BANGKOK OG LANGKAWI, 1992
Bent (Mejding, red.) og jeg optrådte rundt om i verden med en forestilling om H.C. Andersens eventyr på engelsk, som hed ’Man and the Storyteller’. Vi skulle også besøge Østen og fik lavet en scenografi og kostumer, som blev pakket ned i en stor koboltblå metalkuffert, som vi kaldte ’Den flyvende kuffert’. Vores første forestilling var i Bangkok på Hotel Oriental, et af de fineste hoteller i byen. Vi blev inviteret til at bo på den danske ambassade, og efter ankomsten tog vi direkte hen til hotellet, hvor vi skulle optræde dagen efter.
Vi blev modtaget af en høj mand, som svingede rundt med en guldfyldepen, mens han viste os The Grand Ballroom, hvor vi skulle optræde. Han spurgte, om vi ville have en personlig påklæder, en gartner til at levere træer til scenen, en lysmester? Alt kunne han skaffe, vi skulle bare sige til.
Dagen efter tog vi tidligt til hotellet for at gøre klar til forestillingen. Men da vi ankom, var manden med guldfyldepennen der ikke. Ingen anede, hvem han var. De vidste heller ikke, hvem vi var. Vi fortalte, at vi skulle optræde om aftenen, men receptionisten kiggede uforstående på os og trak på skuldrene. Så slæbte vi selv vores metalkuffert op til The Grand Ballroom, hvor der var en smuk, lille gammeldags scene, men uden planter eller noget af det andet, vi var blevet lovet.
I kufferten havde vi nogle metalstænger, som skulle blive til det stativ, som vores dekoration kunne trækkes hen over. Vi kravlede begge to rundt på scenegulvet og hjalp hinanden, så godt vi kunne. Men det tog tid, for det var første gang, vi skulle samle dekorationen.
Pludselig ankom tre thailandske mænd i blå arbejdsdragter. De forstod ikke engelsk. Vi forsøgte med fagter at forklare dem, at der skulle lys på scenen. De nikkede og smilede, og så forsvandt de igen. Intet skete. Tiden gik, og jeg kiggede på uret. Forestillingen nærmede sig.
Til sidst begyndte Bent at gå rundt og åbne døre for at finde et sted, hvor man kunne tænde projektørerne. Pludselig åbnede han en dør til et lille rum, og dér stod de tre mænd og gemte sig.
De havde ikke kunnet finde ud af at tænde projektørerne og havde gemt sig for ikke at tabe ansigt. Ved fælles hjælp blev projektørerne tændt, 20 minutter før forestillingen skulle begynde.
Vi løb hurtigt ned til et lille, rum, vi havde fået tildelt, hvor vi hoppede i vores kostumer. Det var første gang, vi skulle optræde med vores forestilling, så vi var ret nervøse. Men da vi kom i gang, forsvandt nervøsiteten, og publikum var begejstrede.
Premiere på Susse Wold og Bent Mejdings H.C. Andersen-forestilling i Bangkok.
Vi rejste videre til det næste sted, vi skulle optræde. Vi havde tre forestillinger i Singapore, og derefter havde vi fri i fire dage i påsken, inden vi skulle optræde i Kuala Lumpur. Vi besluttede os for at besøge øen Langkawi i det nordlige Malaysia. Vi landede i en lufthavn, der bestod af en landingsbane og et skur, og blev hentet af en gammel, ramponeret taxa, der kørte os til hotellet. Det lå helt ud til stranden, men vandet var lunkent, og sandbunden slimet.
Dagen efter fik vi arrangeret, at vi skulle besøge en lille, øde ø, hvor vi kunne bade. Vi blev hentet af en skipper i en båd, og på øen var der en vidunderlig sandstrand. Men vandet var så varmt, at det næsten var for meget, så vi besluttede os for at gå ind i junglen. Jeg havde kun badedragt på, og vi havde begge bare fødder. Vi var så begejstrede og fascinerede af stedet, at vi ikke skænkede det en tanke.
Et stykke inde kom vi til en lysning, hvor der lå en skovsø. Vandet var køligt og klart, og vi følte os som Tarzan og Jane i skovbadekarret, som vi lå der og flød midt inde i junglen. Men da jeg rejste mig fra vandet, så jeg, at søen var fyldt med blodigler.
Jeg skreg til Bent, at han skulle skynde sig op, og vi gik straks i gang med at undersøge hinanden. Heldigvis var der ingen blodigler, der havde sat sig fast på os. Men pludselig føltes alting farligt. Hver en lille lyd eller bevægelse i junglen virkede truende. Og alt det, vi ikke havde skænket en tanke før – som at vi ikke havde sko på – gik nu op for os. Vi måtte tilbage til stranden og have fat i vores skipper, så han kunne sejle os hjem til hotellet.
Da vi endelig nåede stranden, havde en båd lagt til med en masse unge thailændere. De kom svømmende mod os. Bent havde et kamera med, og da de fik øje på det, styrtede de i vores retning. Ude af balance som vi var, troede vi, at de ville stjæle vores ting og måske gøre os fortræd.
Da de nåede hen til os, tog de fat i kameraet og begyndte at pege ophidset på det. De ville bare have taget billeder sammen med os.
JAPAN, 1994
Vi turnerede også med vores H.C. Andersen-forestilling i Japan. Samme dag som vi landede i Tokyo, blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville underholde den følgende aften. Dronning Ingrid og dronning Anne-Marie var på uofficielt besøg i Tokyo, og ambassadøren ville gerne holde en middag for den japanske kronprins og de danske dronninger, hvor jeg skulle fortælle eventyret ’Nattergalen’.
Ambassaden var omringet af 90 sikkerhedsfolk, og til middagen var der inviteret 32 mennesker, alle højtstående personer. Først ankom de danske kongelige, som vi hilste på, og der gik lang tid, hvor stemningen var højtidelig og ret anspændt. Da Kronprinsen ankom og skulle præsenteres, trådte hofchefen ind i lokalet og dunkede en stav hårdt i gulvet.
”His Imperial Highness, The Clown Prince,” sagde han meget højtideligt.
Japanere kan have svært ved at udtale L og R på engelsk og kan komme til at bytte rundt på de to bogstaver. Kronprinsen blev placeret på en stol mellem de to danske dronninger, og jeg gik i gang med at fortælle ’Nattergalen’. Da jeg nåede til det sted i teksten, hvor nattergalen synger døden væk fra kejserens hjerte, holdt jeg en pause og så tårer trille ned ad kinderne på den japanske kronprins.
Vi kørte derfra med hurtigtoget til Kyoto, hvor vi skulle optræde til åbningen af et H.C. Andersen-postkontor oppe i bjergene. Børnene, vi optrådte for, forstod ikke ét ord af forestillingen. De var mere interesserede i at få taget billeder med os. Efter vi havde optrådt, var vi inviteret op til et hemmeligt tempel, hvor vi skulle overnatte. Der var helt tåget, da vi kørte op i bjergene, og to blomstrende kirsebærtræer stod og lænede sig mod hinanden foran templet. Det var som at være med i en japansk film af Kurosawa.
Om aftenen blev vi kaldt til middag i templet af ypperstepræsten. Vi fik udleveret smukke kimonoer og troede, at vi skulle have traditionel japansk mad. Men da vi kom ind i spisesalen, blev vi mødt af en dansk kok, som hed Ole. Pludselig sad vi i et japansk tempel og spiste leverpostej og drak snaps og øl fra Carlsberg. Ypperstepræsten elskede åbenbart dansk mad.
Dagen efter rejste vi videre til Hokkaido i det nordlige Japan. Her besøgte vi forlystelsesparken ’The Marine Park’, hvor vi skulle optræde i ’H.C. Andersens hus’. Det første, der mødte os, var en tro kopi af Egeskov Slot på Fyn. Med voldgrav, sorte svaner og det hele. Til højre lå H.C. Andersens hus i Odense placeret i en gade kopieret fra Møgeltønder. I parken arbejdede to danske piger, som havde fortalt ejerne, at vi var meget, meget berømte – ”næsten lige så berømte som Elvis og Priscilla Presley” – derfor havde de lukket hele parken kun for os.
”Security reasons,” sagde de.
Om aftenen blev vi inviteret til middag på restaurant Kong Odin. Vi nænnede ikke at fortælle dem, at Odin ikke er en konge, men en gud.
Det er svært at kommunikere, når man ikke forstår sproget, og ikke mange af gæsterne talte engelsk, så jeg foreslog, at vi skulle lære dem at skåle på dansk. Den der med at tage hinanden under armen og så drikke. Det vakte stor jubel.
Som middagens sidste ret blev der serveret ris. Det var nærmest det eneste på menuen, vi kendte, så det kastede vi os over. Bagefter fik vi at vide, at det er meget uopdragent at spise risene. Det betyder, at man ikke har kunnet lide resten af maden.
Den sidste forestilling på turen var også i Hokkaido. Bagefter skulle vi spise middag med jernbanedirektøren og hans gæster. Det var en meget fornem middag, og vi sad på puder på gulvet og spiste. Der var en geisha til hver eneste gæst, som konstant skænkede varm sake til os.
Vi fik serveret det ene levende krebsdyr efter det andet, men det mærkeligste var, at der under hele middagen kravlede en sort snegl rundt i kanten af hver tallerken. Sneglen havde en hvid elfenbenspind spiddet gennem nakken, så den ikke kunne trække sig ind i sit hus. Vi blev mere og mere fulde af al den sake, og pludselig sagde Bent:
”Så. Nu vil jeg altså have det overstået.”
Så tog han sneglen op, trak den ud af sit hus, tog den i munden og skyllede den ned med sake. Jeg tænkte ’skik følge eller land fly’, og så gjorde jeg det samme.
Der blev fuldkommen stille ved bordet. Alle stirrede på os. Der gik et par sekunder, så lød der et højt råb, nærmest som når en samurai kløver hovedet på sin fjende. Alle japanerne tog fat i sneglen, hev den ud af sit hus og slugte den. Så skyllede de ned med sake.
Efter måltidet spurgte jeg, hvorfor der pludselig var blevet råbt så højt. Og hvorfor de alle sammen havde set så længe på os. Tolken svarede, at sneglene kun var til pynt. De kom kun frem ved meget specielle lejligheder, når man havde meget berømte gæster.
”Jamen, hvorfor spiste de dem så?” spurgte jeg.
”For at I ikke skulle tabe ansigt.” svarede hun.
