Det er lyden af tilbagelænet længsel, lyden af fortid, der i det improviserede nu bliver til cool fremtid. Jazz er stort i Danmark, men hvordan blev særligt København et af jazzens svedigste hotspots? Mød 24-årige OILLY WALLACE og få det blæsende svar.
Tekst:Morten ReimarFoto:Morten Germund

FØRST OG FREMMEST er Oilly Wallace jazzmusiker. Alt andet er sekundært. Han spiller saxofon, og han forlader sjældent sit hjem uden den mørkegrønne, firkantede gigbag på ryggen. Uden den er han nøgen. Ufuldstændig.

Saxofonen er speciel. Engang blev den ejet af en amerikansk jazzmusiker, der boede i Danmark i 60’erne, og ad omveje endte den hos musikbutikken I.K. Gottfried med besked om, at den kun måtte sælges til en, der ville sætte pris på den. Wallace fik lov at købe den. Egentlig kostede den 100.000 kroner, men han fik den til 40.000 på en afbetalingsordning, han i dag, flere år senere, ikke har betalt af på endnu.

Oilly Wallace er en 24-årig mand med mørkt hår, mandelformede melankolske øjne og smalle, røde læber. I denne måned har han indtil videre spillet to job, begge til tarif, altså den mindsteløn, Dansk Musiker Forbund siger, han skal have, og så er huslejen stort set hjemme. Ellers er der altid et bryllup at spille til. For ikke så længe siden var han på en mindre turné med Euroradio Jazz Orchestra, et fælleseuropæisk bigband, hvor jazzradiostationer fra hele kontinentet, i Danmarks tilfælde DR, vælger hver én musiker under 30 år til at deltage. Wallace spillede førstesaxofon.

Nu er han hjemme, og han vågner klokken otte. Før i tiden nåede resten af landet at gå fra frokostbordet, før han stod op, men efter han og kæresten er flyttet sammen, bliver han vækket, når hun skal op og i skole. Hun går i gymnasiet og er en håndfuld år yngre end ham, men alligevel på flere måder den mest voksne af de to. Hun hjælper med at vække ham, husker ham på at spise noget andet end kebab og sørger for, at han får løbet ture i Nørrebroparken en gang imellem. Som noget af det første, når han vågner, sætter han musik på i stuen, hvor der lugter af røg, selvom han har lovet kun at ryge i køkkenet. Malerierne er vilde og farverige, og der er sat tegninger op med nåle i væggene. I reolen har han næsten alle de plader, han har udgivet eller spillet på, fra velrenommerede jazzalbum som Snorre Kirks ’Europa’ og Ellen Anderssons ’I’ll Be Seeing You’ til rapperen TopGunns sommerhit ’Kongens Have’. Andre, han er mindre stolt af, står her ikke. Berlingske kaldte engang hans saxofonspil for ’naturstridigt’, men avisen har han ikke længere.

Da kæresten er gået, og han har spist et blødkogt æg og et stykke rugbrød med ost, slukker han musikken og sætter sig ved klaveret, et gammelt opretstående, han har fået for 300 kroner, som ikke stemmer ret godt.

”Men det er cool nok,” siger han, tager nodearkene til sin kommende soloplade frem og finder med fingeren det stykke, han har drømt om i nat. Med den anden hånd trykker han med få forsøg på de rigtige tangenter på klaveret. Stadig med fingeren på nodearket tager han en blyant og visker en node eller en akkord ud og skriver den nye. Pladen er indspillet, og den kan ikke laves om. Det er kun for hans egen skyld, han retter i musikken. 

JAZZ ER EN KONTAKTSPORT, og Oilly Wallace skal her før coronakrisen øve med fire andre musikere på Charlie Scott’s, et jazzsted på Skindergade. En session, hedder det, en form for sparring. Havde de øvet med en koncert eller en indspilning for øje, havde det været en øver. 

Han skal være inde midt i København klokken 11, men først få minutter i begynder han at gøre sig klar. Han er i en blå trøje med rullekrave, et par gamle smokingbukser, der får hans ben til at ligne noget fra ’Vild med dans’, og en peacoat med en rift fra håndleddet og hele vejen op i armhulen, som han er bekendt med, men nok ikke får gjort noget ved lige foreløbig.

Han kan ikke huske, hvor hans cykel står, så han tager bussen. Også selvom han har aftalt med sin kæreste, at de skal prøve at spare nogle penge sammen. Wallace får al sin løn som B-indkomst, og ligesom mange andre danske jazzmusikere får han en gang om året et skattesmæk og en afdragsordning. Det er ikke, fordi han ikke kan se det fornuftige i at lægge til side, men penge har en tendens til at fordampe i lommen på ham. Ofte er han med eget udtryk broke. Andre gange, især om sommeren, når hver eneste mellemstor provinsby har sin egen jazzfestival, føler han, han er den rigeste mand i verden.

Han ankommer til Charlie Scott’s otte minutter over, men er alligevel den første. Hurtigt efter kommer en høj, rødhåret fyr med en kontrabas, og endnu lidt efter en fyr uden instrument. Han er pianist. 

”Yo mayn,” siger Wallace til bassisten, og de klapper deres hænder mod hinandens.

De har deres eget sprog. Et spillejob hedder et gig. Noget kan være bag, altså godt eller fedt. På samme måde kan noget være u-bag.

”Hvordan gik det sidst?” spørger bassisten. ”Fik I onduleret den dér gin?”

”Ja, klart. Til sidst var der kun to dåser Vestfyen tilbage,” svarer Wallace.

”Shiiit. I fik jo også rom, mayn.”

”Klart, mayn, men der kom alle mulige cats: Fjeldsted, Pelle, Anton Langebæk …”

11.30 begynder de at undre sig over, hvor ham med nøglen bliver af, men ikke mere, end at de bliver siddende på trappestenen foran døren. Ved et tilfælde læner den ene af dem sig på dørhåndtaget. Det viser sig, at der er åbent, og man kan med det samme høre, at de to andre er i fuld gang indenfor.

CHARLIE SCOTT’S har en bar i en høj stueetage. Ovenpå er endnu en bar, en lille scene med rødt velourbagtæppe og borde og stole, som får lokalet til at virke proppet, selvom her kun er session-bandet. På væggene er der sort-hvide fotos af de gamle mestre, sorte saxofonister og kanoniserede bandledere. I baren hænger en lille souvenir-kopi af et gadeskilt fra New Orleans’ Bourbon Street. Her lugter af gammel cigaretrøg og tabte øl. En af musikerne har lavet kaffe, de andre går hen og henter et krus under et foto af Wallace. Selv tænder han en cigaret og puster hornet varmt.

De er alle sammen i tyverne, og to af dem har ring i øret. Den ene af dem, dagens initiativtager, er den høje, kortklippede og beanie-bærende trompetist Jonas Due. Mens trommeslageren fortæller om sin nye støvsuger, deler Due noder ud. Uden at sige noget knipser han rytmen, trommeslageren tier stille, og så går de i gang. Trompeten og saxofonen spiller temaet unisont, bassisten bøjer sig ind over sit instrument og flår i strengene. 

Pianistens venstre ben pumper op og ned, når han spiller. Så markerer Due med højre hånd i vejret, og alle stopper samtidig. Han slukker en lille optager på størrelse med en pakke cigaretter, han har liggende på kanten af baren.

”Lad os lige tage den fra anden volte igen,” siger han.

Han tænder, knipser, og så spiller de det en gang til. Så tager Due en solo. Bagefter rejser Wallace sig og tager over. Han prøver forskellige ting af. Så får han bid. En af de ideer, der flyver ud af saxofonen, tager fat, og han begynder at hale i land. Han bygger videre, spiller mere intenst, efterhånden rokker hans krop med, hans ben bøjer, han kaster overkroppen frem på særlig hårde stød. Så holder han et splitsekunds pause og hopper på en ny idé. Bassisten råber ”wooo”. Så hopper trompeten ind igen, de spiller et tema og stopper. ”Cool,” siger Due og slukker sin optager. Når han kommer hjem, vil han lytte det igennem og skrive nummeret om. Wallace sidder på en høj stol i baren og ryger gule Kings.

”Kender I det, når man finder en tarif i lommen, man havde glemt?”

De andre griner, mens han vender vrangen ud på sin jakkelomme.

OILLY WALLACE

Født 1996. Saxo­fonist. Hans far er engelsk, deraf efternavnet. Fornavnet, fordi hans designer-mor syntes, Oilly så godt ud på skrift. Udgav solopladerne ’Fiol Sessions’ i 2015 og ’Live at Njord Distillery’ i 2019 og duopladen ’Easy Living’ i 2016 sammen med Johannes Wamberg. Nomineret til ’Årets nye jazznavn’ ved Danish Music Awards 2016. ’Easy Living’ var den mest spillede danske plade på P8 Jazz i 2017.

HVORNÅR jazz kom til Danmark, er usikkert og afhænger både af musisk definition og af, hvilken gråskægget jazzværtshusprofessor man spørger. Men år nul synes at ligge i midten af 1920’erne, kun en håndfuld år efter, at de første grammofonplader blev indspillet i USA. Et pejlemærke, de fleste kan være enige om, er 1925. Danskere med sømænd i familien havde haft mulighed for at høre jazzplader før det, og enkelte forsøgte selv at spille den nye musik. For eksempel Valdemar Eiberg, der af uvisse årsager havde Danmarks første saxofon i starten af 1920’erne. Han udgav en plade med to melodier: ’In Bluebird Land’ og ’I’ve Got a Cross-Eyed Papa’. Pladen blev trykt i 300 eksemplarer, kun 133 blev solgt, og selskabet bag destruerede resten af oplaget. 

Men da Sam Wooding og hans afroamerikanske orkester i efteråret 1925 spillede i Cirkusbygningen i København, var det første gang, et bredere dansk publikum stiftede bekendtskab med ægte jazz, som det lød ufortyndet og direkte fra kilden i USA. Wooding var orkesterleder i et show, som turnerede i Europa, og som ud over 11 musikere bestod af 30 sangere, dansere og skuespillere. Showet havde titlen ’Chocolate Kiddies’, og ud over jazz var det nyt for mange københavnere at se så mange sorte mennesker på én gang. Den racemæssige del af oplevelsen fyldte godt i anmeldelserne, mens det musikalske enten blev overset eller nedgjort. Politiken skrev: ”Den komplet umusikalske vil juble af henrykkelse over dette vanvid i toner, der lyder for ham som evigt sjov og ballade (…) Mere end denne lette og flygtige forbindelse med musikken som kunst har neger-jazzen ikke. Men den kan såmænd være farlig nok endda.”

Heller ikke nationalkomponisten Carl Nielsen var begejstret for jazz. Han sagde til Hjemmet:

”Jeg tror, jazzmusikken vil dø hen af sig selv. Den har jo nemlig intet indhold, og den har ingen rødder i vores kultur.”

Otte år senere blev Louis Armstrong modtaget af op imod 10.000 begejstrede fans på Københavns Hovedbanegård.

I 90’ERNE udgav Chris Minh Doky to plader på det legendariske Blue Note-pladeselskab sammen med sin bror Niels Lan, der er blandt de bedst sælgende danske jazzplader nogensinde. Chris Minh Doky turnerede i mange år internationalt og har blandt andet spillet for daværende præsident Bill Clinton i Det Hvide Hus, men begyndelsen af hans tilværelse som musiker ligner Oilly Wallaces. De er begge vokset op i København, de har begge været i Tivoligarden, og de havde begge deres jazzdebut på La Fontaine i Indre København. 

Han, Doky, er i dag 51, han har grå markeringer i sit dansk-vietnamesiske sorte hår, går med Apple Watch og bærer sig selv som en mand, der har været jorden rundt og er lykkedes.

”Jeg havde oprindelig ikke nogen planer om at blive musiker,” siger han. ”Jeg ville være læge.”

Faktisk havde han ikke lyst til at høre den Miles Davis-plade, en af dem fra gymnasiebandet havde givet ham med hjem. Normalt gjorde de sig i James Brown, Police og Earth, Wind & Fire. Jazz var sådan noget, hans seks år ældre bror Niels Lan lavede – garanteret kedeligt. Men en dag satte han alligevel ’My Funny Valentine’ på i stuen.  

”Jeg tænkte: ’Hvad fanden foregår der?’ Det chokerede mig.”

I stedet for at musikken havde en logisk A-B-rute, hørte han pludselig musik, hvor det primære ikke var at gå den vej eller den vej. Det primære var at udforske det, der skete i øjeblikket. Alle, der spillede, reagerede umiddelbart på hinanden. Det var som at se et træ vokse, husker han.

”Jeg tænkte, at hvis jeg havde den her oplevelse af at høre på det, hvordan fanden er det så ikke at spille det?”

Han blev bidt. Han måtte lære mere om jazz, og kort tid efter blev han, som 17-årig, husbassist på La Fontaine, hvor han spillede til så sent på natten, at det gav mere mening at tage direkte i skole og sove et par timer i kantinen end at tage hjem. En dag hev rektor ham ind på kontoret og spurgte ham, hvad i alverden der skete med ham. Han plejede at være en flittig elev, nu sov han i timerne og lugtede af røg. Var han på stoffer?
”Nej, jeg spiller jazz,” svarede Doky.

Han blev aldrig læge. I stedet flyttede han til New York lige efter gymnasiet, selvom en del fra jazzmiljøet grinte af ham. ”Hvad i alverden vil du der?” spurgte de. Han overtog sin storebrors lejlighed, da denne flyttede videre til Paris, men Chris Minh kendte ikke nogen i byen. Den første måned blev han røvet op til flere gange om dagen, han levede af ris med soja og tabte sig adskillige kilo, men han var lykkelig. Han var i jazzens hovedstad, mekkaet, hvor pladerne kom fra, og idolernes skygger sad i scenebagtæpperne. Også selvom han fik en brat opvågning. Hjemme på La Fontaine var han vant til at være det unge stortalent, men den allerførste bassist, han så i New York, var yngre end ham, havde større succes end ham og spillede langt bedre end ham.

Doky var sikker på, han aldrig ville komme op på det niveau. Men så begyndte han at øve sig alvorligt for første gang.

”Når du står med ryggen mod muren, bliver du kreativ. Hvis alt kører, jamen, så fader du.”

Efter nogen tid uden penge fandt han på at spille bas på gaden, senere igen dukkede han op til små jam-koncerter og spurgte om lov til at spille med på sidste nummer, og derfra udviklede tingene sig – både Dokys færdigheder og hans disciplin, men også hypen omkring den unge danske bassist.

Som 21-årig blev han hyret til Mike Sterns band, og siden har han været en internationalt anerkendt jazzmusiker.

”Hvis man fryser og ved, varmeapparatet står derovre, er der større chance for, at du får det varmere, hvis du går derhen. Det er det samme med held.”

I den københavnske jazzundergrund er der mange historier om Chris Minh Doky og hans bror og deres måde at være musikere på. Fællesnævneren er, at brødrene ofte opfattes som bedre til PR end til at spille. De bliver kaldt sell-outs, men ingen kan nok sige sig fri for at være en smule misundelige. På den anden side synes begge Doky’er, at jazzmiljøet i Danmark har en uheldig tendens til rundkredshygge og fadøl.

”Jeg havde ikke stået i dag, hvor jeg er, hvis ikke jeg var taget til USA,” siger Chris Minh Doky.

Foto: Vibeke Toft/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

DOKY BROTHERS

Niels Lan Doky, født 1963. Chris Minh Doky, født 1969. Henholdsvis pianist og bassist. Begge født i København af en vietnamesisk far og en dansk mor. Udgav sammen pladerne ’Doky Brothers 1’ og ’Doky Brothers 2’ på Blue Note i 1996 og 1997, der begge modtog guldplader i Danmark. Har både før og siden haft soloprojekter med og uden hinandens hjælp. Har begge været bosat i udlandet i mange år, men er flyttet til Danmark igen. Niels Lan Doky er aktuel med albummet ’River of Time’, med hvilket han turnerer i efteråret. Chris Minh Doky har siden 2019 været på turné med udgivelsen ’Transparency’ (2018), der planlægges at slutte i juli i Tokyo.

EFTER SESSIONEN på Charlie Scott’s tager Oilly Wallace ud og øver. Han har adgang til lokaler i Kødbyen på Vesterbo i København for 250 kroner om måneden. Men fordi han altid glemmer at booke lokale, ender han ofte med at sidde i det fælles depotrum og spille. De andre, der har adgang til øvelokalerne, bliver sure på ham, fordi han sidder i vejen, når de skal have deres instrumenter og forstærkere ud.

Her øver han sine skalavariationer, sin tone og sine kvintcirkler i en time. Bagefter går han over til at aflytte og lære alle soloerne fra idolet Braxton Cooks nye plade. På den måde får han Cooks lyd og spillestil helt ud i fingrene, og efterhånden, når han har spillet den samme solo længe nok, lærer han også at forstå den med hovedet.

For nogle år siden, da han spillede et andet forbilledes soloer, lærte han først at spille en solo, som den lød på pladen, så gik han en tone op. Bagefter en tone mere op, indtil han kunne soloen i alle 12 tonearter. Dem, han boede i kollektiv med dengang, lærte den også udenad. Dog mere ufrivilligt.

Oilly Wallace kan godt lide depotrummet, det er småt og trygt, og det minder ham om dengang, forældrene var flyttet fra Indre København til forstaden Nærum, og han først begyndte at spille saxofon. Oilly var i Tivoligarden, han spillede tromme, og da han blev 8-9 år gammel, kom han på et ældre hold og måtte vælge imellem tuba og saxofon. Det blev saxofon, og i årevis larmede den så meget i huset i Nærum, at hans søskende sagde til ham, at han kun måtte spille på toilettet.

Tivoligarden underviste ham i klassisk saxofon, men på biblioteket fandt han jazz. Og han fandt også ud af, at der blev spillet jazz et sted inde i byen, hvor alle kunne få lov at spille med. En aften kom Wallace sammen med sin mor på La Fontaine for første gang, 14 år gammel og med en saxofon på ryggen. Det, han husker bedst, er lugten, da han åbnede døren. Der stank af røg og øl. Der var så mange mennesker, at de sad på gulvet. På en eller anden måde kom han frem helt forrest og sad og krammede sin saxofonkasse, mens han kiggede på.

Efter to numre spurgte han bassisten, om han måtte spille med. Men han skulle vente, til de havde spillet deres sæt. 45 minutter efter fik han lov. Der var bare ét problem. Wallace anede ikke, hvordan man spillede jazz. Han kendte heller ikke det nummer, de skulle spille.

”Hvad er tonearten?” spurgte han.

”C-dur,” svarede en af dem.

Og så spillede han tilfældige toner i en C-durskala igennem hele nummeret, det lød forfærdeligt. Ikke mindst fordi en tenorsaxofon, som han spillede på, stemmer i B, og derfor spillede han skævt i forhold til resten af bandet. Men han blev ikke afskrækket. Faktisk dukkede han op hver søndag og prøvede at spille med, indtil en af de voksne musikere sagde til ham, at nu var han simpelthen nødt til at lære at spille.

Hans forældre kunne ikke betale en underviser, og Tivoligarden ville ikke undervise ham i jazz, så med den løn, han fik for at spille i Tivoligarden, hyrede han selv en jazzsaxofonist til at undervise sig. Jazzunderviseren blev lige så meget en historieunderviser, der fortalte om legender og riter. Oilly begyndte at gå klædt ligesom ham, sige de ting, han sagde, og fik Silkeborg-dialekt ligesom ham.

Efterhånden fik han et rygte i jazzmiljøet. Man begyndte at snakke om den her helt unge saxofonist, der kunne spille lige så hurtigt og præcist som Cannonball Adderley, og han fik sine første gigs og tilbud om at være med på indspilninger. Han gik på MGK, Musikalsk GrundKursus, og 17 år gammel spillede han med i Snorre Kirks band, et af de bedste i Skandinavien. 

Efter en længere optagelsesprøve kom han ind på jazzinstituttet i Berlin, en treårig uddannelse under Universität der Künste. Men Oilly Wallace var der kun i halvandet år. Dels fordi han var en 18-årig dreng alene i en storby og havde det lidt for sjovt. Dels fordi der på skolen ud over jazzen var bifag som klassisk teori og tysk. Samtidig så han, når han var hjemme på besøg, hvordan der kom yngre musikere, der udfordrede hans position. 

Halvvejs igennem uddannelsen droppede han ud og flyttede hjem.

NAVNE SOM Dexter Gordon, Ben Webster og Kenny Drew slog sig ned i København i 60’erne og starten af 70’erne. Mange af musikerne blev set som entertainere derhjemme, men her var de legender, der med ét stod lyslevende på Montmartre på Store Regnegade. De amerikanske navne var hovedkraften i en tid, hvor København var Europas jazzhovedstad, og selvom de fleste tog hjem igen i sidste halvdel af 70’erne, kom deres tilstedeværelse til at definere det københavnske jazzliv frem til i dag. Flere blev hængende resten af livet og indtog rollen som mentorer for unge, talentfulde danskere. 

En af de unge var Niels Lan Doky, Chris Minhs pianiststorebror, der som 15-årig kom med i Thad Jones’ kvintet. Her lærte danskeren en masse ikke bare rent musisk, men også om at være musiker på amerikansk. At det ikke var nok bare at være dygtig, og at verden var større end de små, røgfyldte klubber i København. En dag lagde Jones en hånd på Lan Dokys skulder og sagde til ham, at han skulle rejse til USA og gå på musikskole der.

”Det her sted er for småt til dig. Nu skriver jeg dig en anbefaling.”

Niels Lan Doky begyndte som 17-årig på Berklee College of Music i Boston. Han fik priser, flyttede til New York og blev en del af jazzmiljøet der, og da han som en del af en europaturné kom hjem til Danmark, var det ikke længere som dansk, men amerikansk musiker. Han optrådte i sponsorerede jakkesæt og havde en presseagent, der linede interview op to dage i træk fra ni om morgenen til syv om aftenen. I sit band tillod han heller ikke – som det var kutyme i Danmark – at der blev drukket øl og røget på scenen. Den nye stil blev der i miljøet ikke set på med milde øjne.

”Det var sårende i perioder,” siger han. ”Jeg kan huske i slutningen af 80’erne, at man ligesom ikke undede mig det. Der var artikler med ’hvorfor får den og den ikke lige så meget opmærksomhed som Doky, de er da mindst lige så talentfulde’.”

Han husker også anmeldelserne fra en turné i starten af 90’erne. Den ene dag spillede han i Malmø og kunne efterfølgende læse, at hver af hans soloer var et lille mesterværk. Dagen efter spillede han nøjagtig den samme koncert i København, men nu var bedømmelsen, at Lan Doky bare var en dygtig forretningsmand. 

I år 2000 optrådte han til Vatikanets julekoncert for 5.000 publikummer og op mod to millioner tv-seere verden over, og han spiller fortsat store koncerter i Europa, USA og Asien. Især i Japan oplever han, at jazz har et kæmpestort publikum. Han har oplevet, at fans er kommet backstage efter koncerter i Tokyo med samtlige plader, han har udgivet, og har bedt ham signere dem alle sammen.

”Jazz er så stort derovre. Også i Seoul, som jeg tror er den by med flest koncertsale per indbygger, og alt er i top. Lys, udstyr, akustik.”

Det var også målet, da han i 2013 åbnede The Standard i Københavns inderhavn sammen med kokken Claus Meyer. Selvom stedet lå i København, kunne det sagtens være af international klasse. Derfor indeholdt stedet tre restauranter på Michelin-­niveau og en jazzklub med dresscode for musikerne: casual elegance.

”Danmark har en stor talentmasse inden for jazz, men en low key profil på den internationale scene, fordi vi ikke er ambitiøse nok. Kulturelt har vi en lås i sindet, der gør, at vi ikke tænker, vi har mulighed for at blive store stjerner.”

Niels Lan Doky prøver altid at indpode en amerikansk the sky is the limit-indstilling i sine danske samarbejdspartnere, blandt andet at musikerne skal have en holdning, der afspejler en værdighed ved at være musiker. Deraf tøjreglerne.

En af dem, der blev hyret på The Standard, var Oilly Wallace, men det holdt ikke længe. Godt nok kom han i jakkesæt, men han havde gummisko på. Lan Doky instruerede ham i, at det ikke gik, men næste gang kom han igen i gummisko, og så blev han ikke hyret mere. Lan Doky synes, at Oilly Wallace er et stort talent, som sagtens kan ’blive til noget’. Men han mener, han skal mande sig op.

The Standards jazzklub lukkede i 2016, men lever videre som pop-up-koncept, blandt andet ved en Valentine’s Day Celebration på Hotel d’Angleterre med middag og koncert for 1.800 kroner per billet. Angivelig den dyreste jazzkoncert i dansk jazz’ historie.

”Folk sagde, at det var der ingen, der gad. Men vi havde udsolgt.”

GALATHEA KROEN ved Gammeltorv er Oilly Wallaces foretrukne sted, når han ikke har engagement på Montmartre. Stedet er indrettet med artefakter og souvenirs fra den anden Galathea-ekspedition anno 1950-52, og det er umiddelbart ikke et særlig smart sted at spille. Lokalet er L-formet, og derfor kan en stor del af publikum ikke se bandet. Toilettet ligger også til venstre for det sted, hvor musikerne står, så enten holder man sig under hele koncerten, eller også vralter man over fødder og tasker og vælter næsten ind i musikken. Og baren er placeret midt på den lange del af L’et, så der som regel opstår en prop netop på det punkt. Men gulvet gynger, når alle tramper i takt, så man undgår ikke at føle rytmen, og derfor er Galathea Kroen en fremragende jazzklub.

Denne aften før corona-virussens indtog er publikum hovedsagelig folk i slutningen af tyverne og starten af trediverne. De kommer i grupper og drikker øl med etiketter, der ikke er grønne og Tuborg-formede. De har briller og snakker om RUC, og selvom kønsfordelingen blandt publikum er lige, er jazzscenen, ikke bare her, men generelt, domineret af mænd. Der er kun få kvinder på instrumenter, de fleste af dem synger.

I aften er der jam. En af Wallaces venner, trompetisten Anders Malta, er jam-host. Det betyder, at hans band spiller et sæt, så er der pause, og så kan andre få lov til at spille med. Malta, en høj fyr i starten af tyverne, sammensætter hold, så der kun er én trommeslager ad gangen og ikke to horn oven i en sangerinde. Han har et godt overblik, han ved, hvem der er til stede, og kan sætte dem sammen i de bedst mulige kombinationer. Og så er han god til at sige til de håbløse, at de må hjem og øve sig, før de får lov at spille mere.

Imens Maltas band spiller, er Wallace trukket ned i kælderen, hvor der må ryges. Han sidder sammen med to venner, der begge er musikere. Den ene er en svensk trommeslager, Cornelia Nilsson hedder hun, men bliver kaldt Connie. Hun er lille, spinkel og har mørkt pandehår. Hun fortæller, at der er en del jazzmusikere i Stockholm, men ikke ret mange steder at spille, og at der kan gå lang tid mellem deres gigs. Derfor flytter mange til København ligesom hende selv. Connie har boet her, siden hun skulle spille på en festival for tre år siden.

”Alle svenskere bliver opløftede over, hvor meget der sker i København. Jeg fatter ikke, hvorfor de ikke flytter hertil alle sammen.”

En tenorsaxofonist kommer ned i kælderen, møver sig over til musikernes bord og kysser Wallace på kinden. Han kommer lige fra en date i Kødbyen med en mexicansk pige.

”Fucking smuk, fucking smuk,” siger han.

”Bag,” siger Wallace og nikker. Han har tømmermænd, det blev sent i går. I løbet af dagen har han dovnet den, men han har været i øveren et par timer.

Maltas band kommer ned nu. Jammen går i gang om fem minutter. 

På væggen hænger et leopardskind, en afrikansk maske og haler fra nogle store dyr. Bandet med Wallace og Malta begynder at spille et hidsigt hard bop-nummer. Publikum rokker i takt med musikken, skærer ansigter, når Wallace rammer de bedste toner, råber ”wooo” og pifter og klapper, da hans solo er færdig. Anders Malta tager over, spiller en solo, får sin applaus. Så klaver, trommer, bas.

Malta og Wallace skiftes til at spille små, korte, overlappende soloer. En chase. Malta spiller en figur, sender den videre til Wallace, der spiller en ny, lidt hurtigere figur og flår saxofonen ud af munden, lader Malta prøve noget nyt. En af publikummerne vrider næsten halsen af led for at kunne se dem. Hans ansigt strammer til som en knytnæve. Så vender de tilbage til temaet og slutter.

Da de har spillet to numre, kommer Connies kæreste ud af klumpen af mennesker og bruger et par minutter på at sætte sin guitar til, Anders Malta sætter sig på trappen op til toiletterne og kigger på, mens bandet begynder at spille. Ænser ikke, at en stiv pige vælter ind i ham. Wallace vibrerer, når han rammer den rent. Spiller tusind toner efter hinanden, flyver op ad registret til en high note, han holder, mens han går i knæ. Publikum klapper vildt, da de er færdige, Wallace kigger i gulvet og skiller sin saxofon ad med det samme. Malta får sammensat et nyt hold musikere, og han og Wallace går udenfor og snakker om et gig, de spillede sammen.

”Fik du nogensinde dine penge?” spørger Malta.

”Nej, det tror jeg vist ikke.”

”Fuck, hvor u-bag.”

Et par engelske party-piger kommer gående og spørger, om musikerne ved, hvor den natklub, de leder efter, ligger henne. Det ved Malta ikke.

”Men kom herind,” siger han.

”Hvad er det?” spørger leder-pigen og tripper sine stylte-sko lidt tilbage, så hun kan kigge op på vinduet.

”Det er godt. Virkelig god stemning.”

”Hvilken stemning?” Lederpigen ser kritisk ud. Hendes veninde er i gang med at google adressen.

”Det er jazz.”

”Jazz? Nej. Det er vores første aften i København, vi har brug for noget hardcore.” Pigerne forsvinder.

”Hey! This is fucking hardcore,” råber Malta efter dem og går ind igen. 

Wallace skriver med sin kæreste, som er på vej. Han skal ikke spille mere i dag, bare have det sjovt. De kommer først til at gå hjem ved femtiden i nat.

Nogle musikere er samtidig trukket udenfor. En af dem har en stor pose pot, og en anden går i gang med at riste en cigaret.

”Har vi overhovedet noget at mixe i?” spørger ham med posen.

En anden kigger i sin pung og fremtryller en en-dollarseddel. Da de har mixet pot og tobak, tager vinden fat i dollaren. Hele lortet flyver ud over fortovet. De griner og begynder forfra.

3 DANSKE GIGANTER

Niels-Henning Ørsted Pedersen (1946-2005). Husbassist på Montmartre i en årrække. Jazzmagasinet Downbeats ’Årets bassist’ i 1981. Amerikansk grammy for ’Årets jazzudgivelse – grupper’, 1975.

Leo Mathisen (1906-69). Pianist. Især kendt for melodierne ’Take It Easy’ og ’To Be or Not to Be’. Var en ledende skikkelse i dansk jazz’ guldalder i 30’erne og 40’erne.

John Tchicai (1936-2012). Saxo­fonist. Udmærkede sig inden for avantgardejazz og indspillede med blandt andre John Lennon og John Coltrane.

NOGLE AFTENER SENERE skal Oilly Wallace spille i Huset i Magstræde. Paradise Jazz, som Husets førstesal hedder, er et råt lokale med blåt lys og en bar, caféborde og -stole. Trommeslagerens forældre er kommet, her er et par på date, og her er venner fra miljøet, der kommer lige fra øveren med instrumentkasser. Wallace er 20 minutter for sent på den og går næsten direkte på scenen. Resten af bandet er bare glade for at se ham.

I pausen står han i Husets gårdhave sammen med guitaristen Johannes Wamberg. Sammen har de udgivet ’Easy Living’, en ualmindelig velmodtaget jazzplade, som i 2017 var den mest spillede danske plade på P8 Jazz. De er stadig i gang med opfølgeren, som efterhånden har taget to år fra idé til nu, hvor den er færdigindspillet og mixet. Desværre er projektet gået i stå, fordi de ikke har fundet nogen til at udgive det.

Wamberg er en 28-årig fyr med slikhår og et lidt for stort, nålestribet jakkesæt. Begge hans forældre arbejdede med musik, og hans mor har været kæreste med bassisten Hugo Rasmussen. Han har gået på konservatoriet, men droppede ud, inden han blev færdig, og har levet som musiker siden. Dengang han gik på MGK, havde en af de andre en dag en helt ung fyr med til en session. Det var Wallace.

“Han var for vild, hans energi var sindssyg. Han var 15 år og ville på MGK, men hans forældre sagde, han skulle på gymnasiet først, og jeg var sådan ’Du får ikke brug for gymnasiet’. I dag er han min bedste ven. Og jeg er stadig imponeret over ham.”

Da Wallace blev 18, fik han en flybillet til New York i fødselsdagsgave, og han aftalte at tage derover med Wamberg. De havde nærmest ingen penge eller bagage med, og de boede på gulvet hos en ven. Alligevel var det en drøm, der gik i opfyldelse. På et tidspunkt måtte Wallace lægge sig på fortovet, overvældet af indtryk.

En dag stod de tilfældigvis ude foran Lincoln Center og hævede penge, da en musiker, som spiller på klubben Jazz at Lincoln Center, kom forbi. Drengene tog mod til sig og fortalte, at de var store fans. Og så inviterede han dem til at komme og se orkestret øve. Bandlederen, Wynton Marsalis, er måske den største gigant lige nu, og Jazz at Lincoln Center samler de bedste jazzmusikere under ham. Guitaristen Kurt Rosenwinkel, der er et stort forbillede for Wamberg og nærmest uopnåelig dygtig, var i øvelokalet i New York nederst i hierarkiet.

”You gotta count us in right,” skældte Marsalis ad ham.

Orkestret spillede enormt kompliceret musik på et niveau, man ikke ser herhjemme, hvor det tit bliver for hyggeligt. Det ved Wamberg godt. Man accepterer små fejl hist og her, at folk ikke har øvet ordentligt og ikke kommer til tiden. Den slags var ikke gået i New York.

En aften besluttede Wallace, at han ville prøve at spille til en jamsession på klubben Smalls i Greenwich Village. Stedet kan nemt overses, på gadeplan er det bare en dør i en mur. Man skal ned i kælderen og ned ad en lang gang, og der ligger så selve stedet, som er lavloftet, proppet og på sin vis minder om alle andre jazzklubber verden over. Som han selv husker det, stod der 20 andre saxofonister klar til at spille, den ene bedre end den anden. Det hele blev bare for meget. Han endte med slet ikke at tage saxofonen frem. Og New York var ikke et sted for dem, fandt de ud af.

”Han ville sagtens have kunnet følge med. 100 procent,” siger Johannes Wamberg. ”Men hans selvtillid sagde noget andet.” 

DET ER IKKE altid sjovt. Der er dage sidst på måneden, hvor Wallace må skrive til sin far, at han ikke har flere penge. Nogle gange må han bide ydmygelserne i sig og spille en husleje hjem. For eksempel er han nogle måneder afhængig af at få job igennem en dj-booker, der hyrer ham til julefrokoster og bryllupsfester. Så tager han ud og spiller saxofon oven i ’Mr. Saxobeat’, ’Epic Sax Guy’ og ’Destination Unknown’.

For nylig var han hyret til en firmafest, hvor strippere iført security-uniformer serverede, og der var indendørs pool. Bookingbureauet, der betaler ham 2.000 kroner per gang, har instrueret ham i at grinde op ad publikummer, når han spiller ’Careless Whisper’, og at han hele tiden skal virke glad, også selv om en fuld idiot lægger armen om ham og hopper.

”Jeg føler, jeg prostituerer mig,” siger han.

Han prøver at ryste det af sig og fokusere på det, det handler om. For nylig udkom hans anden soloplade på Spotify, uden at han gjorde et stort nummer ud af det. Han er stadig ikke helt tilfreds med den, især ikke de to første numre. Pladen hedder ’Live at Njord Distillery’ og er sponseret af og optaget hos et aarhusiansk gin-destilleri. Men saxofonisten Benjamin Koppel skrev til Wallace, at han syntes, det var en god plade, det hjalp lidt. 

I aften skal han spille på Galathea Kroen sammen med et band, der blandt andet består af to bekendte, der begge går på musikskoler i New York.

Inden det står han i øvelokalet og øver sine skalaer. På den ene hånd har han skrevet ’long tones’, ’time’ og ’transcribe’, så han husker at få det gjort. Det er basale, men vigtige ting at holde ved lige. Hver halve time går han ud og ryger en cigaret.

I tekøkkenet mellem lokalerne sidder Anders Malta og spiser aftensmad. Lokale 1, som var ledigt, da han kom, er smalt og pink. Der er lydudstyr på væggen og sorte tyggegummipletter på gulvet. I det ene hjørne står et helfigurspejl, som Wallace stiller sig foran, så han kan holde øje med sin kropsholdning. Han har hovedtelefoner på, og i dem kører telefonens metronom, som han spiller skalavariationer over. Når han er igennem dem alle sammen, sætter han tempoet op og starter forfra. Han er rød i hovedet, og blodårerne i siderne af hans pande popper frem. Røgen fra jazzklubberne har sat sig i saxofonens engang blanke messingoverflade, og mundstykket er gult af indtørret spyt.  

TIDEN ER LØBET fra ham. Han tager metroen ét stop fra Hovedbanegården og går tværs over Rådhuspladsen og ned ad stræderne. Han har en plan om at udgive en plade, han virkelig er stolt af, inden han er 30. En kompromisløs plade, der indfanger, hvem han er, og som kan blive stående mange år efter ham. Lykkes det ikke, vil han prøve at nå det, inden han er 40. Derudover har han ikke noget, han skal opnå.

”Jeg ved ikke, om jeg har et decideret mål,” siger han. ”Men … nogle gange føler jeg, jeg er i mål. Jeg spiller god musik med gode musikere. Det ville være rart bare at tjene 15 … måske 10.000 om måneden, men det er ikke det, det handler om.”

På Galathea Kroen går han lige igennem lokalet og stiller sin saxofon der, hvor han skal spille. Der er allerede fyldt op. Nogle holder op med at snakke sammen, da de ser ham. I et par øjeblikke kigger han ind i kødklumpen og går så op i baren, der bestyres af Wambergs kæreste, og mens han står der, læner et bord fyldt med mennesker sig ind mod hinanden.

”Han hedder Oilly, ham der Han gik vistnok engang på en skole i Berlin, hvor de andre troede, han var lærer, siger en af dem. 

Oilly Wallace får en cola og går ud for at ryge en cigaret. Vender tilbage og begynder at varme saxofonen op. ”Han er så sindssyg at varme op på det nummer,” siger en gæst ved et andet bord. 

Bandet begynder at spille. Wallace står forrest, spiller med lukkede øjne. Han ser ikke, at flere fra publikum filmer ham. Videoerne bliver ikke gode, her er bulderragende mørkt. Man skal være her. Over klaveret lyser en lille læselampe på tangenterne. Pianisten, en af de to collegestuderende, skubber sine briller på plads. Så drejer han sig i stolen og kigger imponeret på Oilly Wallace, der bøjer ned i knæ. Og blæser og blæser.

Tags:
SE MERE