FÆLLEDPARKEN SIDST I JUNI er rød og hvid. Det har den været på kampdage, siden EM-eventyret i 2021 fik danskerne til at omfavne landsholdsfodbold, som var det sommeren ’92 om igen. Denne fredag er ingen undtagelse. Over Østerbro skinner solen på de tusinder af fans, der siver ind og ud mellem boder med rød-hvide halstørklæder, franske hotdogs og kolde fadøl foran Danmarks nationalstadion et par timer før kickoff.
Men ikke alt er, som det plejer. Eriksen, Delaney og Højbjerg står der på ryggen af nogle af de mange tilskuere, men det er ikke de højt betalte stjerner fra Premier League og La Liga, der skal spille landskamp i aften. Det skal derimod de navne, der også blander sig i fodboldtrøje-mængden i Fælledparken: Harder, Troelsgaard og Nadim. Om lidt skriver de sammen med deres holdkammerater historie, når de går på banen til kvindelandsholdets første officielle kamp i Parken nogensinde – en venskabskamp mod Brasilien forud for sommerens EM i England.
På den modsatte side af nationalstadionet, bag en parkeringsplads og den mere ydmyge nabo Østerbro Stadion, triller to stopfyldte turistbusser fra Amager Bus Service ind på Gunnar Nu Hansens Plads. I dem sidder cirka 200 fodboldpiger i alderen 10 til 16 og deres forældre med dannebrog malet på kinderne. De kommer fra Roskilde Pigefodbold, en udbryderklub fra Himmelev-Veddelev Boldklub, hvor man blev godt trætte af, at pigeholdene konsekvent blev tildelt de værste baner og de dårligste træningstider. Otte år senere er klubben vokset til 300 medlemmer, alle piger og kvinder, hvoraf flertallet er med på dagens fodboldudflugt. Nogle har tidligere set kvindelandsholdet spille i Viborg, men for manges vedkommende er det første gang, de skal opleve en landskamp i Parken. Blandt andet Nikoline Schwartz fra U12, der har set på TikTok, at også fodboldpigerne fra Allerød, fra Greve og fra Frederiksberg-holdet FA2000 har sat kurs mod Parken.
Kvindelandsholdet fejrer kantspiller Mille Gejls overtidsscoring til slut-resultatet 2-1 mod Brasilien i den første officielle kvindelandskamp i Parken. Foto: Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix
21.542 TILSKUERE HAR fundet vej til tribunerne – et rekordtal, der er mere end fire gange så højt, som når kvindelandsholdet spiller på sin faste hjemmebane i Viborg. Bag det ene mål, den såkaldte røde mur, sørger den nystartede fanklub for kvindelandsholdet for stemningen med tifo, stortromme og megafon. Herfra kan de se et dansk landshold, der bringer sig hurtigt foran på et langskudsmål af 22-årige Janni Thomsen fra Kjellerup, der til daglig spiller i norske Vålerenga. Jublen, da hun skruer bolden ind over en chanceløs brasiliansk keeper, er nok et toneleje højere, end da holdets mandlige kolleger 11 dage tidligere slog Østrig på samme bane, men rundtom på tribunerne finder man tilskuere af alle køn og i alle aldre.
Med tre minutter tilbage af kampen lykkes det Brasilien at udligne og midlertidigt punktere kvindelandsholdets festdag i Parken til stor glæde for de spredte grupper af brasilianske fans, der står side om side med de danske tilhængere. Men i overtiden modtager indskiftede Nadia Nadim bolden i højre side af banen og sender en aflevering ind bagerst i feltet, hvor Mille Gejl let sparker den ind. Kampen ender 2-1, og efter slutfløjt bliver både det danske og det brasilianske landshold klappet hele vejen rundt i arenaen.
En halv times tid senere i mixed zone efter kampen stryger Nadia Nadim – der har fået hård kritik for sin rolle som ambassadør for mændenes udskældte VM i Qatar i november – direkte forbi den ventende sportspresse uden at svare på spørgsmål. Til gengæld vil hendes gåsehudsramte holdkammerater gerne fortælle om, hvordan de oplevede den historiske landskamp i Parken. En af dem er holdets største stjerne, Pernille Harder.
”Der var mange af os, der havde tårer i øjnene, da vi gik ind på banen,” siger hun.
I DE SENERE ÅR har kvindefodbold været på én lang fremmarch. Fansene er blevet flere, pengene er blevet større, og det samme er opmærksomheden fra medier og sponsorer, der tidligere kun ænsede de mandlige kolleger. I 2021 blev tv-rettighederne til den engelske Women’s Super League solgt for et trecifret millionbeløb til BBC og Sky Sports, og herhjemme købte Viaplay Group omtrent samtidig rettighederne til danske Gjensidige Kvindeliga. Før 2020 blev dansk kvindefodbold slet ikke vist på tv, men nu sendes der fremover en kamp om ugen på TV3’s kanaler. Og det er ikke kun på og foran skærmen, at der er fremgang: Tidligere på året blev der sat verdensrekord med 91.648 tilskuere til Champions League-semifinalen mellem F.C. Barcelona og tyske Wolfsburg, og på tilskuerrekordlisten kan den ellers langt mere eksponerede og økonomisk stærke herrefodbold ikke følge med – de tre mest sete fodboldkampe på stadion i 2022 har alle været med kvindelige spillere på banen.
I Danmark er der på mange måder et før og et efter EM i Holland i 2017. Her vandt kvindelandsholdet sølvmedaljer. Det var første gang, en fodboldslutrunde for kvinder blev vist på landsdækkende fjernsyn, og finalen mod værtsnationen endte med at blive årets mest sete fodboldkamp på dansk tv. Efterfølgende lagde en overenskomstkonflikt mellem landsholdsspillerne og DBU, der endte med at koste kvinderne en udelukkelse fra VM i 2019, dog en dæmper på begejstringen.
Alligevel er det overordnet set kun gået fremad for kvindefodbolden de sidste fem år, fortæller Amalie Bremer, der er medstifter af kvindelandsholdets fanklub og vært på Kvindefodboldpodcasten, en ugentlig podcast om dansk kvindefodbold.
”Jeg var til EM i England i sommer, og for mig var den turnering en punktering af den ene fordom efter den anden. Selvfølgelig er der nogle biologiske forskelle på mænd og kvinder, men det, jeg så ved slutrunden, var, at fysikken er blevet bedre, teknikken er blevet bedre, spillet er blevet hurtigere, og der var enormt mange mennesker på lægterne. Til landsholdets gruppekampe var vi mellem 1.000 og 1.400 danske fans. Jeg gik rundt med et smil på læben hele juni.”
33-årige Amalie Bremer har selv spillet fodbold som barn og ung, men dengang var der ingen kvindelige stjerner for hende at spejle sig i. I dag kan de mange piger, der begynder til fodbold, se op til spillere som for eksempel Pernille Harder, der ad flere omgange har stået på listen som en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere.
”Jeg brugte de første 15 år af mit liv på at spille og tænke på fodbold døgnet rundt, men jeg tror ikke, at jeg kunne nævne én eneste spiller på kvindelandsholdet. Alt handlede om herrefodbold,” siger Amalie Bremer.
Hvorfor tror du, at det netop er i disse år, at udviklingen i kvindefodbold tager fart?
”Det er lidt et kludetæppe af forskellige faktorer. Det kedelige svar er jo, at det handler om penge. Der er nogle, som har opdaget et uudnyttet økonomisk potentiale i kvindefodbold, og de investeringer har ramt en tendens i tiden med større fokus på kvinders rettigheder og på ligestilling. For eksempel har man i England besluttet, at det skal være et krav for alle klubber, at de også skal have et kvindehold, hvis de ønsker at spille med i mændenes Premier League.”
HB Køges førstehold for både kvinder og mænd træner hver dag på kunstgræsset på Capelli Sport Stadion. Foto: Martin Bubandt
Den 25-årige angriber Maddie Pokorny er en af fem amerikanere i HB Køges førsteholdstrup. Klubben samarbejder med to amerikanske klubber gennem sin ejer Capelli Sport. Foto: Martin Bubandt
’HB KØGE-HOBRO, 0-0, 93:32’ står der stadig på måltavlen på Capelli Sport Stadion i Køge, mens tre ældre mænd går rundt på hovedtribunen med sorte affaldssække til skrald efter gårsdagens målløse kamp i mændenes 1. division. Her mandag morgen, godt en måned efter landskampen i Parken, er det klubbens kvindelige mesterhold, der indtager kunstgræsbanen. Liggende på yogamåtter er de i færd med en let omgang restitutionstræning, efter de i går spillede træningskamp i svenske Kristianstad.
Klubbens to førstehold deler træningsbane, motionsrum, kantine, spillerbus (det hold, der skal rejse længst, får bussen) og alle de andre faciliteter i HB Køge, hvor man efterhånden har vænnet sig til, at det er kvinderne, der løber med opmærksomheden, selvom mændene stadig tjener flest penge.
”Det er efterhånden den eneste forskel på mændene og kvinderne her i klubben,” siger forsvarsspiller Maria Uhre Nielsen med henvisning til økonomien.
”Det er et faktum, at der er flere penge i herrefodbold, og det må vi acceptere, men her i klubben tror de virkelig på kvindefodbold og har givet os de samme gode betingelser for at træne og præstere, som mændene får.”
Den 22-årige fodboldspiller er netop færdig med dagens lette træningspas efterfulgt af en fotoskydning til årets holdbillede – i HB Køge er det et fællesfoto med både herre- og kvindeholdet. Maria Uhre Nielsen kigger ud over sin hjemmebane, bygget i fællesskab af Køge Kommune og det amerikanske sportsudstyrsfirma Capelli Sport, klubbens hovedaktionær siden 2019, mens hun fortæller, at hun er født og opvokset i Køge og var en tur i Brøndby IF, inden hun for fire år siden blev spurgt, om hun ville være en del af et nyt kvindefodboldprojekt i Køge.
Projektet begyndte som et samarbejde mellem otte lokale fodboldklubber i 2016, og en ubrudt stime på fem oprykninger i streg betød, at holdet på rekordtid gik fra Serie 2 til i 2020 at kvalificere sig til landets bedste række. Den sommer underskrev Maria Uhre Nielsen den første professionelle kontrakt i klubben, der også forstærkede sig med spillere fra USA, hvor kvindefodbolden længe har haft gode vilkår. Mod alle odds lykkedes det for HB Køge i oprykningssæsonen at vinde det danske mesterskab efter to årtier, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring havde delt alle titler mellem sig. Det stoppede dog ikke der. Året efter vandt klubben igen mesterskabet, og sidste efterår var klubber som F.C. Barcelona og Arsenal gæster i Køge, da klubben kvalificerede sig til UEFA Women’s Champions League.
”Hver gang vi er rykket op, har jeg tænkt: ’Kan jeg nu stadig følge med?’ Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle løfte et DM-trofæ, eller at jeg skulle opleve at spille Champions League mod Barcelona,” siger Maria Uhre Nielsen.
Med 69 mål i 137 kampe er Pernille Harder den mest scorende spiller på kvindelandsholdet nogensinde. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
GODT TRE TIMER i bil vestpå fra Køge ligger Tulstrup, en lille forstad til Ikast. Her var der ofte fodbold i fjernsynet i familien Harders stue, men hver gang Pernille Harder tændte for tv’et, så hun kun mænd på skærmen. Nå, men så var der ikke andet for end selv at blive en dreng, tænkte den unge pigefodboldspiller og beordrede sin mor til at klippe hende korthåret. Senere fik håret lov at vokse ud igen, da det gik op for Pernille Harder, at der også fandtes et landshold for kvinder, men flere gange har den i dag 29-årige verdensstjerne, landsholdsanfører og Chelsea-spiller måttet bevæge sig ind på mændenes territorium for at nå dertil, hvor hun er i dag.
Som femårig begyndte hun på drengeholdet i Tulstrup-Faurholt IK, fordi der slet ikke var noget hold for piger, og som ungdomsspiller fik det usædvanligt store talent lov til at træne med FC Midtjyllands bedste U17-drengehold for at blive matchet på højeste niveau. Dengang måtte hun gå på netdoktor.dk for at finde årsagen, hvis hun blev skadet, og genoptræningen i fitnesscenteret måtte hun også selv stå for.
I dag er Pernille Harder verdens dyreste kvindelige fodboldspiller – solgt i sommeren 2020 fra Wolfsburg for cirka 2,5 millioner kroner – og til daglig har hun en stor stab af trænere og specialister til rådighed på Chelseas milliondyre træningsanlæg lige uden for London.
Hendes opstigning gennem de sidste ti år har været næsten parallel med kvindefodboldens. Hun har set kvindefodbold gå fra at blive betragtet som en ’andenrangs-sport’ til at få den respekt og anerkendelse, hun selv var frustreret over ikke at få, da hun løb rundt i skyggen af sine mandlige kolleger, inden hun tog til udlandet. Og hun har set to forskellige generationer af kvindelige fodboldspillere: én, hvor det næsten var en utopi at blive fuldtidsprofessionel, og én, hvor man tør drømme helt anderledes stort.
”Mange af de ældre spillere har været nødt til at prioritere andre ting som eksempelvis uddannelse. Men de unge spillere, der kommer på landsholdet i dag, har kun én prioritet, og det er at blive professionelle og få en kontrakt i udlandet,” siger Pernille Harder, der bor i London sammen med kæresten og klubkammeraten, svenske Magdalena Eriksson.
Fodboldparret blev offentligt kendt under VM i Frankrig i 2019, da de delte et kys efter Sveriges ottendedelsfinale mod Canada, som Pernille Harder overværede fra tilskuerpladserne. Øjeblikket blev fanget på kamera, og billedet gik viralt. Få timer senere havde Harder flere tusind nye følgere på Instagram.
”Det kom meget bag på mig, at billedet gik verden rundt, men jeg indså, at Magda og jeg har en platform, hvor vi kan gøre en forskel. Folk skriver til os, at vi er forbilleder for dem ved at være så åbne omkring vores forhold, og at det har hjulpet dem til selv at være mere åbne om deres seksualitet,” fortæller Pernille Harder, der mener, at kvindefodbolden på mange måder er mere rummelig end herrefodbolden.
”I kvindefodbold kan man være sig selv uden at bekymre sig om at blive hængt ud. Det er der desværre mange eksempler på, at man ikke kan i herrefodbold, hvor det stadig er tabubelagt at være homoseksuel. Jeg tror, at mangfoldigheden er noget af det, kvindefodbold kan tilbyde, som herrefodbold ikke har.”
I juli måtte Pernille Harder og resten af kvindelandsholdet forlade EM efter gruppespillet, ude af stand til at gentage sølvsuccesen fra 2017. Men dansk kvindefodbolds største stjerne er fortrøstningsfuld både på landsholdets og på sportens vegne. Og hun er bevidst om den rolle, hun selv har for at skabe endnu bedre forhold og muligheder for de unge spillere, der følger i kølvandet på hende:
”Jeg har en position og en platform, som jeg kan bruge til at skubbe kvindefodbolden endnu længere fremad, og det er en drivkraft for mig. Da jeg var barn, kunne jeg kun købe trøjer med mandlige fodboldspilleres navne på ryggen, men i dag er der piger, som render rundt med mit navn og holder med Chelsea, fordi jeg spiller i klubben.”
7. august vandt HB Køge 2-1 over Brøndby IF i sæsonens første kamp i Gjensidige Kvindeliga. Maddie Pokorny scorede det afgørende mål. Foto: Martin Bubandt
I EFTERÅRET 2019 rejste HB Køge-direktør Per Rud til New York for at mødes med stifteren af Capelli Sport, forretningsmanden George Altirs, som få måneder forinden havde overtaget kontrollen med den sydøstsjællandske fodboldklub. Med sig havde han et oplæg, der skulle overbevise klubbens nye ejer om at investere i kvindefodbold, en idé, der oprindeligt kom fra tidligere Herfølge-formand Søren Østergaard og daværende sportschef Jonas Nielsen, som var initiativtagere til kvindefodboldsamarbejdet i Køge. Foran sin nye chef fremlagde Per Rud en plan om, at et nyt kvindehold i klubben med de rette investeringer skulle kunne spille med i toppen af den bedste danske række inden for tre år.
”Kan vi ikke lave noget, der er mere ambitiøst?” lød svaret.
I stedet blev missionen, at HB Køge skulle spille Champions League inden for fem år, dels med penge fra klubbens eget budget, dels med en årlig investering på 1,5 millioner kroner og en underskudsgaranti fra ejeren. 1. juli 2020 meldte HB Køge ud, at klubbens herre- og kvindehold fremover ville være sidestillet, og offentliggjorde de vidtløftige planer om at kvalificere sig til verdens bedste klubturnering senest i 2025.
”Vi begyndte sæsonen 2020/2021 med at tabe knebent til Brøndby, og derfra led vi kun ét nederlag mere i resten af sæsonen og endte med at blive mestre. Bare få måneder senere stod vi i Champions League, fire år tidligere end vi havde meldt ud. Det har været ret vanvittigt, og vi er også selv lidt overraskede over, hvor stærkt det er gået,” siger Per Rud.
I maj satte HB Køge dansk tilskuerrekord i Kvindeligaen, da klubbens andet mesterskab i træk blev sikret med en 1-0-sejr hjemme over Fortuna Hjørring. Nye fans er kommet til, fortæller Per Rud, men også dem, der normalt kommer for at se mændene spille i 1. division, har taget guldkvinderne til sig.
”Det er, som om de her sympatiske, smilende, fair, ikke-filmende og ikke mindst vindende kvinder taler til folk på en anden måde, end mændene gør. Det er stadig en lidt mere ren sport. Og det vil folk altså gerne se, selvom vi tager samme pris (90 kroner, red.) for dem som for mændene.”
Foruden at være mangeårig direktør i HB Køge sidder 55-årige Per Rud også i bestyrelsen i Divisionsforeningen og i DBU’s komité for professionel fodbold. Her oplever han, at kvindefodbold endelig er kommet på agendaen efter mange år, hvor sporten slet ikke har været et tema i mange af de største danske fodboldklubber.
”Kvindefodbold er stadig langt bagefter, men sporten vokser hele tiden, og jeg ved fra mine kolleger i Divisionsforeningen, at flere klubber i Superligaen er begyndt at få spørgsmål fra deres sponsorer: ’Hvorfor har I ikke kvindefodbold?’”
Hænger for mange danske klubber i bremsen?
”Alle klubber i Danmark skal erkende, at vi lever i 2022. Der skal være lige forhold for alle, om det er piger eller drenge. De skal have gode baner og ordentlige trænere, og sådan er det ikke altid i dag. De store klubber er nødt til at tage en strategisk beslutning. Man kan ikke forvente, at kvindefodbold giver plus på bundlinjen fra dag ét, men der er så mange synergieffekter. For eksempel sponsorindtægterne. Vi vokser cirka to millioner om året, og halvdelen af de indtægter kommer fra kvindesiden,” fortæller Per Rud, der gør alt, hvad han kan for at få flere større danske klubber ind i kvindekampen.
”Det er 100 procent økonomi og ressourcer, det handler om. Men hvis man tror på, at der skal være lige forhold for mænd og kvinder, piger og drenge, så er man nødt til at tage et valg, og det tror jeg, at fodboldklubberne kommer til at gøre på sigt, fordi presset fra omgivelserne bliver så stort, at de ikke har andet valg.”
I juli kritiserede kvindelandstræner Lars Søndergaard, at en klub som F.C. København ikke har et fodboldhold for kvinder, ligesom Pernille Harder tidligere har efterlyst, at de største danske klubber skal investere i kvindefodbolden. Ud & Se har været i kontakt med FCK, men klubben har ikke ønsket at kommentere kritikken. Og i DBU ønsker fodbolddirektør Peter Møller ikke at stille krav til klubberne, som eksempelvis det engelske fodboldforbund har gjort.
”Jeg er ikke meget for at skulle vride armen rundt på klubberne. Men jeg håber og tror, at nogle af de store klubber vil gå ind i kvindefodbold, fordi de kan se, at det er bæredygtigt,” siger han.
Cheftræner Søren Randa-Boldt bliver interviewet til Dagbladet Køge, som dækker både HB Køges herre- og kvindehold tæt. Foto: Martin Bubandt
MIDT I GELLERUPPARKEN i Aarhus, omkranset af etagebyggeri i gasbeton, ligger en fodboldbane. Her spiller mange børn og unge, men da dansk-afghanske Nagin Ravand flyttede til i 2013, var det kun drenge, der løb rundt på kunstgræsset under hendes altan. I Nørresundby, hvor hun voksede op med sin familie, der kom til Danmark som flygtninge, da hun var tre år gammel, havde hun brugt al sin fritid på at spille fodbold. Men i Gellerup fik de blot at vide, at det da ikke var noget for piger, når Nagin Ravand og hendes mor forhørte sig om, hvor hun kunne begynde til fodbold,
”Så gik der et år, hvor jeg slet ikke gik til fodbold. Senere fandt min mor en klub til mig ude i villakvartererne i Brabrand, og hjemme foran blokken tog jeg udfordringen op, når drengene kom og kiggede lidt skævt på den her pige, der som den eneste løb rundt med en bold,” fortæller hun.
Nagin Ravand kunne ikke få det til at passe, at der ikke fandtes andre piger i området, som var interesserede i at spille fodbold. Så i 2015 kontaktede hun den lokale Gellerup-klub ACFC og spurgte, om det ikke var på tide, at de fik sig et fodboldhold for piger. Klubben sagde ja, men til den første træning var det kun Nagin Ravand selv, der mødte op. Derfor hvervede hun en lille gruppe veninder, der også havde anden etnisk baggrund og spillede fodbold i klubber uden for Gellerup. Sammen gik de i gang med at træne en gang om ugen og håbede, at det ville lokke andre til.
”Vi lod bare, som om der var et rigtigt hold, selvom det ikke var tilfældet. Der gik ikke længe, så kom den første og stak snuden frem for at høre, hvad vi havde gang i, og sådan fortsatte det. Året efter, da vi skulle starte op igen, stod der pludselig 40 piger mellem otte og 16 år, og så måtte jeg i gang med at rekruttere trænere, så de alle kunne komme til at spille,” siger den i dag 23-årige Nagin Ravand.
En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut har vist, at kun 43 procent af etniske minoritetspiger i Danmark dyrker sport i deres fritid, mens tallet er 84 procent for piger, hvor begge forældre er født i Danmark. Ifølge Nagin Ravand – der efter sin tid i ACFC startede et seniorhold for kvinder i Gellerup i klubben Vatanspor – er der nogle kulturelle barrierer, som skal brydes ned, hvis det skal lykkes at få flere minoritetspiger og -kvinder til at spille fodbold.
”Foreningslivet er jo fuldkommen indgroet i det danske samfund, men i Afghanistan er der intet foreningsliv. Det eneste, mine forældre tænkte på, var, at jeg skulle have mig en uddannelse – ikke hvad jeg lavede i min fritid,” siger hun.
”Jeg havde ikke været der, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for Lindholm IF i Nørresundby, hvor jeg startede med at spille fodbold. Derfor arbejder jeg for at få flere piger og kvinder som mig ind i foreningslivet, fordi jeg ved, hvor meget det betyder, når det kommer til inklusion og integration.”
I dag læser Nagin Ravand uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og er ambassadør for Unisport. Her arbejder hun i både ind- og udland med at styrke lokalsamfund gennem fodbold, hun holder foredrag og deltager i internationale konferencer, og hun har fået plads i flere udvalg i DBU-regi. Hendes mål er at ændre billedet af, hvordan en typisk fodboldspiller ser ud.
”Da jeg begyndte at gå med tørklæde, kom der endnu flere piger til træning i Gellerup, fordi de pludselig kunne se mig som et forbillede. Fodbolden er stadig meget mandsdomineret, også når man ser, hvem der sidder og bestemmer inde i DBU. Kigger man på minoritetskvinder, står det endnu værre til. Vi kan ikke blive ved med at læne os op ad Nadia Nadim.”
Maddie Pokorny og Isabella Obaze. Foto: Martin Bubandt
TILBAGE I KØGE mimer Isabella Obaze en jubelscene for fotografen, der har taget opstilling i stadionloungen for at skyde spillerfotos til HB Køges hjemmeside. Den 19-årige venstre back kom til klubben i januar 2021 fra KoldingQ og sagde farvel til familien og gymnasiet i den sydøstjyske by for at blive en del af det storsatsende kvindehold på Sjælland.
11 måneder senere blev hun kåret til årets talent i HB Køge, og den gode start i klubben blev bemærket af landstræneren. I februar i år blev hun efterudtaget til A-landsholdet, og da kvinderne mødte Italien i en venskabsturnering i Portugal 16. februar, var det med Isabella Obaze i startopstillingen.
”Det har været surrealistisk for mig pludselig at stå på den helt store scene med landsholdet og i Champions League og opleve den opmærksomhed, der er omkring klubben her. Det er lidt noget andet end i Kolding, med al respekt,” siger hun og smiler.
Isabella Obaze er tilknyttet HB Køge på en deltidskontrakt, men hun helliger al sin tid til fodbolden. Hjemme i Kolding har hun en dansk mor, en nigeriansk far, der engang var på ungdomsholdet i engelske Arsenal, og en storebror, som også er bidt af spillet. Derfor var det naturligt, at hun trak i et par fodboldstøvler, da hun var syv år gammel. I dag er hun en del af en ny generation af fodboldspillere, der satser alt på fodboldkarrieren og på at følge i fodsporene på stjerner som Pernille Harder. Før talentet kommer så langt, skal hun dog komme sig efter en skade, der har holdt hende ude det meste af foråret.
”Der sker hele tiden fremskridt inden for sporten, og det gør det også mere attraktivt for mig at blive ved at kæmpe for at komme til at leve af at spille fodbold. Min drøm er at blive stamspiller på landsholdet og måske komme til et land som England eller Italien og spille.”
Isabella Obaze har allerede fået debut på A-landsholdet i en alder af 19 år. Foto: Martin Bubandt
Truppen, der spillede kamp mod Brøndby IF, laver yoga dagen efter. Det er indført på initiativ af amerikanske Maddie Pokorny. Foto: Martin Bubandt
LUFTEN VAR BRÆNDENDE varm over Estadio Azteca i Mexico City 5. september 1971. 112.000 tilskuere – det største antal mennesker, et dansk landshold nogensinde har spillet for – så med, da Susanne Augustesen med venstrebenet hamrede bolden ind over den fremadstormende mexicanske målmand til stillingen 3-0, alle tre mål scoret af den bare 15-årige angriber fra Holbæk, der sammen med et udvalgt hold af kvindelige fodboldspillere hjemtog det uofficielle VM-trofæ i en turnering arrangeret af Martini-koncernen.
Kun korte glimt af kampen nåede hjem til Danmark, hvor mediedækningen af den sensationelle præstation havde været meget nølende. Alligevel blev kvinderne modtaget med jubel og rådhuspandekager i København, og hjemme i Holbæk blev Susanne Augustesen båret rundt i kongestol i byen, hvor hun voksede op på Jørgen Ruds Vej som den yngste af en søskendeflok på seks.
”Jeg har en søster, der er tre år ældre end mig. Hende ville jeg gerne lege med, men det gad hun ikke, så hun sendte mig over til drengene, som rendte og spillede fodbold. Jeg sparkede en enkelt gang til bolden med tåen. ’Nej nej, det er helt forkert,’ sagde de og viste mig, hvordan jeg skulle sparke med vristen og indersiden,” fortæller hun.
I kvarteret spillede de kampe, vej mod vej, men i den lokale fodboldklub Holbæk B&I ville de ikke have noget med Susanne Augustesen at gøre, fordi hun var en pige. I stedet spillede hun skolefodbold på Søndre Skole og viste sig hurtigt at være mere end almindeligt talentfuld.
”De sagde, at der vistnok var en pige ovre på den anden side af fjorden på Tuse Næs, som også spillede fodbold. Men ellers var der ingen andre end mig.”
I 1970 havde Boldklubben Femina, navngivet efter Aller-koncernens ugeblad, som sponsorerede tøj og støvler, vundet det uofficielle verdensmesterskab for kvinder i Italien. Turneringen var en stor publikumssucces, hvilket mexicanske forretningsmænd hurtigt øjnede og fik stablet endnu et verdensmesterskab på benene i deres hjemland året efter. Seks europæiske lande havde været med, men helt fraværende var det ellers fodboldgale England, hvor det var forbudt for kvinder at spille fodbold, fordi man mente, at det var usundt for kvindekroppen.
I DBU ville man heller ikke vide noget af Femina-verdensmestrene, men uden for fodboldforbundets regi gik antallet af danske kvindefodboldspillere fra 1.500 til 15.000 på rekordtid. En af dem, der snørede støvlerne, var Susanne Augustesen, der i fodboldskoleturneringen i foråret 1971 gjorde sig så bemærket, at hun modvilligt måtte lade sig fotografere til B.T. Da det nystiftede landsforbund Dansk Kvinde Fodbold Union besluttede at sende et hold til Mexico, blev hun udtaget til truppen.
Susanne Augustesen scorer sit første af tre mål mod Mexico i 1971. Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix
PÅ GRUND AF VM-sejren missede Susanne Augustesen den første uges undervisning i 1. real hjemme i Holbæk. Hendes finale-hattrick havde tiltrukket sig stor opmærksomhed, særligt fra Italien, og i efteråret 1971 udbrød der en regulær budkrig mellem italienske AC Roma Femminile og Cagliari om det danske talents underskrift. Cagliari tilbød hende en fuldtidskontrakt til 700 kroner om måneden, men Susanne Augustesens forældre insisterede på, at hun først skulle færdiggøre sin skolegang. Imens fortsatte hun med at spille fodbold – og håndbold – herhjemme. I 1974 tog hun endelig springet og skiftede til ASD Bologna. Det betød dog, at hun måtte melde afbud til håndboldlandsholdets VM i Rusland, hvor hun var en del af bruttotruppen.
Susanne Augustesen tilbragte 21 år som professionel fodboldspiller i Italien – og scorede 600 mål i 800 kampe. Hjemme i Danmark blev hun dog hurtigt glemt, og mens flere af hendes holdkammerater fra triumfen i Mexico fik landsholdskarrierer, blev det kun til en enkelt landsholdsudtagelse for Susanne Augustesen, efter at kvinderne i 1974 begyndte at spille landskampe i DBU-regi.
”Jeg blev udtaget til en træningslejr i Vejle i 1983. Men jeg blev skadet til træning, og siden hørte jeg ikke noget fra DBU. Jeg måtte selv finde ud af, hvordan jeg var dækket af forsikringen, og jeg endte med at få 1.745 kroner i erstatning.”
I 1996 vendte Susanne Augustesen hjem til Danmark efter et forsøg på at sælge brugskunst i Italien. I dag bor hun på Østerbro og har i en årrække arbejdet med idrætsinitiativer i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Den 66-årige tidligere fodboldstjerne ser stadig så meget kvindefodbold i tv, som hun kan komme i nærheden af, og når hun skal kigge tilbage på sin egen karriere, siger hun, at hun ikke fortryder noget – og så måske alligevel.
”Der var en stinkende rig klubpræsident i Conegliano, der kontaktede mig og sagde, at jeg bare skulle sige et beløb. Men jeg endte med at skifte til Modena, og i stedet hentede han en italiensk angriber, som tjente kassen og blev topscorer i Serie A 11 sæsoner i træk. Der skulle jeg nok have slået til.”
Susanne Augustesen til rådhuspandekager med sine forældre og VM-trofæet, der senere forsvandt sporløst under en udstilling om kvindefodbold i Rødovre Centrum. Foto: Knud Henrichsen/Ritzau Scanpix
SER MAN PÅ økonomien, er der stadig galakser til forskel mellem kvinde- og herrefodbold. I 2017 blev brasilianske Neymar købt af Paris Saint-Germain fra F.C. Barcelona for 1,65 milliarder kroner – 660 gange så mange penge, som da Pernille Harder skiftede til Chelsea. Og selvom UEFA havde fordoblet præmiepengene fra EM i 2017 til årets slutrunde – de 16 slutrundehold fordelte cirka 120 millioner kroner imellem sig – er der stadig lang vej op til de knap 2,5 milliarder, der var på højkant under sidste sommers EM for herrelandshold.
Fodboldekspert Amalie Bremer er ikke i tvivl om, at der skal endnu flere penge til, hvis kvindefodbolden skal løfte sig yderligere, og hun begræder, at Danmark ikke kan følge med nationer som England, Italien og Tyskland, når det gælder økonomi og vilkår for kvinderne. En dansk kvindelandsholdsspiller modtager stadig langt færre penge for at repræsentere sit land end sin mandlige kollega, alt imens det engelske fodboldforbund FA siden 2020 har haft ligeløn på A-landsholdene.
”I en årrække er kvindefodbolden også blevet syltet i andre europæiske lande, og det kombineret med nogle unikke talenter har gjort, at vi har kunnet bokse over vores vægtklasse. Selvfølgelig er vi et lille land, men også Sverige er foran os, og eksempelvis betaler de deres kvindelige landsholdsspillere langt bedre,” siger Amalie Bremer, der erkender, at kvindefodbold på mange måder stadig er på kravlestadiet, men at det ikke behøver at være en ulempe. Efterhånden som pengene er blevet astronomisk store i herrefodbold, er sporten blevet stærkt kommercialiseret, flere af verdens største fodboldklubber har ejere med enorme formuer og forbindelser til lyssky regimer, og afstanden mellem fans og spillere er blevet større. På stadioner både herhjemme og i udlandet er det ikke unormalt at støde på bannere med budskaber som ’Imod moderne fodbold’.
”Se bare skandalen omkring VM i Qatar eller på farcen med European Super League (hvor nogle af verdens største klubber sidste år forgæves forsøgte at bryde ud af UEFA og danne deres egen private liga, red.). Jeg tror, at der er mange, der ligesom jeg kan blive lidt desillusioneret af den retning, som udviklingen i herrefodbold går i.”
Hvis man er fodboldromantiker, skal man så hellere gå til kvindefodbold?
”Kvindefodbold kan tilbyde noget andet end herrefodbold lige nu. Det paradoksale er jo, at selvom jeg ønsker bedre løn og bedre forhold for kvindelige fodboldspillere, ved jeg også, at der med flere penge følger mere kommercialisering. Men anno 2022 er der ingen tvivl om, at kvindefodbold er et fedt sted, hvor spillerne er tilgængelige, og hvor der kommer tusindvis af mennesker til de største kampe, uden at der er ballade. Da jeg var på Camp Nou i foråret, var der 90.000 mennesker, og alle kunne gå til og fra kampen, uden at der var slagsmål mellem fangrupperinger eller sammenstød med politiet.”
PÅ TILSKUERPLADSERNE til den første officielle kvindelandskamp i Parken sidder også Susanne Augustesen. Med tryk på officielle, siger hun, for Susanne Augustesen har selv løbet rundt nede på banen foran 4.000 tilskuere i oktober 1971, dengang det hed Idrætsparken, og verdensmestrene spillede venskabskamp mod Italien.
Den tidligere professionelle spiller er godt tilfreds med det niveau, hun ser fra landsholdskvinderne på banen, i hvert fald i første halvleg – efter pausen er spillet lidt for rodet. Og hun har heller ikke noget imod landstræner Lars Søndergaard, han gør det fint, bevares, men var det dog ikke snart på tide, at det danske landshold for kvinder fik sig en kvindelig træner?
Hun er inviteret til kampen af DBU, som hun blev forsonet med, da fodboldforbundet i 2017 gav hende en længe ventet anerkendelse. Ved Dansk Fodbold Award i Horsens blev hun sammen med Lone Smidt Nielsen indlemmet i Fodboldens Hall of Fame – som de første to kvinder ved siden af koryfæer som Allan Simonsen, Michael Laudrup og Harald Nielsen.
”Vi er endelig nået til et sted, hvor der er en anerkendelse af, at kvinder godt kan spille fodbold. Jeg er sikker på, at kvindefodbold går en stor fremtid i møde.”
