Orø har længe ligget relativt ubemærket hen. Men med gratis færgebilletter og generelt voksende interesse for kortets afkroge har flere fået øjnene op for den fredsommelige plet – og dens børnevenlige badevand, velassorterede vinudsalg og stærke skulpturer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Arne Magnussen/Ritzau Scanpix, Kristian Krøger, PR

Sig navnet Orø – og mange vil kigge en anelse usikkert på dig. For nej, du mente ikke Ærø. Men hvor er det så lige, den ligger? Du kan starte med at forklare dem, at den stikker op af vandet sådan cirka midt i Isefjord, at den formelt hører til Holbæk Kommune, og at der bor knap 900 mennesker på øen, som også har cirka 1.200 sommerhuse. Derefter kan du præsentere dem for disse fem grunde til at give øen et besøg: 

1. VANDLIGHEDEN SELV

Det kan kræve al ens opmærksomhed at gå på stranden med de små. På Orøs lille sandstrand ved Nørrestænge er det imidlertid ingen sag for børnene at overholde påbuddet om ikke at gå længere ud end til navlen. En voksen skal vel vade en halv kilometer ud, før badebuksekanten rammer vandskorpen – og synes du, at dét lyder kedeligt, så medbring din kajak eller dit stand up paddleboard, og udnyt den smukke beliggenhed midt mellem Odsherred og Hornsherred til en fjordekspedition. Når du er færdig på stranden, kan du spille minigolf og spise god is fra Hornsherred-firmaet Isøre på den hyggelige Orø Strandcamping. Og glem ikke den nuttede dyrepark lige bagved, der drives med assistance fra eleverne på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand.

Bonusinfo: Vil du have dybere badevand? Find badebroen bag den lille trædør på Orø Havn.

2. DYRE DRÅBER

De mere sofistikerede gastronomiske tilbud har ikke væltet over hinanden på Orø. Men sidste år udfyldte Orø-tilflytterne Signe og Ulrik Bing, der i forvejen driver den flydende Kontikibar i København og Grønbech Hotel i bornholmske Allinge, det berømte hul i markedet. I den gamle købmandsgård midt på hovedgaden i Orøs hovedby Bybjerg har de åbnet Bings, hvor man nu kan få storbykaffe, surdejsbrød, håndværkschokolade og biodynamisk vin. Så leder du efter stedet at shoppe dig glad og fattig, så sving forbi, og lad ganen møde en af de lækre frugtigheder fra Abruzzo-regionen, der gemmer sig i det italienske Orsogna-vinhus’ flasker. Vinen kan nydes på stedet, eller den kan tages med, ligesom du både kan spise et måltid i gården og få det som takeaway.

Bonusinfo: De driftige Binger er også ved at åbne et hotel på Orø.  

3. HØJ PÅ MIDDELALDEREN

I Bybjerg er det oplagt at opsøge øens højeste punkt (28 meter over havet) og danne dig et overblik over øen og det smukke isefjordslandskab i det hele taget. Stensbjerg, som højen hedder, menes at have indgået i netværket af bavnehøje, som i vikingetiden advarede byerne Roskilde og Lejre med bålsignaler, hvis fjendtlige skibe nærmede sig. På højdedraget har man også udgravet fundamentet til en bygning, der ikke eksisterer mere, men som ifølge fortællingen var en borg tilhørende Margrete I. Ifølge samme, ikke-verificerede overlevering opholdt den kvindelige regent sig på øen i perioder med sin søn Oluf. Når du kommer ned fra højen, kan du blive i middelalderen med et besøg i Orø Kirke, der stammer tilbage fra 1100-tallet, og hvor man blandt andet kan skimte lidt af en kalkmalet Sankt Jørgen med lanse, men desværre uden drage.

Bonusinfo: Stadig videbegærlig, så besøg museum og lokalarkiv Orø Minder i øens gamle fattighus.

4. JERN I ILDEN

Næst efter Nikolaj Coster-Waldau, der har hus på øen, men som er sværere at spotte end en sneleopard i Himalaya, er øens kendteste kreative kraft skulptør Steen B. Langvad, også kendt som ’Smeden’. Den uddannede grov- og klejnsmed lader sig inspirere af naturen og historien og producerer utrætteligt sine markante stålskulpturer af ulve og vadefugle, dronninger, kongemordere og halshuggede sørøvere. Se, hvor mange af de rustende kunstværker du kan få øje på i landskabet, eller find hans atelier i Næsby, og spørg om en rundvisning.

Bonusinfo: ’Smeden’ har også malet en frise af Orøs sagn og myter, se den i KulturBeholderen lige bag Orø Kro.

5. SLOW FOOD

Et skilt i døren advarer om, at tingene tager tid, da alt laves fra bunden. Og det stemmer – man skal være tålmodig, hvis man besøger gårdcafeen Marliese’s, der drives af Marliese Wessels og hendes mand Claus, men ventetiden belønnes med et hjemmelavet stykke hygge. Marliese, der kommer fra Tyskland, står selv for stedets primære trækplaster, nemlig det righoldige repertoire af kager, der blandt andet omfatter käsekuche, schwarz­wälder kirschtorte og Mozart torte, mens Claus serverer og altid har tid til en sludder, ligegyldigt hvor mange gæster der står i kø for at bestille. Nyd skyggen i haven på en varm dag, eller kom indenfor, og søg ly på en regnvejrsdag.

Bonusinfo: Det økologiske guldmærke indikerer, at Marliese’s bruger 90-100 procent øko-råvarer.

Du kan ankomme til Orø med færge fra Holbæk eller trækfærge fra Hammer Bakke.

Tags: ,
SE MERE