JESPER CHRISTENSEN VAR begejstret, da han for snart 10 år siden blev spurgt, om han ville spille den fiktive elektronikfabrikant Karl Skov.
”Jeg tænkte: Det er det her, Danmark har brug for. Historien om en god, dansk mand, der bliver værnemager, fordi han ikke kan se anden udvej,” fortæller skuespilleren, der nu to gange har indtaget hovedrollen som fabrikanten i ’De forbandede år’-filmene.
I forsøget på at redde sig selv, sin familie, sit firma og dets ansatte anlægger Skov efter 9. april 1940 en føjelig linje i forhold til besættelsesmagten. I øvrigt efter at have vendt mulighederne med sine venner på Christiansborg og ude i erhvervslivet. Men efterhånden krakelerer håbet om sådan nogenlunde at kunne ride stormen af. Karl Skov bliver presset til at arbejde tættere sammen med tyskerne, der ender med de facto at overtage fabrikken, mens krigens dilemmaer dag for dag rykker dybere ind i hans strandvejsvilla og underminerer familiesammenholdet.
Da Jesper Christensen blev introduceret for ideen, havde den eksisteret i mange år i instruktør Anders Refns tanker. Projektet havde blandt andet været ved at blive realiseret som tv-serie, og det var et tv-manuskript, skuespilleren først fik i hånden. Det var også som sådan, han først bedømte det. Ud over at det var en velskrevet historie med nogle gode karakterer, som Anders Refn og manuskriptforfatter Flemming Quist Møller havde fået sat sammen, syntes Jesper Christensen, at den udfyldte et tomrum i behandlingen af den danske besættelseshistorie på tv: ”Vi havde haft ’Matador’, som var sådan lidt småhyggelig, men som ikke for alvor tog fat, hvor det gør ondt. Jeg tænkte: ’Her er nogle folk, der tager mennesker alvorligt og ikke laver folkekomedie ud af problemstillingen.’”
SIDEN RYKKEDE FINANSIERINGEN og formatet ’De forbandede år’ over i biografsalene, men hovedtemaet forblev det samme: Hvorfor ender en pragmatisk dansk mand med at samarbejde med besættelsesmagten – og til hvilken pris?
”Karl Skov kan ikke se andre muligheder i sit liv end at gøre, som han gør. Han prøver at komme igennem en forfærdelig situation, uden at den kommer til at gå for hårdt ud over hans børn, familie og venner. Og uden at komme til at gøre mere ondt, end han overhovedet er nødt til. I det store billede er han bare, som mennesker er flest – og en virkelig stærk hovedperson at have.”
Jesper Christensen, mener, at Skov inkarnerer en kernediskussion om besættelsen.
”Hvad gør man, når ondskaben rammer? Nogle danskere kunne ikke leve med det og greb til våben. Men langt de fleste kunne udmærket leve med det, og resultatet blev, at vi som land klarede os supergodt i sammenligning med resten af Europa. Var de så nogle skiderikker, danskerne i 1940, som bare dukkede nakken og profiterede på, at soldater døde i hundredtusindvis rundtom i verden? Eller gjorde størstedelen af os bare, hvad mennesker vil gøre til alle tider?”
Sara Viktoria Bjerregaard spiller rollen som Karl Skovs datter Helene.
HUNDREDTUSINDVIS AF DANSKERE har overvejet de samme spørgsmål fra biografsædet, mens de så de to første film om patriarken Karl Skov, der står mere og mere alene, mens én søn drager til Østfronten med Frikorps Danmark, en anden kaster sig ind i modstandskampen og begår sabotage mod farens egen fabrik, datteren gifter sig med en tysk ubådskaptajn, der senere omkommer, og ægteskabet hænger i stadig tyndere laser. Alt i alt er Karl Skov i svækket forfatning, da hans historie tages op igen i den tredje film, ’Fredens pris’, der skriver ham ind i retsopgøret efter krigen, hvor ondt skal blive værre for fabrikanten, der vender hjem fra Sverige, hvor han har søgt tilflugt hos noget familie i krigens sidste dage.
”Efter befrielsen tænker han: ’Livet skal gå videre.’ Men det skal det så ikke, for han bliver anklaget for landsskadelig virksomhed i en prøvesag for hævntørsten i Danmark,” fortæller Jesper Christensen.
I 1945 indførtes et straffelovstillæg, som gjorde det muligt at straffe folk med tilbagevirkende kraft for handlinger, der ikke havde været strafbare under besættelsen, med minimum fire års fængsel. Samtidig genindførtes dødsstraf i en periode.
”Man styrtede rundt efter nogle, man kunne straffe, for at dulme den nationale skamfølelse over ikke at have kæmpet som nation. Man kunne ikke straffe landbruget eller industrien under ét. Og politikerne havde trukket sig i august 1943 og overladt butikken til tyskerne og landets embedsmænd, så de stod helt klar til at komme ind igen og sige: ’Vi var i virkeligheden alle modstandsmænd.’ De store gik mere eller mindre ustraffet, og de, der blev straffet, var hovedsagelig nogle meget små fisk eller nogle psykopater, der havde slået mennesker ihjel, torteret folk og fået frit løb for tilbøjelighederne i tysk tjeneste,” siger Jesper Christensen, der er født efter krigen, men husker, hvordan den sivede ind i hans barndom i begyndelsen af 50’erne.
”Jeg kan huske, at man gik og holdt øje med, hvem der ikke havde lys i vinduerne på befrielsesaftenen, 4. maj. De var nok nogle værre mennesker. Jeg kan også huske, at jeg var lidt skamfuld over, at min far ikke havde en pistol og et armbind liggende hjemme i skuffen. Så meget, at jeg glemte at lægge mærke til, at det var mindst lige så sejt, at han var med til at stifte Mellemfolkeligt Samvirke efter krigen.”
FILMEN OM RETSOPGØRET var ikke en del af det oprindelige projekt. Det var først, da de var i mål med de to første ’De forbandede år’-film, at Anders Refn, Flemming Quist Møller og Jesper Christensen besluttede, at der manglede et kapitel i det historiske drama.
”Vi tænkte: ’Det kan ikke slutte her. Det er nu, det bliver rigtig interessant.’”
Imidlertid døde Flemming Quist Møller pludseligt i 2022 efter en blodprop. Anders Refn ville gerne gå videre med treeren alligevel, men havde svært ved at finde en anden forfatter, han syntes passede til opgaven, og efter noget tid blev han og Jesper Christensen enige om at gøre forsøget og skrive det sammen. Igennem nogle måneder mødtes de hver formiddag og snakkede om indholdet, hvorefter Jesper Christensen gik hjem og skrev.
”Jeg var i og for sig ret kålhøgen. Jeg tænkte, at det nok skulle gå, selvom ingen af os egentlig er manuskriptforfattere. Spørgsmålet var mere, om vi kunne holde hinanden ud. Man skal være meget sammen, det er næsten lidt ægteskabsagtigt.”
Undervejs i skriveprocessen konsulterede manuskriptduoen en række juridiske eksperter for at sikre en troværdig fremstilling af retsopgøret.
”Når vi nu synes, det er meget vigtigt, at juraen dengang blev håndhævet utilregneligt, så nytter det jo heller ikke, hvis vi ikke selv har styr på paragrafferne,” siger Jesper Christensen, der blandt andet har benyttet sig af retshistoriker Ditlev Tamms værker om perioden og af et kritisk blik fra Mads Bryde Andersen, juraprofessor ved Københavns Universitet – og fra en række andre historikere og juraeksperter.
”Vi har oplevet rigtig meget velvilje og støtte fra den side. Retsopgøret! De synes, det er det vigtigste emne overhovedet. Og det forstår jeg godt.”
