På stranden, i skoven og i storbyen. Landet er fuldt af familievenlige eventyr, hvis du kigger efter. Naturvejleder Tina Noregren viser vej til tre udendørs oplevelser, du skal give dine børn, og inspirerer til, hvordan du åbner deres øjne for naturen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

1. SKAB MINDERNE

”Allerede fra mine to døtre var i vuggestue og børnehave, tog jeg dem med ud i naturen og forsøgte at finde hemmelige steder, hvor fantasien kunne få plads. På Møn, hvor vi boede, havde vi lige i nærheden en lillebitte lysning i en skov, hvor der stod en stor sten tæt omkranset af træer og buske. Stenen kunne godt ligne en sovende bjørn, så vi kaldte stedet bjørnens hule. Her blev vi ved at komme tilbage. Det er godt at lave nogle traditioner. Og nogle gange skal man turde insistere, selv om ens børn ikke lige gider. Begge mine døtre har været spejdere, men da min ældste blev teenager, mente hun, at nu var hun færdig med naturen. Jeg tog hende med på en fuldmånekajaktur ud for Møns Klint, bare hende og mig. Det er en meget smuk oplevelse at ligge der i måneskinnet. Indimellem blev hun træt i armene, men jeg havde et reb med, så jeg kunne bugsere hende, og jeg havde varm kakao med, som vi kunne nyde på stranden, mens vi holdt en pause. Alligevel måtte jeg næsten tvinge hende med, da jeg ville gentage det de næste par år. For et par år siden skete det magiske, da hun selv spurgte mig: ’Hvornår skal vi egentlig på kajaktur?’ Det viste sig, at jeg havde tilbudt hende et hyggeligt ritual, og i dag taler hun om det som nogle af sine bedste livsoplevelser.”

2. STJERNERNE PÅ HIMLEN

”Alle børn skal have sovet under åben himmel. Det burde stå et eller andet sted. Vi har gjort det hjemme i haven på madrasser, eller vi har gjort det ude i naturen med liggeunderlag og sovepose. I foråret overnattede vi på Lakolk Strand på Rømø, og det er i det hele taget en god mulighed for at overnatte på strande, hvor reglen siger, at det er forbudt at slå telt op.   

Nu glæder jeg mig til efteråret, hvor der i perioder er meteorregn. Men jeg forsøger altid ikke at piske en stemning op omkring det, for det er ikke sikkert, man ser nogen, og så bliver man bare skuffet. Det vigtigste er bare at ligge der og tale sammen, og så ser man måske pludselig et stjerneskud. Generelt er det en oplevelse at være udenfor, når det bliver mørkt. Her i sommer gik jeg og min yngste datter tur på Ulvshale på Møn for at kigge på vilde heste. Da tusmørket sænkede sig, kom ræven ud for at jage, og et rålam fulgte nysgerrigt efter os, selvom dets mor prøvede at få det til at holde sig fra os.”

3. STORBYENS LANDSKABER

”Du behøver ikke at tage til den anden ende af landet for at få en oplevelse. Efter vi flyttede til Fyn, har vi været på de fleste sydfynske øer og pisket rundt i Svanninge Bakker, også kaldet ’De Fynske Alper’. Men for nylig havde vi en fantastisk tur i kano op ad Odense Å. Vi startede ude i Broby og padlede med strømmen. Undervejs kom vi igennem både et tilgroet mangrovelignende landskab, industriområder med fabrikker, lige gennem Odense Zoo og endte i Centrum af Odense. Man kan sagtens finde urbane eventyr.”

Tina Noregren, 42 år. Mor til to. Er uddannet lærer, naturvejleder og kano- og kajak­instruktør. Underviser pædagogstuderende i natur og udeliv på University College Lillebælt.

Tags: ,
SE MERE