havde også veer i den, men ak, et kejsersnit blev nødvendigt, og hun måtte på hospitalet. 

34 år senere emmer penthouselejligheden i New York af livshistorisk museum på en næsten højtidelig måde, men uden en følelse af, at man som besøgende skal tale afdæmpet og gå med armene langs siden. Et gammelt apotekerskab med nummererede skuffer og glaslåger skinner i al sin mahogni-glans og huser lejlighedens porcelæn og sølvtøj. 

”Der er endnu mere i San Francisco. Jeg elsker smukke borde. Mine børn har altid spist med sølv. Hele deres liv. Ikke fordi det skulle være fint, men fordi det skulle være smukt,” siger hun. 

Et Steinway & Sons-flygel står majestætisk og sender diamant-genskin gennem lejligheden, hvor der er reolmetre fyldt med lp’er og cd’er. 

Tom Waits, Gasolin’ og Mahlers 5. symfoni står der blandt andet på de tynde rygge. Selv spiller Connie Nielsen guitar og klaver. Foran sofabordet må fjernsynet vige en smule for kaminen, der er flankeret af kurve med optænding og aviser. En moppedreng af en Thomas Piketty-bog ligger på sofabordet (den franske økonom, som forsker i økonomisk ulighed). Hun er i gang med at læse den, og hun genfortæller med tydelig forargelse historien om de gigantiske summer, der ligger i skattely, som man ellers kunne forandre verden med. Connie Nielsens sprog er rundet af bløde amerikanske efterdønninger, der som små krusninger væver sig ind og ud af både sætninger og endelser. 

MAKEUP-ARTISTERNE PUSLER, pensler og klipper. Hovedpersonen sidder rank og rolig foran et stort spejl midt i køkkenet. Hendes søns influencer-kæreste, der er rutineret i at tage selfies, har skaffet et flytbart spejl. Connie er konversationskunstens dronning. I hendes hjem er der ingen akavet stilhed, og hun sidder ingen overhørig. Det tager to timer at lægge hendes makeup og sætte hendes hår, og da seancen er overstået, kender hun assistenternes livshistorier i overordnede træk, og hun har loyalt delt ud af sig selv og sine egne fortællinger imens. ”I cannot do botox. I wanna look like a human,” siger Connie Nielsen til hår- og makeup-artisterne og forklarer, at hun vil se vred ud, når hun er vred, ked ud af det, når hun er trist, og glad, når hun er glad.

Da hårstylisten har klippet hendes spidser, flyver Connie op og henter en håndstøvsuger, og i en hurtig bevægelse har hun fjernet håret på gulvet. Hun er høj, graciøs og langlemmet og bevæger sig let, næsten svævende, rundt. Kort forinden har hun rejst sig fra beautystationen for at sætte musik på. Drømmende lounge-toner sniger sig blødt og klaveragtigt ud af højttaleren, og Connie Nielsen sætter i vuggende hoftedans tilbage mod styling-stolen. Pludselig ringer det på. Det er buddet fra et italiensk supermarked, der kommer med varer til den middag, hun gerne vil lave til sin søn, når han kommer i aften. Buddet vil vide, hvilket navn han skal trykke på ved dørtelefonen. ”Nielsen,” svarer Connie og udtaler sit efternavn langsomt. Kort efter kommer fire brune papirsposer ind ad døren, der bugner af grøntsager og italienske delikatesser. 

Playlisten skifter mellem fransk, afrikansk, rap, lounge og kenyansk dancehall. Hun får sat ekstra hår på, og musikken skifter til noget italiensk, der emmer af fest. En af hendes nylige roller krævede rødt hår, og den kemiske farve ødelagde håret, der er knækket af flere steder, og hun har små tjavser oppe ved panden. Hvis de vil bruge rød igen, må de gå full wig, lader hun forstå: ”The red was a fucker!” 

Små sorte buer bliver lagt på hendes øjenlåg med ferm hånd. Ingen siger noget, indtil makeupartisten pludselig udbryder: ”Et voila!” 

CONNIE NIELSEN SPRINGER OP: ”Okay, shoes on!” Hun er klar til at få taget billeder i sit nabolag. 

”Normalt er mit New York-look sorte jeans, hvid tee og en læderjakke,” siger hun, da hun går ud ad døren i loose skotskternede shorts, en lyseblå T-shirt, der har en lille plet af blomsterstøv fra San Francisco, som ikke kan gå væk, og hvide og blå Nike Jordans. 

Udenfor siger den mandlige makeup-artist: ”She’s gorgeous,” da Connie Nielsen let stryger hen over gaden i West Village. På afstand ligner skuespilleren et lyseblåt og lyserødt bolsje.  Hår- og makeup-artisterne har pusletasker fulde af remedier, som de fresher Connie op med, når hun poserer. På trappetrin, midt på gaden. Håret rettes, læbestiften fikses. Hun går gyngende og afslappet og smalltalker, men så snart fotografen løfter kameraet, er hun på arbejde. Ansigtet fortrækker sig til en fokuseret og professionel karakter, bevidst om vinkler og bevægelse.

På hjørnet af Perry Street og West 4th. Street bryder hun ud i et på én gang snorlige og brandvarmt model-smil. ”Så inviterer jeg på italiensk kaffe!” siger hun og stryger ind på sit italienske stamsted, hvor hun i årevis har spist søndagsfrokost med sine sønner. 

Da hun kom til byen for 20 år siden, var det ikke nemt at opstøve en ordentlig pasta, der matchede de standarder, hendes tid i Italien havde sat i hende. I dag drikker hun espresso i marmorbaren, hun tager en tår af den lille porcelænskop under skinnende sorte solbriller og slår over i et fejlfrit italiensk og bestiller kaffe til resten af rosset. Restauranten ligner en scenisk tidslomme. Baristaerne har hvide skjorter, sorte veste og ærmeholdere på. Citrusfrugter bjerger sig op fra bardisken, og der er vin galore i reolerne fra gulv til loft. Connie Nielsen drikker ud, siger: ”Grazie mille” til personalet og drejer ud på gaden igen. 

DET STORE SATS over Atlanten lykkedes. Efter ankomsten til New York i 1996 begyndte større roller med mere tyngde efter kort tid at dukke op. Hun fik en tre-films-kontrakt med Warner Bros., og den første film var som nævnt ’Djævelens advokat’. Den allerførste dag på settet skulle hun skyde en scene i Central Park, og hun satte sig i en makeup-stol ved siden af Al Pacino.

”Han rejser sig så op og siger: ’Christabella’ – det er min karakters navn – ’I saw your screen test. I couldn’t be happier to have you as my daughter.’ Og så satte han sig ned igen.” 

Skuespilleren, der senere spillede med i film som Ridleys Scotts ’Gladiator’, Susanne Biers ’Brødre’ og den store Warner Bros.-produktion ’Wonder Woman’, bider sig let i fingrene og gør sine øjne store, da hun fortæller historien. 

Omtrent på samme tid blev Connie Nielsen introduceret til den danske modefotograf Marc Høm, og sammen med balletdanserne Alexander Kølpin og Nikolaj Hübbe dannede de en slags dansker-middagsklub i New York, alle med hver sin spirende karriere.  

”Nikolaj og jeg blev med det samme fuldstændig forelskede i hinanden. Han er ikke til piger, men det blev bare et kammeratskab fra day one,” siger Connie Nielsen, der som regel var den, der var vært for forsamlingerne. Hun havde sin søn Sebastian, og det var også hende, der perfektionerede adskillige pastaretter. ”Og så var det mig, der havde et rigtigt setup. Jeg havde et spisebord, jeg havde sølvtøj, jeg havde et rigtigt hus, hvorimod de andre …” siger hun og griner. 

”Vi spillede piratbridge til klokken jeg ved ikke hvad! Det var meget, meget fedt. Og så handlede det ellers om vores kunst. Nikolaj snakkede om alt det, han lavede på New York City Ballet, og Marc lavede de her fantastiske sort-hvide portrætter. Alle var vi ved at sætte vores mærke på, hvad det var, vi skulle lave. Vi var alle sammen på den her rejse, og vi var alle sammen virkelig ambitiøse. På sådan en afslappet, fandenivoldsk måde.” 

TILBAGE I LEJLIGHEDEN danser Connie Nielsen i sin hvide flydersofa med poserings-stop foran kameraet. Der er Kanye West på højttaleren, mens hun lægger sin krop og sit ansigt i de rette vinkler. ”Bingo!” siger fotografen, og Connie Nielsen siger straks efter: ”Lunch!” og klapper hænderne sammen. 

Hun går fra topprofessionel model til rutineret signora i løbet af et fingerknips, og på få minutter er der sat vand over til pasta, skyllet salat og snittet hvidløg. Der er pasta bottarga på vej, en angiveligt 3.000 år gammel ret, hvor tørret og presset fiskerogn rives ud over nykogt spaghetti. En orange klump bliver til fint drys, og der er frokost på vej til hele entouragen. Opskriften sidder tydeligvis i hovedet. Skinnende marmorbordplader bugner af olier, eddiker, støbejernsgryder og krukker fulde af røre-remedier, der er rødbrune og patinerede af tidens tomatsaucer.  Når hendes sønner kommer på besøg, bliver der lavet varm mad. Hver gang, ikke fordi de har en forventning om det, men fordi hun elsker at lægge tid og kærlighed i italiensk spaghetti til dem. I en håndsyet brasiliansk kjole fuld af glitter, farver og frynser åbner hun en flaske vin. 

Som en matriark får hun sat alle i sving, mens hun selv lægger sidste hånd på måltidet, der ud over pastaretten består af et overdådigt bræt med prosciutto, parmesan og salat. Mens pastaen bulderkoger – hun smager undervejs, så hun kan tage den af, når den er perfekt al dente – bliver der dækket bord med sort Royal Copenhagen-stel og foldede servietter. Hun forklarer, at pastaen kun er god i tre minutter, da alle har sat sig. Der er ingen, der mangler hverken vin i glasset, mad på tallerkenen eller noget at tale om på hendes vagt. Hun fortæller, hvordan hendes dengang 12-årige søn en dag kom hjem til newyorker-lejligheden fra en tur på skateboardet. Han fortalte nysgerrigt, at han havde mødt en masse damer, der lignede mænd. Connie Nielsen svarede, at de var transvestitter, og at hvis han nogensinde havde brug for hjælp, skulle han bare spørge dem til råds. 

EFTER MÅLTIDET GÅR VI uden entourage en tur i raskt og hjemmevant trav gennem West Village og SoHo, forbi hendes ældste søn Sebastians gamle skole, basketballbanen, han spillede på, forbi deres gamle yndlingsrestaurant, Da Silvano, og de efter deres mening mest vidunderlige slagtere og oste-mænd.

”Min søn Sebastian og jeg havde en weekend-ting, som vi altid gjorde, da vi boede i New York. Om lørdagen gik vi i en pladebutik og om søndagen i en bogbutik,” siger Connie Nielsen. Besøgene kulminerede altid med, at de hver måtte vælge tre bøger om lørdagen og tre cd’er om søndagen, som de købte. Sammen byggede de samlingerne af bøger og cd’er, der strækker sig fra gulv til loft i penthouselejligheden i West Village. Fredagene var for det meste helliget til at gå på The Museum Mile og stoppe på enten Metropolitan Museum of Art eller MoMa.

”Jeg prøvede at gøre det sjovt, så det aldrig var en pligt. Jeg sørgede for, at der var masser af våben og ting, som var spændende. Og rustninger og hvad ved jeg. Jeg ville gerne gøre ham konversationsdygtig. Ikke med andre mennesker, men med sig selv. Om hvad kunst er, hvordan man skaber noget kreativt, nogle ideer, og hvordan man kan stille spørgsmålstegn ved tingene.” 

Ruterne fra sønnens barndom sidder stadig i Connie Nielsens fødder, mens hun fortæller om sønnen og om sit eget liv.  

OPPE I LEJLIGHEDEN igen sætter hun sig i sin sofa og tager en glubsk tår vand. Hun har været på i ni timer uden pause. Inden længe skal hun i køkkenet igen og lave pasta til sin søn, der kommer til late night dinner. Og i morgen er hun på vej til Danmark for at lave presse om sin hovedrolle som Karen Blixen i tv-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, som hun også er executive producer på. 

”Jeg er stolt af, at jeg har bygget en karriere, som ikke kun er baseret på, at jeg var cute, da jeg var 25. Jeg er stolt af, at jeg har en stemme. Jeg er stolt af, at jeg er kommet frem til ikke at være bange for at fortælle,” siger Connie Nielsen, der har trukket benene op under sig i sofaen. Kornfede regndråber slår mod ruden, og de sorte skyer har gjort aftenen mørk før tid. 

”Der er noget inden for psykologien, der hedder parentified. Som barn blev jeg gjort til en forælder og fik ikke lov at være barn. For mig har skuespillet virkelig været en måde at genfinde legen i mig selv. Jeg elsker at lege. Men der ligger altid en alvor meget tæt på.”

1.

DE FØRSTE OTTE år af mit liv boede jeg i Gladsaxe i en lille lejlighed. I børnehaven var der en guld-hårspray, og jeg havde aldrig set sådan noget før. Min mor var en hippie-skolelærer, der ikke havde den slags derhjemme. Jeg kiggede på den spray med store øjne. ”Næææh,” tænkte jeg og besluttede lige dér, at jeg ville være frisør. Men i 1. klasse skulle vi lave ’Klods-Hans’ som dukketeater, og der gik noget nyt op for mig. Jeg kan huske min iver, og hvor gerne jeg ville gøre det godt. Det var en meget lille rolle som hofdame med én replik, men jeg var ved at dø. Jeg havde voldsom sceneskræk, selvom det kun var dukketeater. Næsten tortur. Alligevel tiltrak skuespillet mig. Det var dét, jeg ville. I dag ville jeg nok ønske, at der havde været noget mere. At jeg havde gået til håndbold eller noget andet, men det var kun det at blive skuespiller, der fyldte.

Som otteårig flyttede vi til Smørum i et bofællesskab. Det blev kaldt millionær-Christiania og lå i et pænt parcelhusområde, hvor alle mine klassekammerater havde farvefjernsyn og lædersofaer. Det havde vi ikke. Vi stak ud ved at bo i bofællesskabet. Jeg var flov over det, selvom alle andre børn syntes, at det var det fedeste at bo sådan et sted. Der var fællesspisning, gymnastiksal og fælleshus, og vi lavede en masse ting sammen. I dag kan jeg godt se, hvor godt det var, men det havde jeg svært ved dengang. Det hjalp ikke, at mine forældre gik i fodformede sko og hørte Bob Dylan og havde fredsplakater på væggene. Jeg følte lige dele skyld og skam.

En dag vil jeg gerne lave en film, der hedder ’Skyld og skam’, for hvor bokser vi mennesker dog meget med de to ting. Jeg gør i hvert fald. Mange prøver jo at være glansbilleder og vil helst ikke stikke for meget ud, men hold kæft, det går jo ikke. Da jeg skulle holde min 50-årsfødselsdag, brugte jeg uger på at gøre rent, og bagefter tænkte jeg: ”Jamen, for helvede, hold nu op, så må de jo se dit rod.” Kvinder er frygtelige på den måde. Også udadtil. Vi bliver for eksempel plastikopererede. Og jeg kan godt blive sur over det. Når jeg ser mig selv på skærmen, kan jeg nogle gange tænke: ”Fuck, jeg er blevet gammel, det går jo ikke.” Derfor kan jeg godt forstå, at kvinder kan få lyst til at få de operationer. Men der er en lille rebel i mig, der siger: ”Hallo, hvad er det for noget aldersfascisme?” Jeg har ikke lyst til at se mærkelig ud ved at få fyldt et eller andet i ansigtet. Jeg håber, jeg kan stå imod.

2.

JEG FIK EN LÆRER i Smørum, der kom fra Bornholm, og han blev mobbet af klassen. På grund af sin dialekt, og fordi han havde mærkelige vaner som at sutte på sit skjorteærme. Gud, hvor var vi stride ved ham. Jeg lurede hurtigt, at man kunne få ham til hvad som helst. Jeg kunne for eksempel lokke ham til at spille teater i dansktimerne. Så gik vi nogle stykker ind i et grupperum, og det var altid mig, der fandt på, hvad vi skulle, og instruerede de andre. Det blev et frirum fra min generthed. 

Jeg har meget at takke ham for, selvom vi faktisk fik ham fjernet fra klassen – undskyld! Nogle forældre brokkede sig. De kunne fornemme på børnene, at han var for vag. Så fik vi en ny lærer, der elskede teater, og hun opdagede hurtigt, at det gjorde jeg også. I 6. klasse lavede vi en kæmpe Holberg-forestilling, og jeg fik lov at spille ­meget tidligt. Hun er stadig en god ven i dag. 

Når jeg så film af Bille August eller Nils Malmros’ ’Tro, håb og kærlighed’, ’Skønheden og udyret’ og så videre, gjorde det et kæmpe indtryk. Jeg elskede dem. Når jeg så på dem, der spillede, tænkte jeg, at de måtte være verdens lykkeligste. Det troede jeg virkelig. Jeg sad hjemme på værelset og skrev til alle filmselskaber. Med pæn håndskrift stod der, at jeg var en pige på otte år, der gerne ville være skuespiller, og jeg spurgte, hvordan jeg kom med i en film, og jeg skrev, at mine idoler var Ghita Nørby og Ove Sprogøe. Jeg kom til nogle børne­castings, men der kom ikke noget ud af det. Jeg kom bare i nogle statistkartoteker.

Jeg skrev tre kladder, før jeg skrev det rent og sendte det, og jeg har stadig nogle af brevene derhjemme. Jeg skrev også til nogle af skuespillerne fra ’Tro, håb og kærlighed’ og til Ove Sprogøe. Han gav mig et pænt svar, takkede for brevet og skrev noget med, at ”det er en svær branche, men pøj-pøj med det” og så videre. På et tidspunkt i folkeskolen begyndte jeg i en amatørteatergruppe, men der sad vi for meget af tiden og drak te. Der skete ikke nok. Og jeg var samtidig genert, så jeg sagde ikke en lyd. Jeg skal være tryg, før jeg tør, og det var jeg ikke. Men indeni var jeg stadig helt dedikeret til at blive skuespiller.

3.

LARS KNUTZON ER min mors venindes mand. Han prøvede at tale mig fra at blive skuespiller. Det er en usikker vej, sagde han. Han tænkte måske, at en genert pige som mig var for hæmmet til det, og i dag, så mange år efter, udstråler jeg måske stadig ikke nok, at jeg er ’skuespiller’. 

For nogle år siden var jeg på ferie og talte med en udlænding, der spurgte. hvad jeg lavede. Han troede simpelthen ikke på, at jeg var skuespiller. Det kunne jeg grine af, men jeg er ikke den klassiske udadvendte skuespiller.   

Jeg kom i gymnasiet i Ballerup, og jeg fik stadig afslag fra de filmselskaber, jeg skrev til. En dag tog jeg kontakt til Vesterbro Ungdomsgård. Jeg var vokset op med sangene, der alle var fra teaterforestillinger, og jeg drømte om at være med på sådan en plade. Jeg skrev til dem og fik lov at komme derind. Mine forældre blandede sig udenom. De stoppede mig ikke, men hjalp mig heller ikke. Jeg kendte slet ikke Vesterbro og fandt vej med et Krak-kort ned ad Istedgade. 

Jeg troppede op i køkkenet, hvor Bo Schiøler sad. Han var ansvarlig for alle sange og teaterstykker. At møde ham og de andre derinde var som at komme hjem. Fra at føle mig anderledes og lidt forkert i Smørum var det som at finde en familie. Når vi mødtes, begyndte vi med en ’sandhedsrunde’, og det var ikke kun pæne ting om, at ”det går fint”. Der var nogle, der var kede af det. Det var meget ærligt, og det var en ærlighed, jeg havde længtes efter. Vi blev set, og vi kunne være, som vi var. Det var et rum, hvor jeg kunne være mig selv. Fra det øjeblik var jeg tryg, og så kunne jeg noget som skuespiller.

Det var store følelser, vi arbejdede med. Om at have det svært, om tro og om døden. Det var benhårdt med øvelser og nye forestillinger hele tiden. En fabrik af kreativitet. Der var teater to gange om ugen og en lyrikgruppe, hvor vi skrev digte, og en sanggruppe. Vi brugte ikke tiden på at drikke te. Revl og krat var med, og der var en fyr, der stammede helt vildt, men som alligevel stod og sang. Og en helt forsømt pige, der var stærkt ordblind, men som skrev 110 digte i lyrikgruppen. Bo Schiøler har betydet sindssygt meget for mange unge, også selvom han måske var upædagogisk og kunne være hård. Det kunne jeg godt lide. Han stillede krav, men han tog os alvorligt og gav os en tro på os selv. Han kunne råbe, at vi kraftedeme skulle tage os sammen, men han havde kærlighed til de unge, og han havde hjertet med. 

4.

JEG SØGTE IND som skuespiller syv gange. Hver gang uden held. Når jeg fik afslag fra skuespillerskolerne, sagde mine forældre, at jeg måske skulle overveje at blive lærer. Det gjorde mig rasende. Samtidig var de afslag ret traumatiske, og jeg kæmper stadig med de syv afslag. Det gør jo noget ved et menneske at få at vide: ”Du duer ikke”, når man så gerne vil. Der lå også noget i branchen om, at hvis man skulle være rigtig skuespiller, måtte man som minimum have gået på teaterskolen. 

I den seneste ’Klovn’-film var Lane Lind med. Hun er tidligere rektor på Odense Teaters elevskole og har givet mig flere afslag. På den første optagedag på ’Klovn’ kom hun hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Undskyld, Mia, jeg tog fejl.” Det var rart. Alle, der fik afslag, kunne ringe op og få en begrundelse. Hun fortalte, at jeg havde ringet og været rasende hver gang. 

Det var liv eller død for mig. Det var kun den vej, jeg ville gå. Når jeg ser tilbage på de optagelsesprøver, hvor man er inde i tre minutter, var jeg ekstremt nervøs. De kigger blandt andet på, om man er ’fri’, og jeg var på ingen måde ’fri’. Jeg var ét stort nervevrag hver gang, fordi jeg ville det så meget. År efter år læste jeg hos en ny skuespiller for at forberede mig. De lærere, jeg læste med, foreslog, at jeg skulle prøve at gå op i en yndig ungpigerolle fra for eksempel Shakespeare, men det sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere til Lars Norén, ægteskabsdramaer og ældre kvinder i livskriser. I dag kan jeg godt se, at det måske ikke passede så godt, fordi jeg ikke var så gammel.

Teater Grob var netop startet op, da jeg kom med i truppen. Det var en samling af alle os, der ikke var kommet ind på skolerne. Alle os, der var kasserede, men som ikke ville finde sig i det. Vi ville det så meget, at vi skabte det her undergrundsteater. Jeg blev ved med at blive afvist, jeg var jaloux på dem, der kom ind, og derfor var jeg med til at hyre de bedste lærere fra skolerne til at undervise os. Teater Grob var hårdt arbejde, og at have været med i det betyder, at jeg fra starten har været vant til at kæmpe mig frem. Jeg har måttet gøre det på den hårde måde og har ikke fået noget serveret på et sølvfad. Det, jeg har opnået, er min egen fortjeneste, og det er jeg stolt af. 

5.

VI VILLE SÅ gerne være skuespillere, men vi havde ingen erfaring, vi måtte lære det hen ad vejen. Men det var fedt selv at bestemme og sidde med en masse kasketter på. Vi skulle lave alt selv. Der skulle laves plakater, og der skulle gøres rent og skrives ansøgninger til fonde om støtte. Der var noget uforkælet over det. Og på en måde privilegeret, fordi vi headhuntede de gode lærere til at undervise os. Men vi betalte også selv for det.

Jeg søgte stadig ind på de tre steder, man kan blive uddannet skuespiller – København, Odense og Aarhus – for selv om vi havde Grob, ville det jo være 100 gange nemmere at gå på en offentlig skole og få det hele betalt. Vi søgte alle sammen ind, og det var jo tit sådan, at de gode blev optaget. Til sidst lavede vi en regel om, at når man var hos os, søgte man ikke ind. Året efter trak det alligevel i mig, så jeg søgte i smug. Det var der nogle, der blev rigtig sure over. Og jeg kom stadig ikke ind. Men de første forestillinger, vi lavede, fik succes. Gode anmeldelser, og folk kom og så os.

Jeg kunne mærke, at Lars Junggreen, som var rektor i Aarhus, syntes, jeg var god, selvom han ikke tog mig ind. Han sad også i Teaterrådet. Han sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at søge, og samme år fik vi første gang en halv million kroner til en forestilling fra Teater­rådet. Det var et stort vendepunkt. Det begyndte at køre, og vi fik penge hvert år og blev mere anerkendte. Vi kunne give os selv løn, en meget lav løn, men det var stort for os, fordi udgangspunktet var ingenting. 

På et tidspunkt blev Grob så stort, at vi holdt optagelsesprøver, og så sad vi selv der og skulle vrage nogen. Det var ikke så sjovt. Men vi havde et dejligt ukrukket miljø. Vi knoklede, og selvom vi ikke kom let til det, lavede vi noget, vi syntes var fedt. Det var også et vendepunkt for mig, da jeg fik Reumerts Talentpris i 2002. Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne kalde mig skuespiller. Det betød meget med den anerkendelse.

6.

MANGE AF FORESTILLINGERNE i Grob endte med at blive sjove. Det var ikke et egentligt mål, men sådan blev det. Det var lidt overraskende for os, for det kunne godt være alvorlige emner, men alligevel kom humoren ind ad bagdøren. Det gav mig nogle nye muligheder. Blandt andet blev jeg hyret til at spille en sjov karakter under et melodigrandprix, og der kom mere og mere. Jeg var med i en serie, ’Perforama’, med Anders Matthesen, og den så Casper Christensen og Frank Hvam. Derfor hev de mig ind til en casting til ’Klovn’. Jeg skulle spille en scene med Frank, mens instruktør Mikkel Nør­gaard var der. Jeg vidste, de havde lavet ’Langt fra Las Vegas’, men jeg var ikke så stor fan og var ikke helt sikker på, at ’Klovn’ var det rigtige for mig. Men min søster kunne lide ’Langt fra Las Vegas’ og sagde, at dem skulle jeg sige ja til. Jeg græd ikke af glæde, da jeg kom med, ikke som da jeg fik en rolle i ’Krøniken’. Det var lige sådan en dramaserie, jeg havde drømt om. 

’Klovn’ var ikke så populær i starten. Den skulle lige have en sæson ligesom mange andre serier. Men så begyndte der at ske noget. Det kom gradvist. Der var ikke en stor opmærksomhed fra den ene dag til den anden, men jeg mødte mange mennesker, der spurgte, om jeg også var sådan i virkeligheden. Det var sikkert også, fordi hun hedder Mia i serien. Jeg havde foreslået, at hun skulle hedde noget andet, men Casper og Frank syntes, at vi skulle bruge vores egne navne. De kunne ikke sige så meget om, hvordan karakteren Mia skulle være, men hun skulle være sådan en pæn kone, der vil holde på formerne og er konservativ i tøjet. Okay, så gik jeg den vej. Jeg prøver altid at finde det, jeg ikke kan holde ud ved den karakter, jeg skal spille. Det giver noget energi. Nogle gange har vi kaldt hende ’mormor’ under optagelserne. Jeg kan ikke holde ud, når nogen holder på formerne – jeg hader det – så det hjælper mig at tænke på hende som en ’mormor’, der gerne vil netop det. 

Da serien blev populær, havde jeg det i begyndelsen okay med opmærksomheden, men med tiden er jeg blevet lidt mindre begejstret for den side af det. Jeg elsker at lave det, jeg laver, men kendthedsfaktoren er jeg ikke så vild med. Den giver et selvfokus, der ikke er særlig sundt. Det gør mig utilpas. For eksempel at sidde i venteværelset hos lægen, og folk måske ved, hvem jeg er. Det er en ulige situation. Det er en følelse af at sidde nøgen. 

Jeg tænker også over det som forælder. Jeg vil gerne være en forælder ligesom alle andre på en skole, men jeg kan nogle gange komme til at være lidt for optaget af, hvad de andre mon tænker om mig. Det giver nogle kunstige situationer, som er svære at forklare. Men i andre situationer er jeg ligeglad. Der er kendte mennesker, der for eksempel ikke vil tage metroen, men sådan er jeg ikke. 

Opmærksomheden har en pris. Da jeg fik tvillinger som alenemor, spurgte jeg min ekskæreste, om vi ikke bare kunne sige, at det var ham, der var faren, selvom jeg fik dem med en donor. Den var han ikke med på, men jeg ville gerne slippe for opmærksomhed omkring det. Da jeg fødte på Hvidovre Hospital, lå der journalister på lur, og nogle ringede til min far, fordi de fandt ud af, at jeg havde født. 

Det er ikke, fordi så mange kommer hen og siger noget, når de ser mig. Hvis det er børn eller ældre, er det som regel sødt. Der er også nogle, der siger: ”Gud, du er meget anderledes i virkeligheden.” Hvis folk er fulde, kan det være meget grænseoverskridende at blive genkendt. Engang på Skanderborg Festival kom en mand hen og hev op i min bluse for at sammenligne mine bryster med sin kones. 

7.

DET ER BEDST at være skuespiller, når man er sammen med de rigtige legekammerater. Hvis jeg skal være sjov, skal jeg være sammen med andre. Det er ikke så tit, jeg har mødt mennesker, hvor det klikker på en bestemt måde, men en af grundene til, at jeg har lavet ’Klovn’ i så mange år, er, at der sker noget, når Frank og mig er sammen. Det sker også med Casper. Det er noget uforklarligt, det er næsten, som om rollen spiller sig selv. 

I det hele taget har det været rørende at finde ud af, at vi har underholdt så mange mennesker med ’Klovn’. Jeg blev engang stoppet af en nordmand, der sagde: ”Jeg har været ude for et trafikuheld, og I var grunden til, at jeg kom igennem de mange måneder, hvor jeg lå i en seng. Hvis jeg ikke havde set ’Klovn’, var jeg ikke kommet over det.” 

Sådan noget har jeg oplevet nogle gange, og jeg har tænkt: ”Gud, vores lille serie har rent faktisk givet folk noget.”

Man kan godt sige, at ’Klovn’ måske ikke er så dyb, men det at få folk til at grine er lige så stort som alt muligt andet. Der kan nogle gange være en stemning af, at komik ikke er så fint, men det er noget af det sværeste at lave. Jeg er altid blevet meget glad, når folk har spurgt, hvornår næste sæson kommer. Nogle siger også: ”Ja, du må undskylde, men jeg kan simpelthen ikke se det, det er for pinligt.” Sådan har jeg det ikke. Jeg kan ikke få det pinligt nok. 

8.

JEG HAR ØDELAGT virkelig mange af de bedste optagelser i ’Klovn’, fordi jeg kommer til at grine. Især over for Frank Hvam, fordi han er så sjov og tager røven på mig. Det har været et stort problem, at jeg ikke kan holde masken. Jeg har forsøgt at bide tænderne sammen og kæmpe imod grinet. Men mange gange kan jeg ikke. Frank er bedre til det, men Casper kan heller ikke. Afsnittet om Jarlens begravelse for eksempel var svært. Den kom faktisk aldrig i kassen uden grin. Hvis man kigger efter, kan man se Iben grine bag solbrillerne, og man kan også se, at jeg kommer til at grine. 

Vi lavede også en scene, hvor Frank har flirtet med en fra kommunen, og senere vil han gemme sig for hende. Han prøver at kravle ind i en skænk. Når Frank gør noget, kan det blive lidt voldsomt. At se ham kaste sig rundt i soveværelset og få sin store krop ind i det skab … det var som et stort dyr, der tumlede rundt. Han har verdens sjoveste krop, og han fedter ikke med den. De sjoveste mennesker er dem, der ikke er forfængelige. Måske er det derfor, nogle kvinder har svært ved at være sjove. Hvis man bliver for optaget af, hvordan man ser ud, kan man ikke. Hvorfor er Bodil Jørgensen sjov? Det er, fordi hun er meget lidt forfængelig. Jeg synes også, at noget af det sjove ved de nye ’Klovn’-afsnit er, at vi ikke prøver at være unge, men går med på det fordærv, der ligger i at blive ældre. 

Da jeg lavede revy i Tivoli for et par år siden med blandt andet Kirsten Lehfeldt, havde jeg også svært ved at styre grinet. Man begynder bare ikke at grine privat på en scene, men Kirsten, som er min veninde, er værre end mig, og hun elsker det. Hun kan få mig helt på glatis. Vi havde en scene om to gamle Tivoli-ansatte, der blev forelskede. Jeg spillede tissekonen, der styrer toiletterne, og hun spillede ballonsælger. Der var lyde af, at hun sad og sked inde på toilettet, mens hun havde en forelsket samtale kørende med mig gennem døren og prøvede at skjule, at hun sad og sked. Vi var som små børn, der syntes, det var det sjoveste i verden, at det handlede om at lave pølser. 

Jeg er ikke så god til, når tingene bliver for pæne. Det gælder om at finde det ikke-sjove og så forstørre det. Hvis man laver en figur, der ikke har humor, og forstørrer, at den person ikke har humor, bliver det sjovt. Mia fra ’Klovn’ har ikke særlig meget humor. Hun prøver ikke at være sjov. Hun prøver ikke at tabe ansigt. Det interessante er tit at finde ud af, hvor smerten ligger hos folk. Jeg ser ikke meget komik selv. Jeg elsker at se ting med stor smerte i. Der er egentlig meget lidt, jeg synes er sjovt, i hvert fald i den forstand, hvor jeg griner af en komedieserie.

9.

’KLOVN’ HAR VÆRET en stor mulighed, som jeg har været rigtig glad for. Det har været en gave, at der har været den kemi mellem Frank og mig, men også med Casper og instruktøren Mikkel Nørgaard, og at kunne gå på arbejde og grine så meget, som jeg har gjort. Men det har også sat mig lidt i bås. Som regel bliver jeg kun tilbudt at være med i komedier, selvom jeg gerne vil prøve noget andet. 

Jeg har nogle gange sagt i medierne, at jeg gerne vil prøve noget nyt som skuespiller, noget mere dramatik. Det er ikke, fordi jeg ikke vil lave noget med humor, men der kan være langt mellem snapsene med gode manuskripter. Hvis det bliver for letbenet, siger det mig ikke noget. Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg fik et tilbud om at medvirke i en stor svensk drama- eller kærlighedsserie, ville jeg hellere det frem for mange af de muligheder, jeg har som skuespiller i øjeblikket. De kan noget i Sverige, og jeg ville også hellere være med i en god serie der end komme til Hollywood.

Men når jeg først har sagt ja til noget, prøver jeg altid at finde det, der tænder mig ved rollen. Nogle gange er manuskripterne ikke det mest spændende, men jeg prøver at finde noget i karakteren, der interesserer mig. I filmen ’Tag min hånd’ nåede jeg sammen med instruktør Lars Kaalund frem til, at den læge, jeg skulle spille, var som en lille mand, der var helt følelsesforskrækket. Når først jeg har sporet mig ind på det, bliver det interessant. 

10.

DET ER EN stor drivkraft for mig, at jeg mangler at spille nogle af de dramatiske roller, jeg gerne vil have. Måske er jeg på vej, selvom en caster engang sagde til mig, at jeg måske skulle affinde mig med kun at lave komedier resten af mit liv. Jeg sagde det ikke højt, men tænkte: ”Det skal du fandeme ikke bestemme!” 

Hvis kalenderen har været tom, har jeg sagt ja, selvom det havde været mere taktisk at sige nej, fordi rollen måske sætter mig i bås. Men jeg kan ikke bare vælge. Jeg er enlig mor og skal betale regninger. Sådan er det. Der var engang en anden caster, der sagde: ”Jeg vil ikke caste dig, så længe du laver reklamer.” Dér blev jeg gal. Det er sgu for nemt at sige. Jeg spekulerer over, om telefonen holder op med at ringe, og hvis der ikke lige sker noget i en periode, tænker jeg: ”Er jeg blevet for gammel?” Men jeg har en vilje. Jeg bliver ved.